AUKTIONSREGLER 1. På auktionen bortauktioneres føl, der er registreret i Dansk Varmblod. Føllet udbydes til salg i DKK. For føllenes sundhed og kvalitet samt af afgivne oplysninger, påtager Dansk Varmblod region 5 & 6 sig intet ansvar, idet Dansk Varmblod alene er tilrettelægger af auktionen. De i kataloget anførte oplysninger er udarbejdet på grundlag af sælgerens oplysninger, og er således uden ansvar for Dansk Varmblod region 5 & 6. Alle udbudte føl er umiddelbart inden auktionen besigtiget af en dyrlæge. Dansk Varmblod region 5 & 6 kan ikke drages til ansvar for den af dyrlægen eventuel afgivne erklæring. For føllets kvalitet og sundhedstilstand samt opgivne oplysninger er sælgeren ansvarlig efter dansk rets almindelige regler om køb udenfor auktion. Enhver tvist mellem køber og sælger skal afgøres ved voldgiften ved Videncentret for Landbrug efter Videncentrets ”almindelige regler for voldgift om heste”, medmindre parterne aftaler at ”reglerne for udvidet voldgift om heste” skal finde anvendelse. 2. Fra hammerslagstidspunkt henstår det solgte føl for købers regning og risiko. Auktionskøberen er forpligtet til straks efter hammerslaget at overtage opsynet med det købte føl. Såfremt det købte føl på grund af alder ikke kan skilles fra moderhoppen, aftaler køber selv det videre forløb med sælger. 3. Dansk Varmblod henstiller til at føl under 5 måneder forbliver hos moderen indtil fravænning kan ske. Såfremt køber ønsker at denne henstilling følges skal sælger indvilge heri. Sælger kan ikke opkræve foder-og opstaldningsomkostninger herfor. Indvilger parterne i opstaldning udover de 5 måneder må køber påregne at betale for fodring af føllet. Dette pkt. annullerer IKKE overgangen af risiko og ansvar iht. Pkt. 2. 4. Sælger er pligtig til at transportere et bortauktioneret føl tilbage til sin hjemadresse såfremt køber måtte ønske dette. Med mindre andet aftales eller at det strider mod pkt. 3 skal køber senest 5 dage efter auktionen afhente føllet hos sælger. Dette pkt. annullerer ikke overgangen af risiko og ansvar iht pkt 2. 5. Den, der byder for en anden, forpligter sig som selvskyldnerkautionist. Køber flere i forening, hæfter de solidarisk. 6. Mindste bud og overbuds størrelse beror på den, der foretager opråbet. Opstår der, efter at hammerslag er givet, tvivl om, hvem der er højestbydende, eller såfremt flere byder samtidig, foretages nyt opråb. Alle tvistigheder under auktionen afgøres af den, der foretager opråbet eller af den tilsynsførende auktionsleder. Den tilsynsførende auktionsleder kan beslutte at indsætte føllet til auktionen igen i tilfælde, hvor køber ikke opfylder auktionsbetingelserne. Den første køber er forpligtet overfor Dansk Varmblod region 5 & 6 og overfor sælger for mulig reduktion i salgsprisen, men har ikke krav på et muligt overskud. 7. Budsummen + 5 % i auktionsomkostninger, samt moms og eventuelle andre udgifter til det offentlige, betales af køber umiddelbart efter hammerslag. Betalingen skal falde i auktionssekretariatet. Almindelige anerkendte betalingsformer modtages – så som kontanter, checks eller dankort. Udenlandske købere kan betale kontant eller i overensstemmelse med indgåede aftaler eller anden form for garanti for betaling efter aftale med Dansk Varmblod region 5 & 6. Eventuelle gebyrer der udløses af betalingsmidlet tillægges købers auktionsomkostninger. Betaling har ikke fundet sted førend den samlede betaling er kommet Dansk Varmblod region 5 & 6 i hænde. Betales med checks og kort betragtes dette ikke som kontantbetaling, førend købers pengeinstitut har godkendt betalingen ( normalt min. 5 bankdage at regne) og beløbet er kommet Dansk Varmblod region 5 & 6 i hænde. Dansk Varmblod region 5 & 6 videresender alene den modtagne betaling til sælger efter fradrag af auktionsomkostningerne. 8. Betales købesummen og omkostninger ikke i rette tid, forrentes beløbet fra auktionstidspunktet med en årlig rente, svarende til den til enhver tid af Danmarks Nationalbank officielle diskonto med tillæg af 6%, til betaling sker. For købesummen med påløbende renter og inddrivelsesomkostninger, haves udpantningsret. 9. Ejendomsretten over føllet overgår først til køberen, når købesummen og auktionsomkostningerne er betalt i henhold til punkt 7. 10. Auktionen sker i øvrigt uden ansvar for den stedlige auktionsleder, hvis opgave ved auktionen alene er af tilsynsførende art i henhold til lov om afholdelse af offentlige auktioner. 11. Eventuelle krav skal sendes til Dansk Varmblod region 5 & 6, som vil kontakte sælger. 12. Dansk Varmblod region 5 & 6 forbeholder sig ret til at ændre arrangementet. Eventuelle ændringer vil blive offentliggjort hurtigst muligt. Dansk Varmblod region 5 & 6 Dansk Varmblod. cvr nr 26682312 Auktionsregler – regionale følauktioner side 1 af 1 27. august 2014
© Copyright 2024