En skole med mange år på bagen.... Rudme Friskole åbnede Mikkelsdag den 29. september 1858 og er dermed en af landets ældste eksisterende friskoler. Rudme Friskole åbnede mikkelsdag, den 29. september 1858. Skolen var indrettet i havestuen på gården Havelund, der ejedes af Ane Kirstine og Hans Jørgensen. Ægteparret var blevet grebet af den vækkelse, der udgik fra den grundtvigske menighed i Ryslinge, og de ønskede nu at skabe en skole efter de tanker, som de havde mødt hos N.F.S. Grundtvig og Christen Kold. Der var indskrevet tolv børn på skolen, og dens første lærer hed Morten Eskesen. Hurtigt blev skolen også et mødested for voksne, der samledes til møder, sangaftener, gymnastik og foredrag. På denne måde vedrørte skolen ikke kun undervisningen af børn, men blev en vigtig del af egnens liv. Sådan er det stadigvæk. Den første bygning på skolens nuværende grund blev indviet 1877. Som så meget andet har Rudme Friskole selvsagt ændret sig voldsomt siden dengang, men det er fortsat en grundtvig-koldsk friskole. Holtebødkeren Området ved Rudme station kaldtes før i tiden for Holte. Her boede der o. 1850 en bødker, som blev kaldt for Holtebødkeren. Foruden at lave tønder, spande o.l. var han kendt for at kunne reparere ure, udstoppe fugle, støbe kugler og meget andet. Men Holtebødkeren havde knapt nok lært at læse og skrive. Han ønskede, at hans børn skulle få bedre skolekundskaber, og han sendte dem derfor til Rudme Friskole, da den åbnede i 1858. Som ung havde Holtebødkeren arbejdet på mange forskellige gårde på Fyn. Her lærte han en masse gamle viser udenad. Siden opgav han imidlertid sin visesang af religiøse grunde. Friskolens første lærer Morten Eskesen overbeviste ham dog om, at der ikke var noget forkert ved viserne. Holtebødkeren fik mod til at synge igen, og Eskesen nedtegnede hans viser og sendte dem til folkemindesamlere. En del af dem blev trykt i det store bogværk Danmarks gamle Folkeviser. Eskesen lærte også selv at synge Holtebødkerens viser, således som man kan høre en lydoptagelse fra 1907. Holtebødkerens ”spand” Holtebødkerens ”spand” indgår i dag i skolens logo. Den første bygning på Rudme Friskole’s nuværende grund blev indviet i 1877. Da var Holtebødkeren blevet gammel og halvblind, men han ville dog forære skolen en gave og fik kludret en træspand sammen – vind og skæv og vakkelvorn. Denne spand er motivet på bomærket for Rudme Friskole. Holtebødkerens spand anskueliggør endvidere en grundtanke i den folkelige bevægelse, som skolen er udsprunget af. Som det hedder i et mundheld, afhænger en spands evne til at rumme vand ikke så meget af, at en enkelt stave løber højt i vejret, men derimod af stavernes sammenhold. Morten Eskesen Morten Eskesen var den første lærer på Rudme Friskole. Han var født 1826 på en gård ved Ringkøbing fjord, og i en omtumlet ungdom prøvede han at ernære sig som såvel spillemand, omvandrende lærer for børn og højskoleforstander. Han kom også til København, hvor han blev fortrolig med bl.a. Grundtvig og den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson. I 1858 debuterede Eskesen som forfatter med digtsamlingen Hedelærken, men samme år forlod han hovedstaden og rejste til det fjerntliggende Rudme, hvor der var brug for en lærer til den nye friskole. Christen Kold sagde om Eskesen, at han var den bedste børnelærer, han kendte – Kold selv ikke undtaget. Og Kold var ellers ikke dén, der satte sit lys under en skæppe. I Rudme blev Eskesen gift med husmandsdatteren Marie Nielsen, der imidlertid allerede døde i 1865. På samme tid drog Eskesen til Odense for at drive Odense Friskole. Eskesen skrev flere erindringsbøger og komponerede også musik. De sidste tredive år af sit liv vandrede han omkring i landet og indsamlede penge til den dansksindede befolkning i den del af Sønderjylland, der var gået tabt ved krigen i 1864. Ligeledes krydsede han illegalt frem og tilbage over grænsen til Tyskland, hvor han med sin folkevisesang søgte at holde modet oppe i de danske kredse. I 1907 indsang Eskesen et par folkevisestrofer på fonograf – én af de tidligste lydoptagelser i Danmark. De kan høres her og her. En del af sine viser havde Eskesen lært i Rudme af Holtebødkeren. Morten Eskesen døde 1913. I Skibelund krat ved Askov er rejst en mindesten over ham. Man kan læse mere om egnens og friskolens historie i Knud Bjarne Gjesing: Rudmebogen (2008), der kan købes på skolen og gennem boghandlere.
© Copyright 2024