BLÆRE SKOLE Direktør Elsemarie Lauvring Byrådet i Vesthimmerlands Kommune 7. oktober 2015 Udtalelse vedr. byrådets beslutning af 27. august 2015 om eventuelt at nedlægge Blære Skole samt pasningsordning (LBO). Skolebestyrelsen ved Blære skole har på et møde d. 28. september 2015 behandlet den udsendte høringsskrivelse og ønsker i denne forbindelse at fremsætte nedenstående synspunkter/kommentarer: Hvorfor pege på lukning af Blære skole? Der er peget på eventuel lukning af tre skoler, men vi undrer os over, hvorfor der peges på netop Blære skole. Når vi ser på de fakta, som den udarbejdede ad-hoc-rapport indeholder, giver det anledning til frustration, hvilket vi gerne vil forklare lidt nærmere: Blære skole er den skole i kommunen uden for kommunens 4 hovedbyer, der har de allerbedste fødselstal og dermed det største elevpotentiale i årene, der kommer (dokumenteret ved den seneste fødselstalsstatistik opgjort pr. 21. sept. 2015). I Blære skoles distrikt er der stabilitet i befolkningsantallet, hvilket fremgår af ad-hoc-rapportens bilag s. 9-10. Der er altså ikke tale om nogen nævneværdig fraflytning, som det ses i andre områder af kommunen. Blære skoles bygninger er i god vedligeholdelsesmæssig stand (ad-hocrapporten s. 39). Børnepasningstilbud i Blære skoles område For kun tre år siden lukkede vi Børnehuset i Vegger og fik på den måde skabt en større og bæredygtig børnepasningsordning ved Blære skole. Børnehuset Boblen rummer både vuggestue, børnehave, SFO og SFO2 – i alt ca. 100 børn. Med forslaget om lukning vil der blive et meget stort geografisk område, hvor der ikke vil være tilbud om børnepasning for førskolebørn. Hvis vi regner med det foreslåede – nemlig at distriktet lægges sammen med Hornum skoles distrikt vil der blive op til 18 km for de forældre, der bor længst væk. Dette er vi meget betænkelige ved, og vi mener ikke, at det er rimeligt, at et så stort geografisk område ikke skal have tilbud om børnepasning i lokalområdet, som andre steder i kommunen. Det virker besynderligt at lukke et tilbud, hvor man kan se, at der vil være masser af børn i de kommende år. Skolevænget 3, Blære, 9600 Aars. Tlf. 99 66 88 80 - Fax 99 66 88 87 E-mail [email protected] www.blaereskole.dk Særlige forhold i lokalområdet Pendler-familier: Blære skoles distrikt grænser op til både Aalborg og Rebild kommune, og med vores lokalkendskab ved vi, at der er rigtig mange pendlere, som arbejder i Aalborg, Nibe, Støvring og mange andre steder uden for kommunen. Mange af disse borgere har aktivt valgt at bosætte sig i et velfungerende landdistriktsområde, fordi de søger andre værdier end dem, de større byer kan tilbyde. Men helt afgørende for disse tilflyttere er jo, at der også er de helt basale tilbud såsom børnehave og skole i nærområdet. Hvis der lukkes ned for skole og børnepasning, er vi bekymrede både for vores lokalområde, men grundlæggende også for hele kommunens udvikling. Disse borgere henter deres løn i andre kommuner, men betaler deres skat til Vesthimmerlands Kommune. Vi er af den overbevisning, at det bliver en skidt ”forretning” i det lange løb, hvis området blotlægges for offentlige servicetilbud. Geografi – frit skolevalg: Som allerede nævnt udgør Blære skoles distrikt et stort geografisk område. Derfor vil der blive meget langt til skole og børnepasning, hvis Blære skole lukkes. Med en afstand på helt op til 17-18 kilometer fra bopæl til eksempelvis børnehave- og skoletilbud i Hornum, er det indlysende, at børnefamilierne naturligvis vil ønske børnepasning i Aars, hvor der er langt kortere til fra store dele af Blære skoles distrikt. Rigtig mange har ingen naturlig tilknytning til Hornum, men kører jo til hovedbyen Aars for at gøre deres ærinder. Derfor er høringsskrivelsens bemærkning om, ”at eleverne kan indmeldes på andre skoler end distriktsskolen inden for rammerne af det frie skolevalg” ikke tilfredsstillende i forhold til borgernes ønsker ved en eventuel lukning af Blære skole. Den foreslåede sammenlægning af Blære og Hornum skoles distrikter er simpelthen for unaturlig. Vi vil kraftigt opfordre til, at skoledistrikterne ændres væsentligt, så afstandene bliver så korte som muligt. Med andre ord skal en væsentlig del af området henføres til Aars-området i tilfælde af lukning. Hvis skolen lukkes? Ja, så vil skolen måske blive erstattet af en friskole, hvor forældre fra Vegger, Skivum, Blære og Gundersted med tilhørende opland vil blive nødt til at betale for skolegang, hvor man andre steder i kommunen bevarer et offentligt og gratis skoletilbud i lokalområdet. Vi mener derfor, at det vil være yderst rimeligt, at borgerne – såfremt de ønsker det – får overdraget skolebygningerne til en symbolsk pris. Det kan være et lille plaster på såret, for de områder, hvor det måske vil vise sig, at man har ”trukket det korteste strå” i skolestrukturprocessen. Bemærkninger vedr. ressourcetildeling til skolerne m.v. Skolebestyrelsen er helt overordnet set betænkelige ved den besparelsesmodel, der lægges an til – nemlig lukning af tre skoler suppleret af punktvise besparelser i den øvrige tildeling til skolerne. Vi vil foretrække en mere dynamisk og mere langtidsholdbar model, hvor skolerne i langt højere grad tildeles ressourcer på grundlag af skolernes aktuelle elevtal, således kommunens samlede udgifter til folkeskolen automatisk tilpasses, hvis elevtallet er faldende. Vi er af den overbevisning, at skolelukninger meget hurtigt kommer på Side 2 dagsordenen igen, hvis ikke der indføres en radikal anderledes ressourcetildelingsmodel. Opsummering/afsluttende bemærkninger Lad det stå helt klart, at vi vil være meget kede af at få lukket skole og børnepasningstilbud. Vi ved, at der er fokus på økonomien, men vi vil tillade os at stille spørgsmål ved, om det nu også er en klog beslutning. Vi er ret overbeviste om, at det er en meget kortsigtet løsning. Et godt og velfungerende lokalområde har brug for de folkevalgtes medspil. Vi har brug for, at der også lyttes til borgerne. Hvis et flertal alligevel beslutter at lukke Blære skole, vil vi stå måbende tilbage, og vi vil igen og igen spørge os selv om, hvorfor ”smide en kæp i hjulet” lige netop her, hvor vilkårene for fremtidig skoledrift i virkeligheden er bedre end mange andre steder i kommunen. Vi vil mangle svar, som hverken forvaltning eller politikere har kunnet give indtil videre. Skolebestyrelsen ved Blære skole Steven Franch Hald (formand) Malene Holm (næstformand) Per Sørensen Maja Krebs Trine Rask Poulsen Jane Sigvardsen Maria Møller Andersen Side 3
© Copyright 2024