1. No category

hus forbi
nr. 10 oktober 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
aviskøber slog til
Gift med sælger
udsat på kursus
I lære som
hjemløs
poverty walk
Det skjulte
Aarhus
Køb kun
avisen
af sælgere
med
synligt ID
Hus forbi må ikke sælges i togene
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
[email protected]
REDAKTØR-vikar
Thomas Hye-Knudsen
[email protected]
FORSIDEFOTO
Helga C. Theilgaard
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
kære nye folketing:
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9069, [email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]
Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689
René Køhn, tlf. 5240 9079
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
5240 9049, [email protected]
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected]
Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089,
[email protected]
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til
sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 80.000
LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE 744
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. november 2011.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både
via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere
er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af
Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle
freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP.
Drop pakkelegen
– find varige løsninger
I dag skylder flere boligejere flere penge væk, end deres huse er værd. De
kan ikke få solgt uden tab – og har heller ikke råd til at flytte i nyt, hvis de skal
slæbe rundt på gammel prioritetsgæld. Det er kort sagt noget værre skidt. Måske købte de på det tidspunkt, hvor alle var af den opfattelse, at man da var en
stor idiot – eller dårlig økonom – hvis man ikke hoppede med på bølgen. Nogle
har nemlig tjent rigtig mange penge ved at sælge i tide – ikke sorte penge, men
helt hvide skattefrie gevinster skabt af ekstreme værdistigninger.
Andre har omsat friværdierne løbende til boligforskønnelse og selvforkælelse.
Og banker, bankrådgivere og boligprojekt-magere holdt sig heller ikke tilbage i
forhold til at stimulere købelysten hos de håbefulde – ved at være large i kreditvurderingerne, indkalkulere værdistigninger og indføre kreative og måske endda
spekulative finansieringsmuligheder.
Nu er bankerne blevet kompenseret og har fået lappet nogle af deres huller
efter et par bankpakker. Så nu ser det ud til, at vi også skal have en boligpakke,
som efter sigende skulle være med til at bringe optimismen og købelysten
tilbage – og få sat gang i handlerne. Pris: 1,5 milliarder kroner. Oveni kommer
de to milliarder kroner, som boligejerne har fået mulighed for at fradrage til
håndværkerudgifter, hvis de forskønner/forbedrer boligen. Om begge initiativer
samlet vil få optimismen til at blomstre skal være usagt, men det forekommer en
smule patetisk, når man i valgkampen totalt har negligeret de sagesløse lejere,
som ikke har råd til at blive boende i det statsstøttede almenbyggeri, fordi overførselsindkomsterne ikke følger den almindelige huslejeregulering, og der er sat
loft over kontanthjælpen.
Og skulle vi ikke lige nævne de hjemløse, som et enigt folketing – formentlig
både før valget og nu – har ambitioner om at få givet tag over hovedet i hjemløsestrategien, som vi beskrev i sidste nummer af Hus Forbi. En strategi til 500
millioner kroner over fire år, som næppe har mulighed for at overleve, hvis det
udelukkende bliver kommunerne, der skal implementere strategiens projekterfaringer fra 2013.
Så derfor, kære politikere. Inden I begynder at dele flere penge ud til folk,
der trods alt har en bolig, så afsæt i det mindste penge til at sikre, at de, der
i hjemløsestrategien spås muligheder for at komme fri af hjemløshed, også er
sikret støtte til, at ambitionen kan føres ud i livet.
Ingen boligpakke, hvis det bliver på bekostning af, at de hjemløse overhovedet får mulighed for at få én, de kan betale – og hjælp og støtte til at fastholde
den, så længe det er nødvendigt.
Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar Hus Forbi
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
| indhold |
19
10
En kærlighedshistorie
Ret og pligt
Når man dag efter dag
står foran IKEA og
sælger Hus Forbi, kan
det ikke undgås, at
man lægger mærke
til folk. For 47-årige
Peter var der særlig én,
der sprang i øjnene.
En dag tog han mod
til sig og spurgte, om
han kunne byde hende
på kaffe – på en bænk.
Hvert år bliver godt
10-12.000 mennesker
berørt af hjemløshed i
Danmark. Når fodfæstet forsvinder, og det
offentlige er den eneste
redningsplanke, er det
godt at kende sine
rettigheder, systemets
muligheder og begrænsninger. Hus Forbi
var med på kursus for
hjemløse.
28
6
15
noter
Hjemløsedag og ny medarbejder.
Turistmagnetens
hemmelighed
Bagsiden af
smilets by
Ingen snakker meget om
hiv og aids i Danmark.
Det gør de heller ikke
officielt i turistbyen
Odessa i Ukraine. Der er
ellers god grund til det,
for 40.000 smittede
mennesker slås for retten til livsforlængende
medicin, mens nye tilfælde kommer til, fordi
misbrugerne ikke har
adgang til rene kanyler.
En byvandring i Aarhus
behøver ikke at tegne et
glansbillede af byens attraktioner for at trække
publikum. Tidligere
hjemløse er gået sammen om at guide nysgerrige igennem gyder
og gader, som på godt
og ondt har haft særlig
betydning for deres liv.
Poverty Walks er kommet til Aarhus.
| et billede fra gaden |
foto Kathrine Schmeichel
Der blev taget behørig afsked med Adam Thomsen, da flere hundrede deltog ved hans bisættelse i
Københavns Domkirke 15. september 2011.
26 x-ord og dusaduku
32 ny hus forbi-sælger
Mød Ralph fra Horsens.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 3
Medarbejdere på forsorgshjem
Ny skurvognsby for hjemløse
er en provokation
Etablering af ti skurvogne til hjemløse i Hillerød er en hån mod fagligheden på
forsorgscentret Skansegården, mener medarbejderne. Socialudvalgsformanden i Hillerød
afviser anklagen.
af Kathrine Schmeichel
Hvordan kan ti skurvogne og to
socialpædagogiske medarbejdere
være et bedre og billigere tilbud
end Skansegården, der har adgang til alt fra sundhedspersonale, pædagoger og socialrådgivere
til psykologer, værkstedsassistenter og læger?
Spørgsmålet kommer fra
Rene Silword, fællestillidsmand
på Skansegården og tidligere
formand for Børne- og familieudvalget i Hillerød Kommune. Han
har blandt andet givet udtryk for
sin undren i den lokale presse
i forbindelse med, at Hillerød
Kommune i oktober vil opstille
ti skurvogne som et midlertidigt
tilbud til hjemløse.
Skansegården – der også går
under navnet Nordsjællands
Misbrugscenter – henvender sig
til både hjemløse, misbrugere og
deres pårørende og er en regional
boform med plads til 45 personer,
hvoraf en stor del kommer fra
Hillerød, da Skansegården ligger i
kommunen.
Det, der særligt er faldet Rene
Silword for brystet, er, at udmeldingen i medierne har været, at
det nye tilbud skulle være 'bedre
og billigere'.
- Ud over at jeg på vegne af
mine kolleger føler mig ramt på
vores faglighed, kan jeg slet ikke
forstå, hvordan et billigere tilbud
til hjemløse kan være et bedre
tilbud. For mig at se er initiativet
udtryk for en kvalitetsreduktion,
der er affødt af et ønske om at
spare på området for hjemløse,
siger Rene Silword og tilføjer:
- Ifølge byrådsreferatet ser det
også ud som om, at beslutningen
om at spare penge er taget på et
forkert grundlag, idet byrådet har
sat døgnprisen for et ophold på
4
Skansegården 10.000 kr. for højt.
Med statsrefusion koster et ophold reelt kun 23.475 kr. om måneden og ikke 55.000 kr. , som er
det tal, jeg har set, at byrådet har
brugt i forbindelse med beslutningen om at opstille skurvognene.
Ikke kun for at spare
Selvom Hillerød Kommune ifølge
socialudvalgsformand Bente Claudi (C) medgiver, at skurvognstilbuddet er langt billigere end et
- For mig at se er
initiativet udtryk for
en kvalitetsreduktion,
der er affødt af et
ønske om at spare på
området for hjemløse.
Rene Silword, fællestillidsmand på
Skansegården
ophold på Skansegården, afviser
hun, at baggrunden for tilbuddet
kun er at spare penge.
- Som kommune ønsker vi at
have en bred vifte af tilbud og
mener, at vores nye tilbud – som
er en mellemting mellem en skæv
bolig og et herberg – henvender
sig til dem, der er parat til hurtigt
at komme videre i systemet og
få en bolig. Det kan ikke være
meningen, at vores eneste tilbud
til hjemløse borgere enten er et
ophold på et forsorgshjem eller
et hotel, siger Bente Claudi, der
afviser, at beslutningen er truffet
på et forkert økonomisk grundlag.
- Uanset hvad er vores udgifter
på det sociale område alt for høje,
hvorfor de skal nedbringes på alle
poster. På hjemløseområdet har
vi for 2011 budgetteret med 9,7
mio. kr. – som dog får 50 procents
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
statsrefusion. Jeg tror, at den udgift kan gøres mindre ved hjælp
af vores nye initiativ. Men lad os
nu se, hvordan de hjemløse vil
tage imod det, når det er kommet
op at køre.
Ifølge Bente Claudi vil udgiften
for hver skurvognsbeboer være
140.000 kr. om året plus udgifter
til to socialpædagoger og andre
særtilbud.
Hun er ikke er enig i, at kommunens initiativ skal opfattes
som en kritik af Skansegårdens
faglighed.
- Jeg synes, at Skansegården
gør et godt stykke arbejde. Men
jeg mener, at et ophold på stedet
overkompenserer nogle borgere,
som med fordel vil kunne benytte
skurvognstilbuddet, der indtil
videre skal køre i tre år.
Hun påpeger, at skurvognene
er opstillet tæt på kommunens
Center for beskyttet beskæftigelse, socialpædagogik, psykiatri
og hjerneskade, der ligger på et
område kaldet Trollesbro.
- Ud over to tilknyttede socialpædagoger, der har deres egen
skurvogn, har de hjemløse også
mulighed for at benytte nogle af
de behandlings- og aktivitetstilbud, der er på området, hvilket
dermed gør projektet bredere.
Dræner specialekspertisen
Lederen af Skansegården, Søren
Niendam, ser initiativet fra Hillerød Kommune som en udhuling af
ekspertisen på de sociale specialområder.
- Jeg har alt mulig respekt for
det kommunale selvstyre og stor
forståelse for, at kommunerne
har en trængt økonomi. Men det
er kreperende at se, hvordan det
kommunale selvstyre langsomt
dræner den store faglighed på
de sociale specialområder, som
tidligere fandtes i amterne. En
institution som Skansegården, der
bygger på mange års erfaringer
inden for hjemløse- og misbrugsområdet, har for eksempel oplevet
at måtte reducere sin medarbejderstab fra 140 til 80 som følge af
kommunalreformen. Problemet
er, at en stor del af disse medarbejdere og deres ekspertise ikke
ryger videre til kommunerne, som
ofte starter forfra på et mindre
kompetent niveau, siger Søren
Niendam og fortsætter:
- Denne afvandring fra det
nordsjællandske område medfører
en afspecialisering, der går ud
over de mennesker, det handler
om – nemlig dem, der lever under
nogle meget dårlige forhold, og
som i stigende grad ikke bliver
mødt med menneskekærlighed og
omsorg for den enkeltes behov,
men i stedet bliver reduceret til
et problem, der kun handler om
kroner og ører.
Søren Niendam er endvidere
indigneret over, at han har hørt,
at skurvognsinitiativet også skal
drives ved hjælp af frivillige.
- Frivillige ildsjæle har det med
at brænde ud, hvilket skaber en
diskontinuitet. Desuden kræver
det her område dygtige fagfolk,
der selvfølgelig også brænder for
området, men får betaling for det.
Ifølge Bente Claudi skal Trollesbro-skurvognene ikke drives ved
hjælp af frivillige.
- Jeg går ind for frivillig arbejdskraft mange steder i samfundet og arbejder også selv som
frivillig. Men der går en knivskap
grænse for, hvornår man kan
inddrage frivillige. Og den her opgave kræver stor faglighed og kan
derfor ikke baseres på frivillige. |
Containere
til hjemløse
af Erik Juul, Balder Johansen,
arkitekt maa. og Preben Brandt,
dr. med. grundlægger af og formand
for Projekt Udenfor
foto James Lumb og Charles Vishal
500 3hjemløse sover i nat på gaden.
Lad os give dem en bolig, som både de
og vi andre kan være stolte af. Ved at
kombinere 30 års erfaring med hjemløse med fagligheden fra en arkitekt
og en entreprenør har vi formuleret et
konkret bud på en tidssvarende boligform for hjemløse.
I starten af september rykkede
en forsøgsby ind på Højbro Plads i
København. Den var sammensat af
ombyggede skibscontainere, opstillet omkring et intimt gårdrum, der
invitererede til samtale og samvær. Vi
tror på, at sådanne små containerbyer
på grund af deres fleksibilitet kan
være en model, der tilgodeser mange
hjemløses behov.
For ikke at få en negativ social
spiral bør containerbyerne ikke blive
på mere end 12 boliger. Det kan vi få
plads til på blot 100 kvadratmeter.
Og googler du 'container architec-
ture', så kan du se, hvor smukt det
kan gøres. I den enkelte enklave vil
der være mulighed for at skrue op for
praktiske, æstetiske og bæredygtige
tiltag. Finurlige terrasser, grønne tage,
klatreplanter, solenergi, regnvandsopsamling, værksteder, kunstværker og
nyttehaver.
Mulighederne er uendelige. Opstillingen bliver en skulptur i byens rum.
Det bliver nødvendigt at dispensere
en smule fra bygningsreglementet,
men vi mener faktisk, at disse boliger
kan være bedre til at huse hjemløse
end konventionelt byggeri. Også selv
om der ikke helt er 2,5 meter til loftet
og isoleringsevnen ikke helt er på
niveau med en murstensvilla. At tage
en sweater på i vintertiden er stadig
milevidt fra at sove på en bænk. Til
gengæld kan vi skabe en bolig for kun
100.000 kr. Det betyder, at vi kan huse
samtlige hjemløse for 50 millioner.
Netop derfor har containerboligerne
også mulighed for at blive et prestigefuldt socialpolitisk projekt for de
politikere og partier, der gerne vil gøre
en konkret forskel. |
Containere som
bolig er ikke et
ukendt fænomen.
Billederne stammer fra henholdsvis London og
Utrecht i Holland.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 5
Yura står i parken, der omgiver den ene af Odessas to metadonbehandlingsklinikker. Han er hiv-positiv og har multiresistent TB, og derfor betyder det meget for
ham at kunne modtage gratis metadon, så han ikke længere skal jage rundt dagen lang efter penge og stoffer.
Aids-hovedstad
uden medicin
40.000 stiknarkomaner, hvoraf mellem 60 og 70 procent er hiv-positive.
Velkommen til turistmagneten Odessa på Ukraines Sortehavskyst,
hvor kun et fåtal har mulighed for at få optimal behandling og medicin.
tekst og foto Anna Klitgaard
Sortehavskystens havne i Ukraine har længe tiltrukket søgende
sjæle, skibe og stoffer. Med Sovjetunionens sammenbrud for 20
år siden gik økonomien dog i stå,
sundhedssystemet kollapsede, og
byen som landet oplevede store
sociale omvæltninger. Dengang
fandt mange unge mod til at se
mod en utryg fremtid i stofferne,
og hiv spredtes hurtigt. I dag er
der intet, der tyder på, at epidemien er ved at komme under
kontrol, for der bliver stadig
smittet 60 nye personer hver dag
i Ukraine, og med svær adgang til
metadon- og ARV-behandling er
der ingen tegn på, at antallet af
6
nye tilfælde vil falde i den nærmeste fremtid.
Billige stoffer spreder aids
Stofferne findes over hele Ukraine, men værst er situationen i
Odessa på den ukrainske Sortehavskyst. Her kæmper 40.000
stiknarkomaner hver dag for at
skaffe penge til narkotika, men
kampen er hård. Et sted, de kan
spare, er ved at skifte de dyre
morfinstoffer ud med billige kemiske samt at dele nåle, men det
går hårdt ud over helbredet, siger
Dr. Angela Yuryeva, der er leder
af det ene af blot to metadonbehandlingssteder i byen.
- Vi kan se de psykiske og
fysiske skadevirkninger af de
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
hjemmelavede narkococktails,
som bliver brugt nu. Brugerne bliver markant mere skadede – både
mentalt og kropsligt. Og de bliver
også mere opgivende og ligeglade
med dem selv, siger hun.
Ingen hjælp at hente
Et af resultaterne er, at der bliver
delt kanyler. Med en forekomst
på hiv og aids på mellem 60 og
70 procent blandt narkomanerne,
spredes sygdommen stærkt, men
det samme gælder ikke for behandlingstilbud, siger narkotikaspecialisten og lægen Dr. Tomila
Ayvardgi.
- Det er staten, der skal købe
ARV-medicin (antiretroviral og
livsforlængende aids-medicin,
red.). På grund af korruption
er der i længere tid ikke blevet
bestilt nye varer, og det kan vi
begynde at mærke nu. Ingen nye
patienter kommer i behandling,
og de, der allerede er i gang, må
ofte skifte medicin, hvilket kan
være smertefyldt og farligt.
Selvom lægen kun kan ryste
på hovedet og smile skævt af korruptionen i regeringen, så er det
ikke nogen spøg for misbrugerne
på gaden. Mange af dem vil på
et tidspunkt blive konfronteret
personligt med den aids-epidemi,
der holder Odessa i skak, og uden
mulighed for behandling betyder
diagnosen døden for mange. |
En dråbe i havet har også ret
Kampen mod hiv og aids i Odessa er svær uden myndighedernes opbakning.
Alligevel kæmper NGO’er og aktivister mod virussen, som på 20. år spreder sig
med lynets hast og gør Ukraine til det land i Europa med flest smittede.
tekst og foto Anna Klitgaard
ikke love dem nogen hjælp bagefter, så hvorfor
skulle de blive ved med at teste sig? Den her
situation vil skabe endnu flere hiv- og aidssyge, det kan ikke andet, mener hun.
Solen bager ned fra en skyfri himmel. Rundt
omkring i den bagerste del af parkens skygger sidder unge som ældre og kigger sløvt ud
i luften eller tripper nervøst omkring. De er
kommet fra morgenstunden for at modtage
medicin for hiv, aids, tuberkulose (TB) eller
bare modtage deres daglige ration metadon.
Det ene af Odessas blot to metadonbehandlingssteder ligger bagerst på grunden, hvor
TB-hospitalet holder til. Det har fået huset
og pladsen, fordi de 17 tidligere narkomaner, som stedets fire læger og socialarbejdere
dagligt tilser, alle lider af TB, og 13 desuden
er hiv-positive. Behandlingen af dem er ofte
svær, men med tålmodighed, et åbent sind
og imødekommenhed er personalet kommet
langt, siger Dr. Angela Yuryeva, der er daglig
leder af centeret.
Uforståelig attitude
Store udfordringer
Hun har været med, siden centeret startede i
2009. Dengang var der flere metadonbehandlingssteder i byen, men i dag er der blot to.
Det i TB-hospitalet, som hun arbejder på, og et
andet ved aids-centeret, som dagligt ser 156
patienter. At hjælpen, de to steder kan tilbyde,
blot er en dråbe i havet, er hun ikke i tvivl om,
for med 40.000 stiknarkomaner i en by med en
million indbyggere, er behovet enormt. Men
det er ikke muligt at hjælpe flere lige nu, siger
hun, for staten, politiet og andre læger står i
vejen.
- Der er mange, der gerne vil væk fra
stofferne og kriminaliteten på gaden og på
metadon. Men kommunen vil ikke betale
gildet, politiet er imod, fordi betjentene mister
indtægter i form af penge under bordet fra
pushere og misbrugere, flere læger er modstandere af behandlingsformen, og regionen
har ikke pengene.
Tidligere havde centeret 45 patienter, men i
dag kommer der kun 17 hver dag, fordi det er
så svært at skaffe metadonen.
Svært at råbe politikerne op
Lægerne bagerst på TB-hospitalets grønne
grund er ikke de eneste, der kæmper. Lidt derfra sidder aktivisten Tetiania Afamasiadi i en
kælder omgivet af kamæleoner, edderkopper,
katte og fisk. Dyrene er med til at gøre kælderen mere indbydende for de stofmisbrugere,
som hver dag kommer her for hjælp og samtaler, og er Tetianias idé. Hun sagde i 2005 ja til
Tetiania Afamasiadi er aktivist og tidligere stofmisbruger. Hun modtager dagligt metadon og er på
livsforlængende ARV-medicin, men alligevel bliver
hun aldrig træt af at kæmpe for, at hjælpen, som
hun selv modtager, skal nå ud til flere af Odessas
40.000 stiknarkomaner.
at blive regional koordinator Alliance Ukraine
for Odessa-regionen, og lige siden har hun
kastet sig ud i en både personlig og ideologisk
kamp for denne socialt udstødte gruppe.
- Jeg har selv været stofmisbruger, er hivpositiv og får stadig metadon hver dag. Jeg er
et levende eksempel på, at hvis man får hjælp,
så kan man få et godt og normalt liv, men det
har politikerne svært ved at forstå. Lige nu
kæmper vi for at få bedre behandlingsmuligheder for de, der gerne vil væk fra stofferne,
men også at få flere i livsforlængende ARVbehandling. (antiretroviral og livsforlængende
medicin, red.)
Hver uge mødes Tetiania med byrådspolitikerne samt andre sundhedsorganisationer fra
byen, og selvom hun håber på et bedre samarbejde med den nye borgmester end den gamle,
så er hun langt fra optimist.
- Lige meget hvem man taler med, så er der
meget få penge. Vi forsøger at hjælpe, så godt
vi kan, men det er svært. Vi har gode folk, der
arbejder for os, har skabt kontakt til stofmisbrugerne på gaden og har fået dem til at teste
sig. Det har taget lang tid, men lige nu kan vi
Heller ikke brugerne af metadonbehandlingsstedet bagerst på TB-hospitalets grund forstår
politikernes attitude. Denne morgen venter
Yura på 34 år udenfor i skyggen. Han har et
langt livs misbrug bag sig, TB og hiv, men alligevel er han tilfreds, for metadonbehandling
har forandret hans liv.
- Min familie er begyndt at smile, når de ser
mig, forklarer Yura, der har multiresistent TB
og ved, at han kommer til at dø af det.
- Det har de ikke gjort i mange år. Jeg startede med stoffer, da jeg var 16 år, og lige siden
har jeg været ind og ud af fængsler, stjålet og
snydt. I dag kan jeg leve et næsten normalt liv
ved at komme her en gang om dagen, og det er
det jeg har drømt om længe – et normalt liv.
Selvom Yura erkender, at livet nok aldrig
bliver helt normalt, så ved han, at mange
andre ud over ham selv kan få det bedre af
behandlingen, som centeret tilbyder. Hvis bare
politikerne ville tillade det.
Hiv sender unge i fare
Der er dog intet, der tyder på, at et skift i den
officielle holdning er på vej lige foreløbig.
Imens kæmper 40.000 stiknarkomaner videre
i byen for at mætte deres afhængighed, og
sprøjterne går fortsat på omgang. Godt nok
er der andre NGO’er, der gratis deler kanyler
ud samt samler de brugte ind, men mange
misbrugere har givet op og er ligeglade, siger
gadearbejderen fra herberget Way Home, Inna
Nikiforova. Hun har i otte år arbejdet blandt
byens gadebørn, og hun ved af erfaring, at en
diagnose på hiv kan være dødbringende på
mere end en måde.
- Vi ser igen og igen, at de unge giver op.
De tager endnu flere risici, deler sprøjter, har
usikker sex og går helt i hundene. De ved jo
godt, som tingene står lige nu, at de ikke bliver
gamle, hvis de er misbrugere og har hiv, siger
hun.
Alligevel forsøger hun som lægerne på TBhospitalet og Tetiania at hjælpe. For selvom en
dråbe i havet ikke er meget, siger Tetiana, så
kan den alligevel gøre en forskel. Og det vil
de blive ved med på hver deres måde, indtil
politikerne går aktivt ind i kampen mod hiv og
aids. |

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 7
- Jeg beder til, at det bliver et negativt, men positivt resultat.
Jeg har så meget at leve for nu. Næsten alle mine venner
fra dengang er døde. Jeg er selv syg, men har været heldig.
Inna Nikiforova og Alexander Gayer sidder foran herberget Way Home, der huser 25 unge drenge og piger. Alexander blev for fire år siden fundet dødssyg på gaden,
efter at han som niårig løb hjemmefra og som 12-årig blev stiknarkoman. I dag er han hiv-positiv, men ansat til at hjælpe andre unge på herberget, og det job samt
hans lille datter på halvandet år har fået ham til at tro på fremtiden.
Jeg er blevet far til en lille datter. Hun er næsten 18 måneder.
Jeg skal snart giftes med hendes mor, og så er der jobbet her.
Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg har fået muligheden for
at opleve denne lykke og nu tør drømme om en fremtid.
8
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
livet
Ødelagt af
i barndommens gade
Otte år på stoffer,
hiv-positiv, et ødelagt
helbred, men med et
smil på læben.
Alexander Gayer løb
hjemmefra som niårig
og blev narkoman tre år
senere. I dag er han 24
år og håber at få lov til
at se hans 18 måneder
gamle datter vokse op.
tekst og foto Anna Klitgaard
Alexander burde nok ikke være i live. Alle
odds har været imod ham, siden han som niårig besluttede sig for at forlade sin mor. Først
var det i kortere perioder. Sammen med venner fra landsbyen tog han ind til Odessa i det
sydlige Ukraine, for der var han fri. Hjemme
var det sjældent, at hans mor rejste sig fra
sprittens tunge tåger, og hun opdagede næsten
aldrig, at han havde været væk. Heller ikke
selvom turene til storbyen blev længere og
længere. Hendes ligegyldighed sårede Alexander dybt, så to år senere havde han fået nok,
pakkede lidt ting og flyttede ind til de venner,
som han efterhånden havde fået på gaden i
Odessa.
de ham til at prøve en hjemmelavet cocktail
af stoffer fra apoteket, og efter anden gang
var han afhængig. Da var han 12 år og seks
måneder.
Alexander vidste godt, at stofferne var
noget skidt. Han kunne se, hvordan de andre
mistede deres evne til at tænke, blev dumme,
handicappede – fysisk som psykisk. Deres
stofblanding miksede de nemlig af eddike,
vand, piller med efedrin, hostesaft og mangan.
Især det sidste stof sætter dybe spor i kroppen, men alt det tænkte drengene ikke over
dengang. Og Alexander fandt hurtigt ud af, at
smerten over livet på gaden forsvandt, mens
stofferne virkede.
Helbredet opgiver
I otte år delte Alexander alt, han havde, med
børnene på gaden. Kanyler, stoffer og opholdssted. De levede, hvor de kunne: i tomme huse,
under varmerør, i kloakker eller på banegården. De spiste, hvad de fandt, men vigtigst af
alt var stofferne. Som hos de andre begyndte
hans helbred også at svigte. Normalt var
smerten ikke noget, han lagde mærke til, når
først stofferne virkede, men en vinter for fire
år siden, gav kroppen op. Han henvendte sig
til en vagt på gaden i desperation. Manden ringede efter en ambulance, men den ville ikke
tage ham med, og Alexander besluttede sig for
at lægge sig til at dø. Hans nerver i benene var
ødelagte, han havde fået leverbetændelse, hiv,
og ryggen gjorde ondt konstant. Værst var dog
smerten i brystet, og nu ville han ikke mere.
En gadefejer forsøgte at hjælpe ham, ringede
efter endnu en ambulance, men først efter
mange forsøg lykkedes det at overtale ambulanceførerne til at de skulle tage ham med.
Smerten forsvandt
Sammen med grupper af andre børn stjal og
tiggede han sig til mad og fornødenheder.
Grupperne skiftede ofte leder og medlemmer,
og en dag var han en af de yngste i banegårdsbanden, hvor han nu hørte til. Alexander
var god til at stjæle og tigge, og derfor var de
ældre medlemmer glade for at have ham som
medlem. For at sikre sig, at han blev, pressede
Reddet på målstregen
Alle hospitaler nægtede pure at modtage den
dødssyge patient. Han blev kørt rundt i hele
Odessa, men endelig forbarmede en læge på
byens infektionshospital sig over ham. Det var
i sidste øjeblik. Alexander havde dobbeltsidet
lungebetændelse, og hans overlevelseschancer var små. Han blev på hospitalet i seks
måneder. Ikke for udelukkende at få pleje,
men lægen beholdt ham, mens abstinenserne
og trangen til stoffer var værst, og indtil han
kunne få en seng på herberget Way Home. Her
har han i dag boet i tre år, og selvom helbredet
aldrig bliver godt, så er han kommet i ARV-behandling for hiv, har fået en stok for at kunne
gå og ikke mindst et formål med tilværelsen.
Beder for sin datter
Som tidligere misbruger og et lysende eksempel på, hvor galt det kan gå, har Way Home
ansat ham som medarbejder på herberget.
Her skal han hjælpe til med at taste data ind
i computerne og snakke med de andre unge,
som strømmer igennem stedet. Roen har givet
ham nye muligheder i livet, føler han selv, for
endelig - efter så mange år på et sidespor - har
han fået noget at smile af.
- Jeg er blevet far til en lille datter. Hun
er næsten 18 måneder. Jeg skal snart giftes
med hendes mor, og så er der jobbet her. Jeg
er utrolig taknemmelig for, at jeg har fået
muligheden for at opleve denne lykke og nu
tør drømme om en fremtid. Det kunne jeg ikke
for fire år siden, smiler han genert fra stolen i
solen uden for herberget.
Men lykken er skrøbelig, og Alexander ved
det. Hans leverbetændelse kan lægerne ikke
gøre noget ved, og endnu værre – hans datter
skal til september testes for hiv. Lægerne har
ikke kunnet gøre det ordentligt, før hun fyldte
18 måneder, men både hendes mor og far er
begge hiv-positive. Alexander prøver dog at
bevare optimismen, for indtil nu er de prøver,
som lægerne har forsøgt at tage, været negative.
- Jeg beder til, at det bliver et negativt, men
positivt resultat. Jeg har så meget at leve for
nu. Næsten alle mine venner fra dengang er
døde. Jeg er selv syg, men har været heldig.
Jeg har fået lidt kontakt med min mor igen,
men vigtigst af alt - jeg har fået min egen
familie. Jeg vil gøre alt for at give min egen
datter det, jeg ikke selv fik som barn, slutter
han og humper godt støttet af stokken ind på
herberget og tilbage til arbejdet. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 9
10
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
I lære som hjemløs
To gange om året udbyder De Hjemløses Landsorganisation, SAND, lovgivningskursus,
hvor kursisterne, der kommer fra landets boformer for hjemløse, bliver oprustede
med demokratiske redskaber til at forstå og navigere i deres juridiske rettigheder
som hjemløse. Hus Forbi var med på kursus og lærte blandt andet om aktindsigt,
handlingsplaner og hjælp til tandpleje.
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
20 kursister sidder i hestesko
på TAMU Center i Odense, hvor
SAND har inviteret hjemløse fra
landets boformer til lovgivningskursus. Der har været morgenbord med rundstykker, kaffe og
te, da de mødte op, og nu sidder
dagens fremmødte parate med
blok og pen for at få juridisk input
med hjem til dem selv og deres
boform. Folk er oplagte, har klædt
sig pænt på og er pinligt ædru. De
emner, der vil komme op at vende
denne dag, er affødt af, hvad deltagerne har af juridiske problemstillinger og vil spørge til. Tanken
fra SANDs side er at opruste og
udvikle mennesker, der ikke har
troet på så meget i deres liv før,
rent lovgivningsmæssigt, så de får
et demokratisk redskab, der kan
hjælpe dem til at sortere i det, de
bliver udsat for i fremtiden og har
ret til at kræve.
Underviser Ejvind Mortensen
byder velkommen og beder kursisterne om at fortælle, hvem de er.
Her er kursister fra hele landet,
der på skift tager ordet og fortæller om dem selv – nogle gange
med så godt et glimt i øjet, at de
andre rundt om bordet klukler
helt ned i mavesækken. Nogle bor
på forsorgshjem, andre er kommet
videre i livet og i egen lejlighed.
Her er beboerrepræsentanter,
medlemmer af SAND-udvalg og
helt anonyme beboere – men alle
sammen med det tilfælles, at de
har noget at undre sig over. Én
er taget med, fordi han trænger
til luftforandring og input udefra
– og så skader det heller ikke, at
boformen har betalt hans billet.
- Jeg har været med til at
skrive vejledningen for lovgivningen på boformer. I dag vil jeg
ikke sidde og redegøre for hver
enkelt paragraf, men vil gerne
høre fra jer, om der er noget, I har
undret jer over, starter Ejvind
Mortensen.
Ret og pligt om husly
Og det er der. Masser. Et af de
første spørgsmål kommer fra Naja
Rosa Berg, der oprindelig kommer fra Bornholm, hvor hun blev
boligløs.
- Jeg fik at vide af kommunen,
at det ikke var deres problem. Og
derefter blev jeg udsat for et groft
overfald og kom via et krisecenter
til Sjælland, hvor jeg fik ophold på
forsorgshjemmet Skansegården
i Hillerød. Her fandt jeg ud af, at
der faktisk var hjælp at hente.
Men på Bornholm sagde de, at
det ikke var deres problem – at
jeg måtte klare mig selv. Kan de
tillade sig det? spørger hun på et
klingende, men forsigtigt bornholmsk
- Nej, det kan de ikke. Vi har
en lovtekst i servicelovens paragraf 80 – Husvildeparagraffen
– der siger, at kommunen har pligt
til at sørge for, at man har husly.
Men tyg lige på ordet ’HUSLY’ – det er nemlig noget andet
end en bolig. Det skal forstås
sådan, at man får tilbudt et sted
at sove, indtil man får en bolig.
Har en familie for eksempel været
udsat for brand eller vandskade,
så har kommunen pligt til at
skaffe husly – for eksempel på et
vandrehjem eller et hotel. Hvis
man fortæller, at man har haft det
skidt i en periode – druk, skilsmisse eller andre sociale udsving
– så har kommunen pligt til at
skaffe en bolig – for eksempel
ved at henvise til et forsorgshjem,
fortæller Ejvind Mortensen.
- Jeg fik at vide, at hvis jeg
havde en familie, så måtte jeg
tage kontakt dér, undrer Naja sig.
- Ja, men det er, fordi socialrådgiveren tolker husly forkert
og verfer folk væk. Når man står
i den ulykkelige situation, som
du stod i, så har man ikke energi
til at finde ud af, om kommunen
har ret til at give den besked og
derefter klage. Men du havde
faktisk ret til at klage til udvalgsformanden eller borgmesteren –
og så kan det jo ende i Bornholms
Tidende, svarer Ejvind Mortensen
og høster spredt latter.
Handleplaner
Der kommer mange spørgsmål
på bordet, og hver gang er Ejvind
Mortensen ferm til at svare på
en vedkommende, menneskelig
og lidt spøjs facon, så han ikke
hægter nogle af kursisterne af.
Ved hans side sidder Ole Skou
fra SAND. Han er kursusleder
og jurist og supplerer med love
og paragraffer undervejs, og så
appellerer han til, at de fremmødte altid kan ringe til SAND og
fortælle om deres oplevelser.
- For jeg samler nemlig på
sager, vi klager over. Så jeg skal
nok tage mig af det. Vidste I for
øvrigt, at kommunen har pligt
til at tilbyde en handleplan, når
man henvender sig som hjemløs?
fortsætter Ole Skou.
- Ja, det springende punkt er at
få en handleplan effektueret – en
plan, der indeholder bolig, indskud, gældssanering og så videre.
Er der nogen af jer, der har sådan
en handleplan? spørger Ejvind
Mortensen.
Fire af deltagerne rækker
hånden op. Og i samme åndedrag kommer emnet ’handleplan’
under Ejvinds behandling. For en
handleplan er et retsdokument,
om lovgivningskurset
De Hjemløses Landsorganisation, SAND, står bag lovgivningskurset, som
bliver tilbudt til mennesker, der bor på forsorgshjem eller er i udslusning
fra et forsorgshjem. Kurset er gratis, og der inviteres to gange om året.
Kursusleder er jurist Ole Skou fra SAND. Underviser er Ejvind Mortensen,
tidligere forstander på Østervang og i dag juridisk konsulent. På kurset
kommer man ind på de emner, som kursisterne spørger til – og i alle tilfælde berøres følgende emner:
| Regler for ophold på boformer
| Kan man blive smidt ud fra sin boform?
| Har man ret til at oprette beboerråd?
| Udslusning
| Kontanthjælpsregler
| Pensionsansøgning
HUS FORBI

| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 11
som kan bruges i en ankesag, hvis
kommunen ikke effektuerer den.
Så er der smøgpause
- Vi tager lige syv et halvt minut
– er det ikke dét, en Prince 100
tager at ryge, spørger Ejvind
Mortensen.
Kursisterne går ned i gården og
ryger. De taler lidt med hinanden
på kryds og tværs. Mange kender
hinanden i forvejen. Flere har
været boligløse gennem lange perioder og har derfor været rundt
omkring på landets forsorgshjem.
Placeringen af kurset på Fyn er
fin, fordi det ligger midt mellem
Jylland og Sjælland, så alle har
nogenlunde lige lang transporttid.
Efter pausen er Ejvind Mortensen tilbage ved katederet.
- Nå, er de syv et halvt minut
ikke gået? siger han og ser sig
afventende omkring.
- Jeg tror, det var Look, de røg,
siger en kvindelig kursist grinende.
Folk er tilbage i hesteskoen,
og Evind tager tråden op fra før
pausen.
- Skriv jer bag øret, at det er
paragraf 141, der rykker i forhold
til en handleplan – hvis du vel at
mærke har en underskift på den,
siger Ejvind Mortensen.
Alle grifler ned på deres papirer. En telefon giver en gø-lyd fra
sig – alle griner. Én kursist sidder
og sms'er, og en anden kigger ud
ad vinduet en kort stund. Men de
fleste er med og virker engagerede.
Der bliver talt om aktindsigt
og hvor lang tid, der går, fra man
søger, til man har mulighed for at
kigge sin sag igennem.
- Ti dage, lyder svaret.
Og så er serviceloven oppe at
vende i forhold til, hvordan man
er stillet, hvis man har brug for
hjælp. Man kan nemlig diskutere,
hvem der rangerer højst i forhold
til handicap, fortæller Ejvind
Mortensen.
- Og for 12 år siden havde vi en
vældig diskussion, fordi der var
forskel på, hvordan man var stillet. Hvem tror I rangerede højest?
fortsætter han.
- Demente, er der en kursist,
der forslår.
- Nej, blinde. Det var fint at
være blind. Derefter kom sådan
- Vi har en lovtekst i
servicelovens paragraf
80 – Husvildeparagraffen – der siger, at
kommunen har pligt
til at sørge for, at man
har husly.
en som mig, siger Ejvind Mortensen, der selv har et fysisk handicap, som har bragt ham i rullestol.
- Men det var ikke fint at være
sindssyg – det var finere at være
psykisk syg, og allernederst stod
de hjemløse. Men nu er loven ændret til, at det enkelte menneske
skal være i midten. Nu går man
efter funktionsniveauet – men det
bliver altså forvaltet forskelligt.
Hvis man er udviklingshæmmet,
får man hjælp, men hvis man er
alkoholiker, får man ikke samme
hjælp. Så der er lang vej endnu,
venner! Og det er derfor, at I skal
organisere jer og være med til at
ændre holdningen til funktionsniveauet, siger Ejvind Mortensen.
Hjælp til andre
Efter yderligere et par spørgsmål
er der frokostpause. Alle går ned
i en kantine og spiser alt fra smørebrød, frikadeller og falafeler
til madtærter og flæskesteg med
kartofler – dertil skrigrød saft.
- Nå, nu skulle vi have været
ovre på værkstedet, er der én,
der siger. Han henviser til det
forsorgshjem, han bor på og bliver
sat i arbejde på i løbet af dagen.
Men i dag er de alle sammen lidt
væk fra hverdagen og bliver fodret med viden, som de er glade for
at kunne tage med sig hjem.
På vej op ad trappen fortæller
nogle af kursisterne, hvorfor de er
mødt op:
-Jeg har været i det her system
i 33 år og har nu haft seks gode år
i egen bolig. Derfor vil jeg gerne
være med til at oprette SAND
Nord og på den måde yde noget
hjælp til andre, og det kan jeg jo
få hjælp til her i dag, siger han.
- Jeg har fået bekræftet meget,
jeg selv troede, jeg havde ret i –
og så ligger informationerne på et
niveau, så det ikke går hen over
hovedet på os, fortæller en anden.
- Det er til at fange, fortæller
en tredje kursist, som sidder i bestyrelsen for SAND Hovedstaden.
Efter pausen bliver der talt
om ret til hjælp til tandpleje, og
om hvilken kommune man skal
søge kontanthjælp og pension i,
hvis man bor på et forsorgshjem
i en anden kommune end den,
man egentlig hører til. Der bliver
spurgt til, om man altid har ret
til at have en bisidder med til et
møde i kommunen, og om ved-
kommende må blande sig i samtalen eller ligefrem tale ens sag. Og
sagsbehandlere er jo forskellige –
nogle af kursisterne føler sig mere
trygge end andre:
- Min sagsbehandler sagde, at
det ikke er et spørgsmål om pris,
men om man har det godt.
- Hvad hedder hun? spørger en
anden tørt og tager en bid af et
stykke pistaciekage.
Alle griner.
En kvinde taler om, at hun
føler, at hun har svigtet sit barn –
det handler om, at hun i dag bor
langt væk fra sin datter – fordi
det har været vanskeligt at få
bolig det rette sted.
- Jeg tror ikke, at der er nogle
forældre, der ikke sidder i en situation, hvor de kunne have gjort
det bedre. Sådan har jeg det også,
men vi har alle sammen gjort
vores bedste, siger Ejvind Mortensen. Og således kommer meget
nære og mere juridiske emner
op at vende side om side gennem
dagen.
Kurset slutter klokken 15 – på
det tidspunkt har kursisterne
hæftet sig ved en hel del paragraffer, som er gode at huske,
skrevet dem ned på papiret og
suser således ned mod Odense
Banegård for at komme tilbage til
deres forskellige boliger. Heldigvis var der denne dag ikke mødt
nogle mennesker op, som slet ikke
havde nogle steder at tage hen.
Alle er naturligvis velkomne –
kurset er gratis, men det er rart at
vide, at man ikke sender mennesker af sted ud i den blå luft. |
§§§§
4 gode paragraffer at kende under serviceloven
§110
§ 109
§ 108
§ 107
Hvis du er hjemløs, kan du altid få
ophold på en boform (forsorgshjem,
herberg eller pensionat). Her møder
du selv op, og det er forstanderen,
der ene og alene bestemmer, hvem
der kan komme ind, uanset hvad
kommunen mener. Staten og kommunen betaler hver 50 procent for
opholdet.
Kvinder som har været udsat for
vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller
samlivsforhold kan altid henvende
sig til et krisecenter og få midlertidigt ophold med eller uden børn.
Her møder du selv op, og det er
forstanderen, der ene og alene
bestemmer, hvem der kan komme
ind, uanset hvad kommunen mener.
Staten og kommunen betaler hver
50 procent for opholdet.
Mennesker, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, har ret til at
blive tilbudt et ophold i boformer,
der er egnet til længerevarende
ophold. Her skal man kunne tilbyde
omfattende hjælp til almindelige,
daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling.
Har næsten det samme indhold som
§ 110, men der er visitation til disse
pladser, fordi kommunerne ikke får
refusion hertil fra staten. Opholdet
her er også midlertidigt, men i praksis bor folk længere her og med en
lidt mere dybtgående indsats.
12
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
Jeg skal ikke bare tage et nej for et nej
Naja Rosa Berg sov i fem år rundt omkring på Bornholm i et telt, fordi kommunen ikke hjalp hende videre med en bolig.
Nu har hun været på lovgivningskursus og fundet ud af, at hun havde retskrav på en anden og bedre hjælp.
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Henriksen
Naja Rosa Berg, der oprindelig er grønlænder,
blev som treårig adopteret og flyttede med sin
nye familie til Bornholm, hvor hun er vokset op.
I 2001 blev hun i en alder af 34 år boligløs, fordi
der var skimmelsvamp i hendes bolig, og hun
havde ikke lov til at bo der længere.
- Jeg søgte om hjælp til en ny bolig hos kommunen, men fik at vide, at jeg måtte klare mig
selv eller få hjælp af min familie. Det var som at
få en spand kold vand i hovedet, fortæller hun
Den eneste løsning, Naja Rosa Berg kunne
overskue, var at købe et telt, og igennem fem år
sov hun rundt omkring i Bornholms skove og på
en legeplads.
- Mens jeg sov ude, blev jeg udsat for et groft
overfald og kom på et krisecenter på Bornholm,
for politiet ville ikke have, at jeg tog tilbage til
det sted, jeg sov. Der begyndte at opbygge sig
en angst i mig, og jeg turde ikke gå uden for
døren på krisecenteret, så de tilbød mig en plads
på et krisecenter i Hillerød. Der boede jeg i otte
måneder og fik så en lejlighed. Jeg havde ikke
fået nogen psykologhjælp, så jeg turde ikke
være der alene. Det hele kørte i sort for mig, og
jeg røg ud i druk. Derfor kom jeg i afrusning på
forsorgshjemmet Skansegården i Hillerød, og de
hjalp mig tilbage i lejligheden, hvor jeg nu har
boet i en måned, fortæller Naja Rosa Berg, der i
dag er 44 år.
hvorfor meldte du dig til lovgivningskurset?
- Fordi jeg føler, at jeg ikke er blevet hørt nok.
Jeg har været hjemløs længe og har følt mig
tilsidesat. Så da jeg hørte om kurset gennem
én, der bor på Skansegården, tænkte jeg, at der
måske var en mulighed for at høre om mine rettigheder. Hvad jeg kan og ikke kan, for det kom
som et chok for mig at få at vide på kommunen
på Bornholm, at jeg ikke kunne få hjælp.
hvad forventede du at få ud af
kurset?
hvad kom du hjem med?
- Jeg fandt ud af, at kommunen skulle have
hjulpet mig videre. Og nu kan jeg godt se, at det
er helt forkert, at jeg tidligere bare har taget et
nej for et nej. Jeg har nu meldt mig ind i SAND,
og jeg er glad for, at de kan hjælpe mig videre.
Gennem SAND er der også en kvindegruppe, og
her har jeg fundet ud af, at jeg ikke er den eneste
kvinde, der har stået boligløs. Det har gjort mig
stærkere at vide, at jeg stadig kan stille krav,
så jeg føler mig ikke som Palle-alene-i-verden
længere.
du har jo en bolig nu, hvad vil du
så gå videre med?
- Jeg er stadig sygemeldt, fordi jeg har fået en
social fobi oven på overfaldet på Bornholm, så
jeg har brug for psykologhjælp, og det har jeg
nu mod på at bede kommunen om at hjælpe mig
med. |
- Egentlig ikke ret meget. Jeg ville bare gerne have
at vide, om jeg havde fået en forkert behandling.

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 13
Steen deler ud af egne erfaringer
Steen Rosenquist, der er tidligere narkoman og hjemløs, har stor trang til at hjælpe andre videre i livet.
I dag er han næstformand i organisationen SVID og hjælper til på væresteder og tog derfor på lovgivningskursus for at få større indsigt
i de hjemløses rettigheder.
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Henriksen
57-årige Steen Rosenquist kommer fra Glostrup,
hvor han bor i egen lejlighed, som han har haft
de sidste ti år. Før da levede han som hjemløs
gennem 12 år - boede aldrig på herberger, men
hos venner, bekendte og familie, og de aftener,
hvor han ikke kunne drive en sofa op, måtte han
sove i parker og opgange. Til sidst valgte hans
forældre at købe en lejlighed, som er den, han i
dag lejer sig ind i.
- For jeg oplevede ikke at få nogen som helst
hjælp fra min kommune. Havde jeg vidst det, jeg
ved i dag om juridiske rettigheder, ville jeg godt
have kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle bede
om hjælp, fortæller han.
Steen Rosenquist kom på gaden, fordi han
havde et stort narkoforbrug og blev smidt ud af
sin kæreste.
- Stofmisbruget begyndte, efter jeg i 1972
havde mistet min storetå ved en arbejdsulykke
som blikkenslagerlærling. I 1975 holdt min læge
op med at give mig lægeordineret medicin mod
smerter, og så måtte jeg gå på gaden og købe
mine ketoganer, forklarer han
Det tog Steen Rosenquist 20 år at blive sit
stofmisbrug kvit – med en pause undervejs på ti
år. I dag er han på metadon og får smertestillende medicin, fordi han har en permanent betændelsestilstand i bugspytkirtlen.
hvorfor meldte du dig til lovgivningskurset?
- Jeg har gennem fem år været formand for en
forening på værestedet Kravlegården i Brøndby,
og i den periode kom jeg ind i SVID (Landsforeningen af Væresteder, red.), hvor jeg i dag
er næstformand. Selv er jeg bruger på KABS
(Behandlingscenter for Stofbrugere, red.) og
kommer på et par væresteder, og det gør, at jeg
er i kontakt med mange misbrugere og hjemløse,
som jeg hjælper, så godt jeg kan. Så da jeg så, at
der var lovgivningskursus, blev jeg meget interesseret og tænkte, at jeg kunne få noget viden,
som jeg kunne bringe videre til andre brugere i
hverdagen. Der kommer mange til mig og spørger: 'Hvad sker der nu, Steen?' og om jeg ved et
eller andet. Noget ved jeg, og andet ringer jeg til
en organisation om og får svar på, for så kompetent er jeg heller ikke. Jeg har altid interesseret
mig for de svage, og jeg vil meget gerne gøre
en forskel – hjælpe til, at vi kan få nogle bedre
forhold på KABS og andre væresteder. Jeg er
kommet til at brænde for de her ting og kan se,
at mange har nogle forfærdelige problemer, som
egentlig er nemme at løse.
hvad forventede du af kurset?
- At man gennemgik de sociale love og fik lidt at
vide om, hvor svært det er at komme igennem
systemet.
hvad syntes du om kurset?
- Det var meget givtigt. Jeg blev helt hooked på
det og er begyndt at studere de her love meget
mere.
hvad kom du hjem med?
- Rigtigt meget. Jeg kom hjem med et meget
stort hoved med en masse love i, og så gik jeg
hjem og slog op på computeren og fandt ud
af noget mere. Bagefter var jeg med SVID på
Brugernes Bazar på Fyn, og der fik jeg nogle
spørgsmål, som jeg ikke kunne have svaret på,
hvis jeg ikke havde været på det kursus. Jeg vil jo
gerne kunne hjælpe selv.
hvad vidste du ikke, inden du kom?
- Blandt andet, at der ikke er særlig mange
14
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
socialrådgivere, der kender loven til bunds, og
man derfor mange gange går forgæves første og
anden gang. Så jeg er blevet sådan et mellemled
mellem brugere og socialrådgivningen.
du har jo selv haft mange problemer, du skulle håndtere. hvad
har givet dig lyst og overskud til
at hjælpe andre videre?
- Jeg har set, hvordan mine kammerater er faldet
døde om rundt omkring mig hele tiden, og jeg
møder så mange unge mennesker, som jeg synes,
det er synd for. Så jeg prøver at komme på værestederne og snakke med dem og fortælle dem
min historie om, hvad jeg har været igennem for
at advare dem og gøre dem lidt bange for alt det
lort, de prøver. De prøver en masse mærkelige
stoffer, som jeg aldrig kunne finde på at bruge.
Og så har jeg jo stadig mange bekendte, som
kommer på sådan nogle væresteder. Det er jo alle
mine gamle venner, og har de problemer, er jeg
den første til at sige, at jeg gerne vil hjælpe. |
chatforum for
anbragte unge
Nuværende og tidligere anbragte
unge i hele landet får mulighed
for at mødes på nettet og i fortrolighed dele oplevelser, tanker
og spørgsmål med hinanden. Det
sker på www.SnaKK.nu, der er et
lukket, gratis forum og tilbud til
nuværende og tidligere anbragte
unge i alderen 12 til 21 år.
Her får de unge mulighed for
at blogge og chatte direkte
med andre anbragte unge i hele
landet i et lukket forum, hvor kun
de har adgang. Projektet er støttet af Egmont Fonden.
længere frister
i socialsager
Ifølge kk.dk vil socialforvaltningen i København det næste år
forlænge fristerne for sagsbehandling af ansøgninger om tabt
arbejdsfortjeneste, merudgifter
og enkeltydelser. I dag får ansøgere ofte svar efter fristens udløb, så de nye sagsbehandlingsfrister skal sikre, at borgerne får
et mere realistisk bud på, hvornår
de kan forvente en afgørelse.
røg og druk
følger kontanthjælpen
Det er et hårdt liv at være på
kontanthjælp. Det fremgår af en
undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed, SIF, netop
har offentliggjort.
I undersøgelsen er de fremmødte på to jobcentre, Faxe og
Holbæk, blevet spurgt til deres
sundhed og livsstil, og svarene
viser så store problemer blandt
kontanthjælpsmodtagerne, at
det har overrasket forskerne bag
undersøgelsen.
- Vi havde en formodning om,
at det var en mere sårbar gruppe,
men det er påfaldende, hvor stor
forskellen til lønmodtagere og
dagpengemodtagere er, siger
videnskabelig medarbejder Ida
Høgstedt Danquah fra SIF til
Avisen.dk. Hvorvidt problemerne
skyldes konsekvenser af livet på
kontanthjælp, siger undersøgelsen ikke noget om, men det kan
heller ikke afvises.
Åbent hus
under åben himmel
De hjemløses organisationer inviterer alle til at deltage ved den årlige
Hjemløsedag, som samtidig er FN’s internationale fattigdomsdag.
Temaet for dagen handler om, hvordan overskudsramte mennesker
i Danmark kan være med til at gøre en praktisk forskel for landets
hjemløse. Nytorv vil være omdannet til en markedsplads, hvor en lang
række frivilligorganisationer, der i det daglige arbejder med udsatte
mennesker, inviterer til dialog og hyggeligt samvær. Organisationerne
driver væresteder, herberg, sundheds- og omsorgstilbud, besøgstjenester og samværstilbud, der samlet udgør en bred vifte af de aktiviteter,
der gør en forskel for de udsatte.
Brænder du selv efter at gøre en forskel, så mød op og giv dig til
kende. Der er helt sikkert brug for dig!
Der vil være mad, drikke og finurlig underholdning – og den nye
socialminister løfter måske sløret for, hvordan det sociale Danmark vil
se ud med den nye regering – og hun vil også afsløre navnet på modtageren af årets Hjemløsepris.
Program for Hjemløsedagen
Mandag d. 17. oktober kl. 12.00-16.00 på Nytorv i København
12.00 Velkommen v. koordinator for Hjemløsedagen
Gitte Frydensbjerg
12.05Musik: Kim Larsen Jam (Peter Philipsen)
12.50 Et europæisk perspektiv på årets tema 'Den frivillige indsats i hjemløsearbejdet, v. Britta Thomsen, medlem af
Europa Parlamentet for Socialdemokraterne
13.00 Et nationalt perspektiv på årets tema, v. Danmarks nye
socialminister
13.10 Uddeling af Hjemløseprisen, v. socialministeren
13.20 Andagt for døde i årets løb, v. gadepræst Mia Rahr
Jakobsen
13.40 Konnie Skovart og Altmuligmændene spiller årets
hjemløsenummer
Ca. 14.00 Tankevækkende optræden over dagens tema,
v. Akademiet for Uhæmmet Kreativitet (AFUK)
15.00 Musik: Arne Würgler og Niels Spillemand
16.00 Hjemløsedagen slutter
en stor tak fra hus forbi
Donation fra Edith Hansen, Nykøbing F. Hus Forbi har med tak modtaget en donation på 30.000 kroner fra Edith Hansen i Nykøbing Falster.
Edith er 97 år og har igennem hele livet stræbt efter at hjælpe, hvor hun
kunne. Hus Forbi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for støtten.
Pengene vil bl.a. blive brugt som bidrag til indkøb af vintertøj til avisens
sælgere. Fra Velgørenhedspanelet.dk har Hus Forbi modtaget 2.303,20
kroner. Fra BILKA-auktion over maleri fra filmen 'Alle for én' har Hus
Forbi modtaget 2.010,00 kroner.
Ønsker du at betænke Hus Forbi med et beløb – stort eller småt – skal du
overføre pengene til Hus Forbi via konto: REG: 9541 KONTONR: 1600 28842
mrk. ’BIDRAG’.
HUS FORBI
ny medarbejder i
salgsafdelingen
Det er med stor fornøjelse, at vi
i Hus Forbis sekretariat i Bragesgade kan byde velkommen
til Morten Munk Hansen, som er
vores nye kollega i salgsafdelingen.
Morten er 40 år, gift, har tre
børn og er bosiddende landligt
ved Skælskør.
Morten har siden 2000 været
tilknyttet Misbrugscentret i Slagelse, hvor han i løbet af de 11
år har været involveret i stort set
alle organisationens aktiviteter
og dermed stiftet bekendtskab
med mange forskellige socialt
udsatte mennesker .
Mortens opgaver i Hus Forbi
bliver blandt andet at medvirke
til at skabe et rummeligt miljø i
vores salgsafdeling, hvor vores nuværende og kommende
sælgere kan føle sig velkomne,
respekterede og værdsatte. Han
skal indgå i et tæt arbejde med
sælgergruppen og stå for aktiviteter og sociale arrangementer.
Morten skal pleje nuværende
distributører og udføre aktiviteter med henblik på udvidelse
af distributørnettet samt have
ansvar for transport af aviser,
registrering af salg, lagerstyring
og bestillinger med mere.
Morten foretrækker at beskæftige sig med mennesker der,
ifølge samfundets normer, er
’svære at rumme’.
- Det handler for mig ikke om
et overdrevet omsorgsgen, men
nærmere gode erfaringer med at
kunne samarbejde og kommunikere med denne gruppe borgere,
samt en fascination af mennesket
der, selv under strenge vilkår,
formår at bevare menneskelighed
og styrke, siger Morten.
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 15
alt, hvad jeg har
Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs?
Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne,
som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner,
i en kirke eller på et herberg?
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Ulrik Jantzen, das büro
Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på
gaden eller herberg, og bedt dem om at tage
alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i
Kødbyen i København. Det blev bredt ud på
jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv
pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp.
Nogle fandt ting i deres gemmer, som de
ikke havde set længe. For eksempel dukkede der i en oppakning en sten op formet
som Grønland, som sælgeren holder meget
af. En anden oppakning gemte på et brugt
kondom med knude på – det blev dog smidt i
16
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de
medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, som han gik omkring med. Men den var
i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han
bare en rygsæk til sine ejendele.
Fire ud af syv medvirkende havde ikke
nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare fra første møde, til de dukkede op til
fotografering. De fleste ejendele har ejerne
klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for
eksempel ofte få udleveret på herberger og i
varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne mens de sover, mens andre tager nyt
tøj på og efterlader det beskidte?
Dyk ned i billederne, og tænk lidt over,
hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme,
hvad du bruger hver dag, hvad der har størst
betydning for dig, og hvilke af dine ejendele
du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle
overleve på gaden.
Se de andre billeder i de næste numre af Hus
Forbi eller på www. husforbi.dk
Per Mortensen født 9. april 1952. Hus
Forbi-sælger. Har været hjemløs i sammenlagt
tre år siden 2005. Boede i Kokkedal med kone
og tre store børn. Har ikke kontakt til børnene, som ikke kan acceptere Pers livsstil. Har
tidligere arbejdet som lager- og distributionsmedarbejder. Sover i telt udendørs på Amager
i nedkørslen til en genbrugsbutik, og når det
er koldt på Frelsens Hærs nødherberg ’Den
kolde næse’.
Hvad har du mistet undervejs?
Uha, rigtig meget. To lejligheder med alt indbo,
da jeg ikke har haft råd til at betale for opbevaring. Tingene er røget på auktion. På gaden har
jeg mistet tøj, 300 kroner og en mobiltelefon.
Hvad er du mest ked af at have mistet?
De ting, jeg havde fra mine forældres dødsbo.
For eksempel et stort, dejligt mahogni-spisebord
med udtræksplader og en reol. Og så min computer og en dejlig stor fladskærm.
Hvorfor bor du på gaden?
Det er ikke druk eller narko, der satte mig på gaden. Første gang var det PostDanmark, der rodede
rundt i huslejeopkrævninger og min adresse.
Hvad er det vigtigste, du har med dig nu?
Mit sovegrej. Bare man har noget ordentligt, så
kan man sove hvor som helst. Jeg har to sove-
poser, et liggeunderlag, et godt tæppe og et par
puder. Alt, hvad jeg har, har jeg klunset mig til.
Hvad ville du købe, hvis du havde ubegrænsede midler?
Få bygget mit hus færdigt i Mombasa i Kenya,
hvor jeg har påbegyndt et husbyggeri på en
grund, jeg har købt. Og så vil jeg gerne have en
autoudlejningsforretning dernede. Jeg har mødt
en kvinde over nettet, som jeg skal bo sammen
med dernede. Vi har set hinanden to gange.
Ud over det, Per har med her, har han to tasker i
et skab på herberget på Sundholm med vintertøj
fra Hus Forbi.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 17
18
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
&
i medgang
modgang
Mennesker mødes, sød
musik opstår - og en
fredag i september
sagde Peter og Liselotte
ja til hinanden.
Det lyder som en
kærlighedshistorie lige
ud af landevejen, men
der er en ekstra krølle
på fortællingen. For det
er ikke hver dag en
sygeplejerske med
villalejlighed i Vangede
gifter sig med en Hus
Forbi-sælger, der har
levet et turbulent liv
i hjemløsemiljøet.
af Trine Kit Jensen
foto Helga C. Theilgaard
De ligner præcis dét, de er, da de hånd i hånd
træder op ad trappen på Gentofte Rådhus. Et
forelsket par på vej til deres bryllup. Peter og
Liselotte ankommer i god ro og orden en halv
time før vielsen, der skal finde sted klokken
tretten. Så oppe på balkonen er der god tid til
at kysse, tror de. Men snart er der optræk til
panik.
De vielsesringe, Peter har solgt aviser for
at få råd til, ligger nemlig i deres æske hjemme hos bruden. I hæsblæsende tempo styrter
gommen ned ad trappen, ud i Liselottes bil
og kører de tre kilometer frem og tilbage.
Undervejs bakker en anden bilist ind i ham.
Men et par ridser i lakken og lidt sved på
panden betyder ingenting, hvis bare man er
på plads, når brylluppet skal stå. Det er Peter. Han får sin Liselotte, der ikke bare siger
'ja', men også 'selvfølgelig', da hun bekræfter,
at hun gerne vil have ham som ægtefælle. Og
så bliver der kysset igen.
Peter er 47 år, Liselotte 46. De har begge
været gift før, og hver fået tre børn. Nu starter de et nyt liv sammen. Og det er for Peter
ikke helt så selvfølgeligt, som det på bryllupsdagen lyder i Liselottes mund
- Min drøm har altid været at vende tilbage til et familieliv igen. Men i min situation troede jeg ikke, det var muligt, og da slet
ikke med en kvinde fra 'den anden side', siger
han, da vi et par dage før brylluppet møder
parret i lejligheden i Vangede, der fremover
skal være rammen om deres tilværelse.
Peter er uddannet kok og har tidligere
været selvstændig med en stribe caféer rundt
omkring i Nordsjælland. Men da han for ti
år siden blev skilt fra sin første kone, gik det
hastigt ned ad bakke.
- Jeg var ked af det, røg på druk og havnede på gaden, fortæller han.
Under nedturen var Peter ude og inde af
herberger. Han har også 'boet' i en hæk i
Hellerup og overnattet på Hovedbanegården.
Ret meget mere har han ikke lyst til at sige
om dét, han kalder verdens hårdeste liv. Han
vil hellere tale om jobbet som sælger af Hus
Forbi. Det blev hans redning, da det så allermest sort ud – og førte ham i foråret sammen
med Liselotte.
Stævnemøder ved Ikea
Hun er kort før påske netop flyttet til Vangede og lægger ofte vejen forbi Ikea i Gentofte for at købe ting til den nye lejlighed.
Ude foran står Peter og sælger Hus Forbi, og
han får hurtigt et godt øje til Liselotte, som
han veksler nogle ord med, når hun smider
en tyver for avisen.
- Hun så sød og glad ud og havde nogle
kanonskønne unger, siger Peter.
Peter bider ikke bare mærke i, at Liselotte
ligesom andre kvinder køber stort ind. Han observerer også, at hun altid kommer alene eller
sammen med sine børn. En dreng på 12 og to
piger, der er 8 og 16. Det ser ikke ud til, at der
er nogen mand i farvandet. Så en dag spørger
han, om hun er single og inviterer i samme
åndedrag på kaffe. Liselotte siger ja tak.
- Vi drikker automatkaffe til en femmer på
en bænk udenfor og snakker en times tid. Jeg
synes, han er smaddersød. Men jeg har også en
masse fordomme og tænker – nej, jeg vil ikke
være kæreste med en hjemløs, beretter hun.
Tag over hovedet har Peter dog på det
tidspunkt. En lille etværelses lejlighed, som
han har haft et års tid. Men med Hus Forbiskiltet på lever han stadig i en verden, der
umiddelbart ikke er forenelig med Liselottes.
Alligevel har hun svært ved at få ham ud af
tankerne. Så allerede næste dag smutter hun
forbi med en madpakke og en kande kaffe.
Sådan kører det en måned eller halvanden. Det bliver til flere møder og flere gode
snakke på bænken, blandt andet om deres
børn. Peter har en datter på 14 og to sønner
på 19 og 24.
I starten vil Liselotte hverken ud med
efternavn eller telefonnummer. Men hun
kapitulerer. Nummeret tager Peter i brug, da
de mister kontakten, fordi Ikea i en periode
ikke vil have Hus Forbi-sælgere stående ved
indgangen. Liselotte har aftenvagt, da han
ringer. Men de aftaler at mødes hjemme hos
hende, da vagten er slut, og siden er det gået
stærkt.
- Lige pludselig holdt vi bare i hånd og gav
hinanden kram. Jeg måtte sænke paraderne,
for selvom vi kommer fra to forskellige verdener, er Peter et menneske som alle andre.
Han har haft sine kriser, ligesom jeg har haft
mine, og vi ligner hinanden utrolig meget.
Vi tænker på samme måde og værdsætter de
samme ting, siger hun.
Friede på bænk
Peter er en omsorgsfuld mand, der kan
fornemme, hvis hun har brug for et par
opmuntrende ord – og romantiker til fingerspidserne, fortæller Liselotte. Han kommer
med blomster uden anledning, skriver små,
søde sedler, som hun finder rundt omkring,
og sender lige så søde sms'er.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 19

- Og så kan han lave mad, så trusserne falder, fniser hun med et kærligt sideblik til Peter,
der bliver lidt forlegen over alle de rosende ord.
Da forholdet udvikler sig, gør Peter det klart,
at han gerne vil giftes, men ikke selv fri. Så det
gør Liselotte. Over en fiskeplatte på en bænk
ved havnen i Gilleleje, som Peter er på nippet til
at falde ned af.
- Selvom jeg havde sagt, at hun selv måtte
spørge, havde jeg ikke lige forventet det dér,
siger han.
De glimtende vielsesringe bliver købt på en
ferie i Tyrkiet i sommer. Den er samtidig Peters
debut som ’far til fire’, for både Liselottes børn
og hans egen datter på 14 er med på turen. Den
prøve består han. Også børnene er på bølgelængde, og især de to teenage-tøser har stor
glæde af hinanden, fortæller parret.
Når man lytter til de to, lyder det hele næsten lidt for godt til at være sandt. Og de har da
også haft deres kampe.
- Som single-mennesker er vi gået ind i
forholdet med hver vores særheder, og når man
kommer fra to meget forskellige verdener, er
der selvfølgelig nogle kanter, som skal slibes af,
siger Liselotte.
Men at Peter lever af at sælge hjemløseavi-
20
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
ser, er hun i dag fuldstændig på det rene med.
Alle forbehold er skrottet.
- Jeg accepterer det 100 procent. Det, hans
arbejde. Den måde, han tjener sine penge på. Et
job som alle mulige andre og samtidig en måde
at komme videre på, når man har været nede og
vende, siger hun.
Accepten gælder også Peters sælger-kolleger,
og da Peter i juli var på Roskilde Festival med
resten af Hus Forbi-holdet, blev der fra Vangede leveret pasta og kødsovs til hele flokken.
Som i eventyrene
Op til brylluppet har parret ikke lagt de store
planer for fremtiden.
- Planen er sådan set bare, at vi skal leve
lykkeligt til vore dages ende, ligesom de gør i
eventyrene. Det er til døden os skiller. Til en af
os ikke længere trækker vejret, siger Liselotte.
Peter har en idé om, at han med tiden gerne
vil vende tilbage til kokkefaget. Men lige nu er
det vigtigste en stabil tilværelse, og salget af
hjemløseaviser holder han foreløbig fast i. De
går i øjeblikket som varmt brød.
- Man sælger tre gange så mange, når man er
forelsket, siger han.
Også fremover vil kunderne derfor kunne
finde Peter på pladsen foran Ikea, som han
deler med sin faste makker, Søren. Søren er på
pletten for at mumle 'ismand', da der før vielsen
bliver kysset på balkonen, og inde i salen er
han det ene af de to vidner, der skriver under
på, at alt er i sin skønneste orden.
Det andet vidne er Rasmus, sekretariatschef
på Hus Forbi. De to sørger bagefter for, at kaskader af ris rammer det nygifte par, da de træder ud i solskinnet. Brudebuketten får selskab
af flere blomster, og da mand og kone har sat sig
på endnu én af de bænke, de vil huske resten af
deres liv, lyder det fra en stjernelykkelig Peter.
- Hun er sgu' da dejlig. Er hun ikke?
Det kunne godt være udgangsreplikken.
Men festen er ikke slut endnu. På grund af
skole og arbejde kunne parrets tilsammen seks
børn ikke være med på rådhuset. De er om
aftenen inviteret ud at spise i Tivoli. Og når
Liselottes præsteveninde engang vender hjem
fra udlandet, siger de to ja til hinanden én gang
til i Grundtvigskirken, røber hun.
- Jeg skal ikke være hvid brud. Men det bliver med fin kjole, brudepiger og hele svineriet
– og for hele den pukkelryggede familie. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 21
Fodbold, der forandrer
Spillerne på hjemløselandsholdet er vendt hjem fra hjemløse-VM i Paris med store
oplevelser i rejsekufferten. Tiden på landsholdet har ændret deres liv og givet ny tro på
fremtiden. Hus Forbi har talt med to af de hjemvendte.
af Kristian Bang Larsen
foto ombold.dk
fra dreng til mand
Peter Schøn Christiansen, 28 år - offensiv midtbane
Hvordan var det at være til VM i
Paris?
Det var spændende og en kæmpe oplevelse. Selvom resultatet ikke blev, som vi
havde håbet.
Hvordan gik det for dig personligt?
Det gik fint. Der går mange tanker gennem
hovedet, når man kommer derned, og man
kan godt blive nervøs. Jeg spillede det, jeg
havde lovet. Men man kan jo ikke gøre det
uden de andre.
Hvad var den største oplevelse ved
VM?
Hele kulissen med den store mediedækning
og alle tilskuere - det var meget større, end
nogen af os havde troet. Det gjorde det
ekstra sjovt og gav adrenalin i kampene.
Hvordan har dit liv ændret sig, i det
lille år du har været på hjemløselandsholdet?
Som menneske har jeg ændret mig meget.
Landstræneren sagde, at jeg var gået fra at
være en dreng til at blive en mand. Tidligere levede jeg meget i nuet, men nu tager
jeg ansvar for mit liv og tænker fremad.
Min kæreste, min familie og de andre
spillere siger også, at jeg er blevet glad og
positiv igen. Og jeg har ikke længere noget
hash-misbrug. Da jeg startede på landshol-
22
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
det, var det svært at gå ind i tingene og tro
på, at det ville virke. Jeg vidste ikke, hvad
der skulle ske, andet end at jeg skulle spille
fodbold. Men det har været en helt speciel
oplevelse.
Hvad skal du nu, hvor din tid på
landsholdet er slut?
Jeg skal forhåbentligt snart i gang med en
uddannelse. Og så færdiggøre den. Så er
man faglært, og det betyder meget for mig.
Jeg tror ikke, at der er job til ufaglærte
som mig om 10 år. Jeg vil gerne læse til
idrætspædagog og arbejde med unge, der
har problemer. Det må være fedt at komme
hjem fra arbejde og vide, at man har hjulpet
nogen med at få det bedre. Og nu har jeg
jo lige selv været hele møllen igennem.
Hvorfor rykker det så meget at spille fodbold på landsholdet i et år?
Det er på grund af de specielle mennesker,
der arbejder på OMBOLD (organisationen
bag hjemløselandsholdet, red.). De hjælper
også uden for banen, hvis vi har problemer
med økonomien, eller tager med, hvis der
er et møde oppe på kommunen. De har
været en kæmpe støtte i den svære tid, det
var for mig. |
topkarakter
Marko Kantola, 41 år – defensiv midtbane
Hvordan var det at være til
Hjemløse-VM i Paris?
Det var spændende og overvældende – og lidt skuffende til sidst. Jeg
har stadig den tabte kamp mod Indonesien i hovedet. Vi undervurderer dem og taber 5-3, og så misser vi
kvartfinalerne. Mange af de hold, vi
havde slået i de indledende kampe,
endte foran os, så det er skuffende
at vi blev nummer 17.
Hvordan gik VM for dig?
Jeg synes, det gik godt. Jeg har et
højt bundniveau og hader at tabe.
Så jeg kæmper og prøver at skabe ro
på holdet. Jeg fik også ros for mine
præstationer.
Hvordan har dit liv ændret sig,
i det lille år du har været på
hjemløselandsholdet?
Jeg har fået en lejlighed, så nu er jeg
ikke hjemløs mere. Jeg er også holdt
op med at ryge ’Christiania-tobak’.
Altså, jeg er ikke helt stoppet, men
jeg ryger ikke dagligt mere. Måske
en gang hver anden uge. Jeg har
også fået det meget bedre mentalt
og er stoppet med at tage antidepressiv medicin. Jeg er blevet meget
mere udadvendt. For et år siden ville
jeg have smækket røret på, hvis du
havde ringet. Jeg var meget mere
bly. Nu mangler jeg bare at få et job,
så har jeg nået alle mine mål. Så det
har været til topkarakter. Det har
også været dejligt at spille fodbold
igen og at være en af de bærende
kræfter på holdet.
Hvad skal du nu, hvor din tid
på landsholdet er slut?
Jeg har faktisk fået tildelt et år mere
på landsholdet. Jeg må så ikke spille
ved næste års VM i Mexico, for man
må kun deltage ved et VM. Men jeg
får lov til at være med herhjemme,
og måske kan jeg komme til Mexico
som observatør.
Der er noget med et job?
Ja, jeg har en kammerat, der har
søgt om et stade på grønttorvet.
Hvis han får det, har han lovet mig
et arbejde. Det vil være fedt.
Hvorfor rykker det så meget at
spille fodbold på landsholdet?
Der er en masse andre ting end
fodbold. Vi taler med holdets sagsbehandler og sætter os selv nogle
mål i stedet for at blive presset ud i
noget. Og holdkammeraterne bakker
op. |
Frivillige søges til
Kirkens Korshær
Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets
skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til:
Mariatjenesten
i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.
Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen.
Herberget i Valdemarsgade
Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til
to månedlige vagter fra kl. 21-09. Det er muligt at sove på vagten.
Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen, og bruges
primært af østeuropæere, der ikke har mulighed for overnatning andre
steder. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og
prostitution.
Ring for flere oplysninger
Korshærspræst Birgitte Jeppesen - Mariatjenesten, tlf. 3324 5050
hverdage kl. 10-12
Mariann Ditlevsen, tlf. 8181 5600 - Herberget i Valdemarsgade
Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt
samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte
og ca. 6.000 frivillige medarbejdere.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 23
| debat |
snapshot fra gedser til skagen
Jeg mødte Kale og Brian, som
var på vej til en mindehøjtidelighed i København for deres
grønlandske ven Adam.
Kale er grønlænder, og Brian
født deroppe, så snakken falder
hurtigt på Grønland, hvor min
farfar tilbragte flere år i arbejdet
med at kortlægge Nordøstgrønland, Inuit og Grønlands fugle. Det
var en god snak, og der blev grinet
meget. Det var også en snak, jeg
aldrig nogensinde havde taget,
hvis ikke jeg var dumpet ind i det tog. Og de to herrer var dumpet ned ved siden af
mig, for jeg behøves vel ikke at sige, at min første tanke var - 'FUCK' - det bliver
en uendelig lang tur til København.
Det blev det ikke. Det blev i stedet et møde med et par gode mennesker med
barske, spændende, oplevelsesrige livshistorier. Det var et par gode venner, som
tillod hinanden at drømme, velvidende at drømmen boede i Utopia. Og det er vel
det, der kendetegner livet frem for den levende død - at drømmene er intakte,
ligegyldigt hvor sort det end ser ud.
Kale og Brian sluttede af med at fortælle mig, at jeg var en god fyr. Tak for det.
Det, jeg fik med, var også indtrykket af et par gode fyre og et stærkt indbyrdes
venskab. Togturen blev en af hverdagens små åbenbaringer, og jeg køber et Hus
Forbi, næste gang jeg er i Superbrugsen i Århus.
Med venlig hilsen Rune Gitz-Johansen
24
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
Jeg har taget et par billeder af én af jeres sælgere, Daniel, og
hans papegøje på Nørrebro i København. Vi havde en god snak, og
jeg spurgte, om jeg måtte sende billederne til jer, så hans billede
muligvis kunne komme i avisen. Hvis I har lyst til at bruge dem, står
det frit for.
Med venlig hilsen Maria Dønvang
Kære Maria
Hus Forbi takker og opfordrer gerne læsere til at sende fotos fra
gaden i mødet med sælgere. Husk at få sælgerens accept. Fortæl gerne lidt om jeres relation til sælgeren, og hvor I er støt på
hinanden. Vi garanterer ikke, at alle billeder bringes i avisen, men
planlægger at lave et læser-galleri på hjemmesiden.
Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar
fra vores egen verden
Hus Forbi er andet
og mere end en avis
af Thomas Hye-Knudsen,
redaktørvikar
Avisens organisatoriske bagland
er en forening, som primært har
til formål at sikre, at hjemløse og
socialt udsatte mennesker har et
talerør. Det fælles talerør er avisen, men i praksis er det den enkelte sælger i mødet med køberen,
der er foreningens mission. Kort
sagt: At inkludere og bygge bro
mellem forskellige verdener, uden
at fordømme eller stigmatisere. I
foreningen Hus Forbi er sælgerne
’fødte medlemmer’. På landsplan
er der godt 700 sælgere og godt 30
medlemmer derudover.
På foreningens generalforsamling 21. september kunne bestyrelsesformand Ole Skou, se tilbage
på året, der er gået. Et år, hvor
bestyrelsen fra årets start satte
sig nogle klare mål for foreningen.
Pluk for formandens
beretning:
Først vil jeg på den afgående
bestyrelses vegne, takke for den
store opbakning til arbejdet, som
vi i det forløbne år har modtaget
fra sælgere og medarbejdere.
Uden en sådan støtte kan intet
lykkes for en bestyrelse.
Vi lovede på forrige generalforsamling, at vi ville arbejde hårdt
på at skabe ro og stabilitet - og
at Husforbi atter kunne kalde sig
’de hjemløses egen avis’, drevet i
en konstruktiv og socialpolitisk
– kritisk - pionerånd. Husforbi
skulle igen være de hjemløse og
socialt udsattes egen avis. Ikke
forstået på den måde, at det skulle
være ’et klubblad’ eller et ’hattedameblad’, som nogen hånligt har
udtrykt det. Avisen indeholder i
dag aktuelle, skarpe og kritiske
socialpolitiske artikler/kommentarer. Dybdeborende journalistiske baggrunds artikler og en
hjemløsedel i billeder og beretninger fra de hjemløses hverdag,
herunder et længe næret ønske
om atter, at få krydsordet tilbage.
Der er i perioden skabt ro og
stabilitet omkring økonomi, redaktionel linje og personale.
I forhold til økonomien, har vi
vendt et underskud sidste år til
overskud på ca. 200.000 kroner.
Det kunne have været meget
større, hvis ikke vi havde valgt at
overskride budgettet med de godt
700.000 kroner, som vi sammen
med indtægter fra donationer
valgte at investere i sælgertøj.
Med hensyn til de ulovlige
sælgere, som truede Husforbi’s
eksistens, har vi i tæt samarbejde
med sælgere, politiet, statsforvaltningen, folkeregisteret og
pressen, fået sat stopper for de
ulovlige aktiviteter. Der vil dog
altid være et mindre problem, som
vi fortsat arbejder med, men som
nok aldrig kan løses helt.
Avisen er nu redaktionelt godt
på vej til atter, at være de hjemløse og socialt udsattes avis. Vi er
nået langt og vi hører fra rigtig
mange, at det er en fantastisk
avis, som både sælgere og købere
er glade for.
Personalemæssigt har der
som bekendt være en stor udskiftning. Det har været hårdt
og krævende, men det har været
nødvendigt. Personale situationen er nu stabil og med den gode
gamle pionerånd, som betyder
at medarbejderne hver dag kan
møde på arbejde med glæde og
yde den rigtige service til sælgere
og distributører.
Jeg skal på bestyrelsens vegne
takke SAND for den store praktiske og økonomiske støtte i hele
processen og ikke mindst takke
de to SAND-folk, Jesper Lauritzen
og Rene Køhn, som i næsten hele
perioden – uden vederlag – aktivt
har været med til at bære avisen
og foreningen gennem et hårdt år.
Formandens beretning blev
godkendt sammen med regnskab
og budget for den kommende
periode. Herefter var der valg af
ny bestyrelse, som efterfølgende
kom til at bestå af følgende:
Ole Skou
(suppleant Ask Svejstrup)
Holger E. Henriksen
(suppleant Per Erntsen)
John Andersen
(suppleant Søren Franck)
Thomas Petersen
(suppleant Leif Elektriker)
Maria Nagel
(suppleant Per Søhus)
Efterfølgende valgte bestyrelsen at konstituere sig med
Ole Skou som formand og Holger
Henriksen som næstformand. |
bliv
opdateret
dagligt
via facebook
Her finder du
daglige nyhedsopdateringer
og kan deltage
i debatter om
fattigdom og
hjemløshed.
Søg på ’Hus Forbi’.
på www.
husforbi.dk
er der nyheder
og masser af
interessant læsestof om os,
vores sælgere
og kommende
arrangementer.
'Gadens Konger'
af Holger E. Henriksen
er en enestående
mulighed for at få
indblik i et miljø, som
ellers er lukket land
for udenforstående.
En fremragende og
bevægende fotobog, der
måske kan være med til
at røre endog frostbidte
hjerner og skabe debat.
(Carsten Güllich-Nørby,
lektørudtalelse)
Gadens Konger koster 159,- kr.
Beløbet ekskl. moms går ubeskåret til at hjælpe de
hjemløse. Se salgssteder på www.sandudvalg.dk,
eller ring til SAND på 89937060, eller indsæt beløbet +
porto, i alt 199,- kr. i Danske Bank, reg.: 4180, konto:
0040001697.
Husk at skrive din adresse, så sender vi bogen til dig.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 25
off
line
Løsning på X-ord:
Gæt udtrykket i midten.
Om du løser alle eller
én opgave, gør ingen
forskel. Alle rigtige
besvarelser deltager
i lodtrækningen om
2x2 boggaver - fra
vores helt egen verden.
Vil du vinde
DUSADUKU – Her bestemmer du selv sværhedsgraden...
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 5. november.
Mrk. kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
X-ord er kreeret af Anne Jensen.
26 Fatum
| HUS FORBI
| nr.Franck
10 oktober
15. årgang
Karsten
og Søren
har2011
lavet| DUSADUKU.
Vinderne får direkte besked og
offentliggøres på www.husforbi.dk
Jennifer fremstiller både sine dækkener i lille og stor model. Ingen af dem er dog helt store nok til hendes egne to 'piger', som hun her demonstrerer dem på.
Frakker til de firbenede
Jennifer Frausig elsker
hunde, og deres velbefindende er en hjertesag for
hende, så den engelskfødte
kvinde har gjort det til sit
speciale at sy dækkener
til de hunde, der trænger
mest: de hjemløses.
fritid på at gøre en stor indsats for hjemløse
menneskers hunde, er på sin vis en naturlig
følge af hendes kærlighed til de firbenede.
- Mange donerer ting til de hjemløse, men
der skal også være nogle til at sørge for deres
hunde. De fryser jo også i det ustadige danske
vejr, fastslår Jennifer. Sidste år læste jeg om
en dame, der syede dækkener til de hjemløses
hunde. Hende fik jeg mønstret af, og så gik jeg
i gang, fortæller Jennifer, som alene i år har
fabrikeret 19 af slagsen.
- Jimmy er ganske vist ikke landmand, men
smed. Men vi elsker begge det landlige liv.
Selv arbejder jeg som selvstændig salgskonsulent og har af samme grund ikke haft meget
tid til at gå i skole og lære at tale dansk. Men
jeg forstår alt, hvad der bliver sagt. Interessen
for irske ulvehunde er en, jeg har bragt ind i
huset. Da Jimmy sagde ja til mig, var hundene
en del af pakken. Som mit liv har formet sig,
har jeg aldrig fået børn, men som jeg plejer at
sige: Min børneflok består af hundene, kattene
og min mand, griner Jennifer.
Mig og mit kuld
af Johan Isbrand
foto Birger Vogelius
Har tidligere været bragt i Familie Journal
’Én irsk ulvehund er aldrig nok’, står der på et
af de mange skilte, 56-årige Jennifer Frausig
har på sin bil. Og selv har hun da også to af de
velvoksne, kærlige krabater: Kara og Casey på
fire og to år. Og når man dertil lægger hele fire
katte, tegner der sig et billede af en særdeles
dyreglad dame.
- Jeg har haft hunde hele mit liv og irske
ulvehunde i 30 år. Samspillet mellem dem er
utrolig interessant, forklarer Jennifer, der bor
i Glumsø på Sydsjælland med ægtemanden
Jimmy.
At Jennifer således har valgt at bruge sin
- Jeg syr dem endda med vandtæt yderstof af
for eksempel teltdug, så hundene ikke bliver
syge af det hårde udendørs liv. Det er mit mål
at sy i alt 40 inden årets udgang. Nemlig ti
til hvert af de fire steder i København, som
min kontaktperson fra Røde Kors leverer til:
Hjemløsehuset, Gjaestebud, Sundholm og Hus
Forbis café. Selv kommer jeg sjældent til hovedstaden, men jeg har en enkelt gang været
med ude og i den forbindelse set, hvor glad en
hjemløs mand og hans hund blev for mit dækken. Det er vidunderligt at have mulighed for
at hjælpe på den måde, filosoferer Jennifer.
Oprindelig kommer Jennifer fra Dorset,
England, men havnede for ti år siden i det
nordjyske, da hun blev dansk gift. Ægteskabet
holdt ikke, men for fem år siden mødte hun sin
nuværende gemal via hjemmesiden, FarmerDating.
Mangler materialer
- Siden juni sidste år, hvor jeg gav mig i kast
med dækkenerne, er det gået slag i slag: Jeg
har en sponsoraftale med forretningskæden
Maxi Zoo. De har doneret nogle hundetæpper,
og jeg har til gengæld sat deres logo på mine
dækkener. En anden af mine kontakter laver
markiser og har dermed kunnet donere noget
godt, vandtæt stof. Andre folk har været så
venlige at donere soveposer, men jeg kan altid
bruge flere materialer. Behovet er stort, siger
Jennifer Frausig.
Jennifer modtager med kyshånd alt, hvad
der i hendes kyndige hænder kan forvandles
til hundedækkener: tæpper, plaider, regnslag,
telt- og voksduge, spænder, tråd, velcro og
elastikbånd. Ligger man derfor inde med materialer, man kan undvære, kan man kontakte
hende på mailadressen [email protected]. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 27
28
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
Turist i skyggeland
Hvis man skal uddanne sig til at arbejde
med mennesker og forsøge at forstå og
hjælpe folk, der har levet et liv med sociale
problemer, fattigdom, misbrug og hjemløshed, er Poverty Walks et godt sted at starte.
Hus Forbi fulgte i hælene på en flok pædagogstuderende fra Diakonhøjskolen i Aarhus
i deres møde med Stellan Boesgaard, der har
kendt Aarhus’ skyggesider på egen krop.
af Benny Lauridsen foto Claus Sjødin

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 29
E
t lille dusin unge pædagogstuderende
fra Diakonhøjskolen er dukket op
ved Værestedet i Jægergårdsgade
i Aarhus på en smuk, solbeskinnet
efterårsdag. De skal på en guidet tur rundt i
Aarhus, og den 40-årige Stellan Boesgaard er
dagens guide på den såkaldte Poverty Walk,
der bringer folk rundt i ’Smilets By’ til steder,
de fleste mennesker blot skæver til eller skynder sig forbi.
Slidte Stellan Boesgaard lægger ikke skjul
på, at han har været misbruger, siden han var
12 år gammel – og han har gennem sine mange
år i Aarhus prøvet lidt af hvert, og langt de
fleste steder han guider rundt til på den op
mod to timer lange rundtur, har han brugt i
tidligere perioder af sit liv. Nogle steder slipper
han aldrig.
Usynlige mennesker
- I forhold til almindelige mennesker er vi misbrugere og hjemløse de usynlige mennesker.
Folk skynder sig forbi os eller ser lige igennem os – som om vi slet ikke eksisterer. Men
30
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
det gør vi altså. Og hvis man er i tvivl, så kan
jeg kun opfordre til, at man prøver at gå med
på en af de her Poverty Walks. For de steder,
vi besøger undervejs, afspejler hjemløse og
misbrugende menneskers liv – og ja, stederne
er på mange måder også et spejl på mit eget liv.
For jeg har brugt næsten dem alle i de mange
år, jeg dagligt har kæmpet med mit misbrug.
Stellan Boesgaard er kommet på byens
varmestuer i så mange år, at han ikke kan
undvære dem i dag.
- Det sociale samvær, for eksempel her på
Værestedet i Jægergårdsgade, er vigtigt for
mig og de kammerater, som også bruger de
andre varmestuer, fortæller han og leder turen
videre til næste stop – Nåleparken.
Det er et såkaldt fristed for misbrugere –
selvom politiet, når de kigger forbi, konfiskerer folks stoffer.
- Så det der med, at det er et fristed, giver
jeg ikke rigtig noget for! Men det er godt, at
Nåleparken eksisterer, så de, der har behov,
kan fixe uden at genere ’fru Hansen’, siger
Stellan Boesgaard og guider videre forbi
Reden – et fristed for gadeprostituerede – og
det sted, hvor der udleveres metadon, og hvor
de langvarigt misbrugende kan injicere deres
heroin på recept under statskontrollerede og
hygiejniske forhold.
Fra dagåben til døgnåben
Turen går videre til Kofoeds Skole – hvor
ledige, kontanthjælpsmodtagere og andre, der
er gået i stå i livet, forbedrer deres muligheder
for at komme i betragtning til et fast arbejde.
Næste stop er Mejlgade, hvor Kirkens
Korshær ind til i sommer havde en dagåben
varmestue. Den er nu nedlagt til fordel for
Korshærens døgnåbne varmestue i Nørre Allé
– den tidligere Nattjeneste – med mulighed for
mad, hjælp og socialt samvær døgnet rundt.
Til sidst rundes turen, efter små to timer,
af i Mølleparken. Et yderst velkendt sted for
byens misbrugere, som i dag, efter sigende,
igen er blevet skueplads for handel med hash
og andre ulovlige stoffer.
Nogle få af eleverne fra Diakonhøjskolen
bliver stående lidt og snakker videre med
poverty walk
aarhus vokser
Ideen bag Poverty Walk i Aarhus tager afsæt i de
ture, der i en rum tid har været tilbudt i København. Foreningen bag de aarhusianske ture havde
da også, inden opstarten i juli, inviteret to fra Københavns Poverty Walk til Aarhus for at fortælle
om hovedstadens erfaringer med at lade københavnerne få indsigt i byens mere dunkle afkroge
og skyggesider. Georg Zeuthen, tovholder på de
aarhusianske ture, oplyser, at opstarten i juli og
august har været lidt af en blandet fornøjelse
med flere aflysninger på grund af en sommer med
ualmindeligt dårligt vejr. Men her i september er
der for alvor begyndt at komme gang i turene i
den århusianske hjemløse- og misbrugerverden.
- Flere af vores ture er nu booket fuldt op flere
uger i forvejen. Og vi tror, det kan blive endnu
bedre, når folkeskoler, uddannelsesinstitutioner,
behandlingssteder, kommuner og så videre for
alvor får øjnene op for de muligheder, vores ture
giver for at få et uddannende indblik i en tilværelse, som almindelige mennesker til daglig helst
lukker øjnene for, siger Georg Zeuthen.
Vil du vide mere om de aarhusianske Poverty Walks,
kan du læse om dem på www.povertywalk.dk – her
finder du også mailadresse og telefonnummer til
direkte kontakt.
Stellan Boesgaard om hans liv og det miljø, vi
netop har været på rundtur i.
God energi at være guide
Han svarer åbent og ærligt på alle spørgsmålene – også da Hus Forbi spørger, hvorfor han
stiller op som guide på disse ture, der ud over
en anderledes byvandring også indeholder
mange spørgsmål og tanker, der handler om
hans egen personlige historie.
- Det giver mig god energi at være guide på
de her ture. Jeg er jo med til at skabe opmærksomhed om en speciel verden, som resten af
samfundet gør for lidt for. Det giver mig også
noget på et personligt plan at kunne bruge mit
livs erfaringer med misbrug og hjemløshed i en
positiv sammenhæng. Det drømmer jeg om at
komme til at gøre endnu mere – for eksempel
i forhold til at hjælpe unge, der er på vej ud i
alvorlige problemer, videre og væk fra den vej
og kurs, jeg selv har fulgt i mange år, forklarer
Stellan Boesgaard, inden han igen sætter kurs
mod basen – og kammeraterne på Værestedet i
Jægergårdsgade. |
’Turisternes’ tid til eftertanker
Ditte BräunerMøller, 27 år
– studerende
på Diakonhøjskolen
- Det er meget
interessant og
spændende at
høre om livet på
dén måde. Jeg
kender til området gennem
pædagoguddannelsen på Diakonhøjskolen
og synes, det er godt, der er væresteder for
mennesker med den slags problemer.
- Ja, det ér et meget anderledes liv end det,
jeg lever. Til daglig ved man, at det foregår, men jeg har aldrig set det så tæt på
før – selvom vi stadigvæk blot er turister på
bagsiden af Aarhus.
Dennis Bækgaard,
22 år – studerende
på Diakonhøjskolen
- Turen har været
rigtig god i forhold til
vores uddannelsesforløb om psykiatri og
misbrug på Diakonhøjskolen. Det har
været spændende at
høre om den måde at
leve på. En ting er jo
at høre om det, når vi sidder på skolebænken.
Noget helt andet er at komme tæt på det, på
den her måde. Jeg har absolut fået meget med
hjem, jeg kan bruge til noget, og ja, jeg er blevet
udfordret på det personlige plan. Før – også
på uddannelsen – har jeg nok været sådan lidt
’jamen-så-stop-dog-det-misbrug’. Nu ved jeg, at
der er liv og årsager bag. At noget stikker dybere,
end det ser ud til på overfladen.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 31
sælger nr. 506
Ralph
Hjerresen
| ny hus forbi-sælger |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
3
spørgsmål
hvad går pengene til?
- Som regel til mad, men i perioder har jeg ladet Jakob
Hjørnholm lave en opsparing for mig. I sommer fik jeg
sparet 1.000 kroner op til en sommerferie. Lige nu vil
jeg gerne spare op til en bogreol i mahogni.
.
hvad fik du til aftensmad i går?
- Tre retters menu: kringle, en banan og en liter yoghurt – plus chokolade. Jeg har aldrig prøvet at lave
rigtig mad. Jeg får varm mad på varmestuen hver dag
klokken 12.00.
er der noget, du glæder dig til?
- Nej, nu har jeg fået den lejlighed, jeg gerne ville have,
men jeg ville gerne se nogle af de steder, jeg aldrig
har haft råd til at besøge – Canada, Rusland, Indien,
Sydamerika – mange steder.
32
Ralph Hjerresen er Hus Forbi-sælger i Horsens og næsten dagligt at finde
foran supermarkedet Løvbjerg. Her har han stået siden foråret 2011, hvor
korshærspræsten Jakob Hjørnholm kom ned på Kirkens Korshærs varmestue
og foreslog brugerne at blive avissælgere.
- Vi var tre-fire stykker, der sagde ja, og jeg blev faktisk den første, der
fik sælgerkort i Horsens. Jeg syntes, det var en rigtig god idé og et godt
blad, som jeg gerne ville sælge og støtte. Jeg fik noget at give mig til, og så
kunne jeg også tjene nogle skillinger – selvfølgelig. Jeg sælger mere i nogle
perioder end andre. Det kommer lidt an på, om jeg har brug for penge –
blandt andet til mad, når jeg har et sidemisbrug.
Ralph Hjerresen er mestendels på metadon, men indimellem ryger han
i og tager stoffer. Han fik et stofmisbrug tilbage i 1982, hvor han måtte
trække sig fra militæret, fordi han ikke kunne forsvare at have ansvaret over
for andre mennesker, mens han var påvirket. På det tidspunkt havde han
ellers uddannet sig som FN-soldat og var udstationeret på Cypern.
- Mit misbrug startede, fordi jeg gik fra min første kone, og så begyndte
jeg at se kammerater fra stofmiljøet.
Siden dengang har Ralph Hjerresen ikke været i arbejde. Han er i dag
førtidspensionist og kommer dagligt på Kirkens Korshærs varmestue.
- Her er nogle af de dejligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. De
fleste går rundt med nogle indre dæmoner – enten har de et øl- eller stofmisbrug, eller også er det mennesker med psykiske problemer. Selv har jeg
haft stofproblemer i flere perioder i mit liv, men i de sidste 15 til 20 år har
jeg været på metadon. Jeg orkede ikke at skulle skaffe penge til stofferne
længere.
Ralph Hjerresen er kendt i Horsens, som ’Ham den flinke mand oppe ved
Løvbjerg’, fortæller korshærspræsten Jakob Hjørnholm, og det har blandt
andet betydet, at Ralph har fået rigtig mange stamkunder.
- Det har virkelig været interessant for mig at begynde at sælge aviser.
Det er næsten som nede på varmestuen. Jeg har lært en masse mennesker
at kende, som jeg får en sludder med. Det er ikke, fordi jeg er påtrængende,
når jeg står og sælger. Kunderne kommer til mig. Der var for eksempel en
ældre dame, som ville give mig 100 kroner, men hun ville ikke have avisen.
Så forklarede jeg hende, at jeg ikke bare stod og betlede, og at hun altså
blev nødt til at tage avisen. Det endte med, at jeg gav hende en gratis avis
og sagde til hende, at hun skulle gå hjem og se, hvad den indeholdt. Dagen
efter kom hun tilbage og gav mig ret i, at det var en god avis, og så ville jeg
gerne tage imod hendes penge, fortæller han og griner beskedent.
Lige nu er Ralph Hjerresen godt tilfreds med hverdagen. Han har netop
fået en ny lejlighed, som er rar at være i, men han vil gerne have gjort noget
ved sit misbrug.
- Jeg skal af med mit sidemisbrug, og så skal jeg have justeret mit forbrug af metadon. Det skal ned på det niveau, det var, før min kone døde i
februar 2010. Jeg skal i behandling, men det bliver først i foråret, for det
er ikke rart at være på et behandlingssted i koldt og dårligt vejr. Det skal jo
helst blive til noget, når der nu bliver sat penge ind på det. Jeg har en åben
plads stående på behandlingscenteret Kråsiglund udenfor Horsens. |
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i
gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har 744 sælgere spredt ud over
hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.