Er byfortætning illusorisk forsøg på at genskabe socialistisk
1 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn kristendom som verdensbillede og menneskesyn kærlighedens og virkelighedens historie 1 ‘modeller’ en ny slags teologi 2.udgave isbn 978-87-993590-2-8 poul b. nielsen 1.del: anvendt teologi / modeller Programmet NyTeologi · 2013 · Forlaget NyTeologi.dk 2.udg. 2013 2 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Bogen “Kristendom som verdensbillede og menneskesyn”. Poul B. Nielsen. Forlaget NyTeologi, 2.udg. 2013. Net-bog, bd. 1, 2.udg. Middelfart 2013, ISBN 978-87-993590-2-8. (1.udg. 2012, trykt, 978-87-993590-11) Net-bog, bd. 2 (PowerPoint-/skærm-version) 2013, ISBN 978-87-993590-3-6 Bogen udgives i “Programmet NyTeologi”, som sætter fokus på kristendommens centrum og indhold. Emner: Kristendom · Verdensbillede · Menneskesyn · Bibelsyn · Naturvidenskab · Religionskritik · ! Kirke (menighed, troslære, prædiken, drama, undervisning) · Anvendt teologi · Model-teologi. Bøgerne kan frit downloades/kopieres/anvendes – også uden angivelse af kilde: www.nyteologi.dk. Bøgerne må dog ikke udnyttes kommercielt uden forlagets/forfatterens tilladelse. Forlaget NyTeologi, Mølleløkken 38, DK 5500 Middelfart, [email protected]. Forlaget er non-profit. Bogen tilegnes det tidl. “Forum Teologi Naturvidenskab” v/Aarhus Universitet – med tak for inspiration. Produktudvikling Folkekirken synes at svigte den del af sine medlemmer som måtte have svært ved at forbinde kristendom med det verdensbillede og menneskesyn, man lige har læst om i fx. ‘Illustreret Videnskab’. Problemet har trængt sig på siden 1700-tallets ‘oplysningstid’ – og er fortsat en udfordring for kirke og ‘videnskab’. Kirken burde for sin part kunne præsentere en nutidig totalanskuelse af tilværelsen, som det før er set med old- og middelalderkirken. Menigheden af i dag synes ringere stillet end dengang, ja, synes at lide af et alvorligt svækket ‘åndeligt immunforsvar’ over for tidens udfordringer, naturvidenskabelige, religiøse, samfundsmæssige, og hvor ‘videnskaben’ for sin part søger at udfordre med en ‘Theory of Everything’. Men kristendom kan faktisk forkyndes og forstås som et i nutidig forstand forestillingsbart og vedkommende verdensbillede med samhørende menneskesyn og i forlængelse heraf som generel religionskritik. Bogen ‘produktudvikler’ hertil kirkens tros-indhold med henblik på en nutidig forkyndelse og oplysning. Man (vel langt flere end ‘søndagsmenigheden’) kunne ønske sig en kristen forkyndelse med klare svar på spørgsmål som: – Meningen med det hele? – Hvorfor noget og ikke bare ingenting? – Godt? – Ondt? – Kærlighed? – Rum og uendelighed? – Tid og evighed? – Tro og viden? – Gud og religiøsitet? – .....?. Men vel at mærke: en forkyndelse udfoldet i forestillingsbar ‘rum og tid’ med plads til ‘videnskaberne’ omkring os og fremlagt i en begribelig og nutidig form. – Hertil forsøger bogen sig som ‘anvendt teologi’. Bogen introducerer en nutidig kristen selvforståelse, der (gennem ‘en ny slags teologi’ med bl.a. 100 grafer) præsenterer et kristendommens univers som en total-anskuelse i ét forestillingsbart rum, opdateret og opgraderet og lagt til rette med sigte på folkekirkens forkyndelse og oplysningsvirksomhed. Her rammes vel folkekirkens problem: Er vi rustet til den slags og tør vi møde den del af menigheden, som ønsker en ‘forklaring’? Og en dag vil kræve mere for kirkeskatten! – Kirken er før blevet udfordret som med reformationens ‘teologiske udfordring fra oven’ og 1800-tallets ‘folkelige udfordring fra neden’. Skal folkekirken ud af tidens dødvande, mangler vi endnu at se en ‘intellektuel udfordring fra/til midten’! Bogens tese og udfordring: “Kristendom er i sig selv og i moderne forstand et verdensbillede med samhørende menneskesyn”. Forfatteren Poul B. Nielsen, tidl. sognepræst, sektionschef, f.1936 i København. Uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ledelse, 1953-63. Teologi ved Kbh.Univ. 1965-75. Operationsanalytiker (‘udvikling af civilbefolkningens krigsmæssige beskyttelse’) 1963-83. Sognepræst 1976-2005; fra 1996 i et omfattende prædike- og (voksen)undervisningsembede. Udlandsstudier (‘civil-religion’) 1985. Medlem af fora vedr. bibelvidenskab, oldkirke, naturvidenskab. Udgivelser: “Sirenen lyder ikke ...” (1980); “Modeller fra ...” (2010); “Kristendom som ...” (2012/13). Foredrag: “Kristendom som verdensbillede og menneskesyn”. “Kærlighedens og virkelighedens historie”. “Kirkeårets drama”. “En ny slags kristen forkyndelse”. – Herom nærmere på websitet. Forfatteren ser sin trosholdning i ‘Kærlighedens og Skabelsens Gud’ som i Jesus Kristus har åbenbaret den nødvendige og tilstrækkelige forudsætning for udfoldelse af et nutidigt Guds- og verdensbillede med samhørende menneskesyn, – altså svaret på ‘meningen med det hele?’, og på ‘det hele’, og på ‘lidt til’..! 3 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Indhold / bind 1 pp-10 Total-anskuelse / ‘Ny teologi’ / Målgrupper / Nøgle-begreber Side 5 1. Skabelses-modeller (Systematisk kristendom)! ! ! ! ! 9 ! ! ! ! 1.0 ! Kristendommens univers – indledninger! ! ! ! 10 ! ! ! ! 1.1! ! ! 15 ! ! ! ! 1.2 ! Grund-skabelse af Alt og Intet, Tiden og det Onde! ! 17! ! ! ! ! 1.3 ! Skaberværkets skabelse / Kærlighedens scene og fristed! 19 ! ! ! ! 1.4! Skaberværkets kosmologi og evolution / Det onde! 20 ! ! ! ! 1.5! Menneskets evolution og skabelse / Kærlighedens genstand! 21 ! ! ! ! 1.6 ! Menneske-åndens rum og tid / Troens dimension ! ! ! ! ! 1.7 ! Skaberens rum og tid! ! ! ! Ekskurs-I: Natur og over-natur ! ! ! ! 1.8! ! ! ! ! 1.9 ! Virkelighed og ‘Gud’ / ‘Tro’ / ‘Vantro’ / ‘Ikke-tro’ / ‘Synd’! 28 ! ! ! ! 1.10 ! Mennesket skaber sin egen verden / Mod-historien ! ! 31 ! ! ! ! 1.11! Menneskets frelsesforsøg / GTs ulykkeshistorie! ! Ekskurs-II: Bibelsk teologi ! 34 33 ! ! ! ! 1.12 ! Ny-skabelse: Jesus Kristus’ Rige / Den jordiske Jesus! ! Ekskurs-III: Gud i Intet / ‘Guds død’ 42 35 ! ! ! ! 1.13! Slut-skabelse: Kærlighedens evigheds-perspektiv! Ekskurs-IV: Mod-historiens problemer ! 47 43 ! ! ! ! 1.14! Total-anskuelse gennem ‘indsigt som følge af tro’! ! 49 ! ! ! ! 1.15! Kærlighedens og virkelighedens historie - oversigt ! ! 50 ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 1.16 ! Ægte og uægte alternativer til kristendommens univers! 51 1.17! Guds-tro, Guds-tanke og Kristus-tro ! 52 0. Introduktion ! ! Kærlighedens Gud bliver Skabelsens Gud! Skabelses-mytologi!! 2. Udfoldelses-modeller (Historisk kristendom) ! ! ! ! ! ! ! ! ! 22 ! ! 26 24 ! ! 27 ! ! ! ! ! ! 53 ! ! ! ! 2.0! Menighedens modeller: Tros-modeller / gudstjeneste! ! Ekskurs-V: ‘Dogmatisk oprustning’ 59 54 ! ! ! ! 2.1 ! Kristendommens indre univers: Sakramenter / bøn /...! ! Ekskurs-VI: Troslære- /Evangelie-model 65 60 ! ! ! ! 2.2! Kristendommens ydre univers: Naturvidenskab / etik ! ! Ekskurs-VII: Andre etik-modeller 70 66 ! ! ! ! 2.3! Kristendom som ordning og organisation!! ! Ekskurs-VIII: Folkekirken – lidt facts ! 75 72 ! ! ! ! 2.4! Kristendom som generel religionskritik! ! Ekskurs-IX: Religions-aspekter ! 78 76 ! 4 2.udg. 2013 3. Kirkeårets drama: ! ! ‘Christus Victor’ ! Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Forkyndende kristendom / Case Study) !! ! ! 81 ! 82 ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 3.0 ! Gammelkirkelige (1.-) evangelie tekstrække ! Ekskurs-X: Kirkeårets scenografi ! ! ! ! ! ! ! ! ! 3.1 ! Kristendommens univers skabes / 1.kirkehalvår ! ! 3.1.1! ! 1.akt: Advent–Fastelavn! ! ! ! 3.1.2! ! 2.akt: Fastelavn–Påske! ! ! ! ! 85 85 89 ! ! ! ! ! ! 93 ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 3.2 ! Kristendommens univers udfoldes / 2.kirkehalvår ! ! 3.2.1! ! 4.akt: Trinitatis søn.–14.søn. i trin.! ! ! 3.2.2! ! 5.akt: 15.søn. i trin.–Allehelgens søn.! ! ! ! 97 98 102 ! ! ! ! ! 3.2.3! ! 6.akt: Allehelgens søn.–Sidste søndag! ! 104 Ekskurs-XI: Kirkeåret i kirkelig praksis 106 4. Appendikser ! ! ! ! ! ! ! ! 4.1! 4.2! Kristendom og ‘modernitet’! Kristendom, tænkning og logik! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 4.3! 4.4! 4.5! ! ! ! ! ! ! 3.1.3! ! 3.akt: Påske–Pinse! ! ! ! ! ! ! 84 ! ! ! ! 107 108 110 Kristendom som ‘ét-rums-tænkning’! ! Kristendommens ‘kopernikanske vending’! Kristendom og ‘forsonings-modeller’! ! ! ! ! ! ! ! 112 113 114 ! ! ! ! ! 5.1! 5.2! Resumé i artikelform ! ! Summary and Guide in English! ! ! ! ! ! ! 6. Registre ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! Emner/Stikord/Personer/Statistik !! Bibel-henvisninger! ! ! ! Alterbogs-henvisninger! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 130 138 140 ! ‘Kristus-håbet’ – over ‘Judaskysset’ / Bederslev kirke! ! ! 141 142 ! ! ! ! ! ! ! ! Billed-prædiken ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! 5. Resumé / Summary ! ! ! Bind-2 PowerPoint / skærmbilleder – indholdsoversigt ________________________ Redaktionelt ! ! ! 115 116 121 ! 129 Bd.2/PowerPoint side: ‘pp ...’ ‘Kristendom som verdensbillede og menneskesyn’ benævnes i bogen som ‘Modeller’. Modeller er decimal-nummereret i hoved-, grund- og detajlmodeller, herunder o. 100 grafer. Modellerne indledes kort i klart sprog (sidste decimal .0 ). Bogen kan ‘skimmes’ gennem ‘.0-erne’. 1000 ‘interne links’ (> x.x.x) viser frem og tilbage inden for Modeller som ‘forklarende netværk’. 400 henvisninger til Bibelen, Den Danske Folkekirkes Alterbog og Den Danske Salmebog-2003 (‘dds.’) Modeller er forsynet med emne- og stikordsregister, Bibel-henvisninger, og henvisninger til gudstjenestens ‘gammelkirkelige’ 1.tekstrække (fulde tekster i dds. s. 979 ff). Indholdsoversigt til bind-2. Modeller anvender ordet ‘Gud’ som synonym for ‘Kærlighedens ophav’/ ‘Skaberen’/ ‘Den tre-enige Gud’. ‘Jesus Kristus’/’Jesus’/ ‘Kristus’/‘Guds Søn’ anvendes normalt som synonyme navne/betegnelser, idet Modeller som udgangspunkt læser og skriver alt som forkyndelse af ‘Kristus-troen’. Bibelcitater/forkortelser følger normalt Bibelselskabets/Alterbogens oversættelse-1992; ellers tilføjes ‘ao’. Bibeltekst er, hvor intet andet er angivet, hentet fra Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992 eller fra Den Nye Aftale, 2007, og den gengives efter tilladelse fra Det Danske Bibelselskab. © Det Danske Bibelselskab 1992 og 2007. 5 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn “...vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har..!” (1 Pet 3,15) 0. Introduktion Historien om kærligheden og virkeligheden ... “... dén kærlighed der driver solen og de andre stjerner.” (Slutreplik i Dantes ‘Guddommelige Komedie’) 0.1 Bogens tese og udfordring:! ! ! ! ! ! ! ! ! ! pp-3 “Kristendom er i sig selv og i moderne forstand et verdensbillede med samhørende menneskesyn”. Med rod i tidlig kristendom udvikles tesen gennem konkrete og virtuelle forestillinger, opdateret og opgraderet og i et med- og modspil til naturvidenskabelige, kulturelle og religiøse verdensopfattelser. Kristendom fremlægges herpå som totalanskuelse af virkeligheden med en generel religionskritik. Gennem en metodisk ‘ny slags teologi’ udvikles forestillingerne visuelt gennem (100 grafiske) ‘modeller’, som skaber overblik, belyser detaljer, afslører sammenhænge og opstiller et scenisk drama. ‘Modeller’ forstår sig som et ‘anderledes’ og konkret oplysningsprojekt for mennesker af det 21. århundrede, ‘religionens århundrede’ – én blandt flere aktuelle grunde til at ruste sig..! (1 Pet 3,15) Modeller fremstår tillige som udfordring af kristendoms-kritikere fra humanistisk og naturvidenskabelig side, såvel som udfordring af den udbredte ‘kultur-kristendom’, men også af en god del kirkelig og teologisk selvforståelse. – Hvilke tidssvarende forestillinger forbinder man i grunden med kristendom? Modeller selv genplacerer Jesus Kristus som kristendommens uopgivelige centrum, med en ny- fortælling om kærligheden og virkeligheden som kristendommens lige så uopgivelige indhold. Hertil genindsættes den rå virkeligheds drama i tidens noget naivistiske og uafklarede folkekirke-kristendom. Modeller og modellerne er alt i alt et forsøg på at lade ‘Jesus-historien’ give nutiden mening. Kristendom er jo ikke hvad som helst man nu om dage måtte finde på af religiøsitet, åndelighed, moral, humanisme, kulturarv, ritualer, overtro, ... – Kristendom er kærlighedens og virkelighedens historie! 0.2 Modeller åbner med et nutidigt almen-menneskeligt spørgsmål om tilværelsens uselvfølgelighed: ‘Hvad er i grunden meningen (årsagen/hensigten) – med det hele..?’ Eller mere specifikt: Hvorfor er der noget – og ikke bare ingenting? Hvorfor er det, der er, så mangfoldigt og forskelligt? Hvorfor er der så megen hårdhed og lidelse til? Hvorfor ikke bare menneskelig godhed – hvorfor også ondskab? Hvorledes forholde sig til – leve og dø med – ovenstående spørgsmål? pp-4ff Spørgsmål og svar spænder over virkeligheden og rækker fra det fysiske kosmos, over den biologiske evolution og videre til det ondes og det etiskes problemer, for at lande på det eksistentielle plan. Spørgsmål og svar fortsætter ind i kosmos’ og tilværelsens dybeste lag, det værendes grund ‘Kærlighedens Gud’, som vil kærligheden og som ‘Skabelsens Gud’ skaber kærligheden en scene og et fristed, skaberværket/virkeligheden, og som midt i evolutionens tilfældigheder og mangfoldigheder finder en genstand at kaste sin ‘Kærlighedens Ånd’ på: mennesket bliver menneske, det elskede menneske. Igennem et kosmisk splitsekund følges kærlighedens og virkelighedens historie i mødet med mennesket, som har sin egen mening om den historie, og hvor parterne konfronteres i Jesus Kristus. Modeller giver i forlængelse heraf tre svar på spørgsmålet om ‘meningen med det hele’: ‘Meningen’, som er kærlighedens udfoldelse! ‘Virkeligheden’, som rummer tiden og stedet og genstanden for kærlighedens udfoldelse! – Men at der til kærlighedens udfoldelse historisk måtte skabes mere end virkeligheden..! pp-7f Kristendommens univers er stedet for dette virkelighedens drama, som det ikke er muligt at unddrage sig, da det handler om “dén kærlighed der driver solen og de andre stjerner”. (Dante) 2.udg. 2013 0.3 6 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Bogen kan læses som en kirkelig katekismus med en kristendoms-opfattelse i en tidssvarende sammenhæng – som en nutidig ‘menigheds-kristendom’ set mere fra ‘prædikestolen’ end fra ‘lærestolen’. Modeller søger i forlængelse heraf som en kirkelig dogmatik at præsentere et ‘kristendommens univers’: et kristent verdensbillede og menneskesyn, som matcher en nutidig opfattelse af virkeligheden – eller rettere omvendt: at anskue virkeligheden under kristendommens, dvs. Guds kærligheds, synsvinkel. Modeller forstår ikke kristendom som en del af virkeligheden, men som en ‘totalanskuelse af virkeligheden’, – hvor den rå og barske virkelighed svarer tilbage ved selv at konfrontere kristendommen. Kristendommens univers rummer virkeligheden på godt og ondt – også jordskælv og et Auschwitz. Modeller knytter således til ved det forhold, at den kristne kirke i kulturhistoriens forløb har kunnet ‘levere’ verdensbillede og menneskesyn, alt efter de sammenhænge kristendommen har udfoldet sig i. 1 “Jesus satte sig og underviste .... bøjede sig ned og gav sig til at tegne.” (Joh 8,2.6 ao) pp-9 Modeller introducerer en ‘ny slags teologi’: Model-teologi, – med nye metoder og former. Modeller udtrykker sig gennem modeller, som er forenklinger, hvor kun centrale aspekter af et forhold er medtaget og andre udeladt. Principielt omfatter et sådant model-begreb alle former for forestillinger og teorier lige fra lyrik til naturvidenskab og altså også teologi, – den rå og nøgne virkelighed lader sig sjældent begribe umiddelbart. I kristendommens 2000 år tegner sig kristne forestillinger, ‘modeller’, som der stadig kan eller må forholdes til: Bibelen er en model, eller en samling af modeller; kirkens gamle trosbekendelser er modeller; Dantes middelalderunivers i ‘Komedien’ er ‘kristendom model-1300’; Den danske Salmebogs 791 numre er en samling modeller. Trosforestillinger, katekismer og teologier er modeller – dækkende, diskutable, tvivlsomme, uægte, falske. En ‘ny slags teologi’ omfatter brugen af analogier og tankegange fra videnskaberne omkring os. Her er det især den forestillingsbare grafik – et formsprog forskelligt fra prosa, poesi, musik og billedkunst – som sammen med korte tekster kan rumme en høj grad af information og tillige afsløre ellers oversete sammenhænge. Modeller udfolder sig overvejende som konstruktion af (verdens-)billeder og metaforer i kristendomstolkningen. I så henseende tilstræber Modeller i sin helhed at placere sig i nutidige sammenhænge, og hertil lægge en kabale med modellerne så kabalen ‘går op’, hvilket – i det omfang det lykkes – i sig selv kvalificerer den samlede fremstilling og derved de enkelte modeller. Med ‘smukke’ model-konstruktioner kan der tales om ‘æstetisk teologi’. Modellers kreative og konsekvente anvendelse af grafik (godt 100 modeller med fremstillinger i 1, 2, 3 dimensioner) er nærmest uset inden for området, men formsproget er udviklet og velkendt i andre nutidige sammenhænge. Udtrykket ‘En ny slags teologi’ har således sit forlæg i operationsanalytikeren Stephen Wolframs ‘A New Kind of Science’ (2002), hvor man gennem grafiske computerforløb afslører nye sammenhænge i naturen og i systemer. Modeller går ud over rammerne for traditionelle genrer, opfattelser og metodikker (også det alm. ‘historisk-kritiske’ paradigme) og opstiller et deduktivt paradigme (i slægt med Spinozas ‘... more geometrico demonstrata’, 1675). Modeller udfolder sig således som praktisk syntese, men støtter sig til omfattende analytisk-teologiske arbejder. Modeller søger øvrigt at begrænse sig til det nødvendige og tilstrækkelige i sin præsentation af kristendommens struktur og forestillinger for sin samtid, utraditionelt, kortfattet, oversigtigt – og ikke tilstræbt underholdende. For god ordens skyld: Modellerne udgør ikke selve ‘virkeligheden’, eller ‘kristendommen’, endsige ‘kærligheden’, men er ‘modeller’ af samme, og står naturligvis til diskussion mht. metode, form og indhold. 0.4 Modellers ambition er at fremlægge en konkret og overskuelig fremstilling af en nutidig ‘klassisk’ kristendomsforståelse med henblik på den voksenoplysning og religionsdebat, som nødvendigvis må sættes højt på kirkens program i det 21. århundrede. Modellers motto fra 1. Petersbrev er et klassisk udtryk for ‘apologien’: forsvaret for den kristne tro – her med Modeller vendt til et offensivt forsøg på at udfordre den moderne læser og dennes forestillingsverden ved at åbne nye forestillinger og forståelser i en sag, alle har et eller andet forhold til. 2 1 Kirkelige kredse (især i den angelsaksiske verden) har i et par hundrede år forsøgt at kombinere Bibel og natur ved at påstå ‘naturvidenskabeligt-teologiske’ modeller som ‘Kreationisme’ og ‘Intelligent Design’. – Modeller er noget helt andet! ‘Ny-teologi’ har kun fornyelses-sigtet fælles med katolsk ‘Nythomisme’, fr. ‘Nouvelle Théologie’ og amer. ‘New Theology’. 2 Selv om kirken har formået at åbne sig for størstedelen af det danske folk igennem et folkeligt-religiøst fællesskab som ‘kulturkristendom’, har den forsømt at tilbyde en tidssvarende kristen forestillingsverden, hvorfor befolkningen – og for den sags skyld også kirkegængere – må siges i dag at være efterladt med et alvorligt svækket ‘åndeligt immunforsvar’. Kristendomskritikeres indsigt og forståelse synes generelt at halte et halvt århundrede efter nutids-menigheden og et helt århundrede efter nutids-teologien. Eller man er så forblændet af skepsis over for kirken, at man forveksler dansk og amerikansk højst forskellige folkelige kristendomsformer. Eller forveksler kristendom med religiøsitet og religionsudøvelse. 2.udg. 2013 7 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Modeller henvender sig som grundbog i ‘anvendt teologi’ til inspiration for aktører i folkekirken, hvortil modellerne er lagt til rette for anvendelse på prædikestol og i kirkeskole; men også til den som selv vil orientere sig om tilværelsens uselvfølgelighed; og i øvrigt som en udfordring af den, som måtte have nok i sin egen religiøsitet, eller som ser kristendom og religion som (ligefrem ‘skadelige’) fortidslevninger. 3 Modeller udfordrer ældre og nyere kristendomsforståelser gennem en opgraderet ‘version-21.århundrede’. Med Modellers ‘nye teologi’ (>0.3) og aksiom: ‘Gud vil kærligheden’ (>1.1.2) antager en række traditionelle forhold nye værdier med overraskende følgeslutninger inden for troslæren og dennes udfoldelse, – eksempelvis: ‘Gud vil kærligheden’ – og skaber alt og intet – også Intetheden er skabt..! – Teodicé-problemet bortfalder..! Livet og levende væsener som skabt ved Guds ‘livsånde’ erstattes i Modeller af en naturvidenskabelig forestilling af ‘liv’ som opstået og udviklet fysisk-biologisk (selv om ‘livs-koden’ endnu ikke er brudt), for dyrs og menneskers vedkommende som liv i form af ‘legeme&sjæl’..! Modeller skelner til gengæld nøje mellem ‘legeme&sjæl’ og ‘ånd’, hvor netop menneskets ‘ånd’ er Guds-skabt..! Modeller foretager en ‘Kopernikansk vending’, hvorefter kristendom ikke handler om Guds frelse af mennesket, men om Guds frelse af sin kærlighed...! – Med denne Guds kærlighed ‘frelses alle’..! – Kun alt og intet fortabes..! I ‘påske-modellen’ udvides fokus fra Sønnens opstandelse til Faderens overtagelse af den tomme grav..! Nadveren indstiftedes skærtorsdagen, men aktiveredes først hen på påskedagen..! Trosbekendelsens ‘hellige, almindelige kirke’ omfatter alle (også ikke-kristne) som ‘den latente kristne menighed’..! Også historiske og nutidige teologier udfordres, – eksempelvis: Modeller fejer for egen kirkedør ved at frigøre sig fra en række klassiske, kirkelige ‘hellige køer’: Arvesynden, Gud er god, Helvedes-læren, Himmel eller Helvede? (Vestkirkens negative arv efter kirkefader Augustin, o.år 400), forhold som stadig spøger i kulissen såvel inden for kirken som uden for. Modeller er som a-teisme en afvisning af rodfæstede Guds-forestillinger skabt med 1700-tallets oplysningstid. Som åbenbarings- og kors-kristendom adskiller Modeller sig fra en i dag udbredt ‘skabelses-teologi’, – fra en løssluppen ‘spirituel-kristendom’, – og med sin ‘kopernikanske vending’ ligeledes fra en moderne ‘eksistensteologi’, – og i sagens natur fra en ‘postmoderne’ principiel afvisning af ‘total-anskuelser’ som Modeller. Modeller er dertil en religionskritisk udfordring af religiøsitet, religion, kirke, videnskabelighed, politik - jf.note. Modeller selv går ikke direkte i akademisk dialog omkring sådanne forhold, men lader (som ‘anvendt teologi’) et nutidigt opfattet ‘kristendommens univers’ fremstå konkret og begribeligt – netop uden en akademisk diskurs. Modellers kristendomsforståelse ‘version-21.århundrede’, som den fremgår af >1 til >4, får være svar på bogens tese, at ‘Kristendom i sig selv og i moderne forstand er et verdensbillede med samhørende menneskesyn’ (>0.1). Modeller benytter (som ‘anvendt teologi’) normalt ikke kildeangivelser ved citater eller overtagne udtryk og opfattelser, men skylder en stor tak til de mange inspirationskilder, som anonymt kommer til udtryk. En tak til mine tidligere menigheder og kolleger, som i kirke, kirkeskole og konventer interesseret og kritisk (og vel også overbærende) har lagt øre og øje til udviklingen af ‘ny teologi’ og modellerne. Gamborg, Helligtrekongersdag, år 2012 efter Jesus Kristus’ fødsel. Ligeså en tak til forskellig side for inspiration og forslag til nærværende 2.udgave (bind 1, s/h), hvortil har været efterspurgt en supplerende PowerPoint-/skærm-/print-version (bind 2, farver). Gamborg, Palmesøndag, år 2013 efter Jesus Kristus’ fødsel. Gennemlæst og rettet pr. 19. juni 2013 e.Kr. 3 Med Modellers opfattelse af kristendom som også ‘religionskritik’ aktualiseres et af tidens problemer, hvor tilhængere af diverse religioner, politiske og humanistiske livsanskuelser måtte føle sig trådt for nær, og kræve religion eller religionskritik indskrænket med henvisning til menneskerettigheder, blasfemi- og racismeparagraf eller frihed til at tro hvad som helst. Strengt taget er der hermed tale om et anslag mod kristendommens kritiske rationale – noget man her til lands helst undgår at tage stilling til ved at henvise kristendom, religion og dermed religionskritik fra det offentlige rum til privatsfæren. 2.udg. 2013 8 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 0.5 NØGLE-BEGREBER o.lign. i udvalg Model 1: – Kristendom er i sig selv og i moderne forstand et verdensbillede med samhørende menneskesyn. >0.1 – Kristendom som ‘Kærlighedens og virkelighedens historie’ er en totalanskuelse til at leve og dø på. >1 – Før begyndelsen var Gud og intet andet – heller ikke ingenting. >1.0.0 – Skriftsyn: Sandheden står i Bibelen, omend ikke alt, hvad der står i Bibelen, er sandt. >1.0.3 – Om ‘Gud’ i sig selv kan man ikke sige noget på forhånd. >1.1.0 – Gud er den, der oprejste Jesus Kristus fra de døde. >1.1.1 – Gud vil Kærligheden – hvorfor ‘Kærlighedens Gud’ bliver ‘Skabelsens Gud’. >1.1.2; >1.1.3 – Det ‘virtuelle’ er det, der er virksomt, men ikke er til stede som fysisk genstand. >1.0.1; >1.13.0 – ‘Treenigheden’ er den kristne forklarings-model på skaberværket og Kristus-begivenheden. >1.2.1 – Gud skaber ‘Alt og Intet’; og ‘tiden’; og det ‘onde’: Det onde følger kærligheden som en skygge! >1.2.2 – Med skaberværket skabes en scene som fristed for kærligheden. >1.3.1 – Mennesket formes af evolutionen og skabes ved Helligånden som genstand for Guds kærlighed.>1.5 – Kristendommen knytter definitivt Gud tidsligt til mennesket Jesus fra Nazareth. >1.6.2 – ‘Tid’ er udtryk for den Gud-skabte spænding mellem Alt og Intet. >1.6.2 – Kristendommens univers/verdensbillede er rumligt grænseløst og rummer hele kosmos’ forløb. >1.6.4 – Tro er at dele sin ånd med Guds Ånd. Vantro er at nægte at dele. Ikke-tro gives ikke. >1.9 – Fri vilje er alene at kunne sige ‘nej!’ til Guds kærlighed – men vi vælger hellere os selv. >1.9.3 – Skaberværket forvanskes gennem illusioner og forestillinger til at blive ‘verden’. >1.10.1 – Menneskeheden forsøger og håber selv at kunne frelse sig ud af sin forvrængede virkelighed. >1.11 – Skaberen udvider i Kristus virkeligheden til også at omfatte alle menneskets forvanskninger. >1.12.0 – ‘Evangeliet’/‘Det glædelige budskab’: At kunne udfolde livet i glæde og frihed gennem troen på Jesus Kristus, som den der giver kærligheden sin bestemmelse og håbet sit perspektiv. >1.12.8; >2.1.8 – Påskens pointe: Kærlighedens Gud: Fader, Søn, og Helligånd er nu overalt og til alle tider. >1.12.11 – I kristendommens univers udfolder ‘livet i tid’ og ‘livet i evighed’ sig i et gensidigt perspektiv. >1.13 – Frelse er frihed til at leve af Guds kærlighed i kristendommens univers i et evigheds-perspektiv.>1.13.1 – ‘Kødets opstandelse’ betyder ikke, at livet er stærkere end døden, men at kærligheden er stærkere, hvorfor ‘troen på et liv efter døden’ rettelig burde hedde ‘troen på en kærlighed efter døden’! >1.13.4 – Guds dom: Intet menneske slipper for sluttelig at blive optaget i ‘kærlighedens historie’! >1.13.4.1 – Den frisættende tro knyttes til Kristus’ 1.komme, hvorimod Kristus’ 2.komme – som en følge af Guds kærlighed – sker med frisættende evidens og derfor uden tro; ingen kan være i tvivl længere! >1.13.6. – Modellers konklusion: ‘alles frelse’ ligger indfoldet i forudsætningen, at “Gud vil kærligheden!” >1.13.7 – ‘Tro som forudsætning for indsigt!’ (“Credo ut intelligam”, Anselm) >1.14; >4.2 – I kraft af det skabte Intet har mennesket frihed til at vælge det ægte alternativ: Absolut nihilisme. >1.16 Model-2: – Kristendom som ‘verdensbillede og menneskesyn’ formes og udfoldes af menigheden. >2.0 – Traditioner omkring ‘den jordiske Jesus’ formes til ‘Kristus-modellen’ i opstandelsestroens lys. >2.0.1 – Bøn forbinder det timelige og det evige gennem det Guds Rige, som ‘allerede er – endnu ikke’. >2.1.3 – Mennesket kan ikke skelne mellem ‘styrelse’ og ‘tilfældighed’ – kun bekymre sig unødigt! >2.1.5 – Menneskets synd er, at det som ‘andethed’/skabning vil være ‘førstehed’/Skaber. >2.1.5.3 – Kærlighedens universelle fristed er grænseløst – og omfatter hele den rå virkelighed. >2.2 – Kristen næstekærlighed og etik begrundes i Guds kærlighed, – find så selv ud af resten! >2.2.7; >4.1.1 – Kristendommens rationale rummer en generel religionskritik – men giver plads til religiøsitet. >2.4. – Problemet ‘samme Gud?’: “Har vi samme Gud?” – Ja! / “Tror vi på samme Gud?” – Nej! >2.4.2 Model-3: – Folkekirkens menigheder kan søndag efter søndag leve med i dramaet om skabelse og udfoldelse af kristendommens univers gennem evangelietekster, som trækker en ‘rød tråd’ året rundt. >3. 2.udg. 2013 9 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1 MODEL SKABELSESMODELLER Systematisk kristendom Vignet: Guds kærlighed og menneskets selvkærlighed konfronteres i Jesus Kristus – og Guds evige kærlighedsrige opstår midt i det skabte kosmos..! (Model 1.0.1; 1.12.9) 10 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn “Gud er kærlighed, ................” (1 Joh 4,16) 1. SKABELSES-MODELLER pp-11–33 ‘Kærlighedens og Virkelighedens historie’ har Jesus Kristus som ‘den røde tråd’. Model 1 omhandler skabelsen af kristendommens univers – Kristendom som kærlighed og virkelighed – som rummer ‘meningen’ og ‘det hele’ og ‘en del mere’, dvs. giver svaret på Modellers forskellige åbningsspørgsmål om ‘meningen med .............’ (>0.2), – alt set og besvaret retrospektivt i lyset af ‘Kristus-troen’ og placeret i nutidige sammenhænge. Jf. grafiske oversigter >1.14; >1.15; >1.16. Model 1.0 Kristendommens univers – indledninger 1.0.0 Indledningsvis om kærlighedens rolle i kosmos’ tilblivelses- og tilintetgørelseshistorie. Før begyndelsen var Gud og intet andet – heller ikke ingenting. 1 Men Gud vil kærligheden. Gud vil elske og vil elskes og hertil skabe kærligheden et fristed, en scene at kunne udfolde sig på, og dér søge kærligheden en genstand. Hertil skabes først ‘alt og intet’. ‘Kærlighedens Gud’ bliver ‘Skabelsens Gud’, Den Treenige Gud: ‘Fader, Søn og Helligånd’. Det grundlæggende ‘skabelses-under’ er, at alt og intet overhovedet opstår og opretholdes, så det, der bliver til, ikke straks bliver til intet gennem skabelsens dobbelthed: tilblivelse og tilintetgørelse. Kun ‘kærligheden’ skabes ikke: den er til stede i og med, at Gud vil kærligheden. I begyndelsen – ud af denne uselvfølgelige skabelse af ‘alt og intet’ – udvikles skaberværket som kærlighedens scene med rum og tid og alt hvad der rører sig. Også mennesket ser dagens lys, endda som den genstand – ene blandt alle – Skaberen kaster sin kærlighed på, lader fylde med ‘kærlighedens Ånd’, den Ånd som sætter sit spor som menneskets (tilførte) ‘kærlighedens ånd’. Derfor er der noget, og ikke bare ingenting: Kærligheden skal udfoldes! – I frihed, nødvendigvis, med den skabte ‘intethed’ som forudsætning for friheden til også at kunne afvise Guds kærlighed. På skaberværkets vilkår er denne ‘uselvfølgelige kærlighed’ et tilstrækkeligt svar på menneskets frihed til at undre sig over ‘meningen med det hele’, at der overhovedet er noget til, ‘alt’ og ikke bare ‘ingenting’, at der overhovedet er en mening med ens liv. – Hvad andet end ‘Kærligheden’ måtte man undre sig over! 2 Men mennesket benytter friheden til at gøre kærligheden ‘selvfølgelig’ for i stedet at udfylde det skabte ‘intet’ med egne svar, hvorefter kærlighedens fristed, skaberværket, forvanskes og fordærves. Kærlighedens Ånd blev afvist. – Skaberens kærligheds-projekt mislykkedes totalt. ‘Guds kærligheds-projekt’ støder her sammen med ‘menneskets virkeligheds-projekt’ og mening om livet. Menneskets frihed bliver til ufrihed, som vokser til angst for kærlighedens alternativ: ‘Intetheden’, at ‘intet’ alligevel skulle være det første og det sidste, at menneskelivet skulle henleves i meningsløshed og fortabe sig i håbløshed. – Menneskets ånd skriger på sit oprindelige indhold, ‘kærlighedens ånd’. 1 ‘Gud (i sig selv)’ er, kristent set, ubegribelig som en ‘singularitet’, dvs. er uden udstrækning og med uendeligt potentiale og ‘før’ rum og tid, – et i sig selv meningsløst begreb, skabt af mennesker for at give ‘mening med det hele’..! jf >1.1.0; >1.17. Først i historisk tid, med Guds åbenbaring i Jesus Kristus (>1.12), bliver gudsbegrebet konkret og meningsfuldt, jf. >4.4. 2 For mennesket ‘skabt i Guds billede’ er Kærligheden, (udsprunget af ‘Guds-Kærligheden’/‘agape’) ikke en ‘formet, naturlig selvfølgelighed’ (som ‘forkærligheden/filos’ eller ‘begæret/eros’), men er en ‘tilført, åbenbaret u-selvfølgelighed’, som mennesker til alle tider vel har måttet undre sig over. (>1.5.2; >1.17.2; jf. >1.1.3.3 box 2). – Mennesket må i første omgang undre sig over Kærligheden og siden kun håbe på den, jf. >1.13.0; >3.2.3; pp-125. 11 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Men så, midt i det hele, midt i historien og skaberværket og den afviste kærlighed, griber Skaberen ind ved i Jesus Kristus fysisk og åndeligt at skabe nyt og mere, give kærligheden en chance med skabelsen af et ‘jordisk kærlighedsrige’ som en ny platform for kærlighedens og virkelighedens udfoldelse i verden. Først med den korsfæstede, døde og opstandne Jesus Kristus bliver selve ‘kristendommens univers’ til, hvori Skaberen lægger sit svar åbent frem på spørgsmålet om mening, om hvem Gud er. Kristendommens univers danner nu ikke alene et fristed for kærligheden, men også – som det nye og anderledes – et fristed for mennesket midt i al dettes forvanskning og fordærvelse af kærligheden og virkeligheden, en frisættelse, hvortil mennesket gives indgang i tro, og hvor Guds kærlighed udfolder sig som Guds virkelighed, fastholdt i håbets perspektiv, – til trods for menneskets egen historie om den sag! Med slutningen – hvor ‘skaberværket’ og ‘alt og intet’ ikke længere er til – samler Gud alle sine elskede (intet menneske glemmes) om sig i håbets perspektivpunkt: Guds evige kærlighedsrige, om hvilket vi kun ved, at det er af en kvalitet som det Jesus Kristus’ Rige, ‘kærlighedens rige’, vi allerede kender i verden. ____________________________ Såvidt Modellers grundfortælling om ‘Kærlighedens og virkelighedens historie’ – kærlighedens frelseshistorie – og grundmodellen for ‘kosmos’ tilblivelses- og tilintetgørelseshistorie’, jf. samlet grafik >1.15. 3 Og ‘Kærlighedens og virkelighedens historie’ udspringer hverken af fornuften eller gennem kikkert og mikroskop, men af et gammelt rygte om Jesus’ ord og handlinger, hans opstandelse og en tom grav..! 1.0.1 Indledningsvis bestemmelse af kristendom som ‘totalanskuelse af virkeligheden’ pp-41 “(Guds plan) ... at sammenfatte alt i Kristus ..” (Ef 1,10). ‘Kristendommens univers’ – som ‘verdensbillede og menneskesyn’ – omfatter den samlede virkelighed, reel og virtuel og med et kig ind i Guds evige kærlighedsrige, alt set under Kristus-troens synsvinkel. Under Kristus-troens synsvinkel afsløres den totale virkeligheds indre og ydre for mennesket. Kristendommens ‘Kristus’ / ‘Guds Søn’ forstås som den, i hvem Gud sammenfatter kærligheden og virkeligheden (‘alt’, Ef 1.10) – Med kristendommen frelses kærligheden; med GT-religionen mennesket. SKABERVÆRKET VERDEN (perspektiv, >1.13) (kosmos, >1.3) (som menneske-skabt, >1.10) GUDS JORDISKE KÆRLIGHEDSRIGE *, >1.12 VERDENSBILLEDE & MENNESKESYN set indefra Totalanskuelse GUDS EVIGE KÆRLIGHEDSRIGE set udefra KRISTUS-TROEN (>1.12.8) *) Det virtuelle ‘Guds jordiske kærlighedsrige’ er platform for kristendom som verdensbillede og menneskesyn. – Det virtuelle som ‘det, der er virksomt, men ikke er til stede som fysisk genstand’. ‘Kristendommens univers’ rummer en totalanskuelse af virkeligheden. (Jf. >1.7.4; >2.2.2; >4.1; >4.2; >4.3) Som kristendommens grundlæggende påstand flytter Gud ‘udefra’ og ind i skaberværket som menneske, Jesus Kristus, for således at afsløre meningen med Guds og menneskets forhold: set udefra som Guds ‘kærligheds-historie’, set indefra som ‘menneskets mod-historie til kærligheden’ (>1.1.0; >1.12.9). 4 3 4 ‘Meningen med det hele’ har fortsat sin grund, sigte og mål i kærligheden, – derfor ikke menneskets frelseshistorie. Mennesket er, som placeret i kosmos’ indre, selv afskåret fra en ydre opfattelse af dette, hvorfor al tale om ‘meningen med det hele’ strengt taget er ‘meningsløs’! – En ‘mening med et hele’ må forholde sig til noget uden for det hele, her Gud. En alene materiel-fysisk-biologisk (indre) opfattelse af virkeligheden udelukker således en ’totalanskuelse’, >1.16. 12 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn “Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.” (1 Kor 10,23) Kristendom som totalanskuelse af virkeligheden betyder i praksis, at virkeligheden frilægges til menneskets livsudfoldelse, at mennesket ikke (længere) behøver at bruge/spilde sit liv på at spekulere over ‘meningen med det hele’, men bare kan tage fat om virkeligheden og gøre den til sin, nu som ‘kærlighedens og menneskets fristed’. Kristendom lader sig følgelig konfrontere med alle former for virkelighed også igennem naturvidenskaberne, men tillader sig lige så selvfølgeligt at konfrontere menneskers ‘virkeligheds-anskuelser’ – også religiøse forestillinger og livsanskuelser i almindelighed – med den kristne totalanskuelse for at forkynde menneskets frihed/frelse. Totalanskuelsen af virkeligheden hviler på Kristus-troen og er ikke en ‘Theory of Everything’, som der søges efter fra naturvidenskabelig side; kristendom er et ‘trosforhold’ og ikke en ‘teori’, – jf. Ef 1,10, ovf. Modeller er således heller ikke en form for ‘naturlig teologi’ baseret på naturvidenskaberne. Hvor moderne mennesker måtte hævde et ‘(natur)videnskabeligt baseret livssyn’, har man blot gjort teori til tro og videnskab til religion. – Trist, eftersom heller ikke ‘videnskaberne’ burde bruge kræfter på religionens spørgsmål om ‘meningen med det hele’; dette er og bliver et for ‘videnskaben’ meningsløst og uvedkommende spørgsmål! Gud er således den, i kraft af hvem mennesket kan forholde sig åbent over for ‘virkeligheden’; med kristendommen findes principielt ikke længere noget ‘skjult mellem himmel og jord’, jf. >1.0.0; >1.6.0; >1.9.0; >1.14; >2.1.5.1. 1.0.2 Indledningsvis om kristen-tro, religiøsitet/religion og viden “Tro er at dele sin ånd med Guds Ånd. Vantro er at nægte at dele. Ikke-tro gives ikke” (>1.9) Kristendom er et åndeligt-materielt fællesskab mellem Gud, mennesker og den givne virkelighed. At tro er i kristen forstand ikke det samme som at være religiøs – og slet ikke omvendt. Religiøsitet er et evolutions-biologisk fænomen knyttet til kultur-menneskets sjæl&legeme (>1.5.1). Alle mennesker er således ‘religiøse’ i et eller andet omfang – nogle meget, andre lidt (>2.4.4.5) Kristendom er kun en ‘religion’ i henseende til udøvelsen af den kristnes/menighedens religiøsitet, hvortil kristne må forholde sig religions-(selv)kritisk for at fastholde det åndeligt-materielle udgangspunkt. Kristendom kan således også ‘udøves’ intellektuelt som teologi (>2.3.1; >2.4.1), jf. ‘udfoldes’ >2.0. Kristendommens univers omfatter natur og videnskaber – mens det omvendte ikke er muligt (>1.0.1). Der fører ingen vej fra viden til tro, så lidt som tro blot er at udfylde et hul i sin viden (>2.2.3). Tro og virkelighed Siden middelalderen tog præster og teologer (som enkeltpersoner) ofte aktiv del i naturvidenskabernes udvikling, ligesom førende naturvidenskabsfolk op mod vor tid (som kristne) interesserede sig for teologi. Generelt manglede kirken dog interesse for at udvikle og tilpasse sin teologi tilsvarende – var afvisende eller opgivende, hvilket førte til et absolut skel mellem ‘tro’ og ‘viden’, et forhold nutidens kirke og folk har taget til sig på godt og ondt. Der tegner sig nu – fejlagtigt – ligesom to rum, to virkeligheder: én for ‘indre tro’ og én for ‘ydre viden’. Den ellers sunde skelnen mellem tro og viden satte også et kunstigt skel mellem ‘tro’ og ‘virkelighed’, mellem en påstået indre åndelig subjektiv-uvirkelighed og en ydre materiel objektiv-virkelighed som man kunne tage og føle på. Det moderne menneske blev således af såvel kirken som af naturvidenskaben henvist til to rum, et ‘tros-rum’ (med plads til Gud) og et ‘videns-rum’ (med plads til Darwin), jf. >2.2.3. Fra at være en ‘personlig’ sag, er tro blevet en ‘privatsag’ som helst ses fjernet fra det offentlige rum, med hvad dette også måtte få af politiske konsekvenser for samfundet og for forholdet til religionerne, >2.2.4; >2.3.5; >2.4. Modeller hævder heroverfor én og kun én samlet – og ikke-privat – forestillingsverden, ‘kristendommens univers’. Viden og religion Naturvidenskabsfolk drives vel dybest set af metafysisk-religiøse spørgsmål om tilværelsens uselvfølgelighed. Således den moderne kosmologis fader, Albert Einstein (1879-1955): “Jeg ønsker at vide, hvordan Gud skabte denne verden. ... Jeg ønsker at kende hans tanker; resten er detaljer!” (Tillagt Einstein, 1930-erne) Ligeså Einsteins arvtager Stephen Hawking (1942– ): “Hvorfor er der noget og ikke bare intet? Kan vi finde svaret på dette, ville det være den ultimative triumf for menneskets fornuft – for da ville vi kende Guds inderste (‘the mind of God’)!” (Hawking-bog, 1988) Vor egen store fysiker og natur-filosof Niels Bohr (1885-1962) var – trods religionskritiker – også ‘metafysiker’ i sin tro på virkeligheden som ‘harmonisk’ indrettet, uden dog at kunne begrunde harmonien hverken rationelt eller empirisk. Bohr kan endda sammenfatte sin indstilling eller ‘tro’ i det religiøst-idealistiske udtryk ‘harmonistræben’. (Niels Bohr-arkivet, 1956) 2.udg. 2013 13 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.0.3 Indledningsvis om Modellers ‘skriftsyn’ med Bibelen som ‘modellernes model’. pp-62ff Modeller læser Bibelen med Det Gamle Testamente (GT) og Det Nye Testamente (NT) som et, to eller mange stykker litteratur overvejende affattet/redigeret inden for samme mytologisk-religiøse miljø i Den Nære Orient i persisk-hellenistisk-romersk tid fra 5.årh.f.Kr. til 2.årh.e.Kr. Bibelen i sin helhed omhandler kun i meget begrænset omfang historisk-påviselige begivenheder. Fra den bibelske arkæologi og mellemøstlige historie kendes således kun få spor med relation til GT. 5 Mht. NT er en række af Paulus’ breve det historisk mest sikre, hvorimod der kun kendes enkelte eksterne udsagn om Jesus; den jordiske Jesus’ eksistens drages dog ikke i tvivl (jf. >1.12.10). Såvel GT som NT må herefter ses som tilrettelagte ‘konstruktioner’, ‘modeller’, ‘forkyndelse’ med hvert sit sigte, og hvor NT i høj grad henter sine forestillinger i den fælles fortolkningsverden, der ikke skelner mellem ‘myte’ og ‘profan historie’, og hvor evt. historiske fakta som oftest sløres af et teologisk sigte. GT som ‘Den jødiske Bibel’, læses som en sen jødisk konstruktion af en national-religiøs fortid og fremtid for det daværende Palæstina, efter at en tidlig jødedom omkring en Jahve-dyrkelse var omplantet fra Mesopotamien hertil, hvorfra GTs skabelsesmyter og monoteisme (1 Mos 1-11) mm. var ført med. GT (hebraisk ‘BH’) er fra o. 400 f.Kr. med redigering (udvalg, rækkefølge) af manuskripterne frem mod o.100 e.Kr., dvs. i NT-tid. Græsksprogede udgaver af GT dukker op i perioden 250 –100 f.Kr. og redigeres i NT-tid som bog (‘LXX’), brugt af græsksprogede jøder og som ‘kristent GT’ i oldkirken. NT læses ligeledes som en konstruktion, som bruger og omformer GTs ‘begivenheder’ og sprogbrug til at fortælle en ganske anden historie, kristendommens, med udgangspunkt i ‘Kristus-begivenheden’ (>2.0.2). De 4 Evangelier modelleres ud fra Jesus-overleveringer og GT-fortællinger m.fl. som fortolkninger for at fastholde Jesus’ betydning for de næste generationer af hans tilhængere, de kristne menigheder. NT-skrifter affattes på græsk o. 50 – 150 e.Kr. og samles i løbet af de næste par århundreder. NT citerer primært fra græske udgaver af GT (LXX). Latinsk oversættelse af GT+NT, ‘Vulgata’, o. 400 e.Kr. Hvad Modeller herefter forstår ved Gud – og læser om i Bibelen – ses alt sammen i lyset af Jesus Kristus som åbenbaring af selveste Kærlighedens Gud, Skaberen, (jf. >2.4.2; >3/’påskedag’). Sammenfattet skriftsyn: Sandheden står i Bibelen, omend ikke alt, hvad der står i Bibelen, er sandt. Af bibelske litterære modeller og senere kristne menigheders modeller ‘konstruerer’ Modeller herefter selv en 21.årh. nutidig meningsmæssig sammenhæng samlet i et ‘kristendommens univers’, som henholdsvis skabelse (model 1) og udfoldelse (model 2) af ‘kristendom som verdensbillede og menneskesyn’. Modeller fortsætter med en Casestudy (model 3) selv konstruktions-traditionen ved at modellere kirkens gamle 1.evangelierække (NT-prædike-tekster udvalgt i perioden fra omkr. år 500 til 1992) til en drama- og troslære-model, som eksempel på innovative sammenhænge mellem form og indhold (>0.3). Grafisk model-konstruktion som nutidigt formsprog Bibelen må i højeste grad ses som grundlag for vestlig litteratur og kunst, som gennem nu et par tusinde år har modelleret videre over de bibelske temaer og former gennem digtning, billedkunst, musik. Modeller agter ikke at ændre på disse forhold, eller på at man næppe begriber vestlig kultur uden om Bibelens forestillingsverden, hvorfor Modeller løbende refererer til Bibelen omend kun gennem henvisninger eller korte vers. Hele denne ‘skønne’ sag falder uden for Modellers ærinde, hvorfor læseren må henvises til litteratur herom. Omvendt – begriber man næppe heller Bibelens forestillingsverden uden om vor aktuelle kulturs ‘state-of-the-art’, hvor først og fremmest naturvidenskaberne leverer forestillings-modeller, som er svært forenelige med Bibelens. Her er det til gengæld Modellers ambition – uden at blande kategorierne – at opstille et nutidigt formsprog, ‘grafiske analogier’, som teologien i et vist omfang kunne have fælles med moderne teoretiske og teknologiske videnskaber, en slags ‘teologisk operationsanalyse’, hvor modeller fra ét fagområde pragmatisk anvendes på et andet fags område i håb om at lette forståelsen af – eller ligefrem at afkode eller forny – traditionens forestillinger. Et par eksempler: – Figur >1.12.9 kunne være hentet fra en partikel-sammensmeltning i en højenergi-accelerator. – GTs og NTs forskellige, poetisk udtrykte tidsforestillinger, afbildes >1.7.3 som dobbeltgrafik med nye forståelser. 5 For blot en teolog-generation siden mente man at kunne spore GT-hændelser tilbage til en ‘Moses’ o.1300 f.Kr og have øjenvidne-beskrivelser af en ‘David’ o.1000 f.Kr. – Abraham, Moses, David, Salomo m.fl. må i dag kaldes ‘konstruktioner’. 14 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Modellers læsning af Det Nye Testamente NT og især evangelierne handler primært om tiden mellem Jesus’ dåb og opstandelse, således at alt (!) hvad NT fortæller og forklarer ses som skrevet i lyset af den første kristne påske: Jesus’ opstandelse og den tomme grav. Dvs. at alle undere, lignelser, samtaler, visdomsord, ... læses som belysning af påskens begivenheder. Bibelens mangfoldighed og forskelligheder i øvrigt indgår i Modeller som ramme omkring denne ‘røde tråd’, suppleret her og der med anden litteratur (andre modeller) fra GT og NT tid. Modeller ser bort fra skrifter, som blot opfatter Jesus som en vismand e.lign., fx. ‘Thomas-evangeliet’. Eksempler på litterær modellering. 1) Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,23-37). GT fortæller i tiden op til Jesus’ tid et lignende tema i en anden sammenhæng (2 Krøn 28,15). Jesus selv kan have kendt temaet og skabt lignelsen (en ‘model’), dvs. at ‘Jesus fortæller lignelsen som møntet på mennesket’, som lignelsen opfattes traditionelt, jf. tilføjelsen ‘gør du ligeså!’ (v.37). – NT overtager og viderefører her GT-temaet. Men da lignelsen kun optræder hos Lukas, og omkring 100 år efter Jesus’ virksomhed, kan Lukas eller en forgænger meget vel selv have rekonstrueret GT-temaet i form af NT-lignelsen og have skabt en model, hvor ‘Lukas fortæller (forkynder) lignelsen som møntet på Jesus!’. – NT overtager her GT-temaet, men vender dette 180 grader. Modeller læser lignelsen på denne sidste måde med >3.2/13.søndag efter trinitatis. 2) NT modellerer Jesus’ ‘lidelses-historie’ (langfredag) over bl.a. GT-temaet ‘Herrens lidende tjener’ (Es 52,13 53,12) kombineret med forestillinger og citater fra GTs salmebog (Sl 22). – Altså efterrationalisering og ikke profeti. Eksempler på ‘grund-metafor’: INTET (>1.2) = ‘det dybe vand’ / ‘havet’ / ‘mørke’ / Livjatan / ‘666’ Et gennemgående bibelsk billede (metafor) eller tegn (betydnings-bærer) for ‘Intet’, intetheden, det til-intet-gørende, – er ‘havet’, ‘urdybet’, det ‘dybe vand’, ‘stillestående vand’; ligeså ‘mørket’ og tallet ‘666’. Billede eller tegn optræder i GT bl.a. ved ‘skabelsen’ (1 Mos 1,2); ‘Syndfloden’ (1 Mos 6-8); Rødehavet (2 Mos 14); Salomos ‘dybhavsskibe’/’666’ (1 Kg 9-10); Almagten (Job 38); ... Vand-billede/tegn er trukket med over i NT, hvor vandet påfaldende ofte optræder i forbindelse med Jesus’ undere (jf. eksempler > 1.11.3), samt ved det afsluttende under (Åb kap. 13; 20; 21). Vand-billedet udvides i GT og NT med ‘store (hav)dyr’, som personificerer det ‘tilintetgørende’. Også ‘Intet’ er skabt (>1.2.2): “Gud skabte de store havdyr...” (1 Mos 1,21), jf. Job 40,15-19. 1.0.4 Indledningsvis om Modellers disposition Modeller er disponeret omkring henholdsvis skabelse og udfoldelse af kristendommens univers, og falder i tre hoveddele: Model-1 er systematisk kristendom som en fremadskridende beskrivelse af skabelsen af kristendommens univers – verdensbillede og menneskesyn – og følger i store træk Bibelens (GTs og NTs) skabelses-forløb set under en kristen synsvinkel. Samlede overblik over ‘kristendommens univers’: >1.14; >1.15 og ‘alternativer’; >1.16. Model-2 forløber som historisk kristendom – set i lyset af model-1 – med udfoldelsen af kristendommens univers fra de ældste menigheder, over Det nye Testamente og oldkirken frem til Modellers nutidige udfoldelse med relationer til religion, (natur)videnskab og samfund samt den kristne kirkes nutidige udfoldelser og religionsudøvelse og forhold til religiøsitet. Model-3 er forkyndende kristendom som en ‘case-study’ over skabelsen og udfoldelsen af kristendommens univers, som dels præsenterer kristendommen gennem et kirkeårs prædike-tekster, dels som et scenisk drama, og dels tegner en nutidig ‘tros-lære-model’ (‘katekismus’ og ‘etik-model’) med et simpelt grafisk overblik over kernen i kristendommen – alt i forlængelse af modellerne 1 og -2. Kristendommens univers tegnes gennemgående som to grafiske model-typer: ‘Planfigurer’, som fremstiller elementer, sammenhænge og bevægelser. ‘Rumlige-’ og ’Virtual-reality’-modeller med visualisering af rum og tid for planfigurerne. Modeller lægger ud med en række ‘begyndelsesgrunde’ og går videre til en ‘undervisning for voksne’ af det 21. århundrede, – behov, som ikke synes at have ændret sig meget gennem tiden! “Om alt dette har vi meget at sige, men det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. I trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ... (for at) gå videre til en undervisning for voksne ... “ (Hebr 5,11f; 6,1. Omkr. år 90) 15 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.1 Kærlighedens Gud bliver Skabelsens Gud Guds Kærlighed fører (nødvendigvis) til ‘skabelse’. – Tre begyndelsesgrunde (a-c) og et rationale. 1.1.0 Gud i sig selv pp-12f “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.... Alt blev til ved (Ordet) ... og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os ... ” (Joh 1,1.3.14) (a) ‘Om Gud i sig selv kan man ikke sige noget på forhånd!’ Kun Gud har muligheden for at åbenbare sig – her som ‘Skaber-Ordet’ og som ‘Det levende Ord’. Gud har ved ‘Ordet’ åbenbaret sig som skaberværk, men er kun nærværende som ‘skjult’, >1.8.1. Først med det ‘levende Ord’, Jesus Kristus, Jesus fra Nazareth som født, korsfæstet, død og opstanden, har Gud åbenbaret sig i et nødvendigt og tilstrækkeligt omfang til, at der kan tales konkret og meningsfuldt om Gud, om mennesket og virkeligheden (>1.1 til >1.16; jf. >1.17; >4.4). 1.1.1 Gud og Jesus Kristus “.. han, som oprejste Jesus fra de døde ... han, som oprejste Kristus fra de døde..”. (Rom 8,11) (b) ‘Gud er den, der oprejste Jesus Kristus fra de døde!’ Kristendom er således ikke blot og bar religiøs eller intellektuel gudstro, men gudstro i lys af Kristus-begivenheden (jf. >1.12). Al konkret og meningsfuld tale om Gud må hvile på Guds åbenbaring i Jesus Kristus. (>1.0.1) Al anden tale om (den ‘skjulte’) Gud er spekulation eller blot udtryk for religiøsitet (>1.17; >2.4). 1.1.2 Kærlighedens Gud “Gud er kærlighed...åbenbaret...ved Guds Søn“ (1 Joh 4,8f) (c) ’Gud vil Kærligheden!’ ‘Kristus-begivenheden’ åbenbarer – for troen – definitivt ‘Guds kærlighed’ som altings grund. Gud er kærlighed af grundløs vilje, hvormed ‘meningen/årsagen/hensigten med det hele’ sættes. Som ‘kærlighed’ udtrykker Gud ikke et princip, men det højst tænkelige personlige forhold, som et gensidigt tiltale- og betroelsesforhold, et jeg-du-forhold. (>1.0.0.n; >1.12.9; >2.1.3). Heraf Modellers rationale: ‘Guds kærlighed og hvad heraf følger’, – hvormed modellerne udvikles. pp-12 1.1.3 Kærlighedens Gud bliver Skabelsens Gud pp-13 “..., idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ...” (Matt 28,19) Eftersom “kærligheden ... ikke søger sit eget” (1 Kor 13,5), må Gud – nødvendigvis – blive ‘Skaber’ og skabe kærligheden et fristed og søge den en genstand, så kærligheden kan udfolde sig. Model-konstruktionen kan begynde, fordi mennesket véd noget om ‘kærlighed’ og om at ‘skabe’. Kærlighedens Gud bliver Skabelsens Gud som ‘Den tre-enige Gud’, som et Fader-Søn-forhold. 1.1.3.1 ‘Kærligheds processen’ Kærligheds-modellen kan beskrives som et forhold mellem to parter, hvor selve forholdet er ‘kærligheden’ som tredie part. FADER KÆRLIGHED SØN HELLIGÅND Guds vilje initierer – et grundløst ‘vil’ – selve kærligheden. Forholdet mellem ‘Fader’ og ‘Søn’ er et gensidigt indre kærlighedsforhold: Kærlighedens Ånd eller ‘Helligånden’. De 3 ‘indre’ identiteter er ligestillede og udgør en enhed. pp-14 16 2.udg. 2013 1.1.3.2 ‘Skabelses-processen’ Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Skabelses-processen kan beskrives som en teknologisk bygge- pp-15 RÅSTOF eller fremstillings-model, som et ydre begivenhedsforløb hvortil kræves samtidig tilstedeværelse af tre faktorer: råstof, energi og information. Råstof alene skaber ikke noget af sig selv. SKABELSESPROCES Dertil kræves også energi, dvs. evnen til at arbejde, samt information om, hvad der skal bygges eller fremstilles. De 3 ‘ydre’ attributter er ligestillede og udgør en enhed. INFORMATION Skabelsen af TID er en anden proces >1.2.2; >1.3.1; >4.3 1.1.3.3 Guds-modellen: ‘Den tre-enige Gud’ ENERGI pp-16 Gudsmodellen opbygges af kærligheds-processen indadtil og skabelses-processen udadtil. RÅSTOF RÅSTOF F FADER SKABEREN KÆRLIGHED SØN HELLIGÅND S INFORMATION SKABELSESPROCES H-Å ENERGI INFORMATION ENERGI Guds-modellen knytter indre identiteter og ydre attributter sammen til en helhed: – Faderen med Råstof – Sønnen med Information – Helligånden med Energi Råstof, Information og Energi hører til Treenigheden, dvs. er hverken skabte eller tilførte egenskaber. Den ‘samlede’ Guds-model ‘trinitarisk-monoteisme’ består af de 3+3 faktorer som en enhed, hvor de ‘3+3’ faktorer (‘hjørner’) er ligestillede og hver for sig repræsenterer enheden, Treenigheden. Treenigheds-kristendom som begivenheds-forløb “Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.” (Hebr 13,8) ‘Treenigheden’ som kristenhedens almindelige og fælles (teologiske) Guds-model, er udviklet i oldkirken som fortolkning af Kristus-begivenheden. Treenigheds-læren følger 2 oprindelser: dels de græske kirkefædre (udvikler ‘persons-forskellen med en rangfølge’), dels de latinske kirkefædre (udvikler ‘enheden i Guds natur’), jf. >2.2.3-1. Modeller ser Guds-modellen som dels en statisk model med et indre og ydre, dels som en dynamisk model: Gud er et begivenheds-forløb, kærlighedens historie. “Gud er Ånd” (Joh 4,24) – ikke en ‘ting’. Jf. >1.16. Gud er Kærlighedens Ånd/Helligånden, der som forløb i det indre udspiller sig mellem Fader og Søn, og i det ydre skaber kærligheden et fristed: ‘skaberværket’, og dér finder en genstand at kaste kærligheden på: ‘mennesket’. Fader/Råstof er udtryk for dette begivenhedsforløbs uudtømmelighed (jf. >1.8.1). Søn/Information er udtryk for kvaliteten/garanten i begivenhedsforløbet (jf. Hebr 13,8; >1.12.5). Helligånd/Energi er udtryk for den varige evne til at opretholde begivenhedsforløbet (jf. >1.12.9). Fader: Uudtømmelige kærlighed. Søn: Samme kærlighed overalt. Ånd: Kærligheden opretholdes i tid og evighed. (Billedligt: Råstof: Uudtømmelig kulmine. Information: Samme kvalitet overalt. Energi: Varig udvindingskapacitet.) Begivenhedsforløbet kommer fortløbende til udtryk som naturligt skaberværk, som ‘ånds-skabelsen’ af mennesket, som historisk tildragelse i Kristus-begivenheden, som kærlighedens gerninger, og som eskatologisk forløb. Begivenhedsforløbet foregår i ‘skabelses-planet’ i den ‘virtuelle rum-tid’, >1.6.3. Jf. ‘forsynet’ >2.1.5.1. Gud er før det første og efter det sidste, da kærlighedens historie er et uendeligt begivenhedsforløb, >1.6.3. Gud er evig og rækker ud over grænserne ‘før’ og ‘efter’, >1.6.4 Det evige og uendelige betyder ikke, at Gud skulle være ‘tidsløs’ eller ‘uforanderlig’, >1.7.2 box; >1.12; >1.13. 17 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Kærlighedens former Med ‘Guds Ånds kærlighed’ (‘agape’) – som udefra kommer mennesket definitivt i møde i Jesus Kristus (>1.12) – taler Modeller ikke om kærlighed som ‘forkærlighed’ (‘filos’), eller som ‘forelskelse’ og ‘drift’ (‘eros’); ‘filos’ og ‘eros’ knyttes til menneskets gener dvs. ‘kødet’ (legeme&sjæl). ‘Guds-kærligheden’ knyttes til ånd og ikke til gener! >1.5. ‘Agape-kærligheden’ kan fravælges – modsat ‘forkærlighed’ (jf. ‘yngelplejen’) og ‘drift’ (jf. ‘formeringen’) Selve ‘Guds-kærligheden’ er ikke et skabelsesvilkår, ligger ikke i menneskets natur og kan ikke påtvinges. Filosofisk udtrykt er ‘Gud den i forhold til hvem mennesket bliver menneske’. – Og omvendt: Med Guds vilje til kærligheden (>1.1.2) forstår også Gud sig selv i forhold til noget andet end sig selv, til en elsket (>1.1.3). ‘Næste-kærlighed’ (NTs ‘agape’-form, Mark 12,31) er i kristen forstand ikke det samme som humanismens eller spontanitetens ‘medmenneskelighed’, men begrundes i, at “Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” (1 Joh 4,11). Om den kærlighed som følger af Guds Ånd, ‘næstekærlighed’ kan bydes at ‘Du skal elske!’ Også budene “Du skal elske Herren, din Gud ... Du skal elske din næste som dig selv.”( Mark 12,30f) begrundes i Guds ‘agape’, – hvorefter Guds-kærligheden kommer til udtryk i kærligheden mennesker imellem, (jf. >2.2.7/Etik). 1.1.4 Opgaven er herpå at konfrontere ‘Tre-enigheds-modellen’ med den rå virkelighed. Modeller gør dette forsøg ved – på begyndelsesgrundene ‘a-c’ (>1.1) – at opstille og udfolde et kristendommens univers gennem rationalet ‘Guds kærlighed og hvad heraf følger’ (>1.1.2; >1.17; >4.2.3). Læseren inviteres til at deltage i forsøget med sine egne grunde og erfaringer. Model 1.2 Grund-skabelse af Alt og Intet, Tiden og det Onde Kærlighedens og Skabelsens Treenige Gud – som ‘Fader’ og ‘Almægtig’ skaber. 1.2.0 Guds kærlighed er konstituerende for kristendommen udtrykt gennem ‘skabelse’ som grundlæggende, opretholdende, fornyende og afsluttende former for ‘virkelighed’. Hvorledes kristendom i øvrigt måtte opfattes, leves eller afvises, handler kristendom om ‘kærlighed og virkelighed’ – i dén rækkefølge. 1.2.1 Bibelens Treenige Skaber 6 pp-16 “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ‘Der skal være ..!” (1 Mos 1,1-3) Treenigheden er den kristne menigheds forklarings-model af Kristus-begivenheden og dermed af skaberværket, >1.1.3; >2.4.2. RÅSTOF I kristendommens univers introduceres Den treenige (!) Gud allerede med ‘begyndelsen’ i Bibelens første tre vers: Fader med ‘himlen og jorden’/’mørke – urdyb’ = Råstof. F Helligånd ‘svæver’ med potentiel arbejdsevne = Energi. SKABEREN S Søn med skaber-ordet: ‘Der skal være ..!’ = Information. H-Å Det indre og ydre er to sider af samme sag, hvor de tre ‘hjørner’ INFORMATION ENERGI agerer både samhørende og selvstændigt på enhedens vegne. Læst ‘forfra’ som GTs egen forståelse, dvs. som ikke-kristent, handler ‘begyndelsen’, 1 Mos 1,1-3, ikke om Treenigheden, men stadig om ‘råstof, information, energi’ som grundlag for en skabelsesproces. Selv om ‘menneskets frelseshistorie’ (GT) er forskellig fra ‘kærlighedens frelseshistorie’ (NT) – følges samme ydre forløb. GTs skabelsesforløb, 1 Mos 1-3, omfatter først skabelse af ‘scene og rekvisitter’ for GTs ‘frelseshistorie’ (kap. 1/ 6-dage), dernæst skabelse af ‘rollelisten’ (kap. 2/ Livet; Adam-Eva; Slangen), sidst oplæg til ‘kærlighedsdramaet’ (kap. 3/ Syndefaldet). – Kristendommens egen skabelsesberetning (‘7.dags-skabelsen’) følger >1.12.1. 6 Det grundlæggende ‘under’ i kristendommen er ikke Guds skabelse og skaberværk, men Guds grundløse kærlighed, som initierer skabelsen, og hvor Gud fastholder kærligheden og vil fuldføre kærlighedsforholdet – alt på trods af mennesket..! Modeller opfatter ikke kristendom som ‘antropomorfisme’ med ‘kærlighedens historie’ som udtryk for menneskets egne fromme ønsker eller frygt, – med til historien hører nemlig altid menneskets kyniske afvisning af kærligheden! jf. >1.9.4. Antropomorfisme hører hjemme i religionernes verden uden for kristendommen, jf. >1.0.0.n; >1.10.2; >2.4.2; >4.4.3.n. 18 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.2.2 Guds ALMAGT som skabelse af ALT og INTET – og dermed TIDEN og DET ONDE pp-17f Modeller opfatter ‘begyndelsen’, de tre første vers (1 Mos 1,1-3) som selvstændig skabelseshandling og som det egentlige værensmæssige skabelses-under: af ‘Fader/Råstof’ – dvs. af ‘begivenhedsforløbets uudtømmelighed’ – skabes ‘alt og intet’. Skabelsen af ‘alt og intet’ er en éngangsbegivenhed, jf. >1.8.1. GRUND-SPÆNDING Før begyndelsen var Gud og intet andet - heller ikke Intet..! I begyndelsen skabte Gud Fader ‘råstoffet’ (skabelsens 1.trin): – ALT (‘himlen og jorden’), som derpå henligger uordnet, hulter til bulter (‘tomhed og øde’) af godt og ondt, – og skabte samtidig – INTET (‘mørke over urdybet’), (metaforer: >1.0.3 box 2). INTET TID INTET over for ALT skaber en grundlæggende og fortløbende spænding: ‘TIDEN’, idet INTET truer ALT med til-INTET-gørelse! ALT ‘Skabelse af Alt og Intet’ er væsensforskellig fra ‘skabelse ud af intet’, ‘creatio ex nihilo’, som det hedder med et udtryk fra o. år 400 i en latinsk oversættelse af (græske GT-apokryfe) 2. Makkabæerbog 7,28 (LXX). F Ud fra 1 Mos kap.1-2 formede kirkefædrene (2.- 4.årh.) – i et opgør med græsk filosofi – modellen om en absolut/første skabelse som netop en ‘skabelse ud af intet’. Skabelsen ‘ex nihilo’ blev dog først ophøjet som kirkeligt dogme i år 1215 og er stadig almindeligt antaget i teologien. SKABEREN S H-Å INFORMATION ENERGI Men for Modeller er det essentielt, at også ‘Intet’ er et skabelsesvilkår – med dybtgående konsekvenser for verdensbillede og menneskesyn. Jf. >1.0.0; >1.3.1; >1.4.4; >1.8; >1.12.2; >1.12.8; >1.15; >1.16; >2.2.6. Som en konsekvens af ‘rationalet’ (>1.1.2) må kærligheden følges af FRIHED for den elskede til også at kunne afvise Gud(s kærlighed), hvortil Gud selv skaber INTET-heden, som det sted, hvor Gud ikke er. 7 Med Guds kærlighed følger frihed – og med frihed det negerende INTET – og med INTET det ONDE som et kærlighedsvilkår mennesket må leve med..! – ‘Det Onde følger kærligheden som en skygge!’ Modellers skabelse af også INTET baner således vejen for den for kærligheden nødvendige frihed med ‘intetheden’ – fravalg af Gud – som ægte alternativ valgmulighed, >1.9; >1.16; >1.17; >2.1.5.2. 8 Med Guds ALMAGT (jf. note 10) over ALT og INTET banes vejen for skabelses-historiens afslutning, hvor ALT og INTET (og dermed ‘Tiden’ og ‘det Onde’) forsvinder igen, annihileres af Skaberen, >1.13.5. ‘TIDEN’ (spændingen ALT – INTET) formes som virtual-reality-modellen: ‘rum-tid’, jf.>1.6.1; >4.3. (Endnu har ALT hverken fået tilført ENERGI: “Guds ånd svævede over vandene” eller INFORMATION: “Gud sagde:”, for tilsammen at bringe orden i ALT. – Heller ikke rum og tid foreligger endnu udfoldet). 1.2.3 Skabelses-virksomhed Skaberen (F,S,HÅ) – som en dynamisk, dvs. tidslig og dermed foranderlig og påvirkelig Gud – virker i modellerne gennem operatorer/vektorer ved overførsel af stof, energi og information. STOF INFORMATION SKABERVÆRK ENERGI Dynamiske modeller (eksemplet) : Skabelses-proces, hvor information, stof og energi overføres gennem ‘vektorer’ til udfoldelse som ‘skaberværk’. I kirkelig praksis: Forkyndelsen som ‘informations-overførsel’ (>2.0.5). Dåben som ‘energi-overførsel’ (>2.1.1). Nadveren som ‘stof-overførsel’ (>2.1.2). Statiske modeller anviser rum og tid for skabelsesprocessen og det skabtes udfoldelse, >1.4; >3.0.2. 7 ‘INTET-heden’ spiller en central rolle i Modeller som ‘det [Guds-skabte] sted, hvor Gud ikke er!’ (jf. Anselm, n.8). INTETheden optræder som et skabelsesvilkår for mennesket (1 Mos 3.23; >1.10.1). Intetheden er således en ‘teologisk Intethed’, som i Modeller føres videre som ‘værensmæssig Intethed’ og ‘nihilistisk Intethed’ (jf. nihilismens/buddhismens ‘gud-løshed’; jf. >1.16) eller som i >1.2.2 ‘logisk Intethed’; jf. INTET-metaforikken: ‘det dybe vand’, ‘den tomme grav’, mfl. >1.0.3 box 2. 8 Anselm af Canterbury o.1100 har kaldt INTET det sted, hvor Gud ikke er (Monologion XIV). – Anselm er kaldt den ‘sidste kirkefader og første skolastiker’ dvs. med troslæren i feltet mellem åbenbaring og fornuft. Jf. Anselms ‘model ‘Gudstanken’ (>1.7.2n; >4.2.1); ‘model Tro–tænkning’ (>4.2.0); ‘Tro som forudsætning for indsigt’ (‘Credo ut intelligam’) (>1.14). 19 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.3 Skaberværkets skabelse / Kærlighedens scene og fristed Guds skaberværk står over for potentielle og dramatiske trusler fra det skabte ALT og INTET. 1.3.0 ‘6-dages skabelsen’ 2. trin udspiller sig i bibelsk mytologi hen over 6 dage, i Modeller kaldt: ‘6-dages-skabelsen’. Skabelses-mytologiens ‘6 dage’ forholder sig til skabelses-kosmologiens mia. af år. 1.3.1 Skabelses-processen ved Treenighedens 3 operatorer “Der skal være lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt (...) og det blev morgen, første dag. (................................................................) Så blev det morgen, den sjette dag.” (1 Mos 1,3-31) SKABERVÆRKET etableres nu, ved at INFORMATION bringer orden på ALT under tilførsel af ENERGI. 9 Men spændingen mellem ALT og INTET flytter med til SKABERVÆRKET, hvor det tilINTETgørende sætter sit nedbrydende aftryk i stof og liv – og hermed som ‘tid’ og ‘død’ (>1.2.2; >1.5; >2.2.7; >1.søn.e.påske). Den universelle skabelsesmodel pp-19 Skaberværket er dermed truet fra to positioner: INTET – fra INTET, hvori skaberværket kunne tilintetgøres. – fra ALT, hvori skaberværket kunne falde tilbage i en uorden, som skaberværket ikke selv kan ordne. ALT Skaberværkets opretholdelse beror kun på Skaberen. TIDSLIGT Skaberen stiller sig mellem INTET og SKABERVÆRKET F for at opretholde dette, som ellers ville falde tilbage i tilintetgørelse – fortabelse - i INTET. SKABEREN S Det skabte kan ikke selv stille noget op her. H-Å Skaberværkets u-fordærvethed beror nu på det skabte. Det skabte kunne forgribe sig på ALT uden at kunne styre INFORMATION ENERGI RUMLIGT SPÆNDINGEN SKABERVÆRK Rum og tid KÆRLIGHEDEN dette og derved fordærve SKABERVÆRKET. ALT og INTET bliver menneskets ‘modspillere’ >1.10.1. Men også Skaberens kærlighed flytter med! - jf. >1.1.2. Det ‘tidslige’ skabes af spændingsforholdet: ‘Alt-Intet’. Det ‘rumlige’ skabes af ‘Information’ og ‘Energi’. “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1 Mos 1,31) Skaberværket er ‘godt’ fra Skaberens side, dvs. at Skaberen påtager sig ansvaret til og med ‘6. dag’, – også ansvaret for ‘det onde’ i medfør af skabelsen af det negerende INTET, jf. >1.2.2; >1.4.4; >2.2.6. Gud havde skabt en scene og fristed for kærligheden og lod nu dette udvikle sig (fysisk-biologisk) under sin søgen efter en passende genstand at elske, at kaste sin Kærlighedens Ånd på, >1.1.3.1; >1.5. Som fristed for kærligheden – NB: ikke som fristed for mennesket – rummer skaberværket ikke andre reelle muligheder for ‘mening’ hverken fra fornuft, videnskaber, religiøsitet eller naturen selv >1.0.0. ‘Kærligheden’ er uden real konkurrence i skaberværket, – al anden mening er illusion, >1.10; >1.15. 9 Jf. oldkirkens trinitetsmodel: “Dine hænder, sang de ældste, er din Søn og Helligånd, ...”, (Grundtvig 1853, dds 675,5) Læst ‘bagfra’ som den kristne kirkes forståelse, viser kristendommens Gud sig i øvrigt allerede fra begyndelsen (som ‘treenig’) at være en anden end jødedommens Jahve og islams Allah. Kristendom er ikke en ‘abrahamitisk monoteisme’ (som jødedom og islam, jf. >1.11.1.n), men en ‘trinitarisk monoteisme’ (>2.4.2). 20 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.4 Skaberværkets kosmologi og evolution / Det fysisk onde Enhver må undre sig over, at verden overhovedet er til i al sin mangfoldighed af godt og ondt! 1.4.0 Skaberværket er forankret i den Almægtige, Kærlighedens og Skabelsens Gud, som giver kosmos mulighed for at folde sig ud af ALT ved at holde INTET/det tilintetgørende i ave (>1.1.3.3 box1; >1.3). 10 1.4.1 Med skaberværkets udfoldelse dannes rum og tid (‘rum&tid’) pp-20 “Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst ...” (1 Mos 2,8) Skaberværkets ‘rum&tid’ HØJDE De 3 intuitive rumlige-dimensioner skabes ud af af ALT, >1.3.1. Tids-dimensionen skabes af spændingen mellem ALT og INTET. TID Skaberværkets 4 dimensioner benævnes herefter ‘rum&tid’. De 3 rum-dimensioner udspænder 3 planer, som igen udspænder et rum, hvori tiden udstrækker sig; jf. >4.3.1. LÆNGDE ‘Rum&tid’-modellen er ‘reel’, hvor rummet er til at føle på og tiden måles som bevægelse/forfald gennem fortid, nutid og mod fremtid. BREDDE 1.4.2 Skaberværkets kosmologi og evolution pp-20 I kristendommens univers udfoldes selve skaberværket – incl. det ‘fysisk-biologiske menneske’ (>1.5.1) – i lighed med de modeller, som naturvidenskaberne lægger frem i form af fysiske og biologiske teorier, dvs. gennem lovmæssighed, tendens, tilfældighed, evolution, ..., SKABERVÆRK og nu også gennem menneskelige indgreb. Jf. >1.2.0.n; >2.2.3. – selvudfoldende – Det kendte kosmos’ alder anslås til 13,7 mia år. Homo-slægten/mennesket udvikles over de seneste 10 mio. år. Menneskets kulturel-religiøse udfoldelse ses gennem 100.000 år. 1.4.3 Skaberværkets forskellighed og mangfoldighed ‘Op, al den ting, som Gud har gjort, hans kærlighed [herlighed] at prise!...’ ‘Kærligheden [mennesket] er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd’. – som Brorsons (1734; jf. dds 15,1) og Grundtvigs (1832) linier også kunne lyde..! I kosmos opstår og udvikles mangfoldighed og forskellighed, selvorganiseret som liv og bevidsthed ligesom i et stort ‘eksperiment’ på godt og ondt, som i et ‘begivenhedsforløb’ >1.1.3.3 box1; jf. >2.2.3. I kristendommens univers hedder dette, at Skaberens kærlighedsprojekt skal skabes en scene og findes en genstand, som Skaberen, når tiden er til det, kan kaste sin Kærlighedens Ånd på. 11 – Yderligere forundring over selve skaberværket henvises til æstetikken og naturvidenskaberne. 1.4.4 ‘Det fysisk onde’ og lidelsen har sin rod i det skabte INTET/til-intet-gørelsen, som i spændingen med det skabte ALT fortsat sætter sit aftryk i skaberværket, >1.2.2; >1.3.1; jf. >1.søn.e.påske. pp-31 Efter naturens orden forløber dette også som tilværelsens hårdhed i en ‘survival of the fittest’. I spændingen mellem INTET og skaberværket fører Skaberen selv an i dettes opretholdelse over for det til-intet-gørende som skaberværkets (darwinistisk set nødvendige) ‘fjende’. (Moralsk Onde >2.2.6.) Med Modellers skabte INTET falder Gud uden for kategorierne ‘god’ og ‘ond’ (knyttet til ALT), hvorefter det kunstige ‘teodicé-problem’ – om at retfærdiggøre Gud i forhold til det onde – bortfalder, >1.17. Det fysisk- som moralsk onde eksisterer (naturligvis) fortsat som reelle problemer for mennesket. 12 Guds Almagt omfatter den ‘opretholdende skabelse’, hvor ALT – og dermed SKABERVÆRKET – ellers ville falde tilbage i INTET, og Guds kærlighedsprojekt dermed være truet, jf. GT-fortællingen om ‘syndfloden/det dybe vand’ (1 Mos 6-8). 10 11 12 GT har en parallel til ‘eksperimentet’: Adams (Guds) fravalg af først dyrene, så valget af Eva (mennesket) (1 Mos 2,18-23). Omfanget af menneskelige ofre (‘det fysisk onde’) ved naturkatastrofer og epidemier i jordens historien er af samme størrelsesorden som ofre for humanismen og materialismen fra den franske revolution til i dag (‘det moralsk onde’ >2.2.6). 21 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.5 Menneskets evolution og skabelse / Kærlighedens genstand Mennesket formes af evolutionen og skabes ved Helligånden som genstand for Guds kærlighed. 1.5.0 Mennesket “Gud skabte mennesket i sit billede ... som mand og kvinde skabte han dem ... Gud sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden’ ... og Gud så, hvor godt det var.” (1 Mos 1,27-31). Mennesket indtager den unikke rolle i skaberværket, at det er tilført en værensmæssig dimension, ånd, og dermed frihed til at kunne forholde sig til SIG SELV (som et ‘selv’) – og til GUD, ALT og INTET. 1.5.1 ‘Fysisk-biologisk-miljø’ evolution pp-21 “Da formede Gud Herren mennesket af jord ... “ (1 Mos 2,7a) Det ‘kødelige’ menneske er en integreret del af skaberværket som andre biologiske væsener. Som sådan følger menneskets udvikling ‘Darwin’: mennesket formes som levende gennem naturens forløb, – jf. “formede” (1 Mos 2,7a) ligesom øvrige levende væsener “formedes” (2,19). ‘Liv’ (og evnen til at reproducere sig) er således et fysisk-biologisk anliggende og udvikler ikke homo sapiens som ‘skabt menneske’ (>1.5.2). LEGEME&SJÆL Mennesket udvikles med legeme og psyke som øvrige (højere) dyr. At mennesket også anatomisk ligner dyrene, opfører sig som ‘dyr’ og i høj grad har gener fælles med dem, burde således ikke undre (>1.1.3.3 box2). Menneskets ‘legeme & sjæl’ = ‘kødet’, udgør en ‘helhed og enhed’ og er dødeligt. Med den biologiske død genindgår ‘kødet’ i Skaberværket: “Jord er du, og til jord skal du blive!” (1 Mos 3,19), jf. >1.3.1. Såvel menneskets fornuft som religiøsitet er evolutions-biologisk knyttet til ‘kødet’, jf.>2.4. 1.5.2 ‘Værensmæssig-åndelig’ skabelse pp-22 “... og (Gud) blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et ‘levende væsen’.” (1 Mos 2,7b) Menneskets primære arts-karakteristikum er ‘åndelighed’, at være skabt i Guds billede som født ‘kød’. GUDS ÅND INDBLÆSES 13 Først da tiden var inde blev det allerede formede/udviklede biologiske – og forstandige – menneske skabt ‘i Guds billede’ (jf. >1.0.0.n). GUDS BOLIG LEGEME&SJÆL Gud kastede sin kærlighed på mennesket, ved – med sin Helligånd – at skabe et virtuelt ‘indre rum’ som en Guds bolig i d et fødte menneske, i det i forvejen levende ‘kød’/‘legeme&sjæl’. Mennesket bliver et ‘levende væsen’, en ‘levende sjæl’, nu forskellig fra andet biologisk liv, med det ‘indre rum’ som menneskets egen ånd, som en ‘funktion’ (“energi”) det kan udfolde – ‘troens rum’. ‘Kødet’ er dødeligt, men ‘ånden’ er ikke-dødelig som Guds bolig og særlige forhold til mennesket. Men ånden/mennesket kan trues af INTET-heden, af fortabelse i tidens tomhed og af tilintetgørelse i evighed. “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer?”(1 Kor 3,16) Guds Ånd er den, i kraft af hvilken mennesket bliver ‘menneske’. Mennesket er kød: legeme&sjæl, og ånd: værensmæssig dimension (forskellig fra den fysisk-biologiske ‘sjæl’). ‘Kød’ og ‘ånd’ udgør en ‘helhed’: mennesket, men ikke en ‘enhed’, fordi menneskets ‘ånd’ er en del af mennesket, som også Skaberen råder over som sin bolig, jf. >2.1.1. (Guds Ånd staves herefter med ‘Å’; menneskets ånd med ‘å’.) 13 Menneskets ånd, ‘ånden’, er ikke ‘født’ af naturen, men ‘skabt’ direkte af Skaberen, som kaster sin ‘Kærlighedens Ånd’ på det fødte ‘kød’. – Hermed menneskets unikke særstilling “som Guds udvalgte, hellige og elskede, ...” (Kol 3,12) Også GT kendte til en ‘kærlighedens ånd’ forbundet med ‘troen’ som opkommet i Abraham (1 Mos 15,6) >1.6.3. NT-antropologi er ikke entydig, men tre-delingen ‘legeme, sjæl, ånd’ er en højst anvendelig model (jf. 1 Thess 5,23). Ligesom ‘legemet’ er et medicinsk anliggende og ‘sjælen’ et psykologisk, således er ‘ånden’ et teologisk anliggende. GT introducerer forstandigheden gennem tilblivelsen af ‘Visdommen’, Ordsp 8-9, som en tredie skabelsesberetning ved siden af skabelsen af kærlighedens scene, 1 Mos 1 (>1.3.1) og skabelsen af kærlighedens genstand, 1 Mos 2 (>1.5). 22 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.6 Menneske-åndens rum og tid / Troens dimension Mennesket har som unikt åndeligt naturvæsen mulighed for at rumme ‘meningen med det hele’. “Og Gud sagde: ‘Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske ....’ ” (1 Mos 1,26) 1.6.0 Med Ånds-skabelsen af mennesket som genstanden for Guds kærlighed, skabes – midt i skaberværkets rum&tid – et virtuelt ‘forklarelsens sted’ (>1.5.2) som ‘rum-tid’. (‘Virtuelt’, jf. >1.0.1) Relationen mellem menneske og – den fulde – virkelighed, udfoldes gennem den skabte ånd. Det formede og skabte menneskes univers består herefter af én og kun én samlet forestillings- verden: (rum & (rum-tid)), jf.>4.3, som forudsætning for at kunne rumme ‘meningen med det hele’. 14 1.6.1 Menneske-åndens ‘rum-tid’ (‘troens rum’, >1.9) pp-23 I skaberværket orienterer det ‘formede menneske’ (>1.5.1) sig efter ‘rum&tids’ 3 intuitive rum-dimensioner plus en tids-dimension (>1.4.1), men som ‘skabt menneske’ (>1.5.2) (også) efter ‘rum-tid’ med ‘rum&tids’ TIDS-vektor opløst i 3 tids-dimensioner og udspændt som et anskueligt, virtuelt ‘tids-rum’. 15 E-t Åndens virtual reality-model: ‘rum-tid’ ‘Rum&tids’ tids-dimension ‘TID’ (>1.4.1) opløses nu i EVIG TID ‘rum-tidens’ 3 tids-dimensioner (jf. samlet oversigt >4.3): ånd nd / F-t: ‘Fysisk tid’ / udstrækningens tid (Kronos), Å S-t: ‘Skabelsestid’ / afgørelses tid(spunkter) (Kairos), E-t: ‘Evig tid’ / den evige Guds tidsperioder (Aion). FYSISK TID SKAB ELSES TID S-t F-t De 3 tids-dimensioner udspænder 3 planer, som igen udspænder en ‘rum-tid’, ånden (jf. >2.0.5.3), hvori Guds Ånd og menneskets ånd kan udfolde sig (sammen). ‘Rum-tid’-modellen er en ‘virtual reality’, hvor skabelse og ånd og ‘mening’ – også Guds-kærligheden – kan anskues naturtro og håndteres sprogligt og frit af mennesket. ‘Rum-tid’ er troens dimension, >1.9. 16 Menneske-åndens ‘rum-tids’ dimensioner er således opbygget af tre allerede kendte dimensioner: Guds Ånd (E-t), den skabte menneske-ånd (S-t) og det formede skaberværk/kosmos (F-t). ‘Menneskets ånd’ udfoldes i rum-tiden, hvorved ånden kan indholdsbestemme rum-tiden (>1.9.0). Under en kristen synsvinkel bevæger ‘skabelsestiden’ (S-t) sig frem og tilbage (jf. ‘tidens dobbeltbevægelse’ >1.7.3), idet ‘skabelse’ udfoldes reversibelt (bl.a. som ‘samtidighed’) i åndelig henseende. ‘Syndernes forladelse’ eller ‘tilgivelse’ udfoldes således dels som reversibel skabelse (S-t), hvor det passerede ophæves som ‘synd’, dels materielt som ikke-reversibel i (F-t)-forstand, hvor ‘sket er sket!’ ‘Samtidighed’ optræder ligeledes inden for ‘rum-tiden’, når man fx. 2000 år e.Kr. (F-t) kan modtage Jesus Kristus’ legeme og blod (S-t) ved nadveren, som den evige Guds indgreb (E-t) i verden. Menneskets religiøsitet ses som et evolutions-biologisk fænomen udsprunget af legeme, sjæl, natur og kultur, men ikke af ‘ånd’. Religiøsiteten kan dog udfolde sig som religion inden for ‘rum-tiden’ og udtrykke sig (vilkårligt) gennem de 3 intuitive rum&tids-dimensioner (>1.4.1). Jf. Paulus’ i Athen om ‘vilkårlige’ guder (ApG 17,23). – Heri ligger en grund til kristendom som ‘religions-(selv)-kritik’ (jf. >2.4). 14 Med Modellers tese ‘... verdensbillede med samhørende menneskesyn’ (>0.1) løses et af ‘2-rums-tænkningens’ problemer: adskillelsen af verdensbillede og menneskesyn, et problem for såvel teologer som naturvidenskabelige. ‘1-rums-tænkningens’ (rum & (rum-tid)) omfatter således ethvert menneske til enhver tid, hvorefter menneskesynet lader sig konfrontere med det samhørende verdensbillede og ‘ånden’ med den rå virkelighed, jf. >4.3. NB: ‘1-rumstænkningen’ ophæver ikke sondringen mellem åndeligt og verdsligt regimente (jf. >2.2.4) og sætter ikke lighedstegn mellem Gud og menneske, imellem lov og evangelium (>2.1.6). Sådanne modsætningsforhold sættes blot ind i én og samme virkelighed (jf. >1.7; >4.3). – Det specifikt kristne introduceres i øvrigt først med >1.12. 15 16 En form for 3-dimensional tid optræder allerede i klassisk græsk med 3 udtryk for ‘tid’, som i en senere tids NT-græsk: – Kronos for den ‘udstrakte tid’; – Kairos for ‘kvalificeret tid’; – Aion for ‘tidsrum’, ‘tidsperiode’. De eksakte videnskaber har den særlige opgave, at skulle se bort fra den virtuelle ‘rum-tid’, hvilket kunne forlede videnskabs-folk til også på det menneskelige plan at se bort fra ‘rum-tiden’; eller omvendt kunne forlede ånds-arbejdere og religiøst grebne til at fortrænge den rå virkelighed i ‘rum&tids’ dimensíonerne, jf. >2.1.6. 23 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.6.2 Åndens/åndens forankring i fysisk tid “Tiden er inde – Guds Rige er kommet nær..!” (Jesus’ første offentlige ord iflg. Mark 1,15) pp-44 ‘Fysisk tid’ (F-t), udstrækningens tid, rummer 3 sekvenser i en tidsfølge: fortid, nutid og fremtid, der – som en konsekvens af det skabte ‘til-INTET-gørende’ – uundgåeligt knytter sig til skaberværket, >1.3.1. ‘Tiden (Kronos) æder sine børn’, sagde de gamle grækere. Menneskets nutid opsluges af fortid og trues samtidig af fremtid. I traditionel religion drejer det sig således om at overvinde dette truende forhold mellem fortid, nutid og fremtid, hvorfor man hæver sine guder over tidens sekvenser, gør tiden cyklisk eller gør guderne tidsløse og fjerne. – Men sådan netop ikke i kristendommen! Kristendommen knytter definitivt Gud tidsligt (F-t) til endnu ikke ....... FREMTID mennesket Jesus fra Nazareth (Mark 1,15), som med sit liv og død åbenbarer Gud igennem fortid, nutid, fremtid. Gennem den fysiske tids tidsfølger forankres virtual-reality-modellen ‘rum–tid’ (>1.6.1) i den rå NUTID virkeligheds rum&tid (>1.4.1) uden at udviske den truende forskel mellem fortid, nutid og fremtid. FORTID ............. ikke mere ‘Tid’ er således et udtryk for den Gud-skabte spænding mellem ALT og INTET (>1.2.2; >1.3.1) 1.6.3 Skabelsens hvornår? og hvorlænge? / ‘Skabelses-planet’ pp-83 “...hvornår skal dette ske, og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24,3) Skabelse som begivenhed (>1.1.3.3) forløber i skabelses-planet (E-t,S-t) som en ‘opretholdende skabelse’ uafhængig af ‘fysisk tid’ (F-t). Skaberværkets fysiske og biologiske udviklinger forløber langs (F-t). Skabelsens hvornår? er uafhængig af fysisk EVIG TID (E-t) tid og kan besvares med ‘nårsomhelst’: I dag, i går, for 10.000 og for 13 mia år siden. – Men også ‘før big-bang’, dvs. før vor fysiske tid, hvor skabelsesplanet ligeledes beroede Skabelses- Skabelses- Skabelses- planet planet planet indfoldet hos Skaberen, jf. Joh 1,1-5. Skabelsens hvor længe endnu? FYSISK kan besvares med ‘nårsomhelst’: I morgen, TID (F-t) før eller efter jorden kollapser eller vort kosmos dør ud – skabelsesplanet beror SKABELSES TID (S-t) fortsat hos Skaberen, jf. Åb 22,1-5. Eftersom skabelsen af menneske-ånden foregår i ‘skabelsesplanet’ (E-t, S-t) nytter det ikke at spørge, ‘hvorledes’ skabelsen af menneskets ånd fandt/finder sted. – GT har sine versioner af ‘ånds-skabelsen’: Mennesket (1 Mos 1,26), Adam (1 Mos 2,7b), Abraham, ‘troens fader’ (1 Mos 15,6), jf. >1.5.2; >2.4.2. Skabelse, ånd og totalanskuelse Skaberen kastede/kaster sin kærlighedens Ånd på det fysisk-biologiske menneske og skabte/skaber dermed menneskeånden med dennes ‘rum-tids’-dimensioner. Som naturvæsen med ‘ånd’ kan mennesket nu ikke blot begribe det fysiske kosmos, men også det ‘skabte værk’, spørge efter mening og forstå et svar som kristendommens, >1.0.1 box; >1.9; >1.12. Skabelsen af menneske-ånden lægger en totalanskuelse nær mht. såvel ‘meningen’ som ‘det hele’ – og ‘lidt til’. Noget andet er, om mennesket VIL forstå svaret, som jo forudsætter det enkelte menneskes selvafslørende indrømmelse af ‘kærlighedens mod-historie’ og dermed selv-bekendelsen som ‘synder’, >1.2.0n; >1.10.0; >2.1.0. 24 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.6.4 Skabelsens rumlige grænser / Menneskets og kosmos’ tid pp-82 “... Du skal få større ting af se end det. ... I skal se himlen åben ... “ (Joh 1,50f) Kristendommens univers eller verdensbillede er rumligt grænseløst og rummer hele kosmos’ forløb. KRISTENDOMMENS UNIVERS Mod kosmos’ begyndelsestilstand Kosmos’ F-t forløb 13,7 mia. år Mod kosmos’ sluttilstand Efter afslutningen ∞ Før begyndelsen Kristendommens univers spænder således fra før begyndelsen til efter afslutningen, dvs. incl. de to lodrette asymptoter, >1.1.3.3 box1. Kosmos forløber mellem sine begyndelses- og sluttilstande, hvorefter naturen, fysikken og biologien ligger inden for kristendommens univers. Kosmos accelererer igennem et uophørligt forløb (F-t) frem som ‘diffus energi’ ( jf. >1.7.3; >1.13.2.n; >1.16). Åndens (‘menneskets’) rum er derimod tids-afgrænset. Kærlighedens frelses-historie (>1.1.2) udspiller sig for menneskets vedkommende på en mikroskopisk planet et sted i kosmos’ dimensioner, og igennem et splitsekund et sted i kosmos’ forløb – alt for kærlighedens skyld! Modellers sammenhænge rækker ud over ‘menneskets verden og historie’ til ‘skaberværkets kosmos og historie’. Denne ‘rå virkelighed’ sætter grænser for menneskets forestillinger om at kunne eller skulle frelse sig selv eller verden. Model 1.7 Skaberens rum og tid / Natur og over-natur Skaberen er til stede i og uden for ‘rum og tid’, – skabningen kan reelt ikke skjule sig! “Således er Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre Guder, men én Gud.” (Athanasianske lære-bekendelse, art. 15f; o. år 500) 1.7.0 Guds-tanken har altid givet anledning til metafysiske spekulationer, som søger at gå bagom Gud ved f.eks. at udfylde den virtuelle ‘rum-tid’ med ‘Gud’, dvs. at gøre Gud til ‘meningen med det hele’. Men Gud er ikke selve meningen, heller ikke skaberværket eller mennesket; meningen er kærligheden! Modeller møder Gud forfra i den ‘treenige kærlighedens Gud’ åbenbaret i Jesus Kristus. 1.7.1 Den nærværende (‘immanente’) Guds-model 17 pp-66f “Ingen har nogensinde set Gud, men hans eneste søn, som er tæt på sin far, har vist os hvordan Gud er.” (Joh 1,18, - ‘nudansk overs. 2007’) Den treenige Skaber-Gud er nærværende i virkeligheden, også i ‘skabelsens rum og tid’ omend ikke manifest i alt – men altid i ordet/forkyndelsen, troen, dåben, nadveren, bønnen og menigheden (>2.0.0). Det eneste sted Gud ikke er, er i INTET/Intetheden (>1.2.2.n; >1.9.4; jf. dog >1.12.11; >3.1.3) Treenigheds-rummet (jf. >1.1.3; >1.6.1; >3.0.2.1) (De tre ‘tros-artikler’, jf. >2.0.3.1) E-t Faderens plan Helligåndens plan ig Kærl 3. trosartikel S-t 17 Gud aber- -Sk heds 1. tros-artikel Sønnens plan 2. tros-artikel F-t Igennem ‘rum-tidens’ dimensioner og planer kan der for anskuelsen dannes et ‘gudsbillede’ af modellen ‘Den treenige Gud’, hvor de tre planer tegner hver sin identitet. Selve det 3-dimensionale rum tegner (anskueliggør) herved en model af Kærligheds-Skaber-Guds énhed. Det tredimensionale rum udvikles i ‘casestudyen’ (Model-3), hvor fx. Sønnens plan er ‘Jesus’ kampplads’ i perioden fra fastelavn til påske (>3.1.2) og ligeledes udgør scenen for de 4 evangeliers fællesstof mellem dåb og opstandelse (>2.0.2). Tanken om en ‘nærværende Gud’ lægger op til dannelse af et ‘gudebillede’, en ‘konstruktion’, til at holde en sådan ubegribelig Guds nærvær i skak, jf. ‘billedforbuddet’ i GT (2 Mos 20,4). Med Jesus Kristus kan billedforbuddet bortfalde. 25 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.7.2 Den fraværende (‘transcendente’) Guds-model pp-31 “Adam ... svarede: Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig!” (1 Mos 3,10) Men Gud er mere end rumlig og kan heller ikke rummes af det ‘intuitive dimensionsbegreb’ med 0, 1, 2, 3 dimensioner, hvilket overhovedet gør det umuligt at forestille sig (og tegne) den fraværende Gud. 18 At Guds-forestillingen ikke af den grund er meningsløs kan belyses gennem et intuitivt og indirekte ræsonnement med udgangspunkt i et ‘generelt (højere) dimensionsbegreb’, som forholder en ‘ikke-rumlig, fraværende Gud’ til en ‘rumlig nærværende Gud’, således: – Et punkt kan ikke reduceres til ingenting. – En linie kan ikke reduceres til et punkt. – Et plan kan ikke reduceres til en linie. – Et rum kan ikke reduceres til et plan. – En ‘fraværende Gud’ kan ikke reduceres til noget rumligt. 19 Den ‘fraværende Gud’ betyder, at mennesket ikke kan skaffe sig af med Gud. 20 (Jf. INTET: >1.7.1; >1.16) Modellers gudsmodel er hverken ‘teistisk’/’deistisk’ (aktiv/passiv gudsforestilling) eller ‘pan-teistisk’ (gud som identisk med verdens-altet), men er ‘pan-en-teistisk’: ‘ALT er i Gud’ (kun INTET er ikke i Gud, >1.8.1). Gud er medlevende i skaberværket, omend ikke manifest i alting. Gud er dog mere end det og kan ikke overgås af verden. Modellers gudsmodel formes ikke af ‘intuitiv gudsopfattelse’ (>2.4.4.2), men af ‘Kristus-begivenheden’ (>1.1.1). Jf. ‘NTs pan-en-teisme’ om ‘at være i Kristus’ (>1.12.8): ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20). 1.7.3 Den tidslige (‘tids-relative’) Guds-model / Guds og kosmos’ tid “... for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.” (2 Pet 3,8) “... Tusind år er i dine øjne som dagen i går, ...”. (Sl 90,4) pp-84 Den treenige skaberguds egen tids-dimension E-t: ’evig tid’/’den evige Guds tidsperioder’ følger sine helt egne forløb uden for enhver menneskelig forestilling. Vektoren E-t (>1.7.1) er derfor ikke retningsbestemt. De to bibelske udsagn udtrykker begge, at Gud er hævet over tiden, som han selv er herre over. Modellen afspejler 2 tidsforløb i forholdet mellem Gud og mennesket/kosmos: – NTs hyperbolske forløb (2 Pet 3,8). Guds perioder – GTs lineære forløb (Sl 90,4). De to forløb kan ses som udtryk for, at ‘tiden’ med Jesus Kristus har fået et helt nyt indhold, som føres videre i kristendommens univers. Guds tid forløber således væsens- 1 mia år NT-TIDSFORLØB 1 mio år 1000 år ÆKVIVALENS-PUNKTET: Menneskets tid = Guds tid forskelligt fra kosmos’ tid, jf. >1.6.3. I det kristne tidsforløb vil være et punkt O, hvor menneskets tid forløber ækvivalent med Guds tid. – GT/jødedommens ækvivalenspunkt er mytologisk henlagt til Edens Have. GT-TIDSFORLØB 1 år 1 dag 1 dag 1 år 1000- 1 mio- 1 mia år 18 Kosmiske perioder Skalaerne viser stærkt progressive ‘perioder’. GTs tid forløber lineært gennem punkterne (0,0 / ‘Edens Have’) og (1000 år, 1 dag). NTs tid forløber hyperbolsk gennem (1 dag, 1000 år) og (1000 år, 1 dag). Jf. Gud som ‘singularitet’ >1.0.0.n. Først med Jesus Kristus antager Gud/Skaberen ‘udstrækning’ og ‘endelighed’ >1.12. 19 Ræsonnementet er beslægtet med Anselms ‘ontologiske gudsbevis’ (“Gud” som det intet kan tænkes større end), men er (som Anselms ‘bevis’) blot en logisk og virtuel model for tænkningens selvbegrænsning – og ikke et ‘gudsbevis’, jf.>4.2. 20 Gud selv ‘viser sig som skjult på korset’, men er ikke desto mindre nærværende som treenig gennem Søn/information og Helligånd/energi, mens Faderen/råstoffet forbliver den skjulte som ‘over-natur’ >1.8.1; jf. >2.0.3.2. I den forstand kan man også tale om en ‘skjult Gud’, at mennesket ikke kan indfange Gud i sine ord, begreber eller religiøsitet, endsige i naturvidenskab, men heller ikke indfange Gud i evangeliet og troen, endsige i en kirkeordning. 26 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.7.3.1 Ækvivalent tid ‘O’ “... (Djævelen) forlod (Jesus) for en tid.” (Luk 4,13; kort efter Jesus’ dåb frem til påsken, Luk 22,3) I kristendommens univers forløber menneskets tid historisk-ækvivalent med Guds tid igennem selve Kristus-begivenheden, i Jesus Kristus som ‘sand Gud og sandt menneske’ (>2.0.3.2). Bibel-teologisk gør tids-sammenfaldet sig gældende i tiden fra Jesus’ dåb og fristelse, og forløber historisk-fysisk omkring 1 år (måske 3 år) frem til Jesus’ død og opstandelse omkr. år 30 (>2.0.2). 21 Ækvivalens-punktet er konstituerende for kristendommen: Gud blev menneske i Jesus Kristus! 22 1.7.3.2 Guds tids-relativitet “... for Herren er én dag som tusind år, ...” (2 Pet 3,8a) Én af vore dage, eller blot et ‘øjeblik’ kan omfattes af en uendelighed af fylde, som en overflod af Guds langmodighed og uudtømmelige tidsrum, jf. Den treenige Gud som ‘begivenhedsforløb’, >1.1.3.3 box1. 1.7.3.3 Kosmisk tids-relativitet “... og (for Herren er) tusind år som én dag.” (2 Pet 3,8b) Kosmiske tidsrums ufattelige udstrækning er for Gud kun et kort spand af tid, og giver således relativ ‘tid’ til såvel forløbet af skabelsestroen (>1.2; >1.3) som til forventningen om en slut-skabelse (>1.13). ‘Den yderste dag’ er (altid) tæt på Guds ‘i morgen’/’den kommende dag’, >2.1.3; >15.søn.trin. 1.7.3.4 GTs uforløste Guds-tid “Tusind år er i dine øjne som dagen i går, ...”. (Sl 90,4) Som Guds evighed står over for menneskets begrænsethed, peger Guds tid ud over menneskets tid. GT og jødedommen knytter et uforløst ‘håb’ til tiden: “Der skal komme dage...” (Jer 31,31) jf. >1.11. GTs ‘ækvivalente tid’ er mytologisk, jf. mennesket med Gud Herren i Edens Have (1 Mos 3,8-13). 1.7.4 EKSKURS-I: ‘Natur’ og ‘over-natur’ pp-47 “For i (Jesus Kristus) besluttede hele guddomsfylden at tage bolig ...” (Kol 1,19). Modellers forhold til ‘natur’ og ‘over-natur’ er forankret i mennesket Jesus fra Nazareths jordiske eller historiske virkelighed som den tidslige og levende åbenbaring af ’hele guddomsfylden’, jf. Kol 1.19. Med kristendommen eksisterer ikke noget ‘naturligt’ eller ‘over-naturligt’ som principielt skulle være skjult. Selv Intetheden og tomheden er ikke længere skjult efter Jesus Kristus’ nedfart til INTET, hans opstandelse herfra med den tomme grav, hvor Gud Fader tager ophold ‘tiden ud’, >1.12.11; >3.1.3. ‘Over-naturen’ fremstår gennem åbenbaringen af Gud – som: OG googleearth NATUR OVER – NATUR – Kærlighedens evige ophav (>1.2.1; >1.5) – Tre-enig skaber af Alt og Intet og Skaberværket (>1.2.2; >1.5.1) – Ånds-skaber af kærlighedens ånd i mennesket (>1.5.2) – Jesus Kristus’ skabelse af Guds kærlighedsrige i kosmos (>1.12) De fire forhold manifesterer sig konkret i kosmos gennem, i og som Jesus Kristus, i hvem ‘hele guddomsfylden tog bolig’ (Kol 1,19). Kristendommens univers er herefter identisk med ‘virkeligheden’ som én og kun én samlet forestillingsverden omfattende såvel ‘natur’ som ‘over-natur’, jf. >1.0.1; >1.14; >4.1.3. I forlængelse heraf findes hverken skjulte ‘overnaturlige’ fænomener eller gives ‘andet mellem himmel og jord’, end hvad mennesket principielt selv ville kunne afsløre. Modellers syn på ‘natur og overnatur’ er således konkret og udtrykker hverken spekulative eller selvindlysende sandheder. Metafysiske, religiøse og (natur-)videnskabelige spekulationer om en ‘neutral eller ren natur’ fører derimod kun til ‘INTET’ (>1.10.1; >1.16). – Skaberen er altid medlevende, jf. >1.8.1. 21 Antal påskehøjtider i Jerusalem, hvori Jesus deltog, er 1 iflg. Mark, Matt, Luk; 3 iflg. Joh., jf. >1.12.10 22 Selve Kristus-begivenhedens ækvivalente tid adskiller sig fra forløbet ‘den nærværende Gud’, >1.7.1. 27 2.udg. 2013 Model 1.8 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Skabelses-mytologi Mennesket kan også gribe til mytologiske modeller for at rumme ‘meningen med det hele’ “Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.” 1.8.0 Skabelse som mytologisk model (Joh 10,6) 23 ‘6-dages-skaberværket’ kan nu med det ‘åndelige menneske’ beskrives under en mytologisk synsvinkel, hvor modellen afspejler det særlige ‘åndeligt-materielle’ forhold mellem Skaber, menneske, alt og intet. 1.8.1 Skabelses-elementernes mytologi pp-47 “Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt ..... Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,9.17) Midt i det skabte ALT og SKABERVÆRK står to ‘træer’, som (foreløbigt) står i modsætning til hinanden. L: Enten forholder mennesket sig tillidsfuldt til Guds skaberværk og holder sig til ‘livets træ’, eller INTET ALT K F S H-Å INFORMATION L SKABERVÆRK ENERGI Åbenbarede Gud i sit ‘skaberværk’ Skjulte Gud i sit ‘fremmede værk’ K: mennesket forholder sig i mistillid til Gud – vil selv være ‘Skaber’ – og spiser af ‘kundskabens træ’. 24 “Guds Ånd svævede over vandene.” (1 Mos 1,2) Skaberen er til stede i ALT og i SKABERVÆRKET, men ikke i INTET (‘vandene’, ‘mørke’), >1.2.2.n. Det skabte menneske har ingen muligheder for – ud af det skabte INTET – at skabe sig andet end illusioner, >1.10. INTET/’afgrunden’ kan mytologiseres som ‘Helvede’. Kundskabens træ står i det skabte ALT af godt og ondt. Vil mennesket skabe ud fra ALT, slipper det Fanden løs! Kun Skaberen (ikke det skabte) kan styre ALT, >1.3.1. ‘Ren natur’ findes ikke. Skaberen er altid medlevende. Tværs igennem Treenighedens begivenhedsforløb går et skel mellem natur og over-natur. (>1.7.4). Gud er ved Sønnen og Helligånden til stede i skaberværket; Faderen er som ‘skjult Gud’ i ‘over-naturen’. Mennesket har fra sin plads i Skaberværket selv adgang til Skaberen ved Helligånden/Talsmanden i Jesus’ navn. Information og energi går begge veje. Jf. Joh 14,13-17. Livets træ knyttes til SKABERVÆRKET som menneskets mulighed for at have tillid til Skaberen, jf. tro/vantro >1.9. Skabelsens drama ‘Skabelse’ er tilværelsens gennemgående drama, dette at kærligheden skal udfoldes, at alt og intet opstår og adskilles, så det, der er blevet til, ikke straks forsvinder, går (for)tabt, til-intet-gøres – og med det kærligheden. Tilblivelse står bestandig over for tilintetgørelse; glæde over for fortvivlelse; godt over for ondt; mening over for meningsløshed. Overalt sætter dramaet sit aftryk: det tilintetgørende sniger sig ind på skaberværket og nedbryder det; selv kosmos nedbrydes. Kærlighedens og skabelsens drama bliver for mennesket et spørgsmål om frelse eller fortabelse, om tilblivelse eller tilintetgørelse, liv eller død – nu og i evighed. Alle sejl sættes til: mytologiske, teknologiske, politiske >1.13.10. Men med kristendommen foretages en ‘kopernikansk vending’: Skabelsens drama drejer sig nu ikke længere primært om Guds frelse af mennesket, men om Guds frelse af sin kærlighed – på trods af mennesket, >4.4; >4.5. 23 24 ‘Myte-fortællinger’ formulerer basale, normative, ikke-videnskabelige ‘sandheder’ om den menneskelige eksistens. “Træet til kundskab om godt og ondt”, hvor ‘godt og ondt’ betyder ‘kundskab om alting’ – hvorfor ‘K’ knyttes til ‘ALT’. 28 2.udg. 2013 Model 1.9 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Virkelighed og ‘Gud’ / ’Tro’ / ‘Vantro’ / ‘Ikke-tro’ / ‘Synd’ ‘Tro’ er at dele sin ånd med Guds Ånd – ‘Vantro’ er at nægte at dele – ‘Ikke-tro’ gives ikke. “– Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, der er der frihed..!” (2 Kor 3,17), jf. >1.12.8. 1.9.0 Tro og virkelighed – vantro og uvirkelighed pp-26 Mødet mellem virkeligheden og mennesket sker gennem sanserne i det hele menneske, i ‘kødet’, på de fysiske og biologiske vilkår mennesket grundlæggende har fælles med øvrige skabninger. Men mennesket har et særligt forhold til virkeligheden, idet Guds Ånd og menneskets ånd deler et ‘troens rum’, et arts-karakteristikum for mennesket som det troende væsen i vort kosmos. ‘Troens rum’ er identisk med åndens 3-dimensionale ‘rum-tid’, jf. >1.5.2; >1.6.1. ‘Tro’: at dele sin ånd med Skaberens Ånd, er forudsætning for en totalanskuelse af virkeligheden (>1.14). Menneskets ‘særlige forhold’ til virkeligheden kaldes ‘Gud’, en relation som etableres i ‘tro’. ‘Troens rum’, ånden, er det sted hvor kærligheden mellem Gud og mennesket skal udfolde sig. Da kærlighed kun kan udfoldes i frihed (>1.2.2), er netop troens rum (>1.5.2) det eneste skabte mennesket frit kan råde over. – Alt andet må udfoldes på skaberværkets og ‘kødets’ betingelser (>1.3.1). Troens alternativ er ‘vantro’, som det – i mistillid – ikke at ville dele sin ånd med Skaberens Ånd. Med ‘vantroen’ forholder man sig til virkeligheden gennem INTET, gennem sin ‘tomme ånd’ som man så selv udfylder, hvorefter ‘vantroen’ bevæger virkeligheden rundt i mærkelige former, med vilkårlige forestillinger og tilfældigt indhold – og hvor vantroen således opløser virkeligheden i illusioner, >1.10. Vantro kan dog være et ‘ægte alternativ’ til tro, hvis ‘tros-rummet’ forbliver ren INTET-hed, >1.16. ‘Ikke-tro’ gives ikke, eftersom det ‘at tro’ er det mest selvfølgelige og ikke-krævende af alt, >1.9.2. 1.9.1 Troen FØR vantroen / før ’syndefaldet’ 25 pp-25 “Adam og hans kvinde var nøgne – men de skammede sig ikke!” (1 Mos 2,25) Guds Ånd sætter spor: ‘tro’ og ‘glæde’ i mennesket, som afgør dets relationer til skabelses-elementerne. SKABELSES-ELEMENTER INTET ALT godt&ondt RELATIONER Mennesket bekymrer sig ikke om mening og tilintetgørelse MENNESKET DET ‘SYNDFRIE’ MENNESKE ALT er uforeneligt med troen K bt – og t som ska s id v e b ig et er s kaberen Mennesk t tillid til S s fa r a h : ‘tror’ TRO ÅND ånd Takkebøn og lovsang LEGEME&SJÆL GUD e er e 25 L n vels GLÆDE død , e s l e Mennesket: ed, lid .! hårdh rens side. s t e d e b ‘kød og ånd’ d a e k m liv’ fra S øgne u er, givet er en helhed n ‘ t e D n m det er, so (Modellen videreføres >1.10.2; >1.12.8) At lev SKABERVÆRKET e ignels ‘Tros-modellen’ (>1.9.1) er U-STABIL og overgår gennem ‘syndefaldet’ (>1.9.4) til ‘Vantro-modellen’ (>1.9.2; >1.10.2). ‘Troen før vantroen / troen før syndefaldet er således nok så meget tanke-modeller som udfoldet voksent menneskeliv, jf. Modellers syn på ‘naturlig skabelses-kristendom’ som et uægte alternativ, >1.16; >2.1.5.2; >2.2.1. 29 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.9.2 Troens selvfølgelighed og u-selvfølgelighed pp-25 “Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” (Rom 8,16) ‘Troens rum’ fyldes af Skaberen med Kærlighedens Ånd (>1.5.2), hvortil mennesket forholder sig i tro. ‘Barne-tro’ som livets selvfølgelighed (>1.9.1) Gud flytter ved sin Ånd ind i mennesket og virker tro som ‘tillid’. I fast tillid til livet leves trygt uden tanke på Intetheden. Troen præges af glæde og svarer med tak og lovsang. Livet er det selvfølgeligste af alt, – spædbørn tror! >2.1.5.2. GUDS ÅND INDBLÆSES ÅND ånd ‘Guds-tro’ som livets u-selvfølgelighed LEGEME&SJÆL Mennesket er sig skabelsens ‘under’ bevidst og opfatter dette som en velsignelse i sig selv. Men pga. livets hårdhed, lidelsen og døden spørges alligevel efter ‘godt og ondt’ og derfra efter en ‘højere/dybere mening’. Troen rummer tvivl, men svarer dog med (religiøs) Guds-tro. Livet er nu ikke så selvfølgeligt længere. For det skabte menneske som det troende væsen i vort kosmos, gives ‘ikke-tro’ følgelig ikke, eftersom det ‘at tro’ er det mest selvfølgelige og ikke-krævende af alt. ‘Ikke-tro’ er en ‘tros-illusion’, >1.10.1. ‘Abrahams tro’ i GT (1 Mos 15,6) er ikke ‘selvfølgelig’ men ‘u-selvfølgelig’, hvor troen bliver en menneskelig ‘ydelse’ (jf. >2.4.4.3). – I kristendommen er det Gud selv, der giver troen – gratis! ‘Barnetro’, ‘Gudstro’, ‘Ikke-tro’, ‘Lidet-tro’ 26 er ‘ustabile’ trosholdninger, som kan (og vil) ændre sig når som helst, idet såvel mennesket som Gud råder over ‘Troens rum’, >1.5.2; jf. ‘forsyn’ > 2.1.5. Den ‘stabile tro’ er ‘troen på syndernes forladelse’: “Jeg tror – hjælp min vantro..!” (Mark 9,24). 1.9.3 Konflikt i mennesket skaber vantro / ‘Frie vilje’ pp-26 “Kødets lyst står Ånden imod – og Ånden står kødet imod...” (Gal 5,17) Friheden i det kærlighedsforhold til Skaberen som udspiller sig i ånden, ‘troens rum’, er et spørgsmål om ‘viljens frihed’. Mennesket har friheden – men afgiver den til det, som ‘kødet’ begærer i verden. Mennesket har frihed mht. ‘troens rum’, som det eneste forhold hvor det har en ‘fri vilje’. ‘ÅNDEN’ KON FLIKT ‘KØDET’ ÅND ånd LEGEME&SJÆL Men tragedien er, at viljen har bundet sig til ‘kødet’, til det der passer legeme&sjæl, dvs. til andet end Skaberens kærlighed, kærlighedens Ånd. Mennesket har – i frihed – ‘trælbundet sin vilje’! ‘Kødet’ har underlagt sig ydre begæringer, “Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne.” (1 Mos 3,6f) Mennesket åbner en konflikt med Skaberen, hvorefter ‘meningen med det hele’ står til diskussion: vil mennesket dele sin ånd med Skaberens Ånd – eller dele sin ånd med ‘kødets’ begæringer..? Skaberværket – incl. ‘kødet’ – som skulle være ‘kærlighedens fristed’ (>1.3.1), er blevet ‘menneskets skæbne’, hvis/når ‘menneskets ånd’ tager over – og mennesket som ‘kærlighedens genstand’ (>1.5.2) fravælger Gud som ‘kærlighedens ophav’ (>1.9.4). 26 ‘Lidet-troende’ er den, hvis tro er opfyldt af bekymringer og som søger ‘vished’ eller ‘beviser’ på forskellig måde: ‘kreationisme’, ‘intelligent design’, ‘naturens skønhed’, ‘mirakler’, ‘arkæologiske fund’, ‘personlige oplevelser’ ....... 30 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.9.4 Troens rum tømmes af mennesket / ‘Syndefaldet’ pp-26 “Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker – men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.” (Matt 12,31) 27 Mennesket bliver gennem vantroen, mistilliden, opmærksom på det ‘indre rum’ som Guds Ånds bolig: – Gud er ikke nødvendig for at kunne leve som (biologisk) menneske! Kærligheden kan afvises! – Gud kan skiftes ud, så INTET-heden overtager ‘troens rum’, og alt andet kan sættes i stedet! GUDS ÅND UDVISES Gud eller Intet “Hvor Gud ikke er, er Intet!”. (Anselm >1.2.2.n; >2.1.5.1) INTET Guds Ånd udvises – INTET overtager Guds tomme bolig. Menneskeåndens ’hus’ er nu tømt og til fri disposition – mener mennesket – ‘fejet og prydet ...’ (Matt 12.44; >3.s.fast.) INTET INTET er alternativ til Gud, – og INTET: til-intet-gørelse, LEGEME&SJÆL tomhed, meningsløshed sætter sit aftryk i mennesket og på, hvad det måtte udrette herefter (jf. ‘syndens fraktal’ og >1.16). Det skabte INTET (med ‘friheden’) gør ‘vantro’ til et valg, og gør det muligt at skabe egne livsanskuelser. Såvel den selvfølgelige barnetro som den u-selvfølgelige gudstro overtages nu af menneskets vantro, dvs. mistillid til Gud, – i reformatorisk tradition ‘grund-synden’, der fører alle ‘synder’ med sig. 1.9.4.1 Syndens fraktal pp-29 Synden har ‘fraktal’ karakter, som en figur hvis form går igen, når man forstørrer et udsnit af den. Mistilliden til kærlighedens og skabelsens Gud breder sig ud i alt, hvad mennesket foretager sig. Grund-syndens ‘fraktale’ karakter, som fører alle synder med sig. Jf. ‘syndernes forladelse’/‘at være i Kristus’, som også har fraktal karakter>1.12.8.1 Synd er et menneskeligt arts-karakteristikum, knyttet til ånden og ikke til generne. (>1.10.1 box; >2.1.5.3) 1.9.5 Angst for INTET 28 pp-26f “Jeg blev bange, fordi jeg var nøgen, og så gemte jeg mig.” (1 Mos 3,10) nne Me ånd ANGST ske ts Med ‘ånden’ fyldt af INTET, et ‘tomrum’, dukker som det første ANGSTEN op i mennesket, i legeme&sjæl (jf. >1.13.3). LEGEME&SJÆL Angsten for ‘intet’, ‘tomheden’, ‘meningsløsheden’, men også for de mangfoldige og udfordrende ‘muligheder’ i skaberværket. Angst har netop ingen bestemt genstand at rette sig imod. Her står så det ‘afklædte’ menneske tilbage på Herrens mark..! Men mennesket finder hurtigt på noget at udfylde ‘ånden’ med for at bortjage angsten. “Så sagde de: ‘Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn ...’” (1 Mos 11,4) 27 28 Da mennesket ikke er ‘menneske’ uden Guds Ånds bolig, kan netop dette forhold klart nok ikke opgives. Naturvidenskab og sprogfilosofi kan ses afvise begreberne INTET og MENING som ‘meningsløse’, da INTET og MENING jo ikke refererer til noget. – Modeller refererer INTET og MENING (årsag/hensigt) til Kristus-begivenheden, jf. >2.0. 31 2.udg. 2013 Model 1.10 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Mennesket skaber sin egen verden / ‘Mod-historien’ Menneskets dobbelte illusion: at det selv kan meningsbestemme og beherske virkeligheden. “De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen.” (Rom 1,25) 1.10.0 Verden Mennesket vil ikke nøjes med at leve på virkelighedens betingelser, men opfinder sin egen ‘verden’. Af angst for intetheden fylder mennesket sin ‘tømte ånd’ med sine egne forestillinger om livet, forestillinger af materiel, rationel, ideologisk eller religiøs art, af fysiske eller metafysiske dimensioner. Derpå opkaster mennesket sig til herre over denne sin selvskabte verden af godt og ondt, med hvad deraf følger for mennesket og verden; mennesket bliver ‘synder’ i en ‘syndig verden’. Med menneskets synd: at gøre sig til sin egen Gud, begynder ‘kærlighedens mod-historie’. 1.10.1 Skaberværket – som kærlighedens fristed – forvanskes gennem illusioner og forestillinger til at blive ‘VERDEN’, >1.0.0.n; >1.0.1; >1.17; >4.1. Vel at mærke en Verden, som – i modsætning til skaberværket – ikke findes ude i virkeligheden, men som netop en forestilling i menneskets hoved, i ord, i en bog, på computerens harddisk (>1.3.1). I ‘fraktal forlængelse’ (>1.9.4.1) glider forvanskningen over i fordærv af kærlighedens fristed. INTET ‘ILLUSION-INTET’ At kunne overvinde tilintetgørelsen ved selv at skabe noget helt nyt. Menneskets dobbelte synd pp-28 Mennesket (helheden ‘ånd’ og ‘legeme&sjæl’) ‘skaber’ sin egen VERDEN indenfor SKABERVÆRKET ved: ske ts dels at gøre sig til herre over INTET, døden, for dermed at kunne skabe sig selv et liv i evighed (1 Mos 3,22b), VERDEN VÆRK ALT ånd nne SKABER- Me LEGEME&SJÆL ‘ILLUSION-ALT’ At kunne råde over skaberværket ved selv at råde over ‘godt og ondt’ dels at gøre sig til herre over ALT, godt&ondt, liv&død, og styre verden egenmægtigt efter sine egne (guds)forestillinger (1 Mos 3,22a). Mennesket har – i dobbelt forstand – syndet ved at gøre sig til sin egen Gud! Mennesket har vendt Gud ryggen. Men ...... “Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden ...” (1 Mos 3,23) – “Agerjorden” som det sted Gud ikke er: den skabte INTET-hed, uden for Edens have (>1.2.2). De to illusioner er en konsekvens af ‘grund-synden’: Vantroen, mistilliden til Skaberen. Mennesket mener selv at kunne fastsætte en mening med det hele, dvs. at kunne ‘skabe ud af Intet’. Først med mennesket kan tales om et (umuligt) forsøg på en ‘creatio ex nihilo’ >1.2.2.box, jf. >1.3.1. Mennesket mener også selv at kunne beherske virkeligheden, dvs. at kunne beherske Alt af ‘godt og ondt’ (ved at ‘spise af Kundskabens træ’, >1.2.2). At være en ‘Synder’ er således at have underkastet sig de to ‘illusioner’, hvad end man indrømmer det eller ej. ‘Synd’ betyder at ‘ramme ved siden af’, at ‘forfejle målet’, – forfejle livets mening og selve livet, >4.1.4. ‘Arvesynd’ og ‘frihed’ Menneskets eneste ægte og absolutte frihed består i at kunne vælge Gud fra, jf. >1.2.2; >1.9; >1.16. Der er i moderne forstand ikke tale om at synden nedarves, ‘arvesynden’, som man måtte forstå det i den gamle kirke (synd som vedhæftet seksualiseringen ved den ‘kødelige’ formering), men om menneskets vilje knyttet til menneskeåndens frihed, som igen er knyttet til ‘Intetheden’ som skabelsesvilkår for kærlighedens udfoldelse. ‘Kærlighedens mod-historie’ breder sig i verden fordi alle synder, – ikke fordi ‘Adam-Eva’ syndede! (>1.9.4.2) At ‘synde’ er således et menneskeligt arts-karakteristikum, knyttet til ånden og ikke til generne (legeme&sjæl). 32 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.10.2 Vantroen: EFTER ‘syndefaldet’ – men FØR-kristent pp-30 “Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.” (Præd 1,2) Med menneskets afvisning af Guds Ånd og med sin forvanskning af skaberværket, får mennesket et andet forhold til skabelses-elementerne – alting ændrer karakter. Og det er alene menneskets skyld. Mennesket selv har mistet sin uskyld og præges af angst for INTET. Menneskets projicerede illusioner og forestillinger slår tilbage som frygt for virkeligheden. Helve Evig d ød de Store ALT godt&ondt Satan Nihili sme vandd yr Slangen ‘666’ Me ånd (Af)guds-forestillinger Ideologier Ateisme Angst ts else ske Forta b nne INTET 29 Bekymring Klage Håb Underkastelse Vrede AFGUD Menneskets Verden g serin ologi e d I ion kab Relig Onds raf’ ing r e s i er ‘st on jl’ ell e Dæm f ‘ d som e, dø s l e d i l hed, Hård K LEGEME&SJÆL Frygt L Model 1.10.2 er en videreførelse af >1.9.1. og videreføres selv i >1.12.8. Herefter er der ingen vej tilbage til uskylden – ‘Kundskabens træ’ (K) flytter med til menneskets verden, i modsætning til ‘Livets træ’ (L), det umiddelbare Guds-forhold, som nu hviler hos Skaberen indtil ‘slut-skabelsen’ >1.13.8. Lov og underkastelse Mennesket er sig naturligvis bevidst, at noget er galt – at livet i det mindste kunne være bedre og anderledes. I forsøg på at rette op på miseren – eller i hvert fald at beskytte sig selv – har menneskene siden tidernes morgen indrettet sig med regler og love og moral, som flokken og den enkelte måtte underkaste sig. Legitimiteten har som oftest været ‘gud-given’, jf. Hammurapis gudgivne lov i Babel; Moses’ modtagelse af ‘De ti Bud’ (2 Mos 19-20), – nu om dage ‘menneske-givent’ som ‘Frihed’, ‘Demokrati‘, ‘Menneskerettigheder’. For Modeller ses lov og underkastelse som en menneskelig konstruktion, som et nødvendigt onde. Mennesket må endda undre sig over, at det selv er i stand til at lappe på sin egen misere, en undren som forståeligt fremkalder tanken om et guddommeligt/religiøst/metafysisk ophav til loven. Heraf gør mennesket sig nu yderligere den illusion, at det selv kan skabe sig en mening med tilværelsen ved blot at ‘yde’ noget som fx. at holde og dyrke loven som en ‘lov-religion’ eller ‘moral-religion’, hvad enten den er guddommeligt eller humant legitimeret. Eller man underkaster sig blindt sine egne konstruktioner. Nedenfor skitseres en sådan ‘ydelses-religion’: den antikke jødedom (GT), som med indsigt og åbenhed synes at måtte indrømme alligevel ikke at kunne stå distancen, men til syvende og sidst må ty til sin guds, Jahves, nåde, >1.11. – Et historisk senere og kraftigt insisterende forsøg på en ‘ydelses-religion’ er islam, jf. >2.4.4.3. Moderne ‘ydelses-religioner’ ligger ligefor: ‘Livs-stil’ (‘Du har fortjent det!’); ‘Moral-politik’ (de gode vs. de onde). 29 Det ‘vantro’ menneskes reaktion på sin omverden tager dels indre form som ‘angst’ og ‘frygt’, dels ydre form som en række forestillinger som projiceres frem og tilbage på de 4 skabelseselementer (jf. >2.1.6/Det kristne korrektiv) Menneskets ‘frygt’ kan blande sig med et ‘håb’, en (oftest bedragerisk) forventen sig noget positivt. Men netop her sniger der sig falske forestillinger ind gennem oldtidens religionsforvirring, fx. gennem ikke-kristne skrifter som: “Helvedes ildovn åbenbares – og over for den: glædens Paradis” (4 Ezrabog 7,36); “Misdædernes navn skal slettes af livets bog” (1 Enok 108,3). – Den kristne middelalderkirke og islam har ukritisk overtaget sådanne forestillinger. I kristendommens univers hører lignende angst- og frygt-forestillinger slet ikke hjemme, hverken som skræmmemidler eller som realiteter, som det dog desværre stadig opleves i og uden for kirkelige kredse, jf. ‘paradigmer’ >1.13.3. 33 2.udg. 2013 Model 1.11 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Menneskets forsøg på forsoning / GTs ulykkeshistorie Menneskeheden forsøger og håber selv at kunne forsone sig med sin forvrængede virkelighed. “Der skal komme dage, siger Jahve, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus ...” (Jer 31,31) 1.11.0‘Det gammel-testamentlige folks’ forsøg ‘GT-jødedommens’ religions-udfoldelse har søgt at overvinde menneskehedens misforhold til virkeligheden, idet ‘GT-folket’ forstår sig selv som af Guds nåde særligt udvalgt til at forestå denne opgave. Fra ‘udvælgelses-tanken’ er der ikke langt til ‘ydelses-tanken’, hvor man må gøre sig fortjent til at opretholde udvælgelsen. GT udtrykker grundlæggende en ‘ydelses-religion’, hvor mennesket ser sig selv i hovedrollen med ansvar for at opretholde et gudsforhold og velsignelsen i verden (jf. 5 Mos 4,37-40). 1.11.1GTs ‘frelseshistorie’ som ‘ulykkes-historie’ pp-32f Forsøget på at løse konflikten afspejles gennem den antikke jødedoms konstruerede fortælling, GT (>1.0.3), som spænder fra udvælgelsen i Abraham som ‘troens fader’ (>1.6.3; >2.4.2), over Mose-loven med løftet om et land velsignet med Guds bolig, videre til profeternes tilskyndelser af folket og forventninger til Jahve, og med det hele spundet ind i et fiktivt ‘verdenshistoriens’ medspil og modspil. Gud (Jahve) UDVÆLGELSE LOVEN GUDS BOLIG PROFETER LYDIGHED VELSIGNELSE FORVENTNING MOSES TEMPLET MESSIAS SYNDEFALD TRO FORSONING ? ADAM ABRAHAM GT - folket Modeller ser GTs ‘frelseshistorie’ som en ‘ulykkes-historie’, som fejlslagne forsøg på ‘forsoning’ (>4.5). Den tidlige jødedoms frelsesforsøg kuldsejlede, og man måtte sætte sin lid til Jahves nåde. En senere jødedom lever stadig i forventningen om en lykkelig udgang på ulykkeshistorien (Jer 31,31); >1.7.3. 30 GT kender menneskets arts-karakteristikum som ‘Tro’, men ... Den før-historiske ‘skabelse’ af mennesket som ‘ånds-væsen’ (>1.5.2), og dermed skabelsen af et ‘troens rum’ som menneskets arts-karakteristikum (>1.6), kendes i GT som ‘Abrahams tro’, hvor selve troen er vejen til Gud (1 Mos 15,6). Med kristendommen er Kristus-troen vejen til Gud gennem Jesus Kristus’ rige, jf. >3.2.1/ 14.søn.trin. GT afslører selv, at forsøget på selv-frelse eller forsoning (>4.5) ikke lykkedes. – Her 2 ‘skæve’ eksempler: Dronningen af Saba besøger kong Salomo på dennes højdepunkt, hvor han har udsendt ‘dybhavs-skibe’, dvs. har udfordret Skaberen ved selv at ville have magt over ‘det dybe vand’, INTET (>1.10.1), – ‘Salomos syndefald’. Dronningen ville prøve, hvad hans visdom i virkeligheden var værd. Skibene kommer tilbage med en “guldvægt på 666 talenter” (1 Kong 10,14) (>1.13.5), hvorefter folkets (frelses)historie knækker og ender som slaveri i Babylon. ‘Højsangens’ kærlighedspar Salomo og Shulamit længes efter forening, eller forsoning, men det nærmeste de kommer sker omkring sangens midte, hvor en låst port adskiller. Da hun endelig får lukket op, er han borte! (Højs 5,1-8). – Men “Væk ikke kærligheden ... før den selv vil!”, som det fejlslagne forsøg forklares (–2,7; 3,5; 8,4). 1.11.2 Det gamle Testamente som forlæg for Det nye Testamente (jf. >1.0.3; >1.12.10; >10.søn.trin) GT er på godt og ondt det primære litterære forlæg for NTs begrebsverden, og er især interessant ved at rumme en velkendt, overordentlig billedrig ‘skabelses- og urhistorie’, som der stadig kan ‘spilles op mod’. 30 Menneskets fortsatte frelsesforsøg er prædiken-tema fra 1. til 14. søndag i trinitatis, >3.2.1. Kristendom er ikke en videreførelse af ‘GT-folkets frelseshistorie’, men er en ‘kærlighedens frelseshistorie’, jf. >1.13.1. GT støder på en modsigelse og dermed sin begrænsning, som ikke kan overvindes inden for ‘6-dages-skabelsen’, >4.2.5. GTs frelseshistorie bygger på Guds udvælgelse af Abraham (1 Mos 12.1f), en udvælgelse som videreføres med slægten som frelsesbærende (abrahamitisk monoteisme). Men Jesus bryder med Abrahams slægt, som erstattes med en ‘ny familie’, ‘disciplene’ (Mark 3,31-35; 10,29) dvs. med den kristne menighed som frelsesbærende. Jf. ApG 2,37-41; >1.2.1.n. 34 2.udg. 2013 1.11.3 EKSKURS-II: Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Bibelteologiske bemærkninger (jf. Modellers ‘Bibel-syn’, >1.0.3) Fra GTs 6-dages-skabelses sammenhænge overføres billeder og ordbrug til NTs 7.dags-skabelse. 31 6-dages skaberværket / GT ----------------------> 7.dags-skabelsen / NT Fælles skabelses-udtryk På en række centrale punkter omkring ‘skabelse’ anvender GT/LXX og NT fælles gloser eller billeder. ‘Færdig’, fuldende’, ‘fuldbragt’ (LXX og NTs græske glose: telos/teleios). ‘Ikke røre...’ (Joh 20,17) om den endnu ikke-himmelfarne Jesus som nøgle til nadverforståelsen >1.12.4. “Således blev himlen og jorden (...) fuldendt. På den 7.dag var Gud færdig...” 1 Mos 2,1f “Vil du være fuldkommen...så ..” Matt 19,21 “gøre hans vilje og fuldført hans værk” Joh 4,34 “fuldføre den gerning, du har givet ...” Joh 17,4 “Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt” Joh19,28 “(Jesus) sagde: Det er fuldbragt...” Joh 19.30 “..der var mørke over urdybet” 1 Mos 1,2 “Gud sagde...” 1 Mos 1,3 “... og det blev morgen, første dag...” 1.Mos 1,5 “Der faldt mørke over hele jorden .. “ Mark 15,33 “...og Jesus råbte med høj røst...” Mark 15,34 “... tidligt om morgenen den første dag ...” Mark 16,2 “(Kundskabens træ) ikke røre [haptå]...” 1 Mos 3,3 “Rør [haptå ] mig (Jesus) ikke ...endnu...” Joh 20,17 Sabbats-stridigheder “Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.” (Jesus iflg. Mark 2,27f) NTs sabbatsstridigheder mellem Jesus og jøderne handler ikke så meget om, hvorvidt det var mennesker tilladt at arbejde under sabbatten, selv om Jesus udførte påfaldende mange ‘undere’ på netop sabbatter. Men i NT afspejler stridighederne det blasfemiske i, at de kristne hævdede, at Gud i sin søn Jesus Kristus ligefrem selv havde arbejdet med at skabe nyt på sin hviledag, den 7.dag, mellem langfredag og påskesøndag, >1.12.3. Sabbatten: “Gud velsignede den 7. dag og helligede den, for på den dag hvilede han ...” 1 Mos 2,3 Sabbats-budet, det 4.-bud (2 Mos 20,9-11): “...Du må ikke gøre dig noget som helst arbejde... ... på den syvende dag hvilede (Skaberen)” ‘Forbandelsesvandet’, 4 Mos 5,21f - - - - - - - - “Min fader arbejder (på sabbaten), og jeg også”. Joh 5,17 “Menneskesønnen er herre over sabbaten”. Mk 2,28 “... – for det (den første påskelørdag/7.dag) var en stor sabbatsdag – ...” Joh 19,31 Jesus udførte undere på en sabbat – ofte i forbindelse med vand: ‘Manden med den urene ånd’, Mark 1,23-28 ‘Peters svigermor - og mange andre’, Mark 1,.. ‘Helbredelse af spedalsk’, Mark 1, 40-43 ‘Manden med den visne hånd’, Mark 3,1-6 ‘Den syge ved Bethesda dam’, Joh 5,1-18 ‘Den blindfødte’, Joh 9,6-14 ‘Den krumbøjede kvinde’, Luk 13,10-17 ’Manden med vand i kroppen’, Luk 14,1-6 ‘Vand til vin-underet’ skete vel på en sabbat (vinhandelen må have været lukket!), Joh 2. Vand-billeder ‘Dybt vand’ optræder ligeledes ofte på en sabbat som netop Skaberens magt over INTET (jf. ovenfor ‘undere’). Forklaringer på fx. ‘Jesus’ gang på søen’ som ‘is-dækket’, eller andre ‘naturlige’ (bort)forklaringer af underne rammer helt ved siden af en bibelteologisk forståelse inden for et moderne verdensbillede (jf. >1.9.2.n). ‘Urdybet’ / ‘Dybt vand’ = ‘Intetheden’ / ‘666’ ‘...mørke over urdybet...‘ ‘Urdybet’/’Tehom’/‘Tiamat’, 1 Mos 1,1 ‘Syndfloden’, 1 Mos 6–7 Kong Salomos ‘dybhavsskibe’ udfordrede INTET, tjente 666 talenter (1 Kong 10,14), >1.11.1 box. – De store havdyr er ‘skabte’ (1 Mos 1,21) knyttes til kaosmagterne: ‘Urdybet’ er det babyloniske Tiamat-uhyre; jf. dragen Livjatan, Es 27,1. Flodhesten Behemot, Job 49,19. “Forbundet med dødsriget skal ikke bestå”, Es 28,18 31 Jesus herre over urdybet/Intetheden/dødsriget: Jesus gang på ‘søen’ , Mark 6,45ff Peters fiskedræt på ‘dybet’, Luk 5,1 Kristus i dødsriget - et ‘vandbillede’, 1 Pet 3,18ff ‘Tilintetgørelsens vand’ fra Jesus’ stiksår. Joh 19,34 ‘Det store dyr fra havet’, 666, var dødeligt såret . Åb 13,3, jf. >1.13.5. “Han er opstået..!” Mark 16,6 “Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen”, Åb 20,14. NT må ty til kendte ord og tankegange for at forklare sig og henter genbrugs-sten fra GT som en ‘ruin-hob’, jf. Jesus om GTs tempel: “Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned” (Mark 13,2). – Men NT/kristendommen har, som den nye bygning, “Kristus selv som hovedhjørnesten” (Ef 2,20), “den sten, bygmestrene vragede” (Mark 12,10). 35 2.udg. 2013 Model 1.12 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Ny-skabelse: Jesus Kristus’ Rige / Guds død / ‘Jesus’ Den vigtigste begivenhed i menneskets historie siden Gud kastede sin kærlighed på mennesket. “For i (Sønnen) besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.” (Kol 1,19f) 1.12.0Skaberen udvider virkeligheden til også at omfatte alle menneskeskabte forvanskninger Kristendommen introducerer et udvidet univers, hvor der i skaberværket indlejres et nyskabt, virtuelt univers: Jesus Kristus’ Rige, som er åndeligt og materielt forbundet med det foreliggende fysisk-biologiske skaberværk og den af mennesket selvskabte verden og forvanskede Guds-forhold. Jesus Kristus’ Rige er det Guds kærligheds-rige, som med Jesus Kristus bliver til iblandt os. Skaberen af ‘kærlighedens historie’ stifter fred med skaberen af ‘kærlighedens mod-historie’. 1.12.1Kristendommens egen ‘skabelses-beretning’ 32 pp-37f “... korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredie dag opstanden fra de døde,...” (Fra kirkens Apostolske Trosbekendelse, >2.0.3.1) Med kristendommens ‘skabelses-beretning’ præsenteres et nyt, anderledes og unikt gudsforhold end guds-forhold ellers opviser – et religionshistorisk ‘paradigmeskifte’, fx.: >1.7.4; >1.12.9 >1.13.3; >2.4.2. Til 6-dages skaberværket lægger Gud nu en ny skabelsesdag: den 7.dag, Skaberens egen hviledag, sabbaten, dagen mellem langfredag og påskedag, påskelørdag, – ‘7.dags-skabelsen’. 6–DAGES SKABERVÆRKET GUD KRISTUS ALT Me F ånd nne ske ts PÅSKE Udvidet skabelse Opretholdende skabelser 7. DAGS SKABELSEN GUDS-FORHOLDET / SKABERVÆRKET FORVANSKES INTET F LEGEME&SJÆL SKABERGUD SKABERGUD S 33 H-Å INFORMATION SKABERVÆRK S ENERGI JUL VERDEN H-Å PINSE JESUS KRISTUS RIGE Med 7.dags-skabelsen står Skaberen – for kærlighedens skyld – nu også selv, og med sig selv, inde for menneskets mistillid i Guds-forholdet og for menneskets forvanskning af kærlighedens fristed. Skaberen tager nu ansvaret for ‘det hele’ (>1.3.1; >1.12.8; >2.2.6) – uden at tage ansvaret fra mennesket! (>2.2.7) 32 I kristendommens univers betyder ‘fred’ primært: ‘fred med Gud’, ‘Guds-freden’, og ikke nødvendigvis ‘fred mellem mennesker’, som det som oftest (mis)forstås. – Jf. “... fred til at stride vor strid med mod, ...“ (Hostrup 1884, dds 129,3) 33 Udtrykket ‘7.dags-skabelsen’ synes at være en sproglig-teologisk nydannelse, jf. >1.12.3. 36 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.12.2Skabelsen af Jesus Kristus’ Rige som menneskets fristed i verden pp-39 “...men er Kristus ikke oprejst, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.” (1 Kor 15,14 ao) ‘7.dags-skabelsen’ forløber igennem 2 trin (A, B) som ved ‘6-dages skabelsen’ (>1.2; >1.3). A. Faderens skabelse af et nyt grundlag – men da ALT(!) i forvejen var skabt, måtte Gud træde til og selv udgøre et helt nyt ‘råstof’: Jesus Kristus’ opstandelses-legeme, til at skabe Jesus Kristus’ Rige af. Som ved 6-dages-skabelsen skabes samtidig INTET: Den tomme grav, – med en særlig status (!). Kristendommen hviler på rygtet om Jesus’ oprejsning/opstandelse og hans tomme grav, 1 Kor 15. B. Sønnens og Helligåndens skabelse af et virtuelt Rige ud af Jesus Kristus’ konkrete legeme og blod, ‘råstoffet’, som det fra Jesus’ tomme grav, ‘Intetheden’, rækkes til og forkyndes for mennesker, (>2.1.2). “(Jesus sagde:) Dette er mit legeme ... Dette er mit blod ...” (Mark 14,22-24) “[Helligånden] skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” (Joh 16,14) A. Jesus’ opstandelse og ‘den tomme grav’ “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34) Med Jesus’ korsfæstelse følger død og INTET, det eneste sted, hvor Gud ikke er (>1.2.2; >3/langfredag). GUD A “Det er fuldbragt!” (Joh 19,30). Jesus Kristus’ sidste ord. Skabelses-udtryk fra 1 Mos 2,1f (LXX), jf. >1.11.3. Opstandne Kors fæstede “...korsfæstet, død og begravet, ...” (Trosbek.) – Gud dør..! (Gud indtager graven og neutraliserer Intetheden/døden, – jf. >1.12.11/’Guds død’ og >3.1.2/påskedag samt >3.1.3/’Guds gravtaler’ mellem påske og pinse.) JESUS KRISTUS K-træ PÅSKE “Han er opstået!” (Mark 16,6). Gud skaber et nyt RÅSTOF, ‘opstandelses-legemet’, hvoraf Jesus Kristus’ rige skabes. B F “Jeg (Jesus) er det sande vintræ...” (Joh 15,1) Kundskabens træ’ (‘K’) omplantes i Verden, nu virtuelt som ‘Vintræet’ = Jesus Kristus, ‘kælighedens levende Gud’. Jesus Kristus – det ‘sande vintræ’ – erstatter ‘kundskabens falske træ’, som der herefter må spises af! (>1.8.1; >1.12.4) SKABERGUD S H-Å B. Nadveren er råstof for skabelsen af Jesus Kristus’ Rige JUL PINSE Skabelse af Jesus Kristus’ Rige KRISTENDOMMENS UNIVERS Vintræet “Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som nu har givet os sit legeme og blod..” (Fra kirkens nadver-ritual) Gennem begivenheds-forløbet ‘jul – påske – pinse’ skabes Jesus Kristus’ Rige i verden, jf.>3/Kirkeåret: Gud blev menneske (JUL), for selv at lade sig gøre til INTET og derpå til fysisk grundlag for den videre skabelse (PÅSKE), hvorefter en åndelig skabelse sker anden gang (PINSE). Med nadveren gives ‘Troens rum’ konkret indhold (>1.12.7). Med skabelsen af Jesus Kristus’ Rige åbner ‘Kristendommens univers’ sig (>1.0.1), hvor skaberværket nu bliver fristed – ikke blot for kærligheden (>1.3.1) – men også fristed for mennesket. (>1.12.8; >4.1.3). ‘Spændingen’ mellem ‘Alt’ og ‘Intet’ (>1.3.1) ophæves, hvorefter ‘Tiden’ får karakter af ‘Evig tid’. 1.12.3 Den 7.dag “Jesus sagde ...: ‘Jeg er den levende sandheds vej; ingen kommer til Faderen uden ved mig’...” (Joh 14,6; læst ‘retorisk’) ‘Den 7.dag’, Hviledagen/Sabbat kommer til at spille en fundamental ny rolle som dagen, hvor Skaberen skabte nyt for at gennemføre sit kærlighedsprojekt. Som Skaberen gav kærligheden fristed som ‘skaberværk’ (>1.3.1) og ‘ånd’(>1.5.2), giver Kristus-troen nu mennesket direkte adgang til Guds kærlighedsrige og dermed et fristed for mennesket i det forvanskede skaberværk, ‘verden’ (>1.10.2). 37 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 7.dagen, ‘påske-sabbatten’, var således alt andet end en ‘hviledag’ for Skaberen i Jesus Kristus! ‘Sabbat-hviledagen’ (fredag aften til lørdag aften) opstår som den kristne ‘7. skabelsesdag’ og markerer en grundlæggende forskel til jødedom (og islam), som kun kender en 6-dages skabelse og hvor man efter Moseloven selv holder ‘helligdag/hviledag’ den 7.dag (5 Mos 5,12-15), jf. >1.11.3. De kristne menigheder indførte hurtigt dagen efter sabbat: søndagen, ‘den første dag i ugen’ – Jesus Kristus’ opstandelsesdag – som gudstjenestedag og ny hviledag (jf. ApG 20,7). Søndag som ‘ugens første dag’ blev officielt indført år 321 og internationalt ændret 1973 til ‘ugens sidste dag’. 1.12.4Nadverens indstiftelse og aktivering / Vintræet / ‘syndernes forladelse’ Nadveren indstiftes skærtorsdag af Jesus over for disciplene, men – da dens effekt (jf. >2.1.2) forudsætter Jesus’ korsfæstelse og opstandelse – aktiveres nadveren først efter Jesus’ opstandelse. Johs.-evangeliet (omhandler kun indirekte nadveren, Joh kap.6) henlægger således aktiveringen af nadveren til påskedags møde mellem den opstandne Jesus og Maria Magdalene med Jesus’ ord “Rør mig ikke – for jeg er endnu ikke steget op til Faderen.” (Joh 20,17 ao). Ordvalget ‘ikke røre!’ henviser til slangens møde med Eva under ‘kundskabens træ’, ALT (>1.8.1) – det ‘falske vintræ’ (den himmelfarne) Jesus Kristus erstatter som den nadver/’sande vintræ’ (>1.12.8) vi med Jesus Kristus’ Riges skabelse på jord da godt må røre ved som udtryk for ‘syndernes forladelse’. 34 Lukas aktiverer nadveren med ‘Emmaus-fortællingen’ (24,13-35) – i samme position som Joh-evg. Pinsedag spotter nogle de kristnes nadver: “De har drukket sig fulde i sød [nadver]vin.” (ApG 2,13) 1.12.5 Tidens midte pp-42 “Jesus sagde: Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.” (Åb 22,13) 7.dags-skabelsen fandt sted da ‘tiden var inde’ (Mark 1,15), i tidens ‘midte’ hvorfra tiden endnu regnes. KRISTUS JESUS ALT Kristendom har centrum i Jesus Kristus som – part i 6-dages-skabelsen >1.3. ALT + .... KRISTUS KRISTUS 1.12.6 Virtuel skabelse af Guds Rige i verden – forestår 7.dags-skabelsen >1.12. – fuldbyrder ‘slut-skabelsen’ >1.13. Jesus Kristus ‘vender historien’, jf. >4.4. pp-42 “Guds Rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds Rige er inden i/midt iblandt jer.” (Luk 17,21; oversættes på begge måder – dvs. ‘overalt’) 7.dags-skabelsen udvider virkeligheden, idet Guds evige kærlighedsrige allerede nu bliver det syndige menneske til del som et virtuelt Jesus Kristus’ Rige – omend mennesket fortsat lever i Verden >1.0.1. Guds kærlighedsrige bryder nu med 7.dags-skabelsen igennem ‘virtuelt’ som menneskets frisættelse for troen. – “Din tro har frisat dig.” (Luk 17,19 ao) Guds Rige er med Kristus’ 1.komme ‘allerede’ virtuelt til stede i Verden, omend ‘endnu ikke’ med evidens, som det sker med 2.komme. 35 GUDS EVIGE KÆRLIGHEDS RIGE endnu ikke Kristus’ ––––––––> 1.komme GUDS RIGE Kristus’ <––––––– 2.komme allerede (nu) VERDEN Med Kristus’ 1.komme ‘i kødet’ (Jesus) skabes et Guds Rige i Verden og mennesket frisættes. >1.12.8. Med Kristus’ 2.komme ‘i herlighed’ sætter Guds Rige sig igennem i helt andre dimensioner, >1.13.6. 34 35 Samme glose ‘røre’ (gr.: ‘haptå’, LXX og NT) benyttes ved mødet mellem slangen/Eva (1 Mos 3,3) og Jesus/Maria. Det ‘virtuelle’ er foregrebet af Luk som ‘det, der er virksomt, men ikke er til stede som fysisk genstand’ (>2.0.5.3). Jf. “Vidunderligst af alt på jord er Jesu Kristi rige, ... // Usynligt vel som sjæl og sind det nemt dog er at kende,...”, dds 319,1.2. 38 2.udg. 2013 1.12.7 Jesus Kristus’ Riges dimensioner Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-45;-115 I ‘rum-tids-dimensionen’ >1.6.1 udfylder Jesus Kristus de 3 planer til et virtuelt rum: Jesus Kristus’ Rige, ‘menings-rummet’, som rummer Guds evige kærlighed, og hvori det ‘syndige’ menneske nu kan indtræde som nyskabt, fuldt frisat til blot at være menneske uden frygt for ALT og angst for INTET, >1.0.1. Jesus Kristus’ Riges tre skabelses-planer Jesus Kristus som menneske (E-t, F-t) >3.1.1 som menneske E-t Jesus Kristus som Guds Søn Jesus Kristus som Gud stus s Kri Jesu som Gud Menneskets frihedsrum (E-t, F-t, S-t) >3.2 I Jesus Kristus’ Rige lever mennesket i fysisk tid (F-t) under evighedens synsvinkel (E-t), som ved Jesus F-t som Guds Søn S-t >3.1.2 >3.1.3 Mennesket i Jesus Kristus’ Rige (E-t, F-t) (E-t, S-t) (S-t, F-t) (E-t, S-t) Kristus er åbenbaret i skabelsestiden (S-t). >1.6.3; >4.3. (S-t, F-t) Evigheden er således fuldt og helt til stede i rum-tiden. Dimensions-modellen danner disposition og scenerum for model-3, Tros-lære-modellen/Kirkeåret, >3.0.2. 1.12.8 At leve frisat / fri / frelst i Kristus-troen / syndernes forladelse pp-43 “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig ...” (Gal 2,20) Med påske-skabelsen og i det kristne håb, indtræder en ny bevidsthed: ‘At være (frisat) i Kristus’. Forudsætningen er Kristus-troen: ‘Jesus Kristus som kærlighedens levende Gud’ – hvorved konflikten mellem Gud og mennesket én gang for alle er bilagt fra Guds side, så glæde nu kan erstatte angst og frygt, idet Intet-hedens trussel er neutraliseret med Gud i den ‘tomme grav’ >1.12.11. Hvor Jesus Kristus’ Ånd tager bolig i mennesket – i dåb, nadver og tro – dér overtager Kristus det hele syndige menneske i dets mistillid til Skaberen, og frisætter mennesket i troen på Guds kærlighed. SKABELSES-ELEMENTER Kærlighedens ‘døde Gud’ neutraliserer truslen fra INTET GUD Kristus’ opstandelseslegeme Forsage ls Glæde en af Djæ velen Fadervor / Bøn nels ig Vels Lovsang ’ e Kæ Be nde det o hed, Hård Kærlighed ed rligh pe kæm Vintræet Håb LEGEME&SJÆL død else, lid ‘Vintræet’ (Kristus) erstatter ‘Kundskabens træ’ >1.12.4. “(Jesus:) Jeg er det sande vintræ” (Joh 15.1) (Modellen er en videreførelse af >1.9.1 og >1.10.2) ‘Evangeliet’ (‘det glædelige budskab’) om ‘Syndernes forladelse’: tus Dåb Gud medlever og medlider Skaberen Tro Nadver Ånd Tro, håb og kærlighed i Kristus Verden med Jesus Kristus’ Rige DET FRIE MENNESKE jf. 2 Kor 3,17; >1.9.1. Kris ALT godt&ondt KRISTEN-MENNESKET RELATIONER (jf. >2.1.5.3) At kunne udfolde livet i glæde og frihed gennem troen på Jesus Kristus, som den der giver kærligheden sin bestemmelse og håbet sit perspektiv. Jf. >2.1.8; >3.1.2/Påskesøndag; >1.0.1 box. 2.udg. 2013 39 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Tro – Håb – Kærlighed – Glæde “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (1 Kor 13,13) Kristen tro er måden at se den dybeste virkelighed på: at Gud vil kærligheden og at dette overhovedet er grunden til at ‘der er noget – og ikke bare ingenting’, at virkeligheden ikke er meningsløs eller tilintetgørende. Kristen tro er således også at forholde sig til et indhold, et sagforhold. (Ikke kun som ‘stemnings-tro’, >3.2.1). Kristen tro er også at forholde sig til sin omverden, som fx. de indledende spørgsmål >0.2. Hvorimod det ‘blot at tro’ indtræffer, når mennesket står med sin ‘tomme ånd’ og lader dette ‘troens rum’ fylde med et eller andet eller med hvad som helst efter forgodtbefindelse. Jf. >1.9; >1.10; >1.16. Kristent håb er en vedvarende holdning over for fremtiden, som opfyldes med Kristus’ 1.komme, men som fortsat består som et perspektiv frem mod Kristus’ 2.komme, >1.12.6; >1.13.6; >3.2.3. Kristen kærlighed er paradoksalt udtrykt i Jesus Kristus’ lidelse og død, hvori Gud med sin kærlighed er kommet mennesket definitivt i møde og hvori Guds kærlighed rækkes til alle på trods af alt! >1.1.2; >1.13.7. Kærligheden retter sig efterfølgende dels tilbage mod Gud, dels mod Næsten – ven, uven og fjende uanset ‘forkærlighed’ eller ‘had’; selv fjender må elskes omend fortsat som ‘fjender’. (>1.1.3.3 box 2; >2.2.7 box; >3.2.2). “Kærligheden er størst” fordi den ikke ophører i sin opfyldelse (men ophører hvis den ikke opfyldes), til forskel fra ‘troen’ og ‘håbet’, som dog ophører i deres opfyldelse. – ‘Tro på evigt liv’ betyder ‘tro på den evige kærlighed’..! Kristen glæde angår livet her og nu som kristen i og uden for menigheden, samt glæden knyttet til forventningen om Guds evige kærlighedsriges endelige komme til forløsning af skabningen. >1.13; >3.2.3; >4.5.5. 1.12.8.1 Syndernes forladelses ‘dobbelte fraktal’ “(Jesus:) Jeg er vintræet – I er grenene” (Joh 15.5) pp-29 ‘Syndernes forladelse’ eller ‘frisættelsen’ har ‘fraktal’ karakter, dvs. som en figur hvis form går igen når man forstørrer et udsnit af den (ligesom ‘syndens fraktal’ >1.9.4.1). At “jeg ikke mere lever selv, men (at) Kristus lever i mig” (Gal 2,20; >1.12.8) betyder nu, at alt, hvad jeg foretager mig, for Gud er ‘godt’ som på skabelsens 6.dag, hvor “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1 Mos 1,31). Dette gælder i udvidet forstand også efter 7.dags-skabelsen. – En gren og frugt på Kristus-træet må herefter per definition være ‘god’, uanset hvor dårlig den ellers måtte forekomme os! – “Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, .......” (Matt 7,17) Frisættelsens fraktal bliver som ‘syndernes forladelse’ en dobbelt-fraktal: både ‘synd’ og ‘forladelse’. Syndernes forladelses-fraktal Syndens fraktal ‘Frisættelsens fraktal’ er identisk med ‘syndens (!) fraktal’, dvs. at mennesket beholder sin status som ‘synder’, men hvor synden nu overgås af syndernes forladelse, idet Skaberen med Jesus Kristus’ Rige påtager sig det fulde ansvar for synderen (jf. >1.12.1), – uden at tage ansvaret fra synderen! *) jf. >2.2.6. Med ‘syndernes forladelse’ skabes et nyt fristed: ‘Kristendommens univers’, hvor ikke blot kærligheden har sit fristed (i skaberværket, >1.3.1), men hvor – først nu – også mennesket får sit fristed! (>1.12.2). Magtkampen i mennesket Mennesket har som ‘synder’ bundet sig til sin Verden, dvs. påført sig selv en magt knyttet til ‘kødet’, men med konsekvenser for ‘ånden’ (>1.9.3), eftersom mennesket er en helhed (>1.5.2). – Omvendt er mennesket med ‘syndernes forladelse’ frisat fra syndens magt, gennem en tilført magt: ‘at være i Kristus’, knyttet til menneskeånden, også med konsekvenser – ansvar – for ‘kødet’, da mennesket er en helhed. (‘tilført magt’, jf. >4.2.4; >4.2.5.) *) ‘Ansvaret for /- fra’, jf. ‘Husbondansvar’ (D.L. 3-19-2), hvor husbond hæfter ‘for’, men ansatte stadig er ansvarlig. 40 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.12.9 Konfrontationen – ‘forsoningen’ – i Jesus Kristus / Kristendommen skabes pp-38 “Man sætter ellers den gode vin frem først, ..... Du har gemt den gode vin til nu!” (Joh 2,10) Hvorfor gjorde Skaberen ikke arbejdet helt færdigt i første omgang på de 6 dage, men holdt fri på den 7.dag? JESUS KRISTUS Jo: Gud vil kærligheden – men kærligheden forudsætter friheden – kærligheden kan ikke påtvinges – der må være et alternativ – et muligt valg af et ‘nej!’ til Guds kærlighed. Friheden og nej’et gives med det skabte INTET, negationen. Kærligheden som dynamisk skabelses-historie støder sammen med den ligeledes dynamiske mod-historie, når mennesket bruger sin frihed til at sige ‘nej’ til Guds kærlighed. Kærlighedens historie og mod-historie konfronteres i Jesus Kristus’ korsfæstelse, død og opstandelse under udsendelse af energi, Helligånd, hvoraf Jesus Kristus’ Rige opstår. Mennesket sagde definitivt ‘nej’ til Guds kærlighed da det dræbte Guds Søn, den inkarnerede kærlighed..! Men Gud fastholdt sin kærlighed..! (>4.4). Gud ‘forsonede sig’ med sig selv i Jesus Kristus (>4.5). Da ‘timen var kommet’ (jf. Joh 2,4) lod Gud kærlighedens historie og mod-historie konfrontere i Jesus Kristus, hvorefter åndens og troens rum udfyldes af Guds kærligheds Ånd – tro det eller ej! (>1.6.1). Kristendommens Univers blev grundlagt, nu hvor mennesket definitivt kender Gud (jf. >1.0.1). Svar: Gud havde gemt den 7.dag for, om nødvendigt, at kunne redde sit kærlighedsprojekt! (>1.1.2) 1.12.10 Den jordisk-historiske Jesus fra Nazareth 36 pp-62ff “... Kan noget godt komme fra Nazareth?” (Joh 1,46) Om den ‘jordiske Jesus’, eller ‘historiske Jesus’, antager Modeller de eneste sikre data at være Jesus’ korsfæstelse og død o. år 30, hvor endda de omtalte ‘30 år’ (Luk 3,23) er GTs litterære heltealder og sandsynligvis en konstruktion (>1.0.3). Jesus’ aktive virke må anses for kortvarigt, 1–3 år (>1.7.3.1). Uden for kristne skrifter findes enkelte (neutrale) omtaler af en Jesus fra Nazareth eller ‘Krestus’. Så godt som hele NT fortoner sig uhjælpeligt bag evangeliernes forkyndende fortællinger og NTs øvrige litteratur, som til gengæld er historiske kilder til tidlige opfattelser og virkninger (år 50 til 150 e.Kr.) af Jesus’ fremtræden: den kristne menigheds møde med Gud selv som ‘den omvandrende kærlighed’..! (>2) En sikker historisk viden om Jesus er i øvrigt ikke nødvendig, og ville under ingen omstændigheder være tilstrækkelig for den kristne forkyndelse. Modeller fastholder det historisk enkeltstående ved personen Jesus fra Nazareth som den, der én gang for alle har givet mennesker adgang til Gud gennem et personligt forhold, ‘kærligheden’ (>1.1.2). Evangelie-genren (jf. >2.0.2/Evangelie-modeller) HIMMEL JORD HISTORISK-GEOGRAFISK pp-62f Først med evangelisten Markus (o. år 70) indsættes de ældste menigheders og Paulus’ vertikale Kristusforkyndelse (år 35-55) i en historisk-geografisk ramme gennem en til formålet udviklet evangelie-konstruktion på grundlag af Jesus-traditioner. Evangelie-genren henlægger det vertikale drama – mellem himmel og jord, Guds Kærlighedsånd og menneskets ånd, – til et drama som udspilles på den horisontale scene, hvor Jesus fra Nazareth havde bevæget sig: Galilæa og omegn samt Jerusalem. Johs-evangeliet har bevaret mest af den vertikale dimension. Med >3/Kirkeåret tilbageføres det horisontale til det vertikale. 36 ‘Den sejrende Kristus’ (Christus Victor) er udtryk for den såkaldt klassiske forsoningsmodel. Modeller ser dog ikke Jesus’ lidelse og død som et ‘(forsonings)offer’ fra hverken Guds eller menneskets side, men som et drama – det helt store drama – som måtte stås igennem, hvis kærligheden skulle sætte sig igennem over for det alt-tilintetgørende INTET, >4.5.5. Mennesket søger dog utrætteligt – og forgæves på sine egne betingelser – stadig at forsone (sig med) Gud (>1.11; >2.4). 2.udg. 2013 41 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Indtryk og erindringer fra Jesus’ tid er flydt videre som de første menigheders overbevisning om, bekendelse til og forkyndelse af den korsfæstede, døde og opstandne Jesus som Guds Søn og forstået/fortolket inden for rammerne af først og fremmest den antikke jødedoms forventninger og GTs fortællinger, for derpå at blive modelleret til ‘Jesus Kristus-modeller’ – modeller, som giver mening til selve Jesus-historien (jf. eksempel >2.0.1). De følgende evangelister ‘overskriver’ Markus i lidt anderledes og udvidede konstruktioner, først Matthæus og senest Lukas, som også kender sider af Matthæus. Johannes-evangeliet er en noget anderledes fortælling, men opbygges over samme læst (>2.0.2). Lukas har hverken mødt Paulus eller evangelisten Johannes, men har kendt til deres tanker. Der er således ikke tale om, at den ‘historiske Jesus’ er bevidnet gennem hele 4 ‘reportager’, endsige som evangelisternes øjenvidneberetninger, – evangelierne er ‘historie-fortælle-konstruktioner’. Autentiske Jesus-ord knyttet til autentiske situationer må alt i alt anses for usikre – om de overhovedet findes i evangelierne. Selv ‘korsordene’ kan næppe være hørt udtalt af den kvælningsdøende Jesus. Det tør dog formodes, at Jesus’ Guds-tro var som barnets fortrolige forhold til sine forældre, udtrykt i ordet ‘far’/’abba’ (Mark 14,36), et ‘barne-forhold’ menigheden overtog (Gal 4,6; Matt 6,9). Ligeledes at ‘nadversituationen’ og ‘nadver-ordene’ (1 Kor 11,23ff; Mark 14,22ff) samt dele af ‘Fadervor’ har noget for sig, jf. >2.1.2. Jesus talte og læste sandsynligvis aramaisk/hebraisk, men næppe det græske sprog som NT er affattet i. Jesus fra Nazareth efterlod sig ikke selv skriftlige kilder, men forbindes især med en række fortalte ‘lignelser’, som søges rekonstrueret i de enkelte evangeliers forskellige lignelsesfortællinger. Selv en så markant Jesus-lignelse som ‘Den barmhjertige samaritaner’ (Luk 10,23-37), er af tvivlsom historisk oprindelse (jf. >1.0.3 box 2), hvilket ikke gør lignelsen mindre betydningsfuld, men helt kan ændre dens pointe (jf. >3.2.1/13.søn.trin.; >4.4/Den kopernikanske vending). Evangelie-fortællingerne huskes i kraft af sig selv, og markerer sig i forkyndelsen, jf. hele model-3. NT’s 4 evangelier koncentrerer forkyndelsen af Jesus’ aktive virksomhed til tiden mellem hans dåb og opstandelse, jf. > 2.0.2; i den ‘gammelkirkelige’ tekstrækkes forløb mellem fastelavn og påske, jf. >3.1.2. Jesus synes på et tidligere tidspunkt at have haft forbindelse til en ‘døber-bevægelse’ ved en vis Johannes. De fire evangeliers overleveringer om en Jesus’ (voksen)dåb rummer alle et brud mellem ‘omvendelsens vand-dåb’ og ‘kristendommens ånds-dåb’, dvs. er mere forkyndelse end historie. Paulus’ breve som de ældste kilder gengiver (endda på græsk) kun ét Jesus-ord, ‘Nadverordene’ (1 Kor 11,24-26; år 54) og oplyser ellers intet konkret om Jesus’ herkomst og liv, men koncentrerer sig om Jesus’ død og opstandelse og hvad heraf følger. De tidligste, kendte tekster omkring Kristus-troen, ‘Kristus-hymnerne’ er fra perioden mellem Jesus Kristus’ død og Paulus’ breve, dvs. fra midt i 30-erne til midt i 50-erne. Kristus-hymnerne er formuleret af ‘ur-menigheden’/’urkirken’ (før Paulus), og optræder som fragmenter rundt om i især Paulus’ breve, tydeligst i Fil 2,6-11 (jf. >2.0.1); Kol 1,15-20; 1 Tim 3,16. Der er således ikke tale om, at Paulus skulle have ‘opfundet’ kristendommen. Næppe heller har en senere magtfuld kirke fordrejet NTs Jesus-historie’ til en totalt forvansket udgave. Oldkirkens teologer har dog fornuftigvis udluget en hel del opfattelser og skrifter som ‘vildskud’. NTs (og GTs) øvrige historiske og geografiske ‘data’ er underordnede for Modellers anliggende, omend ikke for den historiske udvikling af kirkens kristendomsundervisning og forkyndelses-former, jf. >1.0.3. Modellers nærmest a-historiske opfattelse af ‘den historiske Jesus’ er blot en konsekvens af de sidste hundrede års diskussion, hvorefter enhver tids forestillinger om en historisk Jesus snarere må ses som kilder til enhver eftertids egne opfattelser af Jesus’ liv; Jesus Kristus kan ikke omklamres historisk. 42 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.12.11 EKSKURS III: Gud i ALT og INTET / ‘Guds død’ 1.12.11.0 Gud i kristendommens univers Kan en éngangs-begivenhed som Jesus Kristus’ død og opstandelse – og den ‘tomme grav’ – betyde, at det til-INTET-gørende, døden, truslen mod Guds kærlighed, også én gang for alle er sat ud af spillet? 37 I Jesus Kristus’ Riges tid (mellem opstandelse og genkomst) er Gud overalt, også i den Intethed – eller ‘tomme grav’/døden – som Gud oprindelig skabte som ‘det sted, hvor Gud ikke er’! (>1.2.2n). Med Gud overalt i kristendommens univers, kan meningsløsheden og det onde ikke længere true ‘meningen med det hele’: kærligheden – om man tør tro ordet om opstandelsen og den tomme grav. 1.12.11.1 Den tre-enige-Guds ‘positioner’ i kristendommens univers (‘Grundstruktur’ >2.1.5) pp-40 <– GUDS SØN I HIMLEN, “opfaret til himmels, siddende ved [på] Gud Faders, den almægtiges [æresplads] hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” (>2.0.3.1) GUD KOSMOS MENNESKE <– GUD HELLIGÅND I MENNESKET OG I SKABERVÆRKET/KOSMOS, hvor Gud er nærværende – omend ikke manifest i alt, men altid nærværende i ordet, troen, dåben, nadveren, bønnen og menigheden (>1.7.1; >1.8; >2.1.5.1). GUD <– GUD FADER I INTET-HEDEN, den Intethed som Gud Fader selv har skabt som det sted hvor Gud (ellers) ikke er. (>1.2.2) Den Tre-enige-Gud er med Kristus- Gud (Fader) overtager pladsen i den ‘tomme grav’ efter begivenheden til stede i Alt og Intet. Jesus Kristus, den døde og opstandne Guds Søn. (Jf. ‘Forsyn/skabelse’ >2.1.5.1) Påskens pointe: At Kærlighedens Gud som Fader, Søn, og Helligånd herefter er overalt og til alle tider! 1.12.11.2 Guds vej til Intet – og opholdet tiden ud i den tomme grav – går gennem døden Der er kun en vej til Intetheden og den går gennem døden, den vej Guds Søn måtte gå i den første påske. Men Guds døde Søn opstod fra de døde og indtog ærespladsen ved Gud Faders trone, mens Gud Fader selv overtog pladsen i den ‘tomme grav’, for der – gennem sin tilstedeværelse og magt over INTET – i en eftertid at neutralisere det til-Intet-gørendes absolutte trussel mod Guds kærlighedsprojekt (>1.12.9) Mennesket kan dog fortsat sige ‘nej’ til Guds kærlighed, da Intetheden stadig er en mulighed (>1.9.4), idet INTET i forhold til skaberværk og ‘legeme&sjæl’ (endnu) ikke er elimineret, >1.13.5; >1.15. Gud døde for at frelse sin kærlighed! – hvilket netop ikke betyder, at Gud er ude af historien, >1.13. Jf. Guds ‘gravtaler’ som ‘6 dages- og 7.dags-Skaberen’ i perioden påske til pinse, >3.1.3. ‘Positions-modellen’ placerer den opstandne og himmelfarne Guds Søn på ærespladsen ved ‘Faderens højre hånd’ (jf. Apostolske Trosbekendelse, >2.0.3.1; >ApG 7,56), forstået som ‘...ved højre side af Guds nu tomme trone’. I ‘Fadervor’ tiltales Gud (af den endnu jordiske Jesus) som ‘Fader i himlene’ (Matt 6,9). Åb-bogen lader med skabelses-historiens afslutning Gud genindtage tronen (20,11) og tage de døde med sig og tømme dødsriget (20,13), hvorefter dette (‘dødsriget’/‘havet’/Intet/den tomme grav) annihileres definitivt (21,1). Til Fadervors ‘... (ud)fri os fra det onde’ (>2.1.3 / 7.bøn) føjes yderligere mening, når den almægtige Gud nu selv udfylder det skabte INTET som negationen og det ondes forudsætning. Herefter kan tales om ‘det gode ved det onde’, hvorefter det skabte INTET (og dermed det onde) er en forudsætning for Guds kærligheds udfoldelse i mennesket som det ‘absolutte gode’, – omend det onde stadigvæk er og gør ondt, jf. >2.2.6. Modellers ‘positioner’ er en konsekvens af modellen ‘det skabte Intet, som det sted hvor Gud ikke er’, (>1.2.2.n), hvor selve ‘Intetheden’ som teologisk genstand ikke i old- og middelalderkirken synes at have spillet nogen større rolle (‘creatio ex nihilo’ først dogme i 1215) omend metaforisk som ‘tomhed, dybe vand...’ (>1.0.3 box2; >1.11.3). Old- og middelalderens modeller/verdensbilleder fremstod vel tilfredsstillende frem til skolastikken o. år 1100. 37 Jf. G.E.Lessings (d.1781) udsagn, ‘at fortidige begivenheder ikke kan gøre krav på at være nutidigt forpligtende’. 43 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.13 Slut-skabelse: Kærlighedens evigheds-perspektiv I kristendommens univers udfolder ‘livet i tid’ og ‘livet i evighed’ sig i et gensidigt perspektiv. “Jesus Kristus’ åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske ...” (Johannes’ Åbenbaring, kap.1, v.1; fra o.år 90) 1.13.0Guds kærlighed i et virtual reality-perspektiv Guds hensigt med al skabelse er kærlighedens udfoldelse i tid og evighed. Denne ‘kærlighedens historie’ og dens ‘mod-historie’ udformes i Modeller som ‘kristendom som verdensbillede og menneskesyn’. Kristendommens univers udvider sig i retning af Guds evige kærlighedssrige, hvortil vejen dog spærres af INTET, den absolutte meningsløshed. Da mennesket ikke selv kan overvinde det meningsløse, må det sætte sit håb til at Skaberen selv redder kærligheden igennem over for det ALT til-INTET-gørende, >4.2.5. ‘Slut-skabelsen’ (>1.13) må forstås som en virtual reality-model omkring håbet om kærlighedens endegyldige sejr, som det især forkyndes som virtuel virkelighed i Johannes’ Åbenbaring kap. 12-22. ‘Virtual reality’ er en model-form, en virtuel virkelighed, hvor begivenheder kan anskues naturtro og håndteres sprogligt og være virksomme uden at være fysisk til stede, jf. >1.5.2; >1.6.1 >2.0.5.3n. Slut-skabelsens virtual reality er integreret i kristendommens verdensbillede og menneskesyn. 38 1.13.1Kærlighedens bevarelse gennem endnu en ‘skabelses-historie’ (>1.2; >1.3; >1.5.2; >1.12) “Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb ved Jesus Kristus’ opstandelse fra de døde, til en ... uvisnelig arv gemt i himlene ... til at åbenbares i den sidste tid: ... jeres sjæles frelse.” (1 Pet 1,3-5.9; jf. kirkens dåbs- og begravelsesritual) ‘Frelse’ er frihed til at leve af og med Guds kærlighed i kristendommens univers i et evigheds-perspektiv. pp-51 Guds evige kærlighedsrige SKABER-GUD 6-dages skaberværket Sammenføjning Adskillelse KRISTENDOMMENS UNIVERS v/ Jesus Kristus v/ mennesket Jesus Kristus’ Verden Rige i Verden MENNESKE Kristus-begivenhed-2 >1.3 Kristus-1 >1.12 Kristus-3 >1.13 ‘Kærlighedens frelses-historie’ er en lang række af skabelses-begivenheder: >1.2.2; >1.3.1; >1.5.2; >1.12.2; >1.13 39 Skabelses-historiens perspektiv er at redde kærlighedens udfoldelse fra at gå til grunde i Intetheden. 40 Hertil skabes nu endnu et fristed (‘Guds evige kærlighedsrige’, >1.0.1; >1.13.8) og en genstand (‘det opstandne menneske’, >1.13.4) for kærlighedens evige udfoldelse (>1.13.9). 38 Det kristne univers består fortsat af én virkelighed, som foruden den ‘biologiske 1.død’ (som en del af skaberværket), også rummer den ‘evige 2.død’ som en trussel mod den evige kærlighed. Åbenbaringsbogen kan således tale om en ‘2.død’, som også rammer den ‘1.død’ (Åb 20,14), – hvorved den 1.død ophæves..! dvs. ‘Kødets opstandelse’ >1.13.4. Men den 2.død er fortsat en trussel, hvis ikke også den, meningsløshedens INTET, ‘Havet’, overvindes, selv annihileres (“Og havet findes ikke mere.”Åb 21,1), >1.13.5. – Vejen er banet til Guds evige kærlighedsrige. 39 Den traditionelle opfattelse af ‘frelseshistorien’ opfatter kristendommens/NTs ‘frelsesforløb’ som et spørgsmål om menneskets (og ikke kærlighedens) ‘frelses-historie’, dvs. udfylder modellens midterfelt med GTs frelses-historie >1.11.1. 40 Jf. figur 1.13.1, hører de kendte bryllups-ord: “Hvad Gud har sammenføjet må mennesket ikke adskille!” (Mark 10,9 ao), egentlig ikke hjemme i en ægteskabs/skilsmisse sammenhæng, som det normalt opfattes. Modeller ser derimod v. 9 som Guds og menneskets sammenføjede kærlighed – selve meningen med det hele – som det ville være fatalt af adskille. 44 2.udg. 2013 1.13.2‘De tre Kristus-begivenheder’ Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-48 “Han som er, og som var, og som kommer.” (Åb 1,8) Kristus markeres i ‘skabelses-historiens’ forløb tre gange, men er altid nærværende som Helligånd, >1.8. Med den sidste Kristus-begivenhed ved ‘slut-skabelsen’ og ‘de sidste tider’ (K-3), overgår ‘tid’ fra at være virtuel ‘rum–tid’ (jf. >1.6) til alene at være Guds tid (E-t): “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5). 41 Kristendommens univers’ og de 3 Kristus-tids-begivenheder (jf. Åb 1,8) E-t K-1: Tidens midte: Kristus’ komme i kødet >1.12 (‘er’) “Ordet blev kød ...” (Joh 1,14) K-2: Tidens begyndelse: Kristus/information > 1.2 (‘var’) K-3 K-1 “I begyndelsen var Ordet.” (Joh 1,1) K-3: Tidens ende: Kristus’ komme i herlighed. (‘kommer’) “Ja, jeg (Kristus) kommer snart” (Åb 22,20) K-2 F-t Med ‘slut-skabelsen’ lukkes ‘rum-tiden’ (F-t), og ved tidens ende afsluttes ‘rum&(rum-tid)’ (S-t). S-t ‘Tiden’ videreføres som ‘evig tid’ (E-t) i Guds Rige, >1.13.8. Modellen anvendes som gudstjeneste-model i >2.0.5 1.13.3 Frelse og fortabelse i ‘tiden’ pp-27 “Den, der tror på Sønnen, har [allerede] evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet [her og nu], men Guds vrede bliver over ham.” (Joh 3,36 – [tolket] ) Frelsen i tiden er, at mennesket i troen på Kristus lever i verden frimodigt eller fortvivlet, i glæde og sorg, og ikke lader sig fortabe i en eller anden form for angst, som om man var under ‘Guds vrede’ (*) – – angst som: ‘Værensmæssig angst for skæbne & død’ ‘Moralsk angst for skyld & fortabelse’ ‘Åndelig angst for tomhed & meningsløshed’ (Antikkens paradigme) (Middelalderens paradigme) (Modernitetens paradigme, jf. >4.1) Enhver tidsalder præges således af et dybtgående paradigme med langtidsvirkning i kulturbevidstheden: VÆRENSMÆSSIG ANGST ANTIKKEN MORALSK ANGST MIDDELALDEREN ÅNDELIG ANGST MODERNITETEN Igennem kristendommens historie tegner sig tre langbølgede (og et antal kortbølgede) successive og delvis overlappende paradigmer, hvorefter det moderne menneske kan føle sig fortabt ikke blot i åndelig angst, men delvis også i moralsk angst og i nogen grad også i værensmæssig angst. (*) ‘Guds vrede’ ? Hvor Bibelen taler om ‘Guds vrede’, taler Modeller om det vantro menneske i kløerne på den ‘skabte rå virkelighed’ som et ‘korrektiv’ (>2.1.6) for den, som ikke kender meningen med INTETs og den TOMME GRAVs skabelse. I almen-religiøse sammenhænge vil den rå og barske virkelighed således kunne opfattes som ‘Guds vrede’. Tager forkyndelsen/teologien udgangspunkt i ‘Guds vilje til skabe’ eller i ‘Guds lyst til skabe’, følger tanken om ‘Guds vrede’ og ‘forsoning’ (>4.5), når Guds vilje/lyst møder modstand, – modsat ‘Gud vil kærligheden’, jf. >1.1.2. ‘Guds-Kærligheden’ vredes ikke, men kan indigneres, ‘bedrøves’, jf. ‘Syndfloden’ (1 Mos 6,6), jf. >1.13.10. 41 Kosmos vil fortsat udvide sig hvorved rum og tid ophæves og stof ‘dør ud’ – og kun efterlader diffus energi, jf. >1.6.4. I en analog tankegang vil ‘Kærlighedens Ånd’ (jf. Helligånden som energi, >1.1.3.3) føres videre: ‘Se, jeg gør alting nyt!’ 45 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1.13.4Slut-skabelsens ‘opstandne menneske’ / ‘Kødets opstandelse’ pp-53 “For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.” (1 Kor 15,22) ‘Kødet’ er dødeligt, men det, der gør os til mennesker: ‘ånden’, er – som Guds Ånds bolig – ikke-dødelig (>1.5.2). Mennesker, levende som døde, beror i ‘ånden’ hos Gud – overgivet til Guds dom, til: Den ikkedødelige ånd – ALT, den 1.(biologiske) død, Adams død, (‘det dødelige kød’), eller – INTET, den 2. (evige død), (‘den ikke-dødelige ånd’), eller – til ‘evig kærlighed’ med Kærlighedens Gud (‘det levende håb’). Åbenbaringsbogens model ’Kødets opstandelse’: ‘Det dødelige kød’ Det døde menneske frigøres fra den ‘1.død’ (Åb 20,13) idet den ‘1.død’ ophæves gennem den ‘2.død’ (Åb 20,14) inden skaberværket annihileres (Åb 21,1), og ‘det opstandne menneske’ slut-skabes omkring ‘Ånden/ ‘Det opstandne menneske’ ånden’ (‘Guds bolig’, Åb 21,3-5), jf. >1.5.2; >1.13.0.n. “... Af jorden skal du igen opstå!” (fra det kristne begravelsesritual). ‘Kødets opstandelse’ betyder ikke, at livet er stærkere end døden, men at kærligheden er stærkere, hvorfor ‘troen på en form for liv efter døden’ burde hedde ‘troen på et Kærligheds-liv efter døden’! 1.13.4.1 Dommen over mennesket pp-54 “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, ...” (Joh 3,19) Først på ‘dommedag’ kan mennesket tage ansvaret for sit liv – dvs. ansvaret for af have ‘trælbundet sin frie vilje til kødet’ (jf. >1.9.3) – og lade sig dømme som ‘synder’. (Jf. >1.12.1; >2.1.3/Fadervors 5.bøn) Thi kendes for ret: ‘Intet menneske slipper for sluttelig at blive optaget i ‘kærlighedens historie’..!’ Ethvert menneske bliver som ‘Det opstandne menneske’ personligt involveret på dommens dag, – men genkender sin dommer som sin skaber og frisætter, Jesus Kristus..! (jf. >3.1.3/2.pinsedag box). Dommedagen er således en begivenhed, der ses frem til som det kristne levende håbs opfyldelse. “Ej mer du gruer for dommedag, / du ved, din dommer har ført din sag / og fra sig selv den vundet; ...” (Grundtvig 1837, dds 274,4) 1.13.5 Dommen over fortabelses- og fordærvsmagterne med disses ‘annihilering’ pp-55 “Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft” (1 Kor 15,24) Kristus’ 2.komme fremstilles af NT som en virtual reality-scene, hvor Gud i en ‘slut-skabelse’ håndterer ‘skabelses-elementerne’ og ‘det opstandne menneske’ på en overordentlig dramatisk og naturtro måde, jf. 1 Kor 3,11-15; Mark 13; Åb 12-13; 19-21. 42 Det, der truer kærligheden mellem Gud og mennesket (>1.3.1), fjernes gennem ‘omvendte’ skabelser. ALT godt&ondt K VERDEN “krig i himlen – Satan – forfører – styrtes til jorden – ” (Åb 12) ‘ALT af godt & ondt’ (>1.2.2) gøres til INTET, også Satan >1.10.2. “Den første himmel og den første jord forsvandt” (Åb 21) Skaberværket og K gøres til INTET. Det ‘opstandne menneske’ samt ‘vintræet’ (Kristus) flyttes til ‘Guds bolig’ (Åb 21), >1.12.8. “et dyr steg op af havet – dødeligt såret – dets tal var 666” (Åb 13) INTET fik sit ‘banesår’ af Kristus allerede >påskelørdag, jf. >1.12.2. INTET “... dødsriget blev styrtet i ildsøen... Havet findes ikke mere” (Åb 20-21) INTET (‘Antikrist’) annihileres selv som trussel mod kærligheden! “... / så af det hele, som Gud har skabt, / går kun fortabelsens æt fortabt!” (Grundtvig 1837; dds 291,6) 42 Bibelens scener ligger i høj grad til grund for vor tids apokalyptiske ‘fantasy’ og ‘science fiction’ bøger og film. 46 2.udg. 2013 1.13.6 Slut-skabelsen: Fra tro til evidens Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-52f, (-42) “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (Paulus i 1 Kor 13,12) Guds kærlighedsrige bryder nu igennem i GUDS KÆRLIGHEDS RIGE evidens med Kristus’ 2.komme. Lige før..! ‘Evidens’ betyder ophævelse af ethvert menneskes ‘nej’ til Gud, nu hvor INTET er Guds Rige annihileret (>1.2.2; >1.13.5). allerede Paulus ser dette billedligt som en ‘renselse’ i mennesket: Kristus’ <––––––– 2.komme VERDEN “...men (mennesket) selv bliver frelst, dog som gennem ild.” (1 Kor 3,15) Nærmere kommer Modeller ikke dette perspektiv. Den frisættende tro knyttes til Kristus’ 1.komme, hvorimod Kristus’ 2.komme – som en følge af Guds kærlighed – sker med frisættende evidens og derfor uden tro; ingen kan være i tvivl længere! >1.9.1. Med INTET-hedens annihilering (>1.13.5) bortfalder således den ‘ægte alternative valgmulighed’ (>1.2.2; >1.16) og dermed friheden til at sige ‘nej' til kærligheden i Guds evige kærlighedsrige (>1.13.8). Endelig kan mennesket ‘tilgive’ også det ‘utilgivelige’, – i denne situation kan mennesket ikke andet! – Jf. Fadervors (eskatologiske) 5.bøn: “...som også vi [omsider] har tilgivet ...” (>2.1.3) Det kristne ‘levende håb’ sigter på, at Kristus snart måtte komme åbenbaret i ‘evidens’ og ‘herlighed’. 1.13.7Indgangen til Guds evige kærlighedsrige som ‘prædestineret’ “Og således skete det, at alle kom frelst i land.” (ApG 27,44). – Jf. >1.13.10.box; >5.søn.trin. Alle mennesker – uden undtagelse – får indgang til Skaberens evige kærlighedsrige. Intet menneske kan gennem sin vantro og sit liv og levned undgå Guds kærlighedsgerning i Jesus Kristus, >3.2/si.søn.ki.år. 43 Modellers konklusion: ‘.. alle ..’ ligger indfoldet i forudsætningen, at “Gud vil kærligheden!” >1.1.2. 1.13.7.1 Grænsetilfælde: Frisættelse/frelse overfor tilintetgørelse/fortabelse pp-125 “Men så fór Satan i Judas ..., hvordan han kunne forråde Jesus” (Luk 22,3f, jf. Joh 13,2) Såvel Satan som Judas er nødvendige og aktive figurer i kærlighedshistoriens (lykkelige!) afslutning, uden hvem Jesus ikke var død under disse omstændigheder, ikke var ‘nedfaret til dødsriget’ (INTET) og ikke var opstået som ‘råstof’ for skabelsen af ‘Jesus Kristus’ Rige’, – uden dem, ingen kristendom! FRELSE Judas hører til i Skaberværket som menneske og ses som grænsetilfælde for frelsen. FORTABELSE Satan hører til i ‘ALT af godt&ondt’, ‘fortabelsens æt’ og ses som grænsetilfælde for fortabelsen. I modsætning til den herskende opfattelse af Judas som ‘total-fortabt-synder’, ser Modeller Judas’ frelse som udtryk for det maximale mål af håb og ‘syndernes forladelse’, – ‘så kan vi alle være med..!’ 44 43 Et synspunkt fra o.år 250 om frelsens totalitet gennem ‘alles og altings paradisiske genoprettelse, hvorefter intet går fortabt’, blev senere afvist af kirken og aldrig anerkendt som tros-lære, (jf. ApG 3,21; Lk 3,6; ApG 27,44/>1.13.10 box). Modellers ‘frelse’ omfatter alle mennesker pga. Ånden/ånden (>1.5.2), men ikke det åndløse skaberværk (>1.4). 44 Et dristigt alterbillede: ‘Judaskysset’, med Kristus, Judas, Satan og Gud Fader, kan netop ses som forkyndelse af Judas’ tilgivelse på dommedagen, – Gud Fader stod bag det hele forløb! (Arne Haugen Sørensen, 1999. Bederslev kirke, Nordfyn) Billed-prædiken side 141; pp-125 47 2.udg. 2013 1.13.8 Guds evige kærlighedsrige Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-57 Slut-skabelse: “... og (Kristus) overgiver Riget til Gud Fader.” (1 Kor 15,24) “Og jeg så en ny himmel og en ny jord ... nu er Guds bolig hos menneskene ... og Gud vil selv være hos dem” (Åb 21) “I midten ... står Livets Træ...” (Åb 22) – jf. >1.10.2 Om Guds Evighedsrige ved vi, at det er af en kvalitet som det Gud Helligånds ‘kærligheds rige’ vi allerede kender med Jesus Kristus’ første komme, og som Guds Søn nu overgiver til Gud Fader. Med INTET-hedens ‘bortskabelse’ er nu også menneskets synd fjernet sammen med enhver trussel mod kærlighedens beståen. MENNESKET GUD Modeller gør sig ingen yderligere forestillinger om ‘Kristendommens Univers’ i dets evigheds-dimension, hvor enhver reel og virtuel forestilling må ophøre sammen med ophøret af (rum & (rum-tid)), >1.15; >4.3. 1.13.9 Kærlighedens frelses-historie “...én sand Gud fra evighed og til evighed.” (Fra kirkens gamle lovprisning efter menighedens bøn) Guds kærligheds historie slutter – hvor den begyndte og undervejs har været indlejret (>1.12.5) – med mennesket og Kristus i Guds evighedsrige, efter i tidens løb at have været konfronteret med kærlighedens mod-historie fra menneskets side. Kærligheden kom således frelst igennem til sit evige fristed og med sin genstand (>1.1.3), hvilket også var ‘meningen med det hele’ (>0.2) eftersom ‘Gud ville kærligheden’ (>1.1.2; jf. >4.2.5; >4.5). Kristendommen afslører hvem og hvad Gud er: Kærlighedens evige ophav, og afslører hvem og hvad mennesket er: Mod-kærlighedens ophav, men evigt elsket. – Kristendommens ‘menneskesyn’. Såvidt kristendom som verdensbillede og menneskesyn eller kærlighedens og virkelighedens historie fra de tre begyndelsesgrunde (>1.1) over skabelse (>1.2-1.11), ny-skabelse (>1.12) og til slut-skabelse (>1.13). Med model-2 følger konsekvenserne for dem, der tør lade livet bestemme af denne virkelighed. ––––––––––––––––––––––––––––––––––– 1.13.10 EKSKURS-IV: ‘MOD-historiens’ problemer: Frelse eller fortabelse, eller hvad ..? pp-54 Mennesket har med sin afvisning af Guds kærlighed skaffet sig selv sit helt store problem på halsen: Vil tilværelsen lykkes for mig? Hvorledes undgår jeg livets tomhed? Er der en mening med mig? .... Mennesket bilder sig – i grænseløs selvoptagethed – ind, at alt drejer sig om mennesket! Jf. >4.4. Guds problem (!), derimod, er ‘kærlighedens historie’, hvor spørgsmålet lyder: Vil kærligheden lykkes? Hvad hvis kærligheden bliver afvist? Kan kærligheden overhovedet have et reelt alternativ? .... For Gud drejer alt sig om at frelse kærligheden! – om kærlighedsforholdet til mennesket. Hvor det for Gud drejer sig om at sikre kærligheden et fristed og at sikre kærligheden en genstand, drejer det sig for mennesket om at sikre sig selv – men over for hvad? Over for Gud, eller over for Intet, eller ...? Kærlighedens historie rummer kun ét alternativ (>1.16); mod-historien rummer kun alternativer. Eftersom alle mennesker har del i såvel kærlighedens historie som mod-historie, rejser sig også her menneskets selvskabte spørgsmål: Menneskets frelse eller fortabelse? Eller hvad? Spørgsmålet har plaget kristenheden siden opstandelselsdagen: “Han er opstået ... de var bange!” (Mark 16,6.8), og med dommen om den ‘dobbelte udgang’: “Og de (‘bukkene’) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige (‘fårene’) til evigt liv.! (Matt 25,46, jf. >3,sidste søndag i kirkeåret). Modeller præsenterer et uægte alternativ A; et moderne løsningsforsøg B; Modellers løsningsforslag C: 48 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn A. Et uægte alternativ: Enten frelse eller fortabelse (‘dobbelte udgang på kærlighedshistorien’) Guds vrede Fortabelse t’ lle ke ‘S ‘B u k k e n e’ ‘F å r e n e’ Frelse Guds kærlighed Modellen præger ikke mindst middelalderkirken under indflydelse af antikkens himmel-helvede-modeller. Modellen optræder stadig Bibel-fundamentalistisk. ‘Verdensdommen’ med bukkene og fårene opfattes som en ‘dobbelt udgang’, hvor ‘skellet’ allerede sættes i livet mellem tro/vantro, god/ond, (Matt 25,31-46), >si.søn.ki.år. Jf. box. Hvor hovedvægten lægges på Guds almagt kan det endda føre til ‘forudbestemthed’ til enten frelse eller fortabelse. Hvad er størst: Guds kærlighed eller Guds vrede? B. Moderne løsningsforsøg: Håb, men ikke tros-vished om ‘frelse’ endsige om ‘alles frelse’ Modellen ses med stigende hyppighed op mod vor tid: ‘Guds vrede forsvinder ikke helt – man kan kun håbe!’ Fortabelse Guds vrede Som et moderne, ‘kirkeligt korrekt’ synspunkt: ‘Over for Guds suveræne vilje gives ikke tros-vished!’. ? Omvendt kan Bibelsk inspirerede sekter tværtimod mene, at kun få frelses (144.000, Åb 7,4) og at flertallet går fortabt. Frelse Muligheden for ‘alles fortabelse’ tangeres i Rom 3,23f, havde det ikke været for Guds nåde. – Jf. ‘regnbuen’ (1 Mos 9,11) Guds kærlighed C. Modellers løsningsforslag: pp-54; -125 Kristus-troen frelser i tiden – alle frelses i evighed – kun ALT og INTET fortabes Ingen tros-uvished: “Det er fuldbragt..!” (Joh 19,30) (Jf. ‘tros-visheden’, 1 Joh 5,10.15) Fortabelse Kurvens forløb stopper ved en mindste-enhed, ‘kvant’: – ‘Noa-kvantet’: én overlever – alle andre fortabes..! – ‘Kristus-kvantet’: én dør – alle andre frelses..! Guds indignation Grænseværdi ‘Noa’ ! Guds kærlighed Grænseværdi ‘Kristus’ Frelse Om ‘vrede’ / ‘indignation’, >1.13.3 box. Den Kristus-troende lever frelst i tiden – og frelst i evigheden. Den ikke-Kristus-troende lever fortabt i tiden – og frelst i evigheden. Kun ALT og INTET fortabes for evigt (>1.13.5). Intet menneske slipper for Guds kærlighed, om vi tør tro det eller ej, – det gør i øvrigt ingen forskel! ‘Verdensdommen’ (A) (Matt 25,31(-46) – 26,2 !) er faktisk et korrektiv til opfattelsen om en ‘dobbelt udgang’, dvs. at Jesus Kristus’ lidelse og død ikke skulle række til alle mennesker, jf. prædike-teksten >3.2/Sidste søn.i kirkeåret. Om ‘alles frelse’ – Et sjældent anført eksempel: “... Og således skete det, at alle kom frelst i land!” (ApG 27,44); jf. >1.13.7. Lukas-skrifterne begynder (Luk 2, jf. >juledag) og slutter (ApG 26,32 ff) hos ‘kejseren’ = ‘Gud’. Med Paulus som eneste kristne ombord på et skib stævner menneske(heden) frem mod ‘Rom’ = ‘Det himmelske’. Efter at være strandet på et skær midt i det ‘dybe vand’ (‘Intetheden’, 27,41), reddes alle (mennesker) i ‘land’, jf. Luk 3,6. ApG indledes med ‘Kristus’ himmelfart’ (ApG 1,9ff) og afsluttes med ‘den hellige almindelige kirkes – dvs. alles – himmelfart’ (ApG, kap 27) >2.0.4.1. – ‘Kejseren’ kan i NT optræde som ‘stand-in’ for Gud, >3/nytårsdag box. 49 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 1.14 Totalanskuelse gennem ‘indsigt som følge af tro’ “(Guds plan) ... at sammenfatte alt i Kristus ..” (Ef 1,10). pp-92 Modellers tese “Kristendom er i sig selv og i moderne forstand et verdensbillede med samhørende menneskesyn” (>0.1), udvikles i et samspil mellem tro og indsigt (>1.0.1) som en ‘total-anskuelse af virkeligheden’ gennem rationalet ‘tro på Guds kærlighed med indsigt i hvad heraf følger’ (>1.1.2). Menneskets indsigt i virkelighedens og sine egne sammenhænge sker gennem en dobbelt-bevægelse: Fra ‘skabelses-vilkårene’ (>2.1.5) gennem selverkendelsen som ‘synder’ (>1.10.2) og videre gennem Kristus-troen (>1.12.9) til troen på Guds kærlighed som altings årsag og hensigt (>1.13.8). Derfra (>1.13.8) tilbage gennem frisættelsen i Jesus Kristus’ rige (>1.12.8) og videre gennem ‘syndernes forladelse’ (>1.12.8.1) til ‘kristendommens univers’ (>1.12.8) og dermed med indsigt i virkelighedens og sine egne sammenhænge. MENNESKE GUD >1.13.8 Troens og indsigtens dobbelt-bevægelse JESUS JESUS KRISTUS KRISTUS >1.12.9; >1.12.8 ÅÅND ÅND LEGEME&SJÆL >1.10.2; >1.12.8.1 GUD MENNESKE KOSMOS Kristendom som verdensbillede og menneskesyn INTET >2.1.5; >1.12.8 Fra mennesket (’ånd’) og opad ligger tro – fra Gud og nedad følger indsigt (‘legeme&sjæl’); dvs. ‘tro som forudsætning for indsigt’ (“Credo ut intelligam”, Anselm af Canterbury), jf. >4.2. 50 2.udg. 2013 Model 1.15 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Kærlighedens og virkelighedens historie (Jf. beskrivelse >1.0.0) pp-58 α Tilblivelse/ Skabelse ‘TiiINTETgøres’ – og INTETs ‘bortskabelse’. ‘Vintræet’. ‘Kundskabens træ’. Mennesket VERDEN SKABERVÆRK ENERGI Gud vil kærligheden GUD INFORMATION H-Å S GUD F INTET ALT Kristendom som ‘total-anskuelse’ fra alfa til omega ‘Livets træ’. 22,13 Åb UNIVERS KRISTENDOMMENS JUL LEGEME&SJÆL ånd MENNESKET SOM ‘SKABER’ Tilintetgørelse /Fortabelse 6–DAGES SKABELSEN M FØR-SKABELSE ket s enn es >1.1.0 – >1.1.2 >1.1.3 – >1.8 >1.9 – >1.11 >1.12 >1.13 At ‘Gud vil kærligheden’ åbenbares med ‘Kristus-begivenheden’ efter at kærligheden først var skabt i mennesket og sluttelig fuldendes med Gud hos mennesket. Gud – som kærlighedens ophav og den skabende væren – udvirker og opretholder kærligheden gennem ‘skabelse’ på ‘skabelse’ i et evighedsperspektiv. ω SKABERVÆRK Kærlighedens perspektiv H-Å S GUD F PÅSKE KRISTUS PINSE GUD MENNESKE ALT godt&ondt INTET GUD 7. DAGS SKABELSEN SLUT-SKABELSE Kristendommens univers rummer dramaet om kærlighedens og virkelighedens udfoldelse i spændingen mellem tilblivelse og tilintetgørelse, skabelse og fortabelse, om menneskets afvisning af Guds kærlighed i skaberværket, om menneskets egen ‘verden’ og om menneskets totale afvisning og drab af Guds insisterende kærlighed i Jesus Kristus. Gud vil kærligheden med alle midler – som det fremgår af ‘Jesus Kristus-historien’ – og skaber denne et fristed og en genstand, men må gribe ind midtvejs og selv fuldbyrde kærligheden, for til sidst at gøre ‘alting nyt!’ for at frelse kærligheden fra tilintetgørelsens og meningsløshedens evigheds-perspektiv. 51 2.udg. 2013 Model 1.16 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Ægte og uægte alternativer til kristendommens univers pp-59 Menneskets (personlige) forhold til den rå virkelighed kan reelt og ‘ægte’ gå to veje: GUD som mellembestemmelse eller INTET som mellembestemelse, jf. ‘ægte/uægte veje’ >2.1.5. SAMFUND ENERGI INFORMATION Mennesket KOSMOS Ud af INTET opstår kosmos, verden, mennesket – som af INTET danner sig forestillinger – og lever og dør i ‘lyset’ af INTET - (for)ført til TOMHED ‘Diffus energi’ >1.13.2.n “Alt er tomhed” Præd 1,2 VERDENSBILLEDE OG MENNESKESYN RELIGIØSITET legeme og sjæl AFGUD IDEOLOGI NIHILISME ALT MULIGT ånd ALT Guds evige kærlighed er dog til for alle – også for den, der måtte dyrke ægte eller uægte alternativer. INTET UDGANGSPUNKT FYSISK-BIOLOGISK PROCES AUTONOME MENNESKE INTET MENINGS-DANNELSE YDELSER ! INTET PERSPEKTIV I kraft af det friheds-betingende INTET (>1.2.2) har mennesket frihed til at vælge det ægte alternativ: Absolut nihilisme. ‘Absolut nihilisme’ stiller end ikke filosofiens og religionens grundspørgsmål: ‘Hvorfor er der noget - og ikke bare ingenting?’, ligesom den afviser forestillinger om ‘årsag og virkning’ som forudsætninger for alt andet, jf. >0.2; >1.1.2. Nihilismen kan dog relativeres som uægte alternativer, som illusioner (>1.10), dvs. til at opbygge og fortabe sig i sin egen verden under til-intet-gørelsens fortegn og uden perspektiv eller håb, kun bestemt af materielle eller ideologiske forestillinger og ydelser, som mennesket selv bestemmer, men som heller intet rummer, når det kommer til stykket. Såvel det ægte alternativ som uægte alternativer forsvinder sammen med ALTs og INTETs annihilering >1.13.5. Jf. ‘kærlighedens fristed’(>1.3.1); ‘uægte alternativer’(>2.1.5.2; >4.4); ‘religions-typer’(>2.4.4.3); ‘modernitet’(>4.1). 52 2.udg. 2013 Model 1.17 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Guds-tro, Guds-tanke og Kristus-tro “For (Guds) usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har [også af ugudelige] kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. (Rom 1,20). 1.17.0 Modellerne 1.1 til 1.16 bygger på den historiske menigheds Kristus-tro og heraf de tre begyndelsesgrunde, hvorfra modelleres gennem rationalet ‘Guds kærlighed og hvad deraf følger’ (>1.1). Med model-1.17 skitseres en almen Guds-tro og Guds-tanke i forhold til Kristus-troen (jf. Rom 1,20). 45 1.17.1 Guds-tro Antagelsen af en Gud som forudsætning for fænomenerne, – her som skaber af alt, intet, kærlighed. GUD som skaber af ALT! ‘Hvorfor rummer det fornuftige skaberværk så noget ufornuftigt?’ (18.årh.s ‘teodicé-problem’) GUD som skaber af det til-INTET-gørende! ‘Der er 2 guder: Ond og God!’ (2.årh.s kætteri) GUD som KÆRLIGHED! ‘Hvorfor tillader den gode Gud så det onde? (Tidløs menneskelig reaktion i alvorsstunder) Den traditionelle ‘Gudstro-model’ med en ‘Skaber-Gud’ som udgangspunkt er mangetydig, peger i alle retninger og efterlader flere spørgsmål end svar. 46 – Modellen er uden jordisk-historisk forankring. Mennesket kan ikke éntydigt kende Gud i skaberværket; Gud forbliver som ‘skjult’, >1.1.0; >1.8.1. 1.17.2 Guds-tanke Med udgangspunkt i foreliggende fænomener – her scene, genstand, frihed – ‘tilbagesluttes’ til en Gud. Fornuften kunne – blandt utallige muligheder – forsøgsvis spørge: Hvad andet end grundløs Kærlighed kunne tænkes at være fælles forudsætning for Alt og Intet?, – altså en ‘Kærlighedens Gud’ . Kærlighedens udfoldelse kræver en scene og en genstand at rette sig imod. Kærlighedens udfoldelse kræver frihed – dvs. mulighed for afvisning/negation. KÆRLIGHEDENS Gud ‘skaber’ ALT! KÆRLIGHEDENS Gud ‘skaber’ INTET! Denne fænomenologiske ‘Gudstanke-model’ giver en mulig, men ikke-éntydig løsning, hvori mennesket kunne ‘se og kende Guds usynlige væsen’ (>1.0.0, n2) – men også her uden jordisk-historisk forankring. 47 1.17.3 Kristus-troens konkrete jordiske forankring Først gennem det jordisk-historiske som konkret kærlighed i Jesus Kristus kendes Gud i Kristus-troen. Kristendommen knytter definitivt Gud til mennesket Jesus fra Nazareth som Guds åbenbaring, jf. >1.6.2. Guds-tro eller Guds-tanke kan tjene som en forudforståelse af en Gud som er skjult i sine ger- ninger i skaberværket og først lader sig skue igennem Kristus-troen som Kærlighedens Gud (1 Kor 13,12). 1.17.4 Alternativer Såvel Guds-tro som Guds-tanke giver med deres manglende éntydighed plads til både det ‘ægte alternativ’ og til ‘uægte alternativer’ (>1.16). 45 Klassiske ‘gudsbeviser’ må i dag opfattes som en måde at forstå det på, man allerede tror. 48 Teologi-historisk spørges efter en ‘naturlig teologi’, om der gives andre veje til Gud end ‘åbenbaringen i Kristus’? (>1.1.0) 46 Jf. alverdens religioners ‘forklaring’ af tilværelsen; GT kender Gud som både ‘kærlig’, ‘vred’ og ‘hævner’ (Mika 5,14). 47 Svaret: ‘Kærligheden’, lægger en religiøs tydning nær, dvs. knytter sig til ‘kødet’, men ikke til ‘ånden’ (>1.9.2;>2.4.0). 48 Guds eksistens søges bevist empirisk ud fra den skabte verden, eller logisk som ‘den højeste tanke’ (>1.7.2; >4.2.1). 2.udg. 2013 53 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn GUD KOSMOS MENNESKE INTET MODEL 2 UDFOLDELSESMODELLER Historisk kristendom Vignet: Kristendom som ‘Kærlighedens og Virkelighedens Historie’ er en totalanskuelse til at leve og dø på – om man ellers tør..! (Model 2.1.5.1) 54 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn “Da pinsedagen kom ... blev (apostlene) alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige!” (ApG 2,4) 2. UDFOLDELSES-MODELLER Følger for dem, som tør lade liv og død bestemme af ‘Kærlighedens og virkelighedens historie’. “Men denne skat har vi i lerkar ...” (2 Kor 4) Model 2.0 Den kristne menighed Kristendom som ‘verdensbillede og menneskesyn’ formes og udfoldes af den kristne menighed. “... du er Peter, og på den ‘klippe’ vil jeg bygge min kirke... “ (Matt 16,18) 1 2.0.0 Menigheden Evangeliet – det glædelige budskab om Guds evige kærligheds åbenbarelse i verden som ‘Jesus Kristus’ rige’ – begynder sin vandring frem mod verdens ende formet og båret af menigheden, et ‘synderes fællesskab’ af mennesker i Kristus-tro, frisat til at leve livet på godt og ondt, endda på Guds ansvar..! Også menigheden er skabt ved Helligånden – er tilført ‘energi’ – som det fortælles om den første kristne pinse og er fortsat siden med menighedernes forskelligheder fra sted til sted og fra tid til anden. Det er i menigheden, kirken at ‘evangeliet’, det kristne budskab og den kristne troslære opstår, diskuteres, formuleres og udveksles fortløbende på grundlag af Guds åbenbaring i Jesus Kristus. Menighederne opstod og samledes om forskellige former for kristen forkyndelse, gudstjeneste og undervisning i ord, skrift og handlinger. – Den kristne kirke begyndte med apostlenes menighed. Kristendom som historien om Guds kærlighed og menneskets afvisning heraf er således lagt i hænderne på den kristne menighed, som det sted, hvor historien formes i tro, høres til tro, udtrykt i Ordet og gennem dåb og nadver, og hvor menneskelivet derpå udfoldes i ‘tro, håb og kærlighed’ i et synderes glade fællesskab. – Den kristendom udfoldes nedenfor i indre og ydre former til at omfatte virkeligheden.2 2.0.1 Kristus-tros-modellen og Det Nye Testamente pp-62, -63. -64 Traditioner omkring ‘den jordiske Jesus’ (>1.12.10) modelleres til ‘Kristus-modellen’ i opstandelsestroens lys (>1.12.8) og formes i forhold til GT (>1.11) og sider af antikkens forestillinger (>1.13.3). Kristus-modellen i dens varianter med kommentarer, ofte i brevform, udgør skriftsamlingen Det Nye Testamente (NT), hvor debatten om manuskript-udvælgelser strakte sig frem til 4.årh. Den tidligste forkyndelse samledes om en vertikal akse for siden at at blive foldet ud horisontalt. pp-62 Det ældste eksempel på en Kristus-tros-model er en af de tidlige menigheders hymne eller ‘bekendelse’ fra kristendommens første par årtier, som Paulus o. år 54 citerer i Brevet til Filipperne, og som tillige indeholder den vel tidligste menigheds korte ‘Kristus-bekendelse’: “Jesus Kristus er Herre!”. ‘Filipperbrevs-hymnen’, her i tekstkritisk udgave [med Paulus’ ‘kors-teologi’-tilføjelse]: // Kristus Jesus / som havde Guds skikkelse / regnede det ikke for et rov / at være lige med Gud / men gav afkald på det / tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig / og da han var trådt frem som et menneske / ydmygede han sig / og blev lydig indtil døden. // [ – ja, døden på et kors.] // Derfor har Gud højt ophøjet ham / og skænket ham navnet over alle navne / for at i Jesus’ navn / hvert knæ skal bøje sig / i himlen og på jorden og under jorden / og hver tunge bekende: / Jesus Kristus er Herre! / til Gud Faders ære. // Fil 2,6-11 ao. 1 ‘Peter/Petra’ = ‘klippe’ (med et stænk af ironi, jf. Peters gentagne fornægtelse af Jesus, Matt 26,69-75). – Kærlighedens frelseshistorie knyttes netop til et synderes fælleskab af mennesker, kirken (jf. Mark 16,15; Joh 20,21-23). 2 Kristendommens univers udfoldes hverken som religion eller som filosofi, men kan udøves såvel religiøst som intellektuelt. 55 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn En anden hymne fra Paulus’ breve indplacerer Kristus i den universelle skabelses-model >1.3.1. ‘Kolossenserbrevs-hymnen’, her i tekstkritisk udgave [med paulinsk ‘kors-teologi’-tilføjelse]: // (Kristus) er den usynlige Guds billede / al skabnings førstefødte. / I ham blev alting skabt / i himlene og på jorden / det synlige og det usynlige./ ... / Ved ham og til ham er alting skabt. // ··· “Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene.” [ – ved at stifte fred ved hans blod på korset.] Kol 1,15-20 ao. 2.0.2 Evangelie-modeller (jf. >1.0.3/Bibelsyn; >1.12.10/Den jordiske Jesus fra Nazareth) pp-63f De 4 Evangelier er modelleret omkring Kristus-bekendelsen som kristendommens omdrejningspunkt. 3 Forløbet Dåb - Bekendelse - Opstandelse (>3.1.2) er fælles hoveddel for de 4 evangelier og følger Markus som det ældste (>1.12.10), men med forskellige omfang og indhold for indledning og efterskrift. Evangelium INDLEDNING DÅB Markus -- 1,9 8,29 3,13 16,16 28,7 1,32 10,30 3,21 9,20 Matthæus Johannes -------------- ---- Lukas (+ApG) -------------- BEKENDELSE * OPSTANDELSE 16,8 EFTERSKRIFT omkr. år (ingen) --- 70 80-90 20,10 ----- 24,12 -------- 130-40 100 Evangelierne har kendt deres forgængere i en eller anden form og ‘overskriver’ med egne opfattelser. 4 *) Eksempler på Kristus-bekendelsen: “Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarede: ‘Du er Kristus’.” Mark 8,29 “Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Matt 16.16 “Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud. Jesus svarede: ‘(...) Jeg og Faderen er ét.’.” Joh 10,24.30 “Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarede: ‘Guds salvede! [Kristus]’ “ Luk 9,20 Jf. Kristus-bekendelsen et par generationer tidligere (>2.0.1): “Jesus Kristus er Herre!” Fil 2,11 m.fl. 2.0.3 Kirkens standard-modeller (‘tros-og lærebekendelser’) “Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.” pp-65 til -69 (Ældst kendte lære-model, optaget i 1 Kor 8,6, o.år 54) Kirken som ‘menigheder forsamlet i Herren’ (kyrios, heraf ‘kirke’), dvs. i Jesus Kristus’ navn, samler sig inden for det første halve årtusinde om nogle få ‘standard-modeller’, som forholder sig som tros-modeller eller som lære-modeller til selve ‘bekendelsen’ til Jesus Kristus, ‘Kristus-modellen’, som overleveret i NT og i menighederne, >1.12.8; >2.3.4. – Modeller forholder sig især til nedenanførte to standard-modeller. Med den reformatoriske tradition er kirken (modsat den romersk-katolske kirke) tilbageholden med nye standard-modeller og katekismer, bortset fra en række kirkepolitisk betingede 1500-tals-skrifter >2.3.4. Standard-modellerne er historiske ‘modeller’, man kan forholde sig til – også reflekteret og kritisk. Modeller forsøger nedenfor selv at tegne en opgraderet, pragmatisk lære-model, >2.1.8; >3. 3 4 Modellers Kristus-modeller bekender sig til Jesus fra Nazareth som ‘Menneske’, ‘Guds Søn’ og ‘Gud’, jf. >2.1.8; >3.1. Evangelierne er menighedernes forkyndelse på 3./4. hånd. – Netop ‘konstruktioner’ og ikke ‘reportager’. Jf. >1.12.10. Lukas er senest og videreføres i ‘Apostlenes Gerninger’ (ApG) med menighedens ‘fødsel’ i pinsen og første (100) år. Lukas gør sig og læseren klart, at han tager tekster ud af sammenhænge og sætter dem i ny rækkefølge, Luk 1,1-3. Fortællinger (bortset fra Johannes’ Åbenbaring fra o. år 90 ved ukendt forfatter) kunne dog blive for brogede og holdt uden for NT som ‘apokryfer’, der imidlertid ofte blev forlæg for folkelig kirkekunst – og ikke mindst blev grundlag for misforstået eller afsporet kristendom helt op i vor tid. Den angivne rækkefølge og tidsfastsættelse af de fire evangelier er af nyeste dato og diskuteres fortsat i teologien. 56 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.0.3.1 Standard-tros-model: Apostolske trosbekendelse (‘Dåbs-bekendelsen’) pp-65 til -68 Den Apostolske Trosbekendelse, kirkens ældste (udviklet år 200 - 400) er en fælleskirkelig ‘tros-model’. ‘Tros’-modellen bruges liturgisk (primært ved dåb) som henvisning til det kristne trosgrundlag. Vi tror på Gud – Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber. RÅSTOF F GUD S H-Å INFORMATION ENERGI Den Tre-enige Gud: som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. – Fader/Råstof – Søn/Information – Helligånd/Energi Modeller er i sin helhed ‘treenigheds-lære’, jf. >1.1.3; >1.2.1; >1.3.1; >1.5.1; >1.8.1; >1.12.1; >1.15; >2.3.1; >3.0.2.1. – Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, – Helligånden, den hellige, almindelige menighed, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. 2.0.3.2 Standard-lære-model: Læren om Kristus’ to naturer pp-69 Standard-lære-modellen om Kristus’ to naturer: “Kristus som sand Gud og sandt Menneske”. “(Kristus) ... åbenbaret i to naturer uden sammenblanding, og Kristus’ guddommelige natur Kristus’ menneskelige Ikke sammenblande! Vedtaget af øst- og vestkirken i Chalkedon i år 451 som den sidste fælleskirkelige lære-model. natur Kristus’ guddommelige natur Kristus’ menneskelige natur uden forvandling, uopløseligt og uadskilleligt”. Ikke adskille! Læren om “Kristus’ to naturer” kommer til udtryk gennem den ‘nicænsk-konstantinopolitanske lærebekendelse’ af 381/451, jf. dds bagest. ‘To-natur-dogmet’ er interessant, fordi den historiske model omhandler Jesus Kristus’ dobbelte natur som et uanskueligt paradoks, hvor selve dogmet dog indirekte lader sig anskue, jf. Modellers tegning. Modeller selv anskueliggør desuagtet ‘Jesus Kristus’ grafisk (fortsat uden at sammenblande og adskille) gennem dels et par 3-dimensionale modeller (>1.12.7; >3.0.2; >4.3.3), dels som ‘kirkeårets’ plan-model (>3.1.0) og dels som Modellers ‘Kristo-centriske’ verdensbillede (>4.4.4). 5 5 ‘Chalkedon-paradokset’ er set beskrevet gennem den matematiske mængdelæres distinktion mellem ‘uendeligt’ og ‘endeligt’: 1. Det uendelige er negationen af det endelige – men hvis det kun er en negation, da er også det uendelige endeligt! 2. For at overvinde dette paradoks transcenderer det uendelige negationen ved at forene sig selv med det endelige uden at udviske forskellen! Jf. dogmet: ‘Ikke adskille (udviske) og ikke sammenblande (forene) Gud og mennesket i Kristus’. 57 2.udg. 2013 2.0.4 Den kristne kirke/menighed Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 6 “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen..!” (Mark 16,15; fra tilføjet slutning) Den kristne kirke (=’Herre’) er en model opstået i og mellem menighederne, idet kirken ikke er grundlagt af Jesus selv. På traditionerne om Jesus’ kaldelse af de 12 disciple (Mark 1,16f; 2,13f; mfl.) har kirken udviklet sig, som det bla. kommer til udtryk i bekendelsernes 3.artikel om Helligåndens virksomhed. Kriterierne for at blive betragtet som en ‘kristen’ menighed eller kirke blandt andre kristne kirker er normalt tilslutning til bekendelsens treenige Gud samt praktisering af dåb og nadver, jf. dog >2.3.0.n. Med Modellers skabelses- og missions-sigte, søges den traditionelle kirkeopfattelse opgraderet: 2.0.4.1 ‘Den hellige, almindelige kirke/menighed’ = Den latente menighed/kirke pp-68 “Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke” (fra Apostolske Trosbekendelse, >2.0.3.1) Helligånden indsætter ‘skabelsens menneske’, dvs. alle (!) folk på denne jord, som den ‘hellige, almindelige kirke/menighed’ i Verden, uden hensyn til kendskab til Jesus Kristus, til ‘kristen-tro’ eller ej. Alle mennesker er jo grundlæggende et resultat af Guds kærlighed som forholdet mellem Fader og Søn (>1.1.3.1; >1.5.1) og dertil skabt gennem den indblæste Helligånd, kærlighedens ånd (>1.5.2). Det skabte, universelle ‘ånds-fællesskab’ udgør den ‘latente menighed’, forberedt ved Ånden , jf. >2.4.2. Modellers syn på ‘den hellige alm. kirke’ er forskellig fra traditionens, hvor den universelle kirke af Kristus-troende er udsondret fra verden. Modellers ‘latente menighed’ sprænger enhver gruppes/folks hævdelse som ‘særligt udvalgt’ i kraft af noget skabt eller pga. nåde, fortjeneste eller lovlydighed, jf. Modellers forhold til ‘frelses-historien’ i GT som en ulykkelig ‘udvælgelses-/ydelsesreligion’ >1.11; >2.4; >4.2.4. Denne (usynlige) ‘latente menighed’ er Modellers indspil i globaliseringen af menneskeforståelsen som forberedelse for kristen mission. googleearth Mennesket fødes (iflg. Modeller) ind i ‘den hellige, almindelige kirke’ / ‘den latente menighed’, – ‘fødes som skabt i Guds billede’ (jf. 1 Mos 1,27), indblæst ‘troens rum’ >1.5.2; >4.3.2. 7 Menneskeheden er som ‘latent (skjult) menighed’ således ‘potentiel (mulig) kristen’ i mødet med evangeliet, og får under alle omstændigheder indgang i Guds evige kærlighedsrige, >1.13.7; >1.13.10.C; >2.4.2. 2.0.4.2 ‘De helliges samfund’ pp-68 “Vi tror på Helligånden, ... de helliges samfund ...” (fra Apostolske Trosbekendelse, >2.0.3.1) ‘De helliges samfund’ betegner kirken som fællesskab i Jesus Kristus, hvori den Kristus-troende – sammen med kristne før, nu og sidenhen – har andel i Jesus Kristus’ gerning, som den virker ved Helligånden gennem Ordets forkyndelse og i sakramenterne (dåb og nadver), jf. >3.1.2/2.påskedag. 8 ................. 6 ‘Kirken’ optræder her som ‘åndelig’ størrelse, menighed, – jf. den kristne kirke som ‘organisation’ >2.3. 7 Også traditionelt set rummer den ‘almindelige kirke’ en forjættelse om et fremtidigt fællesskab omfattende alle mennesker. 8 Denne opfattelse af ‘de helliges samfund’ kendes fra oldkirken som ‘delagtighed i de hellige ting’. I øvrigt synes de oldkirkelige bevæggrunde for trosbekendelsens formuleringer hen over de første århundreder især at forekomme usikre omkring den ‘blandede’ 3.trosartikel. ‘De helliges samfund’ forekommer således ikke i ‘Nicænum’. 58 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Den kristne menighed, ‘De helliges samfund’ kan føle sig som noget ORDET særligt, omend som et ‘synderes fællesskab’. (‘Synd’ >1.10.1; >2.1.5.3). Den kristne kirke eksisterer således også i kraft af menneskets syndighed, kaldet til at forkynde ‘syndernes forladelse’, >1.12.8. MENIGHED Ved dåben indtrædes i ‘de helliges samfund’ (>2.1.1), hvoraf den NADVER DÅB døbte ikke kan melde sig ud igen (modsat udmeldelse af et kirkesamfund). ‘De helliges samfunds’ opgave er at holde gudstjeneste (>2.0.5) og drive mission, dvs. udbrede evangeliet om Jesus Kristus til ‘den hellige, almindelige kirke’ (iflg. Modeller >2.0.4.1). 2.0.5 Gudstjenestens dimensioner “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” (ApG 2,42) Kronen på ‘menighedens modeller’ er den ‘gudstjeneste-fejrende menighed’, hvor det glædelige budskab om Jesus Kristus’ Rige forkyndes ved Ordet, og etableres gennem dåb, nadver og bøn og hvor Kærlighedens Gud (>1.1.2) bekendes og lovsynges som Den Treenige Gud (>2.0.3.1). Fra ‘gudstjenestens rum’ (‘kirken’ eller ‘Kristus-rummet’) udbredes kristendommens univers i form af forkyndt ‘rum-tid’ ud i verdens ‘rum&tid’. – ‘Kristus-rummet’ er en virtuel virkelighed, >2.0.5.2; >4.3.3. 9 Kirkens gudstjeneste som almindelig ‘religions-udøvelse’ og ‘ritual-udfoldelse’ er en anden sag, som falder uden for Modellers anliggende samlet omkring ‘prædikestol og kirkeskole’, jf. >0.4; >2.4.1. 2.0.5.1 Gudstjenestens rum som ‘Kristus-rum’ pp-70 “Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18,20) Gudstjenesten som ‘rum’ er det sted, hvor de tre Kristus-begivenheder udfoldes af menigheden: “Han som er, og som var og som kommer.” (Åb 1,8), med Kristus som det absolutte centrum, >1.13.2. Kristus-rummets dimensioner E-t Kristus (K-1) er nærværende i menighedens tro i ordet/forkyndelsen, dåben, nadveren og bønnen. >1.12.6. Kristus (K-2) er nærværende til stede som Søn og skabermagt sammen med Fader og Ånd, >1.3.1. K-3 K-1 K-2 F-t Kristus (K-3) er nærværende til stede som den, der giver håbet indhold i et evigheds-perspektiv. >1.13.6 Kristus-rummet opretholdes virtuelt for så vidt menigheden er til stede for Kristus’ nærvær. Jf. >3.1.2 / Påskedag. S-t Med >2.0.5.1 foreligger selve gudstjeneste-rummet, hvorefter der nedenfor fortsættes med de to næste trin i gudstjenestens dimensioner. 9 10 ‘Kirke-rummet’: den reelle bygning, er ikke identisk med det virtuelle ‘Kristus-rum’ eller ‘Guds hus’, men er blot et rum. 10 Kristus’ skabelse af ‘Kristus-rummet’ og menneskets udfoldelse af rummet er emne for model-3/Case-study-kirkeåret. 59 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.0.5.2 Jesus Kristus’ Rige som forkyndt/mytologisk/virtuel ‘rum-tid’ 11 pp-60 I gudstjenesten forkyndes indholdet af Jesus Kristus’ Rige: Evangeliet (>1.12.8; >2.1.8) i ‘rum-tidens’ dimensioner (>1.12.7), den ‘rum-tid’ som oprindelig blev skabt ved menneske-åndens skabelse (>1.5.2). Jesus Kristus’ Riges dimensioner Kristus-begivenhederne K-1, K-2, K-3 forkyndes ind i et virtuelt univers (E-t, S-t, F-t), jf. >1.6.1. Dette virtuelle univers gør det muligt at håndtere tidligere og nutidig forkyndelse sprogligt og E-t T’ ELIE NG ‘EVA F-t naturtro som reelle og samtidige begivenheder, fx. Jesus’ ‘levned’, ‘samtaler’, ‘undere’, ‘syner’, ‘opstandelse’, ... (Jf. S-t som dobbelt-vektor) Selve det tredimensionalt virtuelle rum tegner ‘Jesus Kristus’ Rige’, Evangeliet, som det, der skal bringes ud i Verdens ‘rum&tid’. S-t 2.0.5.3 Jesus Kristus’ Riges ‘rum-tid’ i Skaberværkets/Verdens ‘rum&tid’ pp-60 “De skal se og se, men intet forstå” (Mark 4,12), men “Den, der har ører, skal høre!” (Matt 11,15) 12 Fra ‘gudstjenestens rum’ bringes forkyndelsen af Jesus Kristus’ Rige ud i verdens reelle (ikke-virtuelle) ‘rum&tid’, for dér at etablere kristendommmens forestillingsverden, kristendommens univers. HØJDE (H) Kristendommens univers’ dimensioner. Kristendommens univers omfatter den t) -t,F- (E-t,S LIET’ E G N ‘EVA LÆNGDE (L) BREDDE (B) samlede virkelighed i dens reelle (H,B,L) og virtuelle (E-t,S-t,F-t) dimensioner, alt set under den kristne tros synsvinkel (>1.0.1), dvs. som ét og kun ét forestillingsrum = (rum & (rum-tid)). Jf. >1.6.0; >3.0.2. Jf. appendiks >4.3 / Kristendommens univers’ 6 dimensioner. 2.0.6. EKSKURS-V: ‘Dogmatisk oprustning’..! Den gamle kirke grundlagde standard-modellerne, hvorpå eftertiden har kunnet fastholde en seriøs samtale om kristentro og virkelighed langt op mod vor tid. Men i takt med det moderne blev ‘dogmer’ eller ‘troslære’ bragt i miskredit, afløst af from pietisme, moralitet, eksistenstænkning og ikke mindst af almen religiøsitet, som har inderliggjort kristendommen og neutraliseret ‘dramaet om kærligheden og virkeligheden’. Kristendommen mistede sit centrum: ‘Kristus’. Forkyndelsen handler nu mere om ‘oplevelser’ og ‘sanselighed’. Kirken og naturvidenskaberne synes således i dag at leve i hver sit rum. Og som verden er blevet mindre, har der bredt sig en religionsforvirring, hvori kristenheden har mistet sin identitet. Fri religiøsitet, fremmede religioner og alskens overtro har fået let spil. – Selv kirken står tilbage med et svækket ‘åndeligt immunforsvar’. Modeller er heroverfor et forsøg på oprustning af troslæren gennem en nutidig, markant og konkret udfoldelse af det samlede rationale, som ligger i kristendommen – og samtidig undgå tør ortodoksi og gold rationalisme. Oprustningen skal geninstruere ‘dramaet om kærligheden og virkeligheden’ med Jesus Kristus som centrum, dvs. knytte kristendommens univers til virkeligheden, og virkeligheden til kristendommens univers. Der findes ikke nogen reel ‘trediehed’. – Og så er tiden kommet til et ‘religionskritisk’ opgør indadtil og udadtil. Modeller forstår sig også som ‘dogmatik’, der søger at fastholde kristendommens centrum i nutidig sammenhæng. 11 12 Det virtuelle som ‘det, der er virksomt, men ikke er til stede som fysisk genstand’ (>1.12.6/Luk 17,21) Begrebsforvirring omkring Jesus Kristus-mytologien skyldes ofte forveksling af den virtuelle ‘rum-tid’ med den reelle ‘rum&tid’. – Forkyndelsens sprog i ‘rum-tid’ er kun tilgængelig for ‘ånden’; ‘rum&tid’ kun for ‘kødet’ (legeme&sjæl) >1.5.2. Kristendommens ‘indre -’ og ‘ydre univers’ (>2.1; >2.2) udgør en ‘helhed’ omend ikke en ‘enhed’, jf. mennesket >1.5.2. 60 2.udg. 2013 Model 2.1 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Kristendommens ‘indre’ univers ‘Kristendommens univers’ bliver til med udfoldelsen af Jesus Kristus’ Rige i menneskets ‘verden’. “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” (Joh 1,9) 2.1.0 Livet i Jesus Kristus’ Rige pp-60 “...Vi har kærligheds-asylet fundet.” (‘Gud ske tak og lov...’, dds 751 v.4; B.S. Ingemann 1837) Udfoldelsen af Jesus Kristus’ Rige: dét Guds Rige som med Kristus ‘er allerede – endnu ikke’ i verden, sker i troen skabt af Ordet og Ånden, og bæres af sakramenterne dåb og nadver, hvis materielle form samtidigt fastholder, at kristendom ikke alene er ord og ånd. Den kristnes liv leves i bekendelse, bøn og lovsang, under Guds opretholdende og medlidende omsorg og i kaldet til at deltage i Guds kamp for kærligheden over for det tilintetgørende, i et liv i ‘kristen næstekærlighed’ og i fællesskaber med andre mennesker og andre kristne, levende som døde. Livet som kristen fastholdes således på ‘verdens’ vilkår og forudsætter en indrømmelse af (‘bod’), at mennesket er ‘synder’, uden at der dermed er tale om at kunne eller skulle frelse sig selv. 2.1.1 Den kristne dåb pp-71 “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer .... Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,19) Mennesket får ophold i Jesus Kristus’ Rige (>1.0.1) gennem den kristne dåb, jf. ‘indgang i tro’ (>3.2.1). GUDS ÅND I dåben genindtager Guds Ånd/Kristus’ Ånd blivende sin bolig i menneskets ‘ånd’, for ved troen at være reelt nærværende i Gud genindtager sin bolig permanent mennesket i tid og evighed, jf. >1.9.1; >1.12.8; >4.3.3. Ved dåben indtrædes i ‘De helliges samfund’ >2.0.4.2. Dåb er grundlæggende ‘skabelse’, og er som ‘barne’dåb (ligesom voksendåb) en uforbeholden Guds gave. DÅB LEGEME&SJÆL Konfirmation er ligeledes Guds bekræftelse af dåben. Dåbens vand er Urdybet/Intetheden/graven, hvorfra Gud lader Jesus Kristus’ Rige opstå >1.12.2. I forlængelse af dette drama mister vandet/intetheden/graven/Antikrist ved den kristne dåb sin ‘fortabelses-kraft’, når den Almægtige Guds tre navne: Fader, Søn, Helligånd nævnes over vandet >1.11.3. Dåbsritualets ‘forsagelse af Djævelen’ fastholder den døbte på den rå virkelighed >2.1.6; >2.2. Med Jesus’ dåb (Mark 1,9-11) ved neddykning/opstigning åbnes NTs vand-tema som kulminerer med nedfarten til Intetheden/urdybet og ‘opstandelsen’ herfra (Mark 16,6), jf. >1.11.3; >2.0.2; >3.1.2/Fast. søn. 2.1.2 Den kristne nadver pp-72 “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.” (Joh 6,56) Menneskets liv i Jesus Kristus’ Rige opretholdes gennem den gentagne nadver. GUDS ÅND LEGEME&SJÆL Jesus Kristus’ legeme&blod som ‘råstof’ for skabelsen af Jesus Kristus’ Rige NADVER Med nadveren manifesterer Skaberen sig i verden i menneskets ‘kød’ gennem Jesus Kristus’ reelle nærvær i brød og vin som netop den ‘nærværende Gud’ >1.8.1. Jesus Kristus’ Riges ‘råstof’ (>1.1.3.2) udgøres af den ‘korsfæstede og opstandne Jesus Kristus’ legeme og blod’ som også er ‘nadverens brød og vin’, >1.12.2; >1.12.8. Jf. forskellige ‘nadversyn’ >box; >2.3.2. 61 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Hvor dåben er én-gangs og Guds blivende tilsagn, er nadveren gentagen, hvormed “.vi styrkes og opholdes i en sand tro til det evige liv” (fra nadver-ritualets slutord). Jf., at ligesom man også kun fødes én gang, må man siden jævnligt tage næring til sig for at holde sig i live. Brød og vin udgør mere end et ‘mindemåltid’ (som i reformerte kirke) og forvandles ikke til ‘kød og blod’ (som i romersk-katolske kirke), men (som i evangelisk-lutherske kirke) bevares som ‘brød og vin’, hvori Kristus er til stede. Nadveren rummer et håbets perspektiv gennem et ‘allerede’ og et ‘endnu ikke’, jf. ældste nadver-belæring: ”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11,26) 2.1.3 Den kristne bøns standard-model: Fadervor pp-73 “Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det”. (Matt 6,8) F adervor udtrykker nøgternt og præcist det fortrolige og personlige, totale afhængighedsforhold af Skaberens frisættende handling i Jesus Kristus. – Mindre kan ikke gøre det, og mere er overflødigt. Al bøn og meditation må tage udgangspunkt i Fadervor for at fastholde sigtet i det kristne håb. “Vor Fader, som er i himlene! Fadervor forbinder det timelige og evige gennem Jesus Kristus’ ‘komme med Guds rige’, og som nu (1) Lad dit navn helliges, ‘allerede er – omend endnu ikke’, >1.12.6; >1.13.6. (2) dit rige komme, (3) din vilje ske – (alt) som i himlen også på jorden. (4) Giv os i dag (5) den kommende dags brød. Og tilgiv os vor skyld, som også vi (da) har tilgivet vore skyldnere. (6) Og før os ikke ind i fristelse, (7) men udfri os af det onde. [Thi dit er riget og magten og æren – (alt) Amen.] ” ... som i himlen Kristus’ –––––––––> 1.komme endnu ikke Guds Rige Kristus’ <–––––––– 2.komme allerede (nu) ... også på jorden ‘Faderens’ placering i ‘himlene’/’over-naturen’, jf. >1.8.1. Fadervors centrale dele: 4. og 5. bøn (her i alternative i evighed! (Matt 6, 9-13 ao.) oversættelser) udtrykker den bøn, at vi allerede nu i dag må få forskud på det kommende Gudsriges salighed, – hvor vi efter at have modtaget Guds tilgivelse, selv (omsider) har tilgivet, >1.13.6; jf. ‘salighed’: >2.1.7. Den danske Bibel-oversættelse og folkekirken gør ikke brug af disse fremadvendte former i bøn 4 og 5. (Svenska Kyrkans primære bøn-4 lyder: “Ge oss i dag vårt bröd för dagen som kommer.” (fra 1986)) 6. og 7. bøn belyses i >2.1.5; >2.1.6, eksemplificeret med Judas’ fristelse (>1.13.7.1) og dramatiske død (ApG 1,18). Den kristne bøn er ikke et blot religiøst udtryk, men er altid en ‘bekendelse’ med sigte på en allerede indtruffen begivenhed, som endnu ikke er afsluttet: at ‘Gud vil kærligheden’ (>1.1.2, aksiom c; jf. Fadervors 3.bøn), hvilket med glæde forventes at måtte finde sted engang, – håbets fremadvendte (‘eskatologiske’) perspektiv (>3.2.3). Den Treenige Gud er ‘nærværende’ i bønnen, jf. >1.8.1: <–––>. Fadervor kan i en formentlig kortere form gå tilbage til Jesus selv, for efterfølgende at blive brugt som fællesbøn, (Fadervors enkelte led er opbygget som i oldjødisk bøn). Fadervor findes kun et enkelt andet sted i NT, Luk 11,1-4 i en del kortere og noget anderledes udgave, som mangler den afsluttende GT-prægede lovprisning [ ], som er en senere tilføjelse hos Matt. Tæt på Matthæus ligger ‘Didakè/De tolv apostles Lære’, kap 8, (fra 100-150, men ikke optaget i NT). Alle tre udgaver indledes med ordet ‘Fader’/’far’ som en ellers u-karakteristisk (fortrolig) tiltale i datiden. De almindelige danske kirke-udgaver af Fadervor tager sproglige hensyn til brugs-traditionen (især 4.bøn). 62 2.udg. 2013 2.1.4 Kristen efterfølgelse Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-74 “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” (Mark 8,34) Kristen-livet er grundlæggende at leve på godt og ondt i kraft af, dvs. i ly af, Jesus Kristus’ kors, ‘den opstandnes tomme kors’, som det paradoxale symbol på Skaberens kærlighed og opretholdende kamp mod det tilintetgørende og følgerne af menneskets vantro og fordærv af livet. At ‘tage sit kors op’ er at være kaldet til at deltage i kampen mod ‘fordærvsmagten’ – en kamp hvor mennesket bukker under, men dog ikke kan tabe til INTET (>1.13), da kampen allerede er vundet med Jesus Kristus’ korsfæstelse, død og opstandelse >1.12. – Kristen etik er ‘kaldet til efterfølgelse’, >2.2.7. ‘Korset’ konfronterer og fastholder mennesket på Jesus Kristus’ gerning som ‘korsfæstet, død og opstanden’, og afviser samtidig enhver anden forestilling om frelse, som mennesket selv måtte gøre sig af religiøs eller verdslig art. Jf. >1.14; >1.16; >3/6.søn.påske Kristen efterfølgelse kan ikke undgå at medføre såvel afsavn som lidelse indenfor de skabelsesvilkår, som er udspændt mellem tilblivelse og tilintetgørelse. – Det kan så ikke være anderledes..! >1.3.1; >1.9.1. 2.1.5 Det kristne forsyn = ‘Styrelse-tilfældighed’ “Vær ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage!” (Matt 6,34 – samme (bekymrings-)kapitel som Fadervor) Styrelse-tilfældighed (‘forsyn’) er den muligheds-kategori, hvormed Skaberen bevarer sine frihedsgrader, herunder alle muligheder – også Jesus Kristus’ lidelse og død, og i sidste ende skaberværkets undergang – for at gennemføre sit kærligheds-projekt, >1.2-1.8; >1.12; >1.13; >1.13.7.1; >påskedag; >15.søn.e.trin. Mennesket kan ikke skelne mellem ‘styrelse’ og ‘tilfældighed’ – kun bekymre sig unødigt! (>2.1.3) 2.1.5.1 ‘Styrelse-tilfældighed’ som Skaberens opretholdende kærlighed pp-24; -86 Den treenige Gud som ‘begivenheds-forløb’ (>1.1.3.3 box1) kan modelleres i en struktur af 4 elementer og 12 relationer som holder alle Skaberens muligheder åbne, kald det ‘styrelse-tilfældighed’. (>1.12.11.1) Styrelse Tilfældighed: Skaberens Skabelse: Ét fælles GUD opretholdelse af muligheder af ALT, godt og ondt, for at afvende truslen om KOSMOS guddommeligt ophav (Skaberens ‘førstehed’) MENNESKE (Det skabtes ‘andethed’) INTET kærlighedens evige fortabelse i INTET for det selvorganiserede skaberværk Kærlighedens frelseshistorie over for Intetheden (Det skabte INTETs ‘trediehed’) Forholdet mellem Gud og Intet (lodrette vektorer) udtrykker dels Guds (skaber)magt over Intet (jf. ‘Guds død’ >1.12.11), dels INTETs potentielle (og nødvendige) trussel mod Guds kærlighedsprojekt (>1.2.2). Guds styrelse af forholdet til Intetheden kommer til udtryk som ‘skabelse’, jf. >1.2.0; >1.6.3; >1.15. Menneskets - fulde - relation til og indsigt i kosmos/virkeligheden sker gennem ‘tro’, >1.14; >4.2.0. 63 2.udg. 2013 2.1.5.2 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Menneskets valg mellem tro og vantro; ‘ægte-’ og ‘uægte’ alternativer (Jf. >2.4.4.5) Hvor Skaberen bevarer sine frihedsgrader som skaber, henvises menneskets (M) adgang til et meningsfuldt kosmos til at ‘gå over’ Skaberen, at have GUD som ‘mellemM M bestemmelse’, til at dele sin ånd med Guds Ånd. Mennesket henvises til at ‘tro’ (>1.9.0). ‘Tro’ er menneskets ‘naturlige’, umiddelbare, selvfølgelige adgang til virkeligheden. Som ægte alternativ og muligheden for i vantro at afvise Guds kærlighed (>1.9), henvises mennesket til INTET, til et liv i ‘angst’ og ‘tomhed’, >1.10.1; >1.16; >2.4.4.3. Det ægte alternativ ophører med ‘slut-skabelsen’ og INTETs annihilation, >1.13.5. M Menneskets direkte tilgang til virkeligheden sker gennem ‘legeme&sjæl’ (>1.5), dvs. sanseligt og spekulativt, men – som u-ægte alternativ – uden i sig selv at kaste nogen ‘mening’ af sig andet end ‘frygt’ (>1.9.5; >1.13.3; >4.4.1) eller ‘håb’; jf. dog >2.4.4.5 M Ligeledes manifesterer kosmos sig direkte som rå virkelighed, der heller ikke i sig selv kan kaste nogen ‘mening’ af sig, bortset fra uægte alternativer som ‘fænomenologi’, ‘fysiskmaterialisme’, som derpå kan udfylde ‘Intet-heden’, >2.4.4.3. Den skabte rå virkelighed optræder tværtimod som korrektiv til såvel ægte som uægte alternativer, hvor mennesket i ‘vantro’ ikke vil dele sin ånd med Guds Ånd, >2.1.6. U-ægte alternativer ophører med slutskabelsen og ALTs og INTETs annihilation,>1.13.5. 2.1.5.3 ‘Skabelse’ – ‘synd’ og ‘syndernes forladelse’ – jf. >1.9.4; >1.10.1 box. pp-86 Den almægtige Skaber deler for kærlighedens skyld ud af sin ‘førstehed’ for at give skaberværkets ‘andethed’ plads – og endda tilstå mennesket en valgmulighed gennem INTET som ‘trediehed’, >2.1.5.1. Menneskets synd er, at det som ‘andethed’ vil være ‘førstehed’ – og hertil oven i købet benytter sig af ‘tredieheden’, til-INTET-gørelsen, for at sikre sig ‘førsteheden’, jf. 1 Mos 3,5; >3.1.2/Langfredag. Med syndernes forladelse er synderen desuagtet frisat som ‘medskaber’, for – på Skaberens ansvar – at skabe med, også hvor det måtte gå galt..! Jf. >1.12.8/Fri-sættelse; >2.1.4/Efterfølgelse. Forsyns-modellen omfatter hele ‘skabelses-historien’ i dens faser (følg pilene >2.1.5.1). Fx.: – Gud skaber Mennesket og sætter det i forhold til Gud, Kosmos og Intet. – Gud bliver Menneske i Jesus Kristus, nedfarer til Intet, opstår i Kosmos, himmelfaren. Modellen illustrerer også menneskets ‘skabelses-teologiske’ forsøg på at etablere en indirekte tilgang til Gud med Kosmos som mellembestemmelse: Fra mennesket via Kosmos til Gud. 2.1.6 ‘Det kristne korrektiv’: Den rå og barske virkelighed / ‘Lov–Evangelium’ pp-75 “Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til ... al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed ... De hader Gud ... er ukærlige, ubarmhjertige ...” (Rom 1,28ff) Kristendommens univers udfolder sig ikke ud i et tomrum, men netop ud i den ‘illusionernes verden’ som mennesket har skabt sig, en gudløs verden hvor mennesket står ubeskyttet – og uforstående – over for den skabte rå virkelighed af tilintetgørelse, død, ondskab, grænser for frihed, ... (>1.10.2; >2.1.5; >4.1). Den skabte, rå virkelighed optræder således som et korrektiv for såvel det menneske, der vil svare for sig selv her i verden, som for den kristne der mener at kunne leve uden for verdens virkelighed. Den rå virkelighed korrigerer som en slags ‘naturlov’ mennesket omkring dets selvoptagethed. ‘Lov–Evangelium’ – den paulinsk-lutherske model – forklares traditionelt som forholdet mellem GT og NT. Herefter virker loven, fx. De ti Bud (2 Mos 20), ud over en samfundsmæssig brug (jf. >2.2.7.1) også som Guds korrektiv eller ‘opdrager’ (Gal 3,24), hvor overtrædelse af Guds lov logisk set baner vejen for evangeliets tilgivelse. Grundlæggende er ‘Lov-Evangelium’-modellen et spørgsmål om forholdet mellem ‘retfærdighed’ og ‘kærlighed’, om hvorvidt mennesket kan bygge bro til Gud gennem sin retfærdighed/lov-lydighed, eller om det er Gud, som bygger bro til mennesket gennem sin kærlighed. Jf. “Kærligheden som Lovens fylde” (Rom 13,8-10). Modeller fremstiller Lov-Evangelium-forholdet med kirkeårets 4.akt om “troen” (Rom 1,17): >3.2.1 / 1.-14. sø.e.trin. 64 2.udg. 2013 2.1.7 Kristent liv og salighed Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-76 Om livet og lykken i Guds Rige (i Matt-evangeliet: ‘Himmeriget’; Luk: ‘Guds rige’) som allerede er i verden, omend endnu ikke fuldt ud, handler ‘Saligprisningerne’ fra ‘Bjergprædikenen’ hos Matthæus. “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.” (Matt 5,3-12) 13 ‘Saligprisningerne’ udtrykker den kristnes virkelighed inden for det Guds Rige som blev skabt med Kristus’ 1.komme: ‘Jesus Kristus’ Rige’, og som fuldendes med Kristus’ forventede 2.komme ved tidernes ende. Set fra verdens side må saligprisningerne forekomme paradoxale ved at prise dem salige, som i verdens øjne måtte være alt andet end lykkelige – men det forholder sig omvendt! Den Kristus-troende er allerede ‘salig’, dvs. lever ‘guddommeligt lykkeligt’ i Verden, i ‘kærlighedsasylet’, på skaberværkets vilkår af godt og ondt. Den Kristus-troende er i øvrigt også ‘salig’ selv uden at være ‘menneskelig lykkelig’, ... endsige ‘fattig’ ... og uden at være ‘barmhjertig’..., og uden at være ‘forfulgt’... og – pointen: er endda salig selv som ‘synder med syndernes forladelse’. Saligprisningerne kan ikke ‘vendes om’, så f.eks. en ‘sørgende bliver gjort salig ved at blive trøstet’ rent menneskeligt. – Måske nok ‘lykkelig’, men ikke ‘salig’ med mindre det sker ved Evangeliets trøst. Saligprisningerne er således hverken en ny ‘Mose-lov’ eller en kristen ‘etisk fordring’ til at leve efter, – men rækker rigeligt til at leve på, jf. >1.0.1 box. ‘Saligprisningerne’ følger basismodellen ‘allerede – endnu ikke’, >1.12.6; >1.13.6; >2.1.3. Saligprisningerne indgår Alle Helgens Søndag i kirkeåret, som overgang mellem “Salige er de fattige i ånden, allerede (nu) ..................... -endnu ikke for Himmeriget er deres.” det, som allerede er etableret, og det, som endnu ikke er etableret. Jf. >3.2.2; >3.2.3. Eksempel: ‘Fattige i ånden’, dvs. syndere med syndernes forladelse, er ‘salige’, ved allerede at leve i ‘Himmeriget’, Guds evige kærlighedsrige i Verden (>1.12), omend ‘Himmeriget’ endnu ikke har sat sig igennem i evidens (>1.13). 13 ‘Salig’ er indehaveren af den lykke, der stammer fra Gud (NT: ‘salig’; GT: ‘lykkelig’, jf. Sl 1). 65 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.1.8 EKSKURS-VI: Modellers ‘Tros-lære’ og ‘Evangelium’ “Både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde at Jesus er ‘den udvalgte’.” (ApG 5,42 ao) pp-77 Med ‘Jesus Kristus’ som centrum for skabelsen og udfoldelsen af kristendommens univers, opstiller Modeller en nutidig og forestillingsbar ‘tros-lære-model’, som enkelt og overskueligt tegner fundamentet i kristendommens forestillingsverden, lagt til rette som forkyndelses-, undervisnings- og etik-model. Kristendommens univers skabes og udfoldes med centrum i Guds kærlighed i Jesus Kristus: Kristendommens univers skabes i verden gennem ... Advent Jesus Kristus som menneske Håb til – Kærlighed i – Håb til Jesus Kristus – som menneske Jesus Kristus som Guds Søn Jesus Kristus som Gud JESUS KRISTUS Tro på – – som Guds Søn – som Gud Kærlighed i Jesus Kristus Tro på Jesus Kristus Trinitatis Kristendommens univers udfoldes i verden gennem menneskets ... EVANGELIE-MODELLEN TROS-LÆRE-MODELLEN ‘Evangeliet’ er Guds Ord om at udfolde ‘Kristendom’ er tro på Jesus Kristus, der livet i glæde og i frihed gennem troen – som menneske, Guds Søn og Gud – på Jesus Kristus, som den der giver skaber et universelt fristed, hvor mennesket kærligheden sin bestemmelse og håbet – som det måtte være på godt og ondt – sit perspektiv. kan leve og dø med kærlighed i og håb til Jesus Kristus. Evangelie-modellen er ‘Guds Ord til mennesket’. – Tros-lære-modellen er menneskets svar som ‘tro på Gud’. Evangelie- og troslære-modellerne er det kirkelige udgangspunkt for Modellers konstruktions-projekt, som fører til modellerne-1 og -2, og som præsenteres gennem model-3/kirkeåret som dramaet ‘Christus Victor’, hvor tros-lære-modellen og dens konstruktion beskrives og udfyldes detaljeret. – Modellers ‘tros-lære-model’ er en nutidig konstruktion, som forholder sig til Bibelen, oldkirkens standard-modeller samt kirkens middelalderlige prædiketekster, som de som søn- og helligdagstekster siden reformationen er ført frem til i dag gennem kirkeårets (1.-) evangelie-udvalg efter folkekirkens Alterbog-1992, jf. model-3 i sin helhed. Evangelie- og troslære-modellerne repræsenterer et nutidigt, nødvendigt og tilstrækkeligt ‘dogmatisk’ udgangspunkt for kirkens ‘undervisning og forkyndelse’, jf. Apg 5,42, ovf. Tros-lære-modellen kan benyttes som prædiken-paradigme på kirkeårets 67 søn- og helligdage, >3.2.4. Tros-lære-modellen danner tillige basis for Modellers beskrivelse af kristen etik/livsudfoldelse, >2.2.6.1. 66 2.udg. 2013 Model 2.2 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Kristendommens ‘ydre’ univers Kærlighedens og menneskets universelle fristed er grænseløst – omfatter hele den rå virkelighed. “... (Satan fristede Jesus:) ‘Hvis du tilbeder mig, skal alt dette [Verden] være dit.’ ... ” (Luk 4,7) 2.2.0 Kristendommens univers og den skabte rå virkelighed Kristendommens univers er åben over for tilværelsen, som vi oplever og føler den – også som rå virkelighed – selv om vi hverken erfarer eller oplever tilværelsen ens, heller ikke som kristne. Ligeledes åben over for (natur)videnskabelige beskrivelser af alverdens forhold. Altså plads til at se livets skønhed og hårdhed, plads til kultur og ‘big bang’, ‘udviklingslære’, ‘adfærdsvidenskaber’ og hvad der ellers rører sig af godt og ondt – også evt. liv andre steder i kosmos. ‘Religiøse følelser’ er der også plads til, hvor sådanne trænger sig på, indtil disse fortrænger den rå virkelighed og erstatter denne med illusioner; her må så kristendommens rationale (>1.1.2) sættes ind. Modeller afviser dog at begrænse sig til kun at forestille sig og anerkende det, som kan erfares empirisk og forklares videnskabeligt – og bygger fortsat ‘Kristendommens univers’ på den kristne bevidsthed om den ‘korsfæstede, døde og opstandne Jesus Kristus’ som den åbenbarede Kærligheds- og Skabergud. Selv Intetheden – det tilintetgørende – indtager en central plads i Kristendommens Univers. Kun overtro og illusioner falder uden for. – Om kristendommens ‘grænse-sprængning’ jf. >4.2.5. 2.2.1 Kristendommens optik pp-79 Kristendom er netop den ‘optik’, som placerer mennesket i virkeligheden, og som gør omverdenen – på godt og ondt – gældende og meningsfuld. Et alene materielt forhold til virkeligheden eller en blot religiøs følelse, har det derimod med kun at holde indtil den rå virkelighed melder sig. I kristendommens univers MENNESKE SKABELSE præsenteres den rå virkelighed VIRKELIGHED set gennem ‘skabelses-linsen’. Den anden vej ses mennesket på baggrund af den rå virkelighed. >1.8.1. (Med)mennesket præsenteres MENNESKE KÆRLIGHED MENNESKE gennem ‘kærligheds-linsen’, – uanset hvad man måtte føle for sig selv eller medmennesket. >2.2.7. Uden for kristendommens univers bestemmer mennesket selv MENNESKE TOM VERDEN optikken og præsenterer sin Verden og sig selv – for sig selv. >1.10. Modeller repræsenterer ikke en (romantisk) ‘skabelses-kristendom’, endsige ‘naturlig kristendom’ med antagelse af en særlig guddommelig eller naturlig ‘skabelses-ordning’, hvori det ‘gode, sande og skønne’ udfolder sig. >1.5.2n. Modeller er i så henseende ‘historisk-kristendom’, hvor kosmos og menneskelivets udfoldelse ses og forstås i lys af Guds selvåbenbaring som kærlighed i Jesus Kristus, med det skabelses-rationale som følger heraf, >1.9.1n. 2.udg. 2013 67 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.2.2 Kristendom er hverken baseret på erfaring/oplevelser, erkendelse eller overtro/illusion pp-80 I kristendommens univers kan forholdes til forskellige ‘bevidsthedsytringer’, her: Kristen bevidsthed som total-indsigt Erfaring Erkendelse Kristen bevidsthed er at være frisat i Kristus med mod til at skabe, tage chancen og lade nyt blive til så verden ændres, >1.0.1 box; >1.12.8. I den kristne bevidsthed forbindes troen frit med fornuftens viden, og mennesket bringes til indsigt i sin omverden og sig selv, >1.14; >4.2.6. Erfaring er (gentagne gange) at opleve noget, hvortil forholdes spørgende eller bekræftende som grundlag for handling eller ny forståelse. Kristendommens univers er ikke baseret på (religiøse) erfaringer eller oplevelser, men sådanne kan evt. fortolkes til personlig brug. Erkendelsen er ‘forstående indsigt’ i det, som altid har været, uden i sig selv at skabe nyt. Erkendelse dækker ‘forklaring’ som viden(skab) om fænomener, men ikke kristendommens univers (jf. ‘tros-indsigt’, >1.14). Overtro Illusioner Overtro/Illusioner: Mennesket kan få sig selv, og andre, til at tro på hvad som helst. Kristen bevidsthed rummer (netop) hverken overtro eller illusioner – men kun Jesus Kristus’ Rige og den rå virkelighed, jf. >1.10. ‘Kristen bevidsthed’ har udgangspunkt i Kristus-troen, som tro på Guds kærligheds åbenbaring i Jesus Kristus midt i den rå virkelighed, jf. >1.0.1; >1.0.2; >1.7.2; >1.9.0; >1.14; >2.0.1; >2.1.6; >24.s.e.trin.; >4.2. Noget andet er ‘kirken’, som netop er skabt og båret af menighedernes erfaring af Kristus-troen og som menigheden nødvendigvis må leve af for at fastholde og viderebringe evangeliet, >1.12.8; >2.0.0. 2.2.3 Kristendommens univers og videnskabelige verdensbilleder ‘Kristendommens univers’ kan til fulde optage videnskabernes verdensbilleder, hvorimod videnskabernes verdensbilleder ikke kan optage ‘kristendommens univers’, (>1.6; >1.7; >4.2; >4.3) pp-46; -81 – 85 Modellers kristendom sætter sig ikke for at forklare, hvordan den fysisk-biologiske verden er blevet til, men derimod hvordan menneskene har skaffet sig selv illusioner og forvrængede verdensopfattelser på halsen (>1.10; >1.11), og hvordan menneskene befries fra at skulle leve (>1.12) og dø (>1.13) hermed. Først var Gud – så kom Kopernikus, Darwin, Einstein, ....... Den megen postyr som de senere århundreders naturvidenskabelige verdensbilleder – lige fra sol- systemet over udviklingslæren til kosmologien – har skabt i forhold til kirke og kristendom, skyldes for en stor del en træghed i samtidens teologis og kirkeligheds holdning til den ydre verden. Med de seneste århundreders inderliggørelse og privatisering af kristendommen på vore breddegrader, blev sat et (i øvrigt rigtigt) skel mellem tro og viden, som blot førte til et svagt kirkeligt debatberedskab over for naturvidenskabelige (over)fortolkninger, jf. Darwin debatten. Men også tanken om ‘naturlove’ har siden sen-middelalderen bidraget til postyret, idet man har set Gud som konkurrent til naturlovene (og omvendt), hvor man dog havde kunnet ‘nøjes med’ at opfatte Gud som skaber af ‘naturlovene’ – og derved holde sindet åbent for, hvad kristendom henholdsvis naturvidenskab egentlig handler om. Jf. >1.0.2 box; >1.2.0.n. – og hvad så..? Kirke, teologi, naturvidenskab, filosofi må kende deres grænser indefra og udefra, jf. >4.1; >4.2; >4.3. Diskussionerne om ‘tro-viden’, ‘Gud-Darwin’ afslører så godt som altid både ‘dårlig teologi’ og ‘dårlig naturvidenskab’. Værre bliver det med populariseringens og ny-ateismens ‘uægte alternativer, jf. >2.1.5.2, hvor dog den tidligere ateisme vidste at tage udgangspunkt i det ‘ægte alternativ’, jf. >1.16. Men tilbage til ‘model-projektets’ udgangspunkt (>0.1): Hvilke tidssvarende forestillinger udfylder kirken selv kristendommens univers med? – Modellers forslag fremgår af model-1 med konsekvenser i model-2. 68 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model-analogier kan dog inspirere over faggrænser, som da fysikeren og præsten Georges Lemâitre foreslog en ‘big bang’-model (o.1930), utvivlsomt inspireret af ‘skabelses-tanken’. Omvendt har fysikeren og ateisten Fred Hoyle bekæmpet big bang-modellen, og har – for netop at komme uden om skabelsestanken – foreslået en ‘steady state’-model (o.1950), hvorefter kosmos i store træk altid skulle have set ens ud. Kristendom kan – ud over at rydde banen for illusioner og overtro – også sætte videnskabens dagsorden! 2.2.4 Kristendommens univers og samfundet pp-89 “Giv kejseren, hvad kejserens er – og Gud, hvad Guds er!” (Mark 12,17). Jf. >3.2/23.søn.trin. Den kristne samfundsborger må afbalance magtforholdet mellem verdslige samfund og kirkeinstitution. SAMFUNDs-institution: ‘Overtrådt..!’ KIRKE-institution: Kirkens modtryk Når samfundet bliver totalitært/religiøst Samfundets modtryk Når kirken bliver totalitær/politisk Den kristne samfundsborgers ‘linjevogter-opgave’ er at påse, at samfundsspillet foregår indenfor den rå virkeligheds grænser, og ikke flipper rundt udenfor ‘banen’ i utopier, totalitære systemer eller religiøse styreformer, – og at kirken tilsvarende holder sig til sin sag: Evangeliets forkyndelse (>2.1.8). Ophævelse af samspillet ‘samfund-kirke’ ville let gøre kirke-institutionen til politisk medspiller på selve banen, og gøre samfunds-institutionen til religions-erstatning; verdenshistorien viser begge dele. 2.2.5 Kristendommens univers og utopier “Hele skaren af troende var ét hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt.” (ApG 4,32) Selv om det kunne synes nærliggende at lægge kristendom til grund for et ideelt samfund, (jf. de 100 år senere forestilling i ApG 4), og selvom utopien om et ‘1000-årsrige’ (hvor en kristendoms-fremmed tanke har sneget sig ind i NT, Åb 20) og det sidste forsøg med kristne utopiske tanker ikke har set dagens lys, så udfolder kristendommens univers sig dog – og netop – i helt andre og realistiske dimensioner. Heller ikke i evigheds-perspektivet ligger et håb om et ideal-samfund, som mennesket skal virkeliggøre. – Alle sådanne ‘menneskelige’ forsøg har vist sig at slå over i umenneskelighed >2.2.6 box. Kristendommens univers er det modsatte af en ‘utopi’ (dvs.‘et sted, som ikke er’), idet kristendommen netop fastholder mennesket i den rå virkeligheds sted, verden på godt og ondt >2.1.4; >2.1.5; >2.1.6. 2.2.6 Det ‘moralsk onde’ – og Gud / ‘teodicé-problemet’ pp-17, -47, -87 “Hvad er det du har gjort (Kain)? Din brors (Abels) blod råber til mig fra jorden! (1 Mos 4,10) Menneskets grund-synd, ‘mistilliden’, fremkalder selv det ‘meningsløse’ og det ‘moralsk onde’ som uforklarlige, grundlæggende vilkår i verden, netop fordi mennesket selv vil føre kampen mod INTET-heden og selv vil bestemme over ALT, godt og ondt (>1.10). – Menneskets grund-synd afsløres med ‘det onde’! Gud selv falder uden for kategorierne ‘god’ og ‘ond’ (knyttet til ALT >1.2.2), hvorefter – med det skabte INTET – det kunstige ‘teodicé-problem’ (om at retfærdiggøre den ‘fornuftige Gud’ i forhold til det ‘formålsløse onde’) bortfalder. – Jf. Guds almagt over Intetheden og dermed det onde, >1.12.11.0. 14 Med det skabte INTET forklares ‘det fysisk og moralsk onde’ – uden at bortforklares. ....... ‘Religioner’ er udtryk for menneskets tanker om Gud og det Onde/ALT, hvor ‘Kristendom’ er udtryk for Guds tanke om mennesket og det Onde/INTET >1.8.1. – Filosoffernes tanker om det Onde blev i 1700-tallet til ‘Teodicé-problemet’. Den ‘gode Gud’ er en menneskelig opfindelse brugt til at afvise Gud: ‘Eftersom verden er ond, kan Gud ikke være til!’ 14 69 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn ..... Modellers ‘løsning’ på ‘det ondes problem’ ligger i grundskabelsen af ALT–INTET, hvor det ‘til-intetgørende’ og ‘meningsløse’ er et skabelsesvilkår, som følger den skabte ‘Intethed’ som en forudsætning for kærlighedens friheds-dimension, >1.2.2; jf. samme begrundelse mht. det ‘fysisk onde’ >1.4.4. Men dette rejser til gengæld et ‘humanist-problem’: Hvorfor det autonome og selvforstået ‘gode menneske’ da ikke også opfører sig godt..? Humanistens problem Moralsk onde’ konflikter/krige/katastrofer ført i menneskehedens, idealismens eller materialismens navne i nyere tid, har krævet størrelsesordenen 10 gange flere ofre end samtlige religionskrige (ført for at påtvinge andre ens egen religion) tilsammen siden tidernes morgen. – Alene under 1900-tallets modernitet (>4.1) myrdedes over 100 mio mennesker, hvilket stiller den moderne humanisme over for et uafviseligt forklaringsproblem! – ‘Hvorfor tro på mennesket som ‘godt´, når det tydeligvis ikke er det?’ Jf. >2.2.8. Den kristnes problem Konflikter/krige/katastrofer påbegyndt i kristendommens navn, ‘kærlighedens religion’, er naturligvis helt forkastelige, men her vedkender den kristne sig en ubehagelig, selvafslørende indrømmelse: sin egen ‘syndighed’, som endda gik så vidt, at menneskene dræbte Guds Søn, kærligheden selv, da denne gik omkring på jord..! – Hvorfor tro på mennesket som godt og ondt når problemet er et helt andet: at det er en ‘synder’! (>2.1.5.3) 2.2.7 Kristendommens univers og etik / moral pp-87 “(Eftersom) Gud har elsket os således (ved at sende sin søn til verden), skylder vi også at elske hinanden..!” (1 Joh 4,9.11 ao) “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” (Mark 8,34) Kristendommens etik / moral bygger på to søjler: – Kristen næstekærlighed: som følge af Guds kærlighed, som den er åbenbaret i Jesus Kristus, i forlængelse af at Gud vil kærligheden, vil elske og vil elskes (>1.1.2) – (også) igennem medmennesket. – Kristen efterfølgelse: som deltagelse i kampen mod følgerne af fortabelses- og fordærvsmagterne, i forlængelse af Skaberens egen opretholdende kamp mod INTETheden, jf. >1.3.1; >1.8.1 box; >2.1.4 Kristen næstekærlighed og kristen efterfølgelse er nødvendige og tilstrækkelige betingelser for ægte etiske relationer person til person og i fællesskaber, i en verden af hårdhed, lidelse, ondskab, illusioner.15 Kristen etik som begrundet i Skaberens kærlighed. GUD Kristen etik retter sig mod mennesker og hvad der hører mennesker til, idet den kristnes ‘næste’ omfatter såvel ven VEN Kristne U-VEN som uven – alle er jo skabt og elsket af Skaberen >2.0.4.1. Men forholdet er samtidigt et ‘synderes fællesskab’. Mennesket er således forpligtet på andet/andre end sig selv: Kristen næstekærlighed – Medmennesket er målet for ens livsudfoldelse..! – Medmennesket er ikke redskab for ens egen livsudfoldelse..! Kristen etik er også at “tage sit kors op” inden for den rå virkelighed som kristen efterfølgelse, med lidelser og afsavn under de skabelsesvilkår, som er udspændt mellem tilblivelse og tilintetgørelse. Herefter er det op til mennesket selv at finde ud af resten..! Deri det kristne menneskes frihed, – i modsætning til menneskets tilværelse under en ‘lov-/ydelses-religion’, som regulerer livet i detaljer. 16 15 ‘Elsk din fjende’ (Matt 5,43f; jf. Luk 6,27.35), betyder egl. ‘elsk din u-ven’. Modsætningen går ikke mellem ‘næste’ og ‘fjende/uven’, men mellem ‘elske’ og ‘hade’, ‘had’ som ‘kærlighedens’ modsætning. Den kristne skal ‘elske sin uven, den der hader ham’ – Kærlighedsbudet foreskriver ophævelse af hadet..! (Ligesom det afviser hævnen..! Matt 5,38f). Kristendom er heller ikke ensbetydende med ‘pacifisme’: en ‘uven’ forliges man med – en ‘fjende’ kæmper man imod! ‘Retfærdig krig’ kan herefter føres af den kristne som en ‘krig imod krigen’ – men uden had, og ikke som hævn. At vise medmenneskelighed er i øvrigt ikke en forudsætning for at leve under Guds kærlighed, endsige for at være kristen. Hvor i øvrigt næstekærlighed fører til ‘selvretfærdighed’, ophører næstekærligheden med at være ‘kristen’ >2.2.7. 16 I ‘lov-religioner’ (‘ydelses-religion’ >2.4.4.3) forholdes religiøst-lovmæssigt til de etiske emner, jf. Den jødiske Bibel (GT) og islams Koranen, hvortil føjer sig traditioner og regler til regulering af snart sagt alle livets forhold (jf. >4.2.4). Kristen etik kan ‘nøjes’ med at forholde sig til den centrale tros-lære-model (>2.2.7.1), – og find så selv ud af resten! 70 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.2.7.1... og find så selv ud af resten..! = det kristne menneskes frihed pp-88 “Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen! – Den kristne er den mest forpligtede slave for alt og alle, underlagt alle! ” (Martin Luther, 1520) Således den kristne etiks dobbelte fordring til udfoldelse i frimodighed med Kristus-troen i centrum. Med Jesus Kristus som centrum skabes og udfoldes den centrale del af kristendommens univers, som udtryk for ‘instansen’ bag det kristne menneskes livsudfoldelse. (Jf. ‘Troslæremodel’ >2.1.8 og udviklingen af ‘Kirkeårets forkyndelsesmodel’ >3) POLITIK ANVENDT ETIK: - medicinsk, SAMFUNDSFORHOLD Håb til – MENNESKER - folkeret, – som menneske - miljøetik, - forretningsetik - ....... DYR Kærlighed i – JESUS KRISTUS – som Guds Søn KRIG NATUR FORBRYDELSE – som Gud Tro på – SEX STRAF ÆSTETIK KALD & STAND RELIGIONER ............. .............. ............. ‘Resten’ (de lodrette kolonner) er alt andet end ligegyldigt for tilværelsen i denne verden, men må håndteres pragmatisk i fællesskab af kristne og ikke-kristne uden påberåbelse af at ‘eje sandheden’. Den centrale figur relaterer til overvindelsen af ‘INTET’ – ‘resten’ til problemet ‘ALT’, >1.10.1.17 –––––––––––––––––––––––– 2.2.8 EKSKURS-VII : Andre etik-modeller pp-87 HUMANISME – centreret omkring mennesket selv: ‘Medmenneskelighed’ henter sin begrundelse og mål i mennesket, fastsat af det autonome MENNESKET Mennesket Mennesket Mennesket Medmenneskelighed / Humanisme 17 menneske selv, – modsat ‘kristen næstekærlighed’, som henter sin begrundelse i Gud, jf. >2.2.7. For humanisten er ‘livets mening’ identisk med ‘Mennesket’, >1.10, dvs. ‘hvad som helst man måtte mene’, jf. >1.16; >2.4. Jf. ‘civil-religion’ / ‘humanitarisme’, > 2.4.3; ‘modernitet’/’autonom’, >4.1; ‘humanistens forklaringsproblem’ >2.2.6 box. ‘Kultur-kristendom’ forholder sig ikke til hovedsagen, ‘Kristus’, men til problemerne omkring ‘detaljerne’, ‘resten’ (>2.2.8). 71 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn ISLAM – centreret omkring Allah: Islamisk etik er begrundet i tilbedelse af guden Allah. ALLAH Muslimer skylder Allah deres identitet, hvor ‘hengivelse’/ ‘underkastelse’ (= ‘islam’) har den absolutte status. Andre Muslim Muslim Ikke-muslimer må tilsvarende undergive sig muslimen, men kan tages under muslimens beskyttelse. Islams For muslimen er ‘livets mening’ = Allah, jf. >2.4.4.3. underkastelse ‘KULTUR-KRISTENDOM’ og ‘KRISTEN KULTUR’ pp-90, -91, -92 “Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. – Gid du var enten kold eller varm!” (Åb 3,15) ‘Kulturkristendom’ er en livs- og samfundsholdning med positiv forståelse af kirkens betydning for land og folk: ‘Mennesker må jo have en etik eller moral som støtter sig til et eller andet, helst noget med tradition – så de ti bud, lidt næstekærlighed og juleaften må vel kunne gøre det..!’ ‘Kultur-kristendom’ påkalder sig kristennavnet, men tangerer kun ‘Kristus-troen’, og har normalt ‘ikke problemer med forholdet til andre religioner’, men netop ofte med selve ‘Kristus-troen’. 18 ‘Kristen kultur’ omfatter – ud over kirkelig kunst – primært kristent-verdslige forhold, jf. >2.2.7.1; >2.4.3 Kultur-kristne har sluppet den kristne identitet og kastes hid og did mellem kulturerne, – kulturer, som på et tidspunkt vil opsluge kultur-kristendommen (som også denne har slugt den kristne kultur, jf. >0.4 n. KULTURER KULTUR- KRISTUS – KRISTENDOM TRO KRISTEN KULTUR KULTURER Selv om det har været god tone i de seneste par generationer at respektere ‘den lille mands lille tro’, og i hvert fald ikke at forstyrre folkekirkens betalende medlemmer – så går den ikke meget længere. Såvel den lille mand som den store befolkning står i dag med en omfattende uvidenhed om kirke og kristendom og samtidig over for en massiv påvirkning fra alskens overtro, påstået videnskabelig kristendoms-kritik og (kultur)kristendoms-fremmed religiøs afpresning fra den store verden, jf. >4.1. I den konfrontation står kultur-kristne med et alvorligt svækket ‘åndeligt immunforsvar’. Kuren må være at genvinde kristen identitet ved igen at fokusere på Kristus-troen, hvis ikke bare kultur-kristendommen, men såmænd også den kristne kultur, skal overleve den rå virkelighed. Ikke ‘etisk/moralsk oprustning’, men ‘dogmatisk/oplysnings oprustning’ er et nærliggende svar: Modellers og Programmet NyTeologis sigte, >0.4. 18 Også kultur-kristne kan – med Paulus – mene, at ‘alt er tilladt, men ikke alt gavner.’ (1 Kor 10.23). Men først med kristendommen gælder dog, at ‘ALT er tilladt’– dvs. i lyset af ‘syndernes forladelse’ (>1.0.1.box; >1.12.8). For det vantro menneske gælder paradoksalt (og finurligt) nok, at ‘INTET er tilladt’, når vi mener, vi selv kan skabe os et liv ud af INTET! (>1.3.1; >1.16). 72 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 2.3 Kristendom som ordning og organisation “... Helligånden har sat jer (i hjorden) som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, ...” ApG 20,28 2.3.0 Den organiserede kristne kirke De vidtspredte kristne menigheder ordner sig gennem tros-modeller, lære-modeller, sakramenter, gudstjeneste-former og kirke-organisation, – med forskelligt omfang og vægtning af elementerne. Kriteriet for at blive betragtet som en ‘kristen’ menighed eller kirke blandt andre kristne kirker er normalt tilslutning til trosbekendelsens treenige Gud samt sakramenterne dåb og nadver. 2.3.1 Kirkesamfund “I min Faders hus er der mange boliger” (Joh 14,2) 19 pp-94 Kristne forestillinger varierer fra tid til anden og fra sted til sted i takt med verdensopfattelsen og hvor man nu lægger vægten på trosindholdet. Allerede NTs skrifter repræsenterer kirkelige varianter. De kristne trossamfund har nogle få, men centrale modeller fælles >2.0.3, hvorpå man lægger sin egen troslære eller dogmatik ligesom man med samme sæt kort kan lægge forskellige ‘kabaler’. 20 Kortene i kabalen udvælges, vægtes og lægges forskelligt, fx.: – Romersk-katolske kirke med Jomfru Maria som et betydningsfuldt kort (jf. pp-95). – Ortodokse kirker med Helligånden som trumf. – Evangeliske kirker centreret om Jesus Kristus gennem Ordets (intellektuelle) forkyndelse. 2.3.2 Kirke-skillelinier pp-95 Allerede i løbet af kirkens første århundreder skete udskilninger på spørgsmålet om gyldige former og grænser for kristendom, bestræbelser som førte til vedtagelser af kirkens ‘standard-modeller’ >2.0.3. Trods senere forsøg med forpligtende kirkemøder, voksede afstande ofte i lære og praksis. I moderne tid har man med ‘økumeniske’ samtaler søgt en grundlæggende og universel kristen enhed. Eksempel-1: Øst- / Vestkirkens strid år 589-1054 Danner den ‘Treenige Gud’ en F S H-Å ligesidet eller en ligebenet trekant? Vest: Helligånden udgår fra både Fader og Søn, idet de tre sidestilles. Øst: Helligånden udgår fra Faderen. VESTKIRKEN F S H-Å ØSTKIRKEN Vesterlandske kirke ville bl.a. betone ‘sidestillingen i samvirket’, hvorefter ingen af de tre, hverken Fader, Søn eller Ånd, kunne stå alene eller undværes, jf. >1.1.3.3 box1; >1.2.1; jf. >3.1.3/pinsedag. I ‘vest’ udgår Jesus Kristus’ Ånd som ‘Helligånd’, som derfor ikke er en eller anden ‘åndelighed’. 21 I ‘øst’ optræder Helligånden som selvstændig ‘Person’. – Øst- og Vestkirken skiltes år 1054. 19 Den romersk-katolske kirke har fortsat svært ved at acceptere reformatoriske kirker som ‘ægte kirker’. 20 I den kristne kirkes periferi har altid været lagt alternative kabaler, ofte med en ‘joker’: Visdom, esoteriskhed, sær-åbenbaringer, Bibel-fundamentalisme, religions-blanderi. – Også Modeller lægger kabale, >3.2.4. 21 I den fælleskirkelige ‘nikænske lærebekendelses’ 3.artikel har Vestkirken tilføjet “(.. udgår ..) og fra Sønnen” (lat. ‘filioque’). 73 2.udg. 2013 Eksempel-2: Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-95 Med Vestkirkens reformation i 1500-tallet dannedes de evangeliske kirker i Nordeuropa, bl.a. på spørgsmålet om nadveren: Er nadveren Guds indsats, eller menneskets takke-offer? (>1.12.9; >2.1.2) GUDS INDSATS: Protestantismens nadversyn. Eksempel-3: Romersk-katolsk nadversyn: KIRKENS OFFER pp-95 Forskellige kirkesyn i sammenhæng med organisationsformerne: ‘Evangeliske (-lutherske) kirker’, opstået i 1500-tallet (‘E-K’). ‘Romersk-katolske (pave)kirke’, etableret i middelalderen (‘R-K’). ––––––––– Gud ––––––––– Menighedens forbindelse til Gud – indirekte eller direkte: E-K (menighed og præst) forvalter sammen forkyndelsen af kristendommens Gud gennem ‘Kristus-troen’. Ingen kan udelukkes. R-K (fra pave til præst) forvalter frelsen på Guds vegne, under påberåbelse af autoritet til at åbne og lukke for forbindelsen til Gud. Kristus-troen KIRKE Menigheden –––– KIRKE Kirkernes hierarkier (trekanterne) er modsatrettede: E-K hvor menigheden ‘kalder’ præst og vælger biskop til tilsyn. R-K med ‘helligt’ selvsupplerende pave-bispe-præste-dømme. Normativ fastsættelse af ‘ret kristentro’: E-K ved det ‘almindelige præstedømme’ (dvs. enhver kristen). R-K ved kirkens koncilier med paven som sidste instans. Organisationen afspejler sig i gudstjenesten: I den rom.-kat. kirke skal gudstjenesten forestås af indviet præst, modsat evangeliske kirker, hvor gudstjenesten/præsteembedet kan forestås af enhver døbt og dertil kaldet af en menighed eller verdslig myndighed. 22 Den danske evangelisk-lutherske folkekirke har i kirkelig henseende ingen øverste myndighed, men regulerer sine forhold gennem folketing, regering (love eller ‘kongelig anordning’) og domstole. Med en forventelig adskillelse af ‘kirke og stat’ vil ske ændringer i (folke)kirkens administration. 2.3.3 Religionsfrihed / ‘Evangelisk-lutherske danske folkekirke’ pp-96 til -101 Med den danske grundlov er der siden 1849 sikret borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning (§ 67), jf. den eur. menneskerettighedskonvention, hvorefter borgerne har tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (art.9). Som flertallets trossamfund og af historisk-økonomiske grunde bestemmes i Grundlovens §4, at den siden den danske reformation i 1536 eksisterende ‘evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten’. ‘Andre trossamfund’ (end folkekirken) kan i Danmark opnå offentlig anerkendelse med rettigheder (vielsesret, skattebegunstigelser for medlemmerne ...) på visse betingelser (fast troslære, organisation, offentlig indsigt ...); pt. er anerkendt godt 100 trossamfund. Troslæren må da dække opfattelsen af at mennesket er afhængig af en transcendent magt, for at forhindre rene forretningsforetagender i – under dække af ‘religion’ – at sikre sig en skattefidus. 22 Evangelisk kirkelig undervisning og især voksenoplysning er således nødvendig af hensyn til den enkelte kristnes selvstændige forhold til det ‘normative’, – således Modellers anliggende og genre som ‘katekismus’ og ‘dogmatik’ (>0.3). Jf. at “Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne, ...”, (Grundtvig 1837, dds 384,2) 2.udg. 2013 2.3.4 Folkekirkens bekendelses-grundlag 74 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-97 Den ‘evangelisk-lutherske danske folkekirkes’ bekendelsesskrifter omfatter primært oldkirkens Apostolske Trosbekendelse som ‘dåbs-symbol’ og liturgisk tros-henvisning ved gudstjenesten mv.. Dernæst historisk-oldkirkelige lære-bekendelser: Nikænske og Athanasianske Trosbekendelser. Endelig de historisk-reformatoriske lære-skrifter: Den Augsburgske Bekendelse-1530, samt den pædagogisk anlagte Luthers Lille Katekismus fra 1525. 23 Standard-modellen ‘Kristus’ to naturer’ (>2.0.3.2) kommer til udtryk i den nikænske bekendelse. Den danske folkekirke står og falder med, at et flertal af danske tilslutter sig Kristus-bekendelsen (>2.0.2) gennem medlemskab af den evangelisk-lutherske kirke. Uden ‘folk’ ingen ‘folkekirke’ – men stadig ‘kirke’! Medlemmernes ‘tro’ granskes ikke, jf. at optagelse i folkekirken sker efter en kristen (barne)dåb i folkekirken, eller (efter anmodning) efter dåb ved en anden kristen kirkeordning. 24 I forbindelse med voksendåb forventes dåbskandidaten at have et minimum af indsigt i den kristelige børnelærdom. Et folkekirkemedlem som lader sig (gen)døbe i et ‘trossamfund’ er udmeldt. Folkekirken og dens bygninger udgør ikke en ‘religions-anstalt’ med plads til andre religionsformer. Ved ordinationen lover præsten, at “forkynde Guds ord rent og purt som det findes i (Bibelen) og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger...” (dvs. bekendelsesskrifterne), en formulering optaget i 1987. Ordinations- og præsteløfte samt Bibel og bekendelsesskrifter må forstås/fortolkes ‘historisk’. 25 Folkekirkens frihed, styrke, svaghed og formue – som ‘super-brand’. pp-101 Inden for den ‘rummelige’ folkekirke hersker udtalt frihed, hvor allerede menighederne under det biskoppelige tilsyn i de 10 stifter folder sig forskelligt ud inden for en evangelisk-luthersk opfattelse. Trosmæssigt er der meget højt til loftet mht. præsternes forkyndelsesfrihed (udnyttes dog kun i beskeden grad til at koncentrere sig om, at ‘kristendom handler om Kristus..!’), og endnu højere mht. medlemmernes trosholdninger (udnyttes til gengæld ud over alle grænser i overensstemmelse med modernitetens trosbekendelse, hvorefter ‘enhver skulle blive salig i sin tro..!’). – “I min Faders hus er der mange boliger.” (Joh 14.2) Den kristne kirkes styrke ligger i kirkens universalitet, som kan finde udtryk til alle tider og på alle steder, en ‘socialkapital’ i form af mangfoldighed i udtryk og form og derved evnen til udbredelse og opretholdelse i gode og onde tider, som der fremgår af kirkens 2000 årige historie. – I erhvervsprog er folkekirken et ‘super-brand’. Den kristne kirkes svaghed ligger i dens frihed, idet evangeliet om ‘syndernes forladelse’ kun kan forkyndes i frihed, en frihed som kan misbruges af såvel kirkeorganisation som af medlemmer og myndigheder, jf. >2.2.4. Videre ligger der en nok så alvorlig svaghed i talen om ‘syndernes forladelse’ – som jo implicerer en indrømmelse af at være ‘synder’ – hvilket ikke er ‘politisk korrekt’ i en tid med menneskets selvrealisering og selvforherligelse. Forsøg på fra kirkens side at gøre denne bitre ‘kærlighedens mod-historie’ (>1.10.0) mere spiselig gennem romantiserende eller naivistiske, sågar humanistiske forestillinger af virkeligheden, fører kun til utroværdighed. Uden fastholdelse af den rå virkelighed giver en selv nok så velment forkyndelse ingen mening (>2.1.6). – “Hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være” (Luk 12,34) Den kristne kirkes formue ligger (endnu) som ‘symbol-kapital’ i hovedet på folk, som billeder, forestillinger, oplevelser og forventninger, som man forbinder med kirken, ‘branded’ gennem århundreder. ‘Brandingen’ af søndagen som kirkens egen dag ville i dag koste et mia.-beløb, – men også her holdes udsalg. Modeller går efter at opgradere ‘symbol-kapitalen’ – kristendomskritikere efter at nedbryde den. 23 Den danske Salmebog rummer apostolske og nikænske trosbekendelser og dele af den lille katekismus. Den danske evangelisk-lutherske kirke har ikke siden reformationen 1536 (1537/39) optaget nye bekendelsesskrifter. 24 Den danske evangelisk-lutherske folkekirke er som verdslig organisation medlem af ‘Danske kirkers råd’ af kristne kirker og organisationer, samt af Det lutherske Verdensforbund af 1947. De lutherske kirker er på verdensplan en minoritetskirke (o.75 mio.), hvor de største enheder udgøres af de nordiske folkekirker. Den romersk-katolske kirke rummer over 1 mia. Forholdet til andre reformatoriske kirker er normaliseret og reguleret med ‘Leuenberg Konkordien’ af 1973, tiltrådt 2001. Forholdet til den anglikanske kirke er reguleret gennem ‘Porvoo-fællesskabet’ af 1995; tiltrådt af folkekirken 2010. 25 Jf. Modellers forslag til udvidet forståelse af Trosbekendelsens 3.artikel >2.0.4.1, og tros-lære-model ‘Kirkeåret’ >2.1.8. 75 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.3.5 EKSKURS-VIII: Den evangelisk-lutherske danske folkekirke pp-98 – 101 – lidt historie og facts Aktuelt er o. 80% af total-befolkningen medlemmer og holder en kirkegang på et par procent. Kirkegang har ligget stabilt gennem 500 år med 2 undtagelser: de teologiske vækkelser i 1500-tallet og de folkelige vækkelser omkring år 1900, hvor kirkegangen begge gange toppede med (kun!) godt 10%. 10 % kirkegang 10 % kirkegang Et par-% kirkegang 1500-tallet ‘Teologisk vækkelse’ 26 .....? 1850–1950 ‘Folkelig vækkelse’ 2000 Organisatorisk består folkekirken af godt 2100 sognemenigheder med begrænset selvstyre, og ca. 40 autonome valgmenigheder, samt et mindre antal sær-menigheder (hospitals-, fængsels-, udlandskirker, mfl.). ‘Sognemenighederne’ er fortsat det bærende element i den evangeliske folkekirke, >2.0.0; >2.3.2-3. Den økonomiske ‘understøttelse’ (Grl §4) har historiske rødder som kompensation for, at staten reducerede gejstlighedens økonomiske grundlag i 1500- og siden i 1900-tallet, (hvorfor statsstøtten står i finansloven som ‘præstelønninger’), samt som tilskud til folkekirkens fortsatte varetagelse af praktiske opgaver for det offentlige (vedligeholdelse af fredede kirkebygninger, myndighedsopgaver/kirkebøger). Folkekirkens årlige omsætning er på o. 7 mia kr, (kun ca. 1/3 af hvad befolkningen årligt ‘ofrer’ til ‘lykkens gudinde’ i form af spil, lotto o.lign.). Statens støtte til folkekirken udgør i dag ca. 10% af folkekirkens driftsomkostninger, (langt mindre end hvad statskassen får ind gennem skat på ‘lykkens gudinde’); for 50 år siden var støtten over 30%. Medlems-kontingentet (kirkeskatten) ligger omkring 1% af den skattepligtige indkomst; ‘smertegrænsen’ kendes fra middelalderens kirkeskat, ‘tiende’, hvor man aldrig kom helt op på de 10%. Blandt frikirker og sekter ses stadig et (skattebegunstiget) kontingent på 10%. Værdien af det personlige skattefradrag som medlem af et andet trossamfund, overgår folkekirkemedlemmets statsstøtte. I middelalderen byggedes over en 100-årsperiode op mod 2000 kirker, hvoraf henved 1700 står endnu. Befolkningstallet i Danmark var dengang under 1 mio, som overvejende boede i landsognene, hvor der i dag bor næsten lige så mange/få som dengang. Dengang en kolossal andel af landets BNP. Seneste 100 år er opført omkr. 400 by-sognekirker. Ialt står 2354 (folke)kirker i dag, hvoraf størstedelen samtidig udgør Danmarks mest omfattende museale arv, og som overvejende vedligeholdes for folkekirkens medlemmers regning. Antallet af evangelisk-lutherske præsteembeder er i perioden år 1800 til år 2000 i runde tal vokset fra 1000 til kun 2000 præster, mens befolkningstallet i samme periode er vokset fra 1 mio. til hele 5 mio. 27 26 Den udbredte opfattelse, at ‘de fleste i gamle dage gik i kirke hver søndag’, er under alle omstændigheder en stærk overdrivelse; danskere har altid gået i kirke som det passer os, jævnt 1-2%, og når der var nyt på færde, da 10%. Kirkegangen kunne i øvrigt afvejes mod, at der årligt går 2-3 gange så mange i kirke som i teatret herhjemme. En kirkegang på 100% (alle medlemmer til gudstjeneste hver uge) er hverken praktisk mulig (10 søndagstjenester pr. præst), eller nødvendig. Med ‘model-3’ lægges pragmatisk et års gudstjenester til rette, hvorefter menigheden – ved blot at deltage 1 gang i hvert af de 6 udsnit (>2.1.8) – ‘kommer igennem’ kristendommens drama. Kirkegangen ville igen være på realistiske 10%. 27 Det moderne samfund søger at kompensere gennem 5000 aktive psykologer (banket op siden 1950) og et utal af ‘coaches’ og livsstilseksperter. – Men menneskers ‘ånde-nød´ hjælper det ikke på, eftersom ‘ånd’ er noget andet end, ja nærmest det modsatte af, ‘sjæl-legeme’. Jf. antropologi >1.5; konflikten ml. ‘ånd’ og ‘kød’ >1.9.3: ‘religiøsitet/religion’ >2.4.0. 76 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 2.4 Kristendom som generel religionskritik Kristendommens rationale rummer en generel religionskritik – men giver plads til religiøsitet “Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer: Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, ...”. (Paulus iflg. ApG 17, 22ff) 2.4.0 Religiøsitet/religion som evolutions-biologisk, medfødt og tillært fænomen pp-103 Modeller ser religiøsitet/religion som et karakteristikum for især mennesket, som en evolutions-biologisk tilpasning mellem biologi/psyke/miljø/kultur, udtrykt gennem mere eller mindre udviklede, konstruerede og selvforståede religiøse og ideologiske forestillinger med tilhørende religions-/kultur-/samfundsformer. Grundlæggende udtrykker kristendommens rationale en generel religions-kritik, samtidig med at kristendom giver det hele menneske plads til dets religiøsitet, religions- og kulturudøvelse. 28 Kristendom er således principielt ikke afhængig af ‘religiøsitet’, men kun af ‘Ånd/ånd’. 29 Tro / vantro / ikke-tro knytter sig til menneskets ånd og Guds Ånd. ‘Tro’ er at dele sin ånd med Guds Ånd. ‘Vantro’ er ikke at ville dele ... >1.9.0. ‘Ikke-tro’ gives ikke, >1.9.0, – eftersom ‘ånd’ er en skabt og uafvendelig del af mennesket, >1.5.2. Ånd ånd Religiøsitet / religion / religionsudøvelse knytter sig til menneskets ‘legeme&sjæl’. ‘Religiøsitet’ er et evolutions-biologisk fænomen. LEGEME&SJÆL Menneskets ‘legeme&sjæl’ har formet sig, >1.5.1. Den kristnes udøvelse af religion kan på godt og ondt ses som ‘åndens spor’ igennem ‘legeme&sjæl’. 2.4.1 Kristendommens rationale og religions-udøvelse pp-104 Den kristne kirke kan ses som udtryk for en ‘religionsudøvelse’, som seriøst søger at reflektere og fastholde ‘kærligheds-troen’, som den kommer til udtryk i Skaberens åbenbaring i Jesus Kristus. Kristendom kan for menigheden og den enkelte udøves gennem ‘legeme&sjæl’ på religiøsitetens vilkår i et religiøst-mytologisk-poetisk sprog og i ritualer, men i overensstemmelse med kristendommens rationale (>1.1.2). – (Modeller omhandler ikke ‘ritualer’, jf. dog ‘dåb’ >2.1.1; ‘nadver’ >2.1.2; ‘bøn’ >2.1.3.) Men kristendom kan også udøves på det ‘intellektuelle plan’ – uden religion/religiøsitet, jf. box. Religion/religiøsitet lader sig paradoxalt nok ikke sætte på almene formler, selv om enhver véd – som et evolutions-biologisk produkt – hvad det handler om; også religionens/religiøsitetens argeste fornægtere. Modellers (klassiske) arbejdsdefinition af religiøsitet ses som ‘grebethed af det på én gang fascinerende og afskrækkende ved livet’ 30, og i forlængelse heraf tager religion udgangspunkt i det almen-menneskelige spørgsmål om ‘tilværelsens uselvfølgelighed’ eller ‘meningen med det hele’ (jf. >0.2). Religiøst spørges sjæleligt-materielt, hvor kristendommen rationale svarer åndeligt-materielt. Når mennesket som ‘legeme&sjæl’ selv svarer, sker det som religion eller livstydninger, dvs. forsøg på at få fast grund under tilværelsen eller sikker viden om mennesket og virkeligheden, jf. >4.4. I kristendommens univers er det udtryk for ‘vantro’ at mennesket ikke vil dele sin ånd med Guds Ånd) for selv at ville være skaber af sin (og andres) tilværelses mening, jf. >1.9; >1.10. 28 Religionskritik har (naturligvis) altid eksisteret på forskellige grundlag: Religionerne indbyrdes, den filosofiske fornuft, den organiserede fornuft (1700-tallet til dato), – og de seneste 2000 år som kristendom, hvis rationale går i kritisk dialog med det religiøse i mennesket. Modellers syn på og kritik af det religiøse/religion er såvel evolutions-biologisk som teologisk. 29 Hvor et kristent kirkesamfund derimod bygger på ‘religiøsitet’, bliver det ‘kristne’ udvandet til ukendelighed. 30 Til Modellers brug er denne ‘klassiske definition’ tilstrækkelig frem for at drukne i en mængde nyere forsøg på definitioner. 77 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Ligesom menneskets religiøsitet udviklede sig, ind-selekteredes, fra størrelsesordenen 1 mio år siden og ses gennem de seneste 100.000 år, må religiøsiteten på langt sigt kunne afvikles, gradvis ud-selekteres, eller – som gennem kristendommens rationale – på kortere sigt kunne tæmmes og nyttiggøres. Uovervejet religions-udøvelse er hverken sundt for det enkelte menneske, medmennesket eller for samfundet. Det er – omvendt – blevet en trend blandt ‘ånds-eliten’ at betragte sig som ‘ikke-religiøs’, ‘ikke-troende’, også selv om allerede Darwin tænkte, at menneskets religiøsitet er et evolutions-produkt. Eller man betragter sin religiøsitet som et overstået, ‘lavere’ stadium, hvorefter man mener nu også at kunne skylle kristendommen ud med dåbsvandet. ‘Ånds-eliten’ laver dog dobbelt-fejl: ALLE er vi religiøse, og kristendom er – kristeligt set – IKKE en religion! Ægte ‘religions-kritik’ er derimod selvkritik af sin mere eller mindre erkendte religiøsitet og religions-udøvelse. Tilsvarende må ægte ‘kristendoms-kritik’ bygge på kvalificeret indsigt i kristendommens, ikke-religiøse, univers. Kristendom ville i øvrigt kunne bestå selv hvor det religiøse måtte ud-selekteres og kristendom ikke længere kunne udøves religiøst; kristendom ville fortsat kunne udøves intellektuelt!, >1.0.2; >2.3.1; >2.4.4.4. Jf. ‘missionsbefalingen’: “... Idet I døber dem ... idet I lærer dem ...” Matt 28,19f; jf. ApG 5,42: ‘... undervise ...’. 2.4.2 Kristendommens univers og Guds-opfattelser “De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker ... [og andet].” (Rom 1,22f) pp-108 Kristent set har alle Kærlighedens Gud tilfælles (>1.1.2), og følgelig Skabelsens Gud tilfælles (>1.1.3), men hvor ‘Kærlighedens og Skabelsens Gud’ i kristendommen opfattes og dyrkes som en teologisk set ‘treenig-monoteistisk Gud’ (>1.2.0), opfattes og dyrkes Gud anderledes uden for kristendommen. KÆRLIGHEDENS GUD SKABELSENS GUD * 31 TRE-ENIGHEDS MONOTEISME KRISTENDOM ABRAHAMITISK MONOTEISME JØDEDOM ISLAM ALVERDENS GUDSTRO DIV. RELIGIONER ALVERDENS VANTRO/ATEISME DIV. LIVSSYN – Teologiske tros-modeller – *) Skabelsens Gud giver sig til kende overalt som skaberværk/virkelighed, men først med Jesus Kristus kender vi også Kærlighedens Gud: Hvem og hvad vi har med at gøre, hvad meningen er og hvordan vi kan leve og dø med Gud. Spørgsmål-svar om ‘samme Gud’ lyder: “Har vi samme Gud?” – Ja! / “Tror vi på samme Gud?” – Nej! Kærlighedens og Skabelsens Gud er alles Gud, som den Gud mennesket møder i Jesus Kristus! (>1.17.2) Et sådant kristent udsagn ville andre – herunder de to GT-baserede (‘abrahamitisk-monoteistiske’) religioner: jødedom og islam – ikke kunne tilslutte sig, allerede fordi Jesus Kristus ikke hos dem tilkendes rollen som ‘Guds Søn’, at Jesus Kristus ikke ‘var i begyndelsen hos Gud’ (Joh 1,1ff), og slet ikke at Gud sidenhen inkarnerede sig som menneske i Jesus fra Nazareth, og gennem sin lidelse, død og opstandelse skabte en ny virkelighed – endda på selve Guds hviledag! (jf. >1.11.1n; >3.2.1/14.søn.trin.). Den nærmeste fælles ‘Skabelsens Gud’(*) benævnes i religioner og livsanskuelser under forskellige navne. De to GT-baserede: jødedom og islam har én fælles Gud: ‘Abrahams, Isaks/Ismaels og Jakobs Gud’ 32, i hvis ‘tro’ alle folkeslag skulle velsignes gennem Abraham som ‘troens fader’. 33 Jf. >1.11; >1.17. Livsanskuelser benævner ‘gud’ efter det højeste, man tror på: Lykke, succes, fornuft, mennesket. Men alle har vi også vores ‘syndighed’ tilfælles som mennesker: at vi nærer mistillid til ‘Kærlighedens og Skabelsens Gud’, at vi dyrker os selv, skaber vore egne illusioner og derved fjerner os fra virkeligheden. 31 32 33 Paulus i Athen præsenterer (omvendt) den kristne Gud som den, der er anderledes end de græske guder (Apg 17,23). GT: 2 Mos 3,6; NT: Matt 22,32; Koranen: Sura 2:133; jf. 1 Mos 12,1f.. Jf. ‘kristendommens latente menighed’ >2.0.4.1. ‘Troen’ som menneskets arts-karakteristikum kommer til udtryk i GTs tale om ‘Abrahams tro’ (1 Mos 15,6) og overtages siden af NT: “Den retfærdige skal leve af tro” (Hab 2,4; Rom 1,18). – Modeller har dog Gud som ‘troens fader’, >1.5.2. 78 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.4.3 Kristendom og kultur / kultur-kritik / civil-religion / livsanskuelse pp-90f I kristendommens univers udfolder mennesket sig nysgerrigt og spørgende, glad og sørgende, rationelt, kritisk, intuitivt, æstetisk og kreativt til virkeligheden; den kristnes frihed er kulturskabende, >1.12.8; >4.1. Kristendom bliver samtidig kultur-kritik i det omfang kultur eller samfund af den ene eller den anden art gør krav på at rumme absolutte sandheder om tilværelsens mål og mening, jf. >2.2.4. Den ‘kristne næstekærlighed’ (begrundet i Guds kærlighed, >2.2.7) kan kun være udgangspunkt for den enkelte kristnes etik (‘.. og find så selv ud af resten..!’, >2.2.7.1), men kan ikke hævdes som generel samfundsetik, – kristendom er ikke en verdslig samfundskonstruktion. 34 Mht. kulturernes religions-udvikling synes denne at være gået i retning af mere reflekterede former, fra samler-jæger-stadiet over landbrugs-samfundet og videre med by-samfundet og alfabetet som skrift-religion. Gudsforestillingen ‘mono-teisme’ synes udviklet fra omkring 3-4000 år siden og eksistere side om side med ‘poly-teisme’. 4-5 århundreder før vor tidsregnings begyndelse importeres mono-teismen fra Mesopotamien til Palæstina for at indgå i GTs udvikling af sin standard-model ‘abrahamitisk monoteisme’, jf. >1.0.3; >1.2.1 box. Kristendommens ‘monoteisme’ har sin standard-model i ‘Den tre-enige Gud’, udviklet i 100-300 tallet. ––––––––––––––––––––––––– 2.4.4 EKSKURS-IX: Aspekter af kristendom som religionskritik pp-104–107 “Tåberne siger ved sig selv: ‘Gud er ikke til!’” (Sl 14,1) Mennesket må forholde sig kritisk til sin religiøsitet – ellers tager den magten over en selv (og andre). 35 Vil man (gælder også præster) undgå at blive offer for religiøst nonsens eller (selv)bedrag, må man forholde sig seriøst og kritisk til sin mere eller mindre erkendte religiøsitet/religionsudøvelse/religion. Den samme opmærksomhed kræves for ikke at blive offer for totalitære ideologier, materielle, rationelle eller nihilistiske, der som forklædt religiøsitet let tager magten over mennesket..! 36 2.4.4.1 Rationel o.lign. ... forholden sig til sin religiøsitet. “Alle, [der hørte den 12-årige Jesus i templet] undrede sig meget over hans indsigt ...” (Luk 2,47) Ikke-rationel religiøsitet, hvor man bevidst, men ukritisk, dyrker sin religiøsitet inden for eller uden for en religion. IKKE-RATIONEL RELIGIØSITET IR-RATIONEL RATIONEL Rationel religiøsitet med et bevidstgjort og kritisk forhold til sit religiøse og sit intellektuelle forhold til sin religionsudøvelse, jf. >1.0.2; >2.0.1n; >2.4.1; >4.1; >4.2. Ir-rationel religiøsitet: et ikke-anerkendende, ukritisk indifferent eller uorganiseret forhold til sin (og andres) religiøsitet. I relation til kristendom ses alle tre forhold: Den ‘ikke-rationelle sekterisme’, den ‘rationel-teologisk baserede kirke’, den ‘irrationelle kritik’ af kristendommen og af mennesket som et religiøst væsen. 34 Omvendt er samfundet afhængig af et mindstemål af fælles holdninger og sammenhængskræfter, som kan antage karakter af (sekulær) religionserstatning, ‘civil-religion’: ‘demokrati, menneskerettigheder, ideologier, humanitarisme’. Det ’humanitære’ har karakter af civil-religion, jf. det internationale Røde Kors, som siden 1863 gået fra et (reformert) kristent grundlag: ‘den barmhjertige samaritaner’ (Luk 10,23ff, jf.>1.0.3. box2) til i dag den egennyttige og pragmatiske ‘gyldne regel’ (‘gør mod andre, hvad andre bør gøre mod dig!’), kendt i alle kulturer og religioner (jf. Luk 6,31.) Jf. >2.4.2. 35 Anførte GT-salme 14 synger om det ‘tåbelige’ i at benægte eller ikke at være opmærksom på sin religiøsitet. 36 ‘Mirakler’ hører under den psyko-fysiske religiøsitets område, og er ikke et specielt kristent fænomen. 79 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.4.4.2 Intuitiv o.lign. ... forholden sig til religion “Dette siger Gud Herren, han som skabte himlen og spændte den ud ... : ...” (Es 42,5) Mennesket møder sin religiøsitet intuitivt og danner sig en umiddelbar opfattelse af religiøsitet og gudstro. ‘Intuitivt’ opleves religiøsiteten som ‘åbenbaring’ med stor sandhedsværdi og med sin kilde uden for mennesket, men alligevel nærværende i mennesket; profetisme har intuitiv karakter(>1.11.0); jf. >1.7.2. Intuitivt placeres åbenbaringens kilde som ‘Gud’ i sin ‘himmel’, fjernt over skyerne eller nært under jorden. (>1.6.2) INTUITIV RELIGION SOM Gud som dragende, frygtelig, urørlig, god/ond, mangfoldig, ... – Over for en intuitionistisk Gud må der ydes noget! KONTRAINTUITIV Kontra-intuitivt fremtræder religion og gudstro med Gud som svag, dødelig, tilfældig, menneskefødt, ‘tre i én’, ... – Over for en kontra-intuitionistisk Gud kan intet stilles op! Ikke-intuitivt kan religion og gudstro konstrueres som et produkt af rationel tænkning, af en filosofisk idé, et system, ... – Man skaber selv sit forhold til en ikke-intuitionistisk Gud. IKKE-INTUITIV Et fx. ‘materialistisk livssyn’ strider intuitivt imod ‘spiritualisme’; sovjetstyret var således anti-religiøst. Moderne ‘humanistisk livssyn’ optræder som ‘ikke-intuitiv’, men forstår sig selv intuitivt som sandt. Kristendommens rationale er kontra-intuitivt: ‘Skaberen dør!’ (1.12); ‘omvendt tid’ (>1.7.3); ‘de sidste - de første’ (Mark 10,31); ‘den mindste - den største’ (Luk 9,48); ‘alles frelse’ (>1.13.7); ‘næste’ (>13.søn.trin) .. 2.4.4.3 Kun tre grundlæggende religionstyper “...de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed.” (Rom 1,21; jf. >1.0.0.n; >1.17) Selv om antallet af religionsformer er mangfoldige og ikke synes at lade sig gruppere overskueligt, tegner sig for Modeller kun tre religionstyper, med relationer til henholdvis SKABEREN, ALT og INTET, >1.2.2. Ydelses-religion/ALT, hvor livets mening og fortsatte beståen afhænger af menneskets ydelser gennem ‘frugtbarheds-religion’, YDELSES– ‘lovreligion’, ‘livsstil...’ Eks.: Islam. Materialisme. – RELIGION INTETHEDS– SKABELSES- SKABELSES-religion, hvor livets mening og beståen alene afhænger af Skaberens kærlighed, som giver livet som en gave. Eks.: Kristendom udøvet i bøn, lovsang, gudstjeneste (>2.0.5). INTETheds-religion, hvor livet i sig selv ingen mening har, og spørgsmålet er en illusion som med indsigt opløses i ‘Intet’. Eks.: Buddhisme. Videnskabs-positivisme. Nihilisme; >1.16. Dybest set eksisterer kun to religionstyper: Skabelses- og Intethedsreligion, med Ydelses-religionen som en udfyldning af Intetheds-religionens tomhed, jf. Rom 1,21: ‘Gud eller tomhed’. Jf. de kun to alternativer: det ‘ægte alternativ’ henholdsvis ‘uægte alternativer’, >1.16; >2.1.5.2. 2.4.4.4 Kristendom som religiøsitet/religion/religionsudøvelse - iflg. Modeller Religionskritisk set fremtræder kristendom som skabelses-religion, der forholder sig bevidst rationelt til menneskets religiøsitet og kontra-intuitivt til Gud, tid, kosmos, Intethed, mennesket og religion. Kristendom udøves som religion i menighed/kirke med plads til religiøsitet i gudsdyrkelsen, og kan udøves intellektuelt som teologi og i undervisning. 80 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 2.4.4.5 A-teisme / A-gnosticisme / A-religiøsitet / Total-anskuelse “Tåberne siger ved sig selv: ‘Gud er ikke til!’” (Sl 14,1) – jf. 2.4.4.n. A-teisme: en trosholdning 37, som benægter eksistensen af en Gud og et højere/lavere styrende princip. KOSMOS MENNESKE A-teisme – jf. >2.1.5.2 A-teisme synes altid at have eksisteret. I moderne tid fremstået dels som reaktion på 1600-tallets religionskrige, dels som følge af 1700-tallets ‘oplysning’, samt med 1800-tallets forestilling om at den religiøse og metafysiske tidsalder med ‘Guds død’ afløstes af en ‘videnskabelig tidsalder’. 38 A-gnosticisme: en trosholdning, som afviser muligheden af viden/indsigt (‘gnosis’) ud over erfaringen, idet viden/indsigt – også i en eventuel ‘mening med det hele’ – kun vil kunne hentes ud fra erfaringen. KOSMOS 39 MENNESKE A-gnosticisme – jf. >2.1.5.1 A-religiøsitet er et ‘evolutions-biologisk’ fordelingsmæssigt grænsefænomen, som dog ikke udelukker tilslutning til metafysiske ideer eller dyrkelse af religionslignende arrangementer, jf. kristen a-religiøsitet. pp-103 antal A-REL. NORMAL-RELIGIØSE HYPER-REL. intensitet Undersøgelser viser, at 2,5 procent af verdens befolkning forstår sig som ateister (vel et lignende antal som ‘A-religiøse’). ‘Hyper-religiøse’ kan fremstå som sværmere, karismatikere, mystikere – også kristne. Religiøsitet og religionsudøvelse er ikke en forudsætning for at være kristen, >0.3; >2.4.4.4. Modellers Total-anskuelse er udtryk for trosholdningen ‘Credo ut intelligam’/‘Jeg tror for at kunne forstå’, jf. >1.14, hvorefter ‘Kærlighedens og Skabelsens Gud’ i Jesus Kristus har åbenbaret den nødvendige og tilstrækkelige forudsætning for udfoldelse af et verdensbillede med sammenhørende menneskesyn, – altså svaret på ‘meningen med det hele?’, og på ‘det hele’ – og ‘lidt til’..! (>1.12.0). En ‘total-anskuelse’ set udefra og indefra. (>1.0.1), jf. pp-92 – Alt med eller uden fornuft, erfaringer/oplevelser, videnskaber, naturen og religiøsitet. 37 40 ‘Mennesket er det troende væsen i universet’ >1.5.2; ‘Ikke-tro’ gives ikke >1.9.0. ‘Kærlighedens historie’ >2.1.5.1 38 Moderne kristendomsopfattelse er ofte selv ateistisk eller a-religiøst præget i et opgør med en udbredt ‘almen guds-tro’ eller ‘halleluja-religiøsitet’, – lige så ofte til offentlighedens (menigheden, ånds-eliten, pressen) forbløffelse som forargelse. Klassisk a-teisme fremførtes i øvrigt ofte af teologer, jf. det ‘ægte alternativ’ >1.16. 39 40 I oldtiden mente ‘gnostikerne’, at erkendelse af det guddommelige var en forudsætning for menneskets frelse fra verden. At påstå sig som ‘a-teist’, a-gnostiker, ‘a-religiøs’ eller ‘ikke-troende’ er nok så meget et vestligt mode-fænomen i dag. ‘Ny-a-teismen’ af i dag er et anakronistisk opgør med 1700-tallets filosofiske gudsforestillinger (teismen) – som (heller) ikke er den kristne teologis gudsforestillinger af i dag..! jf. >0.4 n. 81 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn FASTELAVN JESUS KRISTUS – som Guds Søn PÅSKE MODEL 3 KIRKEÅRETS DRAMA: ‘CHRISTUS VICTOR’ Forkyndende kristendom Vignet: Skabelse og udfoldelse af Kristendommens Univers forløber gennem kirkeårets gudstjenester som et virkelighedens drama med Jesus Kristus som centrum. (Model 3.1.2 / 2. akt) 82 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn “Somme tider tænker jeg at vi er med i et skuespil der bliver vist for hele verden, med både engle og mennesker som tilskuere.” (Paulus i 1 Kor 4,9; 2007 ovs.) Model 3. Kirkeårets drama: ‘CHRISTUS VICTOR’ pp-110 til -124 Folkekirkens menigheder kan søndag efter søndag leve med i dramaet om skabelse og udfoldelse af kristendommens univers gennem evangelietekster, som trækker en ‘rød tråd’ året rundt. 1 “Kærlighedens og virkelighedens historie” – dvs. ‘kristendommens univers’ – præsenteres som et drama gennem en sammenhængende læsning af de ‘gammelkirkelige’ søn- og helligdags-evangelier fra den ældste af folkekirkens nu to tekstrækker, læst som en slags ‘kirkens 5.evangelium’. Casestudy’en omfatter 67 fortløbende evangelie-tekster kirkeåret rundt som de aktuelt foreligger med folkekirkens 1992-alterbog i et forløb sammenstykket gennem 1500 år ud fra NTs 4 evangelier. 2 Casestudy’en har form som et kirkeårs program for en sammenhængende forkyndelse blot uden prædikener, eller, om man vil, et dramaturgisk og scenografisk udkast til drejebog uden replikker. Model-3 er forkyndende og forsøger at tilbageføre den ‘horisontale evangelie-genre’ til kærlig- hedens ‘vertikale drama’ (>1.12.10; >2.0.1; pp 62f). Model 3 henter sine forudsætninger i model 1 og 2. Model 3.0 Den gammelkirkelige evangelie-tekstrække 3.0.0 Om tekstrækken - kort 3 De 4 NT-evangelier er selv dramaer, sammenstykket af overleveringer fra Jesus-traditionen (og fra hinanden) og redigeret under forskellige synsvinkler for hver for sig at blive anvendt som fortløbende læsning ved de respektive tidlige menigheders gudstjenester. Jf. >1.0.3; >1.12.10; >2.0.2. Tekstrækken kan være formet over old- og middelalderkirkens behov for tekstudvalg til årets fester og helgendage i en rækkefølge med en eller flere ‘røde tråde’ for den kristne grundfortælling (>1.0.0). Modeller tager pragmatisk udgangspunkt i folkekirkens Alterbogs seneste revision (1992) af 1. tekstrække og læser rækken fra advent og frem som en fortælling om ‘kristendommens univers’ fortolket i samklang med modellerne 1 og -2 ovenfor, – og omvendt. Hvor 1992-teksten de enkelte dage i sammenhængen ikke synes at harmonere med Modellers forestillingsverden, søges bagud i historien til tidligere tekstvalg, helligdagsrevisioner, reformationstidens ændringer og ned mod tekstinddelinger fra før den nu brugte middelalderlige inddeling af Bibelen i kapitler og vers; de tidligste inddelinger er markeret i det foreliggende NTs græske grundtekst. Kirkeårs-modellen kan ses som Modellers ‘konstruktion’ over 1992-rækken med en tilføjelse (påskelørdag), en ændring (7.søn.e.trin.) og enkelte betydningsfulde justeringer (bla. omkring advent). Casestudy’en fremtræder dels som en udmøntning til empirisk kirkelig efterprøvelse af det centrale i modellerne 1 og -2, dels som eksempel på nutidig konstruktion af en forkyndelses-model, jf. >0.3. 4 ‘Kirkeårs-modellen’ fremlægges som Modellers forslag til en anskuelig tros-lære-model, >2.1.8. 5 1 Modellers sceniske kirkeårs-drama med arbejdstitlen ‘Christus Victor’ (‘Den sejrende Kristus’), jf. >3.1.1.4 box; >4.5.5. De gammelkirkelige evangelie-tekster (1.række) i 1992-revisionen findes i Den danske Salmebogs tekstdel, s. 979 ff. 2 Den mesopotamiske kirkefader Tatian forsøgte allerede o. år 170 at harmonisere de 4 evangelier til en helhed. 3 Også casestudy’en er et stykke kirkeligt, pragmatisk og syntetisk teologi og ikke traditionel historisk-kritisk forskning. Den gammelkirkelige (vestkirkens) fulde tekstrækkes oprindelse og udvikling er kompliceret og langtfra klarlagt, og omfatter strengt taget også en lang række hverdags-evangelier, hvoraf kun nuværende helligdage er medtaget. Model-3 omhandler ikke den nuværende 1992-gudstjenestes øvrige NT- og GT-tekstlæsninger efter Alterbog-1992. 4 1992-tekstrækkens enkeltstykker læses ‘litterært-intertekstuelt’ som sammenhængende tekster, hvor den ene tekst knyttes til andre tekster i rækken, jf. box. – De spredte real-historiske oplysninger er kun medtaget for interessens skyld. 5 Forfatteren har udviklet Modeller og afprøvet modellerne gennem en årrække som sognepræst i et omfattende prædikeog (voksen)undervisningsembede (4-sogns-pastorat med ‘kirkeskole’), jf. kirke-programmet >2.1.8 / ApG 5,42. 83 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Med den intertekstuelle metode udlægger de enkelte tekster og temaer hinanden bundet sammen af associationer, stikord eller overlapning, idet tekster og temaer holdes sagligt på plads af kirkeårets struktur og kristendommens rationale (iflg. Modeller, >1.1.2) så vilkårligheder minimeres. Jf. ‘konstruktion’ >1.0.3. Grundlæggende hører det naturligvis med til hjemmearbejdet at forberede sig gennem Bibel-læsning i helheder. Siden 1885 har folkekirken også haft en ‘2.tekstrække’ (‘lige kirkeår’) udvalgt for at supplere tekstvalget og som en ‘skygge’ af 1.række. 1958 forsøgtes med en 3.række. Mange kirkesamfund har i dag skabt helt andre rækker. 3.0.1 ‘Christus Victor’ (‘Den sejrende Kristus’): ‘Kærlighedens og virkelighedens historie’. pp-112 Med kirkeåret skabes og udfoldes Jesus Kristus’ Rige og med dette ‘kristendommens univers’ >1.0.1. Drejebog/prædikenoplæg i 3+3 akter hvor første del fra advent til pinse danner scene for menneskets konfrontation med ‘Guds kærlighed’. Anden del fra pinse til advent danner scene for menneskets konfrontation med ‘Guds virkelighed’. Kirkeåret som helhed opbygges med Jesus Kristus som centrum, tema og indre sammenhæng, hvorefter alt handler om Jesus Kristus..! (jf. ‘Kristus-bekendelsen >2.0.2; ApG 5,42; >4.4.4). 6 1 Første kirkehalvår: Kristendommens univers SKABES ADVENT – som menneske 6 5 Kærlighed i – 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS FASTELAVN Håb til – ALLE HELGENS DAG Andet kirkehalvår: Kristendommens univers UDFOLDES JESUS KRISTUS Tro på – 4 – som Guds Søn – som Gud TRINITATIS PINSE 2 PÅSKE 3 Første halvår, advent til 2.pinsedag: Kristendommens univers skabes i tre akter: 1. Advent – søndag sexagesima (søndag før fastelavn): Jesus Kristus som menneske 2. Fastelavns søndag – 2.påskedag: Jesus Kristus som Guds Søn. 3. 1.søndag efter påske – 2.pinsedag: Jesus Kristus som Gud. Andet halvår, Trinitatis søn. til Sidste søn. i kirkeåret: Kristendommens univers udfoldes i tre akter: 4. Trin.søn./1.søn.trin. – 14.søn. efter trin.: Menneskets tro på Jesus Kristus. 5. 15.søn.trin.– søndag før Alle helgens dag: Menneskets kærlighed i Jesus Kristus. 6. Alle helgens dag – Sidste søn. i kirkeåret: Menneskets håb til Jesus Kristus. Kirkeåret er cyklisk, dvs. videreføres fra akt til akt og fra halvår til halvår, uden ophør, år efter år. 6. akt fortsætter hen over advent til 1. akt med Jesus Kristus’ komme som håbets opfyldelse. Trinitatis søndag knytter bagud til 1.kirkehalvår og sætter samtidig temaet for 2.halvår. 6 ‘Lagkage-diagrammet’ bygger på antallet af søn- og helligdagstekster, hvorfor 1.kirkehalvår fylder mest. Alle 67+1 tekster forekommer ikke på et enkelt kirkeår pga. påskens forskydninger i forhold til måneds-kalenderen. Menigheden forventes ikke at gå i kirke hver søndag, men blot én gang i hver akt, ialt 6 gange på et år = 10% kirkegang. 84 2.udg. 2013 3.0.2 EKSKURS-X: Kirkeårets scenografi og dimensioner Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-45;-62f,-67;-81 Den virtuelle ‘rum-tid’-model (>1.6; >4.3) danner flere ‘scene-rum’ for tekstrækkens drama. (Det ‘virtuelle’ som det, der er virksomt, men ikke er til stede som fysisk genstand, jf. Luk 17,21) 3.0.2.1 ‘Treenigheds-modellen’ (>1.7.1) som rum og tid for ‘kirkeåret’ Kristendommens univers som samtidigheds-rum. E-t Faderens plan Helligåndens plan (E-t, S-t) Den Treenige Gud er selv skaberen af kristendommens univers, her i ‘rum-tidens’ 3 tidsdimensioner og planer. (E-t, F-t) F-t: ‘Fysisk tid’ / udstrækningens tid, S-t: ‘Skabelsestid’ / afgørelses tid(spunkter), E-t: ‘Evig tid’ / den evige Guds tidsperioder, d er-Gu Skab F-t Sønnens plan (S-t, F-t) S-t 3.0.2.2 Det virtuelle rum (>1.6.1) danner et samtidigheds-rum med 1) den nærværende Gud, 2) Jesus Kristus’ Rige samt 3) det kristne menneske, og udgør sammen med de reelle dimensioner ‘rum&tid’ (>1.4.1) kristendommens univers. 1. halvår: Jesus Kristus skaber sit Rige som basis for kristendommens univers (>1.0.1) Jesus Kristus’ Riges scene-planer og -rum E-t som menneske s stu s Kri Jesu som Gud 1. akt 3.akt S-t 3.0.2.3 2. akt (S-t, F-t) >3.1.2 (E-t, S-t) >3.1.3 Jesus Kristus’ Riges skabelses-rum opbygges gennem 3 akter (‘planer’) gennem 1. kirkehalvår med Jesus Kristus som hovedperson. Scene-rummet bliver stående til 2. halvår. Den kristne menigheds scene-planer og -rum Jesus Kristus’ Rige med 1.halvårs scene-rum danner 3 nye scene-planer som nu udgør scene-rummet for Troens plan t eske Menn 4. akt 6. akt S-t Jesus Kristus som Guds Søn Jesus Kristus som Gud 2. halvår: Mennesket udfolder Jesus Kristus’ Rige som kristendommens univers (>1.0.1) E-t Håbets plan (E-t, F-t) >3.1.1 Jesus Kristus’ Riges skabelses-rum (E-t,F-t,S-t) F-t som Guds Søn Jesus Kristus som menneske F-t Kærlighedens plan 5.akt 2.halvår, mennesket i Jesus Kristus’ Rige: tro på Jesus Kristus (E-t, F-t) kærlighed i Jesus Kristus (S-t,F-t) håb til Jesus Kristus (E-t, S-t) >3.2.1 >3.2.2 >3.2.3 I Jesus Kristus’ Rige (F-t,E-t,S-t) lever mennesket i fysisk tid (F-t) under evighedens synsvinkel (E-t), som er åbenbaret i skabelsestiden (S-t). Den kristne menighed udfolder herefter kristendommens univers ved i (rum & (rum-tid)) at leve i troen på Jesus Kristus, som den der giver kærligheden sit indhold og håbet sit perspektiv (>1.6; >1.12.8) – for i ‘Kristus-troen’ at anlægge og leve med en total-anskuelse af virkeligheden (>1.0.1 box; >2.0.5.2; >4.3.3). Dimensions-analyse Kirkeårets ‘tema-modeller’ sættes i relation til model-1s ‘rum-tid-modeller’ gennem en simpel dimensions-analyse omkring temaers/akters/teksters placering i planer og rum. Fx.: ‘Fastetidens tema’ i ‘Guds Søn-planet’, >3.0.2.2. Dimensionsanalyse af temaer samles kortfattet op til 1., 2., 3.akt samt 2.halvår. Dimensionsanalyse af enkelte tekster ses lejlighedsvis, fx.: 2.søn.i fasten; langfredag; pinsedag. ‘Dimensionsanalyse’ (som Modellers) synes ellers ikke anvendt indenfor fagteologien. Jf. i øvrigt >1.2.1 box om ‘rollefordeling’, ‘scenografi’ og ‘drama-tema’ i GTs ‘skabelses-beretninger’, 1 Mos 1-3. 85 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 3.1 Kristendommens univers skabes – 1. halvår pp-112 til 118 3.1.0 1. halvårs tema: Gud i menneskets verden, hvorved kristendommens univers grundlægges. “... vi hører dem tale om Guds storværker ...” (ApG 2,11; pinsedagens fortælling) ‘Guds storværker’ er netop skabelse af Jesus Kristus’ Rige og dermed grundlæggelsen af kristendommens univers. Skabelsen af ‘riget’ afsluttes med pinsen, hvor det præsenteres for alverdens folkeslag, og den første kristne dåb – og dermed ‘indtræden’ i kristendommens univers – finder sted (ApG 2,41). ADVENT – som menneske FASTELAVN JESUS KRISTUS – som Guds Søn – som Gud Det cykliske kirkeår begynder med ‘advent’, hvor 1.halvår handler om den dramatiske skabelse af Jesus Kristus’ kærlighedsrige som en opfyldelse af menneskets ‘håb’ (6. akt) fra 2.halvårs slutning, jf. ‘menings-spørgsmålet’ >0.2. 1.halvår slutter med pinsen, hvor Jesus Kristus’ Rige står forklaret og klar til menneskets indtræden og udfoldelse af kristendommens univers med 2.halvår. PÅSKE 1.halvårs 3 akter svarer til de 3 skabelsesplaner, som danner det virtuelle rum for Jesus Kristus’ Rige >3.0.2.2. PINSE 1. halvårs forløb: Mennesket Jesus fra Nazareth træder frem på verdens scene, vækker forundring, håb og had, men retter hele sin energi imod fordærvs- og fortabelsesmagterne, en kamp han tilsyneladende taber med sin død. Men med den opstandne Kristus skabes et ‘Jesus Kristus’ Rige’ (7.dags-skabelsen), som sammen med Guds ‘skaberværk’ (6-dages skabelsen) og menneskets ‘verden’ samt ‘Guds evighedsrige’ udgør ‘kristendommens univers’ manifesteret gennem Gud Helligånd, jf. >1.0.1; >2.0.4.2. 3.1.1 1. akt Første søndag i advent til søndag sexagesima (søndagen før fastelavn) “... og folk spurgte: Hvem er han?” (Matt 21,10; verset umiddelbart efter teksten til 1.s.i adv.) pp-115 Tema 1. akt: Jesus Kristus som menneske – men hvem er han? – og hvad bringer han? Spørgsmålet i 1.akt (og i 1.halvår) er ‘Hvem er han?’ – hvem er denne Jesus fra Nazareth, der – ‘deus ex machina’ – træder frem på verdens scene? “Hvem siger folk, at jeg er?” (Mark 8,27) >2.0.2. Hvad bringer han? Tør mennesket knytte sit allerinderste håb (overført fra 6.akt, >3.2.3) til denne Jesus fra Nazareth? Kan Jesus fra Nazareth give – eller selv være – svaret på ‘meningen med det hele’? Kan et menneske være svaret på ‘hvorfor der er noget til, og ikke bare ingenting’? (>0.2), – og hvad kommer Jesus i øvrigt os ved i dag! (>1.12.11.2.n) 86 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 1. akt forløber i 4 scener: (1.) adventstid ADVENT – som menneske (2.) juletid (3.) helligtrekongers tid (4.) for-faste tid FASTELAVN Dimensions-analyse (>3.0.2.2): 1. akt: Jesus Kristus som menneske, udspiller sig i ‘rum-tids’ planet (E-t, F-t), hvor Jesus fødes, og 7.dags-skabelsen endnu ikke er begyndt (S-t=0). (Alle 3 tider er først aktive fra pinsen.) JESUS KRISTUS I ‘treenighedsrummet’ (>3.0.2.1) fødes Jesus som menneske i ‘faderens plan’, inden ‘sønnens plan’ udfoldes i 2.akt. 1.akts forløb: Der indvarsles store begivenheder med forventninger til Jesus, hvis status successivt afsløres til forundring og forfærdelse, til glæde og fortrolighed, og sløret løftes for Jesus Kristus’ Rige. 3.1.1.1 Adventstiden: 1. – 4. søndag i advent Tema 1.akt, 1.scene: Tør vi sætte vore himmelske forventninger til den jordiske Jesus? 1. søndag i advent (Tekst-stykke: Matt 21,1-9 / Jesus’ indtog i Jerusalem) (Tema-stykke: Matt 21,1-11) 7 Jesus træder ind på livets scene i en situation af forventninger om et himmelsk indgreb, der kan frigøre mennesket fra det meningsløse, – men ‘hvem er han, denne Jesus fra Nazareth..?’ (v.10) 2. søndag i advent 8 (>1.11) (Luk 21,25-36 / Menneskesønnens genkomst i magt og herlighed) Indvarsling af, at der med Jesus’ entré sættes et dramatisk slut-perspektiv for livet. (>1.13.5; >1.13.6). 3. søndag i advent 9 (Matt 11,2-10 / Johs. Døbers spørgsmål og Jesus’ svar) Direkte spørgsmål til Jesus: Er du den, som bringer mening/frelse? Jesus’ indirekte svar: Ja! (>1.11.1) 4. søndag i advent (Joh 1,19-28 / Johs. Døbers vidnedsbyrd) Men menneskets forventninger vil opfyldes på en helt anden måde, end vi selv forventer det.10 (>1.11) 7 Tekstuddragets naturlige afslutning tager v. 10 og 11 med (jf. da. ovs.-1992), hvorved 1.akts tema sættes. En oldkirkelig inddeling af græske NT (fra før middelalderens kapitel og vers inddeling) går fra 21,1-13. (Sml. Palmesøndag) 8 Kirkeåret åbner 1. søndag med at indvarsle Jesus fra Nazareth som den, der kommer til verden i Guds navn for at opfylde menneskets håb, – men “Hvem er han?” (v/10), som folkemængden hylder? Med Kristus’ komme ‘i kødet’ begynder kristendommens forestillingsverden sin skabelse og udfoldelse i begge retninger, såvel tilbage til 6-dages skabelsen >1.3; >3.1.3, som fremad i evigheds-perspektivet >1.13, >3.2.3 9 Kirkeåret introducerer allerede 2. søndag det afsluttende perspektiv for kristendommens univers, hvor kærligheden ‘frelses’ fra tilintetgørelsens trussel >1.13.1. – Kirkeårs-fortællingens ‘tidsramme’ fastlægges med 1. og 2. søn. i adv. Jesus Kristus’ Rige (og kristendommens univers) udfolder sig i mellemtiden: nu 2000 år efter Kristus’ første komme og (altid) dagen før Kristus’ andet komme, jf. ‘den kommende dag’, Fadervors 4.bøn, >2.1.3. 10 Skaberen har alle muligheder for indgriben eller ‘styrelse’ (>2.1.5), også den kontra-intuitive (>2.4.4.2). 87 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 3.1.1.2 Juletiden Tema 1.akt, 2.scene: De himmelske forventninger (1.scene) bliver nu jordisk-historiske. Juleaften/Juledag 11 (Luk 2,1-14 / Jesus’ fødsel / ‘Jule-evangeliet’) Indvarsling af, at Guds indgriben sker i universal-historiens reelle dimensioner ‘rum&tid’ (>1.4.1; >1.6.2). Med kejser Augustus-skikkelsen fastholdes det jordisk-historiske, selv om kejseren med ‘folketællingen’ kun optræder som stand-in for Gud; Guds beslutning om tiden for sin menneskevordelse og indgreb i historien beror naturligvis ikke på kejseren. – Men det skete altså et sted omkring den tid. Jf. ‘kejseren i Rom’ >1.13.10,box. 2.juledag, Skt. Stefansdag 12 (Matt 23,34-39 / Dommen over Jerusalem) Indvarsler Guds indgriben som konfrontation med fordærvsmagterne og det tilintetgørende. (>1.10.2) Julesøndag (Luk 2,25-40 / Simeon og Anna) Indvarsler, at Guds indgriben som menneske vil være til fald, til oprejsning, til modsigelse. (>2.1.5) Nytårsdag (Luk 2,21 / Jesus’ navngivelse) Guds indgriben i verdenshistorien får navnet ‘Jesus’ og derved konkret, foreløbig identitet. (>1.12.10) 3.1.1.3 Hellig-trekongers-tiden (Helligtrekongers søndag til Sidste søndag efter Helligtrekonger) 13 Tema 1.akt, 3.scene: Spørgsmålet om Jesus’ identitet og hans successive afsløring. Helligtrekongers søndag (Matt 2,1-12 / De vise mænd, stjernen, forfærdelse) Afsløring af Jesus’ identitet som én der sprænger rum og tid, – til forfærdelse; jf. (rum&(rum-tid)) >1.6. 1. søndag efter helligtrekonger (Luk 2,41-52) / 12-årige Jesus underviser i templet) Afsløring af Jesus’ indsigtsfuldhed og fortrolighed med denne verden – til forundring. (>2.4.2) 2. søndag efter helligtrekonger (Joh 2,1-11 / Brylluppet i Kana; vand til vin) Afsløring af Jesus’ magt over INTET (Vandet: ‘fortabelsesmagten’) – til glæde (for gæsterne). (>1.12.8) – Hvorfor sker alt dette først nu? ‘Hvorfor har du gemt den gode vin indtil nu ?’ (v.10; jf. >1.12.9) 3. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,1-13 / Helbredelse af spedalsk. Officerens tro) Afsløring af Jesus’ magt over ALT (‘fordærvsmagten’), fortroligt og til glæde (for mange). (>1.8.1; >1.12.8) 4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23-27 / Storm og sø lægger sig) Afsløring af Jesus’ magt over den rå virkelighed – til forundring for lidettroende. (>1.9.2n; >2.1.6) 11 12 13 “Hvem er han ..?” (v.27) (1. akts tema gentages, jf. 1.søn.i adv.) Jesus’ ‘fødselsdag’, juledag, 25.12, fik i 1800-tallet sin ‘helligaften’: juleaften; fra 1992 som helligdag af særlig karakter. Mindedagen for martyren Stefanus (ApG 6 og 7) lå fast før Jesus’ fødselsdag blev placeret d. 25.12. Helligtrekongers dag, 6.januar, udgået 1770, men traditionel helligaftens-tjeneste 5.jan. ses stadig. Fra 1992 genindføres Helligtrekongers gamle tekster ‘Helligtrekongers søndag’ i perioden 2.-6. januar. Søndag efter nytårsdag udgår fra 1992. Ved tidlig påske afkortes h3kg-tiden fra 5. søn. og tilbage. Ved evt. 26.søn.trin. benyttes teksterne til 5.søn.h3kg. 88 2.udg. 2013 5. søndag efter helligtrekonger Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Matt 13,24-30 / Lignelsen om ukrudtet i hveden) Afsløring af Jesus’ magt til også at eliminere ‘skabelses-elementerne’, – når den tid kommer. (>1.13.5) Sidste søndag efter helligtrekonger (Matt 17,1-9 / Forklarelsen på bjerget; GT-skikkelser) Guds afsløring af Jesus’ guddommelige identitet som “det er min elskede søn ... Hør ham!’’ (v.5) Sidste søn. e. h3kg er 1. akts højdepunkt og er svaret på 1. akts gennemgående spørgsmål ‘Hvem er han?’: ‘Jesus fra Nazareth er Guds elskede søn..! ‘ (>1.1.0) Guds Søn-proklamationen fører videre med et “Hør ham!”: Hvad kommer han da med? – ‘Vagtskifte’: GT-skikkelser træder ud, NT-skikkelser ind på scenen: >1.11.1.n; >2.4.2. 3.1.1.4 For-faste-tiden (Søndag septuagesima og søndag sexagesima) 14 Tema 1.akt, 4.scene: Hvad kommer Jesus/‘Guds Søn’ så med? 15 De to søndage, som afslutter 1.akt, rummer hver en lignelse om det Jesus Kristus’ Rige som med 1.kirkehalvår er under etablering >1.12. – Jesus Kristus’ Rige benævnes i NT også: Himmeriget, Guds Rige, Riget. Søndag septuagesima (Matt 20,1-16 / Lignelsen om arbejderne (bonden) i vingården) Jesus fra Nazareth/Guds Søn kommer med ‘Guds Rige’ – med lige plads til alle, første som sidste! Søndag sexagesima (Mark 4,1-20 / Lignelsen om sædemanden. Satans trussel Tidligere Luk 8,4-15, kortere paralleltekst) (>1.12; 1.13.7) 16. Det er Jesus Kristus’ Riges hemmelighed, at intet eller ingen kan stille sig i vejen for dets udbredelse..! (>1.10; >2.1.5) “Christus Victor” som teater-drama / Kærlighedens og virkelighedens historie som ‘alle dramaers moder’! Modellers ‘kirkeårs-drama’ kunne også læses som en rå-skitse til drejebog for et egentligt teater-drama, en ‘Jesusforestilling’ væsensforskellig fra hvad der ellers er set af den slags, og hvor den kristne forkyndelse står i centrum, hvorimod det ‘historiske’ fortoner sig som kulisser (hvorom Jesus-forestillinger ellers oftest drejer sig!). Dramaet handler om “Kærlighedens og virkelighedens historie” med den røde tråd som ‘Skabelse og udfoldelse af kristendommens univers’, og forløber i 2 dele med hver 3 akter: ‘Christus Victor’ (Den sejrende Kristus, jf. >4.5). Dramaets mest effektfulde scener falder omkring påskelørdag (>1.12) og dommedags-finalen (>1.13). Scenografien tegnes af Modellers reelle og virtuelle scenerum og sceneplaner (uden historiske landskaber o.lign.) Titel-figuren og hovedpersonen ‘Christus Victor’ kunne optræde passivt og ordløst som ‘Den forkyndte’ (ikke som den aktive og talende Jesus fra Nazareth). Sønnen dels på jord, dels i himlen. Helligånden på jord. Faderen tager ved Helligånden ordet fra graven i 3.akt. (>1.12.11.1). Dialog/replikker kunne lægges i munden på datidens disciple (på grundlag af NT) med kommentarer fra paneler af nutidens menigheder og kristendoms-kritikere. Alle dramaer – fra såvel før som efter Kristus’ fødsel og hvor som helst de udspilles – omhandler grundlæggende ‘kærlighedens og virkelighedens historie’ set i lyset af kristendom som ‘totalanskuelse af virkeligheden’, >1.0.1. Forsonings-dramaet (>4.5.5) er i nogen grad selv-instruerende, fx. omkring de 6 aktskift som sker ved ‘opbrud’: 1./2.: “Rejs jer og frygt ikke!” (Matt 17,7). 2./3.: “Og de brød op ...” (Luk 24,33). 3./4.: “Rejs jer, lad os gå herfra!” (Joh 14,31.) 4./5.: “Stå op og gå herfra!” (Luk 17,19). 5./6.: “Jesus kom (derefter) ned fra bjerget...” (Matt 8,1). 6.: “Da Jesus var færdig ... ” (Matt 26,1,>si.søn.). 14 Oprindelig er ‘for-fastetiden’ nedtælling til påske: 9., 8. (og tidligere også 7./Quinquagesima) søndag før påske, jf. nedtællende latinske navne: ‘70.-’, ’60.-’ (og ‘50.-’) afrundede dage før påske. Søndag quinquagesima/Fastelavns-søndag fik ved reformationen en ny prædiketekst ‘Jesus’ dåb’ (tidligere ved ‘epifanifesten’, hvor 13.jan. oftest er en hverdag). 15 På dette tidspunkt i forløbet gives kun antydningsvise (hemmelige) svar om det kommende Guds Rige – der mangler endnu udfoldelse af de sidste 2 planer med påsken (S-t, F-t) og pinsen (E-t, S-t) >3.0.2. 16 ‘Satan’ (Mark 4,15), henh. ‘Djævelen’ (Luk 8,12) introduceres som Jesus’ potentielle modstander, hvormed lægges op til kampen mellem Guds Søn og Satan i 2.akt. – Jf. ‘Satan’/’Djævelen’ > 1.10.3; >1.13.5; >1.13.7.1. 89 2.udg. 2013 3.1.2 2. akt Fastelavns søndag til 2.påskedag Tema 2. akt: Jesus Kristus som Guds Søn Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-116f Med 2. akt skabes kristendommens univers gennem ‘7.dags-skabelsen’ af Jesus Kristus’ Rige >1.12. 2. akt omfatter de 4 evangeliers ‘korpus’ med det fælles forløb ‘fra dåb til opstandelse’ >2.0.2. 2. akt forløber i flere episoder mod kirkeårets klimaks: påsken. FASTELAVN JESUS KRISTUS – som Guds Søn Dimensions-analyse >3.0.2.2: 2. akt, Jesus Kristus som Guds Søn, udspiller sig i rum-tids planet (S-t, F-t) som ‘Jesus Kristus’ kampplads’, uden selv at optræde som Gud (E-t=0) . I ‘treenighedsrummet’ >3.0.2.1 udfolder Jesus Kristus ‘sønnens plan’ PÅSKE uden aktiv hjælp fra ‘faderens plan’ eller ‘helligåndens plan’. Påskelørdag – i ‘dødsriget’ – foregår uden for (rum&(rum-tid)) i INTET, hvor alt er nulstillet: (E-t, S-t, F-t)= (0,0,0) 2. akts forløb åbner med kampen mellem Jesus og ‘fordærvsmagterne’/ALT: synden, døden og dæmonerne jf. >1.10.2 – repræsenteret ved Satan/Djævelen/Fristeren stillet over for Guds Søn – om den fremtidige magt i verden gennem etablering af Jesus Kristus’ Rige midt i det fordærvede skaberværk. Kampen kulminerer i påsken med konfrontationen mellem Jesus og ‘fortabelsesmagten’/INTET, en kamp om Guds kærligheds sejr eller nederlag, en kamp om ‘meningen med det hele’, >0.2; >1.1.2. Kampen føres til den bitre ende – helt ned i Helvede – for at ende i sejr over ALT og INTET. Fastelavns søndag 17 (Matt 3,13-17 / Jesus døbes af Johannes Døberen) Mennesket Jesus udrustes gennem Guds proklamation: “Det er min elskede søn ...” (v.17) til det forestående opgør. 18 (>1.12.6; >3.1.1.4/søn.sex.) – Jf. >nytårsdag; >si.søn.htkg. 1. søndag i fasten (Matt 4,1-11 / Jesus fristes af Djævelen/Satan i ørkenen) Jesus vælger opgøret og udfordrer den ydre verdens ‘fyrste’ til et magtskifte i verden. 19 (>1.10.2) 17 Søndag quinquagesima (fastelavn)/7.søndag før påske (udgået i Danmark i forb. m. reformationen) lagde op til fastetidens begivenheder, hvor fordærvsmagterne: synd, djævel og død stiller op til kamp mod Jesus Kristus’ Riges skabelse i verden. Søndag Quinquagesima: (Luk 18,31-43 / Jesus’ forudsigelse af lidelse, død, opstandelse. Helbredelse af den blinde ved Jeriko) (Luk 18 genindført fastelavns søndag, men i 2.tekstrække, 1885). 18 Opgørets karakter varsles gennem ‘dåben’ med Jesus’ nedstigen i vandet/urdybet/Intetheden, og Jesus’ ord til Johs. Døberen: “Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” (v.15). Jf. ‘vandtemaet’/den kristne dåb >2.1.1 box. 19 Spørgsmålet er, hvem der fremover skal administrere kærligheden i menneskets fravalg af eller mistillid til Gud: – Djævelen, som fastholder fravalget, men lokker med så meget andet end kærligheden og den rå virkelighed? – Guds Søn, som har tillid til Guds kærlighed og fastholder mennesket i den rå virkelighed? (jf. >2.1.6) 90 2.udg. 2013 2. søndag i fasten Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Matt 15,21-28 / Den kana’anæiske kvindes datter og dæmonen) Jesus udstrækker opgøret i rum og tid: Guds Riges himmelske grænser sprænges for at omfatte alle. 3. søndag i fasten (>1.12.7; >1.13.10C >2.0.4.1) (Luk 11,14-28 / Stum dæmon; Beelzebul; urene ånd vender tilbage) En dæmon uddrives af menneskets gudsforladte ånd. Men hvor Guds Ånd nu skulle genindtage sin plads i den tomme menneske-ånd, vender dæmonerne blot tilbage i tomrummet/Intetheden (>1.9.4). – Der skal mere til (at knægte fortabelsesmagten) end uddrivelsen af en simpel dæmon! (>1.10.1) Midfaste søndag (Joh 6,1-15 / Masse-bespisningen i det grønne; brødkonge) Jesus varsler Guds Rige midt i skaberværket ved at have magt til at skabe rigeligt ‘råstof’ af meget lidt ALT og næsten INTET, – som en forsmag på Gudsriget. ‘Brødkonge’, ja, når tiden kommer! (>1.12.6) 20 Mariæ Bebudelses (søn)dag (Luk 1,26-38 / Bebudelsen af Jesus’ fødsel) Allerede før sin fødsel og fremtræden udråbes Sønnen af Faderen som fremtidig herre i Guds Rige. 21 (jf. >1.12.5) Palmesøndag (Matt 21,1-9 / Indtoget i Jesusalem; hvem er han så?) 22 Som oplæg til påskens klimaks skifter initiativet på kamppladsen fra Jesus til folkeskaren og menneskets blandede modtagelse af kærligheden: først som hyldest, senere krav om dødsdom og til sidst forhånelse. Kærlighedens afvisning, ‘mod-historien’, sætter nu ind med folkeskaren. (>1.10) Skærtorsdag (Matt 26,17-30 / ‘Udlevereren’ (Judas) udpeges; Nadveren indstiftes; ny vin i min faders rige.) Påskens ‘7.dags-skabelse’ (>1.12) igangsættes nu af Gud selv (!), iværksat af samspillet mellem de to ‘grænse-figurer’ Satan og Judas (Joh 13,27; Luk 22,3) som nødvendige aktører, jf. alterbillede side 141. 23 Nadveren (>2.1.2) indstiftes skærtorsdag, men – da den forudsætter Jesus’ død – aktiveres først efter Jesus’ opstandelse (>1.12.4; >2. påskedag). Evigheds-perspektivet ligger i nadverens løfte om ‘allerede – endnu ikke’ i Guds Rige (v.29), (>1.12.6). Evangelie-valget skærtorsdag har skiftet gennem tiderne, men ældste gengivelse af nadverindstiftelsen, Paulus’ 1 Kor 11,23-26 (incl. ‘genkomstperspektivet’) og har altid været læst som ‘epistel’ i den gammelkirkelige tekstrække frem til 1992. Ved reformationen blev den mere oprindelige evangelietekst om ‘fodvasken’ skærtorsdag iflg. Joh 13,1-32 (incl. Judas), afløst af den nøgterne nadverindstiftelse iflg. Luk 22,14-20 (uden Judas, og uden ‘genkomst-perspektivet’), frem til 1992. Fra 1992 læses Matt 26,17-30, med nadverindstiftelsen i en bredere sammenhæng (med Judas og med genkomst-perspektivet). – Fra 1992 udgår 1 Kor 11 af 1.tekstrække, men citeres fortsat ved nadverens indstiftelse. Modeller fastholder Alterbog-1992 med ‘Judas’, ‘nadverindstiftelsen’ og det eskatologiske ‘genkomst-perspektiv’. 20 Bespisningen midt i ‘det grønne’: skaberværket (1 Mos 1,11) – jf. bespisningen i ‘ødemarken’ (Mark 8), hvor pointen er en anden: Guds Rige midt i Intetheden (Mark 8 var før 1992 orig. tekst til 7.søn.e.trin.) 21 ‘Undfangelsen ved Helligånden’ forstås i forlængelse af mennesket som ‘skabt i Guds billede som født kød’ (>1.5.2), hvorefter også Jesus er ‘født kød’. Men hvor mennesket som en ‘helhed’ ikke er en ‘enhed’ (fordi Gud og mennesket deler Åndens/åndens rum), bliver Jesus som Guds Søn en ‘enhed af kød og ånd’ hvor ‘Ånd’=’ånd’, og hvor Helligånden (siden) udgår fra såvel Faderen som Sønnen (>2.3.2). – Jf. Jesus’ ‘Ånds-dåb’ (Matt 3,14f): ‘Dette er min Søn’ (>fastelavns søn.) Maria selv er model (‘ikon’) for det, der ikke kan rummes: paradokset ‘Gud-Menneske’, jf. ‘Kristus’ to naturer’, >2.0.3.2. Oprindelige 5.søndag i fasten: Joh 8,46-59, om Jesus som besat af en dæmon, og om forholdet til Abraham, indeholder Jesus’ provokerende selvproklamation “Jeg er, før Abraham blev født” – dvs. ‘jeg, Jesus, er Gud selv..!’, jf. 2 Mos 3,14 22 Samme tekst som 1.søn.i adv., men, ‘hvem er fortsat, denne Jesus fra Nazareth..? (v.10) – Endeligt svar note 26. Indtil år 800 læstes Matt kap.26-27, Jesu tilfangetagelse, lidelse og død; muligt som led i forberedelserne til påskedåb. 23 Judas kaldes oprindeligt i teksten for ‘den der udleverer’ (til myndighederne) oftest oversat som ‘forræder’, hvilket Judas dybest set ikke var, her hvor han optræder som Guds redskab. – Uden Judas, ingen kristendom! >1.13.7.1; pp-125 91 2.udg. 2013 Langfredag Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Læsning fra Matt 27 eller Mark 15 / Guds Søns korsfæstelse og død) 24 Langfredag er kulminationen (lavpunktet) i ‘kærlighedens og virkelighedens drama’: Kærligheden selv blev dræbt! “Det er fuldbragt-” (Joh 19,30) – Jesus’ sidste ord. Men...: “Sandelig – han/den mand var Guds Søn!” (Matt 27,54; Mark 15,39) – 1.halvårs tema. 25 26 Dimensions-analyse: langfredag/påskelørdag. “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34) – I INTET er Gud ikke. (>1.2.2.n; >1.12.2) Her er det mennesket Jesus, som råber ud i den skabte Intethed, det eneste sted Gud ikke er (endnu)! Langfredag på overgangen til ‘dødsriget’ nulstilles alle ‘rum–tid’ dimensioner (E-t, S-t, F-t) = (0,0,0), idet Guds Søns ‘kampplads’ forlægges fra Verden til INTET-heden/dødsriget uden for alle dimensioner/forestillinger, >1.12.2. ‘Nul-stillingen’ (0,0,0) følges af ‘dom over templet’, af ‘mørke’ og ‘jordskælv’ samt af en foregriben af ‘dødes opstandelse’ (Matt 27,51-53), – jf. dommedagens nedlukning af (rum&(rum-tid)) med opretholdelse af E-t, >1.13.2. Mellem akt 2 og akt 3 skifter scenen fra ‘Guds Søns plan’ (F-t, S-t) til ‘Guds Ånd-planet’ (E-t, S-t), >3.0.2.2. Med Jesus Kristus’ opstandelse påskesøndag og med Ånden i pinsen genaktiveres alle tre ‘rum-tids’-dimensioner. Tidsregningen burde strengt taget regnes fra første kristne påske/pinse (jf. Joh 20,20ff) og ikke fra Jesus’ fødsel. Påske-lørdag Ikke-forordnet helligdag siden reformationen, men helligaftens-tjeneste forekommer. I Modeller er påskelørdag omdrejningspunktet i ny-skabelsen, ‘7.dags-skabelsen’, hvorfor påskelørdag her foreslås som en (ny) ‘helligdag af særlig karakter’ (nr. 68). Påske-lørdag (Forslag: læsning af Åb 13,1-4 / Dyret fra havet (‘666’), med de 7 hoveder. “Et af dets hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt.” (v.3)) 27 Tema: Jesus Kristus nedfaren til dødsriget/Helvede/INTET som ‘kampplads’, dér med de forlængst afdøde som forhåbningsfulde tilskuere/tilhørere (jf. 1 Pet 3,18; – 4,6). 28 Påskelørdag er kulminationen af Jesus Kristus’ endelige opgør med ‘fordærvsmagterne’ ALT (synd, død og djævel) som blev sat endeligt på plads, samt Jesus Kristus’ foreløbige sejr over det ‘tilintetgørende’, som derved mistede sin magt som absolut INTET, – Intetheden fik (og får) ikke det sidste ord! jf. >1.13.5. Påskelørdags/påskesabbats tema: Jesus’ nedfart til dødsriget, betragtes normalt som en svagt-bevidnet tekst, i NT kun 1 Pet 3,19 og -4,6, samt i Apostolske Trosbekendelse som en sen tilføjelse. Men Johs.åbenbaring kap. 13 – som er henlagt til dommedagens endelige opgør med Intetheden – afslører, at Kristus da allerede havde været i dødsriget og dér havde demonstreret sin magt over INTET, da den nedfarne Kristus tilføjede det tilintetgørende ‘havdyr’ et ‘banesår’, som det kun foreløbigt havde overlevet (Åb 13,3). Det 6 + 1 hovedet ‘dyr fra havet’, fik netop sit banesår i det 7.hovede i forbindelse med 7.dags-skabelsen. Og Kristus vendte sejrrig tilbage fra ‘havet’ til verden hin påskesøndag. Dommedagen gør det siden helt af med ‘dyret 666’ (synonym for INTET-heden, jf. >1.11.1 box; >1.13.5). INTET kan ikke længere true, “Havet er ikke mere!” (Åb 21,1) (metafor for INTET/’dyret’, jf. >1.2.2; >1.11.1 box). 24 Oprindelig læstes efter Joh 18-19: “...han har gjort sig selv til Guds Søn” (19,7). Siden reformationen har ‘lidelses-historien’ været læst som en ‘evangelie-harmoni’, jf. dds-tekstdel, s. 1314ff. 25 Skaberværket vil nu med 7.dags-skabelsen være ført så langt som muligt (tidsrammen: alle ugens 7 dage er nu ‘opbrugt’) – her med ‘skabelses-udtrykket’ ‘fuldende, færdig’ (1 Mos 2,1-2 (LXX); m.fl., jf. >1.11.3). Jf. ‘System S’ >4.2.5. 26 Henvisningen til Jesus som ‘Guds Søn’ lød allerede sidste søn.h3kg. og fastl.søn., men dengang fra Guds himmel, og igen 1.søn. fast., hvor det var Djævelen, fordærvsmagterne der havde genkendt ham. Men først langfredag lyder den kristne bekendelse fra et menneske: ‘han var Guds Søn!’, endda – universalistisk – sagt af en hedning, den romerske officer, jf. >2.0.2. – Først nu afsluttes svaret på 1.søn.adv. spørgsmål: ‘Hvem er han?’ 27 Påskelørdag udspiller sig i INTET, hvorfra ‘Ordet’ fra evangelierne ikke kan høres i verden, men nok fra Åb-bogen. 28 Frem til 1912 lød dåbsbekendelsen: ‘Nedfaren til Helvede’, jf. Luthers Ll. Katekismus: ‘Helvede’ / ‘Underverdenen’. 92 2.udg. 2013 Påskedag Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Mark 16,1-8 Den tomme grav; ‘opstandelse/oprejsning’; ‘de var bange.’) pp-117 Den Opstandne og den tomme grav er den ‘model’, som i første omgang giver mening til Jesushistorien, og hvori den kristne menighed/Modeller tager udgangspunkt og opfølgende tilfører mening. 29 I Jesus Kristus (1) åbenbares ‘kærlighedens frelseshistorie’ (1-2-3-4-1), hvor den opstandne Jesus Kristus som ‘kærlighedens levende Gud’ (1) indsættes i Verden af ‘kærlighedens (nu) døde Gud’ (4). 30 Kærlighedens Gud bliver tre-enig Gud og skaber ‘Alt&Intet’ 2 Skabelsen af skaberværket med ‘6-dages-skabelsen’ Kærlighedens Gud skaber ‘Menneske-ånden’ Den opstandne Jesus Kristus som ‘kærlighedens levende Gud’’ i Verden Gud er - og vil - kærlighed 3 1 Gud bliver menneske i Jesus fra Nazareth ✝ Mennesket afviser Guds kærlighed 4 Skabelsen af Jesus Kristus’ Rige med ‘7.dags-skabelsen’ ‘Kærlighedens døde Gud’ indtager nu Intetheden Faderens og Sønnens indbyrdes kærlighed (>1.1.3.1) lader sig ikke slå ihjel..! (>0.2; >1.1.2) 31 Påsken er således ikke et ‘vagtskifte’ (hvor den ene gud afløser den anden), men skaber en helt ny situation, hvor ‘Kærlighedens døde Gud’ indtager INTET og ‘Kærlighedens levende Gud’ indtager Verden. – Kærlighedens Gud er herefter til stede OVERALT også i det ellers til-INTET-gørende (>1.12.11). Menneskene dræbte kærligheden, men kærligheden lever videre (med Jesus Kristus’ opstandelse), og intet kan længere “..skille os fra Guds kærlighed..” (med den ‘døde Gud’ i INTET-heden). Jf. Rom 8,38-39. “...men er Kristus ikke opstanden [oprejst], er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.” (1 Kor 15,14 [korr.ovs.]) Troen på ‘den Opstandne og den tomme grav’ Jesus’ opstandelse og hans tomme grav er samhørende begivenheder: med opstandelsen skabes en tom grav; begge dele som forudsætning for Guds gennemførelse af ‘Kærlighedens frelses-historie’. – Kristus-troen retter sig i øvrigt ikke om at tro på ‘dødes opstandelse’ som sådan, men om troen på den ‘Opstandne’ med hvad deraf følger. Kærlighedens alternativ, INTET-heden, det meningsløse, måtte neutraliseres gennem ‘Kærlighedens (nu) døde Gud’ med dennes indtagelse af Jesus’ grav. – Gud døde: “... kærlighed er blevet kold, ...” (dds 187,1). Og den døde Gud forbliver død – udfylder INTET-heden (og tak for det) – indtil han på ‘Dommedagen’ sprænger INTET-heden og som Kærlighedens levende Gud: Jesus Kristus, kommer igen og hvor kærlighedens frelses-historie afsluttes. (>1.13) Men kærlighedens frelses-historie skal – indtil da – føres videre blandt mennesker i verden gennem troen på Kærlighedens Gud – såvel den levende som den døde. (Jf. ‘troen foranlediget af den tomme grav’, Joh 20,8.) Budskabet om den ‘tomme grav’ og ‘opstandelsen’ meddeler den sejrende kærligheds videreførsel i verden, hvorefter intet – hverken det til-INTET-gørede, det meningsløse eller tomheden – kan skille mennesket fra Gud. Med ‘opstandelsen og den tomme grav’ er herefter ingen del af virkeligheden længere skjult for mennesket. – ‘Meningen med det hele’ er stadig Guds kærlighed, nu endda direkte tilgængelig i Kristus-troen. Ordet om Jesus Kristus (som ‘information’, >1.1.3.3) og Jesus’ opstandelses-legeme som nyt ‘rå-stof’ (nadverelementerne, >2.1.2) skaber og opretholder ved Helligånden (‘energien’) Jesus Kristus’ Rige i verden. (>1.12.2) Påskesøndags gåder: 1) Kan døde blive levende?: Nej! – 2) Kan Gud dø?: Ja! – 3) Hvad skal vi så tro på? 1) Er Jesus blot et menneske og intet andet, da er svaret ‘nej!’, – døde mennesker bliver ikke levende igen! 2) Er Jesus blot en Gud, fx. teismens/a-teismens Gud, er svaret også ‘nej!’. – Sådanne guder er blot tankespind! Døde den kristne Gud, er svaret ‘ja!’. – Gud døde og blev lagt i graven, i INTET-heden, hvor Gud nu også er! 3) Men hvis Gud er død og til-INTET-gjort, hvad har vi så at tro på? – Svar: ‘På ‘kærlighedens levende Gud..!’ 29 Påsken som udgangspunkt er samtidig udgangspunkt for Modellers ‘skriftsyn’ om at læse og forstå Bibelen. jf. >1.0.3. Det entydige svar på meningen med det hele: kærligheden, falder først på >2.pinsedag (Joh 3,16). 30 ‘Kærlighedens Gud’ (> 1.1.2) måtte (nødvendigvis) dø for at kunne indtage og neutralisere selve dødsriget, den truende INTET-hed Gud har skabt som det sted, hvor Gud (ellers) ikke er (>1.2.2). Jf. ‘gravtalerne’ i 3.akt/’Påske til pinse’ 31 Forløbet (1-2) tegner ‘Guds Søn’ som eksisterende forud for sine tilsynekomster, dels som forud for ‘skabelsen’ (“Han var i begyndelsen hos Gud”, Joh 1,3), dels som siddende ved Faderens “højre hånd, hvorfra han skal komme ...”. (Trosbek.) 93 2.udg. 2013 2. påskedag Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Luk 24,13-35 / To disciples vandring til Emmaus på påskedagen) Dén Jesus fra Nazareth, som i begyndelsen af Lukas-evangeliet læste fra skriften (GT) og derpå ‘lukkede bogen’ (Luk 4,20) for at forkynde, at nu skete nyt – dén opstandne Jesus Kristus ‘åbner nu (GT-)skrifterne’ (Luk 24,32) og udlægger sin egen rolle, for derpå at lade sig genkende ved at bryde brødet. 32 Jesus Kristus’ opstandelse er en gentagelse af det egentlige skabelses-under, hvor Gud Fader som en begyndelse skabte ‘alt og intet’, >1.2.2, – nu gennem aktivering af nadverens ‘råstof’, hvoraf Jesus Kristus’ Rige skabes (>1.12.2) under tilførelse af ‘energi’ og ‘information’, >1.2.3; >1.12.4. 3.1.3 3. akt 1. søndag efter påske til 2. pinsedag Tema 3. akt: Guds (v/Jesus Kristus) ‘gravtaler’ som både 6-dages skaberen og 7.dags-skaberen. “– vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” (ApG 2,11; på pinsedagen) pp-118 3. akt omhandler færdigskabelsen af Jesus Kristus’ ‘virtuelle’ Rige gennem det sidste af de 3 planer: ‘Guds plan’ (>3.0.2.2). 3. akt afslører, at det er 6-dages skaberen, som også skaber på den 7.dag. 3. akt forløber i tre episoder: – Påskedags-aften (oplæg til 1.søn.) – Følgende 6 + 1 = 7 søndage – 2. pinsedag. 3. akts to første episoder foregår ‘bag lukkede døre’ i ‘troens rum’ i ‘rum-tid’ (>1.6.1) sammen med de ‘troende’. Det er Gud som taler i Jesus’ ‘tomme grav’ afsondret fra verdens ‘rum&tid’. JESUS KRISTUS Den 3.episode foregår ‘om natten’, som forbinder rum-tid med rum&tid (>1.6.0). – som Gud PÅSKE PINSE Dimensions-analyse >3.0.2.2: 3. akt med den opstandne Jesus i rollen som Gud, udspiller sig i rum-tids planet (E-t,S-t) uden for fysisk tid (F-t = 0), ‘bag lukkede døre’, i den ‘tomme grav’, fulgt af overgang fra mørket til lyset. Treenighedsrummet: Den opstandne i ‘Talsmandens’ plan, Joh 15,26, >3.0.2.1. 3.akts forløb: I den ‘tomme grav’/’lukkede rum’ fortæller Gud Fader (ved Jesus Kristus >2.3.2n; >3.0.2.2) ‘6-dages skabelses-historien’ (1 Mos 1) dag for dag gennem 6 (søn)dage, men på en måde, som lægger op til 7.dags-skabelsens afslutning med pinsesøndag. 33 Jf. ‘Gud i Intet/døden’ (>1.12.11). 2. pinsedag falder svaret på, hvorfor Gud skabte skaberværket/virkeligheden og i forlængelse deraf Jesus Kristus’ Rige – og vi får svaret på, ‘hvorfor der er noget til – og ikke bare ingenting!’ 34 32 I mødet med den Opstandne lægges kimen til den kristne menighed på vej ud i verden med Ordet og nadveren, – endnu mangler Ånden/Energi/pinsen (>1.12.2) og dåben som ‘energi-overførsel’ (>1.2.3; >2.1.1). Jf. nadverens aktivering >1.12.4. Den ældste kristne gudstjeneste har utvivlsomt sat sit præg på Lukas’ Emmaus-fortælling med dens skriftudlægning og brøds-brydelse som ved nadveren. – Efter kirkeårets forløb kan der dog endnu ikke holdes gudstjeneste, før 3.akt er afsluttet med pinsen og Helligåndens nærvær, jf. >2.0.4.2; >2.0.5. 33 3. akt omfatter 7 Johs-tekster med ‘taler’ hentet rundt om i nuværende Johs.evangelium, taler som kunne have udgjort en oprindelig og sammenhængende ‘tekstrække’ – før selve Johs-evangeliet forelå samlet. Hele perioden er bestemt af ‘Johs.-teologi’, som er grundlæggende ‘Kristus-Skaber-orienteret’, jf. Joh. evg. indledning: ‘Ordet var Gud’ (1,1); Joh.-midten: ‘Jeg og Faderen er ét’ (10,30); Joh.-slutningen: ‘Min Herre (Jesus) og min Gud’ (20,28). I overensstemmelse hermed trækker Modeller en ‘rød tråd’ gennem de indholdsmættede taler med henvisning til et centralt udsagn i hver enkelt tekst. De 6 første Joh.-tekster knyttes til hver sin (6-dages) skabelsesdag efter 1 Mos 1. Den 7. Joh-tekst knytter til ved ‘hviledagen’ (1 Mos 2,2), på hvilken der nu skabes nyt..! De ‘skæve helligdage’: Bededag og Kristi Himmelfartsdag indføjes pragmatisk i modellens forløb. 34 2.pinsedag føjer sig logisk afsluttende til 3.akt, også med en Johs-tekst. 94 2.udg. 2013 1. søndag efter påske Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Joh 20,19-31 / Den opstandne Jesus; den vantro Thomas) Intetheden/dødsriget har sat sit aftryk som den Opstandnes “naglemærker ... (v.25, men) ... salige er de, som ikke har set og dog tror.” (v.29). Thomas skulle helt ind i ‘troens rum’ for at blive ‘overbevist’ (v/27). 1. skabelsesdag: Som lyset skabtes først (1 Mos 1,3) til at kaste lys over 6-dages skaberværket skabes med ‘Kristus-troen’ nyt lys (7.dags skabelsen) over det formørkede/fordærvede skaberværk, jf. Joh 1,5; (>1.10.2; >1.12.8; >4.1.3) 2. søndag efter påske (Joh 10,11-16/ Den gode hyrde) Også Gud/Skaberen har sat sit aftryk – ‘kærligheden’ – da han satte livet til, og ikke gjorde som andre. – “Jeg er den gode hyrde ... (som) sætter sit liv til for fårene.” (v.11) 2. skabelsesdag: Vandene skilles (1 Mos 1,6); der sættes skel, så der skabes en forskel mellem før og nu: 6-dages skabelsen udvides med en 7.dag (jf. 2.påskedag). 3. søndag efter påske (Joh 16,16-22 / Jesus’ bortgang; hvad mener han med ‘kort tid’) Guds/Skaberens aftryk bliver stående: – “atter om en kort tid, så skal i se mig” (v.16) ... ... “og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” (v.22) 3. skabelsesdag: Jorden grønnes (1 Mos 1,11), – den indfoldede ny-skabelse udfoldes med Bededag 35 Jesus Kristus’ opstandelse og Helligåndens komme. (Matt 3,1-10 / Johs. Døber i Judæas ørken) Overgang med skifte fra ‘Verden’ – via ‘Intetheden’ (ørkenen) – til ‘Guds Rige/Himmeriget’ (>1.12.5) – “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (v.1) 4. søndag efter påske (Joh 16,5-15 / Talsmanden; om synd, retfærdighed og dom) Guds Søn forlader ‘kamppladsen’ (2.akt), Gud Helligånd tager over – hvorved Gud forbliver, (>1.12.11.1) – “Jeg går til Faderen ... denne verdens fyrste er dømt ... sandhedens ånd kommer ...” 4. skabelsesdag: Der sættes (2) lys på himlen til at lyse døgnet rundt. (1 Mos 1,14) (Jf. de to: Sønnen/Ordet og Helligånden/Energien, >1.8.1; >1.12.2) 5. søndag efter påske (Joh 16, 23b-28 / Jesus’ bortgang; fuldkommen glæde; billedtale) Gudsrigets dag med den fuldkomne glæde venter. – “Dén dag ...” (v.26) 5. skabelsesdag: Vand og luft skal igen udfolde sig med en velsignelse af skabninger. Kristi Himmelfartsdag 36 (Mark 16,14-20 / Den opstandne og disciplene; himmelfarten) (1 Mos 1,20) Det glædelige budskab om Jesus Kristus Rige skal udbredes! – til den ‘hellige almindelige kirke’ >2.0.4.1. – “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (v.15) Bededag, 4.fredag efter påske, indført 1686 til erstatning for tidligere tiders mange bods- og bededage ved krig, pest og misvækst, eller som takkegudstjeneste efter forårssåningen. Om bøn >2.1.3. 35 Kristi Himmelfartsdag, torsdagen i 6.uge/40 dage efter påske, jf.Luk 24,51; ApG 1,9-11; Mark 16,19. Fejret siden oldkirken som en konsekvent forestilling om Jesus Kristus’ levnedsløb, jf. trosbekendelsen >2.0.3.1 og ‘skabelses-historieforløbet’ >2.1.5.3 box; jf. dog >1.12.11.2 box. – Læsestykket er fra den ikke-originale Markus-slutning. 36 95 2.udg. 2013 6. søndag efter påske Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Joh 15,26-16,4 / Ånden og I skal vidne; I trues på livet) Som kristen indsættes man i den rå virkeligheds verden for at vidne/kæmpe sammen med Gud Helligånd. – “... for at I ikke skal falde fra.” (v.1), (>2.1.4; >2.1.6). 6. skabelsesdag: Mennesket indsættes i 6-dages-skaberværket (1 Mos 1,26). Pinsedag (Med pinsen nu også i 7.dags-skaberværket) (Joh 14,22-31 / Løftet om en anden talsmand. Lad os gå herfra.) Jesus lyser ‘velsignelsen’ i Faderens og Helligåndens navn, som var han Gud selv. –”Min fred giver jeg jer!”. (v.27) Gud afslutter sin tale fra Jesus’ ‘tomme grav’ med freds-velsignelsen – og et “... gå herfra..!” 7. skabelsesdag: Det nye samlede (6 + 1 dages-) skaberværk fuldendes i et velsignet og helligt, åndeligt freds-forhold mellem Gud og mennesket, NTs ‘glædelige budskab’. Skaberen tog (og tager) ansvaret for det hele..! (>1.12.1). – ‘Og Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det [endeligt] var’. (jf.1 Mos 1,31) Pinsedagens opsummering af det samlede første kirke-halvår lyder i ApG med fortællingen om Helligåndens komme på den første kristne pinsedag: – “Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” (ApG 2,11) Helligånden er i sig selv intet uden den Jesus Kristus, hvis Ånd den virker for – og omvendt kan påskens Kristus-begivenhed ikke bringes til udfoldelse og tro uden om Helligånden (>2.3.2 -1). 37 ‘Guds (nye) storværk’: 7.dags-skabelsen af Jesus Kristus’ Rige fra advent til pinse, er hermed fuldendt. Men hvorfor gjorde Gud disse storværker? Og lod sig pine og slå ihjel af sine egne skabninger? Begrundelsen falder her 2.pinsedag: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!“. (Joh 3,16) 2. pinsedag 38 (Joh 3,16-21 / Således elskede Gud verden...; for at frelse...; dette er dommen...) Guds storværker: 6-dages skabelsen og 7.dags-skabelsen med korsfæstelsen og opstandelsen ..., er alle udsprunget af at Gud vil kærligheden, >1.1.2. – Endda for enhver pris..! >1.12.9; >2.1.5. Her falder det definitive svar på spørgsmålet om ‘meningen med det hele!’ (>0.2) Jesus Kristus’ Rige foreligger nu skabt og forklaret med 1. kirkehalvår. Guds kærlighedsforhold til mennesket er nu fuldbragt midt i tiden (>1.12.5). Herefter er det blot fra menneskets side et spørgsmål om at udfolde forholdet (>2; >3.2). Med ‘Kristus-troen’ som centrum udfoldes ‘kristendommens univers’ som en ‘totalopfattelse af virkeligheden’, idet virkeligheden – gennem ‘Gud i Jesus Kristus’ – først nu kan ses ‘udefra’ (>1.0.1). Svaret er tillige en (totalt overraskende) dom over menneskets afvisning af Guds kærlighed: Den Kristus-troende lever frelst i tiden – og frelst i evigheden. Den ikke-Kristus-troende lever fortabt i tiden – og frelst i evigheden. Ingen slipper således for at blive konfronteret med og omfattet af Guds kærlighed..! (>1.13.4; >1.13.10 C) Kun ALT og INTET fortabes for evigt (>1.13.5). Pinsen (egl. ’50.’ dag efter påske) er i den kristne kirke festen for Helligåndens komme med energien til at udfolde Jesus Kristus’ Rige i verden, jf. ApG 2,1-13 og Joh 20,21-23. – (ApG 2 med åndens komme til jøderne; ApG 8 til hedningerne.) Jf. at Helligånden repræsenterer ‘energien’, dvs. evnen til at arbejde/virke, >1.1.3.2; >1.2.1. – Pinsen betragtes af den grund som ‘dagen for menighedens/kirkens fødsel’. 37 38 Liturgi-historisk er pinsefesten på et tidspunkt forløbet ugen ud, afsluttet med ‘oktaven’: Trinitatis søndag. Først fra 1334 fastsattes en særlig fest for treenigheden, hvormed fest-halvåret kom til at slutte med Trinitatis-søndag eller ‘Hellig Trefoldigheds Søndag’ (Tekst: Joh 3,1-15). – Logisk nok nu hvor ‘samtidigheds rummet’ er skabt med første halvår >3.0.2.1. Modeller vælger dog af pragmatiske og litterære grunde at skille kirkeårets halvdele mellem 2.pinsedag og trinitatis søndag, som direkte lægger op til 2.halvår/trinitatis-tiden. 96 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Med første kirkehalvårs afslutning foreligger det færdige scenerum for dramaet ‘Christus Victor’, ‘rum-tiden’, opbygget på dramatisk vis gennem de tre første akter Dimensionsanalyse, 1.halvår som Jesus Kristus’ Riges skabelses-rum: (E-t,F-t,S-t). E-t 3. akt: Helligåndens plan. Jesus Kristus som Gud. S-t 1. akt: Faderens plan. Jesus Kristus som menneske. 2. akt: Sønnens plan. Jesus Kristus som Guds Søn. F-t Scenerummet udgør samtidigt ‘tre-enigheds-rummet’, som den nærværende Gud (>1.7.1) udfylder gennem de 3 planer: Fader-Søn-Helligånd. Pinsedagen forlader disciplene rummet ‘bag lukkede døre’ (jf. 1.søn.psk/Joh 20,19) på den Opstandnes ordre: “Rejs jer, lad os gå herfra!” (Joh 14,31). Dramaet træder dermed ud af ‘Helligåndens plan’ og ind i ‘samtidighedens handlingsrum’, hvor alle dimensionerne nu er aktiveret, – jf. samlet overblik over de forenede 6 dimensioner i (rum&(rum-tid)), >4.3. Skabelsesrummet udgør også scenerum for 2. halvår, hvor mennesket i Jesus Kristus’ Riges ‘rum-tid’, skal udfolde kristenlivet i ‘rum&tid’ gennem 2.kirke-halvår, Fra 3. akts afsondrethed trædes nu ud i verden – men som en overgang igennem ‘mørket’, hvor Nikodemus på Trinitatis søndag ‘kom til Jesus om natten’ (Joh 3,2) for at spørge: ‘Hvad så? ... Hvordan få adgang til og leve i Jesus Kristus’ Rige i alle dets 6 dimensioner?’ (>4.3) Først fra 1. søndag efter trinitatis udfoldes Jesus Kristus’ Rige og dermed (rum&(rum-tid)) fuldt oplyst. Dåbs-terminer og kirkeåret Første kirkehalvårs tekstudvælgelse er historisk set muligvis foregået successivt omkring 3 oldkirkelige traditioner for dåbsterminer, idet teksterne op til terminerne lægger op til undervisning og dåbsbelæring. Epifani-fest 6.-13. januar hvor Jesus’ fødselsdag oprindelig fejredes; senere flyttes Jesus’ fødselsdag mod solhverv til den 25.december. Før reformationen fejredes epifani-ugen med Jesus’ fødsel (Matt 2,1-12) og dåb (Matt 3,13-17) som tekster og med ‘dåb til Jesus’ navn’, Med overgangen til barnedåb blev Jesus’ dåb som voksen mindre betydningsfuld, og epifani-festen bortfaldt og dermed dåbs-stykket Matt 3. Matt 3-dåben flyttes til fastelavns-søndag i Danmark ved reformationen. Helligtrekongers(dag/søndag) 6.jan. genindførtes 1992. Påsken, hvor dåben påskenat var en ‘dåb til Jesus’ død’ (jf. Mark 10,38). Pinsen, med ‘Ånds-dåben’, jf. Åndens nedstigen over Jesus’ egen dåb (Mark 1,10), videre til Åndens overdragelse til disciplene (Joh 20,22f) som den nye frelsesbærende slægt til afløsning af Abrahams slægt som frelsesbærende, frem til Åndens nedslag i menigheden/kirken den første kristne pinsedag (ApG 2). Disciplen Simon Peters rolle som ‘den klippe Jesus’ kirke skal bygges på’ (Matt 16,18) betyder, at kirken, hvem der end måtte tegne den, altid bygger på det syndige menneske, jf. >2.0 n. 97 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Model 3.2 Kristendommens univers udfoldes – 2. halvår pp-119 til -124 3.2.0 2.halvårs tema Mennesket i Jesus Kristus’ Rige, hvorfra kærligheden og virkeligheden udfoldes. “Tro, håb og kærlighed forsvinder aldrig, og af de tre er kærligheden det vigtigste.” (1 Kor 13,13, ‘nudansk overs. 2007’) Jesus Kristus’ Rige foreligger nu skabt og forklaret med 1. kirkehalvår. Spørgsmål og svar er herefter: Hvordan komme ind i Jesus Kristus’ Rige? – 4.akt: Tro på Jesus Kristus! Hvordan leve dér? – 5.akt: Kærlighed i Jesus Kristus! Hvad er perspektivet? – 6.akt: Håb til Jesus Kristus! ADVENT ALLE HELGENS DAG Advent Det cykliske kirkeår føres fra ‘håbet’ i kirkeårets sidste akt videre til håbets opfyldelse i 1.halvår, >3.1. Håb til – JESUS KRISTUS Kærlighed i – 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS Trinitatis (‘Treenighed’) I forlængelse af 1.kirkehalvår åbnes de tre spørgsmål ‘trinitatis søndag’, Tro på – hvorefter svarene gives over de følgende (27) søndage. TRINITATIS SØNDAG 2. halvårs forløb Mennesket selv står nu for at skulle betræde det scenerum, Skaberen har ladet udfylde i 1. halvår : ‘Jesus Kristus’ Rige’ som en del af den samlede virkelighed, der under den kristne tros synsvinkel udgør ‘Kristendommens univers’ (>1.0.1; >4.3). – Også selv om menneskets afvisning af Guds kærlighed fortsat gør sig gældende. Treenighedsrummet som samtidighedens-rum Dimensionsanalyse, 2.halvår Skabelsesrummet udgør nu scenerum for 2. kirkehalvår. E-t 4. akt: Troens plan. 1.–14. søndag efter trinitatis 6. akt: Håbets plan. Alle helgen – Sidste søn. i kirkeåret 5. akt: Kærlighedens plan. 15.s.e.t. – Alhlg. S-t Med mennesket i Jesus Kristus’ Rige, skal kristenlivet i (rum&(rum-tid)) udfoldes i tro, kærlighed og håb i 2.halvår. 2. halvår udgør et ‘samtidighedens rum’ med alle dimensionerne aktive: (E-t, S-t, F-t), jf. >3.0.2.3; >4.3. 2. halvår udspiller sig i et rum hvor mennesket udfylder de 3 akter samtidigt, jf. ‘Kristus-bevidstheden’ >1.12.8. F-t Samtidigheds-rummet rummer – ud over mennesket – den ‘nærværende Gud’ og ‘Jesus Kristus’ Rige, >3.0.2.3. ................ 98 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (2. halvårs forløb:) 4.akt: Mennesket forsøger nu på mange måder selv at skaffe sig adgang til den samlede virkelighed, men forgæves – indgangen hertil går kun gennem ‘tro på Jesus Kristus’ (1.–14. søn.e.trin). 5.akt: Livet i verden udfoldes som ‘kærlighed i Jesus Kristus’ (15.søn.e.trin. til Alle helg. dag). 6.akt: Perspektivet mht. troens og kærlighedens opretholdelse i virkelighedens verden udfolder sig som ‘håb til Jesus Kristus’ (Alle helgens dag til Sidste søndag i kirkeåret). 39 – Men først: Trinitatis søndag (Joh 3,1-15 / Nikodemus og Jesus) 2.halvår åbnes gennem Nikodemus spørgsmål i mørket: 1) Hvordan komme ind i Jesus Kristus’ Rige? 2) Hvordan leve dér? 3) Og hvad så? “... (Jesus svarer:) Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige! ... (Nikodemus:) Hvordan kan det gå til?” (Joh 3,3.9) Trinitatistidens tre akter belyser og besvarer de tre spørgsmål ét for ét. 40 3.2.1 4. akt 1. søndag efter trinitatis til 14. søndag efter trinitatis Tema 4. akt: Indgang til Jesus Kristus’ Rige sker gennem troen på Jesus Kristus. “... for at enhver, som tror, skal have evigt liv i (Jesus Kristus).” (Joh 3,15), – jf. Rom 1,17. 41 pp-121 4. akt: Tro på Jesus Kristus Hvordan komme fra Verden og ind i Jesus Kristus’ Rige – og således ind i kristendommens univers (>1.0.1), i JESUS KRISTUS 14. SØNDAG EFTER TRINITATIS virkelighedens verden (>1.7.4; >4.1.3), i ‘menneskets fristed’ ? (>1.12.2), De enkelte tekster/søndage kredser om emnet – foreslår forskellige løsninger – inden svaret falder 13. + 14. søndag. Tro på – Intertekstualiteten bevæger sig frem og tilbage mellem 4. akts søndags-tekster, TRINITATIS SØNDAG jf. eksempler 14.søn. e. trin. 4. akts forløb: Der lægges ud med selve problemet: Kan mennesket selv komme ud af sin selvskabte ‘verden’ og over i det gudsskabte ‘Jesus Kristus’ Rige’, hvorfra ‘kristendommens univers’ udfoldes (jf.>1.0.1), eller er kløften for dyb? – ‘kløften’ som ‘dybet’, ‘Intetheden’, ‘alternativet?’...! (>1.16). Mennesket gør selv mange forsøg (jf. >1.11), men må alligevel have en anden til at løse problemet. 1.-14.søndag udgør som helhed Modellers fremstilling af sondringen ‘Lov – Evangelium’, jf. >2.1.6 box. Efter at være forløbet indendøre (3.akt) og siden i mørke forløber 2. halvår nu i fuld belyst offentlighed. 39 ‘Det kristne håb’ omfatter dels det ‘kortsigtede håb’ om at ‘Kristus-troen’ må komme til mig (nu), dels det ‘langsigtede, levende håb’ om Kristus’ genkomst i evidens til forløsning og endelig frisættelse for alle . – De to håb-perspektivers opfyldelse melder sig med 1.akt, henholdsvis 1.søn. i adv.; >1.12.8 og 2.søn. i adv.; >1.13.6. 40 Tekstvalget til trinitatistidens mange søndage opfattes som oftest som mere eller mindre tilfældigt og kun med relation til påsken, men uden oplagte temaer eller støtte i kirkelige fester eller mindedage (som det dog var tilfældet i middelalderen). Kirkens gudstjenesteforløb under trinitatistiden præges i dag tilsvarende af springende og ujævne prædiken-temaer. Modeller bringer ‘system’ (også) i trinitatistiden ved at lægge >1.12.8/’At leve i Kristus-troen’ ind i forløbet, hvilket giver en sammenhængende forkyndelse i tekstrækkens 2.halvår med koblinger tilbage og frem til 1.halvår. 41 Dvs. i Kristus-troen at få del i Guds evige kærlighedsrige allerede her og nu i verden, jf. >1.0.1; >1.12.6; >1.12.8. 99 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Gennemgående model for 4.akts forløb over følgende 14 søndage: Hvorledes komme over? Illusionernes verden ? pp-121 Virkelighedens verden Dyb kløft ‘Dybet’ INTET >1.10 1. søndag efter trinitatis >1.11; >1.16 >1.12 (Luk 16,19-31 / Lignelsen om den rige mand og Lazarus) Hvorledes komme over den ‘dybe kløft’ mellem menneskets Verden og Jesus Kristus’ Rige? 42 “Der er lagt en dyb kløft mellem os og jer ...” (v.26) 1. søn.trin. viser 4. akt ‘grafisk’: Hvorledes komme over ? Menneskets Verden Rige mand i dødsriget ? Dyb kløft Jesus Kristus’ Rige Lazarus i Abrahams skød 2. søndag efter trinitatis Modellen 1.søn.trin. ligger til grund for alle efterfølgende søndage i 4.akt. (Forholdet ml. ‘verden’, ‘riger’, m.fl., og ‘troen’, jf. >1.0.1; >1.10; >4.3) (Luk 14,16-24 / Lignelsen om det store festmåltid; jf. 20. søn.trin.) Indbydelsen til at komme ind i Guds og Jesus Kristus’ Rige lyder atter og atter og til alle og enhver. “...En mand ville holde et stort festmåltid og indbød mange. ... Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. ... Gå straks ud på byens gader .... og på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt!”. (v.16. 18. 23) 3. søndag efter trinitatis (Luk 15,1-10 / Toldere og syndere...; mistede får og tabte mønt) Alle i denne verden – ikke mindst ‘syndere’ – opsøges og indbydes til Jesus Kristus’ Rige (>2.0.4.1). “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. ...Går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det ... større glæde i himlen over én synder der omvender sig ... “ (v.2. 4. 7.) 4. søndag efter trinitatis (Luk 6,36-42 / Tilgiv; dømme andre; blind lede blind?; splinten) Hvem kan vise vej over ‘kløften’ til Jesus Kristus’ Rige’? Kan mennesker vise hinanden vej? ...... “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? ... Tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (v.39. 42) 42 Modeller udfolder ‘liturgisk udlægning’, hvor fx. 1. søn. trin. refererer til ‘kirkeårets 4. akt’ om ‘at komme fra Verden til Jesus Kristus’ Rige’, dvs. refererer ikke til ‘Lukas-evangeliet’ om ‘den rige mand og Lazarus’, og handler slet ikke om, at fattigdom og elendighed, modsat rigdom og vellevned, skulle være en genvej til Jesus Kristus’ Rige. 100 2.udg. 2013 5. søndag efter trinitatis Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Luk 5,1-11 / Peters fiskefangst) ...... Nej, – hvis alle skal med over, ‘frelses’, og ‘dybet tømmes’ (v.7) skal der noget helt andet til. “Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst! ... og de fyldte begge både, så de var lige ved at synke ... Fra nu af skal du fange mennesker.” (v.4. 7. 10) 6. søndag efter trinitatis (Matt 5,20-26 / Om retfærdighed, loven, dom; sidste øre) Lov og moral viser ikke vejen til Jesus Kristus’ Rige – med mindre man virkelig løber linen ud! “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de ... kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (v.20) 7. søndag efter trinitatis (Mark 8,1-9 / Bespisningen af 4000 i ødemarken. – Fra før 1992) 43 Under søgningen af vejen til Jesus Kristus’ Rige opretholder Skaberen mennesket i denne verden. “Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken? ... Og de spiste og blev mætte.” 8. søndag efter trinitatis (v.4.8) (Matt 7,15-21 / Om falske profeter) Mange vil gerne vise vej til ‘frelsen’; – men ikke enhver vej fører til Jesus Kristus’ Rige. “... kun dén, der gør min himmelske faders vilje” (v.21) – Men hvad er da Guds vilje? ...... 9. søndag efter trinitatis (Luk 16,1-9 / Lignelsen om den uærlige godsforvalter) ..... Jo, det er Guds vilje at søge til Jesus Kristus’ Rige ad en ‘genvej’, – ved at lade en anden betale..! “En godsforvalter (havde ødslet ejerens ejendom bort) ... og spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre ... for at folk skal tage imod mig i deres huse..? Forvalteren kaldte så sin herres skyldnere til sig (og nedskrev deres gæld til ejeren). ... Og (ejeren) roste (!) den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt! ... ” (v.1.4.8) 10. søndag efter trinitatis (Luk 19,41-48 / Jesus begræder Jesusalem; tempelrensningen) Den gamle pagt med dens selvbestaltede ‘udvalgte folk’ (>1.0.3) og dettes religion og lovdyrkelse (jødedommen) fører ikke til Jesus Kristus’ Rige (>1.11). “Vidste blot også du (byen) på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. ... de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig ...” (v.42. 44) 11. søndag efter trinitatis (Luk 18,9-14 / Lignelsen om farisæeren og tolderen) At gå vejen til Jesus Kristus’ Rige kræver dén indrømmelse, at mennesket opgiver selv at finde vejen! “Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ... [om farisæeren og tolderen] ... For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv skal ophøjes.” (v.9. 14) 12. søndag efter trinitatis (Mark 7,31-37 / Helbredelsen af den døvstumme; ‘luk dig op!’) Det kræver en særlig indsats at åbne vejen til Guds Rige – Jesus fra Nazareth er måske den, der kan? “...en der var døv og havde svært ved at tale. Jesus tog ham afsides ... og sagde til ham: ... Luk dig op! Og straks lukkede hans ører sig op ... og han kunne tale rigtigt.” (v. 32. 34f) 43 Denne mere oprindelige Markus-tekst foretrækkes, idet billedet fastholder den gennemgående model for 4.akt. Alterbog-1992 gør et helt nyt (og vilkårligt?) tekstvalg til 7.søn.trin.: Luk 19,1-10 / Zakæus, hvorved 4.akts pointe foregribes ved allerede her at lade Jesus selv optræde “for at opsøge og frelse det fortabte [Zakæus]” (v.10). – Denne afsløring gemmer Modeller (med litterær ‘bagvægt’) til sidst i 4.akt, ved at bevare Mark 8-teksten til 7.søndag. 101 2.udg. 2013 13. søndag efter trinitatis Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Luk 10,23-37 / Lignelsen om Den barmhjertige samaritaner) Vejen over kløften hedder Jesus Kristus – som “den levende sandheds vej” (Joh 14,6 ao) til det Guds Rige som ‘allerede er – omend endnu ikke’ (>1.7.4; >1.12.6). Jesus Kristus er selv ‘samaritaneren’ (i 4.akts sammenhæng). Jesus Kristus er ‘næste for ham [os] der faldt i røvernes hænder.’ (hvilket forklarer v.36) 4. akts kulmination: Den forkyndende er selv den forkyndte, Jesus Kristus som ‘kærlighedens levende sandheds vej’, der fører ind i det Guds Rige, som ‘allerede er midt iblandt os’: Jesus Kristus’ Rige. 14. søndag efter trinitatis 44 (Luk 17,11-19 / Helbredelsen af de ti spedalske) Troen på Jesus Kristus fører mennesket til Jesus Kristus’ Rige og dermed ‘kristendommens univers’. “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!” (v.19) 45 Hermed svaret på både Nikodemus’ spørgsmål: “Hvordan kan det gå til?” (trin.søn.) og på den lovkyndiges spørgsmål: “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” (13.søn.). Svaret falder 13.+14. søndag: Dét skal du gøre – Sådan går det til: ‘Tro på Jesus Kristus!’ 46 Kristus-troen er ‘broen – ‘den levende sandheds vej’ – der fører KRISTUS-TROEN Illusionernes verden Virkelighedens verden ‘Dybet’ INTET INTET som Kristus-troens alternativ fører ingen steder hen >1.16 ‘over kløften’, jf. 1.søn.trin. ‘Dybet’, jf. dds 321,4; >1.16. ‘Broens retning’, jf. >2.1.6 box. Menneskets indgang til den rå virkelighed går således gennem ‘Kristus-troen’, hvor tro betyder, at ‘dele sin ånd med Guds Ånd’ (Jf. >1.9; >1.12.8; >2.1.1; >4.2.6) To eksempler på intertekstuelle læsninger 1. til 14. søndag efter trinitatis (her læst bagfra fra 13.søndag). Tør jeg lade mig rive ud af mine illusioners verden og blive flyttet over i rå virkelighed? 4. akts ‘troens-historie’ med fokus på ‘Jesus som den levende sandheds vej’ (Joh 14,6 ao): Jesus skulle vel ikke være den, samaritaneren (13.søn.trin) – der gør alting vel og yder en særlig indsats (12.) – som ydmyger sig selv (11.) – som opretter en ‘ny pagt’ (10.) – som er ‘genvejen’ til Guds Rige og som betaler derfor (9.) – som er den, der gør sin himmelske faders vilje (8.) – som opretholder os i tomhedens verden (7.) – som afløser Guds vrede (6.) – som viser vejen til Gudsriget med et ‘frygt ikke’ (5.) – som løber risikoen for at falde i kløften sammen med mig (4.) – som tager imod syndere (3.) – som af Gud er sendt ud for at byde ind (2.) – som dør for at føre os fra ‘Illusionernes verden’ via ‘Jesus Kristus’ Rige’ til ‘Virkelighedens verden’.. (1.) – Tør jeg tro dette og dermed dele min ånd med Guds Ånd? (14.søn.trin.) Tør jeg gøre indrømmelsen og lade livet bestemme af ‘troens og vantroens historie’? 4. akts ‘vantroens-historie’ med fokus på det selvretfærdige, vantro menneske: Jeg skulle vel ikke være den, som ligger efterladt dér (13.søn.trin) – som ikke kan yde den særlige indsats (12.) – som ikke vil gøre indrømmelsen (11.) – som ikke aner, hvad jeg skal holde mig til (10.) – som ikke engang er så klog som verdens børn (9.) – som har foretrukket vildvejene (8.) – som ikke føler sig opretholdt i verdens tomhed (7.) – som ikke vil opgive sig selv (6.) – som ikke vover sig i lag med Guds ord (5.) – som anviser ‘gale veje’ for andre (4.) – som ikke forstår selv at være fortabt (3.) - som ikke har lyst til at være deltager i ‘Virkelighedens verden’ (2.) – som har nok i ‘Illusionernes verden’ (1.) – Tør jeg tro dette og dermed dele min ånd med Guds Ånd? (14.søn.trin.) 44 I Luk 10-situationen er Jesus den ‘forkyndende’ og samaritanerens gerning det ‘forkyndte’. Modellers 4.akt-situation lader Jesus Kristus være ‘den forkyndende, som forkynder sig selv’, jf. ‘modelleringen’ >1.0.3.box 2; ‘næste’ >2.4.4.2. 45 Ligesom disciplene gik fra pinsen ud i verden med et ‘rejs jer, lad os gå herfra’, således går den Kristus-troende fra verden/illusionerne (4.akt) ind i Jesus Kristus’ Rige/virkeligheden (5.akt) med et ‘stå op og gå herfra..!’. Jf. 3.1.1.4.box. 46 4.akt handler om ‘tro’, selv om ordet ‘tro’ (græsk: pistis, pisteuå) kun optræder én eneste gang i disse 14 søndage – og hér med ‘litterær bagvægt’ først den 14. søndag. – Jf. ‘dåben’ som adgang til Jesus Kristus’ rige, >2.1.1. 102 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 3.2.2 5. akt 15. søndag efter trinitatis til Søndag før Alle helgens dag Tema 5. akt: Livet i Jesus Kristus’ Rige – og dermed i kristendommens univers – udfolder sig som ‘kærlighed i Jesus Kristus’ – den kærlighed hvori Gud deler sit liv med mennesket (>1.5.2; >1.15). “For i Kristus gør det hverken fra eller til ... [hvem eller hvad man er], – men det gør tro, virksom i kærlighed.” (Gal 5,6) pp-122 47 5. Akt: Kærlighed i Jesus Kristus. SØNDAG FØR ALLE HELGENS DAG Kærlighed i – Menneskets kærlighed er virksom som udfoldelse af menneskets tro på Jesus Kristus – JESUS KRISTUS – Jesus Kristus, som selv er den historiske udfoldelse af Guds kærlighed. 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS 5.akt udspiller sig i ‘kærlighedens plan’ (F-t, S-t) >3.2.0. 5. akt med de (normalt) 7 søndage op til Alle helgens dag udgør et forløb centreret omkring den 18. søndag efter trinitatis med ‘det dobbelte kærlighedsbud’: ‘Du skal elske Gud og din næste!’: 15. – 17. søndag lægger op til Guds kærligheds-gerning i Jesus Kristus. 18. søndag 19. – 21. søndag med følgerne for menneskets kærligheds-gerninger. er tyngdepunktet i 5.akt og det samlende højdepunkt i hele 2.halvår. 15. søndag efter trinitatis 48 (Matt 6,24-34 / To herrer; bekymret; himlens fugle; først riget) Guds ‘forsyn’ (>2.1.5) lader alle muligheder stå åbne for Guds kærlighed, nu hvor vi kender Gud i Jesus Kristus. Kun den ‘evige fortabelses’ mulighed står ikke åben for menneskene (‘vær ikke bekymret for ‘dagen i morgen’ = dommedagen) netop pga. Guds kærlighed, >1.7.3; >1.13.7; >1.13.10. 49 “Så vær da ikke bekymret for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.” (v.34) 16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11-17 / Opvækkelse af enkens søn; Jesus ynkedes) Som Jesus oprejser af døde (af kærlighed), således er ved Gud selv – i påsken – også den ‘evige død’, fortabelsen i INTET, overvundet af Guds kærlighed. >1.13.4. 50 “Da (Jesus) så hende, ynkedes han over hende og sagde: ‘Græd ikke!”. (v.13) 47 Kærlighedens ‘virksomhed’ følger af Helligånden som “energi” (>1.1.3.3.box) – eller det sker, at den rå virkelighed selv fremtvinger kærlighedens gerninger. – Den sag skal vi slet ikke bekymre os om! (‘Forsynet’ >2.1.5) At kærligheden udspiller sig i treenighedsrummet for den nærværende Guds åsyn (>3.2.0) betyder ingenlunde, at Gud vurderer mennesket ud fra dets præstation i spillet, – Guds kærlighed er ubetinget..! 48 5. og 6.akt rummer et variabelt antal søndage som påsken nu falder. I 5.akt klares problemet gennem ‘symmetrien’ omkring 18.søndag, i 6.akt gennem afkortning af kirkeåret forud for Sidste søndag i kirkeåret, jf. > Alle helgens dag. 49 Kun ‘fortabelsens æt’ har grund til at bekymre sig: ‘Alt&Intet’ >1.13.5; Satan >1.13.7.1. 50 16. søn. trin. er ‘mid-påske’ (midtvejs fra/til påske) og forbinder Guds kærlighed med Jesus’ kærlighedsgerning i påsken. ‘Kærlighed’ kan optræde i synonymer som her ‘ynkedes’; jf. ‘inderlig barmhjertighed’, ‘medlidenhed’, ‘forbarme sig over’. 2.udg. 2013 17. søndag efter trinitatis 103 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Luk 14,1-11 / Helbredelse for vand i kroppen; okse i brønd; bordplads) Jesus’ helbredende kærlighedsgerning peger tilbage på Guds kærlighedsgerning: påske(sabbatten). “Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej? ... Må man [redde liv] på en sabbat?” (v.3. 5) 51 ‘Vand’ (i kroppen) og ‘brønd’ læses her som billeder på fortabelsen i ‘Intet’, >1.0.3.box2. Fra “nederste plads...” (i menneskets selvindskrænkede verden og dennes ‘rum&tid’, >4.3.1) indbydes vi: “... sæt dig højere op!” (i Jesus Kristus’ Riges ‘rum-tid’ som menneskets fristed, >4.3.3) 18. søndag efter trinitatis (Matt 22,34-46 / De største bud i loven. Hvad mener I om Kristus?) Guds kærlighed – som altings årsag og mål – har manifesteret sig (paradoxalt) i Jesus Kristus’ død og opstandelse, hvorved ‘det dobbelte kærlighedsbud’ er opfyldt universelt – én gang for alle! 52 “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. ... Du skal elske din næste som [om han var/i stedet for] dig selv.” (v. 37. 39 [tolket]) 53 19. søndag efter trinitatis (Mark 2,1-12 / Helbredelsen af en lam; synd tilgives) Mennesket er helbredt fra sin ‘synd’: hverken at elske Gud eller Næsten, – til et jordeliv i ‘frimodighed’. 54 – En ellers umulig helbredelse og frisættelse som kun Skabereren kan stå inde for. (>1.0.1.box; >2.1.5.3) “Søn, dine synder tilgives dig!” ... Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” (v.5.7) 20. søndag efter trinitatis (Matt 22,1-14 / Kongesønnens bryllup; klæder; udenfor; få er udvalgt) Mennesket nødes til deltagelse i ‘kærlighedsfesten’ i Guds og Jesus Kristus’ Rige, – denne gang blot iført den ‘kærlighedens kåbe’, Jesus Kristus har skænket. 55 Alternativet er et liv ‘udenfor’ i Intethedens mørke, >1.16. 56 “Og de gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både gode og onde, og bryllupssalen blev fuld af gæster ... Men (kongen) fik øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. ...” (v.10f) 21. søndag efter trinitatis (Joh 4,46-53 / Kgl. embedsmands søn; gå hjem, din søn lever; i går) Kærlighedens universelle sejr er ‘skabelsens sejr over fortabelsen’ (eller ‘tilblivelsens sejr over tilintetgørelsen’, >1.2.2), og bringer mennesket – som ‘helbredt’ – ind i Guds kærlighedsrige i tid og evighed. “... ‘Gå hjem, din søn lever!’ Manden troede Jesus på hans ord, og gik. ... I går ved den syvende time forlod feberen ham.” (v. 50. 52) [ 22. søndag efter trinitatis 57 (Matt 18,21-35 / Om tilgivelse. Den gældbundne tjener) Hvor 22./23. søn. trin. (ved tidlig påske) falder før Alle helgens dag kan de føjes til 5.akt, med temaet ‘tilgivelse’ som en følge af kærligheden i Kristus. ] 51 Spørgsmålet om at helbrede og redde liv på en sabbat handler ikke om overtrædelse af helligdagsbudet i almindelighed, men om de kristnes påstand om, at Guds Søn arbejdede/kæmpede i dødsriget mod fortabelsesmagterne netop på en sabbat (Skaberens ‘hviledag’; påskelørdag), da han (Gud) fuldbyrdede skaberværket ved selv at skabe nyt, jf. >1.11.3. 18. søn.trin. er det samlende højdepunkt i hele trinitatistiden, hvor troen retter sig mod Jesus Kristus, som den der giver kærligheden sin bestemmelse og håbet sit perspektiv. Bekendelsens spørgsmål: ‘Hvad mener I om Kristus?’, optræder også her i 5.akts midte, jf. >2.0.2. 52 53 De to bud optræder hver for sig i GT (henholdsvis 5 Mos 6,5 og 3 Mos 19,18), men dér ikke med universel gyldighed. Det kristne bud om ‘næstekærlighed’ handler om den form for (Guds-) kærlighed, som kan bydes eller begrundes, – alene fordi “... når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden!” (1 Joh 4,11) jf. >1.1.3.3 box 2. 54 Før 1992 brugtes paralleltekst, Matt 9,1-8: “Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig!” (v.2) 55 Mennesket indbydes nok engang til at træde ind i Guds og Jesus Kristus’ Rige – nu i ‘Kristus-tro’. (Jf. invitationen til ‘Guds-tro’ 2. søn.trin.). – Til ‘kærlighedens kåbe’ jf. dds 683,2. 56 Teksten slutter med : “Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (v.14), vel som en pessimistisk konklusion af den ‘jødekristne’ Matthæus, jf. GTs ‘ulykkes-historie’ > 1.11, og Matthæus-tidens apokalyptiske strømninger, 4 Ezra 8,3. 57 ‘I går’ (forlod feberen ham... v.52) er her et ‘allerede-endnu ikke’ udtryk, hvor Jesus Kristus’ gerning allerede har åbnet for det Guds Rige som endnu ikke har sat sig helt igennem, jf. >1.12.6; – jf. 6.akt. 104 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Alle helgens dag som overgang mellem 5.- og 6.akt pp-123 Bjergprædikenens ‘saligprisninger’ indgår Alle helgens “Salige er de fattige i ånden, allerede (nu) ..................... -endnu ikke for Himmeriget er deres.” søndag i kirkeåret, som overgang mellem det, som allerede er opfyldt, og det, som endnu ikke er opfyldt, jf. >1.12.6; >2.1.7. ‘Salig’ er indehaveren af den lykke, der stammer fra Gud (NT: ‘salig’; GT: ‘lykkelig’, jf. Sl 1) 3.2.3 6. akt Alle helgens dag til Sidste søndag i kirkeåret Tema 6. akt: Livet i kristendommens univers under det dobbelte ‘håb til Jesus Kristus’ pp-124; -125 Håbet retter sig (i kirkeårets forløb) mod Jesus Kristus’ 1.komme til det enkelte menneskes frisættelse fra sin ‘syndighed’, sin mistillid til Skaberen, sit illusions-mageri, sin forfejling af livets mening, jf. >1.10. Og håbet retter sig mod Jesus Kristus’ 2.komme til skabningens endelige forløsning fra fortabelsesmagten og fra enhver trussel om kærlighedens evige fortabelse i Intetheden, jf. >1.13.5. 6. Akt: Håb til Jesus Kristus SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET ALLE HELGENS DAG ADVENT Kirkeåret igennem har levet et dobbelt håb til Jesus Kristus, som træder i kraft med det nye kirkeår fra advent. Håb til – JESUS KRISTUS 1) Håb om frisættelse af det ‘syndige’ menneske i tiden. Opfyldes med Jesus Kristus’ 1.komme (1.søndag i advent). 2) Håb om forløsning af det fortabte menneske i evighed. Opfyldes med Jesus Kristus’ 2.komme (jf. 2.søndag i advent). 6. akt beskriver kristendommens univers i håbets perspektiv, hvor der med glæde ses frem til menneskets frisættelse og forløsning, og hvor håbet afsætter positive forventninger til fremtiden, som igen sætter positive dagsordener for perspektivet i det jordiske liv på kort og lang sigt, jf. >1.0.1. 58 Alle helgens dag 59 (Matt 5,1-12 / ‘Saligprisningerne’ ) – Jf. hele teksten mm. >2.1.7. ‘Saligprisningerne’ udtrykker den kristnes virkelighed inden for det ‘kristendommens univers’ som blev etableret med Jesus Kristus’ 1.komme, og som fuldendes med Kristus’ forventede 2.komme. 60 “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som .... “ (v.3) 58 Siden den tidlige kristendom har man kunnet tale om ‘nær-forventningen’, dette at Kristus’ genkomst var umiddelbart forestående, et forhold som for tidlige kristne naturligt satte en begrænsende dagsorden for det jordiske liv. Modeller kan i dag også tale om en ‘nær-forventning’ om Jesus Kristus’ genkomst, dommedagen, håbets endelige opfyldelse, det at vi hele tiden lever ‘dagen før’ genkomsten, ‘den kommende dag’, som det hedder i Fadervors 4.bøn, >2.1.3; >2.søn.advent. 59 Alle helgens dag falder 1. søndag i november, med bortfald af pågældende ordinære trinitatis-søndag. 60 ‘Saligprisningerne’ – og dermed Alle helgens dag – står således mellem nutid (5.akt) og fremtid (6.akt). 2.udg. 2013 22. søndag efter trinitatis 105 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (Matt 18,21-35 / Om tilgivelse. Den gældbundne tjener) Jesus Kristus’ Rige er et ubetinget ‘tilgivelsens rige’, som omspænder verden og al syndighed. 61 – Som Gud tilgiver os skal også vi tilgive hinanden. Men hvor det sidste er tvivlsomt, står det første fast. “Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.” (v.27) 23. søndag efter trinitatis (Matt 22,15-22 / Guds veje; ikke forskel; skattens mønt) På Guds veje gøres ikke forskel på folk. – I kejserens rige er der naturligvis forskelle. (Jf. >2.2.4) “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (v.21) 24. søndag efter trinitatis (Matt 9,18-26 / Den døde pige; syg kvinde; rygtet går) Langs Guds vej på jorden breder håbet sig i takt med, at fordærvsmagterne: synd, død og djævel, dømmes ude. Kristentroen hviler netop på rygtet om Jesus’ opstandelse og den tomme grav, >1.12.2. “Vær frimodig...din tro har frelst dig. Og fra det øjeblik var hun frelst...og rygtet kom ud” (v.22.26) 25. søndag efter trinitatis (Matt 24,15-28 / Forvarsler om Kristus’ genkomst) Håbet til Kristus’ genkomst skærper opmærksomheden til det yderste. ‘Fordærvsmagterne’ og ‘Intetheden’ vånder sig i krampe. – Lægger op til 2.halvårs dramatiske klimaks og slutskabelsen, >1.13. “ – den, der læser dette, skal mærke sig det! – ... Nu har jeg sagt jer det forud!” (v.15. 25) 26. søndag efter trinitatis (Matt 13,24-30 / Lignelsen om ukrudtet i hveden) 62 Afsløring af Jesus’ magt til at dømme, – til sin tid – og tiden nærmer sig nu! “Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: ...” (v.30) Sidste søndag i kirkeåret (Matt 25,31(-46) – 26,2 (!) / Verdensdommen; Slut-skabelsen) 63 Håbet beror alene på Guds dom – efter den vilje vi kender som Guds kærlighed i Jesus Kristus. “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed ... og han skal skille ... fårene fra bukkene ... Kom, I velsignede ... (jamen) hvornår så vi dig..? ... Gå bort, I forbandede ... (jamen) hvornår så vi dig..? ... (Matt 25, v. 31. 32. 34. 37. 41. 44) “Da Jesus var færdig med hele denne tale, sagde han...: ‘I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.’ ” (Matt 26, v.1-2) Modeller læser selve ‘verdensdommen’ som en lignelse, som en dom over menneskenes verden >1.10, en verden der ikke efterlader noget som helst håb for hverken ‘får eller bukke’. – Alle blev jo ‘spillet ud’ af domspræmisserne! Men dommen over verden i kap. 25 følges direkte op med kap. 26,1-2(5), netop som et håb for mennesket, hvor det forkyndes, at ‘nu går Jesus frem til sin korsfæstelse, død og opstandelse, for dér at genvinde håbet for alle..!’ – Netop hvad Jesus gjorde med ‘Indtoget i Jerusalem’, jf. efterfølgende >1.søndag i advent samt >palmesøndag. ‘Verdensdommen’ incl. kap 26,1-2 er således et korrektiv til opfattelsen om en ‘dobbelt udgang’: at Jesus Kristus’ lidelse og død – Guds kærlighed – ikke skulle række til alle mennesker, jf. >1.13.10. Menigheden må dog fortsat nøjes med den afkortede udgave (kap.25) med en ‘dobbelt udgang til frelse eller fortabelse’, som nok optræder i NTs univers, men hører hjemme i andre religiøse sammenhænge, dengang som nu. 61 Skaberens tilgivelse gælder inden for det fuldbragte skaberværk: ‘6-dages skabelsen’ plus ‘7.dags-skabelsen’ (rum&(rum-tid)), som tilsammen omspænder ‘verden med al dens syndighed’, dvs. ‘ubetinget tilgivelse’! Blandt mennesker er såvel ‘tilgivelse’ som ‘håb’ udtryk for ‘skabelse’, dvs. ny begyndelse. 62 63 En evt. 26. søn.trin har samme tekst som 5. søndag efter helligtrekonger, men optræder ikke samme år. Tekst-uddragets naturlige afslutning er Matt 26,1-2, jf. at NTs gamle græske inddeling går fra 25,31 helt til 26,5. Prædike-teksten med ‘Verdensdommen’ (Matt 25,31-46) er først kommet ind i søndagsgudstjenesten med 2.tekstrække fra 1885 (26.søn.trin) og er derfra flyttet til 1.tekstrække i 1992 på den nu faste ‘sidste søndag i trinitatis’. Tekstrækken medtager ikke kap. 26,1-2 i hverken 1885 eller 1992. Indtil reformationen: Matt 25,31-46 på ‘mandag efter 1.søn. i fasten’. 106 2.udg. 2013 3.2.4 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn EKSKURS-XI: Kirkeåret i kirkelig praksis SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET ADVENT JESUS KRISTUS Kirkeårs-skiftet betød (før 1885), at der blev begyndt forfra den første søndag i advent med ‘Indtoget i Jesusalem’, eller som Modeller med ‘Guds store gerninger’, som opfyldelse af menneskets ‘håb’, der afslutter det netop udrundne kirkeår. I dag betyder skiftet fra 1. til 2. tekstrække, at kirkeåret mister denne struktur (bortset fra højtiderne), og at især 2.halvårs tekster erfaringsmæssigt falder fra hinanden, omend de hver for sig refererer til Jesus Kristus. Som det måtte fremgå af Modeller rummer den gammelkirkelige evangelierækkes søn- og helligdagstekster (1992) et ‘nødvendigt og tilstrækkeligt’ grundlag for at komme rundt i kristendommens univers, – og læst ‘intertekstuelt’ byder tekstrækken på mangfoldige nye prædike- og undervisningsmuligheder. Her ved kirkeårs-skiftet kunne man ligefrem ønske sig mulighed for en årlig tilbagevenden af den gamle række, og i hvert fald ønske sig den gammelkirkelige tekstrække bevaret og styrket som kirkens såvel historiske som aktuelle kristne menigheds eget ‘5. evangelium’, læst på nutidens præmisser. 64 “Om det man forstår godt, kan man tale – og ordene indfinder sig med lethed.” (Boileau, o. 1700) ‘Kirkeårs-modellen’ som prædike- og undervisnings-model Anvendt som forkyndelse i ‘tema-prædikener’ kunne man forvente, at modellens ret få temaer (2 halvår, 2x3 akter) ville kaste ensformige tanker og prædikener af sig (hele 14 søndage på stribe om ‘Tro på Jesus Kristus’!), men erfaringsmæssigt er prædiken-modellen tværtimod yderst produktiv, især kombineret med modellerne 1 og 2. Først og fremmest fastholder modellen, hvad der gør en prædiken til en kristen prædiken: Prædikenen skal dreje sig om Jesus Kristus! Ligeledes menighedens undervisning, jf. ApG 5,42. – Her bogstavelig talt som ‘navet i et hjul’. ‘Jesus Kristus’ er dog ikke et selvstændigt tema, fordi ‘Jesus Kristus’ ikke fremtræder som noget i sig selv, men altid i sammenhæng med ‘virkeligheden’, her med ét eller flere af de 8 temaer eller 67+1 prædiketekster. Med udgangspunkt i søndagens tekst kan der prædikes over ét tema ad gangen (fx. ‘Jesus Kristus som Gud’). Især kan ‘tekst-prædikerne’ forbindes i større eller mindre forløb inden for det enkelte tema, hvor der den ene søndag kan refereres til en eller flere omliggende prædikendage, (jf. eksemplerne ad 14.søn.trin.); mulighederne er her utallige. Som ‘tema-prædiken’ er der mange muligheder for at sammenstille og modstille selve temaerne hele vejen rundt og på kryds og tværs af kirkeåret; fx. forholdet mellem ‘Håbet til Kristus’ (6.akt) overfor ‘Kristus som menneske’ (1.akt); ‘Kristus som Guds Søn’ (2.akt) overfor ‘Kristus som menneske’ og ‘Kærligheden i Kristus’ (5.akt); osv... De to halvår dækker hver en prædiken (1.: Hvem er Jesus?); eller man kan forsøge sig med en helårsprædiken. Der vil kunne prædikes et helt år alene gennem kombinationer af kirkeårets temaer. Forløbet af tema-prædikener (sermoner) kan brydes og varieres med en tekst-prædiken (homilien). – Eller omvendt. Tema-prædikener vil kunne holdes mere (helt!) frit end tekstbundne prædikener – forudsat ‘Boileaus maxime’. Menigheden går i almindelighed ikke i kirke hver søndag, og de fleste kun lejlighedsvis, men menigheden kan komme gennem de ‘nødvendige og tilstrækkelige’ temaer – hele tros-lære-modellen – ved blot at deltage 6 gange på et år. (Giver en kirkegangsprocent på hele 10%, som det er sket et par gange før i den danske kirke, jf. >2.3.5). Til undervisningsbrug kan menighed, kursist eller læser med kirkeårs-modellen fastholde et overblik over de centrale dele af kristendommen – netop ‘det nødvendige og tilstrækkelige’ (>0.3), jf. ‘tros-lære-modellen’ >2.1.8. 64 Siden reformationen – hvor Luther erklærede sig ikke særlig tilfreds med tekstrækken og Calvin opgav den – er diskussionen herom jævnligt blusset op, herhjemme med en strandet revision fra 1839, en gennemført 2.tekstrække fra 1885 og nok et strandet forsøg på en 3. række i 1958; begrundelsen var bla. at få flere NT-tekster i omløb. Den romersk-katolske kirke opgav den gamle tekstrække i 1968, også den anglikanske kirke, så den gamle række i dag overvejende kun benyttes af nogle få nordeuropæiske evangelisk-lutherske kirker, – hvilket ikke gør tekstrækken ringere. Herhjemme foreslås det af og til at udskifte den gammelkirkelige tekstrække med fortløbende læsning af de fire evangelier, som det formodes at have fundet sted i de enkelte evangelisters menigheder dengang. – En sådan ‘lærestols-præget’ forkyndelse kunne dog let blive styret af lærde kommentarer og akademisk korrekthed, i modsætning til ‘prædikestolens’ krav om pragmatisk dristighed og plads til udvikling af forkyndelsen inden for den til enhver tid levende menighed. 107 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn JESUS G M KRISTUS MODEL 4 APPENDIKSER 4.1 Modernitet og kristendom 4.2 Tænkning, logik og kristendom 4.3 Kristendom som ‘ét-rums-tænkning’ 4.4 Kristendommens ‘kopernikanske vending’ 4.5 Kristendom og forsonings-modeller Vignet: Gud og mennesket ‘kredser’ om Jesus Kristus. – Modellers Kristo-centriske verdensbillede. (Model 4.4.4) 108 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 4.1 Modernitet og kristendom 4.1.0 Modernitet ‘Moderniteten’, det moderne, er et fænomen i den vestlige verden fra 1700 (’Oplysningstiden’) til i dag. Modernitet kan beskrives som fire sammenhængende og samtidige dimensioner: (a) Menneskets forhold til naturen, der (som ikke-religiøs/mystisk) er underlagt menneskets kontrol. (b) Menneskenes forhold til hinanden som demokratisk og ikke-religiøst. (c) Menneskets forhold til sig selv som ‘selvbestemmende’ og ikke underlagt tradition og ydre autoritet. (d) Menneskets forhold til Gud/det hellige/det absolutte som en privatsag, der kan vælges til eller fra. 4.1.1 Modernitet og kristendom Ad a: ‘Ren natur’ findes ikke; Skaberen er altid med. Vil mennesket have kontrol over ALT, slippes Fanden løs (>1.8.1). Mennesket kan i øvrigt ikke skelne mellem ‘styrelse’ og ‘tilfældighed’ (>2.1.5). Ad b: Kristen næstekærlighed og etik begrundes i Guds kærlighed, – find så selv ud af resten! (>2.2.7). Religiøsitet/mystik er et alment evolutions-biologisk produkt (>2.4.0). Ad c: Positionen eksisterer kun som tankemodel – den rå virkelighed melder sig som ‘korrektiv’ (>2.1.6). Ad d: ‘Virkeligheden’ kan ikke vælges – den er (>0.2/Dante). Valget står mellem tro og vantro – ikke-tro gives ikke (>1.9). Moderniteten er et ‘uægte alternativ’ til kristendommen (>1.16). 4.1.2 Modernitetens selvindskrænkning pp-91 Moderniteten er i dag realiseret gennem en formidabel energiudladning med nærmest ufattelige resultater inden for naturvidenskab, teknologi, samfundsopbygning og kunst, og processen synes at kunne fortsætte til gavn og bedste for mennesker, – men også som kilde til ‘angst for meningsløshed’ (>1.13.3). I moderniteten har også ‘Fanden’ haft gode betingelser (>1.8.1; >1.10.2). Moderniteten har vist sig ikke at kunne optræde som religionserstatning og lægge en dæmper på det autonome menneskes dæmoniske udfoldelse i netop denne periode. Jf. >2.1.6/Det kristne korrektiv; >2.2.6/Det moralsk onde. Moderniteten kalkulerer med ‘meningsløsheden’ (>1.9.5.n) og forstår sig selv som omgivet af muligheder – dvs. af INTET (>1.3.1) – som mennesket selv kan udfolde, udvide og tildele mening. Moderniteten optræder som en ‘Light Box’, (jf.’Oplysnings-tiden’), hvor alt (ALT >1.8.1) håndteres LIGHT BOX ·/· ‘indefra’ i fornuftens lys, eller forventes at blive det med tiden. Ubekendte størrelser og overtro vil komme for dagens lys, og håbet står til, at det hele ender med altings fulde oplysning. ‘Light Box’/Black Box’, jf. *) Men modernitet er også indskrænkning, og kan ikke optræde som fuldt dækkende livsindhold. ( ·/· ) Fænomener som tro, håb, kærlighed, glæde, sorg, skyld, ... har intet med modernitet at gøre. Ligeledes er moderniteten tavs over for en række menneskelige eksistentielle spørgsmål som ‘meningen med livet’, ‘død’, ‘det onde’ .... Jf. Modellers åbnings-spørgsmål om tilværelsens uselvfølgelighed (>0.2; >1.10) og om ‘tro og virkelighed’ (>1.9; >1.10.2). Jf. tænkningens og logikkens grænser >4.2.6. 109 2.udg. 2013 4.1.3 Kristendommens totalanskuelse Kristendom som verdensbillede og menneskesyn pp-91 “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (Joh 1,5) Kristendommen forholder sig – modsat moderniteten – til fænomener som tro, håb, kærlighed, glæde, sorg, skyld, ... , og forholder sig ikke tavs over for eksistentielle spørgsmål som ‘meningen med livet’, ‘død’, ‘det onde’. Jf. Modeller i sin helhed. Kristendom optræder ligeledes som en ‘Light Box’, hvor blot ‘oplysningen’ kommer ‘udefra’ – ‘åbenbaring af Kærligheden i Jesus Kristus’, – og derfra breder sig som ‘totalanskuelse’. (jf. >1.0.1; >1.14). LIGHT BOX + I modsætning til modernitetens selvindskrænkning, tilføres kristendommens ‘Light Box’ mere information (+: ‘Guds-kærlighed’) end der på forhånd findes i det foreliggende univers. (jf. >1.7.4; >4.2.4). På spørgsmålet om ‘meningen med det hele’ giver kristendommen ikke blot svaret på ‘meningen’, og dermed også svaret på ‘det hele’ – men også ‘lidt til’! 1 Jf. at Gud er den gennem hvem mennesket – i kraft af ‘Guds-kærligheden’ – kan forholde sig til ‘virkeligheden’, jf. >1.6.0; >1.9.0; >1.14; >2.1.5.1. 4.1.4 Modernitet og kærlighed (>1.10.0) Guds-kærlighedens mod-historie sætter ind, når mennesket ikke vil dele sin ånd med Guds Ånd (>1.9.0); mennesket vil som ‘andethed’ være ‘førstehed’ – og benytter sig hertil endda af ‘tredieheden’ (>2.1.5.3). Det indre af kristendommens ‘Light Box’ (>4.1.3) – hvor hensigt, mål og udfoldelse skulle dreje sig om ‘kærlighedens (frelses)historie’ (––>) – udfyldes nu i stedet med ‘modernitetens Light Box’ (>4.1.2) som vantro, ved ikke at ville dele sin ånd med Guds Ånd (>1.9.0), – mennesket vil selv det hele! Mennesket blokerer med sin afvisning af kærligheden for Guds kærligheds-projekt (>1.1.2). Kristendommen selv bliver ikke af den grund ‘anti-modernistisk’, men kan tværtimod med (kristen) frimodighed tage del i og udvikle moderniteten til gavn og bedste (>4.1.3), men må også (modernistisk) reflektere over sig selv i en afslørende selvkritik (>2.4.4). _______________________________ *) ’Black Box’ / ‘Light Box’ I beskrivelsen af ‘modernitet’, henhv. ‘kristendom’ benyttes variationer over en simpel ‘Black Box’ model. Processen fra A til B forløber gennem en BLACK A ? BOX ‘Black Box’, hvis indre B funktioner ikke kendes. En opgave kan være at beskrive boxens indre ud fra input og output. Med modernitetens ‘Light Box’ beskrives ydre funktioner ud fra indre forhold (gennem ‘teorier’), hvorimod kristendommens ‘Light Box’ forsøger at anskue virkeligheden set fra såvel det ydre som det indre – gennem ‘tro som forudsætning for indsigt’ (>4.2/Anselm cit.), jf. >1.0.1; >1.7.4; >1.14; pp-92. 1 110 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 4.2 Tænkningens og logikkens grænser – og kristendom “Credo ut intelligam” , dvs. ‘Tro som forudsætning for indsigt!’ (Anselm af Canterbury, o.1100) 4.2.0 Tro og tænkning pp-92 Tænkning og argumentation benyttes (mere eller mindre gennemført) af alle mennesker og inden for alle beskæftigelser – også inden for den kristne troslære og forkyndelse, jf. Modellers rationelle præg. Modeller opstiller endda en ‘total-anskuelse af virkeligheden’ (>1.0.1 box) gennem rationalet ‘Guds kærlighed og følgerne heraf’ (>1.1.2) og hævder, at mennesket overhovedet kun gennem Kristus-troen kan forholde sig frit tænkende og indsigtsfuld over for virkeligheden! (>1.0.1; >1.12.8), jf. Anselms maxime. Jf. at menneskets fulde relation til kosmos/virkeligheden sker gennem Kristus-tro, >1.6.0; >1.14; >1.17.3; >2.1.5.1; pp-92. 4.2.1 Tænkningens grænse pp-85 Samme Anselm har formuleret en maxime om ‘tænkning’: “Gud som det intet kan tænkes større end” – en model som fastsætter tænkningens grænse (men uden at være et ‘gudsbevis’ som det ofte forstås!). 2 Med dette ‘loft’ (‘Gud’) over tænkningens udfoldelse giver Kristus-troen til gengæld plads for tankens frie udfoldelse, blot tænkningen holder sig under ‘loftet’ (>4.2.6; jf. >1.1.0). – Derfor er teologi/Modeller mulig. 4.2.2 Tro og logik “I trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ... (for at) gå videre til en undervisning for voksne ... “ (Hebr 5,12 ao; 6,1; jf. >1.0.4) Logikken har tilfælles med Kristus-troen/Modeller at bygge på ‘begyndelsesgrunde’, dvs. ‘u-beviste antagelser’, ‘påstande’, ‘aksiomer’. 3 ‘Begyndelsesgrundene’ kan være ‘selvindlysende’, eller som her: ‘åbenbarede’ (jf. dog >1.17). Modellers begyndelsesgrunde antages med model >1.1.0; >1.1.1; >1.1.2; jf. >2.0.2. I modsætning til logikken er Kristus-troen ikke ‘selv-begrænsende’ – tværtimod! >4.2.4. 4.2.3 Kristendommens/Modellers rationale (>1.1.2) Modeller forudsætter et kristent rationale eller ‘logisk regneregel’ for udvikling (konstruktion og dekonstruktion) af form og indhold for de enkelte modeller og for sammenhænge herimellem. Modellers rationale er ‘Guds kærlighed og hvad heraf følger’. (>1.1.2; >0.3 box) Eksempelvis er en følge af, at ‘Gud vil kærligheden’ (>1.1.2), at Kærlighedens-Gud bliver Skaber-Gud; kærligheden må jo skabes et sted at udfolde sig og en genstand at rette sig imod (>1.1.3). Kirkens (fornufts-)udvikling af og valg af skabermodellen ‘Den Tre-enige Gud’ (sker i løbet af de første århundreder) bliver derpå selv en ny (u-beviselig, men rationel) påstand (>1.1.3). En anden følge af Modellers ‘kærligheds-rationale' (og nu også af ‘skaber-følgen’) bliver den slutning, at også INTET-heden må skabes af hensyn til kærlighedens frie udfoldelse (>1.2.2). – Og så fremdeles konfronteres ‘følgerne af Guds kærlighed’ med den rå virkelighed, jf. >1.1.4. Troslærens/Modellers valg af aksiomer og rationale og disses rækkefølge vil i høj grad kunne påvirke forløbet og ‘resultatet’. Således ved andre valg af primært rationale, som fx. ‘Gud som skaber – og hvad heraf følger.’ ‘Guds almagt – og ....’. ‘Menneskets frihed over for Guds almagt – og ....’. .................. Fra et kristent synspunkt er enhver teologisk og filosofisk tale om ‘Gud (i sig selv)’ dybest set meningsløs – således også alle former for ‘Gudsbeviser’, jf. >1.0.0 note 1; >1.1.0; >1.7.0: >1.17.4. 2 ‘Begyndelsesgrunde’: græsk ‘Stoikeia’ (Hebr 5; o.90 e.Kr.); jf. Euklids Stoikeia: Elementer i geometrien, o.300 f.Kr. Kristus-troen selv hviler på Jesus fra Nazareth, om hvem troslæren taler i påstande: ‘Jesus som Herre!’, osv., jf. >2.0.2. 3 111 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Modeller har fremskudt ‘kærligheds-aksiomet/rationalet’ (Gud vil kærligheden – og hvad deraf følger), jf. >1.1.2; >1.1.3, hvor en traditionel troslære ville fremskyde et ‘skabelses-aksiom/rationale’ (Guds vilje eller lyst til at skabe – og hvad deraf følger), jf. “I begyndelsen skabte Gud ...”. (1 Mos 1,1) Modellers udformning af en kristen troslære bliver følgelig anderledes – og tilsyneladende mere enkel end ved traditionelle valg af aksiomer/rationaler. 4 Andre kriterier for aksiomatikken: 1) at der følger enkelthed og dermed forestillingsbarhed (>0.3 box; >3.2.4 box), og 2) at der gives flere svar på gamle spørgsmål, end der rejses af nye (eks.: >2.2.6). 4.2.4 Logikkens grænse Ligesom tænkningen har sin grænse, sit loft i ‘Gud’, løber også logikken ind i en ‘mur’, idet selv nok så formale og stringente matematiske og logiske systemer har deres grænser. Det ‘modsigelsesfrie’ system møder ‘modsigelse’! – Matematik og logik forløber ikke bare mekanisk og grænseløst derudad. 5 Gödels første u-fuldstændighedssætning Ethvert modsigelsesfrit system (s) af matematiske aksiomer og logiske regler (og af en vis kompleksitet), er ufuldstændigt i den forstand, at der i (s) findes sande matematiske sætninger, som ikke kan bevises i systemet (s). Gödels anden u-fuldstændighedssætning Man kan ikke ved hjælp af et sådant systems (s) egne metoder bevise, at systemet (s) faktisk er modsigelsesfrit. Hertil må anvendes ‘stærkere metoder’, et større system (S) end det, som systemet (s) selv stiller til rådighed. 4.2.5 Teologiens ‘mur’ gennembrydes Gennem en analog tankegang kan både første og anden ‘ufuldstændighedssætning’ belyse Modellers teo-logiske ‘plot’: – Med Modellers kærlighedsaksiom: ‘Gud vil kærligheden’ (>1.1.2) måtte man forvente (af selveste Gud), at Guds-kærligheden og dennes (jordiske) udfoldelse (>1.1.3) ville forløbe helt uden modsigelse! – Sådan går det blot ikke: ‘Guds-kærlighedens mod-historie’ sætter ind med mennesket! (>1.10.0). Også ‘Kærlighedens historie’ løber således (overraskende) ind i en mur af modsigelse (>1.12.9; >4.2.6). Kærlighedens problem kan ikke løses inden for ‘6-dages-skabelsen’ (system ‘s’, 1.Gödel), hvorfor GT’s frelsesprojekt måtte være uigennemførlig gennem en ‘6-dages skabelses-teologi’..! – som fx. GT >1.11. Problemet må løses med ‘større og stærkere metoder’ (system ‘S’, 2.Gödel) – her kristendommens ‘åbenbarings-teologis’ udvidelse af skaberværket med ‘7.dags-skabelsen’ gennem Kærlighedens Guds død, hvorefter (logisk omend paradoxalt) ‘Guds villen kærligheden’ igen fremstår modsigelsesfrit..! 4.2.6 Tænkningens og logikkens grænser – og Kristus-troens grænseløshed pp-85 Sammenfattende: Hvor tænkningen møder et loft: ‘Gud’, og logikken en mur: ‘Modsigelse’, – kan mennesket gennem Kristus-troen forholde sig frit tænkende med indsigt i og tillid til virkeligheden! Guds kærlighed er fortsat absolut og modsigelsesfri! (>0/Dante; >1.1.4; >1.13.10). LOFT >4.2.1 JESUS KRISTUS ‘GUD’ TÆNKNING >4.2.1 LOGIK >4.2.4 MODSIGELSE TOTAL-ANSKUELSE >1.0.1box; >1.9.0; >4.2.0 KRISTUS-TRO >4.2.3 MUR >4.2.4/5 Modeller ser ‘Kærligheds-rationalet’ på baggrund af den rå virkelighed (kors-teologi) >2.1.6, men ‘Skabelses-rationalet’ som udtryk for ‘romantisk skabelses-kristendom’ eller ‘herligheds-teologi’ , jf. >0.4 box; >1.5.2n; >1.13.1n; >2.2.1 box. 4 Med matematikeren Kurt Gödels to ‘ufuldstændigheds-sætninger’ (1931) skete noget overraskende og afgørende inden for matematik/logik samt videnskabs- og oplysningsfilosofi. – Anførte to sætninger omskriver her Gödels logiske teoremer. 5 112 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 4.3 Kristendommens univers som ‘ét og kun ét rum’ 4.3.0 Kristendommens univers etableres i 6 dimensioner pp-45f; -60; -81; 6 Kristendom som ‘totalanskuelse af virkeligheden’ udfoldes i et 6-dimensionalt Kristendommens Univers, som herefter består af én og kun én samlet forestillingsverden: (rum & (rum – tid)). Jf. >1.6.0; >1.12.6.n. 4.3.1 Skaberværkets og det formede (biologiske) menneskes univers’ dimensioner, >1.4.1; >1.5.1. “Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt.” (1 Mos 2,1) Skaberværkets ‘rum & tid’ 3 De tre intuitive rum-dimensioner (1,2,3) og den ene tids-dimension udgør skaberværkets almindelige 4 dimensioner. HØJDE 4 (5,6) ‘TID’ Tids-dimensionen udgøres umiddelbart af en ‘fysisk tid’ (4) – tilgængelig for ‘kødet’ >1.5.1, samt af to endnu ikke udfoldede tider (5,6) – tilgængelige for ‘ånden’, > 1.5.2; jf. >4.3.2. 1 LÆNGDE 2 ‘Fysisk tid’ (4) udgør en kilde til undren, hvor (5) og (6) endnu ikke ses udfoldet (jf. >1.6.2). BREDDE 4.3.2 Det skabte (ånds) menneskes univers’ dimensioner, >1.6.1 “Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det ... For Guds rige er midt iblandt jer.” (Luk 17,20f) Den åndelige dimensions ‘rum – tid’ EVIG TID (E-t) 6 Den intuitive tids-dimension udfoldes (med skabelsen af menneskeånden >1.5.2) i tre dimensioner (4,5,6): Fysisk-tid (4), Skabelses-tid (5) og Evig-tid (6), jf. >1.6.1 ånd ske enne M HØJDE FYSISK TID (F-t) ‘TID’ 5 SKABELSES TID (S-t) LÆNGDE 4 Den udfoldede 3-tids-dimension danner et virtuelt ‘Åndens/åndens rum’: ‘menneskeånden’, som stedet for udfoldelsen af Guds og menneskets kærlighed, Guds rige; >3,1. Denne åndelige dimension er til stede for alle mennesker til alle tider, >1.6; >2.0.4.1. BREDDE 4.3.3 Kristendommens univers som (rum & (rum – tid)), >1.6.0; pp-81 “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig ...” (Gal 2,20) EVIG TID (E-t) HØJDE s Jesu nd us’ Å Krist FYSISK TID (F-t) ‘TID’ SKABELSES TID (S-t) LÆNGDE BREDDE 6 Kristus-troens ‘ét og kun ét rum’ Hvor Guds Ånd i Jesus Kristus tager bolig i menneskets ånd, dér overtager Kristus det hele syndige menneske i dets mistillid til Skaberen, og sætter dermed mennesket – i troen på Guds kærlighed – fri over for tilværelsen, >1.12.8. Mennesket lever i Kristus-tro i Kristendommens univers som en ‘total-anskuelse af virkeligheden’, – lever i ‘rum og tid’ under evighedens synsvinkel, som er åbenbaret i skabelsestiden gennem Jesus Kristus, >1.12.7. Moderne fysik arbejder (matematisk) med modeller i 9-11 dimensioner; Modeller omfatter heraf den intuitive ‘rum og tid’. Teologien er dog heller ikke ubekendt med multi-dimensionalitet: Det klassisk-græske verbum er således 6-dimensionalt. 113 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 4.4 Kristendommens ‘kopernikanske vending’ – ifølge Modeller pp-50 4.4.0 Vending fra ‘menneskets frelse’ til ‘kærlighedens frelse’ 7 Traditionel kristendoms-forståelse lader ‘frelsen’ rette sig mod det syndige menneske, hvorimod Modeller lader ‘frelsen’ rette sig mod Guds kærlighed. Det er Guds-kærlighedens historie, som – trods mennesket og kærlighedens mod-historie – skal reddes igennem i tid og evighed, fordi Gud vil kærligheden, som er selve meningen med det hele og årsagen til skabelse af alt og intet – og mennesket (>1.1; >1.2; >1.5.2). Med Guds gennemførelse af sit kærlighedsprojekt ‘frelses’ samtidigt det selvoptagne og selvberoende menneske som genstanden for Guds kærlighed i tid og evighed (>1.1.3; >1.13.10). 4.4.1 Mennesket som skabelsens midtpunkt / Antropo-centrisk verdensbillede ANGST G Det skabte mennesket (M) ‘omgiver sig’ med Gud (G) for at kunne frelse sig selv fra sin egen angst. Mennesket i vantro og angst skaber sig et – uægte – Guds-forhold til brug for sin egen frelse fra sit selvskabte problem (>1.0.0n; >1.9.5; >1.10; >1.13.3; >1.13.10; >1.16). Modellen er teologisk kompliceret og rejser spørgsmål: ‘Hvad er meningen?’ – ‘Det onde?’ – ‘Hvem frelses?’ – ... Modellen er en følge af ‘kærlighedens mod-historie’. M 4.4.2 Gud som skabelsens midtpunkt / Teo-centrisk verdensbillede KÆRLIGHED M Skabelsens Gud (G) ‘omgiver sig’ med mennesket (M) for at kunne udfolde sin kærlighed. Skabelsens Gud har åbenbaret sig for at frelse sin kærlighed over for dens ‘mod-historie’, >4.4.4. Modellen er teologisk mere simpel end >4.4.1, efterlader færre spørgsmål og løse ender og er i højere grad begribelig som verdensbillede med samhørende menneskesyn. Modellen er en forudsætning for ‘kærlighedens historie’. G 4.4.3. Kristendommen ‘vender’ menneskets frelses-historie til Guds kærligheds-historie. Modeller er på flere måder en fornyelse af nogle af den kirkelige traditions udtjente forestillinger – til fordel for en nutidig kulturs paradigme præget af ‘åndelig angst for tomhed og meningsløshed’ (>1.13.3). Modellers fornyelse ligger bl.a. i skiftet af fokus fra ‘menneskets frelses-historie’ til ‘kærlighedens frelses-historie’, – alt med nye perspektiver for kristen troslære, forkyndelse og livsudfoldelse. 8 4.4.4. Gud og mennesket kredser om Jesus Kristus / Modellers Kristo-centriske verdensbillede Gud fastholder kærligheden ved i Jesus Kristus at sammenføje kærlighedens historie med dens mod-historie. JESUS G M KRISTUS Med Guds kærlighed i Jesus Kristus holdes de ellers uforenelige ‘kredsløb’ sammen, som det centrale i den kristne tro, – selve det glædelige budskab: ‘evangeliet’. At ‘meningen med det hele’ således skulle være kærlighed, er det egentligt ubegribelige ved kristendommen, (>0.2). 7 ‘Kopernikansk vending’ efter Kopernikus, som år 1543 opstillede en i forhold til traditionen simpel astronomisk model, hvorefter Solen ikke drejer rundt om Jorden, men Jorden drejer rundt om Solen. ‘Vendingen’ ændrede efter nogen tid verdensbilledet for altid, såvel astronomisk som bevidsthedsmæssigt, omend i mindre grad religiøst helt op i nutiden. Udtrykket ‘kopernikansk vending’ udspringer (uden sammenligning i øvrigt) af filosoffen Kants erkendelses-model o.1770. 8 Det antropo-centriske verdensbillede – med menneskets egne ‘naturlige gudsforestillinger’ som antropomorfismer og projektioner – kan med religionerne forsøges erstattet med et teo-centrisk (med en ‘gud’ som en dybest set meningsløs størrelse, >1.0.0.n) – Kristendommens verdensbillede er hverken antropo- eller teo-centrisk, men kristo-centrisk, >3.0.1. 114 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 4.5 Forsoningsmodeller “For i (Jesus Kristus) besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene.” (Kol 1,19f) 4.5.0 Forsoning pp-35 ‘Forsoning’ drejer sig om forligelse mellem Gud og mennesket i den konflikt som såvel Gud som mennesket har bragt hinanden i, henholdsvis pga. Guds tillid til at mennesket kunne forvalte den frihed som er forudsætning for kærligheden, og menneskets mistillid til Guds kærlighed som meningen med det hele.9 Igennem den kristne troslæres historie er gjort flere forsøg på at opstille forståelige forsonings-modeller: GUD OBJEKTIVE - MENNESKE ‘KLASSISKE’ - FORSONINGSMODEL HUMANISMENS - GUD SUBJEKTIVE - MENNESKE 4.5.1 ‘Klassiske’ forsonings-model Guds forsoner sig med verden - ved at forsone verden med sig (Kol 1,20) gennem et drama med Jesus Kristus som den sejrende Guds Søn, som på korset gik ind i døden for at besejre ‘fortabelses-magterne’ (>1.12.8 ; >1.13.5). Modellen ‘Den Sejrende Kristus’ (‘Christus Victor’) er Østkirkens dominerende forsoningsmotiv. 4.5.2 Objektive forsonings-model Forsoningen er en proces, der retter sig mod Gud for at overvinde Guds ‘vrede’, og sker gennem det skyldfrie Gud-menneske Jesus Kristus’ død og offer, som godtgørelse for menneskenes mistillid, >1.12.9. 4.5.3 Subjektive forsonings-model Forsoningen er en proces, der retter sig mod mennesket, når dette indser, at Gud bestandigt elsker mennesket, som det kommer til udtryk gennem Jesus Kristus’ kærlighed helt ind i døden. 4.5.4 Humanismens (ikke-kristne) ‘forsonings’-model Mennesket forsoner sig med sig selv i sin afvisning af ‘Gud’, som noget man slet ikke vil forholde sig til. Mennesket søger dog utrætteligt – og forgæves på egne betingelser – stadig at forsone sig med tilværelsen og sig selv (>2.4) og forlige sig med det ’kristne korrektiv’: den rå virkelighed (>2.1.6) . 4.5.5 Modellers forsonings-model Modeller lægger sig op ad den såkaldt ‘klassiske forsonings-model’, hvor Gud forsoner sig med sig selv. Modeller ser forsoningen som et historisk drama, ‘Christus Victor’ (>3), som Gud måtte gennem- føre i Jesus Kristus, for at Guds brutalt afviste kærlighed alligevel kunne nå det elskede menneske. Modeller ser således ikke Jesus’ lidelse og død som et ‘forsoningsoffer’ fra hverken Guds eller menneskets side (>4.5.2) ; heller ikke forsoningen som ‘subjektiv selvforløsning’ (>4.5.3). 10 9 Konflikten – og forsoningsproblemet – har sit udspring i det Guds-skabte INTET (>1.2.2) som en nødvendig forudsætning for kærlighedens frie udfoldelse, – kærligheden måtte kunne afvises eller til-intet-gøres; hvilket mennesket derpå gør..! Kærlighedens Gud kan følgelig ikke tilbagekalde INTET-heden uden samtidigt at opgive menneskets frie kærlighed til Gud. Forsoningsproblemet er grundlagt af Gud og må løses af Gud – uden at kærligheden må opgives..! (>1.11; >1.12.9; >4.2.5) Forsoningen er således ikke en overvindelse af ‘Guds vrede’ eftersom Kærlighedens Gud ikke vredes; >1.12.9; >1.13.3. 10 Forsoningsroblemet løses (af Gud) gennem to trin (jf. >1.12.11): – Med Guds Søns første komme i kødet og hans død og tomme grav brydes INTET-hedens magt, hvorefter Gud Fader overtager den tomme grav for at neutralisere INTET-heden som absolut trussel mod Guds kærligheds-projekt (>1.12). – Med Guds Søns andet komme i herlighed genindtager Gud sin trone og annihilerer INTET-heden, og med sin evidens fjerner enhver konflikt med mennesket (>1.13). 2.udg. 2013 115 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn MODEL 5 DANSK RESUME 5.1 SUMMARY AND GUIDE IN ENGLISH 5.2 Vignet: ‘Hvorfor sige med mere, hvad der kan siges med mindre!’ William af Ockham, d. 1349 2.udg. 2013 5.1 Resumé i artikelform: En ny slags teologi Folkekirken synes at svigte den del af sine medlemmer som måtte have svært ved at forbinde kristendom med det verdensbillede og menneskesyn, man lige har læst om i fx. ‘Illustreret Videnskab’. Problemet har trængt sig på siden ‘oplysningstiden’ – og er fortsat en udfordring for både kirke og ‘videnskab’. Kirken burde for sin part kunne præsentere en totalanskuelse af tilværelsen, som det før er set med old- og middelalderkirken. Menigheden af i dag synes ringere stillet end dengang, ja, lider ligefrem af et alvorligt svækket ‘åndeligt immunforsvar’ over for tidens udfordringer: religiøse, samfundsmæssige og naturvidenskabelige, hvorfra nu udfordres med en ‘Theory of Everything’. Men at kristendom i sig selv faktisk kan forkyndes som et i nutidig forstand forestillingsbart og vedkommende verdensbillede med samhørende menneskesyn vil sikkert være nyt og befriende for mange af folkekirkens medlemmer – og en udfordring for tidens kristendomskritikere. 116 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Kirken er før blevet udfordret som med reformationens ‘teologiske udfordring fra oven’ og 1800-tallets ‘folkelige udfordring fra neden’. Skal folkekirken ud af tidens dødvande, mangler vi endnu at se en ‘intellektuel udfordring fra midten’..! Model-teologi Vore forestillinger, også kristne, bevæger sig i ‘modeller’. Bibelen er en samling af modeller; ligeledes er trosbekendelser, salmer og præstens prædikener modeller. Den kristne kulturhistorie byder på en mangfoldighed af sproglige modeller og kunst-analogier som drama, billedkunst, musik, arkitektur. En ny – og tidssvarende – form kunne være brug af grafiske analogier hentet fra videnskaberne omkring os. Med grafik skabes modelforestillinger med nye og overraskende indsigter i gammelt stof. Det antages i denne sammenhæng, at modellerne er udtryk for samme sag, – dækkende, tvivlsomme, falske. Kun Guds kærlighed og den rå virkelighed er ikke modeller. Man (vel langt flere end ‘søndagsmenigheden’) kunne ønske sig en forkyndelse med År 90 fik den kristne menighed en opsang, klare svar på spørgsmål som ‘meningen med som nok tåler gentagelse: “Om alt dette har vi meget at sige, men det hele?’, ‘hvorfor er der noget til og ikke bare ingenting?’, ‘hvorfor det onde?’, det er svært at forklare, da I er blevet sløve til ‘hvorfor kærlighed?’, ‘hvordan forme den rå at høre. I trænger igen til, at nogen lærer jer virkelighed – og omvendt?’. Men vel at begyndelsesgrundene i Guds ord, ... (for at) mærke: en forkyndelse udfoldet i forestil- gå videre til en undervisning for voksne.” lingsbar ‘rum og tid’ med plads til ‘viden- (Hebr 5,11; 6,1) skaberne’ omkring os og fremlagt i et begribeligt og nutidigt formsprog. – Hertil forsøger bogen sig. ‘Begyndelsesgrundene’ Kristendommens ‘begyndelsesgrunde’ (de euklidiske ‘stoikeia’, jf. Hebr 5,12) er få og Bogen introducerer en ny slags teologi og klare: dermed en ny slags forkyndelse, som (bl.a. 1) Om Gud i sig selv kan man ikke sige noget gennem 100 grafer) præsenterer et kristendommens univers som en total-anskuelse i ét forestillingsbart rum, teologisk opdateret og opgraderet og lagt til rette med sigte på folkekirkens forkyndelse og undervisning. Her ligger vel kirkens problem: Er vi rustet på forhånd! (jf. 1 Mos 1,1) 2) ‘Gud’ er den, der oprejste Jesus Kristus fra de døde! (jf. Rom 8,11) 3) Gud vil kærligheden! (jf. Det nye Testamente i sin helhed). For at komme i gang med udviklingen af til den slags, og tør vi møde den del af modellerne antages et ‘rationale’: Guds menigheden, som ønsker en ‘forklaring’? Og kærlighed med hvad deraf følger! en dag vil kræve mere for kirkeskatten! 117 2.udg. 2013 Kærlighedens Gud bliver Skabelsens Gud Gud er således ‘Kærlighedens Gud’, men Kristendom som verdensbillede og menneskesyn GUDS ÅND(E) SKABER ÅNDEN I MENNESKET da ‘kærligheden ikke søger sit eget’ (1 Kor 13,5) må kærligheden skabes en scene at udfolde sig på og skabes en genstand at NATURLIG FORMNING rette sig imod. GUDS OG MENNESKETS ÅND LEGEME&SJÆL ‘Kærlighedens Gud’ bliver ‘Skaber-Gud’. Model-konstruktionen kan begynde, fordi Model 1.5: Mennesket af kød og ånd mennesket véd noget om kærlighed og om Mennesket er, med sin skabte ånd som det at skabe. tros-rum, det ‘troende væsen’ i verden. For at kunne skabe kræves en enhed af ‘Tro’ er at dele sin ånd med Guds Ånd. råstof (materialer), energi (arbejdsevne) og ‘Vantro’ er ikke at ville dele. Muligheden information (arbejdsplan). Dette må også ‘Ikke-tro’ gives ikke, da mennesket er gælde når Gud vil skabe, hvis vi ellers skal ‘skabt’ af Gud med selve tros-rummet i sig. kunne forstå ordet ‘skabe’. Tro er vished om Guds vedvarende I løbet af kristendommens første århundreder konstrueres og vedtages en kærlighed og tilstedeværelse i ånden, – på trods af..! ‘trinitarisk-monoteistisk’ Skaber-Guds- Intetheden som ‘skabt’ model. Af Guds kærlighed følger friheden til RÅSTOF afvisning; Guds kærlighed er os ikke påtvunget og ligger ikke i generne. Gud skaber Alt men også Intet. Friheden F gives netop med den skabte negation ‘Intet’, den tomhed mennesket møder i SKABEREN S INFORMATION ‘vantroen’. ‘Intet’ er skabt som det sted, H-Å ENERGI Model 1.2.1: Den tre enige Gud I Skaber-modellens indre modelleres ‘kærligheden’ som en 3-delt enhed, hvor Guds kærlighed som Helligånd udspiller sig hvor Gud ikke er. Intetheden sætter herefter sit til-Intetgørende aftryk: Kosmos nedbrydes; livet dør; det fysisk og moralske onde. Altså: ikke ‘skabelse ud af intet’, men ‘skabelse af intet’, – med væsentlig indflydelse på troslæren. mellem Fader og Søn. De indre roller for- ‘Synden’ bindes med de ydre egenskaber, hvorefter ‘Synd’ er at udvise Guds Ånd af sin ånd for information skaber orden i råstoffet under selv at ville udfylde ‘tomrummet’ efter Gud. tilførsel af energi. Men ‘hvor Gud ikke er, er Intet!’ (Anselm), så Legeme&sjæl – og ånd Mennesket formes som levende (1 Mos 2,7a) gennem den fysisk-biologiskekulturelle evolution og skabes som ‘menneske’ (2,7b) ved Helligånden som den udvalgte genstand for Guds kærlighed. Gud kaster sin Kærlighedens Ånd på det ‘levende kød’ – og mennesket skabes. hvad vi i stedet fylder i vor ‘fejede og prydede’ ånd (Matt 12,44), bliver til-Intet-gjort, og den åndelige angst for tomhed og meningsløshed melder sig som syndens livsytring. Valget mellem Gud eller Intet er det eneste frie valg der gives mennesket. – Men vi overlader alligevel valget til vort ‘kød’, til hvad der behager legeme&sjæl. 118 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn ‘Ét og kun ét rum’ Med åndens rum-tid, ‘troens dimension’, Med menneske-åndens rum, ‘troens rum’ kan Guds kærlighed nu anskues naturtro, skabes en virtuel rum–tid midt i skaber- forstås historisk og håndteres sprogligt – og værkets reelle rum&tid. frit som ‘tro eller vantro’. ‘Virtuelt’ som det, der er virksomt uden at Det formede og skabte menneskes være fysisk til stede, jf. Luk 17,20f om Guds univers rummes herefter i ét og kun ét rige i verden. forestillingsbart ‘rum’ i 3 reelle og 3 virtuelle dimensioner som scene for Guds kærlig- Skaberværkets og Rum&tids-modellens heds udfoldelse bestemt af skaberværket og 4 reelle dimensioner: menneskets ånd. For den som er til formler: Kærlighed = funktion (Gud, rum&(rum–tid)). HØJDE I Det gamle Testamente introduceres TID menneskets skabte ‘tros rum’ gennem Abraham-historien. Kærlighedens frelses-historie LÆNGDE Det er Guds kærlighed, som skal ‘frelses’, reddes igennem over for menneskets ‘selv- BREDDE kærlighed’. Tanken om at det hele først og Model 1.4: Verdens ‘rum & tid’ fremmest skulle dreje sig om menneskets frelse og menneskets frelseshistorie er et Med skabelsen af menneskets ånd, opløses rum&tids ‘TID’ i 3 vektorer som en virtuel ‘åndens rum-tid’: udslag af vor selvoptagethed, af ‘synden’. For at kunne gennemføre ‘Kærlighedens frelseshistorie’ holder Gud alle muligheder åbne; kald det ‘styrelse’ eller ‘tilfældighed’ – E-t mennesket kan ikke skelne. EVIG TID Ånd / ånd GUD FYSISK TID SKAB ELSES TID F-t KOSMOS MENNESKE S-t Model 1.6: Åndens ‘rum–tid’ INTET F-t: ‘ ‘Fysisk tid’ / udstrækningens tid (tidsrum/Kronos) S-t: ‘Skabelsestid’ / afgørelses tid Model 2.1.5.1: Kærlighedens frelseshistorie (tidspunkter/Kairos) E-t: ‘Evig tid’ / Guds tidsperioder, Også Guds mulighed for selv at indtage Intet, gå i døden for også at kunne være i (nu og evigt/Aion) (Jf. de tre klassisk-græske tider) det til-Intet-gørende, i den tomme grav indtil ‘slutskabelsen’. F-t skrider fremad; E-t er ubestemt; S-t er Med ‘Guds død’ ville Intetheden således tidens dobbeltbevægelse som åbner for aldrig kunne true udfoldelsen af Guds samtidighed mellem nu og før (som bla. en kærlighed. forudsætning for nadveren). – Men: Guds død!? Gud i Intetheden!? 119 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn ‘7.dags-skabelsen’ Kirkeårets drama: ‘Christus Victor’ Hvorfor fuldendte Gud ikke straks kærlig- Kristendom er totalanskuelse af ‘Kærlighed- heden, men holdt fri på den 7.dag? Jo – ens og virkelighedens’ drama, “dén kærligheden forudsætter frihed og den kærlighed der driver solen og de andre frihed kunne true Guds kærlighedsprojekt. stjerner.” (Dante, slutreplik i ‘Komedien’) Gud havde en 7.dag i baghånden! På grund af ‘synden’ måtte skabes helt nyt midt i alt det gamle af hensyn til Guds kærligheds fortsatte udfoldelse. Et drama af kosmiske dimensioner – Ingen slipper for den rå virkelighed og kærligheden..! Dramaet om skabelse og udfoldelse af kristendommens univers kommer til udtryk i kirkeårets samlede forløb. De 67 prædike- begynder: ‘Kærlighedens historie’ og tekster (1.tekst-række) læses i 2 gange 3 dennes ‘mod-historie’ konfronteres i Jesus akter, fortløbende og intertekstuelt som en Kristus, Guds Søn, Gud selv. slags ‘kirkens 5. evangelium’. 1 6 JESUS KRISTUS JESUS KRISTUS 5 2 Model 1.12.9: Kristendommen skabes Konfrontationen – gennem døden over Intet 4 og tilbage til livet – skete den 7.dag, nu fra Model 3: Prædiken. Lære. Etik langfredag til påskedag. Ud af ‘Gud selv’ skabes et helt nyt kærlighedens rige, ‘Jesu Kristi Rige’, med rum og tid til også menneskets afvisning af Guds kærlighed, meningen med de hele. Det skabtes (rum&(rum-tid)) udfyldes af Jesus Kristus’ ånd som ‘total-anskuelse’. Med Gud i Intet, i den tomme grav, er Guds kærlighed nu overalt! Slut-skabelsens dom I kristendommens univers udfolder livet i tid og livet i evighed sig i et gensidigt perspektiv: ‘allerede – endnu ikke’, i en total-anskuelse, hvor ‘meningen med det hele’ er kærlighedens udfoldelse og hvor ‘dommen over mennesket’ lyder, at ingen slipper for Guds kærlighed! Den ‘troende’ i tid og evighed; den ‘vantro’ blot i evighed; kun det skabte Alt og Intet fortabes. – Her nås grænsen for modellerne. 3 Kirkeårets centrum er Jesus Kristus. 1. halvår: Kristendommens univers skabes: (1) Advent–fastelavn: Jesus Kristus som menneske (2) Fastelavn–påske: Jesus Kristus som Guds søn (3) Påske–pinse: Jesus Kristus som Gud 2. halvår: Kristendommens univers udfoldes: (4) Trin.søn.– 14.søn. i trin.: Tro på Jesus Kristus (5) 15.søn.–Alle helgens: Kærlighed i Jesus Kristus (6) A lle helgens–sidste søn.: Håb til Jesus Kristus Kirkeåret føres videre rundt fra ‘håbet’ (6) til dette opfyldelse i første halvår. Kirkeårs-modellen fungerer som en opgraderet ‘lære-bekendelse’ i 6 artikler. Modellen udgør kernen i ‘kristen etik’. Dommedagen ligger allerede i det 3. axiom ovenfor, hvor Gud siden fastholder sin kærlighed – på trods af mennesket! 120 2.udg. 2013 Generel religionskritik Kristendommens rationale rummer en generel religionskritik, men giver selv plads for udøvelsen af menneskets religiøsitet. Religiøsitet og religion betragtes således som evolutions-biologisk, som et medfødt og tilpasset fænomen, som det gennem den kristne kirkes religionsudøvelse drejer sig om at ‘tæmme’. TRO / VANTRO Ånd ånd RELIGIØSITET LEGEME&SJÆL Model 2.4: Kristendom og religiøsitet Hvor derimod religiøsiteten bliver bestemmende i kirkens religionsudøvelse, skylles kristendommen ud med dåbsvandet. Den samme Gud – men ... Alle mennesker har ‘Kærlighedens og Skabelsens Gud’ som fælles ophav og forløser. Men Gud opfattes og dyrkes meget forskelligt inden for alverdens religioner og livsanskuelser. Reelt altid afvisende – som ‘mod-historie’ – uanset hvad mennesket selv fylder sin tømte ånd med af ideer, fornuft, frygt, selvoptagethed og religiøsitet. Også dette har mennesker fælles i et synderes fællesskab. Har vi samme Gud?: Ja! Tror vi på samme Gud?: Nej! Total-anskuelse Kristendom er, som ‘tro som forudsætning for indsigt’, “Credo ut intelligam” (Anselm), en totalanskuelse af virkeligheden set udefra og indefra, hvorefter evangeliet kan forkyndes for moderne indstillet mennesker som et forestillingsbart og vedkommende verdensbillede med samhørende menneskesyn. Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 121 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 5.2 Summary and Guide to ‘Models’ – A New Kind of Theology “Christianity as image of the world and of human nature.” – A Treatise of ‘The Story of Reality and Love’. Poul B. Nielsen. JESUS Former Rector in The Lutheran Church of Denmark. Former Operations-&-Systems Analyst. CHRIST Educations within theology, natural science, technology and management. International studies of ‘Civil Religion’. Published 2012 by “Nyteologi.dk”, Middelfart. [email protected]. Updated web-versions 2013: www.nyteologi.dk – free download. ‘MODELS’ Rooted in early Christianity, ‘Models’ presents an updated and upgraded concept of Christianity within the context of up-to-date natural science, technology, religiousness, culture, and theology. Initiated by questions like: ‘What is it all about?’ and ‘Why Anything – not just Nothing?’, Models answers by introducing A Total View of Reality fundamentally connecting Christianity and Reality, a concept of total freedom for mankind in a responsible relation with anything which may be. A total view of reality is only possible by virtue of a position from the outside: God’s position. On the other hand Models states a General Critique of Religiousness as an ‘evolutionary-biological’ product, after which all human beings are ‘religious’ to some extent, which creates a certain confusion. Models formulates a contemporary and concise Christian Doctrine, developed systematically and historically, and discussed in a case-study dramatized for today’s preaching and education. Models – as ‘Textbook of Applied Theology’ – applies to people practising in church and school, to critics of Christianity, and to inquiring or merely interested people, with or without a theological background. A NEW KIND OF THEOLOGY Models introduces ‘a new kind of theology’ as a pragmatic and untraditional theology concerning method, form, and substance, with a view to a contemporary expression of Christian imagery.1 On the basis of a collection of (more than 100) simple graphic models and statements, Models shows how unexpected courses of the models open up new possibilities of understanding: Interpretatively, systematically, historically, and for practical use; all within a ‘trinitarian monotheism’. Models – as Systematic Theology – is based on the fundamental Christian statement: ‘God is Love as revealed in Jesus Christ’ (cf. I John 4,16), and Models is developed by the (logical) means: ‘What may follow from the Love of God’. As ‘applied theology’ the methods of Models are more synthetic than analytic. Among the innovations, Models ‘turns’ the traditionally Christian concept of ‘God’s salvation of Man’ into a concept of ‘Gods salvation of Love’! And Models allows ‘Nothingness’ to become a created element! Models has it out with some later Christian thoughts: ‘Sin’, ‘God is good’, ‘Double exit’, ‘Hell’, etc.. First of all Models reinstalls ‘Jesus Christ’ as the undespairing centre of Christianity and Reality; and Models renews ‘The Story of Love and Its Counter-Story’ as the undesparing substance of Christianity. The thesis of the treatise: Christianity creates and expresses a (modern) ‘image of the world and of human nature’. 1 A new kind of theology, Models deviates from traditional theology and is different from Creationism and Intelligent Design. 122 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn MODEL 1: Creational Models / Systematic Christianity From the 3 basic statements: >1.1.0: ‘God as such’ about whom nothing is to be expressed in advance, >1.1.1: God is the one who raised Jesus Christ from the dead, >1.1.2: God is the ‘God of Love’ whose will is ‘Love’, – the ‘God of Love’ becomes the ‘God of Creation’, because love needs a stage and an object, >1.1.3. >1.1.3.3: ‘The God of Creation’ is modelled as a triangle, as ‘The God of Trinity’. – The triangles inner side: The (Holy) Spirit of Love between Father and Son. – The triangles outer side: The elements ‘Raw-material’, ‘Information’, and ‘Energy’. >1.2.2: The Initial Creation Before (!) ‘the beginning’ God created ‘Everything’ (‘Alt’) and ‘Nothingness’ (‘Intet’), because Love needs space and freedom, and Nothingness makes it possible to say ‘no!’ – as the precondition of ‘denial’. God’s Love (in Greek: Agape) is not programmed into human genes (where we find predispositions for ‘preference’ (Gr.: Filos) and ‘desire’ (Gr.: Eros) – in everyday language equivalents of ‘love’). But hereby God has (necessarily) created a ‘tension’ between ‘Everything’ and ‘Nothingness’, in which Nothingness threatens Everything with destruction! A tension which can only be controlled by God. – The ‘Problem of Evil’ (i.e. why the world appears aimless and evil) has changed character. >1.3 - >1.11: Creation of ‘Reality’, ‘Man’ and ‘Virtual reality’ – and its Consequences >1.3.1: ‘The universal model of creation’ (‘6-days-creation’) now defines the ‘Work of Creation’ by bringing ‘Information’ and ‘Energy’ to the chaotic ‘Raw-material/everything/alt’. But ‘God’s Love’, as well as the fatal ‘tension’ (>1.2.2), comes with the Work of Creation. Thus God has given space and time for Love >1.4 having ‘formed’ material life which develops physically-biologically as ’body & soul’ >1.5.1. (‘Soul/sjæl’ to be distinguished from ‘spirit/ånd’ cf. >1.5.2) >1.5.2: Man (without spirit) was developed (according to ‘Darwin’) and selected by God as the object for God’s Love, now with God’s Spirit blown into Man’s ‘body&soul’ as ‘Man’s spirit’. Only now, stamped with the ‘Spirit’, has (the ‘formed’) Man been ‘created’. >1.6.1: Man’s spirit unfolds within a ‘virtual reality’ confronted with God’s Spirit, a ‘Space-Time’ model where the intuitive ‘time-vector’ has split up into 3 dimensions: ‘Physical time’ F-t (Gr.: Kronos), ‘Creational time’ S-t (Gr.: Kairos), and ‘Eternal time’ E-t (Gr.: Aion). Virtual ‘Space–Time’ – as the ‘room of faith’ – stages the unfolding of God’s and Man’s spirits for mutual Love; cf. St. Paul, I Cor. 3,16: ‘God’s Spirit in Man’. >1.6.2: The Universe of Christianity consist in one and just one ‘room’: (Space & (Space–Time)), cf. >4.3. The virtual ‘room of spirit’ is tied up with ‘the space of reality’ through shared physical time (F-t). >1.6.3: Creation as ‘ongoing’ unfolds (‘from eternity to eternity’) by the creational-dimensions (E-t, S-t/ Skabelses-planet), whereas the physical and biological processes unfold along the physical time (F-t). >1.6.4: Man’s part in the ‘Story of Love and its Counter-Story’ takes place on a microscopic planet somewhere in cosmos, and during a split-second somewhere in the course of cosmos’, – just for The Love of God! >1.7.1: This Christian concept of ‘God The Creator’ builds on a ‘Trinitarian Monotheism’, to be distinguished from Jewish and Islamic ‘Abrahamitic Monotheism’. ‘God The Trinity/Creator’ is modelled as ‘immanent’ within the virtual ‘Space–Time’. >1.7.2: As ‘transcendent’ God cannot be modelled, but defined as ‘Pan-en-theistic’, i.e.: Everything is in God except the created ‘Nothing’. Cf. “Where God is not, nothing is” (St. Anselm, Mon. XIV, c.1100). ‘Nothingness’ is the place where God is not; cf. Jesus Christ passing into ‘Nothingness’, Mark 15,34. 2.udg. 2013 123 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >1.7.3: The graph shows different ‘courses of time’ between The Old Testament (GT) and The New (NT) exemplified by the ‘linear course of time’ in OT/Ps 90,4 and ‘the hyperbolic – double – course of time’ in NT/II Pet 3,8, cf. >1.6.1; >1.6.3 (‘S-t’ / ‘Creational-time’). Fundamental to Christianity is the ‘point of equivalence’, where the periods of God’s time and Man’s physical time coincide, as when God, briefly revealed himself as Man 2000 years ago. The ‘double-course’ of time allows Man’s spirit become ‘simultaneous’ with the preached Jesus Christ. >1.7.4: The fundamental elements of Models: ‘God’, ‘Nothingness’, ‘Spirit’, ‘Love’, all take on concrete form in history through Jesus Christ “which is, and which was, and which is to come” (Rev 1,8), cf. >4.1. >1.8.1: Across ‘the universal model of creation’ and ‘The Trinity’ is a dividing line between ‘supra-nature’ and ‘nature’, which places God The Father in ‘Heaven’, and The Son of God, and The Spirit of God in the ‘Work of Creation’. The dividing line (provisionally) separates two trees, the ‘Tree of life’ (L) and the ‘Tree of Knowledge of Good and Evil’ (K). The Tree of Knowledge is bound to ‘Everything/Raw-material/Alt’, Man has no possibility of overcoming ‘Nothingness’/Intet, ie. creating completely new things. If Man does indeed want to create directly from ‘Anything’/Alt (the place of ‘The Tree of Knowledge’ >1.8.1) this would course chaos in (God’s) work of creation, – as we see..! >1.9.0: ‘Faith’, means sharing Man’s spirit with the Spirit of God – sharing the ‘Room of Love’ cf. >1.6.1. As ‘Love’ only can be unfolded in freedom, the Room of Love / Room of Faith is the only created part Man can have at his own disposal. Anything else follows the conditions of the work of creation. In opposition to ‘faith’ stands ‘unbelief’, i.e. Man’s refusal to share his spirit with God’s. ‘Non-faith’ is not a possibility: ‘faith’ itself being the most natural and non-demanding matter. ‘Non-believers’ cannot exist in a Christian sense; ‘non-belief’ is an illusion. >1.9.3: The freedom of Man’s (spiritual) relationship to The Creator is a question of Man’s ‘free will’. Man has the freedom, but has submitted his will to what ‘body&soul’ desires in the world. >1.9.4: In the name of Man’s free will, The Spirit of God can be rejected, and replaced by ‘Nothingness’ (cf.: “Where God is not, nothing is”, >1.7.2), whereupon the ‘emptied spirit’ of Man can be filled by anything according to the desires of ‘body&soul’, i.e. Original Sin connected to the spirit (the will) and not to the genes. On the other hand you can try to ‘believe’ in ‘pure Nothingness’ as the ‘true alternative’ to God, but Man very soon will find out something to fill into ‘Nothingness’, cf. ‘The Tower of Babel’, >1.16. >1.9.5. The reason for this choice is explained by the concept of ‘Angest’ – angst as ‘Fear of Nothingness’. >1.10: The consequences of Original Sin is that Man – inside God’s ‘Work of creation’ – creates his own ‘illusory, virtual world’, which does not exist in reality, followed up by Man’s twofold illusion: That Man himself is able to determine what it is all about, and Man’s capability to control Reality. This is the beginning of ‘The Counter-Story of Love’. – And Man knows that something is wrong. >1.11: But mankind hopes and tries to save himself from his distorted reality. An example is The Old Testamental attempt to tell a story of salvation – an attempt which failed, and rather became ‘a story of disasters’ than ‘a story of salvation’. But Jews still retain their hope. >1.11.3: OT/GT later on became a source of stories, images, and metaphors for modelling NT, the Christian solution and thoughts about ‘The Story of Love and Its Counter-Story’. Different kinds of ‘religions’ and ‘ideologies’ are Man’s attempts to secure his salvation, cf. >2.4. 2.udg. 2013 124 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >1.12: The Origin of Christianity through an Expanding Creation What has been told above is all viewed backwards from a fundamental Christian position, i.e. ‘The death and resurrection of Jesus Christ – as the revelation of the ‘God of Love, God the Creator’, cf.>1.1.3; >4.2. >1.12.1: God the Creator expands Reality to – without reservation – contain Man and mankind’s selfmade ‘distorted realities’ and what might follow, through a newly created Reality, ‘The Kingdom of Jesus Christ on earth’, and with it: ‘The universe of Christianity’, cf. >1.0.1. To the ‘original 6-days’ work of creation is now added a ‘7.day’, the day between Good Friday and Easter Sunday, the day of The Creator’s ‘rest’, the day Jesus Christ spent in ‘the Land of the Dead’. The God of Love, God the Creator, was revealed as true Man in Jesus Christ, born at Christmas/Jul, crucified and resurrected at Easter/Påske, while at Pentecost/Pinse the Holy spirit took over. In this process The Kingdom of Jesus Christ, The Kingdom of Love was created – as Reality, >1.0.1. >1.12.2: The process of creating ‘The Kingdom of Christ’ contains two phases: (1) God the Father’s creation of a new ‘Raw material’ i.e. the ressurected body of Jesus Christ, and a new – now defeated – ‘Nothingness’ i.e. the empty grave of Jesus Christ (cf. >1.2.2). (2) From the elements of The Eucharist/Holy Communion (Jesus Christ as immanent in bread&wine >1.7.1) The Kingdom of Jesus Christ is then created through ‘Information’ (‘The Word’) and ‘Energy’ (‘The Spirit’), cf. >1.3.1. >1.12.4. By the communion the ‘Tree of Knowledge’ can now be touched/eaten as ‘the true vine’! In short: ‘Reality’ as a sanctuary for Love, has now been expanded to a sanctuary for Man, too. >1.12.5: The centre of Christianity is JESUS CHRIST, The Son of God, as a part of the ‘6-days-creation’, as accomplishing the ‘7.days-creation’, and fulfilling the ‘final creation’ (cf. >13). As the centre of time Jesus Christ turned Reality into a sanctuary for Man. >1.12.6: ‘The Eternal Kingdom of God’ (cf. >1.0.1) now – by ‘the first coming of Christ’ – has become a virtual reality (i.e. ’already – not yet’) on earth: ‘The Kingdom of Jesus Christ’, available for faith, to be fulfilled by the ‘second coming of Christ‘, available in evidence. >1.12.7: The dimensions of ‘The Kingdom of Jesus Christ’ form a virtual space, where Man-in-faith lives in physical time (F-t), from the angle of eternity (E-t), revealed in time of creation (S-t). (Cf. >3.0.2; >4.3) >1.12.8: The Christian Gospel (i.e. ‘the good tidings’) is to live in joy by the faith in Jesus Christ, as the One who determines the love and gives the hope its perspective. >1.12.9: ‘God’s Story of Love’ and ‘Man’s Counter-Story’ are confronted in Jesus Christ, from which clash God’s Spirit of Love arises to be disseminated over the world to create ‘The Universe of Christianity’, cf. figure in head of the Summary. >1.12.10: Everything (!) about ‘The Historical Jesus of Nazareth’ is told as preaching in the light of his crucifixion and resurrection, as early understanding and consequences of the appearance of Jesus. The genre of ‘gospel’ was probably developed by Mark (c. 70) by inserting the preaching of the oldest Christian communities (c. 35-60) and of St. Paul (c. 55) into a historical-geographic scene – i.e. by projecting the ‘vertical’ drama between heaven and earth, between God’s and Man’s spirits (cf. >2.0.1), upon a ‘horizontal’ scene of Jesus’ Palestine, dramatized by fragments of Jesus’ life-story (cf. >2.0.2). Matthew (c. 80), John (c. 100) and Luke (c.120) transcribe Mark’s construction in different and divergent ways, all following the same sequence from the baptism of Jesus to his resurrection (cf. >2.0.2; >3.1.2). 125 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >1.13: The Final Creation The perspective of creation is to save God’s Love through the field of tension between ‘Everything’ and ‘Nothingness’ (cf. >1.2.2). So far the history of Love went wrong from the moment of God’s creation of Man (cf. >1.10), but was recreated through God’s virtual creation of ‘The Kingdom af Jesus Christ’ (cf. >1.12.6). But as Man himself is not able to defeat ‘Nothingness’, he has to hope for God’s intervention to save the conditions of Love (>1.1.3) from being destroyed for all eternity – the ultimate threat to Man and the ‘meaning of life’. >1.13.1: But God’s Love shall be preserved through the final creation. By the final creation a new and final sanctuary will be instituted, not only for God’s Love, but for Man, too: The Eternal Kingdom of God’s Love, cf. >1.0.1. >1.13.2: The three ‘Events of Christ’, cf. >2.0.5.1 >1.13.3: The salvation of Man means living in time without ‘Angest’ as under the Wrath of God. Man shall be saved in eternity as the object of the Love of God, >1.5.2. >1.13.4: The last Creation and judgement of the ‘Ressurrected Man’: Everybody is raised to Gods Love! >1.13.5: Afterwards the elements of the initial creation are annihilated: ‘Everything’, ‘Nothingness’, ‘Work of Creation’, ‘Tree of Knowledge’, ‘Satan’. >1.13.6: The Eternal Kingdom of God’s Love shall break through in evidence independent of faith. >1.13.7: “And thus it happened that all were saved upon the land.” (Acts 27,44 - modern trsl.) >1.13.7.1: The borderline between ‘saved’ and ‘lost’ goes between Judas and Satan. >1.13.8: From this point Models has nothing to add about life in The Eternal Kingdom of God, – but Love. >1.13.10-C: Consequences of the ‘Counter-Story’: – The man who is not in the ‘faith of Christ’, lives lost in time, but saved in eternity. – The Man in ‘faith of Christ’, lives saved in time and saved in eternity. – Only ‘Everything’ and ‘Nothingness’ are lost forever. Review of Model 1: Creational Models / Systematic Christianity >1.14; >1.15.: The dynamics and statics of the story of The Universe of Christianity. >1.16: True and false alternative stories, cf. >1.9.4; >2.4.4.1. ‘Christians’ are beings who dare determine their life and death by the Story of Love and Its Counter-Story. MODEL 2: Unfolding Models / Historical Christianity Consequences for those who dare determine life an death by the Story of Love and Its Counter-Story. >2.0: Models by the Christian Congregation >2.0.0: Christianity as ‘The Story of Love and Its Counter-Story’ is – since the first rumours of the resurrection of Jesus Christ – formed and unfolded by the congregation, the members of the Church. >2.0.1: The earliest testimony of the ‘Christ-Model’ is a pre-Paulinian hymn (in ‘vertical’ metaphors, cf. >1.12.10) possibly 45 a.d., quoted in Phil 2,6-11, c. 55 (added the ‘theology of the cross’ of St. Paul’s). >2.0.2: The 4 Gospels are modelled around the ‘Christ-Confession’ as the centre of Christianity >1.12.10. 2.udg. 2013 126 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >2.0.3: The standard-models of confessions within the Church are formulated up to c. 500 a.c. E.g. The Apostles’ Creed: The standard-model of Trinity (200-400 a.c.), and the Chalcedonian Definition (451 a.c.) about the person of Jesus Christ as ‘truly God and truly Man, not to be mixed nor separated’, >2.0.3.2. 2 >2.0.4: The Christian Church is a model established by the congregations for the proclamation of ‘the good tidings of Jesus Christ’ endorsing The Trinity and with practising Baptism and the Eucharist. >2.0.4.1: Models proposes a new interpretation/construction of a part of The Apostles’ Creed’: “The Holy Catholic Church” to include all human beings as created in God’s Spirit, cf. >1.5.2. >2.0.4.2: “...The communion of saints...” is the congregation as communion with Jesus Christ. The (world)mission of ‘the communion of saints’ is to evangelize among ‘the Holy Catholic Church’. >2.0.5: The congregational service is the climax among the models of the Church, from which the Universe of Christianity is disseminated as proclaimed ‘Space–Time’ into the world’s ‘Space&Time’, cf. >1.6.2. >2.0.5.1: The community’ ‘space of service’ is determined by “... (God) which is (K-1), and which was (K-2), and which is to come (K-3).” (Rev. 1,8), cf. >2.0.5.2; >2.0.5.3. >2.1: The ‘introvert side’ of the Universe of Christianity The (virtual) ‘Kingdom of Jesus Christ’ is unfolded by the faith as given by the Word and the Spirit, materialised by Baptism and Eucharist. Life in Christianity is unfolded by confession and prayer, and in vocation (>2.1.4) to take part in the fight of God against the destructive ‘Nothingness’ – everything on the conditions of ‘the world’. >2.1.1: The Christian baptism is the admission to ‘The Kingdom of Jesus Christ’, where God takes up residence – permanently – in ‘Man’s spirit’, whatever you say and do! Cf. >1.5.2; >1.9.4. >2.1.2: Man’s life in ‘The Kingdom of Jesus Christ’ is upheld by The Holy Communion/Eucharist. >2.1.3: ‘The Lord’s Prayer’ is what is sufficient unto Christian prayer. Models interprets The Lord’s Prayer in the view of the ‘final creation’ (i.e. ‘eschatologically’), >1.13. Especially part 4: “Give us this day our bread for tomorrow “, and part 5: “... at last have forgiven¨. >2.1.4: ‘The Christian Vocation’, cf. >2.1. Christian vocation is usually followed by sacrifice and suffering in the fight against the destructive ‘Nothingness’, – but God has already won and shall win at last! >2.1.5: ‘Providence/Chance’ (!) is a category of possibilities by which God is upholding his degrees of freedom – i.e. all possibilities including the death of Jesus Christ – to carry through his project of Love. Man cannot distinguish ‘providence’ from ‘chance’ – but can only ‘worry unnecessarily’. >2.1.5.2: Man’s only ‘free choice’ in life is between ‘faith in God’ and the true alternative: ‘faith in Nothingness’ (cf. >1.9.0); whatever else might be chosen (by ‘body&soul, >1.9.3) will be a false alternative (cf. >1.16). >2.1.6: ‘Tough reality’ as ‘The Christian Corrective’ substitutes the traditional Paulinian statement of ‘Law as Schoolmaster’ (Gal. 3,24), as well as the Lutheran ‘second distinction’ between ‘Law’ and ‘Gospel’. The ‘created tough reality’ is a corrective to the Man who will hold his own above the world, and to the Christian who tries to keep at bay the reality of the world. >2.1.7: ‘The Beatitudes’ (Mt 5,3-12) are about the Christian reality within The Kingdom of God, which is already present by the first coming of Jesus Christ, and which shall be fulfilled by his second coming. 2 The Lutheran Church refer to some more (historical) Confessions, esp. ‘The Confession of Augsburg’, 1530. 127 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >2.1.8: Model’s proposal for a contemporary Christian Doctrine : – The Universe of Christianity is created and unfolded centred in God’s Love in Jesus Christ. – The Universe of Christianity is created in the world through: Jesus Christ as Man/menneske, Jesus Christ as the Son of God, Jesus Christ as God. – The Universe of Christianity is unfolded in the world through: Faith/Tro in Jesus Christ, Love/Kærlighed in Jesus Christ, Hope/Håb to Jesus Christ. The model/doctrine includes a necessary and sufficient foundation for a Christian Doctrine. The model is developed through Model 3’: ’Intertextuality in sermon-pericopes of the old church’. >2.2: The ‘extrovert side’ of the Universe of Christianity The Universe of Christianity is boundless and includes the totality of ‘Tough Reality’/’rå virkelighed’. >2.2.1: Christianity is exactly the point of view/‘optik’ which places Man in the reality of good and evil, and equally in relation to his fellow human beings. Outside the Universe of Christianity, Man is bound by his own illusions. >2.2.2: Christian consciousness/bevidsthed is based on ‘the faith in Christ’ as belief in the transcendent God’s revelation in Jesus Christ in the midst of tough reality, i.e. Man’s freedom in Christ to create, take chances, and accept alterations in the world (cf. >2.2.7), – without ‘angest’ (cf. >1.9.5). >2.2.3: The Universe of Christianity allows for the world-images of (natural)sciences in their entirety, whereas the opposite is not possible. Christianity (and Models) does not explain how the physical-biological world was created and developed, but how Man has created his own illusions and how he can live and die with them. >2.2.4: Christian Man – as ‘linesman’ – has to balance the power between society and church. >2.2.5: Christianity is quite the opposite to a ‘Utopia’, since Christianity binds Man to ‘tough reality’. >2.2.6: Man’s fundamental sin, ‘mistrust’ (cf. >1.9.0), itself generates the feeling of meaninglessness and moral evil, as inexplicable, basic conditions in the world. Consequently Models does not imply a special ‘Theodicy’, i.e. how a good God can allow moral and physical evil. The ‘solution’ of the problem of evil is to be found in God’s fundamental and necessary creation of ‘Nothingness’, cf. >1.2.2. On the other hand – and for the same reason – Models in extenso could be regarded as a kind of ‘Theodicy’. >2.2.7: The Ethics of Christianity are based on two columns: ‘Christian Charity’ and ‘Christian Vocation’, substantiated in the Love of God, cf. >1.1.2, and unfolded in The Universe of Christianity centred in Jesus Christ (>2.1.8; >3), – from which point each Christian person must find his own way! >2.3: The Organization of Christianity Each of the different Christian Churces has defined models of faith, models of doctrines, models of services, and models of organization. Even models for interpretating The Bible (as a ‘model’ itself!). >2.3.3 –>2.3.5: “The Evangelical-Lutheran Church is The Danish Church/Folkekirke” (i.e. neither ‘StatesChurch’ nor ‘Congregational-Church’) in accordance with The Danish Constitution of 1849 up to date. 2.udg. 2013 128 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >2.4: Christianity and Religiousness, Religions, Critics of Religions, and Culture. The logic of Christianity implies a General Critique of Religiousness and Religions as an ‘evolutionarybiological’ product, according to which all human beings – as ‘body and soul’ – are born as ‘religious’ to some extent (cf. >1.5.1), a religiousness which cannot avoid disturbing the faith of Christianity. On the other hand Christianity allows (controlled) religious feelings and worship, even though Christianity – as a matter of ‘spirit’ – does not depend on religiousness, cf. >1.5.2. Christianity makes ‘Tough Reality’ disposal to human life – one of the characteristics of Christian cultures, for good and evil. >2.4.4.1: Different aspects of religious criticism result in to two or three fundamental types of religion: 1) Religions of contribution (e.g. Fertility-Religions; Law-Religions; Civil-Religions); 2) Creational Religions, only dependent on the Creator (e.g. Christianity); 3) Nothingness-Religions (e.g. Buddhism, ScientificPositivism, Nihilism). In reality only two types of religions exist: (2) and (3), because (1) is just a fill-up of (3), cf. >1.16. MODEL 3: Preaching Christianity / Case-study Models constructs a (new) Christian doctrine (>2.1.8) from the pericopes of the Gospels of the ‘Holy Year’ in the Old Church: pericopes selected from The Gospels in the years c. 500 up to date, and still in use for preaching in the Danish Church every second year; last revision 1992. – ‘The Fifth Gospel’ of the church. >3.0.1: In a pragmatic understanding of the ‘intertextuality’ between the sermon-pericopes, a ‘new story’ is told about the creation of the Universe of Christianity in the world (first half-year) and about the unfolding of The Universe of Christianity in the world (second half-year), >2.1.8; cf. >2.2.7. >3.0.2 – >3.2.4: This story of ‘The Universe of Christianity’ is dramatized into a ‘stage-performance’ with a set design from the dimensions of (Space & (Space–Time)), >1.6.2; >4.3. MODEL 4: Appendices >4.1: Modernity and Christianity ‘Modernity’ presupposes ‘meaninglessness’ as surrounded by ‘Nothingness’ (cf. >1.16), but nevertheless supposes ‘Reality’ to be domesticated by Man’s enlightenment over time. Phenomena like love, happiness, sorrow, guilt, hope, ... are, however, outside the limits of ‘modernity’, but inside The Universe of Christianity, cf. >1.7.4. >4.2: Christianity and the Limits of Thinking and Logical Systems According to St. Anselm of Canterbury’s dictum “God is that, than which nothing greater can be conceived”, the limit of ‘thinking’ is fixed. (St. Anselm’s statement is not a proof of the existence of God!) Cf. another statement of St. Anselm: “Credo ut intelligam”, i.e.: ‘I believe in order to understand’. According to Gödels ‘First Theorem of Incompleteness’ (1931) ‘logical systems’ will reach a limit, which can only be overcome by a ‘stronger system’ (Gödels ‘second theorem’). The Christian assertion of ‘God’s Love’ (>1.1.2) has similarly reached its limit in ‘Man’s counter- love’, which had just been overcome by the ‘stronger system’: God’s Love in the death and resurrection of Jesus Christ and the creation of the Kingdom of Christ even with room for ‘counter-love’! >4.3: The Universe of Christianity within the Dimensions: (Space & (Space-Time)) Christianity as ‘the total view of reality in the faith of Christ’ is established as (Space & (Space–Time)) in 6 dimensions of which 3 are ‘intuitive-real’: Space&Time (>1.4), and 3 are ‘virtual’: Space–Time (>1.6). The 6 dimensions constitute the Room of Man’s Life in the Faith of Jesus Christ. >4.4: The ‘Copernican turn’ of Christianity Models turns the traditional ‘salvation of Man’ to a far more simpler concept of ‘salvation of Gods Love’. >4.5 Models of Reconciliation (Atonement) God enacts reconciliation with himself – because of his love – through the cosmic drama ‘Christus Victor’ 2.udg. 2013 129 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn 6 REGISTRE: Emne / Stikord / Person Bibel / Alterbog Vignet: Bogens 1000 krydshenvisninger og 400 Bibel-henvisninger udgør netværk af argumenter. 130 2.udg. 2013 Emne / Stikord / Person Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (‘>....’: model i bd.1; ‘pp....’: ill. i bd.2) A Abraham / abrahamisme Adam advent afmytologisere agape (Guds kærlighed) aksiomer (‘begyndelsesgrunde’) allerede – endnu ikke alles frelse ALT Alterbog, folkekirkens alternativer (ægte- / uægte-) andethed Anglikanske kirke angst Anselm af Canterbury (teolog, o.1100) ansvar Antikrist antropologi, (se også ‘menneske’) antropomosfisme apologi apostolske ..., se ‘trosbekendelse’ arts-karakteristikum, menneskets arvesynden athanasianske trosbekendelse a-teisme/a-gnosticisme/a-religiøs augsburgske bekendelse Augustin (kirkefader, o. år 400) Augustus, kejser (omkr. Jesus’ fødsel) Auschwitz >1.0.3.n; >1.5.2n; >1.6.3; >1.11 box; >2.4.2; >2.4.3; >Mar. Bebud.; >1.s.trin. >1.2.1; >1.4.3; >1.7.1; >1.9.1; >1.10.1; >1.11.1; >1.13.4 >3.0.1; >3.1.1.1; >3.2.0; >1.8.1 box. >1.1.3.1 box.; >1.13.3 box; >1.0.4; >1.1; >1.1.4; >4.2.2; pp-13; >1.12.6; >1.13.6; >2.1.0; >2.1.2; >2.1.3; >2.1.7; >skærtorsdag; >13.søn.trin; >21.søn.trin >1.13.7; >1.13.10; >2.0.4.1; >2.pi.dag; >sidste søn.kirkeår >1.0.0; >1.2.2; >1.3.1; >1.4.4; >1.5.0; >1.8.1; >1.9.1; >1.12.2; >1.12.4; >1.13.4; >1.13.5; >1.13.7.1; >1.13.10; >1.16; >3.1.2; >midfaste sø; >påskelørdag; > 2 pinsedag >2.1.8; >3.; >7 søn trin; >dds/tekstdel s.979-1340. >1.1.3.1; >1.2.2; >1.9.1n; >1.13.10; >1.16; >2.1.5.2; >2.2.3; >2.4.4.3; >4.4; >2.1.5; >2.1.5.3 >2.3.4.n; >3.2.4.n. >1.9.5; >1.10.0, >1.10.2; >1.13.3; pp-26f; >1.2.2 n; >1.7.2 n; >1.9.4; >1.12.11.2; >1.14.4 n; >2.4.4.5; >4.2.0; >4.2.1. >1.3.1; >1.11.0; >1.12.1; >1.12.8.1 box; >1.13.4; >2.0.0; >2.1.5.3; >2.2.7; >1.8.1; >2.1.1 >1.5.2.n, >1.0.0.n; >1.2.0.n; >1.10.2; >2.4.2; >4.4.3.n; >0.4 – >1.5.2; >1.9.0; >1.9.4.1; >1.10.1; >2.4.0; >0.4; >1.10.1 box; >1.7.1; >2.3.4 >1.10.2; >2.2.3; >2.4.4.5 >2.3.4 >0.4.box >juledag; >0.3; B Babylon, se Mesopotamien barmhjertighed, se ‘nåde’ barnetro Bederslev kirke (alterbillede) begivenhedsforløb, (Gud som) bekendelse bekendelsesskrifter bevidsthed BH / hebraisk udg. af GT Bibelen / bibelsyn / bibelsk-teologi big bang biologi (se også nat.vidsk./evolution-) biskop Bjergprædikenen bod, se ‘indrømmelse’ Bohr, Niels (fysiker, 20.årh.) branding Brorson, Hans Adolph (teolog, 18.årh.) bud; de 10 bud buddhisme bøn _ – >1.9.1n; >1.9.2; >1.12.10; pp-25; >1.13.7.1.n.; side 141; pp-125 >1.1.3.3 box1; >1.7.3.2; >1.6.3; >1.8.1; >1.12.2; >1.12.10; >2.0.2; >2.1.0; >2.1.3; >langfredag; >2.0.3; >2.3.4; >1.6.3; >1.12.8; >1.13.3; >2.2.2; >1.0.3; >1.11.1 >0.3; >1.0.3; >1.11.3; >1.13.10; >2.1.3; >2.3.4; >1.6.3; >1.12.9; >2.2.0; >2.2.3; >1.6.3; >1.6.4; >1.5.1; >2.4.0; >2.4.2 box; >2.3.2; >2.3.5 >2.1.7; – >1.0.2 >2.3.4 box. >1.4.3; >1.10.2 box; >2.1.6; 18.søn.trin; >1.2.2; >2.4.4.3 >1.8.1; >1.9.1; >2.0.5; >2.1.0; >2.1.3; >2.4.4.3 C casestudy Chalkedon-dogmet / ’to naturer’ Christus Victor – drama civil-religion / livsanskuelser creatio ex nihilo cyklisk tid/kirkeår >3 >2.0.3.2; >2.3.4; >4.4.4 >1.12.10; >3.n; >3.1.1.4 box; >1.0.1 box; >1.9.4; >2.2.4; >2.4.2; >2.4.3 >1.2.2; >1.10.1 box; >1.6.2; >3.0.1 D Dante Alighieri (forfatter, o.1200) Darwin (biolog, 1959) David (konge-figur) >0.1; >1.0.2; >1.4.4; >1.5.1; >2.2.3; >2.4.1 box; >1.0.3 n; 2.udg. 2013 131 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Didakè (kristent oldtidssktift) dimension, se også ‘rum&tid’/‘rum-tid’ dimensionsanalyse djævelen, se også satan dobbelte kærlighedsbud dobbelt udgang dogme / dogmatik. se ‘troslære’ dommedag / dom drama / dramatik dualisme dynamisk dyr (medskabninger) dyr (mytologiske) dæmon / dæmonisering død / dødelig / dødsriget død, anden (evige) død, første (biologiske) døden, liv efter - dåb >2.1.3 >4.3 >3.0.2; >3.1.1; >3.1.2; >langfredag; >3.1.3; >2.pinsedag; >3.2.0; >2.1.1; >3.1.2; >langfredag; >18.søn.trin; >0.4; >1.13.10; >si.sø.ki.år; – >1.13.0; >1.13.7.1; >påskelørdag; >si.søn.ki.år; pp-55; pp-56; >0.1; >1.8.1; >1.12.2; >3; >3.1.1.4 box; >1.2.2.n. >1.1.3.3.box1; 1.2.3; >1.12.9 >1.5.1; >2.2.7.1 >1.0.3; >1.10.2; >1.11.3; >1.13.5; >påskelørdag; >1.10.2; >3.1.2; >3.søn.fst.; >1.3.1; >1.5.1; >1.10.2; >1.13.7.1; >påskelørdag; >påskedag box; >1.5.2; >1.10.2; >1.13.0; > 1.13.4; >16 søn.trin; >1.3.1; >1.5.1; >1.13.0; >1.13.4; >1.13.1; >1.13.10 >1.2.3; >1.12.8; >1.12.10; >2.0.2; >2.0.4.2; >2.1.1; >2.pinsedag box 2; E Edens have efterfølgelse Einstein, Albert (fysiker, 20.årh.) eksperiment energi, se også ‘Helligånden’ erkendelse (menneskets/Guds-) eskatologi etik/etik-model (jf.moral) evangelium, evangelier (genre) evangeliet evangelisk (luthersk) kirke evidens evighed/evig tid/evighedsperspektiv evig død/evigt liv Eva evolution evolutions-biologi >1.10.1; >2.1.4 >1.0.2; >2.2.3. >1.4.3 >1.1.3.2; >1.1.3.3; >1.2.1; >1.5.2; >2.0.0; >2.0.4.2;>pinsedag; >15.søn.trin. >1.13.6; >2.2.2; >2.4.1 box; >2.4.4; >1,17. >2.1.3 box; >2.1.4; >2.2.7; >2.2.8; >1.0.3; >1.12.10 ; >2.0.2; >3; >3.1.2; pp-63f; >1.12.8; >2.0.0; >2.0.3.2; >2.0.4; >2.0.4.2; >2.1.6; >2.2.2; >2.3.5; >4.4.4 >2.3.1; >2.3.2; >2.3.3; >2.3.4; >2.3.5 >1.12.6; >1.13.6; >1.0.1; >1.6.1; >1.13.1; >skærtorsdag; >1.10.2; >1.12.8.box; >1.13.1n; >3.2.1; pp-57; >1.4.3; >1.12.4; >1.4; >1.5.1; >2.2.3 >0.3; >1.0.2; >1.6.1; >2.4.0; F Fadervor Far (Abba) fastelavn / fastetid fiktion folkekirke, den danske - bekendelse/indhold - frihed/styrke/svaghed - økonomi/organisation fordærv / fordærvsmagter forkyndelse forløsning forsoning / forsonings-modeller forståelse / forudforståelse forsyn / styrelse fortabelse fortvivlelse forventning fraktal fred fremmedgørelse frelse - fortabelse frelses-historie fremtid frihed, menneskets fristed, kærlighedens frugtbarheds-religion frygt fuldendelse/fuldbragt fysisk onde førstehed >1.8.1; >1.12.8; >2.1.3; >1.12.10; >3.1.2; >1.11.1 >2.3.4; >0.4; >2.3.5; >2.3.3; >2.3.2,-3; >2.3.5; >1.3.1; >1.13.5; >3.1.0; >påskelørdag; >1.0.3; >1.2.3; >2.0.0; >2.0.2n; >2.0.5; >2.3.5; >13.søn.trin; >3.2.4; >1.12.8; >3.2.0; >3.2.3; >1.8.1 box; >1.12; >1.12.9; >1.13.3 box; >2.3.2-2; >3.1.1.4 box; >4.5; pp-35; >0.4; >1.2.2n; >1.6.3 box; >1.17.2; >2.4.4.5; >4.1.2; >4.4.0; >2.1.5; >4.søn.adv; >15.søn.trin; >1.8.1; >1.10.2; >1.13.3; >1.13.7.1; >1.13.10; >2.1.1; >2.pi.dag; >si.sø.ki.år; >1.8.1; >1.13.3 >1.7.3.3; >1.11.1; >1.12.8; >1.13.0; >2.1.3 box; >2.1.7; >3.1.1.1 >1.9.4.1; >1.12.8.1; pp-29; >1.12.0; >2.1.7; >pinsedag; >10.søn.trin; >1.0.0; >1.9.5; >1.10.1; >1.10.3; >1.8.1; >1.13.1; >1.13.3; >1.13.10; >si.søn.ki.år; >1.11; >1.11.1 n; >1.13.1; >2.0.4.1; >4.4; pp-34; pp-51; >1.6.2; >1.12.8; >3.1.2; >3.2.0; >3.2.3; >1.0.0; >1.0.1 box; >1.1.3.1; >1.2.2; >1.5.0; >1.9.0; >1.9.3; >1.9.4; >1.12.9; >1.13.1; >1.16; >2.2.7.1; >2.3.3; >2.3.5; >1.3.1; >1.10.1; >1.12.3; >1.13.9; >påskedag,box; >2.4.4.3; >1.10.2; >1.12.7; >1.12.8; >2.4.4.2; >1.11.3; >1.12.2; >1.12.5; >1.15; >2.1.3; >2.1.7; >pinsedag; >allehelg.dg. >1.4.4; >2.1.5; >2.1.5.3 2.udg. 2013 132 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn G Gamle Testamente (GT), Det gammel-kirkelige tekstrække gener (biologisk) gerninger, se ‘ydelse’ glæde/glædelig godt; gode, det godt og ondt Gödel, Kurt (logiker, 20.årh.) grafik (Modellers formsprog) grav (tomme) grund-synden Grundtvig, N.F.S., (teolog, 19.årh.) guddommelig gudstjenesten >1.0.3; >1.7.3; >1.11; >1.13.3; >2.0.4.1; >2.1.6; >4.2.5; >3.0.0 >1.1.3.1 box; >1.5.1; >1.10.1; – >1.9.1; >1.9.2; >1.12.8; >1.13.3; >2.0.0; >2.1.3; >3.2.3; >1.3.1; >1.10.2; >2.2.6; >3.2.2; >1.2.2; >1.6; >1.8.1; >1.9.2; >1.10.1; >1.10.2; >1.12.4; >1.12.8.1; >1.13.5; >2.0.0; >2.1.4; >2.2.0; >2.1.5.1; >2.2.7; >4.2.4 >0.3 box; >1.0.3 box1; >1.0.0; >påskedag; >1.9.4; >1.9.4.1; >1.10.1; >1.10.2; >1.12.8.1; >2.1.5.3; pp-28; >1.3.1.n; >1.4.3; >1.13.4.1; >1.13.5; >2.3.2/3n >2.0.3.2; >2.1.5; >2.1.7; >si.søn.h3k; >1.12; >2.0.0; >2.0.4.2; >2.0.5; >2.3.2,-3; >3.0.0; >2.påskedag Guds- / -Gud: - almagt - begreb / billede (lighed) - bevis - bolig - død (‘Guds død’) - Fader - forestilling - fravær - frihed - Helligånd, se også ‘Kærlighed’ - levende Gud / Gudsnærvær - omsorg (jf. ‘agape’) - ord - Rige /Himmeriget - vilje Skaber - - skjult (Gud) - Søn, se også ‘Jesus Kristus’ - tanken - transcendent - (guds)tro Treenig - - vrede gyldne regel, den >1.0.0n; >1.1; >1.2.1; >1.5; >1.9.0; >2.4.2 >1.2.2; >1.4.0.n; >1.13.10 (A); >2.2.6; >4.2.3 >1.0.0; >1.5.2; >1.9.0; >2.0.4.1; >1.17; >4.4 >1.7.2.n; >1.17.4.n; >4.2.1; >1.5.2; >1.9.4; >1.11.1; >1.12.8; >1.13.4; >1.13.5; >2.1.1; >2.4.2; >påskedag; >1.1.3.1; >1.2.1; >1.2.2; >2.1.3; >1.7.2; >1.10.1; >1.10.2; >2.4.3; >4.4 >1.7.2 >2.1.5 >1.2.1; >1.13.8; >6.sø.e.påske >0.3 box; >1.7.1; >1.8.1; >1.12.6; >1.13.2; >2.0.5.1; >2.1.5.1; >3.2.0; >2.1.0; >2.1.5; >2.3.4; >1.0.1; >2.1.0; >2.1.7; >3.søn.fast; >bededag; >14.søn.trin; >1.0.0; >1.1.2; >1.1.3.1; >1.13.10.B; >2.1.3; >si.søn.kirkeår; >1.0.0n; >1.1.3; >1.2.1; >2.4.2; >1.1.0; 1.7.2n; >1.8.1; >1.17 >1.1.0; >1.2.1; >1.8.1; >1.13.8; >2.0.2; >3.1.2 >1.7.0; >1.10.2 box; >1.17. >1.7.2; >2.2.3; >1.1.1; >1.9.0; >1.9.2; >1.17; >2.4.4.2; pp-25; >1.1.3.3; >1.2.1; >1.3.1; >1.7.1; >1.8.1; >1.12.2; >2.0.3.1; >2.3.2; pp-14–17; > 1.13.3; >1.13.10; >4.5.0.n; >2.4.3.n H Had og hævn >1.12.8 box; >1.17.2.n; >2.2.7 box Hawking, Stephen (fysiker, 20.årh.) >1.0.2. hellig >2.0.3.1; >2.0.4.1; >2.0.4.2; >2.1.1; >2.1.3 Helligånden (energi, virke, Ånd) >1.1.3.1; >1.1.3.3; >1.2.1; >1.8.1; >2.0.3.1; >2.3.2; >pinsedag; helligtrekonger tiden >3.1.1.3; helvede, se også ‘dødsriget’ >0.4; >1.10.2; >1.13.10; >3.1.2; >påskelørdag; Herren (Jahve) >1.0.3; >1.11; Herren (Jesus Kristus) >2.0.3; himlen / himmel(fart) >1.8.1; >1.12.8; >2.0.3.1; >2.1.3; >2.1.7; >Kr. Himmelf.dag. Himmeriget, se ‘Guds rige’ – historiske Jesus, den >1.12.10; historisk, naiv- >1.12.10.n. historisk teologi >2.2.1 box; Hostrup, J.Chr.(teolog, 19.årh.) >1.12.1n Hoyle, Fred (fysiker, 20.årh.) >2.2.3 humanisme /-problem / humanitarisme >1.4.4; >2.2.6 box; >2.4.2; >2.4.3; >2.4.4.2. håb/håbløshed >1.0.0; >1.10.2; >1.11.1; >1.12.8; >1.13.0; >1.13.6; >2.1.8; >3.0.2; >påskelørd; > >3.2.0.n; >3.2.3 I ideologi >1.10.0; >1.10.2; >1.16; >2.4.0; >2.4.4; illusion >1.2.0; >1.8.1; >1.10.1; >1.10.2; >1.16; >2.1.6; >2.2; >2.4; >3.2.1,4.akt; pp-28; indignation, se også Guds vrede >1.13.3 box; >1.13.10.C; indrømmelse (bod; omvendelse) >1.6.3 box; >2.1.0; >2.2.6 box; >2.3.4 box; >11.søn.trin; >14.søn.box; immunforsvar, åndeligt >0.4.n; >2.0.6; >2.2.8; information >0.3; >1.1.3.2; >1.2.1; >1.2.3; >påskedag; Ingemann, B.S.(teolog, 19.årh.) >2.1.0; intellektuel >1.0.2; >2.3.1; >2.4.1; >2.4.4.1; >2.4.4.4 intelligent design >0.3 2.udg. 2013 133 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn intertekstuel INTET/intethed/tilintetgøre/Nirvana intuitiv ir-rationel / ikke-rationel islam Israel, det gamle >3.0.0 box; >14.søn.trin. (eksempler); >3.2.4; >1.0.0; >1.0.3 box2; >1.1.3.1; >1.2.2; >1.3.1; >1.5.2; >1.7.4; >1.8.1; >1.9.1; >1.9.4; >1.10.1; >1.10.2; >1.11.3; >1.12.2; >1.13.0; >1.13.5; >1.13.7.1; >2.1.1; >2.1.4; >2.1.5.3 box; >2.1.6; >2.4.4.3; >3.1.2; >påskelørdag; >3.2.1; pp-18–20; >1.7.2; >2.4.4.2; >2.4.4.1 >1.2.1; >1.10.2; >2.1.6; >2.2.7n; >2.2.8; >2.4.2; >2.4.4.3 >1.11; J Jahve Jesus Kristus’ Ånd Jesus Kristus’ Rige Jesus Kristus Jesus, den jordiske Johannes Døber Johannes evangeliet (o. år 100) jomfrufødsel Jomfru Maria Judas / ‘Judas-kysset’ (alterbillede) jul jødedom >1.0.3; >1.2.1; >1.10.2; >1.11; >1.12.8; >1.0.1; >1.12.2; >1.12.7; >1.12.8; >1.13.0; >2.0.0; >2.1.1; >2.1.2; >2.1.7; >3.0.2; >3.1.0; >3.1.3; >påskedag; >pinsen; > 3.2.0; >3.2.3; >1.1; >1.5; >1.12; >1.12.9; >1.13; >2.0; >2.1.8; >3. >1.12.10; >1.12.10; >1.12.4; >2.0.2; >3.1.3; >0.4; – se Maria ... >1.13.7.1; >skærtorsdag; side 141; pp-125 >1.12.2; >3.1.1.2 >1.0.3; >1.2.1; >1.7.3.4; >1.10.2; >1.11; >1.12.3; >1.13.1; >2.4.2 K kabale kald kaos (magter) katekismus kejseren kirke, se ‘menighed’ og ‘fokekirke’ kirkefædre kirkesamfund, forskellige kirke og stat kirkeskole kirkeår konfirmation konstanter (skabelses-, natur-) konstruktion (-teologi) kontra-intuitiv Kopernikus (astronom, o.1500) Koranen / Sura 2:133 korrektiv, det kristne kors / korsfæstet kosmologi / kosmisk kreationisme krig (religions-; retfærdig-) kristendom kristendommens univers kristendom og kritik Kristus - - bekendelse - genkomst/Kristi 2.komme - Kristi Rige, Jesu - ‘kvantet’ - to naturer - tro være i - kritik, se ‘religionskritik’ kultur kultur-kristendom kundskabens træ (jf. ‘vintræet’) kvant kærlighed (jf. ‘mod-historie’) kætteri kødet kødets opstandelse >0.3; >2.3.1 >2.0.4; >2.0.4.2; >2.1.0; >2.1.4; >2.3.2-3; >1.1.3.2; >1.11.3; >0.3 >2.2.4; >3.1.1.2; >23.søn.trin.; >si.søn.ki.år,box; – >0.4 box; >1.1.3.3 box1; >1.2.2 box; >3.0.0 n; >2.3.1; >2.3.3; >2.2.4; >3.0.0n >3; >2.1.1. >1.1.3.3 box1; >2.2.3; >0.3; >1.0.3; >1.0.3 box; >1.7.1; >1.10.2; >1.11.1; >1.11.3.n; >1.12.10; >2.1.8; >2.4.4.2; >3.0.0; >2.4.4.2; >4.søn adv; >2.2.3; >4.4; pp-50; >2.2.7; >2.4.2 >1.2.0n; >2.1.5.2; >2.1.6; >4.1.1; >4.5.4; >1.0.0; >1.0.3; >1.1.0; >1.12.2; >1.12.9; >1.12.10; >2.0.3.1; >2.1.2; >2.1.4; >2.1.5.3; >si.søn.ki.år >0.2; >1.0.0; >1.0.1; >1.4; >1.6.3; >1.7.3; >1.11.2; >2.1.5; >2.2.3; >påskedag; >0.3 >1.12.0.n; >2.2.6 box; >2.2.7 n; >1.0.0; >1.12.1; >2.0; >2.1.8; >2.4.4.4; >3 >1.0.1; >1.12.9; >1.13.9; >1.14; >1.15; >2.1; >2.1.8; >2.2; >3; >4.3; >4.4;pp-45;-60 >0.1; >2.4 >1.0.1; >1.1.1; >1.12.9; >2.0.2; >2.3.4; >3.0.1; pp-49; >1.12.5; >1.12.6; >1.13.2; >1.0.1; >1.12.0; >3.1; >3.2; pp-41; >1.13.10; >2.0.3.2; >1.12.8; >1.12.8; – >0.1; >1.4.2; >1.13.3; >2.4.0; >2.4.3; >0.1; >0.4; >2.2.7.1n; >2.2.8; pp-90; >1.8.1; >1.10.2; >1.12.2; >1.12.4; >1.12.8; >1.13.10 C; >1.0.0; >1.1.2; >1.1.3.1; >1.1.3.3 box2; >1.2.2; >1.12; >1.12.9; >1.13.3; >1.13.9; >1.17; >2.1.5; >2.1.8; >2.2.6; >3.0.2; >3.2.2; >18.søn.trin; >4.4; pp-14 >1.13.7.n; >1.17.1 >1.5; >1.9.3; >2.1.2; >1.13.4; >2.0.3.1; pp-57; 2.udg. 2013 134 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn L ‘legeme-sjæl’ (jf. ‘nadveren’) Lemâitre, Georges (teol./fys., 20.årh) Lessing, G.E, filosof (18.årh.) Leuenberg-konkordien (20.årh.) lidelse linievogter litterær læsning/modellering liturgi liv / livet / levende (Gud) livets træ loven lov-evangelium lov-religion, se ‘ydelses-religion’ lovsang Lukas, evangelisten (2.årh.) Luther, Martin/luthersk (16.årh.) lydighed LXX (græsksproget GT) >1.0.2; >1.5.1; >1.9.1; >2.2.3 box; >1.12.11.0 n. >2.3.4.n >0.2; >1.0.3.box; >1.4.4; >1.9.2; >1.10.2; >1.12.8; >2.1.4; >2.1.5; >2.4.2; >langfredag >2.2.4 >0.3; >1.0.3; >1.11.2; >3.0.0; >3.2.1; >3/14.søn.trin; >2.3.4; >3.0.2; >3.2.4; >0.3box: >1.1.0; >1.3.1; >1.4.3; >1.5.1; >1.8.1; >1.9.1; >1.11.2; >1.13.7; >2.0.0; >2.0.3.1; >2.1.0; >2.1.7; >2.2.0; >1.8.1; >1.10.2; >1.13.8; >1.10.2; >1.11; >2.1.6; >2.1.6 box; >3.2.1/4.akt (1.-14.sø.trin.) – >1.9.1; >1.12.8; >2.4.4.3; >1.0.3; >2.0.2; >juleaften; si.søn.ki.år; >2.1.6; >2.2.7.1; >2.3.2,-3; >2.3.5; >påskelørdag; >3.2.4; >1.11.1; >2.0.4.1 >1.0.3; >1.11.1; >1.11.3; M Maria, Jesus’ moder Maria Magdalene Markus, evangelisten (1.årh.) matematik/logik materiel / materialisme Matthæus, evangelisten (1.årh.) menighed / kirke mening / menings-løs / -rum medmenneske medmenneskelighed/humanisme menneskehed menneske/menneskesyn Mesopotamien / Babylon Messias metafysik mid-påske mikroskopisk mission mirakel mistillid model modernitet mod-historie, kærlighedens mono-teisme / poly-teisme moral / moralsk onde, jf. etik Moses / moseloven (teologisk figur) mytologi >2.0.3.1; >2.3.1; >Mariæ Bebud.dag; >1.12.4; >2.0.2; >påskedag; >Kristi himm.f.dag; >7.søn.trin; >1.8.n; >2.0.3.2n; >2.1.5.2; >4.2; >1.0.2; >1.4.1; >1.4.4; >1.6.1; >1.8.0; >1.10; >1.16; >2.1.0; >2.1.5.2; >2.2.1; >2.2.6 box; >2.4.1; >2.4.4; >2.4.4.2. >2.4.4.3; >2.0.2; >2.1.7; >0.3; >1.0.2; >1.0.3; >1.2.1; >1.7.4; >1.12.10: >2.0.0; >2.0.3; >2.0.4.1; >2.0.5; >2.2.2; >2.3; >2.3.2-3; >2.3.5; >3.0.0; >3.0.2; >0.2; >1.0.3; >1.1.0; >1.1.2; >1.7 box; >1.9.5; >1.10; >1.12.7; >1.12.8; >1.13.3; >1.16; >2.1.5.2; >2.2.1; >2.2.8; >2.4.1; pp-4ff; >1.1.3.1; >2.2.1; >2.2.6; >1.1.3.1; >2.2.8; >1.11; >2.0.4.1; >2.2.6 box; >si.søn.ki.år >1.0.0; >1.0.1; >1.0.2; >1.1.0; >1.4; >1.5; >1.6; >1.7; >1.9; >1.10; >1.12.8; >1.13; >1.13.9; >2.0.4.1; >2.1.0; >2.1.4; >2.1.5; >2.1.6; >2.2.1; >2.2.3; >2.2.6; >2.2.8; >2.4; >3.2; >4.4; pp-21f; pp-43; pp-60; >1.0.3; >1.11.1; >1.11.3; >2.4.3; >1.0.1; >1.11.1; >1.0.2 box; >1.7.0; >1.7.4; >1.10.0; >2.4.2 box. >16.sø.trin. >1.6.4; > 2.0.4; pp-90 >1.9.2.n; >2.4.4.n >1.8.1; >1.9.0; >1.10; >1.12.1; >1.12.8; >2.4.2; >3.2.3 >0.3 box; >1.0.3; >2.0.1; >2.0.4; >2.1.6 >2.3.4 box; >4.1; >1.0.0; >1.6.4; >1.10; >1.13.9; >2.0.0; >palmesøn.; >langfr.; >påskedag; >2.pi.dag; >3.2.0; >14.søn.trin box; >4.4 >1.0.3; >1.2.1 box; >1.11n; >2.4.2; >2.4.3 box. >1.13.3; >1.13.10; >2.2.6; >1.0.3 n; >1.11; >2.1.7 >0.3; >1.0.3; >1.3.0; >1.8; >1.11.2; >2.4.1; pp-31; -47 N nadver natur / fysisk / biologisk naturlig (skabelses-)teologi naturvidenskab nihilisme nikænske lærebekendelse, den Noa normativ Nye Testamente, Det ‘NyTeologi’ nær-forventningen næste / næstekærlighed (kristen) nåde / barmhjertig >1.2.3; >1.6.1; >1.7.1; >1.12.2; >1.12.4; >2.0.4; >2.0.5.1; >2.1.2; >2.3.2; >skærtorsdag; >påskedag; >2.påskedag; >1.0.2; >1.3.1; >1.4; >1.6; >1.7; >1.7.4; >1.8.1; 1.12.0; >2.4.2; >påskedag >1.9.1n; >2.1.5.2; >2.2.1 box. >0.1; >0.3; >1.0.1; >1.0.2; >1.2.0.n; >1.4.3; >1.7.2.n. >2.2.0; >2.2.3; >1.10.2; >1.16; >2.4.4; >påskedag >2.0.3.2; >2.3.2-1; >2.3.4; >1.13.10.C; >2.3.2-3 >1.0.3; >1.7.3; >1.11.2; >1.11.3; >2.0.1; >2.0.2; >0.3 box; pp-9; >3.2.3n/6.akt; >1.1.3.1; >1.12.8; >2.1.0; >2.1.6; >2.2.7; >13.-/14.-/18..søn.trin. >1.10.2; >1.11; >2.1.7; >13.søn.trin; 2.udg. 2013 O offer oldkirke / oldtid omsorg, se ‘Guds omsorg’ omvendelse/bod se ‘indrømmelse’ onde, det/den, jf. ‘fysisk-/moralsk-’ opdatering operationsanalyse opgradering opretholdelse opstandelse / -legeme / -tro ordet/Ordet Orthodoxe (øst)kirke over-natur / overtro P pagt pan-en-teisme / pan-teisme / teisme paradigme (-skifte) paradoks Paulus (1.årh.) pave perspektiv pinse politik Porvoo-fælleskabet (20.årh.) profet projektion prædestination/forudbestemt prædike præst / præstedømme, det alm. præste-embede/ -løfte psyke / psykologi pædagogik (-voksen) påske / påskedag påske-lørdag / sabbat / 7.dag R rationelt/rationale/fornuft reformation rekonstruktion relation (til Gud, virkeligheden) religiøsitet / religion(s-kritik) retfærdig / retfærdig krig romantisk (skabelses-kristendom) Romersk-katolske kirke rum / rumlig / 1-/2-rums-tænkning rum&tid rum-tid Røde Kors (19.-... årh.) ‘røre ved’ råstof rå virkelighed, se ‘virkelighed’ S sabbat, se ‘påske-lørdag’ sakramenter, se ‘dåb’, ‘nadver’ salig / saligprisningerne salmer / Salmebog, den Danske /dds Salomo (konge-figur, Dr. af Saba) Salomo og Shulamit (Højsangen) samaritaner, den barmhjertige samfund, kirke-, tros- samfund, verdsligt samtidighed 135 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn >1.12.9; >2.3.2 >1.1.3.3; >2.0.4.2; >2.1.8; >2.3.4; >3.0.0; – – >1.2.2; >1.4.4; >1.8.1; >1.12.8; >2.1.3 til >2.2.6; pp-17; pp-47; pp-87; >0.1; >1.0.3; >1.1.3.2; >1.8.1; >1.11; >1.12.10; >2.1.3; >2.1.6; >2.2.6; >2.2.7; >2.3.5; >2.4.0; >0.3 box; >1.0.3; >0.1; >1.2.2; >1.4.0; >1.7.3; >1.7.4; >1.9.0; >1.10.1; >1.11; >1.12.1.n; >1.12.2; >2.0.3; >2.0.4.1; >2.1.8; >2.3.4; >2.4.0; >3. >1.1.3.3; >1.2.0; >1.3.1; >1.6.3; >1.11.0; >1.13.1; >2.0.5.1; >2.1.0; >2.1.2; >2.1.4; >2.1.5.1; >påskedag; >7.søn.trin >1.1.0; >1.12.2; >1.12.8; >1.12.10; >1.13.4; >2.0.1; >2.0.2; >2.0.3.1; >2.1.2; >2.1.4; >påskedag; pp-53; pp-56; pp-57 >1.1.0; >1.2.1; >1.13.2; >2.0.4.2; >2.0.5; >2.1.0; >2.3.1; >2.3.1; >4.5.1. >1.7.4; >2.2.2 >1.11; >10. søn. trin; >1.7.2; >0.4 box; >1.10.2n; >1.12.1; >1.13.3; >1.13.10; >4.4; pp-42; >1.12.8.box; >2.0.3.2; >2.1.4; 2.1.7;>Mar.beb. n); 18.søn.trin; >4.2.5; >1.0.3; >1.12.10; >2.0.1; >2.1.6; >Si.sø.trin; pp-62; >2.3.2.-3; >1.6.1; >1.12.8; >1.13; >2.0.5.1; >2.1.3; >påskedag; >3.2.3; >1.12.2; >1.12.4; >3.1.0; >pinsedag >0.4; >2.2.4; >2.2.5; >23.søn.trin. >2.3.4.n. >1.11.1; >2.4.4.2; >1.10.2; >1.13.7; >1.13.10.A >2.0.4; >2.1.8; >3.0.0; >påskedag; >3.2.1; >3.2.4 >2.3.2-3; >2.3.4; >2.3.5; >1.5.2.n; >2.3.5; >0.4; >2.4.3; >1.12; >1.12.4; >påskedag >1.11.3; >1.12.1; >1.12.3; >1.12.9; >3.0.0; >3.1.2; >3.1.3; >langfredag; >påskelørdag >0.3 box; >1.1.2; >1.2.2n; >1.1.4; >1.3.1; >1.4; >1.5.1; >1.17.2; >2.0.6; > 2.2.0; >2.2.2; >2.4.0; >2.4.2; >2.4.4.1; >2.4.4.5; >4.1.2; >4.2.3; pp-13; >1.9.3; >2.0.3; >2.3.2-2; >2.3.3; >2.3.4; >3.2.4; >1.0.3; >1.12.10; >2.0.3.2 box; >1.0.0.n; >1.9.0; >1.9.1; >1.12.8; >2.1.5. >0.3; >1.0.1; >1.0.2; >1.2.0; >1.6.2; >1.7.1; >1.10; >1.11; >1.12.1; >2.0.0.n; >2.0.6; >2.2.0; >2.2.2; >2.2.7; >2.3.3; >2.4; >2.4.4.5 >2.1.7; <2.2.7.n; >0.4 box; >1.5.2n; >1.13.1.n; >2.2.1 box; >4.2.3.n; >2.3.2-2; >2.3.2-3; >3.2.4.n; >1.5.2; >1.6.0.n; >1.6.1; >1.9; >2.0.6; >2.0.5; pp-44 til 48; >1.2.2; 1.4.1; >1.6.1; >4.3; pp-45; >1.4; >1.6.1; >3.2.0; >4.3; pp-45; >2.4.3.n; >1.11.3; >1.12.4; >1.1.3.2; >1.2.1; >1.12.2; >2.1.2; >2.påskedag – – – >2.1.3; >2.1.7; >2.3.4; >1.søn.påske; >Alle helgens dag; >0.3; 129 >1.12.0.n; 187 >påskedag; 274 >1.13.4; 291 >1.13.5; 319 >1.12.6.n; 321 >14 søn.trin; 384 >2.3.2.n; 675 >1.3.1.n; 683 >20 søn.trin.; 751>2.1.0; >1.0.3 n; >1.11 >1.11; >1.0.3; >2.4.3.n; >13.søn.trin; >14 søn.trin box; >2.0.3.1; >2.0.4.2; >2.1.1; >2.3.1; >2.3.2; >2.3.3; >2.3.4; >3.0.0 >1.0.2; >2.2.4; >2.2.5; >2.2.7; >2.3.5; >2.4.0; >2.4.3 >1.6.1; >1.7.3; >3.2.0; >2.pinsedag; 2.udg. 2013 136 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn samvittighed >2.3.3; sand / sandhed /sandheden >1.7.4; >2.0.3.2; >2.2.1 box; >2.2.7.1; >2.4.3; >14.søn.trin; Satan >1.10.2; >1.13.5; >1.13.7.1; >3.1.2; >skærtorsdag scene / -plan/-rum/-billede >0.1; >1.5; >1.12.7; >1.13.5; >3.0.2; >3.1.1; >3.1.1.4; >3.2.0 666 (Intets-/dyrets tal) >1.0.3; >1.10.2; <1.11.1.box; >1.11.3; >1.13.5; >påskelørdag singularitet >1.0.0.n; >1.7.2.n; sjæl-legeme-ånd >1.5.2.n; skabelses- / -skabelse / skabe >1.0.0; >1.2.0; >1.3; >1.8.1; >1.12; - af ‘alt og intet’ >1.2; - beretning >1.3 til >1.8; >1.12.1; - historie >1.2.2; >1.12.9; >1.13; >2.1.5.3; >3.1.3; pp-2; - ny skabelse, se ‘7.dags-skabelse’ – - proces >1.1.3.2; >1.3.1; >1.8.1; 6-dages- >1.3; >1.8.0; >1.11.3; >1.12.1; >1.12.5; 7.dags- >1.12; >1.12.2; >1.12.5; >1.12.6; >1.12.9; >3.1.1; >3.1.3; pp-37ff; - tanke >2.2.3 - teologi >1.5.2.n; >1.9.1n; >2.1.5.3 box; <2.2.1 box. - tid >1.6; >1.12.5; - tro >1.2.0; >1.9.0; >2.1.8; Skabergud, se ‘Gud - skaber’ – skaberværket (også ‘fremmede værk’) >1.0.1; >1.3; >1.4; >1.8.1; >1.10.1; >1.12.0; >1.12.9; >2.1.5; pp-20f pp-31; skolastik >1.2.2.n; >1.12.11.2 box; >4.2; skyld/uskyld >1.10.2; >1.13.3; >2.1.3; slangen >1.9.3; >1.10.1; >1.10.2; >1.12.4; social-kapital >2.3.4 sogn >2.3.5; stabil/u-stabil (tro) >1.9.1.n; >1.9.2 standard-modeller >2.0.3; >2.3.2; >2.4.3 box; pp-65; pp-69 stat og kirke / 2-regimenter >0.4; >1.6 n; >2.2.7.1; >2.3.3; >2.3.5; straf >1.10.2; >2.2.7.1; styrelse, se ‘forsyn’ – ‘symbolske bøger’ - se ‘bekendelsesskrifter’ symbol-kapital >2.3.4; synd / se også ‘grundsynd’ >1.9.4; >1.10.1; >2.1.5.3; >2.4.2; pp-29f syndefald, se ‘vantro’ – synderes fællesskab >2.0.4.2; >2.2.7; >2.4.2 syndernes forladelse >1.6.1; >1.12.4; >1.12.8.1; >1.13.7.1; >1.14; >2.0.4.2; >2.0.5.1; >2.0.5.3; syndfloden >1.0.3 box; >1.3.1.n; >1.11.3; >1.13.3; syndsbevidsthed / indrømmelse >1.6.3; >1.10.2; >1.14; >2.1.0; >11.søn.trin. T Tatian (kirkefader o. år 170) teater-drama teisme, se pan-en-teisme teknologi tekstrække(r) tema-prædiken tempel / templet teodicé (den gode Gud og det onde) teologi Tese, afhandlingens tid / ‘rum&tid’ / ‘rum-tid’/’evig tid’ tilblivelse / tilintetgørelse tilfældighed, se også ‘forsyn’ tilgivelse tom/tomhed/tomme grav, jf. ‘intet’ to-natur-lære total-anskuelse transcendent trediehed trinitarisk, (se også Gud, Treenig-) trinitatis-tiden tro, jf. ‘Kristus-tro’ tro-håb-kærlighed trosbekendelse, - apostolske (dåbs-bekendelsen) - athanasianske - nikænske tros-lære-model (Modellers -) ‘tugtemester’, jf. ‘kristne korrektiv’ tusindårsriget tvivl >3.0.0n. >3.1.1.4 box – >0.3; >1.0.3 box 1; >1.1.3.2; >1.8.1 box; >3.0.0; dds/tekstdel/Alterbog s.979ff; >3.1.2; >3.1.3; >trin.sø; >3.2.4 >1.5.2; >1.11; >0.4 box; >1.4.4; >1.17; >2.1.5; >2.2.6 >0.3 box; >1.9.1n; >1.12.1.n; >2.1.5.2; >2.2.1 box; >3.0.0n; >3.0.2 box; >4.4 >0.1; >1.6.0.n; pp-3; >1.3.1; >1.4.1; >1.5; >1.6.1; >1.6.2; >1.6.3; >1.12.2; >1.13.8; >2.0.5.3; pp-41; >1.8.1; >1.4.2; >2.1.5; >1.6.1; >2.1.3; >22.søn.trin; >1.5.2; >1.9.4; >1.9.5; >1.10.2; >1.12.2; >1.12.8; >1.13.3; >påskedag; >2.0.3.2 >0.1; >1.0.1 box; >1.6.3.box; >1.9.0; >1.14; >2.4.0.n; >2.4.4.5; >3.1.3/2.pi.dg; >1.7.2; >2.3.3. >2.1.5; >2.1.5.3 >1.2.1 box; >1.11n; >2.4.2; >2.4.3 box; pp-16‚ pp-65; >3.0.1; >3.2; >1.6; >1.9.0; >1.12.8; >1.13.10 C; >1.14; >2.1.6; >3.2.1 (1.-14.s.trin); pp-52; >1.12.8; >2.1.8; > 3.2; >2.0.3; >3.2.5 >2.0.3.1; >2.0.4; >2.3.4 >1.7.1; >2.3.4 >2.0.3.2; >2.3.4; >0.3; >2.0.0; >2.0.6; >2.1.8; >2.3.1; >2.3.3; >3.0.0 >2.1.6 >2.2.5. >1.9.2; >1.13.6; 137 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn U udvikling, skabelse og/eller udvælgelse udødelig / ikke-dødelig uendelig ufuldstændigheds-sætninger/Gödel ulykkes-historie under/undergerning undervisning / voksenoplysning universel urhav/urdyb, jf. ‘intet’, ‘dybt vand’ uselvfølgelighed >1.3.1; >1.4.2; >1.4.3; >1.4.4; >1.5.1; >2.2.0, >2.2.3; >2.4.1 box; >1.11; >2.0.4.1; >1.5.2; >1.13.4; >1.0.0n; >1.1.3.3 box1; >1.6.4; >1.7.3.2; >2.0.3.2n; >4.2.4; (>1.12.9) >1.11.1; >1.13.1; >1.0.0; >1.2.2; >1.11.3; >2.0.5.2; >2 påskedag‚ >0.4; >1.0.4; >2.0.0; >2.1.8; >2.3.2 n; >3.0.0n; >3.2.4; >1.11.2; >2.0.1; >18.søn.trin; >1.0.3 box; >1.2.1; >1.8.1; >1.11.3; >2.1.1; >0.2; >1.0.0; >1.9.2; >2.4.1; V vand, jf. urhav/dybe vand ... vantro velsignelse verden, menneskets verdensbilleder verdensdommen vilje, menneskets vilje, Guds. se ‘Guds vilje’ vintræet virkelighed / rå virkelighed virtuel / virtual reality visdom / forstandighed vished (tros-) vrede, Guds, se også ‘indignation’ Vulgata (latinsk bibelovers. o.400) vækkelse væren/værende/værensmæssig >1.0.3 box 2; >1.11.3; >1.12.10; >2.1.1; >1.9.0; >1.9.4; >1.10.1; >1.10.2; >1.13.7; >2.4.0; >3.2.3; pp-30; >1.9.1; >1.11.1; >1.12.8; >pinsedag; >1.0.1; >1.10; >1.12.6; >1.12.8; >2.0.4.1; >2.1.2; >2.1.6; >2.2.6: >0.1; >1.0.3; >1.6.1.n; >2.2.3; pp-24; pp-39ff; pp-6 >1.13.10 A, box; >si.søn.kirkeår; >1.9.0; 1.9.3; – >1.12.2; >1.12.4; >1.12.8; >1.12.8.1; >1.13.5; >1.15; >0.1; >1.0.2; >1.1.4; >1.6.2; >1.7.4; >1.7; >1.9.0; >1.10.0; >1.10.2; >1.11; >1.12.0; >1.12.6; >1.12.8; >1.13.0; >2.0.0; >2.0.6; >2.0.5.3; >2.1.1; >2.1.5.2; >2.1.6; >2.1.7; >2.2; >2.4.1; >3.1.3 /2.pinsedag box; >3.2.1/4.akt; pp-41; pp-60 >1.0.1; >1.6.1; >1.6.2; >1.12.0; >1.12.2; >1.12.6.n; >1.13.0; 1.13.5; >3.0.2 >1.0.3; >1.5.2.n; >1.11.1 box 2; >2.3.1.n; >1.9.2n; >1.13.10 (B,C); s.117; >1.13.3 box; >1.13.10 (A,B); >1.17.2.n; >4.5.0.n; pp-27; >1.0.3; >2.3.5; >1.0.0n; >1.1.3.3; >1.2.2; >1.4.0; >1.5; >1.13.3; W Wolfram, Stephen (mat.-fys., 20.årh) >0.3 box. Y Ydelse (s-religion) >1.10.2 box; >1.11; >2.1.6; >2.2.7n; >2.4.4.3; Æ ækvivalens / ækvivalenspunkt æstetik >1.7.3; >1.7.3.1. >0.3 box: >1.4.3; >2.2.7.1; >2.4.3; Ø økonomi, folkekirkens økumeni øvrighed >2.3.3; >2.3.5 >2.3.2 >2.2.7 Å åbenbaret / åbenbaring Ånd, kærlighedens (Guds) ånd, menneskets åndelighed / ‘spiritualitet’ åndeligt-materielt >1.1.0; >1.1.1; >1.1.2; >1.6.2; >1.7.0; >1.12.6; >1.13.6; >2.0.3.2; >2.4.1; >2.4.2; >påskedag. >1.1.3.1; >1.1.3.3 box2; >1.5.2; >1.9; >2.1.1; >påskedag; >3.1.3; >pinsedag; pp-22; >0.2; >1.5.0; >1.5.2; >1.6; >1.9.5; 1.10.3; >2.1.1; >2.4.0; >pi.dag; >4.3; pp-46 >0.1; >1.13.3; >2.3.2-1; >1.0.2; >1.6.1; >1.8.0; >1.12.0; >2.1.6; >2.4.1; >2.4.4. ––––––––––––––– Udvalg af hyppigt/sjældent forekommende ord. Fra toppen: Gud: 963; Menneske: 870; Kærlighed: 662; Verden/Kosmos/Skaberværk: 541; Tro/vantro: 477; Kirke/kirkelig: 362; Ånd/ånd: 342; Jesus Kristus: 341; INTET/tilintetgøre/tomhed: 305; Religiøsitet/religion: 265; Verdensbillede: 183; God/godhed: 174; Menneskesyn: 169; (Rå) Virkelighed: 163; Rum og tid: 159; Skabe/skabt: 133; Død/dødelig: 120; Synd: 111; Mening/meningsløs: 107; Ondt/lidelse: 106; Liv/leve: 104; Dimensioner: 97; Opstandelse: 94; Menighed: 91; Håb: 87; Frelse/-historie: 84; Viden/videnskab: 82; Fysisk: 65; Bibelen: 64; Virtuel/Virtual Reality: 50. Fra bunden: Frelser: 0; Kvant: 1; Mystik: 2; Nåde: 4; Alterbogen: 9; Salmebogen: 9; Krig: 10; Islam: 14; Samfund/stat: 16; Guds død: 17; Undervisning: 18; Vilje: 18; Præst: 19; Myte/Mytologi: 19; Bevidst/bevidsthed: 21; Bøn: 24; Loven/bud: 25; Humanisme: 25; Sabbat: 26; Næste: 28; Evolution/udvikling: 30; Djævelen/Satan: 30; Dødsriget/Helvede: 31; Tomme grav: 33; Legeme&Sjæl: 33; Gudstjeneste: 35; Illusion: 35; Mod-historie: 36; ALT: 37; Kultur: 39; Kultur: 40; Rationel/fornuft/rationale: 41; Biologi: 40; Etik/moral: 42; Angst/frygt: 44; Åbenbaring: 44. 138 2.udg. 2013 Bibel-indeks Kristendom som verdensbillede og menneskesyn (citat, henvisning eller kirkeårs-tekst i model 3) DET GAMLE TESTAMENTE 1 Mos 1 >3.1.3; 1,1 >1.11.3; 1,2 >1.8.1; >1.11.3; 1,3 >1.12.8; >1 søn.psk; 1,1-3 >1.2.1; >1.2.2; 1,6 >2 søn.psk; 1,11 >midfst.søn; >3 søn.psk; 1,14 >4 søn.psk; 1,20 >5 søn.psk; 1,21 >1.0.3; >1.11.3; 1,3-31 >1.3.1; 1,26 >6 søn.psk; 1,27 >2.0.4.1; 1,27-31 >1.5.0; 1,31 >1.12.8.1; >pi.dag; 1,3-31 >1.3.1; 1,27-31 >1.7; 2,1 >4.3.1; 2,1-2 >1.11.3; >langfredag; 2,3 >1.11.3; 2,7a >1.5.1; 2,7b >1.5.2; 2,8 >1.4; 2,9.17 >1.8.1; 2,18-23 >1.4.3; 2,19 >1.5.1; 2,25 > 1.9.2; 3,1f >1.9.3; 3,3 >1.11.3; >1.12.4; 3,5 > 2.1.5.3; 3,8-13 >1.7.3; 3,10 >1.7.2; >1.9.5; 3,19 >1.5.1; 3,22>1.10.1; 3,23 >1.2.2; >1.10.1; 4,10 >2.2.6; 6,6 >1.13.3; 6-8 >1.0.3 >1.3.1; >1.4.0n; >1.11.3; >1.13.3; 1-11 >1.11.2; 11,4 >1.9.5; 12,1> 2.4.2; 15,6 >1.5.2; >1.9.0; >2.4.2n; 2 Mos 3,6 >2.4.2; 3,14 >Mariæ Beb.dag; 14 >1.0.3; 19-20 >1.10.2; 20 > 2.1.6; 20,4 >1.7.1; 20,9-11>1.11.3; 3 Mos 4 Mos 5 Mos 19,18 >18.søn.trin; 5,21 >1.11.3; 5,12-15 >1.12.3 box; 6,5 >18. søn.trin; 1 Kong 2 Krøn 10,14 >1.11.1; >1.11.3. 28,15 >1.0.3; 36 >1.11.1; Job Sl Ordsp Præd Højs 38 >1.0.3; >1.11.1; 1 >3.2.3; 14,1 >2.4.4; 22 > 1.0.3; 90,4 > 1.5.3; 8-9 >1.5.2.n; 1,2 >1.10.2; >1.15. >1.11.1 box Es Jer Mika Hab 27,1 >1.11.3; 42,5 >2.4.4.2; 52-53 >1.0.3. 31,31 >1.7.3.4; >1.11.1 5,14 < 1.17.1.n 2,4 >2.4.2.n; DIVERSE før-kristne 2 Makk 1 Enok 4 Ezra 7,28 >1.2.2 108,3 >1.10.2n; 7,36 >1.10.2n; 8,3 >20.søn.trin. DET NYE TESTAMENTE Matt 2,1-12 >h3kg.søn box; 3,1-10 >bededag; 3,13 > 2.0.2; 3.14f > Mar.Beb.n.; 3,13-17 >fstl.søn; 4,1-11 >1.søn.fst; 5,1-12 >allehelgensdag; 5,3-12 >2.1.7; 5,20-26 >6.søn.trin; 5,38f >2.2.7.box; 5,43f >2.2.7.box; 6,8 > 2.1.3; 6,9 >1.8.1; >1.12.10; 6,9-13 >2.1.3; 6,24-34 >15.søn.trin‚ 6,34 >2.1.5; 7,15-21 >8.søn.trin; 7,17 >1.12.8.1; 8,1 >3.1.1.4 box; 8,1-13 >3 søn.h3kg; 8,23-27 > 4.søn.h3kg; 9,1-8 > 19 søn.trin.n; 9,18-26 > 24.søn.trin; 11,2-10 >3.søn.adv; 11,15 >2.0.5.3; 12,31 >1.9.4; 12,44 >1.9.4; 13,24-30 >5. søn.h3kg; >26.søn.trin; 15,21-28 >2.søn.fst; 16,16 >2.0.2; 16,18 >2.0.0; 17,1-9 >si.søn.h3kg; 17,7 >3.1.1.4box; 18,20 >2.0.5.1; 18,21-35 >22.søn.trin; 19,21 >1.11.3; 20,1-16 >sø.septuag; 21,1-9 >palmesøn.; 21,1-11/13 >1 søn.adv; 21,10 >3.1.1; 22,1-14 >20.søn.trin; 22,15-22 >23.søn.trin; 22,32 >2.4.2; 22,34-46 >18.søn.trin; 23,34-39 >2.juledag; 25,31-46 >1.13.10.A; >si.søn.ki.år; 26,1-2 >si.sø.ki.år; >3.1.1.4 box; 26,17-30 >skærtorsdag; 26,69-75 >2.0.n; 27,51-53 >langfredag; 28,7 > 2.0.2; 28,19 >1.1.3; >2.1.1; 28,18-20: pp-90 Mark 1,1 >påskedag.n; 1,9 >2.0.2; 1,10 >3.1.1.3 box; 1,23-28 >1.11.3; 1,29ff >1.11.3; 1,40-43 >1.11.3; 2,1-12 >19.søn.trin; 2,27f >1.11.3; 3,1-6 >1.11.3; 3,31-35 >1.11n; 4,12 >2.0.5.3; 4,1-20 >søn.sexag; 6,45ff >1.11.3; 7,31-37 > 12.søn.trin; 8,1-9 >7.søn.trin; >midfst.søn.n;; 8,27 >3.1.1; 8,29 > 2.0.2; 8,34 >2.1.4; 9,24>1.9.2; 10,9 >1.13.1.n; 10,38 >3.1.1.3 box; 12.10 > 1.11.3n; 12,17 >2.2.4; 12,30.31 >1.1.3.1; 13,2 > 1.11.3n; 14,22-24 >1.12.2; >1.12.10; 14,36 >1.12.10; 15 >langfredag; 15,33 >1.11.3; 15,34 >1.11.3; >1.12.2; >langfredag; 15,39 >langfredag; 16,1-8 >påskedag; 16,2 >1.11.3; 16,6 >1.11.3; 16,8 > 2.0.2; >påskedag; 16,14-20 >Kr.him.f.dag; 16,15 >2.0.4; 139 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Luk 1,1-3 >2.0.2n; 1,26-38 >Mar.beb.dag; 2,1-14 >juleaften; 2,21 >nytårsdag; 2,25-40 >julesøn; 2,41-52 >1.søn.h3kg; 2> si.søn.ki.år box; 2,47 >2.4.4.1; 3,21 >2.0.2; 3,23 >1.12.10; 4,7 >2.2; 5,1-11 >1.11.3; >5.søn.trin; 6,31 >2.2.7; 6,36-42 >4.søn.trin; 7,11-17 >16.søn.trin; 8,4-15 >søn.sexag; 8,12 >søn.sexag.n; 9,20 >2.0.2; 10,23-37 >1.0.3; >2.4.3.n; >13.søn.trin; 11,1-4 >2.1.3; 11,14-28 >3.søn.fst; 12,34 >2.3.5; 13,10-17 >1.11.3; 14,1-6 >1.11.3; 14,1-11 >17.søn.trin; 14,16-24 >2.søn.trin; 15,1-10 >3.søn.trin; 16,1-9 >9.søn.trin; 16,19-31 >1.søn.trin; 17,11-19 >14.søn.trin; 17,19 >1.12.6; >3.1.1.4.box; 17,21 >0.3 box; >1.12.6; >3.0.2; >4.3.2; 18,9-14 >11.søn.trin; 18,31-43 >fastelavns søn.n; 19,1-10 >7.søn.trin.n; 19,41-48 >10.søn.trin; 21,35-46 >2.søn.adv; 22,3 >1.13.7.1; >skærtorsdag; 22,14-20 >skærtorsdag box; 24,12 >2.0.2; 24,13-35 >1.12.4; >2.påskedag; 24,32 >2.påskedag; 24,33 >3.1.1.4 box; 24,51 >Kr.himm.f.dag. Joh 1 >1.1.0; 1,1 >1.13.2; >2.4.2; >3.1.3; 1,1-5 >1.6.3; 1,5 >1.søn.e.påske; >4.1.3; 1,9 >2.1; 1,14 >1,13,3; 1,18 >1.7; 1,19-28 > 4.søn.adv; 1,32 > 2.0.2; 1,46 >1.12.10; 1,50 >1.6.4; 2,1-11 >1.11.3; >1.12.9; >2.søn.h3kg; 2,4 >1.12.9; 3,1-15 >trinitatis søndag; 3,3.9 >trin.søn; 3,15 >3.2.1; 3,16-21 >2.pinsedag; 3,19 >1.13.4.1; 3,36 >1.13.3; 4,24 >1.1.3.3 box; 4,34 >1.11.3; 4,46-53 >21.søn.trin; 5,17 >1.11.3; 5,1-18 >1.11.3; 6,1-15 >midfst.søn; 6,56 >2.1.2; 8,2.6 >0.3; 8,46-59 >1.2.1.n; >Mar.beb.dag; 10,6 >1.8; 10,11-16 >2.søn.e.påske; 10,24 >2.0.2; 10,30 >2.0.2; 13,1-32 >palm.søn.box; 13,2 >1.13.7.1; 13,27 >skærtorsdag; 14,2 >2.3.1; >2.3.5 box; 14,6 >1.12.3; >13 søn.trin; >14.s.t.box; 14,22-31 >pi.dag; >2.pi.dag; 14,31 >3.1.1.4 box; 15,1 >1.12.2; >1.12.8; 15,5 >1.12.8.1; 15,26 >3.1.3; 15,26-16,4 >6.søn.e.påske; 16,14 >1.12.2; 16,5-15 >4.søn.e.påske; 16,14 >1.12.4; 16,16-22 >3.søn.e.påske; 16,23-28 >5.søn.e.påske; 17,4 >1.11.3; 19,7 >langfredag; 19,28 >1.11.3; 19,30 >1.11.3; >1.12.2; >1.13.10.C; >langfredag; 19,31 >1.11.3; >påskelørdag; 19,34 >1.11.3; >påskelørdag; 20,8 >påskedag ; 20,10 > 2.0.2; 20,17 >1.11.3; >1.12.4; 20,19-31 >1.søn.e.påske; 20,20 >langfredag.box; 20,21-23 >pinsedag.n; 20,28 >3.1.3.n; ApG 1,9 >si.søn.ki.år.box; 1,9-11 >Kristi himm.f.dag.n; 1,18 >2.1.3; 2 >1.12.4; >2.0.2.n; >nytårsdag; 2,1-13 >pinsedag.n; 2,13 >1.12.4; 2,4 >2.; 2,11 >3.1.0; > 3.1.3; >pinsedag; 2,38 >2.0.7; 2,41 >3.1.0; 2,42 >2.0.9; 4,32 >2.2.5; 5,42 >2.1.8; 8 >pidg.n; 17,22ff >2.4; 17,23 >1.0.0.n; >1.6.1.box; 20,7 >1.12.3; 20,28 >2.3; 26,32 >si.søn.ki.år.box; 27,24-44 >juleaften.box; 27,44 >1.13.7; >si.søn.ki.år.box; Rom 1,17 >2.1.6; >3.2.1; 1,18 >2.4.2.n; 1,19-21 >1.0.0.n.; >1.17; 1,21 >2.4.4.3; 1,22f >2.4.2; 1,25 >1.10; 1,28ff >2.1.6; 8,11 >1.1.1; 8,16 >1.9.1; >1.12.8; 13,8-10 >2.1.6 box; 1 Kor 3,15 >1.13.5; 3,16 >1.5.2; 4,9 >3; 6,12 >2.2.8.n; 8,6 >2.0.3; 10,23 >1.0.1 box; 11,23-26 >1.12.10; >2.1.2; >skærtorsdag; 13,5 >1.1.3.1; 13,12 >1.13.6; 13,13 >1.12.8 box; >3.2.0; 15,14 >1.12.2; >påskedag; 15,22 >1.13.4; 15,24 >1.13.5; >1.13.8; 15,42.44 > pp 53 2 Kor 3,17 >1.9; >1.12.8; 4 >2 Gal Ef Fil Kol 1 Thess 2,20 >1.12.8; >4.3.3; 3,24 >2.1.6; 4,6 >1.12.10; 5,6 >3.2.2; 5,17 >1.9.3; 1,10 >1; >1.0.1; >1.14; 2,20 >1.11.3.n; 2,6-11 >1.12.10; >2.0.1; 1,15-20 >2.0.1; 1,19f >1.7.4; >1.12; >4.5; 3,12 >1.5.2.n 5,23 >1.5.2.n; Hebr 5,11f >1.0.4; >4.2.2; 13,8 >1.1.3.3 box; 1 Pet 2 Pet 1,3-9 >1.13.1; 3,15 >0; >0.4; pp-90; 3,18 >1.11.3; 3,18f; 4,6 >påskelørdag; 3,8 >1.7.3 1 Joh 3,11-24 >20.søn.trin.n; 4,2 >1.8.1; >2.1.1; 4,8ff >1.1.2; >2.2.6; 4,11 >1.1.3.1; 4,16 >1.0; Johs Åb Åb >1.13.0; >2.0.2n; 1,1>1.13.0; 1,8 >1.13.2; >2.0.5.1; >påskesøndag; 3,15 >2.2.8; 7,4 >1.13.10; 12-13 >1.13.5; 13,1-4 >påskelørdag; 13,3 >1.11.3; 13-20-21 >1.0.3 box; 19-21 >1.13.5; 20 >2.2.5; 20,13 >1.13.4; 20,14 1>1.11.3; >1.13.0; >1.13.4; 21 >1.13.5; >1.13.8; 21,1 >1.13.0.n; 1.13.4; 21,3-5 >1.13.4; 21,5 >1.13.2; 22 >1.13.8; 22,1-5 >1.6.3; 22,13 >1.12.4; 20,14 >1.13.0n; 22,20 >1.13.2; DIVERSE old-kristne Didaké 8 >2.1.3 box Thomas-evangeliet >1.0.3 box 2 140 2.udg. 2013 Alterbogs-indeks Kristendom som verdensbillede og menneskesyn – Jf. Den Danske Salmebog / tekstdel s. 979 ff. Prædiketekster til 1. tekstrække fra NTs 4 evangelier iflg. ‘Folkekirkens Alterbog-1992’, med Modellers varianter [..] Matt 2,1-12 >Helligtrekongers søndag; 3,1-10 >Bededag; 3,13-17 >Fastelavn; 4,1-11 >1.søndag i fasten; 5,1-12 > Alle helgen; 5,20-26 >6.søn.trin; 6,24-34 >15.søn.trin; 7,15-21 >8.søn.trin; 8,1-13 >3.søn.h3k; 8,23-27 >4.søn.h3k; 9,18-26 >24.søn.trin; 11,2-10 >3.søn.adv; 13,24-30 >5.søn.h3k / >26.søn.trin. 15,21-28 >2.søn.fast; 17,1-9 >Sidste søn.h3k; 18,21-35 >22.søn.trin; 20,1-16 >Septuagesima; 21,1-9 >Palmesøndag; [21,1-11] >1.søn.adv; 22,1-14 >20.søn.trin; 22,15-22 >23.søn.trin; 22,34-46 >18.søn.trin; 23,34-39 >Anden juledag; 24,15-28 >25.søn.trin; 25,31-46 [–26,2] >Sidste søn.kirkeåret; 26,17-30 >Skærtorsdag; 27,31-56 >Langfredag; Mark 2,1-12 >19.søn.trin; 4,1-20 >Seksagesima; 7,31-37 >12.søn.trin; [8,1-9] >7.søn.trin; 15,20-39 >Langfredag; 16,1-8 >Påskedag; 16,14-20 >Kristi himmelfarts dag; Luk 1,26-38 >Mariæ bebudelses dag; 2,1-14 > Juleaften/Juledag; 2,21 > Nytårsdag; 2,25-40 >Julesøndag; 2,41-52 >1.søn.h3k; 5,1-11 >5.søn.trin; 6,36-42 >4.søn.trin; 7,11-17 >16.søn.trin; 10,23-37 >13.søn.trin; 11,14-28 >3.søn. i fasten; 14,1-11 >17.søn.trin; 14,16-24 >2.søn.trin; 15,1-10 >3.søn.trin; 16,1-9 >9.søn.trin; 16,19-31 >1.søn.trin; 17,11-19 >14.søn.trin; 18,9-14 >11.søn.trin; [19,1-10: se Mark 8,1-9]; 19,41-48 >10.søn.trin; 21,25-36 >2.søn.adv; 24,13-35 > Anden påskedag; Joh 1,19-28 >4.søn.adv; 2,1-11 >2.søn.h3k; 3,1-15 >Trinitatis søn; 3,16-21 >Anden pinsedag; 4,46-53 >21.søn.trin; 6,1-15 >Midfaste søn; 10,11-16 >2.søn.e.påske; 14,22-31 >Pinsedag‚ 15,26 - 16,4 >6.søn.e.påske; 16,5-15 >4.søn.e.påske; 16,16-22 >3.søn.e.påske; 16,23b-28 >5.søn.e.påske; 20,19-31 >1.søn.e.påske; [Åb 13,1-4 >Påskelørdag] – så kan vi alle være med..! Større håb til Gud i Jesus Kristus gives ikke, end at Guds kærlighed omfatter selv en Judas, 5 5 Gud selv stod bag det hele: Guds fødder (4 tæer) ses..! 4 Satans hånd peger nedad: ‘Jeg udførte blot en ordre!’ 3 Satans ansigtsmaske sidder i nakken på Judas. 5 1 2 Judas skæver bagud: ‘En anden fik mig til det!’ 4 3 2 1 Den genkomne Kristus med naglemærke møder Judas med en velsignende gestus. 141 ‘Judaskysset’, Arne Haugen Sørensen, 1999 Alterbillede, Bederslev kirke, Nordfyn, 2000 ‘Satan fare i Judas’ (Luk 22,3; Joh 13,2), som derpå overgiver Jesus til død og opstandelse..! Gud iværksætter selv (!) kulminationen af kærlighedens frelses-plan, idet Gud lader 2.udg. 2013 Kristendom som verdensbillede og menneskesyn Billed-prædiken: Håbet til Jesus Kristus >1.13.7.1 pp-125 2.udg. 2013 142 Bd. 2: PowerPoint Kristendom som verdensbillede og menneskesyn
© Copyright 2025