August 12 2

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 2
Kl. 10.30-15.00
2hf122-DAN/A-2-13082012
112496.indd 1
Mandag den 13. august 2012
kl. 9.00 - 15.00
18/06/12 09.15
Prøvemateriale
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
Side
5.
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
6.
Lars Løkke Rasmussen: Tale, grundlovsdag 2010. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
7.
Klaus Kjøller: Politik som tv-føljeton. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
112496.indd 2
18/06/12 09.15
5. Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren
Teksten er et uddrag af romanen Pelle Erobreren, som udkom i perioden 1906-10.
Martin Andersen Nexø (1869-1954), dansk forfatter.
Pelle er flyttet fra landet til København og bliver her involveret i arbejdernes
kamp for bedre forhold.
5
10
15
20
25
30
35
Der gik rygter om, at kommunen ville træde til og råde bod på arbejdsløsheden,
og op under jul1 blev også noget jordarbejde sat i gang. Det var et stykke af de
gamle volde, der skulle sløjfes og laves om til park og boulevard. Pelle mødte op
blandt tusend andre og var så heldig at få fat2; entreprenøren tog fortrinsvis de
unge kræfter.
Hver morgen mødte arbejderne op i masser, formændene3 tog dem ud de havde
brug for, resten kunne gå igen. Hjemme sad kone og børn og glædede sig, man
havde ingen lyst til at komme hjem med ond besked og blev hængende ved
arbejdsstedet.
De stillede på arbejdsstedet længe før dag for at være de første, skønt der ikke
var noget håb.
Der groede trods frem i dem som de stod dér, mod nøden og hele den skamløse
situation; det gav sig udslag i en ond, halv indvendig kværuleren. De fulgte entreprenøren med underlige øjne, som granskede de noget ved ham de ikke kunne
komme i tanke om.
I sit overmod over det svimlende tilbud på arbejdskraft ville han gå videre endnu og lægge en time på arbejdstiden. Det meddeltes arbejderne en morgen de lige
havde begyndt – som en befaling.
Men i samme nu smed de fire hundrede mand værktøjet på et par nær4 og gik ud
til deres kammerater. Formændene kom og råbte på ny arbejdskraft, men ingen
meldte sig. De stod og snakkede om det, blå i ansigterne af harme – nu skulle deres
udsultethed bruges til at berige entreprenøren med endnu et hundredtusend! ,,Vi må
gå til kommunen!” råbte nogle. ,,Nej til bladet5” svarede andre. ,,Bladet er bedre!”
,,Gå til kommunen nytter ikke – ikke før vi får vores egne valgt!” råbte Pelle.
,,Husk dem det nu til valgene, kammerater! Vi må have vore egne ind over det
hele, før er det ikke slut med deres overgreb. Og nu må vi stå sammen og holde
ud! Skal det være, så er det bedre at sulte ihjæl med én gang end langsomt!”
De svarede ikke men tætnede sig om ham og hørte tungt efter, altfor forfærdelig drøjt og grundigt lyttedes der. Disse mænd havde midt i vinterens nød og elendighed gjort strejke på deres eneste udvej – hvad mon de nu tænkte på? Pelle så
rundt på dem og forfærdedes over deres stumme mod. Denne truende tavshed
måtte ikke være, hvad kunne den ikke føde? Et eller andet overvældende som ikke
lod sig beherske, syntes at ville springe frem af deres stenhårde stumhed! Han
sprang op på en stenbunke.
,,Kammerater!” råbte han med mægtig stemme. ,,Dette her er blot en overgang
– som ræven sagde da de trak pelsen af ham! Klæderne har de jo taget, og det
3
4
5
1
2
op under jul: tæt på jul
få fat: få arbejde
formand (her): leder af et arbejdshold
på et par nær: undtagen et par stykker
bladet: den socialistiske avis Arbejderen
3
112496.indd 3
18/06/12 09.15
40
45
50
55
60
65
70
75
meste af maden og hjemmets hygge – nu vil de forsøge at slide skindet af os også.
Nu er det da det gælder – frem eller tilbage! Den store prøvetid er måske inde, nu
skal vi svare til hvad vi har villet! Hold sammen kammerater, forløb jer ikke, og
giv ikke efter! Det er hårdt nok, dette her; men husk på, vi er i den store vinter
som varsler opgangen6! Natten er altid ondest lige før dagen gryr! Og skulle vi
være bange for at lide lidt – vi som har lidt og tålt i århundreder. Hjemme sidder
vore koner og græmmer sig7 – kanske bliver de gnavne på os. Vi kunne dog i det
mindste tage hvad der tilbød sig, siger de. Men vi kan ikke blive ved med at se på,
at vore derhjemme visner bort trods vort slid. Hidtil har fattigmands arbejde været
som en ørkesløs8 bøn mod himlen: Skån os for sult og snavs, elendighed og kulde
– giv os brød og brød igen! Skån vore børn for vor skæbne, lad ikke deres lemmer
visne, og deres ånd dø hen i idioti! – Det har været vor bøn, men der er kun én bøn
der dur, og det er at trodse det onde! Vi er det udvalgte folk, og derfor må vi sige
stop. Vi vil ikke gå med længer – for vore koners skyld, og vore børns, og deres
igen! Jamen hvad kommer eftertiden os ved? Jo den gør – netop os! Var jeres
gamle som I? Nej de knugedes i støvet af fattigdommen og krøb ydmygt for magten og de store. Hvor har vi da det fra, alt det der går så stærkt i os og får os til at
søge sammen? Tiden er stanset, kammerater! Den har sat sin finger på vort bryst
og sagt: I skal gøre det. Her hvor vi står, hører det gamle op og det ny begynder;
derfor smed vi vort redskab med nøden i øjnene – aldrig er det set før! Vi skal
vende tilværelsen og gøre den god for fattigmand til alle tider. I som så tidt har
vovet liv og velfærd for en tokrone – nu holder I hele fremtiden i jeres hånd. Hold
ud nu, siger jeg jer, rolig og støt! – og I vil aldrig blive glemt, så længe der findes
arbejdere på Jorden! Denne vinter vil blive den sidste, blot vi holder ud, bagved
ligger landet vi har vandret efter. – Kammerater! Ved os skal det dages.”
Pelle vidste ikke selv, hvilke ord han råbte ud, han følte blot at noget talte igennem ham – det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, profetisk klang over hans
stemme som rev med, hans blik flammede. For deres øjne løftede en skikkelse sig
ud af den knugende vinter og ragede frem i lyset, en skikkelse der var dem selv –
og dog en ung gud. Han steg nyfødt frem af selve elendigheden, slog den tunge
skæbnetro til side og gav en ny tro i stedet – den lyse tro på egen kraft! De råbte
op til ham, først enkelte stemmer, så alle. Han samlede deres råb i et mægtigt leve
for den ny tid. - Hver dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum protest.
Når formændene kaldte arbejdere frem, stod de i tavse klynger, truende som et
mørkt fjæld. Nu og da råbte de en forbandelse ind over dem der havde svigtet.
Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de nødlidende en hjælpende hånd, og
de havde slået til den – nu måtte de selv tage følgerne. Entreprenøren havde fået
lov til at stanse arbejdet helt, men holdt det gående med en snes skruebrækkere9
for at drille arbejderne
Inde over det store terræn herskede der død ro uden for det hjørne hvor den lille
trup arbejdede, med en betjent ved siden som tugthusfanger. Børene10 lå med bunden i vejret; det så ud som pest eller sot11 var gået hen over arbejdspladsen.
8
9
opgangen: fremgangen
græmmer sig (her): ærgrer sig
ørkesløs: nytteløs, forgæves
skruebrækkere: nedsættende om folk, der bryder strejken (strejke = skrue) og går på arbejde
10
børene: trillebørene
11
sot: sygdom
6
7
4
112496.indd 4
18/06/12 09.15
80
85
90
95
100
105
110
115
120
Skruebrækkerne var folk af alle fag, nogle af de arbejdsløse tog deres navne og
adresser ned for at sætte dem i Arbejderen. Der var en af Stolpes fagforeningsfolk
imellem, han var en sat familiefader og havde været med i bevægelsen fra dens
første dage. ,,Det er synd for ham,” sagde Stolpe. ,,En gammel arbejdskammerat af
mig er han, og har altid været en god kammerat lige til nu. Nu vanker der skarp
konfekt12 til ham i bladet – vi er nødt til det. Standen kan ikke være tjent med, at
en af dens repræsentanter går og gør sjofelisttjeneste13”.
Madam Stolpe var ulykkelig. ,,Det er sådan en pæn familie,” sagde hun. ,,Vi har
altid omgåedes dem – og jeg ved de har sultet længe. Han har også en ung kone,
fatter; det er ikke så nemt at stå for.”
,,Jeg er selv ked af det, du!” svarede Stolpe. ,,Men man er nødt til det, ellers får
man skyld for partiskhed. Og på mit gebet skal ingen komme og sige, at der gælder persons anseelse.”
,,Lad mig gå ud og tale med ham,” sagde Pelle. ,,Kanske giver han det op.”
Han fik adressen og gik derud efter fyraften. Det var et raseret hjem med fire
småbørn; der var tung luft over det. Manden der var noget til års men kraftig, sad
forgræmmet og åd sin mad, mens børnene hang over bordkanten med hagen og
opmærksomt fulgte hver bid han tog. Den unge kone gik til og fra og satte med en
egen kærlig bevægelse den tarvelige mad for ham.
Pelle bragte spørgsmålet på bane; han var ikke helt glad over for denne gamle
veteran, men siges skulle det jo.
,,Ja jeg ved det godt,” sagde manden og nikkede hen for sig. ,,Du behøver ikke
begynde på lektien, for jeg har selv været med fra første dag. Og jeg har holdt
mine forpligtelser til nu; nu får det være nok med mig. Og hvad vil du her dreng?
Har du kone og børn som sulter og råber på brød? Så tænk på dine egne!”
,,Vi råber ikke, Hans!” sagde konen stille.
,,Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan jeg blive ved med at gå her og se
på, at I magres af og fryser? Til helvede med kammeraterne og deres store ord!
Hvad har de ført til? Vi småsultede før, og nu skal vi til at sulte stort – det er forandringen. Lad mig være, siger jeg! Hvorfor fanden må jeg ikke være i fred.”
Han tog sig en slurk brændevin af flasken. Konen skød glasset hen til ham,
men han stødte hårdt til det.
,,De vil sætte dig i bladet i morgen,” sagde Pelle varsomt. ,,Jeg ville blot sige
dig det.”
,,Ja og skrive om mig, at jeg er et svin og en skidt kammerat, hva’? Kanske
også, at jeg prygler min kone! Men de ved jo selv det er løgn – hvad rager det så
mig? – Vil du ha’e en dram?”
Nej, Pelle trængte ikke til noget.
,,Så kan jeg selv,” sagde manden og lo ondt. ,,Nu kan du jo vidne at jeg er et
svin – jeg pægler af flasken14 du! Og en anden aften kan du komme og lytte ved
nøglehullet, kanske hører du at jeg mishandler min kone.”
Konen gav sig til at græde.
,,Ja hvad fanden – de kan jo lade mig være i fred,” sagde manden trodsigt.
Pelle måtte gå med uforrettet sag.
skarp konfekt: hård omtale
gør sjofelisttjeneste: (her): hjælper arbejdsgiverne
14
pægler af flasken: drikker
12
13
5
112496.indd 5
18/06/12 09.15
6. Lars Løkke Rasmussen: Tale, grundlovsdag 2010
Teksten er et uddrag af en tale holdt på grundlovsdag, 2010. Lars Løkke Rasmussen (f. 1964), politiker, statsminister 2009-11, formand for partiet Venstre.
5
10
15
20
25
30
35
40
”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme”. Sådan skrev H. C. Andersen for 160
år siden, i 1850.
Sangen blev skrevet i en svær tid – lige efter den første slesvigske krig1.
Sangen blev også skrevet i en politisk turbulent tid – lige efter vedtagelsen af
den første danske grundlov i 1849.
Jeg elsker den sang.
Jeg husker, hvordan vi i Venstres Ungdom indspillede en valgvideo, som Venstre lavede før det såkaldte NATO-valg i 1988.
Sangen har mange dejlige passager. En af dem, jeg synes allerbedst om, er det
vers, der lyder sådan hér:
”Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag. Et
lille land og dog så vidt om jorden, end høres danskens sang og mejselslag”.
Verset minder mig lidt om den situation, vi står lige midt i.
Udviklingen går stærkt.
Den krise, der har ramt Europa så hårdt, er nærmest gået ubemærket henover
de store nye vækstøkonomier i Asien. Kina, Indien og Sydkorea buldrer frem, og
hvis de fortsætter med at vokse hurtigere end os, vil den økonomiske balance
ændre sig.
Det vil den politiske også.
For historien stoppede ikke ved Murens Fald i 1989, hvor demokrati og markedsøkonomi gik sin sejrsgang over hele verden. Godt nok påstod en klog mand
dengang, at historien var slut. Nu var alt for det bedste i den bedste af alle verdener.
Han tog fejl. Historien er aldrig slut. Nye trusler dukker ustandselig op. Det gør
nye konkurrenter også.
Efter Murens fald sagde man, at det vestlige demokrati havde sejret og stod alene tilbage på scenen. I dag er virkeligheden mere nuanceret.
Nogle af verdens mest folkerige lande er ikke just demokratier i vestlig forstand.
Hvad vil det betyde for demokratiets fremtid? Risikerer demokratiet at komme
i problemer, fordi det er koblet sammen med stagnerende nationer i Europa? Er
Europa på vej ned ad bakke – og demokratiet sammen med os? Er de vestlige
demokratier truet, fordi vi ikke hurtigt nok er i stand til at reformere os selv?
Vil andre nye stærke økonomier som Kina begynde at fremstå som brugbare
modeller for den store gruppe af verdens lande, som er fattige? Er det en ydre trussel?
Og hvad så med de indre trusler? Hvad betyder det for vores vestlige, danske
demokrati, at Danmark ikke længere er helt så homogent et folk? Hvad betyder det
for vores demokrati, at vi ikke nødvendigvis deler nogle fælles normer, som er
grundlaget for et velfungerende politisk system med en fælles tillidskultur?
første slesvigske krig: Krig mellem Danmark og Tyskland, 1848-50
1
6
112496.indd 6
18/06/12 09.15
45
50
55
60
65
70
75
80
Danmark står i et vadested. Politisk og økonomisk.
”Et lille land og dog så vidt om jorden – end høres danskens sang og mejselslag”.
Sådan skrev H. C. Andersen dengang for 160 år siden.
Og sådan skal vi tænke den dag i dag. Nok er vi små. Nogle vil måske kalde os
svage.
Men vi både kan og vil tage skæbnen i egne hænder. Vi kan mere, end vi
måske tror. Især hvis vi hæver os op over Christiansborg-politikkens smålighed og
træffer nogle af de beslutninger, der ruster vores land til at klare sig internationalt.
Det er ingen hemmelighed, at Danmark har været ude i et stort økonomisk
uvejr. Den internationale krise har ramt os med fuld styrke. Lykkeligvis har vi
holdt orden i økonomien. Op til krisens udbrud i 2008 havde vi ti år med solide
overskud på de offentlige budgetter. Og vi faldt ikke for fristelsen til at bruge
overskuddet, men afviklede gæld. Målbevidst og vedholdende.
I 2001 var den offentlige nettogæld på 268 mia. kr. Det er omkring en femtedel af
vores fælles velstand – bruttonationalproduktet. Da krisen ramte os, var gælden
væk.
Helt væk. Derfor var vi godt forberedt, da den økonomiske tsunami slog mod
vores kyster. Det skal vi glæde os over. Vi havde ikke pantsat vores land.
Jeg priser mig lykkelig over, at vi valgte den ansvarlige kurs og lagde til side,
da tiderne var gode.
I andre lande var bolværket tyndere, og krisen slog hårdere. Kig rundt i Europa
og se, hvordan de nu er i gang med at omkalfatre hele samfund og skære drastisk
ned – også i de offentligt ansattes løn.
Krisen har været hård ved Danmark, men ikke hårdere, end at vi selv kan rette
op på situationen. Vi har selv muligheden for bringe gælden ud af verden igen –
inden den vokser sig stor og uoverskuelig, med renter og renters rente.
Det kræver økonomisk selvdisciplin.
Det kræver, at vi udskyder nogle af de gode og rare skattelettelser, vi havde i
udsigt.
Og det kræver, at vi får et mere velfungerende arbejdsmarked, hvor folk ikke
kommer til at hænge fast i dagpengesystemet i årevis, men derimod kommer i job.
Mere selvdisciplin er ikke morsomt. Det er ikke let. Det er givetvis heller ikke
lige populært alle steder. Men det er aldeles nødvendigt.
Vi kommer igennem krisen med færre menneskelige omkostninger, end det
man ser i andre lande. Vi har beskyttet 85.000 danskere fra at miste deres job. Det
var vigtigt og rigtigt. Men det var også dyrt. Vi har skabt en kriseregning. Den
skal betales nu.
En rudekuvert bliver ikke billigere af, at man lader være med at åbne den.
Tværtimod. Der løber renter på. Og renters renter.
(…)
”Den danske drøm” er en smuk fælles drøm.
Den bygger på Grundloven i den forstand, at den udspringer af vores frihed.
Vores frihed til at gå vores egne veje, alene eller sammen med andre.
Det er ikke en luftig drøm. Den handler også om, hvordan vi skaber et udkom-
7
112496.indd 7
18/06/12 09.15
85
90
95
100
105
me til os selv, til vores familier, til vores lokalsamfund. Og den afhænger af, at vi
tager det øjeblikkelige økonomiske ansvar på os, så drømmen kan blive til virkelighed.
Vi danskere drømmer jo en drøm om velstand, der kommer alle til gode.
Vi drømmer om lige muligheder, så det ikke bliver Harvard 2 til nogle og
Community College3 til andre.
Vi drømmer om frihed med ligeværd. Om at alle skal have en reel chance for at
søge lykken.
Vi drømmer om den tryghed der ligger i, at vi kan have tillid til vores medmennesker.
Vi drømmer om det ansvar, der kommer af at kunne forsørge sig selv og tage
vare på sin familie.
Drømmen – den danske drøm – er vokset i takt med udviklingen af det åbne,
frie, socialt retfærdige og liberale Danmark, vi kender i dag. Det Danmark, der
står så solidt på Danmarks riges grundlov.
(…)
Og lad mig så slutte, hvor jeg begyndte, nemlig hos H. C. Andersen.
”Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har rod, hvorfra
min verden går, hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik
mit hjerte når.”
Vi har et helt unikt fællesskab i Danmark. Et fællesskab, der ikke bygger på
tvang og undertrykkelse, men på tillid og ærlighed. Derfor er sproget som en sød
musik.
Lad os forny vores danske fællesskab ved at bruge sprogets musik til at tale
ærligt om tingene.
God grundlovsdag!
Harvard University: anses for at være et af de fornemste amerikanske universiteter
Community College: en type universitet, der hverken er så dyrt eller prestigefyldt som fx Harvard
2
3
8
112496.indd 8
18/06/12 09.15
7. Klaus Kjøller: Politik som tv-føljeton
Teksten er et uddrag af en artikel offentliggjort i Information 15.6.2011.
Klaus Kjøller (f. 1944), universitetslektor.
5
10
15
20
25
30
35
Der er megen jamren i den politiske debat. Der jamres f.eks. ofte over, at danske
medier ikke dækker EU mere og bedre. Eller over, at dansk politik efterhånden er
kommet til at ligne X Factor. Man kræver, at politikerne skal gå foran og angive
kursen. Politikere skal ikke interessere sig så meget for, hvordan vælgerne tænker.
Kernen i jammeren er altid den samme: Vælgerne burde vide meget mere om politik, end de gør. Og de burde bruge meget mere tid på at sætte sig ind i de politiske
sager, end de faktisk gør.
Det ligner en anklage mod vælgerne. De er dovne og uuddannede udi økonomi,
jura og administration. Men anklagen er aldrig formuleret direkte. F.eks. kan en
lederskribent jamre over den groteske bureaukratisering i landet og lade jammeren
munde ud i en appel til politikere og medier om at oppe sig. Politikerne har værsgo
at styre deres trang til kontrol og detailregulering. Og medierne skal bekæmpe
deres trang til at jagte løsningen på enhver enkeltsag hos en minister og trangen
til, at det offentlige skal løse ethvert problem.
Disse ‘trange’, som politikere og medier påstås at have, er imidlertid blot et
skjul for de forretningsmæssige realiteter, nemlig at politikerne skal vælges af og
medierne sælges til vælgerne. Demokrati er, at vælgerne faktisk er gode nok, som
de er her og nu. Derfor er alle de kronikker og kommentarer, som jamrer over
medier og politikere, en rituel forestilling. De er udtryk for, at medlemmer af eliten bekræfter hinanden i, at løsningen på landets problemer er, at alle vælgere bliver efteruddannede til at være discount-DJØF’ere1. Herefter vil medierne være
nødt til at koncentrere sig om substansen, og politikerne kan få de kvalitetsforbedrede vælgere til at fatte fornuften i de reformer, som eliten ved, er nødvendige. (…)
Hver gang den politiske elite jamrer, bekræfter medlemmerne hinandens tro på,
at det er den saglige DJØF-argumentation, der regerer på store scene. At det er
argumenter, der handler om økonomi, jura og administrative detaljer, som er afgørende.
Men faktisk regerer denne form for argumentation slet ikke, for den er uforståelig for flertallet af vælgerne. De har hverken forstand på eller interesse for de
økonomiske, juridiske eller administrative detaljer, som argumentationen handler
om.
De forstår derimod politik ved at leve sig ind i de roller, som politikere og
andre spiller i den daglige tv-nyhedsføljeton. Vælgere forstår politikere i den politiske tv-nyhedsføljeton på samme måde, som de forstår fiktive personer i enhver
anden tv-føljeton. Og det er grunden til, at vores indviklede og komplicerede
demokrati er en eventyrlig succes.
Den for eliten rystende sandhed er med andre ord, at vælgerne sagtens kan leve
sig ind i og forstå politik uden at fatte DJØF-detaljerne, som eliten elsker og lever
af at forklare, vurdere og udsprede.
DJØF’ere: medlemmer af danske jurister og økonomers fagforening
1
9
112496.indd 9
18/06/12 09.15
40
45
50
55
60
65
70
75
DJØF-løs politik
Enhver vælger vurderer løbende politikerne efter, hvor godt de lever op til fire
dyder: ærlighed, idealisme (at man kæmper for noget højere end én selv), stabilitet
og kompetence. Og ligesom når de betragter fiktive personer, vurderer vælgerne
løbende, hvad der er en politikers virkelige projekt med at være politiker bag alle
erklæringer. (…)
Vælgerne tillægger altså politikere nogle mål, som de i virkeligheden går efter i
den politiske tv-føljeton. Hertil kommer så alle de individuelle, personlige egenskaber, som vælgerne tillægger den enkelte politiker ud fra vedkommendes fysiske
fremtræden og særlige kendetegn og livshistorie.
Selvfølgelig spiller det saglige DJØF-stof en rolle i tv-føljetonen. Der indgår jo
ofte detaljer af økonomisk, juridisk og administrativ art i de replikker, som politikerne siger. Men når de forstås og har en effekt på vælgernes holdning, er det fordi
vælgeren lever sig ind i den person, som siger replikken med det saglige indhold.
Pointen er, at man sagtens kan forstå personen uden at forstå detaljerne i, hvad
personen siger.
I denne detalje ligger forklaringen på, at enhver vælger kan forstå politik og
nyde debatter uden at forstå substansen. Nøjagtig ligesom man kan forstå og nyde
Indiana Jones’ jagt på den forsvundne skat uden at have en pind forstand på arkæologi.
DJØF-detaljer kommer kun ind i tv-føljetonen, hvis de kan bruges af medierne
til at fortælle en god historie om politikerne, der jager skatten. (…)
Spielbergs metode
Når Helle Thorning-Schmidt (S) i dag af et flertal af vælgerne bedømmes som
mere økonomisk kompetent end Lars Løkke Rasmussen, så skyldes det ikke en
saglig, politisk-økonomisk vurdering af kvaliteten og detaljerigdommen af rød
plan over for blå plan. Kun professorer i statskundskab og andre i eliten gider pløje
planerne igennem. Det er derfor kun de få, der er i stand til at vurdere deres saglige indhold direkte ud fra teksten.
Vælgerne bruger den genvej, som hele demokratiet bygger på: Spielbergs metode. De har i flere tv-debatter med egne øjne kunnet vurdere Helle- og Løkke-figurernes optræden og på den bagrund tildelt dem dyder og point. Og da Helle jo ikke
dumpede i tv-duellerne med Løkke, er slutningen, at hun generelt er kompetent.
(…)
Det er den politiske føljetons store fortjeneste, at den på denne måde gør politik
interessant og forståelig, uden at det er nødvendigt at interessere sig for og forstå
sagen. Kun fordi politik bliver forståeligt gennem de personer, som spiller med, er
vores demokrati en tordnende succes. Uanset om det bliver Løkke eller Helle, der
snart står med skatten.
10
112496.indd 10
18/06/12 09.15
Oplysninger til brug for Copydan
Rasmus Jønsson: Målrettet politisk kommunikation. Fra: KOM magasinet, oktober 2004.
Christian Kock: De svarer ikke. Gyldendal, 2011.
Helle Thorning-Schmidt: Tale, 1. maj 2011, www.test.socialdemokraterne.dk.
Niels Krause Kjær: Kongekabale. Gyldendal, 2000.
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren. Gyldendal, 1996.
Lars Løkke Rasmussen: Tale, grundlovsdag 2010. www.venstre.dk.
Klaus Kjøller: Politik som tv-føljeton. Information 15.6.2011.
Billeder:
Jens Hage: Frit valg. www.hage.dk, 9.8.2010.
Lisa Ioannou: Helle Thorning-Schmidt deler roser ud. www.tv2.dk/nyhederne, 1.9.2011.
Roald Als: Kommentar. Politiken 19.3.2006.
11
112496.indd 11
18/06/12 09.15