Pensjonert professor Arne Torp
Universitetet i Oslo
[email protected]
Agder:
norsk rekord i dialektvariasjon
1
Ivar Aasen om egder og
egdemål i 1844-45
2
Ei salve om Mandal: Frå Reiseerindringer og
Reise-Indberetninger 1842-1847
Det mærkeligste Sted paa dette Veistykke er
Mandal, en stygt beliggende By, der syntes at være
fuld af dumme Folk. Medens jeg gik omkring i
Gaderne for at besee Byen, havde jeg allesteds den
Opbyggelse at see Folk, som gloede og gabede
eftier mig med en fornæmelig Hvisken og Latter,
noget som jeg senere har hørt, skal være Mandals
Viis. Sligt skulde man ellers vente paa en Fjeldgaard,
hvor fremmede Folk er et Særsyn, men ikke i en By,
som ligger midt for baade Landveien og Søveien.
3
Men Aasen tok hemn over Mandal i
syngjespelet Ervingen (1855)!
•
•
•
•
•
•
•
Hermann [Sauenbach]. Hør engang: jeg liker ikke dette »Du«; vi have ikke
drukket Duus med hinanden.
Aamund. Nei, men eg tykte at De sagde Du til meg, og difyre trudde eg, at det
skulde so vera.
Hermann. Man maa da vel sige Du til en Bondegut.
Aamund. Ja, ja, det kann so vera. Det kann henda, at naar ein Bondegut verd
Landhandlar, so stig han so høgt upp um Bonden, at han ikkje meir kann hava
nokot Samlag med honom.
Hermann (avsides). Hvad for noget? Skulde han vide noget om min Herkomst?
(Høgt). Hør engang: har du været i Nærheden af Mandal nogen Tid?
Aamund. Ja, eg hev voret der, og eg var kjend med Folk, som var derifraa og.
Hermann (avsides). Se saa! Han kjender altsaa min Historie. Ja, da faar jeg nok
tale i en anden Tone. (Høgt). Jeg frygter for, at jeg har fornærmet Dem, og i saa
Fald maa jeg da bede om Forladelse.
4
Aasen om setesdalsmålet i
Reiseerindringer frå 1844 (s. 81)
• Jeg havde ventet at finde et gammeldags
Sprog i denne saa sterkt afsondrede Fjeldegn,
og denne Forventning slog heller ikke Feil.
Uagtet jeg ikke forhen havde nogensomhest
Prøve af det Sæterdalske, og uagtet jeg ikke
havde det Held at træffe nogen oplyst Mand,
som kunde lette mig Indsamlingen, var dog
den Ordsamling jeg havde herfra, større end
nogen anden, som jeg i ligesaa kort Tid havde
tilveiebragt.
5
Og i rapporten til Vitskapsselskapet i
Trondheim for året 1844:
Den mærkeligste af de Dialekter, som jeg i dette Halvaar
er bleven bekjendt med, er imidlertid den sidst
undersøgte, nemlig den sætersdalske, især i Valle
Præstegjeld. Denne Sprogart har mange Særegenheder,
hvoraf nogle vel kunde synes noget besynderlige, men de
fleste dog have en mærkværdig Lighed med de
gammelnorske eller islandske Former; en saadan Lighed
finder ogsaa Sted ved mange Ord i Dialekten, som ere
ubekjendte vestenfjelds. Paa Grund af min Interesse for
Sagen var Iagttagelsen af denne Dialekt mig en stor
Fornøielse og en kjær Belønning for den lange og
ubehagelige Reise til denne Fjeldbygd.
6
Men kva tykte Aasen om
kystmåla på Agder?
I rapport til Vitskapsselskapet midt på
sommaren i 1845 skriv han slik:
Dialekten i Mandals og Nedenæs Fogderier er
ikke af nogen Vigtighed, da den omtrent falder
sammen med den Mellemart af Norsk og Dansk,
som sædvanlig forekommer i Kjøbstæderne og
hos conditionerede Folk paa Landet.
Då går me vidare til egdemåla i dag
7
Holtsmål:
det egdemålet eg snakkar
8
Egdsk dialektvariasjon
• langs kysten: ”moderne” dialektar, særleg i aust
– lengst i aust: uttale mest som austlandsk
– bøying av substantiv og verb om lag som i bokmål
– mot sørvest blir dialektane stadig meir vestlandske:
• uttale som vestlandsk
• meir vestlandske bøyingar
– ”heimedanske” drag i sentralområdet (Arendal –
Kristiansand)
• frå kysten mot innlandet: språkreise mot fortida
– mest ”moderne” i landet: Arendal – Kristiansand)
– mest gammaldags: øvre Setesdal
9
Frå aust mot vest langs kysten
10
11
12
13
14
15
16
hestæ(r)...
hestå(r)...
heste...
17
Ein bytur langs Agder-kysten – med
særleg fokus på r-ane
• Bokmål
• Ester kjøper epler og roser i butikkene
• Versjon 1
• Estæ kjøpæ eplæ å rosæ i butikkene.
18
Digresjon: Ein liten svipp innover
landet lengst aust på Agder
• Versjon X
• Ester/R kjøper/R epɽer/R å r/Roser i
butikkane.
• Gjerstad og Vegårshei
19
20
Vidare vestover
•
•
•
•
•
•
Versjon 2 a
Estæ kjøpeR epleR å RoseR i butikkene.
Versjon 2 b
Estæ kjøpeR epleR å Rosæ.
Versjon 2 c
Estæ kjøpæ RoseR å eplæ.
21
og litt lenger…
•
•
•
•
•
•
Versjon 3 a
Estå kjøbeR epleR å RoseR i butikkene.
Versjon 3 b
Estå kjøbeR epleR å Roså.
Versjon 3 c
Estå kjøbå RoseR å eplå.
22
og endå lenger…
•
•
•
•
•
•
•
•
Versjon 4
EståR kjøbåR eplåR å RosåR i butikkene.
Versjon 5
EståR kjøbåR eplåR å RosåR i butikkane.
Versjon 6
EståR kjøbe eple å Rose i butikkane.
23
og så dette då…
• Versjon XX
• Ester kauper søitepli å rousu i kråmbeuou.
24
”Heimedanske folkemål” (Torp 1988)
på:-se, me:-me, må:-nok
”heimedansk”
på-sse, me-mme, må-nnok
snø:mann, tre:stokk
snømmann, tresstokk…
så: (av se) = så: (adv.)
te: (= te) = te: (= til)
så: (se) ↔ så (adv.)
te: (te) ↔ te (= til)
”vanleg” norsk
25
Innover landet – bakover i språkhistoria
26
hesta/r, skåli/r,visu/r
hestar, skåler, viser
hestæ(r)...
hesta, skåle, vise
hestå(r)...
heste...
27
Bestemt form eintal av sterke
og svake hokjønnsord
skålí, vísa
skålin, vísun
skålæ, vísa
skåla, visa
28
Oppsummering for egdemåla
• austlege kystmål: austnorsk preg
• vestlege kystmål: vestnorsk preg
• alle kystmåla: relativt moderne, mest i
sentralområdet (Arendal – Kristiansand), minst
i vest
• alle innlandsmåla er meir gammaldagse enn
kystmåla
• målet i øvre Setesdal er den mest
gammaldagse dialekten i landet
• dersom de ikkje trur det, kan de sjå her:
• http://www.vallemal.no/main.jsp
• og høyre her
29
Men i dag er det nok berre eit fåtal av dei unge
som snakkar slik i Valle
• Attestog, Birgit. 2004. «Jeg er setesdøl, jeg!»
Setesdalsmålet – eit talemål i utvikling eller
avvikling? (utrykt hovudoppgåve). Kristiansand:
Høgskolen i Agder.
– I Setesdal i 2004 er faktisk stoda slik at det finst ungdomar som
må reknast som innfødde, og som spelar «hard rock», snakkar
«østlandsk», står på «snowboard» og seier: «Jeg er setesdøl,
jeg!»
30
Er det synd?
•
Her er ein usentimental gammal holtings svar på det spørsmålet:
•
Årsaken til det meste av denne megen tale om, at målene forfaller og blir
utskæmt ær imidlertid nok som oftest en falsk målestok for, hvad hær ær
godt, og hvad galt, hvad vakkert, og hvad stygt. Enhver vil nemlig gærne
hålde den morsmålets skikkelse, som netop hadde sin tid, da han våkste op
og tilegnede sig det ved omgang eller skole, for den eneste rette og sanne,
og tror derfor let, at enhver annen skikkelse, — de tidligere, men især den,
som ær i færd med at komme, — ær en avvikelse fra det ene rette og det ene
vakre, ær en uskik eller æn-og en uting. Han mener altså, at målet just i hans
ungdom hadde sin gul-alder, og at ethvert skifte i denne dets gylne tilstand
ær en overgang til en sølv-alder med påfølgende kobber- og jærnalder.
• Knud Knudsen: Den landsgyldige norske uttale (1876)
31