1. No category

Leder: Fagre nye verden
Eu mellem krig og fascisme
Læserbrev
Anmeldelse af “Forklædt som nazist”
Digt
Systematisk tortur i Bahrain
Hilsen fra Horserød
Tavs om FN-konvention
EU-formandskabet i krisens skygge
Fascisme som styreform i Afrika
Kalender
Grundloven versus Terrorloven
Til Justitsministeren
Pest over Europa
Er foråret kommet til Vestsahara?
Terrorlove stempler
modstandsbevægelser
Kampen om mediestøtte
Nr 1 2012
Fagre nye verden.
Da Sovjetunionen gik under, blev vi lover den
evige fred. Endelig var vi sluppet af med kommunisterne. Fredsdividenden ville blive udbetalt. Har
nogen set den? Da DDR blev annekteret, lovede
forbundskansler Kohl befolkningen ”blomstrende
haver”. De visnede, da valget var overstået.
Hverken vi eller de fik den evige fred eller de
blomstrende haver. Vi fik krig efter krig – en
ufredelig verden hvor imperialismens lov om
”del og hersk” er det styrende dogme. I stedet for
”de blomstrende haver” fik – ikke blot den tyske
befolkning – men vi alle, Frau Merkel. Vor tids
Jernkansler! En uskøn dame i uskøn forening med
IMF, Verdensbanken, tysk monopolkapital og EU.
Parolen er den gammelkendte: ”Deutschland über
alles”.
Det har vi alle måttet sande under denne foreløbig
sidste – men ikke dén sidste – kapitalistiske krise.
Sandheden er, at det er det kapitalistiske system,
der er i krise – endnu engang. Systemet vakler
under sin egen uformåen, indbyggede modsætninger, begærlighed, brutal magtfuldkommenhed
og imperialistiske ambitioner. Men regningen for
kapitalens skalten og valten sendes som sædvanlig
til befolkningerne.
I disse dage oprulles den græske tragedie for os alle
til skræk og advarsel – men også til eftertanke. Så
galt kan det gå. Tiden er inde til, at vi alle – ikke blot
det kæmpende græske folk – mobiliserer den nødvendige modstand mod EU’s angreb på de europæiske
befolkninger.
Aviserne, tv og øvrige medier taler om den græske
aftale. Men der er ikke tale om en aftale – men
om et diktat. Pressions af værste slags. Først satte
man demokratiet ud af kraft. Dernæst afsatte man
statsministeren, dernæst indsatte man sin egen
”forvalter”, hvis opgave var at tvinge EU’s, finanskapitalens og Tysklands politik igennem uden hensyn
til det græske folk. Grækenland er sat under administration. Grækenland er nu et protektorat under EU,
som Bosnien-Herzegovina, Kosovo og andre med
dem. Ofrene – det græske folk - taler man ikke om.
Vi vil ”hjælpe jer”, lød det fra EU, mod at I foretager
følgende nedskæringer, ellers kan i gå bankerot til
marts. ”I bestemmer selv”:
Spar 24,5 milliarder kroner = 1,5 % af landet Brutto
National Produkt på velfærdsydelserne.
Derudover skal landets ”regering” i juni fremlægge
en spareplan for yderligere
nedskæringer frem til 2015 på 74,3 milliarder kroner.
Dernæst skal 150.000 offentlige job skæres væk
over fire år, heraf 15.000 i 2012,- og minimalløn på
5.570,- kr. pr. måned skal reduceres med 20 til 30 %.
Pensionsalderen sættes op og pensionerne ned.
Disse nedskæringer følger efter de allerede gennemførte nedskæringer, som på nuværende tidspunkt allerede har ført til fattigdom, arbejdsløshed og umyndiggørelse af det græske folk.
Grækenlands fremtid afgøres herefter i EU og Berlin. Frau Merkels ”hjælp” er
Sammenlignelig med den støtte, rebet giver den
hængte.
Imens anbefaler den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt og
hendes forbundsfæller, SF og de radikale – i uskøn
forening med de borgerlige partier – at Danmark
tilslutter sig den ”fælleseuropæiske finanspagt”.
Ingen er i tvivl om – heller ikke hos statsministeren
og hendes venner i regeringen – at en tilslutning vil
betyde suverænitetsafgivelse jævnfør Grundlovens §
22.
Alligevel mener regeringen ikke, at det er aktuelt
med en folkeafstemning. Man er helt åbenlyst bange
for et nej fra befolkningen. Det har den gode grunde
til. Men det berettiger dem ikke til endnu engang at
sætte Grundloven og demokratiet ud af kraft.
Det danske folk har krav på at blive hørt, inden de
sælger os og vort land til finanskapitalen og Frau
Merkels Neuropa.
Kulturpolitisk tidsskrift
Udgives af Foreningen Antifascistisk Forum.
Ledelse: Formand og politisk redaktør: Anton Nielsen. Kasserer: Dennie Ditzel.
Medlemmer af redaktionen: Ansvarshavende redaktør: Flemming Hybert.
([email protected]) - Henning Jacobsen, Lilli Rodeck, Tonny Warming, Tue Magnussen.
ISSN nr. 1903-5152.
Medlemskab/abonnement: 200 kr. pr. år (4 nr.)
Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk
EU mellem krise, krig og fascisme
Af Henning Jacobsen
Kapitalen er i krise. Som så ofte før slås kapitalis- i Afghanistan og som nu også stortrives i Irak og
men som hyæner om de stumper, som er tilbage.
Libyen).
Som så ofte før er det ikke et kønt syn. Det er en
Historiens slutning – eller et nyt 1914 i vente?
virkelighed, hvor arbejdere fra alle lande sætter
Efter den europæiske kontrarevolution blev historien
livet på spil – i den daglige udbytning på arbeerklæret afsluttet. 1000-årsriget var i vente og kapijdspladserne, på slagmarken for EU’s og USA’s
talismens fredsduelighed blev
interesser eller som ofre for stadig hårdere under- forsikret. EU og NATO rykkede mod øst. Hvad der
trykkelse, ikke mindst når antikapitalisme krimi- ikke var lykkedes Hitlers militærmaskine, skulle
naliseres.
EU’s løfter om slaraffenland nu sikre. Men historien
var ikke slut. Som enhver klassebevidst arbejder ved,
I løbet af 80’erne gik store dele af verden til højre.
er kapitalismens faste følgesvend krise - og krig og
Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reafascisme, når det påkræves for at nedkæmpe folk,
gan i USA var frontfigurer i opgøret med fagforesom ikke makker ret og som står i vejen for kapininger og andre elementer af solidaritet og velfærd i talens akkumulation. To felttog mod Irak, ét mod
hjemlandene og mod socialisme og anden modstand Afghanistan og ét mod Libyen har foreløbigt været
mod imperialismens interesser overalt i Verden.
muliggjort i den Nye Verdensorden. Heller ikke på
Over Grenada, Falklandsøerne og Panama faldt imBalkan kunne det gå hurtigt nok. Opløsningen af
perialismens bomber. Andre steder, som ved Afghan- Jugoslavien var EU’s imperialistiske svendestykke.
istans og Nicaraguas grænser, trænedes terrormilitser Med kombinationen af løfter om EU’s økonomiske
til kamp mod socialismen. Med forskellige midler
slaraffenland, diplomatisk manøvredygtighed og
sejrede kontrarevolutionen så endeligt i Afghanistan, opmuntring til revanchisme blandt forsmåede nationNicaragua – og til sidst også i Østeuropa.
alister i ikke mindst det tidligere Østrig-Ungarske
Undervejs fodredes befolkningerne i Vesten med nye Kejserrige samt med NATO’s ”humanitære bomber”
fjendebilleder. I takt med socialismens tilbageslag
blev også Jugoslavien underlagt den Nye Verdensorerstattedes frygten for ”det kommunistiske spøgelse” den.
i nogen grad med frygten for de fremmede og i dag
med frygten for islamisk terrorisme (ikke mindst for Nyt højreskred
de selvsamme terrorister, som blev bragt til magten
Som læserne bekendt er der i hele EU sket et skred,
hvor direkte fascistiske, racistiske og antisemitiske
synspunkter er kommet til hæder og ære igen. I Danmark er det fremmedfjendske og højrepopulistiske
Dansk Folkeparti indtil sidste Folketingsvalg kun
gået frem. I Letland marcheres der med regeringens
accept til støtte for gamle SS-veteraner. I Tyskland er
fremmed-frygten og hadet eskaleret til direkte fascistisk terror og mord på udlændinge. Men tilbage til
en anden af Tysklands gamle allierede, det tidligere
Østrig-Ungarske Kejserrige: I Østrig stod nu afdøde
Jörg Haider, søn af to medlemmer af det nazistiske
parti og selv en åbenmundet beundrer af det 3.
Rige, i en årrække i spidsen for det tysk-orienterede
”Østrigske Frihedsparti”, FPÖ. FPÖ blev opsplittet i
to dele i 2005. Men begge dele af det splittede parti
er fortsat repræsenteret i det østrigske parlament,
Nationalrådet, med FPÖ’eren Martin Graf, der også
er medlem af højrefløjens militante og mensur-fægtende studenterforbund Olympia, som parlamentets
2. næstformand.
I Ungarn, hvor socialistiske og kommunistiske symboler blev forbudt i 1993, har vore dages Pilekors-
folk længe marcheret uhindret og bedrevet deres
hadefulde propaganda mod jøder og sigøjnere.
Den nuværende erklæret konservative regering har
fået godkendt nye love, som yderligere strammer
kontrollen med landets medier, men også med den
ungarske centralbank. Især det sidste har fået EU på
banen. Hér bekymrer man sig ikke om forbud mod
kommunistisk virksomhed i Ungarn og andre lande,
men begrænsninger i kapitalens uhindrede styring af
medlemslandene går naturligvis ikke an.
Drang nach Osten
I et andet hjørne af det tidligere Østrig-Ungarske
Kejserrige, Kroatien, hvis løsrivelse fra Jugoslavien
med alle midler blev bakket op af EU, har man netop
tilbagebetalt gælden til EU med folkeafstemningen
den 22. januar, hvor Kroatien besluttede at tilslutte
sig EU, hvilket forventes at ske i juli 2013. Naturligvis med bl.a. en varm anbefaling fra den i Haag
krigsforbryderdømte tidligere kroatiske general, Ante
Gotovina, som dagen før folkeafstemningen udtalte,
at Kroatiens plads er i den Europæiske Union. Ikke
overraskende, kunne man sige. Krage søger mage og
krigsforbrydere ligeså. Tyrkiet har længe forhandlet
om optagelse i EU. Hér betyder forfølgelse af kurdere eller benægtelse af krigsforbrydelser mod også
det armenske mindretal ikke alverden. Det gør derimod de nye skræmmebilleder om truslen fra islam,
som indtil videre har afholdt EU fra at gå afgørende
videre i optagelsesforhandlingerne. Men de gamle
fjendebilleder er ikke glemt. Det sidste århundredes
antikommunisme lever i bedste velgående og stikker
straks sit hoved frem, når folk forsøger at gå til modstand mod den armod og de krige, som kapitalens
krise fremkalder. Så er vi alle i samme båd og skal
som i Ungarn og Grækenland forsvare kapitalens rettigheder, ikke arbejderklassens.
Se der går min klasselærer!
Der var engang.
Sådan starter jo alle eventyr og således også dette fra Digterens egen hjemby Odense.
”Min” klasselærer (Hr. Helveg) var en ældre herre (i mine øjne), som forstod sig på dansk, engelsk, historie,
religion, geografi, kunst og var også en habil sløjdlærer.
Han var en som man havde respekt for - og ikke var bange for. En person som man trygt kunne stole på næsten som ens forældre bare lidt anderledes; på den gode måde.
Og der - der midt på trappen stod han. Med en flot poleret - skinnende violin på sin venstre arm.
” l Østen stiger solen op og spreder guld på sky” Vi var alle lidt benovede; men sang dog med - mere højlydt
for hver dag!!
Han tog hele klassen (28 stk.) med hjem til sig for at vise os sin store hobby - Chinchillaer!
Vi blev meget glade og stolte over at blive vist den tillid!
Sådanne lærere findes også i dag - men de får desværre ikke lov til at udøve deres fag på samme måde. Det er
jo sparetider. Men som Hr. Helveg sagde: ”l skal jo lære og forstå - så kan l udforske verdenen bagefter! og så
tog jeg den på tomlen til Paris”.
Og det er ganske vist!!!
Brian Mørk Jensen Nielstrupvej 38
Odense SV
Antifascistiske Hamburg havne-event 18.- 20. maj
2012.
FIR har sammen med “Venner af de Internationale Brigader, Spanien 1936-39” arrangeret en
tur til Hamburg, for at udvile vore forbindelser med antifascistiske organisationer i det Nordtyske område. Du/I får mulighed for at opleve hvad ikke er forundt alle, via vore kontakter
får du indsigt i en historisk og dramatisk periode i tysk og i det hele taget i den europæisk
arbejderklasses historie.
Pris: Kr. 1350,00 til 1700,00 inkluderer togrejse København-Hamburg retur; 2 overnatninger
på hotel – 5 minutter fra hovedbanegården - i dobbeltværelse med eller uden bad/toilet på
værelset + morgenmad.
Tilmelding inden 16. marts til Allan Christiansen, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd;
Mail: [email protected] tlf.: 20 83 03 52
Anmeldelse
Af Klaus Haase
Undercover hos højreekstreme i Århus
Det var i 2008, at den tidligere elitesvømmer
Charlotte Johannsen valgte at gå undercover hos
de højreekstreme grupperinger i Århus, som hun
gennem 8 måneder udspionerede. Motivet for den
unge kvindes modige eksperiment var, at en af hendes nære venner var blevet overfaldet og tæsket af de
højreekstremistiske White Pride, der er en Hooligangruppe omkring fodboldklubben AGF.
Det blev der en bog ud af, i samarbejde med den
journalistiske researchgruppe Redox, som arbejder
med at belyse og dokumentere den ekstreme højrefløj i Danmark.
En modig ung Kvinde
At det er Charlottes tidligere baggrund som elitesvømmer, der har givet hende den selvdisciplin og
psykiske styrke der skal til, for at spionere i den
fremmedhad og had mod anderledes tænkende samt
venstreorienterede. Er man for eksempel klædt
”anderledes” i det Århusianske natteliv, eller er man
af udenlandsk herkomst, kan man risikere at få tæsk.
Når de røde demonstrerer, bliver de overfaldet, og
der er gentagne gange udøvet hærværk mod de rødes
forsamlingssteder.
Nemt at være højreekstremist i Århus
I et interview med DR januar 2010, hvor hun er gået
under jorden med hemmelig adresse, nævner Charlotte, at det bestemt ikke er svært at være højreekstrem nationalist i Århus. De holder til på værtshuse,
går til fodboldkampe, og holder vilde fester med
sprut, stoffer og racistisk musik. Samtidig færdes de
hjemmevant på de lokale værtshuse i Århus.
Inde i løvens hule– hvor ”der holdes øje med
Danmark …”
Charlotte når helt ind i den politiske inderkreds af de
højreekstreme. Hun bliver medlem af Vederfølner,
der officielt præsenterer sig som en nationalkonservativ politisk forening, hvori der sidder fremtrædende medlemmer af White Pride. Vederfølner er en
egentlig politisk og ideologisk politisk forening, som
officielt erklærer at ”de holder øje med Danmark”.
Naturligvis ud fra et nationalistisk grundlag. De
afholder de såkaldte ”Vintersolhvervsfester” og vilde
julefrokoster.
Et dobbeltliv overvåget af PET
Det er et nervepirrende dobbeltliv Charlotte lever.
Hun tager med mellemrum på hemmeligt besøg hos
en repræsentant fra Redox og aflægger rapport om
hvordan hendes projekt skrider frem.
På et tidspunkt bliver hun opsøgt af PET, der
gennemfører en såkaldt ”præventiv samtale” med
hende. De forsøger forgæves at overtale hende til at
trække sig fra projektet.
ekstreme højrefløj i Århus, kan være en af forklaringerne på, at hun formåede at komme helt ind i inderkredsen. Samtidig finder hun det magtpåliggende
at afsløre de grupper, der er med til at fremme
En god og nødvendig bog
Det er en tankevækkende bog, skrevet i et godt
sprog, med assistance fra to skribenter med tilknytning til dagbladet Information, der har været behjælpelige med at formidle hendes historie. Bogen
fortæller om en verden, der indimellem kan virke
nærmest surrealistisk. Den fortæller om nogle nationalister, der angiveligt vil fremstille mennesker,
som vil en anden verden, ”renset for indvandrere og
røde”. Den handler om unge mennesker, som
demonstrer råhed, had og foragt.
Enhver spions dilemma er, at involvere sig med
sine medmennesker, samtidig med at bevare en
følelsesmæssig distance til dem, de infiltrerer.
Dette dilemma står Charlotte i, hvad angår en af de
højreekstreme personer Morten, som hun indleder
et forhold med. Charlotte formår ikke hele tiden at
bevare distancen, samtidig er hun dog meget ærlig
omkring situationen. Mortens og Charlottes forhold
er en væsentlig drivkraft i bogen. Samtidig pumper
hun Morten for oplysninger. Han udnyttes i sagens
tjeneste.
Bogen kan allerede købes i kiosker som pocketbog.
Den henvender sig absolut til læsere, som ikke nødvendigvis er involveret i antifascistiske og antinationalistiske bevægelser. Den er skrevet medrivende og
bevægende.
Charlotte formår at gøre emner som hun har investeret så meget i, til noget alment, der kommer os alle
ved.
CHARLOTTE JOHANNSEN:
”FORKLÆDT SOM NAZIST” En århushistorie”
Fortalt til Gertsen og Gjerding, Informations Forlag.
At Coca-Cola har succes,
er noget, som vi alle ved.
Ja, jeg har hørt, at de endda
har købt en stat i Afrika.
Et firma har et vist format,
når det kan købe sig en stat
- tænk blot, hvis lidt af den profit
gik til at gøre landet frit.
Men fagforeninger og sligt
gør ikke noget firma rigt.
Så diktaturet Swaziland
forbliver nok et naziland.
ERWIN NEUTZSKY-WULFF
Systematisk tortur i Bahrain
Af Tue Magnussen
Årsdagen for opstanden i Bahrain udløste nye
demonstrationer mod kongehuset.
På trods af, at en kommissionsrapport bestilt af
styret selv dokumenterede overgrebene under
nedkæmpelsen af demonstrationerne sidste år,
er kun få blevet stillet til ansvar, og
menneskerettighedsaktivister, som den danske
statsborger Abdulhadi Al-Khawaja sidder stadig
fængslet efter han i april fik en livstidsdom.
Samtidig med nyhedsbrevets deadline er det præcis
et år siden, at befolkningen i Bahrain gjorde oprør
mod monarkiet og det sunni-muslimske dynasti,
som har siddet tungt på magten i den lille østat de
sidste 200 år. Befolkningen i Bahrain har fået nok
af kongen og kongefamiliens totale dominans. I
Bahrain har stemningen været spændt siden det
arabiske forår i februar 2010 nåede til Bahrain.
På et-årsdagen strømmede mange af landets shiamuslimer ud i gaderne i protest. Årsdagen er nemlig
forbundet med stærke følelser. I de sidste par
måneder har der næsten dagligt været gadekampe
mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Mindst
40 mennesker er blevet dræbt i kampene, skrev den
arabiske nyhedsstation Al Jazeera.
Andre kilder tegner et billede af, at alene i
februar og marts 2010 kostede oprøret 35
bahrainske demonstranter, fem medlemmer af
sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet.
I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske
tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og
siden har myndighederne gennemført en klapjagt
mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister
landet over. I de sidste par måneder har der næsten
dagligt været gadekampe mellem demonstranter og
sikkerhedsstyrker. Mindst tyve mennesker mere er
siden blevet dræbt som følge af myndighedernes
overdrevne brug af vold. Men der er heller ikke taget
noget skridt til retsforfølgning for tortur selvom
regeringen har en konventionsmæssig pligt.
Bestilt arbejde
23. november 2011 offentliggjorde Bahrains
Uafhængige Undersøgelseskommission,
(BICI), sin over 500-sider lange rapport om
menneskerettighedskrænkelserne begået under
styrets nedkæmpelse af de folkelige demonstrationer
i landet. Undersøgelsen, som er bestilt af
kongefamilien selv, blev udarbejdet af en række
førende internationale menneskerettighedseksperter,
og den dokumenterede omfattende og systematiske
overgreb i landet.
Konklusionerne fra BICI er ikke blevet draget i tvivl
af styret i Bahrain, men alligevel er der kun taget
få og minimale skridt for at efterkomme BICI’s
anbefalinger. Til trods for løfterne om at sikre
retfærdighed er i alt kun otte politimænd - fem af
dem pakistanere, en fra Yemen og to bahrainske
statsborgere - blevet stillet for en domstol sigtet for
menneskerettighedskrænkelser.
Endnu er ingen blevet anklaget for at have afgivet
tortur-ordrer om brug af tortur, og der findes
stort set ingen offentlig information om, hvordan
myndighederne i praksis undersøger anklagerne om
overgreb.
Mange kilder forventede i forvejen voldsomme
protester på årsdagen. På den ene side står
oppositionen, som kræver demokrati og reformer.
Demonstranterne er hovedsageligt shia-muslimer,
ligesom størstedelen af den samlede befolkning på
525.000. 70 procent af befolkningen er shiaer.
På den anden side står kong Hamad bin Isa Al
Khalifa og hans sikkerhedsapparat. Kongen har
meldt ud, at han især ikke på årsdagen vil tolererer
protester, og han havde beordret tusinder af
sikkerhedsstyrker på gaden.
Opposition forbudt
På trods af de omfattende protester nægter kongen at
anerkende, at der overhovedet eksisterer nogen bred
opposition. Faktisk indrømmer han, at det er forbudt
ifølge landets grundlov:
”Der er ingen opposition i Bahrain. I hvert fald ikke
i betydningen: en bred blok. Sådan noget findes der
ikke mulighed for i vores konstitution. Der er blot
tale om folk med forskellige synspunkter, og det
er en god ting”, udtalte kongen i et interview med
det anerkendte og respekterede tyske magasin Der
Spiegel.
Shiaerne protesterer mod kongedømmet og
kongefamiliens omfattende magtmonopol, og mod
at det næsten er umuligt for shia-politikere at opnå
betydningsfulde poster i det politiske system.
Oppositionsgrupper har opfordret tilhængere
til at mødes på ”Perlepladsen” i hovedstaden
Manama. Pladsen har stor symbolsk betydning for
demonstranterne, fordi den for et år siden fungerede
som ”samlingsplads” for oprøret, der hårdhændet
blev nedkæmpet af en tilkaldt militærstyrke fra
nabolandet Saudi-Arabien.
Modstanderne af kongen og hans regering opholdt
sig op til årsagen i lidt over en uge på en stor plads i
landsbyen Mughsha. Her har de blandt andet udført
en stor sit-in-protest.
”Sit-in-protesten viser befolkningens modvilje
mod at vende tilbage til, hvad landet var før den
14. februar . Der er ikke en chance for, at Bahrain
kan fortsætte med den her diskrimination”, sagde
Shaikh Aai Salman, generalsekretær for det største
oppositionsparti Al-Wefaq, ifølge nyhedsbureauet
IPS.
Dansk statsborger livstidsdømt
Situationen i Bahrain har et par markante danske
fingeraftryk. Om det skyldtes dårlig rådgivning,
uvidenhed eller om det var tilskyndet at den nære
alliance med USA, som i årevis har været total
tavs om menneskerettighedssituationen i Bahrain,
vides ikke men Dronning Margrethe bidrog på sin
måde til det arabiske forår ved at besøge Bahrain
og roste kongefamilien og uddelte endog en orden.
Den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi
Alkhawaja blev ifølge Amnesty International op til
årsdagen indlagt på et hospital i Bahrain efter flere
dages sultestrejke.
”Han har sagt, at han vil sultestrejke ”til frihed eller
til døden”, kunne Ole Hoff-Lund, der er pressechef i
Amnesty International, oplyse.
Abdulhadi Al-Khawaja har boet i Danmark i en
årrække, efter han fik politisk asyl og senere dansk
statsborgerskab. Siden en demonstration mod styret
i Bahrain i april 2011 har han siddet fængslet og er
idømt en livstidsstraf.
Samtidig er hans datter Zainab Al-Khawaja, der også
er dansk statsborger og menneskerettighedsaktivist,
blevet fængslet efter at hun havde deltaget i en
fredelig demonstration mod styret.
”Hun er en af de mest ihærdige aktivister i Bahrain,
og hun har gang på gang stillet sig op foran
politistyrkerne og krævet politiske reformer og
ytringsfrihed. Hun har været fængslet flere gange,
fordi hun er en intens kritiker af systemet”, siger Ole
Hoff-Lund.
Hendes søster - og Abdulhaldi Alkhawajas anden
datter - Maryam Al-Khawaja, der arbejder for
Bahrains center for menneskerettigheder, skrev i en
mail til Ritzau, at hun er meget bekymret over sin
fars situation.
”Vi, familiemedlemmer og hans kollegaer, er
yderst bekymrede over hans fortsatte fængsling
og sultestrejke især på baggrund af hans tidligere
erfaring med tortur. Vi er bange for, at hans hurtigt
forværrede tilstand vil kunne blive fatal”, skriver
hun i mailen.
Klapjagt mod kritikere
Amnesty International har igangsat en global
underskriftskampagne for de fængslede
fredsaktivister.
”Vi opfordrer den danske regering til at kritisere
styret i Bahrain og få udenrigsministeren og kongen
i tale, så vi kan besøge fangerne og få dem stillet for
en retfærdig domstol”, siger han. I Bahrain og i en
række andre lande, herunder Danmark, var der 14.
februar demonstrationer for at markere et-årsdagen
for årsdagen for det folkelige oprør i Bahrain.
Alene i februar og marts 2011 kostede oprøret
35 bahrainske demonstranter, fem medlemmer af
sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet.
I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske
tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og
siden har myndighederne gennemført en klapjagt
mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister
landet over. Mindst tyve mennesker mere er
siden blevet dræbt som følge af myndighedernes
overdrevne brug af vold.
På et-årsdagen for oprøret gentog Amnesty sin
opfordring til kongen af Bahrain om at leve op
til sine egne løfter om at sætte en stopper for
de fortsatte overgreb mod kritikere af styret og
retsforfølge de ansvarlige for den omfattende tortur i
fængslerne.
”Indtil vi ser samvittighedsfanger blive løsladt,
og de ansvarlige for overgreb blive retsforfulgt,
er det svært at anse styrets løfter om at forbedre
menneskerettighedssituationen for andet end et
PR-stunt”, siger Hadj Sahraoui, vicedirektør for
Mellemøsten og Nordafrika i Amnesty International,
der fortsat modtager rapporter om anholdelser
og overgreb mod kritikere af styret. Blandt de
fængslede kritikere af den bahrainske kongefamilies
230-år lange styre er den danske statsborger
og prominente menneskerettighedsforkæmper
Abdulhadi al-Khawaja.
Mishandling
Abdulhadi er for nylig blevet indlagt på hospitalet,
, efter han har sultestrejket imod myndighedernes
behandling af kritikere af styret. Hans familie
frygter, at sultestrejken kan ende fatalt for
Abulhadi, der i forvejen befinder sig i en kritisk
helbredstilstand, efter han har været udsat for
omfattende tortur i fængslet.
Abdulhadi al-Khawaja blev i april anholdt i sin
lejlighed af maskeret civilklædt politi, som sparkede
døren ind, mens familien spiste middag. Under
anholdelsen brækkede Abdulhadi kæben, som
følge af de grove æsk, han fik på stedet. Siden har
Abdulhadi været udsat for systematisk tortur, seksuel
mishandling
tog anden nedværdigende behandling. Han blev
sammen med 13 andre oppositionsfolk stillet for en
militærdomstol uden civile rettigheder, og han har
fået en livstidsdom, som senest blev stadfæstet ved
en appelsag i september.
Appelsagen varede i alt fem minutter, har
Abdulhadis familie fortalt Amnesty. På årsdagen
14. februar 2012 blev det symbolske monument
fra Perlepladsen genopført på Rådhuspladsen i
København under en demonstration arrangeret af
dansk-bahrainere i Danmark. Trods kulde og slud
var der også filmforevisning, billeder, taler og
andre aktiviteter i tre timer til støtte for kampen for
menneskerettighederne i Bahrain.
Hilsen fra Horserød.
Anton Nielsen, Statsfængslet v. Horserød
Det er for mig en lidt uvant situation at sidde bag gitteret. Men som man siger: Der er ikke noget, som er så
skidt, at det ikke er godt for noget.
I mit tilfælde har det givet mig tid og mulighed for at tænke lidt over tingene. Både den tid der er gået -- og
ikke mindst den tid der kommer: Hvad skete der, og hvad vil vi nu?
Tankerne falder naturligt tilbage til retssagen mod Horserød-Stutthof Foreningen, og anklagerens vilde
påstande.
Egentlig kan man sige, at udfaldet af retssagen var afgjort på forhånd: I justitsministerens og
statsadvokatens pressemeddelelse inden retssagen erklærede de, at Horserød-Stutthof Foreningen og jeg var
”en fare for rigets sikkerhed.”
Dermed blev retssagen en formalitet. De dømte os på forhånd, inden vi overhovedet havde sat vores fod i
Københavns Byret.
Men i retssalen fremturede anklageren, Jakob Buch-Jepsen, alligevel med nye anklager. Blandt andet sagde
han: ”De havde ond hensigt.”
Manden er ikke for klog, tænkte jeg dengang. Siden må jeg indrømme, at netop den nederdrægtighed har
gået mig meget på.
Men jeg slog det hen: Hvad kan man forvente sig af en stud - andet end et brøl!
Vi har aldrig haft onde hensigter. Tværtimod! Det vidste han udmærket godt, selvom alle midler tages i brug
for at sværte en politisk modstander. Men hvor mange andre ved det?
Måske er tiden inde til at vi forklarer os – ikke af hensyn til vores mange fjender, men af hensyn til vores
kommende medkæmpere.
Så - hvad gør vi? Hvad er det vi vil? Hvordan gør vi det? Hvad er målet? Og hvordan kommer vi videre nu?
Det er, hvad mine breve fra fængslet handler om.
De giver sig ikke ud for at være »svaret«, blot et udtryk for nogle tanker – mere eller mindre
sammenhængende – som jeg har gjort mig, mens jeg afsoner straffen for mine »onde hensigter.«
Rejs jer og gå med!
Dette er en opfordring til kamp!
Til kamp mod uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen, racehadet og udbytningen.
Mod monopolerne og deres politiske redskaber i
EU, Verdensbanken og IMF, som i disse år sender
hele nationer ned i den sociale massegrav.
Mod krigen og dens politiske, ideologiske og
økonomiske bagmænd.
Mod de nyfascistiske tendenser som spreder sig som
en pest i Europa – inklusive Danmark.
Dette er en opfordring til kamp! Til kamp mod
uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen,
racehadet og udbytningen.
Mod monopolerne og deres politiske redskaber i
EU, Verdensbanken og IMF, som i disse år sender
hele nationer ned i den sociale massegrav.
Det er en kamp for jorden og menneskehedens
overlevelse i en verden, hvor et tryk på en knap kan
udslette alt liv på vor klode – hvis vi da ikke inden
kvæles i vort eget skidt og uforstand, og dermed har
gjort livet umuligt for alle levende mennesker.
Det er en kamp for menneskeværd – et anstændigt
liv for alle mennesker og et reelt demokrati – til forskel for det skindemokrati vi har nu.
Et Danmark for folket – ikke for profitten
Det angår os alle – ung som gammel, kvinde som
mand: Gå med i kampen for en bedre fremtid. Ti
ikke, magten tales gennem din lukkede mund.
Så derfor: Luk munden op og bryd stilheden og passiviteten.
Det gælder os alle: Rejs jer!
Politik er for alvor en sag til at den alene kan overlades til politikerne. Erfaringerne fra de sidste ti år
taler deres tydelige sprog herom.
Det er en kamp for livet med stort L. Det er en
kamp for friheden.
Det er vor tids frihedskamp.
Derfor: Rejs jer – tiden er knap, og der er meget,
som skal genopbygges – og nyt som skal skabes. Der
bliver brug for alle hænder og dristige hjerner.
Lad kunsten blomstre. Skriv for folket. Gør op med
historieforfalskere og de falske profeter.
Der bliver brug for al den kreativitet vi kan mønstre
i opgøret med mørkemændene og deres tusmørkesamfund. Sæt farve på tilværelsen. Mal byen rød,
nej brug alle palettens farver, og brænd de sorte
mørklægningsgardiner. Lad kærligheden og fantasien blomstre. Giv livet en chance.
I fællesskab kan vi vinde vort land tilbage, så:
Folkets vilje bliver landets lov.
Hvad Nu?
Først af alt må vi gøre os klart, at der forestår et stort
– meget stort – overbevisningsarbejde.
Mange er så indoktrinerede, at de ikke kan skelne
løgn fra sandhed. De er så indsyltede i småborgerlighedens falske normer, at de ikke kan se ud over
deres egen næse. De er politisk nærsynede.
Grunden hertil er den enkle, at de aldrig har hørt
andet end magthavernes udlægninger og forklaringer, som alene har det formål at lulle dem til ro og
passivitet.
De er ofre. Men de er ikke døde. De kan og skal
vækkes politisk til live. Det er en af vore opgaver.
Eventuel oprørsspire – politiske dissidenter – ordnes
her til lands enkeltvis og helst uden for megen postyr. De skal bag tremmer. Ikke mere oprør med dem
– håber man.
Men det går ikke altid som præsten præker – og
tak for det.
Det er en god ting, at der fortsat er mennesker, som
står fast og har deres meningers mod. Men det er
fortsat et særsyn i dagens Danmark.
Anderledes i de højere politiske luftlag. Der ser vi
politikere holde brandudsalg på tidligere politiske
holdninger. Og det netop nu, hvor der er brug for
en smule socialistisk tænkning og praksis. Efter 10
års brutalt højrestyre stiller man sig i kø ved den
politiske håndvask og afsværger sig enhver tilknytning til socialismen.
Man kan ikke se deres bagdel for bare skosåler, når
de løber fra deres tidligere løfter og holdninger.
Solidariteten er for længst gået fløjten for et par
ministertaburetter. Nogen undre sig sikkert over det
tilsyneladende skred i holdninger, det er der ingen
grund til. Det har været under vejs længe.
Men for de som stadig står ved deres meninger, og
stadig ønsker at arbejde for at ændre samfundet,
er det pine død nødvendigt at gå mod den strøm af
politisk spin, opportunisme og opblæst arrogance,
man benytter sig af, når folket skal bedrages.
Vi skal skaffe os ørenlyd i det skingre politiske
kor. Og det er ingen nem sag. Men gør vi det ikke,
får vi meget svært ved at slå igennem med vore
synspunkter, og det er nødvendigt, for at vi kan blive
flere.
Og bliver vi ikke flere – og meget mere synlige i offentligheden – bliver det nemt for vore fjender at ignorere og ”overse” vores bevægelse, og ikke mindst
vores krav om et reelt demokrati.
De vil udstille os som farlige terrorister uden for
pædagogisk rækkevidde. Alternativt som landsbytosser, som ikke kan tages alvorligt.
Sker det, ender vi som den enlige svale, og den
gjorde som bekendt ingen sommer.
Opgaven er at skabe en folkelig bevægelse til forsvar for demokratiet, byggende på solidaritet.
En bevægelse som samler brede kredse af befolkningen..
En bevægelse – der ikke blot har til opgave at tilbagerulle de sidste 10 års reaktionære lovgivning,
men sætter en ny demokratisk dagsorden.
En dagsorden og en politik, som med tiden har
kraft og opbakning til at rokke ved samfundets fundament. Som har kraft til at vende den
politiske strøm i vort land.
Men en betingelse for at det kan lykkes er, at vi såvel
tale som skrift udtaler os, så alle kan forstå, hvad vi
mener.
Vi skal være krystalklare i vore udsagn og vore holdninger.
Der må aldrig kunne rejses tvivl om, at vi mener,
hvad vi siger!
Derfor må vi fra starten ud til offentligheden.
Opgaven er, at få stadig flere til at forstå kampens
nødvendighed. Men vi skal også være klar over, at
for mange mennesker vil det være første gang, de
engagerer sig politisk.
De vil have svært ved at overse konsekvenserne, og
mange vil være bange for, at PET kommer efter dem
– hvad de muligvis også gør. Et resultat af terrorlovene.
Vi kan kun vinde – og mindske deres angst for at
deltage – ved argumentets styrke, ved at tale til
den sunde fornuft, og ved at vise dem sammenholdets styrke.
Mål og midler.
Tre ting er uomgængelige i opbygningen af en
bevægelse:
1/ At organiserer bevægelsen.
2/ At give inspiration til bevægelsen – og
3/ At give bevægelsen mål og retning.
Nogen vil sikkert mene, at det er lidt skematisk, men
jeg mener, at der vigtigt at holde sig for øje.
Det er ledetråde i arbejdet. Dette være sagt indledningsvis.
Om kampens nødvendighed er der ingen tvivl – i
hvert fald ikke hos mig. Kampen kan tage mange
former – men mål og midler skal passe sammen. Det
er udgangspunktet.
Jeg har igennem efterhånden et halvlangt liv deltaget
i aktiviteter og aktioner af den mest forskellige slags
(udenomsparlamentariske aktiviteter.)
Hver gang har vi måttet afveje forholdet mellem det
vi, vi ville gøre opmærksom på, og demonstrations/
aktionens form. Ville den blive forstået af andre, og
dermed gavne sagen, eller var det kun os selv, som
syntes, at det var så fantastisk?
Hvis det kun var os selv, som syntes, at det var genialt, og alle andre rystede på hovedet – så drop den og
find på noget andet.
Kort og godt: Lad fantasien spille, men hold hovedet
koldt!
Sådan skrev den gamle franske modstandsmand
Stéphane Hessel i sin henvendelse til den franske
ungdom. ”Gør Oprør” var pjecens titel.
Lad mig tilføje, at det her til lands altid er et plus
med et stænk humor. Kan man få smilet og latteren
over på vor side, er meget vundet.
Ud fra samme tankegang følger en række forslag til
aktiviteter – nogle er allerede i gang.
Lad mig yderligere slå fast:
Jeg er tilhænger af ”den civile ulydlighed”. Under
de nuværende forhold mener jeg, at ”ikke-vold”
må være vort aktivitetsmæssige grundlag. Og rigtig
brugt er det et knivskarpt politisk våben.
Nu er det jo ikke sådan at forstå, at den væbnede
kamp ikke kan være nødvendig. Det ville være mærkeligt, i og med at jeg som formand for Horserød
Stutthof Foreningen, som er udgået af modstandsbevægelsens væbnede kamp.
Jeg vil også erindre om, at det var solidaritet med
palæstinensernes væbnede kamp mod den israelske
besættelsesmagt, som sendte mig til Horserød. Men
hver ting til sin tid. Men nu og her i Danmark, anser
jeg ”den civile ulydighed” som det stærkeste våben.
Vi skal ikke søge konfrontationen for konfrontationens skyld. Vi skal samle ikke sprede.
Den antifascistiske kamp og kampen mod terrorlovene.

Først af alt må vi intensivere samlingen af de
antifascistisk kræfter, så der der bliver fælles fodslag
– i ord som i handling.

Dernæst må vi på alle planer styrke samarbejdet med antifascister i hele Europa.

Sæt menneskerettighederne øverst på dagsordenen som modstykke til terrorlovene.

Sæt pres på den nye regering for en uvildig
gennemgang af terrorlovene. Målet: Terrorlovene
skal skrottes.
Men det er ikke gjort med det. Intet kommer af sig
selv, derfor må presset nedefra øges. De skal ikke
have lov at smutte i målet.
Her bliver der i høj grad brug for ”civil kurage”,
mod og civil ulydlighed. For de kan vedtage alle de
love de vil, vi giver os ikke. Den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af en
kriminel lovgivning.
Med digteren Rudolf Nielsens ord:
”Før vi tramper ned og skaffer
vej i lovens paragraffer
er vi trælle alle mand.
Rejs al kraft
som klassen ejer
- tværs igennem lov til sejr.
Støt os den som kan!
Støt os alle mand.”
Så vold fra vor side duer ikke. Vi vil øjeblikkelig blive hængt ud i borgerpressen – som læses
af de fleste – som gadedrenge, ballademagere og
voldsmænd. Lad politiet om volden. De er alligevel
bedre til det, end vi er.
Vores opgave er at kaste grus i samfundsmaskineriet.
At få folk til at tænke og handle. Til at sige NEJ. Til
at nægte at følge trop. Samfundet er ikke indrettet på
mennesker, som siger NEJ!
Nu og her – gå til modstand.
”At skabe er at gøre modstand.
At gøre modstand er at skabe.”
Solidaritet med alle kæmpende folk.

Forstærk solidariteten med det palæstinensiske folks frihedskamp.

Pres den danske regering til at stå fast på
oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat,
uanset hvad EU beslutter sig for.

Støt ”Boykot Israel-kampagnen.
Israel kalder demonstrationer mod Apartheidmuren
”ikke voldelig terrorisme”. I den sammenhæng et
forslag til eftertanke:
Hvad med at lade dem smage deres egen medicin.
Murersvende og murerarbejdsmænd: Vi har før
før muret porte til, det kan vel gøres igen? Adressen
kan I finde i telefonbogen – se under ambassader.
danskere”.
Det kan man ikke – man må vælge side. Det er
klassekampens præmisser.
Den fjerde statsmagt – Presse og medier.
Den sociale kamp.
Kampen mod krisen og dens følger og den sociale
kamp er en kamp mod det kapitalistiske system,
hvor kriser kommer og går. Spekulanter, børshajer
og banker forgyldes, og samfundets dårligst stillede
betaler – det er krisens lov. Det drejer ikke
kun om kroner og øre, men omsociale forringelser
og indskrænkninger – eller helt fjernelse af tidligere
tilkæmpede rettigheder. Om en stigende arbejdsløshed og kampen mod den. Det er en eksistenskamp. Det er klassekamp.
Før i tiden arbejdede stærke kræfter på oprettelsen af
det man kaldte ”en social modstandsbevægelse”. Om
det skal være navnet i dag, kan man altid diskutere.
Det er mindre væsentligt.
Men der er stadig mere brug for en samling i den sociale kamp, som aktivt sætter sig op mod en politik,
som på få år har ført til reel fattigdom i Danmark.
Kampen for arbejde skal forstærkes. Det er ikke blot
de arbejdsløses problem, det er alles problem – og
dermed alles kamp – ikke mindst fagforeninger og
forbund. Man kan ikke klare den med mundsvær og
fine udtalelser – man må op på barrikaderne.
For i dag er det mig – i morgen dig!
Grundlæggende er den sociale kamp – som før sagt
– en kamp mod det kapitalistiske system, som sætter
profitten over mennesket. Et opgør med udbyttersamfundet trænger sig på..
Førnævnte Stéphane Hessel har fat i noget af det i
sin lille pamflet ”Gør Oprør”: ”Oprettelsen af et ægte
økonomisk og socialt demokrati forudsætter, at de
store finansielle og økonomiske magtgrupper udelukkes fra økonomistyringen.”
Det burde den nye regering skrive sig bag øret – ikke
mindst Socialdemokratiet og SF – som har så travlt
med at erklære, at ”de vil være regering for alle
I ytringsfrihedens misbrugte navn har man her til
lands lov til at lyve lige så tosset, man vil. Og det
gør man. Det er en del af den ideologiske kamp –
kampen om sjælene om man vil.
Når løgnen er gentaget tilstrækkelig mange gange,
fremstår den som den evigt gyldige sandhed. Det har
man lært af Göbbels.
Så skal vi det til livs er læserbreve – som i øvrigt
kun sjældent bliver optaget – ikke nok. Vi må gå
anderledes militant til værks. De er tykhudede. Nemt
har det aldrig været, og nemt bliver til heller ikke i
fremtiden. Det overrasker næppe nogen.
Man kan jo begynde med demonstrationer og aktioner mod dem, når de bliver taget i en åbenlys løgn.
Det gælder ikke blot den skrevne presse, men også
tv, radio og ikke mindst politikere. Hæng dem ud i
offentligheden, afslør dem – gør dem til grin. Her et
forslag til eftertanke:

Gå op redaktionerne og slå i bordet. Nægter
man os adgang, så stil højtalere op foran bladhusene
og tv-byen. I første omgang lader de som ingenting –
eller

Pudser politiet på os – men i anden, eller
tredje, eller tiende omgang kommer de ud af deres
elfenbenstårn for at lufte deres forargelse. Det er kun
dem, der har lov til at krænke andre mennesker. De
har ifølge dem selv patent på halve sandheder og
hele løgne. På fordrejelser og bagvaskelse – det står
i ”grundloven” - så kom ikke her. Hvad os angår, så
kan det endelig være, at vi kom i avisen,.

Det samme gælder skamløse politikere.
Musik skal der til, skrev min ven Tuba-Karl til mig
her i fængslet. Og det har han ret i. Musik på morgenkvisten foran deres hjem for eksempel. ”Råb
det fra tagene”, som salig pastor Harald Søby formulerede det.
Til eftertanke.
Men der skal mere til – aktiviteterne skal speedes
op og presset nedefra øges, hvis vi skal slå igennem
lydmuren
Her kan besættelse af offentlige institutioner – sågar
ministerier som misbruger deres magt – blive aktuelt.
Send delegationer til Folketingets udvalg, hver gang
de løber fra deres løfter. Ikke én delegation – men
mange. Stil jeres spørgsmål og kræv konkrete svar.
Find Jer ikke i udenomssnak. Stil dem til ansvar for
deres gerninger.
Ofrene for krisen og den førte politik skal ind på de
bonede gulve.
”Er det nu ikke for skrapt det her,” vil nogen sikkert
indvende. Nej, det er det ikke. Under dække af krisen forarmer man befolkningen.. Så det er rent selvforsvar. Vi må bruge de få midler vi har til rådighed
for at imødegå den uhæmmede klassepolitik.
Måske vil nogen indvende: Vi har jo lige fået en ny
regering, skal vi ikke lige se, hvad de gør?
Selvfølgelig skal vi det. Men man skal erindre sig, at
de tre partier, som udgør regeringen, alle har stemt
for det meste af den forrige regerings neddrægtige
politik.
Så nogen grundlæggende ændringer til det bedre,
som ikke bare er lapperier, skal man ikke forvente
sig, hvis ikke der lægges et konstant og stigende pres
på dem fra befolkningens side.
Husk efterlønnen er allerede solgt, og de arbejdsløses vilkår forringes med Socialdemokratiets, de
radikales og Sf’s stemmer.
Kom frem i lyset.
På nær nogle få forfattere, som har markeret sig positivt i forbindelse med Danmarks krige, er det ikke
meget vi har set til de intellektuelle i de sidste år.
Men vi har brug for Jer – og kampen er kun lige begyndt. Gå i folkets tjeneste. Vis nye veje. Tænd lys i
en mørk tid. Vi ved I kan – I har gjort det før. Forfattere, kunstnere, filmmagere, komponister, sangskrivere og sangere med flere:
Kom ud af starthullerne og vis Jeres talenter – vi ved
i kan.
Nogle skridt tilbage i tiden – til 1974. Da skrev nu
afdøde forfatter, Jesper Jensen, som er blevet brugt
til overskrift til mine breve fra Horserød.
Den blev første gang spillet og sunget ved de arbejdsløses demonstration den 26. november 1974.
150.00 arbejdsløse og arbejdende var samlede foran
Christiansborg i vrede mod Hartling-regeringens
sote arbejderfjendske politik.
Her er teksten, som også passer til krisens Danmark
anno 2011:
”Inde bag koncernes facader
Sjakre de med os og vores liv
Vi er arbejdskraft man mader
som et profitabelt tidsfordriv.
Rejs Jer og gå med.
Vi kræver menneskeværd.
Ikke flere ord
men handling nu og her.”
Tavs omAf FN
Konvention
Tue Magnussen.
Regeringens arbejde for menneskerettighederne
internationalt er mere præget af passivitet end
aktivisme?
Da regeringen trådte til i oktober 2011 understregede
den i sit regeringsgrundlag, at den internationalt ville
arbejde for at fremme menneskerettighederne.
Men regeringens politik har siden dens tiltræden
været præget af et fravær af mere konkrete udspil
bortset fra, at man droppede en selvstændig
kommissionsundersøgelse af CIA-flys overflyvning
af Danmark på vej til hemmelige fængsler med
terrorsigtede og nu skønmaler sikkerhedssituationen
på baggrund af de mange års krigsførelse i
Afghanistan.
Regeringen har også været tavs om initiativer på
menneskerettighedsområdet under det standende
danske formandsskab af EU, herunder om fremme
af FN’s konventioner. Det gælder også FN’s
konvention mod tvungne forsvindinger. Da Helle
Thorning i februar i år besøgte Obama i det Hvide
hus lignede det mere et høflighedsvisit end danske
krav til USA.
Efter alt at dømme var rungende tavshed om såvel
Tillægsprotokollen til FNs konvention mod Tortur
og FN’s konvention mod tvungne forsvindinger. Det
lignede mere et høflighedsvisit end danske krav til
USA.
Konventionen er fortsat ikke særlig kendt på vore
hjemmelige breddegrader, selvom Folketinget i
foråret 2011 behandlede et beslutningsforslag fra
oppositionen, hvor folketingsmedlem Line Barfoed
(EL) forgæves forsøgte at få VKO-regeringen til
snarest at foretage en dansk ratifikation.
Forbud mod tvangsforsvindinger
Kort fortalt har konventionen stor lighed med FN’s
konvention mod tortur, grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling, som FN vedtog i
1984. Den nye FN-konvention definerer en tvungen
forsvinding og forpligter de deltagende stater til at
forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger.
Den understreger et absolut forbud mod
tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges hverken i
krig eller under nødret. Tvangsforsvindinger er både
i fredstid og i krig en forbrydelse, og de ansvarlige
skal retsforfølges.
Samtidig forbydes hemmelige fængsler og nok
så vigtigt at overføre personer til lande, hvor de
risikerer tvangsforsvinding.
TVUNGNE FORSVINDINGER hører til
dagens orden i mange tredjeverdenslande. Men
forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også
fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har sat
menneskerettighederne under pres.
Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger er
en international forbrydelse og at de ansvarlige for,
at et menneske forsvinder, skal drages til ansvar.
Danmark har ikke ratificeret
Også den danske stat har pligt til at retsforfølge
formodede ansvarlige for en tvungen forsvinding,
når overtrædelsen er begået på dansk område – også
i udlandet på danske militærbaser.
Konventionen er også aktuel, når CIA bruger dansk
luftrum til CIA-transporter, og man kan håbe, at
den kan blive et godt redskab til endelig at få sat
punktum for CIA’s overførsler af terrormistænkte til
torturvenlige stater.
Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K)
underskrev i 2007 konventionen. Nu er der gået fem
- man fristes til at sige fem lange år siden den danske
underskrift, og Danmark har stadig ikke ratificeret
konventionen. I mellemtiden er konventionen trådt
i kraft. Det skete lillejuleaften, den 23. december,
2010.
Efter Danmarks eksamen i Geneve i maj 2011
accepterede regeringen at ratificere konventionen.
Det er positivt, men uden den tidligere danske
regerings mangeårige smøl kunne Danmark, som
det 20. og udslagsgivende land have markeret sig
internationalt.
Regeringsgrundlaget kunne være en god lejlighed
til at melde ud, at man vil arbejde for en snarlig
dansk ratifikation og fremme af konventionen fra det
øvrige EU under EU-formandskabet. Det ville have
klædt den ny regering, hvis man havde fremsat en
lov herom eller i det mindste medtaget ratifikationen
i regeringens lovgrundlag.
Især EU-formandskabet bør man få sat gang
i ratifikationsprocessen. Man kan håbe og
opfordre Enhedslisten til hurtigt at genfremsætte
beslutningsforslaget. Det ville have været godt at
have fejet for egen dør, inden man overtog EU’s
formandskab, men nu må det danske formandskab
bør sætte sig som mål at få alle EU-landene til at
ratificere konventionen.
Tue Magnussen er cand.mag. og med i redaktionen
af Antifacistisk Forum, samt bestyrelsesmedlem i
FN-forbundet og den Danske Helsinki - komite for
Menneskerettigheder og tidligere koordinator (19992011) for Rehabiliterings- og Forskningscentret for
Torturofre (RCT).
EU-formandskabet I krisens skygge
Af Flemming Hybert
Der er ingen tvivl om, at vi overtager Formandskabet i en historisk vanskelig Periode. Vores
formandskab vil stå i Krisens tegn.
Ovenstående løfterige erklæring blev fremsat af
Helle Thorning-Schmidt da danmark ved årsskiftet
blev formand for EU. Enkelte vil måske mene, at
Danmark som formand kan øve indflydelse på den
krise som så voldsomt udspiller sig, også på den
europæiske arena. Det vil ikke ske. Danmark er
snarere kommet i rollen som trækdyr, spændt for de
toneangivende EU landes vogn, dvs. Frankrig, Tyskland og ikke mindst finanskapitalens. Disse nævnte
aktører er jo uden sammenligning dem, der træffer
de helt afgørende beslutninger når det gælder krisen
og EU`s fremtid. Finanspagtens, der betegnende nok
rimer på finansmagten, er et helt aktuelt og fatalt
eksempel på denne rangorden i EU.
Den højt besungne ”selvregulerende markedsøkonomi” har, på trods af, hvad systemets tro medløbere
ellers har forklaret, vist sig ikke at holde vand. Tværtimod! Derfor gøres der nu en del anstrengelser for
at vælte en fejlslagen økonomisk politiks byrder over
på dem, der hverken har haft lod eller del i spekulanternes festligheder. Til dette forehavende er EU i spil
som et vægtigt instrument.
Massive problemer
Den globale finanskapital er, bl.a. som resultat af
mangelen på et synligt, klart og slagkraftigt politisk
alternativ, gået grassat i grådighed. Det har udløst en
verdensomspændende økonomisk krise, der har ramt
EU-landene hårdt og forårsaget store økonomiske
problemer. Som resultat skal den sagesløse befolkning – arbejdende som pensionister - nu smage
nedskæringens pisk. Det har naturligt nok fremkaldt
store demonstrationer flere steder, især i Sydeuropa.
Og værst i Grækenland, hvor gældsfælden og
kravene fra EU (læs Angela Merkel og Sarkozy), har
medført vedtagelse af love og stramninger, hvis konsekvens medfører byrder og besparelser der rammer
befolkningen i massivt omfang. Lønreduktioner på
mere end tyve procent og masseafskedigelser i den
offentlige sektor er blot nogen af ingredienserne. I
Spanien, Portugal og Italien, hvor problemstillingen
og gældskrisen er sammenlignelig med Grækenland,
er samme medicinering dikteret.
Som middel til at gennemføre de omfattende indgreb, har det været nødvendigt sine steder, at sætte
”normale” demokratiske procedurer ud af kraft.
Såvel i Grækenland som Italien er der således blevet
indsat teknokratiske regeringer, hvis demokratiske
baggrund nærmest er ikke eksisterende.
Budgetter til tjek i EU
Det er altså på en højst turbulent baggrund, at det
danske EU-formandskab udspiller sig. Men det er en
bunden opgave, hvor Danmark forventes at udfylde
bukserne til Merkel og Sarkozy`s fulde tilfredshed.
Selv har regeringen præsenteret et slags prioriteret
4-punkts katalog, for EU-formandsskabet, hvor
første punkt ”Et ansvarligt Europa” understøtter
større og udvidet magt til EU. I punktet hedder det:
”- Der skal styr på økonomien i Europa ved at de
enkelte lande holder styr på deres budgetter.
- Danmark vil støtte arbejdet med eurolandenes
finanspagt, som blev aftalt under EU-topmødet
9. december, og som skal inddæmme gældskrisen
ved at lægge landene i strammere budgetmæssige
tøjler.
- Implementeringen af det europæiske semester, som
er en seksmåneders periode hvert åt, hvor
medlemsstater sender deres nationale budgetter til
tjek hos EU.”
Som det fremgår af ordlyden har regeringen altså
på forhånd hægtet sig fast på principperne i Finanspagten - eller som den rettelig hedder: ”Traktat
om stabilitet, koordinering og styring i den økonomiske og monetære union”.
Finanspagten indebærer, at de omfattede eurolande,
men også tilsluttede ikke eurolande, fratages råderetten over egne samfundsanliggender, tvinges til at
føre en stram økonomisk politik, hvor statens årlige
budgetunderskud højst må udgøre tre procent af BNP
og statsgælden højst 60 procent. Budgetreglerne skal
efter traktatens ordlyd gøres til bindende lov. Hvis
reglerne overtrædes kan de enkelte lande idømmes
bøder af EU- domstolen. I den sammenhæng har
det stor interesse, hvordan den varslede budgetlov i
Danmark bliver skruet sammen. Eksempelvis er det
fra regeringen side oplyst, at de såkaldte overførselsindkomster – herunder pensioner – nu skal reguleres. Skal det så – må man spørge - ske helt efter
finanspagten krasse nedskæringsintentioner?
Traktatens bestemmelser svinebinder kommende
regeringers mulighed for at føre en politik, der stemmer overens med de forhold som en given situation
betinger. Hvilket igen betyder, at det bliver mere
end vanskeligt, at sætte ind med foranstaltninger til
velfærd, bekæmpelse af arbejdsløshed og kriser eller
for den sags skyld kickstart af dansk økonomi. Sagt
på en anden måde: Fremtidens danske regeringer
og folketing tvinges til at føre borgerlig økonomisk
politik.
Samfundsmæssig kontrol
Men vil hele projektet med finanspagt overhovedet ha` den angiveligt tilsigtede virkning? Det er
der ikke noget der tyder på. Medicinen er i al sin
gribende enkelhed blot mere af det samme. Systemets krise/ Kapitalismens krise lader sig ikke styre.
Kriser er netop systemets iboende og lovmæssige
fænomen. Det er derfor lig med, at sætte ræven til
at vogte gæs, når de, der har forårsaget krisen også
inkluderes i løsningen af krisen.
Finanskapitalen og bankernes anarkistiske skalten
og valten skal stoppes. Det er ikke spareøvelser, der
savnes. Derimod samfundsmæssig kontrol. Det er da
et alment demokratisk problem, når banksektoren,
som råder over formuer flere gange større end enkelte landes BNP og forvaltet af en håndfuld bestyrelser og direktioner, fremdeles kan underminere
samfundsøkonomien.
Det er ligeledes ganske tankevækkende, når flere
fremtrædende EU- økonomer og politikere raden
rundt udtrykker store betænkeligheder ved pagten, ja
selv borgerlige politikere i såvel indland som udland
lægger kraftig afstand til pagten. Eksempelvis siger
lederen af de britiske konservative i EU-parlamentet,
Martin Callanan om Helle Thorning-Schmidts
anbefaling af finanspagten: ”Dermed binder hun
på udemokratisk vis Danmark til en stram borgerlig finanspolitik i mange år frem”. Og Videre siger
han ”Men hvad er så meningen med at have parlamentsvalg? Når alle alternativer til den økonomiske
politik er sat til side, og vælgerne under alle omstændigheder bliver tvunget til den samme politik. Uanset hvem de stemmer på”.
Snigende suverænitetsafgivelse
Det er en skandale og et demokratisk problem, når
regeringen og folketingsflertallet reelt ser bort fra
den omstændighed, at befolkningen har sagt nej
til euroen. Sagen er jo, at dette flertal, hvis det får
magt som agt, dermed ad snuskede bagveje indlemmer Danmark de facto i eurozonen, hvor kun selve
euromønten som betalingsmiddel er undtaget.
Det er heller ikke i orden, at spørgsmålet om suverænitetsafgivelse gøres til genstand for diverse
kunstgreb og prokuratorkneb, hvor regeringens jurister, som på forhånd er taget i ed, melder grønt lys
for traktattilslutning, og fred og ingen fare. Ligesom
det heller ikke er betryggende, når skiftende ministre
bagatelliserer traktatens forskellige elementer, f.eks
i spørgsmålet om bødestraf ved budgetoverskridelser eller manglende behørig lovgivning. Mod bedre
vidende gøres muligheden for, at blive indklaget for
EU-domstolen til noget hypotetisk.
Det er da beskæmmende at en regering, der er kommet til verden på bl.a. forventninger om et opgør
med tidligere regeringers lemfældige omgang med
sandheden, tilsyneladende fortsætter i samme spor.
Underskriftindsamling
Men det sidste ord i den sag er ikke sagt. Mange
gode kræfter har sat sig for, at forhindre udsalget
af dansk selvstændighed. Det gælder flere fremtrædende kunstnere. Det gælder politikere og politiske
partier af vidt forskellig observans. Og ikke mindst
Folkebevægelsen mod EU, der har sat en omfattende
underskriftindsamling iværk, hvor kravet lyder: ”Det
”Det kan godt være, at regeringen vil tilslutte Danmark til EU`s finanspagt uden at spørge danskerne –
men det får ikke lov at ske i stilhed!”.
Klassens duks
Det er helt nødvendigt, at den snigende integration
i storkapitalens EU bringes til ophør, at de stadige
tilpasninger og indordninger åbent eller skjult modvirkes effektivt. Siden 1972, hvor Danmark blev
medlem – dengang EU hed EF – har Danmark
optrådt som klassens duks. og tilnærmet vores land
storkapitalens egentlige og overordnede mål, om
en stadig snævrere union. Forskellige vedtagne
forordninger og dekreter har alle virket i den retning.
Iøjnefaldende er undermineringen af dansk arbejderklasses rettigheder. I takt med udbygningen af
arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, er
løn og arbejdsforhold blevet stækket mærkbart. På
det sidste - i tråd med filosofien om, at det er i krisetider, at tilbagerulning af demokratiske rettigheder
skal gennemføres, har EU-kommissionen lanceret et
forslag, om kraftig begrænsning af fagbevægelsens
strejkeret. Altså et eksempel af mange på vejen mod
likvidering af Danmark nationale selvbestemmelsesret.
Forud for afstemningen i 1972 fremførte EF tilhængerne det lokkende slogan: ”For den daglige
husholdnings skyld”. I den nuværende situation
forekommer det relevant, at regeringen bruger
EU-formandskabet konstruktivt, og siger nej til
finanspagten: For den daglige selvbestemmelses
skyld.
Traktaten træder efter planen i kraft når den er godkendt af 12 eurolande. dvs. den 1. januar 2013.
Men Danmark er jo ikke et euroland og behøver
derfor ikke at tiltræde pagten. Foreløbig har Tjekkiet
og England besluttet sig for ikke at gøre det.
Det danske formandskabs muligheder for at gøre
noget alvorligt ved kapitalismens krise er som allerede antydet mere end beskedent. Beslutningerne
træffes andetsteds. Regeringen bør derfor tone rent
flag og erkende, at formandskabet mest er til pral
og indvortes brug. Passende bør regeringen derfor
ta` konsekvensen, og indtage et standpunkt, der er i
overensstemmelse med befolkningens interesser.
Fascisme som styreform i Afrika
Af Lilli Rodeck
Senegal i Vestafrika, som var det borgerlige demokDet såkaldte demokrati viste sig hurtigt at være et
ratis fyrtårn i Afrika, oplever i disse dage en voldskalkeskjul for et brutalt styre, hvor drab og forsvinsom ændring. Senegals forfatning giver præsidenten dinger blev en del af Gambias hverdag. Ytringsfri2 valgperioder. Men den nuværende 85 årige præsiheden blev undertrykt og pressefriheden blev udsat
dent har fået forfatningskommissionen til at anerkfor flere angreb fra præsidenten. Avisen The Point
ende, at han stiller op for 3. gang. Den internationalt i Gambia blev udsat for mord 2004 på deres cheberømte musiker Yussuf Ndour, som er socialist, og
fredaktør Mr. Deyda Hydara. Målet var at stoppe
som havde anmeldt sit kandidatur, fik underkendt
avisens kritiske linje. Men avisen udkommer stadig
lige nok underskrifter, så han ikke kan stille op d. 26. hver dag.
februar i år.
Præsidenten i Senegal har nære forbindelser til
Præsident Jammeh startede sin karriere som en fattig
præsidenten i Gambia. Gambia, som er Afrikas
oberst. I dag er han landets rigeste. Han ejer nu en
mindste stat, og som er på størrelse med Jylland
farm, som beboerne og tvangsudskrevne soldater
har siden 1994 væres styrret jernhårdt af Dr. Jampasser. Og mange af de forbedringer, som blev
meh, som væltede den tidligere præsident ved et
lovet, er ikke sket. Uligheden mellem rig og fattig er
ublodigt militærkup. Formålet med kuppet var en
enorm. Og for mennesker på landet er udviklingen
bekæmpelse af korruption.
usynlig. Gambia ligger ud til Atlanterhavet og præsidenten har gennem årene opbygget områder for rige
I begyndelsen af Jammehs regeringstid var befolkog turister langs kysten, så de oprindelige beboere
ningen glade, da der hurtigt blev sat et stop for den
blevet presset væk. Beboelsen langs kysten er så dyr,
værste valutasvindel og politiets korruption. Mange- at kun de absolut rigeste kan bo der. I Bakau, som
len på ris, som havde præget den tidlige præsidents
ligger på et næs mellem Atlanterhavet og udløbet af
regeringstid, ophørte. Kuppet blev i 1996 erstattet af Gambiafloden findes de flotteste hoteller, FN’s dyre
et ”demokrati”, hvor Dr. Jammeh vandt en overvælhovedkvarter for Gambia og Ambassader. Den oprindende sejr.
delige by presses af høje huslejer. Så flere og flere
huse forlades og forfalder.
Den korruption, som skulle bekæmpes, er vendt
tilbage i stor stil. De fleste politibetjente supplerer
deres lave løn med selvopfundne lovovertrædelser.
Den barske virkelighed for betjente og andre lønarbejdere er, at lønningerne er så lave, at de ikke kan
dække de reelle omkostninger til husleje, mad og
transport. Den eksisterende fagbevægelse er styret af
præsidenten og hans parti. Det betyder, at der ikke
findes organisationer, som kæmper for lønninger,
som folk kan leve af. Under den tidligere præsident
var lønninger relativt højere, men tilsyneladende
stiger lønninger ikke i samme takt som priserne. Det
betyder, at selv folk med uddannelse har svært ved at
opbygge et godt liv.
Før kuppet var de fleste gambianere afslappede i
forhold til religion. Folk levede i harmoni, og arbejdsliv var vigtigere end bønner og faster. Kun på landet
opretholdt man Islams bønnerytme. Men efterhånden
som forarmelsen spredte sig blev religion mere betydningsfuld. Islam er nu tydeligt i hverdagsbilledet.
Moskeer bygges overalt nu. Ny kristne sekter missionerer aggressivt overalt i byområderne. Man kan
sige, at brød erstattes af tro og underkastelse.
Ved valget november 2011 blev det manglende
borgerlige demokrati tydeligt. Præsidenten holdt
valgkampagne i flere måneder, men oppositionen fik
kun 11 dage inden valget. Denne begrænsning var
ukendt for befolkningen, så mange undrede sig dybt
over den manglende politiske udmelding fra oppositionen. Præsidenten brugte også skamløst Islam
i valget. Han fortalte via plakater, at han var guds
udvalgte. Militær og politi blev tilsvarende brugt
for at sikre, at evt. vælgere, som kunne tænke sig at
stemme på oppositionen, forstod at uanset valgresultatet, ville præsidenten stadig hedde Jammeh efter
valget.
Den daglige undertrykkelse medfører, at der verden
over findes flygtninge fra Gambia. Bl. a. bor der lige
nu en Gambiansk forfatter i Danmark som gæst i
”åbne byer”, som beskytter forfattere og journalister,
som kommer fra lande, hvor ytringsfriheden undertrykkes og deres liv trues. Det kan virke besynderligt, at Danmark har en flygtning fra et land, hvortil
der hver vinter sendes mange turister.
Gambia er ikke det eneste land i Afrika, hvor drab,
vilkårlige fængslinger og forsvindinger foregår.
Faktisk er det ved at være svært at finde lande,
hvor almindelige menneskerettigheder overholdes.
Næsten overalt findes der magtfuldkomne eller magtivrige ledere, som gladelig undertrykker deres egen
befolkning for at fremme indtjening for dem selv og
deres ligemænd. Overalt på det afrikanske kontinent
undertrykkes fagbevægelser og ytringsfrihed.
Næsten overalt findes der politiske fanger, tortur og
ulighed for loven. Senegal var i Vestafrika undtagelsen fra normen, som nu forsvinder d. 26. februar.
Dette kontinent, som var menneskehedens vugge,
plages af krige, børnesoldater, grov udnyttelse af
den lokale befolkning og tyveri af rigdomme. Vi er
vidne til kineseres ”tyveri” af frugtbar landbrugsjord,
europæiske firmaer, som snyder de afrikanske stater
for skat og som uden skam bruger landes befolkninger som forsøgsdyr for medicinalindustrien.
Gambia, hvor hårdt styret end er for befolkningen, er
en ren novice i forhold til Swaziland, som styres af
en konge med rettigheder, som kan kaldes middelalderlige. Swaziland har fængslerne fulde af politiske
fanger, som oplever tortur i en sådan grad, at det er
svært at forstå fornuften i overgrebene. Også Swaziland har turister.
Den demokratiske Republik Congo, Uganda, Somalia og Sierra Leone har kæmpe problemer omkring
brug af børnesoldater. Man anslår, at 100.000 børn
deltager i konflikter med våben i hånd. Disse børn,
som skulle være fremtiden, får ødelagt deres liv,
inden det kommer i gang. Andre børn bruges som
billig ellers gratis arbejdskraft. En stor del af kakaodyrkningen drives ved hjælp af børneslaveri.
Alle disse overgreb mod børn er med til at fastholde
de afrikanske lande i fattigdom. Selv Sydafrika, som
er meget rigt, har store problemer. Da Apartheid
faldt, havde ANC en forgyldt chance for at opbygge
et mere retfærdigt samfund. Men desværre lod man
sig besnakke af økonomiske rådgivere, som kun
havde det mål at sikre kapitalens frihed og markedets
uindskrænkede magt. Det har betydet, at for mange
beboere i de sorte bydele er ændringen fra det hvide
styre frem til i dag meget lille. Fattigdommen er stor,
kriminaliteten og udbredelsen af HIV og AIDS er
med til at fastholde befolkningen i elendighed.
Ser man på vilkårene for borgerne i de forskellige
nationer i Afrika, ser det sort ud. Overalt høster store
multinationale virksomheder store profitter, enten
ved brug af billig arbejdskraft, manglende skatteindbetaling eller dumping af dårlige varer. Våbenproducenterne af håndvåben har gyldne tider. De mange
væbnede konflikter skaber fine muligheder. Krigene
giver de rige lande en mulighed for at opkøbe råvarer, så som guld, diamanter, kakao m.m. til dumpingpriser.
Gambia har ingen råstoffer. Befolkningstallet er lille
og det betyder, at ingen finder grund til at bekæmpe
det pseudodemokrati, som har hersket siden kuppet
1994. Den eneste vej til forandringer i denne lille
stat er uddannelse. Og heldigt nok kommer de fleste
børn i skole i dag. De højere uddannelser skal foregå
i udlandet, og man kan håbe, at der ad den vej kommer nye ideer og kræfter, således at dette lille land
en dag kan få en lysere fremtid.
Alle børn i verden har krav på og ret til skolegang.
Og kan man fra den rige verden ikke finde på anden
hjælp, kunne de understøtte skoler og uddannelser.
Netop de studerende er i Swaziland den største
politiske kraft i kampen mod et kongehus, som
gennem generationer har mishandlet landets egen
befolkning.
Afrika har store politiske forbilleder, Patrice Lumumba, Kwame Nkruma og Walther Sisulu, mænd
som drømte om et rigt og frit kontinent. Og en dag
vil den drøm nok gå i opfyldelse, men først må
udnyttelse og religiøst betinget oprør erstattes med
klassekamp!
Kalender
Film
Bombeattentatet i Søllerødgade i København den 16. marts 1992, hvor Henrik Christensen
fra Internationale Socialister Mistede livet, markeres på tyveårsdagen med premiere på
en Dokumentarfilm. Premieren finder sted fredag den 16. marts i Kulturhuset Støberiet på
Blågårdplads i København.
Demonstration 16/3 kl. 17:00 på Blågårdsplads
Til minde om bombeattentatet mod Internationale Socialister og mordet på Henrik Christensen d. 16/3 1992.
Demonstration Århus d. 31/3 kl. 13:00
English Defence League kommer til Århus.
English Defence League skaber splittelse og vil sprede had og vold i smilets by. De forfølger
anderledes tænkende og hetzer specielt muslimer.
Vores budskab er et budskab om sammenhold, demokrati og mangfoldighed.
Vi vil benytte denne dag til at skabe en folkefest, for at markere flertallets modstand mod
højreekstremisme og racisme.
Kvindernes internationale kampdag 8/3
Se opslag i presse og/eller Modkraft.
Grundloven versus terrorloven.
Af Anton Nielsen
Hvad gælder her til lands? Danmarks Riges
stund. Med vort kendskab til Østre Landsret ændrer
Grundlov eller terrorloven? Det er forståeligt, at
det næppe noget – måske tværtimod.
mange kan være i tvivl. Se nu bare Københavns
Byrets dom over ROJ-TV. Hvad var det der skete Bagmændene?
og hvorfor? Hvem står bag dette forsøg på at
Ja, udover den tyrkiske regering med statsminister
knægte ytrings- og pressefriheden?
Erdogan i spidsen, er det et sammenrend af denne
klodes højrekræfter – inklusive villige danske
Dommen over ROJ-TV er et bestillingsarbejde. En
justitsministre, som er klar til at lade Grundloven
tak for hjælpen. Da Tyrkiet stemte for Anders Fogh
sættes ud af spillet til fordel for den af dem indførte
Rasmussen til jobbet som NATOs generalsekretær,
terrorlov.
forpligtede man sig til at lukke TV-stationen. Noget
Grundloven § 77 siger klart: ”Enhver er berettiget
for noget er princippet. En lokumsaftale er det blevet til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker,
kaldt!
dog under ansvar for domstolene. Censur og andre
Hele optakten beviser det. Således havde forhenforebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny
værende justitsminister, Lars Bafoed møder med den indføres.”
tyrkiske ambassadør inden retssagen.
Det skulle være klar tale, men åbenbart ikke i 2012.
Og hele retssagens forløb beviser det. Forsvareren
Men det er ikke desto mindre, hvad der sker! Men
blev nægtet at føre sine vidner, mens anklageren
her er det ikke loven, der taler – men magten.
havde frit spil til at fremlægge sine fra Tyrkiet
fremsendte ”beviser” eller måske diktater, som alene Magtens repræsentanter er i denne sammenhæng:
tjente det formål, at fremstille ROJ-TV som talerør
som tidligere nævnt Tyrkiet. Men mange andre har
for PKK, der som så mange andre frihedsbevægelser interesse i at ROJ-TV lukkes. Udover Anders Fogh
er på EU’s og USA’s terrorlister. Løgn og fordrejet
Rasmussen, der som tak for hjælpen blev udset til
pladsen som generalsekretær for NATO, drejer det
jura fra enden til anden.
Byretten var dog ikke i stand til, at inddrage station- sig også om Tyrkiets medlemskab af EU. På trods
ens sendetilladelse, hvilket var bagmændenes egent- af utallige, konkrete, beviser på brug af tortur mod
lige mål. Det kan alene Radio-TV nævnet, som ikke politiske modstandere, mener man fortsat, at Tyrkiet
hører hjemme i EU. Og det er sikkert rigtigt!
mindre end fire gange har haft ROJ-TV på dagsordenen, men intet har haft at indvende mod stationens EU er officielt modstandere af tortur og fængsling,
når det drejer sig om deres politiske modstandere.
sendinger og vægtning af stoffet. Formanden for
Ellers kan man gøre, hvad man vil. Som CIA’s hemnævnet blev nægtet at vidne i retssalen. Man forstår
melige torturfængsler er et eksempel på.
hvorfor.
Alligevel siger Byretten, at ROJ-TV ”har fremmet
PKK’s virksomhed... derfor idømmes de 40 dagbøder af 65.000,- kroner = To millioner sekshundredetusinde kroner.
Sagen er nu anket til Østre Landsret af forsvareren..
Hvornår den kommer for, vides ikke i skrivende
Den tyrkiske stats undertrykkelse politisk, sprogligt
og fysisk af det kurdiske mindretal i Tyrkiet, ligner
det armenske folkemord i 1915, hvilket man fortsat fornægter. Der er intet ændret. Undertrykkelsen
fortsætter.
Men det er ikke tyrkerne, som bestemmer farten –
de er bare spændt for vognen. Stormagternes vogn.
USA’s og NATOs vogn. De parerer ordre, som den
danske regering og Københavns Byret.
Det drejer sig om stormagtspolitik. Oprørsbevægelser som PKK skal slåes ned! Koste hvad det koste
vil. Også selv om man dermed sætter demokratiet ud
af kraft, som vi ser det i sagen mod ROJ-TV og de
foregående sager mod solidaritetsbevægelser, som
satte sig op mod systemet.
I den kamp har de mange forbundsfæller, fra USA
og CIA til PET og den danske regering, som gerne
foregriber begivenhedernes gang.
Man kan ikke vente – derfor sagen mod ROJ-TV.
Enhver opposition skal slås ned. Med loven i hånd –
som man normalt gør det her til lands. Fra 1940-erne
til dags dato.
Efter dommen – er man i fuld gang med at forberede de næste skridt.
Satellitterne lukkes for ROJ-TV og de økonomiske
midler indefryses med samme motivering af Danske
Bank. Alle midler tages i brug..
Metoderne er de samme fra gang til gang. Vi har set
det før. Man afskærer kommunikationen og indefryser de økonomiske midler. Målet er uændret, at
sætte en stopper for organisationens virksomhed.
Eventuele oprørsspirer skal kvæles i starten.
Men de tager fejl! Så nemt er det ikke!
Vi har som sagt set det før;
For eksempel i forbindelse med sagen mod den
tamilske humanitære organisation TRO, (Tamails
Rehabilitatiun Organisation) som i 2008 fik sine
sparsomme midler – beregnet til hjælp for de nødstedte efter tsunamiens hærgen på Sri Lanka – frosset
inde. Ren humanitær hjælp.
Konfiskationen af TRO’s midler blev i retten begrundet som følger:” I sagen blev fremlagt en oversat
vision af dekret nr. 13.224 om terrorfinansiering, der
er udstedt af den amerikanske præsident.
”Dekretet vedrører indefrysning af formuegoder og
forbud mod transaktioner med personer, der begår,
eller truer med at begå eller støtter terrorismen.”
Det er samme dekret som nu anvendes mod ROJ-TV
og som Danske Bank benytter sig af efter at have
indefrosset Tv-kanalens midler. Man har foretaget
dette skridt, for ikke at blive mistænkt for at yde
støtte til en terrororganisation. Banken skriver som
begrundelse med lidt andre ord det samme ”Da
banken ønsker at sikre sig mod utilsigtet at understøtte pengestrømme, som kan opfattes som medvirken til terrorisme, har vi set os nødsaget til at
spærre Deres konto.”
Samme forklaring kommer fra EUTELSAT, som
efter dommen i Byretten, har lukket for ROJ-TV’s
udsendelser:
”... for ar undgå at pådrage sig et strafansvar for
medvirken til terrorstøtte, lukkes kanalen.” Man har
siden fået en aftale med en græsk kanal – men den
har en mindre rækkevidde.”
Hvem har mon skrevet teksten?
Banker, satellitselskaber og politikere foregriber den
endelige dom. De kan åbenbart ikke vente. Sagen
handler om magt, og de er udsat for pression fra de
højeste steder i magtens hierarki. Det er sagen, og
det er en alvorlig sag.
Justitsminister Morten Bødskov udsendte den 11.
januar i år en pressemeddelelse, overskriften var:
”I anledning af ROJ-TV sagen.” Heri skriver ministeren, at” hvis der er huller i lovgivningen, så er
ministeren indstillet på at lukke dem.”
”Jeg hverken kan eller vil forholde mig til den konkrete sag (ROJ-TV)” udtalte han nogle dage senere
(18. januar) i folketingssalen.
”Hvis det ikke er at tage stilling til en konkret afgørelse, så ved jeg sådan set ikke hvad det er,” sagde
Pernille Skipper fra Enhedslisten samme dag.
Sagens kerne
Den 13. januar siger medie-juristen Olaf Jørgensen
til Dagbladet Arbejderen: ”Det her er meget alvorligt. Det kommer bag på mig, at en dansk justitsminister er klar til at indføre censur på baggrund af en
byretsdom og pres fra en tyrkisk minister.”
Han fortsætter”... jeg forstår ikke, hvilket hul i
lovgivningen, ministeren taler om. Der er ikke noget
hul i lovgivningen.”
Han henviser til grundlovens § 77, hvori fastslås:
“Enhver har ret til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Så det drejer sig om meget mere end penge – det gør
det naturligvis også – men det drejer sig først og
fremmest om demokratiets fremtid. Eller rettere sagt
resterne af det. Kampen står om ytringsfriheden.
Om grundloven versus terrorlovgivningen. Om de
politiske magthaveres forhold til demokratiet. Og i
den forbindelse også om overholdelse af de internationale konventioner, som vi har underskrevet, som
f.eks. den Europæiske Menneskerettighedskonvention § 10 stk. 1
”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret
omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller
modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til
grænser...”
Vi er her ved sagens kerne. Grundloven og menneskerettighederne underordnes terrorlovgivningen.
Det er, hvad det drejer sig om i sagen mod ROJTV. Munden skal lukkes på en for det kurdiske
folk vigtig tv-sender. Ytringsfriheden skal bastes
og bindes - og helst helt fjernes. De anklages og
dømmes efter terrorlovgivningen.
Tyrkiet er et eksempel på en sådan politik. Hundrede
af journalister sidder for øjeblikket i landets berygtede fængsler. Ikke et eksempel til efterfølgelse.
Demokratiet er ikke eksisterende i Tyrkiet. I Danmark hænger det i en tynd tråd, som kan briste,
hvor når det skal være. Derfor må kampen mod den
eksisterende terrorlovgivning forstærkes.
ELLINIKI HALIVURJIA - GRÆSK STÅLINDUSTRI
(115 dages strejke fortsætter)
SOLIDARITET MED DE STREJKENDE STÅLARBEJDERE
Siden den 31. oktober har arbejderne på den græske stålfabrik ELLINIKI HALIVURJIA strjeket, fordi de
nægter at acceptere ledelsens afskedigelse af 45 kolleger og en lønnedgang på ca. 30% til ca. 400 euro pr.
måned. Der er tale om en strategi, der bliver mere og mere udbredt blandt arbejdsgiverne, som for egen
vindings skyld udnytter konsekvenserne af kapitalismens krise. Stålarbejdernes strejke har affødt en stor
solidaritetsbevægelse, nationalt såvel som internationalt.
Vi opfordrer den danske fagbevægelse, med dens historiske traditioner for at solidarisere sig med kolleger i
andre lande, til aktivt at støtte de græske stålarbejdere ved at formulere støtteudtalelser og ved at yde økonomiske bidrag til deres kamp, som er en del hele arbejderbevægelsens kamp.
Støtteudtalelser kan sendes til:
[email protected]
Økonomisk støtte kan sendes til:
GREEK NATIONAL BANK
KONTONR. 200/623301-52
IBAN
GR4001102000000020062330152
BIC or Swift Code: ETHNGRAA
Åbent brev:
Til justitsminister Morten Bødskov samt partiformændene og de retspolitiske ordførere for Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten
For godt en måned siden blev formanden for Horserød-Stutthof Foreningen frigivet efter at
have afsonet en dom på to måneders fængsel. Hans forbrydelse bestod i at støtte en palæstinensisk bevægelse, som kæmper mod Israels besættelse. Det er kun en enkelt af en række
afgørelser ved danske domstole, som slår fast, at enhver form for støtte til organisationer på
EU’s terrorliste er ulovlig, også selvom der er tale om støtte til konkrete humanitære projekter.
I forarbejdet til den danske terrorlov blev der skelnet mellem på den ene side terror og på den
anden side modstand mod en besættelse. Den skelnen har de danske domme fejet til side.
Dermed er der sket en kriminalisering af international solidaritet.
Vi er modstandere af terror, men gør opmærksom på, at ifølge FN har ethvert folk ret til at
kæmpe imod aggression og besættelse. Det er et problem, at de danske terrorlove i praksis
gør det ulovligt at støtte bevægelser, som gør brug af denne ret.
Det er efter vores mening med til at understrege behovet for at få gennemført en uvildig
evaluering af de danske terrorlove, som udover kriminalisering af solidaritetsarbejde også
har betydet en voldsom stigning i overvågningen af os alle sammen.
Inden folketingsvalget støttede politikere fra Radikale, SF og Enhedslisten kravet om en
uvildig revision af terrorlovene. Mange enkeltpersoner og organisationer har rejst dette krav
blandt andet den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, Amnesty International, Advokatrådet, Retsikkerhedsfonden, Retspolitisk Forening og juraprofessor Eva Smith.
Vi opfordrer den nye regering til at sikre den uvildige undersøgelse af terrorlovene, som den
tidligere regering afviste at gennemføre.
Venlig hilsen Enhedslisten Tårnby, Kommunistisk Parti Amager, Danmarks Kommunistiske
Parti Amager samt Kommunistisk Parti i Danmark Amager og Amagerland.
Pest over Europa.
af Anton Nielsen
I 1933 – året hvor Hitler tog magten i Tyskland
- skrev socialdemokraten Hartvig Frisch bogen
”Pest over Europa”. En advarsel mod fascismen. Samtidig opfordrede Demitrof, formand
for Komintern – Kommunistisk Internationale
– til dannelsen af en enhedsfront mellem socialdemokrater og kommunister i kampen mod
nazisme. Det afviste socialdomokraterne. Seks år
senere brød den anden verdenskrig ud.
Situationen i dagens Europa minder på mange
måder om situationen i 30-erne – ny-fascister og
nazibøller er igen på march. ”Die Fahne hoch –
SA marshiert...”
Mens antifascister, fredsforkæmpere og antimilitarister slæbes for retten og dømmes for for at udvise
solidaritet med mennesker, som kæmper for deres
frihed, marcherer nyfascister igen i gaderne. Her
nogle eksempler fra fascismens arnesteder år 2012.
Europæiske billeder – fascimens arnesteder år
2012.
Østrig: ”Wien, Wien und nur du allein, du Stadt
meine Träume sein...”
Til det store bal på slotet Hofburg i Wien havde studentersammenslutningen – Burschenschaften – inviteret 3000 gæster. Æresgæster var ifølge dagbladet
Politiken (4.feb):” Ungarns Jobbik-parti, det belgiske
Vlaams Belang, Sverrigedemokraterne og franske
Front National. Aftenens dronning var forkvinden
for sidstnævnte parti, Marine Le Pen, som valsede
ud på gulvet i en lang sort kjole.”
Marina Le Pen ligger for øjeblikket ifølge meningsmålingerne nr. 3 i kampen om præsidentposten, og
haler dag for dag ind på den nuværende præsident
Sarkozy.
”Aftenens store tale” – refererer Politiken - ”blev
holdt af ”studenten”Heinz-Christian
Strache, som er formand for det ultrahøjreorienterede Østriske Frihedsparti – Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ, hvis formand tidligere var Jörg Heider).
Heinz-Christian Strache – som var erklæret nazist i sine unge dage – har en reel mulighed for
at blive Østrigs næste kansler. Dagbladet Kurier
har netop offentliggjort en meningsmåling, der
giver FPÖ 28 procent af stemmerne ved det næste
valg – det samme som Østrigs største parti, Socialdemokraterne.
I Østrigs nuværende Nationalråd leder Strache en
gruppe, som har næsten 15 procent af pladserne
efter en succesrig fremmedfjendsk kampagne, der
bl.a. kørte på slogannet ”Wien darf nicht Istanbul
werden” (Wien må ikke blive et Istanbul)”
Når orkestret holdt pause kunne de mange deltagere
slukke tørsten med et glas ”Hitler-Wein” eller ein
Vorarlberger ”Schnaps vom Führer” som kan købes
hos internetkøbmanden Roland Marte fra Götzis
(Vorarlberg) – medlem af SOS Heimat – Nationale
Platform für Ôsterreich.
Samtidig meddelte de østrigske antifascister blad –
Der neue Marnruf – at det højreekstreme tidsskrift
”Aula”- som står FPÖ nær – har igangsat en kampagne mod tidligere kz-fanger, som betegnes som
”en landeplage”. Samtidig har man sat turbo på
omskrivningen af historien. Anne Frank blev ikke
myrdet, gaskamrene er en skrøne osv. osv.. Vi
kender det også her i landet.
I 2011 har fangeorganisationerne for Mauthausen,
Auschwitz og Ravensbrück sendt en omfattende redegørelse til stadtsanklageren i Graz, med krav om,
at tidsskriftet Aula og dets redaktør og udgiveren
”Verbands Freiheitlicher Akedemiker” stiles ansvar
for deres handlinger og dømmes for deres nazistiske.
agitation.
Tyskland – blodspor i sneen.
I februar 2011 fandt der en antinazistisk demonstration sted i Dresden. 20.000 antifascister demonstrerede anført af præsten fra Jena, Lother König.
”Det er vor borgerpligt, at demonstrere mod nazisterne”, sagde han. Det har siden ført til, at han er
blevet udråbt til delstaten Sachsens fjende. Først
blev han anklaget for at ville danne ”en kriminel
forening”. Det er imidlertid opgivet. Det skyldes
ikke mangel på beviser, siger delstatens statsadvokat,
men at straffen for ”særlig svær forstyrrelse af den
offentlige orden, er højere..”
Tiltalen og den senere voldelige ransagning af
præstens hjem, ses af politikere fra flere partier, at
myndighederne i Sachsen har et problem med, at se
til højre. ”Forfølgelsen af König er kontraproduktiv
for opgøret med højreekstremismen. ”Vi opfordrer
myndighederne i Sachsen til at trække anklagen
tilbage,” siger socialdemokraten Uwe Höhn – en
af de 30 højtstående politikere der åbent kritiserer
myndighederne.
”Vi ser anklagen mod Lother König som en politisk
proces, og vi har indtrykket af, at myndighederne
ser bedre venstre øje end med højre,” skriver de – og
hentyder hermed til den tyske efterretningstjeneste
i bedste fald halvhjertede og i hvert fald fejlslagne
efterforskning af de ti mord – de såkaldte Dönermord – som blev begået over en periode på 10 år
af den nynazistiske gruppe – Nationalsocialistisk
Undergrund.
Medlemmerne af ”Nationalsozialistiske Untergrund”
stammer alle fra Jena. De står bag de ni mord på indvandre og én politibetjent, og var alle kendt af pastor
Lother King, som i mere end tyve år har advaret mod
den voksende nynazime.
Morderne – hvoraf de to begik selvmord, da de blev
afsløret – var bl.a. medlemmer af det tæskehold, som
har terroriseret ham, hans familie og mange andre i
Jena.
Nu siger overborgmesteren i Jena at, hvis man havde
lytet til hans advarsler i tide, kunne det værste måske
være undgået.
En noget sen erkendelse, men dog en indrømmelse –
som dog ikke forhindrer nabodelstatens anklagemyndighed i at trække pastor Lother König for retten
anklaget for terrorisme.
Ungarn: Nyfascismen ved magten
Det højreradikale parti, Fidesz og dets leder Viktor
Orban sidder tungt på magten med det nyfascistiske
parti, Jobbik og Den Ungarske Garde – stormtropperne – i ryggen. Forgængeren var det nazistiske
Pilekorsparti, som have magten i Ungarn fra 15.
oktober 1944 til januar 1945, hvor de blev drevet
vestpå af Den røde Armé. I 1956 dukkede de op
igen, efter at have opholdt sig i træningslejre nær
München siden 1945. De stillede sig i spidsen for
kontrarevolutionen i 1956, og som sædvanlig fulgte
tøjlesløs brutalitet og massemord i deres kølvand.
Ofrene var som sædvanlig kommunisterne.
Nu er de tilbage under nyt navn – Jobbik-partiet.
Allierede med det højrenationalistiske regeringsparti,
Fidesz. Sammen har de mere end totrediedele af
pladserne i parlamentet, og kan gøre hvad de vil. Og
det gør de! Samtidig med at Jobbiks stormtropper –
Den ungarske Garde - paraderer i gaderne.
Nye love ser dagligt dagens lys. Grundloven er
ændret, så den fremover sikrer den fascistiske magt
over landet. Nationalbanken er privatiseret osv..
Valgloven er udvidet til at omfatte ungarske mindretal i nabolandene. Det omfatter de ungarske
mindretal i Rumænien og Serbien. De imperialistiske stormagtdrømme spøger igen, og skaber berettiget uro hos naboerne. Stor-Ungarn er målet. Det
fremgår klart af udtalelser fra formanden for det Ungarske Folkeparti i Transsylvanien, som kalder ”inddragelsen af ungarske mindretal i Ungarns politiske
liv et andet og vigtigt og logisk skridt i retning af
”national samling.” Han tilføjede, at ”loven indirekte
kan støtte autonomi bestræbelser for transsylvanske
ungarer.”
Kulturen står også for skud. Budapest Nye Teater
overtages af fascisterne. Skuespillere og instruktører
er fyret. I slutningen af denne måned overtager to
racistiske og antisemitiske instruktører ledelsen af
teatret. Overførselen af teatret til det yderste højre,
har allerede ført til voldsomme demonstrationer med
sammenstød mellem politi og antifascistiske demonstranter.
I denne sammenhæng har man igangsat en hetz
mod vor kammerat Vilmos Hanti, formand for Den
Antifascistiske Organisation for tidligere Fanger og
Modstandsfolk i Ungarn (MEASZ) og præsiden for
den internationale fange og modstandsorganisation
– Fédération Internationale des Résistants – Association Antifasciste (FIR). Grunden er, at Vilmos Hanti
har protesteret mod den tiltagende nazificering af det
ungarske samfund.
anden verdenskrigs partisaner. De fungerer – trods
offentlig benægtelse – stadig i bedste velgående.
Imens går en racistisk klapjagt ind på Romaerne,
som betragtes som persona non Grata. Der er tale om
en brutal og hensynsløs etnisk udrensning i strid med
alle internationale konventioner.
I 2008 sendte Simon Wiesenthal Centrets direktør,
Efraim Zuroff en klage til den kroatiske præsident,
Stjepan Mesic i anledning af begravelsen af Dinko
Sakic – en af lederne i den fascistiske Ustasâ-stat.
Ved begravelsen holdt den kroatiske Dominikanske
præst, Pater Vjekoslav Lasie en tale for afdøde, hvori
han blandt andet sagde: ”Den ret som anklagede
Dinko Sakic anklagede også Kroatien og det kroatiske folk” og ”enhver kroat bør være stolte af Sakic
navn.”
Kroatien. Ustasâ – nyt medlem af EU
Franjo Tudjman – Kroatiens præsident (død i 1999)
– var af profession historiker. Hans store idol var
Dobroslav Paraga, der i sin tid stiftede ”Det kroatiske Retsparti”. Partiet var forløberen for Anté
Pavelic’ fascistiske Ustasâbevægelse – Hitlers
allierede under 2. verdenskrig. Samme Franjo Tudjman udtalte offentligt at: ”Ustasâ staten” - Hitlers
kroatiske allierede – var et udtryk for ønsket om, at
kroaterne om at genvinde selvstændigheden efter
århundrede.” Han gav dermed de kroatiske fascister
det blå stempel – og anerkendte samtidig den stadig
aktivt arbejdende såkaldte neo- Ustashism, som den
dag i dag er en del af det politiske højre i Kroatien.
Blandt de nye organisationer, som har sit udgangspunkt og ideologiske baggrund i neo- Ustahismen
er ”Kroatisk Defence Force” (Hrvtske obrambene
snage, HOS) en paramilitær gruppe, som tog model
efter de italienske fascister – Sortskjorterne. De var
nogle af bagmændene bag ødelæggelsen – sprængningen - af monomenter rejst til ære for anden
Og de og deres ligesindede har frit spil. Kroatien har
ingen love mod den såkaldte historiske revisionisme
eller Holocaust-benægtelse. Så siden Tudjman er historien blev flittigt omskrevet. Man har – i lighed med
andre Holocaust-benægtere – søgt at reducere antallet af ofre for Ustasâs barbari, ikke mindst i udryddelseslejren, Jasenovac, hvor mere end 600.000
mennesker – jøder romaer og serbere blev myrdet på
den mest bestialske vis.
Danmark: ”Nazismen var en smuk tanke...”
Et radioprogram på den licensbetalte ”Radio24syv”
(18. jan. 2012) gav fri taleret til en stærk antisemitisk
lytter – Peter fra Østerbro og medlem af den højreekstreme gruppe - ”Danmark Frit”.
Ytringerne blev bakket op af programmets gæst i
studiet, Michel Doddis. Den stærkt antisemitiske
prægede ordveksling varede flere minutter. ”Nazismen var en smuk tanke” slog de to fast, uden
radioværten greb ind. (Kristeligt dagblad)
I den følgende udgave af programmet dagen efter genudsendte studieværten – for at det ikke skulle være
løgn – samtalen og gav ”en slags undskyldning”,
hvor han påberåbte sig ”ytringsfrihed” og udtalte,
at han ikke kunne ”sidde og være politisk korrekt
linjedommer.”
Det var bare fyrværkeri
Den 20. januar i år droppede politiet anklagerne om
fremstilling af bomber i sagen mod Lars Agerbak,
fra det højreekstreme ”Danmarks Nationale Front”.
Al snak om terror og fremstilling af af sprængstoffer var droppet, da Agerbak kom for retten den
23. februar. Anklageskriftet omfattede nu kun om
”overtrædelse af våbenlovens mildere bestemmelser,
tyveri og fremstilling af fyrværkeri.”
Bomben i Søllerødgade
Fredag den 16. marts er det 20-årsdagen for bomben
i Søllerødgade, som dræbte medlem af Internationale
Socialister, Henrik Christensen.
Politiet oprettede et ti-mands efterforskningsenhed,
til at forestår efterforskningen. PET indgik i efterforskergruppen.
Af ikke oplyste grunde stoppede efterforskning, og
sagen blev henlagt som uopklaret.
Den 16. marts 2012 gennemføres en mindedemonstration. Den afgår fra Blågårdsplads klokken 17.00
og går til Søllerødgade.
Nazimøde i Århus den 31. marts.
Danish Defence League er den 31. marts værter for
10 europæiske Defence League-grupper, anført af
English Defence League.
Højreekstreme, antiislamistiske grupper fra hele
Europa kommer til Århus til, hvad organisatorerne
beskriver som starten på en europæisk bevægelse.
Mødet er ifølge Stephen Le3nnon – grundlæggeren
af EDL – at ”er den første rigtige europæiske begivenhed”.
Der forberedes i øjeblikket demonstrationer mod
Defence League-gruppernes møde. Derfor – ryd
kalenderen den 31. marts og tag til Århus.
Carl Scharnberg
1.
Hører du nogen kalde
på store og stærke mænd
så er det tiden at samle
alle de svage igen.
2.
Den der ikke tør vælge
ad hvilken vej han vil gå
ender som sten i den trappe
som de stærke træder på.
3.
3. Den der vælger at kæmpe
trods vished om nederlag
ved at andre vil følge
så svage bli?r stærke en dag.
Er foråret kommet til Vestsahara?
Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
I mange Nordafrikanske og Arabiske lande, har det
såkaldte ”Arabiske Forårs” krav om demokrati og
økonomisk omfordeling lydt højest fra disse landes
unge. Pressen har dækket protesterne i Egypten,
Libyen og Tunesien tæt. Men også det marokkanskbesatte Vestsahara har oplevet et ”forår”, hvor
især de unge kræver at Vestsaharas befrielsesfront,
Polisario, fører en mere konfronterende linje overfor
Marokko, samt at de unge får mere indflydelse på
Vestsaharas eksilregering, der i over 30 år har opereret fra flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet. Nogle unge taler endog for igen at gribe til våben,
da de ikke mener at den fredelige tilgang gennem
FN, der har været ført siden våbenhvilen i 1991 mellem Marokko og Vestsaharas oprindelige befolkning,
Saharawierne, fører til noget.
De unges Saharawiers frustration er ikke blot en
problem for dem selv eller Marokko, men også for
en hel region der ligger lige på den anden side af
Middelhavet. Så hvis man i Europa ikke tager konflikten alvorlig på baggrund af den ulovlige besættelse eller Marokkos gentagne menneskerettighedsovertrædelser overfor Saharawierne, bør man gøre
det fordi man ikke ønsker en optrappet konflikt eller
krig, med de dertil hørende flygtningestrømme, lige
syd for EU’s grænser.
Det var i lyset af denne tilspidsede situation at
Polisario i slutningen af december holdt sin 13.
udøvende kongres, med deltagelse af over 2000 delegerede, herunder 300 udenlandske ambassadører,
politikere, Ngo’er m.m. fra bl.a. Spanien, Europarlamentet, Sydamerika, Sydafrika, og den Afrikanske
Union.
Kongressen sendte blandt andet et brev til Marokko, hvori man opfordrede til ”refleksion over mere
end 36 års besættelse af Vestsahara, der har undermineret Marokkos egen udviklingsmuligheder, og
landets integration i Maghreb-regionen”. Man erklærede også, at Vestsaharas tidligere koloni-magt,
Spanien, der reelt serverede Vestsahara på et fad for
Marokko i 1975, ”er medansvarlig for situationen
i Vestsahara”, i et brev til Spaniens statsminister
Mariano Rajoy.
Kongressen, der vedtager retningslinjerne for
Polisarios politik i de næste fire år samt vælger
Polisarios ledelse, viste dermed med al tydelighed,
at man ønsker mere handling fra de implicerede
parter, for at sikre den FN-sanktionerede folkeafstemning om landets tilhørsforhold, som Marokko
har forhalet siden den skulle have været afholdt i
1992, og som med al sandsynlighed vil føre til Vestsaharas uafhængighed.Der var til tider divergerende
opfattelser om ideer og planer under kongressen,
som det ofte er i frie, ærlige, og demokratiske
diskussioner”, siger Polisarios repræsentant i Danmark Abba Malainin, som var med til kongressen,
”men der var hele tiden enighed om det centrale
spørgsmål, nemlig Saharawiernes ret til selvbestemmelse og uafhængighed”.
”Kongressen imødekom de unges krav om en mere
konfronterende linie ved at styrke de unges deltagelse i den politiske beslutningsproces - bl.a. blev
præsidenten af Saharawiernes nationale studenterråd
valgt ind i af Polisarios ledelse. Desuden har man
fra Polisarios side sikret at man ikke til stadighed
forlader sig på de igennem mange år frugtesløse FNforhandlinger.
”Indtil videre fortsætter man forhandlingerne
gennem FN”, siger Abba Malainin, ”samt styrker
den fredelige Intifada i de besatte områder af Vestsahara. Men samtidigt styrker vi også Saharawiernes hærs kapacitet, selvom en militær løsning
altid vil være en sidste udvej for os. Kongressens
slutdokument erklærede derimod, at ’den fortsatte
Marokkanske besættelse er en medvirkende årsag til
spændingerne, samt en trussel imod fred, sikkerhed,
og stabilitet i regionen.’”
Såfremt vi i Danmark og Europa ønsker at undgå
at denne ”sidste udvej” bliver uundgåelig fordi de
unge Saharawier, ligesom andre unge i Nordafrika,
føler de intet har at tabe, bør vi altså være langt mere
lydhøre overfor Saharawiernes krav til os ved kongresser som denne. Her krævede man nemlig blandt
andet at firmaer – heriblandt danske – må respektere international lov, ”ved ikke at være direkte
eller indirekte involveret i tyveriet af Saharawiernes
rigdomme”.
Og her kunne den nuværende danske regering i
første omgang starte med at presse på for at EU
ikke forlænger den fiskeriaftale med Marokko, som
ulovligt tillader europæiske fiskere at fiske ud for
Vestsaharas kyster. Den tidligere VK-regering stemte
senest imod en forlængelse af denne fiskeriaftale,
men den nuværende regering gav den 20. januar
grønt lys for, at EU kan forhandle en ny fiskeriaftale
med Marokko på plads.
Terrorlove stempler
modstandsbevægelser
af Tue Magnussen
Få afskaffet terrorlisterne:
De fører til mere krig og terror, og ødelægger
fredsmægling.
ikke ved at udråbe den ene part som terrorister. Kun
ved at parterne sætter sig sammen, kan der skabes en
fredsløsning.
EU’s og USA’s stempling af modstandsbevægelser
som »terroristiske« har ført til uskyldige ofre,
alvorlige brud på menneskerettighederne, og har
skadet arbejdet for fred over hele verden. Fra
Zimbabwe til Indien bruges ”terror” som grundlag
for forfølgelse af opposition og nationale mindretal,
som f.eks. kurderne, som udråbes som terrorister
og - med terrorlovgivningen - trues med at få lukket
ROJ-TV, den kurdiske kultur- og nyhedskanal, der
sender med tilladelse fra København.
Sri Lankas regering og oprørsbevægelsen
De Tamilske Tigre havde i 2006 sat sig ved
forhandlingsbordet og anerkendt Norge som neutral
fredsmægler. Men kort efter blev De Tamilske Tigre
sat på EU’s terrorliste. Efter terrorstemplingen trak
EU-landene, Danmark, Finland og Sverige, sine
fredsobservatører ud af Sri Lanka. Kort efter måtte
Norge droppe sit mæglingsforsøg - og så brød
borgerkrigen ud.
Sammen med bl.a. FN-forbundet har DDHK advaret
herom og opfordret regeringen til, via FN og EU, at
arbejde for at terrorlisterne bliver afskaffet. Det er og
bør indgå i evalueringen af anti-terrorlovgivningen
i forbindelse med den universelle periodiske
bedømmelse af Danmark i 2011 og det er tillige
vigtigt at regeringen, at regeringen bruger det danske
formandskab for EU til næste år til at rejse en debat
om, hvor vidt terrorlisterne er den rigtige måde at
bekæmpe terrorisme på.
EU’s terrorlister er mellemstatslige, men i henhold
til folkeretten bestemmer Danmark selv, om vi vil
bakke op om terrorlisterne eller ej, Konflikter løses
Sri Lankas regering opfattede terrorstemplingen
af De Tamilske Tigre som et grønt lys til at gå i
offensiven og angribe de tamilske områder. Parterne
var faktisk i gang med at forhandle fred, men så
udpegede EU og USA den ene part som terrorister.
Et generelt problem ved terrorlister er, at ingen
kan give et bud på, hvad skal der ske med de
organisationer, der står på listerne. Skal de
bekæmpes, eller skal vi behandle dem som en part,
som vi skal finde en løsning sammen med. En stat
kan bruge en terrorlistning til at fremme sine egne
magtinteresser
Kampen om mediestøtten
af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen
Går det som Mediestøtteudvalget ønsker, vil Danmarks eneste røde dagblad, Arbejderen, miste
sin støtte. Det er nu op til regeringen at sikre, at
støttekronerne i realiteten kommer til at bidrage
til at styrke den demokratiske debat og sikre alsidigheden og mangfoldigheden.
»Ytringsfrihed er en grundlæggende ret i det danske
samfund. Set fra et demokratisk synspunkt er det ikke
i orden, at staten via sin styring af mediestøtten vil
regulere, hvilke typer af ejerkredse, som kan modtage støtte til at ytre sig via deres medier«.
Således skriver Arbejderen i det høringssvar om den
såkaldte mediestøtterapport, som blev afleveret til
kulturministeren lige efter nytår.
Mediestøtterapporten, som kommer med forslag til,
hvordan fremtidens mediestøttekroner skal fordeles,
blev offentliggjort kort før valget. Nu har vi som
bekendt fået en ny regering. Som en af sine første
handlinger besluttede kulturminister Uffe Elbæk (R)
at sende rapporten i offentlig høring.
Rapporten om fremtidens offentlige mediestøtte, er
udarbejdet af et udvalg med den tidligere konservative finansminister, Henning Dyremose, som formand. Derudover har udvalget bestået af to forskere
og otte repræsentanter for de trykte, elektroniske
og digitale medier. Blandt andet har formanden for
Dansk Journalistforbund samt formanden for Danske
Dagblades Forening deltaget i udvalget.
I rapporten foreslås den nuværende støtte på 350
millioner kroner, som dagbladene får til distribution
af papiraviser, omlagt til en produktionsstøtte, som
både dagblade, netmedier og mobile medier skal
have adgang til.
Forslaget om at omlægge distributionsstøtte til
produktionsstøtte, som også elektroniske medier
kan få adgang til, er ganske fornuftigt og har længe
været tiltrængt. Det er en naturlig konsekvens af den
teknologiske udvikling.
Det springende punkt er imidlertid, hvordan denne
produktionsstøtte skal fordeles. Ifølge forslaget skal
mediestøtten gives enten på baggrund af redaktionelle omkostninger eller redaktionelle årsværk.
Et støtteberettiget medie skal have mindst tre eller
fem redaktionelle medarbejdere, mindst halvdelen
af fladen skal være redaktionelt indhold, og mindst
halvdelen af det redaktionelle indhold skal behandle
politik og samfund.
De store får mere
Forslaget betyder, at begge de store mediehuse,
JP/Politiken og Berlingske, vil få omkring fire millioner kroner mere i støtte end de gør i dag, mens
gratisaviserne står til at miste 28 millioner kroner.
Også Information og Kristeligt Dagblad vil tabe
penge efter de nye kriterier, men her er der lagt op til
en særordning for mindre dagblade, som sikrer dem
samme støtte som i dag.
Til gengæld falder Arbejderen, som i dag får omkring 1,7 millioner kroner, helt ud af ordningen.
Det skyldes, at Dyremose-udvalget foreslår, at der
indføres et såkaldt ejerskabskriterium, som betyder,
at medier ejet af politiske partier ikke længere kan få
støtte.
Det er et tilsyneladende objektivt kriterium, som
rammer alle aviser, som er udgivet af politiske
partier. I virkelighedens verden er der kun et eneste
tilbage, nemlig indeværende dagblad.
Også blade eller tidsskrifter, udgivet af interesseorganisationer som fagforeninger, kan komme i farezonen. Det er udvalget dog ikke helt enig om. Men
der er enighed om, at Arbejderen som et partiejet
dagblad ikke længere bør have støtte.
Demokratistøtte
Mediestøtteudvalget fremhæver i sin rapport, at mediestøtte primært bør betragtes som demokratistøtte,
som skal bidrage til at fremme samfundsmæssig og
kulturel oplysning, styrke demokratisk debat i samfundet og sikre alsidighed og mangfoldighed i det
danske mediebillede.
Det er store ord. Men det er bemærkelsesværdigt,
at udvalgets forslag om at indføre et såkaldte ejerskabskriterium lægger op til det modsatte, nemlig at
indskrænke alsidigheden og mangfoldigheden. Og
at udvalget i øvrigt selv påpeger i rapporten, at det
danske mediebillede »er kendetegnet ved en øget
koncentration i ejerskabsforholdet«.
I dag har vi som de to store koncerner JP/Politikens
Hus, som udgiver tre landsdækkende dagblade, 51
lokale ugeaviser og på nettet har 18 specialiserede
sites, og Berlingske Media, som ejer 17 dagblade, 44
lokale ugeaviser og 28 specialiserede sites på nettet.
Og blandt de øvrige medier fusioneres på livet løs
– på Fyn, i Midtjylland og Nordjylland. De mange
mindre dagblade er godt på vej til at blive få store.
Der rejser i høj grad spørgsmålet om, hvordan man
sikrer, at demokratistøtten opfylder sit formål.
Betyder det blot flere penge til de nuværende store
kommercielle mediehuse – eller betyder det nytænkning og mere plads til god og seriøs journalistik
og alternative medier?
Hvis mediestøtte skal være demokratistøtte, må det
have et reelt indhold og ikke blot være ord, som
siges ved festlige lejligheder.
Det bliver nu op til den nye regering at sikre, at støttekronerne i realiteten kommer til at bidrage til at
styrke den demokratiske debat og sikre alsidigheden
og mangfoldigheden.
Kritiske røster
Blandt de kommentarer og høringssvar, der er kommet, er der flere, som forholder sig kritiske til ejerskabskriteriet.
Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved
CBS, skrev i en kommentar i Berlingske den 11.
oktober:
“Dyremose-udvalget har nemlig lagt stor vægt på,
at staten ikke skal give erhvervsstøtte, men derimod
’demokratistøtte’. På den baggrund forekommer det
mærkværdigt, at et af udvalgets modeller på forhånd
udelukker at støtte medier tilknyttet politiske partier
og andre af folkestyrets centrale grundpiller som
fagforeninger og brancheorganisationer.
Den kontante konsekvens er blandt andet, at dagbladet Arbejderen og fagbladet Ingeniøren mister
deres nuværende distributionsstøtte. Derimod vil magasiner som Se & Hør og Dagens Medicin, der ikke
får statsmidler under de gældende regler, med et par
redaktionelle justeringer kunne indkassere et pænt
millionbeløb fra det offentlige. Thi mens medie-ejere,
der promoverer politiske synspunkter i det gedulgte,
kan få kontanthjælp, udelukker man andre, der er
ærlige nok til politisk og organisatorisk at tone rent
flag.
Det er betænkeligt. Især når vi betænker, at de
danske dagblade, der både efter den nuværende og
alle de foreslåede støttemodeller modtager over en
milliard kroner årligt i subsidier, for langt de flestes
vedkommende er vokset ud af politiske partier. Siden
har bladhusene lagt parti-tilknytningen i mølpose.
Men holdnings-politiske er aviserne da stadigvæk,
så hvorfor skal deres meningskonkurrenter diskrimineres” Det er et godt spørgsmål, som Anker Brink
Lund stiller. Svaret venter vi stadig på.
Manipulerende eller naiv?
Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved
Aarhus Universitet, har afgivet et syv sider langt
høringssvar om mediestøtterapporten, som han er
stærkt kritisk overfor. I svaret kommer han blandt
andet ind på »Ejerskab som støttekriterium«.
Frands Mortensen skriver: »I forhold til, at de nye
støtteformer er designet til at støtte produktion af
redaktionelt indhold, optræder der i udvalgets anbefalinger et ejendommeligt kriterium: ejerskab.
Udvalget vil sikre, at »uddelingen af statens støttemidler [sker] på baggrund af entydige, gennemsigtige kriterier, som ikke påvirker den redaktionelle
frihed« (s. 27). Der skal gælde et armslængdeprincip, »hvilket vil sige, at politikerne afstår fra detailstyring af de økonomiske midler« (s. 26). Udvalget
har omtolket dette, der angår statens rolle, til »et
skærpet krav til publikationens uafhængighed«, der
skal sikres via dens ejerforhold: politiske partier
og offentlige institutioner må ikke være medejere af
publikationen. Der skal udelukkende gives støtte til
»uafhængige medier og ikke til fremme af særinteresser« (s. 40).
Dette er enten manipulerende eller naivt. Begrebet
»uafhængige medier« sigter alene til mediets afhængighed af staten, som armslængdeprincippet skal
begrænse. »Fremme af særinteresser« er et mål for
samtlige medier, der ikke er pålagt en public serviceforpligtelse.
Et mediehus, der er ejet af en kapitalfond, søger at
fremme sine ejeres særinteresser, hvad et partidagblad også gør. Hele pointen med den demokratiske
offentlighed er at lade de forskellige opfattelser
brydes for derved at nå til en forståelse for det fælles
bedste. At udelukke nogle aktører i den demokratiske debat fra at modtage mediestøtte, fordi de
har organiseret sig på en bestemt måde (partidannelse er negativt, stiftelse af kapitalfonde er positivt),
er i praksis det samme som at udelukke bestemte
politiske synspunkter.«
Hvad mener politikerne?
Forhandlingerne om fremtidens mediestøtte skal
gøres færdig i dette forår. I løbet af februar forventes et udspil fra regeringen og i marts går forhandlingernes sandsynligvis i gang.
Arbejderen kæmper naturligvis for at bibeholde
vores støtte. Men også andre medier har mange
penge og mange interesser på spil.
Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, har foreslået, at støtten til de store mediehuse skal reduceres,
som foreslået af blandt andet Konkurrencestyrelsen.
Det kan der jo være mange fornuftige grunde til. For
nylig kom det frem, at JP/Politikens Hus, som blandt
andet udgiver Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og
Politiken, i 2011 har haft et overskud 239 millioner
kroner før skat.
Per Clausen foreslår blandt andet, at virksomheder,
der skal sikre deres aktionærer kommercielt afkast,
ikke skal kunne få del i den mediestøtte, der er
møntet på at give publicistisk afkast til danskerne et forslag, der ikke mindst ville gøre ondt på Berlingske Media, der er ejet af børsnoterede Mecom.
Koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media,
tager ikke overraskende afstand fra forslaget fra
Per Clausen, som hun kalder “Enhedslistens Robin
Hood” og hun mener oven i købet at være i stand til
at vide, hvilken avis som er Per Clausens foretrukne:
“Man forstår godt, at det virkelig er fjernt for Per
Clausen at tænke klart, når hans foretrukne avis,
Arbejderen, er ejet af Kommunistisk Parti, og hans
værste fjendebillede tilsyneladende er Berlingske
koncernen ejet af et børsnoteret britisk selskab,”
skriver Lisbeth Knudsen på sin blog og fortsætter:
“ Sammen med de øvrige regeringspartier er Per
Clausen i gang med at forberede en reform af mediestøtten. Det er der bestemt brug for. Tiden er løbet
fra den gamle distributionsstøtte fra før Internettets
og opfindelsen af iPad’en. Et udvalg under ledelse
af den tidligere konservative finansminister, Henning
Dyremose, fandt frem til et godt kompromis i efteråret. En nyfortolkning af mediestøtten og et forslag
om at erstatte distributionsstøtte med produktionsstøtte og linke støtten direkte op på den demokratiske opgave, som medierne har.” Senere skriver
koncernchefen: ”Pilles der ved den nuværende
mediestøttes fordeling, så skal der ikke meget til, før
vi kommer til at se avislukninger i Danmark. Det
har en demokratisk konsekvens. Robin Clausen er
ligeglad.”
Om Robin Clausen er ligeglad må være op til Per
Clausen at svare på. Det har jeg nu intet sted set ham
give udtryk for – lige som han heller intet sted har
givet udtryk for, at Arbejderen er hans foretrukne
avis.
Men det er da rigtigt, at Per Clausen ikke støtter, at
Arbejderen skal miste sin mediestøtte gennem det
såkaldte ejerskabskriterium, som Lisbeth Knudsen
altså gør.
Der er nemlig avislukninger og så er der avislukninger...
Så meget for Henning Dyremoses gode kompromis.
Mediestøtteudvalgets anbefalinger
* Dagbladenes nuværende distributionsstøtte på omkring 350 millioner kroner omlægges til en produktionsstøtte.
* Både papir- samt net- og mobilbaserede medier
samt uafhængige fagblade får adgang til at søge mediestøtte. Det kræver dog at de opfylder flg. kriterier:
– mindst tre eller fem redaktionelle medarbejdere.
Udvalget nævner begge muligheder
– mindst 50 procent redaktionelt indhold, hvor
mindst en tredjedel skal være egenproduceret
– dækker politik og samfund inden for enten sundhed, erhverv, kultur, naturvidenskab eller teknologi i
mindst halvdelen af det redaktionelle indhold
* Mediestøtten gives på baggrund af enten redaktionelle omkostninger eller redaktionelle årsværk.
Den består af en hovedordning, som alle støtteberettigede kan opnå, samt en supplementsordning for
dagblade, der vil tabe penge ved ændringen, såsom
Information og Kristeligt Dagblad. Derudover
oprettes en innovationspulje til både trykte medier
og netmedier på mindst 12 millioner kroner.
* Der indføres et “ejerskabskriterium”, som betyder,
at medier, ejet af politiske partier eller offentlige
institutioner, ikke kan få støtte. Det diskuteres, om
ejerskabskriteriet også skal omfatte medier, ejet af
fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger.
Mediestøtteudvalgets sammensætning
Udvalget har bestået af en formand, to forskere og
otte repræsentanter for de trykte, elektroniske og
digitale medier:
• Henning Dyremose, formand
• Mogens Blicher Bjerregård, Dansk Journalistforbund
• Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening
• Christian Kierkegaard, Danske Specialmedier
• Marianne Bugge Zederkof, Radioerne
• Morten Helveg Petersen, Foreningen af Danske
Interaktive Medier
• Holger Rosendal, Digitale Publicister
• Maria Rørbye Rønn, DR, til februar 2011 – herefter
Martin Præstegaard, DR
• Vagn Petersen, de regionale TV 2-virksomheder
• Ida Willig, lektor, ph.d.
• Johann Roppen, professor, dr.polit.
Irak: Skaberne af ro og orden sniger sig væk!