1. No category

Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Fortællinger
5
fra Skovkanten
Østerskov Efterskoles novellesamling
2015
1
Fortællinger
5
fra Skovkanten
Østerskov Efterskoles novellesamling
2015
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles Novellesamling 2015
1. udgave, 1. oplag
2015
Brødrene Løvehjerte 2: Eventyret i Nangilima
Annette Olsen
10
Smedelærlingens hævn
August Høgsted
24
Stammens ånd
Christian Cederskjold Kierans
34
Respekt?
Katrine Pinstrup Bjerregaard
48
Pendragon
Kristian Bjørndahl Lund
62
Troldmandens hus
Leonora Düring Matthiesen
76
Maleficio interficio
Mads Buur Holbeck
94
ISBN 978-87-92507-26-6
Ansvarshavende Redaktør
Mads Lunau
Redaktion
Mette Finderup
Billeder
Mads Lunau
Layout
Claus Raasted
Udgiver
Østerskov Efterskole, Kirketoften 4, 9500 Hobro
Forlag
Rollespilsakademiet
Tryk
Toptryk Grafik
Ophavsret
Ophavsretten til de enkelte tekster haves af de enkelte forfattere.
Teksterne er trykt i antologien efter aftale med forfatterne.
Hvad man ikke gør for den, man elsker
Marie Johnsen
112
Dragetegnet
Marie Lorenzen
126
Du som intet ved
Marie Smed Rasmussen
140
Mae’r Crëwr
Mikkel Køppler
152
På tynd is
Pernille Grand Moestrup
166
Stemmer i mørket
Sascha Jensen & Maya Hindsberg
174
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Fortællinger fra Skovkanten er Østerskov Efterskoles årlige novellesamling,
som nu udkommer for femte gang. Men bogen er mere end bare det. For
det første, så er der den lille detalje, at der er elever, der ikke går på ØE,
som bidrager til bogen med noveller. Det alene burde være nok til at sige,
at det ikke “bare” er Østerskov Efterskoles novellesamling.
Men i bund og grund, så er grunden til, at jeg synes bogen er mere end det
en helt anden. For mange af de unge mennesker, der skriver til Fortællinger
er det en chance for at komme ud med deres ord og tanker på en helt ny
og anderledes måde. Det er en chance for at få sparring og gode råd fra en
erfaren forfatter (tak til Mette Finderup for hendes store indsats). Og det
er en måde hvorpå vi kan give den yngre generation en fornemmelse af
hvad det vil sige at være forfatter.
I bund og grund handler det om at give unge mennesker muligheden for
at udtrykke sig et sted, hvor nogen interesserer for dem. Man kan sige at
efterskolelivet (og især Østerskov) handler om det samme, når al overflade
er skrællet væk.
Det gør det i hvert fald for mig. Og jeg er stolt af, at vi endnu en gang
har vist nok interesse til at lokke nogle unge forfatterspirer ud af busken.
For hvem ved hvor det ender, når først hovedet er ude af busken?
Mads Lunau, forstander
Juni 2015
Forord
8
9
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Brødrene Løvehjerte 2:
Eventyret i Nangilima
Annette Olsen
10
11
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Jonatan og jeg red afsted på Grim og Fjalar. Vi red gennem skoven. I en
lysning forude lå Æbledalen.
Kunne det passe? Jeg blev stille, og resten af samtalen lyttede jeg bare.
Om aftenen, da vi kom hjem til Mathias’ gård, og jeg havde lagt mig i seng,
kom Mathias ind.
”Åh, Jonatan. Det er lige som i Nangijala. Bare endnu smukkere.”
Jeg så, at der på stien gik en mand imod os. Han lignede en, jeg havde set før.
”Tvebak. Jeg hører, du har fået at vide, at Tengil i virkeligheden er jeres
far, Aksel Løve.”
”Mathias. Er det virkelig dig?” udbrød jeg. Jeg sprang af Fjalar og løb i
favnen på min gamle ven.
”Men jeg forstår ikke … Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte jeg
forvirret.
”Jo, det er mig, Tvebak. Og kom I med mig, så skal I se, hvor vi skal bo.”
”Det, der skete i Nangijala var ren og skær hævn på den sømand, der var
skyld i, at Aksel flygtede. Herefter myrdede sømanden Aksel. Og nu må du
hellere sove. I morgen skal jeg fortælle jer noget.”
Vi red videre imod lysningen og Æbledalen. Her lå mange små gårde, som
lignede dem i Kirsebærdalen og Rosendalen. Mathias boede i en gård, som
havde en smuk have med blomstrende æbletræer. Samme aften tog han os
med ud på den store fælles plads.
”Her mødes alle om sommeren og spiser, synger og fortæller eventyr. Om
vinteren gør vi det samme, bare inde på kroen,” sagde Mathias. Vi gik
derind. Her var lige som på Guldhanen i Nangijala. Kroværten her hed
Jotan. Han var meget venlig.
”Velkommen!” sagde han.
Morgendagen kom, og jeg vågnede til duften af nybagt brød. Jeg gik ud i
køkkenet og satte mig ved bordet, hvor Jonatan og Mathias sad i forvejen.
”I véd, at eventyrene og sagaerne stadig fortælles her, men i går kom en
truende besked fra et fjernt og ukendt rige. Hvis ikke vi vil overgive hver
et stykke jord til deres herre, så vil de sende et monster, der minder om
Katla. Derfor vil man lave et møde, hvor alle skal møde op, og hvis man
ikke kommer, vil man blive betragtet som forræder.”
”Jeg troede, at dette var et sted, hvor man levede i fred uden kamp og
uenighed,” sagde Jonatan roligt.
Han serverede god mad, og der var mange, som Jonatan og jeg kendte
fra gamle dage, men også en del vi ikke havde mødt før. I nærheden af
ildstedet sad en mand i sort kappe og rustning, og ham genkendte jeg med
det samme. Det var vores gamle fjende Tengil. Tengil rejste sig og kom os
i møde. Jonatan hilste høfligt på Tengil. Kunne vi stole på ham?
”Jonatan Løvehjerte. Der er en ting, jeg må fortælle jer. Jeg ved, at jeres far
stak af, da Karl var lille,” sagde Tengil.
”Det var det også, indtil denne besked kom,” sagde Mathias.
Vi spiste morgenmaden, før vi gik hen til mødet. Da vi stod på fællespladsen,
trådte Tengil op på scenen, og stemmerne stilnede af. Han sagde:
”Kære venner! Der er en forræder iblandt os! Vi må stå sammen om
dette, og derfor er jeg glad for, at Jonatan og hans bror er kommet for
at hjælpe os.”
”Hvordan ved du det, dit usle uhyre?” udbrød jeg.
”Min lille Tvebak. Kan du ikke kende din far?” spurgte Tengil med et smil.
Jeg tænkte på, hvem der mon var forræderen. Var der kun én, eller var der
flere forrædere?
12
13
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Næste dag var vi tidligt i gang. Jonatan og jeg skulle ud til gådernes bjerg.
Her samles alle forræderne ifølge myterne. I Nangijala havde Jonatan og
jeg narret Tengils soldater flere gange, og nu lagde vi os på lur bag en
sten. Vi sad ikke længe, før der kom en flok mennesker ridende.
”I er mine sønner. Kan I tilgive mig for alt det onde, jeg har gjort imod
Rosendalen? For at ville slå jer begge to ihjel?” Jonatan kunne godt, men
jeg havde svært ved det. Men det var kun indtil, at jeg så et faderligt blik
i hans øjne. Han VAR vores far, Aksel Løve.
De var anført af kroværten, men der var kun to andre, jeg genkendte
i blandt dem, fordi de var svære at genkende i rustning. Det var to af
Tengils soldater, Veder og Kader: Dem, der engang havde givet Jossi
Katlamærket på brystet. I det samme så pegede Jonatan, og jeg så, at Jossi
atter var blandt forræderne.
Og resten af aftenen hyggede vi os.
Vi havde fået de informationer, vi havde brug for, og derfor red vi tilbage
mod Mathias’ lille æblegård, men vi stoppede op, da vi så en hvid due. Det
var én af Sofies duer, og den havde et brev med til os. Jonatan tog duen op
på sin skulder. ”Det er Paloma,” sagde han, og vi tog både duen og brevet
med hjem til Mathias.
”Der er I, brødrene Løvehjerte, og I har en gæst med!” imødekom Mathias
os. Først undrede jeg mig: Der var jo kun mig og Jonatan? Men så kom
jeg i tanker om Paloma. Jonatan gav Mathias brevet, og han læste det højt.
Kære brødrene Løvehjerte og Mathias.
Savnet efter jer er stort! Jeg tænker tit på, hvor Karl og Jonatan, vores tapre
løver, blev af. Inderst inde ved jeg jo godt, at i er i Nangilima, i Æbledalen
hos Mathias. Og at I lever i fred og ro. Her hos os er Kirsebærdalen og
Rosendalen forenet igen efter Tengils død.
Håber snart at høre fra jer.
Må evige eventyr følge jer
Hilsen Sofie og alle de andre I har kær i Nangijala
Næste morgen begyndte man at forberede sig til den første og forhåbentligt
sidste krig i Nangilimas historie. Frivillige soldater stillede op og holdt
vagt omkring Æbledalen, og Jonas og jeg fortalte vi vores historie om
tiden i Nangijala. Og om kampen mod ham, som faktisk var vores far, og
om Rosendalens befrielse.
”Tvebak. I morgen tager vi ned og fisker i dammen,” sagde Jonatan, da vi
lå i vores senge.
”God idé!,” sagde jeg. Og om morgenen vågnede vi så tidligt, at Mathias
ikke var stået op endnu. Jeg havde sovet uroligt, fordi jeg syntes, jeg hørte
nogle uhyggelige og sære vrinsk, men det var nok bare en drøm.
Hurtigt tog vi et par brød med, et par skiver mør lammesteg og to æbler,
og jeg skrev et brev, for at Mathias ikke skulle blive bange. Så gik vi ned
til dammen, imellem dalens gårde.
Der var helt stille. Kun fuglene sang, og træerne hviskede. Nede ved søen
var der lige så stille. Vi hørte kun vandets klukken og frøernes kvækken.
Jonatan kastede snøren ud i dammen, og mens vi fiskede, stod vi og
snakkede om den trussel, som hang over Nangilimas dale. Da vi vendte
tilbage til Mathias’ gård, havde vi tre ørreder med hjem. Dem stegte
Jonatan over ildstedet, sammen med et par af æblerne fra haven. Da vi sad
og spiste, sagde Jonatan:
Jeg satte mig straks og skrev til vores venner i Nangijala, så Paloma kunne
komme hjem med vores hilsen, og om aften, da vi sad om ildstedet, kom
Tengil og satte sig ved os, faktisk lige imellem mig og Jonatan.
”I aften må jeg op til Gådernes Bjerg og se, hvad de har gang i af planer.”
Jeg kunne ikke lide det. ”Jonatan, jeg må med! Jeg har sagt, at hvor du er,
er jeg.”
14
15
Fortællinger fra Skovkanten 5
Mathias så alvorligt på os begge to og nikkede, og om aften red Jonatan og
jeg igennem skoven, hen til Gådernes Bjerg. Vi gemte os bag den samme
sten, som sidste gang, vi var her. Noget tid efter kom de samme folk som
sidst, de var atter ledet af kroværten. Så hørte vi en stemme fra mængden
sige:
”Når ikke de overgiver dalene til mig frivilligt, så må jeg erobre dem! Det
vil jeg gøre med hjælp fra Tratija!”
Han holdt noget op og blæste i det. Da kunne jeg og Jonatan mærke en
vind oppefra. Det var en kæmpe Pegasus, som kom flyvende over os. Jeg
var ikke i tvivl. Det var den, som jeg havde hørt om natten. Vi skyndte os
over til Grim og Fjalar og red bort gennem skoven og tog hjem og fortalte
det til Mathias.
”Det er frygteligt! Den pegasus er næsten værre end dragen Katla …
Pegasussens hove laver kraftige jordskælv ved at trampe i jorden. Den
kan også lave orkan med sine vinger. Og man kan kun overleve mødet med
den, hvis man er heldig”.
”Hvor kommer den fra,” spurgte jeg, mens jeg så forventningsfuld på
Jonatan. Selvom jeg godt vidste, at han nok ikke vidste det. Det gjorte
han heller ikke, men Mathias sagde: ”Den kommer fra ursøen øst herfra.
Den adlyder kun, hvis man har den gyldne trompet.” Jeg tænkte, at det
var ligesom Katla, der adlød den, som blæste i hornet. Og jeg kom i tanker
om, at der sad en forgyldt trompet i kroværtens bælte.
”Den var i hans bælte,” sagde jeg. Jonatan nikkede.
”Vi må gøre os klar,” sagde han. I det samme bankede det på døren. Jeg løb
hen og åbnede. Det var Sofie. Mit hjerte sprang af fryd. Hun kom med ind,
og vi fortalte hende alt der var sket. Om Tengil, som havde været min og
Jonatans far, Aksel Løve, og om angrebet på Æbledalen.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Da jeg lå i sengen, kom Jonatan og satte sig på sengekanten.
”Jonatan. Hvor kommer man hen, hvis man dør her?”
”Ingen steder. Man liver op, hvis man ikke er en forræder. Hvis det er
tilfældet, bliver man til et dyr,” sagde Jonatan. Jeg lagde mig til at sove.
Og om morgenen stod alle klar til kamp, og alle vidste, hvem fjenden var.
Jeg stod i mine egne tanker og kunne stadig ikke forstå, at ondskaben selv
havde været min far. At han havde myrdet mange, men måtte også være
skamfuld over, at han næsten havde dræbt sine egne sønner. Men i det
samme bragte vingeslag mig tilbage til virkeligheden.
Kampen var i gang. Faktisk døde folk hurtigt. Det ene jordskælv efter
det andet ramte jorden, og mange døde atter. Pludselig var der kun mig,
Jonatan, Sofie og Tengil tilbage på den gode side. På den onde side var
der kroværten og Tarija. Jonatan red imod kroværten, som stod med
hornet i sin hånd. Jeg turde ikke kigge, da kroværten i det samme løftede
trompeten og blæste, så Tarija lavede en tornado, men så … så jeg rigtigt?
Ja! Det var Jonatan, der stod med trompeten nu, og han bøjede den, så
den knækkede. Den var heldigvis ikke lavet i guld, men af et andet, blødt
metal. Tarija og kroværten forsvandt. Alle skaderne helede, og de døde
blev bragt til live igen! Alt åndede fred. Dagen forsatte, som de havde gjort
de sidste mange tusinde år, og om aftenen sad Jonatan, Mathias, Sofie,
Tengil og alle vores venner om bålet og fortalte historien om Jonatan og
Karl Løvehjerte og alle deres eventyr.
”Karl, kommer du med mig? Jeg vil gerne vise dig noget ude i skoven,”
sagde Sofie.
”Jeg kommer!” sagde jeg og fulgte med ud i skoven bag dalen.
”Hvad vil du vise mig, Sofie?” spurte jeg ivrigt.
”Jeg er her ikke alene. Hubert og Orvar er her også. Vi kom for at hjælpe
jer!” sluttede Sofie.
”Karl? Er det dig? Er det virkelig dig, min dreng?” sagde en glad, men lidt
trist stemme. Jeg kunne godt genkende den.
16
17
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Mor? Er det virkelig dig?” Jeg var lykkeligere end nogensinde før. Nu var
hele familien Løve samlet igen. Vi gik tilbage til dalens fællesplads, og da
Jonatan så os, løb han i mors favn og svingede hende rundt.
”Tengil gav os en ordre.” Det var Kaders stemme.
”Åh, mor! Du er her!” Glæden sang ud af Jonatans mund. Der gik heller
ikke lang tid, før mors og fars øjne fandt hinanden i et glædens lys.
”Det ved jeg godt, din idiot! Vi bruger ham som lokkemad.”
Om morgenen kom min mor ind og vækkede mig. Det var tidligt, men
maden stod fremme, og Jonatan sad der allerede og spiste sin morgenmad.
”Jeg tænkte, at vi skulle gå en tur. Jeg har en del at fortælle jer,” sagde
mor, og vi skyndte os at spise færdig. Da vi trådte ind i skoven, begyndte
mor at fortælle:
”Da I begge to var døde, havde jeg ikke mere at leve for. Jeg tjente ikke nok
penge til at blive boende i huset. Jeg måtte flytte på gaden og kort efter …
begik jeg selvmord! Jeg måtte jo tro på, at jeg ville finde jer”.
”Men mor. Vi var derinde,” sagde jeg, mens jeg holdt hånden mod hendes
hjerte. Da så jeg, at vi var et sted i skoven, hvor Jonatan og jeg ikke havde
redet før. Denne sti endte i en dyster og mørk allé. Her var hverken
fuglesang eller tegn på andre dyr. Der var kun os og mørket.
”Ja. Vi skulle fange Jonatan Løvehjerte og ikke hans bror, Karl.”
”Selvfølgelig,” sagde Veder. ”Hvor er jeg er dum! Men hvornår kommer
Jonatan så?”
”Når Fiona kommer. Han kender hende ikke, og jeg er sikker på, han vil
følge med hende, når han hører, at hans bror er i knibe,” afsluttede Kader.
”Jeg går ind og ser, om knægten er vågnet.” Veder åbnede døren.
”Veder, hvor er jeg?” spurgte jeg vredt.
”Åh, du har forandret dig siden sidst, jeg så dig. Der var du blot en lille
bangebuks – en grønskolling. Men, når nu du vil vide det, så er du i Deladus.
Det ukendte rige.” Veders stemme var en helt anden, lusket og snu.
Så begyndte han at pine mig, indtil vi hørte en hest vrinske. Det var Grim.
Jeg kunne høre den tydeligt. Herefter hørte jeg også Jonatans stemme.
”Det er bedst, hvis vi vender om nu.” Jonatan lød meget rolig, men det var
jeg ikke selv. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg nikkede, men noget i mig, ville
have mig til at finde ud af, hvad der var herude.
”Nå, Kader. Hvor er min bror?”
Senere på dagen var jeg alene hjemme, - de andre var nede på kroen. Lige
pludselig hørte jeg Fjalar vrinske. Det var, som om nogle gjorde hende
ondt. Jeg løb ud i stalden, men der var ikke nogen, og så blev det hele
mørkt. Da jeg kunne se igen, vidste jeg ikke, hvor jeg var, men jeg viste,
at jeg ikke var i Æbledalen. Min spekulationer stoppede, da jeg fik øje på
Veder og Kader. Det var dem, der havde pint Fjalar og bortført mig.
”Hvad vil du have for ham, Kader?”.
”Noget for noget, Jonatan Løvehjerte!”.
”Dig og 20 hvide heste, som Tengil har lovet mig!”
”Det er jeg ikke så sikker på,” sagde en tredje stemme, som var Tengils.
”Mester, er det dig?!” Kader lød virkelig overrasket.
Jeg bad til at Jonatan ville komme. Jeg lå i et lille rum. Her var intet lys,
ingen vinduer, Der var bare mørkt.
”Ja, det er mig. Og hvis du ikke lader mine sønner gå, kan det koste dig dyrt!”
18
19
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Først vil du have ham – og så vil du ikke … Hvad vil du, mester?”
”Mener du det? Men hvorfor?”
”Lad dem gå, sagde jeg! Dengang sagde jeg det kun, fordi ondskaben var
blevet så stor. Jeg tænkte ikke på, at det var mine egne sønner, jeg ville
slå ihjel.”
”Jeg var misundelig på det, han havde: En kone og to skønne drenge. Men
kort efter jeg havde skubbet ham ud over rælingen … gik jeg ned og drak
mig ihjel. Jeg vidste, at jeg ikke kunne lave om på min ugerning. Tilgiv
mig, Tvebak”.
”Jeg vil have min belønning!”
”Lad mig se dine arme,” svarede Tengil.
Jonatan fortalte mig senere, at Kader modvilligt trak sit ærme op, så
Katlamærke kom til syne.
”Det mærke betyder, at du evigt har sværget troskab til mig,” lød det
strengt fra Tengil, mens han pegede på mærket. I mellemtiden var jeg
blevet lukket ud af huset. Veder holdt mig mig dog stadig fanget i et par
jernkæder.
”Veder, løs ham fra de kæder nu! Det er mesterens ord!” vrissede Kader, og jeg
mærkede kæderne løsne sig fra min hud. Min far tog en pose op af sin lomme.
”Her har du dine heste, Kader!” Tengil smed posen hen til Kader for
derefter at gå hen og løfte mig op i sin favn. Han bar mig ud til Jonatan
og Grim. Her sad Jonatan allerede, og vi red hjem til Mathias’ gård. Bag
os hørte vi Kader råbe: ”Tengil! Du har snydt mig, hører du! Du har snydt
mig, og det skal du få betalt, din feje hund!”
”Farfar, selvom jeg viste det før, ville du stadig være min farfar.” Da jeg
havde sagt dette, kastede jeg mig om hans hals. ”Det kan godt være at,
du var skyld i min fars død. Det tror jeg også, at han ved. Det var nok
derfor, at hans soldater var efter dig hele tiden i Nangijala. Men nu er vi
en familie. Vi skal kunne stole på og tilgive hinanden,” sagde jeg, mens vi
gik ind igen.
Efter maden tog vi en tur ned til en å mod nord. Der var smukt og mange
flere fisk, end der var i dammen, og her var vi resten af dagen og fiskede
både makrel, rødspætter og mange andre fisk. Det blev til 20 styk, som vi
fik til middag. I dette land sultede ingen, for der var altid masser af mad.
Senere tog Jonatan og jeg ned til dammen for at bade. Vandet var dejligt
varmt, og det kildede, når fiskene svømmede forbi. Jonatan sagde, at han
ikke helt mente, at vores problemer var forbi.
”Mener du, at Veder og Kader vil skabe flere problemer?”
”Ja,” sluttede Jonatan, men han var fjern i stemmen, og jeg så, at han
kiggede efter en pige på den anden side af dammen.
”I skulle have set Kaders ansigt. Da han åbnede posen,” sagde Tengil. Vi
sad alle sammen og grinede ved morgenbordet. Jeg var lykkelig, for jeg
havde alt, hvad jeg kunne drømme om. Familie, venner og lykken. Jeg
blev dog vækket af mine glade tanker, da Mathias kom hen og tog mig
om skulderen.
”Er hun ikke smuk? Det er hende, der hedder Fiona. Hun viste mig vej til
det sted, Veder og Kader havde taget dig til fange, og hun sagde, at hun
egentlig ikke ville arbejde for dem. Hun vil bare leve et fredeligt liv,” sagde
Jonatan drømmende.
”Tvebak, du skal vide, at den mand, der… fik din far til at flygte, var mig”
sagde Mathias.
Pigen kom over til os. Ӂh, Jonatan. Gudskelov at du er her. Jeg savnede
dig! Jeg kunne ikke arbejde for dem mere,” sagde hun.
20
21
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Du … du flygtede, for min skyld. Fiona, gift dig med mig!” stammede
Jonatan.
Til festen bagefter sad vi nede på kroen og spiste ved et langbord. Jeg sad
ved siden af min mor.
”Åh Jonatan. Ja, ja jeg vil,” svarede Fiona. Jeg var forvirret, for hun havde
jo været i ledtog med Veder og Kader, men hun virkede til at tale sandt. Vi
gik alle tre hjem for at fortælle den gode nyhed.
”Karl. Jeg véd, jeg har sagt det før. Men hvor er jeg glad for at se jer igen.
Og så som et par eventyrprinser!” sagde hun og smilede varmt.
”Jamen Jonatan dog. Hun passer da også til dig”, sagde Mathias og mine
forældre. Og ja, de passede sammen. Jonatan lignede en eventyrprins, og
Fiona lignede en eventyrprinsesse.
”Karl, da jeg blev sendt ud for at hente Jonatan, kunne jeg ikke få mig til
det. Jeg vidste, at de ville pine dig,” sagde Fiona.
”Men mor, jeg er ikke nogen prins. Det er kun Jonatan, der er det,” sagde
jeg til hende.
”Før du døde, var du måske ikke ligefrem en eventyrprins. Men nu er du,
Karl!” smilede hun. I det bankede det på døren til kroen, og en mand i sort
kutte trådte hen mod Jonatan og Fiona.
”Hvad i djævlens navn …?” Det var Kader. Jeg så det, da han trak hætten af.
”Så det var ikke for at lokke ham i en fælde, du opsøgte ham?” spurgte jeg
glad.
”Nej, jeg har altid elsket ham. Jeg begik selvmord kort tid efter, at I døde
i Nangijala,” sagde Fiona trist.
”Far, jeg elsker ham. Jeg er ikke som du tror”, sagde Fiona.
”Hvad mener du?” råbte Kader.
”Jeg har et godt sind og er ikke lige som dig. Jeg elsker Jonatan” svarede
Fiona.
”Jeg tror på dig,” sagde jeg.
”Faktisk er jeg datter af Kader. Men inderst inde er jeg ikke som min far.
Jeg er en helt anden,” sagde Fiona.
”Det havde jeg ikke troet, men jeg kan se, du taler sandt” sagde jeg og
lagde mig til at sove.
Næste dag havde vi travlt. Der skulle forberedes et bryllup, som skulle
stå om en uge. Her ville kærligheden leve evigt, ligesom meget andet.
Hele aftenen sad jeg sammen med Fiona og skrev indbydelserne. Næste
dag måtte jeg gå ud med dem. Om morgenen, da jeg tog afsted, var jeg
glad for, at Paloma tog de breve, der skulle langt væk. Resten af ugen gik
langsomt, men endelig kom dagen, hvor Jonatan og Fiona skulle giftes.
Det var smukt. Vidunderligt. Jeg havde aldrig set noget lignende. Mine
forældre var også lykkelige, og min mor sad og græd.
22
”Din forræder!” udbrød han og slog hårdt i bordet.
”Forræder eller ej, skal vi så ikke slutte fred nu?” afbrød Jonatan og rakte
en hånd frem mod den vrede mand.
”Hvorfor skulle vi det?” spurgte Kader gnaven.
”Vi er jo i familie nu. Lad os slutte fred,” gentog Jonatan.
”Lad gå.”
Kader tog Jonatans hånd. Herefter satte han sig ned sammen med os
andre. Jeg havde aldrig troet, at dette kunne ske. At et par fjender sluttede
fred så fint, men det var det bedste, der kunne ske. Resten af aftenen sad
vi og festede sammen.
23
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Smedelærlingens hævn
August Høgsted
24
25
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Michael slog hårdt på metallet for at få det til at rette sig. Han tørrede
sveden af panden og kiggede spørgende over på sin far. Han stod tavst og
iagttog ham, for at se, om han kunne finde ud af arbejdet. Michael skulle
til at fortsætte med hammeren, da hans mor kom ud og sagde: ”Lad nu
drengen være, Torben. Han har allerede arbejdet hele morgenen. Lad ham
kom ud og deltage i træningen på pladsen med de andre.”
Det eneste genkendelige på ham var hans ring. De var nok sky, men de var
bestemt ikke ufarlige.
Michael kiggede tiggende på faren.
”Det her er livet” sagde Michael og lagde sig godt til rette i det bløde
græs.
Efter træning fulgte Michael John ned til søen, som de altid plejede, og
lagde sig ved bredden og nød den varme sommeraften med den kølige
brise.
”Lad gå da. Vi når alligevel ikke at blive færdige.”
Faren gav tegn til, at han godt kunne gå, og Michael løb ud af smeden, så
hurtigt ned mod bymidten, at han ikke nåede at høre sine forældres latter.
Nede i buen stod John, lensherrens søn, og gloede surt over på kroen.
Michael gik hen til ham.
”Hvad er der galt?” spurgte Michael.
”Ja, det er det” sagde John og rømmede sig. Der var tydeligvis noget
mere, han gerne ville sige. ”Michael, hvad synes du egentlig om min far?”
spurgte han så.
”Jeg kender jo slet ikke lensherren personligt,” mumlede Michael.
John smed en sten i vandet. Den sank i næsten ude på midten: ”Men tror du
ikke, at byen kunne blive et bedre sted, hvis en anden end ham bestemte?”
”Det er sligh´noghnes igen. De har angrebet kornlageret.”
”Havde vi ikke vagter der?” spurgte Michael.
”Jo, men krybene gravede sig under jorden med deres kløer og slog
vagterne omkuld.”
Det var ærgerligt, men Michael trak på skuldrene: ”Kommer du med? Vi
skal skynde os til træning. ”
John og Michael nåede kun lige frem, før vagtmesteren begyndte
at instruere den flok, der var mødt frem. Træningen var hård, men
nødvendig. Byens unge mænd skulle lære, hvordan man kunne forsvare
sig selv i tilfælde af at sligh´nogherne angreb. Krybene var normalt stille
og sky, så man opdagede dem ikke, før man var slået til jorden, og de havde
efterhånden stjålet fra byen tre gange. En gang havde en af byens mænd
fundet og dræbt nogle sligh´nogh-unger, og tre dage efter fandt man ham
flænset op.
26
”Jeg ved godt, du er træt af ham og siger han altid er så streng, men de
fleste synes, han er dygtig.”
”Måske betyder det, at han bare er en dårlig far!” sukkede John.
Michael fulgte solen, der sænkede sig langsomt ned i horisonten. ”Jeg skal
hjem nu. Ellers bliver mor og far bare bekymrede.”
Han gik tilbage mod smedjen, men han kunne mærke Johns triste øjne i
nakken hele vejen.
Michael vågnede ved lyden af skrig og hans mor der råbte, han skulle
vågne. Han kiggede ud i den mørke nat og kunne skimte folk flygte fra
pladsen. Han løb ind i stuen til sine forældre. Torben var allerede iført en
metalplade og et spyd, men havde sin natskjorte på indenunder. Lone så
bekymret ud, mens hun pakkede mad ned i en taske. Byen blev angrebet.
Ikke af kryb, der ville stjæle deres mad, men af barbarer.
27
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Kom Michael, vi må af sted nu,” sagde hun. Han fulgte med, mens Torben
løb ud for at hjælpe med byens forsvar. Da de nåede bymidten, så han
lensherren kæmpe for livet mod to mænd. Torben løb for at komme ham
til undsætning, men da han nåede dem, blev han mødt af en pilesværm.
Michael skreg og løb sammen med sin mor over mod sin far.
Han fortalte med tårer i øjnene, hvordan hans by var blevet angrebet af
barbarer, og hvordan han havde set sin far blive skudt ned med pile. Så
stoppede han, fordi han lagde mærke til, at der ikke var noget piben mere,
men at sligh´noghen nu kiggede ned i jorden med noget, Michael ville
beskrive som et sørgmodigt blik. Det var næsten, som om at den kunne
forstå ham, tænkte han.
De knælede begge to ved faren, men han var allerede død. Michael græd
og hørte så sin mor skrige. En af barbarerne havde fat i hende og trak
hende væk. Der var fjender overalt. Han kiggede fortvivlet rundt for at
finde et våben, mens hans mor skreg, at han bare skulle løbe.
Michael gjorde som hans mor havde råbt, og han nåede skovbrynet og var
tæt på at nå i sikkerhed, da han så en stor gruppe skikkelser, som lignede
Sligh´noghs. Han var så optaget af at de ikke skulle opdage ham, at han
ikke opdagede, at han løb ind i et træ.
Michael vågnede med en dundrende hovedpine, som om hundrede heste
havde stampet på hans hoved. Han rejste sig langsomt, kun for at bekræfte,
at han havde en bule på størrelse af en valnød i panden. Så huskede han,
hvad der var sket om natten. Han bukkede sig sammen og kunne ikke
længere holde smerten og tårerne væk. Han sad sådan i et stykke tid,
indtil han hørte en underlig lyd. Han gik imod lyden, der mest af alt lød
som en gnaven, og da han kom til et væltet træ, blev han overrasket over,
hvad der lå under det. Han så et væsen, som de færreste havde set i dagslys.
Det var en sligh´nogh. Den havde en krop som en muldvarp, men havde
klør på størrelse med skjolde, der så ud til at være skarpere end sværd. Han
skulle lige til at løbe, men lagde så mærke til, at sligh´noghen var fanget
under træet. Han gik langsomt over til den, mens den fortsat hylede af
smerte og skulede mistænksomt mod ham. Han satte sig på en sten med
en god sikkerhedsafstand fra den.
”Har du også mistet nogen, du kendte?” spurgte Michael.
Sligh´ noghen så op fra jorden og ind i hans øjne med et blik, som Michael
tolkede som en form for bekræftelse af spørgsmålet. Han gik hen til det
træ, den sad fast under.
”Jeg prøver at løfte træet … vær sød ikke at dræbe mig,” sagde Michael
med et nervøst smil. Stammen var tungere end forventet, men lige før han
ikke kunne mere, nåede slig´noghen at slippe ud og grave sig hurtigt ned
i jorden. Michael kiggede skrækslagent rundt for at finde ud af, hvor den
kunne grave sig op igen. Han nåede ikke at opdage den, før den allerede
stod bag ham og puffede sit hoved kærtegnende mod ham.
Han kløede den tøvende og lidt nervøst bag øret, og da han rejste sig for
at gå, fulgte den efter ham. Han havde åbenbart fået en ny ven. Den mest
usandsynlige ven, man kunne forestille sig. Han valgte at kalde den Toke.
Sammen med sligh´noghen, begyndte han at gå tilbage mod byen. Det
hele var næsten brændt væk, kun nogle få huse ved lensherrens gård var
intakte, og gråden sad ham højt i halsen. Michael mærkede hævnlysten
bruse frem og kiggede ud i horisonten, hvor han så røgsøjler fra bål.
Han kiggede på sin nye ven og sagde: ”Jeg er nødt til at opnå retfærdighed,
for det de har gjort.” Toke kiggede med runde øjne og begyndte så at
vandre mod røgsøjlerne, som om den vidste, hvor barbarerne var. Michael
samlede et spyd op på vejen og fortsatte.
Han var i syv sind, for han havde lært, man aldrig skulle nærme sig disse
væsner, men han kunne heller ikke lide at se den have ondt. Michael
begyndte at snakke til krybet fra sin sten.
De var tæt på lejren, da Toke stoppede og kiggede ned fra den bakketop,
de var på, og Michael fik øje på barbarlejren.
28
29
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Han gik langsomt frem og kiggede tilbage for at se, om Toke var med,
men det eneste, der var bag ham, var et stort hul i jorden, så han fortsatte
alene. Han sneg sig forbi vagterne, der ikke kunne se ham i det høje
græs, da det blev mørkt, og kom ind i lejren, hvor han sigtede mod det
største af teltene. Bag teltet fandt han en kiste med udstyr, og han klædte
sig på, så han lignede barbarerne. Inde i det store telt stod to mænd og
barbarlederen med ryggen til.
Det svimlede for Michael, da han hørte om Johns forræderi. Hvordan
kunne han gøre det imod sin egen far?
De hørte ham dog, da han trådte ind, og lederen vendte sig og sagde:
“Hvad laver du her? Jeg sagde jo, at jeg ikke ville forstyrres.”
”Jeg tror, at du har tid til mig” sagde Michael og smed sin hjelm.
”Du er ikke en af mine mænd, hvem er du?” spurgte lederen, mens både
han og hans to mænd trak sværd.
”Jeg er Michael Torbensøn. Jeg er en overlevende fra den by, du lige har
angrebet, og jeg er kommet for at tage hævn,” svarede Michael.
”Og hvornår ser du ham igen?” spurgte Michael
”Han kommer ved midnat og betaler for jobbet,” gispede lederen.
Hans ord gav Michael en god ide: ”Jeg kunne godt tænke mig at møde John,
når han kommer. Jeg tager forklædningen på igen, og hvis du afslører mig
eller angriber mig, vil min slig´nogh finde og flænse dig. Forstår du det?”
De ventede i flere timer, før nogen trådte ind i teltet. Det var John, men
ikke John som Michael kendte ham. Han var iført fuld rustning, og hans
ansigt så strengt ud. Han kastede en læderpung foran fødderne på lederen.
”Det er det hele. 100, som vi aftalte, plus en bonus for at dræbe de ekstra,
der ikke ville støtte mit styre.”
Lederen kiggede stift på pungen, men tog den ikke.
”Det er dumt af dig, hvis du tror at en lille knægt som dig, kan komme
herind alene og dræbe mig. Gør det af med ham,” sagde barbarlederen,
mens han trådte tilbage, og de to andre mænd trådte frem.
”Jeg er ikke kommet alene,” sagde Michael, og i det samme gravede Toke
sig op og slog de to mænd omkuld med sine kløer. Michael gik hen mod
lederen, som havde tabt sit våben i chok over det pludselige angreb.
Michael satte spyddet for struben af ham.
”Dræb mig ikke. Jeg gjorde bare, hvad jeg blev betalt for,” sagde
barbarlederen skrækslagent.
”Vent, hvem betalte dig?” spurgte Michael.
”Lensherrens søn, John, han betalte mig 100 guldstykker for at angribe
byen og dræbe hans far.”
”Er der noget galt, Thorbjørn? Var det ikke, hvad du ville have for at
dræbe lensherren?” spurgte John.
”Skal du ikke også betale ham for at dræbe min far?” spurgte Michael
vredt og trak sin hjelm af, så John kunne se, hvem han var.
”Du mener vel vores far,” svarede John, der tilsyneladende slet ikke var
overrasket over at møde Michael hos barbarerne.
”Hvad mener du?”
”Torben var også min biologiske far. Lensherren adopterede mig, fordi
han ingen børn selv kunne få. Den løgn har de bare holdt for sig selv hele
tiden. Jeg fik det at vide for få dage siden.”
”Men hvorfor skulle Torben så dø?” spurgte Michael.
30
31
Fortællinger fra Skovkanten 5
”De løj begge to,” svarede John hårdt.
”I alle de år, de begge har løjet for mig, fortjente de at dø. Det var mig selv,
der skød pilen, der dræbte din far,” sagde John.
”Han døde for min hånd. Det samme kommer til at ske for dig.”
Og så trak John sit sværd og stormede imod Michael.
Michael nåede lige at få sit spyd op og blokere sværdhugget og skubbede
derefter John væk og stødte efter ham. Efter de havde udvekslet et par slag,
kom to vagter ind og løb John til undsætning. Toke valgte i samme øjeblik
til at gribe ind. Slig´noghen gravede sig op ad jorden og flænsede den ene
vagt, før nogen af dem kunne nå at reagere. Herefter slog Toke den anden
vagt ned mod jorden og vendte sig imod Michael. Michael kastede sig ned
på jorden, og Toke sprang over ham og hen på barbarlederen bag dem.
Desværre havde han stået klar med sit sværd, og nu strømmede blodet
voldsomt ud fra Tokes mave.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
John spyttede blod og stirrede skrækslagent, mens livet forsvandt fra hans
krop. Michael slap spyddet og løb hen imod Toke, der også stadig blødte
på jorden. Michael satte sig ned på jorden og beroligede sin ven, mens den
fik sværere og sværere med at trække vejret.
”Jeg lover dig Toke, ikke flere sligh´ nogher eller mennesker skal dø,”
hviskede Michael, og derefter lukkede Toke øjnene og stoppede med at
trække vejret. Michael gik uden for teltet og kiggede sig omkring.
Der var ingen at se, de lå sikkert alle og sov. Michael listede hurtigt ud af
lejren, op ad bakken og kiggede ud over horisonten, hvor solen langsomt
hævede sig på himlen. Han tænkte over det løfte, han lige havde givet til
Toke og gik væk fra lejren imod sit barndomshjem med solen i ansigtet,
mens han tænkte på, hvordan han skulle genopbygge byen.
Michael hørte John bag sig: ”Bare rolig, Michael. Du kommer også til at
dø ligesom sligh´ noghen,” og de røg igen på hinanden.
John forsvarede sig, men kunne ikke hamle op med den fart, slagene kom
med, og til sidst gik spyddet ind ved hans højre ankel, og John faldt til
jorden i smerte.
”Kom så. Gør det nu. Dræb en forsvarsløs mand.”
Michael tøvede og trak så spyddet til sig og sagde: ”Jeg vil ikke dræbe dig.
Min far ville have givet dig en ekstra chance, og det vil jeg også.”
Han vendte sig og begyndte at gå væk fra John, men John tog sit sværd
op fra jorden og huggede ud mod hans ryg. Michael var dog forberedt
på hans et kujonagtige forsøg, og nu fik han ikke flere chancer. Han slog
sværdet væk og stak spyddet i struben på ham.
32
33
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Stammens ånd
Christian Cederskjold Kierans
34
35
Fortællinger fra Skovkanten 5
Jeg ser mit navn for mig som en legende: Stammens bedste jæger.
Jeg lagde en pil klar til skud, mens jeg roligt tog sigte og følte mig som
ét med naturen omkring mig. Min bue lå stramt i min hånd, mens jeg
forsigtigt betragtede den store og snu gamle ulv foran mig.
Jeg havde været på sporet af rovdyret siden morgengry og havde endelig
fundet den i en lysning, i gang med at fortære den hjort, den netop havde
nedlagt. Et velplaceret skud ville fælde dyret rent og smertefrit. Jeg
hviskede en lydløs bøn til jagtånden Arsil, ulvebanen, og gav slip.
Min pil hvislede gennem luften og fik ulven til at styrte om med et piv. Jeg
pelsede dyret med min jagtkniv og vendte tilbage til stammens lejr med
ulveskindet over skulderen og en dyrekølle under armen.
Vinteren var på vej, lige så nådesløs og barsk, som bjergene omkring os
var smukke. Vi jagede i skovene, fiskede i søer og floder og samlede ind i
krat og enge – stammen ville få brug for alt, hvad naturen kunne give os,
inden det hele var hvidt. Sneen lå allerede tykt over jorden nogle steder
og dæmpede lyden af mine skridt. I horisonten kunne jeg se røgen fra
madbålet.
Mørket var faldet på, da jeg nåede hjem, stadig med det fugtige ulveskind
over skulderen. Røg steg op fra de store lædertelte, som vi boede i, og
lugten af stegt kød fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg smed skindet
og køllen ved siden af jægerteltet. Nu havde jeg gjort den svære del af
arbejdet, så nu måtte en anden klare resten. Jeg gik imod madteltet, da en
bred hånd greb mig i skulderen.
”Jeg synes, det er en skam, at du bare smider dine præmier på jorden på
den måde. Pelsen bliver jo våd.”
Baldrins havde været min bedste ven siden barndommen. Vi havde jaget
i skovene sammen, siden vi fik vores første buer, og reddet hinanden flere
gange, end vi gad huske.
36
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Sammen havde vi nedlagt de største bæster i skoven og beskyttet stammen
mod alle mulige slags trusler, hvad end det var naturens vrede eller andre
stammer, der truede os.
Baldrin var en af de største mænd i hele lejren, og på trods af, at hverken
ham eller jeg var mere end femogtyve somre gamle, var han allerede
dækket af tykke hår over hele sin muskuløse krop. Han var en af den slags
sjældne mennesker, der mødte såvel glæder som udfordringer med et grin.
Nu åbnede han munden for at sige noget mere, men den dybe brummen
fra madhornet afbrød ham. Jeg klappede ham på ryggen, og sammen gik
vi over for at spise.
Efter aftensmaden i det største af teltene tog vores høvding ordet over
forsamlingen. Det store bål i midten af teltet oplyste hans store, men
aldrende krop, og trætte linjer tegnede sig overalt i hans ansigt.
”Vores jægere er kommet med bekymrede nyheder.”
Den buldrende stemme fik alle i forsamlingen til at tie, da han fortsatte.
”Et ukendt væsen er set i udkanten af skoven. Vi er endnu ikke sikre, men
vi mistænker det for at være en af stammens ældste fjender, som er vendt
tilbage. Mange af jer har sikkert hørt om den i de gamle fortællinger:
Vinterens Ånd.”
Et højlydt gisp løb igennem forsamlingen. Vinterens Ånd var et væsen fra
vores ældste legender. Det var det uhyre, man skræmte små børn med, når
de ikke ville opføre sig ordentligt. Det var det uhyre, som alle små drenge
i stammen havde leget, at de bekæmpede og besejrede med hæder. Det var
Ånden, der havde skabt stammens største legender gennem tiden, og som
havde taget flest af vores mænd. Det var et væsen, der altid spredte frygt
og rædsel, hvor end det kom.
Høvdingen trådte tilbage for at gøre plads til stammens shaman. Den
senede gamle mand rømmede sig, og alle i teltet rykkede med det samme
tættere på.
37
Fortællinger fra Skovkanten 5
Det var sjældent, at vi hørte ham tale.
”Som I alle ved, er Vinterens Ånd den største trussel, stammen kan møde,
selv om den ikke er set siden min fars fars tid. Den æder alt liv, og intet
kan stille dens sult. Vi må forsøge at bekæmpe den, før den dræber os.
Derfor vil vi samle et hold af krigere. Hver en mand, der er villig til at ofre
sit liv for stammen, bedes rejse sig.”
Straks stod der 26 mænd, gamle og unge og næsten alle erfarne jægere.
Baldrins store krop skød også i vejret uden tøven, mens jeg selv rejste mig
lidt langsommere. Jeg vidste, at jeg var en af de bedste jægere i stammen,
var jeg også klar over, hvad denne jagt krævede. Hverken sten eller metal
kunne skade et væsen skabt af ren kulde. Den kunne slukke hver en ild og
ignorerede solens stråler.
Legenderne sagde, at den eneste måde at besejre den på var ved at
dræbe den med et våben dækket af solblomstens safter, og solblomsten
var næsten lige så legendarisk som Vinterens Ånd. Den spirede kun i
de samme dage, hvor ånden kom tilbage, og det eneste sted vi vidste, at
planten groede, var i en klippehule dybt inde i bjergene. Det ville blive en
jagt på tid, om hvem der kom først til blomsten. For hvis ånden fandt de
hellige safter før os, ville alt være tabt.
Shamanen nikkede for sig selv og sukkede. Vi var alle klar over, at kun få
af os ville komme tilbage.
”Nuvel. Pak jeres våben og rationer, sig farvel til jeres elskede, og husk at
hele stammen takker jer for jeres offer. Vores stamme har bekæmpet denne
trussel i utallige slægter og er endnu ikke bukket under. Lad ikke vores
generation blive den første til at falde.”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Høvdingen og hans squaw havde kun fået døtre, alle af dem kloge og
kønne, men traditionen vedblev, at en mand skulle lede stammen.
“Min datter, Eri er stadig ugift, og den mand, der fælder Vinterens Ånd,
skal få hende til hustru og være min arving, når jeg dør.”
Dette sendte et gib igennem næsten hver en ung mand i forsamlingen.
Ikke bare var det en stor ære, men også en velsignelse at kunne ægte
høvdingens datter, der var en af de smukkeste kvinder i hele stammen. Nu
rejste ni ungkarle mere sig nervøst og signalerende, at de også ville jage
ånden. Høvdingen nikkede og sukkede igen, ked af at måtte give sin datter
væk til en tilfældig, men glad for at det måtte blive en værdig kriger.
Den næste time var stemningen i lejren både mørk og forventningsfuld.
Familier, der skulle sige farvel for måske sidste gang, græd, mens man
samlede udstyr sammen. Jeg slyngede min langbue og pilekogger over
den ene skulder, mens jeg hang et kort spyd over den anden. Mit bryst var
dækket af tykt skind og lædervams til at beskytte mig mod kulden og små
sår. En lang, skarp jagtkniv hang i sin skede over mit højre lår og over mit
venstre lå der en lille læderpose med forsyninger. Jeg sagde en kort bøn til
jagtens ånder og forlod mit telt. Nu var jeg klar.
Vores fødder rodede op i sneen, mens vi med stramme ansigter kæmpede
os op ad klippesiden mod næste bjergpas. Vi havde været undervejs i fire
dage, og det så endnu ikke lyst ud. To af vores mænd var døde af kulde,
en var død under et ulveangreb, og tre døde i en lavine dagen før. Vi var
29 tilbage.
”Som I ved, har jeg været uden søn i alle mine år, og min tid er snart
omme.”
Sneen faldt tungt fra en sort nattehimmel og mindskede vores syn, men
i faklernes skær kunne jeg stadig se Baldrins skikkelse gå ved min side,
klædt i sin store, sorte pels. Det var sent om aftenen, og vi forventede,
at vores spejdere ville vende tilbage hvert øjeblik nu. Vi havde tre mænd
ude for at patruljere på alle tidspunkter af dagen, og på trods af flere
forsinkelser var vi godt undervejs. Vi forventede at finde solblomstens
hule sent næste dag, og spejderne havde endnu ikke set spor fra vores
fjende.
38
39
Han veg pladsen, så høvdingen kunne træde frem og fortsætte, hvor han
slap.
Fortællinger fra Skovkanten 5
”Hvem, tror du, kommer til at dræbe Ånden?”
Baldrins stemme rev mig ud af mine egne tanker. Det var det første han
havde sagt hele dagen.
”Jeg ved det ikke.”
Og det var ganske vist ikke til at sige, hvem der ville få dødstødet ind på
Ånden, for alle de jægere, vi havde med i flokken, var kompetente, men
Baldrin eller jeg selv var nok de bedste bud. Vi havde bragt store mængder
skind og kød til stammen, siden vi lærte at jage, og folk kom til os, når et
stort bæst lurede i skoven.
”Hvad med Eri, er hun ikke grund nok til at gøre sit bedste?” spurgte han
med et smil. Vi havde begge haft et godt øje til den unge pige det meste
af vores liv og var flere gange ligefrem kommet op og slås over hende. Jeg
skulle til at bide fra mig med en bemærkning, men et højt råb kom mig i
forkøbet.
En af vores spejdere kom spurtende ud af mørket og ind i lyset fra vores
fakler. Hans krop var dækket med blod, og iskrystaller sad tykt på hans
vams. Hans arme fægtede vildt omkring, og hans skrig gav ingen mening.
Ét ord genkendte man dog tydeligt: Ånden.
Han stoppede foran gruppen og tog en dyb indånding, mens han rystede
som en skræmt hare. To af jægerne skyndte sig at slå et tæppe om hans
bævende krop uden at ænse det, der kom ud af mørket bag dem. En
kampesten på størrelse med et telt fløj ind i fakkellyset og landede på de
tre mænd. En klistret blanding af sne og blod fløj op i luften og blændede
mig øjeblikket efter, jeg så fire jægere mere blive rullet over af stenen.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Dens hoved bestod kun af en uhyrlig rovdyrsmund med sylespidse tænder
og to ishvide øjne.
Bæstet stormede frem og greb en jæger i hver af sine store labber. Den
ene kastede den ud over klippens kant, mens den løftede den anden op i sin
øjenhøjde. Manden skreg, mens Ånden tvang ham til at se den i øjnene,
og pludselig blev hans krop blå, som om al varme blev suget ud af ham.
Jeg svingede min bue ned fra skulderen og affyrede tre hurtige pile efter
hinanden. Hver eneste af dem ramte væsenet, men kun for at passere lige
igennem den tågeagtige krop. Vi forsøgte at bakke væk fra den ulige kamp.
Med et grumt smil vendte bæstet sig mod bjerget over os og rakte en lang
arm op mod bjergtoppen. Så udsendte den et flænsende skrig, der fik os
alle til at tage os til ørerne i smerte, og først for sent så vi, hvad uhyret
havde sat i gang. Fra toppen af bjærget væltede sneen ned i ufattelige
mængder mod vores lille gruppe. Som et tordenvejr skyllede bølgen ned
over klippekanten og ud over skrænten og over os. Det sidste jeg så, inden
mørket tog mig, var Åndens ulveagtige grin.
Jeg vågnede med et sæt og begyndte at hoste voldsomt, mens jeg gylpede
en ækel væske ud af min krop. Der lugtede af fordærv omkring mig. Jeg
befandt mig i en snæver bjerghule med et ujævnt stengulv. Foran mig
oplyste et lille bål hulen med sit varme skær, og bag bålet sad Baldrin
og stirrede udtryksløst ind i flammerne. Jeg lå på et skindtæppe, og min
overkrop var ombundet med forbindinger.
”Rolig, unge mand. Dine sår er dybe, og du har været bevidstløs længe,”
lød en sprød stemme bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen og så
stammens shaman stirre på mig.
”I to var de eneste, jeg kunne redde fra sneskreddet. Jeg kunne ikke finde
andre,” forklarede han bedrøvet.
Foran os stod nu en mareridtsagtig blanding af en bjørn, en ulv og en los.
Den stod på to ben, var næsten to mand høj og ligeså bred. Dens lemmer
var uhyrligt lange, og dens gråsorte pels var gennemsigtig og hvirvlende,
som om bæstet var lavet af rimtåge.
Hvis alle andre jægere var blevet dræbt, var der kun mig og Baldrin tilbage
til at bekæmpe uhyret. Vores chancer for at vinde ville være meget små.
”Hvor længe er det siden?” hviskede jeg.
40
41
Fortællinger fra Skovkanten 5
Min tunge var tør, og min krop føltes tung.
”Jeg fandt jer for to dage siden og slæbte jer hertil. Hvis I skynder jer, er
der stadig en lille chance for, at I vil kan nå frem blomsten, før ånden gør.”
Jeg nikkede. Vi havde svoret, at vi ville beskytte stammen mod ånden, og
vi kunne ikke bare stoppe på grund af vores sår.
Shamanen rejste sig og tog nogle urter fra en lille taske. Han gav sig til at
male dem til et fint pulver i en lille skål og opløste dem med vand, mens
han forsatte med at tale.
”Du er slemt såret, og det ville tage dagevis, før du kunne rejse herfra med
naturlig helbredelse. Din ven var i en bedre forfatning, da jeg fandt ham,
men du kan ikke bekæmpe Vinterens Ånd, som du har det nu. Denne drik
vil give dig styrke og energi nok til at fortsætte din rejse, men der er en
pris. Drikken tapper fra dine indre reserver og vil hurtigt efterlade dig
som en udtømt skal. Hvis du vil besejre ånden, må du betale med dit liv.”
Jeg stirrede et øjeblik på skålen og tog den så ud af hånden på ham.
”Er vores våben her stadig?” spurgte jeg, mens jeg satte skålen for
munden. Han nikkede bedrøvet. Jeg slog nakken tilbage og tømte skålen
i en dyb slurk.
Det var tidlig nat, da vi forlod den lille klippehule, shamanen havde bragt
os til. Hans blanding havde varmet min krop og helet mine sår, og vi kom
frem hurtigere end forventet. Kun en dag tog vores rejse gennem bjergene.
Ingen af os havde sagt meget. Vi var bare fokuseret på at komme frem så
hurtigt som muligt.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Vi gik i et par minutter, indtil vi så lys for enden af tunnelen. Gangen førte
til storslået hule, med en åbning i toppen mod den klare himmel, som lod
eftermiddagslyset strømme ind. Gennem det samme hul fossede et vandfald,
som dannede en stor sø i midten af hulen. Hele grotten var isnende kold,
og omkring søen rejste der sig på hver side en klippeskrænt, som endte i et
fladt, højtstående plateau, hvorfra der var et næsten lodret fald.
Vi skyndte op af den højre skrænt mod plateauet for vi kunne se et svagt
lys komme deroppefra. Plateauet var helt fladt på nær en enkel massiv
blomst, der udsendte det varme skær, vi havde set. Den var næsten lige
så høj som en mand, og den lignede en stor, orange skovrose med blade i
alle ildens farver.
For hvert skridt vi tog nærmere planten, følte vi varmen mere og mere
tydeligt, og lyset fra den mindede mest af alt om vintersolen selv. Jeg
havde min kniv klar og var på vagt. Selv om planten lyste op, gik hulen
stadig længere ind mod mørket, og det var ikke til at vide, hvad der gemte
sig derinde. Jeg tog fat tæt ved plantens rod og lod min klinge glide ind i
stilken. Blomstens safter dryppede roligt ud og jeg gjorde min læderflaske
klar til at samle væsken ind.
”Pas på!”
Baldrins stemme skar gennem luften, og jeg nåede lige at dukke mig,
inden en klippeblok ville have ramt mig i hovedet. Ånden tordnede ud af
mørket med et højt brøl.
Nu stod vi foran indgangen til den oldgamle bjerghule, hvor blomsten
skulle stå. Vi havde begge vores spyd i hænderne, klar til at møde bæstet. Vi
ville ikke kunne såre den, før vores våben var dækket med blomstersafter,
og derfor var blomsten vores mål. Vi nikkede til hinanden og fortsatte ind
i mørket.
Jeg snittede hurtigt resten af den tykke stilk over og lod blomsten falde.
Baldrin var allerede i kamp mod bæstet. Selvom han ikke kunne skade det,
kunne han godt undvige dets slag. Jeg følte i en gnist af håb, at vi godt
kunne vinde, hvis bare Baldrin fik væsken på sit spyd, men så fik ånden
overtaget. Den tog fat i hans arm og greb så hårdt, at han skreg i smerte.
Så trak den sin lange arm tilbage og gjorde klar til at kaste ham ud
over grottesøens hvirvlende vand. Det føltes, som om verdenen gik
langsommere, mens jeg så min bedste ven blive slynget ud mod dybet
under os.
42
43
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Jeg sprang af al min kraft efter ham, mens min ene hånd rakte ud efter
hans, og den anden holdt hårdt om flasken med blomstens saft. Min hånd
greb hans håndled, og pludselig lå jeg på maven ud over skrænten med
Baldrin i min ene hånd og flasken i den anden.
Jeg trak spyddet ud og sprang tilbage fra monstret med en idé. Jeg
klaskede min ene hånd på spydspidsen, så den gyldne væske klistrede til
min håndflade. Så løb jeg mod ånden igen, men i stedet for at dukke mig
og hugge med spyddet, greb jeg fat i dens svingende arm, som trak mig
højt op i luften. Jeg følte et sug i maven, da jeg et øjeblik hang stille over
monstret, og så greb jeg fat i mit spyd med begge hænder, klar til at spidde
den oppefra.
Vores øjne mødtes, og vi vidste begge, at jeg ikke kunne hive ham op uden
at tabe flasken. Et øjeblik var hans øjne hårde som flint, men pludselig
smilede han som så mange gange før, og jeg mærkede angst i min mave.
”Tak for jagten, min ven.”
Så lod han sin hånd glide ud af min, og jeg så til, mens han faldt mod de
voldsomme vande. Jeg så, hvordan de opslugte en ven, jeg havde været
sammen med hele mit liv. Med tårer i øjnene rettede jeg mig op og kiggede
bagud. Ånden stod og stirrede på mig med sin rovdyrsmund åbnet i et
bredt grin. Den ventede på mig.
Jeg trak mit spyd frem fra ryggen og hældte den gyldne væske over
spidsen, mens jeg iagttog bæstet, som selvsikkert ventede på sin kamp.
Jeg forsøgte at slappe af i kroppen for at samle al min styrke. For mit indre
blik så jeg ansigterne på alle de mennesker, ånden havde myrdet, og alle
dem, som ville blive slået ihjel, hvis jeg ikke stoppede den her. Jeg smed
læderflasken på jorden og greb hårdt om skaftet på spyddet. Så stirrede
jeg bæstet direkte i øjnene, klar til at dræbe.
Mine fødder tordnede over hulens stengulv og bar mig mod ånden, mens
mine lunger udstødte min stammes kampråb. Den langede ud efter mig
og ville have ramt, hvis jeg ikke havde rullet under dens slag, ind mellem
dens ben. Som en slange huggede jeg ud med spyddet. Jeg ramte dens
skyggeagtige ben, og mit stik dannede et lille glødende hul i det sorte.
Væsenet brølede rasende og slog ud mod mig, men jeg mødte dens store
arm med spydspidsen, og mit våben gik rent igennem den hvirvlende
masse.
Mit spyd skar gennem dens krop lige ved skulderen og fortsatte nedad.
Men i modsætning til den gyldne spids var kun min hånd dækket af
blomstens safter. Min krop fløj igennem monstret, og jeg mærkede dens
dødelige kulde langt ind i marven. Jeg landede tungt på klippegulvet, og
efter slaget, var min krop fuldstændig ubevægelig. Jeg mærkede ånden
gribe fat i mit ben og løfte mig op i luften.
Jeg vidste, at det var slut, da den trak mig op for at se mig i øjnene med
sit ishvide blik, der sugede livet ud af mennesker. Med et højt brøl slog
monstret mig mod jorden med en sådan kraft, at jeg mærkede mine knogler
briste. Mine øjne løb i vand fra smerten, men jeg havde ikke kræfter til at
skrige.
Ud af øjenkrogen sansede jeg et svagt lys, og jeg rakte instinktivt hånden
mod det. Jeg opdagede, at jeg var landet ved siden af solblomsten, som
stadig dryppede sine safter ud fra hullet i stilken. Med min hånd lavede
jeg en lille kop, som fangede blomstens dråber, mens de langsomt faldt
ned i min hånd. Over mig stod Ånden og stirrede på min havarerede krop
med et grin. Tilsyneladende var den ligeglad med, at mit spyd stadig sad
i kroppen på den, endnu glødende ved spidsen.
Jeg hungrede efter sejr, og mærkede en gnist af håb om, at jeg kunne
vinde denne kamp.
Den løftede sin ene store lab langt over hovedet, klar til at knuse mit
kranie. Med en sidste kraftanstrengelse klaskede jeg hånden til min mund
og lod blomstens sidste dråber skylle ned i halsen på mig. I samme øjeblik
følte jeg en ekstrem varme skylle gennem min krop. Den sivede ud i alle
lemmer og fjernede min smerte. Bølge efter bølge af energi skyllede over
mig, og som en kat hoppede jeg bagud væk fra åndens slag, netop som
lappen knasende traf det sted, hvor mit hoved havde ligget.
44
45
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Ånden begyndte at bakke væk fra mig, og jeg forstod hvorfor. Min hud var
begyndt at gløde. Min krop føltes som et bål, og varmen blev stærkere og
stærkere. Blomstens essens var ved at overtage min krop med ren varme.
Den eneste varme der kunne skade ånden. Jeg pustede prøvende ud i
luften. En lille flamme kom ud fra min mund. Uhyret veg endnu længere
tilbage med hovedet flakkende som et skræmt dyr.
Og jeg så, hvordan stammens nye høvding, min bedste ven, skar et navn i
totempælen – det var mit navn.
Ildens ånd.
Jeg ser, hvordan årstiderne skifter, hvordan tiden går sin gang, og hvordan
min historie blev en legende.
Jeg pustede igen, og igen, kraftigere og kraftigere med større og større
flammer. Varmen var ubærlig, og jeg frygtede, at min krop snart ville
brænde op. Det sved i mine lunger, og jeg skreg varmen ud og udløste et
inferno fra mit indre, der omfavnede bæstet. Jeg hørte den brøle i smerte,
mens min ild fortærede os begge.
Min krops lys falmede stille, og jeg følte, hvordan jeg forvitrede og blev
til aske. Det betød ikke så meget, for foran mig var ånden nu helt fortæret
af flammerne, og det eneste, der lå tilbage var et gyldent spydhoved. Roen
sænkede sig.
Hulens kolde vinterluft spredte min aske, men jeg forsvandt ikke. I stedet
svævede jeg op mod lyset og følte mig på en gang ét med bjergenes
urokkelighed, skovenes dybe ro, vandløbenes og søernes bevægelse og
vindenes legen under skyerne.
Mit blik fangede pludseligt en bevægelse, og jeg flakkede ned til hulens
sø, hvor en stor krop kæmpede for overlevelse. Baldrin kravlede gispende
og forfrossen op på klippen og lå der lidt tid og samlede kræfter. Da han
endelig kom op at stå, krøb han sig op på plateauet, og selvom jeg ikke
kunne høre ham, kunne jeg se hans fortvivlelse, da han samlede min
gyldne spydspids op.
Jeg så til, mens han rejste tilbage til stammen, og jeg så, hvordan han
forklarede, hvad der var sket med mig og resten af jægerne. Jeg så ham
fortælle Eri om min død, og jeg så dem trøste hinanden, og jeg var med,
da de senere blev gift. Jeg så, hvordan de sommeren efter satte en ny
totempæl op blandt stammens øvrige beskyttende ånder.
46
47
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Respekt?
Katrine Pinstrup Bjerregaard
48
49
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Clara!”
Han lod øjnene løbe hen over de nærmeste bogrygge.
Jeg rettede mig op, så Lis, overbibliotekaren, kunne se mig bag den lave
musikreol.
”Er det i orden, at jeg sætter de her bøger på plads først. Så kan jeg hjælpe
dig bagefter.”
”Jeg har en overraskelse til dig. En ny vogn af bøger, der bare venter på at
blive sat på plads. Gider du?”
”Ja selvfølgelig. Skal jeg ikke hjælpe dig?”
Da jeg tøvede sagde han: “Jeg hjalp til på biblioteket i min gamle by. Så jeg
kender arbejdet.”
”Ja, selvfølgelig.”
Jeg gik straks i gang med bogvognen fyldt med romaner og enkelte film,
der stod ved siden af Lis’ lille skikkelse. Da jeg var halvvejs gennem
alle bøgerne, var jeg nået til ungdomsbøgerne. Det var her mine bedste
venner var. Reolerne var inddelt i farver; de grønne: hestebøger, de gule:
Anne fra Grønnebakken-agtige bøger, de blå: Fantasybøgerne. Jeg var for
det meste alene, når jeg satte bøger på plads, men i dag sad der en dreng
henne ved vinduet og læste i en tyk bog.
”Okay. De her bøger skal hen i reol blå, under F.” sagde jeg og gav ham en
ordentlig stak bøger, som selv jeg ville vakle under. Jeg kunne ikke lade
være med at være en lille smule imponeret.
“Øhh, undskyld, men har du nogen bøger, du kan anbefale?” spurgte
drengen, idet jeg gik forbi ham. Jeg vendte mig for at svare og kunne
mærke, at jeg rødmede. Hvorfor skulle jeg også være så pokkers genert.
”Jeg hedder Tobias … Clara, ligesom i Doctor Who?”
“Ja, kender du Rick Riordan?”
“Det ved jeg ikke, jeg har aldrig set dem.”
Man kunne knapt høre min stemme, men det lød ikke til at genere ham,
for han svarede straks.
Da Tobias sendte mig et anklagende blik, kom jeg til at grine og skyndte
mig at sige ”Undskyld.”
”Ja, selvfølgelig, hvem gør ikke det?”
Der var stille i nogen tid. Det var rart. Da vi var færdige, fandt jeg
’Pragtfuldt, pragtfuldt’ til ham. Han smilede og sagde:
”Nå, men hvad hedder du så?” spurgte han uden at kigge op fra sin bogstak.
”Clara.”
Selvom jeg ikke kunne se ham, havde jeg på fornemmelsen, at han smilede
Jeg smilede stille.
“Det kan du have ret i. Hvad med ’Pragtfuldt, Pragtfuldt’? Jeg har ikke
selv læst den, men den skulle være god?” sagde jeg.
”Den har jeg ikke læst, hvor kan jeg finde den?”
50
”Nå men jeg må hellere se at komme hjem, ellers bliver min mor bare
bekymret. Men vi ses nok.”
I skolen var alt ved det gamle. Folk ignorerede mig, som de plejede. I
fjerde time skulle vi have svømning. Jeg holdt mig i det mindst befolkede
hjørne af omklædningsrummet.
51
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Så snart vi var kommet ind i svømmehallen, løb jeg ned til den dybe ende
og sprang med hovedet først i det kolde vand. Vandet omfavnede mig, og
jeg dykkede længere ned. Snart sad jeg på bunden og kiggede op mod
vandets overflade. Alting deroppe var sløret, og det føltes rart, men det
varede ikke længe, før drengene hoppede i og begyndte på deres åndssvage
slåskampe, mens de råbte og skreg.
Hun smilede bare og nikkede, men endnu en gang sprang der en ind foran
mig. Nu grinede alle pigerne, undtagen pigen, der havde prøvet at hjælpe
mig. Mine øjne begyndte at svie, men jeg rystede det af mig. Hvis de
så mig græde, havde de vundet. Jeg forestillede mig, at alle mine venner
fra bøgerne stod i en rundkreds om mig. De ville altid beskytte mig. Så
rettede jeg ryggen og gik ud på toilettet og vaskede mig ved håndvasken.
Til sidst tvang luftmanglen mig til at søge op til overfladen, hvor Henrik,
vores svømmelærer råbte folk til samling. Den eneste af pigerne ud
over mig, der ikke havde bikini på, var Rikke. Nadia og Mie klagede som
sædvanlig over, at deres makeup blev ødelagt af vandet. Jeg glædede mig
til at komme i gang. Den første bane var hård, men det var bare, indtil
mine muskler var varme. Herefter blev mine bevægelser til rutine, og
mine tanker kunne tage på langfart.
Da jeg kom ind på biblioteket var jeg stadig ked af det. Jeg havde fri fra
arbejdet på biblioteket, så jeg gemte mig bare i et hjørne. Her kom der
aldrig nogen, og jeg havde fred til at læse og være mig selv.
Alt for tidligt var timen forbi, og vi skulle ud og vaskes. Der var syv brusere
til tyve piger. Selvom det i princippet kun skulle tage et kvarter, hvis alle
brugte fem minutter, kunne det tage op til en halv time. Jeg spejdede
efter en ledig bruser og så, at der var en ledig mellem Nadia og Mie.
Jeg skyndte mig at smide mit håndklæde og badedragt, men lige inden
jeg kom ind under den, sprang Mie ind foran mig og snuppede bruseren,
selvom hun allerede havde en. Nadias Barbie-stemme skar gennem lyden
fra bruserne, da hun sagde:
”Hvorfor tager du ikke Mies bruser i stedet, Clara?”
Jeg svarede ikke, men prøvede at gå ind under Mies bruser. Men endnu
en gang sprang Mie ind foran. Nu lo de. De syntes åbenbart, at det var
sjovt. En pige længere nede af bruserrækken, som jeg ikke kendte navnet
på sagde:
Tobias fandt mig i hjørnet. Han sagde ikke noget, men vendte rundt på
hælen og gik sin vej, da han så mig. Jeg havde smågrædt, men det var
først nu, at jeg rigtig begyndte at græde for alvor. Var jeg virkelig så
forfærdelig? Selvom jeg kun havde snakket med ham en gang, blev jeg
virkelig ked af det. Jeg trak knæene op og gemte mit hoved i mine hænder.
En lille lyd ved siden af mig, fik mig til at se op. Det var Tobias. Han stod
foran mig med to kopper varm kakao fra automaten. Han smilede til mig.
”Hvad er der sket?”
Jeg tørrede mine tårer væk. Hvad var der lige galt med mig? Jeg havde
kun snakket med ham en gang, og nu sad jeg her og tudede foran ham.
”Ikke noget. Lad mig være!” sagde jeg. Jeg prøvede at skule til ham. Men
jeg tror ikke, det virkede, for han kom til at grine af mit forsøg.
”Det vil da være sørgeligt, jeg har lige brugt tyve kroner på kakao.”
Jeg fik dårlig samvittighed over, at han havde brugt penge på mig. Han
satte sig ved siden af og rakte mig kakaoen.
”Clara, du må gerne få min bruser.”
”Okay, hvad er der så ikke sket?” spurgte han.
Hun smilede til mig, mens hun sendte onde øjne til Nadia og Mie.
Og så fortalte jeg ham det hele. Alt fra, at de andre generelt ignorerede
mig og hviskede i krogene til bruseepisoden.
Jeg mimede ”tak.”
52
53
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Og han nikkede, som om han virkelig interesserede sig for det. Som om
jeg ikke bare var en tosset pige, han lige havde mødt, men hans bedste
ven. Da jeg var færdig, var jeg også holdt op med at græde. Vreden mod
pigerne, sivede ud af mig, mens jeg talte. Nu var jeg egentlig ligeglad.
Han låste os ind i lejligheden, så han var nok alene hjemme. Den var ret
mørk selvom, det var sidst på dagen.
”Øhh, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige.” sagde han.
Der gik flere minutter, hvor jeg ikke hørte en lyd. Det kunne da ikke skade
at kigge ind i det rum, han var forsvundet ind i, vel? Nej, selvfølgelig ikke.
Jeg listede hen til døren og åbnede den på klem. Inde i rummet, der viste
sig at være stuen, var gardinerne trukket for. En stank af røg og bræk
hang i luften. Stanken var så kraftigt, at jeg var nødt til at holde hånden
op for munden. På sofaen lå en spinkel kvinde.
”Du behøver heller ikke sige noget. Det hjalp at få det sagt. Ud af systemet,
du ved.”
Han grinede.
”Det var da rart at kunne hjælpe uden at løfte en finger.”
Lis rundede hjørnet længere henne.
”Fem minutter, så skal I være ude,” sagde hun, “Klokken er allerede fem
minutter over fire, så få lidt fart på de små ben. Afsted!”
Vi grinede og løb mod udgangen.
”Hvor bor du egentligt?”
”Bliv lige her. Jeg kommer snart tilbage,” sagde han, og så var han væk.
Hendes hår var uglet, og rundt om hende stod adskillige flasker, der alle så
ud til at havde indeholdt spiritus. Jeg var forfærdet, for det gik op for mig,
at det måtte være Tobias’ mor. Tv’et viste en krimi. Så hørte jeg fodtrin et
sted i lejligheden, og pludselig blev jeg bevidst om, at Tobias havde bedt
mig vente i gangen, så jeg bakkede væk fra stuen uden helt at kunne tage
øjnene fra døren. Jeg bakkede, indtil jeg stødte ind i noget og snurrede
rundt. Der stod Tobias, med øjne der skød lyn. Han tog fat i mit håndled
og trak mig med ud i opgangen.
”Du siger ikke et ord om det, du så!” hviskede han med sammenbidte
tænder.
Vi trak vores cykler hen mod den nærmeste Fakta. Han skulle købe mælk
eller sådan noget, og det var ikke den store omvej for mig.
”På Teglgårdsstræde. Hvad med dig?” spurgte han.
”Det lover jeg,” sagde jeg. Min stemme rystede. Hvis jeg skulle være
ærlig, var jeg en lille smule bange for ham i det øjeblik. Han lignede slet
ikke sig selv.
”På Larsbjørnsstræde. Hvis du står på Teglgårdsstræde, skal du bare
fortsætte til gaden skifter navn.” Jeg sendte ham et smil, som han staks
gengældte. Så gik vi lidt i tavshed. I Fakta fandt han hurtigt det, han
skulle bruge, og vi sagde heller ikke meget, mens vi gik videre, men vi
diskuterede dog, hvilken gade der havde den bedste bager. Sjovt nok holdt
han med Larsbjørnsstræde og jeg med Teglgårdsstræde. Da vi standsede
foran hans opgang sagde han: ”Hey, du skal låne Doctor Who af mig,” og
så fulgte jeg med ham ind.”
”Ikke engang til din mor, din hund, eller hvem fanden du fortæller dine
hemmeligheder til. Forstået!”
54
55
”Jeg lover, jeg ikke siger det til en levende sjæl.”
Det beroligede ham tilsyneladende. Skulderne sænkede sig langsomt
og åndedrættet blev mere normalt. ”Tak,” sagde han og lukkede døren
mellem os. Jeg stod længe og stirrede på den.
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
På vejen hjem vendte og drejede jeg det hele i mit hoved. Mine egne
problemer virkede mindre og mindre betydningsfulde. Der måtte være en
løsning gemt et eller andet sted. Den oplagte mulighed var at fortælle det
til min mor, der var socialrådgiver, men jeg havde givet Tobias mit ord, og
det havde jeg ikke tænkt mig at bryde. Nu havde jeg endelig fået en ven,
og ham ville jeg ikke miste.
Et kort øjeblik overvejede jeg at smutte op og ringe på, men klokken var
alt for mange.
Da jeg kom til opgangen i Larsbjørnsstræde, havde jeg stadig ikke fundet
på noget. Da jeg åbnede døren til lejligheden, stod min mor lige indenfor.
”Unge dame, er du klar over, hvad klokken er?”
Min mor brugte kun udtrykket ”unge dame” når det var rigtig slemt. Så
jeg var nød til at vælge mine næste ord med omhu.
ӯhh, jeg var sammen med en ven. Undskyld, jeg glemte helt at skrive til
dig.”sagde jeg.
”Uhh, hvor spændende. Fortæl mig alt.”
Sådan var min mor. Hun kunne være ved at eksplodere af vrede det ene
øjeblik og det næste af lykke. Det kunne nogle gange være irriterende,
men som hun plejer at sige, når min far er irriteret over det, er det også
en del af hendes charme. Jeg fortalte hende lidt om Tobias, men intet om
hans mor. Så sagde jeg til hende, at jeg hellere måtte få lavet mine lektier.
Sikkert inde på værelset, gik jeg i tænkeboks igen.
Jeg åbnede min computer og læste alle mulige brevkasser igennem, med
overskrifter som ”Min venindes mor/far drikker. Hvad skal jeg gøre?”
Efter en halv times tid hørte jeg min far komme hjem, og pludselig
begyndte det puslespil, der var i mit hoved, at samle sig og blive til en
plan. En plan, hvor sandsynligheden for, at den lykkedes, var lige så stor,
som sandsynligheden for, at den mislykkedes.
Da jeg kom ind i klasseværelset, grinede de alle sammen. Det varede lidt,
før jeg fandt ud af hvorfor. Tavlen var dækket af ord. I midten stod der
med store bogstaver CLARA. Rundt om stod der små kommentarer om
mig.
Der var en, der havde skrevet: ”Hun lugter” en anden: ”Hun er en
kælling,” og en tredje havde skrevet: ”Hun har patter, som en 16-årig”
kommentarerne var alle sammen ondskabsfulde, og sammen dannede de
en stor, ond brainstorm. Jeg tog tavlesvampen og viskede det hele ud.
Så tog jeg kridtet og skrev ”CLARA STYRER”. Jeg smilede tilfreds og
marcherede ned på min plads.
Jeg var rystende nervøs. Jeg knugede bogen ind til mig. Mine håndflader
var fugtige og efterlod fugtige mærker på bogen. Det havde ikke taget
mig lang tid at finde ud af, hvilken bog jeg skulle give ham, for det var
kun en måned siden, jeg havde læst Ondskaben af Jan Guillou. Mellem
Ondskabens sider havde jeg lagt en brochure om alkoholmisbrug i familien.
Nu ventede jeg bare på, at han dukkede op. Jeg sad der, hvor jeg havde set
ham første gang. Men han dukkede ikke op. Han kom heller ikke op dagen
efter eller dagen efter den dag. Da der var gået en uge, begyndte jeg at
frygte, at jeg slet ikke ville se ham igen. Men da det så værst ud, dukkede
han op. Det venlige blik var der stadig, men smilet var væk.
”Hej,” sagde jeg. Jeg følte, at jeg smilede så meget, at jeg var lige ved at
flække midt over.
”Hej, du glemte denne den anden dag.” Han rakte mig en DVD-boks med
Doctor Who.
Morgenen efter cyklede jeg en omvej omkring Teglgårdsstræde for at
komme i skole, men jeg så ikke skyggen af Tobias.
”Tak, jeg har også fundet en bog, jeg tror, du vil kunne li’,” sagde jeg og
gav ham bogen med rystende fingere. Han tog imod den og nikkede.
56
57
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Vi ses.”
Jeg smed min cykel fra mig og omfavnede ham, og nu græd han rigtigt.
Jeg vinkede og gik mod udgangen. Jeg havde ikke lyst til at være der, når
han åbnede bogen. Da jeg så mig over skulderen, så jeg, at han stod med
brochuren i hånden. Jeg fortsatte med at gå og hørte nu løbende trin bag
mig. En hånd tog fat i min skulder og tvang mig til at vende mig om. Det
var selvfølgelig Tobias.
”Hun er glad for sit arbejde, og hun har mig. Hvad er det, der gør hende
så ulykkelig, at hun er nødt til at drikke så meget? Hvis kommunen finder
ud af det, tager de hende fra mig,” sagde han. Hans stemme var grødet.
”Clara, der var engang en der sagde til mig, at man skulle leve efter disse
ord. Stay strong. Make them wonder how you’re still smiling. Det synes
jeg bare lige, du skulle vide,” sagde han.
Jeg smilede til ham, og denne gang smilede han rigtigt tilbage. Han var
ikke blevet sur over brochuren. Han vidste, at jeg kun gjorde det for at
hjælpe.
”Uanset hvad der gør hende så ulykkelig, har det jo ikke noget med dig at
gøre …”
Han nikkede, men så stadig så forfærdelig trist ud.
“Min mor arbejder som socialrådgiver,” sagde jeg. ”Hun kan helt sikkert
lave en eller anden løsning, så du ikke bliver anbragt på et hjem. Vi skal
nok finde på noget.”
Han tørrede sine øjne og sagde: ”Hvis du siger til nogen, jeg har grædt,
slår jeg dig ned med den tykkeste bog, jeg kan finde på biblioteket.”
”Skal vi følges hjem?” spurgte jeg
”Det kan vi godt.”
”Amager halshug,” grinede jeg. Vi foresatte hen af vejen i tavshed. Vi var
begge fordybet i vores tanker.
”De piger, du fortalte om, er de stadig lige så slemme?”
Jeg havde håbet, at han havde glemt det, men det havde han så ikke.
”I sidste uge, skrev de en masse grimt om mig på tavlen. Jeg viskede det
ud og skrev ’Clara styrer’ i stedet,” sagde jeg. Han grinede, og det fik mig
til selv at grine med.
”Godt gået. Der viste du dem, at du ikke er en, man bare kan trække rundt
i manegen,” sagde han. Alting var så normalt mellem os, og jeg havde ikke
lyst til at ødelægge stemningen, men det var jeg nødt til.
”Min fætter holder en fest på lørdag. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at
komme, men hvis du tog med…” sagde han.
Jeg sendte ham et kæmpesmil: ”Selvfølgelig vil jeg med.”
”Festen starter kl.19. Jeg kan hente dig halv syv, hvis det altså er i orden?”
sagde han.
Selvfølgelig var det det.
”Tobias, jeg har ikke sagt det om din mor til nogen, men hun behøver
hjælp. Det tror jeg godt, du ved.” Mine skuldre sad helt oppe ved ørene i
nervøsitet over, hvordan han ville reagere. Af alle de scenarier jeg havde
forestillet mig, havde jeg ikke regnet med dette. Han fik tårer i øjnene.
Lørdag aften kom alt for hurtigt. Jeg glædede mig til at se Tobias, men
det var det med festen. Dans, musik og folk, der larmede, var alt sammen
noget, der skræmte mig. Jeg sad og spiste aftensmad med min familie. Min
far havde lavet dårlig lasagne med brændt ost og hårde plader. Min mor
sad dybt begravet i en masse papirer.
58
59
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Siden jeg havde fortalt hende om Tobias’ mor, havde hun arbejdet nonstop for at finde den bedste løsning. Tobias kom til tiden. Da dørklokken
lød, sprang jeg op og tog min jakke, og så var jeg ude af døren. Han var
lige ved at slå mig i hovedet, for da jeg åbnede døren, havde han løftet
hånden for at banke på. Vi smålo af vores uheld.
”Hvad er det, der giver jer ret til at behandle andre personer sådan? Clara
er meget bedre end jer, og det skulle være hende, der behandlede jer sådan,
men det gør hun ikke, for hun er et ordentligt menneske!” Pigerne stod
bare og stirrede på ham.
”Hvorfor gider du snakke med hende, sådan en flot fyr som dig?”
”Vil du ikke lige holde min taske, mens jeg låser?” spurgte jeg. Han tog
imod tasken, men var lige ved at tabe den.
”Hvad har du i den? Mursten?”
”Bare lidt bøger … til hvis jeg kommer til at kede mig.”
Han grinede af mig.
Festen var ikke nær så slem, som jeg havde frygtet. Musikken var til at
holde ud, og personerne, der var med til festen, var stille og rolige. Tobias’
fætter var utrolig venlig og nem at være sammen med, ligesom Tobias.
Da vi kom, var der ikke kommet mange, men der kom flere og flere, og
vi havde det rigtig sjovt. I hvert fald indtil klokken 19:15, hvor Nadia og
Mie kom vraltende i deres stiletter og alt for korte og stramme kjoler.
Panikken bølgede igennem mig, og deres øjne kørte gennem rummet som
en radar. Jeg gemte mig bag Tobias, men for sent. De havde opdaget mig.
”Hvad er der?” spurgte han mig. Jeg nikkede hen imod pigerne.
”Er det dem, der har gjort alle de forfærdelige ting mod dig?”
Jeg nikkede igen, og hans ansigt ændrede sig til det vrede ansigt, jeg
havde set den dag, jeg havde fundet ud af det med hans mor. Jeg tog fat i
hans arm og sagde:
Mie lagde hånden på Tobias’ arm, men han rystede den af sig. Det
krævede alt mit mod og en kæmpe kraftanstrengelse at få sagt: ”Nadia og
Mie. Vi tre bliver aldrig bedste venner, men jeg forlanger, at I behandler
mig ordentligt. I mange år har I gjort skolen til et helvede for mig, men
det skal I ikke havde lov til mere.”
Jeg smilede til dem, mens jeg sagde det. ”Kom, vi gider ikke være her
mere,” sagde Tobias og lagde armen om mig og førte mig ud af døren. Da
vi kom ud, dansede jeg rundt om ham.
”Så du, hvad jeg lige gjorde?” Da han nikkede, fortsatte jeg min
sejrsdans.
”Make them wonder how you’re still smiling.”
Han smilede: ”Jeg er glad for, at du kunne bruge det til noget.”
Hvad er klokken? Den kan ikke være særlig mange?” spurgte jeg. Han
viste mig sit ur, der viste 19:28. ”Hvis jeg kommer hjem nu, bliver mine
forældre bare bekymrede. Hvad skal vi lave?”
”Vi kan vel bare sidde og snakke,” sagde han og pegede på en bænk lidt
længere henne. Jeg nikkede. Følelsen af at have fået en helt særlig ven
varmede mig om hjertet, og da vi sad på bænken, spurgte han: ”Hvad var
det for nogle bøger, du havde med?”
”Du skal ikke gøre noget.”
Jeg åbnede tasken og tog en af dem op. ”Vil du læse op?”
Men han hørte ikke efter og vred sig fri og satte kursen mod pigerne. Jeg blev
stående et kort sekund og fulgte så efter ham. Lige i tide til at høre ham sige:
60
”Der var så dejligt ude på landet, kornet stod gult….”
61
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Pendragon
Kristian Bjørndahl Lund
62
63
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Ild. Ild var alt, han kunne se. Han kunne høre intet, intet udover den høje
pibende lyd, som hærgede hans trommehinder, mens han prøvede at rejse
sig op igen. Men ilden var overalt. Som en flodbølge af død, der skyllede
ind over husene i den lille landsby og brændte alt op på sin vej.
Hvis dragen havde ønsket ham død, ville han være aske nu. Men han var
ikke død, og dragen stirrede bare på ham med sine enorme, glødende øjne.
Han var kun en myre i forhold til dette monster, og det vidste dragen
udmærket selv.
Han rejste sig. Landsbyens beboere løb og løb, så hurtigt deres ben kunne
bære dem. Mange af dem med børn på deres arme, men uanset hvor
hurtigt de løb, var ilden hurtigere, og de gik en grusom død i møde, mens
flammerne brændte deres kød og organer.
”Hvor er min søn?” buldrede dragen, og selve jorden syntes at skælve
under dragens fire ord. Han stirrede på den. I al sin træning havde han
lært, at drager var primitive og dumme, men desværre også alt for stærke.
Den kunne tale?
Han hørte nogen skrige.
”Den kommer tilbage! Den kommer tilbage!”
Og lige pludselig blev himlen sort, da bæstet som var ansvarlig for al
denne død og ødelæggelse kom flyvende over landsbyen endnu engang
med flammer ud af dens store gab som en rødgul stråle af massemord.
Han kunne sagtens genkende bæstet fra alle de myter, der blev fortalt om
det. Det var kendt over hele landet som et tankeløst, destruktivt væsen,
der evigt søgte mad og ødelæggelse. En drage.
Dens brøl var øredøvende, og han var nødt til at dække sine ører for at
undgå at ødelægge sin hørelse. Han havde hørt, det var sket for flere af de
veteraner, der kæmpede mod drager.
Han så sig omkring da det hele blev stille igen. Hans hørelse vendte
langsomt tilbage, og nu var der næsten stille. Der var ingen skrig for
hjælp, ingen ordrer fra kommandøren, kun ham med sin udrustning og
sværd, alene i den ødelagte landsby.
”Hvor er han?” buldrede dragen igen. Han svarede ikke. Han ben rystede
af skræk. Han havde set sig selv som en stor og stærk dragedræber efter
træningen, men nu stod han her foran det, han var trænet til at dræbe,
skælvende af skræk.
”Du vil ikke svare? Så må du dø!” buldrede dragen, og han kunne se ilden
vælde op i dens mave. Det sidste han så var et orange inferno, da ilden
omfavnede ham, og sekundet efter var han kun aske.
Dragen brølede højt, og steg på vingerne igen. Alt derefter var ren ødelæggelse.
”Pendra? Pendra, vågn op!”
Drengen forsøgte at åbne sine øjne, men han var stadig søvnig, og solens
skarpe lys, der kom igennem staldens vindue, røg lige ind i hans øjne, og
af refleks prøvede de at lukke igen.
”Hvad nu, mor?” spurgte drengen, da han rejste sig op. ”
Kan jeg ikke bare sove videre?”
Jorden skælvede under hans fødder, og han faldt til jorden. Da han rejste
sig op igen, stod han ansigt til ansigt med en anden. Bogstaveligt talt.
Dragens ansigt. Den var landet, og han var så tæt på, at han fik et godt
kig på den. Den var kolossal. Dens skæl havde rig rød farve, og han kunne
se den magiske ild, der lå inde i dragens mave og glødede.
64
Drengen gabte højt.
”Nej! De skal have gæster i dag, og vi skal servere maden om en time! Se
at komme op!”
65
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Drengen mumlede, mens han rejste sig og børstede halm af sine klæder.
Tøjet posede og var alt for stort til ham, men det var alt han havde, og det
måtte han leve med. Han var høj for sin alder, allerede på højde med sin
mor, selvom han kun var 12 år gammel, men han var mager, for der var
ikke meget mad tilovers, når ’Familien’ havde spist.
Men Pendra vidste udmærket, hvad der ville ske, hvis han spiste i utide:
Piskeslag i lange baner for hans ulydighed ville regne over hans ryg, og
bare tanken om det fik sårene på hans ryg til at svie igen, og fjernede
enhver lyst til at stjæle.
Hans kulsorte hår kløede helt vildt efter endnu en nat i halmen, og han
kradsede febrilsk for at prøve at få det til at stoppe.
Da han trådte ind, kunne han se gæsterne i selskabet. Han kunne se
overhovedet af Familien, som han arbejdede for, sidde for bordenden, og
på hans venstre og højre hånd sad to personer, Pendra også genkendte.
”Kom nu Pendra, vi skal i køkkenet nu!” Hans mor skyndte på ham, for at
de ikke skulle få skæld ud. Det forstod Pendra udmærket, for den Familie
de tjente var ikke godhjertede imod dem. Pendras mor gik først, og Pendra
fulgte lige efter ind i køkkenet. Familiens kok var allerede i gang med
maden og snart færdig, og det var snart tid til at maden skulle bringes
ind på bordet.
Den ene var overhovedets kone, en rigtig led kvinde i Pendras øjne. Hun
havde ved flere lejligheder beordret ham til at lægge sig ned, så hun kunne
bruge hans ryg som fodskammel, mens hun sad inde i stuen og sladrede
med hvem end, hun nu sladrede med. Hun bar altid en fuldstændig latterlig
mængde af smykker. Tre par øreringe og med guld og juveler broderet
ind i hendes tøj over det hele.
Pendra hørte stemmer inde fra spisesalen, og stole der blev rykket.
Folk var begyndt at sætte sig til bords og tale sammen. Da han var
helt lille, var Pendra ret interesseret i hvad Familien snakkede om, men
efterhånden havde han fundet ud af, at det altid handlede om de samme
ting. Overhovederne snakkede altid om alliancer og giftermål. Kvinderne
snakkede om sladder og rygter, mens de børn, der blev hevet med, plejede
at blære med, at de var stærkere end de andre, ikke meget anderledes end
de voksne mænd, der også var til stede. De talte om turneringer, store slag
eller krige og den ene eller anden heltegerning, de havde begået.
Hun troede sikkert selv, det gjorde hende smuk, men i Pendras øjne så hun
bare latterlig ud.
Pendra blev hevet ud af sine tanker, da kokken råbte af ham. Maden var
færdig, og nu skulle han og hans mor bære den ind til selskabet.
Pendra fik rakt et stort sølvfad, og han gik næsten ned i knæ under fadets
vægt og alt den dampende mad, der lå oven på det, men han stemte i med
sine stærke ben og kom tilbage i balance.
Den anden person, Pendra genkendte var overhovedets søn, som åbenbart
var tilbage fra sine ’heltemodige kampe’ for at spise middag. Ingen anden,
ja knap nok han selv, kunne nævne, hvem hans modstander var i disse
’kampe’, men han var jo selv så vigtig, og kampen måtte jo have været
voldsom, så måske kunne han bare ikke huske det?
Han syntes selv, han var en fandens karl, og Pendras krop havde ar efter
deres første møde. Dengang var sønnen lige ankommet til huset, tilbage
fra krigen og et hurtigt visit til en kro, og han var godt og grundigt fuld.
Han råbte højt om at ’han savnede selskab derhenne’, og Pendras øjne blev
smalle, da han huskede hvad han gjorde.
Bare synet af maden gjorde Pendra sulten; det duftede simpelthen
himmelsk, og hvis han ikke vidste bedre, ville han have stoppet det i sig
og løbet sin vej.
Han greb Pendra’s mor og flåede tøjet af hende … Pendra kunne stadig
huske den vrede, der brød løs i ham, da han sprang ned fra trappen og
brølende taklede sønnen til jorden og tæskede løs på ham. Hans mor
prøvede at trække ham væk, men Pendra var så opsat på at sønnen skulle
bøde for, hvad han gjorde, at han ikke var til at rokke.
66
67
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Et øjeblik efter kom to vagter klædt i panser og flåede Pendra af sønnen
og holdt ham fast. Han ruskede for at komme fri, men de to vagter var for
stærke til sammen. Så tog sønnen en kniv, og skar langsomt en dyb flænge
i hans kind.
Det var sønnen, der havde rejst sig, og Pendra følte vreden boble i sine
vener. Hans blod føltes kogende.
Pendras ar begyndte at svie voldsomt, og han kunne næsten atter føle
den kolde kniv skære i sin kind, da han nu gik hen til midten af bordet og
placerede fadet, før han vendte om og gik mod køkkenet.
”Dræb mig, men spar min søn, jeg beder dem!”
Hans mor passere på den anden side af bordet med sit fad. Hun svedte,
kunne Pendra se, og han kunne også straks se hvorfor. Hun skulle gå forbi
overhovedets søn for at stille fadet, og sønnen havde et glimt i øjet som
Pendra ikke kunne lide.
Sønnen kiggede Pendra lige i øjnene, og Pendra kiggede tilbage. Sønnen
smilede, og så begyndte det hele at gå sært langsomt. Først hørte Pendra
den lave lyd af en støvle, der gled langs et tæppe, og en fod, der ramte en
støvle.
Pendras mor snublede, fadet fløj ud af hænderne på hende, og kødet derpå
røg ud over både overhovedet, hans kone, og hans søn.
”Nej, jeg beder dem!” hulkede Pendras mor.
Pendras mor sank hulkende om på gulvet, og overhovedet lod hende falde.
Pendra skulle lige til at løbe over til hende, men et hårdt dunk i baghovedet
fra en af de andre gæster sendte ham i gulvet, bevidstløs.
Pendra kom langsomt til bevidsthed. Hans hoved var forvirret, og han
havde en dundrende hovedpine. Han lå på noget koldt og flad: Gulvet i
Familiens fangekælder. Han stirrede op i taget af sten over sig og prøvede
at tale, men ingen ord kom ud af munden på ham. Han var så træt, han
knapt kunne bevæge sig. Men han kunne høre.
”Hvad vil du med mig?”
Hørte Pendra en stemme sige. Det var hans mors stemme.
”Hvad jeg vil med dig? Ja, jeg vil bare forklare dig noget,” svarede en
anden stemme. Det var sønnen. Pendra fik straks bange anelser. Hvad hvis
sønnen ville skænde hans mor igen? Nu ville han ikke kunne gøre noget.
”Hvad er det her for noget?!”
Overhovedet brølede og rejste sig fra sin stol, og greb Pendras mor i
kraven, og løftede hende op til sit ansigt.
”Jeg troede, I var blevet lært op i, hvordan I skal opføre jer! Er dette
din taknemmelighed for at jeg giver jer et tag at sove under og mad for
dagen?!”
”Ser du, den grusomme handling, du begik, den skal betales tilbage. Men
I er jo slaver, og slaver har intet at betale med. Og derfor har bødlen
skærpet sin økse.”
Sønnen grinte højlydt efter de sidste ord.
Pendra stivnede. Han kunne ikke rokke sig ud af stedet, selvom han
prøvede.
”Men vi er nådige og giver dig et valg, kvinde. Enten er det din søn eller
dig, der bliver et hoved kortere. Hvem skal det blive?”
”Far, det her er forargeligt! Jeg kræver hendes og hendes søns hoved som
bod!”
Sønnen lo igen, og Pendra kunne høre, han slog sig selv på benet over sin
egen morsomhed.
68
69
Fortællinger fra Skovkanten 5
Pendra skar tænder i vrede og prøvede at kravle hen til døren, men hans
krop nægtede at bevæge sig.
”J-jeg…” Pendras mor stammede. ”Lad m-min søn l-leve.”
Pendra lå længe og følte vreden boble i sig, og langsomt begyndte hans
lemmer at kunne bevæge sig igen. Han hørte nogen hamre på metaltremmer,
og straks efter hørte han trampen fra soldater klædt i panser og døren til
hans celle blev åbnet. Pendra havde kun lige fået kræfterne tilbage, da de
hentede ham og slæbte ham ud af fangekælderen. Hans syn blev sløret
af det skarpe lys, men han kunne høre stemmer omkring ham. Mange af
dem, nok næsten tusind.
Hans arme og ben blev bundet, og han blev smidt på knæene ned på jorden.
Han kiggede op og så sin mor stå på en lille brun træskammel få meter derfra.
”MOR!” råbte han instinktivt og prøvede at ruske sig fri fra rebene, der
bandt ham, men det virkede ikke.
”Pendra …” stønnede hans mor, da en mand klædt i en sort kutte med en
stor økse trådte frem og hun blev tvunget ned på skafottet.
”Pendra, jeg elsker dig. For evig og alti-” Hans mor blev afbrudt i midten
af sætningen, da øksen faldt. Blodet fra hendes hals ramte Pendra i
ansigtet. Han gav sig til at ruske endnu vildere i sine reb, men uden nytte.
Han var rasende, og han var opsat på at rive overhovedets søns hals over.
Vreden var stor. Meget stor. Hans hud føltes stram og for lille. Han følte
sig som en fremmed i sin egen krop.
Lige pludselig mærkede han et jag i sig, og han blev slæbt hen til blokken.
Pendra var forvirret, vred og bange. Hvorfor blev han slæbt herhen,
medmindre at sønnen … løj?
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”STOP!” råbte en stemme. Pendra genkendte overhovedets røst.
”Hvad er det dog, du tænker, min dreng? Slaver er dyre. Du kan ikke bare
slå dem alle sammen ihjel,” brølede han. Sønnen svarede ikke.
”Slæb ham ind i stalden, giv ham nogle tæsk, og tag de reb af ham. Vi skal
bruge ham til rengøring.”
Og med de ord, fik Pendra endnu en gang et hårdt dunk i hovedet, og så
blev alt sort.
Da han vågnede, var han utroligt skidt tilpas, og han kunne knap nok holde
sig oprejst. Han var tilbage i stalden. Han ledte, men Pendra kunne ikke
se hans mor nogen steder. Han gav sig til at lede, men så kom minderne
tilbage til ham. Hans mor var død. Hun var væk, hendes hoved hugget af,
fordi overhovedets søn kedede sig og spændte ben for hans mor.
Pendra mærkede, hvor ene, han var i stalden. Det var mørkt. Han kunne se
månens svage lys skinne udenfor, og han stirrende op mod den og op mod
den frie, tomme himmel. Han fik lyst til at gro vinger og bare flyve sin vej.
Væk fra Familien, væk fra overhovedets søn, væk fra alting, og bare være
alene oppe i himlen.
De frie tanker fyldte Pendras tanker, og hurtigt følte han sig træt og
udmattet igen. Han faldt tilbage i halmen og søvnens bløde favn, men selv
i søvnen, fik Pendra ingen hvile. Han så sin mors hoved trille langsomt
ned af træklodsen og ned på jorden. Han følte blodet sprøjte på sit ansigt,
så det blandede sig med hans tårer.
Pendra fik ingen hvile den nat.
Han hørte, da bødlen løftede øksen for at lade den falde mod hans hals. Han
prøvede at ruske sig fri, men han kunne ikke, uanset hvor meget han vred sig.
Dagene gik langsomt for Pendra. Hans øjne, der før havde en skinnende
gylden farve, var nu helt tomme. Han fortsatte sine slavepligter i stilhed.
Han bar mad ind, han gjorde rent, og han gjorde alle de ting, som der blev
forventet. Han spillede fodskammel. Han gjorde, hvad han fik besked på.
70
71
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
En sen sommerdag, da Pendra var i gang med at luge ud i stalden, blev der
banket på døren. Ind trådte overhovedets søn med en lille pige foran sig.
Hun var bleg, blond og blåøjet, og Pendra gættede på, at hun var omkring
ti år gammel. Sønnen var næsten dobbelt så stor som hende, og han havde
et smørret grin på læberne.
”- og så at Allory stak af i går med en tjenestepige, væk fra ægteskabet
med den kære Alleya. Tragisk,” sagde den hovne stemme fra en af
overhovedets sladder-piger i stuen. Pendra havde lært sig selv at lytte
efter, når husets kvinde havde brug for ham som tjener eller fodskammel,
da det var den eneste måde for ham at få nys på, hvad der skete udenfor
huset i byen.
Sønnen skubbede pigen ind i stalden så voldsomt, at hun faldt forover ned
i halmen med et stille ’whump’.
”Ja, det er da tragisk,” sagde konen og borede sin hæl lidt længere ned i
Pendras ryg.
”Mød din nye kollega, Pendra.” Sønnens smil bredte sig.
”Sørg nu for, at hun lærer, hvordan hun skal opføre sig.”
Og med de ord skred sønnen igen. Tilbage i rummet var kun Pendra og
den lille pige, som lige havde hevet sit ansigt op fra halmen. Her, på lidt
kortere afstand, kunne Pendra se tårelinjer over hendes kinder.
”Så, så,” begyndte Pendra, ”Hvad hedder du?”
”J-Jeg hedder Anima.”
”Jeg er Pendra.”
Han forsøgte at smile og rakte Anima sin hånd. Hun tog den og kom på
benene igen.
”M-mit fulde navn er Anima Arclight,” sagde Anima nervøst, da hun var
kommet ordentligt op og stå. Pendra havde hørt om Arclight-familien før.
De og familien, som Pendra var slave hos, havde været oppe og toppes
flere gange.
”Og jeg hører, at den kære lille Anima fra Arclight-familien er blevet slave
her hos jer, hvordan gik det til?”
Pendra spidsede ørerne.
”I må love at i holder dette hemmeligt. Ellers kan I hurtigt blive et hoved
kortere,” svarede Familiens kone. Sladder-konerne nikkede hurtigt. Dette
ville de rigtig gerne høre.
”De kære Arclights fandt jo nogle interessante dokumenter i arkiverne,
som beviste, at de havde retten til tronen her i byen, og det kunne vi jo
ikke have. Så min kære søn tog derover, slog dem ihjel, og han kom hjem
med den lille Anima som slave. Vi var jo desværre også nødt til at afskaffe
en af vore tidligere slaver for nogle uger siden, så min søn slog to fluer
med et smæk,” sagde konen, og Pendra kunne høre tilfredsheden i hendes
stemme.
”Nå, men jeg må vil hellere begynde at lære dig, hvad du skal, så du ikke
får alt for mange tæsk. Er du klar?”
Han væmmedes ved hende, så han knapt kunne holde ud at være i sin egen
krop. Han ville væk. Han og Anima skulle væk herfra. Pendra kendte en
vej ud, som han havde fundet, mens hans mor stadig var i live. Han kunne
i teorien flygte, men familien var konstant på vagt. Han havde brug for et
eller andet som kunne holde dem optaget imens.
Anima nikkede. Pendras smil forsvandt. Sådan en uskyldig pige … tvunget
til det her? Det var ikke fair, men han ville passe på hende. Der skulle ikke
ske hende noget.
”Jeg stoler på, at i alle kommer til middagen i aften, ikke?” Da Pendra
hørte det, kunne han ikke lade være med at smile. Han havde lige fået den
perfekte mulighed for at ham og Anima kunne flygte.
72
73
Fortællinger fra Skovkanten 5
”Gør, som jeg fortalte dig, Anima,” hviskede Pendra lige udenfor døren til
spisesalen. Både han og Anima havde fade i deres hænder, og de var klar
til at servere maden.
”Bare træk vejret, slap af og find din indre balance, så skal det nok gå.”
Pendra kyssede den lille pige på kinden for at få hende til at slappe af, og
hun rødmede, da Pendra åbnede døren ind til festsalen.
Pendra og Anima trådte ind til selskabet og stillede deres fade og gik igen.
Nu skulle det gå stærkt. Han tog pigens hånd, og sammen løb de hen over
gårdspladsen. Men ud af det blå blev Pendra stoppet, da en metaldækket
næve kolliderede med hans kind, og han røg i jorden. Anima stivnede
angst, og en lav latter fyldte gårdspladsen. Overhovedets søn, klædt i sin
militære plade, lo højt.
”Vær nu ikke et fjols, Pendra,” grinede sønnen.
”Troede du virkelig ikke, at jeg ikke vidste at du og din lille kæreste ville
prøve på at flygte? Du er ligeså stort et fjols som din mor,”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Pendra havde fået nok.
Pendra forsøgte at rejse sig. Hans hud var så stram, og nu kunne han se
den sprække og afsløre de røde skæl indenunder. Sønnen slap Anima og
vendte sig. Hans grinende udtryk ændredes til forvirring og frygt.
”Anima … løb!” gurglede Pendra igennem smerten, og Anima gjorde, som
der blev sagt, og løb væk, så hurtigt hendes ben kunne bære hende imod
friheden.
Pendras fingre faldt af og blev til kløer. Hans ryg blev længere og groede
til en hale, og to brede vinger begyndte at vokse ud fra hans ryg. Hans
tænder blev sylespidse, hans øjne begyndte at gløde, hans kæbe blev
længere, og han blev større og større, indtil han var større end huset selv.
Og det, der stod foran huset var ikke længere den unge dreng, der længtes
efter frihed.
Men en drage.
Sønnen lo, og Pendra havde lyst til at skrige, men hans krop ville ikke
bevæge sig. Slaget fra sønnens metalbeklædte næve havde rystet hans
hjerne, og han kunne ikke tænke klart.
”Men for at være helt ærlig, nu da jeg er tilbage fra kampene, er jeg blevet
lidt … ensom.”
Sønnen grinte fælt og begyndte at gå hen mod Anima. Pendra mærkede et
brøl forme sig nede i sin hals. Hans hud føltes sig stram, forkert, og varm.
Anima prøvede at stikke af, men sønnen tog fat i hendes arm og smed
hende på jorden, og greb fat i hendes tøj. Pendra så det for sig … den dag,
sønnen gjorde det samme ved hans mor. Hans vrede voksede og voksede,
indtil han kunne føle noget briste inde i sit sind. Sønnens gnæggende
latter, hans mors sidste ord, konens hånende latter, Animas tårer …
74
75
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Troldmandens hus
Leonora Düring Matthiesen
76
77
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Det var nøjagtig da de små, kampklare snefnug faldt ned fra himlen, at
min mor kom ind. Typisk, så ville mine sko blive helt våde, når jeg skulle
over gårdspladsen.
Det ville være koldt, men ikke uudholdeligt at gå udenfor. Jeg så fra mit
vindue og over til den låste dør og tilbage igen. Man skulle da være en
dårlig træklatrer for ikke at gøre forsøget. Jeg åbnede hængslet og lod
vinterluften strømme imod mig. Ikke dårligt, tænkte jeg, men koldt var
det. Inde fra skabet hentede jeg min uldkappe frem. Jeg tog den på, men
med hovedet ude af vinduet indså jeg, at den bare ville være i vejen,
mens jeg kravlede ud. Jeg tog kappen af igen og smed den resolut ud
af vinduet.
“Hvorfor i alverden dukkede du ikke op til din time, Sigrid? Din
broderilærer er meget skuffet.”
Det er vist dig, der er skuffet, tænkte jeg.
”Nok fordi jeg ikke gider komme,” svarede jeg henvendt til vinduesruden.
”Sigrid, nu er det nok. Du kan bestemt ikke fortsætte på den måde.”
Jeg sendte hende et stort smil.
”Nej, mor, jeg er vist desværre nødt til at stoppe med broderiet.”
Min mor ulmede. Jeg kunne se, at jeg var gået over stregen. Igen.
”Nej. Men du må desværre stoppe med at ride. Det er også et hæsligt vejr
derude.”
Vindueskarmen knagede under min vægt, og et snefnug landede på min
kind. Det blev straks pustet væk af vinden, og den kolde luft blev suget
ned i lungerne og gjorde min hals tør. Kort derfra stod et gammelt egetræ,
hvis grene både strakte sig højt mod himlen og bugtede sig langs jorden.
Jeg spændte i musklerne, satte af og fløj gennem luften. Mine hænder fik
fat i en gren. Jeg prøvede at hive mig længere op, men mistede grebet på
den glatte bark.
Halvvejs nede ramlede jeg ind i træet igen, denne gang fik jeg ordentlig
fat med det samme. Snart sad jeg på grenen og rutsjede ned mod stammen.
Det var let nok at finde fodfæste i det knortede træ. Det sidste stykke
sprang jeg og landede i gruset. Mine fødder satte aftryk på det tynde
hvide tæppe, da jeg gik tilbage til vinduet for at hente min kappe.
Hun rettede lidt på sit opsatte hår.
”Helt ærligt, det kan du ikke mene! Jeg vil gerne ud, og det sner ikke så
meget.”
Jeg sneg mig langs husmuren og smuttede ubemærket ind i stalden.
Lydløst kom jeg over til Freya. Det var svært, men jeg fik sadlet hende
uden særlig meget støj. Jeg åbnede stalddøren på klem og kastede et blik
udenfor. Fri bane. Med museskridt trak jeg min hest udenfor.
Jeg pegede ud af vinduet, men min mor var kold som en tilfrossen sø.
”Du kan få lov til at sidde her resten af dagen. Ingen ridetur og ingen
middagsmad.”
Døren smækkede med et brag bag hende, og jeg kunne høre nøglen blive
drejet om. Jeg havde glædet mig til at komme ud at ride!
Udenfor begyndte sneen at lægge sig, ren og hvid.
78
”Nu skal vi to på eventyr,” mumlede jeg til hende og sad op. Jeg skænkede
ikke mine forældre en tanke, følte blot friheden strømme igennem mig.
Morgensolen oplyste snedækket med dens blændende skær. Landskabet
strøg forbi mig. Jeg var vinden, der susede gennem verden. I hastigt
tempo red jeg Freya langs skovbrynet, længere og længere væk fra mit
barndomshjem. Den kraftige vind fik mine øjne til at løbe i vand, men jeg
ænsede det ikke. Jeg var på vej nu, ude for endelig at opleve noget nyt.
79
Fortællinger fra Skovkanten 5
Pludselig stejlede Freya. En kæmpe skikkelse var sprunget ud lige foran
min hest og stod og spærrede vejen. Dens krop var dækket med mørk,
strid pels, og den stank af råddent kød. En trold med stikkende, gule
troldeøjne. Mens jeg panikslagent prøvede at vende Freya for at ride i
sikkerhed, hørte jeg et enormt brøl bag mig. To af dem! Den forreste
løftede sin arm og slog ud efter mig. Jeg rev i tøjlerne, men ikke tidsnok til
at forhindre dens kæmpemæssige lab dundre mod Freyas hals.
Jeg skreg, idet vi faldt til jorden. Faldet slog luften ud af mig, og jeg
prøvede at rejse mig fra sneen. Trolden løftede armen til endnu et slag.
Jeg klemte mine øjne i og tænkte, at jeg ville ønske, at mit eventyr ikke
var sluttet så hurtigt og brat. Et højt bump lød ganske nær mig, og jeg
mærkede jorden ryste svagt. Da jeg åbnede øjnene, lå min angriber på
jorden med en kniv i halsen. Brølende stormede det andet uhyre imod mig.
Det nåede dog aldrig frem, for pludselig stod der en dreng bevæbnet med
en kniv foran den.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Hvad?”
Jeg så forbløffet på ham.
”Nu!”
Lige forude skar et fossende vandløb sig gennem skovbunden. Kun akkurat
nåede jeg at sætte af og undgå at tumle ned ad skrænten, og vi landede
begge helskindede på den anden side. Trolden nåede frem til bækken. Der
blev den stående, og udstødte et højt, vredt brøl.
Jeg var stadig i gang med at få styr på min vejrtrækning, da drengen
sagde: ”De er bange for vand. Den følger ikke efter os videre ind i skoven.
Kom.”
Han bøjede sig, og satte kniven fast i sin støvle.
”Forsvind!” råbte han.
”Men … Hvad med Freya?”
Trolden hævede armene. Inden den nåede at slå til, sprang drengen op og
stak den med kniven. Den gryntede, men angreb straks efter. Drengen
undveg og gjorde udfald igen.
Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.
”Løb ind i skoven,” råbte han.
”Nåhr, din hest. Lad hellere være med at tænke mere på den. Vores
troldeven derovre har nok tænkt sig at spise den til middag.”
”Hvem?” sagde han og rynkede panden.
”Der kan vi måske slippe fra den.”
”Hvad? Vi må da gøre noget!”
Stiv af frygt stod jeg bare og så på kampen, og først, da han greb fat i min
arm, var det, som om jeg vågnede igen. Han hev mig i retning af skoven,
og sammen spurtede vi ind under træerne. Jeg var flere gange ved at falde
i min kjole, men hver gang hev han mig på benene igen. Uhyret gungrede
afsted efter os. Jeg blev mere og mere sikker på, at vi ikke kunne løbe fra
det, i takt med at jeg kunne mærke udmattelsen brede sig i min krop.
”Du får ikke noget ud af at gå tilbage. Du foretrækker måske at være
forret? Jeg har hørt, at de elsker pæne piger.”
Forpustet spurgte drengen: ”Er du klar? Når jeg siger til, så springer vi!”
Hvordan kunne han sige sådan noget? Jeg var nødt til at hjælpe Freya. Jeg
var på nippet til at springe tilbage, da jeg så hendes slappe krop for mig
ligge ubevægelig i sneen. Det var jo nok allerede for sent. Vinden ramte
mit ansigt, og jeg mærkede en smal, iskold stribe på min kind.
80
81
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Jeg sukkede. ”Okay,” sagde jeg og så på ham.
”Har du slet ikke noget familie eller nogen venner?”
”Hvad så nu?”
”Jeg har en hel flok søstre og brødre, de er bare ikke her. Faktisk ville her
slet ikke værre plads nok. Hvad med dig?”
”Tja,”
Han smilede til mig.
”Mine forældre er så kedelige, at det halve kunne være nok. Jeg må aldrig
noget og skal altid være pæn og sød. Det er så irriterende.”
”Jeg kender et sted, vi kan tage hen. Men et ’tak’ ville måske være passende.
Jeg reddede trods alt lige dit liv.”
Aksel sad og stirrede ind i flammerne. Han åbnede munden for at sige
noget, men lukkede den så igen. I stedet sendte han mig et muntert smil.
Fra ildstedet bredte der sig en varme i rummet. Hytten var sparsomt
indrettet med et vakkelvornt træbord og to små taburetter, en dragkiste,
en bunke tæpper og puder, der vistnok udgjorde en soveplads, og så
selvfølgelig ildstedet. Både min kjole og min kappe var blevet drivvåde i
sneen, så kappen var lagt til tørre, og jeg havde lånt et slidt og kradsende,
men dejlig varmt uldtæppe til at have om mig.
”Så har i dag jo være meget sjovere, ikke?”
Drengen hed Aksel, og så ud til at være på min alder. Vi havde gået ret
længe gennem skoven og var først ved aftenstide nået frem til hans lille
træhytte, der lå i udkanten af en landsby.
Aksel skænkede op i to krus.
”Værsgo, den er varm,” sagde han. Ja selvfølgelig er den det, tænkte jeg. Jeg
tog fat om kruset og kunne ikke lade være med at tænke på Freyas varme hals.
Jeg svarede ikke.
Vintermørket sænkede sig hurtigt, og det var allerede mørkt, da Aksel
kom tilbage til i hytten. Han havde sagt, at han havde haft nogle ærinder
i byen, og til min store glæde var et af dem at gå til bageren, og vi delte
nogle skiver brød. Skrupsulten som jeg var, havde jeg hurtigt spist min
andel, og jeg var klar, da Aksel foreslog en tur udenfor.
Landsbyen, var større, end jeg først havde antaget. Han viste mig rundt i
de smalle gader og pegede butikker og huse ud, han kendte. Efter et stykke
tid kom vi forbi en gade med store, prangende bygninger, noget flottere
end den mere jævne bydel, vi var gået igennem før.
”Hvem bor dér?” spurgte jeg.
”Bor du her helt alene?” spurgte jeg.
”Næ,” svarede han.
”Derinde? Det er begyndelsen på det fine kvarter. Det er også der
troldmændene holder til.”
”Nu har jeg jo fået besøg.”
”Virkelig?” udbrød jeg. ”Kan de så magi?”
Nede i kruset flød små, tørrede blade rundt. Det duftede af pebermynte.
Da jeg tog en slurk, var jeg nær ved at skolde min mund.
Han grinede. ”Ja da. Har du forresten lyst til at hjælpe mig? Jeg har noget,
der skal ordnes.”
82
83
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Er det her?” spurgte jeg. Aksel havde fortalt mig, at vi skulle ind og hente
noget hos en fin herre, men jeg var begyndt at komme lidt i tvivl om, hvad
han mente med ordet ’hente’, for huset var fuldstændig mørklagt.
Det var ikke larmende, man kunne beskylde ham for at være, og jeg
tænkte lidt bekymrende, at han havde prøvet det her før. ’Nå ja, så finder
han den jo nok hurtigt’, tænkte jeg. Desværre var han meget længe
om det, og jeg syntes hele tiden, at jeg hørte sagte lyde i huset, men så
snart jeg koncentrerede mig om dem, forsvandt de; ligesom skyggerne,
der flakkede i udkanten af mit blik. Først da Aksel igen kom til syne i
døråbningen, opdagede jeg, at jeg havde holdt vejret meget længe. Jeg tog
en dyb indånding og kiggede spørgende på ham. Han rystede på hovedet
og gik igen.
”Jep. Nu skal du bare se løjer.”
Uden tøven gik Aksel hen til indgangen. Jeg holdt mig i baggrunden, men
strakte hals for at se, hvad han lavede. Han tog en lille metaldims op ad
lommen og stak den ind i nøglehullet. Døren gik ikke op med det samme,
så jeg spurgte:
Endnu en gang stod jeg alene i gangen. Jeg kunne efterhånden slet ikke
lide det, vi havde gang i. Så hørte jeg hoveddøren blive låst op. Jeg stivnede.
Det her måtte bare ikke ske!
”Er det en nøgle?”
”Den kan i hvert fald åbne døren. Sådan!”
”Aksel,” hviskede jeg. ”Aksel, jeg tror der kommer nogen!”
Med et lille ’klik’ svang døren op på lydløse hængsler.
Aksel gik ind, og jeg fulgte efter. Vi stod i en stor, mørk entré. Der var
døre ind til resten af huset og en trappe førte op til første sal.
Ingen reaktion. Lyden af fodtrin fra en, der rumsterede rundt dernede.
Jeg prøvede at holde min tiltagende panik i skak.
”Aksel! Vi skal ud herfra NU for pokker. Kom så!”
”Hør her,” sagde han lavmælt, ”vi skal lave så lidt støj som muligt. Vi
leder efter en kobberfarvet medaljon. Jeg tror, at den er oppe på et af
værelserne. Du står deroppe på gangen og holder vagt, mens jeg leder
efter den. Forstået?”
Jeg nikkede.
Flere skridt, muligvis fra nogle, der kom tættere på. Det var svært at
bedømme om personen gik rundt nedeunder, eller var på vej op ad den
ikke-knirkende trappe. Her var ingen flugtveje, og jeg måtte i panik
fremtrylle en plan b: Finde et skab og gemme mig bag, til faren var drevet
over. Hvis faren altså drev over.
”Vi må slet ikke være her, vel?”
Jeg åbnede hastigt den dør, Aksel senest var gået ind ad.
I stedet for at svare, begav han sig op ad trappen. Så fulgte jeg efter ham
i det sparsomme lys.
”Aksel!”
Han stod med hovedet begravet i noget, der lignede et kæmpe smykkeskrin.
I modsætning til derhjemme knirkede trinene ikke en eneste gang. Aksel
åbnede den første dør og forsvandt indenfor. Jeg blev stående og ventede
på ham. Ganske svagt kunne jeg høre ham liste rundt derinde.
”Hej Sigrid. Se, jeg fandt den!” En blank kobberoval sad i en kæde, som
dinglede fra hans fingre. Et lille stearinlys stod ved siden af ham.
84
85
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Lyset spillede hen over metallet i halskæden.
”Værsgo.”
”Vi skal væk herfra. Nu. Der er nogen i huset!”
Han kastede pungen over til Aksel, som greb den i luften.
Jeg sagde det så højt, som jeg turde. Et lille ’åh’ undslap hans læber, og i
det samme fløj døren op.
”Brug nu ikke det hele på én gang, knægt.”
”Jamen dog, så hørte jeg rigtigt. Jeg har sørme fået gæster,” sagde den
nytilkomne. Det var en høj, slank mand, klædt helt i sort. Han var bleg
med mørkt hår og et lille fipskæg. Uvilkårlig tog jeg et skridt baglæns.
Jeg prøvede at samle tankerne. Havde Aksel… Nej! Det kunne han aldrig
gøre … Han havde jo reddet mit liv. Hvor var han … ”Ussel,” sagde jeg
højt.
”Du er ussel. Og du sælger mig bare?” Det her var slet ikke til at fatte.
Manden greb fat i min arm. Jeg var lige ved at skrige. Hans lange negle
borede sig ind i min hud.
Aksel trak på skuldrene.
”Du skal ingen steder, pigebarn, du er jo lige kommet.”
”Undskyld, Sigrid. Men du skal nok klare dig.”
”Sigrid…” Aksel stod og kiggede lidt fortabt på mig. Manden så over på
ham med en uinteresseret mine.
Troldmanden skilte langsomt læberne i et smil.
”Åhr, hvor er I kære. Men nu er det tid til at sige farvel.”
”Ja, ja, smut du bare hjem med dig. Du har skaffet, hvad jeg bad om.”
Jeg stirrede vantro fra den ene til den anden. Skaffet? Vi var da tydeligvis
ved at berøve den langneglede mand. Men nu var det, som om Aksel livede
lidt op.
Troldmanden holdt døren for Aksel, og jeg gjorde mit bedste for at
nedstirre ham, da han gik forbi mig. Netop som han gik gennem døren,
gled medaljonen et lille stykke ud af hans lomme. Lynhurtigt snuppede
troldmanden smykket og greb fat i kraven på Aksel.
”Først betaling. Du lovede, at du ville give mig nok.”
”Din lille tyveknægt! Prøver du at bestjæle mig i mit eget hjem?”
”Ha! Din slags får aldrig nok! Men lad gå. Du skal nok blive tilfreds.”
”Det var bare så Sigrid … så hun troede på, at vi skulle stjæle noget! Jeg
ville have afleveret den igen. Jeg sværger!” Aksel vred sig og prøvede at
komme løs, men troldmanden havde et fast tag i ham og svarede roligt:
”Man kan ikke stole på en tyvs ord. Så du, min ven …”
Manden løftede sin frie arm og lavede nogle bevægelser med hånden. Med
ét lå der en propfyldt pung i hans hånd.
”Magi!” udbrød jeg forbavset.
”Ja ja,” sagde manden, der åbenbart kunne trolddom, og strammede sit
greb.
Han knipsede med fingrene og pungen forsvandt ” … fortjener vist ikke
denne her.” Så skred han ud af lokalet med os begge på slæb. Det var
fuldstændig nytteløst at kæmpe imod, så det opgav jeg. En dør åbnede af
sig selv for ham, og bag den lå et lille værelse.
86
87
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Sådan,” sagde troldmanden.
Bitterheden lod til at forlade Aksel, og han satte sig udmattet op ad døren.
”Her kan I vente ind til videre. Senere skal vi to have os en god lang
snak, Sigrid. Det bliver vældig interessant. Og undgå nu at slå hinanden
ihjel så længe, ikke?” Så drejede han rundt, og smækkede døren efter sig.
Adskillige ’klik’ kunne høres, inden lyden af hans fodtrin forsvandt.
”Hold nu op. Det er ikke alt, man kan stjæle. Nogle ting skal købes.”
”Som hvad?”
”Som undervisning, for eksempel.”
Det første, jeg gjorde, var at stikke Aksel en lussing. ”Av,” sagde han.
”Det her er altså ikke fair!” Han sparkede til døren. Jeg lagde armene over
kors og stillede mig over til værelsets eneste vindue. Natten var kulsort
udenfor, og Aksel blev mere og mere panikslagen.
”Det her kan han ikke gøre! Vi havde en aftale! Dumme, løgnagtige
troldfolk.”
Han slog ud med armene.
”Det er faktisk ret dyrt.”
”Går du i skole?”
Det havde jeg ikke troet.
Den knude, der havde vokset sig større og større siden vi blev opdaget, fik
mig til at dirre. Så roligt som jeg kunne, sagde jeg: ”Det er vist ikke kun
troldmændene, der er løgnagtige i den her by.”
”Ha! Du ville have gjort det samme. Du aner ikke, hvor mange penge, der
var i den pung.”
”Nej da, men mine søstre gør. De tror, at pengene, jeg sender, kommer
fra et lærlingejob,” sagde Aksel. Han fik mere farve i ansigtet, mens han
talte. Uden længere at vide, hvad jeg skulle syntes om ham, tog jeg en
beslutning.
”Så må vi jo hellere se at komme ud herfra, så du kan passe dit arbejde.”
”Nej, jeg ville ej! Jeg er da ligeglad med de penge,” nærmest råbte jeg.
”Ja du er, for du har altid fået tingene serveret på et sølvfad ikke? Som en
lille forkælet møgunge.”
”Men døren er låst. Og der er garanteret også en masse besværgelser lagt
over den,” sagde Aksel.
”Hvad så med vinduet?” sagde jeg og tog i haspen.
”Hvad?” sagde jeg.
Også låst. Jeg så ned på gaden, og en tanke slog ned i mig.
”Vi andre har rent faktisk nogle, vi skal tage os af. Og det koster penge.”
Hvor var han urimelig! Som om at jeg ikke vidste, hvordan verden hang
sammen.
”Kan du ikke bruge din ikke-nøgle nøgletingest?” foreslog jeg.
”Jeg var ellers begyndt at tro, at du bare stjal, hvad du havde brug for, og
forrådte dine venner, når det passede dig,” sagde jeg og lagde al den is i
min stemme, som jeg kunne.
Lynhurtigt var Aksel ovre ved vinduet, og kort efter lød der et lillebitte
’klik.’ Vi så på hinanden. Tid til at stikke af. Aksel satte sig op i vinduet og
forsvandt ud over karmen. Jeg stak hovedet ud, og så ham manøvrere ned
ad husmuren som en anden kæmpemyre.
88
89
Fortællinger fra Skovkanten 5
Et dæmpet udbrød lød, da han hoppede ned på gaden.
Heldigvis var muren fuld af fremspring og furer, så selvom jeg ikke var
nær så elegant som Aksel, kom jeg hurtigt ned til ham. Han stod lidt væk,
så jeg havde plads til at springe det sidste stykke. Da jeg landende, fik jeg
øje på noget blank i sneen. Jeg rørte ved det kolde metal og vidste med
det samme, hvad det var. Jeg så over på Aksel, der var i gang med at holde
udkig. Uden at fortælle ham om mit fund, lagde jeg smykket i lommen.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Sikke nogle uduelige hjælpere, I er. Jeg sagde dem begge to, ikke kun den
ubrugelige knægt,” skændte troldmanden og sukkede så teatralsk.
”Nuvel, så slå ham dog ihjel for pokker.”
Aksel råbte og skreg. Den ene af ånderne slog ud med armen, og et
tågesværd kom til syne i dens hånd. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at
det kunne dræbe.
”Du klarede nedstigningen bedre end mig,” sagde Aksel grinende og hev
ud i en flænge i sine bukser.
”Stop!” råbte jeg. Troldmanden hævede hånden, og ånden standsede sit
sværdhug.
”Jeg fik vist revet mit ben.”
”Og hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det,” spurgte troldmanden.
”Skal vi se at komme afsted?” spurgte jeg.
”For ellers …” egentlig var min trussel ikke gennemtænkt, da jeg pludselig
fik en idé.
Han nikkede og var lige ved at gå, men stivnede brat. Jeg fulgte hans blik.
Troldmanden var kommet til syne i vinduet, og han så rasende ud.
Vi styrtede ned ad gaden. Bag os kunne jeg høre troldmanden råbe
besynderlige ord efter os. Sneen gjorde vejen glat og svær at løbe på.
Hjertet bankede i halsen på mig, og jeg blev varm til trods for kulden. Med
ét hørte jeg noget, der lød som tusind hæse stemmers skrig. Jeg drejede
hovedet tilbage og så troldmanden komme gående hen ad vejen.
”For ellers smadrer jeg denne her.”
Skinnende som altid hang medaljonen oppe i luften over mig. Troldmanden
snappede efter vejret.
”Tyvagtige tøs. Giv mig den!”
”Ikke før du lader Aksel være.”
Tre tågede, hvide skikkelser var ved at manifestere sig rundt om ham.
Troldmanden løftede en kroget finger i vores retning, og de tre spøgelser
fór imod os. Alt for sent opdagede jeg vejens ujævne brosten. Jeg snublede
og faldt, så lang jeg var. Aksel stoppede op et par meter foran mig for at
vente. Jeg rejste mig, vidste godt, at jeg havde tabt for meget tid.
”Løb, Aksel!” råbte jeg og vendte mig om for at konfrontere faren. Jeg
hørte Aksel råbe ”nej,” og til min forbløffelse sprang han forbi mig og
stødte direkte ind i de tre ånder. De tog fat i ham og trak ham hen til
troldmanden.
90
”Så skal du også opføre dig pænt, ikke? I tre, hent hende!”
Ånderne lod Aksel falde ned i sneen, og var straks ovre ved mig. På trods
af deres gennemsigtighed kunne de sagtens holde mig fast. Deres hænder
var kolde som graven, og deres hæse, hvinende åndedræt skar mig i ørerne.
Frydefuldt smilede troldmanden.
”Og nu halskæden, tak.”
91
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Han greb ud efter medaljonen i min hånd, men lod armen falde en
fingerbredde fra kæden. En kniv stak ud gennem brystet på ham. Han
blinkede overrasket med øjnene og sank i knæ.
”Nej, det behøver du altså ikke …”
Bag ham kom Aksel til syne. Han trak sin kniv til sig og tørrede den af i
sneen.
”Jo, jeg gør! Jeg er temmelig sikker på, at du har reddet mit liv op til flere
gange. Det er da det mindste!”
”Heldigt, jeg kunne nå min kniv,” sagde han.
Langsomt lyste han op i et stort smil.
Mine fingre blev varme, og jeg så ned på medaljonen. Kobberet lyste
svagt, og for øjnene af mig blev medaljonen mere og mere sløret i kanten,
indtil den til sidst steg op som tynd, grå røg fra min håndflade.
”Så kunne jeg måske flytte tilbage til dem? Tak, Sigrid! Det er det bedste,
der er sket for mig nogensinde!”
Aksel holdt afværgende sine hænder oppe.
Det var lige før, at han lettede af bar begejstring.
Aksel sagde: ”Troldmænd har det med at lave forbindelser til den slags
ting. Det gør dem stærkere, men er også en stor svaghed. Den hørte
sammen med ham, og nu er han død.”
Sneen var igen begyndt at falde i store fnug. Min mor havde garanteret
beordret ild i alle pejsene derhjemme.
”Hvordan vidste du det?” spurgte jeg.
Måske var det heller ikke en helt dårlig ide, det der med at tage hjem.
”Jeg havde faktisk en aftale med en heks, der bor lidt længere nede af
vejen. Hvis jeg kunne skaffe medaljonen, ville hun give en god dusør, så
jeg havde ikke tænkt på at bruge den imod troldmanden.”
Jeg nikkede.
”Men nu mangler du jo stadig penge. Dine søstre…”
”Det skal nok gå. Jeg finder på et eller andet.”
Jeg så på ham og tænkte mit eget lette liv og på de små bekymringer, jeg
normalt havde.
”Jeg har det, Aksel,” sagde jeg så. ”Jeg ved, at mine forældre har penge
nok, selvom de altid beklager sig. Og nogle af mine egne ting er også ret
meget værd. Jeg kan sende dig penge til at betale for deres skolegang!”
92
93
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Malefica interficio
Mads Buur Holbeck
94
95
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Det var en lys og lun aften. Man kunne høre fodtrin og talende stemmer.
”Godt så!” sagde hans mor vredt. ”Hvis det skal være sådan, går vi til
kirken, og beder til, at du bliver en bedre kristen. Farvel, Galleus.”
”Nej, Galleus. Din far og jeg vil have, du melder dig ind i kirken og lægger
dit liv om. Du skal være puritaner.”
”Men mor!” Galleus så vredt på sin mor og strøg sit halvlange brune hår
væk fra øjnene. ”Jeg bryder mig altså ikke om alle de regler, de har. For
eksempel må man ikke engang synge og danse på gaden. Er det ikke et
dødssygt liv?”
Hans far så strengt på ham:
”Galleus, vi gør det kun, fordi vi elsker dig. Vi vil dig jo det bedste. Du er
snart 24 år, og det er på høje tid, du går ind i kirkelivet for alvor. Du skal
lære at prise Gud hver dag. Han har straffet menneskeheden for dødssynden
lyst før, og det er det, du skal arbejde mest med, unge mand. Du har flere
gange ligget i med unge kvinder, og det, min dreng, det er en dødssy ...”
Han nåede ikke at sige mere, for idet samme blev en krodør slået op lige
ud for dem og en ung kvinde vinkede dem inviterende ind. Begge Galleus’
forældre begyndte med det samme at komme med protester. Galleus
kunne ikke undgå at bemærke, at kvinden var ualmindelig smuk.
Men Galleus hørte slet ikke efter. Han svarede ivrigt kvinden: ”Jo, det er
mig. Hvorfra kender De mit navn?”
Hun lo en mild latter, som kun fik Galleus’ følelser til at blusse op.
”Vi kan da starte med at være dus. Hvad skal vi med alt det der De og Dem?”
Hun kom endnu nærmere, og Galleus nød den skødesløse måde, hendes
tøj sad på. Hun bar ikke kjole, ligesom de religiøse kvinder, men i stedet et
tætsiddende korset udover en hvid skjorte og sorte bukser. Hendes mørke
øjne skinnede, så Galleus følte, at han blev suget ind i dem. Nu stod hun
helt tæt på ham.
”Vil du ikke med ind på kroen?” spurgte hun.
”Jo, helt sikkert!”
Han fulgte med, og de satte sig i en bås for sig selv.
”Du ligner ikke en, som er specielt religiøs,” sagde hun.
”Galleus, du går ikke med hende!” råbte hans far vredt til ham.
”Jeg gør, hvad jeg vil, far. Jeg er voksen nu, og jeg bestemmer selv!”
”Erhm ... nej. Det har du ret i. Det gider jeg egentlig ikke bruge min tid
på. Du ligner heller ikke en, som går op i kristendommen?
I modsætning til alle de ’rigtige’ kvinder i byen, havde den unge kvinde
ikke bundet sit mørke hår op tildækket. Nu sagde hun friskt:
”Næ, jeg holdt op med at tro på Gud, efter mine forældre blev bortført af
hekse,” sagde hun ligefremt.
”Hey! Er du ikke Galleus Dwaihynn?”
”Oh ... det er jeg ked af, at høre.”
Hun kom smilende nærmere.
“Det er noget siden. Og jeg burde nok præsentere mig,” sagde hun. ”Mit
navn er Idina.”
Galleus følte varmen brede sig, mens den selv samme synd, som hans far
lige havde talt om, blussede op i ham.
“Hyggeligt at møde dig.” Men han kunne ikke slippe hendes historie.
96
97
Fortællinger fra Skovkanten 5
”Hvad var det med dine forældre?”
”Vi har jo alle hørt om heksene, ikke?”
“Jo,” sagde Galleus. Historierne var kendt af alle borgerne i byen.
De havde oven i købet fået at vide, at de skulle være særligt på vagt i
disse dage og aldrig gå alene om aftenen og natten. Chancen for at blive
overfaldet, bortført eller slået ihjel af en heks var langt større end ellers
på det tidspunkt. Det var i hvert fald, hvad øvrigheden sagde.
”Og,” fortsatte Idina, ”vi ved også hvem, de bortfører, og hvorfor.”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”De kom ud ad ingenting. De kom flyvende, men de brugte ikke koste, som
folk siger. De fløj bare helt af sig selv. Det ene øjeblik var alt stille i kirken,
og det næste havde de grebet fat i en mand og kvinde, som de rev med sig,
som om ... som om de intet vejede. Vi er dødsdømte!”
Der blev dødsens stille i rummet. Manden så fortvivlet rundt, og Galleus
mærkede frygten vælde frem. Hans forældre var jo gået op til kirken.
”Så De, hvem det var, som blev bortført?”
Manden vendte sig og så Galleus i øjnene. Hans ansigtsudtryk stivnede i
en forfærdet grimasse.
”Gør vi det?”
”Åh ... Galleus ... jeg ... havde slet ikke set dig.”
”Nogle af os gør. Vi er en lille gruppe, som alle har mistet familie og
venner til heksene, og vi leder efter folk som dig. Folk, der ikke er religiøse.
Heksene lever af troen på religioner. De nærmest suger folks tro ud af
dem og dermed også deres sjæl. Jo mere tro, de suger ud af folk, desto
stærkere bliver de. Ingen af os i gruppen er troende, og det er derfor,
vi ikke er i ligeså stor fare, som folk, der er ekstremt religiøse. Vi bliver
nødt til at gøre noget, hvis ikke vi vil have, at alle vores venner og familier
bliver slået ihjel – og du skal hjælpe os.”
”Wow! Rolig nu,” sagde Galleus. ”Jeg har altså ingen erfaring i heksejagt,
og jeg har heller ikke mistet nogen fami...”
Idet samme blev krodøren slået op, og en panikslagen mand råbte på
hjælp. Galleus genkendte ham som en af kirkens medhjælpere.
“Heksene! Heksene! De har angrebet igen! Der har været endnu et
hekseangreb!”
Galleus kunne med det samme mærke, at noget var galt.
”Var det dem!?” råbte han til den ældre herre. ”Svar mig!”
”Galleus ... ” Han tav.
”Spyt ud!” Frygten ramte Galleus som en knyttet næve i maven. Der måtte
ikke være sket hans far og mor noget. Det måtte der bare ikke!
”Det var dine forældre, som blev taget, Galleus. Du skal nok ikke regne
med, at se dem igen.”
Galleus registrerede knap nok, at han faldt bag over. Idina nåede lige, at
trække en stol ind under ham. Det føltes som om en enorm sten faldt fra
hans hals og ned i hans mave. Hans far og mor var blevet bortført, og de
var muligvis allerede døde. Galleus hørte Idinas svage stemme langt fra,
men den var utydelig og ligegyldig.
”Tag det roligt!” råbte bartenderen for at overdøve den rædselslagende
mand.
”... hjælpe dig med, at finde dem. Kom med os ...”
”Træk vejret og sig, hvad der er sket!”
”Ja ... ja, god ide,” mumlede Galleus uden rigtig, at tænke over det.
98
99
Fortællinger fra Skovkanten 5
Der gik nogle minutter, før han kom rigtig til sig selv igen. Idina sad
stadig hos ham. Hun rakte ham et krus med øl.
”Du sagde noget om heksejægere?”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Idina fortsatte. ”Og dette er Braydan Malleus, der leder gruppen.”
Galleus nikkede venligt, men manden, som hed Braydan, gengældte ikke
hans gestus. Han var en stor og muskuløs mand med flere ar i ansigtet.
Han bar en sort lang jakke og en bredskygget hat.
”Ja,” Sagde Idina.
”Tror du, du kan måle dig med os, hvalp?” spurgte Braydan hårdt.
”Jeg er sikker på, at de gerne vil have dig med i gruppen. Jeg kan præsentere
dig for dem, hvis du vil.”
“Lad os komme med det samme!” sagde Galleus, som tænkte, at hvert
sekund var vigtigt.
”Hvad mener du?” spurgte Galleus forbløffet.
”At hvis du vil være en del af os, skal du tage dig gevaldigt sammen.”
Galleus så forskrækket på Idina, som skyndte sig, at bryde ind.
”Ting tager tid!” sagde Idina.
”Du skal ikke tage dig af Braydan,” hviskede hun.
”Drik nu. Jeg giver en ekstra.”
”Det er hans måde at byde nye folk velkommen.”
Galleus vågnede siddende med hovedet i kroens bord nogle timer senere.
Han kom øjeblikket efter i tanker om, hvad der var sket med hans forældre.
Sorgen gjorde ham svimmel.
”Ved du noget om hekse, knægt?”
”Uhm ... tjo, en smule,” sagde Galleus nervøst.
”Galleus. Vågn op. Her er nogle, som gerne vil møde dig,” sagde Idina.
Galleus så rundt. Tre personer stod foran ham.
”Dette her er Sophia Procter,” sagde Idina og gjorde en gestus mod en
stramtandet kvinde, som gav et kort nik.
”Galleus, sig hej til Marwen Haynster.”
En ung mand, nok kun et par år ældre end Galleus, smilede venligt til
ham.
”Så forklar mig lige, hvor de bedste steder at lede efter en heks er,” sagde
Braydan.
”Jo...” begyndte Galleus. ”De lever vel i huse og...”
Han rystede på hovedet: ”Du aner intet, kan jeg høre. Hekse lever i grotter
og i ved gamle, religiøse steder. Det vil sige kirker, templer og hellige
pladser. Har Idina overhovedet fortalt dig noget som helst, eller er du helt
nybegynder?”
”Hejsa Galleus. Der gør mig ondt med dine forældre.”
Nu blev Galleus vred. Hans forældre var lige blevet bortført, og denne
Braydan stod og krydsforhørte ham, som om han var i skole.
Galleus smilede trist som svar.
”Selvfølgelig ved jeg noget om hekse!” sagde Galleus trodsigt.
100
101
Fortællinger fra Skovkanten 5
Og så fortalte han dem de ting, Idina havde fortalt ham om heksene.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Endelig, efter mange timer, var Galleus endelig færdig. Han mødte
Braydan, Sophia, Marwen og Idina på markedet.
”... og derfor vil jeg være den perfekte til jobbet, da jeg ikke er spor
religiøs,” sluttede han.
”Nu er jeg færdig med at læse, og jeg er klar!” sagde han.
Braydan så undersøgende på ham.
Braydan så hånligt på ham og svarede ikke.
”Hm ... ja. Du ved jo så alligevel en smule. Jeg vil give dig dine første
lektier for. Læs denne lille bog.”
”Herligt!” sagde Marwen, som var høj og tynd med sort hår. ”Vi har også
fundet noget udstyr til dig. Her.”
Han fiskede en tyk bog op af sin taske. Den måtte være mindst 400 sider
lang. Han smed den foran Galleus. Den ramte bordet, og åbnede sig på et
af kapitlerne med overskriften:
Han rakte Galleus en lang sort frakke, en gammel pistol, en kårde og en
bredskygget hat af samme slags som Braydans.
Malefica interficio.
Galleus trak i frakken, som var stor og tung. Han kiggede interesseret på
pistolen, inden han stak den i bæltet.
”Malefica interficio,” mumlede Galleus.
”Dette er en flintlock-pistol,” sagde Idina.
”Hvad betyder det?”
”Du skal lade for hvert skud, du skyder, og putte krudt ned i løbet på den.
Jeg går ud fra, du ved, hvordan kården funge...”
”Det betyder heksedræber,” sagde Braydan.
”Giv nu bare den knægt noget træning,” afbrød Braydan surt.
”Og bogen hedder Malleus maleficarum. Det betyder heksehammeren.
Det er kun overskrifterne, der er på latin, så du skulle nok kunne klare
det. Når du har læst det hele, vil jeg måske betragte dig som medlem i
gruppen. Vi går ud og køber det mest nødvendige udstyr til dig. Find os
på markedet, hvis du engang er færdig.”
”Men hvad med mine forældre!” protesterede Galleus.
“Ting tager tid,” sagde Braydan. Og så forlod de ham. Idina kastede et blik
over skulderen og blinkede til ham, inden hun gik.
Galleus begyndte at læse. Opfyldt af inderligt had til heksene, slog han
op på side 1 og begyndte. Han ville vide alt, hvad der var værd at vide om
sine modstandere.
102
”Kom med mig,” sagde Idina.
”Jeg viser dig, hvordan man bruger begge våbnene.”
Hun tog Galleus hånd og trak ham med sig. Galleus kastede et blik over
mod Sophia, som ikke havde sagt et ord, siden de mødtes. Hun var fordybet
i en bog med overskriften: Opdagelsen af hekse. Af Matthew Hopkins.
”Hun siger sjældent noget,” forklarede Idina, der havde fulgt hans blik.
”Men jeg er ret sikker på, at hun ved præcis, hvordan man genkender en
heks. Hun læser hele tiden, og er vores specialist på det område.
De gik ned ad en gyde og drejede om et hjørne.
103
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Hvor skal vi hen?”
”Tjo ... det er jeg vel. Jeg håber stadig at finde mine forældre og redde dem.”
”Til vores træningsområde,” smilede hun.
Der var det igen. Denne sære følelse, når han så Idina i øjnene. Hendes
smil fik ham til at føle sig mere levende end han nogensinde havde
gjort før. Sophia gik lige foran dem og kastede et, efter Galleus mening,
meget misbilligende blik på Idina og derefter på Braydan. Idina hævede
spørgende øjenbrynene, men Sophia vendte sig bare og gik videre.
Det var blevet sen aften, og Galleus var totalt udmattet efter alt den
træning. Han sov tungt og godt. I hvert fald indtil han vågnede med et
sæt, fordi døren til hans værelse blev sparket op med et brag.
”Galleus! Op med dig! Vi har hekse, der skal jages.” Braydan kom råbene
ind.
”Eeh...” kvækkede Galleus. ”Hvad sker der?”
”Det skal jeg sige dig. Er du klar til at sætte livet på spil? Er du klar til at
tage liv? Vi har netop fået besked om lokationen på en hekserede. En lille
gruppe har slået sig ned i grotterne nær byen. Pak dine ting. Vi drager
afsted om en halv time.”
Galleus skyndte sig, at tage sit mørke heksejægertøj på.
Nogle minutter senere stod han udenfor sammen med Idina og Marwen.
Galleus’ hjerte pumpede hårdt og hurtigt, og det fik ham til nervøst at
gribe ned efter sin pistol, da han hørte Braydans stemme bag sig.
Et par timer senere gik de stadig. Galleus var sulten, og hans fødder gjorde
ondt. Kold regn piskede ned over dem og gjorde dem våde til skindet. Men
lige som han skulle til at spørge Idina, om de aldrig holdt pause, hørtes
Braydans stemme:
”Så er vi her. Og nu holder I kæft, mens jeg fortæller planen.” Braydan
pegede på nogle klipper godt 200 meter fra dem.
”De huler der er Golbazhark grotterne. Der skulle gerne være en gruppe
hekse derinde. Jeg vil gætte på omkring 10. Jeg går først ind og skyder de
nærmeste. Derefter følger Galleus og Idina. Og Galleus, det er planen, at
vi jager dem op mod grottens væg, så vi kan inspicere dem og finde ud af,
om de faktisk er hekse. Hvis nogen af dem prøver på noget, så skyder du.
Du tøver ikke ét sekund. Forstået?”
Galleus tøvede.
“Så er det nu. Vi går direkte hen til hulen og nedslagter de satans
djævletilbedere. Denne vej.”
”Forstået?”
Han førte an ned af hovedgaden med de andre lige i hælene.
”Jo, selvfølgelig. Undskyld.”
Galleus havde aldrig følt sig så stolt, som han gjorde lige nu. Hans liv ville
ændre sig i nat. Det var han sikker på. Idina fangede hans blik og smilede
opmuntrende til ham. Det fik Galleus til, at knejse yderligere med nakken.
”Kom med. Vi går ind,” sagde Braydan.
Braydan løb imod grottens åbning, og Galleus mærkede sit hjerte banke
hårdere end nogensinde før.
”Er du klar, mester heksejæger?” spurgte hun med et glimt i øjet.
”Efter mig,” råbte Braydan og stormede ind: ”Således skal alle fjender gå
til grunde!”
Galleus lo nervøst.
104
105
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Galleus løb lige efter og så mennesker kaste sig skrigende ned på jorden.
Braydan affyrede sin pistol. Den nærmeste faldt skrigende om med blod
sprøjtende ud af maven. Hun vred sig jamrende, mens blodet pumpede ud
af hende. De andre hekse så skrækslagne på Braydan.
Idina fangede hans blik, men Galleus kunne ikke gennemskue, hvad hun
ville sige.
”Festen stopper her!” råbte han vildt. ”Hvad fanden tror I, I har gang i!?”
Men Galleus rystede på hovedet.
Kvinden, som var blevet skudt, lå rallende på jorden i voldsomme kramper.
Galleus så rædselsslagen på Braydan. Han kunne slet ikke genkende ham.
Det var, som et uhyre vældede op i Braydans sind.
”Nej,” sagde han. ”Jeg er ingen morder.”
”Braydan, køl ned!” forsøgte Marwen.”
”Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre,” brølede Braydan.
”Hvad sker der?” råbte en af de rædselslagende fanger.
”Det ved I udmærket godt!” skreg Braydan. ”Heksekraft bliver straffet
med døden!”
”Skyd ham!” brølede Braydan.
Nu så Sophia ligeledes advarende ham. Hun rystede på hovedet og bed sig
i løben, som om hun ville signalere noget, men hun nåede det ikke. Braydan
slog Galleus hårdt i hovedet med sin pistol. En gennemtrængende smerte
pumpede igennem Galleus’ hoved. Hans blik flød ud og blev sløret, og han
faldt svimmel om. Mens han lå og kæmpede mod besvimelsen lød endnu
et skud, og manden, som havde forsøgt at tale Braydan til fornuft, faldt
sammen med hjernemasse sprøjtende ud af hovedet.
Braydan affyrede igen. Endnu en fange faldt til jorden.
”Jeg er Malefica interficio! I vil ikke forlade hulen i live!” skreg Braydan.
”Hekse ... vi er sgu da ikke hekse din idiot!” råbte manden, som stod til
venstre for Galleus.
”Og du har kraftedeme slået Sarah ihjel! Dit svin! Vi holder bare ly for
natten!”
”Braydan. Nu slapper du af ! Hvad fanden sker der!?” råbte Marwen.
Galleus kæmpede for, at holde sig ved bevidsthed, men smerten i hans
hoved tog til. Han så Sophias skikkelse springe ind foran Braydan, da han
skulle til, at skyde endnu en uskyldig fange.
”Galleus, skyd ham,” befalede Braydan hårdt.
Galleus så forfærdet på ham.
”Jamen ... Vi ved jo ikke, om han har gjor...”
”Skyd ham så, for helvede!” Braydan rettede sin pistol mod Galleus. ”Nu
gør du kraftedeme, som jeg siger!”
Galleus så hjælpeløst på Marwen og Idina.
106
”Marwen!” skreg hun rædselsslagen. ”Marwen! Stol ikke på dem! De er
ikke, hvad de udgiver sig for at vær...” I næste sekund trykkede Braydan
på aftrækkeren, og jorden blev farvet rød af Sophias blod, mens hun sank
sammen uden en lyd.
Galleus kunne ikke fatte, hvad der skete omkring ham. Det måtte være
slaget han havde fået. Nu sprang et stærkt flammende rødt lys ud af
grotteåbningen, og en pukkelrygget dame trådte ind. Braydan, Idina og
Marwen stivnede.
107
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Noget ved kvinden gav Galleus lyst til, at kaste op og krybe skrigende
væk, men han kunne ikke. Hun talte med en mørk, buldrende røst:
Marwen pegede over i et hjørne af kirken. To mennesker lå i et bur, og
Galleus genkendte med et sug af frygt sine forældre. De var tydeligvis
ikke ved bevidsthed. Mon de var døde? Uden et ord spurtede Galleus over
til buret. Han begyndte at ruske i tremmerne, mens han råbte.
”Hør min røst, oh Satan. Vi tilbeder dig som vor eneste gud. Lad mig
samle mine værdige soldater og sammen tilintetgøre vor fælles fjende.
Hver en kristen mand, kvinde og barn må gå til grunde, og tjene dig, min
herre, i efterlivet.”
Det sidste Galleus så, inden han besvimede, var Marwens rædselslagende
ansigt. Idina var tilsyneladende den eneste, der bevarede roen.
”Mor! Far! Vågn op! Vil I ikke nok vågne? Jeg er her nu!” Han så tilbage
på Idina, som stille var på vej over til ham.
”Idina, vi må finde nøglen til buret eller ødelægge tremmerne! Hjælp mig nu!”
Men Idina så bare til, mens Galleus desperat forsøgte at bryde tremmerne.
”Galleus, Galleus!”
”De vågner ikke.” lød en stemme.
En eller anden ruskede i ham. Han havde haft en mærkelig drøm. Den gav
ingen mening. Braydan havde skudt Sophia.
”Hvor er vi? Hvad skete der?” spurgte han.
Den var kold som de døde, og mørkere end den dybeste grav. Galleus
kunne ikke genkende den, og han kiggede sig om efter stemmens ejermand.
Men har var kun ham selv, Idina og Marwen. Han fangede Idinas blik og
følte sig suget ind i dem. Hun kom langsomt nærmere, og hendes øjne
var blevet sortere end natten. Hendes hud var næsten kridhvid at se til i
mørket, og som hun kom nærmere Galleus, åbnede hun munden og talte.
Til hans rædsel, var det hende, som den grusomme stemme tilhørte.
”Braydan gik bersærk og en eller anden mærkelig kvinde kom ind i
grotten, og pludselig var vi her. Jeg ved ikke, hvor de andre er, men vi må
finde dem.”
”De vågner ikke. Din tåbelige lille dreng. De er blevet ofret til min gud.
Deres sjæl er suget ud lige som det vil ske med alle de andre ynkelige
kristne. Den eneste, som er værdig at tilbede er Satan.”
De begyndte at lede i kirken, mens de kaldte på de andre.
”Idina ...” gispede Galleus. Hun kunne da ikke være ...
”Herovre!” lød en svag stemme. De løb derhen og fandt Marwen siddende
op ad en stensøjle tæt ved kirkens alter. Han holdt sig til et stort sår i
maven og stønnede af smerte.
Hun lo ondt. Galleus fik kvalme af frygt.
”Marwen!” råbte Galleus. ”Er du okay!?”
Galleus var stivnet i rædsel.
”Braydans værk ... han ... er en af dem. Galleus, skynd dig. Der er uskyldige
mennesker, som er fanget i buret derover.”
”Samantha!” kaldte kvinden nu. Galleus havde haft så stærke følelser for
hende, men nu var han kun bange. Hun havde forrådt ham.
108
109
”Galleus, vågn op!” Han åbnede øjnene. Idina ruskede i ham. Han kunne
ikke genkende stedet. Det lignede en gammel kirke, men han kunne ikke
huske at være kommet her.
”Idina kalder du mig. Men Satans tjenere har langt mægtigere navne end det.”
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Det kunne ikke passe. Det kunne bare ikke passe! Galleus gispede i
hurtige stød.
Hun lænede sig ind over ham og åbnede munden, som om hun ville til at
kysse ham. Galleus følte noget røre på sig indeni. Det var, hverken hans
blod eller indvolde. Det måtte være ... hans sjæl.
”Sss...” sagde heksen og smilede ondt. ”Min frue kommer nu, og du vil
blive ofret til den almægtige Satan, ligesom dine ynkelige forældre.”
”Din fordærvede mær!” skreg Galleus og kastede sig imod hende. Hun
undveg med et koldt smil hans forsøg på at vælte hende med et enkel
håndbevægelse. Galleus blev slynget ned i kirkegulvet.
Idet samme kom en kvinde ind i kirken. Galleus genkendte hende. Det var
hende, som var trådt ind i grotten. Hun måtte være en form for overheks.
”Har du ikke ofret ham endnu?” spurgte hun Idina.
”Jeg ventede på dig, frue.”
Overheksen Samantha, nikkede, og Idina lagde sig på knæ ved siden af
Galleus.
”Inden jeg suger din sjæl ud, vil jeg fortælle dig noget,” sagde hun og satte
sig helt ind til ham. Han gøs.
”Braydan og jeg har tjent Samantha og Satan lige fra starten. Vi vil blive
rigeligt belønnet.”
”RRAARGH!” Idina blev kastet væk fra Galleus, og han så, at Marwen
havde kastet sig over hende bagfra. Et spinkelt håb for overlevelse tændtes
i Galleus. Marwen kæmpede for at holde heksen nede, og det så også ud til
at lykkedes. I hvert fald indtil det øjeblik, overheksen løftede sine arme, og
Marwen hævede sig sprællende op i luften.
”Galleus! Galleus! Giv ikke op! Du må ikke give o...”
Hans skrig blev brat stoppet, da Samantha knyttede sine hænder, og
Marwens krop blev revet fra hinanden. Blod, knogler, kød og indvolde
sprøjtede til alle sider og overdængede Galleus, som nu lå forstenet af
frygt på kirkegulvet.
Idina vendte sig atter imod ham, mens hun grinede ondt.
”Således skal alle Satans fjender gå til grunde og nu, Galleus, sker det for
dig. Du må endelig hilse dine forældre i efterlivet. Deres sjæle var lækre.”
”Fordømte djævel!” råbte Galleus, da hun atter lænede sig ind over ham.
Hun satte sin mund mod hans og åndede tungt ind. Galleus mærkede
langsomt sin sjæl svinde langsomt bort, ligesom hans vilje, hans tanker,
hans frygt ... og hans liv.
”Men hvorfor, Idina ... hvorfor? Jeg stole...”
Hans øjne lukkede sig tungt i.
”Hvad nytter det at tjene en gud, som ikke engang findes?” Hun fortsatte
uden at vente på svar.
”Vi valgte netop dig, fordi du var så stærk ... havde så meget at leve for ...
så meget viljestyrke. Du vil tjene Satan godt. Sig farvel til livet, Galleus.
Det var en fornøjelse at kende dig.”
110
Mørke omgav ham.
Han følte ikke mere.
111
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Hvad man ikke gør
for den, man elsker
Marie Johnsen
112
113
Fortællinger fra Skovkanten 5
Klaus betragtede mig fra lænestolen, hvor han sad med korslagte ben,
iklædt et af sine utallige jakkesæt.
“Er du sikker på, at det er sådan her du vil ha mig?”
“Gud fan’me er jeg sikker. Du kommer til at blive den smukkeste kvinde,
Iris.”
Det var, som om smilet aldrig nåede hans øjne. Han rejste sig og gik hen
imod mig. Et kys blev plantet på min kind, lugten af hans cologne hang
tungt i luften. Jeg så ned. I min håndflade lå det 30 cm. lange søm. Klaus
kælede for mine fingre og knugede dem sammen om sømmet.
“Vil det ikke gøre forfærdeligt ondt?” Jeg så mig selv som en refleksion
i hans øjne. Jeg så tynd og sårbar ud. Det var som at erindre et gammelt
minde, som om denne kvinde, jeg så, slet ikke var mig.
“Du ved jo hvad man siger. Man må lide for skønheden”. Han lod sin
tommeltot kærtegne min kæbe.
“Jeg vil jo bare vise hele verden, hvor smuk en hustru jeg har, det forstår
du godt, ikke?”
“Jo, men er det virkelig nødvendigt?”
Han sukkede og strøg mit hår om bag øret: “Bare vent, du vil være på alles
læber.”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
“Jeg skal nok være nænsom,” sagde han og førte mig til sengekanten.
Han tog et fast greb om min ankel, placerede sømmets spids mod min
hæl og svang hammeren i et kraftfuldt slag. Jeg så væk, men kunne stadig
mærke det øjeblik, sømmet brød igennem huden. Jeg kunne høre min
knogle splintre og mærke varmt klistret blod flyde ned ad mine fødder.
Jeg hev efter vejret og bed min læbe til blods i forsøget på ikke at skrige.
Det sved i øjnene, jeg vendte hovedet væk.
“Stop, jeg kan ikke mere.”
Men han stoppede ikke. Først da sømmet var så langt inde, at det selv
kunne sidde fast, stoppede han. På det tidspunkt var jeg for længst
besvimet.
Da jeg vågnede, var jeg alene. Han havde skiftet sengetøjet, og forsigtigt
prøvede jeg at støtte fødderne mod jorden, men presset fra min vægt fik
sømmet til at bore sig dybere ind i knoglen. Jeg kunne ikke stå op mere
end et par sekunder uden at smerten blev for uudholdelig. Det sortnede
for mine øjne.
“Tadaa” Klaus kom i det samme ind ad døren med en shoppingpose i
hånden. “Tag den her på for mig,” sagde han og fiskede en udfordrende
rød kjole op af posen. Jeg klædte mig af og smøg den over mit hoved. Den
nåede mig knapt til hoften og var næsten mere en bluse.
“Drej rundt for mig,” sagde han og illustrerede med en gestus.
“Hvis du siger det.” Jeg så ned i gulvet.
“En skønne dag vil du takke mig for det.” Han tog sømmet op og drejede
det mellem sine fingre. Så trak han sin hammer frem fra kommoden. Den
var tung og stor. Jeg så mig selv ligge på det mørke mahognigulv farvet
rødt af en blodpøl, som sivede ud fra mig. Jeg rystede tankerne af mig,
der var ikke noget at gøre, jeg skulle bare få det overstået.
114
Jeg prøvede at smile, men det blev et halvhjertet forsøg. Kluntet fik jeg
stavret mig rundt. Det var som at gå på stylter og træde på glasskår. En
strøm af varmt klistret blod sivede ud ad mine fødder og flød ud på gulvet.
Klaus betragtede mig med glubske øjne. Han smilede bredt og lænede sig
tilfreds tilbage i stolen.“Kom og sæt dig,” sagde han og klappede sig på skødet.
115
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
“Inden ugen er omme, vil vi være stenrige. Folk vil betale i dyre domme
for at se dig.” Han prikkede mig på næsen og knugede mig ind til sig.
“Ballerinaen, som dansede på torne. Det er et godt navn, synes du ikke?”
“Jo det er det vel, jeg har altid drømt om at kunne leve af min dans.” Men
ikke lige under disse omstændigheder, tænkte jeg for mig selv og så ned
på mine blødende fødder.
Det var som at sprænge en boble. Et sus gik gennem publikum, idet jeg
trådte ned på den røde løber. Kameraernes blitz blændende mig, og jeg
mærkede et fast greb om min skulder, der førte mig op ad den røde løber.
Jeg vidste, det var Klaus. Med stålsatte bevægelser dirigerede han mig,
hvorhen han ville.
Jeg lænede mig op ad limousinens kolde rude og lyttede til regnens
hamren. Vi drejede ned ad Snowden Street hen mod Det store teater. Klaus
sad med ryggen til mig og slog taktfast fingerspidserne mod sin tinding.
”Dammit, i den her fart når vi først frem, når alle reporterne er skredet.”
Han sparkede til sædet og vendte sig mod mig.
”Charles De La Cúre er kommet for at overvære aftenens forestilling. Han
er en meget indflydelsesrig mand, Iris, så sørg for at give ham et lille
forskud på glæderne. Brug din kvindelige charme du ved.”
Jeg smilede og vinkede til kameraerne til det stak i kinderne, præcis som
han havde sagt, jeg skulle. Men alt, jeg kunne tænke, var, at jeg måtte
væk derfra. Jeg så på ham. Aldrig før havde jeg set ham så ekstatisk. Han
sprang rundt til de forskellige reportere og svarede glædeligt på alle
tænkelige spørgsmål vedrørende mine “alternative stiletter.” Han elskede
det, elskede opmærksomheden og ikke mindst pengene, der kunne følge
med.
Jeg var ikke længere hans hustru, når han introducerede mig. Jeg var hans
ballerina. Min krop blev hans ejendom, som han med glæde ville vise dig,
hvis du altså var villig til at betale.
”Min kvindelige charme? Hvad mener du?”
”Du er en ung og attraktiv kvinde, brug det. Du besøger ham efter showet,
tager den røde kjole på, giver ham rigeligt at drikke og en lille dans.” Hans
blik forblev fikseret på visernes taktfaste roteren.
”Men jeg vil være kendt for noget, jeg kan. Ikke for at være en eller anden
skøge, som har horet sig til en plads i rampelyset”
”Kom nu, babe, det er ikke så slemt. Alle de store stjerne gør den slags.
Desuden viser du ham jo bare din taknemlighed, og så længe, det ikke
slipper ud, er ingen skade sket.”
Hans kølige hænder lagde sig på mine, men jeg trak mig tilbage i
væmmelse.
Alexander McQueen, Chanel, Burberry. De ville alle have mig til at stå
model for deres nyeste kollektioner, og rapportere fra hele verden kimede
os ned for at få et interview med mig. Når jeg skulle interviewes, var det
Klaus, som førte ordet, for jeg kludrede altid sådan, sagde han. Men han
havde fået ret. Jeg var på alles læber, og folk betalte utrolige mængder af
penge for at få et glimt af min dans, men det havde sin pris.
Klaus forandrede sig. Han blev grådig, ville have flere penge, større shows
og adskillige showgirls, som han lidt for ofte holdte private møder med,
og i lang tid bar jeg over med det hele, for det var jo trods alt ham, som
havde ført mig til tops.
”Jeg troede aldrig, jeg skulle høre den slags ord fra din mund,” sagde jeg
og rev bildøren op.
Det blev næsten uudholdeligt for mig at være derhjemme. Såret på mine
hæle helede aldrig ordentligt, og hvorend jeg gik, dryppede jeg fra tid
til anden blod. Klaus var sjældent hjemme, og jeg måtte selv skrubbe
gulvet efter mig. Det var det mindste, jeg kunne gøre, sagde Klaus. Og jeg
begyndte at tage medicin for at holde det hele ud. Både smerten og livet.
116
117
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Med tiden faldt alt fra hinanden. Mine sår blev betændte, og medicinen
var ikke billig. Medierne mistede interessen for mig og mine ”stiletter”, så
balletten opsagde min kontrakt, og vi fik ingen penge ind. De veninder,
jeg førhen havde haft, ville ikke længere se mig. Jeg hørte dem kalde mig
medieluder bag min ryg.
Jeg snurrede hurtigere og hurtigere. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen
Klaus svinge stokken gennem luften. Den ramte mig i knæhasen med et
smæld. Klaus blev nødt til at tage to deltidsjobs for at få det hele til at løbe
rundt, og da vi havde gået derhjemme uden arbejde i to måneder, ringede
telefonen. Klaus kom mig i forkøbet og trådte ind foran mig, netop som
jeg skulle til at tage røret.
”Du er svag, balletverdenen er ikke skabt til svage mennesker. Attitude.”
sagde han og drejede rundt på hælene.
Mit ben blev strakt så højt op over hovedet, som jeg kunne. Jeg afventede
i stilhed hans kritik. Han cirkulerede omkring mig, og jeg mærkede hans
øjne på min hud. Han greb fast om mit lår og skinneben og pressede begge
dele opad.
”Gi den til mig,” sagde han og rakte hånden frem.
Det var den kreative chef for Det Kongelige Teater. Han ville høre, om
det var være muligt at hyre mig til at spille Den Sorte Svane i den nye
opsætning af Svanesøen den 15. december.
”Det ville være en stor ære, og jeg skal personligt selv sørge for, at hun er
i topform til premieren,” svarede Klaus og så over på mig.
Det sved og jeg skar tænder, men det stoppede ham ikke fra at presse mig
en tak mere.
”Stop, det gør ondt,” sagde jeg.
Han gik om bag mig og hviskede i mit øre. ”Desværre for dig, så kunne
jeg ikke være mere ligeglad. Vi kan jo ikke have, at spolerer alting ved at
fejle til premieren, vel?” Han slap mig og vendte sig med ryggen til mig.
”Jamen, så takker vi og glæder os til at se hende.”
Klaus smækkede røret på og gik hen imod mig. ”Op” sagde han, og jeg
rejste mig.
Han gik hen til kommoden og hev en skuffe ud. Op fra den trak han en
gammel træstok. Anlægget blev tændt, og Tchaikovsky blæste ud af
højtalerne.
”Pirouette,” sagde han, og jeg drejede rundt på mine tåspidser. Et højt
knæk skar gennem luften, og jeg faldt til jorden.
”Det er simpelthen trættende at se på, det her. Vi tager den igen i morgen,
og så håber jeg virkelig, for din egen skyld, at jeg ikke skal se på noget så
ynkeligt som det i dag.”
Ugerne gik. Det blev premiereaften, og jeg var ved at gøre mig klar til at
gå på scenen. Jeg påførte en mørkerød læbestift og så Klaus nærme sig i
spejlbilledet. Han tog et fast greb om mine skuldre og kyssede mig op og
ned ad nakken.
“Er min smukke ballerina klar til i aften?” spurgte han, og vi så os selv i
spejlet. Så stivnede hans smil pludselig brat.
”Op,” sagde han og hev mig op at stå. Jeg snurrede rundt igen.
”Hvor er den kjole, jeg havde bestilt til dig?”
”Hurtigere, hurtigere,” sagde han og bankede stokken i gulvet i takt til
musikken. ”Forfør mig.”
118
“Den var lidt for vovet, tænkte jeg.”
119
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
I virkeligheden havde balletten naturligvis sin egen kostumier, der havde
syet en kjole til mig. Men det passede ikke Klaus. En nerve pulserede i
hans øjenkrog.
Han slap mig og gik over mod minibaren. “Se så at komme på scenen,”
sagde han og bundede sin drink.
“Jeg er grunden til, at du ikke stadig renser toiletter. Du burde være mere
taknemmelig, Iris. Du mangler passion. Hvordan skal du kunne spille Den
sorte Svane, når du ikke vil lytte til mine råd. Du står bare der glor ned i
jorden. Sofia!”
Han vendte sig rundt og råbte ud af døren. En letpåklædt danserinde kom
ind ad døren: “Ja, sødeste. Hvad kan jeg være til hjælp med denne gang?”
sagde hun flirtende og smøg sig op ad Klaus.
“Smid kjolen,” sagde han, og hun så ikke ud til at være det mindste generet
af, at jeg også var i lokalet. Sofia fniste og lod silken glide ned ad sig. Nu
stod hun kun iført undertøj, men virkede bestemt ikke forlegen.
Jeg tog en dyb indånding og tæppet gik op. Projektørlysene fik mig til
at se pletter. Det var, som om jeg stadig kunne mærke hans greb om min
kæbe. Mine fødder bevægede sig mekanisk til musikken og den rutine, jeg
havde lavet tusind gange før. Jeg snurrede rundt i piruetter, hurtigere og
hurtigere til blodet susede for mine øre. Publikum blev til en stor sløret
masse. Sveden løb ned ad mig og blodet fra mine hæle sprøjtede helt op
ad benene på mig. Så var det, som om et sort slør havde lagt sig over mine
øjne, og jeg faldt mod jorden.
Nogen havde fat om mine ankler og slæbte mig hen ad et gulv. Alting
var sløret, og jeg prøvede at blinke det væk. Jeg forsøgte at bevæge mine
hænder, men de var bundet. Så blev jeg sat på en stol. Jeg skrabede gulvet
med tåspidserne men kunne ikke nå jorden fra den stol som jeg sad på.
Angsten fik mit hjerte til at hamre, som skulle det sprænge.
“Mange tak for hjælpen, Sofia.” Klaus smilede til hende.
En sløret skikkelse nærmede sig, og jeg bad den om at sætte mig fri.
“Skulle det være en anden gang,” sagde hun og blinkede til ham inden hun
forsvandt ud af døråbningen og efterlod en stank af billig parfume.
“Det er din skyld! Du har ødelagt alting for mig. Jeg gav dig alt, du ønskede,
og dette er takken?” Jeg genkendte med det samme Klaus’ stemme.
“Tag den her på,” sagde han og smed Sofias kjole hen til mig.
Jeg gled ned i den og afventede hans reaktion.
Mit syn begyndte at vende tilbage. Han stod helt op ad mig og råbte så
spyttet fløj: ”Du er ingenting, ingenting forstår du det?! Din forpulede
møgkælling”.
“Det går ikke. Du vil stadig få publikum til at falde i søvn inden anden
akt.” Han lagde sine kraftige hænder på mit bryst og hev ned i kjolens
udskæring. “Riitch,” sagde det, da han flåede silken i stykker.
Han havde et vildt blik i øjnene, og med et smadrede han næven ned i
bordet, til hans knoer blødte.
Kjolen hang nu i laser og havde åben udskæring til midt på maven, den
skjulte knap nok mine bryster. Jeg prøvede at dække mig selv til med
hænderne, men som svar tog han fat om min kæbe og holdt mig fast.
“De vil ikke ha dig mere på teateret. Du er ubrugelig.” Han cirkulerede
omkring mig som en høg over sit bytte. “De er trætte af at se dig valse
rundt som en anden tåbe”
“Du har bare ikke at fucke det her op, okay?!” Et svagt klynk undslap mine
læber.
Han stod så nært at jeg kunne se små svedperler pible ned ad hans pande
og mærke, at han stank surt af øl og sved.
120
121
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
“Hvad nu hvis jeg skar dine to små lamseben af ? Det ville pirre deres
nysgerrighed.”
Han stak sine hænder op under min kjole og greb fat om mine lår.
Jeg rokkede stolen fra side til side, til jeg faldt mod jorden. Stadig bundet
til stolen krøb jeg hen imod tasken, men Klaus lå bevidstløs på gulvet og
blokerede min vej. Så lydløst, som det var muligt, krøb jeg i en bue uden
om ham og bad til, at han ikke ville vågne.
”Jeg kunne skære et fint lille snit, lige hen over her,” sagde han og tegnede
en stiplet linje hen over mit lår. ”Nej,nej, nej jeg ber dig,” sagde jeg og
rystede vildt på hovedet, mens tårerne sved i øjnene. Men han vendte sig
og gik hen mod bordet, hvorpå der lå rusten sav.
Min taske var nu lige indenfor rækkevidde. Jeg rakte ud efter den, men ide
mine fingerspidser strejfede læderremmen, greb nogen fat om mine ankler
og trak mig baglæns. Jeg så mig over skulderen og så Klaus med et vildt
blik i øjnene og med blod, der løb ned ad ansigtet på ham.
”Jeg gjorde alt for dig, Klaus, men hold nu op. Jeg troede, at alting ville
blive okay, men se os nu.”
Panisk sparkede jeg ud med benene. Der lød en højlydt jamren, og grebet
om min ankel blev sluppet. Klaus sad nu klagende på gulvet med benene
trukket op under sig og hænderne holdt op for øjnene.
Han stoppede brat, og vendte sig rundt mod mig.
”Du slår fra dig. Jeg er imponeret,” sagde han og gik helt tæt på. ’Smak’
sagde det, idet hans knyttede næve for gennem luften og ramte direkte
i ansigtet på mig. Det flænsede kød fra indersiden af min kind, fik min
mund til at smage af jern.
”Eller ’du prøvede at slå fra dig’ ville måske være et mere passende ordvalg.
Du ’prøvede’også at være en hustru ,men sandheden er, at du aldrig vil
være andet end en ubetydelige, talentløs hore.”
Jeg samlede en spytklat bagerst i munden og fyrede den af sted. Den
ramte og løb ned over hans pande og videre ned i øjnene.
”Arrgh, din bitch.” Han tog sig til øjnene og tørrede spyttet væk. Nu
havde jeg min måske eneste chance. Jeg vristede mit ben løs af rebet og
ramte ham med et velplaceret spark lige mellem benene. Han tog sig til
skridtet og faldt på knæ. Jeg svang hovedet tilbage, og der lød et højt
dunk, da vores hoveder kolliderede. Mit kranium smertede, og alting var
sløret, men det kunne jeg ikke tage mig af. Jeg skulle nå min taske, der lå
henne ved døren. Og den kniv, jeg var begyndt at gemme deri, fordi jeg
var bange for alt.
122
”Jeg kan ikke se,” skreg han og famlede sig frem. Da han fjernede hænderne,
så jeg at blodet flød ud over de nederste øjenlåg og videre ned ad kinderne.
Så kiggede jeg ned ad mig selv og opdagede, at sømmene i mine fødder var
dækket af blod. En hidtil ukendt følelse spredte sig i min krop, som om et
pak blodtørstige ulve blev vækket til live inden i mig. Hævn og modstand.
Jeg kunne ikke længere genkende mig selv.
Jeg rejste mig, og med nyfunden styrke, greb jeg Klaus i kraven og slæbte
ham hen over gulvet. Han gjorde ikke modstand, men lod sig bare slæbe
af sted, mens han jamrede i smerte.
”Op,” sagde jeg. Da han ikke reagerede, borede jeg sømmet ned i låret på
ham.
”Arrgh!” Han han tog sig til såret, mens han så bedende op på mig. Hvor
så han ynkelig ud. Jeg vendte mig for at hente saven, men så snart jeg
havde vendt ryggen til, fik Klaus sig halet op og forsøgte at famle sig vej
til døren. I et splitsekund svang jeg benet gennem luften og rundt om
nakken på ham. Sådan blev jeg stående i nogen tid, med benet fastlåst om
hans hals, mens jeg lyttede til ham gispe efter vejret.
123
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Det ser ud til, at de ballettimer alligevel var godt givet ud,” smilede jeg
bredt. Så pressede jeg ham op ad væggen med mit udstrakte ben mod hans
strube.
”Skal vi se vor højt jeg kan få benet op, hvad? Skal vi teste, hvor svag jeg
er?” Jeg borede sømmet ind i kødet på ham til blodet begyndte at flyde en
smule.
Kun et svagt klynk undslap hans læber.
”Gad vide, hvor meget pres jeg kan putte på din pulsåre, før den sprænger?”
”Slip mig fri, Søde. Jeg vil give dig alle de penge, du vil have,” sagde han
bedende og hev en stak pengesedler op ad bukselommen.
”Du er virkelig ynkelig, ved du godt det?”
Ved de ord, var det som om noget i hans blik forandrede sig.”I det mindste
er det ikke mig, som spreder benene for enhver mand, som nænner mig et
blik,” sagde han og så mig direkte i øjnene.
Det var, som om noget inde i mig slog klik, og jeg så mig selv udefra.
Jeg så mig selv kaste Klaus mod jorden, smadre hans baghoved ned i
betonen og flænse hans mave op ved at trampe oven på ham. Jeg blev ved
med at trampe, selv længe efter han var død. Det sagde våde, hæslige lyde,
når jeg trådte ned i hans tarme, og blodet sprøjtede langt op ad lårene på
mig. Udmattelsen overrumplede mig til sidst, og jeg faldt til jorden.
En rungende latter steg op fra dybet af mine lunger. Jeg lod hovedet falde
tilbage og latteren slippe ud.
Jeg så over på resterne af Klaus, og for første gang i femten år, kunne jeg
frit trække vejret.
124
125
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Dragetegnet
Marie Lorenzen
126
127
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Jeg leder efter en person. En person der ikke hører til her,” lød en fremmed
stemme fra markedspladsen og Rye, som egentlig var på vej hjem, blev
nysgerrig og besluttede at tage en lille omvej. På den forhøjede platform
midt på torvet stod en ældre ridder og talte til forsamlingen foran. Han
lignede ikke en, man havde lyst til at stå i vejen for.
”En ridder? I vores lille landsby? Hvad vil han dog her?” udbrød den
gamle, før Rye kunne nå at finde de rigtige ord til at tale færdig.
”Han leder efter en person, der har et bestemt mærke.”
Rye tog en dyb indånding og trak op i sin kjortel, så tegnet kom til syne.
”Denne person ser måske ud til at passe ind og har sikkert været her så
mange år, at I har glemt, han ikke kommer herfra. Men han eller hun
bærer et mærke, der ser nogenlunde sådan her ud.”
Ridderen holdt et stykke pergament op, og Rye anstrengte sig for at få
et glimt af tegnet. Et gisp undslap ham, og han mistede næsten pusten.
Tegnet på pergamentet var et, han havde set før og endda mange gange.
Rigtig mange gange. Efter et hurtigt kig løb han, så hurtigt han kunne,
væk fra pladsen.
Da han endelig stoppede, stod han foran sin hoveddør og hev efter vejret,
og tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder. Han så sig omkring
og løftede så lidt op i sin grove kjortel og så på tegnet, der var placeret
lige over hans hofte. Det var helt sort mod hans blege hud og lignede et
omvendt S, hvis nederste bue fortsatte i en spiral. Midt på S’et udgik en
halvoval, der mindede om et blad fra en blomst. Han havde aldrig vidst,
hvad tegnet betød, og hans far havde altid skiftet emne, når han spurgte
til det. Nu var han nødt til at kende sandheden.
Indenfor i det lille lerhus var der helt stille, men Rye vidste, at hans far var
hjemme, og han fandt ham siddende i den gode stol i stuen.
”Far,” begyndte Rye, men han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Måske
var det slet ikke ham, ridderen virkelig ledte efter? Hvad skulle en ridder
dog ville med en fattig møllersøn?
”Hvad er der, min søn? Du ser så bekymret ud.” sagde Dax, og sendte Rye
et smil, der fik alle rynkerne til at træde tydeligere frem.
”Der er kommet en ridder til byen …”
128
”Han leder efter mig.”
Der var stille længe, mens Dax bare sad og stirrede på Rye. men til sidst
sagde han noget.
”Det er vel på tide, at du får sandheden at vide, Rye. Jeg er ikke din
rigtige far. Du dukkede bare op på mit dørtrin en dag, men jeg vidste,
at det var min skæbne at tage mig af dig. Derfor har jeg aldrig stillet
spørgsmålstegn ved, hvor du kom fra. Hvis du vil vide, hvor du kommer
fra, så ved denne ridder det måske, og jeg kan godt forstå, hvis har brug
for at kende sandheden.”
Rye satte sig i en stol og prøvede at få sin fars ord til at give mening. Et
eller andet sted havde han nok godt vidst det hele tiden. Han lignede ikke
Dax det fjerneste, hverken af udseende eller personlighed, men Rye havde
altid troet, at det var, fordi han slægtede sin mor mest efter. En mor han
aldrig havde mødt og kun hørt få historier om.
En kraftig banken på døren afbrød Ryes tanker, og han rejste sig for at
åbne. Udenfor stod en pige på nogenlunde samme alder som ham, men
hun lignede ikke nogen pige, han før havde set. Hun lignede snarere et
vildt dyr, som var blevet trukket ud fra en mørk skov, forvandlet til et
menneske og iført noget mørkt stof, der vist skulle forestille at være en
kjole. Hendes blik gled over ham med et udtryk, han ikke vidste, hvordan
han skulle beskrive.
”Er du møllerens søn?” spurgte hun og så ham direkte i øjnene. For få
øjeblikke siden ville han uden tøven have svaret ja, men nu da han kendte
sandheden, vidste han ikke længere, hvad han skulle svare.
129
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Et smil bredte sig på hendes mørklilla læber.
Denne gang var Manas smil vemodigt, da hun nikkede til ham.
”Det er du.”
”Så snart du har hjulpet mig, vil jeg sørge for, at du kommer sikkert hjem,”
sagde hun, og Rye tog tøvende hendes hånd og lukkede døren bag sig. Hun
gav hans hånd et klem, før hun trak ham med sig væk fra det hjem, han
altid havde kendt. Bag ham hørte han Dax kalde på sig, men Rye havde
ikke tænkt sig at svare.
”Hvem er du?” spurgte han og kunne ikke lade være med at være en smule
bange for den mystiske pige.
”Mit navn er Mana, og jeg har brug for din hjælp. Det er dig, der bærer
tegnet, ikke?”
Det var, som om hun kunne se direkte igennem ham, og uden at være
fuldt bevidst om det, havde han løftet sin kjortel og afslørede tegnet. Hun
udstødte en sær, begejstret lyd da hun så det.
”Hvad skal du bruge min hjælp til? Jeg kan ikke så meget andet end
arbejde i møllen,” sagde Rye og trak let på skuldrene.
”Ah, det er noget, du tror. Det tegn,” sagde hun og pegede på mærket
under hans kjortel.
”Er bevis på, at du er noget helt særligt.”
Han kunne mærke sig selv ønske, at han virkelig var noget særligt, men
samtidig ønske, at han aldrig havde fået sandheden om sin baggrund at
vide. Mana sendte ham et smil og lod en finger, med lange mørke negle
glide over hans kind. Berøringen gav ham kuldegysninger.
”Hvem er ved døren, min søn?” spurgte Dax inde fra stuen, og Mana fik
pludselig et dystert ansigtsudtryk.
”Vi er nødt til at tage af sted nu. Du må stole på mig,” sagde hun med et
insisterende blik og rakte sin hånd frem.
”Jeg skal nok forklare dig det hele på vejen.”
”Kan du love, at jeg kommer tilbage?”
130
Da de var kommet lidt væk fra landsbyen, slap Mana hans hånd. Hun stak
to fingre i munden og piftede, og der dukkede en kæmpestor mørk ulv
op, nærmest ud af det blå, Rye havde i hvert fald ikke set, hvor den kom
fra. Mana hilste på ulven, kaldte den Velan, og kærtegnede dens tykke
pels. Velan var mindst lige så stor som en hest med glødende øjne og
mærkelige, lyse tegn i pelsen.
”Kom,” sagde Mana, i det hun vendte sig mod Rye.
”Det går hurtigere, hvis vi ridder. Så skal jeg forklare dig det hele på vejen.”
Usikker på om han virkelig kunne stole på Mana, eller om ridderen på
pladsen ville ham have gjort ham ondt eller godt, hvis han fandt ham,
kravlede Rye efter Mana op på ulven, der satte af sted med det samme.
De red som vinden gennem landskabet, og Rye holdt godt fast om livet på
Mana i frygt for at falde af i farten.
”Sagen er, at jeg leder efter en magisk sten,” begyndte Mana, efter de
havde reddet et kort stykke tid. ”Jeg er heks, og magi er noget, der falder
mig naturligt, men lige siden jeg har været helt lille, har jeg hørt historier
om denne sten, og jeg har drømt om at blive den første heks, der fandt
den. Stenen siges at give besidderen kræfter, der overgår enhver fantasi.
Problemet er bare, at den er placeret i Dragernes Dal, hvor der vrimler
med … ja, med drager. Og drager og hekse bryder sig ikke specielt om
hinanden. Det er derfor, jeg har brug for din hjælp. Dit tegn betyder, at du
er en del af dragefolket, så du kan tale med bæsterne, og de vil i teorien se
dig som en ligesindet. Alt, du behøver at gøre, er at overtale dragerne til
at give mig min sten.”
131
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Jeg kan tale med drager?” spurgte Rye og prøvede at afgøre med sig selv,
om han overhovedet troede på, at drager fandtes.
Et stykke derfra tårnede en kæmpe klippevæg sig op med en smal mørk
sprække ned igennem, og det var denne sprække, Mana pegede på.
”Ja, dit tegn virker som en fortryllelse, som modvirker dragernes
talesløringsbesværgelse. Det har jeg i hvert fald hørt,” sagde Mana.
”Er du sikker på, at dragerne lader mig få den sten, du så gerne vil have?”
spurgte Rye, i det han, sammen med Mana, steg ned fra Velan.
”Du sagde, mit tegn betyder, at jeg er en del af dragefolket. Vil det sige, at
der også er andre, der har tegnet?” spurgte Rye undrende.
”Nej, men det skal du heller ikke bekymre dig om. Du skal bare få os ind i
dalen, så skal jeg nok klare resten,” sagde hun og sendte ham et stort smil,
hvorefter hun beordrede Velan til at blive i nærheden. Så snurrede hun
rundt og satte kursen mod kløften. Rye fulgte tøvende efter.
”Nu må du ikke blive skuffet. Der er jo en grund til, at jeg har rejst landet
tyndt for at finde dig. Dragefolket er stort set uddødt. De få, der er tilbage,
lever enten i Dragernes Dal, eller er spredt ud over landet. Du var den
første, jeg kunne komme til at tale med,” sagde Mana og gav hans hånd
et klem.
”Der var en ridder, der ledte efter mig tilbage i landsbyen. Ville han mig
noget ondt?” spurgte Rye, og Mana stivnede.
De var kommet et stykke ind mellem klipperne, og mørket svøbte sig om
dem, mens de langsomt bevægede sig fremad, da en dyb stemme dundrede
mod dem:
”Hvad laver en heks her?”
Manas fingrer lukkede sig om Ryes arm, og hendes åndedræt var tungt,
da hun hviskede:
Der gik et øjeblik før hun svarede:
”Du skal ikke bekymre dig om ham. Jeg skal nok beskytte dig. Men jeg
vil ikke lyve for dig. Kongen har udstedt en dusør på dragefolket, fordi
han frygter den magt, de kan få. Modsat heksene, der bare passer sig selv,
har dragefolket det med at blande sig i sager, der ikke altid vedkommer
dem. Det sikreste sted for dragefolket siges at være i Dragernes Dal, hvor
kongens mænd ikke tør bevæge sig ind.”
”Hvad sagde han?”
Rye vidste ikke helt, om han skulle synes om det, hun havde fortalt ham,
og forholdt sig derfor tavs.
”Men jeg stoler på hende og beder jer give os en chance,” svarede Rye. Der
fulgte en lang tavshed.
”Ifølge mine oplysninger skulle dette være Drageslugten, som leder ind
til Dragernes Dal,” sagde Mana, da de efter mange dages rejse endelig
stoppede. De havde overnattet på et par kroer på vejen, og hun havde
betalt for deres mad og ophold. Rye var ved at synes helt godt om Mana.
Hun var en smule speciel, men venlig.
”Nuvel. Så må I fortsætte, men hun må sværge ikke at bruge magi herinde,
hvis hun vil slippe ud igen med livet i behold.”
132
133
”Vi vil jer intet ondt,” halvråbte Rye ud i mørket. Manas greb strammedes.
”Man kan ikke stole på hekse. Du må fortsætte, men hun skal vende op,”
lød stemmen.
Rye gengav stemmens ord til Mana, og hun åndede lettet op og slap hans
arm.
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Da de nåede enden af kløften, blev de mødt af synet af en tårnhøj skællet
skabning, der blokerede for deres udsyn. Den så ikke venligsindet ud. Rye
kunne ikke holde et gisp tilbage. Så var det virkelig sandt, at der fandtes
drager.
Alle havde været så søde mod ham og budt ham velkommen, som var
han deres familie. Han tog sig selv i at ønske, at han kunne blive her i
stedet for at tage tilbage til det hjem, han var vokset op i. Sandt nok
havde dragefolket ikke udvist helt samme gæstfrihed over for Mana, men
hun havde også holdt sig meget i baggrunden. Tydeligvis bevidst om, at
hendes tilstedeværelse ikke var ønsket.
“Sig, at jeg ikke vil dem noget ondt. Og, at jeg ikke har aflagt min ed, så jeg
er ikke engang en rigtig del af heksesamfundet,” hviskede Mana og holdt
sig bag Rye, der gengav hendes ord uden helt at vide, hvad de betød. Mana
havde ikke fortalt meget om sig selv, og han havde været for høflig til at
spørge, så han vidste egentlig ikke ret meget om hverken hendes fortid
eller om heksesamfundet.
”En klanløs heks?! Sandt nok ser jeg intet totemdyr bundet til hendes sjæl,
men hun tror måske, at hun kan blive den første drageheks?”
Der kom en dyb, rungende lyd fra dragen. Den lo. Rye vidste ikke rigtig,
om han skulle oversætte dragens ord.
”Vi ønsker blot at se Dragernes Dal med vores egne øjne, for at se om den
virkelig er så storslået som i fortællingerne. Så skal vi nok rejse videre
bagefter,” sagde Rye, i det han huskede, at dragerne ifølge legenderne var
meget stolte væsner.
”Selvfølgelig er vores dal storslået. Ingen tvivl om det. I kan få lov til at
blive til daggry, så I selv kan se det. Men vi vil holde øje med jer, og I vil
komme til at bøde for eventuelle fejltrin.”
De blev henvist til en lillebitte lianhytte, hvor de kunne sove. Der var
kun ét rum, hvor der lå to bunker af tæpper, som udgjorde deres senge
for natten. Mana lagde sig tavst til rette og svarede ikke, da Rye ønskede
hende en god nat, modsat de tidligere nætter på deres rejse til dalen. Det
undrede ham, men han faldt i søvn, før han nåede at tænke mere over det.
Det var langt efter daggry, da Rye vågnede, og han skyndte sig op, men
stoppede brat, da han lagde mærke til de tomme tæpper ved sin side. Mana
var væk. Var hun taget afsted uden ham? Han skyndte sig ud af hytten
og spurgte den første, han mødte, om der var nogen, der havde set hende.
”Tyveheksen?” fnøs manden, ”Hun sidder forsvarligt låst inde.”
”Hvad?! Hvor?”
”I kældergrotterne,” sagde han og pegede mod bunden af dalen. Rye
skyndte sig at takke, før han satte i løb i den retning, manden havde peget.
”Hvor skal du hen i den fart?” spurgte en kvinde, i det hun stoppede Rye.
Og med de ord lettede dragen fra jorden og gav dem frit udsyn over dalen.
Det var et betagende syn. Der var drager overalt, klipper med mystiske
tegn, mærkelige planter, og der var også mennesker. Dragefolket, uden
tvivl. Rye var ivrig efter at snakke med en af dem, høre hvad det ville
sige at være en del af denne klan. Uden at sige et ord greb han om Manas
håndled og trak hende i retning mod den nærmeste person.
”Er Mana ikke derinde?” Han pegede ind i grotten bag kvinden.
Samme aften havde de været hele dalen rundt, og Rye havde en svævende
fornemmelse i maven.
”Slip ham,” sagde manden roligt, ”Heksen tilstod selv, at hun bare udnyttede
ham til at komme ind i dalen. Han vidste ikke bedre end at stole på hende.”
134
135
”Jeg er nødt til at se hende.”
”Du står måske i ledtog med heksen?” spurgte kvinden og greb fat i ham,
mens hun signalerede til en mand, der stod i nærheden.
Fortællinger fra Skovkanten 5
Kvinden slap sit greb, men lod sit blik hvile på ham.
”Kan jeg tale med hende?” bad Rye. Manden nikkede og slog ud med
hånden som tegn på, at han bare skulle træde ind.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Det var ikke en sten. Det var et drageæg. Jeg fandt bare ud af det for
sent,” sagde Mana. Rye vendte sig rundt og begyndte at gå.
”Vent,” kaldte Mana, og han så sig tilbage. Hun var kravlet helt hen til
takkerne og så på ham med et indtrængende blik.
”Mana?”
”Jeg er glad for, at det var dig, jeg fulgtes med hertil.”
Oplyst af en enlig fakkel kunne han gennem to rækker af store hvide
takker skimte en sammensunket skikkelse, der lignede Mana. Den
bevægede sig, da han talte og et ansigt kom til syne bag tremmerne.
”Rye? Hvad laver du her? Du burde ikke være kommet,” sagde hun hæst.
Et smil oplyste kort Ryes ansigt, men så kom han i tanke om mandens ord,
og han gik helt hen og satte sig på jorden, for at være i øjenhøjde med hende.
Takkerne mindede ham om dragetænder, men det var måske også, hvad de var.
”Hvorfor?” Hun åbnede munden for at svare, men han var allerede begyndt
at gå igen.
”Hvad skal der ske med hende?” spurgte Rye manden og kvinden, da han
trådte ud af grotten.
”Vi brænder hende. Om et par timer. Hun er klanløs og en tyv, så hun
har ingen rettigheder eller nogen, der vil blive hævntørstige over hendes
død,” sagde kvinden og trak på skuldrene.
”Er det sandt? Udnyttede du mig bare?”
”Hellere få det overstået hurtigst muligt,” tilføjede manden.
Han var nødt til at høre det fra hende selv. Der kom tårer i hendes øjne,
og hun nikkede.
”Den ridder, du så i din landsby, var også mig. Jeg havde brug for en
skikkelse, der virkede autoritær, så folk ville fortælle mig, hvor du var”
sagde hun og så væk. Han mærkede sit syn blive sløret.
”Hvis du er så magtfuld, hvorfor bruger du så ikke bare din magi til at
slippe væk herfra?” Han prøvede at være ligeglad. Ligeglad med hende.
En varm tåre trillede ned ad hans kind, og han skyndte sig at tørre den
væk, før hun kunne nå at se den.
”Dragernes magi er for stærk. Den fungerer ikke ligesom heksemagi. De
bruger runer, ligesom den du selv har,” sagde hun og slog ud med hånden
mod væggene og takkerne.
”Ærgerligt, at du ikke slap væk med din sten,” sagde Rye og rejste sig.
136
Rye gispede. Hvordan kunne de tage hendes henrettelse så følelsesløst? Han
havde brug for luft til at tænke. Først gik han bare, men så satte han i løb.
Der var ingen steder, han ville hen, bare et sted, han kunne tænke i fred.
Han nåede til sidst til en klippeafsats højt oppe i dalen, hvor han stoppede for
at hive efter vejret, mens han lænede sig op af et stenhegn, der forhindrede
folk i at falde ud over kanten af afsatsen. Der gik derfor et øjeblik, før han
opdagede den gamle mand, der sad på en stenbænk og nød udsigten ud over
dalen. Han rettede sig op for at gå tilbage, men manden stoppede ham.
”Kom, sæt dig. Du ser udmattet ud. Bare rolig, jeg bider ikke,” sagde den
gamle med et rynket smil og klappede på bænken. Tøvende satte Rye sig
ved siden af ham.
”Her er dejligt ikke? Et godt sted til at tænke, men det er måske også
derfor, du er her?”
137
Fortællinger fra Skovkanten 5
Rye nikkede til svar.
”Du er måske kun lige ved at vænne dig til dine evner og at du er en del af
dragefolket?” smilede manden.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Rye skreg, da flammerne brændte sig gennem hans tøj og slikkede op ad
hans hud, der skiftede farve fra lyserød over dybrød til helt sort. Men
flammerne nåede ikke ind til Mana, der stadig lå rullet sammen under Rye.
”Hvad gør det da?” spurgte Rye, men før den gamle kunne nå at svare lød
lyden af tunge klokkeslag.
Regnen af flammer stoppede. Ryes hud var blevet sort i flammerne, men
hans lysebrune, pjuskede hår så helt uskadt ud. Mana rykkede på sig, og
folkemængden gispede. Endnu en kaskade af flammer haglede ned over
dem, og den nye regn løsnede to flager af Ryes forbrændte ryg. Flagerne
foldede sig ud og blev større og tykkere. Flammeregnen stoppede, og
der blev helt stille. En vind bevægede flagerne på Ryes ryg, der nu rakte
længere ud end hans arme. Der kom et host fra hans lunger, og langsomt
kom han på benene, kun iført resterne af sine forbrændte bukser, for
vinden tog resterne af hans kjortel med sig. Han rystede sig og den matte
sorte aske gled af ham, og i stedet dukkede skinnende sorte skæl med et
mørkegrønt skær frem, hvor hans hud havde været få øjeblikke forinden.
Flagerne, der hang ned langs hans ryg, spredte sig nu helt ud, og da han
rykkede kraftigt med dem, fløj asken også af dem og synliggjorde et par
sorte dragevinger.
”Du må hellere skynde dig, hvis du vil nå at se afbrændingen. Og hvis du
vil tænke mere over dine evner, skal du bare vide, at tegnet betyder, at
dragerne har givet noget af deres eget væsen til os. Deres evner er vores
evner, hvis vi kan finde ud af at bruge dem.”
Der var dødstille på pladsen, mens alle holdt vejret og stirrede på
skabningen, der for få øjeblikke siden havde lignet en dreng. Mana vendte
blikket mod ham. Han rakte en skællet hånd frem mod hende. Hun greb
den, og han trak hende op at stå.
Rye ville spørge ham om mere, men manden vinkede ham væk, så Rye
fulgte i stedet hans råd og skyndte sig ned fra klippeafsatsen.
”Jeg er ligeglad med, at du udnyttede mig. Det var forkert at se dig dø på
den måde. Selvom du er mærkelig, så holder jeg af dig,” sagde Rye.
Rundt om en stor åben plads var en del mennesker og drager forsamlet på
hævede plateauer i forskellige niveauer. Rye fik mast sig frem til forreste
række, og der, midt på pladsen under ham, lå Mana krøllet sammen i en
klump. Den eneste anden, der befandt sig på pladsen ud over hende, var
en stor, mørkerød drage. Det tog ikke Rye mange sekunder at regne ud,
hvad der skulle til at ske. Dragen bøjede sit hoved og åbnede munden på
vid gab, så dens store tænder kom til syne. Uden at tænke sprang Rye ned
på pladsen og spurtede hen til Mana, som han kastede sig over, lige i det
øjeblik, flammerne stod ud af munden på den røde drage.
”Der er også en ekstra ting, du skal vide,” sagde Mana og lagde en hånd
på hans skællede bryst. ” Da jeg påstod, at du intet vidste om min plan for
at finde den magiske sten, så var det også for at beskytte dig. Du er også
blevet … noget særligt … for mig.” Rye kunne ikke lade være med at smile
ad den tilståelse, og uden at vente på en tredje regn af ild, tog han Mana i
sine arme og slog med sine ny udvoksede vinger, så de lettede fra pladsen.
138
139
”Tja, jeg må indrømme, jeg havde svært ved at tro på, at drager virkelig
fandtes, men det er da ret utroligt, at jeg rent faktisk kan tale med dem.
Det forstår jeg stadig ikke, hvordan kan lade sig gøre,” svarede Rye og
trak på skuldrene, hvilket fik den gamle til at klukke. Han løftede sin arm,
så Rye fik øje på et tegn ved hans håndled, det omvendte S der endte i en
spiral og havde en halvoval udgående fra midten. Det samme dragetegn,
som han selv havde.
”Det her,” sagde manden og pegede på tegnet på sin arm, ”gør meget mere
end at give dig evnen til at tale og forstå dragernes sprog.”
”Nu vil jeg også gerne hjem til min far. Han er sikkert bekymret over, så længe
som jeg har været væk,” sagde Rye, og Mana nøjedes med at smile til svar.
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Du som intet ved
Marie Smed Rasmussen
140
141
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Mac kunne mærke adrenalinen pumpe igennem hans årer, mens han
spænede hen af sportspladsens glasgader. Månen skinnede køligt ned på
ham, mens hans ben føltes svagere og svagere, men han stoppede ikke.
Det ville være alt for farligt. Han kunne stadig høre sine forfølgere råbe,
at han skulle vende om, hvis han ikke ville have store problemer med
Calé. Calé undertrykkede hele sin befolkning og overvågede alle, men
hans befolkningen var fuldstændig ligeglad. De så ham som deres gud og
hersker og stolede blindt på hans ord, selvom de aldrig nogensinde havde
set ham. Calé kunne for den sags skyld lige så godt være ikke-eksisterende.
Måske var det i virkeligheden bare robotter, der havde taget kontrol over
hele Nordlandia.
Mac var efterhånden kommet på benene igen og kiggede ned på hende for
at få hende til at bakke væk, men hun var ikke skræmt, tværtimod blev hun
bare stående og stirrede så rasende tilbage på ham, at han måtte opgive
det. Det kunne godt være, hun bare var en spinkel pige, men hun var også
en af de mest intimiderende personer, han nogensinde havde mødt. Og
han vidste godt, hun ventede på en forklaring.
Han kunne fornemme, at robotterne var kommet længere bagud, og begik
så den fejl at sænke farten lidt. Samme sekund, han gjorde det, mærkede
han sine fødder glide på glasgaden, og han faldt. Hvorfor pokker skulle
man også lave gader af glas? Det er jo virkeligt upraktisk, og den eneste
årsag var sikkert, at det var endnu en dum metode til at holde styr på den
stakkels befolkning, så ingen kunne løbe nogen steder hen.
Mac lukkede øjnene, mens han højlydt bandede indeni og gjorde sig klar
til at ramme det hårde glas, da han blev grebet af en velkendt skikkelse,
trukket ind i et hus, og smidt ned på gulvet. Han rejste sig og tog sig til
hovedet som dunkede af smerte.
”Hey, Jo! Du kunne godt havde ladet værre med at kaste så hårdt,”
mumlede han, og betragtede den unge pige med det pjuskede lange røde
hår, der stod og sendte falsk hjertebanken af sted med sin hjertepistol for
at lede robotterne på vildspor. Hun vendte sig og sendte ham et rasende
blik. Selvom hun var to år yngre end ham, og temmelig spinkelt bygget,
kunne han ikke lade værre med at kravle baglæns væk fra hende.
”Vi bliver nødt til at nå ud til folket, hvis vi nogensinde skal kunne
overvinde Calé,” prøvede han desperat. Heldigvis fik hans ord Jo til at
stoppe stirrekonkurrencen. Nu rystede hun bare opgivende på hovedet af
ham, gik hen til elevatoren og trykkede en 14-cifret kode, hvorefter hun
trykkede på den lille DNA-skærm. Døren gled lydløst op, og hun gjorde
tegn til Mac, at han skulle følge efter hende.
I rummet nedenunder stod Alec og ventede på dem. Udadtil lignede han
en køn ung mand på ca. 27. Han var veltrænet og høj med tykt blødt
brunt hår og brune øjne, men i virkeligheden var han 165 år gammel. Som
27-årig var han blevet brugt i et eksperiment, som skulle kunne give en
person evig ungdom. Desværre var strålingen, som maskinen udsendte,
så giftig, at alle forskerne endte på et psykiatrisk hospital resten af deres
liv. Alecs blik var kun en smule blidere end Jos, og Mac sænkede hovedet i
skam. Hvis Alec var sur, havde han virkelig opført sig dumt, for Alec var
tilgivende af natur. Jo gav ham et blidt skub i ryggen. Han vidste ikke
hvad han kunne sige for at forsvare sig selv.
”Alle i hele landet er ude efter dig Mac!” sagde han, mens hans hvileløse
vandring rundt i lokalet endte med, at han satte sig i en læderstol. ”Hvad
tænkte du på? Er du klar over, vi har problemer nok i forvejen, og nu skal
vi også til at tænke på at holde dig i live?”
”Du har ingenting at klage over, Mac,” hviskede hun hidsigt, så der ikke
var nogen udenfor, der kunne høre det. Selvom alle vægge var lydtætte,
havde robotterne en meget sensitiv lydbølgefanger. ”Vi har sagt til dig, du
ikke skal gå ud og lave modstandspropaganda! Og se, hvad der er sket. Du
er på alle offentlige skærmer som en forræder af folket!”
Mac sagde ikke noget for at forsvare sig. Han stod bare stille med hovedet
sænket og tog imod, for inderst inde vidste han godt, han havde fortjent hvert
ord. Han hadede, når Alec var sur på ham, mest fordi han næsten aldrig blev
sur. Mac hadede også at se Alec ked af det, fordi han vidste, han havde det
forfærdeligt i forvejen. Alec havde oplevet verden, før Calé fik kontrollen, og
det var tydeligt for enhver, at han savnede den gamle tid rigtig meget.
142
143
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Det var heller ikke kun verden, han savnede … hun hed Lana. Han
snakkede næsten aldrig om hende, men når han endelig gjorde, begyndte
han altid at græde. Han sagde, det var Calé og hans styre, der var skyld
i, hun forsvandt, for det skete næsten lige efter, de var begyndt at udvikle
overvågende robotter. Hun var i grunden nok hele årsagen til, at han var
så meget imod Calé, selvom han ikke vil indrømme det.
Alec havde sikret det med alle former for teknologi, han kunne finde, og
han blev ved med at opgradere det hver måned, så da robotterne kom for
at sætte overvågningskameraer og lydoptagere op, kunne de ikke spore
stedet. Senere brugte han fem år på i hemmelighed at hacke sig ind på
kameraets system, så det i dag bare viste en film af et normalt menneskes
liv. Filmen ville vare 400 år mere, og beboerne i huset ville leve og dø som
normalt på skærmen.
Mac ville gerne sige undskyld, men det var, som om ordene ikke ville
forlade hans mund. Han løftede hovedet, og så på Alec med triste øjne.
Først prøvede Alec at holde masken, for at vise han var sur, men til sidst
mildnede hans ansigtsudtryk, og han sukkede dybt.
”Rolig nu Mackie,” sagde han blidt og rodede Mac i håret. ”Der kunne være
sket meget værre ting. Du bliver nok bare nødt til at holde dig skjult her,
indtil vi finder ud af noget.” Og med de ord gik han ind i sit soveværelse
og lukkede stille døren efter sig. Mac kiggede trist på den lukkede dør. Det
var tydeligt, at Alec var skuffet over ham, og det havde han jo også alle
grunde til at være. Han havde virkelig dummet sig denne gang.
Han sukkede dybt og faldt sammen i den sorte lædersofa. Jo satte sig ved
siden af ham og spiste en stor kalkunsandwich. Hun gengældte hans
blik, og rakte ham et stykke mad. Først nu opdagede han, hvor lang tid
det egentlig var, siden han havde fået andet af spise, end de forfærdelige
mætningspiller, der blev delt ud til hele befolkningen, så ingen skulle gå
sultne i seng – ikke engang de fattige. Alec tog taknemmeligt imod den og
slubrede nærmest maden i sig.
”Bare rolig” Jo smilede skævt til ham. ”Vi skal nok finde en måde, du kan
komme ud herfra snart, men indtil videre er det her det eneste sikre sted
i Nordlandia.”
Mac vidste, hun havde ret. Alec havde bygget det hemmelige rum, før Calé
og hans overvågningssystem fik fuldstændig kontrol over landet. Han
havde haft en mistanke om, at noget forfærdeligt ville ske, så han bestemte
sig for at lave et sikkert rum, i skjul fra regeringen.
144
”Du har ret…” nikkede Mac. Men han kunne stadig ikke lide tanken om
ikke at kunne forlade dette kedelige rum det næste lange stykke tid. ”Jeg
bør nok gå i seng.” Og med de ord gik han hen imod deres soveværelse.
Det var ikke hans mening at lyde så hård. Han kunne faktisk virkelig
godt lide Jo, som var den eneste rigtige ven, han nogensinde havde haft,
men det havde bare været end forfærdelig dag, og tanken om, at han ikke
ville kunne komme med ud og tage kampen op mod Calé i rigtig lang tid
irriterede ham ubeskriveligt. Han havde aldrig været den type der nød at
læne sig tilbage, og lade andre løse problemerne for sig.
”Mac.” Han kunne høre Jo mumle bag sig. Hun lød træt. Han stoppede og
vendte sig om. ”Det skal nok gå. Der er ingen der kommer til at røre dig.”
Han sendte hende et skævt smil, og gik over til soveværelset. Alec var
allerede faldet i søvn, da Mac kom derind. Han satte sig lydløst i sengen
overfor og betragtede Alecs fredelige ansigt, før han lagde sig til at sove.
Men han kunne ikke finde ro. Han kunne mærke, han stadig havde en stor
klump i halsen, og han lå og stirrede op på de falske stjerner, de havde
fået installeret inde på værelset, dengang han var helt lille. Stjernerne
blinkede smukt til ham, mens han lå og nød stilheden. Men den varede
desværre ikke så længe. Kort efter kunne han høre Alec begynde at græde
i søvne, og mumle Lanas navn igen og igen. Det gjorde egentlig ikke Mac
noget. Han var så vant til det, at det næsten var beroligende at falde i søvn
til den stille gråd. Han lukkede øjnene, og faldt langsomt hen.
Han vågnede lidt senere ud på natten med en fornemmelse af, at noget
ikke var, som det plejede at være.
145
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Han var lige ved at falde i søvn igen, da det gik op for ham, at det var
gråden der var stoppet. Han klappede med hænderne, så lyset tændte, og
så over mod Alecs seng. Den var tom. Mac skulle lige til at gå i panik, da
Alec kom ind ad døren og spærrede overrasket øjnene op, da han så, Mac
var vågen.
Mac nikkede. Det var lang tid siden, han selv havde været på Georgias
bar, og han kunne godt trænge til at omgive sig med mennesker ligesom
ham selv igen. Det bedste ved baren var, at de faktisk serverede ordentligt
mad i forhold til alle andre offentlige steder, og den eneste grund til at
den stadig var åben, var, at den udadtil lignede en anstændig bar for
arbejderklassen, men derinde snakkede folk i koder. Det var kun omkring
en tiendedel af gæsterne, som ikke var hjernevaskede af Calé, men det var
alligevel mere end nogen andre steder. Mac rakte ud efter en pistol, men
Jo rev den ud af hånden på ham.
”Hvor har du været?” spurgte Mac hæst. Et eller andet var galt, og han
var bange for, det ikke var godt. Alecs ansigt så koldt ud. Mac havde aldrig
før set ham på den måde.
”Gå i seng igen.”
Alec slukkede lyset og lagde sig i sin seng, og kort efter lagde Mac sig
også, men han kunne ikke få Alecs ansigtsudtryk ud af hovedet igen.
Han vågnede næste morgen ved lyden af nogen inde i stuen. Han gabte
og rejste sig, tog et hurtigt kig i spejlet, før han gik derind. Jo havde taget
våben fra våbenhuset og en skudsikker vest på. Hun smilede og pegede
over mod bordet, hvor der stod nogle stykker ristet brød. Mac blinkede
træt med øjnene for at vænne sig til lyset og strøg en hånd gennem sit
uglede blonde hår, mens han betragtede Jo trække en T-shirt ud over den
skudsikre vest, hvorefter hun gemte en mini-laserpind i et bind i sit ene
bukseben og et par knive i det andet.
”Du ved godt, du ikke må gå nogen steder!” mindede hun ham om, trak
undskyldende på skuldrende og løb ud af døren. ”Jeg skal nok skynde
mig!”
Mac hadede, at han blev nød til at blive i det kedelige rum uden at kunne
gøre noget. Han bankede hånden ind i en væg af frustration. Nu skulle Jo
være helt alene i en bar med en masse mennesker, hvoraf nogle af dem
sagtens kunne være farlige. Han nægtede at lade det ske. Han greb en
pistol og tog en maske på. Så kiggede han sig tilfreds i spejlet. Der var
ingen, der ville kunne genkende ham. Masken var speciallavet af Alec. Så
spænede han ud af døren og ud i deres teleporter, hvor han hurtigt tastede
Georgias bar ind på skærmen.
Det var lang tid siden, han havde set hende gå ud så velforberedt. Normalt
tog hun bare sin elskede laserpind med sig. Hun smilede drillende uden at
sige noget, og han rullede med øjnene. Han kendte hende godt nok til at
vide, at hun ikke kunne lade være med at sige noget i den sidste ende, og
han havde ret.
Baren var allerede fyldt med mennesker, der sad og svinede hinanden
til. Der var ingen, der genkendte ham, ikke engang Georgia, og Mac var
ellers en af hendes yndlingskunder. Jo var desværre heller ikke nogen
steder at se. Pludselig var der nogen, der trak ham ind i en mørk krog.
Han kunne ikke gøre modstand, for hvis kameraerne opfangede en mulig
slåskamp, ville der komme robotter farende med det samme, og det var det
sidste, han havde brug for. Han overvejede, om der var nogen, der havde
genkendt ham, og så opdagede han, at det var Jo, og hun var rasende.
”Jeg tager hen til Georgias bar for at finde en taber, der kan hacke sig ind
på systemet og forvrænge dit ansigt på billederne, så du ville kunne gå
ud igen. Folk er ’heldigvis’ alt for hjernevaskede til at lægge mærke til
ændringen. De stoler jo blindt på systemet.”
”Hvad laver du her?” spurgte hun roligt, mens det var tydeligt på hendes
ansigtsudtryk, hun havde lyst til at flå ham i småstykker. ”Var vi ikke enige
om, du skulle blive derhjemme?”Mac overvejede, hvad han skulle sige for
at gøre hende bare en smule mindre rasende.
146
147
”Hvad skal du?” spurgte han søvnigt og tog en stor bid af et stykke brød.
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Jeg kom, fordi du ikke skulle være her alene,” sagde han og håbede på, han
ikke lød nær så skrækslagen, som han følte sig. Han havde en fornemmelse
af, at folk var begyndt at stirre på dem, og han håbede inderligt, det bare
var panikken indeni ham, der havde taget over, men det var det desværre
ikke. Der lød pludselig en høj, skrigende lyd over hele baren, og det
begyndte at blinke med røde lys, og robotter kom flyvende ind fra alle
steder, mens de blev ved med at råbe til hinanden, at forræderen var her.
Mac brød endelig stilheden ”Hvor er vi ?” Der gik et stykke tid, før Jo
svarede. Det var selvfølgelig ikke overraskende, for hun vidste sikkert
heller ikke, hvor de var, eller hvad der skulle ske med dem. Men Mac
kunne ikke lide udtrykket i hendes øjne. Hun så ikke bare trist ud, men
såret, og sådan havde han aldrig set hende før. Endelig løftede hun hovedet
og kiggede ham direkte i øjnene.
Mac tog fat omkring Jos håndled og trak hende ind under et bord, hvor hun
fik trukket hendes laserpind frem og skød mod tindingen på alle robotter,
der kom i nærheden, så de mistede kontrollen over deres styresystemer.
Til sidst var der desværre ikke mere kraft tilbage i den lille pind, og hun
smed den frustreret fra sig.
”Mine knive gør ingen skade på maskiner, kun mennesker,” hviskede hun.
Mac kunne se panikken i hendes øjne. Han famlede efter sin pistol, men
kom i sin angst til at tabe den, så den røg ud fra bordet, og robotterne
opdagede straks, hvor de var. Bordet blev zappet væk på under et sekund,
og maskinerne samlede sig om dem. Jo var stivnet af skræk, og Mac
forsøgte at trække hende væk. Hun skulle ikke straffes, bare fordi han
havde været en idiot.
Han samlede alle sine kræfter, løftede hende og kastede hende hen over
robotternes hoved, mens han råbte til hende, hun skulle flygte. Men
selvfølgelig nægtede hun at lade ham i stikken. Hvad havde han regnet
med? Hun samlede sig og løb tilbage og blev straks fanget af robotterne.
Mere nåede han ikke at se, før han mærkede en elektrisk stråle skyde
igennem sit hjerne, og det hele blev sort.
Mac vågnede i en selvkørende lænestol ved siden af Jo. Hun var allerede
vågen og sad og betragtede ham stumt. Han tog sig til sit smertefulde
hoved, hvor bedøvelseslaseren havde ramt. Jo så ikke ligefrem ud til
at være i smerte, men hun så trist ud. De kørte ind i en stor sal, hvor
væggene var lavede af computerskærme og forskellige styringsmaskiner,
og der stoppede de.
148
”De siger, vi skal møde Calé,” sagde hun svagt ”Men … jeg forstår ikke,
hvordan de kunne finde ud af, hvor du var … Du var godt maskeret, kun
jeg genkendte din maske, og der er ikke en fil på dig nogen steder, for den
har vi jo slettet. Den eneste mulighed var, hvis nogen …” hun stoppede
sin sætning dér, men hun behøvede heller ikke sige mere. Mac vidste godt,
hvad det var, hun hentydede til, men han nægtede selv at tro det. Alec
kunne aldrig finde på den slags. Mac havde kendt ham hele sit liv, og han
vidste, han umuligt ville kunne finde på at svigte sine nære.
Macs tanker blev afbrudt, da en kæmpe dør åbnede sig, og han spærrede
øjnene op, for ind kom Alec sammen med den smukkeste kvinde, han
nogensinde havde set. Så havde Jo haft ret. Mac mærkede både raseriet og
sorgen boble indeni sig, og hvis han ikke var holdt nede af jernstænger,
var han sprunget på ham.
”Alec!” råbte han med tårer i øjnene. ”Hvad har du gang i? Hvordan kunne
du finde på at forråde os?” Tårerne løb varmt ned af kinden, og han
kunne mærke sit sind blive knust til en million stykker. Alec kiggede først
udtryksløst på dem uden at sige noget. Så åbnede han endelig munden for
at forklare sig:
”Undskyld, Mackie … lad mig præsentere,” begyndte Alec, og vendte sig
mod kvinden. Hun smilede venligt til dem og fortsatte Alecs sætning:
”Mit navn er Lana.” Hun smilede så varmt til dem, at hele lokalet nærmest
lyste op, ”men I kender mig vidst bedst som Calé.”
Stilhed. Fulkommen stilhed. Mac og Jo kiggede måbende på hende.
149
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Så dette var altså den kvinde, Alec havde elsket så højt de seneste 100
år. Var det virkelige den ondskabsfulde Calé? Hun virkede ellers som
det venligste menneske, der fandtes, og så var hun smuk. Gud, hvor var
hun smuk. Hun var høj og slank, med langt, gyldenblondt hår, der gik
hende helt ned til hendes velformede hofter. Hun havde store blå øjne, der
skinnede i lyset fra computerskærmene.
Calé havde måske ret … frihed skabte kun sorg. Han kunne mærke, at han
gav op, og så mærkede han kuglen skyde igennem sin krop. De sidste ord,
han hørte, kom fra Calé.
”Jeg håber du forstår nu …”
Og hendes følsomme mund omkransede perfekte hvide tænder. Hendes
aura skinnede af imødekommenhed og venlighed. Det var, som om man
på en engel, når man så hende. Hvordan kunne denne kvinde samtidig
være den forfærdelige diktator, der havde styret landet i sænk?
”Du havde vel regnet med jeg var en gammel led stodder? Eller måske
troede du slet ikke, jeg var et menneske?” spurgte Calé, som havde hun
læst hans tanker. Hun smilede stadig: ”Nej, lad mig gætte. Du troede, jeg
var en ond tyran, der bare vil kontrollere min befolkning for at gøre mig
selv rigere?” Mac sagde ikke noget. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.
I hans øjne have Calé altid bare været en forfærdelig tyran, som havde
manipuleret hele befolkningen til at forgude sig, simpelthen fordi han, hun
eller det, så sig selv som Gud. Calé smilede sigende til ham, som om hun
vidste, hvad det var, han tænkte på.
”Har du nogensinde overvejet, at min befolkning faktisk ER lykkelig?
Fordi de aldrig har haft nogen idé om, hvad der foregik, skulle de heller
aldrig bekymre sig om noget. Fordi de aldrig har kendt til frihed, ved
de ikke, de mangler den. Før i tiden var der krig og kaos hele tiden, folk
sultede og døde før deres tid. Nu er alt under kontrol, ingen prøver på at
bekæmpe hinanden for at få frihed, for de har slet ikke lyst til at have deres
frihed, og der er ingen, der sulter eller behøver at dø, for jeg sørger for, der
ikke er nogen, der rager for til sig?”
Mac begyndte lige så stille at miste troen på, at det han havde kæmpet
for, overhovedet havde været det rigtige. Hun havde jo ret … De eneste
mennesker, han kendte, der var oprigtigt ulykkelige var ham selv, Jo og
Alec, og de var også de eneste der ønskede sig frihed.
150
151
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Mae’r Crëwr
Mikkel Køppler
152
153
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Mae’r Crëwr lænede sig tilbage og kiggede på det univers, han og de andre
havde skabt. Selv om det havde eksisteret i flere millioner år, mærkede han
ikke tiden. Han var hævet over den. Og ikke bare det, men også over rum.
Han kiggede, ikke gennem skærm eller monitor, han kiggede direkte på
det og på os. Men han var ikke tilstede … han var uden fysisk form.
Bæstet ventede, indtil døren åbnede, hvorefter det gik ind. Mae’r Crëwr
holdt stadig øje med det. Han gik i gang med at undersøge området med
den underjordiske bygning. Han kunne ikke fysik røre noget af det, men
han huskede alligevel hver eneste detalje. Hans hukommelse var så god, at
den bedste supercomputer ikke kunne konkurrere med ham.
Han var ikke alene, dengang universet blev skabt, så mægtig var han ikke.
De var fem, to var nu væk. De to, der var tilbage, havde han ingen kontakt
til. Det behøvedes ikke. For de lavede en pagt, en aftale: Aldrig mere måtte
de fysisk gå ned og ændre på universet og jorden. Sidste gang endte det i
den krig, mennesket kaldte for 2. Verdenskrig.
Det tog ingen tid, bogstaveligt talt, at udforske hele bygningen, som viste
sig at være et laboratorie. En gruppe, som kaldte sig SYNDFLODEN,
forskede i at kombinere mutation, evolution og kloning på et niveau, som
ikke burde være muligt med nutidens teknologi.
Mae’r Crëwr kiggede stadig. Det gjorde de alle tre; men ingen af dem
vidste, hvad de ledte efter. De kiggede bare. Legede ’find fejlen’.
Mae’r Crëwr fik øje på noget nyt. Fire var blevet dræbt i Nevada-ørkenen.
Han førte sit blik tilbage i tiden, tilbage til mordet. Han havde ikke noget
bedre at lave. Det havde han aldrig.
En gruppe gamle venner var på vandretur på Mount Yucca. Pludselig
stod et stort, pelset væsen foran dem. Det var mindst to meter høj og
havde en tyrs horn. Det gik krumrygget og havde store bjørnekløer. Dets
bagben mindede om en adræt ulvs. Det var en skabning, som ikke burde
eksistere. Den gik imod både reglerne for evolution, og dem for mutation.
De fire mænd blev bange og flygtede, men bæstet var over dem på ingen
tid, og de mistede alle livet.
Mae’r Crëwr knyttede næven. Han måtte finde en måde at fjerne dette
bæst, denne vandalisering af deres kreation, uden selv at gøre det fysisk,
for det måtte han ikke. Men han besluttede sig for at følge bæstet og finde
ud af, hvor end det var på vej hen.
Disse bæster havde kodenavnet: STRØMMEN, forstået som den strøm
der bar syndfloden. Mon det ligefrem havde noget med Noas ark at gøre?
Mae’r Crëwr havde spørgsmål og brug for hjælp. Han kunne ikke ændre
noget uden at være fysisk tilstede. Han måtte finde nogen, der kunne
hjælpe ham inden SYNDFLODEN var færdige med deres projekt. At
skabe et væsen, et bæst, så stærkt at det ikke ville kunne stoppes af
mennesker.
Evelyn Angel stod i sit laboratorie i AKG-Corporation. Hun var i gang
med at finde en alternativ energikilde for fremtiden. Hun vendte sig for at
tage et stof fra bordet bag hende, men hun sprang tilbage.
Der stod en mand, hun aldrig havde set før. Han var umulig at beskrive
med ord. Selv i hendes tanker kunne hun ikke sætte ord på, hvordan han
så ud. Hun vidste kun, det var en mand.
”Hvem er du?” spurgte hun. Hun kiggede febrilsk efter noget at beskytte sig med.
”Mae’r Crëwr,” svarede han tonløst. ”Og jeg har brug for din hjælp”
Bæstet gik til en grotte, eller rettere: et grottesystem, som ledte dyb ned
under Mount Yucca.
Jo længere ned de kom, jo mere menneskeskabt så klippevæggene ud,
indtil de nåede en stor stålport, der ligner noget fra en scifi-film.
154
Evelyn lagde mærke til, at lyden ikke kom som lyd, men som en andens
tanker inde i hendes hoved.
”Hvordan er du kommet ind? Døren er låst?”
155
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Jeg besluttede bare at være her. Ser du, jeg er her ikke fysisk,” svarede
han.
Evelyn løftede et øjenbryn. Bedre end hun kendte det laboratorium, hvor
hun havde arbejdet i seks år?
Evelyn tog et hurtigt skridt, greb en kolbe med klar væske, hældte
noget pulver ned i kolben og kastede blandingen efter manden med det
besynderlige navn. Hvis hun ikke havde dukket sig under bordet, havde
hun set kolben passere lige igennem den fremmede for derefter at blive
knust mod væggen og forårsage en ildeksplosion, som fjernede synet af
Mae’r Crëwr. Flere glas i nærheden af ham knustes, og en alarm gik i
gang. En stemme bad alle om at evakuere bygningen pga. en, indtil videre,
ukendt eksplosion. Evelyn rejste sig fra sit skjul.
”Og hvad for jeg ud af det?” spurgte hun, ikke villig til at risikere sit liv
uden videre.
Manden havde ikke rykket sig en tomme, og nu var hun bange. For
en naturvidenskabsmand er det, som bryder naturlovene det mest
skræmmende af alt.
”Hv-Hvordan…” fik hun lavmælt fremstammet.
”Jeg sagde det jo; jeg er her ikke fysisk. Og hvis jeg var, ville jeg blive
straffet. Det er en aftale, jeg har indgået,” svarede han og tog et skridt
nærmere.
”Jeg har brug for din hjælp,” sagde han. Det gjorde kun Evelyn endnu
mere forvirret. Denne mand kunne muligvis gøre alt, og han havde brug
for hendes hjælp?
”Der er en gruppe, der ønsker alle mennesker udryddet. Jeg kan ikke røre
dem, men det kan du,” sagde han.
”Men hvad kan jeg gøre ved terrorister?” spurgte hun sarkastisk. ”Det er
jo selvmord.”
”Du bliver ikke alene,” svarede Mae’r Crëwr. ”Jeg har fundet to andre.
Sammen har I alle de egenskaber, der er nødvendige, og jeg kender jeres
modstanderes laboratorie bedre, end du kender dit.”
156
”Et ønske opfyldt,” svarede han, Evelyn kiggede dumt tilbage.
”Et ønske?”
”Du har allerede set, hvad jeg kan, så hvorfor skulle jeg ikke kunne opfylde
et ønske?” spurgte Mae’r Crëwr retorisk.
”Hvad vil du gøre, hvis jeg siger nej?”
”Jeg valgte dig blandt mange forskere, og du vil ikke sige nej. Ikke når der
er en chance for at se din bror igen,” svarede han.
”Hvordan ved du om …” begyndte hun, men han afbrød: ”Jeg ved alt om
dig. Jeg valgte med omhu.”
Han gjorde en håndbevægelse, der fik luften til at åbne sig ligesom en
lynlås. Evelyn kunne ikke se noget på den anden side. Det var, som var
man blind, når man kiggede derind. Der var ikke sort, ikke gråt, ikke
hvidt, ikke farvet, der var bare … ingenting. Hun vente blikket tilbage på
manden, men Mae’r Crëwr var væk.
Tøvende gik hun ind i blindheden.
Evelyn stod i en ørken. Hun skærmede for solen med hånden. Temperaturen
var steget kraftigt. Et stykke væk stod en jeep, hvor to mænd stod og
snakkede. Den ene fik øje på hende og vinkede hende hen til dem.
”Halløj frøken, er du videnskabsdamen?” spurgte den ene. Han stod i en
skovhuggerskjorte og havde en armbrøst i skødet, en moderne armbrøst.
Koggeret var slynget om skulderen.
157
Fortællinger fra Skovkanten 5
Han talte med tyk amerikansk accent, og Evelyn kunne se et lille sølvkors
hænge fra hans hals. Hun nikkede.
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Syndfloden, men det er jo alt liv?” hviskede Evelyn.
”Og HVOR farlige var de her bæster?” spurgte Nicholas.
”Fantastisk, så er vi her alle sammen,” sagde den anden med tysk accent.
Han var et stort brød med et fuldskæg. Af en eller anden grund havde han
et stort sværd i siden.
”Hvor er mine manerer? Jeg er Zachery, og det her er Nicholas,” sagde
amerikaneren.
”Det varierer nok fra en sort bjørn til et næsten usårligt bæst,” svarede
Mae’r Crëwr.
”Usårlig?” udbrød Zachery.
”Men hvad gør vi så?”
”Og jeg er Evelyn.”
Panikken ulmede i hans stemme.
”En englænder, fantastisk,” sagde Nicholas.
”Der var jo en grund til, jeg udvalgte jer,” svarede Mae’r Crëwr.
”Jeg ser I alle har mødt hinanden.”
Stemmen lød tonløs i deres hoveder. Alligevel kiggede de straks i samme
retning, og der stod han, Mae’r Crëwr.
”Jeg kan mange ting, som fx at bringe jer hertil fra tre forskellige steder
i verden. Jeg kan komme ind alle steder, men selv kan jeg ikke rent fysisk
gøre noget.”
”Der står en kasse i jeepen til dig, Evelyn. Der er alle de kemikalier og
stoffer, du burde få brug for,” sagde han.
”Hvorfor har du så ikke bare teleporteret os ned, hvor vi skal være? Ville
det ikke være nemmere?” spurgte Nicholas.
Evelyn fik øje på kassen, der havde strips, så den kunne spændes på ryggen.
Der var stort set, hvad der svarede til hele hendes eget laboratorium i den.
Bare i mindre mængder.
”Jeg kan ikke føre jer gennem lukkede døre, murer eller bjergvægge. I
blev alle sammen samlet op med udgang til den frie luft. Som sagt, jeg kan
meget, men ikke alt.”
Hun smed sin kirtel over jeepens side og tog kassen på ryggen.
”Folkens, verden er muligvis ved at gå under, og vi står og diskutere…
so come on!” sagde Zachery og begyndte at gå med sin armbrøst mod
grottens indgang. Mae’r Crëwr fulgte med uden lyd og uden reaktion
på udbruddet. Evelyn fulgte også med – lidt mere tøvende. Det gjorde
Nicholas også … med et suk.
Den var tung.
”Godt så, bæsterne vil være i stand til at se mig, men de vil ignorere mig,
fordi de ikke kan lugte mig.” sagde Mae’r Crëwr. ”Gruppen er ved at skabe
en hær af bæster stærke nok til, at det kan sammenlignes med syndfloden
fra det gamle testamente.”
Alle tre mennesker gispede.
158
De gik forsigtigt ned i hulesystemet. Det førte nedad. Alle havde en
pandelampe på, og jo længere ned i klipperne, de kom, jo mindre naturlige
så væggene ud. Det tog dem en lille times tid at nå den store stålport, som
lignede noget fra en scifi-serie.
159
Fortællinger fra Skovkanten 5
Mae’r Crëwr vendte sig med Evelyn.
”Døren er lavet af stål med 1,45564678 % carbon. Den går jeg ud fra, at
du kan åbne?”
”Ikke åbne, men jeg kan sagtens lave en form for indgang,” svarede Evelyn
og åbnede sin taske. Der gik ikke mange minutter, før hun havde blandet
sig frem til en kolbe violet væske. Hun gik hen mod porten. De andre blev
bag hende. Mae’r Crëwr rørte sig ikke.
Kolben fløj gennem luften og knustes, da den ramte døren. Væsken boblede
og syede, og kort efter var der et hul, omkring halvanden meter i diameter,
gennem det tykke stål.
De trådte ind gennem og var forsigtige med ikke at komme til at røre
resterne af violet væske, der lå og syede på kanterne.
Rummet var dækket af hvide marmorfliser på både gulv, vægge og loft.
Det så mere sterilt ud end et højkvalitetshospital, og både Zachery,
Nicholas og Evelyn bemærkede straks de seks døre, der førte videre fra
det rum, de nu stod i. De så ud til at være nemmere at åbne end stålporten,
men hvem vidste, hvad der var på den anden side.
”Denne vej,” sagde Mae’r Crëwr og gik mod en af dørene.
”Hvordan ved du, det er den rigtige? Du sagde, at du ikke kunne gøre
noget fysisk. Hvordan har du kunnet undersøge bygningen?” udbrød
Evelyn.
”Jeg ventede bare på, at der var nogen, som åbnede dørene,” svarede han
og pegede frem mod døren.
”Hvis en af jer vil være så venlig.”
Nicholas gik med taktfaste skridt mod døren og åbnede … men lukkede
hurtigt igen.
160
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Tilbage!” råbte han og løb. Forvirret tog Evelyn og Zachery et par skridt
baglæns.
Kort efter sprang døren op, og et to meter højt bæst sprang gennem
åbningen direkte mod Nicholas. Det stoppede dog brat, da en pil satte sig
i dets skulder. Dets blik vente sig mod Zachery, der var i gang med at lade
til nyt skud.
Han fik dog aldrig chancen. Nicholas kastede sig frem med sværdet
foran sig som en bajonet og spiddede bæstet. Han slyngede bæstet over
ryggen med en rullende bevægelse med overkroppen, så det hamrede ned
i marmorgulvet. Det rejste sig ikke igen.
”Og det her, unge dame, er årsagen til, at VI er her,” sagde Zachery, mens
Nicholas fik pusten igen.
”Andre hørte nok brølet. Vi bør komme videre,” sagde Mae’r Crëwr og
trådte gennem døråbningen og ind i en lang, stadig sterilt udseende, hvid
marmorbelagt gang.
De fortsatte gennem mange lignende gange og kamre med forskellige
maskiner, som Evelyn ødelagde med kemikalier, mens Zachery og Nicholas
tog sig at de bæster, der stillede sig i vejen. Til alt held var der kun et bæst
ad gangen, og indtil videre var deres største problem, at Nicholas var
forpustet konstant.
Evelyn kunne ikke lade være med at tænke på, at de ingen mennesker
havde mødt. Der var heller ingen tomme hvide kirtler på de få knager, de
så. Hele stedet virkede øde og forladt.
”Er du sikker på at …” begyndte hun, men stoppede, da de trådte ind i det
næste rum. Herinde stod en stor gruppe mænd og kvinder i hvide kirtler
omkring et bæst i et bur. Bæstet sad, men ragede alligevel over tre meter
op i luften.
”Hvad laver I her?” råbte en af kvinderne.
161
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Zachery svang armbrøsten ned fra skulderen og affyrede en pil i kvindens
bryst. Hun faldt død om.
Flere af videnskabsfolkene stod som paralyserede, indtil bæstet kravlede
ud af buret og brølede af dets lungers fulde kraft. Så fik de gang i benene
og flygtede.
”Nu hvor jeg har jeres opmærksomhed vil jeg lige sige, at jeg har set de
sedler og noter, I har hængt op rundt omkring, og dette er IKKE Guds
vilje. Gud ønsker ikke at dræbe alle mennesker!” råbte han.
”Der var jo en grund til, at han sendte syndfloden.” En mand trådte frem
fra mængden. Evelyn genkendte ham, men nåede ikke at reagere.
”Friedrich Wöhler, ikke sandt?” spurgte Mae’r Crëwr, og manden bukkede.
Zachery sigtede og skød. Pilene gik ind i bæstet, men bortset fra at
monsteret nu vente sin opmærksomhed mod ham, så det ikke ud til at
have nogen virkning.
Nicholas stod klar med sit hævede sværd. Evelyn så bekymret til.
Videnskabsmændene havde intet mod at de ”små” bæster løb frit rundt
i gangene, men nu var de tydeligvis i panik. Det var uden tvivl en stor
mundfuld at slå dette væsen ned. Hun åbnede endnu en gang sin kasse.
”Til deres tjeneste.”
”Men han døde jo i 1882!” udbrød Evelyn.
”Det tror alle, men Gud gav mig den opgave at gøre det færdigt, som
Noa ikke kunne,” sagde han uden at se ud til at være særlig bekymret for
indtrængerne.
”Gud ville udrydde mennesket, fordi det var syndigt, men han havde brug
for et menneske til at bygge en ark til alle dyrene. Desværre var hans
udvalgte menneske, Noa, en kujon, der selv gik ombord på arken med sin
familie.”
”Det var ingen gud, der talte til Noa. Det var en forræder,” sagde Mae’r
Crëwr, og selv om ordene var hårde, var hans stemme ligeså tonløs, som
den plejede.
Hun var løbet tør for mange af stofferne, og dem, hun havde tilbage, var
kun i små mængder. Hun rodede febrilsk rundt i kassen med fingre, der
begyndt at være fugtige af sved. Det krævede all hendes viljestyrke at
fokusere på de små flasker og glas frem for kampen mellem det store bæst
og Zachery og Nicholas.
I det samme kom Nicholas flyvende og væltede hendes mini-laboratorie
og dets indhold ud på gulvet. Hun stivnede, men skreg ikke. Hans blodige
torsos bryst hævede og sænkede sig igen. Nicholas var ikke død, endnu,
han trak stadig vejret. Men det ville ikke vare længe.
Hun kiggede op. Bæstet stod med foden oven på Zachery og var ved at
knuse hans bryst. Hans øjne mødte hendes, mens hans læber bevægede sig
uden lyd. Hun genkendte bevægelserne.
”Fadervor, du som er i himmelen …”
”Kald det, hvad du vil,” sagde Friedrich.
”Men fakta er, at jeg står her, og at I egentlig ikke burde have ladet mig
få tid til at tale.”
Han trådte til side, mens døren til det store bur åbnede sig.
162
Evelyn vendte sig mod Mae’r Crëwrs tomme ansigt. ”Hjælp os,” hviskede
hun.
Mae’r Crëwr havde magten til at redde dem, men gjorde han det, ville han
for evigt blive fanget af de andre detier.
163
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
For første gang i de timer, Evelyn havde kendt ham, viste han et udtryk og
var ikke bare tonløs. Han sukkede.
Kort efter var det, som om luften blev tung, og Evelyn kunne næsten
mærke vibrationerne. Det var, som om noget enormt netop var gået ind i
rummet. Det passede næsten. Det havde hele tiden været der, bare ikke i
fysisk form.
Mae’r Crëwr havde skulderlangt sort strithår, lys hud, ravgule øjne og
iført en rød toga.
Han trådte et skridt frem, og det alene var nok til at bæstet fuldstændig
fjernede sig fra Zachery, der straks begyndte at hoste og hakke. Evelyn
kravlede hurtigt hen og støttede ham.
Mae’r Crëwr fortsatte med at gå tættere på bæstet, der ikke kunne flygte
længere, men var trængt helt op i det ene hjørne.
Selv om Evelyn vidste at han var på deres side, følte hun alligevel frygt.
Han var nu helt tæt på bæstet. Han rakte en hånd ud, og i det han rørte
ved det, forsvandt det, som om det aldrig havde været der.
”Det er slut,” sagde han med en stemme, blød og kraftig på engang.
Evelyn kiggede op. ”Slut? Men vil de ikke bare fortsætte og lave et nyt?”
”Nej. De er ufarlige nu,” svarede han.
”Mae’r Crëwr. Du har brudt vores aftale,” buldrede en stemme i det
samme. Mae’r Crëwr vidste godt, hvem det var. Hans tid var nu ovre, og
der var intet at gøre. Ikke udover at håbe, at Greawdwr og Chreawdydd
kunne klare det alene.
164
165
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
På tynd is
Pernille Grand Moestrup
166
167
Fortællinger fra Skovkanten 4
Østerskov Efterskoles novellesamling 2014
Jeg står bag kassen i supermarkedet, da jeg ser dem komme ind for at købe
et færdiglavet måltid. Min far har armen om ham den lille, der ser kærligt
op på ham og plager om, at de bare kan købe en pizza. Han er blevet ældre,
siden jeg så ham sidst. Han er næsten ved at være teenager og ligner nu
endnu mere vores forældre.
Det var mig, der havde udfordret ham. Af en eller anden grund var jeg
nødt til at vise ham, at jeg ikke var en, han kunne smitte og slå ihjel, som
han gjorde med mor, dengang det hele startede. Jeg tog et skridt mere
ud på isen, der gav sig en smule, men ikke mere end den stadig holdt. Jeg
vidste, at hans brune øjne borede sig ind i min ryg, så jeg tog endnu et
skridt.
Da jeg ser dem, løber jeg ikke glædestrålende i armene på min far. Det
havde jeg ellers forestillet mig at gøre i de mange år, hvor jeg boede
hjemme hos vores onkel og tante. Jeg blev afleveret hos dem med en kuvert
med penge, efter det hele skete. Far fortalte aldrig, om han ville komme
tilbage. Jeg havde inderst inde et håb om, at det var fordi, hans savn bare
ville blive større, hvis han så mig igen, men det håb var døet ud med tiden.
I stedet for at komme dem i møde forsætter jeg med hurtigt at bippe
varerne ind, før jeg løber om bagved og tager mine ting. Far ser ikke ud til
at bemærke mig, og ham den lille har fået overtalt min far til, at de køber
en pizza, efter at de har været nede ved havnen. Jeg forsvinder ud ad døren
til supermarkedet og skuler op mod solen, der kommer mig i møde.
Jeg ved ikke, om ham den lille husker, hvad der skete dengang, men jeg
har i hvert fald ikke glemt det. Minderne om det har brændt sig fast på
min nethinde og hjemsøgt mig i nætterne hos vores onkel og tante. Jeg
havde ikke set det komme dengang. Jeg havde dengang en forestilling om,
at lige meget hvad jeg fandt på, ville jeg stadig have en far, der ville give
mig tag over hovedet.
Han stod bag mig. Han lod mig tage det første skridt, fordi han var så
bange for, at isen ville knække under ham. Det havde far sikkert advaret
ham imod, men han havde ikke advaret mig. Måske fordi han vidste, at lige
meget hvad der skete, så klarede jeg mig. Jeg var den, der havde overlevet
mest, selvom jeg var den, der frygtede døden mindst af alle tosserne fra
bygden. Jeg var den, der balancerede bedst på tagryggen, selv når den var
blank af skinnende is, og jeg var den, der turde gå længst ud på vandet
uden at frygte, at isen knækkede under mig. Hele min krop var dækket
med små hvide ar til minde om alle mine bedrifter. Alle i bygden kiggede
væk, når jeg prøvede at få deres øjenkontakt, men jeg så dem nogle gange
skule imod mig med ærefrygt i blikket.
Min far kiggede ikke ligefrem på mig med ærefrygt, da jeg sommetider
hoppede ned fra enden af tagryggen. Nogle gange skældte han mig ud,
men det var i det mindste bedre end, at han bare forsatte med at vise ham
den lille, hvordan man fanger sæler. Negativ kontakt var bedre end ingen
kontakt.
Jeg stod med støvlerne solidt plantet på isen, dengang det hele skete.
Det var dengang, det hele skete, men det var ikke der, det hele startede.
Dengang det hele startede, boede jeg sammen med min far og min tykke
mor. Da det hele skete, boede jeg i stedet hos min far og ham den lille.
Jeg tog endnu et skridt. Og så endnu et. Der skete ingenting, så jeg forsatte
længere ud. Jeg havde hundrede vis af gange stået på kanten af isen, uden
at der skete noget. Jeg var lige så mange gange gået ud på isen uden at se
mig tilbage, så hvorfor begynde på det nu? Det var ikke ligefrem, fordi der
var nogen køn udsigt bag mig.
Da det hele skete, stod jeg og kiggede ud på isbjergene, der flød rundt i det
store hav. Jeg kiggede ikke tilbage, for bag mig stod ham den lille. Ham den
lille dreng, der havde samme indvirkning som pest. Han smittede og besatte
min mor i ni måneder, og derefter slog han hende ihjel på fødselsstuen. I det
mindste omkom barnet ikke, havde de sagt. Vi var heldige.
Jeg var langt ude dengang. Så langt ude, at jeg ikke så, hvad der skete. Jeg
så ikke, at isen knækkede bag mig. En revne løb hen over isen og afskar
mig fra resten. Isen under mig krakelerede og blev delt i småstykker, som
ikke kunne bære min vægt. Du kan vel regne ud, at jeg på kort tid havnede
i det iskolde vand.
168
169
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Det var ikke første gang, at jeg var faldet i, men det var første gang, at jeg
røg i vandet, uden at nogen prøvede at hjælpe mig op.
De gav mig smertestillende medicin, mens behandlingen stod på, men
smerten prøver jeg stadig at fortrænge fra min hukommelse. Da jeg
omsider kom hjem, havde jeg en et brev med hjem fra kommunen. De
overvejede at tage mig fra min far. Han rystede opgivende på hovedet og
besluttede, at det måske var på tide, at jeg kom videre.
Jeg fik i en fart den tunge jakke af mig, så jeg ikke sank til bunden. Jeg
havde haft alt overtøjet på, så der næsten ikke var et eneste stykke bar hud,
men jeg havde ikke lukket jakken. Jeg kunne godt lide at mærke kulden
skære ind gennem marv og ben. At blive omfavnet af kulden var bedre
end slet ikke at blive omfavnet af nogen.
I vandet føltes det, som om min mor tog fat i min jakke og trak den af
mig, så jeg ikke bare sank ned til bunden. Hendes bløde hud rørte min i
det iskolde vand, da hun trak mig hen til den nærmeste isflage og gav mig
hjælp til at komme op. Da jeg kiggede mig tilbage, var hun væk, men jeg
bed mine klaprende tænder sammen og håbede at få hende at se igen.
Det er langt tid siden nu, men jeg kan stadig huske ham den lille, da han
stod inde på isen og kiggede på mig, mens jeg baksede mig op på en flage.
Midt i den dræbende kulde stod han der på kanten og kiggede på mig. Han
kunne tale, han kunne gå, men han gjorde ikke noget for at få fat i vores
far. Han stod bare og kiggede på mig, mens jeg drivvåd satte mig på isen
og gispede efter vejret.
Jeg frøs næsten til is, men jeg mærkede intet. Det eneste, jeg mærkede,
var magtesløsheden. Drengen stod og kiggede på mig, mens jeg langsomt
drev til havs. Hvis jeg havde sprunget fra isflagen, ville jeg måske kunne
nå at svømme de sidste meter ind, før kulden lammede min krop. Og
hvis jeg ikke var kommet op på isflagen, ville jeg have været forenet med
min mor. Jeg kunne være hoppet i vandet igen, og så ville jeg være der
sammen med hende. Alligevel sad jeg bare og stirrede ud i luften, mens
min lillebror gled længere og længere væk.
Det er lang tid siden nu. Det er lang tid siden, at de fandt mig siddende på
isflagen, der flød rundt mellem isbjergene. Jeg var dækket af is. Selv mit
lange hår var fyldt med iskrystaller, og mine øjenvipper var af is.
De indlagde mig på Dronnings Ingrids Hospital med forfrysninger.
170
”Det er ikke, fordi jeg ikke elsker dig, men du kan vel godt selv se, at det
her ikke går,” sagde han, da han afleverede mig til min tante og onkel med
kuverten med penge.
Jeg vil ikke at fortælle dig om, hvordan det var at bo hos min tante og onkel
i Nuuk, for det var der sådan set ikke noget galt i. Men jeg forestillede mig
alligevel igen og igen, hvad jeg skulle sige, når jeg så min far igen, men da
jeg så ham i supermarkedet, gemte ordene sig bag alle madvarerne.
De går ned på havnen for at købe en ny båd, og bag dem går jeg. Ligeså
snart min far går ind i kahytten på den båd, han har kig på, tager jeg ham
den lille og trækker ham ud på molen med en hånd for hans mund. Han
sparker og slår mig, men jeg mærker ingenting.
”Hvorfor?! Hvorfor hjalp du mig ikke?!” siger jeg og fjerner hånden fra
hans mund, så man kan se hans varme åndedræt i den kolde luft.
”Hvad …?” Han ser uforstående på mig med sine brune øjne, før han genkender mig.
”Ved du, hvordan det var? Jeg drev rundt i flere timer, før jeg blev fundet
af en tilfældig fisker! Du sagde intet til far!” siger jeg, og med et tag i hans
krave holder jeg ham udover bådebroen. Isen er brudt i havnen, men det
betyder ikke, at der ikke er lige så koldt, som da jeg faldt i. ”Hvis du havde
sagt noget, havde far ikke fået brevet, og så havde jeg boet hjemme!”
”Hvorfor skulle jeg have gjort det?” Det er rent faktisk et spørgsmål. Han
ser på mig med ærlige varme øjne. De samme øjne, der så på mig, da de
fortalte, at han heldigvis overlevede den kaotiske fødsel.
”Fordi du tog min mor fra mig,” siger jeg og tøver et splitsekund, ”og fordi
jeg er din søster.”
171
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
”Ingen af de andres søstre dyppede deres brødre ned i vandet,” siger han.
”De andres søstre låste ikke deres brødre ude om natten. Jeg kan komme
med tusindvis af ting, du har gjort imod mig, som ingen anden søster ville
have gjort.”
De er nok allerede i gang med at digte deres egen historie om, hvordan
ham den lille kom til at læne sig for langt ud, men til alt held var han en
stærk lille dreng, der kan holde sig oppe over vandoverfladen. Hvis han
siger noget om mig, hører jeg det ikke.
Han rører kun lige netop kanten af bådebroen med fødderne for ikke at
falde i, og da han siger de sidste ord, slipper jeg taget i hans krave. Jeg
lader ham falde bagover ned i vandet med et plask. Han sprutter mellem
de små stykker af is og kæmper for at holde sig oppe. Han skriger efter
hjælp, som han gjorde, da han var lille og ville tiltrække sig min fars
opmærksomhed. Og det er sikkert netop det, han prøver på. At få far til at
tage fat i mig og ryste mig med sine buldrende ord.
Jeg kigger ned i vandet og lader samtidigt være med at sparke med benene.
Jeg står et øjeblik og kigger på ham, som han havde stod, dengang det
hele skete. Måske var det sådan, jeg så ud, dengang jeg faldt i. Jeg havde
bare ikke været lige så svag, og min jakke havde været åben nok til, at jeg
kunne få den af mig. Mit hoved havde kunnet holde sig over vandet. Snart
er der ikke andet at se end boblerne fra ham. Han er på vej ned mod mor.
Der lyder et plask mere, og så er jeg også i vandet sammen med ham. Min
store tykke jakke tynger mig og prøver at trække mig ned mod ham. Jeg
famler mig i en sløret verden af saltvand og is. Næsten lettet griber jeg fat
i hans krave. Jeg bruger mine sidste kræfter på at hive ham op over vandet.
Mine muskler fryser til is inde i mig, men da jeg er ved at give op, mærker
jeg en hjælpende hånd. Min mors hænder hjælper mine med at få ham den
lille op til overfladen.
Da jeg kigger rundt under vandet, får jeg øje på en lille rund skikkelse
med sælskindsjakke foran mig. En velkendt skikkelse, der smiler forundret
til mig gennem vandet imellem os.
Jeg forsvinder langsomt ned under vandet med dybfrosne ben og arme.
Under vandet kan jeg se isflagerne over mig, der bliver oplyst af solen.
De er som skyer på den blå himmel og minder mig om dage, hvor jeg har
siddet med min mor på klipperne. I mine øjne har vandet under isen aldrig
set smukkere ud.
”Hvad laver du her?” spørger min mor og smiler til mig med sine små
øjne. Det mørke hår, der bølger i vandstrømmen, ligner mit eget, og under
vandet har vi det samme smil. Hun tager mine hænder i sine og varmer
dem.
”Det ved jeg ikke,” siger jeg med klaprende tænder uden at vide, hvilke
ord, der kommer ud ad min mund. ”Jeg savnede dig bare.”
Da hans hoved når op over vandoverfladen, er jeg glad for, at han skreg
efter hjælp. Der er arme klar til at gribe fat i ham. De river ham op ad
vandet og op på bådebroen. De tager sig af ham. Min far er i gang med at
tage overtøjet af ham og spørge ham, om han er okay, mens jeg mærker
modløsheden brede sig i hele min krop. Den fryser hver eneste celle i min
krop.
Jeg kan ikke se ham den lille. Kun min far og manden, som han var ved
at købe båden af. Ingen af dem ser mig, måske fordi jeg næsten er inde
under bådebroen.
172
173
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Stemmer i mørket
Sascha Jensen
Maya Hindsberg
174
175
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Året var 1921. Solen var på vej ned bag Detroits bygninger og fjerne lyde
af hunde, der gøede, og børn, der skreg, kunne høres i baggrunden. Mine
skridt gav genlyd, da jeg drejede om et andet gadehjørne. Jeg tog et sidste
sug af smøgen, skoddede den på en mur og smed den fra mig.
Hun lo nervøst over faderens ord sammen med en god del af den øvrige
forsamling, men ordene var forstået, og festen kunne fortsætte.
Jeg kunne knapt trække vejret længere, men en ting var sikkert; jeg skulle
væk i en fart. Jeg var sikker på, de forfulgte mig, og de var klar over, at jeg
kunne se dem. Sveden piblede af mig, og dråberne løb ned i øjnene på mig.
Du-dunk du-dunk du-dunk. Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg troede, det
ville eksplodere. Mine ben brændte, og jeg kunne mærke den velkendte
prikken i nakken, som kom, når jeg fornemede, at jeg blev overvåget.
Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme i sikkerhed, inden det var
for sent.
Året var 1921. Solen var ved at gå ned i det fjerne, og inde bag det
store hus’ vinduer, stod en ung kvinde. Hendes smil var bredt, og hun
så forventningsfuldt på sit eget spejlbillede. Betragtede de mørke krøller,
som Anita havde sat op med hårnettet, og som fik hendes hovedbund til at
gøre ondt. Men det satte ikke skår i glæden. Hendes far havde indvilget i
at lade hende deltage til middagsselskabet, og der ville både komme unge
interessante mænd og nogle af de magtfulde ældre mænd fra byen. Det
var hendes chance for at vise, at hun ikke kun var et ansigt. At hun duede
til noget, og at hun ikke bare var datteren af den store Don Moldovo. Hun
ville skabe sit eget navn, og det var det, der vakte denne glæde hos hende.
Og så selvfølgelig tanken om en fest.
Jeg var i sikkerhed for nu. Jeg måtte hellere gøre mig klar til Don Moldovos
fest i aften. Det skulle nok blive… hyggeligt.
Hun begyndte at gå ned ad trapperne til festen. Hun følte alles øjne hvile
på sig, og det gav et sus i maven. Hun lod sin far tage hendes hånd, og han
kyssede den blidt og smilede til hende.
Hvis øjne kunne være så store som tekopper, havde hendes været det. Alt
var så ... Nyt! Så spændende! Og folk viste hende faktisk interesse.
Engagerede sig i samtaler med hende, og hun lo og talte og sippede til
vinen, som de havde fået. Det forbud, resten af landet havde mod alkohol,
gjaldt selvfølgelig ikke i dette hus. Hvad skulle politiet gøre? Arrestere
hendes far? Det var jo ikke et problem! Hun grinede over en ældre herres
kommentarer og nikkede høfligt. De ældre mænd kedede hende, og deres
blikke kunne havde været mere diskrete, men hun smilede høfligt og
undskyldte sig, når ikke hun gad dem mere.
Så ledte hun efter en ny at konversere med. Forhåbentlig med bedre held.
Hendes øjne gled hen på faderen, der stod midt i en samtale med en yngre
mand. Thomás Valentino var vidst hans navn. Mørkt slikhår og klædt
som de fleste ungkarle. Stramme sorte bukser, en sort vest og en hvid
skjorte, der var smøget op. Han var nok det, hendes far ville beskrive
som en kvindebedårer. Hun rynkede panden let. Faderen virkede en smule
oprevet? Men det var nok bare hende, der bekymrede sig for meget.
Jeg havde bare smilet til de sædvanlige, da jeg kom ind. Sjovt, hvordan
mange af mine ekskæresters fædre stirrede vredt efter mig, ligesom mange
af de andre mænd i rummet gjorde. Man skulle næsten tro … nåh ja. Jeg
tog hatten af og afleverede den og min overfrakke til butleren, der heller
ikke virkede til at være synderligt begejstret for mig. Jeg tog min jakke
af og smed den over skulderen. Med fingeren omkring hanken gik jeg
længere i ind rummet, og jeg kiggede op, da Don Moldovo præsenterede
sin datter. Du godeste. Det var, som om hendes smil lyste hele rummet op.
Det mørke, krøllede hår var sat op, og hun var gudesmuk.
“Dette er min datter, Isabella Angelica Maria Moldovo! Hvis nogle gør
hende fortræd, så bør de frygte konsekvenserne.” Jeg kunne høre nogle af de ældre mænd kommentere hendes engleagtige
udstråling, og det var rigtig, at man blev betaget af hendes uskyldige
skønhed. Nærmest uvidende. Men jeg mistede hurtigt håbet, for hendes
far truede tydeligt hver eneste mand i rummet. Da jeg greb et glas med
velkomstdrinken, kom selveste Donnen hen til min far og jeg.
176
177
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
“Ah! Consigliere Valentino! Thomás! Godt, I kunne komme!” Den
sædvanlige udveksling af kindkys fandt sted. Jeg smilede til ham, og vi
gik igennem den samme procedure.
“Har De ikke lært, man ikke spørger en kvinde om hendes alder? Men for
gammelt venskabs skyld mellem vores fædre, vil jeg besvare dit spørgsmål.
Jeg er atten,” lo hun.
“Du er blevet noget større siden sidst, unge Thomás. Hvordan går det med
den Italienske pige, du var sammen med?” Jeg rømmede mig og var nødt
til at forklare ham, at jeg havde forladt hende for to ugers tid siden. Don
Moldovo læber blev smalle, og en vis anstrengelse kunne spores i hans
ansigt. Alica var en ganske sød pige, men bare ikke min type. Allerede tre
uger inde i vores forhold begyndte hun at snakke om børnenavne, og så
var jeg ude af døren.
Hun var så optaget af samtalen med den unge mand, at hun slet ikke lade
mærke til, at faderen var gået.
Don Moldova talte til mig om at slå sig til ro og at Alicia var en sød pige.
Imens kom Isabella nærmere. Sikkert for at tale med sin far, men man
havde vel lov at håbe, ikke?
Hun smilte til sin far og vendte sig så mod den unge herre og smilede det
der lille kokette smil til ham. Hun fik en smule farve i kinderne, da han tog
hendes hånd og gav den et kys.
“Godaften. “
Hun mødte hans blik og blinkede overrasket over deres klare blå farve –
usædvanligt for et menneske af italiensk afstamning.
“Og ser De altid så smuk ud, eller er det kun for i aften?”
Hun rystede på hovedet over hans kommentar.
“Hvis De møder mig til frokost i morgen, kan De jo se det med egne øjne.”
Hun tog endnu en tår af vinen og bed sig let i læben. Det var utroligt,
så veltalende denne charmerende dreng var. Hun kunne tale med ham
hele aftenen. Og natten med. Men han havde sikkert ikke tid. Han havde
velsagtens masser af ærinder. Det havde de interessante altid.
Ligemeget hvor meget jeg ønskede at bruge resten af aftenen med
Isabella, var det ikke muligt. Jeg havde ikke regnet med at skulle falde i så
lang snak, men pludselig var der gået en time, og det var snart tid at gå
til bords. Jeg undskyldte mig mange gange, før jeg gik tilbage til min far.
Hans job som Consigliere var meget vigtigt. Jeg husker første gang, han
fortalte mig om det.
“Godaften ... bella.”
“Hør min dreng, en dag når jeg ikke kan mere, så er det jo dig, der skal
tage over som familiens rådgiver, også kendt som Consigl-”
Komplimentet fik hende til at smile genert. Ikke fordi hun ikke var vant til
komplimenter, men der var noget særligt ved denne unge mands.
Jeg blev slået ud af min tankegang, da min far i det samme gav sig til at
rette på min skjorte, og jeg vendte det hvide ud af øjnene.
“Deres navn er ... Nej, De må ikke sige det! Jeg kende det godt!” Hun
smilede, mens hun tænkte sig om “De er Consigliere Valentinos søn, ikke
sandt? Så De må være … Thomás Valentino?” Hun smilede igen og tog
en lille tår af sit glas.
“Hvor gammel er De egentlig, Isabella?” stemmen var blød og charmerende.
“Ah! Papa, den sidder fint,” mumlede jeg irriteret, men han grinede bare
af mig, og vi gik ind og satte os. Jeg tog mig selv i at kigge på hende flere
gange under middagen, men det var jeg ikke ene om. Jeg lagde mærke
til en af mine forfølgere i hjørnet, men jeg brugte hende som fokus og
forholdt mig roligt. Men du godeste, hvor var jeg lettet, da vi endelig var
færdige med maden.
178
179
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Hun fulgte ham med blikket, mens han gik og kunne ikke holde et lille
smil tilbage. Så gik hun tilbage mod spisesalen med et lille fnis. Gennem
det meste af middagen havde hun op til flere samtaler kørende, men hver
gang hun fik en mulighed for det, rettedes hendes opmærksomhed mod
den unge Valentino. Hun fangede ham et kort øjeblik i at kigge på hende,
og hun bed sig let i læben og vinkede kort. Bare en smule viften med
fingrene, og så vendte hun tilbage til en samtale med sin bordherre. Han
fortalte om dengang, han som ung havde været en rigtig kvindebedårer.
Jeg åndede lettet op, som de begyndte at tale om det syndikat, der
forsøgte at trænge ind i Detroit. Det var selvfølgelig noget, der skulle
stoppes, men jeg faldt en smule hen i mine egne tanker, mens min far og
Donnen begyndte at diskutere heftigt på italiensk. Jeg sukkede og takkede
selvfølgelig pænt for, at de ville indvie mig i forretningen, men jeg havde
heller ikke det store behov for at blive.
“Ser De, unge frk. Moldovo. Havde Deres far ikke været den charlatan, han
nu engang var dengang, hvem ved, så kunne jeg jo havde været Deres far!” Isabella lo og kløede sig let i nakken, da faren valgte at deltage i samtalen.
“Hør Lucca! Du havde ikke en chance med Celestine. Hun var ganske
forblændet af mit brandgode udseende, inden du så meget som åbnede
munden.”
Hans bemærkning vakte en del latter og samtykkende mumlen om bordet,
men Isabella sad bare og tappede utålmodigt med fingrene mod bordet, og
hun rejste sig hurtigt, da middagen var ovre. At høre anekdoter om gamle
dage blev så kedeligt i længden.
Jeg løftede hånden op for munden og gabte. Jeg var virkelig træt, men hvis
der var en ting, min far havde lært mig, så var det, at jeg ikke måtte vise
svaghed overfor så store og magtfulde mænd som dem, der var til stede i
aften.
Jeg ville gerne tale mere med Isabella, så jeg var desværre nødt til at
dykke ind i den store menneskemængde for at opspore hende. Hun var
dog let at finde, for der stod en kreds af ældre mænd omkring hende. Jeg
grinede for mig selv og gik derhen.
Isabella lo høfligt over de ting, de ældre herre sagde. Smilede, som hun
havde lært, og førte høfligt en samtale og virkede interesseret. Men
sandheden var, at hun, hver gang hun fik chancen, ledte efter den unge
Valentino. Hun kunne samtidig ikke ryste en følelse af, at noget ville gå
galt her til aften af sig. Og at det måske havde noget med ham at gøre.
Men hun rystede på hovedet over sine spekulationer. Det var dumt, og
hun var nok bare en smule nervøs. Men sekunder efter var hendes værste
forudanelser blevet til sandhed. En panikslagen tjenestepige løb hen imod
hende. Øjnene var vidt opspilede i frygt, og hun råbte, at hr. Moldovo var
død.
Et øjeblik gik alt i stå. Det svimlede for hende, og hun sank den klump, der
med ét var kommet i hendes hals.
Jeg havde besluttet mig for at opsøge Isabella efter middagen, men blev
pludselig taget under armen af min far og Don Moldovo og blev ført til
et lille kontor ovenpå.
“Hvor?” hviskede hun. “Hvor er han?”
“Nå, unge senor Valentino,” begyndte Donnen med et lille smil, som
ærligt talt gjorde mig en smule nervøs.
Jeg var nået hen til Isabella og havde med et smil forsøgt at trække hende
væk fra deres kreds. Det varede dog kun få minutter, før en stuepige, kom
løbende. Hun råbte, at Don Moldovo var død. Hvordan kunne det være sket?
Far og jeg var jo sammen med ham for lidt mindre end et kvarter siden.
“Eftersom vi håber, det er Dem, der skal tage over for Deres gamle far, når
han engang står af, er det vist på tide, at De bliver blandet noget mere ind
i forretningen.”
Jeg tog et fast greb om Isabellas hånd, og vi løb mod hans kontor, imens
min far forsøgte at få gæsterne under kontrol.
180
181
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Vi kom hurtigt derop, og ja, der lå han – midt på gulvet. En sort substans
løb ud af hans mund. Jeg var ikke i tvivl om, at det var mine forfølgere, der
stod bag. Jeg så på Isabella, gav hendes hånd et klem og lavede en sigende
grimasse. Hvor gerne jeg end ville lade hende græde, var det simpelthen
være for farligt.
“Hvem var de sidste, der så ham?” Hun havde rynket panden og ville
ikke acceptere et afvæbnende svar. Hun hævede øjenbrynet og ventede.
Hvorfor bekymrede han sig overhovedet? Burde han ikke bare passe sig
selv og sine forretninger?
“Det gør mig forfærdeligt ondt, Signorina, men der er tydeligvis en her,
der vil Dem og deres familie ondt. Vi er nødt til at få Dem et sikkert sted
hen,” sagde jeg.
“Jeg burde ikke flygte. Jeg er den eneste til at overtage. Jeg bliver nødt til
at vise mig netop nu.”
“Far ... Vågn op …” hviskede hun. Så faldt hendes øjne på den sorte væske.
Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fortalte hende
selvfølgelig, at det var mig og min far, der havde været ved ham sidst,
og at vi selvfølgelig ikke havde noget med mordet at gøre, men jeg havde
ikke tid til at forklare min mistanke uden at bringe os begge i livsfare. Jeg
kunne mærke den velkendte prikken i nakken, og jeg kastede hurtigt et
blik bagud, men der var ingen at se.
“Hvad er det der?” Spurgte hun.
“Så lad os komme ud og præsentere dig. Inden det går helt af sporet…”
“Far ... Vågn op …” Hun faldt på knæ ved siden af faderen og forsøgte
at skjule fortvivlelsen og gråden, men hendes stemme blev stadig mere
skinger. Hun pegede mod det sorte. Så rejste hun sig fra gulvet og så på
mig med røde øjne.
Hun havde egentlig mest lyst til at krybe sammen og græde. Og gerne i
Thomás’ arme …
“Hvorfor skulle nogen ville gøre os ondt? Vi har ikke gjort noget forkert.”
Hun vred sig fri af hans greb og faldt på knæ ved siden af faderen.
“Han vågner ikke op igen vel…?” hviskede hun.
Var der noget jeg gerne ville lige nu, så var det at fortælle hende, at det
hele nok skulle gå, og at alting ville blive fint, men sådan noget virkede
kun i dårlige kærlighedsromaner. Jeg lagde en hånd på hendes arm. Jeg
var nødt til at få hende ud herfra, inden det gik galt. Jeg lænede mig ind
over hende, idet jeg hviskede; “Mia bella, lad jeres tjenestefolk tage sig af
det. De er ikke i sikkerhed her.” Og jeg forsøgte at trække hende op for at
få hende ud af rummet hurtigt.
“Nu er måske ikke det rigtige tidspunkt. Tingene skal falde til ro først …
Hvor kan vi gå hen for at komme i sikkerhed?” Hun bed sig i læben og
rettede på sin kjole, selvom der ikke var noget at rette på. Hun måtte passe
på og være opmærksom nu.
”Jeg er ligesom ikke til meget gavn som død.”
Jeg holdt et lille smil tilbage. Meget imponeret over hendes styrke i
situationen.
“Nej, det er De ikke, mio amore. Men det er Dem, der bor her, og ikke jeg.
Jeg går med og passer på Dem. Sig, hvor vi skal hen.
Hun lagde armene over kors.
“Men ... i sikkerhed fra hvad?” Hun så afventende på ham. Hun ville have
svar. Hvem ville dog myrde hendes far?
Hun nikkede let, rettede sig op, hankede op i kjolen og begyndte at gå mod
døren. Hun forsøgte virkelig at forholde sig rolig, hendes far var død, og
hun anede ikke hvordan. Heldigvis tog Thomás hende ved armen.
182
183
Fortællinger fra Skovkanten 5
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
De blev stoppet på gangen af Lucca, der greb fat i Thomás ved siden af
hende.
Men mens hun lå der, kunne hun ikke ryste følesen af sig om, at noget
betragtede hende. At noget ved det, der var sket efter mordet var helt
forkert, og at det uden tvivl havde noget med Thomás at gøre. “Unge hr. Valentino. Hvordan kunne De få dem til det? At dræbe ham, og
derefter føre hans datter bort?”
Han spyttede nærmest ordene ud, og væmmelsen for Thomás stod malet
i hele hans ansigt. Isabellas øjne flakkede, og hun sank.
“Hvad snakker han om Thomás?”
Jeg havde næsten åndet lettet op, da vi blev stoppet af Lucca. En klump
trak sig sammen i min mave, men jeg er ikke en mand, der taber ansigt.
“Hør nu her, Lucca. Jeg har ikke slået ham ihjel.”
Jeg vendte mig mod Isabella og mærkede en klump i maven.
Musklerne i min krop spændtes, så snart jeg stod i hendes værelse. Der
sad en lige dér. I hjørnet øverst oppe og stirrede ned på hende.
Jeg satte mig på kanten af hendes seng.
“Isabella. Det gør mig så forfærdeligt ondt,” sagde jeg og strøg akavet
hendes hår. Det plejede at være mig, der fik pigerne til at græde, og jeg
havde ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle trøste hende.
Hun snøftede. Hævede blikket og så op på ham.
“I modsætning til Deres talent for at knuse hjerter, er det at trøste en
grædende pige ikke et af Deres talenter.”
“Isabella, jeg aner ikke, hvad han snakker om! Jeg kunne aldrig drømme
om at skade dig eller din familie!”
“Det kan jeg ikke løbe fra. “
Blikket fra Lucca brændte, og hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg mest
lyst til at slå ham ned. Han anede ikke, hvad han snakker om.
Han kløede sig i nakken. Hendes øjne sved, og tårerne ville ikke stoppe
deres trillen. Hendes øjne var smalle, og hun så fra den ene til den anden. Så rystede hun
på hovedet af dem begge to og gik videre uden at sige mere. Hun havde ikke
tid til at se på to mænd, der rejste børster, som var de to hanhunde i brunst.
Hun drejede om hjørnet og forsvandt ned ad den nærliggende gang mod sit
værelse. Irriteret bed hun sig i læben for ikke at begynde at græde. Hvorfor
skulle det lige ske i aften? Hvorfor skulle det overhovedet ske?
“Er der andre herinde?”
I nogle få minutter stod vi og bjæffede af hinanden, inden Lucca endte
med at gå i vrede. Jeg skyndte mig efter Isabella. Tænk, hvis de var nået
til hende.
“Hvem skulle der være?” Hans stemme virkede anspændt, da han svarede
og hun så sig omkring.
“Det ved jeg ikke ... Det føles bare, som om der er noget, der ikke burde
være her ...”
Hun rystede på hovedet af sig selv.
“Ved nærmere eftertanke, er jeg jo heller ikke helt mig selv lige nu.”
Hun smed sig på sengen og begravede hovedet dybt i puden, der sugede
de tårer, hun ikke længere kunne holde tilbage.
184
Hvad i ... nej. Det kan ikke passe, at hun kan se dem. Det er umuligt.
185
Fortællinger fra Skovkanten 5
“Tror du overhovedet, jeg er i sikkerhed her i huset?”
Østerskov Efterskoles novellesamling 2015
Hvorfor virkede det som en løgn? Hvad var det, han skjulte? Hun sukkede.
“Ser De, Senorina. De bør vide, at hvis de først hører dette, er der ingen
vej tilbage. Herefter vil De kende til ting, der før har fået store mænd til
at miste deres sunde fornuft og flyde ind i en verden af galskab.” Han
fumlede nervøst med sine fingre, lagde hun mærke til, og hun lo over hans
dramatik.
“Du skjuler noget,” hviskede hun og tørrede irritabelt tårerne væk
“Nu overdriver De vist, Thomás.”
Lort.
Det var næsten, som om hans øjne blev mørkere, og hans ansigt virkede
ældre, mere plaget. Den unge, charmerende mand var med ét forsvundet
og erstattet med en, der virkede fjern og ukendt.
“Ja”.
“Jeg ville aldrig skjule noget fra Dem,” prøvede jeg forsigtigt. Jeg havde
egentlig aldrig været god til at lyve, men det var nødvendigt for hendes
sikkerhed.
Det irriterede hende, at han blev ved med at benægte det. Som altid blev
hun bare set som en lille pige.
“Men det gør De. Og jeg vil vide, hvad.”
Hun blev mere og mere mistroisk, som han fortalte. En del af hende
ville ikke forstå det. Ville ikke vide det. Eller tro det. Men en anden del.
Den del, hvor hendes nysgerrighed var ville høre mere. Det var, ligesom
dengang man var barn, hvor man samledes og fortalte spøgelseshistorier,
og man ville ikke tro det, men alligevel blev man skræmt, og selvom
frygten lurede, ville man stadig høre mere, og man troede, man så ting.
Man hørte pludselig stemmer i mørket, der hviskede ens navn.
Hun så bestemt på den unge mand.
“Mia Bella, De ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte Dem sandheden ...” Som
om jeg ikke var i problemer nok allerede, ved at blive beskyldt for hendes
fars mord, så ville mine sindsyge syner næppe gøre det bedre.
“Tro hvad?” spurgte hun skarpt og så afventende på ham. “Hvis ikke De
fortæller mig sandheden nu, hvordan skal jeg så kunne stole på, at De kan
passe på mig. Og at De ikke myrdede min far?” Der ingen følelser at spore
i pigens ansigt. “Fortæl mig det,” forlangte hun.
Jeg sukkede. Hun havde jo ret: “Så lyt, Senorina. For jeg gentager ikke
mig selv.”
Hun lo nervøst, da Thomás var færdig. Han talte tydeligvis i tåger. Men
alligevel kunne hun ikke slippe følelsenen af, at noget betragtede hende.
Det prikkede i hendes nakke. Hun gispede. Der sad den. Helt stille. Hun
hævede blikket og så hen på Thomás.
‘“Hvorfor …” hviskede hun. “Hvorfor skulle jeg se det?”
Hun lyttede. Klar til at høre hvad som helst, men hendes øjne blev større,
da han begyndte.
186
187
[finito]
“For nyligt snakkede jeg med en tidligere Østerskov Efterskole elev. Vi snakkede om
novellesamlingen her, som nu er på sit femte år, og still going strong. Hun fortalte, at hun
havde skrevet en novelle til en af de tidligere antologier. Hun grinede lidt af sin tekst
fra dengang og sagde, at den kunne have været bedre. Måske. Men for mig at se er det
fantastisk, at en flok kreative unge hoveder får muligheden for at få skrevet noget og få
det udgivet. Alting starter et sted, og jeg er sgu’ misundelig på dem, der får deres første
udgivne tekst ud som 14-16 årige. Hvorfor var der ikke sådan noget da jeg var 14?”
- Claus Raasted, Rollespilsguru
Forfatterne og deres skrivecoach, forfatteren Mette Finderup