1. No category

MAJ 2014 · TIDSSKRIFTET PÅ DANSK OM UDENRIGSPOLITIK OG INTERNATIONALE FORHOLD
Tema: EU forud for Europa-valget
Baggrundsartikler om Ukraine-krisen
Dokument: Præsident Putins tale ved annekteringen af Krim
Stor anmeldelse af Bent Jensens bog om Den Kolde Krig
FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014
UDENRIGS 1
|
2014
INDHOLD
Velkommen til et nyt Udenrigs 2
Klumme: Putin har overspillet sin hånd 3
TEMA
EU har trukket Europa ud af krisen, Connie Hedegaard 5
Sådan vil Danmark placere sig i EU, Martin Lidegaard 12
Den europæiske union under forandring, Hans Kundnani 18
Europa som et forandringsprojekt, Pawel Swieboda 24
Det vigtigste EU valg til dato, Christine Nissen 30
Højredrejning i den europæiske union, Uffe Østergaard 36
KRISEN OM KRIM
Putins mål: Dominans over tidligere sovjetlande, Vibeke Sperling 44
Præsident Putins tale ved annektering af Krim, oversat af Lars P. Poulsen-Hansen 50
Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin, Ib Faurby 60
Vesten ruster sig overfor Rusland, Ole Bang Nielsen 70
EU og Ukraine: Muligheder mod øst, Peter Munk Jensen
76
BAGGRUND
Skotland stemmer om selvstændighed, Henrik Larsen 82
LITTERATUR
Anmeldelse: Bent Jensens lukkede bog, Ib Faurby 89
Anmeldelse: Kokain-kapitalisme, Jens Lohmann 98
Anmeldelse: Kinas sikkerhedspolitik, Mette Skak 102
Bognoter, Vibeke Sperling 105
UDENRIGS 1
|
2014
|
3
Velkommen til
et nyt Udenrigs
Udenrigs udkommer med dette nummer i et nyt design som led i en gradvis modernisering af tidsskriftet, der vil fortsætte resten af året.
Denne gang er hovedvægten i fornyelsen lagt på det grafiske udseende, bl.a. med indførelse af billeder, samt en ny klumme, som fremover bliver et fast element. I de følgende numre
vil vi eksperimentere med artikelformerne, så der bliver større variation mellem genrerne.
Én ting røres der ikke ved: den grundige og nuancerede orientering på højt niveau om
aktuelle udenrigspolitiske og internationale emner. Målet om at bibringe læserne ny viden
og indsigt vil blive fastholdt.
Valget til Europa-Parlamentet står for døren. Derfor fokuserer vi i et tema i dette nummer
på EU’s udvikling og Danmarks placering i et Europa under forandring med bidrag fra
bl.a. Martin Lidegaard, Connie Hedegaard, Uffe Østergaard og Christine Nissen.
Flere af bidragene er redigerede versioner af indlæg på en stor EU-konference, som Det
Udenrigspolitiske Selskab arrangerede i marts sammen med bl.a. Københavns Universitet. Konferencen blev støttet af Europa-Nævnet.
Krisen om Ukraine har domineret overskrifterne i vinteren og foråret 2014. Vi analyserer
udviklingen i fire baggrundsartikler med bidrag fra Vibeke Sperling, Ib Faurby, Ole Bang
Nielsen og Peder Munk Jensen.
Skotland går til folkeafstemning til september om uafhængighed eller fortsat tilknytning til England, Wales og Nordirland. Henrik Larsen trækker fronterne op.
Endelig tages den hidtil mest omtalte udenrigspolitiske udgivelse på dansk i år, Bent
Jensens bog om Danmark under Den Kolde Krig, under behandling i en stor anmeldelse af Ib Faurby.
Velkommen til et nyt Udenrigs!
FRA REDAKTIONEN
4
|
UDENRIGS 1
|
2014
Klumme: Putin har
overspillet sin hånd
Af Michael Ehrenreich
Ledelsen i Kreml har med annekteringen af Krim og presset mod Ukraine udløst en
vedvarende krise i forhold til Vesten. På kort sigt ligner Putin en vinder, men i et længere perspektiv bliver der en meget høj pris at betale.
Præsident Putin har haft nogle travle uger på kontoret, og det er ikke småting, han har nået
at få fra hånden. Ruslands udenrigspolitiske situation er grundlæggende ændret. Men det
er svært at se, at de enkelte elementer skulle være til landets umiddelbare fordel, særligt
når man anskuer dem i den traditionelle russiske optik af mistænksomhed overfor Vesten:
- Europa og USA er pludselig rykket tættere sammen. Efter lang tids gnidninger som
følge af aflytningsskandalen og uenighed om bekæmpelsen af den økonomiske krise er
der nu helt andre boller på suppen.
- NATO har med ét slag fået nyt liv. Mens der drosles ned for engagementet i Afghanistan, tegner der sig igen vigtige opgaver tættere på. Helt i modsætning til perspektiverne
for bare få måneder siden.
- EU-landene er begyndt at føre udenrigspolitik sammen. Det sker med stor vanskelighed og megen tøven, men det sker. De 28 lande handler i enighed. En fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik er bragt et skridt nærmere.
- Adskillige europæiske landes store afhængighed af russisk energi er kommet i skarpt
fokus. Det er blevet åbenbart, at der er tale om et sikkerhedspolitisk problem, og debatten
om at mindske afhængigheden er begyndt.
- I mange hovedstæder børster man støvet af gamle forsvarsplaner og begynder at gå
dem efter i sømmene. Herhjemme lyder de første krav om en ny forsvarskommission og
en ny udenrigskommission.
Det er let at pege fingre af de modforholdsregler, Europa og USA har iværksat som reaktioner på Ruslands annektering af Krim-halvøen og det politiske og militære pres mod Ukraine.
Michael Ehrenreich er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.
KLUMME
UDENRIGS 1
|
2014
|
5
Sanktionerne er blevet afvist som for få og for små og for virkningsløse. Men det glemmes
ofte, at sanktioner begynder at virke længe inden, de iværksættes. Alene truslen om dem
har betydelig effekt. Hvad det internationale erhvervsliv frygter allermest, er usikkerhed.
Skabes der tvivl om de politiske rammevilkår, tøver man på direktionsgangene med at investere og engagere sig.
Lægges det hele sammen, er det tydeligt, at ledelsen i Kreml formentlig har overspillet sin
hånd. På kort sigt ligner Putin en vinder, men i et længere perspektiv bliver der en meget
høj pris at betale.
Som den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fisher gør opmærksom på i en af sine
klummer på Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside, så har Rusland mere brug for
EU end omvendt, fordi man mod øst og i Centralasien har Kina som en rival af helt andre
dimensioner.” I stedet har Putin nu udløst en vedvarende krise. Vestens svar bliver en ny
inddæmningspolitik, hovedsageligt i form af økonomiske og diplomatiske skridt. Europa
vil reducere sin afhængighed af energi fra Rusland, ændre sit strategiske syn og sine prioriteringer og reducere investeringer og bilateralt samarbejde”, skriver Fischer.
Skal EU-samarbejdet fortsætte ad de nye spor, som nu lægges, kræver det, at EU ændrer
sin egen selvopfattelse og endegyldigt forlader konceptet om ”blot” at være et økonomisk
samarbejde om et fælles marked.
Der skal fokuseres på helt anderledes slagkraftige politiske begreber som værdier, fælles sikkerhedsinteresser og strategiske interesser. Ifølge Joschka Fischer må europæerne i lyset af de nye trusler indse, at EU er en global spiller, der ikke bare kan ignorere
omverdenen.I en geopolitisk forstand giver synspunktet god mening. Tidligere tiders satsning på, at USA vil varetage Europas udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser holder
ikke længere, og selv under den nuværende krise har præsident Obama tilkendegivet, at
amerikanerne forventer et stærkere europæisk internationalt engagement, end man har
været vant til.Men de europæiske regeringer begår en stor fejl, hvis EU-samarbejdet udvikles til en endnu mere fasttømret politisk enhed - med alt hvad det indebære - uden at
man får befolkningerne med sig.
Sporene fra tidligere årtiers ”unionsbyggeri” skræmmer. At man dengang ikke fik sagt højt
og tydeligt, så det kunne høres, hvad formålet var, og hvad konsekvenserne ville blive, er
en af hovedårsagerne til den tillidskrise, som EU befinder sig i.
Krisen om Ukraine udfordrer vores europæiske idealer om fred, frihed, national selvbestemmelse og respekt for international lov og orden. Derfor er det mærkeligt, at krisen
i skrivende stund ikke spiller nogen hovedrolle i valgkampen forud for valget til EuropaParlamentet.Det er, som om de grundlæggende ændringer i det europæiske sikkerhedspolitiske billede, der er sket, udfolder sig i et særligt rum, adskilt fra vores europæiske, politiske virkelighed.Man kan dårligt forlange, at de europæiske vælgere selv skal skabe sig et
overblik og se sammenhængen. Det er en politisk opgave, og det kan jo nås endnu inden
valgdagen. Men det er ved at være sidste udkald.
KLUMME
6
|
UDENRIGS 1
|
2014
EU har trukket
Europa ud af krisen
Af Connie Hedegaard
FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
Den gode nyhed er, at vi rent faktisk er
på vej ud af krisen. Men krisehåndteringen har kostet alvorligt på tilliden til EUsystemet. Bruxelles skal blive bedre til at
kommunikere beslutningerne, og så skal
man minde en ny generation om perspektivet i EU.
Økonomi, økonomi og én gang til økonomi. Det er den korte fortælling om Barroso
II-kommissionens embedsperiode. Selvfølgelig er der også mange andre områder,
vi som Europa-Kommission har håndteret,
blandt andet energi og klima, som jeg selv
har ansvaret for. Men det har i den grad
været økonomien, der har været det dominerende. Og det nødvendige fokus har haft
omkostninger i forhold til, hvor EU står i
dag i borgernes øjne.
Denne Kommission tiltrådte i februar
2010. Og hvis man går tilbage til avisoverskrifterne fra den tid kan man se, at på det
tidspunkt forestillede ingen sig, at vi først
hen mod slutningen af vores mandat, ville
kunne se lyset for enden af tunnelen.
Ganske vist var Europa i dyb recession
med negativ BNP-vækst på 4,5 pct., men
der var en klar forventning om snarlig vending i økonomien. Også i det kriseramte
Grækenland, hvor Kommissionen vurderede, at Grækenland kunne være ude af det
økonomiske morads hen mod 2012.
Men som Kierkegaard siger, livet leves
forlæns, men forstås baglæns. Og vi kan
bare konstatere, at økonomerne tog fejl.
For tænk, hvad vi har været igennem siden.
Det frygtede double dip indfandt sig, og
|
2014
|
7
det ramte særligt hårdt i Grækenland, Spanien, Portugal, Irland og Cypern. Så snart
vi fik løst det ene af problemerne, dukkede der nye op. Så sent som sidste år var udviklingen særdeles alvorlig i Cypern. Og så
har jeg slet ikke nævnt dem, der har bevæget sig på kanten af noget overordentlig alvorligt, bl.a. Italien og Frankrig.
Hvis man skal gøre omfanget af krisen
konkret, kan man tænke tilbage på søndag
2. maj 2010. Kort tid efter vi var tiltrådt, blev
Kommissionen indkaldt til møde søndag eftermiddag, og det er langt fra almindeligt, at
det sker. Og det blev fulgt op samme aften af
et ekstraordinært møde i eurogruppen, der
sammen med Kommissionen, IMF og den
Europæiske Centralbank fik rejst et tre-årigt
låneprogram på 80 mia. euro eller 600 mia.
kroner til Grækenland.
Der blev ikke lagt skjul på alternativet,
for hvis ikke beslutningerne blev taget den
weekend, ville der være stormløb på bankerne, når de åbnede mandag morgen, Grækenland kunne være gået bankerot - med
ganske alvorlige følger ikke bare for Grækenland, men også for resten af Europa.
Den økonomiske krise opstod ikke på
grund af Europa. Den økonomiske krise
opstod heller ikke på grund af euroen. Den
begyndte i USA, og der var mange forskellige årsager til, at den udviklede sig, som
den gjorde i de europæiske lande. Men det
var EU’s ansvar at håndtere krisen. Og det
har EU gjort.
Lang række tiltag
Kommissionen har siden 2010 iværksat en
lang række tiltag, der alle har til formål at
sikre sunde offentlige finanser i medlems-
Connie Hedegaard er EU-kommissær med ansvar for klimabeskyttelse. Forinden var hun miljøminister og klima- og energiminister, og hun var i en årrække folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Hun har arbejdet som journalist, studievært og chef for Radioavisen.
>>>
TEMA
|
VALG I EUROPA
8
|
UDENRIGS 1
|
2014
landene og dermed skabe grobund for
vækst og jobskabelse. Man kan bl.a. nævne:
Det Europæiske semester giver Kommissionen mulighed for at analysere medlemsstaternes økonomiske politiker og komme med reformforslag, der sikrer balance
i statskasserne.
Six Pack’en styrker Stabilitets- og Vækstpagten ved bl.a. at skærpe kravene til at
holde budgetunderskud på max 3 pct. og
offentlig gæld på max 60 pct. af BNP.
Finanspagten er nu implementeret i alle
lande undtagen i Storbritannien og Tjekkiet. Danmark gik også med, og det er ganske
interessant, at det kunne lade sig gøre uden
større debat. Finanspagten stiller strammere krav til nationale budgetter og giver mulighed for sanktioner, hvis ikke budgetdisciplinen bliver overholdt.
Sidste år kom Two Pack’en, som er et
supplement til six packen, og den indfører endnu strammere kontrol med eurolandenes budgetter.
Endelig kan man også nævne aftalen om
en bankunion, der efterhånden er vedtaget
flere elementer af. Den sikrer, at kriseramte banker ikke sætter økonomien over styr
i et ellers nogenlunde økonomisk sundt
land som for eksempel Spanien. Og den
skal forhindre, at skatteyderne kommer til
at betale for risikable bankforretninger.
Man bør også nævne redningspakkerne
ESM og EFSF, som har ydet lån til Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Cypern.
Redningspakkerne har været meget omdiskuterede, men jeg mener, at de er udtryk
for solidaritet mellem eurolandene, og de
har reddet mange EU-borgeres job, samtidig med at de har stabiliseret den økonomiske situation i mange lande.
Samlet set skal pakkerne og initiativerne
ses som en reaktion på de gigantiske gældsposter, som en række EU-lande havde oparbejdet i ”de gode år” i 00’erne. Gældsbjergene havde udviklet sig til en alvorlig trussel
mod Europas økonomi, og det har derfor
været nødvendigt at ændre fundamentalt på
TEMA
|
VALG I EUROPA
det finanspolitiske samarbejde - det samarbejde, der ligger til grund for euroen.
Det kan være nemt nok nu at se, hvad
der burde være blevet gjort for 10 år siden,
da man etablerede euro’en. Men ikke desto mindre, var det altså ikke det, man gjorde. Og det er bare sådan i politik - det er
også sådan i økonomi - at det man undlader at gøre, det har også en pris. Nu har vi
på den hårde måde fået den grundlæggende struktur på plads.
Samtidig har vi i Kommissionen været
bekymret for, om regeringerne, der jo gerne vil genvælges, ville have det politiske
mod til ikke at give op på halvvejen. For
det ville jo nærmest være det værst tænkelige, hvis man iværksatte alle de hårde tiltag, men så pludselig blev bange for den
modstand man mødte undervejs og gav op,
hvorefter man ikke ville have fået gennemført de nødvendige reformer. Samtidig ville borgerne opleve, at de havde været igennem hårde tider til ingen verdens nytte.
Balancen
Jeg er klar over, at man kan diskutere balancen. Det har vi naturligvis også gjort i Kommissionen. Men holdningen var klar: det er
helt afgørende, at Europa nu får brugt krisen
til at lave de nødvendige reformer.
Desværre har vi stadig en høj arbejdsløshed på 11 pct. i Europa, mens budgetunderskuddet for de samlede EU lande er reduceret fra 6,5 pct. i 2010 til nu 3,9 pct., så på den
måde går det fremad. Og der er nu en svag
vækst i EU’s samlede bruttonationalprodukt
- meget svag vækst, men der er vækst, hvor
det altså var minus på 4,5 pct. for fire år siden. Irland er kommet ud af sit hjælpeprogram. Spanien er ude af hjælpepakken til
den finansielle sektor. Portugal er på rette spor og kan afslutte sit låneprogram her i
maj. Grækenland er i fremgang på en række
parametre, men der er selvfølgelig stadig et
stykke vej til sunde finanser.
Jeg lagde mærke til, da Nobelprismodtageren i økonomi Paul Krugman var i Køben-
UDENRIGS 1
|
2014
|
9
Personligt mener jeg, at det er
vanvittigt vigtigt, at man kommunikerer klart om, hvad EU
kan gøre, og hvad EU ikke kan
gøre.
FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014
havn for et par måneder siden, så medgav
han rent faktisk, at han aldrig i sin vildeste
fantasi havde tiltroet, at EU ville have den
politiske beslutningskraft, der skulle til for
at præstere det nødvendige. Nu er han jo
ikke ligefrem en mand, der er kendt for at
strø om sig med ros, men grundlæggende
anerkendte han faktisk, at der er truffet ganske markante og fornuftige beslutninger.
I Kommissionen har vi ikke set det som
et valg mellem enten hårde besparelser eller finanspolitiske lempelser. Selvfølgelig må
dybt forgældede lande nedbringe deres gæld,
og naturligvis skal vi bruge krisen til også at
gennemføre hårdt tiltrængte strukturelle reformer. Men vi har samtidig advokeret for
målrettede og fremtidsrettede investeringer
på udvalgte områder som for eksempel infrastruktur og energi. Det har altså ikke været enten/eller. Det har været et både/og.
Vi har omdirigeret store summer i EU’s
strukturfonde. Vi har fået vedtaget et budget for de næste syv år, der markant øger
bevillingerne til forskning, udvikling og
innovation. Det er sådan set den eneste
post, der for alvor øges, men det bør også
bemærkes, at mindst 20 pct. af hele EU’s
nye 7-års budget skal bidrage til at fremme
vores klimamål og klimatilpasning. Det er
en helt ny måde at tænke et budget på.
Samtidig har Den Europæiske Investeringsbank fået ekstra midler til at hjælpe
små- og mellemstore virksomheder ud af
kreditklemmen, så der atter kan komme
gang i de investeringer, der er forudsætningen for, at der skabes ny aktivitet og dermed nye job.
EU’s dilemma
Men Kommissionens dilemma er, at mange
af instrumenterne til jobskabelse og de tilhørende politikker ikke er EU kompetence,
men nationale kompentenceområder. Derfor har vi oplevet, at flere af de tiltag, man
på topmøderne har analyseret sig frem til,
og som ville kunne bidrage med en hel masse på beskæftigelsesområdet, på de områder
har EU reelt ikke kompetencen.
Personligt mener jeg, at det er vanvittigt
vigtigt, at man kommunikerer klart om,
hvad EU kan gøre, og hvad EU ikke kan
gøre. Mange af de midler, der konkret skal
bruges til at skabe job, de ligger ikke i EU.
Det har blandt andre Danmark været med
til at sikre, for man har ikke ønsket, at det
skulle være EU’s kompetence. Vi kan konstatere, at der har været et misforhold mellem, at krisen er blevet et EU-anliggende,
men en del af midlerne til at løse den, har i
den grad ligget nationalt.
Hvis vi skal prøve at konkludere på den
økonomiske del, så vil jeg sige: ja, den økonomiske hestekur har været barsk for mange europæere, men der har ikke været nogen
anden vej end at sikre balance i de offentlige
budgetter. Alternativet ville have været øget
usikkerhed om både job og velfærd.
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
10
|
UDENRIGS 1
|
2014
Et tættere finanspolitisk samarbejde
etableres ikke med et fingerknips, men nu
er byggestenene lagt. Ledetråden i Kommissionens økonomiske politik er, at hvis
der skal mere økonomisk solidaritet i Unionen, skal der også følge stærkere ansvar
for og kontrol med de offentlige budgetter.
EU skal afgjort, efter min opfattelse,
ikke blande sig i alt. Men der er mange områder, hvor vi får bedre resultater, også økonomisk, hvis vi puljer vores
kræfter. Fælles spilleregler for bankerne
er et godt eksempel. Det er ganske vist
”mere EU”, men alternativet er, at bankernes excesser i ét land kan gå ud over
borgerne i et andet. For den globale økonomi er blevet den helt store udfordring
til politikerne i det 21. århundrede: økonomien, kapitalen og markedet operer
globalt, mens de politikere, der (hvor det
er nødvendigt) skal regulere markedet,
de tænker i vid udstrækning stadig meget nationalt og endda ofte meget lokalt.
Samtidig med, at vi skulle håndtere de
økonomiske problemer, har vi fået et andet
stort udviklingsspor, nemlig globaliseringen
af økonomien og hele det geopolitiske skifte med nye stærke økonomiske centre: Kina,
Brasilien og andre, som er dukket op og har
vokset sig meget stærke. Men det er jo ikke
sket under krisen specielt, man kan måske
tværtimod sige, at det var i de gode år før
krisen, at vi burde have fundet ud af at, at
der var et større geostrategisk skifte på vej.
Vi er altså udfordret på en helt anden måde
også konkurrencemæssigt, end vi plejer at
være. Og det er dette dobbelte pres ,som vi i
virkeligheden har skullet operere i.
Folket skal med
Den gode nyhed er, at vi rent faktisk er på
vej ud af krisen. Men i demokratiske samfund tager omstilling tid, og nye tiltag skal
forankres, accepteres hos de borgere, politikerne repræsenterer. Her ligger en af de
helt store udfordringer. For det er desværre
ikke lykkedes at kombinere virkeligheden
TEMA
|
VALG I EUROPA
med et reelt begrænset råderum og samtidigt sikre den demokratisk livsnødvendige
opbakning og accept hos borgerne.
Der har vitterligt været en del nødvendighed over de valg, der er blevet truffet.
Nu hører jeg ikke til en af dem, der mener
at politikere ikke altid har en eller anden
grad af valg, men jeg kan sige, at vi har
siddet i mange situationer, hvor der ikke
rigtig var nogen lækre scenarier at vælge
imellem. Men i politik skal man jo altså
have folk og vælgerne med.
Jeg plejer at bruge min fortid som journalist ved DR som eksempel, hvor nogen
ovenover én selv hele tiden laver store forkromede nye tiltag. Og hver gang de har
fået formidlet, at nu er de i gang med en
ny stor reform - og man tænker: jamen så
må vi vel gå i gang med det - så har reformen allerede været så længe undervejs
på ledelsesplan, at lige så snart man begynder at implementere det som medarbejder, så kommer der straks noget nyt
væltende. Og på et eller andet tidspunkt,
mister folk lidt af interessen for det. Jeg
tror, at I alle sammen kender det fra jeres egne sammenhænge. Men det er altså sindssygt vigtigt i demokratiske samfund, at der er tid til, at kursen forankres,
konsolideres, at der kan skabes opbakning
bag tiltagene. Den luksus har vi ikke haft.
Krisehåndteringen har kostet alvorligt
på tilliden til EU systemet. Men gennem
Eurobarometers spørgeskemaer kan vi se,
at det har faktisk kostet endnu mere på tilliden til de nationale regeringer. Derfor er
der en generel udfordring med tillid til det
politiske. Og der er mange årsager til, at
det er blevet sådan. For det første er det jo
elementært at konstatere, at der i forhold
til EU mangler en europæisk offentlighed.
Det vil sige fælleseuropæiske medier, fælles
kommunikationskanaler. Det meste af den
kommunikation, som når de enkelte borgere om fælleseuropæiske beslutninger eller mangel på samme, kommer fra nationale medier via nationale politikere, der af
UDENRIGS 1
forståelige - men ikke desto mindre ulyksalige grunde - har en tendens til at gøre et fjernt
EU til syndebuk for upopulære beslutninger,
mens vindersagerne ofte tillægges den eminente nationale indsats. Det ville være dejligt,
hvis man sagde, at Danmark var en undtagelse, men det ville ikke være retvisende.
I Danmark siger vi ofte, at vi skal være så
tæt på kernen i EU som muligt. Men hvordan får man borgernes opbakning til det,
hvis EU-debatten hele tiden foregår, som
debatten har foregået det sidste års tid? Lakridspiber - lad dem hvile i fred - der har
aldrig været tale om at forbyde dem. Kanelsnegle - ja det var så den danske implementering, den var gal med og sådan set
ikke EU. Kvindekvoter - det kan være et
meget godt eksempel på, at EU måske skulle lade være med at blande sig i alt mellem
himmel og jord. Men alle disse eksempler
er ikke de vigtigste, selvom de jo efterlader
et indtryk hos rigtig mange mennesker om,
at EU er noget lidt underligt noget.
Børnechecken
Derimod vil jeg godt bruge debatten om
børnechecken til at trække nogle større linjer op for, hvor problemet med den danske
EU debat ligger. For børnechecken og velfærdsydelserne er et godt eksempel - man
kan også sige det er et skidt eksempel - men
det er i hvert fald et illustrativt eksempel.
For eksempel så taler vi ikke om velfærds”problemer” eller velfærds-”udfordringer”
eller velfærds-”niveauer”; lynhurtigt taler vi om velfærdsturisme. George Orwell
kunne ikke have gjort det bedre. Det er,
som om vi - Danmark, danskerne - er blevet påduttet noget af ”dem dernede”. Vi er
ofre. Ofre for Kommissionen, for Domstolen, for ”ansigtsløse bureaukrater”. Hvem
der er hvem, det kommer sig ikke så nøje
- men det er i hvert fald nogen nede i Bruxelles eller deromkring: og de vil trække noget ned over hovedet på os. At det så
har været kendt siden 1958, 1971, 2004 og
vedtaget i enighed under den tidligere re-
|
2014
|
11
gering i 2009 - det kommer sig heller ikke
så nøje. Facts forstyrrer ikke alt for meget.
Tag bare Jyllands-Posten for nylig, hvor
det jo viste sig - mærkeligt nok - at de her
østeuropæere, vi har talt så meget om, de
trækker sådan set mindre på de offentlige
danske ydelser end gennemsnitsdanskeren
og langt mindre end så mange andre grupper, der kommer hertil.
Betyder det så, at jeg ikke synes, at der er
problem? Nej, det betyder det ikke. Der er et
problem! Og det handler ikke så meget om
økonomi, som det handler om politik, og
det handler om, hvad folk opfatter som fair
eller ikke fair. Mit bud er: jamen, så find en
løsning. Tag det op i stedet for at skyde skylden på EU, når det er danske partier og skiftende danske regeringer, der selv har støttet
de eksisterende love, som de der ”ansigtsløse
bureaukrater” nu prøver at forvalte så godt,
som de kan. Man har været alt for længe om
at håndtere problemet, selv om alle kunne se, at det kom. Det har man kunnet se i
mange måneder, halve eller hele år.
Men grunden til, at jeg nævner dette eksempel er, at det har en langtidsvirkning
for EU-debatten i Danmark, som er rigtig
skidt. For selv hvis man nu får det løst - og
det kan vi jo håbe på, at man gør - så er det
selvfølgelig rigtig skidt på den korte bane,
at de EU-positive partier ikke har gjort sig
mere umage i tide. For på den måde har de
EU-positive partier i samdrægtighed sikret
sig, at dem, man var mest uenige med, de
tjener mest på forløbet. Det er paradoksalt.
Og på den lange bane er prisen, at det skaber en meget grundlæggende skepsis over
for EU. Og hvis man vil være tættere på
kernen, har man jo brug for befolkningens
grundlæggende opbakning.
Ikke kun Danmark
Er det kun Danmark og den danske debat,
der har svigtet? Nej, jeg mener at Bruxelles
inklusiv Kommissionen skal være dygtigere til at kommunikere beslutningerne. Tale
med borgerne, tale til borgerne, og kommuTEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
12
|
UDENRIGS 2
|
2014
nikere, hvad man gør. Og jeg mener også,
at man i EU skal være dygtigere til at signalere - og også i det daglige virke - vise, at
man godt ved, at EU ikke skal blande sig i
alting. Vi har haft store diskussioner - også
i denne Kommissions tid - om hvorvidt EU
skal brede sig mere og mere, eller om man
ind imellem skal holde tilbage og respektere
subsidiaritet og andre gode principper. Resultatet af de diskussioner, kom blandt andet i Barrosos State of the Union-tale sidste
efterår, da han sagde, at EU skal være ”small
on small things, big on big things”. Og så vil
jeg tilføje, at EU får kun lov af borgerne til
at være ”big on big things”, hvis man ikke
er ”big on small things”. Det skal man være
meget bevidst om.
Det store perspektiv
Endelig vil jeg opfordre til, at man også
minder en ny generation om det lidt større perspektiv i EU. For når vi har de der enkeltsager, er det meget nemt at se, hvor fuldstændig tåbelige de er. Men der er altså brug
for at trække linjerne op. Fra den generation, hvor EU blev set som fredens projekt;
fra den generation i 80’erne, hvor det indre
marked var en drivende kraft; fra min generation, hvor det var udvidelsen og Murens
fald, der var det utrolige. Tænk hvis Østeuropa i dag ikke havde EU medlemsskabet,
tænk hvis de ikke havde NATO-medlemsskabet. Tænk også over, at Polens BNP i dag
er tre gange Ukraines - for 25 år siden lå de
stort set på niveau. Der må være et eller andet, som vi gør rigtigt i EU.
Tænk, at Balkanlandene står i kø - selv de
yngste her på universitetet har levet, mens
der var krig på Balkan. Tænk, at EU er forenet. Kommissionens formand Barroso
TEMA
|
VALG I EUROPA
blev politisk aktiv under Nellike-revolutionen i midten af 1970’erne i Portugal. Nogle kan huske, da Kronprinsesse Margrethe
skulle giftes og man ikke kunne være sikker på, at eks-kong Konstantin og søster
Anne-Marie kunne komme med, fordi der
var sket et militærkup i Grækenland.
Min pointe er bare at sige, livet i Europa
har aldrig været let. Men vanskelighederne er altså ikke kommet med EU. Faktisk
har EU skånet os for endnu flere vanskeligheder, og man har løst krisen. Det er naivt,
hvis vi tror, at opspind og renationalisering
er opskriften på at gøre EU stærkere. Også
i forhold til det geostrategiske billede, der
tegner sig af verden i det 21. århundrede.
Men EU må udvise selvdisciplin, og i
Danmark må vi tale om at håndtere EU
som det ,det er: en almindelig politisk
kampplads. På sådanne kamppladser sker
de underligste ting. Og der bliver foreslået
de mærkværdigste ting. Det, man ikke kan
lide, må man så bekæmpe. Og det er Danmark faktisk ret god til. Danmark er god
til at præge og påvirke. Tænk om det nationale politiske niveau påtog sig at bringe
indflydelsen og mulighederne for indflydelse, fingeraftrykkene som vi rent faktisk
sætter, i centrum for den offentlige debat.
Hvis vi altså i højere grad kunne tale om,
at hvad der sker i Europa, det er også vores ansvar. EU er ikke de andre. EU - det er
faktisk også os.
Artiklen er en redigeret version af en tale,
som Connie Hedegaard holdt 31. Marts
2014 på en EU-konference, arrangeret
af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og
Københavns Universitet.
UDENRIGS 1
|
2014
|
13
Sådan vil Danmark
placere sig i EU
Af Martin Lidegaard
FOTO: ©UDENRIGSMINISTERIET, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
14
|
UDENRIGS 1
|
2014
Vi har brug for et stærkt EU fordi vi som
et lille land kan være med til at påvirke
den virkelighed og hverdag, som har betydning for danske borgere og virksomheder. Og Danmark skal søge indflydelse.
Vi skal være så tæt på kernen som muligt.
EU-samarbejdet er ikke bare Danmarks
vigtigste platform for at varetage danske
politiske og økonomiske interesser, det er
også Danmarks vigtigste udenrigspolitiske
værktøj. Vi påvirkes på godt og ondt af udviklingen i verden omkring os, og gennem
vores medlemskab af EU kan vi bedst få
medindflydelse på denne udvikling.
Det gælder både borgernære områder som fødevaresikkerhed, miljøforurening, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og ikke mindst rammebetingelserne
for vækst og beskæftigelse. Og det gælder
også udenrigspolitik, frihandel og international klima- og energipolitik. Vi fører
udenrigspolitik ud fra vores nationale ståsted, men udøver den i høj grad i og igennem en europæisk ramme.
I mange lande - også i Danmark - er der
partier, som kritiserer alt, hvad der kommer
fra EU. De mener, at løsningen ligger i at vende tilbage til nationalstatens suverænitet.
Det lyder måske tillokkende. Men det er
reelt en illusion uden hold i vores hyperglobaliserede verden. Danmark - og Europa - er dybt afhængige af omverdenen. Vi
kan ikke lukke os inde bag grænsebomme.
Vi kan ikke ”melde os ud” af globaliseringen – og som min nederlandske kollega,
Frans Timmermans, har sagt: ”De populi-
stiske partier tegner et billede af en gloværdig fortid, der aldrig var og en model for en
fremtid, som aldrig vil finde sted”.
Regeringen ønsker et stærkt EU, og vi
ønsker, at Danmark skal være så centralt
placeret som muligt. Vi skal være så tæt på
kernen, som vores forbehold tillader det.
At være tæt på kernen handler om at få
indflydelse på de beslutninger, som uundgåeligt påvirker danske borgere og virksomheder. Det handler om, at Danmark
skal blive ved med at spille en aktiv rolle på
det indre marked, finansiel regulering, frihandel, grøn omstilling og udenrigspolitik.
Desto længere væk man er fra kernen, desto vanskeligere har vi ved at få indflydelse.
Vi skal kort sagt bytte illusionsnummeret om formel selvbestemmelse ud med
den reelle mulighed for medbestemmelse.
For mange af os har Danmark været medlem af EU, så længe vi kan huske. Vi har
vænnet os til, at fred og stabilitet i Europa
er normen. Og samtidig tager vi gevinsterne ved EU for givet. Ingen kan forestille sig,
at vi ruller Det Indre Marked tilbage. Vi har
vænnet os til et rigt udvalg af varer fra hele
Europa i køledisken. Vi har vænnet os til, at
en ung dansker frit kan arbejde på en pub i
London uden at skulle have arbejdstilladelse. Og vi har vænnet os til, at man kan køre
på ferie i bilen fra Skagen til Sicilien uden at
skulle stoppe ved grænsen og vise pas.
Men de globale tendenser viser, at vi ikke
kan tage alt dette for givet. Det gælder vores velstand, det gælder vores værdier, det
gælder vores frihed til at bo og rejse rundt
omkring i Europa.
Og så gælder det også helt basalt fred og
frihed i Europa. De seneste måneders begi-
Martin Lidegaard har været Danmarks udenrigsminister siden 3. februar 2014. Forinden var han
klima- og energiminister. Han var folketingsmedlem for Det Radikale Venstre i perioden 20012007. Han har arbejdet som kommunikationsrådgiver, formand for CONCITO og informationschef
og vicegeneralsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.
>>>
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
venheder lige øst for vores grænser har på
tragisk vis demonstreret dette.
På blot to timer med fly kan man nå
Maidan-pladsen i Kiev. Det gjorde jeg for
få uger siden. Og man skal ikke stå længe
på Maidan-pladsen for at forstå relevansen
af og ønsket om et stærkt europæisk fællesskab. Jeg havde selv muligheden for at tale
med flere af de demonstranter, der satte livet på spil for europæiske frihedsidealer
og en bedre fremtid for dem selv og deres
børn. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.
Det er mennesker lige ved vores grænser, der kæmper for de værdier og goder,
som vi i EU kender og tager for givet. Et
Europa, hvor frihed og velstand går hånd
i hånd. Deres drømme handler ikke kun
om at opnå grundlæggende frihedsrettigheder, men også om at få et fast job, bedre livsbetingelser, økonomisk fremgang og
lige adgang til uddannelser. Vi skal understøtte deres kamp for frihed og demokrati
politisk og økonomisk - og det har EU også
gjort de seneste måneder.
Ukrainerne har oplevet forandringens
vind fra Sovjetunionens opløsning blæse forbi dem, og de hungrer efter fremskridt. Lad mig nævne et eksempel, som
sætter dét i perspektiv: Velstandsniveauet i Polen og Ukraine var i 1990 - kort tid
efter Murens fald - på samme niveau. I
dag - 24 år senere og 10 år efter Polens
optagelse i EU - er Polen tre gange så velstående som Ukraine.
Udviklingen i Ukraine viser, hvorfor
det er vigtigt, at vi i Europa står sammen.
Vi skal ikke være sammen imod Rusland,
men vi skal stå sammen om vores værdier, for Ukraine og Ukraines befolkning, for
international ret og for fred og stabilitet i
Europa.
EU’s udfordringer
Lad mig komme nærmere ind på, hvad jeg
ser som nogle af de største udfordringer i
øjeblikket og nogle af de områder, som EU
bør fokusere på de kommende år.
|
2014
|
15
For det første vil de globale magtforskydninger fortsætte med uformindsket
hastighed. Den globale økonomi forventes at blive fordoblet frem til 2030 og de
nye magtcentre buldrer derudaf. Størstedelen af den økonomiske vækst i de kommende år vil foregå uden for Europa. EU’s
andel af verdenshandlen er vigende, og ældrebyrden i EU vokser. EU’s globale politiske indflydelse er også af denne grund under pres. Konkurrencen fra andre dele af
verden stiger, og vores evne til at skabe den
økonomiske vækst, som er en grundlæggende forudsætning for vores velstand og
velfærd, er udfordret.
De globale magtforskydninger betyder
generelt, at EU’s rolle i verden er under
pres. Lande som Kina, Indien, Brasilien og
- som vi ser i øjeblikket i ekstrem grad Rusland søger en mere fremtrædende rolle
på den internationale scene. Alene størrelsen på disse globale aktører gør, at Europa
er nødt til at stå sammen. Det er en erkendelse, som er hård i nogle europæiske hovedstæder, men den er - alligevel - ved at
være en realitet. Krisen i Ukraine har understreget dette.
For det andet vil vækst og beskæftigelse
være en hovedprioritet for det europæiske
samarbejde de kommende år. Men vi må
også fokusere på, hvilken vækst der bliver
tale om. Væksten skal være bæredygtig og
gå hånd i hånd med blandt andet EU’s klima-ambitioner og vores sociale mål.
For det tredje kan vi ikke se bort fra, at
tilliden til EU i befolkningerne i øjeblikket
er ringere end i mange år. Kun 31 procent
af EU’s borgere har tillid til EU, og tendensen er vigende. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at en stor del af forklaringen på den faldende tillid skal findes i
den økonomiske krise, som har præget
ikke kun Europa, men hele verden de seneste år. Men det er vigtigt at huske på, at
EU ikke forårsagede eller forværrede krisen - tværtimod.
Den lave tillid til EU skyldes efter min
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
16
|
UDENRIGS 1
|
2014
mening også debatten om, hvad EU skal
lave - hvor meget eller hvor lidt, og hvad?
Hvordan rammer vi balancen mellem, hvad
EU og medlemslandene skal tage sig af? Og
hvordan kan den folkelige forankring og nationale parlamenters inddragelse styrkes?
Den britiske premierminister David Cameron har stillet i udsigt, at han vil genforhandle UK’s forhold til EU, hvis de britiske
konservative vinder valget i 2015 og sætte
den nye aftale til folkeafstemning i 2017, så
briterne kan tage stilling til, om de ønsker
at være med i EU eller ej.
Jeg sætter stor pris på UK, som gennem
mange år har været og er en nær og vigtig
partner for Danmark i EU. Men Danmark
har valgt en anden vej end UK, fordi vi mener, at vejen til indflydelse går gennem at
være så tæt på kernen i EU som muligt.
Den nederlandske regering har gjort sig
til talsmand for et mere trimmet og mere
effektivt EU. Populært sagt ønsker Nederlandene, at lovgivningsinitiativerne skal
være ”europæiske, hvor det er nødvendigt;
og nationalt, hvor det er muligt”. Det er
svært at være uenig i.
Bedre EU
Det skal ikke handle om mindre EU eller
mere EU, men om et bedre EU. Om hvordan vi bliver endnu bedre til at sikre, at
lovgivningsinitiativer fra EU giver en reel
europæisk merværdi, og at EU fokuserer
mere på at levere resultater på de områder,
som optager EU’s borgere. Kommissionsformand Barroso har ramt det ganske præcist med sin udtalelse om, at ”EU skal være
stor med hensyn til de store ting og mindre
med hensyn til de mindre ting”. For regeringen handler debatten først og fremmest
om hvad det er for nogle emner, EU skal
beskæftige sig med de kommende år.
Hvad er det så for en retning, som EU
skal gå i? For mig at se er der behov for
fortsatte reformer, som kan styrke vores
konkurrenceevne, så vi kan skabe vækst og
arbejdspladser i EU. Reformer er en forudTEMA
|
VALG I EUROPA
sætning for, at EU kan klare sig i den globale konkurrence på lang sigt. Det er samtidig en forudsætning for at styrke tilliden
til EU i befolkningerne, fordi EU først og
fremmest er et middel til at levere resultater, som har betydning for borgerne. EU er
og skal ikke være et mål i sig selv.
Reformarbejdet er allerede gået i gang.
Siden 2008 er det økonomiske samarbejde i EU styrket betydeligt, og det har været
med til at genetablere de finansielle markeders tillid til euroen. Med vores store afhængighed af den økonomiske udvikling i
EU er det også til fordel for Danmark, også
selvom vi har vores euroforbehold.
Samtidig vil det styrkede banksamarbejde lægge fundamentet for en velfungerende finansiel sektor, der vel sammen
med søfarten er den mest globaliserede
sektor overhovedet. Danske banker er i
høj grad engageret i samarbejder med
banker andre steder i Europa.
Regeringen har endnu ikke taget stilling
til dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde og der er mange vigtige hensyn. Vi har forhandlet med udgangspunkt
i, at Danmark skulle have et reelt valg. Der
er vi nu. Vi har nu sat en analyse i gang for
at vurdere, om vi skal være med eller ej. Ud
fra et rent europapolitisk synspunkt vil der
være mange fordele ved at være med, fordi det vil være med til at sikre os indflydelse og fastholde Danmark tæt på den økonomiske politikformulering i EU.
Udover styrkelsen af det økonomiske
og finansielle samarbejde skal vi fortsætte
moderniseringen af EU’s andre politikker:
For det første skal Det Indre Marked udbygges. Der er fortsat store gevinster at
hente ved en styrkelse af Det Digitale Indre Marked, Det Indre Marked for Tjenesteydelser og Det Indre Energimarked.
For det andet skal vi fortsætte den
grønne omstilling. En ambitiøs klimaog energidagsorden går hånd i hånd med
styrket forsyningssikkerhed, et bedre klima og flere arbejdspladser.
UDENRIGS 1
|
2014
|
17
Det skal ikke handle om mindre EU eller mere EU, men om
et bedre EU. Om hvordan vi
bliver endnu bedre til at sikre, at lovgivningsinitiativer fra
EU giver en reel europæisk
merværdi, og at EU fokuserer mere på at levere resultater på de områder, som optager EU’s borgere.
FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014
Krisen i Ukraine har endnu en gang
vist, at energipolitik også er udenrigspolitik. Vi er i høj grad afhængig af energiimport. Hvis den nuværende udvikling
fortsætter, vil 80 procent af EU’s energi i
2035 blive importeret fra tredjelande. Vi
er nødt til at sætte mere fokus på forsyningssikkerhed og energiuafhængighed,
og det skal ske gennem både et mere velfungerende indre marked for energi og
gennem ambitiøse mål for energieffektivitet og vedvarende energi. Det styrker
os udadtil og er også til gavn for Europas konkurrenceevne. Jeg er meget glad
for, at det på det seneste EU-topmøde
på dansk foranledning blev besluttet, at
Kommissionen i juni i år skal komme
med en plan for, hvordan EU kan blive
mere uafhængig.
For det tredje skal vi gennem frihandelsaftaler skabe bedre markedsadgang
for europæiske virksomheder uden for
Europa. Det er her 90 pct. af verdens
vækst vil finde sted de næste 10-15 år.
Fokus lige nu er i høj grad på EU’s aftaler med USA og Japan. Udover at aftalerne har et stort økonomisk potentiale, gør
de også, at vi som handelsblokke bliver så
store, at vi sammen kan sætte bedre globale standarder.
Og endelig skal vi styrke samarbejdet om forskning, udvikling, innovation og uddannelse. Hvis EU skal klare sig
i den globale konkurrence, skal vi ikke
konkurrere på løn men være i stand til
at skabe nye arbejdspladser, fordi vi er i
stand til at finde på nye produkter eller
processer.
Patentafstemningen
Jeg kan ikke nævne forskning og udvikling i
dag uden samtidig at nævne den vigtige patentafstemning den 25. maj. I Danmark lever vi af at omsætte viden til arbejdspladser. Virksomheder med patenter står for
hver tredje tjente eksportkrone og hver tiende arbejdsplads i Danmark. Der går derfor
en lige linje fra en effektiv patentbeskyttelse
til at kunne fastholde og skabe flere arbejdspladser. Og det gælder navnlig for et land
som Danmark, der er meget innovativt, og
som har mange mindre virksomheder. Det
nuværende patentsystem er på mange måder så besværligt og dyrt, at det for mange
mindre virksomheder er lukket land.
Derfor handler det om at give danske
virksomheder samme muligheder, som
deres konkurrenter i for eksempel Tyskland, Sverige og Frankrig har. Danske virksomheder skal ikke stilles ringere. Derfor
støtter danske erhvervsorganisationer og
lønmodtagerorganisationer varmt, at Danmark skal tilslutte sig den fælles patentdomstol. De ved godt, hvad der er på spil.
Fremover kan man nemlig i ét hug få et
patent, der er gyldigt i mere end 20 lande.
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
18
|
UDENRIGS 1
|
2014
Og man kan med én enkelt retssag forsvare sine patentrettigheder i mere end 20 lande, hvis nogen kopierer ens produkt. Det er
en kæmpe forenkling og vil spare virksomhederne meget bøvl og omkostninger. Og
det er frivilligt. Virksomhederne kan vælge, om de kun vil have et dansk patent, eller
om de vil have det nye EU-patent.
Det vil være meget uheldigt, hvis Danmark vælger at stå udenfor. Med patentreformen bliver rammevilkårene for europæisk erhvervsliv styrket og Europas
konkurrenceevne forbedret. Den udvikling skal Danmark være med til at skabe,
og de muligheder skal danske virksomheder selvfølgelig fuldt ud have del i.
EU går en afgørende tid i møde både
indenfor og udenfor vores grænser. Når
Europa-Parlamentsvalget er overstået,
topposterne fordelt, og den nye kommission tiltrådt, skal vi videreudvikle samarbejdet med fokus på, at EU fortsat kan
være med til at sikre fred, velstand og velfærd i Europa - og i vores nærområde.
Vækst og beskæftigelse bliver en grundlæggende ledetråd.
Lad mig opsummere: Vi har brug for
et stærkt EU, fordi det er gennem EU, at
vi som et lille land med en åben økonomi
kan være med til at påvirke den virkelighed
og hverdag, som har betydning for danske
TEMA
|
VALG I EUROPA
borgere og virksomheder. Vi skal søge indflydelse ved at være kritiske, konstruktive
og pragmatiske. Hvis vi stiller os udenfor,
får vi ingen indflydelse. Derfor skal vi være
så tæt på kernen som muligt.
Og så skal vi blive bedre til at formidle
EU. Til at minde os selv og hinanden om,
hvilket fyrtårn i verden EU er, hvad angår
demokrati, menneskerettigheder, respekt
for individet, vores samfundsmodel med
både solidaritet og velfærd, bæredygtig udvikling og ikke mindst fredeligt, frivilligt
samarbejde på tværs af landegrænser. Det
kan ikke nytte, at vi kun husker det, når
voldsomme begivenheder som de ukrainske minder os om det.
Den europæiske drøm er faktisk så
stærk, at helt almindelige mennesker er villige til at gå op imod koldblodige diktatorer
og svært bevæbnede soldater for at forfølge
håbet om, at drømmen også en dag bliver
virkelighed for dem. Det er der meget kraft
i, og den kraft har vi også brug for mere af i
den danske Europa-debat.
Artiklen er en redigeret version af en tale,
som Martin Lidegaard holdt 31. marts
2014 på en EU-konference, arrangeret
af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og
Københavns Universitet.
UDENRIGS 1
|
2014
|
19
Den Europæiske union
under forandring
Af Hans Kundnani
ILLUSTRATION: ©EUROPEAN UNION, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
20
|
UDENRIGS 1
|
2014
Tyskland får mere magt i EU, og de ændringer det medfører, kan ændre opfattelsen af selve EU, så at det der engang blev
set som et middel til at udligne forskelle, nu i stigende grad risikerer at blive set
som et middel til ‘blød dominans’
I en forelæsning i Oxford i oktober 2012
sagde den tyske finansminister Wolfgang
Schäuble “krisen langt fra har spoleret det
europæiske projekt, den har tværtimod
fremskyndet det”, og på en måde har han
selvfølgelig ret. Krisen har været katalysator for en fremskyndet integrationsproces,
som ville have være utænkelig under andre
omstændigheder. Medlemsstater har taget
skridt, som under andre omstændigheder
ville have været utænkelige, til at overføre
magt til det europæiske niveau især – men
ikke kun – over deres økonomier. Selv om
de europæiske ledere har afstået fra at implementere de fire ‘byggesten’ mod en ‘ægte
økonomisk og monetær union’ som foreslået af formanden for Det Europæiske Råd
Herman van Rompuy i sommeren 2012, så
har de skabt en bankunion.
Men selv om man kan argumentere for, at
der er sket fremskridt i europæisk integration, så rejser de skridt, der er blevet taget
som svar på krisen, grundlæggende spørgsmål om det europæiske projekts fremtid.
Selv om integrationen fortsætter og endda fremskyndes, så ændrer den måske Den
Europæiske Union på en ganske problematisk måde, samtidig med at den åbner for
nye skillelinjer mellem medlemsstaterne,
som vil have betydelige og måske negative
konsekvenser for sammenhængskraften i
EU. Påstanden om, at krisen har “bidraget
til at fremme” det europæiske projekt skal
derfor undersøges nærmere.
I det følgende vil jeg undersøge fire problematiske måder, hvorpå EU har ændret
sig, siden krisen begyndte. For det første
kan der opstå et EU, der gør mere brug af
tvang over for medlemsstaterne. Dernæst er
der inden for eurozonen opstået et skel mellem overskuds- og underskudslande, og der
er opstået et ny kerne, som ikke har meget at
gøre med villigheden til at overføre suverænitet til EU-niveau. For det tredje har krisen
tvunget Tyskland ind i en magtposition, der
er uden fortilfælde, og som er ved at ændre
opfattelse af EU. Endelig har den yderligere integration, der har fundet sted siden krisen begyndte, skabt et Europa i tre lag, bestående af eurozonen, ‘pre-ins’ såsom Polen
og ‘opt-outs’ som Storbritannien.
EU er et enestående fænomen i international politik: Et regionalt integrationsprojekt, der er blevet ‘mere end en mellemstatslig organisation men mindre end
en fuldt udviklet europæisk stat’ (se Christopher Hill/Michael E. Smith (eds.), International Relations and the European
Union (Oxford: Oxford University Press,
2005), side 4). Frem for alt var den integration, der begyndte med Schuman-planen i
1950 baseret på frivillig snarere end tvungen overførsel af suverænitet. EU var derfor, efterhånden som den udviklede sig, i
stand til at fungere som en form for civiliseret struktur, som accepterede og håndterede forskelle i Europa, samtidig med at
den skabte konvergens baseret mere på
kompromis end på tvang. Det lægger ‘meget snævrere grænser for de taktiske manøvrer, som medlemsstaterne er parate til
at bruge mod hinanden, end det er tilfældet mellem ethvert tilfældigt parrede sæt af
Hans Kundnani er reseach director ved European Council on foreign relations, Han beskæftiger
sig indgående med Tyskland og tysk EU-politik. Han har tidligere arbejdet som korrespondent i
Berlin for The Observer
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
stater i international politik’ (se op. cit. side
8). Først og fremmest udelukkede den militær magt som et legitimt middel til at løse
uoverensstemmelser inden for Europa.
For at løse den aktuelle krise synes EU
imidlertid at udvikle sig i en ny – og når man
tager dens aspirationer i betragtning – problematisk retning. For det første er skridtene mod yderligere integration, siden krisen
begyndte, taget på grundlag af en blanding
mellem frivillig og tvungen overførsel af
suverænitet. Teknisk følger de selvfølgelig
mange af de samme procedurer som tidligere integrative skridt; ingen er blevet tvunget
til at acceptere yderligere integration. Men
virkeligheden er, at eurozonelandene ikke
rigtig har haft andre valg end at overføre
magt til det europæiske niveau. Som europæiske ledere som Angela Merkel gang på
gang har fortalt dem, er der ikke noget alternativ. På den måde har det været ‘integration med en pistol for panden’.
For det andet, for at rette fejlene i den
monetære unions opbygning indfører EU
nu er meget strengere system af regler og
håndhævelse af regler. Selv om krisen på
dramatisk vis har afsløret Maastricht-regimets manglende evne til at skabe konvergens i det fælles valutaområde, så har eurozonelandene med Tyskland i spidsen søgt
at udvide og stramme det regelsystem, som
Maastricht har skabt, såvel som håndhævelsen af det. Det ‘Maastricht III’-system,
der er udsprunget af krisen, og som er baseret på en serie af forholdsregler taget siden krisen, som kulminerede i finanspagten, griber mere ind og pålægger strengere
økonomisk-politiske betingelser og større
homogenitet end dets to forgængere. Man
kan nu høre tyske politikere og embedsmænd citere Lenin: “Tillid er godt, kontrol
er bedre.” Den måde systemet fungerer på,
ses selvfølgelig i sin mest ekstreme form i
eurozonens kriselande. Det ser således ud
til, at der af krisen er opstået et EU, hvor
tvang spiller en større rolle end tidligere.
Det skaber spændinger mellem med-
|
2014
|
21
lemslande (mellem overskudslande og underskudslande) og inden for landene (mellem elite og befolkning). Dette sker igen
i sin mest ekstreme form i kriselandene.
Dette mere tvangsmæssige EU synes at
være milevidt fra grundlæggernes visioner.
Morgenen efter at man var enedes om finanspagten på det europæiske topmøde
i december 2011 skrev Ian Traynor i The
Guardian, at der ud af eurokrisen var kommet en glædesløs union af bøder, afstraffelse, opdragelse og sydende vrede.
Ny ‘kerne’ og ‘periferi’
I 1994 – da der stadig kun var 12 lande i EU
– udviklede Wolfgang Schäuble og hans
kristendemokratiske kollega Karl Lamers
ideen om et ‘Kerneeuropa’. De argumenterede for, at de medlemsstater, der ønskede det, skulle gå videre i integrationsprocessen, selv om ikke alle var villige til det.
Medlemsstater som fx Danmark og Storbritannien, der havde ‘opt-outs’ på forskellige områder ville komme til at stå uden
for denne kerne. Det ville skabe et Europa i flere hastigheder, men Schäuble og Lamers håbede, at ‘kernen’ ville fungere som
en magnet, og at andre lande efterhånden
ville følge efter. Medlemskabet af Kerneeuropa ville således alene blive defineret af
villigheden til at integrere.
Imidlertid er der siden eurokrisen startede opstået en anden slags ‘kerne’. Begrebet
bruges nu i almindelighed ikke om de lande,
der er rede til at gå længst med hensyn til integration, men snarere om eurozonens kreditorlande, som omfatter Finland, Tyskland
og Holland. Der er med andre ord en ny
‘kerne’ i ‘kernen’. Samtidig omtales underskudslandene nu almindeligvis som ‘periferien’ – et begreb, der inden krisen begyndte,
i EU-sammenhæng kun blev brugt om lande, der geografisk lå i periferien.
Den mest slående illustration af denne
nye terminologi er den måde, hvorpå Italien – et af de oprindelige seks lande, der
grundlagde EF og, i hvert tilfælde indtil
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
22
|
UDENRIGS 1
|
2014
krisen begyndte, et af de mest proeuropæiske – nu tilhører ‘periferien’
Denne nye brug af begreberne ‘kerne’ og
‘periferi’ – der som George Soros har påpeget er et levn fra imperiale forbindelser –
afspejler det skel mellem kreditor- og debitorlande inden for eurozonen, som er
opstået, siden krisen startede. Før krisen
startede var den centrale skillelinje i EU
mellem vest og øst, eller som den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald
Rumsfeld udtrykte det, mellem ‘det gamle’
og ‘det ny’ Europa. Men siden krisens start
er der opstået en ny skillelinje, som ofte beskrives som nord-syd (enkelte debitorlande som fx Irland kan dog næppe beskrives
som hørende til syd).
Der er en reel fare for, at denne nye skillelinje bliver permanent. Man har allerede set en betydelig kapitalflugt fra periferien; nu begynder en sand folkevandring
af unge mennesker fra debitorlande med
høj arbejdsløshed som Grækenland og
Spanien til kreditorlande som Tyskland. I
første halvdel af 2012 steg indvandringen
til Tyskland med omkring 15 pct. til omkring en halv million – de fleste fra andre
EU-lande. Indvandringen til Tyskland fra
Grækenland, Spanien og andre kriseramte sydlige lande er steget endnu hurtigere.
Faren er ifølge Soros, at både menneskelige og finansielle ressourcer vil blive draget
mod midten, og at ‘periferien’ bliver permanent kriseramt. (New York Review of
Books (7 September 2012), http://www.nybooks.com/articles/archives/2012/sep/27/
tragedy-european-union-and-how-resolve-it/?pagination=false)
Det er helt forskelligt fra det Europa vi
kendte. Men mange proeuropæere synes
at have forliget sig med dette delte Europa.
Mange argumenterer, at de forskelle i rentesatser mellem overskuds- og underskudslande – det såkaldte rentespænd – afspejler
virkeligheden og derfor ikke behøver at blive korrigeret. Der er endda nogle, der hævder, at vandringen fra underskuds- til overTEMA
|
VALG I EUROPA
skudslande simpelthen er udtryk for EU’s
princip om fri bevægelighed – og derfor kan
ses som et ‘fremskridt’ skabt af krisen. Men
et Europa med en varig skillelinje mellem
‘kerne’ og ‘periferi’ er ikke helt hvad EU’s
grundlæggere – eller for den sags skyld skaberne af den fælles mønt – havde i tankerne.
En sådan skillelinje vil også være i modstrid med, hvordan Europa opfatter sig selv.
EU formodes at være forskellig fra og mere
‘social’ end USA. Men hvis Europa ikke afhjælper den ubalance, der er skabt af eurozonen, og kapital- og hjerneflugten, frygter Soros, at hele regioner vil være dømt til
at blive affolket og være underpriviligeret.
Faktisk har nogle økonomer så som Martin Wolf advaret om, at meget af Sydeuropa
står over for en fremtid, der svarer til Mississippis. Det ekstraordinære er, at mange
proeuropæere, særligt på centrum-højrefløjen, på kort tid har forliget sig med tanken.
Et tysk Europa
I midten af den ny ‘kerne’ finder vi selvfølgelig Tyskland. EU blev til dels skabt for at
begrænse Tysklands magt – faktisk var dette
måske den stærkeste enkeltkraft bag europæisk integration. Men aldrig i EU’s historie har en enkelt medlemsstat relativt været
så stærk som Tyskland er nu. Siden krisen
begyndte, har der været megen debat om
et muligt tysk overherredømme i Europa, og
også om den mulige opståe af et tysk ‘imperium – historiske fænomener, som det
var meningen at EU skulle udrydde (se fx
See Hans Kundnani, “What hegemon?”, in:
IP Journal, 4 May 2012, https://ip-journal.
dgap.org/en/ip-journal/topics/what-hegemon; idem, “A German empire?”, in: Project
Syndicate, 21 June 2012, http://www.project-syndicate.org/blog/a-german-empire.)
Thomas Manns berømte ord fra 1953 opfodrede til et ‘europæisk Tyskland’ frem for
et ‘tysk Europa’, men siden krisen begyndte, er det blevet almindeligt at tale om, at et
tysk Europa som resultat heraf.
Tidligere var EU’s fransk-tyske lederskab
UDENRIGS 1
baseret på det, Stanley Foffmann kaldte ‘uligevægtenes ligevægt’ mellem et Frankrig,
der blev set som ledende på det politiske
område, og et Vesttyskland, der var stærkere på det økonomiske felt: Frankrig var således EU’s førende politiske magt, og Vesttyskland var den førende økonomiske magt.
I løbet af det seneste årti er Tyskland imidlertid blevet mere direkte med hensyn til at
forfølge sin nationale interesse i Unionen,
og Frankrig har mistet sin konkurrencedygtigtighed i forhold til Tyskland. Balancen
mellem de to lande er blevet forstyrret. Derfor er den måde, hvorpå de to lande indgår
aftaler, ændret. Tyskland er nu i stand til at
diktere vilkårene til Frankrig og andre lande
på en måde, det ikke kunne tidligere.
På baggrund af denne enestående magt
har Tyskland de seneste tre år søgt at eksportere sin økonomiske model, som Tyskland, rigtigt eller forkert, ser som den eneste måde at løse krisen på og gøre Europa
konkurrencedygtigt (og derfor som tjenende den europæiske interesse snarere end
blot den nationale tyske). Eurozonelandene har indført strukturelle reformer baseret på dem, som Gerhard Schröder introducerede i Tyskland, og de har accepteret
at indføre en version af den ‘gældsbremse’,
som Tyskland introducerede i 2009. Tyskland har dog ikke altid fået sin vilje, siden
krisen begyndte, men det har kun givet
indrømmelser, når det er blevet tvunget til
det af en koalition af andre eurozonelande
eller af det finansielle marked.
Konsekvensen af forøgelsen af Tysklands
magt er, at de strengere økonomiske og politiske betingelser, som nu er blevet pålagt
for at gøre underskudslande som Grækenland og Italien mere konkurrencedygtige,
ses som hidrørende fra Berlin snarere end
Bruxelles. I praksis kan denne hidtil usete
sætten lighedstegn mellem EU og Tyskland
gøre det vanskeligere at pålægge økonomiske og politiske betingelser, og det kan øge
modstanden mod dem. Det mest dramatiske eksempel herpå er de antityske stem-
|
2014
|
23
ninger i Grækenland siden krisen. Men
den kan også ændre opfattelsen af selve EU:
Det, der engang blev set som et middel til
at overkomme forskelle, kan i stigende grad
blive set som et middel for det, som Kalypso
Nicolaïdis har kaldt ‘blød dominans’.
Europa i tre lag
Samtidig med, at en ny kløft er åbnet inden
for eurozonen, og magten i stigende grad
er blevet centreret omkring Tyskland, er
der også blevet større afstand mellem eurozonen og landene uden for eurozonen. Det
er korrekt, som proeuropæere ofte påpeger,
at to lande (Estland og Letland) har tilsluttet sig den fælles valuta, siden krisen begyndte. Men de tiltag i retning af yderligere
integration, som eurozonen er enedes om,
siden krisen begyndte, har hævet tærsklen for lande, som ønsker at tislutte sig den
fælles valuta. Selv om man kan argumentere for, at eurozone-‘kernen’ trods krisen
har fungeret som en magnet, således som
Schäuble og Lamers håbede på, så er kernen samtidig blevet hårdere.
Den øgede kløft mellem eurozonen og
dem, der står udenfor, ses tydeligst i Storbritanniens tilfælde. Selv om Storbritannien forhandlede en ‘opt-out’ fra ØMU’en i
forbindelse med Maastricht-traktaten, har
det altid opretholdt en konstruktiv flertydighed med hensyn til, om det på et eller
andet tidspunkt ville tilslutte sig euroen.
Det har imidlertid ændret sig med krisen,
som effektivt har sat en stopper for muligheden for, at Storbritannien ville tilslutte
sig den fælles valuta.
Krisen faldt også sammen med David
Camerons valg til premierminister i spidsen for en koalitionsregering, i hvilken
han presses hårdt af euroskeptikerne. I januar 2013 forkastede Cameron udtrykkeligt ideen om en ‘stadig tættere union og
forpligtede sig til at holde en folkeafstemning om ja eller nej til britisk medlemskab
af EU, hvis han igen bliver premierminister
efter valget i 2015.
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
24
|
UDENRIGS 1
|
2014
Således er der af krisen opstået et Europa
i tre lag. Første lag er eurozonen, der som
reaktion på krisen har integreret yderligere og dermed hævet bommen for lande,
som ønsker at tilslutte sig den fælles valuta.
Andet lag består af de EU-lande, der måske engang i fremtiden vil tilslutte sig den
fælles valuta. Men nu er der også for første gang et tredje lag, der består af de lande,
som aldrig vil tilslutte sig den fælles valuta. Det står ikke klart, om dette tredje lag er
midlertidigt eller permanent. Når alt kommer til alt er det kun Storbritannien, som
klart hører til der, og det beslutter måske
helt at forlade EU i løbet af de næste få år.
Meget afhænger af landene, der i øjeblikket
er i det andet lag.
Det er ikke så ligetil helt præcist at definere det andet lag. Mest indlysende er at definere det på basis af forpligtelsen til at tilslutte sig den fælles valuta. I så fald vil laget
omfatte alle ikke-eurolande bortset fra Danmark, der befinder sig i det tredje lag sammen med Storbritannien. Man kan imidlertid også definere det andet lag på basis
af finanspagten (så er kun Tjekkiet og Storbritannien i det tredje lag) eller bankunionen (så er det endnu mere uklart, hvem det
andet lag består af). Det er endda muligt, at
alle landene i det andet lag vil flytte til det
første lag, så Storbritannien efterlades alene
uden for eurozonen. Med andre ord er det
også uklart, om det andet lag er stabilt.
De forskellige lande i det uklart definerede andet lag kæmper alle på forskellig
måde med dilemmaet om, hvordan man
beholder indflydelse i et EU, hvis tyngdepunkt har flyttet sig til eurozonen. I den
ene ende af spektret af tilgange befinder
Storbritannien sig. Det fjerner sig mere og
mere fra eurozonen som led i en selvforstærkende (selv)marginaliseringsdynamik,
der stammer fra før krisen, men som er accelereret, siden den startede: uenighed fører til ‘opt-outs’, som fører til manglende
indflydelse, som fører til yderligere uenighed, som fører til yderligere ‘opt-outs’ og så
TEMA
|
VALG I EUROPA
videre. Denne dynamik har nu nået sin logiske slutning med den aktuelle debat om
britisk medlemskab.
I den modsatte ende af spektret er Polen, som har valgt den næsten modsatte tilgang. Selv om landet ikke kan tilslutte sig
euroen i øjeblikket på grund af den folkelige modstand, og måske ikke vil kunne
gøre det foreløbigt, ser det politiske establisment det som sit langsigtede strategiske
mål. Derfor er strategien at holde sig tæt til
den nye ‘kerne’. Det gør alt hvad der er muligt for at forpligte sig over for EU – fx ved
at underskrive finanspagten, distancere sig
fra Storbritannien og bidrage til europæisk
udenrigspolitik. Imidlertid er Polen måske på en måde ved at starte den samme
dynamik, som Storbritannien nu er ved at
afslutte. Spørgsmålet er, hvor længe Polen
kan undgå (selv)marginalisering uden at
tilslutte sig den fælles valuta.
Lande som Tjekkiet, Danmark og Sverige, der i øjeblikket er i gråzonen mellem det andet og tredje lag kommer til at
spille en afgørende rolle for EU’s fremtid.
Især Danmark, der er det eneste land bortset fra Storbritannien, som har en ‘opt-out’
med hensyn til ØMU’en, og derfor, i en forstand, det eneste andet land i det tredje lag.
Britisk medlemskab af EU kan afhænge af
det tredje lags anvendelighed. Hvis Storbritannien ikke er i stand til at etablere en
meningsfuld rolle i denne position, vil det
sandsynligvis forlade EU. Og det vil gøre
det tredje lag mindre brugbart for andre
lande. Det forandrede EU placerer således
Danmark i en central position.
Oversat fra engelsk af Brita Vibeke Andersen.
Artiklen er en redigeret version af en tale,
som Hans Kundnani holdt 31. marts 2014
på en EU-konference, arrangeret af bl.a.
Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet.
UDENRIGS 1
|
2014
|
25
Europa som
et forandringsprojekt
Af Paweł Swieboda
ILLUSTRATION: © PROJECT SYNDICATE, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
26
|
UDENRIGS 1
|
2014
Forholdet til EU og Europa svinger meget i de forskellige medlemslande. For at
den europæiske integration skal lykkes
kræver det reform ændringer, ændringer Tyskland, Frankrig og Storbritannien næppe er enige om.
I politisk henseende gennemgår vi i EU,
hvad der svarer til Endurance-ekspeditionen tværs over Antarktisk i begyndelse af
det 20. århundrede – en ekspedition, der
ofte beskrives som ”et epos om udholdenhed og overlevelse”. Det tog de fleste af ekspeditionens medlemmer to år at komme i
sikkerhed, efter at deres træskib, der foretog,
hvad der skulle vise sige at blive den sidste
etape i de store Sydpolsekspeditioners heroiske tidsalder, var blevet fanget i isen.
I Endurances tilfælde var det en kamp
mod tiden med svindende forsyninger og
ekstremt vejr. I EU’s tilfælde har det været en kamp mod konstruktionsfejl, som
den tidligere generation af ledere har overleveret, en nedbrydning af tillid og vores
egen manglende evne til at se, at helheden
er større end summen af de enkelte dele.
Vi har været lammet af den ændrede verdensorden, fordi vi i lighed med renæssancens italienske bystater tror på, at lilleputtens storhed er at foretrække frem for
usikre alliancer. En freudiansk ’de små forskelles narcissisme’ er vendt tilbage, så det
forslår, og vi har i dag en parallel opsplitning af markeder og politiske loyaliteter.
Da krisen var på sit højeste var der i eurozonen og i det større EU øjeblikke, hvor
man var på kollisionskurs. Grunden til at
man i Storbritannien indlod sig på spareforanstaltninger, hang sammen med presset fra
Bank of England, som troede, at landet ville
gå ’den græske vej’, hvis ikke dette skete. Stabiliseringen indebar en høj pris. Har det så
været en formativ erfaring? På nogle måder
– ja. En ny undersøgelse af social sammenhængskraft gennemført i syv EU-lande viser, at der nu er bred accept af behovet for
at konsolidere de offentlige finanser. Spørgsmålet er, om den erfaring også er politisk
formativ. Eller er den ’deformativ’? Udholdenhed er ikke nok, hvis EU skal overleve
sit eget møde med isbjerget.
Svaret ligger i genoplivningen af de nationale historier og deres tilknytning til
Europa. Virkligheden er, at vi alle har brug
for Europa til forskellige formål. Set fra det
perspektiv kan man tale om fire forskellige
grupper af medlemsstater.
For Polen og omkringliggende lande er
Europa affyringsrampe for modernitet,
stabilitet og vækst. De er i det hele taget
på vej op, da de stræber efter at indhente
deres mere velhavende fæller. Og så er der
de lande, hvis opstigen er blevet afbrudt –
Spanien, Portugal og Irland – men som vil
krybe tilbage på vækstsporet, når de har
fået løst deres økonomiske problemer.
For de nordiske lande er Europa en styrkemultiplikator. Som mottoet for Baltic
Development Forum udtrykker det, så er
regionen toppen af Europa, men den forstår, at størrelse har betydning.
For Frankrig og Storbritannien handler Europa om at omplacere sig som regionale stormagter med global rækkevidde
snarere end globale magter med regionale interesser. De opnåede stormagtstatus i
tidligere århundreder, og begge har måttet
kæmpe for at tilpasse sig den nye situation.
De har valgt forskellige veje. Frankrig har
haft som mål at sikre, at Europa er dets logiske forlængelse. Storbritannien har i højere grad været afhængig af at definere sig
selv i modsætning til Europa.
Paweł ŚSwieboda er formand for demosEUROPA – Centre for European Strategy. Han er tidligere rådgiver for Polens præsident omkring EU intregrationen og har også fungereret som direktør
for det polske udenrigsministeriums EU-afdeling.
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
Endelig er der Tyskland, for hvem Europa har været og i det store og hele stadig
er et eksistentielt projekt, bortset fra at
det hele nu er vendt på hovedet: Før krisen handlede alt om et europæisk Tyskland, og nu handler det stort set om et
tysk Europa, selv om Tyskland er og altid
vil være en modvillig hegemon.
Hvor man er med sin nationale diskurs
om Europa bestemmer, hvordan man placerer sig i netværket af alliancer. Nøglen til Polens succes i det foregående årti er, at det var
i stand til at definere en tilstrækkelig stærk
indre historie om en nation fast besluttet
på at overvinde fortidens ydre pragt. Det er
kursen, der har betydning – Polen startede i
udkanten, men har bevæget sig indad. Storbritannien startede også i yderkanten, bevægede sig kortvarigt mod midten under
Tony Blair, men er nu tilbage til at udforske
de fjerne udposter i det europæiske projekt.
Kan disse individuelle dagsordner vokse sammen? Det vil være for forenklet at
hævde, at det vil løse den europæiske identitetskrise. Suverænitet vil fx fortsat blive
opfattet forskelligt. For Storbritannien er
det et nulsumsspil. Et af argumenterne for
den britiske euroskepsis er, at Storbritannien i de seneste to årtier i mange vigtige sammenhæng er endt som den tabende part og har set sin indflydelse i Unionen
blive mindre, herunder – som et resultat af
udvidelsen – ændringer i afstemningssystemet og den institutionelle struktur.
Den måde at argumentere på bruges ofte
til at udfordre holdningen hos de EU-tilhængere, som mener, at Storbritannien risikerer sin position ved hovedbordet, når
det trækker sig væk fra projektet om en
stadig tættere union.
Forandring på dagsordnen
Selv om det ville være kontraproduktivt at
stræbe efter at overvinde alle forskelle, så
er der stadig plads til at skabe en større fællesnævner mellem de forskellige nationale
dagsordner. Bundlinjen må være, at Euro-
|
2014
|
27
pa er et projekt i forandring. Status quo er
ikke hugget i sten. Europa bliver aldrig et
projekt for dem, der modsætter sig forandring, hvad enten det drejer sig om klima,
økonomi eller udenrigspolitik. Nøglen til
forståelse ligger i, hvordan vi, medlemsstaterne, omformulerer vores egen historie,
vores egen plads under solen. Europa vil få
succes, hvis det lykkes os at indpasse Europa i disse historie, og hvis det opfattes som
en fordel snarere end en hæmsko.
Forandringsdagsordnen kan udspille sig
på fire områder: Det første er det institutionelle; det andet er politik-området; det
tredje handler om inklusion; og det fjerde
vedrører den omgivende verden.
Institutionelle løsninger er EU’s evige
fristelse, således som de har været i årenes løb. Fristelsen vil opstå igen. Ideer om
at institutionalisere eurozonen blomstrer i
Paris, hvor man drømmer om et eurozone-sekretariat på størrelse med den europæiske udenrigstjenestes. Frygten i Polen
er, at Tyskland har indgået en bytteaftale med Frankrig om at give grønt lys til
eurozonens institutionelle vækst til gengæld for et fransk ’ja’ til størstedelen af
bankpakken. Wolfgang Schäubles signaler om at EU-traktaten skal revideres efter Europaparlamentsvalget, så den måske kommer til at omfatte oprettelsen af et
eurozone-parlament og en fuldtids eurogruppe-præsident, hører til den kategori.
For at forandre sig er det nødvendigt, at
EU’ politiske dagsorden justeres. Den har i
de senere år været rettet imod at få en stabilitetskultur på plads. Det har i det store
og hele været en succes, selv om ikke alle
problemer er løst. Den ny logik handler
om ’mistillid og kontrol’, hvor kontrolmekanismer fylder meget af det politiske rum
til skade for den sociale kontrakt. Europa
skal være en del af løsningen på dette problem. En mulig vej kunne være stærkere garantier af borgernes rettigheder på forskellige områder, herunder det sociale område.
Disse rettigheder skulle derefter implemenTEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
28
|
UDENRIGS 1
|
2014
teres nationalt. En anden vej er større overensstemmelse mellem de nationale politikker, så man overvandt den opfattelse, at de
socio-økonomiske modeller er kulturelt bestemt og derfor vil forblive forskellige.
Ideen bag den såkaldte Sapir Rapport (An
Agenda for a Growing Europe, 2003) var i
høj grad, at der er fire modeller i Europa: Den
angelsaksiske, den nordiske, den kontinentale og den for middelhavsområdet, og at alt
man kan gøre er at lære af hver enkelt, men
man skal ikke prøve at blande de fire. Denne idé udfordres nu af den explicitte plan om,
at det er nødvendigt at udfordre de kulturelle
karakteristika for at opnå resultater.
Endelig er det muligt at intervenere på
eurozone-niveau med ideer om arbejdsløshedsforsikring som det primære eksempel,
men også at stimulere sociale investeringer gennem brugen af strukturfonde. Det
er kun en aktiv omdefinering af den sociale kontrakt, der kan bidrage til at genoprette tilliden til projektet i sin helhed.
Den tredje enorme udfordring er at genskabe en følelse af ejerskab og fylde Europa med indgangsveje til beslutningsprocessen. Fra forhandlingsprocessen om den
transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), hvor en høringsproces først blev sat i gang efter pres, til forhandlinger om udgifter er der behov for
nye måder at skabe enighed på. I projektet
’En ny Pagt for Europa’ har vi undersøgt en
række ideer, der skal skabe mere inklusion
i processen, fx gennem bedre planlægning,
overvågning, evaluering og kontrol af EU’s
udgifter, styrkelse af mekanismer, der skal
give folk mulighed for at forme EU’s dagsorden, herunder lokale folkeafstemninger,
der skal spørge borgerne, hvordan midler tilvejebragt gennem EU’s budget skal
anvendes, og indførelse af mere udførligt
sammensatte indikatorer for økonomisk
og menneskelig udvikling, der skal styre
valget af politikker.
Endelig er der den omgivende verden,
hvor begivenheder i Øst har betydet, at
TEMA
|
VALG I EUROPA
udenrigspolitik er vendt tilbage fra sit eksil. I de senere år er EU gået ud fra, at det
på en eller anden måde kunne tillade sig
ikke rigtig at have en udenrigspolitik.
Denne periode med strategisk forvirring
er nu slut, og sort er atter sort, og hvidt er atter hvidt. Vestens normative drøm har vist
sig at være en, som andre ikke altid har været villige til at skrive under på. Den brutale
opvågnen er en chance for at genskabe EU’s
udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det kan
kun ske, hvis vi sikrer, at gensidig økonomisk afhængighed kan gå hånd i hånd med
troskab over for europæiske værdier.
I praksis kan det lade sig gøre, hvis hensynet til en enkelt europæisk stemme kan skabe enighed om behovet for at handle, ofte i
mindre kredse. Den russisk-ukrainske krise har været en afgørende test for det polsktyske forhold, som mirakuløst faldt på plads
i løbet af krisen. De første resultater er opmuntrende, men der er behov for masser af
god vilje på begge sider for at det kan fortsætte, set i lyset af den mulige fremtidige udvikling i Øst. I Ukraine har vi også set den
første virkelige udbredning af Weimartrekanten, der var afgørende for forhandlingerne i Kijev, som førte til regeringsskiftet.
Fra tysk hegemony til magtdeling
Hvis vi ser på Europas politiske landkort
efter Europa-Parlamentsvalget, vil vi sandsynligvis se en forhandlet overgang, hvor
Tyskland gradvist vil komme til at indgå
i en magtdelingsordning. Berlin vil fortsat udøve det overordnede lederskab, men
på en mere inkluderende måde. Det spillerum, som Merkel for nylig gav den italienske premierminister Matteo Renzi, er en
klar indikation af Tysklands villighed til at
tilpasse sig meget mere end tidligere. Berlin gør endda kur til London med udenrigsminister Steinmeier, der klart slår fast,
at ”Berlin ønsker at Storbritannien skal
være en stærk aktør”.
Det umulige er begyndt at ske. Tyskland
har accepteret at der er en ubalance på ind-
UDENRIGS 1
flydelseskontoen, som må rettes. Berlin har
indset, at uden at forklare det hjemlige publikum den følelse af gensidig afhængighed, der
er i Europa, vil man ikke vinde tilslutning til
de ordninger, der er nødvendige for at eurozonen kan hvile på et sundt fundament. Det
gjorde Wolfgang Schäuble klart i et interview
med Handelsblatt, hvor han sagde, at så længe der ikke er en kombineret penge- og finanspolitik i eurozonen, kan det ikke komme på tale at samle gælden i en pulje.
En overordnet reform af traktaten vil
være intet mindre end at lege med ilden.
Det er helt klart, at det Tyskland ønsker af
en sådan reform, nemlig stærkere budgetdisciplin der saliggør ideen om kontraktmæssige ordninger, hvorigennem medlemsstaterne skulle forpligte sig til vidtgående
reformer, ikke svarer til det de fleste øvrige medlemsstater ønsker. Tyskland sender
nu prøveballoner op for at se, om Frankrig
kan fristes til at sige ja til gengæld for det,
de altid har ønsket sig: en ny institutionel
struktur i eurozonen. I Wolfgang Schäubles
seneste overvejelser om en traktatreform efter Europa-Parlamentsvalget understregede
han i samme åndedrag, hvor han talte om et
eurozoneparlament og en heltids eurogruppe-præsident, at renteniveauet er for lavt for
Tyskland og for højt for andre, hvilket gør
strukturelle reformer og øget konkurrencedygtighed endnu mere presserende.
Det er unødvendigt at sige, at den tyske
regering også fortsat har en hjemlig udfordrer, hvis røde linjer den gerne vil overskride, nemlig forfatningsdomstolen.
Er britisk exit uundgåelig?
Det er indlysende, at briterne vil juble af
begejstring over ideen om en traktatreform, lige meget hvad den indeholder. Det
er et strategisk paradoks, at Storbritannien
aktivt opfordrer eurozonen til at skabe sin
egen verden, bare de selv kan få lov til at
bevæge sig i den anden retning. Til trods
for forsikringer om det modsatte (George
Osborne & Wolfgang Schäuble, Financi-
|
2014
|
29
al Times, 27.03.14), er der nogle skillelinjer, der fortsat vokser. En undersøgelse fra
konsulentfirmaet Oliver Wyman viser, at
fordi den Europæiske Centralbank er alene
om at udøve kontrolfunktion, vil der være
et pres på bankerne for at overføre mange af deres forretninger til eurozonen. Det
kan true London City’s rolle som centrum
for aktiehandel. Det er ikke uden grund at
City har forlangt et mere kraftfuldt forsvar
af den britiske finanssektor.
Spændinger mellem eurozone- og ikke-eurozone-lande er tilbøjelige til at blive stærkere, når barometret står på smukt.
Den væsentligste grund til, at det ikke allerede er sket, hænger sammen med ønsket om ikke at åbne flere fronter end
nødvendigt og dermed bringe den største
succes i ti år i fare: udvidelsen med de østog centraleuropæiske lande.
Det er et åbent spørgsmål, om den britiske debat ikke allerede har nået et punkt,
hvor et britisk farvel til EU er uundgåeligt. Business for Britain hævder, at op mod
46 pct. af britiske erhvervsledere mener,
at omkostningerne ved at tilpasse sig Det
Indre Marked vejer tungere end fordelene
ved at være i EU.
Fordelene ved åbenhed udfordres i en
grad, der ikke er set tidligere. I indvandringsdebatten overskygges fordelene ved
det indre markeds frie bevægelighed - fx
at det kan løse problemet med uddannelses-flaskehalse og mangel på jobs - af frygten for det voksende pres på infrastrukturen som følge af indvandring.
Den britiske regerings argumenter for
reform af EU følger euroskeptikernes linje
og fremstiller EU som en kilde til bureaukrati og en hindring for vækst. Den måde
at argumentere vil ikke kunne hjælpe Storbritannien til at få et bedre forhold til Europa. I virkeligheden vil mange af euroskeptikernes forslag betyde, at britiske firmaet
kommer til at stå over for en dobbelt byrde
med at tilpasse sig både britiske og Europæiske regler. British Influence har udarTEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
30
|
UDENRIGS 1
|
2014
bejdet sit eget scorekort, der viser, at London har haft succes på 20 områder i 2013
og kun er mislykkedes på fire. Det sete afhænger derfor af øjnene, der ser.
Skulle det scenario, hvor Storbritannien
løsner sine bånd til Europa, materialisere
sig, ville det skabe et enormt dilemma for
de andre ikke-eurozone-lande med hensyn
til deres fremtidige indstilling. Polens instinkt ville være at manøvrere sig mod kernen. Landet har altid været sygeligt bange
for at blive ladt alene. Det sidste sted det
ønsker at ende, er i periferien. Der er meget, der skal på plads, før Polen kan komme ind i eurozonen, bl.a. en forfatningsændring og en tilpasning af den økonomiske
struktur, men tendensen er helt klar.
Nær-døds øjeblikket
Det hjemlige politiske miljø bliver lige så
vigtigt for Europas landkort som dynamikken i forholdet mellem staterne. Der er betydelig risiko for et omvendt Europa, hvor
det vi vil gøre sammen i stigende grad afhænger af uløste problemer i vores lande.
Hermann van Rompuy har for nylig sagt,
at populisme ikke er et EU-problem, men
TEMA
|
VALG I EUROPA
et kulturproblem. Det han hentyder til
er, at et fænomen som højrefløjspopulisme ikke er i stigning overalt. I nogle lande, ja, men i ni ud af de 28 EU-lande er det
omvendte tilfældet. Men et stigende antal
mennesker er på samme tid blevet overbevist om, at Europa faktisk truer deres velfærd. Det betyder, at vi ikke kan pille den
europæiske faktor ud af ligningen.
Hvis Angela Merkel føler sig tvunget til i
det Europæiske Råd at citere fra Sleepwalkers, historiebogen om årsagerne til Første
Verdenskrig, således som hun gjorde i december, så betyder det, at situationen er alvorlig. I forretningslivet kan nær-dødsøjeblikke skabe plads for fornyelse. IBM har
genopfundet sig selv, efter at det næsten
gik fallit i 1990’erne. Europa står over for
en lignende opgave.
Oversat fra engelsk af Brita Vibeke Andersen.
Artiklen er en redigeret version af en tale,
som Pawel Swieboda holdt 31. marts 2014
på en EU-konference, arrangeret af bl.a.
Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet.
UDENRIGS 1
|
2014
|
31
Det vigtigste
EU-valg til dato
Af Christine Nissen
FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
32
|
UDENRIGS 1
|
2014
Det kommende Europa-parlamentsvalg
har aldrig før haft så stor betydning for
EU og dets borgere. Med Lissabon-traktaten er Europa-Parlamentets magtbeføjelser øget betydeligt, ligesom det for første
gang er berettiget til at udpege den næste
formand for EU-Kommissionen.
Historisk set har Europa-parlamentsvalg
kun i meget beskeden grad drejet sig om
Europa. Lige siden det første direkte valg
til Europa-Parlamentet blev afholdt i 1979,
har forskere karakteriseret europaparlamentsvalg som værende ”sekundære nationale valg” fremfor egentlige europæiske valg. Valgene har handlet om nationale
fremfor europæiske problemstillinger og
er blevet anset som en slags ”midtvejsvalg”,
hvor nationale partier løjede stemningen
forud for et ”rigtigt” valg til de nationale
parlamenter. Tilsvarende er valgene blevet
brugt af vælgerne som en rimelig omkostningsfri metode til at udtrykke nationale og indenrigspolitiske præferencer, f.eks.
utilfredshed med den siddende regering.
En anden konsekvens af europaparlamentsvalgets ”sekundære” natur er, at
stemmeprocenten er meget lavere end
ved de nationale valg, fordi partierne dedikerer færre ressourcer til valgkampagnen, og fordi incitamenterne til at stemme
ikke er særligt åbenlyse for vælgerne. Siden
det første valg i 1979 har vælgertilslutningen været støt faldene i alle medlemslande,
og også ved dette valg forudses en lav valgdeltagelse. Danmark er et af de lande med
den højeste stemmeprocent til europaparlamentsvalget, men den ligger dog stadig
kun på gennemsnitligt omkring 55-60 pro-
cent, hvilket er langt lavere end ved nationale folketingsvalg, hvor stemmedeltagelsen er over 80 procent.
Alligevel tyder meget på, at vi ikke længere kan se Europa-parlamentsvalg som
værende udelukkende sekundære nationale valg. Ikke alene er Europa-Parlamentet i dag blevet en betydelig magtfaktor,
som vedtager love, der får direkte indflydelse på borgerne i medlemslandene. De
nationale debatter er også begyndt i højere grad at dreje sig om europæiske problemstillinger, især efter eurozone-krisens
start i begyndelsen af 2010.
I mange medlemslande ser vi, hvordan
nationale debatter og politiske dagsordener fokuserer og formes af europæiske
spørgsmål i langt højere end tidligere. Den
europæiske dagsorden er i dag også en del
af den nationale dagsorden.
På samme måde er nationale valg også
begyndt at blive europæiske valg. Siden
krisens begyndelse har mange nationale valg drejet sig om krisepolitik og i den
sammenhæng også om relationerne til EU.
EU’s krisepolitik har dikteret løsningsmodellerne i mange lande, hvor reformer og
budgetnedskæringer er blevet besluttet af
stats- og regeringscheferne i fælleskab eller
af EU’s egne institutioner. De hårdest ramte lande i Sydeuropa har set deres nationale
politikere sat uden for indflydelse, når EU
har dikteret sparekurs og nedskæringer.
Sådan er det i stigende grad gået op for de
fleste lande, at deres egen fremtid i høj grad
afhænger af, hvordan det går i hele EU.
Men de nationale valg er ikke den bedste måde til at skabe ændringer i den samlede EU politik. Selvom et vigtigt EU land
skifter dets siddende regering ud med en
ny, der ønsker en anden kurs og f.eks. ikke
Christine Nissen er Ph.d-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hendes
ekspertise er indenfor områderne europæisk integration, EU-institutionerne, europæisering af nationale strukturer og europæisk udenrigspolitik.
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
ser besparelser som løsningen, kommer
det ikke nævneværdigt til at ændre, hvordan 28 lande i Rådet og EU-kommissionen vil udforme EU’s samlede kurs. Derimod vil valget til Europa-Parlamentet være
en reel mulighed for at påvirke den fremtidige retning for hele Unionen.
Magtfuldt parlament
Tiden er forbi, hvor Europa-Parlamentet kan klandres for at være et ’Mickey
Mouse’ parlament uden nogen reel indflydelse, som Margaret Thatcher udtrykte det
i 1980erne. Parlamentet er nemlig blevet
en betydeligt mere magtfuld spiller i de seneste år, og det kommende parlament vil
få mere indflydelse på EU-politikken de
kommende år end nogensinde tidligere.
Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i
2009, styrker Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige kompetencer, da mere end
40 nye områder er blevet flyttet ind under
den såkaldte ”fælles beslutningsprocedure”, hvor Europa-Parlamentet har de samme lovmæssige kompetencer som Rådet.
Disse områder omfatter blandt andet økonomi, landbrug, energisikkerhed, indvandring, retlige og indre anliggender, miljø,
sundhed og strukturfonde.
Parlamentet har også fået en større rolle i forbindelse med fastlæggelsen og godkendelsen af EU-budgettet, også på lige
fod med Rådet. Desuden skal Parlamentet give sit samtykke til en lang række internationale aftaler indgået af EU, herunder internationale handelsaftaler.
Udover en betydelig forøgelse af Parlamentets lovgivende beføjelser, introducerer Lissabontraktaten som nævnt også en
ny procedure for, hvordan den magtfulde
formand for EU-Kommissionen skal udpeges, og her får Europa-Parlamentet en
helt afgørende rolle.
Selvom ideen om, at borgerne direkte
skulle vælge Kommissionsformanden aldrig
blev ført ud i livet, da det var en del af den
forfatningstraktat, der blev forkastet i 2005,
|
2014
|
33
er proceduren for udnævnelsen blevet gjort
meget mere politisk med Lissabon-traktaten, hvor vælgerne faktisk kan have klar
indflydelse på, hvem der bliver formand.
Ifølge Lissabon-traktatens artikel 17, skal
kommissionsformanden findes ”under hensyntagen til resultatet af valget til Europaparlamentet og efter passende høringer foreslår
Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europaparlamentet en kandidat til posten
som formand for kommissionen” og derefter; ”vælges denne kandidat af Europaparlamentet med et flertal af dets medlemmer”.
Således er det stadig de europæiske statsog regeringschefer, der skal udpege den
kandidat, som Parlamentet i sidste ende
skal sige ja eller nej til. Derfor har de stadig
på papiret den afgørende indflydelse, når
kabalen skal lægges efter valget.
Dog er det afgørende, at traktaten henviser til, at udnævnelsen skal afspejle parlamentsvalget, ligesom det i sidste ende er
Parlamentet, der skal godkende eller afvise den foreslåede kandidat. Og dette er
det nuværende Europa-Parlament allerede
gået i gang med at udnytte til fulde. Forud
for valget har de europæiske partier nemlig selv opstillet kandidater til formandsposten med henblik på at Det Europæiske Råd peger på den kandidat, hvis parti
har opnået flest stemmer ved valget. Formandskandidaten skal findes hos et af de
to største partier, nemlig Socialdemokraterne, der har opstillet den nuværende formand for Europa-Parlamentet, og leder af
den Socialdemokratiske gruppe i Parlamentet, tyskeren Martin Schulz, eller hos
de Konservative, der har foreslået den nyligt afgåede statsminister fra Luxembourg,
Jean Claude Junker. Det er interessant,
hvordan de to partier og deres kandidater
præsenterer meget forskellige visioner for,
hvor EU skal hen, og hvordan man bedst
kommer ud af krisen. Hvor de Konservative står for en videreførelse af den nuværende kurs med hårde besparelser, er Socialdemokraterne imod sparepolitikken og vil en
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
34
|
UDENRIGS 1
|
2014
anden vej, der indebærer et større fokus på
vækst og beskæftigelse.
Denne nye proces for valg af kommissionsformand kan være et afgørende skridt
til fordel for EU systemet som helhed,
ikke mindst fordi det styrker EU’s demokratiske legitimitet ved at lade den eneste
direkte folkevalgte EU-institution få indflydelse på EU’s topledelse.
Det kan også betyde, at vælgerne bliver
klar over, at der er mere på spil ved valget,
når deres stemme bliver medvirkende til at
afgøre, hvem der udpeges til formand for
EU-Kommissionen. I national sammenhæng forventer vælgerne, at deres stemme
har betydning for, hvordan den udøvende magt sammensættes, og det er da også
sådan de fleste stats- og regeringschefer
vælges. At gøre det på EU-niveau betyder,
at kommissionsformanden på en anden
måde bliver ansvarlig overfor de borgere,
der har været med til at få ham valgt.
Desuden vil processen betyde, at vi får
sat europæiske ansigter på valgkampen, og
de europæiske partier får talerør, som kan
gøre deres politik tydeligere, så valget hæver sig over at handle om indenrigspolitiske spørgsmål. Det er allerede planlagt, at
Parlamentets topkandidater til formandsposten vil duellere i transnationale, tvtransmitterende debatter, når valgkampen
for alvor går i gang i starten af maj.
Hvis Det Europæiske Råd går i mod dette og vælger en kandidat, som ikke er opstillet af parlamentet, er der gode muligheder
for, at Parlamentet vil blokere for, at vedkommende kan blive formand. Der er flere
eksempler på Parlamentets politiske egenrådighed, og især efter Lissabon-traktatens
ikrafttræden, har parlamentarikerne været
bevidste om at kræve den magt, der tilkommer dem. Det viste sig f .eks., da Danmark
havde EU formandskabet, og Parlamentet valgte at suspendere alt samarbejde med
Formandskabet, efter at det, anført af daværende justitsminister Morten Bødskov, ikke
i tilstrækkelig grad havde involveret ParlaTEMA
|
VALG I EUROPA
mentet i en lov om grænsekontrol. Det vil
derfor være uklogt af stats- og regeringscheferne at vælge en kandidat, som går imod
Parlamentets forventninger.
Dog er det en ret kompliceret kabale, der
skal gå op. Der skal ikke kun vælges Kommissionsformand efter valget. Der skal også
findes en ny ’EU-præsident’ for Det Europæiske Råd efter belgiske Herman Van
Rompuy ligesom EU skal have en ny udenrigschef efter britiske Catherine Ashton.
Når de tre topposter fordeles, skal man tage
hensyn til store og små lande, øst og vestlande og socialdemokrater versus liberale
og konservative. Og nu altså også EuropaParlamentets ønsker og ambitioner.
Parlamentet har med Lissabon-traktaten
fået en vigtig stemme i udpegningen af EU’s
mest magtfulde post, og uanset om det bliver en af deres egne opstillede kandidater eller ej, vil vedkommende under alle omstændigheder skulle findes i rækkerne hos det
parti, der får flest stemmer ved valget.
Den interne magtfordeling
Derfor bliver det helt afgørende, hvordan
det nye flertal former sig efter valget, da
den interne sammensætning af EuropaParlamentet bestemmer, hvilken EU politik der føres, og altså også hvem der får posten som Kommissionsformand.
Medlemmerne af Europa-Parlamentet
sidder inddelt i politiske grupper - ikke efter
nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold. De politiske grupper blev oprindeligt
oprettet med tanke på, hvordan nationale
parlamenter fungerer, hvor det naturligt giver mening at organisere parlamentarikerne
efter politisk overbevisning. Derfor eksisterer der en naturlig arbejdsfordeling og konkurrence mellem grupperne, og EU’s politik
bliver udformet efter ideologiske overbevisninger fremfor nationale prioriteter.
Når grupperne stemmer, er det således ideologiske hensyn, der er afgørende. Ikke kun
en klassisk venstre/højre opdeling, men også
ideologiske hensyn i forhold til, om man ser
UDENRIGS 1
positivt eller negativt på EU-samarbejdet og
ønsker mere EU-integration eller ej.
Der er i øjeblikket 7 politiske grupper i
Europa-Parlamentet, som de 751 medlemmer inddeler sig efter. Yderfløjene både på
venstre og højre side af det politiske spektrum er traditionelt modstandere af EUsamarbejdet, og de lader sig oftest styre af
et ”anti-EU” perspektiv, når de stemmer.
Der kan dog være områder, hvor de i stedet
ledes af politisk, ideologiske argumenter,
f.eks. når ”Den Europæiske Venstrefløjs
Fællesgruppe” stemmer for lovforslag, der
styrker den sociale velfærd. Eller når højrefløjsgruppen, ”De Europæiske Konservative og Reformister” stemmer for en handelsaftale med USA. Centrum-venstre og
centrum-højre partierne, der ligger mellem yderfløjene og udgør langt det største
flertal i parlamentet, er alle ”EU-positive”
og arbejder generelt for et stærkere og dybere EU samarbejde. Derfor afgøres deres
positioner i højere grad af politisk, ideologisk ståsted, når de stemmer i Parlamentet.
At forme et flertal
Siden ingen af grupperne er store nok til
at danne et flertal alene, er udfordringen
at danne et flertal på tværs af grupperne. I den seneste periode fra 2009-2014,
har der eksisteret tre forskellige ”vindende flertal”, som har ændret sig afhængig
af det pågældende politiske område. Den
mest hyppige koalition, har været en ”stor
koalition” hvor de to største partier, nemlig Socialdemokraterne med 195 mandater, og De Konservative med 275 mandater, har stemt sammen, ofte i selskab med
flere af de andre grupper. Da Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet, der sommetider vil trække lovforslagene i deres egen retning, søger Parlamentet
som samlet institution så vidt muligt at arbejde sig frem til en fælles position.
Parlamentet er yderligere organiseret
i udvalg indenfor de forskellige politiske
områder, hvor parlamentarikerne sidder
|
2014
|
35
på tværs af grupperne, som vi kender det
herhjemme. Det er i disse udvalg, at lovforslagene bliver udarbejdet og diskuteret
i første omgang, og her søger man så vidt
muligt at lave de brede kompromiser på
tværs af grupperne.
Udover en stor koaliwtion, har der også
vist sig to andre vindende koalitioner, nemlig
en centrum-højre koalition og en centrumvenstre koalition, hvor de to store grupper
indgår i hver sin. Dog har centrum-venstre
koalitionen i det nuværende parlament ikke
et flertal i sig selv, så det har kun været muligt for dem at vinde, hvis det store Konservative parti og de andre højrefløjsgrupper
ikke stemte sammen. Derfor har balancen i
det nuværende parlament lænet sig længst
mod højre. Det har heller ikke været muligt
for ”anti-EU” grupperne tilsammen at danne
en vindende koalition, eftersom de ikke har
haft tilstrækkeligt med mandater.
En væsentlig faktor, der påvirker, hvilke
politiske grupper, der hører til ’den vindende side’ af en koalition, og hvem der således kan bryste sig af at have udformet en
bestemt politik, drejer sig om, hvor enige gruppen fremstår internt. Som nævnt
har det kun været muligt for en centrumvenstre koalition at danne et flertal, hvis
de blev støttet af rebelske parlamentarikere fra højre-siden. Det kræver altså samling på tropperne, hvis man som gruppe vil
have indflydelse på den førte politik, og jo
mere enige man er, jo mere magt og indflydelse kan man opnå i Parlamentet.
Overraskende nok har grupperne aldrig
været så internt enige som i den seneste periode på trods af, at de med Lissabon-traktatens ikrafttræden har gennemført mange flere afstemninger end før og indenfor
mange forskellige politiske områder. Der er
dog ret stor forskel på denne enighed fra
gruppe til gruppe. Gennemsnitligt er de
store grupper i parlamentet mere ’disciplinerede’ end de små, og de stemmer derfor
i højere grad ens. Desuden er der tendens
til, at især yderfløjene, hvor de EU-skeptiTEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
36
|
UDENRIGS 1
|
2014
ske partier hører hjemme, kan have svært
ved at finde fælles positioner.
Denne ensartethed varierer dog også
meget fra politikområde til politikområde. De Konservative stemmer for eksempel mere ensartet end Socialdemokraterne, når det kommer til landbrugsområdet,
men mindre ensartet, når det drejere sig
om sociale rettigheder.
En sidste faktor, der spiller en rolle for,
hvor meget indflydelse grupperne har, er
stemmedeltagelsen internt i grupperne.
Her er stemmedeltagelsen også højest hos
de EU-positive partier, og det er især yderfløjene, der udebliver fra afstemningerne.
Det betyder altså samlet set, at indflydelse for grupperne i Parlamentet ikke udelukkende er et spørgsmål om, hvor mange mandater man har. Det handler også om
graden af enighed internt i grupperne, og
hvor mange parlamentarikere, der møder
op til afstemningerne.
Således er gruppedynamikkerne og de
mulige vindende koalitioner altså fuldstændig afgørende for, hvilken EU-politik, der bliver stemt igennem, og hvilken der ikke gør.
EU efter valget
Det politiske flertal, der skabes af valgresultatet, får enorm betydning, ikke kun for
Europa-Parlamentets og dets fremtidige
politiske kurs, men også for EU som helhed i de kommende år.
Som nævnt betyder den interne sammensætning af Europa-Parlamentet utrolig meget for den førte politik i EU, og frem
til valget i maj står forskellene klart ridset op: skal Parlamentet bibeholde sit centrum-højere flertal og fortsætte den allerede udstedte kurs med vægt på besparelser,
TEMA
|
VALG I EUROPA
eller skal et nyt centrum-venstre flertal stå i
spidsen for en ny vision for Europa. Da den
nye EU-Kommissionsformand også kommer til at afspejle det vindende flertal, er
der meget på spil. I skrivende stund viser
meningsmålinger dødt løb i mellem de to
visioner, så meget er endnu åbent.
Der er ingen tvivl om, at EU har brug for
et stærkt lederskab, der formår at definere
EU’s egne interesser, og som samtidig også
forstår at lytte til medlemslandene behov.
Uden et stærkt lederskab bliver det umuligt
at løfte de tunge udfordringer, som et skrøbeligt EU står overfor.
Der tegner sig imidlertid også en tredje
mulighed, nemlig at de europæiske borgere
bruger valget til helt at fravælge ovenstående visioner for et stærkere EU. Ved at støtte yderfløjene kan man sende et stærkt signal om, at man ikke bakker op bag stats- og
regeringschefernes planer om øget politisk
og økonomisk integration i EU.
Selvom meget tyder på, at yderfløjene i
Europa-Parlamentet vil blive styrket efter
valget, vil det ikke ændre Parlamentets virke i dramatisk grad. De EU-skeptiske grupper vil stadig ikke have et flertal. Desuden
er deres reelle magt som tidligere nævnt
endnu mindre i virkeligheden, fordi de
har en lavere stemmedeltagelse og en lavere grad af intern enighed i grupperne. Dog
er der ingen tvivl om, at de vil kunne agere som en indflydelsesrig blok og måske få
held til at påvirke de midtsøgende partier,
der traditionelt set er fortalere for mere EU.
Det forestående valg handler for første gang om Europa og EU og præsenterer
vælgerne for klare alternativer for, hvordan
man bedst kommer ud af krisen og EU’s
fremtidige rolle.
UDENRIGS 1
|
2014
|
37
Højredrejning i den
Europæiske Union
Af Uffe Østergaard
FOTO: ©PROJECT SYNDICATE, 2014
TEMA
|
VALG I EUROPA
38
|
UDENRIGS 1
|
2014
Nationalistiske bevægelser og partier står
til voldsom fremgang ved Europaparlamentsvalget 25. maj. EU har aldrig været
specielt populær blandt vælgerne – bortset fra lande som ikke er medlemmer endnu. Der hviler en tung aura af kedsommelighed, fjernhed og centralisme over hele
konstruktionen. Kort sagt det modsatte af
deltagende demokrati.
Men at højrenationalismen tilsyneladende
har så godt et tag i vælgerne, er noget nyt
som stiller spørgsmålstegn ved hele samarbejdets legitimitet. Og det på et tidpunkt
hvor sammenhold over for udfordringen fra
globaliseringen og nu senest Putins Rusland
er mere nødvendigt end nogen sinde.
Hvordan er det kommet dertil? Først og
fremmest skyldes det at efter godt tres års
samarbejde, er EU nu ved at komme tæt på
borgerne. På godt, men især på ondt. Det
forklarer den unormalt store interesse i
medierne for europæiske spørgsmål i denne valgkamp, i Danmark såvel som i det
øvrige EU. Det indre marked for arbejdskraft er begyndt at fungere, i hvert fald for
de mindre privilegerede arbejdstagere. Arbejdssøgende fra de lande der blev optaget
med så stor så stor festivitas i 2004 – og lidt
mindre i 2007 – melder sig nu på arbejdsmarkederne og socialkontorerne i de gamle medlemslande, samtidig med at de sydeuropæiske lande kæmper med at komme
ud af sparepolitikkens spændetrøje og eksporterer deres bedst uddannede unge til
Nordeuropa og Sydamerika.
I 1972 frygtede mange i Danmark at
landet ville blive oversvømmet af sydeuropæere – bortset fra de kvinder der glædede sig. Men sydeuropæerne kom aldrig.
Tværtimod formindskedes migrationen
fra syd til nord i Europa i 1960’erne i kraft
af den økonomiske vækst som samarbejdet
genererede. Det ændrede sig først med den
store østudvidelse i 2004.
I de glade dage før finanskrisen stod danskerne på nakken af hinanden for at lave aftaler med de billige og effektive polske håndværkere. Villakvarterernes glaserede tegl
vidner endnu om 00’ernes byggeboom, som i
vidt omfang blev muliggjort af billig østeuropæisk arbejdskraft. Men siden har piben fået
en anden lyd uden en klar skelnen mellem
forbryderbander der er kommet i takt med
åbningen af grænserne, og de mange flittige
arbejdere der reddede Danmark fra økonomisk overophedning før 2008.
Den konservative Brian Mikkelsen lagde for med at omtale østeuropæerne som
“græshopper, der hopper ind på marken,
suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark”. I debatten om børnecheck til EU-borgere beskrev Venstres
formand Lars Løkke Rasmussen de østeuropæiske arbejdere som“ jordbærplukkere, der trækker penge ud af Danmark”.
Det er nyt. I årene umiddelbart efter Murens fald var danskerne faktisk et af de lande, som var mest positive over for de østog centraleuropæiske befolkninger. Det
har ændret sig nu, især ansporet af at det
indre marked for arbejdskraft er ved at
indfinde sig med 40-50 års forsinkelse. Det
sætter ikke bare den danske velfærdsmodel
under pres, men de sociale ordninger i alle
de gamle medlemsstater i Nordeuropa. Det
er det højredrejningen er en forståelig og
logisk reaktion imod.
Selv om retorikken er ved at løbe af sporet i den politiske appel til befolkningens utilfredshed med romaer og jordbærplukkere i Danmark, er substansen i konflikten reel
nok. Konsekvenserne af arbejdskraftens frie
bevægelighed er bestemt ikke ren mytologi,
Uffe Østergaard er professor i europæisk historie, CBS
TEMA
|
VALG I EUROPA
UDENRIGS 1
selv om omkostningerne nok overdrives, hvis
man skal tro på tallene fra Dansk Industri og
Danmarks Statistik. Det er en udvikling som
især sætter ufaglærte under hårdt pres. I den
forstand er der realiteter bag den stigende
utilfredshed. Den tyske kansler Angela Merkel formulerede under et besøg i Storbritannien i foråret problemstillingen præcist med
sine udtalelser om at EU skal være et frit arbejdsmarked, men ikke en social union. Det
er den sondring og diskussion, man har forsømt –, både herhjemme og i resten af EU.
EU har med en række forordninger og
domme fra EU-domstolen bevæget sig i retning af en social union uden egentlig at ville det politisk. Der har været en tro på at
de europæiske velfærdsmodeller ville nærme sig hinanden så meget, at der ikke ville være et problem. Men den proces har vist
sig at være langt vanskeligere og ikke mindst
mere langsommelig end først antaget. Selv
om det er østeuropæerne der aktuelt er skydeskive for kreative generaliseringer, hænger det først og fremmest sammen med at
det netop er fra disse lande, de største bevægelser af arbejdskraft udgår. I princippet
kunne utilfredsheden ligeså godt være rettet mod sydeuropæere. Udfordringen består
i, at de europæiske socialstater er indrettet
meget forskelligt. Og at især de nordiske velfærdsrettigheder kun i princippet er universelle, men reelt indrettet efter og forbeholdt
bestemte nationale grupper.
Amerikansk modsætning
Den aktuelle diplomatiske krise med Rusland og EU’s vanskeligheder med at formulere en politik over for situationen i
Ukraine har ikke direkte med arbejdsmarkedsproblemerne og højredrejningen
at gøre. Alligevel er den med til at udstille EU’s enorme udfordringer med østudvidelsen efter murens fald i 1989.
Grundlæggende handler det om en splittelse mellem EU’s succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør. Hvis man betragter EU som en
|
2014
|
39
føderation, er Unionen kendetegnet ved at
være det præcis modsatte af den amerikanske føderation. EU er meget stærkt regulerende på en lang række indre områder, men
samtidig en svag koalition udadtil, mens
USA er det omvendte, en stærk koalition
udadtil, militært og udenrigspolitisk, mens
det centrale niveau omvendt griber langt
mindre ind i de enkelte staters selvstændighed. Hvor den føderale magt i USA forvalter ca. 25 pct. af BNP, råder EU over ca. 1
pct. Men omfanget af detailreguleringen er
enormt, som det ses i det kolossale ’acquis
communautaire’, som nye lande skal leve op
til det. Det er denne detailregulering som
får stadig flere borgerlige tilhængere til at
blive skeptiske, mens omvendt reguleringsvillige socialister og socialdemokrater bliver
stadig mere positive, selv i Danmark.
I forhold til situationen i Ukraine betyder
det at EU har om ikke 28 forskellige politikker, så i hvert fald 5-6 forskellige positioner, som er vanskelige at forene. Tyskland
repræsenterer af historiske og geopolitiske
grunde en konciliatorisk linje over for Rusland, som dels skyldes Anden Verdenskrig,
dels afhængigheden af russisk gas. Heroverfor står en række mere konfrontatoriske stater, anført af Polen og den svenske udenrigsminister Carl Bildt, støttet af de baltiske
lande som kun kender Rusland alt for godt.
Principielt er EU en meget vigtigere aktør
over for Ukraine og Rusland end USA pga.
den meget større samhandel. Økonomisk
set betyder EU mest, men politisk set meget mindre pga. den gensidige afhængighed.
De modsatrettede interesser i EU førte i efteråret 2013 til en aktivistisk politik over for
Ukraine som blev opfattet som aggressiv af
Rusland, men som i realiteten var svag og
splittet. Vi ved fra børneopdragelse at det
er den dårligst tænkelige model at tale højt
og beslutsomt uden at mene det. Det er det
EU har gjort med risiko for at man kommer til at betale store summer til Ukraine
– der forsvinder i korruption – uden at få
garanti for reformer, samtidig med at rusTEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
40
|
UDENRIGS 1
|
2014
serne bliver rasende, uden at man formår
at beskytte Ukraine.
EU’s svaghed skyldes den model for samarbejdet som Jean Monnet og andre formulerede med Kul- og Stålunionen og
Fællesmarkedet netop for at overvinde
modstanden mod suverænitetsafgivelse i
nationalstaterne. De modsatrettede interesser udstiller at sikkerhedspolitisk er EU
dårlig til at levere. Måske er det gamle kommunistiske lande som Polen der kan bane
vejen for en mere selvstændig og handlekraftig europæisk udenrigspolitik. Problemet er Tyskland. Amerikanerne har rigtigt
påpeget, at Tyskland både er løsningen og
problemet for Europa. Løsningen fordi landet er økonomisk stærkt, problemet fordi det af historiske grunde er politisk svagt.
Selv om den udenrigspolitiske dagsorden
rummer et uudnyttet potentiale for EU,
ikke mindst i forhold til Europas befolkninger som i virkeligheden hellere vil have en
stærk sikkerhedspolitisk koalition end massiv detailregulering, er det ikke i den retning
udviklingen aktuelt ser ud til at bevæge sig i.
En føderation af nationalstater
Det er kun ti år siden at skarpe internationale iagttagere som Mark Leonard og Jeremy Rifkin skrev entusiastiske bøger om
hvordan EU ville vise vej for verden i det
21. århundrede – underforstået i forhold til
mere primitive, magt- og vækstorienterede
stater som USA og Kina. Andre fremhævede EU som en stormagt der ikke profilerede sig ved hjælp af traditionel magtpolitik,
men i stedet satte standarden for normerne
i internationalt samarbejde i en stadig mere
global verden. En ’normativ magt’ som er
overskriften på en artikel af Ian Manners
fra RUC. Ganske vist påpegede mere kyniske, primært amerikanske, iagttagere at EU
opførte sig sådan, fordi det var for svagt til
at gøre andet. Hvis de da ikke ligefrem med
en forhenværende amerikansk forsvarsministers ord sagde at EU kunne tage opvasken, efter at de ’rigtige’ stormagter havde
TEMA
|
VALG I EUROPA
ordnet tingene og spist middagen. En opfattelse der i juni 2002 blev populariseret i
en artikel i tidsskriftet Policy Review af den
politiske kommentator Robert Kagan under overskriften, “Europæerne er fra Venus, amerikanerne er fra Mars”.
Disse analyser afspejler den generelle
svækkelse af Europa i forhold til resten af
verden, især BRIK-landene, Brasilien, Rusland, Indien og Kina suppleret med Sydafrika for også at have dette kontinent repræsenteret, Sydkorea, Indonesien, Tyrkiet osv.
Men denne svækkelse er en langsigtet tendens der har været undervejs i hele perioden siden Anden Verdenskrig. Først med
afkoloniseringen der afsluttedes i midten af
1970’erne, siden den demografiske udvikling der medfører, at de europæiske befolkninger – også i det tidligere kommunistiske
Øst- og Centraleuropa – ikke kan reproducere sig selv og bliver stadig ældre. Det har
vi vidst længe, men overset i euforien over
genforeningen af kontinentet i 2004 og den
hysteriske optur i det meste af 00’erne. Først
krisen i 2008 har ubarmhjertigt sat spotlys
på den strukturelle tilbagegang som er den
reelle årsag til nationalismens vækst på højrefløjen, men reelt også på venstrefløjen.
Kravet om national suverænitet vil med stor
sikkerhed medføre yderligere tab af indflydelse for Europa i verden, selv om nationalisterne kræver det modsatte.
Men der er netop tale om en strukturel tilbagegang, der bedst kan forstås ved
en sammenligning med den store forskydning efter 1492, da Europa begyndte at ekspandere på bekostning af resten af
verden. Opdagelsesrejser, åbningen af Atlanterhavet og sejlruten til Asien syd om
Afrika flyttede det økonomiske centrum
fra Middelhavslandene til Nordvesteuropa, især Nederlandene og England, men
også Nordfrankrig og Vesttyskland. Ja selv
Østersølandene profiterede af denne omlægning af handelsruterne.
Prisen for den store omlægning af den
europæiske økonomi og handelsruterne
UDENRIGS 1
blev betalt af især Italien der havde været førende i middelalderen og renæssancen. Relativt set gik først de italienske bystater og
siden Spanien tilbage i forhold til Nordvesteuropa. Men netop relativt set. I flere hundrede år, indtil midten af 1700-tallet, registrerede en stormagt som Venezia ikke sit
fald i økonomisk indflydelse. Republikken
mistede ganske vist sine græske besiddelser
til de osmanniske tyrkere, men bevarede alligevel sin diplomatiske og handelsmæssige
rolle. For ikke at tale om det årlige karneval
der tiltræk besøgende fra hele Europa. Skal
man dømme ud fra det italienske eksempel kan det godt lade sig gøre at miste relativ
vægt uden dermed nødvendigvis at gå absolut ned i levestandard.
Det Europa mister i disse år er evnen
til at påtvinge resten af verden sine opfattelse og normer. Men det har som sagt
været undervejs i mange år. De langsigtede tendenser er næppe forklaringen på
den aktuelle krise i EU generelt og eurosamarbejdet specielt, selv om de udgør
den historiske baggrund.
Integration efter behov
På mange måder burde krisen for euroen ikke undre. Ja man kan næsten sige at
den var indbygget i konstruktionen af den
Økonomiske og Monetære Union fra begyndelsen i december 1991. For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså pengepolitisk union, mens det var håbet
at den økonomiske union ville indfinde sig
hen ad vejen, i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer.
Sådan har det europæiske samarbejde
med ret stor succes udviklet sig helt siden
Kul- og Stålunionen i 1951. Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon ’neofunktionalisme’ og forbindes med navnet
på hjernen bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet. Hans i og for sig simple
idé var at samarbejde på et forholdsvis begrænset og tilsyneladende uskyldigt områ-
|
2014
|
41
de ville nødvendiggøre samarbejde på andre områder. ’Spill over’ blev mekanismen
døbt af politologen Ernst B. Haas i en epokegørende analyse af Kul- og Stålunionen,
”The Uniting of Europe” fra 1958. Den bog
blev en bibel for den europæiske integrationsproces og lært udenad af generation efter generation af eurokrater. Jeg har stadig
mit godt slidte eksemplar, som jeg læste på
Collège d’Europe i Brügge i 1969 sammen
med nu glemte tekster om interessegrupper på europæisk plan og stabler af tekniske dokumenter om de landbrugsordninger der blev implementeret netop i de år.
Metoden fungerede fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde
modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Med en sådan succes at disse grupper i dag står sammen, når de mødes i
EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af manglen på ’folkelighed’ blandt
de ansvarlige. I takt med at de mødes med
deres kolleger fra andre lande, sker der en
afslibning som virker opdragende på selv
de mest krasbørstige kritikere. Et godt eksempel er udviklingen, man fristes til at
kalde det civiliseringen, til en tænksom og
nuanceret person af en noget usleben politiker som Venstres Jens Rohde, efter at han
blev valgt til Europaparlamentet. Men selv
en inkarneret og veltalende modstander af
EU som Morten Messerchmidt fra Dansk
Folkeparti kan forfalde til at råbe på intervention fra EU når det fx gælder lovindgreb mod blokade af virksomheder – som
fx Vejlegården i 2012 – som led i kampene
på det danske arbejdsmarked
Der hvor den neofunktionalistiske integrationsmetode har fungeret mindre heldigt er i
forhold til befolkningerne, der i deres naivitet
har troet at når politikerne talte om skabelse
af et indre marked for varer og arbejdskraft,
så handlede det ’kun’ om disse områder. At
det er umuligt at begrænse markedet på denne måde, behøver man ikke at studere EUdomstolens afgørelser længe for at finde ud
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
42
|
UDENRIGS 1
|
2014
af. Den har på baggrund af domme fra 1962
og 1963 udviklet et helt sæt af rettigheder på
EU-plan, fordi det er umuligt at tale om arbejdskraftens fri vandring uden at det også
gælder arbejdskraften som mennesker, deres
familie, og arbejdere under uddannelse eller
sågar uden arbejde.
I princippet er der ingen ende på implikationerne af det indre marked, som ret beset er et altomfattende revolutionært princip i forhold til staternes suverænitet. At
det ikke var underskrivernes hensigt med
Rom-traktaten i 1957, ændrer ikke ved følgerne af de principper de enedes om. Det
var det de danske socialdemokrater erkendte efter den danske folkeafstemning i
1986 om the European Single Act – i Danmark kaldet ’EF-pakken”’. Poul Schlüter
var formentlig i god tro, da han dengang
erklærede at med et dansk ja til det indre
marked var “Unionen stendød”. At det er
umuligt at skelne på denne måde erkendte socialdemokraterne, der havde været
imod, men efter befolkningsflertallets ja
svingede rundt og erstattede deres modstand mod EF med et ja til mere forpligtende politisk samarbejde. Det er en logisk og
sammenhængende analyse, som imidlertid
har vist sig vanskelig at formidle til vælgerne, i Danmark såvel som i resten af EU.
System Monnet
Det var denne erkendelse som lå bag den
tyske grønne udenrigsminister Joschka Fischers tale på Humboldt universitetet i foråret 2000. Her beskrev han fremmedgørelsen af vælgerflertallet i EU under
overskriften ’system Monnet’. Det førte
ham til at foreslå en forfatning for EU som
i klart sprog skulle gøre det klart for vælgerne, hvad samarbejdet går ud på. Projektet lykkedes delvis med den langvarige forfatningsproces, ’konventet’, der resulterede
i en tekst hvis første del faktisk beskrev det
europæiske samarbejde ret klart og præciserede borgernes rettigheder.
At det ikke var en almindelig forfatning
TEMA
|
VALG I EUROPA
fremgik af titlen, en “traktat om en forfatning for EU”, og mængden af detaljerede
paragraffer de sidste mange hundrede sider. Mere logisk end før, men stadig med
en uoverskuelig mængde af detaljeret regulering, fordi EU basalt set er et samarbejde mellem suveræne – og mistænksomme – stater. Derfor var det folkeretsligt en
traktat, nu blot om en forfatning. Alt dette var klart for de indviede, men blev ikke
forstået og derfor afvist af vælgerne i Nederlandene og Frankrig i 2005. Derefter
var forfatningen stendød og blev efter en
del trakasserier i 2009 erstattet af Lissabontraktaten, der repræsenterer alt det værste
og mest uoverskuelige ved EU med en ophobning af detaljerede paragraffer i tilfældig rækkefølge. Rettigheder og europæiske
symboler er bevidst udeladt. Dog var charteret om rettigheder allerede vedtaget på et
tidligere topmøde, så det gælder alligevel
uden at vælgerne har fået det at vide.
Maastricht-traktaten i 1991 var et beslutsomt spring ud i det blå, i stil med proklameringen af et fælles marked i 1957. Reelt var Rom-traktaten kun en toldunion
der blev markedsført som et fælles marked. Men med formuleringer og mekanismer som den europæiske domstol der
i 1960’erne lagde grunden til de vidtgående rettigheder for arbejdstagere, som er
blevet til forpligtende menneskerettigheder og domsafsigelser med forret i forhold
til national lovgivning og direkte anvendelse i medlemslandene. Det blev styrket
da Kommissionen under Jacques Delors
i 1985 relancerede det europæiske samarbejde i form af det indre marked.
Det var samme tankegang der lå bag formuleringen af ØMUen i 1991. En økonomisk union havde været under planlægning lige siden Werner-planen i 1970. Men
efter kommunismens sammenbrud i 1989
og genforeningen af Tyskland krævede
den franske præsident Francois Mitterrand
magt over den tyske økonomi for at modvirke at det nye store Tyskland skulle blive
UDENRIGS 1
alt for dominerende i EU via sin stærke valuta. Deraf forslaget om euroen. Ironisk har
den halvhjertede valutaunion netop resulteret i tysk dominans som vi oplever det nu.
Men det havde hverken Mitterrand eller
den tyske kansler Helmut Kohl forudset da
de pressede den fælles valuta igennem kun
forsynet med uforpligtende krav til den fælles økonomiske politik. Krav, som hvis de
var blevet overholdt, muligvis havde forskånet os for eurokrisen. Men da de første lande der overtrådte de fælles regler om et budgetunderskud på højst 3 pct. og højst 60 pct.
gæld var Tyskland og Frankrig, stod ladeporten åben for de sydeuropæiske lande der
aldrig havde været i nærheden af at kunne –
eller at ville – overholde kravene.
I stedet fik vi det lånefinansierede boom
i 00’erne. Det skjulte behovet for at tage
det næste logiske skridt til en økonomisk
forpligtende union som ligger i den neofunktionalistiske samarbejdsmetode, Fischers ’system Monnet’. Det kommer nu
efter krisen med katastrofale følger for befolkningerne i de ramte lande og med deraf
følgende udfordringer til de politiske systemer og svækkelse af EU’s legitimitet i omverdenens og befolkningernes øjne.
Alt det var allerede forudset i 1991, og
rygter siger at Jacques Delors var lige ved
at smide hele Maastricht-aftalen på gulvet
i frustration over dens mangel på konsekvens og logik. Men han beherskede sig i tiltro til at ’system Monnet’ endnu engang ville virke og hurtigt overbevise de involverede
om nødvendigheden af en tæt koordinering
af den økonomiske politik, når man havde fået en fælles valuta. Det er ved at ske nu
med den halvhjertede bankunion og overvågning af den økonomiske politik i medlemslandene – med enorme menneskelige
omkostninger for Europas unge og uoverskuelige politiske følger. For slet ikke at tale
om følgerne for EU’s indflydelse i verden,
hvor enhver tale om ’normativ magt’ nu
mest fremkalder rå latter eller hånlige skuldertræk som hos Vladimir Putin.
|
2014
|
43
Det er trist og kræver en grundlæggende nytænkning det europæiske samarbejde.
Men næsten værre er at krisen har blotlagt
EU’s grundlæggende karakter af at være et
samarbejde mellem suveræne stater. Det ses i
forskydningen fra Kommission og Parlament
til det Europæiske Råd og især Euro-gruppen, hvor regeringscheferne mødes. Og her
er størrelse afgørende som det altid er tilfældet, når samarbejdet foregår på såkaldt ’mellemstatslig’ basis. Det kender vi kun alt for
godt fra den lange periode fra den westfalske
fred i 1648 til tiden efter Anden Verdenskrig.
EU er netop enestående som internationalt samarbejde ved ikke at være intermen overnationalt og retligt funderet. Det
har givet overproportional indflydelse til
små og mellemstore stater der kender reglerne og kan formulere en sammenhængende politik. Men krisesituationer gør
det klart hvem der bestemmer, når det
skal gå stærkt. Indtil det franske præsidentvalg i maj 2012 talte man ligefrem om
’Merkozy’, når den tyske kansler Angela
Merkel og den franske præsident Nicolas
Sarkozy gik uden for lokalet under møderne og blev enige. Og så bagefter udlagde teksten på vegne af de andre. Reelt var
det dog Merkel der bestemte, og Sarkozy
der fik lov til at udlægge teksten.
Der har ikke udviklet sig en klar arbejdsdeling mellem den franske præsident François Hollande og Angela Merkel, men det betyder blot at det er blevet
helt klart at det Tyskland der svinger den
europæiske taktstok.
Ny nationalisme i Europa
Det forpligtende samarbejde med den retlige forankring i EU-domstolen som udgør det enestående ved EU som politisk organisation har en række utilsigtede følger.
Ikke ’blot’ i form af den manglende legitimitet i befolkningerne øjne der fører til
fremgang for nationalpopulistiske partier
i hele Europa, i gamle medlemslande som
Nederlandene såvel som blandt de nye i
TEMA
|
VALG I EUROPA
>>>
44
|
UDENRIGS 1
|
2014
Øst- og Centraleuropa. For slet ikke at tale
om Skandinavien og Storbritannien.
En paradoksal side af EU er nemlig at der
samtidig med den megen tale om overnationalitet og fælles beslutninger reelt er sket en
styrkelse af national identitet, trods de mange dommedagsprofetier om svækkelsen af
national selvstændighed. Styrkelsen af nationalismen bemærker man ikke i veletablerede nationalstater som Danmark, Sverige og Storbritannien. For det er vanskeligt
at være mere end 100 pct. nationalistisk,
selv om der er mange der prøver. Men i andre lande er det let at spore en øget national,
for ikke at sige nationalistisk, identifikation.
Det gælder såvel i Nederlandene og Finland
hvor EU-kritiske populister vinder frem i
takt med euro-krisen, som i Viktor Orbáns
Ungarn hvor de er ved magten.
Overraskende nok gælder det også i et land
som Luxembourg der har været selv indbegrebet af europæisk samarbejde pga. sin position mellem Frankrig og Tyskland. Ja, landet der ikke havde et nationalt sprog men
benyttede sig af tysk og fransk, har i kraft af
EU – og med EU-støtte – etableret et nationalt sprog, letzeburgisch, som vinder mere
og mere frem. Før 1986 var det luxembourgske parlament indbegrebet af europæisk adfærd, idet lovforslag blev fremsat på tysk ud
fra den begrundelse at tysk er bedst for fantasien. Og vedtaget på fransk, fordi dette sprog
er klarest og derfor bedst til at administrere på. Sådan er det ikke mere. I stedet mudrer flertallet af sted på den tyske dialekt med
franske gloser der er grundstammen i letzeburgisch. Det har så den yderligere fordel at
udenforstående har svært ved at følge detaljerne, når parlamentet drøfter tekniske detaljer om bankhemmelighed og lignende forudsætninger for den skyhøje levestandard i
en befolkning der for en stor dels vedkommende oven i købet består af efterkommere
TEMA
|
VALG I EUROPA
af portugisiske indvandrere – som altså nu
taler letzburgisch!
Europa er fortsat nationalt og det kan der
være mange fordele ved. Men det gør det
ikke lettere at enes om de nødvendige reformer af samarbejdet der er forudsætningen
for, at Europa ikke taber yderligere indflydelse i verden. Uden at det er blevet bemærket af skeptikerne, har EU’s ledere forsøgt
at formulere denne indsigt. 12. september
2012 kaldte Kommissionens formand José
Manuel Barroso i sin state of the Union-tale i Europa-Parlamentet fællesskabet for en
’demokratisk føderation af nationalstater’.
De danske medier hæftede sig forudsigeligt nok ved ordet føderation, men der er god
grund til at tage det logisk modsigende begreb ’føderation af nationalstater’ alvorligt.
Det er det tætteste vi kommer på en bestemmelse af EU’s karakter, den enestående statsdannelse som Jacques Delors engang kaldte
en ’UPO’, dvs. et ’uidentificeret politisk objekt’. I politisk teori taler man om en ’sui generis’ konstruktion, hvormed blot menes at noget nyt er under dannelse. Ingen ved hvor det
europæiske projekt ender, men fremgangen
for nationalismen ved parlamentsvalget passer godt i en generel tendens som man kan
kalde ’global nationalisme’.
Nationalstaterne er ikke ved at forsvinde,
men hvordan de skal samarbejde er til permanent forhandling mellem elite og folk.
Opmuntrende er at 70 pct. af de danske vælgere ifølge en opinionsundersøgelse i Jyllands-Posten 26.4. 2014 er positive over for
det europæiske samarbejde, samtidig med
at de skeptiske over for en lang række konkrete måder dette samarbejde foregår på.
Bortset fra Storbritannien ser EU ud til
at være ved at blive almindelig indenrigspolitik og ikke et spørgsmål om for eller
imod medlemskab.
UDENRIGS 1
|
2014
|
45
Putins mål: Dominans
over tidligere sovjetlande
Af Vibeke Sperling
Vladimir Putin har mange dagsordener.
For Putin handler det om angst for oprør i Rusland, om at genetablere Rusland
som supermagt og om at gøre op med
Ruslands følelse af underdanighed over
for Vesten. Og Putin har tid til at vente.
Det begyndte med den overraskende styrke i de ukrainske oprør mod den siddende
præsident Janukovitj. Disse oprør skræmte Vladimir Putin, fordi det indebar faren
for, at de store russiske, folkelige demonstrationer i 2011 og 2012 igen ville få tag i
Rusland. Samme angst greb andre mere eller mindre autoritære ledere i det postsovjetiske rum, men de har ikke samme militære, politiske og økonoimiske midler til
at gøre noget ved det. Kremls reaktion på
den orange revolution i 2004 åbnede vejen for flere års konfliktfyldt forhold imellem de to slaviske stater. Det gjorde valget
af den gamle Moskva-allierede, Viktor Janukovitj, til Ukraines præsident i 2010 en
ende på, indtil han begyndte at flirte med
EU. Denne tilnærmelse bremsede Putin
med løfter om et lån på 15 milliarder dol-
lar. Men så kom opstanden for en sikker
ukrainsk kurs mod vest. Et vestligt orienteret Ukraine ville true Putins vigtigste projekt i det postsovjetiske rum, en Eurasisk
Union, som Ukraine var en uundværlig
brik i. Uden oprøret i Ukraine havde Putin ikke taget Krim. Det står formentlig til
troende, som den russiske præsident selv
sagde, at han ikke engang selv vidste, at det
ville ende med det – i hvert fald ikke som
led i en nøje planlagt langstrakt plan.
I slutningen af april 2014 godkendte
Putin en lovændring, der gjorde det meget lettere for russisk-talende at få russisk
statsborgerskab. Lagde han dermed an til
mulig militær indgriben i stil med Krim i
hele det postsovjetiske område efter devisen om, at Rusland forbeholder sig ret til
at gribe ind for at beskytte russisk-talende overalt? Verden svæver i vildrede om,
hvad Putins endemål er. En del af forklaringen er, at Putin måske ikke selv ved det.
Det ser undertiden ud, som om hans ene
hånd ikke ved, hvad den anden gør. Vil han
annektere andre dele af Ukraine? Eller vil
han splitte det op, så det sydøstlige Ukraine bliver en russisk satellitstat. Ifølge Putins egne udtalelser tilstræber han et Novo-
Vibeke Sperlin er journalist og Østeuropakorrespondent ved dagbladet Politiken og tidligere redaktør af Udenrigs.
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
46
|
UDENRIGS 1
|
2014
rossija, Nyt Rusland, et tsaristisk navn, som
han genintroducerede 17. april, selvsamme
dag, hvor Rusland, USA, Ukraine og EU
underskrev en forsoningsaftale i Geneve.
”Alle disse områder blev overdraget til
Ukraine i 1920’erne af den sovjetiske regering. Guderne må vide, hvorfor den
gjorde det”, sagde Putin.
Andrej Illarionov, der er tidligere økonomisk chefrådgiver for Putin, tolker præsidentens udtalelser på følgende måde: “Putins mål er nu Novorossija. Det er denne
russers historiske mission”.
Peter Zalmayev, direktør for Euroasian
Democracy Initiative (EDI), skrev i en artikel bragt af bl.a. Al Jazeera: “Med alle
de forudgående begivenheder i Moldovas løsrivelsesregion Transdnjestr og Georgiens Abkhasien og Sydossetien, som
altsammen er under russisk kontrol, er
Ukraine den vigtigste del af Moskvas
fremvoksende politik for Nyt Rusland,
som Putin har formuleret det”.
Selv om Novorossija i første omgang
gjaldt Ukraines sydøstlige provinser, som
Putin ser som historisk russisk territorium,
er denne politik en del af det store erklærede mål om at forsvare russisktalende overalt, om de så er i fare eller ej. ”Denne nye
doktrin har implikationer langt uden for
Ukraines grænser og kan omfatte alle områder i det tidligere USSR med store russiske mindretal”, mener Peter Zalmayev.
Putin har øjensynlig tid til at vente.
Som en dreven taktiker ved Putin, at hvis
han presser alt for hårdt på, kan det skade
Rusland. Vestlige trusler om hårde sanktioner og EU’s strategi for at lette afhængigheden af russisk gas viser dette. Med
fire år til næste russiske præsidentvalg og
en stor chance for at vinde seks år mere
kan Putin tage sin tid. Det giver ham en
fordel frem for vestlige ledere, hvis politik og handlinger er underlagt langt mere
kortsigtede vilkår. ”Det vigtigste er nu at
holde krudtet tørt og være forberedt på,
at Ukraine-krisen kan vare meget længe”,
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
mener Fjodor Lukjanov, redaktør af magasinet Russia in Global Affairs, som har
Ruslands udenrigsminister i ledelsen.
Det vakte et vist håb, da Rusland, USA,
Ukraine og EU i påsken indgik aftalen i
Geneve, som forpligtede væbnede grupper
til at nedlægge våbnene og stoppe de besættelser, der plagede det sydøstlige Ukraine. Men det omfattede også besættelsen
af Uafhængighedspladsen i Kijev. Rusland
tilsluttede sig i praksis hurtigt de vedholdende sydøstlige besætteres fortolkning, at
den ekstremistiske ukrainske Højre Sektor og den ”illegale” regering i Kijev måtte
ud først. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, var i det forsonende humør i
Geneve. Putin var i krigshumør med talen
om Novorossija, Nyt Rusland. De historiske bånd til Rusland kunne legitimere militær indgriben i det sydøstlige Ukraine,
som annekteringen af Krim viste. Var det
et ’good cop, bad cop’ spil mellem Lavrov
og Putin eller bare blålys, da Rusland skrev
under i Geneve? Dette står ikke helt klart,
men den udviste kompromisvilje afslørede
sig som taktisk meningsfuld for Rusland.
Og meget hurtigt brugte Moskva det som
en anledning til at anklage ukrainerne for
at krænke en international aftale.
Propagandaspillet
Påskemorgen angreb bevæbnede mænd de
prorussiske besættere i Slavjansk. Moskva
anklagede straks Højre Sektor for angrebet. Det skete med tv-billeder af et visitkort, angiveligt tilhørende lederen af
Højre Sektor. Visitkortet var det enesteubeskadigede i en totalt udbrændt bil. Det
samme var en nummerplade, som skulle vise, at en udbrændt bil tilhørte ”ekstremister fra Kijev”. Og, som Ukrainskaja
Pravda fremhævede, var det højst mærkværdigt, at russisk tv var på pletten umiddelbart efter et angiveligt bagholdsangreb.
Russisk propaganda kørte videre i rillen
om et “fascistisk kup” i Kijev, der angiveligt truede russisk-talende på livet. Over-
UDENRIGS 1
|
2014
|
47
Hvis man ser på Putins propaganda i sovjetiske
termer, bliver invasionen på Krim ikke et svar på
reelle trusler, men snarere forsøg på at skabe
trusler for at konstruere en ny virkelighed.
gangsregeringen, som kom til magten i
Kijev efter Viktor Janukovitjs fald, blev af
Moskva og russiske medier modtaget som
en bande fascister og antisemitter, selv om
den var domineret af liberale konservative og en jødisk viceregeringschef. Selv om
man kan diskutere de forfatningsmæssige nuancer, var der afgjort ikke tale om
et kup. At reducere præsidentens magt,
udskrive valg og genetablere demokratiske principper kan næppe kaldes fascisme. Det var imidlertid en stor fejltagelse,
at repræsentanter for landets sydøstlige
dele ikke kom med i overgangsregeringen.
Det skabte forståelig folkelig vrede og gav
Putin en kærkommen anledning til åben
russisk indblanding. Moskvas påstand om
undertrykkelse af russere i Ukraine er aldrig blevet bekræftet fra uvildigt hold,
men Kijev har i lang tid overset prorusserne i det sydøstlige Ukraine.
Mange russisktalende ukrainere og
medlemmer af den russiske etniske minoritet i det sydøstlige Ukraine har afvist at have behov for russisk beskyttelse. En appel til Putin om at lade ukrainere
løse egne problemer blev underskevet af
140.000 mennesker i det østlige Ukraine. Men hvorfor er propagandaen så vigtig for Putins Rusland? I Sovjettiden var
propagandaen ikke en redigeret version
af virkeligheden, men forsøg på at skabe
en ny virkelighed, som påpeget i en analyse på netsiden OpenDemocracy: ”Propagandaen var ikke en version af den aktuelle verden, men af fremtidens. Hvis den
aktuelle russiske propaganda ses i det lys,
bliver det mere forståeligt, hvorfor propagandaapparatet ikke bekymrer sig så meget om faktuelle fejl og modsætninger i
propagandaen. For det handler igen om at
skabe en ny virkelighed”.
Hvis man ser på Putins propaganda i
sovjetiske termer, bliver invasionen på
Krim ikke et svar på reelle trusler, men snarere forsøg på at skabe trusler for at konstruere en ny virkelighed. Og den russiske
propaganda har været effektiv. Hvor mange overskrifter var der ikke i internationale medier, længe før det havde nogen sandhedsværdi, om faren for borgerkrig? Den
fare blev introduceret af Moskva, allerede
da der kun var små grupper af prorussiske
demonstranter. Men fra kun at have kæppe
og andre primitive våben fik de avancerede
våben og andet udstyr.
Fravær af rationalitet
En tid afviste de fleste kommentatorer, at
Putin kunne tænkes at invadere Ukraines
sydøstlige provinser. Den uafhængige russiske militæranalytiker, Aleksandr Golts,
sagde lige efter annekteringen af Krim
i marts, at Rusland ikke ville rulle videre til andre dele af Ukraine, alene fordi
”det ville være en langt, langt større opgave end Krim”. Det ville ifølge Golts kræve
omkring 100.000 mand, altså næsten alle
kampklare russiske styrker.
I slutningen af april var Aleksandr Golts
ikke så sikker, men skrev i Moscow Times, at den ”formentlig fejlagtige opfattelse”, at Putin ville standse ved Krim, deltes
af mange: ”Ikke fordi analytikerne var for
inkompetente, men fordi de baserede deres
analyser af Putin på rationelle overvejelser.
Men problemet er, at rationelle argumenter
synes at have ringe plads i dagens Rusland”.
Analytikeren Bayram Balci skrev på tænketanken Carnegie Moskvas hjemmeside,
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
48
|
UDENRIGS 1
|
2014
at Putin modsagde sine egne visioner med
Krim. Det styrkede hans prestige hjemme,
“men svækkede Ruslands position i resten
af det tidligere sovjetimperium, hvor Rusland mere end nogensinde ses som aggressor og utroværdig allieret”.
Selv om postsovjetiske ledere i Kaukasus
og Centralasien forholdt sig ret tavse om
Ukraine, var de skrækslagne af to grunde.
For det første, fordi de (som også Putin)
frygtede samme skæbne som Ukraines Janukovitj. For det andet, fordi Ruslands militære fremfærd på Krim, viste dem, at Rusland stadig er i stand til militær indgriben
i det, som det opfatter som sin indflydelsessfære. Ikke mindst Kasakhstan frygter
et Krim-scenarium på sit territorium med
over 25 procent russere og en meget lang
grænse til Rusland ved de overvejende russisk befolkede nordlige provinser. Russiske
nationalister taler nu om, at Kasakhstans
nordlige provinser bør ”vende tilbage til
Rusland”. Som på Krim har Rusland militære anlæg i Kasakhstan med Baïkanour
rumcentret. Rusland har også militærbaser i Armenien, Kirgisistan og Tadsjikistan,
som der på længere sigt er frygt for vil blive
brugt i Putins projekt, som Sevastopol-basen blev det på Krim.
Det er tænkeligt, at Krim-annekteringen vil blive et vendepunkt for Ruslands
relationer til dets postsovjetiske allierede. Det mest foruroligende for Putin er
nok, at annekteringen af Krim undergraver hans drøm om en Eurasisk Union. Putin rykkede i 2000 ind i Kreml
med ambitioner om at gøre en ende på
Ruslands internationale ydmygelse i
1990’erne, genopbygge økonomien samt
genrejse Rusland som supermagt. I den
sammenhæng så han Sovjetunionens
sammenbrud som århundredets ”større
geopolitiske katastrofe”, som han sagde.
I 2011 fremlagde Putin projektet for at
omdanne Ruslands eksisterende toldunion med Hviderusland og Kasakhstan til
den Eurasiske Union, der skulle omfatte
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
så mange tidligere Sovjetrepublikker som
muligt. Den skulle få regionens økonomier
til at blomstre ved at kombinere deres individuelle styrker og indtræde i den globale
økonomi som en stærk økonomisk enhed.
Putin erklærede, at unionen skulle baseres
på en ny realitet, og at den intet havde at
gøre med ”at bringe Sovjetunionen tilbage”.
Dens klare omdrejningspunkt skulle dog
være Rusland. Nøglen til succes for denne union har for Putin altid været Ukraine. Det er hovedårsagen til Putins vrede
over revolutionen imod Janukovitj. Ifølge Vladimir Putins logik vil et totalt tab
af Ukraine betyde, at den Eurasiske Union
ikke bliver slagkraftig nok til at blive anset for et globalt, for ikke at tale om regionalt, magtcentrum. Efter planen skal unionen søsættes ved årsskiftet til 2014-2015.
Efter annekteringen af Krim forekommer det utænkeligt at tro, at Ukraine frivilligt kan bringes til at støtte Putins union.
Mindre lande som Armenien, Tadsjikistan og Kirgisistan kan ikke kompensere
for tabet af Ukraine, og de stærkeste kort
i den eksisterende toldunion, Kasakhstan
og Hviderusland er begyndt at vakle efter
Krim-eventyret. “Putin gik for langt med
interventionen på Krim. Hans spil ligner
nu mere russisk roulette end en strategisk
gennemtænkt politik og kan betyde hans
endegyldige tab af allierede i Centralasien
og Kaukasus”, mener Bayram Balci.
Fravær af stat
På en pressekonference 4. marts erklærede
Putin, at den ukrainske stat ikke længere eksisterede “som sådan”. En retsløs zone kan der
gøres, hvad som helst ved, og ifølge Putins
logik uden at krænke folkeretten. Da Ruslands overhus, Føderationsrådet, autoriserede Putin til at bruge militærmagt ikke bare på
Krim, men i hele Ukraine, definerede det endemålet som at genetablere “social og politisk
normalitet.” Hvor længe vil det mon vare, før
Moskva anser Ukraine for “normaliseret”?
Putins popularitet nåede sit højeste, om-
UDENRIGS 1
kring 80 procent, efter annekteringen af
Krim, men det er tvivlsomt, om det bliver
ved, når den begyndende recession tager
til og rammer almindelige russere. Forudsigelser fra økonomiministeriet i Moskva
pegede i april på en negativ vækst på 1,9
procent i 2014. Ifølge officielle russiske statistikker er kapitalflugten siden årets start
kommet op på 70 milliarder dollar. Det er
allerede mere end i hele 2013. Nogle internationale virksomheder ser stadig Rusland
som det store investeringsmål, især i energisektoren, men Putins trussel om at beslaglægge vestlige værdier som modsvar til
alvorlige vestlige sanktioner skræmte mange potentielle investorer væk.
Problemerne for russisk økonomi er
meget ældre end Ukaine-krisen. Det
er, som mange økonomer har påpeget,
kulminationen på alvorlige strukturelle problemer, som er blevet ignoreret i
perioden, hvor olie- og gaspenge fyldte
statskassen. Problemerne i en økonomi,
som er alt for afhængig af energiindtægter, er blevet forværret af opbygningen af
en mere og mere autoritær stat.
Korruptionen sluger omkring en tredjedel af Ruslands BNP. Det svækker indenlandske entreprenørers investeringslyst,
når anklagere og dommere kan benytte deres magt til at konfiskere ejendom og kapital. Små og mellemstore virksomheder
bidrager kun til det russiske BNP med 24
procent. Samme tal er 58 procent i EU. Selv
om vinter-OL i Sotji skulle vise det bedste
af Putins Rusland, vil den langsigtede effekt
nok mere blive det forhold, at et projekt
budgetteret til 12 milliarder dollar endte
med at koste omkring 50 milliarder dollar.
Økonomisk pres kan vise sig, som det
eneste Vladimir Putin har respekt for. Kenneth Rogoff, verdenskendt økonomiprofessor ved Harvard, beskriver Putins situation
ud fra sin erfaringer som stormester i skak:
”Putins stilling er svag, fordi Ruslands økonomi er svag”. Ifølge Rogoff er Rusland for
afhængig af energieksport. Disse indtægter
|
2014
|
49
kan ikke sikre en anstændig levestandard
for flertallet af befolkningen. Dertil kommer den grelle korruption.
Putin og Nato
Præsident Putin har taget let på Vestens
relativt hårde reaktioner – også på Nato’s
beslutning om at nedfryse militært og civilt samarbejde med Rusland som straf
for annekteringen af Krim. Det blev mødt
med en afdæmpet reaktion fra Kreml, som
militæreksperten Viktor Litovkin sagde til
nyhedsbureauet Itar-Tass. ”Vi vil fortsat
hjælpe Nato-lande i anti-terroroperationer i Afghanistan og selvom samarbejdet mellem Moskva og Bruxelles aldrig
har været tæt og sidstnævnte blot er kommet med erklæringer frem for handling,
vil Rusland ikke kappe de militære bånd
til enkelte Nato-medlemmer”.
Han fremhævede samarbejdsprojekter
med Frankrig, Italien og Tyskland. ”Trods
visse tilbageslag tror jeg, at den slags samarbejde fortsætter, fordi de er til gensidig
fordel”, sagde eksperten og har hidtil fået
ret. ”Rusland skruede ned for relationerne til Nato, efter, at alliancen havde bombet Jugoslavien i 1999. Nato suspenderede samarbejdet med Rusland efter august
2008, da Moskva slog Georgiens aggression imod Sydossetien tilbage. Der gik nogen tid, og så var tingene tilbage i den vante gang”, udtalte Litovkin.
Nato har oprustet sit militære engagement i de baltiske lande og Polen, der følte sig truede af Ruslands annektering af
Krim. Men netop fordi de er medlemmer
af Nato og EU, er de ikke i fare for russiske
angreb. Angsten i lande som Moldova og
Georgien har en del større bund i virkeligheden. For Georgien har Ruslands annektering af Krim ikke ændret noget. Ruslands
annektering af Sydossetien og Abkhasien
efter invasionen i Georgien i august 2008
gav Rusland de facto vetoret imod georgisk Nato-medlemskab. Nato protesterede imod invasionen, men siden er episoTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
50
|
UDENRIGS 1
|
2014
den næsten glemt. Med krav om ukrainsk
neutralitet vil Putins Rusland også tiltage
sig vetoret imod ukrainsk Nato-medlemskab. Moldova trues nu af krav fra løsrivelsesregionen Transdnjestr om indlemmelse
i Rusland. Det er alt sammen noget, som
ikke bremses af øget Nato-overvågning.
Ukraine som satellitstat
Lilja Sjevtsova, forsker ved tænketanken
Carnegie i Moskva og forfatter til flere bøger om Putin, siger, at russiske tropper længe har været i Ukraine med ”en specialstyrke til støtte for russere i udlandet, som blev
skabt i april 2013. På Krim var det soldater
fra Ruslands stedlige base, der blev brugt.
Ukraine er første eksempel på, at specialstyrken er i aktion”.
Men hvad mener Sjevtsova, at Putin i
sidste instans vil med Ukraine? ”Hans primære mål er destabilisering af landet; gøre
det til en fejlslagen stat; en grå zone under Ruslands kontrol. Han ønsker det ikke
som del af Rusland. Hvorfor skulle han ønske denne alt for store mundfuld? Putin vil
holde Ukraine i afhængighed som en satellitstat. Og Putin vil simpelthen vise, at Vesten er for svagt til at stille noget op”.
Kenneth Rogoff beskriver Putins situation ud fra sine erfaringer som stormester
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
i skak: ”Jeg tror, at hans slutspil handler
om stolthed og om at give Rusland storhed tilbage. Jeg forstår, at han har portrætter af Peter den Store og Katherina
den Store i sit kontor”.
Annekteringen af Krim og presset på
Ukraine er allerede blevet en dyr affære for
Putins Rusland. Økonomisk pres er formentlig det eneste, som udefra kan påvirke
Putin. Hans regime kan bringes i fare, hvis
utilfredsheden breder sig i befolkningen.
Om protester i befolkningen bliver en alvorlig trussel for Putin afhænger af, hvor alvorlige sanktioner Vesten påtvinger Rusland.
Der bliver ikke tale om militær konfrontation med Vesten, men økonomisk krig i
det omfang, der kan skabes enighed om seriøse økonomiske sanktioner. Putin satser
på fortsat at kunne spille EU-landene ud
imod hinanden, som han dygtigt har gjort
hidtil, når det gælder kontrakter på russisk
olie og gas.
Putins situation er dobbeltsidet. På denne side er Putin svag, fordi Ruslands økonomi er svag. På den anden side er Putin
stærk, fordi hans opbakning hjemme aldrig har været større. Den ’økonomiske
krig’ vil afgøre, om det varer ved.
UDENRIGS 1
|
2014
|
51
Præsident Putins tale ved
annekteringen af Krim
Den 18. marts talte Præsident Putin til
medlemmerne af Statsdumaen ovenpå
udviklingen i Krim. I talen betonede han
det historiske forhold mellem Krim og
Rusland.
God dag, ærede medlemmer af Føderationsrådet, ærede medlemmer af Statsdumaen, ærede repræsentanter for republikken Krim og Sevastopol – de er her
blandt os, borgere i Rusland, indbyggere
på Krim og i Sevastopol!
Ærede venner, i dag er vi samlet omkring
et spørgsmål, som har vital, historisk betydning for os alle sammen. Den 16. marts var
der folkeafstemning på Krim, og den foregik i fuld overensstemmelse med de demokratiske procedurer og folkeretlige normer.
Over 82 % af vælgerne deltog i afstemningen. Over 96 % stemte for en genforening med Rusland. Tallene er yderst overbevisende. For at forstå, hvorfor der blev
truffet netop dette valg, er det tilstrække-
ligt at kende Krims historie og vide, hvad
Rusland har betydet og betyder for Krim
og Krim for Rusland.
På Krim vidner bogstavelig talt alt om vores fælles historie og stolthed. Her ligger det
gamle Khersones, hvor den hellige fyrst Vladimir modtog dåben. Hans åndelige bedrift
– omvendelsen til den ortodokse tro – skabte det fælles kulturelle, værdimæssige og civilisatoriske grundlag, som forener folkene i Rusland, Ukraine og Hviderusland. På
Krim er de russiske soldater begravet, hvis
tapperhed i 1783 bragte Krim ind i det russiske imperium. Krim er Sevastopol, den legendariske by med dens skæbnefyldte historie, fæstningsbyen samt hjemstedet for den
russiske sortehavsflåde. Krim er Balaklava
og Kertj, Malákhovhøjden og Sapúnhøjden.
Hvert af disse steder er helligt for os, det er
symboler på russisk militær berømmelse og
heltemod uden sidestykke.
Krim er også en unik blanding af forskellige folkeslags kulturer og traditioner.
Og dermed ligner den i høj grad det store Rusland, hvor ikke et eneste folkeslag er
Ud over de her nævnte var alle regeringsmedlemmerne til stede. Blandt repræsentanterne for civilsamfundet sås bl.a. nationalbankdirektøren Elvira Nabiullina, den tidligere ministerpræsident og
udenrigsminister Jevgenij Primakov og filminstruktøren, skuespilleren og formanden for det russiske filmforbund Nikita Mikhalkov og flere andre, der tilhører eliten i Rusland. Herudover sås lederne af tre af de fire traditionelle trossamfund i Rusland, nemlig overmuftien Talgat Tadzjuddin, overrabineren Berl Lazar og de russiske buddhisters leder Damba Ajusjejev. Den Russiske Ortodokse
Kirke var repræsenteret af biskoppen af Krutitsy og Kolomna Juvenalij og ikke af patriark Kirill. Ifølge en russisk kommentator skyldtes det, at patriarken ved sin tilstedeværelse ved Putins krimtale
ville komme til at godkende Krims tilslutning til Rusland og dermed risikere at miste Den Ukrainske
Ortodokse Kirke under Moskvas Patriarkat, og den udgør en meget stor del af dette.
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
52
|
UDENRIGS 1
|
2014
Vi kunne naturligvis
ikke lade være med
at efterkomme denne anmodning, vi kunne ikke lade Krim og
dens beboere være
alene i nødens stund
– alt andet ville have
været forræderi.
ILLUSTRATION: ©PROJECT SYNDICATE, 2014
forsvundet eller gået i opløsning i århundredernes løb. Russerne og ukrainerne,
krimtatarerne og repræsentanterne for andre folkeslag har levet og arbejdet side om
side på Krim, idet de bevarede deres identitet, traditioner, sprog og tro.
Af de 2,2 millioner indbyggere på Krimhalvøen i dag er næsten 1,5 million russere, 350.000 ukrainere, som fortrinsvis betragter russisk som deres modersmål, og
290.000-300.000 krimtatarer, af hvilke en
betydelig del også orienterer sig mod Rusland, som folkeafstemningen viste.
Der var rigtignok en periode, hvor krimtatarerne ligesom visse andre folkeslag
i USSR blev yderst uretfærdigt behandlet. Hertil kan jeg kun sige én ting: mange
millioner mennesker af forskellige nationaliteter, og først og fremmest naturligvis russerne, led under udrensningerne
dengang. Krimtatarerne er vendt tilbage
til deres hjemland. Jeg mener, at der skal
træffes alle nødvendige politiske og lovgivningsmæssige beslutninger for at afslutte rehabiliteringen af det krimtatariske folk og genoprette deres rettigheder
og gode navn i fuldt omfang.
Vi har respekt for repræsentanter for
alle de folkeslag, der bor på Krim. Det er
deres fælles hus, deres hjemegn, og det vil
være rigtigt, hvis der på Krim – og det ved
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
jeg, indbyggerne på Krim støtter – er tre
ligeberettigede statssprog: russisk, ukrainsk og krimtatarisk.
Ærede kolleger! I folks sind og bevidsthed har Krim altid været og vil fortsat
være en integreret del af Rusland. Denne
faste overbevisning, der bygger på sandhed og retfærdighed, har været urokkelig og er blevet videregivet fra generation til generation, over for den har tiden
og omstændighederne været magtesløse
ligesom alle de dramatiske forandringer,
som vi og vores land har oplevet i løbet af
det 20. århundrede.
Efter revolutionen indlemmede bolsjevikkerne af forskellige årsager – må Gud
dømme dem – betydelige områder af det
historiske Sydrusland i den ukrainske unionsrepublik. Det blev gjort uden hensyntagen til den etniske sammensætning af
befolkningen, og det er i dag den sydøstlige del af Ukraine. I 1954 fulgte så beslutningen om at overføre Krim-regionen til
Ukraine sammen med Sevastopol, selvom
byen dengang hørte under unionsmyndighederne. Initiativtageren hertil var lederen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti Khrusjtjov personligt. Hvad der
drev ham – et ønske om at sikre sig støtte
hos den ukrainske nomenklatura eller et
ønske om at sone sin skyld for organiseringen af masseudrensningerne i Ukraine
i 30’erne – det må historikerne finde ud af.
53
|
UDENRIGS 1
|
2014
For os er det vigtigere, at denne beslutning
åbenlyst krænkede de dengang gældende
forfatningsmæssige normer. Spørgsmålet blev afgjort bag kulisserne i en snæver
kreds. I den totalitære stat var der naturligvis ingen, der spurgte Krims og Sevastopols indbyggere om noget. De blev blot
stillet over for en kendsgerning. Folk undrede sig naturligvis også dengang over,
hvorfor Krim pludselig var blevet en del
af Ukraine. Men strengt taget blev denne
beslutning – og det skal siges ligeud, det
forstår vi alle sammen – opfattet som en
formalitet, for områderne blev jo overført
inden for rammerne af ét stort land. Dengang kunne man bare ikke forestille sig, at
Ukraine og Rusland kunne blive skilt og
blive forskellige stater. Men det skete.
Det, der forekom usandsynligt, blev desværre en realitet. USSR gik i opløsning. Begivenhederne udviklede sig så hurtigt, at
kun de færreste borgere forstod, hvor dramatiske begivenhederne var, og hvilke følger de ville få. Mange mennesker såvel i
Rusland som i Ukraine og de andre republikker håbede, at Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), der opstod dengang, ville blive en ny form for et fælles statssystem.
Man lovede dem jo såvel en fælles valuta,
et fælles økonomisk rum som fælles væbnede styrker, men alt dette forblev kun løfter, og det store land blev ikke til noget. Det
var først, da Krim pludselig befandt sig i en
anden stat, at Rusland mærkede, at det ikke
kun var blevet bestjålet, men udplyndret.
Samtidig må vi også åbent erkende, at
Rusland ved at sætte gang i paraden af suveræniteter selv bidrog til Sovjetunionens
sammenbrud, og at vi ved udformningen
af USSR’s opløsning glemte såvel Krim som
Sortehavsflådens hovedbase Sevastopol.
Millioner af russere gik i seng i ét land, men
vågnede op i forskellige andre og blev med
ét nationale mindretal i de tidligere sovjetrepublikker, og det russiske folk blev et af
de største, hvis ikke det største folk i verden,
der er delt af grænser.
UDENRIGS 1
|
2014
|
53
I dag mange år senere har jeg hørt, at
krimborgere for nylig har sagt, at de dengang i 1991 simpelthen blev overdraget
som en sæk kartofler. Det er det svært at
være uenig i. Og den russiske stat, hvad
med den? Hvad med Rusland? Det bøjede
hovedet og fandt sig i denne fornærmelse og bed den i sig. Vores land befandt sig
dengang i en så vanskelig situation, at det
ganske simpelt ikke reelt kunne forsvare sine interesser. Men folk kunne ikke
affinde sig med denne himmelråbende
historiske uretfærdighed. I alle disse år
rejste såvel borgere som mange offentlige personer dette emne flere gange, idet
de sagde, at Krim var oprindeligt russisk
område og Sevastopol en russisk by. Ja,
alt det forstod vi udmærket, følte i hjerte
og sjæl, men vi måtte gå ud fra de foreliggende realiteter og på et nyt grundlag opbygge gode naboskabsforbindelser med
det uafhængige Ukraine. Og forholdet til
Ukraine, til det ukrainske broderfolk har
været, er og vil uden nogen overdrivelse
altid være det allervigtigste for os.
I dag kan vi tale åbent om det, og jeg vil
gerne delagtiggøre Dem i detaljerne i de
forhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 2000’erne. Dengang bad Ukraines
præsident Kutjma mig om at fremskynde processen med at få fastlagt den russisk-ukrainske grænse. Indtil da var denne
proces praktisk talt ikke kommet ud af stedet. Rusland syntes at have anerkendt Krim
som en del af Ukraine, men der blev ikke
ført nogen forhandlinger om grænsedragningen. Selvom jeg var klar over alle vanskelighederne i denne proces, gav jeg ikke
desto mindre straks ordre til de russiske
myndigheder om at sætte gang i dette arbejde – arbejdet med at fastlægge grænsen,
så alle kunne forstå, at vi ved at gå med til
grænsedragningen de facto og de jure anerkendte Krim som ukrainsk territorium
og derved helt lukkede dette spørgsmål.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
54
|
UDENRIGS 1
|
2014
Jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Ukraine ønskede forandring. Under årene med selvstændighed havde de fået
nok af myndighederne og var simpelthen blevet dødtrætte af dem.
Vi imødekom Ukraine ikke kun, hvad angik Krim, men også med hensyn til et så vanskeligt emne som grænsedragningen i Det
Azovske Hav og Kertj-strædet. Hvad var vores udgangspunkt dengang? Vi gik ud fra,
at det vigtigste for os var et godt forhold til
Ukraine, og at det ikke skulle være gidsel for
udsigtsløse territoriale tvister. Men i denne forbindelse regnede vi selvfølgelig med,
at Ukraine ville blive ved med at være vores
gode nabo, at russerne og de russisktalende
borgere i Ukraine, især i den sydøstlige del af
landet og på Krim, ville leve i en venligsindet,
demokratisk og civiliseret stat, at deres legitime interesser ville blive garanteret i overensstemmelse med folkerettens normer.
Men situationen udviklede sig anderledes. Gang på gang blev der gjort forsøg på
at fratage russerne deres historiske hukommelse, undertiden også deres modersmål,
og at gøre dem til genstand for tvungen assimilation. Og russerne såvel som andre
borgere i Ukraine led naturligvis under den
permanente politiske og statslige krise, som
har rystet Ukraine i over 20 år.
Jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Ukraine
ønskede forandring. Under årene med selvstændighed havde de fået nok af myndighederne og var simpelthen blevet dødtrætte
af dem. Præsidenter, premierministre, parlamentsmedlemmer kom og gik, men deres
holdning til deres land og deres folk ændrede sig ikke. De ”malkede” Ukraine og sloges
indbyrdes om beføjelser, aktiver og pengestrømme. Og magthaverne var ikke særlig
interesserede i, hvad almindelige mennesker levede af og hvordan, herunder hvorTEMA
|
KRISEN OM KRIM
for millioner af ukrainske borgere ikke så
nogen perspektiver for sig i landet og var
nødt til at rejse til andre lande som daglejere. Jeg vil gerne understrege, at de ikke tog
til nogen Silicon Valley, men netop på arbejde som daglejere. Alene i Rusland arbejdede der næsten tre millioner af dem sidste år. Ifølge nogle skøn udgjorde deres løn i
2013 i Rusland over 20 milliarder dollar eller omkring 12 % af Ukraines BNP.
Jeg gentager, at jeg udmærket forstår
dem, der kom ud på Majdan (Uafhængighedspladsen i Kijev – o.a.) med fredelige
paroler mod korruption, ineffektiv statslig administration og fattigdom. Retten til
fredelig protest, demokratiske procedurer
og valg eksisterer netop med henblik på at
skifte de myndigheder ud, folk ikke bryder
sig om. Men de, der stod bag de seneste begivenheder i Ukraine, forfulgte andre mål:
de forberedte endnu et statskup, planlagde at tage magten uden at lade sig standse af noget. De iværksatte terror, mord og
pogromer. Det var først og fremmest nationalister, neonazister, russofober og antisemitter, der gennemførte kuppet. Netop de
bestemmer i mange henseender endnu den
dag i dag livet i Ukraine.
Det første, de nye såkaldte ”myndigheder” gjorde, var at fremsætte et skandaløst
lovforslag om revision af sprogpolitikken,
som var en direkte krænkelse af de nationale mindretals rettigheder. De udenlandske
sponsorer af disse nuværende ”politikere”,
de nuværende ”myndigheders” kuratorer,
satte ganske vist øjeblikkeligt en stopper for
initiativtagerne til dette forehavende. Man
må medgive dem, at de er kløgtige folk,
UDENRIGS 1
som forstår, hvad forsøgene på at opbygge
en etnisk ren ukrainsk stat vil føre til. Lovforslaget blev henlagt, men klart reserveret
til fremtiden. At det faktisk findes, forties
– man regner åbenbart med, at den menneskelige hukommelse er kort. Men det
står allerede helt klart for alle, hvad de vil i
fremtiden, disse ukrainske idemæssige arvtagere til Bandera – Hitlers håndlanger under Anden Verdenskrig.
Det står også klart, at der endnu ikke er
nogen legitim udøvende magt i Ukraine,
at der ikke er nogen at tale med. Mange
statsorganer er overtaget af usurpatorer,
som intet kontrollerer i landet, og selv –
det vil jeg gerne understrege – ofte kontrolleres af yderligtgående elementer. Man
kan endda kun blive modtaget af visse ministre i den nuværende regering med tilladelse fra de militante på Majdan. Det er
ikke en spøg, men dagens realiteter.
De, der gjorde modstand mod kuppet, blev
straks truet med repressalier og straffeoperationer. De første i rækken i denne forbindelse var naturligvis Krim, det russisksprogede
Krim. I denne forbindelse henvendte borgerne på Krim og i Sevastopol sig til Rusland og
bad det om at forsvare deres rettigheder og
beskytte deres liv og forhindre det, der skete
og stadig sker i Kijev, Donetsk, Kharkov og i
andre ukrainske byer.
Vi kunne naturligvis ikke lade være
med at efterkomme denne anmodning,
vi kunne ikke lade Krim og dens beboere
være alene i nødens stund – alt andet ville
have været forræderi.
Først måtte vi hjælpe med at skabe betingelser for en fredelig og fri meningstilkendegivelse, for at krimborgerne selv kunne bestemme deres skæbne for første gang
i historien. Men hvad hører vi i dag fra vores kolleger i Vesteuropa og Nordamerika?
De siger, at vi krænker folkerettens normer.
For det første er det godt, at de dog er kommet i tanke om, at der er noget, der hedder
folkeret – tak for det, bedre sent end aldrig.
|
2014
|
55
Og for det andet det allervigtigste: hvad
er det, vi krænker? Det er rigtigt, at Den
Russiske Føderations præsident har fået lov
af parlamentets øverste kammer til at bruge
de væbnede styrker i Ukraine. Men denne
ret har han strengt taget ikke engang brugt
endnu. Ruslands væbnede styrker er ikke
rykket ind på Krim, for de var der i forvejen i henhold til en international aftale. Ja,
vi har forstærket vores kontingent, men i
den forbindelse – og det vil jeg gerne understrege, så alle ved det og har hørt det –
har vi ikke overskredet det normerede personeltal for vores væbnede styrker på Krim,
og det udgør omkring 25.000 mand – det
var der simpelthen ikke behov for.
Endvidere. Da Krims Øverste Sovjet erklærede uafhængighed og udskrev folkeafstemning, henviste den til De Forenede
Nationers Pagt, hvori der tales om en nations ret til selvbestemmelse. Jeg vil i øvrigt
lige minde om, at Ukraine, da det bebudede sin udtræden af USSR, selv gjorde det
samme, næsten ord for ord. Ukraine benyttede sig af denne ret, men krimborgerne nægtes den. Hvorfor?
Desuden henviste Krims myndigheder
til kendt præcedens i Kosovo, et præcedens
vores vestlige partnere selv har skabt, som
man siger med deres egne hænder, i en situation, der er absolut analog til den på Krim,
og anerkendte Kosovos udtræden af Serbien som legitim og demonstrerede for alle, at
der ikke kræves nogen tilladelse fra et lands
centrale myndigheder til en ensidig uafhængighedserklæring. FN’s Internationale
Domstol er på grundlag af FN-Pagtens artikel 1, stk. 2 enig heri og bemærkede i sin resolution af 22. juli 2010 følgende. Jeg citerer
ordret: ”Der kan ikke udledes noget generelt forbud mod en ensidig uafhængighedserklæring af Sikkerhedsrådets praksis”, og
videre: ”Den generelle folkeret indeholder
ikke noget anvendeligt forbud mod udråbelse af uafhængighed.” Alt er krystalklart,
som man siger.
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
56
|
UDENRIGS 1
|
2014
Jeg kan ikke lide at bruge citater, men jeg
kan alligevel ikke lade være; her er endnu et
uddrag af et officielt dokument, denne gang
USA’s skriftlige memorandum af 17. april
2009, fremlagt for den samme Internationale Domstol i forbindelse med høringerne om Kosovo. Jeg citerer igen: ”Uafhængighedserklæringer kan, og sådan sker det
ofte, krænke intern lovgivning. Det betyder
dog ikke, at der sker en krænkelse af folkeretten.” Citat slut. Det har de selv skrevet og
udbasuneret over hele verden, de har overbevist alle, og nu er de sure. Hvorfor? Krimborgernes handlinger passer fint ind i denne
instruktion, som man kan kalde den. Af en
eller anden grund er det, som er muligt for
albanerne i Kosovo (og dem respekterer vi),
forbudt for russere, ukrainere og krimtatarer på Krim? Igen må man spørge: Hvorfor?
Fra USA og Europa hører vi, at Kosovo er
en slags særtilfælde. Hvad gør det så unikt
efter vores kollegers opfattelse? Det viser sig,
at det består i, at der under konflikten i Kosovo var mange menneskelige ofre. Hvad er
nu det? Et juridisk argument? I Den Internationale Domstols kendelse står der ikke
noget herom. Der er ikke engang tale om
dobbeltstandarder. Det er en forbløffende
primitiv og ensidig kynisme. Man kan ikke
tilpasse alt så groft til sine interesser og kalde den samme genstand hvid i dag og sort i
morgen. Så skal man altså få enhver konflikt
til at ende med menneskelige ofre.
Jeg vil gerne sige helt klart, at hvis de lokale selvforsvarsstyrker på Krim ikke havde taget situationen under kontrol i tide, ville der
også kunne have været ofre dér. Gud være lovet, at det ikke skete. Der var ikke et eneste
væbnet sammenstød på Krim og ingen menneskelige ofre. Hvorfor tror I, det forholdt sig
sådan? Svaret er enkelt: Fordi det er vanskeligt eller praktisk talt umuligt at kæmpe mod
folket og dets vilje. Og i denne forbindelse vil
jeg gerne takke de ukrainske soldater, og det
er et stort kontingent på 22.000 fuldt bevæbnede mand. Jeg vil gerne takke de ukrainske
soldater, som ikke greb til blodsudgydelse og
ikke sølede sig selv til i blod.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
I denne forbindelse opstår der også andre tanker. Vi hører om en russisk intervention på Krim, om en aggression. Det lyder mærkeligt. Fra historien kan jeg ikke
rigtig huske noget tilfælde, hvor en intervention er foregået uden et eneste skud og
uden menneskelige ofre.
Ærede kolleger! I situationen omkring
Ukraine afspejles det, der foregår nu og er
foregået i verden i løbet af de seneste årtier. Efter det bipolare systems opløsning er
der ikke blevet mere stabilitet i verden. De
vigtigste internationale institutioner styrkes ikke, men svækkes desværre ofte. Vores
vestlige partnere med USA i spidsen foretrækker ikke at lade sig lede af folkeretten
i deres praktiske politik, men af den stærkes ret. De er kommet til at tro på, at de er
særligt udvalgte, at de har lov til at afgøre verdens skæbne, at det altid kun er dem,
der kan have ret. De handler, som det passer
dem: så her, så dér anvender de magt mod
suveræne stater og danner koalitioner efter
princippet ”den, der ikke er med os, er imod
os.” For at give aggressionen et skær af legitimitet får de de internationale organisationer
til at vedtage de nødvendige resolutioner, og
hvis det af forskellige årsager ikke lykkes, ignorerer de FN’s Sikkerhedsråd og hele FN.
Det var det, der skete i Jugoslavien i 1999.
Det var svært at tro, og jeg troede ikke mine
egne øjne, men i slutningen af det 20. århundrede var en af Europas hovedstæder,
Beograd, genstand for missilangreb i flere
uger, og derefter fulgte en reel intervention.
Var der en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd,
der tillod sådanne handlinger? Ikke noget,
der lignede. Senere kom både Afghanistan og
Irak og de åbenlyse krænkelser af FN’s Sikkerhedsråds resolution om Libyen, hvor man
i stedet for at sikre den såkaldte flyveforbudszone også begyndte at bombardere.
Der var også en hel række ”farvede” revolutioner. Det var forståeligt, at folk i de lande, hvor disse begivenheder fandt sted, var
blevet trætte af tyranni, fattigdom og mang-
UDENRIGS 1
lende perspektiver, men disse følelser blev
ganske enkelt udnyttet kynisk. Disse lande
blev påduttet standarder, som slet ikke passede til deres levevis og traditioner eller til
disse folks kultur. Følgen var, at man i stedet
for demokrati og frihed fik kaos, udbrud af
vold og en række omvæltninger. ”Det arabiske forår” blev afløst af ”den arabiske vinter”.
Et lignende scenarie udfoldede sig i
Ukraine. For at presse den nødvendige
kandidat igennem ved præsidentvalget i
2004 fandt man på en tredje valgrunde,
der ikke var hjemlet i loven. Det var absurd og en forhånelse af forfatningen. Og
nu har de indsat en i forvejen trænet og
veludrustet hær af militante.
Vi forstår, hvad der foregår, forstår, at disse
handlinger også var rettet mod Ukraine og
Rusland og mod integrationen i det eurasiske rum. Og det på et tidspunkt, hvor Rusland var oprigtigt interesseret i dialog med
vores kolleger i Vesten. Vi foreslår hele tiden samarbejde om alle vigtige spørgsmål,
vi vil styrke tilliden, vi vil gerne have, at vores relationer er lige, åbne og ærlige. Men vi
så ikke nogen imødekommenhed.
Tværtimod. Gang på gang har man bedraget os, truffet beslutninger bag vores ryg og stillet os over for en fuldbyrdet
kendsgerning. Det skete ved NATO’s udvidelse mod øst, med placeringen af militær infrastruktur ved vores grænser. Man
blev ved at gentage: ”Det vedrører ikke
jer.” Det var let nok at sige.
Sådan var det også med opstillingen af
missilforsvarssystemerne. Trods alle vores
betænkeligheder, er projektet sat i bevægelse. Sådan var det med forhandlingerne
om visumproblemerne, der hele tiden blev
trukket i langdrag. Sådan var det med løfterne om ærlig konkurrence og fri adgang
til de globale markeder.
I dag truer man os med sanktioner, men vi
lever i forvejen under en række begrænsninger og det endda nogle, der er meget
væsentlige for os, for vores økonomi og
|
2014
|
57
for vores land. Allerede under den ”kolde
krig” forbød USA og siden også andre lande f.eks. at sælge en lang række teknologier
og udstyr til USSR, idet man udarbejdede
de såkaldte COCOM-lister. I dag er de formelt afskaffet, men kun formelt, for i virkeligheden gælder mange forbud stadigvæk.
Vi har kort sagt al mulig grund til at tro,
at den infame afskrækkelsespolitik over
for Rusland, som gennemførtes i det 18.,
19. og 20. århundrede, fortsætter den dag
i dag. Man prøver hele tiden at jage os op i
et hjørne, fordi vi har en uafhængig holdning, fordi vi forsvarer den, fordi vi kalder
tingene ved deres rette navn og ikke hykler. Men alt har sine grænser. Og i tilfældet med Ukraine har vores vestlige partnere krydset stregen og opført sig groft,
uansvarligt og uprofessionelt.
De vidste jo udmærket, at der lever millioner af russere i Ukraine og på Krim. Hvor
meget skal man miste af sin politiske fornemmelse og mådehold, før man ikke kan
forudse alle følger af sine handlinger. Rusland stod på en linje, det ikke kunne trække sig tilbage fra. Hvis man trykker en fjeder helt sammen, vil den slå kraftigt tilbage
på et tidspunkt. Det skal man altid huske.
I dag må hysteriet standses, man må give
afkald på den ”kolde krigs” retorik og anerkende en åbenlys ting: Rusland er en
selvstændig, aktiv deltager i det internationale liv; det har som andre lande sine
nationale interesser, som skal tages i betragtning og respekteres.
I denne forbindelse er vi taknemlige over
for alle dem, der udviste forståelse for vores skridt på Krim, vi er taknemlige over for
det kinesiske folk, hvis ledelse betragtede
og betragter situationen omkring Ukraine
og Krim i hele dens historiske og politiske
kontekst, og vi sætter meget pris på Indiens
tilbageholdenhed og objektivitet.
I dag vil jeg gerne henvende mig til USA’s
folk, til de mennesker, der siden grundTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
58
|
UDENRIGS 1
|
2014
Alt har sine grænser. Og i tilfældet med Ukraine har vores vestlige partnere krydset stregen og opført sig groft,
uansvarligt og uprofessionelt.
læggelsen af denne stat og vedtagelsen
af uafhængighedserklæringen har været
stolte af, at frihed for dem står over alt andet. Er Krimborgernes ønske om frit at
kunne vælge deres skæbne ikke en sådan
værdi? I må forstå os.
Jeg tror også, at europæerne, først og
fremmest tyskerne, forstår mig. Jeg vil
minde om, at det under de politiske konsultationer om foreningen af Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik, der foregik på
ekspertniveau, men alligevel meget højt
niveau, langt fra var alle lande, der er og
dengang var Tysklands allierede, som støttede selve foreningsideen. Vores land, derimod, støttede helt klart tyskernes oprigtige, ubændige ønske om national enhed. Jeg
er sikker på, at De ikke har glemt det, og
regner med, at Tysklands borgere også vil
støtte den russiske verdens, det historiske
Ruslands ønske om genoprettelse af enhed.
Jeg vil også gerne henvende mig til det
ukrainske folk. Jeg ønsker oprigtigt, at I
forstår os: vi vil ikke under nogen omstændigheder gøre jer nogen skade eller krænke jeres nationale følelser. Vi har altid respekteret den ukrainske stats territoriale
integritet til forskel fra dem, der har ofret
Ukraines enhed for deres egne politiske
ambitioner. De vigter sig med paroler om
det store Ukraine, men netop de har gjort
alt for at splitte landet. Den nuværende
konfrontation mellem borgerne har de helt
på deres samvittighed. Jeg vil gerne have,
at I hører mig, kære venner. I skal ikke
tro dem, der skræmmer jer med Rusland,
og råber op om, at der følger andre regi-
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
oner efter Krim. Vi ønsker ikke en deling
af Ukraine, det har vi ikke brug for. Hvad
angår Krim, så har den været og forbliver
både russisk, ukrainsk og krimtatarisk.
Jeg vil gentage, at Krim, ligesom det har
været tilfældet i århundreder, vil være det
fælles hjem for repræsentanter for alle derboende folkeslag. Men den vil aldrig tilfalde Banderas tilhængere.
Krim er vores fælles historiske ejendom
og den vigtigste faktor for stabilitet i regionen. Og dette strategiske territorium skal
høre under en stærk og stabil suverænitet,
som de facto i dag kun kan være russisk. Ellers, kære venner (jeg henvender mig både
til Ukraine og til Rusland), vil vi – både russere og ukrainere – helt miste Krim, og det
kunne ske i et nært historisk perspektiv.
Tænk venligst over disse ord.
Jeg vil også minde om, at vi allerede har
hørt erklæringer i Kijev om Ukraines snarlige indtræden i NATO. Hvad ville dette
perspektiv betyde for Krim og Sevastopol?
Det ville betyde, at NATO’s flåde ville vise
sig i den russiske krigeræres by, at der ville
opstå en helt konkret og ikke blot forbigående trussel mod hele det sydlige Rusland.
Alt dette ville reelt kunne ske, hvis ikke det
havde været for krimborgernes valg. Det
skal de have tak for.
Vi er i øvrigt ikke imod samarbejde med
NATO, slet ikke. Vi er imod, at en militær
alliance, og NATO, som er og bliver med
alle dens indre processer en militær organisation, vi er imod, at en militær organisation gør, hvad der passer den, i nærheden af
hegnet ind til os, ved siden af vores hus eller
på vores historiske territorier. Jeg kan sim-
UDENRIGS 1
pelthen ikke forestille mig, at vi skal tage
til Sevastopol for at besøge NATO’s matroser. De fleste af dem er såmænd pragtfulde
drenge, men de må hellere komme på besøg hos os i Sevastopol, end vi hos dem.
Lad mig sige lige ud, at det smerter os
dybt, hvad der nu sker i Ukraine, at folk
lider, at de ikke ved, hvordan de skal leve
i dag, og hvad der vil ske i morgen. Vores
bekymring er forståelig, for vi er jo ikke
bare nære naboer, vi er faktisk, som jeg
har sagt det mange gange, ét folk. Kijev
er de russiske byers moder. Oldrusland er
vores fælles udgangspunkt, og vi kan ikke
undvære hinanden.
Jeg vil også sige endnu en ting. I Ukraine lever der og vil leve millioner af russere,
russisktalende borgere, og Rusland vil altid
forsvare deres interesser med politiske, diplomatiske og juridiske midler. Men først
og fremmest skal Ukraine selv være interesseret i, at disse menneskers rettigheder og
interesser garanteres. Dette vil være et vidnesbyrd om den ukrainske stats stabilitet og
landets territoriale integritet.
Vi ønsker venskab med Ukraine, vi ønsker, at Ukraine er en stærk, suveræn stat,
der hviler i sig selv. For os er Ukraine jo en
af de førende partnere, vi har mange fælles projekter, og uanset hvad tror jeg på deres succes. Og det vigtigste: vi ønsker, at der
bliver fred og enighed i Ukraine, og vi er
sammen med andre lande rede til at yde al
mulig bistand og støtte. Men jeg gentager:
Det er kun Ukraines borgere selv, der kan
bringe orden i eget hus.
Ærede indbyggere på Krim og i Sevastopol! Hele Rusland har beundret jeres
mod, værdighed og dristighed; det var
netop jer, der afgjorde Krims skæbne. I
disse dage har vi stået hinanden nær som
aldrig før og støttet hinanden. Det var
oprigtige solidariske følelser. Netop ved
sådanne historiske vendepunkter sættes
en nations åndelige modenhed og styrke
på prøve. Og det russiske folk viste en så-
|
2014
|
59
dan modenhed og en sådan styrke med
sin samlede støtte til sine landsmænd.
Ruslands faste udenrigspolitiske holdning byggede på millioner af menneskers
vilje, på national enhed og på støtte fra ledende politiske og offentlige kræfter. Jeg
vil gerne takke alle for denne patriotiske
ånd, alle uden undtagelse. Men vi skal også
fremover bevare en sådan konsolidering
for at løse de opgaver, Rusland står overfor.
Vi vil helt klart støde på ydre modstand,
men vi skal afgøre med os selv, om vi er
rede til konsekvent at forsvare vores nationale interesser, eller om vi vil opgive dem
for altid og trække os tilbage uvist hvorhen. Nogle vestlige politikere skræmmer
os allerede ikke alene med sanktioner, men
også med udsigten til en forværring af de
interne problemer. Det kunne være rart at
vide, hvad de tænker på: femtekolonneaktivitet fra forskellige ”nationalforrædere”, eller om de regner med at kunne forværre Ruslands social-økonomiske stilling
og dermed fremprovokere folks utilfredshed? Vi finder sådanne erklæringer uansvarlige og klart aggressive og vil reagere
herpå på passende vis. Samtidig vil vi selv
aldrig søge konfrontation med vores partnere i Østen eller Vesten; vi vil tværtimod
gøre alt, vi kan, for at opbygge civiliserede
og gode naboforhold, som det sig hør og
bør i den moderne verden.
Ærede kolleger! Jeg forstår krimborgerne, som har stillet spørgsmålet ved folkeafstemningen meget direkte og præcist: Skal
Krim være med Ukraine eller med Rusland.
Og man kan med overbevisning sige, at ledelsen af Krim og Sevastopol, medlemmerne af de lovgivende organer i formuleringen af spørgsmålet har hævet sig op over
gruppeinteresser og politiske interesser og
udelukkende sat folks fundamentale interesser som hjørnesten. Enhver anden variant af folkeafstemningen, hvor tiltrækkende den end måtte synes ved først blik, ville
i kraft af historiske, demografiske, politiske
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
60
|
UDENRIGS 1
|
2014
og økonomiske særtræk ved dette territorium være midlertidig og skrøbelig og uundgåeligt føre til en videre tilspidsning af situationen omkring Krim og have afspejlet
sig i folks liv på den mest frygtelige måde.
Krimborgerne rejste spørgsmålet klart og
kompromisløst og uden mellemtoner. Folkeafstemningen var åben og fair, og folk på
Krim udtrykte klart og overbevisende deres vilje: De vil være sammen med Rusland.
Rusland skal også træffe en vanskelig beslutning under hensyntagen til hele mængden af interne og eksterne faktorer. Hvad
mener folk i Rusland nu? Her er der som
i ethvert demokratisk samfund forskellige
synspunkter, men jeg vil godt understrege, at holdningen hos det absolutte flertal
af borgerne er klar.
De kender de sidste sociologiske enqueter, som blev gennemført i Rusland for
ganske nylig: 95 % af borgerne mener, at
Rusland skal forsvare russerne og repræsentanterne for andre nationaliteter, der
bor på Krim, og deres interesser. 95 %.
Og over 83 % mener, at Rusland skal gøre
dette, selvom en sådan holdning vil vanskeliggøre vores forhold til visse stater. 86
% af borgerne i vores land er overbeviste
om, at Krim stadig er et russisk territorium, et russisk område. Og næsten – det
er et meget vigtigt tal, der stemmer helt
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
overens med resultatet af folkeafstemningen på Krim – næsten 92 % går ind for
Krims forening med Rusland.
Det overvældende flertal af borgerne på
Krim og det absolutte flertal af borgerne i
Den Russiske Føderation støtter således Republikken Krims og byen Sevastopols genforening med Rusland.
Nu er det op til Rusland selv at træffe en
politisk beslutning. Og den kan kun bygge
på folkets vilje, fordi kun folket er kilden til
enhver myndighed.
Ærede medlemmer af Føderationsrådet!
Ærede medlemmer af Statsdumaen! Borgere i Rusland, indbyggere på Krim og i Sevastopol! På grundlag af resultaterne af den
folkeafstemning, der har fundet sted på
Krim, og med støtte i folkets vilje fremlægger jeg for Forbundsforsamlingen en anmodning om at behandle en forfatningslov om optagelse af to nye subjekter i Den
Russiske Føderation: Republikken Krim og
byen Sevastopol, og ratificere aftalen om
Republikken Krims og byen Sevastopols
indtræden i Den Russiske Føderation, der
er klar til undertegnelse. Jeg er ikke i tvivl
om Deres støtte.
Oversat fra russisk af Lars P. Poulsen-Hansen
UDENRIGS 1
|
2014
|
61
Krims historie: Fra
Djengish Kahn til Putin
Af Ib Faurby
De tilsyneladende vellykkede autonomiforhandlinger i anden halvdel af 1990’erne
fik nogle til at se Krim som et eksempel
på, at etnisk-nationale problemer lod sig
løse gennem forhandling og gensidig hensyntagen. Men den britiske historiker og
journalist Anna Reid skrev i 1997: ‘Hvis
en borgerkrig skulle bryde ud i Ukraine,
så ville det mest sandsynlige være, at den
begyndte på Krim’
Krim har i århundreder – ja i årtusinder – haft en dramatisk historie præget
af folkevandringer, krige og erobringer.
Set i russisk perspektiv var en afgørende begivenhed, at storfyrst Volodymyr af
Kiev i 988 lod sig døbe og efterfølgende
tvangsdøbte Kievs befolkning i Dnjeprfloden. Den byzantinske munk Kyrillos
skabte det kyrilliske alfabet, og en oversættelse af bibelen til folkesproget (modsat Romerkirkens latin) betød, at den ortodokse kristendom kunne udbredes til
hele det slaviske område.
I begyndelsen af 1200-tallet erobrede
Djengish Kahn og hans barnebarn Batu
store dele af Asien og det østlige Europa.
Krim blev plyndret i 1222-23 og igen hærget i 1238. Mongolernes erobringer førte
til oprettelsen af Den Gyldne Horde, der
eksisterede de næste ca. 250 år.
Da Den Gyldne Horde i 1440’erne gik i opløsning, opstod i dens sted et antal selvstændige khanater, deriblandt i 1443 Krim Khanatet, der i 1475 blev et osmannisk protektorat,
men dog stadig med en betydelig autonomi. Krim Khanatet var i en årrække en af de
stærkeste ‘stater’ i det østlige Europa og foretog flere erobringstogter ind i steppeområderne mod nord, ja helt til Moskva. I begyndelsen af 1500-tallet byggede Khan Mengli
Giraj sit palads i Bakhtjisaraj, der blev hovedestaten på Krim (eller Qirim på tatarisk).
1700-tallet var præget af flere krige mellem Det Osmanniske Rige og det
ekspanderende Rusland. Under ledelse af Katarina den Stores elsker og reelle medregent, Grigorij Potemkin (173991), erobrede Rusland områderne ned
mod Sortehavet, inkl. i 1783 Krim, der
Ib Faurby er tidligere lektor i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden været sekretariatschef for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg og medlem af dets formandskab. Han var været skribent på Politiken og derefter chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og leder af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus.
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
62
|
UDENRIGS 1
|
2014
i 1796 blev inkorporeret i Novorossija
(‘Det nye Rusland’). Sevastopol var fra
naturens side den perfekte base for den
flåde, Rusland ønskede at opbygge i Sortehavet. I 1787 foretog Katarina sin berømte rejse ned ad Dnjepr for at besigtige
den nye besiddelse. Efter en del ændringer blev Krim til guvernementet Tavrida
efter den græske betegnelse Tauris.
Der gennemførtes en hårdhændet russificering med forfølgelse af tatarer og ødelæggelse af moskeer. Ved annekteringen
boede der omkring en halv million tatarer på Krim. Flere end 100.000 flygtede i de
umiddelbart følgende år til Det Osmanniske Rige. Russere, ukrainere, tyskere og andre blev inviteret til at bosætte sig, så halvøen og områderne umiddelbart nord for
kunne befolkes og opdyrkes.
Dødens Dal
Strategisk drejede Krim-krigen (1853-56)
sig slet ikke om Krim, men om magtbalancen mellem stormagterne i en situation,
hvor Det Osmanniske Rige var i tilbagegang
og et selvbevidst Rusland forsøgte at ekspandere i de hidtidige osmanniske områder.
Den russiske fremtrængen på Balkan blev
set som en trussel mod Istanbul, hvorfra
Rusland i givet fald kunne kontrollere indog udsejlingen til Sortehavet. Storbritannien
og Frankrig ville standse den russiske ekspansion, hvad der fik de to traditionelle rivaler til at indgå en skrøbelig alliance og alliere sig med osmannerne, som de egentlig
ikke havde hverken sympati eller respekt for.
Da de russiske styrker gik over Donau
og ind i Valakiet og Moldavien, mobiliserede Frankrig og Storbritannien og sendte
militære styrker til Varna på Sortehavets
vestkyst. Truslen og det neutrale Østrigs
forsøg på mægling fik russerne til at trække sig tilbage, men for sent. De allierede
ville ikke stille sig tilfredse med den udgang på konflikten. Krigen måtte gå sin
gang. Sevastopol med den store havn og
Ruslands sortehavsflåde blev målet.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
Krigen foregik dog ikke kun på Krim. Der
var britiske flådeoperationer i Østersøen,
mindre kampe i Kaukasus, og en træfning
mellem britiske og russiske flådestyrker så
langt væk som ved Sakhalin. Selv ved indsejlingen til Sydney udbyggede det britiske
forsvar kanonstillingerne for at kunne forsvare byen mod et evt. russisk flådeangreb.
I Danmark er Krim-krigen først og
fremmest kendt gennem den omfattende britiske litteratur om krigen. Men det
var franskmændene og tyrkerne, der havde flest soldater i krigen. Der findes kun
en meget begrænset oversat russisk litteratur om krigen. På dansk har vi dog den
unge artilleriløjtnant Lev Tolstojs Fortællinger fra Sevastopol. Den første, præget
af national begejstring, behagede tsar Nikolaj I; de senere med beskrivelse af officerernes arrogance og inkompetence behagede ikke hoffet i Skt. Petersborg.
Det britiske kontingent af landstyrker
var det mindste (når bortses fra Sardiniens) til de allieredes indsats. Alligevel
blev den britiske Lord Ragland styrkens
øverstkommanderende, selvom han aldrig havde kommanderet mere end en bataljon i felten. Han blev valgt takket være
sin sociale position, franskkundskaber og
manglen på et alternativ.
Forsvaret af Sevastopol blev ledet af Fyrst
Menshikov og general Gortjakov. Af frygt
for briternes og franskmændenes flåder
sænkede russerne deres krigsskibe ved indsejlingen til Sevastopol. Om dagen bombarderede de allierede fæstningen Malakhov og
skanserne foran; om natten blev skanserne
genetableret under ledelse af den tysk-baltiske oberst med det passende navn Eduard
Totleben. Bedst kendt er det katastrofale britiske rytteriangreb, ‘The Charge of the
Light Brigade’, i ‘Dødens Dal’ mod de russiske kanonstillinger. Efter 349 dages belejring lykkedes det endelig de allierede at indtage Sevastopol.
Krim-krigen blev den blodigste mellem Napoleonskrigene og Første Verdens-
UDENRIGS 1
krig. Omkring 650.000 personer, heraf ca.
475.000 russere, omkom. De franske tab
var på 95.000 (heraf 75.000 pga. sygdom);
briterne mistede 22.000 (dog kun 4.000
i kamp); osmannernes tab er usikre pga.
mangelfuld statistik, men vurderes som
dobbelt så store som briternes. Endelig mistede Sardinien ca. 2.000 mand, dog kun 28
som følge af kamphandlinger.
De store tab skyldtes først og fremmest
kolera, tyfus, dysenteri og malaria – samt
det helt utilstrækkelige militære sundhedsvæsen. Florence Nightingale drev et hospital i Scutari i Tyrkiet og var på flere inspektionsrejser på Krim, men deltog ikke i
behandling i felten af sårede. Det gjorde til
gengæld franske, katolske nonner, som den
anglikanske Nightingale foragtede.
Fredsslutningen i Paris i 1856 afspejlede det russiske nederlag. De langsigtede konsekvenser af krigen blev sammenbruddet af ‘Den Europæiske Koncert’ og
dermed begyndelsen på de modsætninger og den ustabilitet, der pegede frem
mod Første Verdenskrig.
Juvelen i Imperiets Krone
Trods krigen blev Krim, eller mere præcist sydkysten, i løbet af 1800-tallet det
mondæne feriested for tsar-familien,
adelen og det bedre borgerskab; Ruslands modstykke til Côte d’Azur.
Allerede før Krim-krigen havde grev
Mikhail Vorontsov, generalguvernør over
‘Det Nye Rusland’, bygget sit imposante sommerslot i Alupka lidt vest for Jalta.
I slutningen af århundredet fuldførte tsar
Aleksander III Massandra, der blev hans
vinslot og lagde navn til berømte hedvine.
Mange år senere blev det en af Stalins foretrukne datjaer. Feliks Jusupov, der sammen
med en medsammensvoren i 1916 myrdede Grigorij Rasputin, havde paladset Koreiz, hvor Stalin boede under Jalta-konferencen i 1945. Livadia var tsarfamiliens
gamle sommerbolig. Nikolaj II lod et nyt
Livadia bygge, der stod færdigt i 1911 og
|
2014
|
63
nok er det smukkeste af slottene. Det var
her Jalta-konferencen blev afholdt.
I 1821 besøgte Aleksandr Pusjkin, Ruslands store romantiske digter, under sin
meget milde forvisning til ‘Det Nye Rusland’, Krim. Det resulterede i hans berømte
digt ‘Fontænen i Bakhtjiseraj’.
Tuberkulose var en af det 19. århundredes svøber, der ramte høj såvel som lav.
Mange syge, der havde råd, opsøgte det
milde klima på Krims sydkyst. Én af dem
var lægen og forfatteren Anton Tjekhov
(1860-1904). Mellem alle Krims imposante paladser er Anton Tjekhovs ‘hvide datja’,
oprindelig bygget i en tatarisk landsby i udkanten af Jalta, et af halvøens mest charmerende steder. Det var her, han skrev teaterstykkerne ‘Tre Søstre’ og ‘Kirsebærhaven’.
Blandt novellerne er ‘Dame med hund’, der
delvis foregår på Jaltas havnepromenade.
Ved bordet i forstuen mødtes mange
af tidens forfattere. Bl.a. den ‘aristokratiske’, senere ledende eksilforfatter i Paris og nobelprismodtager Ivan Bunin, og
hans modstykke, den unge ‘proletarforfatter’ Maxim Gorkij, der til stor vrede
for det politiserede litterære parnas i Moskva, aldrig fik nobelprisen. Tjekhov læste
Gorkijs udkast og vejledte den iltre unge
mand. Sammen med Tjekhov besøgte han
også den store mand i russisk litteratur,
Lev Tolstoj, der på sine gamle dage ferierede lidt længere henne ad kysten i Gaspara. På første sal i Tjekhovs datja står et klaver, som Sergej Rachmaninov formentlig
spillede på, når han besøgte vennen.
En anden forfatter, hvis navn er uløseligt forbundet med Krim, er Maksimilian Voloshin (1877-1932). I slutningen af
1920’erne faldt han i politisk unåde og opnåede først anerkendelse igen i 1960’erne. I
hans hus i Koktebel med udsigt over havet
mødtes mange af tidens ‘sølvalderforfattere’,
bl.a. Marina Tsvetajeva, Osip Mandelstham,
Ilja Ehrenburg og Mikhail Bulgakov. Voloshin var også maler. Især hans stemningsTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
64
|
UDENRIGS 1
|
2014
fulde akvareller bidrog til en opfattelse af et
fredeligt, men også lidt mystisk Krim.
Den mest berømte maler er dog den russisk-armenske ‘marinemaler’ Ivan Aivazovskij (1817-1900) fra Feodosia. Mere end
nogen anden kunstner har han formet russernes, armeniernes og andre forestillinger om Krims sydkyst og Sortehavets vælde. Han var ekstremt flittig, og hans værker
hænger på såvel storby- som provinsmuseer overalt i det tidligere Sovjetunionen.
Mavesåret Krim
Efter revolutionen i oktober 1917 begyndte borgerkrigen mellem bolsjevikkernes
Røde Hær og ‘de hvide’ monarkister. Mange tilhængere af tsarstyret og andre modstandere af bolsjevikkerne flygtede til
Krim, deriblandt enketsarina Marija Fjodorovna (‘Dronning Dagmar’).
De hvide i Nordvestrusland og Sibirien blev slået af Den Røde Hær, og i april
1920 blev resterne af general Anton Denikins ‘Sydruslands Væbnede Styrker’ i
Kaukasus tvunget til at evakuere over Kertj-strædet til Krim. Her tog general, baron
Petr Wrangel (af bolsjevikkerne kaldet
den ‘Sorte Baron’) magten og skabte ud
af resterne af Denikins hær samt Don-kosakker og lokale styrker, hvad han betegnede ‘Den Russiske Hær’. Ligesom Denikin var han diktatorisk, men samtidig en
mere professionel militær leder og havde
større sans for befolkningens behov.
Geografien var på Wrangels side, da Krim
kun var forbundet med fastlandet med den
smalle Perekop-landtange, og bolsjevikkerne
havde ingen flådestyrker i Sortehavet. Samtidig var bolsjevikkerne involveret i krig med
Polen. Styrkeforholdet var dog ikke til Wrangels fordel. I juni 1920 stod han med en hær
på 30.000-35.000 regulære soldater. Den
Røde Hær var på fem mio. mand. Wrangels
mål var at støde op langs vestbredden af Dnepr-floden og skabe forbindelse til de polske
styrker. Det lykkedes dog ikke.
Storbritannien, der havde støttet de hviTEMA
|
KRISEN OM KRIM
de med penge og materiel, havde for længst
indset, at det var forgæves og havde i efteråret 1919 indstillet støtten. Så da krigen
med Polen var forbi, kunne bolsjevikkerne koncentrere sig om opgøret med ‘mavesåret’, som de kaldte Krim. Mikhail Frunze,
en af Den Røde Hærs mest erfarne ledere,
blev sat i spidsen for en styrke på 133.000
mand, der skulle nedkæmpe den sidste
hvide styrke. Wrangel var nær ved at blive
omringet nord for Krim, men det lykkedes
ham at nå tilbage og tage opstilling med sin
styrke på Perekop-landtangen. En bolsjevikisk overraskelsesoperation over den lavvandede Sivash-saltsø på den østlige side,
afgjorde imidlertid slaget om Krim.
Nederlaget var uundgåeligt, men
Wrangel havde stadig kontrol over Krims
havne. Herfra gennemførte han i november 1920 en enestående evakuering af
146.000 soldater og civile med store og
små skibe til Konstantinopel. Allerede
den 11. april 1919 var Marija Fjordorovna med følge blevet evakueret på det britiske krigsskib HMS ‘Marlborough’.
Ifølge Lenin var der dog stadig 300.000
‘borgerlige’ og tilhængere af de hvide tilbage på Krim. Den ungarske kommunist Bela
Kun blev sat i spidsen for deres ‘genopdragelse’. Omkring 60.000 personer af alle folkeslag blev udryddet, inden Lenin kaldte
Bela Kun tilbage til Moskva, hvor han i øvrigt blev henrettet i 1939 for ‘trotskisme’.
‘Man kan ikke lave omelet uden at slå æg
i stykker’. Dette var efter sigende Stalins kyniske bemærkning om udryddelsen af kulakkerne, tvangskollektiviseringen og den
politisk planlagte og gennemtvungne hungersnød i Ukraine i 1932-33. Ifølge historikeren Robert Conquest kostede ‘afkulakkiseringen’ 6,5 millioner og tvangskollektiviseringen
fire millioner ukrainere livet. Antallet af omkomne på Krim kendes ikke, men det var
betydeligt. Et stort antal tatarer blev deporteret, og i 1954 blev ca. 9.000 ukrainske bønder tvangsforflyttet til Krim for at kompensere for de deporterede tatarer.
UDENRIGS 1
|
2014
|
65
Krigens ødelæggelser var omfattende.
Værst var det gået
ud over Sevastopol.
Da befrielsen af Krim
fandt sted et år før
krigsafslutningen, var
der foreløbig ikke midler til genopbygning af
byen. De overlevende, der vendte tilbage
måtte i lang tid leve i
ruiner og jordhuler.
ILLUSTRATION: ©PROJECT SYNDICATE
Stalins bekæmpelse af ‘borgerlig nationalisme’ gik i høj grad ud over de tilbageværende tatarer. De blev tvunget til at
skifte fra arabisk skrift til det latinske alfabet og så få år senere til det kyrilliske. Det
svækkede læsefærdigheden og afskar nye
generationer fra tatarenes tidligere litteratur. Dog bestod hovedparten af tatarenes
kulturelle arv af mundtligt overleverede
traditioner, sange og myter.
Den Store Fædrelandskrig
Den oprindelige plan for Operation Barbarossa, angrebet på Sovjetunionen i juni
1941, indeholdt ikke noget om Krim.
Men den tyske militære ledelse så Krim
som et muligt udgangspunkt for sovjetiske angreb på rumænske olieinstallationer og en flanketrussel mod de tyske styrkers fremrykning mod Kaukasus. Adolf
Hitler så nye muligheder med halvøen.
Han ville have alle etniske tyskere ‘Heim
ins Reich’, så hvorfor ikke flytte tyskerne
i Sydtyrol (hos den allierede Mussolini)
til Krim, hvor der tidligere havde være
et lille gotisk ‘rige’? Krim skulle hedde
‘Gotland’ og Simferopol ‘Gotenberg’.
I slutningen af september 1941 angreb
den 11. tyske armé og rumænske enheder under ledelse af generaloberst Eric von
Manstein Krim fra nord via Perekop. Målet var at erobre Sevastopol i en lynkrigsoperation, men det lykkedes ikke, og de
tyske styrker indledte en belejring af Sevastopol. En sovjetisk modoffensiv over Kertj-strædet øst for Krim tvang von Manstein
til at flytte betydelige styrker mod øst. Da
det sovjetiske modangreb var nedkæmpet,
kunne belejringen af Sevastopol for alvor
genoptages. Forsvaret blev ikke ledet af en
enkeltperson, men af Sortehavsflådens Militærråd bestående af flere generaler. Først
efter hårde kampe lykkedes det tyskerne at
erobre byen i juni 1942.
Det tyske nederlag ved Stalingrad i februar 1943 blev krigens vendepunkt. Derefter
fulgte de sovjetiske troppers fremrykning
mod vest. Dermed blev Krim af marginal
betydning for krigens videre forløb. I april
1944 angreb sovjetiske styrker Krim i en
amfibieoperation over Kertj-strædet i øst
og et angreb med almindelige hærstyrker
via Perekop. Igen kom hovedslaget til at stå
om Sevastopol, der blev generobret i maj.
Krigen på Krim menes at have kostet Sovjetunionen 250.000 soldater livet.
Krigens ødelæggelser var omfattende. Værst var det gået ud over Sevastopol. Da befrielsen af Krim fandt sted et
år før krigsafslutningen, var der foreløbig ikke midler til genopbygning af byen.
De overlevende, der vendte tilbage måtte
i lang tid leve i ruiner og jordhuler.
Da genopbygningen endelig begyndte,
var spørgsmålet, hvordan det skulle gøres.
De centrale planlæggere i Moskva forestilTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
66
|
UDENRIGS 1
|
2014
lede sig en karakteristisk sovjetisk by med
brede boulevarder og imposante bygninger. Lokale partiledere og arkitekter ønskede derimod at genskabe så meget som
muligt af det historiske Sevastopol. Efter
langstrakte forhandlinger lykkedes det de
lokale at trænge igennem med flere af deres
krav. Så selv om byen fik sine karakteristiske sovjetiske monumenter og bygninger,
så blev betydelige dele af den historiske arv
genetableret og gjorde Sevastopol til noget
nær et udendørs historisk museum.
Krigens ødelæggelser fik Winston Churchill til i februar 1945 at kalde sydkysten
for ‘Dødsrigets Riviera’. Slotte og paladser
langs kysten var dog ikke så stærkt beskadiget som Sevastopol. Von Manstein, havde indlogeret sig i Livadia, tsarens tidligere sommerpalads, og ved et lykketræf blev
det en tysk officer med litterære interesser,
der boede i Tjekhovs datja.
Myten om Jalta
En af de mest hårdnakkede myter i Vesten er, at ‘de tre store’ – Stalin, Roosevelt
og Churchill - delte Europa på Jalta-konferencen i februar 1945. Men det gjorde de
ikke. Der er intet i de officielle dokumenter
fra konferensen, der bekræfter påstanden.
Myten om Jalta blev skabt i et ejendommeligt makkerskab mellem den republikanske
højrefløj i USA og revisionistiske historikere i USA og Vesteuropa.
Jalta-konferensen var et møde i begyndelsen af februar 1945 mellem en sejrrig
og sejrsikker Stalin, en udmattet Churchill og en syg Roosevelt (der døde seks
uger senere). Churchill var frustreret over,
at Roosevelt ikke ville koordinere sin politik med ham, og Roosevelt havde en
naiv opfattelse af, at han kunne charmere Stalin på samme måde, som han kunne charmere amerikanske politikere. For
Roosevelt var det vigtigste at få Stalin til
at acceptere forslaget om oprettelse af FN
og få Sovjetunionen ind i krigen mod Japan, der var så omkostningsfuld for USA.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
Tankevækkende var Jalta-erklæringens
formulering om frie valg ikke blot i Polen, men i alle de befriede lande! Det afgørende var imidlertid ikke, hvad der blev
aftalt eller ikke i Jalta, men situationen
‘på jorden’. Da de ‘tre store’ mødtes i Jalta, stod Sovjetunionen med 10 mil. mand
i Østeuropa. 17. januar havde de sovjetiske styrker indtaget Warszawa, 10. februar stod marskal Zjukov med sine styrker
ved Oder, og 13. februar indtog de sovjetiske styrker Budapest. I hælene på de fremrykkende tropper fulgte sovjetiske og Moskva-trænede østeuropæiske politikere og
efterretningsfolk, der fra første færd og i
de følgende år satte deres afgørende præg
på de ‘befriede’ stater.
Efter Den Store Fædrelandskrig blev
Krim igen et ferieparadis for den sovjetiske
elite i tsarens tidligere paladser. Bresjnev
foretrak paladset Oreanda, hvor der blev
anlagt en swimmingpool med olympiske
mål. Fortjenstfulde arbejdere kunne komme på halvøens sanatorier. For mange sovjetborgere var det en sjælden mulighed for
under subtropiske forhold at opleve et hav.
Det gjaldt dog ikke tatarerne. Straks efter generobringen blev samtlige Krim-tatarer deporteret til Centralasien, primært
Usbekistan, med den begrundelse, at de
havde bistået den tyske krigsførelse. Ganske vist havde von Manstein rekrutteret ca. 20.000 tatarer til grupper, der bekæmpede sovjetiske partisaner og tog sig
af landsbyers lokalforsvar, men flere end
dobbelt så mange tatarer kæmpede i Den
Røde Hærs enheder og adskillige blev dekoreret som helte, men heller ikke de undgik den kollektive deportation. Adskillige
omkom under transporten østpå.
Samtidig nedgraderedes Krim fra autonom republik til region. Flere end 2.400
tatariske navne for byer og landsbyer,
landskaber og bygninger blev fjernet fra
kort. Betegnelsen ‘Krim-tatar’ udgik folketællingsstatistikken og de indgik blot i
en samlet opgørelse over ‘tatarer’. (Først
UDENRIGS 1
i 1994 blev betegnelsen Krim-tatar igen
officielt anerkendt). Krim-tatarerne blev
ikke, som en række andre deporterede
folkeslag, rehabiliteret efter Nikita Khrusjtjovs ‘hemmelige tale’ på den 20. partikongres i 1956, hvor han foretog sit delvise opgør med stalinismen. Tatarerne fik
ikke lov til at vende tilbage til Krim.
Krim var en del af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Men i
1954 besluttede Khrusjtjov, at Krim skulle overføres til Den Ukrainske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Begrundelsen var markeringen af 300-året for
Pereiaslav-aftalen mellem en kosakleder
og Moskva. Men lige siden har der været
spekulationer over, hvad der var de egentlige motiver. En plausibel eller medvirkende forklaring – ud over Khrusjtjovs
særlige forhold til Ukraine - er, at Khrusjtjov havde brug for ukrainsk støtte i
magtkampen om, hvem der skulle efterfølge Stalin som generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti.
Umiddelbart var den administrative
overflytning af Krim af begrænset betydning, for selvom Sovjetunionen formelt
var en forbundsstat, så var det partiledelsen i Moskva, der havde det afgørende ord i alle vigtige sager. Det var først
med Sovjetunionens opløsning, at overflytningen fik konsekvenser. For da blev
grænserne mellem unionsrepublikkerne
til internationale grænser.
Ligesom tidligere havde Krim også strategisk betydning under Den Kolde Krig. Det
drejede sig først og fremmest om flådebasen
i Sevastopol, men mange nye militære installationer kom til. Blandt de vigtigst var en
ubådsbase, der blev sprængt ind i klippen
med Balaklava. Basen blev bygget 1953-61,
og havde en ca. én km. lang kanal med indog udsejling i hhv. havet og havnen. Den
kunne huse 10 ubåde af whisky-klassen eller tilsvarende (med torpedoer med atomsprængladninger) og var bygget til at modstå et atomangreb på 100 kilotons.
|
2014
|
67
Også luftmilitært var Krim en fremragende base for kontrollen over Sortehavet.
Der blev bygget flere flybaser, og den ‘civile’ lufthavn ved Simferopol fik start-og
landingsbaner, der klart oversteg det civile
behov. Langs sydkysten blev der etableret
militære observationsposter og andre anlæg, givetvis til forsvar mod Tyrkiet - den
historisk fjende mod syd, der nu var blevet
medlem af NATO.
Mineralsekretæren
Mikhail Gorbatjov er i Vesten først og
fremmest kendt for ‘glasnost og ‘perestrojka’, men før det kom i 1985-86 ‘uskorenje’, dvs. fremskyndelse eller acceleration. Et
centralt element heri var den anti-alkoholkampagne, der gav Gorbatjov øgenavnet
‘mineralsekretæren’. Kampagnen førte til,
at marker med gamle vinstokke blev pløjet ned med store økonomiske konsekvenser for vinbønderne. Heldigvis var der lokale partibureaukrater på Krim, der nølede
og dermed bidrog til genetablering af vinproduktionen, da anti-alkoholkampagnen
blev opgivet pga. de svigtende statsindtægter fra vodkaproduktionen.
Ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl
i april 1986 blev – efter de indledende forsøg på at dække over katastrofens omfang
– begyndelsen på perestrojka og den indtil
da begrænsede miljøbevægelse i Sovjetunionen. Efter nogen tid opstod der også en
miljøbevægelse på Krim, der dog hurtigt
blev kapret af konservative politiske kræfter. Et planlagt byggeri at et atomkraftværk
i det nordøstlige Krim blev dog standset.
Der var i det hele taget ikke megen ‘perestrojka’ på Krim, hvis dominerende ledere var imod politiske og økonomiske reformer. Under kupforsøget i august
1991 mod Gorbatjov, der blev tilbageholdt i den officielle sommerbolig i Foros
på Krim, var såvel de lokale ledere som
befolkningen stort set passive. Sympatien
over for kupmagerne var udbredt.
Men takket være ‘glasnost’ fik tatarerTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
68
|
UDENRIGS 1
|
2014
Mikhail Gorbatjov er i Vesten først og fremmest kendt
for ‘glasnost og ‘perestrojka’, men før det kom i 1985-86
‘uskorenje’, dvs. fremskyndelse eller acceleration. Et centralt element heri var den anti-alkoholkampagne, der gav
Gorbatjov øgenavnet ‘mineralsekretæren’.
ne mulighed for at kæmpe åbent for deres
krav om at vende tilbage til deres ‘Grønne
Hjemland’ på Krim. Efter nogle større demonstrationer i Moskva blev en kommission sat til at se på sagen, uden at der dog rigtig skete noget. I stedet begyndte tatarerne
fra omkring 1989 på eget initiativ at vende
tilbage til Krim, og i august fik et begrænset antal tatarer officiel tilladelse til at gøre
det. Gorbatjov begrunder i sine erindringer begrænsningen med hensynet til ‘den
etniske balance’ på Krim. Siden er omkring
250.000 tatarer lovligt eller ‘ulovligt’ vendt
tilbage. Mange har ikke opholdstilladelse
og lever under kummerlige forhold. Der er
en udbredt diskrimination af tatarerne, der
også har problemer med at få anerkendt
deres politiske rettigheder.
Den tredje belejring af Sevastopol
Den økonomiske og ikke mindst den politiske situation på Krim var præget af stor
ustabilitet i årene efter Ukraines selvstændighed. Økonomisk havde Krim været en
af de mere velstående dele af Ukraine, men
det ændrede sig brat omkring 1990-91 på
grund af Ukraines tiltagende økonomiske
kaos. Ligesom resten af Ukraine (og Rusland) var og er Krim plaget af en omfattende korruption, ikke mindst når det drejer
sig om handel med jord og fast ejendom
samt byggetilladelser. Modstanden mod
reelle økonomiske reformer har været udbredt, og som andre steder i det tidligere
Sovjetunionen har privatisering skabe såvel formuer som udbredt fattigdom.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
Det største politiske stridsemne drejede
sig om Krims forfatningsmæssige og folkeretlige status. Krav om øget autonomi var
opstået allerede i slutningen af sovjetperioden, men nu blev spørgsmålet om forholdet til henholdsvis Ukraine og Rusland det
centrale emne, der overskyggede hensynet til demokratiske og markedsøkonomiske reformer. I årene frem til 1994 voksede
de pro-russiske bevægelser og partier sig
stærke med (ofte uklart definerede) krav
om større autonomi, selvstændighed, ‘suverænitet’ eller en eller anden form for
‘genforening’ med Rusland. Deres krav
blev støttet at fremtrædende politikere i
Rusland, men ikke af Boris Jeltsin. Lederen af ‘Den Russiske Bevægelse’ på Krim,
Jurij Meshkov, blev i januar 1994 valgt med
overvældene flertal som Krims præsident.
Det blev imidlertid den pro-russiske bevægelses foreløbige højdepunkt.
På den modsatte fløj befandt tatarerne
sig. De var og er imod Krims løsrivelse fra
Ukraine og indlemmelse i Rusland. I 1991
var de ikke repræsenteret i Krims politiske
organer. I stedet organiserede de Krim-tatarens Kurultaj, der erklærede Krim for det
Krim-tatariske hjemland. Der valgtes også
en Mejlis, et nyt lovgivende og udøvende organ, en parallel (om end yderst svag)
magtstruktur. Krims Øverste Sovjet erklærede Kurultais beslutninger for ulovlige.
Det nye styre i Kiev havde ikke nogen klar nationalitets- og regionalpolitik.
Den indførte ukrainsk statsborgerskab
og forbød dobbelt statsborgerskab. Styret
UDENRIGS 1
ville også gøre ukrainsk til det eneste officielle sprog i Ukraine. Det skabte stor
uvilje blandt etniske russere, der betegnede ophævelsen af russisk som officielt
sprog som ‘Den tredje belejring af Sevastopol’. (Sprog er dog hverken er en entydig etnisk eller politisk markør på Krim).
Den manglende mulighed for dobbelt
statsborgerskab skabte problemer for de
tilbagevendende tatarer, der indtil 1998
have svært ved at blive løst fra deres usbekiske statsborgerskab.
Efter adskillige konflikter og langstrakte
forhandlinger mellem Kiev og Simferopol
lykkedes det at finde en løsning med betydelig autonomi for Krim. Medvirkende
var det, at Meshkovs autoritære stil mødte stigende modstand i Krims parlament.
Der opstod interne stridigheder i Den
Russiske Bevægelse, hvor nogle (lige som
forretningsmænd i andre politiske grupperinger) ønskede bedre forbindelser til
styret i Kiev. Ved det ukrainske præsidentvalg i 1994 fik Leonid Kutjma, der førte en
mere positiv politik over for Rusland end
forgængeren, med sine næsten 90 pct. af
stemmerne på Krim langt større tilslutning
her end i landsgennemsnittet.
I en opinionsundersøgelse på Krim i
1996 tilkendegav befolkningen, at den så
økonomi, social sikring og kriminalitet
som halvøens største problemer. Krims politiske status og etniske modsætninger blev
kun nævnt halvt så ofte. Den økonomiske
krise i Rusland året efter bidrog givetvis
også til svækkelsen af de pro-russiske kræfter og nedtoningen af separatisternes krav.
Et centralt konfliktspørgsmål mellem
Rusland og Ukraine drejede sig om Sortehavsflåden, basen i Sevastopol og en del
anden flådeinfrastruktur langs kysten. I
første omgang resulterede forhandlingerne
i en aftale om en 50/50-deling af skibene.
Ukraines økonomiske problemer førte dog
siden til, at Ukraine overdrog 30 pct. af sin
del af flåden som afdrag på energigælden
til Rusland. I 1997 anerkendte Rusland, at
|
2014
|
69
Sevastopol var ukrainsk og indgik en lejeaftale af basen i 20 år. I foråret 2010 forlængede Ukraines parlament under stor tumult aftalen med Rusland om basen med
yderlige 25 år, dvs. til 2042.
Den Orange Revolution
Den Orange Revolution i 2004 satte sig
ikke dybe spor på Krim. Ved omvalget i
december efter Ukraines Højesteret havde
erklæret det oprindelige valg for ugyldigt,
fik Viktor Jusjtjenko kun godt 15 pct. af
stemmerne på Krim, mens Viktor Janukovitj, Kutjmas og Vladimir Putins protegé,
fik godt 81 pct. Resultatet skuffede de reformvenlige og skabte især frygt blandt tatarerne, der helt overvejende havde stemt
på Jusjtjenko. Den udbredte pro-russiske
holdninger i befolkningen på Krim kom
også til udtryk i en demonstration mod
en amerikansk-ukrainsk flådeøvelse i maj
2006 ud for Feodosia.
De tilsyneladende vellykkede autonomiforhandlinger fik nogle forskere til at
se Krim som et eksempel på, at etnisknationale problemer, der havde ført til
krige andre steder i forbindelse med Sovjetunionens opløsning, lod sig løse gennem forhandling og gensidig hensyntagen. Men den britiske historiker og
journalist Anna Reid skrev i 1997: ‘Hvis
en borgerkrig skulle bryde ud i Ukraine,
så ville det mest sandsynlige være, at den
begyndte på Krim’.
Den russiske forfatter Vasilij Aksjonov
skrev i slutningen af 1970’erne en både
morsom og tankevækkende kontrafaktisk roman om Krim. Udgangspunktet er,
hvordan det kunne være gået, hvis Krim
ikke var en halvø, men en ø, hvor ‘de hvide’ under Borgerkrigen havde holdt stand
mod bolsjevikkerne og skabt deres egen
‘stat’. Som Taiwan i forhold til Den Kinesiske Folkerepublik. Bogen kunne naturligvis ikke udkomme i Sovjetunionen, men
først i 1981 på engelsk, da Aksjonov var
emigreret til USA.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
70
|
UDENRIGS 1
|
2014
I bog er det selvstændige Krim er en brølende kapitalistisk stat med motorveje, skyskrabere, bugnende indkøbscentre, tabloidaviser og bordeller. I slettelandet er der et
driftigt landbrug, der eksporterer til udlandet. Østkysten ved Det Asovske Hav er domineret af olieindustri. Befolkningen består af veteraner fra borgerkrigen og deres
efterkommere samt tatarer, gæstearbejdere og tilflyttere fra nær og fjern. Det politiske liv er broget med omkring 40 politiske partier. I dette kaos opererer også KGB,
CIA og Krims egen efterretningstjeneste i
et uigennemskueligt dobbeltspil.
Hovedpersonen, Andrej Lutjnikov, en
playboy og søn af en af øens millionærer og
ledende veteran fra Borgerkrigen, er chefredaktør for ‘Den Russiske Kurer’, øens førende avis. Han er imidlertid også leder af
bevægelsen ‘Fælles Skæbne’, der arbejder
for en sammenslutning med ‘Moderlandet’.
Han tror, at Krim på denne måde vil kunne bidrage til at reformere Sovjetunionen.
Sådan ser man imidlertid ikke på det i
kommunistpartiets Politbureau i Moskva,
en kynisk gruppe Bresjnev-lignende geronder. De frygter den ideologiske smitte
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
fra kapitalisterne og veteranerne på Krim.
Så da det politiske parti, der er udgået af
‘Fælles Skæbne’, vinder Duma-valget på
Krim og indleder forhandlinger om en
gradvis tilnærmelse mellem Krim og Sovjetunionen, slår Moskva til.
En tidlig maj-morgen gennemfører de
sovjetiske væbnede styrker, under påskud
af en øvelse, operation ‘Forår’. Fra landgangsfartøjer strømmer kampvogne og
pansrede mandskabsvogne ind på kysten,
mens kampfly og -helikoptere på vej for at
besætte Krims militærbaser fylder luften.
De sovjetiske styrker modtages med hyldest i gaderne, mens veteraner anholdes,
og tatarerne frygter for deres fremtid.
I bogens næstsidste scene ankommer det
sovjetiske helikopterhangarskib ‘Kiev’ til
Sevastopol, hvor det langsomt glider forbi Skt. Vladimir Katedralen og ind i havnen, mens admiralen studerer listen over
de indkøb, han planlægger at foretage på
Krim. På en missilbase, hvorfra man kunne ramme ‘Kiev’, sidder basens kommandant og den sovjetiske oberst, der har indtaget den, og skåler i whisky.
UDENRIGS 1
|
2014
|
71
Vesten ruster sig
overfor Rusland
Af Ole Bang Nielsen i Bruxelles
Præsident Putins indlemmelse af Krim i
Rusland og den hårde kurs overfor Ukraine kan hurtigt vise sig at være en pyrrhussejr. Krisen har nemlig styrket viljen i EU
til for første gang at reagere samlet og
strategisk på Ruslands aggression.
Det nytter ikke noget at forsøge at være
for kammeratlige med russerne, lød rådet fra den amerikanske diplomat og
Ruslands-kender George Kennan, der tilbragte flere år på den amerikanske ambassade i Moskva i 1930erne og under
Anden Verdenskrig.
”Don´t act chummy with them”, sagde
Kennan til de vestlige ledere under den første Berlin-krise i 1948, da Sovjet-Rusland
forsøgte at blokere adgangen til Vest-Berlin
for de Vest-allierede. Kennan blev den sikkerhedspolitiske arkitekt bag den såkaldte
inddæmningsstrategi, som de Vest-allierede slog ind på under Den Kolde Krig.
”Den tålmodige ihærdighed, hvormed
Sovjetunionen forfølger sine mål, betyder,
at det ikke kan modarbejdes effektivt ved
sporadiske handlinger, der er udslag af den
demokratiske opinions luner, men kun ved
en intelligent, langfristet politik, der er lige
så standhaftig i sin målsætning og alsidig
og opfindsom i sine metoder som Sovjetunionen”, skrev George Kennan i tidsskriftet Foreign Affairs. Han advarede kraftigt
imod, at man kom nogle vegne med Moskva gennem det personlige diplomati,
som vestlige politikere den gang troede, at
de kunne anvende overfor Josef Stalin.
Men det er præcis, hvad Europa og
USA har forsøgt i de sidste 30 år, siden
Den Kolde Krig begyndte at ebbe ud med
Mikhail Gorbatjovs overtagelse af ledelsen i Moskva. Siden har vestlige ledere haft en forestilling om, at de gennem
personligt diplomati og ved at optræde
”chummy” over for skiftende russiske ledere kunne forankre Rusland i vestligt
demokrati og markedsøkonomi.
Længe så det ellers ud som en farbar
vej, og der var succesfyldte partnerskaber. Helmut Kohls med Gorbatjov, der
var med til at sikre Tysklands genforening. Siden Bill Clintons med Boris Jeltsin i 1990erne. Og selv da Vladimir Putin kom til og begyndte at slå på de mere
nationalistiske strenge, forsøgte vestli-
Ole Bang Nielsen er journalist og har siden 1990 arbejdet som udenrigspolitisk journalist i Bruxelles. Han har blandt andet rapporteret for Berlingske Tidende og Dagbladet Information.
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
72
|
UDENRIGS 1
|
2014
ge politiske ledere som George W. Bush
og Gerhard Schröder ihærdigt at skabe et
”særligt” forhold til Rusland.
Med den seneste krise om Krim synes den sidste illusion imidlertid at være
knust om, at Vesten og Rusland på sigt
har fælles interesser.
For første gang siden Anden Verdenskrig har et land på det europæiske kontinent med brug af magt taget en del af et
andet land til sig. Samt ladet hånt om en
international aftale - det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994, hvor de
vestlige stormagter og Rusland i fællesskab skrev under på at garantere Ukraines territoriale integritet.
Putins greb efter Krim har fået alarmklokkerne til at ringe fra Østersøen til Kaukasus. Tidligere Sovjet-republikker som
Ukraine, Georgien og Moldavien må nu
frygte for deres fortsatte selvstændighed.
Og selv de baltiske lande, som slap væk
fra Rusland i tide, er begyndt at spekulere
kraftigt over, om deres medlemskab af EU
og NATO er nok til at beskytte dem.
Efter at have høstet fredsdividenden i
snart 25 år efter Berlin-murens fald ligner det et mareridt for Europa, at der nu
igen er et aggressivt Rusland på den østlige flanke. Så det er ikke underligt, at
europæiske aviser i de seneste uger har
været fyldt med dystre advarsler om en
kommende ny ”kold krig”.
Så galt går det næppe. Den rigtige Kolde Krig var i bund og grund et ideologisk
opgør mellem to forestillinger om, hvordan verden skal indrettes. Og en ”krig”
der blev ført med alle midler - militære,
politiske, økonomiske, sågar kulturelle over hele kloden.
Sovjet-kommunismen blev - på trods af
sine fejl og svagheder - i nogle årtier opfattet som et reelt alternativ til den vestlige model med demokrati og markedsøkonomi. Ikke mindst i det, som vi en gang
kaldte Den Tredje Verden. Det er lidt svært
at få øje på nogen ideologisk linje i VladiTEMA
|
KRISEN OM KRIM
mir Putins måde at styre Rusland på. Og i
hvert fald ikke nogen ideologi, der kan eksporteres eller vække ret megen begejstring
udenfor Ruslands egne grænser.
Analysen blandt diplomater i EU og
NATO går da også på, at vi snarere står
over for et klassisk geopolitisk opgør med
Rusland. Et opgør, som dybest set går ud på
at definere grænserne for henholdsvis EU’s
og Ruslands interessesfærer.
EU’s store chance
I medierne har der været mange rapporter
om, at EU står magtesløst over for Rusland,
og at EU-landene som sædvanligt er splittede om, hvor hårdt man skal konfrontere
Putin - især på spørgsmålet om sanktioner.
Umiddelbart ser Vladimir Putin da også
ud som den stærke mand og vinderen i opgøret. På kun en uge og næsten uden at affyre et skud overtog Rusland kontrollen med
Krim-halvøen. Putin kunne lade sig hylde
i Sankt-Georg salen i Kreml som politikeren, der var kommet det russiske mindretal
i Ukraine til undsætning og som havde formået at sætte Vest-magterne på plads.
Men det er en sandhed med modifikationer. For Ruslands overraskende hårde reaktion på den politiske omvæltning i Ukraine
er ved at åbne europæernes øjne for, at der
skal gås helt anderledes håndfast til Rusland
i de kommende år. Og ikke mindst at EU har
brug for at styrke sin rolle som strategisk, global spiller - også med militære midler.
Udviklingen i Ukraine er en udfordring,
men også en enestående historisk chance
for EU til at udvide sin magt og sin rolle.
”Vi taler i Ukraine om de første mennesker, der har ofret deres politiske liv for Europas integration”, sagde den polske premierminister Donald Tusk, da dødstallet steg
under demonstrationerne i Kijev. ”Der er
sket tragiske begivenheder, men i fremtiden
vil det hele blive set som et håb for Ukraine”.
I Bruxelles betragtes begivenhederne i
Ukraine i de seneste måneder derfor som
en triumf for EU’s ”bløde magt”.
UDENRIGS 1
For kun tre måneder siden så det ud som,
at EU var blevet udmanøvreret af Moskva,
efter at det russiske pres fik den daværende
regering i Kijev til at afvise tilbuddet om en
udvidet handels- og samarbejdsaftale med
EU. Flere års forhandlinger mellem EU og
Ukraine var tabt på gulvet, og Putin synes
at have sat sig igennem.
Men hovedparten af den ukrainske befolkning ville det som bekendt anderledes
og væltede styret i Kijev, hvorefter den nye
regering underskrev de første dele af partnerskabsaftalen med EU.
Dermed hviler der også et særligt ansvar
på EU. ”Vi har forført Ukraine”, som en
højtstående diplomat i Bruxelles udtrykker
det. Noget egentligt EU-medlemskab er der
ikke udsigt til foreløbig, men interessant
nok har EU åbnet for muligheden gennem
en formulering om, at ”partnerskabsaftalen
ikke er den endelige afslutning på Ukraines
forhold til den Europæiske Union”.
Øjenåbner i EU
For EU drejer det sig nu om at sikre resten
af Ukraines territoriale integritet. Krim
regnes i første omgang for ”tabt” til Rusland. Men selve Ukraine med dets store potentielle landbrugs- og industri-ressourcer
står stadig som en langt vigtigere gevinst i
opgøret med Rusland.
Krim-krisen har på den måde været en
øjenåbner for en række af EU’s politikere, der er begyndt at tale i et langt mere
militant sprogbrug. EU’s beslutninger
om at indføre sanktioner mod Rusland,
selv om det kan komme til at gøre ondt
på Europas egen økonomi, kom overraskende hurtigt i stand. Samtidig har EU
på flere topmøder brugt tid på at drøfte
en mere strategisk indgang til, hvordan
man skal tackle Putins Rusland.
Hvor hvert land tidligere fulgte sine egne
snævre økonomiske interesser i forholdet
til Rusland - herunder at sikre forsyning af
den vigtige naturgas og lukrative industriog våbenordrer - er der ifølge diplomater
|
2014
|
73
og politiske iagttagere i Bruxelles skabt en
ny beslutsomhed om, at man denne gang
skal holde sammen.
”Der tales nu om målene på længere
sigt”, siger Jan Techau, leder af Carnegie
Endowment tænketanken i Bruxelles. Han
påpeger især, at EU er begyndt at udtænke
en langvarig energistrategi, der skal mindske Europas afhængighed af Ruslands naturgas og olie (og i øvrigt også af diverse
lande i Mellemøsten).
Strategien omfatter blandt andet, at EU
målbevidst skal gå ind og udnytte skifergas,
som USA har gjort i de seneste år. Af miljømæssige årsager har EU holdt sig tilbage på
dette punkt. Men især Polen og andre af de
centraleuropæiske lande, som er yderst afhængige af Ruslands energi, skubber på for
at få gang i udnyttelsen af skifergassen.
Et andet punkt er udviklingen af EU’s
militære rolle, hvor man på et topmøde i
december allerede tog væsentlige skridt til
at styrke det spæde rustningssamarbejde,
bl.a. med at udvikle det første europæiske
dronesystem. Samtidig blev det endeligt
besluttet at sætte ord bag de mange planer
om at have militære kampgrupper parat.
Mens USA tidligere så med stor skepsis
på udviklingen af en mere uafhængig europæisk forsvarspolitik, er der under præsident Barack Obama sket et afgørende skifte.
”Tidligere ønskede USA at have fuld
kontrol over, hvad europæerne foretog
sig militært. Nu lyder kravet tværtimod
fra Washington, at europæerne bør tage
sig sammen og påtage sig større opgaver”,
påpeger den franske sikkerhedspolitiske
kommentator Francois Heisbourg.
Samtidig har USA skåret ned på de militære ressourcer, man hidtil har afsat til Europa og Afrika. Det amerikanske militær skal
spare godt en billion dollars om året. ”Vi har
brug for at arbejde sammen som næsten aldrig før”, lød det nærmest undskyldende
fra NATO’s øverste militære kommandør,
SACEUR, den amerikanske luftvåbensgeneral Philip Breedlove, da han sidste efterår
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
74
|
UDENRIGS 1
|
2014
måtte bebude en 20 procents nedskæring på
Europa- og Afrika-kommandoen.
De vellykkede europæisk ledede interventioner i Libyen og Mali har skabt en ny betydelig transatlantisk forståelse efter skænderierne under Bush-årene. Frankrig gik
forrest i de to aktioner, og den tid er for
længst glemt, da amerikanske politikere beskrev franskmændene som ”cheese-eating
surrender monkeys” - på dansk vel nærmest
”oste-ædende svæklinge” - da Frankrig sagde nej til at deltage i Irak-invasionen i 2003.
Præsident Francois Hollandes socialistiske regering fremlagde sidste år en hvidbog
om landets forsvar, som understregede behovet for, at fransk militær kan gribe ind
globalt. Og det franske forsvar har i modsætning til f.eks det britiske været i stand
til næsten at bevare sine i forvejen høje bevillinger.
Tysklands særlige rolle
Men den politisk mest interessante udvikling internt i EU på det sikkerhedspolitiske område er i gang i Tyskland. Og
som på næsten alle andre områder i EU
er Tyskland også nøglelandet, når det gælder forholdet til Rusland og en udvikling
af EU’s geopolitiske rolle.
Tyske regeringer har i de sidste 40 år
holdt fast i den særlige ”Ost-politik”, som
første gang blev udviklet af daværende forbundskansler Willy Brandt tilbage
i begyndelsen af 1970erne med normaliseringen af forholdet til DDR og Sovjetunionen og en forsoning med Polen, der
blev symboliseret ved hans berømte knæfald i Warszawa foran mindesmærket for
de myrdede jøder i ghettoen.
Ost-politikken går - noget forenklet - ud
på, at Tyskland har et særligt historisk og
kulturelt forhold til Rusland, og at Tyskland derfor bedre er i stand til at forhandle med russerne end andre vestlige magter. Gennem årene er Ost-politikken blevet
fortsat af skiftende kanslere i Bonn og Berlin, og den har som udgangspunkt haft, at
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
det er muligt at tale fornuftigt med russerne, og at opbygningen af tætte økonomiske
bånd vil bidrage til at bringe Rusland tættere på Vesten, også på det politiske plan.
Ost-politikken har som tidligere nævnt
haft en række triumfer; herunder den fredelige udgang på Tysklands genforening
og den endelige tysk-polske grænsedragning. Samtidig har den været med til at
gøre Tyskland til Ruslands vigtigste økonomiske samarbejdspartner og været ganske god for tysk erhvervsliv.
Men under Putin har Ost-politikken
været trængt, og der er nu opstået en kraftig intern debat i Tyskland om, hvorvidt
den skal fortsætte.
Den tyske forbundskansler Angela Merkels bemærkelsesværdige tale i Forbundsdagen i Berlin under højdepunktet i Krim-krisen, da hun advarede Rusland om, at hvis det
fortsatte sin aggression mod Ukraine, ville
det blive opfattet som ”en trussel mod andre
nabolande som vort”, er af tyske kommentatorer blevet set som et afgørende skridt væk
fra den tidligere bløde kurs over for Rusland.
Som opvokset i Østtyskland har Merkel
næppe nogen illusioner om det Rusland,
som Vladimir Putin - der i sin tid var KGBofficer i DDR - har skabt. Men andre tyske
politikere er også begyndt at skærpe tonen.
Før Ukraine-krisen eskalerede holdt både
den tyske præsident Joachim Gauck og den
socialdemokratiske tyske udenrigsminister
Frank-Walter Steinmeier bemærkelsesværdige taler på den årlige sikkerhedspolitiske
konference i München i begyndelsen af februar. Her advarede de om, at Tyskland
ikke længere kan køre på frihjul sikkerhedspolitisk og overlade de militære opgaver i Europa til Frankrig og Storbritannien.
”Netop på os tyskere hviler der et særligt
historisk ansvar,” sagde præsident Gauck.
Blandt de øvrige EU- og NATO-allierede venter man derfor spændt på, om
Tyskland vil omsætte sine nye holdninger i en mere robust sikkerhedspolitik,
end det hidtil har været tilfældet.
UDENRIGS 1
Ikke mindst i de baltiske lande og Polen, hvis udenrigsminister Radoslaw Sikorski allerede sidste år sagde, at hans største
frygt ikke var et selvbevidst Tyskland, men
et Tyskland som tror, at det kan skjule sig
for de store internationale konflikter.
Det har disse lande ifølge den tyske historiker Michael Stürmer gode grunde til.
NATOs artikel 5 om, at et angreb på et
medlemsland skal opfattes som et angreb
på alle - den såkaldte musketer-ed - blev
udvandet i 2001, da USA sagde nej til de
europæiske NATO-allieredes tilbud om
hjælp ifølge artikel 5 efter al-Qaedas terrorangreb på New York og Washington.
”Kan østeuropæerne stole herpå? I
modsætning til under Den Kolde Krig er
der ikke længere nogen automatik i dette spørgsmål”, skrev han i en kommentar i
Die Welt. Den hurtige udvidelse af NATO
mod Øst og USA’s langsomme, men ubønhørlige tilbagetrækning fra Europa har
skabt usikkerhed om, hvor langt artikel
5 skal fortolkes, mener han. Og for lande
uden for selve NATO, der er koblet på med
partnerskabsaftaler som Ukraine, er usikkerheden endnu større.
USA skifter kurs
Indtil videre har den amerikanske præsident Barack Obama ført en benhård kurs
mod Rusland, og USA er gået videre med
sanktionerne mod Moskva end EU.
Men den amerikanske Ruslands-politik
står over for en lige så radikal ændring som
den europæiske. I begyndelsen af sin præsidentperiode forsøgte Obama sig med en
ny begyndelse for forholdet til Rusland.
Daværende udenrigsminister Hillary Clinton blev i 2009 sendt af sted til et møde med
Ruslands ledelse med et budskab om, at der
nu skal ”trykkes på en ny knap” i forholdet
mellem Rusland og USA. Men der kom ikke
meget ud af den såkaldte ”reset button”, set ud
fra et amerikansk synspunkt.
Begivenhederne i Ukraine har samtidig
sat en kæp i hjulet på Obamas bestræbelser
|
2014
|
75
på at flytte USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske engagement mod Asien. Europa er med Ukraine-krisen vendt frygteligt
tilbage i amerikansk politik som et potentielt konflikt-område lige som under Den
Kolde Krig. Det var netop Ukraine-krisen,
der nærmest tvang Obama til at aflægge sit
første officielle besøg hos NATO og EU i
Bruxelles i hans præsidentperiode.
Som den tidligere amerikanske Ukraineambassadør William Green Miller har påpeget, så hviler der på grund af Budapestmemorandaet fra 1994 et lige så stort ansvar
på USA som på Europa, når det drejer sig
om at forsvare Ukraines ret til at eksistere
som en selvstændig nation.
”Budapest-memorandaet betød, at Ukraine frivilligt opgav sin atomvåben-styrke -den
gang verdens tredje største - mod at sikre sig
international hjælp i en konflikt, herunder
også fra USA. Ukraine har hele tiden været
den demokratisk bedst fungerende af de tidligere Sovjet-republikker”, sagde den tidligere
diplomat til en amerikansk web-avis. Og det
fortjener anerkendelse, mener han.
Hvis man skal tage det lange historiske
perspektiv, så er udviklingen i Ukraine i de
seneste uger en triumf for Europa, fordi det
nu står endeligt klart, at Ukraine kan blive
et levedygtigt land igen for første gang siden den nationale katastrofe ved slaget ved
Poltova i 1709.
I denne ukrainske by ved floden Dnipro
knuste Peter den Store den svenske hær ledet af ”krigerkongen” Karl den 12, som i
årevis havde forsøgt at påtvinge Rusland et
nederlag. Da slaget var overstået om aftenen den 28. Juni, var 9.000 svenske soldater og andre tusinde af deres ukrainske allierede blevet dræbt. Karl den 12. undslap selv
kun med nød og næppe og måtte tilbringe
de næste fem år i reelt fangenskab hos den
osmanniske sultan i Konstantinopel, hvor
han havde søgt tilflugt.
Ved Poltova endte Sveriges grandiose ambitioner om at blive en europæisk stormagt.
Af de 50.000 mand, som Karl den 12. førte
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
76
|
UDENRIGS 1
|
2014
ud på de russiske og ukrainske stepper, nåede
kun få tusinde tilbage til Sverige.
Men det var en endnu større ulykke for
ukrainerne, som endeligt kom under et
russisk herredømme, der skulle vare helt
fra 1709 til Sovjetunionens sammenbrud i
1991. Ukraine forsvandt væk fra den europæiske bevidsthed på en helt anden måde
end deres polske naboer, som vi selv under Den Kolde Krigs mørkeste dage kunne
holde en vis forbindelse med.
Selv da Ukraine blev selvstændigt i 1991
blev landet ikke rigtigt taget alvorligt eller
betragtet som levedygtigt på sigt i Vesten.
EU og NATOs regelmæssige møder med
Ukraine foregik trægt og uden nerve. Håbet om virkelige demokratiske og økonomiske reformer efter den ”orange revolution” i
2004 fusede for hurtigt ud.
I 2008 besluttede NATO derfor på sit topmøde i Bukarest at skrinlægge enhver forhandling med Ukraine om medlemskab.
Især de store europæiske medlemslande
som Tyskland, Frankrig og Storbritannien var betænkelige ved at udstede forsvarsgarantier til Ukraine. Man ønskede på det
tidspunkt ikke at udfordre Rusland.
Året efter - på et EU-topmøde i Prag blev Ukraine og de øvrige tidligere Sovjet-republikker tilbudt aftaler om et udvidet partnerskab, der skulle erstatte
muligheden for et egentligt medlemskab
af Den Europæiske Union.
De seneste måneders begivenheder
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
har vendt fuldstændig op og ned på denne situation. Ukrainerne kan ikke længere, som en del af offentligheden i USA
og Europa havde for vane, betragtes som
”halv-russere”, der naturligt hører under
Ruslands interessesfære.
Ukrainerne har gennem deres optræden i de seneste uger vist mod og modenhed nok til, at de kan betragtes som
”rigtige” europæere.
Som en række kommentatorer har været inde på, så har Vladimir Putin med sin
aktion for at sikre Krim en fremtid i Rusland tværtimod været med til at styrke
Ukraines mulighed for at overleve som en
selvstændig nation.
Et betydeligt antal af det russiske mindretal nemlig dem der bor på Krim - er ude af Ukraines politiske liv, i hvert fald på kortere sigt. Ved
det planlagte valg i maj er de politiske kræfter,
som ønsker et endeligt brud med Moskva og
en tilknytning til EU, derfor næsten sikre på at
vinde valget. Også i betragtning af den patriotiske bølge, der skyller gennem Ukraine.
Men endnu vigtigere er det som sagt, at
Putins chokerende frække og brutale greb
om Krim, kan skabe en ny beslutsomhed
i Europa om at udvikle EU’s udenrigs- og
forsvarspolitik. Og udviklingen har mindet USA om, at Europa langt fra er væk fra
landkortet som en kriseregion.
Krim kan derfor hurtigt blive en pyrrhussejr for Vladimir Putins Rusland.
UDENRIGS 1
|
2014
|
77
EU og Ukraine:
Muligheder mod øst
Af Peter Munk Jensen
Siden murens fald har EU engageret sig i
Ukraine. Krisen i det store land mod øst har
tydeligjort hvor vigtig EUs østlige grænse er,
ikke kun sikkerhedspolitisk, men også i forhold til menneskerettigheder.
EU’s forbindelser til Ukraine indledtes
allerede 2 uger efter landets selvstændighed i 1991, primært på handelsområdet.
Op gennem 1990’erne blev Ukraine anset
for en vigtig men ’vanskelig’ partner med
korrupt samfundssystem, manglende demokrati, en økonomi i sørgelig forfatning og politisk ustabilitet. Ganske vist
erklærede den ukrainske rege-ring det
allerede i 1994 som sit mål at opnå EUmedlemskab. Men et kritisk indstillet
EU over for den ’vanskelige partner’ og
optaget af den store øst udvidelse samt
et Ukraine afhængig af handel med og
energiimport fra Rusland blokerede for
fremskridt i retning af EU-medlemskab.
I 1998 begyndte Partnerskabs- og Samarbejdsaftalen mellem EU og Ukraine i kraft.
Aftalen fokuserede på økonomiske og sociale emner, bedre offentlig forvaltning og
sikring af pressefrihed og civile rettigheder.
I 2003 etablerede EU sin naboskabspolitik, som i øst omfattede Ukraine og 5 andre tidligere sovjetrepublikker.
Det Europæiske Råd vedtog den 21.2.2005
en fælles EU/Ukraine- handlingsplan baseret på Partnerskabs- og Samarbejdsaftalen.
Og ved aftalens udløb i 2008 indledte EU
og Ukraine forhandlinger om en Stabiliserings- og Associeringsaftale.
Associerings- og frihandelsaftalerne indgik som en vigtig bestand-del i det Østpartnerskab, som EU i 2009 indgik med
Ukraine og de 5 øvrige østlige nabostater.
EU’s forhandlinger med Ukraine om associerings- og frihandelsafta-len blev afsluttet 30.3.2012, hvor aftalen blev initialiseret. Den skal ratificeres af EU’s
medlemslande, Europa-Parlamentet og
Ukraine, før den kan træde i kraft.
Aftalen, der på mere end 1200 sider,
hviler på 7 kapitler: Generelle principper, politisk samarbejde og udenrigs- og
sikkerhedspolitik, retsvæsen, frihed og sikkerhed, handel, økonomisk samarbejde
og sektorsamarbejde, finansielt samarbejde om bl.a. bekæmpelse af svig samt afsnit
om institutionelle forhold og generelle og
afsluttende bestemmelser. Aftalen kan med
rette kaldes et ’pioner’-dokument med en
Peter Munk Jensen er senioranalytiker hos DIIS med ekspertise i Ukraine og EU’s østpartnerskab
>>>
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
78
|
UDENRIGS 1
|
2014
hidtil uset bredde og omfang på 28 nøglesamarbejdsområder og dybde (mængden
af forpligtelser og tidsfrister).
Til aftalen er der yderligere knyttet 43
annexer, der udpeger den EU-lovgivning,
som Ukraine skal overtage på de forskellige områder inden en given dato.
Aftalen har til formål at forstærke udbygning af de politiske og økonomiske forbindelser mellem EU og gradvis integrere
Ukraine i EU’s indre marked.
Aftalen har særligt focus på grundlæggende reformer, økonomisk genoprettelse og vækst, god regeringsførelse,
sektorsamarbejde: energi, transport, miljøbeskyttelse, industrielt samarbejde, social udvikling og beskyttelse, ligestilling,
forbrugerbeskyttelse samt uddannelse,
ungdom og kulturelt samarbejde.
Aftalen hviler på en stærk bekendelse til
værdier og principper: Demokrati, retsorden, respekt for menneskerettighederne og
grundlæggende friheder, god regeringsførelse, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Aftalen lægger også op til styrket
samarbejde inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik med fokus på regionale emner, masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og nedrustning, konfliktforebyggelse
og krisehåndtering.
Det nye ’omfattende og dybe’ frihandelsområde mellem EU og Ukraine går også
videre end de klassiske frihandelsaftaler,
som EU har med en lang række lande. Ud
over at gøre hinandens markeder for varer
og tjenesteydelser tilgængelige, indeholder aftalen bindende bestemmelser for en
gradvis ukrainsk tilnærmelse til EU-standarder og normer inden for handelsområdet og handelsrelaterede områder.
Aftalen indeholder ikke et medlemskabsperspektiv, men anerkender Ukraine
som et europæisk land med en europæisk
identitet. Aftalen er det mest vidtgående
samarbejde, EU tilbyder lande, som ikke
har et medlemskabsperspektiv.
Aftalen var klar til underskrift på EU/
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
Ukraine topmødet 19.12.2012, men EU’s
udenrigsministre besluttede den 10.12.2012,
at Ukraine skulle fremvise konkrete fremskridt vedrørende reform af valgloven, retsordenen og forfatningen, før EU kunne underskrive associerings- og frihandelsaftalen.
Den 21.11. 2013 besluttede Ukraines regering at suspendere forberedelserne til at
underskrive associerings- og frihandelsaftalen på topmødet i Østpartnerskabet i
Vilnius 28.-29.11. 2013.
Regeringens beslutning blev startskuddet
til de store, varige de-monstrationer på Uafhængighedspladsen i Kiev kendt som ’Euromaidan’ med deltagelse af oppositionspartierne og et stort antal demonstranter.
EU og omvæltningerne
Siden demonstrationerne begyndte i Kiev i
slutningen af november 2013, har udenrigsrepræsentanten, Catherine Ashton og kommis-særen for udvidelse og naboskabspolitik Stefan Füle besøgt Kiev adskillige gange.
Tilsvarende har et stort antal EU-udenrigsministre og Europaparlamentsmedlemmer
besøgt Kiev for at vise støtte og engagement
i forhold til en fredelig løsning på konflikten
i form af tilbud om mægling og støtte til bestræbelser på at stabilisere situationen.
EU-landenes udenrigsministre og statsog regeringschefer har tillige mødtes ekstraordinært flere gange i løbet af krisen.
Den 10.2.2014 vedtog EU’s udenrigsministre rådskonklusioner, der udtrykte dyb bekymring over menneskerettighedskrænkelser, vold, intimidering og kidnapninger.
Rådet stillede sig til rådighed for hurtig handling, hvis forholdene i Ukraine forværredes.
På et ekstraordinært møde den 20.2.2014
vedtog EU’s udenrigsministre målrettede
sanktioner, herunder suspension af eksporttilladelser for udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse. EU fordømte
voldshandlingerne og opfordrede alle parter til at gå i dialog med hinanden.
EU’s udenrigsministre trådte atter sammen ekstraordinært den 3.3.2014 og for-
UDENRIGS 1
dømte skarpt Ruslands krænkelse af Ukraines territoriale integritet på Krim og det
russiske parlaments bemyndigelse til russisk krigsførelse på ukrainsk jord.
Kommissionen fremlagde den 5.3.2014 en
række økonomiske og finansielle støttetiltag
som led i en international indsats for at styrke
Ukraines politiske og økonomiske reformer.
11 mia. euro kan være til rådighed
over de kommende år fra EU-budgettet
og EU-baserede internationale finansielle institutioner for at stabilisere den økonomiske og finansielle situation og bistå
med overgangen og opmuntre politiske
og økonomiske reformer.
På sit møde den 6.3.2014 besluttede Det
Europæiske Råd en 3-trins sanktionsraket:
1 trin: Suspendering af forhandlingerne om visumliberalisering og om en ny
samarbejdsaftale EU/Rusland samt suspendering af deltagelse i G8-forberedende møder for EU’s og de europæiske G8landes vedkommende.
2 trin: Som følge af manglende fremskridt indførelse af målrettede sanktioner mod 21 personer med indrejseforbud
og indefrysning af aktiver samt aflysning
af EU/Rusland-topmødet og ophør af
EU’s og Den Europæiske Investeringsbanks aktiviteter i Rusland. EU fordømte
kraftigt ’folkeafstemningen’ på Krim og
anerkender ikke resultatet. Efterfølgende
føjet yderligere 12 personer til.
3 trin: Hvis yderligere tilbageskridt: Flere tiltag med betydelige konsekvenser for
forholdet mellem Rusland og EU inden
for en lang række økonomiske områder.
EU og Ukraine underskrev efterfølgende
den ’politiske del’ af Associerings- og frihandelsaftalen (præamblen samt titel I og
II, dvs. generelle principper samt samarbejdet vedr. FUSP). Selv om der kun er tale
om en meget lille del af aftalen, har skridtet
stor symbolsk og politisk signaleffekt. Premierminister Jatseniuk kaldte det en historisk dag og det første enorme skridt mod
det ultimative mål: EU-medlemskab.
|
2014
|
79
Den økonomiske og handelsmæssige del af
aftalen ventes underskrevet efter præsidentvalget 25. maj 2014 – formentlig i juni 2014.
Endelig hilste stats- og regeringscheferne Kommissionens hjælpepakke på 15
mia. dollars velkommen.
Den 11.3.2014 foreslog Kommissionen midlertidigt at fjerne toldafgifter på
ukrainsk eksport til EU og dermed fremskynde afsnittet om toldafgifter i Associeringsaftalens del om et dybt og omfattende frihandelsområde og ikke afvente dens
ikrafttræden. Dette indebærer en forventet årlig økonomisk gevinst for Ukraine
på 500 mio. euro – heraf 400 mio. euro til
landbrugssektoren. EU åbner straks for
82,2 pct. af Ukraines landbrugseksport.
Øvrige får toldnedsættelser.
Eksisterende EU-afgifter på industrivarer fra Ukraine fjernes straks for 94,7
pct. af produkternes vedkommende – øvrige vil blive reduceret.
Den 26.3.2014 præsenterede kommissærerne Füle og Lewandowski i Kiev en ’Europa dagsorden’, som er et politisk/økonomisk
styringsredskab til de ukrainske myndigheder og Kommissionen til at forberede Ukraine på gennemførelsen af Associeringsaftalen
og hjælpe Ukraine med at tackle og imødegå
udfordringer mest effektivt. Senere vil dokumentet være til hjælp med selve gennemførelsen af Associeringsaftalen.
Vejen frem for Ukraine ligger så langt
fra fast. Den militære trussel fra det store
naboland, stadige manøvrer fra samme
for at undergrave den nye ukrainske regerings legitimitet og stabilitet. Det økonomiske mareridt og de særdeles krævende reformer forude. Og en befolkning
og en samfundsmæssig sammenhængskraft udfordret politisk, sprogligt, religiøst, erhvervsmæssigt og geografisk mellem nordøst og sydvest.
Rigtig mange forhold kan påvirke Ukraines fremtidige kurs.
Men beslutter Ukraine sig for en fortsat tilnærmelse til EU, kan der overordTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
80
|
UDENRIGS 1
|
2014
net opstilles tre (og givet flere men begrænset for overskue-lighedens skyld)
mulige udviklingsveje for Ukraine i de
kommende år:
– EU-medlemskabsperspektiv,
– Reformeret og styrket Østpartnerskab
– Øst-EFTA og evt. Øst-EEA.
Der ses i den sammenhæng bort fra, at
Rusland får presset sit krav igennem om
en særdeles vidtgående føderalisering af
Ukraine, som de facto vil dele landet i flere delstater med meget vidtgående beføjelser, herunder ret til at føre egen udenrigspolitik! Der lægges så-ledes en fortsat
ukrainsk enhedsstat til grund.
Ligeledes lægges til grund, at EU – uanset hvilken udviklingsvej, Ukraine vælger
– under alle omstændigheder skal styrke samarbejdet med civilsamfundet og
NGO’er i Ukraine. Ved at nå bredere ud
end hidtil med information og projektstøtte skal EU fremme en ’dyb demokratisering’ og ’europæisering’, som kan bidrage
til at støbe et solidt fundament under det
stadig spæde ukrainske demokrati og dets
orientering mod EU.
EU-medlemskabsperspektiv
I marts 2014 gik EU-landene et skridt videre end hidtil, da man erklærede, at Associerings- og frihandelsaftalen med Ukraine
ikke udgør slutstenen i Ukraines forhold
til EU. EU udelukkede således ikke et muligt fremtidigt perspektiv om ukrainsk EUmedlemskab – men lovede det på den anden side heller ikke eksplicit.
Tilhængerne af ukrainsk EU-medlemskab læste en åbning herom ind i EU-erklæringen. Modstanderne af ukrainsk EUmedlemskab lagde vægt på, at der intet stod
om ukrainsk medlemskab i erklæringen.
EU lider pt. af udvidelsestræthed. Og af
konsekvenserne af den langvarige økonomiske krise. Og uklarhed om EU’s fremtidige institutionelle arkitektur. Endelig skal alle EUtopposter besættes i år, Europa-Parlamentet
skal nyvælges, og Kommissionen skiftes ud.
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
I den situation har tilhængere af et ukrainsk EU-medlemskabsperspektiv det
svært. Omvendt har Ruslands ageren i forhold til Ukraine, ikke mindst på Krim åbnet en række øjne i Europa.
Mod forventning kan der måske således åbne sig et ’mulighedernes vindue’
for Ukraine i forhold til EU skabt af den
russiske adfærd.
Måske ikke i form af et medlemskabsløfte – i hvert fald ikke på kort sigt. Men
om styrkede forbindelser til EU inden for
rammerne af et reformeret Østpartnerskab eller i form af et øst-EEA (European
Economic Area) på kort sigt. Og dernæst
et medlemskabsperspektiv.
Det er værd at erindre, hvor stor en drivkraft og ansporer EU-medlemskabsperspektivet var for de nuværende østeuropæiske EU-medlemmer. Det var udsigten til
medlemskab, der fik politikerne til at vedtage og gennemføre meget krævende reformer – og befolkningerne til at stå igennem
trange tider med en tro på et ’bedre liv’ i EU.
Både tilhængere og modstandere af et
ukrainsk medlemskabsperspektiv kan finde hold for deres mening i den situation,
Ukraine står i dag.
Med en overhængende militær trussel,
en økonomi på kanten af afgrunden og en
dybt splittet befolkning kan tilhængerne
pege på, at et klart EU-medlemskabsperspektiv på nuværende tidspunkt ville have
en opmuntrende virkning på befolkningen
(’drømmen om et bedre liv’), styrke den
internationale tillid til Ukraine, tiltrække
udenlandske investeringer og international
finansiel støtte til at klare skærene og afholde Rusland fra militære eventyr med et
Ukraine solidt plantet i vesten.
Modstanderne af et EU-medlemskabsperspektiv til Ukraine på nuværende
tidspunkt kan hæfte sig ved de ustabile
politiske forhold, hvor EU kan komme til
at hilse ’brunskjorter’ i form af yderligtgående nationalister velkommen.
Videre kan modstandere fremhæve, at
UDENRIGS 1
Ukraine tidligere har været et stort bundløst, korrupt hul, som det ikke er værd at
smide penge i, før man har vished for, at
korruption, politiske vennetjenester og ineffektivitet er udryddet.
Og modstandere kan anføre, at et EUmedlemskabsperspektiv her og nu kan udløse en russisk militær invasion i Ukraines
sydøstlige del for at ’sætte sig på området’,
inden det er for sent.
Endelig vil modstanderne kunne pege på,
at befolkningen ikke entydigt er overbeviste
EU-medlemskabstilhængere. Mange – ikke
mindst i det sydøstlige Ukraine – frygter, at
der i kølvandet på EU-medlemskab følger
ulige konkurrence, åbenhed, arbejdsløshed,
trussel mod livet og hverdagen, som den er
og præference for Rusland frem for EU. Et
EU-medlemskabsperspektiv risikerer derfor at skabe frygt og utryghed og dele snarere end samle nationen.
Som det tegner nu, er der ikke stemning
i EU for at åbne nye udvidelsesforhandlinger. Og slet ikke midt i vadestedet mellem
gammel og ny Kommission, før valget til
Europaparlamentet og ny besættelse af de
europæiske topposter.
Et reformeret og styrket Østpartnerskab
For tilhængere af et EU-medlemskabsperspektiv kan det derfor vise sig som en mere
fremkommelig vej at afsøge mulighederne
for at styrke det eksisterende Østpartnerskab. Eller opstille en ny tilknytningsform
i form af et øst-EEA.
Et nyt Østpartnerskab kunne rumme alle
6 nuværende medlemmer: Ukraine, Hviderusland, Armenien, Moldova, Aserbajdsjan
og Georgien, men operere med flere ’rum’ for
at tage højde for partnerlandenes forskellige
ambitioner og evner til at drive samarbejdet
fremad. Og sikre, at EU så vidt muligt ikke
’taber’ nogen af partnerlandene.
Ukraine i det forreste rum. Formentlig sammen med Moldova og Georgien, som begge
har indgået – men endnu ikke undertegnet –
en Associerings- og frihandelsaftale med EU.
|
2014
|
81
I næste ’rum’ kunne Armenien, som opgav sin færdigforhandlede Associerings- og
frihandelsaftale efter russisk pres, Hviderusland, som synes helt stivnet i sin form og
Aserbajdsjan, som på lange stræk ikke deler
EU’s grundlæggende værdier, befinde sig.
For landene i ’rum 2 ’ ville det reformerede Østpartnerskab ikke indebære nogen
større substantielle eller synlige ændringer.
Landene ville kunne udbygge deres forbindelser til EU efter eget ønske og i den udstrækning, de lever op til EU’s krav.
For landene i ’rum 1’ ville det nye Østpartnerskab kunne danne ramme om
individuelle handlingsplaner for hvert
enkelt land på grundlag af deres Associerings- og frihandelsaftaler.
Østpartnerskabet kunne tilbyde landene
skræddersyede ’køreplaner’ for gennemførelsen af EU’s krav, love, standarder og regler – og individuelt udformede tidsplaner
herfor. Og tilbyde eksperter og rådgivning
fra EU til landene.
Videre kunne Østpartnerskabsrammen
udvikles til at lette landenes energimæssige uafhængighed af Rusland og integration
i EU’s energistruktur.
Og EU kunne tilbyde landene ensidige
handelsfordele og bistand i forhold til mulige stridigheder i WTO med Rusland.
Et nyt Østpartnerskab kunne også åbne
for hurtigere og mere smidig udbetaling af
EU-finansieret støtte til reformprojekter.
Og endelig kunne et reformeret Østpartnerskab hjælpe med at bane vej for visaliberaliseringer, udveksling af studerende og
folk til folkkontakter. Østpartnerskabet kunne også bistå NGO-aktiviteter og -kontakter
endnu mere aktivt og generøst end i dag.
Den samlede effekt af et sådant reformeret Østpartnerskab kunne være, at landene blev hurtigere stabiliseret, reformeret og ’udvidelsesegnede’.
Øst-EEA eller Øst-EFTA
Som en ny vision for Østpartnerskabet for
de lande, der kan og vil styrke samarbejTEMA
|
KRISEN OM KRIM
>>>
82
|
UDENRIGS 1
|
2014
det med EU, kan Kommissionen få i opdrag til Østpartnerskabstopmødet i Riga i
maj 2015 at udarbejde konkrete forslag til
et Øst-EFTA eller et Øst-EEA og en ’køreplan’ for vejen dertil.
Tyskland, Polen, Sverige og Tjekkiet har allerede leget med tanken om at kopiere det eksisterende Europæiske Økonomiske Område
(EEA) til lande i Østpartnerskabet.
Formålet er som for det reformerede Østpartnerskab at stille et at-traktivt og realistisk
alternativ til fuldt EU-medlemskab i dag op.
De 4 lande foreslog, at EU styrker sine forbindelser med de enkelte lande i Østpartnerskabet, hvis de gør demokratiske fremskridt.
Og til at styrke forbindelserne forudser
landene oprettelse af et fri-handelsområde
mellem de 6 lande og EU efter EFTA-modellen (European Free Trade Association) med
Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.
Hvis denne model vandt gehør hos de
østlige partnere, kunne man eventuelt senere gå videre med et ’Øst-EEA’ og styrke
forbindelserne yderligere op til det punkt,
hvor landenes situation i praksis næsten
kun vil adskille sig fra EU-medlemslandenes ved sidstnævntes deltagelse i EU institutionerne. Det ville lette overgangen til
egent-ligt medlemskab meget – både for
landene selv og for EU.
For Ukraine kunne et Øst-EFTA eller et
Øst-EEA formentlig godt være fordelagtigt
og repræsentere merværdi. Dels på grund af
de åbenlyse økonomiske og handelsmæssige
TEMA
|
KRISEN OM KRIM
fordele, dels ved de poli-tiske fordele af at blive knyttet endnu tættere institutionelt til EU.
Krisen i Ukraine har understreget, at
EU’s østlige naboområde er en potentiel
krudttønde med lovløshed, autoritære
styrer, stenrige oligarker, udbredt fattigdom og frosne konflikter.
EU ønsker stabilitet og sikkerhed i sit østlige naboområde. EU vil forebygge, at problemer med illegal indvandring og flygtninge-strømme, organiseret kriminalitet,
forurening og væbnede konflikter i nabolandene overføres til EU. Tjernobyl viste
kun alt for tydeligt, at EU ikke kan skærme
sig af mod udviklingen i Ukraine.
EU har også interesse i et tæt energisamarbejde med Ukraine og øvrige østlande og
i samhandel. Midlerne er hjælp til fremme
af demokrati, markedsøkonomi, retssamfund og menneskerettigheder. Gevinsten
for EU er et stabilt naboområde, som følger
EU’s stan-darder bl.a. på handelsområdet.
Begge de formodede favoritter til præsidentposten i Ukraine: Petro Poroshenko og
Julia Timosjenko har udtalt sig klart til fordel for vestlig integration og ukrainsk EUmedlemskab. Vinder en af dem som ventet
præsidentvalget den 25. maj 2014, kan man
derfor se frem til fortsat ukrainsk ønske om
og pres for et EU-medlemskabsperspektiv.
Man kan håbe, at EU er sig sit særlige
ansvar og sin rolle bevidst, så en udstrakt
hånd fra Øst bliver mødt af en hjælpende
hånd fra Vest.
UDENRIGS 1
|
2014
|
83
Skotland stemmer
om selvstændighed
Af Henrik Larsen
Meningsmålingerne peger på et nej til
Skotlands uafhængighed. Men nej´et vil
alligevel få meget store konsekvenser på
såvel de britiske øer som i resten af Europa. Skotterne vil formentlig få mere selvstyre, og det britiske forhold til EU kan
blive påvirket på længere sigt.
Den 18. september skal der i Skotland holdes folkeafstemning om landets fremtid inden for Storbritannien. Et ja til uafhængighed vil betyde, at Skotland i 2016 vil slutte
sig de godt 200 andre stater i verdenssamfundet og hermed formelt bryde med over
300 år som en del af Storwbritannien.
Men hvad er baggrunden for afstemningen, og hvad handler skotsk nationalisme
om? Og hvad betyder afstemningen om
uafhængighed for Skotland, Storbritannien
og i bredere forstand for Europa. Hovedtanken i denne artikel er, at både et ja og måske mere overraskende - et nej vil have
store konsekvenser ikke bare for Skotland,
men også for den britiske unions fremtidige form og indirekte også for Europa.
I det følgende gives først en baggrund for
Skotlands placering i UK og indførelsen af
skotsk hjemmestyre i 1999. Dernæst zoomes der ind på den aktuelle afstemning om
selvstændighed, og den skotske nationalisme som fænomen analyseres. Sidste del af
artiklen handler om konsekvenserne af afstemningen for Skotland, Storbritannien og
Europa ved henholdsvis et ja og et nej.
Efter Skotlands union med England og
Wales i 1707, hvor det skotske parlament
blev opløst og magten overført til Westminster, ophørte Skotland ikke med at
opfatte sig selv som et særligt politisk system og en nation. Skotland havde fortsat
egne love for uddannelse og kirkeforhold
samt eget retssystem. Mange love vedtaget i Westminister gjaldt ikke eller fik en
anden form i Skotland. Skotterne kom
til at betragte sig som en del af en britisk
union, som de stærkt bidrog til at forme
industrielt og intellektuelt og udvikle til
en verdensmagt med kolonier og deltagelse i 2 verdenskrige. Unionen blev et
udtryk for ligeværd med den store nabo
mod syd. Samtidig var der klart 2 lag i
skotternes identitet: den skotske og den
Henrik Larsen er lektor og Jean Monnet professor ved Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet. Han forsker i europæisk politik, herunder det britiske forhold til EU.
>>>
BAGGRUND
84
|
UDENRIGS 1
|
2014
britiske. For englænderne var en skelnen mellem England og Unionen ikke så
klar; i England blev UK ofte forstået som
”England writ large”.
Med nogle få undtagelser kom selvstændighedsspørgsmålet først for alvor på dagsordenen i det 20. århundrede. Efterkrigstidens opbygning af en UK-velfærdstat,
herunder sundhedssystemet National Health Service, blev i vidt omfang opfattet som
en britisk ting, og de politiske kampe omkring dannelsen af velfærdsstaten gik på
tværs af England, Skotland, Wales og Nordirland. Selvstændighed dukkede op i forbindelse med fund af olie i Nordsøen omkring
1970, hvor Det Skotske Nationalistparti (SNP) fik valgt sine første medlemmer til
det britiske parlament. Et forslag til et begrænset skotsk selvstyre kom til folkeafstemning under en Labour-regering i 1979,
men på trods af et snævert flertal ledte ja’et
ikke til selvstyre, idet der ikke blev afgivet de
fornødne 40 % ja-stemmer.
Selvstyre fra 1999
Da Labour igen kom til magten i 1997 efter
at De Konservative havde været i regering
gennem 18 år, havde det endnu en gang et
forslag om skotsk selvstyre på programmet. Ved en folkeafstemning samme år
blev det et stort ja til skabelsen af et skotsk
parlament med en begrænset ret til at opkræve skatter. Det første skotske parlament
siden 1707 blev valgt i 1999.
Dvæler man lidt ved baggrunden for vedtagelsen af selvstyreordningen i 1997, siger
noget vigtigt om dynamikken i debatten om
skotsk selvstyre og selvstændighed. Skotterne var generelt mindre begejstrede for de 18
år med konservative regeringer under Margaret Thatcher og John Major fra 1979 til
1997 end englænderne. Der var større støtte til velfærdsstaten og dens institutioner
end i England. Antallet af konservative parlamentsmedlemmer blandt de 72, der blev
valgt i Skotland til parlamentet i Westminster i de 18 år, faldt fra 22 i 1979 til 0 i 1997.
BAGGRUND
Det store flertal af skotske parlamentsmedlemmer kom fra Labour og fra SDPLiberals og Scottish National Parti (SNP).
Dette afspejlede en politisk kultur i Skotland, der lagde mere vægt på kollektivisme
og velfærdsstatstænkning end især i Sydengland. Skotterne anså i højere og højere grad sig selv som værende i modsætning
til regeringen og den politiske kultur i London, hvad der gav vind i sejlene til SNP.
Dette peger på en dynamik, som stadig
er tilstede i debatten om skotsk selvstændighed: En konservativ regering i London
bidrager generelt til, at de stemmer, som
ønsker mere skotsk selvstyre, får mere genklang. Det nuværende regeringsflertal har
en konservativ og 11 liberaldemokrater ud
af de parlamentsmedlemmer, som er valgt
i Skotland. London-politikken ses især i
denne situation som baseret på en anden
politisk kultur end den skotske, selvom
forskellene i økonomisk tænkning mellem
England og Skotland nok er blevet mindre end under Thatcher-årene. I høj grad
på grund af den stærke støtte til Labour
i Skotland og Wales, den såkaldte Celtic
Fringe, har spørgsmålet om skotsk selvstyre haft en central placering i Labours program. Det var baggrunden for Labours forslag om skotsk selvstyre i 1997. Labours
regeringer har også haft en klart større andel af skotske (og walisiske) ministre end
de konservative regeringer. Labours indflydelsesrige finansminister og senere premierminister Gordon Brown var skotte.
Det skotske parlament, Holyrood, der i
modsætning til Westminster er valgt ved
forholdstalsvalg som i bl.a. Danmark, havde i de to første valgperioder en Labourførsteminister, da Labour var det største
parti i en koalitionsregering. Men ved valget i 2007 blev SNP det største parti, og ved
valget i 2011 fik SNP endda absolut flertal.
Dets leder Alex Salmond har været Skotlands førsteminister siden 2007. Generelt
har SNP lagt sig længere til venstre end
Scottish Labour. Partiet lovede, at det ville
UDENRIGS 1
stille forslag om en afstemning om skotsk
selvstændighed, hvis det blev genvalgt med
absolut flertal i 2011, hvilket skete. De øvrige partier i det skotske parlament har efterfølgende accepteret folkeafstemningen,
men anbefaler et nej!
UK-premierminister David Cameron
har gennem den såkaldte Edinburgh-aftale givet håndslag på, at han vil respektere udfaldet af en sådan afstemning som afgørende.Situationen i Skotland er den, at
der generelt har været stor tilfredshed med
hjemmestyreordningen siden 1999, og at
over halvdelen af skotterne at dømme efter
meningsmålingerne gerne ser den udvidet
til at omfatte flere områder og mere økonomisk ansvar – den såkaldte devo max.
Før valgkampen gik i gang, ønskede kun
omkring 25 procent fuld selvstændighed.
Devo max er ikke på stemmesedlen, som
folk skal sætte deres kryds ved 18. september, fordi der ikke har kunnet findes politisk
enighed om en formulering om, hvad devo
max skulle gå ud på konkret. På den måde
kan man sige, at afstemningen paradoksalt
nok kommer til at handle om de 2 optioner,
som færrest ifølge meningsmålingerne ønsker: status quo versus fuld selvstændighed.
På denne baggrund kan det undre, at
SNP alligevel har ønsket en folkeafstemning om fuld selvstændighed. Ifølge SNPførsteminister Salmond i den skotske regeringspublikation Scotlands Future fra
november 2013 er der imidlertid tale om
en ”once in a-generation chance to chart a
better way”. Her fremhæves tre grunde til,
at SNP ønsker skotsk selvstændighed:
1) Det skotske folk kan bedst tage vare
på Skotlands interesser (et kernepunkt i de
fleste kampe for national selvbestemmelse). Regeringerne i London har i mange tilfælde ikke været i overensstemmelse med
skotske politiske ønsker – i 34 ud af 68 år
siden 1945 har der været uoverensstemmelse mellem regeringens farve i London,
og hvad flertallet af de skotske vælgere har
stemt. Det er ikke på grund af en særlig hi-
|
2014
|
85
storisk mission eller lignende, at Skotland
skal blive selvstændigt igen, men på grund
af ”the real democratic value”.
2) Skotland vil blive et mere velstående
land, når det får et parlament, som alene tager udgangspunkt i skotske interesser. De
nordiske lande nævnes som relevante eksempler på, at stater af samme størrelse som Skotland klarer sig bedre gennem uafhængighed.
3) Der vil blive skabt et mere fair samfund, som retter op på uønskede uligheder
skabt af mange år under Westminsters regeringer. Der vil opstå en social nation: et
land, der handler og føler sig som et fællesskab. Forholdet mellem landene på de britiske øer vil også være sundere for alle parter,
hvis de er baseret på ligeværdige nationer.
Independence Lite
SNP ønsker således at kappe de politiske
forbindelser til UK, men samtidig ønsker
det at fastholde medlemskabet af fem unioner. Eller som førsteminister Salmond
udtrykker det: Skotland vil “sever political ties with the rest of Britain, but unions of currency, monarchy, society, Europe and defence would remain”.
SNP ønsker, at Skotland skal løsrive sig fra de
politiske bindinger til UK gennem at blive en
selvstændig stat. Men samtidig ønsker SNP at
fastholde pundet som valuta i en møntunion
med resten af UK. Det ønsker også, at Skotland fortsat skal være underlagt det britiske
kongehus. Det ønsker en ”samfundsmæssig
union”, hvor der ikke skal vises pas, når der
rejses til rest-UK (altså ikke medlemskab af
EU’s Schengen-område), og hvor de talrige
familiære forbindelser kan fortsætte. Det ønsker ligeledes, at Skotland bliver medlem af
EU og også fortsætter som del af NATO - dog
uden deployering af kernevåben på skotsk
grund. På baggrund af det fortsatte skotske medlemskab af de fem unioner, har flere
kommentatorer brugt termen ”independence lite” om SNP’s uafhængighedsforståelse –
en term, som SNP ikke har afvist.
”Indepencence lite” kan ses som en tilpasBAGGRUND
>>>
86
|
UDENRIGS 1
|
2014
ning af SNP’s uafhængighedsprojekt til den
skotske befolknings præferencer. Men ønsket
om deltagelse i de fem unioner efter eventuel uafhængighed stikker også dybere og har
også rod i den senmoderne nationalisme i en
britisk og europæisk kontekst, som SNP formulerer sig ud fra. SNPs nationalisme er en
inkluderende form for nationalisme.
Det er en politisk baseret nationalisme
med få etniske markører. Der er i kampagnen få referencer til en keltisk fortid, klaner eller skotske kongefamilier. For SNP er
en skotte en person, der bor eller er født i
Skotland og dette inkluderer også den store gruppe af mennesker og deres efterkommere, der er emigreret til Skotland fra det
britiske imperium og andre dele af verden
samt den store gruppe mennesker, der flytter ind og ud af Skotland fra det øvrige UK.
Samtidig lægger SNP vægt på Skotlands
særlige politiske kultur (der især sættes
over for Westminster-kulturen) som baggrund for selvstændighed. Det er med andre ord en nationalisme, hvor de lag af identiteten, der væver Skotland sammen med
især det øvrige UK gør, at nationalismen
får en mindre skarp og konfrontatorisk
form. Det bliver en form for nationalisme
lite, hvor der ikke er en klar oppositionel
modstilling til en anden, og der er en række områder, hvor SNP ikke ønsker at kappe båndene til UK. Dette har fået debattører som Jura-professoren Neil Walker fra
Edinburgh University til at spørge, hvilken
mening det giver at ønske statslig selvstændighed i dagens Europa, når man i samme
åndedræt nævner alle de forbindelser, man
fortsat ønsker til den stat man bryder ud af.
Better Together
SNP’s kampagne for skotsk selvstændighed er fra regeringen og de øvrige UKpartiers side blevet mødt med kampagnen
”Better Together”, som ledes af den tidligere Labour finansminister, skotten Alistair
Darling. Better Together-kampagnen argumenterer for et nej på baggrund af StorBAGGRUND
britanniens historiske bedrifter, men især
ud fra, at Skotland på en række økonomiske og udenrigspolitiske områder vil være
langt bedre stillet ved at blive indenfor UK.
Et væsentligt punkt i debatten indtraf, da
finansminister David Osborne i marts i år
gjorde det klart, at et selvstændigt Skotland
ikke kunne vente at bevare pundet som valuta. Synspunktet blev støttet af de øvrige britiske partier i parlamentet. Man har
fra regeringens side ligeledes lagt vægt på,
at Skotland ikke vil kunne gå lige ind i internationale organisationer uden egentlige optagelsesforhandlinger i modsætning
til, hvad der hævdes af SNP. EU inddrages sjældent i diskussionen med undtagelse af spørgsmålet om, hvorvidt Skotland
automatisk vil blive medlem af Den Europæiske Union efter selvstændighed. Der
er derfor få, som påpeger det umiddelbare
paradoks i, at den euroskeptiske del af Det
Konservative Parti mener, at Skotland vil
have det bedre indenfor den britiske union, mens UK vil have det bedre udenfor
Den Europæiske Union!
Det har i høj grad været de praktiske
komplikationer ved et ja, som Better Together-kampagnen har slået på, snarere end en gen- eller nyformulering af en
UK-identitet. Det har på sin vis været
nej-kampagnens største svaghed. Samtidig har man også, som debatten er skredet frem i foråret, set flere forslag om devo
max fra Labour og Liberaldemokraterne
som en måde at imødekomme skotterne
med andre attraktive muligheder end et
ja. Denne kampagne er dog hæmmet af,
at de to partier har forskellige devo-max
planer. I marts kom premierminister Cameron også på banen, idet han i en tale
til Det Konservative Parti i Skotland mere
end antydede, at også De Konservative
ville støtte yderligere skotsk selvstyre.
Liberaldemokraterne har det mest vidtgående forslag med en meget høj grad af internt selvstyre og mulighed for udskrivning
af skatter. Labour forsøger interessant nok at
UDENRIGS 1
formulere sit projekt som en del af en nyformulering af rationalet for UK: nok skal skotterne have mere selvstyre, også på det økonomiske område, men de centrale elementer af
velfærdstaten skal forblive britiske.
På sin vis kan man sige, at ja- og nejkampagnerne (og dem, der støtter dem) rykker
mod midten og dermed nærmer sig hinanden. Better Together bevæger sig i retning
af at give skotterne mere selvstyre (selvom
der ikke er en fælles front på dette punkt),
mens SNP’s formuleringer bevæger sig i
retning af at lade selvstændighed betyde
mindre i kraft af fastholdelsen af de fem
unioner.
Konsekvenserne
Konsekvenserne af et ja vil være, at Skotland bliver en uafhængig stat. I den såkaldte Edinburgh-aftale, som også er accepteret af det britiske parlament, har Cameron
gjort det klart, at regeringen accepterer folkeafstemningen som legitim. Der skal så
være forhandlinger mellem en skotsk regering og Storbritanniens regering. Her
vil skotterne være i en demandeur position, så det er ikke klart, hvor mange af deres krav, de kan få opfyldt. Omvendt er det
også klart, at mange af Londons positioner
kan blive blødt op. Det gælder f.eks. afvisningen af at dele pundet med skotterne.
For Skotland vil der naturligvis være
mange og væsentlige konsekvenser af administrativ, politisk og identitetsmæssig
karakter. Skotland skal have en skriftlig
forfatning forskellig fra den uskrevne britiske, men på linje med de fleste andre lande
i verden. Et centralt spørgsmål knytter sig
til SNP. Vil SNP miste sin raison d’être efter selvstændighed eller vil det tilpasse sig
og fortsat spille en politisk rolle, som det
har været tilfældet med selvstændighedspartier i andre dele af verden? Ved hidtil at
placere sig til venstre for Labour, har SNP
på sin vis skabt sin egen politiske platform
som kunne føre videre i et uafhængigt
Skotland. Men i et uafhængigt Skotland vil
|
2014
|
87
Scottish Labour ikke længere skulle tilpasse sig British Labours politiske linje, så måske vil Labour på sigt placere sig tættere på
SNP og muligvis genvinde sin plads som
største i det skotske parlament.
På den udenrigspolitiske side tegner det
mest til, at Skotland skal genansøge om
medlemskab af EU, NATO og andre internationale organisationer i overensstemmelse med den britiske regerings hvidbog
om dette. En ansøgning om EU-medlemskab burde umiddelbart være en ekspeditionssag al den stund, at Skotland som del af
UK har været med i EU i mere end 40 år, og
skotsk lovgivning derfor burde være i overensstemmelse med EU’s acquis. Men Kommissionsformand Barroso har gjort klart,
at Skotland vil skulle gå igennem den almindelige optagelsesprocedure.
Samtidig er der nogle meget tunge
spørgsmål gemt i denne umiddelbare ekspeditionssag. Den skotske regering ønsker
fortsat møntunion med UK og ikke deltagelse i euroen. Dette har den konservative
britiske finansminister, Liberaldemokraterne og Labour sagt klart nej til, om end
det ikke helt kan udelukkes, at spørgsmålet
vil blive genovervejet efter folkeafstemningen i lyset af, hvad der vurderes at være den
britiske interesse på det tidspunkt.
Samtidig er det ikke indlysende, at et nyt
medlemsland vil kunne få forhandlet en undtagelse fra euroen. En tilsvarende problematik knytter sig til tilknytningen til Schengenområdet, som UK og Irland jo ikke er del af.
SNP ønsker en fortsat ”social union”, hvor der
ikke skal vises pas mellem Skotland og øvrige
dele af de britiske øer. Men vil Skotland kunne forhandle sig til en permanent status uden
for Schengen? Den britiske regering har ikke
afvist et ”common travel area” med Skotland,
hvilket peger på, at der ville være rest-britisk
støtte til dette, hvis der kan findes enighed
om immigrationspolitiken.
Hertil skal lægges, at et land som Spanien med baggrund i Katalonien- problematikken formentlig ikke ønsker, at Skotlands
BAGGRUND
>>>
88
|
UDENRIGS 1
|
2014
medlemskab skal fremstå som en formsag,
selvom man fra spansk side har sagt, at de
to situationer ikke kan sammenlignes.
NATO-medlemskab kan umiddelbart
synes at have karakter af en formsag, men
der gemmer sig nogle større, vanskelige
spørgsmål. Her er det især SNP’s ønske om
kernevåbenfrihed, der kan komplicere et
medlemskab. Andre NATO-lande har også
haft reservationer over for stationering af
kernevåben i fredstid. Men Storbritanniens atomubåde med Trident-missiler, som
er den eneste operationelle nukleare komponent i britisk forsvar, har altid været stationeret i skotske lochs, når de ikke sejler
rundt på verdenshavene. Og en accept af
en skotsk status som kernevåbenfri vil betyde et stop for ubådsbaser og sandsynligvis også rest-britiske ubådes bevægelsesfrihed inden for de britiske øer. Skotsk
NATO-medlemskab med kernevåbenfrihed vil derfor nødvendiggøre en praktisk
omlægning af rest-UKs kernevåbenforsvar, hvad der formentlig ikke vil gøre restUK venligt stemt over for et skotsk NATOmedlemskab under disse betingelser.
For UK vil konsekvensen forventeligt
blive, at der vil blive længere mellem Labour-regeringerne i det rest-britiske parlament, hvis Labour da nogensinde kommer til magten igen med absolut flertal i
rest-Storbritannien. Skotland (og i mindre
grad Wales) er langt mere orienteret mod
Labour end England. Skotland har i de
sidste 30-40 år stort set kun valgt Labour
medlemmer til Underhuset i Westminster.
Cirka ti procent af medlemmerne af Underhuset har således næsten konstant været Labour-medlemmer fra Skotland. I et
langt mere konservativt orienteret England
skal Labour flytte så mange stemmer uden
”hjælp” fra Skotland, at det vil komme tæt
på at være praktisk umuligt. Labour i restUK vil formentligt bevæge sig politisk mod
det konservative parti og Liberaldemokraterne af samme grund.
Et Storbritannien, der er endnu mere
BAGGRUND
præget af det konservative parti, vil også
være et Storbritannien, der er mere præget
af den herskende skepsis over for EU hos
dette parti. Generelt er Skotland mere begejstret for EU end England. Og hvis det
skulle komme til en afstemning om restStorbritanniens medlemskab af EU med
en eventuelt genvalgt konservativ regering
i 2017 eller senere, vil fraværet af skotske
stemmer gøre et nej til fortsat britisk medlemskab langt mere sandsynligt. Det bliver
i den forstand et Storbritannien, der bliver
mere lukket om sig selv. Det bliver også et
UK, hvis stemmemæssige styrke i EU formindskes. Det kommer jo til at få en mindre befolkning end Frankrigs.
Mere selvstyre på vej
Når alt dette er sagt, er et nej ifølge meningsmålingerne det mest sandsynlige,
hvilket ikke gør ovenstående aktuelt. Men
nej’ et vil alligevel have meget store konsekvenser internt i UK og i Europa. Det skyldes, at antallet af ja-stemmer ud fra stort
set enhver vinkel vil være betragteligt ifølge meningsmålingerne omkring 40% af
de afgivne stemmer. For at fremme argumenterne for Better Together har både Labour, Liberaldemokraterne og til sidst også
premierminister Cameron præsenteret
forslag om en højere grad af skotsk selvstyre - det såkaldte devo max. Det kan naturligvis tænkes, at disse forslag ikke vil blive fremmet, når det først er blevet et nej.
Usikkerheden om dette har netop været et
argument fra SNP.
Men med ca. 40 procent ja-stemmer vil
der være pres for at føre forslagene videre
– også for at foregribe fremtidige skotske
selvstændighedsafstemninger ved at indføre det, som alle meningsmålinger siger,
at skotterne foretrækker. Konsekvensen
af et nej vil derfor ud fra denne betragtning lede til yderligere skotsk selvstyre
inden for UK. Måske har det været SNP’s
egentlige mål med afstemningen at skabe
en sådan dynamik, da et ja aldrig har stå-
UDENRIGS 1
et stærkest i meningsmålingerne.
Et nej betyder i første omgang, at spørgsmålet om et nyt land i Europa og konsekvenserne for det tilbageværende UK ikke
bliver aktuelt. Men samtidig får Skotland i
endnu højere grad selvstyre. Det kan være,
at devo max skaber et nyt ligevægtspunkt,
hvor forslag om fuld selvstændighed ikke
vil have politisk relevans, fordi et flertal af
vælgerne er tilfredse med dette udvidede
selvstyre. Dette var netop den uudtalte antagelse i Labour-regeringens forslag, som
ledte til den nuværende selvstyrelov i 1997.
Men det kan ikke udelukkes, at det også
give en endnu stærkere platform for SNP
til at ønske fuldt selvstændighed end den
nuværende selvstyreordning har vist sig at
være. Alt andet lige udvander mere skotsk
selvstyre den mytiske doktrin om det britiske parlaments stærke status som bærer
af britisk suverænitet, som Storbritannien
har bygget på i 300 år.
Da netop doktrinen om parlamentarisk
suverænitet har været et omdrejningspunkt
for skepsis over for afgivelse af suverænitet til
EU, har dette også betydning for forholdet til
EU. Når Storbritannien i stigende grad er delt
i lag, hvor nationerne i højere grad er selvstyrende i en særdeles heterogen form for føderalisme med Westminsterparlamentet som
toppen på kransekagen, kan et EU-lag ovenpå synes mindre kontroversielt.
Den tidligere konservative udenrigsminister Lord Howe skrev for over 20 år siden,
at den britiske skepsis over for uklare, delvis overnationale, EU-beslutningsstrukturer
var overraskende på baggrund af den flerhed af styreformer, der havde karakteriseret
det britiske imperium (kronkolonier, dominions, protektorater, almindelige kolonier og naturligvis Westminster). Det samme
kan siges om de interne britiske styreformer,
som har udviklet sig siden den britiske de-
|
2014
|
89
centraliseringslov i 1997 og den udvikling,
der vil følge af den skotske afstemning.
Samtidig har man også set en stærkt stigende konservativ EU skepsis, som er lejret
i England og det konservative partis stærke basis i landet. En skepsis, der i høj grad
er bundet op på understregningen af Westminster-parlamentets status og truslen
mod samme fra EU. Spørgsmålet om yderligere skotsk selvstyre er derfor knyttet til
spørgsmålet om UK og EU på en mere indirekte men ikke mindre interessant måde.
Det er også knyttet sammen på den måde,
at det er blandt euro-skeptikerne hos de
konservative, at man finder dem, som går
mest går ind for stærke Westminster-strukturer og mindre regionalt selvstyre.
De store spørgsmål om interne sammenhængsformer i UK og i en videre forstand
UKs skæbne forbliver derfor på dagsordenen. Og det er spørgsmål, der er forbundet
med UKs forhold til EU. De, som går ind for
en stærk Westminster-centreret statsform er
ofte også dem, der går ind for en løsere tilknytning til EU. Når det omvendte ikke er
tilfældet, skyldes det, at de fleste politiske
partier, også de EU-skeptiske konservative, nu af pragmatiske grunde støtter en eller anden form for øget skotsk hjemmestyre.
Ikke fordi de kan lide det, men som en reaktion på de forventede mange ja-stemmer
ved den kommende afstemning.
Et UK med det suveræne parlament i
London som det politiske omdrejningspunkt kan derfor blive ændret på længere
sigt som reaktion på den skotske afstemning og i bredere forstand de skotske og
walisiske hjemmestyrers succes. Det kan
få konsekvenser for Europa-debatten i UK.
En løsere UK-union kan på kort og mellemlang sigt lede til endnu mere fokus på at
fastholde Westminsters magt over for EU.
BAGGRUND
90
|
UDENRIGS 1
|
2014
Anmeldelse: Bent
Jensens lukkede bog
Af Ib Faurby
Bent Jensens mammutværk ”Ulve, får og
vogtere” om den kolde krig skaber ikke
større klarhed om Danmark under den
kolde krig - snarere tværtimod
Det helt dominerende tema i Bent Jensens
to-binds værk er, hvordan Sovjetunionen
gennem et systematisk og vedvarende pres
via den danske venstrefløj og især Socialdemokratiet skadede Danmarks sikkerhed
ikke mindst ved at undergrave medlemskabet af NATO. Denne tolkning af dansk sikkerhedspolitik lancerede BJ allerede i 1987
med bogen Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig.
Den nye næsten seks gange længere
fremstilling har til formål at underbygge
denne tese med et overvældende antal referater og citater fra sovjetiske kilder, rapporter fra PET og FE, dokumenter fra Udenrigsministeriet, mere eller mindre obskure
venstrefløjspublikationer samt danske socialdemokraters – ikke mindst Lasse Budtz’
og Anker Jørgensens – udtalelser og handlinger. Trods det nye værks omfang føjer
det ikke afgørende nyt til den oprindelige
tolkning i Tryk og tilpasning.
Ligesom BJ’s tidligere bøger bl.a. Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark
1945-1965 (1999) er Ulve, får og vogtere et vidnesbyrd om forfatterens store flid.
At han også er en polemiker for Herren,
ved de fleste avislæsere. Det sætter også sit
umiskendelige præg på hans seneste værk.
Værket har sin baggrund i to forhold:
For det første i DIIS-rapporten Danmark
unde den kolde krig, bind 1-4 (2005), som
en del fandt utilstrækkelig eller direkte misvisende i sin undervurdering af den sovjetiske trussel og de negative virkninger
af ’fodnotepolitikken’ i 1980’erne. For det
andet i Fogh Rasmussen-regeringens og
Dansk Folkepartis ønske om et opgør med
’de kræfter i Danmark’, der under den kolde krig med statsministerens ord ’reelt gik
fjendens, altså Sovjetunionens og Warszawapagtens, ærinde’.
Ulve, får og vogtere
Til forståelse af værkets titel og kapiteloverskrifter blot denne ordforklaring: Ud
over ulve og får optræder også andre dy-
Ib Faurby er tidligere lektor i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden været sekretariatschef for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg og medlem af dets formandskab. Han var været skribent på Politiken og derefter chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og leder af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus.
ANMELDELSE
UDENRIGS 1
|
2014
|
91
For de, der ikke selv oplevede den kolde krig, må mange
af citaterne i Ulve, får og vogtereforekomme direkte absurde; for os andre vækker de
minder om en tid, der heldigvis
er forbi...
FOTO: © GYLDENDAL
rearter og dyr i forklædning. Der er ’haren’ (Danmark), ’bjørnen’ (Sovjetunionen),
’ulve i bjørnepels’ (DKP), ’får i ulveklæder’
(SF) og ’løven, der blev til lam’ (Socialdemokratiet). Og så er der naturligvis vogterne, der måske burde hedde ’dyrepasserne’ i
den jensenske zoologiske have!
Første bind drejer sig om Sovjetunionen og den sovjetiske trussels karakter,
den danske venstrefløjs (DKP, SF, VS og
fredsbevægelsernes) følgagtighed, kulturkampen i Danmark under den kolde
krig, spionage, sabotage og hvervning,
såkaldte KGB- og STASI-nære danskere
samt sovjetisk propaganda og KGB’s påvirkningsoperationer.
Fremstillingen efterlader ingen tvivl om
Sovjetunionens vedvarende politiske pres
på Danmark eller den truende sovjetiske
militære opbygning, men om værket dermed også opfylder de krav, kritikerne af
DIIS-rapporten havde om en egentlig militær analyse, er tvivlsomt. For nogle måske,
for andre ikke. BJ synes ikke for alvor at interessere sig for konkrete militære forhold,
herunder den vestlige forskning vedrørende Warszawapagtens detaljerede krigsplanlægning, som vi i dag har kendskab til. At
generaloberst Matvej Burlakov ikke, som
hævdet i billedteksten side [1] 80, var chef
for ’Den Sydlige Styrkegruppe’ [sic!], hører
dog til i småtingsafdelingen.
I andet bind beskrives (i velkendte for-
mer) Danmarks utilstrækkelige forsvar,
Sovjetunionens syn på Danmarks rolle
i NATO, den danske ikke-provokationspolitik, femtekolonneloven og vogterne
(PET, FE, det civile beredskab og regeringens sikkerhedsorganisation). Blandt
vogterne finder man også ikke- eller
antikommunistiske organisationer. Der
er tillige et kapitel om kultureliten (de
’kulturradikale’) og folket med den sunde skepsis over for de venstreorienterede.
Værkets hovedemne – Socialdemokratiets ’forvandling’, Sovjetunionens syn herpå og konsekvenserne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – behandles i
tre kapitler, efterfulgt af en konklusion.
Blandt vogterene finder vi også en række enkeltpersoner og organisationer, der
omkring krigsafslutningen og i de første
efterkrigsår arbejdede for en klar dansk
vestorientering. Her har BJ dog ikke inddraget Bo Lidegaards disputats I kongens
navn (1996), hvis hovedemne er Henrik Kaufmanns tilsvarende bestræbelser.
(Disputatsen er blot medtaget i en litteraturoversigt på Gyldendals hjemmeside).
Det Udenrigspolitiske Selskabs og Atlantsammenslutningens formål og aktiviteter
beskrives, men følges desværre ikke op til
og med ’fodnoteperioden’.
Et andet bemærkelsesværdigt element er,
at en række udenrigsministerielle embedsmænd, som BJ i tidligere publikationer har
ANMELDELSE
>>>
92
|
UDENRIGS 1
|
2014
kritiseret og betegnet som ’neutralistiske’,
nu er blevet ophøjet til vogtere. Er det fordi,
forfatteren i det nye værk har brug for ’helte’, der kan skabe kontrast til ’skurkene’ på
venstrefløjen og i Socialdemokratiet?
Venstrefløjen
BJ har ligesom i bogen Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle
(1984 og 2002) et godt øje for venstrefløjens
naivitet eller fornægtelse af sovjetkommunismens karakter og (for nogles vedkommende) direkte støtte til Sovjetunionens
sikkerhedspolitiske mål. For de, der ikke
selv oplevede den kolde krig, må mange
af citaterne i Ulve, får og vogtere forekomme direkte absurde; for os andre vækker de
minder om en tid, der heldigvis er forbi,
selvom der stadig er kold krig mellem historikere og anmeldere.
BJ skriver et par gange, at det er en ærlig sag at være uenig i regeringens politik. Det virker nærmest som en besværgelse, for synspunktet præger ikke den
øvrige tekst. I en række personbeskrivelser fastholder han ikke en klar forskel
mellem at være i politisk opposition, at
være ’indflydelsesagent’ eller være direkte i Sovjetunionens sold. Dertil kommer,
at han er antydningernes mester.
Citatsamlingem er overvældende; intet
synes for småt til at blive medtaget, når
venstrefløjen skal hænges ud. Den uskønne blanding af relevante og selektivt udvalgte citater kaster et mistænkeligt skær
– fortjent såvel som ufortjent – over adskillige personer. Har man fx for mere
end 40 år siden udtalt sig kritisk eller direkte afstandtagende fra den amerikanske
krigsførelse i Vietnam, så kan det (sammen med andet) bruges til en stigmatisering af den pågældende. Det rammer ikke
bare Mogens Lykketoft, men også andre,
fx en tidligere generalmajor, der i anden
sammenhæng citeres for fodnotepolitikkens skadelige virkninger (side [2] 424426 og 521). Men at have været kritiker
ANMELDELSE
af den amerikanske krigsførelse i Vietnam var og er ikke nødvendigvis det samme som at være ’antiamerikansk’ og peger
ikke nødvendigvis frem mod en afstandtagen fra dansk NATO-medlemskab.
Med det jensenske perspektiv på nyere dansk historie har bevillingsgiverne
utvivlsomt fået den bog, de ønskede, en
fremstilling, der ’skiller fårene fra bukkene’. Men hvor længe skal det blive ved
med at være et centralt tema i dansk historieskrivning? BJ viser ingen nåde over
for ’synderne’. Og nu, hvor NATO endnu
engang har fået en generalsekretær, der i
sin ungdom var ’fredsaktivist’, kunne man
(inspireret af BJ’s bibelske terminologi)
sige, at der tilsyneladende er mere glæde
i NATO over én omvendt synder end 99
retfærdige – men ikke i Danmark.
BJ’s udvælgelse og anvendelse af kilderne er, som påpeget af flere historikere, ofte problematisk. Eksemplerne er legio, så her skal blot tilføjes endnu ét. Det
finder man (side [2] 446) i en enkelt sætning om den unge Jens Otto Krags første besøg i Sovjetunionen i 1946. På vejen hjem skrev han i sin dagbog: ”Dette
land skal man vise respekt”.
Hvad Krag mente med den sætning, er
ikke klart. Et gæt kunne være, at han ligesom mange andre fra hele det politiske
spektrum havde respekt for Sovjetunionens indsats under den netop afsluttede
krig og de enorme menneskelige og materielle ofre, krigen havde påført den sovjetiske befolkning. Den øvrige, levende 36
sider lange beskrivelse af besøget i bogen
Travl tid, god tid (1974) er stærkt kritiske
over for den politiske og sociale situation i
Sovjetunionen (bortset fra en naiv vurdering af Krags kvindelige guide). Krag sammenligner således sovjetkommunismen
med nazismen og Stalin med Hitler. Så
hvad er hensigten med det løsrevne citat?
Bogens undertitel er ’Den Kolde Krig i
Danmark 1945-1991’. Ordene ’i Danmark’
er afgørende. Det er ikke en generel frem-
UDENRIGS 1
stilling af den kolde krig, hvad BJ da heller
ikke påstår. Men selvom fokus er på Danmark, så burde fremstillingen have været
sat langt mere direkte og systematisk i relation til centrale sider af udviklingen under den kolde krig. Ofte får man som læser indtryk af, at det hele foregår i et lukket
rum bestående af den sovjetiske partiledelse, den amerikanske regering og den danske venstrefløj. Dette rum har kun få og
små vinduer til resten af verden, fx Europa.
Fremstillingen er fuldstændig sort/hvid.
Bogens grundholdningen er, at alt, hvad
den til enhver tid siddende amerikanske
regering gjorde, var godt, rigtigt og tjente fredens sag. Her er ingen plads til nuancer endsige andre opfattelser. Nok var USA
alliancens største og på mange måder mest
afgørende land, men de enkelte vesteuropæiske lande havde på grund af geografi, historie og økonomi ikke nødvendigvis altid
sammenfaldende interesser med USA. Gennem hele den kolde krig foregik der en løbende debat om politik og strategi over for
Østblokken. Balancen mellem national interessevaretagelse og alliancesolidaritet kunne
variere afhængigt af det aktuelle spændingsniveau i forholdet mellem Øst og Vest.
Ahistorisk fremstilling
Et gennemgående tema var balancen
mellem afskrækkelse og afspænding. Det
kom bl.a. til udtryk i Harmel-rapporten
fra 1967. Det var et tema, der – uafhængigt af partipolitiske holdninger i øvrigt –
også var centralt i dansk alliancepolitik.
Men det er underspillet i BJ’s fremstilling, og Harmel-rapporten er overhovedet ikke nævnt. Hverken Helsinki-processen eller Vesttysklands østpolitik får
en relevant behandling, selvom begge var
centrale for den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa. Det får fremstillingen
til at virker næsten ahistorisk.
Heller ikke forskelle mellem USA’s og
de europæiske NATO-landes opfattelser af
NATOs militære strategi synes at interesse-
|
2014
|
93
re forfatteren. USA var og er en supermagt
med globale interesser og hovedansvar for
den nukleare afskrækkelse. Storbritannien
og Frankrig var og er stormagter med egne
kernevåben og har dermed et andet syn på
visse strategiske spørgsmål. Vesttyskland
havde særlig interesse i forhold til borgerne i DDR og frygt for, at det centrale Europa skulle blive krigsskueplads, konventionel såvel som nuklear.
Tilsvarende havde de øvrige NATO-medlemmer deres interesser. Det interessante er,
hvordan sådanne interesseforskelle blev afvejet i forhold til den fælles alliancestrategi
– en afvejning der prægede alliancen i alle
årene. Det var ikke tilfældigt, at det tog fem
år, før NATO tilsluttede sig USA’s strategiskifte fra ’massiv gengældelse’ til ’det fleksible svar’. Man kunne også se disse interesseforskelle i debatten om den multilaterale
kernevåbenudrustede flådestyrke (MLF),
der ikke blev til noget, og i striden i 197778 om den såkaldte neutronbombe, der var
et forvarsel om de vanskeligheder, dobbeltbeslutningen løb ind i.
BJ omtaler det strategiske hovedargument for opstilling af kernevåbenudrustede
Pershing II- og krydsermissiler i Vesteuropa (koblingen til de amerikanske strategiske våben) og det politisk mere enkle argument (afbalancering af de sovjetiske SS
20-missiler). Han omtaler også hovedproblemerne forbundet med en isoleret eller
ensidig kernevåbenfri zone i Norden. Men
egentlig synes BJ ikke at have den store interesse for kernevåbenstrategiske spørgsmål. Hans holdning til kernevåben i almindelighed og rustningskontrol i særdeleshed
forekommer næsten nonchalant.
Et eksempel finder man i omtalen af
SDI (Præsident Reagans strategiske forsvarsinitiativ, populært kendt som ’stjernekrigsprojektet’). BJ skriver stort set intet om selve projektet. Og slet intet om
den betydelige debat blandt såvel fysikere
som strategiske analytikere i USA og flere vesteuropæiske lande om projektets reANMELDELSE
>>>
94
|
UDENRIGS 1
|
2014
alisme og dets strategiske konsekvenser,
hvis det lod sig realisere. Hvad ville det
betyde fx for ABM-traktaten og den strategiske stabilitet? ABM-traktaten omtales
i øvrigt kun én gang (side [1] 70-71) og
det blot i tre sætninger, der ser den som
en ren foræring til Sovjetunionen.
BJ’s behandling af SDI-spørgsmålet drejer sig kun om den anden af de to dagsordner om sagen, Folketinget vedtog (side
[2] 402-404). Og han har da ret i, at det
var tåbeligt eller i bedste fald enfoldigt at
vedtage en dagsorden, der opfordrede til
et generelt forbud mod forskning i missilforsvarsvåben – ikke et dansk ’nej, tak’,
men et globalt forbud.
Perspektivet er snævert dansk. Det er socialdemokraterne og den egentlige venstrefløj i Danmark, der førte en uansvarlig
politik på grund af Sovjetunionens militære tryk og undergravende virksomhed. Det
nævnes naturligvis, at også andre europæiske socialdemokratier og venstreorienterede partier havde tilsvarende standspunker,
og at de arbejdede sammen og gensidigt
inspirerede hinanden bl.a. gennem samarbejdet i Socialistisk Internationale og Scandilux. Men en egentlig sammenlignende
analyse af situationen i Danmark med de
øvrige Scandilux-lande mangler.
Det samme gælder, som nævnt, den
bredere politiske og strategiske debat i alliancens medlemslande. Denne debat var
velkendt af nogle få embedsmænd og officerer samt enkelte forskere. Den blev også
udnyttet af de mest velinformerede kritikere på den danske venstrefløj i deres argumentation. Men dette aspekt er stort set
fraværende i bogen. Et af de få steder, hvor
BJ strejfer den amerikanske debat, er i en
bemærkning om, at Jørgen Dragsdahl og
andre byggede på materiale fra ”det antiamerikanske og prokommunistiske nedrustningsmiljø i USA” (side [1] 50). Mere
relevant bliver synspunktet ikke af en næsten ordret gentagelse i bind 2. Det er ganske enkelt for letkøbt!
ANMELDELSE
Det illustrerer, at selv blandt helhjertede danske alliancetilhængere var interessen
for og viden om disse forhold såre begrænset. Og netop det blev et problem i den politiske debat i 1980’erne. Venstrefløjens kritik
af NATOs strategi blev som oftest af borgerlige politikere og debattører ikke mødt med
argumenter, men med almindeligheder og
ideologiske erklæringer.
Selv når den internationale debat om kernevåbenpolitiske og -strategiske problemer
lejlighedsvis fandt sted i Danmark med deltagelse af udenlandske og danske forskere
samt danske embedsmænd og officerer –
og kritiske repræsentanter fra venstrefløjen, ikke at forglemme! – interesserer det
ikke BJ. End ikke den bog, der blev resultatet af en sådan konference om INF-sagen,
der fandt sted i regi af Det Sikkerheds- og
Nedrustningspolitiske Udvalg, som BJ selv
var medlem af, er fundet værdig til omtale, selvom den optræder på litteraturlisten. I
rapporten fra en tilsvarende konference om
Danmark og NATOs strategi arrangeret af
Det Krigsvidenskabelige Selskab har BJ blot
fundet et par løsrevne citater fra de deltagende NATO-kritikere.
Problematiske udeladelser
Værket er heller ikke en udtømmende
behandling af dansk politik under den
Kolde Krig. I den første note til kapitel
20 hedder det: ”Dette kapitel behandler
ikke generelt den parlamentariske situation eller regeringens politik, men koncentrerer sig om Socialdemokratiets og
dets alternative flertal i 1980’erne”. Men
det er ikke kun dette kapitel. Intet sted
i det 1.500 sider store værk finder man
en egentlig analyse af regeringens politik,
den parlamentariske situation og det politiske spil om sikkerhedspolitikken.
Den måske mest overraskende udeladelse i denne bog, hvis erklærede formål er at
vise, at: ”Fodnotepolitikken var et hasarderet spil med Danmarks sikkerhed, der blev
bragt i alvorlig fare. . . ” (side [2] 594) er,
UDENRIGS 1
|
2014
|
95
Bogens grundholdning er, at alt, hvad den til enhver tid
siddende amerikanske regering gjorde, var godt, rigtigt
og tjente fredens sag
at der mangler en behandling af den politiske proces, som førte til de sikkerhedspolitiske dagsordner og deraf følgende ’fodnoter’. I årene 1982-1988 vedtog Folketinget i
alt 23 dagsordner vedrørende dansk sikkerhedspolitik. Kun knap halvdelen af disse er
overhovedet nævnt i BJ’s værk, og endnu
færre underkastet en egentlig analyse.
Der er ingen tvivl om, at fodnoterne var et betydeligt irritationsmoment
og skadede Danmarks anseelse i Alliancen. Men ligesom Folketingets dagsordner var fodnoterne forskellige. Nogle var
rene meningstilkendegivelser, andre havde konkrete sikkerhedspolitiske implikationer. De allierede ledere, specielt i USA
og Storbritannien, kunne godt bag lukkede
døre se forskel. De vidste godt, at en ensidig nordisk kernevåbenfri zone ikke havde
nogen gang på jorden. Til gengæld anfægtede anløbssagen i maj 1988 hele grundlaget for USA’s og Storbritanniens – og dermed NATOs – strategi. Men en påpegning
af sådanne nuancer ville jo svække den totale afvisning af DIIS-rapporten.
Blandt bogens overraskelser er også den
manglende omtale af den såkaldte Dyvigrapport fra 1984, der var et forsøg fra regeringens side (men inspireret af Svend
Auken) på at tilvejebringe et grundlag for
en ny sikkerhedspolitisk konsensus mellem de ’gamle’ partier. Rapporten får blot
1½ linje! Til gengæld ofres en hel side på
det (måske) ’neutralistiske’ forsidebillede –
ikke på rapporten, men på SNU-udgaven
med kommentarer og debat. (I billedteksten side [2] 539 betegnet som rapporten).
Hverken selve rapportens indhold, der var
skrevet af en gruppe centrale embedsmænd
i Udenrigsministeriet, eller SNU-udgavens
130 sider med gengivelse af de politiske
kommentarer til rapporten er omtalt.
Grønlands rolle i dansk sikkerhedspolitik er nævnt flere steder i de to bind, men
af uforklarlige grunde ikke i beskrivelsen
af 1980’erne. Den til tider intense debat om
den amerikanske militære tilstedeværelse i
Grønland, specielt de politiske stridigheder
om radar- og satellitsporingsstationerne
ved Thule og den nye phased array-radars
forhold til det amerikanske SDI-projekt
og ABM-traktaten er overhovedet ikke behandlet. Kan det skyldes, at i denne sag bøjede Socialdemokratiet sig ikke for pres fra
SF og VS, men i marts 1987 stemte for regeringens redegørelse? Heldigvis har vi den
store og sobre DUPI-rapport fra 1997 om
Grønland under den kolde krig, men den
dækker kun tiden op til 1968.
KGB og STASI bag alt
Socialdemokraterne med Anker Jørgensen
og Lasse Budtz i spidsen er med rette de
hovedanklagede i BJ’s fremstilling. Anker
Jørgensen synes at have været motiveret af
følelsesmæssig afsky for kernevåbnene og
al deres væsen, manglende strategisk forståelse og en god portion stædighed. Han
overlod gradvis mere og mere af ansvaret for partiets sikkerhedspolitik til Lasse
Budtz på bekostning af andre medlemmer
af folketingsgruppen. Hvad der motiverede
Budtz står hen i det uvisse.
BJ skriver i indledningen til kapitel 20
om Sovjetunionen og Socialdemokratiets
kursskifte, at ”der ikke er nogen enkel for-
ANMELDELSE
>>>
96
|
UDENRIGS 1
|
2014
klaring på det skred, der . . . i 1980’erne
indtraf i Socialdemokraternes sikkerhedspolitik”. Og han opregner kort nogle andre forhold, der dog primært vedrører interne personforhold i Socialdemokratiet.
”Men helt se bort fra den sovjetiske faktor
. . . ville være forkert”, skriver BJ. Men det
gør han så sandelig heller ikke! For det er
værkets helt dominerende tema.
Påvirkningerne er sammenfattet i et skema (side [2] 507). Det er en ren tilståelsessag. Alle påvirkninger af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik er (med en enkelt
undtagelse) markeret med pile, der har deres udspring i ”Kommunistiske stater, herunder internationale afdelinger samt KGB
og STASI” og via forskellige ’frontorganisationer’, fredsbevægelser, ’opinionen’ og det
socialdemokratiske samarbejde i Scandilux
formede Socialdemokratiets politik. (Undtagelsen er Socialistisk Internationale, der
angiveligt også selv havde en vis indflydelse på de kommunistiske stater m.fl.). Ifølge skemaet var der ingen andre indre eller
ydre forhold, der påvirkede Socialdemokratiet.
Regeringen og De Radikale
Modstanden mod NATO’s strategi i almindelighed og dobbeltbeslutningen i
særdeleshed var udbredt i de socialdemokratiske partier og på venstrefløjen i hele
Nordvesteuropa. Det var imidlertid kun
i Danmark, at disse strømninger kunne
slå igennem i den officielle politik. Den
afgørende forskel var den parlamentariske situation, hvor de kritiske holdninger
takket være Socialdemokratiet og De Radikale kunne påvirke politikken.
Man savner – her som i flere andre beskrivelser af 1980’ernes sikkerhedspolitik
– en nærmere analyse af De Radikales tvetydige rolle. Uden De Radikale havde der
ikke været et alternativt sikkerhedspolitisk
flertal. De Radikale generede regeringen i
sikkerhedspolitikken, men holdt hånden
under den i alle øvrige centrale politiske
ANMELDELSE
spørgsmål - også når det kom til tillidsafstemninger om regeringens manglende efterlevelse af de sikkerhedspolitiske dagsordener, De Radikale selv havde stemt for.
Først da den kolde krig sang på sidste vers
og med udsigten til regeringsdeltagelse,
sadlede De Radikale om, og dermed døde
det alternative sikkerhedspolitiske flertal.
Uanset al den kritik, der med rette kan
fremføres mod Socialdemokratiet, specielt
mod Anker Jørgensen og Lasse Budtz, så
havde det været på sin plads at skrive noget
om de borgerlige politikeres og ikke mindst
statsminister Poul Schlüters rolle. Hvis de
mange udsagn fra danske diplomater, ledende officerer, Forsvarets Efterretningstjeneste og allierede ledere om fodnotepolitikkens skadelige virkninger, som Bent Jensen
citerer til overflod, står til troende (hvad de
givetvis gør), så burde statsministeren vel
have taget den parlamentariske konsekvens
heraf og udskrevet valg i stedet for at administrere en politik, han mente var til alvorlig skade for landets sikkerhed.
Som et kuriosum kan det nævnes, at
Det Konservative Folkepartis medlem af
NATOs Parlamentariske Forsamling på
dennes møde i Istanbul i november 1986
af nationale grunde (!) støttede (om end
forgæves) Lasse Budtz’ kandidatur til forsamlingens formandspost.
Det var i det hele taget karakteristisk, at
meget få borgerlige politikere og debattører
deltog i debatten med venstrefløjen om kernevåbenpolitik i pressen og ude i det ’forsamlingshusDanmark’, som BJ ellers bekender sig til. Der var dog én politiker, der både
havde viden og vilje til at debattere. Han var
landets udenrigsminister, men er stort set
ikke-eksisterende i BJ’s fremstilling, når
bortses fra nogle nedladende bemærkninger. Det er en af de mest ejendommelige
prioriteringer i det 1.500 sider store værk.
(At BJ efterfølgende i et indlæg i Weekendavisen erkender, at Uffe Ellemann-Jensen burde have været nærmere omtalt, men
undskylder sig med, at bogen primært dre-
UDENRIGS 1
jer sig om Socialdemokratiet, ændrer ikke
ved den grundlæggende ubalance i bogens
beskrivelse af den kolde krig i Danmark).
Selvom Socialdemokratiet bærer hovedansvaret for ’fodnotepolitikken’, så bidrog
regeringens valne politik (og uklare linje i
afstemningerne om de sikkerhedspolitiske
dagsordener) utvivlsomt til at styrke det alternative flertal i Folketinget. For når regeringen ikke tog sine egne erklæringer om
fodnoternes skadevirkninger alvorligt, så
var det sin sag for de socialdemokrater, der
var imod partiets nye linje, at underløbe ledelsen og risikere en alvorlig splittelse i partiet. Man kan vel heller ikke fortænke mange vælgere i at mene, at det hele nok ikke
var så galt, når regeringen valgte at ’leve’
med dagsordnerne.
Det var først i 1988, hvor INF-aftalen
mellem USA og Sovjetunionen havde løst
problemet med mellemdistancevåbnene i
Europa og den kolde krig var under begyndende afvikling, at Poul Schlüter tog konsekvensen af anløbssagens potentielt vidtrækkende skadevirkning for det danske
NATO-medlemskab og udskrev det valg,
der gjorde en ende på ’det alternative sikkerhedspolitiske flertal’.
Kilder
Bogens første kapitel er en passioneret kritik af PET, Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet for ikke at have
givet BJ lov til at citerer fra alle de dokumenter, hvortil han har haft privilegeret
adgang. (Kritikken af Morten Bødskov er
specielt interessant, da der var konservative politikere på justitsministerposten i
hele BJ’s Koldkrigscenters levetid!). Uanset, hvad man måtte mene om dette kapitel,
så ville det vel have været naturligt at bringe det som indledning til kildeoversigten og
ikke som værkets egentlige indledning. Er
formålet, at læseren fra starten skal bibringes den opfattelse, at forfatteren ved meget
mere, end han har fået lov til at skrive?
Værket indeholder en omfattende littera-
|
2014
|
97
turliste og et meget stort noteapparat, der
tydeligvis har gjort indtryk på visse anmeldere. Der er også en lang diskussion af relevant litteratur på Gyldendals hjemmeside. For særligt interesserede kan den være
nyttig, hvis man kan se bort fra de nedsættende bemærkninger om flere kolleger, hvis
tolkninger ikke er i overensstemmelse med
BJ’s, eller som har et mindre kritisk syn på
Sovjetunionen.
Nærværende anmelder har ikke forudsætninger for at vurdere de russisksprogede kilder og har ikke benyttet de offentlige dokumenter, forfatteren har haft adgang
til. Men selv med disse begrænsninger er
der en del at bemærke vedrørende kilderne
og deres anvendelse.
For det første er der en del bøger og artikler i fagtidsskrifter, man savner som fx Erik
Beukels Socialdemokratiet og stationeringsproblemet 1952-53 (1974), Hans Henrik Bruuns En premiere, to generalprøver
og et kup. Dagsordenafstemningen i Folketinget den 5. september 1985 (2005), hovedparten af de relevante udgivelser fra Det
Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), artikler i Dansk Udenrigspolitisk Årbog og tidsskriftet Politica.
Dertil kommer et antal bøger og tidsskriftsartikler, der ganske vist er medtaget
på litteraturlisten, men ikke har sat sig synlige spor i teksten. Det gælder fx Nikolaj
Petersen og Hans Henrik Holm (red.) Slaget om missilerne. Dobbeltbeslutningen og
sikkerheden i Europa (eng. udg. The European Missile Crisis. Nucelar Weapons and
Security Policy) begge fra 1983. Ud over en
længere indledning rummer den væsentlige bidrag fra udenlandske forskere og danske kommentarer samt de to redaktørers
detaljerede analyse af dansk INF-politik.
I en forskningsbaseret fremstilling bør
man vel forholde sig argumenterende til
andre forskningsbidrag af det pågældende emne. Så selv om BJ (mildt sagt) ikke
er nogen beundrer af Poul Villaume, så
er Villaumes disputats Allieret med forANMELDELSE
>>>
98
|
UDENRIGS 1
|
2014
behold (1995) et så væsentligt værk, at
BJ burde være gået i en reel kritisk dialog
med det. (Bemærkningerne på Gyldendal-listen er langt fra tilstrækkelige).
Det er ikke alle de mange noter, der har
et substantielt indhold. Og flere steder, hvor
teksten bringer nye, interessante oplysninger, mangler der kildehenvisninger (og her
tænkes ikke på de mange markeringer med
røde hamrer og segl, der angiver, hvor myndighederne ikke har givet forfatteren lov til
at citere fra klassificeret materiale).
Det er tydeligt, at BJ har været igennem et
stort materiale, men han er meget selektiv i
sin anvendelse af det. Alt, hvad der kan bekræfte hans ’tese’, er med, hvorimod andre
kilder og tolkninger behandles tilfældigt –
for nu at sige det venligt. Der citeres i lange baner fra obskure venstrefløjspublikationer, hvis reelle betydning for dansk politik
ANMELDELSE
kan diskuteres, mens flere substantielle behandlinger af emnet er forbigået i tavshed.
Ulve, får og vogtere har været afventet med spænding. Offentliggørelsen førte
straks til en debat baseret mere på velkendte ideologiske positioner end på værkets
indhold. Men trods de mange sider er vi
ikke kommet væsentligt nærmere en forståelse af Danmark under den kolde krig.
Nikolaj Petersens Europæisk og Globalt
Engagement 1973-2003 (Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6). Gyldendal, 2004
(2. udg. 2006) er stadig den klareste, mest
dækkende og bedst skrevne fremstilling af
dansk sikkerhedspolitik i ’fodnoteperioden’.
Jensen, Bent: Ulve, får og vogtere.
Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991.
Bind I og II. Gyldendal 2014, 1505 sider.
ISBN 9788702144116
UDENRIGS 1
|
2014
|
99
Anmeldelse:
Kokain-kapitalismen
Af Jens Lohmann
Tankevækkende reportagebog af Roberto Saviano om hvordan den organiserede
kriminalitet med kokainen som omdrejningspunkt har fået større og større indflydelse i vort økonomiske og politiske liv.
Detaljemættet og levende fortalt
Umiddelbart er det nærmest en thriller
med spænding, afsløringer, vold og mord i
lange baner. Men italieneren Roberto Savianos reportagebog er en afslørende beretning om, hvordan handlen med den mest
indbringende vare – kokain – er ved at forandre verden. Ifølge Saviano, der har levet under politibeskyttelse siden 2006 på
grund af sin bog Gomorra (på dansk: Mafiaen i Napoli, 2007), er kokain ”noget din
sidemand i toget bruger, og han tog en
bane i morges for at vågne, eller også er det
den chauffør, der sidder bag rattet i bussen,
når du skal hjem (…) Det er folk i din omgangskreds, der tager coke. Hvis det ikke er
din far eller mor, eventuelt din bror, så er
det din søn. Hvis det ikke er din søn, så er
det din chef…”
Sådan indleder Saviano sin gennemgang
af den rolle kokain spiller i verdensøkonomien og politikken – og i den sidste ende
i vores tilværelse. Første kapitel er fire siders opremsning og øjebliksbilleder af,
hvem der bruger kokain, i hvilke situationer, alene eller med hvem. Han slutter kapitlet med at fastslå, at ”hvis du ikke med
din bedste vilje kan forestille dig, at nogen
af disse personer tager kokain, er det enten,
fordi du er blind, eller fordi du lyver. Eller
også er forklaringen simpelthen, at det er
dig selv, der tager det.”
Så går det ellers over stok og sten med en
blanding af interviews med pushere, politifolk og andre med insiderviden, baggrund,
reportager, faktuelle oplysninger. Tilsammen et broget og blodigt billede af en kriminel verden, som er godt på vej til at sætte
sig på den verden, vi kender, og styre den.
Et billede præget af kolossal rigdom, udnyttelse og misbrug af mennesker, forstillelse, ekstrem vold, snyd og bedrag
Udsigten til, at bl.a. mexicanske karteller og italienske og russiske mafiaer overtager magten – som de allerede har gjort flere steder – får større og større indflydelse
på verdensøkonomien og dermed på staterne og i sidste ende på det politiske liv,
Jens Lohmann er journalist og forfatter specialiseret i latinamerikanske forhold. Har skrevet bøger om narkohandel og korruption
>>>
ANMELDELSE
100
|
UDENRIGS 1
|
2014
Pablo Escobars berygtede Medellín-kartel i
Colombia havde, indtil han blev dræbt i ildkamp i 1993, en daglig
omsætning på millioner af dollar. Ifølge det
amerikanske magasin Forbes var han en
af verdens 225 rigeste mænd.
FOTO: PEDRO JOSÉ PÉREZ
er bestemt ikke opløftende. Som Saviano rigtigt påpeger, er de kriminelle organisationer ikke demokratiske, men de
fleste af dem anvender kun den vold, de
finder nødvendig. De er moderne forretningsfolk, for hvem vold betyder ekstra
omkostninger, men som finder, at vold
kan være nødvendig for at beskytte eller
fremme deres mangfoldige forretningsinteresser, hvoraf kokainhandelen kun
er én, om end den vigtigste, så de tøver
ikke. Vold er et af flere midler – som den
altid har været gennem tiderne, også for
lovlige foretagender.
Prangende luksus
Kokain er blevet verdens største handelsvare. Den årlige omsætning af det eftertragtede hvide pulver løber op i flere
hundrede milliarder, og de mægtigste narkobaroner tælles blandt verdens rigeste
mænd. Mexicos – og verdens – mægtigste
narkobaron, Joaquín ”El Chapo” Guzmán,
som blev fanget i februar i år, menes således at være god for op mod 1,25 mia. dollar. Flere af narkobaronernes formuer løber op i trecifrede millionbeløb – i dollar.
Saviano beskriver deres omgang med
penge som rundhåndet. De fleste af
dem omgiver sig med prangende luksus,
også når de lander i fængsel. De holder
sig heller ikke tilbage med at investere
i, hvad der er nødvendigt for at fremme
ANMELDELSE
deres forretning – fra fly, skibe og ubåde
over huse og avancerede våben til banker, hoteller og byggefirmaer.
Kartellerne sælger kontant. derfor
ligger inde med kolossale beløb i kontanter, fortrinsvis dollar og euro. Pablo Escobars berygtede Medellín-kartel i
Colombia havde, indtil han blev dræbt i
ildkamp i 1993, en daglig omsætning på
millioner af dollar. Ifølge det amerikanske magasin Forbes var han en af verdens 225 rigeste mænd. Kartellets bruge
2.500 dollar om måneden til elastikker
til at bundte de mange pengesedler, der
dagligt kom ind som betaling for kokainen.
De kolossale indtægter har ført til en
vigtig sideaktivitet – hvidvaskning af
penge. Den er foregået fra det helt små
gennem veksling i vekselhuse og betaling i kontanter for legale ydelser til
køb af virksomheder, herunder banker
og finansieringsselskaber. Ifølge Saviano blev flere pengeinstitutter reddet
fra konkurs af karteller og mafiaer, da
finanskrisen brød ud i 2008. Kartellernes penge kunne stive flere bankers vaklende likviditet af. Det gav til gengæld
kartellerne, ikke mindst de mexicanske,
som op gennem 00’erne var blevet de
største og stærkeste efter de colombianske kartellers sammenbrud i 1990’erne,
større indflydelse i finansverdenen.
UDENRIGS 1
Magt og indflydelse
Selv om hovedfokus er på kokainen, som
er kilden til kartellernes og mafiaernes
rigdom og magt, så peger Saviano på, at
det centrale ikke er kokainen i sig selv,
men de muligheder den giver de kriminelle organisationer for at skaffe sig magt
og indflydelse, ikke bare over andre økonomiske felter – både illegale som menneskehandel, trafficking, prostitution,
hvidvask af penge og legale som turisme,
hoteller, transport, byggeindustri og meget andet – men også over politik.
Det sidste gør Saviano desværre ikke så
meget ud af, selv om det er en del af hans
hovedpointe, nemlig at de kriminelle organisationer har udviklet sig til mastodonter,
der agerer som transnationale selskaber,
som for at fremme deres interesser også søger politisk indflydelse. I lande som Mexico, Italien og Rusland – de tre lande, der er
Savianos hovedeksempler – er de kriminelle organisationers politiske indflydelse kolossal, i nogle tilfælde afgørende. Organisationerne køber og kontrollerer politikere
og embedsmænd på alle niveauer.
En farlig udvikling med dystre perspektiver for vort moderne, ufuldkomne demokrati. De kriminelle organisationer er
nemlig langtfra demokrater, de er autoritære, og slår hårdt ned på oplysning og
kritik, hvad journalister i de tre lande har
måttet sande. Tag bare Mexico, som er et
af de farligste lande at arbejde i som journalist. Ikke blot bliver journalister myrdet.
Sagerne bliver heller ikke efterforsket og de
ansvarlige kommer ikke for retten.
En personlig beretning
Savianos bog er meget personlig. Det fremgår, hvor rystet han er over, hvad han gennem sin omfattende research er stødt på.
Og her skal vi ikke glemme, at han lever
under konstant bevogtning, siden hans
bog Gomorra udkom i 2006. Truslerne fra
den napolitanske mafia var meget håndfaste. Saviano lever nu med italienske carabi-
|
2014
|
101
nieri og frygten som konstante ledsagere.
Men han fortsætter ufortrødent.
Selv om meget af bogen er holdt i en let,
fortællende tone, ligger der en dødelig alvor under hele fremstillingen. Det kommer
for alvor frem, hvor han skriver om det
mexicanske kartel Los Zetas, der oprindelig blev dannet som en væbnet gruppe under det store Golf-kartel. Medlemmerne
var mexicanske elitesoldater, der blev lokket med gode penge til at desertere. De blev
siden suppleret med soldater fra det berygtede guatemalanske elitekorps Los Kaibiles, der er berygtet for sin grusomhed og
massakrer mod især indianske landsbyer.
Los Zetas tilførte den såkaldte narkokrig i Mexico en ekstra grusom dimension med tortur af fanger, massakrer på illegale migranter, halshugning, flåning og
partering af lig. I et interview med en tidligere kaibil fortæller denne om den træning, de fik af bl.a. amerikanske ’rådgivere’, en træning, der inkluderede en
konstant ydmygelse af rekrutterne for at
nedbryde deres personlighed.
Interviewet er tankevækkende, fordi
koblingen mellem en hærs undertrykkelse og illegale gruppers vold også understreger, hvor kort afstanden er mellem vort
eget samfund og de stadig mægtigere kriminelle organisationer – netop hvad Saviano prøver at understrege med sin indledning om, hvem der bruger kokain. Med
andre ord, uvæsnet er iblandt os, og vi risikerer, at det bliver en del af os.
Savianos bog er en dyster advarsel om,
hvad der kan være på vej, hvis vi ikke agerer.
Men han giver ingen bud på, hvordan vi skal
handle. Bogen er et oplæg ti,l at vi ser på os
selv og vores rolle. Alene det at vi forbruger
kokain i hastigt voksende mængder.
Saviano bygger i vid udstrækning sin bog
op om fortællinger om udvalgte personer i
kartellernes og mafiaernes verden suppleret med kortere faktaafsnit. Han bruger
fortællingerne som ’typiske’ eksempler på,
hvilken type mennesker disse verdner, som
ANMELDELSE
>>>
102
|
UDENRIGS 1
|
2014
er på vej til at opsluge os, skaber og rummer. De er en advarsel.
Fortællingerne er både bogens styrke og
svaghed. Det er gode, spændende og tankevækkende fortællinger. Svagheden er, at
der er mange navne, detaljer og sidehistorier, som kan skygge for hovedfortællingen.
En anden svaghed ved den ellers meget
læseværdige bog, er at forlaget burde have
sørget for en indholdsfortegnelse samt et
register over de mange navne. Det ville
hjælpe på overblikket, som man nemt mister i Savianos tour de force i kokain-kriminalitetens verden.
Det er svært at angive præcise kilder til
alle informationerne. Saviano har med ri-
ANMELDELSE
siko for sit liv mødt og interviewet alle mulige slags mennesker med tilknytning eller
kendskab til kokainens verden, som han er
nødt til at anonymisere. Men han har også
brugt skriftlige kilder. Det fremgår dog
ikke hvilke, selv om han nævner nogle af
forfatterne i sin takkeliste til slut. Det ville have styrket bogen med kildeangivelser,
hvor det er muligt.
Saviano, Roberto: ZeroZeroZero.
Hvordan kokain styrer verden.
Oversat af Lorens Juul Madsen.
Gyldendal 2014, 448 sider.
ISBN: 978-87-02-14322-5
UDENRIGS 1
|
2014
|
103
Anmeldelse: Antologi om
Kinas sikkerhedspoltik
Af Mette Skak
Bertel Heurlins antologi med 15 analyser af udvalgte aspekter af Kinas sikkerhedspolitik, så man kommer bredt rundt,
men som læser savner man klarere bud
på, hvori den sikkerhedspolitiske udfordring fra Kina består med sigte på Europa og Danmark.
Det må hilses velkommen, at der nu foreligger en antologi på dansk om stormagten
Kinas sikkerhedspolitiske rolle i verden. For
uanset om det lykkes USA at holde skansen
som anker for den liberale verdensorden, vi
kender, må vi vænne os til tanken om Kina
som den meget markante og autonome
nummer to i den storpolitiske hakkeorden.
I skrivende stund er vi alle blevet optaget af den akutte sikkerhedspolitiske udfordring fra Rusland som følge af Ruslands
annektering af Krim og dets voldsomme
militære og politiske pres på Ukraine som
modtræk til opstanden mod Ukraines brutale, men lovligt valgte præsident Janukovitj. Men i et større tidsperspektiv afspejler
Ruslands desperate fremfærd en stormagt,
hvis magt strukturelt er for nedadgående.
Kineserne har længe anset Rusland for
en stormagt på retur uanset artighederne om de tos strategiske partnerskab. Herom skriver Karsten Jakob Møller som led i
konklusionen på sin analyse af Kina-Rusland-forholdet s. 207: ”Dette kapitels forfatter stillede i 1999 umiddelbart efter
NATO’s bombardement af den kinesiske
ambassade i Beograd en højtstående kinesisk diplomat i Moskva spørgsmålet om,
hvordan Kina så på det russiske forslag om
en alliance mellem Kina, Rusland og Indien. Svaret kom prompte og lakonisk: ’Kina
kunne ikke drømme om at knytte vitale
sikkerhedsinteresser til et svagt Rusland’ ”.
Møllers bidrag er i det hele taget en spændende indføring i problemerne i forholdet
mellem Rusland og Kina. Det er ikke kommet til det gennembrud for det russisk-kinesiske energisamarbejde, som Ruslands
enorme gas- og olieforekomster og Kinas
behov for energi ellers tilsiger, ligesom Rusland heller ikke lever op til de kinesiske forventninger om konkurrencedygtig våbenteknologi. Selv hvor Kina og Rusland virker
enige, nemlig i deres bestræbelser på at balancere USA’s dominans i verden, kolliderer
Ruslands ønske om at gøre SCO til et asiatisk NATO med Kinas syn på USA som en
potentiel strategisk partner (s. 200).
Mette Skak er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
>>>
ANMELDELSE
104
|
UDENRIGS 1
|
2014
Antologien rummer hele femten analyser
af udvalgte aspekter af Kinas sikkerhedspolitik, så læseren kommer bredt rundt i emnet og bringes på sporet af lødig supplerende litteratur. Hele tre kapitler arbejder med
Kinas sikkerhedspolitiske identitet og doktrin: et forfattet af Camilla T.N. Sørensen, et
af Peer Møller Christensen og Li Xing samt
et af Andreas Bøje Forsby.
Her peger sidstnævntes konklusion på
det ’civilisationernes sammenstød’, der ligger i Kinas og USA’s uforenelige exceptionalismer, selv om den forudgående analyse
fremhæver den forsonlige interdependensdiskurs, der udgår fra Kinas udenrigspolitiske chefstrateg Dai Bingguo (s. 103). Kjeld
Erik Brødsgaard behandler Kinas Kommunistiske Parti og konkluderer befriende
klart, at partiets greb om magten på ingen
måde er truet, eftersom det har gennemgået en foryngelseskur og nyder godt af, at
nutidens kadrer er særdeles veluddannede.
Forholdet til EU
Et andet interessant bidrag er Jonas Parello Plesners om Kina og EU’s umage partnerskab, der påpeger, at modsat Rusland har
Kina endnu ikke fået tildelt officiel status
som markedsøkonomi trods Kinas indtræden i WTO i 2001. WTO-reglerne og Kinas
tiltrædelsesprotokol udskyder sagen til 2016,
hvorimod Rusland af politiske grunde blev
udnævnt til at være en fungerende markedsøkonomi af USA og EU allerede i 2002.
EU’s våbenembargo er en anden knast
i forholdet mellem parterne. Meget velgørende peger Plesner på Kinas dobbelte standarder i spørgsmålet om indblanding i indre anliggender – et tabu for Kina
med mindre det drejer sig om Kinas indblanding i udenlandske statslederes møder
med Dalai Lama, ligeså når den norske Nobelkomite uddeler priser, hvis modtageren
er en kritisk kinesisk statsborger.
I konklusionen peger Plesner på, at det stadig mere udadvendte Kina vil få samme pragmatiske interesse i at håndtere indre konflikANMELDELSE
ter i fjerne lande, som EU har – det vidner
Kinas evakuering af de over 30.000 kinesere
i Libyen om. Omvendt har EU de senere år
udvist indre splid og svaghed, hvad der svækker Kinas respekt for EU som en seriøs spiller
på den verdenspolitiske arena.
Nok så relevant er Kim Nødskovs analyse af Kinas militære oprustning, der i første
række vil gøre Kina til en regional militær
stormagt og på længere sigt til en global
aktør. Ifølge ham gennemgår det kinesiske
militær en teknologisk, doktrinær og organisatorisk transformation, som vil udfordre USA’s magtmonopol og som vil tvinge
USA til at reagere.
Videre gælder det, at selv om Kina bedyrer sine fredelige hensigter, er dets militære oprustning så omfattende, at Kinas
naboer ikke kan ignorere det. Nominelt lå
det kinesiske forsvarsbudget i 2013 på 114
mia. dollars, men Nødskov bemærker her,
at det kinesiske forsvarsbudget modsat
vestlige forsvarsbudgetter ikke medregner
udgifter til de nukleare styrker eller materielanskaffelser fra udlandet.
Hvis man skulle opgøre de kinesiske
rustningsudgifter efter sådanne vestlige standarder, anslår internationale rustningsøkonomer, at budgettallet ville stige
mellem 50 og 100 pct., altså op mod en fordobling af de officielle tal (s. 272).
På området cyberwar er Kina blevet
beskyldt for at stå bag flere alvorlige angreb på industrielle og militære netværk
og har til gengæld indkapslet sig selv
gennem det lokalt udviklede operativsystem ’Kylin’. Så selv om Nødskov afsluttende vurderer, at Kina ikke tilstræber
militær paritet med USA på det globale
plan, kun regionalt, er hans bidrag ment
som et wake up call til os her i Europa.
Kinas energistrategiske hovedpine
Så er der Ole Odgaard og Jørgen Delmans
analyse af energiproblematikken, som tager sit udgangspunkt i, at Kina fremover
vil komme til at spille en stadig større rol-
UDENRIGS 1
le som energiimportør. Det er især olie, der
er Kinas energistrategiske hovedpine, men
også gas. Forhold, der ifølge de to forfattere vil tvinge Kina til at styrke sit energidiplomati gennem tillidsskabende foranstaltninger og krystalklare signaler til
omverdenen om, at man er en medspiller
og ikke modspiller på verdensmarkedet for
energiressourcer (ss. 292-293).
I øjeblikket passerer 80 pct. af Kinas importerede olie gennem Malaccastrædet,
hvor det er USA’s flåde, der garanterer sikkerheden, hvilket Kina ser som sin egen
strategiske sårbarhed i en tilspidset situation. Blandt andet af den grund har Kina
en stor interesse i Arktis. I og med at halvdelen af Kinas BNP afhænger af den internationale skibstransport, kan det ikke
undre, at Kina ser frem til at kunne afkorte skibsruten fra Shanghai til Hamburg
med 6.400 km. hvis såfremt ifald den engang kommer til at gå via Beringsstrædet
og Nordrusland i stedet for som nu gennem Malaccastrædet og Suezkanalen. Det
hænger også sammen med de mange territoriale konflikter, der er farvandene ud
for det kinesiske fastland.
Vigtige emner mangler
Mange flere emner end de her omtalte figurerer i antologien, men der er vigtige
emner, der glimrer ved deres fravær. Eksempelvis Kinas økonomiske ekspansion i
Afrika, som måske kun indirekte er en sikkerhedspolitisk problematik, men fremfærden kan dog betyde et og andet for de
afrikanske borgerkriges dynamik. Om det
store emne spionage hedder det kryptisk,
men desværre kun henkastet: ”Endelig kan
man ikke undlade at nævne industrispionage” (s. 197). Et andet følsomt emne, de
sjældne jordarters metaller, optræder kun i
|
2014
|
105
ental (’den sjældne jordarts metaller’). Her
er problemet Kinas monopol, idet 97 pct.
af klodens produktion af disse afgørende
grundstoffer i fremstillingen af katalysatorer hidrører fra Kina, der imidlertid pålægger eksporten restriktioner. Det har blandt
mange andre fået en dansk kemiprofessor
til at råbe vagt i gevær (Karl Anker Jørgensen: ’Verden står over for en metalkrise’,
Politiken, 8. Januar, 2012).
Der er en anden svaghed ved denne samling generelt vedkommende analyser af Kinas sikkerhedspolitik. Nemlig, at indledningen og konklusionen er lidt tungen
ud af vinduet. Jovist, indledningen broderer lidt på dialektikken mellem stabilitet
og spændinger og opridser seks strukturelle revolutioner, der omgiver Kina. Men
denne anmelder savner et vægtigt dansk
bidrag til den polariserede internationale
debat om Kinas opstigning vil forløbe fredeligt eller ej, hvor klingerne krydses mellem den kålhøgne offensive realist John
Mearsheimer og den pertentlige sinolog
Alastair Iain Johnston for blot at nævne to
blandt mange kombattanter.
Selv om det kan være svært i en konklusion at samle trådene for femten individuelle analyser, er redaktørens tilflugt
til at drøfte scenarier ikke synderligt forløsende for helheden. Som læser ville
man godt have haft nogle klarere bud på,
hvori den sikkerhedspolitiske udfordring
fra Kina består med sigte på Europa og
Danmark. Alligevel skal bogen som sagt
hilses velkommen.
Heurlin, Bertel (red) : Kinas sikkerhedspolitik. Stabilitet ogspændinger, DJØFS forlag 2013, 341 sider. ISBN: 9788757430790
ANMELDELSE
106
|
UDENRIGS 1
|
2014
Bog noter
Af Vibeke Sperling
Boo, Katherine: Behind the Beautiful
Forevers: Life, death, and hope in a Mumbai undercity. Random House. Reprint edition 2014, 288 s., ISBN: 9780812979329.
Pulitzer prisvinder Katherine Boo beskriver effekterne af globale økonomiske og
politiske ændringer gennem historier om
indiske familier i Annawadi, et kvarter af
midlertidige boliger i skyggen af luksushoteller nær Mumbai lufthavn. I takt med
øget velstand i Indien ser indbyggerne i
Annawadi håb. Teenageren ser “en formue,
der ikke kan tælles” i genbrug af affald, som
rige smider væk. En kvinde med store ambitioner har kæmpet sig vej til middelklassen. Med lidt held kan hendes smukke datter blive den første kvindelige student. Og
selv de fattigste børn som unge Kalu føler,
at deres drømme rykker nærmere.
Terror og recession rammer byen og undertrykte spændinger i form af religion,
kaster, sex, magt og økonomisk misundelse ryster byen. Bogen er bygget på modig
rapportering og bringer læseren tæt på familier, som er svære at glemme.
Brunner, Florence: Putin’s Russia: Politics,
Economics, and U.S. Interests. Nova Science
Pub Inc 2014, 194 s., ISBN: 9781631172045.
Rusland gjorde visse demokratiske fremskridt i 1990’erne, men de begrænsede
fremskridt blev annulleret, efter, at Vladimir Putin kom til magten i 1999-2000.
Derefter blev Dumaen (underhuset) domineret af regeringsgodkendte partier, direkte guvernørvalg blev afskaffet og regeringen i Moskva tog ejerskab eller kontrol
med større medier og industrier, inklusiv
energisektoren. Putins regering viste ringe
respekt for love og menneskerettigheder.
Dette blev tydeligt i den måde opstande i
Nordkaukasus blev undertrykt. Det vakte håb, da Dmitrij Medvedev, Putins mangeårige protege, blev valgt til præsident i
2008. Medvedev udpegede dog straks Putin til ministerpræsident og Putins politik
blev i det store hele fortsat. Bogen bringer
gode analyser af politiske og økonomiske
forhold i Putins Rusland. Ligeledes belyses de sikkerhedspolitiske implikationer og
USA’s interesse i den russiske udvikling.
Vibeke Sperling er udenrigskorrespondent ved dagbladet Politiken og redaktør af bog noterne.
BOG NOTER
UDENRIGS 1
Carter, Ralph G.: Essentials of U.S.
Foreign Policy Making Pearson 2014,
304 s., ISBN: 9780133815016.
Bogen identificerer de forskellige grupper
og individer, der skaber amerikansk udenrigspolitik og hvordan teorier som realisme, idealisme og konstruktivisme former
deres handlinger efter -9/11.
Feifer, Gregory: Russians: The People
behind the Power. Twelve 2014, 384 s.,
ISBN: 9781455509645.
På baggrund af mange års journalistisk
arbejde i Rusland analyserer Feifer, at meget, som for udenforstående synes uforklarligt ved landet, ser helt logisk ud indefra. Han gør det klart, hvorfor præsident
Vladimir Putin forbliver populær i Rusland, selv om kløften øges mellem de superrige og det store fattige flertal.
På rejser igennem Rusland har Feifer
haft hundredvis af intime samtaler med
russere om alt fra sex, storpolitik og vodka. Fra de enormt rige oligarker til ældre
babusjkaer, der tigger i Moskvas gader,
fortæller forfatteren historien om et samfund, der er sprængfyldt med vitalitet og
med en ledelse, der er bundet af traditioner. Feifer viser et billede af et land, der
ofte er på randen af sammenbrud trods
den autoritære magtudøvelse.
Bogen er et portræt af et land fyldt med
ekstremer. Landet er præget af et nådesløst
klima og ødelæggende korruption, men
har alligevel frembragt noget af verdens
største kunst og nogle af de mest bemærkelsesværdige videnskabelige fremskridt.
Gall, Carlotta: The Wrong Enemy: America
in Afghanistan, 2001-2014. Houghton Mifflin
Harcourt 2014, 352 s., ISBN: 9780544046696.
Journalisten Carlotta Gall har rapporteret
intensivt fra Afghanistan og Pakistan siden
USA’s invasion af Afghanistan i kølvandet
|
2014
|
107
på 9/11. Gall ved, hvor meget det har kostet
det afghanske folk og hvor meget af skaden, der kan spores til Pakistan. Nu, hvor
amerikanske tropper trækker sig ud, er det
ifølge forfatteren på høje tid at fortælle den
sande historie om, hvordan vi har udkæmpet den forkerte krig i det forkerte land.
Gall forbinder personlige fortællinger
om slag og forræderi med portrætter af almindelige afghanere under mere end et årtis krigsrædsler. Hun bringer troværdige
beviser for, at Pakistan ernærede Taliban
og beskyttede Osama bin Laden.
Glenthøj, Rasmus: 1864. Sønner af de
slagne. Gads Forlag 2014, 576 s.,
ISBN: 9788712049197.
Der er kommet mange bøger i anledning af 150-året for det danske nederlag i 1864. Glenthøjs bog hæver sig flot
i den sammenhæng. Hans fremstilling
omhandler den politiske udvikling med
inddragelse af kulturelle og mentale faktorer. Dermed bliver det også en bog om
dansk identitetsudvikling.
Greenwald, Gleen: No Place to Hide: Edward Snowden, the NSA, and the U.S.
Surveillance State. Metropolitan Books
2014, 272 s., ISBN: 9780804173520.
I maj 2013 drog Glen Greenwald til Hong
Kong for at møde en anonym kilde, som
hævdede, at han havde sensationelle beviser for den amerikanske regerings omfattende spionage. Kilden insisterede på
kun at kommunikere igennem strengt
krypterede kanaler. Han viste sig at være
den 29-årige NSA-agent, Edward Snowden. Snowdens afsløringer af bureauets
udbredte og systematiske krænkelser viste sig at være nogle af de mest eksplosive nyheder i nyere historie. De skabte
en hidsig debat om national sikkerhed og
krænkelse af privatlivets fred. Debatten
raser videre, og den amerikanske regeBOG NOTER
>>>
108
|
UDENRIGS 1
|
2014
ring overvejer diverse reformer. Historien om Snowden fra insideren Greenwald
gør det klart, at vi endnu ikke har set de
fulde konsekvenser af Snowdens afsløringer. Bogen er første gang Greenwald
stykker alle enderne sammen om sin intensive 11 dages rejse til Hong Kong.
Harding, Luke: The Snowden Files: The Inside Story of the World’s Most Wanted Man.
Vintage 2014, 352 s., ISBN: 9780804173520.
Det begyndte med en anonym e-mail besked: “Jeg er et seniormedlem af efterretningssamfundet”. Derefter fulgte de mest
spektakulære
efterretningsafsløringer
nogensinde. Edward Snowden rystede
verdens ledere og skabte en passioneret
offentlig debat om farerne ved overvågning, ikke mindst i form af trusler imod
den private sfære.
Den prisvindende The Guardian journalist, Luke Harding, har skrevet en bog,
der læses som en hæsblæsende krimi. Han
fortæller Snowdens forbløffende historie fra han forlod sin kæreste i Honolulu
med hemmeligstemplede filer, til ugerne af
hemmelig aktivitet i Hong Kong og hans
kamp for asyl i Moskva.
Haas, Richard N.: Foreign Policy Begins
at Home: The Case for Putting America’s House in Order. Basic Books 2014.
224s., ISBN: 9780465071999.
Præsidenten for Council on Foreign Relations, Richard N. Haas, analyserer USA’s
største nutidige udfordringer. Et fremadstormende Kina, klimaforandringer, terrorisme, et muligt atomrustet Iran, et
turbulent Mellemøsten og et ryggesløst
Nordkorea er alt sammen alvorlige udfordringer for USA’s nationale sikkerhed. Men udviklingen afhænger i høj grad
af, om USA kan tage hånd om sit budgetunderskud og –gæld, landets eroderen-
BOG NOTER
de infrastruktur, tilbagestående skoler og
forældede immigrationssystem. Mens der
ikke er nogen større rivaliserende magt,
som truer USA direkte, vil USA’s magtposition i høj grad afhænge af, om USA kan
bringe orden i eget hus. Det er de interne amerikanske forhold, der vil være afgørende for, hvor lang tid USA’s strategiske forspring vil holde. Med stor indsigt
i en fortsat urolig verden tager denne opdaterede version af bogen også USA’s Syrienpolitik under behandling. Derudover
diskuteres balancen mellem den enkeltes
privatliv og kollektiv sikkerhed.
Hartog, Lady: India in Outline. Cambridge University Press 2014, 144 s.,
ISBN: 978-1107640993.
I denne opdaterede bog, der første gang
blev udgivet i 1945, leveres en kort introduktion til Indiens historie, skikke og
økonomi. Lady Hartog diskuterer også
efterkrigstiden genopbygning af Indien
og den rolle, som kvinder af forskellige
religioner har spillet i udviklingen. Bogen afspejler i høj grad den britiske historiske opfattelse af Indien.
Irving, Sara: Leila Khaled. Symbolet på
Palæstinas Befrielse. Forlaget Solidaritet 2014. 218 s.
29. august 1969 har Leila Khaled fra
PFLP smuglet en håndgranat og en pistol gennem sikkerhedskontrollen og
om bord på et fly. Hun kaprer sammen
med en medsammensvoren flyet og beordrer det til Khaleds hjemby, Haifa. Flyet lander imidlertid i Beirut, hvor de to
bliver arresteret. Leila Khaleds karriere
som flykaprer synes ovre, da alle kender
den smukke flykaprer. En plastikkirurg
i Beirut ændrer imidlertid hendes udseende, så hun kan fortsætte og 6. September 1970 stiger hun på et fly i Amsterdam
UDENRIGS 1
sammen med nicaraguaneren Patrick Arguello. Han bliver dræbt og hun arresteret, men sat fri under en fangeudveksling.
I bogen kommer vi tæt på den palæstinensiske kvinder, som kaldes “symbolet
på Palæstinas befrielse”. Hun er lige fyldt
70 år, leder Det Palæstinensiske Kvindeforbund og er medlem af Det Palæstinensiske Nationalråd. Bogen beskriver,
hvordan hun var med til at sætte palæstinensernes sag på dagsordenen, men også
med til at føde en ny stereotyp: Palæstinenserne gik fra at være flygtninge til at
blive opfattet som terrorister.
Judah, Ben: Fragile Empire: How Russia
Fell In and Out of Love with VladimirPutin. Yale University Press 2014, 400
s., ISBN: 9780300181210.
Journalisten Ben Judah har på rejser gennem Rusland og tidligere sovjetrepublikker foretaget lange interviews med præsident Vladimir Putins venner, fjender,
regeringsembedsmænd, erhvervsmagnater, forbrydere og almindelige russiske
borgere. Det fremgår af hans forskning
og analyser, at der er tale om et skrøbeligt imperium. Trods den officielle russiske propaganda om stabilitet, blev Putins regime i december 2012 pludselig
konfronteret med omfattende protester,
der viste en anden side af historien. Ifølge Judah bragte putinismen økonomisk
vækst til Rusland, men medførte også
svagere institutioner og denne modsætning medførte ustabilitet. Forfatteren
diskuterer både Putins succeser og uindfriede løfter. Han inddrager betydningen
af en ny middelklasse og en ny generation, betydningen af internet, social aktivisme og globalisering for præsidentens
truende ledelseskrise.
|
2014
|
109
Kaplan, Robert D.: Asia’s Cauldron: The
South China Sea and the End of a Stable Pacific. Random House 2014, 256 s.,
ISBN: 9780812994322.
Med oliereserver på milliarder af tønder,
anslået ni hundrede milliarder kubikmeter
naturgas og adskillige århundreders stridende territoriale krav, er området ved Det
Sydkinesiske Hav en krudttønde af potentielle konflikter. Robert D. Kaplan, som af
tidsskriftet Foreign Policy er udpeget til at
være blandt verdens 100 fremmeste globale tænkere, giver et indgående blik ind i en
skrøbelig region, som i fremtiden vil være
domineret af geopolitiske konflikter.
I det seneste årti er verdensmagtens centrum flyttet fra Europa til Asien. Den underrapporterede militære oprustning i området, hvor det vestlige Stillehav møder det
Indiske Ocean, betyder ifølge forfatteren,
at området efter al sandsynlighed bliver et
centrum for geostrategiske stridigheder inden for overskuelig fremtid. Kaplan giver
levende snapshots af landene omkring det
Sydkinesiske Hav. Han belyser de konflikter, der ulmer i regionen og deres implikationer for global fred og stabilitet. Kaplan
analyserer USA’s interesser i Asien i lyset
af et stadig mere selvhævdende Kina. Han
forklarer, hvordan regionens særlige geografi, på den ene side fremmer flådeopbygning, men også arbejder imod aggression.
Han drager en slående parallel mellem Kinas bestræbelse for hegemoni i det Sydkinesiske Hav og USA’s caribiske imperieeventyr for over et hundrede år siden.
Andersen, Lars Erslev (red.): Terrorisme og trusselsvurderinger. Dansk Institut for Internationale Studier 2014, 172
s., ISBN: 9788776056636.
Er terrortruslen mod Danmark større eller
mindre i dag end tidligere, og hvordan vurderer man egentlig en trussel? I bogen ses
>>>
BOG NOTER
110
|
UDENRIGS 1
|
2014
nærmere på nationale, regionale og globale
trusselsbilleder. Nuværende og tidligere forskere ved Dansk Institut for Internationale
Studier giver i bogen deres bud på, hvordan
trusselsbilledet fra radikal islamistisk terror
tegner sig, og, hvordan den har udviklet sig
de senere år. De forskellige bidrag spænder
vidt. Særligt belyses Al Qaeda og relaterede
ekstremistiske grupperinger.
Ruthland, Peter: Ukraines’s Identity Crisis:
Understanding the Protest and Politics.
Transitions 2014. File Size 1018 KB, 109 s.
Forventningerne var store op til EU’s topmøde i Vilnius 28. November 2013, hvor
Ukraine, Moldova, og Georgien skulle underskrive associeringsaftaler med EU. Det
blev set som den endelige overvindelse af
delingen af Europa med Jalta aftalerne i
1945. Forventningerne blev gjort til skamme 22. November, da Ukraines daværende
præsident, Viktor Janukovitj, proklamerede, at han alligevel ikke var parat til at underskrive aftalen med EU.
Ukraine er ifølge bogen trods alle
mangler velsignet ved at være mere åbent
og pluralistisk end Rusland. Men det har
også sin pris. Den pris, som Ukraine betaler for pluralismen, er kronisk ustabilitet og dårlig ledelse. I modsætning til
Rusland er den ukrainske stat ikke stærk
nok til at undertrykke politiske protester.
I 2004 under den såkaldte Orange Revolution var almindelige ukrainere i stand til
at gå på gaderne og få annulleret resultatet af valgsvindel, noget som aldrig er sket
i Rusland. Men et valg skaber ikke demokrati. Den orange regering, som kom til,
skuffede og Viktor Janukovitj blev valgt
som præsident i 2010 ved et ret frit valg.
Hvordan det går efter Janukovitjs fald
kommer denne bog for tidligt til at vurdere, men den giver godt stof til vurdering af
det splittede lands identitetskriser.
BOGNOTER
Schama, Simon: Story of the Jews. Finding the Words 1000 BC – 1492 AD. Eco
2014, 512 s., ISBN: 9780060539184.
I en imponerende flot illustreret kulturhistorie, der har dannet grundlag for PBSog BBC-serien The Story of the Jews, fortæller Schama detaljeret om jødisk liv over
tre årtusinder. Fra deres begyndelse som et
stammefolk frem til åbningen af Den Nye
Verden i 1492 og op til i dag. Han bringer
læseren vidt omkring. Fra Indien til Andalusien, fra Cairos basarer til Oxfords gader.
Han tager læseren med til andre utrolige
steder som eksempelvis et jødisk kongedømme i det sydlige Arabiens bjerge.
Dette er ikke, som titlen fortæller, en
bog om jødernes historie, selv om den
stort set er kronologisk i sin opbygning
og sat ind i en klar geografisk ramme. Det
er, som undertitlen viser, en historie hvorom ord næppe slår til. Historien begynder
ikke med Abraham eller Moses eller delingen af det Røde Hav, men med en lille gruppe jødiske handlende, der er klemt
sammen langt fra venner og familie på en
ø nær den første cataract af Nilen, som
er i persernes tjeneste. Forfatteren starter således med jøderne tilbage i Egypten,
længe efter at Moses førte dem ud. Det er
tidligt i det 5. århundere f. kr. Dokumenterne, som jøderne efterlod på øen, som af
uforklarlige årsager blev kaldt Elephantine, er de første hårde vidnesbyrd om jødernes dagligliv i antikken.
U.S. Government: 2014 Ukraine and
Crimea Crisis: The Crimean Tatars and
Their Influence on the Triangle Of Conflict - Russia - Crimea - Ukraine, History
of Crimea, Sevastopol, Russian Black Sea
Fleet. Kindle Edition 2014, 161 s.
I 1990’erne blev Krim centrum for konflikt
mellem Ukraine og Rusland. Dengang drejede det sig om Sortehavsflåden og Krims
egen status. Lokale myndigheder benytte-
UDENRIGS 1
de sig af den demografiske situation, hvor
ukrainerne var i mindretal. Først krævede
Krim-indbyggere autonomi, siden ønskede
de at løsrive halvøen fra Ukraine. Krimtatarernes tilbagevenden fra eksil, som Stalin havde tvunget dem i i 1944, uddybede
konflikten. Krimtatarerne, der nu udgør
omkring 12 procent af halvøens befolkning, udråbte Krim til nationalt territorium for Krimtatarerne med ret til selvstyre som halvøens oprindelige folk, mens de
andre folkeslag blev set som kolonimagter. Mens krimtatarernes nationalisme efterhånden fik mindre betydning, voksede flertalsbefolkningen, russernes ønske
om at vende tilbage til Rusland stærkt efter
Viktor Janukovitjs fald fra Ukraines præsidentpost i februar i år.
U.S. Army College: The Future of USPakistan Relations. CreateSpace Independent Publishing Platform 2014, 52 s.
ISBN: 9781497534858.
Analyser af drivkræfterne bag Pakistans
udenrigspolitik, og, hvordan USA kan påvirke den for at nå sine mål i regionen. De to
mest indflydelsesrige faktorer identificeret i
dette projekt er: Indien, med Kashmir som
underelement, og ideologi (islamisk vs. sekulær). Det analyseres, hvordan disse faktorer
har indflydelse på Pakistans indre stabilitet,
sikkerhed, relationerne til USA samt eksterne faktorer som Indien. Efter analyse af rammevilkårene, ses på mulige løsninger. Dette
papir konkluderer, at der ikke kan findes en
løsning for Afghanistan eller opnås stabilitet
i regionen uden først at tage hensyn til Pakistans interesser og bekymringer.
Vance, Laurence M.: War, Empire, and
the Military: Essays on the Follies of War
and U.S. Foreign Policy Vance Publications 2014, 528 s., ISBN: 9780982369784.
127 essays om at være i opposition til en
“krigsførende stat”. Selv om mange af bogens
|
2014
|
111
essays omhandler aktuelle udviklinger, er deres emner tidsløse: krig, militarisme, imperiebygning, interventionisme og den krigsførende stat. I kapitel 1 ”War and Peace”
diskuteres krigens og krigsmageres onder og
fordelene ved fred. I kapitel 2 ”The Military,”
stående hæres og militarismens onder samt
et kritisk blik på USA’s militær. 3, ”The War
in Iraq” om ondskaben ved Irak-krigen. Kapitel 4 ”World War II” om den ”gode krig”,
som viste sig ikke så god endda. Kapitel 5
”Other Wars,” krigens onder beskrevet ud
fra besemte krige: Krim krigen (1854-1856),
Den russisk-japanske krig (1904-1905), Første Verdenskrig (1914-1918), Krigen i den
Persiske Golf (1990-1991), krigen i Afghanistan (2001- ). Kapitel 6 ”The U.S. Global Empire,” fremkomsten, omfanget, karakteren og
konsekvenserne af det amerikanske militære
imperium i det 20. Og 21. århundrede. Kapitel 7 ”U.S. Foreign Policy” om hensynsløsheden og fejlerne ved USA’s udenrigspolitik.
Woehrel, Steven: Ukraine Current Issues
and U.S. Policy. Kindle Edition 2014. File
Size 290 Kb, ASIN: Boo51ACV7E.
En bog om optakten til den ukrainske omvæltning, som startede i november 2013. Forfatteren beskriver regimets
udemokratiske udvikling og regeringens
brug af domstolene til at bekæmpe oppositionsledere. Heraf mest udtalt i sagen imod tidligere ministerpræsident Julia Timosjenko, der blev idømt syv års
fængsel på et yderst tvivlsomt grundlag.
Da oprøret brød ud, forsøgte regimet at
sikre sig overlevelse med skiftevis indrømmelser og undertrykkelse. De mest alvorlige
blodsudgydelse kom 18. Februar, hvor omkring 100 blev dræbt, heraf mange af snigskytter. Bogen gennemgår grundigt både
optakten til oprøret, dets forløb og de internationale reaktioner, herunder perspektiver for international hjælp til den ukrainske
økonomi, der er på randen af sammenbrud.
BOG NOTER
112
|
UDENRIGS 1
|
2014
Om Selskabet
DET UDENRIGSPOLITISKE SELSKAB
Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening. Den er stiftet i
1946 med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark. Selskabet er
uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til
politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat
og kontakter.
Der er i øjeblikket godt 1.200 personlige medlemmer. Yderligere 200 personer er
medlemmer via et halvt hundrede firmaer
og institutioner. Selskabet har fornylig fået
en ungdomsafdeling DUS30 for unge under 30 år. Ungdomsafdelingen har nu omkring 120 medlemmer.
Det Udenrigspolitiske Selskab holder
regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere.
Arrangementerne, der er forbeholdt Selskabets medlemmer og særligt inviterede
gæster, holdes som hovedregel i det centrale København.
Er man interesseret i at blive medlem, så
send venligst en kort mail med kontaktoplysninger til [email protected]
Læs mere på www.udenrigs.dk
OM
|
SELSKABET
PROTEKTOR
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik
ÆRESMEDLEM
Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister
BESTYRELSE
Lykke Friis · prorektor, tidligere minister
(bestyrelsens formand)*
Merete Ahnfeldt-Mollerup · arkitekt, P.hd
Victoria Bernstorff · B.A.
Ingelise Bogason · cand.mag.
Michael Ehrenreich · Selskabets direktør*
Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister
Peter Foss · bestyrelsesformand, civilingeniør
Troels Frøling · generalsekretær
Kjeld Hillingsø · generalløjtnant
Zubair Butt Hussain · cand.polit.
Anne Knudsen · chefredaktør, dr.phil.
Ida Nicolaisen · Seniorforsker
Suzanne B. Danneskiold Lassen · journalist*
Steen Langebæk · landsretssagfører
Anna Libak · redaktør*
Mogens Lykketoft · formand for Folketinget
Samuel Magid · cand.jur. *
Siegfried Matlok · redaktør
Klaus Carsten Pedersen · cand.polit.
Herbert Pundik · redaktør
Mikkel Vedby Rasmussen · professor*
Steen Riisgaard · bestyrelsesformand
Vibeke Sperling · redaktør
Niels Thygesen · professor, dr.polit.*
*Tillige medlem af forretningsudvalget
UDENRIGS 1
|
2014
111
Om tidsskriftet
UDENRIGS ER UDKOMMET SIDEN 1946
REDAKTION
UDGIVER
Michael Ehrenreich (ansvarshavende)
Det Udenrigspolitiske Selskab
Brita V. Andersen
Amaliegade 40 A, 1256 København K.
+45 33 14 88 86
REDAKTIONSSEKRETARIAT
[email protected]
Jelle van der Kamp
www.udenrigs.dk
Palle Gregers Jensen
DIREKTION
REDAKTIONSKOMITÉ
Michael Ehrenreich
Ib Faurby
Lene Frøslev
SEKRETARIAT
Hans Mouritzen
Brita V. Andersen
Mette Skak
Anna von Sperling
Vibeke Sperling
Martin Selsøe Sørensen
Uffe Østergaard
Udenrigs udkommer tre gange om året
Redaktionen afsluttet 28.04.2014
Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr.
Trykt hos GSB Grafisk
Oplag: 1800
Maj 2014
ISSN 1395-3818
KOLOFON
|
UDENRIGS