Den Blå Port 89
Tidsskrift for litteratur
89/2011
redaktion
Gitte Broeng & Torben Jelsbak
Den Blå Port 89
© 2011 Forfatterne og Forlaget Vandkunsten
Redaktion
Gitte Broeng & Torben Jelsbak
Design
Poul Lange
Snorre Näsman, Depot 1
Typografisk tilrettelæggelse
Snorre Näsman, Depot 1
Omslagsillustration
Ebbe Stub Wittrup: Card House, 2011.
Dette og nummerets øvrige fotografier,
courtesy Martin Asbæk Gallery
Tryk
Sangill Grafisk Produktion
Den Blå Port udkommer 3-4 gange årligt.
Abonnement (4 numre) kan bestilles ved at skrive til:
[email protected]
Den Blå Port udgives med støtte fra Kulturministeriets
bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Redaktionsadresse
Forlaget Vandkunsten
Lindgreens Allé20C
2300 København S
ISBN 978-87-7695-273-0
ISSN 9788776952730
Printed in Denmark
INDHOLD
4
Leder
TEMA Italiensk samtidslitteratur
6
Ermanno Cavazzoni: Komik uden strategi
17
Paolo Nori: Spillebutikker
29
Elena Salibra: Digte
36
Marco Belpoliti: Prøvelsen
50
Helena Janeczek: Lektioner i mørke
58
GËzim Hajdari: Digte
65
Giorgio Falco: Competitors
71Roberto Vecchioni: Kald mig elskede igen
Klaus Rifbjerg
76
torben Jelsbak: Det behøver ikke være så knudret eller
knortlet for at være fint
88Klaus Rifbjerg: 2 digte fra Stederne
96
Elisabeth Friis: Fragmentlæsningens sorgarbejde
104
Susanne Jorn: Mujo
109
Bo Ærenlund sørensen: På langs
110
Bidragydere
3
Italiensk samtidslitteratur
Når man i disse dage hører tale om Italien, sker det med enten bekymrede
eller let overbærende miner. Alle antenner er stillet ind på gældskrise og
økonomisk kollaps, og den ansigtsløftede Berlusconi toner frem på skærmen og bedyrer med messianske fagter sin afsked fra den politiske scene.
Situationen er alvorlig, men virker samtidig også lidt komisk, med elementer af det show som italiensk politik har forvandlet sig til i Berlusconiæraen.
Temaet for dette nummer af Den Blå Port er italiensk samtidslitteratur og
dermed et område vi ved pinligt lidt om herhjemme. Oversættelser af italiensk litteratur er efterhånden et særsyn på det danske bogmarked. Ser vi
på de senere års udgivelser, er der – med ganske få undtagelser – tale om
krimier og kogebøger. Der burde være behov for et bredere udblik og rum
for en større nysgerrighed. Vi gør forsøget med en lille samling tekster, der
præsenterer nogle af de væsentligste navne og tendenser i de seneste to
årtiers italienske litteratur.
At tegne en topografi over italiensk samtidslitteratur i få streger er ikke
en nem sag. Selve tanken om en samlet national kultur er en skrøbelig
konstruktion i et land, der først blev samlet i 1861. Dengang som nu udgør
landet et kludetæppe af regionale forskelle og dialekter. Og hvor Italien
traditionelt har været et land man udvandrede fra, er landet i det 21. århundrede blevet et indvandringsland med store befolkningsgrupper fra
især Østeuropa, Balkan, Nordafrika og Kina, et forhold der også så småt
er ved at komme til udtryk i en fremvoksende migrationslitteratur. Men
også i den ‘indfødte’ litteratur synes immigrantens erfaringer af rodløshed, splittede identiteter og fremmedhed at spille en fremtrædende rolle.
Ermanno Cavazzoni, som vi lægger ud med, tilhører gruppen af forfattere omkring tidsskriftet Il semplice, som tilbage midt i 90’erne gjorde
op med den alvorstunge og ekspressive tradition i italiensk litteratur til
fordel for en mere mundtlig, burlesk og fabulerende skrivemåde, der især
dyrker genrehybriden og den komiske forbløffelse som litterære strategier.
I denne gruppe finder vi også Paolo Nori, hvor den fabulerende, sprin4
gende stil kombineres med en håndfast inspiration fra russisk futurisme
og islamisk sufisme i en ekvilibristisk prosa, der giver mindelser om både
Calvino, Borges og Højholt.
Et helt andet spor i italiensk samtidslitteratur er erindrings- og vidnelitteraturen, som har sit kanoniske udgangspunkt i Primo Levis vidnesbyrdberetninger fra Auschwitz. Marco Belpolitis Prøvelsen er en slags rejsedagbog fra optagelserne til en film om Levis rejse hjem gennem det krigshærgede Europa i 1945. En anden form for vidnelitteratur møder vi i Helena
Janeczeks Lektioner i mørke, som nøgternt skildrer Holocaust-erfaringen
som den aflejrer sig i kroppen og sindet hos en ung kvinde, hvis mor overlevede Auschwitz. Hos Janeczek er erfaringen af tab og rodløshed konkret
indfældet i sproget, i fraværet af et modersmål. Hun er oprindelig tysktalende, født og opvokset i München som datter af polsk-jødiske emigranter,
der ikke lærte hende deres modersmål, polsk og jiddisch, som hun derfor
kun har opsamlet brokker af. Nu skriver hun et krystalklart italiensk, hvor
ilden ulmer under overfladen.
Et tredje spor i den italienske samtidslitteratur består i den eksplicit politiske eller samtidskritiske litteratur, som forholder sig direkte til det nyliberalistiske og nationalpopulistiske Italien under Berlusconi. En vigtig
stemme her tilhører Giorgio Falco, der i uddraget “Competitors” fra den
store tekstsamling om arbejde Pausa Caffè giver et usentimentalt og satirisk billede af nogle af de sociale og psykologiske mekanismer i det moderne Italien, der har kunnet holde Berlusconi ved magten.
Det italienske tema er blevet til i samarbejde med kræfter uden for redaktionen. Vi vil gerne takke vores oversættere, der generøst har stillet deres
arbejde til rådighed, og rette en særlig tak til Anna Wegener, der har fungeret som konsulent og medredaktør på temaet.
Samtidig fejrer vi Klaus Rifbjerg, der i år fylder 80 år og i den anledning
standser op i porten til en samtale – ledsaget af et par digte fra samlingen Stederne, som udkommer på hans fødselsdag 15. december. Og endelig
byder vi på nyskreven poesi af Susanne Jorn og Bo Ærenlund Sørensen og
sorgarbejde med Sapfo.
5
Ermanno Cavazzoni
Komik uden strategi
Hvis menneskene var perfekte væsener, ville det komiske ikke findes i
denne verden; hvis de var udstyret med ren fornuft og talte matematikkens logiske sprog, ville de end ikke vide, hvad det komiske er. Englene,
ærkeenglene, keruberne osv. ler for eksempel ikke, eller det synes ikke at
være tilfældet, for de er fuldkomne og fejlfrie intelligenser. Når de holder
møde, læser de gensidigt hinandens tanker, for de har også telepatiske
evner, og derfor kan de ikke lave fejl i udtale eller i grammatik; de ser hinanden direkte i øjnene og så er alt allerede overført, på et øjeblik, hvorfor
deres møder er meget korte, de når lige at ankomme og sætte sig ned og
så er velkomsten, indlæggene, diskussionerne (et halvt sekund til diskussion, også mindre end det), konklusionerne og de officielle hilsener (der er
som en blitz) allerede forbi og englene på vej væk i hver sin retning, alvorlige og uforstyrrelige som kabiner på en kabelbane. Da de ikke har behov
for at tale, findes der ingen fejl i hverken ordforråd eller syntaks (som er
afgørende for det komiske), og heller ikke fejl som skyldes døvhed.
For hvad nu hvis der tilfældigvis var en gammel døv ærkeengel med
hørerør, som spurgte til højre og venstre: Hvad? Hvabehar? Hvad sker der?
Hvad siger du? … så ville der måske være noget at le ad, umærkeligt, bare
lidt, og man ville få mere lyst, tror jeg, til at deltage i de himmelske møder;
eller hvis der var en ærkeengel, der faldt i søvn, altså sad og nikkede med
hovedet lidt til den ene side, så til den anden, med halvt lukkede øjenlåg
og tungt åndedræt, og de andre engle så kaldte: Mikael! Vågn nu op! Hvis
det for eksempel var ærkeenglen Mikael, i tjeneste siden tidernes morgen,
altså i mindst femten milliarder år, siden Big Bang; femten milliarder år
sætter sine spor, og også ærkeengle kunne gå i termisk forfald, og til møderne ville han sidde op ad radiatoren: Mikael, nu er det din tur! Sid ikke
der og lun dig! Alt sammen telepatisk, men også telepati har svært ved at
trænge igennem, hvis en intelligens arbejder ved minus to hundrede og
halvfjerds grader, som er universets aktuelle gennemsnitstemperatur, tre
grader over det absolutte nulpunkt, hvor alting ophører med at være til.
6