1. No category

2
FA MI L I E N L ORENTZEN
I november måned 1893 ramte en voldsom tragedie den jyske vestkyst.
Det meste af vesteuropa havde i dagene forinden oplevet en kraftig storm,
hvor et stort antal skibe sank eller blev knust i brændingen, hundredevis
af mennesker druknede, mindre byer blev oversvømmet, huse skyllet væk
eller voldsomt beskadigede af de hærgende vindstød. Natten mellem den
20. og 21. november nåede stormen frem til Danmark.
Frederiksberg Kirke, en smuk ottekantet
bygning, fotograferet omkring 1900. Kirken blev bygget i 1734 og ligger på hjørnet af Frederiksberg Allé og Pile Allé.
Om aftenen og hen over midnat var havet nogenlunde roligt. Fiskerne
gik ombord på deres både og stævnede ud mod havet for at fiske, som de
plejede. Luften var kølig. Det var jo trods alt november måned, men den
21., kl. 4 om morgenen skiftede vejret pludseligt. Flere hundrede fiskere
på havet ved Jyllands vestkyst blev uden varsel overrumplet af stormen.
Den spredte sig videre ud over Danmark og resulterede i massive oversvømmelser mange steder ved de danske kyster.
Men værst var katastrofens omfang dog ved vestkysten, hvor 49 fiskere
den nat mistede livet og alene i eet af fiskersamfundene, blev ikke mindre
end 74 børn faderløse på én gang. Landet var i tiden, der fulgte i dyb sorg
over de menneskelige tragedier, som pludselig havde ramt landet. For de
mange fattige fiskerfamilier, var det en uoverskuelig katastrofe.
Det var dog ikke kun sorg og katastrofer, der prægede landets aviser
denne vinter. I starten af december blev kongeslottene i Stockholm og
København telefonisk forbundet. Et lille mirakel i slutningen af de 19. århundrede var en realitet, nu kunne Danmark og Sveriges monarker føre en
hyggelig samtale pr. telefon. Telefonen var blevet opfundet blot 17 år før,
og med installationen af kongehusenes nye telefonlinie, var det moderne
18
Carl med fuld opløs_version 2.indd 18-19
samfunds kommunikationsformer ved at gøre deres indtog i Norden.
Men fjernt fra tragedien i Jylland og royale telefoniske passiarer var søndag
den 3. december 1893 rammen om noget helt andet, en lille, lykkelig begivenhed, hvor to unge mennesker sagde ja til hinanden på Frederiksberg.
19
02/09/15 22.44
Scenen var Frederiksberg Kirke, den smukke ottekantede kirke fra 1734,
der ligger på hjørnet af Pile Allé og Frederiksberg Allé. Den 3. december,
en kølig, let blæsende vinterdag med grå skyer hængende over hovedstaden, stod smedesvenden Niels Jørgen Carl Lorentzen længst oppe mod
alteret og ventede på sin brud. Han havde lillebroderen Christian Carl Lorentzen ved sin side med bryllupsringene i lommen. Christian var nervøs,
men også glad på sin brors vegne. Niels Jørgen skulle få minutter senere
love evigt troskab til den unge Caroline Augusta, som dagen før brylluppet var fyldt 16.
Kirkeklokkerne faldt til ro, og et øjeblik efter begyndte orglet at spille,
organistens fingre dansede hen over tangenterne, alle rejste sig og vendte
blikket mod våbenhuset, hvor døren gik op med en svag knagende lyd.
Ind trådte Caroline Augusta med sin far under armen, og mens orglet
Carl August dåbsattest. Selvom Frederiksberg Kirke er afbilledet øverst til venstre, blev Carl
August døbt i Bedesalen på Chr. Winthersvej på Frederiksberg.
fyldte kirkerummet med musik, begyndte Caroline Augusta at gå op mod
alteret. Da præsten sidst i ceremonien havde erklæret dem for mand og
kone, var den uskyldige høkerdatter og den stærke smedesvend endelig
blevet forenet i ægteskabet.
Carolina Augusta Lorentzen, Carl
Augusts mor, fotograferet omkring
1920. Døde 59 år gammel i 1936.
20
Carl med fuld opløs_version 2.indd 20-21
Caroline Augusta og Niels Jørgen gik ind i ægteskabet med ønsket om at
stifte familie, leve et harmonisk liv, bringe en børneflok til verden og leve
sammen til døden skilte dem. Det var ikke nogen usædvanlig drøm for et
ungt nygift par, og ægteskabet så fra starten ud til at blive lykkeligt. Niels
Jørgen passede sit arbejde på B&W, mens Caroline Augusta holdt orden
i det lille hjem. Et lille halvt år efter brylluppet, i maj 1894 blev hun klar
over, at hun var gravid. Deres første barn, Ellen, så dagens lys den 11.
Februar 1895. Halvandet år senere fulgte Carl August, han blev født den
21
02/09/15 22.44
11. oktober 1896, dernæst Vilhelm Edvard, den 9. november 1898 og til
sidst, den 9. oktober 1900 kom Elise Christine til verden.
Da den lille pige blev født, som den sidste i børneflokken, havde meget
forandret sig. Hendes forældres ægteskab var blevet kaotisk og konfliktfyldt med mange svigt af børnene. Caroline Augustas udfordringer var
ikke usædvanlige for den tid. Brændevin og øl var katalysatoren, og Carolina Augusta måtte efterhånden indse, at hun ikke kunne klare Niels Jørgens konstante drikkeri. Det gik alt for voldsomt ud over familiens ro og
tryghed. Da Elise Christine kun var 3 år gammel, måtte Caroline Augusta
træffe en svær beslutning.
Caroline Augusta og Niels Jørgens problemer var ikke opstået på en enkel
nat. Det var nærmere en snigende forandring, der ikke lod sig stoppe. De
var langt fra velhavende og levede under trange kår som mange andre i arNiels Jørgen Carl Lorentzens registerblad. Dette er kun forsiden, ialt var der registreret
25 flytninger indtil hans død i 1922.
bejderklassen gjorde i slutningen af det 19. århundrede og videre ind i det
nye århundrede. Niels Jørgen indtægt som smedesvend var til at overskue,
men han havde dog fast arbejde, og i de første år, hvor hans liv endnu
ikke var trukket skævt på grund af alkohol, gjorde han sig fortjent til den
ugentlige løn, familiens eneste indkomst. I sin egenskab af hjemmegående
husmor var Caroline Augusta til gengæld travlt beskæftiget med at være
en god mor for den voksende børneflok, og en hengiven hustru for sin
mand. Det var et fuldtidsjob. Mange munde at mætte, tøj, der måtte sys,
sokker at strikke, et hjem, der skulle holdes i orden.
Grønnegade set mod Gl. Mønt omkring 1900. En del af Grønnegade, blandet andet nummer nr.
15, hvor familien Lorentzen boede kortvarigt, blev revet ned i begyndelsen af 1900 tallet.
22
Carl med fuld opløs_version 2.indd 22-23
I begyndelsen af deres ægteskab boede familien i indre by, først hos Caroline Augustas forældre i Fredericiagade, derpå i Adelgade, og senere i
Grønnegade. Lejlighederne i Adelgade og Grønnegade var en del af den
23
02/09/15 22.44
gamle, slidte boligmasse, der senere blev erklæret for slum og revet ned.
De boede ikke særligt længe hvert sted, huslejen blev ofte betalt for sent
eller slet ikke, og det resulterede naturligvis i utilfredse husejere, der smed
dem på porten, når tålmodigheden var opbrugt.
Senere fik Niels Jørgen og Caroline August mulighed for at bebo nyere
lejligheder på Nørrebro. Urbaniseringen og den stigende industrialisering
havde sat fart i byggeriet. Arbejderboligerne skød med voldsomt fart op
i brokvartererne. Nogle gange så hurtigt, at det var svært at få lejet alle
boliger ud, og i visse tilfælde tilbød bygherrerne gratis bolig i kortere tid.
Det var vigtigt at få de nybyggede ejendomme beboet og opvarmet hurtigst muligt, fordi pudsede vægge og murstensbygninger var længe om
at tørre. De muligheder benyttede Niels Jørgen og Caroline Augusta sig
af og beboede flere lejligheder i nybyggede ejendomme på Nørrebro i
starten af 1900 tallet. Det var lidt at spille hasard med deres helbred, for
ejendommene var fugtige og usunde at bo i, i hvert fald indtil de var tørre.
Familien var afhængig af den indtægt Niels Jørgen fik fra B&W, og lønnen
rakte sjældent særlig langt på grund hans voksende alkoholforbrug. Niels
Jørgen kom stort set aldrig direkte hjem fra arbejde, i stedet gik han og
hans soldebrødre på værtshus. Brændevinen var billig og selskabet godt.
Timerne gik, og når han endelig kom beruset hjem, var han olm og voldsom. Han bebrejdede Caroline Augusta den voksende børneflok, og det
konstante behov for penge til mad, der kolliderede med hans egen lyst til
at skylle støvet fra arbejdspladsen ned med kolde øl og snaps. Skænderier,
grædende børn, og smækkende døre gjorde livet udholdeligt for familien.
De mange boligskift var ligeså udfordrende og belastende. Utrygheden
over fremtiden var altdominerende. Ville der være tag over hovedet den
næste dag? Var der råd til mad på bordet, alle disse problemer underminerede familiens tryghed. Mens Carolina Augusta ventede det yngste barn,
nåede familien at flytte fire gange. Som om de hjemlige problemer ikke
var nok i sig selv, var sjakformanden på B&W blevet træt af Niels Jørgen.
Han blev fyret og måtte finde sig i et ringere og dårligere betalt job som arbejdsmand på Toldboden. Den første november 1901, da Elise Christine
var et år gammel, flyttede familien tilbage til det gamle kvarter og bosatte
sig i Klerkegade 7, tæt på Toldboden.
Trange kår hos fattige familier i starten af det 20. århundrede. Her mand, kone og fire børn. Det
var ikke usædvanligt, at en familie i en 2-værelseslejlighed lejede det ene af værelserne ud.
24
Carl med fuld opløs_version 2.indd 24-25
Niels Jørgens alkoholproblemer og hans konstante ødslen med de få
penge som hele familien skulle leve for, forandrede naturligvis Caroline
Augustas beundring og hengivenhed for Niels Jørgen. Det kaos familien
efterhånden var trukket ind i, flyttede hendes fokus væk fra rollen som
ydmyg hustru. Caroline ville noget andet med sit liv. Hun var fyldt af
gåpåmod, og hendes selvværd voksede, efterhånden som årene gik. Fra
at have været en ung uskyldig pige på 16, der troskyldigt vandrede lige i
25
02/09/15 22.44
armene på den charmerende smed, havde hun forvandlet sig til en handlekraftig og mere moden kvinde, der reflekterede over sin og sin families
tilværelse. Det medførte beslutningen om at komme fri af ægtemandens
destruktive adfærd.
I maj 1905, da hun var 27 år gammel og deres yngste barn var lidt over
tre år, begærede Caroline Augusta skilsmisse og fik den efterfølgende bevilget ved Overpræsidiet. Caroline Augusta havde på tidspunktet for sin
skilsmissebegæring allerede fysisk forladt sin alkoholiserede mand. For en
tid, indtil skilsmissen var gået igennem og et nyt hjem etableret, var hun
flyttet hjem til sine forældre i Sankelmarksgade. Hendes drømme om et
lykkeligt og romantisk familieliv var ikke gået i opfyldelse, og fremtiden så
usikker ud på flere planer. Skilsmisser i starten af det 20. århundrede var
hverken en nem eller lykkelig affære. Det er det vel sjældent, men det var
langtfra accepteret som i vor tid. Alene det økonomiske problem var en
kæmpe udfordring og medvirkede ofte til, at kvinder forblev i dårlige forhold. Samfundet kunne stadig betegnes som patriarkalsk, kvinderne havde
endnu ikke fået stemmeret, det fik de først i 1915, så selvom forholdene
langsomt blev bedre for kvinder og deres rettigheder, var der stadig lang
vej. I forhold til at lade sig separere og skille, lå der fortsat et tungt samfundsmæssigt pres på den enkelte, og gjorde det overordentligt svært for
kvinder at løsrive sig fra mandens dominans.
Omstændighederne for Caroline Augusta, Niels Jørgen og de 4 børn, var
tragiske. Ingen af de to forældre var alene i stand til at tage vare på hele
børneflokken, derfor splittede bruddet familien totalt. For Caroline August
var det grusomt at skulle vælge mellem sine børn, men det var den eneste
udvej, hvis de ikke alle skulle dø af sult eller leve i yderste fattigdom. Ellen,
det ældste barn, flyttede med moderen, først hen til bedsteforældrene og
siden, d. 1. maj 1906, til en lejlighed i Fiolstræde 24. Carl August flyttede
sammen med sin far ind i en lejlighed i Herluf Trollesgade. Hans lillebror
Edward blev adopteret af familien Kleine i marts 1906. Allerede året før,
26
Carl med fuld opløs_version 2.indd 26-27
i maj 1904 var den lille Elise Christine blevet anbragt på et børnehjem i
nærheden af Corselitze. Hun var på det tidspunkt lidt over tre år gammel.
For Ellen blev skilsmissen en forandring mod det bedre, også selvom hun
havde fået sår på sjælen, og mærket smerten ved at blive adskilt fra sine
mindre søskende. Caroline Augusta havde fået job i skobutikken, der lå
under deres lejlighed i Fiolstræde, hvilket bidrog til at bedre økonomien
og gøre livet mere trygt. At være fri for en beruset ægtemand, der gjorde
stemningen i hjemmet utålelig, var en befriende omstændighed og medvirkende til, at Caroline Augusta så langt mere positivt på sin tilværelse,
end hun havde gjort længe. Men hun savnede naturligvis sine børn, og
ville tusind gange hellere kunne beholde dem alle, frem for at sende dem
væk.
Til gengæld var familiens opløsning en uundgåelig forandring mod det
værre for Carl August. Ved at bo hos faderen, der fortsatte sit umådeholdne drikkeri, mistede han muligheden for at vokse op i trygge, familiære kår. Faderen havde absolut ikke de ressourcer, der skulle til for at
udfylde en normal faderrolle, og var ude af stand til at give Carl August
en sund og omsorgsfuld tilværelse. Da Niels Jørgen og Caroline Augusta
var flyttet fra hinanden og Carl August kom til at bo alene med sin far,
forandredes hverdagen fuldkommen. Han fulgte som regel sin far til arbejde kl. 6 om morgenen. Herefter var han overladt til sig selv, men var
dog ikke altid alene. I Nyboderkvarteret, ikke langt fra Carl August, boede
hans kusine Lona og hendes familie. Lona var datter af Niels Jørgens bror,
Christian Carl Lorentzen og hustruen Sofie Caroline. Sofie Caroline var
udmærket klar over, hvor miserabelt et liv Carl August havde, hvordan han
måtte klare sig selv på egen hånd, uden hjælp fra sin far. Hun var ulykkelig på nevøens vegne og ønskede inderligt at adoptere ham, frelse ham
fra svogerens svigt. Niels Jørgen modsatte sig helt og aldeles tanken, og
det samme gjorde hendes mand, der syntes, at de havde rigeligt med børn
at brødføde. Det kunne han måske have ret i, da de havde fået 6 børn
27
02/09/15 22.44
ondt af Carl August og Lona, to små sultne børn, der strejfede alene om i
Københavns gader, og ville blot invitere børnene med ind i deres lejlighed
for at proppe dem med lækker mad.
Carl August og Lona var målløse. Det var en pludselig indtræden i et slaraffenland, som de sjældent eller aldrig havde oplevet det. Det var næsten
uvirkeligt, og i sine memoirer mindes Carl August, at damerne opfordrede
dem til at komme tilbage. Børnene tog ikke imod invitationen, men holdt
sig væk. De var bange for, at damerne skulle fortryde og melde dem til
politiet.
På et af æbletogterne i Kongens Have gik det igen galt for det unge par.
Carl August var på vej over gitterværket med en bunke æbler i favnen,
Skt. Pauls gade i Nyboder i starten af 1900 tallet. I princippet kunne den lille pige være Lona.
sammen. Endelig var også deres eget ægteskab skrøbeligt, ikke mindst
på grund af Christians alkoholforbrug, der medvirkede til ægteskabets
opløsning nogle år senere.
I 1955 beskrev Carl August for en journalist, som udgav hans memorier
i en artikelserie i Det nye Magasin, hvordan han sammen med sin kusine,
Lona, strejfede omkring på må og få i de københavnske gader. De rapsede, de stjal æbler fra Kongens Have, brød rosinkasser op på Toldboden
og spiste tørrede druer for at stille den værste sult. En dag gik det galt. Carl
August og kusinen blev taget på fersk gerning, mens de var i fuld gang
med at stjæle fuglefoder fra et foderbræt hos et par ældre damer, der boede i Nyboder. Damerne havde holdt øje med børnene i nogle dage, og en
dag strøg de to adrætte kvinder ud af hoveddøren, og fik hurtigt indfanget
de to sultne skarn, der sprællede i deres hænder. Carl August og hans kusine blev skrækslagne, de troede de stod over for korporlig afstraffelse eller en politianmeldelse, men det var slet ikke damernes hensigt. De havde
28
Carl med fuld opløs_version 2.indd 28-29
Illustration af Carl August, produceret i forbindelse med udgivelsen af hans memorier i 1955.
Carl August og hans kusine Lona bliver taget til fange af to ældre damer i Nyboder, som havde
observeret de to sultne børn stjæle fuglefoder fra deres forhave. @Copyright Horsens Museum.
29
02/09/15 22.44
mens Lona holdt vagt. Hun opdagede desværre ikke en politibetjent, der
stod på lur. Da Carl August landede på fortovet, greb betjenten straks fat i
nakken på de to børn, der forgæves prøvede at rive sig løs og stikke af. Politibetjenten trak børnene med hen på politistationen i St. Kongensgade,
hvor de fik en alvorlig irettesættelse. Sådan endte Carl August og Lonas
jagt efter mad i de københavnske gader og på Tolboden.
Efter irettesættelsen blev begge børn fulgt hjem af politiet. Lonas forældre undskyldte over for politiet, som blot bad dem holde bedre øje med
deres datter. For Carl August var udfaldet noget anderledes. Politiet blev
hurtigt klar over, at Carl Augusts far var ude af stand til at skaffe sit barn
den fornødne omsorg og opdragelse, og derfor blev Værgerådet kontaktet. Værgerådet tog ansvaret for Carl August og anbragte ham efterføl-
gende på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg. Hermed skiftede den
lille drengs skæbne igen spor. Familien var blevet splittet og spredt for alle
vinde. Faderen havde ikke været sin opgave voksen, og nu var Carl August
anbragt på børnehjem, svigtet af hele sin familie.
Den 2. juni 1905, da han var 9 år gammel, blev Carl August indskrevet på
børnehjemmet. Det betød mad på bordet, rent tøj og ordnede forhold,
ganske vist ikke det samme som at vokse op i en familie med et par omsorgsfulde forældre, men set i forhold til et liv hos faderen, hvor han stort
set ingen tryghed fik, var det unægtelig et fremskridt.
Børnehjemmet kunne være blevet en rigtig god chance for Carl August,
og måske var opholdet og skolegangen på børnehjemmet i virkeligheden
årsagen til, at det ikke gik ham værre i livet, end det gjorde. Han var absolut ikke ubegavet, tværtimod, og selvom han var svær at styre, og stjal
og løj, havde personalet også positive ting at sige om ham. En udtalelse i
børnehjemmets protokol lyder således:
”Carl er af en let Karakter, som hurtig glemmer, hvad han er irettesat for, men ellers
en godmodig Dreng. Han har desværre været tilbøjelig til at rapse. Han er godt begavet
og har let ved at lære sine Lektier. Men han skal stadig mindes, da han er meget flygtig
og uopmærksom.”
@ Copyright Horsens Museum
Illustration af Carl August. Carl August og Lona står skoleret for politiet i St. Kongengade, der
havde fanget de to børn på fersk gerning i færd med at stjæle æbler i Kongens Have.
30
Carl med fuld opløs_version 2.indd 30-31
Trods de forbedrede muligheder, havde Carl August udviklet sig til lidt af
en rebel, og da hans ophold på børnehjemmet sluttede i 1908, skrev bestyrerinden Marie Nielsen om ham, at han var en skidt knægt, der løj og stjal,
når han kunne komme til det. Til gengæld fortalte Carl August mange år
senere til en psykiater, at bestyrerinden var en streng og ubehagelig kvinde.
Antipatien var tilsyneladende gensidig.
Caroline Augustas liv udviklede sig fortsat i positiv retning, ægteskabet
med Niels Jørgen havde været en voldsom prøvelse, men også en udfor31
02/09/15 22.44
var endnu bedre, var, at der også blev plads til Carl August. 13 år gammel
forlod han børnehjemmet, og flyttede hjem til moderen og storesøsteren.
Carl August havde allerede vist gode evner på børnehjemmet skole, og
blev nu sat i Vester Voldgades skole. Her gik det over al forventning, han
knoklede ihærdigt med sine lektier, og klarede sig rigtig godt. Til sin mors
store overraskelse og glæde blev han nr. 2 i klassen.
I løbet af årene havde forholdet mellem skomagermester Frandsen og
hans unge ekspeditrice udviklet sig til at være mere end en arbejdsrelation.
Caroline Augusta var en attraktiv kvinde, og hun var single. Der havde
naturligvis været flere bejlere på hendes vej, men først da Frandsen friede,
sagde hun ja. Han var ganske vist 17 år ældre end hende, men han passede
godt på hende, elskede hende og ægteskabet ville uden tvivl forøge hendes
muligheder for at give sine to ældste børn endnu bedre livsvilkår.
Fiolstræde set mod Nørre Voldgade omkring 1912. Skobutikken i Fiolstræde 24, lå i 3. ejendom på højre side, lige efter den lave bygning. Her arbejdede Caroline Augusta som ekspeditrice
i en skobutik. Hun boede en overgang i baghuset, først alene sammen med datteren Ellen, senere
flyttede Carl August ind, og endelig, i 1912, giftede Caroline Augusta sig med skomager Frants
Laurits Frandsen og flyttede ind i den øverste lejlighed mod gaden.
dring, der givetvis havde været med til at styrke hende. Friheden og afstanden fra det kaos, familielivet havde været, betød, at hun nu blomstrede op,
at hendes tro på livet vendte tilbage. Det gjaldt om at overleve, og Caroline
Augusta var stærk.
I 1908 avancerede Caroline Augusta i skobutikken. Skotøjshandler Frants
Laurits Frandsen, en ældre, velhavende skomagermester, var yderst tilfreds med hende. Han gav hende større ansvar og en højere løn, hvilket
bidrog til at Caroline Augusta i november 1909, sammen med datteren
Ellen, kunne flytte ind i en større lejlighed i Nansensgade 38. Hvad der
32
Carl med fuld opløs_version 2.indd 32-33
Frandsen havde fulgt Caroline Augusta og hendes børn på tæt hold op til
frieriet, han var nærmest blevet en del af familien og glad for den, men til
gengæld var han ikke særlig imponeret over Carl August og hans opførsel.
Forholdet mellem Frandsen og Carl August, der både var temperamentsfuld og oprørsk, slog ofte gnister. Allerede inden ægteskabets indgåelse,
når Carl August havde fået fri fra skole, hjalp han til i butikken som bydreng, men ikke uden modstand, for Carl August ville hellere have en
anden karriere og ikke mindst friheden til at gøre, hvad der passede ham.
Skomageren gjorde sit bedste, både for at støtte Caroline Augusta, og også
for, efter sin egen mening, at give Carl August nogle gode muligheder i tilværelsen. Han ønskede, at Carl August fik sig en ordentlig uddannelse, og
dermed blev i stand til at klare sig som en snart voksen mand. Carl August
følte det ikke sådan, for Frandsen kunne ikke skjule sin antipati mod sin
uregerlige stedsøn, hvilket Carl August senere gav udtryk for i et brev
skrevet under en varetægtsfængsling i Odense. Det hjalp ikke på forholdet
mellem stedfar og stedsøn, da Frandsen tog Carl August ud af skolen som
33
02/09/15 22.44
14-årig og skaffede ham ind som tjenerelev på et etablissement langt væk
fra København. Første læreplads var i Nykøbing Sjælland. Det gik overhovedet ikke, og Carl August forlod stedet få uger senere. Stedfaderen gav
ikke op, han skaffede Carl August en læreplads på Hotel Phønix i Hjørring, dette gik heller ikke. Stedfaderen var stædig, en ny fiasko fulgte, da
Carl August blev sendt til Bendix Hotel i Nykøbing Mors.
Hotelfaget havde ikke Carl Augusts store interesse, det passede ham meget dårligt, at befinde sig i et latterligt slavejob som tjenerelev i de små
provinsbyer. Det var alt for langt væk fra hans kammerater og ikke mindst
København, som han i den grad savnede. Carl August havde andre planer,
med det resultat, at de forskellige etablissementer fik lige så svært ved at
holde fast på ham, som fængslerne senere oplevede det. Det gjorde stedfaderen aldeles rasende, og tidspunktet var enormt uheldigt, da Caroline
Augusta og Fransen stod overfor at gifte sig, Frandsen havde absolut ikke
overskud til at beskæftige sig med den stridslystne Carl August.
Da den sidste læreplads var rømmet, og Carl August var vendt tilbage til
København, begyndte tilværelsen at skride for ham. Effekten af en utryg
barndom, familiens opsplitning og opholdet på børnehjemmet, var ved at
slå igennem.
3
TEENAGER PÅ F LUGT
Året 1912 blev et år, som med Titanics tragiske forlis skrev sig ind i verdenshistorien med store bogstaver. På sin jomfrurejse med afgang den 10.
april fra Southampton ramte den store luksusliner den 14. april kl. 23.40 et
isbjerg 300 sømil sydøst fra Nova Scotia. Påsejlingen kunne være undgået,
men på grund af en fejlkommando og andre uheldige omstændigheder,
skrabede isbjerget et ca. 1,2 kvadratmeter stort hul i Titanics skrog. 25.000
tons vand i timen strømmede herefter ind skibet, indtil det 2 timer og 40
minutter senere, med en knagende og sydende lyd sank, og forsvandt i
dybet. Omkring 1500 mennesker omkom i det iskolde vand.
For Carl August blev 1912 også et skelsættende år. 17 dage efter Titanics forlis, den 1. maj 1912, blev Caroline Augusta gift med Frandsen.
På grund af sit elendige forhold til stedfaderen og måske ovenikøbet på
hans foranledning flyttede Carl August hjemmefra i juni 1912. Kun få uger
senere løb han ind i sine første problemer med det københavnske politi.
I slutningen af juni måned arresterede politiet Carl August og sigtede ham
for to mindre forseelser, et mislykket indbrud og et tyveri på lidt over
en krone fra en automat i Tivoli. Han var egentlig ligeglad. Han var jo
kun et barn, en stor dreng, hvordan kunne de straffe ham for noget så
ligegyldigt? Politiet havde da heller ikke tænkt sig, at spærre ham inde i et
fængsel i den forstand. Så alvorlig var hans forbrydelse trods alt ikke. Da
Carl August på det tidspunkt kun var 15 år gammel og ustraffet, så det ud
til, at han slap for fængsel. Kriminalpolitiet indstillede over for Justitsministeriet, at Carl August kunne slippe for en dom, hvis han til gengæld blev
overgivet til Fængselshjælpen. Fængselshjælpen var en forening, der var
stiftet i 1902, og som på flere måder støttede og hjalp betinget dømte eller
34
Carl med fuld opløs_version 2.indd 34-35
35
02/09/15 22.44
prøveløsladte. Efter planen skulle Carl August i en periode anbringes på
en opdragelsesanstalt i Glostrup, som alternativ til en fængselsstraf.
Det var absolut ikke noget, der passede den noget frihedssøgende Carl
August. Derfor præsterede han ved den lejlighed, den 6. juli 1912, sin
allerførste flugt fra myndighederne på Nytorv. I et ubevogtet øjeblik forsvandt han fra betjenten, der skulle føre ham til Glostrup, Carl August
ilede afsted, spænede ud i friheden, hen ad brostenene, ind og ud mellem
hestevognene på Nytorv og videre gennem de smalle gader i det indre København. Betjenten bandede og svovlede, mens han prustende løb efter
ham. Løbeturen var forgæves, Carl August var alt for hurtig og forsvandt
i en af de små sidegader. Så gik han under jorden og sørgede for at holde
sig væk fra familiens adresser, så ingen kunne finde ham.
Carl Augusts første registerblad hos politiet. Læg mærke til, at han i 1919 blev registreret efter
løsladelsen fra Nyborg Straffeanstalt.
36
Carl med fuld opløs_version 2.indd 36-37
Den 6. juli 1912 flygtede Carl August fra en fængselsfunktionær ved Nytorv. Det lykkedes ham
at undslippe i det myldrende liv på Nytorv. Her fotograferet nogenlunde på den tid, hvor Carl
August så sit snit til at flygte. Det var hans allerførste flugt fra myndighederne.
37
02/09/15 22.44
Nu ville det have været fornuftigt for Carl August at fordufte fra København og gemme sig i provinsen, men han besad sin egen særlige form for
fandenivoldskhed, der prægede ham gennem hele livet. Hvorfor skulle
han flygte som en kujon, når det var langt mere spændende og interessant
at være i en by som København. Hvor ellers ville han kunne rode sig ud
i tvivlsomme, men spændende affærer, der ville kunne give ham nogle
herlige adrenalinkick? Han var fræk, han var ikke bange for noget, han var
parat. Han var sin egen herre, og det bedste var, at familien ikke var der til
at begrænse hans udfoldelser.
Det var en udmærket tid på året at være fredløs. Dagene var lange, det var
sommer, og Carl August kunne snildt finde steder, hvor det var muligt
at overnatte. Skulle det blive nødvendigt at sove i en port eller i en trappeopgang, var det ok, vejret var lunt og behageligt, bare det ikke regnede.
Han var sluppet væk fra stedfaderens klør, og det var ren ferie. Naturligvis
savnede han trygheden i hjemmet, moderens gode mad, rent tøj og en
ordentlig seng, men vendte han hjem, ville han meget hurtigt blive sat fast.
Spørgsmålet var, om myndighederne denne gang ville lade ham slippe med
Fængselshjælpen og et nogenlunde frit ophold på opdragelsesanstalten.
På sin vej rundt på byens skumle caféer og værtshuse, stødte Carl August
ind i nogle jævnaldrende fyre, som også var ude på at tjene nogle lette penge, og meget gerne uden at løfte hænderne ret meget op af lommerne. De
frekventerede værtshuset Cirkuskælderen i Jernbanegade. Røgen bølgede i
lokalet, der blev drukket øl, og fikse forslag til smarte ”forretninger” blev
slynget over bordet. De unge mennesker spillede billard, gik indimellem
op på gadeniveau for at indsnuse den friske sommerluft, slentrede rundt
på Rådhuspladsen, eller på Vesterbrogade og de omliggende gader. De
nød driverlivet, men engang imellem skulle der tjenes penge til de kølige
pilsnere.
38
Carl med fuld opløs_version 2.indd 38-39
4
DEN F ØRSTE F ÆN GSELSDOM
Sommeren 1912 var en ganske almindelig dansk sommer. Hverken mere
våd eller tør end de fleste, og indimellem skinnede solen lunt og venligt
ned over Tivoli. Folk spadserede rundt i haven, mellem forlystelserne, restauranterne og cafeerne, på stierne, over broen ved søen, spiste is. De
skød til måls, kørte i karrussel. Børnene løb glade rundt og legede, mens
forældrene drak kaffe på de fyldte restaurationer.
Fotografi fra Plænen i Tivoli i starten af 1900-tallet. Tivoli var i 1912 rammen om den første
alvorlige kriminelle handling Carl August var involveret i. Sammen med to andre pressede Carl
August penge af en tjener ved at true med at afsløre hans trang til homoseksuelle handlinger. Det
kostede Carl August 60 dages fængsel, hans første fængselsdom, som han modtog i efteråret 1912.
39
02/09/15 22.44
Der var dog én, der ikke helt nød den sommer. I midten af Juli måned
1912 henvendte en ulykkelig mandlig tjener sig til politiet for at anmelde
en pengeafpresser. Tjeneren kunne ikke oplyse noget navn på personen,
men en formiddag i Juli måned, hvor han var på vej til arbejde i Frk. Nords
Restauration i Tivoli, gik han gennem Jernbanegade og blev her stoppet af
en ung mand. Den unge mand bad tjeneren om at give sig 2 kr. Tjeneren
var målløs, hvad bildte knægten sig ind. Han afviste blankt at aflevere 2
kroner til fyren, som han ikke anede, hvem var. Den unge mand gav ikke
op. Han var trådt et skridt nærmere og spurgt tjeneren, om han da ikke
kunne huske, at han, tjeneren, havde været sammen med hans bror, en ung
mørk fyr, nogle dage forinden. Det udsagn havde rystet tjeneren en smule,
et par dage tidligere var han nemlig faldet i snak med en yngre mand, der
netop havde været mørkhåret og mørk i løden. Manden havde spurgt, om
han ikke skulle følge tjeneren hjem til sin bopæl, hvilket han havde indvilliget i. Tjeneren opfattede nu henvendelsen fra den unge mand i Jernbanegade som en trussel, et forsøg på at forskrække ham og så ingen anden
udvej end at give ham de 2 kr, hvorefter knægten forlod ham og gik hen til
et par unge mænd, der stod uden for Cirkuskælderen.
lerne, men turde samtidig ikke involvere politiet, fordi han frygtede, at det
ville medføre en afsløring af hans seksuelle orientering over for restaurationschefen, Frk. Nord.
Politiet stillede flere opklarende spørgsmål angående episoden mellem den
mørkhårede og tjeneren. Hvorfor havde den unge mand lige netop kastet
sig over ham med sine beskyldninger? Tjeneren indrømmede med et lidt
forpint udtryk i ansigtet, at han ind imellem, under indflydelse af spiritus,
havde en tendens til at indlade sig med mænd på en pervers måde, som der
stod i politirapporten. Ikke noget med at lade sig bruge i endetarmen, men
blot for at blive gnedet på sit mandlige lem. Betjenten løftede øjenbrynene
et kort sekund, men fortsatte så med at skrive tjenerens vidneudsagn ned
på sin fedtede notesblok. Tjeneren gik videre i sin beretning.
Den anholdte, Laurentius, indrømmede, at han et par uger før havde mødt
tjeneren på Vesterbrogade sent om aftenen. De var faldet i snak, og tjeneren havde inviteret ham med hjem på et glas øl. Laurentius var fulgt med
til tjenerens bopæl i Peder Skramsgade. Han var ikke gået med op, men
tilsyneladende havde de haft et seksuelt forhold i porten, selvom han kun
ville indrømme, at de havde stået og trykket hinanden længe i hånden, og
ikke foretaget sig andet end det. Bagefter havde tjeneren givet ham tre
kroner, hvorpå de var gået hver til sit.
Over de næste par uger var den unge mand og hans venner vendt tilbage
flere gange. Hver gang trude de med at afsløre ham som homoseksuel, og
det gik tjeneren mere og mere på. Han følte sig magtesløs over for trus40
Carl med fuld opløs_version 2.indd 40-41
Den vagthavende politibetjent, der tog imod tjenerens anmeldelse, lyttede opmærksomt og griflede omhyggeligt detaljerne ned. Han bad også
om de unge mænds signalement. Oplysningerne var desværre ikke særlig
brugbare, byen var oversvømmet med unge mænd, der slentrede omkring
og bidrog til det brogede gadebillede, men han lovede at sætte gang i en
efterforskning og opfordrede tjeneren til at indfinde sig igen, hvis pengeafpresserne forsøgte at presse ham yderligere.
Et par dage senere, lidt over midnat, indfandt tjeneren sig atter på politistationen, denne gang slæbende med en ung fyr, som han havde foretaget
en civil anholdelse af. Tjeneren havde anholdt ham, fordi han var overbevist om, at fyren kendte de unge mænd fra Tivoli. Den anholdte var nemlig lige præcis den unge mørke mand, som den første af pengeafpresserne
havde omtalt over for tjeneren.
Laurentius stod fast på, at han intet havde haft med pengeafpresningen
i Tivoli at gøre. Han kendte dog navn og adresse på afpresseren og indrømmede overfor politiet, at han en eftermiddag på Rådhuspladsen havde
udpeget tjeneren og fortalt afpresseren om sit seksuelle forhold til ham.
41
02/09/15 22.44
at true sig til 2 kr, akkurat som tjeneren havde nævnt i sit vidneudsagn.
Bagefter var Aage gået hen til Carl August og Stanley, der stod ved Cirkuskælderen, og overfor dem pralet med sin lille fidus. Han havde opfordret de to kammerater til at følge efter sig, hans intention var at følge efter
tjeneren for at presse flere penge ud af ham. Kun Carl August var fulgt
med. Carl August og Aage havde holdt sig lidt på afstand, mens de fulgte
efter ham, helt ind i Tivoli, hvor tjeneren nåede frem til sin arbejdsplads,
Frk. Nords Restauration.
Rådhuspladsen i begyndelsen af det 20. århundrede. Set fra Rådhuspladsen mod nord af Vester
Boulevard, det nuværende H. C. Andersen Boulevard. Til venstre, uden for billedet, ligger Jernbanegade, hvor Carl August frekventerede værtshuset Cirkuskælderen.
Få timer senere blev Aage, som den unge mand hed, arresteret af politiet.
Aage tilstod straks sit kendskab til tjeneren. Han indrømmede, at han havde presset tjeneren til at udbetale sig penge, og at han flere gange havde
afpresset tjeneren i selskab med de to andre unge mænd, hvoraf den ene
var Carl August, den anden en ung fyr ved navn Stanley. Begge mænd
befandt sig i den anholdtes logi på Vandkunsten og blev fluks arresteret
og bragt til forhør.
Nu fulgte de tre unges tilståelser, som stort set var identiske med tjenerens
vidneudsagn. En dag på Rådhuspladsen havde Laurentius udpeget tjeneren overfor Aage og fortalt om sin seksuelle eskapade med ham. Da Aage
senere samme dag havde set tjeneren komme mod sig i Jernbanegade, fik
han lyst til at presse en skilling ud af ham. Han var gået hen til ham for
42
Carl med fuld opløs_version 2.indd 42-43
Carl August og Aage havde hurtigt besluttet sig for at iværksætte deres
plan. Aage førte an og var som den første gået til tjeneren og havde trukket ham til side. Tjeneren havde nær fået et chok, da Aage dukkede op.
Han fulgte udenfor med Aage og så sig nervøst omkring, bange for at
nogle skulle lægge mærke til optrinnet. Aage forlangte endnu et beløb,
og truede med at afsløre ham. Lidt senere havde Carl August og Aage
byttet roller, nu var det Carl August, der opsøgte tjeneren og truede sig
til et par kroner. Det havde næsten været for let. Carl August jublede indvendig. Hans kinder blussede. Stedfaderen, det nokkefår, havde forsøgt at
presse ham ud i et dødssygt job som tjener, fuldkommen forvist fra den
svulmende storby, som København var på vej til at være. Han var kun 15
år gammel, og havde vist sine første evner som frygtesløs kriminel. Det
var ikke et bevidst valg, men hans frækhed og lømmelagtige forhold til
omgivelserne førte det simpelthen bare med sig. Og han nød det, vidste at
der var krudt i ham, og endelig var der hans venners gunst at eftertragte.
De var ældre og mere erfarne, nu havde de taget ham med i deres cirkel.
En sen eftermiddag, hvor de unge mænd endnu engang var kommet anstigende for at afpresse tjeneren, var der tilfældigvis et par opdagelsesbetjente tilstede i restauranten. De sad ved et bord og nød en kop kaffe og et
stykke kage. Tjeneren, der kendte betjentene personligt, havde endelig besluttet sig for at søge hjælp og styrede i retning af betjentenes bord. Han
var fuldkommen ligeglad med konsekvenserne. De knægte skulle stop43
02/09/15 22.45
pes. Aage, Stanley og Carl August havde observeret tjenerens gang mod
betjentene, og lynhurtigt var det gået op for dem, hvad tjeneren havde i
sinde. De kiggede noget overraskede på hinanden, men sprang så op af
stolene og forsvandt ud af restauranten i retning mod en af Tivolis udgange. Tjeneren satte betjentene ind i, hvad der var foregået. Det bedste
de kunne gøre, havde de sagt, var at råde ham til at henvende sig på politistationen i Nørregade.
De tre pengeafpressere havde forholdsvis korte generalieblade. Især Carl
August, der ikke havde været straffet overhovedet. Han havde kun været på vej til at blive det. For Carl Augusts vedkommende kunne hans
småkriminelle handlinger før afpresningen i bedste fald være endt med et
kortvarigt ophold på et opdragelseshjem, hvis han altså ikke lige var smuttet fra fængselsfunktionæren i starten af juli og dernæst havde rodet sig
ud i pengeafpresningen. De omstændigheder viste sig at være temmelig
katastrofale for ham. Anklagemyndigheden så ingen grund til at skåne
ham denne gang, og Carl August måtte modstræbende erkende, at han
nok stod over for en fængselsstraf. Det var både irriterende og ærgerligt,
men det gav ham også følelsen af at være en smule sej. Skulle han et smut
i fængslet, ville han opfatte det som en manddomsprøve. Han var stadig
en stor knægt, der endnu ikke anede konsekvenserne af sine valg.
Anklagemyndigheden var ikke længe om at beslutte sig. Den oprindelige
indstilling om tiltalefrafald og udlevering til Fængselshjælpen, som var resultatet af hans første arrestation i juni måned 1912, blev revideret og
tiltalefrafaldet trukket tilbage. Hvordan Carl Augusts liv var blevet, hvis
han ikke havde rodet sig ud i affæren med Aage og Stanley, er naturligvis
svært at vide, men det er tænkeligt, at et almindelig ophold på opdragelseshjemmet ville have haft en gavnlig effekt på ham. Det kunne måske
have afholdt ham fra konstant at gå clinch med det etablerede fængselssystem og dermed gjort det muligt for ham at undgå en forbryderkarriere.
Til gengæld var det nok ikke sandsynligt, at det ville have ændret hans liv
44
Carl med fuld opløs_version 2.indd 44-45
særlig meget, når man ser, hvor ringe effekt hans senere fængselsophold
får på hans videre fremfærd i kriminalitet.
Efter små to måneders varetægtsfængsling og en række forhør, samt den
efterfølgende rettergang, blev Carl August idømt 60 dages fængsel. På
sædvanlig fangekost, som der stod i domsafsigelsen. Det var hans første
reelle fængselsdom, og dem skulle der følge ikke mindre end 8 af gennem
hans 62 år lange liv.
Carl August afsonede sin første dom på optagelseshjemmet i Glostrup
og blev sat på fri fod i december måned 1912. Det havde ikke været noget afskrækkende og voldsomt ophold. At være på et optagelseshjem, i
modsætning til at være indsat i et tugthus, var nærmest som at være på
ferie under lidt trange forhold. Carl August oplevede stort set den samme
grad af frihedsberøvelse, som da han havde været på børnehjem, og han
omgikkes de andre, inklusiv personalet, med samme frækhed og oprørske
facon, som da han befandt sig på børnehjemmet Godthåb. Han var hurtig
i replikken, havde et frækt glimt i øjet og kunne drive sine omgivelser til
lettere vanvid. Men optagelseshjemmet i Glostrup var den eneste institution inden for kriminalforsorgen, som han ikke flygtede fra eller forsøgte
at flygte fra. Det var ganske vist heller ikke så rasende nødvendigt, opholdet skulle kun vare i 60 dage. 2 måneder var til at overse. Carl August trak
blot på skulderen og tog straffen som en mand og så frem til frigivelsen 2
måneder senere.
Da straffen var overstået, blev Carl August ikke løsladt til friheden, som
han havde regnet med. Han blev, hvilket kom noget bag på ham, underkastet det såkaldte Værgeråd. De kommunale råd stod dengang for varetagelsen af socialt belastede børn og forbryderiske unge. Rådene var blevet
nedsat i henhold til Børneloven af 1905. Det var en ” Beskyttelseslov
for Børn”, men dens officielle navn var: Lov om behandling af forbryderiske og forsømte børn. Den målgruppes beskrivelse passede fint på
45
02/09/15 22.45
Carl August, hans opvækst og igangværende kriminelle løbebane taget i
betragtning.
Den 13. december 1912 anbragte Værgerådet Carl August på optagelseshjemmet Seden Enggård på Fyn. Fra 1908 til 2011 eksisterede optagelseshjemmet – senere kaldet et ungdomshjem - som en institution, hvis
formål var, som der stod i formålsparagraffen, at hjælpe unge mennesker
med sociale problemer. De skulle i datidens ånd via arbejde, disciplin og
kristendom, gøres klar til et sundt og arbejdsomt voksenliv.
Carl August var rasende og trodsig. Han gjorde sig naturligvis, helt efter sit
sædvanlige temperament, voldsomt upopulær hos personalet. Som ældre
mand, havde Carl August udviklet sig til en distingveret og beleven gentleman, men i 1912, i en alder af 16, var det den unge, genstridige teenager,
Carl August, der var tale om. Under en senere retssag i 1915, fremlagde
anklageren en udtalelse fra Seden Enggårds forstander, der beskrev Carl
August i utilslørede, negative vendinger.
Forstanderen udtrykte, at Carl August havde udvist en elendig opførsel.
Han nævnte ganske vist også, at Carl August var godt begavet og havde
et godt tag på alt det arbejde, han blev sat til, men han var også i høj
grad ustadig og temmelig lunefuld. Ofte havde Carl August været trodsig,
stædig og løgnagtig. Ifølge nogle af kammeraternes udtalelser, havde han
oven i købet været hengiven til homoseksualitet. Det kan der så herske
temmelig meget tvivl om, når man ved, at han gennem hele sit liv var
yderst dameglad og blev gift ikke mindre end tre gange. Der var ikke noget
i resten af hans liv, hverken lægelige udtalelser, breve eller politirapporter,
der på nogen måde indikerede, at Carl August havde haft seksuelle forhold
til mænd eller trang til det. Tværtimod. Når han gennem årene blev sluppet løs fra en fængselsdom, svælgede han i damebekendtskaber, og mange
år senere udtalte en af hans velyndere, at han var som en hund i løbetid,
når han kom ud af fængslet.
46
Carl med fuld opløs_version 2.indd 46-47
Der var ingen tvivl om, at opholdet på Seden Enggård ikke var Carl
Augusts foretrukne form for ophold i provinsen. Han var fuldkommen
manisk indstillet på at flygte. Ved enhver lejlighed, der bød sig, flikkede
han en mere eller mindre holdbar flugtplan sammen og smuttede glad og
fro ud i friheden. Strøg afsted på landevejen, så hurtigt som muligt. I udtalelsen til retssagen i 1915, skriver forstanderen om Carl August:
”Carl August udviste her en ret daarlig Opførsel. Han er godt begavet og havde godt
Tag på alt Arbejde, men han var i høj Grad ustadig og lunefuld og kunde ofte blive
trodsig, stædig og løgnagtig.....”
Til sidst i udtalelsen:
”Dertil kommer, at han bortgik her fra Hjemmet 4 gange, foruden den sidste Gang, da
han blev borte, idet han blev overført til Braaskovgaard, da han blev anholdt. Jeg anser
ham for et i høj Grad degenereret Individ.
Ærbødigst
V. Clausen”
Allerede inden sit 20. år, havde Carl August således, med adskillige flugter
bag sig, formået at støbe et solidt fundament til sin senere berømte titel,
udbryderkonge.
Efter sin fjerde spektakulære flugt, der varede omkring en måneds tid,
blev Carl August indfanget og modstræbende sat fast. Han var olm, og
øjnene gnistrede på ham, men det blev et kort ophold, for Seden Enggård havde fået nok af ham. Stedet havde ikke kapacitet til at holde ham
opbevaret under forsvarlige forhold. De kunne jo ikke mandsopdække
ham døgnet rundt. Carl August måtte videre i systemet. Seden Enggårds
ledelse besluttede, at han skulle overdrages til Stats- og opdragelsesanstalten Braaskovgaard. Her regnede man med, at de ville være bedre i stand til
at holde godt fast på den unge spirende udbryderkonge.
47
02/09/15 22.45
Braaskovgaard eksisterer stadig, dog ikke som opdragelsesanstalt, men
som efterskole nordøst for Vejle. Justitsminister Alberti, der selv endte
bag tremmer for en omfattende svindel, havde udtænkt Braaskovgaard
til at huse kriminelle unge. Det var tanken, at de unge gennem håndværk
skulle omvendes til et normalt liv i samfundet. Rent faktisk, som det fremgår af skolens hjemmeside, lykkedes det i 75% af tilfældene. Men Carl
August indgik absolut ikke i de 75% procent.
Braaskovgaard havde akkurat som Seden Enggard, meget store problemer
med at fastholde Carl August. Allerede 18 dage efter sin anbringelse lykkedes det for Carl August at flygte. Endnu engang kunne man høre hans
triumferende latter fortage sig i landskabet, mens han strøg afsted mod
Århus. I Århus gemte han sig så godt, det lod sig gøre, mens han spekulerede over sit næste træk. For Carl August var det efterhånden ved at blive
en lille smule trivielt at ryge ind og ud af institutionerne. Det var forholdsvis nemt at flygte, men hans frihed var som regel begrænset til en alt for
kort periode, inden han igen blev pågrebet. Carl August var udmærket klar
over, hvor ihærdigt myndighederne eftersøgte ham og ganske fornuftigt,
set fra hans synspunkt, var det tydeligvis ikke holdbart at begrænse sig til
Købehavn eller Århus, eller Danmark i det hele taget, hvis han ville holde
sig fri af fængselsvæsenets lange fangarme.
Efter nogle grundige overvejelser besluttede Carl August sig for at skrive
til stedfaderen. Han udfærdigede et brev, hvor han bad stedfaderen om
økonomisk hjælp. Ganske snedigt, han kendte jo sin stedfaders håb om
at få ham så langt væk som muligt fra resten af familien. Han forklarede
stedfaderen, at han ville rejse til Canada for at skabe sig til et nyt liv. Stedfaderen jublede indvendig, for tanken om at få Carl August eksporteret til
den nye verden på en enkeltbillet lød næsten for god til at være sand. Han
betænkte sig da heller ikke – hvilket han måske skulle have gjort - senere
fik han nemlig en bødestraf for at have udstyret Carl August med penge,
og dermed hjulpet ham til at flygte. Planen var ellers slet ikke så dårlig. Carl
48
Carl med fuld opløs_version 2.indd 48-49
August udstyrede sig med skæg, briller og falske papirer, bevægede sig i zig
zag ned gennem Jylland og fandt i ly af mørket frem til et dampskib i Esbjerg, hvor det lykkedes ham at komme ombord uden problemer. Næste
dag stod skibet ud af Esbjerg Havn og satte kurs mod Liverpool.
Fra Liverpool fortsatte Carl August mod det amerikanske kontinent på
endnu et dampskib, der stred sig gennem bølgerne, krydsede Atlanterhavet og ankom 2-3 uger senere til Montreal. Carl August stod ved rælingen
og betragtede livet på kajen, inden han hankede op i sin sparsomme bagage. Så gik han fra borde og blandede sig med flokken af udvandrere, der
var søgt mod USA og Canada for at finde lykken. Carl August var henrykt,
han havde lyst til at kysse frihedens jord. Nu skulle ingen havde held til at
putte ham bag tremmer. Efter flere ugers flugt kunne Carl August trække
vejret lettere uden at behøve at skjule sig og frygte sine forfølgere.
Amerika var et oplagt valg. Carl August var ung og lærenem, lærte hurtigt
at tale engelsk. Han var fræk og havde gåpåmod. Amerika, USA eller Canada var på det tidspunkt en smeltedigel af muligheder, immigranterne
strømmede til fra Europa, og Carl August kunne uden problemer forsvinde i mængden. Han havde her på det amerikanske kontinent, nye og uudtømmelige muligheder for at skabe sig en anderledes tilværelse. Det var en
chance, han havde grebet med stedfaderens hjælp. Han kunne vinke farvel
til en stressende og usikker tilværelse som kriminel. Det var hans mål, og
midlet var at uddanne sig til glarmester i Montreal. Ifølge Carl Augusts
memorier lykkedes det ham at leve et liv inden for lovens rammer, men
senere politirapporter kommer ind på, at det måske var en sandhed med
modifikationer. Carl August nævnte intet i sine memorier, kun at han i virkeligheden blot ønskede at blive på det amerikanske kontinent til bølgerne
havde lagt sig i Danmark.
Bølger eller ej, efterhånden begyndte savnet efter Danmark for alvor at
ruske i Carl August, så meget, at han begyndte at lægge penge til side til en
49
02/09/15 22.45
returbillet. Han håbede, lidt naivt, at myndighederne havde glemt alt om
ham, så han kunne snige sig hjem uden at vække opsigt og risikere at blive
arresteret. Han drømte om at drage mod København og få sig et godt
job som glarmester. Det var rosenrøde tanker. Noget i Carl August burde
have hanket op i realitetssansen. I stedet blev han helt opløftet ved tanken
om at træde fra borde, sætte sig ind i toget og køre til København, parat til
at starte på en frisk, uden kriminalitet. Det var drømme, urealistiske tanker
og en noget overmodig handling. Men sådan var hans liv. Senere i livet, når
spiritussen svømmede rundt i blodet i kroppen og fik det til at snurre vellystigt i hver en celle, steg overmodet i ham. Han følte sig som en mester,
i total kontrol over sit liv. Sådan var realiteterne desværre langt fra.
ard så man ingen grund til at friste Carl August for meget med nemme
flugtmuligheder. Institutionens ledelse sørgede for, at han blev anbragt på
det lukkede afsnit, men det bekymrede slet ikke Carl August. Han tog sig
igen sammen for at opretholde sit ry, nye snedige planer blev udtænkt, og
endnu to gange til lykkedes det ham at flygte fra Braaskovgaard. Ledelsen
var helt til grin. En mere ihærdig flygtning havde de ikke tidligere været
udsat for. Personalet rev sig i håret og var mildest talt lettede, da de endelig
slap af med ham. Forstanderen på Braaskovgaard havde meget få positive
ord at sige om Carl August. Han beskrev Carl August som en dreng med
en meget vanskelig karakter. Hans opførsel var altid præget af trods og
selvrådighed.
Omkring den 1. juli 1914, ikke meget mere end et år efter sin afrejse, og
kun et par dage efter mordet på Østrig-Ungarns tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo, som angiveligt var med til at udløse 1. verdenskrig, ankom
Carl August til Esbjerg fra England. Han håbede, at livet ville give ham
endnu en chance, en ny begyndelse. Desværre var Carl August aldeles ikke
blevet glemt. Ved en rutinemæssig kontrol i Esbjerg blev han afsløret og
straks efter anholdt. Friheden var slut, og Carl August blev, noget slukøret
og ærgerlig over sin egen tåbelighed, sendt retur til Braaskovgaard, hvor
han sad indespærret de næste 4 måneder, fra juli til oktober 1914. I disse
måneder stirrede han indimellem ud i nattens mørke. Med blikket rettet
mod det amerikanske kontinent, drømte han sig tilbage til Canada, forestillede sig livet, som det udfoldede sig i de mangfoldige byer, i de støvede
gader, med hestevognene, der hvirvlede støvet op, larmen, de handlende,
butikkerne, markederne, hele det myldrende liv, skabt af energiske nybyggere.
Det var dog ikke kun ris han fik med på vejen. Forstanderen havde nemlig
samme opfattelse af Carl August, som også andre havde udtrykt. Han
roste ham som særdeles velbegavet. Hans målrettethed og stadige trang
til at udfordre sig selv og andre, imponerede forstanderen, men han betragtede ham dog stadig som en flygtig, ustadig og arbejdssky lømmel.
Forstanderen konkluderede i sin udtalelse, at hans udprægede selvtillid i
høj grad bidrog til, at han ikke fik noget ud af opholdene. Carl Augusts
fuldkomne mangel på pligtfølelse og hans stærkt udprægede nydelses- og
forlystelsessyge, havde gjorde sit til, at han rømte de tre gange. Forstanderen sluttede af med, at udtrykke tvivl om, hvorvidt det overhovedet var
muligt at vejlede ham til det gode, og formodede, at han ikke ville kunne
hjælpes gennem opdragelse. Den antagelse kom til at holde stik.
Når morgenen gryede, vågnede Carl August op til følelsen af lede over indespærringen. Han var jo stadig en ganske ung mand, med masser af ideer
og lyst til livet, omend ikke på den gængse måde. I hans verden var indespærringen meget uvelkommen. Det var spild af liv. Men på Braaskovga50
Carl med fuld opløs_version 2.indd 50-51
51
02/09/15 22.45
5
VE J E N MOD N YBORG
Mens 1. verdenskrig var blæst i gang, og kampene eskalerede ude i Europa, flygtede Carl August for sidste gang fra Braaskovgaard. Den 2. oktober
1914 forsvandt han fra institutionen i ly af mørket. Han var i vildrede
med, hvilken vej han skulle vælge. Sandsynligheden for, at de ville holde
øje med ham på Storebæltsoverfarten var stor, så i stedet for at tage mod
København, besluttede han sig for at sigte mod nord. Dagen efter ankom
han til Århus og indlogerede sig på et billigt hotel, naturligvis under falsk
navn. Han havde kun få penge på lommen, så den efterfølgende tid måtte
han ernære sig ved en blanding af tilfældigt arbejde som tjener og lidt
småtyveri. Dagene gik. Han fik lov til at være i fred og holdt sig så vidt
muligt væk fra steder, hvor der var risiko for genkendelse, men så begyndte rastløsheden. Århus var ikke et lokkende Mekka på samme måde
som København, hvor mulighederne var mangfoldige. Carl August måtte
videre, han måtte hjem til København.
I København kastede Carl August sig ud i en lang række indbrud og festede løs i det københavnske natteliv, når han altså ikke var i gang med
brække døre og vinduer op. Han sørgede for at holde sig på lang afstand
af familien i Fiolstræde 24, da det nemt kunne have kostet ham friheden, for han var jo trods alt stadig en eftersøgt flugtfange. I stedet valgte
han, klogt nok, at bo anonymt rundt omkring i byen, på værelser eller
som logerende i små lejligheder, hvor der ikke ville blive stillet nærgående
spørgsmål om hans idenditet. Der var dengang ikke et folkeregister, som
vi kender det i vore dage, politiets registerblade var det tætteste, man kom
på et offentligt personregister. Loven krævede, at borgerne, når de flyttede
fra et sted til et andet, skulle melde flytning til den nærmeste politistation.
Det undlod Carl August naturligvis at gøre.
52
Carl med fuld opløs_version 2.indd 52-53
Carl August metoder til at tjene til de daglige fornødenheder og nattens
udskejelser, var der ikke megen fornyelse i. Han var magelig anlagt, havde
overbevist sig selv om, at han ikke på nogen måde var skabt til almindelig dødeligt arbejde. De natlige togter og adrenalinen pumpende gennem
årerne, var lige præcis hans stil, hans kick. Livet var langt, han var ung,
adræt og kunne forcere hvilken som helst forhindring, sådan følte han
det. Så Carl August fortsatte ufortrødent med at lave små, hurtige indbrud, ikke noget genialt og spektakulært, som senere i livet, men udelukkende for at skaffe sig til dagen og vejen og finansiere en hel del morskab
med løsagtige kvinder og tilfældige bekendtskaber. Det var imponerende,
at han kunne holde politiet på afstand. Han var jo trods alt en kriminel på
flugt fra en institution, men at fange ham var efter al sandsynlighed ikke
Udsnit fra Borgergade,
hvor Carl Augusts ven
gik fra marskandiser
til marskandiser for at
få solgt hælervarerne.
Borgergade kvarteret
var en del af den gamle boligmasse, der blev
saneret i 1950’erne. I
starten af det 20. århundrede var området
befolket af småkriminelle, plattenslagere og
letlevende damer, som
havde deres gang på
de mange værthuse og
illegale smugkroer, der
lå side om side med
talrige små butikker.
53
02/09/15 22.45
den højeste prioritet hos ordensmagten. Dertil var han en alt for lille fisk og
ikke en farlig kriminel, som kunne skabe frygt og angst i samfundet. Han
var ikke en voldelig, morderisk røver, blot en spinkel og kæk indbrudstyv.
Desværre for Carl August, fortsatte succesen ikke i det uendelige.
Lidt over middag den 11. januar 1915 tog et par patruljerende betjente
fat i en ung mand i Borgergade. De havde set ham luske omkring med en
pakke under armen, observeret ham gå ind og ud af flere marskandisere,
altid med den samme, brune pakke under armen. De bad om hans navn,
spurgte, hvad pakken indeholdt, og hvad hans ærinde var. Den unge mand
fortalte dem sandheden. Han hed Westergaard og prøvede bare at pantsætte et par effekter for en ven. Det var blot en ny manchetskjorte og et
par flipper. Vennen var Carl August.
I selskab med den anholdte troppede de to betjente op på adressen Adelgade 9, på 3. sal. Her lå en sorgløs og afslappet Carl August og slangede
sig på sengen. Da vennen trådte ind af døren i selskab med de to uniformerede betjente, sprang Carl August ud af sengen, noget overrasket, hvad
i alverden var nu det? Han bemærkede det flove udtryk i Westergaards
ansigt og tænkte, at vennen nok havde fortalt betjentene, hvem han var.
Carl August så ingen grund til at komme med de store bortforklaringer.
Han opgav straks sin rigtige identitet, men påstod, for at bløde lidt op på
tingene, at genstandene i pakken var hans egne. Han håbede, at de måske
ikke så nogen grund til at gå i detaljer og pirke ved hans påståede uskyldige
tilgang til effekterne.
For betjentene var det noget af en overraskelse, da det gik op for dem, at
de stod med en person, der var rømmet fra Braaskovgaard og altså eftersøgt over hele landet. De anholdt straks Carl August, og begge unge mænd
blev bragt til forhør på politistationen i St. Kongensgade. Carl August var
ærgerlig og irriteret, nu gik det lige så godt. Han burde have taget chancen
og selv pantsat sine tyvekoster. Det havde været rigtig dumt at overlade det
54
Carl med fuld opløs_version 2.indd 54-55
til en amatør, hvilket hans ven tilsyneladende var.
I løbet af eftermiddagen lod Carl August paraderne falde, og stoppede
med sine bortforklaringer og løgne om, hvordan han var kommet i besiddelse af de genstande, der raslede ud af lommerne på ham. Ved at ransage
hans person og senere hans hjem, fandt politiet et større antal genstande,
som Carl August for de flestes vedkommende indrømmede var tyvekoster.
Han havde ikke spildt tiden ude i friheden, langt væk fra Braaskovgaard.
I løbet af december måned var han brudt ind i adskillige pulterkamre og
lejligheder rundt omkring i København. Derudover havde han frarøvet et
ukendt antal fordrukne sømand deres punge og frakker.
Det havde ikke været svært for ham at finde sine ofre. Carl August havde
en lille bibeskæftigelse på værtshusene i Nyhavn, hvor han tatoverede
værtshusgæster, der ofte var godt berusede. Når sømændene vågnede op
med gedigne tømmermænd, var de lænset for alt af værdi.
I den lange række af forhør, der fulgte, kortlagde Carl August sin færden
med forbavsende stor præcision, og ikke uden en vis form for stolthed.
Selvom han undervejs korrigerede visse detaljer, var han forbavsende nøjagtig. Betjentene eskorterede ham rundt på gerningstederne, hvor han
over for betjentene udpegede, hvilke ejendomme og lejligheder de mange
tyvekoster var stjålet fra. Det var et stort og omstændeligt arbejde. Antallet af tyvekoster og gerningssteder steg, efterhånden som dagene gik, og
betjentene skrev rapporter på livet løs. Det utrolige var, at Carl August
huskede detaljerne så nøje. Senere i livet viste han den samme bemærkelsesværdige egenskab ved at fremstille falske nøgler udelukkende efter
hukommelsen. Der var ingen tvivl om, at han var i besiddelse af en fotografisk hukommelse.
55
02/09/15 22.45
Carl Augusts kompagnon blev også bragt i forhør. De to unge mænd,
havde været anbragt på Braaskovgaard samtidig, og havde siden tilfældigt
truffet hinanden på værtshuset Kap Horn i Nyhavn. Westergaard var et
stykke tid før mødet i Nyhavn, blevet overgivet til Værgerådet af sin far,
fordi han havde rømmet en læreplads og efterfølgende vagabonderet i et
års tid. Det viste sig, at han var tidligere straffet, og derudover høstede
politiet en sidegevinst, idet Westergaard efter alt at dømme havde været
involveret i falskneri. Det forhold var han endnu ikke blevet sigtet eller
straffet for. Westergaard nægtede sig skyldig i tyveri sammen med Carl
August, men indrømmede dog sin andel i hæleri. Carl August bekræftede,
at kammeraten kun havde optrådt som hæler. På den måde havde det været nemmere for Carl August selv at holde lav profil, og derved undgå
at blive spottet af politiet. Strategien var sådan set fin nok, hvis ikke lige
Westergaard havde været så skødesløs under sin færden og tiltrukket sig
betjentenes opmærksomhed.
Selvom Carl August havde arbejdet solo, var hans høst af effekter bemærkelsesværdig. Tyvekosterne hobede sig op. Han var brudt ind et stort
antal steder i København, nogle gange ved en pludselig indskydelse, andre
gange var det planlagt på forhånd, hvilket han ikke kunne løbe fra, idet
han havde måttet investere i specialværktøj, udelukkende beregnet på indbruddene. Det fremgik af politirapporterne, at han havde købt værktøjet
for penge indtjent ved at stjæle og sælge tyvekoster.
Betjentene gjorde et kæmpe arbejde for at finde ud af, hvem der var de
retsmæssige ejermænd til tyvekosterne. De fleste koster var ikke specielt
værdifulde, det kunne være en overfrakke, en dametaske, et etui, et par
manchetter, en forskærerkniv, slips, lommetørklæder og herrestrømper.
Rene småtterier, men i et tilfælde, hos en urtekræmmer på Dr. Priemes
Vej, fandt Carl August en pengekasse, der indeholdt 300 kroner. Pengene
røg straks ned i hans lomme. I dagene der fulgte, finanserede pengekassens indhold hans ivrige frekventering af det søde natteliv.
56
Carl med fuld opløs_version 2.indd 56-57
Uddrag fra politirapport i 1915. Når Carl August tømte de private hjem var det ikke kun kontanter, men også et væld af små, i realiteten ubetydelige effekter, der fandt vej ned i hans lommer,
for senere at blive solgt til hælerne.
57
02/09/15 22.45
Et af de impulsive indbrud, som Carl August indrømmede overfor politiet
under forhørene, havde følgende hændelsesforløb:
Natten mellem den 29. og 30. december 1914 lå han og sov på et åbent
tørreloft på tredje sal i baghuset, Brogade nr. 9. Udenfor var det iskoldt.
Carl August lå på sit leje og klaprede tænder. Han havde svært ved at falde i
søvn. Det var jo vinter, der var ingen isolering, og vinden peb om skorstenen. Han forsøgte at beskytte sig mod kulden, der banede sig vej mellem
tagstenene, men det var næsten umuligt. Han havde kun et tyndt tæppe,
som han havde fundet på loftet.
Carl August lod for sidste gang blikket strejfe rundt i lokalet og besluttede
sig for at forlade lejligheden. Det nemmeste ville naturligvis have været,
at forlade stedet via hovedøren, men den viste sig at være låst udefra, og
ikke til at få op, hvilket kom bag på Carl August. Det betød, at han måtte
Da han tidligt om morgenen, mens mørket stadig indhyllede byen i mørke,
hørte en af de logerende låse sig ud af sin bolig på 2. sal for at gå på arbejde, besluttede han sig for at bryde ind i lejligheden. Han kunne alligevel
ikke sove, og hvordan kunne han bedre varme sin krop end ved et friskt
lille indbrud. Carl August rejste sig fra sit leje, rystede støvet og kulden af
sig, og gik ud på trappeopgangen. Herfra fortsatte han ved at kravle ud
gennem et vindue i trappeopgangen, hen ad en trægesims, mens han holdt
fast i tagrenden og fortsatte ind gennem et vindue på klem. Vinduet var
kun bundet fast til sprosserne med et stykke sejlgarn, og et øjeblik efter
svingede han sig ind gennem vinduet og landede på gulvet i lejligheden.
Han stod stille et øjeblik og dannede sig et overblik over lejligheden. Han
var lidt skuffet, for det var ikke en herskabelig lejlighed med bugnende
skuffer med guld- og sølvtøj, dyre smykker og en stor mængde kontanter.
Efter alt at dømme var det blot en kedelig ungkarlehybel. Han brød et
skab op, fandt en overfrakke og et par bukser. Overfrakken tog han på
og smed bukserne, som han ikke kunne passe, hen på sengen. Det var
alt, hvad han kunne finde af værdi, for ham. Det havde næsten ikke været
umagen værd, men nuvel, sådan var det, nu skulle han blot se at komme ud
af døren. Der var mange andre steder, hvor lokkende genstande ventede
på besøg.
58
Carl med fuld opløs_version 2.indd 58-59
Politirapport fra den 13. januar 1915. At fange en indbrudstyv som Carl August var ikke
kun en sag om at bure en tyv inde bag tremmer. Hver effekt, der blev stjålet, skulle tilvejebringes,
selvom det kunne betyde, at en pantelåner måtte udlevere genstandene uden at få sine penge tilbage.
59
02/09/15 22.45
forlade lejligheden samme vej, som han var kommet ind. Hvis han havde
insisteret på at forlade lejligheden gennem hoveddøren, havde det krævet,
at han for første gang i sit liv, skulle bryde ud af en lejlighed. En pudsig
tanke. Senere samme morgen pantsatte han overfrakken hos en pantelåner
i Pilestræde.
Forhørene fortsatte. I timevis sad betjentene med deres trivielle spørgsmål og griflede en endeløs række af notater ned. Der var ingen grund
til at trække tingene i langdrag. Carl August fodrede betjentene med de
oplysninger, de ønskede, hans tyvagtige færd gennem København blev
kortlagt med stor præcision. Efterhånden fandt de grundige betjente frem
til de retsmæssige ejermænd af de mange tyvekoster. De forskellige ofre,
comparenterne, som de kaldtes i datidens politirapporter, mødte op hos
politiet, fik lov til at beskue tyvekosterne, udpegede derpå deres respektive
ejendele, og endelig nåede man frem til en afslutning af hele sagen, der
absolut ikke var fordelagtig for Carl August. Efter en række retsmøder
i løbet af januar og februar måned 1915 fik han den 3. marts 1915 sin
første egentlige fængselsdom. 2 års forbedringshusarbejde i Nyborg Straffeanstalt.
Et uddrag fra Carl August memoirer udgivet i Det nye Magasin i 1955:
”Langt de fleste, der kommer i fængsel for første gang, reagerer ens. Og jeg dannede
ikke nogen undtagelse fra reglen. Jeg var simpelthen chokeret. Bevidstheden om, at jeg
ikke længere havde min frihed til at gå og komme, som det passede mig, gjorde mig i
den første tid næsten målløs”
Længere ned i artiklen stod der:
”Jeg skulle afsone min straf i forbedringshuset i Nyborg. Og selvom det i dag nok lyder
paradoksalt, så er det dog rigtigt nok, at jeg virkelig gik ind til mit nye liv dér med den
tanke, at jeg ville forbedre mig.”
60
Carl med fuld opløs_version 2.indd 60-61
Længere nede:
”Men de gode forsætter forsvandt snart og grunden var ligetil. Datidens fængselsvæsen
og de metoder det blev drevet efter, var ikke så lidt forskellig fra det system, der nu
er i brug. Dengang var f.eks. korporlig afstraffelse af fangerne ganske almindelig.
Disciplinærsager blev fortrinsvis afgjort med en regulær omgang klø, og der blev ikke
lagt fingre imellem. Fangen blev enten holdt af to eller tre fængselsbetjente, mens afstraffelsen stod på, eller han blev spændt fast i apparater, der påfaldende mindede om
middelalderlige torturinstrumenter”
Det var ikke uden grund at Carl August lod sine memoirer pryde med de
chokerende detaljer. Selvom han overdramatiserede kendsgerningerne en
smule, var han ved mindst én lejlighed blevet korporligt afstraffet.
Når det ikke lykkedes ham at flygte fra Nyborg, var det ikke på grund
af manglende forsøg. Ifølge en senere udtalelse fra fængselsinspektøren,
havde Carl August forsøgt at fjerne mursten i cellens luftkanal, højst sandsynligt med flugt for øje. Han var også blevet afsløret i besiddelse af flere
ureglementerede genstande, der tydeligvis var redskaber beregnet på flugt.
Carl August havde endelig gjort sig skyldig i meget grove brud på fængelseordenen, især i begyndelsen, hvor hans temperament viste sig mest.
Det blev beskrevet som gentagne og grove forbindelser med medfanger,
men hvad det specifikt indebar, kom inspektøren ikke ind på. En enkelt
begivenhed, som Carl August i den grad fortrød, var en uartighed mod
en betjent, der resulterede i 15 slag kat, hvoraf de 5 var betingede. (Kat
var et strafferedskab med træhåndtag og 9 kortere tovender, der blev lagt
i havvand inden straffens eksekvering). Afstraffelsen virkede åbenbart efter hensigten for Carl August opførsel forbedrede sig mærkbart. Han blev
således rost for sit flittige arbejde som kasketmager.
Fængselsinspektørens afsluttende konklusion var en beskrivelse af ham
som værende en trodsig, stædig og tilsyneladende overordentlig demora61
02/09/15 22.45
liseret person, men samtidig roste han Carl August for at være velbegavet
og ikke uden karakter. Inspektøren satte ham i bedømmelsesklasse 4, det
vil sige forbigående påvirket af straffen.
Den 29. juli 1916 havde Carl August afsonet sin straf og blev løsladt, men
desværre varede hans nyvundne frihed ikke særlig længe.
6
F ÆNGSEL TUR R ETUR
Ude i Europa rasede krigen stadig på fuldt tryk. Slaget ved Verdun, hvor
omkring en kvart million mennesker omkom, var næsten slut efter mange
måneders blodige sammenstød. Det er svært at sige om den voldsomme
krig gjorde noget nævneværdigt indtryk på Carl August. Uanset hvad, forhindrede det ham ikke i at fortsætte sin selvvalgte livsbane, som han kun
forsøgsvis prøvede at forlade. Hvis han havde haft mulighed for det, ville
han måske have foretrukket at drage nytte af krigen som sortbørshandler,
eller hvis hans livsomstændigheder havde været anderledes, og hvis han
havde haft en normal adgang til et borgerligt erhverv, var han måske ble
vet en af datidens gullaschbaroner. Men Carl August blev ved sin læst.
Tidligt om morgenen mandag den 6. november 1916, ringede Jacobsen,
betjent 805, på hos en vinhandler på adressen, Nørrebrogade 163, 1. sal.
Vinhandleren, der telefonisk havde anmeldt et indbrud, åbnede selv døren og tog en smule oprørt, men dog venligt imod betjent Jacobsen, som
begyndte at notere detaljerne ved indbruddet ned.
Om natten havde den sovende og intetanende familie været udsat for en
fræk listetyv, der uforstyrret og effektivt havde lænset lejlighedens forskellige rum for værdigenstande. En lang liste af savnede genstande, smykker,
guld og sølvure, pudderdåser i sølv, etuier, og sølvtøj, foldede sig ud under
Jacobsens ivrigt noterende blyant. Lidt senere dukkede Bugge op, han var
politiets fingeraftryksspecialist. Bugge trak sit udstyr op af den medbragte
taske og gik straks i gang med at lede efter fingeraftryk. Opgaven var
omfattende, vinhandlerens patricierlejlighed bestod af 6 værelser, samt
pigekammer og køkken. Jacobsen noterede, at tyven havde skaffet sig adgang til boligen fra køkkentrappen. Med et centrumbor havde han boret
62
Carl med fuld opløs_version 2.indd 63
63
02/09/15 22.45
et stort hul i døren, dernæst stukket hånden igennem hullet og drejet de
indvendige nøgler om, hvorved der var blevet fri passage ind i lejligheden.
En enkel, men effektiv fremgangsmåde.
Lejligheden var blevet grundigt gennemsøgt for værdigenstande, og dem
var der, ifølge den lange kosterliste, rigtig mange af. En pudsig detalje fik
politibetjenten til at klø sig i nakken. I stedet for at brække skufferne i
et skrivebord op, havde tyven på en forbavsende skånsom måde skruet
bordpladen løs, dernæst løftet den af og endelige gennemrodet skufferne.
Indbrudstyven kunne ikke have haft særlig travlt, eller måske var han blot
overbevist om, at han kunne arbejde i ro og mag uden at blive forstyrret.
Han havde afsluttet sin plyndring ved at gennemgå garderobeskabene, en
del tøj, ikke mindst en dyr overfrakke, blev føjet til listen over tyvekoster.
Bugge var ikke længe om at finde frem til en sandsynlig gerningsmand. På
skrivebordet dukkede der, ganske belejligt, et pænt og genkendeligt fingeraftryk op. Det stammede naturligvis fra Carl August Lorentzen. Sagen var
dermed opklaret allerede inden formiddagen var overstået. Politiet kunne
veltilfredse forlade stedet og forberede en anholdelse.
Senere på dagen, lidt over middag, rykkede et par betjente ud på Carl
Augusts adresse, Ahornsgade 12, 1., hvor han havde logi hos en fru Hansen. En indbrudstyv, der af gode grunde arbejder bedst om natten, sover
længe, og derfor tog politiet ham, som det var sket før, på sengen. Der
var to andre tilstede i rummet, en ung mand, der hed Rasmussen og en
lidt yngre mand, Christensen. Rasmussen sprang straks ud af sengen, begyndte at hive nogle genstande ud af sin frakke, mens han højlydt plaprede løs om, at han ikke ville have noget med deres skidt at gøre. Det
var naturligvis tyvekoster. Samtidig udtrykte han meget ivrigt og leflende
overfor betjentene, at han ikke havde foretaget sig noget som helst ulovligt. Betjentene kiggede overrasket på hinanden. Carl August rystede på
hovedet, han vidste, at løbet var kørt, og at Rasmussen kunne bjæffe lige
så højlydt han ville. De ville alle sammen blive slæbt med på politistatio64
Carl med fuld opløs_version 2.indd 64-65
Uddrag fra rapport, hvor Carl August detaljeret fortæller om sit indbrud på Nørrebrogade
163. Politiet var meget minutiøse i deres referater af Carl Augusts mange tilståelser gennem
årene. Rigsarkivets sagsakter bugner med tusindvis af grundige forhørsrapporter, og rapporterne blev kun endnu mere detaljerede, fordi Carl August kunne fortælle om sine bedrifter
ned til mindste detalje.
65
02/09/15 22.45