1. No category

Erindring nr. 890
Forfatter: Lis Sigrid Emilie Assentoft (født 1932)
Periode: 1932 – 1948
Omfang: 12 sider
Disse erindringer er skrevet af forhenværende
Assistentelev i regnskabsafdeling i Københavns Belysningsvæsen
Vognmagergade 8
derefter
Ekspeditrice i parfumeri og sæbeforretning
Vesterbrogade 107 B
derefter
Telefonistinde på Byen, Palæ, Minerva
i Telefonhuset, Nørregade 21
derefter
Hjemmeløbende husmor med mand, 2 børn og flere dagplejebørn samt et halv natsjob på
dagbladet ”Information”, Store Kongensgade 40 C
nu
Førtidspensionist
Lis Sigrid Emilie Assentoft
Händelsvej 62, st.th.
2450 København SV
Erindringerne er offentligt tilgængelige uden forbehold.
28. september 1995
1
Jeg blev født 6. december 1932 på fru jordemor Bertha Petersens fødeklinik, Jagtvej 111, København
N, og regningen på fødslen og de forskellige ydelser lyder på 183 kr. Ja, det var mange penge dengang
– jeg har gemt regningen.
Min mor er Ellen Andrea Amanda Larsen, født Pedersen, født 19. april 1892 i Frederiksborg Slotssogn,
død 7. september 1957, og min far er Carl Christian Larsen, født 1. juni 1885 på Christianshavn, død
12. december 1961. I Sundby kirke på Amager blev de viet 18. marts 1923.
Jeg blev døbt 26. marts 1933 i Kingos kirke på Nørrebro, og fik navnet Lis Sigrid Emilie Larsen. Min
gudmor var min mormor Karen Hansine Pedersen, født 20. december 1872, død 2. januar 1974.
Fra 1935 boede vi i Halfdansgade 31, 4.tv., på Islands Brygge. Det er en ”lille by” for sig selv, der
ligger på Amager, lige over Langebro og så drejer man til højre.
Vores ”lille by” havde en biograf, der hed Bergthora Teatret, den lå på hjørnet af Isafjordsgade og
Bergthorasgade. Hver mandag og fredag kom en ny film på plakaten, der blev spillet hver aften kl. 7 og
9. De 3 første rækker var forbeholdt børn, pris 65 øre, fra 4. – 16. række, 1,35 kr. og fra 16. række, 1,50
kr.
Lejligheden vi boede i, var en god 2 værelses med centralvarme, brusebad og altan. Gadeværelset var
en kombineret spise- og dagligstue. Møblerne var af mørkt og poleret egetræ, dækketøjsskabets døre
var med flotte udskæringer – det var dengang, hvor håndværkere havde tid til at ”lide af skønhedssans”.
Spisebordet og dækketøjsskabet eksisterer endnu. Betrækket på sofa og stole var uopskåret grønt
mekka, nærmest uopslideligt, og gulvtæppet var et 3 x 4 m. Gram vendetæppe i farverne grønt og gråt.
Hvert forår, når min mor gjorde hovedrengøring, bar min far det ned i gården, hvor det fik en omgang
med tæppebankeren, selvom det blev støvsuget jævnligt. Alt blev taget ned fra væggene og ud af
skabene og blev vasket af. Hele huset var på den anden ende, og min far og jeg følte os meget
”hjemløse”, når det stod på. På væggene havde vi mange malerier, som min far havde købt på Det kgl.
Assistenthus.
Gårdværelset var soveværelse. Foruden den store dobbeltseng, var der min seng, et trefløjet klædeskab,
hvor den midterste dør var et stort spejl, en kommode, en chiffonniere og et lille toiletskab, som jeg
”ejede” til mit legetøj, der bestod af påklædningsdukker, hønse/dueringe, hinkesten mm.
I køkkenet var der et terrazzobord med 3 gasapparater og en gasovn på hylden nedenunder, et
spisekammer med vindue, der altid kunne stå lidt åbent, for der var sat et fluenet op foran det. Om
vinteren var der godt koldt derinde, men om sommeren var det umuligt at holde madvarerne friske, så
hver dag købte min mor ind til madpakker og middagsmad.
Hver morgen kom mælkemanden Krølle med sin hestevogn. Den stod udenfor storeporten i
Halfdansgade, og så var det hans job for mejeriet ”Enigheden” at bringe mejeriprodukter op ad
køkkentrappen til beboerne i karréen. Dengang fandtes kun sødmælk, kærnemælk og fløde. Udenfor
2
vor dør blev der sat 2 pot sødmælk i flaske. Det øverste af mælken var tykt som fløde, det tog min mor
forsigtigt fra hver dag, så det kunne bruges til kaffen. Hver torsdag aften kom Krølle ved køkkendøren
med mælkeregningen fra foregående uge, og han blev altid inviteret ind på en ”knaldtår”, det var varm
kaffe, hvori man dyppede huggesukker og derefter knuste i munden. Det må have været en
himmerigsmundfuld, når jeg tænker på hans ansigtsudtryk.
Toilettet var meget lille, der var en lille håndvask og en fastsiddende bruser. Det hele skulle dækkes til
med karduspapir, hvis vi skulle have et brusebad, så det var sjældent, at det blev benyttet. I stedet for
gik min mor og jeg over Christianshavns Vold til Sofiegade, hvor der var en lille badeanstalt.
Min far døjede med ondt over lænden, et slags ”hekseskud”, så han gik altid med et katteskind på
ryggen, for at holde den varm. Hos vor sygekasselæge fik han ”billetter” til Kommune Hospitalet, hvor
han kunne få specielle helsende bade 2 gange om ugen. Min fars fortrukne var russisk bad, hvad det
bestod af, ved jeg ikke.
Min far var chauffør og magasinbetjent på Det kongelige Assistenthus, også kaldet ”Onkel”, der lå ved
Gammel Strand (nu Kulturministeriet). Rundt om i København var der lånekontorer, hvor folk kunne
gå op og pantsætte malerier, dækketøj, smykker, kufferter, barnevogne, symaskiner osv. Genstanden
blev vurderet, og personen fik pengebeløbet og en låneseddel, der skulle indfries, ellers kom
genstanden på auktion, når udløbsdatoen var overskredet. Det var meget almindeligt, at habitter blev
pantsat om mandagen for derefter at blive indfriet om lørdagen, så manden havde pænt tøj hjemme om
søndagen.
Min mor var hjemmegående, som de fleste mødre var dengang. Om sommeren gik vi på Volden og i
haven ved Det Kongelige Bibliotek ved Christians Brygge. Jeg havde min dukkevogn med, og min mor
havde sørget for madpakker og mælk, der var hældt på en sodavandsflaske med patentprop.
Forårs- og sommersøndage, når min far havde fri fra arbejde, blev brugt til udflugter til Langelinie og
Fælledparken, men det bedste var, når udflugtsmålet var Dyrehaven ved Klampenborg. Vi kørte med
sporvogn linie 4 til Hovedbanegården, derfra med S-toget til Klampenborg station, hvorfra vi kørte i
kapervogn til Peter Lieps Hus. På den anden side ved Peter Liep var der mange lange borde og bænke,
og dér spiste vi vor frokost, som var medbragt i en skotøjsæske omviklet med sejlgarn. Sodavand, øl og
snapsen var pakket ind i våde aviser, med et viskestykke udenom.
Der var mange familier med børn, og mens de voksne snakkede, legede vi børn sanglege, tagfat, skjul
eller spillede bold.
Eftermiddagskaffen var også med hjemmefra på 2 sodavandsflasker med patentprop, puttet ned i en
hjemmestrikket ulden sok og derefter indhyllet i avispapir. Konerne havde hjemmebagte sandkager
med, der blev sat på bordet, så alle kunne smage, og vi børn fik penge til at købe en iskage.
3
Mine forældre var meget interesseret i teater og musik, og om vinteren kom jeg på Folketeatret, i Det
Ny Teater og især på Nørrebros Teater, der altid havde operetter på programmet med
skuespillerne/sangerne Else-Marie og Hans-Kurt. Under forestillingerne kunne man drikke øl eller
sodavand, som var købt i foyeren. Der var en hylde på bagsiden af stolerækken foran, hvor man kunne
sætte glas og flasker.
Arbejdernes lytter- og radioforbund havde til huse i Rømersgade 22, og lørdag aftener, i vinterens løb,
blev der spillet dilettantkomedier i festsalen. Bagefter var der bal, hvor Isabells 4 mands orkester
spillede.
Jeg havde mange legekammerater på Islands Brygge. Jytte, der boede i Gunløgsgade nr. 5, 2.sal, var én
af dem. I januar 1943 var jeg oppe hos hende. Vi spillede klaver og sang, byttede nipsenåle og
glansbilleder, men så begyndte sirenerne at hyle. Der var luftalarm. Jyttes mor var ikke hjemme, og jeg
sagde derfor til hende, at hun skulle løbe med mig hjem til min mor. Det ville hun først ikke, men til
sidst fik jeg hende overtalt, og vi nåede lige at komme hjem til mig i Halfdansgade, da de engeske
bombefly kom. Deres mål var Burmeister & Wain Skibsværft, men nogle bomber faldt også mod De
danske Sukkerfabrikker, der lå ved siden af i Langebrogade. En bombe faldt ned i Gunløgsgade nr. 5,
hvor den landede på 3.sal uden at eksplodere, men lejligheden og de omkringliggende lejligheder var
helt raserede, og deres beboere blev evakueret til menighedshuset i Hans Tausens Kirke, Halfdansgade
6.
Den 8. april 1953, blev jeg viet i Hans Tausens Kirke til kobbersmed Børge Assentoft. Fra 1954 – 56
arbejdede han på Holmen på Christianshavn. En dag stod han og nogle kolleger og talte om
2. Verdenskrig. Én fortalte, at han havde en ven, der havde boet i Gunløgsgade nr. 5 på 2.sal, der havde
en datter, og hun var alene hjemme, da der blev luftalarm. En legekammerat var kommet på besøg, og
hun fik overtalt datteren til at løbe med hende hjem. Det var et lykketræf, for en bombe faldt ned i
lejligheden ovenover på 3.sal. ”Den historie har jeg hørt før,” sagde min mand, ”den legekammerat er
jeg gift med, det er min kone”.
Den gamle Langebro var en ”træbro”. Man kunne se vandet imellem brædderne, når man gik over den,
og der var kun én stor borklap, der gik op, når skibene skulle igennem.
På Islands Brygge lå mange store virksomheder, hvor skibene kom til fra ind- og udlandet, bl.a. Svend
Nicolaisen, der på kajen havde kraner og kæmpebunker med ral, grus, sand mm. Også Dansk
Soyakagefabrik var et livligt område, dertil kom meget store skibe med ladninger fra Østen.
På den anden Amagerside ved Langebro (Kalvebod Bastion) lå Langebros kommunale
friluftsbadeanstalt. Den var åben fra 1.maj – 1. september, fra kl. 9 – 18, og det var gratis for os børn at
komme der indtil kl. 14, efter kl. 14 kostede det 10 øre at komme ind. Der var en dameafdeling og en
mandeafdeling, og de var indrettet ens med 3 havnebassiner med forskellige dybder: 0,60 m., 1,20 m.
og 3 m. Ved det store dybe bassin var der en vippe på 1½ m. og én på 3.m. I de små bassiner lærte jeg
4
at svømme. Jeg blev udstyret med et korkbælte om livet og en korkplade i hver hånd. Da jeg blev
dygtig nok til at svømme uden hjælpemidlerne og efter en svømmeprøve, gav det adgang til det store
bassin.
Skolerne i København brugte badeanstalten til eleverne i gymnastiktimen, vi fik så
svømmeundervisning i stedet for gymnastik og i skolesommerferien, fra 16. juni til 12. august, skiftede
lærerinderne til at være på badeanstalten om formiddagen og undervise, og vi havde muligheder for at
tage forskellige svømmeprøver så som ”Den danske skoles Frisvømmeprøve”.
Der var 2 damer ansat på badeanstalten til at holde styr på alle os piger. Begge var udstyret med en
kraftig fløjte, og der var et regelment vi skulle overholde. Hvis det blev overtrådt, blev vi udvist og ens
navn blev skrevet i ”Den sorte bog”. Ved gentagelser fik man forbud mod at komme på badeanstalten i
flere dage – og damerne havde en fantastisk hukommelse. Ak, ak, jeg har prøvet det én gang, fordi jeg
skubbede en anden i vandet.
Jeg gik i skole fra 1. – 5. klasse på Den Classenske Legatskole, Vester Voldgade 98. Efter 5. klasse var
eleverne delt op til at fortsætte enten i fri mellem eller mellemskole. Jeg skulle fortsætte i mellemskole,
der gik over 4 år, men ikke på Den Classenske Legatskole.
Mine forældre havde meldt mig ind i en privat pigeskole, der hed ”Det Søsterlige Selskabs Skole”, den
lå i St. Kannikkestræde 13 i stueetagen.
Skolen var en lejlighed, bestående af 3 værelser, 2 kamre, et køkken og et postværelse, som var
garderobe til vort overtøj og støvler. Der var to WC’er i gården, og når man skulle derned, fik man
udleveret en kæmpenøgle, der var bundet med sejlgarn til et bræt. De andre beboere i ejendommen,
brugte også WC’erne.
I frikvarteret var vi nede i gården, der var belagt med toppede brosten, og i det ene hjørne stod et meget
stort kastanjetræ (det står der endnu). I frikvarterene legede vi sanglege, byttede nipsenåle,
glansbilleder og servietter.
De kakkelovnsfyrede værelser blev brugt som skolestuer. Vi var mellem 12 – 14 elever i hver klasse, 3.
og 4. mellem var ”slået sammen” i det ene værelse, der var meget stort. Det ene kammer var
lærerindeværelset, og det andet kammer var depot for skolematerialer.
Bestyrerinden fru Kirsten Egholm, frk. Karen Nordvang og fru Andersen, alle af ”ældre årgang”, var
skolens lærerinder og meget dygtige undervisere i deres fag.
I det store klasseværelse stod der et klaver. Her blev alle samlet hver morgen, en salme blev sunget, og
fru Egholm spillede til – og så begyndte skoledagen.
Gymnastiktimerne foregik i Universitetets gymnastiksal ved Vor Frue Plads. Det var en ung kvindelig
studerende, der underviste os, og foruden gymnastik og boldspil lærte vi at danse Lancier.
5
Jeg gik til og fra skole og havde, pga. den tyske besættelse under 2. Verdenskrig, et identitetskort
hængende om halsen, som de tyske soldater, som gik vagt på Langebro, af og til ville se.
I de kolde og regnfulde vintermåneder, fik jeg et månedskort til sporvognen, det kostede 4,50 kr.
Det Søsterlige Selskabs Skole blev finansieret af fruer, velhavende damer, der var gift med mænd i
betydelige stillinger. Jeg ved ikke hvor mange velgørerinder, der var i alt, men min og 4 andre elevers
velgørerinde hed Gerda Cruse, der boede med sin mand på Dantes Plads i en stor herskabslejlighed,
hvor af tjenestefolk var ansat en kokkepige, stuepige og chauffør.
Hver måned fik vi karakterbog med hjem, og foruden én af vore forældres underskrift i bogen skulle
fru Cruse også se og underskrive den, derfor bestemte hun en dag sidst på måneden, der passede hende
bedst, hvor vi 5 elever kunne besøge hende.
Det var en stor oplevelse for os piger. Hver måned, efter skolegang, gik vi til Dantes Plads. Hver især
havde 2 kr. med hjemmefra, og for det samlede beløb blev der købt en buket blomster til fru Cruse. Der
var elevator i ejendommen, og når vi kom op og ringede på døren, blev den åbnet af stuepigen, som tog
vort overtøj og hængte det på bøjler i garderoben.
Efter vi havde skiftet fodtøj (vi havde indendørssko med), kom fru Cruse og bød os velkommen, og
hun fik de blomster vi havde købt, som hun altid blev meget glad for. Derefter blev vi vist ind i den
store spisestue med parketgulv, et skab, 2 skænke og vitriner i mahognitræ, hvor der var glas i dørene,
så man kunne se kaffestel, moccastel, figurer og nipsting fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing
& Grøndahl.
Der var dækket op til eftermiddagste. Oh, hvilke lækkerier kokkepigen havde lavet til os: Bagte
teboller, sandkager, småkager og lagkagebunde, der blev ”lagt” med creme, syltetøj og glasur. Alt det
der var begrænset i vore hjem pga. rationeringsmærker på mel, melis, smør og meget andet, her var det
i ”store mængder” – herligt.
I lysekronen over spisebordet hang en ringeklokke i sølv. Når der blev ringet på den, kom stuepigen og
spurgte, hvad vi ønskede os. Vi skiftedes til at ringe efter flere boller. Mens vi drak te, spurgte fru
Cruse til vore forældre, om skolegangen og hvad vi lavede i vores fritid. Derefter så hun vore
karakterbøger igennem, kom med forskellige kommentarer og skrev dem derefter under.
I en dagligstue med gulvtæppe, et flygel og antikke møbler, var der arrangeret til at spille spil, bl.a.
Matador, som vi dog aldrig kunne nå at spille helt færdigt, inden vi skulle hjem, men den, der havde
mest kapital i gader, pladser, huse, hoteller og rede penge, havde vundet. Man kunne så vælge sin
gevinst mellem håndbroderede lommetørklæder, kam og spejl i etui, påklædningsdukker, nipsenåle,
glansbilleder, glaskugler og hinkestene.
6
Efter vi havde nejet og sagt farvel til fru Cruse, hjalp stuepigen os tøjet på og sørgede for, at vi kom ud
til elevatoren, og så var det med at komme hjem og fortælle oplevelserne til min mor og far.
Ved skoleårets afslutning blev der holdt en fest lørdag aften, hvor velgørerinderne, bestyrerinden,
lærerinderne, eleverne og forældre blev samlet i Nationalmuseets festsal til kaffe og brød.
Bestyrerinden fru Egholm bød velkommen, holdt tale om skolen og hvad der var forgået i det forløbne
skoleår. Vi sang fædrelandssange, kaffen blev serveret,og mens de voksne snakkede, spillede fru
Egholm børnedanse på klaveret, som vi piger svingede os lystigt til.
De elever der var blevet konfirmeret om efteråret og foråret, havde deres konfirmationskjoler på og
igen, med fru Egholm ved klaveret og under gymnastiklærerindens kommando, dansede de Lancier.
Det udløste altid ”våde øjne” og kraftige klapsalver fra forældrene.
Eleverne, der nu havde taget mellemskoleeksamen og skulle forlade skolen, blev kaldt op enkeltvis til
bestyrerinden, som udleverede karakterbogen, et afgangsbevis og en anbefaling. Mine skolepapirer er
dateret 18. juni 1948.
Aftenen sluttede med, at alle gik langsomt rundt i festsalen, mens vi sang salmen ”Fred hviler over land
og by, ej verden larmer mer”, hvor sidste vers lyder:
O, lær af ham din aftensang,
Fred med hver sjæl på jord,
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.
Renskrevet af Marianne Wiinberg, oktober 2013
7