Læs artiklen her - Dansk Vandrelaug

Dansk Vandrelaug fik
trillinger omkring 1976
– sådan blev det omtalt, da der med korte mellemrum
først kom en afdeling i Gentofte, så i Nordsjælland og til sidst i Rødovre.
I Nordsjælland fødtes en ny afdeling den 29. januar på en mørk og kold dag i
Mårum forsamlingshus, ganske vist inden døre, men fyret strejkede, så det var alligevel en kold
start. Det var Susanne Ytting og Johannes Petersen, der med støtte fra Gregers Sørensen,
København, fik startet afdelingen.
De første to år var Susanne Ytting formand, og vi kan se i de gamle medlemsblade, at afdelingen
hurtigt blev meget aktiv. Allerede i april var den første tur på 15 km med udgangspunkt i Kagerup.
Turprogrammet var fra start meget varieret: Der var fugletur med ornitolog, kombineret vandre- og
bustur rundt om Arresø. Der var 2 dages-hyttetur til Fyn, aftenture, svampetur, løvfaldstur og
adventstur med indsamling af pynt til juledekorationer. Allerede i de tidlige år samarbejdede
afdelingen også med turistkontoret og lavede aftenture for turisterne
Aktiv rolle i foreningen
I alle årene spillede Thorkild Johansen, med Elna bag sig, en aktiv rolle i afdelingen, indtil han for
få år siden måtte trække sig af helbredsgrunde. I 2012 fik Thorkild anerkendelse for det store
arbejde, da han velfortjent blev udnævnt til æresmedlem. Den titel havde Gregers Sørensen ellers i
mange år været ene om i afdelingen. Han var blevet anerkendt for sin støtte i opstarten af
afdelingen.
Da Vandrelauget i 1980 fyldte 50 år, var det Nordsjællandsafdelingen, der fik gennemført, at festen
skulle holdes ved varden ved Lille Gribsø. Mens Gregers fik bestilt veterantog, sørgede Thorkild og
Elna for veteranbiler fra 1930. Da DVL fyldte 75, fik vi ansvaret for at sætte den nye sten ved
varden.
Utallige oplevelser
Selv har jeg snart
været medlem i 25 år,
og det har givet
utallige oplevelser. På
den første tur, jeg
deltog i, fik vi set
vandstæren på
arbejde i en bæk i det
nordlige Gribskov.
Det er svært at
udpege de ture, der
har givet de største
oplevelser. Mange
smukke aftenture
somme med ornitolog
Peter Petersen, Hanne
Flyges ture i Søren
Kirkegårds fodspor
eller til de nedlagte
landsbyer i Grib
Skov, familieture på
jagt efter guldsmede
eller julemanden,
naturen på Møn i
forårssol eller i
næsten efterårskuling, besøget i verdens ældste regnskov i Malaysia, hvor vi sejlede i langbåde og på vandreturen
ad de små stier pludselig opdagede, at blodet flød ned ad benene, fordi der var sultne igler,
fuglefjeldet på May i Skotland, hvor vi fik paraplyer for at beskytte os mod angribende terner,
besøgene i og fra Sudbury i England.
Jeg kunne blive ved, variationen af turudbuddet er utrolig stort, og når én turleder måtte give op,
kom der heldigvis altid friske kræfter til.
Videre perspektiver
Da Fjernvandreruten E6 blev indviet i 2000, og ruten lagt over Øresundsbroen, tog Signe Larsen
initiativ til at lave en rute fra Helsingør til Roskilde som en alternativ gren. Desværre nåede Signe
ikke at se projektet fuldført, men ruten blev indviet i 2011, hvor den blev lagt ud på internettet og
gennemvandret på en serie ture i forbindelse med Eurorando.
I øjeblikket arbejder en gruppe fra
Nordsjælland assisteret af
stiudvalgsmedlemmer fra andre
afdelinger med at afmærke ruten, og
måske skal den stå sin prøve i
forbindelse med afholdelsen af det
næste Eurorando i september 2016, når
nogle vandrere formodes at komme
gående til det store stævne. En gruppe
arbejder ihærdigt på at få skiltet så stor
en del som muligt inden da. Men med
kort og rutebeskrivelse på nettet kan
enhver gå ruten - eller dele af den - som
man har lyst.
Selv om Nordsjællandsafdelingen nu
fylder 40, er den langt fra færdig. Der
kommer stadig nye ideer og initiativer,
og for længst glemte ideer dukker op
igen.
Skrevet af Anne-Lise Lemche
Formænd i Nordsjælland
Susanne Ytting (1976-78)
Johannes Petersen (1978-86)
Jørgen Schmidt (1986-98)
Anne-Lise Lemche (1998-2008)
Bente Nielsen (2008-2015)
Leif Odgaard (2015-)