Februar 2015
hus forbi nr. 2 februar 2015 19. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort Hjemløse på gamle knallerter Forskel på behandling af stofbrugere Fanget i en forkert krop Interview med Jacob Haugaard I P KO KØB KUN AVISEN AF SÆLGERE MED SYNLIGT HUS FORBI-ID-KORT SOM DETTE. ILLEGAL-KORT GIVER IKKE HJEMMEL TIL AT SÆLGE HUS FORBI. HUS FORBI HAR INTET MED PROJEKTET ILLEGAL AT GØRE. HUS FORBI-ID ER DIN GARANTI FOR, AT DU STØTTER HJEMLØSE OG SOCIALT UDSATTE. Hus forbi må ikke sælges i togene hus forbi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou, næstformand i Foreningen Hus Forbi [email protected] Journalistisk redaktør Poul Struve Nielsen [email protected] FORSIDEFOTO Mette Kramer Kristensen KORREKTUR BRO Kommunikation A/S LAYOUT Salomet Grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf. 5240 9079, [email protected] SALGSAFDELING John Hansen, tlf. 5240 9069, [email protected] Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689, [email protected] Aarhus: Stinne Otte, tlf. 5376 0479, [email protected] ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, tlf. 5240 9049, [email protected] Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf. 5240 9089, [email protected] Formand for Foreningen Hus Forbi Ove Abildgaard, tlf. 2920 8490 ANNONCER Redaktionen, tlf. 5240 9079 Digitalsjasen Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected] UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf. 8993 7474, www.husforbi.dk DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse med mere kan fungere som distributører for Hus Forbi – det vil sige være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på tlf. 8161 6689/5240 9069 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 480 kroner (12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 680 kroner Kontaktperson John Hansen, tlf. 5240 9069 Mail: [email protected] BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer 5324 0243524, Arbejdernes Landsbank. Mærk indbetalingen ’bidrag’. TRYK Dansk Avistryk OPLAG 90.000 LÆSERTAL 495.000 (2. og 3. kvartal 2014) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 1.500 ISSN 1397-3282 Næste nummer udkommer den 27. februar 2015. OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. vi støtter hus forbi | leder | | indhold | Om at passe i en kasse 5 - Der er det arbejde, der er, siger Jacob Haugaard i et interview i dette Hus Forbi. Mange af de mennesker, jobcentrene tosser rundt med og straffer og sanktionerer, er folk, der ikke er arbejde til. Ikke på markedsvilkår i hvert fald, men det offentlige kan selvfølgelig investere i nogle arbejdspladser, hvor de kan beskæftiges. Spørgsmålet er så, om det rent faktisk er for at hjælpe dem, der ikke er plads til på det ’rigtige’ arbejdsmarked. Dengang Jacob Haugaard som ung levede af penge fra ’Socialen’, undveg han ethvert tilbud fra Arbejdsformidlingen. Og med det misbrug, han åbent fortæller om, at han havde dengang, var det vidst også bedst for ham og især for arbejdsgiveren og kollegerne. Ikke fordi han var doven, manden var myreflittig. Han udgav en masse musik, blandt andet lp’en ’De dovne synger’. Han knoklede røven ud af bukserne for at levere underholdning til hele Aarhus. Da han havde øvet sig længe nok, blev han så dygtig, at han kunne underholde hele Danmark og leve af det. Den var ikke gået i dag. Han var blevet straffet og sanktioneret ned fra scenen og ud af studiet. Vi ville ikke have kunnet synge med på ’Haveje’ og ’Hammerfedt,’ hvis der havde været samme kontrol med de arbejdsløse dengang som i dag. Så havde han bare fået lov at sumpe helt ned i sit misbrug, sådan som mange med en løs tilknytning til samfundet gør det i dag. Mange på Hus Forbi passer ikke i de kasser, som jobcentre og andre vil proppe dem ned i. Og jeg kan se, hvordan de lider under de straffe og sanktioner, de bliver udsat for. Men de er ikke dovne. Så snart vi laver noget sammen, nærmere bestemt den avis, du læser lige nu, så fejler engagementet ikke noget. Selvom det er en hård tjans at stå og sælge aviser på gaden i februar. Undersøgelser viser endda, at Hus Forbi-sælgere, som er misbrugere, bliver mindre misbrugende af at være en del af Hus Forbi, og kriminelle bliver mere lovlydige. Hvis formålet med systemet var at hjælpe dem, der ikke er plads til på arbejdsmarkedet, så kunne det selvfølgelig lade sig gøre at skabe nogle arbejdsfællesskaber til gavn for alle parter. Men formålet er et andet; dels kontrol, dels at sætte nogle i gabestok for at vise de andre, at vi ikke accepterer udskejelser. Hvor er det en skam, at vores politikere i den grad tror det værste om deres vælgere og appellerer til vores mest primitive følelser som bedreværd, misundelse og frygt for tab af kontrol. Tænk, hvis de turde appellere til vores solidaritet, næstekærlighed og sunde fornuft. Lad os da droppe gabestokken og holde op med at pine og plage folk. Hvis vi ikke kan tilbyde dem et arbejdsfællesskab, de kan fungere i, så lad dem dog være i fred, og lad dem sysle med de ting, de interesserer sig for, ligesom Jacob Haugaard. Eller som læge Henrik Rindom i en artikel her i avisen beskriver situationen for stofbrugere, som ikke må få recept på stoffer, alle alligevel kan købe på gaden eller hos kvarterets pensionister: - Det er skruen uden ende, men der er ingen grund til at pine og plage en bestemt gruppe af socialt udsatte mennesker ved at tage den medicin fra dem, som i det mindste lindrer de smerter, de har. Mennesker er ikke så firkantede som systemet. Man kan ikke bare komme med en kasse og tro, den kan passe. Poul Struve Nielsen, redaktør 6 Kæmpegæld til DSB Kommune retter ind De hjemløses landsorganisation SAND har fået Hedensted Kommune til alligevel at bevilge depositum til egen bolig til en ung kvinde, der har boet på forsorgshjemmet Højløkke Behandlingscenter siden 2013. Socialdemokraterne lover hjælp til det stigende antal hjemløse og socialt udsatte, som har ophobet store bøder for at køre i Københavns S-tog uden at betale for turen. Det samme problem har hjemløse, der rejser med Aarhus Sporvejes busser. 16 Gadens folk på gamle knallerter 20 Fanget I en forkert krop Det er lidt usædvanligt, når hjemløse kører på knallert. Men Hus Forbi-sælgerne Jørgen og Martin lever teenagedrømmene fra svundne årtier med køretøjer, som kan få mange, der voksede op dengang, knallerten var højeste mode, til at svømme hen. 12 Forskel på behandling af stofbrugere 26 Ideen om det perfekte samfund er syg 31 X-ord 32 Ny sælger Jeannie Nielsen blev født som dreng for 49 år siden. Hun måtte gennem misbrug og hjemløshed, før hun blomstrede som kvinde. Nu har hun fundet sig selv. 10 “ Ingen kan føle sig sikker på ikke at blive ramt af nedturen og ende i hjemløshed. Det er især mange unge, der må opholde sig på gaden på grund af mangel af boliger. Hus Forbi-sælger Conny Karina Andersen i nytårstale på Dagbladet Politikens web-tv vil du også støtte? Send en mail til [email protected] Det koster 9.000 kroner at få sit firmalogo med. KOMMUNAL v/Annemette Lyngh 2 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 3 foto: Mette Kramer Kristensen Forstanderen har altid ret øget støtte til sælgere og distributører af Poul Struve Nielsen En ny medarbejder i Hus Forbi skal forbedre vores service overfor vores sælgere og distributører. Hun hedder Stinne Nørregaard Otte, er uddannet antropolog og er begyndt i jobbet i januar. Hun kommer fra en stilling i Grønland. Hendes faste arbejdsplads bliver Hus Forbis kontor i Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus. Dermed signalerer Hus Forbi også en øget tilstedeværelse i Jylland. Helt afgørende for at du, kære læser, kan holde denne avis i hånden, er den indsats, Hus Forbis distributører gør for sælgerne og avisen. Hus Forbis fantastiske sælgere køber aviserne en række forskellige steder i Danmark. Det er steder, hvor hjemløse og socialt udsatte kommer i forvejen, typisk varmestuer, herberger eller forsorgshjem. Distributørerne gør et stort og uundværligt arbejde for sælgerne, som du møder på gaden. Nu vil vi gerne bakke op om det engagement, vores distributører udviser og samtidig inddrage sælgerne i at føle sig som foreningsmennesker og en del af et fællesskab omkring Hus Forbi, som jo udgives af Foreningen Hus Forbi, som alle sælgerne er medlemmer af. | hus forbi søger regnskabsfører ANSØGNINGSFRIST 5. FEBRUAR Læs stillingsopslaget på www.husforbi.dk eller på Hus Forbis Facebook-side. Yderligere oplysninger: Sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen, tlf. 5240 9049. Ansøgninger med relevante bilag sendes til [email protected]. 4 af Poul Struve Nielsen foto: Mette Kramer Kristensen Hjemløse har ingen mulighed for at klage, hvis de bliver afvist eller smidt ud fra herberger og forsorgshjem af Peter Rathmann Stinne Otte er ny medarbejder i Hus Forbi med base i Aarhus. gæld på 375.000 kroner Hjemløse kan ikke klage over et spark ud i kulden fra de herberger og forsorgshjem, som ellers skulle sikre dem en varm seng og tag over hovedet. Der er nemlig ingen lovhjemmel til at klage over ledelsesbeslutninger om ind- og udskrivninger på boformer for hjemløse. Det fremgår af en principafgørelse i Ankestyrelsen, som får hård kritik fra de hjemløses landsorganisation SAND: - De hjemløse er reelt retsløse over for ledernes beslutninger, og der mangler i den grad en klagemulighed. Mange forstandere smider folk ud på et grundlag, som i vores øjne er i strid med loven, siger sekretariatsleder Ask Svejstrup, SAND. Ankestyrelsen har afvist to klagesager, hvor den ene klager blev nægtet optagelse på et krisecenter, mens den anden blev udskrevet fra et botilbud mod sin vilje. Men lederen på et bosted træffer alene og suverænt afgørelse om ind- og udskrivning. Det fremgår af servicelovens § 110. Loven har ingen klageadgang over for lederen. Derfor står ledernes beslutninger i de to sager ved magt, konstaterer Ankestyrelsen. Afgørelsen er truffet af tre medlemmer, hvoraf et medlem er uenig og mener, at der bør være mulighed for at anke ledernes beslutninger. SAND modtager mange klager fra hjemløse over, at de er blevet afvist eller bortvist fra et bosted på et usagligt grundlag, siger Ask Svejstrup, SAND. Smidt ud - Som udgangspunkt kan man udelukkende blive bortvist for vold og trusler, siger han. - Men vi hører, at folk bliver smidt ud, fordi de ikke er samarbejdsvillige, fordi de drikker eller tager stoffer, fordi de har været på stedet for længe, eller fordi de ikke har ladet sig skrive op i et boligselskab. Ingen af de argumenter holder til at begrunde en afvisning eller en udsmidning. Men det får lov at fortsætte, fordi loven ikke har en ankemulighed over for ledernes beslutninger, siger Ask Svejstrup. Hjemløsejurist Ole Skou var igennem 13 år forstander på herberget i Hillerødgade på Nørrebro. - Nogle hjemløse bliver afvist eller smidt ud, fordi de brokker sig. Det kan være formanden for beboerrådet, som kritiserer personalet og forstanderen, og som derfor opfattes som besværlig. Andre ryger ud, fordi de ikke vil tage antabus. Lederne har så stor bemyndigelse til at træffe beslutninger på andres vegne, at deres afgørelser bør være under demokratisk kontrol via en ankemulighed, siger Ole Skou. Der findes ikke tal for, hvor mange der reelt bliver afvist eller bortvist fra herberger og andre boformer for hjemløse: - Men vi ved, at 40 procent af dem, der forlader en boform for hjemløse, ikke har en plan for, hvor de nu skal hen, siger Ask Svejstrup: - Det tyder på, at mange af dem er blevet smidt ud over hals og hoved, fordi forstanderen lige pludselig synes, at de ikke har opført sig ordentligt, siger han. Misbrug Ydermere bliver mange smidt ud af samme grund, som var årsagen til, at de kom ind: Oftest alkoholisme og andre former for misbrug. - Det er paradoksalt, at man kan blive smidt ud for at vise det problem, som man blev indskrevet for. Men folk bliver smidt ud på grund af druk, selvom de på grund af deres misbrug netop tilhører den målgruppe, som boformen skal tage vare om, siger Ask Svejstrup. Ankestyrelsens afgørelse vækker ingen bekymring blandt forstanderne. Jakob May er formand for Sammenslutningen af Boformer for Hjemløse i Danmark og leder landets største forsorgshjem, Østervang i Aarhus: - Afgørelsen i Ankestyrelsen ændrer næppe meget, fordi vi som ledere generelt er interesserede i at tage mennesker ind. Når vi afviser folk, skyldes det pladsmangel i 99 ud af 100 tilfælde, og vi er forpligtede til at finde dem et andet sted. Vi bruger store ressourcer på at ringe rundt for at finde plads, siger Jakob May. | betænkelige ved psykisk syge bedre sundhed i fire kommuner sundhedsområdet tager det halve Næsten fire ud af ti danske lønmodtagere er i høj eller nogen grad betænkelige ved at skulle arbejde sammen med et menneske, der er skizofren eller maniodepressiv. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). | Ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora) har en særlig indsats, som Brøndby, Holstebro, Hvidovre og Næstved har ydet med 20 millioner kroner fra satspuljen, gjort kommuners socialt udsatte borgere sundere. Det skyldes særlige sundhedscentre, hvor personalet har opsøgt udsatte borgere i drikkeskure, væresteder og på gaden. | En ny opgørelse fra Finansministeriet viser, at næsten halvdelen af realvæksten i det offentlige forbrug er sket på sundhedsområdet siden 2000. Fra 2000 til 2014 er der sket en realvækst i det offentlige forbrug på 85 milliarder kroner, heraf blev 41,5 milliarder brugt på sundhedsområdet. Dermed har sundhedsområdet lagt beslag på 48,8 procent af den samlede realvækst i det offentlige forbrug. | | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang Hus Forbi-sælger Philip er en af de hjemløse, der har fået mange bøder. Han skylder cirka 375.000 kroner i bøder for at rejse som gratist. Men han har lavet en afdragsordning med DSB, og det er en betingelse, at han ikke får bøder i en aftalt periode. Så han er meget påpasselig, - Med rejsekortet kan jeg betale lidt af gangen. Men det er pissedyrt, siger Philip. Den billigste tur for en voksen med rejsekort koster 15 kroner i København. En billet til hunden koster 12 kroner. - Jeg har fået lejlighed for et års tid siden, og jeg har lidt mere end 1.600 kroner til rådighed, siger Philip. Han han bruger cirka 500 kroner om måneden på togrejser. | Socialdemokrater lover hjælp til hjemløse med kæmpegæld Mange hjemløse har kæmpegæld til DSB og andre trafikselskaber af Peter Rathmann Socialdemokraterne lover hjælp til det stigende antal hjemløse og socialt udsatte, som har ophobet store bøder for at køre i Københavns S-tog uden at betale for turen. Det samme problem har hjemløse, der rejser med Aarhus Sporvejes busser. Mange hjemløse har i dag ubetalte togbøder på op til flere hundrede tusinde kroner. Bøder, som de ikke har en chance for at betale, men som forhindrer dem i at komme videre i livet. Det bliver nu taget op af Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn: - Det må være forfærdeligt at have så store bødebeløb hængende over hovedet for den gruppe mennesker, som har problemer nok i forvejen. Derfor bør vi se på, om der kan findes en model for at eftergive gælden eller en ordning med billigere billetter for hjemløse, siger han. De fleste bøder falder i vinterhalvåret, hvor et stigende antal hjemløse benytter S-togene som en slags varmestue. - Vi kan se, at langt de fleste hjemløse har ophobet store bøder. Så svimlende beløb er umulige for dem at betale. De tænker ikke på risikoen for endnu en bøde, næste gang de stiger på et S-tog, siger June Eliassen fra de hjemløses organisation SAND. Nødvendige rejser Det stigende antal hjemløse gratister i S-togene skyldes også, at det i dag oftere end før kræver offentlig transport at komme til et socialkontor eller et misbrugscenter, som kan ligge langt væk fra, hvor den hjemløse har tilbragt natten. - Der er også mange hjemløse, der tager med toget for at få varmen. Men tit handler det lige så meget om at få fred for det kaos, der kan være rundt omkring på gader og herberger, siger June Eliassen. Ifølge transportordfører Rasmus Prehn (S) bør der kunne findes modeller, som balancerer mel- lem hensynet til de hjemløse og hensynet til, at andre ikke skal føle sig snydt, hvis nogen får en billigere billet. DSB afprøvedei 2011 en ordning, hvor hjemløse i tre måneder kunne køre i S-tog på korte strækninger for 50 kroner i alt. Men ordningen blev stoppet, fordi nogle hjemløse kørte længere end aftalt og dermed fik bøder alligevel. - Jeg har stor sympati for forsøgsordningen, men jeg kan også godt se, at det er kolossalt svært at gøre det nærmest gratis for hjemløse at køre i tog. Hvordan skal andre føle, at det er retfærdigt, siger Rasmus Prehn. - Derfor kunne et alternativ være at udnytte de store stationer til at etablere varmestueagtige forhold, hvor de sociale organisationer kunne tilbyde varme, en kop kaffe og måske en gratis overnatning, så de hjemløse ikke benytter togene som varmestue, siger transportordføreren. DSB har i flere år forsøgt at finde ud af, hvordan man kan hånd- tere det stigende antal hjemløse i S-togene. Men det er ikke en mulighed at annullere gæld eller at lade nogen køre billigere end andre. Ordningen fra 2011 vil ikke blive genindført, siger Anette Haugaard, der er underdirektør for DSB Fjern- og Regionaltog. - Ordningen virkede ikke efter hensigten. Vi havde regnet med, at de hjemløse ville bruge ordningen i zone et og to, men der blev rejst mange andre steder. Så vi fik ikke mindre administration ud af det, og vi fik flere konflikter i togene, siger Anette Haugaard. Ingen forskel - DSB har et princip om, at alle er velkomne, og at alle behandles ens. Vores medarbejdere skal ikke til at vurdere, om nogen skal have en type afgift og andre en anden type afgift. Det giver konflikter i togene, hvis man begynder at lave forskel, siger hun. | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 5 Kommune retter ind Først da SAND klagede på vegne af en beboer på et forsorgshjem, der forgæves havde søgt om depositum til egen bolig, fik beboeren sin ret af Benny Lauridsen foto: Mette Kramer Kristensen De hjemløses landsorganisation SAND har fået Hedensted Kommune til alligevel at bevilge depositum til egen bolig til en ung kvinde, der har boet på forsorgshjemmet Højløkke Behandlingscenter siden 2013. – Vi er godt tilfredse med, at beboeren fik sin ret, og Hedensted Kommune ændrede det oprindelige afslag. Vi havde dog gerne set de principielle ting afklaret i klagesystemet, så andre beboere på forsorgshjem og herberger ikke ender i en lignende situation, hvor en kommune blot giver et uretmæssigt afslag på sådanne ansøgninger, siger SANDs jurist Ole Skou. Den 27-årige kvinde betegner selv sine følelser, da hun fik afslaget om hjælp til depositum, som opgivende. - Da jeg fik afslaget på hjælp til lejlighedsindskud, som kommunen ellers tidligere havde stillet mig i udsigt, startede de opgivende tanker op i mig. Tanker om, hvad jeg så skulle stille op med mig selv, når også stedet her lukker, fortæller hun til Hus Forbi. Kvinden har ønsket at være anonym, for som hun siger, har hun længe været i den ene boks efter den anden: på forsorgshjem eller i misbrugsbehandling eller på anden måde været et sagsnummer. Nu er hun startet på uddannelse på VUC, har fået egen lejlighed og er blevet en helt almindelige pige og ønsker ikke at blive kendt som Hun har selv fundet en bolig – og så ville Hedensted Kommune ikke betale indskud, fordi kommunen vurderede, at hun ikke har råd til at bo der. Ole Skou, SANDs jurist 6 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang hende den hjemløse, der ikke fik den hjælp, hun havde ret til. Fremtiden - Sammenlagt har jeg boet her i cirka tre år. Selvom jeg har været glad for at bo her, så er det alligevel godt, at jeg snart har mit eget. Og jeg er så utrolig glad for, at SAND hjalp med at overbevise kommunen om, at jeg skulle have hjælp til indskuddet. Men da det faldt på plads, føltes det som mirakel på mirakel. Jo, det er lidt skræmmende, men jeg glæder mig. Jeg går i skole, har snart min egen lejlighed, og ingen kender til min fortid som misbruger. Nu er dørene til fremtiden for alvor åbnet for mig – fuldstændigt, siger den 27-årige glade unge kvinde, der har planer om at studere videre efter VUC. Ole Skou fra SAND beskriver kerneproblemerne i sagsgangen sådan her: - Hun var på reduceret kontanthjælp, svarende til SU. Hun er ung – så hun må ikke være på en boform, da det strider imod regeringens hjemløsestrategi. Hun er bedømt til at være uddannelsesparat. Hun er nu i gang med en uddannelse, så hun i stedet for reduceret kontanthjælp rent faktisk får SU. Hun har selv fundet en bolig – og så ville Hedensted Kommune ikke betale indskud, fordi kommunen vurderede, at hun ikke har råd til at bo der. - Men i kommunens beregning havde man lagt hendes daværende indtægt til grund for afslaget. Man havde ikke set på, at SU giver ret til en lånemulighed svarende til halvdelen af SU, og at hun også kan få boligsikring til lejligheden. Lige som man heller ikke havde taget hensyn til den handleplan, der var blevet lavet med beboerens hjemkommune for et halvt års tid siden, siger Ole Skou. Faktisk er det tæt på, at han kalder Hedensted Kommunes måde at behandle sagen på for ’den værst mulige måde.’ Housing first Det er der flere årsager til – blandt andet at kommunens måde at tackle sagen på er i direkte modstrid med mål og meninger i den hjemløsestrategi, som regeringen anbefaler. Strategiens primære formål er, at folk ikke skal bo på forsorgshjem og herberger – og slet ikke når de er unge under 30 år. De skal ud i egen bolig og have deres hjælp der. - SAND – de hjemløses landsorganisation – har fulgt regeringens hjemløsestrategi meget. Den indeholder mange smukke tanker – men den må ikke blive en løftestang til at spare på boformer og herberger. For hvis der ikke er nogen boliger, så kan man jo ikke gennemføre at skaffe dem bolig først. Og det skal der altså også være ressourcer til, som for eksempel bevilling af depositum i denne sag, siger Ole Skou, der også påpeger problemer i selve sagsbehandlingen hos Hedensted Kommune. - Der er en lovbestemmelse, §141 i serviceloven, om handleplaner for folk på kontanthjælp. De kan få et tilbud om en handleplan, som begge parter til slut skal underskrive, så planen bliver gensidigt forpligtende. Særligt udsatte SKAL have dette tilbud. Og med hjælp fra socialrådgiveren på Højløkke Behandlingscenter havde beboeren faktisk et halvt år tidligere fået en sådan på plads med hjemkommunen, Horsens, forklarer SAND-juristen. Fra kommune til kommune For at forstå sagen skal man huske, at der skelnes mellem betalings-, handlings- og hjemkommune. Det er vigtigt i forhold til ikke blot, hvilken kommune der skal betale slutregningen, men også i forhold til, hvilke rettigheder beboeren på et forsorgshjem egentlig har. Beboeren blev hjemløs, efter at et parforhold gik i stykker. Da boede hun i Horsens, og Horsens Kommune henviser hende til forsorgshjemmet Højløkke i Hedensted Kommune. Det ophold er hjemkommunen Horsens forpligtet til at betale for, og Horsens Kommune bliver derfor også til betalingskommune. Hedensted bliver så handlingskommunen. - Jeg har været med i alt omkring hende. Opholdsplan, handleplan med Horsens Kommune, hendes boligsøgen, indmeldelse på studie og søgen om SU – og også ansøgning om et depositum på 11.100 kroner hos Hedensted Kommune, hvor hun jo opholder sig. Handleplan Jane Schurmann, afdelingsleder og socialrådgiver på forsorgshjemmet Højløkke Behandlingscenter - Sagsbehandleren i Hedensted Kommune skal så enten acceptere handleplanen fra Horsens Kommune, der jo er betalings- og hjemkommune, eller lave en helt ny. Men det skete ikke, så det er handleplanen med Horsens Kommune, der er den gældende. Og ifølge den skulle beboeren i egen HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 7 bolig inden for et halvt år. Hun havde også fået stillet en enkeltydelse i udsigt, så der kunne betales depositum, siger Ole Skou. Hedensted Kommune indhentede dog ikke handleplanen til belysning af situationen for beboeren på forsorgshjemmet. Det skulle den have gjort, forklarer Ole Skou og fortsætter: - Hedensted Kommune ville heller ikke vurdere hendes situation til at være en social begivenhed, som kan udløse ekstraordinær hjælp. Selvom det er fastslået, at det at flytte på forsorgshjem takseres som en social begivenhed, og det bliver det ved med at være så længe, man bor på forsorgshjemmet. Ifølge servicelovens § 110 – om særlige sociale problemer, sociale begivenheder – skal en kommune tilbyde midlertidig ophold i botilbud, som for eksempel et forsorgshjem eller herberg, samt tilbyde aktiverende støtte og hjælp imens. Det kan man ikke sige, at Hedensted Kommune har gjort ved i første omgang at afvise ansøgningen om depositum til at flytte i egen bolig. Juridisk bistand På forsorgshjemmet Højløkke Behandlingscenter er det afdelingsleder og socialrådgiver Jane Schurmann, som har været tovholder på den unge kvindes ophold på forsorgshjemmet. - Jeg har været med i alt omkring hende. Opholdsplan, handleplan med Horsens Kommune, hendes boligsøgen, indmeldelse på studie og søgen om SU – og også ansøgning om et depositum på 11.100 kroner hos Hedensted Kommune, hvor hun jo opholder sig, siger Jane Schurmann. Inden ansøgningen ringede hun oven i købet til Horsens Kommune for at sikre, at ansøgningen blev sendt til den rigtige kommune. - Her nævnte man, at ansøgningen skulle sendes til Hedensted Kommune, som så kan søge refusion for pengene hos Horsens Kommune. Det viser sig så ikke at hjælpe noget. Hedensted afviser ansøgningen – fordi hun jo, som kommunen skriver, kunne have sparet op. Det er jo umuligt, og da kvinden ønsker at klage, tager jeg kontakt til juristen i de hjemløseslandsorganisation, som er meget behjælpelig og skriver klagen for os – og så retter kommunen ind øjeblikkeligt, fortæller Jane Schurmann. Intet svar Hun tilføjer: - Selvfølgelig er jeg glad på den unge kvindes vegne, men som fagperson så jeg gerne, at Hedensted forholder sig til de relevante ting, der påpeges i klagen fra SAND-juristen. Selv har jeg intet fået på skrift fra Hedensted Kommune om, at de har ændret afgørelsen, og hvorfor de har gjort det og givet depositum mod tilbagebetaling. Alt, jeg har fået, er en enkelt linje i en mail, der siger, at hun nu er berettiget til en enkeltydelse. Jane Schurmann kunne godt ønske sig, at man tænkte mere helhed ind i behandlingen af disse sager. - Vi har som samfund en hel hjemløsestrategi, der siger, at man først skal have en bolig, ’housing first,’ og vi kan samtidig konstatere, at flere og flere unge tager ophold på forsorgshjemmene, fordi kontanthjælpsreformen presser dem så meget, at de ikke har andre muligheder , siger hun og tilføjer: - Når vi så sidder med en sag som denne, er det som om, reformtankerne ikke udmøntes i praksis. Her havde vi en ung kvinde på en ydelse, det er næsten umulig at spare op på. Hun har på grund af mange tidligere problematikker haft ophold på et forsorgshjem i over et år, og nu stod hun endelig der, ret og rank, var begyndt på en uddannelse og klar til at indgå i et helt normalt liv, og så afviser man en ansøgning på 11.100 kroner, som endda kan bevilliges mod tilbagebetaling. Det giver ingen mening for mig. | - Nu stod hun endelig der, ret og rank, var begyndt på en uddannelse og klar til at indgå i et helt normalt liv, og så afviser man en ansøgning på 11.100 kroner, som endda kan bevilliges mod tilbagebetaling. Jane Schurmann, afdelingsleder og socialrådgiver på forsorgshjemmet Højløkke Behandlingscenter Dårlig sundhed for indsatte Indsatte i landets fængsler har ikke samme rettigheder i forhold til sundhed som andre. Blandt andet har de ikke ret til selv at vælge læge, fejl registeres ikke, og de har sværere ved at få nødvendige lægeundersøgelser af Tine Sejbæk foto: Mette Kramer Kristensen Når du kommer i fængsel, bliver du ikke bare frihedsberøvet. Du mister også dine sundhedsrettigheder. Indsatte i landets fængsler hører i forvejen ikke til den del af befolkningen, der er begunstiget med det bedste helbred. Mange indsatte er socialt udsatte, og en undersøgelse viser blandt andet, at socialt udsattes levetid er 22 år kortere end den gennemsnitlige befolkning. Men når folk er i fængsel, er der faktisk en god mulighed for at sikre, at de kommer til læge og har så godt et helbred som muligt. Den mulighed bliver ikke udnyttet. De 4.000 indsatte i landets fængsler og arresthuse risikerer i stedet, at ondt bliver en del værre efter et ophold bag tremmer, fordi man som indsat ikke har de samme rettigheder i sundhed som andre. Utilfredse Som indsat er man ikke omfat- 8 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang tet af den almindelige sygesikring. Man kan ikke skifte læge eller bede om en anden vurdering, hvis man er utilfreds. Man er overladt til de læger og den sygepleje, som fængslet vil betale for. En tredjedel af de indsatte i landets lukkede fængsler er da også direkte utilfredse med den læge, som fængslet har stillet til rådighed for dem. Ofte oplever de, at de ikke bliver taget alvorligt, når de klager over helbredsproblemer. Forholdene halter blandt andet efter det øvrige sundhedsvæsen ved at: | Der ikke er frit lægevalg. | Fængslerne kommunikerer dårligt med det øvrige sundhedsvæsen med hensyn til journaler med videre, hvilket kan føre til risiko for fejlbehandling. | Der er i praksis ringere adgang til scanninger og andre undersøgelser. | Fejl registreres ikke, som man registrerer dem i det øvrige sundhedsvæsen. | Man har ingen ret til at søge om erstatning for fejlbehandling. Økonomi frem for helbred Det er i realiteten fængslernes jurister og ikke de ansatte læger, der ud fra økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn bestemmer indsattes mulighed for at få sundhedsbetjening. Fængslerne skal selv betale transport og behandling hos for eksempel speciallæger, psykologer og fysioterapeuter. Det har ifølge mange fagfolk den konsekvens, at de indsatte ikke har samme adgang til behandling, scanninger og røntgenundersøgelser som andre. Der findes eksempler på sygdomme som kræft, der er blevet opdaget for sent til, at nogen form for behandling var mulig. Fængsler og arresthuse udgør en mørkelagt krinkelkrog i sundhedsvæsenet. Blandt andet er der i fængslerne heller ikke nogen udbygget lægefaglig kultur, hvor man taler sammen på tværs af fængslerne – sådan som det er på landets hospitaler i forhold til borgere, der ikke er frihedsberøvede. tastisk chance for at nå en meget skrøbelig gruppe af mennesker, men det sker ikke, når lægerne dybest set ikke har noget med hinanden at gøre, siger overlæge Jens Modvig fra Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, som deltager i ombudsmandens jævnlige besøg i landets fængsler og arresthuse. Claus Bonnez, formand for Landsforeningen Krim, er enig. - Lægerne har typisk en forstærket alliance med Kriminalforsorgen frem for med deres patienter. Den helt grundlæggende fejl er, at lægerne er ansat af Kriminalforsorgen. Vi mener slet ikke, Kriminalforsorgen bør have noget med det lægefaglige at gøre. Indsatte burde på lige fod med alle andre kunne vælge deres læge. Sådan er det ikke nu. På den måde får de en utilsigtet straf oven i den egentlige straf, siger han. Et flertal i Folketinget vil nu have undersøgt sundhedsforholdene nærmere for de indsatte i danske fængsler. | Chance forpasses - Man har i virkeligheden en fan- HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 9 Uenighed om bisidderens rolle Jurister skal ikke blande sig Når Gadejuristen blander sig i lægernes ordination af substitutionsmedicin, ødelægger det den gode kontakt mellem misbrugeren og lægen, vurderer misbrugslæge Børge Dandanell Thomsen, Slagelse stof i FOKUS Gadejuristen skal styrke dialogen mellem læge og misbruger og ikke skabe barrierer, lyder det fra speciallæge. Sundhedsjurist mener ikke, at Gadejuristen gør noget forkert af Birgitte Rørdam Mener du, at medicinering af stofmisbrugere alene er et lægeligt skøn? Medicinering af stofmisbrugere foregår gennem dialog med patienten og de sundhedsfaglige behandlere tilknyttet personen. I sidste ende er det dog altid lægen, der tager beslutningen om, hvad der skal ordineres og ingen udefra kommende instans bør have indflydelse på dette. På hvilken måde mener du, at misbrugslæger skal samarbejde med eksempelvis Gadejuristen? stof i FOKUS af Birgitte Rørdam illustration Lars Andersen Der har længe været en heftig diskussion mellem overlæge Børge Dandanell Thomsen og organisationen Gadejuristen om Gadejuristens ret til at blande sig i lægernes ordination af medicin til stofbrugere. Det er vigtigt, at organisationer, der fungerer som bisiddere, styrker relationen mellem læge og misbruger, lyder det fra speciallæge i samfundsmedicin Anne Mette Dons, tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen. Misbrugslæger skal følge Sundhedsstyrelsens vejledning i substitutionsbehandling, og gør de ikke det, skal de have en meget god grund. Substitutionsbehandling går ud på at erstatte et uhensigtsmæssigt stof eller lægemiddel med et mere hensigtsmæssigt stof for at behandle misbrugerens afhængighed. Vejledningen siger, at man skal benytte buprenorphin i kombination med naloxone til personer, der ikke har været i behandling før, men man bør også overveje disse lægemidler til personer, der er i behandling med metadon, da behandling med buprenorphin sammen med naloxone er mindre skadeligt, forklarer Anne Mette Dons. - Lægernes opgave er at fortælle misbrugerne, hvad de har af muligheder. Misbrugeren kan vælge fra og til, men de kan ikke kræve en bestemt behandling, det kan man aldrig som patient, for der skal være en lægelig indikation. Mange misbrugere vil hellere have metadon, fordi det giver et større kick, men vi ved, at der er en stor overdødelighed i forbindelse med metadonbehandling, og derfor er det vigtigt at tage Sundhedsstyrelsens vejledning alvorligt, siger hun. Ifølge Anne Mette Dons er det en god ide, 10 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang Et samarbejde med den private organisation Gadejuristen bør foregå i det omfang, at det gavner og hjælper patienten og ikke har noget med ordinationen at gøre. Det kan være hjælp til at få klarlagt juridiske tvister og hjælp i forbindelse med forskellige sociale problemer. De vil aldrig via klageinstanser kunne få en medicinsk ordination omstødt. En klagesag vedrørende dette er derfor omsonst og blot tidskrævende for alle involverede instanser. På hvilken måde oplever du, at Gadejuristen blander sig i den sundhedsfaglige behandling? Gadejuristinstitutionen har tidligere forsøgt at påvirke beslutningen i forbindelse med ordination af substitutions- og støttemedicin, - I sidste ende er det dog altid lægen, der tager beslutningen om, hvad der skal ordineres og ingen udefra kommende instans bør have indflydelse på dette. Børge Dandanell Thomsen, misbrugslæge, Slagelse herunder om medicinen bør være buprenorphin eller metadon. Indblandingen har ofte haft karakter af påbud med slet skjult trussel om, at Udsatte har også rettigheder Gadejuristen er sat i verden for at hjælpe samfundets svageste, når de bliver klemt af systemet – herunder sundhedssystemet, lyder det fra Nanna W. Gotfredsen af Birgitte Rørdam at stofbrugere har en bisidder med, når de skal have lagt en behandlingsplan. - Bisidderen kan være med til at finde løsninger, og derfor er det en god ide at have en med til at støtte sig. Men bisidderens opgave er også at styrke relationen mellem læge og patient. Det kan godt være, at metadon er den rigtige behandling i en konkret sag, men det skal de nå frem til ved en dialog med lægen, siger hun og fortsætter: - Som bisidder er man misbrugerens advokat. Man skal være konfliktdæmpende og ikke skabe en barriere. En god læge-patient-alliance er vigtig for behandlingen. Det er uheldigt, når et forhold bliver tilspidset, som vi ser mellem Børge Dandanell og Gadejuristen, for så risikerer man, at det er de to parter, der kommer i centrum, og ikke misbrugeren. Målet må være at holde en balance, så misbrugeren får den bedst mulige behandling indenfor den lægefaglige viden og de rammer, der er, siger hun. Gør ikke noget forkert Ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen handler Gadejuristen med fuldt overlæg, når de stiller spørgsmålstegn ved det lægefaglige arbejde og tilrettelæggelsen af en misbrugers behand- lingsforløb. Organisationen er talerør for en gruppe ressourcesvage patienter, som kan have brug for, at nogen bistår dem og repræsenterer deres interesser i konkrete situationer, og det er der ikke noget galt i. - I reglerne om retten til selvbestemmelse ligger, at man som patient skal have mulighed for at få indflydelse på egen behandling. Konflikter er aldrig af det gode, men de er der formentlig allerede, siden Gadejuristen går ind i sagen. Det tvinger lægen til at blive mere skarp i forhold til de lægefaglige beslutninger og misbrugerens rettigheder. Men det bedste er selvfølgelig, at parterne trækker i samme retning, for så er der større chance for, at behandlingen lykkes, siger han. Ifølge Kent Kristensen kan Gadejuristen støtte patienten i dialogen med lægen om behandlingen, og de kan også anmode om at få lagt et andet behandlingsforløb. - Gadejuristen skal sikre sig, at misbrugerens interesser varetages, men de kan aldrig få indført ændringer i et behandlingsforløb, som rækker ud over, hvad sundhedspersonen finder forsvarligt. Derfor forstår jeg ikke, at deres støtte til misbrugeren kan opleves som et problem, siger han. | Hvad siger du til, at Børge Dandanell Thomsen klager over, at Gadejuristen blander sig i sundhedsfaglige spørgsmål som medicinering? Gadejuristen kan slet ikke blande sig i ordinationsretten. Det er kun læger, der kan udskrive medicin. Derfor er kritikken fra Børge Thomsen helt forfejlet. Den bunder i, at der desværre er en del af hans patienter, der har følt sig rigtig dårligt behandlet. Hvordan ser du Gadejuristens rolle i forhold til stofmisbrugere, når det gælder medicinering? Socialt udsatte har også rettigheder. Herunder patientrettigheder. Det skal respekteres. Inden for sundhedsretten handler det for eksempel om, at lægen er forpligtet til at udvise tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed og respekt for patienters selvbe- - Vil man ikke høre fra os, må man lytte til sin patient, altså sørge for at patienten faktisk oplever sig hørt og mødt. Nanna W. Gotfredsen, Gadejuristen, København stemmelsesret. Og de skal informere om de behandlingsmuligheder, der findes, og overholde journalføringspligten. Oplever man sig ikke hørt og mødt som patient i substitutionsbehandling, kan vi træde til og i langt de fleste tilfælde foregår det helt udramatisk, og tingene løser sig. Lykkeligvis. Substitutionsbehandling med for eksempel metadon eller buprenorphin redder jo, dokumenteret, både liv og helbred. I hvilke situationer mener du, at I bør blande jer? Vi bistår socialt udsatte i forhold til at sikre, at deres rettigheder bliver respekteret. Fra den 1. januar giver en ny lov ret til frit at vælge sted for substitutionsmedicinsk behandling. Så nu kan man skifte læge, når behandlingsalliancen lider. Det er et stort fremskridt og endnu en af de patientrettigheder, som vi i Gadejuristen kan hjælpe stofbrugere med at gøre brug af. Har du et bud på, hvordan samarbejdet kan komme til at fungere, så begge parters synspunkter respekteres? Hvis blot der er god dialog mellem læge og patient, bliver Gadejuristen ikke involveret. Så simpelt er det. Vil man ikke høre fra os, må man lytte til sin patient, altså sørge for at patienten faktisk oplever sig hørt og mødt. | en undladelse ville udløse en klagesag. Et sådan påbud er problematisk, idet det ofte ødelægger behandlingsalliancen mellem misbrugeren og lægen. Har du et bud på, hvordan samarbejdet kan komme til at fungere, så begge parters synpunkter respekteres? Jeg forudsætter, at begge parter har samme mål, nemlig at gavne de berørte mennesker mest muligt. Vi har bare forskellige platforme at fungere ud fra – et juridisk og et sundhedsfagligt. Lad os derfor i fremtiden forsøge at mødes omkring vores fælles omdrejningspunkt patienten med respekt for hinandens forskellige præmisser og arbejdsgrundlag og til gavn for helheden. | Bisidderens rolle af Poul Struve Nielsen Hjemløsejurist Ole Skou fra de hjemløses organisation SAND har holdt kurser for SANDs medlemmer i at være bisidder. Han har desuden brugt ordningen i praksis som jurist, specielt i skilsmissesager i Statsforvaltningen, men også i sager i de sociale forvaltninger. - Jeg har derfor for et par år siden drøftet problemstillingen omkring bisidderens rolle i tæt dialog med justitsministeriet, fortæller Ole Skou. Bisidderen og borgeren (klienten) skal på forhånd have aftalt en rollefordeling. Bisidderen kan ifølge Ole Skou spille to roller: - Bisidderen kan være partsrepræsentant eller almindelig bisidder. Hvis man skal optræde som partsrepræsentant giver det en ret til at føre ordet og tiltræde beslutninger - og klienten skal for så vidt muligt holde sig passiv. - Er man derimod almindelig bisidder, er rollen primært at være støttende til stede og spørge pænt, om man må komme med kommentarer – men det er klienten selv, der skal være i fokus. Den vigtigste funktion er at være to ekstra sæt øjne og ører - og kunne forslå pauser, hvor bisidder og klienten kan tage et break og drøfte sagen i fred, siger Ole Skou. Han tilføjer, at der er visse sager, som for eksempel sundhedsmæssige undersøgelser og behandlinger, hvor man i sagens natur ikke kan være partsrepræsentant. | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 11 spekulationer! Omfanget af metadonmisbrug blandt de danske misbrugere er ret unikt i forhold til resten af verden. I gamle dage var det heroin, der slog misbrugerne ihjel, men metadondødsfaldene er steget – det fænomen ser man også i andre nordiske lande, bare ikke i samme grad som i Danmark, siger han. - I Danmark ved vi ikke, hvor metadonen på det illegale marked kommer fra. Men hvis man overvåger indtaget, som man i højere grad gør i Odense, begrænser man også videresalget, og vi ved fra udlandet, at det er i situationer uden overvåget medicinindtag, at der er højest risiko for videresalg, fortæller Christian Tjagvad. foto Mette Kramer Kristensen Forskel på behandling af stofbrugere I København og Odense bruger de forskellige præparater stof i FOKUS af Birgitte Ellemann Höegh I 2012 døde der ifølge Rigspolitiet 210 stofbrugere i Danmark af misbrug, mens tallet i 2011 var 285. Der har altså været færre dødsfald. I København forholder det sig desværre ikke sådan. Her er dødeligheden blandt stofbrugere steget fra 32 til 37 stofbrugere fra 2011 til 2012. Det er ganske vist en meget lille stigning, men dog bemærkelsesværdig. 91 procent af stofbrugere i København, der er i behand- 12 ling, blev behandlet med metadon, på trods af, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger er, at halvdelen af misbrugerne skal være i behandling med præparatet buprenorphin mod udgangen af 2014. Buprenorphin er ifølge Sundhedsstyrelsen forbundet med en markant lavere dødelighed end metadon, fordi man ikke kan overdosere, og samtidig giver stoffet få bivirkninger. Med til historien hører, at tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det i 60 procent af tilfældene primært er metadonen, der i en kombination med andre præparater (primært benzodiacipiner og alkohol) slår stofbrugerne ihjel. I Odense har man i højere grad efterlevet Sundhedsstyrelsens an- | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang befalinger, således at omkring 29 procent af stofbehandlingen i september 2014 er med buprenorphin. Her er hovedparten af stofbrugerne desuden på heroin og andre injicerende stoffer – mens metadon faktisk er blandt de københavnske brugeres foretrukne stof. Odense udøver desuden langt større kontrol med indtagelsen af metadon som behandling gennem overvågning, hvor man i København i højere grad giver præparatet til brugerne uden opsyn under indtagelsen. Det giver dem mulighed for at overdosere og videresælge stoffet til andre brugere, der kan ende i en overdosis. Det høje metadontryk Christian Tjagvad er ved at under- søge forholdene i Danmark. Han er læge, ph.d.-studerende og projektkoordinator på forskningsprojektet ’Narkotikarelaterede dødsfald og overdosisdødsfald i Danmark 2008-2011’, som Københavns Kommune sammen med Odense og Århus har udarbejdet af det norske forskningsinstitut under Oslos universitet, SERAF. - Som man også ser det i andre lande, skiller hovedstæderne sig ud, og der dør simpelthen flere misbrugere her. Så det kan være behæftet med et storbyfænomen. Men årsagen til, at der er så meget metadon på markedet i København, mener vi at se på grund af det større metadontryk. Og det har siden ført til, at det er hovedstoffet i en overdosis. Men det er kun Behandlingsalliance frem for tvang I Socialforvaltningen i Københavns Kommune sidder Helle Petersen, der er blevet ansat som social overlæge i Københavns Kommune i januar 2012. Det er hende, der skal tage sig af den overordnede ledelse af læger, ansat i kommunens misbrugsbehandling. - Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor dødeligheden er steget, men en af forklaringerne er, at København har en lang metadonkultur og på nogle måder også en lidt anden brugergruppe end andre steder i landet. - Det ved man ikke med sikkerhed, men vi forstår dem som mere - I gamle dage var det heroin, der slog misbrugerne ihjel, men metadondødsfaldene er steget – det fænomen ser man også i andre nordiske lande, bare ikke i samme grad som i Danmark. Christian Tjagvad, læge, ph.d.studerende og projektkoordinator belastede end andre steder i landet, og det har muligvis også været årsagen til, at man ikke har kunnet motivere dem til at gå over på buprenorphin. Blandt personalet har der desuden været et langt kendskab til metadon, som man vidste, hvordan fungerede, og så har man ment, at det var vigtigere at få folk ind i en behandlingsalliance, fremfor at skubbe dem væk med et stof, de som udgangspunkt ikke vil have. - Men det er vi ved at vende. For et år siden iværksatte vi et projekt, som skal styrke indsatsen for buprenorphinbehandling, hvor personalet skal klædes bedre på, og brugerne skal få en begrundet forståelse for, hvorfor vi vil have, at de skal over på buprenorphin, siger Helle Petersen og uddyber: - I miljøet er buprenorphin ikke et populært præparat. Det er sværere at starte i behandling med buprenorphin, fordi man skal være abstinent for at komme i behandling for at undgå at få efterfølgende abstinenser. Og det kræver, at brugerne skal være uden stoffer otte til ti timer, inden de tager stoffet i brug. En anden barriere er, at man ikke bliver så skæv af buprenorphin som af metadon, og det er sværere at indtage andre stoffer, så det har ikke et særlig stort misbrugspotentiale, fortæller hun. Tidligere stofmisbrugere i metadonbehandling får med tiden ofte sidemisbrug med andre stoffer, og hærdede misbrugere kan indtage op mod en hel liter metadon om dagen. De søger stadig efter den ’skævert’, som stofferne under deres misbrug gav dem. Svært at ensrette - Rom blev ikke bygget på en dag! Og noget af det, der desuden er anderledes i København i forhold til resten af landet, er, at vi er et stort behandlingssystem med mange små enheder, og det kan være svært at ensrette på en gang i modsætning til for eksempel Odense, hvor misbrugsbehandlingen er mere samlet. Men hvorfor starter man ikke bare med at overvåge behandlingen i København, som man gør i Odense, når man ved, at der er noget, der tyder på, at metadonen bliver brugt til videresalg, og det i sidste ende er metadonmisbruget, stofbrugerne dør af? - Det er rigtigt, at man overvåger i mindre grad i København, men det har været ud fra en behandlingsmæssig antagelse af, at hvis man satte for skrappe kontrolkrav op i behandlingen, så ville man risikere, at folk ikke ville i behandling. Så det er hele tiden en hårfin balance. Jeg har kun siddet på den her stol i to år, og jeg må tage den behandlingskultur, der har - En anden barriere er, at man ikke bliver så skæv af buprenorphin som af metadon, og det er sværere at indtage andre stoffer, så det har ikke et særlig stort misbrugspotentiale. Helle Petersen, social overlæge i Københavns Kommune Det gælder både de unge, men også den ældre gruppe, siger Helle Petersen. I Københavns Kommune er 2.800 mennesker i misbrugsbehandling - heraf cirka 1.800 i substitutionsbehandling. Og hvis man skal ende med at sætte 50 procent af de brugere over på buprenorphin, som er fem gange så dyrt et præparat som metadon, vil det ende med at være en stor udgift for Københavns Kommune. Man kan derfor godt forestille sig, at økonomien har haft en finger med i spillet i forhold til valget mellem præparater. Det afviser Helle Petersen promte. - Nej, for da Sundhedsstyrelsen valgte buprenorphin som første præparat, blev alle kommuner kompenseret fra statens side med permanente satspuljemidler, der som udgangspunkt skulle dække de merudgifter, som er forbundet med buprenorphinbehandling, lyder svaret. | eksisteret i mange år, med som en base at arbejde ud fra. Men der er ingen tvivl om, at jeg mener, at en højere grad af overvågning er relevant. Så der er nok tale om en holdningsændring i chefstolen, siger Helle Petersen. Ud af osteklokken Det er velkendt fra misbrugsmiljøet, at mange – og især ældre stofbrugere – slet ikke ønsker at komme ud af deres misbrug, fordi de vil blive mere klare i hovederne og dermed pludselig skal forholde sig til det liv, de i mange tilfælde har forvaltet på en grænseoverskridende måde, hvor personlige nedværdigelser og kriminalitet har været en del af komponenterne. Der vil opstå et vist faremoment i at tage dem ud af den ’sløvende’ metadonbehandling, der af mange beskrives som ’at befinde sig i en osteklokke.’ De yngre misbrugere har naturligvis ikke den samme massive misbrugshistorie at forholde sig til, og derfor vil det være mest nærliggende at starte her, så de kan blive deres misbrug kvit og få mulighed for at leve en normal tilværelse igen. - Det er også den gældende retningslinje at arbejde mest målrettet med de unge. Selvfølgelig skal man ikke presse nogen ind i noget. Men dem, der er mest kaotiske, ville også have gavn af at blive behandlet med buprenorphin. HUS FORBI Stofskifte i behandlingen Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at stoffet buprenorphin i stedet for metadon skal være førstevalg for patienter, der ikke har været i behandling før, og halvdelen af alle misbrugere i substitutionsbehandling bør være i behandling med buprenorphin ved udgangen af 2014. Hovedparten af landets misbrugscentre bestræber sig på at efterleve kravene. Stoffet er ifølge Sundhedsstyrelsen forbundet med en markant lavere dødelighed end metadon, fordi man ikke kan overdosere. Samtidig skulle stoffet ikke give bivirkninger. | | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 13 Misbrug er en sygdom Der ligger sociale og psykiske lidelser bag, og det er dem, der skal behandles for, siger psykiater Henrik Rindom stof i FOKUS foto: Mette Kramer Kristensen Brugere ønsker ikke stofskifte Buprenorphin har også misbrugspotentiale stof i FOKUS af Birgitte Ellemann Höegh BrugerForeningen for aktive stofbrugere er ikke tilfreds med, at Sundhedstyrelsen i stigende grad anbefaler behandling med buprenorphin frem for metadon for nye patienter. Ifølge Brugerforeningen har begge stoffer et misbrugspotentiale. Det giver også bivirkninger, og så kan det have barske abstinenser for patienter, der skal skifte fra metadon. BrugerForeningen mener principielt, at man skal give brugerne det præparat, de selv ønsker. - Det er ikke alle, der har gavn af buprenorphin. Der er faktisk mange, der døjer med det og ligefrem vælger at flytte landsdel, fordi deres lokale misbrugscenter vil tvinge dem over på buprenorphin, fortæller formand for BrugerForeningen Jørgen Kjær. Han tilføjer, at BrugerForeningen har kendskab til en mand, der er flygtet fra Aalborg til København, fordi han var tvunget over på subutex (buprenorphin, red.) og 14 gerne ville blive i sin metadonbehandling. - Det passer simpelthen ikke, at buprenorphin ikke har misbrugspotentiale. Det bliver solgt videre på det sorte marked, fordi man kan ryge subutex på sølvpapir og nyde det. Så når Sundhedsstyrelsen melder ud, at det ikke har noget misbrugspotentiale beror det nok på, at de har taget producenten af buprenorphins aggressive markedsføring hovedkulds til sig uden at undersøge forholdene ordentligt, siger han. Norsk model - I Norge besluttede man allerede i 2007, at alle stofbrugere i substitutionsbehandling pludselig skulle skifte fra metadon til det nyeste buprenorphinprodukt, suboxone. Det fik mange alvorlige konsekvenser, som så åbenbart skal gentages i nutidens Danmark, uagtet at alle de samme alvorligere problemstillinger genopleves af brugerne, siger Jørgen Kjær. Han fortæller, at flere brugerorganisationer allerede tilbage i 2007 protesterede, da de oplevede starten af den mere aggressive markedsføring, hvor der dukkede artikler op om, hvor meget gadesalg og hvor mange overdoser der findes med metadon. | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang - Men nu viser det sig så, at subutex og suboxone (buprenorphinpræparater, red.) er lige så populære på gadeplan som metadon og benzodiazepiner (sove- og nervemidler, red.), siger han. Ifølge Jørgen Kjærs kilder er en af årsagerne til, at langt fra alle brugere ønsker at starte i behandling med disse stoffer, at det har barske konsekvenser, når man skifter fra metadon- til buprenorphinbehandling. - Der er jo fra år til år variabler. Men vi venter at få tallet fra 2013 og forventer en væsentlig reduktion i København, for da har fixerummene været åbne i hele perioden. Vi har desuden også i BrugerForeningen haft naloxone (en modgift til opiatoverdoser, red.) i brug - både i selve foreningen og ude omkring, hvor vores folk færdes – det vil sige hjemme, hvor man sidder og tager stof sammen med nogle andre, slutter Jørgen Kjær. Nedtrapning - Man skal først trappes ned til nul, før man overhovedet kan starte med at give buprenorphin. For buprenorphin indeholder naloxone, der virker som modgift til opiater, og er man ikke helt nede i metadondosis, oplever man abstinenserne med ekspresfart. Og selv med en længerevarende nedtrapning får man jo bare en gradvis, men nok så langvarig og alvorlig og meget barsk abstinensoplevelse. Den slags bringer selv den mest stabile bruger ud på randen af kaos, og nogle får selvmordstanker, siger Jørgen Kjær. Han har ikke har noget bud på, hvorfor dødeligheden blandt Københavns Kommunes stofmisbrugere i modsætning til i resten af landet er steget i København fra 2011 til 2012. Om BrugerForeningen BrugerForeningen for aktive stofbrugere oplyser og modarbejder fordomme og fremmer som interesseorganisation og talerør for stof- og metadonbrugere medlemmernes sociale, behandlings- og samfundsmæssige interesser. På Blågårds Plads i København driver de et dagligt åbent værested baseret på frivilligt arbejdende stofbrugere. I værestedet findes computere, kondirum, cykelservice, hobbyværksted, ’tøserum’ med symaskiner, overlocker og kunstmaling, og der findes ligeledes bad og vaskeri. I 1997 startede BrugerForeningen ’SprøjtePatruljen,’ der opsamler brugte sprøjter og kanyler på indre Vesterbro. | af Poul Struve Nielsen Når misbrugere dør, skyldes det ikke kun deres misbrug. Årsagen skal ses i sammenhæng med den måde, de behandles på af de sociale myndigheder, sundhedsvæsenet og omgivelserne i det hele taget. Alt for mange af dem har fra barnsben været psykosocialt belastede. Det er bemærkelsesværdigt, hvad der sker med mennesker, når vi som børn ikke kender til at være holdt af. Det mener psykiateren Henrik Rindom, som har arbejdet med misbrug og misbrugere i mange år. Både som overlæge for narkobehandling i Københavns Amt, Reden, Lænkeambulatorierne, gadepsykiater, overlæge på Hvidovre Hospital og i stofrådgivningen, som han er tilknyttet. Han er ikke sikker på, det står så meget værre til i København end eksempelvis i Odense. Om tallene, der viste en stigning i antallet af dødsfald blandt misbrugere i København, mens der var et fald i dødeligheden i resten af landet, siger han: - Det er ikke vist, om der er en signifikant stigning i antallet af dødsfald, eller om det er en normal variation. Der kan ligge en masse andet bag, som man ikke kan læse af tallene. Et eksempel er, at der er færre hjemløse i Odense. Mere ro på - Det kan give folk mere ro, når de har en bolig, og det er faktisk det vigtigste, siger Henrik Rindom. Han tror ikke på, at det hjælper nogen, at udleveringen af metadon er overvåget. - Det er et postulat, at det er bedre at kontrollere folk, når de indtager metadon, for at mindske dødeligheden. Det er ikke metadon i sig selv, der gør, at folk får en overdosis. De dør, fordi de for det første blander flere forskellige stoffer, og for det andet fordi der ik- ke er nogen kvalitetskontrol, siger han. Henrik Rindom anser afhængighed og dermed misbrug for at være en sygdom som type 2-sukkersyge. Det kan forebygges, behandles, der ses biologiske forandringer i kroppen, og hvis man ikke bliver behandlet, dør man af det. - Misbrugeren har brug for rene stoffer, som sukkersyge har brug for ordentlig medicin. Og begge parter har brug for anstændige livsbetingelser. Ligesom sukkersygepatienten har brug for diætisten, har misbrugeren brug for hjælp til at kunne indtage sine stoffer under vejledning og ordnede forhold. - Det er ikke i orden, at man ikke kan skaffe mennesker en bolig. Heller ikke selvom de ikke kan rummes i en almindelig lejlighed. Sommetider må vi erkende, at vi har folk, vi ikke kan gøre raske. Men så kan vi prøve at give dem en anstændig tilværelse, siger han. Mange af de misbrugere, han mødt som læge, lider af forskellige diagnoser. Det kan være skizofreni, angst, depression, posttraumatisk belastning eller personlighedsforstyrrelser. Rigidt system Som udgangspunkt synes Henrik Rindom, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer er meget fornuftige. - De her patienter skal hele tiden støttes i ikke at tage for meget. Så kan vi prøve at trappe dem ned, når der er ro i deres liv. Men det nytter ikke, at lægerne efter et fuldstændig rigidt system tager det hele fra dem, for så havner de bare ude i noget, der er meget værre. Men der er nogen, vi ikke kan få ud af deres misbrug, og de har krav på en anstændig behandling. Vi skal ikke forlange, at de nødvendigvis skal være stoffri. - Men vi skal hjælpe dem til at have en god psykosocial tilværelse. Så vil det være nemmere at hjælpe dem ned i doser. Henrik Rindom mener, at der er en urimelig forskel på den behandling, man giver folk, der har et misbrug som symptom på socia- le eller psykiske lidelser, og andre patienter. - Til kroniske smertepatienter gives der doser, som overstiger det, der udleveres til stofmisbrugere. Så kan man sige: ’Stofmisbrugerne er selv ude om det.’ Men de har jo også smerter på grund af deres psykiske lidelser. Og hvis vi ser på sukkersygepatienter, er der også nogle af dem, som selv er ude om det, fordi de har fået sygdommen som følge af en usund livsstil. Men der er da ikke nogen, som vil sige, at så skal de ikke have insulin, siger han. At lindre smerte Han tilføjer, at det værste er benzodiazepin, som er et lægemiddel, der kan modvirke angst og aggression. Det virker beroligende, og det er blevet anvendt i behandlingen af folk, der havde andre former for misbrug. Problemet er, at benzodiazepinen viste sig at være mere afhængighedsskabende end de stoffer, folk tog i forvejen. - Her er der altså eksempler på læger, som prøver at afvænne folk på en måde, som er brutal, og det er ikke i orden, for det er et misbrug, som det for nogen næsten ikke er til at komme ud af igen. Og vi – lægerne – har selv givet dem stoffet! Lægerne var helt vilde med stoffet i 1970’erne. Og jeg har aldrig set nogen, der er blevet raske af det, siger Henrik Rindom. Når han er uforstående overfor at tage benzodiazepinerne fra folk, er det altså ikke, fordi det er godt, at folk tager dem, men fordi afvænningen for nogen er næsten umulig, meget smertelig og ofte uden anden effekt end abstineneserne. Og fordi stoffet er nemt at købe, det kan blandt andet fås på nettet, og mange ældre, som får det på recept, sælger flittigt stoffet videre for at få et lille supplement til pensionen. - Det er skruen uden ende, men det er ingen grund til at pine og plage en bestemt gruppe af socialt udsatte mennesker ved at tage den medicin fra dem, som i det mindste lindrer de smerter, de har, siger Henrik Rindom. | HUS FORBI politi gav den forkerte version Det var politiet selv og ikke et vidne, som spurgte, om afdød Hus Forbi-sælger var grønlandsk af Peter Rathmann Hus Forbi-sælger Daniel Øhlers død har givet anledning til, at politiets operatører fremover skal udstyres med et sæt faste spørgsmål, når en borger ringer om en beruset person på åben gade. Spørgsmålene skal fastslå, om det er en sag for politiet eller for akutberedskabet. Det er kommet frem, at Københavns Politi gav forkerte oplysninger i forbindelse med den 33-årige Hus Forbi-sælgers død på metrotorvet ved Amagerbro i København den 6. oktober. I alt seks borgere ringede om hjælp til den stærkt berusede og dybt bevidstløse Daniel Øhlers. Region Hovedstaden har erkendt, at akutberedskabet reagerede for sent på flere vidners opkald til 112. Da ambulancen endelig nåede frem, var Daniel død. Det første vidne, Kirstine Løvdal Nielsen, ringede ikke 112, men til politiets alarmcentral på telefon 114, som blandt andet tager sig af berusede personer, som er til ulempe for andre. Spørgsmål nummer to til hende var: ’Er han dansker eller grønlænder?’ Ikke korrekt Politiinspektør Peter Dahl i Københavns Politi fortalte umiddelbart, at det var Kirstine Løvdal Nielsen selv, som havde oplyst, at der var tale om en beruset grønlænder. Men Politiken kom i besiddelse af lydfilen af 114-samtalen, og den viser altså, at det var politiets operatør, som stillede spørgsmålet. Peter Dahl beklager, at politiets version ikke var korrekt, men afviser, at der var tale om en bevidst løgn. Det var alene en fejltagelse fra politiets side, siger han. - Vi tager det meget alvorligt, at vi har givet forkerte oplysninger, for det efterlader selvfølgelig et kedeligt indtryk. | | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 15 Gadens folk på gamle knallerter To hjemløse lever drømmen, mange havde som teenagere D e fleste, der voksede op og blev teenagere i 1960’erne eller 1970’erne har haft en drenge- eller en pigedrøm om en knallert. Mange har fået den opfyldt og larmet op og ned ad gader og stræder for at holde og gasse op og ned på mødestedet for unge i kvarteret eller byen. Knallerten er ikke så populær længere. Vi bruger andre transportmidler. Gadens folk bruger også transportmidler. Det vigtigste er fodtøjet. Uden ordentlige sko har man det bare skidt. Hvis hvert skridt gør ondt, er dagen en pinsel. Men især Christiania-cykler er også eftertragtede, fordi der kan være et helt hjem og et par hunde på ladet. Og så er der ikke at forglemme barnevognen, som mange bruger til at tage grej og kæledyr med rundt i. Det er lidt mere usædvanligt, når hjemløse kører på knallert. I hvert fald rigtig gamle knallerter fra dengang. Puch Maxi'en kan nok stadig konkurrere med scooteren som et billigt motoriseret transportmiddel. Men Hus Forbi-sælgerne Jørgen og Martin lever teenagerdrømmene fra svundne årtier med køretøjer, som kan få mange, der voksede op dengang, til at svømme hen. De kører på hver sin flotte veteranknallert. Det vil være forkert at sige, at knallerterne er deres kæreste eje. For de er begge hundeejere, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at hundene kommer før alt andet. Men de passer begge to også godt på deres knallerter, og de har i øvrigt begge sikret, at der også er plads til hundene på køretøjerne. Kilder: SCO-klubben.dk, Den Store Danske Encyklopædi (Gyldendal), Sachs’ og Monarks hjemmesider samt Wikipedia. 16 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang af Poul Struve Nielsen foto: Mette Kramer Kristensen HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 17 Martins Monark Jørgen har et fynsk produceret køretøj af højeste kvalitet. Jørgens SCO Jørgen har fået sin SCO fra en bekendt i Odense, hvor Jørgen også selv bor. Den tidligere ejer har nok luret, at Jørgen, som i dag bor i lejlighed og har styr på tilværelsen som Hus Forbi-sælger og sammen med hunden Amilla, vil passe godt på køretøjet. Jørgen fik Amilla og lejligheden efter mange kaotiske år, hvor han blandt andet boede på gaden. Fordi Jørgens knallert er en SCO, er det noget så sjældent som et lokalt produceret motorkøretøj, han har fået fat på og har restaureret, så de forkromede dele blænder på en solskinsdag. SCO er en forkortelse af Smith & Co., som har produceret cykler siden 1905. Virksomheden blev grundlagt som en isenkræmmerbutik i Odense i 1894 og solgte blandt andet kistesøm, fluepapir, flager- muslygter og siden cykler. Cykel-, og senere knallertproduktionen fandt sted på fabrikken Grand i Nørre Aaby. Den første SCO-knallert er fra 1955. Knallerterne var populære i de følgende årtier. I 1970’erne, hvor det var højeste mode blandt unge at køre på knallert, var andre mærker som Kreidler, Puch og de japanske modeller nok mere ’in.’ Men kvalitet fornægter sig ikke. SCO-cyklerne holdt sig på markedet som et kvalitetsprodukt i mange år, og den netop afdøde fynske cykelrytter, Peder Pedersen, vandt verdensmesterskabet på en SCO-cykel i 1974. Man kan stadig købe cykler med navnet SCO i Bilka. Det er cykler til discountpris, og de produceres enten på Fyn af Kildemoes eller i udlandet. Da Hus Forbi mødte Martin, ventede han på at modtage en ny cylinder til sin Monark-knallert. Det pragtfulde ved disse gamle maskiner er jo, at fingernemme folk selv kan reparere dem. Martin er hjemløs og sover ofte i Nørre Alle, hvor Kirkens Korshær har den døgnåbne varmestue i Aarhus. Han har et lad på knallerten med plads til de to hunde, Prop og Dina. Monark producerede flere modeller med lad på. Mens Jørgens SCO er et pæredansk motorkøretøj, var Monark-knallerten sammensat af dele fra to af vore nabolande. Selve knallerten er svensk og blev produceret på cykelfabrikken Monark i Varberg. Men motoren var en Sachs-motor fra vores sydlige naboland, Tyskland. Fabrikken lå dengang i byen Schweinfurt, men er siden flyttet til Nürnberg, som også ligger i delstaten Bayern. Sachs producerer stadig motorer, faktisk er fabrikken en af de førende producenter af motorer til de elcykler, der i dag er blevet moderne hos samme generation, der som teenagere havde knallerten som statussymbol nummer et – måske i konkurrence med stereoanlægget. Der produceres også stadig cykler på fabrikken i Varberg. Monark/Stiga har desuden en stor aktiepost i Kildemoes, som på et tidspunkt overtog SCO-navnet. | SCO er en forkortelse af Smith & Co., som har produceret cykler siden 1905. Martin har plads til hundene Prop og Dina. Kvalitet fornægter sig ikke. SCO-cyklerne holdt sig på markedet som et kvalitetsprodukt i mange år. 18 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 19 Fanget i en forkert krop Jeannie Nielsen blev født som dreng og måtte gennem misbrug og hjemløshed, før hun blomstrede som kvinde af Tine Sejbæk foto: Mette Kramer Kristensen D et er muligt. Der findes en vej!’ Det er de ord, der står tilbage, efter at have talt med Jeannie Nielsen og hørt hende fortælle sin historie, der både rummer elementer af noget helt almindeligt og noget ganske usædvanligt. Vi mødes i hendes lejlighed, hvor der står et glas Nescafé på sofabordet i stuen. En kogekande nede på gulvet sørger for at varme dråberne til kaffen. - Der er også æblekage og banan i køkkenet, siger hun gæstfrit flere gange. Jeannie, der har langt lyst hår og er iført sort bomuldskjole, vil gerne gøre mere ud af lejligheden og undskylder, da hun ikke ejer et glas til den danskvand, hun byder på. Hun er ikke vant til gæster. Og alle hendes penge er de sidste mange år gået til at spare op til den operation i Thailand, der for to år siden betød, at der endelig var overensstemmelse mellem det, hun følte indvendig, og det billede, hun så i spejlet. Mens vi taler sammen i stuen, kører fjern- 20 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang synet i baggrunden. Gamle musikvideoer med sange som ’Girls just want to have fun’ og John Lennons ’Woman’ danner en lydplakat under hele samtalen - og det er helt bevidst. Der er lydt i opgangen, og det er ikke alt, der bliver sagt i stuen denne eftermiddag, der skal høres af naboerne til den toværelses i Københavns Nordvestkvarter. Følte sig forkert Jeannie blev født som dreng for 49 år siden i det sydlige Danmark – langt ude på landet. I et hjem, hvor fysisk afstraffelse med tæppebankere ikke var uvant, og hvor der ofte blev sagt ’Det må man ikke. Det gør man ikke. Og det taler man ikke om.’ I skolens 1. klasse gik hun på en lille skole, men i 2. klasse rykkede hun til en skole med 10 gange så mange elever. Her blev hun mobbet, blandt andet fordi hun gik i hjemmesyet tøj. Lærerne gjorde ikke noget. Mobningen fortsatte helt til 7. klasse, hvor en ny dansklærer endelig fik sat en stopper for det. Følelsen af at være en person, der var noget galt med, startede tidligt. - Når man bliver mobbet så længe, uden - Man lever et skjult liv, hvor man først er sig selv, når man kommer hjem bag lukkede døre. at nogen griber ind, så vender man det indad, forklarer hun. Følelsen af at være forkert kom ikke alene af mobningen. Men også af en stigende fornemmelse af ikke at være som de andre drenge. - I sommerferien mellem 2. og 3. klasse tilbragte jeg en del tid et sted, hvor der kun var piger. Jeg var med til at lege med dukker og lave teselskaber, og det var noget, der sagde mig en hel del. Jeg begyndte så småt at finde ud af, at det var noget galt med mig. Eller: Det var sådan, jeg så det på det tidspunkt. Jeannie lærte tidligt at sy på maskine, hvor hun syede tøj til sin Action Man. - Men jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke kunne gøre, som jeg havde lyst til. Når man er født med et ulige cpr-nummer, er der nogle forventninger om, at man skal opføre sig og gå klædt på en bestemt måde. Og hvis man har et lige cpr-nummer, er der nogle andre forventninger til en som menneske. Misbruget starter Jeannie Nielsen mødte alkoholen som 13-årig. I den periode opdagede hun også, at jo mere hun efterlignede de andre drenge, jo mindre blev hun drillet. I det meste af sit liv har hun været fysisk stærk og god til fodbold. Men indeni følte hun sig ikke som den dreng, hun lignede udenpå. - Når jeg så mig selv i spejlet, følte jeg mig forkert. Det var helt forkert, siger hun. Fra 7. klasse gik weekenderne med druk. Forældrene sagde ikke noget. Følelsen af at være forkert blev druknet i de våde varer. - I min ungdom var det stadigvæk officielt en psykisk sygdom bare at være bøsse eller lesbisk, så der var ingen hjælp at hente fra samfundet i forhold til den måde, jeg havde det på. Det var en helt anden tid. Jo ældre jeg blev, jo mere begyndte jeg at drikke i hverdagen også, fortæller Jeannie. Allerede som barn blev Jeannie Nielsen mobbet, fordi hun var anerledes. Følelsen af at være en person, der var noget galt med, startede tidligt. HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 21 Efter 10. klasse begyndte hun på erhvervsfaglig grunduddannelse indenfor byggeindustrien. Hun fik dog ingen læreplads og ville videre som slagterielev. Nogle turbulente begivenheder i de nære omgivelser satte imidlertid en stopper for det. I stedet blev Jeannie en del af et hårdt miljø, hvor vold og stoffer hørte til dagens orden. Hun oplevede flere overfald og måtte lære sig forskellige tricks for at overleve. For eksempel fandt hun ud af, at det var bedst at grine, når der stod en person med en kniv overfor hende. På den måde blev personen både paf og rasende og mistede overblikket. Og havde tabt. Hun var havnet i et kriminelt miljø. Før den tid drak hun alkohol og røg pot. Nu blev hash og siden heroin, speed og kokain også en del af hendes hverdag. Hun forsøgte selvmord flere gange, blandt andet ved at skære sin pulsåre over, men det mislykkedes. Hjemløs og tæt på at dø I den hårde periode måtte Jeannie helt undertrykke sin kvindelighed. Hun overlevede ved at gøre sig hård. - Jeg tænkte: ’Dør jeg, så dør jeg.’ Mobningen i skolen havde hærdet mig og hjalp med til, at jeg overlevede fysisk. Psykisk bedøvede jeg mig. Når jeg endelig lå i min seng og lukkede mine øjne om aftenen, følte jeg mig ikke fri. Jeg var låst fast i en krop som mand, der ikke passede til det køn, jeg havde og har indvendig. På et tidspunkt flyttede hun og kom fri af det hårde miljø. Hun begyndte at læse HF og blev edb-assistent. Efter en kort pause fra stofferne begyndte hun på speed og heroin igen. Hun bedøvede sig på arbejde og i fritiden, først med alkohol og senere med stoffer. - Den ene dag kunne jeg drikke nul øl og den næste dag 40 øl. Jeg stoppede aldrig ved 10 øl, fortæller Jeannie. I nogle år havde hun en kæreste, som havde en datter. Datterens kæreste havde også været misbruger. Jeannie møder ham en dag, hvor han fortæller, at han har været i behandling og er blevet stoffri. Det inspirerer. Jeannie bliver selv tiltagende udmattet af sin destruktive livsførelse. I 1997, mens hun bor i Odense, beder hun kommunen om at komme i behandling. På det tidspunkt er hun også blevet hjemløs. Pengene til huslejen er brugt på stoffer, så hun sover i opgange, kældre og på herberger. - Det gik stille og roligt ned ad bakke for mig. Jeg efterlod mine penge hos en ven, der også var misbruger, og pengene så jeg aldrig igen. I starten havde jeg arbejde, men det blev umuligt, når jeg ikke havde et sted at bo. Jeg kunne ikke holde mig soigneret og måtte finde mad i containere. At leve på gaden er et helvede. For mit vedkommende var jeg hjemløs om sommeren og om efteråret, og jeg havde nok ikke overlevet vinteren, siger Jeannie. Odense Kommune tænker længe over, om de vil bevilge behandling, og da det endelig bliver muligt, misser Jeannie brevet vedrørende det tiltrængte tilbud, fordi hun som hjemløs ikke har en postadresse. Hun må derfor starte forfra med at søge. Kommunen tilbyder hende et otte ugers forløb, der skal afklare, om hun er egnet til behandling. Jeannie når at tilbringe halvanden uge på det afklarende kursus. Så får hun et tilbud om at komme i behandling hos Kongens Ø på Møn. - Hvis de havde ventet en uge længere med at give mig tilbuddet, var jeg død. Jeg var i så frit fald, at jeg allerede havde planlagt at tage mit eget liv. Jeg ved med sikkerhed, at hvis brevet med tilbud om behandling var kommet fredagen efter, så havde jeg ikke levet. Jeg var få millimeter over min absolutte bund, siger hun. Stoffri Den 7. december 1997 kommer Jeannie Nielsen i behandling på Møn. Hun har første dag som clean den 25. december 1997. - Jeg er en af de ganske få, der ikke har haft tilbagefald. Når jeg kunne mærke, at jeg var tæt på at tage noget stof igen, hev jeg fat i bordbenet på mit bord og bed mig fast i bordkanten for ikke at tage noget! Jeg har en stærk vilje og en god stædighed, forklarer Jeannie, der også begyndte at gå til møder i de anonyme fællesskaber AA (Anonyme Alkoholikere, red.) og NA (Anonyme Narkomaner, red.). Her har hun fået hjælp, der har været helt uvur- derlig. Hun har stadig en sponsor, hun kan kontakte, når noget er svært. Da Jeannie havde haft ni dage som clean, blev smerten så stor, at hun ville begå selvmord. - Når man har været bedøvet i så mange år og bliver stoffri, er det meget voldsomt. Min plan var at smadre min arm ned i en tallerken, så den blev flænset. Den psykiske smerte var så stor, siger hun. Men inden hun nåede så langt, gik hun ud som et lys. Kroppen sagde fra, fordi den indre smerte blev for overvældende. Efter fire måneder på Møn kom hun i et ’halvvejshus’ – det er et led i stofbehandlingen – nord for København. På Møn havde hun fortalt en medarbejder, at hun følte sig fanget i en forkert krop. Det betød, at hun kom i halvvejshus med kvindelige ex-misbrugere – hvilket hun var glad for – og fik en kvindelig rådgiver. Men de var ikke gearet til at hjælpe hende med problemstillingen omkring at være transkønnet, og der blev ikke talt mere om det. Efter halvvejshuset kom hun i 1999 til botilbuddet Østre Gasværk. Jeannie kom i praktik i en lille elektronikvirksomhed. Hun startede på teknisk skole, og herfra kom hun for 11 år siden til den virksomhed, hvor hun arbejder i dag. Her er hun med til at producere måleudstyr til lyd. I de år fandt hun også en psykolog, hvor hun fik gennemarbejdet nogle af de voldsomme ting, der var sket i hendes liv. Psykologen måtte dog sige til Jeannie, at hendes følelse af at være kvinde i en mands krop kunne hun ikke hjælpe med. Her måtte hun henvende sig på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Det var hun dog først klar til en årrække senere. Springer ud på jobbet Da Jeannie havde været clean i tre år, begyndte hun at leve et dobbeltliv. Om dagen gik hun på arbejde klædt som mand. Om aftenen klædte hun om, lagde makeup og forvandlede sig til kvinde. Det skete typisk ude hos mænd, hun mødte på nettet og indledte forhold til. - Man lever et skjult liv, hvor man først er sig selv, når man kommer hjem bag lukkede døre. Det er afsindig hårdt. Bare det at være homoseksuel var som sagt en sygdom frem til 1983. I dag er det stadig en sygdom at være transkønnet. Man er ikke en rigtig kvinde uden en livmoder. Men hvem siger, det er det, der gør en til kvinde? Da Jeannie havde været clean i otte år, kom hun til et vendepunkt, hvor hun vidste, at der måtte ske noget. - Jeg blev født på ny, da jeg blev clean. Men det var ikke nok. For der var stadig store begrænsninger, når jeg ikke kunne udtrykke mit virkelige køn. - Det uudtrykte i mig skulle frem – ellers ønskede jeg ikke længere at leve, siger hun. Jeannie gik til sin chef og fortalte om sin situation, og hvordan hun havde det med sit køn. ’Er det ligesom politikeren på Ærø?’ spurgte han med henvisning til det tidligere medlem af Folketinget for Fremskridtpartiet, Hugo Holm, som skiftede køn og blev til Annette – og som i øvrigt ifølge Wikipedia siden som kvinde har været med i både Radikale Venstre og Liberal Alliance. Det bekræftede Jeannie. Chefen sagde, at det var hendes egen sag, og at det var okay. Åbenhed på jobbet Jeannie begyndte at gå i kønsneutralt og delvist feminint tøj. Men efter et stykke tid følte hun sig stadig låst fast. Hun aftalte med sin chef, at der på arbejdspladsen blev indkaldt til et gruppemøde, hvor hun fortalte kollegerne om sin transkønnethed. Gruppen spurgte, om de måtte snakke om det bagefter, og hun sagde ja. - Nogen siger, jeg er modig, men det har været livsnødvendigt for mig at stå frem på jobbet. Ellers kunne jeg heller ikke blive opereret, hvis jeg ikke var åben om det. Der gik yderligere tre måneder, og på ny følte Jeannie sig begrænset. Hun tog initiativ til på et afdelingsmøde med 50-60 personer kort at fortælle om sin situation. Fra grupperne under AA og NA har hun lært ærlighed og dét at sige tingene åbent. fakta om transkønnethed - I starten havde jeg arbejde, men det blev umuligt, når jeg ikke havde et sted at bo. Jeg kunne ikke holde mig soigneret og måtte finde mad i containere. At leve på gaden er et helvede. 22 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang På arbejdspladsen stod Jeannie frem og fortalte om sin transkønnethed. Men hun går stadig til frokost lidt før de andre, fordi hun ikke kan lide, når 200 mennesker kigger på hende. - Jeg blev født på ny, da jeg blev clean. Men det var ikke nok. For der var stadig store begrænsninger, når jeg ikke kunne udtrykke mit virkelige køn. Transkønnet eller transperson er betegnelser for personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk ikke stemmer overens med det køn, de blev tildelt ved fødslen. En variation inden for dette spekter er at være transvestit – det vil sige, at man lejlighedsvist kan lide at iklæde sig det andet køns tøj. Som transvestit er man som regel grundlæggende tilfreds med sit køn og har ikke nødvendigvis noget ønske om at skifte køn. Der skønnes at være op mod en procent af befolkningen, der er transkønnede/transpersoner. Det er officielt set stadig en psykisk sygdom at være transkønnet. Selvmordsraten for transkønnede er højere end for resten af befolkningen. Arbejdsløshedsprocenten er også højere end for andre befolkningsgrupper. De transkønnede har flere interesseorganisationer, bl.a. er de en del af Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, www.lbgt.dk. Der findes også Foreningen af Transkønnede i Danmark (FATID). HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 23 På arbejdspladsen var der dog tavshed efter mødet. - De talte om mig, men de turde ikke gå hen og spørge om noget, forklarer hun. Der gik nogle måneder, så tog Jeannie skridtet fuldt ud, også på jobbet. Hun fik kunstige silikonebryster, som man kan sætte ind i en lomme i bh'en, og hun fik lavet hår-extensions. Så kom tillidsrepræsentanten fra 3F hen og spurgte, om hun ikke ville holde et foredrag i kantinen. Det skulle hun lige tænke over. Men den 8. marts, på kvindernes internationale kampdag, holdt hun et foredrag på 3F. - Jeg var meget nervøs, men bagefter fik jeg en masse positiv respons. En periode efter at jeg sprang ud, følte jeg, at når jeg kom ned i kantinen klokken 12, så var der 200 sæt øjne, der gloede på mig. Det pinte mig meget, indtil der en måned senere var en, der sagde til mig: ’Der vil altid være 200 sæt øjne, der hviler på dig.’ Det gav en anden følelse at få det vendt. Jeannie går dog altid i kantinen cirka klokken 11.15, for så ved hun, at der ikke er fyldt. Hvis hun først har tid klokken 12, venter hun til 12.45, hvor der igen er færre spisende. - Den opmærksomhed kan jeg stadig ikke lide. Men foredraget gav et vendepunkt, så folk nu bedre forstår, hvorfor jeg er klædt, som jeg er. Operation i Thailand Jeannie begyndte på Sexologisk Klinik i København i starten af 2006 og gik der knap seks år. Men af mange årsager var det ikke så enkelt at blive kønsskifteopereret i Danmark, så Jeannie startede i 2006 på at spare op til at - Når man er fanget i sin krop, hvilke muligheder har man så? Jeg fandt en måde at overleve på. Og det var ved at drikke og tage stoffer. 24 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang kunne rejse til Thailand og blive opereret der. - Jeg sparede op sådan, at hvis systemet i Danmark ikke kunne eller ville hjælpe mig, så havde jeg selv pengene. Jeannie formåede at spare 200.000 kroner op over seks år og lånte de sidste penge. Næste hurdle var, hvordan hun skulle skaffe sig fri fra arbejde i så lang tid, det ville kræve at være i Thailand. Hun fik lov til at spare to ferieår op og knoklede som en vanvittig. Og endelig, den 29. februar 2012, tog hun til Thailand. Her gik Jeannie gennem en stor operation: Hun fik ændret sit underliv til at være en kvinde, og hun fik lavet bryster med implantater. Desværre skete der det, at højre bryst begyndte at hæve, og lægerne var nødt til at fjerne begge implantater på hendes 47-års fødselsdag. Hun kom hjem og fik så i stedet lavet silikonebryster i Danmark. Hendes stemme er blevet lysere, men ikke så lys, som Jeannie kunne ønske sig. På Bispebjerg Hospital er de ved at undersøge, hvordan de kan hjælpe hende med at få en lysere stemme. Inden operationen var hun allerede startet i hormonbehandling med østrogen. - Det har været en fantastisk vej at gå at blive transformeret. Også bare det at skulle lære at bruge makeup. Selvom det efter operationen har taget kroppen og psyken noget tid at falde på plads. Før operationen var jeg fysisk stærk, og det er jeg ikke mere, fordi jeg ikke længere producerer det mandlige kønshormon testosteron. Fordi jeg får østrogen på daglig basis, har mine muskler mistet deres styrke. Og jeg er begyndt at tage på, selvom jeg ikke spiser mere end før, smiler hun. - Men den måde, jeg har det på indeni, er helt anderledes. Hvis nogen førhen grinede i bussen, så følte jeg mig forkert, og at det handlede om mig. Det tænker jeg ikke mere. Det med at føle mig forkert er fuldstændig forsvundet, fordi billedet i spejlet stemmer overens med den, jeg er. Jeg fortryder ikke operationen og kønsskiftet et sekund! Jeg kan kun forbande, at jeg ikke gjorde det for længe siden. - Som en, jeg kender, sagde: Jeg er født i en lyseblå krop med en lyserød sjæl. De to ting harmonerer ikke. Men nu efter min operation passer billedet. Når jeg før i tiden så mig selv i spejlet, var det eneste, jeg ville se, den øverste del af min krop. Og den brød jeg mig heller ikke om, fordi jeg havde hår og skæg i ansigtet. Det var afskyeligt. - Det med at resten af kroppen, underlivet, ikke passer til billedet af at være en kvinde. Jamen, det var helt forkert. Jeg følte mig magtesløs og fuld af væmmelse. Men når man er fanget i sin krop, hvilke muligheder har man så? Jeg fandt en måde at overleve på. Og det var ved at drikke og tage stoffer. - Det med at føle mig forkert er fuldstændig forsvundet, fordi billedet i spejlet stemmer overens med den, jeg er. Jeg fortryder ikke operationen og kønsskiftet et sekund! Jeg kan kun forbande, at jeg ikke gjorde det for længe siden. Nye drømme Efter operationen er nye drømme stille og roligt begyndt at tage form for Jeannie. Blandt andet vil hun gerne gøre mere ved sit hjem og have lavet mere ved sin krop. Hun skal til Thailand igen og have lavet femininiseringsoperationer. Det handler blandt andet om at ændre hendes kæbeparti, nakke samt hårgrænse, bryn og vipper til det mere feminine. - Da jeg lige var blevet stoffri, følte jeg mig i en håbløs situation. Men jeg fandt ud af, at Fordi Jeannie får østrogen på daglig basis, har hendes muskler mistet sin styrke. Men når hun nu ser i spejlet, er hun den samme person, som hun føler sig indeni. der var lys i tunnelen forude. Jeg skulle først lære at være ærlig. Og have tillid. Stille og roligt blev lyset og håbet til tillid, som så blev til tro på, at det kan lykkes, siger Jeannie. Hvad så med kærester? Officielt var hun før operationen som mand til kvinder. - Når man har et ulige cpr-nummer, forventes man at være til kvinder. Men det at have sex med kvinder var at lave et overgreb på mig selv. At levere den seksuelle del. Efter jeg startede på Sexologisk Klinik, fik jeg mandlige bekendtskaber – men jeg blev ved med at gøre overgreb på mig selv. - Jeg var nødt til at få den operation. Jeg stoppede alle forhold, og i en årrække havde jeg ikke partnere. Det var afskyeligt, at nogen skulle røre ved mit underliv, mens jeg havde en krop som en mand, siger Jeannie Nielsen, der efter operationen har haft en mand som kæreste i et par måneder. Hun går stadig i grupper hos AA og NA. Hun taler med ligesindede om sine følelser i stedet for at tage stoffer. Og hun har erkendt, at hun har brug for de grupper resten af livet. Hun er også frivillig og hjælper til i Terminal 1, som er et værested under Hovedstadens Røde Kors for stoffri narkomaner og ædru alkoholikere. For mennesker, der ønsker at komme videre i livet med de udfordringer, der kan opstå i den nye tilværelse som clean/ædru. Hvis du kunne møde dig selv som 12-årig – med den viden du har nu – hvilket råd ville du så give dig selv? - Så ville jeg råde mig selv til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Jeg ville dygtiggøre mig og spare en masse penge op, så jeg kunne rejse til Thailand og blive opereret, når jeg fyldte 18. Og starte i hormonbehandling. Det har givet mig et helt andet liv. Det er blevet sent. Fjernsynet kører stadig som et lydtapet i baggrunden. Æblekagen nåede vi aldrig til. - Det er muligt at finde sin vej i livet. Også selvom det hele kan virke meget svært. Jeg vil gerne gøre mit til at vise, at det kan lade sig gøre. Også for andre, slutter Jeannie Nielsen. | jeannies liv i tal 1965 født 1972 starter i lille skole 1973-1978 mobning 1978 misbrug starter 1983-1988 turbulente ungdomsår med eskalerende misbrug 1990 edb-assistent 1993 arbejder i Tyskland 1997 hjemløs. Stoffri i december på Møn 1999 flytter ind på Østre Gasværk 1999-2001 går hos psykolog 2001 får toværelses i Nordvest 2001-2004 lever dobbeltliv 2006-2012 Sexologisk Klinik 2006 vendepunkt, begynder at spare op til kønsskifteoperation – og springer gradvist ud på jobbet 2012 opereret i Thailand – får cpr-nummer som kvinde 2013 frivillig på Røde Kors' værested for stoffri narkomaner HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 25 Politikere møder Hus Forbis hold af hjemløsejournalister og professionelle, der arbejder sammen. det til en respektabel måde at leve på, at Jacob Haugaard er med til at sparke valgkampen 2015 i gang her i Hus Forbi ved som tidligere politiker at blive interviewet af en tidligere hjemløs. Siden de sociale ydelser blev flyttet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet, har det gjort ekstra ondt at være ’løs’, især arbejdsløs og hjemløs. Selv hjemløse, psykisk syge og misbrugere skal i dag møde på jobcentret og arbejdsprøves. Derfor er det befriende, at Jacob Haugaard stadig på melodien til ’Internationale’ synger ’Venner, lad værktøjet ligge, hvad skal vi bruge det til? Arbejde gider vi ikke. Det har vi tyskerne til!’ - Hele den der misbrugsvej, jeg kørte hen ad; der kom hele tiden nogle vejspærringer, ligesom i Israel. Så må man aflevere sin værdighed, så må man aflevere sit udseende. Så ligner man lort. Man må hele tiden aflevere et eller andet. Da det så lykkedes mig at blive ædru, måtte jeg gå hele vejen tilbage og prøve at få det hele igen. Arbejde til de syge Der er kun det arbejde, der er. Man kan godt opfinde nogle jobs, men det er alt for dyrt, siger Jacob Haugaard som kommentar til, at syge og hjemløse mennesker faktisk tvinges til udsigtsløse møder på jobcentrene i dag. Ideen om det perfekte samfund er syg Du sagde: ’Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!’ Det gør man jo i dag. Men har regeringen ikke misforstået dit budskab lidt? - Jo, det har de nok misforstået, siger Jacob Haugaard. - Du taler om arbejde, og så taler du om hjemløse og psykisk syge. Det er sådan tre heste, man altid rykker af stalden, når der er valg. Og så er man ikke meget for at snakke om det mere. Men man kan jo også sige, at det giver nogenlunde sig selv. Enten er der arbejde, eller også er der ikke arbejde. Staten har så opfundet en masse arbejde, og det bliver vel også løsningen fremover. Hvis der er så mange, der melder sig for at arbejde, at så bliver de nødt til at finde noget mere. - Dengang, jeg var hjemløs, var vi næsten kun psykisk hjemløse. Vi var misbrugere ad helvede til, og så var vi psykisk syge. Dengang gav de dig altid et sted at bo. I dag begynder der jo at komme en gruppe af hjemløse, der simpelthen er sat ud af økonomiske årsager. Jeg kan huske, jeg havde sådan et klubværelse oppe i noget, der hed Skansepalæet i Aarhus. Væggene kom ned i hovedet på mig, da jeg røg en kæmpe fed ud af vinduet. Jeg kunne slet ikke være derinde. Jeg skulle simpelthen bare være sammen med nogen. - Det er derfor, jeg er helt vild med Kirkens Korshær og Blå Kors og sådan nogen, for de be- handler ikke folk, og det er sgu ikke alle folk, der kan behandles. Jeg er simpelthen imod at alkoholbehandle folk, der ikke vil behandles. Så er det godt, der er nogen, der holder forretningen åben: Her kan du få noget at æde, her er varme på, og her er nogen at snakke med. Det var min drøm om systemet; at der var mange flere af sådan nogle steder, for man er altid fejlernæret, når man går på gaden, og specielt hvis man er misbruger, og man fryser fra oktober til maj. - Men det med at give arbejdet til de syge var jo bare for at vende det rundt. Det er et ordsprog af den slags, der eksisterer i alle sprog. Det er et portugisisk ordsprog. De har også et i Sverige med, at hvis borgmesteren synes, det er så sundt at hugge brænde, hvorfor gør han det så ikke selv? Ordsprogene har altid været et budskab fra det arbejdende folk til de bestemmende klasser, kan man sige. Job som forbruger - Jeg kunne godt tænke mig, der var et job, der hed forbruger. Dengang jeg var en 16-17 år, var der en bog, der hed ’Hvad kan jeg blive’, hvor man kunne læse, hvordan man bliver alt muligt. Men man kunne ikke bare blive forbruger. Det er der ellers behov for, det var det, jeg lær- te i Folketinget. Hvis man skærer 60 millioner kroner i overførselsindkomsterne, så mangler der pludseligt 60 millioner kroner i supermarkederne og døgnkioskerne, og det er en katastrofe for storkapitalen. - Da jeg fik socialhjælp, sagde vi om det, at det var en betaling, vi fik for ikke at være kriminelle. - Men systemet kan jo kun brødføde nogle. Der skal også være mennesker, der laver noget! Men i dag har politikerne jo, ordsprog eller ej, taget det helt bogstaveligt. - Nej, det passer ikke helt. Man kan godt opfinde nogle jobs, men det er alt for dyrt. Nu har jeg tilknytning til Muskelsvindfonden, og folk med muskelsvind troede, at så blev der nogle skånejobs eller flexjobs for dem. Men nej, nej, goddaw do. Alle de skånejobs, det er man selvfølgelig efter. Det er pissedyrt, der er slet ikke råd. Politikerne mangler penge. Når de så sidder i fjernsynet overfor de handicappede, pensionisterne og de hjemløse, så synker de lige en klump i halsen, så bliver det svært. - Men jeg har altid elsket det ordsprog, for det er så provokerende. At tale op og ned Når det kom til folk, der havde det svært, som var anderledes og nogle skæve eksistenser, så talte du dem jo op, da du var politiker. Det er anderledes i dag. Nu oplever vi, at politikerne taler om ’dem og os’ og taler socialt udsatte mennesker ned. Har du et godt råd til nutidens politikere med hensyn til, hvordan de kan lade være at tale folk ned? - Jeg mener simpelthen, det er et udtryk for, at de ingen respekt har for andre mennesker. Jeg er vokset op ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, og der var to typer inde på det hospital. Vi var nogle, der respekterede folk, uanset om de var sindssyge eller ej, om de var rige eller fattige. Jeg elsker rige mennesker, og jeg elsker succesfulde mennesker. Det er slet ikke det. Men dermed ikke være sagt, at jeg hader dem, hvor det ikke lige er gået så godt. - Så var der en anden type. De talte simpelthen så nedsættende om folk, der ikke gik den lige vej. Det er folk, der skal have vasket mun- Hus Forbi indleder valgkampen op til folketingsvalget ved at lade en tidligere hjemløs interviewe en tidligere politiker af Peter Marqvard og Poul Struve Nielsen foto: Ole Joern Sangeren, entertaineren og livskunstneren Jacob Haugaard kender til flere sider af livet end de fleste. Han kan optræde for en forsamling af hjemløse og socialt udsatte i Esbjerg med en vittighed, der er rundet af egen erfaring: - Når man får en adresse, så får man sådan nogle breve, så man ville ønske, at man ikke havde fået nogen adresse, sagde han ved Hjemløses Venners nytårskur i Musikhuset i januar. 26 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang Han kender virkelig rudekuverternes tyranni. Han har levet både på gaden og på Tinge. Og han kender til misbrug. Han er ædru alkoholiker, og han er åben om det. Han er også en af de bedste Aarhus-historier nogensinde. Fra 1979 til 1994 stillede han op til Folketinget for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Ved Folketingsvalget 1994 blev han valgt ind som løsgænger med 23.253 stemmer. Jacob Haugaard er en politiker, som har holdt de fleste af sine valgløfter. Han forlang- te blandt andet Fregatten Jylland gjort kampklar. Skibet blev færdigrestaureret i 1994. Han forlangte pissoiret genopført foran Musikhuset i Aarhus. Der kom en toiletbygning i 1986. Også trafikpolitisk havde han stor succes med at love medvind på cykelstierne. Det har der været masser af. Og som han siger: - Hvis du cykler til arbejde i modvind, kan du jo bare vende om. Så får du medvind hele vejen hjem! Det er især på grund af hans indsats for at gøre manglende tilknytning til arbejdsmarke- HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 27 den. Hvis jeg skal give et råd til politikerne, så er det: Lad være med det der. For det kommer efter jer, I bliver nappet. De får problemer. Det kan jeg hilse og sige. Man skal stå ved nogle principper, og det hele er et spørgsmål om værdighed. - Hele den der misbrugsvej, jeg kørte hen ad; der kom hele tiden nogle vejspærringer, ligesom i Israel. Så må man aflevere sin værdighed, så må man aflevere sit udseende. Så ligner man lort. Man må hele tiden aflevere et eller andet. Da det så lykkedes mig at blive ædru, måtte jeg gå hele vejen tilbage og prøve at få det hele igen. - Det eneste, jeg ikke afleverede ved de der gates, det var min stolthed. - En dag skulle jeg i det der tv-studie på Hovedbanegården i København. På vej derhen kom der en gående. Jeg kunne godt se, han var sådan en af vores. Så siger han: ’Hvad så, Haugaard. Dig gik det jo godt. Det gik jo anderledes med os andre.’ Så gik han bare videre. Så stod jeg der og tænkte: ’Hvad? Skal jeg begynde at drikke for at få god samvittighed?’ Det var bare bip-bip, så var han væk igen. Men han efterlod bare sådan en stinkende lort. Hvad skulle jeg stille op med det der. Da vidste jeg ikke, hvad jeg lige skulle svare. Så selv som hjemløs skal man lige passe på med, hvad man siger! Respekt - Og jeg opdagede til min gru, at de der borgerrøvhuller havde ret i det, de sagde til mig: Respekt er ikke noget, man får. Det er noget, man fortjener. Det var jeg godt nok mange år om at finde ud af. - Folk underkender også, at det er en værdi at være fuld eller skæv. De taler også så dårligt om mange mennesker, fordi de ikke mener, det er nogen værdi at gå rundt og være fuld eller skæv. Og hvad er det for noget vrøvl? Det er det da. Det er, som Gnags synger: ’Jeg er fodgænger, så er jeg da noget.’ Et eller andet er man. Hjemløs - Jeg bryder mig i øvrigt ikke om ordet hjemløs. - Det er som med enlige mødre. Jeg har aldrig mødt to enlige mødre, der var ens. Jeg har heller aldrig mødt to hjemløse, der var ens. Det er en fælles betegnelse, som om alle var maskinarbejdere eller tømrere. Den kan man ikke bruge til noget. Jeg kan huske, når jeg var på Falkevej København, hvor Hjemløsehuset lå. De københavnske hjemløse er ekstraordinært hjemløse. Sådan er alt jo i København. Det er ligesom i Amerika. Alt er for stort. De sad med hæfteplaster på brillerne og så ud som om, de var pudset i margarine. Så siger jeg: ’I er meget vigtige. I er det vigtigste, der findes i samfundet!’ De spørger: ’Nå, er vi det?’ Og jeg svarede: ’For efter jeg har været sammen med jer. Når jeg så kommer hjem, så føler jeg mig dobbelt så meget hjemme!’ - Det er også en måde at tale hele den hjemløse gruppe op på, at hvis du ikke har dem, der lever helt derude, så er det svært at finde midten. Problemet med politik i dag er, at de allesammen samles inde på midten. Jeg vil gerne have en ordentlig kommunist, og ikke de to fotomodeller der fra Enhedslisten, men nogle, der siger: ’Det skal nationaliseres. De bankfolk der, de skal allesammen have en ildrager op i røven. Nu skal vi have tjek på pengene.’ Så ville Socialdemokratiet pludselig blive det midterparti, de skulle være. Sådan nogle tosser som mig og Glistrup, vi skal da tilbage, så vi kan finde midten. - Ideen om det perfekte samfund er syg. Fornuft, fornuft, fornuft, fornuft. Hvis du aldrig er ufornuftig, så ved du ikke, hvad fornuft er. Hvis du aldrig er ulykkelig, så ved du heller ikke, hvad lykke er. Det er det, de er ude i. De tror, de kan nedlægge alkoholisme og kriminalitet, hjemløse og alt muligt. Gu’ kan de ej, siger Jacob Haugaard. | Nytårstale til nationen Ikke bare dronningen og statsministeren, men også Hus Forbi-sælger Conny Karina Andersen holdt en nytårstale til hele nationen. Den blev sendt på dagbladset Politikens web-tv. Hus Forbi bringer den her lidt forsinket, men så tidligt vi kunne nå det. Kære Danmark Mit navn er Conny Karina Andersen. Jeg er sælgerrepræsentant i Hus Forbi. Jeg har fået æren af i en nytårstale at løfte sløret for, hvad der rører sig på bunden af samfundet. Mange derude ved ikke særligt meget om os. Hvorfor vi er endt her og er blevet hjemløse eller socialt udsatte. Der er lige så mange grunde til det, som der er mennesker. Ingen er ens. Vores politikere forstår ikke andet end ’penge, penge, penge’ og ’spare og spare.’ De ser os og ved, vi er der. De snakker om os, når det er valgtider, eller når en af os dør derude, fordi politiet og ambulancen ikke ville rykke ud. Vi er en broget skare fra alle samfundslag, som er ramt på en eller anden måde. Vi ikke, som mange tror, alle misbrugere af noget. Men vi har alle et hjerte, der banker. hus forbi-sælger allan thomsen er død Det er ingen guldgrube at sælge avisen, men det giver lidt til at komme videre på, og det hjælper til ikke at give op. Dig og mig Jacob Haugaard har i december udgivet en ny cd ’Venner’, som de desværre ikke vil spille i radioen, selvom Facebook-smagsprøverne lover klassiske Jacob Haugaard-melodier og tekster med masser af humor og lune. Han var folketingsmedlem som løsgænger og repræsentant for Foreningen af Bevidst Arbejdssky Elementer fra 1994 til 1998, har tidligere lavet film, især Jydekompagniet, og optrådt sammen med Finn Nørbygaard. Tidligere var han makker med Claus Carlsen, som Haugaard også spillede sammen med, da han var forsanger i den legendariske aarhusianske rockgruppe Sofamania. Peter Marqvard er tidligere restauratør, som røg gennem systemet, blev hjemløs og havnede på forsorgshjem. Han har nu lejlighed og fleksjob i Esbjerg. Han er medstifter af Empartiet og stillede med sin egen udsattedagsorden op til det seneste kommunalvalg i Esbjerg uden at blive valgt. Poul Struve Nielsen er redaktør af Hus Forbi. 28 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | mindeord | I dag er det mig. I morgen måske dig. Ingen kan føle sig sikker på ikke at blive ramt af nedturen og ende i hjemløshed. Det er især mange unge, der må opholde sig på gaden på grund af mangel af boliger. Det er vores kommende guld, som skal tjene til, at vi som gamle kan få et værdigt liv og en pension. Sagsbehandlere rundt om i landet tør ikke råbe op om de ulige regler, de skal forvalte. Regler, som ødelægger mere, end de gør gavn for de svage. I juletiden åbnes masser af hjerter, og mange gør en forskel med mad og varmt tøj. Det er så smukt. Men når nytåret er overstået, går det hele i glemslen igen, og vi fryser stadig. Vi er stadig sultne. Vi mangler stadig en form for bolig, hvor vi kan være i læ for kulden og så videre. Mange kæmper en ulige kamp for at komme op. Nogle alene, andre i grupper. Hus Forbi har gennem snart 20 år hjulpet mange videre med avisen. Folk støtter hinanden, løfter en op, der er gået ned. Hjælp til selvhjælp 2014 blev desværre året, hvor hjemløsheden og antallet af social udsatte eksploderede i et uoverskueligt omfang. Hvis ikke der sættes alvorligt ind nu, ender vi måske i 2015 med at være over 50.000, der er ramt. Mine ord er til jer alle derude. Tænk med hjertet! At støtte en avis som Hus Forbi redder mennesker og liv på længere sigt. Avisen holder os fast i, at det kan betale sig at være på og ikke sumpe ned i et endnu større hul. Husk sælgerkort Desværre er der også mange ulovlige sælgere. Så køb aldrig fra éen uden gyldigt sælgerkort. Butikker smider os væk mere end før på grund af, at der er folk, som ikke ved, hvordan man skal opføre sig. Det er noget, vi gør meget ud af i Hus Forbi. Til alle partier uanset farve, kommunalbestyrelser, sagsbehandlere! Ni ud af 10 gange bruger I flere midler på at finde nejhatten frem end på at hjælpe. Det er altid bedre at forebygge end at helbrede. Det har I helt glemt. Jeg er stolt over at være en del af Hus Forbi, for uden dem var jeg her ikke i dag. Det at være sælgerrepræsentant og kunne gøre en forskel er blevet min passion og mission. Lytte, lære og finde fornuftige løsninger, der kan få de ramte videre, så de kan få et godt liv med indhold. I kan være med ved at støtte os uden altid at skulle høre hele vores livs historier først. Mine sidste ord er: Husk, at alle mennesker er smukke på hver sin måde. Godt nytår, Conny Karina Andersen (Hus Forbis sælgere vælger selv sælgerrepræsentanter i forskellige dele af landet. De fungerer som mentorer for nye sælgere. Conny Carina Andersen repræsenterer sælgerne i hovedstadens forstadskommuner.) Se talen på http://politiken.dk/tv/debattv/ECE2496686/hjemloeseconny-karina-andersens-nytaarstale-vi-er-stadigvaeksultne/ HUS FORBI Allan var Hus Forbi-sælger i Silkeborg: Han var en af vores forholdsvis nye sælgere. Han var en god sælger, der altid havde sine faste kunder. Allan kom meget i Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg, hvor han efterlader sig mange venner, og hvor han var meget vellidt. Allan gik meget op i sin elskede kat og sine mange fisk. Han vidste meget om alt muligt, og han var altid klar på en god snak. Hvis nogen manglede hjælp, var Allan også altid klar. Derfor har hans kat også fået nyt hjem, da en af hans venner i Varmestuen selvfølgelig nu tager sig kærligt af den. Æret være Allans minde. Hus Forbi-vennerne i Silkeborg og medarbejderne i Silkeborg Varmestue. husforbi-sælger karina holm er død Karina solgte Hus Forbi I hovedstadsområdet. Hun var et stille gemyt, som af og til kom i Hus Forbis medarbejdercafé på Nørrebro, hvor hun altid var sød og venlig overfor alle. Æret være hendes minde. Hus Forbi | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 29 | gadespejlet | foto: Mette Kramer Kristensen Konfirmander lavede kunstauktion for hjemløse I december blev fem malerier, lavet af konfirmander fra Sankt Nikolaj Skole i Esbjerg, bortauktioneret i Vor Frelser Kirke. Projektet blev kaldt Konfirmander i farver. Konfirmanderne fik ved auktionen 7.800 kroner ind, som også i dag blev overrakt på check til Kirkens Korshærs Varmestue i Esbjerg som en julehjælp til hjemløse og socialt udsatte i Esbjerg. Malerierne var af en sådan kvalitet, at der var rift om dem til auktionen – hvilket jo også siger sig selv, når de kunne indbringe så stort et beløb. Konfirmanderne havde forinden haft besøg af Hus Forbi-sælger André fra varmestuen i Exnersgade i Esbjerg. Han fortalte om sit hårde liv på gaden, suppleret af socialpræst Ingelise Wenzel. Hus Forbi-sælger Michael Tajo tager byens puls og skriver om stort og småt fra gaden, hvor han bor. En af mine Hus Forbi-kolleger af hunkøn (som reelt bor på gaden) skulle en dag tømme sin urinblære så presserende, at hun var nødt til at finde den nærmeste busk. Det gjorde hun så, og da hun var færdig og havde alle tre lag på, kunne hun ikke finde sine trusser. Først på dette tidspunkt opdagede hun, at hun hele tiden havde haft dem på, så de blev lidt mere end almindeligt våde. En anden gang havde hun en flyverdragt (også kaldet ’heldragt’) på og skulle det samme. Bagefter hev hun heldragthætten over sit hovede blot for at opdage, at hun havde urineret i den. For et års tid siden stod jeg foran Netto ved Brøndbyøster Station. Det var en weekend, så da en kunde kom ud af forretningen, sagde jeg mit sædvanlige: ’Ka' du ha' en god weekend.’ ’Nej tak,’ svarede hun vrissent, hvorpå jeg med endnu et smil spurgte hende, om hun så havde lyst til at have en dårlig weekend, hvortil hun svarede: ’Ja, tak!’ Så kunne hun heldigvis ikke undgå at grine. | off-line | Dette maleri var det mest populære ved auktionen. © Hus Forbi-sælger Tonny, nummer 0081 E-mail: [email protected] www.tonnyrimsmed.dk Tonny Rimsmeds hjørne At firmaer skal betale skat det er altså noget værre pjat Jeg synes vi skal lave vores eget skattely der er masser af plads oppe i Thy Vi kan spørge Formand Juncker han ved hvordan det funker For det er da den rene fryd sådan med lidt skattesnyd VIKAR-X ER KREERET AF HANNE REFFELT vil du vinde Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om boggaver - fra vores helt egen verden. SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 5. marts. Mrk. kuverten 'OFFLINE' Navn _________________________________________ Adresse ______________________________________ Postnr ____ By ________________________________ vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk 30 | HUS FORBI | nr. 2 februar | 19. årgang HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang | 31 sælger nr. 1324 Jacob Vang Jacobsen | ny hus forbi-sælger | af Birgitte Ellemann Höegh foto: Mette Kramer Kristensen 3 spørgsmål hvad fik du at spise i går? - Jeg fik, øhhh, spiste jeg ikke noget mad i går? Jo, jeg fik æbleskiver hjemme hos en veninde. Jeg spiser ikke fast, for min følelsesorientering er ødelagt. Jeg forveksler sult med stoftrang. Det har taget mig mange år at blive bevidst om det. hvad er vigtigst for dig? - … min datter på 19, som jeg ser, når hun har tid, og at give noget godt tilbage til verden, inden jeg skal herfra. hvad skal der til, for at du får det bedre? - Tiden skal bare gå, jeg ligger vel, som jeg har redt, og kan vel ikke få det bedre, end jeg har det lige nu. Det er nok urealistisk, at jeg bliver helt clean og får en bolig. Jeg har kæmpet med det hele livet, men mit lod er måske bare, at jeg skal sælge Hus Forbi og være hjemløs. Det er jeg i gang med at forlige mig med. 32 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2015 | 19. årgang Jacob Vang Jacobsen tager en pause fra gaden på Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus. Her kommer han et par gange om ugen for at købe sine aviser, gå på nettet, få et gratis måltid mad og gøre brug af det sociale samvær med de andre. - Jeg har ikke andet at lave. Jeg er førtidspensionist, fordi jeg har en dyssocial personlighedsforstyrrelse og adhd, og så har jeg været misbruger i mange år. Jeg var i behandling sidste år ved samme tid, og det går sådan set meget godt. Jeg ryger mindre heroin, end jeg nogensinde har gjort i mit liv, fortæller han. Engang troede Jacob Vang Jacobsen, at han havde en brist, men oven på 15 misbrugsbehandlingsforløb har han efterhånden fået en forståelse for, at årsagen til hans diagnose skal findes i en rodløs barndom, hvor han oplevede massive svigt fra sine forældre og andre voksne og blev sendt på institutioner og i plejefamilier. - I dag kommer jeg et par gange om ugen i NA-fællesskabet (Anonyme Narkomaner, red.) og er klar over, at jeg har en afhængighedssygdom. Det er næsten ligegyldigt, hvad jeg tager, så bliver jeg afhængig af det lynhurtigt. I starten tager man stoffer, fordi man synes, man bliver bedre til nogle ting og til at være i sociale relationer, men til sidst finder man ud af, at man slet ikke kan noget uden sine stoffer. I NA finder jeg styrken til ikke at tage stoffer og være fucked up hver dag. Det er dem, der giver mig håbet, og så kommer jeg her i Jægergårdsgade for at være sammen med ligesindede. Det var også her, han blev inspireret til at komme i gang med at sælge Hus Forbi, som gerne skal stabilisere hans økonomi. - Jeg var træt af, at det var sidst på måneden ’den tredje’. Og så var jeg klar over, at jeg havde to valgmuligheder: Enten kunne jeg gå ud og lave kriminalitet, som jeg har gjort hele mit liv, eller også kunne jeg gøre noget nyt. Og da jeg for første gang i mit liv har en ren straffeattest, valgte jeg Hus Forbi. Lige først havde jeg falsk stolthed og skulle vænne mig til tanken om at stå og tigge penge af folk. Derfor gik der otte måneder, før jeg kom i gang med at sælge. Nu er det en helt naturlig del af det, jeg foretager mig hver dag. Stoltheden må man jo bide i sig. Når man har været stofmisbruger i mange år, oparbejder man et urealistisk billede af sig selv, men når man får nogle perioder, hvor man er clean, bliver det mere realistisk. Det nytter ikke at bilde mig selv ind, at jeg er gangster eller gadedreng eller noget andet af det fine. Jeg sælger aviser, og det betyder, at jeg får noget at spise. Jacob sælger sine aviser i Aarhus, hvor han lever på gaden, eller i Silkeborg, hvor han sidst havde en lejlighed. Han røg ud af sin lejlighed, fordi han havde et stort overtræk på sin konto, som banken gik ind og dækkede med de penge, der skulle have været betalt til boligselskabet. | Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi.
© Copyright 2024