1. No category

En praktisk håndbog om
GRÆS
Indhold
Forordside 6
Kapitel 1. Græsarter
En håndfuld ud af 6000 arter
Frøblandinger
Bluegrass
En hård nyser
Græsset vi træder på
Millioner af frø
Kvikgræs - en sejlivet fjende
side 7
side 8
side 9
side 9
side 10
side 10
side 13
side 13
Kapitel 2. Plænerside 15
Naturgrundeside 16
side 17
Parker og anlæg
De små plæner
side 18
De store plæner side 19
Villahavenside 20
Kapitel 3. Jord og gødning
side 21
Græssets livsgrundlag er en
blanding af sand og muld
side 22
Heste bruger den søde tand
side 24
Græsset skal have noget at leve af
side 24
Kalk spredes kun, når jorden er for sur side 28
En duftbombe af lavendel
side 29
Topdressing jævner og plejer
side 30
Kapitel 4. Redskaberne
side 31
Fra le over benzin til computerstyring side 32
Kapitel 5. Græsset klippes
Portræt af en moderne
side 37
motorplæneklipper
side 38
Græsset skal holdes nede
med skarpe knive
side 40
Jordbær i pyramide
side 42
Uhyggeligtside 46
side 47
Tilrettelæg klipningen
Den første
side 48
Barske redskaber giver græsset massage
side 48
Lydeffektside 50
Tænk også på naboerne, når du
vælger plæneklipper
side 50
Kapitel 6. Anlæg plænen
side 51
Den nye græsplæne skal ligge
side 52
på et løst grundlag
Bare rolig, det skal nok komme op
side 54
Læg løg under græsset
side 54
Når den grønne løber rulles ud
side 56
Kapitel 7. Læg plænen om
side 57
Kattegræsside 58
Måske kan det bedst betale sig
side 58
at begynde helt forfra
Kapitel 8. Forny plænen
side 61
Giv plænen kunstigt åndedræt
side 62
Vand det tørre spagnum. inden
posen åbnes
Græsset dør
side 64
side 64
Kapitel 9. Pas plænen
side 65
Plænen skal vandes sjældent,
side 66
men grundigt
Klip jævnligt, men ikke for tæt
side 68
Spor i plænen
side 69
Golfgreen
side 70
Lapper af græstørv
side 71
Hullet som en si
side 72
Rundt om græsset
side 73
Græs og fliser side om side
side 74
Kapitel 10. Ukrudt og sygdomme
side 75
Lad græsset kvæle ukrudtet
side 76
En konge blandt ukrudt
side 77
Vi kalder dem for ukrudt
side 79
Et trekløver
side 81
Mos er flot, men uønsket
side 82
Hekseringen vokser år for år
side 83
Svampen trives under sneen
side 84
side 84
Få muldvarpen i fælden
Lad plæneklipperen gøre arbejdet
side 85
Husdyr og småkravl
side 85
Prøvførst med håndkraft
side 86
Kapitel 1
Græsarter
Som hjemmebotaniker har man ikke mange
chancer for at afsløre hvilke græsarter, der
findes i græsplænen. Det er først når græsset
bliver stort og sætter frøstande, at græsset
træder i karakter. Her ses et tilfældigt udpluk
fra græsmark.
En håndfuld ud af 6000 arter
Der findes omkring 6000 forskellige
græsarter, men en almindelig og nyanlagt græsplæne indeholder generelt
ikke mere end fire til fem typer.
Af de mange græsarter optræder
omkring 150 i Skandinavien, mens
resten er fordelt over hele verden.
Af de 150 arter, man kan støde på i
Norden, kan højst en snes anvendes
til græsplæner, og med det forædlings- og forsøgsarbejde, der har
fundet sted de seneste 30-40 år, er
antallet af græsarter, som findes i
moderne græsfrøblandinger, kun en
lille håndfuld. De fire til fem arter er
til gengæld både udvalgt, afprøvet og
tilpasset de krav, man kan stille til en
græsplæne, og de blandes i en lang
række forhold afhængig af plænetypen. Græsarterne skal leve op til
følgende krav:
• De skal kunne tåle tæt klipning.
• De skal klare sig og overleve både i stærk kulde og tørke.
• De skal være lavtvoksende.
• De skal være modstandsdygtige
over for sygdomsangreb og skadedyr.
• De skal trives både under stærk sol
og i skygge.
• De skal kunne vokse i meget forskellige jordtyper.
Det siger sig selv, at ingen enkelt
græstype kan leve op til alle disse
krav. Endvidere er ønskerne til græsplænens udseende og anvendelse et
vigtigt element. Nogle græsplæner er
mest til pryd, mens andre eksempelvis er til hårdt slid.
Derfor kombineres græsarterne i
såkaldte græsfrøblandinger, hvor frøene er fordelt i en lang række forhold,
afhængig af hvilken plænetype man
ønsker. Derfor er det værd at kende
lidt til de mest anvendte græsarters
egenskaber, så man kan vælge lige
præcis den blanding, som passer til
plænen – hvad enten den skal anlægges eller blot plejes. De mest almindelige og mest anvendte græsarter er:
1. Engrapgræs.
2. Rødsvingel.
3. Rajgræs.
4. Hvene.
Hver af disse arter findes i flere
sorter, men det er kun fagfolk, der
har gavn af at skelne græs i så små
detaljer. For allerede ved at blande de
fire nævnte arter vil man kunne opnå
en hvilken som helst græsplæne, og
der eksisterer ikke nogen facitliste
med hensyn til, hvilke græsblandinger man skal benytte.
Hver producent og haveekspert
har sine blandingsopskrifter, så det er
i høj grad et spørgsmål om, hvem og
hvad man vælger at tro på.
Til en prydplæne, lidt i engelsk
stil, pæn, smuk og klassisk, kan man
for eksempel blive anbefalet følgende
tre forskellige blandinger:
1. 50% engrapgræs og 50% rødsvingel
2. 45% engrapgræs, 45% rødsvingel
og 10% hvene
3. 60% engrapgræs, 35% rødsvingel
og 5% hvene.
Alle tre sammensætninger vil
utvivlsomt give et tilfredsstillende
resultat, og kun ved at studere de
enkelte græsarters egenskaber og
sammenholde dem kan man få et
helt præcist og detaljeret indtryk af,
hvordan græsplænen bliver. Men det
arbejde har frøproducenterne gjort
og skrevet i deres brugsanvisninger.
Tidligere kunne man selv mixe sin
græsfrøblanding, men nu om dage vil
man kunne købe en blanding, som er
tilpasset de individuelle behov.
Ud over de her nævnte græsarter
findes et stort antal, som benyttes til
specialopgaver, og der foregår hele
tiden udvikling og forbedring af nye
og eksisterende græsarter.
Frøblandinger til
tre slags græsplæner
Den fine plæne
50% engrapgræs
50% rødsvingel
Den slidstærke plæne
30% engrapgræs
40% rødsvingel
30% rajgræs
Den alsidige plæne
15% engrapgræs
40% rødsvingel
40% rajgræs
5% hvene
Her er tre bud på frøblandinger, man kan bruge
til sin græsplæne – afhængig af hvad den skal
leve op til.
Bluegrass
Bluegrass er en amerikansk
folkemusikstil, som er kendt
fra Nashville og for at være
meget rytmisk og udtryksfuld.
Men bluegrass er også en af
de græsarter, som klarer sig
bedst i særdeles vinterkolde
egne i Nordamerika og specielt
Canada. Blandt arterne er Kentucky Bluegrass, engrapgræs,
en af de mest udbredte typer.
I musikalsk forstand har
græsarten formentlig ingen
tilknytning til musikstilen. Uofficielt siges bluegrass-musikken
at rumme to elementer – følelser (blue) og rødder (grass).
Og man skal ikke søge musikrødderne i det kolde nord, men
derimod i det varme syd.
Den amerikanske gruppe
Bluegrass Etc.
Græsset vi træder på
Rødsvingel, den hårdføre og smukke. Den har
fine smalle blade og tåler tørke, kulde og hård
klipning, men er ikke særlig slidstærk. Den indgår
med en ret stor andel i de fleste græsblandinger og
anvendes mest til park- og villaplæner og ikke til fx
fodboldbaner. Rødsvingel stiller ikke store krav til
jorden, som godt kan være næringsfattig, men den
trives ved tilførsel af gødning. Den spirer hurtigt
og giver en tæt plæne. Arten er også vildtvoksende
og findes i flere sorter med fx korte og lange udløbere, som egner sig bedst til naturgrunde.
En hård nyser
Af og til kan man støde på
tuer af græs i plænen, en særlig hårdfør og isoleret græsart
med stive, lyse og grågrønne
blade, som overlever selv de
værste tørkeperioder og tilsyneladende ikke vil bukke under.
Den har en fremragende evne
til at dukke op, hvor man ikke
ønsker hverken den eller andet
græs, som fx midt i havens
grusgange. Arten hedder fåresvingel, og den optræder aldrig
i græsblandinger.
Det er en uønsket outsider,
som hører til på naturgrunden
og ikke i den friserede villahave. Den kan dog anvendes
som fugegræs mellem køre- og
parkeringsfliser.
Rødsvingel findes med
og uden udløbere, og
begge typer bør indgå i
en god græsblanding.
Engrapgræs, den slidstærke og
langsomme. Typen er sammen med
rødsvingel den mest almindelige i
græsblandinger. Bladene er bredere,
og den spirer forholdsvis langsomt
især i kølige perioder. Til gengæld er
den stærk og tåler fint både leg og
boldspil, og med sine udløbere er
den god til at skjule skader i plænen.
Engrapgræs kan gro på de fleste
typer jord men kræver næring og
sol for at trives og blive rigtig smuk.
Flere sorter af engrapgræs varierer i
bladbredde, slidstyrke og tæthed.
Rajgræs, den grove og lidt sarte. Typen kendes også som engelsk rajgræs,
og den har mange fine egenskaber
men har svært ved at overvintre i
koldt klima, og så angribes den let af
svamp. Den spirer hurtigt og bruges
tit til reparation af græsplæner.
De ældre sorter har temmelig
grove, brede blade, mens nye sorter
er mere smalbladede og vokser tæt.
Den er ret aggressiv og kan fortrænge andre arter, og den benyttes
mest i plæner, der anvendes til lidt af
hvert.
Engrapgræs
bør ikke klippes
for tæt. Helst
ikke under
3 cm.
Rajgræs er en
fast bestanddel
i blandinger
til de robuste
plæner.
Hvene, den fine og fornemme.
Hvene eller rødvene danner en tæt
og blød græsmåtte, som kan klippes
meget kort. Den er til »luksusgræsplænen« og indgår ofte i golfbanernes smukke greens. Slidstyrken er
ikke imponerende, og den er både
langsomt spirende og langsomt voksende Frøene er meget små. Der går
15 millioner på et kilo. Hvene findes
sjældent i græsblandinger med mere
end 5-10%, og den klarer sig godt på
både sandet og sur jord. Den tåler
kulde og tørke.
Rødhvene
er både
sart og fin.
Timoté, den vilde og hurtigtvoksende. Skal bar jord blot dækkes
med noget grønt, kan denne græsart
klare det. Timoté er lavt- og hurtigtvoksende græs, der spreder sig med
udløbere. De brede blade danner
hurtigt tætte og slidstærke plæner,
men den bruges fortrinsvis til områder, der blot skal være græsbevoksede
og til plæner med stor slitage og ikke
til sirlige villahaver.
Den klarer sig godt på mager
jord, og den vilde timoté gror også
fint på lerede og fugtige jorder.
Stivbladet svingel, den nøjsomme
og spinkle. Denne græsart hører ikke
til de almindelige, men den klarer
sig godt på meget fattig jord. Selv på
tørre, sandfulde og næringsfattige
jorder kan den langsomtvoksende
svingelart overleve. De sorter, som
benyttes i dag, danner tætte græsmåtter med mange skud, men det er
karakteristisk, at de ikke tåler hverken
slitage eller særligt kølig klima.
Arten indgår ikke i de almindelige
græsblandinger, som man kan købe i
havecentre og på planteskoler.
En græsart, der
vokser hurtigt.
En sjælden og
lidt sart græsart.
Millioner af frø
Kigger man i en pose med en græsfrøblanding, er det mest iøjnefaldende en betydelig forskel på frøenes
størrelse.
Frøene er fra 1 til 7 mm lange og
ellers vanskelige at skelne fra hinanden. Tager man et kilo græsfrø,
som normalt rækker til såning af et
areal på 30-50 kvadratmeter, kan
mængden af enkeltfrø variere fra ca.
500.000 frø til næsten 20 millioner
frø. De største frø kommer fra engelsk rajgræs, og de mindste hører til
hvene eller rødhvene.
Det er værd at huske, at store
frø har mere livskraft end små, og at
hvert eneste frø indeholder en række
egenskaber, som samlet skaber en
smuk græsplæne.
Slipper man græsarterne fri og lader
dem gro og passe sig selv, vil de vokse til
højder fra 20 til 90 cm. Et syn man kan
nyde mange steder, på naturgrunde og
langs grøftekanter.
Nogle græsfrø er mindre end andre. Her ses en
blanding af rajgræs, rødsvingel og engrapgræs.
De lyse rodstængler er kvikgræssets visitkort, og det er sjældent velkomment i haven.
Kvikgræs – en sejlivet fjende
Den er ualmindelig kvik denne
flerårige græsart med det latinske
navn Elytrigia repens og ellers
kendt blot som almindelig kvik eller senegræs på grund af de kraftige underjordiske udløbere, som
kan danne hele netværk og virkelig
leve op til betegnelsen uønsket.
Kvikgræs er enhver haveejers
mareridt, hvis den får bredt sig
og får godt fat, og bekæmpelsen
består kun i at udsulte den – enten ved at dække den helt til eller
klippe den ned, så snart den spirer.
Almindelig lugning er naturligvis
også en fremgangsmåde, men det
kræver omhu, for selv små bidder af de hvide rodstængler, som
man ikke får med op, vil skabe
en ny plante. Kvikgræs har sine
sejlivede egenskaber fra sin oprindelige biotop ved kysten, hvor
den har overlevet næringsfattigt
sand, storm, saltvand og havvejr.
Med en »opvækst« under så barske
forhold trives den naturligvis fortrinligt i havejord, i skygge og sol
og alle andre steder.
Kapitel 2
Plæner
På naturgrunden vokser
græsset vildt og kan
bedst trimmes med en
motoriseret le.
Fritidsgrunden er ramme
om det sunde liv, og
plænen skal klippes
– hurtigt og effektivt!
Græs er perfekt til store
offentlige områder, som
nemt vedligeholdes med
en moderne plænetraktor.
Den store plæne eller
det lille græsanlæg byder
velkommen.
Den lille plæne med den
store rekreative værdi
hører til i forstæderne.
Den trimmede plæne på
den store naturgrund
kræver maskinkraft.
Græsplænen er
blød og perfekt som
underlag for leg og
tumleri.
Det hele skal passes,
og til gengæld får man
motion og ro i sjælen.
Fritidshuset gemmer på
de gode stunder, og haven
er en del af stoltheden.
Græsplænen appellerer
til den frie og utvungne
udfoldelse, og børnene
elsker den.
Villaplænen skal klippes
pænt, støjsvagt og uden
for meget besvær.
Græs er et afgørende
element i havens
planlægning og indretning
– og det kan gøres smukt.
I samspil med havet eller
søen skaber den grønne
plæne en betagende og
flot kontrast.
Kapitel 3
Jord og gødning
Græssets livsgrundlag er en
blanding af sand og muld
Selv om græs kan vokse stort set alle steder, så trives det bedst i en
veltilrettelagt jord, hvor der er taget højde for vækstbetingelserne.
Græsplanten er ikke kræsen. Den
vokser endda gerne i jord, hvor andre
planter vil bukke under. Men vil man
have en smuk og livskraftig græsplæne, skal jorden opfylde en række krav
for at give græsset de nødvendige
vækstbetingelser.
Jorden skal være rigtigt sammensat, den skal have en bestemt
konsistens, og den skal indeholde de
rigtige næringsstoffer.
En god græsjord består af en
blanding af sand og muld. Sandet,
eller den uorganiske del af jorden,
skal sikre, at græssets vækstlag, hvor
rødderne skal arbejde, er tilstrækkelig porøs, så rødderne ikke kvæles,
men tværtimod kan få let adgang til
de livsvigtige næringsstoffer, som
findes i vand og luft. Græsrødderne
er plantens »lunger«, som skal kunne
ånde og optage næring. I en tung og
tæt jord vil rødderne vokse så dårligt,
at græsset ikke kan konkurrere med
ukrudtet, som langsomt vil overtage
plænen. Mellem 30 og 70% af jorden
bør bestå af uorganisk materiale i
form af sand eller fint grus, så jorden
bliver let og porøs.
Men sand og grus gør det ikke
alene. Græsset skal også have noget
at leve af, og her har muldindholdet
stor betydning. Mulden, som er den
organiske del af jorden, må godt være
mindre end den uorganiske, selv om
dens evne til at stabilisere næringsindholdet og dens evne til at nedbryde planterester er afgørende.
I mulden omdannes både afklippet græs og græssets rødder til ny
muld. En græsplante, der er i god
trivsel, vil forny sit rodnet i løbet af et
år, og jo bedre trivsel, jo mere muld
bygges der op.
Ved etablering af en ny græsplæne kan man skabe perfekte vilkår
for græsset ved at blande et ca. 10
cm tykt lag grus og sand med et 3-5
cm tykt lag muldjord. I et så let og
porøst vokselag vil græsrødderne
hurtigt få fat og brede sig.
Under dette lag bør man sikre sig,
at jorden er veldrænet, så regnvand
ikke ophobes, men ledes væk. På den
anden side bør jorden heller ikke
være så let – fx sandjord – at fugten
forsvinder fra græs-jordlaget.
Ofte vil man efter fx nybyggeri
have et hårdt sammenpresset jordlag
rundt om huset, hvor plænen skal anlægges. Spredes et lag muldjord direkte ud på denne hårde jordskorpe og
græsset sås, vil det opvoksende græs
efter kort tid komme til at lide af iltmangel, lugte råddent og dø. Situationen kan nemt opdages, fordi der som
regel vil stå småsøer og vandpytter på
grunden. Jorden bør derfor »grubes«,
det vil sige løsnes i dybden, så den
bliver porøs. Jordens kvalitet her er af
mindre betydning. Den må godt bestå
af både sten og i øvrigt være mager.
Det trives græsrødderne fortrinligt i,
når blot det øverste vækstlag tilrettelægges som beskrevet herover.
Sammensætningen af græssets
vækstlag bør bestå af ca. 25% vand,
25% luft og resten fordelt mellem
grus/sand og muldjord. Se tegningen på næste side.
Græssets trivsel opnås gennem
en række næringsstoffer, som fortrinsvis tilføres gennem mulden og
det afklippede græs, som får lov at
ligge og forrådne og dermed blive
genbrugt. Men plænen kan naturligvis også tilsættes gødning og på den
måde få et »vitamintilskud« af påkrævede næringsstoffer. Endelig kan
en græsplæne imidlertid fint klare sig
selv, hvis den er anlagt korrekt og har
almindelige gode livsbetingelser.
Luft ca. 25%
Græssets vækstlag skal have en bestemt
sammensætning, som fremgår af »lagkagen«
øverst på tegningen.
Vand ca. 25%
Muld højest
25%
Grus og sand
mindst 25%
Græs
Topdressing
Grus/sand
og muld
Løs jord
Hård jord
I den gode græsplænejord er der 50% vand og
luft, mens resten udgøres af uorganisk materiale
som sand og grus og organisk materiale i form
af muld og kompost i et forhold, hvor der gerne
må være mindre muldjord end grus og sand.
Muld blandes med grus og sand og lægges ud
som et 15-20 cm lag øverst. Gamle plæner kan
forbedres med en såkaldt topdressing – en
blanding af kompost eller spagnum, skarpt grus
og evt. benmel.
Blandingen af sand og grus skal sikre, at jorden
bliver luftig og tilpas porøs. Grusstørrelsen kan
være fra 0,2 til 4 mm. Jo finere gruset og sandet
er, jo større risiko er der for, at det pakker
sammen og bliver hårdt.
Under mulden skal jorden løsnes og pløjes igennem, hvis den er hård og uigennemtrængelig
– den skal »grubes«. Græsrødderne skal kunne
gå i dybden, ellers går det ud over væksten og
røddernes mulighed for at optage vand m.v.
Græsset skal
have noget at
leve af
Heste spiser græs, når de kan komme til det, og det må gerne være sødt rajgræs.
Heste bruger den søde tand
Der skal mere end en villaplæne
til at dække behovet for græs til
blot en enkelt hest. Græsset er
godt nok, men der skal mindst fem
til seks store villaplæner til, hvis
hesten skal klare sig. Sådan mellem
hestevenner skal der 1 td. land eller ca. 5.800 kvadratmeter græsmark til for at dække behovet.
Selv om heste æder stort set al
slags græs, så er rajgræs det foretrukne. Typen har et ret højt sukkerindhold, og det tiltaler hestens
søde tand.
Æder man som en hest, hvilket
vil sige næsten konstant – omkring
20 timer i døgnet – skal der økonomiseres, så heste spiser lidt ad
gangen, men jævnligt.
Det store dyr skal også hvile,
to til tre gange i døgnet, og det
foregår gerne stående med »låste«
ben og kun i 20-30 minutter hver
gang. Det ligger i hestens gener,
at den skal vogte sig for fjender,
og så er der ikke klogt at lægge sig
på græsmarken og sove dybt i time
efter time.
Meget græs kan forekomme særdeles
hårdført, men uden næringsstoffer
går det ikke, og en græsplæne, der
klippes jævnligt, udsultes langsomt,
men sikkert, hvis man konsekvent
fjerner det afklippede græs. Hver
gang opsamles en vis mængde næringsstoffer, og græssets livsbetingelser nedskrives. Derfor bør afklippet
helst blive liggende på plænen eller
endnu bedre – fjernes, komposteres
og så føres tilbage til plænen som
topdressing. Denne cyklus er den
mest enkle og nemmeste måde at
gøde sin græsplæne på.
To slags gødning
Man skelner mellem to former for
gødning til græsplænen – den organiske og den uorganiske, som også
kaldes for kunstgødning:
• Den organiske gødning stammer
fra planter og dyr. Den uorganiske
kommer fra undergrunden og er
forarbejdede produkter.
• Den organiske gødning virker
på lang sigt, hvor den uorganiske,
kunstgødningen, viser hurtige men
kortvarige resultater.
• Den organiske gødning skal først
mineraliseres af bakterier, inden den
optages af planterne. Den uorganiske
opløses let i fx regnvand og fugt, så
den kan optages.
• De organiske midler kan fx være
staldgødning, afklippet græs, benmel,
hornpulver m.v. De uorganiske er
typisk kvælstof, fosfor og kalium og
en lang række mineraler, som under
ét kaldes kunstgødning.
Blandt de uorganiske gødningstyper findes også et produkt, kalksalpeter, som ikke må forveksles med
kalk. Kalksalpeter er handelsnavn for
ren kvælstofgødning.
Den mest basale gødning
Græs kræver, som de fleste planter, en
mængde næringsstoffer for at gro og
yde sit bedste. De vigtigste er kvælstof
(N), fosfor (P), og kalium (K), men
de udelukker ikke rækken af andre
mineraler som magnesium, kalcium,
jern, kobber, mangan og bor.
Hvis græsplænen mangler disse
stoffer, skal den gødes enten med
organisk gødning eller kunstgødning.
En træt og lidt hensygnende
plæne vil som regel live op, hvis den
får et tilskud af en såkaldt NPK-gødning, som indeholder de tre vigtigste
»foderstoffer«:
Kvælstof (N) gør græsset mere
grønt og får planterne til at sætte
flere skud. Græsset gror hurtigere og
mere. Tilføres kvælstof, må man også
regne med mere jævnlig klipning.
Fosfor (P) er vigtig for græssets
fotosyntese, og det påvirker ikke
mindst rodudviklingen og dannelsen af frugter og blomster. Fosfor er
naturligt til stede i jorden og tilføres
som regel kun i mindre mængder.
Kalium (K) har stor betydning
for græsplantens vækst og udvikling.
Det er blandt andet med til opbygge
sukkerstoffer i græsset, og det forbedrer planternes modstandskraft
over for tørke og kulde og gør plænen mere slidstærk. Behovet for kalium, som kaldes græssets byggesten,
er stort og overgås kun af behovet for
kvælstof.
1
Tre oplysende tal
Under normale omstændigheder
vil spredning af NPK-gødning være
tilstrækkelig. På gødningsemballagen findes tre tal, som står for det
procentvise indhold af kvælstof (N),
fosfor (P) og kalium (K). Tallene
kan fx være 14-3-18, som fortæller,
at indholdet består af 35% procent
fortsættes ...
2
3
Jorden (1) kan tilsættes organisk gødning som
fx kompost og komposteret staldgøding (2)
eller kunstgødning som fx NPK-gødning (3), der
er tilsat en række mineraler i mindre mængder.
Denne uorganiske gødning er tit farvet i
fremstillingsprocessen, fordi det gør det lettere
at se, om spredningen af det fine granulat er
for tæt eller det modsatte. Gødningen kan i
for store mængder svide græsset og forårsage
direkte skade på bladene.
næringsstoffer (14+3+18=35) fordelt
i det nævnte forhold. Resten af gødningen består af bærestoffer, så den er
nem at sprede.
Der findes andre NPK-gødningsblandinger, som eksempelvis 18-410, og en med højt kvælstofindhold,
23-3-7. Som regel vil en gødningsplan for græsplænen omfatte tre
gange spredning af NPK om året, og
hver gang fordeles 3 kg 14-3-18 NPK
pr. 100 kvadratmeter midt i april, juni
og september.
Få mere at vide om jorden
Skal man anlægge en ny græsplæne
og er i tvivl om jordens kvalitet,
kan man få foretaget en jordbundsanalyse, som fortæller mere præcist
om jordens kvalitet, hvad den inde-
Afmærk 10 steder af samme jordtype, fx rundt
om på græsplænen. Vask spaden grundigt inden
du graver prøver op fra hver sted.
holder, og hvad den i givet fald har
brug for at få tilført af næringsstoffer.
En jordbundsanalyse kan bestå af dels
en fysisk, som fortæller om jordens
sammensætning af faste bestanddele
og dels en kemisk analyse, hvor man
får oplyst en række værdier om fx surhedsgraden, pH-værdien, fosforsyretallet, Ft-tallet, kaliumtallet, Kt-tallet og magnesiumtallet Mgt-tallet.
En jordbundsanalyse foretages
som regel af et laboratorium, og
hjælp til det kan man få gennem
have- og plantecentre. Det foregår
som regel ved, at man selv indsamler
ca. 10 jordprøver, som blandes, inden
man udtager en mindre del og sender
til laboratorieanalyse. Sammen med
resultatet af jordbundsanalysen vil
et laboratorium normalt også frem-
Grav et hul i et spadestiksdybde, og fjern jorden
fra hullet, og skræl derpå en tynd skive af siden i
hullet, så du får ens mængder op til prøven.
komme med en plan for, hvordan
man gøder og forbedrer jorden, hvis
den mangler eller har for meget af
næringsstoffer eller kalk. De prøver,
der udtages skal naturligvis samles
ind fra et område med ens forhold.
Se, hvordan man indsamler jordprøver til en jordbundsanalyse i de
tre tegningerne nederst på siden.
For lidt eller for meget
Man kan ikke få en facitliste med
hensyn til, hvordan en græsplænejord
præcis skal være. Men der findes værdier, som generelt fortæller, om en
jordbund er velegnet som havejord
og til dyrkning.
pH-værdien er en af de vigtigste
i en jordbundsanalyse. Den angiver,
om jorden er sur eller basisk på en
En afmålt mængde jord fra hvert hul blandes til
en fælles prøve, og af blandingen tages 200 g,
som indsendes til laboratorietesten.
skala, hvor 4 er meget sur og 8,5 er
meget basisk. Skalaen går fra 1 til 14.
Ligger værdien mellem 6,7 og 7,4,
betegnes jordens surhedsgrad som
neutral. Tallet kaldes også for reaktionstallet eller udtryk for jordens kalktilstand. Skal jorden gøres mere sur,
tilfører man tørvestrøelse og svovlsur
ammoniak, og den bliver mindre sur
ved at sprede jordbrugskalk.
Fosforsyretallet bør ligge omkring
10-20, og er det over 30, bør man
ikke gøde med fosforsyregødning i
et par år. Er værdien for lav, kan man
hæve den med en enkelt enhed ved at
tilføre jorden ca. 10 kg 7,8% fosfat pr.
100 kvadratmeter.
Kaliumtallet skal også ligge inden
for et bestemt interval – mellem 12
og 25. Skal værdien hæves, tilfører
man kaligødning, fx 0,7 kg 41%
svovlsur kali pr. 100 kvadratmeter. Så
stiger værdien med en enhed.
Magnesiumtallet skal ligge mellem 10 og 15 og hæves ved at tilføre
3 kg magnesiumsulfat pr. 100 m2.
Disse tal og værdier skal tages
med forbehold, fordi der kan være
store individuelle forskelle på behovene. Derfor tilrådes det altid at forelægge et jordbundsanalyseresultat for
fagfolk for at få besked om, hvordan
man bedst kan justere jorden, hvis
det er påkrævet.
Den fysiske eller mekaniske jordbundsanalyse har til formål at afsløre
jordens struktur og dermed dens
porøsitet og evne til at være vandledende. Også her bør et analyseresultat overlades til fagfolk, som er i
stand til at råde om, hvordan jorden i
givet fald kan forbedres, så den giver
græsplænen de bedste livsbetingelser.
Spredning
De fleste vælger at sprede gødning
ud over græsplænen med hånden
og store armsving. Det kan være en
udmærket metode, men den kræver,
at man mestrer den. For spredes
gødningen, så der ligger for store
koncentrationer visse steder, kan det
være direkte skadeligt. Derfor kan
en egentlig gødningsspreder være
et godt alternativ, fordi den fordeler gødningen helt præcist ud over
jorden. Til gengæld skal man undgå
overlapning, når man trækker gødningssprederen hen over plænen.
En almindelig NPK-gødning vil
ikke svide græsplanterne, hvis den
kommer til at ligge på bladene. Alligevel anbefales det altid at gøde i
regnvejr eller vande efter man har
spredt gødning. På den måde undgår
man, at gødningen ligger på græsset i
stedet for på jorden, hvorfra det skal
opløses og trænge ned til rodnettet.
Benyttes en gødningsspreder, som findes i flere
udgaver, kan gødningen doseres i den ønskede
mængde. Kør i lige baner og følg hjulsporene
i græsset, så undgås overlapning og uens
spredning i skarpe hjørner og kurver.
Kalk spredes kun,
når jorden er for sur
Kalk er ikke et universalmiddel mod en trist græsplæne, og det
skal højst tilføres hvert fjerde eller femte år.
Man hører tit det velmente råd, at
græsplænen blot trænger til kalk, hvis
den ser trist og kedelig ud. Men det
er ikke anbefalelsesværdigt at sprede
kalk ud på græsplænen i tide og utide.
I virkeligheden har græsset bedre af
at blive gødet med jævne mellemrum
end at få tilført kalk.
Mens man bør sprede gødning
to til tre gange om året, skal der gå 4
til 5 år mellem hver gang, man giver
græsplænen kalk, og så bør det kun
ske, hvis en jordbundsanalyse har fortalt, at den behøver det. Unødvendig
spredning af kalk gavner ikke græsset.
Det kan tværtimod være med til at
nedsætte græssets evne til at optage
visse vigtige næringsstoffer.
Et centralt punkt i en jordbundsanalyse fra et laboratorium er det såkaldte reaktionstal, som er det samme
som pH-værdien eller udtryk for
jordens surhedsgrad. Hvis jorden er
for sur, det vil sige at pH-værdien er
for lav, skal den tilføres kalk. Men jordens surhed kan ikke afsløres med det
blotte øje og bør slet ikke forveksles
med våd eller blød jord. Jordens
kemiske surhed er et naturligt fænomen, men den kan blive forstærket
af fx industrirøg, og så må man rette
op på den.
Surhedsgraden måles i pH-enheder på en skala fra 1-14, hvor
tallet 7 betyder, at forholdet mellem
syrer og baser er neutralt. Tal over
7 fortæller, at jorden er basisk eller
alkalisk, og lavere tal viser, at jorden
er sur. Græs trives bedst ved en pHværdi på 6-6,5. Kemisk set er pH-enhederne udtryk for koncentrationen
af fugtioner i jorden.
Viser jordbundsanalysen en pHværdi på fx 5,5, er jorden for sur, og
det retter man op på ved at tilføre ca.
25 liter kalk pr. 100 kvadratmeter, og
et sådant tilskud af kalk holder som
nævnt 4-5 år. Udspredning af kalk
kan ske hele året, men det er generelt bedst at gøre det om foråret og
om efteråret. På meget lerholdig og
muldrig jord skal der spredes mere
kalk end på let sandjord for at opnå
den ønskede effekt og stigning i pHværdien.
Kalk, som også kaldes jordbrugskalk, findes i fint formalet eller i
granuleret form. Jo finere, desto
hurtigere optages det i jorden, men
det støver mere ved spredning end
det granulerede kalk.
Jordbrugskalk findes i mere eller mindre fint
pulveriseret form, og det skal kun benyttes, hvis
en analyse har vist, at det er påkrævet.
1. Saml et halvt hundrede blomsterstængler
2. Snør bundet godt sammen med en snor
4. Alle lavendelblomsterne kapsles inde
5. Saml stænglerne og klip enderne af
3. Enderne bukkes op over blomsterbuketten
En duftbombe af lavendel
Den lille buskagtige lavendelplante med de lange stængler og blå
blomster benyttes tit til kantning
af græsplænen langs bede og køkkenhave, og i århundreder har den
været brugt til at skaffe velduft i
skabe og tøjskuffer. Men man kan
også forme små duftende »lygter«
af lavendelstænglerne, som samles
og hænges op, så de kan sprede
den helt specielle lavendelduft i
stuen – i årevis. Følg anvisningen i
billedserien, så du selv kan fremstille
og eventuelt glæde andre med en lille
»duftpose«. Lavendelstængerne klippes bedst i sensommeren, hvor de er
sprunget ud med de små blå blomster
og i øvrigt er i fuld vigør.
Det eneste, du skal bruge, er en
saks, en stump snor og evt lidt silkebånd til den sidste afsnøring og til
ophænget.
6. Den lille lavendelbombe kan hænge hvor som
helst, og den vil dufte i årevis.
Topdressing jævner og plejer
Med en blanding af sand og muld får græsplænen nyt liv.
Gødning og topdressing forveksles
af og til, men det er vigtigt at holde
de to ting adskilt. Når græsplænen
topdresses, sker der en opfyldning og
udjævning af huller m.v., så plænen
bliver mere plan, samtidig med at der
tilføres græsset et ekstra muld- og
vækstlag til erstatning for de rester af
græs m.v. som fx forårsrivningen har
fjernet. En velegnet topdressing består derfor af sand med kornstørrelser
på 0,5 til 1,5 mm blandet op med
en god kvalitet tørvemuld, spagnum
eller kompost i forholdet 1 del muld
til 10 dele sand. Topdressingen fyldes
godt ned omkring græsset i et lag
på nogle få cm – op til ca. 5, så der
skabes et godt vækstlag for mikroorganismer.
Riv først plænen grundigt igennem
og fjern afklip og vissent græs.
Placér derefter en række bunker af
topdressing rundt om på plænen og
fordel det jævnt med fx en gårdkost.
Topdressing bør ikke blandes med
gødning, det er bedst at holde de to
metoder adskilt. Topdres om foråret
og i forsommeren eller i august
eller september..
Topdressing
Kapitel 4
Redskaberne
Fra le over benzin og strøm
til computerstyring
Haveredskaberne har udviklet sig voldsomt, men de gode gamle
redskaber til trimning af græsplænen overlever i fin stil.
Gennem tiden er der udviklet et
imponerende udvalg af græs- og haveredskaber, og det er karakteristisk,
at det ældste, nemlig leen, stadig er
at finde blandt de populære uden at
stå i et nostalgisk skær. Parallelt har
en lang række andre redskaber ikke
udviklet sig nævneværdigt gennem
århundreder. Det gælder fx rive, skovl
og spade, som også repræsenterer det
mest anvendte drivmiddel – nemlig
håndkraften!
Først med indførelsen af benzinmotoren som drivkraft kom der godt
nyt til græsplænefolket. Udviklingen
sendte massevis af nye maskiner på
markedet med den motoriserede
plæneklipper i front skarpt efterfulgt
af græstrimmere og jordfræsere. Livet
som haveejer blev nemmere og i dag
kan man sætte sig til rette på terrassen
og lade robotplæneklipperen gøre det
meste af arbejdet.
Men de larmende benzinmotorer
drev udviklingen yderligere frem mod
nye og mere støjsvage typer, samtidig
med at motorproducenterne satte ind
med støjdæmpning.
Det gav elektriciteten en kickstart,
og med den som drivkraft fik arbejdet
med græsplænen en ny dimension.
Man kunne næsten »svævende« klippe sin græsplæne, og det var blevet en
både lydløs og uhyre nem opgave at
trimme græsset. Det var en revolution,
vil nogen påstå, og og det blev i hvert
fald en kendsgerning, at græsslåning
ikke længere var forbeholdt de stærkeste af familiernes hankønsvæsener,
nu kunne alle være med. Ledningen
til den el-drevne klipper blev dog ved
med at være et problem, og så introducerede industrien den batteridrevne græsslåmaskine, let at arbejde med
og meget lydsvag.
Udviklingen kom også græstrimmere, buskryddere og selv græssaksen til gode, men endnu et problem
satte de innovative kræfter på prøve.
Energiforbruget til hele den store
el-drevne park af græsmaskiner gav
økonomiske smerter, og så dukkede
solenergien og de genopladelige
solceller op på markedet.
Næste trin i den udvikling, som er
perfekt til det travle folk eller folk der
gerne vil bruge tiden på andet end
havearbejdet, er robotplæneklipper,
som selv klipper græsset.
Så i dag kan man frit vælge holdning til plænens pleje og til drivmiddel: Håndkraft, benzin, el-kraft eller
batteri. I et overskueligt udviklingsperspektiv er der dog næppe tvivl
om, at håndværktøjet overlever. Et
spadestik og en sammenrevet bunke
blade dør ikke ud, og glæden ved den
fysiske udfoldelse i haven kan ikke
ophæves af udviklingen.
Greben, spaden og skovlen er havearbejdets
»grand old men«, uundværlige og udviklet
til de grove job. Greben klarer den virkelig
hårde jord og er nyttig, hvis plænen skal
»perforeres«, så der kan trænge luft ned til
rødderne. Blandt graveredskaberne hører
greben til i toppen af pyramiden. Efter den
kommer spaden med sit store og
alsidige anvendelsesområde. En
god spade
kendes
fx på, at
man ikke kan bøje bladet, når man træder
hårdt på den, og den støder an mod et hårdt
underlag som en flise eller et betongulv, og
så er et spadestiks dybde som regel nok, når
jorden skal løsnes og forberedes til såning.
Spaden er perfekt til gennemgravning og til
flytning af mindre jordmængder. I bunden
af pyramiden befinder skovlen sig med et
virkelig bredt arbejdsfelt. Den kan grave i
løs jord, flytte grus og sand og bruges som
fejeblad. Skovlen er en slider, og den findes
i dag – ligesom greben og spaden
– med ergonomisk udformet
Trillebøren har sin naturlige plads i
redskabsskuret, og den må godt ledsages af
en kurv eller andet, som er nem at løfte og
flytte rundt med, når græs og grønt affald skal
samles ind. Vælg ikke en tung eller for lille kurv,
og husk, at den skal have et par gode håndtag,
så den er nem at flytte rundt med. Trillebøren
bør også tilpasses forholdene. En stor og tung
trillebør er væsentlig mere uhåndtérlig end en
lille, men har man en stor have og kaster man
sig ud i større opgaver, er en for lille trillebør til
mere irritation end gavn.
Motor-leen
Trillebøren
Skovlen
Leen
Havekurven
Greben
Spaden
Riven til græsplænen findes i flere udgaver,
og man bør mindst have to typer – den bløde
og let fjedrende græs- eller løvrive, som
bruges til at rense plænen for blade og kviste
med og den almindelige rive med faste og
lange tænder, som kan trænge ned mellem
græsstråene og kradse op i plænen.
Den hånddrevne cylinderklipper er til trods
for udviklingen én af de mest udbredte
have-maskiner. Den har overlevet stort set
i sin nuværende form siden begyndelsen
af 1800-tallet, hvor den blev konstrueret i
England. Den moderne cylinderklipper har
letløbende lejer og aluminiumskrop, så den
ikke ruster, og kræver minimal vedligeholdelse
bortset fra almindelig rengøring efter brug
Græssakse omfatter et stort udvalg af
forskellige slags. Fra den lille enhåndssaks til den
store kantsaks med de lange håndtag, så man
kan stå oprejst under arbejdet. Modellen findes
også til klipning af kanter, og med til gruppen af
sakse hører også den traditionelle hækkesaks,
som kan være nyttig til klipning af langhårede og
stridbare græspartier. Det er værd at passe godt
på sine græssakse, så de ikke ruster eller bliver
brugt til andet end deres formål. Det vil i givet
fald gøre dem sløve og ubrugelige til at klippe
de tynde græsstrå.
Den elektriske plæneklipper med ledning blev
den første af den moderne tids plæneklippere,
som virkelig skabte nye vilkår. Dens fordele
ved at være både støjsvag og let at køre
med har appelleret til ganske mange – især
husejere i tæt bebyggede områder.
Græstrimmeren og den større buskrydder
hører til blandt de moderne hjælpemidler.
De findes både med benzinmotor, el- og
batteridrevne. De store modeller egner sig
fortrinligt til trimning af naturgrunde, og de
mindre trimmere anvendes mest til klipning af
græs omkring bede, træer og flisegange.
Den benzindrevne plæneklipper er en virkelig
triumfator, når det gælder vedligeholdelse
af store og små græsplæner. Her findes flere
forskellige klippesystemer: Den økologiske
Multiclip, opsamling, side- og bagudkast. Nogle
maskiner med både 3 og 4 klippesystemer.
Med tiden er de forholdsvis støjende
motorplæneklippere blevet forbedret og
støjdæmpet, så de ikke flænger stilheden i
villakvartererne som tidligere tiders motorer
gjorde. De senere års udvikling har også
reduceret motorklipperens udslip, så motorer
lever op til nutidens skrappe miljøkrav.
Buskrydder,
benzindreven
Plæneklipper med
benzinmotor
Cylinderklipperen
Græsriven
Riven
Havesaksen og
kantsaksen
Plæneklipper,
el-dreven
Græstrimmer,
el-dreven
Den batteridrevne plæneklipper er et
alternativ til den el-drevne med ledning.
Med kraftigt Lithium batteri på 48 volt er
plæneklipperen meget lydsvag og giver et
flot klipperesultat. Man kan nu nøjes med ét
batteri til mange forskellige haveprodukter.
Plænetraktoren er til de store arealer. Her
sidder man ned og klipper græsset. De store
og effektive havemaskiner findes i et utal af
størrelser og udgaver, og mange af dem kan
bruges året rundt med bl.a. kost og sneblad.
Den programmerede plæneklipper gør
arbejdet selv, mens du gør andre ting. En
wire graves ned langs græsplænens kant
eller sættes fast ovenpå plænen med pløkker.
Robotplæneklipperen er et vidnesbyrd om,
hvad udviklingen styrer hen imod – det fri og
uafhængige. Robotten bevæger sig næsten
lydløst rundt på plænen, så den ikke forstyrrer
naboerne.
Den
batteridrevne
plæneklipper
Robotplæneklipperen
Havetraktoren
Kapitel 5
Græsset klippes
Portræt af en moderne
motorplæneklipper
Gummibeklædt sikkerhedsbøjle,
som virker vibrationsdæmpende, er
meget behagelig at holde om.
Den benzindrevne plæneklipper er en stærk krabat med mange finesser.
Der er langt fra tidligere tiders hvæsende og larmende motorplæneklippere til de typer, som præger markedet i dag. De slidte og besværlige
startsnore er afløst af elektrisk tænding og start. Støjen er reduceret med
adskillige decibel, så lydniveauet er
mere end halveret. Hvor man tidligere
skubbede den tunge plæneklipper
gennem græsset, kører den i dag på
højtudviklede hjul med kuglelejer, og
mange er selvkørende med hastighedsreguleringen placeret i et stort
og letbetjent håndtag. Vedligeholdelsen er bragt ned til et minimum
på grund af nye karrosserimaterialer,
samtidig med at benzinmotorerne er
driftsmæssigt forbedret, så benzinforbruget er sat ned til under det halve af
tidligere.
Klippegenskaberne er forbedret,
så man nu kan vælge en passende
klippehøjde uden besvær, og man
kan frit veksle mellem flere forskellige
måder at klippe på.
Gummibeklædt sikkerheds- og
speederbøjle er let at betjene og
holdes i stilling, uden at man bliver
træt i hånden.
Central indstilling af klippehøjden
(afhængig af model).
Et elektrisk start / nøglestart fås på
visse typer.
Sammenklappeligt håndtag, så
skinen fylder mindre.
ma-
Stor græsopsamler der nemt kan
afmonteres og tømmes. Forsynet
med låg og netværk på siderne, så
luftstrømmen ikke bremses.
Komposithjul med kuglelejer, så klipperen er let at manøvrere.
Skjold af aluminium, stål eller
galvaniseret stål.
Kraftig benzinmotor monteret på
toppen af skjoldet, hvor den er nem at
komme til.
Flere klippesystemer i samme maskine: Multiclip, bagopsamling, side- og
bagudkast.
Roterende kniv der giver et flot
klipperesultat.
Græsset skal holdes
nede med skarpe knive
Det er kun i fantasiens verden, man ser den entusiastiske
plæneejer ligge på knæ med en neglesaks. Virkelighedens
verden er mere effektiv.
Det kræver skarpe knive at klippe
græsset med. Sløve knive svarer mere
eller mindre til, at det bliver revet itu.
Græsset har bedst af at blive trimmet
med skarpe snit, som foretages med
enten en cylinderklipper eller en
rotorklipper.
Den roterende kniv, som blev
indført med de motordrevne plæneklippere, arbejder med den samme
bevægelse, som manden med leen
udfører – en svingende cirkulær bevægelse – men med en hastighed på
op til 250 km i timen er rotorkniven
en barsk konkurrent, og den skærer
græsset over.
Cylinderklipperen kan direkte
sammenlignes med en saks, hvor en
knivcylinder arbejder sammen med
en fast underkniv, så græsset klippes
over. Rotorklipperen klarer bedst højt
græs og cylinderklipperen er tit foretrukket til fintrimning.
Cylinderklipperen kan justeres
på to måder. Dels kan klippehøjden
indstilles og dels kan knivene justeres
i forhold til underkniven, og det er helt
afgørende for, hvordan den klipper, at
skærene på den roterende cylinder og
underkniven mødes helt perfekt.
Omhyggelig justering
Hvis afstanden er for tæt, bliver maskinen tung at køre med, og er den
for stor, klippes græsset ikke, men
lægges ned. Ofte har især ældre cylinderklippere behov for at blive efterjusteret flere gange i løbet af sæsonen.
Justering af kniven kræver stor omhu
for at undgå, at den klipper skævt.
På nogle modeller skal man bruge
svensknøgle for at indstille kniven, på
andre kan det ske manuelt på et par
håndtag.
Er cylinderklipperen udstyret med
et såkaldt Freeklip system, som gør
maskinen let at skubbe og næsten
lydløs, har knivene ikke kontakt med
hinanden, men er finjusteret, så de
holder en minimal afstand. Freeclip
plæneklipperen er af aluminium og
har nålerullelejer, og den tåler ganske
hård behandling, samtidig med at den
ikke ruster.
Det hører dog altid med til cylinderklipperens pasning, at den rengø-
To klippeprincipper: Cylinderklipperen,
øverst, har de skarpe knive anbragt,
så de klipper græsstråene over.
Rotorklipperen, nederst, har sin
kniv siddende på en enkelt
aksel, så den kan dreje med
stor hastighed, og den skærer
græsset over. Men er knivene
ikke skarpe, vil begge
maskintyper rive og slå
græsset, så de enkelte
græsstrå flosses.
Det skader
græsset og
ser
Til venstre: Håndskubberens klippeevne kan
checkes med et stykke papir, som stikkes
ind mellem cylinderkniven og bundkniven.
Hvis knivene er skarpe og indstillet
korrekt, klippes papiret som med en saks.
Klippeevnen justeres på håndtagene (A),
og klippehøjden ændres ved at løsne og
forskyde bagrullen (B).
A
B
Til højre: Rotorkniven kan afmonteres
og skiftes. Den sidder fast med
en stor møtrik, som skrues ud
med en specialnøgle eller en stor
topnøgle. Husk, at kniven er skarp, så
arbejdshandsker er påkrævet..
res efter brug og i øvrigt passes med
smøring og ikke står ude.
Kniven udskiftes
De fleste rotorklippere har central
indstilling af klippehøjden. Det foregår ved at hæve og sænke maskinen i
forhold til hjulene, og på nogle justeres forhjul og baghjul hver for sig.
Til gengæld hverken kan eller skal
den roterende kniv justeres. Den skal
blot efterses, for det er vigtigt, at den
er skarp og ikke har sår efter mødet
med sten og lignende i græsplænen.
Hvis kniven er slidt, bør den
afmonteres og slibes eller udskiftes.
Anskaffer man en ny kniv er det en
god idé at tage den gamle med til forhandleren for at sikre, at den passer til
den pågældende model. Der findes et
stort antal rotorklippere med forskellige knive
Rotorkniven er som regel nem at
udskifte, men den kan have bidt sig så
godt fast, at der skal lægges kræfter i
for at løsne spænde-møtrikken.
Klippesystemer
Robotklipperen er ikke bare en plæneklipper. Det er en maskine med et
væld af muligheder og raffinementer,
man kan vælge imellem. Den kan
f.eks. være selvkørende, have sideudkast, bagudkast, opsamlingsboks
og være forsynet med særlige klippesystemer, og en plæneklipper med
frit valg mellem flere klippesystemer
giver ekstra mulighed for at trimme
plænen optimalt under alle forhold.
Der skelnes mellem fire klippesystemer: Multiclip, opsamling og
bagudkast og sideudkast. Hvis alle fire
klippesystember er i samme plæneklipper er det en klipper med combi
funktion. Med en combi plæneklipper,
kan man skifte system afhængig af
plænens tilstand og hvordan man
fortsættes ...
39
Jordbær i
pyramide
1. Fyld god vækstmuld i krukkerne.
2. Byg pyramiden op på dens blivende sted.
2. Pyramiden stables omhyggeligt.
3. Jordbærplanterne sættes hele vejen rundt.
4. Jordbærpyramiden udvikler sig hurtigt.
Man behøver ikke være køkkenhaveentusiast for at holde af
jordbær – en af sommerens mest
vidunderlige frugter, god til desserter og til en godbid i ny og næ.
Planter man jordbær i en pyramide af krukker eller plantekasser,
kan »jordbærbedet« anbringes
hvor som helst – på terrassen eller
i et hjørne af græsplænen, hvor
den både pynter og fungerer som
et lettilgængeligt spisekammer. I
løbet af sæsonen vil den udvikle
sig til en smuk hængende jordbærhave.
Krukkerne fyldes trekvart op
med god vækstmuld og stables,
så der bliver plads til at sætte en
krans af jordbærplanter hele vejen
rundt i hver krukke. Planterne
kan enten tages fra udløbere på
eksisterende planter, når de har
udviklet et tilpas stort rodnet om
efteråret, eller købes som nye.
Forvent ikke det helt store udbytte første år, der skal som regel
gå to sæsoner, før planterne yder
deres bedste. Plej jordbærpyramiden med vand og evt. lidt gødning i vandingsvandet.
Med Multiclip findeles græsset yderligere og
»pustes« ned mellem græsstråene.
ønsker, den skal se ud. Med Multiclip
»tygges« græsset en ekstra gang, så
det findeles og kan pustes helt ned
mellem græsstråene, hvor det hurtigt
formulder. Plænen ser fin og nyslået
ud, uden at afklippet ligger som et
tæppe. Med opsamling blæses det afklippede græs ind i en stor boks, som
tømmes, når den er fyldt. Endelig kan
græsafklippet kastes ud bagtil eller til
siden og blive liggende, hvis mængden er meget stor.
Plæneklippere med combi funktion er motordrevne og kan også fås
som selvkørende.
Klippehøjden
Det er fristende at klippe sin plæne
tæt, fordi det ser smukt ud. Men græsset har normalt bedst af kun at få taget
toppen af - det vil sige, at det ikke bør
skæres længere ned end til en højde
på 3-4 cm.
Græsplanten, som vokser nedefra i
modsætning til f.eks. træer, der vokser
fra toppen, er generelt modstandsfortsættes ...
dygtig over for selv ret hårdhændet
klipning. Men hvis man klipper lavt
og tæt, ændres vækstforholdene, så
der dannes mange, men lidt svagere
planter. Får græsset derimod lov til at
vokse op, bliver græsplanterne færre
og større, men også mere livskraftige.
Det betyder for eksempel, at
græsset ikke må klippes for lavt specielt om foråret og efteråret, hvor det
har brug for den smule dagslys, der
er til rådighed, samtidig med at det
skal beskyttes mod de lavere temperaturer.
Hvis plænen har vokset sig virkelig høj, er det bedst at klippe den ad
et par gange. Som tommelfingerregel
bør man ikke klippe mere end 30-40
procent af græsset – altså kun en tredjedel af græssets længde, hver gang
der klippes.
Overholdes denne regel, får det
afklippede græs en så tilpas beskeden
længde, at det har nemmere ved at
formulde i stedet for at lægge sig som
en dyne oven på plænen.
Opsamling
Næsten alle plæneklippere kan udstyres med et græsfang eller en opsamlingsboks – som standard eller som
tilbehør.
Valget mellem at opsamle græsset
og lægge det i en kompostbeholder
eller lade det ligge tilbage på plænen,
er meget omdiskuteret. Fjernes græsset konsekvent, svarer det til at udsulte sin græsplæne, så den helt sikkert
skal tilføres gødning. Det afklippede
græs indeholder en række af de næringsstoffer, som plænen har brug for,
og fjerner man det, vil plænen miste
et væsentligt »kosttilskud«. Jo mere
græsset findeles under klipningen,
desto nemmere vil det finde ned til
bunden af plænen og blive omdannet.
Denne metode kaldes Multiclip.
1/3
1/3
3-4 cm
Klip hver gang højst en tredjedel af og
ikke længere ned end til 3-4 cm.
På den anden side er opsamling
gavnlig, hvis græsset for eksempel er
langt og vådt og vil ligge tilbage på
plænen og rådne i stedet for at formulde hurtigt. Endelig vil plænen se
smukkere ud, og man slipper for at
slæbe græsstrå med indendørs, hvis
det er samlet op.
Kompostering
Opsamlet græs kan naturligvis afleveres som grønt affald. Men det er bedre, at lægge det i komposten, hvor
det forholdsvis hurtigt nedbrydes til
muldjord, som senere kan spredes i
haven og benyttes i en topdressing til
plænen. Ved kompostering, bør det
blandes med muld og lægges lagvis
i tykkelser på højst 10 cm. Læsses
græsset op i én stor bunke vil det gå i
forrådnelse, lugte grimt og forhindre
kompostbunkens mikroorganismer i
at gøre deres arbejde.
Et alternativ til opsamling er
naturligvis at rive græsplænen grundigt med jævne mellemrum. Det har
plænen godt af, fordi riven vil kradse
lidt op i bunden og skaffe luft til
græsplanterne.
Livet i kompostbunken er afgørende for, hvor effektivt nedbrydningen foregår. Kompost skal holdes
fugtig og luftig, så bakterierne, der
lever af ilt og vand, trives bedst mulig. Ved at blande græs og muld eller
andet grønt holdes aktiviteten i gang,
og temperaturen i kompostbunken
I kompostbunken eller en -beholder vil
afklippet græs hurtigt blive omdannet, men det
skal blandes med muld og lægges i lag. Ellers
rådner græsset i stedet for at formulde.
kan holdes på et niveau, hvor omdannelsen er optimal, samtidig med at
ukrudtsfrø dør.
o
50 C
o
40 C
Når afklippet græs lægges i
komposten, stiger temperaturen
kraftigt for derefter at synke.
Den bedste temperatur til hurtig
nedbrydning ligger omkring
40 grader. Ved 55 grader dør
ukrudtsspirer.
÷
Tilrettelæg klipningen
Gode råd om valg af plæneklipper og klippemetode.
Leen har sine forkæmpere. Med
den krumme og knivskarpe klinge
slår man den langhårede og bulede
naturgrund på smukkeste vis. Men leen
skal være skarp, og mange har øvet sig
på kunsten at
skærpe den,
så den skærer
græsset over
i stedet for at
Uhyggeligt
Græsset har den tvivlsomme ære at
være baggrund for en af historiens
mest sejlivede allegorier eller symbolske billeder.
Når »manden med leen« var på
færde, så drog døden hærgende gen-
nem landet i hælene på pest eller
andre alvorlige epidemier, som
gennem tiden har lagt byer, egne
og lande øde.
Hos nogle kan den fredeligt
arbejdende mand stadig fremkalde
følelser af noget uheldssvangert,
når han fælder det høje græs med
lange, seje træk fra den hvasse le.
Der er fordele og ulemper ved alle
plæneklippere. Så valget er individuelt, og det afgøres f.eks. af plænens
størrelse, hvor mange kræfter man vil
ofre på det og hensynet til naboerne.
Vil man skåne dem, er den batteridrevne og støjsvage klipper et godt valg.
Er man til benzin, stilles der krav om
vedligeholdelse, lidt motorsnilde og
brændstofpåfyldning, og anskaffer
man en håndskubber, følger der lidt
arbejde med. Endelig er der spørgsmålet, om plæneklipperen skal være
selvkørende eller ej.
Men uanset klipper, så skal plænen slås, og det kan gøres mere eller
mindre effektivt.
Har klipperen ledning, er det vigtigt at klippe på en måde, så ledningen hele tiden er uden for farezonen.
Det er både farligt og ubehageligt
at klippe ledningen over. Derfor skal
den altid placeres, så den konsekvent
befinder sig på det areal, der er klippet. Se tegningen. Men vil du undgå
ledning, så er Stiga 48 V plæneklipper
et fantastisk valg.
Klipning med andre typer kan
også effektiviseres, hvis man tilrettelægger det og følger et mønster. Se
tegning. På den måde bliver det nemt
og behageligt at føre plæneklipperen
rundt uden at være tvunget til for
mange ophold og unødvendige ven-
dinger. Skal du slå bakkede plæner, er
det også vigtigt at køre mest muligt
på tværs.
Nogle klippefiduser
• Klip kun med skarpe knive.
• Klip mindst én gang om ugen i
vækstmånederne.
• Klip helst i tørvejr, men lad ikke en
våd plæne udsætte en klipning.
• Skift klipperetning fra gang til
gang. Det har plænen bedst af.
• Skyggefulde områder bør klippes
lidt højere end en solfyldt plæne,
hvor klippehøjden bør være 3-4 cm.
• Klip første gang om foråret, når
græsset er i vækst og slut om efteråret, når væksten er næsten stoppet.
• Klip for højt græs et par gange med
få dages mellemrum.
Barske redskaber giver
græsset massage
Motordreven vertikalskærer
Med vertikalskæring får plænen luft og livslysten tilbage.
Den første
Det var tekstilbranchen, der
stod bag den første egentlige
plæneklipper. En stilfærdig
formand på en tekstilfabrik i
Troud i England fik i 1830
patent på den første cylinderklipper. Inspirationen fik han fra
et apparat, der tilskar stakke af
stoffer på fabrikken, hvor han
arbejdede.
To år senere blev plæneklipperen sat i produktion, og havefolket fik straks smag for nyheden. For 7 guineas kunne gør
det selv-manden købe en smal
udgave, og for 3 guineas mere
kunne man købe en model, der
var beregnet til havemanden,
hvis man havde råd til sådan én.
Vertikalskæring, som er en barsk
form for plæneluftning, har to formål. Dels fjernes mos og rester af
gammelt og gulnet græs, og dels
ridses plænen, så der skaffes luft og
vandadgang til rødderne. Når plænen
er nedslidt og jorden kompakt, anbefales vertikalskæring.
Man kan vertikalskære med håndkraft eller med maskine. Manuelt er
det en muskelkrævende opgave, og
redskabet er enten en rive med en
række skær, som presses ned i det
øverste græslag eller en rive på hjul
med bevægelige skær. Vertikalskæreren efterlader parallelle og 6-8 mm
dybe ridser i plænen.
Det samme gør den motordrevne
vertikalskærer, som har en aksel med
roterende skær og er langt nemmere
at arbejde med. Den benyttes enten
om foråret eller det tidlige efterår. Den
motoriserede vertikalskærer bør ikke
forveksles med mosriven, selv om de
ligner hinanden. De er udstyret med
to forskellige slags knive.
Efter vertikalskæring rives plænen
altid grundigt igennem, så det løse
og opkradsede filt bestående af mos
og gammelt græs fjernes.
Dernæst kan det være en god idé
at sprede en topdressing.
På vertikalskæreren sidder de
lodretstillede knive side om side
på en aksel, som kan justeres til
en passende dybde.
Vertikalskærer
Hvis den håndbetjente vertikalskærer har bevægelige skær, er den lettere at arbejde med, når
græsplænens bund skal ridses for at skaffe luft til græsrødderne.
Med en
vertikalskærer
får plænen en
gennemgribende
gang »massage«.
Den luftes og der
kradses op i bunden,
så det kompakte
lag af gammelt og
afklippet græs m.v.,
det såkaldte filt,
løsnes og kan rives
sammen og lægges i
komposten.
Så meget kan du klippe på 1 time
100 dB(A)
faregrænse
93 dB(A)
90 dB(A)
Plænklippertype
Areal og klippebredde i (cm)
Håndplæneklipper
400 m² (33)
Batteridreven, skubbes
Batteridreven, skubbes m/ opsamler
500 m² (35) 600 m² (45)
350 m² (35) 450 m² (45)
Elektrisk, skubbes
Elektrisk, skubbes m/ opsamler
500 m² (35) 650 m² (45)
500 m² (35) 650 m² (45)
Elektrisk selvkørende m/ opsamler
850 m² (45)
Benzindreven, skubbe
Benzindreven, skubbe m/ opsamler
1000 m² (45) 1200 m² (55)
950 m² (45) 1150 m² (55)
Benzindreven selvkørende
Benzindreven selvkørende m/ opsamler
1350 m² (45) 1650 m² (55)
950 m² (45) 1150 m² (55)
Plænetraktor
Plænetraktor med opsamling
3500 m² (85) 5000 m² (120)
2400 m² (85) 3500 m² (120)
Skemaet viser cirka hvor meget græs, man kan klippe på 60 minutter med forskellige typer plæneklippere. Men mange forhold spiller ind på valget af klipper. Her er lidt af det, man skal tænke på:
• Håndplæneklipperen giver en tæt smuk plæne, men den kan være tung at køre med. • Med en
opsamler undgår du, at græs slæbes med ind, men du bruger 30% mere tid på arbejdet. • Sideudkast spreder græsset jævnt. • Multiclip gøder din plæne med det afklippede græs. • Combiclip eller 3
i én klippesystemet giver valgmuligheder, men tre funktioner i én er ikke 100% som en maskine med
kun én funktion. • Jo større plæne jo mere attraktiv bliver benzinklipperen. • Med en skubbemodel
går du 3 km i timen, med en selvkørende 4 km i timen og 5-6 med en plænetraktor.
Tænk også på naboerne, når du vælger klipper
Lydeffekt
Lyd og dermed støj måles på en såkaldt
decibelskala, som er logaritmisk. Det
betyder fx, at en sænkning på 3 decibel
reelt opleves som en halvering af støjen
eller lydeffekten.
I en rækkehushave med en lille plæne
er den benzindrevne plæneklipper et
dårligt valg. Støjen vil flænge sommerluften, og naboskabet kan nemt
få ridser.
En almindelig håndmaskine eller
en elektrisk model vil sagtens klare
opgaven og bevare freden. Først når
plænerne når over 1000 kvadratmeter, bør man overveje de lidt større
benzindrevne motorplæneklippere.
Men selv her er det en god idé at
tænke på omgivelserne og skåne
naboer og andre, når vejret og klippetidspunktet falder sammen med
frokosten eller den bedste fritid.
Kapitel 6
Anlæg plænen
Den nye græsplæne skal ligge
på et løst grundlag
Som ny haveejer oplever mange at
skue ud over en grund, hvor det nye
hus står fint og flot, mens jorden
omkring ligger hen som en bulet
og hårdt sammenpresset jordbunke
med tydelige spor af byggeaktivitet.
Ser den kommende have sådan ud,
skal man ikke vente sig en flot plæne,
medmindre man går særdeles grundigt til værks. Byggepladsjord hilser
ikke græsfrø velkomment!
Jorden kan lide af det, man kalder
»traktose«, som blot er et ord, der
antyder, at den er blevet presset hårdt
sammen af traktorer og andre byggemaskiner. Hverken luft, vand eller
græsrødder kan trænge igennem
jorden, og et synligt bevis kan være,
at regnvandet danner store pytter. Et
par spadestik i jorden kan også nemt
afsløre, hvor hård den er, og endelig
vil synet af fx lerjord og byggerester
fortælle om den kommende havejords tilstand.
Før man sår græs, skal jorden
forberedes, og det første skridt er en
såkaldt »grubning«. Det vil sige, at
jorden skal gennemgraves i dybden
og vendes – ofte flere gange, så den
luftes og løsnes. Afhængig af tilstanden må man tage kraftige maskiner
som havefræsere i brug for at trænge
gennem de øverste lag. Havefræsere
findes i flere størrelser og kan i øvrigt
ofte lejes.
Grubes jorden inden vinteren,
er det bedst. Så kan den ligge brak
i nogle måneder hvor frosten kan
være med til at sønderdele de øverste
lag yderligere, så det er nemmere at
Jorden på byggegrunden er alt for hård til såning
af græs. Den skal løsnes i en dybde på mindst
20 cm, og det er en opgave for en jordfræser.
Den løsnede jord skal rettes af. Et godt øjemål
er ikke altid nok. Det kan være nødvendigt at
spænde snore ud for at kontrollere resultatet.
Hvis muldjordlaget har været skrabet af, kan det
nu føres tilbage og jordforbedres. Ellers må et
nyt lag muld og grus lægges ud.
Forarbejdet til den nye græsplæne er uhyre vigtigt og ret krævende.
arbejde jorden igennem om foråret.
Samtidig med grubningen bør
man finde ud af, om dræn- og afløbsforhold fra grunden er i orden. Skal
jorden drænes, bør det ske, samtidig
med at jorden løsnes.
Generelt bør plænen have fald,
så regnvandet ledes væk fra huset.
Faldet etableres samtidig med, at
jorden planeres, dybe huller fyldes
op, og buler og forhøjninger rettes
ud. For at få et ordentligt indtryk
af denne udjævning kan det være en
god idé at spænde et par snore ud og
kontrollere resultatet med et vaterpas. Niveauforskelle mod skel eller
vej bør rettes af i bløde buer fremfor i
bratte fald, medmindre man kanter af
med stengærde eller på anden måde.
Med skarpe kantafslutninger øges risikoen for, at jorden skrider sammen.
Udjævningen bør ske, inden der
evt. fyldes op med det lag muldjord,
som skal være med til at give den nye
plæne optimale vilkår.
Det underste jordlag må godt
være både stenet og sandet. Det
trives græsrødderne fint i. Men øverst
skal plænen bestå af muld og gerne
grus, som tilsammen skal virke som
jordforbedring. Jo finere kvalitet
muldjord, jo bedre, så man fra starten
undgår ukrudt. Men man kan også
jordforbedre både lerjord og sandjord og lægge det ud som det øverste
lag, inden det fræses ned.
Lerjord blandes med sand, hvor
kornstørrelsen er mellem 0,5 og 1,5
mm og barkkompost eller tørvemuld.
Sandjord blandes med fortrinsvis
barkkompost. For al jordforbedring
er det vigtigt at indarbejde den i den
eksisterende jord og ikke bare lægge
den på som et lag. Lægger man fx et
ca. 15 cm lag grus ud, efterfulgt af
ca. 5 cm muld og blander det grundigt med kultivator, får man en let og
porøs overjord, som også er perfekt
til hurtig udvikling af græs.
Grus og sand er vigtige elementer
i plænens trivsel, fordi de giver luft og
porøsitet til jorden, så luft og vand
kan nå græsrødderne og sikre den
vigtige transport af næring.
Det jordforbedrede lag blandes godt sammen
med det øverste jordlag med enten en fræser,
en greb eller en kultivator.
Til sidst rives arealet omhyggeligt, så småsten,
rodrester og mindre grene med videre fjernes.
Når det er gjort, kan man så græsfrø.
Den sidste afretning kan foretages med en lang
metalstige, som trækkes hen over det nyrevne
areal.
Bare rolig, det skal nok komme op!
Græsfrø bør ikke spredes tilfældigt men med løs og kontrolleret hånd.
Med pæle og snore kan
plænen deles op i mindre
områder, hvor en afmålt
frømængde spredes.
Når den nyanlagte have er sået til,
skal man væbne sig med tålmodighed. Der går 2-3 uger, før græsset
spirer, hvis man sår om foråret, og
1-2 uger, hvis det sker om efteråret.
Det bedste tidspunkt er august-september, hvor luft og jord er varm, og
man kan regne med tilpas med regn.
I den tid skal plænen have fred og ro
– sådan da. For jorden må ikke tørre
ud, mens græsfrøene spirer.
Er der udsigt til en tørkeperiode,
bør man holde jorden fugtig med
jævnlig vanding. Af samme årsag er
efteråret med regnvejrsdage bedre at
så i end de mere solfyldte måneder
midt på sommeren. Foråret er også
velegnet, men spiringen er langsom-
mere, fordi jorden stadig er kold.
Når jorden er rettet af, renset for
sten og eventuelle ukrudtsrester og
revet fint, spredes græsfrøene efter de
doseringsanvisninger, som findes på
emballagen. Græsfrøene blandes og
spredes enten med hånden eller en
såmaskine.
Groft sagt skal der spire et græsfrø
pr. cm². Det svarer til et forbrug på
2,5 til 3 kg græsfrø til 100 m². At fordele en sådan mængde jævnt kræver
enten øvelse eller en doserings-såmaskine. Har man ingen af delene, bør
arealet inddeles med snore i mindre
bidder, så man kan afveje mindre
portioner græsfrø, der passer til inddelingen. Så er det nemmere at styre
Frøene skal ikke bare ligge på overfladen. De skal nedfældes i det øverste lag. Denne del af såningen
kræver, at jorden er gennemarbejdet og helt løs og fri for klumper.
spredningen. Husk at blande frøene
i posen, før de bruges. De største er
nemlig sunket til bunds.
Frøene spredes jævnt og med løs
hånd, så hele arealet dækkes så ensartet som muligt. Efter spredningen
skal frøene blandes ned i det øverste
lag jord, men ikke længere ned end
højst 1 cm. Det foregår med en rive,
som forsigtigt trækkes gennem jorden både på tværs og på langs – næsten svævende.
Tilsåningen afsluttes med tromling, som skal sikre, at jorden bliver
presset så meget sammen, at den
første klipning kan ske, uden at
plæneklipperen sætter spor i plænen.
Samtidig sikrer den lette tromling, at
frø og jord får nærkontakt, så frøene
kan suge fugt til sig.
Det tilsåede område tromles eller stampes til
med bagsiden af en rive.
Skær græstørv op og rul dem til side, inden løgene placeres.
Læg løg under græsset
En forårsgrøn græsplæne med en
vrimmel af blomstrende etårige
løgplanter som krokus og fx tulipaner er et smukt syn. Blandingen
af græs og løgplanternes spraglede
kronblade sætter ekstra kulør på
den tid, hvor man længes efter
sommerens blomsterpragt.
Løgene lægges om efteråret og
kan enten anbringes direkte under
en græstørv, som skrælles af og
løftes til side, eller de kan graves
ned.
Det er ikke nok blot at stikke
et hul med en plantepind og
hælde løget ned. Man skal sikre, at
løgene hviler på jord og ikke på en
luftlomme. En planteske er derfor
mere velegnet.
Benyttes græstørvsmetoden,
har man god mulighed for at overskue og tilrettelægge, hvordan de
forskellige løgtyper kommer til at
ligge i forhold til hinanden. Plantes de direkte i plænen, kan »mønstret« styres, ved at man fordeler
alle løgene på plænens overflade,
inden man begynder at grave dem
ned. Når planterne visner klippes de ned sammen med græsset
og løgene ligger som regel godt
beskyttet til næste sæson.
Når den grønne løber rulles ud
Med rullegræs kan plænen anlægges fra dag til dag.
Rullegræs er ikke forbeholdt de
store idrætsparker og fodboldstadions. Igennem de seneste årtier
er de store ruller med græstørv
blevet meget populære blandt private, fordi de er nemmere at have
med at gøre.
For en kvadratmeterpris, der
ligger næsten på linie med, hvad
det koster at lægge et nyt gulv eller
nyt tæppe indendørs, kan græsplænen udskiftes på en enkelt dag
– af leverandøren, en gartner eller
af én selv. Udlægningen er ikke
vanskelig, men man skal huske, at
forudsætningen er et velforberedt
underlag, læs side 52. Dernæst
bør den eller de første ruller så
vidt muligt udlægges langs en lige
kant, fx en husmur.
Med kniv eller spade tilpasses
rullerne, og arbejdet bør foregå fra
plader, som lægges på græsset, så
man undgår at betræde underlaget
og undgår at belaste det nylagte
græs for meget. Samlinger og evt.
huller fyldes op med grus, der
er blandet med muld. Når rullegræsplænen er på plads, skal den
vandes med ca. 15-20 mm vand
hver anden til hver tredje dag i
begyndelsen. Vandingen nedtrappes,
i takt med at græsset gror fast, og den
nye plæne skal have lov til at ligge
ubelastet i mindst 2-3 uger.
Rullegræs kan lægges med håndkraft
eller med maskine, og det skal
ske straks, når græsset ankommer.
Rullegræs må ikke ligge og vente i
sammenrullet stand mere end nogle
få døgn.
Kapitel 7
Læg plænen om
Måske kan det bedst betale sig
at begynde helt forfra
Hvis du er træt af din gamle græsplæne, fordi den er nedslidt, fuld af
ukrudtsplanter, er ujævn, har bare
pletter, mos og et virvar af forskellige
græsarter, kan du enten lægge den
helt om eller du kan prøve at forny
den og derved puste nyt liv i den.
En total omlægning er naturligvis
det mest omfattende projekt, men
det kan være nødvendigt, hvis plænen
har det virkelig dårligt. Afhængig af
hvilken metode du anvender, kan det
tage op til et par måneder, inden den
gamle plæne er fjernet og en ny sået
til og græsset er kommet så langt op,
at det skal klippes første gang.
Skal plænen lægges helt om, er
det en god idé at overveje, dels hvor
meget arbejde du vil lægge i sagen,
og dels hvor mange penge du vil
bruge på projektet.
For du kan slippe nemt og dyrt
fra det eller billigt og arbejdskrævende.
Den nemme og dyre løsning går
ud på at lægge en ny plæne oven på
den gamle i form af rullegræs, som
købes i lange baner og udlægges som
et nyt græstæppe.
Forinden tages der stilling til, om
den gamle plæne skal sprøjtes med
et bekæmpelsesmiddel og ligge brak
i en tid, så både ukrudt og gammelt
græs dør, inden den nye græsmåtte
lægges ud.
Som regel vil rullegræsset kvæle
den gamle plæne, men det er ikke nogen garanti mod, at gammelt ukrudt
med tiden vil trænge op gennem det
nye rullegræstæppe. Det kan i vid
udstrækning modvirkes ved omhyg-
Hvis plænen er præget af ukrudt og mos, kan
man vende op og ned på den med en kraftig
havefræser – først den ene vej og så den anden.
En mand og en spade kan også klare opgaven
med at vende den gamle plæne. Samtidig bør
man fjerne det ukrudt, der dukker op.
Den vendte og luftede jord skal renses helt for
rødder, græs og sten. Arbejdet foregår med rive,
greb og kultivator, og det tager tid.
Man skal ikke undervurdere arbejdet med at omlægge en gammel
græsplæne, men gøres det rigtigt, venter der mange års glæde.
Katte holder af græs – og af at spise det.
Kattegræs
Man skal ikke servere billigt og
blødt græs for sin kat. Det går
den pænt uden om, ligesom den
ikke vælger det bløde og fine
plænegræs.
Katten vil have græsstrå af
den mere stridbare slags, fordi
det skal bruges som dels skæreredskab nede i maven, hvor det
splitter de boller af hår, som katten opsamler, og som brækmiddel, så den kan komme af med
de ufordøjelige klumper af hår,
som den har slikket i sig under
den daglige vedligeholdelse af
pelsen.
Så græs er godt for kattemaver – og som legeplads.
gelig pleje af den nye plæne, som bør
være fri for ukrudt, hvis man har købt
en ordentlig kvalitet.
Jorden fortjener sikkert at blive forbedret med
en blanding af muld og grus, som fordeles jævnt
over hele området og rettes af med rive.
Græstørv er ingen genvej
Forskellen på at lægge rullegræs eller
græstørv er ikke stor. Bortset fra, at
græstørv, som typisk måler 100 x 40
x 2,5 cm, ikke egner sig til at dække
en gammel plæne. Den bør først
fjernes.
Lægges en plæne med tørv, skal
underlaget være helt afrettet, og selve
lægningen foregår ved, at tørvene
placeres tæt mod hinanden i lige rækker og helst i forbandt. Det vil sige
forskudt for hinanden, så man undgår stjernesamlinger – hvor fire tørv
mødes.
Græstørv-metoden svarer i store
træk til den billige og hårde metode,
som tit er den bedste. Den går groft
sagt ud på at begynde helt forfra,
og det betyder, at den gamle plæne
skal graves op og jorden renses mest
mulig for rødder, sten m.v.
Det kan man gøre på flere måder.
Man kan fjerne den gamle plæne ved
at afgrave den som græstørv eller ved
at gennemgrave den i en dybde på
ca. 20 cm og fjerne primært ukrudtet,
men også det gamle græs. Arealet kan
også sprøjtes før eller efter afgravning,
så de sidste rester dør. Gennemgravningen af den gamle plæne kan udføres med spade eller med en jordfræser. Denne del af arbejdet svarer stort
fortsættes ...
Tramper man området til, vil løse partier og
fordybninger afsløres, så man får en sidste
chance for at gøre plænen helt plan.
set til at forberede et helt jomfrueligt
stykke jord til anlægning af en græsplæne.
Jorden gennemarbejdes
Jorden skal luftes, rettes til, rives, og
rester af ukrudt og græs skal fjernes.
Ofte er det nødvendigt at tilsætte
gødning og jordforbedringsmidler i
form af grus, sand, muld og fx spagnum og blande det ind i det øverste
lag. Det er et stort arbejde, men i
længden kan det betale sig at gøre
forarbejdet ordentligt.
Først klippes den gamle plæne så
kort som mulig og alt det løse rives
sammen og puttes i kompostbunken.
Jorden gennemarbejdes med fræser
eller spade, og alle planterester samles
op. Der tilsættes gødning og jordforbedringsmateriale, som fræses eller
graves ned i det øverste lag. Arealet
rettes af og kultiveres og rives, så sten
og de sidste plantedele kan tages op.
Jorden trampes til eller tromles og
rives over endnu en gang og vandes,
hvis den er for tør. Den skal helst
være fugtig i 20 cm's dybde.
Så er der frit valg
Nu er underlaget klar til at blive sået til
eller blive dækket med rullegræs eller
græstørv.
Vær opmærksom på, at ujævnheder, buler og fordybninger i underlaget straks mærkes, hvis der benyttes
græstørv eller rullegræs. Det samme
gælder naturligvis også, når man sår,
Ønsker man at lægge græstørv i stedet for at
så, stilles der samme krav til underlaget. Det
skal være plant, renset, fast og revet.
Når den sidste overrivning er overstået, og
jordklumper, småsten og lignende er taget væk,
er jorden næsten klar til såning.
Hvis jorden er tør, skal den gennemvandes i en
dybde af ca. 20 cm. Vent et par dage med at så,
for jorden skal være fugtig, ikke drivvåd.
men her er det nemmere at foretage
mindre opretninger, når først græsset
er kommet op.
Hverken græstørv eller rullegræs
bør være tykkere end 2,5-3 cm. I
modsat fald vil tørvene være for lang
tid om at gro fast til underjorden.
Tilpasning af græstørv rundt om
træer og fliser foretages med en kniv.
Både græstørv og rullegræs købes hos
forhandlere, som dyrker græsset i stor
stil og leverer det på paller og i den
ønskede mængde.
Kapitel 8
Forny plænen
Giv plænen kunstigt
åndedræt
1
2
3
4
En foryngelseskur kan klares på et par dage.
Der findes ikke ret mange smutveje,
når det drejer sig om at få »genoplivet« en gammel og hensygnende
græsplæne. Men helt så galt er det nu
ikke.
Trænger græsplænen til en foryngelseskur, fordi den er nedslidt, og
ukrudtet har taget magten fra græsset, så kan det faktisk godt lade sig
gøre, uden at man graver det hele op
og begynder på en frisk.
Til en effektiv rehabilitering af
plænen skal man bruge en plæneklipper, en vertikalskærer, rive, topdressing, gødning og nyt græsfrø, hvor
indholdet fortrinsvis skal bestå af
hurtigtvoksende arter.
En motordreven vertikalskæreren
kan bedst trænge igennem plænen,
hvis jorden er hård, og vertikalskæren
kan ofte lejes i et havecenter. I modsat fald må man benytte en vertikalskærer, der er udformet som en rive.
Vertikalskærerens opgave er at kradse
op i bunden, så der kan komme luft
til græssets rodnet.
Efter vertikalskæringen skal
plænen rives grundigt igennem, så alt
det opkradsede græs kan bortskaffes.
Hvis det indeholder store mængder
af ukrudtsfrø, er det bedre at brænde
det end lægge det i kompostbunken.
Især skal man være opmærksom på
mos, som ikke bør lægges i kompostbunken.
I forbindelse med den efterfølgende topdressing tilføres plænen en
passende mængde NPK-gødning,
som blandes sammen med topdressingen. Når det nysåede græs er i god
vækst, tilføres endnu en gang gødning.
Afhængig af plænens størrelse kan
hele projektet udføres på en dag eller
to, men der vil gå knap en måned,
inden plænen kan klippes og resultatet af foryngelseskuren kan vurderes.
Men følges processen, som fremgår af billedserien, vil plænen helt
sikkert få nye kræfter og vokse sig flot
igen.
Årsagen til, at plænen vil blive
grøn trods den hårde behandling, er
at græsset får bedre vækstbetingelser
og vil erobre pladsen på bekostning
af ukrudtsplanterne, som ikke kan
klare sig i konkurrencen med det
hurtigtvoksende græs, fx rajgræs. De
uønskede vækster vil bukke under og
græsset vinde frem.
Klip græsset helt kort og benyt et græsfang på
maskinen, så mest muligt græs samles op med
det samme.
5
Plænen topdresses nu med en blanding af muld,
kompost og spagnum plus en blanding af NPKgødning, ca. 2 ltr. til 100 m²
Kør med en vertikalskærer både på langs og på
tværs af plænen, så den så at sige ridses i et tæt
mønster, så rødderne kan få luft.
6
En gittertromle er velegnet til en efterføl-gende
tromling. Den kan tynges med fx en pose muld
eller andet.
Riv efterfølgende plænen hårdt igennem med
en rive med faste tænder, så plænen renses for
rester helt i bund.
7
Efter såning skal plænen holdes fugtig, indtil
græsset har slået rødder. Vand med en spreder,
og vær sikker på, at der vandes i dybden.
Spred en græsfrøblanding, der indeholder en
stor del rajgræs, som er hurtigtvoksende, over
hele plænen, med fx en frøspreder.
8
Når græsset spirer og har nået en højde på et
par cm, gødes med 3 ltr. NPK-gødning pr. 100
m², og det gentages efter en måneds tid.
Græsset dør
Prik nogle huller i emballagen.
Fyld op med vand fra haveslangen.
Vand det tørre spagnum,
inden posen åbnes
Køber du spagnum eller såkaldt
tørvestrøelse, får du det som regel
i store plastsække, hvor materialet
ligger tørt, godt og komprimeret.
Det gør transporten lettere,
men skal strøelsen bruges fx i et
bed eller i store havekrukker, er
det meget tørre og letflyvende
spagnum ret besværligt at have
med at gøre, og ligger det først
i et tykt lag, er det en langsommelig affære at få det ordentlig
gennemvandet. Vandet preller
nærmest af og siver vanskeligt ned
gennem den filtrede masse.
Løsningen kan være følgende:
Prik et par eller tre huller i plastsækken med fx et kosteskaft, inden du åbner den. I hul efter hul
anbringes en haveslange, og der
lukkes op for vandet. Lad vandet
løbe, indtil det pibler op, og lad
det hele trække en halv times tid.
På den måde kan indholdet få en
ønsket fugtighed, inden sækken
åbnes og spagnumet anbringes,
hvor det skal bruges.
Metoden forhindrer også, at
det fine spagnum blæser væk, hvis
det udlægges i fx køkkenhaven
eller bruges til jordforbedring af
græsplænen.
I bunden af græsplænen kan der med
tiden ophobes et lag af dødt græsmateriale, som kan true væksten og få
plænen til at se trist og hensygnende
ud.
Under normale forhold nedbrydes dette lag af mikroorganismer til
muld og et vækstlag, som græsplanterne genbruger. Men går denne
proces i stå på grund af fx tørke,
kan bundlaget vokse og blive så tæt,
at det lukker af for tilførsel af vand
og luft. Det kan være starten på en
langsom kvælning, og så skal plænen
»genoplives«.
Det kvælende lag skal fjernes, og
plænen skal luftes. I mange tilfælde
kan det udføres med en kraftig og
hårdhændet gennemrivning af plænen. Ellers er en grundig vertikalskæring løsningen.
Klipning med moderne plæneklippere, som findeler græsset ekstra,
inden det »pustes« ned i plænen, kan
tit forhindre denne tilpakning og
sikre, at der holdes liv i nedbrydningen og muldomsætningen. Klippesystemet kaldes multiklip, og du kan
læse mere om den særlige måde at
klippe græsset på side 43.
Problemet kan også forebygges,
hvis græsset opsamles i en periode,
hvor vækstbetingelserne er mindre
gode.
Kapitel 9
Pas plænen
Plænen skal vandes
sjældent, men grundigt
Selv om græs er sejlivet har det ikke godt af at tørste.
At sjatvande sin græsplæne, når en af
sommerens tørkeperioder sætter ind,
er mere skadeligt end helt at undlade
at vande. Årsagen er, at man kun
får fugtet det øverste lag, og det vil
tiltrække græsrødderne, så de søger
mod overfladen i stedet for at fordele
sig ned i jorden, hvor de ellers skal
hente deres styrke.
Så hvis du vil vande, så vand
nogle få gange, men vand igennem
hver gang. Du skal mindst sprede 2030 mm vand ud over hele den tørkeramte plæne, før det har nogen gavn.
På den måde vil du sikre, at vandet
trænger ned til bunden af græsrødderne.
På en god varm sommer er det
tilstrækkeligt at gennemvande sin
plæne tre til fire gange. Første gang i
slutningen af maj, dernæst midt i juni
og så igen i slutningen af juli. De
første tegn på tørke viser sig ved, at
græsset holder op med at vokse og
begynder at blive gult. Tilføres plænen
ikke vand, vil gulningen fortsætte og
græsset blive tørt og se afsvedent ud.
Det betyder sjældent, at græsset er
dødt. Det vil næsten altid komme op
igen, når vejrforholdene ændrer sig,
og der kommer regn. Sydpå vil man tit
se disse helt lysebrune græsarealer i
den varme sæson, så der er noget om
den almindelige opfattelse, at græsset
er den sidste af havens vækster, der
dør under solens stråler.
Vil man undgå det triste syn, skal
der vandes, hvis vejrudsigten forudsiger en lang tørkeperiode, hvor der
tilmed er risiko for officielt vandingsforbud. Derfor er reglen om tre
gange grundvanding lettest at håndtere.
Hvis du er i tvivl om, hvornår plænen har fået 20-30 mm vand, kan du
opsætte målebægre eller regnvands-
Med rundspreder sker der overlap, så nogle
områder for mere vand end andre.
målere op rundt om på græsplænen
med 5-6 m's mellemrum og her aflæse
resultatet af kunstvandin-gen. Hvis du
køber en vandspreder eller et sprinklersystem, bør du være opmærksom
på producentens oplysninger om,
hvor meget vand den spreder pr. time.
Det vil tit fremgå af emballagen, hvor
stort et areal der dækkes, og hvor
meget vand anlægget yder. En typisk
firkantvander vil dække et areal på 90
m² og sprede 10 mm pr. time.
Men du kan ikke altid være sikker
på, at en sprinkler giver lige meget
vand overalt, så det er en god idé at
checke det med et par vandmålere.
Generelt er firkantspredere også
nemmere at vande med, fordi man får
dækket et helt præcist område. Det
gør man ikke på samme måde med
en cirkelspreder, som vil vande med
overlap, når den flyttes fra sted til sted
og skal dække eksempelvis en græsplæne.
Vær også opmærksom på vandtrykket, som kan variere meget. Det
er endnu en grund til at holde øje
med, hvor mange millimeter vand der
egentlig bliver øst ud over plænen.
Endelig skal man hæfte sig ved
jordbunden. I sandet jord vil vandet
synke hurtigere ned end i jord med
stort indhold af ler. Derfor vil græs på
sandet jord tørre hurtigere ud og skal
vandes oftere, mens græs på leret jord
skal vandes grundigere, fordi vandet
har sværere ved at trænge ned i ler,
der er tørret ud.
Vander du en varm sommerdag,
hvor solen bager, vil du give græsset et rent kuldechok, hvis du tapper vandet direkte fra hanen, hvor
temperaturen typisk vil være på 6-7
grader. Vent derfor med at vande til
udetemperaturen er dalet. Derfor er
det altid bedst at vande om aftenen,
om natten eller tidligt om morgenen.
Har man mulighed for at vande
med regnvand, er det meget anvendeligt, men normalt er vand fra den
almindelige vandhane udmærket og
kan bruges uden videre.
Der findes i dag et meget stort
udvalg af haveslanger med tilhørende
koblingssystemer, som gør det nemt
at fordele vandet rundt i haven, og
holder man sig i det store og hele fra
de billigste produkter, vil vandingsudstyret holde længe og leve op til
både krav og forventninger.
Med regnmålere eller måleglas, som
stilles på plænen, kan man kontrollere,
om plænen får tilstrækkeligt vand
i tørkeperioder. Det er bedre at
gennemvande end sjatvande, for
græssets rødder får ikke gavn af vandet,
hvis det kun ligger i overfalden.
Klip jævnligt, men ikke for tæt
Græsset skal ikke blot klippes som rutine, men når det er nødvendigt.
Det ligger fast, at græsslåning hører til de tilbagevendende pligter i
mindst halvdelen af året, nemlig i
månederne fra maj til november.
Men der er ikke nogen regler om,
hvor tit det skal ske.
Klippes plænen i gennemsnit en
gang hver uge, skal du have gang i
plæneklipperen mellem 20 og 25 gange om året. Men mange faktorer spiller
ind på klippefrekvensen, og generelt
bør græsset ikke klippes længere ned
end til en højde på ca. 3 cm, og ved
hver klipning bør man ikke fjerne mere
end 30-40% af græssets højde. Årsagen er, at fotosyntesen, væksten og
dannelsen af et ordentligt rodnet ned-
sættes, hvis græssets grønne blade
hele tiden kappes ned til et minimum.
Det øger også risikoen for skader i
tørkeperioder.
Skal græsplænen se nyslået ud
hele tiden, må man indstille sig på
at klippe den, så snart den er vokset
2 cm, og det kan betyde, at den skal
slås hver 3.-4. dag i den periode, hvor
græsset vokser mest.
En nyanlagt plæne skal slås første
gang, når den har nået en højde på
godt 8 cm, og der klippes kun et par
centimeter af og græsset opsamles,
så evt. ukrudtsplanter fjernes. Græsset skal have tid til at danne et stærkt
rodnet, og først når bunden er dækket af grønne skud, skal klippehøjden
sættes ned.
Om foråret bør en ældre plæne
heller ikke klippes helt ned, så snart
det er muligt. Lad den blive en smule langhåret, inden den klippes de
På nogle plæneklippere sidder opsamleren
som en stor lukket kasse bag på maskinen,
mens andre er udstyret med Stigas
miljøvenlige Multiclip system.
første par gange. Det vil plænen trives
bedst med. På skyggefulde steder
under træer m.v., hvor mos nemt får
overtaget, anbefales det også at lade
græsset vokse lidt længere, inden det
klippes ned til 3-4 cm. På den måde
kan det være med til at holde mosset
nede.
I tørre sommerperioder skal
klipningen indstilles helt, og så skal
den sidste klipning om efteråret være
tæt, så risikoen for svampeangreb i
de sene efterårsmåneder og vinteren
undgås.
Om græsafklippet skal opsamles
eller få lov til at blive liggende, er
tit en smagssag. Plænen bliver nok
smukkere at se på, når det afklippede
græs er væk, men gør man det konsekvent, kan plænen miste det »kosttilskud«, som tilbageføres til jorden,
når det afskårne græs bliver liggende.
Men værdien er ikke så stor, at det
bør afholde nogen fra at have en opsamler monteret på sin plæneklipper.
I meget regnfulde og fugtige perioder er det en klar fordel med opsamling, fordi græsset ellers vil ligge og
rådne i stedet for at formulde.
En effektiv opsamler på plæneklipperen er et godt hjælpemiddel,
men en god gennemrivning af plænen har yderligere den fordel, at der
bliver kradset op og luftet ud i bunden, og man får fjernet græsrester,
som ikke er omdannet og så at sige
spærrer for næringsoptagelsen.
Spor i plænen
Græsplænen er ikke fredet, så det sker nemt, at den får
mekaniske skader. Det kan fx være mere eller mindre
dybe hjulspor efter tungtlastede og mange trillebørlæs. Ofte vil skaderne forsvinde af sig efter længere
tid, fordi den sammenpressede jord »rejser sig«. Rækker tålmodigheden ikke, kan sporene fyldes op med
en topdressing, læs side 30. Har man en smule græsfrø af samme blanding som resten af plænen, kan der
spredes lidt ud oven på topdressingen. I så fald skal
området holdes fugtigt, indtil græsset er kommet op.
Lapper af græstørv
Med græstørv kan plænen både repareres og omlægges.
Golfgreen
Den smukke og stærke græsart rødsvingel er en af de mest foretrukne til golfanlæg. Den
indgår i de fleste blandinger med en betydelig andel og benyttes både til de elegante
fairways og greens og til de rå og vildtvoksende områder, som ikke klippes.
Golfgreenen er den ypperste græsplæne. Et tætklippet og fuldstændigt ensartet tæppe af nøje udvalgte græssorter, som gror i et 20
cm specielt vækstmedie på et lige
så fint klassificeret lag af grus. En
moderne golfbane anlægges efter
meget krævende specifikationer,
og den rummer græsplæner over
hele skalaen – fra den fornemme
green over fairways og teesteder
til roughen, hvor græsset får lov at
vokse vildt.
Det hele passes med gødning
og vand, som nemt kan handle
om 30.000 kubikmeter pr. år for
en 18 huls bane, og ikke mindst
klipning med letvægtscylinderklippere én gang om dagen i
vækstmånederne, og drømmer
man om at etablere en professionel golfbane, ligger prisen mellem
20 og 30 millioner kr.
Mindre, døde pletter i plænen repareres lettest med græstørv, som tages
fra et mindre synligt, men sundt
hjørne af plænen.
Skær ikke for store græstørv. De
bliver vanskelige at håndtere, brug en
1
Det ødelagte område stikkes af og fjernes med
en spade.
3
Fyld lidt jord i hullet, så den nye græstørv ligger
en anelse højere. Den synker med tiden.
spade og skær dem så præcist, at de
passer til skaden. Det kan tit betale
sig at bruge et målebånd, så man slipper for at fylde ud med små bidder.
Græstørv bør ikke have en tykkelse på
mere end 3-4 cm.
2
Nye og friske græstørv skæres ud. En størrelse
på 30 x 30 cm er passende.
4
Træd græstørven til og vand området igennem.
Kanterne kan efterfyldes med lidt jord.
Rundt om græsset
Græskanterne skal stikkes af og passes.
Hullet som en si
Hvis græsplænen er hård og sammentrådt forskellige steder, har den
godt af at blive perforeret, så der kan
trænge luft ned til rødderne.
Det kan gøres i form af vertikalskæring, men på mindre områder kan
man klare sig med en greb eller et
andet redskab med spidser, som kan
trykkes ned i jorden uden at efterlade store huller. Der skal blot nogle
tynde luftkanaler til for at give græsset nye kræfter.
Udføres denne luftning om
foråret, hvor jorden er fugtig, stikkes
greben i jorden med 10 til 15 cm's
afstand og vrikkes en smule, så jorden
bliver hullet som en si.
Manuel perforering af græsplænen er et langsommeligt og krævende
arbejde, og det kan ikke bruges på
store plæner eller parkagtige græsanlæg. Her er plæneluftning kun mulig
med en motoriseret vertikalskærer, se
side 48-49.
De fleste foretrækker skarpe kanter rundt om græsplænen, uanset
om kanterne er buede rundt om
f.eks. bede eller helt lige.
De lige kanter får man lettest ved
at udspænde en snor og rette kanten
af med en spade eller endnu bedre
med en speciel kantskærer.
Hvis kanten skæres til med et
skråt snit udad forstærkes den og vil
have mindre tendens til at skride
sammen. I stedet for at bruge en
snor kan man holde kanten helt
skarp med et langt bræt, som
fæstnes med f.eks. et par lange
søm ned i plænen, så brættet
ikke rykker sig, mens kanten
Markér den buede kant med fx en haveslange,
før den stikkes af.
skæres til.
Om foråret,
når plænen er
i vækst, bør kanterne gås efter og rettes til,
så man resten af sæsonen
kan nøjes med at klippe
græsset, som vokser ud over
kanterne.
Buede eller runde kanter
omkring bede er tit vanskelige
at skære på fri hånd. Lægges en
haveslange eller andet bøjeligt
ud for at markere kanten, får man
et bedre overblik over effekten af
den planlagte kantning, og det er
Kanten rettes til med et skråsnit og efter en
snor eller et langt lige bræt.
nemt at rette den til, inden man går i
gang med spade eller kantskærer.
Når kanterne klippes, fjernes det
afklippede græs, som ellers vil ligge i
bedene og slå rødder. Det skal man
også være opmærksom på, hvis kanterne vedligeholdes med en græstrimmer. Den vil sprede græsafklippet
så meget, at det er vanskeligt at rive
sammen og fjerne.
Derfor anbefales det tit at benytte
græssakse – enten typer med langt
skaft, så arbejdet kan foregå oprejst
– eller små sakse til mindre haver.
Vil man spare på kræfterne til
pasning af kanterne, kan man nedgrave såkaldte kantbånd, som købes
på planteskoler og lignende steder.
Kantbånd findes i mange udgaver
men er typisk af plastmateriale, som
ikke nedbrydes.
Det er nødvendigt at klippe græsset jævnligt,
hvis kanten skal holde sin facon.
Græs og fliser side om side
Med fliser kan græsplænen blive nemmere at trimme.
Lægger man fliser rundt om sin
græsplæne, lettes arbejdet med at
holde græskanterne betydeligt. Fliser
eller klinker kan også bruges til at
indramme bede og andet i plænen
med. Græsset op til en fliserække
klippes nemt, når man kan køre
med plæneklipperens ene hjulpar på
fliserne. Løsningen kræver imidlertid,
at fliserne dels er ret brede – helst 20
cm, og dels at de ligger stabilt på et
tykt og stampet lag grus på mindst
10-15 cm.
Generelt anbefales det at lægge
fliser, som støder op til græs, cirka
2 cm højere end plænen, så græsset
ikke vokser ind over fliserne med det
samme. Ved kantning med fliser skal
niveauforskellen dog ikke være så
stor, at det går ud over plæneklippe-
rens skær, hvis man kører på fliser og
plæne samtidig.
Det kan være svært at undgå, at
græsset med tiden vokser ind over
fliserne, fordi fliserne synker en smule
samtidig med at plænen vokser.
Derfor skal fliserne ligge stabilt, og
så kan man afhjælpe problemet lidt,
hvis man sikrer kanten mellem fliser
og græs med et kantbånd, som graves
ned og anbringes i plan med flisernes
overside.
Kantes med fliser langs med husmurene, undgår man det besværlige
arbejde med at holde græsset nede
inde ved fundamentet.
Fliser og græs går også fint i
spænd med såkaldte armeringssten.
Græsarmeringsten kan erstattes med
fx brosten, som lægges på kørebelastede områder med en afstand på et
par cm, så der kan sås græs mellem
dem. Denne særlige kombination af
flisebelægning og græs fungerer bedst
på områder, hvor sliddet er stort nok
til at holde græsset nede. Ellers vil det
med tiden få overtaget og dække og
skjule belægningen helt.
Græsarmerede områder kan klare hårde
belastninger og bruges tit til indkørsler mv.
Lægges fliser langs med plænens kanter eller blot som flisegange, skal de anbringes på et stabilt underlag af tykt og sammenpresset grus.
Kapitel 10
Ukrudt og sygdomme
Lad græsset kvæle ukrudtet
Hvis græsset har det godt, går det skidt for ukrudtet - og omvendt.
Skræller man et 20 cm lag af en
kvadratmeter almindelig havejord og
analyserer det omhyggeligt, vil antallet af et- og toårige ukrudtsfrø nemt
overstige 100.000. Heldigvis vil langt
de fleste blot ligge som bestanddele
i jorden, men mange kan overleve i
årevis og blot vente på at få de rigtige betingelser for at gro. Derfor
er ukrudtsbekæmpelse i græsplænen
først og fremmest et spørgsmål om
at give plænen så gode vækstforhold,
at det bliver græsset, der vinder,
og ukrudtet, der taber. I en tæt og
velplejet græsplæne, hvor forholdene
er i top, får ukrudtet ikke plads til at
komme op.
Ved anlæg af nye plæner eller total
omlægning af ældre kan man sikre
denne prioritering med et omhygge-
ligt forarbejde. Det er straks vanskeligere, hvis plænen er i mellemgod
stand, men præget af ukrudt, som
truer med at få overtaget. Den situation får mange til at vælge mere direkte
bekæmpelsesmetoder som sprøjtning eller opgravning af de enkelte
ukrudtsplanter. Begge dele kan give
udmærkede resultater, men det kan
ikke hamle op med en egentlig fornyelse af plænen og en efterfølgende
pleje og vedligeholdelse med gødning, vand og trimning.
Generelt trives ukrudt, når det
defineres som uønskede vækster, i al
slags jord, også den dårlige. Der vil
altid vokse planter i selv den mest
håbløse jord, og mange af de mest
almindelige ukrudtsplanter er ret
hårdføre.
Ud over at ukrudtsfrøene ligger i jorden og faktisk kan kaldes til
live, når plænen vertikalskæres eller
kradses grundigt op med en rive, så
filtlaget fjernes og jorden fritlægges,
kan de tilføres græsplænen på flere
forskellige måder:
• De kan findes i frøblandinger.
• De kan spredes via kompost, når
den bruges som topdressing
• De kan spredes ved rivning og ved
brug af maskiner.
• De finder vej gennem luften med
vinden og med dyr.
Der er stor forskel på ukrudtstyper. Nogle er etårige, andre toårige
og mange er flerårige. Nogle har så
dybe rødder, at de kan være næsten
umulige at få op, mens andre spreder
deres rodnet ud i jordoverfladen og
let lader sig trække fri med hånden.
Hvis der er ukrudt i plænen, kan
man fristes til at slå plænen meget
tæt i håb om, at det vil tage livet af
de uønskede vækster. Men det virker
ikke. Langt de fleste ukrudtsplanter vil bare »dukke« sig og sætte
alle kræfter ind på at overleve. Tæt
klipning kan godt få visse typer til at
forsvinde, men det sker som oftest
på bekostning af græsset, som også
bliver svagere.
Det drejer sig om plads. Trives græsset,
fordi jordbundsforholdene er i orden, vil
græsrødderne danne et tæt net, så ukrudtet
ikke kan etablere sig. Er jorden dårlig bliver der
plads til de uønskede vækster.
En konge blandt ukrudt
Løvetand eller mælkebøtte er en konge blandt de udskældte.
Mælkebøtten er en upopulær
»jordbesidder«, ikke mindst når den
udfolder sig med sin store bladroset
og de lysende gule blomster i græsplænen. En enkelt plante dannet let
1000 frø, som spredes med vinden
og hurtigt spirer, hvor frøene falder
til jorden. De bevarer også deres
spireevne, selv om de ligger gemt i
f.eks. kompostbunken i lang tid, og
så har rødderne en impo-
nerende evne til at danne nye skud.
Plantens overlevelsesevne er mest
karakteriseret ved, at selv en lille rest
af rodstænglen, som bliver tilbage i
jorden, når man har forsøgt at luge
den bort, vil sætte nye skud. Man kan
heller ikke udrydde løvetanden ved
blot at fjerne blomsterne eller hele
bladrosetten. Den skyder blot endnu
flere bladrosetter fra resten af roden.
I græsplænen er den ekspert i at
dukke sig for plæneklipperen og brede sig endnu mere til skade for græsset omkring den. Skal mælkebøtten
bekæmpes, er der to muligheder.
Enten den besværlige opgravning af hele planten, så alle de
lange rødder fjernes eller sprøjtning
med kemiske midler. Den bukker
under for en lang række af de mest
almindelige ukrudtsmidler.
Men inden den fandens mælkebøtte aflives helt, er det værd at huske
på dens mange værdifulde egenskaber som lægeurt, især på grund af
bladenes meget højt vitaminindhold.
Den anvendes stadig i naturmedicin
og er f.eks. en yndet spise for en masse
kæledyr, og de første mælkebøtteblade kan indgå i en velsmagende salat.
Med et specielt ukrudtsjern kan man løsne
omkring roden og få den op i hel tilstand.
Bellis, Bellis perennis, eller tusindfryd,
lav flerårig plante, der tit dækker
meget store arealer. Meget almindelig
i græsplæner, hvor den både
betragtes som ukrudt og som en
naturlig og pyntende plante.
Svaleurt, Chelidonium majus
flerårig, udbredt i Skandinavien,
gammel lægeurt.
Vejbred, Plantago major, et- eller
flerårig, flere arter, lever i dårlig og
gerne udyrket jord, breder sig hurtigt
men er forholdsvis nem at hive op.
For mange er bellis
et ønsket element
i græplænen. Den
smukke lille hvide
blomst har næsten
symbolsk effekt,
selv om den er en
hård konkurrent til
græsplanterne.
Vi kalder dem
for ukrudt
Der findes ikke nogen klar definition
på ukrudt. De planter, som vokser
op af sig selv på steder, hvor vi ikke
ønsker dem, får som regel den lidet
ærefulde titel.
Her og på de næste sider har vi
samlet en buket af de mest uelskede
typer, når de optræder i græsplænen,
og ingen af dem kan som enkeltstående planter anses for hverken uskønne
eller frastødende. Men de har deres
spontane udbredelse til fælles, og for
mange af dem gælder, at har de først
fået fat, er de svære at slippe af med.
Nogle kan nemt rives op, mens andre
har et særdeles veludviklet rodnet eller rodstængler og udløbere, som gør
dem næsten umulige at få bugt med.
Tidsel, Cirsium,
flerårig, mange arter,
forholdsvis nem at
hive op, men den
spredes let.
Brandbæger,
Senecio vulgaris,
etårig, hyppig
ukrudtsplante,
overvintrer let,
nem at luge op.
Et trekløver
Ærenpris, Veronica, etårig
ukrudtsplante, kræver gode
bundforhold, vanskelig at fjerne
manuelt.
Kamille, Matricaria,
et-årigt frøukrudt,
almindelig og meget
udbredt.

Hyrdetaske, Capsella bursa-pastoris
etårig, trives fint på gødet jord, fx
havejord, var tidligere lægeplante.
Findes overalt.
Pileurt, Persicaria
lapathifolia, etårig markukrudtsplante.
Røllike, Achilliea,
flerårig, optræder mest i
vejkanter og på marker.
Gammel lægeplante.
I gamle dage var heldet uigenkaldeligt med et menneske, som
havde fundet et firkløver-blad
under en galge ved midnatstid
mens ny-månen kunne ses på
himlen som et smalt segl. Det
makabre billede har sin rod i det
almindelige trekløvers symbolske
betydning gennem de religiøse
tidsaldre – fra druider og præsteskaber til kristendommen. De
tre blade repræsenterede først de
tre naturelementer, havet, himlen og jorden og senere den hellige treenighed. Når et trekløver
kunne få så stor symbolværdi,
er det nemt at begribe, hvorfor
heldet blev hæftet til det sjældne
firkløver-blad.
Kløveren, med det latinske
navn Trifolium, det betyder treblad, hører til de planter, som
ofte optræder i græsplænen,
hvor den både kan blande sig
med græsset eller helt dække
større områder. Den er en god
kvælstofdanner, og den trives i
næsten al slags jord. Man kan
betragte den som ukrudt eller
som et spændende indslag, når
den springer ud med sin karakteristiske runde blomst, der tiltrækker bier, så man skal passe på
med at gå barfodet i græsset.
Fuglegræs, Stellaria
media, etårig udbredt
ukrudtsplante, elsker
kvælstof og tidligere
anvendt som lægeplante.
Let at fjerne.
Ranunkel, Ranunculus
repens, også kaldet
smørblomst, flerårig, stor
familie som bl. a. tæller
vorterod.
Skvalderkål, Aegopodium
podagraria, flerårig, svær
at udrydde, breder sig
ved udløbere, var tidligere
lægeplante mod gigt. I
græsplænen har den ikke
betydning, når den hele tiden
klippes ned.
Mos er flot, men uønsket
Mos er en spinkel og lavtvoksende
plante uden blomster, der ofte optræder i græsplænen og især i ældre
plæner. Den er køn i sig selv, og den
kan danne det smukkeste grønne og
bløde tæppe. Alligevel hører mosset
til blandt plæneejernes værste fjender,
og der ofres tit store anstrengelser på
at komme det til livs.
Der eksisterer ikke nogen enkel
forklaring på, hvorfor mos pludselig
optræder i plænen og breder sig medMos trives bedst om
foråret og efteråret, og
den er et symptom på,
at græsplænen ikke har
gode vækstbetingelser.
mindre der sættes alvorligt ind med
bekæmpelse. En lang række forhold
kan skabe livsbetingelser for mos, og
det er nødvendigt at finde den aktuelle årsag, hvis man skal få held med
at fjerne mosset helt. Den mest udbredte opfattelse, at for lav pH-værdi
er hovedårsagen til mosvækst, holder
ikke. Det kan være én af årsagerne,
men det kan også være for meget
skygge, for dårlig næringstilstand, for
hård jord, for dårlig vandnedsivning
med mere. Der findes eksempler på
mos i plæner, hvor vækstforholdene
for græs er helt optimale, og så er det
svært at finde en logisk forklaring.
Igennem årene er der udviklet
stribevis af produkter til bekæmpelse
af mos. På hylderne i havecentre og
på planteskoler kan man stadig finde
mere eller mindre effektive midler,
som indeholder fx jernvitriol og
kaliumpermanganat. Midlerne vil for
det meste svide mosplanterne uden at
skade det græs, som i sidste ende skal
overtage pladsen.
Det bedste råd er at skaffe græsset
nogle livsbetingelser, der er så gode,
at det kan udkonkurrere mosset. Det
sker gennem regelmæssig gødning
og almindelig jordforbedring. Men
først skal mosset væk med en mosrive
i form af en kraftig håndrive eller en
motoriseret mosrive.
Den elektriske eller benzindrevne
mosrive har en roterende akse med
en række »løsthængende« tænder,
der »slår« mosset op, så det kan rives
sammen. Husk, at mos ikke bør lægges i komposten men bortskaffes på
anden vis. Med en mosrive undgår
man sorte pletter i plænen efter sprøjtemidler, og det sparsomme græs får
straks bedre betingelser.
Hekseringen vokser år for år
Mere end 25 forskellige slags svampe kan vokse i en heksering.
Hekseringe er cirkelformede svampeangreb, der kan optræde i græsplænen og som ses tydeligt om efteråret,
når svampene kommer op. Fænomenet kan være meget vanskeligt at
bekæmpe.
Svampene og deres mycelier
vokser fra et centrum ud i en større
og større cirkel med en hastighed på
20 til 50 cm om året. I takt med at
cirklen øges år for år, vokser græsset
op inde fra centrum, hvor det typisk
er meget frodigt og grønt, fordi det
stimuleres af det kvælstof, som svampemyceliernes gradvise nedbrydning
efterlader i jorden. Svampemycelierne
eller deres »rodnet« kan gå ned til en
meters dybde.
Hekseringen forsvinder med
årene, men undervejs trækker den en
bred zone efter sig, hvor græsset dør
og ser trist ud.
Der findes forskellige bekæmpelsesmidler, som vandes ned i den yderste kreds af svampe. Ellers kan hekseringen kun holdes nede ved hjælp
af vand, gødning og god plænepleje
med luftning og jævnlig klipning.
Hekseringen vokser år
for år og efterlader en
død zone og en ny og
kraftig græsvækst inde i
midten af cirklen.
Mosriven er forsynet
med en speciel aksel,
der arbejder med en
række løsthængende
tænder.
Få muldvarpen i fælden
Muldvarpeskud i plænen sætter dyret på skadedyrslisten.
Det påstås, at muldvarpe flygter fra
græsplæner, der holdes med motorplæneklippere, fordi de ikke kan klare
larmen.
Så enkelt kan man næppe klare
muldvarpe, når de først har fundet
sig til rette under plænen. På den
anden side skader det ikke at prøve!
Svampen trives
under sneen
En kombination af betydelige mængder sne og skiftende perioder med
frost og tø kan give græsset et sygeligt udseende med en masse grå,
brunlige og hvide pletter og pergamentagtige blade. De angrebne områder kan variere i størrelse fra ganske
lidt til flere kvadratmeter.
Årsagen er en skimmelsvamp,
Fusarium, som mest kendes under
betegnelsen sneskimmel. Den er
vanskelig at bekæmpe, men som regel
vil luftning med en rive hjælpe om
foråret. Forebyggelse består i at slå
græsset tæt inden vinter og undlade
at gøde sent på året.
Ved meget alvorlige angreb kan
det være nødvendigt at reparere
plænen, enten ved at så eller skifte de
syge områder ud med nye græstørv.
Muldvarpen og mosegrisen er et
par af de grønne plæners værste plageånder. De planteædende mosegrise
nøjes dog med at grave huller i plænen, hvor muldvarpen presser jordbunker op, så græsplænen til tider
kan ligne et månelandskab. Mosegrisen efterlader mindre jordbunker.
Vil man bekæmpe dem, er der
ikke nogen universalmidler. Enten
kan jobbet overlades til professionelle
skadedyrsbekæmpere, eller man kan
selv gå i gang med fx klapfælder, som
stadig er et af de mest effektive midler.
Fælderne skal placeres i muldvarpegangens retning, så den ikke spærrer vejen, men til gengæld vil klappe
sammen om muldvarpen, når den
bevæger sig rundt i sit net af gange.
Saksen bør anbringes i et nyt skud,
hvor man forsigtigt fjerner den løse
jord, så gangen kommer til syne.
Fælden placeres, og hullet dækkes
forsigtigt til. Resten er ventetid.
Muldvarpefælden skal anbringes
helt præcist for at virke. Derfor
skal man forsigtigt fjerne jorden
fra et nyopgravet skud, så man kan
finde ud af, hvilken retning gangen
bevæger sig i, inden fælden sættes.
Lad plæneklipperen
gøre arbejdet
Brug plæneklipperen som kompostkværn.
En plæneklipper med opsamlingsboks kan mere end blot klippe
græs. Den kan både fungere som
rive og som kompostkværn. Når
efterårets blade dækker plænen,
kan man lade plæneklipperen suge
dem, op og samtidig findele bladene, så de hurtigere omdannes til
muld i komposten.
Men i løbet af året kan klipperen også bruges som kompostkværn, når hækken er klippet, og
du står med en bunke grønt hækaffald. Det er tit for småt til at blive
sønderdelt i kompostkværnen og
for stort til blot at komme i kompostbunken, fordi det mest består
af blade og småkviste.
Læg det afklippede ud på græsplænen i et tyndt lag og kør så med
rotorplæneklipperen hen over det.
Den vil findele det og sende det
ud i opsamleren, hvorfra du nemt
kan hælde det enten i komposten
eller for eksempel benytte det som
bunddække andre steder i haven,
hvor du gerne vil kvæle ukrudtet
og holde jorden fugtig på samme
tid.
Motorplæneklipperen er en
fortrinlig kompostkværn og
bladsuger, når den er forsynet
med en opsamlingskasse - jo
større jo bedre.
Husdyr og
småkravl
Græsplænen har mange små og store
plageånder, men i langt de fleste tilfælde overlever græsset ved egen kraft
eller blot ved en beskeden håndsrækning i form af udluftning, vanding
og eventuel tilførsel af gødning og
topdressing. En plæne i god vækst
holder de fleste problemer væk, og
ud over muldvarpen har græs ikke
mange fjender inden for kategorien
skadedyr.
Både hunde og katte kan få græsset til at visne i pletter, men græsset
dør ikke og kommer igen, hvis plænen får fred. Dog bør man beskytte
nysået græs mod husdyrenes ekskrementer og i øvrigt fjerne dem i videst
muligt omfang.
Blandt det småkravl, som også
kan sætte sit præg på plænen, hører
både myrer og regnorme.
Myrer kan efterlade små bunker af
jordsmuld fra gravning af underjordiske gange og boer, men de gør ingen
skade og kan fjernes ved fejning, og
de lidt større jordaffaldsbunker, som
regnormene kan præge plænen med
især om foråret og efteråret har heller
ikke nogen skadevirkning – tværtimod. Regnormene er med til at
skaffe luft til græsrødderne, og deres
tilstedeværelse og anses normalt for
et sundhedstegn for græsplænen.
Prøv først med håndkraft
Du kan rense græsplænen for ukrudt
på tre måder: Luge med håndkraft
og skovl, vertikalskære og forny hele
plænen eller sprøjte. Luger man med
håndkraft, er det mest skånsomt og
giftfrit. Det er også mest besværligt,
og i en ukrudtstæt plæne en nærmest
uoverkommelig opgave.
Håndlugning foregår bedst med
en planteskovl, som er tilpas smal og
spids til, at den kan gå i dybden uden
at skade græsset for meget. Det meste
plæneukrudt kan ikke hives op med
fingrene. Det skal graves op, eller der
skal løsnes omkring rodnettet, så det
kan trækkes op.
Græsplænen kan heller ikke luges
med hverken store redskaber eller maskiner. I grove tilfælde er den
eneste mulighed at vertikalskære og
forny plænen, se side 48.
Endelig kan man sprøjte mod
ukrudt. Der findes en række sprøjtemidler mod ukrudt i græsplænen, og
de er generelt meget effektive. Men
kombinationen natur og kemiske
giftstoffer er meget ubehagelig for de
fleste. Derfor har sprøjtemidlerne intense modstandere, men også direkte
tilhængere og så en masse moderate,
som gerne vil benytte dem – i små
doseringer og kun så længe, der ikke
findes officiel og dokumenteret advarsel mod at benytte dem.
Overalt ofres der betydelig indsats
på at udvikle sprøjtemidler, som ikke
skader miljøet.
Men indtil videre må man konstatere, at de produkter, der anbefales
mod ukrudt i plænen, ikke hører til i
den biologisk korrekte ende af skalaen. Det er skrappe midler, uanset
hvordan man anskuer det.
Plænerense-midlerne er karakteristiske ved kun at angribe det såkaldt
bredbladede ukrudt, mens græsset skånes. De kan fordeles med en
automatisk sprøjte eller forstøves fint
ud over enkelte planter. De anvendes
i ukrudtets vækstmåneder, fra maj
til juni, og skal i øvrigt omgås med
forsigtighed og altid nøje efter de
anvisninger, som står på emballagen.
Tag godt fat om planten nede ved roden, inden
man prøver at hive ukrudtet op.
Grav om nødvendigt rundt om roden, så du er
sikker på at få det hele med op.
Lokal sprøjtning af de enkelte ukrudtsplanter er
tit nok til at få renset plænen for det værste.
Miljørigtig bekæmpelse af ukrudt foregår med en planteske.
Kapitel 11
Grønne sider
Græsset må ikke betrædes
– i vintersæsonen
Til gengæld byder resten af året på mange opgaver.
Når frosten og vinteren melder sig,
bør græsplænen være forberedt til at
modstå kulden. For græs kan godt dø
af kulde!
En af de vigtigste forholdsregler
er at lade være med at gøde og vækstfremme græsset med fx kvælstofgødning sent på året. Græsset skal have
lov til at »køle ned« og blive klar til at
gå i vinterhi. En anden vigtig regel er,
at græsset ikke bør studses helt ned,
den sidste gang plænen klippes. En
højde på ca. 4 cm er normalt passende til, at den overlever vinteren uden
skader.
Man kan diskutere, om efterårets
nedfaldne blade skal fjernes, så græsset ligger åbent og ubeskyttet, når
frosten sætter ind. Et kompromis er
som regel den bedste løsning. Ligger
plænen helt dækket med et tykt lag
blade, kan det »kvæle« græsset. På
den anden side er en helt »nøgen«
plæne mere modtagelig for frost og
udtørringsskader i vinterperioden.
Så løsningen er, at det nedfaldne
løv fjernes i de sidste efterårsmåneder, men de sidste blade må godt
blive liggende, så de kan være med til
beskytte græsset.
Så længe græsset ligger under
sne og is, er der ikke meget at
gøre. Men så snart det bliver tø,
og vejret veksler mellem minus- og
plusgrader, skal man være forsigtig
og tilbageholdende med at gå på
græsset. Sliddet kan både sætte
græsset tilbage og medføre varige
skader.
Forårsklargøringen går primært ud på at give græsset tid til at
komme i gang med væksten, inden
man river plænen godt igennem
og klipper den første gang. Det
er også i de første forårsmåneder,
man tager stilling til, om plænen
skal gødes eller trænger til kalk.
Næsten alle andre opgaver kan
enten vente eller foretages i forårsmånederne. Græsplænen er ikke
kræsen med hensyn til, hvornår
man gør hvad. Det eneste tidspunkt i vækstsæsonen, hvor man
bør være tilbageholdende, er i den
varmeste og mest tørkeprægede tid
hen på sommeren.
Her skal plænen kun passes
med klipning og naturligvis med
vand, hvis der kommer en længerevarende tørkeperiode.
Sæsonplan for græssets pleje
Det er ikke ligegyldigt, hvornår man sår, gøder
eller lægger sin plæne om. Skemaet viser de
perioder, der egner sig bedst til de forskellige
gøremål.
Vinter
Forårsklargøring
Klipning af plænen
Spredning af kalk
Fornyelse af græsplænen
Vertikalskæring
Gødning
Reparere fx døde pletter
Forbedre med topdressing
Såning af nyt græs
Lægge rullegræs
Gøre klar til vinter
Tidligt forår
Sent forår
Forsommer
Højsommer
Sensommer
Tidligt efterår
Sent efterår
Skulpturer i plænen
Græsplænen behøver ikke ligge hen
som et »fredet« område, der hverken
må betrædes eller beplantes med
f.eks. store træer og buske. Tværtimod egner græsplænen sig fint til et
samspil med frugttræer, prydbuske og
selv store skyggefulde skovtræer. Og
man behøver ikke være havearkitekt
eller udforme omfattende haveplaner
for at plante træer i græsplænen. Lidt
sund fornuft vil tit være nok.
Det er vigtigt, at frugttræer ikke
plantes op og ned ad hinanden, at
træer, der godt må blive store, ikke
anbringes, så de skygger på fx terrassen og at nyindkøbte vækster passer
til jordbundsforholdene. Mange
spørgsmål kan løses på planteskolen,
før man køber plænens »skulpturer«.
• Lavthængende træer og buske
tager ikke skade af opstamning, så
der bliver plads under dem til både
plæneklipperen og til at græsset kan
få lidt luft og lys.
• Fritstående træer kan tit blive
meget høje, men ikke højere end du
tillader. Beskær dem også i toppen, så
de ikke vokser fra dig og måske kommer ud af proportion med græsplænearealet.
• Kaster træerne betydelig skyg-ge
risikerer græsset at vantrives. Sørg
derfor for ekstra gødning og vand,
hvis området ikke får nedbør.
• Græs under træer og buske vokser
ikke lige så meget som resten og bør
derfor ikke klippes lige så langt ned.
Det skal have en chance!
• Omkring træstammen vokser
græsset højt og skal klippes med
enten en havesaks eller fx en elektrisk
græstrimmer. Bruges trimmer, skal
man være opmærksom på, at trimmerens line kan ødelægge træets bark,
hvis man kommer for tæt på.
• Holder man et område fri for græs
omkring træerne, kan man nøjes med
at klippe græsset med plæneklipperen. I bedet rundt om træet kan man
lægge træflis eller et andet bunddække, så ukrudt holdes nede.
Den farverige naturgrund med en blanding af
vilde blomster og græs opstår ikke af sig selv.
Den skal både planlægges og etableres.
Sådan forvandles plænen til
en blomstrende eng
Hvis man drømmer om at slippe for at
holde sin græsplæne og i stedet lade
den vokse »vildt«, er det ligetil. Man
skal bare lade plænen være. Men går
drømmen ud på at få naturgrunden til
at udvikle sig til en blomstrende eng
med masser af vilde blomster og et
væld af farver året igennem, skal det
planlægges meget nøje.
Det centrale er, at jordbunden
faktisk skal være det modsatte af
den fint trimmede græsplænes. Den
skal være mager, muldindholdet skal
reduceres og jorden skal generelt på
afmagringskur. Det kan gøres ved
f.eks. at tilsætte betydelige mængder
af groft grus, eller man kan skrælle
hele det øverste muldlag væk, før
man tilsår arealet med en blanding af
fine græsarter som hvene og svingel
kombineret med en frøblanding med
engblomster og vilde arter. I handelen
findes en lang række blandinger, som
er tilpasset forskellige jordbundsforhold og voksesteder. Man kan også
udpine jorden ved i nogle år at klippe
græsset og fjerne afklippet konsekvent.
En blomstereng kræver plads og
bør ikke anlægges som et element i
mindre haver. Den egner sig bedst
til større naturgrunde, og den bør
passes én gang om året. Efter afblomstring sidst i september slås græs og
blomster med en le, og det afskårede
skal have lov at blive liggende i nogle
uger, inden det rives sammen. På
den måde kan man sikre, at frøene er
faldet af og blevet spredt til gavn for
næste års blomsterpragt.
Under alle omstændigheder skal
man regne med, at det kan tage
mindst et par år at få skabt en blomstrende eng. Til gengæld kan man få
glæde af en mængde af de vilde planter, som mere og mere forsvinder fra
vores natur, og være med til at holde
liv i en vigtig del af vores flora.
En usynlig
reparation
I stedet for at fylde en mindre fordybning i plænen op med en blanding af
muld og græsfrø og så vente i ugevis
på, at stedet bliver grønt, kan man
foretage et lille »kirurgisk« indgreb
og få problemet løst med det samme.
Metoden kan bruges på mindre
lunker og fordybninger med en diameter på op til ca. 50 cm. Det kan fx
være en fordybning i plænen efter et
stolpehul eller lignende, hvor jorden
er sunket, i takt med at plænen er
vokset hen over.
Løsningen er, at man først skærer
et kryds hen over hullet med en spade
i en dybde, så man nemt kan skrælle
de fire flige løse som græstørv. Græstørvfligene frigøres med en spade
og krænges ud til siderne med hænderne, så man får blotlagt jorden og
fordybningen.
Det er vigtigt, at græstørvene ikke
går i stykker. Derefter fyldes hullet op
med en god blanding af muldjord og
sand, inden græstørvfligene forsigtigt
lægges tilbage og trædes til. På den
måde vil reparationen komme sig
meget hurtigt og være usynlig.
Samme metode kan også benyttes, hvis der er tale om en bule, som
skal fjernes.
En papskive vil både tillade fugt at
trænge ned til træets rødder og
samtidig holde det opvoksende græs
nede, så man ikke skal klippe det
uge efter uge. Med tiden formulder
papskiven og kan fornys.
Giv stammen
en krave på
En tilbagevendende opgave for
haveejeren er at klippe græsset ned
rundt om træer og buske, som står
i plænen. Holder man et område
omkring stammerne fri for græs, skal
der luges og holdes rent medmindre
man anlægger et egentligt bed med
bunddække af flis eller ral.
Vil du slippe for det besværlige
klippearbejde omkring træerne, kan
du lægge en krave af pap omkring
træstammen helt nede ved jorden og
med en diameter, som passer til det
aktuelle træ.
Anvendes en papskive, kan den
ligge omkring træet permanent, fordi
den vil formulde og blive nedbrudt i
løbet af et par år. Kraverne kan købes
i velassorterede havecentre, men man
kan lige så godt klippe dem selv. De
har især betydning omkring nyplantede træer, som godt må beskyttes
mod det næringsforbrugende ukrudt
i de første år. Kraven kan evt. skjules
med lidt afklippet græs eller andet
bunddække.
Navne og adresser
Telefon
Mobil Tlf.
Mail-adressse
Bevar overblikket fra år til år
Haven har sin faste rytme, der følger
årets gang. Men denne cyklus stiller
også krav til vores hukommelse, for
selv om pleje og pasning skal foregå
nogenlunde på samme tid som året
før, kan det være svært at huske alle
opgaverne og holde rede på detaljerne.
Brug derfor disse sider til at notere nogle af de faste holdepunkter i
græssets og havens liv, så har du altid
oplysningerne lige ved hånden.
I rubrikken med nyttige oplysninger på den modsatte side kan det være
en god idé at notere fx følgende:
• Hvilken frøblanding har du brugt
og hvornår?
• Hvornår blev plænen sidst gødet
og med hvad?
• Har du brugt ukrudtsmidler, hvilke
og hvor meget?
• Hvad sagde jordbundsanalysen?
• Hvilke og hvor mange løg har du
lagt i plænen – tegn evt. en blyantskitse med angivelse af læggestederne
i de hvide ruder på siden.
I adresse- og telefontavlen herover
er der plads til oplysninger om fx:
• Din lokale planteskole.
• Din frøhandler og -leverandør.
• Din gartner eller havemand.
• Serviceværksteder.
• Forhandlere af havegrej.
Nyttige oplysninger