Blixenprisen: Dansk litteratur får sin egen prisfest

Pressemeddelelse, 4. marts 2015
Blixenprisen:
Dansk litteratur får sin egen prisfest
Stéphanie Surrugue er vært når Dansk Forfatterforening og Danske
Skønlitterære Forfattere den 29. maj præsenterer Blixenprisen for
første gang. En storslået gallaprisuddeling, der med 12 forskellige
priskategorier vil samle og hylde hele den danske bogbranche i alle
dens grene og genrer. Blixenprisen kan allerede nu løfte sløret for,
at den internationale stjerneforfatter Julian Barnes kommer til
København for at modtage en Blixen for Årets Novelleforfatter. Med
prisen følger 100.000 kr.
Det er af kærlighed til litteraturen, at Dansk Forfatterforening og Danske
Skønlitterære Forfattere nu søsætter Danmarks nye store litterære prisfest,
Blixenprisen. I løbet af aftenen uddeles i alt tolv priser.
To af de nye priser er Årets Boghandler og Årets Redaktør. Desuden er der også
særlige genrepriser for oversættelse, børne- og ungdomslitteratur og
faglitteratur. Blixenprisen favner således bogbranchen bredt, og den samlede
oversigt over priserne kan ses herunder eller på blixenprisen.dk/priser.
Den store prisfest afholdes den 29. maj 2015 kl. 19.00 hos Den Danske
Frimurerorden på Blegdamsvej 23 på Østerbro i København, og Stéphanie
Surrugue er aftenens konferencier. Blixenprisens hovedsponsorer er forlagene
Modtryk, Gyldendal og JP/Politiken samt Fonden DBK, Dansk
Magisterforening, LaserTryk A/S og Bog & Ide. Den samlede oversigt over
sponsorer kan ses på blixenprisen.dk/sponsorer.
Større sammenhængskraft i bogbranchen
Jakob Vedelsby, som er formand for Dansk Forfatterforening og initiativtager
til Blixenprisen, udtaler:
”Vi vil fejre litteraturen med en stor og flot fest, der samler hele den danske
bogbranche og alle litteraturinteresserede i Danmark. Som en sidegevinst håber
vi på, at Blixenprisen kan være med til at skabe større sammenhængskraft i
bogbranchen og derigennem styrke den fælles indsats for at forbedre
litteraturens vilkår.”
Pris til international stjerneforfatter
Det kan allerede nu afsløres, at modtageren af en Blixen for Årets
Novelleforfatter – Zinklar-prisen – med hvilken der følger 100.000 kr., går til
den internationale stjerneforfatter, Julian Barnes, som personligt vil modtage
prisen ved uddelingsshowet. Legatbestyrelsen giver i sin motivation
prismodtageren følgende fornemme ord med på vejen:
”Julian Barnes er højaktuel med en ny novellesamling – Puls fra 2014 – med karakterer, der
repræsenterer en sjælden spændvidde. Med stor præcision står parforholdet i Puls for tur, hvor
Barnes med sin sans for stilarter og særlige brug af replikskifter tegner geniale portrætter af
hverdagens skæbner og deres kamp med kærlighedens usikkerhed som et grundvilkår.”
Prisen, som Barnes modtager, blev oprettet i 2013 efter Finn Sinklar Zinklars ønske og tilfalder en
dansk eller udenlandsk novelleforfatter, idet Zinklar ønskede at fremme novellen som
litteraturform. Prisen blev første gang uddelt i 2013 til Klaus Rifbjerg.
Rød løber, bobler og gallafest
Blixenprisen er ikke kun for bogbranchen, men for alle litteraturelskere. Jan Thielke, der er
formand for Danske Skønlitterære Forfattere, fortæller:
”Vi er gået all in i arbejdet med Blixenprisen for at bidrage til at realisere den drøm, der længe har
været i branchen om at etablere en prisfest for litteraturen – ikke bare for bogbranchen selv og dem
der er heldige at være med, men for det læsende Danmark.”
Det er derfor snart muligt at købe billetter til Blixenprisen 2015 via www.billetto.dk. Aftenen
starter med velkomstchampagne på den røde løber og efterfølgende et storslået prisshow i salen.
Efter prisuddelingen vil der være livemusik, fri bar og natmad. Alt sammen inkluderet i billetten,
der kommer til at koste 260 kr. og sættes til salg i slutningen af marts.
Nærmere information findes på www.blixenprisen.dk.
Med venlig hilsen
Have Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Kristina Sindberg // [email protected] // 33 25 21 07 // 24 86 01 84
Stine Albrechtsen // [email protected] // 33 25 21 07 // 30 24 14 00
Priser
Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award
Jury: følger
Fundats: En Blixen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award – gives til en
dansk forfatter, der med sit litterære virke har udvist exceptionelt talent og er aktuel med en
skønlitterær udgivelse, som vurderes at have internationalt potentiale.
Sponsor: Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere
Pris: 100.000 kr.
Blixenprisen for årets børne- og ungdomsforfatter – Høstprisen
Jury: Josefine Ottesen (juryformand), Julie Arndrup og Anna Skyggebjerg
Fundats: En Blixen for årets børne- og ungdomsforfatter – Høstprisen – gives til en forfatter, der
producerer nyskabende børne- eller ungdomslitteratur, der i sin form eller tematik udfordrer,
bevæger og vækker til eftertanke.
Sponsor: Rosinante & Co.
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse
Jury: Pernille Drost (formand), Claus Bundgård Christensen og Jacob Maagaard.
Fundats: En Blixen for årets faglitterære udgivelse gives til en forfatter der med høj faglig kvalitet
og stærk formidlingsevne – uanset genre eller emne – bidrager med viden og vækker til refleksion
over vores fælles verden, før eller nu.
Sponsor: Informations Forlag
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets journalistiske bog
Jury: Anna Bridgwater (formand), Mette Schmidt Rasmussen og Pernille Drost.
Fundats: En Blixen for årets journalistiske bog tildeles en forfatter, der formår at demonstrere,
hvordan det journalistiske håndværk kan sætte dagsorden gennem bogudgivelse.
Sponsor: Dansk Journalistforbund
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets oversætter
Jury: Juliane Wammen (formand), Thomas Bredsdorff og Charlotte Jørgensen.
Fundats: En Blixen for årets oversætter tildeles en oversætter, som anerkendelse af at
vedkommende de seneste år har formået at give danske læsere berigende læseoplevelser med sine
kvalitetsoversættelser af nulevende forfatteres aktuelle, skønlitterære værker.
Sponsor: Forlaget Hr. Ferdinand
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets omslag
Jury: Lea Letén (formand), Karen Hedegaard og Katrine Granholm.
Fundats: En Blixen for årets bogomslag tildeles en illustrator, som i særlig grad har formået at
skabe bogomslag, der enten er nyskabende eller på markant vis favner bøgernes indhold.
Sponsor: Dansk Journalistforbund
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets boghandler
Jury: Eva Maria Fredensborg (formand), Gerd Askøe og Bodil Helbo.
Fundats: En Blixen for årets boghandler gives til en boghandler som ved sin viden og høje faglige
kunnen har været til inspiration for både kollegaer og kunder.
Sponsor: Turbine Forlaget
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets redaktør
Jury: Anne-Mette Riis Rasmussen (formand), Morten Brask og Lars Ringhof
Fundats: En Blixen for årets redaktør gives til en redaktør, som de seneste år som et godt eksempel,
har stået bag markante udgivelser af dansk eller oversat skøn-, fag- eller kulturlitteratur.
Sponsor: Copenhagen Literary Agency
Pris: 10.000 kr.
Blixenprisen for årets novelleforfatter – Zinklar-prisen
Jury: Kamilla Löfström (formand), Lasse Horne Kjældgaard og Jakob Vedelsby.
Fundats: En Blixen til årets novelleforfatter – Zinklar-prisen – tilfalder en dansk eller udenlandsk
novelleforfatter udpeget af Dansk Forfatterforening.
Legat
Pris: 100.000 kr.
Modtager: Julian Barnes
Blixenprisen for markant litterær indsats eller årets talent - Albert Dam-prisen
Formand for legatudvalget: Simon Fruelund
Fundats: En Blixen for en markant litterær indsats eller årets talent – Albert Dam-prisen – uddeles
til en dansk mandlig eller kvindelig forfatter for en litterær indsats. Alene talentet er afgørende for
tildelingen.
Legat
Pris: 30.000 kr.
Blixenprisen for årets innovation – Saxos Innovationspris
Jury: Preben Meyer (formand), Pernille Aalund og Henrik Føns
Fundats: Blixenprisen for årets innovation – Saxos Innovationspris uddeles til en person,
organisation eller forretning, der har skabt noget nyt og innovativt til den danske bogbranche.
Sponsor: Saxo
Pris: 50.000 kr.
H.C. Andersen prisen
Rektor for KU (Ralf Hemmingsen), kulturministeren (Marianne Jelved) og formand for DFF
(Jakob Vedelsby)
Fundats: Tildeles fortrinsvis forfattere og videnskabsfolk, som ved deres virke har tilknytning til
H.C. Andersen og ydet betydende indsats i dansk litteratur, men præsidiet er i øvrigt fritstillet i sit
valg.
Legat
Pris: 40.000 kr.
Se også www.blixenprisen.dk/priser.