BERLINHISTORIER - Horisont Rejser

BERLINHISTORIER
- kulturrejse til Berlin
1.-5. oktober 2013 | kr. 7.900
En personlig rejse til Berlin med Jens Nauntofte og
skuespiller Maria Stenz
Tag med på en indholdsmættet rejse til Berlin med forfatter
og Tysklandskender, Jens Nauntofte. Det er en rejse ind i vor
samtid, der blev præget af Berlinmurens fald i 1989. Som
Berlin-korrespondent for TV-Avisen befandt Jens Nauntofte
sig i dette Europas midtpunkt for at rapportere om en af de
største ændringer i europæisk politik. Siden har han jævnligt
besøgt byen, der hele tiden forandrer sig.
Rejsen bevæger sig mellem fortid og nutid, hvor vi dels skal
høre om den kolde krigs Berlin og nazismens Berlin, men også
skal se, hvordan byen i dag er blevet en metropol, der med sin
charme fascinerer sine gæster.
Jens Nauntofte vil på rejsen levende fortælle om byen, dens
kultur og historie. På rejsen lægger skuespillerinde Maria
Stenz stemme til den tyske litteraturhistorie i form af Brecht,
Biermann og danske digtere i Berlin – derved får rejsen også
en vedkommende litterær dimension. Desuden har Jens Nauntofte inviteret danske og tyske iagttagere, der hver har deres
personlige og spændende vinkel på Tysklands efterkrigstid.
På fem fortættede døgn bliver vi klogere – ikke alene på
Berlins kulturhistorie men også på en metropol, der i dag er
dynamo i Europa.
Rejseledere:
Jens Nauntofte & Maria Stenz
Jens Nauntofte har gennem en menneskealder været et kendt
ansigt i tv med sine utallige reportager fra nær og fjern. Har
gennem det meste af sit liv rejst i Mellemøsten og Asien.
Maria Stenz er skuespiller og tidligere teaterdirektør. Hendes
speciale er litteraturen, og hun læser på rejserne op fra den
mangfoldige litteratur og fortæller historier, der giver rejserne
og gæsternes oplevelser en anderledes dimension.
Antal deltagere: Max. 15
Tillæg enkeltværelse: kr. 1.400
Inkluderet i prisen:
- fly København–Berlin t/r (direkte)
- Jens Nauntofte og Maria Stenz som rejseledere
- morgenmad på dag 2-5
- de i programmet nævnte punkter inkl. evt. entré
- turistklassehotel i delt dobbeltværelse
- transport til og fra lufthavnen i taxi
- Tageskarte til lokal transport i Berlin
Prisen inkluderer ikke:
- afbestillingsforsikring og rejseforsikring
- drikkepenge
Rejsen laves i samarbejde med
Politiken Lokalaviser.
Rovsingsgade 88 | 2200 København N | Tlf. 7020 2779 | www.HorisontRejser.dk
Program
Morgenmad dag 2-5 er inkluderet i programmet.
Dag 1
Vi mødes tidligt i Københavns Lufthavn
og flyver til Berlin. Vi lander en time
senere i Berlin og kører til Hotel Bogota
i Schlüterstrasse for at aflevere vores
bagage. Derefter spadserer vi med Jens
Nauntofte ad Kurfürstendamm i det gamle
Vestberlin hen til det interessante museum
”The Story of Berlin”, som i tableauer
fremstiller Berlins historie på fængslende
måde.
Derefter spiser vi frokost i restauranten
”Dressler” på Kurfürstendamm. Efter
frokost samles vi i hotellets møderum, hvor
Jens Nauntofte fortæller om stemmer
og billeder i det tyske skæbnedøgn, 9.
november 1989. Da faldt Berlinmuren, til
både tyskernes og omverdens forundring.
Jens Nauntofte var der for at rapportere
om det til TV-Avisen. Det var begyndelsen
til DDRs opløsning, til en samling af det
delte Berlin og senere Sovjetunionens
opløsning. Derfor blev Berlinmurens fald en
epokegørende begivenhed for den store og
for den nære verden.
Jens Nauntofte fortæller om den unge
videnskabskvinde, Angela Merkel i DDR,
som på skæbnenatten 9. november 1989
vovede sig over sektorgrænsen ind i
Vestberlin og oplevede suset af det store
øjeblik i ny tysk historie.
Herefter får den anden rejseleder,
skuespiller Maria Stenz ordet. Hun vil
fortæller om den tyske digter og sanger
Wolf Biermann. Han blev forfulgt i DDR
og elsket i Vesttyskland. Han blev en af
de mest interessante folkesangere og
kommentatorer i opbrudsårene omkring
Murens Fald. Både Jens Nauntofte og
Maria Stenz har mødt ham og interviewet
ham. Maria har i Danmark indspillet en
LP med hans sange. Her fortæller hun om
denne kontroversielle folketribun og læser
nogle af hans digte i dansk oversættelse.
Der bliver nogle timer til shopping på
Kurfürstendamm, inden gruppen samles
til middag på den fornøjelige kunstnerrestaurant, Paris Bar, på Kantstrasse, i
gå-afstand fra hotellet. (-,-,-)
Dag 2
Vi tager U-bahn til Østberlin, hvor
vi med Jens Nauntofte besøger
Dokumentationszentrum i Bernauerstrasse,
hvor vi kikker over den sidste sektion af
Muren ind i Vestberlin. Jens fortæller om
berlinernes problem med, at de stadig har
”muren i hovedet”. Maria læser et par
digte.
For dem, der har lyst, spiser vi frokost
sammen på polit-caféen ”Ständige
Vertretung” på Schiffsbauerdamm.
Hvorefter vi besøger Boros Collection, en
unik og stærk samling samtidskunst, der
er på private hænder. Det er ægteparret
Karen og Christian Boros, der har
indrettet samlingen i en stor bunker
fra 2. verdenskrig. Det er alt andet end
makabert, derimod er det den måske mest
bemærkelsesværdige kunstsamling, man
kan se i Berlin, fordi så få har opdaget
dette private museum. Hvis vi til slut kan
gøre ophold i museets læserum, vil Maria
her fortælle om H.C. Andersen i Berlin.
Ved 15-16 tiden bliver der fri til privat
sightseeing og/eller shopping. Jens
Nauntofte og Maria Stenz giver gruppen
forslag til, hvor de kan spise til aften,
enten i Øst- eller Vestberlin. Alle har fået
et ugekort til U-bahn og busser, så det
er let at komme tilbage Hotel Bogota.
(M,-,-)
Dag 3
Vi tager med S-bahn til
Hohenschönhausen, hvor vi besøger det
tidligere Stasi-fængsel. Her vil gruppen
få et meget konkret indblik i DDRs
mishandling af politiske kritikere. Stasifænslet er lavet om til et museum, hvor
tidligere fanger fra DDR-tiden viser
rundt og fortæller om livet i det gamle
Østtyskland. Det er en ”fængslende”
indsigt i et mørkt kapitel af DDRs
historie. Vi forsøger at sikre os en guide,
der kan fortælle på dansk. Man kan
forberede sig på det ved at se (på dvd)
den priste film ”Das Leben der Anderen”,
der er en rystende skildring af den
frysende kolde periode i Den kolde Krig.
Vi tager med S-bahn tilbage til centrum
i det gamle Østberlin, en kort tur. Her
spiser dem, der har lyst, frokost sammen,
hvorefter vi besøger chefredaktør Hans
Ulrich Jörges på det store ugemagasin
”Die Stern”. Fra hans terrasse har vi
et formidabelt udsyn over Berlins tage.
Gennem hans øjne vil vi få et kontant
billede af, hvordan det er at følge
tyske toppolitikere i mod- og medvind.
Samtidig tegner Jörges et billede af
et magtfuldt Tyskland, der er Europas
økonomiske lokomotiv og den mest
kraftfulde magt i Europa. Deltagerne har
aftenen fri til koncert, film eller gå til
aftensmad. Jens og Maria hjælper med
forslag. (M,-,-)
Dag 4
Efter morgenmad tager vi Bus nr. 100 til
Rigsdagen, hvor vi stiger op i Berlins nye
vartegn, kuplen på Rigsdagsbygningen,
der er genskabt af den kendte britiske
arkitekt Sir Norman Foster. Her skal vi
opleve den storslåede udsigt over Berlins
tage og kirkespir i en af Europas mest
populære storbyer. Så spadserer vi eller
tager bussen til den danske ambassade,
hvor vi med lidt held skal møde både
den danske ambassadør og den danske
kulturattaché, som beretter om, hvordan
tysk kultur ser ud fra deres udkikspost.
De har medvirket til at skabe en dansk
højskole i Berlin, og de har et skarpt blik
for både Tysklands stilling i Europa og i
forhold til Danmark.
Herefter spiser vi frokost i ambassadens
udmærkede restaurant, hvor buffeten
er både god og billig. Her slutter den
danske forfatter og filosof Peter Tudvad
sig til os. Han bor fast i Berlin og har
specialiseret sig i tysk historie og især
i tyskernes opgør med Det tredje Rige
og Hitler-epoken. Efter et kort foredrag,
spadserer vi sammen med Tudvad fra
Brandenburger Tor til mindesmærket
for Holocaust-ofrene i 2. verdenskrig,
Holocaust Mahnmal. Tudvad giver et
levende indblik i dette dramatiske kapitel
i tysk historie. Han udpeger det sted,
hvor Adolf Hitlers underjordiske bunker
var placeret. Den er især kendt fra den
fascinerende film ”Der Untergang”. Peter
Tudvad er en fængslende fortæller. Han er
også en af de førende Kirkegaard-forskere.
Så hvis I spørger ham om Kirkegaards syn
og tilknytning til Berlin, kan han alt om
det. Han har netop, når vi mødes, udgivet
en roman om Søren Kirkegaard.
Undervejs rundt i Berlins centrum tager
vi et hvil med kaffe og Berlinerkuchen,
hvor vi kan sludre med Tudvad om hans liv
som forfatter i Berlin. Herefter et sidste
besøg på Tudvads udsøgte rute. Så er det
aften, og vi tager enten hjem til hotellet
for at hvile, før vi går ud til middag, eller vi
fortsætter videre på egen hånd. (M,-,-)
Dag 5
Efter morgenmad tager vi U-bahn til Unter
den Linden, hvor vi sammen spadserer til
Brecht Haus i Chausseestrasse. Her skal vi
se det lille fornemme museum i Berthold
Brechts tidligere hjem, hvor han boede
sammen med sin kone, Helene Weigel.
Her vil der være to forskellige fortællere.
Først en Brechtkender, der fører os rundt i
Helene Weigel og Berthold Brechts hus og
fortæller om hans arbejdsvaner og hans
kamp med samtiden
Derefter tager skuespiller og fhv.
teaterchef Maria Stenz over og beretter
om Brecht og Helene Weigels liv set med
danske øjne. Hun fortæller om Brecht og
Waigels samarbejde, og deres kamp med
DDRs myndighedere og om de sejre, hans
teaterstykker oplevede udenfor Tyskland,
ikke mindst i Danmark, hvor ”Laser og
Pjalter” og andre af Brechts stykker blev
opført samtidig med, at Brecht levede her i
nogle år i landflygtighed fra det nazistiske
styre. Maria fortæller om den danske
skuespiller Ruth Berlau, som havde en
skæbne, der var tæt knyttet til Brechts
liv, med hvem hun tilbragte mange år.
Maria fortæller om den store tyske digters
komplicerede liv mellem kommunisme og
den frie verden.
Vi går sammen med Maria til Brecht
og Helene Weigels gravsted lige ved
siden af museet. Hvorefter går vi over
til Brechts teater, Berliner Ensemble på
Schiffsbauerdamm, med busten af Brecht
på pladsen, der er opkaldt efter ham.
Så er der frokost på en af de herlige
restauranter ved floden, hvorefter der er
nogle fritimer, hvor der kan gøres private
ærinder og shopping.
Vi mødes igen på hotellet og tager
sammen med taxa til lufthavnen, hvor
vi har plads på eftemiddagsfly/aftenfly
tilbage til København. (M,-,-)
Vi tager forbehold for ændringer, der kan opstå undervejs.
Vores princip er, at vi på rejsen følger de muligheder, der
kan opstå, dvs. at rejselederen undervejs kan ændre i
programmet til fordel for andre punkter. Vi tilstræber altid,
at de punkter, der måtte blive ændret, på et andet tidspunkt
indgår under rejsen, hvis det lader sig gøre.
BER13215
Horisont Rejser