Skagen 23. april 2015 Privatskolen i Frederikshavn. Kode: 81 30 10 Tilsynsrapport. Skoleåret 2014/2015 Tilsynsdato: Den 14. november 2014 og den 20 marts 2015 Tilsynsførende: Grete Ehrenreich, Fallingen 14, 9990 Skagen. Tilsynsbesøg den 14. november 2014 Matematik 9X Arbejdet er et projekt omkring logoer. Eleverne skal fremstille logoer vha matematikredskaberne spejling, parallelforskydning, flytning, symmetriakse m.m. som en repetition. Gruppearbejdet fungerede fint, der var god stemning og god tone og ro. Computerne var i brug. Dansk i 8Y Samtale om romanen” Kopierne” af Jesper Wung Sung. Meget aktiv klasse, som har taget denne bog til hjertet. Ellers er dansksystemet ”Vild med Dansk 8.” Engelsk i 8Y En aktuel samtale vedr. præsident Obama. Eleverne var aktive og dygtige. Fik til opgave at stille Obama tre personlige spørgsmål. Siden en opgave på smartboard med kendeord. Fysik 9Y Dagens arbejde var forsøg i grupper. Der arbejdes med alkohol fra uge 38 – 46 og forsøget i dag var med ethanol . Opgaven var fra Prisma 9 kopi-ark. Siden var opgaven at beregne, hvor meget alkohol, der er i en aktuel drink og udregne antallet af genstande i drinken. Eleverne var meget interesserede og åbne om egne erfaringer med alkoholindtagelse og deres taktik i den forbindelse. Arbejdsgrupperne skifter flere gange på et år. Engelsk i 10X Efter overnatning på skolen, var eleverne trætte, men arbejdede udmærket ført i kort snor af læreren. Først en fortælling fra morgen tv, der skulle genfortælles på engelsk om Ole Henriksen og et forsøg vedr. positivitet og hjernen. Siden arbejdedes med lektien med uregelmæssige verber og udvidet tid. En elev bad om at blive fritaget for at blive spurgt – og lærerern sagde ok. Den gik ikke for halvtreds år siden. Fælles for disse lektioner i overbygningen er, at de slutter med at lektieduksen får lektien nævnt af læreren for senere at skulle lægge den ud på ïntra. Fælles er også en god omgangstone både mellem elever og lærer og eleverne imellem. Det er, når eleven bliver set, hørt og anerkendt, at læring og personlig udvikling finder sted. Tilsynsbesøg den 20. marts 2015 Børnehaveklasser. Der var straks ro. En elev fik opgaven med dagens kalenderoplysninger. Herefter orienterede læreren om dagens plan: Opgave med spejling, opgave med alle bogstavlydene og en leg udenfor med makkere. De to 0-klasser arbejdede parallelt. Samtidig gik de ud til bevægelseslegen i skolegården og sammen satte de sig for at synge, da de var kommet ind. Dansk i 1.x Klassen var - for bare 2. gang - delt op i 5 arbejdsgrupper: En omkring et sofabord med mange små læsebøger En i et telt med bogstavopgaver fra 0.-klasse En ved et kæmpetastatur på gulvet, hvor der skulle skrives ord ved at hoppe fra bogstav til bogstav. En gruppe spillede ordspil med rimord. En sidste gruppe dannede ord med to eller flere stavelser med skumbogstaver. Alle grupperne arbejdede godt, og fik stor ros. Der var to voksne til stede foruden undertegnede. Kristendom i 3x Der var solformørkelse og på smartboardet var et billede af den aktuelle situation. Lektien til i dag var ”Fadervor” og 4 elever bød ind med et forsøg på at bede bønnen og fik klapsalver af klassekammeraterne. Siden fulgte en samtale mellem lærer og elever omkring kirkeårets højtider og især den tilstundende påske. Eleverne fik megen ros for at kunne huske, hvad der tidligere var talt om i klassen desangående. Eleverne læste et påske-skuespil op. Senere skal det måske spilles som teater. Så var det tid for at kikke på solformørkelsen udenfor og i god ro tog eleverne jakkerne på. Matematik 1x Planen for timens arbejde blev skrevet på tavlen. Der blev regnet i klassens bog i systemet TRIX, som eleverne er glade for. Derefter blev stykkerne rettet i fællesskab på tavlen og eleverne fik ros. Så blev der spillet makkerspil med terning og plusstykker. Så var der oprydning og spisning med musik til. Læreren fortalte, at hun har været på kursus i Cooperative Learning og at hun senere skal fortælle sine kolleger, hvad det går ud på. Engelsk i 2.x Klassen startede med en Hello-sang, som alle sang med på. Herefter fik hver elev en kuvert med nye engelske ord, som der blev leget med på utallige måder, både i makkerpar og i hele klassen. Der kom en bevægelsessang fra smartboardet, og til sidst en tal-leg, hvor en elev banker et antal gange i katederet, hvorefter klassekammeraterne byder ind med antallet. Både lærer og elever sled med det engelske i de forskellige lege i et højt tempo. Læreren pointerer, at det er vigtigt at den første engelskundervisning er en leg, så eleverne bliver fortrolige med ord og udtryk og tør sige ordene. Fælles for disse lektioner i indskolingen var, at flere af lærerne brugte tid på at rose eleverne for det gode stykke arbejde de gjorde. Der sænkede sig en mæt tilfredshed over klasserne, når der blev rost. Ved starten af flere lektioner skrev læreren op på tavlen, hvad dagens program skulle være. Også dette gav ro blandt eleverne. Ellers var det karakteristisk, at der var arbejdsglæde og godt humør hos både elever og lærere. Ved disse tilsynsbesøg har jeg set mange tegn på, at det daglige arbejde i klasserne står i tæt forbindelse med skolens formål og mål. Der tilstræbes et trygt miljø, og det er lykkedes, når en stor procentdel af eleverne i en undervisningsmiljøvurdering er meget positive omkring tryghed og trivsel. Og sluttelig: Skolens undervisningssprog er dansk og det er min vurdering: At Privatskolen i Frederikshavn forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre og med ligestilling imellem kønnene. At elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk ikke vækker bekymring. At skolens samlede undervisning ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i Folkeskolen. Venlig hilsen Grete Ehrenreich, Fallingen 14, Skagen Tilsynsførende på Privatskolen i Frederikshavn. 23 april 2015
© Copyright 2024