1. No category

Cay Dollerup. Erindringer Christianshavn-Vesterbro (1946-1951)
En tilflytter til Christianshavn og Vesterbro (1946-1951)
Cay Dollerup
Mine forældre, mine brødre og jeg var ankommet lidt drypvis fra Argentina. Mine forældre var danskere som i realiteten flygtede fra Juan Perons diktatur, men dengang, i 1946, var flygtningebegrebet ikke nær så afklaret som i dag og ydermere var der flygtninge i hobetal i Europa umiddelbart efter Den anden Verdenskrig. Så vi fik ikke særbehandling.
Jeg kom først fordi min mor mente skolealderen i Danmark var fem år. Derfor havde jeg lært at
læse i Argentina.
Jeg ankom til København med skib med en onkel der straks skyndte sig videre i teksten. Jeg
kom til at bo hos en moster, der selv havde to børn. Hun og hendes familie boede i en lejlighed ude
i en gul murstensejendom på Christianshavn over for Burmeister og Wains skibsmotorfabrik ved
Christianshavns Kanal. Nede i den lavvandede kanal var der sorte hyttefade, bådformede sorte trækasser med mange huller i, hvor man kunne se fangne fisk svømme frem og tilbage inden de blev
taget over til Fisketorvet ved Gammel Strand og Højbro Plads hvor de blev solgt af de råbende fiskerkoner.
Jeg blev – som min Mor havde bedt om det – sat i skole i 1. klasse i Christianshavns Skole i en
alder af 6 år. Det tog mig ikke mange dage at finde en god ven, som tog sig af mig. I bakspejlet er
det nemt at se, at de to der faldt uden for det normale klassemønster, måtte finde sammen: drengen
med den enlige mor og drengen, der kom fra et fremmed land. Han inviterede mig hjem hos sig.
Hans mor havde et usselt loftsværelse, hvor hun ernærede sig ved at sy, men der var til gengæld
hyggeligt og der var menneskelig varme.
I skolen fandt lærerne hurtigt ud af at jeg kunne læse. Efter mindre end 2 uger fik jeg at vide, at
jeg skulle rykkes op i 2. klasse. Jeg klyngede mig til min ven, til pultene, til den nederste del af gelænderet på trappen og strittede imod. Lige meget hjalp det. Helt op til flere lærere hev og sled i
mig: Jeg skulle op i 2. klasse. Jeg fik ikke noget forhold til den nye klasse, men blev ved at komme
hos min ven fra 1. Onkel Aage var blevet gift med tante Vera, og de boede i samme ejendom som
vi.
Da de endnu ikke havde børn, havde de mere råderum, og derfor var det tante Vera, der holdt
min fødselsdag. Der var kakao, hvilket var et særsyn i de tider, men Aage rejste ofte til udlandet.
Tiden nærmede sig for min Mors ankomst og jeg fablede om hvor dejligt det ville blive, når jeg
flyttede til Skodsborg. Min vens mor sagde til mig, at jeg ville glemme dem og aldrig ville besøge
dem igen. Det sidste fik hun ret i, men det var nu ikke af ond vilje.
Min Mor og mine brødre ankom til Aarhus natten til Lillejuleaften. Jeg var blevet for længe hos
min ven, og da jeg kom tilbage, fik jeg beskeden om at min familie var kommet og som straf for ikke at komme lige hjem fra skole, blev jeg fluks sendt i seng.
Næste dag, juleaftensdag, blev jeg forenet med mine to yngre brødre og min Mor hos vores
morforældre i Skodsborg. Vi fejrede jul, som jeg beskrev det fem år senere: ”Robert fik mandelgaven, og derefter kom vi ind til juletræet; det var vel nok flot! Så sang vi en del salmer og fik derefter
julegaverne delt ud; Robert, Louis og jeg fik bl. a. en slæde.” Det fremgår også af et brev, jeg sendte
til min Far om julen, at vi havde mangel på brændsel til varme, så vi var altid varmt pakket ind.
2
Det var en stor omvæltning at de var kommet. Det der står tydeligst i min erindring var at min
Mor var en fremmed kvinde, som jeg ikke kendte. Der var sket for meget. En af dem var at jeg allerede ved min ankomst til Danmark, da jeg første gang talte med mine kusiner, kunne høre at mit
sprog var anderledes. Den store udvandring til Argentina havde været i 1900-1920 og sproget i den
danske koloni havde ikke fulgt udviklingen i standarddansk. Uden selv at vide det, havde jeg derfor
efter at jeg var kommet til Danmark lagt mig i selen for at lære dansk som mine skolekammerater
talte det. Og den type dansk jeg lærte var altså christianshavnsk som dengang var en udpræget arbejdersociolekt. Mor må have fået et chok da jeg åbnede munden. Det christianshavnske blev pillet
ud af mig i Skodsborg.
Vi tilbragte det næste halve års tid til Far kom til Danmark hos Morfar og Mormor. De boede i
Mellemskodsborg i nogle lysegule huse lidt hævet over Strandvejen nær Skodsborg Badehotel. Der
har ikke været meget plads, men det ænsede Robert og jeg næppe, for vi var begge var mobile og
kunne omgås de andre børn i Mellemskodsborg.
Høje Skodsborg
Mellem Skodsborg
Lave Skodsborg
Vi boede i venstre stuelejlighed i huset til venstre
Jeg blev sat i skole i Skodsborg, i 2. klasse i en lille stråtækt skole nede mellem badesanatoriet
og en hattefabrik. Der var 2 lærerinder der underviste henholdsvis 1. og 2. klasse og det foregik i et
og samme lokale. Det gjorde stort indtryk på mig, at tegneundervisningen bestod i at indramme og
farvelægge kvadrater på kvadreret papir. Vi tegnede gule kyllinger. Den ene af lærerinderne var enke, og hun lagde ikke skjul, på at hendes mand var død, fordi han var kommet for skade at sluge
noget sølvpapir, så det skulle vi passe på med.
Det var en hård vinter 1946-1947. Oppe i skoven kunne vi gå ud til Bøllemosen, hvor folk stod
på skøjter. Engang, hvor onkel Axel var på besøg, lod han mig se et snefnug under en lup så jeg
kunne beundre den krystallinske struktur.
Hjemmefra kunne vi ane den svenske kyst på den anden side af Sundet og vi kunne se, hvordan
farvandet frøs. Der var folk, især unge, der krydsede frem og tilbage i isbåde der gled på skøjter
over isen. Der var nogen der sagde, at hvis man stod ude ved sejlrenden og drev over til Sverige,
ville man få chokolade. Der var nogle af de andre som havde hjulpet en bilist der var gået i stå på
bakken og havde fået tyggegummi for det. Chokolade og tyggegummi var ukendte størrelser i
Danmark på den tid, så det var ikke underligt, der blev fablet om det.
Vi kunne kælke på den nedre del af den snoede vej, bare ikke ud på Strandvejen og det kunne
de tyske flygtningebørn, der boede på hotellet også. Robert kan huske en episode, hvor vi drenge
stod øverst på den snoede vej, og hvor vi andre pludselig forduftede. Han stod undrende tilbage da
3
en bilist, der havde fået knust sin forrude, dukkede op fra det rene ingenting. Robert osede af uskyld
mens den skyldige var stukket af og vi andre bare havde fulgt trop.
Til fastelavn var vi ude at rasle penge ind til Red Barnet i kostumer der var lavet af ponchoer
og argentinske bukser, og der blev taget et billede ude på isen. Da isen brød op ud på foråret, var det
meget spændende at hoppe mellem flagerne tæt inde på land, eller at bruge dem som små flåder.
Sommetider knækkede de, så det var ikke helt ufarligt.
Robert var engang på en isflage der brast, røg i det iskolde vand men kom op ved egen hjælp
snarere end skæbnens forsyn. Han sjoskede op på stranden og da han sjaskede over Strandvejen,
standsede en bekymret bilist. Da jeg stod ved siden af, kunne jeg forsikre bilisten om at vi boede lige ’deroppe’ og at Robert var på rette vej hjem.
Skoleåret skiftede dengang d. 1. april, og jeg kom så til at gå i 3. klasse i Nærum Skole. Et par
uger efter døde Christian X og der var en knuget stemning hos alle.
Det var mit første danske forår med hvide anemoner i skovbunden og svævende lysegrønne bøgekviste, som jeg kunne se på min skolevej gennem skoven. En familie der havde nogle sønner og
som boede lidt længere henne i Mellemskodsborg var inde i skoven at plukke bøgegrene, som de så
satte i jorden omkring deres have, så det kunne blive en bøgehæk. Det var spændende at se, hvordan
disse grene fik blade og slog rod.
Vejret blev bedre og varmere og der kom mange mennesker på badestranden. Jeg gik til svømning og legede med de andre børn. Der var en teenager, som vi børn beundrede højt. Han var sinke
og havde, blandt sine andre bedrifter, fundet en meget smuk flintedolk som han fik knækket, da han
tabte den under leg. En lærer havde sagt til ham, at dolken ville have været det flotteste eksemplar
på en dansk stenalderkniv, hvis den ikke var ødelagt. Det var han ret stolt over. Nu om sommeren
havde han en tømmerflåde der blev holdt oppe af beholdere med luft i. Hans spøg gik på at lokke
folk ud på flåden og så trække propperne ud så flåden sank med de der godtroende var gået ombord.
Det var vi meget betagede af.
Dengang var Skodsborg en lille by med egne forretninger. Der var en frisør i byen, som engang
inviterede mig ud at fiske på Øresund i sin robåd. Det var en rolig sommeraften med stille hav og
smukke aftenfarver. Der var også en lille biograf som vi kunne gå ned i. Der så jeg mine første danske film om ”Panserbasse”, som en korpulent politibetjent, formodentlig Ib Schønberg, havde hovedrollen i.
4
I løbet af denne sommer var Mor med sine tre sønner på besøg hos tante Mie, en lærerinde ved
blindeskolen i Refnæs ved Kalundborg. Hun havde et hus, der lå nede ved stranden, der var meget
stenet så der var flotte grønne firben som solede sig på stenene, og hvor der lå badehuse langs kysten. Vi prøvede at sejle i en appelsinkasse med en jernstang som stage og sank uhjælpeligt. Robert
mener at huske at det vakte vild opstandelse hos tante Mie og Mor.
Den 1. august kom Far hjem fra Sydgeorgien og Mor mødte ham i Aarhus Havn. Robert, Louis
og jeg var sendt med toget til Ålborg under min ledelse. Jeg havde fået klare instrukser, så der var
ingen tvivl om hvad vi skulle gøre, mens de bekymrede voksne rundt omkring os meget gerne ville
stå os bi. Vi ankom mens natten sænkede sig til Ålborg hvor vi blev hentet ved toget af familien og
kom til at bo hos en tante og onkel i Sørup en uges tid eller to. De havde mange børn. Min fætter
Erik husker hvordan han kørte mig til Øster Hornum sø, hvor vi badede. Der blev gravet tørv, mange tørv, som blev vendt ved mosen og vi var ofte med ude at se på tørvegravningen. Mosen var på
omkring 350 hektar og er nu et farligt område med tæt træbevoksning og vandhuller efter tørvegravning, der kan være op til ti meter dybe.
Bagefter tog Far og Mor på en tandem rundt i Danmark for at besøge slægtninge og gamle venner.
Det må have været på dette tidspunkt, Robert og jeg blev sendt ned til Møn for at tilbringe nogle dage hos min Fars bror, onkel Harald. Jeg blev udstyret med instrukser om hvad vi skulle gøre og
hvor vi skulle stige om, for jeg havde jo øvelsen i at drage over verdenshavene. Vi tog toget til Kallehave og bussen ud over Møn til Sømarke, hvor der dengang var en virksom smedje nede ved gadekæret og masser at liv. Der blev vi hentet og kørt ud til onkel Haralds gård, Søgård. Onkel Harald
var kendt over hele Møn fordi han var den første der havde fået installeret elektricitet og en malkemaskine, ligesom han var den eneste ud over godsejeren ude på Klintholm som ønskede at få telefon. Han havde fire døtre, som vi spillede forskellige spil med om aftenen og om søndagen, men om
dagen var vi med onkel Harald og hans karl. Engang var Robert og jeg med dem, da de skulle køre
mælkejungerne fra de forskellige gårde ind på mejeriet i Borre. Vi fik andre mælkejunger retur og
mens de voksne snakkede, tog vi og pillede papirerne, der var klemt fast i lågene, af. Det viste sig,
at det var tilbagemeldingen fra mejeriet til den enkelte landbruger, så de voksne havde deres hyr
med at finde ud af, hvilke afrevne papir der hørte til den enkelte junge. Onkel Harald tog det nu
meget pænt.
Onkel Harald kunne godt lide at drille og fortalte os at der var gammel elektricitet i nedtagne
ledninger. Vi var med ham engang, hvor han slog græsset i Liselund park, og anden gang tog han os
i sin bil ud til Møns Klint, hvor han var en af de få bilister – onkel Harald havde også gjort sig bemærket på Møn ved at være en af de første, der fik bil.
Da Far og Mor var færdige med deres tur, blev vi forenet i Skodsborg, og Far tog mig en dag
ud på den lille ombyggede hvalfangerbåd, som han var kommet hjem med. Den havde været det
første argentinske skib som anløb Aarhus havn og var blevet nævnt i Aarhus Stifttidende. Ved de
Cap Verdiske øer havde Far erhvervet en klase bananer, der slet ikke var til at opdrive i Danmark; i
Aarhus havde han givet nogle af dem til en tolder, som havde en datter der led af sukkersyge.
Klasen tog han med til Skodsborg, hvor den hang på verandaen med en sæk over og blev uddelt
i små portioner med en banan ad gangen. Den holdt længe.
5
Det gik nok hen over hovedet på os børn, at den var gruelig gal: efter Besættelsen var Danmark præget af arbejdsløshed, rationering, og mangel på boliger. Far tog forefaldende arbejde som
grøftegraver og murerarbejdsmand, men havde ikke helbredet til det, og Mor måtte tage sig af Louis. Vi måtte altså blive boende hos Morfar og Mormor. Det kan ikke have været særligt sjovt for
nogen af parterne.
Efter sommerferien fortsatte jeg i Nærum Skole. På denne store skole var der en lærer som underholdt klassen ved at læse op – og indsætte forkerte ord i stedet for dem der stod i bogen. Det
skulle vi så være vakse til at finde ud af. Han havde meget opmærksomme og henrykte elever som
hoppede for at være de første til at rette ham.
Skolevejen for os fra Skodsborg førte gennem skoven. Vi gik sommetider sammen, og vi gjorde det altid efter at der begyndte at gå rygter om, at der var en børnelokker i skoven. En dag var jeg
kommet agterud i forhold til de andre, men en klassekammerat fra Nærum, Tom, sagde at jeg bare
kunne følges hjem med ham, så skulle han nok fikse det. Det viste sig, at Toms forældre begge var
på arbejde, hvilket var usædvanligt dengang, hvor gifte kvinder som regel blev hjemmeløbende. Der
var altså ikke nogen. Tom kedede sig bare. Han snakkede, og da der på et tidspunkt var en fugl, der
satte sig i et træ, ladede han et haglgevær. Fuglen fløj inden han fik skudt på den. Han snakkede videre og på et tidspunkt begyndte han at fægte med haglgeværet. Jeg kiggede betænkelig på uret.
Han sigtede på mig og skød.
Det så åbenbart drabeligt ud med blodet. Han blev lige så forskrækket som jeg. En nabokone
ringede efter en ambulance og jeg røg ind på Gentofte Amtssygehus, blev røntgenfotograferet og fik
konstateret, at kuglen var faldet ud af sin selv. Så med et plaster på såret på min hals og historie at
fortælle, dukkede jeg så op i Skodsborg. Vi nåede at fejre min fødselsdag i Skodsborg, og min Mor
insisterede på at Tom skulle inviteres med. Han gav mig James Fenimore Coopers Hjortedræber i
børnebogsudgave; den kunne jeg godt lide.
Far fik noget arbejde med regnskabsføring for salget af et parti tændstikker for ’Red Barnet’.
En af de andre medarbejdere lånte ham et sommerhus ved Jersie Strand. Vi flyttede til Jersie Strand
i slutningen af 1947 og boede der et par måneder. Det rødmalede sommerhus lå lige ud til hovedvejen. En dag spænede jeg ud på vejen uden at se mig for, og så alligevel standsede jeg brat og så en
kæmpelastbil passere nogle centimeter lige foran næsen på mig. Chaufføren må have fået et chok.
Jeg var ret lammet.
Sommerhuset var slet ikke isoleret, og var – med Roberts ord – pissekoldt. Der var ingen elektricitet og kun petroleumslamper. Far fik pakket alle stuerne ind i mørkegrå tæpper. Jeg mindes vagt
at der på et tidspunkt gik ild i et tæppe. Om søndagen sad vi inde i en større stue der på en eller anden måde blev varmet op. Men det var en kold vinter, og oppe i Jersie by løb børnene på skøjter eller gled på isen i gadekæret. Vi legede med nogle drenge, der boede på den anden side af hovedvejen og lavede nogle flitsbuer som vi skød til måls med – nu ikke særligt alvorligt. Og vi brugte træskostøvler, som jeg engang halvt i alvor og halvt for sjov sparkede i hovedet på en anden dreng,
som kom til at bløde slemt.
Ved nytårstide havde Robert og jeg hos en fjerntliggende købmand erhvervet noget fyrværkeri,
som Far øjeblikkeligt beslaglagde da han opdagede det.
6
I januar 1947 blev jeg anbragt i et af ’Red Barnet’s børnehjem, Klithuset. Det har selvfølgelig
haft noget at gøre med at onkel Aage var generalsekretær for ’Red Barnet’, men der blev ikke gjort
forskel på mig og de andre – og heroppe var det kun 20-30 danske børn, som spiste i en hvidlig stor
spisesal og sad på rad og række. Det havde jeg ikke prøvet før. Klithuset lå oppe ved Dronningmølle bag en bræmme forkrøblede fyrretræer ned til en dejlig sandstrand ud til Kattegat. Kattegat spillede en stor rolle i vores liv, for vi var ofte ved vandet og så krabber i det klare vand. Engang var
der en svensk journalist, der besøgte os og tog billeder af nogle af de større børn mens vi legede ved
en meget stor, ilanddrevet tønde.
Vi var delt i ’de små’ og ’de store’, og jeg hørte til den sidste gruppe. En af de voksne, frøken
Henriksen, tog sig af de store og tog os på en tur til Gilleleje fyrtårn. En anden gang gik vi alle
sammen langs stranden sydøst på og på denne tur fandt jeg et stykke rav – det eneste i mit liv. På
denne foranledning viste frøken Henriksen os, hvordan hun havde fået et stort stykke rav skåret ud
som et sejlskib i rav. Det beundrede vi meget.
Der lå en lille græsplet som neden for huset. Her lavede vi en hule, hvor en avanceret pige indviede en anden dreng og mig i hemmeligheden om den lille forskel. Vi havde nogle uskyldige konkurrencer der gik på at man skulle følge en sytråd til den skiftede fra sort til hvid eller omvendt. Tæt
på det sted, hvor farven skiftede, var der så et udklipsark, som den der først fik øje på det, skulle
have. Men man fik kun én belønning og måtte så tøjle sin lyst til at sige, at man havde fået øje på en
ny. Sjovt nok svarede antallet af skift i sytrådenes farve til antallet af deltagende børn.
7
Drengene, Grønært og hans storebror, Store Jørgen, Mellemjørgen og Lille Jørgen og vi andre
fik lov til at male nogle flotte skjolde. Især Grønærts storbror havde et meget flot et med det danske
våben og Dannebrog uden om, mens vi andre havde andre motiver. Vi var vist for ømme omkring
vores skjolde til rigtig at slå løs på dem, selv om vi ikke var i tvivl om at det var det de skulle bruges til.
I løbet af forsommeren blev jeg overført til Fedgården på Feddet nær Præstø. Det skete ved at
jeg blev kørt ind til ’Red Barnet’s hovedkvarter, der lå i nogle rødmalede barakker på hjørnet af
Strandgade og Torvegade. Derfra blev jeg så kørt til Fedgården, hvor der var sten- og ralgravning
på den sandede strækning ud til gården. Der var ingen af de andre børn fra Klitgården, der kom derned, så det var lutter nye ansigter – bortset fra Roberts. Robert var nemlig også på Fedgården, men
vistnok også som en af ’de små’, for vi sås ikke så ofte.
’Red Barnet’ optog kun stuehuset og vi havde ikke noget med gårdens drift at gøre og kom ikke
på gårdspladsen. Spisesalen har sat sig min erindring ved stanken af sure karklude. Vi holdt os til
bygningen og til haven der var pænt stor og omfattede en bøgelund.
Den første tid var vi store under opsyn af frøken Sommer der var lyshåret og som vi forgudede.
Hun tog os på ture rundt om i parken, og en dag, hvor der var en storm stod en anden dreng og jeg
ved hende da et af de store bøgetræer tæt på os knækkede over med et vældigt brag og faldt ned i
parken. Vi skyndte os tilbage huset, og hun pålagde os at holde mund med det. Knap var stormen
ovre senere samme dag før vi ikke kunne dy os for at nærme os det nysgerrigt – sammen med andre
børn. Så den hemmelighed slap hurtigt ud.
Det var muligvis i samme storm en fuglerede var blæst ned og ungerne skreg på forældrenes
omsorg. Frøken Sommer pålagde os på det bestemteste ikke at røre ved reden. Da hun var væk anbragte jeg reden hvor den rettelig hørte hjemme og fortalte så naivt, at alting var i orden. Frøken
Sommer kiggede på mig og sagde ”Du har vel ikke rørt ved reden?” ”Nej” ”På æresord?” Hun så
efter og proklamerede så ”Du har mistet dit æresord.” Jeg havde det rædselsfuldt.
I de tider var det som sagt normalt at kvinder blev hjemmeløbende når de blev gift, og inden
længe fortalte frøken Sommer os at hun skulle giftes og derfor måtte forlade os.
Ellers bød haveanlægget ikke på det helt vilde. Der var nogle store vandpytter foran stuehuset,
når det havde regnet, og det varede ikke længe før nogle af os fandt ud af, at man kunne få brædder
til at fare hen over vandoverfladen som racerbåde, forudsat man kastede dem på den rette måde. Det
var en af de få lege som drenge og piger kunne være fælles om. Der var også enkelte fasaner i haven. Vi prøvede at fange en af dem ved at sætte grene op omkring dens rede som der var æg i, men
fik ikke noget ud af det. Og selvfølgelig byggede vi en hule i et hemmeligt hjørne, som dog desværre viste sig at være meget åbenlyst, når man kom uden for haveanlægget.
Der var ikke så mange voksne og da forstanderinden fik en ondartet gulsot krævede pasningen
af hende tid. Så bortset fra at vi blev eskorteret til stranden og der blev holdt opsyn med os der, følte
jeg ikke der blev holdt øje med os.
Der var to strande, lille strand og store strand. For at komme til lille strand skulle vi ad en vej
vinkelret ud til kysten langs et uopdyrket område, hvor der lå en lille mølleagtig ruin som der løb
harer rundt omkring. Lille strand endte med en lav klint over en ret smal og stenet strand. En overgang var det højeste mode at finde sten, som vi kunne slå gnister med, og det gjorde vi så på sovesalen. Det var især nogle grønlige sten, der var særligt gode at slå gnister på.
8
Der var meget sjovere ved store strand. Den nåede vi ved at gå i samlet flok ud langs en kartoffelmark og mellem høje fyrretræer. Stranden var bred og sandet var herligt blødt. Her kunne vi bygge sandborge og lave bassiner til de hundestejler, som vi fangede ude i det lave, tangfyldte brakvand
og de små rødspætteunger, som vi fik ram på når vi gik hen langs strandkanten og pludselig mærkede dem krible og krable under vores fødder. Det gjaldt bare om at stå stille i samme nu, de små
rødspætter sprællede under foden. Det var også muligt at tage barkflager fra gamle fyrretræer og
skære dem ud i både, og vi kunne slå til de yngre fyrretræer så der stod pollen op i små støvskyer.
Mor og og min yngste bror, Louis, boede herude i et par uger i et lillebitte sommerhus. Louis
opholdt sig tæt på Mor.
Robert husker hvordan det lykkedes mig at træde så eftertrykkeligt på et bræt med tre søm, at
de alle kom ud gennem foden. Det erindrer jeg dunkelt.
Til gengæld kan jeg tydeligt mindes hvordan de voksne nogle dage efter med Robert, som havde trådt på et glasskår i vandet og havde skamferet sin fod slemt. Der kom en læge til ham og syede
hans sår uden bedøvelse.
En anden dreng fik betændelse i sin hånd, så den svulmede ud. En af de voksne viste os hvordan hans egen hånd var blevet skåret op da han havde lidt af en betændelse af samme type. Men nu
var der åbenbart mulighed for at slå betændelser ned med penicillin – for engang skulle jeg ud at
finde en af de voksne, der var sygeplejerske og kunne give indsprøjtninger. Hun var ude at plukke
blåbær til maden med en af de andre voksne. De havde regntøj på som de stod over de lave buske i
regnen i den hvidlige tåge.
Jeg selv fik skoldkopper, der medfører, at man har nogle væmmelige væskende sår som, der så
kommer en sårskorpe over. Jeg blev isoleret fra de andre børn og måtte ligge mutters alene i et
varmt loftskammer med solen skinnende ind og fik bare maden bragt. Jeg læste bøger – der var ikke
rigtigt andet at gøre – det par uger det varede. Blandt dem jeg læste var en beretning af Jules Verne,
der hed To års ferie. Den handlede om nogle danske drenge der klarede sig selv på en øde ø i Stillehavet.
Skt. Hansaften kom vi ind til Fakse Ladeplads og oplevede Skt. Hans aften i fri luft. Det var vel
den første gang, hvor vi fik en føling med hvad det var for noget.
Robert og jeg havde det bestemte indtryk, at vi skulle flytte sammen med Far og Mor når vi
kom tilbage fra Fedgården. Vi blev kørt ind til ’Red Barnet’s hovedkvarter. Men vi skulle ikke
hjem. Det kunne ikke lade sig gøre! Jeg græd, da vi blev kørt til Lynæs nær Hundested, hvor ’Red
Barnet’ havde et børnehjem i nogle rødmalede barakker. Her kom Louis så op til os, men han var et
af de små børn og de blev holdt i en særlig indhegning. Vi havde også for travlt med vores egne foretagender til at vise ham megen opmærksomhed.
Her var der tyske børn og de fik at vide, at der var forskel på danskere og tyskere. Det tog vi til
efterretning, og vi sad sommetider i et træ og råbte
”Det danske flag er rødt og hvidt,
det tyske flag er møjbeskidt.”
Det var plat umuligt for de voksne ikke at høre det på det meget lille område som børnehjemmet lå på. Så det blev straks slået fast at det ikke var en forskel der skulle udtrykkes på just den måde. Det medførte derfor øjeblikkelig stuearrest.
9
I modsætning til de tyske børn, måtte vi danskere blandt andet gå over hele området. Oppe i et
hjørne ved nogle birketræer fandt vi et hul, som vi kunne bygge et tag over. Vi lavede nogle måtter
af halm, som vi samlede på en mark ved siden af og havde dermed bygget en hule. Vi inviterede de
voksne til indvielsesfesten af ’Kongeborg’ og fik nogle kulørte papirlamper, som vi kunne illuminere med. De voksne – udelukkende kvinder – blev modtaget og bugseret ned i den ikke særligt store
borg. Det var nær gået galt, for der gik ild i en af vores halmmåtter, så festen blev brat afbrudt. Jeg
tror heller ikke der var så meget at byde på.
Forstanderen for denne lejr var frøken Henriksen, som jeg kendte fra Klitgården. Hun tog sig
meget venligt af os, og da jeg omkring 1980 var oppe i Lynæs med min søn, fandt jeg ud af at hun
stadig boede der. Hun genkendte mig med det samme selv om der var gået over tredve år.
Når jeg ser tilbage på disse første år er det med blandede følelser. Det var slemt ikke at have et
fast hjem, og det er et spørgsmål om muligheden for at fungere som en normal familie ikke for stedse blev forskertset af den lange adskillelse. På den anden side kom jeg til at opleve den danske natur, især de danske kyster som barn i solskin og leg, i al deres skønhed og ro. Det er dejlige aftner
ved Skodsborg og især ved Fedgården, hvor jeg for første og eneste gang i mit liv har set morild
ved en båd.
I begyndelsen af oktober kom jeg til København fra Lynæs, hvor der var udbrudt skarlagensfeber, og flyttede ind hos Far og Mor, der nu havde fået min yngste bror, Børge. Han var født 1. oktober 1948. De boede i nogle få dage i en lånt lejlighed ved Ordrup Station, inden vi og inklusive
Louis, kunne flytte ind i en lejlighed, som boligministeriet havde skaffet til veje, da de erfarede
hvilken situation mine forældre stod i. Robert kom fire uger senere.
Vesterbrogade 69A
Vi flyttede ind 15. oktober 1948. I to år havde jeg i hvert fald knap følt at jeg hørte til en familie.
Lejligheden lå på anden sal. Den bestod af et badeværelse inde til venstre i entreen, en stue som
var soveværelse og opholdsstue for os fire drenge og hvor vi sov i fire køjesenge, en lille gang med
indgang til køkken og en tarm til venstre, køkkentrappen lige ud, og to stuer mod den forreste baggård. De udgjorde så dagligstuen der kun blev brugt ved særlige lejligheder, og spisestuen, der havde en diminutiv altan, som vi aldrig var ude på. Så efter tidens forhold var lejligheden stor nok til
10
os. Udsigten var lidt trist til pudsede mure og asfaltbelagte gårde. Der blev sat tremmer for vores
soveværelsevindue, efter at enten Louis eller Børge til en af naboernes rædsel var kravlet op i vindueskarmen.
Det første års tid havde Far arbejde som murerarbejdsmand hos vores onkel Ejnar, der var murermester i Søborg. I 1949 fik han arbejde på Løvens Kemiske Fabrik i Ballerup. Det var en lang
cykeltur for ham, men arbejdet var sikkert, og han tog en aftenuddannelse til laborant.
Mor var vikar ved Københavns Kommune og fik efter nogen tid en stilling som fast vikar på
Katrinedal Skole, hvis leder Merete Nordentoft var kontroversiel, dels fordi hun var kommunist, og
dels fordi hun havde fået en datter uden at være gift og gerne vedkendte sig det. Det var Mor ret så
begejstret over.
Vi blev sat i skole på Ny Carlsbergvejens Skole, der godt nok lå lidt langt borte, men efter hvad
Mor kunne spørge sig til, var den bedste skole i kvarteret. Robert kom ind i 1. klasse og jeg kom ind
i 3., selvom jeg reelt kun havde gået i skole et års tid. Vi kom i fritidshjem inde på Vartov ved Rådhuspladsen. Louis var der hele dagen på Lilleafdelingen. Efter skoletid tog Robert og jeg sporvognen derind og drog hjem igen med Louis i vores varetægt. Der var rart at være, og vi lavede bastarbejder, for der var ikke de store muligheder for udendørsaktiviteter. Engang hvor vi var på vej hjem
i 1951 stod vi ved Rådhuset hvor Winston Churchill havde holdt en tale for en begejstret mængde,
og heldet ville at vi stod nær den rute han benyttede da han tog derfra, så vi så hans ansigt i et glimt.
En københavnsk sporvogn
Udover apostlenes heste var sporvognene var vores forbindelse til omverdenen i København.
Sporene lå midt i gaden, og sporvognene gjorde holdt ved deres stoppesteder, hvor alle passagerer
så myldrede ind og ud og cyklister og de få biler der var dengang, holdt pænt tilbage. Når alle var
ombord trak konduktøren i snoren, der hang under loftet, så der lød et ringlende klemt og vognen
satte sig i bevægelse igen. Når stangen hoppede af den elektriske ledning over vejen, var konduktøren ude at sætte den på plads: først hive den svirpende stang ned, så lempe den forsigtigt ind på elledningen igen. Og når de forskellige sporvogne skulle køre væk fra hovedruten, skulle der skiftes
spor manuelt ved at sætte en lang stang i sporskiftet. Der kom selvfølgelig skidt og snavs i skinnerne, men det ordnede nogle mænd med sporvognsskinneskidtskrabere – et ret langt ord. Man kunne
købe en ’ligeud’ som betød at man kun kunne køre på én og samme linje, eller en ’omstigning’ der
11
gav mulighed for at skifte til en anden. Konduktøren klippede omhyggeligt hul i en ’omstigning’, så
det fremgik hvordan man ville rejse.
Robert kom ikke altid på Vartov. Han var blevet venner med mange af sporvognsførerne på linje 6 og kørte ganske ofte flere gange dagligt med på hele strækningen mellem Ryparken og Enghave Plads.
Det var op til Robert og mig at sørge for at Louis kom vel med og af sporvognen. Om aftenen
kunne man se på sporvognenes lygter, hvilken linje der nu kom når man stod og ventede på dem.
Linje 6 havde to blå lygter. Den kørte ad Vesterbrogade og var den vigtigste for os.
Vi var meget vant til at skulle klare os alene, og det vakte åbenbart opsigt. Omkring påsketid
1949 var der en notits bag på Berlingske Tidende, der lød:
Morgensmil
De var tre små drenge ude på farten med to store pakker i brunt indpakningspapir. De to var en 5-7 år
og i grønne sweaters, den tredje var en bittelille på 3 med rød nissehue. De stod på en af Rådhuspladsens sporvognsheller og så sig om. Men ikke rådvildt. Å, nej, sagligt. De diskuterede lidt med hinanden. Så læste de sig grundigt gennem sporvognsskiltene. Voksne smilede venligt omkring dem, man
var parat til at hjælpe og forklare. Men det var skam ikke nødvendigt. De drøftede sagerne lidt imellem sig igen, og pludselig pegede den ene over på en anden helle. De skridtede målbevidst derover
med den lille nisse mellem sig og hver sin store pakke under armen. De så omhyggeligt efter trafik og
rødt og grønt lys. Derovre læste de sig atter gennem et skilt, og så var de tilfredse. Roligt stillede de
sig op og ventede på den rigtige sporvogn. De skal nok klare sige godt i verden, de unge mennesker.
Journalisten havde set os, da vi skulle ud til ’Red Barnet’ på Christianshavn med to pakker aflagt tøj og vi skulle skifte fra linje 6 til linje 2 på Rådhuspladsen. Vi kom ofte på ’Red Barnet’ hvor
vi havde en særlig veninde i den ældre fru Hallander, der som regel havde tid til at snakke med os.
Ovre på den anden side af Knippelsbro på Christianshavn var der en lille græsklædt grund, hvor vi
engang imellem spillede bold.
På Vesterbrogade 69 var i alt 3 gårde og altså 4 bygninger. Inderst inde var der en virksomhed
som der kom hestevogne til. Så var der anden baggård, der var adskilt fra vores ved en smal gård og
hvor der også boede familier med børn. Så kom den første baggård, hvor vi boede. Der var kun ét
andet barn i opgangen. Det var Axel inden ved siden af, der boede der med sin mor som havde været gift med noget så eksotisk som en islænding. Axel og hans mor havde akvarium og var ligesom
lidt finere end os.
I forhuset var det meget fint. Her boede viceværten, og der var vist ingen familier med børn.
12
Louis, Robert, Børge, Cay (1949)
Over for os på Vesterbrogade lå Havemanns magasin, der dengang var et af Københavns førende stormagasiner. I vores forhus lå der et mejeri, hvor de solgte mælk i klare glasflasker og buttede koner tog smørret ud af dritler og smækkede det på fedtpapir så det ikke klæbede og det skulle
man have rationeringsmærker med til. Der var altid kunder i butikken. Der var et mylder af butikker, og man kunne købe alt muligt. Slagterbutikkerne med slagtere i bowlerhat lå tæt ovre på Værnedamsvej, hvor der også var urmager, Nielsen, der var lille, pukkelrygget og venlig og ofte inviterede mig op at se på hvordan han reparerede ure. Der duftede varmt, underligt og rart oppe hos ham.
Lidt nede af Dannebrogsgade lå der et skomagerværksted med en flink skomager. Og lige om
hjørnet lå Saxogade, hvor der stod et stort stentrug som kuskene kunne poste vand op i med en
håndpost, så hestene der trak vognene der kørte på træhjul kunne få noget at drikke. Der lugtede af
hestepærer på den brolagte gade. Om sommeren, når det varmt, kunne man se alle vinduerne i Saxogade blive smækket op og stå ret ud fra bygningerne som aflange hvide firkanter. Folk skulle jo
have luft i de indelukkede lejligheder. Jeg var et par gange inde på bagtrapperne og blev slået af den
gennemtrængende lugt af hvidkål, der var udpræget fattigmandskost og i øvrigt er ganske sund.
I Svendsgade var der en politistation, hvor vi henvendte os hvis vi havde fundet en pung på
gaden. Vi havde fået indprentet, at vi selvfølgelig ikke skulle bede om findeløn for det. En gang var
det nu betjentene, der havde fundet Louis og lokaliseret hans hjem.
Inde bag Skydebaneselskabets hus var Skydebanehaven, der var den eneste grønne plet på
Vesterbro. Der var der en legeplads med en ægte om end afdanket fiskekutter, der på sine gamle
dage på landjorden kun fik små fisk ombord. Og for enden af Skydebanehaven var den mur fra
1880erne, der skulle skærme skydebanebrødrene for dels at se arbejderklassens armod og beskytte
samme underklasse mod vildfarne kugler fra brødrenes bøsseskud.
Muren var bygget i røde mursten, den var høj og den var flankeret af to slanke tårne med nedløbsrør. Robert og en af hans venner havde fået den brillante idé, at kravle op af dem. Vennen kom
ned igen i god behold, mens Roberts nedløbsrør knækkede, så han måtte hænge fast i tagrenden til
brandvæsenet kom med stiger til at få ham ned. Han blev afleveret til Far og Mor af politiet som
ydermere besked om aldrig at dukke op i Skydebanehaven igen.
13
Der havde nu været en generalprøve på det en uges tid før, da Mor stod i køkkenet og lavede
mad og Robert havde banket på ruden udefra hvor han hang i nedløbsrøret. Så blev der ellers lagt i
kakkelovnen og Far og Mor havde så troet at den hellige grav var vel forvaret.
Det var ikke noget rigt kvarter, og det var heller ikke nogen rig periode. Der var i hvert fald én
gang, hvor jeg blev taget med til Matthæusgade skole til uddeling af rationeringsmærker. Vi fik
lommepenge, som vi skulle holde nøje regnskab med i en regnskabsbog, som blev underkastet en
kritisk granskning. Et par gange blev der penge nok til at jeg kunne gå i biografen, der lå nede på
Istedgade nær ved Skydebanehaven. Der så de andre drenge og jeg en sort-hvid film om en superman, der sagde ”Shazam!” hver gang han skulle have overmenneskelige kræfter. Det efterlignede vi
så, uden at nogen af os blev stærkere af den grund.
Jeg hang mere i bøgerne, tyrede mig gennem Ingemanns historiske romaner i uforkortede udgaver og lånte bøger på biblioteket, bl. a. genlæste jeg en tykkere udgave af Jules Vernes To års ferie og fik et fælt chok ved at finde ud af, at de friske drenge i bogen var franskmænd og slet ikke
danske. Jeg tog sjældent del i løjerne i gården, muligvis fordi jeg blev drillet med at jeg havde briller og derfor var en ”Brilleabe!”
Mor havde engang overværet en time som forældrene havde været inviteret til og der havde
hun lagt mærke til at jeg kneb øjnene sammen når læreren skrev noget på tavlen. Hun var selv nærsynet og havde lagt to og to sammen, så jeg var røget til øjenlægen, der fastslog, at jeg var nærsynet
og som – det var dengang øjenlægerne undersøgte synsstyrken – foreskrev at jeg skulle bruge briller. Vi var medlemmer af Sygekassen, og hos optikeren, der lå i Nørregade blev jeg udstyret med
nogle hæslige runde og sort-rammede sygekassebriller, som alle sygekassemedlemmer gik med. Det
var den eneste butik vi handlede i inde i byen udover skoforretningen ’Hector’, som havde en smart
maskine som gjorde det muligt at se, hvordan skoene passede til ens fødder. Når man kiggede ned
på dem, stod skoens omrids aftegnet i lysegrønne farver mens ens knogler i fødderne lyste lysegrønt. Det var jo den rene magi, og man kunne se, hvordan man bevægede tæerne. At det var røntgenstråler og at det kunne være farligt, var der ingen der vidste dengang.
Børnene i gården havde nu rigeligt med mulighed for at drille på andre måder, såsom de mange rim der var om Kaj: ”Kaj, Kaj, leverpostej!” – ”Kaj, Kaj, ruller ned ad Nørrevej. Nørrevej er beskidt, det er Kaj også tit!” Der var masser af rim. Grunden til at Robert valgte at blive kaldt ’Robert’
var at hans første navn gav anledning til remsen: ”Fin, Fin, pølseskind.”
Robert var til gengæld med på den værste. Der var liv i gårdene og der kom ofte skærslippere,
der havde et særligt ståstativ til deres cykler der gjorde det muligt for dem at dreje slibestenen ved
cykelkraft; der var også jævnligt gårdmusikanter eller en lirekassemand, som folk så kastede indpakkede mønter ud til. Det gloede vi børn jo på. Der var mange børn i kvarteret, især i Saxogade. På
grund af de mange baggårde, udhuse, overdækkede cykelskure, der virkelig lå trangt og mørkt hen,
var der en mangfoldighed af plankeværker. For børnene var der sport i at tirre viceværterne som
skulle holde opsyn med tingene. Af en eller anden grund var ’vicerne’ indforstået med denne rolle.
Og når råbet lød ”Viceværten kommer”, var det bare med at få planket sig væk. Robert var den stolte indehaver af rekorden for plankning fra Vesterbrogade ned til Istedgade på 17 minutter.
Ny Carlsbergvejens Skole lå i samme blok som Alsgades Skole, som vi nu ikke havde nogen
berøring med. Og bag den lå nogle triste skure. Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at her
14
havde der ligget nogle boligejendomme, der var gået til i 1944 i forbindelse med det engelske bombardement af Shell-huset, som var Gestapos hovedkvarter.
Skolen var en høj rød murstensskole, og klasselokalerne havde højt til loftet. Der var disciplin
på skolen, så vi alle gik ned i gården undtagen ordensduksene, og når der blev ringet ind skulle vi
stille op klasse for klasse, og gå op i god ro og orden. Hvis man gjorde noget man ikke måtte, skulle
man stå stille henne ved skolemuren. Da jeg dengang havde let ved at blive hidsig og kaste mig ud i
slagsmål med flere på en gang, kom jeg ofte derop. Engang hvor jeg var forvist til skolemuren pillede jeg af kedsomhed lidt mørtel ud mellem murstenen, og så var der en af de små, der spurgte
hvad jeg lavede. Mit svar var at jeg var i gang med at få skolen til at styrte sammen. Det sladrede
han om til gårdvagten, og så blev jeg idømt en ekstra straf. Men ellers var skolegården en vrimmel
og kaos af drenge.
Vi var hen ved tredve i klassen der omfattede både piger og drenge. I klasselokalerne sad vi
ved pulte på rad og række og lærte salmevers udenad og blev undervist i kongerækker og dansk
geografi med sangbare remser om byerne på Fyn: ”Odense, Bogense, Middelfart, og Assens;
Svendborg, Nyborg, Kerteminde.” Lærerne var gode. Og på bagsiden af vores brune kladdehefter
stod der nyttige historiske oplysninger som f.eks. at den sidste ulv i Danmark var blevet skudt i Jylland i 1813. I naturhistorie så vi engang imellem sorthvide naturfilm; en der viste en snog der
svømmede i vandet gjorde specielt indryk på mig.
Tegneundervisningen var særligt god. Læreren, hr. Ennow, tog mod at vi betalte materialerne,
dem der ville ind til ekstraundervisning, hvor vi lærte at lave silhouetklip, linoleumstryk og papmache. Han tog os tilmed ud at tegne i naturen. En gang kom vi ud ved Mølleåen tæt på Frilandsmuseet og mens vi malede en akvarel af landskabet fortalte Enow at han, da han selv var dreng, engang
sammen med nogle andre havde købt så meget wienerbrød, at de ikke selv kunne spise det. De havde så tilbudt det til nogle andre, som afslog det med ordene: ”I har tisset på det!”
Det var stadig tilladt at straffe eleverne korporligt forudsat slagene faldt på bagdelen. Robert
der tit fik med spanskrøret, var ofte ude for at det knækkede. Det var så hans problem at møde med
et nyt dagen efter. De blev købt på Trælasthandelen på Enghavevej. Robert mener bestemt han fik
mængderabat.
Øverst oppe på skolen havde skoletandplejen klinikker, og det var de flestes skræk at komme
derop, hvor tandlægerne stod på rad og række med datidens maskiner der var drevet af snoretræk,
og langsomt borede hullerne til, så der kunne komme sølvamalgamplomber, som smagte syrligt.
Man tabte sommetider plomberne. Nede i kælderen kunne man om morgenen og formiddagen se
det store lokale, hvor der stod fyldige kvinder og smurte skolemadderne til alle de københavnske
skoler.
Pigerne i klassen interesserede ikke mig og – så vidt jeg husker – heller ikke andre drenge. Vi
holdt sammen mod dem. De gik til håndgerning så de blev forberedt på en fremtid som husmødre
og det fremgik også levende af deres poesibøger hvor den ene side efter den anden blev fyldt med
tegninger af blomster, bier og vers à la ”Elsk din mand og stop hans hoser, så bli’r dit liv en dans på
roser”. Vi drenge fik til gengæld undervisning i sløjd i et mørkt lokale i stueetagen, så vi kunne blive rustet til vores fremtidige arbejde på dystre værksteder og snavsede fabrikshaller.
Der var også en tydelig forskel på de lege, vi legede. Pigerne foretrak ettagfat, hvilket ikke lå
under drenges værdighed men gik an i en mere hensynsløs udgave. Pigerne var alene om at hinke
15
med hinkesten, som de skubbede til med den ene fod de stod på, mens drengene legede ’land’, der
blev erobret ved at man kastede en kniv i jorden, og hvis den stod op, havde man ret til at slå en
halvcirkel og kalde det for sit land. Det gjaldt selvfølgelig om at vinde mest. Hønseringe, først i sort
og hvid plastik men snart i spraglede farver var mere populært hos pigerne end hos drengene, men
hos begge køn var der nogen, der havde vundet en masse som de bar i en lang kæde om halsen.
Der var nogle drenge jeg kom meget sammen med. Vi var hjemme hos Kaj Johnson til hans
fødselsdag i de gamle bryggeriarbejderhuse ved Carlsberg. De havde fine drejede spisestuestole.
Kaj Johnsons far havde været i modstandsbevægelsen, og da Churchill var i byen, besøgte han Kajs
forældre og gav hans far en cigar; det var vi ret imponerede over.
En anden ven var Jørgen Olsen, der var så glødende kommunist som man nu kunne være når
man var 10 år gammel i Danmark få år efter befrielsen, og som i øvrigt bare fulgte i sin fars fodspor. Hans far lavede nogle meget smukke og omhyggelige små gipsmodeller af fiskekuttere som
han så malede op, og dem beundrede jeg behørigt når Jørgen tog mig hjem til sig, hvilket han sagtens kunne fordi begge hans forældre arbejdede. Jørgen havde også en stor hær af soldater, som man
kunne skyde omkuld med bærepinde, som man affyrede med fjederkanoner. ’Ammunitionen’
stammede fra indkøb: før bæreposernes tid blev ens indkøb altid pakket ind i papir og der blev sat
snor omkring pakken, som man så bar i bærepinde. Det betød at der var altså masser af ammunition
til Jørgens kanoner i de små hjem.
Der var også Bent, hvis far var blikkenslager i Valby. I modsætning til os andre boede familien i eget hus. Og så var der Flemming, hvis bror gik i klassen under os. Deres forældre arbejdede
begge, og de købte sig aflad ved at give Flemming og hans bror helt astronomisk store beløb i lommepenge, så vidt jeg husker var det 10 kroner om ugen. Flemming og hans bror kunne til gengæld
melde, at de gav deres forældre et klædeskab i julegave. Den kunne vi andre ikke slå.
Der var Per, der også var søn af en enlig mor, som var på arbejde. Hyggelige eftermiddage i
deres lejlighed, hvor Per kunne dele ud af kokosnøddemel. Det var lidt tørt, men det var - tiderne
taget i betragtning – eksotisk og derfor interessant. Og så var der Arne, der var min bedste ven i
skolen og som jeg kom hos engang imellem. Han boede lige under Irmas høne som lagde æg ude
ved Sortedamssøen.
Alle drengene var interesseret i fodbold og heppede på en af de københavnske klubber. Den
store helt var landsholdsspilleren, Eigil Nielsen, hvis bedrifter vi kunne høre Gunnar Nu Hansen
rapportere om i radioen og høre kampråbet: ”Hissa, hussa, hejsasa, nu skal svensken ha’ dada!” Udover avisen, var radioen vores vigtigste informationskilde. Tidligt om morgenen kunne man høre
den strikse kaptajn Jespersen herse med sine gymnaster og sent på eftermiddagen var der ’børnetime’, der vist ikke engang varede en time.
En gang hørte jeg min morfar fortælle om sine ballonfærder og om hvordan han engang var
landet et sted i Norge, og havde givet nogle norske drenge tomater, som de havde spyttet ud. De
troede de var æbler, da tomater endnu var ukendte i Norge på det tidspunkt. Vores anden vigtige
nyhedskilde var avisen, Berlingske Tidende, som rapporterede om forhandlingerne og forliset for
tanken om en Nordisk Union, og om hvordan Danmark i stedet blev medlem af NATO. Der var
nogle skrappe tegninger af Sovjetunionens ledere.
Det var i kaffeerstatningernes tid, hvor der blev hældt rigeligt med enten ’Danmarks’ eller
’Richs’ ovenpå den smule kaffe, der var til rådighed. Blandt os børn var der stor interesse for at byt-
16
te ’Richs’-billeder, så man kunne få nok til et album – selvom det nu nok var de færreste af os der
nåede så vidt. Ota-bøgerne, der stammede fra 1930erne og blev udgivet indtil 1942 var også eftertragtede bytte- og låneartikler med deres genfortællinger af klassikere eller opdigtede og ofte patriotiske handlinger. Jeg husker en om en rask dansk dreng, der fik forhindret et attentat på den russiske
zar under et af hans sommerophold på Fredensborg. Mest spændende var det nye Anders And blad,
der begyndte at udkomme i 1949 og hvis første nummer havde en uforglemmelig historie om Anders And som brandmand. Jeg købte det troligt til jeg var langt oppe i gymnasiet. Der var også andre, der læste ’Anders And’, mens jeg vist var den eneste, der samlede på frimærker og kiggede på
de små farvede mærkater som bragte bud fra mange lande.
Vi fik udleveret mælk og skolemad på skolen og skulle spise madderne oppe i klasselokalerne
i spisefrikvarteret. Det var altid de samme slags pålæg, en med sildesalat, der var syrlig og lyslilla,
en ’Roskilde landevej’ med leverpostej og lidt rødbede, en med figenskiver og en ostemad. Der
kunne så være mindre variationer, så vi fik fiskefars i de franske farver der unægtelig var noget
grumsede i denne udgave. Det var ikke altid man havde lyst til – eller kunne – spise det hele. Jeg
var ikke den eneste, der krøllede madpapiret sammen om madderne og smed dem i papirkurven.
Men blev det opdaget, var der ingen kære mor: man måtte værsgo’ pille den sammenrullede madpakke op og spise den krøllede mad. De som havde appetit på mere kunne så få en rugbrødsskive
med syltetøj eller fedt.
Om sommeren var gymnastiktimerne lagt i forlængelse af hinanden, så vi drenge – sammen
med drengene fra en anden klasse – kunne marchere ned ad Ingerslevsgade til Dybbølsbro, og derfra gå ned til svømmeanstalten i Sydhavnen. Der gik det så løs med svømning og legen – og for
dem hvis hu stod til det – forsøg på at kigge ind i dameafdelingen for at se om man kunne se noget
uartigt, som de så fnisende kunne formidle videre til os andre. Og så gik det ellers tilbage til skolen.
Der var også en skolelæge der undersøgte os og, ud fra det princip om at de blegeste og mindste elever også måtte være de svageste, med usvigelig sikkerhed udtog mig til svagbørnskolonien
hvert år.
Den første gang kom jeg på Eriksminde, som ligger i nærheden af Rørvig. Vi tog derover med
færgen fra Hundested, og gik ud til kolonien, der var et hvidt, enetages hus, hvor der var en spisesal.
Kolonien lå langs en række træer lidt uden for byen med udsyn over strandenge, hvor der var en
fodboldbane. Der var en anden svagbørnskoloni i nærheden, som ’vi’ spillede fodbold med – de fleste af os dog kun som heppekor. En af de få, der var med fra min skole fortalte der andre, at jeg
17
kom fra Argentina, og det kom jeg til at høre for til jeg græd mine modige tårer. Dengang kendte
man ikke begrebet mobning.
Det næste år kom Robert og jeg på Egilsholm ved Pedersker på Bornholm. Det var en rød
træbygning centreret omkring den næsten cirkelrunde spisesal, som sovesalen så var bygget ud ved.
Vi lå i etagesenge og betragtede fra vinduerne ved nattetide tordenvejr over Østersøen, hvor lynende flængede den mørke himmel. Der var enkelte småhuse hvor lærerne boede. Vi spiste af bliktallerkner, og hver gang man kom til at sætte en gaffel forkert i, hvinede det, så det gik det gennem
marv og ben. Og vi drak af solide hvide fajancekrus.
Hver morgen stod vi på rad og række og sang ”Der er ingenting der maner, som et flag der går
til top” og vasken foregik som det var sædvane på datidens lejre med koldt vand og aluminiumsbaljer. Sommetider havde vi timer, hvor vi lavede vores opgaver individuelt og kunne få tidligt fri når
de var klaret. En dag, hvor et par andre og jeg var sluppet løs, opdagede vi at solen var blå og fór
tilbage for at fortælle det. Den bed lærerne slet ikke på. Men det stod også i avisen den næste dag og
skyldtes i øvrigt et vulkanudbrud der forurenede de øvre luftlag.
Der var en luge i et af de små huse, der fungerede som kontor og bank. Den havde åbent et
par timer om dagen, hvor vi afleverede postkort og fik breve. Der blev holdt hus med vores penge,
for vi skulle også betale for en tur rundt på øen. Den tur kan jeg kun mindes fordi en af de andre ved
Pedersker kirke formanede os til at holde mund, for det skulle man gøre når man var tæt på en kirke. Det afstedkom mange hånsord. Og så var der strandet en russisk trawler ved Nexø som vores
bornholmske chauffør berettede at russerne brugte som skalkeskjul for allehånde lumsk spionage
mod de brave danskere. Det var jo lige i begyndelsen af Den kolde Krig, så vi lyttede til med åben
mund og polypper.
Vores minisamfund udviklede sig som minisamfund har for vane. Knap var vi ankommet før
en dreng, der havde været på kolonien tidligere, opkastede sig selv til at være ’høvdingen’ og øjeblikkeligt at starte en krig mod os andre, som flokkedes om ’sheriffen’. ’Sheriffen’ var rar mens
’høvdingen’ var en værre sadist som tabte tilhængere efterhånden som folk fandt ud af hvor slem
han var, f.eks. ved at hænge to drenge op i benene med hovedet nedad og så svinge dem frem og
18
tilbage i lange tov. Kampene gik efterhånden ligesom i sig selv da ’høvdingen’ havde tabt alt og
græd sine bitre tårer over sit fald fra magtens tinde.
Så splittedes vi i fredelige grupper, der byggede huler. Min gruppe byggede alle tiders hule et
mægtigt godt sted, hvor grangrene hang lavt over en fordybning. Desværre var hulen så god og så
langt væk fra hovedhuset, at vi ikke kunne høre når der blev ringet til spisning, så vi blev tvunget til
at ødelægge den. I grupperne fik vi tiden til at gå på forskellig vis, såsom at indfange firben i lyngen
og putte dem ned i et hul der var gravet ud i sandet. Der blev de så holdt fanget, indtil det blev spisetid og vi ikke kunne holde øje med dem mere. Så skred sandet ned så de slap ud.
Der var nogen, der fik en raptus med skære unge træer ned og lave dem om til lanser mens jeg
fandt en lang smal tornegren, der jo ikke var gavntræ. Ejeren blev naturligvis sur over at hans unge
træer blev ødelagt, og resultatet blev at alle de lange stokke, inklusive min, blev konfiskeret. De
konfiskerede lanser lå frit fremme uden for hovedhuset, og snart var der nogen, der fandt ud af, at
man da bare kunne tage den tyndeste del og lave en flitsbue ud af det. Flitsbuer blev vældigt populære.
Hen i mod slutningen af koloniopholdet var der nogen der fandt på at lave ’cirkus’ for de andre drenge. Billetterne kostede normalt 2 øre, og forestillingerne fandt sted i de små bygninger
rundt omkring. Der var plakater, håndskrevne selvfølgelig, med et udførligt program hvor de forskellige numre i forestillingen blev anført.
Selve forestillingen bestod så i at den ene efter den anden lavede ’et nummer’. Det kunne være at synge en slager som ’Skibet skal seeejle i nat’ og som alle lyttede andægtigt til, at spille på redekam – og det kunne så forbedres med et stykke papir, eller, allermest imponerende, at spille på
tænder! Det var der nemlig en der kunne. Der opstod lynhurtigt konkurrerende cirkusser som også
tog penge for deres forestillinger. Da der var en vis mangel på klingende mønt på lejren, udvikledes
der også et system med at man kunne skylde penge til cirkusset for de forestillinger man havde set.
Da lejren var ved at være til ende skulle vi have en fest hvor vi optrådte for hinanden. Denne
gang med sketcher. Jeg havde hittet på den min gruppe opførte og specielt mine improvisationer
vakte begejstring hos publikum. Jeg syntes selv, at jeg havde gjort det godt, indtil en af de andre
sagde til mig, at de aldrig havde hørt nogen bande lige så slemt som mig. Far og Mor tillod os aldrig
at bande derhjemme, så jeg må jo have kompenseret voldsomt for det – og fik også tøjlet det inden
jeg kom hjem.
På Vesterbro gik vi hver søndag til gudstjeneste i den lokale kirke, Absalonskirken, som kantede sig ind mellem baggårdene mellem Saxogade og Westend. Mine forældre kunne godt lide pastor Stampe, som gjorde et stort socialt arbejde og som var med i arbejdet omkring ’Himmelekspressen’, Københavns ældste hjemløseherberg. Vi kom altid i søndagsskole som blev afholdt i et
lokale inde i en gård bag kirken. Søndagsskolen bar præg af at der var gudfrygtige sjæle. Der blev
uddelt beskedne traktater med et gudeligt indhold og opbyggelige historier. Der var en om en minearbejder der havde set Guds lys og takket være det havde reddet livet, da kulminen styrtede sammen.
En af søndagsskolelærerne, onkel Bjørn, havde ligesom fået en idé eller to fra grundlæggerne
af spejderbevægelsen og FDF. Han var dog original nok til at kalde sin klub ’Bjørnebanden’. Han
henlagde grundlæggelsen af sin bevægelse til søndage efter søndagsskolen. Der var nogle specielle
regler man skulle følge som medlem af ’Bjørnebanden’, såsom at man skulle sige ’Nej’ tre gange
19
inden man måtte tage imod en gave for at have gjort nogen en tjeneste. Det stod lynhurtigt klart for
den meget lille skare af tilhængere, at hvis man fik tilbudt en tiøre, hed det altså: ”Nej, tak”, ”Neeej,
taaak” og ”Neeeej, taaaak”, inden man kunne udslynge det befriende ”Tak!” og hapse skillingerne.
Robert var en sand mester i at få penge uden at bryde ’bjørneløftet’. ’Bjørnebanden’ havde en ret
kort levetid, og gik fuldstændig i opløsning da onkel Bjørn traf en pige som bestemte at han skulle
gifte sig med hende.
Den første sommer på Vesterbro i 1949 blev Robert og jeg sendt ned til skolen i begyndelsen
af sommerferien for at prøve at komme på landet som Østrup-børn. Robert kom hos en familie i
Sønder Stenderup mens jeg kom til Vikka og Erik Tange Jessen i Gammel Rye.
Om søndagen gik vi i Tivoli om sommeren og vi gik sommetider nogle ture rundt i København, som var en lidt grå by dengang. Vi var inde i den indre by og sommetider også oppe af Frederiksberg allé. Der var især en første nytårsdag, hvor Far havde meget travlt med at forhindre os i at
samle alt muligt fyrværkeri der ikke var antændt. Engang var vi i Forum hvor vi så en meget spændende udstilling om dansk skibsbygning og der var en model, der viste en sidelæns søsætning. Når
der var sne tog vi ud til Valby Bakke og kælkede ned af bakken i Søndermarken. Kulden trængte
ind i os, selvom vi havde arktiske huer på, som man kun kunne se ud af gennem en lille sprække og
som i dag med sikkerhed havde medført øjeblikkelig arrestation fordi vi nu ville blive anset for terrorister. Hætterne havde Far bragt med sig fra Sydgeorgien nær Antarktis, hvor han havde arbejdet
på en hvalfangerstation. Far lærte os også at slå kuskeslag, men almindeligvis havde vi så travlt i
sneen, at vi ikke lagde mærke til kulden før vi blev tøet op i indendørs varme og det begyndte at
krible i fødder og tæer, hænder og fingre. Vi var også et par gange ude i Dyrehaven for at kælke på
Kamelryggen, men den lange tur tærede på kræfterne og finanserne, så det blev ved et par udflugter.
Til gengæld var der så visitter til Dyrehaven om foråret og sommeren – især vist med fritidshjemmet. Det var ganske herligt at gå langs de små damme og fange nogle haletudser, som så blev
bragt hjem, for at man kunne se dem blive til frøer. Det blev de nu aldrig. Der var også Bakken med
Pjerrot som slugte ild.
Og om aftenen d. 4. maj 1950 var vi nede ved Søerne, hvor man først mindedes den pilot der
samme dag var omkommet da hans jetjager var styrtet ned under en flyveopvisning ude på Holmen
i anledning af befrielsen. Alle lyttede til frihedsbudskabet fra BBC og endelig fejrede man afslutningen på besættelsen med et fyrværkeri ved Søpavillonen.
Vi fik bevilget én strøgtur per jul. Det var spændende at opleve Strøget med et mylder af
mennesker hvor vi gik fra den ene prægtige juleudstilling til den anden. Stormagasinerne, Magasin
du Nord, Illum, og mange andre, som nu er bukket under, kappedes om at have de mest imponerende. Der var tale om tableauer med nisser og andet godtfolk, der bevægede sig, tog, som kørte, osv.
alt i en for årstiden passende stemning. Det var først engang hen omkring midten af december julen
begyndte at banke på døren. I fritidshjemmet og for Louis vedkommende i børnehaven lavede vi julepynt. Det klippede vi også derhjemme, hvor der blev købt en bog med anvisninger på hvordan
man lavede pynt og julegodter. Selv fik jeg lavet flere meter af en julekæde som har fulgt mig trofast gennem årene. Der blev lavet noget juleslik; og der blev tændt adventskrans om søndagen. Julekalenderen var gerne en udstanset opstilling – en nisseby – hvor der var låger som vi skiftedes til
at åbne og hvor vi så kunne se en tegning af et stykke legetøj, en nissehue eller lignende og det sluttede altid med at der blev åbnet til tegning af en fest juleaften.
20
Juleaften fejrede vi meget traditionelt med juletræ som vores egen pynt blev anbragt på. Juleaften gik vi så i Absalonskirken, der var stoppet med folk. Vi spiste inde i spisestuen og vi fik risengrød hvor det var spændende hvem der fik mandelen. Flæskestegen var obligatorisk, men juleaften havde et særligt træk, nemlig at der havde man lov til at undslå sig for retter som man ikke kunne lide; og da jeg ikke kunne fordrage rødkål var det en lise. Juletræet var pyntet inde i den lille
dagligstue, og Far tændte lysene inden dørene blev smækket på vid gab så vi kunne se lysene i al
deres glans. Vi så meget frem til juleaften, hvor mor læste juleevangeliet op, vi sang salmer, dansede om juletræet og fik gaver – dengang var en ønskeseddel en liste over ting, man virkeligt gerne
ville have. Vi brødrene gav også hinanden gaver – og det var nogle vi havde lavet selv eller, hvis
der var penge til det, havde købt. Og vi hadede bløde pakker, fordi de altid indeholdt et eller andet
stykke tøj, som det altid var praktisk at have om vinteren. Kræmmerhusene og kurvene lå der altid
juleslik i og det var skik at vi efter en uges tid ’plyndrede træet’, dvs. tømte kurvene og spiste indholdet.
Mens vi boede på Vesterbro blev jeg grøn ulveunge hos Waingungas ulve, der holdt til i et
hus på Pile allé, der var tilknyttet KFUM og Frederiksberg Kirke. Vi havde møde onsdag aften i et
kælderlokale hvor hovedaktiviteterne bestod i at råbe ulveråbet, binde forskellige knob, synge nogle
sange, høre en historie og skrive ulvebog. Vi var også sommetider i kirke, hvor jeg græd som var
jeg pisket under gudstjenesten. Den dag i dag aner jeg ikke hvorfor.
Men der kunne også gå andet for sig som jeg som fører af gul bande beretter om det fra bandefører og –assistentmødet 6/2/1951:
Næppe var vi kommet ned i lokalet, før vi skruede alle lyspærerne løs, så det var helt mørkt. Da dette
var gjort, forsøgte vi at få nogle af de andre til at stikke af ved at lade som om, der var spøgelser. Nå,
da tropsføreren, Akela, kom ind, opdagede han snart vores spøg. Nu spurgte han, hvem der ville med
op på loftet efter noget træ. Nag og jeg blev udtaget til dette arbejde. Det blev hurtigt gjort, men da vi
kom ned igen, blev der stor ballade over at pæren i kaminen var gået. Hvis der var nogen der havde
gjort det var det Raktia, men ingen af dem havde ramt pæren, sagde de. De ville gerne indrømme, at
de havde ramt kaminen, men ikke pæren. Akela sagde, at så kunne vi gå hjem, men vi ventede alligevel derudenfor, og da vi havde ventet lidt gik Mowgli og jeg ud for at købe en ny pære for den ene
krone jeg havde med. Vi fik købt den i alderdomshjemmet. Så begyndte mødet igen. Nu fik Akela at
vide, hvor meget de forskellige i de forskellige bander havde taget af første- og andenstjernen. Lidt efter sluttede mødet og hver gik til sit.
Troppen lavede sammen med nogle andre et show en aften, hvor vi havde været ude at gå for
ligesom at reklamere for det – uden at jeg i øvrigt tror, at publikummet omfattede andre end forældre og slægtninge. Her skulle jeg foredrage en rimet skrøne om, hvordan mine forældre altid fortalte
mig hvor artige de selv havde været, når jeg havde lavet skarnsstreger. Jeg sluttede med ”Og når jeg
selv bli’r stor/ Så siger jeg det samme!” Det vakte jubel.
Vores Akela, der i daglig tale hed William, besøgte mine forældre. Ved den lejlighed fik han så
en liste over alle de ting, som jeg kunne gøre, og som jeg derfor fik duelighedstegn for – det gjaldt
om at have så mange som muligt for at vise, hvor flink man var. Der var nu ikke tale om at der blev
givet ved dørene.
21
Sommetider var vi på floktur i skoven og jeg beretter om en af dem:
Vi var kun to fra Waingungas ulve, og derfor var Jens Erik vores Akela. Vi gik i kirke, derefter kom vi
ned til stationen og gik op i toget. I samme vogn kom en ulveflok op i toget med os. Det var blå ulv
unger og med dem sang vi sange til de stod af ved et sted. Den første vi sang kan jeg ikke huske, men
nr. 2 var ”Således er loven i junglen”, nr. 3 ”Det kan øse, det kan pøse”, nr. 4 ”En ulv kan aldrig stæ
ges i bur” og en hel bunke jeg ikke kan huske. Da den anden flok gik af toget blev der meget stille
i vognen. Derefter kom vi selv ud i det fri. Vi gik lidt ud i skoven og fik så besked på at finde et godt
sted til rådsklippen. Det blev min bandes sted, der blev udtaget. Så råbte vi ulvehylet og gik videre. Da
vi var gået et stykke vej, kom vi til et sted, hvor vi kunne bygge en sneborg. Den arbejdede vi flittigt
på. Da vi var næsten færdige, spiste vi vores mad på en restaurant i nærheden der hed ”Bøndernes
Hegn”. Der fik vi desuden en varm drik. Derefter gik vi atter ned til sneborgen, og blå og rød bande
tog den i besiddelse imens gul og grøn bande gjorde sig klar til at angribe. Angriberne blev slået tilba
ge og tog nu borgen i besiddelse, mens blå og rød bande var parat til angrebet. Nu blev mit hold jaget
væk fra borgen. Og blå og rød vandt således. Imens var det begyndt at hagle, og vi gik igennem sko
ven til toget. Da vi var kommet halvvejs, standsede Akela og sagde, at nu skulle vi finde ulvehoveder.
Det gjorde vi. Og da toget nær var kørt fra os løb vi til af alle kræfter. Vi nåede toget og her fandt vi så
ud at grøn bande blev nr. 1 med 10 points, blå og rød nr. 2 med 8 points hver, og til sidst gul bande 5
points.
Da vi nåede stationen, tog vi ulveråbet og gik hjem.
I foråret 1951, hvor jeg var i 5. klasse fandt den første virkelige sortering af skoleeleverne
sted: vi gik op til mellemskoleprøven, der strakte sig over flere dage og foregik under tilsyn. Den
afgjorde om man kom i mellemskolen fra 6-9 klasse og gav mulighed for at få real- og studentereksamen. Jeg søgte ind på Skt. Jørgens Gymnasium, fordi min bedste ven, Arne, også søgte ind der.
Prøven blev bestået og Far tog Robert og mig med til Mölle ved Kullen Sverige som belønning. Vi
følte begge det var en spændende tur, ikke så meget fordi vi var oppe på Kullens klipper, men fordi
fordi man kunne købe chokolade på færgen og de svenske tog kørte med elektricitet. Vi stod på
togvognens perron og så landskabet glide forbi i det overskyede vejr. Jeg fik også lov at købe to
postkort, og det blev til et med et billede af klipperne og et andet med et kort over området.
Skt. Jørgen sendte brev om at jeg var optaget, men det var ligesom lidt uaktuelt da vi stod for
at skulle flytte til Maribo.
Robert og jeg ved Kullen
22
Sommerlejren for Waingungas ulve, som Robert også var blevet medlem af fandt i
1951 sted på Daneborg ved Juelsminde. Vi kørte med toget derover, og den sidste strækning blev
kørte vi i lokalbanen fra Horsens til Juelsminde på hårde træbænke. Lejrbygningen var endnu en af
de rødfarvede barakbygninger, som der fandtes så mange af i hine dage. Vi var sammen med en anden gruppe, Det Frie Folk fra Frederiksberg og havde, udover vores tropsførere også nogle ”madtanter” med. Vores lejrsang lød ”Vi er de raske Daneborgske drenge/ som er om morgnen tidligt
straks på spil …”, og vi hejste dannebrog med honnør, en ceremoni, som blev fulgt af en kort andagt. Vi var ofte i vandet. Jeg rapporterer fra den femte dag:
Jeg vågnede lige i sidste øjeblik for de andre var næsten klædt på, og det kan nok være jeg fik
fart på. Efter at have haft morgengymnastik fik vi et bad og så gik vi ind at spise efter at have
ordnet sovesalen. Bagefter kom vi til hen til Store Ånd for at holde bandeinspektion. Efter
bandeinspektionen kom andagten og så kom et forhindringsløb. Jeg kom ind som nr. 1 fra mit
hold og nr. 4 i vinderløbet. Så var vi i vandet og Saki var nær druknet og vi gik så ind til middagsmaden.
Vi legede indtil vi skulle spise aftensmad, hvor vi opdagede, at Kim var væk. Og efter at vi
havde diskuteret det, ledte vi efter ham, og vi ledte og ledte uden resultat. Så blev der sendt
bud efter politiet. Politiet kom men det var kun en overpolitibetjent. Han holdt forhør over os,
dvs. nogle af os. Pludselig kom Kotick og nogle andre løbende og sagde at de havde set to
damer, der var klædt ud som mænd. Dem fulgte overpolitibetjenten efter, mens vi hejsede flaget ned og gik i seng, hvor vi sang ulvebønnen og snakkede om dagens begivenheder, indtil vi
faldt i søvn.
Pludselig lød der skud og alle for op. Så kom Jens Erik ind. Han var meget ophidset og sagde,
at vi skulle stå op. Skuddene lød flere gange og tættere på. Da vi havde klædt os på, gik det
løs på banditterne. Nu fik vi lagt alle 3 ned på jorden men en slap fri. Da vi gik tilbage, kom
Kim frem fra buskene, og da vi var nået til flagstangen blev banditterne løst fri. Det var en natøvelse. Så fik vi en syltetøjsmad og gik i seng.
Min cykel var blevet sendt til Juelsminde. Da sommerlejren for ulveungerne var slut,
cyklede jeg alene til Gammel Rye en smuk solskinsdag. Det var ikke blot sommerlejren, der var til
ende, men det var vores tilværelse på Vesterbro også. Vi skulle flytte til Maribo, så dér var vi ved
begyndelsen af det nye skoleår.
23
Maribo
Mor havde fået fast stilling ved Maribo Private Realskole og Far havde fået lovning på en stilling
ved sukkerfabrikken i byen i sommeren l951. Noget af det første vi gjorde, da vi ankom dernede var
derfor at se på huse. Der var et dejligt lysegult hus nede ved Nørresø, ikke langt fra motorvejsdæmningen fra besættelsestiden. I haven stod der et pragtfuldt stort valnøddetræ. Robert og jeg var meget begejstrede for huset, som jeg malede idet jeg dog - af hensyn til den kunstneriske gennemslagskraft - udelod valnøddetræet.
Drømmehuset
Den drøm brast snart, for da Far troppede op var stillingen ved sukkerfabrikken ”besat til anden side”. Han rejste straks tilbage til København og fik sin stilling igen hos Løvens kemiske Fabrik, hvor han så fortsatte som laborant. Far og Mor havde sagt lejligheden op på Vesterbro og han
måtte bo på et lille lejet værelse i Brønshøj.
Mors arbejde på Maribo Private Realskole var helt i orden og Robert og jeg kom til at gå i
skolen i henholdsvis 3. klasse og 1. mellem. Den første tid, hvor vi var i Maribo, boede eller rettere
sov Robert og jeg ude på loftsgangen under teglstenstaget. Med tiden blev der hængt nogle tæpper
op, så det ikke skulle blive alt for koldt, mens Mor havde et rigtigt loftsværelse til sig selv, Louis og
Jan.
Den første tid spiste vi på et pensionat der lå nede af en sidegade nær torvet. Det blev forestået af fru Frandsen, mens hr. Frandsen handlede med kartofler og kul. Der var nogle andre pensionærer, og en journalist ved en af de lokale aviser, som der dengang var mange af, snakkede lidt med
os. Vi spiste alle sammen på samme tid.
Far kom i weekends. Engang hvor Far var på besøg, gik Far og Mor i byen og efterlod Jan
alene. Jan vågnede, fandt sig alene og græd. Han havde kunnet gå og tale, men mistede evnerne og
var først i behandling på hospitalet i Maribo, og siden på Philadelphia i Dianalund og til sidst, omkring 1958-59 i Pedersborg ved Sorø. Han var i perioder i Maribo i en børnehave og også hjemme
hos os andre.
I efterårsferien drog Robert og jeg på cykel fra Maribo til onkel Harald i Sømarke, hvor vi –
som ægte lollikker – skulle hjælpe ham med sukkerroehøsten. Det var en ret lang vej, og der var
24
pauser undervejs, men vi nåede da frem. Det var ikke særligt godt vejr, og vi blev sat til at hakke
toppen af roerne som så skulle lægges op i rækker. Onkel Harald, hans karl og en daglejer arbejdede
med at få roerne op. Daglejeren boede i et lille hus nede ad stien mod Liselund og gylpede når han
spiste. Det gjorde karlen sig meget lystig over. Da ugen var omme var vi hver 6 kroner rigere og
drog i strid modvind tilbage til Maribo hvor Robert måtte købe en ny bagagebærer, der kostede 6 kr.
da den forrige gik itu på turen. Og jeg omsatte pengene til farver i tuber til min hobby, oliemaleri.
Undervejs indgik vi i øvrigt i al vores uskyld en aftale om at den af os, der først blev gift skulle betale en million kroner til den anden. Dem har jeg nu aldrig set skyggen af.
Mens vi boede på realskolen var der cirkus i Maribo. Det holdt til nede bag rådhuset, og det
helt store ’Nuummer’ var at dristig mand kastede sig ud fra toppen af en tredve meter høj stige ned i
et bassin der var 2 meter dyb, næppe meget i omkreds og med en kant omgivet af spidse jernpigge i
et kar, der gik langs hele kanten, og som der blev hældte en brændbar væske i. Det så drabeligt ud
og så var det gratis. Vi var ligesom den halve by henne at kigge på. Akrobaten kravlede op, hang i
sin stige og gav slip. Der gik et sus gennem tilskuerne, et plask, og han kravlede op af sit lille bassin. Et par år efter læste jeg at en akrobat var omkommet ved netop at gøre det, og gik ud fra at det
var ham.
Da det blev for koldt oppe under tegltaget på realskolen, blev Robert, Louis og jeg indlogeret
hos nonnerne på det katolske kloster. Der var mere beskedent end det lyder: der hørte en lille katolsk skole til, som børnene kom til fra forskellige omliggende byer, og der har måske været 5-6
nonner. De husede en halv snes andre børn i tilgift til os. Vi spiste sammen i en lille spisesal men
var delt i en sovesal for piger og en for drenge. De var ikke store og der var fri gennemgang mellem
dem. Det var en større pige, der var vores anfører; hun var også en slags hushjælp for nonnerne. Vi
hørte altid efter hvornår klokken klemtede til messe, for så var der fri bane til at fare ned i haven og
prøve at finde nogle valnødder under valnøddetræet, der stod i køkkenhaven.
Nonnerne var fra Polen og meget sparsommelige. Det kunne vi især mærke på maden. Om
fredagen hvor rettroende katolikker ikke må spise kød, fik vi suppe med fedtklumper i. Vi sad så alle tre og kiggede hjælpeløst på det ulækre stads til vi omsider blev udfriet af pinen fordi vi skulle i
sen. Om søndagen plejede Mor at komme omkring klosteret og tage os ud på en spadseretur. Det
forudsatte, at vi havde spist op. Robert og jeg så med stor væmmelse på den grumset hvide sovs,
som kødet var kogt til trevler i og som der flød store klumper fedt i. Vi hadede begge fedt, formentlig fordi vi aldrig havde fået det i Argentina. Men vi fik kæmpet det ned.
Louis kunne ikke klare det. Og nonnerne var aldeles ubønhørlige. Så når Robert og jeg kom
tilbage fra spadsereturen med Mor, sad Louis stadigvæk og kiggede fortabt på den uappetitlige mad.
Julen nærmede sig. Jeg tog over til Jessens i Gammel Rye og havde en dejlig jul der.
I Maribo tilbragte Robert og Louis julen hos nonnerne, mens Mor holdt juleaften med de ugifte lærerinder. Det var noget mere glædesløst.
Efter nytår fik vi en ’lejlighed’, dvs. en af de fire lejligheder øverst på tagetagen på Maribos
svar på Vesterbro, Stensbo. Det lå i et kvarter nord for byen på den anden side af jernbanen og lige
over for asfaltfabrikken Colas. På øverste etage, der alt i alt næppe kan havde dækket mere end 150
m2, var der indrettet fire ’lejligheder’ med plads imellem sig.
Lejligheden vi boede i var altså meget lillebitte, nemlig ét rum og ét kammer samt vistnok
noget, der lignede et køkken. Louis, Robert og jeg sov i kammeret og Mor i stuen. I stuen var der en
25
kakkelovn som vi fyrede med koks. Engang smed jeg i min uvidenhed sukker i den, og der stod en
stikflamme ud fra den, der brændte mine forreste hovedhår og fik mig til at stinke fælt. En gang
hvor Far var hos os, blev vi purret midt om natten: der var udbrudt en skorstensbrand i ejendommen. Det var nu ikke så farligt endda.
Vi hørte ikke så meget til de andre tre familier der boede deroppe, bortset fra at Bojes far
sommetider gav Robert og mig penge til at gå i biografen søndag eftermiddag. Mor var rasende
over det, men kunne jo ikke gøre så meget.
Der hørte en gårdsplads med til Stensbo, og for enden af den lå der en lille træskofabrik. Det
kunne man mest se på at der lå store kævler og træstammer uden for den. Ejeren fór efter os hvis vi
kom ind på hans grund. Men det var altså ikke nogen af os, der havde sat ild til den, da der gik
brand i den en aften.
Der var andre børn i ejendommen, som havde større lejligheder i stuen og på første sal, som vi
kunne lege med. Til at begynde med var det så koldt, at vi nøjedes med at gå ned til den tilfrosne
Nørresø, hvor folk stod på skøjter.
Da vi prøvede at bygge en snehule nede for enden af Stensbos grund afstedkom det meget
slagsmål med børnene, der boede i parcelhusene rundt omkring. De bekrigede os på det groveste og
var langt i overtal. Det værste var måske nok, at de voksne slet ikke greb ind. En gang var jeg fanget og blev slået med kæppe på en åben plads, mens mødrene bare kiggede på fra husene.
En anden gang havde en af ’villadrenge’ skudt Robert i hovedet med en pil. Robert og vi andre Stensboere blev vrede og det blev besluttet at klage til synderens far. Vi var også enige om, at
det måtte være Robert, der som den forurettede fremførte klagen. Derfor ringede han på døren for at
gøre det. Han fik knap nok åbnet munden før faren fór på ham og gav ham en enorm gang klø. Jo
det var tider for de besiddende klasser.
Legekammerater fra Stensbo og os
Mens vi var i Maribo, blev Robert og jeg sendt til dans og det morede os ikke. I begyndelsen,
da vi stadig boede på taghybelen på skolen, eskorterede Mor os over til Olsens Hotel, som husede
danseskolen. Sommetider aftalte vi så at spæne i hver sin retning når vi kom til Torvet der lå godt
og vel midtvejs og på den måde undgå vor skæbne. Men den løsning holdt ikke i det lange løb, så vi
kom til dans. Robert havde noget nemmere ved at affinde sig med denne grumme skæbne end jeg,
der prøvede at gemme mig efter bedste evne og lå inde under tribunen i stedet for at danse ved af-
26
slutningsballet. Der var så det ekstra problem at når vi skulle hjem til Stensbo fra dans lå der ofte
nogen fra villabanden på lur ved viadukten under jernbanen, så det var bare med at passe på.
Engang i foråret havde jeg været nede i den nærmeste lund på den anden side af nutidens motorvej og havde plukket en buket kodrivere. Da jeg vandrede hjemad med den, traf jeg en dame,
som gav mig 25 øre for buketten, som hun netop havde brug for. Det inspirerede mig til at lave flere
buketter og sælge dem. Trinnet til at blive grossist var ikke stort, og snart havde jeg de andre beskæftiget med at plukke blomster og sælge buketter, vistnok for 10 eller 15 øre til dem og 25 øre i
handelen. En af mine undergivne syntes ikke om forretningsmetoden og sladrede til sin mor. Hun
skældte mig ud, så jeg måtte give mine ansatte en væsentlig højere løn og jeg endte med at have et
overskud på vistnok 50 øre, hvilket var nok til at skaffe mig i biografen til en Morten Korch-film.
Dermed var der en gang for alle sat en stopper for min karriere som erhvervsleder og kapitalist.
Vi blev meldt ind i FDF, som havde fået ny kredsfører, en kordegn, der havde sat fut i foretagendet. Robert blev 1. pilt og jeg blev 3. pilt. I pinsen var vi på en teltlejr oppe ved Reernæs hvor
man skulle være morderlig forsigtig med at sætte fingeren på teltdugen, for så regnede det bare
igennem.
Vejret var dårligt. Og der var et orienteringsløb, hvor en af opgaverne gik ud på at slukke en
brand i sprit der flød øverst på en gryde med vand. Det var lidt at et problem at den eneste metode
der duede, nemlig at lægge noget over ilden ikke kunne bruges fordi vi ikke havde noget at lægge
over.
Det jeg erindrer tydeligst fra livet i FDF er engang, hvor vores leder havde været til et møde,
hvor lederne for de yngre pilte havde fremlagt, hvad de ville foretage sig i løbet af en forårssøndag.
Han havde lyttet med interesse til det lederne for 1. og 2. piltene havde tænkt sig, og sagde så,
at han ikke havde besluttet sig til noget bestemt hvad angik os. Det havde han nu alligevel: vi 3. pilte skulle gribe ind i de andres skattejagt og røve deres skat. Vi greb hans idé med begejstring. Han
havde bare ikke taget højde for at de var mange flere end os, og at de råbte anskrig da deres skat,
der var gemt i en blåmalet æske, blev røvet. Det udartede til et kæmpeslag hvor de overtallige 1. og
2. pilte foretog en knibtangsmanøvre og vi fik læsterligt med høvl.
Der var også et FDF-stævne i Sakskøbing, hvor grundlæggeren af bevægelsen, pastor Valentiner var til stede. Hovedattraktionen for os var snarest at der også var en kæmpestor bold på vel et
par meter i diameter som man skulle rulle med. I praksis var det nu ret besværligt, og jeg har ikke
senere truffet på så store bolde.
Maribo private Realskole var højt respekteret og havde omkring 150 elever, der kom fra hele
Lolland. Robert kom i 3. klasse mens jeg var i 1. mellem. Jeg stod mig vistnok godt med klassen og
blev inviteret med til nogle fødselsdage på gårde der lå langt uden for Maribo. Der var nogle plageånder på skolen og en af dem var særligt ondartet. Om Mor lagde mærke til det eller hun bare noterede sig at hendes drenge fik bank ved jeg ikke. Hun sendte os i hvert fald til boksning.
27
Det foregik i gymnasiets gymnastiksal, hvor de store trænede mod hinanden. Robert og jeg
var de eneste der var så små, og vi blev derfor sat til at øve os på hinanden. Robert var væsentligt
dygtigere end jeg til både at lave parader og sætte stød ind, så jeg fik ganske mange knubs. Jeg lærte
dog at bokse til husbehov.
En gang hvor min plageånd og jeg var sat til vægs af inspektor i gården, var jeg så rasende, at
jeg svang en knytnæve ind i hans ansigt. Han udfordrede mig til slåskamp bag ved Rådhuset, der lå
lige i nærheden, og kampen trak ganske mange tilskuere blandt eleverne. Jeg brugte slet ikke noget
af det jeg havde lært i boksning fordi jeg syntes jeg havde fortjent de tæsk jeg fik. Jeg blev ikke
drillet for at have briller, for dem gik jeg ikke med. I løbet af året fandt øjenlægen ud af, at mit nærsynethed havde taget kraftigt til.
Det var det år, hvor den danskfødte kaptajn Kurt Carlsen på Flying Enterprise blev ombord da
skibet fik svær slagside. Vi fulgte begivenhederne over jul og nytår, og skolelederen, hr. Jerrild gav
os nyhederne, da dramaet blev intensiveret efter at en engelsk styrmand var kommet ombord til
ham, og skibet til slut sank i begyndelsen af januar.
Jerrild og hans kone forstod til dels vores situation. Da karakterbøgerne blev uddelt første
gang, roste han klassens nr. 1, der var datter af en skomager, som vi kom noget hos. Jerrild gik så til
alles undren ned mellem rækkerne til han stod foran mig og bankede en krone i bordet fordi jeg
trods alle odds var nr. 2. Den placering genvandt jeg først ved årsafslutningen, men nu vankede der
ingen præmie til mig men til nr. 3. Jerrild stod der selvfølgelig respekt om og det samme gjaldt de
øvrige lærere. Vores dansklærerinde var en ung enke – hendes mand var død af en uhelbredelig
sygdom og havde været ved Maribo Museum, et stort skrummel af en hvid bygning tæt på stationen, der havde en beskeden lokalsamling.
Den hvidhårede hr. Staunstrup havde buskede hår i ørene og havde engang set, at en af de andre i vores klasse havde sat sædet så vores engelsklærer, min mor, ville falde igennem stolen. Han
28
fortalte det til Mor, og til trods for mine bønner om ikke at tage sig af det, sagde hun at nogen havde
fortalt hende, hvem der anbragte sædet skævt og straffede synderen. Hun præciserede, for at få det
gnedet rigtigt ind, at det ikke var mig. Og da ingen i klassen havde lagt mærke til Staunstrup i judasøjet, var jeg for alvor hængt ud som sladrehank. Vores engelskundervisning var i øvrigt med Otto
Jespersens begynderbog: ”I can hop, I can run. See me hop, see me run”, der var skrevet med lydskrift på den ene side som vi lærte først.
Mor kom især sammen med frk. Christophersen, der var leder af børnehaven og som tog sig
meget af Jan, og to ugifte lærerinder, den hvidhårede frk. Bolwig og den mørkhårede frk. Sahl, der
var lærer i regning. Når de sad sammen i frk. Sahls hus, der nok ikke har været stort, fik Robert og
jeg penge, så vi kunne leje en robåd nede ved bådebroen ved domkirken og kunne sejle rundt på
Søndersø. En gang fik de den gode idé, at vi skulle dem alle tre rundt om Hestø, som var den nærmeste ø. Det var en meget tung tur.
Robert og jeg kunne nu også leje en båd på egen hånd. Vi fik efterhånden et arrangement med
bådudlejeren, der gik på at hvis vi lejede båden for andre betalte vi fuld pris, mens vi selv måtte sejle så langt vi orkede både når vi havde penge og når vi ingen havde.
Engang havde Mor taget Louis med sig til ’stranden’, der var en 30 meter sandstrand nede ved
søen ved en svømmeanstalt og en græsplæne, og stor var hendes forbløffelse, da sivene pludselig
åbnede sig og Robert og jeg kom stagende ind mellem dem i en robåd. Hun befalede os prompte at
tage Louis med og det gjorde vi så. Vi syntes nu det var noget af en plage og begyndte at vippe båden midt på søen så Louis skreg, og en af roerne fra roklubben kom forbi og sagde, det var farligt.
Der var meget der var farligt efter deres mening, for da en af os var i vand til livet og gik ved
siden af båden, fik vi at vide, at der var hestehuller, som man kunne falde i, der hvor vi gik. Så det
måtte vi altså heller ikke.