1. No category

Weekendavisen
Faktisk
# 39 25. september 2015
5
Kraken – kapitel 1. De fem mand, vi kunne skimte på kutterens agterdæk, var de overlevende fra Nordhavs-ekspeditionen. 27 mand var
sejlet af sted om bord på Polarstjernen, kun fem vendte hjem i dag. Og vi vidste stadig ikke, om far var iblandt dem.
De overlevende fra Nordhavet
Af BENNI BØDKER
LAYOUT: LENA THURMANN
ILLUSTRATION: ANNIKA ØYRABØ
J
eg stod nede på havnen, den
dag de overlevende kom i
land. Nyheden var for længst
nået hele byen rundt, og jeg
var ikke den eneste, der
var løbet af sted med det
samme. Kajen summede
af anspændte mennesker, der forsøgte
at overdøve hinanden.
»De kunne da i det mindste affyre en
salut,« sagde Alvilda.
»For hvem?« spurgte Marion. »For
de døde?«
Ingen af dem så på hinanden.
Som alle andre havde
de øjnene fast rettet
mod den lille kutter, der
huggede sig gennem vandet med
kurs mod inderhavnen.
»De er helte,« fortsatte Alvilda.
»De fortjener en salut.«
Men nu tyssede Abigael på dem,
og de klappede straks i. Ét ord fra
storesøster var som regel nok til at få
os alle til at tie. I al fald indtil hun
vendte ryggen til.
Jeg kunne mærke, at folk kastede
blikke i vores retning. Vi var
ingeniør Nordstrøms børn. Alle
kendte os. Alle vidste, hvordan vi så
ud. Vi var også svære at tage fejl af.
Mine fire søstre – Abigael, Marion,
Alvilda og Melissa – lignede hinanden,
bortset altså fra højden. Fire lyshårede piger
med klare blå øjne, ens grønne kjoler og de
falmede rester af sommerens fregner spredt
ud over kinderne. Havde det ikke været for
de kraftige, mørke øjenbryn, som vi alle fem
havde efter far, ville ingen kunne se, at jeg var
flokkens lillebror. Efternøleren Marius med
det sorte hår og de brune øjne.
»De har nået pakhusene,« blev der råbt
længere fremme. »Jeg kan se dem om lidt.«
Der blev tysset fra alle sider. Al snak på
havnen ophørte. Der kom ikke en lyd fra
værftet eller lastekranerne på Nordkajen,
ingen larm fra trankogerierne eller vejerboden
på Sønderkajen. Det var, som om vi var til
begravelse.
På en måde var det heller ikke helt forkert.
De fem mand, vi kunne skimte på kutterens
agterdæk, var de overlevende fra Nordhavsekspeditionen. 27 mand var sejlet af sted om
bord på Polarstjernen, kun fem vendte hjem
i dag. Og vi vidste stadig ikke, om far var
iblandt dem.
Alle maste på for at komme tættere på.
Alle var lige så nervøse som mig og mine
søstre. Vi blev kastet frem og tilbage mellem
fortvivlelse og håb, mens vi stod på kajen og
intet kunne se, og til sidst kunne jeg ikke mere.
Jeg skubbede mig igennem mængden, mens
Abigael råbte efter mig:
»Marius, du skal blive hos os!«
Jeg forsøgte at orme mig helt frem. Jeg måtte
se, hvem der var om bord på kutteren. Om
far var med. Men foreløbig kunne jeg ikke
skimte andet end det grønne flag, der var hejst
i masten. Karantæneflaget vajede fra kutteren.
Normalt betød det, at skibet skulle ligge for
anker længere ude på grund af smittefare, men
de måtte alligevel have fået lov at komme ind,
og var gået med det samme. Det kunne ligne
Abigael. Væk fra de medlidende blikke, folk
sikkert allerede var begyndt at sende i retning
af den nu forældreløse søskendeflok.
Jeg burde også gå, men jeg kunne ikke
bevæge mig. Stod bare som forstenet
blandt alle de andre efterladte, der heller
ikke vidste, hvad de skulle stille op.
»Han er stadig derude et sted,« sagde
jeg for mig selv.
Jeg gentog det med sammenbidte
tænder. Som en besværgelse.
»Jeg ved det, han er stadig derude
et sted.«
Det var ikke mere end en uge
siden, budskabet var kommet. Fem
mand fra ekspeditionen var blevet
samlet op af en fiskerbåd, der i en
voldsom storm var drevet ud af
kurs øst for Jan Mayen. De fem
var døden nær. De kunne intet
fortælle. Ikke andet end at de var
de eneste overlevende fra Nordhavsekspeditionen, der var blevet sendt
af sted for at foretage kartografiske
og oceanografiske undersøgelser.
Samt ikke mindst for at teste min
fars nye opfindelse, dykkerkuglen
Abramites II.
Ingen vidste, hvad der var sket.
Ingen vidste, hvorfor skibet var gået
ned.
Jeg så de fem mænd fra
Polarstjernen blive ført i land, mens
den første klokke begyndte at ringe.
Snart fulgte de øvrige, og nu ringede
hver af byens seks kirker uden stop og
blandede sig med lydene af koner og børn,
nysgerrige og ivrige journalister, der maste på
for at komme hen til de overlevende.
Også jeg forsøgte at spørge, hvad der var
sket, men jeg blev standset med det samme.
Ingen fik lov til at stille spørgsmål. Ingen fik
lov til at omfavne deres kære. For så snart
de fem mænd satte fod på land, blev de ført
hen til en hestevogn, hvis kusk sad klar på
bukken.
»Hvor mange gange skal jeg sige det?« lød
det bag mig. »Vi venter kun på dig.«
Det var Melissa, der pegede bagud på
søstrene, der åbenbart ventede utålmodigt.
Hun rev mig i ærmet for at få mig med,
men jeg kunne ikke andet end at stirre på
hestevognen længere fremme.
To politimænd fik med besvær folk til at
gå til side, så vognen kunne bevæge sig hen
over brostenene. Den kørte hastigt væk fra
kajområdet, men jeg havde nået at få et godt
kig på de fem mænd, inden de blev hastet
over til vognen og gemt for nysgerrige blikke
bag mørklagte ruder.
Alle fem overlevende var iført spændetrøjer.
Læs videre i næste uge, hvor vi bringer kapitel
to i historien om Kraken.
for nu blev stilheden brudt af et jubelskrig.
Og med det samme hørte jeg også de første
fortvivlede støn.
Jeg maste mig forbi et ældre ægtepar, der
knugede hinandens hænder. Der lød gråd og
hulken blandt de ventende, og nu kunne jeg
endelig også selv se. Se de fem skæggede mænd
på agterdækket og se, at far ikke var en af dem.
Ikke en af de overlevende.
Jeg blev stående med blikket stift rettet
mod kutteren, men der var ikke noget at tage
fejl af. Så kastede jeg et blik bagud mod mine
søstre, men kunne ikke få øje på dem. Måske
de også havde set, at far ikke var om bord,
Højtlæsning
Hvis du er abonnent, kan
du høre historien læst op
på Lydavisen.dk
KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN