1986-2011 REHABILITERINGSCENTER FOR TORTUROFRE J Y L L A N D Indledning I løbet af 1985 kom der 250 iranske flygtninge til Sønderjylland, og der var på det tidspunkt en forventning i Dansk Flygtningehjælp om, at der ville komme flere flygtninge til landsdelen, bl.a. libanesere og polakker. Af de 250 iranere var de ca. 30 svært traumatiserede efter tortur og andre former for belastninger både fysisk og psykisk. På denne baggrund opstod der i Haderslev en arbejdsgruppe, som med RCT i København som forbil lede ville oprette et rehabiliterings center i Haderslev. Det var effektive folk. I løbet af 1985 var projektet blevet gennem arbejdet. Gruppen var på besøg på RCT i København i september og den 19.9. 1985 blev der på Haderslev Rådhus afholdt planlægningsmøde med stor deltagelse. Fredag den 28. februar 1986 af holdtes det konstituerende bestyrel sesmøde. I den første bestyrelse sad: Mogens Lütje, praktiserende læge, Gråsten Flemming Amter, speciallæge Aabenraa, udpeget af RCT København Erik Krarup Pedersen, overlæge, Fakse, udpeget af Dansk Flygtningehjælp Erika Jørgensen, centerleder, Haderslev Johannes Andersen, speciallæge, Starup De to personalerepræsentanter var af gode grunde endnu ikke indtrådt i bestyrelsesarbejdet. Der var på det tidspunkt søgt midler vidt og bredt, og allerede den 1.april samme år var rehabiliteringscentret i drift. I begyndelsen bestod medarbej derstaben af en sekretær, en læge og en psykolog, mens fysioterapi, socialfaglig bistand, tandlæge- Indledning behandling, bandagist m.v. blev dækket med frivillig arbejdskraft. Dette ændrede sig dog hurtigt, og har i dag med de seneste bevillin ger ført til at medarbejderstaben på RCT-Jylland er vokset betydeligt, hvilket ses af fortegnelsen over an satte bagest i dette skrift. Den 1.april 2011 kunne RCT-Jylland således fejre 25 års arbejde med rehabilitering af traumatiserede flygtninge. Det blev markeret med en kon ference den 4. maj, og dette skrift rummer de indlæg, der blev holdt på dagen. Vi ønsker hermed at give en større kreds indblik i centrets ar bejde og den udvikling, vi har været en del af gennem de 25 år. Indlæggene rummer beskrivelser af centrets arbejde og funktion som aktiv medspiller i den syd- og søn derjyske, i den nationale og i den internationale bestræbelse på at give den rette behandling til men nesker, der har overlevet livsvilkår, der alvorligt har truet deres liv og livsmod, – og fortsat gør det, selvom de er kommet i sikkerhed. Skulle der under læsningen opstå et ønske om mere viden, tager vi med glæde imod enhver invitation til at give mere information i form af oplæg, foredrag m.m. Haderslev den 1. november 2011 Anna Marie Erbs, centerleder – rehabilitering gennem 25 år – Stemningsbilleder fra konferencen Velkomst Ved Lissa Mathiasen, formand for RCT-Jyllands bestyrelse Danmark kan gøre det bedre! Da nogle få ildsjæle for 25 år siden valgte at tage udfordringens hand ske op og starte RCT-Jylland, var det ud fra den klare opfattelse, at der var et behov for også i dette område af landet at kunne tilbyde behandling til torturofre. Og som en rød tråd igennem hele arbejdet har det været afgørende, at vi aldrig ville gå på kompromis med fagligheden i be handlingsarbejdet. Torturofre er mennesker, der har besluttet sig for at overleve – de har bevaret håbet om en menneskelig tilværelse – til trods for ubeskrivelige lidelser. Det har stillet og det stiller fortsat store krav til os, i forsøget på at give dem blot en tålelig tilværelse. Vi ved, at tortur – såvel fysisk som psykisk – giver dybe ar på sjæ len. Uden hjælp kan det være umå delig svært for et traumatiseret men neske at få hverdagen til at fungere. Små dagligdags gøremål kan blive uoverstigelige forhindringer for både den traumatiserede og familien. Tid er kostbar i den sammen hæng. Jo før behandling kan sættes ind, jo bedre. Ventelister gør ondt værre! Disse mennesker har meget svært ved at koncentrere sig. Derfor bliver integrationen sat i stå – tilegnelse af et nyt sprog og det at lære en ny kul tur at kende, kan være yderst svært. Samtidig kan det at nære omsorg for familie og børn være næsten umu ligt. Så det at være traumatiseret ødelægger ikke kun et enkelt men neskes liv, men sætter dybe spor hos både ægtefælle og børn. En meget stor andel af de flygt ninge, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur. Derfor vil jeg godt gentage – det stiller meget store krav til os at hjælpe disse men nesker. Men lad mig sige det lige så stil le. Jeg er ikke stolt af Danmark – af vores måde at hjælpe disse menne sker på. Lad os for en kort stund prøve at leve os ind i en flygtnings situation her i Danmark. Forfulgt, fortumlet, ofte traumatiseret, adskilt fra familie og det land, der var deres – i total uvished – havnet et fremmed sted. I et land, der på papiret, har påtaget sig et medansvar for beskyttelse af disse mennesker. Men så er det, at det går op for flygtningen, at han/hun slet ikke er så velkommen, højst tålt. At der om flygtningen, set med danske øjne hviler en aura af mistænkeliggørelse. En uberettiget indtrængen, der ned bryder og tilsmudser den danske kultur. Ja, nærmest snylter på vores velfærd og ligger os til last. Vi har helt tilbage som stenal derfolk været meget utrygge overfor fremmede. Vi er stadig som nation et lukket folk, og åbenbart i tvivl om vores eget værd og dermed let til at blive utryg, når ”fremmede” kom mer. Igennem de senere år har vi kun net se hvordan kulturdebatten har ændret sig. Fra at være visionær og fremad skuende, og det der ryk kede os alle fremad, så er vi havnet i en bekymrende debat, hvor det er blevet til en diskussion om dem og os. Altså spørgsmålet om dan skerne – os selv – og så udlændinge, der kommer til landet. Hvordan er vi nået hertil? Det er ikke kun et spørgsmål om det gamle mundheld om, ”at når krybben er tom, så bides – rehabilitering gennem 25 år – hestene”, for det første – krybben er ikke tom og for det andet, har vores skepsis også luret lige om hjørnet i langt længere tid. Der bliver ikke skelnet mellem indvandrer og flygt ninge – til trods for, at det på mange områder er to vidt forskellige regel sæt, der arbejdes ud fra i DK. Det store problem for flygtninge, er at få vendt det skæve billede, der ofte næsten demagogisk tegnes af konventionerne, som et skalkeskjul for ”uægte” flygtninge, der hjælpes til Vesten ved hjælp af menneske smuglere og falske papirer. Det er da rigtigt, at nogle forsøger at svindle og snyde. Dette kan ikke forsvares og skal bekæmpes. Men, vi må aldrig glemme, at Flygtninge konventionen og andre konventioner er det fælles internationale værn også for forfulgte. Det er det helt uundværlige grundlag for indsatser både i nærområder og her i Vesten, for at sikre flest mulige mod død, lemlæstelse, tortur og forfølgelse. Det er de humanitære grundregler, som vores civilisation hviler på. Her giver vi hinanden håndslag på, at være medmennesker og sammen hjælpe, når nøden er størst. Det må vi aldrig glemme. Så meget mere forekommer det pinagtig, når vi ser politiske udtalel Lissa Mathiasen ser herhjemme give udtryk for, at det ikke kan være rigtig, når EU-dom stolen med flere afsiger kendelser, der går os imod, fordi vi har handlet i strid med konventioner. Og endnu mere ubehageligt bliver tonen, når der så udtrykkes ønske om, at vi må ske skulle løses fra disse konventio ner. Visse politikere har foreslået, at Danmark laver en gennemgribende revision af landets forpligtelser, for at finde ud af, om Danmark fortsat skal leve op til dem. Det er ikke no get rart menneskesyn, vi ser – det er dybt bekymrende! Jamen, hvorfor accepterer vi dette? Jeg tror, at det er meget svært som menig mand, helt at forstå og dermed reagere. Når politikere på forskellig vis drager disse spørgsmål frem, så må der vel være noget om det? Desværre tror jeg, at det også beror på, at for mange politikere ikke er godt nok inde i tingene. Og ser vi på spørgsmålet om sondringen mel lem indvandrere og flygtninge, så roder de grundigt rundt i begreber ne. Derfor er det ikke svært at forstå, at menigmand har svært ved at følge med. For hvad er op og ned. Det betyder også, at det bliver endnu sværere at forstå, at der blandt de flygtninge, der kommer til landet, er en gruppe med særlige behov for indsats. Eller måske er det bare for svært at forstå, når man er opvokset under trygge vilkår i Dan mark! Der er ingen tvivl om, at folk af anden etnisk oprindelse, der er her i landet, føler sig som en minoritet. En minoritet, der for rigtig mange af dem opleves, som en svær situa tion. De har svært ved at blive lukket ind hos os, danskere. Jeg glemmer aldrig, det svar jeg fik, da jeg på en sprogskole spurgte nogle elever, hvad de oplevede, som det svære ste ved at være her i landet. Svaret faldt promte – ensomheden! Som en sagde: ”Tænk – hvis bare folk ville hilse på mig, så følte jeg da, at jeg eksisterede”! Ser vi så på gruppen af flygt ninge, der er traumatiserede. De føler, at de udgør en lille minoritet af den samlede minoritet af flygtninge og øvrige personer her i landet af anden etnisk herkomst. De er sat helt uden for døren. De magter ikke selv at fremstå og tale deres sag. Her er svagheden, at netop disse men nesker, som har et helt særligt behov for opmærksomhed og beskyttelse – ikke har patientorganisationer eller lignende – til at tale deres sag. Fortalervirksomhed og stærke orga nisationer ville kunne gøre en forskel i forhold til netop disse mennesker. Jeg ved, at andre med os gør det bedste vi formår, men det rækker ikke. Lad mig bare nævne nogle få eksempler, hvor lovgivningen her hjemme har tilsidesat de særlige hensyn, som tidligere har udgjort det beskyttende værn for disse men nesker. De nye regler om mulighed for hurtigere at få permanent op holdstilladelse, familiesammenføring samt muligheden for at opnå Dansk statsborgerskab. Her stilles krav, som vores patienter typisk ikke vil kunne indfri – det være sig sprog kravet, som er nærmest umuligt for en traumatiseret person at kunne koncentrere sig om. For slet ikke at tale om kravet til, at de ikke må have – rehabilitering gennem 25 år – været på overførselsindkomst i de seneste 3 år – bare for at nævne nog le af de uovervindelige barriere. Mon ikke vi alle her kan forestille os, hvad det betyder, hvis en familie ønsker at blive danske statsborgere og så faderen i familien, tavst må se på at hans kone og børn kan blive danske statsborgere, men faderen i kraft af de lidelser, han har pådraget – inden han kom hertil – ikke kan komme i betragtning fordi sygdom gør ham ude af stand til at leve op til kravene. Tidligere havde vi i vores lovgivning et særligt hensyntagen til sådanne mennesker, via en undtagelsespara graf. Det har et flertal fjernet med et pennestrøg. Som jeg sagde tidligere – er jeg flov og bekymret – det er ikke Danmark værdigt! Derfor føler jeg også behov for, at komme med nogle ønsker for de kommende år. 1. Børnene i disse familier, har jeg ikke nævnt. Derfor vil jeg godt, som det første, udtrykke mit klare ønske til, at der blev gjort en sær lig indsats for børn – i disse trau matiserede familier – de har det svært. 2. Typisk er vores klienter på over førselsindkomst. Det være sig Lissa Mathiasen kontanthjælp, sygedagpenge eller starthjælp. Det betyder, at disse mennesker lever på eksi stensminimum eller nærmest mindre, men værre er, at det også betyder, at mange ikke har råd til nødvendig medicin eller andre hjælpemidler, hvilket forværrer deres situation. Ligesom økono mien forhindrer mange af disse børn i at kunne få et fristed nogle timer ved at deltage i fødsels dage. De har ikke penge til gaver. Eller generelt at kunne deltage i fritidsaktiviteter. Det bør ændres! Her kan jeg ikke lade være med at udtrykke min glæde over, når vi udefra bliver betænkt med lidt penge. Så sent som i lørdags var Anna Marie Erbs, vores daglige leder af centeret og jeg i Odd Fellow Logen for at modtage en donation fra Rebekkafonden. Det er vi meget taknemmelige for. Det luner og gør en forskel for vores klienter, men ændrer naturligvis ikke på de overordnede økonomi ske problemer for vores klienter. 3. Fastholdelse af et fagligt forsvar ligt nivau i vores behandlingsind sats. Når jeg nævner dette, skyl des det min dybe bekymring over i effektiviseringens hellige navn, at dække over besparelser på om rådet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den tværfaglige indsats, som vi yder, gør en afgørende forskel. Ved netop at have tvær fagligheden inde – Fysioterapeu terne, socialrådgiverne med flere – formår vi netop at skabe helhe den i behandlingen. Her handler det om kvalitet og ikke kvantitet i behandlingen. Det handler om, at kunne give disse mennesker en bare tålelig tilværelse. 4. Sidst, men ikke mindst fasthol delse og respekt for underskrevne konventioner. Men ikke kun som det eneste vi bør gøre, men at vi via lovgivning og midler får over liggeren sat op, så vi som land og folk, kan være os selv bekendt. Jeg vil godt slutte af med at give udtryk for min glæde ved at sidde i bestyrelsen i RCT-Jylland og få lov til at opleve, hvordan de mest trængte flygtninge med alvorlige ar på sjæl og legeme, at se disse menneskers evne og vilje til at ville overleve rædslerne, de har været igennem – de vil virkelig livet. Tak til alle dem – for den styrke de udviser – og dermed – giver os andre. 10 Nationalt og internationalt perspektiv på RCT-Jyllands arbejde Ved tidligere centerleder Niels Krustrup Siden etableringen af det daværende RCT-Sønderjylland i 1985 har det konstant været vekslende bestyrel sers og medarbejdernes holdning, at det absolut primære mål var at hjælpe flest mulige torturofre bedst muligt. Der var desuden i vedtægterne nævnt mål, som at deltage i forsk ningsmæssige aktiviteter, at under vise og informere om tortur og tortu rens skadevirkninger – med andre ord: Med fleste mulige midler at bekæmpe tortur og sørge for at flest muligt fik et godt liv, trods påførte torturskader. Det er min opfattelse, at når vi for søger at tænke 25 år tilbage, havde man dengang en vis tro på, at ikke alene rehabilitering og behandling, men også samarbejde nationalt og internationalt – og oplysning om hvad der foregik rundt omkring i verden, kunne få ondskaben til at stilne af og få verdens øjne op for, at det at bruge tortur som magtmiddel var en totalt fejlslagen kurs. Jeg synes for alt i verden ikke, man skal opgive denne udfordring, men i dag er jeg desværre mindre optimistisk med hensyn til at nå målene, end jeg var, da jeg for godt 16 år siden gik ind i arbejdet. Den såkaldte krig mod terror er en af de væsentlige årsager til, at der i visse politiske kredse er blevet rejst tvivl om, hvorvidt ikke alligevel tortur er et brugbart middel, når det gælder om at fremskaffe informatio ner og optrævle terrornetværk. Man har f.eks. brugt udtryk som: ”at det vel er acceptabelt, at der udøves et vist fysisk pres” Al sund fornuft taler imod dette synspunkt! Vi ved, at ingen kan fæste lid til oplysninger der afgives under an vendelse af tortur – hvem ville ikke bukke under og forsøge at forsyne bødlerne med oplysninger – falske som sande, hvis forhøret foregår under voldsomme og helt umenne skelige pinsler? Tortur som middel i forbindelse med forhør er ikke blot utilstedelig – det duer heller ikke. Niels Krustrup De skiftende bestyrelser og med arbejderne ved RCT-Jylland har aldrig været i tvivl og har derfor ufor trødent fortsat arbejdet, men altså desværre i tiltagende modvind. Jeg husker for år tilbage, hvordan der kunne blev stille i den anden ende af telefonrøret, når man ringe de og oplyste om en patients behov for hjælp og støtte på baggrund af, at vedkommende var svært skadet efter tortur. De fleste, af dem man ringede til, forstod at man her stod overfor patienter, der sammen med deres familier var svært ramte og først og fremmest havde krav på og brug for respekt – og så vidt det var muligt også for hjælp og støtte. I mange tilfælde er det da heldig 11 vis fortsat således, men desværre slet ikke altid. Den politiske virke lighed har ændret sig, og det er for den gruppe, vi her taler om – de traumatiserede flygtninge – blevet ikke bare legitimt men ofte også et krav, at man stiller sig kritisk til, om det nu også kan være så galt, som det lyder. Jeg startede med at fremhæve, at det altid har været holdningen hos såvel personale som bestyrelser at det absolut primære var at hjælpe flest muligt bedst muligt. Jeg synes, denne fundamentale indstilling har præget RCT-Jyllands arbejde i samtlige 25 år. Denne grundlæggende indstilling har for mig at se, gjort, at RCT-Jyl land altid har stillet sig åbent og gavmildt til rådighed, hver gang der har været bud efter centrets erfarin ger. Det kunne nogle gange være svært at få centrets finanser til at nå sammen, men ikke desto mindre har der aldrig været slinger i valsen i for hold til, at den humanitære indsats måtte gå forud for købmandskabet. Det var selvfølgelig dejligt, hvis information og vidensformidling, kunne udløse tilskud til centrets be trængte økonomi, men det vigtigste var trods alt, at informationerne blev 12 givet – også selvom det måtte gøres gratis. Utallige er derfor de oplæg og foredrag, der er blevet holdt. Jeg tror ikke, der er mange lokale foreninger, klubber eller loger, der ikke gennem årene har benyttet sig af RCT-Jyl lands tilbud – og heldigvis har også mange af disse – når de har kunnet finde midler til det, valgt at støtte RCT-Jyllands arbejde. For år tilbage lavede nogle unge, entusiastiske mennesker fra det danske Videoværksted i Haderslev en lille film om arbejdet på RCT-Jyl land. Filmen blev under titlen ”Usyn lig Smerte” i mange år brugt i un dervisning og information over hele landet og endog ved konferencer i udlandet og på dansk TV. Det særlige ved den film var igen, at såvel patienter som behandlere fra RCT-Jylland turde stå frem og åbent fortælle om det vigtige pa tient-behandlersamarbejde, der er en forudsætning for et vellykket re habiliteringsforløb. Også inden for de mere kollegiale og professionelle kredse har RCTJylland spillet en væsentlig rolle. Inge Genefke, som er en af grund læggerne af rehabiliteringsarbejdet for torturofre har tidligere fortalt mig, at RCT-Jylland var det 4. i verden – rehabilitering gennem 25 år – af sin slags. Jeg har siden erfaret at der globalt set vist var en del flere tilbud der dukkede op nogenlunde samtidig – men i hvert fald var RCT-Jylland blandt pionererne og således også blandt de centre, der råder over den største erfaring. Og dermed blev centret også blandt dem, der meget ofte er blevet søgt råd og inspiration hos, når der var behov for oprettelse af nye centre eller etablering af an dre typer tilbud til traumatiserede flygtninge. Igen har bestyrelsens og persona lets hjælpsomme indstilling resulte ret i, at centret altid har stillet op. Utallige initiativgrupper og ar bejdsgrupper – danske som uden landske har aflagt besøg og har fået lejlighed til at høre om arbejdet. Og hver gang har centrets medarbejde re – gavmildt og egentlig også gan ske modigt – stillet sig til rådighed og ladet sig kigge i kortene. Jeg ved, at mange af de tilbud, der siden er blevet etableret for at imødekomme det store behov for behandling til torturofre og trauma tiserede flygtninge er blevet til efter inspiration fra den meget engage rede og erfarne tværfaglige stab på RCT-Jylland – det gælder selvfølgelig i forhold til behandlingsorganisation Niels Krustrup og metode, men ofte også i forhold til administrative systemer, hvor medarbejderne i RCT-Jyllands sekre tariat i lighed med centrets behand lere og tolke har været hjælpsomme og har spillet en stor rolle. Nogle gange kunne det virke lidt uendeligt med alle disse initiativ grupper, hvor entusiasmen var stor, men hvor den politiske vilje til støtte, kunne være svær at opnå. Der var f.eks. et konstant stort behov for, at patienter med bopæl på Fyn kunne få et lokalt behandlings tilbud og dermed slippe for at skulle rejse til Haderslev eller København for at få behandling og tilmed være plaget af lange ventetider såvel i København som i Haderslev. Utallige grupper blev gennem årene nedsat og hver gang stillede RCT-Jylland sig til rådighed. Jeg selv var efterhånden ret meget i tvivl om, hvorvidt det nogensinde skulle lykkes at få etableret et behandlings tilbud på Fyn. Men til sidst lykkedes det også der, ligesom der efterhån den også blev oprettet behandlings tilbud i f.eks. Vejle, Vestjylland og Sydsjælland. Derforuden er der også her i om rådet kommet rehabiliteringstilbud af mere pædagogisk karakter rettet mod samme målgruppe. Nemlig 13 Verdande her i Haderslev og Trau mecentret i Sønderborg. Det var nok ikke mindst et re sultat af en langvarig indsats og et godt samarbejde mellem RCT-Jyl land, OASIS og RCT i København, at der for ca. 10 år siden kom lidt mere skred i tingene. RCT-Jylland blev sammen med de to andre cen tre inddraget i en tværministeriel arbejdsgruppe nedsat af Sundheds ministeriet med det formål at kort lægge området og udarbejde anbefa linger til forbedringer. For mig at se blev dette arbejde skelsættende i forhold til den udvik ling, der siden kom til at ske, og for at der i dag er en nogenlunde rime lig geografisk dækning af rehabilite ringstilbud i Danmark. Samtidig lykkedes det de 3 nævn te centre at bevare en vis autonomi og fortsætte som selvejende insti tutioner med egne bestyrelser, men som en del af det frie sygehusvalg og med retten til en driftsoverens komst med de stedlige amter. Det var også igennem arbejdet i denne arbejdsgruppe, at det blev fastlagt som et grundlæggende princip at rehabiliteringsindsatsen i forhold til traumatiserede flygtninge og torturofre skal være tværfagligt sammensat. 14 Retten til en driftsoverenskomst medførte for RCT-Jyllands vedkom mende i første omgang et nært og smidigt samarbejde med Sønderjyl lands Amt. Ved amternes nedlæggelse over flyttedes samarbejdet til Region Syddanmark, hvilket skulle vise sig at blive en noget mere turbulent affære. Jeg har ikke tal på, hvor mange omstruktureringer dette samarbejde skulle igennem og utallige er de gange, hvor jeg har følt mig meget tilfreds med, at vi via i den omtalte tværministerielle arbejdsgruppe fik gennemført at bl.a. RCT-Jylland bevarede sin status som selvejende institution. Det tætte samarbejde de tre nævnte institutioner imellem har også resulteret i, at der på besty relsesniveau er kommet et veletable ret samarbejde i gang med henblik på at skabe bedst mulige forhold for patienterne og at formidle mest mulig viden om den patientgruppe centrene har som opgave at tage sig af. Netop fordi RCT-Jylland er selv ejende og dermed en såkaldt NGO Har det også gennem alle årene været muligt at indgå i et samar bejde på globalt plan. RCT-Jylland – rehabilitering gennem 25 år – har således i stort set alle årene været medlem af og tilknyttet orga nisationen IRCT – The International Rehabilitation Council, der har sit sekretariat i København. IRCT er en verdensomspændende paraplyorganisation, hvis primære formål det er at støtte rehabilitering af torturofre og at forebygge tortur på verdensplan. Organisationen har i dag omkring 150 medlemscentre fordelt over hele verden og arbejder på mange niveauer i bestræbelserne for at nå de omtalte mål. I det daglige travle liv på RCTJylland har medlemskabet af IRCT måske ikke haft den helt store be tydning. Men for mig at se, har det været helt i tråd med de grundlæg gende principper for RCT-Jylland, at man også internationalt rækker ud og forsøger at hjælpe og støtte, hvor man kan, samt i fællesskab lægger mest muligt pres på overordnede organer, som f.eks. regeringer, EU, FN m.v. Jeg tror ikke, man skal undervur dere betydningen af at være en del af det store fællesskab – eller fami lieskab, om man vil i bestræbelserne for at nå de fælles mål. Noget af det vi også har kunnet lære af dette fællesskab er, hvor for skellige vilkårene er, for os der be Niels Krustrup skæftiger os med mennesker, der har været udsat for tortur. Medens vi her i Danmark har kunnet udføre vores arbejde under trygge rammer og rimelige økono miske vilkår, er dette bestemt ikke vilkårene for mange af vore kolleger i andre lande. Mange må arbejde un der stor modstand fra det regime, de er underlagt og bliver ofte – nogen gange dagligt – udsat for chikane, forfølgelser og obstruktion af deres arbejde. Her har fællesskabet i IRCT haft en betydelig rolle at spille. Ikke få er de gange, hvor organisationen med alle til rådighed værende midler har måttet rykke ud for at hjælpe helt uskyldigt fængslede ledere og med arbejdere på centre, der var en torn i øjet på landets magthavere, eller forsøge med mindre økonomiske tilskud søge at forhindre pludselig konkurs og nedlukninger af centre. Personligt har jeg været glad for gennem 6 år at have været medlem af såvel det internationale rehabili teringsråd samt IRCT’s bestyrelse, hvor jeg er kommet rigtig tæt på dette arbejde. Også selvom en af de mindre behagelige opgaver, der selvfølgelig også måtte følge med, var IRCT’s forpligtelse til at stå vagt om, at de sparsomme midler, der 15 tildeles centrene rundt omkring, ikke falder i de forkerte lommer og at det rehabiliteringsarbejde, der er så hårdt brug for, også rent faktisk bliver udført. Et lille appendix i det internatio nale arbejde, har været en sparsom kontakt til EU. I dag er EU’s støtte til vores områ de yderst indskrænket og overvejen de begrænset til støtte i de mindre bemidlede egne af EU. Men tidligere har det også været muligt for RCTJylland at få tilskud fra EU, men jeg erindrer det mest som en voldsomt bureaukratisk affære, hvor det mere handlede om at udfylde skemaerne rigtigt end om substansen i det der søgtes til. Jeg mindes især en gang, hvor en tidligere leder i OASIS, Karin Sten Madsen og jeg, sammen drog i led tog til Bruxelles i et forsøg på opnå støtte. Vi medbragte møjsommeligt udfyldte ansøgningsskemaer, men mødte ikke megen lydhørhed trods mange på forhånd aftalte møder. Det første de faldt over var, at de ikke kunne nå at behandle ansøg ningen inden det starttidspunkt, vi havde anført i ansøgningen. Vi fore slog så, at vi lige på stedet rettede starttidspunktet, men den gik ikke. 16 Vi måtte tage skemaet med hjem igen, udfylde det på ny og fremsen de det med nye datoer. Vi så nok begge noget opkørte ud over den behandling, for den lidt afmålte embedsmand kastede et blik på os og sagde: ”You look pretty traumatized yourselves” – Ikke helt forkert bedømt. Det hører med til historien, at vi faktisk endte med at få pengene. For et par år siden arrangerede Region Syddanmark en konference i forbindelse med lanceringen af en såkaldt medicinsk teknologivurde ring vedr. behandling af traumati serede flygtninge. I den forbindelse blev området betegnet som en øde ø i forhold til andre behandlingstilbud i Danmark. Måske har forbindelserne til det danske behandlingssystem nogle gange været begrænsede – også fordi det almene danske behand lingssystem har været ret famlende overfor opgaven med at behandle flygtninge med traumer. Hvordan skulle man f.eks. lige gri be opgaven an, når andre sygdoms opfattelser og kulturelle forskelle var i spil, og hvordan skulle man lige forholde sig til tolkningsbehovet? Jeg synes, man fra rehabilite ringscentrene generelt har stillet – rehabilitering gennem 25 år – sig hjælpsomt til rådighed, men i et travlt sundhedssystem har der nok ikke altid været helt plads til at be nytte sig af denne hjælp. Så billedet af den øde ø, er for mig nok mere et spørgsmål om øjnene der ser end et billede på virkelighe den. Jeg håber i hvert fald, mit oplæg har givet et billede af RCT-Jylland som et sted med utallige forbindel seslinjer til omverdenen og en ud strakt vilje til fortsat at udbygge og forbedre disse linjer. Men det er ydermere mit håb, at centrets grundlæggende holdning om at hjælpe flest muligt bedst mu ligt med stor respekt og omsorg for den enkelte fortsat kan få lov at tri ves og udvikles. Vi lever i en tid, hvor mange ressourcer bruges på registrering, effektivisering og på såkaldte kvali tetsstyringsprojekter. Det er selvføl gelig ikke rimeligt at argumentere imod effektivitet og kvalitet. Men jeg kan blive meget bekymret for, hvis den tid der går med registrering og gardering af sig selv mod eventuel kritik går fra den tid, der burde bru ges på meningsfuld patientkontakt – i så fald har det efter min opfat telse ikke meget med hverken effek tivitet eller kvalitet at gøre. Niels Krustrup Mit ønske for fremtiden er selv følgelig, at forholdene rundt om i verden ændrer sig, så RCT-Jyllands behandlingsindsats bliver overflødig. Men som nævnt, er der desværre ikke meget der tyder på, at det er den udvikling, der er lige om hjørnet. Mit næste ønske er derfor, at den solide ekspertise centrets medarbej 17 dere gennem 25 år har oparbejdet må møde retfærdig respekt hos lan dets styrende organer og i kollegiale sammenhænge. Jeg synes, der er erfaringsmæssig evidens for at RCTJyllands arbejde nytter. Det kan virke endeløst, men me ningsløst bliver det aldrig! 18 Behandling af traumatiserede flygtninge i Danmark – et historisk tilbageblik Ved Grethe Svendsen Socialrådgiver og psykoterapeut. Da der i begyndelsen af 1980-erne blev taget initiativer i Danmark til etablering af behandlingsmulighe der for traumatiserede flygtninge, var det som om, man talte om noget ganske nyt. Og sådan var det også, hvad angår behandling af flygt ningene, men jo ikke hvad angår problematikken omkring traumati sering. De problemer havde det danske samfund stået i så sent som efter 2. verdenskrig, hvor danske mænd og kvinder i midten af 1940-erne kom hjem fra de tyske koncentrationslejre efter indespærring, mishandling, ud sultning og drab. De blev undersøgt, og deres symptomer sammenfattet i KZ-syndromet. Men da man ikke kendte meget til behandling efter traumatisering, måtte KZ-fangerne hver især finde ud af at leve videre, som de bedst kunne. Ikke overra skende rummer beskrivelserne af KZ-syndromet langt hen ad vejen de samme symptomer, som senere blev beskrevet i syndromet Post Trauma tic Stress Disorder (PTSD). Det nye, der skete i begyndelsen af 1980-erne var, at man begyndte at udvikle behandlingsmuligheder for traumatiserede flygtninge. Men tilbage til slutningen af 50erne. Siden da har vi i Danmark modtaget flygtninge og torturofre fra alverdens brændpunkter. Fra euro pæiske og sydamerikanske diktatu rer, afrikanske stammekrige, asiati ske og mellemøstlige konflikter. Og desværre har også mange af disse mennesker måtte finde deres egen måde at leve med traumerne på. For det var som sagt først i 80-erne, at det herhjemme blev tydeligt for især sproglærere og medarbejdere i so cial- og sundhedsvæsenet, at en del flygtninge i Danmark havde brug for hjælp. Efterhånden blev det erkendt, at disse flygtninge havde sympto mer på posttraumatisk stress. Siden da er der sket meget. Fra midten af 80-erne har jeg – først på RCT i København, siden i OASIS og i Dansk Flygtningehjælp – deltaget i og fulgt udviklingen indenfor be Grethe Svendsen handling og rehabilitering af trau matiserede flygtninge på tæt hold. I det følgende vil jeg forsøge at male et billede med den brede pensel og naturligvis ikke med alle nuancer, af den danske indsats fra dengang og frem til i dag. Som sagt har Danmark siden 1960-erne modtaget store flygtnin gegrupper. Vi har altid vidst, at flygt ningene i deres hjemlande havde været udsat for begivenheder, som af WHO betegnes som traumatiske, og at de følgelig behøvede beskyt telse såvel fysisk som psykisk. Den officielle politik var, at flygtningene kunne få fysisk beskyttelse i form af ophold i Danmark, men indtil år 2000 havde man fra politisk hold end 19 ikke overvejet at stille et beredskab til rådighed, som kunne tilbyde de hårdest ramte flygtninge behandling for deres symptomer, hvad enten de havde været udsat for forfølgelse og tortur eller på anden måde oplevet ydmygelse og vold. I 1980-erne opstod der imidlertid på privat initiativ forskellige behand lingsinstitutioner, som havde hver sin historiske baggrund for at forstå flygtningenes problemer og behov. De første centre i Danmark var CE PAR og RCT i København samt RCT i Haderslev. CEPAR blev oprettet af eksilerede latinamerikanske flygtninge, som enten havde en psykologuddannelse i deres hjemlande eller tog den her. De var inspirerede af et behandlings kollektiv for eksilerede latinameri kanere i Belgien ved navn COLAT. Dette historiske udgangspunkt kom til at præge CEPARs arbejde med traumatiserede flygtninge i årene fremover. Deres fokus var i høj grad kollektivet. Udover den individu elle behandling arbejdede de med gruppebehandling af såvel voksne flygtninge som børn. I adskillige år var CEPAR ene om at tilbyde grup pebehandling. RCT i København blev startet af 20 Amnesty International’s lægegrup pe, som i begyndelsen af 1980-erne undersøgte latinamerikanere samt grækere, som var blevet mishandlet af militærjuntaen i Grækenland. Læ gegruppen fandt, at grækerne havde svære symptomer efter deres barske oplevelser. Det førte til oprettelsen af Rehabiliterings- og Forskningscen tret i København i 1982. Også her kom det historiske udgangspunkt, det lægefaglige, til at præge behand lingsarbejdet med flygtningene. RCT’s fokus og omdrejningspunkt for behandlingen var specifikt at afbøde flygtningenes fysiske og psy kiske følger efter tortur. De sociale problemer i eksilet tillagdes den gang ringere betydning. RCT havde som det eneste center i mange år en lægefagligt domineret ledelse. Som bekendt blev RCT i Hader slev oprettet i 1985. Initiativet kom fra en gruppe bestående af læger, psykologer, fysioterapeuter og so cialrådgivere fra Haderslev og om egn, som i deres daglige arbejde i stigende grad mødte flygtninge med traumer. Gruppen arrangerede et møde med lederen og medarbejdere fra RCT i København. Kort tid deref ter var RCT-Jylland en realitet med fokus på et ligeværdigt behandlings koncept bestående af psykoterapi, – rehabilitering gennem 25 år – fysioterapi og social rådgivning til alle klienter. I 1987 blev OASIS i København oprettet, og i årene derefter kom der flere rehabiliteringscentre med tvær faglig behandling til i København og i nogle af de store byer i Jylland. Behandlingen bestod oftest af psy koterapi, fysioterapi, lægekonsulta tion og social behandling. Centrene blev oprettet på privat initiativ og var privat drevne. Dermed blev der mulighed for behandling for nogle af de flygtninge, som boede i nær heden af disse centre. Flere centre udvidede målgruppen og tilbød behandling ikke alene til flygtninge, som havde været underkastet tortur, men også til flygtninge, der var trau matiserede af andre grunde, f.eks. fordi de kom fra diktaturer præget af langvarige borgerkrige. Der blev efterhånden også større variation i behandlingstilbuddene. Baggrunden herfor var en voksende erkendelse af, at en flygtnings problemer griber dybt ind i hans/hendes liv i Dan mark og dermed i mulighederne for at etablere en rimelig tilværelse for sig selv og familiens børn. Hvis behandlingen skulle have effekt, måtte man se flygtningens liv som en helhed. Derfor kom behandlingen – udover psykoterapi, fysioterapi og Grethe Svendsen social rådgivning – også til at om fatte f.eks. psykiatrisk konsultation, afspændingsbehandling, terapeu tiske værksteder, caféer og kontakt med frivillige. Behandlingscentrene var meget skævt fordelt rent geografisk. Mange steder var der ingen centre, og dér blev flygtninge med behandlingsbe hov om muligt henvist til privatprak tiserende fysioterapeuter, afspæn dingspædagoger, psykologer og psykiatere. Idealistiske fagfolk, som interesserede sig særligt for flygtnin gegruppen, og som selv måtte søge viden om den komplicerede sag, det er, at behandle flygtninge med post traumatisk stress. Kort tid efter sin oprettelse over gik RCT i København, som det ene ste center, til statslig finansiering. En pudsig detalje er, at centret kom til at høre under Udenrigsministe riet. Jeg husker, at begrundelsen herfor var, ”at det ville kaste glans over Danmark internationalt at have et sådant center”. 1990-erne Først i 1992 efter en utrættelig ind sats på de bonede gulve opnåede OASIS’ daværende formand Harald Engberg Petersen, at tre centre fik driftstilskud fra Udenrigsministeriet, 21 nemlig RCT-Jylland, OASIS og CE PAR. I 1990-erne øgedes bevidstheden på alle centre om, hvor kompleks be handlingen af traumatiserede flygt ninge er. Efter de første års kamp for eksistensen blev udviklingen i disse år præget af større og større bevidst hed om faglighed og professionalise ring på alle planer: I behandlingen, i tolkningen, i tværfagligheden, i administrationen og i ledelsen. Hele udviklingen indenfor be handlingsområdet var i disse år præget af initiativer, taget dér hvor interessen for flygtningebehandling var til stede, og hvor kræfterne hos de professionelle behandlere kunne mobiliseres. Der var ingen overord net plan for udviklingen af behand lingsberedskabet indenfor flygt ningeområdet og ingen overordnet ansvarsfordeling. Derfor var flygtnin genes muligheder for hjælp utilfreds stillende i denne periode. Den ulige fordeling af behandlingstilbuddene betød, at det i store dele af landet re elt ikke var muligt for dem at komme i behandling. Dér, hvor behandling var mulig, var der til gengæld meget land ventetid. Yderligere komplicerende var det, at der på det tidspunkt var uklarhed i lovteksten om kommu 22 nernes forpligtelse til at betale for behandlingen, ligesom kommunerne i øvrigt også havde forskelligt syn på nødvendigheden af behandling. De færreste flygtninge havde råd til selv at betale. Der måtte søges om bevilling i kommunen. Nogle af de kommuner, som gav tilsagn, foretog økonomisk beregning i den enkelte sag, som kunne resultere i krav til flygtningen om egenbetaling for en del af udgiften. Dette forhindrede utvivlsomt nogle flygtninge i at få behandling. På det faglige plan opstod der behov for udveksling af erfaringer og samarbejde centrene imellem både internationalt og nationalt. Den med nogle års mellemrum tilbagevenden de nordiske konference for terapeu ter blev allerede etableret i midten af 80-erne. Senere opstod et forum, hvor lederne af de danske behand lingsinstitutioner jævnligt mødes, og hvor medarbejderne på et årligt møde har mulighed for at udveksle erfaringer og nye planer. Endnu senere (omkring 2003) opstod det europæiske netværk, samt IRCT som Niels lige har fortalt om. Årene lige efter 2000 Endelig – i år 2000 – tog det davæ rende Sundhedsministerium initiativ – rehabilitering gennem 25 år – til at nedsætte en arbejdsgruppe om Rehabilitering af traumatiserede flygtninge. I økonomiaftalen for år 2000 mellem amterne og regeringen indgik, at man skulle overveje en overflytning til det generelle sy gehusvæsen af de tre centre, som modtog driftstilskud, heriblandt RCT-Jylland. Indenrigsministeriet havde overfor Sundhedsministeriet peget på ventetiderne og den ulige fordeling af behandlingstilbud. Indenrigsministeriet opfordrede derfor til en udbygning og forbed ring af behandlingstilbuddene i offentligt regi, så ventetiderne kunne nedbringes og egenbetalingen bort skaffes. Arbejdsgruppen udkom med en rapport i april 2001, hvormed man bl.a. anbefalede, at ansvaret for be handling blev placeret indenfor Sy gehuslovens rammer. Det ville inde bære, at de daværende amter skulle sørge for det nødvendige, tværfag lige rehabiliteringstilbud til trauma tiserede flygtninge, gratis for såvel flygtningen som for kommunen. Dette var i mine øjne et markant gennembrud, hvor det for første gang blev slået fast, at behandlingsopgaven er et offentligt ansvar. Men helt let skulle det ikke gå! Nok fik amterne derefter hvert år Grethe Svendsen midler til en begyndende opbygning af behandlingsberedskabet. Men desværre blev tilskuddene til amter ne givet som forhøjelse af amternes bloktilskud og ikke øremærkede. Det betød, at amterne i årene efter 2001 selv kunne bestemme, om eller hvor når de ville følge henstillingen om at benytte midlerne til etablering af behandlingsmuligheder. Kun et par amter gik resolut til værks og opret tede behandlingscentre i henhold til Sundhedsministeriets arbejdsgrup pes anbefalinger. Interessant er det at se, hvilken betydning det havde, at midlerne ikke var øremærkede. Interessant på den måde, at man ikke skal tage noget for givet. På en konference på Christiansborg i januar måned 2004 holdt en kontorchef i Amtsrådsfor eningen et oplæg med status over amternes forpligtelse. Hun pointe rede, at amterne har en forpligtelse, at amterne har fået pengene, men at der med regeringsskiftet ”blæste andre politiske vinde”, som medførte, at amterne nedprioriterede flygtnin geområdet til fordel for nedbringelse af ventelisterne til bl.a. hofteopera tioner! Til trods for at flere folketingsmedlemmer i den periode stillede spørgsmål til indenrigsministeren 23 om, hvad ministeren ville gøre ved amternes manglende lyst til at tage behandlingsansvaret på sig, og trods ministerens skriftlige påmindelser til amterne herom, gik udviklingen af behandlingskapaciteten alt for langsomt. De to centre RCT-Jylland og OASIS blev ved en lovændring i 2005 placeret under Sygehusloven, som nu var kommet til at hedde Sundhedsloven. CEPAR lukkede på grund af pengemangel, inden afta len var i hus. Men så endelig fra 1.1.2007 ligger ansvaret for behandling af traumatiserede flygtninge under psykiatrien i regionerne, vederlagsfri for flygtningene og for kommunerne. Dermed kan flygtninge få gratis tilbud om rehabilitering på lige fod med tilbud om en ny hofte! Det viste sig hurtigt, at den gratis adgang til behandling afslørede, at behovet for behandling var væsent ligt større, end man tidligere havde set i øjnene. Pr. 1.3.2007 havde cen trene i København, Vejle, Odense, Haderslev og Århus hver over 100 flygtninge på venteliste. Det med førte meget lange ventetider på op til 3 år. Disse tal er baseret på Dansk Flygtningehjælps oversigt over ven 24 tetider. Listen bliver ajourført hvert år. I erkendelse af den uholdbare lange ventetid nedsatte det davæ rende Indenrigs- og Sundhedsmi nisterium i 2007 endnu en arbejdsgruppe, som denne gang skulle se på hurtigere visiterende undersø gelser til behandlingstilbuddene. Arbejdsgruppen fremkom bl.a. med forslag til en optimeret visitations procedure. Gruppen vurderede sam tidig, at de ressourcemæssige ram mer udgjorde et væsentligt problem i forhold til ventetiderne. Efterføl gende blev der af satspuljemidlerne tildelt området yderligere kr. 75 mio. indtil 2012. Dansk Flygtningehjælp har netop revideret sin oversigt over venteti der. Pr. 1.3.2011 er der 11 behand lingscentre for traumatiserede flygt ninge under Sundhedsloven. Der er et eller flere centre i alle regioner. Af Flygtningehjælpens liste fremgår det, at ventetiderne på behandling varierer fra 0 mdr. et enkelt sted til 3 – 11 mdr. flere steder, og endelig er der et par institutioner med over 1 års ventetid. Det ser således ud til, at det er lykkedes nogle af institu tionerne at nedbringe ventetiderne betragteligt. Den bestræbelse pågår stadig. – rehabilitering gennem 25 år – Årene fra 2007 Hvor 1980-erne var ”etablering af behandlingscentrenes årti”, og 1990erne blev ”faglighedens og tværfag lighedens årti”, så har årene efter år 2000 været præget af bestræbelser på at optimere og effektivisere be handlingen. Dertil har bl.a. to initiativer bidraget, nemlig ICF og MTV. I 2007 arbejdede 8 rehabiliterings centre sammen med Marselisbor gCentret i Århus om et forsøg på at implementere WHO’s ”Interna tionale Klassifikation af Funktions evne, Funtionsevnenedsættelse og Helbredstilstand” (ICF) som led i centrenes monitorering af rehabilite ringen. ICF er et internationalt ac cepteret værktøj, som kan benyttes tværfagligt og tværsektorielt. Formå let med pilotprojektet var at finde et fælles, standardiseret sprog og en tilsvarende begrebsramme til beskri velse af flygtninges helbredstilstand. Resultatet af dette samarbejde blev udgivet af MarselisborgCentret i november 2009. I rapportens sam menfatning står der bl.a., at redska bet – ICF Core Set til traumatiserede flygtninge – ikke er færdigudviklet, men at der med rapportens resulta ter er skabt et grundlag for videre udvikling af et ICF dokumentations Grethe Svendsen redskab til denne målgruppe. Så vidt jeg er orieteret, er man i gang med drøftelser af, hvordan dette kan ske. Det andet initiativ kom i novem ber 2008, hvor Center for Kvalitet for Region Syddanmark udgav en me dicinsk teknologivurdering (MTV) om behandling og rehabilitering af PTSD – herunder traumatiserede flygtninge. Formålet med MTVen var – på baggrund af omfattende litteratur studier – at afklare og sammenfatte den foreliggende evidens for be handling og rehabilitering af men nesker med PTSD, herunder trauma tiserede flygtninge. I Region Syddanmarks lille hæfte ”Introduktion til MTV-rapporten” gives der på baggrund af litteratur studierne en række anbefalinger til de involverede aktører på behand lingsområdet. Da der var tale om en søgning på de eksisterende under søgelser, har tværfagligheden ikke helt fået den plads, som man kunne ønske sig. Er der så noget tilbage at ønske? Behandlingstilbuddene er blevet flere og vederlagsfri, og behandlin gen er gennem de seneste år søgt effektiviseret. Noget er vundet, no 25 get halter. Jeg vil her til sidst vove at pege på bare et par områder, som er gammelkendte men ikke desto min dre stadigvæk fortjener opmærksom hed og forhåbentlig snarlig handling: 1)Manglende sammenhæng i behandling og rehabilitering Der trænges i den grad til bedre sammenhæng mellem regioner nes ansvar for behandling og kommunernes ansvar for rehabi litering i bredere forstand. Hvis der skabes større helhed i rehabi literingsindsatsen, vil flygtningen og de forskellige aktører få større mulighed for at samarbejde om målene for rehabilitering og de veje, der skal betrædes for at nå målene. Det er i denne sammen hæng bemærkelsesværdigt på den kedelige måde, at den sprit nye ”Vejledning om kommunal rehabilitering”, der netop har væ ret til høring, ikke nævner ordet flygtning overhovedet. Post Traumatisk Stress kan ikke behandles ensidigt. I mange år har vi vidst, at traumatisering gri ber ind på mange områder i flygt ningens liv. Derfor er det vigtigt med en bred indsats før, under og efter et egentligt behandlings- og 26 rehabiliteringsforløb både i for hold til den enkelte flygtning og hans familie. 2)Vi har i mange år kendt til begrebet sekundær traumatisering i forhold til den traumatiserede flygtnings familie. Flere behandlingsinsti tutioner arbejder da også med tilbud til familien. Men specifikke behandlingstilbud til traumati serede flygtningebørn har der, så vidt jeg ved, ikke været mange af gennem årene. Vi ved, hvor hårdt ramt børn bliver af foræl drenes ubearbejdede traumer, for slet ikke at tale om de traumer, som børnene selv direkte har fået påført. På andre områder – f.eks. sorg- kriseområdet – er der trods alt sket noget i forhold til danske børn, ligesom det er tilfældet indenfor psykiatrien, hvor der nogle steder er etableret grupper for børn af psykisk syge forældre. Flygtningebørnene og de unge fortjener i den grad større bevå genhed indenfor både behandling og det bredere rehabiliteringsom råde. 3)Forskning har stået højt på behandlingscentrenes ønskeliste i mange år. I alle årene har – rehabilitering gennem 25 år – man i fagkredse diskuteret beho vet for forskning. På stort set alle centre har man vægtet at se flygt ningens liv som en helhed og som følge deraf indrettet behandlingen med fokus på såvel psyke, fysik, familien og det sociale liv. Det ser ud til, at netop den tværfaglige behandlingsindsats udgør store udfordringer til forskningsmetode, og at dette sammen med centre nes økonomiske forhold er en væ sentlig årsag til den mangelfulde forskning. Denne udfordring in spirerer forhåbentlig til nye forsk ningsinitiativer, også med fokus på effekten af tværfagligheden. Det sker åbenbart ikke lige nu, for så sent som d. 8. april d.å. kunne man i Politiken læse, at Trygfonden har doneret 4 millioner kr. til Psykiatrisk Traumeklinik for Flygtninge i Region Hovedstadens Psykiatri. Pengene, citat :”går til etablering af en forsk ningsenhed, herunder varetagelse af et projekt, der ved tilfældig udvæl gelse vil afprøve og sammenligne effekterne af tre forskellige behand lingsforløb for traumatiserede flygt ninge – ren lægelig behandling, ren psykoterapeutisk behandling og en kombination”. Godt at Trygfonden donerer penge til forskning. Men Grethe Svendsen igen kunne man spørge: ”Hvor er det hele menneske, og følgelig hvor er tværfagligheden?” Så til allersidst endnu et lille hjertesuk: Som det fremgår af ovenstående, er der sket meget på behandlingsområ det i de sidste 50 år. Hvis vi kigger tilbage på 1950erne, 1960-erne og 1970-erne nævnte jeg – måske lidt forarget – at flygtninge, der kom til Danmark dengang, nok kunne få fysisk be skyttelse, men at der ikke end ikke var tænkt på traumebehandling. Set med 2011-øjne må man vist konsta 27 tere, at det ikke var så ringe endda med den fysiske beskyttelse. Som bekendt har medmenneskeligheden og generøsiteten i forhold til at give flygtninge beskyttelse, fået svære knæk i de senere år i Danmark. In gen tvivl om, at behandling er meget vigtig, men dét at føle sig accepteret i det danske samfund først og frem mest ved at få opholdstilladelse og senere i den daglige tilværelse som flygtning her, mener jeg er nogle af grundvilkårene for flygtningenes og flygtningebørnenes trivsel. Så et øn ske for 2010-erne er, at vi som sam fund igen bliver i stand til at tage imod de fremmede på værdig vis. 28 Fremtid – Visioner for de næste 25 år Ved centerleder Anna Marie Erbs Det er svært at spå – især om fremti den, hedder det som bekendt. Det er da heller ikke det, der er hensigten med det, jeg nu skal læg ge frem for jer. Ingen af os ved, hvordan de nær meste 25 år kommer til at forløbe. Mange forskellige faktorer spiller en rolle og spiller sammen på det felt, vi arbejder i. Når det nu er så svært at spå, skulle vi så ikke hellere lade være med at drømme og have visioner om fremtiden, kunne man spørge. Er det ikke skønne spildte kræfter, brugt til ingen verdens nytte, når vi nu i det følgende fra RCT-Jylland vil fremlægge vores ønsker og håb for det kommende arbejde i behandlin gen? Skulle vi ikke hellere bare holde os til det, vi ved noget om, og indrette os med de forhold, som er aktuelle på nuværende tidspunkt? Det falder straks meget mere na turligt at stoppe op og se tilbage ved en lejlighed som denne. Det er en milepæl i RCT-Jyllands historie, og institutionen har i åre nes løb været udfordret af og gen nemlevet mange forandringer og også mange vanskeligheder – ikke mindst økonomiske. Så selvfølgelig ser vi tilbage. I de øvrige indlæg på dagens kon ference ser vi tilbage på den udvik ling, traumearbejdet i Danmark har gennemgået siden 1985. Og vi bliver opdaterede på, hvor dan forholdene er på nuværende tidspunkt. Men uanset hvor svært det er at spå om fremtiden, og hvor meget tidsspilde, det kan synes at være, så vil vi også se fremad. Visioner og drømme skaber ret ning og mål. Det er ikke lige meget, hvad man ønsker sig af fremtiden. Det betyder meget, hvad vi tæn ker og tror om de kommende år. Fremtiden er altid åben, og drømme og forhåbninger kan gå i opfyldelse. Vi sad forleden sammen, en lille gruppe medarbejdere, og forsøgte at indkredse de visioner og håb, vi ville lægge frem i dag. Anna Marie Erbs Det gik ikke så let. Mest tror jeg, fordi vi i øjeblikket er inde i en pro ces, hvor dagsordenen er en anden, end den vi kunne ønske. Fra at være en institution i stadig udvikling med stadig flere medar bejdere og godt fagligt drive, er vi blevet overhalet indenom af den udvikling, der i disse år finder sted overalt i sundhedsvæsenet. Nøgleord som behandlingsrettig heder, Den Danske Kvalitetsmodel, pakker, behandlingsmanualer, antal afsluttede patienter m.m. præger hverdagen og vores faglige diskus sioner. Der ligger et større og større pres på os for at effektivisere behandlings arbejdet og øge antallet af afsluttede patienter. 29 Vi er meget koncentrerede om den opgave, og vi har næsten opgivet at udføre andet og mere end de opga ver, der ligger fra dag til dag. Der er nok at se til. Og der er brug for mange kreative løsninger og udbredt nytænkning. Så i begyndelsen af mødet gik det ikke så godt med visionerne, men vi fik heldigvis talt os varme. Ellers var vi nok kun nået dertil at vi syntes, alting skal være, som det har været. Vi talte os ind i en række over vejelser om på hvilke måder, vi kan bidrage i den fortsatte udvikling af RCT-Jyllands arbejde og nåede frem til flere visioner, drømme og ønsker. Nogle er overordnede og andre er meget mere praktisk orienteret, og jeg begynder med de overordnede. For det første: Vi ønsker, at vi bliver færdige med arbejdet, og at vi bliver overflødige. Vi ser det som en hovedopgave at bekæmpe den ondskab, der på den ene eller anden måde har ødelagt patientens liv og fortsat uhæmmet har fået og stadig får lov at øde lægge livet for patienten i form af en lang række kendte og velbeskrevne symptomer. 30 Den opgave vil være fuldført, når der ikke længere findes krig, tilfan getagelse, tortur, forfølgelse og flugt. Men når man tænker på, hvor gamle disse fænomener er, er udsigten til at de skulle ophøre, ringe. Det bliver sikkert ikke i vor tid. Medmindre det lykkes at isolere Danmark fuldstændig og lukke alle grænser, vil der fortsat være brug for vores arbejde. Denne vores 1. vision er mere en drøm end en brugbar vision i vores arbejde. Det strømmer fortsat ind med henvisninger. Der er ingen tegn på at det skulle stoppe. Da bogtrykkeren kiggede forbi med udkastet til layout for den lille blok, vi har udleveret i dag, talte vi om det. Jeg havde foreslået teksten: Be handlingsarbejde gennem 25 år, og bogtrykkeren spurgte sådan lidt tørt, om man måske kunne finde en bedre tekst. For han synes måske nok, vi havde været lige lovlig længe om det. Ja, sagde jeg, og så er vi endda langt fra færdige endnu. Vi foretog en lille ændring i teksten, men meningen er jo den samme. Det kræver virkelig meget arbejde at blive færdige i det felt, vi er i. – rehabilitering gennem 25 år – Den medarbejder hos os, der har været på lønningslisten længst, har fortalt, at han egentlig havde troet, at RCT-Jylland ville nå at færdiggøre sit arbejde, inden han skulle på pen sion. Vi må konstatere, at vi er langt fra det mål. Det vil ikke lykkes for os. For det andet: Vi har et stort ønske om, at vi må være i stand til at bryde eftervirkningerne af tortur og traumatisering. Et af de væsentligste formål med tortur er at nedbryde menneskers tillid til andre og til sig selv. Det lykkes ganske godt langt hen ad vejen. Det er også en kendt følge af traumatisering. Derfor er vores første opgave i mødet med patienten at opbygge ny tillid og dermed skabe muligheder for bedring af patientens tilstand. Uden tillid kommer vi ingen vegne. Der kræver tid til at opbygge et tillidsforhold og en bæredygtig be handlingsalliance. Og det kræver tid og omhu at vedligeholde tilliden. Vi ønsker at tiden må være der til det. For det tredje (og nu kommer jeg til det lidt mere konkrete, vi ser ligge i fremtiden): Anna Marie Erbs Vi ser frem til, at der bliver forsket mere i vores felt, og at forskningen munder ud i flere og mere effektive metoder i behandlingsarbejdet. Der er allerede forsket en del i de psykiske problemer, der følger efter traumatisering, og mange undersø gelser har beskæftiget sig med at finde frem til, hvilken psykologisk behandling, der virker. To faktorer er dog underbelyst i forskningen: 1) Hvordan påvirker eksilproblema tikker og traumatisering gensi digt hinanden? 2) Hvor effektiv er en multimodal indsats, hvor der gives integreret og samtidig behandling på det fysiske, det psykiske og det so cialfaglige felt i forhold til andre behandlingsmetoder? Vi har et stort ønske om snart at komme i gang med undersøgelser, der kan vise resultaterne af vores tværfaglige, integrerede behandling. Dertil har vi brug for effektive mo nitoreringsmetoder og her har vi et håb om, at vi er på sporet bl.a. med ICF koderne. Vi ser også os selv som samar bejdspartnere for de unge forskere på Center for Psykotraumatologi 31 på Syddansk universitetscenter i Odense. Vi byder alle nye initiativer vel komne, der som hovedformål har at udforske patienternes symptomatik, vurdere behandlingsformer og finde muligheder for helbredelse. For det fjerde: Vi har en vision om at blive bedre til at informere om vores virksomhed og udbrede kendskabet til patienternes sygdom. Vi tænker her på information til vo res samarbejdspartnere f.eks. i psy kiatrien og kommunerne. Vi vil fortsat tilbyde undervisning til unge under uddannelse og meget gerne udbygge dette felt med bedre metoder. Vi har tidligere udgivet en film og vil gerne gå videre ad den vej og tage skridt til et nyt filmprojekt. Vi oplever ofte, at journalister øn sker direkte kontakt med en patient for at få en god historie i avisen. Det er vi meget tilbageholdende med at arrangere, fordi det et svært at styre. Men vi kan selv fortælle gode histo rier og vise patienternes verden på en sådan måde, at flere får kendskab til patienternes situation og behov og vores behandling. Vi vil fortsat udvikle materiale til 32 de psykoedukative gruppeforløb, også gerne som film. Det kræver midler, som vi ikke har, så vi skal ud og skaffe penge. Vi må fundraise til mange formål fremover. Vi har den fornøjelse, at vi er ble vet spurgt og har sagt ja til at indgå i et musikprojekt, som munder ud i en cd. Formålet med cd-en er bl.a. at skabe kendskab til patienternes vil kår, – deres traumatiske oplevelser og eksiltilværelse. For det femte: Vi ønsker og vil arbejde for at patienterne får en bedre økonomisk mulighed for at få fuldt udbytte af behandlingen, så det ikke er et spørgsmål om penge, der bliver afgørende for at patienten kan få optimal behandling. Vi ønsker, at det bliver gratis at komme til og fra behandling. Vi ønsker, at patienterne får ret til vederlagsfri medicin i den periode, hvor de afprøver ny medicin. Vi ønsker med andre ord, at der bliver mere luft i økonomien i de familier, der er ramt af traumer. For det sjette: Vi ønsker at få mulighed for at – rehabilitering gennem 25 år – inddrage familien meget mere i behandlingen Vi ønsker mulighed for at behandle hele familien, og især børnenes si tuation har vores opmærksomhed. Deres risiko for at blive traumatise ret, sekundært, gennem opvækst i en familie, hvor den ene eller måske begge forældre er traumatiserede, er stor. Vi ønsker mulighed for også at tilbyde behandling til børnene. Og endelig for det syvende: Vi ønsker fortsat mulighed for at modtage afsluttede patienter og hjælpe dem tilbage på sporet, hvis de kommer ud for kriser pga. af sociale begivenheder eller andre former for sygdom som eks. kræft. Vi har god erfaring med at give støt tende samtaler til tidligere patienter i krisesituationer. Derved undgås, at patienten går helt ned, og mange ressourcer kan være sparet på længere sigt. Syv punkter blev det til – visioner kan man måske ikke kalde dem. Måske er det mere fokuspunkter i det fremtidige arbejde. Også vi må gå efter det muliges kunst. Anna Marie Erbs Uanset om der er mange eller få ressourcer til vores arbejde kan vi leve op til den gamle vision, – den vision, der startede arbejdet her i Haderslev for mere end 25 år siden. Initiativtagerne havde oplevet de skader, de iranske flygtninge kom til Danmark og Haderslev med. De så pludselig en mulighed for at gøre noget. En ny mulighed som den, der allerede var etableret i Kø benhavn. Deres vision var at gøre noget for 33 at afhjælpe skaderne i flygtningenes liv. Det er fortsat visionen, også for os. I årenes løb har mange, mange patienter modtaget god behandling hos os. De har fået om ikke helbre delse, så lindring og hjælp til en bedre livskvalitet. Og mon de dengang for mere end 25 år siden forudså, hvad deres ar bejde ville føre til? Sikkert ikke. For det er svært at spå om frem tiden. 34 Torturofrenes sociale vilkår i dag med tilbageblik på 25 års udvikling Ved socialrådgiver og sektionsleder Mette Blauenfeldt, Center for Udsatte Flygtninge, Dansk Flygtningehjæl Livsvilkårene i eksil har stor betydning for torturoverlevere Et blik på udviklingen i de udlændinge- og integrationsretslige rammer for flygtninge i Danmark. Hamid kommer ind ad døren. Han ser glad ud, og efter vores obligatoriske indledende høflighedsspørgsmål til hinandens familier fortæller han mig, at han nu endelig har fået svar fra kommunen – han har fået pension. Hamid er 56 år gammel og derfor en ”ung” pensionist. Hamid har boet i Danmark, siden han kom hertil som asylansøger i 2001. I den periode har den danske udlændinge- og integrationslovgiv ning gennemgået store forandringer, som på flere områder har haft konse kvenser for Hamid og hans families integration i landet. Der kommer færre flygtninge til Danmark og integrationen er kommunernes opgave Siden 1999 har modtagelse og inte gration af flygtninge i Danmark været kommunernes ansvar. Indtil da havde regeringen givet ansvaret for opga ven til Dansk Flygtningehjælp, der modtog nye flygtninge og tilbød dem et 18 måneders integrationsforløb. I 1999 indførtes med integrationsloven også bestemmelserne om tvungen boligplacering. Det er nu udlændin gemyndighederne, der i et samar bejde med kommunerne beslutter, i hvilken kommune de nyankomne flygtninge skal bo som minimum de første tre år i Danmark. Efter modtagelsen af flygtnin gene fra krigen på Balkan i midten af 1990`erne er antallet af nye flygt ninge i Danmark dalet. De sidste par år har gennemsnitligt 1.400 personer fået asyl, og antallet af familiesam menførte (til både flygtninge, indvan drere og danskere) er ligeledes faldet, så det nu har ligget på gennemsnit ligt 4.700 personer om året de sidste seks år. Hamid er født og opvokset i en Mette Blauenfeldt mindre by nord for Kabul. Han var den ældste søn i en stor børneflok, og der var store forventninger til ham. Hamid klarede skolen godt og kom videre på kost-gymnasium, hvor han bestod eksamen som den bedste i sin klasse. Herefter fik han hurtigt job – det fik nemlig alle med de bedste karakterer – i en større virksomhed, hvor han efter et år blev ansvarlig for bogholderiet. Med godt job og god indtjening kunne Hamid gifte sig. Det gjorde han med den noget yngre Shasia. Som mange 35 andre piger i Afghanistan havde Shasia aldrig gået i skole. Hendes karriereplan var at blive hustru og mor. Hamid var politisk aktiv. Han var socialist og støttede den kommuni stiske regering ledet af Najibullah. Det gav ham problemer i 1992, da Najibullahs regering blev væltet og en islamisk stat oprettet. Hamid mistede sit arbejde og måtte flytte ud på landet og ernære sig ved land brug. Han måtte efterlade sin kone og deres to børn i Kabul. Shasia var 36 gravid, og da Hamid ikke hørte fra hende omkring fødselstidspunktet, tog han bekymret tilbage til Kabul. Efter bare et par dage blev han arre steret og fængslet. Efter to års inde spærring og tortur var han nedbrudt fysisk og psykisk. Hamid fortæller selv, at det var vendepunktet i hans liv. Da Hamid slap ud af fængslet, blev han igen opsøgt af politiet og besluttede sig for at flygte – først ud på landet igen, men derefter helt ud af Afghanistan. Hamid nåede til Danmark, hvor han søgte om asyl i 2001. Han boede i et asylcenter i cirka et år og gik straks i gang med at lære sig dansk. Han opdagede dog snart, at torturoplevelserne kombineret med hans usikre situa tion i Danmark og bekymringerne for sin familie havde ødelagt hans evner til at koncentrere sig og lære nyt. Det var derfor svært for ham at lære dansk. Hamid fik asyl og søgte straks om familiesammenføring med sin kone og sine børn. I mellemtiden var Sha sia og alle børnene flygtet til Iran, hvor de blev registreret som flygt ninge hos UNHCR. Familiens ældste dreng på 20 var forsvundet, deres datter på 19 blevet gift, og planen var, at de øvrige børn skulle med til – rehabilitering gennem 25 år – Danmark. Men kun Shasia og de to yngste drenge fik opholdstilladelse. De tre yngste piger skulle først alder stestes. Shasia rejste ikke umiddelbart til Danmark. Hun ville vente på de tre piger, men måtte efter seks måne der rejse alligevel for ikke at miste sin egen opholdstilladelse. Efter et par måneder fik den yngste pige opholdstilladelse, men de to andre fik afslag med den begrundelse, at de vurderedes at være over 18 år på ansøgningstidspunktet. Afslaget blev blandt andet begrundet med henvisning til unøjagtigheder i mo derens og faderens oplysninger om pigernes fødselsdato i de forskellige skemaer. Shasia er analfabet og havde købt sig til en ”tolk” på gaden i Iran for at få hjælp til at udfylde familiesammenføringsskemaerne, og det faktum, at der er forskellig tids regning i Danmark og Afghanistan og forskellige tolkninger af, hvordan en korrekt omregning af datoer bør foretages, kan have været en del af forklaringen på unøjagtighederne. Lovgivningen fokuserer i stigende grad på selvforsørgelse frem for beskyttelse De seneste små 15 år har der været mange og omfattende ændringer Mette Blauenfeldt i udlændingelovgivningen, blandt andet i reglerne for familiesammen føring, permanent opholdstilladelse og dansk indfødsret. Udlændingelo ven er ændret 15 gange siden 2002 – altså mere end èn gang om året. Også integrationsloven har været gennem mange ændringer, siden den blev indført i 1999. Tendensen i ændringerne er ty delig. Flygtninges særlige situation og deres behov for beskyttelse og tryghed i Danmark har været nedto net i forhold til fokus på nye borge res mulighed for hurtigt og nemt at kunne indgå på det danske arbejds marked og ikke ligge samfundet til last i form af passiv forsørgelse med videre. Flygtninge bliver fattige Siden 2002 har vi haft den lavere kontanthjælpsydelse ”starthjælp” til nyankomne flygtninge. Starthjælpen blev indført med den begrundelse, at det skal kunne betale sig at ar bejde, og at man ikke skulle kunne komme til Danmark og fra første dage hæve en forsørgerydelse på størrelse med den, de skattebeta lende borgere i landet var berettiget til. Men flygtningene har ofte ikke andre muligheder, grundet deres særlige situation. De kan ikke rejse 37 tilbage til det land, de kommer fra, eller til andre lande, og i den før ste periode i Danmark skal de lære dansk og komme sig oven på flugt, forfølgelse og for nogen tortur, in den andre muligheder end offentlig forsørgelse bliver realistiske. Fra undersøgelser på området ved vi, at mange familier på starthjælp lever med et rådighedsbeløb, der ligger væsentligt under et standardbud get. Det betyder en daglig økonomi med mange afsavn for både børn og voksne i familien. Muligheden for at opnå ret til almindelig kontanthjælp er gennem årene indsnævret. Det er ikke længere nok at have boet syv af de seneste otte år i Danmark for at blive berettiget til kontanthjælp. Man skal også i perioden have haft mindst to og et halvt års almindeligt ustøttet arbejde. Ud over starthjælpen er der siden 2002 indført yderligere nedsættelser af den offentlige forsørgelseshjælp: ægtefællenedsættelse, loft over kon tanthjælpen og 450 timers reglen – alle regler, der er målrettet ægtepar på kontanthjælp, og som i overve jende grad rammer etniske mino riteter og dermed også flygtninge. Det seneste år har vi fået yderligere tre forringelser for flygtninge på forsørgelsesområdet. Fra 1. juli 2010 38 er vedtaget en ændring af lovgivnin gen på pensionsområdet, således at flygtninge, der kommer til Danmark, efter de er fyldt 25 år, ikke kan opnå ret til fuld folkepension. Børnefami lier har ikke længere ret til fuld bør nefamilieydelse, og enlige forsørgere har ikke ret til fuldt børnetilskud de første to år, de bor i Danmark. Ende lig blev det pr. 1. juli 2010 pålagt alle udlændinge med ophold i Danmark i mere end syv år et gebyr, hvis de har behov for tolkebistand i deres kontakt med sundhedsvæsenet. Hamid, Shasia og deres tre yngste børn flyttede i en treværelses lejlighed i en mellemstor kommune uden for København. Familiens to andre døtre opholdt sig stadig i Iran, og deres ophold og forsørgelse var fuldstændig afhængig af de penge, Hamid sendte til Iran hver måned. Da familien levede af starthjælp, betød det, at de ikke havde penge til indbo, transport, fritidsaktiviteter med videre. Første gang, jeg besøgte hjemmet, var der ingen møbler på børnenes værelse, kun tre madrasser på gulvet. Familien sad på gulvet i køkkenet og spiste, da de ikke havde borde og stole. Hamid begyndte at få det til tagende dårligt fysisk og psykisk. Presset på ham var stort for at sikre – rehabilitering gennem 25 år – familien i deres nye tilværelse i Dan mark og løse problemet med de til bageblevne døtre i Iran. Shasia græd meget, og skolen meldte om proble mer med dårlig trivsel og koncentra tion hos børnene. Hamid henvises til tværfaglig traumebehandling på RCT i København. Han havde vedvarende smerter i det meste af kroppen, han sov stort set ikke om natten, havde konstante mareridt og kunne ikke huske eller koncentrere sig i hverdagen. Mange flygtninge vil ikke få tryghed i deres ophold i Danmark i form af permanent ophold I sommeren 2010 fik vi nye regler – et pointsystem – for permanent opholdstilladelse. Dette er den se neste ændring af mange i løbet af de sidste 10 år. For otte år siden kunne man få permanent ophold i Danmark, hvis man havde haft lov ligt ophold i landet i mindst tre år og havde vist sin integrationsvilje ved at følge et introduktionsprogram med minimum 85 procent frem møde. I dag skal man have boet mindst fire år i Danmark, bestået prøve i Dansk 2, inden for de seneste tre år have arbejdet på almindelig betingelser mindst to og et halvt år, Mette Blauenfeldt ikke have modtaget nogen former for økonomisk hjælp fra de sociale myndigheder, ikke have gæld til det offentligt og ikke have begået alvorlig kriminalitet. Derudover skal man bestå en medborgerskabsprøve eller have udført frivilligt forenings arbejde i minimum et år, og man skal udvise yderligere såkaldte integrationsrelevante præstationer ved at bestå en højere prøve i dansk eller arbejde fire år i stedet for to og et halvt år eller have gennemført en videregående uddannelse. Der er de seneste år lagt mere og mere vægt på den enkelte flygtnings eget ansvar i forhold til opnåelse af rettigheder som permanent ophold og indfødsret. Den enkelte flygtning ”er selv herre over, om vedkom mende opfylder betingelserne”, som der står i lovbemærkningerne til det omtalte pointsystem for permanent opholdstilladelse. Det er ikke bare viljen til integration, der tæller, men resultatet af viljen. Det krav er van skeligt at opfylde for mange flygt ninge, som næppe kan planlægge sig ud af, at de i de første syv-ni år i Danmark ikke bliver syge, mister deres arbejde eller får andre proble mer, der ødelægger deres mulighed for at opfylde betingelserne for at få permanent opholdstilladelse. 39 Derudover er mulighederne for dispensation indsnævret. Man får ikke dispensation for beskæftigel seskravet, selvom man er tildelt en førtidspension, og der tages ikke hensyn til mindre alvorlig traumati sering, mindre alvorlig sygdom eller andre særlige grunde, der ligger ud over den enkeltes kontrol. De nye strammere betingelser betyder, at mange flygtninge i Danmark aldrig vil få permanent opholdstilladelse. Det betyder, at de skal fortsætte med at søge om for længelse af deres midlertidige asyl tilladelse, som kun kan forlænges, så længe de fortsat opfylder betingel serne i flygtningekonventionen om risiko ved tilbagevenden til deres hjemland. De nye regler for opnåelse af permanent opholdstilladelse trådte i kraft 1. august 2010. Der er ingen overgangsbestemmelser, og derfor skal alle, der har søgt om permanent ophold efter 26. marts 2010 (den dag lovforslaget blev fremsat i Folketin get) behandles efter de nye regler. Det betyder, at mange minoriteter med midlertidigt ophold, som har boet i Danmark i op til seks år, og som har været meget tæt på at opfyl de de tidligere gældende betingelser for permanent ophold, nu skal i gang 40 med at indhente nye og flere point for at kunne søge permanent ophold. Da reglerne som tidligere beskrevet er ændret flere gange de seneste år, giver dette i sig selv en oplevelse af et usikkert og utydeligt retsgrundlag for disse mennesker. Det giver også usikkerhed blandt de professionelle, der skal rådgive om disse ofte meget komplicerede og konstant ændrede regler. Siden de nye regler trådte i kraft har det da også været tydeligt, at mange ikke længere opfylder betin gelserne. Fra juni 2010 til februar 2011 er der givet 1673 afslag og kun 76 tilladelser til permanent ophold. Langt de fleste afslag – nemlig 1608 – er givet til mennesker fra ikkevestlige lande, og 339 af dem er gi vet til flygtninge. Hamid har hele tiden haft som mål at skulle arbejde og forsørge sig selv og sin familie i Danmark. Men med en alder over 50, og en uddannelse fra Afghanistan, der ikke kan bruges i Danmark samt det faktum, at han på grund af de mentale og kognitive følger efter tortur ikke kan læse videre og uddanne sig på ny, og at de fysiske følger gør, at han ikke kan klare et fysisk krævende ufaglært job, blev udsigten til job meget lille. Sideløbende med behandlingen – rehabilitering gennem 25 år – på RCT gik han til danskundervisning, og han kom i flere praktikker og jobtræningsforløb. Han blev grundigt udredt, men måtte til sidst indstilles til førtidspension. En meget stor del af behandlingsforløbet på RCT handlede for Hamid – og hans kone – om at få hjælp til kontakten med udlændingemyndighederne om døtrenes sag samt om samarbejdet med kommunen om for eksempel familiens økonomi og de herboendes børns skolegang. At have en større sag hos udlæn dingemyndighederne kræver stort set en advokat – som Hamid ikke har råd til. Alle muligheder for op hold til døtrene skal prøves. Det vil sige familiesammenføring, som de får afslag på, kvoteflygtning til Dan mark på dossier (de er godkendte UNHCR flygtninge), som ikke lyk kes, ophold efter udlændingelovens §9c på grund af ganske særlige forhold, som de får afslag på. Helt fortvivlende bliver det, da den ene søster forsvinder i Iran, og sagen for den efterladte søster, som nu sidder alene bag nedrullede gardiner, gen optages og endnu engang resulterer i et afslag: ”Det forhold, at [navn] som alene pige opholder sig uden nærmeste familie, og det forhold at hendes søster nu angiveligt skulle Mette Blauenfeldt være forsvundet, anses ikke for at være ’en ganske særlig grund’”. Kun de færreste flygtninge med traumer kan i dag blive statsborgere i Danmark Reglerne for at opnå dansk indføds ret har også gennemgået store for andringer de seneste ni år. Tidligere betragtede man det at få dansk ind fødsret som ”et afgørende positivt element i integrationsprocessen for herboende udlændinge”. I dag anses tildeling af statsborgerskab nærmere som en belønning eller præmie for personer, der allerede er integreret i samfundet. I 2002 indføres det første formelle krav til danskkundskaber for opnå else af indfødsret. Indtil da var en samtale på dansk på den lokale poli tistation i forbindelse med indgivel se af ansøgningen og betalingen af gebyret tilstrækkelig dokumentation for, at man beherskede det danske sprog. I dag skal man have en be stået prøve i Dansk 3 med minimum karakteren 4, man skal have været selvforsørgende de sidste fire og et halv ud af fem år, man skal have bestået en indfødsretsprøve, ikke have forfalden gæld til det offentlige og ikke have begået noget kriminelt. Alene kravet om danskkundskaber 41 vil sortere godt halvdelen af alle ud lændinge fra. Kun cirka halvdelen (46 procent) af alle danskkursister var indskrevet på Danskuddannelse 3 i 2008. Alle udlændinge har ret til tre års gratis danskundervisning, når de kommer til Danmark, og de har ret til èn danskuddannelse. Det vil sige, at har man taget prøve i Dansk 2, er man ”færdiguddannet” på dansk som andetsprog og går ikke videre til Danskuddannelse 3. Derfor afgøres det for mange allerede ved den første visitering på sprogskolen, hvilke rettigheder – eller mangel på samme – de kan se frem til på længere sigt i forhold til permanent ophold og indfødsret. De meget høje krav til danskfær digheder skal for flygtninge med traumer ses i lyset af muligheden for at få dispensation fra kravet på grund af fysiske eller psykiske lidel ser. Den mulighed findes i lovgiv ningen, men i januar 2006 indførtes en note i cirkulæreskrivelsen til bestemmelserne omkring indfødsret, hvori der står: ”Integrationsministe riet forudsætter endvidere at med dele afslag til ansøgere, som lider af PTSD – også selvom tilstanden er kronisk, og dette er dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund”. 42 Hamid fik permanent opholdstil ladelse med dispensation for kravet for danskuddannelse efter de da gældende regler. Havde han søgt i dag, er det meget tvivlsomt, at han have fået permanent ophold. Dansk statsborger bliver han aldrig. Og Hamid fik førtidspension, hvilket har forbedret families økonomi, dog kun minimalt så længe Shasia fortsat er afhængig af offentlig forsørgelse. Men familien har fået ro og stabilitet i forhold til Hamids fremtidige ind tægtsgrundlag. Mange ting blev bedre for Hamid under behandlingsforløbet på RCT. Han fik afprøvet og afklaret sin er hvervsevne og fik bevilget pension. Både han og Shasia fik hjælp til en bedre kommunikation omkring fami liens svære situation, og de fik over blik over og afprøvet alle muligheder i sagen med udlændingemyndighe derne. Hamid fortsatte sin danskun – rehabilitering gennem 25 år – dervisning og blev aktiv i et frivilligt netværk og foreningsliv. Familien fik en nyttehave, som både Hamid og Shasia har stor glæde af. Men fami liens grundlæggende problem blev ikke løst. Familien er stadig splittet med en datter alene i Iran og en anden datter, der er forsvundet. Det påvirker selvsagt hele familien. Mange af familiens vanskelighe der skyldes naturligvis krigen og de kaotiske forhold i Afghanistan, men det havde ikke behøvet at gå så galt, som det gjorde. Det store arbejde med at finde sig til rette her i Dan mark, lære dansk, få børnene godt i gang med skole og uddannelse, selv få fodfæste på arbejdsmarkedet, få helet sig selv efter oplevelserne med krig og tortur er alt sammen blevet væsentligt sværere for Hamid og hans familie på grund af de meget stramme regler i udlændinge- og integrationsloven. 43 Ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved RCT-Jylland den 1. november 2011 Ansatte ved RCT-Jylland Bestyrelsen ved RCT-Jylland Centerleder Anna Marie Erbs Formand Lissa Mathiasen, tidligere MF Sekretariatet: Birgitte Pedersen Hanne Bruun Ruth Bartel Næstformand: Lone Tinor Centi, Afdelingsleder Psykologer: Leif Christensen Merete Holm Bangsø Ulla Søgaard Kristensen Miriam Egehoved Jepsen (vikar) Helle Vieen (konsulent) Bestyrelsesmedlemmer: Søren Vang Rasmussen, Rektor Carlos Ibáñez , Overlæge Søren Vesterby, Journalist Hans Kirk, Direktør Jens Jepsen, Advokat Ulla Søgaard Kristensen, Psykolog Birgitte Pedersen, Fuldmægtig Socialrådgivere: Hanne Fink Stine Boytang Hanne Schmidt Nielsen Silja Hjortvald Fysioterapeuter: Anette Bech Anne Kirstine Fangel Camilla Lindberg Juul Nielsen Jette Nygaard Andersen Christina Ebsen (vikar) www.rct-jylland.dk Stor WIND GRAFISK APS • 74 52 22 31 Lille
© Copyright 2024