1. No category

SKOTLAND
Rejseleder:
Historiker,
cand. mag.
Ole Fournais
- MED HEBRIDERNE OG ORKNEY-ØERNE
Oplev det naturskønne Skotland på en
spændende rundrejse fra Lavlandet
over Højlandet til Orkney-øerne og
Hebriderne.
24. juli -2. august 2015 (10 dage)
David 2.’s segl.
Skotlands historie er lige så dramatisk
og omskiftelig som den storslåede
skotske natur. Perioder med styrke og
velstand synes at komme med rundt
regnet to hundrede års mellemrum.
Ind i mellem er der så tilbageslag med
indbyrdes myrderier og nederlag til
englænderne, som det dog aldrig lykkes
at undertvinge Skotland, skønt forholdet i befolkning og ressourcer er cirka
10:1. I 1100-tallet skaber David 1. et
alternativt anglo-normannisk hof og
militær, som er i stand til at forhindre
Vilhelm Erobreren og hans efter følgeres erobringsplaner. Den engelske
1
Det skotske rigsvåben.
konge Edward 1.s angreb stoppes kun
midlertidigt af William ”Braveheart”
Wallace. Men Robert Bruce sikrer med
sejren i slaget ved Bannockburn i 1314
Skotlands selvstændighed – selv om de
et par gange må anerkende Englands
overhøjhed.
Omkring år 1500 oplever Skotland
en bemærkelsesværdig litterær og
kunstnerisk renæssance under James
4. Stewart (sådan staver rigtige skotter
det), som imidlertid falder i slaget ved
Flodden 1513.
Reformationen og intrigerne omkring
Maria Stuar t alias Mar y Queen of
Scots gør 1560’erne til en blodig og
omskiftelig periode, og det bliver ikke
til umiddelbar gavn for Skotland at de i
1603 forenes i en personalunion med
England under James 6./1., for han
bliver siddende i London og regerer
Skotland på afstand. Skotland suges
ind i den såkaldt engelske borgerkrig
og må acceptere at englænderne i 1649
henretter Charles 1. (søn af James
6./1. og hans danske dronning Anne,
Detalje fra kirken på Iona.
2
hvorfor han muligvis har talt dansk
som lille) samt at blive en del af Oliver
Cromwells republik. Fra 1660 til 1688
er Stuart-slægten tilbage, men i brede
kredse i Skotland er Charles 2. og hans
katolske bror og efterfølger James 7./2.
lige så upopulær som hans udenlandske
efterfølgere på tronen, nederlænderen
William 3. og de tyske hannoveranere.
Efter den ”rigtige” union mellem Skotland og England i 1707 kommer det
til to franskstøttede invasioner for at få
Stuarterne igen, men efter nederlaget
ved Culloden i 1746 beslutter skotterne
sig til at få det bedste ud af situationen.
De har mistet deres eget parlament, men
et skotsk civilsamfund overlever på tre
områder hvor forskellen til England er
markant: kirken, retsvæsenet og uddannelsessystemet. Skotterne er overrepræsenteret i det britiske kolonirige, og
efter mange englænderes mening også
hjemme, hvor de sender bankfolk, litterater, arkitekter, ingeniører og dyrlæger
sydpå til England og London. I anden
halvdel af 1700-tallet får vi den skot-
ske oplysningstid, hvor David Hume,
Adam Smith og en række i dag stort set
ukendte kloge hoveder lægger grunden
til den moderne historie- og samfundsvidenskab. Digtere som Robert Burns
(1759-1796), hvis dialektdigte Jeppe
Aakjær kongenialt har gendigtet (”Skuld’
gammel venskab rejn forgo”), og Walter
Scott (1771-1832), hvis romaner er et
panorama over Skotlands historiske
udvikling gennem 150 år, gør skotsk
litteratur til verdenslitteratur.
Efter at Højlandet er blevet pacificeret,
bliver den gamle klankultur pludselig
(under protest fra lavlandsskotterne)
opfattet som typisk skotsk. Under The
Highland Clearances sættes titusinder
ud af deres hjem og må vælge mellem
en ussel tilværelse ved kysten og emigration til Amerika eller imperiet – hvis de
da ikke finder arbejde i de boomende industribyer som Dundee og Glasgow, der
i 1911 kalder sig ”The Second City of
the Empire”. Den industrielle revolution
med dens stålværker og skibsværfter
bringer sammen med gevinsterne fra kolonierne fra o. 1870 national velstand,
dog stadigvæk meget ulige fordelt. Fra
1885 har Skotland administrativt, men
ikke politisk selvstyre, og hverken under de to verdenskrige eller 30’ernes
depression er der megen utilfredshed
at spore. Først afkoloniseringen og
sværindustriens krise o. 1960 skaber
krav om devolution (hjemmestyre), og
efter at have været lige ved i 1979, åbner
et skotsk parlament i 1999 i Edinburgh
– godt nok underlagt det i Westminster,
men alligevel. Samtidig er den skotske
økonomi kommet på ret spor efter industriens sammenbrud, med whisky
og computere (Skotland har en ”Silicon
Glen”) som de store eksportschlagere.
Vi skal på denne tur stifte bekendtskab
med både det moderne og det historiske
Skotland. Rejsen skal give en historisk
beretning fra de første picter og scoter
til vore dages multikulturelle samfund,
og samtidig skal vi se så meget af landet
og dets dramatiske skønhed, som det
nu er muligt på 10 dage. Spændvidden
i programmet fremgår måske bedst af
at vi på Hebriderne besøger Skotlands
ældste kloster, grundlagt i 563 på den
hellige ø Iona, mens vi på Orkney bl.a.
skal se Scapa Flow og høre om stedets
dramatiske historie under 1. og 2.
verdenskrig. Vi begynder imidlertid i
Lavlandet, den mest ”engelske” del af
Skotland, og efter et par dage i hovedstaden Edinburgh tager vi op i Højlandet,
Holyrood Palace, Edinburgh.
hvor folk og karakter er anderledes (men
ikke sproget, for meget få taler gælisk).
Endelig skal vi som nævnt besøge Orkney og Hebriderne, hvor man endnu i
dag kan fornemme den nordiske ar v.
Orkney-øerne var faktisk danske, eller
måske rettere norske, indtil 1468,
hvor Christian 1. pantsatte dem for at
skaffe penge til medgift for sin datter
Margrethes br yllup med den skotske
konge James 3. – og pantet er aldrig
blevet indløst, selv om man jo skulle
synes at der var penge nok i den norske
oliefond til formålet…
1. dag. Fredag 24. juli
Vi mødes i Kastrup Lufthavn, hvor vort KLMfly afgår kl. 10.10.
Vi flyver via Amsterdam og lander i Edinburgh Lufthavn kl. 12.50.
Efter at vi har fået bagagen udleveret, sætter
vi os i bussen og kører til vort hotel, hvor vi
skal bo de første to nætter.
Det er kun naturligt at begynde vores rejse med et grundigt studium af Edinburgh,
Skotlands charmerende hovedstad, der er
beliggende i en grøn og frodig dal omgivet
af en krans af vulkanske bjerge - Arthur’s
Seat, Corstorphine Hill, Blackford Hill og
Calton Hill.
Vi begynder denne eftermiddags byrundtur
med at lade bussen køre os op til Calton Hill
med de mange skotske nationalmonumenter,
og herfra kan vi få et glimrende overblik
over byens topografi og udpege de vigtigste
bygninger og monumenter.
Ret frem for os ligger borgen Edinburgh
Castle, som et akropolis på en naturlig
vulkansk klippetop højt hævet over den
underliggende by. I 630’erne erobrede den
engelske konge Edwin området, og han bygger den første borg på stedet - Dun Eadain,
Edwins borg eller simpelthen Edinburgh!
Der er intet tilbage af det ældste borganlæg,
men fra 1100-tallet eksisterer det borgkapel,
som den skotske konge David 1. (1124-53)
byggede til sin moder, den hellige Margaret’s ære. Hun døde her på borgen i 1093 og
er en af den skotske middelalders helt store
personligheder. Hun var opdraget ved det engelske hof, og som dronning arbejdede hun
ivrigt og målbevidst på, at Skotland religiøst
og kulturelt kom ud af sin isolation og blev
en del af den europæiske civilisation. Hoflivet
blev indrettet efter engelsk forbillede, og
kongeparret - Margaret var gift med den
berømmelige Macbeths besejrer Malcolm 3.
Canmore - slog sig ned i det engelsktalende
skotske lavland på Edinburgh Castle. Den
gamle keltiske kirke blev opløst og erstattet
af den romersk-katolske kirkes ritualer
og sædvaner, og der blev opført kirker og
klostre i den normanniske stil efter engelsk
forbillede. Vi skal senere på rejsen se flere
prægtige eksempler på dette kirkebyggeri.
Sankt Margaret var Skotlands betydeligste
helgen i middelalderen, og hendes søn
David, som er afbildet på forsiden af dette
program, blev en af Skotlands største konger.
Vi besøger denne eftermiddag Edinburgh
Castle, som er et kompleks af bygninger fra
kong Davids tid og til dette århundrede. Fra
Esplanaden, hvor man hvert år i august afholder de populære militære Tattoos, kommer
man gennem porthuset og bevæger sig op
til klippens top, besøger St.Margaret’s kapel
på vejen, og står snart udenfor selve paladset
med den kongelige bolig bygget af James
1.(1404-37). Vi ser the Queen’s Bedchamber,
hvor Marie Stuart i 1566 fødte sit eneste barn
James 6., der skulle blive konge over såvel
Skotland som England og dermed lægge den
første grundsten til sammensmeltningen af
de to lande. Den store Hall blev bygget af
James 4. (1488-1513) som kongeligt festrum
med en pragtfuld åben tagstol. Det mest interessante rum i paladset er dog the Crown
Chamber, hvor man udstiller de skotske
kronregalier “the Honours of Scotland” kronen, sceptret og rigssværdet - samt den
berømte kroningssten “Stone of Scone”, som
englænderne for blot få år siden gav tilbage
til Skotland. Også kronregalierne har haft
en dramatisk skæbne. Ved indgåelsen af
Unionen mellem England og Skotland i 1707
blev de forseglet i en kiste og muret inde i
the Crown Chamber, men på den skotske
forfatter Sir Walter Scotts initiativ blev de
genfundet i 1818!
Når vi er færdige med borgen, kører vi en
tur gennem den såkaldte New Town i Edinburgh. Ny og ny – bydelen blev anlagt fra
1767 til 1830 som en planby i den stil man
kalder ”Georgian” efter de fire første hannoveranske konger, der alle hed Georg. Den er
præget af elegante gader, masser af point-devuer, statuer af berømtheder, smukke nyklassiske huse og prægtige luftige pladser.
Gader og pladser er opkaldt efter forskellige
royale personer og titler. Vi kommer således
gennem byens mondæne hovedstrøg Princes
Street og ser det himmelstræbende Scott
Monument, formet som et mægtigt gotisk
spir og rejst i 1840, otte år efter at Sir Walter
Scott døde som Skotlands berømteste digter, og vi gør holdt på byens fineste plads,
Charlotte Square, skabt af arkitekten Robert
Adam i 1791.
3
Norsk benkam.
2. dag. Lørdag 25. juli
I dag skal vi se nærmere på Edinburghs
gamle bydel Old Town. I virkeligheden drejer det sig om to såkaldte burghs, kongeligt
privilegerede købstæder med særlige privilegier og rettigheder. Omkring borgen opstod
tidligt en burgh, som fik bymur omkring
1450. En god kilometer længere mod øst
opstod en anden burgh, Canongate, omkring
det kongelige kloster Holyrood, grundlagt
af kong David 1. i 1128. Borgen og klostret
forbindes af den gamle hovedgade the Royal
Mile, som rummer en perlerække af byens
ældste huse og en mængde repræsentative
bygninger - the Royal Exchange (Børsen)
fra 1753, Parliament Hall hvor det skotske
parlament mødtes fra 1639 til dets opløsning
i 1707, John Knox’ hus fra omkring 1500,
Gladstone’s Land, en typisk købmandsgård
fra 1600-tallet og St.Giles Cathedral, byens
hovedkirke som i sin nuværende skikkelse
er fra 1400-tallet. Her prædikede den fanatiske skotske reformator John Knox fra 1560,
og herfra udgik hans mange bandbuller mod
den unge katolske dronning Marie Stuart.
Reformationen kom sent til Skotland, men
den kom til gengæld i sin mest radikale calvinistiske form med Knox som pennefører.
Han skabte grundlaget for den skotske presbyterianske kirke, og han rensede kirkens indre for al dens middelalderlige pragt. Senere
slækkede man på den strenge lære, og man
kan i St. Giles se mange smukke gravmæler
og glasmosaikker, ja sågar en statue af John
Knox! Smukkest er det lille rigtudsmykkede
Thistle Chapel skabt i 1911 som mødesal for
den fornemste skotske orden, “The Most
Noble Order of the Thistle”, grundlagt af
James 7. i 1687 med 16 riddere og kongen
som ordensmarskal. Man erindrer sig, at tidselblomsten er Skotlands nationalsymbol.
Et andet hovedpunkt på dagens program er
klostret og paladset Holyrood, som blev meget stærkt begunstiget af Stuart-kongerne,
da de i anden halvdel af 1400-tallet gjorde
Edinburgh til Skotlands hovedstad. James 2.
(konge 1437-1460) var født hér, blev gift hér
og ligger begravet hér, og endnu vigtigere
lod sig krone hér i stedet for i Scone. Efter
reformationen blev klostret ombygget til et
egentlig kongeligt palads, og siden dronning
Victorias dage har paladset rangeret som
den britiske dronnings officielle skotske
residens. Derfor er det eneste, der kan spole-re et besøg i selve paladsets sale et dronnin-gebesøg eller et udenlandsk statsbesøg.
Vi danske husker jo meget vel EU-topmødet
i Edinburgh i 1992, hvor Danmark fik sine
berømte fire Edinburgh-undtagelser! Af det
store middelalderanlæg er kun klosterkirken
bevaret som en romantisk ruin, og her finder
vi gravene af mange skotske konger, blandt
andre Marie Stuarts berygtede ægtefælle
Lord Darnley. Paladset i Holyrood var
4
rammen om Marie Stuarts dramatiske liv.
I 1565 giftede hun sig med fætteren Lord
Henry Darnley, som året efter lod Maries
italienske privatsekretær David Rizzio myrde
i et af gemakkerne i Holyrood for øjnene af
den gravide dronning! Året efter blev Lord
Darnley selv myrdet i et hus i Edinburgh af
Marie Stuarts nye kærlighed James Hepburn, Jarlen af Bothwell, og måske var dronningen indblandet i affæren. I al fald lod hun
sig vie til Bothwell i slotskirken i Holyrood
kun et par måneder efter, at Lord Darnley var
stedt til hvile sammesteds! Den forargelige
adfærd skal Marie Stuart have begrundet
med ordene: “Jeg er rede til at følge ham til
verdens ende i det blotte linned”! Bothwell
blev udnævnt til Hertug af Orkney-øerne,
men nu gjorde de skotske lorder oprør. De
afsatte dronningen, overlod tronen til hendes
og Darnleys spæde søn James 6., og tvang
Bothwell på flugt til Danmark, hvor han
døde i 1578.
Formiddagens sidste oplevelse er et besøg
i det skotske parlament. I 1997 sagde skotterne med stort flertal ja til hjemmestyre, og
to år efter blev det første valg afholdt. Parlamentet måtte åbne i midlertidige lokaler,
men den nye bygning, tegnet af den catalanske arkitekt Enric Miralles, var under
opførelse og skulle efter planen indvies i
2001. Sådan kom det dog ikke til at gå. Arki-
Tre krigere (Birsay).
tekten døde og projektet løb løbsk: det var
beregnet til at koste 400 mill. kr., men prisen
var 4.5 milliarder da dronningen endelig
kunne indvie det i 2004. Mange fandt også
bygningen lovlig uskotsk. Men både ude og
inde virker den åben og demokratisk - i mødesalen sidder medlemmerne således ikke
over for hinanden som i Westminster, men i
en halvcirkel, der afspejler at man i Skotland
har indført forholdstalsvalg og derfor har
mange partier.
Om eftermiddagen går vi en slentretur
nedenfor borgklippen i Edinburgs gamle
kvarterer. Vi standser på Grassmarket, en
smuk aflang torveplads, og studerer mindesmærket for de over hundrede Covenanters,
som blev henrettet hér efter 1660. Dette år
vendte Charles 2. tilbage til Storbritannien
efter mange år i eksil på grund af Oliver
Cromwells diktatur, og han forsøgte med
det samme og med meget hårde midler at
indføre den engelske biskoppelige kirkeordning i Skotland. Denne kamp blev hård og
kostede mange skotske martyrer livet. For
at modvirke presset fra den engelske kirke
havde de skotske presbyterianere allerede
1638 underskrevet en traktat, hvori de sværgede at sætte sig til modstand mod ethvert
angreb på den skotske kirkeforfatning. Medlemmerne af dette trossamfund kaldte sig
“the Covenanters”. Det berømte dokument
“The National Covenant” blev underskrevet
af en gruppe mænd på Greyfriars Churchyard
tæt ved Grassmarket. Vi går en tur på denne
smukke og fredsommelige kirkegård i hjertet af det moderne og hektiske Edinburgh
- ren idyl! - og standser ved særligt udvalgte
gravstene og monumenter over Skotlands
helte og martyrer. I et hjørne af kirkegården
blev 1200 Covenanters - krigsfanger fra slaget ved Bothwell Bridge i 1679 - holdt som
fanger i fem måneder under åben himmel og
under de mest usle vilkår.
St. Magnus katedralen i Kirkwall, Orkney.
Lige overfor gråbrødrenes kirkegård ligger
hovedindgangen til The National Museum
of Scotland med værdifulde samlinger. Her
kan dagen sluttes af på egen hånd, hvis der
endnu er kræfter tilbage.
3. dag. Søndag 26. juli
Efter morgenmaden forlader vi hotellet i
Edinburgh med pakkede kufferter og kører
nordpå mod Inverness og Højlandet.
For at komme over fjorden Firth of Forth
passerer vi det gamle færgested Queensferry, opkaldt efter den hellige Margaret.
Her ved fjordens snævreste sted samledes
i middelalderen de mange pilgrimme, som
skulle færges over til klostret i Dunfermline,
hvor dronningen ligger begravet. Munkene i
klostret havde privilegium på denne givtige
færgeforbindelse, som bestod helt indtil man
åbnede Forth Road Bridge i 1964.
Når vi krydser fjorden, har vi på vores højre
hånd den gamle jernbanebro Forth Rail
Bridge fra 1880’erne med de karakteristiske
bueslag, og snart er vi fremme i Dunfermline
Abbey grundlagt i 1072 af kong Malcolm og
dronning Margaret. Sønnen David 1. byggede den prægtige klosterkirke omkring den
hellige Margarets helgenskrin. Dunfermline
blev de skotske kongers svar på Westminster
Abbey i London med 22 kongelige begravelser i et af de finest bevarede normanniske
kirkerum i Skotland. Heltekongen Robert
Bruce blev 1329 begravet i det kor, som han
selv lod opføre efter den engelske plyndring
af klostret i 1304.
Senere ødelæggelser betød dog at ingen
af disse grave er bevaret. Ved en nyere
udgravning lod kun Robert Bruces lig sig
identificere, og han blev genbegravet ved
prædikestolen i den nye sognekirke fra 1818.
Marie Stuar ts søn James 6. skænkede
klostret til sin danskfødte dronning Anne
(søster til Christian 4.), som han ægtede i
1589. Hun byggede det kongelige palads,
som man stadig kan se betydelige rester af
ved siden af klostret, og her fødte hun flere
af sine børn, blandt andre tronfølgeren Karl
1. der som konge kom så meget på kant med
Parlamentet, at han blev henrettet i 1649. I
1603 måtte Queen Anne of Denmark flytte
residensen til London, da James 6. efter dronning Elisabeth’s død blev valgt til engelsk
konge og hun altså til Englands dronning.
Herved kom Skotland og England under
fælles krone, og selv om Skotland bevarede
sit eget parlament indtil Unionen i 1707, så
rykkede hoffet og den politiske magt for altid
sydpå til England og London, og Stuart-kongerne besøgte herefter kun sjældent deres
gamle hjemland.
Nu er det på tide at komme op i det skotske
højland og snart er vi i picternes gamle magtområde. Vort første stop bliver landsbyen
Abernethy, som engang i fjerne tider var sæde
for et keltisk kloster af den gamle irske type.
Den eneste rest af klostrets bygninger er det
høje slanke Round Tower, men det er til gengæld en stor sjældenhed i Skotland. I tårnets
fod er der indmuret en udhugget sten med
karakteristiske pictiske symboler. Picterne er
den romerske fællesbetegnelse for de keltiske folkestammer, som boede nord for Firth
of Forth, og som romerne kæmpede mod i
forsøget på at erobre Skotland. Under kejser
Antoninus Pius skød romerne grænsen
helt frem til en linie fra Forth i øst til Clyde
i vest og byggede her i 140’erne en mur af
tørv tværs over Skotland - den Antoninske
Mur. Men picterne lod sig ikke løbe over
ende, og romerne bevarede et indtryk af et
vildt og utæmmeligt folk med tatoveringer
på hele kroppen - “pictus”, picterne eller de
folk der er malede! Scoterne derimod er
gæliske stammer, der oprindelig kom fra
Irland, og som i 500-årene bosatte sig på De
indre Hebrider og i det vestlige Skotland.
Da scoternes konge Kenneth MacAlpin efter
traditionen i året 843 under pres fra vikingernes angreb forenede sit eget vestskotske
rige Dalriada med picternes rige i det østlige
Skotland, og herved skabte det første samlede skotske kongerige Alba, flyttede han
samtidig sit kongesæde til Scone, som fra
da af blev de skotske kongers kroningssted.
Det nye kongeriges kirkelige centrum blev
anbragt nord for Scone i Dunkeld, hvor der
i forvejen lå et gammelt keltisk kloster. I
dag er Dunkeld en charmerende landsby,
som fuldstændig domineres af sin gamle
katedral, der ligger smukt ned til floden
Tay omgivet på alle sider af smukke grønne
plæner. Katedralen er påbegyndt i 1315, men
senere tiders ugunst gjorde det nødvendigt
kun at bevare koret under tag som det lille
bysamfunds sognekirke, medens det store
5
Skotland (Abraham Ortelius, 1573) med nord mod højre.
kirkeskib henligger som en smuk og malerisk ruin.
Videre går turen mod nord gennem højlandet med dets høje bjerge og dybe dale.
Dagens sidste stop er kirken i Grandtully,
hvis lille, enkle bygning faktisk stammer fra
katolsk tid, mens det malede loft skyldes de
angiveligt billedfjendske calvinister.
Herefter kører vi videre nordover til vores
hotel i Inverness.
4. dag. Mandag 27. juli
Denne formiddag kommer til at stå i jakobitternes tegn. Ikke alle skotter var tilfredse
med unionen med England 1707. Det gjaldt
især Højlandsklanerne, og helt galt blev det
da dronning Anne af den skotske Stuartslægt i 1714 døde barnløs trods 17 fødsler i
ægteskabet med den danske prins Jørgen.
Tronfølgeren skulle nemlig, ligesom Anne,
være protestant, men de øvrige Stuarter,
deriblandt hendes halvbror James, var katolikker og dermed udelukket. Den nærmeste
protestantiske arving var kurfyrst Georg af
Hannover, så han blev konge, skønt han ikke
kunne et ord engelsk og måtte tale latin med
sin premierminister.
James, ”The Old Pretender” (den gamle
tronprætendent), forsøgte allerede i 1715
med fransk støtte at genvinde magten, men
uden held. Han kaldte sig til sin død James
8. af Skotland og 3. af England, og Stuart-til6
hængerne kaldte sig jakobitter efter hans
latinske navneform ”Jacobus”. Hans søn,
Charles Edward, ”The Young Pretender” eller ”Bonnie Prince Charlie”, gjorde et nyt forsøg i 1745, og ”The ’45” kom langt tættere på
succes end ”The ’15”. Det lykkedes Charles
at erobre det meste af Skotland og nå langt
ned i England. London gik i panik, men det
gjorde jakobitterne også, og det endte med
at de den 16. april 1746 blev udslettet af en
hær under kong George 2.s bror, hertugen
af Cumberland.
Det skete ved Culloden lige uden for Inverness, i det (hidtil) sidste slag på britisk jord.
Her skal vi besøge den lyngklædte slagmark
med mindesten for de døde, og vi skal naturligvis også se det splinternye Visitor Centre
(åbnet april 2008), hvor man med de mest
moderne museumsmetoder forklarer slaget
og sætter det i perspektiv. Faktisk foretrak
mange skotter, især fra Lavlandet, den velstand som unionen og imperiet bragte, og
der var flere skotter i den britiske hær end i
oprørshæren. Omvendt var der engelske jakobitter, som nostalgisk ønskede de romantiske Stuarter tilbage. Slaget blev husket med
bitterhed i Skotland, fordi hertugen brutalt
lod sårede jakobitter dræbe på slagmarken;
det gav ham tilnavnet ”slagteren” (”Butcher
Cumberland”). Regeringen opfattede Højlandsskotterne som en slags femtekolonne,
forfulgte dem og forbød sækkepiber og kilt
indtil man fik den strålende ide at integrere
dem i den britiske hær, så deres vildskab gik
ud over franskmændene. Det skal vi høre
mere om senere på turen.
Efter 1746 var de bitre nationale opgør forbi,
men det var de sociale modsætninger ikke.
Når vi sidst på formiddagen kører nordpå,
kommer vi gennem de enorme landområder,
der i 1800-tallet gjorde hertugen af Sutherland til Storbritanniens største jordejer. Hans
navn er knyttet til de berygtede ”Highland
Clearances”, dvs. udsættelsen af tusinder af
småbønder og husmænd, som måtte forlade
deres hjem og udvandre til USA og Canada.
Disse udsættelser kan ses som en ganske
vist særlig brutal version af de landboreformer, der i disse år fandt sted i hele Europa,
og som allerede var gennemført i England,
men det har ikke hjulpet på slægtens eftermæle. Hertuginden af Sutherland, der
af mange blev opfattet som den egentlige
ansvarlige, blev hudflettet af selveste Karl
Marx. Kæmpestatuen af den første hertug
betragtes af mange som en provokation, og
der har fra tid til anden været planer om at
sprænge den i luften.
Selv om emigranterne givetvis fik en langt
bedre tilværelse end de kunne have fået i
det skotske højland, glemte de aldrig hjemstavnen og besang den i vemodige vers som
i ”The Canadian Boat Song”:
From the lone shieling and the distant island
Mountains divide us and a waste of seas
But still the blood is strong, the hear t is
Highland
And we in dreams behold the Hebrides.
De der blev tilbage, blev flyttet til såkaldte
”crofts”, lange hvidkalkede lejeboliger, der
ofte lå tæt ved havet, så familierne kunne
kombinere landbrug og fiskeri.
På turen nordover ser vi eksempler på
disse ”crofts”, og et besøg på et lille lokalt
museum giver os en fornemmelse af hvor
fattigt og usselt bønder og landarbejdere
levede i det nordlige Skotland helt op i det
20. århundrede.
Kontrasten til godsejernes velstand ser vi
demonstreret, når vi gør stop ved Sutherland-slægtens Dunrobin Castle. Efter en
frokostpause beser vi slottets indre, fuld af
pragtfulde møbler og kostbare malerier – og
en masse jagttrofæer – og beundrer bagefter
parken med den franske slotshave, en af de
fineste i Skotland, og med en storslået udsigt
ud over havet.
Fra Dunrobin er der et par timers kørsel
op til nordkysten, som vi rammer i Thurso,
Skotlands nordligste havneby. Herfra sejler
vi med færgen til Stromness på Orkney. Sejlturen tager 1½ time og går forbi Orkneys
vartegn, ”The Old Man of Hoy”, en ensomt
stående klippesøjle uden for øen Hoy.
I Stromness indkvarteres vi på vort hotel.
5. dag. Tirsdag 28. juli
Orkney er en øgruppe på omkring 70 øer,
hvoraf de 20 er beboede. De blev befolket
af picterne i 200-tallet og senere kristnet
af kelterne. I slutningen af 800-årene satte
hedenske nordboere sig fast på Orkney, hvor
de fandt gode livsvilkår, og hvor de forblev
som herrer. Efterhånden antog de kristendommen, og endnu er det præg, de satte på
øerne, bevaret. Alle stednavne på Orkney er
således af nordisk rod, odelsretten gælder
stadig, og bebyggelsen er spredt, som den
var i vikingetidens nordiske samfund. De
Eksempel på en broch.
store historiske mindesmærker blev til i
nordbotiden, og befolkningen hæger om
minderne fra den. Skønt Orkney sammen
med Shetland blev sat i pant til den skotske
krone i 1468 i forbindelse med ægteskabet
mellem Christian 1.’s datter Margrethe og
James 3. af Skotland, kan man blive mødt af
de lokale orkadiere med ordene: “Dette er
ikke Skotland”!
Orkney er for det meste lave, frugtbare
øer, et rigt landbrugsland, så det er ikke så
mærkeligt, at nordboerne i stort tal udvandrede med hele deres husholdning til disse
grønne og venlige øer i vest, som tilmed
er placeret uhyre centralt på de vigtigste
handelsruter mellem Skandinavien, Irland
og Sydeuropa.
Vi skal starte vores ophold med at studere de
ældste tider på Orkney. Mange af de forhistoriske monumenter på øerne - stenalderens
vældige gravanlæg, broncealderens hellige
kultsteder omkranset af kolossale stencirkler
og opretstående bautastene og jernalderens
mange imponerende borganlæg i sten, de
såkaldte “brochs” - er i verdensklasse, og vi
skal bruge formiddagen på - sammen med
en lokal arkæolog - at se de vigtigste steder.
Helt ud til det frådende Atlanterhav ligger
stenalderbopladsen Skara Brae, Orkney’s
vel nok berømteste oldtidsminde. Resterne
af stenhusene er så velbevarede, at man
virkelig kan få et indtr yk af dagliglivet i
stenalderen for 5000 år siden.
Derefter lægger vi vejen forbi to stencirkler,
den ene the Standing Stones of Stenness markeret med enkelte store sten, den anden Ring
of Brodgar finere bevaret med 27 af de store
opretstående sten i cirklen og med en storslået beliggenhed på et højdedrag mellem
to store søer og med lave bjerge horisonten
rundt. Det drejer sig om kultanlæg i forbindelse med broncealderens soldyrkelse, et
mini-univers af stor naturskønhed og kraft.
Dernæst ser vi den store jættestue Maes
Howe, en af de største gravhøje fra yngre
stenalder i Vesteuropa. I det enorme gravkammer kan vi på væggene se runeindskrifter udført af nordboere, der brød ind
i graven for at lede efter skatte - skinbarlig
vikinge-grafitti!
Eftermiddagen tilbringes i hovedbyen
Kirkwall, en hyggelig gammel havneby
med knap 7000 indbyggere, hvor vi først og
fremmest skal bruge kræfterne på den store
St. Magnus Katedral. Den blev påbegyndt af
Orkney-jarlen Rognvald i 1137 og opførtes
af lokale rødlige sandsten i den prægtige
og monumentale normanniske stil, som
vi husker fra klosterkirken i Dunfermline.
Man forbløffes uvilkårligt over katedralens
kolossale størrelse i denne beskedne by ved
“verdens ende”, men husker samtidig på, at
de vigtigste handelsveje i vikingetiden gik
denne vej nord om Skotland, og at de norske
Orkney-jarlers magt var stor på den tid. Dertil kom den flittige valfart til St. Magnus, hvis
hellige ben kirken er bygget over. Vi hører
om hans skrækkelige skæbne i Orkneyinga
Jarla Saga skrevet på Island i 1100-tallets
slutning. Magnus var jarl over Orkney-øerne, en stærk, from og gavmild hersker. Han
måtte dele sin magt med fætteren Håkon
Pålson, men denne lokkede ham svigefuldt i
et baghold på øen Egilsay og dræbte ham der
den 16. april 1115 eller 1117, middelalderen
igennem fejret som St. Magnus’ dag.
Først blev han begravet ved nordboernes
ældste bispesæde på Birsay, men 1137 flyt7
tede han med jarlerne til den nye hovedstad
Kirkwall.
Ved siden af katedralen finder vi to prægtige
ruiner - Earl’s Palace bygget i renæssance
af den ilde berygtede jarl Patrick Stewart
og Bishop’s Palace, hvor den berømmelige
norske konge Håkon 4. døde i 1263 efter
et mislykket krigstogt til Skotland. Under
Håkon (1217-1263) kulminerede det norske
atlanterhavsvælde, og biskoppen i Kirkwall
hørte under ærkebispen i Trondhjem helt
frem til 1472.
6. dag. Onsdag 29. juli
Dagen byder på en heldagsudflugt rundt på
hovedøen Mainland.
Vi starter i det nordvestlige hjørne på den
lille ø Brough of Birsay, som man kan komme
ud på, når der er ebbe. Herude viser Atlanterhavet tænder, men det var her, de første
norske jarler slog sig ned i 900- og 1000-årene
ovenpå en ældre pictisk bebyggelse. Stedet
er glimrende udgravet, og vi skal se sporene
St. Magnus katedralen i Kirkwall, Orkney.
8
af de karakteristiske nordiske langhuse med
de krumme vægge, samt af den første kirke
bygget af jarl Thorfinn den Mægtige efter en
pilgrimsrejse til Rom i midten af 1000-tallet.
Det var i denne kirke, at Jarl Thorfinns
sønnesøn St. Magnus blev begravet, og her
viste de første mirakler sig.
Vel tilbage på "fastlandet" kører vi forbi de
betydelige rester af det sommerpalads, som
jarlen Robert Stewart byggede mellem 1569
og 1574. Han var en frugt af en af James 5.'s
eskapader og fik Orkney-øerne som sin forsørgelse, men han blev øerne en hård herre,
grådig og streng, en typisk renaissancefyrste. Sønnen Patrick fulgte i faderens fodspor
blot endnu mere brutalt og måtte betale for
det med sit liv i 1615.
Vi besøger Kirbuster Farm Museum, en
bygning fra 1723 der på mange måder minder om de nordiske langhuse på Brough of
Birsay - dog havde dyrene her deres egne
bygninger, så folk og fæ ikke længere boede
under samme tag.
Lidt længere mod øst standser vi ved Gurness
Broch, der ligger på et lille forblæst forbjerg
Aiker Ness, der skyder sig ud i sundet mellem Mainland og øen Rousay. En "Broch"
er et massivt stentårn fra jernalderen,
men teorierne om anvendelsen er meget
forskellige. Nogle mener, det simpelthen er
jernalderborge til beskyttelse mod sørøvere
i en urolig tid, medens andre mener, at det
er en slags potenssymboler bygget af de
enkelte klanhøvdinge for at markere deres
territorium. Gurness Broch har umådelig
tykke mure og har tydeligvis været indrettet
til beboelse i flere århundreder, ligesom der
omkring tårnet er udgravet en stor beboelse.
Turen går videre sydover til Orphir, hvor vi
skal se noget så spændende som resterne
af en rundkirke bygget af St. Magnus' banemand jarl Håkon Pålson. For at sone sin
brøde drog han ifølge Orkneyinga Saga til
Rom og Jerusalem, hvor han fik ideen til
den runde form fra Kristi gravkirke. Sagaen
fortæller mange sympatiske ting om jarl
Håkons regering, så soningen har tilsyneladende båret frugt!
Ved Orphir er der en flot udsigt udover Scapa
Flow. I begge verdenskrige havde den britiske højsøflåde hovedkvarter i denne naturlige bugt mellem øerne, og det var her, man
i november 1918 internerede den slagne tyske
flåde på ikke mindre end 74 krigsskibe.
Ved udsigten til den totale ydmygelse ved
fredsslutningen i Versailles sænkede den tyske flåde sig selv den 21. juni 1919. Briterne
hævede senere de fleste med henblik på at
genbruge det førsteklasses tyske stål, men
8 slagskibe ligger stadig på bunden af Scapa
Flow og er i dag et yndet mål for alverdens
dykkere.
I de første uger af 2. verdenskrig havde
en tysk ubåd held til at sænke det britiske
slagskib Royal Oak, og hundreder af søfolk
druknede. Som følge heraf byggede man de
såkaldte Churchill Barriers mellem Mainland
og to af de små sydlige øer. Arbejdet udførtes
af italienske krigsfanger, og vi besøger det
særprægede Italian Chapel på Lamb Holm
bygget af genbrugsmaterialer og udsmykket
af krigsfangerne selv.
Området er rigt på skibskatastrofer fra begge
verdenskrige. Den karismatiske engelske
krigsminister Lord Kitchener druknede således i 1916 sammen med hele besætningen
på krigsskibet ”HMS Hampshire” ved en
minesprængning udfor Marwick Point kort
efter, at skibet havde forladt Scapa Flow. På
kysten er der rejst et kæmpestort mindesmærke, som vi beundrer på afstand.
7. dag. Torsdag 30. juli
Hen på formiddagen tager vi færgen tilbage
til højlandet. Der er mulighed for at spise
frokost ombord.
Fra Thurso kører vi sydpå med et stop i den
lille charmerende by Dornoch.
Her finder vi Skotlands mindste domkirke,
i sin tid hovedsædet for bispedømmet
Caithness, nu en almindelig sognekirke
(hvor Madonna blev gift). Den blev indviet
i 1224, men hvor mange af de fine gargoyles
der egentlig stammer fra middelalderen, er
måske tvivlsomt, for den blev lagt i ruiner
under en klanstrid i 1500-tallet og kraftigt
restaureret i 1800-tallet (hertuginden af
Sutherland igen), selv om de værste af
hendes excesser blev fjernet i anledning af
Edinburgh (1550) med nord nedad.
kirkens 700-års jubilæum. Men den har en
række fine vinduer fra 1800- og 1900-tallet,
skænket af milliardæren Andrew Carnegie,
der var født i Skotland og ejede Skibo Castle
i nærheden. Carnegie var en stor filantrop,
der bl.a. skænkede gratis folkebiblioteker
til en række skotske byer. Over for kirken
ligger et fint Bishops Palace fra 1500-tallet,
som nu er hotel, og syd for domkirkepladsen
markerer en sten det sted, hvor den sidste
skotske heks blev brændt i 1722. Den slags
gik James 6., ligesom sin svoger Christian
4., ivrigt ind for, og han skrev endda en lærd
afhandling om emnet. (Mere sympatisk, vil
mange nok mene, skrev han et tidligt kampskrift mod tobaksrygning).
Nu går turen langs Moray Firth til Strathpeffer, hvor vi skal overnatte.
8. dag. Fredag 31. juli
Efter morgenmaden kører vi de få kilometer
ud til kysten for at se Fort George – en enorm
fæstning, opført efter klanernes nederlag
i 1746 for at markere at regeringen havde
kontrol med situationen. Den blev ganske
vist først færdig i 1769 (og blev dobbelt så
dyr som beregnet), og da var den jakobitiske
trussel for længst bortvejret. Til gengæld
var den solidt bygget og bruges stadig som
kaserne.
Fra den halvanden kilometer lange fæstningsvold er der en fantastisk udsigt ud over
havet, og Highland-regimentets museum og
det lille kirkerum er også et besøg værd.
Fort George var blot en af flere fæstninger
der blev opført på denne tid – senere på
dagen kommer vi gennem Fort Augustus
og Fort William – men er langt den bedst
bevarede.
Resten af dagen skal vi krydse tværs over det
skotske højland fra kyst til kyst gennem et
landskab af stor dramatisk skønhed.
En dyb geologisk forkastning eller kløft - The
Great Glen - løber tværs gennem højlandet
fra Moray Firth i nord til Loch Linnhe i
sydvest.
Vi følger de dybe og lange ferskvandssøer, der
som en mægtig voldgrav skærer sig gennem
landskabet og deler højlandet i to - Central og
Northern Highlands. Søerne bindes sammen
til en hundrede kilometer sejlbar vandvej
af Den caledoniske Kanal, et dristigt og
imponerende ingeniørværk skabt mellem
1803 og 1822. Kunstigt gravede kanaler og
29 sluser binder søerne sammen, og vi gør
et stop i Fort Augustus blandt andet for at se
det imponerende sluseanlæg.
På det første stykke af turen gennem the
Great Glen følger vi den lange og smalle Loch
Ness, en sø, der med sine uhyre dybder på
ned til 250 meter har givet anledning til den
megen mystik omkring søslangen Nessie.
Historien om Loch Ness-uhyret er ret så
fantastisk og går meget langt tilbage i tiden.
Fænomenet er første gang beskrevet af en
keltisk munk i 700-årene, men det var først
i 1933, at Nessie blev en verdensberømthed,
og siden da har utallige øjenvidner set og
beskrevet søuhyret. Vi skaffer os et overblik
over den mystiske sø og hele Nessie-problematikken ved Urqhuart Castle, en malerisk
borgruin placeret på et naturligt klippefremspring i Loch Ness. Borgens historie er
meget dramatisk, og i det hele taget vidner
de mange andre borge i the Great Glen om,
at vi er på et strategisk vigtigt hovedstrøg
gennem Skotland.
På vores videre vej sydpå bliver landskabet
omkring os helt utrolig dramatisk. På alle
sider har vi udsigt til høje bjergmassiver, og
snart får vi mod øst øje på den snedækkede
top på Ben Nevis, der med sine 1344 meter
endda er Storbritanniens højeste bjerg.
I nærheden af Spean Bridge passerer vi
Stuart Sunderlands Commando Memorial,
fra 1952 og i bronze, som mindes de kommandosoldater, der under 2. verdenskrig
havde træningslejr her på egnen.
Vi følger kystvejen mod Oban og har på vores højre hånd et fint udsyn til øerne i De indre Hebrider. Ind imellem brydes horisonten
af en borg i det fjerne, og Castle Stalker ved
Appin er et fint eksempel (har man ligesom
set det før, var det med i ”Monty Python and
the Holy Grail”).
Snart når vi havnebyen Oban, hvor vi indkvarterer os på vort hotel.
9. dag. Lørdag 1. august
I dag har vi et enkelt stort mål på programmet - den hellige ø Iona med Skotlands
ældste og mest ær værdige kloster. Men
først skal vi opleve den storslåede natur
på øen Mull, som vi sejler til fra Oban om
morgenen. Vi kører tværs over Mull på en
meget smal og idyllisk vej, der slynger sig
gennem et meget varieret landskab. Det er
virkelig en ø med mange temperamenter
og mange forskellige sider; fra det blide til
det barske, fra det turistprægede til det fuldstændig øde - kort sagt de skotske Hebrider
i en nøddeskal! Nordmændene satte sig på
øerne i 800-årene, og kong Magnus Barfod
tvang i 1098 den skotske konge til officielt at
afstå øerne i vest til Norge, men Alexander
3.(1249-1286) vandt Hebriderne tilbage til
Skotland ved traktaten i Perth i 1266. Den
skotske kongemagt overlod magten på de
vestlige øer til klanen MacDonald med titel
af Lord of the Isles, men James 4. lagde i
9
1493 øerne direkte under den skotske trone.
Den dag i dag bærer Prinsen af Wales titlen
“Lord of the Isles” - herre over de vestlige
øer! Snart når vi Fionnphort yderst mod vest,
hvor vi skal med færgen til Iona.
Den lille stormomsuste ø Iona vest for Mull
er Skotlands hellige ø, og de gamle scotiske
kongers gravplads. Ser man på et kort, opdager man, hvor kort afstanden er mellem
Skotland og Irland - på det smalleste sted
kun godt 20 kilometer! Efter at romerne
forlod de britiske øer i begyndelsen af 400-tallet, går der næsten 150 år, inden kilderne
igen bliver meddelsomme og fortæller om
fire forskellige selvstændige kongeriger i
Skotland - picternes i nordøst, briternes i
sydvest, anglernes i sydøst og scoternes i
vest. Scoterne kom fra Irland i 500-tallet og
grundlagde kongeriget Dalriada i vest og
blev hen ad vejen det folk, der skulle samle
Skotland under én krone og give landet navn.
Måske havde scoternes succes at gøre med,
at de som det eneste af de fire folk i Skotland
var kristne i disse tidlige århundreder. Med
scoterne kom den irske-keltiske klosterkultur til Skotland, og i året 563 grundlagde
missionæren St.Columba det kloster på Iona,
som skulle blive moderkloster for alle klostre i Skotland og det nordlige England og et
imponerende lærdomscenter. I dag er det
almindeligt accepteret, at det berømteste af
alle de berømte irske håndskrifter, the Book
of Kells, blev skrevet og illustreret i klostret
på Iona og først senere i forbindelse med
vikingernes overfald bragt i sikkerhed i klostret Kells i Irland. Scoterkongen Kenneth
MacAlpin og mange af munkene søgte af
samme årsag i midten af 800-årene østpå ind
i landet og grundlagde, som vi tidligere har
nævnt, et nyt religiøst og politisk centrum
i Dunkeld.
Det bevarede klosteranlæg på Iona er i det
væsentlige fra højmiddelalderen, men meget vidner endnu om det ældste kloster på
stedet, først og fremmest St. Martins Cross,
et velbevaret højkors i den irske stil. Betydelige rester af de mange andre tidlige kristne
højkors og middelalderlige stenarbejder på
Iona er bevaret i et fint lille museum, ligesom
et par mindre stenkirker vidner om det gamle
irske klosteranlæg.
Når vi er mætte af indtryk, tager vi færgen
tilbage til Mull og krydser tværs over øen
til Craignure.
Eksempel på et typisk skotsk borganlæg (rekonstruktion).
10
Hvis tiden tillader, aflægger vi på Mull umiddelbart inden vi når til Craignure - det
romantiske Duart Castle et besøg. I århundreder tilhørte det Maclean-klanen, men de
mistede det da de i 1600-tallets stridigheder
holdt på den forkerte hest, og de næste par
hundrede år blev det brugt som kaserne
og gik langsomt i forfald. I 1910 købte en
Maclean-efterkommer slottet og satte det i
stand, og yderligere restauration i 1990’erne
har gjort slottet til et fascinerende mindesmærke over en af de store skotske klaner.
Fra Craignure sejler vi tilbage til Oban og
kører til vort hotel.
Som afslutning på dagen - og rejsen - mødes
vi til en hyggelig afskedsmiddag.
10. dag. Søndag 2. august
Efter morgenmaden kører vi østpå langs
floderne Awe og Lochy, gennem smukke og
dramatiske landskaber, ind i nationalparken
Loch Lomond og Trossachs.
Derpå går det mod syd med Loch Lomond
på venstre hånd, og i den yndige landsby
Luss – med udsigt til Ben Lomond, Skotlands
sydligste bjerg på over 3000 engelske fod
– holder vi frokostpause.
Måske mindes vi den vemodige sang om
den ulykkelige soldat, som havde deltaget i
Bonnie Prince Charlie’s mislykkede oprør i
1745 og nu måtte betale prisen derfor:
“O ye’ll tak’ the high road and I’ll tak’ the
low road,
An’ I’ll be in Scotland afore ye;
But me and my true love will never meet
again
On the bonnie, bonnie banks o’Loch Lomon”.
I Glasgow Lufthavn går vi ombord på vort
KLM-fly, der afgår kl. 16.55. Via Amsterdam
ankommer vi til Kastrup Lufthavn kl. 22.20.
Rejseleder:
Ole Fournais, historiker, cand. mag. Har
siden 1990 udviklet og gennemført talrige
tematiske kulturrejser til mange lande f.eks.
med fokus på arkæologi, historie, arkitektur,
haver, natur og landskab.
Specielt De britiske Øer har Ole Fournais'
store interesse, og han har derfor udviklet
og gennemført adskillige specialrejser ikke
mindst til disse lande. Skotland og Irland har
begge nogle fascinerende historiske facetter:
dramatiske landskaber, øde hedestrækninger, betagende kyster, en spændende fortid,
smukke slotte, bastante borge, harmoniske
haver, pittoreske landsbyer og spændende
kirker - og altid tillige med en række sagn
og myter fra lokalområdet. Ole Fournais har
i den sammenhæng deltaget i flere projekter
via henholdsvis den britiske, den skotske og
den irske turistorganisation med fokus på de
talrige kulturhistoriske emner, som præger
disse områder.
Har siden 2003 været rejseleder på adskillige kulturrejser med historiske rejsemål
over hele Europa, dele af Mellemøsten og
Nordamerika.
Priser/Oplysninger:
Pris: kr. 17.910,Prisen inkluderer:
Flyrejse København - Amsterdam - Edinburgh / Glasgow - Amsterdam - København.
Halvpension (bestående af morgenmad samt
et hovedmåltid). Dog er dag 9 med fuldpension (idet der er lunchpakke inkluderet denne
Maeshow.
dag) og dag 2, 5, 6 og 10 med kvartpension.
På 1. dag serveres udelukkende aftensmad.
Overnatning på 3- og 4-stjernede hoteller i
delt dobbeltværelse med bad/toilet.
De i programmet anførte transporter.
Samtlige udflugter inkl. entreer.
Dansk faglig rejseleder (Ole Fournais).
Dansk teknisk rejseleder.
Bidrag til Rejsegarantifonden.
Dansk statsafgift.
Samtlige lufthavnsafgifter.
Drikkepenge til chauffører.
Lokale afgifter og skatter.
Tillæg for enkeltværelse kr. 2.970,Øvrige oplysninger
For øvrige praktiske oplysninger se venligst
vort „Det med småt“.
11
PARK ALLÉ 5 · DK-8000 AARHUS C · TLF. +45 86 20 12 00 · EMAIL: [email protected]
Teknisk arrangør: IIS A/S (www.iis.dk) - registreret i Rejsegarantifonden (nr. 1324)
12