1. No category

Faktisk
Weekendavisen
# 41 9. oktober 2015
5
Kraken – kapitel 3. »Det kan ikke lade sig gøre, knægt,« sagde færgemanden. »Ingen kan overleve i Nordhavet så længe.«
Den våde grav
Af BENNI BØDKER
Marius’ far var med på Nordhavsekspeditionen. Deres skib gik ned. Kun fem
overlevende er vendt tilbage, men de har ikke
forstanden i behold. Marius opsøger dem, og
en sømand rabler om Kraken og den døde by
under havet.
ølgerne fik båden til at vippe, og
bag mig kunne jeg høre værftet.
Stikflammerne stod ud fra den store
esse, og nitterne var i fuld gang. De
arbejdede i døgndrift på at gøre et skib klar til
afgang.
»Det kan ikke lade sig gøre, knægt,«
sagde færgemanden. »Ingen kan overleve i
Nordhavet så længe.«
Han trak kasketten længere ned i panden.
Jeg var den eneste passager på båden, der
førte mandskab tværs over havnen dagen
igennem. Jeg havde været ovre på Nordkajen
for at snakke med eksperter og fars kolleger.
Skibsbyggere. Hvalfangere. Meteorologer.
Søofficerer. Marinebiologer. Garvede søulke
og lærde videnskabsfolk.
Jeg ville vide, hvorfor fars skib var gået ned.
Om far kunne have overlevet Polarstjernens
forlis. Drev han omkring på den tidlige pakis?
Kunne han have reddet sig ind til land?
I sin ungdom havde far været med på de
store hvalfangerskibe til Sydhavet. Han var
ikke bare opfinder og ingeniør, men også en
garvet sømand. Jeg kunne ikke tro, at han
virkelig var død. Men færgemanden sagde det
samme som alle andre. Eller næsten. For den
gamle hørte al sladder. Han talte med enhver,
der havde et ærinde på havnen. Og det, han
fortalte, ændrede alt.
»To andre skibe er allerede forsvundet
samme sted,« sagde han. »Sporløst.«
Jeg så overrasket på ham. Den gamle
nikkede roligt. Hans øjne var svømmende,
røde. Måske drak han, måske skyldtes det
bare et langt liv på søen.
»To hvalfangerskibe er forsvundet inden for
det sidste år,« fortsatte han. »Gået ned et sted
mellem Spitsbergen og Jan Mayen, men ingen
overlevende. Ingen spor. Ikke så meget som et
stykke drivtømmer er drevet i land. Det var
derfor, din fars ekspedition blev sendt af sted.
De skulle undersøge, hvad der foregik.«
B
Jeg gentog igen og igen den gamles ord
for mig selv, da jeg blev sat i land og styrtede
gennem de snævre gader op til vores hus på
bakken. To skibe var allerede forsvundet
ud over fars, men ingen talte om det. Alle
familier havde en mand eller en søn om bord
på hvalfangerskibene. Hele egnen levede af
fangsten. Det var en katastrofe, men det blev
holdt hemmeligt for alle for at undgå panik.
Derhjemme havde jeg indtegnet fars rute på
et stort kort. Jeg havde fulgt med hver eneste
dag, han var væk. Når Polarstjernen mødte
et andet skib, sendte de breve eller beskeder
hjem, og jeg noterede alle deres positioner på
kortet.
Mine søstre grinede ad min iver, men jeg
havde lagt mærke til, at knappenålene blev
flyttet, hvis jeg ved en fejl havde placeret dem
på den forkerte længde- eller breddegrad. De
fulgte lige så meget med som mig. De var lige
så stolte af far. Og lige så bekymrede.
En dag lød budskabet:
»Vi nærmer os Nordhavet, og i
morgen begynder vi afprøvningen af ingeniør
Nordstrøms nye opfindelse, dykkerkuglen
Abramites II.«
Derefter var der tavshed. Der kom ikke
flere breve fra Polarstjernen. Dage og uger gik
uden nyt fra ekspeditionen. Til at begynde
med var vi ikke bekymrede. Jo længere
nordpå de kom, jo mindre chance var der for
at møde et hjemgående skib, der kunne tage
post med. Men som tiden gik, begyndte alle
at indse, at noget var galt.
Selvfølgelig havde mine søstre også været
ulykkelige over, at far ikke var en af de fem
overlevende fra ekspeditionen. Vi havde siddet
en hel aften og holdt hænder og grædt. Selv
Abigael, der nærmest var som en mor for os
alle, græd, til hun ikke kunne mere.
Men allerede dagen efter var de i gang. Som
et firehovedet uhyre jog mine søstre igennem
huset, skrev breve til familier og venner, tog
imod kondolencebesøg, ryddede op i fars
ting og lod mig alene tilbage. Som den eneste
nægtede jeg at tro på, at far virkelig var
død. Som den eneste kendte jeg ikke hele
sandheden.
DA jeg trådte indenfor i vores gamle træhus,
smed jeg støvler og stortrøje fra mig på gulvet
i hallen. Jeg gik over til den store skænk.
»Ikke rode,« lød det oppe fra trappen.
Det var Marion, der så strengt ned på mig.
»Vi skal notere, hvem der har sendt dem,«
sagde hun. »Så vi kan takke alle ordentligt.«
Jeg smed det kort, jeg havde samlet op. De
stod udstillet på rad og række på skænken.
Alle med kors og sort rand. Kondolencekort.
»Vi er med jer i jeres dybe sorg« og »Elsket og
savnet«. Jeg fejede kortene ned på gulvet, så
min søster gispede chokeret, men jeg var
ligeglad. Jeg kunne bare mærke raseriet og
gråden vælte op i mig.
Marion styrtede ned ad trappen efter mig,
men jeg ville ikke høre på hende.
»Hvorfor har I ikke sagt noget?« spurgte jeg.
»I har jo vidst det hele tiden. I må have vidst,
hvor farligt det var. Det var ikke bare en
videnskabelig ekspedition, vel? Fars skib
kunne gå ned som de to andre. Eller er der
flere? Hvor mange er egentlig forsvundet
samme sted som far?«
Nu kom Abigael ud fra storstuen og
skubbede Marion til side. Jeg kunne høre
Alvilda og Melissa tale dæmpet et sted
bagved. Jeg forsøgte at skubbe hende væk,
men Abigael tog mig om skuldrene. Jeg ville
ikke høre på hendes forklaring om, at de
ville skåne mig. At de ikke ville gøre mig
unødvendigt ængstelig. Jeg ville ikke
behandles som et pattebarn.
»Jeg tror, han har reddet sig i land,« sagde
jeg. »Han har jo sin dykkerkugle. Måske har
han overlevet i Abramites.«
Abigael så på mig med tårer i øjnene. Siden
den dag på havnen, hvor de overlevende kom
i land, var hun blevet bleg. Det var, som om
selv hendes fregner var forsvundet.
»De er ved at udruste en redningsekspedition for at lede efter flere overlevende,«
sagde hun. »Det er jo vanvid.«
Hun rystede på hovedet for sig selv.
»En redningsekspedition?« spurgte jeg.
Abigael nikkede.
»Hvor mange mænd skal sendes i døden for
at lede efter nogen, der allerede ligger i den
våde grav?« sagde hun. »Der er nok savnede
allerede. De skal blive hjemme. Ikke flere
døde.«
Hun omfavnede mig igen, og jeg kunne
mærke hendes tårer ramme mine kinder.
Denne gang skubbede jeg ikke Abigael fra
mig. Denne gang omfavnede jeg min storesøster, mærkede den trygge duft af hende. Nu
vidste jeg endelig, hvad jeg skulle gøre.
Læs videre i næste uge i kapitel 4: Føde til
havets fisk. Hvis du gik glip af de forrige
kapitler, kan du læse dem på
www.weekendavisen.dk.
IL LU
LAYOUT: BENTE BRUUN
ATIO
STR
N: A
N
A
NIK
Ø YR
ABØ
KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN