1. No category

SYDSLESVIGMAGASIN
Fuld fokus på
grænselandet
og Sydslesvig
Lejrskoleopholdpå
påSkipperhuset
Skipperhuset
Lejrskoleophold
Tønning
iiTønning
Et lejrskoleophold på Skipperhuset i Tønning giver enestående
Et lejrskoleophold på Skipperhuset i Tønning giver enestående
muligheder for at berige biologi-, geografi-, sprog- og historiemuligheder for at berige biologi-, geografi-, sprog- og historieundervisningen.
undervisningen.
Huset var tidligere skipperskole – ind til midt i 1800-tallet var
Huset var tidligere skipperskole – ind til midt i 1800-tallet var
Tønning og København de eneste steder, man kunne tage en
Tønning og København de eneste steder, man kunne tage en
dansk navigatøruddannelse – Men tilhører nu det danske mindansk navigatøruddannelse – Men tilhører nu det danske mindretal i Sydslesvig.
dretal i Sydslesvig.
Det ligger ved den gamle havn i Tønning – en gammel købstad
Det ligger ved den gamle havn i Tønning – en gammel købstad
på bredden af Ejderen – cirka 75 kilometer fra grænsen ved
på bredden af Ejderen – cirka 75 kilometer fra grænsen ved
Frøslev.
Frøslev.
Med udgangspunkt i Skipperhuset kan man udforske marskens
Med udgangspunkt i Skipperhuset kan man udforske marskens
og vadehavets natur og kultur. Grænselandets sproglige og
og vadehavets natur og kultur. Grænselandets sproglige og
kulturelle mangfoldighed og landsdelens danske mindretal – der
kulturelle mangfoldighed og landsdelens danske mindretal – der
er sprællevende, men også har en spændende historie.
er sprællevende, men også har en spændende historie.
Sydslesvigsk Forening hjælper gerne med at formidle kontakter i forbindelse med ophold
Sydslesvigsk Forening hjælper gerne med at formidle kontakter i forbindelse med ophold
på Skipperhuset.
på Skipperhuset.
Overnatningskapaciteten er 34 elever og 4 lærere.
Overnatningskapaciteten er 34 elever og 4 lærere.
Pris: DKK 210,- pr. person pr. dag, inkl. 3 måltider.
Pris: DKK 210,- pr. person pr. dag, inkl. 3 måltider.
– Og inklusive transport fra grænsen til Tønning. t/r.
– Og inklusive transport fra grænsen til Tønning.
Booking og nærmere oplysninger
Booking og nærmere oplysninger
Kerstin Pauls
Kerstin Pauls
tlf. +49 (0) 4861 5493
tlf. +49 (0) 4861 5493
Mail: [email protected]
Mail: [email protected]
www.syfo.de
www.syfo.de
Marts 2015
Udgiver: Flensborg Avis
Ansv. Chefredaktør: Jørgen Møllekær
Redaktion: Jens A. Christiansen,
Bernd Engelbrecht, Peter Hansen,
Viggo Jacobsen, Jens Nygaard.
Layout: Trine Nørhaven-Hansen
Trykt på miljøcertificeret papir.
Sydslesvigsk Forening
Dansk Generalsekretariat
Norderstraße 76
24939 Flensburg
Post til:
Postfach 2664
24916 Flensburg
Telefon: +49 (0) 461 14408 122
[email protected]
Sydslesvig Magasin
Sydslesvig Magasin er et fællesprojekt
mellem Sydslesvigsk Forening, det
danske mindretals kulturelle hovedorganisation, Flensborg Avis, der er
mindretallets dagblad, Dansk Kirke i
Sydslesvig og Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger.
Magasinet bliver sendt til en række
beslutningstagere og meningsdannere i Danmark.
Vi stræber efter at lave et magasin,
der giver danske i Danmark et billede
af vilkårene for de danske i Tyskland.
www.syfo.de
www.fla.de
www.sdu.de
www.dks-folkekirken.dk
4
8
12
16
Kold krig blev en fordel
for de danske i Tyskland
Vestmagterne ville have et
genoprustet Vesttyskland
med i Nato. Det blev til
fordel for det danske mindretal syd for grænsen.
22
Dansk kultur på fire hjul
Danske bogbusser bringer
dansk sprog og kultur
ud til selv de fjerneste
afkroge af Sydslesvig – og
bliver vel modtaget af de
der ellers ikke møder så
meget dansk i hverdagen.
26
- Jamen, de kunne da bare
gøre noget
Fem danske ministerier
vil sætte skub i udviklingen i Grænselandet. Tysk
grænsependler og hans
arbejdsgiver mener, at
Skatteministeriet kunne
fjerne visse hindringer
uden så megen ståhej.
30
Tyskland eller tyske lande?
Uffe Østergaard gør op
med myterne om Tyskland
og Norden. Der har altid
været mange Tysklande og
både Danmark og Sverige
var i århundreder multinationale imperier.
32
3
Fattige står i kø ved dansk
kirke for at få mad
6000 af Flensborgs 13000
børn lever i fattigdom. En
femtedel af de fattige er
danske. Socialhjælp eller
lavtlønsjob kan man ikke
leve af i Tyskland. Dansk
kirke deler mad ud.
Væk med vetoretten
Skønt det har lange
udsigter med en dybtgående omstrukturering af
det danske foreningsliv i
Sydslesvig har debatten sat
skub i noget: Samrådet er
klar til at indføre flertalsafgørelser.
Præst vil have mere
fut i kirken
Dansk Sognepræst vil
pifte formerne op for at få
flere til at fatte budskabet.
Kirken jager folk bort med
dystre og uforståelige
ritualer, mener han.
Strid afløst af
sameksistens
Grænselandets mindretal
måtte gå meget igennem,
men i dag fremhæves det
dansk-tyske grænseland
som skoleeksempel på,
hvor godt man kan have
det sammen.
Kold krig gjorde
hverdagen lunere
for mindretal
For 60 år siden blev de såkaldte
Bonn-København-Erklæringer underskrevet. De skabte grobunden
for en positiv udvikling mellem
flertal og mindretal i det dansktyske grænseland - og er aktuelle
den dag i dag.
Af Jens Nygaard
På sin helt specielle måde blev det
konflikten mellem den kommunistiske
og den ikke-kommunistiske del af
verden, der kom til at danne en del af
baggrunden for, at forholdet mellem
danskere og tyskere i grænselandet i
dag er godt.
I midten af 50erne var Den kolde
krig nemlig blevet så isnende, at det
inden for forsvarsalliancen NATO blev
vigtigt at få Vesttyskland med ind i
varmen. Landet skulle yde sit bidrag i
kampen mod truslen fra øst.
Vesttyskland havde dengang både
demokratisk og økonomisk udviklet
sig med eksprestogsfart, og landet var
også selv ivrig efter at genindtræde i
de vestlige landes forsvarsklub.
Spændinger
Samtidig var der problemer i grænselandet. Det danske mindretal havde
i tiden efter 2. Verdenskrig oplevet
en uhørt tilstrømning - som igen
Den danske udenrigsminister, H.C. Hansen, talte
det danske mindretals sag under et NATO-møde
i Paris i 1954. Foto: FLA
4
De to hovedmænd bag erklæringerne om mindretallene i grænselandet var den tyske kansler, Konrad Adenauer, t.v., og den danske stats- og udenrigsminister, H.C. Hansen. Foto: FLA
afstedkom et spændt forhold til det
tyske flertal i Slesvig-Holsten.Det kom
til chikaner og nålestik mod min-
en særordning havde fået et mandat i
Folketinget i København. Desuden var
der i Sydslesvig flere andre uafklarede
”Adenauer kunne bruge
erklæringerne som et
billede på det nye,
demokratiske Tyskland”
”
dretallet. Ved landdagsvalget i 1954
mistede Sydslesvigsk Vælgerforening
– SSW - på trods af 42.000 stemmer
sin repræsentation i landdagen i Kiel.
Der var nemlig en spærregrænse på
fem procent. Det forekom uretfærdigt på baggrund af, at det tyske
mindretal i Danmark året forinden via
”
problemer. Blandt andet var finansieringen af de danske skoler problematisk.
Noget for noget
I Danmark blev de to forhold hurtigt
sammenkoblet - selvfølgelig ikke
5
sådan helt officielt, men i praktisk politik. Danmark skulle nemlig stemme
for Tysklands optagelse i NATO for at
den kunne gå igennem.
På et NATO-møde i Paris i efteråret
1954 kom den danske udenrigsminister, H.C. Hansen (S), ind på sagen.
Den tyske forbundskansler, Konrad
Adenauer (CDU), var indbudt som
tilhører.
- Behandlingen af et mindretal kan få
karakter af et symbol på det fremtidige samarbejde, sagde H.C. Hansen.
Konrad Adenauer forstod et vink med
en vognstang - og han var for den
sags skyld ikke kendt for at tage vidtgående hensyn til sine partifæller, hvis
der var noget, han ville have tvunget
igennem. Så ministerpræsidenten i
Kiel var ikke nogen hindring for ham.
Samtidig vidste Adenauer, at det var
en sag, der kunne afspejle det nye
Tysklands helt anderledes demokratiske tankegang.
Underskrivelsen af erklæringerne blev også fejret sammen med den tyske præsident, Theodor Heuss, der ses til højre sammen med Konrad Adenauer
og H.C. Hansen. Foto: FLA
Frit valg af nationalitet
I erklæringen fra Bonn garanterede
den tyske side det danske mindretals
rettigheder, og i erklæringen fra København garanterede danskerne det
tyske mindretals rettigheder.
Det grundlæggende er, at bekendelsen til et mindretal er fri. Tyskerne ud-
trykte det mest elegant med ordene:
»Minderheit ist wer will«.
Desuden blev det fastslået, at mindretallene har ret til at pleje deres
forbindelser
med Danmark
og Tyskland,
at de må
oprette egne
skoler og
børnehaver,
og at der i øvrigt ikke må
diskrimineres
mod dem.
”
Der kom forhandlinger i gang mellem
Danmark og Tyskland, og de udmundede i underskrivelsen af to erklæringer, som mindede meget om hinanden, den 29. marts for 60 år siden.
Vigtig var tillægsprotokollen. Heri
blev det fastslået, at det danske
mindretal ville blive fritaget fra spærregrænsen på fem procent ved valg
”Man kan ikke løse
nationale spændinger
med militær magt”
6
”
til landdagen i Kiel. Det blev gennemført i Kiel i maj 1955 og gjaldt fra det
følgende landdagsvalg i 1958.
Mindretallenes skoler
Bruges stadig aktivt
Modsætninger kan gradvis forandres
til at blive opfattet som forskelligheder, og disse kan medvirke til at
gøre helheden mere spændende og
nuanceret, end den ellers ville være,
er holdningen hos Finn Slumstrup.
Historikeren Jørgen Kühl, der er
rektor for det danske gymnasium i
Slesvig, kalder erklæringerne for »en
succeshistorie«. Det er nemlig lykkedes at fredeliggøre grænselandet og
at tilskynde til dansk-tysk samarbejde.
Hvor godt dette forhold siden har
udviklet sig har blandt andet kunnet
aflæses af fejringen af 150-året for
slaget ved Dybbøl. I forbindelse hermed lancerede Region Syddanmark
et slogan, der lød: »Sammen mod nye
horisonter«.
Generalkonsul Henrik Becker-Christensen, der leder det danske konsulat
En af grundstenene i erklæringerne er den fri bekendelse til mindretal, som ikke må efterprøves.
Foto: FLA
i Flensborg, gør opmærksom på, at
de to erklæringer i dag er blevet en
del af den moderne mindretalspolitik i Europa. De gav blandt andet
inspiration til de såkaldte kriterier fra
København, som nye medlemmer af
EU måtte overholde.
”
Desuden blev der givet tilsagn om, at
tilskuddene til det danske mindretals
skoler ville blive fastsat til 80 procent af de gennemsnitlige udgifter
til elever i offentlige tyske skoler i
Slesvig-Holsten. Og Duborg-Skolen i
Flensborg og en nyt tysk gymnasium i
Aabenraa fik mulighed for at afholde
anerkendte eksamener.
- Aftalerne løste nogle akutte problemer og lagde grunden til en gradvis
forbedring af forholdet mellem mindretal og flertal på hver side af grænsen, har den danske generalkonsul i
Flensborg, Henrik Becker-Christensen,
senere skrevet.
Den tidligere formand for Grænseforeningen i Danmark, Finn Slumstrup, peger på, at det efter slaget
ved Dybbøl blev klart, at man ikke
kan udrydde forskel mellem flertal
og mindretal med militærmagt eller
på anden voldelig vis. I stedet blev
der med de to erklæringer »taget et
afgørende skridt til en opblødning
af det hårde modsætningsforhold
mellem dansk og tysk«, som han har
udtrykt det.
- De to erklæringer danner fortsat
den ydre ramme for den dansk-tyske
mindretalsordning. I den forstand er
der ikke tale om et støvet historisk
dokument, men retningslinjer for
nationalt samliv, har Henrik BeckerChristensen skrevet.
”Erklæringerne har inspireret til
EU’s kriterier for nye medlemslandes optagelse”
7
”
Dansk kultur ruller
ud på landet
Undersøgelser viser, at hvis der er
mere end 13 kilometer til et bibliotek, opgiver borgerne at bruge
biblioteket. Mens to tredjedele
af kommunerne i Danmark ikke
er bogbusbetjent, vælger Dansk
Centralbibliotek i Sydslesvig at
tage kampen op.
Af Johanna Andersen
Klokken er lidt over 8.00 en grå
onsdag i Flensborg. Bibliotekar Rita
Jakobsen og chauffør Bent Petersen
gør klar til dagens bogbustur. Humøret er højt, for de ved hvad der venter
dem derude. De bestilte materialer
bliver fragtet ud i bogbussen. Det
er alt fra ugeblade til lydbøger om
sønderjyske hjemstavnshistorier.
Kursen er sat mod byerne Fjolde/Viöl,
Vanderup og Store Vi, der ligger i
den centrale del af Sydslesvig. Omkring 20 – 30 kilometer i luftlinje syd
for den dansk/ tyske grænse. Dansk
Centralbibliotek for Sydslesvig har
to bogbusser. Deres primære opgave
er ifølge deres formålsparagraf at
”drive biblioteksvirksomhed til gavn
for det danske mindretal i Sydslesvig
i videst mulig overensstemmelse med
bibliotekslovgivningen i Danmark”.
Fra hovedsædet i Flensborg breder
Rita Jakobsen låner bøger ud til to drenge fra Tarp. Og får samtidig en lille snak med dem. Foto: Johanna Andersen.
8
det danske biblioteksvæsen sig ud
over landsdelen med filialer i Husum,
Slesvig og Egernførde.
Det at bo langt fra de store byer skal
ikke få lånerne til at føle sig mindre
danske, eller mindre forbundet med
Danmark.
- Det er vigtigt at vi har et godt tillidsforhold til vore lånere. Når vi holder
foran folks gadedør, er vi jo ligesom
på besøg, siger Rita Jakobsen der er
bibliotekar og med på denne bogbustur.
Men det så også – mener hun - et
rigtig godt afsæt for en god snak og
formidling af bibliotekets forskellige
materialer.
Skolebørn på opdagelse i bogbussen
Første stop på turen er Trene-Skolen
i Tarp som har 65 elever. Bussen når
lige at komme ind i skolegården, før
eleverne kommer farende. Rita og
Bent sætter sig til rette. De har hver
et lille bord med laptop og håndscanner, der udgør bussens afleverings- og
udlånsskranke. Børnene går målrettet
efter danske film og konsolspil. Bent
og Rita ved hvad for nogle film der
er populærere, så de kommer med
kommentarer som” ja den er god” og
” den er lige noget for dig”
- Selvom vi har et skolebibliotek her
på skolen, er det et highlight for børnene når bogbussen kommer. Servicen
er høj, kommunikationen er også i
top. Det er en kæmpegave, at vi har
en bogbus, siger skolebibliotekar
Birthe Marxen-Düring
Kena Loelf på ni år er også glad for
bussen.
- Den er super sej. Jeg er helt vild
med tegningerne uden på bussen og
elsker at gå på opdagelse inde i bussen.
Efter halvanden times ophold på
skolen i Tarp, sættes kursen mod Vanderup, der ligger midt mellem øst- og
vestkyst.
Her gøres der ophold lige uden for
Lis Rogges hus. Sammen med sit lille
barnebarn kommer hun ind i bussen.
Den to-årige får straks øje på legetøjet, mens Lis skynder sig at aflevere og
”
”
Helt ud til husmandsstederne
Det er et highlight for
børnene når bogbussen
kommer.
De danske bogbusser er til at få øje på, når de kommer rundt i landskabet. Foto: Johanna Andersen.
9
Harald Hansen bruger
også bogbusbesøget til
at holde sig opdateret
om, hvad der for tiden
diskuteres i Danmark.
Foto: Johanna Andersen
låne nye bøger til både til hende og
barnebarnet.
- Kontakten med det danske betyder
meget for mig. Jeg vil gerne give det
videre til mit barnebarn, siger hun
inden hun går ud af bussen. Undervejs
på turen
bliver det
meget hurtigt klart,
at mange
bruger
bogbussen til at
få brugt
sproget.
Det samme
gælder
for Garnet Oldenbürger, der bor på
et husmandssted ved landevejen til
Husum.
- Begge mine sønner er flyttet til
Danmark for at studere. Det, at bogbussen kommer, gør at jeg kan låne
danske bøger, film og musik. Så bliver
jeg endnu bedre til at forstå og tale
dansk. Jeg vil så gerne kunne begå
mig i Danmark.
Næste stop er Harald Hansen på 81,
der bor på aftægten til en stor gård.
Da vi holder, er det meget hurtig
klart, at vi for alvor er kommet ud
”
Jeg vil så gerne kunne
begå mig i Danmark.
”
på landet. Da Harald kommer ind i
bussen har Rita allerede fundet nogle
forskellige bøger frem.
- Vi kender jo vores lånere og vi kender deres behov. Jeg ved, at Harald
godt kan lide at læse en god spændingsroman eller krimi, så derfor har
jeg altid sådan nogle med til ham.
10
siger bibliotekar Rita Jakobsen.
- Jeg nyder, at de kommer helt her ud.
Skulle jeg ind til Flensborg, ville jeg
ikke få læst bøger. Jeg nyder også når
de har tid til en sludder. At bogbussen
kommer ud til mig, gør en stor forskel
for mig, siger Harald.
Dansk kultur på fire hjul
Da bussen når ud til Ute Krügers
gård udenfor Lindved, der ligger lidt
sydvest for Vanderup, kommer både
Ute og den store datter Gyde samt
hunden Jule.
- Jeg føler ikke, at jeg bor i udkantsSydslesvig. Jeg har det fint med at bo
her. Det, at bogbussen kommer, gør
det selvfølgelig nemmere for os at
låne bøger, siger Ute Krüger.
Kom bogbussen ikke, ville hun ikke
låne bøger.
- Bogbussen og biblioteket gør en stor
indsats for at mindske forskellen mellem land og by”, mener Ute, og Gyde
supplerer:
Udkant eller guldkant
Selvom eleverne er taget hjem, er der
folk på parkeringspladsen. De venter
troligt på bogbussen.
Anita Liedke og hendes to børn Thor
og Iben har en sort sæk fyldt med
bøger, der skal afleveres og som selvfølgelig også skal fyldes med bøger
igen. Selv i en forstad til Flensborg er
bogbussen en nødvendighed.
”
- Her får jeg hjælp til at finde bøger
til for eksempel min backpackertur.
Gyde vil efter sin rejse læse videre i
Danmark.
- Jeg har lånt lær-dansk materiale til
min mand, nu er det hans tur til at
lære dansk”, ler Ute.
Sidst på eftermiddagen når bussen til
Store Vi skole. Først kommer Henny
Knutzen. Hun kan lige nå en tur i
bogbussen inden hun skal mødes
med de andre kvinder i den lokale
husmoderforening, som mødes hver
gang bogbussen kommer. Henny er
den første låner på ruten, der har
brugt biblioteket i Flensborg.
- Før i tiden kørte jeg ind til
Flensborg, men det er blevet for
besværligt med parkering. Ønsker
jeg noget specifikt, så bestiller jeg
det på nettet, og det kommer med
bogbussen. Så jeg behøver ikke at
køre til Flensborg, siger hun
Rita Jakobsen er overbevist om, at
bogbussen kører mange år endnu, for
lånernes behov vil stadigvæk være
der. Flere og flere lånere, reserverer
på nettet, men alligevel vil de helst afhente det i bogbussen. - Det er nemt
og lånerne værdsætter den personlige
betjening, den sproglige dialog og,
at vi har tid til at tale med dem, siger
Det burde altså hedde
guldkantsområder.
- Selvom vi også bruger biblioteket
nede i byen, er bogbussen en nødvendighed. Det et break i hverdagen,
og den holder lige udenfor vores dør,
siger Anita Liedke
Vi ved, at vi gør en stor forskel for
mange. Det, at vi kommer ud og
møder dem hvor de er og får den
positive respons, bekræfter os i,
at den ”fede del” af Sydslesvig
ikke kun er Flensborg, men også
langt ude på landet, siger Rita
Jacobsen
Her bliver det danske sprog også
værdsat. Her skal der være plads
til at bogbussens besætning
tager en sludder på dansk, da
mange lånere ikke har alverden
andre muligheder for at bruge
sproget. Det er ikke en hverdagsting når man kommer udenfor
Flensborg.
Sidste stop på turen er Sporskifte, en forstad til Flensborg.
Mørket er ved at skænke sig for
alvor. Regnen siler ned, da bussen holder ved Oksevejens Skole.
Alle bamser og dukker skal kigges på og
tales med – og på dansk, når lille Iben fra
Flensborg-forstaden Sporskifte kommer
i bogbussen. Men hun låner også bøger.
Foto: Johanna Andersen.
11
”
Rita Jakobsen, som sætter bogbusbesøgene i de mindre byer højt.
- Hvorfor egentlig kalde det for udkantsområder? Det burde altså hedde
guldkantsområder, siger hun.
- Bare det så bliver til
noget denne gang
Nyt initiativ for udvikling i Grænselandet bliver budt velkommen
– om end med skepsis. Mange
af hindringerne kunne man for
længst have gjort noget ved, mener stor-vognmand i Padborg.
Af Peter Hansen
- Jeg håber, Benny Engelbrecht har
noget at have det i, at det ikke igen
kun er pæne ord, siger Mogens Therkeldsen, direktør i vognmandsfirmaet
H. P. Therkeldsen i Padborg, der med
sine 310 ansatte på begge sider af
grænsen har en ikke ringe erfaring
med arbejdskraft, der krydser grænsen.
Mogens Therkeldsen var også i begyndelsen lidt skeptisk over for, at netop
Transportministeriet ikke var inviteret
udretter og – navnlig – ikke udretter.
- Kommissionen blev nedsat i 2011, og
dens rapport skal udkomme i maj-juni
i år, siger Mogens Therkeldsen.
I de fire år er kommissionens ambitioner droslet ned fra 27 til seks projekter.
Mere snak end handling
Men fire år er, mener vognmanden,
ikke meget, når man taler om varers
og arbejdskrafts bevægelighed over
grænsen.
- Vi har i 30-40 år forsøgt at vække
interesse for det i Folketinget og
Forbundsdagen, men det har været
nærmest umuligt, siger Mogens Therkeldsen.
Han konstaterer, at der godt nok har
været sagt mange pæne ord om det
”
Det er for dårligt, at Skat
ikke er mere indstillet på at
servicere grænsependlerne.
med i samarbejdet, men er blevet
beroliget efter at skatteminister
Benny Engelbrecht har forsikret ham,
at man skam vil koordinere også med
transportministeriet og med det, der
måtte komme ud af den dansk-tyske
transportkommissions bestræbelser.
Sidstnævnte er lastvognsmatadoren
dog heller ikke imponeret af. Han har
selv sæde i kommissionen, og ved derfor mere end de fleste om, hvad den
”
– ikke mindst på de danske årsmøder i Sydslesvig, men det kniber med
handling, mener vognmanden.
- Alt hvad der har fremmet det grænseoverskridende samarbejde mellem
virksomheder eller myndigheder er
etableret af lokale kræfter, siger han.
Men der er tiltag, som lokale ildsjæle
ikke har mulighed for selv at ordne.
Når det drejer sig om eksempelvis
social- og skatte politik eller anerken12
delse af uddannelser fra andre lande,
er det noget, der skal besluttes i Folketinget eller Forbundsdagen.
Start hos Skat
Her er der, mener Mogens Therkeldsen, rigeligt at tage fat på. Rigeligt, men en del af det er – mener han
- forholdsvis enkelt at løse. Og noget
af det behøver man knap nok fem
ministerier for at ordne, men kunne
nøjes med et – Skatteministeriet.
- Da man digitaliserede skat og selvangivelser, tog man intet hensyn til de
mange tusinde grænsependlere, siger
han.
Det at kunne ordne sine mellemværender med skattevæsnet eller andre
I november, 2014 meddelte
Skatteministeriet begejstret at,
Skatteministeriet, Udenrigsministeriet, Finansministeriet,
Beskæftigelsesministeriet og
Erhvervs- og Vækstministeriet
nu – med skatteministeren i
spidsen – ville koordinere bestræbelserne på at opnå samarbejde med Tyskland om at skabe
vækst i Grænselandet.
Samarbejdet skal ”sammen med
tyskerne blandt andet identificere forhindringer, der kan stå
i vejen vor vækstpotentialet i
grænseregionen”, hed det i en
pressemeddelelse.
Midt i februar blev samarbejdet skudt i gang med en stort
anlagt konference på Alsion i
Sønderborg.
Mogens Therkeldsen er skeptisk overfor de fem ministeriers intitiativ. Han har for ofte set, at udvikling i Grænselandet er noget, man taler meget om,
men gør lidet ved. Foto: Peter Hansen
raa, Haderslev og Sønderborg.
- Det er for dårligt, at Skat ikke er
mere indstillet på at servicere dem. De
betaler faktisk skat i Danmark, siger
Mogens Therkeldsen.
Vist er mange nødt til at lære dansk
i et eller andet omfang for at kunne
begå sig på arbejdsmarkedet her.
Men et er at kunne spørge om vej. Et
”
offentlige myndigheder online er,
når man bor og er opvokset i Slesvig- Holsten lige så fremmed, som det
ville have været i Danmark for tyve år
siden.
Dernede hedder det fremmøde,
legitimere sig eller i hvert fald sende
et rigtigt brev med original blækunderskrift på.
Besværlighederne for en grænsependler går imidlertid videre end
til det kulturchok, det kan være at
skulle tale med en computer. Der er
en sprogbarrierre. Www.skat.dk taler
dansk og engelsk, men ikke tysk.
Region Syddanmark skønner, at over
seks tusinde pendler mellem arbejdsplads i Danmark og hjem i Tyskland
alene i kommunerne Tønder, Aaben-
andet – mener Mogens Therkeldsen –
at kunne finde rundt i skattetekniske
fagtermer.
Det er blevet ringere
Udo Steffensen har været ansat hos H.
P. Therkeldsen i ni år.
Han bor i Rendsborg og pendler frem
Det kan tage flere uger
at få et cpr-nummer.
13
”
”
og tilbage ugens fem dage.
Han taler ikke blot om stilstand, men
om direkte forringelser for grænsependlere med beherskede danskkundskaber.
- Før kunne man tage på skattecentret
i Tønder og få hjælp på både polsk og
tysk, nu må man ringe til nogen langt
væk, som sjældent forstår en, siger
han.
Pendlerrådgivningen i Bov arrangerer hvert år et informationsmøde,
hvor grænsependlerne kan træffe en
embedsmand fra Skat, der forklarer
tingene på tysk. Det plejer at samle
50-80 deltagere og er ifølge Udo Steffensen en stor hjælp.
- Når jeg har været der og noteret flittigt kan jeg så nogen-
Det er en af de udfordringer,
samarbejdet vil se på.
lunde finde ud af at lave selvangivelsen online. Men er man syg eller på
ferie, når mødet holdes, er man på
den. For der er kun det ene, siger han.
En gang lovede skattemanden på
mødet, at Skats webside ville blive
tysksproget, så man kunne klare tingene online.
- Det er fire-fem år siden, men der
er ikke sket noget endnu, siger Udo
Steffensen.
Holder sig væk
Han kender til folk, der skønt lønningerne er bedre, er betænkelige ved
Skats webside har ikke den mindste hjælp til tysksprogede skatteydere, konstaterer Ude Steffensen jævnligt. Foto: Peter Hansen
14
”
På Region Sønderjylland-Schleswigs pendlerrådgivning, kan man nu få hjælp af en tysktalende medarbejder fra Skat. Det er der ikke mange, der ved.
at tage job i Danmark på grund af
bøvlet med skattevæsnet.
- Det er også blevet vanskeligere at
komme ind i systemet, siden centret i
Tønder lukkede, siger Udo Steffensen.
Da det fandtes, kunne man som
rinfo, tale om en permanent ordning.
Den skal køre juni måned ud og derefter evalueres.
Ifølge Pendlerinfos leder, har der ind
til nu været fuldt hus hver gang.
Men Udo Steffensen har ikke været
der. Han har end ikke hørt om det.
- Det er en glædelig nyhed, og jeg
tror gerne, at der er fuldt hus. Men
jeg anede ikke noget om det, siger
Steffensen.
Ordningen har været omtalt i Flensborg Avis og i Jyske Vestkysten og skal
angiveligt være at finde på Region
Sønderjylland-Slesvigs Twitter- og
Facebooksider.
- Jamen det ved man jo kun, hvis man
i øvrigt går ind på de sider eller kan
Ministeriets kommunikationsfolk
læse danske aviser, siger Udo Steffenoplyser endvidere, at der faktisk hver
sen, men lader sig overtale til at tage
uge er en tysksproget medarbejder
fra Skat på pendlerrådgivningen i Bov. et kig på pendlerinfo.org.
Den ordning har kørt siden begyndel- Han kan ikke finde noget om ordningen.
sen af marts. Man skal tilmelde sig,
og der kan højst komme ti hver gang.
Der er endnu ikke, oplyser PendleUdo Steffensens problemer med at
søge rådgivning hos skat, men lader
sin presseafdeling meddele, at ”bedre
vejledning af pendlere er en af de
udfordringer, samarbejdet vil se på.”
”
Jeg anede ikke at
man havde indført
den ordning
nyansat køre derhen og få sig et cprnummer med det samme.
- Nu kan det tage flere uger, og ind til
man har det, får man ingen løn, siger
Udo Steffensen.
Skatteminister Benny Engelbrecht har
ikke ønsket at kommentere hverken
Mogens Therkeldsens skepsis eller
”
15
Grænselande, stormagter, tysklande
og nationalstater
Såvel Sønderjylland som Sydslesvig er i dag, om end på hver sin
måde, reduceret til udkantsområder i hver sin stat i modsætning
til den historiske provins Slesvig
som sammen med Holsten var
den mest fremskredne del af det
oldenborgske monarki.
Af Uffe Østergård,
professor emeritus
Kulturelt og økonomisk var de nordiske lande siden højmiddelalderen
udsat for en voldsom indflydelse
sydfra.
I 1600-tallet var Sverige den dominerende, imperialistiske stormagt i Nordeuropa. Så stort var det
svenske rige i 1658. Grafik: Vajka Thomsen
16
Men politisk og militært var det i
lange perioder Danmark, der dominerede naboerne mod syd, nord og øst. I
1600-tallet overtog Sverige rollen som
den stærkeste magt i Norden.
Skal man tale om en aggressor i forholdet mellem ’Norden’ og ’Tyskland’
i 1600-tallet må det siges at være
stormagten Sverige, der dominerede
det nordtyske område.
Danmark kom igen og indlemmede i
løbet af 1700-tallet i to omgange hele
Slesvig og Holsten i staten, om end
med respekt for begge hertugdømmers særlige status.
Først i 1800-tallet med samlingen
af de fleste tysktalende stater til ét
forenet Tyskland blev ’Tyskland’ en
Tyskland bestod af et utal af mere eller mindre selvstændige småstater. Grafik: Vajka Thomsen
politisk udfordring for Danmark og
danskerne.
Lilleputlande og multinationale
imperier
Ind til da er det rigtigere at tale om
’de tyske lande’ i flertal, på samme
måde som vi taler om ’de nordiske
lande’ i flertal. De sidste har nemlig
ikke altid eksisteret som suveræne
stater – selv om deres navne er gamle
– men er resultater af opløsningen af
de flersprogede danske og svenske
konglomeratstater.
Reelt blev de to nordeuropæiske
imperier, ’Danmark’ og ’Sverige’
først til nationalstater i en proces der
begyndte i 1809 og 1814 og gen-
nem løsrivelse, hjemmestyrer og nye
grænsedragninger skabte forholdsvis
homogene, suveræne nationalstater.
At tale om de ’tyske lande’ i stedet
for ’Tyskland’ bryder med indgroede
forestillinger.
Modsat den udbredte forestilling om
det fredelige Norden og det aggressive ’Tyskland’ har geopolitiske modsætninger altid præget Nordeuropas
historie. I perioder har offentligheden, herunder også professionelle
historikere og samfundsforskere,
skjult denne grundlæggende sandhed for sig selv ved at anvende den
ideologiske betegnelse ’Norden’ om
de skandinaviske dele af Nordeuropa.
Til gengæld har man ignoreret det
faktum at ’Tyskland’ altid, bortset fra
17
en kort periode under nazismen efter
Østrigs “Anschluss” i 1938, har været
delt. Også i kejserrigets tid, 1870 –
1918, opretholdtes 39 tyske stater i en
art føderation, selv om Preussen udgjorde næsten to tredjedele af riget
og dominerede.
Kun sproget til fælles
End ikke samlingen af Tyskland i 1870
samlede dog alle de tysktalende i én
stat. Kejserriget omfattede også store
polsk-, dansk- og fransktalende mindretal. Jeg benytter med vilje udtrykket ’tysktalende’ i stedet for ’tyskere’.
For det første fordi ’tyskerne’ er
ganske forskellige. Og for det andet
fordi der egentlig ikke er nogen klar
definition af ’tyskere’.
Et af de få forsøg på at definere
’tyskerne’ er leveret af den danske
germanist Sven-Aage Jørgensen i
slutkapitlet i en interessant publikation fra 1989 – altså før samlingen af
Tyskland – med titlen “Tysk. Et sprog
– Fire stater – Fire kulturer”, hvor de
fire tyske stater var BRD, DDR, Østrig
og Schweiz. Med udgangspunkt i en
skildring af det tysksprogede kulturmiljø i København i 1700-tallets
anden halvdel skriver Jørgensen:
“Der fandtes dengang ikke noget
Tyskland på samme måde som der
fandtes et Frankrig eller et England.
(…) “Tysk” betegnede altså ikke et
statsligt tilhørsforhold, men et overstatsligt sprogligt og kulturelt og –
efterhånden – litterært fællesskab.”
Stadig snese af tysklande
Først den franske revolution og
kampene mod den franske besættelsesmagt under Napoleonskrigene
førte til forestillinger om en tysk
politisk nation. Det projekt kronedes
med held under preussisk ledelse i
form af det tyske kejserrige der blev
proklameret i1871. Samlingen fulgtes
hurtigt af talløse formuleringer om en
særlig tysk nationalkarakter.
Men det andet tyske kejserrige
omfattede ikke alle tysktalende.
Udenfor ’Tyskland’ fandtes foruden
det flersprogede Schweiz kejserriget
Østrig, som fra 1867 til dets opløsning
i 1918 var organiseret som en personalunion mellem kejserriget Østrig
og kongeriget Ungarn – lidt i stil med
det oldenborgske kongedømme der
indtil 1814 bestod af Danmark, Norge,
Slesvig, Holsten og kolonier rundt om
i verden.
Tysk sprog dominerede i denne
flersprogede stat indtil 1867, hvor ungarsk blev officielt sprog i den østlige
Tysk dominerede i den vestlige del,
men i parlamentet i Wien havde alle
delegerede i princippet ret til at tale
deres eget sprog. Ganske vist ofte
med det resultat at de tysktalende
råbte efter dem og kastede med
blækhuse efter delegerede som talte
andet end tysk.
Heller ikke den demokratiske Weimarrepublik fra 1918 omfattede alle
tysktalende, da Østrig, trods udtrykte
ønsker, ikke fik lov at slutte sig til
Tyskland, da det østrig-ungarske rige
brød sammen.
De næsten tre millioner tysktalende
i Sudeterbjergene fik ej heller lov til
det. De blev mindretal i den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet, på linje
med store tyske mindretal i andre
Central- og Østeuropæiske lande
samt i Sydtyrol der tilfaldt Italien.
Først Hitlers ekspansion i 1930erne fik
samlet de tysktalende i én stat, men
ikke længe.
Samlet – spredt - samlet
Grænselandets fem sprog har næppe været behersket til perfektion af ret mange. Men tidligere var
det udbredt, at man forstod i hvert fald tre af dem. Foto: Peter Hansen
18
Derefter blev tyskerne igen fordelt
i flere lande, mens Tyskland i 1949
blev blev til to stater, Bundesrepublik
Deutschland, BRD, bestående af de
tre vestlige besættelseszoner og Deutsche Demokratische Republik, DDR,
af den sovjetiske. Østrig blev i 1955
anerkendt som suveræn stat. SlesvigHolsten blev en del af Forbundsrepu-
Flygtningestrømmene i fyrrerne sætter stadig
deres præg på Slesvig-Holsten. Hele bydele, som
her Klein Moskau i Bredsted, blev klasket op i en
fart for at skaffe dem husly. Foto: Peter Hansen
blikken Tyskland.
Et andet resultat af det tyske nederlag
i 2. verdenskrig var at de tyske mindretal i Øst- og Centraleuropa blev
fordrevet.
Mellem tolv og fjorten millioner flygtninge måtte søge tilflugt i de to tyske
stater, flest i forbundsrepublikken.
Næsten hver fjerde indbygger i
dagens Tyskland er efterkommer af
flygtninge fra øst.
Ser man bort fra Østrig og Schweiz
kan man derfor tale om ét, samlet
Tyskland fra 1990. Tyskland har efter
finanskrisen i 2008 og de sydeuropæiske landes stagnation genindtaget
sin naturlige dominerende plads i
Europa. Men nu er der tale om et demokratisk Tyskland som har lært af sin
historie og ikke ønsker at dominere
sine naboer.
Nordeuropa begynder langt nede i
Tyskland
Hverken Danmark eller Tyskland
udgør en klart defineret kulturregion.
Grænsen mellem Nordeuropa og
Centraleuropa går tværs gennem de
tysktalende lande, hvor man taler om
den såkaldte “Grüss Gott”-linje.
Nord for denne kulturgrænse dominerer protestantiske nordtyskere der
siger Guten Tag - eller Mojn -, mens
man i det overvejende katolske syd
siger “Grüss Gott”. Betydningen af
sådanne kulturelle grænser er svære
at bedømme, men observationer af
omgangsformerne siger at de betyder
mere end man umiddelbart skulle tro.
Den 5. maj 1920 rykkede danske tropper over grænsen til det land, der nu
igen blev dansk, og derefter fulgte de
forskellige myndigheder slag i slag,
senest tolderne natten mellem 20. og
21. juni. Hensigten var at inkorporere
den nye provins på en måde så landet
ikke kunne skelnes fra det øvrige Danmark og derfor ikke kræves tilbage
af Tyskland. Ifølge en karakteristisk
formulering i Morgenbladet var formålet “at Sønderjylland fuldstændig
indoptages i Danmark, saaledes at de
sønderjyske landsdele og deres befolkning knyttes saa fast og inderligt
til moderlandet, at vi bliver eet land
og eet folk, som ingen grænse nogensinde mere skal skille.
Sønderjylland kan føle sig forfordelt,
men sønderjysk anerkendes som
dansk og tales mere end andre dialekter uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved landsdelens danske karakter.
Det store offer blev Slesvigs selvstændige identitet og økonomiske levedygtighed.
kamp om Slesvigs tilhørsforhold.
At henvise til denne særlige historie
er ikke det samme som at hævde en
særlig slesvigsk national identitet. Det
blev forsøgt af grupper i Flensborg i
1840erne, men der er ikke vidnesbyrd
om, at de havde videre succes uden
for deres egne snævre kredse. Slesvigs
egenart skal snarere forstås som
en afvisning af valget mellem (rigs)
dansk og (høj)tysk national identitet.
Tilknytningen til provinsen var ofte
parret med en helstatslig patriotisme
der var bundet til kongen i København
I dag har vi vænnet os til den friserede udgave af Danmarks multinationale fortid. Danske historikere er
først for nylig begyndt at nævne det
faktum at staten også omfattede
Norge med de Nordatlantiske øer og
havde vigtige kolonier i Afrika, Indien
og Vestindien.
Men det hører med til historien og
forklarer det ligeledes ignorerede
faktum, at mindst en fjerdedel af
befolkningen i København var tysktalende indtil midten af 1800-tallet – for
slet ikke at nævne de mange norsk-,
islandsk- og færøsktalende.
Regional eller national identitet
Metropolen Flensborg
For os i dag kan det være vanskeligt
at trænge ind i de finere detaljer
i historien om Slesvig, Holsten og
Danmark. Blandt andet fordi historieskrivningen var en del af den politiske
19
Den danske stat var et multinationalt
imperium og en by som Flensborg
spillede en vigtig økonomisk rolle i
hele riget. Den var, efter Bergen og
Flygtninge fra især Østpreussen fordoblede
Slesvig-Holstens indbyggertal.
Altona, den største by uden for København og hjemsted for en vigtig del
af handelsflåden.
Flensborgs placering i den kolonialistiske trekanthandel er forklaringen på
den romproduktion, vi stadig kender
i form af Hansen rom. Sukkeret blev
dyrket på de dansk-vestindiske øer
af slaver fra den danske koloni på
Guldkysten og endte som rom der
blev drukket af de danske arbejdere
på værfterne i Flensborg, mens de
byggede skibe til den verdensomspændende kolonihandel.
Om denne situation gav anledning til
problemer er omstridt. Alle nationalt
og nationalistisk indstillede forskere
har ment ja. Men ud fra erfaringer
med andre sprogligt og kulturelt
blandede regioner i verden er jeg
tilbøjelig til at mene nej.
Fler- eller fremmedsproget
Ifølge en ofte citeret talemåde fra
den anden ende af den nordiske
verden, byen Vyborg på grænsen
til det russiske Karelen, kunne alle
indbyggerne “gå på alle fire”, altså
tale såvel finsk, svensk, russisk som
tysk. Disse sprog var nødvendige at
beherske, hvis man skulle handle, gå
i kirke eller klare sig over for myndighederne.
Meget taler for at situationen har
været parallel i Slesvig.
I dag hvor vi har levet i to hundrede
år med den romantiske forestilling
om én og kun én national og sproglig
identitet, er det næsten umuligt at
forestille sig at almindelige mennesker har kunnet tale såvel sønderjysk,
rigsdansk, plattysk som højtysk og
frisisk.
Det kunne de måske heller ikke til
perfektion, men de har kunnet klare
sig til husbehov, også selv om de
blandede sprogene sammen og lod
sprogbrug og grammatik smitte af fra
det ene på det andet. Faktisk er det
sådan at “fremmedsprogene” først
blev fremmede i takt med den øgede
”modersmålsundervisning” i den
nationale periode.
Den sproglige situation var et blandt
mange træk der adskilte provinsen
Slesvig/Sønderjylland fra det øvrige
Danmark. Denne særlige sociale og
kulturelle identitet blev det største
offer for nationaliseringsprocessen i
1800- og 1900-tallet. Grænsedragningen i 1920 gav det endelige stød til
ophævelsen af forestillingen om en
særlig slesvigsk identitet. Men reelt
20
var den slesvigske provinsfølelse allerede længe før blevet dræbt af det
preussiske styre. Den tysksprogede
slesvig-holstenske bevægelse kæmpede for retten til at tilslutte sig den
tyske forbundsstat. Det havde aldrig
været dens hensigt at blive indlemmet i Preussen, men det var hvad der
skete.
Nye grænser – nye centre
Flensborg blev reduceret til periferi
allerede før Slesvig/Sønderjylland blev
delt i 1920. Men denne perifere position blev yderligere understreget, da
byen mistede sit nordlige opland ved
grænseændringen i 1920. Men der er
ingen som helst grund til at forestille
sig at det ville være gået bedre for
byens økonomiske liv, hvis den var
kommet til Danmark. For så havde
den mistet det sydlige opland.
Måske har regionsforskeren Holger
Vajen ret i, at den forbilledlige løsning af det nationale problem med
Bonn-København erklæringerne kun
er vellykket i den forstand, at den
afholder folk fra at slå hinanden ihjel,
men er en hindring for økonomisk og
social dynamik.
Den nationalt homogene danske
småstat der kom ud af nederlaget i
1864 og afståelsen af en tredjedel
af den dansk-tyske helstat havde en
dobbelt karakter. På den ene side var
staten så lille og nationalt homogen
at det lykkedes klassen af gårdmænd
at etablere et kulturelt, økonomisk
og politisk hegemoni gennem hårde
kampe i 1800-tallet. Den tradition for
hegemoni fortsatte i 1900-tallet under
socialdemokratiet og etableringen af
velfærdsstaten. Den nationale indadvendthed gik imidlertid hånd i hånd
med et globalt udsyn og etablering af
verdensomspændende virksomheder.
Nationalstater og centralisme
Siden har Danmark på en paradoksal
måde præget det europæiske samarbejde der af mange grunde har udviklet sig til en uplanlagt og uforudset
forening af nationalstater. EU har
nemlig modsat modstandernes såvel
som føderalistiske tilhængeres forventninger måske nok udviklet sig til
en føderation. Men det er en føderation af nationalstater, som formanden
for Europakommissionen José Manuel
Barroso formulerede det. Prisen er
blevet betalt af Grænselandet, der i
den nationale centraliserings navn har
mistet sin tidligere centrale position.
Vi har ikke fået det “regionernes
Europa” som var forudset i Maastricht-traktaten i 1992 og som gav
anledning til grænseoverskridende
samarbejde, også mellem Sønderjylland og Sydslesvig. Tværtimod vokser
nationale følelser og nationalistiske
bevægelser i hele Europa, samtidig
med at kravet om national suverænitet vokser i de gamle medlemslande.
Intet tyder på at den nationale centralisering i centrene, vi har været vidne
til de sidste 30 år, vil aftage. Den vil
snarere øges.
Rom- og slavehandel var med til at gøre Flensborg rig. Romhandlen har overlevet. Foto: Martina Metzger
21
Efter delingen i 1920 kalder vi
området syd for grænsen for
Sydslesvig, mens provinsen nord
for grænsen kaldes for Sønderjylland. Det er historisk ukorrekt. Sønderjylland og Slesvig
var i middelalderen og nyere
tid konkurrerende betegnelser
for hele provinsen til Ejderen.
Den dansk-nationale bevægelse
genoplivede i 1830erne navnet
Sønderjylland for at understrege
provinsens danske karakter,
mens slesvig-holstenerne talte
om Schleswig-Holstein med
bindestreg.
Fattige står i kø ved
dansk kirke for at
få mad
For de flensborgere, der lever på
bunden af byen, er den langt fra
det slaraffenland, danskerne får
indtryk af, når de besøger Scandinavian Park eller Citti Markt.
Af Jens Nygaard
Hver lørdag sidst på formiddagen
danner der sig en lang kø uden for
den danske Ansgar Kirke, der ligger i
det nordligste Flensborg. Køen består
af fattige, som gerne vil have næsten
gratis mad.
- Vi lukker først dem med rollator ind
klokken 11.45, og klokken 12 kom-
Den danske kirke i det nordlige Flensborg rummer ikke kun traditionelle kirkelige handlinger. Hver lørdag bliver der delt næsten gratis mad ud – til
mindretal og flertal og indvandrere. Foto: Lars Salomonsen
22
Der er ofte kø for at komme ind til maduddelingen. De første har størst chancer for at få nogle af de attraktive varer. Foto: Lars Salomonsen
mer så turen til alle de andre. Hvis
der bagefter er mere mad, laver vi en
anden runde, fortæller Heidi Ringleb
fra Jydbæk, der er en af den halve
snes frivillige, der står for maduddelingen. Det er næsten gratis mad.
Man betaler én euro for at få en stor
taske fyldt op.
Maden samles ind ved forskellige supermarkeder, og brødet kommer fra
Medelbyer Landbäckerei.
- Vi får mad fra både Lidl- og Pennymarkederne, og det danske Fakta syd
for grænsen er en stor leverandør, fortæller Kaj Hansen fra Hand in Hand
für den Norden.
Enker og bistansmodtagere
Kirken gav forening husly
Der er mange ældre damer. Manden
er måske død, og så har de kun en
meget lille pension. Eller det er folk
på Hartz IV - den tyske bistandshjælp,
fortæller Heidi Ringleb.
Det er en lokal forening, Hand in
Hand für den Norden, der står for
maduddelingen - ligesom foreningen
også har en del andre sociale gøremål. Det er varer, som er ved at falde
for sidste salgsdag, og det er brød
fra dagen før, som ikke kan sælges.
For fem år siden manglede foreningen lokaler, og man henvendte sig
derfor til den danske kirke i det nordlige Flensborg. Siden har der været et
godt samarbejde.
- Alle kan komme for at få mad. Det
er ikke noget, der begrænser sig til
den danske menighed, fortæller den
danske præst i Ansgar Kirke, Preben
Kortnum Mogensen. Han bedømmer,
at gæsterne fra det danske mindretal
til maduddelingen sikkert er i nogenlunde det samme forhold som mindretallet generelt i byen: Det er cirka
hver femte. Pastor Mogensen kan se,
”
”6000 af Flensborgs
13000 børn lever
i fattigdom”.
23
”
at der også er en del ældre indvandrere, der stiller sig op i køen hver lørdag
formiddag. Mange af de frivillige er
derimod med i menigheden.
- Den danske kirke reddede faktisk
initiativet. Og så falder det godt i
tråd dermed, at det danske Fakta selv
hørte om os og henvendte sig for at
bidrage med varer, siger Kaj Hansen.
Han kan konstatere, at mellem 40 og
80 personer kommer for at få mad
sociale system i Tyskland ikke er nær
så fintmasket som i Danmark, siger
Preben Kortnum Mogensen.
Tusinder lever på kanten
Danskere på besøg ser en flot by,
velklædte mennesker på gågaden og
folk i store biler, og så konkluderer
de, at der er en udbredt velstand.
Hvad de derimod ofte ikke ved er, at
”Hver femte fattige i
Flensborg er dansk”
”
hver lørdag. Der er flest, når man
nærmer sig slutningen af måneden.
Mange i Danmark ved ikke, at det
”
den tyske dagpengeperiode kun er på
et år, og derefter ryger man direkte
på Hartz IV, som den tyske bistands-
hjælp kaldes. For en enlig betyder
det, at der efter huslejen er lidt over
400 euro (3000 kroner) at gøre godt
med hver måned.
- Det er næsten umuligt - men der er
tusindvis af folk i Flensborg, der lever
på den måde, fortæller Preben Kortnum Mogensen.
- For dem bryder det hele ofte sammen, hvis vaskemaskinen går i stykker,
eller hvis de efter at have været ved
lægen skal købe medikamenter - og
børn gør det ikke bedre, tilføjer
præsten.
Fattigdom trods job
Han og Kaj Hansen kan se, at der
også kommer en del, som er i arbejde
- men har så lav en løn, at de ikke
kan leve af den. Tyskland har netop
indført en mindsteløn på 8,50 euro i
timen, men der er talrige brancher,
som er undtaget. Desuden er mange i
de såkaldte mini-job, der giver maksi-
Bobby Robinson og Heidi Ringleb er to af de frivillige, der står for maduddelingen. Brødet er fra dagen før og stammer fra Medelbyer Landbäckerei.
Foto: Lars Salomonsen
24
malt lidt over 400 euro om måneden.
- For mange lige syd for grænsen
er det lidt mystisk at følge med i de
danske diskussioner om for eksempel
dagpengeperioden. For en fattig i
Flensborg er tilstanden i Danmark
nærmest paradisisk, siger Preben
Kortnum Mogensen.
”
”Det er næsten
umuligt at leve af
socialhjælpen”
Udstødte uden uddannelse
Et af de helt store problemer er, at
der stadig i Tyskland er en stor restgruppe, som ikke får nogen som helst
uddannelse. Og noget af det sværeste
at grave op på arbejdsmarkedet i vore
dage er ufaglærte stillinger.
Der er for eksempel et dansk callcenter i byen, der tilbyder arbejde.
Lønnen er ikke prangende, og det er
svært at få stillingerne besat.
- Hvis man er gået tidligt ud af skolen,
måske har gået i specialklasse og derefter ikke har fået nogen uddannelse,
kan man ikke give gode råd i et callcenter, siger Preben Kortnum Mogensen. Han peger på, at Flensborg i dag
har en situation på arbejdsmarkedet,
som er bedre end i mange år. Men
samtidig er der en meget stor gruppe,
der bliver tabt på gulvet.
- Presset på os stiger i takt med, at de
sociale problemer bliver større. Der er
ikke nogen udsigt til bedring, bedømmer Kaj Hansen.
Der er flere steder i Flensborg, hvor
der uddeles gratis mad, og for nogle
år siden blev det bedømt, at op mod
6000 ud af 13.000 børn i byen lever
under den officielle fattigdomsgrænse.
Deres forældre er ofte nødt til at stille
sig op i køer som den uden for Ansgar
Kirke.
Maden er nær ved sidste salgsdato og bliver
indsamlet ved forskellige supermarkeder. Blandt
andet er danske Fakta en stor leverandør. Foto:
Lars Salomonsen
25
”
Samråd klar til at
afskaffe vetoret
Nok blev SDUs model for noget,
der ville ligne en sammenlægning af de danske organisationer
i Sydslesvig skudt ned, men der
er åbnet for mere forpligtende
samarbejde mellem dem og for
flertalsafgørelser i samrådet, hvor
der hidtil kun har kunnet besluttes noget, når alle var enige.
Af Bernd Engelbrecht
De danske organisationer og institutioner i Sydslesvig, der er samlet i Det
sydslesvigske Samråd, vil vove mere
demokrati, efter at Sydslesvigkonferencen på Jaruplund Højskole i januar
pegede på nødvendigheden af mere
folkestyre i det danske mindretal og
som et første skridt mere kompetence
til Samrådet.
Mens aktieselskabet Flensborg Avis
af journalistiske grunde nu er ude
som fuldgyldigt medlem af dette
koordinerende organ, men fortsat
samarbejdsvillig for eksempel på
budgetområdet, og Friisk Foriining/
Friserforeningen forholdt sig neutral, enedes Sydslesvigsk Forening
– SSF- dens tilsluttede foreninger,
Sydslesvigsk Vælgerforening – SSW,
Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger -SdU, Dansk Skoleforening for
Sydslesvig, Dansk Kirke i Sydslesvig,
Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Dansk Sundhedstjeneste i
Sydslesvig på et møde i Samrådet
medio februar om at nedsætte en
Konferencen arbejdede også i grupper. Foto: Bernd Engelbrecht.
26
arbejdsgruppe bestående af organisationernes/ institutionernes formænd.
Arbejdsgruppen fik til opgave at bane
vej blandt andet for flertalsafgørelser
på visse områder i Samrådet. I dag
kan Samrådet kun træffe bindende
beslutninger i enighed.
Konsulenter eller ej
Gruppen afgør også, om den ønsker
bistand fra en proceskonsulent eller
ej.
SdU går stærkt ind for en sådan, idet
organisationen forventer input, der
kan være væsentlige, når de næste
skridt tages i retning af et Sydslesvigting.
Men Skoleforeningen anser konsu-
Konferencen havde samlet hen ved 200 deltagere. Foto: Bernd Engelbrecht
Ny enighed
Det viste sig med al tydelighed på den
Sydslesvigkonference, samrådet havde
indbudt til på Jaruplund Højskole sidst
i januar, at de små 200 deltagere fra
hele Sydslesvig og alle organisationer
og institutioner plus venner nordfra
ønskede strukturelle forandringer i
mindretallet.
I første omgang omkring Samrådet
men på sigt gerne også i retning af
et bredt sammensat Sydslesvigting og
en slankere forvaltning. Det viste sig
på konferencen, at SSFs formand Jon
”
lentbistand for overflødig, blandt andet fordi den er i tvivl om eventuelle
konsulenters indsigt i sydslesvigske
forhold.
Arbejdsgruppen kan med lidt held
have et udkast klar til drøftelse - og
vedtagelse i Samrådet i sensommeren
i år.
Skoleforeningen tvivler på
nytten af konsulenter uden
kendskab til Sydslesvig
Hardon Hansen og Skoleforeningens
formand Udo Jessen stort set er enige
om, at Samrådet bør kunne træffe
flertalsafgørelser i ”bestemte sager”
og dermed fravige det enstemmig-
Samrådet bør kunne
træffe flertalsafgørelser i bestemte sager.
hedsprincip, der er gældende nu.
Jon Hardon Hansen mener ikke, at
der på Sydslesvigkonferencen var
”
27
”
stemning for en ”forkromet løsning”.
Han satser derfor som opstart på en
”demokratisering” af Samrådet.
Udo Jessen ser gerne, at arbejdsgruppen hurtigt forelægger et udkast,
Samrådet kan tage stilling til, så der
smedes, mens jernet er varmt.
- Strukturdebat har vi haft i 15 år; det
må være nok nu, sagde Udo Jessen.
Strukturmodel
SdUs såkaldte regionsmodel - et idéog debatudkast til en ny struktur for
det danske mindretal - har været
”
Samrådets enstemmighedsprincip har ofte hæmmet samarbejdet, mener flere. Foto: Lars Salomonsen
Realiseres regionsmodellen, vil mindretallet ifølge ankermændene kunne
tale med én stemme, vil der kunne
skabes en mere effektiv forvaltning
og tilføres mindretallet mere bevidsthed og ansvarlighed overfor
helheden. Altså mere direkte medlemsdemokrati.
SdUs næstformænd fik alle steder at
vide, at samarbejdet organisationerne
”
præsenteret for stort set alle danske organisationer i mindretallet i
Sydslesvig - og også på Sydslesvigkonferencen i januar stod den sin prøve,
præsenteret af SdU-næstformændene
Ronny Grünewald og Anders Kring.
Modellen, der kan nærlæses på www.
regionsydslesvig.de, går kort sagt ud
på at samle organisations-Sydslesvig
i én organisation med én central forvaltning og med underafdelinger, der
varetager de nuværende organisations-opgaver skole, kultur, ungdom,
fritid.
Undtaget er SSW, der som politisk
parti i Tyskland ikke må indgå, kirken
da den er bundet af sin luthersk-evangeliske religion, som man ikke kan
pålægge hele mindretallet, friserne
og avisen som er et registreret aktieselskab.
28
imellem fungerer upåklageligt på
basis, men at det er i toppen, der er
problemer.
For og imod
Dansk Skoleforening og Dansk Kirke
i Sydslesvig er afvisende overfor modellen, idet de ikke ønsker, at andre
end forældrene og menighederne får
”
Skoleforeningen afviser
at dele forældrenes indflydelse med andre.
Tre trin i engagement
Ove Korsgaard, Århus Universitet,
der var en af indlederne på konferencen, slog fast, at den effektive
stat, retsstaten og ansvarligheden hos
magthaverne er en forudsætning for
demokrati - og den proces tog sin tid
i Danmark - tager tid overalt, hvor
demokrati søges gennemført.
Korsgaard definerede trinene i
menneskers engagementstrappe:
Nysgerrighed, frivillighed og - som
nyt begreb – pligtvilligheden, altså
medejerskab.
Korsgaard henviste til undersøgelser om folks lyst til at yde en frivillig
indsats i forskellige sammenhænge.
Frivilligheden er størst, hvor der bor
færrest mennesker, og falder med
urbaniseringsgraden, altså jo mere
bymæssigt man bor.
tilbage i små 15 år, fastslog Bock, at
bevægelsen fra demokrati til folkestyre forudsætter samarbejdsvilje,
generøsitet, viljen til at bøje sig, være
kompromisvillig, møde andre med
”
indflydelse på, hvad der sker inden for
de to organisationers rammer.
Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger er
tilhængere af at få regionsmodellen
indført - med enkelte modifikationer
og supplementer.
Mens tilhængerne stort set kun ser
fordele af en strammere opbygning
af mindretallet, der så vil kunne ”tale
med én stemme”, afviser modstanderne, at den skulle kunne skabe mere
direkte demokrati
arbejde for et Sydslesvigting.
Kulturforeningen bar spørgsmålet
ind i Det sydslesvigske Samråd, og
efter drøftelser i de medlemsbårne
organisationers bagland nedsattes et
Modstanderne tvivler på
den demokratiske effekt.
åbent sind og havende en lav magtdistance.
- Magter toppen ikke opgaven, må
folket rejse sig, ellers mangler alvoren
og seriøsiteten. Så bliver demokratiet
til brok og forhindrer folkestyre og
nytænkning sagde hun. Resultatet
er, hvad Mette Bock kalder dovne
demokrater.
Processen
Konferencen havde – ud over SDUs
strukturforslag - sit udgangspunkt på
SSFs landsmøde i 2012, hvor SSF på
forslag fra en delegeret besluttede at
”
arbejdsudvalg, der siden tilrettelagde
konferencen.
Drøftelsen af en eventuel etablering af et folkevalgt Sydslesvigting
skulle nemlig behandles seriøst, og de
almindelige sydslesvigere inddrages i
processen.
Arbejdsudvalget trak på parlamentseksperten Jens Adser Sørensens
bistand som konsulent.
Processen op til Sydslesvigkonferencen omfattede også en løbende debat
i mindretallet, der indgik i arbejdsudvalgets overvejelser – herunder også
forslaget om at oprette en sydslesvigsk ombudsmand.
Forskel på folkestyre og demokrati
I sit indlæg på konferencen gjorde
Grænseforeningens formand Mette
Bock MF (LA) rede for forskellen
på demokrati og folkestyre. Mens
førstnævnte er udtryk for formalia og
struktur, rummer det andet begreb
samtale, inddragelse og medindflydelse.
Mens det formelle demokrati er noget
sydeuropæisk og identificeres med
valg, hvor man kan afsætte uønskede
magthavere, er folkestyre en realitet
i Norden, hvor der også vælges - men
især lyttes, forstås og ageres. Altså
hvor indflydelsen også udøves mellem
valgene.
På baggrund af strukturdebatten i
Sydslesvig, der nu har bølget frem og
De to formænd, Jon Hardon Hansen, SSF og Udo Jessen, Skoleforeningen var – til fleres overraskelse
– enige om, at Det sydslesvigske Samråd skal kunne træffe bindende beslutninger ved flertalsafgørelse. Foto: Sebastian Iwersen
29
Præster vil have en
kirke med knald på
Ruben Fønsbo – og med ham stort
set alle danske præster syd for
grænsen – vil have gjort op med
stive former i kirken.
Af Peter Hansen
Kirken er tilsyneladende i gang med
at afvikle sig selv, skrev sognepræst
Ruben Fønsbo fra Lyksborg i november på kirkesiden i Flensborg Avis.
For tiden er løbet fra de gamle former
og støvede ritualer, mener han og –
ifølge Sydslesvigs provst - langt de
under halvdelen af indbyggerne er
medlem af kirken. Så er man ikke
længere folkekirke, men blot en af
mange trosretninger, mener Ruben
Fønsbo.
skal formidle, hvorfor skal så næsten
alle salmer være i mol og lyde dystert,
spørger præsten.
Skik og mystik
Han siger rent ud, at kirken efterhånden er ved at være mere form end
indhold.
Ruben Fønsbo medgiver, at mere
moderne former også rummer en fare
for, at formerne får større betydning
end indholdet.
- Men vi skal huske, at det er forkyndelsen, der er kerneydelsen, ikke
højmessen selv, siger han.
Og når det gælder budskabet, er
Ruben Fønsbo bestemt ikke ude efter
at forny eller forandre.
- Hvis man kan stille sig op og sige, at
man ikke tror på for eksempel opstandelsen, svigter man den tro, man er
ansat til at forkynde mener han.
For Ruben Fønsbo svarer det til, at en
sælger hos en Ford-forhandler anbefaler kunderne at købe en Citroên.
Han er alvorligt bange for, at former,
skikke, traditioner er med til at holde
folk borte fra kirken.
- Jeg talte for nylig med en kvinde her
i sognet, som rent ud sagde, at hun
ikke forstod noget af det, siger han.
”
Når under halvdelen af
indbyggerne er medlem
af kirken, er man ikke
længere folkekirke.
”
fleste danske præster i mindretallet.
Om ikke alle
Ruben Fønsbo medgiver, at det er
stærke ord, ikke mindst når de kommer fra en præst, som vel må have en
vis insider-viden.
- Afvikling er måske voldsomt at tale
om, men den er i hvert fald ikke i
nogen synderlig udvikling, siger sognepræsten.
Præsten nævner tal, der underbygger,
at der er grund til betænkelighed.
- I København er der sogne, hvor
Form og indhold
Uden får er hyrden overflødig
Ruben Fønsbo selv forstår glimrende,
at der er dele af de kirkelige ritualer,
der virker mere forvirrende end afklarende på kirkegængerne – og på dem
der kunne være det, men ikke er.
- Alt det med at rejse sig op og sætte
sig ned er der adskillige, der ikke kan
se meningen med, og det er der da
ikke noget at sige til, siger han.
Ligeledes kunne han ønske sig, at
kirkens sangskat blev piftet en anelse
op.
- Når det nu er glædens budskab, vi
30
Men omvendt mener han, som efterhånden mange af hans kolleger, at
det ikke rykker alverden at forkynde
den rette lære, hvis der ikke er nogen
at forkynde den for.
- Mine erfaringer herfra viser, at de
der kommer til os gennem andre arrangementer, end den traditionelle
søndags-gudstjeneste, oftest får appetit på mere og viser sig til flere og
flere af kirkens og sognets arrangementer, siger Fønsbo.
Og havde han ikke taget utraditionelle metoder som studiekredse i
kristendom, familiegudstjenester og
andet i brug, tvivler han på, at der
Ruben Fønsbo har også sørget for, at enhver, der kommer forbi kirken, kan se, hvilken kirke, det er,
og hvor man finder dens web- og facebookside. Foto: Povl Klavsen
Unge i Sydslesvig skal vælge
kirken til
Netop i Sydslesvig er der en særlig
udfordring i at fastholde de unges
tilknytning til kirken.
Hvor man i Danmark bliver medlem
ved dåben, og aktivt må melde sig
ud, hvis man ikke længere vil være
medlem, er man i den danske kirke i
Sydslesvig nødt til aktivt at melde sig
ind, når man fylder 18.
Det er således ikke kun et spørgsmål
om kirkegængere, men også om medlemmer i kirken.
Ruben Fønsbos kommentar i Flensborg Avis i november kunne tyde på,
at nytænkerne møder megen mod-
stand fra kolleger. Det ser dog ikke ud
til at være tilfældet i den danske kirke
i Sydslesvig.
Her lod det sig ikke gøre at finde en
præst, der var uenig i behovet for
fornyelse.
Men de findes i Folkekirken, forsikrer
Ruben Fønsbo.
- Der er endog præster i Danmark, der
tordner imod fornyelse fra prædike-
”
ville være ret mange at prædike for
om søndagen.
- Vi var ved at nå til et punkt, hvor vi
konfirmerede folk ud af kirken, siger
Ruben Fønsbo.
Altså at han så sine sognebørn for
sidste gang, når de blev konfirmeret.
Budskabet står fast. Og Ruben Fønsbo står fast
på det. Men det nytter ikke, hvis der ikke er
nogen at forkynde for, siger præsten. Foto: Peter
Hansen
stolen, siger han. Selv ser han ingen
anden vej frem. Og dog.
- Jeg kender til nogle sogne i Århus,
hvor alting kører fuldstændig traditionelt, men hvor der kommer et
par hundrede eller mere i kirke hver
søndag. Der ville det selvfølgelig være
tosset at lave om på noget, der virker
som det skal, siger Ruben Fønsbo.
Når det nu er glædens
budskab, vi skal
formidle, hvorfor skal
så næsten alle salmer
være i mol
31
”
Et håndslag hen
over grænsen
Bonn-København erklæringerne,
der blev underskrevet den 29.
marts 1955, har i 60 år bidraget
til sikring af det danske og det
tyske mindretals anerkendelse og
ligestilling.
Af generalsekretær
Jens A. Christiansen,
Sydslesvigsk Forening
Erklæringernes 60-årsdag blev behørigt markeret ved et festarrangement
den 26. marts i Berlin under delta-
gelse af udenrigsministrene Martin
Lidegaard og Frank Walter Steinmeier
samt repræsentanter for det danske
og det tyske mindretal.
I dag er mindretalsforholdene i det
dansk-tyske grænseland en europæisk
succeshistorie, men forudsætningen
for denne positive udvikling har navnlig været mindretallenes vilje og mod
til at bevæge sig hen imod en mellemfolkelig forståelse, der bygger på: at
ville de andre, uden at opgive sig selv.
Det danske mindretals medlemmer er
tyske statsborgere med dansk identitet. Mindretallet er et sindelagsmindretal, der føler sig som en del af det
danske og nordiske kulturfællesskab.
Navnet Sydslesvig står ikke på noget
landkort. Det er den historiske betegnelse fra en tid, hvor området var den
sydlige del af hertugdømmet Slesvig.
Konflikter er stort set overvundet, og
det danske mindretal ses, sammen
med de tyske nordslesvigere, friserne
og sinti & roma, som en berigelse af
kulturudbuddet i delstaten SlesvigHolsten
De skal ikke blive glemt
Det er historisk, at et mindretalsparti er regeringsbærende i en tysk delstat. Kulturminister Anke
Spoorendonk, SSW og ministerpræsident Torsten Albig, SPD. Foto: Carsten Rehder
32
Det tog tid, inden dette gode eksempel fra det dansk-tyske grænseland
kunne blive virkelighed. Den nationale bevægelses opståen i første
halvdel af det 19. århundrede førte
til spændinger mellem dansk og tysk,
der kulminerede i de slesvigske krige
1848-50 og 1864. Danmark tabte krigen i 1864 og måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg
til den preussiske sejrherre. Grænsen
fulgte stort set Kongeåen frem til
1920. Selv om Prag-freden 1866 opererede med en folkeafstemning i de
nordlige distrikter af Slesvig, blev den
ikke ført ud i livet. Tværtimod fandt
en målrettet tysk propaganda sted for
at svække de dansksindedes livsvilkår.
Ved fredsforhandlingerne efter 1.
Verdenskrig blev det besluttet at
gennemføre en folkeafstemning om
grænseforløbet i 1920. Resultatet
blev, at i Nordslesvig -1. afstemningszone, nu Sønderjylland - stemte 75
pct. for Danmark, og i Sydslesvig - 2.
afstemningszone - blev det lige omvendt. Grænsen mellem Danmark og
Tyskland blev lagt, hvor den ligger i
dag.
Rettet mod de danske sydslesvigere
sagde daværende statsminister Niels
Neergaard: ”De skal ikke blive glemt”.
Dette løfte lever Danmark fortsat op
til, idet den danske stat hvert år via
Sydslesvigloven yder et betragteligt
beløb til det danske arbejde i Sydslesvig. I forbindelse med de danske
årsmøder i 1999 føjede daværende
statsminister Poul Nyrup Rasmussen
følgende til 1920-løftet: ”Så længe I
holder fast i os, holder vi fast i jer”.
Foreninger
Umiddelbart efter 1920 gik sydslesvigerne i gang med at etablere foreninger, der kunne garantere et stabilt
folkeligt og kulturelt fundament for
danskheden i Sydslesvig. Blandt de
første var Den Slesvigske Forening,
som i dag hedder Sydslesvigsk Forening og Dansk Skoleforening for
Sydslesvig. Dagbladet Flensborg Avis
var allerede blevet grundlagt 1869.
Sydslesvigsk Vælgerforening etableredes først i 1948, da den engelske
besættelsesmagt i Slesvig-Holsten
forbød Sydslesvigsk Forening at agere
partipolitisk.
Inden da, i nazitiden, blev mange
sydslesvigere forfulgt af regimet,
Så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer, lovede Poul Nyrup Rasmussen, der var statsminister i
1999, da han talte på et dansk årsmøde i Flensborg. Foto: FLA.
og unge danske måtte trække i den
forhadte uniform og gøre deres pligt
over for staten. Adskillelige af dem
faldt for en sag, der ikke var deres.
Så længe I holder fast i
os, holder vi fast i jer
”
33
Ved at gøre deres pligt ”bevarede de
danske sydslesvigere retten til deres
hjemstavn”, som det hed dengang.
Masser valgte
det danske
Efter 1945 voksede det danske mindretal eksplosivt, idet dele af den
tyske befolkningsdel af forskellige
bevæggrunde søgte over i det danske
mindretal. Hitler-Tysklands sammenbrud betød, at der nærmest opstod
en danskorienteret massebevægelse.
I 1948 toppede denne udvikling med
”
ca. 75.000 medlemmer i Sydslesvigsk
Forening. Krigstrætte søgte folk væk
fra det tyske mareridt – de skulle
overleve såvel fysisk som psykisk.
Grænsepolitisk lagde flere kræfter
både i Danmark og i Sydslesvig op til
en grænserevision mod syd. Men den
danske regering erklærede, at ”Grænsen ligger fast”.
I takt med etableringen af den demokratiske tyske forbundsrepublik faldt
mange af de nydanske fra fyrrerne
”Däne ist wer will!” Det samme gælder for det tyske mindretal i Danmark.
Her var det statsminister H.C. Hansen,
der underskrev.
Grundlæggende rettigheder
Som konsekvens af erklæringerne
bliver det også fastslået, at det danske
og det tyske mindretal har ret til at
pleje deres religiøse, kulturelle og
faglige forbindelser med henholdsvis
Erklæringerne hviler på
en fælles overenskomst
”
Resten af året vil ligeledes stå
i erklæringernes tegn, bl.a. i
forbindelse med en europæisk
mindretalspolitisk konference
og et seminar i Tønder, afviklet
af Tønder Kommune, Sydslesvigsk Forening, Bund Deutscher
Nordschleswiger, Federal Union
of European Nationalities og
Grænseforeningen.
Den danske ambassade i Berlin
vil sammen med Sydslesvigsk Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger den 24. september
være vært ved en paneldebat om
erklæringerne kombineret med
en koncert ved Harald Haugaard.
”
omkostninger. Resten betales af
medlemskontingenter og af tilskud
fra forbundsrepublikken, delstaten,
kredse og kommuner.
Årene 2010-12 blev kriseår for det
dansk-tyske forhold, da den davæfra, og det danske mindretal udvikDanmark og Tyskland, samt ret til at
rende CDU-FDP-regering i Slesviglede sig størrelsesmæssigt nogenlunde oprette skoler og børnehaver. EndviHolsten reducerede delstatens tilskud
til det omfang, det har i dag.
dere er mindretallets parti, SSW undtil det danske skolevæsen i Sydslesvig
taget fra femprocents-spærregrænsen fra 100 til 85 procent af, hvad den
Bonn-København
ved valg til den slesvig-holstenske
ydede til de tyske, offentlige skoler.
erklæringerne
landdag.
Det affødte hidtil usete protester i
Bonn-København erklæringernes suc- Sydslesvig, fra den danske regering,
I 1949 blev det danske mindretal
ces skyldes ikke mindst, at de i form
fra Folketinget og fra dele af det
sikret en række grundlæggende
og indhold appellerer til staternes og
politiske Berlin med henvisning til en
borgerlige frihedsrettigheder gennem politikernes gode vilje. Der er ikke
krænkelse af Bonn- erklæringen.
Kiel-erklæringen. I erklæringen hentale om en bilateral juridisk traktat,
Den nye delstatsregering efter landvises til, at frihedsrettighederne også
men erklæringerne hviler på en fælles dagsvalget 2012 bestående af SPD,
gælder enhver, der tilhører enten
overenskomst om at ville dialogen
Grønne og mindretalspartiet SSW
det tyske eller det danske mindretal.
og samarbejdet. De åbner op for, at
genoprettede ligestillingen gennem
Det viste sig imidlertid, at Kiel-erklæmindretallene integreres i den almene en revideret skolelov og en ændring
ringen ikke formåede at skabe lige
samfundspolitiske debat og udvikling. af delstatsforfatningen.
vilkår. Den slesvig-holstenske valglov
De to mindretal er også omfattet af
Udviklingen i det dansk-tyske grænblokerede eksempelvis for det danske internationale dokumenter som den
seland de sidste 60 år har vist, at
mindretals rimelige politiske repræeuropæiske konvention om mennefolkeret, demokrati og ligestilling
sentation i delstatsparlamentet.
skerettigheder, Europarådets ramme- er forudsætningerne for en fredelig
I 1955 afløstes Kiel-erklæringen af
konvention til beskyttelse af nationale sameksistens folkene imellem. Det er
København-Bonn erklæringerne. Den mindretal samt den europæiske pagt
budskabet, som vi - Danmark, Tyskkan opfattes som en slags grundlov
om regionale sprog og mindretalsland og mindretallene - kan sende til
for det danske mindretal i Sydslesvig
sprog.
Europa, ledsaget med en opfordring
og det tyske mindretal i Sønderjyltil en mere offensiv håndtering af
land. ”Bekendelsen til dansk natioErklæringerne virker fortsat
Europas aktuelle mindretalspolitiske
nalitet og kultur er fri og må ikke
konflikter.
bestrides eller efterprøves af myndig- Det danske mindretal får en samhederne” står der i den tyske del af
let dansk statsbevilling på ca. 600
erklæringerne, der er underskrevet
millioner kroner årligt. Det er rundt
af forbundskansler Konrad Adenauer. regnet to tredjedele af de samlede
34