1. No category

Middelalderen – og i dag
En essaysamling redigeret af
Svend Clausen og Christian Troelsgård
Københavns Universitet
Center for europæiske middelalderstudier
2012
Middelalderen – og i dag
Redigeret af Svend Clausen og Christian Troelsgård
© Center for europæiske middelalderstudier, Københavns Universitet,
og forfatterne, 2012
ISBN: 978-87-995197-0-5
Bogen er sat i LATEX med Times New Roman og Carolingia
Bogen og de enkelte essays kan downloades fra www.middelalderstudier.ku.dk
Center for europæiske middelalderstudier
Saxo-Instituttet
Njalsgade 90
DK-2300 København S
CEM’s logo er en detalje fra et kalkmaleri i Vester Broby Kirke, Roskilde Stift.
Stregtegning af Ulla Haastrup
Indhold
Forord Christian Troelsgård
5
Indledning Svend Clausen
7
A foreign country Andreas Kjeldsen
21
Middelalderens relevans: Enhedskirken Brian Patrick McGuire
29
Krigeriske kommuner Steffen Harpsøe
43
Hvad man kan lære af middelalderhistorien? Nils Hybel
59
Middelalderforskning og medievalism Nils Holger Petersen
75
Et antropologisk og kognitivt perspektiv Søren Kaspersen
91
3
Forord
Af Christian Troelsgård
Det er i år 30 år siden ‘Center for Europæiske Middelalderstudier’ (CEM) blev grundlagt. I dag har snart sagt hvert universitet og hver provinsby med respekt for sig selv
sit eget ’Middelaldercenter’ eller sin egen ’Middelalderfestival’. Der er ligefrem opstået
et ‘middelaldermarked’, hvor den middelalderhungrende offentlighed kan købe sig til
middelalderoplevelser. Det er en succés, at interessen er så stor, og at middelalderen på
denne måde delvis rehabiliteres fra det dårlige ry, den i øvrigt må trækkes med i folks
bevidsthed. Men når jeg kun siger “delvis”, er det fordi middelalderstudierne kan give
nutiden så meget mere end de stereotype middelalderoplevelser der for det meste faldbydes på ‘middelaldermarkedet’. Og de kan udfordre nutiden på en helt anden måde end
den trygge fiktion om modige riddere og skønne jomfruer, som ofte er første association,
når middelalderen endelig kommer på tale i et positivt lys.
Initiativtagerne til CEM havde dengang to klare mål for centrets aktiviteter: det skulle
være europæisk orienteret (hvor interessen for middelalderen tidligere, for en stor del,
havde været bundet til den nationale historie), og det skulle befordre en tværfaglig indsats
(hvor historiefaget tidligere i højere grad havde stået for middelalderforskningen alene).
Det er kendetegnende for middealderens forskellige epoker, at de alle er ‘internationale’, set ud fra de moderne nationalstaters perspektiv, og at deres historie slet ikke
udfoldede sig inden for bestemte nationale grænser. Det har somme tider været en udfordring for den nationale historieskrivning, at kilderne kun sjældent røber særlige nationale
træk, men at middelalderkulturen derimod, også dens udfoldelse på dansk grund, havde
et stærkt internationalt præg. Handelsvarer, lærdom, religion, mode, udtryksformer og
de dermed forbundne samlivsformer og livsanskuelser – dvs. alt det, som producerede
den nedskrevne og uskrevne middelalderkultur – krydsede grænser efter sine helt egne
mønstre. På dette område er man kommet et stykke vej, men der ligger stadig et stort
formidlingsarbejde forude.
I en radioudsendelse på Danmraks Radios P1 med titlen ‘Middelalderen er over os’
(sendt d. 16. nov. 2012) faldt den følgende replik fra en museumsinspektør: “Vi er meget
selektive når vi skal formidle middelalderen. Det er ikke alting, der kan formidles på en
spændende måde. For eksempel synes de fleste at bønderne er kedelige, fordi deres ar-
5
Middelalderen – og i dag
bejde går meget langsomt, og jeg har da heller ikke endnu set en hjulplov på en middelalderfestival”. Det fremgik af udsendelsen, at den brede formidling af middelalderen,
hjulplov eller ej, kun fokuserer på nogle ret få og helt ‘ufarlige’ kulturhistoriske emner
vedrørende livet i by og på land, set ud fra et arkæologisk-historisk-kulturhistorisk synspunkt, og ofte med en national undertone: ‘allerede i middelalderen var vi danskere et
stræbsomt og intelligent folkefærd...’.
CEM vil stadig noget mere. Der skal udover alle de historisk-arkæologiske emner
forskes i og formidles omkring middelalderens intellektuelle liv og filosofi, politiske
tænkning, litteratur, billedkunst, musik og religiøsitet. Hvis vi skal forstå den vestlige
kulturs udvikling, må vi tage det hele med. Ikke mindst fordi en selektiv tilgang til et
forskningsmateriale ofte giver fortegnede resultater, uanset at den måske er bedre til
bekræfte i forvejen indgroede forestillinger. Middelaldermennesker var jo individer, som
rummede alle sider af det menneskelige i sig, inklusive intellekt, religiøsitet, følelser,
forestillinger, drømme osv.
CEM har forsøgt at arbejde for dette mål om tværfagligehed i middelalderstudierne
ved regelmæssigt at invitere forskere og ph.d.-studerende til give oplæg om deres
igangværende eller netop afsluttede projekter inden for et hvilket som helst fag og emne
med reference til middelalderen. Hvis vi antager, at der har været ca. 5 af disse frokostmøder pr. semester gennem de forløbne 30 år, giver det i alt en række af op mod 300
foredrag om aktuel middelalderforskning.
Men det har ikke altid været lige let at dyrke en sådan tværfaglighed inden for universitetets rammer. Dannelsen af stadig større enheder, som på en måde skal konkurrere
mod hinanden, også økonomisk, har ikke forbedret muligheden for de tværfaglige initiativer. Alle disse genvordigheder til trods, er det lykkedes at holde aktiviteten i gang
siden 1982 – og også at befordre den uformelle netværksdannelse blandt madpakker og
tekopper.
Det er også blevet til nogle få lidt større konferencer: ‘Krig og fred i middelalderen’,
‘Læring og samfund i det tidlige nordvestlige Europa’, ‘Adels-begrebet i middelalderen’, ‘Europas fødsel: Dansk og europæisk identitet i middelalderen’ og ‘Autoritet i
middelalderen’. Alle disse blev afholdt mens Brian McGuire ledede CEM. Senere er
det blevet til et internationalt symposium om Richard Southerns banebrydende værk
The Making of the Middle Ages, og også denne essaysamling udgives i forbindelse med
et eftermiddags-seminar om ‘Middelalderforskning og middelalderformidling’. Jeg vil
– her til sidst – takke stud.mag. Svend Clausen for ideen til essaysamlingen og for hans
medvirken i realiseringen af hele projektet.
Husum, d. 4. dec. 2012
6
Indledning
Af Svend Clausen
1 Middelalderen – og i dag
Middelalderforskningen i dag omfatter en dynamisk og broget mangfoldighed af
studiefelter, hvor alt kan blive studeret og bliver det. Intet er i udgangspunktet for
perifert eller irrelevant, intet er for religiøst eller moralsk forkasteligt og uacceptabelt
til at kunne blive underkastet en undersøgelse. Alle emner kan have væsentlige ting at
sige om sider af samfundet og menneskelivet. Skiftende historiesyn, middelalderkonstruktioner og omgivende samfund i stadig udvikling afspejler sig i det, som er sket og fortsat videre sker - indenfor forskningen. Ikke bare i København og Danmark, men
i høj grad også internationalt set.
Ambitionen med denne bog er imidlertid ikke at redegøre for alt, hvad der er sket
indenfor den nyere middelalderforskning. Det ville næppe heller være et projekt, som
var muligt eller ønskværdigt. Ved at gribe tingene lidt anderledes an kan det imidlertid
forhåbentlig alligevel lykkes også at få dannet et billede af middelalderforskningen i
nutiden, af dens status og dens bevægelse. Teksterne i bogen kredser alle omkring dette
tema, heri på hver deres egen vis.
Beskæftiger man sig som fagmand til daglig med forskning udi middelalderen, så vil
de fleste før eller siden være blevet mødt med en klassisk undren. Det sker til stadighed
og i forskellige situationer og i forskellige varianter. I samspillet mellem forskning og
samfund er de fleste middelalderforskere således før eller siden blevet mødt med nødvendigheden af at overveje, hvori fagets relevans egentligt består i forhold til den moderne verden, hvor middelalderen på mere end én måde kan forekomme fjern.
2 Relevans?
Hvilken relevans har studier i middelalderemner egentligt nu til dags? I en tid, hvor middelalderen er mindst et halvt årtusinde borte, er dette spørgsmål vel egentligt hverken
underligt eller uvæsentligt. Især ikke når formidlingen er en væsentlig del af fagets ry-
7
Middelalderen – og i dag
grad; hvad enten det er fra forsker til studerende, fra skribent til læser, fra museum til
publikum eller noget helt fjerde. Overvejelsen om fagets relevans er en til stadighed
frugtbar vej til ny indsigt, og den giver grobund for en gavnlig debat.
For middelalderforskningens fagfolk er derfor ikke kun selve studierne et vigtigt
ansvar, men også denne faglige selvrefleksion. Bogen her søger således at antyde svar
på denne undren ved at konsultere nogle af disse fagfolk, som har specialistviden om
middelalderen. Forhåbentlig vil nogle bud på plausible svar komme til at stå mere klart
gennem disse essays.
Så forskellige som besvarelserne er, peger de dog så meget desto mere frem imod en
entydig konklusion: middelalderen er ikke en uddød og mørk fortid, men en på mange
måder vidtforgrenet, levende del af vores nutid og samtid, dybt indeholdt i byggestenene
af hele det samfund, som vi lever i, og i de mennesker, som vi er. Det er, hvad denne
bog forhåbentligt vil kunne hjælpe os et lille skridt videre i forståelsen af.
På Middelaldercentrets 25-års jubilæumsseminar fødte undertegnede oprindeligt
idéen til denne essaysamling, hvis sigte i bund og grund er at bringe hele overvejelsen af
middelalderens relevans et fokus og et udtryk. Visionen heri er, at middelalderforskningens fagfolk fra vidt varierede grene af studierne i perioden får mulighed for at bidrage
med hver deres personlige og forskellige perspektiver på en besvarelse af dette evige
spørgsmål omkring fagets relevans.
“Middelalderen – og i dag” lægger an til grundlæggende og væsentlige overvejelser
omkring faget og samfundet, og det er den røde tråd, der løber gennem samtlige bogens
essays. Der præsenteres her et antal individuelle og meget personlige indgangsvinkler
til centrale overvejelser omkring middelalderen og nutiden, middelalderens arv, dens
betydninger for hvordan samfundet og virkeligheden ser ud i dag, væsentligheden af
at forstå og formidle middelalderen for et nutidigt, moderne publikum, og om hvilken
relevans det i det hele taget har at vedblive at forske i perioden. Sigtet skal derfor heller
ikke betragtes strengt videnskabeligt eller forskningsrettet. Bidrager denne bog til øget
indsigt, forståelse og indblik i vores uomgængelige beskæftigelse med middelalderen,
så har den opfyldt sit vigtigste mål.
3
Middelalderen er her!
Den velkendte, folkekære forfatter og videnskabsmand Umberto Eco udtrykte engang,
at “…middelalderen udgør Europas og den moderne kulturs støbeske. Middelalderen
opfinder alt det, vi stadig går og regner med…´´ . Vi kan også træde i Clifford R. Backmans fodspor og konstatere: “at et forbløffende antal af moderne idéer, teknologier,
institutioner og kulturelle skikke kan følges tilbage middelalderen (…) Parlamentarisk
styre, banker, algebra, mekaniske ure, retssager ved jury, kvindelige skuespilforfattere, polyfon musik, universiteter, papirmøller, borgerhære, destilleret spiritus, lægelig
dissektion, romanen, jurauddannelsen, briller, den moderne kalender, forsikringsselsk-
8
2. Indledning
aber, navigationskort, boghandlere, mafiaen og endda en tidlig version af spillet baseball dukkede alt sammen op for første gang i Vestens historie i middelalderen” (oversat
af forfatteren). Om renæssancen, hvis selvforståelse viste sig i høj grad at blive meningsdannende for senere tiders syn på middelalderen, fremhævede Michael Nordberg, at
“Stort set alt, hvad man har beundret ved ‘Renæssancen’, havde forudsætninger og rødder i de foregående århundreders udvikling, eller eksisterede allerede i disse. (…) Modsætningen mellem Middelalder og Renæssance er på mange måder et synsbedrag’’. I den
nu afdøde Nyhedsavisen dateret d. 28. april 2008 argumenterede historiker ved Syddansk
Universitet, Knud J.V. Jespersen, formand for Folketingets Demokratikanon, for, at “vi
har haft demokratiske elementer i Danmark siden den sene middelalder i 1400-1500tallet, hvor de vigtigste beslutninger i landsbyerne blev vedtaget af oldermandslaug”
.
4 Myternes middelalder
Myten om middelalderen som det traditionelle skældsord, der repræsenterer det stadige skræmmebillede af en mørketid, er noget som forskerne i perioden således allerede
længe har forsøgt at aflive, men uden videre held. Med en middelalderforskning, der
forsøger til stadighed at grave bredere ned i alle periodens nuanceringer, så kan man
sige, at sammenstødet med den klassiske, ensporede “mørke middelalder”-myte er så
meget desto mere markant. På mange måder er det også dette sammenstød og dilemma,
som bogen her forsøger at sætte på dagsordenen.
Det er tankevækkende, at sådanne klare udtryk for middelalderens betydning og for
forskningens modarbejdelse af mørkemyten har haft så utroligt lidt gennemslagskraft
i den brede offentlighed, som tilfældet tilsyneladende stadigvæk ofte er. At forskningen har forsøgt at gennemhulle myten om den mørke middelalder er derfor sådan set
heller ikke noget epokegørende nyt. Det egentligt nye i denne tid er snarere den store
offentlige middelalder-interesse. Hele overvejelsen omkring middelalderens arv og relevans for nutiden og i fremtiden bliver bestemt ikke mindre vedkommende med denne
store interesse for middelalderen i dele af offentligheden i disse år.
Hvert eneste år i skolernes efterårsferie afholdes der ridderturnering og middelaldermarked på Tøjhusmuseet i København. Dette årligt tilbagevendende arrangement er blot
ét eneste enkeltstående eksempel på en af de talrige middelalderfremstillinger, der er,
skildres, udleves og aktivt bruges blandt os i dag. Utallige andre tilsvarende eksempler
kunne fremhæves. Middelalderen synes at være bærer af en på mange måder interessant dobbeltrolle i det moderne samfund. På den ene side er der en konstant pulserende
og levedygtig middelalderinteresse, hvis mangfoldighed og selve størrelse til stadighed
fornyer sig selv. Epoken rummer en voldsom og tilsyneladende utrættelig fascinationskraft, der uophørligt sørger for en fornyet middelalderinteresse i disse år med mid-
9
Middelalderen – og i dag
‘Ridderturnering’ ved Schiedam, Holland, 2007. (Foto: Jonas John)
delalderfilm, middelaldermarkeder, middelalderår, middelalderbaserede rollespil, store
dele af fantasygenren, tempelridderromaner osv. osv. i en tilsyneladende uendelig strøm.
På den anden side har alt dette hidtil ikke ændret afgørende ved middelalderens
generelt dårlige ry. Middelalderen står fortsat som en af de mest forkætrede epoker i
verdenshistorien. Udenfor kredsen af fagfolk på området er middelalderen stadigvæk
sjældent mere end et skældsord for noget primitivt, tilbagestående og udemokratisk;
kort sagt den gode gamle livskraftige “mørke middelalder”-myte, som endnu lever i
bedste velgående. Det er stadig forbløffende sjældent, at man oplever andre end periodens fagfolk, eller i hvert fald mennesker, der er meget specifikt historisk interesserede,
bevæge sig ret meget ud over denne standardiserede grundindstilling. Jeg tvivler på, at
nogen har tid til at påbegynde en optælling af, hvor mange gange middelalderen i denne
negative betydning f.eks. har været anvendt af politikere, indenfor og udenfor Christiansborgs mure. Middelalderen synes med andre ord at være en periode, som med god
ret er forkætret. Det er i hvert fald det indtryk, som man oftest får gennem den brede
offentlighed.
Denne blanding af fascination og forkætring i synet på middelalderen er egentligt
ikke specielt selvmodsigende. På et helt basalt plan er det en velkendt mekanisme, at
noget tilsyneladende lidt farligt/forbudt/mærkværdigt/anderledes/fjernt osv. altid er en
god, spændende og tiltrækkende historie. Hele denne brug, promovering og tivolisering af middelalderen på mange forskellige planer og måder i nutidssamfundet skaber
imidlertid også nogle dilemmaer, der synes essentielle for en dybere forståelse af både
middelalderens, historiens og middelalder-fagmandens rolle og ståsted i år 2012.
10
2. Indledning
Sådanne dilemmaer kan illustreres f.eks. vha. en film som Mel Gibsons meget
omdiskuterede “Braveheart”, der hjemtog stribevis af oscarpriser og anmelderstjerner,
men som har et dårligt ry blandt mange historikere for dens brug af middelalderen.
Hvordan man som fagmand skal forholde sig til en sådan film, og til tusinder af andre forskellige produkter og udtryksmåder, der gør lignende brug af middelalderen, er et
kompliceret spørgsmål. Bør en film som “Braveheart” først og fremmest kritiseres for
ahistoriske eller misvisende træk, eller bør den først og fremmest betragtes som netop
en film? Er sådanne ting som denne film med til at forplumre billedet af en mere sand,
reel og virkelig middelalder? Eller har den slags en vigtig rolle at spille for i det hele
taget at generere og fastholde en middelalderinteresse og –bevidsthed i et moderne, nutidigt samfund? Er den slags med til at vedligeholde eller endda bidrage yderligere til
udbredelsen af misvisende og skadelige klichéer i synet på middelalderen? Eller repræsenterer den slags brede middelalder-udtryksformer med offentlig gennemslagskraft en
vigtig del af selve skabelsen af og grundlaget for en middelalderinteresse, der tværtimod
kan medvirke til at skabe grobund og bedre muligheder for faktisk at nå folk med en
historieformidling, der netop dykker ned bag klichéerne, og søger at udrydde myterne
vha. af en mere sandfærdig middelalder?
Sådanne debatter som disse er med til at rejse mulighed for nogle grundlæggende
overvejelser, der er vigtige. Dette er tilfældet til trods for vanskelighederne ved at give
entydige svar. Vanskeligheder, der ikke mindst opstår, fordi svaret – som det så ofte gør
– nok snarest ligger et sted midt imellem yderpunkterne. Det er spørgsmål, der synes
snarere at kalde på både-og end på enten-eller svar. Manglen på muligheden for klare
svar gør det vel sådan set også kun endnu vigtigere at huske at føre debatten.
Myterne og mennesket hører sammen, og faghistorikere har ikke monopol på at
bruge historien. Myten om den mørke middelalder har for samfundet og menneskene
været identitetsskabende og med til at bekræfte civilisationens post-middelalderlige og
nuværende (og i selvforståelsen gerne højere) udviklingsstadier. Folk til alle tider, alle
steder og i alle situationer har skabt og aktivt benyttet myter. Dette er der intet nyt i, og
det er ikke kun i forhold til middelalderen, at myterne har vist sig særdeles livskraftige.
Myterne fra oldtidens Grækenland har løbende været benyttet lige siden, og fortsat i
dag er de en væsentlig del af vores fælles dannelsesgrundlag i vesten. I Danmark er der
indenfor de senere år blevet oprettet Forn Sidr, der genopdyrker den gammelnordiske
mytologi og tro. I USA har hele frontiermytologien ifølge de fleste kommentatorer til
stadighed op igennem landets historie haft, og har fortsat i dag, en enorm indflydelse ikke
bare på amerikansk politik, men på hele den amerikanske selvforståelse. Ovennævnte er
naturligvis blot et par enkelte få eksempler på myternes ufordrivelige indbyggede position og rolle i den menneskelige natur, selvforståelse og samfund.
Den polskfødte filosof Leszek Kolakowski har indgående beskrevet, hvorledes
myterne altid eksisterer sideløbende med rationaliteten og vist, hvordan rollerne og
betydningerne af det mytiske lever videre på trods af, at de bliver søgt udryddet gennem
11
Middelalderen – og i dag
en rationalitet og videnskabelighed: “For en tilbeder af mytiske realiteter betyder
beviser lagt frem imod myter ikke ret meget, da gyldigheden af beviset som sådan
baserer sig på en eksklusiv tillid til praktiske værdier gældende i den empiriske verden.
En modstander vil for sin part hævde, med ligeså stor ret, at mytiske grunde, hvis de
skal være gyldige, påkræver en forudgående overenskomst om mytiske overbevisninger.
Håbløsheden af dette sammenstød ville i sidste ende ikke være så byrdefuldt, hvis det
ikke var fordi begge synspunkter, ude af stand til syntese og evigt i konflikt, når alt
kommer til alt er tilstedeværende i os alle, om end i varierende grader af vitalitet. De er
nødt til at sameksistere og kan alligevel ikke sameksistere. (...) Med andre ord, kulturen
trives både på et ønske om den ultimative syntese mellem disse to stridende elementer
og på at være organisk ude af stand til at sikre denne syntese. Opnåelsen af syntese
ville betyde død over kulturen, ligeså vel som opgivelsen af viljen til syntese ville det”
(oversat af forfatteren).
5
Den mørke
Med alt dette i erindringen må vi nok også erkende, at det er tvivlsomt om myten om
den mørke middelalder nogensinde overhovedet lader sig helt udrydde. Der er et behov
for myten. Også det moderne menneske og samfund har behov for sine myter. Myternes
rolle og funktion er ikke noget som videnskabelige krav om empiriske beviser har kunnet
afskaffe, men højst ændre og tilpasse, og en egentlig afskaffelse af myternes betydning
vil næppe heller komme til at ske. På samme måde lader også middelalderens mørkemyte til at være nødvendig for det moderne menneske på et meget dybtliggende plan.
Den er ganske enkelt en del af vores kollektive selvforståelse og samfundsopfattelse.
Eksistensen, betydningen og livskraften i myter opretholder til stadighed en vældig indvirkning på hele forståelsen af, forskningen i, synet på og tilgangen til ikke blot selvet,
men til hele den verden, som omgiver det.
Efter forbillede hos Hesiod skrev Ovid berømmet i sine “Forvandlinger” om de fire
verdensaldre, hvor der først var guldalderen, som efterhånden forringedes til at være
først en sølv-, så en bronze og endeligt kun en jernalder. Tidernes forfald (eller degenerationsmyten) er én måde at se på udviklingen på. Siden renæssancens skabelse
af middelaldermyten synes en overvejende tendens dog snarere at være den omvendte.
For at kunne se sin egen tid som et højere udviklingsstadie og som en art foreløbigt
kulminationspunkt for civilisationen er der brug for en “mørk middelalder” til at stille
vurderingerne af tiden, tingene, tilstandene og én selv op imod. Leger man med tanken
om den faktiske udryddelse af denne klassiske middelaldermyte, så kan man formentligt
være ret sikker på, at der i dette tilfælde ville stå flere andre myter klar til at kompensere
ved at overtage dens plads som identitetsskaber og selvdefinerende fikspunkt.
Spørgsmålet om middelalderens relevans er egentligt af dybere betydning for hele
måden at læse og konstruere historien på. Enhver der beskæftiger sig med historien vil jo
12
2. Indledning
også stå overfor dens evige paradoks. For historien er jo virkelig nok, selvfølgelig. Men
den er samtidigt en kompleks konstruktion. Middelalderen i sig selv er en konstruktion.
Det er en senere tids samlebegreb dækkende over en tusindårig periode; fuld af omskiftelser og radikale forandringer præsenterer den et Europa, der er yderst forskelligt ved
periodens begyndelse og ved dens slutning. Mere tydeligt en konstruktion er middelalderen vel næppe, end når man søger en afgrænsning af, hvornår den egentligt var. Alene det
i det hele taget at periodisere middelalderen rummer således betydelige vanskeligheder,
og det er et stadigt grundlag for debat. Gav man ti middelalderforskere forskellige steder
fra den opgave at opstille en præcis årstalsmæssig afgrænsning for dens begyndelse og
afslutning, så ville man sandsynligvis opleve ti temmelig forskellige svar. Dette ville
ske, fordi vægten ville blive lagt på forskellige emneområder og kildetyper, og fordi de
historiske perioder som opstillede konstruktioner griber ind i hinanden.
Samtidigt opstår der hele tiden nye konstruktioner, og de forskellige konstruktioner
påvirker hindanden. Giver det f.eks. god mening at snakke om en “middelalder” i lande
udenfor Europa? Diskussionen bliver relevant, hvis man genfinder f.eks. væsentlige
middelalder-europæiske kulturtræk og samfundssystemer i varianter på andre kontinenter. Således har et begreb som “japansk middelalder” vundet indpas. Det hele er med til
løbende at danne nye konstruktioner, ligesom det samtidigt er virksomt i også at løsne
op for hævdvundne begrebssystemer og stille dem til undersøgelse.
Som konstruktioner betragtet er tanken om nogensinde at nå helt ind til en form for
sand “ur-middelalder” naturligvis også en illusion. Alligevel er alle konstruktioner langt
fra lige gode. Nogle er tættere på virkeligheden, mens andre er længere fra den. Håbet for
faghistorikeren som konstruktør er selvklart at danne de mest virkelighedsnære blandt
sådanne konstruktioner. Men principielt set er der ikke uvæsentlige ligheder mellem historikerens rolle, og den megen offentlige middelalderinteresse, som bruger, udtrykker
og skildrer epoken under andre former. Essentielt er alle parter konstruktører af historien. Også nutidens mange middelalderformer udtrykker konstruktioner af egne og nye
middelaldre. Når historikeren forsøger at beskue middelalderen på dens egne præmisser, så er det trods den erkendelse, at den fuldstændige indleven i middelalderen på dens
egne præmisser – ligesom ur-middelalderen – er en illusion.
Når fagfolk kaster sig hovedkulds ud i en kamp imod myten om den mørke middelalder, så må man indregne muligheden af, at det kan være en faktisk umulighed at
slippe af med myten. Det er en mange gange understreget sandhed, at man ikke altid
kan udrydde myter ved at modbevise dem. Det er her, at videnskaben ofte viser sig at
komme til kort. Dette er dog ingen undskyldning for bare at opgive forsøget eller debatten. Men middelalderforskningens rolle i arbejdet med og mod myterne bør måske ikke
kun ses i ambitionen om at finde sandheden, men måske snarere i målet om i stadigt
højere grad at indkredse sandheden ved at blive i stand til at beskue flere og flere af
dens nuancer. Med en omskrivning af Kolakowskis ord: den mest frugtbare ambition
i den stadige beskæftigelse med middelalderen er snarere at få belyst flest mulige og
13
Middelalderen – og i dag
forskellige aspekter af den på bedst mulig vis og derigennem på sigt at kunne indkredse
sandheden i højere grad og bringe forskningsdebatten videre, snarere end det forfængelige håb om at finde ind til den ultimative syntese.
Ligeså vel som man må anerkende myterne og deres betydning, så må man også
anerkende det som fagmandens ansvar og forpligtelse til stadighed at debattere, udfordre
og modgå myter og mytedannelser. Dette gælder ikke kun for middelalderens fagfolk og
for faghistorikere, men i virkeligheden bredt også på andre fag. For at benytte en myte
kan man måske sige, at det er vores lod at hjælpe Sisyfos med at skubbe stenen op ad
bjerget i forsøget på at udrydde f.eks. myten om den mørke middelalder. Får man blot
ind imellem stenen et lille stykke længere op ad bjerget, så er det vel trods alt at regne
som en succes.
6
Den nuancerede
Det er faktisk ikke meningen, at dette på nogen som helst måde skal lyde pessimistisk
eller forurettet. Arbejdet med og mod myter er i virkeligheden en væsentlig del af
hele arbejdet med historien. Hvad enten dette så er som faghistoriker eller i helt andre forbindelser. Både som mennesker og forskere er man nødt til at anerkende mytens
magt og dens forskellige vigtige roller. Meningen her er snarere at gøre opmærksom på,
at vi som fagfolk og denne bogs skribenter har denne debatterende forpligtelse. Her er
mulighed for middelalderens fagfolk til at udtrykke, hvorfor de mener, at der er brug for
at udfordre middelalderens myter, og hvorfor det er vigtigt at indsætte virkelighedens
mangfoldige nuanceringer i dem.
For udfordringen her består ikke så meget i at vende myten om den mørke middelalder på hovedet. At modgå en mørkemyte med promoveringen af en idylliserende, og
potentielt lige så misvisende, modmyte er der næppe megen idé i. Som Brian Patrick
McGuire udtrykker det andetsteds i denne bog: “Middelalderen var på ingen måde en
idyllisk tid, idet der var sygdom, kætterforfølgelse og krig. Fyrster og andre politiske
ledere var lige så dygtige, som de er i dag, til at gøre brug af ideologier til at sikre deres
magt og rigdom. Man behøver ikke være blind for alt det ubehagelige, som fortiden
indeholder”.
Ingen historisk tidsalder, og bestemt heller ikke nutiden, fortjener at idylliseres. Lige
så lidt fortjener middelalderen dog at dæmoniseres. Udfordringen fortsat består i at få
formidlet et langt mere realistisk billede af en langt mere nuanceret middelalder, der kan
tilbyde os en dybere indsigt i os selv og i vores samfund, ikke mindst fordi middelalderen
tilsyneladende har uomgængelig betydning for mange aspekter af vores tilværelse. Kun
ved at lægge den ensidigt mytiske tilgang til fortiden død kan vi søge at forstå denne og i
sidste ende os selv. Dette gælder, hvad enten der er tale om middelalderens traditionelle
mørkemyte, eller om en alternativ mere paradisisk positivt klingende modmyte, hvis
lysende skær ikke mindst antikken og renæssancen ofte har syntes underkastet.
14
2. Indledning
Svaret på denne udfordring, og nøglen til en aflivning af myten om den mørke middelalder, er formentligt indeholdt i hele overvejelsen af epokens nutidige relevans. Skal
man gøre sig håb om at lykkes, er det vigtigt at aktualisere middelalderen ved at sætte
dens fortsatte arv og betydninger ind i den nutidige kontekst, som de rettelig fortjener.
Hele overvejelsen af middelalderens arv og relevans i nutiden og i fremtiden bliver
jo kun endnu mere vedkommende gennem netop denne store interesse, som der er for
middelalderen i store dele af offentligheden i disse år. I et ønske om at trænge igennem
og få mulighed for at gøre op med misvisende myter og klichéer, så rummer hele denne
brug og tivolisering af middelalderen nu til dags både vigtige og frugtbare muligheder.
Det er en uomgængelig drivkraft i skabelsen af denne middelalderinteresse, som er selve
grundlaget for at kunne skære igennem informationsalderens konstant af støj med et
budskab om netop middelalderen.
Den første og vigtigste forudsætning for overhovedet at kunne trænge igennem myter
og uvidenhed om middelalderen er, at der ikke er ligegyldighed, men interesse, overfor
faget og perioden. For denne helt grundlæggende forudsætning er den megen brug, (misbrug) og “tivolisering” af middelalderen både et kraftcenter og et potentiale, som måske
kan danne bedre klangbund for på sigt at trænge igennem med sådanne budskaber om
middelalderen, som f.eks. dem man kan læse ud af denne bog.
Det er ikke usandsynligt, at tivoliseringen faktisk medvirker til at forøge de
formidlingsmæssige potentialer, som forskningen traditionelt betragtet måske kan
have vanskeligere ved at ramme alene. Et øget fælles mødegrundlag og en større
og bedre samarbejdsplatform og interaktion mellem middelalderforskningen og
interessområdets mange aktører, formidlere, ‘tivoliguider’ m.v. er derfor ikke blot en
højst ønskelig fremtidsudvikling, men det er sikkert også en nødvendighed for at styrke
gennemslagskraften overfor bl.a. mytedannelser.
7 Den appellerende
Én måde at gøre middelalderen aktuel på kunne være at udnytte denne nye, store offentlige interesse i perioden som et springbræt til formidlingen af den mere nuancerede
og virkelighedsnære middelalder. Ikke i håbet om nogensinde at nå ind til et fuldkommen sandfærdigt billede af perioden, men i behovet for at erstatte og supplere myterne
med noget mere reelt og substantielt.
F.eks. kan et filmisk særdeles vellykket stykke underholdning såsom “Braveheart”,
og alt hvad den her repræsenterer, på mange måder ses både som en gave og som en
fare for et sandsynligt billede af middelalderen. På den ene side kan det medvirke til at
etablere og fastholde noget misvisende. På den anden side skaber det en interesse, som
nok er forudsætningen for at kunne modgå selvsamme med effekt. Som forsker med en
indgående specialistviden om middelalderen synes det formentligt let ofte instinktivt at
fokusere mest på elementerne af det misvisende.
15
Middelalderen – og i dag
Hele tivoliseringen kan både skabe mulighed for rent faktisk at kunne gennemdrive
myterne og omvendt medvirke til, at de fastholdes. Derfor skal tivoliseringen her ikke
nødvendigvis forstås som et negativt ladet ord, men snarere som et begreb, der rummer
et potentiale for begge sider i sig.
Muligheden for at reagere på dette dilemma er f.eks. essayformen i denne bog, ligesom den inviterer til at søge ned under middelaldermyterne, mod en mindre ahistorisk
farvet og en mere historisk middelalder. Som flere af skribenterne også påpeger, kan
det faktisk godt lade sig gøre at undergrave myter, om end det er en tids- og opmærksomhedskrævende proces.
8
De seks bud
For middelalderens fagfolk rummer denne bog således en mulighed for formidling. For
en bredere offentlighed rummer den en mulighed for indblik i en middelalder, der er
langt mere nuanceret og langt mere nutidig, end myterne om den lader ane. Håbet er
i hvert fald, at bogen vil kunne bringe i erindring, at middelalderen har meget at sige
os – ikke blot om os selv, men om hele udformningen af vores gennemsnits-vestlige
samfund.
Bogen foregiver på ingen måde at danne et udtømmende billede af “Middelalderen
og I dag”, og dette var heller ikke intentionen. Derimod giver den en række delbilleder,
som tilsammen danner udsigt til en bred mangfoldighed; både i middelalderstudierne
og i indholdet i disse essays –såvel som i synet på den nuancerede middelalder. Steffen
Harpsøe belyser middelalderen i vores hverdag og nutidssamfund gennem et blik på de
nylige kommunalreformer og den hertil knyttede brug af våbenskjolde og heraldiske
traditioner. Via gennemgange af dets betydninger, brug og fejlopfattelser kaster han et
blik på denne del af middelalderen som en spillevende og anvendelig del af vores fælles
middelalderlige arv i det 21. århundrede.
Andreas Kjeldsen kigger på middelalderbegrebets og middelalderinteressens udviklinger gennem tiden og ser på måderne, hvorpå disse ting er blevet benyttet. Han
gennemgår, hvordan man har set på middelalderen gennem forskellige tider helt frem
til brugen og opfattelsen af middelalderen i dag, og kaster et blik på fremtidsperspektiverne. Nils Hybel indleder en diskussion af idéen om at lære af historien. Gennem analyser af bl.a. krigstogter, magtforhold og civilisationsprocesser, påpeger han, hvorledes
der ikke kun findes én, men flere sande udlægninger af historien, og at disse hver især
siger meget om, hvem vi er, hvad vi bruger historien til, og hvilken relevans den har for
os som nutidsmennesker. Nils Holger Petersen tager fat på en diskussion af kulturarvsbegrebet gennem analyser af middelalderens mange genklange og anvendelser i senere
tiders kulturprodukter, hvor disse middelalderlige overleveringer er af betydning for i det
hele taget at indkredse den vestlige kultur. Alt dette leder til fundamentale diskussioner
16
2. Indledning
omkring selve middelalderbegrebet, middelalderforskningen og middelalderinteressen
som indeholdt i “medievalism”-begrebet.
Brian Patrick McGuire viser gennem analyser af middelalderkirkens udviklinger,
hvorledes denne fortsat er en både vigtig, grundlæggende del af den europæiske identitet
og en væsentlig, afgørende byggesten og forudsætning i bl.a. parlamentarismetanken og
i 1900-tallets velfærdssamfund.
Søren Kaspersen diskuterer problematikkerne omkring det at definere og afgrænse,
hvad og hvornår middelalderen egentligt er, og hvilke processer der binder den sammen, for at den i det hele taget giver mening som begreb. Som værende perioden for
Europas fødsel fremhæver han, hvordan historien konstant fornyer sin aktualitet ikke
mindst gennem de evigt skiftende, subjektive udgangspunkter for forskningen i den. Alt
dette trækkes frem til analyser af, hvorledes bl.a. kunstformer, tænkning og samfund
sammenvirker med blik også på linjer mellem middelalderens kunstudtryk og nutidens.
Gennem studiet af middelalderen belyser man nemlig ikke blot fortiden, men i høj
grad også nutiden og sætter denne i perspektiv. Det er i virkeligheden, hvad en forfatter
som Steffen Harpsøe gør, når han analyserer heraldikkens plads og brug i nutidssamfundet i lyset af en vigtig nutidig hverdagsbetydende begivenhed som kommunalreformerne. Heraldikken er jo netop blot et enkeltstående lille eksempel på middelalderens ofte således helt konkrete arv i nutidssamfundet. Arven fra middelalderen findes
stadig overalt iblandt os også i sådanne helt konkrete fysiske former. Her tænkes ikke
kun synlige på arkitektoniske overleveringer såsom kirker og kunst, som fremhæves af
Søren Kaspersen, men der tænkes i lige så høj grad på det væld af andre hverdagslige
ting, som man normalt slet ikke skænker en tanke, der går i retning af middelalderen.
Registret i bøger er et eksempel, som Steffen Harpsøe fremdrager. Andre eksempler
fremdrages af Clifford Backman.
Når en forfatter som Nils Holger Petersen diskuterer kulturarvsbegrebet udfra middelalderens overleveringer i senere tiders kulturprodukter, så synes det virkeligheden
også at være et lignende fænomen, der er tale om. Også her handler det i bund og grund
om en middelalder, der under helt konkrete, håndgribelige former er overleveret i vores
hverdag, vores kultur og vores samfund ikke bare i nutiden, men løbende hele vejen op
gennem alle senere tidsaldre frem til nuet.
Middelalderen er dog ikke kun overleveret i fysiske og håndgribelige udformninger,
ligesom den er heller ikke kun overleveret i positive eller værdineutrale betragtninger.
Overleveringen af middelalderen indebærer i sidste ende blot, at der er tale om en middelalder, som er tilstede iblandt os. Myterne om den mørke tidsalder udtrykker en mentalt overleveret middelalder, som i høj grad er tilstede iblandt os indeholdt i hele vores
selvforståelse. Som Nils Holger Petersen viser, er middelalderen også tilstedeværende
mange steder, hvor den er fjernet fra sin oprindelige kontekst, mening og indhold. Der
kan undertiden være tale om, at den er helt grundlæggende ændret gennem senere tiders
17
Middelalderen – og i dag
måder at benytte den på. Et mentalt-mytisk udtryk herfor er i høj grad, hvad mørkemyten
om middelalderen også er.
Sådanne mentalt-mytisk overleverede middelaldre med skiftende værdiladninger og
brugsmåder er netop, hvad et essay, som det Andreas Kjeldsen har skrevet, handler om.
På mange måder kredser hele diskussionen om at lære af historien, som Nils Hybel tager
fat på, essentielt set også om, hvad historien sætter eller kan sætte af mentale spor hos
senere tiders mennesker. En sådan indlæringsproces handler om, at vi påvirkes på et
mentalt plan gennem mødet med informationer og andet, som vi konfronteres med og
som er en overlevering eller erfaring fra noget førhen. Dette gælder sådan set, hvad
enten der er tale om indlæring fra en undervisningsbog eller om læring fra historien og
middelalderen.
At der, som Hybel påpeger, findes flere forskellige sande udlægninger af historien,
understreger sådan set blot mangfoldigheden af måder, hvorpå man kan sammensætte
konstruktioner af historien. Måder, som vil variere, alt efter indgangsvinkel, hvad man
lægger vægt på osv. Selvsamme er egentligt en del af Søren Kaspersens pointe, når
han diskuterer problematikkerne omkring det at definere og afgrænse, hvad og hvornår
middelalderen egentligt er, og hvilke processer der binder den sammen, for at den i det
hele taget giver mening som begreb.
Men som sagt er middelalderen til stadighed iblandt os på mange planer og under
mange former. Den griber i stort og småt ind i nutiden på langt flere punkter, end man
tænker over, og der er god brug for nuanceringer af dens myter. Dens fortsatte betydningsfelter er ikke blot store, men kan ofte virke forbløffende på områder, hvormed
man almindeligvis ellers ikke ville forbinde middelalderen. Brian Patrick McGuire viser koblingen mellem den kristne lære, som den kom til udtryk op gennem middelalderen, og 1900-tallets velfærdssamfund. Man kan vel næsten vanskeligt pege tydeligere på
bredden af middelalderens betydninger.
Sådanne fortsatte diskussioner, som disse der her præsenteres, er et betydningsfuldt
instrument i at højne og vedligeholde vores fælles forståelse og indsigt ikke bare i os
selv og i samfundet, der omgiver os, men i det hele taget for et helhedsbillede af den
menneskelige væren. Et helhedsbillede, som netop aldrig rigtigt bliver til, fordi det er i
konstant udvikling. Derfor er den refleksion og debat, som disse indlæg udtrykker, til
stadighed også vital. Overvejelserne, som tilsammen danner klangbund i denne tekstsamling, kan forhåbentligt yde et bidrag til øget forståelse og indblik i middelalderens
mange nuancer og betydninger. Herigennem kan en debat og gennemslagskraft omkring
dens fortsatte mytedannelser måske også hjælpes et lille stykke videre. Ved at sætte fokus
på kontekstualisering og aktualisering af middelalderstudier, så kaster bogen i hvert fald
et lys over aspekter af middelalderforskningens stadige relevans i nutiden. Ved således
at perspektivere middelalderen bliver forskningen i den aldrig irrelevant, men kan evigt
forny sin aktualitet.
18
2. Indledning
9 Litteratur
¶ Backman, Clfford R., The Worlds of Medieval Europe, Oxford University Press
(New York, Oxford 2003).
¶ Eco, Umberto, Middelalderens Genkomst og Andre Essays, udvalgt og med introduktion af Lene Waage Petersen, oversat af Thomas Harder, Forum (Kbh. 1988).
¶ Esmark, Kim og Brian Patrick McGuire, Europa 1000-1300, Roskilde Universitetsforlag (Roskilde 1999).
¶ Fogt, Lars, ‘Fra oldermandslaug til internet’, artikel i Nyhedsavisen, 28.4.08.
¶ Harris, Stephen J. and Bryan L. Grigsby (ed.), Misconceptions about the Middle
Ages, Routledge (London 2008).
¶ Kolakowski, Leszek, The Presence of Myth, oversat til engelsk af Adam Czerniawski, The University of Chicago Press (Chicago 2001), orig. på polsk, Paris
1972.
¶ McGuire, Brian Patrick, Den Levende Middelalder, Gyldendal (Kbh. 2005).
¶ Nordberg, Michael, Den Dynamiske Middelalder, på dansk ved Bodil Wille
Boisen, Forlaget Per Kofod (Helsingør 1987).
19
The Past is a Foreign Country –
En kort polemik over brugen af
begrebet “middelalder” i den offentlige
debat
Af Andreas Kjeldsen
1 Middelalderen - per se?
Der ligger et interessant modsætningsforhold i, at selvom den folkelige interesse for
middelalderen i disse år nok er større end den har været i lange tider, så lever alle mulige
myter og misforståelser omkring denne periode stadig i bedste velgående. Denne opfattelse slår især igennem i sproget. Man behøver bare at åbne sin avis eller tænde for
sit TV for at blive præsenteret for en lind strøm af ellers ganske veludannede mennesker, der stadig opfatter middelalderen som en grundlæggende formørket og irrationel
tid. Når man taler om ‘den mørke middelalder’, så er det en betegnelse, der med det
samme fremkalder indre billeder af heksebrændinger, overtro, undertrykte livegne, og
ikke mindst, en kynisk og beregnende kirke med inkvisition og afladsbreve og det, der
er værre. Eller hvis en bestemt ide, tænkemåde, eller handling bliver udnævnt til at være
“middelalderlig”, så er det ret sikkert, at det ikke er noget man har lyst til at beskæftige
sig nærmere med – det leder tankerne hen på noget primitivt, irrationelt, eller overtroisk,
ofte med stærkt religiøse eller voldelige undertoner.
Men sådanne betydninger opstår imidlertid ikke af sig selv. Ideen om den mørke
middelalder stammer først og fremmest fra renæssancens selvforståelse. Renæssance
betyder genfødsel, og renæssancehumanisterne opfattede da også deres egen tid som en
genfødsel eller genopdagelse af en gylden, men tabt fortid – først og fremmest af Romerriget. Den opfattelse førte imidlertid ganske logisk til den konklusion, at alt det, der lå
mellem denne tabte guldalder på den ene side, og ens egen, genfødte samtid på den an-
21
Middelalderen – og i dag
den, var en mørk og barbarisk periode, en “mellemtid” eller en middelalder. Betegnelsen
“middelalder” var dermed allerede fra starten blevet et negativt ladet ord.
Det blev meget værre i oplysningstiden. Mange af tidens tænkere havde et negativt
billede af middelalderen. Specielt Voltaire havde ganske mange og ikke særligt pæne
ting at sige om perioden. “Forestil jer,” skriver han i sit store værk Essai sur les mœurs
et l’esprit des nations, “et vildnis, hvor ulve, tigre og ræve slagter løs af frygtsomt og
omstrejfende kvæg. Således er billedet af Europa på denne tid.” Ligeledes fandt han
middelalderens akademiske miljø og tænkemåde “absurd”, og den katolske kirke var
“en evig modstander af fornuft og rationalitet.”
1800-tallets romantikere, faldt til gengæld, i den stik modsatte grøft og begyndte
at idealisere middelalderen. Ironisk nok opfattede de middelalderen på næsten samme
måde som renæssancen opfattede Romerriget: en tabt guldalder, der repræsenterede det
højest opnåelige indenfor især kunst og kultur. Dette blev hurtigt kædet sammen med
den gryende nationalisme i Europa. Ikke mindst i Tyskland, der i 1800-tallet gennemgik
en lang og besværlig proces hen mod en samling i et kejserrige i 1871, følte man et
stærkt behov for fælles nationale symboler. Disse symboler fandt man blandt andet i
middelalderens historie, ikke mindst i de store heltesagn, der blev set som en kilde til
den tyske nations oprindelse og karakter.
Det samme skete i mange andre europæiske lande. England havde kong Arthur og
ridderne af det runde bord, mens Frankrig havde Karl den Store og Jeanne d’Arc. Danmark fulgte også godt med – i en tid hvor fremtiden så mørk ud med statsbankerot, forfatningskamp, og tabet af Sønderjylland, kunne man huske tilbage på en storslået fortid
med Holger Danske, biskop Absalon, Jelling-stenene og drømmen om Kalmarunionen
og Valdemarernes tabte Østersø-imperium.
I fin de siècle perioden i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende
århundrede blev interessen for middelalderen, og måske for historie i det hele taget,
imidlertid igen udfordret af den tro på fremskridtet og teknologien, der fik sit mest
rendyrkede udtryk i Filippo Marinettis futurisme, men som også prægede resten af samfundet i varierende grad. Fremskridtstroen fik nogle gevaldige knæk i 1910’erne i form
af bl.a. Titanics forlis og specielt første verdenskrig, men det er alligevel først i løbet af
de seneste par årtier, at interessen for middelalderen for alvor er begyndt at stige igen –
her i Danmark nok især inspireret af det store Middelalderår i 1999.
Igennem historien har middelalderen med andre ord været udsat for meget, og ikke
mindst været brugt til meget. Når man læser denne korte, og selvfølgelig stærkt simplificerede middelalderens begrebshistorie igennem, så hører man særligt et stadigt
tilbagevendende motiv: de forskellige perioder har alle brugt middelalderen til formål,
der primært har haft med deres egen samtid at gøre.
Renæssancehumanisterne opfandt middelalderen for at skabe et modstykke til periodens nye kulturelle og samfundsmæssige idealer. Når Voltaire skød med skarpt mod
middelalderens fortrædeligheder, så var det i virkeligheden primært hans eget samtidige
22
3. The Past is a Foreign Country – …
ancien régime han havde i tankerne, og som han implicit kritiserede. Og ligesom det
var tilfældet med deres brug af naturen, så vendte 1800-tallets romantikere ikke tilbage
til middelalderen for dennes egen skyld, men snarere i en sentimental søgen efter noget
oprindeligt, noget heroisk, en samlende national kraft. Men meget lidt af det har i sidste
ende haft noget med den virkelige middelalder at gøre. Der har været en klar tendens til
at dømme middelalderen ud fra næsten alle andre præmisser end lige netop dens egne.
2 Den fremmedartede middelalder
Kendere af for eksempel Edward Saids bog Orientalism eller af den franske psykoanalytiker Jacques Lacans værker vil straks genkende den mekanisme, der beskrives her.
Der er naturligvis tale om det, der (med et desværre nærmest uoversætteligt udtryk) ofte
kaldes Othering: beskrivelsen af en anden gruppe af mennesker eller en anden kultur
– “The Other” eller “Den Anden” – på en måde, der bevidst eller ubevidst tjener til at
understrege bestemte kvaliteter i ens egen gruppe, snarere end til at formidle viden om
den anden gruppe i sig selv og på dens egne præmisser.
Hvis der er tale om en negativ Othering, ses den pågældende kultur ikke som ligeberettiget og værdifuld størrelse i sig selv, men snarere som en modsætning eller en
kontrast til formidlerens og modtagerens egen kultur. Den anden kultur præsenteres oftest som mere primitiv eller på anden måde underlegen, og tjener dermed til at bekræfte
og legitimere beskueren i sin egen kulturelle overlegenhed.
Edward Saids kritik af orientalismen er et klassisk eksempel på denne form for negativ Othering. I den brede kulturelle orientalisme så Said en triviel og ofte ideologisk ladet
imitation af de eksotiske elementer i de mellem- og fjernøstlige kulturer, uden at man
havde nogen egentlig interesse i grundlæggende at forstå de måder, hvorpå disse kulturer
grundlæggende adskilte sig fra den europæiske. Og på samme måde var den akademiske
orientalisme for det meste præget af en ideologisk ladet diskurs, der beskæftigede sig
med et mere eller mindre vagt defineret “Orienten” ud fra en grundantagelse om, at
dette var et fundamentalt anderledes sted, befolket af anderledes mennesker.
Et andet og endnu mere grelt eksempel finder vi blandt andet i de europæiske etnologiske museer i midten og slutningen af 1800-tallet. Det var på dette tidspunkt, at
de europæiske museer på en systematisk måde begyndte at opstille udstillinger om de
fremmede folk og kulturer, som man var kommet i kontakt med gennem de foregående
årtiers intensive udforskning og kolonisering af verden uden for Europa. Disse udstillinger på for eksempel British Museum i London, Musée d’Ethnographie i Paris, eller
Ethnologisches Museum i Berlin, eller på den store verdensudstilling i Chicago i 1893,
havde som regel et klart ideologisk præg. De fremmede kulturer blev fremstillet som
eksotiske og primitive samfund, der befandt sig på et lavere udviklingsniveau end de
europæiske. Denne tilgang hang tæt sammen med en legitimering af den imperialistiske
ideologi, der var baseret på de to begreber Right to Empire og White Man’s Burden –
23
Middelalderen – og i dag
at europæernes dominans af andre verdensdele blev anset for at være berettiget netop
på grund af deres opfattede overlegenhed over Den Anden, og at europæerne havde en
pligt til at bringe de koloniserede folkeslag ud af deres tilbagestående tilværelse og op
på det europæiske niveau.
Som vi allerede har set i forbindelse med romantikernes opfattelse af middelalderen,
kan Den Anden også fremstilles positivt. I så fald fokuserer Othering-processen på et
billede af Den Anden, som opstilles som en kritik af beskuerens samfund. Her finder vi
det klassiske eksempel i figuren le bon sauvage – den ‘ædle vilde’, der lever en fredelig
og uspoleret tilværelse i pagt med naturen, og som står i kontrast til det moderne (dvs.
forfatterens eget) samfunds korruption og mangel på moralsk habitus. Det var en ide,
der samtidig med den negative Othering i form af imperialismen og White Man’s Burden fandt sit højdepunkt i 1800-tallets Rousseau-inspirerede sentimentalistiske litterære
strømninger. Tanken findes dog allerede i det første århundrede e.Kr., hvor Tacitus i sin
Germania præsenterer de modige og hårdføre germanske barbarer som en underforstået
kontrast til sine korrupte og dekadente romerske medborgere.
Den ‘positive’ form for Othering virker måske umiddelbart mere fredsommelig end
den negative, men den er i virkeligheden i sin grundlæggende mentalitet ikke væsentligt
forskellig. Vægten ligger stadig hovedsageligt på at bruge ‘Den Anden’ som en form for
spejlbillede af ens eget samfund, mens den anden kultur reduceres til mere eller mindre
pastoralske stereotyper. Dermed vil denne ‘positive’ form ofte være lige så urealistisk
og nedværdigende som den negative.
Det problematiske i Othering betyder imidlertid ikke, at det at spejle sig selv i fortiden nødvendigvis er en dårlig ting! Det er en øvelse, som man kan lære meget om sin
egen samtid af, hvis det bliver gjort på en ordentlig og fagligt forsvarlig måde. Men det
går hen og bliver et problem, hvis denne underbevidste spejling af os selv og vores eget
samfund i fortiden netop bliver gjort så central, at man ubevidst begynder at fortegne
fortidens forhold – hvis man for eksempel overdriver enten de positive eller negative
aspekter, eller hvis man undlader at sætte fortiden ind i en kontekst, der gør det muligt
at forstå den rigtigt.
Og det er netop det problem, som middelalderen står over for. Når deltagerne i den
offentlige debat føler sig hensat til ‘den mørke middelalder’, eller taler om at en person
eller en gruppe af mennesker opfører sig ‘middelalderligt’, så bruger de i virkeligheden
middelalderens mennesker som en gruppe af negative Den Anden i en Othering-proces –
meningen er som regel, at der er tale om noget primitivt eller noget irrationelt. Vi stiller
så vores eget samfund – eller måske snarere et ideal om, hvordan vores eget samfund skal
se ud – op overfor disse Andre, og kan dermed bruge dem til at overbevise os selv om,
at vi selv er mere rationelle, udviklede, eller på andre måder overlegne i forhold til dem.
Det er en klassisk sociologisk mekanisme, der har til formål at skabe sammenhold for
grupper, der på den ene eller anden måde føler sig udfordret, og fortiden er jo altid lige
til rådighed til den slags. Og her må man sige, at renæssancehumanisterne har gjort deres
24
3. The Past is a Foreign Country – …
arbejde virkeligt godt. Mens middelalderen konstant står for skud, hører det så afgjort til
sjældenhederne, at man ser nogen blive beskyldt for at opføre sig “renæssance-agtigt”
eller “florissant” – eller for den sags skyld “moderne” i nogen negativ betydning.
3 Institutionaliseret vold, fundamentalisme, kvindeundertrykkelse - og det, der er værre!
Tillad mig et kort øjeblik at skifte spor og blive lidt politisk. Jeg tror, at det næppe er
helt uvæsentligt i den sammenhæng, at de grupper, der får klistret betegnelsen “middelalderlig” på sig, ofte er muslimske, og af mere eller mindre fundamentalistisk karakter.
Det kan for eksempel være Taliban og Al-Qaeda, Hizb ut-Tahrir, den iranske regering,
eller de saudiarabiske Wahhabister.
Der ligger adskillige alvorlige problemer i denne sammenkædning mellem middelalderen og fundamentalistiske grupper. En ting er, at man på den måde fuldstændigt
misforstår de pågældende gruppers natur og oprindelse, og dermed risikerer at forholde
sig til dem på en helt forkert og uhensigtsmæssig måde. Vi kan tage Taliban-styret som
et enkelt eksempel. Da det er en gruppe, som Danmark fortiden er involveret i en militær
konflikt med, er det kun naturligt, at de bliver mål for den form for polemik, der er tale
om her.
Det er de sandelig også blevet – Taliban er blevet beskrevet som “middelalderlig”
både hvad angår ideologi, styreform, kvindesyn, og så videre. Men ved at bruge netop
det sprogbrug om gruppen, risikerer man at overse, at der er tale om en bevægelse,
der er vokset ud af de store omvæltninger, der fulgte i kølvandet på 1980’ernes
Afghanistan-krig og den efterfølgende russiske tilbagetrækning. Ideologisk set er
Taliban udsprunget af en kombination af flere forskellige mellemøstlige politiske
traditioner, især dels Wahhabismen, der opstod på den Arabiske Halvø i 1700-tallet,
og dels den anti-kolonialistiske pan-Islamisme fra 1800- og 1900-tallet. Så hvor
anti-moderne Taliban end fremtræder, så er de i allerhøjeste grad en del af den moderne
verden, og har i hvert fald ikke ret meget med middelalderen at gøre. Man bliver derfor
også nødt til at formulere modtræk, der tager højde for det, og hvis man konstant
sætter dem ind i en diskurs, der relaterer til noget irrationelt, noget primitivt, og noget
gammeldags, så risikerer man nemt i alvorlig grad at undervurdere dem. (Noget kunne
i hvert fald tyde på, at den militære indsats, der her i 2012 stadig foregår mod Taliban,
ikke har den store effekt på lang sigt.)
Hvis det så endda bare blev ved de fundamentalistiske grupper. Man kan imidlertid
observere, hvordan den samme diskurs af især visse dele af det politiske spektrum bliver
udbredt til at omfatte samtlige muslimske minoriteter i Danmark, som igen og igen bliver
beskyldt for at komme fra en middelalderlig civilisation, at leve efter middelalderlige
skikke og at følge en middelalderlig religion. Og der er altså noget alvorligt galt, når
25
Middelalderen – og i dag
selv ikke landets kulturminister holder sig for god til på sit partis landsmøde at tale
om “...parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og
udemokratiske tankegange.” (24.9.2005) Så føler man sig da først virkeligt hensat til, ja
om ikke til middelalderen, så i hvert fald til slutningen af 1800-tallet, hvor Othering af
andre kulturer var et vigtigt element i den dominante politiske diskurs.
Der er vel i virkeligheden her nærmest tale om en form for polemisk dobbeltOthering. Ved at tage dette meget stærke billede af Den Anden, som vi i løbet af årene har
opbygget af de etniske minoriteter, og forbinde det med middelalderens lige så stærke
Den Anden, skaber man en slags “kombineret” Den Anden, som tilsammen bliver endnu
mere fremmedartet og overbevisende, end de to oprindelige hver for sig ville være.
Det er imidlertid ikke noget, man egentlig bør blive overrasket over. Hvis man har
fulgt med i den offentlige debat om udenrigspolitik og om flygtninge og indvandrere i
de sidste 10-15 år, burde man ikke være i tvivl om, at både de mellemøstlige etniske
minoriteter i Danmark og den mellemøstlige verden som sådan for tiden udgør de klart
vigtigste “constitutive Others” (eller “definerende Andre”, om man vil) for vores samfund.
Det er vel også svært at forestille sig, at det kunne være anderledes, når man
tænker nærmere over situationen: der er tale om en forholdsvis ny og meget synlig
gruppe af tilflyttere i samfundet, der medbringer en række kulturelle elementer, som
den dominerende kultur som regel ikke rigtigt forstår, men som umiddelbart kan virke
fremmedartede og noget truende – sharia-lovgivning, arrangerede ægteskaber, halalmad og så videre flyder sammen i en stor, uskøn masse. Hvis man så lægger 11. september og Golf-krigene oveni, så kører Othering-processen nærmest af sig selv.
4
Tilbage til Middelalderen - tilbage til os selv
Men tilbage til middelalderen. For så vidt angår mine tanker om samfundets billede af
de etniske minoriteter, er der selvfølgelig delvist tale om et politisk synspunkt, og det
kan man være enig eller uenig med mig i. Men jeg håber, at man i det mindste vil være
enig i, at der her er et klart problem med hensyn til fremstillingen af middelalderen. Når
offentligheden er så glade for at sætte middelalder-mærkatet på grupper som Taliban og
Hizb ut-Tahrir, så siger det i virkeligheden lige så meget om den typiske opfattelse af
middelalderen, som det gør om opfattelsen af disse grupper – og det er jo oftest ikke
ligefrem noget positivt, vi får at høre.
Men hvis man – og med “man” tænker jeg her især på gruppen af såkaldte “meningsdannere” – bliver ved med at prøve at score billige points i den offentlige debat ved
ukritisk at hæfte betegnelsen “middelalderlig” på alle mulige grupper og forhold, som
gennemsnitsdanskeren ikke bryder sig om, så opstår der en selvforstærkende virkning.
Hvis middelalderen igen og igen bliver kædet sammen med noget, der opfattes som ubehageligt og negativt, så er det jo nærmest en selvfølge, at perioden aldrig vil slippe af
26
3. The Past is a Foreign Country – …
med sine egne opfattede negative betydninger. Det vil selv nok så mange middelaldermarkeder næppe kunne rette op på.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad der kan gøres ved det. Og det er et rigtigt godt
spørgsmål. Man vil jo ikke nå langt med bare at bede de pågældende om at holde op,
fordi de ikke har ret – problemet, og de bagvedliggende sociologiske mekanismer, der
skaber det, er langt mere kompliceret end som så. Som vi allerede har set, rækker bagvaskelsen af middelalderen mange år tilbage i tiden, og har dermed haft lang tid til at
rodfæste sig. Myter af denne karakter har det med at blive til en form for folkelig “almen
viden” – alle ved jo, at “man” brændte hekse og kættere og udpinte sultende bønder for
et godt ord i middelalderen – som kan være umådeligt svære at gøre op med.
Men det kan dog lade sig gøre. Samfundet ændrer sig dog trods alt fra tid til anden, ofte også på trods af ellers veletablerede “sandheder”, som af den ene eller anden grund må
vige pladsen for andre og nye “sandheder”. Og set i det perspektiv er det en forholdsvis
lille udfordring, vi står overfor, hvis man sammenligner med de andre, væsentligt større
samfundsforandringer, der er sket bare i løbet af det tyvende århundrede.
Man må dog nok erkende, at det i sidste ende falder tilbage på i første omgang historikerne og andre eksperter i middelalderen at udnytte netop den nuværende store interesse for middelalderen til at formidle et mere nuanceret billede af perioden. For det
er grundlæggende et spørgsmål om oplysning og formidling. Det er jo på ingen måde
fordi vi mangler viden om middelalderen, men man må konstatere, at vi som historikere
åbenbart ikke har været gode nok til at udbrede denne viden til resten af befolkningen.
Medgivet – det er lettere sagt end gjort. Manglende bevillinger og ressourcer, stigende arbejdspres på forskerne, og et utal af omstruktureringer gør hver især deres til
at undergrave de i forvejen få muligheder, der findes for at forskerne kan engagere sig
i en bredere, samfundsrettet formidling. Den slags tæller desværre ikke meget på publikationslisten, og det er vel næppe heller noget, der trækker de store projekt- eller forskningsmidler til sig.
Og det er langt fra nok bare at stille sig op på hovedgaden og forelæse for befolkningen om alle middelalderens lyksaligheder. Der er grundlæggende tale om en kulturel
påvirkning, så derfor er det nødvendigt at trænge igennem på mange områder og i en
lang række af medier – forelæsninger, udstillinger, fjernsynet, skønlitteratur, bare for
nævne nogle få. I sidste ende handler det om at give budskabet gennemslagskraft – eller
for at bruge en anden terminologi, at skabe ”market penetration” på ideernes kulturelle
markedsplads. Og det er svært.
Men på den anden side må man også tænke på, at tiden netop nu er fordelagtig for
en sådan holdningsændring, netop på grund af den store folkelige interesse for middelalderen. Og det er vigtigt, at vi gør det. Ud over alle de andre gode grunde, der er til at vi
stadig skal forske i middelalderen og formidle resultaterne af den forskning til resten af
befolkningen, så vil en bedre forståelse af vores fortid også forhåbentlig give os bedre
muligheder for at kunne forstå og forholde os til den meget komplicerede verden, som
27
Middelalderen – og i dag
vi som (post-)moderne mennesker lever i. Ikke så meget ud fra de efterhånden noget
fortærskede bons mots om at fortiden altid gentager sig, eller at man er dømt til at gentage dens fejltagelser – det tror jeg nu ikke rigtigt på.
Nej, det er simpelt hen fordi, at hvis vi kan nå til en forståelse af, at selv vores egen
fortid – som vi ellers troede, vi kendte så godt – er væsentligt mere kompliceret end man
skulle tro, så vil vi måske også komme til en større forståelse af, at resten af verden også
er det. Derfor betyder middelalderen noget.
5
Litteratur
¶ Eco, Umberto, Middelalderens genkomst og andre essays (København 1988)
¶ Freedman, Paul og Gabrielle M. Spiegel, ’Medievalisms Old and New: The Rediscovery of Alterity in North American Medieval Studies’, The American Historical
Review, Vol. 103, No. 3 (Jun., 1998), pp. 677-704
¶ McGuire, Brian Patrick, Den levende middelalder (København 2005)
¶ Patterson, Lee, ’On the Margin: Postmodernism, Ironic History, and Medieval
Studies’, Speculum, Vol. 65, No. 1 (Jan., 1990), pp. 87-108
¶ Robinson, Fred C., ’Medieval, the Middle Ages’, Speculum, Vol. 59, No. 4 (Oct.
1984), pp. 745-756
¶ Said, Edward, Orientalisme (Roskilde 2002), engelsk orig. udg. 1978.
28
Middelalderens relevans:
’Den Hellige, Almindelige Kirke’
Af Brian Patrick McGuire
Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes
forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv.
Sådan afsluttes den trosbekendelse der bekendes hver søndag i den danske
folkekirke. Den evangeliske lutherske trosretning, der er folkekirkens fundament,
bruger stort set samme trosbekendelse, som fandtes i middelalderen og som kaldes den
apostolske trosbekendelse. Som kirkehistorikeren Leif Grane skrev i sit lille værk Den
danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter: “Denne bekendelse overtog reformationen
som en arv fra middelalderen” .
I middelalderens gudstjeneste blev trosbekendelsen, som den øvrige del af liturgien
(men ikke prædikenen!) sagt eller sunget på latin, og kirken blev omtalt som ‘unam sanctam catholicam ecclesiam’. Ordet ‘catholicam’ oversættes til dansk som “almindelig”,
givetvis for at undgå en forestilling om, at den efter-reformatoriske katolske kirke er
genstanden for troen. Ordet “almindelig” understreger, at kirken er større og mere omfattende end den danske kirke. Trosbekendelsen forudsætter en kristen kirke, som er
fælles eller almindelig for alle dem, der tror på Jesus Kristus.
Selv om det siges, at kun et par procent af den danske befolkning på en gennemsnitssøndag kommer i kirken, bliver det alligevel til cirka 100.000 mennesker, der hver
søndag gentager stort set samme trosbekendelse, som den der blev brugt i middelalderen.
Dermed udtrykker danske lutheranere den samme tro, som fandtes hos stort set samtlige
mennesker i Vesteuropa i perioden fra omkring 500 indtil 1500. Ganske vist var der dele
af dette område, som Norden, hvor troen først blev modtaget efter omkring år 1000, mens
det i Litauen først blev i 1300-tallet, at den kristne tro erstattede den hedenske. Men frem
til den protestantiske reformation i 1500-tallet var stort set alle europæere gennem dåben
medlemmer i en fælles kirke der anså sig som hellig og almindelig.
På de følgende sider vil jeg give et overblik over, hvordan denne kirke udviklede sig
gennem middelalderens årtusind. Mit formål er ikke at give en detaljeret beskrivelse,
men ud fra højdepunkterne at vise i korte glimt, hvad kirken stod for. Min tese er, at
29
Middelalderen – og i dag
middelalderens almindelige kirke er en vigtig del af den europæiske identitet, som i dag
er en slagmark. Kirkens universalisme, dens mission at tage ud og kristne alle folkeslag,
er en udfordring over for enhver form for snæversyn og selvoptagethed. Middelalderen
bliver dermed relevant og vedkommende, ligefrem af afgørende betydning, fordi den
skabte en institution præget af åndelig og fysisk omsorg. Kirken var til for alle og for
det meste var åben for mange forskellige livsformer. Jeg ønsker ikke at idyllisere middelalderen, men at præsentere dens centrale institution, kirken, som et fællesskab, der
udviklede sig og åbnede sig for mange mennesker og folkeslag.
1
Den tidlige middelalder, ca. 500-1000
Perioden begynder med romerrigets opløsning i Vesteuropa: fra 476 er der ikke længere
en romersk kejser i Vesten, mens det romerske rige fortsætter i det østlige Middelhav
med hovedstaden i Konstantinopel, indtil byen i 1453 blev erobres af tyrkerne. Ideen
om Rom forbliver dog meget stærk og vedvarende i Vesten, og allerede år 800 vælger
den romerske biskop at genskabe romerriget ved at krone den frankiske konge Karl som
hellig romersk kejser. Drømmen om at genskabe Roms storhed kom til at påvirke Karl
den Store og hans efterfølgere.
Selv om forestillingen om et genskabt romersk rige er af stor betydning middelalderen igennem, er det lige så vigtigt at være opmærksom på en institution, der kun i
begrænset grad har rødder i det romerske samfund: klostervæsenet. Det opstod i 300tallet i ørkenen syd for Aleksandria i Ægypten og uden for Damaskus i Syrien og kom
til Vesten i begyndelsen af 400-tallet, hvor det bredte sig fra Marseilles. Klostrene skabtes omkring en central skikkelse, en abba eller fader, der tog ansvaret for sine sønner i
hvad man kunne kalde denne åndelige familie. En af de mest markante af disse abbedskikkelser er Benedikt, der kom fra en fornem romersk familie og forsøgte i begyndelsen
af 500-tallet at skabe et asketisk liv i afsondrethed. Hans skæbne blev den samme som
de ægyptiske og syriske fædres: han fik mange disciple, der bad om lov til at komme og
leve sammen med ham ude i vildnisset. Til sidst måtte han skrive en vejledning for sit
munkesamfund. ’Benedikts Regel’ blev efterhånden, og specielt fra Karl den Stores tid,
en lærebog i at leve sammen i et spirituelt fællesskab. “Bøn og arbejde” blev dette livs
fundament. Syv gange om dagen og én gang om natten samledes brødrene eller søstrene
for at synge Davids Salmer og bede sammen. Fire eller fem timer om dagen deltog de i
fysisk eller intellektuelt arbejde. For første gang i Vestens historie blev manuelt arbejde
anset som noget attråværdigt og værdifuldt.
Jeg nævner ’Benedikts Regel’ som en afgørende del af den tidlige middelalders almindelige kirke, fordi de benediktinske munke var nogle af de mest aktive og afgørende
skikkelser i udvidelsen af kirkens missionsmark fra Syd- til Nordeuropa. I 800-tallet
blev munken Ansgar hvad vi i dag kalder “Nordens apostel”. Han forlod sit kloster Corbie i Picardiet og tog først til Ny Korvey i Saksen og herfra til det område, der senere
30
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
blev Danmark og Sverige. Hans succes var begrænset, specielt fordi han og hans disciple måtte lide under vikingetogterne. Men han og hans efterfølger og ven Rimbert var
præget af en tro på, at deres prædiken af evangeliet ville opfylde Kristi ord og muliggøre, at dommedag kunne komme. Det var disse missionærers forestilling, at hele verden
bortset for Norden havde hørt Kristi ord. Når evangeliet var nået ud til alle folkeslag,
så kunne historien afsluttes og tiden ophøre. Senere, i 1200-tallet, blev kristne missionærer klar over, at verden var endnu større, end Ansgar og hans fæller forestillede
sig. Dominikaner- og franciskanerbrødre tog helt til Mongoliet og Kina for at prædike
evangeliet. Deres formål var det samme som Nordens missionærers opgave: at sikre, at
alle folkeslag hørte Guds ord og fik muligheden for at blive døbt og dermed optaget i
den hellige almindelige kirke.
I dag er der mange, der forestiller sig, at kristne på de britiske øer fra 400-tallet
skabte en anderledes kirke end den, der fandtes på det europæiske fastland. “Keltisk
kristendom” skulle efter sigende have været mere spirituel og mindre autoritær end den
romerske udgave. Denne forestilling, som specielt er blevet dyrket af forfatteren Mads
Lidegaard, ser i Norden et møde mellem keltisk og romersk kristendom. Det keltiske
kom vestfra, mens det romerske havde sit ophav sydpå, i Italien og Tyskland. Selv om
det er sandsynligt, at kristne missionærer kom til det nordlige og vestlige Jylland fra de
britiske øer, bragte de med sig stort set samme religion og kirke som Ansgar og hans
fæller gjorde, da de ankom til Sydjylland og Birka-området i Sverige.
I den tidlige middelalder var der regelmæssige og nære kontakter mellem irere og
romere, idet det var attråværdigt at valfarte til apostlene Peters og Paulus grave i Rom.
Romerbisperne var opmærksomme på Englands og Irlands betydning for kirken som helhed, og i slutningen af 500-tallet sendte de missionærer til England. Irerne, som aldrig
havde været under romerriget, gjorde deres bedste for at kristne hvad vi kalder Skotland,
et ord der på middelalderlatin betyder Irland! Skotterne og angelsakserne fik mange kulturelle og religiøse impulser fra irerne, men alle tre folk var i kontakt og i kommunion
med den øvrige kirke, specielt efter et møde i 664 i Whitby i Yorkshire, hvor kelterne accepterede den romerske beregning for fejringen af påsken. Kirken var hverken frankisk,
tysk eller romersk. Den var den almindelige, kristne kirke.
Men hvad med Østen? Under kejseren og patriarken i Konstantinopel udvikledes
den kristne kirke i det østlige Middelhav. Flere romerbisper i 600-tallet var af græsk
afstamning, et resultat af det faktum, at kejser Justinian i 500-tallet genvandt en del af
det gamle romerrige i Vesten. Roms og Konstantinopels bisper var hinandens rivaler:
den første mente, at han havde en særlig autoritet, fordi han var apostlen Peters efterfølger, mens den anden hævdede, at denne autoritet var blevet flyttet til Konstantinopel
da kejser Konstantin i 320’erne kom dertil. Hverken paven eller patriarken påstod, at de
var kirkens ubestridte leder. Det var mere et spørgsmål om at være ’primus inter pares’,
først iblandt ligemænd, og efter pave Gregor 1. (590-604) kaldte romerpaven sig ’servus
servorum Dei’, Guds tjeneres tjener, en titel som hans efterkommere i den moderne ka-
31
Middelalderen – og i dag
tolske kirke endnu bruger. Udtrykkets ydmyghed er selvfølgelig i kontrast til den magt i
kirken, som romerpaverne efter slutningen af 1000-tallet kom til at hævde. Det er vigtigt
at forstå, at pavernes fordringer på ingen måde blev accepteret overalt i Vestkirken.
I 1054, lige på det tidspunkt da middelalderpaverne begyndte at insistere på en
ledende position i kirken, opstod der en krise mellem paven og patriarken. De endte
med at bandlyse hinanden, idet de udstødte hinanden fra kirkens fællesskab (’excommunicatio’). Naturligvis nægtede paven at anerkende patriarkens ret til at gøre dette,
og patriarken gjorde det samme. Dermed blev de to kirkers enhed brudt, og denne tilstand kaldes et skisma (brud). De to kirker var dog ikke endegyldigt adskilt før middelalderens sidste århundreder, idet der kom adskillige forsøg på at genforene Østog Vestkirken. I 1430’erne lykkedes det på et kirkemøde eller koncil i Firenze at
ophæve bandlysningerne. Da Østkirkens repræsentanter derefter vendte tilbage til Konstantinopel med deres forlig, blev det afvist. Befolkningen hævdedes at foretrække
tyrken frem for paven, og få år senere i 1453, blev Konstantinopel endelig erobret af
tyrkerne. Bruddet mellem Øst- og Vestkirken var blevet permanent. Denne udvikling
i middelalderkirkens historie har ført os langt væk fra den tidlige middelalder, men jeg
omtaler forholdet mellem Øst- og Vestkirken for at påpege, at kirken gennem den tidlige
middelalder var en samlet enhed, og selv derefter var det tanken, at dens enhed skulle
genskabes gennem en ophævelse af skismaet. Den dag i dag er der bestræbelser på at
genforene hvad der nu kaldes den romerske med den ortodokse kirke, men de fleste af
disse forsøg forhindres af pavernes påstand, at de er kirkens ubestridte ledere—en fordring, som er meget langt fra romerbispens situation i den tidlige middelalder.
Frem til 1000-tallet bestod kirken af bisper, præster, munke og nonner såvel som af
stormænd og deres hustruer og børn. Vi har næsten ingen skriftlige kilder, der omtaler
bønders forhold til kirken og denne tavshed kan skyldes, at der var en generel pessimisme
angående mulighederne for at blive frelst. I en tid præget af mørke kræfter, med krig,
invasion og sygdom, hvor livet var kort og brutalt, var det en oplagt tanke, at djævelen
var på færde og var i stand til at overvinde de fleste. De færreste ville kunne klare hans
angreb og derfor regnede man med, at størstedelen af menneskeheden endte som hans
bytte. Af de få, der nåede igennem nåleøjet til Himmelen, ville de fleste være munke og
nonner. Stormænd og deres familier havde en vis chance, hvis de var gavmilde over for
kirken. Ved at vise storsind kunne aristokraterne sikre, at kirkens mænd og kvinder kom
til at bede for deres sjæle. Denne forbøn betød, at Gud som en streng dommer måske
ville blive formildet. Munke og nonner var afhængige af stormændenes gaver, mens
stormænd var afhængige af kirkens bønner. Bag denne pessimisme med hensyn til muligheden for frelsen foregik der et heroisk missionsarbejde for at sikre, at Kristi evangelium nåede ud til alle. Tavsheden om bønders mulighed for frelsen skal ikke forstås som
en overbevisning om, at de alle var fordømte. Kirkens opgave var at komme i berøring
med så mange som muligt, selv om dette mål kun i begrænset grad blev realiseret.
32
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
2 Højmiddelalderens udbygning af kirken
Efter begyndelsen af 1000-tallet var der i kirkelige kredse en generel fornemmelse, at
der var nye muligheder for at efterligne Kristus og at styrke kirkens stilling i samfundet. Klostervæsenet antog nye former, i overensstemmelse med Benedikts Regel, og
der opstod samtidig en søgen efter ny viden og dannelse. Den gamle pessimisme om
frelsesmulighederne blev udfordret af en erkendelse af, at apostlene havde været jævne
mennesker, og at Kristus havde påpeget, hvordan de fattige og underprivilegerede var
hans specielle venner. Den aristokratiske kirke fra den tidlige middelalder blev udskiftet
med en institutionen, der åbnede sig for andre, noget som ses i kirkernes byggekunst.
Kirkerne havde fra Karl den Stores tid været bygget for stormændene og deres familier, men nu blev de snævre romanske bygninger udvidet, specielt deres skibe, for at give
plads til så mange som muligt i sognet. Sognedannelsen blev et udtryk for en kristendom
og en kirke, som var til for alle.
Denne nye mere omfattende kirke måtte allerede fra omkring 1020 konfronteres
med en trussel, som underminerede dens autoritet. Forskellige grupper, først i Frankrig,
stillede spørgsmål ved bispernes og præsternes åndelige magt. De mente, at præster
der offentligt levede i synd, ikke havde retten til at uddele kirkens nådesgaver, sakramenterne. Samme mennesker kritiserede kirkens mænd for ikke at leve i overensstemmelse med evangeliets lære.
Der var ikke noget problem i at hudflette præster for at være hyklere. Dette havde
Kristus gjort over for farisæerne, og den kristne gejstlighed måtte finde sig i at blive kritiseret. Det var dog noget andet at hævde, at syndige præster dermed mistede retten til at
formidle Guds nåde. Hvis kirkens funktioner skulle være afhængige af præsternes indre
sjælelige tilstand kunne lægbefolkningen aldrig vide, om den dåb, deres børn fik, kom
fra Gud eller fra djævelen. Allerede i senantikken havde kirken bekæmpet en gruppe,
donatisterne, der var af denne overbevisning, og nu i en tid med krav om reform og
reformation var der igen kristne, der nægtede at anerkende kirkens formidling af Guds
nåde, uafhængigt af præsternes levevis.
I 1100-tallet var der to grupper i Vesteuropa, der specielt udfordrede kirken:
valdenserne og katharerne. Den første overtog 1000-tallets kætteres holdning, at
præster, der levede i synd, ikke havde ret til at uddele sakramenterne. De mente også, at
alle kristne havde ret til at prædike evangeliet, og derfor kunne præsterne ikke hævde en
særret hertil. Mange af valdenserne blev overtalt til at forlade deres skepsis med hensyn
til sakramenternes gyldighed, men nogle blev ved med at hævde, at prædiken var
enhver kristens opgave. I slutningen af 1100-tallet lykkedes det for paven at føre mange
valdensere tilbage til kirken, mens andre forblev udenfor, og denne menighed findes
den dag i dag i Norditalien. Til en vis grad viste kirken forståelse for valdensernes kritik
og idealisme.
Den officielle kirke var meget mindre åben over for katharerne, der troede på et absolut skel mellem det gode og det onde, repræsenteret af to forskellige guder eller princip-
33
Middelalderen – og i dag
per. Der er mange slags katharisme, men de er alle dualistiske og tager udgangspunktet
i en djævel, der har en enorm magt til at udfordre den gode gud. Kristendommen har et
islæt af dualisme i sig, men katharerne gik meget længere i deres tro på universets splittelse mellem et godt og et ondt princip. I 1140’erne forsøgte Bernard, abbed af klostret
Clairvaux i Champagne, at prædike mod katharerne i Languedoc, området som i dag er
en del af Sydfrankrig. Bernard fik tilsyneladende succes, men allerede få år efter hans
død i 1153 blev det indlysende, at katharerne igen havde omvendt mange og var ved at
skabe en alternativ kirke. Ironisk nok kaldte befolkningen katharernes prædikanter for
“de gode kristne”, fordi de levede i fattigdom og kyskhed som apostlene og i modsætning
til mange af den officielle kirkes præster.
I 1220’erne invaderede den franske konge Languedoc, med pavekirkens velsignelse.
For moderne mennesker, der er opflasket med oplysningstidens evangelium om ytringsfrihed, er det derfor umuligt at acceptere middelalderkirkens undertrykkelse. Men det er
vigtigt at indse, at der var i denne periode ingen adskillelse mellem samfundet og kirken.
Kirkens lære var fundamentet for samfundslivet, og en trussel over for denne lære var en
udfordring af hele det politiske regime. Katharerne var farlige, ikke fordi de var idealister og levede på forbilledligt vis, men fordi de bag deres tiltalende ydre repræsenterede
en ideologi, der gik stik imod alt, som findes i Det Gamle og Det Nye Testamente, hvor
Guds skabelse er god og ånden ikke er i modsætning til det fysiske. Kristendommens
centrale lære om opstandelsen forudsætter, at krop og sjæl efter en periode i adskillelse
bliver genforenet i det evige liv.
Selv om kirkens kamp mod katharerne er forståelig, indrømmer jeg, at forfølgelsen
af kættere er bagsiden af middelalderens enhedssamfund. Alligevel var middelalderen en
periode, hvor der fandtes en udstrakt ytringsfrihed, men inden for rammerne af kirkens
fællesskab. Alle havde ret til at kritisere præster og deres livsførelse, men ingen havde ret
til at konkludere, at præstestanden var djævelens opfindelse og skulle afskaffes. Høj- og
senmiddelalderen er præget af humor og satire over for kirken, skrifter, der ofte kommer
fra gejstlige selv. Chaucer, Langland og Dante udøvede i 1300-tallet en sønderlemmende
kritik af gejstligheden, uden at der var nogen, der anklagede dem for at være kættere.
Allerede i 1100-tallet skrev Bernard af Clairvaux et brev til paven, hvori han udleverede
kurien og dens forkærlighed for penge og profit. Da 1500-tallet kom, var der stort set
intet i Martin Luthers nedgørelse af pavemagten, som ikke allerede var blevet udtrykt,
og det er ikke tilfældigt, at Luther var glad for Bernards skrivelse til paven.
Kætteri er dog et underordnet tema i højmiddelalderen, et fænomen der kun fandtes
i begrænsede dele af Vesteuropa. Langt vigtigere for den kristne befolkning blev tiggerbrødrene, specielt franciskanerne, der viste vejen til en pastoral kristendom, som udbredte evangeliets ord til alle de døbte. Frans af Assisi (d. 1226) inspirerede sine brødre
til at efterfølge Kristus gennem et liv i fattigdom og prædiken. Franciskanerne udbredtes
overalt i Europa, og det samme er tilfældet med dominikanerne, hvis tidligere kirke kan
ses, for eks. i Ribe. Skt. Catharinæ er den dag i dag en ideel prædikenkirke, uden sideskib
34
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
og med en fremragende akustik. I min bog Da Himmelen kom nærmere forsøger jeg at
beskrive overgangen i Danmark fra en aristokratisk til en pastoral kristendom. Denne
forvandling fandt også sted andre steder i Europa og er et resultat af kirkens overbevisning om, at den var forpligtet til at få Kristi ord ud til alle.
Den hellige Frans prædiker for fuglene. Fresco-maleri af Giotto (Assisi, ca. 1298).
Siden den franske revolution er der næsten gået sport i at “afsløre” religion og kristendom for dens utilstrækkelighed og specielt dens manglende overholdelse af egne idealer.
Det er ikke marxister alene, der har hævdet, at kirken gjorde sit yderste for at undertrykke
almindelige mennesker. Over for denne forståelse, som ofte er baseret på en næsten blind
beundring for den moderne verdens fortræffeligheder, er det vigtigt at anerkende middelalderen som fundamentet for noget af det bedste, der findes i vores samfund: forpligtelsen til at sørge for alle som ens brødre og søstre. 1900-tallets velfærdssamfund er
utænkeligt uden den kristne lære om at sørge for næsten.
“Jeg var sulten, og I gav mig at spise” (Mattæus 25,35). Kristi ord er en overskrift
for middelalderkirkens overbevisning om, at det enkelte menneskes fysiske og åndelige
behov hører sammen. Derfor oprettedes munke- og nonneordener for at tage sig af de
fattige og de syge. Vor tids debat om velfærd og velstand bunder i vor kulturs ansvarsfølelse, der har sin oprindelse i den jødisk-kristne tradition. En tradition, der samtidig er
tæt på den muslimske opfattelse af barmhjertighed for den fattige, for enken og for børn.
35
Middelalderen – og i dag
De tre beslægtede verdensreligioner, jødedommen, kristendommen og islam, mener alle,
at de stærke skal hjælpe de svage, fordi vi alle er Guds børn og derfor ansvarlige over for
hinanden som søskende. I dette menneskelige fællesskab findes der et håb om at skabe
et anstændigt samfund.
3
Senmiddelalderens kamp for at redde kirkens enhed
Fra 1307-77 boede paverne i Avignon i et område, som var selvstændigt i forhold til den
franske konge. Denne ordning var i begyndelsen noget midlertidigt for at sikre paverne
og kuriens administration imod kaotiske politiske og militære forhold i Italien og specielt
i byen Rom. Ulempen med Avignon var blot, at det ikke var Rom: hvordan kunne romerbispen og Peters efterfølger etablere en permanent bopæl flere hundrede kilometer borte
fra den evige stad? Derfor var der mange gode mennesker, der opfordrede romerbispen
at vende hjem, og af disse kan nævnes Katerina af Siena (d. 1380) og Birgitta af Vadstena (d. 1373). De fik begge åbenbaringer, hvor de hørte Guds stemme, der opfordrede til,
at paven skulle forlade Avignon. Efter 70 år lykkedes det at få paverne tilbage til Rom:
Gregor 11. ankom i 1377, men døde året efter.
Ved pavevalget i 1378 spillede den romerske befolkning en markant rolle. Efter årtier
med franske paver forlangte den en romer eller i hvert tilfælde en italiener. Formelt blev
vedtægterne for pavevalget overholdt, og de kardinaler, der havde valgret, stemte for
en kardinal fra Napoli, der som Urban 6. blev udråbt som Sankt Peters efterfølger. Men
få måneder senere tog de franske kardinaler til Avignon, hvor de hævede, at de i Rom
havde været udsat for pres og derfor var valget ugyldigt. De valgte en af deres egne som
Clemens 7., og dermed var der opstået et skisma eller en splittelse i Vestkirken, som
kom til at vare i næsten fyrre år, med en pave i Rom og en anden i Avignon.
Paven var i løbet af højmiddelalderen kommet til at repræsentere kirkens enhed.
Derfor var det utænkeligt, at kirken kunne deles på denne måde. De forskellige kongerigers ledere valgte efterhånden “deres” pave: den franske konge, for eksempel, anerkendte paven i Avignon, mens den engelske monark, der lå i krig med den franske,
foretrak den romerske pave. Der var visse byer, for eksempel i Flandern, hvor den ene
sognepræst godkendte den ene pave, mens en nabosognepræst gik ind for den anden.
Det blev hævdet, at præster, der holdt med den “forkerte” pave, ikke kunne meddele
syndsforladelse, og der var ved at opstå generel usikkerhed angående kirkens autoritet.
Der var ligefrem en fransk prædikant der hævdede, at så længe kirken var splittet, ville
Sankt Peter ikke lukke nogen ind i Himmelen.
Teologer på universitetet i Paris gjorde deres yderste for at opfordre begge paver
til frivilligt at afgive magten, det som kaldtes ’via cessionis’. Men hver gang en pave
døde, om det var i Avignon eller i Rom, skyndte “deres” kardinaler sig til at vælge
en efterfølger. Den franske konge forbød sine teologer at blande sig og forlangte, at
de anerkendte paven i Avignon. Efterhånden blev det indlysende, at ’via cessionis’ var
36
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
udelukket, og at den eneste farbare vej frem var afholdelsen af et stort møde for hele
kirken, et koncil, for at vælge en pave, som stort set alle kunne acceptere.
I 1409 blev der afholdt et koncil i Pisa, og det valgte en pave som fik tilslutning fra
de fleste teologer, bisper, abbeder–og vigtigst, konger. Alligevel insisterede paverne i
Avignon og i Rom på, at de var de rigtige paver, og dermed var der ikke to, men tre
paver til at lede kirken. Et nyt koncil blev afholdt i det sydligste Tyskland, Konstans,
hvor en kardinal fra en fornem romersk familie, Colonna, blev valgt 11. november 1417.
I dagens anledning tog han navnet Martin 5. Kort tid efter kunne koncilet opløses, og
kirken vendte tilbage til nogenlunde normale tilstande med én eneste leder.
Jeg har gennemgået denne historie fordi den er af stor betydning for europæisk identitet, idet koncilet blev det første internationale møde i Europas historie som brugte en
form for parlamentarisk demokrati. Koncilets medlemmer deltes op ifølge deres nation—den franske, den engelske, den tyske og senere den spanske—og stemte som
medlemmer af en nation. Da paven blev valgt, var det med nationernes stemmer. Kardinalerne var til stede men deres stemmer var ikke afgørende. Endnu vigtigere er det, at
koncilet vedtog en reformlovgivning for hele kirken, noget som behørigt blev debatteret
inden der blev stemt om den. Målet var en generel reformation af kirken ‘in capite et
membris’ , “for hoved og lemmer”, således at koncilet ikke alene tog stilling til pavevalget, men også til kirkens almindelige forfatning.
Koncilbevægelsen får normalt en stedmoderlig plads i historieskrivningen, og den
ses ofte som en fiasko, som ikke var i stand til at reformere kirken. Mange historikere
anerkender kun den “rigtige” reformation i 1500-tallet med Martin Luther og hans efterfølgere. Men koncilet fik betydning og gennemslagskraft: frem til 1450 blev kirken styret
af konciler i overensstemmelse med en beslutning i Konstans. Ganske vist gjorde paverne deres bedste for at begrænse koncilernes magt, men ved at omhyggeligt vælge de
mest begavede medlemmer af bevægelsen for at få dem over på deres side, afslørede
paverne koncilernes betydning.
Når middelalderens historie skrives, handler fortællingen ofte om hvordan England
fik sit parlament som et magtfuldt sted, hvor kongen måtte henvende sig for at få bevilget
penge til sin krigsførelse. Men det engelske parlament sammen med ’Magna Carta’ og
dens erklæring om borgerlige rettigheder fra 1215 fik i middelalderen ikke den samme
internationale betydning som koncilbevægelsen. Ifølge den største teolog på Pariseruniversitet, Jean Gerson (1363-1429), var det muligt for enhver kristen med noget på sindet
at møde op på koncilet og blive hørt. Koncilet følte sig forpligtet over for århundreders kristne teologi og kanoniske ret, men disse traditioner skulle kunne diskuteres, for at
sikre et resultat i overensstemmelse med den menneskelige fornuft. I en kultur der mente,
at sandheden hvilede på Guds åbenbaring, blev det samtidig nødvendigt at bruge ‘recta ratio’, “oprigtig fornuft”, for at nå frem til beslutninger som var i overensstemmelse
med menneskelige behov. Kirkens mænd havde brug for samtale, som er et synonym
for udtrykket ‘parlamentere’.
37
Middelalderen – og i dag
Bag koncilets mænd er de kvinder, der ikke fik lov til at møde op, men som alligevel
havde noget at sige, takket være deres rolle som modtagere af Guds åbenbaring. Birgitta
af Vadstena er kun en de af mange visionære kvinder der fik sin stemme igennem i
en krisetid. Koncilet i Konstans kom faktisk til at diskutere hendes åbenbaringer, og
teologen Gerson var i tvivl om deres ægthed men turde ikke afvise dem. Han vidste, at
kirkens lære var afhængig af mange stemmer. Kvinder, de fattige og de ukendte, kunne få
andel i Guds åbenbaring, en erkendelse, som blev udgangspunktet for oplysningstidens
overbevisning om, at magten kommer fra folket. Kirken som organisation måtte altid
være parat til at lytte til stemmer, der kunne komme fra Gud.
For Gerson og hans samtidige var det indlysende, at den hellige almindelige kirke
var afhængig af en evig reformation (et ord, som de brugte i deres skrifter, ’reformatio’).
Denne proces var for dem udtryk for Helligåndens vedvarende tilstedeværelse i kirken.
I 1390’erne havde Gerson været i tvivl om et kirkemøde, der valgte en ny pave, ville
blive styret af Helligånden, men efter 1400 var han overbevist om, at Gud ville vise vej.
Dermed kom han til at stole både på Helligånden og på sine kolleger i kirken der mødte
op i Konstans for at indlede næsten tre års intense diskussioner om kirkens grundlag og
styrelse.
4
En enhedskirke med mange stemmer
Denne fortælling om international parlamentarisme er kun et lille hjørne af middelalderens relevans i dag. Bag den protestantiske opfattelse, at kirken først blev reformeret i
1500-tallet, og den katolske påstand, at den moderne romerkirke ejer middelalderen, er
det nødvendigt at nå tilbage til en tredje erkendelse: middelalderen er fremmed i forhold
til den moderne tid men fra middelalderen er kommet meget godt, der er videreudviklet
i vores kultur. Uden at idealisere middelalderkirken kan den ses som en international
organisation med plads til mange forskellige stemmer.
Et eksempel kan være Julian af Norwich (1342-1416), der levede som eneboer eller
‘reclusa’ i England. Hendes eremitstatus forhindrede ikke, at mange kom og bad om
hendes gode råd. Julians budskab var, at Guds kærlighed er ubegrænset, og derfor havde
hun problemer med tanken om helvede. Hun gav udtryk for, at alle mennesker til sidst
ville frelses. Hvis hun havde fastholdt denne lære gennem prædikener og på offentlige
steder, havde hun fået problemer med kirkens hierarki. Men Julian foretrak at leve en
stille eksistens, og derfor blev hun anklaget for kætterske meninger.
Stort set alle, der kom i nærheden af Julian blev overvældet af hendes åndelige
styrke. I hendes åbenbaringer skrev hun, at “alt skal blive godt”. Hun indså, at vore
sjæle “kan aldrig finde hvile før de kommer til at kende Herren. De skal kende ham til
fuldkommenhed i glædens fylde, hvor han er venlig og omsorgsfuld, velsignet og selve
livet” (kap 26). Julians ord minder om hvad Augustin i senantikken skrev i sine Confessiones,‘Bekendelser’, men hun tilføjede, at denne Gud er den samme, som “den hellige
38
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
kirke prædiker og underviser i”. Hun ville understrege, at vejen til Gud gik gennem
hans kirke, som hun stolede på, selv om hun nærede en teologisk opfattelse, som var i
udkanten af kirkens officielle lære.
Der har i de sidste år været en voksende interesse i Danmark for visionære kvinder,
specielt Hildegard af Bingen (d. 1179). Jeg anerkender betydningen af denne åbning til
nogle af middelalderens mennesker, idet den viser sympati for en verden, hvor Guds nåde
trænger ind til det enkelte menneske. Men Julians ord om den hellige kirke understreger,
at visionære kvinder indså, at de tilhørte kirken. Det er derfor væsentligt også at tage
hensyn til de mænd, der gjorde deres yderste til at vedligeholde denne kirkestruktur og
styrke den gennem reformer. Teologen Jean Gerson har været en af de glemte figurer af
senmiddelalderen: for pavetro katolikker var han alt for kritisk over for pavemagten; for
nogle protestanter var han for tidligt ude med sin kritik af romerkirken. Men for mig er
Gerson en central skikkelse, der tog udgangspunkt i en kirke, der var én og hellig, og hvis
reformplaner kunne have reddet kirkens—og dermed den europæiske kulturs—enhed i
forskellighed.
Gerson ønskede samtale i et parlamentarisk forum og han fik den. Han påpegede
for eksempel, at romerkirken havde været alt for meget optaget af det afsnit i Mattæusevangeliet, hvor Kristus giver apostlen Peter nøglemagten og siger, at han på denne
klippe “vil...bygge min kirke” (16,18). Jesus lovede Peter, at “hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene” (16,19). Men lidt senere beskrev Jesus en anden
proces: “hvis din broder forsynder sig” så skal man gå hen til ham og ordne sagen under
fire øjne. Men hvis dette ikke virker, så skal man få andre til at hjælpe, og hvis denne
fremgangsmåde ikke fungerer, så skal man gå til menigheden eller kirken (ἐκκλησία =
ecclesia, hvor de græske og latinske ord for kirken er de samme (Cf. Mattæus 18,17).
Denne opfordring afsluttes med samme udtryk, som Kristus brugte over for Peter: “Hvad
I binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen”. Her har vi et fundament for hele
koncilsteorien: problemer i kirken skal forelægges de relevante mennesker og til sidst
hele kirken. Gerson indså muligheden for, hvad vi i dag kalder en demokratisk samtale,
men hans grundlag var evangeliets egne ord i Mattæusevangeliet.
Bag denne store frihed til at skabe en kirke i overensstemmelse med menneskelige
behov og åbne samtaler er der selvfølgelig en dyster hverdag. Middelalderen var på ingen
måde en idyllisk tid, idet der var sygdom, kætterforfølgelse og krig. Fyrster og andre
politiske ledere var lige så dygtige, som de er i dag, til at gøre brug af ideologier til at
sikre deres magt og rigdom. Man behøver ikke være blind for alt det ubehagelige, som
fortiden indeholder. Alligevel er det indlysende, at middelalderkirken gav både åndelig
og korporlig bistand til dens medlemmer.
Ifølge ordensreglen for de Helligåndsbrødre, der betjente mange byklostre i senmiddelalderen, skulle de regelmæssigt gå udenfor og på gader og stræder søge de syge mennesker, der måske ikke var i stand til at komme selv og bede om hjælp. Denne ordning,
med en aktiv pleje, er udtryk for en kirke der fra 1200-tallet mente, at den måtte vise
39
Middelalderen – og i dag
omsorg for alle i samfundet. Denne opfattelse havde været længe undervejs, men vi kan
se udgangspunktet allerede i 300-tallet, hvor soldaten Martin af Tours ifølge legenden
skar halvdelen af sin kappe af og gav den til en frysende tigger. I fortællingen afslører
tiggeren sig samme nat i Martins drøm som Kristus selv. Pointen var klar: det var nødvendigt at gøre noget helt konkret for de nødlidende. Bønner var ikke nok. Der måtte
handles for at forbedre menneskenes fysiske vilkår og kun derefter var det muligt at de
begyndte at tænke på deres evige frelse (cf. Mattæus 25, 31-40).
Herodes sender soldaterne af sted for at myrde Bethlehems børn. Kalkmaleri i Mørkøv Kirke,
Roskilde stift. Maleriet tilskrives ‘Isefjordværkstedet’ (ca. 1450). Gengivelse efter Danmarks
Kirker.
Middelalderens kirke udviklede sig som en stor og kompliceret organisation med imponerende kreativitet. Ofte studeres kirkens historie som pavedømmets udvikling, men
paverne var ikke altid i centrum af kirkens vækst. Frem til midten af 1400-tallet, da det
lykkedes paverne at kvæle koncilbevægelsen, var der konstant fornyelse i kirken. Igennem århundreder var der en livlig interesse i styreformer for kirken og kirkelige institutioner. De nye klosterordener i 1100-tallet, som cistercienserne, troede på åbne diskussioner, takket være årlige generalforsamlinger, som abbederne deltog i. I 1200-tallet
viste franciskanere og specielt dominikanerne vejen frem med nye former for repræsentativitet, hvor lederne af de enkelte priorater mødte op til provinskapitler sammen med
en broder, der var blevet valgt af de andre i prioratet. Det forventedes, at de menige
brødre havde lige så meget at skulle have sagt som prioren, og det samme var tilfældet
med de generalkapitler hvor provincialerne måtte tage hensyn til valgte repræsentanters
meninger.
40
4. Middelalderens relevans:’Den Hellige, Almindelige Kirke’
‘En hellig almindelig kirke’. Sådan var middelalderkirken da den var bedst. Den
var en åben og kreativ enhed, der udviklede sig gennem hele perioden, men specielt fra
1000-tallets slutning til 1400-tallets midte. Derefter gik kirken i stå og blev overtaget af
en kynisk og selvoptaget pavemagt. Men igennem næsten fem hundrede år gav middelalderkirkens prædiken af evangeliet mange mennesker håb og mening i deres liv. Denne
prædiken fremhævede det kommende, evige liv, men svigtede ikke det nærværende,
som man kan se i kalkmalerierne fra 1400-tallet i Mørkøv kirke på Vestsjælland. Der er
Herodes, der har sendt sine soldater for at slagte uskyldige børn. Mødrene er alt andet
end passive tilskuere, idet de gør aktiv modstand og bruger egne arbejdsredskaber til at
slå soldaterne oven i hovedet.
Kristendommen kræver ikke blind accept af Herrens vilje men accepterer modstand
over for uret. Normalt var det dog meningen, at man talte sig til rette, som når det drejede
sig om et omstridt pavevalg. Middelalderkirkens medlemmer nærede optimisme med
hensyn til, at samtale og Guds nåde viste vejen til sandheden. Det var selvfølgelig også
en hjælp, at kirken trænede filosoffer og teologer, som var eksperter i lærde diskussioner.
Her var der stor respekt for græsk-romersk lærdom, noget som middelalderens universiteter videreudviklede. Jeg savner i vores eget samfund middelalderens engagement og
åbenhed, men jeg ønsker ikke at være kulturpessimist og vil antage, at vi kan lære af
fortiden og bruge den i fremtiden. I de sidste årtier, og specielt siden ca. 1990 er der sket
en åbning over for middelalderens kristne spiritualitet, for eksempel i en genopdagelse
af pilgrimsbevægelsen. Den danske folkekirke er ved at finde frem til sine rødder i den
hellige almindelige kirke, og dette er en kærkommen og glædelig udvikling.
Den kristne enhedskirke, der fandtes fra ca. 500-1500, er en opfordring til de kristne
kirker i vor tid. Middelalderens kirkelige liv har været misforstået og misbrugt af både
katolikker og protestanter, såvel som af materialister der mener, at det hele var en illusion. Jeg er ikke villig til at godtage holdningen, at al religion er en magtdemonstration,
hvor mennesker bruger andres tro for at udnytte dem. Vi kan slutte med Julian af Norwichs ord: “Synden var nødvendig, men det skal blive godt: alt vil blive godt: det hele
vil blive godt” (kap. 27). I denne optimisme findes det kristne evangelium og dermed
den kristne kirke i dens historiske udvikling.
5
Litteratur - Bøger til videre læsning
¶ Jeg vil selvfølgelig anbefale egne bøger der uddyber mange af temaerne i mit
essay: Den Levende Middelalder: Fortællinger Om Dansk Og Europæisk Identitet
(Gyldendal, 2005) og Da Himmelen kom nærmere: Fortællinger om Danmarks
kristning 700-1300 (Alfa, 2008).
¶ En mere traditionel lærebog har jeg lavet sammen med Kim Esmark: Europa 10001300 (Roskilde Universitetsforlag 1999, genoptrykt 2006).
41
Middelalderen – og i dag
¶ For mere om hvad der sker i Danmark i dag, specielt hos folkekirken, i lyset af middelalderens kristendom, se min Spejl og kilde: Den nye spiritualitet (Alfa, 2012).
¶ For cistercienserne og deres mest markante medlem, McGuire, Den første europæer: Bernard af Clairvaux (Alfa, 2009)
¶ For teologen Jean Gerson se min biografi, Jean Gerson and the Last Medieval
Reformation (University Park, Pennsylvania: Pennsylvania State University Press,
2005) såvel som A Companion to Jean Gerson, ed. Brian Patrick McGuire (Leiden:
Brill, 2006).
¶ Leif Grane, i en årrække professor i kirkehistorie ved Det teologiske fakultet,
Københavns Universitet, udgav bl.a. Kirken i den europæiske middelalder (Gads
Forlag, 1999).
¶ For middelalderen som en epoke i bevægelse, se Mette Birkedal Bruun og Britt
Istoft, Undervejs mod Gud: Rummet og rejsen i middelalderlig religiøsitet (Museum Tusculanums Forlag, 2004).
¶ For valfart er der en stor litteratur, men specielt anbefalelsesværdig er Jørgen Johansen, Gyldendals Bog om pilgrimme og pilgrimsrejser (2005). Også værdifuld
er Pilgrimsspor, red. Elizabeth Knox-Seith (Forlaget Univers, 2007).
¶ For klostervæsenet er der ligeledes mange studier, men et godt udgangspunkt
er Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen, Gyldendals bog om danske klostre
(2004).
¶ Center for Europæiske Middelalderstudier ved Københavns Universitet har udgivet en række bøger som understreger periodens rigdom og dens forskelligartethed. Jeg vil specielt nævne Kulturblomstring og samfundskrise i 1300-tallet, red.
McGuire (Forlaget C.A. Reitzel, 1979, genop. 1986) og The Birth of Identities.
Denmark and Europe in the Middle Ages, red. McGuire (C.A. Reitzel, 1996).
¶ Aksel Haaning, Den kristne mystik (C.A. Reitzel, 1999) er en fremragende introduktion til denne side af kristent liv i middelalderen.
¶ Endelig som inspiration til at se nogle af de herligheder fra middelalderen inden
for landets nuværende grænser anbefaler jeg min egen Guide til middelalderens
Danmark/Guide to Medieval Denmark (C.A. Reitzel, 1994).
42
Krigeriske kommuner og den
misforståede middelalder –
Om kommunalreformer og
middelalderlige traditioner
Af Steffen Harpsøe
Det er sjældent, at der er nogle direkte forbindelser mellem nutidens politiske og
økonomiske administration og noget som helst, der har forankring i middelalderen.
Ikke desto mindre er det tilfældet med kommunalreformen anno 2007, forstået på den
måde, at det store antal af nysammenlagte kommuner medførte, at en næsten ubrudt
tradition med rod i middelalderen fik en kortvarig opblomstring i offentlighedens
bevågenhed. Ikke fordi den nævnte tradition på noget tidspunkt har været erklæret død
og borte, men den lever sædvanligvis en stille tilværelse uden for mediernes rampelys.
Dette vilkår deles med resten af historieforskningen, som dog fra tid til anden får
spalteplads uden for fagtidsskrifterne, grundet denne eller hin Hollywood Blockbuster
eller bestsellerudgivelse med historisk handling. Sådanne begivenheder vil dog næppe
være årsag til den her omtalte middelalderlige traditions optræden i medierne, navnlig
grundet dens status som støvet/usexet hjælpevidenskab, der udelukkende dyrkes af
en tæt sluttet kreds af personer, for hvem folkelig formidling ofte ligger fjernt. Men
en begivenhed som kommunalreformen hiver som en selvfølge middelalderen ud af
de støvede bogreoler, og gør den mere aktuel end mange af de involverede aner. Ja,
faktisk kan man påstå, at størstedelen af både brugere og beskuere er uvidende om
middelalderens nærvær i situationen. En situation hvor regler og æstetik med direkte
ophav i middelalderen aktivt anvendes i uændret form i vores hverdag. Årsagen er, at
kommunerne har juridisk fordel af, ret til og tradition for at bruge noget som i folkelig
opfattelse er forbeholdt riddere, adelen og modtagere af kors, bånd og stjerner. Der
tænkes selvfølgelig på kommunevåben – våbenskjolde; og traditionen er heraldikken:
viden om og kundskab i alt vedrørende våbenskjolde.
43
Middelalderen – og i dag
Som følge af reformen opstod en del nye kommuner, mens langt flere måtte lade
livet. En konsekvens heraf var, at nye kommunevåben fremkom i en koncentration der
sjældent ses, mens langt flere våbenskjolde fra de nedlagte kommuner havnede på historiens køkkenmødding. Da de økonomiske, administrative og politiske konsekvenser
af kommunalreformen havde stor mediebevågenhed, kunne det ikke undgås at denne
opmærksomhed også trak andre facetter af reformen ud i lyset. Udskiftning af våbenskjolde forblev da heller ikke ubemærket. Nu er det ikke noget nyt, at det finder vej til
avisspalterne når en kommune får et nyt våbenskjold, for det er faktisk sket med jævne
mellemrum, dog er spaltepladsen fortrinsvis af rent lokal karakter. Den store mediehype og antallet af nye skjolde hævede dog spaltepladsen op på nationalt plan, hvilket er
både godt og skidt. Et landsdækkende dagblad fordrer naturligvis nogle andre og mere
generelle vinkler på historierne, end der kan anlægges på et lokalt plan. Hvor der lokalt
typisk fokuseres på den enkelte kommunes våbens grafiske udtryk, symbolik og historik, så må man på et landsdækkende niveau anlægge en generel linje for at fange flere
læsere end blot dem med historisk/heraldisk/lokalpatriotisk interesser. Dette åbner både
muligheden for at tage relevante temaer som våbenskjoldenes rolle i samfundet, betydning og symbolik op, men så sandelig også for at journalist og redaktion blotter mere,
end der var tiltænkt. Det være sig egne fejlopfattelser eller et knæfald for folkelige opfattelser – tænkte eller reelle.
1
Det konkrete eksempel
Den 14. januar 2008 kunne man i Politiken læse en journalist stille det retoriske
spørgsmål, hvad kommunerne dog skal med våbenskjolde, der er “bundet til middelalderlige konventioner fra korstogenes tid.” Dette begrundes endvidere med: “Der er jo
ikke ret mange kommuner, der har deres egen hær, og hvis de har, udstyrer de nok ikke
deres folk med farverige skjolde, så fjenden fra de andre kommuner nemt kan ramme
dem med deres panserborende missiler.” Under overskriften “Til kamp for de nye
kommuner”, afslører journalisten indtil flere både eksplicitte og implicitte fejlopfattelser
af såvel heraldikken og dens juridiske aspekter, som af middelalderen. For at føje
spot til skade var de kommunevåbener, der illustrerede artiklen, gengivet i forkerte
farver – rødt blev til en grumset rødbrun, og farven lyseblå, der slet ikke eksisterer
i heraldikken, brugtes istedet for hvid (sølv). Som heraldiker må man krumme tæer,
men bortset fra de grafiske gengivelsesfejl i artiklen, må fagfolkene også tage en del
af skylden for fejlopfattelserne på sin kappe. Årsagerne til fejlopfattelserne kommer vi
tilbage til, men de vil næppe kunne undskylde hele det fordrejede billede vi præsenteres
for i ovenstående citat. Man kunne selvfølgelig indvende at journalisten med sin groft
karikerede stil blot forsøger at lege djævelens advokat, men mig bekendt repræsenterer
djævelens advokat altid den side af en sag, der er upopulær eller kontroversiel. Dette
kan vel næppe siges at gøre sig gældende her. Efter min bedste overbevisning deler en
44
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
stor del af befolkningen synspunkter med vores journalist, der vel bedst kan tilskrives
holdningen: “Det er noget værre pjat”. Og selv den del af befolkningen, der umiddelbart
er af den holdning, at det er OK at kommunerne bruger våbenskjolde, for det er jo
traditionen, vil, når man beder dem overveje logikken i denne tradition, komme til den
konklusion, at det nok er lidt fjollet. Kommunernes brug af våbenskjolde kaldes i alle
fald i benævnte avisartikel for “en form for organiseret offentlig galskab med dybe
historiske rødder, hvor meningen aldeles fortoner sig i gentagelsen og derfor netop ikke
er noget, man skal spørge til meningen om.” Men hvorfor ikke spørge til meningen? Det
er vel egentlig det mest relevante spørgsmål at stille. Årsagen til at mange synes det er
noget pjat med middelalderlige våbenskjolde til moderne administrative forvaltninger,
er vel dybest set en manglende indsigt i, eller rettere misforståelse, af det historiske
tankegods og den praksis der ligger iboende i den heraldiske tradition og brug.
Kommuner i kamp. Journalisten i Politikens artikel ”Til kamp for de nye kommuner” (14.1.2008)
var af den opfattelse, at det, at kommunerne efter kommunalreformen skulle have nye våbenskjolde, var temmelig tåbeligt – især fordi det jo var helt utidssvarende til moderne krigsførelse.
Denne observation er på sin facon rigtig nok, men stammer fra en fejlopfattelse af våbenskjolde
som noget rent militært. På den anden side så kunne kommunerne jo stable hære af re-enactors
på benene - nu hvor middelaldermarkeder med turneringer og kampopvisninger er så populære.
Her ses et tænkt eksempel – uden hensyntagen til historisk korrekthed hvad angår at rustninger
og bevæbning er fra samme periode – hvor kommunerne er i kamp: Egedal og Fakse kommuner
til venstre og Guldborgsund, Ikast-Brande og Vejen kommuner til højre. Tegning af forfatteren.
Man behøver dog ikke udelukkende kigge bagud for at kommunevåbener giver
mening. Der også nogle helt moderne forhold, der gør at det - i alle fald for kommunerne
45
Middelalderen – og i dag
selv - giver mening at bruge det middelalderlige våbenskjold til at repræsentere kommunen grafisk. Modsat det bomærke eller logo som mange nok vil finde mere logisk
at bruge i vore dage, så nyder kommunevåbner en langt bedre juridisk beskyttelse; altså forudsat at de er blevet godkendt af statens heraldiske konsulent og optaget i kommunevåbenregisteret. Nogle af de nye kommuner har fravalgt dette og nøjes med et logo
eller bomærke, og det kan de potentielt komme til at fortryde. Retsbeskyttelsen af logoer og lignende er svagere end for de godkendte kommunevåbener; for det første skal
registreringen af dem fornys ca. hvert tiende år, og for det andet er retsbeskyttelsen bundet meget strammere til den specifikke grafiske udformning af det registrerede logo.
Mens det for kommunevåbner er gældende, at en gul løve på blå bund altid vil være
at opfatte som sådan uanset hvilken grafisk udformning den har, så kan ganske få ændringer i stilisering, positur eller tilbehør (giv for eksempel løven solbriller og sutsko
på) gøre at efterligninger af et logo undgår at komme på kant med loven. Modsat vil
en gengivelse af et registreret kommunevåben brugt af andre end kommunen selv eller
med dens eksplicitte tilladelse være strafbart, uanset hvor afvigende det grafiske udtryk
er. Denne retsbeskyttelse strækker sig dog kun til kommunevåbener og statskendetegnene – kronen, det lille og det store rigsvåben (dog efter forskellige love). Personlige og
slægtsmæssige våbenskjolde er herhjemme ikke omfattet af samme beskyttelse. Denne
retsbeskyttelse af offentlige våbener er dog, modsat selve heraldikkens regler og virke,
ikke en direkte nedarvning fra middelalderen. På trods af at våbenskjolde kan siges at
udgøre det første felt hvorpå egentlig immaterialretlige forhold gjorde sig gældende, så
er en egentlig lovnedfældelse af retsregler på området en langt senere indførelse. Skønt
der i middelalderen var jurister, der skrev afhandlinger om området, eksempelvis Bartolus de Saxoferrato ca. 1354, og der også afvikledes retssager om adkomsten til et givent
våben – mest kendt er herhjemme nok tvisten mellem ærkebiskop Birger Gunnersen og
Henrik Krumdige i 1504, så var det først med Christian 3.s Danske Lov fra 1683, at området søgtes reguleret ved nedskrevne bestemmelser. Og så sigtede man endog deri mest
til forhold, der involverede falskneri af segl hvori våbenskjolde indgik. Retsbeskyttelsen
af offentlige våbener i en rent immaterialretlig forstand dukker først op i 18-1900-tallet. I
dag tager retssager omhandlende våbenskjolde form som sanktionering efter nedskreven
lov, modsat middelalderens ’fyrstelige voldgiftsdomme’, hvor mægling og forlig var
målet. Ikke at der nogensinde har været eller er mange sager, hvor nogen bruger andres
våbenskjold - det sker sådan cirka lige så tit som vi får hvid jul.
2
Den misforståede middelalder og folkelige fejlopfattelser
Den just opridsede juridiske side af den heraldiske tradition hører dog ikke til blandt
de graverende fejlopfattelser i den ovennævnte avisartikel, det er blot behandlet lidt for
46
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
flygtigt, men nok til at udstille uvidenhed på området. Nu er det jo ikke fordi formålet
med dette er at hænge den stakkels journalist ud for alt, hvad der er galt med nutidsmenneskets opfattelse af middelalderen generelt og heraldikken i særdeleshed – og vi kan
heller ikke udelukke, at artiklen var ironisk ment, selvom det virker meget usandsynligt. Men artiklen tjener ganske godt det formål, at eksemplificere de folkeligt udbredte
fejlopfattelser, der får os til at spørge hvad meningen med et stykke levende middelalder (våbenskjoldene) i vores hverdag er. For at afdække meningen med og betydningen af brugen af våbenskjolde - i dette tilfælde særligt de kommunale - , må vi tage
udgangspunkt i de foreliggende fejlopfattelser; det er nemlig dem, der gør at meningen
ikke umiddelbart springer os i øjnene. En mening der skal findes i sin oprindelige form
i middelalderen og som ikke har forandret sig stort siden; ligesom de regler hvorefter
våbenskjoldene udformes, er forblevet praktisk taget uændrede gennem godt 900 år.
Men hvad er det så for nogen fejlopfattelser og misforståelser, der slører vores syn på
våbenskjoldenes anvendelse og eksistensberettigelse?
I ovennævnte avisartikel er opridset et par fejlopfattelser af specifik karakter, som
har rod i nogle mere generelle misforståelser af middelalderens samfund. Tager man
udgangspunkt i citaterne fra artiklen, så springer to fejlopfattelser i øjnene: Primært at
våbenskjoldes anvendelse er rent militær, sekundært at kommuner har haft deres egne
hære hvis skjolde de udsmykkede med kommunens våben. Mest graverende er dog påstanden om, at meningen er tabt i gentagelsen, dette giver simpelt hen ingen mening. Blot
fordi en tradition har været aktiv under stort set uændrede former i næsten et millennium,
betyder det ikke, at meningen med brugen af våbenskjolde er gået tabt, selv om nogle
kommuner i journalistens ord: “... kobler hjernen fra ...” for at få “klaret den første opgave i den nye kommune ... et våbenskjold!”. Snarere er det et spørgsmål om, at man ikke
interesserer sig for meningen, og derfor blot handler efter traditionerne per automatpilot.
Meningen kan fortabe sig for individer, der ikke søger den rette baggrundsviden, ikke
stiller de rigtige spørgsmål eller drager de logiske konklusioner. Men vores journalist
hører faktisk ikke rendyrket til den ignorante del af befolkningen, allerede i artiklens
manchet gives til kende at han godt kender til heraldikkens kerneformål: “De moderne danske kommuner har brugt ressourcer på at anskaffe sig middelalderlige våbener.
Militær oprustning eller nødvendig branding?”. For det sidste er hele essensen af et
våbenskjold - at formidle visuel identitet. Og det har det altid været. Spørgsmålet er
så om denne formidling af identitet, som den ’moderne opfattelse’ her udlægger det,
udelukkende strækker sig til krigeriske aktiviteter? Svaret er selvfølgelig et rungende
NEJ!
Men før sløret løftes for et billede af våbenskjoldenes identitetsformidling som omfattende mere og andet end det rent militære, så lad os lige få fejet nogle andre og lidt
mere grelle krigsrelaterede fejlopfattelser af bordet.
47
Middelalderen – og i dag
3
De “krigeriske” kommuner
I artiklen forekommer forestillingen om at de danske kommuner engang har været
selvstændige krigsherrer, og selv om vi må tage højde for at journalisten her har smurt
overmåde tykt på for at fremhæve det fjollede i at kommunerne fører våben, så var
de ’kommunale hære’ nok ikke blevet nævnt, hvis ideen var så langt ude i hampen,
at ingen kunne tro på det. Det skal understreges at danske kommuner aldrig har rådet
over egne hærstyrker, heller ikke kommunernes forgængere, hverken herreder, birk eller
købstæder havde sådanne privilegier. Skønt det kan påvises at herrederne fra slutningen af 1300-tallet, og købstæderne allerede fra 1200-tallet, bærer våbenskjolde i deres
segl, så er dette ikke ensbetydende med nogen form for militær kompetence. Antallet af
væbnede svende som har haft nogen form for tilknytning til kommunernes forgængere,
har været meget få i antal, og deres rolle har været mere af politi- eller vagtmæssig
karakter (eksempelvis at bistå ved indkrævning af skatter m.v.), undergivet den lokale
foged/borgherre/høvedsmand eller anden administrativ myndighedsperson. De få væbnede svende har altså på ingen måde været undergivet herredets/købstadens direkte,
selvstændige autoritet; købstæderne og herrederne hørte nemlig også under nogen, enten kongen, ærkebiskoppen, en biskop, eller var forlenet til en herremand. De væbnede
svende var således formelt i denne herres sold, og repræsenterede således dennes myndighed og ikke den administrative enhed. For en administrativ enhed er hvad der var
tale om, kommunernes forgængere havde karakter af inddelinger i skattemæssige og
juridiske områder. De havde ingen selvstændig råderet over krigsrustede knægte til på
eget militært initiativ at overfalde nabokommunen. Ikke dermed sagt at købstæder og
herreder intet militært ansvar havde, dette var blot begrænset til rent udskrivningsmæssige pligter; på kongens forlangende skulle de nemlig stille med X antal soldater med
nærmere specificeret udrustning. Men da dette næsten udelukkende drejede sig om fodfolk, er det næppe realistisk at antage, at de er blevet fysisk udstyret med et våbenskjold, et almindeligt skjold måske … men ikke et med ’kommunens’ våben på. De
kan have kæmpet under et banner hvorpå våbnet var gengivet, eller have båret ’kommunens’ farver på tøjet (ikke at forveksle med en egentlig uniform), men et våbenskjold
var i krigsmæssig henseende et personligt identitetsmærke, der hovedsageligt blev båret
af dem, der havde en passende samfundsmæssig status. Såfremt nogle af de udskrevne
soldater måtte have denne status, har de sandsynligvis også haft eget våbenskjold, som
de så har foretrukket at bære. Det giver ikke nogen mening at udstyre krigsfolk med et
institutionelt våbenskjold, når de ikke som individuelle kombattanter direkte repræsenterer ’kommunen’. Som kollektive kombattanter er det tilstrækkeligt, både med hensyn
til genkendelighed og til styrkelse af regimentsånden, at ’kommunens’ våben bæres på
en fane.
Årsagen til denne fejlopfattelse, at danske kommuner skulle have været militære aktører og udstyrede deres svende med våbenskjolde, må findes i en geografisk sammenblanding – en antagelse af at forhold, der har fandtes i andre europæiske egne i middel-
48
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
Københavns segl som det så ud i 1296. Selvom byen på daværende tidspunkt tilhørte roskildebispen, så førte byen eget segl. Den observante læser vil nok bemærke, at der ikke er ændret meget
i forhold til det våbenskjold som Københavns kommune i 1660 fik stadfæstet af Frederik 3., og
som kommunen i dag bruger som logo. Der er således en rød tråd i kommunens visuelle identitet
helt tilbage til middelalderen; beviseligt tilbage til 1254, hvorfra det ældste bevarede seglaftryk
er fra. Aftegning af Julius Magnus Petersen i Niels Bache, Nordens Historie (Kbh. 1885).
alderen, også er gældende på danske forhold. Her tænkes især på de norditalienske autonome bystater i senmiddelalderen. Det vides at disse udstyrede deres soldater med gengivelser af byens våben, særligt på stormskjoldene (stort skjold som armbrøstskytterne
søgte ly bag ved under ladning af armbrøsten) var dette tilfældet. Men her er altså også
tale om byer, som har fuld råderet i enhver henseende uden nogen form for lensherre.
Ergo kæmpede dets soldater udelukkende for byen, finansieret af denne og under dennes
kommando. Sådanne forhold har aldrig været til stede herhjemme; selv København som
sidenhen blev rigets mægtigste stad, hørte skiftevis under kongen og roskildebispen. De
våbenskjolde kommunernes forgængere har anvendt, kan således næppe være tiltænkt
nogen primært militær rolle - det er snarere til våbenskjoldenes andre anvendelsesområder man skal vende blikket. Men ak! Vi er ikke færdige med det krigeriske endnu.
4 Krig og atter krig
At krig og våbenskjolde så konsekvent sammenkædes, at det overskygger våbnernes
andre funktioner, er desværre fra forskningens side selvforskyldt, men er også på overfladen en logisk slutning. Hertil skal så lægges overfladisk gengivelse i medier, litteratur og film. Der er altså tale om en årsagsforklaring, der skal søges på flere plan. På
det allermest tilgængelige plan er den rolle våbenskjolde fremstilles i, uværgeligt kædet
49
Middelalderen – og i dag
sammen med krigsførelse; i film, tv-serier, litteratur, tegneserier og sågar brede, formidlende værker om middelalderen (inklusiv undervisningsmateriale til skoler, gymnasier
og sågar til tider universitetet) optræder våbenskjoldene stort set altid i selskab med
harniskklædte riddere. Kun yderst sjældent bliver de fremstillet som tilhørende andre
persongrupper, kirkelige, kvinder og borgere, som beviseligt vides også at have anvendt
dem til såvel juridisk attestation (i segl) som personlig udsmykning på bygninger og
klæder.
Skulle dette ikke være nok til at overbevise den uindviede om våbenskjoldenes
samhørighed med krig, så behøver man blot at drage de logiske konklusioner af selve
formgivningen. I hvilken ramme er symbolerne og figurerne indsat? I et skjold! Og hvad
bruges et skjold til? Svaret giver sig selv. Men nu er det jo kun en ramme, og som sådan
er det da også klart blevet betragtet i middelalderen, blot er vi åbenbart nu gået hen og
blevet mere fastlåste. Allerede i middelalderen anvendtes andre former, der anvendtes
ruder (ligesom på spillekort) til kvinders våbenskjolde, ovaler og cirkler, og på faner
og vimpler var våbenet ikke indrammet af andet end stoffets kant. Det samme gjorde
sig gældende når våbenskjolde blev brugt til udsmykning af beklædningsgenstande.
Bevæger vi os videre op i tiden, ser man barokke og renæssancemæssige skjoldudformninger som aldrig har haft en fysisk pendant, meget à la det man ser i sølvbryllupsskjoldet i æresporten eller i sportsklubbers logoer/våbenskjolde. Til trods for den militære ramme må man dog indvende mod tesen om den rent krigeriske anvendelse, at
våbenskjoldene har overlevet 450 år efter at skjoldet havde udspillet sin praktiske anvendelse i krig. Desværre er ovenstående to årsager ikke alene om at forklare den populære
opfattelse af heraldikken som et militært anliggende. Opfattelsen er hentet et sted fra,
og det hos selve den faglige højborg, nemlig flere på hinanden følgende generationer af
heraldikere. Også de mest specialiserede forskere kan nemlig lade sig vildlede og forblænde af, hvad der ligger lige for - den nemmeste løsning. Ikke at heraldikerne ikke har
belyst alle anvendelsesmåder og alle brugere af våbenskjolde, samt differentieret billedet
af heraldikkens væsen. Selv om borgere, kvinder og højgejstliges brug af heraldik som
visuelle repræsentationer af deres juridiske og samfundsmæssige position er behandlet,
så har hovedvægten ligget alt for tungt på riddernes og fyrsternes våbenskjolde. Dette
er grundet heraldikkens ”gyldne periode” i 13-1400-tallet, hvor storslåede turneringer
med dertilhørende ceremonier, spækket med heraldik, har overleveret et enestående og
farvestrålende kildemateriale i form af våbenbøger, våbenbreve med mere.
5
En krigerisk fødsel
Heraldikernes fokus på det militære skyldes dog ikke udelukkende denne ”gyldne periode”, også de gængse teser om heraldikkens oprindelse bidrager til det krigeriske image.
Og igen skyldes det kildematerialet. De første vidnesbyrd om heraldiske skjolde stammer fra segl (ca. 1130), de såkaldte ryttersegl, der portrætterer en harniskklædt rytter
50
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
bærende et våbenskjold. Et stykke tid efter begynder segl, der udelukkende viser selve
våbenskjoldet, at dukke op. På baggrund af dette billedmateriale og narrative kilder om
svende der slås til ridder og tildeles skjold, til dels kombineret med historien om Vilhelm Erobrerens hjelmløft 1 ræsonnerede man sig frem til at årsagen til våbenskjoldenes
opståen var rent militær. Mere specifikt skulle de være opstået for at krigerne kunne
genkende hinanden (og fjenden) i kamp og til turneringer, når ansigterne var tilsløret af
hjelme. Der er bare det problem at tøndehjelmen, der jo dækker ansigtet helt, og som af
heraldikerne er blevet udpeget som den hovedansvarlige (i mere end én forstand), først
dukker op omkring år 1200, altså 3 generationer efter at vi kan påvise våbenskjoldene
som værende i brug. Og hvad så med historien om Vilhelms hjelmløft? En situation som
i øvrigt ikke er unik – men normalt vil have nærmere forbindelse til generalens fane. Hvis
denne hændelse skulle være medvirkende til våbenskjoldenes opståen, hvorfor går der
så trekvart århundrede førend vi ser resultatet? Det burde være her og nu der var brug for
en løsning på problemet. Hvis der altså var et problem? Hvem siger at kombattanterne
har genkendt hinanden på ansigterne? Det faktum, at den hjelmtype Vilhelm bar allerede
ved heraldikkens fødsel havde været anvendt i over 300 år, samt at der kan påvises brug
af lukkede hjelmtyper, blandt andet af Avarerne, helt ned i 800-tallet, må siges at undergrave denne tese. Tilmed har praktiske erfaringer fra de eksperimental-arkæologiske
reenactment-miljøer vist, at det er højst usandsynligt, at den primære genkendelse af ven
og fjende nogensinde har været foretaget på ansigtet. Og for at gøre det hele mere tyndbenet, så er beviserne for egentlig genkendelse på våbenskjolde i kamp meget få, om
nogen overhovedet. De narrative kilder beretter om at våbenskjolde brugtes til identifikation af fanger og faldne efter kamphandlingerne, og til dels under informationsindsamlingen op til et slag, men mig bekendt ikke under selve kampen. I turneringerne
forholder det sig anderledes. Her er der et klart defineret kampområde, et begrænset antal kombattanter, tilskuere og dommere (herolder) der ikke skal foretage sig andet end at
betragte spektaklet. De kunne således i ro og mag holde øje med deres favoritridder og
genkende ham på hans våbenskjold. Problemet i forhold til heraldikkens fødsel er blot, at
den ovenfor beskrevne turneringsform er fra 1300-tallet, en form som mange heraldikere
ukritisk har tilbageført til 1100-tallets begyndelse. Rent faktisk ved vi ikke særligt meget
om de tidlige turneringer, men det vi ved, peger på en sportsgren/militær træningsform
der havde langt flere ligheder med egentlige krigshandlinger end den tilskuervenlige begivenhed det senere bliver. Til trods for ovenstående indvendinger mod den herskende
teori om heraldikkens ophav, har denne fået lov at være praktisk taget enerådende; til alt
held har der de sidste 25 år været tiltag til en differentiering af ophavsforklaringen, men
der er stadig lang vej igen. Den gængse teori er nemlig blevet gentaget så mange gange
gennem næsten 500 år, at den er blevet til ortodoksi. En forklaring der har forplantet
1
Under slaget ved Hastings, 1066, skulle det i normannernes rækker have rygtedes at Hertug Vilhelm
var faldet, og derfor red Vilhelm ned langs slaglinjen mens han løftede sin nasalhjelm (hjelm med bred
næseskinne der skjuler en del af ansigtet), for at vise sine soldater at han var i live. Scenen er skildret på
Baeux-tapetet.
51
Middelalderen – og i dag
sig til resten af historieforskningen og den offentlige opfattelse af heraldikken. Når en
eminent historiker som Maurice Keen i sin bog Chivalry ukritisk gengiver heraldikernes mantra, på trods af at han lige har gennemgået alle de sociale og samfundsmæssige
bevæggrunde for et differentieret ophav, hvad er så chancerne for at en stakkels journalist, der skriver om kommunalreformer gentager andet end hvad han hurtigt kan slå op på
Wikipedia? Vi ved alle at den slags ’casual research’ sker enten ved de mest tilgængelige
leksikonopslag, eller ved en hastig gennemlæsning af de første 20 sider af et forældet
standardværk. Leksikonartiklen vil naturligt være kort og kategorisk uden plads til forbehold, og ved brug af standardværker er den hastige læser selv skyldig i at forbigå det
fulde billede med alle forbehold og differentieringer.
At fejlopfattelsen starter allerede med fagfolkene, er der flere årsager til. For det
første er kun en del af heraldikerne historikere af uddannelse, og af disse har kun et fåtal nogen form for militærhistorisk indsigt. Dette gør uvægerligt, at de spørgsmål, der
kan stilles til heraldikkens krigsmæssige og sociale/samfundsmæssige rolle, begrænses betragteligt. Den manglende historiske indsigt i områder, der ligger uden for det
heraldiske, reducerer da også en del af forskningen til at være løsrevne detailstudier
af dette eller hint slægtsvåben, symbol eller figur, hvilket igen er med til at fastholde
heraldikken i den rolle den har fået blandt de historiske videnskaber. Dette er en lidet
frugtbar rolle i selvvalgt isolation, en rolle som hjælpevidenskab hovedsageligt for dateringsmæssige og genealogiske studier. Udover at heraldikken for mange historikere er
et ganske ’usexet’ emne, så forhindrer den faglige forsigtighed mange udefra kommende
forskere i at komme med frugtbare input til heraldikkens historie. Man frygter at blotte
manglende viden på et felt, hvor andre har brugt en livstid. Dette fordrer selvsagt ikke
frugtbare studier på tværs af disciplinerne, ergo får heraldikerne lov at være enerådende;
og enhver ændring skal komme indefra. Og ja, ændringen er på vej, men det kan godt
tage endnu et par generationer før nye resultater filtrerer over i den generelle historiske
forskning, og yderligere en generation (det tager ca. 25 år for nye forskningsresultater at
nå ud i eksempelvis undervisningsmateriale) før de når offentligheden. Skulle vi få en
ny kommunalreform i 2078, så er der en god chance for at kommunale våbenskjolde vil
give mening for den brede offentlighed. Men anno 2007-08 er det forståeligt at sådanne
fejlopfattelser hersker. Men hvad er det så de burde erstattes med? Hvad er det der skal
give dette stykke levende middelalder i vores midte mening?
6
Mening, magt og visuel, samfundsmæssig identitet
Var meningen med brugen af våbenskjolde i middelalderen den samme, som den er i
dag? For det er jo ganske tydeligt for enhver, at ingen kommune har til sinds at sende
deres folk på gaden iklædt harnisk og skærmende sig med bemalede skjolde. Mon ikke
deres anvendelse i dag, som vores journalist er inde på, er den visuelle identitet i andre sammenhænge end det rent krigeriske? En hel del omstændigheder ved kilderne til
52
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
heraldikkens opståen peger i retning af, at ophavet er andet end rent militært. De tidligste
og mest sikre vidnesbyrd vi har til våbenskjoldene, er seglene, og selvom seglets indehaver på selve seglet portrætteres som sværdsvingende/lansebærende ridder, så er det
jo ikke i kraft af personens krigeriske egenskaber at han optræder på og bruger seglet.
Seglet er middelalderens underskrift, juridisk bindende og bevis for indehaverens accept
af eller garanti for et givent dokuments indhold og ægthed. Uden dokumentet, hvorpå
seglet er vedhæftet, er det ikke meningsgivende, og det billedlige indhold kan således
ikke adskilles fra sin kontekst. Derfor vil et segl først og fremmest repræsentere de juridiske personer der sætter segl på et dokument. Det er altså - upåagtet skjoldformen først og fremmest deres rolle som jordbesiddere, myndighedspersoner eller partshavere i
en forhandling der symboliseres i seglet, og derved også i det deri afbildede våbenskjold.
Jeg har tidligere nævnt at skjoldformen blot er en ramme; mere udtalt bliver dette
når man tager den såkaldte præ-heraldik i betragtning. Som i alle videnskabsgrene har
man brug for at definere begreberne, og inden for heraldikken har man valgt, grundet et svært definerbart fikspunkt for en egentlig oprindelse, at først med indførelsen
af skjoldformen som ramme er der tale om egentlig heraldik. Men fjerner man kravet
om skjoldet som ramme, kan man trække heraldikkens alder længere tilbage end ca.
1130, endda snildt ned i 1000-tallet. Således har forskeren Michel Pastoureau påpeget
at eksempelvis greverne af Saint-Pol, der senere hen førte fem neg korn i sit skjold, ca.
1100 slog mønter, hvorpå var præget et neg korn. I samme grevers segl afbilledes først
negene som svævende frit rundt om en rytter (greven?), senere flyttede de op på hestedækkenet, og senere i selve skjoldet. Det synes således, at der her er tale om et symbol
på økonomisk og samfundsmæssig status og magt, der først senere er blevet passet ind
i militære former. At disse præ-heraldiske symboler, og senere hen tilmed også rigtige
våbenskjolde, er at finde på mønter, kan næppe skyldes at den person der har ladet mønterne slå, ønskede at det skulle repræsentere hans visuelle identitet som kriger - det sigter
så absolut til andre samfundsroller. Da greven af Savoien i 1400-tallet renoverede sin
faldefærdige borg, og som det første – før noget andet var på plads – opsatte den store
udskårne frise med sit våbenskjold i, for at han kunne holde retterting og høre sager
under det, så er det som et symbol på hans juridiske og samfundsmæssige myndighed
våbenskjoldet skal forstås. Når kirker udsmykkes med våbenfriser, som i Ringsted, Sorø
og Århus Vor Frue kirke, så er det ikke for at ære våbenskjoldenes ejeres egenskaber som
krigere; nej, det er for at markere deres rolle som samfundsstøtter og velyndere for den
pågældende kirke. Dertil kommer det utal af andre situationer hvori våbenskjolde indgår
som udsmykning for at markere ejerskab eller andre forhold, samt også det store antal
personer der benytter våbenskjolde uden at spille nogen form for militær rolle. Hvorfor
skulle adelige kvinder, bisper, abbeder, kannikker, håndværksmestre, købmænd, laug og
byers borgmestre og råd bruge et symbolsprog i skjoldform til at formidle deres identitet,
hvis dette udelukkende var militært og havde været det fra starten? Dette med de mange
53
Middelalderen – og i dag
roller og sammenhænge leder os hen til de sidste to, men mest omfattende fejlopfattelser
af heraldikken og af middelalderen generelt.
7
Den opdelte middelalder
Der er en udbredt opfattelse af, at kun adelen havde ret til våbenskjolde, og denne fejlopfattelse hænger tæt sammen med, omend den måske ikke direkte springer ud af, opfattelsen af middelalderen som strengt hierarkisk opdelt rent samfundsmæssigt. At våbenskjolde skulle være forbeholdt adelen er desværre en meget udbredt folkelig opfattelse,
som næppe kunne være længere fra sandheden. Det står enhver frit, og har altid gjort det,
at antage et våbenskjold for sig og sine efterkommere. Forudsat det valgte våbenskjold
ikke allerede føres af andre, så er det enten dårlig stil eller direkte ulovligt – men kun hvis
det valgte våbenskjold er aktivt registreret og retsbeskyttet som tilhørende andre. Kun
i England kan man ikke frit antage våbenskjold, men England er i denne sammenhæng
en europæisk anomali, hvor ’College of Arms’ alene står for tildeling af våbenskjolde.
Til trods for at England er unik i denne sammenhæng, så har engelske forhold haft stor
indflydelse på den folkelige opfattelse af adkomsten til våbenskjolde. Det er nemlig
hovedsageligt gennem britisk litteratur og tv-serier at denne opfattelse har indfundet sig
i befolkningen – skyldig er alt fra Agatha Christie til komedien ’Fint skal det være’ samt
mere seriøs litteratur, der portrætterer ’den stive overlæbe’, adelssnobberi og forsøg på
socialt avancement gennem erhvervelse af våbenskjold. Fakta er dog, med England som
undtagelse, at alle kan føre våbenskjold, og altid har kunnet gøre det - også i middelalderen. Det er således ikke et adeligt privilegium at have et våbenskjold, og skønt adelen på
mange andre punkter har haft særlige privilegier (og pligter), som var bundet op til deres
militære virke, så var retten til at føre våbenskjold ikke et af dem. Privilegier og mangel
på samme leder os videre til den mest omfattende og mest sejlivede fejlopfattelse.
Vi har alle stiftet bekendtskab med ’den feudale pyramide’ og ideen om, at det middelalderlige samfund var hierarkisk opbygget, og tilmed opdelt i virkeområder med
skarpt optrukne grænser. Skønt forskningen gennem de sidste 50 år har gennemhullet
myten om det feudale samfund godt og grundigt med alskens modifikationer og nuanceringer, så dør gammel skolelærdom meget langsomt. I alle fald må man konstatere
at forskningen endnu ikke er trængt igennem til den brede befolkning. Man kan stadig
fra tid til anden læse i medierne, at middelalderens samfund var delt op i dem der kæmpede, dem der bad og dem der dyrkede. At den urbane befolkning ikke helt er inkluderet
i denne forestilling, må vi et øjeblik se bort fra. Mens der måske både hvad angår det hierarkiske og selve opdelingen af samfundet er visse elementer af sandhed i det, så er der
masser af eksempler på at opdelingen var knap så skarp. Mange af dem der dyrkede, var
ofte tvunget til at kæmpe (udskrivning af fodfolk), og mange af de mindre formuende
der kæmpede, var nødsagede til personligt at dyrke; af dem der bad, dyrkede klostrenes
lægbrødre mere end de bad, og visse religiøse ordener dyrkede lige så meget som de
54
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
bad; de højgejstlige ejede ofte så meget jord at de var militært forpligtigede til at kæmpe
(stille mænd til rådighed for kongen – og nogle gange lede dem selv); og blandt dem der
dyrkede, var også dem der endte med at bede uden for de kirkelige institutioner, enten
permanent (profeter, eremitter osv.) eller på rent sæsonmæssig basis (pilgrimme). Ingen
i middelalderen har set så kategorisk på opdelingerne. Skønt man har været bevidst om
en principiel teoretisk inddeling, så har den ikke været så rigid, som den i dag opfattes af
menigmand. Man har været ganske bevidst om samfundets komplekse sammensætning
og de enkelte deles interageren på alle områder.
Vi synes at have lidt sværere ved at acceptere en sådan sammenblanding af interessesfærer i dag og kunne vel egentlig godt lære noget af middelalderen på dette punkt.
Man har i middelalderen ikke haft noget problem i at erkende at biskoppens magt og indflydelse ikke kun strakte sig til de spirituelle områder, men også indbefattede at være en
integreret del af det politiske spil (nationalt såvel som internationalt) og sågar at rangere
højt i det militære hierarki. I dag er det anderledes. Vore dages tiltagende specialisering
på alle felter og højbårne idealer om demokratiet som uskyldsrent og 100% uafhængigt
gør at vi ser på lobbyisme med en vis mistro, at vi finder finansverdenens indblanding
i politik for ’urent spil’, private firmaers tiltagende rolle som sponsorer og garanter for
kulturlivet som et ’nødvendigt onde’, og gud nåde og trøste os, hvis religion og politik
blandes sammen. Mens religionen i middelalderen på mange måder var til stede i alt, så
er det herskende mantra i dag, at religion og resten af samfundet skal være helt adskilt.
På samme måde anser vi det militære som helt adskilt fra det ’normale samfund’, som
en form for appendiks til samfundet. Og selv om dette med at militæret er helt adskilt
fra resten af samfundet, vel egentlig først er en tilstand som findes fra 1800-tallet og
frem, så har man helt åbenlyst ikke noget problem med at føre denne forestilling tilbage
i tiden, således at våbenskjolde bliver eksklusivt militære. Ikke kun på det rent heraldiske
område, men også helt generelt, kunne vi lære noget af middelalderens måde at anskue
tingene på. Nogle vil måske kalde det holistisk, men det giver i alle fald et skarpere
helhedsbillede, hvis man erkender, at ting, der forekommer at være uden berøring med
hinanden, reelt er i samspil og interagerer. Ikke dermed sagt at vi blankt skal acceptere
en fuldstændig sammenblanding af politik og religion eller erhvervslivets indflydelse
på politiske beslutninger. Vi skal jo ikke have amerikanske tilstande, hvor miljøpolitikken dikteres af hensyn til en magtfuld olieindustri. Men hvis man ser og erkender
sammenhængene, så er det nemmere at forholde sig til dem. Og det er min opfattelse, at
middelalderens mennesker har erkendt denne sammenblanding af samfundsroller. Det
er dog svært at tage ved lære af middelalderen, hvis man vedbliver at se den som opdelt
i dem der beder, dem der kæmper, og dem der dyrker. Set med sådanne briller på giver
den levende middelalder i alle fald ingen mening.
55
Middelalderen – og i dag
8
Den levende middelalder
Våbenskjoldet er et stykke levende middelalder. Principperne, der styrer dets udseende,
og selve dets væsen er i det store hele uforandret gennem knap 900 år. Selvsagt har
udseendet været underkastet modens luner, ligesom dele af den identitet, der ønskes
formidlet, har ændret sig i takt med samfundets opbygning. Kernen har dog altid været
den samme. Heraldikkens regler, der snarere er en slags guidelines, har overlevet på
grund af nogle eviggyldige principper der har at gøre med generel farvelære og almene
hensyn til symmetri og balance. Med henblik på heraldikkens væsen, at formidle visuel identitet, så har den formået at overleve uændret på grund af våbenskjoldets evne
til at formidle denne identitet på flere forskellige niveauer. Symbolsproget er så rigt at
næsten alt kan lade sig gøre. Det kan være ekstremt simpelt, så våbenet nærmest taler
selv, eksempelvis slægten Rosenørn, der har roser og ørne i skjoldet, eller det kan være
fysisk repræsentativt; mange kommuner og byer har et lokalt vartegn, for eksempel en
domkirke, i våbenet. Det kan også være mere geografisk symbolsk, ved gengivelse af
skov eller hav eller andre karakteristika ved kommunens geografi, eller symbolikken kan
være langt mere spidsfindig og nørdet. Et godt eksempel på det sidste er den stakkels
engelske væbner, der under hundredårskrigen blev slået til ridder efter en heltemodig
indsats i et slag mod skotterne; han blev tildelt et skjold hvori der var tre studehoveder,
og det var meget specifikt studehoveder, ikke oksehoveder, thi dette dyr var kastreret
(rent visuelt er der dog ingen forskel på de to dyrehoveder i heraldikken). Årsagen til
at det skulle være et studehoved, var ifølge den latinske krønike (latinen behøver ikke
oversættelse – ordlyden ligger tæt nok på nutidige sprog til at danne et grafisk billede af
hændelsen!) at han under træfningen var blevet: “ … cum lancia per membra genitialia
totaliter transfixus.” Selv de mest obskure ting kan gengives symbolsk, omend visse
nok kræver kendskab til forhistorien for en afkodning. Det er kun fantasien, der sætter
grænser, og derfor har heraldikken overlevet uændret gennem så mange år. Middelalderen er således iblandt os, og til trods for de mange fejlopfattelser, der omgærder lige
præcis våbenskjoldene, så er alle dog klar over dens middelalderlige ophav. Andre middelalderlige opfindelser vi anvender i vores hverdag, lever en mere hemmelig tilværelse.
De færreste er for eksempel klar over, at hver gang de anvender registeret i en bog, så
har de faktisk fat i et stykke middelalder: registeret blev nemlig opfundet af teologer i
middelalderen som et hjælpemiddel til studiet af biblen.
Men heraldikken er der, yderst synlig: på kommunens brevpapir, på vejskiltene, der
annoncerer at nu krydses en kommunegrænse, på fodboldklubben Brøndbys trøjer, på
Christiansborgs facade - flere steder end man aner. Det er et stykke levende middelalder,
der måske nu er mere middelalderlig end den har været siden middelalderen ophørte.
Der har nemlig været tider (særligt 1700- og 1800-tallet), hvor heraldikken har været
knap så æstetisk og ren at se til; den var for mudret og naturalistisk og ved at miste
kontakten til reglerne, men der er heldigvis en klar tendens til en tilbagevenden til middelalderens klare farver og stilsikre figurer. Forhåbentlig er det ikke kun det visuelle
56
5. Krigeriske kommuner og den misforståede middelalder – …
ved våbenskjoldene, der genfinder middelalderen, men også den folkelige forståelse for
våbenskjoldenes anvendelse og mening. I en tid hvor branding og visuel identitet synes
vigtigere end nogensinde før, er det nødvendigt at have forståelsen for den traditionsbundne branding, som heraldikken rerpæsenterer, på plads.
57
Hvad man kan lære af
middelalderhistorien?
Af Nils Hybel
“Vi bør lære af historien, så de samme menneskelige og politiske fejl ikke gentager sig”,
står der på Københavns Universitets hjemmeside i præsentationen af historiestudiet. Det
lyder tillokkende, men desværre er det ikke så enkelt, som det kan lyde. Hvis det var det,
måtte man tro, at alle menneskelige og politiske fejl kunne undgås, hvis alle læste historie. Men hvad er menneskelige og politiske fejl? Det er der som bekendt delte meninger
om, ligesom der er delte meninger om historien. Politik og historie er udtryk for meninger
og hensigter afledt af, at mennesker opfatter og handler forskelligt, ud fra hvem de er,
og hvilke omstændigheder de lever under. Det er en del af det at være menneske, at være
forskellig fra andre mennesker, men der er unægtelig også noget der binder os sammen
på tværs af tid og rum.
Det er erkendelsesteoretisk børnelærdom, at det hermeneutiske argument mod den
positivistiske teori, og for den sags skyld også andre teoretiske retninger, som bygger
på generalisering og abstraktion, har grund i opfattelsen af mennesket som aldeles unikt
blandt de levende væsener på vor klode. Dette væsens handlinger kan ikke forklares som
gentagelsesbetonet respons på stimuli. Enhver menneskelig reaktion anses for at være
unik. Derfor kan den ikke forklares, men kun forstås gennem indlevelse i og fortolkning
af de menneskelige ytringer og handlinger. Det kan der være noget om, men mennesket
adskiller sig principielt ikke fra alle andre levende væsener på det punkt. Også hunde,
katte og andre dyr reagerer forskelligt på samme stimuli, men variationen af reaktioner
er sandt nok mindre udtalt hos dyr end blandt mennesker. Menneskers reaktioner på
samme stimuli har dog ikke ubegrænset variation.
Hvis det hermeneutiske aksiom var mere end netop en påstand, en tanke ført ud i sit
ekstrem, der uden at kunne eller skulle bevises, lægges til grund for dette videnskabsteoretiske program, hvis det virkelig forholdt sig således, ville historien ikke kunne bruges
til ret meget andet end som tidsfordriv og grundlag for, hvad man i vor kulturkreds kalder
dannelse. Nogle vil sikkert mene, at det er alt rigelig begrundelse for, at der bruges betragtelig ressourcer på historiske studier, men historien er heldigvis mere potent end som
59
Middelalderen – og i dag
så. Vi kan faktisk lære af historien. Vi kan blive klogere på at håndtere tilværelsen ved
at studere historien.
Helt simpelt lærer vi af vore erfaringer, dvs. vor historie. Det ved enhver. Når man én
gang har brændt fingrene, ved man, at ild skal omgås med forsigtighed. Det er naturligvis
ingen garanti for, at man ikke brænder fingrene igen. Omstændighederne, hvorunder man
står i fare for at brænde sig, er sat af utallige varierende forhold, som sætter værdien af
den historiske erfaring på prøve, men variationen af hensigtsmæssige handlinger for at
udgå forbrænding i en given situation er trods alt ikke uendelig. Det lader sig gøre for
de fleste mennesker, og dyr for den sags skyld også, at indlære en række af dem af egen
erfaring, eller fra hvad andre har erfaret.
Man hører af og til i forbindelse med krige, at vi ikke har lært af historien. Efter
første verdenskrig mente man, at det var den sidste krig, og da anden verdenskrig brød
ud mente man, at man ikke havde lært af første verdenskrigs lidelser. Disse udtalelser
kom fra folk, der ikke selv havde lært af historien. De havde ikke lært, at mennesket
er et facetteret væsen og en af menneskeracens facetter er aggression, der ind imellem
udmønter sig i krig og mange andre aggressive handlinger. Menneskets aggression er
en konstant, som udtrykker sig på utallige måder, én af dem er krig, som ligeledes har
adskillige historiske former. Også vor opfattelse af vold og krig forandrer sig under
forskellige historiske betingelser. F.eks. blev militærtjeneste for 30 år siden, hvor det
gjaldt det nære forsvar af fædrelandet, her i landet betragtet som et nødvendigt onde
og en særlig aktivitet. I dag, hvor Danmark er krigsførende på slagmarker fjernt fra
Danmark, taler man om krigstjeneste som et ‘job’ på lige fod med alt andet arbejde,
og militære operationer benævnes, som “opgaver der skal løses”. Aggression er en del
af den menneskelige habitus, den er en historisk konstans, mens dens udtryksformer er
forskellige, de er historiske variabler. Menneskelig aggression kan ikke udryddes, men
det kan krig måske.
Historien har eksisteret som objektiv realitet, men den kan senere kun hentes frem
som subjektiv realitet. Objektiv historieforskning er en illusion. Forestillingen om rekonstruktion af fortiden, som den virkelig var, bygger metodisk på almindelig sund fornuft,
dvs. kildekritikken, en fremstillingsform hvor historikeren dølger sine meninger, og tro
på konsensus udvirket af historikerkollektivets indbyrdes kritiske samvirke. Dette program har intet med objektivitet at gøre. Historien kan ikke rekonstrueres, den kan kun
konstrueres i tæt afhængighed af os. På den anden side er forudsætningen for konstruktionen, at der eksisterer identitet mellem historiske fænomener, hændelser og tilstande.
Hvis ikke kunne historikeren slet ikke trænge ind i fortiden. Der må være noget genkendeligt at bygge konstruktionen på. Konstruktion på grundlag af lutter unikke fænomener, hændelser og tilstande er lige så absurd som at mene, at historien gentager sig.
Verden omkring os, herunder historien, er sammensat af unikke og gentagelsesbetonede
bestanddele. Historien og den nutidige verden er derfor sammenhængende. Hvis vi ikke
var af den overbevisning, ville vi ikke kunne orientere os og handle i verden.
60
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
Vi kan derfor godt lære af historien, men vi vælger selv, under indtryk af vores livs
omstændigheder, hvad vi vil lære. Spørgsmålet er imidlertid, om vi overhovedet vælger,
eller om valgene på forhånd er lagt i os. Historiestudiet handler i høj grad om at bevidstgøre os om forudsætningerne for vore valg. Men lad os nu vende os mod, hvad man kan
lære af middelalderhistorien.
1 Den nationale lære af historien
Èn lære af middelalderhistorien er, at Danmark ved indgangen til middelalderen, dvs.
hen mod slutningen af det 1000-tallet, var et veletableret gammelt kongerige.
’Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie’ fra 1988 har titlen Da Danmark blev
Danmark. Det synes forfatteren, Peter Sawyer, at mene, at Danmark blev i 800-tallet.
Men i hvilken forstand, han mener det, er svært at hitte rede på. Han skriver om
frankernes kontakter med normannerne i 800-tallet under overskriften “Frankerne og det
danske kongerige”. Danmark fremstilles som en politisk enhed før betegnelsen Danmark
optræder i kilderne og det på trods af, at de frankiske krøniker, der er hans kilder, refereres for at tale om flere danske konger, medkonger og om en hel del rivalisering mellem
magthavere blandt danerne. Sawyer hævder, at ordet Danmark i 800-tallet dækkede de
skånske landskaber, øerne og Jylland. Sandheden er, at betegnelsen først dukker op
omkring 900 i en engelsk og en tysk (østfrankisk) krønike, og at den førstnævnte giver
en omdiskuteret geografisk beskrivelse af de danske landskaber. Sawyer kommer ikke
ind på, om de danske konger beherskede dette territorium, og det gør han klogt i, for
ingen ved med sikkerhed, hvad de herskede over. Kilderne, dvs. de frankiske krøniker,
giver indtryk af, at de huserede i Sønderjylland, nærmere kan vi ikke komme det.
Den navnkundige Harald Blåtand, der var dansk konge i anden halvdel af 900-talet,
er Sawyer da heller ikke sikker på beherskede hele Danmark, dvs. Skånelandene, Øerne
og Jylland, selv om Harald på den store af de to runesten i Jelling, angiveligt praler med,
at han vandt sig hele Danmark. Men han er sikker på, at Haralds magt strakte sig til
Øresund. Det bygger han på den “kendsgerning”, at ringborgen Trelleborg ved Slagelse
blev bygget i 981 samtidigt med Fyrkat.
Nogenlunde den samme lære genfinder man i Esben Albrectsens bidrag til Dansk
Udenrigspolitiks Historie fra 2001. Her optræder 800-tallets politiske historie under
overskriften “Danmark og Frankerriget” og 900-tallets under titlen “Danmark og Tyskland”. Albrectsen mener, at den danske kong Godfred i 800-tallet i nogen grad havde
magt over et veldefineret territorium, som, forstår man, lå mellem Ejderen og Kongeåen.
I de følgende 100 år var situationen anderledes ustabil med rivaliserende konger og perioder, hvor kongemagten brød sammen. Alligevel mener Albrectsen altså man kan tale
om et Danmark i 800-tallet. At han mener det samme om 900-tallet, i hvert fald tiden efter
958, hvor Gorm den Gamle menes at være død, er mere forståeligt for så vidt Albrectsen
mener, at det kan fastslås, at Gorms navnkundige søn, Harald Blåtand fra sit kongesæde
61
Middelalderen – og i dag
Ringborgen ‘Fyrkat’ ved Hobro (dateret 981). Hvordan skal vikingetidens system af ringborge
tolkes?
i Jelling havde magten over Jylland, Fyn, Sjælland og Skånelandene. Som Sawyer fæstner han dette indtryk ved opførelsen af ringborgene Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat
ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Trelleborg ved Slagelse i Haralds regeringstid.
Endvidere tror Albrectsen, i modsætning til Sawyer, på den tyske krønikeskriver, Adam
af Bremens, historie om, at Harald blev begravet i Roskilde. Albrectsen tror på den historie på trods af, at den første indførsel i roskildekirkens dødebog er Sven Estridsens død i
1075. Det er i øvrigt fra Estridsen, Adam af Bremen, ifølge Adam selv, havde historien
om Haralds endeligt, men disse kendsgerninger forstyrrer ikke Albectsen.
Både Sawyer og Albrechtsen er klar over den mudrede situation i 800-tallet. Anderledes sikre er de på, at der i Harald Blåtands tid bliver etableret et kongedømme
med en udstrækning noget i retning af det middelalderlige danske kongerige. Ikke desto
mindre bruger de friskt betegnelsen Danmark i deres fremstillinger af både 800-tallet
og 900-tallets historie. Det kunne give læseren indtryk af, at det danske kongerige kom
til verden allerede for 1200 år siden, men den opmærksomme læser indser, at de nok
snarere mener, at vi skal frem til slutningen af 900-tallet. Det er da også det, man kan
lære af Gyldendals bog om Danmarks historie fra 2004. Her får man i forordet at vide,
at det er ubestrideligt, at Danmark ikke alene har eksisteret som rige men også som stat
i tusind år.
Det er at tage munden fuld. Èn ting er helt sikker, der eksisterede omkring år 1000
ingen stat på det territorium, som den danske stat i dag behersker. Ordet stat kommer
fra det latinske ord status, der forskelligt betyder blandt andet tilstand eller forfatning. I
den politiske filosofi optræder begrebet stat første gang hos Machiavelli i begyndelsen
af 1500-tallet. Senere i midten af 1600-tallet bruger Thomas Hobbes det som begreb for
kongen som en abstrakt juridisk person. I løbet af 1700 blev det moderne statsbegreb
udviklet. I dette begreb er staten en institutionaliseret og centraliseret politisk organisation, hvis ledelse har monopol på voldsudøvelse og jurisdiktion over indbyggerne inden
for et territorium. Det er påfaldende, at konturerne af en sådan institution først lader sig
62
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
ane i Europa hen mod slutningen af middelalderen, hvor begrebet stat træder frem i den
politiske teori. Hvad man end måtte mene om Harald Blåtand regimente, står én ting
klar: Han rådede meget langt fra over en sådan institution. Det bliver da heller ikke på
nogen måde sandsynliggjort i bogen fra Gyldendal om Danmarks historie.
Forfatteren, Ole Feldbæk, nøjes med at datere skabelsen af det ældste Danmark med
kerneområderne Jylland, Øerne og Skånelandene til vikingetiden. “Så meget ved vi”,
skriver han. Men gør vi nu også det, og kan det danske kongerige virkelig føres tusind år
tilbage? Ole Feldbæk bærer en tvivlens orm ved sit bryst. Vi ved ikke, hvorfor riget blev
skabt, fastslår han, og Harald Blåtands forkyndelse af, at han vandt sig hele Danmark
“var et øjebliksbillede – måske ikke engang et helt sandt øjebliksbillede”, fortsætter han.
Ole Feldbæk er en redelig og intelligent historiker. Han er en smidig traditionsforvalter.
Han ved, at den historie, han fortæller om det ældste danske rige, er én historie. Andre
historier kan fortælles.
2 Den internationale lære af historien
En anden lære af middelalderhistorien er, at processen mod etablering af kongeriget
Danmark først for alvor kom i gang hen mod slutningen af 1000-tallet, og at det middelalderlige danske kongerige ikke tegner sig klart i kilderne før hen mod slutningen af
1100-tallet. Hvad der lå forud i tid var landskaber splittet mellem stridende krigsherrer,
hvoraf de største kan betegnes tributære konger.
I anden halvdel af 700-tallet skrev en af Karl den Stores rådgivere, Alcuin, en
beretning om sin slægtning, den engelske missionær Willibrords, liv. Han havde i de
første år af århundredet besøgt de vilde daners stamme og deres grusomme hersker Ongendus. Denne beretning tyder på, at levede der folkerige og velorganiserede stammer
i Jylland og på visse af øerne i 700-tallet. Disse oplysninger bekræftes af arkæologien.
Dannevirke ved Slien og Kanhavekanalen tværs over Samsø mellem Stavns Fjord og
Mårup Vig er anlægsarbejder af dimensioner, som har krævet en stor arbejdsindsats,
teknisk viden og ikke så lidt organisatorisk kunnen. Dele af det tidlige Dannevirke er
dendrokronologisk dateret til omkring 737, og tømmer fra Kanhavekanalen tyder på,
at den er anlagt omkring 726. Dannevirke er ikke enestående. Der kendes flere andre
voldanlæg i Jylland, hvoraf det mest kendte er Olgerdiget, der ligger godt 70 km nord
for Dannevirke, og hvis forsvarsside vender mod nord. De fleste af de jyske volde savner nærmere undersøgelse og datering, så man skal være varsom med at slutte for meget
om magtforholdene i Danmark før 800 på grundlag af disse anlægsarbejder. Men det er
nærliggende at se dem som udtryk for en opdeling af landet i flere herredømmer.
De hovedsagelige skriftlige kilder til 800-tallets historie er De frankiske Rigsannaler. I dem hører vi om Jylland, måske om Fyn, om en stormand fra Skåne, men de
nævner ikke ordet Danmark. De taler om danere men for det meste om normannere.
Det fremgår klart af disse annaler, at danernes ledere var mænd med en vis magt, men
63
Middelalderen – og i dag
de var ikke konger i den middelalderlige forstand. Kronikørerne kalder dem godt nok
for konger (reges), men det er vel i mangel af et mere dækkende ord, eller på grund
af mangel på viden om magtforholdene blandt danerne. På den anden side synes de
frankiske krønikører at være ret velinformerede om hierarkiet blandt danerne. I omtalen af en fredsforhandling i 811 kaldes de frankiske delegerede grever, mens danernes
forhandlere omtales i en rangorden, hvor kongens brødre anses for de fornemste og de
øvrige blot som ansete mænd. Annalerne sondrer ligeledes mellem konger og førere i
deres beskrivelser af normannernes hærgning, men hvori de mente, denne forskel bestod, er vanskeligt at gennemskue. Beskrivelserne af magtforholdene mellem danerne i
‘De frankiske Rigsannaler’ leder tanken hen på stridende krigsherrer i spidsen for klaner
eller partier, hvor der i det jyske område tilsyneladende var to, som dominerede. Men
Øerne og Skåne har i 800-tallet sandsynligvis også været behersket af konkurrerende
aristokratiske klaner.
Det var blandt andet disse ustabile magtforhold, der fik mindre succesrige krigsherrer i de hjemlige interne magtkampe til at søge andre jagtmarker i Storbritannien, Irland
og på det nordvesteuropæiske kontinent. Det er i hvert fald karakteristisk, at før fra slutningen af 900-tallet kan de nordiske raids mod det sydlige og vestlige udland sjældent
sættes i forbindelse med en krigsherre, der synes at have haft større magt indenfor det
danske område. Der er ikke meget i de frankiske beskrivelser, der giver associationer til
middelalderlig kongemagt endsige et større samlet dansk rige, som kunne minde om det
middelalderlige Danmark. De politiske strukturer blandt danerne i 800-tallet kan betegnes som tributære kongedømmer.
Der er heller ikke meget, der taler for at betegne de kendte danske herskere fra 900tallet som middelalderlige konger. Der findes desværre kun få kilder til den politiske
historie fra omkring 880 og frem til midten af 900-tallet. Vi er meget afhængige af Adam
af Bremen, der genfortæller frankernes historie om, at danerne i 891 blev udslettet af
kong Arnulf Löven. Hvis man kan fæste lid til Adams fremstilling, var magtforholdene
blandt danerne i første halvdel af 900-tallet temmelig omskiftelige, men det lykkedes
dem alligevel at holde den tyske konge, Henrik 1., ude af landet. Henrik havde dog
banet vejen for kristning af danerne, og Hamborgbispen, Unni, kunne derfor ved sin
prædiken senere omvende den hårdnakkede hedning Gorms søn, Harald. Det er én af
Adams historier om, hvordan Harald Blåtand antog kristendommen. Den anden går ud
på, den tyske kejser Otto d. 2. bankede Harald på plads, efter at Harald havde hærget
Saxen. Otto gik ind i Haralds rige og op gennem Jylland, og på tilbagevejen slog han
danerne i et slag ved Slesvig. Således ydmyget fik Harald sit rige tilbage på betingelse
af, at han indførte kristendommen blandt danerne. De to øvrige historier om Haralds dåb
er i modsætning til Adam af Bremens beretning nedskrevet nogenlunde samtidig med
hændelsen og tillægger to andre biskopper end Unni æren. Widukind af Corvey fortæller
den kendte historie om, hvordan biskop Poppo ved sin jernbyrd overbeviste Harald om
64
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
kristendommens overlegenhed, mens Routger i sin skildring af ærkebisp Bruno af Kølns
levned selvsagt giver denne kølnerbiskop æren.
Det er vanskeligt at udtale sig præcist om den tyske indflydelse på Haralds rige, men
så meget står dog klart, at de tyske kejsere opfattede riget som det, der ligger i det navn,
der fra omkring 900 blev hæftet på danernes lande i engelske og tyske krøniker, nemlig
Danmark. I et kejserbrev fra 965, hvor Otto d. 1. giver kirkerne i “daneres mark eller
rige” privilegier, anes måske en vis usikkerhed. Oversættelsen af det latinske ord vel er
afgørende. Passagen kan nemlig også oversættes “danernes mark endog rige”. Marca er
et frankisk ord, der betyder grænseland. Fra 800-tallet spredes ordet ud over Europa. I
middelalderen finder vi ordet i Marguess (England), Marquis (Frankrig and Skotland) og
Markgraf (Tyskland) for herskere over perifere egne af riger, mens rigernes kerneland
var opdelt i grevskaber. Senere er man i hvert fald fra tysk side ganske overbevist om
Danmarks status som et markrige, det vil sige en grænseregion i det Tysk-Romerske
Rige.
Helt frem til midten af 1100-tallet finder man den opfattelse i kilder tæt på de tyske
kejsere. Biskop Otto von Freising, der var Konrad III’s halvbroder og Frederik Barbarossas onkel, mener endog, at Karl den Store undertvang sig danerne, og at Frankerriget derfor gik fra Danmark til Kalabrien, og at der uden for riget lå forskellige lande
blandt andre Bohemia, Polonia, Dalmatia, Histria, Venetia, Brittania. Freising mener
imidlertid ikke, det var en permanent tilstand, det kommer vi tilbage til, og han udtaler sig ikke om Danmarks status i slutningen af 900-tallet. Men der er temmelig iøjnefaldende arkæologiske vidnesbyrd, der taler for, at Danmark i slutningen af 900-tallet
var et markrige under det Tysk-Romerske Rige. Det betyder ikke, at de tyske kejsere til
alle tider havde lige godt styr på denne grænseregion, det følger af sagens natur, men
der er tegn på, at de har gjort deres til at beherske landet i perioder.
De mange anlægsarbejder i den sene del af 900-årene kan være vidnesbyrd om tysk
overherredømme over de danske herskere. Mest iøjnefaldende er de før omtalte ringborge. De kan have været glimrende militære støttepunkter for en besættelsesmagt.
Ringborgene og broerne kan have været bygget for i en periode at hævde tysk ret og
kontrol over Jylland og de danske øer. Ringborgene har kun kortvarigt været i brug,
siger arkæologien. Ligheden mellem de danske borge og de udenlandske er slående.
Trelleborg er f.eks. nærmest identiske med den endnu bevarede borg i Oost-Souburg i
Zeeland i Nederlandene. Kronologien for borgenes anlæggelse giver også grund til at
knytte dem til udviklingen af imperierne. Ringborgene i det nordvestlige Frankrig er
opført i 800-tallet, mens ringborgene i Frisland, fra Zeeland og op i Nordvesttyskland,
er jævnaldrende med de danske, det vil sige samtidig med det Tysk-Romerske Riges
tidlige fase.
I de skriftlige kilder er der ikke oplysninger om hverken frankisk eller tysk engagement andre steder end i Jylland. Havde der været det, havde vi været på noget mere
sikker grund, når vi vurderer magtforholdene på øerne og i Skåne i 800- og 900-tallet.
65
Middelalderen – og i dag
Som sagerne står, forekommer det alligevel mere sandsynligt, at knytte Trelleborg på
Sjælland og Nonnebakken på Fyn til tyske bestræbelser på at kontrollere et markrige
end at tage dem til indtægt for, at Harald Blåtand herskede over et rige, der tåler sammenligning med det middelalderlige danske kongerige. Et tysk kejserbrev fra 988 giver
da nu også kirken i Odense privilegier på linie med dem kirkerne i Ribe, Slesvig og Århus
allerede havde fået. Adam af Bremens tidligere nævnte historie om, at Harald Blåtand
blev gravlagt i Roskilde er, som vi allerede har været inde på temmelig usandsynlig. Men
nu kan andre end de parter, der er nævnt i de skriftlige kilder, for så vidt godt have stået
bag opførelsen af Trelleborg. De komplekser af haller, værksteder og andre bygninger,
der er udgravet ved Køge, Tissø og Lejre, tyder i hvert fald på, at der på Sjælland var
magtcentre på disse lokaliteter fra jernalderen og hele vejen op gennem vikingetiden.
Det kan ikke udelukkes at Trelleborg er opført af en sjællandsk magtkonstellation uden
direkte forbindelse til Harald Blåtand og de tyske kejsere.
Harald Blåtand og hans umiddelbare efterfølgere var meget langt fra at være suveræne middelalderlige konger. De kan bedst betegnes som tributære magthavere med
begrænset territorial kontrol. De kontrollerede først og fremmest byer, handelscentre
og handelsveje. Deres magtmidler og administrative formåen var ikke til permanent
beherskelse af større landområder. I modsætning til de middelalderlige konger med
økonomisk magtbasis funderet i opkrævning af jordrente og skatter byggede vikingetidens tributære konger deres regimenter på indtægter fra handelen samt fra simpelt ran.
Der eksisterede omkring 1000 ikke et dansk kongerige, der tåler sammenligning med
det middelalderlige, og man kan på dette tidspunkt langt mindre tale om en dansk stat.
3
Morale
Hvad kan man så lære af disse to udlægninger af historien? Den nationale udlægning
af danmarkshistorien lærer os, at der i tiden lige før det første årtusindskifte efter vor
tidsregning blev etableret et dansk kongerige, der i udstrækning giver associationer ikke
alene til det middelalderlige men også til det nuværende Danmark. Kongerne menes på
dette tidspunkt at have siddet inde med militære, administrative og ikke mindst finansielle ressourcer, som satte dem i stand til at kontrollere territoriet Jylland, Fyn, Sjælland
og måske Skånelandene og dele af det sydlige Norge.
Den internationale udlægning af danmarkshistorien giver et noget andet indtryk af
tidens politiske forhold. Vi lærer af den, at de danske magthavere ikke tåler sammenligning med de senere middelalderlige konger, hverken angående deres evner til at beherske
et territorium eller de delvis beherskede territoriers udstrækning. Danernes lande var
opdelt mellem forskellige magtgrupperinger, hvoraf vi i de skriftlige kilder stort set kun
hører om dem, der holdt til i Jylland. Det største samlede territorium under en af disse
magtkonstellationer, der er tegn på, var Jellingdynastiets under Harald Blåtand. Det omfattede formentlig det meste af Jylland og måske, men mindre sandsynligt, dele af det
66
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
sydlige Norge. Afgrænsningen af territorierne var løs og kongerne betegnes tributære
herskere, hvis magt i høj grad var koncentreret omkring byer, handelspladser og handelsruter. Beskyttelse af det kommercielle liv mod angreb var en væsentlig økonomisk
ressource for disse herskere.
Kilderne tillader ingen at afgøre endeligt, hvilken af disse udlægninger, der er den
sande. Det skyldes ikke, at der kun er få kilder til rådighed for studiet af 800- og 900tallets historie. Flere kilder havde ikke stillet sagen stort anderledes. Så havde problemet
været at udvælge de mest repræsentative kilder. Sagen er, at der ikke findes én sand
udlægning af historien. Der findes flere, og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken en
af dem man hælder til. Det siger meget om, hvem man er, og måske endnu mere om,
hvilken relevans studiet af middelalderens historie har for os i dag.
Ude omkring i Europa begynder middelalderen omkring 700-800, eller før. I Danmark og det øvrige Norden taler vi derimod om, at vikingetiden sætter ind. Middelalderen begynder hos os først omkring 1100. Hvis man følger den lære af historien, at der
optræder danske herskere med territorial kontrol over områder sammenlignelige med
det nuværende Danmark eller endog større i denne såkaldte vikingetid, må man spørge,
hvad er så egentlig forskellen på vikingetid og middelalder? Svaret knytter sig til ordet
viking, som er et gammelt nordisk ord med flere betydninger. Når ordet viking bruges
om alle de skandinaver, der deltog i ekspansionen mod De britiske Øer og det vestlige
kontinentale Europa, skyldes det en konvention blandt historikerne. Vikingetiden afgrænses traditionelt til tiden fra slutningen af 700-tallet, hvor hedninge, formentlig fra
Norden, hærgede klostret på Lindisfarne ud for den nordøstengelske kyst, og frem til
anden halvdel af 1000-tallet, hvor England med normannernes erobring af landet i 1066
blev effektivt lukket for yderligere vikingetogter og bosættelser.
Begrebet vikingetid knytter sig altså til de plyndrings- og erobringstogter samt handelsfærd i Vesteuropa, dele af det nære Asien, Island, Færøerne, Grønland og formentlig
Nordamerika nordboere drog på. Det er rigtigt, at togterne mod, og bosættelserne på, en
række af disse destinationer stoppede i slutningen af 1000-tallet. Det gælder først og
fremmest Frankrig, Frisland, Nordvesttyskland og De britiske Øer, men kolonisering
af Færøerne, Island og Grønland fortsatte ind i middelalderen. Danernes plyndringsog erobringstogter samt handel stoppede i det hele taget ikke. De rettede sig nu blot i
stigende grad mod østersøregionen. Vi ved ikke så meget om disse aktiviteter omkring
Østersøen før 1000-tallet, på grund af manglen på kilder. Når vi ved meget om togterne til
Nordvesteuropa før 1000 skyldes det, at både det kontinentale Vesteuropa og De Britiske
Øer blev kristnet tidligt, og at kristningen førte den latinske skriftlighed og traditionen
for at skrive krøniker med sig. Togterne mod østersøregion var rettet mod hedenske befolkninger uden disse traditioner. Derfor har vi først skriftlige kilder, der beretter om
østersøtogterne, efter danerne selv i middelalderen blev medlemmer af den europæiske
kristenhed og selv begyndte at berette om togterne.
67
Middelalderen – og i dag
Det kan være, at det er derfor, at det ser ud til at disse togter tog til i tiden fra omkring
1100 og frem til lige før 1250, hvor der kan spores danske togter rettet mod Østersøens
kyster fra Holsten i sydvest til Finland i Nordøst. Nogle mener, at de adskilte sig fra
vikingetidens togter, fordi de var korstog. Det kan et par af dem da godt defineres som,
men ikke desto mindre havde de, som de såkaldte vikingers, vel også mere håndgribelige
geopolitiske og økonomiske mål. Underkendes må det dog ikke, at fra midten af 1100tallet bidrog de danske togter i Baltikum til at sprede og rodfæste kristendommen. Det
forandrer imidlertid ikke ved, at 1100- og 1200-tallets togter i Østersøen byggede på
den tradition for maritim krigsførelse, som kom i gang i 700-tallet, og at de geopolitiske
og økonomiske mål i hovedtrækkene var de samme. Den væsentligste forskel mellem
vikingetidens og middelalderens danske ekspansion var dog, at middelalderens ikke som
vikingetidens medførte nævneværdig dansk udvandring. Til gengæld var den medvirkende til en betragtelig vandring af kolonister fra folkerige egne i Nederlandene og
Nordvesttyskland til de nykoloniserede slaviske områder mod øst.
Da der ikke i den nationale udlægning af historien kan spores nogen principiel forskel
på de indre magtforhold i danernes lande i slutningen af 900-tallet i forhold til tilstandene
i middelalderen, må historikernes sondring mellem vikingetid og middelalder findes i
netop de omtalte forskelle mellem danernes plyndrings- og erobringstogter før og efter
1066. Men det er der vist i grunden ingen af denne skoles fortalere, der har gjort. De
har alene set skellet i ophøret af togterne mod Vesteuropa og de nordatlantiske kolonier.
De togter, som de kalder vikingetogterne. Men det forandrer ikke ved, at skellet mellem
vikingetid og middelalder i den tradition logisk må identificeres i forskellen mellem
togter mod netop disse destinationer, og som angiveligt ikke implicerede mission. De
hører vikingetiden til, mens togter i Østersøen som i stærkt varierende grad havde et
missionsaspekt hører middelalderen til.
I den internationale udlægning af historien lægges der i sondringen ikke vægt på de
maritime plyndrings- og erobringstogter. Vægten lægges på de indre magtstrukturer, og
magtforholdene mellem danere omkring 1000 identificeres som væsentligt forskellige
fra dem, der herskede i middelalderen. I vikingetiden var jorden og de øvrige naturlige
ressourcer endnu ikke monopoliseret. Derfor havde magthavernes tilegnelse af værdier
fra befolkningen ikke karakter af jordrente og faste skatter, men af røveri, tribut og gavegivning. Tilegnelsen af værdier fandt alene sted i kraft af militær styrke og politisk magt,
hævdes det.
Fra slutningen af 1000-tallet begynder vi at se de første spor af en ændring af de
hjemlige tilegnelsesmåder. Adam af Bremen skildrer, hvordan kongen gav tilladelse til
og tog skat af vikingernes plyndringer af de omkringboende barbarer, og at de misbruger
den tilladelse, de har fået over for deres landsmænd. Denne skildring er en refleks af
denne forandringsproces. Det er tilladt at plyndre udadtil, men ikke indadtil. Man kan
tale om, at tilegnelsen blev fredeliggjort, men ikke om at samfundet som sådan blev mere
fredeligt. De danske, som aspirerede mod at slå sig op som eller forblive stormænd, søgte
68
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
i stadig højere grad deres indtægter gennem en mere effektiv udnyttelse af de hjemlige
ressourcer - jord, skov, hav og arbejdskraft. Afgørende forudsætning for denne udvikling
var på den ene side kodificering, legalisering og koncentration af jordejendommen, på
den anden side at volden blev monopoliseret i hænderne på en suveræn centralmagt.
De første kontante spor af koncentration af jordegods og jordrente dukker da også
frem i slutningen 1000-tallet. Udviklingen af de kirkelige institutioner og munkevæsenet
i Danmark fik stor indflydelse på den akkumulation af jordegods, vi kan følge fra dette
tidspunkt. Ligesom Romerkirken videreførte tanken om suveræn centralmagt fra Romerriget, og i løbet af middelalderen udviklede forestillingerne om den middelalderlige
kongemagt, var kirken også indenfor teknologi, administration, skattevæsen og jura bærer af en antik arv og den hovedsagelige kraft i udviklingen på disse områder. Det er nok
derfor ingen tilfældighed, at vi først kan følge jordejendommens historie i takt med de
gejstlige institutioners indtog i Danmark. Med gejstligheden fulgte skrivekunsten, bevidstheden om at skriftlig adkomstdokumentation til jorden var betydningsfuld og den
tekniske indsigt i, hvordan man organiserede og fik bedst muligt udbytte af store jordejendomme. Det er derfor vi fra slutningen af 1000-tallet får skriftlige oplysninger om
aristokratiets gaver til kirken. Vi kan ikke gå ud fra, at stormandspartierne i længere tid
havde samlet store jordejendomme. Det er der ikke meget, der taler for. Vi ved kun,
at de danske stormænd i 1100- og 1200-tallet byggede store gejstlige godskomplekser
op, og derfra kan vi slutte, at jordkoncentratio¬nen måske var begyndt noget tidligere,
formentlig i løbet af 1000-tallet, efterhånden som der blev lukket af for vikingetogterne.
Fra da af fik koncentrationen og omfordelingerne af denne vigtige ressource en
ganske afgørende indvirkning på formeringen af samfundets magtstrukturer. Jordbesiddelse og de indtægter, man kunne tilegne sig ved systematisk og permanent drift af
jorden, blev en forudsætning for magt og magtudøvelse. De store jordejendomme var
det middelalderlige kongedømmes økonomiske fundament. De middelalderlige konger
var selv jordejere og som sådan byggede de en del af deres magt på de jordrenter, de
kunne få af deres jord. Desuden hævdede de danske konger fra slutningen af 1100-tallet
kongelige rettigheder, dvs. skatter, tjenesteydelser og jurisdiktion, over alle jordejere,
undtaget de, der var fritaget ved kongeligt privilegium. Fra omkring 1230 opkrævede
kongen en jordskat kaldet plovskat, som i andre europæiske lande. Den middelalderlige
kongemagts økonomiske fundament stammede til dels fra de før-middelalderlige måder
at tilegne sig værdier på. Plyndringer og erobringer var også i middelalderen dagens
orden, og indtægterne fra de kommercielle aktiviteter var fortsat centrale for de middelalderlige konger. De nye kilder til finansiering af magten var jordrente af kongernes
jord, hvad enten det var institutions- eller privatgods, og jordskatterne af den jord indenfor deres territorium, som andre ejede. Heri ligger den principielle forskel på tributær og
middelalderlig kongemagt, fastslås det i den internationale udlægning.
Fra den nationale udlægning af 800- til 1100-tallets historie kan der trækkes en lige
linie fra Harald Blåtands kongerige frem til vor tids konstitutionelle monarkiske stat.
69
Middelalderen – og i dag
Den fremhæver på højeste plan den historiske kontinuitet og den særlige egenart ved det
danske samfund. Danmark er et ældgammelt kongerige, det ældste i verden siges det. Et
godt brand og noget, der maner til nationalt sammenhold og stolthed. Danskere har en
særlig historisk arv i kraft heraf og i kraft af, at vi nedstammer fra vikingerne. Ligeledes
et godt brand og noget, der maner til nordisk sammenhold og stolthed. Dette nationale
syn på historien har rødder tilbage i middelalderen.
Saxo Grammaticus, der skrev sin Gesta Danorum omkring 1200, var endnu mere
radikal. Han førte den danske kongeslægt helt tilbage til sagnkongen Dan, for på den
måde dynastisk at rodfæste sin tids sårbare nationale kongedømme i en fjern, fjern fortid. Saxo introducerede den nationale historieskrivning på danske grund, og denne tradition må siges at have været rygraden i historieskrivningen siden. Saxo trak på en antik
tradition i sin propaganda for det middelalderlige nationale danske kongedømme, som
Valdemar den første og hans kreds af familie og venner med Saxos arbejdsgiver, ærkebiskop Absalon, i spidsen havde fået etableret i slutningen af 1100-tallet. På samme
måde trak senmiddelalderens og senere historikere på Saxos værk i deres bestræbelser
på gennem historien at appellere for dansk samling i aristokratiets og de indflydelsesriges rækker. Saxo og hans efterkommere var vel klar over, hvad ærinde de var ude i,
men de holdt kortene ind til kroppen.
Under den såkaldte romantik i første halvdel af 1800-tallet gennemsyrede den nationale ideologi historiografien med sine ideer om folk, national egenart og nationer.
Historien blev betragtet som et middel til identifikation af den nationale karakter, og i
den politiske kamp for nationalt demokrati havde historikeren en vital rolle i konstruktionen af en folkelig national identitet. Denne bevægelses målgruppe var langt bredere
end den nationale historieskrivnings publikum i middelalderen. Denne nye egalitarisme
blev en vigtig mission for Den danske historiske Forening og for foreningens tidsskrift
Historisk Tidsskrift, hvis mål det var at promovere og publicere historiske undersøgelser
om danske forhold i et nationalt perspektiv. De fleste af 1800-tallets danske historikere
havde et nationalt sindelag, og de studerede næsten udelukkende dansk historie. Det
samme kan i almindelighed siges om historikerne til frem mod slutningen af 1900-tallet.
Den første lære af historien om de sidste århundreder før og lige efter 1000 er skrevet i
tradition med denne nationale og nationalromantiske historieskrivning.
Her overfor fremstiller den internationale udlægning af 800- til 1100-tallets historie overgangen fra vikingetiden til middelalderen som en civilisationsproces. Vikingetidens klansamfund var ikke reguleret af en central magt. Konflikter blev løst gennem
forhandling og voldudøvelse parterne i mellem. Den enkelte var henvist til at beskytte
sig selv ved at indgå i en klan, et forbund eller en anden type koalition. Tilegnelsen
af værdier ud over de, som udsprang af eget arbejde, skete ved forskellige former for
voldelig appropriation. Den teknologiske udvikling var svag, ”learning by doing” var
det uddannelsesmæssige princip og skriftligheden var ikke udpræget. I middelalderen
blev voldsudøvelsen tæmmet. Retten til at udøve vold bliver indskrænket hen mod eta-
70
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
blering af et voldsmonopol i hænderne på en centralmagt, som gennem middelalderen
udvikler sig mod en statsmagt. Centralmagten gennemløber fra 1200-tallets håndfæstninger en konstitutionel udvikling, hvor det personlige element i magtudøvelse svinder
ind og skellet mellem personlig og offentlig interesse udviskes. Centraladministrationen
udvikles og centralmagtens funktionsområder øges, og disse kommer i stigende grad til
at danne almene reproduktionsbetingelser for samfundslivet. De første tegn på centralmagtens overtagelse af territoriets, rigets, forsvar slår igennem hen mod slutningen af
1100-tallet, hvor vi også ser den spæde begyndelse til den royale beskatning af jorden,
som var den væsentligste finansielle kilde for de middelalderlige konger. Ved midten af
1200-tallet fremstår centralmagten som lovgiver, og ved afslutningen af dette århundrede er den involveret i retsvæsenet ved det kongelige retterting. Kontrollen over territoriet, riget, skærpes og hen mod slutningen af middelalderen udbredes denne kontrol
til beherskelse af farvandene manifesteret ved øresundstoldens indførelse i 1400-tallet.
Middelalderen var endvidere præget af teknologisk udvikling, stærk udbredelse af skriftlighed og institutionalisering af uddannelserne.
Denne civilisationsproces deltes med og skete i tæt forbindelse med det øvrige Europa. Det er ikke enestående, at der hen mod slutningen af 1100-tallet opstod et suverænt dansk kongerige. Det europæiske kontinent opdeles gennem middelalderen i
middelalderlige konge- og fyrsteriger. Det er derfor ikke så underligt, at pave Pius II
i et brev til den tyrkiske sultan Mehmed fra omkring 1460, det såkaldte Epistola ad
Mahumetem, beskriver Europa som kristenhedens bastion i verden, det politisk regionaliserede og fragmenterede, men af pavemagten forenede, europæiske kontinent, overfor
det muslimske, politisk centraliserede universelle ottomanske imperium. Kongeriger og
fyrstedømmer og den teknologiske og åndelige udvikling, der prægede middelalderen,
byggede i væsentlig grad på antikke traditioner. Disse blev udviklet, forfinet og tilpasset
lokale forhold i en diffusionsproces, når viden, varer og magt fra centrale dele af den
middelalderlige civilisation blev indoptaget i dens perifere. Danernes lande var i mere
end én forstand missionsmark for frankere og siden tyskere, inden danerne fra omkring
1100 selv blev missionærer og civilisationsbærere.
Der er ikke nogen lang historiografisk tradition bag den her skitserede internationale
fortolkning af danmarkshistorien. Den kan karakteriseres som et paradigmeskift, sat ind
lige efter det andet årtusindskifte af vor tidsregning. Dette skifte må ses i sammenhæng
med en international trend i historieskrivningen, hvor den traditionelle verdenshistorie,
der tager udgangspunkt i den vestlige verden og dens stigende hegemoni i verden, er
blevet suppleret af globalhistorie med et mere holistisk og sammensat syn på verdenshistorien. Globalisering er for tiden som bekendt et buzzword, men bag det ligger en
stigende erkendelse af, at verdens borgere er afhængige af hinanden på tværs af nationale, kulturelle og religiøse skel. Det er på den baggrund, man skal se den nye måde
at anskue verdenshistorien på. I tråd hermed er den politiske og kulturelle integration
i Europa efter anden verdenskrig, manifesteret i Den Europæiske Union, helt klart ud-
71
Middelalderen – og i dag
slagsgivende for det opgør med den nationalromantiske historieopfattelse, som man finder i de internationale udlægninger af historien. Det danske riges fødsel sammenkædes
med Europas. Danmarks historie præsenteres ikke ved sin historiske egenart, hvorimod
fællesskabet og lighederne med de øvrige europæiske riger understreges. Den nye verdensorden efter afslutningen af den kolde krig afspejler sig ligeledes ved kontrasteringen
af vikingetiden med middelalderen. Førstnævnte epoke karakteriseres med klare associationer til magtforholdene i de dele af mellemøsten, hvor Danmark i dag er krigsførende.
Og det såkaldte internationale samfunds bestræbelser, på at etablere magtstrukturer efter
vestligt forbillede i disse dele af mellemøsten, reflekteres i fremstillingen af frankernes
og senere de tysk-romerske kejseres medvirken ved civilisering af danerne frem mod
dannelsen af det danske kongerige i 1100-tallet.
Den internationale udlægning af historien er et opgør med den nationale historieskrivning i en tid, hvor “det europæiske fællesskab” og “verdenssamfundet” er blevet
en del af vores bevidsthed. Man kan sige, det er på høje tid, efter vi nu i mere end 35
år har været medlem af først Det Europæiske Fællesmarked og senere Den Europæiske
Union, godt 60 år efter dannelsen af De Forenede Nationer og snart 90 år efter oprettelsen af Folkeforbundet. Man kan lære heraf, at den historiske udviklings indflydelse på
historieforskningen sætter sig igennem med en vis forsinkelse, lige så vel som det tager
nogen tid før forskningsresultaterne når den brede offentlighed. Der vil nok gå nogen
tid, inden det er børnelærdom, at det danske kongerige blev til som ét af de nationale
kongeriger, der formede Europa omkring 1200.
Ét er sikkert, middelalderhistorien lærer os lige så meget om os selv, som den lærer
os om middelalderen.
4
Litteratur
¶ Esben Albrectsen, ‘Konger og Krige. 700-1523’, Dansk Udenrigspolitiks Historie,
bd. 1, ed. Carsten Due-Nielsen m.fl. (København, 2001)
¶ Individ, Kollektiv och Kulturella Mönster i Mdedeltidens Danmark, red. Peter
Carelli m.fl. (Stockholm, 2004)
¶ Robert Bartlett, The Making of Europe – conquest, colonization and cultural
change 950-1350 (Harmondsworth, 1994)
¶ Ole Feldbæk, Gyldendals bog om Danmarks historie (København 2004)
¶ Nils Hybel, ‘Om historisk sandhed’, Fortid og Nutid, hefte 1 (1994), pp. 58-62
¶ Nils Hybel, ‘Kan man bruge historie til noget?’, Fortællinger i Tiden, ed. Marius
Mariager mfl. (København, 2001), pp. 17-24
72
6. Hvad man kan lære af middelalderhistorien?
¶ Nils Hybel, Danmark i Europa 750-1300 (København, 2003)
¶ John H. Lind m.fl., Danske Korstog. Krig og Mission i Østersøen (København,
2004)
¶ J.R. Mcneill, William R. McNeill, The Human Web. A Bird’s-Eye View on World
History (New York, 2003)
¶ Peter Sawyer, ‘Da Danmark blev Danmark. Fra ca. år 700 til ca. 1050’, Gyldendal
og Politikens Danmarkshistorie, red. Olaf Olsen (København, 1988).
¶ http://studier.ku.dk/studier_a-z/historie/ (besøgt 9. juni 2009)
73
Middelalderforskning og medievalism
Af Nils Holger Petersen
1 Personlig indledning
Fra 2002 har jeg været leder af et forskningscenter under Danmarks Grundforskningsfond ved Afdeling for Kirkehistorie på Københavns Universitet. Centret har det lange og
for udenforstående nok vanskeligt gennemskuelige navn ‘Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer’. I denne artikel vil jeg med baggrund i det arbejde, der
udføres ved dette center (frem til begyndelsen af 2010), kort bidrage med nogle almene
tanker om middelalderforskning og om dennes moderne relevans bl.a. ved at diskutere
det engelske begreb ‘medievalism’ som ikke har nogen dækkende dansk oversættelse,
men som vedrører den senere interesse for middelalderen, dels i forskningen og dels
også i kunstneriske, sociale, og andre sammenhænge, hvor man har ladet sig inspirere
af middelalderlige ideer, tekster, musik med meget mere. Som det fremgår af navnet på
det nævnte center, er centrets forskning ikke alene beskæftiget med middelalderritualer,
men også med senere tiders brug af ritualer fra middelalderen. I navnet er dette angivet
gennem det i sig selv vanskelige og ofte misbrugte begreb ‘kulturarv’. Hovedsigtet med
centret er at bidrage til forståelsen af moderne vestlige kulturer gennem at studere, hvordan middelalderritualer genlyder og genanvendes på mange og ganske forskellige måder,
i helt konkrete kulturprodukter – musik, litteratur, arkitektur, film og meget andet, både
i religiøse og verdslige genrer som det vil fremgå af eksempler undervejs – og det i et
omfang der giver grund til at opfatte denne arv af kultur som noget, der har betydning
for at kunne karakterisere moderne vestlig kultur.
2 Om kulturarvsbegrebet
Ordet kulturarv, der sprogligt set ikke antyder mere end en idé om at kultur kan arves
eller føres videre, m.a.o. den samme tanke som ligger i begrebet om tradition (af latin:
tradere, der bl.a. har betydningen ‘at overdrage’), anvendes hyppigt i den offentlige
debat med et skær af at være noget fastslået. Forbindelsen af de to ord, ‘kultur’ og ‘arv’,
75
Middelalderen – og i dag
der stammer fra forskellige samfundsområder, forudsætter en opfattelse, som utvivlsomt
er fælles for mange mennesker, at meget i vores kultur er blevet bevaret til os fra tidligere
generationer: Det er overleveret os, eller vi har arvet det.
Kulturbegrebet er hverken entydigt eller klart afgrænset, og forestillingen om en kulturarv anvendes vist (for) ofte til at pege på en fast kerne i en dynamisk udvikling: holdepunkter i en verden, der på mange måder synes at savne sådanne. Spørgsmål om, hvad
der er konstant i en kulturhistorisk sammenhæng, om hvor de kulturelle værdier der kan
tænkes at stå fast, kan findes, er ikke lette. Mange af de følgende overvejelser og de eksempler, jeg vil give, er fremdraget med henblik på at belyse forholdet mellem stabilitet
og – større eller mindre grader af – forandring.
3
Mozart, middelalderen og moderne kulturpraksis
I 2006 blev Wolfgang Amadeus Mozarts 250-års fødselsdag fejret mange steder.
Mozarts musik og den plads, den har fået i en temmelig stor del (også) af den moderne
kultur, kan helt rimeligt betragtes som en kulturarv, og det var de mange store
markeringer af 250-året for hans fødsel et klart udtryk for. Vi – den moderne kultur –
har ikke skrevet Mozarts musik, vi har fået den overdraget, og kulturen gør meget for
både at bevare den i form af opførelser, indspilninger og nye kritiske udgaver. Næppe
nogen stiller sig kritisk til forestillingen om den kulturelle værdi i Mozarts musik, og
både kunstnere og videnskabsfolk samt producenter og kulturmedarbejdere i mange
sammenhænge arbejder ikke bare på at bevare denne kulturarv, men på at bevare den
levende, i den forstand at man nyfortolker musikken, for eksempel de dramatiske
værker.
Ved opsætninger af Mozarts operaer (og dette gælder naturligvis ikke bare Mozart)
udfoldes der store anstrengelser, megen kreativitet med al mulig kunstnerisk kompetence
på at skabe nyfortolkninger, så at disse værker fremstår som relevante for moderne mennesker. Der er ofte uenighed om, hvor vellykkede nye opsætninger er, og hvilket forhold
der er eller bør være mellem den oprindelige historiske baggrund for en opera, og et krav
om, at der må være en nutidig betydning i det værk, der skal opføres. I princippet gælder
en tilsvarende problemstilling ligeledes det fortolkningsarbejde, der pågår musikalsk,
men musikalske nyfortolkninger opleves nok sjældnere som lige så kontroversielle som
de musikdramatiske, i og med at der i en musikalsk sammenhæng er tradition for solid
‘historisk informeret’ opførelsespraksis (dog i forskellige grader). Alment – og i høj grad
inden for musikdramatikken – drejer det sig om at forbinde noget overleveret med moderne menneskers verden, både i bogstavelig og overført betydning, og der vil normalt
være ideer af mange slags – og slet ikke altid i indbyrdes overensstemmelse – om hvordan dette skal ske og om hvor og hvordan en balance kan findes mellem nyfortolkning
og den respekt for værkernes oprindelige integritet, der til syvende og sidst ligger bag
ønsket om overhovedet at ny-opføre gamle værker.
76
7. Middelalderforskning og medievalism
Selve projektet at opføre kunstneriske værker med flere hundrede år på bagen, er
uomgængeligt forbundet med valg, der er udtryk for det dobbelte, der med nødvendighed
må ligge i et begreb som kulturarv: Når vi arver – det ved enhver, der har været med til
at gennemgå boet efter en afdød – vælger vi, hvad der for os er mening i at bevare.
Det er ikke nødvendigvis blot en kvalitetsvurdering, det er altid også en vurdering af,
hvad der passer ind i ens egen (eller andre nulevendes) situation. Med andre ord, den
store mængde musik og dramatik fra f.eks. Mozarts tid, som ikke længere opføres – som
altså i praksis er fjernet fra den aktuelle kulturarv – består ikke nødvendigvis af dårlige
værker, men er snarere udtryk for, hvad de, der i praksis har medvirket til udvalget, har
oplevet som meningsfyldt og ‘godt’.
Der er indlysende mange komplicerede sammenhænge bag et sådant udvalg. De
tyske kulturhistorikere Jan og Aleida Assmann har i de senere år beskæftiget sig med
dette i bøger og artikler om begrebet kulturel erindring, et begreb der netop fremhæver
udvælgelses-aspektet i det, der bliver til nutidens billede(r) af fortiden. Men hvem det
egentligt er der vælger, er det i en bred kulturel sammenhæng yderst vanskeligt helt
at udrede. Det handler om et komplekst samspil mellem enkeltpersoners erindringer
og vurderinger (i første omgang) og – på længere sigt – kultur- og andre institutioner
med politisk-moralsk-æstetisk-uddannelsesmæssige opgaver. Spørgsmålet om, i hvilken
grad eksperternes (ofte indbyrdes forskellige) meninger og bredere folkelige opfattelser
påvirker hinanden og dermed etableringen af ‘kulturarven’ eller et samfunds kulturelle
erindring kan der uden tvivl siges meget om, men næppe meget, der præcist indfanger
mekanismerne.
Et af Mozarts berømteste værker, hans ufuldendte Requiem (1791) repræsenterer på
en helt særlig måde det dynamiske aspekt af begrebet kulturarv og bringer middelalderritualer og deres ’resonans’ ind i billedet. For Mozart var der som bekendt tale om en
bestilling på en dødsmesse. Bestillingen foregik anonymt, hvilket var usædvanligt, og
skønt eftertiden har fået hele den historie opklaret, har Mozart selv næppe haft nogen
anelse om, hvem der stod bag bestillingen og hvorfor det måtte ske anonymt. Bortset fra
det var en sådan bestilling ikke i sig selv ualmindelig på Mozarts tid og – mere alment
– i en katolsk kultur. At bestille en dødsmesse ville sige at bestille en tonesætning af
en – traditionelt bestemt – del af de latinske – middelalderlige – tekster, der indgik i
den katolske dødsmesse. Denne var en forbøns-gudstjeneste for den afdøde med det
formål af hjælpe vedkommende på vej ind i Himmelen. Det drejer sig m.a.o. om en
praksis der ikke kan løses fra forestillinger om helvede og skærsild. Dødsmesser kunne
– sammenhængende hermed – holdes adskillige gange for en afdød.
Så sent som i 200-året for Mozarts død, d. 5. december 1991, blev der holdt en
dødsmesse for Mozart i St. Stephan-katedralen i Wien, hvor man opførte Mozarts
Requiem, i en færdigkomponeret udgave (en sådan blev etableret kort efter Mozarts
død, men her i en yderligere moderne revision) sammen med de øvrige – nu moderne
tysksprogede talte – liturgiske led, der hører til en sådan dødsmesse. Gudstjenesten blev
77
Middelalderen – og i dag
transmitteret af mange TV-stationer rundt om i verden, i sig selv et udtryk for den kulturarvsværdi, Mozart regnes for at have i vor tid. Det var et interessant møde mellem to
forskellige former for kulturarv:
På den ene side var der Mozarts tonesætning, et værk som i mellemtiden er kommet
til at tilhøre ‘eliten’ inden for et standardrepertoire af klassisk koncertsalsmusik: værket
opføres adskillige gange rundt om i verden hvert eneste år som ‘klassisk musik’, og det
var uden tvivl Mozarts figur som ‘den store afdøde komponist’, der stod i centrum for
transmissionen såvel som for de CD og DVD udgivelser, der er fulgt efter. På den anden
side var der også tale om en moderne gudstjenstlig kulturarv fra en middelalderlig rituel
dødsmesse-praksis, en praksis, som i høj grad var intakt på Mozarts tid (dog med visse
modifikationer siden middelalderen), hvilket klart kommer til udtryk i værkets middelalderlige latinske tekst med dens mange (poetiske og smukke) udtryk for frygten for
dommedag og evig straf. I moderne gudstjenestepraksis er sådanne tekster – i almindelighed – afløst af langt mildere religiøse tanker og vendinger. Det var altså to udslag
af forvandlet kulturarv, der blev forbundet i dette arrangement og dermed udgjorde et
ganske unikt forsøg på at sætte det, der i kulturarven ellers er blevet adskilt, sammen
igen.
Mozart og også hans kirkemusik er kommet til at til tilhøre en almenkulturel – ikke
primært kirkelig eller rituel – kulturarv. Det er der mange – og gode – historiske grunde
til, men hans Requiem (såvel som hans øvrige kirkemusik) blev oprindeligt skrevet til
rituel, liturgisk brug. Hans Requiem blev også opført i en egentlig dødsmesse for den
person, til hvem det oprindeligt var blevet bestilt (om end med nogen forsinkelse pga
de komplicerede omstændigheder omkring Mozarts død: færdiggørelsen af værket og
problemet med at aflevere dette til en anonym, ukendt bestiller). Hvad der forelå færdigt
ved Mozarts død blev efter alt at dømme desuden også opført som del af en dødsmesse
for Mozart selv, få dage efter hans død.
Når det gælder den anden af de netop beskrevne former for kulturarv, den middelalderlige resonans som den der hører Mozarts Requiem til en koncert eller ved at lytte
til en CD, udsættes for, så er det en af de ret udbredte måder, hvorpå middelalderen
gør sig gældende i den moderne kultur. Det gælder ikke bare Mozarts Requiem, men
alle musikaliseringer af den – i hvert fald omtrent – samme latinske tekst i requiemskompositioner af komponister siden 1400-tallet, fra Johannes Ockeghem, der, afhængig
af den periodisering af middelalderen man henholder sig til (se nedenfor), selv er en
(sen)middelalderlig – renæssance – komponist, over f.eks. Heinrich Biber (1644–1704),
Mozart, Luigi Cherubini (1760–1842), Berlioz, Bruckner, Verdi, Fauré, til Benjamin
Britten (1913–1976) og György Ligeti (1923–2006) og mange flere. Der er her tale om
en middelalderlig rituel praksis der som nævnt primært handlede om forbøn for de døde
og tænktes at have mulig virkning for de dødes ophold i skærsilden, som i en radikalt
forandret kulturel praksis er kommet til at indgå i moderne koncerter og øvrig musikalsk
konsum (gennem CD’er og DVD’er).
78
7. Middelalderforskning og medievalism
Samtidig med at de oprindelige tekster der i vid udstrækning stammer fra 800-tallet
og 1200-tallet – den formentlig berømteste del af requiem-messens tekst, Dies irae, er
en sekvens fra et franciskansk miljø på 1200-tallet – er bevaret uændret i de fleste af
de nævnte (og mange flere) dødsmesse-kompositioner, så er den nye kontekst og de nye
meningsbærende sammenhænge som den moderne praksis, der har udviklet sig i stigende
grad uafhængigt af den liturgiske middelalderlige, og siden katolske, tradition, mærkbar
også i at en række moderne kompositioner der anvender de traditionelle dødsmessetekster (helt eller delvist), har sat disse sammen med eller overfor andre typer af tekster.
Brittens War Requiem fra 1962 indsætter således digte om første verdenskrig af Wilfrid
Owen (1893–1918) i den latinske dødsmesse og bliver dermed ikke bare udpræget moderne gennem den collageagtige sammenstilling, tekstligt og musikalsk, men giver også
anledning til nye meningskonstruktioner, særligt i overgangene mellem de forskellige
lag der f.eks. virker tilbage på opfattelsen også af de passager, der tonesætter middelalderlige tekstdele.
Med andre ord indebærer den i sig selv enkle historiske ‘reception’ af et bestemt
middelalderligt fænomen og dets tilhørende tekster ganske meget rekonstruktion, forandring, omfortolkning og nye dannelser af mening der først og fremmest siger noget
om den senere tid, der anvendte middelalderstoffet, samtidig med at en tolkning af dette
må bero på en dialektik, der også bygger på en forståelse af det stof der blev reciperet.
Der må bl.a. tages stilling til hvorfor netop dette stof gav anledning til eller blev udvalgt
i en given sammenhæng. Hvorfor fortsatte – også ikke-katolske – komponister med at
skrive værker til tekst af den middelalderlige (og senere katolske) dødsmesse? Hvorfor
valgte, eksempelvis, Benjamin Britten, da han fik en bestilling til at skrive et værk til
en kirkekoncert i forbindelse med indvielsen af den nyopbyggede katedral i Coventry i
England (hvor den middelalderlige katedral var blevet ødelagt under bombardementer i
begyndelsen af 2. verdenskrig), at skrive en dødsmesse over krigen med brug af den traditionelle dødsmessetekst (og som nævnt med tilføjelse af digte af Wilfrid Owen)? Det
var Brittens eget valg, og udgør dermed en baggrund for diskussionen om hans intenderede mening med dette værk i en bestemt – også af den kolde krig præget – situation.
I alt rejser sådanne spørgsmål, hvortil der kan findes mange tilsvarende i en lang
række andre områder af den moderne kultur, et yderligere og mere overordnet spørgsmål
om forholdet mellem middelalderforskning og moderne kulturstudier. I det følgende vil
jeg give endnu et eksempel på en middelalderanvendelse, her i en tid langt tættere på
hvad vi traditionelt opfatter som middelalderen, før jeg vil kommentere selve middelalderbegrebet og derefter gå over til en diskussion af betegnelsen – og det moderne
forskningsfelt – medievalism:
79
Middelalderen – og i dag
4
Tancred, Clorinda, korstogene og modreformationen
I sommeren 1099 førte det første korstog – udråbt af pave Urban II i 1095 som hellig krig
med det formål at ‘befri’ Kristi grav – til erobringen af Jerusalem og oprettelsen af et kristent kongedømme med hovedsæde i den hellige by; et kongedømme, hvis levetid blev
mindre end hundrede år. Det første korstog, dets gennemførelse og den videre historie
(med mange flere – oftest mislykkede – korstog) blev til på baggrund af religiøse, politiske og kulturelle spændinger og forhold i det kristne middelalderlige Vesteuropa, som
jeg ikke skal prøve at rede ud her. Jeg vil imidlertid trække et særskilt element fra den
mangfoldige ‘kulturarv’ fra denne historiske episode frem. Den italienske renæssancedigter Torquato Tasso (1544–1595) skrev et stort fortællende digt om Jerusalems erobring, Gerusalemme liberata, ‘Det befriede Jerusalem’, trykt første gang i 1581 og siden
igen revideret af digteren. En enkelt episode heri er blevet yderligere berømt gennem
Claudio Monteverdis tonesætning af de pågældende strofer – Il combattimento di Tancredi e Clorinda, et usædvanligt musikværk midt mellem kantate og opera, skrevet 1624
i Venedig på et tidspunkt hvor opera-genren endnu knapt kan siges at have eksisteret.
De tidligste operaer som man ofte henregner til genren (som regel værker af Jacopo Peri,
Giulio Caccini og Claudio Monteverdi fra perioden mellem 1598 og 1608), beror i så
henseende på en senere tids opfattelse af eksistensen af en sådan genre som imidlertid
ingenlunde var en selvfølgelighed fra ‘begyndelsen’ af.
Den pågældende episode i Tassos epos fortæller om korsridderen Tancred og hans
kamp med den muslimske kvinde Clorinda som deltager i forsvaret af Jerusalem. Tancredi tager hende for at være en muslimsk ridder, og først da kampen er forbi, hvori
Clorinda kæmper så stærkt, at det ikke falder Tancred ind, at han har kæmpet med en
kvinde, og Clorinda døende ligger foran ham, bliver han klar over situationen. Hos Tasso
er denne lille beretning (fra værkets tolvte sang) både en kærlighedshistorie og en from
beretning om omvendelse af en ‘vantro’ i lys af den samtidige ideologi fra den katolske
modreformation. Tasso lader Clorinda bede Tancred om at døbe hende på dødslejet;
i fortællingens sammenhæng fremstår dette ganske ubegrundet i betragtning af hendes
kampiver mod den kristne korsridder. I en tidligere episode i digtet har Tancred set hende
i forbifarten og forelsket sig i hende. Da han nu henter vand for at døbe hende og løsner
hendes hovedbeklædning, opdager han hvem hun er og står som lammet et øjeblik, før
han udfører den hellige handling. Tasso afslutter fromt episoden med at bemærke, at
Tancred med vandet giver Clorinda livet igen som han med sværdet har berøvet hende.
Forestillingen om denne pludseligt introducerede kristne omvendelse på dødslejet –
iscenesat som Clorindas eget ønske – klinger hult i forhold til en anden moderne kulturarv om tolerance-forestillinger, men også i forhold til digtets (og den historiske korstogsbevægelses) barske fremfærd mod ‘de vantro’. Og alligevel kommer man ikke uden
om, at der i Tassos skildring også indgår et stærkt element af respekt for den frygtløse
muslimske kvinde, der kæmper så indædt mod Tancred, at kampen i lange perioder er
jævnbyrdig, og hvis udstråling på forhånd lå bag Tancredis betagelse og forelskelse.
80
7. Middelalderforskning og medievalism
Det forekommer vanskeligt at argumentere for denne fortælling som del af en relevant
moderne kulturarv på anden måde end gennem en indrømmelse af det anakronistiske
og uacceptable i Tassos konstruktion af Clorindas ønske om at blive døbt, således at det
gøres klart, at det der kan fungere som vedkommende i en nutidig forståelse af fortællingen, bliver det stærke portræt af en muslimsk kvinde og hendes udstråling over for en
traditionel helt, hvortil kommer det – med et udpræget ‘moderne’ udtryk præget af kantiansk æstetik fra slutningen af 1700-tallet – ‘rent’ æstetiske i bedømmelsen af Tassos
smukke digt og Monteverdis ikke mindre betagende musikalske gengivelse af stroferne,
ikke mindst i slutningen hvor Clorinda der ifølge Tassos digt synes at sige, ‘Himmelen
åbner sig; jeg går med fred’, hos Monteverdi faktisk synger denne sætning som værkets
afslutning.
I modsætning til Mozarts Requiem, der er blevet kendt langt ud over de kredse, der
interesserer sig specielt for klassisk musik, formentlig også gennem filmen Amadeus
(Milos Forman, 1984, baseret på Peter Shaffers skuespil, 1979/80), hvor Requiem anvendes og spiller en væsentlig rolle for fremstillingen, er Monteverdis og Tassos værker,
skønt de alment regnes som tilhørende en kanon af betydningsfulde kunstværker, næppe
kendt i brede kredse i dag. Monteverdis værk kan ikke høres ofte i koncertsale, selvom
det i forhold til andre samtidige værker er ganske velkendt og findes indspillet på CD
i adskillige versioner. Men i begge tilfælde er den middelalderlige verden, der præsenteres, formidlet gennem andre tiders oplevelse og tolkning af de pågældende tekster og
med – til en vis grad – ganske ændrede dagsordener i forhold til den middelalderlige
baggrund.
Det er dog ikke helt let at præcisere forskellene, udover de æstetiske, der hos Mozart
bl.a. indebærer en dramatisering af dommedags-forestillingerne der samtidig synes at
være i god overensstemmelse med Dies irae tekstens voldsomme billeder. Men de
tidligere musikaliseringer af teksten vi kender, fra den enstemmige middelalderlige
sekvensmelodi og over de tidligt moderne flerstemmige tonesætninger, indlader sig slet
ikke på det dramatiserende tonemaleri, vi finder hos Mozart og senere komponister.
Dødsmessens middelalderlige funktion som forbøn for de døde var gældende praksis
på Mozarts tid, og det var en sådan situation Mozart skrev sin musik til uden at kunne
vide, at hans værk kort efter hans død ville komme til at indgå (også) i en koncertpraksis. Tassos værk lever tilsvarende af en fromhedsdyrkelse der i hvert fald stilistisk
– æstetisk – fremtræder ganske anderledes end middelalderlige korstogsskildringer, og
Monteverdis musik er præget af, og selv en formativ del af denne udvikling. De nye
tanker om følelsesudtryk og ‘tonemaling’ i musikken, der bl.a. hænger sammen med
udviklingen i de florentinske akademier fra slutningen af det sekstende århundrede og
operaens såkaldte fødsel der nok i højere grad end almindeligt antaget også hænger sammen med brugen af religiøs musik og religiøst-‘æstetiske’ holdninger i broderskaber og
andre opbyggelige kontekster på reformkatolicismens tid samt – i et mere abstrakt perspektiv – musikkens praktiske flytning fra det spekulativt-matematiske i middelalderens
81
Middelalderen – og i dag
universitetspensum, quadriviet i artes liberales til, om ikke i institutionstilknytning, så i
tænkningen om den at blive anerkendt som et retorisk medium.
5
Kulturarv og forandring
Kulturarv består således ikke blot i selve det bevarede stof, men først og fremmest i at
sætte det bevarede ind i nye sammenhænge og lade det belyse disse. En således forstået
dynamisk kulturarv består heller ikke blot i, at man har udvalgt og tilpasset det overleverede, så at f.eks. tekster og musikværker derigennem står i et problemfrit forhold
til moderne holdninger (som naturligvis selv omfatter et vidt spektrum af uenigheder),
men snarere deri, at man kan sætte sig selv og sine holdninger i forhold til et kulturelt
overleveret gods, der kan skærpe opmærksomheden både om forskelle mellem nutiden
og ‘dengang’ og om det, der er fælles. Sådanne spændingsfelter er frugtbare, når man er
sig dem bevidst og bruger kulturarven dynamisk og kritisk.
Et eksempel på, hvordan et stykke ‘kulturarv’ tilsyneladende spontant blev sat ind i
en ny kontekst, oplevede jeg i Berlin i oktober 1989 kort før murens fald i en periode
med demonstrationer og stærk intern politisk spænding. Jeg var i den daværende østtyske
Staatsoper til en opførelse af Mozarts opera Bortførelsen fra Seraillet (1782), en komisk
opera med en typisk oplysningstids-morale om tilgivelse og forsoning, også på tværs af
religiøse skel (mellem muslimer og kristne), og altså med en ganske anden grundpointe
end i Tassos og Monteverdis Tancred-fortælling. Selim Bassa (den tyrkiske fyrste hos
Mozart) – en talerolle i operaen – forbarmer sig over vestlige fanger, der er blevet taget
på fersk gerning under flugt fra Selims harem, hvor den ene af dem, Konstanze, fra
operaens begyndelse har været fange. Selim som i begyndelsen af operaen er fremtrådt
som ubarmhjertig – med trusler om tortur, hvis Konstanze ikke vil elske ham, hvilket
hun modigt og trodsigt afviser – viser sig ved operaens slutning at være højsindet og at
behandle sine vestlige fanger langt bedre end han selv i sin tid blev behandlet i Europa.
Hans fangevogter, Osmin, er derimod skildret som rå og brutal, og til ham forklarer
Selim sin handlemåde: Kan man ikke få et menneske til at elske sig frivilligt, må man
lade vedkommende gå.
Sammenhængen mellem denne af oplysningstiden stærkt prægede handling og den
politiske situation i DDR i oktober 1989 var ikke indlysende. Alligevel reagerede publikum i operaen den pågældende aften på en højst usædvanlig måde. Ved den omtalte talte
replik, i en sammenhæng, hvor der slet ikke lægges op til bifald – det er der snarere tale
om ved de musikalske numre, bl.a. i den omtalte scene ved den afsluttende musikalsk
formede hyldest til Selim for hans barmhjertighed – brød et voldsomt og yderst påfaldende langvarigt bifald ud. Først bagefter fik jeg at vide, at Erich Honecker, den
daværende leder af DDR, var trådt tilbage samme dag, og følte mig så ganske overbevist om, at der var tale om en indlæsning af et dagsaktuelt politisk perspektiv i operaen:
Kan man ikke få folk til at elske sig, må man slippe dem. Lige præcis det var sket den
82
7. Middelalderforskning og medievalism
dag, og kort efter fulgte murens fald. Der var formentlig tale om en øjebliksreaktion, der
ikke skal ses som en sammenhængende tolkning af operaen. Alligevel rummer den lille
episode et afgørende moment ved forestillingen om en kulturarv. Denne indeholder altid kim til nye forståelser; som man kan opdage, vælge eller tilføre den, om man kender
den godt nok. Uden et ret indgående forhåndskendskab til Bortførelsen havde det næppe
været muligt at lade operaen blive anledning til en politisk sympatidemonstration med de
nye begivenheder i DDR. Så åbent og fleksibelt kan en kulturarv altså bruges, hvorved
den både bliver til arv og nutidig kultur.
Mozarts Bortførelsen spiller historisk set selv på et oplysnings-opgør med en traditionel vestlig fordom om barbariske muslimer. Man kan sige at operaen i nogle henseender viderefører disse fordomme, særligt i Osmins rolle, men også i de først præsenterede
træk hos Selim Bassa i operaens første akt. Der er mange tolkninger mulige i operaen,
der spiller – også musikalsk – på den samtidige opfattelse af tyrkisk som eksotisk, farligt
og dragende, noget der i høj grad havde sammenhæng med opfattelsen af Det Osmanniske Rige som en trussel mod den vestlige kristne verden (dog i stærkt skiftende grader),
en opfattelse med rødder tilbage i korstogenes tid og i særdeleshed til Konstantinopels
fald i 1453. Operaen selv kan således forstås på flere måder som led i en kunstnerisk
forarbejdning af først og fremmest forestillingen om tolerance og dermed i udpræget
overensstemmelse med de reformer, som kejser Josef II indledte i de tidligere 1780-ere
efter at han var blevet alene-hersker over det habsburgske kongedømme efter kejserinde
Theresas, hans mors, død i 1780. I et særdeles overordnet perspektiv kan det således
siges, at den østberlinske benyttelse af operaen til en spontan demonstration i 1989 ikke
svarer helt dårligt til operaens egen tilslutning til Josef II’s nye politiske idealer og praksis i forhold til en lang tradition af frygt og had til den muslimske verden, en tradition,
der nok er mindre entydigt middelalderlig end man umiddelbart skulle tro, til trods for
korstogene og traditionel kristen polemik mod vantro; Rolands-kvadet (fra c. 1100), der
regnes for at afspejle korstogsideologi på mange måder, rummer samtidig med en barsk
og kontant indstilling til tvangsdåb af de vantro også bemærkninger der viser respekt for
den enkelte muslimske kæmper.
De eksempler jeg har diskuteret her, har som deres fælles overordnede pointe, at vi
møder middelalderen nok så meget gennem sådanne formidlinger fra forskellige tidsaldre og gennem en kulturpraksis der ikke nødvendigvis handler om at lade os møde
middelalderen, men hvorigennem middelalderfænomeners resonans genlyder. Og her
skal jeg nu gå nærmere ind på artiklens hovedtema:
6 Middelalder, middelalderforskning og medievalism
Som nævnt ovenfor i indledningen anvendes betegnelsen medievalism på engelsk gennemgående som udtryk for senere tiders beskæftigelse med middelalderen. Ordet har
ofte været knyttet særlig til engelske romantiske digtere, men i det hele taget til 1800- og
83
Middelalderen – og i dag
1900-tallets betagelse af middelalderen. I nyere tid er en akademisk beskæftigelse med
middelalderen kommet til, bl.a. i form af en årlig international konference afholdt siden
1980erne og tilsvarende bogserier under den overordnede titel Studies in Medievalism.
Disse aktiviteter blev sat i gang af en britisk historiker (der virkede i USA), Leslie Workman og en kreds af forskere omkring ham; disse aktiviteter og andre mere eller mindre
tilsvarende har ført til en løst sammensat gruppe af forskere forbundet gennem mere eller
mindre veldefinerede fælles forståelser af og interesser for det felt, som konferencerne
og publikationerne i praksis har afgrænset. Et spørgsmål som rejses fra tid til anden og
som der ikke på nuværende tidspunkt synes at være en klar bevidsthed omkring gælder
hvorvidt medievalism som betegnelse skal omfatte al brug af, al reception og formidling
af middelalderstof, eller om betegnelsen bør reserveres til den bevidste interesse for middelalderen og dens kultur. For den udenforstående kan det synes at være et spørgsmål
om ord uden dybere konsekvenser, men – som jeg vil argumentere i det følgende – så
handler dette spørgsmål netop om et kompleks, der vedrører forståelsen af forestillingen om middelalderen og middelalderforskningen foruden om, hvordan det nu for nylig
oprettede internationale selskab Studies in Medievalism skal afgrænse sin virksomhed i
forbindelse med de nævnte konferencer og publikationer.
Mit udgangspunkt her er en formulering af den nævnte Leslie Workman med henblik på at definere betegnelsen medievalism. I en artikel udgivet i 1999 gjorde Workman
gældende, at medievalism betegnede den fortsatte konstruktion af middelalderen. Workman henviste til at middelalderbegrebet først blev indført af renæssancehumanisterne og
siden videreført og udvidet gennem de følgende århundreder for derigennem at blive til
en almen betegnelse for en tidsperiode i den europæiske historie, om end en tidsperiode
som der ikke er fuldstændig enighed om at afgrænse. Oftest tænker man på perioden fra
ca. 500 til ca. 1500, men siden der findes variationer med op til flere hundrede års forskel
i begge endepunkter, er der tydeligt tale om en historiografisk konstruktion som ikke
uden videre svarer til noget objektivt i fortiden. Mange moderne forskere – herhjemme
ikke mindst Jakob Balling og internationalt den berømte franske historiker Jacques Le
Goff – har understreget problematikken ved at foreslå alternative, udvidede middelalderbegreb der går langt videre op i tiden end det traditionelle middelalderbegreb nogensinde
ellers har gjort, for Le Goffs vedkommende helt op til ca. 1848 (med begrundelse i de
politiske institutioners afgørende ændring gennem demokratiske forfatninger i store dele
af Europa på den tid). Alt dette kan man mene meget forskelligt om, og det gør middelalderforskere naturligvis også, skønt kun få vil forsvare en fast veldefineret grænse om
middelalderen. Men vil man ikke det, må man spørge, hvad betegnelsen middelalder så
egentligt dækker. Og Leslie Workmans svar her er, at det bestemmer de, der beskæftiger
sig med middelalderen, med andre ord at middelalder er blevet en betegnelse for noget,
der ikke kan defineres andet end gennem den praksis der er etableret for at udfolde en
interesse for et kompleks af fænomener under denne betegnelse og som gennem tid og
84
7. Middelalderforskning og medievalism
nye beskæftigelser hermed antager stadig nye former, men i en receptionsproces hvor
ingen kan være uafhængig af tidligere tiders forståelse heraf og beskæftigelse hermed.
Jeg parafraserer her et udsagn af Leslie Workman: Historieskrivningen og studiet af
successive genskabelser af middelalderen gennem vekslende generationer udgør middelalderen; og det er samtidig medievalism. Pointen er, at det kun er i historieskrivningen
at middelalderen kan findes som middelalder. Det er indlæsningen, fortolkningen af de
forskellige historiske fænomener eller data, som forskerne beskæftiger sig med, der – i et
mere eller mindre traditionelt bestemt perspektiv – gør noget til noget ‘middelalderligt’,
og det er selvfølgelig herigennem, at de forskellige periodiseringer får deres begrundelse.
Det almindelige begreb om medievalism som betegnelse for middelalderinteresse eller beskæftigelse kan vanskeligt skilles herfra, eftersom – igen i Leslie Workmans forståelse
– studiet af middelalderen og brugen af middelalderen (i litteratur, billedkunst, musik,
film og endog i en politisk diskurs og meget andet) er to sider af samme sag. Med andre
ord: medievalism og middelalderforskningen kan ikke klart skilles fra hinanden; der er
tale om forskellige former for diskurs, forskellige kriterier for hvad der kan godkendes
inden for de forskellige grene, men de beror på hinanden.
Der er her tale om en konstruktivistisk tilgang til historie-faget som minder om den
man finder hos den amerikanske historiker Hayden White, som bl.a. har gjort gældende
at det er vigtigt at stille spørgsmål om forhold mellem fiktion og historieskrivning. White
har understreget, at en historiker ikke kan undgå at benytte sig af de samme litterære midler som vi kender fra litteraturen og at vedkommendes – enten bevidste eller ubevidste
– valg har afgørende indflydelse på, hvilken historie der kommer ud af det. Kort sagt,
form og indhold kan ikke skilles fra hinanden. White gør polemisk gældende, at mange
historikere omtaler hvad de betragter som deres ’fakta’ som om disse var givne objektive størrelser, mens de snarere bliver konstrueret ved hjælp af spørgsmål som forskeren
stiller til fænomener han møder, end de bliver ‘fundet’ ude i verden. For White bør historikerens udsagn om en tidsperiode eller om begivenheder i fortiden ikke forventes at
svare til en forud eksisterende mængde af ’rå fakta’. Hvad der udgør de såkaldte fakta
er snarere de problemer en historiker forsøger at løse gennem metaforer med hvilke han
ordner sin verden, uanset om det gælder fortid, nutid eller fremtid.
Der er stor forskel på, at noget er faktuelt til stede, og at det fremstilles som et faktum
i en historisk fremstilling. Fænomener, der anvendes som referencepunkter i historiske
fremstillinger er netop anbragt i en fremstilling; historikeren har valgt ud, hvad der skal
bære fortællingen, og i hvilket lys den skal sættes. Dermed er det klart, at der er tale
om fortolkning, ikke om faktualitet. Historieskrivning er altså nok sagligt begrundet i
et studium af dokumenter, objekter gennem arkæologiske fund og/eller andet, men også
begrundet i et ønske om at fortælle en bestemt historie til læseren. Men er historieskrivning i denne opfattelse så blot subjektiv, så der ikke længere kan gøres kriterier gældende
til at bedømme, hvad der er god og dårlig, rigtig eller falsk historieskrivning?
85
Middelalderen – og i dag
Der er uden tvivl mulighed for forskellige historiefremstillinger af samme forhold
eller begivenheder, hvor man ikke kan hævde at en er sand og en anden forkert. Det er
velkendt – også i traditionelle opfattelser af historiefaget – at faget indebærer fortolkning
og dermed subjektive elementer. Forskellen mellem traditionelle opfattelser og Hayden
Whites og Leslie Workmans forståelser er et spørgsmål om grader og om at vedkende
sig konsekvenserne af det, som alle i hvert fald til en vis grad er enige om. Et begreb
om ansvarlig omgang med historiske tekster og objekter kan muligvis medvirke til at
løse de tilsyneladende modsætninger. Historiefagets opdyrkede metoder gennem de sidste mere end hundrede år indebærer, at ikke alle tolkninger fremstår som lige lødige
og overbevisende i forhold til det materiale, der betragtes i en fremstilling. At der ikke
kan skilles helt mellem historisk materiale og historisk tolkning i en fremstilling betyder
ikke, at alt er lige godt. Det er f.eks. ikke overbevisende at forbigå relevante oplysninger,
fordi de ikke passer i ens kram. Alligevel kan man godt være bevidst om historieskrivningens karakter af konstruktion, af at eksperimentere med at sammenstille og fremstille
fortællinger om bestemte afgrænsede, udvalgte, fænomener og/eller artefakter.
Selv med udgangspunkt i Leslie Workmans definitioner og hans forståelse af begrebet medievalism er spørgsmålet om dette begrebs nærmere afgrænsning i forhold til
historisk bevidsthed om ’det middelalderlige’ ikke løst. For det er ikke klart at der i
gruppen af forskere og medievalism-udøvere er nogen overordnet enighed om, hvad der
er brug for i denne henseende. Der er nok gennemgående en tendens til at opfatte medievalism som et felt, der omhandler den bevidste beskæftigelse med fænomener, der
karakteriseres som ‘middelalderlige’ og til ikke at beskæftige sig (ret meget) med det,
at middelalderfænomener dukker op uden bevidst stillingtagen til dem som middelalderlige. Med andre ord en tendens til at fravælge fænomener som tonesætninger af den
middelalderlige dødsmesse som hos Mozart, hvor der nok er tale om et middelalderfænomen set fra en moderne betragtning, men hvor det på Mozarts tid i mindst ligeså
høj grad har taget sig ud som en almindelig samtidig musikalsk og religiøs praksis, ikke
noget særligt middelalder-orienteret.
Derfor er det følgende snarere at tage som min synsvinkel i modsat retning, som jeg
præsenterede på Studies in Medievalism-konferencen i 2007 og i skriftlig form i Studies
in Medievalism i 2010. Her diskuterede jeg det nævnte spørgsmål med baggrund bl.a. i
to artikler af forskere fra Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer.
Mette Birkedal Bruun tog i en nylig artikel udgangspunkt i den refererede holdning
om at medievalism vedrører den bevidste historiske beskæftigelse med middelalderfænomener. Hun skelner mellem brug af middelalderlige ideer, praksis, begreber og
tekster der præges af historisk afstand på den ene side og – på den anden – brug, der
ikke markerer en sådan historisk afstand. Hun peger på to figurer fra klosterverdenen i
det syttende århundredes Frankrig, Armand-Jean de Rancé (1626–1700) og Jean Mabillon (1632–1707). Rancé er kendt for sin cistercienserreform i klosteret La Trappe som
han gjorde rede for i skriftet De la sainteté et des devoirs de la vie monastique (1683),
86
7. Middelalderforskning og medievalism
hvor han satte sin strenge trappistreform ind i en kontinuerlig sammenhæng med Det
Gamle Testamentes profeter, Det Ny Testamentes apostle og videre frem til Benedikts
Regel i det sjette århundrede og de middelalderlige cisterciensere. Benediktineren Mabillon, derimod, blev kendt som en af de betydeligste lærde blandt de såkaldte maurister,
og blandt andet for sin indsats med kritiske udgaver af Bernhard af Clairvaux’ skrifter.
Rancé var kritisk overfor det akademiske som han opfattede som fremmed for munkens
åndelige mål, medens Mabillon gjorde gældende, at studier altid havde været en betydningsfuld del af munkes virksomhed. Mette Birkedal Bruun peger på, hvordan Rancé
ser sit projekt som en uproblematiseret videreførelse af klosteridealer, der ikke anskues
i et historisk lys, men betragtes som uden videre samtidige. I modsætning hertil gør
hun gældende, hvordan Mabillon forholder sig historisk bevidst til Bernhards tekster
og betragter dem med den afstand som en historisk bevidsthed giver. Rancés reform
genoptager i forhold hertil nok middelalderlige forestillinger, men gør det ikke som en
historisk genoptagelse, men blot som et sæt af idealer, der ikke opfattes som adskilt fra
hans egen tid. For Mette Birkedal Bruun er Rancés brug af middelalderens cistercienseridealer dermed ikke medievalism, ikke en genoplivelse af middelalderen, men af idealer
uden en historisk dimension.
I den sammenhæng er det nærliggende at inddrage de ovenfor omtalte eksempler vedrørende Mozarts ’Requiem’ og Tassos (og Monteverdis) korstogsfortælling om
Tancred og Clorinda som paralleller til Rancé i denne henseende. Videreføringer af
fortællinger, tekster, og ritualer, men uden en historisk afstand til fænomenerne. Nu er
det ikke altid let at være helt sikker på det med afstandsløsheden, og i hvert fald for
Mozarts vedkommende kan det gøres gældende, at der – også – indgår musikalsk brug
af middelalderlig enstemmig liturgisk sang, der adskiller sig klart fra Mozarts egen stil
og tydeligt er brugt med en eller anden grad af musikalsk historisk bevidsthed herom.
Tasso er – sine anakronismer og reformkatolske ideologi til trods – også bevidst om det
første legendariske korstog som et særligt fænomen. Så skønt de nævnte eksempler nok
til en vis grad kan ses som paralleller til Rancés omtalte afstandsløshed i historiografisk
henseende vil jeg bringe yderligere et eksempel, der måske er endnu klarere i sammenhængen: I det attende århundredes Venedig, i Markuskirken, den venetianske doges
fyrstekapel, knyttet til dogens palads, bevaredes middelalderlig liturgi inklusiv særlige
ceremonier til langfredag og påskemorgen, som efter Tridentinerkoncilet (1545–62) ikke
i almindelighed blev bevaret i den katolske kirke. Bl.a. blev den såkaldte begravelse af
hostien langfredag eftermiddag og tilsvarende en repræsentation af kvinderne der kom til
Jesu grav påskemorgen (ifølge påskeevangelierne) – en såkaldt visitatio sepulchri ceremoni – som de findes bevarede i store mængder gennem middelalderen, stadig anvendt
i Markuskirken på dette sene tidspunkt og uden tvivl helt til republikkens undergang
ved Napoleons besættelse af den i 1797. De venetianske versioner af disse ceremonier
er kontinuerligt videreført fra de versioner, der i 1500-tallet blev indført som raffinerede
reformer af den traditionelle tidligt-middelalderlige praksis, med særlig henblik på at
87
Middelalderen – og i dag
fremhæve dogens særlige rolle i Venedig, som denne blev opfattet i den såkaldte venetianske myte, hvorefter dogen havde modtaget Venedig som len fra evangelisten og helgenen Markus, som ifølge legenden var stedt til hvile i Markuskirken. Kort sagt er den
venetianske tradition for de to nævnte ceremonier, langfredag og påskemorgen, i det
væsentlige fuldstændig uforandret overtaget fra 1500-tallet. Samtidig er den, i bitte små
og efter alt at dømme helt uvæsentlige detaljer (i fortolkningsmæssig henseende) ikke
ordret overtaget fra tidligere liturgiske bøger. Det er interessant, fordi det viser at man
ikke blot skrev ceremonierne af gennem alle disse århundreder, men tog stilling til, hvordan man ville udføre dem i alle ceremonielle detaljer. Men det man valgte, var en i alt
væsentligt uforandret ceremoni, gennem disse knap 300 år. Den tilsyneladende mangel på nytolkning eller på interesse for en nytolkning kan opfattes som et tegn på, at
middelalderliturgien netop ikke betragtedes som et fænomen på afstand, som man ville
genoptage med bestemte formål, men derimod – som Rancé i forhold til sin klostertradition – som et fænomen, der opfattedes som samtidigt, og hvor der blot kunne være
behov for at justere enkelte ceremonielle detaljer af den ene eller anden grund.
Det er klart, at i en overordnet kultursammenhæng i det attende århundrede måtte et
middelalderligt liturgisk forløb fremtræde anderledes, end nogle århundreder tidligere.
Mit spørgsmål, når det gælder hvilke fænomener, der har interesse for medievalism
diskussionerne, gælder om det er muligt eller relevant i denne sammenhæng at inddrage
intentionaliteten bag et fænomen. Problemet er, at perceptioner i samtiden af et fænomen
som f.eks. den venetianske liturgi sagtens vil have kunnet fremhæve den historiske afstand som – af den ene eller anden grund – ikke var til stede i intentionerne hos den
gruppe, der stod bag receptionen. Derfor må man spørge, om et fænomens relevans i en
medievalism sammenhæng skal være afhængig af en evt. autor-intentionalitet?
En anden forsker ved ‘Kulturarvs-centret’, Eyolf Østrem har i en artikel diskuteret
forholdet mellem personlig erindring og historieskrivning og påpeget, hvor uomgængeligt de personlige baggrunde for det, der udfoldes i en akademisk sammenhæng, indvirker på dette. Hvad der i én sammenhæng fremstår som udtryk for personlige intentioner, indgår set fra en anden synsvinkel i en praksis, der kan studeres i et bredere
perspektiv. Så vidt jeg kan se, må erkendelsen af, at individuelle projekter i sidste ende
ikke kan skilles fra de almene, men glider over i og farver hinanden, føre med sig, at historiske fænomener ikke rubriceres efter intentioner hos de – tilsyneladende – ansvarlige
for dem. Der er også altid andre mulige perceptioner af fænomenerne.
Derfor forekommer det mig vigtigt ikke at udelukke fænomener fra medievalism feltet som f.eks. Rancés klosterreform, tonesætninger af middelalderlige liturgiske tekster,
Tassos og Monteverdis Tancred-fortællinger eller den venetianske liturgi i Markuskirken i det attende århundrede uanset vurderinger af afstand, historisk bevidsthed
og/eller intentionalitet bag disse fænomener. De er potentielt alle af betydning for den
fortsatte konstruktion af middelalderen, ikke nødvendigvis hos den historisk ubevidste
eller uinteresserede ‘autor’, men så i stedet for en historisk bevidst eller interesseret be-
88
7. Middelalderforskning og medievalism
tragter i samtiden eller for den historiker, der arbejder på at fortsætte konstruktionen af
middelalderen her og nu: det eneste sted hvor middelalderen egentlig kan findes.
7 Litteratur - dels til nærmere belysning af emnet, dels
til videre perspektiver
¶ Jakob Balling, ‘Middelalderbegrebets problematisering’, i: Jakob Balling, Historisk Kristendom: Artikler og afhandlinger i udvalg, København (2003), 357–66.
¶ Mette Birkedal Bruun, ‘A case in which a Revitalization of Something Medieval
Turned out not to be Medievalism’ i Universitas: The University of Northern Iowa
Journal of Research, Scholarship, and Creative Activity 2, 1 (2006), et internettidsskrift: http://universitas.grad.uni.edu
¶ Jacques Le Goff, The Medieval Imagination. Translated by Arthur Goldhammer
(Chicago: University of Chicago Press, 1988).
¶ Nils Holger Petersen, ‘Religiöse Aktualisierung in Claudio Monteverdis Dramatischer Kantate Il combattimento di Tancredi e Clorinda’ i Peter Tschuggnall
(red.), Religion Literatur Künste II, Ein Dialog (Salzburg: Verlag Müller-Speiser,
2002), 347–357.
¶ Nils Holger Petersen, Mozart Requiem: Originalteksten med dansk oversættelse.
Baggrund og fortolkning(København: Det Danske Bibelselskab, 2005).
¶ Nils Holger Petersen, ‘Mozart mod Honecker’, kronik i Dagbladet Information,
22/3 2006.
¶ Nils Holger Petersen, ‘A Note on the ‘Medieval’ Passion Liturgy in San Marco, Venice, in the Eighteenth Century,’ in Alexander Andrée and Erika Kihlman
(eds.), Hortus Troporum: Florilegium in honorem Gunillae Iversen (Stockholm:
Stockholms Universitet, 2008), 200–209.
¶ Nils Holger Petersen, ‘Medievalism and Medieval Reception: A Terminological
Question’ i Studies in Medievalism XVII (2008).
¶ Hayden White, Tropics of Discourse: Essays in Cultural Criticism (Baltimore,
MD: The Johns Hopkins University Press, 1978).
¶ Leslie J. Workman, ‘The Future of Medievalism’ in James Gallant (red.) Medievalism: the Year’s Work for 1995 (Holland, MI: Studies in Medievalism, 1999),
7–18.
89
Middelalderen – og i dag
¶ Eyolf Østrem, ‘Inderlighet og autentisitet: En glossert middelalderhistorie om
musikk og smaken for epler,’ in Passepartout 25 13 (2005), 30-42.
¶ Eyolf Østrem og Nils Holger Petersen, Medieval Ritual and Early Modern Music:
The Devotional Practice of Lauda Singing in Late-Renaissance Italy (Turnhout:
Brepols, 2008).
90
Middelalderen og i dag: et
antropologisk og kognitivt perspektiv.
Af Søren Kaspersen
1 Indledning
Et spørgsmål om middelalderens relevans for nutiden er for mig at se samtidig et generelt
spørgsmål om historiens betydning for os i dag. Og historien, som vi forstår den og dyrker den i dag, er historisk set et resultat af oplysningstiden og af den identitetsdannelse,
der efter enevældens fald byggedes op i nationalstaten omkring folket, dets sprog og dets
historie. I dag reflekteres der meget over denne historieskrivnings karakter og status og
over dens mulighed eller umulighed som videnskab. Forskerens tilgang til fortiden er
både historisk bestemt og subjektiv, og fortællingen må altid bygges på et mangelfuldt
kildegrundlag og et minimeret antal levn. Afdækker en sådan historie nogen form for
sandhed om fortiden eller er den en ren nutidig konstruktion? Hvad betyder de stadig
skiftende fortolkningers eller konstruktioners mangfoldighed? Er der tale om en relativisme baseret på konstruktioner, der alene bygger på sproglige diskurser, eller er der
tale om en rigdom ved historiens – og ‘virkelighedens’ – stof, der blot lader den træde
frem under et væld af forskellige aspekter.
For mig at se, er historieskrivningen og fortolkningen stadig dybt forbundet med
identitet, med vekslende forståelser af mennesket. De erkendelsesinteresser, der driver
forskeren, er naturligvis indskrevet i ideologier, magtdiskurser etc., men i sidste instans
må vi forstå dem som udtryk for vedkommendes forståelse af sig selv ud fra sin læsning
af verden og dermed også for de ‘ideale’ rammer for subjekt- eller identitetsdannelse.
Det er ud fra disse interesser, at forskeren vælger sit stof og de spørgsmål, vedkommende
stiller til det. Det kaster naturligvis et stadig skiftende lys på historien, men problemet
for historienskrivningen er ikke disse subjektive udgangspunkter for undersøgelserne,
tværtimod kan man sige, at det netop er igennem dem, at historien altid på ny får sin aktualitet, bliver vedkommende for nutiden. Spørgsmålet om videnskabeligheden knytter
91
Middelalderen – og i dag
sig alene til, hvordan man kvalificerer sine udsagn om tidligere tider – dvs. tiden fra nu
og bagud.
Inden for kunsthistorien kan den tyske forsker Erwin Panofsky (1892-1968) eksemplificere det sagte. I en artikel om ‘Kunsthistorien som en humanistisk disciplin’ fra 1940
fortæller han indledningsvis om en stærkt svækket og næsten blind Immanuel Kant, der
kort før sin død fik besøg af sin livlæge. Kant tillod ikke sig selv at sætte sig igen, før
hans gæst havde taget plads.“Das Gefühl für Humanität hat mich noch nicht verlassen”,
som han kommenterende fastslog. Humanitet betød her for Kant – med Panofskys ord:
“Menneskets stolte og tragiske bevidsthed om principper som det selv har vedtaget og
pålagt sig i modsætning til at være fuldstændig underkastet sygdom, forfald og alt, hvad
ordet ‘dødelighed’ indebærer.”
Panofsky bruger anekdoten til kort at indkredse, hvad humanitet betyder i den
vestlige kulturhistorie, og videre som afsæt for en refleksion over humaniora som videnskab og de præmisser, der her består for fortolkningen af kunstværker. Herigennem
peger han også implicit på den type spørgsmål, han vil stille til historien, og på baggrund af teksten i sin helhed er det ikke overraskende, at han i sin forskning fokuserede
på renæssancen og den humanistiske tradition. Det er heller ikke overraskende ud fra
hans egen livssituation: han måtte i 1933 flygte fra en stilling som professor i kunsthistorie ved universitetet i Hamburg til USA grundet sin jødiske afstamning. Panofsky så
barbariet slå igennem midt i den europæiske kultur med dens humanitetsforståelser, og i
sin forskning kredsede han om og kæmpede for et menneskesyn baseret på disse idealer.
Siden har humanismen og dens menneskesyn været under stærk beskydning som
logos-, mands- og eurocentreret, og nye former for og forståelser af identitetdannelse
er vokset frem. Parallelt hermed er også en mangfoldighed af historieforståelser blevet
sat i spil. Humaniora som historisk disciplin kan i den forstand ses som et felt, hvor
en diskussion af det antropologiske kvalificeres gennem at vigtige erkendelsesinteresser
hos den enkelte og i tiden brydes med hinanden.
Når Hayden White mener, at de bedste grunde for at vælge et perspektiv på historien
frem for et andet i sidste instans er æstetiske eller moralske snarere end epistemologiske,
kan man derfor vende det om og sige, at det moralske og æstetiske, forstået som menneskets to grundlæggende måder at forholde sig til verden på, bunder i dybe menneskelige
erkendelsesinteresser, og fører lige ind i humanioras erkendelsesteoretiske felt. Dels det
overordnede spørgsmål om, hvorledes vi på en meningsfuld måde kan bruge historien
til at vinde kundskab om os selv, dels de forskellige videnskabteoretiske og metodiske
tilgange til forståelse og tolkning af historien, vi successivt udvikler. Men han kan nok
have ret i, at det epistemologiske grundlag for det overordnede, intrikate spørgsmål,
trænger til uddybende begrundelse.
92
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
2 Middelalderen som begreb: periodisering og betydning
Hvad angår det specifikke tema for dette essay, kan man konstatere, at middelalderstudier er et begreb inden for adskillige humanistiske discipliner. Men det er ikke uproblematisk, at en op til tusindårig periode i den europæiske historie er samlet under én
betegnelse, en betegnelse som ikke blot i sit udspring forstår perioden som en parentes mellem antikken og dennes genfødelse i renæssancen, men også en betegnelse som
nemt kan give indtryk af en periode med et stort enhedspræg. Men ret beset bevæger
vi os tidsmæssigt fra et multikulturelt og skrumpende Romerrige under sammenbrud til
et konglomerat af nye mere eller mindre feudale stater på tærsklen til den ‘nyere’ eller
‘moderne’ tid, fra folkevandringstidens omkalfatringer og et ikke-eksisterende ‘Europa’
til skabelsen af grundlaget for en (vest)europæisk kultur eller identitet. Skal man inden
for denne åbenlyse mangfoldighed af historiske tilstande og forløb alligevel forsøge at
pege på træk, der binder perioden så meget sammen, at det giver mening at tale om middelalderen – under forudsætning af, at termen forstås helt værdineutral, så må de fremfor
alt søges i arten af de processer, der kan siges at føre fra den ene ‘tilstand’ til den anden,
fra alfa til omega.
‘Middelalderen’ forstod naturligvis ikke sig selv som en ‘mellemperiode’, men derimod som Romerrigets fortsættelse gennem imperiets overflytning til Nordeuropa. Det
kunne den kun gøre, fordi Romerriget i sidste instans blev et kristent rige, et rige, hvor
pax romana faldt sammen med Jesu fødsel, og hvor kejser Konstantin på sin vej til
eneherredømmet sejrede i Korsets tegn ved Ponte Milvio i 312. Det er ikke normalt
at sætte middelalderens begyndelse så langt tilbage, senantik forekommer at være en
mere passende betegnelse for perioden. Men middelalderen, forstået som rigsdannelse
og rigsstyrelse i samarbejde med eller omsluttet af den kristne kirke, må siges at tage sin
begyndelse her. Kristendommen vandt hurtigt frem som kultur- og statsbærende institution i Romerriget, og blev statsreligion i 391, hvor al hedensk kult forbydes.
Med afsættelsen i 476 af den sidste vestromerske kejser, Romlus Augustulus, ophører
denne del af riget med at eksistere, så en afgørende faktor bliver det nu, at kirken lever
videre som institution og trossamfund. Det europæiske kontinents videre historie kan i
høj grad ses som en fortælling om den kristne kulturs udbredelse, fra merovingerkongen
Chlodwigs dåb julenat 497/98 i domkirken i Reims over kristningen af vestgoterne i
Spanien, langobarderne i Italien og angelsakserne i England under pave Gregor den Store
(590-604) og videre frem til Skandinaviens officielle kristning fra slutningen af 900tallet og op i 1000-tallet, for nu blot at nævne nogle af faserne.
Et afgørende moment i denne udvikling er, da den frankiske majordomus, Pippin
den Lille i 751 afsætter den sidste merovingiske skyggekonge, Childerich 3, og lader
sig salve i Soisson af den pavelige legat, ærkebiskop Bonifatius. For da flyttede paverne
forsvaret af Romerkirken fra den byzantinske kejser til de nye karolingiske herskere, og
93
Middelalderen – og i dag
754 sluttes en overenskomst i Ponthion og Quierzy mellem pave Stefan 2. (752-57) og
Pippin. Denne lover at hjælpe paven mod langobarderkongen Aistulf, mens paven på sin
side gentager den legitimerende salving af Pippin, nu i den vigtige, kongelige gravkirke
Saint-Denis ved Paris. Dermed træder et nyt, kristent imperium frem, og hermed finder den egentlige translatio sted fra antikkens Romerrige til det hastigt ekspanderende
franker- eller karolingerrige. Hvor Romerriget må siges at have haft sit tyngdepunkt i
Middelhavsregionen, omkring en øst-vest-akse, så dannede det nye kristne imperium sig
omkring en nord-syd-akse.
Her – i 754 – kan man også sige at middelalderen begynder, for her skabes for alvor
en ny drivkraft for kristningen af det europæiske kontinent, og med indførelsen eller
i hvert fald knæsættelsen af kirkelig salving af de kristne regenter sættes også en ny
form for ‘statsretslig’ forpligtende forståelse af kristent regimen. Med udbredelsen af
den romerske kristendom, som allerede i sin begyndelse var blevet sammenskrevet med
den antikke kultur, lagdes grunden til de senere sammenskrivninger af antikke og kristne
verdensforståelser, der sammen med oplysningstidens tænkning må siges at være fundamentet for, at det – midt i den pluralitet, der altid har kendetegnet kontinentet - overhovedet er meningsfuldt at tale om en fælles (vest)europæisk kultur.
Om man vælger den tidlige eller den sene begyndelse eller en begyndelse et sted midt
imellem – f.eks. 476, vil hele tiden afhænge af hvilke træk eller faktorer, man lægger
vægt på som de konstituerende for middelalderen. Det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at en ‘begyndelse’ – såvel som en ‘slutning’ – af den karakter, vi her taler om,
altid finder sted over en længere periode. Her er lagt vægt på at definere middelalderen i sammenhæng med kristendommen som den afgørende kulturbærende faktor. Der
er tale om et ‘bestemt’ samspil mellem kirke og samfundsstyrelse, der f.eks. betyder,
at tilstedeværelsen af store kristne menigheder i Rom allerede i 200-tallet ikke gør det
rimeligt at tale om middelalder i denne periode. På samme måde er det f.eks. i Skandinavien naturligt, at man taler om og har centre for vikingetids- og middelalderstudier,
selvom den begyndende kristning af området finder sted i vikingetiden – og de omgivende samfund i overvejende grad var kristne. Ligesom Hans Baron har argumenteret
for, at humanistiske studier i lærde miljøer ikke i sig selv ‘satte’ nogen renæssance,
men at denne først blev en realitet, da humanismen i Firenze forbandt sig med den politiske virkelighed, således er det også primært bestemte koblinger mellem kristendom og
rigsstyrelse, mellem sacerdotium (præsteskab) og regnum (kongedømme), der skaber
og ‘sætter’ middelalderen.
Selvfølgelig er der også en række andre faktorer, der er afgørende for processens
eller processernes forløb, ikke mindst den teknologiske udvikling, ligesom bykulturernes langsomme men sikre fremvækst i de feudalt prægede agrarsamfund. Men både
hvad angår statsdannelse og kulturelt fællespræg, må kristendommen siges at spille
den afgørende rolle for middelalderen. Den satte bestemte måder at tænke regimen på.
Allerede i senantikken ser man vigtige koblinger mellem de dogmatiske diskussioner
94
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
af Treenigheden og dens karakter og forståelsen af jordisk regimen. Kristendommen
fremtvang op gennem den tidlige middelalder og højmiddelalderen centralisering af
rigsstyrelsen omkring en kristen salvet kongemagt og førte således fra de stamme- og
slægtsbaserede samfund frem mod den nyere tids statsdannelser.
I Danmark f.eks. kan man sige, at processen formelt tager sin begyndelse med Harald
Blåtands kristning af danerne – dvs. med hans egen dåb et sted mellem 960 og 965, for for
alvor at få virkende kraft med etableringen af et selvstændigt ærkebispedømme i Lund i
1104 og den sikkert samtidige indføring af regentens salving. Ifølge Ælnoths krønike om
Knud den Hellige, der blev myrdet i Albani kirke i Odense i 1086, så var kongen oppe
mod danskere, der “foretrak deres egne vedtægter for den guddommelige retfærdiged og
ikke ville underkaste sig kirkeloven.” Et århundrede senere kan Valdemar den Store i et
brev af 6. februar 1180 tale om, at “det har behaget kongernes konge – efter hvis plan
vort samfund er opbygget – at overlade kongemagten” til ham.
På retablet af vort ældste gyldne alter fra Lisbjerg kirke ved Århus, dateret omkr.
1135, står apostlene omkring den tronende Kristus, der med en åben bog støttet på knæet
bekendtgør, at han er vejen, sandheden og livet. En indskrift over apostlene bringer dem
i en spørgende relation til deres ‘drot’: “Sig konge, som holder alt i tømme, hvilken skal
lønnen være for dem, der har forladt alt, konge, og fulgt dine bud” (cf. Mt. 19, 27-28).
Og Kristus svarer: “(De skal stå) for mit ansigt, når intet vil forblive ustraffet.” I lyset
af den samfundsmæssige udvikling fornemmer man den parallelle samtale mellem den
jordiske regent og hans hird, som er brudt op fra slægtssamfundets forståelsesrammer
for at samle sig om den nye, lovgivende hersker.
Samtidig var kristendommen vigtig for bevidsthedsforståelsen og dens udvikling i
de middelalderlige samfund. Kristus vandt nok på mange måder frem i skikkelse af den
stærke konge, men kristningen afsatte på længere sigt en række helt nye modulationer
af psyken. Syndsbevidthed og anger, ydmyghed og kærlighed er nogle af de vigtige
felter, der sættes i scene og bearbejdes, ikke mindst i takt med den samfundsmæssige
udvikling og de rum, denne åbnede for sådanne processer og fokuseringer. Samtidig
videreførte, genoptog og bearbejdede kristendommen antikkens tankegods. Så vigtige
psykiske strukturer – følelser, begreber og tænkemåder – formedes geografisk overgribende. Og kristendommen, der voksede frem i Romerriget, tænkte ikke lokalt som
den jødedom, den udsprang af, men globalt og universalistisk.
Den overstående måde at definere og afgrænse middelalderen på afsætter selvfølgelig også en række spørgsmål om, hvornår samme middelalder hørte op. Det umiddelbare svar er normalt: med renæssancen. Men hvornår begynder renæssancen? Og hvis
vi enkelt siger: i begyndelsen af 1400-tallet, gælder det så mere end Firenze?, eller Italien som sådan? Gælder det også Nederlandene?: ja, måske, eller i en vis forstand. Men
hvad da med Tyskland og Skandinavien? Problemet betragtes normalt ikke som stort i de
nordiske lande, da renæssance og reformation her stort set er sammenfaldende størrelser.
95
Middelalderen – og i dag
Men samtidig tegner renæssancen også på mange måder en ny sammenskrivning af
antikken og kristendommen, og de forskellige kirkesamfund fortsætter i høj grad som
kulturbærende efter reformation og modreformation, i forskellige koblinger med staten.
Man vil derfor kunne møde det synspunkt, at middelalderen går helt op til oplysningstiden, dvs. til fremvæksten af den ‘verdensanskueligt neutrale statsmagt’, som Jürgen
Habermas betegner den. Man kan også med Umberto Eco konstatere, at middelalderen på mangfoldig vis lever videre helt op i nutiden på en helt anden måde end antikken.
Her må vi lade det blive ved den gængse opfattelse, hvor renæssance og reformation
sætter de øvre grænser for middelalderen, med de forskellige problemer der ligger i det.
Vigtigere i denne sammenhæng er at overveje, hvad det allerede sagte umiddelbart
kan betyde for middelalderens relevans for nutiden. Først og fremmest må middelalderen siges at være perioden for Europas fødsel. Den er for en række europæiske stater, den
afgørende periode for deres dannelse, og den er ikke mindst, den periode, hvor det europæiske kontinent træder frem som et område, der trods sin mangfoldighed afgørende
bliver præget af en fælles kultur.
Middelalderen får således fornyet aktualitet i en periode, hvor Europa på ny har
skabt en overgribende institution men befinder sig i et vadested med hensyn til hvor
vidtgående en integration, man ønsker. Ofte fremhæves de kulturelle forskelligheder
landene imellem som en afgørende hindring for en føderativ statsdannelse, men man
kunne jo lige så godt gribe fat i det fælles grundlag og udvikle en ‘gen-europæriserende’
diskurs. Overskridelsen af den nationale tænkning forekommer nødvendig, både for at
det europæiske projekt kan blive et folkeligt projekt, og for at potentialerne for Europas
virken i den nye verden kan forløses fuldt ud. En frisættende overskridelse af den hidtige
historie og tradition kunne også ligge i at bringe Europas nord-syd-akse i spil med den
gamle øst-vest-akse. Successen af sådanne tiltag er dog fuldstændig afhængig af den
mentale orientering hos befolkningerne, af troen på egen kultur og dennes evne til at
udvikle sig og hamle op med udfordringerne i den moderne verden.
Som en vigtig del af Europas fælles historie kan middelalderen således siges at være
højaktuel. Men samtidig er den klart nok den periode, den moderne tid har det sværest
med og ofte forsøger at udgrænse på alle mulige måder, at gøre til ‘det andet’, til alt det, vi
ikke er i vor oplyste nutid. Man ser grundlæggende overgangen fra antikken til middelalderen, som ‘the closing of the Western mind’ (Charles Freeman), som fornuftens fald og
troens opstigen. Men historien er mere kompliceret end som så. Nok sættes der grænser
for pluralisme og den frie tanke. Men samtidig er kristendommen en Logos-orienteret
religion, hvis grundlæggelsesmyte omhandler det forhold, at mennesket gennem sin erkendelseshigen har skrevet sig ud af natursammenhængen og dermed også kan erkende
sig selv som et dødeligt væsen.
Et andet modsætningspar: på den ene side etableres en dogmatiseret religion af en
helt anden karakter end det samliv mellem guder og mennesker, der har præget den
græsk-romerske kult, en religion som udgrænser og som skaber kættere og kætter-
96
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
bevægelser. På den anden side sætter kristendommen et skel mellem Skaberen og det
skabte, trækker på den måde mennesket ud af en mytologiseret verden, ud af shamanistiske forestillinger som de f.eks. kendes fra den norrøne mytologi. Kristendommens
udbredelse over det europæiske kontinent er også historien om (gen)indsættelsen af den
på den antikke arv baserede menneskeskikkelse i billedkunsten. Og det er samtidig historien om menneskeheden på en ny odyssé med en Gud, der virker i det skjulte.
3 Middelalderens billedverden: motiv, narrativitet,
krop
. Min egen indgang til middelalderen som studerende gik gennem deltagelse i en total
registrering af motivverdenen i danske kalkmalerier, dvs. at den i høj grad fandt sted inden for den ikonografiske forskningstradition. Det metodiske grundlag for ikonografien
var især blevet formuleret af Erwin Panofsky (1932 ff.), hvis treleddede model stadig
fungerer godt, hvad angår den basale motivanalyse. Men allerede med Émile Mâle’s
monumentale værk om middelalderens franske kirkekunst (1898 ff.), var en motivorienteret tilgang til periodens kunst blevet videnskabeliggjort. Grebet er her at vise,
hvorledes f.eks. liturgi og kunst er forbundet, og hvorledes katedralernes encyklopædiske motivverden lader sig forstå ud fra skolastikkens store teologiske sammenfatninger
af viden, filosofi og tro.
Mâles værk må ses som en storslået indsats for at holde vandvejene åbne til et kunstnerisk univers, som ellers var ved at blive fjernt og uforståeligt - og i den forstand er værket ikke blevet mindre aktuelt. For netop en manglende fortrolighed med middelalderens
motivverden står ofte som en af de største hindringer til perioden for en nutidig betragter.
Men de fortællende billedserier blev en meget vigtig del af det middelalderlige univers,
datidens tegneserier eller film, der var med til at indprente de centrale fortællinger, gøre
dem nærværede i en sammenhængende form over for prædikens og kirkeårets mere opbrudte formidling.
Kristendommen voksede ud af en jødedom, som allerede – trods billedforbudet havde udviklet gammeltestamentlige billedserier under indtryk af den hellenistiske kulturs florissante brug af billed-fortællinger, f.eks. til skildring af de homeriske kvad. Med
kirkens etablering som offentlig institution ser også rigt illustrerede manuskripter med
tekster fra det gamle og nye testamente dagens lys. Og nogenlunde samtidig med, at
kirkelæreren Augustin forfatter sit hovedværk Om Guds Stad (De civitate Dei, 413-27)
udsmykkes Roms hovedkirker – basilikaerne for St. Peter og St. Paulus og Santa Maria
Maggiore – med store frelseshistoriske udsmykninger med gammel- og ny-testamentlige
billedserier. De kan siges at være en iscenesættelse af det nye historiesyn Augustin fremlægger i sit værk om de to byer eller samfund (civitates), om Guds by og Djævelens by,
97
Middelalderen – og i dag
hvor historien handler om Gudsfolket på dets pilgrimsfærd i syndens verden, på vej frem
mod det forjættede land.
Hermed brydes antikkens cykliske tidsforståelse, og verdenshistorien får en lineær
udstrækning, der spænder fra skabelse til dommedag. Denne nye retningsbestemmelse,
denne store fortælling, må ses som et af de afgørende nybrud i forhold til antikken,
for hermed skabes ideen om en bevægelse og udvikling, om samfund på vej mod en
bedre tilstand, en tænkning som fortsættes i oplysningsprojektet. Det er en bevægelse,
som især præger den vestlige kirke, hvis langstrakte, basilikale kirkerum kan siges at
iscenesætte en vandring fra indgangen til alteret, mens østkirkens korsformede anlæg
omkring et centralt kuppelrum mere kan ses som en afspejling af en nyplatonsk tænkning
med emanationer fra ‘det Ene’.
Der er ikke tale om nogen absolut modsætning, alene i den vestlige, middelalderlige
kultur kan man tale om to slags nyplatonisme, en augustinsk og en pseudo-dionysisk,
som henholdsvis forstår Gud som den absolutte væren og den absolutte enhed. På det
gyldne alter i Sahl kirke i Jylland fra omkr. 1200 fortæller latinske indskrifter omkring
den centrale Majestas Domini-figur, at han er den almægtige treenige Gud, som “skelner
hver enkelt del” og “regerer over alt. Hvem, som er til, hvem som lever, enhver som
bevæges af livet, levendegør jeg, bevæger jeg, opretholder jeg, nærer jeg. Omfattende
de yderste ting, tillige gennemtrængende de inderste, under alt, over alt, bevægende alt,
er jeg selv urokkelig.” En ‘augustinsk’ væren pulserer her af bevægelse.
Der er næppe nogen anden epoke før moderniteten, der har udviklet billedkommunikationen så meget som middelalderen. En spændende del af den moderne forskning
handler netop om periodens billedsystemer og særlige former for narrativitet. Et vigtigt
aspekt blev forholdet mellem symbolske og narrative scener, samspillet mellem en ‘tematisk’ og en ‘narrativ’ struktur i det, Wolfgang Kemp kalder en ‘systematisk orden’.
Ved at skrive de fortællende scener sammen med overordnede temaer i mere eller mindre komplekse strukturer kunne man fremhæve forskellige betydningslag i dem, sætte
forskellige perspektiver for læsningen af dem. Ikke mindst de hovedmotiver, de fortællende cykler relaterede sig til, kastede lys over forståelsen af dem, hovedmotiver som
selv samlede vigtige, aktuelle betydningslag i sig.
F.eks. blev det allerede nævnte Majestas Domini-motiv – den himmeltronende Kristus omgivet af evangelistsymbolerne – et udbredt hovedmotiv i Nordeuropa samtidig
med det kristne imperiums translatio og udbredelse. Det blev også i enhver dansk, landsbykirke med apsis det så godt som enerådende hovedmotiv i korudsmykninger fra den
romanske periode. Det var et visionsbillede af himmelkongen, af verdensherskeren, af
Kristus som hovedet i Kirken - med de troende som hans lemmer. Motivet var tidligt
blevet forbundet med nadversakramentet, men det var også et motiv, der fremhævede
Kristus som den lærende og dermed tillige som den lovgivende og dømmende. Som sådan fik motivet aktualitet som legitimering for de nye salvede konger og deres regimen
– de blev Kristi vikarer.
98
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
Således indleder Knud 6. i 1186 et brev med, at da han, “som i kraft af Guds nåde
og efter Guds råd sidder inde med kongeværdigheden i de Danskes rige, sad i tronstolen i Lundensernes by, der er Danmarks metropol, for at træffe afgørelse i stifternes
anliggender, forstod og indså” han, at “det ville være godt og nødvendigt for kirkens
tarv”, at han traf de efterfølgende beslutninger. Og året efter fremhæver han igen i et et
brev af 20. november, at det er hans pligt som leder af riget at lægge “vægt på værnet
af dem, der tjener Herren, Ham, fra hvem vi har alt, og ved hvem vi lever og er til, Han
som har givet os den kongelige majestæts scepter og betroet os rigets stav, en retfærds
stav til straf for dem, der gør det onde, men til pris for dem, der gør det gode . . ., for
at de forvildede dermed kan ledes ind på den rette vej, så at de ikke, vigende bort fra
kongevejen” skal gå til grunde. Kongen fremtræder her som en anden Moses, der leder
sit folk mod det forjættede land (cf. 4. Moseb. 21:22).
Der er altså tale om et stykke politisk teologi sammenskrevet med andre vigtige betydningslag, og alt i alt vidner Majestas Domini-fremstillingen klart nok om en helt anden type kristendomsforståelse end f.eks Thorvaldsens berømte Kristusfigur i Vor Frue
kirke i København. Så længe alle betydningslag var intakte og aktuelle, dominerede motivet og kastede sit særlige lys over de kristne fortællinger. Men da bl.a. forståelserne
af kongemagtens grundlag forskød sig i mere verdslig-aristotelisk retning i 1200-tallet,
tabte det hurtigt terræn, og nye hovedmotiver dukkede op – som tegn på nye måder at
læse den kristne fortælling på. Eksistensen af hovedmotiver i den middelalderlige billedkunst er samtidig det, der sætter fraværet af sådanne – ja, deres umulighed i det moderne/postmoderne univers i relief. Thorvaldsens sammenskrivning af Kristusfiguren med
den ideale humanitet er stort set sidste skidt på vejen.
Der udviklede sig tidligt i den kristne kultur en rig tradition for udlægning af de
grundlæggende fortællinger – dvs. bibelhistorien. De konkrete hændelsers egentlige betydning fandt man på det allegorisk-åndelige niveau: hvilken plads indtog fortællingen
i frelseshistorien?, hvad var dens moralske udsagn?, og på hvilken måde talte den om
sjælens opløftelse til saligheden, om tidernes fuldendelse? Samtidig er vi i et univers,
hvor alt hænger sammen, hvor alt kan pege mod alt andet, fordi frelseshistorien med skabelse, syndefald, forløsning og dommedag tegner en guddommelig plan. Historien søges
tolket i lyset heraf, og ikke mindst helgenernes liv forstås og konstrueres som spejlinger
af Kristi forløsningsværk. Den store fortælling udfolder sig i tid, men gentages også hele
tiden cyklisk i kirkeåret med dets højtider og øvrige liturgi, og evigheden slår hele tiden
ind i verden og ophæver tid og rum, især under messens sakramente, hvor det himmelske
forener sig med det jordiske, det laveste med det højeste.
I dette umådeligt store og uendeligt sammenhængende univers var betydningsrigdommen tilsvarende stor. Der kunne gives mange forskellige tydninger af, hvorledes
den åbenbarede tekst – Bibelen, den skabte verden og historien i almindelighed - skulle
forståes, og i den forstand var middelalderens univers og kunst lige så åben for fortolkning som nutidens, ligeså pluralistisk som postmoderniteten. Men bag tegnenes mang-
99
Middelalderen – og i dag
foldige, mulige betydninger skjulte sig et centrum, forudsattes en sandhed, som søgtes
afdækket. Det er en antagelse, som unddrager sig videnskabelig undersøgelse. I ‘ligheden’ træder middelalderen dermed frem som en modpol til modernitetens epoke, der
siden oplysningstiden og Kant har været præget af den ‘videnskablige vending’, hvor
der ikke er plads til nogen på forhånd givet sandhed, hvor alt per definition må stå åbent
for undersøgelse.
I spørgsmålet om pluralitet kontra enhed kan man dog som tankefigur sætte den
forståelse, der er den gældende for universets ‘oprindelse’, nemlig at al bevægelse og
differentiering udgår fra en enhed i ‘materien’, en proces som på et andet niveau og i
en anden skala genfindes i den enkelte menneskelige organismes uddiffenrentiering fra
ensartede stamceller. På den ene side kan en videnskabelig tænkning ikke forudsætte
eller arbejde med nogen ‘sandhed’ bag disse processer, eller med nogen mening i den
uendelige mangfoldighed af bevægelser og tilstande universet tegner, på den anden er
den i sidste ende tvunget til at søge en forklaring på dem i deres ‘udspring’.
I sin stræben mod at tale om en mangfoldighed af mere eller mindre åbenbare tilstande, relationer og betydninger udviklede den middelalderlige billedkunst – som det
allerede er antydet – en lang række strategier. Det er en visuel kommunikation på et højt
differentieret niveau, som godt kan sættes i spil og er interessant i forhold til de stærke
billedmæssige diskurser i den nutidige kultur – også fordi den i sin ubundethed af det
perspektiviske rums love ligner modernitetens billedformer. Hvor moderne visuel kommunikation må orientere og meddele sig i et univers uden normgivende fortællinger,
måtte middelalderens billeder søge at formidle sådanne fortællinger og deres betydninger i en overvejende oral, ikke-litterær kultur. Det ene sted må man basere sig på en
erfaringsmæssig og visuel analyse af verden, det andet sted på opbygningen af billedtraditioner og udvikling af et på mange måder systematiseret billedsprog, hvad angik
gestik, billed-elementer etc.
Der går ikke nogen retlinjede udviklinger fra antikkens sammenbrud til senmiddelalder, men for billedkunsten betød kravet om formidling af de symbolsk-allegoriske eller
åndelige betydninger på bekostning af de bogstavelige, at der samtidig med både en
videreførelse og transformering af det hellenistisk-senantikke formsprog fandt en gradvis udtynding af en illusionistisk iscenesættelse sted, indtil man i den romanske kunst kan
tale om en narration i et helt lufttomt rum. Omkring 1200 vender udviklingen så, og en
ny naturalisme begynder at slå igennem i kunsten. Men det er ikke antikkens formsprog,
man vender tilbage til. Forudsætningerne er nu nogle andre, ligesom kubismen under det
næste store omslag i billedkunsten – nedbrydningen af det perspektiviske billedrum og
alt, hvad det implicerede – efter den næsten totale opløsning af menneskefiguren vendte
tilbage til en ny form for fortælling i et nyt rum.
Perioden efter 1200 kan siges at være afgørende præget af andagtsbilledets gennemslag og udbredelse, en udvikling, der tegner et helt nyt forhold mellem billede og betragter. Andagtsbilledet er i sin paradigmatiske form en ahistorisk fremstilling beregnet
100
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
for indlevelse i og meditation over centrale forhold i det kristne univers, det vil altovervejende sige Kristi inkarnation, lidelse og herliggørelse. Andagtsbilledet par excellence
var Kristus som Smerternes mand, også kaldet Imago pietatis, en fremstilling der i sig
samler hele passions-forløbet. Andre typiske andagtsbilleder er Maria med Jesusbarnet
– gerne nøgent – og Pietà, dvs. Maria med den døde Kristus på skødet.
Middelalderen tillagde billeder tre hovedfunktioner: den didaktiske – de gør historierne og deres betydninger ‘læselige’ for de troende, den erindrende – de støtter hukommelsen (memoria), og den affektive – de taler stærkt til følelserne. Andagtsbillederne
er et tegn på, at vægten i den senmiddelalderlige periode – her forstået som tiden efter
midten af 1200-tallet – forskyder sig mod de to sidstnævnte funktioner. Billederne skal
netop gøre personer og begivenheder så nærværende i erindringen, at de i forestillingen
så at sige udspiller sig for øjnene af betragteren og på den måde i højeste grad kalder på en
emotionel respons og intensiv indlevelse. Det betyder, at den kunstneriske fremstillingsmåde ændrer sig grundlæggende over en bred kam, at også de fortællende scener skifter
karakter og ‘andagtsmæssigøres’. Ja, det er ikke nogen modsætning, f.eks. kan den korsbærende Kristus isoleres fra den historiske fortælling og på den måde komme til at ligne
de andre ahistoriske andagtsbilleder, men samtidig kan den bredt malende skildring af
Korsbæringen tjene som andagtsbillede – ikke mindst som et isoleret tableau, som det
herhjemme f.eks. kendes fra klosterkirken i Sorø.
Andagtens fokusering på Inkarnationen og Passionen, på Jesu barndoms- og lidelseshistorie, betyder, at senmiddelalderens kunst i meget høj grad eksponerede Kristi legeme, helt eller delvist nøgent. Kroppen stod i centrum, og der tegner sig en bro til
den nutidige kunstscene. Spørgsmålet er så, hvad man kan bruge sådanne analoge fænomener til, og det er ikke nemt at besvare. Der eksisterer i dag en mangfoldighed af
diskurser omkring kroppen, fra mange forskellige og også vidt forskellige positioner,
og tilsvarende kan der tænkes mange forskellige indramninger af kroppen i middelalderen. F.eks. den sakramentale, hvor Kristi legeme er sammenfaldende med nadversakramentets elementer, med den indviede hostie, der løftes op til beskuelse under messen
lige efter den mystiske omdannelse, transubstantiationen. Eller heraf afledte fænomener
som indførelsen af Kristi-legems-festen. Eller middelalderens hele korporative tænkning: Kirken var Kristi mystiske legeme, som man markerede sit tilhørsforhold til og
stadig på ny inkorporerede sig i ved i kommunionen at indoptage Kristi historiske og
herliggjorte legeme. Også gilder og lav var korporationer, ligesom hele samfundet var
et legeme, og perioden var rig på organologiske forståelser af stat og sociale strukturer.
Samtidig prægedes den enkeltes krop nødvendigvis af en række forskelligartede dannelsesprocesser, f.eks. i relation til høvisk kultur, til det nye sociale liv i købstæderne og
til udviklingen i fromhedslivet. Det er ikke længere Kristus i sin magt og herlighed, der
står i centrum af troen, men den inkarnerede og korsfæstede Kristus. Tidens stræben efter
en imitatio Christi, efter identifikation med den lidende Kristus, er selvfølgelig vigtig
for billedkunstens tematik og ikonografi. Men vigtig for forståelsen af kroppen er også
101
Middelalderen – og i dag
den overskridelse af modsætningen mellem ånd og legeme, som finder sted i den blomstrende inderlighed og mystik, i den nye sansede Gudserfaring, der med udgangspunkt i
f.eks. Bernhard af Clairvaux breder sig fra omkr. 1200. Således beretter Gertrud af Helfta
(1256-1301/02) i sin stræben efter imitatio: “I mit hjertes indre fornemmede jeg helt legemligt, hvorledes hine dine højhellige sårs tilbedelsesværdige mærker blev indpræget,
de sår med hvilke du har læget min sjæl og dertil rakt mig kærlighedens nektardrik.”
Tilsvarende fandt der markante udviklinger sted i gengivelsen af den menneskelige
krop i almindelighed, fra gotikkens svungne former i fladen til erobringen af rummet
i sengotikkens tredimensionelle bevægelsesmønstre. I spillet af ligheder og forskelle
mellem disse kroppe og den ideale og paradigmatiske krop, dvs. Kristi legeme, fandt
betydningstilskrivninger sted i en uendelig proces. Som et af en uendelighed af mulige
temaer har alene krop i middelalderen og krop i nutiden en mangfoldighed af betydninger
begge steder. Når to kalejdoskoper spejles i hinanden fra et stadigt skiftende ståsted vil
der nemt opstå et diffust mønster, hvor tingene glider sammen og mister prægnans.
Der må nødvendigvis spørges til fortiden fra en nutidig position, men jævnføringer
kan sjældent drages umiddelbart med noget interessant resultat. Som også Caroline
Bynum har markeret, må man først se, hvad der er på spil begge steder, hvorledes en
kategori som f.eks. kroppen forholder sig til sine kontekster dengang og nu, og derefter
jævnføre på hvilken måde disse relationer forholder sig til hinanden. I en kunsthistorisk
kontekst: hvilke forhold og problematikker er gengivelsen eller iscenesættelsen af kroppene i dialog med i middelalderen og i dag, og kan der på baggrund af sådanne undersøgelser trækkes interessante paralleller og perspektiveringer mellem en tidligere periodes og dagens situation - mellem kropsforståelsernes indbyrdes kamp og udspillen sig i
relation til den ene stærkt semiotiserede krop og kroppenes kamp og interaktion i sociale
mønstre, hvor alt er til forhandling.
4
Ikonologi – habitus – antropologi
Der er mange mulige konteksttualiseringer fra forholdsvis snævre til meget brede. Her
skal perspektivet bredes ud, dels ved at føre den antropologiske tilgang – forstået som
spørgsmålet om menneskets konstituering - ud over skildringen af kroppen i kunsten,
dels ved at rejse spørgsmålet om, hvorledes udvekslingen mellem kunst og samfund
overhovedet kan tænkes at finde sted. I sin treleddede ikonografiske model opererer
Panofsky med et ikonologisk niveau, hvor det handler om at finde homologier mellem
på den ene side de basale principper for valg og præsentation af det kunstneriske formsprog (‘artistic motifs’) såvel som for produktionen og fortolkningen af motivverdenen
(‘images’, ‘stories’ og ‘allegories’) og på den anden side den tilsvarende indre mening
(‘intrinsic meaning’) på andre felter af den samtidige civilisation, det være sig digtning,
religion og filosofi, det politiske og det sociale liv. Det er altså en model, som forsøger at
række meget bredt ud, men i sin enhedsprægede forståelse af kultur og sin åndshistoriske
102
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
tilgang har den vist sig at føre til smalle kontekstualiseringer, frem for alt koblinger
mellem kunst og filosofiske eller teologiske strømninger som f.eks. renæssancens nyplatonisme.
I et enkelt studie har Panofsky dog argumenteret for en homologi af en anden
art, nemlig mellem den skolastiske tænkning og den franske, gotiske katedral. Med
udgangspunkt i det tidsmæssige sammenfald mellem de to fænomener, påpeger han
dels, at den tektoniske struktur i den gotiske katedral med over- og underordnede elementer, med bærende og bårne led, er tydeliggjort for tydeliggørelsens skyld på samme
måde som den logisk-argumentationsmæssige struktur er fremhævet i universitetsteologiens store afhandlinger, skolastikkens Summa’er, for klargørelsens egen skyld. Dels at
svarene på de forskellige arkitektoniske problemstillinger i den tætte række af katedralbyggerier i Île-de-France-området fra 1130-40 til omkring 1270 faldt som en parallel til
argumentationsformens sic et non (‘således’, ‘nej således’ etc.) i skolastikken, til videtur
quod – sed contra – respondeo dicendum, en slags tese, antitese, syntese.
St. Denis, klosterkirken, vinduesrose med glasmaleri, ca. 1140. (Foto: T. Taylor)
Nok så vigtigt er det, at Panofsky forsøger at begrunde homologien ved at aktivere
det antikke begreb habitus forstået som en mental vane (‘mental habit’), her bestemt
som en tænkemåde, en modus operandi, der stræber efter at klarlægge et sagsforhold
ved fornuftens hjælp. Gennem skolesystemet og på anden måde sivede de skolastiske
synspunkter og fornuftsprincipper ud i samfundet. Panofsky forstår primært habitusbegrebet mentalt, men det er mere produktivt at følge sociologen Pierre Bourdieu, der
inspireret af netop Panofskys afhandling forbinder habitus-begrebet med det fænomen,
at et samfunds sociale orden langsomt programmeres i kroppen på samme måde som et
103
Middelalderen – og i dag
billede eller en tekst indprentes i en vokstavle. Det bliver således et mere grundlæggende
og aktivt princip for menneskets hele forhold til omverdenen, for dets peceptioner og
vurderinger, et princip som gør sig gældende på alle niveauer, fra det manuelle til det
intellektuelle, fra teori til praksis.
I forhold til den gotiske katedral kan man pege på, at fænomenet udfolder sig i et
forholdsvist lille område omkring Paris, som ikke blot var et kraftcenter for skolastikken,
men også området, hvor det capetingiske kongedømme udviklede og bredte sig fra Ludvig 6. (1108-36) og frem til Ludvig den Hellige (1226-70). Det skabte en centralforvaltning med f.eks. statsbudget og oprettelsen af et parlament som en højeste ret. Så
til Panofskys argumentation for udsivning af særlige former for rationel tænkning er det
nærliggende at føje en ny statsdannelse som ramme, dvs. fremvæksten af et samfund, der
i sin ensartning af love og øvrige struktureringer i høj gad havde brug for skolastikkens
klargørende tænkemåder.
Panofsky har selv med sin udgivelse af abbed Sugers skrifter om ombygningen og
indvielsen i 1144 af klosterkirken St. Denis ved Paris indirekte peget på koblingen
mellem den nye gotiske arkitektur og den sociale udvikling. For skaberen af det for
gotikken skelsættende korparti, abbed Suger, var dybt involveret i den politiske og samfundsmæssige udvikling i det kapetingiske rige, ja en af hovedarkitekterne bag den nye
statsdannelse. Han var i høj grad en person, der som politisk aktør og administrator kunne
overvinde vanskeligheder og forene modstridende interesser. I indledningen til sit skrift
om St.-Denis’ indvielse taler Suger om Gud som den øverste fornuft, der udjævner det
uensartede mellem de menneskelige og guddommelige ting såvel som forskellighederne
i os selv. Ved at stilne ‘lasternes storm’ kan de indre kampe bilægges og en fredfyldt
væren skabes.
Der er ingen tvivl om, at Suger forstod det lys, han tilstræbte i sin nye kirke som et
lux nova i forhold til lyset i det romanske kirkerum. Men det, der gav hans traditionelle
lysmetafysik dens virkende kraft, er for mig at se den større kontekst, den indgik i. Den
handler ikke blot om det anagogiske endemål, om at nå frem til at skue det guddommelige lys, men forbinder sig med ‘opklaring’ på alle niveauer. Mens lux nova på det
teologiske plan handler om Kristus, der inkarnerer sig og derigennem kaster et nyt lys
over verden, handler det i abbed Sugers kontekst om et samfund, der i hans optik – og
under hans stærke medvirken – er i en proces, hvor det på en ny måde gennemlyses af
en guddommelig orden.
De forskellige ‘forklaringer’ på den franske gotiske katedral – abbed Sugers nyskabelse og skolastikkens betydning - udelukker således ikke hinanden, men skal snarere
kobles sammen med flere andre faktorer eller betydningslag, for at man kan nå frem
til en rimelig forståelse af fænomenet. Hans Sedlmayr har bl.a. argumenteret for et ideologisk betydningslag, nemlig at bygningstypen potentielt er tænkt som kroningskirke.
Som sådan spejler den også det særlige samspil mellem regnum og sacerdotium, som
iscenesattes i 1100-tallets Frankrig – ikke mindst ved abbed Sugers indvirken, og som
104
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
trak landet ud af den ødelæggende konflikt, som især det tyske kejserrige ramtes af under
kirkekampene.
Over for den samfundsmæssige kontekst kan man sætte den antropologiske kontekst
– ikke mindst med den udvidede forståelse af habitus-begrebet in mente. For samtidig
med skolastikkens og katedralens opståen og udvikling finder man også en ny interesse
for psykologi hos nogle af Frankrigs bedste hoveder. Således forfattede Hugo af St.
Viktor allerede før 1136 en traktat Om kroppens og åndens forening, og flere andre
afhandlinger om sjælen fulgte omkring midten af århundredet. Fælles for forfatterne er
en bestræbelse på at komme ud over den radikale dualisme og antagonisme mellem krop
og ånd i Augustins psykologi. Og de udtænker forbindelser mellem sjælen og legemet
gennem trin-delinger af sjælen.
Chartres, interiør: korsskæringen. Begyndelsen af 1200-tallet.
Grundlæggende bevægede man sig fra en nyplatonsk forståelse af sjælen, som noget
der bebor og gør brug af legemet, til en enhed mellem sjæl og legeme i 1200-tallet,
baseret på Aristoteles’ forståelse af sjælen som det besjælede legemes substantielle form.
Thomas af Aquino skærper og overbyder denne position og taler om anima unica forma
corporis, hvor sjælen indvirker i den rene materialitet, udtrykker sig substantielt i dette
stærkt potentielle medium og på den måde udvirker sin egen konkrete virkelighed i tid
og rum.
105
Middelalderen – og i dag
Karakteristisk for den franske, gotiske katedral er netop, hvorledes murmassen dels
udtyndes kraftigt og mister den materialitetens tyngde, der i den romanske kirke satte
den i modsætning til rummet, dels levendegøres gennem rundstavenes spændstige tegninger, gennem de knippede leds stigen og falden, gennem deres differentieringer og
udspaltninger, og gennem de øvrige profileringers rige spil. Hele bygningslegemet gennemtrænges og formes således af energier, og membranagtige vægflader veksler med
arkadernes og triforiernes mangfoldige åbninger og ikke mindst med store lysende vinduer.
Den analogi, der således tegner sig mellem katedralen og det af sjælen formede og
energiladede legeme, kan betragtes som en lige så afgørende faktor for bygningstypens formsprog som princippet om klargørelse (manifestatio). Ligesom funktionalismens
dictum om, at ‘form følger funktion’ langt fra alene kan forklare æstetikken i denne banebrydende arkitektur, må man forestille sig, at en række andre faktorer end ‘klargørelse
for klargørelsens egen skyld’ har præget katedralernes udformning.
Den nye katedraltype må ses som et ‘hovedmotiv’, der bæres oppe af et samspil af
vigtige fænomener fra den faktiske, liturgiske brug af rummet og andre grundlæggende
livsformer til overordnede forståelser af teologi og samfund, fra praksis til teori, alt sammen mere eller mindre forankret som konstituerende træk i tidens habitus. Ikke mindst
den specifikke samfundsmæssige kontekst synes at have været af afgørende betydning
for samspillet mellem og virkningen af de forskellige faktorer. Det var sikkert den, der
betingede deres særlige udfoldelsesmuligheder og synergien mellem dem. Det er i et
samspil med den særlige proces for statsdannelse, det franske kongedømme gennemløber i perioden, man kan forstå, at de forskellige faktorer på det arkitektoniske felt resulterer i en bygningstype, som ofte betragtes som det paradigmatiske udtryk for gotisk
arkitektur, men som samtidig er et enestående fænomen.
5
Antropologi: sociogenese – psykogenese
Generelt kommer gotisk arkitektur til at udfolde sig på en mangfoldighed af andre
måder i samspil med forskellige kontekster. På billedkunstens område voksede også
en ny stil frem, som vi kalder gotik. Skulpturen synes her at være den ledende kunstart,
bundet som den var til katedralarkitekturen. Man kan i høj grad diskutere, om det er
portaludsmykningerne ca. 1140-50 i St.-Denis og især Chartres, der tegner den gotiske
kunsts fødsel, eller om vi skal op i begyndelsen af 1200-tallet, før vi ser de første tilløb
til den nye stil på Nôtre-Dame i Paris. Usikkerheden om den nye stils opståen gælder
også de øvrige kunstgenrer, og den hænger som altid sammen med, hvordan man forstår
og definerer tingene. Men forbinder vi groft sagt gotisk billedkunst med svungen linjeføring i et spektrum fra ekspressive tll lyriske udtryk, så er det først, når vi kommer op
i 1200-tallets 2. fjerdedel, at denne nye stil for alvor træder frem.
106
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
Det er ikke som begreb i sig selv, at stilfænomener er interessante, men som tiltaleformer og iscenesættelser af krop i tid og rum. Og gotikken er som sådan et af de
mest interessante fænomener. For indtil da har formsproget i den vesteuropæiske kunst
primært været baseret på den senantikke-hellenistiske arv i forskellige transformationer,
ofte formidlet via Byzans. Nu træder for første gang et helt nyt formsprog frem, både
i arkitekturen og billedkunsten, hvilket må betegnes som en revolution. I den situation
handlede stil i hvert fald ikke om at vælge mellem eller bearbejde et allerede foreliggende
forråd af former – et fænomen som i høj grad præger romersk kunst og allerede kan siges
at gøre sig gældende fra hellenistisk tid.
Og nok så interessant: det der fører frem til den nye gotiske stil og de nye former
for naturalisme, som præger den, er markante renovatio- bevægelser i årtierne omkring
1200, dvs. en tilbagegriben til det klassiske formsprog, som overtrumfer betydningen
af den hidtidige byzantinske indflydelse. Men da det kom til stykket, viste det sig altså,
at denne nye, fordybede tilegnelse af det antikke formsprog alligevel ikke rakte til at
iscenesætte eller udtrykke det, der var aktuelt og pressede sig på.
Forklaringen på dette fænomen bunder for mig at se igen i det antropologiske. De
nye forståelser af mennesket, der udviklede sig fra midten af 1100-tallet og fremefter,
og ikke mindst de nye moduleringer af bevidstheden, som den samfundsmæssige og
kirkelige udvikling i deres samspil kaldte på, lod sig åbenbart ikke længere artikulere
inden for en næsten årtusindlang tradition. På den måde tegner gotikken et interessant
stadie i den europæiske bevidsthedsudvikling. For bestemmelse af dette stadie synes
det frugtbart at følge Norbert Elias’ idé om, at psykogenese og sociogenese hænger tæt
sammen i den forstand, at der i det historiske forløb hele tiden er en nøje sammenhæng
mellem de sociale strukturer og bevidsthedsdannelsen, med dannelses-processerne som
omdrejningspunkt.
Hvad angår psykogenesen, kan man konstaterere, at kærligheden i 1100- og 1200tallet trækkes ind som et krystallisationspunkt for ideale dannelsesprocesser både i den
høviske kultur og i det religiøse liv – med især hofferne og klostrene som centre.
Troubadour-lyrik, Minnesang og mystik er vidnesbyrd om et samfund, som i sine rigere
struktureringer både kræver og åbner op for fokuseringer på og moduleringer af et nyt og
bredere spektrum af menneskelige følelser og relationer. De to kærlighedskulturer udvikler sig i et intrikat samspil med hinanden, og det er i lyset af en psykogenese præget
af dannelsesprocesser, hvor det høviske, det ædle og yndefulde, det elskelige og sødmefulde, det sarte og delikate, det milde og mådeholdne, det klare og strålende men
også det ydmyge og inderlige, det bodfærdige og lidelsesfyldte bliver hovedbegreber
for forfinelse af det sociale liv, at man kan forstå gotikkens tiltaleformer.
Man kunne også tale om en ‘dolce stil novo’, og ikke kun som noget der udfolder sig
i en fiktiv, ideal sfære, men som noget, der er forankret og virker i sociogenesen. Det
kan godt være, at den ridder, der i begyndelsen af 1300-tallet møder f.eks. St. Michael,
der besejrer dragen i Kippinge kirke på Falster, vil finde den graciøse figur med hovedet
107
Middelalderen – og i dag
på sned utroværdig, ja måske frastødende i dens femininitet. Men modellen med dens
‘ideale’ sammensmeltning af det mandlige og kvindelige er sat der som en af mange
lignende i en visuel kultur, der har omgivet ham og tvunget ham til at forholde sig til
den – og heri ligger det aktive i formsproget.
Kalkmaleri, Kippinge Kirke (Falster), koret. Malet ca. 1300. Skt. Michael besejrer dragen (Foto:
sognekirker.dk)
Gotikkens opståen og udbredelse fra Île-de-France synes at være et sigende eksempel på sociogenesens betydning. Hverken hvad angik den arkitektoniske udvikling –
endsige tilløbene til en gotisk arkitektur – eller troubadour-lyrikkens fremvækst var området i de første årtier af 1100-tallet af nogen betydning. Men pludselig blomstrer en ny
arkitektur frem og i kølvandet følger også et nyt formsprog i billedkunsten. Det betyder
vel, at sociale processer af generel karakter i tidens feudale samfund i forbindelse med
områdets særlige form for statsdannelse førte til nye socialiseringer af kroppen, i hvert
fald i særlige miljøer, gennem nye opdragelses- og uddannelsesforløb, hvilket åbnede
for nye måder at forholde sig til verden på, for nye forestillinger. Og det er næppe tilfældigt at gotikkens udbredelse over Europa finder sted i den periode, hvor hoffet i Paris
under Ludvig den Hellige (1226-70) var det toneangivende.
Angående spørgsmålet om middelalder-nutid er det vigtige i en sådan sociogenetiskpsykogenetisk tilgang, hvor samfundsmæssige og antropologiske faktorer ‘spejler’ sig i
hinanden i den hermeneutiske bestræbelse, at undersøgelser af hvorledes sammenhængene fungere på det ene felt kan være med til at åbne op for nye forståelser på det andet
felt. I spørgsmålet om den gotiske katedrals opståen kunne denne f.eks. være med til at
kaste lys over funktionalismens fremvækst i moderniteten. Videre afspejler katedralen –
på linie med slottet og borgen - nok centrale magtstrukturer i samfundet, men den er på
108
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
den anden side også som offentlig bygning udtryk for en række vigtige fælles forståelser
og begreber i samfundet, og den kan således sætte spørgsmålet om sådanne værdiers mulighedsbetingelser i det ‘tynde’ samfund i relief. Samtidig rummer katedralen klart nok
eksistentielle dimensioner, som rækker ud over den samfundsmæssige kontekst, og som
sådan kan den også tale ind i (post)moderniteten og rejse en diskurs om, hvor langt hen ad
vejen borgerens liv skal gøres til genstand for en instrumentaliseret fornuft i samfundet.
Endelig er den gotiske katedral som nævnt også interessant på det antropologiske
niveau. Moduleringen af omfattende bevidsthedsfelter, af længsler og håb, fandt ikke
længere sted i et indre rum, der stod i modsætning til sine afgrænsninger, men i et rum
som på en helt anden måde hørte sammen med sin ‘hud’. Det var rum i et legeme, der
allerede i det ydre fremhævede sin rationelle tektonik, men også et rum, der trods de
nye store vinduesflader lå hen i et halvdunkelt lys, som strålede ud fra de stækt farvede
glasmaleriers glødende materier med deres hellige historier og personer. Således svøbt
i åndelig oplysning synes katedralens indre at have været et velegnet rum for en mystisk farvet inderligheds iscenesættelse, men nok en mere oplyst eller differentieret inderlighed end tidligere. Man fristes til at se ikke blot spaltningen, men også samspillet
mellem rationalitet og inderlighed, mellem differentiering og lysmetafysik i bygningstypen, som begyndelsen på en udvikling, der viser sig at føre frem til nyklassicisme og
(præ-)romantik, som kontrasterende udtryk for dannelsesprocesser omkring 1800, men
tillige som to sider af samme mønt: den ‘sentimentale’ borger i det oplyste samfund.
Det er i forlængelse heraf, og også i brud hermed, at individkonstituering udfolder sig
og debatteres i nutidens samfund.
Under alle omstændigheder er det ud fra et antropologisk perspektiv, at det giver
dybere mening at tale ‘gotik’, både inden for billedkunst og arkitektur.
6 Antropologi – kognition
Middelalderen kan på mange, ja på alle måder ses som Europas begyndelse, udadtil
som starten på dets senere status i verdenssamfundet, indadtil som særlige former for
forståelse af mennesket, som svar på dynamikken mellem sociogenese og psykogenese.
Der er ingen grund til at forstå udviklingen fra senantikken til moderne tid som teleologisk, det er omvendt den faktiske udvikling, betinget af mange forskellige faktorer,
der har åbnet for hegelianske fortællinger. Kunsthistorisk er det interessant at følge,
hvorledes de mange forskellige stadier og processer iscenesættes plastisk-visuelt, at se
på kontinuitet og brud, på spring og overlapninger. Tegner gotikkens gennemslag alene
et vigtigt brud eller er formsproget – antropologisk forstået – også indlejret i en kontinuitet. Det antropologiske aspekt kan bredes videre ud til at omfatte de mest grundlæggende
træk i billedkunst og arkitektur. Hvor gotikkens gennemslag må siges at tegne et vigtigt
brud i middelalderkunsten, tegner senantikken et andet og større brud, der får afgørende
betydning for den vesteuropæiske kulturs forståelse af individet, nemlig idéen om et in-
109
Middelalderen – og i dag
dre selv, der slår igennem hos Augustin. I sine bekendelser, Confessiones, anskuer han
bevidstheden under erindringens, memoria’s, synsvinkel:
Stor er erindringens magt, min Gud. Der er et eller andet ved den, der forfærder mig, en dyb og uendelig mangfoldighed; og dette er min bevidsthed,
det er mig selv! Hvad er jeg da, min Gud, hvilken natur? Et på mange måder
forskelligartet og vældig uoverskueligt liv. Se, i min erindring er der utallige
marker, huler og grotter fulde af utallige slags ting, enten i form af billeder
som for alle legemers vedkommende eller tingene selv som i videnskaberne,
eller en slags begreber eller tegn som for sindsbevægelsernes vedkommende
. . ; alt dette løber jeg omkring i, flyver hid og did, gennemtrænger også så
meget jeg kan, og der er ingen ende nogetsteds (X, 17/Damsholt).
Erindringen tegner altså for Augustin ‘et mægtigt, grænseløst indre rum’ (X, 8), og
det er også der, han finder sin Gud, dog ikke på noget bestemt sted, eftersom Gud bliver
ved med at være over ham lige meget, hvor højt op i sin bevidsthed, han stiger. Denne
for antikken nye forståelse af et indre selv er interessant både i forhold til en ny betoning
af det indre rum i arkitekturen i senantikken og i forhold til det nye ubestemte og i den
forstand grænseløse rum med en transcendental orientering, der slår igennem i samme
periode i billedkunsten, og som i et årtusind eller så – i utallige versioner – bliver det
rum, i hvilket alle slags fortællinger og betydninger iscenesættes.
Relationen mellem antropologi og et basalt fænomen i formsproget som rum siger
noget om, hvad mimesis er i kunsten, hvad det er, man vil efterligne, hvilke former for
virkelighedsgengivelse, der er særlig interessante i bestemte perioder, hvad det er for
interaktioner, der udspiller sig mellem betragter og værk.
Værket taler til betragteren ud fra en bestemt forståelse af mennesket, og mennesket/betragteren er i værket og finder det vedkommende, fordi det iscenesætter virkeligheden i forhold til vigtige eksistentielle positioner og erfaringer.
Sådanne interaktioner er også interessante ud fra et andet antropologisk aspekt, nemlig det kognitionsmæssige. Kognitionsforskningen er i rivende udvikling, og dens betydning for kunstvidenskaben begynder for alvor at vise sig, selv om det endnu må
siges at være et felt i sin vorden. Der tegner sig to spor, et æstetisk-receptionsmæssigt
og et historisk-evolutionsmæssigt. På det første felt kan undersøgelsen af de neurofysiologiske processer kaste nyt lys over interaktionen mellem billed/værk og betragter,
så som hvilke områder i den menneskelige hjerne æstetiske domme indbefatter. Herunder kan man som David Freedberg lægge vægt på indfølingens betydning i den æstetiske
oplevelse og de neurale mekanismer, der er involveret. Lige siden den klassiske kunstteoris fremvækst i renæssancen har det været opfattelsen, som Leon Battista Alberti
skriver, at “maleriet vil bevæge betragterens sjæl, når de personer, der er malet i det
hver især viser bevægelsen i sin egen sjæl – vi græder med de grædende, ler med de
leende og sørger med de sørgende. Disse bevægelser i sjælen erkendes gennem kroppens bevægelser.”
110
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
Så man kan – som Freedberg – begynde at undersøge, i hvor høj grad den følelsesmæssige dimension i den æstetiske oplevelse er bestemt af en indfølende forståelse af de
sjælelige bevægelser hos de fremstillede personer, og videre i hvilken grad, der opstår
en indre tilskyndelse til at efterligne de fremstillede bevægelser betinget af følelser som
frygt, glæde, sorg etc. På det middelalderlige felt melder det andagtsmæssigt bestemte
billede med dets særlige iscenesættelse af en empatisk relation til betragteren sig som
et oplagt undersøgelsesområde for det spor. Samtidig er den senmiddelalderlige kunsts
fokusering på et spektrum af menneskelige følelser og lidenskaber blot optakten til den
kunst, der i de følgende århundreder netop iscenesætter og bearbejder sådanne passioner og affekter i forhold til udviklingen af de ideale dannelsesprocesser i samfundet. De
biologisk funderede følelser og kropsudtryk er hele tiden indlejret i og præget af den
socialt-kulturelle kontekst. At tilstræbe at undersøge og oplyse dem fra begge sider åbner for en spændende dialektik.
Det andet spor er det evolutionsmæssige, spørgsmålet om hvordan og under hvilke
betingelser den menneskelige hjerne har fået sin nuværende volumen, hvilke forhold,
der har tilladt den at udvikle en lang række særlige kapaciteter, selv om dens arkitektur i udgangspunktet var meget lig andre højerestående hvirveldyrs. Mest interessant
fra et kulturhistorisk synspunkt er hypotesen om, at menneskets særlige kognitive udvikling skyldes dets evne til både at sprede viden gennem opbygningen af kommunikative netværker og at oplagre denne i viden i eksternaliserede medier og former, som
skriften, den materielle kultur og de forskellige kunstarter. Fra et kunsthistorisk synspunkt får faget her fælles sag med den kognitive arkæologi, hvor begrebet ‘extended
mind’ er kommet til at stå centralt, som noget der både aflaster og stimulerer den enkelte
hjerne ved at støtte den med et væv af sproglige, kulturelle, politiske og institutionelle
arkiver.
Man kan som Steven Mithen bruge katedralen som en generel metafor for hjernen,
men man kan også specifikt spørge til, i hvilken grad f.eks. receptionen af den gotiske
katedral måtte have påvirket de neurofysiologiske strukturer, ikke så meget i den måde
hjernen umiddelbart har sanset og lagret indtrykkene på, som i den måde receptionen
måtte have fremmet visse overgribende forbindelser mellem hjernens forskellige områder. Det er klart nok et meget kompliceret spørgsmål, som det i hvert fald p.t. er svært
at svare på. Et er f.eks. at prøve at kortlægge billeders affektvirkning ud fra en neurofysiologisk receptionsmodel relateret til samtidens forståelse af billeders retorik, som
Ulrich Heinen har forsøgt, noget andet at prøve at godtgøre langtrækkende virkninger
gennem ændringer i hjernens struktur og tilsvarende udviklinger i kroppens måde at
tænke, recipere og reagere på. Men som den franske neurologiske forsker Stanislas Dehaene har sagt i et interview: “We may underestimate how culture changes the brain.
Let’s not forget that we always study the functioning of the brain in our own culture, for
it is there where the scanners are” (Roodenburg, 216).
111
Middelalderen – og i dag
Forstår vi katedralen som det visuelle udtryk for de mest avancerede forestillinger i
det fremvoksende og blomstrende capetingiske kongedømme, forestillinger der bundede i basale fænomener i sociogenesen og den dermed forbundne psykogenese, kan man
godt tænke sig, at den har været med til at udløse og forstærke koblinger i hjernen mellem
områder, der ikke hidtil havde været bragt i stærkt samspil, så som rationel anskuelse
og differentiering på den ene side og en stærkt sansepræget og religiøst-følelsesmæssig
dimension på den anden. Samtidig må katedralernes encyklopædiske iscenesættelse af
det kristne univers også have stået for samtidens brugere og betragtere som et prægnant
udtryk for et nyt, socialt forankret rum, der nu var ved at blive virkelighed for dem, i et
spændingsfelt mellem det konkrete og det utopiske. Også det må have stimuleret hjernens aktivitet og kan have fremmet nye tankebaner og nye neurale forbindelser. Ligesom
katedralen med sine mange rum og differentieringer tillige kan ses som den ideale visualisering af middelalderens mnemotekniske rumforestillinger.
Middelalderen forstod menneskets psykologi, dets mentale arkitektur som en række
både adskilte og forbundne ‘fakulteter’ ellers åndsevner. Man kan tale om en indre
bygning med en kompleksitet af både selvstændige og interagerende rum, en arkitektur med en lang række forskellige funktioner, knyttet til hinanden i indre årsagssammenhænge. Og denne forståelse af psykologien stod i sin udvikling i forbindelse med
en organologisk samfundstænkning, præget af at også samfundet var et legeme med en
stadig mere differentieret struktur. Et samfund, hvor bykulturer for alvor begyndte at
gøre sig gældende, med deres mere komplekse sociale relationer, og et samfund, hvor
forskellige overgribende netværk, nu tegnede sig: i form af handelens udvikling, i form
af katedralskolernes og universiteternes fremvækst med de dertil hørende udvekslinger
inden for de lærdes verden, og ikke mindst i form af den kirkelige organisation under
en universel pavemagt og de nye centraliserede munkeordenener med deres indbyrdes
forbundne klostre ud over hele det europæiske kontinent. Ligesom man kan tænke sig,
at det der førte til de græske bykulturers særlige kulturelle ‘revolution’ i forhold til andre bykulturer, var antallet af forbundne enheder med panhellenske sammenkomster af
forskellig slags, således kan man også nemt forestille, at disse netværk har været betydningsfulde for de psykogenetiske processer, som bl.a. fostrede den gotiske katedral.
Paris stod – som hjertet i det franske kongedømme og med sit universitet – centralt i denne udvikling, og det tankevækkende at gotikken som sådan – dvs. gotikken
i sin fuldbyrdede, ikke-klassiske form – gik sin sejrsgang ud over Europa på den tid,
hvor også Ludvig den Helliges hof stod som den kulturelle model. Receptionen var
tidlig og kreativ i det andet ‘moderne’ kongedømme, det normanniske England under Plantegenet-dynastiet, hvor Henrik 3. herskede som Ludvigs pendant med i en
tilsvarende lang regeringsperiode. Samlet set er gotikkens fremvækst og internationale
udbredelse et af de fænomener, der viser, at middelalderen er en særdeles vigtig periode
for den europæiske civilisations udvikling, og den gotiske katedral må endnu i dag siges
at være et ikon, der vækker forestillinger af mange forskellige slags i en moderne be-
112
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
vidsthed, og i den forstand er den en del af vor ‘extended mind’, står som en visualisering
af vor bevidstheds forbindelse med og forankring i perioden.
7 Litteratur – citeret, uddybende
og for videre perspektivering
¶ Age of Chivalry – Art in Plantagenet England 1200-1400, ed. Jonathan Alexander
& Paul Binski. - London 1987.
¶ Alliez, Eric & Michel Feher, ‘Reflections of a Soul’, Fragments for a History of
the Human Body, ed. Michel Feher et al., II, New York 1989, 46-84, ill.
¶ Art of Devotion in the Late Middle Ages in Europe 1300-1500, The (udstillingskatatalog. – Amsterdam), eds. Henk van Os et al., Princeton 1994.
¶ Augustins Bekendelser, overs. Torben Damsholt, Kbh. 1988.
¶ Beckwith, Sarah, Christ’s Body: Identity, Culture and Society in Late Medieval
Writings, London 1993.
¶ Belting, Hans, Bild und Kult – Eine Geschichte des Bildes vor dem Zeitalter der
Kunst, München, 1990.
¶ Bild und Körper im Mittelalter, eds. Kristin Marek, Raphaèle Preisinger, Marius
Rimmele & Katrin Kärcher, Paderborn 2006.
¶ Binski, Paul, Westminster Abbey and the Plantagenets – Kingship and the Representation of Power, 1200-1400, New Haven & London 1995.
¶ Broken Body, The – Passion Devotion in Late-Medieval Culture, ed. A. A. MacDonald et al. (Mediaevalia Groningana, 21), Groningen 1998.
¶ Bynum, Caroline, ‘Why All the Fuss about the Body? – A Medievalist Perspective’, Critical Inquiry, 22, 1995, 1-33.
¶ Camille, Michael, ‘Art History in the Past and Future of Medieval Studies’, The
Past and Future of Medieval studies (Notre Dame Conferences in Medieval Studies, IV), ed. John Van Engen, Notre Dame & London 1994, 362-82.
¶ Camille, Michael, Gothic Art – Visions and Revelations of the Medieval World,
London 1996.
113
Middelalderen – og i dag
¶ Camille, Michael, ‘Mimetic Identification and Passion Devotion in the Later
Middle Ages: A Double-sided Panel by Meister Francke’, The Broken Body – Passion Devotion in Late-Medieval Culture, ed. A. A. MacDonald et al. (Mediaevalia
Groningana, 21), Groningen 1998, 183-96, ill.
¶ Cary, Phillip, Augustine’s Invention of the Inner Self – The Legacy of a Christian
Platonist, Oxford 2000.
¶ Carruthers, Mary, The Craft of Thought: Meditation, Rhetoric, and the Making of
Images, 400-1200, Cambridge 1998.
¶ Dülmen, Richard van, Entdeckung des Ich: Die Geschichte der Individualisierung
vom Mittelalter bis zur Gegenwart, Köln 2001.
¶ Eco, Umberto, Middelalderens genkomst og andre essays, ed. Lene Waage Petersen, Kbh. 1989.
¶ Elias, Norbert, Über den Prozess der Zivilisation – Soziogenetische und Psychogenetische Untersuchungen (1936), I-II, Bern 1969 – eng. vers.: The Civilizing
Process, Oxford 1982/1994 & svensk vers. Sedernas historia & Från svärdet till
plikten: Samhällets förvandlingar, Stockholm 1989-91.
¶ Fra stamme til stat i Danmark, 2 ‘Høvdingesamfund og Kongemagt’, red. Peder Mortensen & Birgit M. Rasmussen (Jysk arkæologisk selskabs skrifter, 22:2),
Højbjerg 1992.
¶ Framing Medieval Bodies, ed. Sara Kay & Miri Rubin, Manchester 1996.
¶ Freedberg, David & V. Gallese, ‘Motion, Emotion and Empathy in Aesthetic Experience’, Trends in Cognitive Science, 11/5, 2007, 197-203.
¶ Frömmigkeit im Mittelalter – Politisch-soziale Kontexte, visuelle Praxis, körperliche Ausdrucksformen , ed. Klaus Schreiner, München 2002.
¶ Gepeinigt, begehrt, vergessen - Symbolik und Sozialbezug des Körpers im späten
Mittelalter und in der frühen Neuzeit, ed. Klaus Schreiner & Norbert Schnitzler,
München 1992.
¶ Hahn, Cynthia, Portrayed on the Heart – Narrative Effect in Pictorial Lives of
Saints from the Tenth Through the Thirteenth Century, Berkeley 2001.
¶ Haidu, Peter, The Subject Medieval/Modern – Text and Governance in the Middle
Ages, Stanford/Cal. 2004.
114
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
¶ Hamburger, Jeffrey, ‘Medieval Studies and Medieval Art History’, The Past and
Future of Medieval studies (Notre Dame Conferences in Medieval Studies, IV),
ed. John Van Engen, Notre Dame & London 1994, 383-400.
¶ Hamburger, Jeffrey, The Visual and the Visionary – Art and Female Spirituality
in Late Medieval Germany, New York 1998.
¶ Heinen, Ulrich, ‘Zur Bildtheoretischen Wirkungsästhetik im Barock – Ein
Systematisierungsversuch nach neurobiologischen Modellen’, Bildrhetorik, ed.
Joachim Knape/red. Elisabeth Grüner, Baden-Baden 2007.
¶ Historiefaget efter Postmodernismen, Den jyske historiker, 88, 2000.
¶ Iggers, Georg. G., Historiography in the Twentieth Century – From Scientific Objectivity to the Postmodern Challenge, Hannover & London 1997.
¶ Image and imagination of the religious self in late medieval and early modern
Europe, eds. R. L. Falkenburg, W. S. Melion & T. M. Richardson, Turnhout 2006.
¶ Images of Cult and Devotion – Function and Reception of Christian Images in
Medieval and Post-Medieval Europe, red. Søren Kaspersen, Kbh. 2004.
¶ Individuation in Scholasticism – The Later Middle Ages and the CounterReformation, 1150-1650, ed. Jorge J. E. Gracia, Albany 1994.
¶ Individuum und Individualität im Mittelalter, eds. Jan A. Aertsen & Andreas Speer
(Miscellanea mediaevalia, 24), Berlin 1996.
¶ Kaspersen, Søren, ‘Majestas Domini - Regnum et Sacerdotium’ (I & II), Hafnia ,
8, 1981, 83-146, ill. & 10, 1985, 24-72, ill.
¶ Kaspersen, Søren, ‘Stil som hermeneutisk begreb - Refleksioner over gotikken
som stilfænomen’, Tegn, Symbol og Tolkning – Om forståelse og fortolkning af
middelalderens bilder, red. Gunnar Danbolt et al., Kbh. 2003, 99-134, ill.
¶ Kemp, Wolfgang, ‘Medieval Pictorial Systems’, Iconography at the Crossroads,
ed. Brendan Cassidy, Princeton 1993, 121-33 + ill.
¶ Kemp, Martin, ‘Relativity not Relativism: Some Thoughts on the Histories of Science and Art, Having Reread Panofsky’, Meaning in the Visual Arts: Views from
the Outside – A Centennial Commemoration of Erwin Panofsky (1892-1968), ed.
Irving Lavin, Princeton/N.J. 1995, 225-37.
¶ Kessler, Herbert L. ‘On the state of medieval art history’, Art Bulletin, 70, 1988,
166-87.
115
Middelalderen – og i dag
¶ King, Peter, ‘The Inner Cathedral: Mental Architecture in High Scholasticism’,
Transformations of the Soul, Aristotelian Psychology, 1250-1650, ed. by Dominik
Perler, Leiden 2009, 31-52.
¶ Lavin, Irving, ‘Iconography as a Humanistic Discipline’, Iconography at the
Crossroads (Colloquium 1990), ed. Brendan Cassidy, Princeton 1993, 33-43.
¶ Liepe, Lena,Den medeltida kroppen – Kroppens och könets ikonografi i nordisk
medeltid, Lund 2003.
¶ Mâle, Émile, L’Art religieux du XIIIe siècle en France, Paris 1899 (flere senere
udgg.) - engelsk vers. The Gothic Image, Religious Art in France of the Thirteenth
Century, London 1961/New York 1972.
¶ Mâle, Émile, L’Art religieux de la fin du Moyen Âge en France, Paris 1908 (flere
senere udgg.) – engelsk vers.: Religious Art in France, the Late Middle Ages: A
Study of Medieval Iconography and Its Sources, Princeton 1986.
¶ Mâle, Émile, L’Art religieux au XIIe siècle en France, Paris 1922 (flere senere
udgg.) – engelsk vers. Princeton 1978.
¶ Medieval Craft of Memory, The – An Anthology of Texts and Pictures, ed. Mary
Carruthers & Jan M. Ziolkowski, Philadelphia 2002.
¶ ‘Middelalder nu’, Passepartout – Skrifter for kunsthistorie, 25, 2005.
¶ Mithen, Steven, The Prehistory of the Mind: A Search for the Origins of Art, Religion and Science, London 1996.
¶ Morris, Colin, The Discovery of the Individual 1050-1200, London 1972.
¶ Münster-Swendsen, Mia, ‘Modernitet i Middelalderen – Middelalderen i Moderniteten’, 1066 – Tidsskrift for historie, 33/4, 2003, 20-28.
¶ New Perspectives in Iconology – Visual Studies and Anthropology, eds. Barbara
Brant, Ann-Sophie Lehmann & Jenke van den Akkerveken, Bruzelles 2011.
¶ Nitschke, August, Naturerkenntnis und politisches Handeln im Mittelalter: Körper – Bewegung – Raum (Stuttgarter Beiträge zur Geschichte und Politik, 2),
Stuttgart 1967.
¶ Panofsky, Erwin, ‘Imago Pietatis’, Festschrift Max J. Friedländer, Leipzig 1927,
261-308, ill.
116
8. Middelalderen og i dag: et antropologisk og kognitivt perspektiv.
¶ Panofsky, Erwin, ‘Zum Problem der Beschreibung und Inhaltsdeutung von
Werken der bildenden Kunst’, Logos, 21, 1932, 103-19 - genoptr. i Aufsätze
zu Grundfragen der Kunstwissenschaft, ed. Hariolf Oberer & Egon Verheyren,
Berlin 1964/1974, 85-97 (= 1. vers. af ’Iconography and Iconology’)
¶ Panofsky, Erwin, ‘Introductory’, Studies in Iconology - Humanistic Themes In the
Art of the Renaissance (1939), New York 1962 (19672), 3- 31 + ills. - dansk vers.
i Billedkunst og billedtolkning - Udvalgte artikler, ed. Lars Aagaard Mogensen,
Kbh. 1983, 26-54 + noter (= 2. vers. af ’Iconography and Iconology’).
¶ Panofsky, Erwin, ‘The History of Art as a Humanistic Discipline’, The Meaning of
the Humanities - Five Essays by Ralph Barton Perry, Augustus Charles Krey, Erwin Panofsky, Robert Lowry Cafhoun, Gilbert Chinard, ed. T. M. Greene, Princeton & London, 1940, 91-118 - genoptr. i Meaning in the Visual Arts (1955), Harmondsworth 1970, 23-50 / dansk vers. i Billedkunst og billedtolkning - Udvalgte
artikler, ed. Lars Aagaard Mogensen, Kbh. 1983, 9-25 + noter.
¶ Panofsky, Erwin, Abbot Suger on the Abbey Church of St.-Denis and Its Art Treasures, Princeton 1946.
¶ Panofsky, Erwin, Gothic Architecture and Scholasticism (1951), Cleveland/Ohio
1957.
¶ Panofsky, Erwin, ‘Iconography and Iconology: An Introduction to the Study of
Renaissance Art’, Meaning in the Visual Arts (1955), Harmondsworth 1970, 5181 (= 3. vers. af ’Iconography and Iconology’).
¶ Panofsky, Erwin & Pierre Bourdieu, Gotik: Arkitektur - Skolastik - Habitus, red.
Vagn Lyhne, Århus 2002
¶ Past and Future of Medieval studies, The, ed. John Van Engen (Notre Dame Conferences in Medieval Studies, IV), Notre Dame & London 1994, 383-400.
¶ Radding, Charles M. & William W. Clark, Medieval Architecture, Medieval learning: Builders and Masters in the Age of Romanesque and Gothic, New Haven &
London 1992.
¶ Randsborg, Klavs, The First Millennium AD in Europe and the Mediterranean:
An Archaeological Essay, Cambridge 1991.
¶ Recht, Roland, Believing and Seeing – The Art of Gothic Cathedrals, Chicago
2008.
117
Middelalderen – og i dag
¶ Renfrew, Colin, ‘Towards a cognitive archeology’, The ancient mind – Elements
of cognitive archaeology, eds. Colin Renfrew & Ezra B. W. Zubrow, Cambridge
1994, 3-12.
¶ Roodenburg, Herman, ‘The Visceral Pleasures of Looking – On Iconology, Anthropology and the Neurosciences’, New Perspectives in Iconology – Visual Studies and Anthropology, eds. Barbara Brant, Ann-Sophie Lehmann & Jenke van den
Akkerveken, Bruzelles 2011, 211-29, ill.
¶ Schmitt, Jean-Claude, Le corps, les rites, les rêves, le temps – Essais
d’anthropologie médiévale, Paris 2001.
¶ Scott, Robert A., The Gothic Enterprise – A Guide to Understanding the Medieval
Cathedral, Berkeley 2003.
¶ Sedlmayr, Hans, ‘Die gotische Kathedrale Frankreichs als europäische
Königskirche’, Österreichische Akademie der Wissenschaften - Anzeiger der
philosophisch-historischen Klasse, 1949, 390-410.
¶ Struwe, Tilman, Die Entwicklung der organologischen Staatsauffassung im Mittelalter, Stuttgart 1978.
¶ Struve, Tilman. ‘The importance of the organism in the political theory of John of
Salisbury’, The World of John of Salisbury, ed. Michael Wilks (Studies in Church
History – Subsidia, 3), Oxford 1984, 303-18.
¶ Stürner, Wolfgang, Natur und Gesellschaft im Denken des Hoch- und Spätmittelalters, Stuttgart 1975.
¶ Summers, David, ‘Meaning in the Visual Arts as a Humanistic Discipline’, Meaning in the Visual Arts: Views from the Outside – A Centennial Commemoration of
Erwin Panofsky (1892-1968), ed. Irving Lavin, Princeton/N.J. 1995, 9-24.
¶ Tegn, Symbol og Tolkning – Om forståelse og fortolkning af middelalderens
bilder, red. Gunnar Danbolt et al., Kbh. 2003.
¶ Transformations of the Soul –- Aristotelian Psychology, 1250-1650, ed. by Dominik Perler, Leiden 2009 (=Vivarium, 46, 2008, 223-461).
¶ White, Hayden, Metahistory – The Historical Imagination in Nineteenth Century
Europe, Baltimore & London 1973.
118
Om forfatterne
Andreas Kjeldsen er MA i Medieval history fra University of York, og kandidatstuderende ved Københavns Universitet med et speciale om Knud d. Stores forhold til det
Tysk-romerske rige. Han arbejder som freelance-oversætter, forfatter og researcher.
Brian Patrick McGuire er D.Phil., professor emeritus (Roskilde Universitet) og
medstifter af ‘Center for europæiske middelalderstudier’ (Københavns Universitet).
Brian McGuire er uddannet i USA (Berkeley) og England (Oxford), og har markeret sig
internationalt ved udgivelsen af adskillige bøger om emner som Bernhard af Clairvaux
og cistercienserne, middelalderens venskabsidealer, Jean Gerson, senmiddelalderens
reformbevægelser og religiøsitet. I Danmark er han især kendt for en lang række
formidlingsinitiativer fra folkeskole- til universitetsniveau.
Christian Troelsgård er ph.d., koordinator for ‘Center for eurpoæiske middelalderstudier’ og lektor ved Københavns Universitet, Saxo-Instituttet. Hans primære
forskningsområde er overleveringen af den græsksprogede kirkemusik i middelalderen,
middelalderens musikalske notationer samt skriftlighed og mundtlighed i middelalderens musik og litteratur. I 2011 udgav han Byzantine neumes, a new introduction to the
middle Byzantine musical notation. Derudover beskæftiger han sig med middelalderens
bogkultur og fragmenter af middelalderens bøger i danske samlinger.
Nils Holger Petersen er cand.scient. (matematik), phd (teologi), lektor ved Afdeling for
Kirkehistorie (Københavns Universitet) og centerleder for Danmarks Grundforskningsfonds Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer. Desuden ordineret
præst i Den Danske Folkekirke og komponist (medlem af Dansk Komponistforening).
Forskningsområder: Middelalderdrama, -musik og -liturgi, ‘medievalism’, musik
og teologi. Talrige publikationer (mest på engelsk), på dansk særlig: Kristendom i
Musikken (1987), Händel: Messias (Bibelselskabet 2004), Mozart: Requiem (Bibelselskabet 2005). Kompositioner: bl.a. 2 kirkeoperaer med middelalderstof, Vigilie for
Thomas Becket (1989), Dronning Ingeborgs Lovsang (1991).
Nils Hybel er dr.phil. og lektor i middelalderhistorie ved Saxo-Insituttet, Københavns Universitet. Nils Hybel står bag den danske middelalderhistorie Danmark
i Europa: 750-1300 (København 2003), og sammen med Bjørn Poulsen har Nils
Hybel udgivet det nyskabende studie af de økonomiske og fysiske livsbetingelser i
middelalderens Danmark, The Danish Resources c.1000–1550: Growth and Recession
(Leiden 2007).
Middelalderen – og i dag
Steffen Harpsøe er arkivar på Rigsarkivet og har siden 2008 været redaktør af
Statens Arkivers populærvidenskabelige historiemagasin Siden Saxo. I kraft af sit
redaktionsarbejde er han endvidere gæsteforelæser i formidling ved Saxo-Instituttet
på Københavns Universitet. Rent faghistorisk er han middelalderhistoriker med
speciale i våbenskjolde, krigsførelse, turneringer og segl, men har også arbejdet med
middelalderlige håndskriftfragmenter.
Svend Clausen er BA i historie, litteraturvidenskab og middelalderkundskab fra
Københavns Universitet. Han er i øjeblikket medarbejder ved Nationalmuseets afdeling
for ‘Middelalder og renæssance’ og har publiceret artikler om middelalderens historie
i Historisk Tidsskrift. Han interesserer sig desuden for formidling af det bredere
forskningsområde ‘middelalderstudier’ og har – oprindeligt som en formidlingsopgave
ved universitetet – fostret ideen til denne essaysamling.
Søren Kaspersen er fagleder for kunsthistorie ved Københavns Universitets ‘Institut for Kunst og Kulturvidenskab’. Hans primære forskningsområde er kunsten og
kunstforståelsen fra oldkristen tid over vesteuropæisk middelalder og klassicisme til
dansk guldalder. Blandt de i denne sammenhæng særlige interessefelter kan nævnes
‘Maiestas Domini’-fremstillinger, middelalderens gyldne altre og senmiddelalderens
andagtsbilleder. Aktuelt er Søren Kaspersen projektleder for genudgivelse af Danmarks
gyldne altre på engelsk – i samarbejde med Nationalmuseet.
120
Københavns Universitet – Center for europæiske middelalderstudier