Et Krishna-bevidst perspektiv på personen Jesus Kristus og hvad
Kristus og Krishna (NYT FRA) Nr. 9, 18. årgang, november 2015 - Pris 30 kr. SPØRGSMÅL Et Krishna-bevidst perspektiv på personen Jesus Kristus og hvad han stod for FRA EN OPRIGTIG SJÆL NATURLIGE MYGGEMIDLER PRABHUPADA I BOSTON OG BUTLER EN KRISHNAHENGIVENS FORHOLD TIL JULEN Udgivet af ISKCON Danmark Nyhedsblad for ISKCON i Danmark Grundlægger-acarya Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada Kristus og Krishna Denne udgivelse ser på, hvordan mange tilhængere af den moderne Hare Krishna-bevægelse opfatter Jesus Kristus. Det første og længste afsnit er en artikel af Suhotra Swami og handler om, hvordan den historiske Jesus og hans lære sandsynligvis er en anden end den, der læres igennem Vestens mest udbredte religion, den organiserede kristendom. Det billede, der tegnes, er af en åndelig læremester, hvis undervisning på mange væsentlige områder er sammenfaldende med det, som Krishna lærte i Bhagavad-gita. Det andet afsnit er et kig på teorierne om, at Jesus tilbragte en stor del af sit liv i Indien, både i tiden før korsfæstelsen og efter, imens det tredje og sidste afsnit er en samling af citater fra Srila Prabhupada om Jesus. INDHOLD Jesus og 20 Levede i Indien? 2Kristus Krishna Krishna og og 24Kristus 3Kristendom Krishna-bevidsthed Udgivet af Det Internationale Samfund for Krsna-bevidsthed (ISKCON) i Danmark, grundlægger-acarya A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada og Nyt fra Hare Krishna. • © Copyright 2015, alle rettigheder forbeholdes. • Redigeret af: Lalitanatha Dasa/Leif Asmark Jensen ([email protected]) og Dandaniti Devi Dasi/Dorte Skou Jensen ([email protected]) • Layout & webside: Ananta Sri Dasa/Anders Grønlund ([email protected]) • Adresse: Holsteinborgvej 20, 1th., 2720 Vanløse Tlf.: 40736446 • Girokonto 1-688-3204. Bankkonto: Den Danske Bank reg. 1551, konto 3534 125 119 2 Kristendom og Krishna-bevidsthed af Suhotra Maharaja Denne artikel af Suhotra Maharaja om kristendom og Krishna-bevidsthed er skrevet omkring 1980. Desværre er den originale artikel på engelsk gået tabt, og derfor eksisterer den efter alt at dømme nu kun i en ældre dansk oversættelse, hvorfor en del af referencerne helt mangler. Ikke desto mindre er artiklens centrale indhold klart og lige så relevant, som dengang den blev skrevet, så vi opfordrer de, der gerne vil bore dybere i nogle af artiklens påstande, til at hjælpe med at grave de relevante referencer frem. Denne artikel dækker et meget omfattende emne, som skulle være tankevækkende og forhåbentligt også oplysende for dem, som gerne vil vide noget om historien bag Vestens mest udbredte religion, den organiserede kristendom. Jeg indrømmer, at emnet kunne behandles meget mere indgående. På den anden side håber jeg, at læseren forstår, at hensigten ikke har været at gå ind i et overmål af videnskabelig eller spekulativ information. Uanset om vi kalder religionen for hinduisme, kristendom, islam, buddhisme eller noget andet, har den en mere indre og dybere betydning. Det er denne dybere essens, der er artiklens egentlige emne. Nogle vil sikkert protestere imod det billede af kristendommen, som bliver skitseret her. Vi kan kun anmode om deres velvillige forståelse. Denne artikel skulle i hvert fald gerne vise dem, at den traditionelle fortolkning af Kristi lære, sådan som den i almindelighed godtages af kristne, ikke hviler på sikker historisk grund. Den moderne kirkes dogmer er for en stor dels vedkommende opstået af ren spekulation og har igennem århundrederne været udsat for meget gennemgribende ændringer. Det er en af mine påstande. Og hvis vi skal holde os til den logik, at kirkelige dogmer er et anliggende for individuelle, personlige tolkninger, sådan som det i hvert fald er tilfældet blandt mange protestanter, mener jeg derfor også at have ret til at formulere mine egne konklusioner om Jesus Kristus og hans lære, siden jeg både er døbt og konfirmeret i den protestantiske kirke. Konklusionerne i denne artikel er dog ikke mine egne spekulationer. Den dokumentation, som jeg fremlægger, kan ikke uden videre affejes. Lige så lidt kan de slutninger, som jeg drager ud fra disse vidnesbyrd, tilsidesættes som mine egne private opfattelser. Mange respekterede medlemmer af både hinduistiske og kristne trossamfund er nået til tilsvarende konklusioner. De, som måtte ønske at gå videre med tankegangen bag denne artikel, anbefales at studere Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupadas bøger. Står Krishna-bevidsthed i et modsætningsforhold til kristendommen? “Eine Harmonie zwischen Hinduistische und Christliche Religiösität ist nicht möchlich [’En overensstemmelse imellem hinduistisk og kristen religiøsitet er ikke mulig’].” Således skrev Fader Friedrich Wilhelm Haach, en velkendt delegeret for sektanliggender i den Tysk Evangelisk Lutherske Kirke i München, i et brev til et medlem af Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed. Den gode fader indtog en fuldstændig negativ holdning til en religiøs dialog, som ellers kunne lette på spændingerne og misforståelserne imellem verdens trossamfund. Alene anvendelsen af begreberne kristendom og hinduisme i denne sammenhæng afslører en stor del af de misforståelser, som Fader Haach står for. Hinduisme er en meget uvidenskabelig betegnelse for Indiens religiøsitet. Begrebets oprindelse har ingen forbindelse til indisk religion 3 eller sågar indisk sprog. Det er en forvanskning af ordet “Sindhu”, et andet navn for Indusfloden, der løber i det nuværende Pakistan. Udtrykket blev introduceret omkring år 1100 af de indtrængende arabisk- og persisktalende moguler som en betegnelse for ”folket øst for floden Sindhu”. Samtlige betydelige religioner, som stammer fra Indien, baserer sig enten direkte eller indirekte på Vedaerne eller de vediske skrifter, en omfattende litteratursamling, som blev nedskrevet på sanskrit for ca. 5.000 år siden. I Veda-skrifterne nævnes ordene hindu eller hinduisme ikke. Disse ord er blot en senere tids betegnelser for indiske religiøse sædvaner, ligesom man kunne kalde de religiøse sædvaner, der stammer fra området omkring Jordan-floden, inklusive kristendom, jødedom og islam, for ”jordanisme”. Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed, ISKCON, er en religiøs bevægelse, hvis udspring kan føres tilbage til Vedaerne. I den forstand er det ikke en hinduistisk bevægelse. Det er en bevægelse, som med udgangspunkt i de vediske skrifter underviser om sjælens evighed, sjælens vandring fra krop til krop ifølge karma-loven, nødvendigheden af at følge regulerende principper i menneskelivet (såsom afholdenhed fra kødspisning, hasard, utilladt sex og beruselse) samt vigtigheden af at synge Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishnas, navn for at befri sjælen fra denne illusoriske verden af fødsel og død. Kristendommen formodes på den anden side at være den religion, der repræsenterer Jesu Kristi lære. Nogle nutidige kristne påstår, at der findes et naturligt modsætningsforhold mellem såkaldt hinduisme og kristendom, for Kristus forkyndte ingen læresætning om en evig sjæl, der er indesluttet i en midlertidig krop og er underkastet karma-loven med gentagen fødsel og død som resultat. Lige så lidt mener de, at Kristus underviste i strenge afholdenhedsprincipper, og siden de fleste kristne tror, at Kristus er Gud selv, som døde på korset for vores synder, er det ikke nødvendigt at recitere hans navn til ingen nytte. 4 De kristne citerer Bibelen som bevis for denne forståelse af Jesu lære, og de forklarer, at ”hinduismens” læresætninger ingen steder står at finde der. Men er dette den kristendom, som Jesus underviste i, eller er denne samling af overbevisninger, som nutidens kristne tilslutter sig, snarere en slags kristenhed, der opstod i århundrederne efter Kristi korsfæstelse og mest af alt tilslører hans egentlige lære? Hvor stor tiltro kan vi have til den moderne Bibel som Guds sande åbenbarede ord? En vanskelighed ved at hævde Biblens autoritet er, at ikke et eneste ord i Biblen kan føres direkte tilbage til Jesu hånd. Alle beretninger om hans liv og lære stammer efter alt at dømme fra to af hans tolv disciple, Mattæus og Johannes, samt to andre hellige mænd, Markus og Lukas, der ikke var blandt de oprindelige tolv, der modtog personlig undervisning fra Kristus selv. Det Nye Testamentes mest betydningsfulde dogmatiske tekster, hvorpå den kristne kirkes autoritet bygger, tilskrives Paulus, som heller ikke var en direkte elev af Kristus. Et andet problem er, at de oprindelige evangelier på det aramæiske sprog ikke mere findes bevaret i deres helhed. Moderne udgaver af Det Nye Testamente er i stor udstrækning baseret på gamle græske oversættelser fra ældre aramæiske skrifter. En tredje vanskelighed er, at indholdet i den moderne Bibel ikke stemmer overens med ”Guds ord”, sådan som det blev forstået af kristne i kristendommens ældste, førromerske form. De tidlige kristne, der boede omkring Middelhavet og Mellemøsten samt i forskellige jødiske samfund i det første og andet århundrede, havde adgang til en omfattende mangfoldighed af mundtlige og nedskrevne hellige skrifter, hvoraf nogle endog dukker op i vore dage, f.eks. Dødehavsrullerne og De Tolv Helliges Evangelium. Grundlaget for det, som i dag er kendt som den kristne Bibel, er resultatet af en speciel romersk formulering af teologien fra tiden imellem det andet og det fjerde århundrede. Den moderne Bibel blev til som et resultat af en gradvist løbende ’kanonisering’ [officiel kirkebekræftelse] af nogle bestemte skrifter. Historien om denne kanonisering af Bibelen er beskrevet kortfattet i The New Catholic Encyclopedia. Bemærk den tidlige forskel ved de vestlige kanoniske bøger: ”I Østen var de kanoniske bøger mere flydende og omfattede mange bøger, som ikke længere anerkendes som kanoniske [dvs. anerkendt af den katolske kirke]. Justinus anerkendte f.eks. ethvert skrift, som forkyndte de gode nyheder, og mange kunne opfylde denne definition. I Vesten var de kanoniske bøger mere juridiske og regelrette med en tendens til snarere at udelukke end at medtage hellige bøger. Ikke før end i det fjerde århundrede opnåede kirken en stabilisering af de kanoniske bøger, og først ved kirkemødet i Trent i 1546 opnåede de kanoniske bøger deres dogmatiske udformning.” De romerske kristne tilsidesatte altså en stor del af de ældre kristne skrifter, som var alment accepterede andre steder. Dette beror måske på deres manglende evner til at forstå og følge undervisningen deri. Politiske interesser kan heller ikke afskrives som en årsag til den romerske sekterisme. Moderne kritikere af den katolske lære anklager de gamle kirkefædre for at have udnævnt visse læremestre, de såkaldte censorer, til at ændre den oprindelige kristne forståelse igennem udeladelser, justeringer og fortolkninger, så skrifterne kunne tilfredsstille Roms kejser Konstantin. Han havde kort forinden omvendt sig til den kristne lære, men var samtidig fortsat vant til den hedenske livsstil i den datidige dekadente kultur. Roms biskopper var opsatte på, at deres samfunds trossatser såsom den kejserlige trosbekendelse skulle indføres i det romerske rige, og til dette formål Kirkemødet i Nikæa i 325 behøvede de Konstantins støtte. Det er således en kendsgerning, at det var Konstantin, der efter indstilling fra den romerske kirkes ledere sammenkaldte til kirkemødet i Nikæa i 325 for at fastlægge den sande kristendom. Kirkemødet i Nikæa indstiftede den romerske kirke som den kristne verdens centrum og den romerske kirkes tolkning som den korrekte. På kirkemødet i Kartago i 397 forbød den romerske kirke officielt læsning af kristne skrifter, der ikke var godkendte af det romerske hierarki eller præstevælde. Bibelen blev således for altid berøvet visse afsnit i Det Nye Testamente, da de blev anset for at være apokryfiske, dvs. af tvivlsom oprindelse. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at der i den romersk-katolske udgave af Det Gamle Testamente findes afsnit, som blev godkendte i Kartago, men anses for at være apokryfiske af jøderne, der gør gældende, at Det Gamle Testamente er et af deres hellige skrifter, Toraen. Kirkefædrenes vurdering af, hvad der var apokryfisk eller ej, har igennem tiderne været et kontroversielt emne blandt teologer, i særdeleshed fordi indflydelsen fra apokryfiske bøger stadig findes i den traditionelle kristne lære fra gammel tid. ”Det Nye Testamente” af Leucius Charinus Der findes brudstykker af Det Nye Testa5 mente, som tilskrives Leucius Charinus, Hvis gnosticismen er kættersk, hvordan der var en af Johannes’ ledsagere på kan da så vigtigt et teologisk spørgssamme måde, som Lukas var det til mål som Jesu Kristi identitet forPaulus. Leucius’ frembringelser klares tilmed i den moderne bibel daterer sig til et tidsrum inden med anvendelse af ældre gnofor det første århundrede efter stisk terminologi? Endvidere korsfæstelsen og blev forkaafslører Johannes’ Gerninger stet af den romerske kirke som af Leucius Charinus5 en forkla”gnostisk fejllære” [gnosis er et ring af det kristne ’Ordet’, som græsk ord, som etymologisk, langt overgår den udvandede dvs. ordbilledmæssigt, er forog svært forståelige version, bundet med sanskritordet jñana. som vi finder i det moderne Nye Begge ord betyder viden eller Testamente. kundskab]. Fra officielt hold har den I den gnostiske tekst finder vi, at europæiske kristendom længe betragtet Ordet, den guddommelige lære eller Dr. Otto Pfleiderer kraft, adskiller den lavere naturs vergnosticismen som ikke-kristen eller i (1839-1908) bedste fald som en kompromitteret den, materien, fra den højere naturs kristendom. verden, den åndelige verden. Menneskeheden Den tidlige katolske filosof Origines1 var blandt er fuldstændigt opslugt af sanselig materie, de første kirkelige talsmænd, der forsøgte at men Kristus (’Ordet, som blev kød’) steg ned adskille Kristi lære fra østerlandsk mystik, og fra Faderen, Guds, åndelige rige for at frelse siden hans tid har man forkyndt gnosticismen menneskeheden ved at åbenbare sig i en mensom en fremmed indflydelse på kristendommen. neskelig skikkelse uden dog at miste sin kontakt Alligevel er det ikke så ligetil at afvise de gamle med det åndelige rige. Kristus er med andre ord gnostiske evangelier, som om de ikke hørte til et åndeligt væsen, som altid er transcendentalt den ægte kristne tradition. til den materielle verden, selv om han udadtil anDr. Otto Pfleiderer, professor i praktisk teologi tog en materiel skikkelse for at kunne forkynde. ved Berlins universitet i det 19. århundrede, har Hans formål var at hæve menneskeheden til skildret Leucius’ bøger som ”tidlig kristen littedet transcendentale (åndelige) niveau. ”Om du ratur… af stor betydning for forståelsen af den lytter til mig, skal du blive, som jeg er,” lærte han. periode.”2 Med henvisning til Jesu dom foran Mennesket har den åndelige mulighed, at det Pontius Pilatus, som genfindes i en anden førkakan ophøje sig til Kristi niveau. Da det imidlertid tolsk gnostisk tekst, Peters Evangeliet, forklarer er faldet, kom Kristus for at vise vejen. Eftersom Dr. Pfleiderer, at det er ”en tolkning af historien, Kristus aldrig var falden, men altid befandt sig som er enklere og derfor uden tvivl ældre end i en åndelig position som Guds evige tjener, er den ejendommelige beretning i Mattæus Evanhan nært forbundet med Gud som Hans søn. geliet,”3 som genfindes i den moderne Bibel. Men trods det er Guds faderskab på ingen Trods det er den gnostiske beskrivelse af Jesu måde begrænset til Kristus. Blandt de uvidende Kristi liv praktisk taget ukendt i dag. væsener i denne verden var Jesus Kristus Guds Læren om ordet, sådan som det findes i det eneste GODE søn, som kom for at tilbyde hver moderne Johannes Evangelium, er et centralt og en adgang til Guds åndelige familie, dvs. mysterium i kristen teologi og giver en antydalle, som ville gøre Guds vilje. (Matt. 12.48.50) ning af Kristi virkelige identitet. Der er imidlertid Kristi transcendentale lære symboliseredes bevis for, at læren om ordet undervistes af de af lysets kors, som han åbenbarede for Johangnostiske skoler i Oldtidens Mellemøsten selv nes under korsfæstelsen. Ifølge Leucius viste før Kristi fødsel.4 Jesus sig for Johannes i sin åndelige skikkelse 6 på Oliebjerget, hvor Johannes grædende havde gemt sig i en grotte, efter at han havde set Jesus på korset på Golgata. Kristus forklarede for Johannes, at hans korsfæstelse kun var et synsbedrag for at forvirre dem, som troede, at han var et almindeligt menneske (”Jeg er ikke ham, som er på trækorset”), og at han faktisk ikke led nogen dødssmerte. Lysets kors, Kristi virkelige symbol, omslutter himlene og skiller materiens lavere verden fra det højere åndelige transcendentale rige. Kristus beretter for Johannes, at dette kors ”undertiden er som en dør, undertiden en vej, undertiden tro, undertiden nåde” – en mystisk vision om vejen til åndelig befrielse fra den lidelsesfyldte materielle verden. Thomas’ Gerninger af Leucius giver et mere detaljeret billede på sjælens frelse fra illusionen og symboliserer det med en lignelse om ’Egyptens drageperle’. Deri sammenlignes sjælen med et kongeligt barn fra Lysets Himmelske Rige. Barnet affører sig sin oprindelige ’himmelske klædning’ (den åndelige krop) og forlader sit hjem for at drage til Egypten (de materielle sansers verden). Der ifører sjælen sig egypternes snavsede klædedragt, en klædedragt af skam (den materielle krop). Mens sjælen bor i Egypten, er han tvunget til at tjene de magter, der styrer den lavere verden (de fysiske love). Denne tjeneste er så hård, at sjælens bevidsthed bliver omtåget af træthed og søvn. Sjælen vækkes af sin slummer af et brev fra sin far, ’Kongen selv’, dvs. af Guds åbenbarede ord, Kristus. Kongens søn får i dette brev anvisninger på, hvordan han kan redde en kostbar perle fra en forfærdelig drage og befri perlen til Lysets Himmelske Rige. Perlen repræsenterer lysets guddommelige gnist, den åndelige del af ens væsen, som må befries fra påvirkningen af mørkets magter, der repræsenteres af dragen. Dragen bliver dysset i søvn af kongens søn, der uophørligt synger kongens navn i dens øre. Da sønnen vender tilbage til Lysets Himmelske Rige med perlen, lader han den materielle krop bag sig og ifører sig en krop af lys (en åndelig krop), ”på hvilken kongens billede strålede i alle farver.” I Lysets Rige hilses sjælen af sin far og andre prinser, som på tilsvarende vis prydes af åndelige kroppe. Sammen går de for at møde kongernes konge, som er den største af dem alle. Andre gnostiske nytestamentelige skrifter Foruden teksterne til Apostelgerningerne af Leucius Charinus findes der en anden nystestamentelig bog, som hedder Egypternes Evangelium, hvori Kristus angives at sammenligne den materielle krop med en ’klædedragt af skam’. Vi erfarer også her, at fødsel og død har sine rødder i seksuelle begær. Dette evangelium var alment værdsat i ældre tider. Clement af Alexandria6 citerede det tilmed i år 170 i sin anden epistel. Clement anerkendes af den moderne katolske kirke som ’kirkelig korrekt’. Det er virkelig besynderligt, at Egypternes Evangelium i dag anses for kættersk. Paulus’ Gnostiske Gerninger var iflg. Pfleiderer ”meget værdsat i den gamle kirke”, men det siger sig selv, at bogen i dag er ukendt. Her finder man, at de restriktioner, som blev foreskrevet af apostelen Paulus til hans tilhængere, var nogle helt andre end dem, der genfindes i Det Nye Testamente. Han lærte sine disciple at være absolut afholdende, at afstå fra at spise kød, at drikke vin og ”i øvrigt ophøre med synd af al slags”. ”I skal ej genopstå fra de døde, om I ikke forbliver kyske og holder jeres kroppe ubesmittede,” siger Paulus. De 12 Apostles Gerninger af Mattæus, en anden gammel nytestamentelig bog, som blev forbudt af den romersk-katolske kirke, nævner, at Johannes Døberen, som døbte Jesus, udelukkende ernærede sig af oliekager. Ifølge den moderne bibel skal Johannes Døberen vist nok have ernæret sig af græshopper. Før det sidste måltid siger Jesus ifølge den gnostiske beretning til sine disciple: ”Det er ikke mit ønske at spise kød sammen med jer ved denne påskehøjtid.” Angående den jødiske sædvane med at slagte offerdyr udtaler Jesus: ”Jeg er kommet for at gøre en ende på ofringen, og 7 om I ikke ophører med at ofre, vil Guds vrede aldrig vige fra jer.” Censureringen af Kristus Kritikere af katolicismen hævder, at for at konsolidere den romerske kirkes magt og få den accepteret som statsreligion i det romerske kejserdømme fjernede de romerske censorer visse kristne læresætninger, som kunne have været kontroversielle for den materialistiske Kejser Konstantin. Som en kommentar til denne overlagte ændring af sandheden skriver G.J. Ousley i forbindelse med De Tolv Helliges Evangelium: ”Hvad disse [censorer] gjorde, var i evangelierne omhyggeligt at slette visse af Herrens forkyndelser, som de (eller Konstantin) ikke havde til hensigt at følge, såsom dem, som indebar forbud mod kødspisning og indtagelse af stærke drikke.” I forlængelse deraf fordømte de romersk-katolske apologeter gnostikerne, som fulgte disse principper strengt, som kætterske kultdyrkere. Som resultat faldt den højtudviklede gnostiske lære i sidste ende i unåde hos de fleste kristne. Hvad der end er tilbage af åndelighed i Det Nye Testamente, kan ikke desto mindre i alle tilfælde føres tilbage til de gnostiske skrifter, som var rige på esoteriske læresætninger om Jesus Kristus. Som Pfleiderer skriver: ”Det var ikke rigtigt at fordømme gnosticismen som modstridende og ødelæggende i sin indflydelse på kristendommen. Tværtimod havde den den mest livskraftige indvirkning på kristendommens udvikling.”7 Kirkemødet i Nikæa førte kristendommen ind på en strengt agnostisk kurs. ’Agnostisk’ betyder slet og ret ’uden viden’ [a: uden; gnosis: viden]. Nutidens kristne har ingen viden om, hvem Kristus virkelig var, og hvad han i virkeligheden lærte. I dag anser kristne f.eks. den anskuelse, at Jesus hverken led eller døde på korset, for Gudsbespottelig. De fastholder, at korsfæstelsen er den vigtigste side af Guds barmhjertighed mod menneskeheden, og at Kristus led fysisk for vore synder, så vi nu kan fortsætte med at synde i hans navn. Det underliggende motiv for 8 denne tro er åbenbar. Kristne er utilbøjelige til at følge nogen form for regler, der begrænser deres sansenydelse, og ønsker derfor frelse på den enklest mulige måde, nemlig ved at have Jesus til at lide for dem på korset. I mangel på åndelig forståelse er den kristne ide om opstandelsen i virkeligheden blevet til en forherligelse af den fysiske krop. Uden viden om den evige sjæl, sådan som den åbenbares i Thomas’ Gerninger af Leucius eller i Bhagavadgita (”For sjælen findes der hverken fødsel eller død.”), identificerer moderne kristne nu livet med den materielle krop. Deres forståelse af Kristus er begrænset til de mest elementære og håndgribelige sansefornemmelser. De tror, at Kristi legeme var en almindelig sæk kemikalier som et hvilket som helst andet menneskes, og at han blev helbredt og evig tre dage efter sin død. Ved hans nåde kommer hver sand kristen på lignende måde til at blive belønnet med en evig fysisk tilværelse i sin opstandne materielle krop, med hvilken han vil komme til at opleve sansenydelse i himlen med sine opstandne familiemedlemmer og venner. Kilden til denne tro er klar. Oprindeligt skelnede den gnostiske lære om Ordet (Kristus) klart imellem materie og evig ånd og identificerede Kristus som en budbringer fra det evige åndelige rige. Kirkens agnosticisme har fordunklet dette, så nutidens kristne er ude af stand til at forstå ånd (dvs. liv) og materie som to forskellige ting. Evigt liv betyder nu ifølge moderne kristen logik en evig fysisk krop. Kulminationen på denne absurditet er den groteske læresætning om adventismen, ifølge hvilken sande kristnes grave vil åbne sig ved Kristi genkomst og de døde kroppe rejse sig og følge med Herren til himlen. Moderne kristne agnostikere må således siges at gå direkte imod Kristus, siden de ikke er villige til at ændre deres syndige vaner og avancere til den åndelige platform ved at følge deres herres instruktioner. I stedet trækker de Kristus ned på en materiel, fysisk platform og bruger hans død som et påskud for at fortsætte med at bryde hans bud. Sådanne materialistiske ugudeligheder for- dømmes i Johannes’ Gerninger af Leucius. Kristi fremtræden i ’materiel’ skikkelse var blot en lila, en guddommelig leg, som han selv udtrykte det: ”Engang legede jeg med alting og kunne alligevel aldrig tage skade......” Og videre: ”Dette, som jeg nu åbenbarer mig i, er ikke, hvad jeg er. Det, som jeg er, vil I få at se, når I er kommet til mig.” Til dem, som troede, at han virkelig var blevet naglet til korset for at blive dræbt, sagde Jesus: ”Jeg blev anset for at være det, jeg ikke er. Jeg var ikke det, som jeg var for mange. De siger andre ting om mig, lumpne ting, som jeg ikke har gjort mig fortjent til.” I denne beretning af Leucius om korsfæstelsen gik Johannes ned fra Oliebjerget efter at have fået denne viden fra Jesus i dennes åndelige skikkelse, og han smilede til alle de andre, som stod og så på og troede, at Jesus var ved at dø. Den særegne romerske form for agnosticisme, der forbigik den sande transcendens ved Kristus og hans læresætninger, resulterede i mange andre bedrag i religionens navn. I takt med kristendommens udbredelse fra Rom til landene i det nordlige Europa opstod behovet for kristne tjenere, som kunne oversætte Biblen fra græsk og latin til de nye proselytters modersmål. Dette førte til endnu større afvigelser fra Kristi oprindelige budskab. Eksempelvis findes der nu nitten henvisninger til Kristi og hans disciples påståede kødspisning i Karun Jacobs engelske udgave af evangelierne, som engelsktalende kristne påberåber sig, når de forsvarer deres kødspisning. Alligevel betyder ikke et af disse ord ”kød” i den oprindelige græske oversættelse: brome (anvendt 4 gange) betyder mad; brusimus (anvendt 1 gang) betyder det, som kan spises; brosis (anvendt 4 gange) betyder mad eller spisningens handling (dette at spise); prosphagion (anvendt 6 gange) betyder noget at spise; trophe (anvendt 6 gange) betyder næringsmiddel; phago (anvendt 3 gange) betyder at spise. Alle disse ord er blevet oversat til ”kød” eller sat i forbindelse med kødspisning.8 Den romersk-katolske kirke havde stor inte- resse i at bibeholde de europæiske massers uvidenhed. Ved at gøre Jesu lære til intet andet end et spørgsmål om blind tro på kirkelige læresætninger blev kristendommen en nem religion at udbrede. Helt naturligt voksede kirkens vælde, magt og indflydelse, siden den ikke satte spørgsmålstegn ved fundamentale syndige vaner som kødspisning og beruselse, som var vidt udbredte i Europas såkaldte kultur. Den katolske Bibel, forkortet og forvansket af kirkefædrene som den var, blev igennem århundrederne et let mål for yderligere misfortolkninger med politiske og økonomiske mål for øje. Ikke mange ved i dag, at Vatikanets arkiver har liggende mindst 40 hyldekilometer af urørte og uoversatte gamle kristne og jødiske skrifter, som i århundreder har været gemt væk fra almenhedens øjne, tilsyneladende for at forhindre problemfyldte, doktrinære stridigheder i at komme for dagens lys og vende op og ned på mange århundreders hævdvundne katolske teser. Overalt hvor der i Middelalderen fandtes gnostisk fejllære som troen på reinkarnation eller forsagelse af kød og vin i kosten, blev de hensynsløst udryddet af Inkvisitionen. Samtidigt begyndte kirkens biskopper at sælge deres mægtige lægmænd verdens første livsforsikringsbrev, en garanti for evigt liv til gengæld for en bestemt sum penge. Givetvis kunne en kirke, som var så baseret på bedrageri, hykleri og synd såvel som undertrykkelse af sandheden med vold, ikke fortsætte til al tid uden at løbe ind i alvorlige vanskeligheder. Reaktionen kom med den protestantiske reformation i 1500-tallet. Hvor voldsom og forbitret den protestantiske fejde end var, formåede den dog på ingen måde at genetablere den oprindelige forståelse af Biblen, der blot blev befriet fra den katolske kirkes tolkningsprivilegium, som i stedet blev placeret i hænderne på lægmænd. Biblen forblev mere eller mindre, som den altid havde været siden dens sanktionering af de romerske censorer. Ingen blandt de protestantiske forkyndere formåede at afdække dens oprindelige betydning, som var gået tabt for over tusinde år tilbage. 9 Resultatet af Reformationen var til syvende og sidst endnu mere besynderlige bibelske tolkninger end tidligere. Mange af nutidens kristne samfund stammer fra den tid, og ingen af dem kan siges at være nået frem til nogen væsentlig forståelse af Kristi sande transcendens og hans budskab til verden. Kristi forsvundne pagt Herren Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, udtaler i Bhagavad-gita (4.7): ”Når der er opgang for irreligion og nedgang for sand religion, nedstiger Jeg for at befri de rettroende, straffe de onde og genoprette de religiøse principper.” Jesus Kristus, Guds søn, siger (Joh. 5.19): ”Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men han gør udelukkende, hvad han ser Faderen gøre, thi hvad Han gør, det gør han ligeledes.” Og videre: ”Og Faderen har givet sønnen magt til at holde dom.” (Joh. 5.27) Jesus Kristus var en reformator, som på Guds anmodning nedsteg for at genindføre religionens ægte principper i jødernes regi, da disse havde afveget fra den rette vej. Der findes tilstrækkelig med henvisninger i Biblen til støtte for dette. Men det fremgår ikke klart, hvori degenereringen i jødedommen bestod, og hvilke reformerende foranstaltninger Jesus ville indføre. Skyldes det, at nutidens kristne religionssamfund er lige så uvidende om deres egen religions sande betydning, som deres jødiske forfædre var det på Jesu tid? Udviklingen af den jødiske religion, som den beskrives i Det Gamle Testamente, følger en række pagter mellem Gud og mennesket, hvorigennem mennesket skulle forlade verdsligheden og overlade sig helt til Guds vilje, tjene Ham og synge Hans lovsang. Målet for jødedommen var aldrig tomme ceremonier, men ren hengivenhed: ”Herre! Åbn mine læber, så skal min mund forkynde din pris, thi i slagteoffer har Du ikke behag, og gav jeg et brændoffer, vandt det Dig ikke. Offer er for Gud en sønderbrudt ånd. Et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter Du ikke ringe, o Gud.” (Salmernes Bog, 51.17-18). 10 Da mennesket må leve i den materielle verden, og da det ofte er urent og ikke har overgivet sig til Gud, åbnede pagten mulighed for dets gradvise renselse. Disse pagter blev reguleret af Gud og Hans profeter alt efter tid, sted og omstændigheder. Kapitel 1 i Første Mosebog omtaler, at mennesket oprindeligt levede hos Gud og ikke besad seksuelle begær. Gud gav mennesket herredømmet over dyrene og forsynede det med urters frø og træers frugter som dets retmæssige føde. Senere blev mennesket fordrevet fra Edens Have på grund af begær, og dermed begyndte dets fald. I Første Mosebogs syvende kapitel finder vi, at Gud tilintetgjorde menneskeslægten for dens ugudelighed gennem et voldsomt syndefald. Kun Noah, hans familie og dyrene i arken overlevede. Som en følge af syndfloden nævnes det, at Noah fik tilladelse til at spise kød, hvilket næppe er underligt, eftersom al vækst på Jorden var blevet forstyrret. Læser man videre i Det Gamle Testamente, finder man, at pagternes tendenser var at mindske kødspisning, vindrikning og forgængelige verdslige forlystelser. Anden og Tredje Mosebog giver menneskene strenge restriktioner med hensyn til kødspisning. Der findes komplicerede forskrifter for kødoffer tilligemed omfattende beskrivelser over efterfølgende tempeltjeneste. Guds aftale med jøderne krævede, at det kød, som spistes af dem, ikke måtte indeholde blod, hvilket praktisk taget er umuligt. Det er lettere at leve af grøntsager end at tømme et stykke kød for den sidste bloddråbe. Disse forskrifter gav Gud som en indrømmelse til menneskenes begær: ”Om du nu, når Herren din Gud har udvidet dine landemærker, som Han har lovet dig, og du får lyst til kød og siger, Jeg vil have kød at spise, så spis kun kød så meget du lyster.” (Femte Mosebog 12.20) I Fjerde Mosebog, hvor jødernes landflygtighed i ørkenen beskrives, sendte Gud dem manna fra himlen, så de ikke behøvede at spise kød. Alligevel længtes de mere efter kød end efter Guds barmhjertighed. Gud blev vred og advarede dem om, at de skulle komme til at spise kød, ”Indtil det står Eder ud af næsen, og I væmmes derved.” (Fjerde Mosebog 11.20) Derefter sendte Gud dem kød. Men ”medens kødet endnu var imellem tænderne på dem, før det endnu var blevet spist, blussede Herrens vrede op mod folket, og Herren lod en meget hård straf ramme folket.” (Fjerde Mosebog 11.33) På lignende måde finder vi i Esajas, at Gud er vred på menneskene i Jerusalem, fordi de ændrede den hellige pagt til en undskyldning for sansenydelse. ”Hvad skal Jeg med jeres mange slagteofre” siger Herren. ”Jeg er træt af vædderbrændeofre, af fedekalves fedt, har ej lyst til blod af okser og lam og bukke.” (Es. 1.11). ”Eders nymånefester og højtider hader Min sjæl. De er Mig en byrde, Jeg er træt af at bære. Breder I hænderne ud, skjuler Jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, hører Jeg det ikke. Eders hænder er fulde af blod.” (Es. 1.14-15) Den store profet Daniel, rådgiver for kong Nebukadnesar i Babylon, var streng vegetar og drak ikke vin. Han ville ikke tilsnavse sig med hverken kongens kødretter eller hans vin, men ernærede sig udelukkende af grøntsager og vand (Dan. 1.3-21). Esserne og terapeuterne, to jødiske munkeordener, som blomstrede kort før Jesu Kristi tid, var også kendte for deres strenge afholdenhed. De holdt sig fra kød, vin og utilladt sex og brugte al deres tid på at lovprise Gud og diskutere skrifterne. Alligevel blev de betragtet som kættere af den tids ortodokse jøder, thi de nægtede at være til stede i synagogerne under de rabbinske gudstjenester, hvor der foregik kødofringer. Jesus fremstod således i en tid med store religiøse modsætninger. Sekter polemiserede over omstridte læresætninger og filosofier, og den jødiske rettroenhed var overbelæsset med overmåde streng ritualisme. Midt i dette var Jesu lære enkel og ren og gengav det dybeste indhold i Det Gamle Testamente såsom ”I kan ikke tjene både Gud og mammon,” [Lukas 16.13] og ”Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet [livets materielle fornødenheder] gives jer i tilgift.” [Matt. 6.33] Jesus underviste med andre ord i fuldstændig overgivelse til Gud uden materialistiske (selviske) motiver om sansenydelse i denne midlertidige verden. Som der står skrevet i Hebræerbrevet, tilbød Jesus Kristus og Hans lære en ny pagt med Gud, en ny mulighed for menneskene for at blive rensede for synd og overgive sig helt til Gud. Pagten om det jødiske kødoffer skulle ophøre, og Kristus lod gælde: ”Thi det er godt at blive styrket i sit hjerte gennem nåde og ikke gennem offermåltider.” (Hebræerbrevet 13.9. I den engelske bibeloversættelse er ”offermåltider” dog blevet til ”kød”, imens det i den officielle danske oversættelse er blevet til ”bestemte spiser”: ”Thi det er godt at hjertet styrkes ved nåden – ikke ved bestemte spiser.”) Kristi nåde var ikke billig. Hans pagt indebar fortsat en fast overenskomst mellem Gud og menneskene, hvorved menneskene skulle reddes af Jesu nåde og gøre Guds vilje. Som Jesus siger i Mattæus (7.21): ”Ikke enhver, der siger til mig, ’Herre, Herre,’ skal komme i himmerige, men den, som gør min himmelske Faders vilje.” Og i Johannes Evangeliet (14.15): ”Hvis I elsker mig, så holder I mine befalinger.” Der findes mange beviser på, at de ældste kristne (apostlene, Clement af Alexandria, Johannes Chysostomos for at nævne nogle9) holdt fast ved de hellige løfter om vegetarisme, renhed og afholdenhed fra stærke drikke. Som vi imidlertid allerede har set det, er disse Kristi bud, specielt de, som angår fortæring af kød, med fuldt overlæg blevet fejet under måtten af kirken. Jesu pagt afskaffede det jødiske kødoffer, og pagten omfattede budet: ”Du må ikke slå ihjel!” I Nikæa begyndte en lang kristen tradition for tekstforvanskning med kun at tillægge ordene ”slå ihjel” betydningen mord på mennesker, men ikke på dyr. På denne måde kunne de kristne fortsætte med at dræbe dyr uden sågar at følge Det Gamle Testamentes forbehold og åbne slagterier på samlebånd for at tilfredsstille deres tunger. Til forsvar herfor citerer de ofte steder i Det Nye Testamente som Pastoralbrevene (tre breve, som Paulus hævdes at have 11 skrevet til Timotheus og Titus), hvori askese og specielt afholdenhed fra fortæring af kød omtales som ”djævelens doktriner”. Men forskning af så respekterede 1800-tals teologer som Schleimacher, Eichhorn, Bauer, Holzmann og Pfleiderer har dokumenteret, at disse breve sandsynligvis er forfalskede på grund af deres uklare tidsangivelser for de hændelser, som brevene gengiver, ejendommelige doktriner og sprog samt en forhastet historisk skildring af kirkeordningen. Pfleiderer skriver: ”Disse tre breve kan kun have sammenhæng med kirkens stridigheder med den gnostiske bevægelse i det andet århundrede.”10 Dette er over hundrede år efter Paulus’ død, brevenes formodede forfatter! Der er grund til at tro, at det ikke er Paulus’ ord, men nogle dogmatiske forfalskninger fra censorerne. Således er en meget væsentlig grund til Jesu fremkomst, nemlig ophøret med kødfortæring i religionens navn (”Jeg er kommet for at gøre en ende på ofringen,”11 og ”At I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod af kvalte dyr.”12), blevet omgjort i Hans navn af kristne, som var yderst villige til at afstå fra offerceremonier, men ikke fra smagen af kød og blod. Lovprisningen af Guds navn Et andet vigtigt punkt i Det Gamle Testamentes pagt var lovprisningen af Guds navn, som særligt fremhæves i Salmernes Bog. Kristus, som kom herned til denne planet ikke for at omgøre loven i Det Gamle Testamente, men for at fuldbyrde den, ønskede også at åbenbare Guds navn for menneskene. Han gjorde dette ved at åbenbare Guds navn igennem sig selv, Kristus, Herrens salvede. Da Jesus vidste, at tiden for korsfæstelsen nærmede sig, var han opsat på, at Guds navn skulle slås fast i verden, som der står i Joh. 12.27-28: ”Dog, derfor er jeg kommet til denne time. Fader, helliggør Dit navn.” Samt: ”Jeg har åbenbaret Dit navn for de mennesker, som Du tog ud af verden og gav mig.” (Joh. 17.6) Guds navn adskiller sig ikke fra navnet på Kristus, Guds bemyndigede stedfortræder. Kristus var i virkeligheden det eneste navn, som 12 Jesus røbede for sine disciple. Han sagde: ”Og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan forherliges af sønnen.” (Joh. 14.13) Og: ”… Faderen må give jer hvad som helst i beder Ham om i mit navn.” (Joh. 14.16; stemmer dog ikke overens med den officielle danske oversættelse) Den gentagne recitation (eller sang) af Kristi navn var en anden detalje, som kirken med tiden har forkastet i den oprindelige kristne pagt. Det er allerede blevet nævnt, at Thomas i Leucius’ beretninger om hans gerninger underviste i gentagelsen af kongens (Kristi) navn for at dysse syndens slange i søvn. I den græsk-katolske kirke vogtedes denne tradition i klostrenes trosbekendelse, der er kendt som Philokalia, der betyder kærlighed til den åndelige skønhed. Begynderne blev rådet til at opsøge en ældste (en åndelig mester eller rådgiver), som skulle gøre vedkommende fortrolig med en bøn, der bestod af ordene: ”Herre Jesus Kristus, hav barmhjertighed med mig.” Målet med denne gentagne bøn var ikke blot rituel. Den var, hvad Philokalia kaldte theosis eller genopvækkelsen af åndeligheden i ens personlighed. I virkeligheden findes der mange traditionelle bønner, som består af Kristi navn og er beregnet til meditativ sang og gentagelse: Christos anesthe (”Kristus er opstået”), iesous Christhos theou uios soter13 (”Jesus Kristus, Guds søn, frelseren”) osv. At synge Jesu Kristi navn er på det nærmeste en ukendt praksis i vore dages kristendom i Vesten, hvilket igen skyldes den romerskkatolske kirkes uvilje mod oplysning. Den hellige Benedikt, det vestlige munkevæsens fader, lagde således ikke megen vægt på recitationen af navnet Kristus, selv om han utvivlsomt har kendt til det fra den ældre kristne tradition og fra selve Biblen. Moderne kristne vil måske hævde, at dette bare er et spørgsmål om forskellige skriftfortolkninger, som menneskene omkring Kristus har gjort. Det allervigtigste er dog, at alle anerkender Jesus Kristus som den eneste frelser, om så mennesker fra visse kulturkredse synger hans navn eller ej. Men Romerbrevet (10.12-13) modsiger dette: ”Thi der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme herre, rig nok for alle dem, der påkalder Ham. Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.” Ud fra de tilgængelige skriftlige beviser indebærer Jesu Kristi pagt to vigtige betingelser, som ikke anerkendes af kirken i dag: Afståelse fra slagtning af dyr og fortæring af kød. Regelmæssig påkaldelse af Jesu Kristi navn for at få syndernes forladelse. Gnosticisme og agnosticisme. Nygnosticisme og nyagnosticisme. Det er ingen overdrivelse at beskrive de mennesker, som Jesus prædikede til, som agnostiske. Et kig på skrifterne vidner tydeligt om den troløshed, som herskede på Kristi tid. For at drage deres opmærksomhed til Guds eksistens var han nødt til at udføre undere: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro” (Joh. 4.48), sagde Kristus. Hans forkyndelse begrænsede sig således til enkle beretninger, som dårligt nok indeholdt nogen form for direkte filosofi: ”Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser og hører og dog ingenting hører.” (Matt. 13.13) Til og med disciplene tvivlede. I Getsemane Have kunne de ikke bede sammen med ham på grund af ”kødets svaghed”. Han blev forrådt af en af de tolv, Judas Iskariot. Peter fornægtede Jesus tre gange, da han blev dømt og ingen forsvarede ham. Thomas kunne ikke tro, at Jesus var opstået fra de døde uden selv at få det at se. På et tidspunkt irettesatte Jesus de tolv og sagde: ”Åh, du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer?” (Matt. 17.17) Da de imidlertid troede, at han var Guds søn, og da de holdt Hans bud, blev Kristi tolv disciple bemyndigede til på Hans vegne at forkynde alt, hvad Han havde lært dem, på trods af, at dette ikke var et fuldstændigt kendskab til Gud: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu.” (Joh. 16.12) I Lukas 9.1 og i Mattæus 10.7-8 finder vi, at Kristus påbød, at disciplene skulle 1) uddrive onde ånder, 2) helbrede syge og 3) prædike om Guds rige. Efter korsfæstelsen og opstandelsen blev Kristi disciple, naturligvis med undtagelse af forræderen Judas, som hængte sig, velsignet af Helligånden til at udføre alle disse ting trods alle deres mangler. Således spredte Kristi disciple igennem inspireret forkyndelse den religion, som nu er kendt som kristendommen, fra Palæstina til Ægypten, Grækenland og det romerske rige. Trods det gik Jesu Kristi oprindelige budskab, som det allerede er blevet påpeget, tabt på grund af den indgroede agnosticisme, som rådede blandt menneskene på den tid. Kristi sande transcendentale natur som Guds søn, der steg herned, blev overskygget og hans personlighed reduceret til de mest fundamentale kropslige funktioner (”Gud i kødet, som udgød sit blod for vore synder”). Hans pagt om afholdenhed fra kød og vindrikning blev forkastet på grund af de dybt rodfæstede vaner, som menneskene i Middelhavslandene havde. I tidens løb blev fortæring af kød og drikning af vin sanktioneret af kirken. Således forlod Helligånden kirken. Efter disciplene og deres nærmeste efterfølgere fandtes der ikke flere forkyndere, som kunne bevise Kristi magt gennem underværker. Tolkningen af Kristi forkyndelse blev et anliggende for fornuftsteorier og ikke for åndelig inspiration, hvilket fremgik af mødet i Nikæa. I 1100-tallet forsikrede Thomas Aquinas således de kristne om, at det guddommelige forsyn havde sanktioneret drab på dyr, og at kvinder ingen sjæl havde. Agnosticismen gik atter sin sejrsgang over den vestlige verden. Årsagen til kristendommens fallit skal findes i, at discipelkæden fra Kristus blev brudt. Oprindelige forkyndelser er gået tabt for aldrig at blive genfundet. Den moderne kirke er kun en tom skal af, hvad den var engang, og nu er den blevet sønderrevet i en mangfoldighed af trossamfund, som hver for sig fremlægger deres fortolkninger af Kristi forkyndelse. Trods det har ingen blandt dem den ringeste anelse om, hvem 13 Kristus virkelig var, eller hvordan han så ud. Kristne er ikke længere sikre på, om den levende sjæl er noget, der eksisterer uafhængigt af kroppen, eller om livet beror på vekselvirkninger imellem kroppens materielle bestanddele. Betydningen af forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden er svøbt ind i et mysterium. Eksperimentel videnskab og kirkelige dogmer har traditionelt haft et mislykket samarbejde, og dette modsætningsforhold har haft en negativ indflydelse på de kristnes tro på Biblens ord som Guds sande ord. Ting som fri abort, fødselskontrol, pornografi og homoseksualitet splitter de kristne i grupper af tilhængere og modstandere. De, som har hørt om Jesu navnkundighed, vil tro. Men de kan ikke komme frem til nogen klar forståelse af Kristus og hans forkyndelser, hvorpå de kan fæstne deres tro, da der ikke findes nogen kirkelig autoritet, som på ægte vis kan forklare denne forståelse til alle kristnes tilfredshed. Krisen i den moderne kirke skyldes afgjort agnosis, en mangel på kundskab. Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed, ISKCON, gør som repræsentant for Vedaernes budskab, således som Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada fremlagde det, ikke fordring på at være en ”kristen” eller ”hinduistisk” sekt. Imidlertid hævder vi, at Guds evige budskab genfindes i de vediske skrifter, og at dette budskab harmonerer med Jesu Kristi oprindelige forkyndelse. De vediske skrifter lærer, at åndeligt liv begynder, når tungen bliver beskæftiget med åndelige ting. En ubehersket tunge er kilden til al synd. På lignende måde udtaler Jakob: ”Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af helvede.” (Jakobs brev 3.6). Tungen har to funktioner, nemlig at smage og at tale. Vil man oplæres til det åndelige liv, må begge tungens funktioner renses. Talens funktioner renses ved, at man reciterer (fremsiger, synger) Guds hellige navn, Krishna, som er etymologisk beslægtet med det græske ord 14 Christos. I virkeligheden udtales ordet ”Krishna” i nogle lokale dialekter i det nordlige Indien som ”Krishto”, og det er velkendt, at grækerne kom i kontakt med sprog og kultur i det nordlige Indien så tidligt som 300 år før Kristi fødsel. Smagens funktion renses ved, at man indtager Krishna-prasada, vegetarisk føde, som er blevet ofret til Herren med kærlighed og hengivenhed. Ved at synge Guds navn og ved kun at spise renset mad kan Krishnas hengivne afstå fra utilladt sex, kødspisning, rusmidler og spil, som er syndens fire tilflugtssteder i vor tid. På denne måde bliver den hengivnes bevidsthed åndeliggjort, så han kan høre og forstå den transcendentale Krishna-bevidste videnskab fra den åndelige mester, guruen, som står i en ubrudt kæde af disciple, der strækker sig 5.000 år tilbage til Sri Krishnas tid. Forkyndelsen af Krishna-bevidsthed er ikke blevet forvrænget eller fordunklet i tidens løb. Den er lige så frisk og klar, som den var, da Herren Krishna talte Bhagavad-gita til Arjuna, for den er blevet bevaret intakt for efterverdenen igennem rækken af åndelige mestre (Brahma-Madhva-Gaudiyasampradaya). Vores bevægelse og dens forkyndelse har vakt uro og bekymring blandt ”ansvarlige” medlemmer af det kristne etablissement. Dr. Johannes Ågård fra Det Evangeliske Teologiske Fakultet ved universitetet i Århus har anklaget vores bevægelse for at prædike nygnosticisme.14 Fader F.W. Haack fra München tolker vor tillid til discipelrækkefølgen som en blanding af ”gnosticisme og fascisme”. Og som det nævntes i begyndelsen, vidste han, at der ikke er nogen harmoni mulig imellem vor ”hindutro” og kristendommen. Hvis vi tager ordet gnosis for det, som det virkelig betyder, og springer over dets tillagte nedsættende betydning, som påduttedes gnosticismen af generationer af kristne ”samfundsrepræsentanter”, kan man ganske givet sige, at Krishna-bevægelsen udbreder gnosis eller jnana (viden). Som Krishna selv forklarer det i Bhagavad-gita 9.1: ”Eftersom du aldrig er misundelig på mig, skal Jeg nu give dig den mest fortrolige viden [jnana] og erkendelse. Når du kender denne, vil du blive befriet fra den materielle verdens lidelser.” Her indrømmer Krishna klart, at Han underviser i jnana eller gnosis. Han giver også Arjuna det råd, at denne fortrolige visdom ikke kan forstås af misundelige personer som f.eks. dem, der anklager Herrens hengivne for at ”blande gnosis og fascisme”. Det flertydige ord ”fascisme” anvendes for at tage afstand fra, at vi accepterer en absolut autoritativ tolkning af skrifterne. Påstanden er, at man lige så godt kan høre skriften fra Adolf Hitlers mund som fra en guru, der står i discipelrækken fra Krishna. Denne holdning afslører med det samme den agnostiske mistro hos ophavsmanden til en sådan påstand. For ham findes der ingen absolut autoritet, man kan støtte sig til i åndelig viden. Men hvis det er tilfældet, må vi til gengæld spørge, hvad har man da en kirke og dens læresætninger til? Agnostikerne kan forsøge at forsvare denne holdning ved at hævde, at Jesus Kristus var den eneste absolutte autoritet, eftersom han ikke var noget almindeligt menneske. Men som vi allerede har forklaret det, findes der i dag ingen levende kristen, som ærligt kan sige, at han har direkte har forbindelse til Jesus gennem kirken. Hvordan kan man have adgang til Jesu absolutte autoritet igennem Bibelen og deraf afledte kirkelige læresætninger, når disse i virkeligheden er menneskers tvivlsomme værk? Kristne agnostikere kritiserer de Krishnahengivnes tilbedelse af guruen. ”På os virker dyrkningen af guruen således, at al den sande indsigt, som findes i ISKCON, bliver usand og giver frit spillerum for manipulation og misbrug af andre mennesker.”15 Trods det blev deres egne læresætninger gennem årene frit manipuleret af alle slags mindre nøjeregnende mennesker, endda derhen, hvor de ikke længere har nogen lighed med Kristi forkyndelse. Var censorerne mere end almindelige mennesker? Var Martin Luther mere end et almindeligt menneske? Er dagens såkaldte ”genfødte kristne”, som hævder, at Jesus har åbenbaret sig direkte for dem i deres hjerter, mere end almindelige mennesker? Forventes det med andre ord af os, at vi blindt skal acceptere disse kompromisfyldte og selvmodsigende spekulationer som den eneste sande vej uanset hvilken udvandet version, der uddeles af en hvilken som helst lægmand? Er Kristus virkelig så billig, at han står til tjeneste for enhver, der udbreder sig på et gadehjørne med sin egen version af Kristi ord? Som tidligere bemærket sagde Kristus: ”Ikke enhver, der siger til mig, ’Herre, Herre!, skal komme i himmeriget, men den, som gør min himmelske Faders vilje.’” (Matt. 7.21) Hvis tolkning er da den rette? Hvilken moderne kristen autoritet eller kirke skal vi rette os efter? Katolikkerne hævder, at vi må acceptere, at Pavens ufejlbarlighed anerkendes af Jesus. Er det korrekt? Lutheranerne mener, at katolikkerne har uret. At læse Biblen med tro og følge vore egne hjerter er alt, hvad der behøves for at blive frelst. Har de ret i det? Mormonerne mener, at paven er blevet erstattet af deres Sidste Dages Hellige, og at deres kirke således er den eneste rigtige. Er det rigtigt? Ifølge Jehovas Vidner hører alle kirker med undtagelse af deres egen Satan til. Har de ret? Syvendedags Adventisterne fastslår, at man skal være vegetar for at blive frelst, men der findes andre adventister, som siger: ”Pris Herren og dræb koen!” Hvem har ret? Præsten Jim Jones hævdede, at han var Kristus. Havde han ret i det? Alle kristne proklamerer: ”Der findes kun én vej!” Trods dette udviser de inden for deres tro en sådan mangfoldighed af rivaliserende veje til Kristus, at det med det samme gør denne dogmatiske påstand absurd og meningsløs. Hvis der kun findes én vej, udpeg da, kære kristne broder, den ene vej blandt jer, som er den rette. Deres eneste forsvar til dette punkt er at sige: ”Vores tradition giver os frihed i skriftlig tolkning, men jeres gør det ikke.” Men frihed i tolkningen ophæver ethvert spørgsmål om tradition og giver frit spillerum for anarki og opløsning. Derfor giver det ingen mening at tale om en kristen tradition. Kristendommen er død. Den døde med den materialistiske manipulering af 15 så mange tåbelige såkaldte ”autoriteter”, som var forblændede af deres egne ubeherskede sanser, tanker og begær efter personlig magt og prestige. Derfor er det klart, at de kristnes mistro til guruens kvalifikationer som lærer af Guds ord er en skepsis, der bunder i deres egen skuffelse over kirkeledernes uduelighed. Med hensyn til hvis fortolkning er den rette, er det egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er et almindeligt menneske eller ej. Hvis man som menneske ikke var kvalificeret til at læse og forklare skriften, ville de kristne være lige så lidt kvalificerede til at forklare Guds ord som os. Det egentlige spørgsmål er snarere, om man er en ren person eller ej. Hvis man virkelig er en renset person og overholder de forholdsregler og læresætninger, som ens lærere har givet én, hvilket er meningen med systemet med guruparampara (discipelkæden af guruer), er man af Gud bemyndiget til at forklare den Absolutte Sandhed og således blive respekteret som Guds rene stedfortræder. Hvis man imidlertid fortsætter med at være knyttet til alle mulige slags forbudte sanselige forlystelser, f.eks. under det uholdbare dække af ”reformation”, vil ens udlægning af skrifterne blot bidrage til at tilsløre deres oprindelige betydning. Når det således er lykkedes en religion at skjule sin mesters oprindelige lære, kan den sandelig kaldes agnostisk. Hvis det var sandt, at Jesus Kristus til alle tider er den eneste vej til frelse, var Gud virkelig en nærig gammel mand, for den vej er allerede blevet blokeret af dødelige menneskers manipulationer. At Gud kan forny sin aftale, når den er blevet brudt af menneskene, ligger dog ikke uden for den bibelske tradition. En sådan fornyelse viser blot endnu engang Guds ubegrænsede barmhjertighed. Hvorfor skulle Hans barmhjertighed være ophørt ved kristendommens død? Nyagnostikerne, ”sektombudsmændene”, de foruroligede kirkelige autoriteter, som frygter indtrængen på deres område, har ingen åndelig kundskab, hvormed de kan opfriske forståelsen 16 hos de vildledte masser, der i stort antal søger til de nye religiøse bevægelser eller til narkotikakulturen, de radikale anarkistbevægelser osv. De kan kun ynkeligt beklage sig: ”Der må gøres en indsats fra kirkens side for at generobre og på ny fremholde dybden og rigdommen i den kristne åndelighed, som har ligget en anelse forsømt, hvilket har drevet mange bort til den nygnostiske løbeild for at søge svar.” Men hvordan kan de redde den kristne åndelighed? Den blev for længe siden gemt af vejen og kasseret i de tidlige romerske censorers klipperum. Hvad nyagnostikerne må give menneskene, er gnosis eller jnana (viden). Men som vi allerede har citeret det fra Herren Krishna, er jnana ikke tilgængelig for misundelige eller nidkære personer, der kun er interesserede i at bevare deres positioner for enhver pris. Kundskaben om Kristi identitet var heller ikke tilgængelig for præsterne og farisæerne i synagogerne i det gamle Jerusalems synagoger. På grund af deres hovmodige ligegyldighed over for essensen i deres egen jødiske tradition var kernen i Jesu forkyndelse simpelthen ubegribelig for dem: ”Thi hvis I troede på Moses, vil I tro på mig; thi om mig har han skrevet. Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?” (Joh. 5.46-47) TILLÆG Den gnostiske strid og den tidlige kirke – et historisk overblik Moderne modstandere af ”nygnosticismen” er hurtige til at undervurdere den rolle, som gnosticismen oprindeligt spillede i kristendommens tidlige historie. De forsvarer på symbolsk vis den ortodokse kristendom som en historisk monolit, der på en enig og harmonisk måde kan føres tilbage til apostlenes tid som et beskyttende skjold for den sande kristne tro og den hævdvundne fjendtlighed mod gnosticismen. Som Mark Albrecht, udgiver af det nyagnostiske magasin Update, hævder: ”Der findes afgjort i kristendommen en ”esoterisk tradition” for forvanskninger. Den har dog været sporadisk, ikke særlig indflydelsesrig og uorganiseret. Den er altid blevet bekæmpet af ortodoksien, hvilket begyndte med den strid, som den ældste kirke førte mod den hellenske gnosticisme.”16 Et historisk kig på udviklingen i de første 400 år af kristendommens historie støtter imidlertid ikke Albrechts tendentiøst forenklede fremstilling. Det, som man almindeligvis mener med gnosticisme i ortodoks kristen forstand og i apologetisk litteratur, er blot den ortodokse kristne beskrivelse af de forkyndelser og handlinger, som tilskrives fire bestemte sekter af gnostiske kristne. Disse blev fordømte af andre tidlige kristne på grund af deres ’nivelleringstræben’, dvs. for på en unaturlig måde at forsøge at forene kristendommen med hellensk, jødisk og babylonsk mystik. Hvorvidt disse sekter overhovedet svarer til deres modstanderes kritiske beskrivelser af dem, er umuligt at sige, eftersom meget lidt i øvrigt kendes til dem. Mere interessant end dette, men meget lidt diskuteret af den moderne ortodoksis forsvarere, er de interne gnostisk/agnostiske stridigheder, som skabte splittelse blandt fremstående skikkelser i den tidlige ortodokse kristendom. Den tidlige gnostisk-kristne fejde har to ansigter: den officielle histories ydre ansigt og ansigtet indadtil, som afslører en kirke i strid med sig selv i en doktrinær magtkamp, hvor åndelig visdom blev ofret til fordel for romersk politisk indflydelse. Der findes seks tidlige kristne autoriteter, som i dag huskes som ”forsvarere af troen” mod den gnostiske synkretisme. Alle disse var modstandere af de fire nivelleringsstræbere i det første århundrede. En nærmere kig på disses liv afslører dog ikke disse seks som repræsentanter for et harmonisk, konsekvent ortodoksi, sådan som moderne kristne apologeter vil have os til at tro det. Snarere tværtimod. Nogle af disse var tydeligt gnostiske i deres forståelse, mens andre var antifilosofiske fanatikere. En kort beskrivelse af disse personer følger. 1. Skt. Irenæus (ca. 130–ca. 200) var en apologet for den romerske kristendom. Han er kendt for sit værk Adversus Haereses (på dansk ”Mod kætterne”). Han bekæmpede de fire synkretiske kristne sekter, som truede den romerske kirkes indflydelse. Vores viden om disse sekter går også tilbage til ham i hans klassiske beskrivelse af dem (de fire sekter var Simon Magius’ syriske gnostikere, Markions sekt, Valentinius’ sekt og Basildes sekt). Irenæus’ motiv for at tilintetgøre disse grupper var ikke blot doktrinært, men også politisk. Han er berømt for sin ofte ytrede udtalelse: ”Hver kirke må stemme overens med den romerske kirke på grund af dens mere effektive lederskab.” Det behøves knapt nok pointeres, at Irenæus, en ledende skikkelse i kirken i Lyon, loyalt repræsenterede den romerske kirkes interesse. 2. Clement af Alexandria (150–216) var en ledende rådsherre fra den ”Aleksandrinske teologi”, som påbegyndtes af Philo (også kendt som Filon). Selv om han var en overbevist modstander af de synkretiske sekter, fornægtede han ikke gnosticismen, men udtalte: ”Den fuldkomne kristne er gnostiker.” Han underviste i en læresætning, som han kaldte ”Naturens sande gnostiske videnskab”. Ifølge ham var denne gnosticisme gået i arv i ubrudt discipelrækkefølge fra Jesus gennem Peter, Jakob, Johannes og Paulus. Han stod derfor i et modsætningsforhold til de romerske kristne, som erklærede: ”Filosofien skal bandlyses fra kirken.” Clement var tvunget til uophørligt at forsvare sig mod den voksende agnosticisme blandt sine egne ortodokse kristne trosfæller: ”Filosofien er ikke en trold, som vil løbe væk med os, sådan som jævne folk tror det,” skrev han. ”Skal litteraturen blot overlades til hedninge og ateister? Mine læresætninger er ikke mine egne, men er blevet ladt i arv fra apostlene.” Clement måtte holde en stor del af sine gnostiske læresætninger hemmelige for at undgå stridigheder med sine agnostiske modstandere. Trods det hæves han til skyerne af den irske teolog Anthony Hort i dennes Ante-Nicene Fathers: ”Med Clement når den kristne teologi i visse betydningsfulde henseender sit højdepunkt… Der har ikke været nogen, hvis indsigt i, hvad Jesu Kristi tro var tilsigtet at skulle gøre for 17 menneskeheden, var så fuldlødig og så sand.”17 3. Tertullian (160–220) var en ret bizar figur i den tidlige kirkes historie. Han førte en bitter kamp mod den markonianske synkretisme og andre kættere. Ifølge psykoanalytikeren Bernhard Nister var Tertullians strenghed, intolerance, stridslyst, modsigelyst og voldsomme reaktioner mod oppositionen nærmest paranoide. En del af hans skrifter såsom afsnit fra Adversus Praxean blev indlemmet i den katolske doktrin og anses stadig for at være fuldgyldige udtryk for den katolske tro. Trods det forlod han selv den katolske kirke for at slutte sig til en asketisk sekt, montanisterne. Skønt hans læresætninger i høj grad påvirkede den romerske katolicisme, betragtes han således officielt som kætter på grund af sit frafald fra kirken i Rom. 4. Hippolytus (170–236) var elev af Irenæus og fortsatte sin mesters mission i kampen mod synkretismen, dog med betydeligt mindre diplomati. New Catholic Encyclopedia beskriver ham således: ”Hans lidenskab, umedgørlighed og strenghed havde til følge, at han gik til angreb på strengt ortodokse læresætninger omkring teologien, kirkeorganisationen og kirkeordningen. Hippolytus var en mand med et voldsomt temperament og med den hårdeste strenghed.”18 Han endte med selv at undervise i en form for kætteri og blev bandlyst fra Rom til Sardinien af kejser Maximus Trax. 5. Origenes (185–253) var den sidste repræsentant for den alexandrinske teologi og en stor modstander af synkretismen. Teologen og Cambridge-professoren William Ralph Inge (1860-1954) skrev: ”Origenes’ dobbelte bedrift var at bekæmpe gnosticismen og give filosofien en anerkendt plads i kirken.” Det sidste var den pris, som de konservative måtte betale for den første. Alligevel blev Origenes erklæret gnostisk kætter ved kirkemødet i Konstantinopel 553 e.Kr., da han hævdede, at a) Kristi opstandne krop var åndelig, b) sjælen er evig og adskilt fra den midlertidige krop samt findes i alle arter af liv 18 fra mennesker til planter, c) straffen i helvede er opspind og ej evig, eftersom ”Gud kan ikke hade nogen verdens ting, og den udødelige sjæl kan ikke tilintetgøres.” Til og med djævelen har en sjæl i Guds billede og kan finde frelse, om han afstår fra sit djævelske levned, skrev Origenes. 6. Skt. Epifanios af Cypern (315–402) var en mand med ”en middelmådig græsk kultur bag sig” og ”betragtede filosofien som en kilde til kætteri.”19 Han bekæmpede Origenes lidenskabeligt, men kunne ikke finde noget logisk modbevis til dennes læresætninger. Skt. Epifanios var stærkt involveret i kirkepolitik. Ud over at bekæmpe Origenes var han i adskillige tilfælde uenig med Malitius, Skt. Basil, Vitalis, Prufinus fra Aqualea, Paladius, Biskop Johannes fra Jerusalem og Skt. Johannes Chrysostomos. Derudover huskes han for sin kritik af de fire synkretiske sekters gnostiske tekster, der med undtagelse af visse afsnit, som han har noteret i sine skrifter, er ukendte i dag. Den tidlige kirkestrid mod de officielle gnostikere, dvs. de fire synkretiske sekter, har en tilbøjelighed til at fordunkle den virkelige strid, som førtes om doktriner og politisk overhøjhed og var mest udtalt mellem to knudepunkter for ortodoksien, nemlig Rom og Alexandria. Den aleksandrinske teologi var gnostisk, mens den romerske teologi var agnostisk. I og med Konstantins omvendelse regerede den romerske teologi uindskrænket. Det samme gjorde den romerske agnosticisme. Siden den tid har gnosis været et fælt ord og synonymt med kætter. Sammenhængen mellem den romerske kirkes magtopsving og udarbejdelsen af den moderne bibel er åbenbar. I denne sammenhæng skrev Biskop Wilberforce: ”En del mennesker er ikke klar over, hvordan manuskriptet til Det Nye Testamente i høj grad blev manipuleret efter kirkemødet i Nikæa. I sin introduktion til Det Nye Testamente fortæller Professor Nestle os, at visse lærde mænd, de såkaldte censorer, udnævntes af de kirkelige myndigheder og ganske enkelt fik til opgave at korrigere teksten til skrifterne i de såkaldte ortodokses interesse.” Den tidligste godkendelse af den såkaldte virkelige Bibel fandt sted ved kirkemødet i Karthago i 397 e.Kr., ca. 75 år efter, at den romerske katolicisme var blevet den herskende religion. De apokryfiske handlinger, som var blevet udelukkede fra den katolske bibel, bestod ikke blot af de tidlige sekteriske skrifter fra grundlæggerne af de fire synkretiske sekter, men også af skrifter, som kristne mennesker andre steder i middelhavslandene accepterede som Guds åbenbarede ord. Den forsmædelighed af politiske intriger, som omgærder den kanoniske bibel, er ikke blevet forbigået i tavshed, ikke engang af medlemmer af den moderne kirke. Den tyske 1800-tals teolog W. Wrede rejste dette spørgsmål i en afhandling i 1897: ”Hvorfor skulle vor videnskab om f.eks. teologien i Det Nye Testamente netop behandle disse tekster og kun disse? Svaret er: fordi kun disse tilhører den kirkelige retningslinie. Men svaret er ikke tilfredsstillende. Når vi én gang er slået ind på begejstringens vej, kan den dogmatiske læresætning ikke længere opretholdes.”20 Intet nytestamentligt skrift var kanonisk ved sin fremkomst. Udtrykket ’kanonisk’ betyder i bund og grund blot, at det efter at være blevet nedskrevet blev autoriseret af kirkens ledende skikkelser mellem det første og tredje århundrede efter Kristus, muligvis efter stor usikkerhed i beslutningsfasen. ”Den, som forsat betragter opfattelsen af kirkens retningslinier som gældende, underkaster sig dermed den autoritet, som biskopperne og teologerne fra disse århundreder indstiftede.”21 Fodnoter 1 Se tillægget i artiklens afsluttede del. 2 Otto Pfleiderer, Primitive Cristianity, Reference Book Publishers Inc., Clifton, New Jersey, 1965 vol. 3, s. 171. 3 Sammesteds, s. 217. 4 Se sammesteds, kapitel 6 (The Beginning of Christianity). Her sporer Pfleiderer kilderne til læresætningen om ordet så langt østpå som til Persien. Det er velkendt, at Oldtidens 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 persisk-ariske mystik havde rødder til fælles med Oldtidens Indiens vedisk-ariske religion. Tischendorf, acta apolostorum apocrypfa, Leipzig 1851. Wright, Apocryphla Acts of the Apostles (syrisk version med engelsk oversættelse), London 1871. Lipsiusm Die apokryphen Apostelgeschisthen und Apostellegenden, 3. bind, 1883-90. Harnck, Chronologie der altchristlichen Litteratur, 541 ff. Acta Johannis, 1880. Se tillægget i artiklens afsluttede del. Se 1, s. 270. V.A. Homes-Gore, Why Kill for Food, IVC Publishers 1973. Johannes Krysostomos (ca. 347-407) skrev: ”Vi kristne ledere praktiserer afholdenhed fra at fortære dyrekød for at føde vore kroppe… Den unaturlige fortæring af kødmad er forurenende.” Se fodnote 2, s. 376. Fra De Tolv Helliges Evangelium. Apostlenes Gerninger 15.29. De græske begyndelsesbogstaver i denne remse tydes i-ch-th-u-s, som er det græske ord for fisk, et traditionelt kristent symbol. Johannes Aagaard, New Religious Movements Update, Dialogcentret, Aarhus, vol. 1, udgave 1, maj 1981, s. 42. Mundtlig reaktion fra ”genfødte kristne” ved en Hare Krishna-festival i Berkeley, Californien, i maj 1976. Update: Dialogcentret, Aarhus, Vol. V, udg. 2, august 1981, s. 26. Anthony Hort, Ante-Nicene Fathers, 1895, s. 93. New Catholic Encyclopedia, McCraw-Hill Co., 1967, vol. 6, s. 1140-41. New Catholic Encyclopedia, vol. 5, s. 478. W. Wrede, Über Aufgabe und Methode der sogenannten Neutestamentlichen Theologie, Göttingen 1897. Udgivet på engelsk i 1973 som The Task and Methods of New Testament Theology i ’Studies in Biblical Theology’. Wrede 1897. 19 Levede Jesus i Indien? af Lalitanatha Dasa ”Over hele Centralasien, i Kashmir og Ladakh og Tibet og selv længere nord på er der en stærk tro på, at Jesus eller Isa rejste der. Nogle mener, at han også besøgte Indien.” (Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister, i et brev til sin datter Indira i 1932). Mange steder i Østen er der legender og overleveringer enten om Jesus eller en anden stor helgen, der levede på samme tid som han og gjorde den samme slags gerninger. Er der en anden historie om Jesus end den, vi normalt hører? Hvor var Jesus i sin ungdom, som Biblen er helt tavs om? Døde han på korset eller… ? I 1877 drog en ung russisk læge, Nicholas Notovitch, på en flerårig rejse til Indien. Han besøgte Afghanistan, det nuværende Pakistan, og Kashmir og endte i Ladakh, der ligger klemt inde mellem Kashmir og Tibet. I Ladakh kom han alvorligt til skade med et brækket ben, da han blev kastet af hesten. Han opholdt sig følgelig i en længere periode i Hemis, et buddhistisk kloster, hvor munkene tog sig af ham, til han var rask. Under hans ophold i Hemis viste en af lamaerne ham nogle gamle tibetanske skriftruller, der fortalte, hvordan Jesus havde været i Indien i mange år. En tolk oversatte skrifterne for Notovitch, der kopierede en del af dem. Skrifterne fortalte Jesu liv fra fødsel til død. Det mest interessante var hans liv fra hans trettende til hans 30. år, som de gængse kristne skrifter intet fortæller om. Ifølge de tibetanske skriftruller havde Jesus, som her blev kaldt Issa, forladt Palæstina og levet blandt buddhisterne i Tibet. Han havde også opholdt sig seks år i Jagannatha-templet i Puri i Orissa. Her blev han oplært af brahmanaerne, men endte med at blive fordrevet af dem, da han 20 underviste vaisyaerne og sudraerne og prædikede imod kastevæsenet, der forbød alle andre end brahmanaer og ksatriyaer at høre Vedaerne. Han vendte tilbage til buddhisterne i Tibet og rejste til sit hjemland Palæstina som 30-årig, hvor Biblen igen fortæller om ham. Nicholas Notovitch selv var overbevist om, at han havde gjort sin tids vigtigste skriftfund. Da han kom tilbage til Europa, udgav han Kristi Ukendte Liv i 1894 på basis af sine noter fra Hemis-klostret. Bogen vakte opsigt, furore og fordømmelse fra den etablerede kirke. Ikke overraskende forkastede de fleste kristne lærde bogen som pure opspind. Nicholas Notovitch står imidlertid ikke alene. Mange andre før ham har sagt noget lignende, og efter hans tid har mindst syv andre personer besøgt Hemis og så sent som i 1970’erne hævdet at have set de gamle skrifter. Andre buddhistiske templer såvel som templet i Jagannatha Puri siges også at ligge inde med lignende skriftruller fra Oldtiden. Endnu vigtigere er det nok, at talrige traditioner fra Østen inklusive en passage i Bhavisya Purana såvel som islamiske kilder og sågar en gammel romersk legende hævder det samme. Disse beretninger modsiger de kendte evangelier på flere områder. Ifølge dem skal Jesus have overlevet korsfæstelsen, flygtet fra Palæstina og i mange år rejst rundt sammen med sin moder, Maria, og sin discipel Thomas og prædiket indtil sin død i Kashmir. Issa og Yuz Asaf Navnet Issa går igen mange steder. Isa eller Issa siges at stamme fra syrisk Yeshu (Jesus). I skriftrullerne fra Hemis kaldes han Issa, og Koranen såvel som Bhavisya Purana kalder ham Isa. Flere stednavne over hele Asien kan spores tilbage til navnet Issa. Et andet navn for Jesus kan have været Yuz Asaf. Den første muslimske forfatter, der har sat overleveringen om, at Jesus rejste til Indien i sin ungdom, sammen med Yuz Asafs rejser i det sydvestlige Asien i den anden del af det første århundrede, var en historiker fra det 10. århundrede, Shaikh Al-Said. Den tyske professor Holger Kersten udgav i 1986 bogen Jesus Lived in India. Kersten havde konstateret, at både i Tyrkiet og Iran er der gamle historiske beretninger om Yuz Asaf, hvis gerninger, mirakler og undervisning minder slående om Kristus og efter al sandsynlighed virkelig var ham. Ifølge Kersten skal Jesus således have rejst i seksten år i Tyrkiet, Persien og måske også Vesteuropa og England. Han kom til sidst til et sted i nærheden af Kashmir, hvor Moder Maria døde. Efter mange år i Kashmir, hvor folk ærede ham som en stor profet, døde han som 80-årig og blev begravet i Srinigar. I det østlige Pakistan nær Kashmir siges Marias grav at findes på en bjergtop uden for en lille by, der hedder Murree eller Mari. Graven kaldes Mai Mari da Asthan, som betyder Moder Marias sidste hvilested. Hendes grav vender øst-vest som i jødisk tradition i stedet for nord-syd som i islamisk tradition. Længere østpå i Kashmir nær Srinagar findes et monument af sten: Salomons trone. Monumentet har fire inskriptioner, hvor de sidste to er de mest interessante. De er ikke længere læselige, men de er beskrevet af en muslimsk historiker, Mulla Nadiri, i 1413. En oversættelse af hans persiske tekst lyder: ”På denne tid erklærede Yuz Asaf sig som profet. Han er Jesus, Israels børns profet.” Flere skrevne og mundtlige traditioner fortæller, at efter sin død blev Yuz Asaf begravet i Srinagars gamle bydel. Et lille hus er blevet op- ført over graven og har været konstant bevogtet af en rækkefølge af vagter, der skulle gå helt tilbage til tiden for Yuz Asafs begravelse. Hvert år kommer hundreder af muslimer, kristne, hinduer og buddhister for at besøge graven, i øvrigt et enestående eksempel på enhed imellem de store religioner. Bhavisya Maha Purana har ti vers, der antyder, at Jesus var i Indien/Kashmir på Kong Shalivahans tid, der sættes til at være mellem år 39 og 50. Kongen skal have mødt Jesus femten kilometer nordøst for Srinagar. Da kongen spurgte, hvem han var, skal Jesus have svaret, at han var Yusashaphat (Yuz Asaf), og at han var blevet kendt som Isa Masih (Jesus Messias). Disse vers dateres af forskere til at være nedskrevne omkring år 115. Et andet interessant eksempel: I det nordvestlige Afghanistan faldt antropologen O. M. Burke, der forskede i sufismen, i 1976 over et religiøst samfund på omkring 1.000 mennesker, der er hengivne af Yuz Asaf, som de også kalder Isa, Maryams søn. Ifølge deres tradition undslap Isa, profeten fra Israel, korset, rejste til Indien og slog sig ned i Kashmir. Han udførte mange mirakler. Burke kaldte denne sekt for kristne, men gjorde opmærksom på, at de afveg betragteligt fra gængse kristne. I bogen Among the Dervishes fortæller Burke om dette kristne samfund midt i det muslimske Afghanistan: Tilhængerne af Isa, Maryams søn, kalder generelt sig selv muslimer og bor i et antal landsbyer, der er spredt over Afghanistans vestlige område, hvis midtpunkt er Herat. Jeg havde flere gange hørt om dem, men gik ud fra, at de sandsynligvis var blevet omvendt af europæiske missionærer fra det østlige Persien, eller også var en rest fra dengang, Herat havde været et blomstrende bispesæde, før araberne erobrede Persien i det syvende og ottende århundrede. Men ifølge deres egen fremstilling, og fra hvad jeg kunne observere, virker de til at have en 21 meget ældre afstamning. Jeg fandt frem til dem igennem en af stedfortræderne for Gazargas Mir, Muhammeds efterkommer, under hvis beskyttelse de står. Gazarga er helligdommen, hvor Abdullah Ansar, en sufimystiker og stor lokal helgen er begravet i en pragtfuld grav, der tidligere var meget besøgt af Indiens kejsere og andre dignitarer. Der må være omkring 1.000 af disse kristne. Deres overhoved er Abba Yahiyya (Fader John), der kan fremsige rækkefølgen af lærere over næsten 60 generationer tilbage til Isa, Marias søn, af ‘Nazara’, fra Kashmir. Ifølge disse mennesker undslap Jesus fra korset, blev skjult af sine venner, fik hjælp til at flygte til Indien, hvor han før havde været i sin ungdom og slog sig ned i Kashmir, hvor han holdes i ære som en lærer fra gammel tid, Yuz Asaf. Det er fra denne periode i Jesu formodede liv, at disse folk hævder at have fået deres budskab. Jeg havde adskillige samtaler med Abbaen. Der var dog kun var få punkter, som vi kunne genkende af den kristne doktrin, sådan som vi kender den i dag, hvilket ikke er unaturligt, hvis hans historie er sand. Abbaen levede på et landbrug og sagde ligesom alle disse ‘kristne’, at deres lærer stillede som et krav, at hans tilhængere altid skulle have et verdsligt erhverv. Jesus var ifølge dette samfund tømrer og også fårehyrde. Han havde evnen til at udføre mirakler, og han ‘døde faktisk for sine folks skyld’. Denne død var forbløffende nok ikke den død, som det almindeligvis antages. Døden var en virkelig død, men den fandt sted, før Jesus startede sin mission, og det var som et resultat af denne erfaring, at han mødte Gud og blev sendt tilbage til menneskeheden for at advare menneskene om deres mulige skæbne, hvis de ikke søgte kærlighed og sandhed. ‘Masihs Traditioner’ (Masih betyder ’den salvede’) er navnet på dette samfunds hellige bog. De tror ikke på Det Nye Testamente, eller rettere siger de, at Masihs Traditioner er det Nye Testamente, og at evangelierne, som vi har, er delvist sande, men generelt skrevet af folk, der ikke forstod deres Mesters lære. 22 Abba Yahiyya, en imponerende skikkelse med en helgens ansigt, var helt sikkert en lærd mand, og han kendte sine egne skrifter plus temmelig mange af de jødiske tekster, ret godt endda. Han havde hørt om ’kætterne’ og deres lære, sådan som han kaldte dem, vi ville kalde de forskellige kristne sekter, som vi kender til, og han ville intet have med dem at gøre. ”Min søn,” sagde han på sit blide persiske med accent. ”Disse folk læser og gentager en del af historien. De har fuldstændig misforstået budskabet. Vi har historien, som Mesteren har fortalt os, og igennem ham vil vi blive frelst og gjort hele. Nogle af de begivenheder i det dokument, som I kalder Biblen, er sande, men en stor del af dem er opdigtede eller indbildning eller er der af mindre værdige grunde. Isa levede i over tredive år, efter at det materiale, som I har, var færdiggjort, og han fortalte os det, der var sandt.” I korte træk er doktrinen, at Jesus var Guds søn, fordi han havde opnået den status gennem sin godhed og sine opofrelser. Således var han i alle henseender som en guddommelig person. Han kom efter Johannes Døberen, der selv havde opnået det højeste niveau af åndelig udvikling, som var mulig på den tid. Johannes døbte med vand, og Jesus med ånd og ild. Det var de tre stadier af forståelse, som disse kristne underviste i. Der var til at begynde med en del forvirring, for jeg talte om sakramente og om at blive frelst, og det tog mig et stykke tid, før det gik op for mig, at Abba Johns folk anså dåb, Helligånden og Guds Rige for at være tre stadier i menneskelig oplysning. Det er, hvad de hævder er kirkens funktion: bevarelsen og administrationen af disse tre ’udviklinger’ for de troende. Der er et rituelt måltid ligesom den sidste nadver, men den foregår én gang om ugen. De indtager brød og vin, men som symboler på de grovere og finere næringsmidler, der er erfaringerne af opnåelse af nærhed til Gud. Imens det er muligt at anse disse folk som slet og ret kættere eller som tilhængere af en eller anden, der efterlignede Jesus, var jeg ikke desto mindre imponeret af deres fromhed, af deres følelse af vished og deres mangel på de ubehagelige former for lidenskab, som man ofte finder i mindretalssekter. De var også overbeviste om, at den dag ville komme, hvor verden ville opdage sandheden om Jesus. Når dette ville ske, ville det være Tilhængernes mission at træde åbent frem og undervise dem, der ønskede at tro på Jesus, i de metoder, gennem hvilken en mand eller en kvinde kunne ’træde ind i Riget’.” Apollonius af Tyana Bevæger vi os til en anden del af verden, finder vi i romerske tekster en beretning om en mystisk person ved navn Apollonius af Tyana. Han skulle være født ved begyndelsen af den kristne æra og død i år 97. Hans liv beskrives i en biografi, der er skrevet i Rom af den græske filosof Filostratus omkring år 220. Forskere har haft svært ved at fastslå, hvad der er korrekt, og hvad der er opspind med hensyn til Apollonius. At han var en historisk person, er sikkert. Origines nævner ham med henvisning til fire bøger, der var skrevet af en vis Moeragnes, men ikke findes længere. Den græske retoriker Lucian nævner ham også, og historikeren Cassius Dio omtaler ham to gange som en virkelig historisk skikkelse. Hvor og hvordan Apollonius af Tyana døde, antyder Filostratus ikke. Han har ingen kendt grav på trods af hans historiske betydning, hvilket passer med, at hans navn er et pseudonym, og/eller hans gravsted lå uden for det romerske rige. James Deardorff skriver, at det virker nærliggende, at Jesus valgte at færdes under et pseudonym inden for det romerske rige. I sin biografi tilskriver Filostratus Apollonius de samme evner, som evangelierne fortæller om Jesus: Han helbredte de syge, fordrev ånder og kunne spå om fremtiden. Engang bragte han en død pige tilbage til livet. Filostratus gik så vidt som til at antyde, at imens Apollonius reelt var i live, troede hans tilhængere, at han var stået op fra de døde. Sammenhængen imellem Apollonius og Jesus gik ikke ubemærket hen af indflydelsesrige kristne. Eusebius (kirkehistoriens fader, død ca. 340) kendte til den og undsagde dem, der skrev gunstigt om Apollonius. Til alt held gik Filostratus' biografi ikke tabt ligesom andre bøger om Apollonius, måske fordi Filostratus kun indirekte antyder, at Apollonius og Jesus er samme person. Et andet sammenfald bestyrker teorien om, at Apollonius er ingen anden end Jesus. Filostratus beskriver, at Apollonius rejste så langt væk som til Taxila, der ligger i Pakistan, hvor han skulle have boet hos Kong Gundaphorus i flere dage. I en anden bog af en helt anden forfatter, Thomas Gerninger, fortælles det, at Jesus besøgte den samme konge. Hvem var Jesus? Mange af disse legender og overleveringer, som de ovenfor nævnte kun udgør et lille udpluk af, virker måske ubekendte og utrolige for os, der er af vestlig oprindelse, fordi de er blevet så systematisk tilsidesat og undertrykt i Vesten. Andre steder i verden er de en naturlig del af en kulturel arv. Ser man dem samlet, opdager man et meget klart sammenhængende billede, der viser en endnu mere fantastisk skikkelse i personen Jesus, end vi allerede kender til. Vi skal have i mente, at på et meget tidligt tidspunkt bandt den kristne kirke i Europa sig til en bestemt opfattelse omkring Jesus, hvor hans korsfæstelse, død og genopstandelse blev tildelt en altafgørende teologisk rolle. Hele kirkens autoritet og troværdighed hvilede på denne grundtanke. Fra det øjeblik, den opfattelse var cementeret, var der ikke længere plads til nogen form for overvejelse af nogen alternativ historisk skæbne for Jesus, hvor underbygget og veldokumenteret denne historie end måtte være. Fodnoter. 1. Oprindeligt udgivet på tysk: Jesus lebte in Indien – Sein geheimes Leben vor und nach der Kreuzigung. Ullstein-Verlag, Berlin 1998. 2. Omar Michael Burke, Among the Dervishes, London: Octagon Press, 1976, s. 107. Se også http://www.theapricity.com/forum/ archive/index.php/t-18454.html. 23 Krishna og Kristus af Srila Prabhupada Som afslutning på diskussionen om Jesus og Krishna-bevidsthed bringes her nogle citater fra Srila Prabhupada om Jesus med forklaringer indskudt af hans discipel Mathuresa Dasa. Srila Prabhupadas citater er indrykket og anført med citationstegn. Symptomerne på en sadhu [en helgenagtig person] er, at han er tolerant, barmhjertig og venlig over for alle levende væsener. Han har ingen fjender, han er fredfyldt, han følger skrifterne, og alle hans karaktertræk er ophøjede. (SrimadBhagavatam 3.25.21) Uanset hvad vores bestemte reliøse tro er, er der nogle religiøse principper, der er universelle. Hvordan disse principper viser sig i karakteren hos religiøse ledere og deres tilhængere og i måden, de lever på, er den sande test på et ægte åndeligt liv. Srila Prabhupada pegede ofte på Herren Jesus Kristus som et eksempel på en sådan ægthed. ”Ifølge Srimad-Bhagavatam skal enhver ægte prædikant af Gudsbevidsthed have kvaliteterne titiksa (tolerance) og karuna (medfølelse). I Herren Jesus Kristus finder vi begge disse kvaliteter. Han var så tolerant, at selv mens han blev korsfæstet, fordømte han ingen. Og han var så fuld af medlidenhed, at han bad til Gud om, at Han ville tilgive selve de personer, der forsøgte at slå ham ihjel.” Hengivne af Gud skal være tolerante, for det er deres pligt at minde os om, at varig lykke ikke findes i den materielle verden, men kun i hengiven tjeneste til den Højeste. ”Det religiøse princip betyder, at dette materielle liv ikke er lykkeligt… Man kan nævne Herren Jesus Kristus, Buddha, Herren Caitanya eller Krishna… Ingen af 24 dem siger: ’Man kan justere situationen, så man kan leve fredfyldt her.’… Dette er ikke et sted, hvor man kan leve og være lykkelig. Sadhuen har den utaknemmelige opgave at indskærpe vigtigheden af hengiven tjeneste. Somme tider bliver hengivne personligt angrebet med vold. Herren Jesus Kristus blev korsfæstet, Haridasa Thakura blev pryglet på 22 markedspladser, og Herren Caitanyas vigtigste hjælper, Nityananda, blev voldeligt overfaldet af Jagai og Madhai. Men de var fortsat meget tolerante, for deres mission var at udfri de faldne sjæle.” Selv om det er uvidende og overfladisk at tro, at sådanne ophøjede hengivne kan blive slået ihjel, var Herren Jesus Kristus og andre villige til at ofre deres liv for at befri de uvidende. Om Kristi korsfæstelse udtalte Prabhupada: ”Selvfølgelig kunne de ikke virkelig slå ham ihjel. Men de troede, at han kunne slås ihjel, så de begik en stor forseelse. Da Kristus blev korsfæstet, bad han: ”Fader, tilgiv dem. De ved ikke, hvad de gør.” En helgenagtig person er imidlertid ikke kun barmhjertig over for mennesker. Han er suhrdam sarva-dehinam, barmhjertig over for alle legemliggjorte væsener – dyr såvel som mennesker. ”Herren Jesus Kristus eksemplificerede dette med sin lære ”Du må ikke slå ihjel.” Men de kristne vil gerne fejlfortolke denne instruktion. De tror, at dyr ingen sjæl har, og at de derfor frit kan slå milliarder af uskyldige dyr ihjel på slagterierne. Så selv om der er mange personer, der bekender sig som kristne, er det meget vanskeligt at finde bare én, der strengt følger Herren Jesu Kristi instruktioner.” De fleste kristne protesterer imod denne direkte forståelse af Kristi bud og foretrækker i stedet at tolke ”slå ihjel” som ”myrde”. ”Vi bør afstå,” hævder de, ”fra at slå mennesker ihjel. Det er det, der menes.” Srila Prabhupada bemærkede om denne mentalitet: ”Hvis I vil fortolke disse ord, er det en anden ting, men vi forstår den direkte betydning. ’Du må ikke slå ihjel’ betyder ’Kristne må ikke slå ihjel’. Man kan komme med fortolkninger for at fortsætte med den nuværende handlemåde [dyreslagtning], men for os er det helt klart, at der ikke er brug for nogen fortolkning. Fortolkning er nødvendig, hvis noget ikke er klart. Men her er betydningen klar. ’Du må ikke slå ihjel’ er en klar instruktion. Hvorfor skulle vi fortolke den?” Man kan selvfølgelig spørge: ”Kan Krishna ikke give lov til at spise dyr?” Fader Emmanuel Jungclaussen fra klostret Niederalteich i Vesttyskland stillede engang Srila Prabhupada dette spørgsmål. Srila Prabhupada svarede: ”Jo, i dyreriget. Men det er ikke meningen, at det civiliserede menneske, det religiøse menneske, skal slå dyr ihjel og spise dem. Hvis I holder op med at slå dyr ihjel og reciterer Kristi hellige navn, vil alt være perfekt. Jeg er ikke kom- met for at lære dig noget, men kun for at bede dig om at recitere Guds navn. Biblen forlanger også dette af dig. Så lad os samarbejde og synge Guds navne, og hvis du har en fordom imod at synge navnet Krishna, så syng Kristos – der er ingen forskel. Sri Caitanya sagde: ’Gud har millioner og millioner af navne, og fordi der ingen forskel er på Guds navne og Ham Selv, har hvert af disse navne samme kraft som Gud.’ Selv hvis du accepterer betegnelser som ’hindu’, ’kristen’ eller ’muhamedaner’, vil du opnå det åndelige plan, hvis du blot synger det navn på Gud, der findes i dine egne skrifter… Det er lige meget, uanset om du overholder denne pligt som hindu, kristen eller muhamedaner – men gør det! 25 Jeg mener, at de kristne præster bør samarbejde med Krishnabevidsthedsbevægelsen. De bør synge navnet Kristus eller Kristos og holde op med at lade slagtningen af dyr gå upåtalt hen. Dette program følger Biblens lære. Det er ikke min filosofi.” Fordi kvaliteten barmhjertighed over for alle levende væsener er så central en ting i karakteren hos enhver helgenagtig person, talte Srila Prabhupada konsekvent i sine samtaler med kristne om, hvor ond en ting dyreslagtning er. Således bemærkede Prabhupada over for Kardinal Jean Danielou i Paris: ”Biblen siger ikke blot: ’Du må ikke slå et menneske ihjel.’ Den siger bredt: ’Du må ikke slå ihjel’… Det er meningen, at mennesker skal spise vegetarisk mad. Tigeren kommer ikke for at spise dine frugter. Hans foreskrevne mad er dyrekød. Men menneskets mad er grønsager, frugter, korn, mælkeprodukter… Når der ikke er anden føde at få, kan man somme tider spise kød for ikke at sulte ihjel. Men det er særdeles syndigt at opretholde faste slagterier blot for at tilfredsstille jeres tunger. I virkeligheden vil man ikke engang have et menneskesamfund, før denne grusomme praksis med at have slagterier er ophørt.” Men Gud er venlig, kan en kristen indvende. Hvorfor skulle Han stoppe os, hvis vi ønsker at spise kød? Det gør Han heller ikke. I virkeligheden giver Han os passende kroppe til at spise kød i, kroppe, der er mere egnede end vores nuværende menneskeskroppe. ”Gud er meget venlig. Hvis du gerne vil spise dyr, giver Han dig fuld mulighed for det. Gud vil give dig en tigers krop i dit næste liv, så du uhindret kan spise kød. ’Hvorfor have slagterier? Jeg vil give dig hugtænder og klør. Værsgo og spis!’ 26 Så kødspiserne afventer en sådan straf. Dyrespiserne bliver tigre, ulve, katte og hunde i deres næste liv – for at få bedre mulighed [for at spise kød].” Ifølge en gængs kristen doktrin er kristne frie for reaktionerne på deres synder, fordi de har overgivet sig til Herren Jesus Kristus, og han har vasket deres synder væk. I Bhagavad-gita udtaler Herren Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, på samme måde, at de, der overgiver sig til Ham, vil blive befriet fra synder. Men hvad er overgivelse? Hvis den åndelige mester, Herren Jesus Kristus, har lidt for at befri os fra vores synder, er det da overgivelse at fortsætte med frit at synde? Synd på grund af svaghed er måske tilgiveligt, men Srila Prabhupada lærte os, at vores svaghed må ikke blive vores profession. ”Jesus Kristus lærte: ”Du må ikke slå ihjel,’ men hans tilhængere har nu bestemt sig for alligevel at slå ihjel, og de åbner store moderne, videnskabelige slagterier. ’Hvis der er nogen synd, vil Kristus lide for os.’ Dette er en særdeles forkastelig konklusion. En vaisnava er ulykkelig over at se andres lidelse. Derfor gik Herren Jesus Kristus med til at blive korsfæstet for at befri andre fra deres lidelser. Men hans tilhængere er ham så utro, at de har besluttet: ’Lad Kristus lide for os, og vi vil fortsætte med at synde.’ De elsker Kristus så meget, at de tænker: ’Min kære Kristus, vi er meget svage. Vi kan ikke opgive vores syndige aktiviteter, så lid venligst for os.’” Når den åndelige mester befrier os fra tidligere karma eller synd, giver han os ikke en blankocheck til at gøre hvad som helst i hans navn. Hvis Herren Jesus Kristus gik med til at blive korsfæstet for vores synder, hvilken ægte tilhænger ville da ønske at forlænge korsfæstelsen? ”Kristus kan påtage sig lidelsen for sine hengivnes tidligere synder. Men først må de komme til fornuft: ’Hvorfor skulle jeg give Jesus Kristus lidelse for mine synder? Lad mig ophøre med syndige aktiviteter.’” Og den åndelige mester holdes ikke ansvarlig for såkaldte tilhængere med skøre motiver. ”Lad os sige, at en mand, der er sin fars yndlingssøn, begår et mord. Og lad os sige, at han tænker: ’Hvis der kommer nogen straf, kan min far lide for mig.’ Vil loven tillade det? Når morderen arresteres og siger: ’Nej, nej, I kan sætte mig fri og arrestere min far. Jeg er hans yndlingssøn,’ vil politifolkene da følge denne tåbes anmodning? Han begik mordet, men han tror, at hans far skal lide straffen! Er han ved sine fulde fem? ’Nej, du har begået mordet, så du skal hænges.’ Når I på samme måde begår syndige aktiviteter, må I lide – ikke Jesus Kristus. Det er Guds lov.” Srila Prabhupada gav ikke meget for brugen af Kristi nåde som en undskyldning for at fortsætte med at synde. Ikke desto mindre havde Prabhupada ægte værdsættelse af Kristus som Guds søn. ”Jesus Kristus var sådan en stor personlighed. Han havde ingen fejl. Alligevel blev han korsfæstet. Han ønskede at sprede Gudsbevidsthed, og til gengæld korsfæstede de ham. De var helt utaknemmelige. De kunne ikke sætte pris på hans prædiken. Men vi værdsætter ham og giver ham al ære som Guds repræsentant. Han er helt sikkert Guds repræsentant. Derfor forguder vi Herren Jesus Kristus og udtrykker vores respekt for ham.” Srila Prabhupada taler med Emmanuel Jungclaussen, en benediktinsk munk fra Tyskland Ikke kun forguder vi ham, men han er vores guru, vores åndelige mester. ”Engang i Melbourne kom en gruppe kristne præster og besøgte mig. De spurgte: ’Hvad er din mening om Jesus Kristus?’ Jeg svarede dem: ’Han er vores guru. Han prædiker Gudsbevidsthed, så han er vores åndelige mester.’ Præsterne satte meget pris på dette. I virkeligheden skal enhver, der prædiker Guds herligheder, accepteres som guru. Jesus Kristus er en sådan stor personlighed. Vi bør ikke tænke på ham som et almindeligt menneske. Ifølge skrifterne er enhver, der anser den åndelige mester for at være et almindeligt menneske, besat af en helvedesagtig mentalitet. Hvis Jesus Kristus var et almindeligt menneske, ville han ikke have kunnet udbrede Gudsbevidsthed.” 27 ”Jesus Kristus er vores guru,” var Srila Prabhupadas respons, når han blev spurgt, hvad han mente om Jesus. Selv om Jesus ikke tilhører Hare Krishnas gaudiyavaisnava tradition, og hengivne af Krishna normalt ikke refererer til Jesus, bringer dette hæfter alligevel nogle ideer om, hvem Jesus var, hvad han lærte, og hvad forholdet er imellem den kristne lære og Krishna-bevidsthed.
© Copyright 2024