Hej jeg hedder FONSE Jeg har boet på FYR siden sommeren 2008. Jeg er en energisk hest, der bedst kan lide en rytter, der er klar på en aktiv ridetur – jeg kan dog godt være en doven herre. Men jeg er en gentleman i ridetimerne og kunne ikke drømme om, at lave ballade. Jeg nyder dressurtimerne og synes det er herligt at have en rytter, der er med på ideen om at lære nye ting. Jeg er rigtig god til at springe og siger aldrig nej tak til en tur i skoven. Jeg kan godt være lidt svær at lægge hovedtøj på nede i stalden, men hvis du blot husker, at lægge tøjlen over hovedet på mig, inden du tager grimen af, er der sjældent problemer. Hej jeg hedder JUNIOR Jeg er meget let at kende på min fine gule farve og de sjove hvide pletter på min bagkrop. Jeg er både rolig og omgængelig og efter at jeg er flyttet til FYR, har jeg vist at rumme et skjult springtalent, som jeg ELSKER at dyrke. Jeg er også i god at ride tur på. Om vinteren synes jeg det er frygtelig koldt i hallen, så der kan jeg godt finde på at tage en rask galop igennem ridehuset, hvis jeg kan finde noget at blive bange for ☺ Jeg løber dog ikke så lang, da jeg er for doven til det. Hej jeg hedder OTHELLO Hvis jeg selv må sige det, er jeg den smukkeste gule hest i stalden. Jeg kan både bruges til let øvede og mere erfarende ryttere. Jeg kan både lide at gå dressur og springe (jeg kan dog godt blive lidt frisk til springning). Da jeg kun lige er vokset over ponymål går jeg ikke altid kun på voksenhold, men også fra tid til anden med på børnehold. Jeg er for det meste frisk og aktiv. I må meget gerne tage en elastikchambon med op i ridehuset. Hej jeg hedder ROMEO Jeg er en mørkebrun dansk varmblodsvallak, der både bliver brugt til de store børn og på voksenholdene. I stalden og på ridebanen er jeg en yderst høflig hest, der både er tålmodig overfor en nybegynder på sin første ridetur, og samtidig altid er frisk på at gå dressur med øvet rytter. På trods af min venlige og rolige facon skal du passe på med at lade mig hilse på andre heste i stalden for så kan jeg finde på at hvine og slå med forbenet. Jeg må ikke springes eller bruges i skoven. Hej jeg hedder SUNKID Jeg er meget genkendelig pga. min flotte brogede farve og mit NIKE tegn på bagparten. Jeg er en frisk og energisk hest, der oftest kun bliver brugt på voksenholdene. Da jeg både er smuk og en dygtig ridehest er der ofte rift om mig på holdene, hvilket dog ikke gør mig så meget – man kan jo ikke gøre for at man har charme! Jeg er meget glad for en tur i skoven samt at springe, men får dog meget fart på. Hej jeg hedder BARONESSE Jeg er en lille mørk hoppe med et venligt sind, men dog med en lidt hoppet attitude. Som mit navn så smukt antyder, er jeg en rigtig dame og jeg sætter derfor pris på, at man behandler mig som sådan, – opfyldes dette krav, er jeg til gengæld også en yderst venlig hest, der både er sød i skoven og på banen. Når vi skal ud at ride er det vigtigt at du husker at give mig mine flotte gamacher på - de skulle gerne hænge på min boks eller ved mit udstyr. Hej jeg hedder FRODO Jeg bliver brugt på voksent hold. Jeg kan godt lide at der er fuld fart frem og elsker at lave noget, derfor skal det være en rutineret rytter der rider mig, Jeg elsker at komme i skoven og der bliver jeg meget mere rolig. Hej jeg hedder HAYDAY Jeg er den største elevhest på Fyens Rideklub. Jeg kræver en rutineret rytter, da jeg har meget at lære endnu. Nogen gange kan det godt være lidt svært at skulle lære nye ting, men jeg prøver. Jeg kan også godt lide at springe, men mangler også rutine der. Hej jeg hedder SUNSHINE Jeg er en ung hoppe, der godt kan gå lidt dressur. Jeg kan de grundlæggende ting inden for dressuren, men elsker at lære nye ting. Jeg kan godt være lidt doven, så skal i bare holde benene lidt ved mig. Jeg har også været til ringridning et par gange, så larm og mange mennesker gør mig ikke så meget. Jeg er faktisk den bedste til ”pony games” og jeg ELSKER det.
© Copyright 2024