Årsmøde 1. marts 2015 i Toldkammeret – Ældresagen Helsingør

Årsmøde 1. marts 2015 i Toldkammeret – Ældresagen Helsingør
Så er vi samlet her i Toldkammeret til vores årsmøde, hvor vi skal have en beretning for året 2014,
men vi skal også se fremad.
Bestyrelsen har fortsat arbejdet med at sikre arbejdet med de mange over 100 frivillige i Ældre
Sagen her i kommunen. Der skal lyde en stor tak til alle frivillige, der har været med til at gøre det
godt for en masse medlemmer her i foreningen.
Vores IT frivillige der møder hver tirsdag i Oasen i Espergærde fra 10-13. Her kommer en hel del
mennesker for at lære sig, hvordan man kan bruge en computer. Det er bedst, hvis man har sin
egen maskine med, så det er den, man lærer at kende. Vi skal huske på, at så mange mennesker
som muligt skal lære at bruge den, da det offentlige ikke mere vil skrive breve, og sende det med
posten fra 1. november 2014.
Ældre Sagen har også forskellige ting med sport og motion. Her er gåture og to hold petanque, så
det er bare om at komme i gang. Onsdagsholdet i petanque mangler en ny leder, da Ole Frithioff
ikke har tid til det mere.
Arrangementsgruppen, med Günter Petersen i spidsen, har også været en stor succes i år, og der
har været rigtig mange aktiviteter i løbet af året, både store og små, men for dem, der har
deltaget, har det forhåbentlig været rigtigt godt. Der er da i hvert fald fuldt hus, når vi har
modeopvisning, hvor man så bagefter kan købe tøjet, der er vist frem. Her er Günter model.
Vores nytårskur er også kommet for at blive med over 120 deltagere i Helsingør Hallen, hvor vi
spiste, og der var også lidt god musik. End videre var der også en lille tale af vores Borgmester. Der
var desværre lange køer for at få mad. Ikke alle fik sild, og til tider var der ikke mad nok.
Bestyrelsen vil arbejde på at det bliver meget bedre, om vi så skal finde et nyt sted at være.
Vågetjenesten er også klar, hvis en borger har behov for det i hjemmet. Det er til støtte både for
den døende, men bestemt også for den familie, der har behov for det. I må kontakte os, såfremt
det bliver nødvendigt. Vågetjenesten er også ved at blive kørt ind på de forskellige plejehjem. Der
kommet en del nye vågere, og der er en ny leder Lis Bende Hansen. Telefonnumre står, som alle
andre aktiviteter, i vores folder og Det Sker.
Vi har også gang i besøgstjenesten, som Ingrid Kryger har koordineret de sidste år på glimrende
vis. Vi har rigtig mange besøgsvenner, der er ude hos borgerne for at tage en snak, gå en tur, eller
hvad de nu har lyst til. Det hjælper også de ensomme til at få en person at tale med.
Indkøbsordningen kører hver tirsdag i bus med chauffør, som henter personerne i hjemmet. Når
de ankommer til Prøvestenen, står vores hjælpere klar. Det er rigtig godt for de borgere, der kan
få hjælp til at ordne indkøb og henvendelse til borgerservicen. Vivi Sørensen og hendes frivillige
hjælpere laver et fint arbejde for vores medborgere, der ikke er så let til bens.
Vi har jo også en del personer, der vejleder borgerne. Dem kalder vi vejledningsgruppen og
telefonnumrene er i vores folder.
Vi har også en person, der står for vores sundhedspolitik og også holder møder om emnet. Det har
i rigtig mange år været Gudrun Guttormsen.
Tryghedsopkald til ensomme mennesker er også virksomt alle dage om morgenen, og koordinator
er Einar Lemche.
Husk: Åbent Hus den sidste mandag om måneden er stadig velbesøgt. Her er som regel et emne,
der belyses, ellers er der tid til lidt hygge og en god kop kaffe, som regel med hjemmebag. Det er
på Bragesvej 7 i Helsingør. Nogle bruger det som et medlemsmøde, men mange af emnerne er
også spændende. Jeg kan nævne, at i februar måned var det Søren Launbjerg, der fortalte om Den
Internationale Højskole, og ind imellem sang han nogle af de sange, han er kendt for. Vi havde IT
personerne fra Borgerservice, og de fortalte om det, at henvende sig til det offentlige fremover.
Der var mødt 44 personer og kun 5 af disse, havde ikke været på nettet med E-boks. Det var jo
flot, og de ældre var næsten bedre end de 18 årige til den slags. Der var nye emner hver måned.
Hvordan er det så gået med de ting, der trænger sig på for ældre medborgere i Helsingør. Jeg har
været inde på IT problematikken. Sidste år var vi inde på vores nedlagte hospital og det nye
Sundhedshus i Murergade, der kun er åben fra 0700 til ved 22 tiden. Det ser ud til Sundhedshuset
får flere muligheder for at hjælpe borgerne, og at det bliver flyttet ud til det gamle hospital igen.
Helsingør kommune og Region Hovedstaden er godt i gang med at planlægge, hvad det skal
indeholde, således man ikke hver gang skal til de forskellige hospitaler i regionen for at få
foretaget nogle ting. Der bliver ikke tale om indlæggelser. Der var et stort borgermøde, hvor flere
af Ældresagens medemmer deltog aktivt. Så jeg håber, at der kommer noget i gang i løbet af 2016.
Akuttelefonen er blevet bedre, men man er vel ikke helt i hus endnu. Husk du skal ringe inden du
tager i sundhedshuset eller skadestuen ved akutte ting, så du ikke kører forgæves eller til et sted
med meget lang ventetid.
Helsingør kommune fik over 11 millioner sidste år kaldet ældre milliarden, men alligevel bliver der
skåret nogle ting i kommunen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det havde set ud, hvis vi ikke fik
de ekstra penge fra Folketinget. Vi har to fra vores bestyrelse, der sidder med i Ældrerådet, som
her laver et godt arbejde. Om så kommunalbestyrelsen og byrådet lader sig vejlede nok – er jeg i
stor tvivl om.
Hvis jeg skal komme med endnu en bekymring, så har jeg konstateret, at den kommunale
besparelse på buskørsel er slået igennem. Der er færre busser på gaden. Nogle linjer er skåret
meget. Længere mellem busserne og især om aftenen. Samtidig har man undladt kørerplanerne,
således, at færre ældre kan finde rundt i planerne. Man kan gå ind på rejseplanen på nettet, men
det er ikke nemt. Køreplanen kunne man have i tasken eller i lommen. Det kunne se ud som om
det skal være svært at finde en bus, man kan køre med. Køreplanen er dog ikke kommunen, men
Movia der ikke vil trykke den. Det ville være rigtigt dejligt, hvis kommunen eller vores lokale
dagblad ville trykke planen, således at alle, ikke kun de ældre, kunne finde ud af køreplanen.
På centralt hold har Ældresagen sammen med andre organisationer, været med til at ændre
kørekortsreglerne, så man ikke mere skal have lægeerklæring, når man passerer 70 år. Det skal
man nu ved 75 års alderen. Dog skal man stadig på kørekortkontoret og have det fornyet uden
lægeerklæring, og det koster 120 kr. Det gælder fra i dag den 1. marts.
Nu er det heldigvis ikke kun bekymringer det hele. Det har været et dejligt år at være med i
bestyrelsen her i Helsingør kommune, og jeg vil da gerne takke den siddende bestyrelse for dette.
Selvom vi ikke altid er enige om det hele, har vi da kunne tale os frem til en løsning, og der har
aldrig været afstemninger. Der er et bestyrelsesmøde en gang om måneden. Det er for øjeblikket
mandag kl. 10.
Der skal også være en tak til alle frivillige og medlemmer for et godt samarbejde – også med et
smil og tak, for det der bliver lavet.
Vi skal om lidt sammensætte den nye bestyrelse, og så håber jeg, at den bliver lige så god til at
samarbejde på den gode måde.
Carsten Lind Olsen,
Formand.
Orientering om lokalbestyrelsens fremtidige virke.
Bestyrelsen er startet med nogle nye tiltag over for foreningens medlemmer og borgerne.
Vi er som sagt under beretningen ved at gøre vågetjenesten større og også omfatte de plejehjem,
der ønsker at være med. Der bliver lavet en skriftlig aftale.
WTC advokaterne Stengade 37,1 med indgang fra Søstræde har åbnet en form for retshjælp, hvor
man kan søge vejledning i sager som bolig, arveforhold og gældsforhold. Det er en vejledning og
ikke en egentlig sagsbehandling. Så må man vurdere om man vil gå videre med sagen. Der er åbent
den første tirsdag hver måned – startende tirsdag den 3. marts.
Vi forsøger også at starte keglespil op på Borupgårdskolen, og der skal man henvende sig til vores
bestyrelsesmedlem Erik Bruun, så må vi se, om der kommer nok personer, der vil være med.
Vi har også fået løbet bisidder jobbet op, således at hvis en borger skal møde hos kommunen,
lægen eller andre steder, kan få en bisidder med. Det er nogen gange godt, at der er flere der
lytter til, hvad der bliver sagt.
Skolevenner er også en ting, vi er ved at løbe i gang ude på Espergærdeskolerne. Vi annoncerede
og holdt møder først i december, og nu ser det ud til at starte op på de enkelte skoler. Det er ikke
i stedet for en lærer, og vi vil selvfølgelig ikke på nogen måde overtage deres job og ansvar. Vi har
tilbudt at være med ved frokosten, skak, lege, på skolebibliotekerne, lektie cafe, højtlæsning og
lignende.
Ældresagen vil fra centralt hold og sammen med 35 andre organisationer forsøge at bekæmpe
ensomheden. Det vil vi selvfølgelig også gerne være med til lokalt. Vi er det allerede ved vores
besøgsvenner, hvor vi er ca. 50 personer for øjeblikket.
Vi kunne lave flere ting, hvis der både her og vores andre aktiviteter, kom flere frivillige. Du må
meget gerne melde dig, hvis du har tid og overskud.
Carsten Lind Olsen,
Formand.