1. No category

EU og naboerne
EU og naboerne
ISBN-nummer: 978-87-87803-12-0
Udgivet af:
Den Danske Europabevægelse 2009
Produktion/design:
HJ Grafik
Tidligere udgivelser:
2009
Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen
Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst
2008
GMO og EU’s fremtidige fødevareproduktion
EU som sikkerhedspolitisk aktør
2007
Europæisk energipolitik – den nødvendige debat
2003
Euroforbeholdet – baggrund og argumenter for deltagelse i euroen
Forsvarsforbeholdet – baggrund og argumenter for deltagelse i EU’s forsvarspolitik
Forbeholdet overfor retlige og indre anliggender – baggrund og argumenter for fuld
deltagelse
2002
2
Grundloven og EU – problemer forude?
2001
EU og naboerne
Guide om Nice-traktaten
Demokratisk Union
Visioner for Europa - forslag til en mere demokratisk og effektiv Europæisk Union
2000
Derfor euro
Fire erhvervsledere siger ja
Norge – et hemmeligt EU-medlem
Nærhedsprincippet - hvad skal EU bestemme?
Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse
Redaktion:
Rina Valeur Rasmussen, Sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse
Kontakt:
Tlf: 33 141 141
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.eubev.dk
EU og naboerne
3
EU og naboerne
Udgivet af Den Danske Europabevægelses
tænketank Ja til Europa
Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner
med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg
og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat.
Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke
tilskrives Ja til Europa eller Den Danske Europabevægelse.
Formand:
Erik Boel, Landsformand, Den Danske Europabevægelse
Rådgivende komité:
•
•
•
•
•
•
•
Lone Dybkjær, medlem af Folketinget (R)
Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V)
Niels Due Jensen, Bestyrelsesformand, Grundfos
Annegrethe Rasmussen, redaktør, Berlingske Tidende
Tøger Seidenfaden, Chefredaktør, Politiken
Niels Thygesen, professor, Københavns Universitet
Asger Aamund, Direktør, Neurosearch
Redaktion:
Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse
Kontakt:
Tlf: 33 141 141
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.eubev.dk
4
EU og naboerne
Indholdsfortegnelse
EU og naboerne
Intro . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .6
Kandidatlandene
Kroatien, Makedonien, Tyrkiet
Erik Boel, landsformand, Europabevægelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7
Potentielle kandidatlande på Balkan
Albanien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo
Karsten Fledelius, lektor, KU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15
Tidligere Sovjetrepublikker
Rusland, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Ukraine, Moldova
Jens-Kristian Lütken, landsformand, Silba . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .28
Mellemøsten
Israel, Jordan, Libanon, Palæstinensiske Selvstyreområder, Syrien
Peter Seeberg, ph.d. og lektor, SDU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .32
Nordafrika
Libyen, Marokko, Tunesien, Algeriet, Egypten
Ulla Holm, forsker, DIIS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44
5
EU og naboerne
EU og naboerne
EU’s omgivelser er af stor økonomisk og sikkerhedsmæssig betydning for EU. Derfor arbejder EU aktivt med relationerne til sine naboer. I takt med EU’s udvidelser er naboerne blevet nogle andre og der er indgået nye aftaler. Man kan inddele EU’s naboer i en række regioner med nogle karakteristika til fælles: Kandidatlande, potentielle kandidatlande, tidligere
Sovjetrepublikker, Mellemøsten og Nordafrika. EU har også EØS-landene til naboer, men det
er valgt at se bort fra dem i indeværende publikation, da det er en anden type forhold, der
gør sig gældende her.
For EU handler det om at øge levestandarden i nabolandende for at sikre stabilitet i grænseområderne og opnå nye eksportmuligheder. Selvom mange af landende ønsker et perspektiv om medlemskab, er det relativt få lande, der har det. Specielt har EU forstærket
sit samarbejde med landene på det vestlige Balkan. Grundlaget for EU's samarbejde med
landene her er Stabiliserings- og Associeringsprocessen, der har til formål at bidrage til
fred, stabilisering og økonomisk udvikling i regionen. Gennem et tættere samarbejde med
EU, hvor landene tilnærmer sig EU's standarder og normer, konkretiseres landenes perspektiv for EU-medlemskab.
6
EU og naboerne
Den Europæiske Naboskabspolitik (ENP) fokuserer på fremme af demokrati, frihed, velstand, sikkerhed og stabilitet med nabolandene i Østeuropa, syd for Middelhavet og det
sydlige Kaukasus, som ikke har udsigt til medlemskab af EU. EU ønsker at fremme demokratiske og økonomiske reformer i landene via udbygget samarbejde inden for eksempelvis
migration, forurening, infrastruktur og økonomi, bl.a. via omfattende frihandelsaftaler, der
vil give nabolandene øget markedsadgang og del i EU's Indre Marked. Rusland er ikke omfattet af ENP, idet EU’s Rusland-politik har sit eget spor, men Rusland inddrages i formuleringen og gennemførelsen af politikken, hvor det er relevant.
I denne publikation beskriver en række eksperter forholdene i de fem regioner samt relationen til EU. Ideen er at beskrive regionernes særtræk og forholdet til EU - politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt - med det formål at skabe overblik og identificere udfordringer
og muligheder.
Kandidatlandene
Kroatien, Makedonien, Tyrkiet
Erik Boel, landsformand, Europabevægelsen
EU’s største udenrigspolitiske succes: Udvidelser
EU’s udvidelse står som en af Unionens største udenrigspolitiske succeser nogen sinde og
er en mærke- og hjertesag for Den Danske Europabevægelse. Et halvt kontinent gik fra sovjetisk dominans til demokrati, markedsøkonomi og stabile institutioner i løbet af halvandet
årti. Siden – og på trods heraf – har EU oplevet en vis udvidelsestræthed. Det kom for alvor
til udtryk i efteråret 2006, hvor de årlige statusrapporter om kandidatlandene var suppleret med et særligt afsnit om EU’s evne til at optage nye medlemmer. Vurderingen faldt
under det lidet mundrette navn ”absorptionskapacitet”, hvilket dog af EU blev omdøbt til
”integrationskapacitet”. Helt overordnet vurderede rapporten, at det ikke var et problem for
EU at optage flere lande, blot man hele tiden tog hensyn til institutionerne funktionsmåde,
og i øvrigt sørgede for at informere sine borgere om udvidelsen.
Det er glædeligt, at EU’s kommissær med ansvar for udvidelsen, Ollie Rehn, advarer om,
at man ikke må bruge den økonomiske krise som undskyldning for at stoppe udvidelserne.
Det ville også være glædeligt, om Unionen i 2009 – i 20-året for Berlin-Murens fald og i
femåret for den store Østudvidelse – kunne tage væsentlige skridt, når det gælder de forestående udvidelser.
Kommissær Rehn har udtalt, at hans ambition er at gøre 2009 til Vestbalkans år. Kroatien
er det land, der står først for og hvor opbakningen til medlemskab fra EU-landenes side tilsyneladende er størst. 21 ud af i alt 35 kapitler er åbnet i optagelsesforhandlingerne, siden
de startede i 2005.
Lad os kaste et blik på den seneste statusrapport om de politiske kriterier: Inden for demokrati og retsvæsen er der sket fremskridt, men der er plads til forbedringer. Det gælder
bl.a. i forhold til den offentlige administration og kampen mod korruption. EuropaKommissionen anerkender, at Kroatien har iværksat et system på tværs af ministerierne,
der skal dæmme op for korruptionen, og at antallet af korruptionssager er steget. Samtidig
skriver Kommissionen, at implementeringen af de praktiske tiltag, der skal bekæmpe korruptionen, endnu lader meget tilbage at ønske. Institutionerne mangler den fornødne styrke og politiet er for ineffektivt.
Tæt knyttet hertil udtrykker Kommissionen bekymring for den fri presse og især for de journalister, der skriver om korruption og organiseret kriminalitet. Rapporten undlader derfor
ikke at nævne de to journalister, der blev myrdet i 2008. Kroatien har gjort fremskridt i forhold til behandlingen af landets minoriteter, men bliver dog fortsat opfordret til at fremme
en ”ånd af tolerance i forhold til den serbiske minoritet”.
EU og naboerne
Kroatien er godt på vej
7
De økonomiske kriterier er tæt på at blive mødt. Helt overordnet vurderer Kommissionen,
at landet er i stand til at stå distancen i mødet med EU’s markedskræfter, og at landet allerede i dag er godt integreret i EU’s økonomi. Dog kritiserer statusrapporten visse dele af
den økonomiske politik, herunder det store offentlige forbrug og manglen på budgetmæssig planlægning.
Alt i alt var udsigterne i efteråret 2008 for Kroatiens medlemskab således ganske gode. De
generelt positive bemærkninger om de politiske og økonomiske kriterier blev suppleret med
en positiv vurdering af Kroatiens evne til at ”møde de krav som et EU-medlemskab kræver”.
Forudsat at en række ting blev opfyldt, så det ud til, at den ”tekniske afslutning” på optagelsesforhandlingerne kunne finde sted i 2009, med følgende EU-medlemskab i 2011.
Det er dog ikke længere så sikkert. I slutningen af 2008 blussede en 18 år gammel grænsestrid mellem Slovenien og Kroatien op om grænsedragningen ved kysten og i
Adriaterhavet. Det førte til, at EU-landet Slovenien i december 2008 blokerede optagelsesforhandlingerne mellem Kroatien og EU, og dermed de facto satte hele udvidelsesprocessen i stå. Derfor arbejder Kommissionen pt. (foråret 2009) med forskellige forslag til løsning af konflikten. Endvidere tyder noget på, at medlemslandene vil koble Kroatiens eventuelle optagelse til Islands mulige optagelse, således at EU til sin tid optager såvel et sydsom et nordeuropæisk land. Efter den socialdemokratiske valgsejr i april 2009 har Island
kurs mod EU- og euromedlemskab. Det ventes, at Island vil ansøge om medlemskab af
Unionen i løbet af sommeren 2009. Forhandlingerne ventes at kunne overstås på ni måneder. De behøver således ikke forsinke Kroatiens optagelse i 2011 - men det er en ny usikkerhedsfaktor.
Makedonien (FYROM) har langt igen
8
EU og naboerne
Den klareste konklusion i Kommissionens seneste statusrapport, ligeledes fra 2008 om
Makedonien (FYROM) er, at landet langtfra endnu opfylder de politiske kriterier for EU-medlemskab. Valget til landets parlament i 2008 levede ikke op til de internationale standarder
og OSCE’s anbefalinger blev ikke fulgt. Det er også hovedårsagen til, at egentlige optagelsesforhandlinger endnu ikke er gået i gang. Manglen på konstruktiv dialog mellem politiske
partier og aktører i landet går ud over de politiske institutioners effektivitet, og dermed
deres evne til at leve op til EU’s betingelser.
Når det er sagt, så har landet gjort betydelige fremskridt, når det gælder juridiske og administrative reformer samt kampen mod korruptionen. Rapporten nævner også, at landet har
samarbejdet fuldt ud med FN’s tribunal for det tidligere Jugoslavien, og at landet generelt
har gode relationer med naboerne. Bortset fra Grækenland, der stadig mener, at navnet
”Makedonien” rettelig hidrører en provins i det nordlige Grækenland. Grækenland blokerede
– helt uacceptabelt – for Makedoniens optagelse i NATO i 2008. Og det kan ikke afvises,
at Grækenland også vil, om ikke blokere, så i hvert fald forsinke Makedoniens eventuelle
optagelse i EU.
Økonomisk har Makedonien bevæget sig tættere på at blive en velfungerende markedsøkonomi. Kommissionen vurderer, at landet burde være i stand til at fungere som fuldt integreret i det indre marked, hvis der vel at mærke rettes op på forholdene på f.eks. arbejdsmarkedet, der ifølge rapporten fungerer meget dårligt og med høj arbejdsløshed.
Udenlandske investorer er tilbageholdende på grund af de svage institutioner og mangel på
lov og orden i visse økonomiske sektorer.
Lidt overordnet vurderer rapporten, at Makedonien har gjort fremskridt i dets evne til at
leve op til de krav som et medlemskab stiller, men at landet stadig har betydelige mangler
i forhold til at implementere lovgivning. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig menneskelige og økonomiske ressourcer til at implementere acquis’et, altså EU fælles regelsæt.
Tyrkiet fortsætter ufortrødent sin vej mod EU
Trods svære optagelsesforhandlinger og en række indenrigspolitiske kriser fortsætter
Tyrkiet ufortrødent sin vej mod EU. Senest er det blevet markeret med åbningen af et nyt
EU-ministerium og en øget forhandlingsvilje i forhold til det prekære område Cypern.
I 2001 – to år efter at Tyrkiet anerkendes som EU-kandidatland i Helsingfors – opstartes
en omfattende og vidtrækkende reformproces i Tyrkiet. Den markerer ifølge den finske
fredsmægler Martthi Ahtisaaris en ”stille revolution” i landet og medfører bl.a., at landets
kurdiske mindretal får mulighed for at bruge og tale eget sprog offentligt, i skolen og i medierne – noget der tidligere har været ulovligt og under den højspændte situation mellem den
tyrkiske stat og PKK for en snes år siden kunne føre til lange fængselsdomme. Endvidere
bliver mange af levnene fra det korte militærstyre i starten af 1980’erne som følge af
reformprocessen fjernet. Således bliver den undtagelsestilstand, der har gjort sig gældende i ti kurdiske provinser siden 1982, ophævet, og statssikkerhedsdomstolene nedlagt.
Samtidigt bliver militærets rolle mindsket, dødsstraffen afskaffet, straffene for tortur øget,
og ytringsfriheden og pressefriheden udvidet. Mere generelt bliver menneskerettighederne
og retssystemet også forbedret.
Året efter opstår der igen besværligheder i forhold til Tyrkiets EU-perspektiv.
Udvidelseskommissær Olli Rehn fremlægger i november 2006 en tilstandsrapport, der stiller sig positiv over for de seneste års demokratiske udvikling i Tyrkiet. Rapporten retter dog
samtidigt kritik af det spændte forhold mellem Tyrkiet og Cypern og kræver, at Tyrkiet, der
styrer den nordlige del af Cypern, åbner sine havne og lufthavne for fartøjer fra den cypriotisk-styrede del af øen. EU’s krav bliver ikke efterlevet, og dele af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet nedfryses. Cypern-problematikken, der udgør et meget ømtåleligt forhold i
tyrkisk politik og stammer helt tilbage fra øens todeling i 1974, fører siden hen til stigende EU-skepsis i den tyrkiske befolkning. Det får dog ikke regeringspartiet AKP til at afvige
fra EU-perspektivet.
I 2007 - 2008 rammes Tyrkiet endnu engang af problemer, da en magtkamp bryder ud mellem islamisk-orienterede regeringsparti (AKP) og det sekulære og tidligere politiske meget
indflydelsesrige militær.
9
EU og naboerne
Disse tiltag resulterer i, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i 2005.
Optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet løber dog ind i problemer allerede inden
de egentligt er gået i gang. I 2005 begynder blandt andre Angela Merkel og Nicolas Sarkozy
at argumentere for, at Tyrkiet i stedet for fuldt medlemskab blot tilbydes privilegeret partnerskab. Holdningen hos udvidelseskommissæren Olli Rehn er dog klar - Unionen må stå
ved sit ord, og hvis Tyrkiet efter endte forhandlingerne opfylder alle EU's optagelseskrav, så
skal landet gøres til medlem af EU på lige fod med andre medlemslande. I øvrigt kunne man
også pege på, at Tyrkiet allerede i dag har et såkaldt privilegeret partnerskab, bl.a. i kraft
af toldunionsaftalen med EU.
Som følge af den tidligere AKP-udenrigsminister Abdullah Güls præsidentkandidatur i 2007
udtrykker militæret frygt for øget islamisering af Tyrkiet og truer med indgreb. Inden det
når så langt, udskriver AKP valg i sommeren 2007 og vinder det med næsten 50 pct. af
stemmerne, hvorefter Gül indvælges som præsident af det tyrkiske parlament. AKP’s besindige håndtering af den højspændte situation, fører siden hen til ros fra udvidelseskommissær Olli Rehn.
Magtkampen mellem de konservative kræfter i Tyrkiet (militæret, dele af administrationen
og ikke mindst domstolene) og det demokratisk indvalgte regeringsparti AKP bryder dog ud
igen i 2008, da AKP forsøger at afskaffe forbuddet mod at bære tørklæder på landets
uddannelsesinstitutioner. Det får forfatningsdomstolen til at kræve AKP lukket og premierminister Recep Tayyip Erdogan og præsident Abdullah Gül udelukket fra politik de næste fem
år, idet den mener, at AKP med forsøgene på at ophæve tørklædeforbudet prøver at undergrave adskillelsen mellem stat og religion i Tyrkiet. Det ender dog med, at AKP kun får en
alvorlig irettesættelse, men ikke en egentlig dom – et tegn på, at den gamle konservative
elite ikke har samme magt som tidligere.
De problemer Tyrkiet gennem de sidste år har måttet kæmpe med - de svære EU-forhandlinger samt magtkampen mellem AKP, militæret og domstolene - har dog ikke resulteret i
en skrinlægning af AKP’s EU-aspirationer. I januar udtalte statsminister Erdogan i Bruxelles,
at EU stadig er Tyrkiets øverste prioritet. Denne udtalelse er siden hen blevet efterfulgt af
en række konkrete tiltag: Et nyt EU-ministerium blev oprettet i januar. Samtidigt er en ny
chef-forhandler - Erdogans nærmeste rådgiver, Egemen Bagis - blevet udnævnt til at videreføre forhandlingerne med EU.
10
EU og naboerne
I spørgsmålet om Cypern - der er en hjertesag for mange tyrkere - har regeringspartiet og
de to parter på øen (de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske politikere) også meldt ud,
at de er klar til forhandle. Det har fået FN-mægler på Cypern, Alexander Downer, til at
udtrykke ”forsigtig optimisme”. Herudover synes Erdogan med sin nytårshilsen på kurdisk
og åbningen af den første 24-timers statsstøttede tv-kanal på kurdisk, fuldt ud at anerkende ”den kurdiske realitet”, hvis eksistens den tyrkiske stat tidligere har haft så svært ved
at vedkende sig.
Debatten om Tyrkisk medlemskab af EU
Kritikerne af tyrkisk medlemskab af EU overser ofte de geo-strategiske hensyn, der også
bør indgå, når Tyrkiets forhold til Vesten drøftes. Her er der behov for at se ud over den
hjemlige andedam.
Heldigvis er der på dette punkt kontinuitet i den amerikanske politik, der bygger på et mere
globalt udsyn. Under sit besøg i Tyrkiet i begyndelsen af marts 2009 udtalte udenrigsminister Hillary Clinton: ”Tyrkiet vil være USA's ven til alle tider”. Hun takkede for Tyrkiets indsats i Afghanistan og de mange tyrkiske investeringer i Irak. Hun roste endvidere den
tyrkiske ledelse for dens mæglingsforsøg mellem Israel og Syrien – en indsats som hun
betegnede som en vigtig del af den mellemøstlige fredsproces. Det er også et vidnesbyrd
om den vægt, USA lægger på et stabilt vestvendt Tyrkiet i økonomisk fremgang, at præsident Obama i begyndelsen af april 2009 aflagde landet et todages besøg.
For amerikanerne står Tyrkiet som beviset på, at den muslimske verden kan være såvel
demokratisk som muslimsk; et land, der kombinerer europæisk identitet med islamiske traditioner. Forhenværende præsident Bush fremhævede, at ”Tyrkiet står for frihed, muligheder og håb”. Obama-administrationen ser Tyrkiet som et demokratisk, sekulært samfund, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer – og et land som det er vitalt at fastholde forankret i den vestlige lejr.
De senere år er der sket en vis afmatning af reformprocessen i Tyrkiet. Når det gælder
pressefrihed, ligestilling og anvendelse af tortur er der tilbageskridt. Det er beklageligt, at
kun fem pct. af kandidaterne ved de nyligt overståede lokalvalg var kvinder. Nok så vigtigt
er det, at der er behov for en mentalitetsændring i Tyrkiet. Det er ikke nok, at landets regelsæt reformeres. Et eksempel er, at myndighederne ikke tilstrækkeligt aktivt reagerer på
såkaldte ”hate crimes” mod homoseksuelle. Det kan konstateres, at der er et oplagt behov
for, at den tyrkiske regering sætter fart på reformprocessen og især reformer, når det gælder menneskerettighederne.
Mange kritiserer i den europæiske debat, at den tyrkiske regering ønsker at ophæve tørklædeforbuddet på universiteterne. Men glemmer aldeles, at kvinders ret til at vælge frit
vel også er en europæisk værdi. For de kvinder, der ønsker at gå med slør, er det en frihed
– en pluralisme – fordi de hermed får mulighed for at give udtryk for deres personlige, religiøse overbevisning i det offentlige rum. Der er i den tyrkiske befolkning massiv opbakning
til det sekulære system – men lige når det gælder tørklædet, ønsker et stort flertal i befolkningen at ophæve de nuværende forbud og finder ikke, at sløret udgør en trussel mod den
sekulære stat. Statsminister Erdogan fremhæver, at det er diskriminerende, at tørklædepiger ikke har adgang til universitetet. Eftersom det i EU's tiltrædelsespartnerskab står
anført, at Tyrkiet skal sikre, at der ikke diskrimineres ud fra bl.a. religiøse kriterier, kan
Erdogan siges at have en pointe.
Den vestlige kultur er ikke længere en modstående kultur, der nedværdiger og dominerer
islam og forhindrer individet at leve efter den rette muslimske tro. Liberale værdier som
religions- og ytringsfrihed er i stedet blevet reformuleret til at blive mulighedsskabende,
gennem hvilke ønsket om ligestilling og anerkendelse af egen kulturel og religiøs identitet
kan realiseres.
De mest radikale miljøer i den muslimske verden og de mest anti-islamistiske kredse i
Vesten er underligt nok enige om ét forhold: Islam og demokrati er to uforenelige størrelser. For de ekstremistiske islamister er syntesen mellem demokrati og islam blevet afvist
ud fra argumentet om, at islam er guddommelig. Demokrati er en vestlig opfindelse og
mennesket kan ikke gribe ind i den orden, der er skabt af Gud for islam udgør i forvejen et
selvtilstrækkeligt system med et guddommeligt mandat, som er nedskrevet i Guds egen
EU og naboerne
Nogle modstandere af tyrkisk EU-medlemskab fremstiller tyrkisk politik som en evig kamp
mellem ”islam/fundamentalisme” på den ene side og ”sekularisme/demokrati” på den anden
side. Men analyser der bygger på en sådan modsætning, er ikke specielt relevante. Den
”europæiserede” tyrkiske stat gennemtrænger islam. Med landets økonomiske åbning,
beslutningen om uddannelse til alle, urbaniseringen og massemediernes udbredelse er den
vestlige verdens principper blevet hamret ind i generationer af tyrkere. De fleste religiøse
er nu selv en del af Vesten.
11
bog, Koranen. Lighed mellem borgere er i dette lys en umulighed, idet der per definition er
ulighed mellem troende og ikke-troende, mand og kvinde osv. Folkelig suverænitet er derfor
inkompatibel med Guds suverænitet. I denne udgave bliver islam til en direkte
antitese til Vestens demokrati.
I Vesten findes den samme opfattelse især på den yderste højrefløj (i Tyrkiet interessant
nok på venstrefløjen), men argumentationen er modsat. Her ses islam som anti-demokratisk, fordi den indeholder nogle karakteristika, der reelt betyder, at det ikke er muligt for
den at blive demokratisk. Disse mennesker er overbeviste om, at islam ikke indeholder den
samme evne til at fortolke religionen, som kristendommen har gjort siden reformationen.
Påstanden om islam som uforenelig med demokrati holder ikke, og netop Tyrkiet er et godt
eksempel på, at islam kan eksistere inden for et politisk system, hvor religionen både
bliver fortolket og stillet spørgsmål til på samme vis, som vi i Europa gør, når det gælder
kristendommen. Civilisationernes kamp er derfor ikke en kamp mellem kristendom og islam.
Det er først og fremmest en kamp, der foregår internt i islam og internt blandt kristne.
Stadig færre tyrkere accepterer den retoriske modsætning mellem – på den ene side –
republik, fornuft, økonomisk fremskridt og – på den anden side – islam, irrationalitet, tilbageståenhed og økonomisk forfald. Selv blandt mange, der aldrig ville drømme om at stemme på det konservative AKP, symboliserer partiet en ophævelse af modsætningen mellem
islam og sekularisme. De anser ikke den tyrkiske enhedsstat for truet, ligesom de ikke tilslutter sig påstanden om en skjult religiøs dagsorden.
12
EU og naboerne
Tyrkiet bliver ikke mere islamisk på bekostning af demokrati eller den sekulære stat.
Derimod udvikler begreberne islam og sekularisme sig. Kort sagt. Det tyrkiske regeringsparti AKP har sat en proces i gang, der forhåbentlig vil vise, at islam kan være kompatibel
med liberalisme, pluralisme og demokrati. Uanset hvilken indstilling den enkelte har til
spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab, er det vigtigt at sætte vort forhold til Tyrkiet på
dagsordenen – de tyrkiske erfaringer er både bemærkelsesværdige, men også vigtige for
hele forholdet mellem islam, demokrati og den vestlige verden.
Derfor tyrkisk EU-medlemskab
Desværre er det alt for ofte en negativ dagsorden, der bliver sat, når det gælder Danmarks
og EU's forhold til Tyrkiet – i modsætning til dengang det drejede sig om eventuel optagelse af de baltiske lande i EU. Spørger man i den danske Tyrkiet-debat, om glasset er halv
fuldt eller halv tomt er det næsten altid halvtomt. Det fremgår alt for sjældent, at Tyrkiet
som medlemsland af EU også vil åbne nye muligheder for Danmark og Europa:
De politiske reformer har siden 2001 givet flere rettigheder til individet, kvinderne, kurderne og de homoseksuelle. Endvidere er dødsstraf blevet afskaffet. Der er lang vej igen og
masser af problemer, men trenden siden 1999 har trods alt været positiv set med europæiske briller.
Udenrigspolitikken er blevet ”europæiseret” i sit indhold og i sine instrumenter. Når det gælder midlerne, bruger Tyrkiet nu økonomiske, politiske og diplomatiske metoder over for
f.eks. arvefjenden Grækenland og i forholdet til Cypern. Tidligere veg man ikke tilbage fra at
tage de militære instrumenter i brug, f.eks. i 1974 over for Syrien. Selv i forhold til
Nordirak – hvorfra PKK opererer - optræder man trods alt med besindighed.
Når det gælder indholdet af udenrigspolitikken kan det konstateres, at Tyrkiet i FN i stigende grad stemmer sammen med EU-landene. I forhold til Afghanistan – hvor Tyrkiet har ydet
en stor indsat, bl.a. som leder af ISAF-missionen – og når det gælder Irak samt IsraelPalæstina, ligger Tyrkiet ikke langt fra de ”europæiske” positioner.
Ser vi på økonomien, har Tyrkiet indtil for nylig gennemløbet en rivende økonomisk vækst,
der i perioder har overgået Kinas. Gennemsnitsindkomsten ligger over Rumæniens, der blev
medlem af EU i 2007, og Tyrkiet har en befolkning, der er tre gange så stor. Tyrkiet er et
af de mest attraktive markeder for europæiske virksomheder overhovedet, både når det
angår handel og investeringer.
Tyrkiet disponerer over en ung, dynamisk og i stigende grad veluddannet befolkning.
Undervisningspligten bliver i disse år hævet, antallet af universiteter stiger markant og
Tyrkiet eksporterer IT-eksperter til bl.a. Tyskland, UK og USA. Den arbejdskraft burde vi
også få gavn af i Danmark.
Ser vi på energipolitikken, kan det konstateres, at en stor del af vore energiressourcer kommer fra Mellemøsten. Her ligger Tyrkiet centralt, ligesom landet udbygger sine olieledninger fra bl.a. det Kaspiske hav. Tyrkisk medlemskab af EU vil på langt sigt give en stabilitet
i tilførslen og en nærhed til energikilderne, som fremtidige generationer af europæere vil
kunne have glæde af.
Modsat hvad mange troede, har Tyrkiet efter ophøret af den kolde krig fået en endnu mere
strategisk betydning. Tag beliggenheden tæt på Balkan, det østlige Middelhav,
Mellemøsten, Kaukasus og Tyrkiets nære forbindelser til landene i Centralasien.
I forhold til udviklingen af en europæisk forsvarsdimension vil tyrkisk EU-medlemskab udgøre en vigtig håndsrækning. Tyrkiet har NATO’s næststørste hær og den politiske vilje fejler
heller ikke noget. I den forbindelse er det selvfølgelig helt afgørende, at militæret kommer
under civil kontrol.
En del argumenterer imod tyrkisk medlemskab af Unionen med henvisning til, at det vil forandre europæisk identitet grundlæggende, og ender i den forbindelse ofte med at pege på
religionen. Men glem ikke, at vi i dag har ti mio. muslimer, der bor i EU, og bl.a. Bosnien
har fået lovning på at komme med i samarbejdet. Endvidere er EU er først og fremmest et
værdifællesskab: Medlemskab forudsætter ikke en bestemt tro, men tilslutning til de grundlæggende europæiske værdier. Dette bør også gælde for Tyrkiet. For at undgå enhver misforståelse skal det understreges, at Tyrkiet først skal med den dag landet opfylder betin-
13
EU og naboerne
EU's største udenrigspolitiske udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten, jf. kombinationen af autoritære styreformer, trøstesløse unge befolkningsgrupper og islamisk fundamentalisme, der øger faren for ustabilitet og terror. Et moderne muslimsk Tyrkiet kan som medlem af EU give såvel Tyrkiet som EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end
begge aktører ville have hver for sig. EU mangler geografisk nærhed og forståelse for regionens komplicerede relationer. Tyrkiets problem er, at mange af landene i regionen af historiske årsager betragter Tyrkiet med mistro. Men her vil et EU-medlemskab komme Tyrkiet
til hjælp, jf. en parallel til Tyskland som også via EU er blevet en mere legitim spiller på den
internationale scene.
gelserne herfor. Det betyder også, at det vil blive et ganske andet Tyrkiet, der i givet fald til
sin tid bliver optaget i Unionen.
Hvorvidt de seneste tyrkiske initiativer vil føre til en fremtidig optagelse af Tyrkiet i EU synes
stadig usikkert. EU lider for tiden under traktat-krise og udvidelsestræthed. Endvidere har
foreløbig de franske og østrigske regeringer lovet deres befolkninger en afstemning om
tyrkisk medlemskab den dag, Tyrkiet måtte være klare til optagelse og skepsisen over for
Tyrkiet i EU er stadig udbredt.
Holdningen til medlemskab er også kølnet betydeligt i Tyrkiet i de seneste år: Den antityrkiske retorik i EU gør et negativt indtryk og mange tyrkere føler, at landet bliver udsat
for diskrimination under optagelsesforhandlingerne. Og endelig er der efterhånden også
mange i Tyrkiet, som får en mere realistisk fornemmelse af, hvad et EU-medlemskab vil
indebære, på godt og ondt. Så indtil videre må Tyrkiet og EU, som den tyrkiske forfatter
Orhan Pamuk har udtalt: ”Nok stege i deres eget fedt et stykke tid endnu. Så kan de
tænke lidt over, hvordan de vil klare sig uden hinanden.”
14
EU og naboerne
Potentielle kandidatlande på Balkan
Albanien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo
Karsten Fledelius, lektor, KU
Foto: Pavel Bunin
En region præget af indre modsætninger
Bortset fra Albanien har alle de nævnte stater hørt til det gamle Tito-Jugoslavien, en stat
med mange fællestræk med Sovjetunionens efterfølgerlande, men også med væsentlige
særtræk, ikke mindst i den økonomiske samfundsteori, som var mindre præget af planøkonomi og statskapitalisme end Sovjetunionen. Albanien udgør et eksempel helt for sig, den
eneste af staterne, som har været en selvstændig stat gennem det meste af 1900-tallet,
men samtidig med et utreret kommunistisk samfundssystem, som gik til den anden yderlighed i forhold til, hvad man kunne kalde ”den kommunistiske midtnormal” – et ekstremt
stalinistisk diktatur, der som det eneste europæiske land nogensinde gennemførte et totalt
forbud mod al religion. Albanien er således det eneste af landene, som ikke havde nogle forudsætninger for markedsøkonomi, og som ikke havde traditionelle institutioner inden for det
åndelige område. Dette har alt sammen skulle bygges op efter kommunismens fald.
Regionen er fuld af indre modsætninger, også internt i de enkelte stater. Albanien er det
etnisk set mest homogene land, men det skyldes, at dets grænser i sin tid blev trukket således, at store albansktalende mindretal kom under nabostaterne. Kosovo er et af eksemplerne, og det eneste af nabolandene, hvor de etniske albanere er i flertal. Derudover tales
der i regionen det samme sprog, med mindre dialektale varianter og skrevet med to alfabeter, men om sproget hedder bosnisk, kroatisk, montenegrinsk eller serbisk, er man ikke
enige om. Også religiøst er der store forskelle. Fra det overvejende muslimske Kosovo over
Albanien, hvor omkring 70 pct. af befolkningen har muslimsk baggrund, til BosnienHercegovina, hvor under 50 pct. - men dog den største enkelte befolkningsgruppe - har
muslimsk baggrund, til de overvejende kristne stater Serbien og Montenegro, som dog
begge har muslimske mindretal.
Også kristendommen i regionen er delt, fortrinsvis mellem ortodokse og katolikker. De ortodokse er gennemgående i overvægt i forhold til katolikkerne, bortset fra visse lokalområder
i Bosnien-Hercegovina og Montenegro. Specielt i Bosnien-Hercegovina er det det religiøse
tilhørsforhold, som bestemmer nationaliteten som hhv. serber (ortodoks), kroat (katolik)
15
EU og naboerne
Alle fem lande har været ramt af krig og inflation, men på forskellig måde. Serbien og
Montenegro kom i krig med Kroatien i 1991 og var involveret i den voldsomme krig i
Bosnien-Hercegovina 1992 - 1995. Albanien oplevede borgerkrigstilstande, som nødvendiggjorde udenlandsk indgriben i 1997. Den albanske krise førte til at store mængder af
håndvåben frigjordes og var med til at forsyne de kosovo-albanske oprørere mod Serbien i
1998. 1999 var der direkte krig mellem NATO og Serbien-Montenegro om Kosovos fremtidige status - en krig som fremskyndede Montenegros uafhængighedsproces. 2008 erklærede Kosovo sig selvstændigt, men er endnu ikke blevet universelt anerkendt som uafhængig stat og medlem af FN. Området er kort sagt endnu ikke fuldt politisk stabiliseret og er
også økonomisk skrøbeligt.
eller bosniak (muslim), da de sproglige forskelle er meget små. Det gælder også forskelle
i klædedragt. Hovedtørklæder er således ikke meget mere udbredte hos muslimske end hos
kristne kvinder. I hele regionen er der fra den kommunistiske tid tale om en sekulær tradition, som stemmer meget godt overens med gennemsnittet i EU-landene.
Det vestlige Balkan hører ikke mere til Europas fattigste lande, det er i dag Moldova og
Ukraine, hvis man da ikke inddrager centralasiatiske lande som Kirgisistan, som ligger
endnu lavere i gennemsnitligt bruttonationalprodukt pr. indbygger målt i dollars. Men det
betyder ikke, at deres økonomi er god. Lande som Bosnien-Hercegovina og Kosovo er under
internationalt protektorat og får mange penge udefra, men pengene er ujævnt fordelt og
store dele af befolkningerne decideret fattige. Smålandbrug spiller derfor en væsentlig rolle
for at sikre næringstilførslen til befolkningen. I 1999 indgik man freds- og stabiliseringspagten for Sydøsteuropa, men det er stadig ganske utilstrækkeligt, hvad der investeres af
privat kapital i de to krigshærgede lande.
I Serbien har realismen sejret
16
EU og naboerne
Det gælder også for et land som Serbien. Denne republik, som før det gamle Jugoslaviens
opløsning 1991 - 1992 som helhed var ganske velstående, har lidt meget under den langvarige økonomiske blokade, landet var underkastet fra FN fra 1992. Blokaden var en reaktion på støtten til de serbiske løsrivelsesrepublikker i Kroatien og Bosnien-Hercegovina.
Freden i Dayton i november 1995, som afsluttede krigen i Kroatien og Bosnien, førte efterhånden til ophævelse af de fleste sanktioner mod Serbien og Montenegro. De sidste sanktioner mod Serbien ophævedes, da det sidste serbisk-dominerede kroatiske område, som
indtil da havde været placeret under FN-myndighed, blev overdraget til Kroatien i januar
1998. Men samme år blev Kosovo-krisen akut og førte igen til, at Serbien blev behandlet
som paria af landene i EU og NATO – ledende op til NATO-angrebet i marts 1999. Først
efter Slobodan Milosevics fald som leder af Serbien 5. oktober 2000 begyndte en normalisering af Serbiens forhold til det øvrige Europa. Men processen blev bundet op på landets
samarbejde med den særlige krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag.
Serbiens integration i det vestlige økonomiske fællesskab blev således gjort afhængig af
udlevering af Slobodan Milosevic til Haag, og efter denne fandt sted, af de bosniske krigsforbrydersigtede ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic, hvoraf den sidste stadig ikke er
udleveret.
De vekslende sanktioner mod Serbien har haft store virkninger på godt og ondt. Godt ved
at lægge et pres på landets ansvarlige ledere, herunder Milosevic selv, for at få skabt fred
med omverdenen. Serbien oplevede mod slutningen af 1993 en hyperinflation på anslået 62
mia. pct. p.a., som kulminationen af en periode, hvor inflationen løb helt løbsk. Den økonomiske nød i Serbien og det pres, den også satte unionspartneren Montenegro under, var
en stærkt medvirkende grund til, at Milosevic gik med til fred i 1995. En fred, som ofrede
de kroatiske serberes interesser og afskar de bosniske serberes forsøg på at skabe deres
egen suveræne stat eller en forening med Serbien.
Sanktionspolitikken er imidlertid også siden blevet anvendt i forbindelse med nye krav til
Serbien. Og NATO’s krig mod landet i 1999 var især rettet mod infrastrukturen i landet,
med det formål at ødelægge samfundsøkonomien. Den havde også sin virkning. Siden har
man skruet op og ned for den internationale kreditgivning til Serbien, især for at tvinge de
serbiske ledere til at udlevere krigsforbrydersigtede til det internationale krigsforbrydertri-
bunal for det tidligere Jugoslavien. På mange måder er nedslidningen af det serbiske samfund derfor fortsat siden Milosevics fald i oktober 2000. Halvhjertet støtte fra Rusland og
Kina har ikke kunnet bøde på dette.
Den manglende normalisering af Serbiens forhold har haft konsekvenser for hele regionen
og for Europa som helhed. Trafikmæssigt er landet Sydøsteuropas transitland par excellence. I hovedstaden Beograd skærer den store flodvej Donau, der forbinder Centraleuropa
med Sortehavet, den nord-sydgående linie fra Budapest i Ungarn til Thessaloniki i
Grækenland. Der findes ikke rigtig nogen brugbare alternative transitårer til lands og til
vands. Især efter at de østlige Balkan-lande er blevet medlemmer af EU. Serbien må udvikles i takt med de omgivende lande, hvis regionens indre samhandel og transitforbindelserne gennem den skal fungere. Derfor har NATO’s effektive bombning af broerne over Donau
i Novi Sad i den nordlige serbiske provins Vojvodina ikke kun været et slag mod serbisk, men
også mod europæisk økonomi.
Siden 2007 har den vigtigste hindring for Serbiens integration været Kosovo-spørgsmålet,
hvor landets politiske ledere næsten alle har modsat sig anerkendelse af fuld uafhængighed
for den albansk-dominerede provins, støttet i FN’s sikkerhedsråd af Rusland og Kina. At
Serbiens nuværende vestvendte præsident Boris Tadic endelig fik held til at forelægge
Kosovos suverænitetsstatus for den Internationale Domstol i Haag er en mulig udgang på
den vanskelige konflikt.
På Serbiens kreditside er der sket det, at ikke blot blev den vestvendte præsident Tadic genvalgt efter endnu en sejr over sin ultranationalistiske modkandidat Nikolic, men også regeringsdannelsen i 2008 gav et vestvendt flertal. Den nye leder af Milosevics gamle socialistparti lod partiet bryde med nationalisterne og danne regering med Tadics liberale og andre
stærkt Europavenlige partier, hvis valgforbund ”For et europæisk Serbien” blev den største
fraktion i det nyvalgte parlament. Bag dette opsigtsvækkende skifte ligger, at det serbiske
socialistparti er i union med det serbiske pensionistparti, for hvem en forbedring af pensionisternes miserable forhold har førsteprioritet. Og den overvejende opfattelse i partiet er,
at det kun er ved hurtigst muligt at komme ind i EU, at den serbiske samfundsøkonomi kan
blive genoprettet.
Interessant nok deles denne opfattelse nu af ultranationalisten Nikolic, som sidste år brød
med partiets (Det Serbiske Radikale Parti) stifter, den krigsforbrydersigtede professor
Vojislav Seselj. Også en anden politiker på den yderste højrefløj er gået sine egne veje, så
nu er det, der var Serbiens største enkelte parti, splittet på tre partier. Samtidig er det lykkedes at samle en centrum-venstrekoalition, der kan samarbejde med præsident Tadic. I
17
EU og naboerne
Senest har Nederlandene lagt hindringer i vejen for Serbiens tilnærmelse til EU. Det er igen
krigsforbryderspørgsmålet, der trækkes frem. Nok er Radovan Karadzic, den tidligere præsident for den selvudråbte serbiske republik i Bosnien, pågrebet, men efter at den serbiske
regering har samarbejdet om hans udlevering til Haag, vil hollænderne også have den militære øverstkommanderende for de bosniske serbere 1992 - 1995 fanget og udleveret.
Dette hænger sammen med den ydmygelse, de hollandske styrker blev udsat for af samme
Mladic, da de blev truet til overlade tusinder af forsvarsløse bosniakiske mænd og drenge
til en forfærdelig skæbne i Srebrenica og omegn i det østlige Bosnien i juli 1995. Det er,
som om krigene i 1990’erne ikke vil slippe grebet om Serbien.
dag går næsten alle partier helhjertet ind for EU, derimod er holdningen til NATO splittet.
Hvorfor er resultatet blevet dette stærke omsving til fordel for EU? En gruppe stater, hvis
flertal oven i købet har anerkendt Kosovos uafhængighed? Hvorfor har nationalisterne ikke
fortsat med at satse på Rusland og Kina? Hvorfor har Serbien nu besluttet sig til at sende
diplomater på ambassadørniveau også til de stater, der har anerkendt Kosovo som uafhængig stat?
Ja, man kan sige, at realismen har sejret. Godt nok har Serbien indgået en aftale med
Rusland i 2008 om fremtidig levering af naturgas gennem en stiklinie til Rusland. Men serberne ved lige så godt som alle andre, at Rusland ikke har råd til at give rabat, men vil insistere på verdensmarkedsprisen. Trods alle skåltaler ser Ruslands ledere først og fremmest
på egen interesse. Og Ruslands nyvundne relative velstand er truet af den globale økonomiske krise. EU er et langt større og vigtigere marked. I 2006 var 55 pct. af importen og
56 af eksporten fra og til lande inden for EU, mens importen fra Rusland udgjorde 14 pct.
og eksporten til Rusland syv pct. Et andet tankevækkende tal er, at 28 pct. af eksporten gik
til tre eks-jugoslaviske lande: Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Republikken
Makedonien.
18
EU og naboerne
Serbien er således ved at indtage sin gamle rolle som en vigtig eksportør til mindre industrielt udviklede dele af det gamle Jugoslavien, men med EU som den helt overvejende partner. Og blandt EU-landene er det Tyskland og Italien, som er de vigtigste. Tallene fortæller
også, at Serbien i 2006 havde en forøgelse af BNP på 5,7 pct., mere end Slovenien (5,2
pct.), Albanien (fem pct.), Kroatien (4,8 pct.) og Republikken Makedonien (tre pct.), men
overraskende nok mindre end Bosnien-Hercegovina (seks pct.). Til sammenligning havde
Danmark en forøgelse på 3,2 pct. i BNP i 2006. Dette giver et mere optimistisk billede end
de absolutte tal i form af BNP pr. indbygger målt i dollars, hvor Serbien i 2006 blev opgjort
til 4.030, sammenlignet med Sloveniens 18.660, Kroatiens 9.310, Bosnien-Hercegovinas
3.230, Republikken Makedoniens 3.070 og Albaniens 2.930. Til sammenligning havde
Danmark i 2006 52.110 dollars pr. indbygger i BNP.
Serbien lider stadig af en høj inflation (6,8 pct. i 2006), den suverænt højeste på det vestlige Balkan. Men reelt styrker den landets konkurrenceevne i den nuværende fase af den
økonomiske udvikling. Og landet har et betydeligt udviklingspotentiale. Under stabile politiske forhold er der derfor en chance for, at samfundsøkonomien udvikler sig positivt i de
kommende år. Men det giver ikke nødvendigvis den almindelige serber øget købekraft på
kort sigt. Arbejdsløsheden er høj (over 18 pct. i 2006). En stigning af reallønnen og forbedring af beskæftigelsen må anses for en forudsætning for, at den faktiske demokratisering og orientering mod Europa, som har præget de sidste år, vil blive et permanent fænomen. Dette kombineret med en proces mod optagelse i EU engang i næste årti vil sandsynligvis kunne stabilisere landet.
EU nyder udbredt tillid i Serbien for øjeblikket. Det er en faktor, det vil være en fordel at
udnytte både på kortere og længere sigt. Men det forudsætter relevant og effektiv støtte
udefra, som vil kunne mærkes af den enkelte borger.
Montenegro – stort potentiale
Denne republik er den nyeste europæiske stat, som er blevet optaget i FN. Efter en lang
og disharmonisk ”skilsmisseproces” deltes Serbiens og Montenegros veje endeligt i 2006,
og landet blev selvstændigt under sit gamle kongeflag fra 1910. Men befolkningen er stadig delt – næsten halvdelen af befolkningen ville have foretrukket en fortsættelse af unionen
med Serbien. Landet er ikke blot splittet i dette spørgsmål, men også vedrørende landets
ortodokse kristne, hvoraf en stor del går ind for en separat montenegrinsk-ortodoks nationalkirke, mens en anden del går ind for en fortsættelse af det traditionelle medlemskab af
den serbisk-ortodokse kirke. Sprogligt er der ingen forskel på kirkesproget, det er et rent
kirkepolitisk anliggende. Dette, og Montenegros anerkendelse af Kosovos uafhængighed, er
de sidste ydmygelser, serberne føler de er blevet udsat for af montenegrinerne, som de
gennemgående har opfattet som en del af det serbiske folk.
Da Titos Jugoslavien gik endeligt i opløsning i 1992, fik enkeltrepublikkerne af FN mulighed
for at erklære sig som fuldt selvstændige i forhold til Jugoslavien. Det benyttede alle republikker sig af undtagen Serbien og Montenegro, hvor der siden 1989 havde siddet en tro tilhænger af Milosevic, Momir Bulatovic, som præsident. Serbien under Milosevic og
Montenegro under Bulatovic dannede derefter sammen, 27. april 1992, et nyt, reduceret
Jugoslavien, SRJ (Forbundsrepublikken Jugoslavien) i stedet for SFRJ (den Socialistiske
Føderative Republik Jugoslavien). Den nye forbundsrepublik fik sit eget parlament og sin
egen regering. Hvis præsidenten i det nye Jugoslavien var montenegriner, skulle ministerpræsidenten være serber og vice versa. Forfatningen gav en overindflydelse til Montenegro,
hvis befolkningstal var mindre end 1/10 af Serbiens. I praksis lå den væsentligste magt i
det nye ”restjugoslavien” imidlertid hos Serbiens folkevalgte præsident, som fortsat hed
Milosevic.
Det der skete i Montenegro 1997 – 1998, var i virkeligheden et systemskifte. Reelt løsnede delrepublikken sig fra forbundsstaten, indførte den tyske D-mark som officielt betalingsmiddel, lod udlændinge rejse ind i Montenegro uden om det fælles visumsystem, og i 1998,
da krisen omkring Kosovo spidsede til, forbød Montenegros parlament, at montenegrinere
mod deres vilje kunne komme til at aftjene deres værnepligt i Serbien. Trods den principielt fælles udenrigspolitik fik Montenegro sin egen udenrigsminister, og en montenegrinsk
regeringsdelegation med flere ministre var i 1998 på officielt besøg bl.a. i Danmark.
Montenegro modtog mange flygtninge fra Kosovo, både serbere og albanere, under den
voldsomme konflikt mellem UÇK, ”Kosovas Befrielseshær”, og de serbiske sikkerhedsstyrker i sommeren 1998. Og republikkens ledelse optrådte mere og mere som en neutral stat
i forhold til konflikten.
Under Kosovo-krigen marts-maj 1999 undgik Montenegro ikke krigshandlinger fra NATOside, selv om de blev holdt på så lavt et niveau som muligt. Igen tog Montenegro, lige som
19
EU og naboerne
Hele dette sindrige system var imidlertid ved at bryde sammen for Milosevic i 1997. I
Serbien udfordredes det af det ultranationalistiske SRS, det Serbiske Radikale Parti, hvis
temperamentsfulde leder, professor Vojislav Seselj, blokerede en forfatningsændring, som
ville have sikret Milosevic genvalg som Serbiens præsident, hvorefter Seselj selv gik efter
præsidentposten i Serbien. Det lykkedes næsten, men efter at have fået erklæret det første valg for ugyldigt pga. for lav stemmedeltagelse i anden valgrunde, fik Milosevic i sidste
øjeblik valgt sin hidtidige udenrigsminister, Milan Milutinovic, til præsident i Serbien. I
Montenegro lykkedes det imidlertid den hidtidige ministerpræsident og partifælle til
Bulatovic, Milo Djukanovic, at erobre præsidentposten, som han trods et kupforsøg fra
Bulatovics tilhængeres side overtog 15. januar 1998.
Makedonien, mod mange flygtninge. Og reelt lagde dets ledelse sig så tæt op til NATO og
EU som overhovedet muligt. Gentagne gange advarede præsidenten EU og NATO mod et
forestående kup mod sig og regeringen i Montenegro iscenesat af Milosevic og hans tilhængere i Montenegro. Et sådant kom dog ikke. Men man kan roligt betegne den montenegrinske ledelses holdning over for Serbien som åben illoyalitet. Det var i øvrigt karakteristisk
for forholdene, at den serbiske oppositionsleder Zoran Djindjic under Kosovo-krigen søgte
tilflugt i Montenegro.
Bag det montenegrinske ”oprør” lå flere faktorer. Dels var der mange montenegrinere, som
følte sig trukket ind i serbernes konflikter i Kroatien og Bosnien-Hercegovina mod deres
vilje. De ville meget hellere have godt naboskab med både disse lande og Albanien, og de
fandt Serbiens problemer med den albanske befolkningsgruppe i Kosovo som selvforskyldte. De muslimske mindretals forhold (15 pct. bosniakker, syv pct. albanere) til den montenegrinske og serbiske flertalsbefolkning var også mere harmonisk, end det havde udviklet
sig i Serbien, og det ønskede den nye ledelse at bevare.
20
En anden og mindst lige så vigtig grund var økonomisk. I Serbien anklagede man, næppe
ganske med urette, Djukanovic og hans tilhængere for at have tjent store penge på at omgå
den internationale blokade mod Jugoslavien. Således var det almindelig kendt, at olieprodukter blev smuglet over grænsen mellem Albanien og Montenegro. Den lille stat med kun
600.000 indbyggere forsøgte uofficielt at blive en del af det europæiske fællesmarked.
Denne politik fortsatte også efter Milosevics fald i 2000, og da D-mark blev afløst af euro
i 2002, fulgte Montenegro med. En stor del af det fælles parlaments forhandlinger i 2002
gik i øvrigt med at skændes om en ny unionsforfatning, og i marts 2003 fik den montenegrinske ledelse sin vilje: Navnet ”Jugoslavien” forsvandt fra landkortet, i stedet trådte en
union i kraft, Serbien-Montenegro, SCG, som godt nok mindede en del om SRJ, men hvor
det efter tre år ville være muligt ved folkeafstemning at tage stilling til, om unionen skulle
fortsætte eller opløses.
EU og naboerne
Hermed aktualiseredes Kosovo-problematikken endnu engang. For kunne man nu anse
Kosovo, som 1999 var fastslået som en selvstyrende del af Jugoslavien, for at være en del
af den nye union, eller som flertallet af serbere opfattede det, som en del af Serbien? For
Djukanovic-fløjen var der en stigende sympati for en fremtid, hvor både Montenegro og
Kosovo blev helt uafhængige stater. En folkeafstemning i maj 2006 førte til et lille flertal for
Montenegros udtræden af statsforbundet med Serbien, og 3. juni 2006 tilsluttede
Montenegro sig officielt de uafhængige nationers rækker. I 2008 anerkendte Montenegro
Kosovos uafhængighedserklæring, til stor forbitrelse for mange serbere, som anså dette
for endnu et ”forræderi” fra den tidligere unionspartners side.
I mellemtiden var det i oktober 2007, efter mere end 16 måneders forhandlinger, lykkedes
at vedtage en ny forfatning for det uafhængige Montengro med de nødvendige 2/3 flertal.
De politikere, som fortsat betragtede sig som serbere, boykottede afstemningen og opfordrede alle borgere, der følte sig som serbere, til at antage serbisk statsborgerskab. Det
er især i den nordlige del af Montenegro, hvor der findes mange, der stadig føler sig mere
som serbere end som montenegrinere. I øvrigt er det i denne befolkningsgruppe, at politikere som Milosevic og Karadzic har deres familiære rødder. Resultatet er, at Montenegros
største ”etniske” mindretal i dag er serberne, en for tyve år siden ret grotesk tanke.
Imidlertid bør man ikke glemme, at Montenegros kommunistparti længe strittede imod
Milosevics serbocentriske politik allerede anden halvdel af 1980’erne, og at det var ved
store iscenesatte demonstrationer, at Milosevics tilhængere i foråret 1989 fik tvunget den
hidtidige partiledelse væk under trussel om vold. Faktisk mistede både Montenegro og
Kosovo deres relative autonomi på samme tidspunkt. Derfor ser Djukanovic-fløjen naturligt
de sidste 12 års politik som et velvalgt tak for sidst til de ”storserbiske” politikere og som
en redningsaktion for en lille nation, der var ved at blive trukket ned af sin storebroders konflikter med omverdenen.
Sjælen i Montenegros løsrivelse har mere end nogen anden været den nuværende ministerpræsident, økonomen Milo Djukanovic, som første gang blev ministerpræsident i 1991 ikke engang 30 år gammel. Han sad kun som præsident i en enkelt valgperiode (1998 2002), idet han foretrak at gå tilbage til posten som regeringsleder, som han igen beklædte fra 2002 - 2006, med det klart proklamerede mål at gøre Montenegro uafhængigt.
Præsidentposten overlod han til sin hidtidige ministerpræsident og meningsfælle, juristen
Filip Vujanovic, som har været præsident siden 2003 (genvalgt i 2008). Fra både europæisk og international side har der været forbehold over for Djukanovic, hvis formue skal være
skabt ved cigaretsmugling i 1990’erne, og når Montenegro ikke løsrev sig allerede i 2003,
skyldtes det udenlandsk pres. Således har man i EU ikke været særlig interesseret i en
yderligere opdeling af det tidligere Jugoslavien. Desuden fandt man det ikke betryggende,
at næsten halvdelen af befolkningen syntes at være imod fuld uafhængighed.
Selvfølgelig er Djukanovics næste mål at føre Montenegro frem til EU-medlemskab. Ironisk
nok har landet allerede indført euro som valuta. Dets bruttonationalprodukt pr. indbygger
ligger i dag over Serbiens. Men faktisk vejer samhandelen med dette land tungere end med
noget andet, hvis man ser på både im- og eksport. Hvad sidstnævnte angår, er Italien den
største handelspartner, men EU aftager procentuelt en mindre del af landets eksport, end
det er tilfælde for Serbien. Samtidig er der betydelige russiske interesser i landet. Det er
der historiske grunde til: Montenegro var forbundsfælle med Rusland allerede i 1700-tallet, og montenegrinerne har traditionelt været de mest russisk-venlige i det gamle
Jugoslavien. Men også økonomiske: Montenegro har været et let land at investere i for nyrige russere, og landet har et potentiale som turistnation, som kan udvikles meget mere.
Statistik kan være en usikker sag for et lille land med en ikke særlig gennemskuelig økonomi. Således skal man næppe tage det som et tegn på en enestående succes for Djukanovic
og Vujanovic, at Montenegro i 2006 udviste en vækstrate i BNP på 16,2 pct., himmelhøjt
over de andre Balkan-nationer. Landet er langt mere afhængigt af omverdenen end et land
som Serbien, og turistindustrien er meget følsom over for globale økonomiske svingninger.
21
EU og naboerne
Djukanovic har imidlertid i høj grad ført kampen for uafhængighed under devisen: ”For et
europæisk Montenegro”. Efter uafhængigheden var på plads i 2006, trak han sig overraskende tilbage som ministerpræsident, angiveligt for at beskæftige sig med sine private
forretninger, men beholdt dog formandsposten i regeringspartiet DPS (Socialisternes
Demokratiske Parti). Hans efterfølger trådte imidlertid tilbage i begyndelsen af 2008, angiveligt af helbredsgrunde, hvorefter Djukanovic igen blev ministerpræsident. Hermed kan
man roligt betegne Milo Djukanovic, i dag 47 år, som den mest sejlivede af de eks-jugoslaviske politikere (han var før 1989 medlem af centralkomiteen for Montenegros kommunistparti).
Landet rummer fantastiske landskaber, fine badestrande og glimrende skiterræn, men har
ikke så udviklet en infrastruktur som Kroatien. Montenegro vil derfor kunne få særdeles
megen nytte af EU's regionale udviklingsmidler. Og dets beskedne størrelse vil ikke gøre det
til nogen stor belastning for EU's budget. Spørgsmålet er, om landets politiske system er
modent til fuld integration i EU – her skal landets nuværende regering overvinde en vis skepsis. På den anden side hæmmes landet ikke af sin fortid på samme måde som naboerne,
det var således et af de første steder, hvor der lokalt faldt domme for krigsforbrydelser
begået i Bosnien. Og arbejdsløsheden er kun halvt så høj som i Serbien.
Bosnien-Hercegovina er præget af splittelse
22
EU og naboerne
Også i dette land er det den almindelige opfattelse, at landets fremtid må ligge i EU. På
dette punkt er der ikke den store forskel mellem de tre vigtigste nationaliteter, bosniakkerne (48 pct., tidligere kaldt ”muslimani”), serberne (37 pct.) og kroaterne (14 pct.). Denne
fordeling, som er baseret på folketællingen i 2001, afviger noget fra folketællingen før krigen (1991). Serbernes procentdel er nogenlunde uændret, mens bosniakkernes andel er
blevet forøget og kroaternes formindsket. Som helhed er befolkningstallet dog faldet i forhold til tiden før krigen, i kraft af dennes ofre, flugt og anden udvandring. Landets politiske
struktur er stadig baseret på fredsaftalen i Dayton fra november 1995, selv om denne er
under et stadigt pres. Problemet er, at fredsaftalen var et kompromis mellem de serbiske
politikeres ønske om et selvstændig ”Republika Srpska”, helst i union med Serbien, flertallet af de bosniakiske politikeres ønske om et integreret Bosnien med ét parlament og én
regering samt de kroatiske politikeres ønske om så vidt muligt at knytte de kroatiske flertalsområder til Kroatien - ikke mindst økonomisk. Det har ført til en grundlæggende opdeling af landet i en serbisk-domineret ”enhed” (Republika Srpska 49 pct.) og ”Føderationen
Bosnien-Hercegovina” (51 pct.). Den sidste sammensat af kantoner, hvoraf nogle har bosniakisk, andre kroatisk befolkningsflertal. Der er regeringer og ministre på alle niveauer:
Forbundsstaten Bosnien-Hercegovina, Føderationen Bosnien-Hercegovina, Srpska og de
enkelte kantoner i ”Føderationen”. Bosnien-Hercegovina må derfor have Europa-rekord i
antallet af ministre pr. 100.000 indbyggere.
På nogle punkter er der opnået integration. Der er således et fælles udenrigsministerium
og fælles diplomatkorps, men på de enkelte ambassader sørger man for, at mere end én
nationalitet er repræsenteret. Der er omsider blevet skabt en fælles hær. Men der arbejdes stadig på en sammenlægning af politistyrkerne. Alt dette er foregået under et stadig
pres oppe- og udefra, med det internationale samfunds ”Høje Repræsentant” og hans kontor som det vigtigste organ, støttet af det såkaldte ”Fredsimplementeringsråd”, bestående
af repræsentanter for USA, Rusland, Tyskland, Frankrig, Italien, Japan, Canada, EU og
Tyrkiet (sidstnævnte som repræsentant for Organisationen af Islamiske Stater). Den hidtidige internationale stabiliseringsstyrke SFOR er i dag afløst af en EU-styrke, som et led i
en normaliseringsproces, hvor det er tanken, at EU i stigende grad skal overtage ansvaret
for fred og udvikling i Bosnien-Hercegovina. EUFOR-styrken, som nu er under 3000 mand,
er indsat på et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, som forlænges år for år.
Nogle resultater er opnået i bestræbelserne for genopbygning og tilbagevending af flygtninge og internt fordrevne til deres tidligere boliger. Men kun under et vedholdende pres og en
økonomisk tilskudspolitik, som har begunstiget projekter, der tjener integrationen mellem
befolkningsgrupperne. På det symbolske plan fik den Høje Repræsentant gennemført et nyt,
fælles flag for hele landet, en fælles valuta og et fælles nummerpladesystem for motor-
køretøjer. Al kontrol ved grænserne mellem ”enhederne” og de enkelte kantoner er blevet
forbudt, til gengæld er kontrollen ved de ydre grænser blevet skærpet. Alt sammen for at
styrke sammenholdet i landet. Hvad valutaen angår, var der endnu i 1996 tre valutaer: Den
jugoslaviske dinar i ”Srpska”, den kroatiske kuna i de kroatiske flertalsområder og den særlige bosniske dinar. Den tyske D-mark havde dog længe fungeret som reservevaluta, og nu
indførte man en fælles valuta, kaldet KM (konvertabilna marka), med samme værdi som Dmark – som man i øvrigt fortsat kunne bruge som betalingsmiddel. I modsætning til
Montenegro har man ikke ved Tysklands overgang til euro sadlet om til den nye europæiske
valuta: Bosnien-Hercegovinas officielle valuta er fortsat KM, som forefindes både som sedler og mønter. Og dens kurs svarer stadig til den gamle D-mark, dvs. at der går lige knap
to KM på en euro. En optagelse i eurozonen vil derfor være ret let at foretage.
Ud over arbejdsløsheden og den svage integration i det internationale marked er den største belastning for Bosnien-Hercegovina i dag det politiske system, som længe har gjort det
muligt for enkelte grupper af politikere at blokere beslutningsprocesserne især på forbundsplan. Den seneste Høje Repræsentant, slovakken Miroslav Lajcak, har trods stærk modstand fra især serbisk side fået sat ændringer igennem, hvor der bliver flere flertalsafgørelser og færre muligheder for mindretal til at blokere beslutninger. Under Lajcak er også
endelig en politireform blevet gennemført, som har styrket forbundsmyndighederne i forhold
til de lokale politimyndigheder, en forudsætning for, at Bosnien-Hercegovina som det sidste
eks-jugoslaviske land i 2008 kunne undertegne en stabilisering- og associeringsaftale
med EU.
Et helt grundlæggende problem er den principielle politiske konflikt vedrørende den forfatning, der forudsættes at skulle afløse den midlertidige forfatning fra Dayton-aftalen i 1995.
Den bosnisk-serbiske leder Milorad Dodik går helt åbent efter en selvstændiggørelse af
Republika Srpska, mens den bosniakiske leder Haris Silajdzic går efter en integration af
Srpska i en bosnisk enhedsstat. De to løsninger udelukker naturligvis hinanden. Derfor er
det svært at komme ud af fastlåsningen af den bosniske indenrigspolitik. Og det kroatiske
23
EU og naboerne
Til gengæld står det slet til med beskæftigelsen. I 2006 var de officielle arbejdsløshedstal
helt oppe på 37 pct. Landets samhandel er hovedsagelig med nabolandene. Turistmæssigt
har landet ikke det samme potentiale som Kroatien og Montenegro, idet dets kyststrækning er minimal og dets infrastruktur ikke særlig godt udviklet. De landskabelige skønheder
er lidet kendt, og krigen er gået hårdt ud over mange byer. Det var en symbolsk sejr, da
man 2004 under fuld bevågenhed fra EU kunne indvie den genopførte tyrkiske bro fra 1500tallet i byen Mostar, som var blevet skudt i stykker af kroatisk artilleri i 1993. Men kun dele
af de stærkt krigshærgede byer Mostar og Sarajevo er genopbygget. Endvidere lider
Bosnien-Hercegovina under, at andre lande er kommet først på verdensmarkedet f.eks. på
træområdet. Bosnien-Hercegovina er rigt på skove og fremragende træ, men de baltiske
lande har allerede i høj grad sat sig på markedet. Dertil kommer, at trods lav arbejdsløn og
en ganske veluddannet befolkning er lysten til at investere begrænset hos private erhvervsfolk og firmaer i EU. Landet er plaget af korruption og tunge beslutningsprocesser mange
steder, og det er først og fremmest EU’s udviklingsprojekter i byggesektoren, som har ført
til synlige ændringer. Her har man i de senere år satset mere på den serbiske enhed end
tidligere, hvad der har været en klog investering. For det første fordi den ønskede interne
samhandel i landet styrkes gennem en forøgelse af købekraften i alle dele af landet, dels
fordi den største skepsis over for udlandet findes i den serbiske enhed.
mindretal, som har stemmeret også til valgene i Kroatien, ser helst en forening af de kroatiske flertalsområder med Kroatien.
Denne situation har medført, at planer om at afskaffe den Høje Repræsentant og på den
måde overdrage ansvaret for Bosniens fremtid helt og holdent til landets egne politikere,
er blevet opgivet. Landet fungerer fortsat som et internationalt protektorat.
Befolkningsgruppernes flertal vælger fortsat politikere, som først og fremmest profilerer
sig ud fra deres etniske baggrund. Ikke en gang navnet på landets officielle regeringssprog
er der enighed om, selv om alle reelt taler samme sprog (dog med udstrakt brug af det
kyrilliske alfabet i den serbiske enhed). Ikke blot religions-, men også historieundervisning
er opdelt efter etniske, dvs. i virkeligheden religiøse kriterier. Der er på dette punkt tale om
en udtalt tilbageskridt i forhold til situationen i det gamle Jugoslavien.
EU står over for en gigantisk opgave i Bosnien-Hercegovina. På den anden side er EU nok
den eneste organisation, som har en chance for at løfte opgaven.
Kosovo – endnu ikke fuldt anerkendt
24
EU og naboerne
Også i Kosovo, eller Kosova, som det albanske befolkningsflertal kalder landet, eller KosovoMetohija, som er det officielle serbiske navn for, hvad Serbien stadig anser for sin sydligste provins, er EU i 2008 blevet indsat som problemknuser som afløser for UNMIK, FN’s
mission i Kosovo. Landets albanske parlamentsflertal erklærede det som en uafhængig stat
den 17. februar 2008 efter et langt forhandlingsforløb, hvor Serbien til det sidste forsøgte at forhindre, at der blev tale om en fuldbyrdet, formel løsrivelse. Næsten alt andet var
det officielle Serbien villig til at gå med til. Da uafhængighedserklæringen var en realitet og
et flertal af EU’s medlemsstater havde godkendt den, indledtes en fase, hvor Serbien hjemkaldte sine ambassadører i de lande, som havde anerkendt det uafhængige Kosovo. Efter
et stormfuldt forår og en turbulent forsommer i serbisk politik i 2008 betød sejren for en
”europæisk” linie ledet af præsident Tadic, at Serbien genoptog fulde diplomatiske forbindelser, f.eks. med Danmark, hvor ambassadørposten reelt havde stået ubesat i et stykke tid.
Til gengæld fik Tadic den Internationale Domstol i Haag til at tage suverænitetsspørgsmålet vedrørende Kosovo op.
Serbernes manglende anerkendelse af uafhængigheden og den dermed sammenkoblede
overtagelse fra EU’s side af det civile FN-mandat førte til den absurde situation, at EULEX,
som den nye administration hedder, kun kom til at arbejde i de albanske flertalsområder.
De serbiske enklaver og det serbisk-dominerede Nordkosovo fastholdt UNMIK. De lokale
serbere er også fra Serbien blevet opfordret til ikke at deltage i valgene i Kosovo, selv om
der i den nye forfatning, som er en del af den finske forhandler Ahtisaaris plan for Kosovos
”overvågede uafhængighed” er sikret dem en vis repræsentation uanset deres procentuelle andel af befolkningen. Trods boykot fra de ti serbiske delegerede, som trods alt er blevet
valgt til det nye parlament, besluttede dette i marts 2008 at godkende Ahtisaari-planen
med den nye forfatning, en vidtgående decentralisering og beskyttelse af mindretallene,
som ud over serberne også tæller roma, bosniakker, tyrkere, goranere m.fl.
Dagen før uafhængighedserklæringen udnævntes EU’s ministerråd Pieter Feith, som chef
for den Internationale Civilforvaltning, der skulle overvåge overgangen til den nye Kosovoordning, efter at den endelige beslutning om oprettelsen af EULEX var blevet truffet på et
EU-topmøde i Bruxelles i december 2007. Det har ikke været nogen nem opgave, men det
er karakteristisk for den uklare situation, at også de fem EU-stater, som ikke umiddelbart
ville anerkende Kosovo (Cypern, Grækenland, Rumænien, Slovakiet og Spanien), var villige
til at deltage i EULEX. Sikkerheden i området varetages fortsat af en international militærstyrke, KFOR. Uden den anses situationen for mindretallene især i enklaverne stadig for alt
for farlig.
Man skal dog ikke opfatte tilslutningen til Ahtisaari-planen fra kosovo-albansk side som entydig. En journalist og tidligere studenterleder, Albin Kurti, blev i februar 2008 tilbageholdt
efter at have arrangeret en demonstration mod Ahtisaari-planen, som ved sammenstød
med KFOR-styrken kom til at koste et par demonstranter livet. Sagen er endnu ikke blevet
endeligt afgjort ved retten, hvad der viser langsomheden i det internationale retsapparat i
Kosovo. Kurtis synspunkt er, at Kosovo har ret til fuld suverænitet uden indskrænkninger
her og nu. Landets ledende politikere har dog indtaget en mere pragmatisk holdning og
valgt at samarbejde med EU. Hvilket også af andre grunde er praktisk, da landets valuta er:
Euro!
Parlamentsvalgene i november 2007 førte til et skred mod de mere radikale politiske kræfter blandt Kosovo-albanerne, idet Hashim Thaçis Demokratiske Parti (PDK), hvis baggrund
er Kosovas Befrielseshær, blev største parti. Det skete på bekostning af den afdøde Ibrahim
Rugovas Demokratiske Liga (LDK), som havde ført an i den på civil ulydighed baserede løsrivelsesbevægelse fra 1990 - 1998. I alt seks albanske partier og et serbisk er repræsenteret i parlamentet, selv om de serbiske politikere valgte at boykotte parlamentet efter uafhængighedserklæringen. Thaçi valgte at danne regering hen over midten af parlamentet
med LDK som vigtigste partner. Det afgørende for den nye regeringspolitik siden februar
2008 har været at styrke landets internationale position og økonomiske situation.
Albanien: Præget af svag økonomi og stor korruption
Albanien blev i foråret 2008 sammen med Kroatien indbudt til at være nyt medlemsland af
NATO. Men derfra er der langt til et EU-medlemskab. Landet har i modsætning til de eksjugoslaviske lande været selvstændigt siden 1912, med undtagelse af udenlandsk besættelse under de to verdenskrige. Indtil kommunismens fald var det regeret af det mest radikale kommunistiske styre i Europa, et styre hvis nærmeste politiske allierede var
Folkerepublikken Kina og Fidel Castros Cuba. Allerede omkring 1960 havde man brudt ikke
blot med Jugoslavien, men også med Sovjetunionen og dens europæiske allierede. Endnu
omkring 1970 så man stort set ingen privatejede biler i Albanien, hvor man opfattede både
USA og Sovjetunionen som imperialistiske magter. Overalt i landet skabte man små forsvarsstillinger mod den invasion, man forestillede sig, at blive udsat for.
25
EU og naboerne
Og økonomien har det ikke godt. Godt nok er inflation ikke noget problem pga. tilknytningen
til euroen, men arbejdsløsheden, hvis nøjagtige omfang ikke kendes, blev 2005 skønnet til
mellem 35 og 50 pct. Hele samfundets struktur gør det vanskeligt at danne sig en opfattelse af, hvor mange mennesker der reelt er i arbejde. Korruption synes særdeles udbredt,
og indkomstforskellene meget store. Det er tankevækkende, at 49 pct. af eksporten i 2005
udgjordes af metalaffald! Det er en udbredt opfattelse i Kosovo, at der er store fremtidsmuligheder i Trepca-minen i det serbisk-dominerede Nordkosovo, men det er formentlig en
illusion. Kosovo var blandt de fattigste egne i det gamle Jugoslavien, og det er det fortsat.
Alligevel synes den gennemsnitlige levestandard trods alt at være højere end i nabolandet
Albanien.
Det var kommunisten Enver Hoxha, som skabte dette særprægede samfundssystem. Da
han døde i 1985, forsøgte hans enke at føre traditionen videre, men hans efterfølger som
partiformand, Ramiz Alia, blev den, som afviklede det kommunistiske system. Mange albanske politikere har deres rod i det, herunder Sali Berisha, som grundlagde oppositionspartiet Det Demokratiske Parti.
Berisha videreførte en nationalistisk politik, som bl.a. førte til, at han forsøgte at udvise den
græsk-fødte ærkebiskop af Tirana, som kom til landet i 1992 og byggede landets største
kirkesamfund, det ortodokse, op. Men Berisha blev styrtet i 1997 efter borgerkrigslignende tilstande forårsaget af de såkaldte pyramidespil, som gav mange borgere i den fattige
stat falske håb og tab af deres få sparepenge. Resultatet blev at våbenlagre blev plyndret
og udlandet, herunder Danmark, sendte tropper for at skabe ordnede forhold. Berisha blev
afsat og anklaget for korruption, det gamle kommunistparti genopstod under veteranen
Fatos Nano som et demokratisk socialistisk parti.
Albanien er præget af en modsætning mellem nord på den ene side og centrum-syd på den
anden. I sidstnævnte tales én dialekt, den toskiske, mens norden og naboområderne er
domineret af den gækiske dialekt. Familiebånd spiller en stor rolle, også at Berisha har sin
magtbasis i nord, mens Nano havde sin væsentligste opbakning i centrum og syd.
26
EU og naboerne
Siden har Berisha fået et come back, og blev Albaniens premierminister. I forhold til kriserne i Kosovo og senere Makedonien har det officielle Albanien ført en forsigtig politik, som
ikke over for udlandet virkede som en støtte til dannelsen af et stor-Albanien. Albanien har
forsøgt at tilnærme sig NATO og deltog omkring årtusindskiftet i dannelsen af SHIRBRIG,
en militær enhed med deltagelse af Tyrkiet, Grækenland, Republikken Makedonien,
Rumænien, Bulgarien, Albanien og Italien. Større militær betydning har den ikke haft, men
det har været et interessant forsøg på at integrere Albanien i et samarbejde med nabolandene. Tilbuddet om optagelse i NATO kan ses som næste skridt i denne integrationsproces.
Også EU håber albanerne at kunne blive optaget i ad åre. Men dels er landets økonomi og
infrastruktur stadig svag, dels er korruptionen et stort problem. Præsidenten skred således i 2008 til at afskedige landets rigsadvokat, efter anklager om at holde hånden over personer i en række retssager, der bl.a. handler om den nuværende regerings forsøg på oprydning i den forrige regerings administration. Nu har man gjort embedsperioden som rigsadvokat tidsbegrænset.
Ved den nye forfatning som blev indført i 1998, styrkedes parlamentet på bekostning af præsidentembedet, som sidste gang skiftede indehaver og partifarve i 2007 efter en langvarig
krise, hvor socialistpartiet forsøgte at blokere det regerende nationalkonservative
Demokratiske Partis kandidat til præsidentposten. Først ved frafald i socialisternes rækker
lykkedes det endelig at opnå det nødvendige 3/5 flertal i parlamentet. Dette flertal er siden
blevet ændret til absolut flertal af parlamentets medlemmer. Men tendensen til politisk polarisering og forsøg på boykot af afstemninger er stadig udbredt i albansk politisk liv, og vækker gang på gang bekymring og kritik fra bl.a. EU’s side. Europarådet og OSCE har endvidere kritiseret landets politi for at anvende tortur. Godt nok er Albanien en helt selvstændig
stat, i modsætning til Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Men landet er stadig under overvågning for overholdelse af de europæiske standarder for demokrati og menneskerettigheder.
Årsagen ligger bl.a. i den uforsonlighed, som har præget opgørene i albansk politik.
Dette har også afspejlet sig i forholdet til de albanske befolkningsgrupper i nabolandene.
Højrefløjen har her traditionelt ført en mere aktiv politik, som til tider er blevet kritiseret
som destabiliserende for regionen, mens venstrefløjen har været mere tilbageholdende.
Det var af stor betydning for albanerne, at George W. Bush i 2007 aflagde officielt besøg
i Albanien og ved den lejlighed udtalte sin uforbeholdne støtte til Kosovos uafhængighed.
Det har gjort Albanien og Kosovo til de mest USA-venlige dele af Balkan.
Albaniens økonomi har haft en betydelig vækst i de seneste år, men fra et beskedent
udgangspunkt. Det er det etnisk set mest homogene af landene i regionen, og det græske
mindretal i syd har i dag rimelige forhold, selv om det har ført til negative reaktioner fra
den albanske regering, at Grækenland giver stemmeret til grækere som er statsborgere i
Albanien. Hen imod 90 pct. af landets samhandel er med EU, hvoraf Italien er den suverænt største handelspartner, og også det land, som har modtaget flest emigranter fra
Albanien – en tradition, der går helt tilbage til senmiddelalderen. Et flertal af befolkningen
har stadig muslimsk baggrund, men religion spiller kun en begrænset rolle i det offentlige
liv.
I modsætning til Kosovo og Bosnien-Hercegovina blev den internationale militære tilstedeværelse sidst i 1990’erne kun af begrænset varighed. Men mht. levestandard har Kosovo
nok stadig et forspring, som hænger sammen med dets baggrund i det gamle Jugoslavien.
Et af landets største problemer er energiforsyningen. Tidligere fik landet 40 pct. af sit energiforbrug dækket af et atomkraftværk i Bulgarien, som siden er blevet lukket ned efter krav
fra EU. Derudover er vandkraft en vigtig energikilde, men tørke har mindsket vandreservoirerne og dermed energiforsyningen. Der har derfor været perioder, hvor man har indført
elektricitetsrationering, da kapaciteten i de traditionelle kraftværker er utilstrækkelig.
27
EU og naboerne
Albanerne i Albanien synes i dag gennemgående at mene, at der er problemer nok i landet
selv, og at man skal være forsigtig med at blande sig i nabostaternes forhold. Politikerne
forsøger at virke for stabilitet i regionen og håber, at dette vil styrke deres forhold både til
NATO og EU. Det er givetvis en fornuftig politik, men den løser ikke de store strukturelle
problemer, landet står overfor efter de mange år under det rigide Hoxha-diktatur. Landets
fordel er, at det er et lille land med en befolkning på kun lidt over tre mio. og derfor tilsyneladende en mere overskuelig opgave at integrere end et land som Serbien.
Tidligere Sovjetrepublikker
Rusland, Armenien, Aserbajdsjan,
Georgien, Hviderusland, Ukraine, Moldova
Jens-Kristian Lütken, landsformand, Silba
Skæbnefællesskab
Georgien, Hviderusland og Moldova har en fælles fortid som sovjetrepublikker. De har efter
Sovjetunionens sammenbrud udviklet sig i forskellig retning, men deres er skæbne forbundet i kraft af forholdet til Rusland og fraværet af interesse fra EU’s side. De tre lande er
fanget mellem den russiske bjørn og den europæiske papirtiger. Igennem det seneste år
har jeg skrevet en række beretninger fra de tre lande i danske dagblade. Det er disse beretninger som danner grundlaget for denne artikel. Afslutningsvis beskrives det østlige partnerskab, der er EU’s nyeste initiativ over for regionen.
Georgien er hårdt ramt
Det er meget symptomatisk for situationen i Georgien, at vi under et nyligt besøg i landet
sidder hjælpeløst fast i parlamentets elevator. Efter lang tids venten brækker en ansat elevatordøren op uden at fortrække en mine. Det er hverdag i et land, hvor alt fra parlament
til skoler og veje er ramponeret. Også det politiske liv er ramponeret pga. af krigen mod
Rusland sidste sommer, som har efterladt præsident Mikheil Saakashvilis administration
med granatchok.
28
EU og naboerne
Oppositionen demonstrerer i Tbilisis gader og kræver præsidentens afgang.
Oppositionspartierne har imidlertid aldrig formået at give Saakashvili den parlamentariske
modstand, som der er brug for i et demokrati. Oven i det kommer en finanskrise, som rammer Georgien hårdt, og som har sat en stopper for den eksplosive vækst, som Georgien
har oplevet siden Rosenrevolutionen i 2003.
Endnu værre er situationen på landet. Især de områder som ligger op ad Sydossetien, er
hårdt ramt. I en af landsbyerne går fronten gennem en kirkegård. På den anden side af kirkegården begynder den sydossetiske hovedby Tskhinvali. Byen er fuldstændigt død, og myndighederne anslår, at der kun bor omkring 15.000 mennesker. Tidligere boede der 80.000.
Der lyder en larmende tavshed fra byen, som er omringet af georgiske og russiske
checkpoints. Det ligner en dårlig film, men det er den skinbarlige virkelig her på kanten af
Europa i 2009.
På rekordtid har Vesten glemt konflikten i Georgien, som i realiteten er en russisk besættelse af Sydossetien. Russerne bryder åbenlyst stribevis af de løfter, som blev afgivet.
Dette har ingen konsekvenser, tværtimod har både EU og NATO normaliseret forholdet til
Rusland. På en række områder er Georgien rent faktisk dårligere stillet end Rusland, f.eks.
har EU og Rusland en visum-faciliteringsaftale, som betyder, at russiske statsborgere har
lettere adgang til Schengen-visum end georgiere. Det har den absurde konsekvens, at borgere i Sydossetien og Abkhasien, som stort set alle har et russiske pas, har lettere ved at
få visum end georgierne.
Der kan gøres en række ting for at dæmme op for konflikten i Sydossetien og Abkhasien.
For det første bør EU udbygge samarbejdet med og assistancen til Georgien. Landet skal
knyttes tættere til EU vha. frihandelsaftaler og udveksling af unge og studerende.
I den forbindelse skal det gøres lettere for georgiere at få visum til EU. EU skal langt mere
aktivt bidrage til at skabe fred og stabilitet i hele regionen. Ikke blot Georgien er en kilde til
ustabilitet, men også den fastlåste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan om enklaven
Nagorno-Karabakh er et problem, som skal løses. EU er en oplagt mægler og bør derfor
investere langt mere politisk kapital i netop denne region. Georgien er en frontlinjestat, når
det drejer sig om indførelse af demokrati i netop den del af verden. EU har ikke råd til at
tabe denne kamp til Rusland
Moldova: Fattigdom og politisk inkompetence
Valget søndag den 5. april 2009 demonstrerer, at der er lang vej endnu for Moldova. Valget
var præget af valgsvindel med talrige eksempler på afdøde personer, som optrådte på valglisterne, og som også stemte. Efterfølgende har voldelige demonstrationer hærget hovedstaden Chisinau. Demonstrationerne har været vendt mod det siddende gammelkommunistiske styre, som ikke har skabt økonomisk udvikling i landet, men blot har beriget sig selv.
Især den afgående præsident Voronins familie har sikret sig enorme summer gennem lukrative regeringskontrakter og korruption. Den eneste vej frem for Moldova er integration i EU
og ikke yderligere russisk indflydelse. Rusland har allerede opfordret EU til at forhindre
Rumænien i at blande sig i Moldovas indre anliggender.
Problemet er imidlertid, at EU har blandet sig alt for lidt. Der kan kun komme reelle forandringer i landet, hvis Moldova arbejder hen imod EU-medlemskab. Moldova har imidlertid
aldrig fået et perspektiv om EU-medlemskab. Udsigten til medlemskab af Unionen vil skabe
en ny dynamik i det politiske system. Samtidig vil det sætte gang i den helt nødvendige
reformproces, som er påkrævet, hvis landet skal leve op til medlemskravene, de såkaldte
Københavner-kriterier om overholdelse af menneskerettighederne, markedsøkonomi, retsstat mv. EU kan ganske enkelt ikke fortsætte med at se på, at Moldova synker ned i yderligere politisk og økonomisk kaos. Derfor skal EU tage ansvar for en demokratisk udvikling i
landet, og her er et EU-medlemskab det mest effektive redskab.
29
EU og naboerne
I en trøstesløs landsby i Moldova kigger vi ud over Dniestr-floden. Faldefærdige træhuse,
mudrede veje og gøende hunde; det kunne være hvor som helst i Østeuropa. Noget gør dog
situationen anderledes. Vi befinder os ganske få hundrede meter fra udbryderrepublikken
Trans-dniestr. Et ungt medlem af et af oppositionspartierne forklarer os, hvor de moldoviske enklaver inde i udbryderrepublikken ligger, og hvor de mange tjekpoints og russiske soldater er placeret. Siden starten af 1990'erne har området været uden for centralregeringens kontrol, og i dag fungerer området som en selvstændig stat med eget pengevæsen,
hær og politi. De etniske spændinger overskygges dog af landets enorme fattigdom samt
politikernes inkompetence og griskhed. Moldova er Europas fattigste land, glemt og gemt
mellem Rumænien og Ukraine. Moldova er interessant af flere grunde. Især den uløste konflikt omkring Transdniestr burde være på dagsordenen for EU. Udbryderrepublikken er centrum for organiseret kriminalitet, våbensmugling og trafficking. Transdniestrs præsident,
Igor Smirnov, har i sit miniimperium tjent enorme summer på illegalt salg af våben fra de
enorme sovjetiske våbenlagre, som er efterladt i Transdniestr. Salget af våben foregår med
de russiske myndigheders vidende, også selvom der er eksempler på, at våben er havnet i
Tjetjenien.
Hviderusland – Europas sidste diktatur
I disse dage (maj 2009) er det tre år siden, at Hvideruslands præsident, Alexandr
Lukasjenko, svindlede sig til endnu fem år som enevældig leder af en forarmet nation i midten af Europa. Siden valget i 2006 er det ikke blevet meget bedre.
Parlamentsvalget sidste år var en farce og Lukasjenko tilranede sig samtlige pladser i parlamentet. OSCE rapporterede, at der ikke fandtes centrale lister over registrerede vælgere, hvilket betød, at det de facto var muligt at stemme i flere forskellige valgdistrikter.
Adskillige kandidater blev afvist på tvivlsomt grundlag. Derudover blev valgkampagner og
valgmøder henvist til afsidesliggende områder. De statskontrollerede medier i Hviderusland
ignorerede stor set, at der var valg og sendte derfor blot den daglige dosis af indslag med
Lukasjenko i hovedrollen. Resultat: endnu en knusende valgsejr til diktatoren. Oppositionen
er stort set ikke-eksisterende, og de frie medier er reduceret til et par flyveblade, som distribueres i akademiske kredse i Minsk.
Lukasjenkos diktatur er en ø af undertrykkelse midt i Europa og kalder på et langt stærkere engagement fra omverdenens side. Hviderusland er vor generations Sydafrika. Vi kan ikke
blot se passivt til, mens en sådan massiv undertrykkelse foregår midt i Europa. Det sydafrikanske apartheidregime var i 1980'erne genstand for internationale protester, der var
med til at bane overgangen til demokrati. Massive internationale og allervigtigst europæiske protester vil uden tvivl ligeledes fremme demokratiske omvæltninger i Minsk.
30
EU og naboerne
Derfor er der nu brug for en klar europæisk strategi over for Hviderusland, som byder på
andet og mere end sikring af grænsen til Hviderusland og håndhævelse af visumreglerne så
rigidt som muligt. Her bør Danmark gå i spidsen og tage initiativ til, at EU begynder at yde
massiv økonomisk, materiel og politisk støtte til den demokratiske opposition. Unionen bør
samtidig gøre det klart, at et demokratisk Hviderusland er velkomment som medlem af EU.
Det vil give et reelt alternativ til Lukasjenkos styre. EU har før vist sig som en fantastisk
katalysator for den demokratiske udvikling i Østeuropa, hvor udsigten til medlemskab af
Unionen var med til at stimulere og holde gang i de ofte meget vanskelige demokratiske og
økonomiske reformer.
Hviderusland rummer sammen med Ukraine store muligheder for EU - strategisk, økonomisk, menneskeligt og kulturelt. Derfor er det uholdbart, at EU ikke melder klart ud, at
begge lande er velkomne i den europæiske familie. EU har en elementær pligt til at vise sig
som et demokratisk alternativ til en stadig mere aggressiv russisk dominans i Østeuropa et Rusland, som fortsat er præget af sovjettidens syn på frihed og demokrati.
Et nyt sølvtæppe?
For nylig har EU søsat en storstilet strategi overfor de østlige nabolande, hvor landene skal
indgå i et partnerskab med EU. Samarbejdet omfatter landene Armenien, Aserbajdsjan,
Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine og bygger videre på de resultater, som den
europæiske naboskabspolitik (ENP) har opnået. ENP omfatter lande, der ikke (umiddelbart)
har et medlemsperspektiv, men som alligevel er knyttet tæt nok til Europa til, at EU indgår
forpligtende aftaler med dem. Hviderusland, der også er kendt som ”Europas sidste diktatur” deltager ikke i ENP, men er alligevel inviteret med i det nye østpartnerskab. Det kan i
høj grad tolkes som en på en gang udstrakt hånd og en løftet pegefinger fra EU’s side.
Hviderusland inviteres med i partnerskabet, forudsat at der gennemføres fundamentale
økonomiske og politiske reformer.
Da det østlige partnerskab i øvrigt omfatter meget forskellige lande, vil EU’s relationer med
de enkelte lande afhænge af, hvor langt landet allerede er nået i naboskabspolitikkens
reform- og moderniseringsproces. EU støtter allerede nu landene med store millionbeløb.
I 2008 modtog de seks lande i alt 450 mio. euro. Det beløb vil frem til 2013 stige med 75
pct. til i alt 785 mio. euro.
Uenighed om perspektiverne
Forud for topmødet den 7. maj 2009, hvor partnerskabet blev vedtaget, var flere EU-lande
internt uenige om perspektiverne for partnerskabet. Visse lande ville gerne markere, at der
ikke var tale om potentielle kandidatlande. Det førte ifølge den britiske avis Daily Telegraph
til, at landene blev betegnet som ”europæiske partnere” i stedet for ”europæiske lande”.
Samtidig var Rusland ikke udpræget venligt stillet overfor det nye partnerskab. Ifølge
Dagbladet Information mente den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, at aftalerne
med de seks tidligere sovjetrepublikker er udtryk for, at EU vil udvide sin interessesfære
mod øst. Dog lykkedes det angiveligt EU at få overbevist Rusland om, at initiativet ikke var
rettet mod Rusland, og EU understregede, at de seks lande deltager af egen fri vilje.
31
EU og naboerne
Netop det manglende perspektiv om EU-medlemskab, er strategiens svaghed. Skal lande
som Hviderusland, Georgien og Moldova integreres i Europa og udvikle stabile institutioner,
så er det nødvendigt med et perspektiv om medlemskab. Det drev reformerne frem i de
baltiske lande, og har også været med til at udvikle landene på Balkan. I modsat fald, så
fremstår et stærkt og autoritært Rusland som et alternativ til EU. Vi har ikke råd til, at
f.eks. Ukraine og Georgien igen bevæger sig væk fra vejen mod demokrati og i stedet udvikler sig til autoritære stater under Kremls indflydelse. Det vil være en menneskelig og politisk katastrofe for Europa. Derfor er vi i EU nød til at have det politiske mod til at lade visionen om et forenet Europa være mere end blot en skåltale. Et forenet Europa skal være et
konkret politisk mål for EU, og første skridt på vejen er et perspektiv om EU-medlemskab
for alle europæiske lande. Hvornår Hviderusland, Georgien og Moldova bliver medlemmer
af EU er for så vidt underordnet. Der kan sagtens gå 20 år, men i den mellemliggende periode vil de respektive landes regeringer have et mål at arbejde hen imod, og det vil drive ofte
upopulære, men nødvendige reformer frem.
Mellemøsten
Israel, Jordan, Libanon, Palæstinensiske Selvstyreområder, Syrien
Peter Seeberg, ph.d. og lektor, SDU
EU som udenrigspolitisk aktør
EU – og før 1993, EF – har altid haft svært ved at finde sine ben i forhold til Mellemøsten.
Især har EU haft vanskeligheder ved at træde i udenrigspolitisk karakter i forholdet mellem
Israel og dets naboer: Libanon, Jordan, Syrien og palæstinenserne – den region i
Mellemøsten, der traditionelt er blevet kaldt Mashreq (modsat Maghreb) eller Levanten.
Det første alvorlige forsøg på at spille en rolle i regionen kom i 1980, hvor man lancerede
Venedig-deklarationen, der udtrykte, at ”A just solution must finally be found to
the Palestinian problem, which is not simply one of refugees. The Palestinian
people, which is conscious of existing as such, must be placed in a position, by an
appropriate process defined within the framework of the comprehensive peace
settlement, to exercise fully its right to self-determination.”
32
EU og naboerne
Lidt forenklet kan deklarationen betragtes som EF’s første alvorlige forsøg på at optræde
som udenrigspolitisk aktør i Mellemøsten. Der blev ikke sagt noget i resolutionen om en
palæstinensisk stat (vi skal huske, at vi er tilbage 13 år før fredsprocessen tog sin begyndelse – i 1993), men det blev for det første utvetydigt markeret, at det palæstinensiske
problem ikke handlede om et flygtningespørgsmål. I mange år havde det været en kilde til
palæstinensisk kritik og frustration, at Sikkerhedsrådets resolution 242, som blev vedtaget
i FN i november 1967 efter afslutningen af krigen i juni mellem Israel og Egypten, Jordan
og Syrien, alene omtalte palæstinenserne som et flygtningeproblem. For det andet blev det
understreget, at set fra et europæisk synspunkt, og som en del af en samlet fredsløsning,
skulle palæstinenserne gives ret til selvbestemmelse.
EU, Israel og palæstinenserne
De historiske relationer mellem de europæiske stater og Israel (og dermed også indirekte
Israels nabostater) er i stor udstrækning påvirket af den rolle, som Holocaust har spillet i
europæisk historie og Holocaust har en mere end kontroversiel status i den arabiske verden. Af indlysende årsager var den officielle tyske diskurs om Israel længe påvirket af dette
og i nogen grad er dette fortsat tilfældet. Da den tyske præsident Horst Kohler besøgte
Knesset i januar 2005, genfremsatte han de tyske forpligtelser over for Israel og sagde:
“Ensuring that Israel can live within internationally recognized borders, free of fear
and terror, is an incontrovertible maxim of German policy. My country has proven this
time and again through its actions. Germany will always stand by Israel and its
people.”
Dette er en del af årsagen til forskellene mellem England, Frankrig og Tyskland hvad angår
holdningen til Israel. Men hertil kommer den traditionelt mere pro-arabiske franske politik,
som allerede tilbage i de første årtier af EF’s eksistens påvirkede den europæiske politik
over for Israel. Frankrig spillede en væsentlig rolle hvad angår udstedelsen af Venedig-dekla-
rationen, som altid i Israel er blevet betragtet som værende alt for pro-arabisk eller propalæstinensisk.
I januar 2003 blev Ariel Sharon genvalgt som premierminister i Israel. Hans overbevisende valgsucces blev en realitet på trods af en betænkelig økonomi i landet, en sikkerhedsmæssig udvikling, hvor flere israelere var blevet dræbt end under nogen anden premierminister, og relationer til udlandet kendetegnet ved, at Israel nærmest blev opfattet som en
paria. Også forholdet til EU befandt sig på et lavt niveau, som et resultat af Israels problematiske forhold til palæstinenserne, hvilket der var udbredt kritik af i Europa.
Relationerne mellem EU og Israel var i lang tid temmelig kølige, påvirket af en fra israelsk
side postuleret bias hos EU i retning af et pro-arabisk synspunkt. Denne europæisk-israelske kontrovers havde sin baggrund i den omtalte Venedig-erklæring, som allerede i 1980
markerede, at EU gik ind for at støtte palæstinenserne ved at understrege det palæstinensiske folks rettigheder, og at PLO var deres legitime repræsentant. Herved adskilte EU sig
markant fra USA – og det var formentlig på fransk initiativ, at den europæiske markering,
tidspunktet taget i betragtning, blev så forholdsvis markant. EU lagde i overensstemmelse
med sine medlemsstaters traditionelle politik stor vægt på FN’s resolutioner, hvor specielt
Sikkerhedsrådsresolution 242 og 338 blev fremhævet som væsentlige. Den europæiske
politik blev imidlertid ikke fulgt op af yderligere initiativer og det var først længe efter, at
den israelsk-palæstinensiske fredsproces blev igangsat, at EU meldte sig på den mellemøstlige politiske scene.
Mens EU's forhold til Israel på det politiske niveau ikke har været positivt, har det på det
økonomiske niveau til gengæld udviklet sig mere gunstigt – ikke mindst siden lanceringen af
Den Europæiske Naboskabspolitik (ENP). EU er Israels væsentligste handelspartner og
Israel er tilsvarende blevet EU’s væsentligste økonomiske partner i Mellemøsten (Herman,
2006). Det er bl.a. på baggrund af denne udvikling, at samarbejdet mellem EU og Israel
forekommer at rumme mange muligheder, som der imidlertid ikke er nogen garanti for vil
blive udnyttet. På den ene side er den ENP Action Plan, der er indgået mellem EU og Israel,
langt den mest udbyggede af de planer, EU har indgået med en nabostat. Men på den anden
side er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem økonomisk samarbejde og udvikling
af de politiske relationer.
33
EU og naboerne
Et udtryk for en ny, mere aktiv europæisk politik i forhold til fredsprocessen blev markeret
med Berlin-deklarationen af 24. marts 1999, hvor EU gjorde gældende, at der skulle etableres en demokratisk, levedygtig, fredelig og suveræn palæstinensisk stat på baggrund af
de eksisterende aftaler. Den europæiske opfattelse var naturligvis påvirket af udviklingen i
den fredsproces, der efter en vis optimisme i forlængelse af vedtagelsen af
Principerklæringen i september 1993, oplevede tilbageslag i form af mordet på Yitzak
Rabin (der jo netop blev myrdet på grund af sin deltagelse i fredsprocessen) og det efterfølgende valg af Benjamin Netanyahu til ministerpræsident. Tilbageslaget blev mere markant med den 2. Intifada, der blev fremprovokeret i september 2000 af Ariel Sharons besøg
på Tempelbjerget. EU blev i 2002 medlem af kvartetten bestående af FN, Rusland, USA og
EU, der blev oprettet i Madrid samme år med henblik på at puste nyt liv i fredsprocessen.
Kvartetten fik dog ikke nogen nævneværdig succes i bestræbelserne på at påvirke forholdet
mellem Israel og palæstinenserne i positiv retning.
Forholdet mellem Israel og EU understreger, hvordan EU's ambitioner om at komme til at
spille en mere markant udenrigspolitisk rolle har vanskeligt ved at gå i opfyldelse
(Soetendorp, 2002). Israel har anklaget EU for at udnytte sine økonomiske midler til at
fremme politiske mål – og derved netop rørt ved en traditionel europæisk frustration, nemlig at EU ikke har formået at bevæge sig fra at være en økonomisk kæmpe og en politisk
dværg. Dette påpeges bl.a. af Rafaella A. Del Sarto: “Annoyed at being ’the main payer
but not a main player’ in peace making, the EU increased its diplomatic activity in the
region, but EU-Israeli political relations remained dependent on the fate of peace
making (…) With the collapse of the peace process and the beginning of the second
intifada, EU-Israeli political relations entered a serious downwards trend. Brussels
did not follow Israel’s interpretation of the conflict that, particularly after 9/11,
depicted it almost exclusively as a fight against terrorism” (Del Sarto, 2007: 66).
Det har traditionelt været EU's politiske opfattelse, at en balanceret politik i forholdet mellem Israel og palæstinenserne var det rigtige. EU befinder sig således et stykke fra den
amerikanske opfattelse, der entydigt har stået bag israelsk politik. EU har i forlængelse
heraf rejst krav om, at Israel bl.a. skulle opgive sin udstrakte brug af militær magt, sin
bosættelsespolitik, og at Israel skulle hjælpe med til, at bistand når frem til palæstinenserne, der specielt i Gaza lever under forhold, der nærmer sig en humanitær katastrofe, ikke
mindst efter krigen i december 2008 - januar 2009. EU's politik i den henseende har ikke
haft succes, bl.a. fordi den interne palæstinensiske splittelse, hvor Hamas opretholder
magten i Gaza, mens Fatah under præsident Mahmoud Abbas i det væsentlige dominerer
på Vestbredden, fører til, at der ikke er nogen bevægelse i den israelske position. Israel
insisterer på ikke at have noget at gøre med Hamas, så længe Hamas ikke vil anerkende
Israel som stat.
34
EU og naboerne
EU lancerede 1. februar 2008 det såkaldte PEGASE-program, som har til formål at organisere den europæiske hjælp til de palæstinensiske myndigheder. Programmet er væsentligt i den forstand, at der er betydelige midler bag og det markedsføres under henvisning
til, at EU har status som den mest betydelige donor. Benita Ferrero-Waldner, kommissær
for eksterne relationer og ENP, udtalte således ved lanceringen i januar 2008: ”The
European Union is strongly committed to support the Palestinian Authority's reform
and development priorities aiming at boosting the economy and improving the life of
all Palestinians. PEGASE will provide greater stability and predictability to our action
as the largest donors to the Palestinians and emphasize the ownership of the
Palestinian Authority in the process of reforms and development.”
Programmet er fyldigt omtalt på EU's officielle hjemmesider, hvor det også fremgår, at det
knyttes sammen med den palæstinensiske Palestinian Reform and Development Plan,
der sigter mod over en treårig periode at lægge fundamentet for en fremtidig palæstinensisk stat og opbygge dennes infrastruktur. Det sker imidlertid i en situation, hvor samarbejdet mellem Hamas og Fatah reelt er ophørt og hvor EU's initiativer er rettet mod Fatah
og Abbas’ lederskab på Vestbredden. Status i 2008, hvad angår EU og forholdet mellem
Israel og palæstinenserne, giver således ikke anledning til optimisme.
EU-Israel Action Plan’en kan måske betragtes som et diplomatisk gennembrud, men den er
samtidig vag hvad angår en række væsentlige omstridte spørgsmål – eller også undgår den
at tale om disse. Del Sarto konkluderer således i en analyse af planen: “The discrepancy
between the laudable rhetoric that demands the respect for human rights and
international law on the one hand, and the acceptance of some general and
ambiguous phrases in a document with Israel on the other, does not increase the
EU’s credibility.”
Hvis, som Del Sarto argumenterer for, Action Plan’en skal være andet end et meningstomt
dokument, må de politiske ledere udvikle den politiske vilje, der er nødvendig for at dette
kan foregå. Hertil kommer, at planen har konsekvenser for Mellemøstens fredsproces. Hvis
EU og Israel indgår en detaljeret aftale, betyder det, at det er mere vanskeligt for EU at
lægge pres på Israel i forhold til palæstinenserne.
På den anden side kan Action Plan’en forbedre det historisk set dårlige forhold mellem
Israel og Europa, ved at konstruere en ”handel” mellem de to parter: På den ene side tilbyder Action Plan’en Israel forøget adgang til europæiske programmer og politikker og på
den anden side kunne dette motivere Israel for at anerkende EU som forhandlingspartner i
den mellemøstlige fredsproces og måske endda gå ind i en indbyrdes dialog, f.eks. om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben.
Al-Aqsa-Intifadaen kan fortolkes som den voldelige kamp for en nødvendig international
anerkendelse af palæstinensisk suverænitet - men der er fortsat lang vej til realiseringen
af en palæstinensisk stat. Næppe noget bedre end det palæstinensiske spørgsmål demonstrerer ineffektiviteten og det generelle dilemma for EU. I kvantitative kategorier repræsenterer palæstinenserne det mest markante engagement af alle EU’s donor-aktiviteter. Men i
kvalitative kategorier det modsatte – Road Map’en var et europæisk initiativ, men realiteten er, at det aldrig lykkedes.
EU og Jordans hashimitiske kongedømme
Det skal nævnes, at de positive momenter, hvad angår samarbejdet mellem EU og Jordan,
bygger på nogle forudsætninger, som næppe er til stede. Jordans politiske progressivitet
er formentlig i betragtelig grad overvurderet og snarere end at tale om en stat på vej mod
politisk liberalisering og demokratiske reformer, synes Jordan at kunne betegnes som et
liberaliserende autokrati kendetegnet ved facade-demokratisering, som det karakteriseres
af Morten Valbjørn. Valbjørn definerer liberaliserende autokratier ved, at de har: ”En
liberal dimension, hvilket kommer til udtryk i, at de altid befinder sig midt i en topstyret økonomisk og politisk reformproces kendetegnet ved selektive reformer af civilsamfundet, valgsystemet, parlamentet, medierne, økonomien og en delvis inklusion
af såvel den sekulære som islamistiske opposition (…) Ligesom de renlivede autokratier har disse styrer regime-bevarelse som deres overordnede mål, men regerer
blot efter den klassiske konservative doktrin om, at man må ’forandre for at bevare’.” (Valbjørn 2008: 95-96)
35
EU og naboerne
EU's samarbejde med nabostaten Jordan er på mange måder ganske veludviklet. Det er
samtidig i europæisk regi italesat i betydelig mere positive termer end hvad angår forholdet mellem EU og de andre arabiske stater. Således omtaler EU's officielle hjemmeside bl.a.
Jordan som en stat, hvis hensigt det er at fungere som forkæmper for moderation og
reform i en politisk ustabil region. Og at det er EU's mål at støtte Jordan i disse bestræbelser. Ligeledes, f.eks. i modsætning til Syrien, er det formelle aftalemateriale for længst
på plads. Der foreligger en ENP Action Plan, som bygger på den associeringsaftale, der tidligere er blevet indgået, ligesom der er udarbejdet de nødvendige grundlagspapirer for samarbejdet.
Magten i Jordan synes samlet hos en inderkreds omkring kongen, der bl.a. baserer sin
magt på kontrol over sikkerhedstjenesten i landet – og de mange gode intentioner og floromvundne formuleringer i de indgåede forekommer en smule illusoriske.
Der er, med midler fra et omfattende internationalt donornetværk, mange NGO-aktiviteter
i Jordan, og dette præger i høj grad også forholdet til EU, uden at dette dog rummer afgørende perspektiver. NGO-aktiviteterne synes være under regimets kontrol. Den rolle som
formidler i løsningen af regionale konflikter, som Jordan indtog under den tidligere kong
Hussein, er næppe længere til stede. EU's samarbejde med Jordan bygger i det væsentlige på bilaterale relationer, hvilket både hænger sammen med det begrænsede regionale
samarbejde – der er ikke tætte relationer mellem Jordan, Syrien, Libanon, Israel og PNA,
de palæstinensiske myndigheder – og med EU's begrænsede rolle i løsningen af de regionale konflikter.
Libanons komplekse udfordringer
Forskellen mellem de europæiske stater er udtalt hvad angår Libanon. Det gælder såvel på
det holdningsmæssige som på det mere konkret samarbejdsmæssige. Italien og først og
fremmest Frankrig spillede en væsentlig rolle i de internationale diskussioner om fremtiden
for Libanon efter krigen mellem Israel og Hizbollah i sommeren 2006, mens Tyskland og
England holdt lav profil i denne komplicerede konflikt. Den transatlantiske konflikt, som blev
forstærket af Irak-diskussionerne i FN i efteråret 2002, var blevet opblødt noget før konflikten i 2006, og derfor var det ikke så overraskende, at Frankrig og USA gik sammen om,
et halvt år før attentatet på Hariri i februar 2005, at få resolution 1559 vedtaget i FN’s
generalforsamling. Denne fordrede, at udenlandske tropper (læs: Syriske tropper) skulle
forlade Libanon og at militser i Libanon skulle afvæbnes – denne del af resolutionen med
tydelig adresse til Hizbollah.
36
EU og naboerne
Som nævnt blev resolutionen, der blev vedtaget den 2. september 2004, støttet af både
USA og Frankrig, som dermed arbejdede sammen i FN for første gang siden konfrontationerne forud for invasionen i Irak i marts 2003. Motivationen for dette synes fra fransk side
at være et ønske om – over for den internationale opinion – at fastholde, at Frankrig opfatter sig selv som havende særlige interesser og et særligt ansvar over for deres mandatområder fra før 2. verdenskrig. De amerikanske interesser i samarbejdet var relateret til
situationen i Irak og handlede om at inddæmme Syrien og bekæmpe Hizbollah og dermed
reducere Irans indflydelse i Mashreq-regionen.
Libanon og EU har i 2008 undertegnet en Action Plan inden for rammerne af
Naboskabsprogrammet, ENP. Implementeringsdokumenterne for ENP er funderet i en
række tidligere aftaler og dokumenter, som udvikler ENP i forhold til Libanon, først og fremmest Country Report’en fra marts 2005. Der er yderligere blevet produceret et baggrundspapir, benævnt Country Strategy Paper 2008 - 2013 (som følger op på et tilsvarende
papir, der dækkede perioden 2000 - 2006) og et tilhørende National Indicative Programme
med henblik på perioden 2008 - 2010. Disse er de centrale dokumenter og baggrunden for
Action Plan’en, lanceret i januar 2008.
De mere strategiske elementer i planen kan alene ses på det implicitte niveau.
Dokumenterne er enten baggrundsanalyser eller nok så håndgribelige beskrivelser af måder
hvorpå problemerne kunne blive løst. Baggrundsanalysen i Country Report’en repræsenterer en forholdsvis grundig analyse af den situation i Libanon mod slutningen af år 2006.
Problemerne efter krigen i juli/august 2006 er beskrevet med hovedvægt på de politiske
aspekter. Implikationerne for menneskerettighederne og rule of law bliver også beskrevet
som forudsætningerne for reformer. Endelig er den udbredte korruption, som opstod i løbet
af borgerkrigen og som der aldrig siden for alvor er blevet gjort noget ved, beskrevet.
De omkring 400.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon nævnes i rapporten og det bliver
kritiseret, at de kun har fri adgang til dele af arbejdsmarkedet og at de har begrænset
adgang til uddannelse og andre former for offentlig service. Men de udenrigspolitiske
dimensioner udtrykkes kun for så vidt angår de økonomiske aspekter, idet EU demonstrerer sin villighed til at fungere som en villig donor, hvad angår økonomisk assistance i forbindelse med rekonstruktionsbestræbelserne i Libanon.
Der siges meget lidt om den udfordring, der ligger i de arabiske staters indflydelse i
Libanon. Tilsvarende er Irans rolle og indflydelse på Hizbollahs status og styrke kun indirekte berørt. Generelt er de regionale og internationale dimensioner fraværende – der er kun
få overvejelser om den politiske og regionale udvikling i Mashreq og denne regions betydning for den generelle udvikling i Mellemøsten.
Lanceringen af EU’s Action Plan for Libanon har næppe bidraget til at ændre EU’s image i
Mellemøsten – med planens fokus på så forskellige felter som terrorbekæmpelse, vandforsyningsspørgsmål eller dialog inden for sportsudøvelse. Og det kan tilføjes hertil, at dokumenternes lave medieprofil kombineret med en bemærkelsesværdig retorisk forsigtighed
og politisk korrekthed har været karakteristisk for lanceringsprocessen.
Tydeligvis var det sådan, at efter krigen i sommeren 2006 var flere vestlige stater ivrige
efter at vise, at de libanesiske ledere ikke var glemt af deres traditionelle venner. Ikke desto
mindre kan hjælp fra vesten vise sig at være et tveægget sværd. USA’s upopularitet er så
udbredt og udtalt, at den ofte vil blive udnyttet af politiske modstandere. I denne sammenhæng dog formentlig kun med begrænset effekt. En donorkonference i Paris er på mange
måder langt fra libanesisk dagligliv. Og desuden ville mange libanesere formentlig vælge det
pragmatiske synspunkt, at libanesisk økonomi behøver et hvilket som helst input efter de
betydelige ødelæggelser af bygninger og infrastruktur.
Symptomatisk for situationen i regionen kan det samme gøres gældende, hvad angår
Libanon i perioden 2003 - 2008. Her har der også været modsætninger mellem EU og
USA, som dog inden for de senere år har undergået visse ændringer. Således fandt en amerikansk-fransk tilnærmelse sted i forbindelse med, at FN’s Sikkerhedsråd i 2004 vedtog
resolution 1559, som i hhv. pkt. 2 og 3 krævede ”all remaining foreign forces to
withdraw from Lebanon” og ”the disbanding and disarmament of all Lebanese and
non-Lebanese militias” (UN, 2004). Da den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafik
Hariri blev myrdet ved et attentat i februar 2005, gav denne tragedie anledning til en kortvarig positiv udvikling i Libanon i form af den såkaldte cedertræs-revolution, der gennem-
37
EU og naboerne
Den lille mellemøstlige stat har gennem de senere år oplevet en næsten kaotisk politisk
situation karakteriseret ved betydelige økonomiske vanskeligheder og politisk ustabilitet –
delvist som en følge af den styrkelse af Hizbollah, der fandt sted som resultat af krigen mod
Israel i juli-august 2006. De europæiske stater har ikke gjort meget for at afhjælpe situationen. Karakteristisk nok forsøgte Jacques Chirac at påvirke sit omdømme i Libanon (han
var en nær ven af Rafik Hariri) og i den øvrige verden i positiv retning ved at være vært for
Paris III-forhandlingerne, som resulterede i indsamling af 7,6 mia. dollars i donormidler til
rekonstruktionen af Libanon.
førtes med opbakning fra brede kredse i Libanon. Optimismen baserede sig bl.a. på, at de
folkelige manifestationer syntes at pege i retning af en folkelig konsensus, som bakkede op
om regimet. Imidlertid var der samtidig markant kritik af regeringen – især fra kredse med
tilknytning til Hizbollah og de bevægelser eller partier, der støttede oppositionen til regeringen og det politiske establishment.
Sommeren 2006 var vidne til den meget voldsomme konflikt mellem Hizbollah og Israel,
som indebar, at der skete omfattende ødelæggelser især i det sydlige Libanon. Resultatet
af dette var, at Hizbollahs opbakning styrkedes, selvom der også var kritik af konfrontationen – ikke mindst på baggrund af de mange ødelæggelser, som især i Sydlibanon havde
betydelige konsekvenser for lokalbefolkningen. Styrkelsen af Hizbollah førte til en skærpelse
af de politiske konflikter i Libanon, hvilket blev yderligere forstærket i forbindelse med, at
den tidligere præsident Emile Lahouds periode som præsident udløb. Dette skete 23.
november 2007 og udviklede sig til en langvarig politisk krise, som grundlæggende endnu
ikke har fundet sin løsning. En væsentlig faktor i hele den følsomme situation var en række
politiske attentater i Libanon, som kostede adskillige ledende personer livet. Dette førte
bl.a. til, at flere parlamentsmedlemmer opholdt sig i Europa eller på hemmelige adresser i
Beirut, hvilket både bidrog til at vanskeliggøre de politiske processer og til at skabe en
anspændt stemning omkring det parlamentariske arbejde.
38
I januar 2007 blev den Action Plan offentliggjort, som var blevet forhandlet på plads mellem EU og Libanon. Offentliggørelsen havde ikke nogen sammenhæng med de tragiske begivenheder i 2005 og 2006, ligesom tidspunktet for denne næppe heller var påvirket af hverken de mange attentater eller krigen i sommeren 2006. Det var i den på mange måder problematiske og særdeles vanskelige politiske situation, at lanceringen fandt sted. Planen blev
således til under indtryk af den politiske krise, men det er vanskeligt at afgøre, i hvilket
omfang krisen har influeret på udformningen af planen.
EU og naboerne
Det er ikke for meget sagt, at EU-Libanon Action Plan’en demonstrerer begrænsningerne i
Naboskabspolitikken og dermed også i EU’s udenrigspolitik i Mellemøsten, al den stund
denne jo netop opererer med ENP som en væsentlig byggesten. I Libanons tilfælde er der
som nævnt tale om en plan, der blev offentliggjort i januar 2007 og bl.a. på grund af den
kaotiske situation i landet ikke er blevet implementeret. Den europæiske politik i Libanon bliver italesat i en forsigtig sproglig tone, som næppe ret mange kan tage anstød af.
Der er ikke formuleret konkrete anvisninger på de helt centrale spørgsmål i libanesisk politik, dvs. hverken de interne problemer i det politiske systems mangelfuldheder, som specielt har at gøre med store skævheder i de religiøst-etniske mindretals repræsentation i parlamentet, de regionale problemstillinger knyttet til forholdet mellem Hizbollah, Syrien og
Iran eller de internationale dimensioner som har at gøre med konflikten mellem Iran og USA.
Aftalen mellem Libanon og EU lægger stor vægt på terrorbekæmpelse, uden at denne
dimension dog er knyttet sammen med Hizbollah – dette vil i sagens natur ikke være tilfældet, da Hezbollah jo udgør en integreret del af det politiske system i Libanon.
Forholdet mellem Syrien og EU er præget af begrænset udvikling
Det gælder for både Syrien og Jordan, at de historiske traditioner for samarbejde med EU
– eller for den sags skyld med de enkelte europæiske stater – er forholdsvis begrænsede.
Der er ikke i lighed med Libanon eller for den sags skyld Maghreb-staterne Tunesien,
Algeriet og Marokko historiske forbindelser, ligesom der heller ikke har været særlige sam-
arbejdsaftaler knyttet til bestemte historiske begivenheder i Mellemøstens nyere historie.
Der er dog visse forskelle, idet det forekommer som om samarbejdet og den indbyrdes forståelse mellem Jordan og EU er mere udtalt end tilfældet er i forholdet mellem EU og
Syrien.
Syriens samarbejde med EU er således kendetegnet ved begrænset udvikling. Syrien var
ganske vist medunderskriver af Barcelona-deklarationen i 1995, men siden har der været
stilstand i landets forhold til EU. Der er i 2004 udarbejdet en associeringsaftale mellem EU
og Syrien, men denne er ikke blevet implementeret, da der fortsat ikke er enighed i EU om
at gå videre i udviklingen af samarbejdet. Når ratificeringen har fundet sted, vil forhandlingerne om en Action Plan tage sin begyndelse, men det er fremdeles usikkert, hvornår dette
vil ske. Forholdet mellem EU og Syrien bygger derfor i princippet på en samarbejdsaftale,
der blev undertegnet i 1977.
Konturerne af et fremtidigt samarbejde kan ses i de grundlagspapirer, som EU har udarbejdet med henblik på det fremtidige samarbejde, og hovedpunkterne heri handler om at
støtte Syriens reformproces (European Commission, 2004). Det forekommer vanskeligt for
nærværende at se perspektiverne i dette, da det ikke er meningsfuldt at tale om en reformproces i landet. Fra EU's side er det blevet påpeget, at Syrien er en væsentlig aktør i den
del af Mellemøsten, hvis der skal findes løsninger på de mange konflikter i regionen – og
der gøres derfor meget ud af at markere, at det bliver en væsentlig opgave inden for rammerne af den nuværende rammeaftale (2007 - 2013) at forberede Syrien til deltagelse i
ENP-samarbejdet.
Den franske indflydelse i Libanon har på denne måde også haft en hvis signifikans i forhold
til Syrien, hvorimod England og Tyskland som nævnt har holdt en lav profil i dette spørgsmål. Det betyder, at de to staters udenrigspolitiske interesser snarere bliver udtrykt gennem de multilaterale kanaler, dvs. via EMP- og ENP-samarbejderne. Der er ikke blevet produceret en Action Plan for Syrien og heller ikke en Country Report. I Strategy Paper 2008
- 2013 og National Indicative Programme 2008 - 2010 gøres det gældende, at “Coordination between donors has improved considerably, but remains ad hoc and
ineffective. This is mainly due to the insufficient investment of major donors in the
co-ordination process and the lack of strategy of the Syrian government.”
Perspektiver på fremtiden
En lille del af forskningen om forholdet mellem EU og Mellemøsten har koncentreret sig om
at analysere de konkrete Action Plans og har i forlængelse heraf diskuteret, hvad EU prætenderer at foretage sig udenrigspolitisk. Dette er bl.a. foretaget vedrørende EU’s aftale
med Israel, der er analyseret af Del Sarto og Lior Herman (Herman, 2006; Del Sarto,
2007). Det er klart, at Israel har en særstatus blandt de mellemøstlige stater – ikke
mindst i kraft af et niveau for BNP pr. capita, der ligger meget højt over de arabiske sta-
39
EU og naboerne
Det er tydeligvis ambitionen fra EU's side at anvende sin finansielle hjælp til Syrien som
gulerod for at få landet til at indrette sig på EU's krav. Men det forbliver på besværgelsesniveauet, hvilket formentlig er et resultat af det lave udviklingsniveau, som forholdet mellem
EU og Syrien befinder sig på, hvad angår såvel Barcelona-processen som ENP. Specielt
hvad sidstnævnte angår, er der stort set intet sket i relationen mellem Syrien og EU siden
lanceringen af EU's nye bilateralt baserede politik. Samtidig markerer EU en kritisk kurs
over for Syrien bl.a. med kritik af fængslinger af personer, som har agiteret for demokratiske reformer, bl.a. det kendte tidligere parlamentsmedlem Riad Seif.
ter, når der bortses fra nogle få emirater. Det er Del Sartos opfattelse, at planen vedrørende Israel er iøjnefaldende upræcis i sine krav til politiske reformer. Der er en række
samarbejdsfelter, som der lægges vægt på, som især handler om kampen mod terror,
menneskerettigheder, ikke-spredningsaftaler vedrørende masseødelæggelsesvåben, kampen mod anti-semitisme og racisme og regional mellemøstlig politik. Men der er ikke detaljerede, forpligtende udsagn på en række områder: ”To sum up, the Action Plan refers to
central political issues with an impressive degree of elusiveness that permits for very
different interpretations. This particularly concerns the EU’s role in Middle East
peacemaking, the non-proliferation of WMD, and Israel’s policy towards the
occupied territories against the background of terrorist attacks. These subjects,
however, are key controversies within EU-Israeli relations” (Del Sarto, 2007: 65).
Det er Del Sartos opfattelse, at ENP i nogen grad repræsenterer ”business as usual” i henseende til ikke afgørende at ændre på den europæiske politik. Der er ifølge Del Sarto i høj
grad tale om en plan, som er vag i sine formuleringer, og dette vil ikke bidrage til at gøre
implementeringen lettere. Måske kan planen betegnes som diplomatisk vellykket i den forstand, at der faktisk indgås aftaler med en partner, der har andre mål end EU, hvad angår
fremtidens bilaterale samarbejde og på en række punkter har særdeles selvstændige udenrigspolitiske opfattelser. Dette demonstreres f.eks. af konflikten mellem Hizbollah og Israel
i sommeren 2006, hvor EU var kritisk over for den israelske krigsførelse. Men det forandrer ikke noget ved vagheden og den relative uforpligtethed. Det er Del Sartos afsluttende
pointe, at der på det konkrete politiske handleplan er brug for vilje til at opnå fremskridt i
forholdet mellem EU og Israel.
40
EU og naboerne
Denne opfattelse deles af en anden analyse af planen. Det er således Hermans opfattelse,
at der er en fare for, at denne ender som endnu en plan, der ikke blev gennemført. Herman
gør opmærksom på, at EU har lagt en neo-funktionalistisk opfattelse bag sig om, at den
mediterrane region kan gennemføre en integrationsproces a la den som Europa gennemgik
efter 2. verdenskrigs afslutning. Dette er ikke realistisk og derfor repræsenterer ENP ifølge Herman en rigtig ambition (Herman, 2006: 386).
Der kan være et problem i henseende til handlefrihed knyttet til dette at indgå forpligtende
aftaler med en stat, der befinder sig i forhandlingsforløb med andre instanser og/eller stater. Dette gælder således i dette tilfælde, hvor Israel forhandler med palæstinenserne om
mulige fremskridt i udviklingen af palæstinensisk selvstændighed. Hvis EU har indgået en
række nedskrevne aftaler med hhv. Israel og palæstinenserne, kan det som nævnt være
vanskeligt at intervenere i forhandlinger, der måtte foregå – og det komplicerer det selvsagt yderligere, hvis man selv er part i disse forhandlinger. Dette kan af og til være tilfældet, hvis der f.eks. etableres forhandlinger, hvor den såkaldte kvartet indgår og hvor der så
kan ske det, at EU som forhandlingspart vil være bundet af allerede indgående bilaterale
aftaler med de to parter.
Det generelle indtryk af EU’s Action Plan’er er på det sproglige niveau, at en betydelig enshed gør sig gældende. I en række tilfælde er der tale om ens formuleringer, som anvendes
i flere Action Plan’er. Det gælder forholdsvis uforpligtende indledningsformuleringer, som
f.eks. denne: “The EU and Jordan are now closer together than ever before and, as
near neighbours, will reinforce their political and economic interdependence”. Denne
formulering går helt identisk igen i aftalerne mellem EU og Jordan, Libanon og Israel, mens
der i tilfældet PNA er valgt denne udformning: ”The EU and the Palestinian Authority,
as close neighbours, will reinforce their political and economic interdependence”
(EU-Commission, 2008).
Lidt mere alvorligt: De strukturelle overensstemmelser er mange og gennemgribende.
Planerne er bygget op på samme måde, de fleste af hovedoverskrifterne er ens og der er
også i de mere substantielle afsnit mange gentagelser på tværs af landene – ofte uanset
landenes iøjefaldende indbyrdes forskelligheder. Overordnet forekommer det som om, der
er flere ligheder, end der er forskelle og billedet synes dermed på det helt konkrete niveau
at bekræfte antagelser om planernes karakter af hensigtserklæringer.
EU's normative ambitioner synes med andre ord at blive gemt bag en tendens til uforpligtethed. Forklaringen på dette skal formentlig findes i de erfaringer, som EU har gjort sig i
den periode, hvor unionen gradvist har været i færd med at træde i karakter som udenrigspolitisk aktør, bl.a. ved at lancere ENP. Udviklingen i forholdet mellem EU og de regioner,
viser som beskrevet, at målt på en lang række parametre er udviklingen gået tilbage med
hensyn til de forhold, som EU har ønsket at fremme. De autoritære regimer i Mellemøsten
har vist sig forbløffende stabile, som en omfattende forskning overbevisende demonstrerer.
Lanceringen af ”Union for det Mediterrane” (UfM) i juli 2008, der officielt har til hensigt at
revitalisere Barcelona-processen og ikke for alvor er trådt i karakter endnu, har af samme
gode grund ikke haft konsekvenser for forholdet mellem Europa og de i denne artikel omtalte stater i Mellemøsten. Der er siden de euforiske dage i Paris i juli 2008 gået en del tid
med at etablere organisationen, som er endt med at få sekretariat i Barcelona, i et smukt,
centralt beliggende palads! UfM synes at satse på en strategi, hvor der igangsættes nogle
større projekter inden for forholdsvis ukontroversielle områder (forureningsbekæmpelse i
Middelhavet, opførelse af motorveje o.lign.) og tilsyneladende er det netop den bevidste
strategi ikke at insistere på demokrati og menneskerettigheder i den forbindelse.
Vurderingerne af UfM har indtil videre været delte, spændende fra opfattelser om at det
blot var et flot gennemført, men perspektivløst forsøg på selviscesættelse fra Sarkozys side
til opfattelser om, at UfM repræsenterer en Union, der har besindet sig på at optræde som
en pragmatisk aktør i et Mellemøsten, der er vanskeligt at have med at gøre. Under alle
omstændigheder er der næppe tvivl om, at den internationale finanskrise har medvirket til,
41
EU og naboerne
Regimerne, støttet af lokale eliter, har formået at bevare magten på trods af politiske modsætninger, relativ (eller endda i nogle tilfælde absolut) økonomisk tilbagegang, opståelsen
af stærke islamistiske grupperinger og intervention udefra, både i henseende til amerikansk
ambitioner (under den tidligere præsident) om regime change og europæiske ambitioner
om fremme af demokrati, menneskerettigheder og rule of law. Det er således netop forholdet mellem de autoritære regimer og EU’s manglende tro på de reelle muligheder for at
gennemføre reformer, der fører til, at der ikke insisteres på de ambitioner, som blev markeret i forbindelse med lanceringen af ENP i 2003 - 2004. De 12 Action Plan’er (af 16 –
der mangler fortsat aftaler for Algeriet, Hviderusland, Libyen og Syrien) udformes på baggrund af udviklingen i perioden 2003 - 2008 i en pragmatisk italesættelse, der viser EU
som en realistisk aktør. Og det er dermed også disse vilkår, der kan forklare planernes relative uforpligtethed, fraværet af sproglig klarhed og fraværet af differentiering mellem planerne indbyrdes.
at UfM ret hurtigt forsvandt ud af den internationale offentligheds søgelys. En pragmatisk
to-leddet strategi, hvor man først iscenesætter nogle ”upolitiske” projekter, der sigter mod
at skabe resultater ”på jorden” og siden (gen-)fremsætter krav om demokratiske fremskridt, forekommer måske ikke så uklog endda i den ustabile Levant-region.
Dertil kommer, at det lige nu ser ud til at være særdeles vanskeligt at få pustet nyt liv i den
fredsproces, der i sin tid blev igangsat med parolerne fra Venedig-erklæringen: En løsning
for palæstinenserne, der handler om reelt selvstyre. Palæstinenserne er splittede mellem
Hamas og Fatah og så længe det er tilfældet, er det svært at se, hvordan der kan komme
ægte forhandlinger i gang mellem Israel og naboerne i Gaza og på Vestbredden. Ganske vist
er det lidt af en myte, at der intet kan ske i Mellemøsten, før det israelsk-palæstinensiske
problem har fundet sin løsning, men alligevel er der ingen tvivl om, at som retorisk henvisningsfigur, som symbol på en betydningsfuld konflikt i regionen, spiller konflikten en væsentlig rolle.
For en ny amerikansk præsident, der er indstillet på at søge alliancer med kræfter, som kan
bidrage til at skabe nye løsninger i Mellemøsten, kan et økonomisk velfunderet, pragmatisk
orienteret EU vise sig at være en nødvendig og væsentlig samarbejdspartner. Omvendt kan
et amerikansk-europæisk rapprochement vise sig at repræsentere en historisk chance for
EU til for alvor at besinde sig på den rolle, som et (snart) samlet Europa potentielt bør
kunne spille – også over for et selvrådigt område i Mellemøsten, hvor der i årtier har været
langt mellem fremskridtene.
Litteratur
42
EU og naboerne
Aliboni, R. and Y. Qatarneh (2005). The future of the EMP in a changing context of
transatlantic and regional relations. EuroMeSCopaper, EuroMeSCo: 1-21.
Bicchi, F. (2006). "Ouer size fits all": normative power Europe and the Mediterranean."
Journal of European Public Policy 13(2).
Bicchi, F. (2007). European Foreign Policy Making Toward the Mediterranean. New York;
Basingstoke, Palgrave Macmillan.
Bicchi, F. and M. Martin (2006). "Talking Tough or Talking Together? European Security
Dis-courses towards the Mediterranean." Mediterranean Politics 11(2).
Dannreuther, R. (2006). "Developing the Alternative to Enlargement: The European
Neighbourhood Policy." European Foreign Affairs Review 11(2).
Del Sarto, R. A. (2007). "Wording and Meaning (s): EU-Israeli Political Cooperation
according to the ENP Action Plan." Mediterranean Politics 12(1).
Del Sarto, R. A. and T. Schumacher (2005). "From EMP to ENP: Whats at stake with the
European Nighbourhood Policy towards the Southern Mediterranean?" European Foreign
Affairs Rewiev 10(1).
Delcour, L. and E. Tulmets (2007). "Editorial: The European Union, an International Actor in
the Making? The Neighbourhood Policy as a Capability Test." European Political Economy
Review 7 (Summer 2007).
Emerson, M. and S. Jones (2005). European Neighbourhood Policy in the Mashreq
Countries. Enhanced Prospects for Reform. CEPS Working Document. Bruxelles, Centre
for European Policy Studies.
EU-Commission (2003). Wider Europe - Neighbourhood: A New Framework for
Relations with our Eastern and Southern Neighbours, European Commission.
EU-Commission (2004). EU and Syria mark end of negotiations for an Association
Agreement. External relations.
EU-Commission (2004). The EU`s relations with Syria. External Relations.
EU-Commission (2008). European Commission. EU in the World European. European
Neighbourhood Policy - Reference documents: http://ec.europa.eu/world/enp/documents_en.htm, European Commission.
Heijl, N. B. (2007). "Between a Rock and a Hard Place: Euro-Mediterranean Security
Revisited." Mediterranean Politics 12(1).
Herman, L. (2006). "An Action Plan or a Plan for Action? Israel and the European
Neighbourhood Policy." Mediterranean Politics 11(3).
Kaczynski, Piotr Maciej and Kazmierkiewicz, Piotr (2005), "European Neighbourhood Policy:
Differentiation and Political Benchmarks", Euromesco Paper No. 44, EuroMesco, Lisbon.
Lutterbeck, D. (2007). Policing the Mediterranean Borders: the Human Security
Implications. EU and the Mediterranean. Foreign Policy and Security. P. Seeberg.
Odense, University Press of Southern Denmark.
Pace, M. (2007). "Norm shifting from EMP to ENP: the EU as a norm entrepreneur in the
south?" Cambridge Review of International Affairs 20(4).
Seeberg, P. (2007). EU and the Mediterranean. Foreign Policy and Security. Odense,
University Press of Southern Denmark.
Seeberg, P. (2008). European security and the “clash of civilisations”. Divergence in the
policies of France, Germany and the UK towards the Mediterranean? Clash or
Cooperation of Civilisations - North Africa and the Middle East as regions of
overlapping integration efforts. W. Zank. London, Ashgate.
43
EU og naboerne
Seeberg, P. (2009). "European Neighbourhood Policy, the EU democracy promotion
agenda in Lebanon and the dual powers of the Lebanese sectarian state."
Democratization, 18.1.
Soetendorp, B. (2002). "The EU's Involvement in the Israeli-Palestinian Peace Process: The
Building of a Visible International Identity." European Foreign Affairs Review 7 (3).
Valbjørn, Morten: ”Kontinuiteten i forandringerne – og forandringerne i kontinuiteten.
Et postdemokratiseringsperspektiv på Jordan.” Et andet nyt Mellemøsten, Seeberg
& Valbjørn: Syddansk universitetsforlag 2008.
Youngs, R. (2006). Europe and the Middle East: in the shadow of September 11.
Boulder, Colo., Lynne Rienner Publishers.
Nordafrika
Libyen, Marokko, Tunesien, Algeriet, Egypten
Ulla Holm, forsker, DIIS
Der er en grænse for EU-medlemskab
EF’s og EU’s integrationshistorie har været præget af konstant tilgang af nye medlemmer.
Den kolde krig satte dog grænser for, hvor langt det geografiske Europa kunne ekspandere
mod øst. Mod det sydlige Middelhav var der i princippet ingen grænser for, hvor langt EF
kunne ekspandere, der var alligevel en kulturel og religiøs grænse. Marokko fik således i
1987 afslag på ansøgning om fremtidigt EF-medlemskab. Det lød fra Bruxelles, at Marokko
ikke var europæisk. Det blev ikke sagt tydeligt, at Marokkos muslimske identitet gjorde det
til et ikke-europæisk land, men det var tilfældet. Det samme gælder for Tyrkiet, som allerede i 1963 ansøgte om EF-medlemskab, men som stadig har ret lange udsigter for at
komme ind i EU.
44
Berlin-murens fald i 1989 åbnede op for nye geografiske rum mod øst. Beslutningen om
langsomt at indlemme de central - og østeuropæiske lande i EU satte gang i diskussionen
om, hvor langt Europa strækker sig. Bekymring for et konstant bevægeligt ”udvidelsesrum”
med flydende grænser forårsagede, at spørgsmålet om, hvem vi europæere er kom stadig
mere på den europæiske politiske dagsorden. Bekymringen for at konflikter ved periferien
af EF/EU skulle få spill-over effekt på den interne europæiske sociale og politiske sammenhængskraft, øgede også frygten for ”det store rum”.
EU og naboerne
Siden 1993 har det været københavnerkriterierne, der har defineret muligheden for medlemskab. Disse indebærer, at fremtidige EU-medlemmer skal have opnået en institutionel
stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt
for mindretal. Medlemskab af EU er derfor hverken et religiøst eller kulturelt spørgsmål.
EU-integrationen er et politisk projekt, som principielt er grænseløst, da europæiske politiske værdier ikke er ”fastgroet” til et bestemt territorium (Holm, 2004).
Kulturel og religiøs identitet spillede imidlertid en rolle i debatten om udarbejdelse af den
europæiske forfatningstraktat, som har fået betegnelsen Lissabon-traktaten. Diskussionen
drejede sig om, hvorvidt Europas værdigrundlag er rodfæstet i kristendommen og jødedommen. De to religioner blev imidlertid ikke indskrevet i værdigrundlaget for forfatningstraktaten. I stedet enedes man om at anvende udtrykket ”den religiøse arv”. Begrebet er så tilpas mangetydigt, at det kunne få opbakning. Den religiøse arv kan tolkes enten som inkludering af islam eller som ekskludering af islam. Fortolkningerne afhænger af de europæiske
politiske styrkeforhold.
Spørgsmålet om hvem vi er i forhold til de nye (muslimske) naboer sammen med frygten
for, at EU ville blive trevlet op som politisk projekt, var vigtige årsager til en omfattende
”udvidelsestræthed” i EU-landene. Forhenværende formand for Europa-Kommissionen,
Romano Prodi, erklærede i 2002, at EU-udvidelsen ikke kunne fortsætte i al evighed. EU
som politisk projekt måtte ikke udvandes (Jeandesboz, 2007: 396). Den tyske kansler
Angela Merkel udtalte i 2006, at ”hvis EU ikke har grænser, så kan EU ikke handle på
en sammenhængende måde. EU må derfor definere grænserne, og i interaktionen
med andre kulturer og religioner er det vigtigt, at europæerne definerer deres egen
kulturelle identitet” (Comelli, Greco, Tocci, 2007: 207).
Der skulle være en grænse til de andre. EU-medlemskab var udelukket pga. den generelle
udvidelsestræthed i EU-landene. Total udelukkelse af EU var også en umulighed, fordi EU's
selvopfattelse dikterer eksport af stabiliserende politikker ud over dets grænser for at forhindre, at urolige naboer forstyrrer den interne europæiske orden. Det store spørgsmål var
derfor, hvilken form for grænser EU skulle etablere. Skulle de være hermetisk lukkede eller
skulle de være åbne? Skulle de være halvt åbne, halvt lukkede? Det er disse vanskelige
spørgsmål, som Den Europæiske Naboskabspolitik forsøger at svare på (Smith, 2005: 758).
Efter Det Europæiske Rådsmøde i 2002 udarbejdede Europa-Kommissionen i 2003 ”det
bredere europæiske naboskab: En ny ramme for forbindelserne med vores naboer i
øst og syd”. I 2004 fik naboskabspolitikken sin endelige udformning med vedtagelsen af
”Det Strategiske Partnerskab”, som derefter blev kaldt Den Europæiske Naboskabspolitik
(ENP). Derudover præsenterede Kommissionen syv landerapporter, som skulle danne baggrund for udviklingen af ENP.
De nordafrikanske lande har ikke samme position i ENP
De fire nordafrikanske lande, der indgår i ENP, er Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen.
Formålet med ENP over for Nordafrika er, at de skal trækkes længere ind mod EU for at
sikre stabilitet og sikkerhed ved EU’s grænser. Samtidig skal ENP forhindre dannelse af skillelinjer mellem EU-landene og deres nye naboer mod syd. De nordafrikanske naboer kan
aldrig få medlemskab, men de skal have mere end et partnerskab. De skal således være
halvt inde i og halvt ude af EU. ENP forsøger dermed at svare på to modsætningsfyldte
behov: Det ene er at definere, hvor de ”endelige grænser” for EU går. Det andet er at transformere grænser til grænseområder, hvor der foregår interaktion og udveksling. Et grænseområde opfattes således ikke som en skillelinie mellem ”ude” og ”inde”, mellem ”os” og
”dem”. Det er i princippet et åbent område, som konstant kan udvides og uddybes. ENP
karakteriseres dermed ved en blanding af lukkethed over for de sydlige naboer – de kan
aldrig få EU-medlemskab – og delvis åbenhed, da de ifølge ENP kan få en andel i EU's indre
marked og i visse sektorpolitikker. Det er imidlertid så som så med åbenhed over for den
frie bevægelighed af arbejdskraft, som de nordafrikanske stater i allerhøjeste grad ønsker.
Når det gælder åbenhed for eksport af eksempelvis grønsager og frugt, som Marokko er
storproducent af, er den frie bevægelighed af varer også yderst reduceret. I stedet opfordres Marokko til at begrænse det antal varer, der er udelukket fra fuld liberalisering
(Ferrero-Waldner, 2007).
45
EU og naboerne
I dette kapitel vil ENP over for Nordafrika blive analyseret. Der vil blive argumenteret for, at
der eksisterer en spænding mellem EU som eksportør af demokrati og dets opfattelse af
trusler. De opfattede trusler mod EU’s interne orden er illegal immigration og terror. De
står derfor højt på EU’s sikkerhedspolitiske dagsorden over for Nordafrika. Det betyder, at
ENP er orienteret mod stabilisering af de nordafrikanske regimer på bekostning af eksport
af europæiske demokratiske principper. Disse principper er indskrevet i ENP, men de er ikke
højt prioriteret. Der konkluderes derfor, at ENP har vanskeligt ved at leve op til sin egen
målsætning om, at der ikke skal skabes nye politiske grænser mellem de nordafrikanske
naboer og EU.
De fire nordafrikanske lande har ikke samme position i forhold til ENP. Marokko er – sammen med Tunesien - det land i Nordafrika, som har de tætteste relationer til EU. Marokko
er imidlertid det eneste nordafrikanske land, som er slået ind på en langsom og kontrolleret demokratiseringskurs, som styres af kongen og dermed lægger begrænsninger for, hvor
langt processen kan gå. Til trods for begrænsninger i demokratiseringen opfattes Marokko
som den ”flinke elev” i den nordafrikanske klasse. Derfor har Marokko fået ”en avanceret
status” inden for ENP. Derefter kommer Tunesien, som siden 1960’erne har haft fælles økonomiske interesser - især inden for landbrug og tjenester (turisme) med EU. Men i modsætning til Marokko har Tunesien ikke vist nogen som vilje til demokratisering. Landet har
derfor ikke fået tilbud om avanceret status.
Algeriet er ikke blevet draget så tæt til EU som de to andre nordafrikanske lande. Algeriet
har en associeringsaftale med EU inden for rammerne af den såkaldte Barcelona-proces fra
1995. Algeriet indgik først denne aftale i 2005 – ti år senere end Tunesien og Marokko
gjorde det. Det skyldtes, at Algeriet i 1990’erne var kastet ud i blodig vold, som isolerede
landet. Algeriet har ikke (endnu) villet indgå i ENP’s handlingsplaner.
46
EU og naboerne
Algeriet er ikke særligt interesseret i at indgå i ENP. Algeriets blodige uafhængighedskrig
mod Frankrig i perioden 1954 – 1962 skal ikke underkendes som en faktor, der influerer på
Algeriets ulyst til at underlægge sig europæiske interesser. Den algeriske præsident
Bouteflika har fordømt ENP’s eurocentrisme, som efter hans opfattelse syntetiseres i udtrykket ”EU’s naboer”. Dette udtryk står ifølge Algeriet i modsætning til ENP’s målsætning om at
skabe gensidighed og medejerskab af projekterne (Darbouche, 2008: 377). Algeriet kan tillade sig at optræde som kritiker af ENP, fordi EU-landene har brug for Algeriets store olie–
og gasressourcer. På den anden side er landet også afhængigt af EU, fordi størstedelen af
dets olie– og gaseksport går til EU-landene. Derfor foreslog Algeriet i 2006, at EU og
Algeriet skulle indgå et strategisk energipartnerskab, som blev modtaget med kyshånd af
EU. Algeriet krævede til gengæld, at EU arbejder for, at Algeriet bliver medlem af WTO samt
at det får specielle gunstige visaregler. Algeriet er således villig til at indgå i samarbejde med
EU, men det skal ske på dets egne præmisser - ikke på EU's/ENP’s præmisser.
Libyen er pga. sin tidligere ”paria-status” som terrorstat først for nyligt blevet genstand for
EU’s politikker. Libyen har lige som Algeriet store olie– og gasforekomster, hvad der gør landet yderst attraktivt for EU. Libyens historie har siden 1969, hvor oberst Gadaffi kom til
magten, været præget af konfrontation med Vesten. Det libyske regime har været involveret i terrorhandlinger mod udenlandske fly. Libyske terrorister sprængte i 1988 et PAN AM
fly i luften over den skotske by Lockerbie. Den libyske statsterror blev i 1989 rettet mod
et fransk fly, som eksploderede i luftrummet over Niger. Disse terroraktioner samt Libyens
masseødelæggelsesvåbenprogram medførte FN-sanktioner i 1992. I perioden 1999 –
2004 tog Gadaffi stormskridt mod normalisering af Libyen. Gadaffi gik ind på alle de krav,
som FN, Storbritannien, Frankrig og USA stillede til Libyen for at hæve embargoen mod
Libyen. Normaliseringen skyldtes, at Libyen var økonomisk udmarvet af embargoen. Fra at
være en revolutionær stat, der støttede forskellige afrikanske og palæstinensiske oprørsbevægelser og begik statssponsoreret terror, har Libyen udviklet sig til at blive en pragmatisk normal stat, som gør alt for at vise sig som troværdig partner for EU i kampen mod
terrorisme og illegal immigration. Libyen blev belønnet med et besøg i februar 2009 af EUkommissær for eksterne forbindelser og Den Europæiske Naboskabspolitik Benita FerreroWaldner. Under dette besøg udtalte hun, at Libyen har potentialet til at blive en yderst vigtig partner for EU inden for energi, illegal immigration og handel (Holm, 2009).
De fire nordafrikanske lande har alle forskellige interesser hvad angår samarbejde med EU
og ENP. Marokko og Tunesien er mest villige, fordi de har brug for at få del i det europæiske indre marked. Libyen og Algeriet er langt mindre villige, fordi de har en potentiel god
økonomi. Men de er alle yderst samarbejdsvillige, hvad angår kamp mod terror og illegal
immigration, fordi disse trusler også er trusler mod deres egne regimer.
En ring af nordafrikanske naboer
”EU skal sigte mod at udvikle en zone af stabilitet og venskabeligt naboskab – en ring
af venner… Det sydlige Middelhav, Rusland, Moldova, Hviderusland og Ukraine skal
tilbydes udsigten om at få andel i EU's indre marked og yderligere integration og liberalisering for at fremme de fire friheder: den frie bevægelighed af varer, tjenester,
kapital og arbejdskraft - EU's evne til at yde sikkerhed, stabilitet og bæredygtig udvikling for dens egne borgere vil ikke længere være adskilt fra dens interesse i tæt samarbejde med naboerne” (Europa-Kommissionen, 2003).
ENP adskiller sig fra Barcelona-processen (EMP) fra 1995 ved at lægge vægten på det bilaterale samarbejde mellem EU og de enkelte lande, hvor Barcelona-processen indskriver sig
i multilateralisering og regionalisering af Middelhavet. I EMP opfattes Middelhavet som ét
helt Middelhavsrum, hvor alle landene er knyttet sammen af fælles interesser og fælles konflikter. Men det viste sig hurtigt, at EMP ikke fungerede pga. spill-over effekten fra den
palæstinensisk-israelske konflikt i Mellemøsten og pga. den uløste konflikt om Vestsahara,
som Marokko de facto har besat siden 1975. Vestsaharas frihedsbevægelse Polisario kræver, at Vestsahara bliver en selvstændig stat. Dette krav støttes af Algeriet. Konflikten er
stadig uløst og det er den vigtigste grund til, at Nordafrika ikke kan udvikle regionalt samarbejde.
EU's erkendelse af at konflikterne mellem de forskellige sydlige Middelhavslande forhindrer
skabelsen af ét Middelhavsrum, var en vigtig grund til ENP’s bilateraliseringstilgang til
naboerne. Samtidig understreges det i forskellige ENP-dokumenter, at ENP skal styrke og
ikke erstatte EMP. Visionen om ét Middelhavsrum opretholdes således, men i realiteternes
verden er det bilateraliseringen, der sejrer.
ENP forsøger at tage højde for naboernes forskellighed ved at differentiere den bilaterale
politik. Den differentierede tilgangs formål er at forbedre mulighederne for udvikling af lan-
47
EU og naboerne
Oprindeligt var det slet ikke meningen, at det sydlige Middelhavs lande skulle indgå i den
europæiske naboskabspolitik. I 2002 sendte daværende engelske udenrigsminister Jack
Straw et brev til det spanske EU-formandskab, i hvilket han opfordrede EU til at udforme
en ”nærhedspolitik” for Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova. Daværende kommissær
for eksterne forbindelser Chris Patten og den høje repræsentant for den fælles udenrigs–
og sikkerhedspolitik, Javier Solana, udarbejdede derefter et dokument med titlen ”det bredere Europa”, som også kun forholdt sig til ovennævnte lande. Da dokumentet skulle vedtages på Det Europæiske Råds møde i december 2002, var det forinden lykkedes de sydeuropæiske lande at få inkluderet de sydlige Middelhavslande, som blev anset for at udgøre
en potentiel immigrations– og terrortrussel mod især Frankrig, Italien og Spanien.
Inklusionen af de sydlige middelhavslande etablerede en balance mellem øst og syd, ligesom det havde været tilfældet i 1995, hvor de sydeuropæiske lande havde udøvet pres på
EU – i forbindelse med den kommende øst– og centraleuropæiske udvidelse - for at få etableret det Euro-Mediterrane Partnerskab (EMP), også kaldet Barcelona-processen.
dene. De naboer, der gør fremskridt i forhold til ENP’s målsætning belønnes med ”positiv
konditionalitet”. Dvs. at gode naboer får en større andel i EU's økonomiske og finansielle
støtte end dem, der er langsomme i optrækket. Benchmarking anvendes i målingen af fremskridt og er et system, som sigter mod at sammenligne på en systematisk måde organisationsprocesser og performance med det formål at forbedre processerne og dermed
skabe nye og bedre standarder (del Sarto, 2006; 14). Som tidligere skrevet hører Marokko
og Tunesien til kategorien af gode naboer, hvor Algeriet og Libyen tilhører ”de langsomme i
optrækket”.
En god nabo er en, der deler EU’s principper og værdier. Disse værdier er demokratisering,
retsstatsprincipper, respekt for menneskerettigheder, minoritetsrettigheder, udvikling af
det civile samfund, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Disse kriterier er indskrevet
i de såkaldte ENP-handlingsplaner, som operationaliserer ENP-politikken. Marokko og
Tunesien har siden 2005 deltaget i disse handlingsplaner, hvorimod Libyen og Algeriet ikke
deltager (endnu).
Demokratiseringskriterierne er nøjagtigt de samme som EMP’s kriterier. Eksporten af
EMP’s demokratiseringskriterier led imidlertid fiasko. Det ser også ud til, at ENP lider fiasko. Der er to vigtige årsager til fiaskoen. Den ene er, at både EMP og ENP først og fremmest fokuserer på regimernes stabilitet. De handlingsplaner, som Marokko og Tunesien har
indgået med ENP, er da også karakteriseret ved en nedtoning af eksport af demokratiske
værdier. EU’s demokratiseringsinitiativer er i vid udstrækning blevet reduceret til tekniske
spørgsmål såsom indkøb af elektronisk udstyr til overvågning af valghandlinger (Emerson,
Noutcheva, Popescu: 2007: 2, Kausch, 2008). Samarbejdet med det civile samfund og
partier, som er vigtige målsætninger for ENP, er yderst beskedent.
48
EU og naboerne
Den anden årsag er, at ENP ikke ønsker at trække europæiske politiske værdier ned over
hovedet på de nordafrikanske stater pga. de sydeuropæiske staters tidligere kolonialisering
af Nordafrika. Enhver form for europæisk politisk indblanding i den nationalstatslige suverænitet vil blive betragtet som neo-kolonialisering, især af Algeriet pga. landets blodige uafhængighedskrig mod Frankrig.
Udgangspunktet for samarbejdet mellem EU og nabolandene er i ENP ideen om ligeværdighed mellem de involverede parter og fælles ejerskab af de fælles projekter. Udførelsen af
ideen om ligeværdighed og fælles ejerskab betyder på det operationelle politiske plan, at
naboerne kan gøre indsigelser mod demokratiseringsprocesser og økonomisk liberalisering,
som i deres øjne vil kunne komme til at destabilisere regimerne. Der består således et
spændingsforhold mellem EU’s selvopfattelse som eksportør af europæiske politiske værdier, der betragtes som universelle, og ønsket om ligeværdighed mellem parterne, hvad der
forhindrer europæisk envejseksport af sine værdier.
ENP’s nedtoning af eksport af demokratiske værdier; Vestsahara-konflikten, der fortsætter
og forhindrer godt naboskab mellem Algeriet og Marokko; de autoritære regimers manglende evne og vilje til at løse interne sociale kriser er problemer, som ENP har arvet fra
EMP, og som ENP lige så lidt som EMP er i stand til at tackle, fordi ENP hverken kan eller
vil sætte spørgsmålstegn ved de strukturelle årsager til de nordafrikanske regimers status
quo politik.
I et forsøg på at puste liv i ENP, publicerede Kommissionen i december 2007 et dokument,
som understreger nødvendigheden af ”en stærk europæisk Naboskabspolitik, der kræver en
yderligere indsats” (Ferrero-Waldner, 2007). Kommissionen foreslog at gøre ENP mere
attraktivt for naboerne ved at tilbyde EU-involvering i frosne konflikter som Vestsahara-konflikten, gøre adgang til visa lettere og lade gode naboer deltage i visse politiske EU-møder,
som omhandler eksempelvis udenrigspolitik, energi og transport. Det er i sig selv udmærkede ideer. De har blot ikke meget at gøre med, hvordan regimerne kan ændre sig i demokratisk retning, og hvordan ENP vil involvere sig i Vestsahara-konflikten står hen i det uvisse.
Det har i de sidste 15 – 20 år ikke skortet på EU-initiativer hvad angår at trække de nordafrikanske lande tættere ind til EU. EU har forsøgt at ”spinde” det sydlige Middelhav ind i
forskellige institutionelle netværk. Problemet er, at disse netværk er uformelle og uforpligtende. Incitamentet til forpligtende samarbejde er ikke stærkt pga. de eksisterende sikkerhedsproblemer i Nordafrika. Dette faktum har forårsaget lancering af endnu et middelhavsinitiativ, kaldet Middelhavsunionen.
Middelhavsunionen
Den franske præsident Sarkozy startede det franske EU-formandskab med lancering af sit
forslag om en Union for Middelhavet ved et møde med 39 statsledere i Paris i juli 2008.
Oprindeligt var Sarkozys idé kun tiltænkt at omfatte landene omkring det nordlige og det
sydlige Middelhav. Men den tyske kansler Angela Merkel vendte tommelfingeren ned. Et
”fransk Middelhav” var bestemt ikke velset. Det skulle være underlagt EU. Og det blev det.
Ydermere blev det understreget, at Unionen for Middelhavet – omdøbt til
Middelhavsunionen - skulle anskues som en styrkelse af Barcelona-processen og ikke som
en erstatning for Barcelona-processen.
Årsagen til at Sarkozy lancerede Middelhavsunionen var, at Barcelona-processen ifølge
Sarkozy ikke fungerede efter hensigten pga. konflikterne i Middelhavet. Desuden havde samarbejdet mellem EU og det sydlige Middelhav ikke reelt bygget på ligeværdighed, og partnerlandene havde ikke følt nok ejerskab. Barcelona-processens aktiviteter havde heller ikke
været konkrete nok til at almindelige mennesker følte, at de betød noget for dem. Endeligt
byggede Barcelonaprocessen på, at tillid og fred mellem landene i det sydlige Middelhav var
nødvendig, før der kunne etableres et ordentligt samarbejde. Det mente Sarkozy var forkert. Med reference til Kul– og Stålunionens oprettelse i 1951 foreslog Sarkozy i 2007 i
den marokkanske by Tanger, at fred og stabilitet skulle tilvejebringes på grundlag af konkrete projekter som eksempelvis en nordafrikansk motorvej, solenergi, rensning af Middelhavet
og samarbejde mellem private virksomheder på tværs af grænserne (Emerson, 2008).
49
EU og naboerne
Libyens statschef Gadaffi afslog libysk medlemskab af Middelhavsunionen. Gadaffi begrundede afslaget med, at det var et ydmygende projekt, hvis formål var at ødelægge Den
Arabiske Liga og Den Afrikanske Union. Desuden havde Libyen ikke brug for EU-penge pga.
olie- og gasindkomsterne. Algeriets præsident Bouteflika sagde først nej tak, men ændrede så holdning og deltog i Paris-mødet. Bouteflikas officielle begrundelse for først i sidste
minut at takke ja til deltagelse i Middelhavsunionen var, det kune give Israel mere politisk
vægt i Middelhavet på bekostning af Det Palæstinensiske Selvstyre. Middelhavsunionen
omfatter: Mauritanien, Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Syrien, Israel, Jordan,
Libanon, Det palæstinensiske Selvstyre, Tyrkiet, Albanien, Kroatien, Bosnien Hercegovina,
Montenegro og Monaco.
Det er en udmærket ide med konkrete projekter. Men Barcelona-processen har allerede
iværksat konkrete projekter. Middelhavsunionen ville derfor blot forøge antallet af konkrete
projekter uden nødvendigvis at tilføje et nyt aspekt til EU's politik. Sarkozys reference til
Kul– og Stålunionen som model for de konkrete projekter, er ikke operationel i forbindelse
med Nordafrika. Kul – og Stålunionen blev indgået i 1951, efter at 2. verdenskrig var afsluttet. I Nordafrika er konflikterne ikke overstået. Marokko-Algeriet konflikten over Vestsaharas
fremtid er uløst og forhindrer transnationale projekter à la Kul– og Stålunionens.
Middelhavsunionen ”hopper over” konflikterne. Den hopper også over spørgsmålet om eksport af demokrati. I ENP er eksporten af demokrati blevet nedtonet i den konkrete ENP-politik; men nødvendigheden af eksport af demokrati står dog i ENP’s værdigrundlag.
Middelhavsunionen derimod lægger først og fremmest op til samarbejde med de siddende
regimer og erhvervseliter i de regionale samarbejdsprojekter (Malmvig: 2008).
Der er ikke mange chancer for, at Middelhavsunionen vil fungere bedre end EMP og ENP,
da de grundlæggende konflikter i Middelhavet fortsætter. Men hvis der ikke gøres forsøg på
samarbejde, vil den sydlige del af Middelhavet komme til at ”sejle sin egen sø”. Det er EU
ikke interesseret i pga. spill-over effekt af nordafrikanske problemer til EU. EU er bekymret
for, at de nordafrikanske regimer ikke kan håndtere trusler som immigration og terror.
Derfor er disse to trusler kommet langt op på EU's sikkerhedsliste delvist på bekostning af
eksport af demokrati, som ofte medfører ustabilitet i form af øgede krav til regimerne.
Stabilisering af regimerne sammen med samarbejde med de nordafrikanske regimer om
immigration og terrorisme står højt på EU's dagsorden.
50
Gode naboer samarbejder om terrorisme og illegal immigration
”Det sydlige Middelhavs lande, hvis samarbejde om terrorisme bedømmes som
utilstrækkeligt, kan risikere at miste hjælp og muligheder for handelsaftaler” (Det
europæiske Råd 2004).
EU og naboerne
”EU’s Naboskabspolitik har gjort det muligt for EU at tackle nogle af vore borgeres
mest presserende bekymringer så som immigration, sikkerhed, stabilitet og energiforsyning” (EU-kommissær for eksterne forbindelser og Den Europæiske Naboskabspolitik,
Benita Ferrero Waldner, 2006).
”EU opfatter sig selv som en ansvarlig aktør, der ikke alene tænker på EU-landenes
egne borgere men også på, hvordan EU kan sikre en kontinuerlig social sammenhængskraft og økonomisk dynamik hos sine naboer” (Kommissionen 2003).
ENP’s understregning af EU's nødvendige ansvarlighed (Jeandesboz, 2007: 397) over for
de sydlige naboer får imidlertid en ny betydning, når ansvarligheden kobles sammen med
EU’s trusselsopfattelse af Nordafrika. Ansvarligheden bliver til ansvar for, at EU’s egne borgere sikres mod ”de andre” fra Nordafrika. I ENP-dokumentet fra 2003 står der: ”Sikring
af de europæiske grænser mod smugling, trafficking, organiseret kriminalitet som
inkluderer terrortrusler og illegal immigration er af afgørende betydning” (Europa-
Kommissionen, 2003).
Kampen mod illegal immigration og terrortrusler betragtes næsten som en kamp om liv og
død for det europæiske fællesskabs værdier. Naboerne betragtes derfor ikke som gode
naboer, hvis ikke de kæmper imod disse trusler, som stammer fra deres egne lande.
Hovedformålet med ENP er at undgå at skabe nye grænser, der skaber splittelse. Faktum
er, at frygten for illegal immigration og terror har skabt nye skillelinje overfor Nordafrika. I
ENP’s handlingsplaner for Marokko og Tunesien indgår et kapitel om ”håndtering af grænserne”. Dette begreb dækker over kampen mod illegal immigration i form af grænsekontrol
både til lands og i Middelhavet (Emerson, 2008: 15).
Kommissær Ferrero-Waldner udtalte i december 2008 i forbindelse med forhandlingerne
om Marokkos avancerede status i ENP, at Marokko var en speciel partner inden for en lang
række områder ikke mindst inden for kampen mod terrorisme og illegal immigration
(Maghrebia, 2008).
I de sidste fem år har både ENP og de enkelte sydeuropæiske lande taget skridt hen imod
eksternalisering af kontrollen af den illegale immigration fra Nordafrika. Med eksternalisering forståes, at kontrollen af de europæiske grænser flyttes væk fra Europa. Det sker ved
oprettelse af lejre for illegale immigranter, der befinder sig i Nordafrika, ved opsnapning af
bådflygtninge i Middelhavet og ved krav til de nordafrikanske lande om at indføre visapligt
for diverse afrikanske landes borgere, der vil videre til EU-landene via Nordafrika. Italien har
finansieret lejre i Libyen og Tunesien. Marokko planlægger sammen med Spanien at oprette lignende lejre (Aubarell, 2009). Der er blevet indgået bilaterale samarbejdsaftaler om
tilbagesendelse af illegale immigranter mellem Italien og Libyen, mellem Malta og Libyen,
Spanien og Marokko, Tunesien og Italien, men også mellem Storbritannien og Marokko.
Marokko og Tunesien besidder slet ikke de ressourcer, der kræves for at behandle illegale
immigranter i overensstemmelse med menneskerettigheder. De har ej heller tradition herfor. Det vides eksempelvis, at Marokko har ”dumpet” illegale immigranter ude i ørkenen. Det
samme gælder for Libyen, som i flere år har været det nordafrikanske land, som har modtaget det største antal illegale immigranter fra Sub-Sahara.
De nordafrikanske lande har ikke været begejstret for eksternaliseringen af grænsekontrollen, fordi den lægger en stor byrde på de nordafrikanske lande. De har desuden protesteret mod den vanskelige adgang til EU-landene. De har derfor i forhandlingerne om tilbagesendelse af illegale immigranter arbejdet for at opnå visalempelser. I Kommissionens dokument om nødvendigheden af at styrke ENP (2007) foreslås derfor, at procedurerne for
opnåelse af visa skal effektiviseres, og der skal forhandles om lempelse af visumreglerne
for ønsket arbejdskraft og for kortvarige rejser.
EU og naboerne
Spørgsmålet om visa til nordafrikanske borgere er et ømtåleligt emne for EU. Når
Kommissæren for eksterne forbindelser og ENP, Benita Ferrero-Waldner, taler om åbenhed
og arbejdskraftens frie bevægelighed modsvares en sådan udtalelse af EU's retlige og
indenrigspolitiske dokumenter, som bl.a. udstikker retningslinjerne for begrænsning af illegal immigration og visumudstedelse. EU's visumpolitik er uhyre restriktiv. Desuden kobles
visumpolitikken ofte sammen med krav om tilbagesendelse af illegale immigranter.
Forhandlinger om visa og tilbagesendelse af illegale immigranter skal forhandles med de
lande, som har en handlingsplan, dvs. med Marokko og Tunesien. Forhandlinger med de to
lande er startet, hvorimod Libyen og Algeriet ikke er med, fordi de ikke deltager i ENP’s
handlingsplaner.
51
EU har – sammen med USA – haft succes med samarbejdet om terrortruslen. Alle de nordafrikanske lande har været og er stadig udsat for voldelige islamisters terrorangreb. Det
er gået værst ud over Algeriet, som var kastet ud i forfærdelig vold i 1990’erne. Ca.
160.000 blev dræbt. Sikkerheden er blevet stærkt forbedret efter 1999, hvor den nuværende præsident Bouteflika blev valgt til præsident. Men der igen sket en optrapning af volden. Libyen har også været rystet af islamisk terror i slutningen af 1990’erne. Tunesien har
sine islamiske terrorister og det samme gælder for Marokko. Alle landene har derfor været
yderst villige til at arbejde sammen med EU og USA om udlevering og opsporing af terrorister.
Samarbejdet mellem Nordafrika og EU/ENP om terror og illegal immigration har været
medvirkende til at nedprioritere EU som eksportør af demokratiseringsinitiativer. EU’s sikkerhedspolitik over for Nordafrika er præget af bekymringen for regimernes evne til at modstå pres fra voldelige og politiske islamister. Imidlertid er det ikke de politiske islamister,
der udgør en trussel i Nordafrika. Det er den sociale nød og mangel på fremtidshåb for i
hobetal af unge, der udgør en trussel mod regimerne. Det er regimerne selv, der udgør en
trussel for de unge, fordi de ikke giver brød på bordet og tag over hovedet samt mulighed
for åbent at diskutere landenes politiske fremtid.
Bilateralisering og strukturelle problemer
52
EU og naboerne
ENP har bilateraliseret politikken over for alle EU’s nye naboer og dermed for Nordafrika.
Det skyldes, at den multilaterale tilgang, som var Barcelona-processens mål har lidt fiasko
pga. uløste frosne konflikter som Vestsahara-konflikten og den palæstinensisk-israelske
konflikt. Bilateraliseringen kan være en fordel, fordi den er blevet koblet sammen med en
differentieret tilgang til landene. Den forsøger dermed at tilpasse politikken til hvert enkelt
lands specifikke økonomiske og politiske historie. Den kan dog også være en ulempe, fordi
den vender de nordafrikanske lande mod EU. Denne vending kan medføre øget rivalisering
mellem landene, som hver for sig forsøger at tilkæmpe sig fordele i samarbejdet med EU
– måske til ugunst for de andre lande. Den mulige uddybning af den allerede eksisterende
rivalisering især mellem Marokko og Algeriet kan medføre, at regionaliseringen af
Nordafrika, som EU har på dagsordenen både i Barcelona-processen og i ENP vil blive yderligere vanskeliggjort. Den uløste konflikt om Vestsahara fremtid taler også imod enhver
form for regionalisering.
Nedprioriteringen af EU's eksport af demokrati til gunst for støtte til regimernes status quo
politik tackler ikke de grundlæggende strukturelle problemer i de nordafrikanske lande. Der
er desuden risiko for, at EU's trusselsopfattelse styrker de siddende regimers autoritære
styre. EU er derfor i en politisk kattepine. På den ene side tilsiger EU’s selvopfattelse, at
de europæiske værdier er universelle og derfor skal spredes til naboerne. På den anden
side er frygten internt i EU-landene for illegal (muslimsk) immigration og islamiske terrorister så stor at EU forsøger at lukke porten for ”de andre”. Der er ingen grund til at tro, at
EU/ENP kan løse spændingen mellem åbenhed og lukkethed over for Nordafrika. Den vil
givetvis fortsætte og forårsage en permanent tvetydig politik, som er spændt ud mellem at
betragte de nordafrikanske lande som gode naboer og ”de andre”, som EU frygter.
Litteratur
Aubarell, Gemma, Barrero-Zapata, Ricard, Aragall, Xavier (2009): ”New Directions of
National Immigration Policies: The Development of the External Dimension and its
Relationship with the Euro-Mediterranean Process. Euromesco Paper, February.
Bicchi, Federica (2006): ”’Our size fits all’: normative power Europe and the
Mediterranean’, Journal of European Public Policy 13,2, March, pp. 286 – 303.
Comelli, Michele, Greco, Ettore, Tocci, Nathalie (2007): “From Boundary to Borderland:
Transforming the Meaning of Borders through the European Neighbourhood Policy”,
European Foreign Affairs Review, Vol. 12, issue 2, Summer. pp. 203 – 219.
Communication from the Commission to the Council and the European Parliament:
Wider Europe – Neighbourhood: A New Framework for Relations with our Eastern
and Southern Neighbours. COM(2003)104final. Brussels, 11 March.
Darbouche, Hakim (2008): “Decoding Algeria’s ENP Policy: Differentiation by Other
Means?” Mediterranean Politics, Vol 13, No. 3, November.
Del Sarto, Rafaella, Schumacher, Tobias, Lannon, Erwan (2006): “Benchmarking
Democratic Development in the Euro-Mediterranean Area: Conceptualising Ends, Means
and Strategies”, Euromesco Report, October, tilgængelig på http://www.euromesco.net/images/hr%20benchmarking%draft%20final.pdf.
Emerson, Michael, Noutcheva, Gergana, Popescu, Nicu (2007): ”European Neighbourhood
Policy Two Years on: Time indeed for an ’ENP plus’”, CEPS Policy Brief, no 126, March,
Brussels.
Emerson, Michael (2008): “Making sense of Sarkozys Union for the Mediterranean”, CEPS
Policy brief, no. 155, March. Brussels.
European Commission (2004): European Neighbourhood Policy: Strategy Paper.
COM (2004) 373 Final, 12 May
European Commission (2004): Communication from the Commission to the Council,
Ferrero-Waldner, Benita (2004):
http://europa.eu.int/comm/external_relations/news/Ferrero/2004/sp04_529_htm.
Ferrero-Waldner, Benita (2007): En stærk europæisk naboskabspolitik – der kræves en
yderligere indsats. Bruxelles, den 5. december. IP/07/1843.
Holm, Ulla (2004): “Den europæiske forfatningskamp om kristendom og verdslighed”
Politik, nummer 3: Årgang 7: september. Institut for Statskundskab, København.
Holm, Ulla (2005): EU’s Neighbourhood Policy. A Question of Space and Security. DIIS
Working Paper no 2005/22.
Holm, Ulla (2009): Libyen: fra slyngelstat til ’normal’ stat. Rapport bestilt af Forsvarsakademiet.
Jeandesboz, Julien (2007): ” Labelling the ’neighbourhood’: towards a genesis of the
European neighbourhood policy”, Journal of International Relations and Development,
vol. 10, pp. 387 – 416.
Kausch, Kristina (2008): “How serious is the EU about supporting democracy and human
rights in Morocco? Fundacion para las relaciones internacionales y el dialogo exterior.
Madrid.
Maghrebia (2008): Europe supports Morocco’s EU partnership aspirations.
Htpp://www.bilaterals.org/article.php3?id_article=11008.
Malmvig, Helle (2008): “ Historisk rendezvous i Paris? Vil Sarkozys Middelhavsunion puste
nyt liv i Barcelona-processen?” DIIS Brief, juli.
53
EU og naboerne
On Commission Proposals for Action Plans under the European Neighbourhood
Policy (ENP), Brussels, 9 December: COM (2004) 795 final.
European Council (2004): Presidency Conclusion. DOC/04/2, 18 June, Brussels.
Smith, E. Karen (2005): “The Outsiders: The European Neighbourhood Policy”,
International Affairs 81, 4, pp. 757 – 773.
Prodi, Romano (2002): A Wider Europe – A Proximity Policy as the Key to Stability. Tale
til den 6. ECSA-World Conference: “Peace, Security and Stability. International Dialogue and
the Role of the EU”. Jean Monnet Project. Brussels, 5 – 6 December.
54
EU og naboerne
55
EU og naboerne
EU’s omgivelser er af stor økonomisk og sikkerhedsmæssig betydning for EU.
Derfor arbejder EU aktivt med relationerne til sine naboer. I takt med EU’s
udvidelser er naboerne blevet nogle andre og der er indgået nye aftaler. For
EU handler det om at øge levestandarden i nabolandende for at sikre stabilitet i grænseområderne og opnå nye eksportmuligheder. Selvom mange af
landende ønsker et perspektiv om medlemskab, er det relativt få lande, der
har det.
I denne publikation beskriver en række eksperter forholdene i EU’s naboregioner - politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt - samt relationen til EU med
det formål at skabe overblik og identificere udfordringer og muligheder.