Hvor mange steder har man ikke set en græsplæne fyldt med mos eller ukrudt, og som er blevet ujævn efter mange års slid eller måske fordi vi har sløjfet et par bede og lagt til og fra græsplænen! Det giver ofte en uens græs overflade, men en græsplæne kan reetableres, eller forynges på blot 4 uger. Til venstre ses en billedserie, der følger arbejdsopgaverne uge for uge, trin for trin. HUSK at man må ikke arbejde med græsplæner før græsset er i vækst, dvs. når jordtemperaturen er over 5-8 grader. (fra april – oktober). Plænen må ikke mangle vand eller næring mens den reetableres. Billede 1, i 1. uge, plænen skal klippes i bund, således at de højere ukrudtsgræsser m.m. beskadiges, og man får en tættere plæne ved at klippe den ned, før det øvrige arbejde opstartes. Klip fx ned til 25-30mm. og husk at afsamle alt afklippet, hvis ikke plæneklipperen har opsamler i forvejen. Billede 2, i 1. uge, kort efter nedklipning af plænen, skal den vertikalskæres. Vertikalskæreren har knive der skærer lodret ned i plænen (1-5mm.) og som dermed løsner og fjerner al den filt der er samlet efter mange græsklipninger. Filt er dødt plantemateriale fx fra afklip som nu skal omsættes. For at blive omsat optager filten vand og næring, FØR det når ned til græsplanternes rødder. Derfor skal det fjernes, så vand og næring kommer direkte ned i/til græs rødderne. Vertikalskæringen skader desuden ukrudt og mos, og giver luft ned i plænen. Husk al afklip skal fjernes. Billede 3, i 2. uge, når plænen er klippet lang ned og luftet, skal den have ro i en periode, men man skal naturligvis fortsat klippe den. Fortsæt klipningen i 2530mm. 1-2 gange ugentlig med opsamler. Næste opgave er så at topdresse plænen. Topdressing er en specialblandet muld, der er meget sandholdig, som man strøer udover plænen, og fordeler jævnt. På billedet er der anvendt et slæbenet til at planere topdressingen med, således at mindre huller og lign. udjævnes. Slæbenettet kan erstattes af fx en alu stige, eller et stykke rio net (jernet), som fordeler topdressingen jævn. Billede 4, i. 3 uge, efter der er topdresset ser plænen meget medtaget ud. Græsserne vil typisk være gullige i toppen, og på afstand ligner plænen lidt en jordmark. Dette er helt naturligt, for græsserne har fået en hård medfart nu, og skal have lidt ro igen. Men for at få flere græsplanter i plænen før der kommer ukrudt, skal man nu efterså græsplænen. Det kan gøres med såmaskine som her, eller man kan håndstrø. Det er dog mere præcist at så med såmaskinen. Billede 5, i 3. uge, nu skal plænen have ro i en periode, og derfor er den eneste pleje at der skal klippes, 1-2 gange ugentlig MED opsamler. De nye græsfrø der er eftersået med, spirer nu på forskellige tidspunkter, afhængig af hvilke græssorter der er i frøblandingen. Det kan anbefales at man kigger på varedeklarationen og vælger en blanding hvor græs sorterne er ”S” mærkede. De er nemlig testet til det danske klima, både med spiring og holdbarhed. På billedet ses spiring efter 3 uger nr.1 fra v. er hvene, 2 er engrapgræs, 3 er rødsvingel og 4/sidste er rajgræs. Billede 6, i 3. uge, når der ”klippes” græsplæne er det med en cylinderklipper. Der siger næsten sig selv, da alternativet er en rotorklipper, der ”slår” græsset, ikke klipper! Men grunden til at man skal bruge en cylinderklipper, efter en græsplæne er eftersået, er fordi de mange omdrejninger en rotorklipper har, suger frøene op fra jorden igen og ”slår” frøene itu! Derfor skal man klippe med cylinderklipper, der let og elegant skærer græs stråene over, uden at beskadige frøene. Der klippes fortsat med opsamler 1-2 gange ugentlig i 25-30mm. klippe højde. Billede 7, i 4. uge, nu begynder man at kunne se græsfrøene spirer op, og det kan blive nødvendigt at vande for at undgå de nye spirer udtørrer og visner hen! Hvis det bliver nødvendigt at vande, så udvand kun 1020mm. ad gangen, så man ikke laver ”vandpytter” hvor frøene samles i bunker. Vand hellere med færre mm. flere gange om ugen, her i starten. ”Sjatvanding” som dette er ellers modsat hvad man normalt anbefaler ved etablerede græsplæner og beplantninger. Men udover vanding og græsklipning, bør plænen fortsat have ro, da de små græsarter (fx rødsvingel) jo først spirer i 3 uge. Billede 8, i 4. uge, hvis arbejdet er udført i en lun periode, og plænen ikke har manglet vand og næring, så er græsplænen nu ved at være frisk og frodig grøn, og den lave klippehøjde, gør at de nye græsplanter der er spiret, hurtig kommer op og får lys, og vil lukke til en tæt plæne overflade. Man kan efterfølgende nu vælge at klippe lidt højere igen, og man kan nu også skifte til rotorklipper hvis det er ens almindelige græsklipper. Resultatet skulle gerne være en græsplæne, med mange nye frodige grønne græsplanter, i den eksisterende plæne, der er blevet mere frodig og jævn.
© Copyright 2024