Pressemeddelelse, 12. august 2015 OL-plads til dansk skydning Torben Grimmel skød onsdag morgen endnu en OL-plads hjem til Danmark. I disciplinen riffel 50m liggende 60 skud sikrede den erfarne danske skytte sig en 4. plads ved World Cup-stævnet i Gabala, og det udløste samtidigt dansk billet til Rio 2016. Om præcis et år er der OL i Rio, og det bliver med endnu en dansker på skydebanen. Dagens skydning blev dog uventet svær, fortæller Torben Grimmel: - Jeg har efterhånden skudt i en del år, og har aldrig prøvet noget lignende til en World Cup. Efter blot nogle enkle skud i kvalifikationen, kom solen frem og skinnede mig lige i ansigtet, hvilket den så fortsatte med at gøre i godt og vel 40 skud. Rent praktisk betyder det, at det blev umådeligt svært at sigte. Men jeg fik det til at virke og formåede at holde skruen i vandet og endte ud med et hæderligt resultat [5. plads, red.], der sendte mig videre til finalen. Undervejs i finalen lå den erfarne skytte fra Skytteklubben DSB/ASF Århus til en sølvmedalje, men marginalerne gik den forkerte vej, og Torben Grimmel endte lige udenfor podiet bl.a. slået af den amerikanske OL-guldvinder fra 2004. Om finalen udtaler den glade danske skytte: - I finalen kan alt jo ske, og desværre blev det ikke til nogen medalje denne gang, men jeg er glad for at sikre Danmark endnu en nationsplads til Rio. Kun en smule metal kunne have gjort dagen i dag bedre. Jeg er både glad og stolt. Torben Grimmel har deltaget ved OL fire gange før og vandt sølv ved legene i Sydney i 2000 også i disciplinen 50 meter liggende 60 skud med kaliber 22 riffel. Flot år for Grimmel Torben Grimmel ramte allerede formen i april, hvor han skød sig til en bronzemedalje ved World Cuppen i Changwon, Kina. Dengang var han marginaler fra en OL-plads. I dag kom OL-pladsen så i hus. Danmark til OL Dansk skydning har med dagens succes tre OL-nationspladser til OL i Rio. Der er tale om nationspladser, hvor der først bliver sat navn på skytten senere. Skytten, der skyder pladsen hjem, er altså endnu ikke sikker på OL-udtagelse. I september 2014 skød riffelskytten Stine Nielsen den første danske OL-billet hjem, da hun blev nummer 6 i VM-finalen i luftriffel 10m 40 skud i Granada, Spanien. I marts 2015 skød skeetskytten (lerdueskydning) Jesper Hansen en World Cup-sølvmedalje og en OL-billet hjem til Danmark ved World Cuppen i Al Ain, UAE. I dag blev den tredje OL-plads til dansk skydning sikret af Torben Grimmel ved World Cuppen i Gabala, Aserbajdsjan, hvor ni danske skytter i denne uge er i konkurrence. Mere information Dansk Skytte Unions Sportschef Linda Andersson, tlf.: 21665013 Linda er med den danske delegation i Aserbajdsjan, men kan kontaktes pr. sms og vil så ringe tilbage hurtigst muligt. http://skytteunion.dk/ | www.facebook.com/DanskSkytteUnion Billeder af Torben Grimmel: https://www.flickr.com/photos/dskyu/sets/72157649940215354 Fakta om Torben Grimmel på det internationale skytteforbunds hjemmeside: http://www.issfsports.org/athletes/athlete.ashx?personissfid=SHDENM2311197501 Resultat af finalen ved dagens World Cup 1. Kirilll Grigoryan (RUS) 209.3 point 2. Matthew Emmons (USA) 208,4 3. Tomas Jerabek (CZE) 186,6 4. Torben Grimmel (DEN) 165,8 5. Ole Kristian Bryhn (NOR) 144,9 6. Fedor Vlasov (RUS) 122,9 7. Michael Mcphail (USA) 102,1 8. Kenneth Parr (GBR) 80,9 Finalen skydes efter eliminationsprincippet, og allerede efter 8 skud røg den engelske konkurrent ud, og der stod det klart, at OL-pladsen gik til Danmark. Fuld resultatliste fra finalen: http://www.issfsports.org/competitions/results/detail.ashx?cshipid=1696&resultkey=3b3b303b4652363050523b 313b463b493b313b303b30
© Copyright 2024