Jeg beklager - Roskilde Universitet
Abstract Dette projekt undersøger, hvordan Lars Løkke Rasmussen håndterer GGGI-sagen ud fra et krisekommunikativt og retorisk perspektiv. Dette bliver gjort kvalitativt med udgangspunkt i pressemødet afholdt 20. oktober 2013 samt avisartikler fra den 5.-31. oktober 2013. Løkke anvender forskellige retoriske virkemidler til at bevare kontrollen i sin kommunikation med medierne og for at beskytte sit ethos. Løkke og medierne konstruerer forskellige kriserammer, og kæmper løbende om at definere disse. Dette medfører, at parterne ofte taler forbi hinanden, og at Løkke ikke svarer på, hvad der bliver spurgt om, hvilket hæmmer den gode debat. This project examines how Lars Løkke Rasmussen handles the GGGI-case based on a crisis communicative and rhetorical perspective. This is done qualitatively, based on the press conference held October the 20th, 2013, as well as newspaper articles from October the 5th31th, 2013. Løkke uses various rhetorical means to maintain control on the communication with the media and to protect his ethos. The media and Løkke construct different crisis frames and are continuously struggling with each other to define these. This induces that the parties are often talking past one another and the questions asked are left unanswered, which hampers a good debate. Indholdsfortegnelse Indledning..........................................................................................................................................................................................3 Problemfelt ..................................................................................................................................................................................3 Problemformulering ..............................................................................................................................................................3 Videnskabsteori........................................................................................................................................................................4 Metode............................................................................................................................................................................................4 Teoretisk landskab .................................................................................................................................................................6 Teori ......................................................................................................................................................................................................8 Krisekommunikative teorier ............................................................................................................................................8 Definition af en krise ........................................................................................................................................................8 Definition af en dobbeltkrise.......................................................................................................................................9 Image Restoration Theory............................................................................................................................................9 Situational Crisis Communication Theory .......................................................................................................10 Retoriske teorier ...................................................................................................................................................................11 Appelformer .......................................................................................................................................................................11 Toulmins model................................................................................................................................................................12 Actio .........................................................................................................................................................................................13 Afvisninger ..........................................................................................................................................................................13 Forskydninger ...................................................................................................................................................................13 Sound bites ..........................................................................................................................................................................14 Doxa.........................................................................................................................................................................................14 Topik .......................................................................................................................................................................................14 Baggrund for krisen..................................................................................................................................................................14 Løkkes krisehistorie............................................................................................................................................................15 GGGI-sagens forløb ..............................................................................................................................................................16 Analyse .............................................................................................................................................................................................16 Rammerne for pressemødet ..........................................................................................................................................17 Hvori ligger krisen? .............................................................................................................................................................18 Analyse af pressemødet....................................................................................................................................................19 Løkke har rejst for dyrt................................................................................................................................................19 Løkke har ikke betalt datterens og konens billet ........................................................................................23 Løkkes bonuspoint .........................................................................................................................................................30 Løkkes honorar og diæter..........................................................................................................................................32 Metaanalyse...................................................................................................................................................................................38 1 Kriseramme og responsstrategier..............................................................................................................................38 Argumentation .......................................................................................................................................................................39 Appelformer .......................................................................................................................................................................39 Topik .......................................................................................................................................................................................39 Actio .........................................................................................................................................................................................41 Kontrol ...................................................................................................................................................................................42 Ethoskonstruktion ...............................................................................................................................................................42 Diskussion ......................................................................................................................................................................................45 Hvordan overlever Løkke?..............................................................................................................................................45 Teori versus virkelighed .............................................................................................................................................45 Medierne sætter rammen...........................................................................................................................................47 Undskyld og beklagelse ...............................................................................................................................................48 Hvordan overlever Løkkes ethos? ........................................................................................................................49 Hvordan bibeholder journalisterne deres position? ......................................................................................50 Fælles front .........................................................................................................................................................................50 Nye værktøjer ....................................................................................................................................................................51 Den gode debat .................................................................................................................................................................53 Konklusion .....................................................................................................................................................................................54 Litteraturliste ...............................................................................................................................................................................57 Bøger ............................................................................................................................................................................................57 Artikler ........................................................................................................................................................................................58 Internetkilder ..........................................................................................................................................................................58 Bilag...............................................................................................................................................................................................59 2 Indledning Problemfelt I oktober 2013 mødte Lars Løkke Rasmussen og organisationen The Global Green Growth Institute (GGGI) stor modvind i medierne. Det kom frem, at Løkke havde anvendt et større beløb på 1. klasses flybilletter, restaurantbesøg, hotelophold og en privat rejse med sin datter. Det er ikke første gang, at Løkke har befundet sig i en krise, der tager udgangspunkt i et stort forbrug samt bilagsrod. I hans tid som amtsborgmester var der flere gange problemer med bilagene, for eksempel en fornøjelsestur til Rom og hotelophold i privat øjemed (Web 1). Alligevel er det lykkedes Løkke at klare sig igennem kriserne, og han er stadig formand og statsministerkandidat for et af Danmarks største partier, Venstre. Denne krise adskiller sig fra Løkkes tidligere bilagssager, idet den omhandler en organisation, som også har været i modvind i medierne. Derudover kan det diskuteres, om Løkke fungerer som offentlig ansat i denne sag eller som frontfigur for en international organisation. Er det en personlig krise for Løkke, Venstre eller en krise for hele GGGI? En stor del af det politiske spil foregår bag kulisserne. Derfor kan det være svært at pege på, hvordan det helt præcist er, at Løkke har formået at holde fast i magten gennem en så massiv modvind. Vi har valgt at tage udgangspunkt i “marathon-pressemødet”, som Løkke afholdte den 20. oktober 2013, for at se, hvordan Løkke tackler det at blive konfronteret med kritiske spørgsmål. Vi er i denne forbindelse især interesserede i, hvilke greb han anvender for at undgå at give et egentlig svar på journalisternes spørgsmål, samt hvilken ramme han har sat omkring pressemødet i et forsøg på at kontrollere situationen så meget som muligt. Desuden vil vi komme ind på, hvilket ethos Løkke bliver tildelt i forbindelse med pressemødet, idet både hans troværdighed som statsmand og person står på spil. Hvordan forsvarer Løkke sig over for mediernes beskyldninger, og lykkes det ham at bevare kontrollen over situationen, eller formår journalisterne at få trukket ham ud af den ramme, som han har sat, og svare på deres spørgsmål. Bør vi være bekymrede på pressen vegne, hvis de ikke kan trænge igennem den mur af tricks, man kunne forestille sig politikere i dag benytter sig af? Problemformulering Hvordan håndterer Lars Løkke Rasmussen, som formand for Global Green Growth Institute, krisen? Hvilke retoriske og krisekommunikative greb gør han brug af, og hvilken indvirkning har det på hans kommunikation med medierne? 3 Videnskabsteori Efter nu at have redegjort for problemstillingen, vil der i det følgende blive redegjort for vores videnskabsteoretiske standpunkt. I dette projekt er vores videnskabsteoretiske perspektiv konstruktivistisk. Vi forholder os til Jørgen Fafners definition af retorik ud fra de fem topoi, som han opstiller. Disse er delt i de handlende og erkendende (Fafner, 1997:8ff). Da vi ikke beskæftiger os med det handlende, vil vi kun gøre brug af de erkendende topoi. Det vil sige, at vi anerkender, at erkendelsen ikke kun kommer ved logikken, men også gennem følelserne og derfor er af individuel karakter. Sprog og erkendelse er bundet tæt sammen (Jørgensen, 2009:27). Erkendelsen skabes mellem forforståelse n af Løkke og det, som han formidler ved pressemødet. Erkendelsen er desuden forskellig fra person til person og er situationelt betinget (Fafner, 1997:9f). Derfor mener vi, at både det verbale, såvel som det nonverbale har betydning, når det kommer til at analysere Løkkes måde at håndtere denne krise på. Desuden mener vi, at den forståelse vi intuitivt får af, hvad Løkke gør, også har en sandhedsværdi (ibid.). Netop af denne grund anvender vi teorier, der vedrører, hvad der bliver sagt, men også hvordan det bliver sagt. Sidst men ikke mindst er vi af den opfattelse, at troværdighed afhænger af publikums opfattelse af taleren, både før, i og efter den retoriske situation (Fafner, 1997:10f). Gennem projektet har vi været opmærksomme på, at vi alle har en relativt negativ forforståelse af Løkke, hvilket kan have indflydelse på vores analyse. Disse forforståelser har vi brugt produktivt, til at stille kritiske spørgsmål til hans ageren. På trods af disse forforståelser, har vi bestræbt os på at forholde os åbent til andre perspektiver, der måtte forekomme i empirien. Metode I det følgende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske overvejelser, herunder valg og behandling af empirien. Vores empiri består primært af det pressemøde, som Lars Løkke Rasmussen holdt i forbindelse med GGGI-sagen. Vi har valgt dette, fordi det er her, at Løkke aktivt håndterer krisen både i forhold til det krisekommunikative og retoriske. Her har vi mulighed for at analysere både krop og sprog. Det er dog kun den første halvdel af mødet, som vi anvender, da det ikke har været muligt for os at fremskaffe optagelsen af anden del. Det har den konsekvens, at vi har måttet afgrænse os fra anden halvdel af pressemødet og dermed ikke tage det, som han siger og gør i denne del med i vores behandling af sagen. Transskriptionen er lånt af en kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet, Rasmus Hjorth, men udover dette har vi produceret en transskriptionen af actio – en såkaldt multimodal 4 transskription (Gelang, 2008:154ff). Vi har dog ikke lavet en actio-transskription af hele pressemødet, men kun af de dele som vi har fundet interessante. Desuden har vi valgt at transskribere hele det første kvarter, da dette er det første stykke, hvor journalisterne ikke har mulighed for at stille spørgsmål til Løkke. Dette gør, at vi får mulighed for at se forskellen på Løkke i en forberedt situation, modsat når han spontant skal svare på spørgsmål fra journalisterne. Transskriptionen er foretaget på baggrund af retorikeren Marie Gelangs bog ‘Actiokapitalet’, hvor hun foreskriver, hvordan en sådan transskribering skal udføres. Hun anbefaler, at man først finder de tekststykker, der er interessante, og kun transskriberer dette (Gelang, 2008:154ff). Derudover benytter hun sig af nedenstående model til transskribering af tonefald med videre (Gelang, 2008:152). Symbol Benævning Beskrivelse _ understregning Betoning eller øget volume ::: Kolon Betoning eller forlænget udtale . Punktum Faldende tone i slutningen af sætningen ? Spørgsmålstegn Stigende tone i slutningen af sætningen - Tankestreg Afbrudt tale hhh h Hørbare udåndinger .hhh Punktum og h Hørbare indåndinger = Lighedstegn Sammenhængende tale uden pause (Gelang, 2008:152). Den anden del af vores empiri består af artikler fra perioden den 5. oktober 2013 til den 31. oktober 2013, som er fundet på Infomedia med søgekriterierne: “Lars Løkke”, ”GGGI”, alle ord nævnt, i aviserne Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Artiklerne har vi gennemgået kronologisk, hvorefter vi udvalgte, hvilke der var relevante for at danne os et overblik over forløbet. Vi har valgt at strukturere analysen på følgende måde: 5 1. Løkke har rejst for dyrt 2. GGGI har betalt datterens og konens rejser 3. Løkkes bonuspoint i forbindelse med rejserne 4. Løkkes honorarer og diæter (jf. Bilag A) Denne tematiske opdeling er opstillet på baggrund af de spørgsmål, som journalisterne stiller Løkke under pressemødet. Her kunne der i første omgang identificeres ti forskellige temaer. Disse var ‘Bonuspoint’,’ Luksuriøse rejser’, ‘Løkkes dømmekraft’, ‘Reglerne i GGGI’, ‘Datterens rejse’, ‘Bilag’, ‘Seoul’, ‘Miljø/hans gode arbejde’, ‘Brug af penge i organisationen GGGI’ og ‘Løkkes vederlag og diæter’. De ti temaer blev senere kogt ned til de fire analysepunkter ved at lægge nogle af de mindre temaer sammen (ibid.). Formålet med denne opdeling var at overskueliggøre de forskellige aspekter af krisen for os selv og læseren. Teoretisk landskab I dette afsnit bliver der redegjort for de udvalgte teoretikere, og hvordan disse er kvalificerede til at behandle empirien i forhold til problemstillingen. William L. Benoit er professor og forsker i kommunikation ved Department of Communication på University of Missouri-Columbia. Benoits teori Image Restoration Theory opstiller en række forskellige responsstrategier, som man kan anvende, når man står over for en krise. Disse forsøger vi at identificere i vores analyse af Løkkes håndtering af GGGI-sagen, hvor de vil blive brugt som supplement til Coombs. W. Timothy Coombs er professor i Public Affairs and Management Issues. Hans teori Situational Crisis Communication Theory (SCCT) anvender vi til at klassificere og vurdere krisens omfang. Coombs bygger videre på Benoits teori, men han sætter responsstrategier i sammenhæng med en given krises omfang. Coombs har således en mere strategisk tilgang til krisekommunikation og et øget fokus på modtageren. I dette projekt bliver SCCT også anvendt som et redskab, der hjælper os til at vurdere, hvordan medierne og Løkke selv opfatter krisen. Finn Frandsen, professor ved Institut for Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet, og Winnie Johansen, Ph.d. fra Aarhus School of Business og professor MSO ved Aarhus Universitet, anvender vi til at forstå krisers udvikling og til at vurdere, hvornår der er tale om en dobbeltkrise. 6 Jonas Gabrielsen, lektor på CBIT ved Roskilde Universitet, og Tanja Juul Christiansen, Cand. Mag. i retorik og Ph.d. fra CBS, har skrevet bogen ‘Talens Magt. Indføring i mundtlig retorik’. Bogen bidrager til et overblik over forskellige retoriske begreber, som vi benytter gennem projektet. Jonas Gabrielsen, Heidi Jønch-Clausen, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, og Christina Pontoppidan, Cand. Mag. i retorik og filosofi og ekstern lektor på Københavns Universitet, har skrevet artiklen ‘Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar’. Denne anvender vi til at forstå nogle af de undvigelsesmanøvrer, som politikere anvender, når de bliver stillet kritiske spørgsmål. Hvordan man rent retorisk kan undgå og omgå journalisters spørgsmål, hjælper os i vores analyse af pressemødet. Derudover anvender vi også deres artikel ‘Topik: Et retorisk bidrag til den kritiske journalistik’ som inspiration til vores diskussion. Marie Gelang, er lektor i retorik ved Örebro Universitet. I værket ‘Actiokapitalet’ undersøger hun hvordan den ikke-verbale kommunikation påvirker det talte. Hendes teori om actio vil blive brugt til at italesætte Løkkes nonverbale kommunikation, for at se på hvordan denne påvirker perceptionen af det, som han siger. Charlotte Jørgensen, lektor i retorik ved Københavns Universitet, har i artiklen ’Hvem bestemmer hvad der er god retorik?’ skrevet om, hvordan man bedømmer, om noget er god retorik. Hendes tekst vil blive brugt til inspiration i diskussionen. Derudover anvender vi også lærebøgerne ’Retorik – Teori og praksis’ og ’Praktisk argumentation’ til at opnå en bedre forståelse for diverse retoriske begreber. Christian Kock er professor i retorik ved Københavns Universitet. I bogen ’De svarer ikke – fordummende uskikke i den politiske debat’ opstiller han kriterier for, hvad der skal gøre sig gældende, før man kan tale om “den gode politiske debat” i et demokrati set ud fra borgerens synspunkt. Dette vil blive anvendt til at diskutere denne sag. James C. McCroskey var professor ved The Department of Communication Studies på West Virginia University. Hans retoriske forskning fokuserer på overbevisning og troværdighed, og han har beskæftiget sig meget med ethos-begrebet. På trods af, at hans forskning er af ældre dato, så 7 bliver hans forståelse af ethos stadigvæk anvendt på det retoriske felt i dag. Hans forståelse af ethos vil blive anvendt til at undersøge Løkkes ethos før, under og efter pressemødet. John B. Thompson er professor inden for sociologi ved Cambridge University. Han har skrevet bogen ’Den politiske skandale – magt og synlighed i mediealderen’. Her taler han om andengradsovertrædelser, som er vigtige i forhold til dobbeltkriser. Steven E. Toulmin, Ph.d. i filosofi ved Cambridge University, har udviklet en model til at analysere argumenter. Henrik Juel, lektor på CBIT ved Roskilde Universitet, har opdateret Toulmins model. Vi benytter hans begreber, da vi mener, at de er mere dækkende end den oversættelse, der tidligere har været anvendt i Danmark. Lisanne Wilken, Mag. scient. i antropologi og dr. phil. ved Aarhus Universitet, skriver i bogen ’Bourdieu for begyndere’ om Bourdieus begrebsapparat, som stadig bliver anvendt i dag. I vores metaanalyse anvender vi Wilkens udlægning af Bourdieus udgave af Doxa. Teori Efter vi har redegjort for, hvilke teoretikere der vil blive anvendt i dette projekt, vil der nu blive redegjort for de teorier og begreber, som vil blive brugt. Krisekommunikative teorier Definition af en krise Coombs forstår en krise som en pludselig, uforudset hændelse, der skaber usikkerhed hos interessenterne (Coombs, 2007:164). Hvis hændelsen kunne være undgået, og den blevet forårsaget af en person eller en organisation, så bliver dette betegnet som the offensive act af Benoit (Benoit, 1997:178). Det afgørende for en krise er altid, hvad interessenterne forestiller sig; hvilken grad af skyld eller ansvar de tillægger en organisation eller en person (Coombs, 2007:165). En organisations eller persons tidligere krisehistorie spiller ind på, hvordan interessenterne opfatter en krise (Coombs, 2007:166). Medierne har i stigende grad mulighed for at påvirke interessenternes opfattelse af krisen – også via sociale medier som Twitter og Facebook (Coombs, 2007:170). En krise medfører et behov for information om, hvad der er sket. Herefter skal interessenterne vide, hvad der bliver gjort for at forhindre lignende tilfælde i fremtiden. Sidst kan organisationer 8 demonstrere, at de bekymrer sig ved at vise omsorg. Det er vigtigt, at man følger dette, for at beskytte sine interessenter mod skade, før man begynder på at beskytte sit eget omdømme (Coombs, 2007:165). Omdømme forstår vi som den holdning, offentligheden har til en person eller en organisation. Definition af en dobbeltkrise Thompson skriver om politiske skandaler, at de ofte indebærer, hvad han betegner som andengradsovertrædelser (Thompson, 2002:29). Her bliver den oprindelige overtrædelse, der satte gang i en sag, overskygget af andre forhold. Han forklarer, at forsøg på at dække over en overtrædelse kan: “give anledning til et selvforstærkende kredsløb […], der får den oprindelige forseelse til at blegne” (ibid.). Frandsen og Johansen mener ikke, at bedrag er en forudsætning for, at én krise kan blive overlejret af en anden (Frandsen & Johansen, 2006:8). En dobbeltkrise kan også opstå, hvis en organisation eller en person ikke kan håndtere krisen kommunikativt (ibid.). Coombs mener, at når der opstår en krise, så er det nødvendigt, at den, som bliver anklaget, reagerer, idet interessenterne som tidligere nævnt har et behov for information (Coombs, 2007:170). Tavshed er en farlig strategi, fordi denne tillader, at andre interessenter tager kontrol over situationen. Tavshed kan også medføre, at interessenterne tolker det som om, at der er foregået noget ulovligt, selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Det afgørende er igen, hvad interessenterne forestiller sig. Der behøver altså ikke at være foregået noget forkert, som Thompson skriver. Inkompetence eller magtesløshed fra organisationen eller personen, som står i krisen, kan have de samme følger (Frandsen & Johansen 2006:8). Image Restoration Theory William L. Benoits artikel ‘Image Repair, Discourse and Crisis Communication’, beskæftiger sig med, hvordan man genopretter sit image, hvilket er relevant i forhold til Løkkes håndtering af krisen. Benoit lægger vægt på selve kommunikationen, der er i forbindelse med en krise. Benoit er afsenderorienteret, hvorfor hans fokus ligger på, hvilke strategier en organisation eller person kan bruge til at genoprette deres image (Benoit, 1997:177). Han står i modsætning til Coombs, som har en mere modtagerorienteret tilgang. Responsstrategierne bør anvendes af organisationen eller personen, hvis der er sket et angreb på deres image ved en uønsket begivenhed, som de bliver tillagt ansvaret for (Benoit, 1997:177f). Først når interessenterne mener, at der er tale om de to ovenstående elementer, er der tale om en krise. 9 I projektet anvendes Benoits verbale respons i forhold til, hvordan Løkke responderer på krisen, som interessenterne mener, han befinder sig i. Benoits overordnede strategier til genoprettelse af et image er: denial (benægtelse), evasion of responsibility (unddragelse af ansvar), reducing offensiveness of event (reduktion af angrebets omfang), corrective action (forbedrende handling) og mortification (knæfald) (Benoit, 1997:179). Under disse ligger nogle underordnede kategorier, som vi kommer ind på i analysen. Benoits teori er ikke så strategisk orienteret, hvorfor vi har valgt at inddrage Coombs. Situational Crisis Communication Theory Vi har valgt at anvende Situational Crisis Communication Theory (SCCT), der er skabt af W. Timothy Coombs. Han bygger videre på Benoit, men denne teori rummer både klassificering af krisetyper, ansvar- og responsstrategier. Krisekommunikation er ifølge Coombs afhængig af situationen. Han mener, at en organisation skal vælge den strategi, der passer bedst til den trussel mod omdømmet, som en given krise udgør. Gennem SCCT opstiller Coombs således retningslinjer for, hvordan en organisation bør handle i en given krisesituation for at bevare det bedst mulige forhold til sine interessenter (Coombs, 2007:163ff). Attribution skal forstås som tillægning af ansvar. Coombs opdeler alle kriser i tre typer; the victim cluster, med svag attribution af ansvar (eksempelvis naturkatastrofer eller sabotage), the accidental cluster, med middel attribution af ansvar (eksempelvis teknisk nedbrud, der fører til uheld, eller tilbagekaldelse af et produkt), the intentional cluster, med stærk attribution af ansvar (eksempelvis bevidst overskridelse af regler og/eller menneskelige fejl). Attribution af ansvar er ikke faktuel, men perceptuel. En krisetype bliver bestemt ud fra, hvordan den er framet; altså på hvilken måde problemstillingen fremstilles, eller hvilken betydning den tilskrives fra interessenternes side (Coombs, 2007:166f). Coombs ser en sammenhæng mellem krisesituationer og kriseresponsstrategier. Responsstrategier er udarbejdet gennem organisationens accept af dens kriseansvar. Coombs mener, at en imødekommende strategi viser omsorg, hvormed organisatione n bliver anset som mere ansvarsfuld af interessenterne (Coombs, 2007:170). Responsstrategier er opdelt i primære og supplerende. De primære typer består af: benægtelse (denial), formindskelse (diminish) og genopbyggelse (rebuild), mens de supplerende består af flere forskellige former for afstivning (bolstering). Under hver 10 overordnet responstype ligger der forskellige strategier, som vi vil komme nærmere ind på i analysen, når vi identificerer dem (ibid.). Kriseresponsstrategier har overordnet set tre formål: forme måden hvorpå interessenter attribuerer skyld, ændre perception af organisationen, og reducere krisens negative effekt (Coombs, 2007:171). Man bør stræbe efter alle disse formål i sin respons. Her er det afgørende, at man fremlægger ”sin side af sagen” til nyhedsmedierne, da størstedelen af interessenterne danner deres opfattelser herigennem (ibid.). Retoriske teorier Appelformer Aristoteles skriver i sit værk ’Retorik’ fra cirka 330 f.Kr., at overbevisning både sker ud fra de rationelle argumenter, som vi bliver præsenteret for, og hvad vi føler (Gabrielsen & Christiansen, 2010:17). Aristoteles mener, at der er tre måder, hvorpå en taler kan skabe overbevisning. Det er dem, man inden for retorikken kender som de tre appelformer, ethos, pathos og logos. De tre måder er: ”ved sin personlige karakter (ethos), ved at påvirke tilhørerne følelsesmæssigt (pathos), og gennem sin argumentation (logos).” (Aristoteles, 2002:23). Af de tre veje til overbevisning er to af elementerne emotionelle, mens det sidste er intellektuelt. Den første form er baseret på talerens karakter, den anden på, at publikum sættes i en bestemt stemning, og den tredje på selve det, som der bliver sagt (Gabrielsen & Christiansen, 2010:18). Ethos omhandler afsenderens troværdighed. Kunsten er at fremstille sig selv således, at man appellerer til modtageren (Gabrielsen & Christiansen, 2010:109). Man skal få sig selv eller sit produkt til at fremstå ærligt, så man vinder velvilje hos modtageren. I dette projekt arbejder vi med en forståelse af ethos, som er inspireret af McCroskey. Han adskiller sig fra den klassiske retorik, idet han mener, at ethos er knyttet til modtageren frem for afsenderen. Han skriver, at en talers ethos er en fortolkning/holdning, som dannes i modtagerens bevidsthed. McCroskey forstår ethos som en dynamisk størrelse, der hele tiden udvikler sig. Han opdeler dette i tre stadier: forventnings-ethos (initial ethos), situations-ethos (derived ethos) og afslutnings-ethos (terminal ethos). En modtager har en holdning til en afsender før en given kommunikationssituation (forventning), der bliver påvirket undervejs (situation), før der bliver dannet en ny holdning til slut (afslutning) (McCroskey, 1968:68). Selvom ethos omhandler afsenderens troværdighed, så handler det altså grundlæggende 11 om, hvordan en modtager opfatter afsenderen. Hvis man taler om god eller dårlig ethos hos en taler, så henviser det til, hvordan publikum vurderer afsender. Aristoteles opstiller tre ethos-dyder, phronesis, arete og eunoia (Gabrielsen & Christiansen, 2010:116ff). Disse er vigtige, da de omhandler, hvordan en afsender appellerer til modtageren gennem forskellige karakteregenskaber. Phronesis omhandler kompetence; det at fremstå vidende og indsigtsfuld i forhold til det emne, som man behandler. Arete handler om at fremstå som et sympatisk og moralsk menneske. Her er det vigtigt, at man deler de samme dyder og værdier som sin modtager. Eunoia handler om at demonstrere over for modtageren, at man ønsker dem det bedste. Man bør tale sådan, at modtageren føler sig forstået (ibid.). Man skal overveje, hvilken af de tre ethos-dyder, som er mest fordelagtig at anvende i forhold til sit emne, men alle tre er vigtige for at skabe troværdighed og tillid. Samspillet mellem appelformerne er vigtigt. I et godt kommunikationsprodukt eller en god tale formår afsender både at anvende ethos, pathos og logos. God pathos styrker logos, mens en svag pathos svækker ethos. Ethos skal altid være dominerende – uden troværdighed tror publikum ikke på dine argumenter og følelser. Toulmins model I Toulmins model er argumenter opbygget af tre faste elementer, som altid er til stede, og tre frie elementer, som kan forekomme. Et argument består af en påstand (claim), et belæg (data), og en hjemmel (warrant) (Jørgensen, 2010:150). Påstanden afledes ud fra belægget. For at dette kan hænge sammen som argument, så må der også være en tredje del, der forklarer, hvordan man er nået fra belæg til påstand, nemlig en hjemmel (Toulmin, 2003:89ff). Hjemmelen er central i forståelsen af argumentet, og den er vigtig at adskille fra det eksplicitte belæg, idet den oftest optræder implicit (Toulmin, 2003:92). Udover de tre faste elementer i argumentet, rummer modellen også de tre frie elementer: styrkemarkør (qualifier), gendrivelse (rebuttal) og rygdækning (backing) (Jørgensen, 2010:150). Styrkemarkøren lægger sig opad påstanden og henviser til graden af styrke i påstanden. Gendrivelse er rettet direkte mod modtagerens synspunkt. Det er oftest placeret i umiddelbar forlængelse af ens eget argument. Rygdækningen skal understøtte hjemmelen. Man kan sige, at den indeholder det konkrete grundlag for den generelle regel, som ens hjemmel bygger på (Jørgensen & O nsberg, 12 2001:25ff). Vi har valgt at anvende Juels opdatering af modellen. Her bliver de tre faste elementer i et argument betegnet som pointen (påstand), begrundelsen (belæg), grundantagelsen (hjemmel) (Juel, 2011:9ff). Actio Det, der bliver analyseret i forhold til Marie Gelangs udlægning af actio, er samarbejdet mellem de forskellige modaliteter. Modaliteter er kroppens forskellige udtryk, såsom gestikuleren, stemmeføring og mimik (Gelang, 2008:85ff). Modaliteterne analyseres ved at inddele dem i tre forskellige kategorier, som kaldes actiokvaliteter. Den første actiokvalitet er energi. Herunder ligger talerens flow, intensitet og fokus. Den anden actiokvalitet, dynamik, omhandler talerens evne til at variere sin actio. Den tredje, tempo, omhandler det tempo, taleren taler i og den rytme, som både krop og stemme har (Gelang, 2008:207). Ifølge Gelang er det vigtigt, at krop og stemme følger den samme rytme. Hvis dette ikke er tilfældet, så kan det tolkes som om, at taleren enten skjuler noget, eller ikke selv mener det, som denne siger (Gelang, 2008:92). Det samme gælder, hvis det talte og actio ikke formidler det samme, hvormed budskabet bliver tvetydigt, og der kan sås tvivl om, hvad taleren i virkeligheden mener (Gelang, 2008:217ff). Afvisninger Kock skriver i bogen ’De svarer ikke – fordummende uskikke i den politiske debat’, at politikerne anvender en række teknikker, der gør det svært at opdage, at de faktisk ikke altid svarer på de spørgsmål, som de bliver stillet (Kock, 2013:141). Kock opstiller tre former for afvisninger: at fortie, fordreje og affeje (Kock, 2013:145). En afvisning kan også foregå ved, at politikeren simpelthen giver spørgsmålet videre til en anden (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:114). Forskydninger Gabrielsen, Jønch-Clausen og Pontoppidan argumenterer i artiklen ‘Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar’ for, at man skelner mellem afvisninger og forskydninger, hvor der bliver givet et svar, men hvor præmissen for en journalists spørgsmål bliver ændret (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:112). De opstiller tre typer af forskydninger: tidsforskydning, hvor svaret ændrer tidsperspektivet i forhold til spørgsmålet, aktørforskydning, hvor svaret tager afsæt i andre aktører 13 end, hvad der bliver spurgt til, og niveauforskydning, hvor svaret flytter diskussionen til en mere abstrakt eller konkret ramme (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:118ff). En forskydning er en mere skjult og offensiv manøvre, mens afvisninger er en mere åbenlys og defensiv manøvre (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:115). Sound bites Gabrielsen og Høedt-Rasmussen skriver i teksten ‘Juridiske sound bites: Gør centrale holdninger til slagkraftige formuleringer’, hvordan man kan skabe, hvad der i moderne politik forstås som sound bites for at få kommunikeret sine holdninger ud. Sound bites er små, mobile sætninger, man kan anvende til at koncentrere sine pointer og gøre det komplekse mere simpelt. En sound bite skal indkapsle essensen af argumenter, så de bliver gjort lettere at huske, gengive og gentage (Gabrielsen & Høedt-Rasmussen, 2012:100f). Doxa Dette begreb stammer fra det gamle Grækenland, og er mange gange blevet redefineret. Doxa er generelt defineret som de usagte regler i et samfund om, hvad der er rigtigt og forkert (Wilken, 2012:55f). I projektet anvendes dette begreb til at demonstrere disharmonien mellem Løkkes og journalisternes opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Topik Topik omhandler, hvilket perspektiv man vælger at anlægge på en sag. For eksempel kan man tale om en sag ud fra en økonomisk topos, hvor perspektivet og argumentationsformen er baseret på økonomi (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan 2010:49ff). Gabrielsen og Christiansen skriver i ‘Talens Magt’, at der i princippet er et uendeligt antal af tematiske topoi, men dem de har oplistet i deres bog, er de mest almindelige (Gabrielsen & Christiansen, 2010:73). Topik bliver anvendt i dette projekt til at tydeliggøre nogle aspekter af Løkkes fremstilling af sagen. Dette vil i diskussionen bliver sat over for de topoi, som journalisterne taler om sagen ud fra. Baggrund for krisen Efter at have redegjort for det teoretiske grundlag i projektet, så vil vi nu forsøge at opridse baggrunden for krisen, herunder Løkkes krisehistorie og GGGI-sagens forløb, før, at vi påbegynder selve analysen. 14 Løkkes krisehistorie Som nævnt i vores problemfelt, har Lars Løkke Rasmussen gentagne gange været i modvind i medierne på grund af rod i hans bilag. Bilagsrodet stammer tilbage fra hans tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, hvor det viste sig, at han har brugt penge på middage og taxaer. Her var der enten fejl i de bilag, som han indleverede, eller også var de slet ikke udfyldt. Alligevel fik han pengene refunderet. Der dukkede bilagssager op med jævne mellemrum, indtil Løkke i 2008 blev genstand for en intern undersøgelse, der tjekkede op på alle hans bilag. Her kom det frem, at Løkke havde overnattet på et hotel under navnet Jensen, og derefter sendt bilaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som betalte overnatningen for ham (Web 1). Dette vakte stor forargelse, da det af medierne blev fremstillet som om, at Løkkes personlige hotelophold blev betalt af skatteydernes penge (Bilag B). Han kom dog igennem denne og andre mindre kriser i 2008, og det hele faldt til ro, indtil det igen blussede op i 2013. Denne gang handler sagen ikke om Løkke som minister, men som formand for en international organisation (ibid.). GGGI er en sydkoreansk organisation, der vil hjælpe udviklingslande med at sætte den grønne energi i fokus, når de skal opbygge deres økonomi. Danmark har valgt at støtte organisationen med 90 millioner skattekroner, et beløb der er en del af den danske ulandsstøtte. En del af argumentationen for at støtte denne organisation var, at den var sydkoreansk, hvilket kunne skabe nogle bånd mellem Danmark og Sydkorea (ibid.). Efterhånden som hele sagen rulles ud, er det ikke kun Løkke selv, der står for skud. Det viser sig, at organisationen har været dårlig til at administrere sin økonomi, og i flere tilfælde er der mistanke om decideret korruption, eksempelvis hos et bestyrelsesmedlem og den tidligere direktør (Web 2). Krisen får dog ikke den store bevågenhed i andre lande end Danmark, hvilket også bliver kommenteret af direktøren for GGGI, Howard Bamsey, under pressemødet (Bilag C:30, 22ff). I Danmark er der tradition for at være mere mådeholden med offentlige midler, og det er ikke kutyme at bruge penge på luksus (Bilag B). Dette er muligvis en af grundene til, at krisen hovedsageligt foregår i Danmark, da det ikke nødvendigvis ville være et problem eksempelvis i Asien. Løkke har holdt sig inden for de interne regler i organisationen, og selvom der er lidt rod i bilagene, så er rejserne i sig selv ikke forbudte. Kernen i krisen er altså moralsk. Medierne skriver, at Løkke burde have udvist et vist mådehold som dansker, med rod i de traditioner vi har. Ydermere påvirker Løkkes tidligere bilagssager denne krise, hvor han i medierne bliver fremstillet både uorganiseret og grådig (ibid.). 15 GGGI-sagens forløb Selve krisen tager sin begyndelse den 5. Oktober 2013, hvor Ekstra Bladet bringer en forside, der hænger Løkke ud som en, der fråser med organisationens midler ved at flyve på 1. Klasse og bruge en masse penge på hotelophold. Han nægter at udtale sig personligt, men sender et svar via sin særlige rådgiver, der siger, at alt er foregået inden for organisationens regler (Bilag B). I de første par dage ruller sagen i Ekstra Bladet, men de andre aviser dækker den endnu ikke. Først den 11. Oktober kommer sagen frem i Jyllands-Posten, og den breder sig derefter til de andre aviser. Den 16. Oktober udtaler Løkke sig endelig om sagen (ibid.). Her siger han, at det er hårdt arbejde at være formand, og at han derfor har rejst på 1. klasse, så han kunne være så udhvilet som muligt efter rejser. Han indrømmer dog, at rejserne har været for dyre. Herefter er der igen stilhed fra Løkkes side, mens krisen udfolder sig i pressen. Løkke vælger at sende et brev ud til Venstres medlemmer, hvor han undskylder for de seneste dages mediestorm og den eventuelle påvirkning af partiets popularitet. Der er dog bred enighed om, at dette ikke er godt nok (ibid.). Både oppositionen og flere medlemmer af Venstre mener, at Løkke bør fremlægge alle bilagene, så offentligheden kan se, om pengene er gået til bistand eller til luksus (ibid.). Flere af Løkkes partimedlemmer, blandt andet Søren Pind og Ellen Trane Nørby, udtaler til pressen, at det ikke kan lade sig gøre at udlevere bilagene, da dette er i strid med loven (ibid.). Det udspiller sig over et par dage, indtil Løkke pludselig den 16. oktober selv går ud og siger, at han vil udlevere bilagene. Pind og Nørby har ellers holdt fast i, at det under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre. Efter Løkkes udmelding om at offentliggøre bilagene, vil Pind og Nørby pludselig ikke kommentere på sagen. Det tyder på, at det måske har været lidt intern forvirring i Venstre, og at de forskellige medlemmer ikke er blevet informeret af Løkke og hans særlige rådgiver (ibid.). I samme ombæring annoncerer Løkke, at han vil holde et pressemøde, hvor han vil lægge alt frem og udlevere sine bilag til de fremmødte journalister. Han vil desuden ikke kommentere på sagen indtil da. Han vil gerne have alle fakta klar, inden han udtaler sig (ibid.). Analyse I den første del af analysen vil rammerne for pressemødet blive analyseret frem; herunder formålet med pressemødet, de fysiske rammer for pressemødet, Løkkes forventnings-ethos, og hvordan dette er en krise i teoretisk forstand. 16 Rammerne for pressemødet Når man skal holde en tale, eller på anden måde stille sig op og levere et stykke strategisk kommunikation, er det vigtigt at tage stilling til den retoriske situation. Man skal tage udgangspunkt i formålet med talen, hvem modtagerne er, i hvilken position man selv står som taler, hvilke omstændigheder der tales under, og hvilket retorisk problem man står med (Gabrielsen & Christiansen, 2010:43). I forhold til Løkkes pressemøde er hans retoriske problem, at medierne har fremlagt sagen som om, at Løkke har rejst for dyrt og for meget. Ydermere har han qua sin position som formand fået betalt rejser til sin kone og datter. Løkkes formål er derfor at få overbevist de fremmødte journalister, og dermed også den danske befolkning, om, at han ikke har båret sig forkert ad, og at alting er foregået inden for reglerne. Løkke går ind til pressemødet med et forventnings-ethos, der er svagt. Han har tidligere været ude for kriser i pressen angående hans bilag, hvor medierne satte spørgsmålstegn ved hans evner til at lede, hvilket har påvirket det ethos, som han går ind i denne krise med. Derudover har han ikke håndteret denne sag særlig elegant i medierne, hvilket ikke har hjulpet på det ethos, som folk tillægger ham. Man må derfor formode, at Løkke har taget forbehold for, at det publikum han skal møde, er ham kritisk stemt (Gabrielsen & Christiansen, 2010:59). Han befinder sig en situation, hvor han egentlig taler som formand for GGGI, men samtidig er han formand for Venstre samt statsministerkandidat, hvilket påvirker den måde, som han må håndtere sagen på. Man kan ikke adskille hans ethos som formand for GGGI og hans ethos som Lars Løkke Rasmussen, den danske politiker. Det er derfor vigtigt, at han kommer ud af hele krisen med et omdømme som en troværdig mand, som ikke benytter sig af sin magtfulde position til at skaffe sig selv luksusgoder (Gabrielsen & Christiansen, 2010:61). Pressemødet er arrangeret af Løkke selv, og han gør, hvad han kan for at kontrollere dette så meget som muligt. Han sidder ved et bord vendt ud mod salen af journalister, og han har valgt at have to medlemmer fra GGGI ved sin side. De to medlemmer får stillet et par spørgsmål, men de er som udgangspunkt ikke nogle personer, som journalisterne virker interesserede i at tale med. De er der som repræsentanter for GGGI og for at vise, at organisationen står bag Løkke. Det giver en asymmetrisk magtbalance mellem afsender og modtager, at de sidder ved et lille podie og kigger ned på journalisterne. Samtidig er det Løkke, der styrer mikrofonen og har mulighed for at nægte at svare på et spørgsmål (Bilag C:1ff). Det er Løkke selv, der har bebudet, at samtlige bilag vil blive lagt frem. Han vælger dog, at de først bliver udleveret til journalisterne kort tid før pressemødet går i gang (Bilag B). Således har 17 journalisterne ikke mulighed for at dykke ned i bilagene, hvorfor de ikke er lige så velforberedte til pressemødet som Løkke. Desuden vælger han at dele pressemødet op, så første halvdel kun omhandler det, der specifikt knytter sig til GGGI, mens der i den resterende del af mødet må spørges ind til Løkke som formand for Venstre (Bilag C:6, 15-23). Det faktum, at han opdeler pressemødet på denne måde kan være en taktik, der skal hjælpe ham med at opdele sin position som henholdsvis formand for GGGI og formand for Venstre. Det virker som om, at Løkke forsøger at fokusere på sit ethos ud fra to forskellige tilgange. Et par gange afviser han at svare på et spørgsmål, fordi han mener, at emnet hører til den anden del af pressemødet. Hvori ligger krisen? I første omgang tog Løkke ikke krisen alvorligt nok, og han valgte ikke en overordnet strategi, der imødekom interessenternes forventninger jf. Coombs. På grund af de manglende udtalelser omkring sagen, så havde krisen mulighed for at eskalere herhjemme. Det udviklede sig til et personligt angreb på Løkke. Hans offensive act var, at omkostningerne til rejserne i GGGI-regi ifølge medierne var en overdreven luksus, som skete på bekostning af danskernes skattekroner. Det var Løkkes handlinger, der vakte harme. Medierne fremstillede det som amoralsk, selvom han overholdt de retningslinjer, som organisationen havde (Bilag C:1ff). I tiden inden pressemødet voksede mistilliden til ham. Interessenterne tillagde Løkke et ansvar, som han først nægtede at vedkende sig og så derefter reagerede på. Løkke forsøgte med en smule forebyggelse på Facebook i ugen op til pressemødet, mens andre, som for eksempel Søren Pind, stillede op i medierne for at forklare sagen (Bilag B). Dette var dog ikke tilstrækkeligt. Der manglede en generel håndtering af krisen, hvormed den fik yderligere mulighed for at udvikle sig (Frandsen & Johansen, 2006:8). Løkke burde jf. Coombs være stået frem tidligere, da der allerede var en svækket kapital omkring hans personlige omdømme. Han mødte ikke interessenternes behov for information i krisens begyndelse (Bilag B). Dette kan have medvirket til, at interessenterne hurtigt tolkede det som om, at noget var galt, og tillagde ham ansvaret, selvom intet ulovligt var hændt. Løkke og GGGI tillod med deres tavshed, at medierne satte dagsordenen. Løkke burde jf. Coombs have meldt klart ud fra begyndelsen, men i stedet lod han over en uge gå, før han foretog en kovending og erkendte, at der var blevet begået fejl (ibid.). Med dette tog sagen en drejning. Ved pressemødet handlede det ikke længere kun om Løkkes rejser, men også om hele hans troværdighed. Det havde udviklet sig til en dobbeltkrise, og nu var Løkkes omdømme på spil. Medierne lagde vægt på, at det ikke var første 18 gang, at Løkke havde begået fejl (ibid.). Dette øgede truslen mod hans omdømme, da det som oftest er mediernes udlægning, som interessenterne vil lytte til (Coombs, 2007:171). Analyse af pressemødet Efter at have analyseret den kontekst som pressemødet foregår i, vil vi nu gå over i en tekstnær analyse af selve pressemødet. Her vil vi forsøge at identificere de krisekommunikative og retoriske greb, Løkke anvender, for derefter at lave en opsamlende analyse. Inden for hvert emne, vil empirien først blive analyseret ud fra et krisekommunikativt perspektiv og derefter ud fra et retorisk perspektiv. Løkke har rejst for dyrt Et centralt punkt i GGGI-sagen var, at Løkke havde anvendt offentlige midler til hotelophold og til at flyve på 1. klasse. Ekstra Bladet anklagede ham for, at han havde rejst for dyrt. Hans rejser på 1. klasse blev i medierne beskrevet som en overdreven luksus, hvormed der blev sagt, at Løkke havde fråset med danske skattekroner (Web 3). Krisekommunikativt perspektiv Op til pressemødet var Løkke blevet klar over, at han stod over for en stor trussel. Vi tolker, at det er på denne baggrund, at han har valgt netop denne scene til sin respons jf. afsnittet om rammerne for pressemødet. Gennem en åben dialog med alle medierne forsøger han at signalere, at han ikke har noget at skjule. Han vil lægge alle kort på bordet for at vise, at han er en kompetent formand for GGGI, og derfor vælger han at være imødekommende. Da truslen mod Løkkes troværdighed er høj, er det strategisk set hensigtsmæssigt jf. Coombs. Ved mødet lægger Løkke ud med at beklage, at han har rejst for dyrt. Coombs skriver, at det er klogt at vælge genopbygning som strategi ved kriser med en stærk attribution af kriseansvar (Coombs, 2007:173). Løkke signalerer, at han tager ansvaret for krisen på sine skuldre, idet han skal genoprette sin troværdighed. Gennem beklagelser og fortrydelser demonstrerer han, at han forstår, at han har begået fejl. Han gør det klart, at han har overskredet nogle normer, som findes i Danmark. Med sætningen: ”[...] Og det vækker en naturlig forargelse” (Bilag C: 3, 45-46), i forbindelse med rejserne på 1. klasse, sætter han sig i sine interessenters sted. På den måde viser han, at han forstår deres harme over situationen. Der er dog en sproglig distinktion mellem at undskylde og beklage, som betyder, at Løkkes respons ikke kan karakteriseres som en fuld undskyldning jf. Coombs. Han påtager sig ansvaret for krisen, 19 hvilket ses i dette citat: “Lad mig derfor sige det helt klart… jeg vil dybt beklage, at jeg ikke langt tidligere har taget dette initiativ… det skulle jeg selvfølgelig have gjort efter den første tur på første klasse og ikke efter at have rejst på første klasse ni gange, sidste gang den 11. juni” (Bilag C:3, 3438). Men ud fra vores tolkning sker det ud fra en anden forståelse af sagen, hvilket vi kommer ind på senere i analysen. Løkke foretager ikke en decideret undskylding (apology) og beder om tilgivelse for sine handlinger, men vil i stedet anvende undskyldninger (excuses) for at forklare, hvad der er foregået, hvilket kan medvirke til at minimere krisens omfang. Løkke holder fast i, at en stor del af sagen bunder i misforståelser, der ikke kunne være forudset, da de omhandler organisationsstrukturen i GGGI samt andre omstændigheder, som han ikke havde direkte kontrol over. Løkke fortæller selv, at flere af de forhold, som han nu bliver anklaget for, var blevet vedtaget i organisationen, før han blev formand (Bilag C:18, 19-25). På denne baggrund tolker vi, at Løkke har håndteret krisen som værende inden for accidental cluster. Han anvender flere gange strategier, som knytter sig til denne krisetype, i sin respons, hvilket vil kunne forklare dette. Foruden en række undskyldninger (excuses) og beklagelser skal det bemærkes, at Løkke ofte anvender, hvad vi karakteriserer som en form for kompensation (compensation). Det bliver flere gange slået fast, at de tidligere rejseregler i GGGI, som eksisterede, da Løkke trådte til som formand, nu er blevet ændret. Således vil rejser ikke længere foregå på 1. klasse. Han siger i denne sammenhæng: ”[...] Som led i dette da lavede vi i sommer med virkning fra den første august en ny, og jeg tror man kan kalde det en lidt mere skandinavisk rejsepolitik” (Bilag C:3, 31-33). Denne strategi bliver bedre afdækket gennem Benoits klassifikation forbedrende handling (corrective action), som Coombs dog har valgt at slå sammen med kompensation i sin teori (Benoit, 1997:179). I denne sammenhæng nævner Bamsey i øvrigt, at de tidligere rejseregler blev vedtaget under koreansk lovgivning. Med dette indikerer han, at dette aspekt af krisen ikke er den nuværende ledelses skyld, hvilket er en form for benægtelse, som lægger sig op af scapegoating. Bamsey forsøger således at lægge skylden over på den tidligere ledelse i GGGI. Han understreger herefter, at organisationen normalt ikke ville fremlægge så omfattende information omkring sine udgifter (Bilag C:4, 25-26). Dette skal demonstrere deres imødekommenhed og velvilje over for medierne, hvilket er en form for afstivning (bolstering), der skal understrege, at GGGI som organisation har gode intentioner; de vil deres interessenter det bedste. 20 Løkke lægger sig op ad Bamseys scapegoating, da han i indledningen kalder sine rejser på 1. klasse for ”asiatisk kutyme” (Bilag C:3, 41). Han fremstiller det som om, at han selv har været ”offer” for nogle omstændigheder ude fra, som han ikke kunne kontrollere, selvom han efterfølgende kalder det for en “sølle undskyldning” (Bilag C:3, 44). Derudover anvender han formindskelse som strategi ved at inddrage de store projekter, som GGGI er i gang med på verdensplan. Han taler om udenrigspolitiske forhold; hvordan et samarbejde med Sydkorea styrker den danske eksport, beskæftigelse og velstand (Bilag C:3, 4-5). Således forsøger han at minimere krisens omfang gennem retfærdiggørelse (justification). Sagen forsøges at blive gjort triviel, når man sætter de beløb, som Løkke har anvendt på rejser, i relation til de ting, som organisationen arbejder for ude i verden. Bamsey siger i overensstemmelse med dette, at krisen har begrænset sig til Skandinavien (Bilag C:30, 23-24), hvormed han både nedtoner dens betydning (justification), men samtidig indirekte angriber medierne (attack the accuser) (Benoit, 1997:180). Ved at bemærke, at dette ikke bliver opfattet som en krise uden for Skandinavien, tolker vi, at Bamsey implicit stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er en krise, mens han samtidig anklager journalisterne for at overdrive sagens betydning. Retorisk perspektiv Som forklaring på, hvorfor Løkke har rejst på 1. klasse, siger han i indledningen: ”Jeg kan undskylde det med, at det er sådan set rart at være veludhvilet, når man efter fjorten rejsetimer med otte timers tidsforskel ankommer til Korea og går direkte til møde” (Bilag C:3, 41-43). Dette er egentlig en reel pointe. Det giver god mening, at Løkke har bedre forudsætninger for at udføre sit arbejde for organisationen, hvis han er udhvilet efter rejserne. Mindre barnegråd og ekstra benplads i flyet kan hjælpe på disse forhold. Han underminerer dog pointen, da han efterfølgende kalder den for en ”sølle undskyldning” (ibid.). Også hans actio underminerer pointen, da denne ikke virker seriøs. Dette ses ved, at han smiler stort, da han siger, at han godt kunne undskylde sig med dette, hvormed hans smil virker malplaceret. Dette medvirker til, at han virker utroværdig i sin fremstilling. Desuden virker det mekanisk, idet han er monoton i sit toneleje (Bilag D:6). En journalist fra Ritzau stiller på et senere tidspunkt det opfølgende spørgsmål: ”Hvad har du gavnet miljøet ved dine rejser for GGGI altså… Du beklager de her ni rejser på første klasse, men hvad har det gavnet miljøet, at du har rejst så meget?” (Bilag C:13, 11-13). Dette er et eksempel på, hvordan medierne har forsøgt at fremstille sagen; det er spørgsmålet om Løkkes troværdighed, der er på spil. Her foretager Løkke en niveauforskydning, hvor han besvarer et anklagende, men specifikt spørgsmål med et generelt svar omkring, hvad GGGI som organisation arbejder for: ”[at] 21 flytte millioner ud af fattigdom” (Bilag C:13, 17). Løkke forsøger at undgå de moralske aspekter af sagen ved at ændre perspektivet fra en abstrakt til en konkret ramme, hvor der bliver fokuseret på de bagvedliggende, ideologiske motiver hos GGGI (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:125). Forskydningen suppleres desuden, via hans kropssprog, med et godt samspil mellem modaliteterne, hvilket resulterer i, at han formår at fremstå engageret. Dette ses ved hans høje energi, dynamiske stemmeleje og flow i tempoet. Her understøtter den verbale og nonverbale kommunikation hinanden (Bilag D:13). Dette er dog den eneste gang i spørgsmålet omkring hans dyre rejser, at det lykkes for Løkke at få modaliteterne til at arbejde sammen. Resten af tiden er enten hans kropssprog eller stemmeleje af mekanisk karakter. Dette ses ved unaturlige pauser i stemmeføringen (Bilag D:1ff). Journalisterne forsøger af flere omgange at få Løkke til at fortælle præcis, hvornår han besluttede at ændre rejsereglerne. De indikerer, at han af sig selv burde have vurderet, at det ikke var nødvendigt at rejse så dyrt. Løkke får dog i vid udstrækning snakket udenom: ”[...] Jeg sov primært på de tur[e red.]. Det tror jeg også, I vil kunne se, hvis I kigger ned i dokumenterne, altså… man flyver ud fra… München midt på dagen og så flyver man i 10 timer og når man lander, så er klokken syv om morgenen. Og så tager man direkte på arbejde igen, der ligger mine programmer fra alle de rejser, jeg har været, I kan se, hvad jeg har haft af mødeaktivitet…Jeg har primært sovet og nok drømt.[...]” (Bilag C: 19, 33-37) og ”Jeg kan jo ikke sidde og afspille hukommelse, det kan jeg ikke.”(Bilag C: 29, 34). Løkke hævder altså ikke at kunne huske, hvornår det er gået op for ham, at han har rejst for dyrt, hvilket virker reelt, hvis man kigger på hans actio (Bilag D:21). Samtidig giver Løkke udtryk for, at luksus ombord på flyet ikke er noget, han har lagt meget mærke til eller benyttet sig af, da han har sovet størstedelen af sin rejsetid. Selvom han gentagende gange beklager de dyre rejser, så får han alligevel indskudt nogle bemærkninger, der sætter ham i et mere flatterende lys: ”[...] jeg burde personligt… have sørget for efter min første rejse på første klasse på et tidspunkt, hvor jeg ikke var formand for organisationen, hvor jeg var organisationens gæst ha’ tænkt over er det sådan det skal være. Og det kan man undskylde med, at det bare er standarden, det er kutyme i man ge lande, det er rart at være veludhvilet, men det rokker ikke ved, at det skulle jeg have forandret, det skulle jeg have taget initiativ til [...]” (Bilag C: 29, 36-42). 22 Her nævner Løkke, at første gang han flyver på 1. klasse ikke er på et tidspunkt, hvor han er formand for GGGI, men derimod gæst. Han spørger implicit, om medierne forventer, at han allerede som gæst i organisationen burde have stillet spørgsmålstegn ved deres rejseregler, da disse forhold er kutyme i mange lande. I samme åndedrag beklager Løkke dog igen, at han ikke ændrede reglerne tidligere. Løkke har ikke betalt datterens og konens billet Journalisternes fokus under pressemødet falder også på Løkkes manglende betaling af datterens flybillet til Rio og GGGIs betaling af konens billet til Seoul. Krisekommunikativt perspektiv Løkke holder i sine svar angående datterens og konens billet fast i, at hans oprindelige intention var at betale billetten (Bilag C:11, 31-37). Således fremstiller Løkke det som om, at der var tale om et uheld og en misforståelse, da han ikke fik datterens flybillet betalt, hvormed han igen befinder sig i accidental cluster. Spørgsmålene om datterens rejse under pressemødet resulterer i en række forskellige svar fra Løkkes side, både i forhold til hans intentioner og reglerne i GGGI generelt: ”Jamen det er klart, at der har været tale om en misforståelse, og det kan aflæses allerede af, at GGGI har betalt den billet, selvom den oprindelige intention har været, at jeg selv skulle betale den... og den oprindelige intention er blandt andet kommet til udtryk i Ekstra Bladet i juni sidste år, hvor min rådgiver på et direkte spørgsmål om det her siger – efter selvfølgelig at have vendt det med mig – at den billet skal jeg selv betale...” (Bilag C:11, 31-37) I ovenstående citat forklarer Løkke, at GGGI har bestilt og betalt datterens billet, men dette var ikke den oprindelige intention. Han erkender, at han siden har fået kendskab til GGGIs betaling af datterens billet, og at hans manglende betaling af billetten beror på en misforståelse. Coombs forklarer, at en krise som udspringer af misforståelser, hvor sagens offensive act aldrig var hensigten, har middel attribution af ansvar. Således er det ud fra et krisekommunikativt perspektiv hensigtsmæssigt, at Løkke forsøger at fremstille sagen på denne måde, idet denne krisetype blot medfører en moderat trussel af omdømmet (Coombs, 2007:168). Det afgørende i denne sammenhæng er dog, om interessenterne og medierne vil acceptere denne fremstilling, og dette lader ikke til at være tilfældet. Medierne har tilsyneladende en anden opfattelse af, hvilket cluster dette aspekt af krisen knytter sig til. En journalist spørger eksempelvis: 23 ”Lars jeg vil gerne lige tilbage til det her med din datters flyrejse. Du siger, at du først nu er blevet gjort opmærksom på, at GGGI har betalt for billetten. Vil det sige at du slet ikke har undret dig over, at der ikke er blevet trukket penge fra din konto eksempelvis til den billet...” (Bilag C:14, 13-16) Her bliver det implicit betvivlet, hvorvidt Løkke har styr på sin privatøkonomi, hvormed der bliver antydet, at sagen kunne være undgået. Dette illustrerer, at medierne forstår krisen på en anden vis, hvilket knytter sig til typen preventable cluster. En anden journalist spørger: ”Et spørgsmål mere i din gamle bilagssag viste, at du var meget [utydeligt red.] med at få indberettet alle bilag for selv små beløb. Kan du forstå, at det undrer, hvis folk ikke rigtig kan forstå, at du ikke har undret dig over, at din datters billet ikke blev betalt af din egen... regning...” (Bilag C:12, 44-47) Journalisten henviser her til en tidligere sag, hvor Løkke blev beskyldt for rod i sine bilag. Her blev det i medierne fremstillet som om, at han havde anvendt offentlige midler til blandt andet cigaretter og overnatninger på hotel. Disse beløb burde være blevet betalt af Løkke selv, men medierne gav et billede af, at han havde noteret alle sine udgifter, store som små, så han kunne få dem betalt tilbage som udlæg i arbejdssammenhæng (Web 4). På denne baggrund virker det ikke sandsynligt, at Løkke ikke skulle have opdaget, at det var GGGI, og ikke ham selv, som havde betalt for billetten, når det nu drejede sig om et så stort beløb. Ved at stille spørgsmålet på denne måde, formår journalisten at få GGGI-sagen bundet sammen med de øvrige kriser, som Løkke har været indblandet i. Eksemplet demonstrerer, hvordan Løkkes krisehistorie spiller ind på den nuværende situation, som han befinder sig i jf. Coombs. Når krisen handler om bilag, så er medierne og befolkningen på forhånd skeptiske over for Løkke. Det hjælper ikke på situationen, at den danske regering donerer flest penge til GGGI af alle lande (Bilag B). Løkkes troværdighed var i forvejen svækket hos en stor dele af interessenterne. Den bliver dog yderligere truet af denne krise, som altså udgør en høj trussel, da det er vigtigt at have et stærkt omdømme som politiker (Coombs, 2007:167). Medierne fremstiller det som om, at Løkke igen har foretaget en uhensigtsmæssig handling, så selvom det måske har været en misforståelse, så ligger krisen denne gang under typen preventable cluster. I besvarelsen af journalisternes spørgsmål gør Løkke brug af responsstrategien undskyldninger (excuse), idet han beklager sin manglende betaling af billetten, samt at dette aspekt af sagen beror på en misforståelse. Således fremstiller Løkke det som om, at hensigten var en anden, hvormed han 24 forsøger at minimere krisen (Coombs, 2007:170). Derudover anvender Løkke scapegoating, hvilket fremgår af følgende citat: ”…Altså du spørger om jeg selv har ringet til GGGI og sagt at nu skal denne her billet betales sådan og sådan. Det foregår ikke på den måde. Det foregår på den måde, at jeg bliver bedt om a t påtage mig det her formandskab... […] Så er der jo ikke andet at sige om det, end at der et eller andet sted er opstået en misforståelse... og den er opstået hos os. Ikke hos 3GI.” (Bilag C:16, 21-24, 45-47) Her påpeger Løkke, at det er nogle andre personer i organisationen, som bestilte datterens billet for ham, hvilket er måden, som det foregår på i GGGI. Løkke forsøger at fjerne fokus fra sin manglende betaling af billetten, ved at det ikke er hans skyld, at organisationen gør det på denne måde. Han henviser i stedet til et udefineret os, som kan være de folk, der er tilknyttet hans person, og at det er her, at misforståelsen er opstået. Dermed undgår Løkke direkte at tage ansvaret på sig, selvom han dog går med til, at det er en misforståelse, som er sket i hans lejr (Coombs, 2007:170ff). Retorisk perspektiv Løkkes argumentation for, at dette aspekt af sagen bunder i en misforståelse kan ses i dette citat: ”Jeg kan klart bevise, at der er en misforståelse… for GGGI har betalt billetten” (Bilag C:11, 1314). Løkke forsøger at opstille et argument, hvor pointen er, at der er tale om en misforståelse. Begrundelsen for dette er, at GGGI har betalt billetten, mens det er sværere at gennemskue, hvilken grundantagelse der ligger til grund for det argument. Han uddyber kort efter dette: ”(…) Jamen det er klart, at der har været tale om en misforståelse, og det kan aflæses allerede af, at GGGI har betalt den billet, selvom den oprindelige intention har været, at jeg selv skulle betale den...” (Bilag C:11, 31 -33). På denne baggrund virker det som om, at Løkke har en grundantagelse, der lyder noget i retning af, at hvis hensigterne har været gode, så er handlingen også god i sig selv. Dette er dog en grundantagelse, som ikke nødvendigvis deles af alle, hvormed Løkkes argument ikke er gyldigt. I det første citat siger Løkke, at han klart kan bevise, at der er tale om en misforståelse, men det eneste bevis som han kommer med er, at han, ifølge ham selv, havde intentioner om at betale billetten. Det er ikke muligt at vide, om dette er sandt eller ej, hvorfor det er et dårligt argument. Dette kan være svært at opfange i situationen, men det bliver tydeliggjort ved at opdele argumentet og sætte det ind i Toulmins model. Hvis Løkkes argument skulle accepteres af medierne, så forudsætter det, at han har et stærkt ethos, hvilket ikke er tilfældet på dette tidspunkt. 25 Løkke gør meget ud af at fortælle, at hele sagen er en misforståelse. Det er interessant, at han vælger at anvende ordet misforståelse, da det ord er med til at give opfattelsen af, at han uden tvivl havde tænkt sig at betale billetten selv. Han siger dog senere på pressemødet: ”Jamen det kan da meget vel være, at hvis ikke der havde været denne her store interesse... og hvis jeg ikke på den her baggrund havde bedt om at få lavet den her detaljerede gennemgang... at så var den misforståelse aldrig blevet rettet... det kan jeg jo ikke sidde og sige, at den ikke ville være blevet…” (Bilag C:11, 43-48, 12, 1-12) I dette citat indrømmer Løkke, at det ikke er sikkert, at misforståelsen var blevet rettet, hvis medierne ikke havde opdaget den. Således kunne dette også blive kategoriseret som en fejl, som han nu retter, fordi det er blevet opdaget. Men ordet fejl bringer nogle negativt ladede associationer med sig. Politikere må ikke begå fejl, og hvis de kommer til dette, så er det et problem, som kan skade deres ethos. I forbindelse med en tidligere bilagssag udtalte Løkke, at han har lært af sine fejl. Dette er et punkt, som en journalist også kommer ind på i pressemødet. På denne baggrund ville det være en ulempe for Løkke, hvis han også omtaler denne hændelse som en fejl (Bilag C:7, 19-22). Dette ville indikere, at han netop ikke har lært af sine fejl. Ved at Løkke fremstiller sagen om datterens flybillet som en misforståelse, så har han ikke begået nogle fejl, og da hans hensigter ifølge eget udsagn hele tiden var gode, så er det med til at beskytte hans ethos. Idet han har haft gode intentioner, så er hans fremstilling med til at understøtte, at han er sympatisk og har nogle værdier, som stemmer overens med danske normer, hvilket knytter sig til arete. Løkke anvender hovedsageligt logos-appeller i sit møde med medierne, da det er her, at han kommer til at fremstå bedst. Men der er enkelte tilfælde, hvor han forsøger sig med en anden fremstilling, hvor det virker som om, det skal understrege, at han er en god far, og vække sympati for datteren, der er blevet involveret i sagen. Dette ses i det følgende citat: ”[…] så den misforståelse, der har ført til at 3GI fejlagtigt har betalt en økonomibillet for min datter fra Chicago via Rio til København, fordi hun var nødt til at rejse med, hvis jeg som ønsket af GGGI skulle deltage i Rio, det ene hensyn, og hvis jeg ikke helt skulle svigte det løfte, jeg havde givet til hende om at hente hende efter et års udvekslingsophold i USA og feriere med hende i USA… det er en fejl, det rettes der op på nu, det skulle der have været gjort før, og det beklager jeg.” (Bilag C:5, 8 - 15) 26 Løkke viser her, at hans rolle som far er kommet i konflikt med hans ansvar som formand for GGGI. Han betoner, at han har forsøgt at gøre alt, hvad han kunne for at imødekomme GGGI og samtidig holde sit løfte til sin datter, hvilket er en klar pathos-appel. Det er ikke kun Løkkes rejse med datteren, som journalisterne er kritiske over for. De spørger også ind til en rejse til Sydkorea, hvor Løkke blev ledsaget af sine kone. Løkke vælger selv at kommentere på dette i indledningen af pressemødet. Han fortæller, hvorfor han er inviteret til Seoul, og hvorfor det var i orden at hans kone ledsagede ham: ”Sólrun [Løkkes kone red.]og jeg var inviteret af den sydkoreanske stat i anledning af, at jeg modtog en medalje, The Grand Ghangwha Medal, af tidligere præsident Lee Myung-bak og ved samme lejlighed deltog vi som gæster ved indsættelsen af Koreas nye præsident Park.” (Bilag C:5, 18-21) Han uddyber senere, at: ”Der er i øvrigt også en invitation, der indebærer, at Korea betaler hotelopholdet for den del af programmet, der har med præsidentindsættelsen og medaljeoverrækkelsen at gøre… at de tillægger det den betydning, at de stiller tre sikkerhedsvagter til rådighed, at de dekorerer mig med altså en højt rangeret medalje og i den forbindelse inviterer de min kone med. Det er også den måde, vi gør det på herhjemme” (Bilag C:23, 21-28) Der kan være flere grunde til, at Løkke vælger at fortælle dette, uden at han i første omgang er blevet spurgt om det. For det første imødekommer han nogle af de spørgsmål, som han kunne forvente, at journalisterne vil stille. Således får han lov til selv at bestemme, hvordan han vil forklare sagen, hvormed han tager kontrol over situationen, før han møder mediernes kritiske spørgsmål. For det andet får Løkke på denne måde fortalt, at han har modtaget en medalje, og at han er så betydningsfuld, at Sydkorea stiller tre sikkerhedsfolk til rådighed for ham. Her får Løkke både fremstillet sig selv som imødekommende, ved at tale om forhold, som han endnu ikke er blevet spurgt om, mens han samtidig får understreget, at han er kompetent, siden han har modtaget en medalje. Dette fungerer både som en afstivningsmanøvre og et forsøg på at tage kontrol over situationen. Løkke formår på samme tid at styrke ethos-dyderne phronesis og eunoia, idet han understreger, at han er dygtig til sit arbejde, og han viser velvilje over for sit publikum. Dette understreges yderligere af Løkkes actio, når han taler om dette, da han anvender et afvekslende 27 tempo og udstråler en høj energi, hvilket fremgår af et smil og en fastholdt øjenkontakt. Således formår han at fremstå imødekommende med sit kropssprog (Bilag D:7). I forbindelse med problematikken om datterens og konens flybilletter er der en række sætninger, som går igen. De er ikke alle formuleret ens, men der indgår elementer af det samme. Fælles for dem er, at Løkke siger, at det er en misforståelse, at billetten er blevet betalt af GGGI, og at det skal der gøres noget ved: ” [...] Der bliver rettet op på den misforståelse omkring Lisas [Løkkes datter red.] billet” (Bilag C:21, 33-34). Her er ikke tale om et decideret sound bite, men det er alligevel interessant, da det fremstår som en fast vending, hvilket Venstres administration har været kendt for at anvende, når de taler offentligt (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:112ff ). Denne vending er med til at understøtte Løkkes ethos, da den signalerer, at han vil stå til ansvar for sagen og rydde op. Talen om Løkkes intentioner kan også forstås som en fast vending, der understøtter hans ethos. Løkke forsøger også at kontrollere situationen ved at anvende afvisninger og forskydninger: ”Morten Skærbæk Politiken: Et spørgsmål mere i din gamle bilagssag viste, at du var meget (utydeligt) med at få indberettet alle bilag for selv små beløb. Kan du forstå, at det undrer, hvis folk ikke rigtig kan forstå, at du ikke har undret dig over, at din datters billet ikke blev betalt af din egen… regning… Løkke: Jamen, jeg har jo netop undret mig over det i den forstand, at da jeg blev opmærksom på det i den her gennemgang… Morten Skærbæk Politiken: Jo, men dengang… dengang… Løkke: Der kan jeg se, at der forelægger en… en misforståelse. Ja, lige foran dig Ritzau.” (Bilag C:12f, 44-8) I dette citat svarer Løkke ikke på spørgsmålet, og da journalisten forsøger at holde ham fast, for at få et svar, så sender han mikrofonen videre til en anden. Dette er et eksempel på, at det er Løkke, som har magten og styrer situationen, selvom han er under angreb. Hans afvisninger er dog ikke hensigtsmæssige i forhold til hans eunoia, især når de er så direkte. En journalist spørger senere, hvordan der kan være tale om misforståelser, hvis Løkke ikke har ”været fremme med sit kontonummer” (Bilag C:15, 5). Her formår Løkke at ændre journalistens præmis for spørgsmålet ved at svare i henhold til forholdene i GGGI: ”Jo, men det er jo ikke sådan 28 det foregår... altså det foregår jo ikke på den måde, at GGGI bestiller en billet til mig, og jeg selv skal bestille den til min datter (…)” (Bilag C:15, 10-12). Her er tale om en aktør- og en niveauforskydning, hvor Løkke gør spørgsmålet mere generelt frem for kun at omhandle ham selv. I den planlagte del af pressemødet, hvor han omtaler sin kones og datters billet, har han mangel på fokus. Hvis man som taler mangler fokus, giver det et indtryk af ikke at være sandfærdig eller, at man er uengageret. Dette ses ved, at der ikke forekommer en fastholdt øjenkontakt. Dog kendetegnes denne del også af en dynamisk brug af tempo og toneleje (Bilag D:1ff). Enkelte steder spiller hans betoning af ord og kropssprog sammen. Dette ses bl.a. i følgende: Løkke: Jeg har over for generaldirektøren eller direktøren -i arbejdet med det her… da jeg blev opmærksom på, at 3GI har betalt denne her billet., hvilket 3GI også godt kunne have gjort… for ellers ville 3GI ikke have betalt den?… det kan vi eventuelt bede om at få bekræftet, da vi er opmærksom på, at det har fundet sted… det kunne godt… det er i orden altså regelmæssig… det er i orden?, men det er i strid med den oprindelige intention… [...] (Bilag D:11). Hver gang Løkke lægger tryk på et ord, nikker han med hovedet (ibid.). Dette viser, at krop og stemme har samme rytme. Når krop og stemme har den samme rytme, så understøtter de begge den pointe, som han forsøger at formidle til sit publikum, hvilket gør helhedsindtrykket mere troværdigt jf. Gelang. Løkkes kropssprog under ovenstående citat er generelt imødekommende. Han holder øjenkontakten med journalisten, smiler og kigger rundt i rummet (Bilag D:11). Dette er dog ikke det overordnede indtryk, som man får, når det kommer til håndteringen af spørgsmålet om hans kone og datters billetter. Her virker han generelt irriteret og uengageret. Dette ses ved, at han i flere af besvarelserne ikke udviser energi, sukker højlydt og besvarer spørgsmålene i et meget hurtigt tempo. ” (…) en her redegørelse afdækker, at der har været en misforståelse .hhh omkring min datter Lisas økonomibillet, og den misforståelse bliver rettet?. Det har jeg allerede kommunikeret til direktør Bamsey og sagt, at det skal ske hurtigst muligt..?. rent praktisk tror jeg, at det bliver i form af modregning af et honorar...? og så fremgår det allerede af redegørelsen, at der ved en fejl - ikke er implementeret de nye diætregler, som egentlig er trådt i kraft 1. august, og derfor har jeg fejlagtigt og måske andre med mig, jeg ved det ikke, fået udbetalt en rejsediæt, jeg ikke skulle have =.. Det bliver rettet op.? ” (Bilag D:16) 29 Mens han taler, sidder han uroligt på sin stol. Han kigger skiftevis på Bamsey og journalisten, og gestikulerer med begge hænder. I slutningen af svaret holder han konstant øjenkontakt med journalisten, hvilket vidner om en tiltagende selvsikkerhed (ibid.). Løkke smiler, da han siger: “spørgsmålet om Lisas billet”. Hans smil virker som et forsøg på at være overbærende, men dette er blot med til at understrege hans irriterede og uforstående fremtræden (ibid.). Dette ses desuden også ved hans ensformige toneleje. Løkkes bonuspoint Under pressemødet spørges der også ind til, hvordan de bonuspoint, som Løkke har optjent i forbindelse med hans rejser, bliver anvendt. Krisekommunikativt perspektiv Under pressemødet gør en journalist Løkke opmærksom på, at han har optjent bonuspoint svarende til 100.000 kroner ved hans mange rejser på 1. klasse (Bilag C:8, 22-29). Han spørger, hvad reglerne er i GGGI vedrørende dette. Journalisten ønsker desuden at vide, om disse point er gået direkte ind på Løkkes egen bonuskonto, eller om de er blevet sendt til GGGI, hvor de kan hjælpe til at ”løfte millioner ud af fattigdom” (Bilag C:8, 29-31). Løkke besvarer spørgsmålet således: ”(…) Vi har ikke nogen politik i forhold til bonuspoint i 3GI, og derfor kunne jeg jo som udgangspunkt bruge dem, når du nu spørger så kan jeg oplyse, at der står flere point på min konto end dem jeg har optjent i 3GI. Jeg har ikke rigtig gjort mig nogle tanker om...før du nu spørger, hvad de skal bruges til” (Bilag C:8, 33-37) Samt ”Ja, altså jeg har intet problem i... nu rejser I spørgsmålene, og jeg har selvfølgelig været forberedt på, at meget kunne komme op... men vi har ikke haft lejlighed indtil nu, Dawson, Bamsey og jeg, at diskutere det praktiske omkring det” (Bilag C:23, 36-39) Løkke fortæller, at han ikke har tænkt over bonuspointene, selvom han påpeger, at han er særdeles forberedt på, at mange emner kunne komme op under pressemødet. Dette kan man tolke som om, at Løkke og GGGI ikke har anset den manglende politik omkring bonuspoint som værende vigtig. Her er der ifølge Løkke ikke tale om en krise, da han gennem sine svar til journalisterne forsøger at minimere de negative undertoner i deres spørgsmål (minimization) (Benoit, 1997:179). Til trods for en manglende politik om bonuspoint og overvejelser omkring anvendelsen af disse, så virker han 30 imødekommende over for kritikken fra journalisterne. Han er også åben over for forslaget om, at hans bonuspoint bliver givet til GGGI, så de kan anvendes til organisationens arbejde: ”Det er jo det, man har gjort i det danske folketing, er jeg bekendt med… uden i øvrigt at kende detaljerne, fordi jeg almindelig vis ikke rejser via folketinget… og det er da oplagt, at vi som led i det arbejde, der har undergået fra begyndelsen af at prøve at gøre denne her organ isation mere omkostningseffektiv, mere international i sit approach bør diskutere det” (Bilag C :9, 3-8) Løkke giver udtryk for, at hans bonuspoint sagtens kan anvendes i GGGI, da det også fungerer sådan i det danske folketing. Dette vil blive taget op internt i organisationen, hvorfor der igen er tale om strategien forbedrende handling (corrective action) (Benoit, 1997:179). Retorisk perspektiv Størstedelen af tiden virker Løkke imødekommende, når han bliver spurgt til bonuspointene: “[...] jeg forstå godt, at det interesserer rigtig meget [...]. når I så stiller de her spørgsmål, så er det jo helt rimeligt og få diskuteret, hvad skal de så bruges til [...]” (Bilag C:12, 20-36). og “[...] hvis man kan finde en praktisk form for at nyttiggøre de point i forhold til GGGI, så er det jo en oplagt god idé. [...] så vil det jo være en god idé, at vi diskuterer det her tema mere principielt på det førstkommende bestyrelsesmøde” (Bilag C:23, 42-46) Her virker det igen som om, at Løkke anvender ethos-dyden eunoia, som er med til at styrke hans ethos. Ved at virke imødekommende over for journalisterne, så understreger han, at han ikke har noget at skjule. Selvom Løkke som udgangspunkt er imødekommende, så er der nogle steder, hvor han ikke svarer så klart på spørgsmålene. Han bliver spurgt direkte, om han ønsker at give afkald på de point, som han har optjent i GGGI, og give dem tilbage til organisationen. Efter at have talt en del om, hvordan han har optjent pointene, så kommer han til sidst med dette svar: “[...] og det er da oplagt, at vi som led i det arbejde, der har undergået fra begyndelsen af at prøve at gøre denne her organisation mere omkostningseffektiv, mere international i sit approach bør diskutere det.” (Bilag C:24, 3-6). Det interessante er her, at Løkke bliver spurgt, om han vil afgive de bonuspoint, som han har optjent, men han ender med at svare med et vi, som henviser til organisationen som en helhed. Han laver dermed en aktørforskydning, og undgår på denne måde at svare fyldestgørende på spørgsmålet. 31 Dette understøttes yderligere af hans actio, idet han gentagende gange undervejs i sit svar drejer sin krop hen mod Bamsey. Løkke laver en afvisning, da en journalist første gang spørger ind til bonuspointene, idet han med det samme sender spørgsmålet videre til Bamsey. “Jeg må helt åbent sige, at vi har ikke… til dato nogle omkring… bonus point. Perhaps I could ask you Bob or Howard to elaborate on this question about frequent flyers marks.” (Bilag C:9, 15-17). Hvis en politiker sender et spørgsmål videre til en anden, frem for at svare selv, så er det også en form for afvisning (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan 2011:114). Selvom der findes eksempler på både forskydninger og afvisninger, når Løkke skal svare på spørgsmål omkring sine bonuspoint, så skal det bemærkes, at han stadigvæk fremstår som både imødekommende og oprigtig i forhold til dette. Man kan derfor diskutere, om der faktisk er tale om umiddelbare svar, der bunder i, at GGGI endnu ikke har en procedure omkring bonuspoint; om hans svar ved et tilfælde passer til teorien. Noget der måske kan understøtte dette synspunkt, er hans actio. Løkke begynder flere af sine svar med en usikker stemmeføring, men som han kommer længere frem i besvarelsen, så bliver stemmen mere sikker (Bilag D:18f). Løkke kigger generelt hen mod Bamsey, når det omhandler spørgsmål, som knytter sig til dette aspekt af krisen. Det virker som om, at han søger en form for accept fra direktøren af, hvad han siger (ibid.). Dette er indirekte med til at understøtte, at dette ikke er noget, som de har forberedt sig på. Løkkes honorar og diæter Journalisterne stiller flere spørgsmål til Løkkes honorar som formand i GGGI. Honoraret skal overordnet set modregnes Løkkes eftervederlag, som han modtager som tidligere statsminister i Danmark. Der er dog en række komplicerede forhold omkring de daglige diæter på rejser for GGGI samt diverse udlæg, som medierne stiller sig skeptiske over for. Journalisterne spørger, om alt er blevet modregnet korrekt i forhold til indtægter fra Løkkes forskellige hverv, eller om han har ”stukket ekstra penge i lommen” i forbindelse med sine rejser (Bilag C:26, 1-9). Krisekommunikativt perspektiv Allerede i indledningen påpeger Løkke, at de ændrede rejseregler i GGGI også skal omfatte ændringer af diæterne. Han forklarer, at han på grund af en ”administrativ fejl” har modtaget 4500 kroner for to rejser i sidste måned (dvs. september 2013), men dette vil der blive rettet op på (Bilag 32 C:6, 10-15). Her forklares dette aspekt af sagen overordnet set ved, at der er sket misforståelser eller fejl, hvormed det knytter sig til typen accidental cluster. Her er valget af ordet fejl ikke helt så farligt, da det ikke knytter sig til Løkke som person på samme måde som tidligere. Der er tale om en række utilsigtede hændelser før krisen, hvor hensigterne var gode. Medierne virker dog skeptiske ved denne fremstilling. En journalist undrer sig over, hvorfor disse diæter overhovedet findes, når: ”[...] du [Løkke red.] har alt betalt, du kan spise alt det, du vil i flyet, på hotellet, der er mad til arrangementerne [...]” (Bilag C:26, 4-5). Her holder Løkke fast i sine tidligere forklaringer, da han forklarer, at: ”[...] de rejseregler, vi har haft, også fra før jeg kom, et niveau, en indretning, som ikke er magen til den måde vi ville gøre tingene på i Danmark.” (Bilag C:26, 21-23). Løkke forsvarer sig med, at han har været underlagt en række omstændigheder, da han overtog formandsposten, som han ikke kunne gøre for. Det bedste, som han kunne gøre i denne situation, var, at ændre på reglerne så hurtigt som muligt. På denne måde får han også præsenteret dette aspekt som værende knyttet til typen victim cluster. Løkke fremstiller sig selv som et slags ”offer” i sagen, der har fulgt en række regler, som han ikke var klar over kunne opfattes forkerte, før nu, hvilket skal mindske truslen mod hans omdømme. Flere af spørgsmålene angående dette aspekt af krisen har en anklagende tone og omhandler mere generelt Løkkes troværdighed, hvilket blandt andet ses i følgende citat: “Men vil du så betale de diæter tilbage, for du har jo ikke brugt dem til noget, du har ikke haft noget at bruge dem til, du har bare stoppet 1600 i lommen hver gang, du har været ude at rejse” (Bilag C:26, 17-19). De er dermed møntet på hans person og truer hans ethos. Men når Løkke fremstiller dette aspekt af krisen i victim cluster, hvor han er et slags ”offer” (victimage), så forsvarer han sig i forhold til Coombs teori som om, at anklagerne hovedsageligt er baseret på rumours og hearsay (Coombs, 2007:168). Dette kan være farligt rent strategisk, hvis der er hold i nogle af anklagerne, men idet journalisterne ikke har fået tid til at gå bilagene igennem, så har de ikke mulighed for at holde Løkke fast, såfremt der er hold i deres anklager. En journalist spørger i forhold til Løkkes ministereftervederlag, om det ikke bliver større, hvis GGGI modregner datterens billet fra hans månedlige honorar som formand for organisationen (Bilag C:22, 21-28). Her afbryder Løkke i første omgang journalisten, før han ud fra et krisekommunikativt perspektiv direkte afviser hans spørgsmål: ”Nej, nej, nej” (ibid.), hvilket er en form for benægtelse (denial). Det skal bemærkes, at dette adskiller sig fra en afvisning i retorisk 33 forstand, idet Løkke stadig svarer på det spørgsmål, som han bliver stillet, men til gengæld afviser at tage ansvar for beskyldningen. Ved at forklare, at alle hans indtægter, der bliver indberettet, modregnes i hans eftervederlag, så indikerer han, at der ikke er mere at komme efter (Bilag C:22, 30-48). Dette lykkes han også med, idet der ikke rigtig bliver fokuseret på selve hans honorar herefter. Når Løkke påpeger, at reglerne omkring diæter i forbindelse med rejser for GGGI allerede er blevet gjort mindre, på hans foranledning, anvender han igen strategien forbedrende handling (corrective action). Dette er en form for kompensation, som skal medvirke til at mindske interessenternes attribution af skyld. Løkke nævner også senere, at han vil lade ”professionelle mennesker” afgøre, hvad der i fremtiden bliver indberettet (Bilag C:28, 29-36), hvilket lægger sig op af samme responsstrategi. Løkke har som tidligere beskrevet erkendt, at der har været lidt rod omkring dette, men hvis det fremover bliver revisorer, der tager sig af disse ting, så indikerer han, at alting skulle være i orden, hvormed der ikke er grund til at tale mere om dette. På baggrund af dette virker et senere spørgsmål fra en journalist lettere komisk: ”[...] vil alt skattepligtigt blive oplyst [til Skat red.]?”, hvortil der bliver svaret: ”Hvis du spørger, om jeg har til sigt at indberette , hvad der er skattepligtigt til skattevæsenet i 2013, så er svaret på det spørgsmål ja [...]” (Bilag C:31, 39-45). Herefter nævner Løkke, at det også vil blive vurderet, om et ur, som han har fået af den sydkoreanske præsident, også skal indberettes (ibid.). Dette bliver ikke fremhævet som endnu en ting, der kunne være rod med i en skattemæssig sammenhæng. Dette er snarere en slags afstivningsmanøvre (bolstering) i form af strategien påmindelse (reminder), der skal minde interessenterne om, at Løkke gennem sit arbejde som formand for GGGI er blevet anerkendt med en gave. Retorisk perspektiv Spørgsmålene til Løkke angående diæt og honorar qua sin formandspost hos GGGI er tekniske og svære at finde rundt i - også for Løkke selv, der har lidt svært ved at svare klart på spørgsmål angående dette. I et forsøg på at vise pressen, hvor indviklet systemet er, får han formuleret en decideret vrøvlesætning: “[...] så jeg tror at lige præcis det der spørgsmål om, hvordan honorarium kontra perdiem kontra deductions kontra dry-cleaning præcis skal opgøres i efterbetalingssammenhæng, at det vil jeg trygt overlade til nogle professionelle mennesker [...]” (Bilag C:28, 32-35). Han henviser til professionelle mennesker, som skal tage sig af de indviklede udregninger. I dette henseende udviser han et svækket phronesis, da det ikke virker som om, at han 34 besidder et fuldt overblik over sagen. Således får han i denne sammenhæng skadet sit ethos, via sin phronesis. Dette sker, da han får sagt en sætning, der ikke giver mening og i øvrigt indrømmer, at måden man udregner honorar på ikke er noget, som han forstår. Hans actio viser dog det modsatte. Løkke udstråler selvsikkerhed, hvilket ellers ikke stemmer overens med, at han ikke skulle kunne finde rundt i dette aspekt af sagen. Dette ses ved hans vedvarende øjenkontakt med journalisten og hans faste, forklarende gestikuleren. Han fremstår ligefrem bedrevidende gennem sin actio. Dette understreges ved hans langsomme tempo og ensartede tonefald, hvor han med en staccato-rytme betoner alle stavelser med et nogenlunde fast interval. Dette får ham til at virke nedladende (Bilag D:20). Der bliver stillet flere spørgsmål til, hvordan Løkkes honorar bliver trukket fra hans eftervederlag. En journalist spørger: “Det er i forhold til datterens billet stadigvæk. Hvis du selv kommer til at betale den ved at GGGI trækker dig i dit formandsvederlag en måned, så betyder det jo bare […] at du får det mere i ministereftervederlag den måned fordi der ikke bliver trukket så meget. Er det ikke korrekt?” (Bilag C:22, 21-28) Her viser det sig at være en fordel for Løkke, at han først har udleveret bilagene til journalisterne så kort tid før mødet. Hvis materialet var blevet udleveret nogle dage før, så var det måske muligt for journalisterne at foretage deres egne udregninger, som de kunne konfrontere ham med. I stedet formår Løkke at nøjes med følgende svar: “Nej, nej, nej. Det gør det selvfølgelig ikke… fordi, det jeg skal trækkes i mit eftervederlag, det er jo min lønindkomst. Og det forhold at jeg ikke får hele min lønindkomst udbetalt, fordi der er fratrukket en billet eller en tøjregning på noget vask, det forvandler jo ikke pengene… altså det er jo s tadigvæk løn.” (Bilag C:22, 30-34) Her afviser han, både med ord, krop og stemme, det journalisten siger, men den forklaring han kommer med, modbeviser ikke den pointe, som journalisten kommer med. Det er også en form for afvisning, hvis en politiker svarer mangelfuldt på et spørgsmål, som kalder på en uddybning (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:114). Journalisten siger ikke, at Løkkes honorar ikke bliver fratrukket eftervederlaget. Han sætter i stedet spørgsmålstegn ved, om det reelt har en konsekvens for beløbet, som der i sidste ende går ind på Løkkes konto, at hans datters flybillet 35 bliver fratrukket hans honorar som formand for GGGI. Det er et godt eksempel på, hvilken fordel det er for Løkke, at journalisterne ikke har haft mulighed for at forberede sig optimalt. En journalist går hårdt til Løkke, og anklager ham i dette citat nærmest for at have modtaget diæter på et urimeligt grundlag: ”Men vil du så betale de diæter tilbage, for du har jo ikke brugt dem til noget, du har ikke haft noget at bruge dem til, du har bare stoppet 1600 i lommen hver gang, du har været ude at rejse.” (Bilag C:26, 17-19). Løkke har retmæssigt fået udbetalt diæter til at dække diverse udgifter, men som journalisten påpeger, så har GGGI i forvejen betalt for alting. Således har Løkke ikke umiddelbart haft nogle udgifter, som diæterne skulle gå ind at dække. Derfor forsøger journalisten at henvende sig til Løkkes moral og få ham til at indrømme, at han ikke har haft noget at bruge pengene på. Løkke kommenter dog ikke på journalistens forslag om at betale diæterne tilbage. Der er især et eksempel, som illustrerer, hvordan medierne fokuserer på de moralske aspekter af sagen. En journalist spørger, om Løkke ikke har overvejet, hvad der er rimeligt i forhold til diæter og honorarer. Hans spørgsmål knytter sig til pathos, mens Løkke svarer ved hjælp af logos: ”Jyllands-Posten: Nej, nej men det kunne jo godt være, at du har sådan en vurdering, groundfeeling af, hvad du egentlig synes er rimeligt? Løkke: Jeg har den groundfeeling, at… at der skal være orden i tingene i forhold til Moderniseringsstyrelsen, og hvis beløb der indgår på min konto er løn, så skal det modregnes, hvis ikke det er løn, så skal det ikke modregnes. Journalist, Jyllands-Posten: Så honorarer skal ikke modregnes eller diæter skal ikke modregnes? Løkke: Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, fordi det beror jo på en nærmere vurdering af, hvad der er hvad […]” (Bilag C:29, 1-13) Løkke henviser konsekvent til reglerne. Han nægter at acceptere journalistens præmis om, at han burde have en groundfeeling; en fornemmelse af, hvad der burde være rimeligt. Han udtrykker i stedet, at dette må bero på en saglig vurdering om, “hvad der er hvad” (ibid.). Løkkes actio i forhold til spørgsmålene, som omhandler diæter og honorarer, veksler mellem at virke imødekommende og afvisende. Det kommer an på, hvilket spørgsmål journalisten stiller ham, og hvordan spørgsmålet bliver stillet. Eksempelvis virker han imødekommende og engageret, både når det kommer til kropssprog og stemmeføring i følgende citat: 36 “Men hvis jeg lige måtte gøre mit svar færdigt, så afspejler de rejseregler vi har haft?, også fra før jeg kom, et niveau, en indretning?, som ikke er magen til den måde vi ville gøre tingene på i Danmark.. Og stykke for stykke, altså piece by piece, så er vi i gang med at rette det her ind ?, og vi er kommet til rejsereglerne, og vi er også kommet til rejsereglerne før Ekstra Bladet begyndte at interesse sig for det, det bliver jeg nødt til at sige=… og rejsereglerne er justeret på det her punkt sådan., at det fremtidige diætsystem minder, uden at jeg kender detaljerne i det, minder om det danske, hvor man, hvis man rejser for staten eller en virksomhed, eller hvad man nu gør, kan få en skattefri diæt og så modregnes det for værdi af morgenmad og frokost og aftensmad..” (Bilag D:20) Det faktum, at han virker imødekommende, kommer blandt andet til udtryk ved, at han smiler til journalisterne, og drejer sig hen mod den journalist, der har stillet spørgsmålet (ibid.). Han udviser et kropssprog, der har stort fokus mod journalisten. Han anvender en del gestik, når han skal forklare om de nye regler, og han har direkte øjenkontakt, når han lægger tryk på ordene (ibid.). Det samlede indtryk er altså, at han er engageret og imødekommende over for den journalist, der har stillet ham spørgsmålet. Der sker dog også det modsatte, hvor Løkke er afvisende i både krop, stemme og sprog, inden spørgsmålet overhovedet er blevet stillet færdigt: “Nej-, nej, nej. Det gør det selvfølgelig ikke-… fordi,.hhh det jeg skal trækkes i mit eftervederlag, det er jo min lønindkomst. Og det forhold at jeg ikke får hele min lønindkomst udbetalt, fordi der er fratrukket en billet eller en tøjregning på noget vask, det forvandler jo ikke - pengene… altså det er jo stadigvæk løn. Så selvfølgelig nej. Det er også - svaret på et andet spændende tema, jeg kan se -har – været - fremme, eller også så kommer det frem, fordi der er jo en stribe aktindsigtsbegæringer til moderniseringsstyrelsen... og det skal vi måske også tage senere, men altså - forudsætningen for at jeg på det tidspunkt, hvor jeg i øvrigt skal -… indberette præcis hvad jeg har haft af indkomst, der skal jeg jo kunne opgøre det?…og der skal jeg jo kan man sige gennemgå de transaktioner, der har været mellem mig og GGGI ?og rense dem sådan så at mødediæter ikke indgår., sådan at vaskeriregninger lægges til. og den slags til, så altså sådan er det..[...] ” (Bilag D:17). Løkke afbryder journalisten, laver en udånding der nærmest lyder som et suk, inden han går videre med sit svar. Han sidder med lukkede øjne og ryster på hovedet (ibid.). Han kigger kun op, når han vil betone, at noget er logisk. Ydermere sidder han uroligt på sin stol (ibid.). Samspillet mellem actio og ordene han siger, får ham til at fremstå afvisende. Efter at have nævnt 37 Moderniseringsstyrelsen, så retter han sin ryg og kigger journalisten i øjnene (ibid.). Det kan næsten opfattes som en “anklage” mod journalisten, da de alle forsøger at få mere indsigt i hans bilag. Metaanalyse Vi har nu foretaget en analyse af, hvordan Løkke håndterede krisen. Vi har kortlagt de strategier og retoriske greb, som han anvender til at forsvare sit ethos i forhold til de forskellige aspekter af krisen. Nu forsøger vi at skabe et mere generelt overblik over de tendenser, som vi gennem vores tekstnære analyse af pressemødet har identificeret ud fra de teorier, som vi har udvalgt. Kriseramme og responsstrategier Medierne og Løkke fremstiller sagen på to forskellige måder. Dette viser sig først og fremmest ved, at medierne italesætter krisen som værende af typen preventable cluster, altså en krise som Løkke kunne have forhindret. Løkke italesætter derimod krisen som værende af typen accidental cluster, hvor der er tale om et uheld eller en misforståelse. Han påtager sig altså ikke det fulde ansvar for krisen, selvom han dog anerkender, at han kunne have gjort noget for at forhindre, at den udviklede sig, som den gjorde. Løkkes valg af responsstrategier giver en indikation af, hvordan han kan have opfattet krisen. Her anvender han hovedsageligt responsstrategier, som knytter sig til typen accidental cluster. Dette bliver blandt andet illustreret ved, at han ikke kommer med en decideret undskyldning (apology), men i stedet konsekvent anvender undskyldninger (excuses). Desuden er hans brug af scapegoating med til at understøtte denne fremstilling af krisen. Hvis dette bliver accepteret af interessenterne, så er det ikke en krise, som man kan tillægge ham det fulde ansvar for. Det ses dog ud fra de resterende responsstrategier, som Løkke anvender, at han alligevel påtager sig en del af ansvaret. Vi har flere gange i analysen identificeret strategier som kompensation og forbedrende handling. Her anerkender Løkke, trods nogle forbehold, at han kunne have handlet anderledes, men han fortæller i denne sammenhæng, at reglerne i GGGI nu er blevet ændret, og de hændelser, som ligger til grund for denne krise, ikke vil gentage sig i fremtiden. Han fortæller dog ikke dette uden samtidig at understrege, at reglerne, som han nu har ændret, blev vedtaget, før han blev udpeget som formand for organisationen. Således fremstiller han i forhold til visse aspekter af sagen sig selv som et offer for nogle omstændigheder, han ikke havde mulighed for at kontrollere. Derudover bliver der også anvendt diverse afstivningsmanøvrer som blandt andet påmindelse, der medvirker til, at man bliver husket på Løkkes gode bedrifter samt, at han er anerkendt som en vigtig person af det internationale samfund. 38 Argumentation Appelformer Det ses som en generel strategi fra Løkkes side at forsvare sig ud fra logos-appeller. Dette kan ses, da majoriteten af hans argumenter forsøger at henvende sig til fornuften. Som demonstreret i analysen anvender Løkke gentagende gange det faktum, at han har overholdt reglerne i GGGI som et argument for, at han ikke har gjort noget galt. Logos-appellen understøtter altså den rammesætning, som han forsøger at skabe i forhold til krisen. Når han argumenterer ud fra en logosappel, holder han sig også til den fremstilling af sagen, hvor han har mulighed for at stå stærkest. De forskellige aspekter af krisen italesætter han generelt inden for de legale rammer. Mediernes kriseramme omhandlede i modsætning til dette hovedsageligt Løkke som person. Det var hans moral, der blev diskuteret; at hans handlinger ikke var legitime. Mediernes præmis for krisen bygger således på pathos. Deres fremstilling af Løkke forstærkede den harme og mistillid, som allerede eksisterede i dele af befolkningen. Det virker som om, at journalisterne med flere af deres spørgsmål forsøger at få Løkke til at indrømme, at han har gjort noget galt. Selvom han har fulgt de regler, som eksisterede internt i GGGI, så har han ud fra deres fremstilling forbrudt sig i forhold de normer og forventninger, som danskerne har til ham som dansk politiker. Topik Gennem analysen er der bestemte topoi, som Løkke undgår. En af disse topoi er økonomi, som han i vid udstrækning undlader at kommentere, selvom journalisternes spørgsmål omhandler dette. Han forsvarer sig i forhold til dette med, at det ikke er noget, som han har tænkt over. Det er ud fra Løkkes perspektiv hensigtsmæssigt at få krisen til at handle om noget andet end økonomi, idet han har få gode argumenter at forsvare sig med inden for denne topos. Løkke argumenterer i stedet for ud fra nogle andre topoi. Han forsøger selv at placere det, at han har fløjet på 1. klasse inden for toposen, velvære. Han nævner flere gange under pressemødet, at han efter de lange rejser skal direkte til møde, hvorfor en 1. klasses billet må ses som en forudsætning for at være veludhvilet, når han skal arbejde. Her argumenterer han altså for, at grunden til, at han har rejst på 1. klasse er velvære. I pressemødet er der et tema, som ikke ligger inden for de seks almindelige topoi, nemlig temaet moral (Gabrielsen & Christiansen, 2010:73). Flere af de spørgsmål som journalisterne stiller, lægger sig inden for denne topos. Majoriteten af spørgsmålene er variationer af det samme; hvordan 39 Løkke har overtrådt de normer, der findes i det danske samfund. Journalisterne har muligvis været opmærksomme på, at hvis krisen bliver gjort til et spørgsmål om moral, så har Løkke sværere ved at argumentere for, at han har opført sig korrekt. Løkke anvender som tidligere beskrevet hovedsageligt argumenter, som knytter sig til det faktum, at han har overholdt reglerne i GGGI. Dette kan man karakterisere som regel- og legalitets-topos. De fleste af Løkkes argumenter ligger inden for denne topos. Hvis krisen bliver gjort til et spørgsmål om, hvorvidt han har holdt sig inden for reglerne, er det meget svært at komme med argumenter for, at han har brudt dem. Det tætteste man kommer på dette er aspektet af sagen, som omhandler datterens flybillet, der er på grænsen. Det er tydeligt, at Løkke og medierne tager udgangspunkt i to forskellige topoi, og at de begge har valgt den topos, hvor de står stærkest. Uden moral-topos ville medierne ikke have så stærk en sag, og uden regel- og legalitets-topos ville Løkke ikke have så stærkt et forsvar. Løkke kunne også have anvendt toposen arbejde. Han kunne argumentere ud fra, at han gerne ville gøre sit arbejde så godt som muligt, og at det indebærer at være udhvilet, når han møder op. Det er i nogen udstrækning den øvelse, som han gør i sagen om datterens flybillet, hvor han fortæller, hvordan han, ved at få omlagt sin ferie med datteren, er i stand til at udføre det vigtige hverv han har som formand for GGGI. Hvis ikke det havde været muligt at omlægge ferien, så ville han ikke kunne møde op til det arbejde, som han er ansat til. Der er ikke nødvendigvis tale om modsætningstopo i, når man ser på moral- og regel- og legalitetstopos. Man kan sagtens have en god moral, når man følger reglerne. Der er snarere tale om to tematiske topoi, hvor der er fundamentalt forskellige måder at argumentere for, om Løkke har gjort noget forkert eller ej. Ud fra dette kan man argumentere for, at der er to forskellige forståelser af doxa. Det vil sige, at der er en uoverensstemmelse mellem, hvad Løkkes opfattelse af doxa er, og hvad journalisterne og samfundet mener, at det er. I forhold til Løkkes argumenter kan man tale om en doxa, der foreskriver, at hvad der er lovligt også er legitimt. Journalisterne formulerer derimod spørgsmål ud fra en doxa, der foreskriver, at det legitime defineres på baggrund af, hvad man bør gøre, og ikke hvad man må. Denne forskel i opfattelsen af doxa besværliggør samtalen, da der ikke er enighed om, hvori problemet ligger. Dette resulterer i en samtale, hvor Løkke generelt fortæller om, hvordan han har loven på sin side, men hvor journalisterne søger svar på, hvordan han ud fra et moralsk synspunkt kan retfærdiggøre sine handlinger. Dermed skabes en kløft mellem, hvad der 40 bliver spurgt om, og hvad der bliver svaret. Dette forklarer samtidig, hvorfor Løkke argumenterer ud fra logos, da loven er faktuel, men også hvorfor journalisterne generelt spørger ud fra pathos, da de ser det som et moralsk spørgsmål. Dette kan ydermere forklare, at Løkke udleverer bilagene så sent til journalisterne, da de dermed ikke har mulighed for at undersøge, om han har holdt sig inden for lovens rammer. Actio Det lykkedes kun få gange Løkke at få sin actio og sprog til at hænge sammen. Budskabet bliver ofte tvetydigt, idet hans krop og stemmeføring går i en anden retning end det, som han siger. Ifølge Gelang skader dette hans ethos, da han på den måde virker utroværdig (Gelang, 2008:223). En af de ting der især arbejder imod ham, er hans smil. Flere gange bliver det anvendt på uhensigtsmæssige tidspunkter, hvor det er forventet, at han burde være alvorlig. Derfor får man som publikum et indtryk af, at han ikke tager sagen seriøst. I den planlagte del af pressemødet er der flere steder, hvor han virker mekanisk, hvilket får ham til at virke uengageret og uoprigtig. Dette bliver yderligere forværret ved, at han flere steder også har mangel på fokus, som får ham til at fremstå utroværdig. Man får altså oplevelsen af, at hans forsvar ikke kommer fra hjertet, men fra hjernen. Når det handler om Løkkes dyre rejser, så lykkes det kun en enkelt gang at få modaliteterne til at arbejde sammen. Resten af tiden er der uoverensstemmelse mellem, hvad han siger og hans actio. Dette ses på måden, hvorpå hans krop og stemmeføring laver mærkelige ryk og pauser. Hans actio redder ham dog også på et senere tidspunkt, hvor man ellers kunne betvivle, om han taler sandt eller ej. Dette viser sig, da han siger, at han ikke kan huske, hvornår det gik op for ham, at han rejste for dyrt. I spørgsmålet om konen og datterens billet virker han generelt uengageret og irriteret, hvilket kommer til udtryk gennem hans manglende fokus og høje tempo i besvarelsen af spørgsmålene. Når det kommer til bonuspointene fremstår han generelt usikker i begyndelsen, men han udviser gradvist mere selvsikkerhed, jo længere han kommer i svaret. Dette ses ved hans spring fra at være ufokuseret i krop og stemme til, at han har en koncentreret øjenkontakt og et dynamisk toneleje. I spørgsmålet om honorarer og diæter går han fra det ene yderpunkt til det andet i forhold til modaliteterne. I den ene halvdel af svarene fremstår han imødekommende og sympatisk, hvor han i den anden del virker afvisende og irriteret i sin fremstilling. 41 Kontrol Når Løkke anvender forskydninger under pressemødet, så gør han det for at undgå at svare på spørgsmål, der specifikt omhandler ham selv og hans handlinger. Han anvender både aktør- og niveauforskydninger, men ikke tidsforskydninger. Hvis han gjorde brug af en tidsforskydning, så kunne han flytte fokus til fortiden eller fremtiden, men der ville stadigvæk være fokus på ham selv. Der bliver undervejs i pressemødet ikke lagt vægt på problemerne, der ellers er i GGGI. Således er det mindre farligt for Løkke at forskyde til andre aktører – blandt andet den tidligere ledelse i organisationen. Løkke forsøger gennem første halvdel af pressemødet at fastlægge en ramme, der foreskriver, at det kun må omhandle GGGI. Derfor er det muligt for ham at afvise spørgsmål med den begrundelse, at det ikke hører til her. Man kan diskutere, om han via denne opdeling køber sig mere tid til at overveje, hvordan han skal svare. Derudover kan han håbe på, at journalisten glemmer, hvad han ville spørge om, når de kommer til anden halvdel af pressemødet. Som tidligere nævnt, har det faktum, at han først udleverer bilagene kort før pressemødet en stor betydning for dets forløb. Såfremt journalisterne havde modtaget bilagene tidligere, så ville de have haft en bedre mulighed for at forberede sig til mødet. Løkke bevarer altså generelt kontrollen over pressemødet, selvom han er under angreb. Dette fremgår både af strukturen og måden, hvorpå han svarer på spørgsmål. Ethoskonstruktion Med udgangspunkt i SCCT, Aristoteles’ tre ethos-dyder og forskydningsbegrebet vil vi selv forsøge at opstille et samlet begreb, som rummer de strategier og retoriske greb, som vi har identificeret i analysen af Løkkes krisehåndtering. Vi har gennem analysen demonstreret, hvordan Løkke forsøger at beskytte sit ethos. Hans forsvar bør tage udgangspunkt i, hvor han har mulighed for at stå stærkest i forhold til den kriseramme, som medierne har sat. Vi vil i det følgende vise, at Løkke gennem GGGI-sagen forskyder rammesætningen af krisen uden, at han direkte afviser mediernes kriseramme. Her forstår vi ikke kun ethos-dyderne i forhold til talesituationen, men i en mere dynamisk forstand. Vi anvender dem i en strategisk forståelse, idet vi mener, at de aktivt kan inddrages, når man skal planlægge et forsvar af sit ethos. Man kan koncentrere sin tale ud fra sine gode karaktertræk. Det er Løkkes person, som er under angreb. Her er der især hans arete, som er på spil. Der kan argumenteres for, at han beskytter sin arete ved at henvise til, at han har handlet inden for, hvad der er legalt. Hans forklaring på, at han ikke selv har ændret handlemønster, skyldes en manglende viden om reglerne. I forhold til dette går han på 42 kompromis med sin phronesis. Han forskyder derved rammeforståelsen af krisen fra at omhandle arete til at omhandle phronesis, hvilket ikke er helt så farligt for hans ethos i forhold til denne sag. Gennem hele sagen bliver der sået tvivl om Løkkes troværdighed. Medierne stiller spørgsmålstegn ved Løkkes ageren og personlige forbrug, som, ifølge dem, er sket på andres bekostning. Dermed er det vigtigt for Løkke at få konstrueret et ethos, der gør det muligt for ham at komme igennem krisen, uden at interessenterne står tilbage med en opfattelse af ham som en utroværdig person. Gennem mediernes rammesætning af krisens bliver der stillet spørgsmålstegn ved de motiver og værdier, der ligger bag de hændelser og handlinger, som har ført til krisen. Det er dermed Løkkes arete, der er under angreb. Løkke erkender og beklager forholdene i de fleste aspekter af krisen, men han nægter at indgå på mediernes præmis om, at det er hans moral og værdier, der ligger til grund for krisen. I stedet for udlægger Løkke krisen som et spørgsmål om, at han ikke har sat sig nok ind i de forskellige regler. Hvis han havde sat sig ind i de interne regler i GGGI noget før, så kunne han også have ændret dem tidligere. Dermed ændrer han fokus til phronesis; hans viden og indsigt på dette område. Hans forsvar af arete sker på bekostning af hans phronesis. Løkke forsøger således at behandle krisen ud fra en anden forståelse end medierne. Afvisningen af mediernes ramme på krisen sker ikke eksplicit, men derimod ved at Løkke anerkender og beklager de forskellige aspekter af krisen, som der er fundet sted. Han fastholder, at alt er foregået inden for reglerne, som han ikke selv har været med til at vedtage, og beklager samtidig, at han ikke har fået styr på tingene noget før. Som nævnt i analysen forsøger Løkke også at fremlægge den manglende betaling af datterens flybillet som et aspekt af sagen, der ikke omhandler hans værdier som person, men derimod en manglende opmærksomhed fra hans side. På denne måde anerkender han den præmis, at sagen omhandler hans ethos, men han forholder sig udelukkende til det som et spørgsmål om hans phronesis på trods af, at det er hans arete, som den oprindelige præmis for spørgsmålet knytter sig stil. Idet hele krisen overordnet set bunder i, at Løkke i dele af befolkningen bliver opfattet som utroværdig, så er der flere af journalisterne, som lader dette være en præmis for, hvordan de stiller deres spørgsmål. 43 Som tidligere nævnt tager Løkke udgangspunkt i en helt anden topos end journalisterne ved at argumentere ud fra en regel- og legalitets-topos. Han laver et forsvar af sin arete, hver gang han anerkender sit ansvar, men på denne måde får han det til at omhandle sin phronesis. I nedenstående eksempel bliver det legale sat over for det legitime, men det moralske aspekt undlader Løkke helt at komme ind på: Henrik Qvortrup, TV2: “Men Lars Løkke det her er jo ikke bare jura, det er jo ikke bare regler, det er også moral… din dømmekraft bliver, der bliver sat spørgsmålstegn ved den… kunne du ikke, jeg gentager lige min Ekstra Bladet kollegas spørgsmål, kunne du ikke slå en streg over alt det her ved at sige, jeg har begået en fejl, nu koster det mig x antal tusinde kroner, de penge skal jeg selvfølgelig betale tilbage, hvad er det der afholder dig fra at sige, det gør jeg så?” (Bilag C: 24, 24 - 25, 5). Løkke: “Jeg har beklaget, at jeg har rejst for længe på de regler, jeg ikke selv har lavet, jeg ikke selv har opsøgt… reglerne er justeret, jeg er ikke blevet mødt af noget ønske fra organisationen om at skulle betale noget tilbage. Det er sådan set også at vedstå sig det ansvar også at ved stå sig, at der har været den omkostning.[...]” (Bilag C: 25, 7-24) Journalistens spørgsmål henvender sig direkte til Løkkes dømmekraft, hvortil Løkke henviser til, at han har handlet inden for reglerne, Ud fra Løkkes argumentation er der ingen sammenhæng mellem de dyre omkostninger i forbindelse med rejserne og hans dømmekraft. Rejserne var derimod et resultat af de regler, som var i GGGI. Løkke forsvarer sig i øvrigt i forhold til, at organisationen ikke eksplicit har udtrykt noget ønske om, at han skal betale noget tilbage frem for journalistens implicitte ønske om det modsatte. Gennem ovenstående eksempler har vi demonstreret, at Løkke nægter at indgå på en præmis om, at krisen skyldes hans moralske brister og/ eller manglende dømmekraft. Han beskytter generelt sit ethos ved at beskytte sin arete frem for phronesis, hvilket er det afgørende i forhold til denne sag. Løkke er fokuseret på at forsvare sin arete, fordi det som politiker er vigtigt at fremstå som en sympatisk person, der deler de samme holdninger og værdier som danskerne. Det er potentielt set ikke lige så skadeligt for ham som politiker ikke at have styr på rejsereglerne i GGGI. En vurdering af hvorfor dette er tilfældet, vil vi vende tilbage til i diskussionen. 44 Diskussion Efter analysen af Lars Løkke Rasmussens håndtering af GGGI-sagen ud fra et krisekommunikativt og retorisk perspektiv vil vi forsøge at diskutere os frem til en konklusion. I den første del af diskussionen vil vi se på, hvordan de krisekommunikative og retoriske greb, som Løkke bruger, spiller sammen. Vi holder det blandt andet op mod teorien og kommer desuden ind på, hvad han ellers kunne have gjort. Derefter vil vi diskutere, hvordan Løkkes krisehåndtering påvirker journalisternes mulighed for at få klare svar, og hvad de generelt kan gøre for at bibeholde deres position som samfundets kritiske instans. Hvordan overlever Løkke? I analysen viste det sig, at Løkke anvender mange forskellige greb for at genopbygge og styrke sit ethos. Der er dog flere tilfælde, hvor han foretager ting, som ud fra et teoretisk udgangspunkt er forkert. Hvordan kan det så være, at Løkke alligevel overlever krisen? Teori versus virkelighed Som beskrevet i analysen fremstiller Løkke krisen som værende af typen accidental cluster, idet han påpeger, at de forskellige aspekter af krisen hovedsageligt beror på misforståelser. Hvis interessenterne accepterer denne fremstilling, så kan ansvaret for GGGI-sagen ikke udelukkende tilfalde Løkke. Man kan dog diskutere, om måden som Løkke fremstiller sagen på er hensigtsmæssig ud fra et teoretisk perspektiv. Ifølge Coombs er det fornuftigt, at man imødekommer sine interessenters forståelse af krisen i sin krisehåndtering, men dette er generelt ikke tilfældet hos Løkke. Den ramme som medierne sætter på krisen ender ifølge Coombs oftest med, at være den forståelse af krisen, der bliver adopteret af interessenterne. Ud fra dette burde Løkke derfor have taget det fulde ansvar for krisen. Han burde være kommet med en decideret undskyldning. Coombs skelner ikke mellem en personlig og en organisationel krise. I denne krise kan der dog argumenteres for, at der er en stor forskel. GGGI-sagen var i højere grad en personlig krise for Løkke, end det var en egentlig krise for GGGI som organisation. Essensen af krisen omhandlede Løkkes troværdighed, hvilket udgjorde en høj trussel i forhold til hans virke som politiker. Truslen, som GGGI stod over for, var til gengæld lav. Deres virke som organisation og legitim modtager af danske bistandspenge var i mindre grad truet. På trods af, at de handlinger der havde medført krisen var sket i GGGI-regi, så var der alligevel en betydelig forskel på omdømmetruslen mellem person og organisation. Hvis Løkke udelukkende repræsenterede GGGI, og det dermed havde været 45 organisationens krise i lige så høj grad som personens, så burde Løkke have taget det fulde ansvar jf. Coombs. Samtidig med at være formand for GGGI så er Løkke også formand for Venstre samt statsministerkandidat for oppositionen. Derfor er det nødvendigt, at han tager højde for dette i sin krisehåndtering. På trods af, at det var Løkke selv, der var i fokus i krisen, så kunne al den negative medieomtale smitte af på Venstre. Som formand og statsministerkandidat repræsenterer han også partiets værdier. Som sagt har Løkke en lang krisehistorie fra hans tidligere bilagssager. Men har han taget højde for denne i sin krisehåndtering? Løkke forsøger flere gange at overbevise sine interessenter ved ethosappeller. Men i en sag der handler om rod i bilag, der har Løkke et svagt forventnings-ethos. Dette bliver især eksemplificeret i spørgsmålet om den manglende betaling af datterens flybillet. Således er det svært at se, hvordan Løkke aktivt skulle inddrage sin krisehistorie i strategien for denne krise. Han har ikke gode forudsætninger for at skabe tillid, når hans argumentation beror på ethos. Løkke har dog været i en lignende krise i 2008, som omhandlede for høje takster til privathospitaler, hvor han umiddelbart forsvarede sig ud fra samme strategi som her (Kock 2013:131). Dette kunne tyde på, at Løkke alligevel har haft sin krisehistorie in mente, idet hans strategi i forhold til denne krise minder om en, som har fungeret for ham tidligere. Det virker altså som om, at Løkke generelt har en tendens til at forsvare sig ud fra en regel- og legalitetstopos. Dette kunne være et udtryk for hans opfattelse af doxa; han mener måske, at det legale er det samme som det moralsk forsvarlige. Hvis denne krise rent faktisk er accidental, men interessenterne opfatter den som preventable, så er der ifølge Coombs stadig mangler i Løkkes krisehåndtering. En krise er ikke faktuel, men perceptuel, hvilket medfører, at man ud fra et teoretisk perspektiv burde anvende strategier, der knytter sig til typen preventable cluster for at imødekomme interessenterne i denne sag. Løkke kunne for eksempel have tilbagebetalt de ekstra rejseomkostninger og dermed tage hele ansvaret på sig, hvilket flere journalister gør opmærksom på undervejs i pressemødet. Der kunne imidlertid være alvorlige konsekvenser ved gøre dette, hvilket vi kommer ind på senere i diskussionen. Løkke kan siges at skyde med spredehagl i sin håndtering af denne sag, da han anvender alle responsstrategier, med undtagelse af en fuld undskyldning. Coombs skriver, at man gerne må anvende flere forskellige responsstrategier i sin krisehåndtering, men han understreger, at det er fordelagtigt at være fokuseret i sin overordnede strategi. Men hvorfor vælger Løkke så at benytte 46 sig af så mange? Brugen af mange forskellige strategier kan muligvis forklares ved, at Løkke fremstiller krisen inden for både accidental- og victim cluster, og derfor bruger alle de tilhørende strategier. Problemet med dette er dog, at han kommer til at virke ufokuseret i hans håndtering af krisen. For eksempel siger han, at det var en misforståelse at datterens billet blev betalt af GGGI, men i samme åndedrag siger han, at det ville være legalt, hvis GGGI betalte den. Det første ligger inden for accidental cluster – hvor der altså er tale om et uheld, mens det andet lægger op til en decideret afvisning af, at der er noget galt med, hvad der skete. Han anvender altså på samme tid en strategi, der skal reducere krisen til et uheld, mens han retfærdiggør “uheldet”. Løkke kan derfor risikere, at hans strategi virker ufokuseret, hvormed den forvirrer mere, end den gavner. Man kan dog argumentere for, at der i GGGI-sagen, er en lang række forskellige interessenter som for eksempel Venstre, vælgerne, GGGI og politiske modstandere. Som resultat af, at der er mange interessenter, så kan man forestille sig, at Løkke ved brug af flere strategier prøver at nå dem alle. Medierne sætter rammen Gennem dette projekt har vi demonstreret, at der løbende har været en kamp om rammesætningen af krisen mellem Løkke og medierne. Det er ikke entydigt, hvem der vinder denne kamp, da begge parter kommunikerer ud fra deres forskellige kriseforståelser. Første gang Løkke kommenterer på krisen er via Facebook. Han skriver et åbent brev til Venstres medlemmer, hvor han undskylder for de seneste dages negative omtale. Ved at bruge sin profil på Facebook som talerør, så undgår han at involvere journalisterne i kommunikationen, og han bevarer dermed kontrollen. Efter opdateringen på Facebook fortsætter krisen dog i medierne. Ved at forholde sig tavs så misser Løkke chancen for selv at sætte kriserammen. Som tidligere nævnt kan konsekvensen af at forsøge at tie en krise ihjel være, at den bliver forstærket, idet man overlader det til andre interessenter eller medierne at sætte kriserammen. Efter at have forholdt sig tavs i cirka to uger, så kan det være svært at komme tilbage på banen og ændre den kriseramme, som interessenterne har adopteret. Således tolker vi, at Løkkes generelle tavshed er grunden til, at det udviklede sig til en dobbeltkrise. Løkke taler delvist ind i den ramme, som medierne har sat ved at acceptere, at krisen omhandler hans troværdighed. Hvis det er mediernes rammesætning, som interessenterne adopterer, så kan det have væsentlige konsekvenser for Løkkes politiske fremtid. Dette skyldes, at den nuværende politiske virkelighed er således, at det er af afgørende betydning at fremstå som en sympatisk person. 47 Løkkes politiske overlevelse kan dog også skyldes andre ting end, at han skulle have haft succes med fastholde sin egen kriseramme, og få den til at blive den dominerende. Eksempelvis kunne en mulighed være interne magtkampe i Venstre, som er foregået bag kulisserne, hvorfor vi ikke endegyldigt kan udtale os om, hvad der egentlig lå til grund for, at Løkke overlevede krisen. En indikation på, at han ikke har haft held med sin rammesætning kan måske vise sig til det kommende folketingsvalg, hvor vælgerne skal tage stilling til, om de ønsker Løkke som statsminister. GGGIsagen var aldrig en rigtig krise for GGGI, hvorfor der kan argumenteres for, at det ikke har haft en konsekvens for Løkke som formand for organisationen. De forskellige interessenter kan sidde tilbage med forskellige kriseforståelser, alt efter hvilken part og hvilke argumenter de finder mest troværdige. Derfor kan det ikke konkluderes, hvem der ender med at vinde den endelige kamp om at sætte kriserammen. Undskyld og beklagelse I forlængelse af, at Løkke ikke anerkender sine interessenters attribution af skyld i henhold til krisen, så giver han som tidligere nævnt aldrig en decideret undskyldning. Men hvilke konsekvenser ville det have, hvis han valgte at undskylde? På den ene side ville han virke imødekommende og styrke sin troværdighed, da han er parat til at erkende egne fejl. Det ville klæde politikere at tage ansvar for deres handlinger og erkende, hvis de har begået fejl. På den anden side kunne det have negative konsekvenser for Løkkes troværdighed at påtage sig den form for moralsk ansvar, som medierne efterspurgte. Hvis han valgte at undskylde og anerkendte, at han havde handlet i uoverensstemmelse med de værdier, som han repræsenterer, så ville han muligvis have sværere ved at klare sig igennem krisen. I og med Løkke er politiker, så vil det være meget vanskeligt for ham at lægge sig ned og undskylde, uden dette ville resultere i hans afgang. Politikere er også mennesker, men de må helst ikke begå fejl. I denne optik kan man diskutere, om Løkke kunne overleve, hvis han indrømmede, at han havde begået en fejl. Løkke udnytter ydermere dobbeltbetydningen af en undskyldning retorisk. Han siger, at han kunne vælge at undskylde, og han lægger dermed op til at give en fuld undskyldning, hvor han påtager sig ansvaret. Hvad han følger denne pointe op med, kan derimod snarere kategoriseres som en bortforklaring end en decideret ansvarstagen. Det kan diskuteres, hvorvidt det først er i en analyse af pressemødet, at det skinner igennem, at Løkke ikke giver en fuld undskyldning. Dette kan måske være en del af forklaringen på, at flere medier dagen derpå kunne berette, at Løkke sagde undskyld til pressemødet, selvom dette ikke helt var tilfældet (Bilag B). 48 Der er samtidig også en sproglig distinktion mellem at undskylde og beklage. Løkke roder ikke på et eneste tidspunkt rundt mellem at undskylde og beklage. Han bruger konsekvent udtrykket beklager, når han påtager sig ansvaret, og bruger udtrykket undskyldninger sidestillet med bortforklaringer, misforståelser og retfærdiggørelser. Hvordan overlever Løkkes ethos? Som politiker er Løkkes ethos af stor betydning. Dette betyder mere og mere i det politiske univers, da antallet af personsager, i disse tider, er stigende. Ens person er efterhånden mere vigtig, end den førte politik, hvilket ses i mediebilledet jf. Blach-Ørsten (Web 5). Som tidligere beskrevet i afsnittet Ethoskonstruktion, er det umiddelbart vigtigere for Løkke at fokusere på sin arete end sin phronesis. Man kan diskutere, om man som danske politiker i højere grad skal vægte sine værdier og moral end sin faktiske viden, når man henvender sig til vælgerne. Politik er ideologisk, og det bunder i de værdier og moralske holdninger, man som person ønsker i samfundet. Selvfølgeligt er det også vigtigt, at de politikere der sidder med de store beslutninger har en stor viden om det område, som de arbejder med og skal lovgive omkring. Men der er måske en tendens til, at vælgerne i højere grad vælger med hjertet end med hjernen; man bliver i højere grad påvirket af billeder og oneliners end saglige argumenter (Kock, 2013: 14). På denne baggrund er det virkelig vigtigt for Løkke, at han komme ud på den anden side af krisen med et stærkt ethos; et ethos der er funderet i en høj moral og gode værdier. I sagen om datterens flybillet har Løkke ingen beviser for, at han har haft intentioner om at betale, hvilket er et risikabelt argument, da det beror på hans ethos. Lykkes det for ham at overbevise journalisterne? Der kan argumenteres for, at dette ikke er tilfældet, da det er et tilbagevende tema under pressemødet, hvor journalisterne forsøger at få nogle mere håndgribelige beviser. Dette kan være et resultat af Løkkes svækkede ethos, og det kan derfor være svært for ham at komme igennem med en ethos-appel. Sidst men ikke mindst påvirker Løkkes brug af actio generelt hans ethos negativt. Der er ofte ikke nogen sammenhæng mellem, hvad han verbalt formidler, og hvad hans krop og stemme formidler. På baggrund af, at det han formidler ikke hænger sammen verbalt og nonverbalt, så kommer Løkke ofte til at fremstå tvetydig og uærlig. Ifølge Gelang er det som udgangspunkt ikke god actio at tale for hurtigt, da dette besværliggør publikums mulighed for at stille spørgsmål. Man kan dog i Løkkes tilfælde argumentere for, at det i nogle tilfælde kan være en fordel, at han taler så hurtigt, at det ikke 49 er muligt for journalisterne at stille spørgsmål. Ved at tale hurtigt kan Løkke bevare en vis kontrol, hvilket kan være fordelagtigt, selvom det sker på bekostningen af hans imødekommenhed. Løkke skal især lære at anvende sit smil mere hensigtsmæssigt. Et smil kan blandt andet medvirke til, at man fremstår imødekommende og venlig, hvis det forekommer på et passende tidspunkt. Hvis Løkke lærte at smile på de rette tidspunkter, så ville det hjælpe ham til at styrke eunoia, da han ville fremstå imødekommende og rar. Idet han smiler på upassende tidspunkter, så virker han dog ofte useriøs og uoprigtig. I den planlagt del af pressemødet, det første kvarter, fremstår Løkke udynamisk. Hans tale virker mekanisk og indstuderet. Herefter virker han mindre mekanisk, men han bliver til gengæld også mere ufokuseret. Han formår generelt ikke at få modaliteterne til at passe sammen. Som beskrevet i metoden valgte vi at lave en multimodal transskription af det første kvarter. Dette gjorde vi, da vi havde en forventning om, at der ville være forskel på den planlagte og ikke-planlagte del af pressemødet, men dette var ikke rigtig tilfældet. Løkkes dårlige actio knytter sig ikke kun til den planlagte del af mødet, men er generelt et problem hele vejen. Den sene udlevering af bilagene virker både godt og dårligt i forhold til Løkkes ethos. På overfladen imødekommer han journalisternes krav om indsigt i bilagene, men det kan også anses som en uskik, at han ikke giver journalisterne en chance for at læse bilagene før pressemødet jf. Kock. Hvordan bibeholder journalisterne deres position? Dette afsnit bliver af perspektiverende karakter, hvilket har til formål at hæve diskussionen op på et samfundsniveau. Vi har i løbet af analysen demonstreret, at Løkke formår at undvige journalisternes spørgsmål, sådan at de ikke får et fyldestgørende svar. Vi vil derfor diskutere, hvordan journalisterne bibeholder deres position som samfundets kritiske instans. Fælles front Som tidligere nævnt udleverer Løkke først bilagene i sidste øjeblik. Dette sætter grænser for, hvor grundige journalisterne kan være i deres forberedelse. Men burde journalisterne have trådt mere i karakter, når dette var tilfældet? Kunne de have nægtet at deltage i pressemødet, indtil de havde læst materialet? Løkke valgte i tiden op til pressemødet ikke at udtale sig, og nægtede samtidig at deltage i nogle former for interviews. Man kan derfor forestille sig, at det ville være svært for 50 journalisterne at forlade mødet, uden de havde fået de udtalelser og/eller informationer, som offentligheden havde ventet på. En eventuel udvandring fra pressemødet ville dog kun have den ønskede effekt, hvis alle journalister forlod lokalet. Hvis nogle blev tilbage, så ville dette statement ikke stå særlig stærkt. Pressemødet ville stadig kunne gennemføres, Løkke ville få en kanal at kommunikere gennem, og sagen ville fremstå som afsluttet. Ud fra dette kunne journalisterne med fordel forsøge at etablere et stærkere samarbejde eller i hvert fald danne fælles front, hvis lignende hændelser opstår. Man kan også diskutere, om journalisterne med fordel kunne hjælpe hinanden bedre til at holde en politiker fast, når denne ikke svarer. Hvis Løkke eksempelvis giver mikrofonen videre til en anden, uden at have givet et ordentligt svar, så burde den næste journalist holde ham fast på det foregående spørgsmål, indtil han har givet et tilfredsstillende svar. Hvis journalisterne opbygger en form for fælles front, så kunne denne også være vigtig i det nye mediebillede. Journalisternes position som politikernes primære kanal til befolkningen er, i kraft af det nye mediebillede, blevet udfordret. Nu kan alle blive deres egen journalist, og borgerne er derfor ikke helt så afhængige af journalister for at få nyheder. Mediernes muligheder for at danne fælles front er på denne baggrund også blevet svækket, da politikerne nu kan anvende andre kanaler uden om de traditionelle medier til at få deres budskaber frem. Nye værktøjer Det er ikke kun det nye mediebillede, der spiller ind på journalisternes arbejdsforhold. I artiklen ‘Topik - Et retorisk bidrag til den kritiske journalistik’, sætter Gabrielsen, Jønch-Clausen og Pontoppidan fokus på, at journalisters mulighed for at udføre deres arbejde er blevet yderligere besværliggjort ved, at deres kilder har tillært sig journalisternes arbejdsmetoder, og de derfor kan tilrettelægge, hvad de siger, ud fra den viden de har om journalisternes arbejdsmetode (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2010: 47f.). På grund af det nye mediebillede og kildernes professionalisering er det er nødvendigt for journalisternes stadige position i samfundet, at de rusker op i deres arbejdsmetoder og finder nye måder, som de kan udføre deres arbejde på (ibid.). Kock skriver, at man ved at stille spørgsmålene på en bestemt måde kan forære politikeren en mulighed for at afvige fra et reelt svar (Kock, 2013:152f). Dette sker, hvis man kommer med flere spørgsmål i et spørgsmål, eller man kommer med kommentarer, som man ikke har belæg for. Dermed kan politikeren vælge enten at svare på det af spørgsmålene, som er mindst risikabelt, eller 51 at fokusere på, at journalistens påstand ikke er sandfærdig. Faren ved at stille dobbeltspørgsmål ses for eksempel i følgende: “TV2: Et andet spørgsmål, Berlingske Tidende skrev i den forgangne uge, at du har udvist en voldsom mangel på dømmekraft. Jyllands-Posten en anden avis, der jo sjældent bliver beskyldt for at være socialistisk skriver, at du lider af en moralsk brist, som muligvis kommer af almagtens bacille, er det forklaringen på den manglende moralske dømmekraft, hvis det er en sådan, du lider af. Er det forklaringen på, i forlængelse af det Ask Rostrup spurgte om, at der skulle gå 14 dage, før du kunne indse, at der var noget at beklage her. Løkke: Der er ikke gået 14 dage, før jeg har indset, at det var en fejl..” (Bilag C:7, 34-43) Løkke fokuserer, som resultat af journalistens måde at stille spørgsmålet på, at svare, at der ikke er gået fjorten dage. Således når man ikke ind til kernen af, hvad journalisten her ønsker at vide. Det er mærkværdigt, at dette overhovedet kan ske, når denne slags spørgsmål går imod principperne for et godt journalistisk spørgsmål. Undervejs i pressemødet ser vi nogle gange, at journalisterne kæmper indbyrdes med hinanden om opmærksomhed. Det virker som om, at de nogle gange forsøger at få det meste ud af deres taletid. I stedet for at være spørger, så kommer de nærmere til at fremstå som taler (Web 6). Det kan på denne baggrund være hensigtsmæssigt, at journalisterne bestræber sig på at være så klare i deres spørgsmål, at det for politikerne kun er muligt at svare på en ting. Men hvordan kan de så sikre sig, at de stiller de rigtige spørgsmål? Vi har igennem analysen vist, at journalisterne og Løkke argumenterer ud fra to forskellige topoi; legitimitet over for legalitet. Ifølge Kock, er det, som tidligere nævnt, ikke første gang, at Løkke benytter sig af denne topos (Kock, 2013:158f). Dette kunne journalisterne anvende til deres fordel ved at være klar med spørgsmål, som ville gøre det sværere at argumentere ud fra (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan 2010:48ff). Hvis journalisterne var klar over, at Løkke ville argumentere ud fra en regel og legalitets-topos, så ville de kunne begynde deres spørgsmål med en kort gendrivelse for at tage højde for dette. Dette kunne være noget i retning af: “Vi er alle klar over, at du ikke har brudt reglerne på dine rejser, men synes du, at det er moralsk forsvarligt, at du har fløjet på 1. klasse”. Dermed kunne han få sværere ved at dreje spørgsmålet til at handle om regler, da der ikke er nogen, som har betvivlet, at han har fulgt dem. Udover at stille spørgsmål som gør det svært for kilden at svare på spørgsmålet, så kan journalisterne også forberede sig på flere forskellige vinkler af sagen ved hjælp topik (ibid.). 52 Den gode debat I vores arbejde med empirien undrede vi os flere gange over, at journalisterne ikke holdt Løkke fast, når han ikke svarede på spørgsmålet. Hvorfor gør de ikke det? I marts 2013, altså et halvt år inden pressemødet, var der stor debat om, hvordan journalisternes tone burde være i forhold til deres kilder. Dette kom i kølvandet på et interview af islamkritikeren, Lars Hedegaard, som journalisten Martin Krasnik udførte den 17. marts 2013 i TV-programmet Deadline på DR2 (Web 7). I interviewet lod Krasnik ikke Hedegaard gå uden om spørgsmålene, og han var, ifølge flere personer, for hård i sin tone (ibid.). Man kan på denne baggrund spekulere i, om journalister undlader at være hårde af frygt for at blive udsat for samme kritik som Krasnik. Derudover gik kritikken af Krasnik også på, at han ikke havde været eksplicit om, at interviewet ville være af kritisk karakter. Ud fra dette kan man se, at der er en forventning fra kilderne om, at man bør få fuld information om, hvad interviewet skal gå ud på (Web 8), sådan at journalisten har sværere ved at spørge kilden om noget, som de ikke har forberedt sig på i forvejen. Desuden kan man også forestille sig, at de, ved at være for hårde, kan miste adgang til forskellige politikere som kilder. Vi kan godt lide, at Krasnik holder fast, når Hedegaard ikke svarer på et spørgsmål, men vi mener, at tonen er for grov. Derudover er det ikke i orden, at Krasnik får Hedegaard i studiet under falske forudsætninger. Men hvad er et godt grundlag for den gode debat? I forhold til dette pressemøde er det svært at tale om en god debat. Der er flere problemer med måden, som pressemødet er struktureret på, der virker hæmmende på debatten. Opdelingen af pressemødet gør, at Løkke i den første halvdel, som vi undersøger, har mulighed for at afvise spørgsmål, som ifølge ham hører til i anden halvdel. Det bliver herefter journalistens ansvar at vende tilbage til dette senere. Dette er problematisk, idet mødet var så langt, som det var tilfældet. Måske var det ligefrem en del af strategien at gøre journalisterne trætte undervejs? Derudover er det problematisk, at Løkke har rollen som ordfører, hvis han aktivt går ind og afbryder journalister, midt i deres spørgsmål, eller giver ordet videre, uden han har givet et fyldestgørende svar. Løkkes krumspring for at bevare kontrollen og undgå eller omgå journalisternes spørgsmål er alle hæmmende for debatten, selvom det er naivt at forestille sig, at han ikke skulle foretage dem. Hvis Løkke afviser eller forskyder spørgsmål, så er det jf. Jørgensen på kanten af det uredelige. Det er svært at fastholde afsender i forhold til dette, idet redelighed knytter sig til en afsenders intentioner, som vi aldrig kan kende. Der er dog en asymmetrisk magtbalance i situationen, som Løkke aktivt anvender til sin fordel, hvilket hæmmer den gode debat (Jørgensen, 2000:40). 53 Det er dog ikke kun Løkke, som hæmmer muligheden for den gode debat. Det er også den måde, hvorpå journalisterne stiller upræcise, eller flere spørgsmål på samme tid, der besværliggør hans mulighed for at svare fyldestgørende. Før i tiden var journalisterne specialiseret inden for et bestemt område, hvilket var en god forudsætning for at tale om et bestemt emne, uden at skulle benytte sig af andre kilder. I dag lyder kritikken, at flere af dem er alsidige, uden de er specialiseret på et bestemt område (Web 9). Politikerne har stadigvæk embedsmænd til at forberede dem på interviews, hvormed de muligvis er mere vidende end journalisterne (ibid.). For at der kan være tale om en god debat, så er der visse krav der skal være opfyldt. Vi mener, at redelighed er en forudsætning for den gode debat. Der må være en rimelig symmetrisk magtbalance. Der må gælde de samme regler for både politikere og journalister. På samme måde som politikere ikke må manipulere med publikum, så må en journalist heller ikke stille spørgsmål, hvor hensigten er at få kilden til at fremstå dum eller uvidende. Konklusion Vi kan konkludere, at Løkke i begyndelsen af kriseforløbet håndterer krisen ved at forholde sig tavs. Denne strategi bærer ikke frugt, og krisen udvikler sig til en dobbeltkrise, hvilket udgør en større trussel mod hans omdømme. Løkke er således nødt til at imødekomme sine interessenter, hvilket han gør ved at afholde et langt pressemøde, hvor han fremlægger alle bilag. Vi har demonstreret, at han i høj grad kontrollerer pressemødet. Dette gør han blandt andet ved at opdele mødet således, at han har mulighed for at afvise at svare på spørgsmål med henvisning til, at de hører til i anden del. Ud over dette styrer han mikrofonen, og han kan på denne måde diktere, hvem der får lov at spørge. Vi er kommet frem til det resultat, at Løkke i løbet af pressemødet anvender alle de forskellige responsstrategier som Benoit og Coombs opstiller, på nær en fuld undskyldning. Han beklager flere gange sin rolle i krisen i løbet af pressemødet, men der er en sproglig distinktion mellem at beklage og give en decideret undskyldning, hvor man påtager sig et fuldt ansvar i en given sag. I projektet har vi demonstreret, at Løkke gennem pressemødet konsekvent beskytter sit ethos, så vidt det er muligt. Vi har analyseret os frem til, at han nægter at gå med på mediernes præmis om, at krisen omhandler hans moral og værdier. Han konstruerer sit ethos ved at fremstille sig selv som “uvidende” i forhold til nogle aspekter af sagen, hvorved han håber at undgå, at publikum opfatter ham som en person med et værdisæt, der strider imod de danske normer. Vi tolker, at han gør dette 54 ved at nægte at forholde sig til, at kriserammen omhandler, hvad der er legitimt frem for, hvad der er legalt. Løkke fremstiller det som om, at de fejl, han har begået, udelukkende beror på misforståelser, manglende indsigt i reglerne, og at han har reageret for sent i forhold til at ændre reglerne i GGGI. Vi kan konkludere, at Løkke benytter sig af en række forskellige retoriske greb. Han undgår at svare direkte på journalisternes spørgsmål ved at anvende afvisninger og forskydninger. Derudover tager han udgangspunkt i en topos, der er forskellig fra den, som journalisterne taler ud fra; henholdsvis regel- og legalitets-topos og moral-topos. Vi konkluderer dette på baggrund af vores analyse, hvor vi har demonstreret, at Løkkes argumentation hovedsageligt bygger på logos-appeller, hvorved han holder sig til, at han ikke har brudt nogle regler. Gennem en analyse af Løkkes brug af actio er vi nået frem til, at det virker som om, at han af og til anvender sin actio strategisk. Men på trods af dette så ender hans modaliteter sjældent med at spille sammen på en måde, der reelt styrker hans troværdighed. Han virker ofte udynamisk og mekanisk, og kommer på denne måde til at fremstå uoprigtig. Vi er gennem projektet nået frem til, at Løkke og medierne italesætter to forskellige kriserammer, og dette bevirker, at de ofte taler forbi hinanden. På grund af Løkkes retoriske greb lykkes det ikke journalisterne at holde ham fast og få ham til at svare fyldestgørende på deres spørgsmål. Løkke formår at holde kontrollen over den første del af pressemødet, og fastholder den kriseramme, som hans forsvar tager udgangspunkt i. Journalisterne formår ikke at få Løkke til at forholde sig moralsk til krisen, og han kommer gennem denne uden at give en fuld undskyldning. På trods af dette kan vi se, at journalisterne alligevel er gået fra pressemødet med den opfattelse, at Løkke har sagt undskyld. Vi konkluderer, at Løkke ikke har håndteret krisen hensigtsmæssigt i forhold til vores inddragede krisekommunikationsteorier. Men vi har erfaret, at han alligevel til en hvis grad har succes med sin håndtering. Dette indikeres af, at mediernes interesse for sagen faldt markant efter pressemødet; det lykkes altså langt hen af vejen at få afsluttet krisen. Endnu en faktor, som kan have medvirket til, at Løkke overlevede krisen, er, at der ikke blev skabt nok modstand i Venstre til, at han måtte gå af. Han blev siddende som formand for partiet, og er fortsat oppositionens statsministerkandidat. Der kunne dog foregå en magtkamp bag kulisserne, hvilket vi ikke kan udtale os om. Hvordan krisen 55 konkret har påvirket Løkkes ethos, kan vi således ikke endegyldigt konkludere. Meningsmålinger og det kommende valg kan være indikatorer på, hvordan kriser har påvirket hans troværdighed hos interessenterne. Vi kan konkludere, at Løkke flittigt anvender de forskellige retoriske værktøjer, og at han ofte har succes med dette. Samtidig tolker vi, at hans kommunikation med medierne ikke kan kategoriseres som fordrende for den gode debat, idet han ofte ikke svarer på det, der bliver spurgt om. Dette er på kanten af at være redeligt og er generelt set ikke imødekommende over for journalisterne. 56 Litteraturliste Bøger Aristoteles (2002): ”Retorik”, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universtitet, 4. oplag, Bog A, II, 3. Frandsen, Finn & Johansen, Winni (2006): ”Fra kriseportefølge til kriseplan”, Børsens Forlag, Ledelseshåndbøger 11.5, s. 1-17. Jørgensen, Charlotte (2011): ”Hvad er retorik”, i: Charlotte Jørgensen & Lisa Villadsen (red.) “Retorik - Teori og praksis”, Samfundslitteratur, s. 11 -36. Jørgensen, Charlotte (2011): ”Argumentation”, i: Charlotte Jørgensen & Lisa Villadsen (red.) “ Retorik - Teori og praksis”, Samfundslitteratur, s. 149-152. Jørgensen, Charlotte & Onsberg, Merete (2001): ”Praktisk argumentation”, Ingeniøren Bøger, s. 12-32. Gabrielsen, Jonas & Christensen, Tanja Juul (2010): ”Talens Magt - Indføring i mundtlig retorik”, Hans Reitzels Forlag Gabrielsen, Jonas & Høedt-Rasmussen, Inger (2012): ”Juridiske soundbites” i ”Juridisk gennemslagskraft”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 100-108. Gelang, Marie (2008): “ Actiokapitalet - Retorikens ickeverbala resurser”, Retorikförlaget, Sverige. Juel, Henrik (2011): ‘Hvor er pointen? - kommunikationsfaglige vinkler på argumentation’, Handelshøjskolens Forlag, (en før-print udgave af kapitel 1) Kock, Christian (2013): ”De svarer ikke - Fordummende uskikke i den politiske debat”, Gyldendal McCroskey, James C. (1968): “Ethos: A Dominant Factor in Rhetorical Communication” in “An Introduction to Rhetorical Communication”, 3. Edition, Prentice-Hall Inc., s. 67-85 Thompson, John. B. (2002): ‘Den politiske skandale - magt og synlighed i mediealderen’, Hans Reitzels Forlag, s. 23-42. Stephen E. Toulmin (2003):”The Uses of Argument”, Updated Edition, Cambridge University Press, s. 87-100. Wilken, Lisanne (2012): “Bourdieu for begyndere”, Samfundslitteratur, s. 37-60. 57 Artikler Benoit, William L. (1997): “Image Repair Discourse and Crisis Communication”, Public Relations Review 23(2), s. 177-186 Coombs, W. Timothy (2007): “Protecting Organization Reputations During a Crisis: The Development and Application of Situational Crisis Communication Theory”, Corporate Reputation Review 10(3), s. 163-176 Fafner, Jørgen (1997): ”Retorikkens brændpunkt”, Rhetorica Scandinavia, Nr. 2, s. 6-19 Gabrielsen, Jonas, Jønch-Clausen, Heidi & Pontoppidan, Christina (2010): ”Topik: et kritisk bidrag til den kritiske journalistik”, Nordicom-Information 32, Nr. 1, s. 47-59 Gabrielsen, Jonas, Jønch-Clausen, Heidi & Pontoppidan, Christina (2011): ”Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar”, Journalistica, Nr. 1, s. 112-132 Jørgensen, Charlotte (2009): ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik?”, Rhetorica Scandinavia, Nr. 15, s. 34-48 Internetkilder Alle internetkilder er tilgået den 31/5 2015. Web 1: http://politiken.dk/indland/politik/ECE2293289/overblik-her-er-alle- lars- loekkesmoegsager/ Web 2: http://www.information.dk/483704 Web 3:http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4822279.ece Web 4: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/11/20/210514.htm Web 5: http://www.ruc.dk/om-universitetet/nyhedsportal/vis/article/flere-politiske-skandaler- imedierne/back/roskilde- universitet/ Web 6: http://www.b.dk/kronikker/kronik-derfor-svarer-politikerne- ikke Web 7: http://www.information.dk/505385 Web 8: http://politiken.dk/kultur/medier/ECE1925376/medieekspert- martin-krasnik-bryderklart-drs-egne-regler- i- hedegaard- interview/ Web 9: http://journalisten.dk/journalisterne-taber 58 Bilag Bilag A: Farvekodning af pressemøde Bilag B: Artikler Bilag C: Transskription af første del af pressemødet http://dspace.ruc.dk/bitstream/1800/15673/2/Bilag%201.%20Transskription%20af%20press em%C3%B8de%20del%201.pdf Bilag D: Multimodal transskription 59
© Copyright 2024