Til bestyrelsen v. Esrum Kostskole Esrum Hovedgade 18 3230 Græsted Tilsynserklæring for Esrum Kostskole - skolekode 213010 Jeg har som tilsynsførende besøgt Esrum Kostskole d. 29. maj 2013. Tilsynet er foretaget i henhold til LBK nr 166 af 25/02/2013 Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler Kap. 3, § 9 om tilsyn med undervisningen. Esrum Kostskoles hjemmeside Esrum Kostskole har en fyldig hjemmeside, hvor man får et godt indtryk af skolen og dens ide og virke. Esrum Kostskole har formuleret egne mål for danskundervisningen. Mål for danskundervisningen kan ses på skolens hjemmeside, hvor man også kan se, at skolen følger Fælles Mål i de øvrige fag. På hjemmesiden kan desuden ses nyhedsbreve om undervisningen for de forskellige klassetrin. Fagene kristendom og historie er ikke skemalagte, men undervisningen er tilrettelagt som temaundervisning eller som projektarbejde. Undervisningen er udførligt beskrevet på hjemmesiden. Skolen fører eleverne til folkeskolens afgangsprøve efter 9. klasse og 10. klasse. Skolens ledelse og lærere Skolen ledes af Jannik Offenberg, der er læreruddannet. Alle skolens undervisere er erfarne, læreruddannede lærere. Overværelse af undervisningen Tilsynet har bestået af overværelse af undervisningen i: dansk/specialundervisning i 6. - 8. klasse matematik i 9. klasse engelsk i 8. klasse I specialundervisningen arbejdes med cooperative learning og undervisningsdifferentiering. I år har skolen arrangeret en læselejrskole for at give nogle af eleverne en særlig mulighed for at optimere læsefærdighederne. I læselejrskolen deltager to lærere. De kreative fag er integreret i den almindelige undervisning og er desuden lagt som liniefag hver dag efter frokostpausen. Skolen har også en lektiecafe. Som en del af undervisningen holdes fællesmøde med eleverne. Her lærer eleverne blandt andet hvordan de kan gøre deres indflydelse gældende i forhold til skolens virke. En væsentlig del af skolens ide og undervisning er elevernes rejser, hvor de lærer at forholde sig til vigtige globale forhold og hvor de møder mennesker fra fremmede kulturer. Skolens evaluering af undervisningen Jeg har haft korte samtaler med lærerne i de forskellige klasser om deres evaluering af undervisningen. Lærerne evaluerer primært undervisningen ved at lade eleverne fremlægge en opgave eller et projekt. Men i nogle fag evaluerer eleverne en gang om måneden skriftligt, hvor de svarer på spørgsmål, der relaterer til det indlærte stof. Ved læsning måles læsehastigheden, og det bliver gentaget med jævne mellemrum, så man kan se, om hastigheden øges. Det er mit indtryk, at elevernes standpunkt svarer til et gennemsnitligt standpunkt i folkeskolen for en tilsvarende gruppe elever. Kendetegnende for undervisningen er et tillidsfuldt forhold lærere og elever imellem. Undervisningen veksler mellem lærerens introduktion til opgaver, elevernes selvstændige arbejde, arbejde i små grupper og mundtlig eller skriftlig fremlæggelse. I undervisningen bruges mange forskellige undervisningsmidler. Der bliver brugt elektronisk tavle og computere, bøger og billeder, og materialerne er fagligt og pædagogisk velegnede og tidssvarende. Esrum Kostskole giver ikke karakterer i fagene for det daglige arbejde. Elevernes standpunktskarakterer og prøvekarakterer er offentliggjort, så man kan følge gennemsnittet af karaktererne for skolens elever. Karaktergennemsnittet ligger på et acceptabelt niveau. Endelig har jeg haft samtale med skolelederen om skolens samlede virke. Konklusion Det er min vurdering at eleverne på Esrum Kostskole gennem deres undervisning og skolens samlede virke forberedes til at leve i et samfund med frihed og folkestyre og at skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Gribskov d. 24. juni 2013 Leni Jacobsen Tilsynsførende
© Copyright 2024