21. søndag efter Trinitatis, d. 24. Okt. 2010 Torben Hjul Andersen Sct. Peders Kirke kl. 10:00 LÆSNINGER SALMER Ez.18,1-4a: Alle menneskers liv tilhører Gud Åb.3,7-13: Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i. Luk.13,1-9: Figentræet fik lov at stå 747: Lysets engel 731: Nu står der skum 342: Nu ved jeg vej 192: Hil dig frelser og forsoner 506: Hjerte, lad dig 522: Nåden er din dagligdag PRÆDIKEN Livet går ikke op – Gud ske lov Herre Jesus Kristus; vend vort perspektiv om. Amen. Der er mange grunde til at vi har ønsket at få renset det eneste kalkmaleri, som vi har her i Sct. Peders kirke. Den vigtigste for mig er, at vi skal kunne se tydeligt hvad det forestiller. Det er ikke ment som udsmykning, noget der skal pynte, men det er malet for de mange år siden for at man skal kunne se hvad det forestiller – den korsfæstede Kristus. Det er ikke pynt. At korsfæste et menneske var hæsligt. Det var tortur. Det er netop derfor vi har brug for at kunne se, hvad det forestiller, og det var præcist derfor de malede det for så mange år siden. Vi har brug for at se, at det er sandt; Jesus døde på korset fordi livet går ikke op. Det følger ikke logik og vores menneskelige forventning om sammenhæng. Vi ved godt at vi ikke kan proppe de enkelte elementer fra vores liv ind i en formel og så vil det gå op. Nej, livet går ikke op. Det er det skrig, der ligger bag, hver gang nogen sukker: ”Hvad har jeg gjort siden jeg skal rammes af sygdom, ensomhed, død i den nærmeste kreds, depression,” - eller hvad der nu følger i netop vores suk. Når mennesker stiller det spørgsmål, så prøver vi at gå tilbage fra vores nuværende forfærdelige situation og leder tilbage i ligningen og logikken efter handlinger eller elementer der er årsagen. ”Hvad har jeg gjort?” Resultatet er sikkert: Ikke nok med at man er ramt, så leder vi også efter at kunne give os selv skylden. Ikke nok med at vi skal bære lidelsen, så vil vi også bære skylden for lidelsen. Sær menneskelig logik, men den er ikke ny. Det hører vi i dagens evangelium, hvor de kommer og spørger Jesus, fordi de vil have en mening i det meningsløse. Pilatus har dræbt mennesker uden grund – et tårn er styrtet sammen og har dræbt 18 uden grund. Der må da være en grund, sagde deres menneskelige logik. De dræbtes handlinger må da være skyld i deres voldsomme og pludselige død. Eller de er født ind i en familie med problemer. Som Ezekiel formulerede det: ”Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.” Er det deres synd eller er synden gået i arv. Jesu svar er kort, klart, kontant: Nej. Døde de som følge af deres synd, blev der spurgt. Nej, sagde Jesus. Må vi høre det ”NEJ” tydeligt i vores liv! For det spørgsmål er ikke gået af mode. Det stilles igen og igen af mennesker. Vi laver statistikker, kontroller, optællinger, og meget mere ud fra devisen: Hvis jeg gør dette eller undlader at gøre dette, så vil jeg ikke dø. Eller i det mindste vil jeg blive meget gammel og være frisk til det sidste. Og løbeskoene på, og nej tak til et glas vin medens vi dropper vingummibamsen sammen med de negative tanker. Ikke et ondt ord om løbesko og fornuftig livsstil, men vi ved godt, at uanset antal kilometer under cykelhjulene, så er livet også smerte, ulykke og død. Og det ville egentlig være forfærdeligt, hvis det var vores egen skyld. Jesus siger: ”NEJ!” Både med ord, som vi hører i dag og gennem hele sit liv. For både mennesket og Gud er større end at være regnemestre for skæbnen. Hvis alt var formel, så ville menneskets tilværelse være reduceret til skæbne. Og gud skulle så blot være en bogholdergud der førte kassebog over menneskets handlinger eller mangel på handlinger. Når vi midt i vores fortvivlelse råber ”hvorfor” så tænker vi ikke på, at vi derved er fanget i den snævre tankegang der gør både mennesket og gud meget lille. ”Nej,” siger Jesus, det er ikke galilæernes skyld at de blev dræbt, ”men hvis I ikke omvender jer skal I alle omkomme ligesom de.” Hvis I ikke ser anderledes på jer selv og hinanden – så dør I. Så visner I og tørrer ud, for så er der kun sammenligningen, opmåling, fordømmelse og kulde mellem jer. Se anderledes på jer selv, på hinanden og på livet. Vend perspektivet om! Vend dit syn om! Det er pointen – og det høres i lignelsen om figentræet. Det ufrugtbare figentræ. Menneskelig logik vil sige: Hug det om. Hvad har det gjort – intet – hug det om. Sådan taler bogholderlogikken. Men gartneren der ved noget om liv og vækst har en anden mening. Han giver det tilsyneladende ufrugtbare figentræ en chance til. Gud er altså ikke den lille bogholder der skærer til roden, men derimod er han livets Gud. Gud lader kærlighedens livgivende mulighed få endnu en chance over for alle beregninger og kolde kalkuler. På trods af det ufrugtbare og tørre, så rækker Gud kærlighedens livgivende mulighed. Jesu klare nej til skæbnetanken er Guds stærke ja til menneskelivet i al dens storhed, i gråden og latteren. Men gartnerens kamp for livet kom til at koste. Det er derfor vi skal kunne se hvad kalkmaleriet forestiller. Fordi Jesus i hele sit liv netop insisterede på, at Gud rækker mennesket en chance mere. Loven sagde at en kvinde skulle stenes da hun havde overtrådt loven, men Jesus skrev i sandet og sagde, at den der var ren kunne kaste den første sten. Levi var som tolder uden for det gode selskab, men Jesus kaldte ham med ordene: Følg mig. Præsterne sagde, at Gud skulle holde sig inden for moseloven, men Jesus kom og sagde: I har hørt at de gamle har sagt øje for øje og tand for tand, men jeg siger jer, at I skal elske jeres fjender. En helt igennem ulogisk insisteren på en chance mere, en chance mere, en chance mere. Det er det perspektiv, som han forkynder, og det er det perspektiv, som han kalder os til at vende os om til. Vi skal kunne se, hvad kalkmaleriet forestiller, for langfredag malede logikkens tandhjul ubønhørligt – skyldig i at fastholde at Gud er større end vi kan forestille os – og skyldig i at fastholde at Guds kærlighed også deles ud til mennesker der ikke har fortjent den. Vi skal kunne se den korsfæstede Kristus, fordi vi i dag har så meget brug for at høre at Jesus holdt fast ved Guds kærligheds livgivende mulighed – selv ind i døden på korset. På den måde fik døden kærligheden at følge – og det gjorde ende på dødens magt. Tre år var træet uden frugt – tre dage troede døden at den ville sejre. Alt dette skal vi synge om i den næste salme. Den er oprindeligt skrevet af Arnulf af Louvain før 1250, og skrevet på noget af det smukkeste latin. Digtet består oprindeligt af syv dele, hvor munken sidder i sin celle og efterhånden løfter hovedet højere og højere op mod det krucifiks, som hænger i munkecellen; andagter ved fødderne, knæene, hænderne, siden, ved hjertet, ved ansigtet. Grundtvig gendigter salmen, hvor han ikke holder fast i rækkefølgen, men vi ikke er i tvivl om, at han ser på den korsfæstede Kristus: Hil dig frelser og forsoner. At du ville alt opgive for at holde os i live. Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng. Vi skal kunne se korset, fordi det bestandig er en gåde; en gåde at vi får en chance til, så vi den dag hvor øjet brister, må kunne bede: Sig: vi går til paradis. Amen.