1. No category

Lene Puck Ishøy
~ENS
HANSEN
o
BORGGARD
FØR 1870
Landbrugsforeningens mangeaarlg~ .å.nsete .Formand, '
Rentler' J ens . Hansen,
Grtindtvigsvej, NykØbing
1851 -
IS BN 87-89821-13 - 0
1938
3
Allerede for mange år siden kan den tanke fren for mig, at
det ville være interessant og bidrage mægtigt til forståelse
af tiden der er gået, an man havde optegnelser både om familieforhold og an hvordan livet blev levet i de forgangne tider, og at det var et arbejde san hvert slægtled burde tage
op.
Min moder vidste en del an slægtskabsforhold og andre ting,
og da hun skrev godt for sig og tillige havde en god frenstillingsevne, anmodede jeg hende an at nedskrive hvad hun vidste.
Men hun føl te sig for svag til at begynde på det arbejde og
sagde "det kan du gøre". Nu er der gået mange år siden, og
selv an jeg ikke har lagt spørgsmålet til side, har dog alt
det meget jeg fik at gøre i min mandanstid lagt så stærkt beslag på min tid, at jeg ikke har kunnet tage den sag op. Først
da jeg i 1919 overdrog gården i Nakke til min søn, begyndte
jeg så småt at indsamle materiale, Iren jeg er Irere og Irere blevet klar over at det kræver en aniattende undersøgelse både
af kirkebøgerne ankring i sognene, san af arkiverne i København.
Min plan var noget bredt anlagt. Jeg tog alle familierne i sog-
net fren til undersøgelse, og for langt de flestes vedkammende
har jeg undersøgt fra 15o til 2oo år. Jeg har derefter forsøgt
at sende en udredning af familieforholdet for deres vedkommende
til flere, Iren jeg har fået det indtryk, at kun få har lyst
til at beskæftige sig !red det spørgsmål.
Når"geg nu her nedskriver både min hustrus og min egen slægts
historie så langt jeg kan føre den tilbage, har jeg kun derved
gjort hvad jeg selv synes er min pligt i erkendelse af, at slægt
følger efter slægt og at vi alle må bygge på hvad slægten forud
for os har ført fren.
Jeg har derfor nedskrevet dels hvad der er fortal t mig og
dels hvad jeg selv har oplevet, an hvordan livet blev levet
og hvad man i det hele foretog sig, samt hvilke arbejder der
udførtes, og håber at det kan få nogen værdi for de kammende
slægter.
\
5
Dette kort er taget på matrikelkontoret i Slotsholmsgade. Det
er udfærdiget 18o8. Underneden på kortet er noteret: De syv
nordre marker er afcopieret efter det fra ejeren udlånte skødekort som er afprøvet og befundet rigtigt uden indkrympning.
De fire søndre marker, skoven og huslodderne var opmålte dels
ved målebordet og dels ved karle og anlagt rigtigt i samnenhæng
med bemeldte syv marker. De små parceller er oprettet efter
at jorderne er lagt ind under Anneberggård. l Lyngbye.
Disse optegnelser er taget i november 1929. I Rigsarkivet
i Tøjhusgade har jeg fundet optegnelser der viser at der i
Ubberup by i Højby sogn i 1776 var 4 gårde med hver 4 tdr 4
skp hartkorn, l skovfogedbolig og 3 huse. Disse jorder var beliggende vest for Anneberg skav og videre nordefter til Anneberg strarle. Der var ca 25o-26o tdr land med 21 tdr 2 skp hartkorn.
Byen (gårdene) brændte i 1776, og kong Christian VII som
på den tid ejede Anneberggård, lagde jorderne ind under gården.
I april måned 193o havde jeg en udtalelse af en mand, som mente
at vide hvor byen havde ligget. Med lidt vejledning fandt jeg
det også. Jorden var på det sted meget mere Il'Ørk end den anden
del af marken, og der blev netop da brudt en del større og mindre kampesten op (flere læs) og kørt bort. Ligeså var der på
samme plads lidt nede i jorden fundet ca et læs hele mursten
og murbrokker. Endelig var der også fundet en slibesten på ca
seks tommer i diameter og en halv mursten, hvor både en kat
og en høne havde sat fodrrærke (disse to ting har jeg). Som antydet på vedhæftede kort har byen ligget ved vejen der fører
til Asmindrup og til Anneberg skov, til det led der kaldes Teglværksleddet. Ligeså vist som gårdene har ligget på den antydede
plads, ligeså sikkert er det også at teglværket har ligget der.
Man har også vidst at der har været et teglværk på de marker
-men hvor? Et andet bevis for at der er brændt mursten er,
at der er flere lergrave på de marker. Anneberggård var hoved-
6
gården for Odsherreds Gods og hertil leveredes tiender fra
hele herredet, og godskontoret var også her. Det er derfor
sandsynligt at murstenene fra teglværket er benyttet til at
opføre magasiner og andre bygninger både på Anneberggård og
Ellingegård, hvilken gård på samme tid også ejedes af kong
Christian VII. Bøndergårdene blev på den tid ikke opført af
mursten.
Christian VII købte Anneberggård i 1775 og solgte den i
18ol til . Trojel, der nogle år efter døde. Hans enke blev gift
Jæd Fribert, der ejede gården til 1814, da han solgte den til
Buchwald.
Ved stranden neden for gården har der været skibsbyggeri,
hvor der blev bygget flere skibe. I skrivelse af ll.november
1777 fra Rentekammeret til kammerråd Hansen, Anneberg, siges
"at de i året 1775 for vor regning købte Anneberg og Ellinge
gårde og godser vil være at opføre de fornødne eragtede bygninger, såvel af vånings- san avlshuse".
Det frerrgår også af arkiverne at parcellerne udover de 4
huse er udlagt og bebygget er udlagt og bebygget, efter at
jorderne er lagt ind under Anneberggård. Man støttede sig til
den regel eller lov, at der skulle opføres bygninger i stedet
for de nedbrændte gårde.
Min tipoldefader Herman Zakariasen blev gift 1736 og boede i
byen Ubberup i Højby sogn. Hans fader betegnes i kirkebogen
san gamle Zakarias, hans hustru hed Kirsten, født Bonde; hun
døde 1747, 84 år gammel. Det frerrgår af kirkebøgerne at Herman
Zakariasen havde to børn, Peter Hermansen født 1739 og Maren
Hermansdatter født 174o. Peter Hermansen blev i 1767 gift med
gårdfæster Peter Petersens datter Karen , født 1745 i Stårup
by i Højby sogn (matr .nr 8). Maren Hermandatter blev i 1768
gift med Peter Petersens søn Kristen Petersen . Disse to familier blev altså dobbelt besvogrede. Peter Hermansen fik sin
7
faders fæstegård i Ubberup og Kristen Petersen sin faders gård.
Da Ubberup brændte og jordene blev lagt ind under ATmeberggård
foreslog man ifølge forestilling af 3l.marts 1778 fra
kammerråd og forvalter Jacob Hansen, Anneberggård, at Morten
Michelsen i Nakke på grund af gårdfald og restancer skal fratrarle sin i fæste havende gård stor 5 tdr 7 skp hartkorn, san
igen skal antages af gårdmand Peter Hermansen, Ubberup. Dette
forslag approberedes af Rentekammeret 28. april samre år.
Peter Hermansen blev nu fæster af matr .nr 13 Nakke, senere
kaldet Borggård. Han døde l8o9 og hans hustru døde 18o5. Peter
Hermansen og hustru havde 4 børn, men der er kun slægt efter
de tre, nenlig:
l. Kirsten Petersen, født 1768, gift med boelsmand Villum
Hansen, Nakke.
2. Lars Petersen, født 1772. Han kansanung til Anneberggård, blev tjener hos herskabet. Senere fik han en gård i fæste
i Eskildstrup, san han senere fik i eje.
Disse to børn er født i Ubberup.
3. Peter Petersen, født 1782 i Nakke, gift med gårdmand Hans
Hansens datter Ane, født 1782 i Nakke, i 18o4.
Dette ægtepar
var fætter og kusine med hinanden, idet deres mødre var søstre.
De kan til at bo i matr .nr 13 og de blev mine bedsteforældre.
Villum Hansen og hustru boede i matr.nr 5 i Nakke. De havde
4 børn, 2 sønner og 2 døtre. Den ældste datter Ane, født 1799,
blev gift med Lars M3.dsen, født 18o2, og overtog hendes fødested. Deres datter Stine blev gift med min broder Lars. De andre
3 børn af Villum Hansen og hustru døde i 1832, alle ugifte.
De to sønner arbejdede i København san snedkere og kan semæren
1832 hjen og var syge. Sygdemren var smitson og de døde begge,
og deres søster og fader døde også. Min bedstefader og bedstemoder, der var så nær i familie, kan der i huset bl.a ved begravelserne, de blev også smittet og døde samre efterår. Bedstefader var 5o år og bedstenoder 47 år gamrel ...
8
Peter Petersen {1782-1832) og hans hustru Ane Hansdatter
{1785-1832) havde 6 børn, 3 sønner og
a
døtre nemlig:
l Karen Petersdatter f. l8o6, gift med gårdmand Niels
Thomsen, f. l8oo. Matr.nr. lo i Rørvig. Deres
eneste barn Lars Nielsen f.l5.2.1832, overtog
ejendommen og flyttede gården til Søndervang,
Rørvig, efter at gården i byen brændte 1869.
2 Hans Petersen, f.l4.5.18o7 {min far) gift med Sidse
Sørensdatter, f. 28.lo.l8lo {min mor)
3 Bodil Petersdatter, f.8.7.18lo, g.m.Peter Jacobsen,
Rørvig
Marie Petersdatter, f. 6.1.1813, død som spæd
4 Marie Petersdatter, f.21.8.1815 g.m.Christen Sørensen,
f. 19.5.1821, Nakke
5 Peter Petersen, f.29.6.1819, døvstum, døde 21.2.1836
6. Lars Petersen, f.25.5.1823, g.m.Stine Sørensdatter,
f.ll.lo.l812,min moster.
9
Begge mine bedsteforældre døde altså i ret ung alder. Min
fader var da 25 år og han var blevet fritaget for soldatertjenesten, fordi hans fader havde dårlige øjne og havde mistet
en del af synsevnen. Han var kcmæt til skade ved stenskydning,
vistnok ved at krudtet fængede under ladningen. I de tider var
det almindeligt at ældre gårdmænd kunne få fritaget en søn for
soldatertjenesten, men fader blev fritaget på grund af faderens
svage syn. Min bedsterroder ved jeg kun lidt an, men jeg har
fonredning an at hun har været en rask og levende kvinde. Hendes søster Ellen har jeg kendt, hun boede i vor nabogård og
er betegnet san en rask kvinde, og det er almindelig kendt at
hun hyppigt sagde "fanden skænde mig". Min m:Jder sagde, at
hendes m:Jder havde sagt an de to søstre Ane og Ellen, at her
løber de to langbenede tøser stadig over vor lod og ud til de
to gårdmandssønner, sande også blev gift med.
Min fader og hans søskende var ret pETle rrennesker, men hvad
skolekundskaber angik var det sløjt bevendt. Min fader havde
en dårlig udtale og stammede noget, og der var enkelte ord san
han ikke kunne udtale, ligesan det også kneb med at læ:jge den
rette betoning i mange ord. Grunden var den at både han og hans
søster Marie ikke vidste hvorledes mange ord skulle staves,
og derfor lød det lidt mærkeligt at høre dem tale. Disse mangler, san jeg har peget på, samt at de havde en broder der var
døvstum, har bragt mig på den tanke, at det sandsynligvis skyldtes den anstændighed at deres forældre var fætter og kusine.
Forøvrigt var disse søskende legemligt raske, flittige og sparsommelige, og for dem alle gjaldt det, at alt hvad de fik med
at gøre skulle gøres med orden og anhu, og det gjaldt ikke mindst
deres egen person og eget hus.
I efteråret 1832, hvor begge mine bedsteforældre var sengeliggende af den smitscmæ sygdan der var ført hertil af de to
unge rrennesker fra København, kneb det med at få passet dem.
Rigtignok var deres døtre Bodil og Marie i hjemæt, men an syg-
lO
dammen også havde fat i dem eller, hvad der også er sagt, at
de turde ikke røre forældrene under sygdammen ved jeg ikke,
men der blev holdt familieråd am hvad der var at gøre, og
resultatet blev at broderen Hans skulle gifte sig for derved
at få kvindelig medhjælp i huset. Men hvem skulle han gifte
sig med? Nu vidstes det at han havde et godt øje til Søren
Christensens datter Stine, men hans søskende sagde at "hvis
du tager Stine, får du en dårlig kone, men kan du få søsteren
Sidse, får du en dygtig kone", og det trængtes der til.
Hvad fader tænkte, rælder historien intet an, ræn en dag
gik han på frieri til Sidse. I hendes hjem havde de den dag
sadelmager - en svoger til gårdmanden - der sad i dagligstuen
og syede seletøj. Denne havde været et ærinde uden for gården
og kam ind og sagde "Peer Peers Hans kartær henne på bakken,
han kartær vel nok og frier til Stine, så får vi bryllup", og
han tog Sidse am livet og svingede hende rundt på gulvet. Rigtignok var han på frieri og kam ind i gården og hen til indgangsdøren. Stine sam havde set ham, gik ud i gangen for at
rrøde ham, ræn noget efter kan hun tilbage og sagde "det er dig,
Sidse, han vil tale med". Sidse gik ud i gangen til Hans, og
spørgsmålet var am hun ville have ham og tage dertil snarest
muligt. Det er forståeligt, at som forholdene lå var Sidse ikke
tilbøjelig til at sige ja. Nu kam dertil den amstandighed san
gjorde at Hans' besøg kun var kort: Søren Christensen og hans
kone var kørt til Nykøbing, hvorfor Hans efter sit korte besøg
bad Sidse am, at hvis hun efter nærmere overvejelse ville sige
ja, da at sende bud derom til Hans' Irorbroder Hans Hansen, der
boede i gården lidt derfra. Da Søren Christensen og hans kone
kam hjem og fik forebragt at der havde været frier til Sidse,
var · de straks enige an at hun burde sige ja. Men Sidse havde
sine betænkelighede r, men de sagde yderligere at "her lader
du alle gode partier gå fra dig, og vi fattig e rænnesker kan
ikke i længden beholde jer alle samren". Der var nemlig 3 pige-
l l
børn på alder nær hinanden, hvoraf Sidse var den ældste. Efter
yderligere forhandlinger sagde Sidse ja, og der gik bud deran
til Hans' morbroder . Denne afgørelse skete i september måned.
Peter Petersen døde 7 .november og hans kone 25.november 1832.
Omstændighederne har vel ikke tilladt at holde bryllup straks,
thi dette blev først holdt 29.marts 1833.
Jeg skal nu meddele lidt an min moders afstamning. Hendes fader
hed Søren Christensen, san anført flere gange. Han var født
1777 på gården matr .nr lo i Nakke og var søn af Christen Michelsen, hvis gård han overtog . Christen Michelsen fik efter at
have ligget landsoldat gården i fæste og blev 1757 gift med
pigen Inger Larsdatter tjenende hos tolder Voigth i Rørvig.
Dette ægtepar fik 2 sønner, Lars og Jens, fra hvem der ikke
er nulevende efterkommere . . .
Christen Michelsens hustru Inger døde 1771, og enkemanden giftede sig derefter med pigen Sidse Larsdatter
med hvem han fik sønnen Søren Christensen (min morfar).
Christen Michelsen døde 1793 - 78 år gammel.
Sønnen Lars af første ægteskab blev gift med Lars Tolders datter i Rørvig, hvor de også kom til at bo sammen.
De fik datteren Marie, gift med skipper Mads Nielsen.
Marie og Mads var barnløse.Min morfar, Søren Christensen, som er født 1777, blev
gift med Ellen Jensdatter, f.l782. Hun var født i Matr.
nr.21, Nakke (gården på nord). Hendes far hed Jens Jensen og blev almindeligvis kaldt Jens Børge, dels fordi
hans far hed Jens Børge og at det i flere generationer
havde vekslet med Børgenavnet både til for- og efternavn,
og dels fordi, der var flere gårdmænd i Nakke, der hed
Jens Jensen.
12
Jens Jensens børneflok:
l Ole Jensen, f.l773, g.m.gårdmand Peter Jensens enke Bodil.
De fik sønnerne Peter og Lars, samt datteren
Trine, g.m. Nikolaj Andersen.
2 Bodil Jensdatter, f. 1778, g.m.Anders Olsen i Nakke.
Gårdejer Laurits Nielsen, Nakke, stammer fra
dem.
3 Husmand Lars
Jense~, f. 177o, g.m.Henriette Vestisdatter.
Efter disse nedstammer hjulmand Lars Eriksen
og Mathilde i Rørvig m.fl.
4 Niels Jensen, f. 1776, g.m.lods Chr.Olsens datter Kirsten.
Efter dem nedstammer Gårdejer Christian Nielsen i Nakke
5 Ellen Jensdatter, f.l782, g.m.Søren Christensen (min morf ar og mormor) .
6 Sidse Jensdatter, f.l788 g.m.husmand Anders Madsen, Nakke.
De havde sønnen Jens, der boede i Oddermose, og
datteren Stine, g.m. Jens Rasmussen, Vestre Lyng.
Efter at have givet nogle meddelelser om den slægt, hvortil Sidse der giftede sig ræd Peer Peers
Hans
hører, vender
vi tilbage for at høre hvorledes samlivet blev mellem dette
ægtepar. Og der vil jeg som deres yngste søn sige, at såvidt
jeg kunne skønne var forholdet meget godt. Det var vel omkring
ved femten år siden at jeg fra min søster Ane blev fortal t om
dette frieri og giftennåL ~havde fortalt det til hende.
Det er muligt at dette giftennål gav anledning til at flere
af disse familier blev giftede ind i hinanden. Min moders søster Stine, som min fader efter tilskyndelse fra sine søstre
måtte vrage, blev først 12 år efter, altså i 1845, gift ræd
faders broder Lars Petersen. Hun var da 33 år og han 22 år.
Det ser nærkeligt ud, og mm fristes til at spørge - og det
var tænkeligt - om der i sin tid blev givet Stine løfte om
at få den meget yngre broder. Men jeg tror det ikke. Jeg kendte Lars Petersen, han var en rask og kvik mand og meget Sl11llk.
Han var skibsfører og ejer af halvparten af jagten, der hed
Mariane. Min broder Peter ejede den anden halvdel og se jlede
13
i nogle år sammen med sin farbroder, og ved hans død i 1856
blev min broder fører af skibet med et besætning på 2 Jl'ai1d.
Dette ægtepar var barnløst.
Endnu et par blev gift sammen af de to familier, og det var
Christen Sørensen, der blev gift med faders søster Marie. Dette ægtepar havde 4 børn, og der er kun slægt efter den ene af
de børn, nemlig efter sønnen Peter Christensen, der ejede en
gård i Rørvig Nørrevang ...
Faders og moders naturel var meget forskelligt. Faders sindsstemning lod sig i høj grad påvirke at begivenhederne, han var
blød af sind, men kunne også let blive opfarende. Overfor vanskelige forhold der uventet faldt ind, kunne han fare op, hans
tanke havde svært ved at falde til ro og finde vej ud af vanskelighederne. Min moder var derimod rolig og besindig under
alle forhold, der med godt sind og god vilje bragte den støtte
der tit var nødvendig. Nu skulle man mene at et sådant forhold
let fører skævheder med sig med hensyn til det indbyrdes forhold, men det gjorde det ikke. Moder stillede sig aldrig i forgrunden og ville råde, men fader traf aldrig nogen beslutning
selv om almindelige spørgsmål, før han havde spurgt sin kone
til råds. Ja, fader følte at han havde en forstandig og god
kone, og det var han ikke misundelig på hende for. Moder gjorde den gerning som sin mands medhjælper på en udnærket måde,
og fader fik ro i sindet, når moder på sin rolige måde havde
givet sin mening til kende.
Moder var vel oplyst og havde gode skolekundskaber og fulgte med i mange ting, og med den sunde sans hun var i besiddelse af, havde hun le·t ved at føre en samtale. Hendes sind var
altid i ligevægt, aldrig har jeg set hende opfarende, knap nok
vred. Det har næppe været nogen let stilling moder til at begynde med gik ind til. Foruden hendes mands forældre var der
to voksne døtre i gården, samt to sønner, en på lo og en på
13 år, denne sidste var døvstum. Fader kunne ikke synge, men
l4
m:::der havde en smuk sangstemre, og hun sang lidt for os an
vinteraftenerne, når vi havde ~ærkningstirne.
Med hensyn til at holde sit hus, sine stuer i orden, da var
m:::der san folk var flest. Der blev ikke pudset og rengjort san
nu, men det var let at se at hos mine fastre blev der pudset
rrere op.
Gårdens bygninger var san på de fleste andre gårde i byen
på den tid. De var udflyttede ved århundredeskiftet (1799-lBoo)
for nogle og tredive år siden. Alle længerne var ræd klinede lervæjge. De tre udlænger var sarnænbyggede ræd runde hjørner i
nordøst og nordvest. Stuehuset lå i syd og ca l l/2 alen fra
øst- og vesterlængen. Vest for gården var der et lille hus
på 3 store fag opført 1852, indrettet til kalve og grise. Stråtag overalt. Der var ligesan nu 2 porte. Det var almindeligt
lige op til ankring 1875 at man, for så vidt der var plads,
satte alle sædstakkene i gården, og alene af den grund var det
bekvemt at have 2 porte. Stuehuset ca 4o alen langt og B l/2
alen dybt. Fra øst var der l l/2 fag til rullestue, l l/2 fag
til sovekammer for sønnerne, 3 fag til øverstestue, 3 fag dagligstue, l fag til forstue, l stort fag til skorsten og 3 fag
til køkken og bryggers. Lergulv overalt, kun i øverstestuen
var Qræddegulv og i bryggerset brostensgulv. Alle rum havde
hele husets bredde. Sådan var stuehuset fra udskiftningen indrettet. Men i 1851 blev der indrettet sovekammer på den måde
at der ud for dagligstuen blev bygget 2 3/4 alen ud i haven
og indvendig opført skillerum tværs over fagene, således at
dagligstuen blev smallere, men sovekammeret fik en antagelig
størrelse, og her blev lagt bræddegulv. Udbygningerne (udhusene) var 7 l/2 alen brede. Over staldene var for størstedelen
rafter, men over en del af hestestalden lå tørvebrædderne, dvs
de brædder der ved tørveskæringen blev til underlag ved tørvens æltning. Brostensgulv overalt i staldene, først langt senere lærte man at benytte ce rcnt.
/
15
I dette hjem kom så tid efter anden vi otte børn frem,
vi var alle sunde og velskabte.
Vi levede et hyggeligt og lykkeligt liv, både vi børn
indbyrdes, som også overfor vore forældre. Aldrig var
der tvistigheder imellem os. Vi blev opdraget med nænsom hånd, og jeg kan ikke tænke mig, at hverken fader
eller moder har lagt hånd på nogen af os. Lad mig erindre om, at der var 17 års forskel på alderen imellem
den ældste og den yngste, og da det vel er anerkendt af
næsten alle, at ældre søskende har større indflydelse
på de yngre søskende end forældrene, så var vi yngre
søskende under det forhold,
at de ældre søskende alene
ved deres færd øvede indflydelse på os yngre.
Min tvillingsøster og jeg var de yngste og altså 17 år
yngre end Peter, der var den ældste.
Vi tvillinger kom noget bagefter, vi var 4 1/2 år yngre
end søster Marie. Idet vi var så meget yngre end de andre søskende, og idet vi var to og holdt vor fredelige
menage både ved leg og arbejde, var det vel nok således,
at de ældre søskende så venligt på os.
Men hvor godt end forholdet var mellem os alle, så var
der aldrig noget, der hed kæleri.
· Aldrig kan jeg huske, at jeg nogensinde har siddet enten
på faders eller mine ældre brødres knæ og nydt kærtegn,
og ligesådan var det med min søster Trine overfor hendes
moder eller de ældre søstre. Alligevel holdt vi meget af
hinanden; men vi kendte ikke til kælen snak.
Som regel var to af mine voksne søstre i Hjemmet og deltog i det huslige arbejde, og selv om malkningen af de 78 køer, ~i havde, og husets rengøring ikke lagde særlig
beslag på tiden, så var der meget, der skulle gøres. Det
var selvfølgeligt, at moder gennem mange år måtte lave
udstyr til mange børn, som også alle de klæder, vi gik i.
16
Alt blev tilvirket hjemme, såvel yder- som undertøj, og
både uldent som linned. Vi havde som regel 15-16 får.
Arbejdet med ulden af disse tilligemed noget lammeuld
kunne nok tage det meste af vinteren. Ja, der var travlhed med at karte, spinde og væve. Moder havde væven opstillet i dagligstuen lige fra efteråret til langt hen
i vinteren. Der skulle laves dynevår, vadmel og lærred,
som også hvergarn til kjoler. Om dagen vævede moder, og
om aftenen tog hun fat på spinderokken.
Om aftenen samledes hele familien i sovekammeret, hvor
vi havde varme af en bilæggerovn, som fik indfyring fra
skorstenen. Fader og moder sad på hver sin side af kakkelovnen, og da vi alle skulle have lidt gavn af det tællelys, der hængte i en lysekrone, så grupperede vi os,
som vi bedst kunne omkring lyset. Moder og en af pigerne
havde hver sin rok i gang, og den anden pige kartede.
Vi brødre havde som regel hver sin bog at læse i, læselystne var vi alle. Bøgerne fik vi fra en lånebogsamling
i byen, men aviser holdt vi ikke, før efter min konfirmation.
Fra mine børneår kan jeg så godt erindre, at min søster
Trine og jeg krøb op på stolen bag fader og moder og satte
os på stoleryggen og lænede overkroppen ind over kakkelovnen, og det kunne hænde, at vi sad der og faldt i søvn.
Men engang gik det galt for mig, jeg var faldet i søvn, og
imens var der fyret godt i kakkelovnen, så da de vækkede
mig var der brændt hul på mine bukser på højre side af
knæet,
ja, endog helt ind til skindet og skindet med, og
endnu har jeg et ar på knæet af en to-øres størrelse fra
den tid.
Fra 186o dyrkede vi hør til eget brug;tidligere havde mor
købt hør, blår og tvist, men disse varer var blevet overordentlig dyre, som nærmest havde sin grund i, at Nord- og
17
Sydamerika førte krig med hinanden. Dette gav også forøget arbejde. Hørren skulle luges~ røskes op, bredes på
marken, derefter brydes, skettes og hegles, for derefter at spindes.
Det var vanskeligt for uøvede at spinde hør og blår, så
moder måtte som regel gøre også dette arbejde. Moder viste særlig sin dygtighed, når fårene skulle klippes. Hun
kunne klippe to, medens hende nogenlunde voksne døtre
klippede et. Moder slagtede fårene - som regel to hvert
efterår
Fader var en flittig mand, der aldrig drev tiden hen, men
passede sit arbejde og gik såvidt muligt i arbejde sammen
med folkene. Han havde et godt håndelag, som særlig kom
ham til gode i hø- og sædehøst. Det var ham en hel fornøjelse at få sine kønne og velholdte heste spændt for stadsvognen (stangarmevogn foruden fjedre), og når så fader fik
fat på tømmen og rettede sig i agestolen, strammede linerne og gav et lille råb, som hestene godt forstod, og som
de besvarede med at vise uro, idet de bogstavelig talt ikke
vidste hvilket ben de turde stå på ventende på signalet, at
de måtte gå. Det morede fader på den måde at vække hestene,
·så de straks kunne præsentere smukt for vognen. Det var det,
fader kaldte for at hestene skal doublere lidt, inden man
kører.
Gårdens areal var ca. Bo tdr.land foruden en englod ved Nak-
ke by på godt 5 tdr.land. Ved udstykningen blev der tillagt
hver gård i Nakke fra 4o til 6o tdr.land almindelig god
agerjord og en lynglod på 2o-25 tdr.land og for de fleste
gårdes vedkommende tillige en englod på 3-lo tdr.land. Det
var jo meget viseligt, og lad mig tilføje, at hvis der ikke
var tørvejord på marklodden, blev der anvist dem også en tørvelod.
Til min fødegård hørte ikke lynglod, og der blev sagt, at da
lynglodderne skulle fordeles, blev der en for lidt, og der
18
blev i stedet for tillagt l5-2o tdr.land almindelig agerjord til gården.
Af disse 8o tdr.land agerjord, som blev tillagt min fødegård, var de l6-2o tdr. mer eller mindre mager sandjord
med sand eller grus til underlag.
Det øvrige var bedre i bonitet og mest ler i både overog underlag, men jorden var meget mager; det var den
længst bortliggende lod fra byen og havde vel aldrig fået
gødning før udskiftningen. Muld var der ubetydeligt af,
og sten var i store mængder, både store og små, og når
dertil føjes, at der var en hel snes større og mindre moser, hvoraf enkelte med lidt eng, så vil det forstås, at '
det var en besværlig ejendom at tage fat på.
Det første, der blev taget fat på efter udstykningen var
at indhegne lodderne og det helst med stengærder, men kun
de 6 sydlige og sydøstlige gårdlodder af Nakke halvø havde
rigeligt af sten, den øvrige del af byen var stenfattig.
I mange år efter udstykningen blev intet foretaget for at
lede det sure vand fra engene. Vel var der en grøft fra
det ene enghul til det andet, men det var kun til at tage
overfladevandet. Drænrør kendtes ikke før henved 186o, og
det varede længe, inden man forstod at gøre det arbejde på
rette måde. Jeg erindrer således, hvorledes fader bar sig
ad, da han i l86o for første gang skulle dræne en lille eng.
Engen lå midt i et skifte, og der blev gravet en grøft fra
den og hen til en større grøft og så dybt, at den lige kunne tage engens overfladevand. Jeg blev sendt ned til min moster, for hos hendes mand at låne et vaterpas til at lægge
rørene efter. Derefter blev påkørt jord , så meget at drænrøret havde en alen jord på sig. Denne jord blev taget
fra
toppen af en bakke, der lå noget derfra. Der blev kørt jord
i flere dage, så det tog hele bakkens top, som var god
jord~
og på den måde gjorde et langt større stykke jord ufrugtbar
19
for lange tider, end der indvandtes ved dræningen. De burde i stedet for have udnyttet faldet af jordsmonnet og
gravet grøften en alen dybere.
I hele min barndom og indtil mit 2o.år var sædskiftet følgende:
l helbrak, 2 rug , 3 .. J;>yg, 4 ærter, S havre og tre-
års kløver og græs. Rugen gav fra lo-12 fold, byg 9-lo fold,
ærter 3-4 fold og havre 8-lo fold. Kløver fik vi kun sjældent noget af, da jorden var mager, og som der blev sagt
"kløvertræt ". Græsfrø benyttedes ikke, kun blev der sået
Timothe på de lave steder, så i 2.-3. græsskifte groede
hvenegræs, og i første skifte, når kløveren ikke kom, groede gåseurt. Høhøsten blev derved kun ringe på hjemmelodden, men på englodden høstedes som regel lo-12 læs. Kunstgødning kendtes ikke før efter 1865, og staldgødningen var
af meget dårlig beskaffenhed. Køerne fik aldrig kraftfoder,
men måtte nøjes med hø og halm. Svin fedede vi kun til eget
brug, og fra hestene, som dog fik nogen havre og rug, blev
gødningen lagt i en mødding for sig, og da der blev benyttet
en del halm til strøelse, gik der stærk gæring i den, hvilket forringede dens værdi betydeligt.
Al den i årets løb samlede gødning blev om forsommeren lagt
på brakmarken, når den skulle pløjes 2.gang.
Køernes ernæring var så tarvelig, at når foråret kom, havde
flere af køerne stivsyge, og da de kom på græs, så snart det
kunne lade sig gøre, måtte vi i sådanne tilfælde give dem
lidt skråning, så de rettede sig lidt; men i løbet af sommeren kom de gerne til hægterne igen.
I mange af de første år efter udstykningen var anlagt en hel
anden drift, idet lodden var delt i 3 vange. Fra gården gik
et stengærde både i øst og vest til naboens lod, og dernæst
et stengærde fra gården og midt over lodden lige til s tranden. På den måde var lodden delt i 3 vange. Vangen nord for
gården var i 8 skifter som anført foran. De 2 vange syd for
20
gården blev skiftevis benyttet til løsdrift og under plov.
Alle kreaturerne, både heste, køer og kalve, og så vidt
jeg ved også får, gik løse i vangen. Vangen ved siden af,
var pløjet op og anvendtes dels til almindelige sædarter
og dels til spergel, boghvede og kartofler, og nogle af
de simplere stykker fik lov at ligge hen til græs. Jeg
formoder, og det er nok rigtigt, at hen på sommeren, når
græsset for en del var gået med, blev de køer, som dog
malkede noget, sat i tøjr og kom enten på spergel i nabovangen eller også på græs i den øverste vang. På denne
måde skiftedes der med de to vange med nogle års mellemrum.
Mælkens behandling på bøndergårdene var meget mangelfuld.
Den blev siet op enten i lerfade, hvilket var almindeligt
på bøndergårdene eller også hvad der benyttedes på herregårdene, at opsi mælken i flade træbøtter. Hos os blev den
om vinteren sat til flødeafsætning på hylder under loftet
i dagligstuen og sovekammeret, og om sommeren i mælkekammeret. Efter et par dages henstand blev fløden skummet af
og kom i flødebøtten. Denne henstod som regel på en bænk
i dagligstuen. Om vinteren blev kun kærnet en gang om ugen,
og om sommeren to gange. Forberedelserne .til
· d~n,
l~ærningen
var
at fløden nogle timer før kærningen blev hældt op i
et par store krukker og sat på kakkelovnen, indtil moder
syntes, at den var passende varm (gradstok kendtes ±kke),
og så begyndte kærningen.
I mine første barneår benyttedes stampekærne·; , senere kærne med ris i. Det er let at forstå,
at med den behandling
af mælk og fløde må udbyttet blive ringe og af dårlig beskaffenhed. På de tider af året, hvor vi kunne undvære
smør, blev det solgt enten til bageren eller til købmanden
i
Nykøbing til en pris fra So til 66 øre pr.pund.
Da jeg var omkring 7 år, fik vi en flødebøtte, som bødker
21
Nielsen i Nykøbing kom med. Ved bunden var i den ene stav
boret et hul, hvori var sat en træprop, og da moder spurgte bødkeren om, hvad bestemmelsen var med det, sagde bødkeren: Det er til at tappe vallen fra, den synker til bunds.
Jeg så forundret på bødkeren og tænkte, at han dog vist nok
var en klog mand. Imidlertid tror jeg, at moder aldrig benyttede sig af dette råd.
Man får af det foregående et stærkt indtryk af, at de otte
køer næppe gav nettoudbytte, og de kun havde dem til som jeg
en gang hørte en mand sige, at omsætte halmen til gødning!
Og ved at tænke tilbage til da jeg som skoledreng fodrede
køer, hvor omhyggelig jeg måtte blande lidt hø sammen med
rughalm og med en halmtyve løfte det ind over lervæggen, der
var l 1/2 alen høj til køerne, der stod længselsfuldt og ventede på måltidet eller også, at de til næste foder fik avner
som jeg med en skuffe eller greb lod falde ind over lerbulken, og mange gange lige i nakken på køerne, må jeg udbryde:
hvilken forandring i de år på samme gård, hvor man nu giver
køerne alt det kraftfoder, de gider æde.
Fårene spillede en stor rolle. De gav den megen gode uld, og
lammene, det var mange penge, der efter den tids indtægter,
kom ind for dem.
Om vinteren blev de fodret så godt som udelukkende med ærtehalm/ men hen ad den tid, de skulle have lam, fik de et foder
hø daglig. I februar begyndte gerne fårene at lemme, og det
kneb derfor tit i streng frost for nyfødte lam at bjerge sig.
Moder, som mest tog sig af får og lam, passede nøje på, at
ikke noget blev forsømt, hun varmede sødmælk, og med en lammepatte, som det hed, fik hældt lidt varm mælk i de lam, der
trængte til det. I enkelte tilfælde et lam var meget forkomment, blev får og lam sat ind i stuen, ja endog i sovekammeret, hvor der var bræddegulv, og det skete mere end een gang
i min skoletid.
22
Fårene var ikke lette at holde tøjrede, der var i almindelighed 2 får i hvert tøjr. Hvert af fårene havde et reb
om halsen, der et par alen ud var samlet i et dobbelt ledne, hvorfra gik reb hen til tøjrepælen. Idet de var tøjret med reb . om halsen og ikke om hovedet havde de stor
kraft, og det var derfor ikke sjældent , at der var mere
end eet kobbel løse og havde fået tøjrepælen op. Når man
så havde lidt øvelse, kunne man let fange dem, ved at man
fik dem til at gå til hver sin side. Anderledes var det,
når enkelte får var løse, der var kun den udvej at løbe
det træt, og det kunne sommetider gøre en anden en træt
også. Ejendommeligt var det, at når hvide lam åd boghvedeblade, så blev de tunge i hovedet, og det udviklede sig
til, at de fik sår i nakken. Det anfægtede derimod ikke
de sorte lam.
Der blev betalt 5-6 rigsdaler for et lam.
Gæssene må også omtales . Vi havde i min barndomstid sædvanlig l gase og 3 gæs. Når de om foråret begyndte at lægge æg, kom de ind i
dagligstuen i en bænk , der var med et
rum til hver gås. I
liggetiden havde de fast plads i bæn-
ken,
ja lige til gæslingerne blev en månedstid gamle. Efter
den tid kom de i gåsehuset.
" De var urolige at have i dagligstuen, og man skulle ikke
gerne sætte sig på bænken udfor det kikhul, de havde, thi
så nappede de en i bukserne. Værst var det, når de skulle
på "potte", og de lod da høre fra dem på en måde, at man
vidste, hvad det gjaldt, og var man ikke hurtig nok til at
lukke op for lemmen og få dem ud i gården, kunne det ske,
at den forrettede sit ærinde på stuegulvet, og det gav en
rædsom lugt i stuen.
Når gæslingerne blev større, og særlig på den tid sæden begyndte at modnes, var det vanskeligt at holde dem på det
græsstykke, hvor de skulle være . Gæslingerne havde på den
23
tid fået vinger, og før man vidste af det, gav en af de
ældre et signal , og flux var hele flokken på vingerne og
slog ned i sæden. Ja, de gæs drillede tit.
Sidst i oktober blev de, der skulle slagtes , sat på fedesta l d , hvor de fik al den havre, de ville æde. Denne fedekur varede så vidt jeg husker i 3-4 uger . Til Mortensdag
sku l le de slagtes, og fader havde almindeligvis lovet
nogle gåsekroppe hen til folk i Nykøbing .
Alle gæssene, på dem nær der skulle leve vinteren over, blev
slagtet på en og samme dag. Moder stod for slagtningen , hun
stak dem i nakken med en spids kniv. Af blodet blev lavet
pølse, sammen med blodet af et får eller to, som moder slagtede samme dags morgen. Min far slagtede grisene , men mor
fårene og gæssene.
Når slagtningen af gæssene var godt begyndt, blev et stort
kar sat ind i dagligstuen, og daglejeren og karlen blev sat
til at plukke gæs. Det skulle helst gøres , mens kroppene
e n dnu var varme, desto lettere gik det. Samme dags aften
blev hele familien sat til at rive fjer,
det vil sige rive
fjeren fra de stive penne.
Det meste af fårene blev lagt i saltkarret og blev benyttet
til at koge kål på, medens lårene blev røget. Af gæssene beholdt vi vel 8-lo stykker , brysterne blev røget , og det øvrige blev lagt i saltkarret og blev ligesom fårekødet anvendt til at koge mad på.
Fårenes talg blev der støbt lys af sammen med et stykke oksetalg, dette gav fastere lys, der ikke "løb" . Dette arbejde gik for sig på den måde, at man snoede væger sammen, som
man hængte på en stok af godt en alens længde, 8 væger på
hver stok og 20 stokke. Karlen og daglejeren blev sat til
arbejdet og en kedel med kogende vand sat ind på gulvet, og
mændene sad over for hinanden med kedlen imellem sig, der- .
efter delte de stokkene mellem sig og skiftevis dyppede de
24
i tællen. En kort stige blev lagt med enderne hvilende på
to stole, og der blev stokkene hængt hen , for hver gang
~er
var dyppet ; omsider blev der lys ud af det .
Brødet bagte vi også i hjemmet , og til de allerfleste tider var det alene grovbrød. J eg har særlig erindring om
julebagningen, fra jeg var barn. Der blev bagt to ovnfulde , den første med grovbrød, og den anden med sigtebrød .
Til j ul skulle alle folkene og dem der havde hjulpet os i
1
høsten, have hver sin julekage, og det var brød, der vejede 12-16 pund. Ved denne bagning kom begge dejtrugene ned
i
dagligstuen, og i
aftenstunden blev dejen "lagt" som det
hed . Den lå derefter tildækket for at hæve sig , raskes hed
det . Ud på natten måtte moder stadig se til dejen for at
benytte det rette tidspunkt , når brødene skulle "slås op" .
Når så tidspunkeet kom, gerne henad kl o kken et , måtte alle
kvinderne i
gang med arbejdet , og fader begyndte samtidig
at brænde i bageovnen , man benyttede dertil tjørn o g hasseltop . Når brødene var lave t skulle moder se , om ovnen
var tilstrækkelig hed og mulig foretage den sidste indfyring, indtil ovnen blev "klar", det vil sige, at ovnens
væg skulle være lys og klar .
Når første ovnfuld var bagt, blev der atter fyret lidt, og
sigtebrødet blev sat ind , og når det omkring middagstid
var bagt , blev det lagt rundt om på sengene med overskorpen nedad , for at det ikke ved afkølingen skulle falde fra
skorpen.
Fra min tidligste barndom kan jeg huske, at vi lavede malt
til eget brug. Køllen var på lofte t med en muret "gris" indeni. Indfyringen var fra skorstenen. Det våde og udblødte
byg blev lagt på brædder ovenover "grisen", Ved indfyring
skulle varmen fra "grisen " fremk.alde hurtig spiring af bygget, og når denne var nået til et vist punkt , skulle spiringen afbrydes og maltet derefter tørres.
25
Ostelavning.
Om sommeren blev der lavet ost , og aldrig om vinteren. Det
vil sige på bøndergårdene. Man gik ud fra, hvad der også
var noget rigtigt i, at man fik den bedste ost, når køerne var på græs.
Det var som regel ikke bar skummetmælk, man benyttede, man
tog gerne mælk, der havde stået et halvt eller helt døgn
til flødeafsætning, og ville man have en rigtig god ost,
kom der 3-4 potter nymalket mælk i. Løben, man benyttede
for at få mælken til at løbe sammen, lavede man selv af
tørrede kalveløber, der bl e v skåret i små stykker og sat
på flasker overhældt med en væske, vistnok øl.
Mælken skal før løben tilsættes opvarmes til ca . 28°Reamur, men også her gik alt på håndelag. Osten var altid meget god.
Den daglige kost.
Det er vistnok en temmelig almindelig mening, at man på
den tid fik grød 21 gange om ugen. Det var i alt fald ikke tilfældet i vort hjem.
Om morgenen fik vi ostebrød, dog kun om vinteren - og en
kop kaffe med sukker til. Dette blev ikke betragtet som
et egentligt måltid; men de voksne mænd fik dog en snaps
brændevin. Kl.B 1/2 fik vi frokost, der sædvanlig bestod
i spegesild med brød til og dertil opstuvede kartofler.
Og hvis moder ikke havde kartofler, fik vi i stedet for
mælkebrød, mælkegrød eller øllebrød. Mændene fik til dette
måltid en snaps.
Middagsmåltidet bestod altid af to retter. Der blev vekslet mellem grød, sød vælling, kærnemælksvælling, kål,
ærter, bollemælk, sødsuppe og øllebrød. Kogt fisk med kartofler, også klipfisk, og stegt kød blev i min moders tid
betragtet som to retter mad. Til eftermad fik vi også kødretter, frikadeller og flæsk. Det var så godt som altid ny-
26
kogt mad. Levnede vi noget fra middagen, fik vi det næste
formiddag til frokost. Altid sunde varer og så meget, vi
ville spise.
Til midaften fik vi om sommeren mellem kl. 4 og 5 smørrebrød med kød eller ost eller også tørrede fladfisk, som
man skar i strimler og spiste til smørrebrødet. Vi fik også ristet fisk. Moder smurte altid maden, og jeg erindrer
særlig for tiden hø- og sædehøst, hvor moder næsten altid
var med i marken, at hun gik hjem et kvarterstid før vi
andre for at begynde på anretningen og havde begyndt at
smøre og stod ved det store dagligstuebord. Hun skar brød
med håndkniv og smurte og satte maden hen på bordet. Hun
benyttede ikke tallerkener, og vi andre rakte hen og tog
fra, indtil vi ikke kunne mere. Selv om moder havde spist
noget imellem hun smurte, så spiste hun, når hun blev færdig med sit arbejde. Når hun en gang imellem fik skåret et
tykt stykke brød, så sagde hun gerne, det kan jeg selv tage, og hun skar skorperne fra og spiste det med det samme.
Moder smurte altid pæn mad, hun gned ikke smørret ud.
Mændene fik til dette måltid 2 snapse brændevin. Det kunne
hænde i varme høstdage, at moder sagde: Lad os andre få en
lille tår med, det renser så rart i munden. så skænkede fa·der en snaps, der som regel deltes af moder og husmandskonen.
Det var ikke sjældent, vi om sommeren til midaften fik tykmælk med al fløden på og drysset godt med puddersukker ovenpå. Det var noget vi alle satte pris på.
For vinterens vedkommende fik vi midaftensmad, når vi blev
færdige med dagens arbejde, så vi spiste i mørkningstimen.
Vi fik fedtebrød, og hver af os fik en stump pølse at bide
i til. Også her fik mændene 1-2 snapse brændevin.
Det sidste måltid fik vi for hele årets vedkommende omkring
ved kl. 8 1/2. Som regel var det smørrebrød med ost til, i
27
de varme høstdage bl e v tit sat et fad tykmælk, hvor fløden
var skummet samt et fad kold grød, som man også kunne spise, hvis man ønskede det. Også her en snaps.Et lille stykke tid i august måned, efter vi havde solgt
de første lam, blev mødrene til disse lam malket, og denne
mælk blev hældt sammen med sødmælk og hensat til syrning,
og deraf fik vi et produkt, der hed syltemælk, det var jævnt
og kunne i konsistens nærmest ligne tyk vælling. Det blev
hældt op i skåle og sat på bordet, hvor vi så med vor lommekniv skar grovbrød i terner, som vi stak kniven i og dyppede i skålen.
Syltemælk er ringeagtet, men det smagte godt.
I årene 186o til 62 blev mærglet nogle få tdr.land, og det
gav et stærkt udslag i retning af frugtbarhed, særlig sås
virkningen til byg og græs, men i sommeren 1863 var min broder Lars til orlogs og ligeså 1864, så det gik i stå med
mærglingen, der først optoges med mere kraft l 1872 og af og
til de følgende år. Det gik noget langsomt med mærglingen,
da jeg anså det for mere nødvendigt at tage fat på dræning
af den sure jord.
De gamle smalle udlænger stod indtil 1857. Det år byggede
·fader vestrelængenlo l / 2 alen udvenlig. Det var klinede vægge, man kendte ikke andet. Den blev væsentlig indrettet til
lo og lade. Samtidig fik vi tærskemaskine, det var den anden
tærskemaskine, der kom til nakke. Maskinen var af træ med kun
to jerndrev.
Der blev bygget 4 fag hus til hesteomgangen. Der var to trækbomme med en hest for hver. Min søster Trine og jeg havde
stadigt arbejde med at køre hestene.
I 1872 blev gravet brønd i gårdspladsens
nordvesthjørne. Med
ca. 2o alens dybde fik vi godt og rigeligt vand. Der blev derfor lagt vandrør ind til kostald, køkken og kælder. Heste og
28
køer var hidtil vandet ved en brønd i fælleden ved gården.
I 1873 byggede fader nordlængen og den halve østre-længe.
Det blev opført i kampesten, det meste indmuret i kalk og
det andet i ler. Bygningen var ll alen
udvendig.
Vi havde dengang begyndt at kraftfodre køerne, og da den
gamle stald ikke var indrettet til sådan noget, måtte der
bygges.
Jeg ønskede, at bygningen skulle være bredere,
men det ville fader på ingen måde gå ind på. Fader var ikke
velhavende, og flere af børnene var blevet gift og fået nogen arv, og tilmed havde vi stadig jordarbejder for, som
også kostede penge, så det kneb med at få pengene til at slå
til.
Inden jeg slutter beretningen om forholdene i mine forældres
tid, har jeg endnu lidt at fortælle:
I vort barndomshjem var det leligiøse ikke særlig fremtrædende. Man kendte ikke til retninger som nu. Der blev mere set
på at føre et retskaffent levned. Vi havde langt til kirke,
men moder så helst, at der hver søndag kom i det mindste een
til kirke. De traditionelle forårs- og efterårsaltergange på
3-4 søndage og altid til formiddagsgudstjenester blev det
anset som en pligt. at komme til. Og ved juletid, når søfolkene var kommet hjem, blev der holdt en altergang for dem .
. r vort hjem blev der kun hver jule- og nytårsaften sunget nogle salmer.
Læselysten var stor hos os børn, ja, også hos moder, men hun
var stærkt optaget af sit arbejde. Og jeg skønner, at der næppe blev læst så meget noget andet sted i
sognet som hos os. Vi
fik bøger fra en lille læseforening i byen, der var dannet ca
1848, men da der manglede interesse for at vedligeholde samlingen, opløstes selskabet. Som skoledreng fik jeg en gang en
bog hjem fra bogsamlingen, der kun indeholdt digte. Jeg læste
og læste, men fik ikke noget ud af det og lagde bogen til side. Selv om det nu går mig bedre, når jeg læser et digt, må
29
jeg bekende, at jeg altid har fået mest ud af at læse en bog
på prosa. Jeg har det indtryk, at det er gået mine søskende
ligesådan, og vel også moder.
(Fader læste så godt som slet
ikke.)
Dette hænger vel nok sammen med, at for ingen af os er det
umiddelbart for at kunne se det skønne i naturen, og aldrig
har jeg hørt nogen af dem sige: "Hvilken skøn solnedgang".
Og mon ikke det var noget nær sådan overalt. For os, der er
opdraget på landet mellem alt det skønne, der omgiver os, virker det daglige slid så stærkt tyngende, at man ikke ser det .
Heldigvis har vi alle gennem årene i nogen grad lært det. Og
for mit eget vedkommende må jeg bekende, at når jeg nu kommer hjem til min fødegård, synes jeg, at der overalt er så
kønt så kønt.
I beretningen foran har jeg søgt at give en fremstilling af
forholdene, som de var indtil 1873. Efter den tid var det
nærmest nedskriveren af denne beretning, der ledede gårdens
drift.
Beretning herefter vil nærmest angå os otte søskende:
l
Peter Hansen, f. 25.8.1834, gift i 1862 med Ellen Hansen
f.
1.5. 1841, datter af gårdmand Hans Nielsen
i Nakke. Peter døde 25.2.1917, Ellen døde 1922
2
Lars Hansen, f.3o.l2 1836, gift 1870 med Kirstine Larsen
f.8.3.1843, datter af boelsmand Lars Madsen i
Nakke.
3
Ane Hansen, f.ll.5.1939, gift 1867 med skibsfører Niels Thomas e n, Rørv i g, f.2.5.1831,
søn af skibsfører
3o
Thomas Jensen, Rørvig.
4
Ellen Kirstine Hansen, f.l.5.1842, gift 1869 med gårdmand Jens Henrik Jacobsen, Yderby.
S
Søren Christian Hansen, f. 12.11 1844, gift 1873 med
Marie Jensen, f.lS.ll 1845, datter af gårdmand Jens Nielsen, Rørvig.
6
Sidse Marie Hansen, f.8.6. 1847, gift 1872 med Lars
Nielsen, f. lo.l.l843, søn af gårdmand Niels
Hansen, Rørvig.
7
Bodil Katrine Hansen f.9.9.1951, gift med Niels Daniel
Jensen, f.lo.4.1849, søn af gårdmand Jens Nielsen, Rørvig.
8
Jens Hansen, født 9.9.1851, gift med Karen Larssigne Andersen, f. 28.3.1858, datter af gårdmand Anders Larsen, Asmindrup.
Den ældste af børnene, Peter, kom som 18-årig til søs, idet
fader købte halvpart i sin broder Lars Petersens jagt "Ma rianne". Skibet kunne lade 35o tdr og sejlede kun i indenrigs
fart. Disse to mænd ejede hver sin halvpart, og der var ikke
flere mand ombord. Peter var høj og kraftig og klarede trods
sine 18 år sig godt som matros. De sejlede sammen i 5-6 år,
da farbroder døde, og min broder blev fører af jagten efter
1856. Fra den tid har min søster Trine og jeg glade erindringer om ham . Det skete tit, at de ankrede op med jagten
enten ved øst-eller sydsiden af landet. Vi
h~ldt
da udkik,
31
når vi ventede ham, og vi så en mand komme frem på bakken,
om det skulle være ham? Trine og jeg havde et særligt kendetegn, og det var, at hvis manden bar noget i et tørklæde,
så var det ham. Sagen var den, at han som regel, når han
kom fra København havde hvedebrød (krydderboller) hjem til
os. Når vi så blev klar over, at det var ham, tog vi hinanden i hånden og gik ham i møde, hvor han så uddelte de gode
sager til os.
Jeg erindrer godt som dreng, hvilket pust af liv, der kom
over hjemmet, når han kom. Han var livlig og velvillig og
havde altid noget at fortælle fra "den store verden", så det
var en hel fryd for os, når han kom.
Da Peter i 1861 giftede sig, købte han en lille
gård i Yderby med 24 tdr.land for 6ooo rigsdaler. Denne
gård boede de
i, indtil deres død.
De fik 7 børn, meget store og kraftige, som alle lever, nem
lig: Hans, Laurits, Ane, Villiam, Peter, Lise og Niels.
Min bror Lars kom tilsøs lige efter sin konfirmation, han var
i modsætning til Peter kun lille af vækst. Han kom hurtigt til
at sejle med større skibe, som gik i udenrigsfart, og måtte
begynde som kok, men blev også matros. På en af de første
rejser, forliste skibet ~å den hollandske kyst. Mandskabet
blev reddet, og han rejste til sit hjem.
Lars var af væsen noget tilbageholdende, han manglede liv.
Han søgte altid at optræde så korrekt som muligt, og at tale
skriftsproget så rigtigt, som det stavedes. Man kan jo tale
skriftsproget så rigtigt, at det nærmest lyder komisk. Han
havde en udmærket forstand og gode skolekundskaber, og stod
i så henseende fuldt på højde med sine andre brødre, men han
manglede det lyse og glade sind, og der kom tidligt ligesom
et gammelmandspræg over ham. Nu kom dertil den omstændighed
32
at han hverken kunne synge eller danse, så han i de unges
lag holdt sig tilbage.
Han sejlede til han blev 21 år, efter den tid var han karl i
hjemmet. På den tid var der mange søfolk her i sognet, og de
fleste,
i alt fald mange, kom tilbage til hjemmet om vinte-
ren. Disse og især dem fra gårdmandshjem drev just ikke ti~
den hen, men de gik som frie folk og i pæne klæder, og havde ret godt med penge på lommen. De dyrkede derfor selskabeligheden noget. Jeg var i
den alder, at jeg kunne iagtta-
ge, hvad der foregik ved disse sammenkomster. Der kom dug på
bordet, og serveringen bestod af skåren mad med øl og snaps.
Dækket bord, hvor man spiste med kniv og gaffel, var ikke
skik ved sådanne sammenkomster og bajersk øl kendtes ikke på
landet. Tonen i selskabet var særdeles god og ikke spor af
råheder. Lidt ud på aftenen fik de hver et glas punch tillavet af puncheessens, hvor der stod på etiketten: tillaves
med J dele essens og 4 dele kogt vand.
De underholdt sig med kortspil
(tre~ort),
og når de ved klok-
ken henad 12 holdt op at spille, så var det tit, at min bror
Peter blev opfordret til at synge for dem. Han havde en udmærket sangstemme og sang gerne, og dertil kom, at han, som
kom tit til København lærte mange nye melodier, og han havde
også mange viser, som han sang. Der kunne på den måde gå både
en og to timer, og det harmede Lars, hvad han selv har fortalt
mig mange år efter, men jo mere han trængte på at ville hjem,
desto mere holdt de andre tilhørere på at bie lidt endnu; og
Peter sang atter
Min broder christian, der var 7 år ældre end jeg, blev hjemme
et par år efter sin konfirmation, men i 16-års alderen, begyndte han som kok med en lille jagt fra Nakke. Han var stille og
pæn i sin optræden og havde et lyst og venligt sind og førte
megen skæmtetale med mig. Han sagde således til mig en gang,
33
om jeg vidste, at der var perlemor i mosters bakke? Det vidste
jeg ikke, for der var en bakke ved huset. Bagefter fortalte
han mig, at moster havde en præsenterbakke, hvor der var indlagt perlemorsblomster!
Han havde sejlet et årstid på englandsrejser, men da han var
18 år, blev han påmønstret et skib, der skulle til England,
derovre fik skibet ordre til at gå til Boston i Nordamerika.
De havde det dårligt på rejsen og fik en simpel kost. I Boston
var det som på andre store pladser i Amerika, at de større sømandsbeværtninger sender agenter til havnen for at kapre søfolk fra skibene med den hensigt at trække dem til deres beværtning og helst derefter at få dem til at desertere fra skibet. Det gik ligesådan her; de tilbød at hente deres skibskiste med indhold. Et par af besætningen var tillige med sk i bskiste og køjetøj allerede hentet iland. Min broder var den
sidste, men også han blev hentet iland. Det foregår på den
måde, at et par mand ror ud til skibet og går ombord. Vagten
på skibet tør ikke gøre modstand, thi så trues der med revolver. Når de så kommer op i beværtningen, tager værten køjetøjet under påskud af, at det skal luftes ud, men de ser det
aldrig mere. Værten sørger for så snart som muligt at skaffe
ny hyre til dem og tager som vederlag en eller to måneders
hyre for sin ulejlighed, som udbetales af den ny skibsfører.
Min broder fik også snart hyre og blev påmønstret et skib,
der skulle til Brasilien.
Den historie at desertere var et stort tab for ham, thi foruden det, som værten tog, fik han heller ikke den hyre, som
han tilkom fra det skib, han deserterede fra. Da han derefter
kom ned til det skib, han var påmønstret, var der oprør mellem
matroserne og kaptajn og styrmand, men hvorom vidste han ikke
da han ikke forstod, hvad de sagde til hinanden, men de trak
revolver på begge sider.
En anden ung mand (en nordmand) tilligemed Christian trak sig
34
hen i
forstavnen og ville ikke deltage i oprøret.
De kom så ud at sejle, der var mange matroser af forskellige nationaliteter, helt igennem et dårligt selskab. Christian havde fået et gammelt tæppe fra logiet, han kom fra,
i
stedet for sine gode køjeklæder, men det blev taget fra
ham af en, der lå og drak og var fuld i mange dage. I d e n
tid måtte Christian ligge på det bare gulv.
Fra Brasilien sejlede de til Ostindien og derfra til England, og han kom så hjem. Den rejse varede 2 år og 4 måneder.
Derefter gik han i nogle år i englandsfart som matros. I 1871
tog han styrmandseksamen, og sejlede i nogle år som styrmand.
Også han holdt til hjemmet nogle vintre, og det var meget
fornøjeligt,
thi uagtet han ikke ved hver lejlighed fortalte
om sine oplevelser imellem fremmede, så fik vi dog i
løbet
af vinteren mangen en beretning, om hvad han havde hørt og
set.
Fader var meget glad for sine drenge, og lad mig tilføje, at
det var moder også, men fader sagde tit, at Lars og Christian
skulle tale noget mere, så kunne de bedre gøre sig gældende.
Min broder Christian førte et års tid en brig, der hed Peder
Rod.
Fader havde måske nogen ret i hans anke over Lars og Christian, at de talte for lidt. De var begge i besiddelse af megen
selvkritik og havde megen sund sans, om hvad der var passende.
De fleste mennesker har det omvendt og taler for meget, så d e t
bliver til snak hen i vejret, som der intet indhold er i. Sådanne mennesker skader dem selv med den megen snak. Disse mine
to brødre havde i deres daglige dont kun ringe lejlighed til
at veksle ord med ret mange uden for deres egen kreds og tilmed vel nok kun om et bestemt emne: søfart og hvad dertil hører. Der erhverves eller læres ikke stor talefærdighed under
sådanne forhold. Peter derimod v a r me re talende end de andre
to, men han kom tidlig under andre f o rhold . .Ved at sejle i
' 35
den hjemlige fart kom han næsten daglig til at tale med
folk i
fører i
forskellige livsstillinger, og da han blev skibs22-års alderen, måtte han på forskellige kontorer,
dels for at klarere skibet som også for at søge fragt og
opgøre fragtudbyttet m.m. Og så var han af natur livligere end de andre to.
Jeg går nu over til at omtale mine søstre.
Min søster Ane var godt 12 år, da hun fik sine tvillingsøskende, og hun var før jeg kan huske noget derom min gode barnepige, der tog mig i
forsvar, når tjenestepigen sag-
de, at jeg ikke var så god som Trine. Sagen var den, at
Trine ved fødslen vejede 4 l/2 pund, medens jeg kun vejede
3 l/2 pund, og hun var derfor kraftigere, medens jeg var så
sølle, at de mente,
jeg næppe kunne leve. Trine var rolig
og græd ikke, og det var en hel fornøjelse for pigen at give hende mad, thi hun tog godt fra. Anderledes var det med
mig,
jeg skrålede som regel, når jeg skulle have mad, og jeg
var ikke nem at få mad i, og i det hele taget havde meget
mere uro af mig end af Trine. Ane opholdt sig i hjemmet indtil sit 2o.år, derefter tjente hun et år i Nykøbing, kom atter hjem og lærte dameskræddersyning i Rørvig.
Ane var velvoksen, nærmest høj, særdeles godt bygget,
flot skikkelse både i
ja en
figur og holdning. Hendes ansigt var
nærmest magert med faste lidt skarpe træk. Hun interesserede
sig levende for alt, hvad der foregik, og ingen af hendes
søstre havde et så hurtigt og sprudlende sind som hun. Kom
der et nyt spørgsmål frem om et eller andet,
fangede fangede
det straks hendes interesse, når hun syntes, det bar noget
godt i sig. Hun var i besiddelse af nogen veltalenhed og et
passende afstemt væsen, og det var derfor ikke fri for, at
hendes ord i
samtaler havde et skær af myndighed over sig.
Hun var mærkværdig hjælpsom mod dem, der trængte til en
36
håndsrækning, og hun kunne næsten glemme sit eget for at
hjælpe andre, skønt hun aldrig havde ret meget at give af.
Hun og Lars var jo i alder nær hinanden, og de måtte derfor følges ad til skole. Hun har mange år efter fortalt
nogle småtræk fra deres fælles skolegang. Det var således
dengang ikke sjældent, at børnene, når det var slemt sneføre, vik lov at ride til skolen, hvor de så slap hestene
, der selv løb hjem. Ved en sådan lejlighed ville Ane absolut ikke ride på den gamle, men på den unge og pæne hest.
Hun fik sin villie, men da de kom halvvejs, blev hesten
bange ved et hus og slog hende af og løb hjem. Hun måtte
gå resten af vejen, medens Lars, der red på den magre hest,
fortsatte ridende til skolen.
Glæden over at følges ad til skole var til tider heller ikke stor for Lars' vedkommende. Ved sådanne lejligheder søgte Lars at blive først færdig og gik. Når så Ane lidt efter
udenfor porten skulle se, hvilken vej Lars gik ad, gik hun
også samme vej, men idet hun kom ham nærmere, løb han over
marken og hen til den anden vej og fulgte den til skolen.
Der var heller ikke enighed om, hvem, der skulle bære deres
fælles madpakke (skolepakke). Ane forsøgte, som rimeligt
var, om de kunne dele dette arbejde, men Lars ville ikke.
Ved en sådan lejlighed, hvor de netop havde ført trætte derom, forsøgte Ane som et sidste middel, at sætte skolepakken
ved vejen og gik i håb om, at Lars skulle tage den, men nej,
Lars ville ikke tage den, så Ane måtte gå lang vej tilbage
for at hente den.
Disse træk taler just ikke til ros for nogle af dem, men det
karakteriserer dem. De var begge af et kraftigt gemyt, men
af et forskelligt sindelag. Livet lærte dem begge at bære
sig anderledes ad ... Men de to gemytter passede i deres umiddelbarhed ikke sammen.
37
Min søster Stine havde et mildt og godt ansigt, der lyste
af godhed, o g hun ville kun, hvad g o dt og rigtigt var,
hun var så umiddelbar. Hun var lidt mindre end Ane, og
hele hende s bygning var mere rund og vel også mere kødfuld. I modsætning til Ane .med det skarptskårne ansigt
havde Stine rundt ansigt med runde kinder, temmelig rank
af bygning uden dog at nå søsterens rankhed. Hun var vel
den af os søskende, der havde arvet mest efter fader, en
uligevægtighed, når der mødte dem større begivenheder.
Hendes tanke blev under sådanne forhold ligesom stækket,
så hun hverken vidste ud eller ind.
Hun var i
alder med Christian,og de to havde det så godt
sammen både i
skoletiden og i
årene derefter.
Hun var hjemme til sit 2o.år sammen med sin søster Ane.
Og når jeg nu tænker tilbage, om hvordan de to, der var
så forskellige kunne omgås uden at lide under det: Ane,
den kraftige og beslutsomme og tilme d den ældre, og Stine,
den ubeslutsomme med det eftergivende sind, kan jeg ikke
tænke andet, end at Stine har lidt derunder, og at den
smule selvstændighed hun var i besiddelse af yderligere
blev holdt tilbage.
Da min broder Peter kom til Yderby, rejste hun med ham og
var der i
nogle år. Senere var hun noget hjemme og tjente
også et årstid hos sin morbror Christen Sørensen. Hun var
livsglad og sang gerne og var vel den af søstrene, der
havde den bedste sangstemme.
Min søster Marie havde et godt og roligt ansigt, der var
solidt præget. Hele hendes temperament var sådan, at hun
kunne tage begivenhederne, som de kom med godt humør med
det sind, der siger, at vanskelighederne skal overvindes.
Hun var af vækst lidt mindre end Stine, nærmest en bred
fast figur med en rank krop. Hun og Christian var som børn
38
fregnede i ansigtet, hvilket nærmest stammer fra slægten
Peter Hermansen. Marie var vel nok den af os søskende, der
var mest ude at tjene. Først tjente hun hos en skipper i
Nakke og senere i nogle år hos skipper Jacob Jensen iRørvig. Jeg erindrer fra vinteraftenerne, medens jeg var en
mindre skoledreng, når mine ældre brødre havde spist aftensmad, kunne Marie stoppe og tænde piber til dem.
Til sidst skal jeg omtale min søster Trine. Om hende kan
jeg kun sige det allerbedste, jeg synes, at hun var uforlignelig. Vi omgikkes hinanden i disse mange år: barndom,
skoletid, ungdom, kun med afbrydelse af de 4 1/2 år, jeg
var rejst ud.
Det er mig en stor glæde at tænke tilbage på den tid. Vi
hjalp hinanden som børn så troligt, og særlig om sommeren,
syntes jeg, vi gjorde god fyldest.
de vi to størstedelen
I hele sommertiden gjor-
af arbejdet med at flytte og vande
dyrene, når vi da ikke var i skole. Når vi skulle vande og
flytte m.m. så forhandlede vi med hinanden om, hvordan vi
skulle fordele arbejdet, og vi blev altid enige, der var ikke gnist af tanke om, at den ene ville snyde sig til den
lettere del af arbejdet til skade for den anden, nej, vi
.ville gøre det så ligeligt og godt for os begge. Tit syntes
vi også, at det var rart at følges
ad og i særdeleshed, når
vi skulle vande heste, thi da red vi begge to på hver sin
hest.
Og alle vore skoleår, hvor gik de dog herligt. Vi skiftedes
troligt til at bære skoletasken, og når vi gik hjem fra skole, så ville Trine ikke gå fra mig, når jeg, som det kunne
ske, var kommet i
leg med andre drenge.
Vi trættedes aldrig og jeg tror ikke, at vi nogensinde har
sagt noget uvenligt ord til hinanden.
Trine var på højde med min søster Ane,
samme
ja også omtrent af
bygning. Hendes ansigt lyste a f godhed og tilforlade-
39
lighed ..
Hun var af natur ikke fremtrædende, måske nærmest
stille og gjorde ikke fordring på at præsentere, hun var så
ligetil. Surhed i sind og lunefuldhed var vi så godt som
fri for hos alle os søskende, ja, også hos fader og moder.
Efter at jeg i det foregående har givet en kort karakteristik
af mine søskende og hvorledes, vi levede i hjemmet, vil jeg
fortælle om mig selv, og den vil blive noget længere, idet
jeg tager hele min levetid fra min konfirmation og til jeg nu
som gammel mand skriver denne, som jeg ser, lange beretning .
Ved min konfirmation tænkte jeg det som en selvfølge, at jeg
ligesom mine brødre skulle være sømand, ikke fordi jeg havde
særlig lyst til søen, men nærmest for at komme ud og lære noget, ja, få noget ud af livet!
Mine forældre rådede mig fra at gå til søs og sagde, at nu de
blev ældre, ville de være ked af at have også mig på søen, det
ville stadig volde dem uro og bekymring. Blandt andet foreslgg
de, at jeg skulle læse til skolelærer, men det havde jeg ikke
lyst til.
Men nogle dage efter min konfirmation var fader i Nykøbing og
var som sædvanlig kørende ind hos købmand Petersen. - Denne
. havde til fader beklaget sig over, at en lærling, han for kort
tid siden havde fået, var blevet syg, og da han tilmed var en
uregerlig knægt skulle han sendes hjem til Fåborg. Petersen
manglede altså
en lærling og ønskede at få en. Fader havde
så sagt, at han havde en søn, som måske ville tage
den plads.
Jeg syntes straks godt om det og to dage efter kørte fader og
jeg op til købmanden, hvor jeg blev kaldt ind på kontoret,
hvor han betragtede mig og gav mig et brev at læse, og
deref~
ter blev jeg stillet overfor en talrække, som jeg skulle summere op. Aftalen blev, at jeg måtte komme. Læretiden skulle ·
være 5 år, og så skulle jeg have kost og ophold og klæder.
Jeg trådte så i lære 18.okt.l865.
40
Forholdene i forretningen og hjemmet var meget gode, og jeg
følte mig godt tilpas.
Nu var det i de tider ikke let for en bondedreng at komme
til købstaden, og jeg mærkede godt, at jeg blev betragtet
som lidt lavere end andre unge mennesker i samme stillinger.
Disse gik som regel med pænere klæder, og da jeg bortset fra
mit konfirmationstøj, der var af klæde, kun havde vadmelsklæder, og i stedet for kravetøj kun et gråt sirtstørklæde om
halsen, kan jeg godt forstå, at jeg stak en del af for de andre unge mennesker, der var mere pralende. Følgen blev, at
jeg også var tilbageholdende og aldrig søgte selskab med nogen af dem. Jeg var nok selv efter den tids skik dårlig forsynet med klæder, og så vidt jeg husker også med linned, men
den sag havde min moder ingen forståelse af. Overfrakke havde jeg ikke, men i de tider så man aldrig nogen skoledreng
med overfrakke, men jeg fik et sådant klædningsstykke den l.
vinter.
Hjemve har jeg aldrig følt, og de nye forhold interesserede
mig, ikke alene hvad jeg havde med at gøre i forretningen, men
også mit forhold til kunderne, idet disse bragte ved samtale
adskilligt nyt udefra, og jeg følte rigtig, hvor uheldigt det
er at leve i en afkrog, som Nakke var i de tider. Rørvig sogn
havde ikke meget samkvem med det øvrige Odsherred og var kun
lidt i forståelse med de fremskridt,
der blev gjort i landbru-
get. Jeg tænker særlig på dræning og mærgling som også den be7
gyndende bevægelse for at kraftfodre køerne. Den smule nyt,der
tilflød sognet, kom dels fra de mange søfolk, som sejlede dels
i hjemmefart og dels i udenrigsfart, og i det hele ved den lette forbindelse, vi havde, til København. Dette førte med sig,
at vort sprog var kønnere, og at vi helt igennem var kvikkere
end dem, der boede på den anden side Nykøbing, men det var for
vort vedkommende kun en politur, der kun havde ringe værdi . .
I de følgende år kunne man ikke blive fri for at lægge mærke
til de unge mennesker, der havde været på højskole. Det var
41
muntre og kvikke karle og piger, der førte ret utvunget og
måske lidt selvbevidst tale. Det var unge, der ville noget,
thi foruden hvad de havde lært på skolen, var deres sind
og interesse opladt for hvad nyt, der var i fremtiden, og
den mistænksomhed, som bondestanden i ikke ringe grad havde
for alt, hvad der var nyt, var ligesom blæst bort hos ungdommen.
Det glædede mig at tale med disse unge mennesker, og jeg fik
rig lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med en del af
dem.
Det var også i disse år, at de fremmeligste gårdejere begyndte at kraftf o dre køerne, og de almindelig benyttede foderstoffer var rapskager og hvedeklid, ja, man kendte på den tid ikke andre foderemner udover egen avl af sædevarer. Den stærkere fodring gav mere mælk, og produktionen af smør gik stærkt
fremad. Mælkens behandling blev gjort til genstand for nøje
overvejelse, thi det gjaldt nu om både at lave meget smør og
også at frembringe en kvalitet, der i finhed ikke stod tilbage for herregårdssmørret. Købmand Petersen var også særlig opmærksom på dette forhold, og da han havde et landbrug, hvorpå
der holdtes 12-14 køer, begyndte han også at kraftfodre og
kærne smør. Der blev indrettet en lille mælkekælder og antaget
_en mejerist, og da denne var en flink ung mand, der foruden at
have lært at lave smør, også havde været på Vallekilde højskole, blev jeg meget optaget af at tale med ham.
Disse samtaler gav anledning til, at jeg fik lyst til at vide
mere om landbrugsforhold og købte Lacoppidans agerdyrkningslære for senere også at holde et landbrugsblad.
Dette og forskelligt andet førte til, at min interesse for
handelen slappedes, og jeg syntes, at landbrug under nye former, som jeg havde læst en del om, var langt mere fornøjelig.
Dertil kom den omstændighed, at som handelen dreves dengang,
var det ikke let for en ung mand at komme frem,
idet de store
42
købmænd havde deres faste kunder, og at det var umuligt
for en ung mand med så godt som ingen penge at få en sådan forretning. Og en lille "fedteforretning" ville jeg
ikke have. Jeg indrømmer, at det var barnlige betragtninger,
og tiden har også udviklet sig anderledes, end jeg tænkte.
Mine forældre, hvem jeg betroede disse mine tanker, sagde
kun, at de ikke havde noget imod, at jeg forlod handelen.
Jeg bad derefter købmanden om at få lov at rejse, da jeg
ville til landvæsenet, og det fik jeg lov til efter at have
været der i 2 1/2 år.
Den 13.maj 1868 forlod jeg Nykøbing, og den 15.maj kørte
min fader mig til Refsnæsgaard hos proprietær O.Lawaetz for
at lære landbrug. Jeg gav loo rigsdaler for det første år.
Det var en lang køretur og på fast vogn, og min søster Trine var med på turen. Trine sad i agestolen hos fader, og
jeg sad på en seng bag i vognen.
Forandringen var stor fra i Nykøbing at gå mine lette dage
til nu, hvor der skulle tages kraftigt fat fra morgen til
aften. Med kosten var det også en stor forandring, i Nykøbing var kosten særdeles god med 2 gange kaffe og 2 gange
te daglig, og på Refsnæsgaard med kogt mælk om morgenen til
smørrebrød, der blev bragt os to elever på kammeret. Frokosten og eftermiddagens mellemmad var sædvanlig det ene belagt med ost og det andet med kødvarer, sommetider saltede
ko-yvere. Til aftensmad var som regel nykogt vandgrød med
mælk på. Det kneb meget for mig med den mælk, idet jeg som
barn havde fået lede til mælk og bildte mig ind, at jeg fik
kvalme af den. I Nykøbing blev jeg på den konto fritaget for
at nyde mælk, men nu var der ingen barmhjertighed længere,
jeg måtte vænne mig til det. Det var sådan, at middagsmaden
og aftensmaden spiste vi elever sammen med herskabet, så jeg•
var tvunget til at vænne mig til. I begyndelsen tog jeg kun
43
meget lidt af denne vare, men tid efter anden tog jeg mere,
og det var godt, at jeg på den måde fik lært det. Den kogte
mælk, der blev bragt om morgenen, rørte jeg aldrig, men gik
i stedet for hen i mejeriet og hentede mig en pøs kærnemælk.
Kaffe fik vi kun om søndagen.
Den anden elev hed Tuxen og var søn af en afdød oberst i København. Han kom til København og tog landbrugseksamen, og
blev senere lærer på Landbohøjskolen. Vi to var meget gode
kammerater og skiftedes til at bruge heste og andet arbejde.
I vintermånederne skiftedes vi også til at arbejde i marken
eller i laden, og at hjælpe til i kostalden, hvor vi for at
komme tidlig op måtte ved morgenmalkningen lære at malke.
Tonen på gården, såvel fra herskabet som fra hele arbejdspersonalet var meget god, man hørte ingen råheder, drik eller andre uvornheder af nogen art. Der blev helt igennem arbejdet trygt og godt. Der blev arbejdet en del på akkord.
Slå- og mejemaskiner kendtes ikke, og høstarbejdet, slåning
af græs og mejning af sæd blev udført på akkord. Om efteråret
var to mand med hver sin hest for gumpekasse beskæftiget med
at køre tang sammen i møddinger. Bagefter måtte en af os elever måle op, hvor mange tønder eller skæpper land , hver enkelt havde mejet eller slået og ligeså måle hvormange kubik!od tang, der var i møddingerne.
Roelægningen blev foretaget med hånden, og for at der skulle
lægges med passende afstand, bar man sig ad på den måde, at
en af daglejerne tilligemed en af os elever efter der var
kammet op med et reb imellem os og med en målepind i håNden,
trak rebet frem og tilbage tværs over kammene og derved afgav
mærke, hvor frøet skulle lægges, og S-6 koner fulgte os og lagde frøet, ·hvor rebet havde sat mærket. Det var, syntes jeg, en
udmærket måde, at udføre dette arbejde på.
Are t efter, da jeg var kommet ind på kalundborg Ladegård fik <·
vi roefrøsåmaskine lavet af træ til at så to rækker ad gangen.
Men det var så nyt og vistnok også så uvelkomment, at Carl La-
44
vetz, der havde ledelsen af gårdens drift, ikke gerne lod
den stå i marken natten over af frygt for at nogen af harme over, at den maskine overflødiggjorte konernes arbejde,
skulle ved hjælp af en visk halm og en tændstik brænde maskinen. Otto Lawaetz og hustru havde B børn, hvoraf den
yngste var født i foråret 1B6B og blev døbt kort efter, at
jeg kom dertil. Han kom til at hedde Carl Lawaetz og blev
senere den meget bekendte Carl Lawaetz, der ejer flere
he~­
regårde.
Året efter kom jeg til Kalundborg Ladegård, som O.Lawaetz
havde i forpagtning, og som bestyredes af hans broder Carl
Lawaetz, der var ugift, men hans moder ledede husvæsenet.
Forholdene her afveg ikke synderligt fra dem på Refsnæsgård.
Jeg havde mit eget spand heste, to sorte fireårs hopper, og
fulgte som regel dem. Jeg var ene-elev, men delte værelse
med mejeribestyreren, og vi havde vor hybel i en halvkælder
i hovedbygningen og havde det meget hyggeligt, og da der var
kakkelovn sørgede vi for ~t have det lunt og godt om vinteraftenerne.
Denne gård var såvidt jeg husker på 46o tdr.land, medens Refnæsgård kun var på 321 tdr.land. Vi havde, så vidt jeg husker,
B spand heste, og jeg var nr.3, og vi fulgtes altid efter num.mer til og fra marken.
Vi havde som omtalt foran maskine til roelægning, og det arbejde tog jeg del i. Da roerne kom op, havde vi koner til at
luge, hvor jeg føEte tilsynet og gav akkord pr.løbende favn
efter at jeg havde foretaget prøvelugning.
For mig var det en forbedring at komme til Ladegården, idet
jeg hver morgen kom ind i spisestuen og drak kaffe med smørrebrød til. Det var smurt og sat ind, og da jeg var den første, der fik kaffe, kunne jeg godt spise, hvad jeg ville, men
af bar beskedenhed turde jeg ikke spise mig rigtig mæt af frygt
for, at der skulle lægges mærke til det.
Carl Lawaetz var en meget human mand, men noget ordknap, men
45
det mærkedes her ligesom på ~fnæsgård en stramt gennemført
sparsommelighed især hvad angår husholdningsudgifter. Selskaber blev der. aldrig holdt. Otto Lawaetz holdt til Indre
Mission og bad bordbøn før måltiderne og holdt aftenandagt.
Om Carl Lavaetz var noget i religiøs henseende ved jeg ikke,
men det var skik på Ladegården, at vi efter at have sat os
til bords, tavst foldede hænderne så meget som et halvt minut, inden vi begyndte at spise.
I disse to år, var jeg hjemme to gange. Den første gang fik
jeg hest fra Refsnæsgård og red hjem og havde en ferie på 8
dage. Den anden gang skulle jeg hjem til min søster Stines
bryllup, og gik hele vejen.
Jeg har altid været glad over dette mit to-årige ophold på
disse gårde, jeg fik at forstå, at hvis man vil nå noget og
komme frem i verden, må man være arbejdsom og sparsommelig.
Lad mig lige føje til, at jeg i det år, jeg boede i Kalundborg dog aldrig var på nogen beværtning.
Da jeg i efteråret 1869 var hjemme til min søster Stines bryllup, fik jeg at vide, at min broder Lars tænkte på at holde
bryllup næste forår. Da forholdet lå således, blev jeg spurgt,
om jeg ville tage hjem til den tid, og det gik jeg ind på.
Af den grund ønskede jeg at tage praktisk del i arbejdet i mejeriet, og i et par måneder sidst på vinteren fik jeg lov til
at gå tilhånde med alt, både smørkærning og ostelavning.
Vandmejeri, det vil sige mælkens afkøling til flødeafsætning
var lige i sin vorden, men endnu var det ikke indført der på
mejeriet; kun i de uger jeg var i mejeriet blev der anstillet
nogle forsøg.Den hidtil brugte fremgangsmåde anvendtes, nemlig, at hensætts
mælken i store jernfade ti·l flødeafsætning. Disse fade var ca.
4 alen lange og ca. 2 l/2 alen brede og hvilede på et fundament, der var ca.l alen højt. Fadene var af 3/4' • svært støbejern og S'' høje, malet indvendig med mønniefarve. - På Refs-
46
næsgård var også jernfade, men de var med glasur indvendig og
derved lettere at holde rene.- I sådanne fade blev mælken opsiet i 3-4' • shøjde og henstod om vinteren i 36 timer til flødeafsætning. Derefter fulgte hensættelse af fløden til syrning
og derefter kærning.
Æltningen af smørret blev gjort med hænderne, og det var en hel
kunst at lære det, thi smørret måtte ikke hænge ved fingrene,
og hvis det hængte ved fingrene, blev det fedtet, hvilket nedsatte det betydeligt i kvalitet. Den skummede mælk benyttedes
til Ostelavning, og vallen gik til svinene.
Den !.april 1870 forlod jeg Kalundborg Ladegård, og fader hentede mig hjem.
Når jeg nu ser tilbage og skønner over, hvad udbytte jeg havde
af disse 4 1/2 års ophold udenfor hjemmet, har jeg al grund
til at være tilfreds, thi havde jeg i stedet for blevet hjemme ville min interesse ikke være blevet vakt for alt det nye,
der var i frembrud. Jeg er glad, fordi jeg var de 2 l/2 år ved
handelen, og jeg er også glad over, at jeg kom til landvæsenet,
og endelig er jeg også glad over, at jeg fik min virksomhed ved
~andbruget,
indtil min søn kunne overtage gården.
ISBN 87-89821-13-o