Anna Hjortsø | Journaliststuderende på RUC
Anna Hjortsø Journaliststuderende på RUC 20 86 08 45 [email protected] Journalisten Personen Produktioner “Du kan godt tage skægget af,” sagde jeg til min morfar, der blev noget overrasket over, at hans toårige barnebarn kunne gennemskue, at han ikke var julemanden. I dag som 25-årig er det stadig det samme, jeg vil. Når jeg får idéer, interviewer og skriver prøver jeg at se bag om det, der er umiddelbart. Jeg vil gerne forstå det menneske, jeg stiller mig foran, forstå de ræsonnementer og følelser, der er inde bag. Her føler jeg et stort ansvar for konstant at tilegne mig viden og ikke være fastlåst i bestemte forestillinger om mennesker og miljøer. I den bestræbelse er journalistikkens formål og værktøjer for mig den ultimative frihed. De nære historier Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet fag, der på samme vis giver mig mulighed for at sætte mig op på cykelsadlen, tage ud i verden og gøre os oprigtigt klogere på, hvad der ligger bag om samfundsdebatterne. Jeg vil gerne udforske, hvad det enkelte menneske siger om samfundet, og hvad samfundet siger om mennesket. Derfor har jeg bl.a. lavet en artikel om kønsneutral børneopdragelse: Vi diskuterer ‘han’, ‘hun’ og ‘hen’, men hvorfor og CV Anbefalinger hvordan gør man egentlig som forælder, når man vil opdrage sit barn kønsneutralt i en verden, hvor alt bliver kønnet? Eller da jeg havde interviewet en udlandsdansker, hjemvendt efter 20 år i Israel, forstod jeg (og forhåbentlig også læseren), hvor vidt forskellige kvinderoller én og samme person kan indtage i to kulturer. Og hvilken betydning har det for en af de 1.000, når de flytter til København hver måned? Det har jeg spurgt forfatteren Jacob Skyggebjerg om. … Og de store Jeg vil gerne præsentere læseren for det, vi mangler at få belyst. Formidle et udsnit af den store verden, som alle vi andre kan bruge i vores liv, arbejde eller politiske beslutninger. På Kommunikationsbureauet København fik jeg en indsigt i, hvordan aktører i offentligheden tænker, handler og håndterer pressen. Bl.a. i mit arbejde med humanitære organisationer, SF, Københavns Kommune og Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Her lærte jeg også at tænke i og pitche idéer hver dag på kontoret. I mit studenterpolitiske arbejde som formand for Danske Journaliststuderende RUC og mit job i Danske Regioners kommunikationsafdeling har også givet mig en forståelse for, hvordan politik og politisk kommunikation rent faktisk fungerer. Den erfaring glæder mig til at bruge og bygge videre på i det daglige liv på redaktionerne. Jeg er klar til at bruge min praktiktid på at lære, hvordan man hiver det lange, hvide julemandsskæg af både politikere, kontanthjælpsmodtagere og debuterende forfattere. Læs mere om personen bag. "Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har "Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner - det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af "Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager Anna sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Hun søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretari atet" Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner en eller anden serie. (...) Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset opgaven" Ania Stoltz-Andersen Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København Copyright © 2015 Anna Hjortsø. Powered by WordPress. Theme: Spacious by ThemeGrill. i sin form og indbydende for læseren" Stine Ella Jørgensen, Redaktør hos Vinkkbh.dk Anna Hjortsø Journaliststuderende på RUC 20 86 08 45 [email protected] Journalisten Personen Produktioner CV Personen “Så gør dog noget ved det!” Det er ofte min næste tanke. Lige efter den første: ”Tingene burde være anderledes”. For jeg engagerer mig i de sammenhænge, jeg indgår i. Som studienævnsrepræsentant og formand for Danske Journaliststuderende RUC har jeg brugt mange aftenener og weekender på at kæmpe for de studerendes vilkår på både studiet, i praktik og i Dansk Journalistforbund. Jeg er chefredaktør for RUC-journalisternes magasin, Metier, hvor jeg er kommet ind under huden på arbejdet med en magasinudgivelse, men hvor jeg også er med til at sikre, at mine medstuderende fortsat har en god platform at træne deres håndværk på. For mig går det hånd i hånd med min faglighed, at jeg bidrager med andet end produktioner afleveret før deadline. Min erfaring er, at når man tager ansvar for fællesskabet, er det også frugtbart for de faglige resultater – og hverdagen bliver lidt sjovere. Anbefalinger Kultur med udråbstegn Noget af det, jeg er allermest begejstret for, er kulturstoffet. Derfor har jeg valgt at kombinere Journalistik med Dansk litteratur og medier på RUC. Her har jeg analyseret og fordybet mig i alt fra internetlyrik og avantgardekunst til tv-serier og radioens muligheder i den digitale æra. Jeg har også haft kurser i kulturjournalistik, men min praktiske erfaring kommer i høj grad fra kultur- og københavnermagasinet Vinkkbh.dk, hvor jeg har lavet alt fra interviews med forfattere og forlagsfolk, reportager, anmeldelser og servicejournalistik. Og det har jeg gjort, fordi jeg mener, at kultur – produkter såvel som måden vi lever blandt hinanden på – er lige så vigtig en del af menneskers hverdag som politik. Jeg håber, at min journalistik kan være med til at rokke ved tingene. Alle ting. Både de store og små, indre som ydre. Læs mine produktioner. "Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretari atet" Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner "Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner - det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie. (...) Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset opgaven" Ania Stoltz-Andersen Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København "Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager Anna sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Hun søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren" Stine Ella Jørgensen, Redaktør hos Vinkkbh.dk Anna Hjortsø Journaliststuderende på RUC 20 86 08 45 [email protected] Journalisten Personen Produktioner CV Produktioner Her er et udvalg af mine produktioner. Dagbladet Information Da jeg var i en uges medieprojekt hos kulturredaktionen på Dagbladet Information, lavede jeg en feature-artikel om kønsneutral børneopdragelse, der endte på forsiden. Jeg ville gerne finde ud af, hvordan man egentlig opdrager sit barn kønsneutralt i en verden, der er så kønnet. Jeg fik også lavet et mindre interview med Nordisk Film om deres kritik af EU-komissionens forslag om at afskaffe geoblokering. Derudover begyndte jeg at skrive en artikel om forfatterskoler, hvor jeg stiller spørgsmålet: Hvilken litteratur skrives der på skolerne, der opstår uden om Forfatterskolens monopol? Kommer der en anden slags litteratur ud af det? Den udkommer senere i november. Anbefalinger “Jeg skal hele tiden korrigere mit sprog for ikke at kønne” ‘Filmbranchen kan godt løse det problem’ Kulturmagasinet Vinkkbh Som indfødt københavner undrer jeg mig over, hvordan det er at komme til København udefra. For Vinkkbh arbejder jeg derfor lige nu på en større artikelserie “Da jeg kom til København”. Det første interview er med forfatteren Jacob Skyggebjerg. Når Danmark får sit første litterære tidsskrift i avisformat, er det oplagt at spørge, hvad meningen med det er. Det har jeg spurgt chefredaktøren for Københavnske Istidende om. Da jeg kom til København: Jacob Skyggebjerg Københavnske Istidende Læs her, hvad jeg ellers har skrevet for Vinkkbh. Danmarks granater På studiet arbejder jeg lige nu på en større produktion om de granater, der hver dag dukker op i dødsboer, på byggepladsen eller mellem sandklitterne. Med to medstuderende følger jeg granaterne og finder de menneskelige historier, der knytter sig til dem. Og formidler dem i et digitalt univers med tekst, lyd og billeder. Læs de to første artikler her. Metier Er Danmark et yndigt land, når man kommer hjem efter mange år? Det spørger jeg om i det nyeste nummer af magasinet Metier, der denne gange har temaet “Der er et yndigt land”. I portrættet af en udlandsdansker, der vender hjem efter 20 år i Israel, kommer vi rundt om emner som religion, kvindeundertrykkelse og krig. For Metier har jeg i et tidligere nummer desuden undersøgt, om konstruktivitet er vejen frem for journalistikken. Hjemvendt til et yndigt land Konstruktiv journalistik kan være svaret NetAvisen Artiklen blev lavet som del af et projekt på mit første semester på Journalistik med det mål for øje at få mere seriøse emner ind i damebladsjournalistikken. Artiklen skal forestille at være udkommet i Alt for damerne og forsøger at give et indblik i politik formidlet gennem et af damebladsjournalistikkens vante genrer. Portræt af daværende folketingsmedlem Rosa Lund Her er et par af de nyhedsartikler, jeg har lavet for NetAvisen: Café-kaffe til de hjemløse DR’s nye store tv-serie er et trekantsdrama TV-indslaget Hvert 5. industrijob flytter til udlandet lavede jeg på baggrund af en ny undersøgelse, der spåede, at hvert 5. industrijob i Danmark ville blive outsourcet. Sammen med en medstuderende undersøgte jeg, hvad konsekvenserne ville være for en mellemstor virksomhed forretningsmæssigt – og menneskeligt. Indslag SMB Læs mit CV. "Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretari atet" Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner "Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner - det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie. (...) Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset opgaven" Ania Stoltz-Andersen Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København "Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager Anna sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Hun søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren" Stine Ella Jørgensen, Redaktør hos Vinkkbh.dk Anna Hjortsø Journaliststuderende på RUC 20 86 08 45 [email protected] Journalisten Personen Produktioner CV CV Journalistisk erfaring 30. september – 3. oktober 2015: Medieprojekt hos kulturredaktionen på Dagbladet Information September 2015-: Chefredaktør hos Metier Januar 2015-: Skribent hos kulturmagasinet Vinkkbh.dk 2013-: Skribent hos Metier,, RUC-journalisternes magasin Erhvervserfaring Juli 2015-: Studentermedhjælper hos DR Nyheder Administrativ stilling. Oktober 2014-september 2015: Studentermedhjælper hos Danske Regioner Presse og digital kommunikation. Anbefalinger Bl.a. producere noter for magasinet Helse og magasinet Sundhed, portrætter af medarbejdere til intranettet, analyser af presse- og sociale medier-indsats, tekstproduktion og teknisk support af regioner.dk og administration af Danske Regioners Twitter-profil. 2013 – september 2014: T ekstforfatter og projektleder hos Kommunikationsbureauet København Koncept- og tekstproduktion samt projektledelse af kampagner. Udvalgte projekter: SF (Socialistisk Folkeparti), Djøf, Højskoleforeningen, Danmarks Indsamling, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Københavns Kommune, De Frie Grundskoler og BRFkredit CSR. 2012-2013: Studentermedhjælper hos Kommunikationsbureauet København 2009-2010: Telefundraiser hos ulandsorganisationen Ibis 2010: Sekretær i speciallæge Kirsten Pilsgaard Gynækolog- og obstetrikklinik Uddannelse September 2014- Kandidatstuderende, Journalistik og Dansk (litteratur og medie-linjen),, Roskilde Universitet 2010 – juli 2013: Bachelor i Journalistik og Dansk, Roskilde Universitet 2006-2009: Student ved Falkonergårdens Gymnasium Engelsk (A), Samfundsfag (A) og Mediefag (B) Studenterpolitisk arbejde September 2014: Formand i Danske Journaliststuderende på RUC Derudover medlem af samarbejdsudvalget i Danske Mediestuderende, tidligere næstformand og alm. bestyrelsesmedlem. Februar 2014- februar 2015: Studienævnsrepræsentant på Journalistik, Roskilde Universitet 2013: Studienævnsrepræsentant på Dansk, Roskilde Universitet Mere Jeg er kørekort-indehaver, er ret ferm til at lave hjemmesider i forskellige slags CMS-systemer, finder det skægt at administrere sociale medier og spiller klassisk klaver. Læs mine anbefalinger. "Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretari atet" Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner "Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner - det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie. (...) Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset opgaven" Ania Stoltz-Andersen Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København Copyright © 2015 Anna Hjortsø. Powered by WordPress. Theme: Spacious by ThemeGrill. "Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager Anna sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Hun søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren" Stine Ella Jørgensen, Redaktør hos Vinkkbh.dk Anna Hjortsø Journaliststuderende på RUC 20 86 08 45 [email protected] Journalisten Personen Produktioner CV Anbefalinger Anbefalinger Anna er både en engageret del af litteraturredaktionen og VINK som helhed, hvor hun bidrager med en social kvalitet og en faglig integritet, som både kommer hendes artikler, kollegaer og magasinet til gode. Hos VINK er vi interesseret i skribenter, der både er kreative i deres idéudvikling og som søger den skæve vinkel i deres formidling – Anna formår at løse begge opgaver til fulde. Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager hun sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Anna søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren. Anna har udover sine produktioner for litteraturredaktionen også produceret artikler for filmog teaterredaktionen, hvor hun under CHP:PIX bidrog med sin store viden indenfor filmmediet og sine skarpe meninger. Anna er nemlig ikke bange for at sige sin mening, hvilket både gør hende til en kvalificeret kulturskribent og en værdifuld kollega hos hvem man altid kan søge konstruktiv kritik. Anna har mine varmeste anbefalinger. – Stine Ella Jørgensen, litteraturredaktør hos Vinkkbh.dk Læs anbefalingen i pdf Da Anna startede på Kommunikationsbureauet København som studentermedhjælper, vidste hun ikke så meget om kommunikation i praksis. Da Anna stoppede havde hun som fuldtidsansat været tekstforfatter, udarbejdet kampagnekoncepter og som projektleder været ansvarlig for flere kampagner. Det siger en del om Anna. Stor selvstændighed, gå-på-mod og stædighed gjorde, at hun nåede længere, end nogen havde kunne forvente. Og at hun formåede at varetage flere forskellige funktioner på en og samme tid viser på bedste vis hendes evner til at bevare det kølige overblik og fuldføre opgaven med stor kvalitet, selvom telefonen ringer, og deadlines nærmer sig. Derfor kunne vi give hende vigtige opgaver som at færdigudvikle og skrive SF’s kommunikationsstrategi, udvikle et koncept for Københavns Kommunes ”Stemplet”-kampagne og være projektansvarlig for De Frie Grundskolers Åben Skole-kampagne. For bare at nævne noget af det fremragende arbejde, hun har lavet hos os. Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner – det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie. Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset, om der var tale om hjælp til at købe en gave til en kollegas barn, læse korrektur og skærpe teksten i den sidste runde eller gå fra kundemødet med briefingen og sætte de kreative kræfter og sig selv i gang. Anna er spændende, sjov med sin egen høje og smittende latter, klog med sine skarpe refleksioner og sød i ordets bedste betydning. Anna er meget savnet hos os – både som person, kollega og tekstforfatter/ projektleder, og vi kan kun give hende de varmeste anbefalinger med på vejen. Alle, der får muligheden for at få hende som kollega, er heldige. – Ania Stoltz-Andersen, Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København Læs anbefalingen i pdf Anna har spillet en central rolle i forbindelse med analyser af Danske Regioners kommunikationsindsats: Hun har koordineret input til kvartalsanalyser af vores presse- og web-kommunikation og har været tovholder på implementering af et nyt system til overvagning af kommunikation pa digitale medier. Anna har udført disse opgaver med fint overblik og har en god evne til at sætte sig ind i nye tekniske redskaber i kommunikationsovervagningen. Anna har et rigtigt godt kendskab til webformidling. Hendes opgaver med hjemmesiden regioner.dk har bestået af kvalitetssikring, produktion af tekster, support af redaktører (der leverer bidrag til sitet) samt i mindre omfang opgaver af teknisk karakter. Alt er blevet udført omhyggeligt og med kvalitet. I forbindelse med kampagner pa Twitter og Linkedln har Anna været skarp til at strukturere, planlægge, deltage i udførelse og siden måle på vores indsatser. Anna har en rigtig god fomemmelse for, hvordan man bruger sociale medier strategisk i en politisk interesseorganisation som vores. Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretariatet. – Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner Læs anbefalingen i pdf "Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline. Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til en vellidt kollega i Kommunikationssekretari atet" Lars Herning, Digital redaktør hos "Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde, hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner - det være sig kommunikationsfagligt, personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie. (...) Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom uanset opgaven" "Om det gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager Anna sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Hun søger altid en indgang til stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren" Stine Ella Jørgensen, Redaktør hos Vinkkbh.dk Danske Regioner Ania Stoltz-Andersen Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København Copyright © 2015 Anna Hjortsø. Powered by WordPress. Theme: Spacious by ThemeGrill. WEEKEND LØRDAG 31. OKTOBER 2015 / KR. 35,00 Problemet Erdogan Forstå soldaten og krigen Tyrkerne går til valg, og et af de store spørgsmål er, hvor langt ned ad ustabilitetens sti Erdogan er parat til at føre Tyrkiet, før han kaster håndklædet i ringen ’Jeg har tilegnet min nye roman til en 12-årig afghansk dreng, der var snigmorder med seks liv på samvittigheden. Jeg vil forstå ham,’ fortæller Carsten Jensen 1. SEKTION / 10-11 & LEDER BAGSIDEN LITTERATUR / 64 SIDERS BOGTILLÆG Hn er bare en baby I et Danmark, hvor vi fra fødslen har fokus på barnets køn, er det vanskeligt at opdrage kønsneutralt. Men der er en bevægelse i gang, hvor flere danske forældre ikke længere vil opdrage deres børn som enten drenge eller piger – og de insisterer på at kalde babyen ’hn’ MODERNE TIDER / SIDE 10-12 ANSØG SENEST LEDELSE / Diplomuddannelsen i Ledelse 15. DEC. 2015. WWW.KVU.DK FORMIDLING / Diplomuddannelsen i Formidling af Kunst og Kultur for Børn og Unge SCENEKUNST / Moduluddannelsen i Scenekunst Af Teatret st. tv Når et menneske falder NYE KUNSTNERISKE KOMPETENCER 6.–20. november Billetter på www.grob.dk KRABBESHOLM HØJSKOLE SØGER >2 LÆRERE TIL UNDERVISNING I LINJEFAGET ARKITEKTUR PR. 01.01.2016 I FØRSTE OMGANG FOR ÉT SEMESTER ANSØGNINGSFRIST 22.11.2015 DU KAN SE MERE OM STILLINGERNE PÅ WWW. KRABBESHOLM.DK ELLER RINGE PÅ TLF. 97520227 MODERNE TIDER OPDRAGELSE KØN »Jeg skal hele tiden korrigere mit sprog for ikke at kønne« Hvordan opdrager man sit barn kønsneutralt i en verden, hvor alt bliver kønnet? Mød to familier, der ønsker at give deres børn frihed til selv at vælge køn Af Anna Hjortsø A 10 »Når man siger, nogen er en rigtig dreng, så ligger der også i det, at man kan være forkert i det køn, man er født med« 3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5 Morten Dalsgaard Christensen Far til Addis ddis på 14 måneder har lige lært at gå. Med et stykke brød i hånden og krummer liggende smuldret efter sig på gulvet, vakler Addis rundt i kollektivet iført en rød trøje, blå- og hvidstribede bukser og en grøn savlesmæk. »Jeg får tit spørgsmålet: ’Er det en dreng eller en pige?’ Så svarer jeg for eksempel, at jeg ikke har tjekket det, eller hn er en baby,« siger Morten Dalsgaard Christensen, som er 33 år gammel og forælder til Addis. ’Hn’ lyder som en utilsigtet mumlen midt i sætningen. Det er hans måde sprogligt at tilsløre Addis’ køn på i stedet for at sige ’han’, ’hun’ eller ’hen’. En kønsneutral børneopdragelse handler for ham i høj grad om at gør sig sit sprog bevidst, fortæller Morten Dalsgaard Christensen og kigger ud under sin kasket med den håndsyede parole ’Udlign magt’. Han og Addis er på besøg hos 30-årige Kay Taylor og Nika Feilberg, der sidder over hver deres kop myntete. De skal være forældre om halvanden måned, og de har ligesom Morten Dalsgaard Christensen lige købt Danmarks første kønsneutrale børnebog, Universet er det største i hele verden af Mio Mahl. De tre er enige om, hvorfor kønsneutralitet skal være en del af børneopdragelsen. Da Nika Feilberg og Kay Taylor var på hospitalet for at blive insemineret kiggede de i en af de foldere, der sædvanligvis ligger i venteværelset. »Der stod, at man som kommende lesbiske forældre ikke skulle bekymre sig om manglen på mandlige forbilleder, for det finder barnet selv uden for familien,« fortæller Nika Feilberg. »Men jeg er ligeglad med, om det er typiske maskuline eller feminine forbilleder,« fnyser hun. »Bare der er gode mennesker omkring mit barn.« Ud over at folk i deres omgangskreds har haft dårlige erfaringer med »det køn, de har fået tildelt af staten«, som Nika Feilberg udtrykker det, så er Kay Taylor opvokset med en masse brødre og var en såkaldt drengepige. »Der er en stor skam forbundet med at ville være noget, man ikke ses som, og hvis vi som forældre kan forsøge at komme af med den skam fra begyndelsen, vil det måske være mindre traumatisk,« siger hun. Morten Dalsgaard Christensens udgangspunkt bygger også på egne erfaringer, da han i mange forskellige slags hverdagssituationer ofte føler sig anderledes end andre. »Derfor er det også vigtigt for mig, at Addis ikke undertrykkes eller undertrykker andre på grund af sit udtryk og sin krop.« Oftere og oftere siger folk, at Addis »er en rigtig dreng«, fortæller han. Det kan godt gøre ham vred, for Addis er en baby og leger akkurat ligesom alle de andre babyer på legestuen. »Når man siger, nogen er en rigtig dreng, så ligger der også i det, at man kan være forkert i det køn, man er født med,« uddyber Morten Dalsgaard Christensen. Barn før køn Der er ikke noget overblik over, hvor mange forældre der forsøger at opdrage deres børn kønsneutralt. Men der kan være god grund til at gøre det aktivt, mener Rikke Andreassen, kønsforsker på RUC. For når man spørger danske forældre, mener de, at de opdrager drenge og piger ens. Men det modsiger statistikken: Piger hjælper markant mere til i husarbejdet end drenge. »I 70’erne og 80’erne var der stort fokus på kønsneutral børneopdragelse, men det forstummede i 90’erne,« siger Rikke Andreassen. »Men der er en modreaktion hos flere forældre lige nu, fordi mange oplever, at alt igen bliver kønnet.« Og det er den samme kamp i dag som dengang. Det handler om at give børn en bred palet af muligheder. I disse år er der desuden et stort fokus på det enkelte barns behov i dagsinstitutioner og skoler: »Hvis man fulgte idéen om at se det enkelte barn, ville man automatisk se barnet før kønnet,« forklarer hun. »Men pædagoger og lærere er pressede på ressourcer, og det kræver en ekstra indsats at se det enkelte barn. Derudover prioriteres køn heller ikke i pædagoguddannelsen. Det er først for nylig, der er kommet lidt undervisning om køn på seminarerne.« Al magt til pronomenet? Der er ingen tvivl om, at en kønsneutral børneopdragelse er Davids kamp mod Goliat i en verden, hvor alt bliver kønnet. Så hvordan Morten Dalsgaard Christensen, Kay Taylor og Nika Feilberg har tænkt sig at gøre det i praksis, er det store spørgsmål. »Jeg ser kønsneutral børneopdragelse som det at opfordre til mange slags adfærd og lege. Hvis vores barn er en pige og vil være prinsesse, vil vi ikke udbryde: ’Nej, det er kønnet!’« siger Kay Taylor. Nika Feilbergs sorte tanktop er helt spændt ud over den gravide mave. Over trøjens kant stikker et par fuglevinger fra en af hendes farverige tatoveringer op. »Det handler om at sætte kønnet fri. Vi er kritiske over for de herskende kønsnormer, men vi vil ikke have, at kønsneutralitet skal være en ny norm. Det skal ikke være et nyt dogme, at man gør et barn, der har fået tildelt pigekøn, mere maskulint. Eller omvendt,« siger hun. Kernen i kønsneutralitet handler ifølge dem om, at barnet selv kan vælge sit køn. Om kort tid flytter de to familier i kollektiv sammen. De ser det som en styrke i deres kønsneutrale børneopdragelse at være sammen med andre, der også bryder kønsnormerne. »Så er der en mulighed for, at køn ikke vil betyde så meget for dem. Når de oplever, at de voksne, de ser, ikke er den stereotype kønsrolle,« siger Morten Dalsgaard Christensen og påpeger samtidig, at han ikke Nika Fejlberg har sammen med sin partner lavet en liste over kønsneutrale navne til deres barn. Hun ser den kønsneutale opdragelsen som en indgang til al slags leg for hendes barn. Foto: Ulrik Hasemann 3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5 MODERNE TIDER OPDRAGELSE KØN 11 MODERNE TIDER OPDRAGELSE KØN »Vi er kritiske over for de herskende kønsnormer, men vi vil ikke have, at kønsneutralitet skal være en ny norm. Det skal ikke være et nyt dogme, at man gør et barn, der har fået tildelt pigekøn, mere maskulint. Eller omvendt« Nika Feilberg Vordende mor 12 »Når barnet skal starte i skole, så er det lige meget, hvad vi gør hjemme. I sidste ende er det barnets valg. Vi kan prøve at give det en god start og forhåbentlig tager det den med sig« 3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5 Kay Taylor Partner til Nika Feilberg ser deres fremtidige hjem som en isoleret boble, men som en base, hvorfra familien kan have andre relationer til venner og familie, der ikke nødvendigvis har fokus på kønsneutralitet. »Ja, den kønsneutrale børneopdragelse bliver en naturlig del af barnets liv, så vi ikke abstrakt skal præsentere det i samtaler med barnet,« supplerer Nika Feilberg. En kønsneutral børneopdragelse handler ifølge hende også om f.eks. at lære drenge at rydde at op efter sig og hjælpe til med husarbejdet. Eller at piger også kan blive omtalt som f.eks. modige. En del af forældrenes overvejelser i den kønsneutrale børneopdragelse er at give deres barn et navn, der ikke er kønnet. På Ankestyrelsens hjemmeside er der lige nu 777 godkendte kønsneutrale fornavne. Morten Dalsgaard Christensen og hans kæreste valgte det sjette navn på listen forholdsvist hurtigt: »Det var ret fedt, for så kunne vi snakke om Addis allerede under graviditeten,« siger Morten Dalsgaard Christensen, der fravalgte at kende Addis’ biologiske køn inden fødslen. Kay Taylor og Nika Feilberg har valgt at lave en liste med kønsneutrale navne uden at skele til, om de står på den godkendte liste. Hvis det ikke gør, skal de ansøge om det. Da Kay Taylor er fra England satser de på at få godkendt navnet, med henvisning til, at det skal kunne bruges i begge lande. Den sproglige bevidsthed, Morten Dalsgaard Christensen taler om, drejer sig også om, hvordan man omtaler de mennesker, Addis bliver præsenteret for og interagerer med. Hvor man normalt ville sige: »Damen smiler til dig,« øver Morten Dalsgaard Christensen sig i at sige »Den person smiler til dig« i stedet. Til tider kan han godt føle sig som en ufrivillig provokatør, ligesom når han fravælger at bruge noget af det drengelegetøj, Addis får i gave. Nika Feilberg tror godt, man kan lave en meget kønsneutral opdragelse, selv om man siger ’han’ eller ’hun’: »Jeg tror ikke, al magten ligger i pronomenet. Man kan stadig give en bred vifte af udtryksmuligheder, når det kommer til, hvordan man leger, taler sammen, og hvilke kvaliteter man tillægger barnet.« Morten Dalsgaard Christensen peger også på, at den måde, man interagerer med sine og andres børn på, er lige så vigtigt et skridt imod kønsneutralisering som sproget. De tre elementer i de to familiers kønsneutrale børneopdragelse er altså at præsentere barnet for voksne i hverdagen, der ikke efterlever den traditionelle kønsrolle, at opfordre til flere slags adfærd, der ikke er bestemt af køn, og som forælder at have en sproglig bevidsthed, hvor man bestræber sig på ikke kønne hverken sig selv, barnet eller andre. Dårlige forældre? Nogle mener, at en kønsneutral børneopdragelse vil sætte barnet i en særlig sårbar situation. Eller at »man tvinger børn ind i sin egen – hvad nogen ville kalde – forrykte livsstil«, som Nika Feilberg formulerer det. De tre forældre lukker ikke øjnene for den modstand, en kønsneutral opdragelse potentielt vil påføre barnet. Men som Kay Taylor siger, er de alle enige om, at der altid vil være noget, børn kan blive mobbet eller udstødt for. »Alle forældre former jo deres børn ud fra den måde, de tror, er den rigtige. Om det er ikke at leve efter kønsstereotyper eller undgå at spise kød, kan være det samme,« siger Kay Taylor. »Ja,« supplerer Morten Dalgaard Christensen, »min opgave som forælder er ikke at tildele Addis sit køn, men at udruste Addis med selvtillid og en stærk indre kerne til at stå imod med, hvis nogen vil fortælle, hvordan verden ifølge dem bør opfattes,« siger han. Resten af jordkloden Sammen med sin kæreste har Morten Dalsgaard Christensen besluttet, at når Addis skal i børnehave, skal det være Jordkloden på Nørrebro i København. Der arbejder de med kønspædagogik og har f.eks. ikke kønsopdelte lege. Selv om der er længe til, overvejer Kay Taylor og Nika Feilberg allerede at vælge en bør- nehave som Jordkloden, men de ønsker samtidig, at deres barn kommer til at opleve mangfoldige miljøer, der ikke udelukkende består af queer-miljøet. Et miljø, der desværre har en tendens til at være domineret af en hvid middelklasse, påpeger Kay. Nika Feilberg er ved at uddanne sig til pædagog, hvor de som en del af undervisningen ser eksempler på børn, der er blevet opdraget kønsneutralt, men som når de kommer i institution indgår i de kønnede sociale koder ligesom alle andre. Kay Taylor giver sin kæreste ret: »Når barnet skal starte i skole, så er det lige meget, hvad vi gør hjemme. I sidste ende er det barnets valg. Vi kan prøve at give det en god start og forhåbentlig tager det den med sig.« Addis griber fat i sin fars knæ og smiler stort. Morten Dalsgaard Christensen kommer flere gange til at sige ’han’ i stedet for ’hn’ om Addis, og da han siger ’pige’ om en legekammerat, retter han det straks efter til ’baby med hunkøn’. Inden Addis blev født, tænkte han, det ville være nemt nok, men han ved nu, at det kræver en grundlæggende omstilling at kønsneutralisere sit sprog: »Det har været et bombardement af uforudsigeligheder. Jeg skal hele tiden være aktivt fokuseret på det og korrigere mit sprog, men det er ikke noget, jeg slår mig selv i hovedet med, for gennem det meste af mit liv har jeg jo snakket på en anden måde uden at tænke over det,« siger han. [email protected] 2 ANBEFALES I N F O R M AT I O N F R E DAG 2 . O K TO B E R 2 0 1 5 KULTUREN KORT v. Johanne Ramskov Erichsen Uhørt ungdom KUNSTPAUSEN ■ Undersøgelser viser, at over halvdelen af danske unge ikke føler, at deres mening er værd at lytte til. I efteråret vil Arbejdermuseet med udstillingen ’Uhørt ungdom’ finde svar på, hvordan det kan være. Besøgende kan blandt andet få skærpet lyttesansen og afprøve deres evner som talere. Udsivning Ninna Bohn Pedersen arbejder med skulpturelle greb i forlængelse af de levende billeder. Hun udvider billedets flade ved at bruge af silkelærreder, der ender med at være både skulpturelle enheder i sig selv, men samtidigt bryder det projekterede billedes ramme. Installationerne tager afsæt i en personlig afsondring af verdenen som indrammes eller måske punkteres eller sløres af formeksperimenter. Det vil sige, at hun bruger det personligt udpenslende som afsæt for at nå noget universelt, der både skaber distance og nærvær. Det handler således ikke om at opleve tid som en lineær størrelse, men som et opslugende loop. ’Uhørt ungdom’. 26. sept.-27. mar. Arbejdermuseet, København K. Lys i Mørket ■ Søndag kan man både nyde musik, lyrik og lysdesign i Dome of Visions. I det kuppelformede drivhus er der støttekoncert, hvor alle indtægter går til Nurses for Refugees. Dørene åbner klokken 19 og sidste DJ går på 21.30. ’Lys i mørket’, Dome of Visions, Søren Kierkegaards Plads 1, København K. 4. oktober Kontaktsport ■ Søndag er der også mulighed for at prøve kræfter med kontaktsporten roller derby. Der sker i forbindelse med visning af filmen In The Turn, om en 10-årige transpige, der i roller derby-miljøet finder accept. Efter filmen vil Rolling Troublemakers og K- Town Riot Rollers demonstrere den sveddryppende sport. Arrangementet er en del af filmfestivalen Mix Copenhagen. ’In The Turn’ vises i Empire Bio klokken 17.30. Eventet slutter klokken 20.00 og foregår i biografens foyer Kunstpausen kurateres af Jesse Jacob ([email protected]) Se udvalgte videoer på information.dk ’Filmbranchen kan godt løse det problem’ SVAR PÅ TILTALE… KULTUR Forsidefoto: Ulrik Hasemann Ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen Redaktør Anna von Sperling Art direction: iBureauet Kenneth Wiberg [email protected] Ninna Bohn Pedersen har udelukkende udstillet uden for Danmark og arbejder p.t. på udstillingen (play) ground-less på Space in Between og MOT International i London december 2015. www.ninnabohnpedersen.com ’Seepage’ (på dansk ’udsivning’) undersøger ideen om en utopisk sansende krop. Det er en installation bestående af to videomonitorer (ovenfor) og en silkeskulptur (th.). ’Seepage’ blev vist på den netop afsluttede gruppeudstilling ’Gust’ på Global Committee i New York. ’Seepage’ Silke, nylonsnor, two channel video 2015 Direktør i Nordisk Film Distribution Foto: Steen Brogaard S om del af en strategi for det digitale indre marked har EUKommissionen foreslået at afskaffe geoblokering af bl.a. film og tv-serier. Geoblokering medfører, at man ikke kan købe eller leje en film digitalt i Danmark og se den i et andet europæisk land. Men det vil ødelægge det finansielle fundament for filmproduktion, mener Kenneth Wiberg, der er direktør i Nordisk Film Distribution, og som her giver svar på tiltale. – Musikbranchen har fundet en måde at tjene penge på via streamingtjenester. Kan I ikke gøre det samme? »Man kan ikke sammenligne musik og film. Når en kunstner laver musik, sætter han sig i studiet og optager, og produktet sendes bredt ud på én gang. Film har mange aktører, store budgetter og en kompli- ceret premierestruktur. Hvis man ophæver geoblokeringen, vil det ikke være muligt at præfinansiere film, hvilket er nødvendigt for os. Distributører forudbetaler for at få eksklusive lokale rettigheder til biograf, on-demand, tv osv. Hvis geoblokering afskaffes, vil det fremover kun være store, globale spillere, der kan købe paneuropæiske rettigheder, og der vil derfor forsvinde en del film, som ikke vil kunne finansieres.« – Er det ikke kun rimeligt, at forbrugeren kan se en købt eller lejet film i andre lande? »Det er klart i den retning, det går, og der bliver arbejdet på flere tekniske løsninger. Her i Norden vil vi introducere et købevindue, hvor forbrugeren vil kunne tage film med sig til udlandet. Så filmbranchens aktører kan godt løse det problem uden at ophæve geoblokeringen. Forbrugeren er ikke tjent med få store globale platforme og langt færre film.« – Vil I ikke blive nødt til på sigt at ændre jeres forretningsmodel grundlæggende på grund af den digitale udvikling? »Jeg kan ikke forestille mig en anden model. Man kan stadig lave film i Danmark til danskerne uden geoblokering, men det vil være smalle film næsten udelukkende finansieret af offentlig støtte. Man vil ikke kunne lave de film, der kræver en større finansiering, og som kan sælges til udlandet. Dem, der har været med til at skabe dansk films internationale succes. Man bliver nødt til at arbejde med løsninger, som gør, at man kan sælge rettigheder til afgrænsede territorier.« [email protected] Danmarks granater En granat... på hylden – i jorden – i hånden I Danmark bliver der hver dag fundet mindst en granat. Det viser en optælling af Forsvarets døgnrapporter og tal fra ammunitionsrydningsfirmaet Damasec. Fra januar til midten af oktober i år er der nemlig fundet 458 granater. Det vil nok være en overraskelse for de fleste, at tusinder af ueksploderede granater ligger lige under overfladen af den danske muld og rundt omkring i de danske hjem. Granaterne bliver fundet i dødsboer, på byggepladsen eller mellem strandklitterne, og der går næsten ikke en uge, hvor Forsvaret ikke er ude og hente gamle granater fra 2. Verdenskrig i kældre og på lofter. I jorden ligger granater, der vidner om flere hundrede år med både militære skydeøvelser og blodige kampe. Når granaterne er dukket op flere årtier efter, er der, i modsætning til i andre europæiske lande, endnu ingen, der har kostet danske liv – måske er det danskerheld. Men sikkert er, at der bag de historiske og sprængfarlige levn ligger gemte historier, der fortæller om frygt og om død. Men også om liv, kærlighed og fascination: Menneskers historier, hvor nogle trækker tråde til Danmarkshistorien. Klik dig rundt på siden og læs om en ældre dame, hvis granat på hylden minder hende om en barndom under besættelsen, et rydningshold, der fjerner gemte granater i Ørestadens jord, og en soldat, der har ladet en granat flyve ud af hånden og set den springe foran sig. Tekst, foto og lyd af Amalie Louise Larsen, Stina Ørregaard Andersen og Anna Hjortsø. En granat på hylden Der ligger et lille rækkehus i Vodskov lidt uden for Aalborg. I stuen står der blå Wegner-møbler fra halvtredserne, og bogreolen byder på både Dan Turéll, slægtsromaner, fagbøger og nipsgenstande med hver deres specifikke historie. På spisebordet, oven på den lyserøde dug, mellem gamle billeder og hjemmebagt sandkage, står en gammel håndgranat. Den har rester af rød og neongrøn maling, og sikringen sidder stadig i, som en stænget dør, der holder noget farligt ude. Den er tung, formet som en ananas, og rusten på siderne vidner om, at granaten er af ældre dato. »Man kan lige se, hvis sådan en springer med alle de stykker der,« siger 82-årige Bodil Jørgensen, imens hun sætter kaffekanden på bordet ved siden af granaten, som var den lige så ufarlig som de kongelige porcelænsbjørne, der pynter på hylden. Granaten gemmer på historier. Historier, der vidner om frygt, et levet liv og en død, der en dag skal komme. Som når fuglene hopper på taget Om det var sommer eller vinter i 1942 er glemt, men natten var kold og kakkelovnen gået ud i løbet af nattens første mørke timer. Familiens tøj hang parat i det lille soveværelse, så de hurtigt kunne hoppe i det, når sirenerne lød. Denne nat var en af de nætter, hvor sirenernes alarmerende toner sendte deres advarsler gennem Aalborg. Englændernes fly lå klar til at bombe over den lille tyskstyrede Nordjyske by Nørresundby og næsten lige over hovedet på 9-årige Bodil, der lå i sin varme seng. Normalt ville familien skynde sig i sikkerhed i den gamle kælder, der var indrettet til beskyttelsesrum for det røde murstenshus’ to familier. Men denne nat var langsom. Og mens Bodil og hendes to år yngre søster med trætte øjne tog det kolde tøj på, kunne de høre noget rulle ned af tegltaget. »Det var ligesom, når fugle hopper på taget og larmer med deres fødder,« siger Bodil, mens hendes fingre hopper hen ad bordet. Men lydene kom ikke fra fugle. Det var dele fra de granater, der faldt ned fra himlen, imens englænderne og tyskerne prøvede at udkonkurrere hinanden. I stuen i Vodskov sidder 82-årige Bodil og fortæller om, hvordan hun gennem årene har lagt hændelser som den aften, det regnede med granater, bagerst i hukommelsen. »Jeg tror da egentlig, at jeg har fortrængt alt det der. Det var så grimt, det er noget, man vil glemme,« siger hun. Men selvom mange ting har været glemt i mange år, har noget alligevel sat sig fast og bevidnet om, at traumatiske hændelser sætter sine ar. »Jeg har det i dag sådan med høje lyde, at jeg får et gip i kroppen. Jeg tror, det er skud. Jeg har aldrig før tænkt på, om det kan komme derfra,« fortæller hun. Selvom både hus og familier overlevede aftenens angreb dengang under besættelsen, er episoden tvunget tilbage til Bodils hukommelse, efter hun i de seneste par år har konfronteret sig selv med krigen gennem dokumentarfilm. Noget hun ellers bevidst havde undgået hidtil. Det er næsten 73 år siden, men Bodil kan huske, hvordan frygten indtog hendes krop, og hvordan angrebet satte sig som et tilbagevendende mareridt i den efterfølgende tid. »Vi var virkelig bange. Min mor tog mig til læge, fordi jeg havde mareridt. Jeg drømte, at jeg fløj og var bange for, at jeg faldt ud. Men jeg havde jo aldrig prøvet at flyve dengang,« fortæller Bodil. Mareridtene blev så slemme, at hun nærmest var i trance og svær at vække, og lægen kunne hverken gøre fra eller til. »Der fandtes jo ikke psykologer dengang, og der var ikke noget, der hed posttraumatisk stress. Men det var vel nok det, det var,« konkluderer hun. Splinten i cigarkassen Efter granatregnen havde lagt sig, og de engelske fly igen havde efterladt Nørresundby til sig selv for en stund, gik Bodils far, ligesom mange andre af byens beboere, ud på vejen for at samle rester fra de afskudte granater. Bodils far kom tilbage med en 10 centimeter lang granatsplint med en tykkelse på størrelse med en voksen mands tommelfinger. »Min mor havde sagt til os, at vi ikke måtte samle noget op, der lå på vejen. Men min fatter gik så ud og samlede en granatsplint op alligevel. Det var jo en souvenir. Sådan noget gjorde alle dengang. Hvis det var noget fra tyskerne, så huggede man med arme og ben,« fortæller Bodil om den granatsplint, der efterfølgende har fulgt hende op igennem hendes liv, men i dag er forsvundet fra sin plads i cigarkassen i skuffen i dækketøjsskabet. At Bodils far var nysgerrig på krig og gik imod morens forholdsregler skete fra tid til anden. Når sirenerne igen havde sendt familien ned til spiralsengen, kaffemaskinen og kortspillet i det lille rum i kælderen, kunne faren og underboen finde på at snige sig ud for at se angrebene med egne øjne. For der var nok at kigge på i Aalborg, der under besættelsen var en af de byer med mest aktivitet, fordi tyskerne havde kontrol over byens tre lufthavne. Derfor var Aalborg også en af Danmarks hårdest ramte byer efter besættelsen med krigsskader for 300.000 kroner ud af landets samlede skader på 500.000 kroner. Bodils far demonstrerede også, men selvom Aalborg under besættelsen var fyldt med modstandsmænd, der samlede sig i grupper som den kendte modstandsgruppe Churchill-klubben, var det ikke noget, Bodil havde tæt på livet. Hendes mor og far var godt nok venstreorienterede arbejdsfolk dengang, men de var hverken sabotører eller frihedskæmpere under den fem år lange besættelse. Derfor er Bodil måske heller ikke typen, man tænker har granater liggende i gemmerne. Ofte er det gamle modstandsmænd og deres efterkommere, der har granater som minder fra en svunden tid. Bodil passer heller ikke på billedet af en samler, der køber granater på DBA og er medlem af våbenfora. Ej heller passer Bodil ind i kategorien af unge hipstere, der køber granatlamper til overpris på Vesterbro. Alligevel har to forskellige granater fundet vej ind i Bodils liv. Den første gennem hendes far, og den anden gennem hendes nu afdøde mand, Bent. En granat flytter ind Den 4. maj 1945 blev mørklægningsgardinerne fjernet fra vinduerne i Nørresundby. I stedet blev opl vevelserne fra krigen nu mørklagt, og en ny følgesvend viste sit ansigt: Fortrængelsen. Fortrængelsen gav plads til at skabe et nyt liv, der ikke var hæmmet af minder fra krigen. Det nye liv førte 20-årige Bodil til København i 1953, hvor hun skulle møde hendes store kærlighed, Bent. Med ham flytter endnu en granat ind i Bodils liv. Og det er den, der står på kaffebordet – med små indridsede ruder og en split med en ring for enden, der indbyder til, at man stikker pegefingeren ind og med kun et enkelt træk forvandler metalruderne til splinter, der eksploderer ud i rummet. Hvor håndgranaten kommer fra, har Bent og Bodil aldrig talt om, for selvom de begge to havde oplevet besættelsestiden i hver deres ende af Danmark, Aalborg og København, var det ikke et emne, de talte om. Fortrængelsen var endnu ikke ophævet. »Min Bent, han var lidt af en samler. Den har vel en historie, som kun han kender«. Og Bodil har aldrig spurgt ind til den, for denne gang var der ikke grund til at frygte den granat, der ville ind i hendes hjem. Den kom med kærlighed i stedet for frygt. Kaffekoppen bliver sat tilbage på bordet, og Bodil kigger ud på efteråret der omringer det lille gule rækkehus. Stemmen bliver alvorlig. For Bodil og Bent vågnede op ved siden af hinanden hver dag i over 40 år, men den 13. november 1994 måtte Bodil sige farvel til sin mand, der døde af lungekræft. »Det er mange år siden, men det er lige træls i dag. Jeg kom ind i en boble, hvor jeg tænkte ‘hvad skal jeg nu?’« Bodils refleksioner over Bents død får hende til at tænke på, hvad der skal ske med hende selv. »Livet. Det er en mærkelig ting, men jeg er da kommet nogenlunde helskindet igennem det. Det er bare sådan lidt underligt at tænke på, at jeg snart skal herfra. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg ’nå, vågner du nu op igen?’« At dø er, ifølge Bodil, ikke spor dramatisk. Man trækker vejret, som et slags sidste og endeligt suk, og så dør man. En helt anden død end den, der blev kastet ned over Aalborg og kælderen i Nørresundby. Men selvom vi lige nu lever i en af de mest fredelige perioder i dansk historie, er frygten for krig på dansk jord alligevel i Bodils tanker. For en generation, der kun har oplevet, at Danmark drager ud andre steder i verden for at deltage i krig, kan det være svært at forestille sig, at den pludselig skulle banke på vores danske hoveddør. Men for Bodil, der har set billederne af krig før, har efterårets tv-skærme og avisforsider med de mange mennesker, der af frygt for døden rejser langt for at undslippe den, hver dag mindet hende om, at ingen er urørlige. Men Bodil frygter ikke, at der bliver krig i morgen, og det er heller ikke hendes egen fremtid, hun frygter for. »Jeg er ikke bekymret for mig selv, men for mine børn og børnebørn. For hvordan skal livet blive for dem?« siger hun og flader den lyserøde dug ud med sine hænder. Hun tager et fast greb om håndgranaten, og splitten klirrer mod metallet på siden. Hun går ud af stuen for at sætte den tilbage på sin plads på hylden inde i soveværelset. Af Anna Hjortsø, Stina Ørregaard Andersen og Amalie Louise Larsen En granat i jorden Blandt bunker af jord og med udsigt til høje nybyggerier står fire mænd i neongule jakker i en stor firkantet udgravning. I baggrunden sniger solen sig op over metroen, der har retning mod Vestamager station. Blæsten hviner hen over den bare plads, hvor asfalten er revet af og ligger i store klumper rundt omkring. Der er en konstant larm af arbejdende gravemaskiner. I hjørnet af den 80 centimeter dybe udgravning står gruppens to yngste mænd og ser koncentrerede ud, mens de sætter et gult målestativ op. Den lidt ældre Kurt Nellemann står bagved, og med en cigaret i mundvigen, ifører han sig noget, der ligner en ramme af sorte og gule rør. Gruppens mest erfarne mand, Jørgen Reé-Holtz, kigger skeptisk ud over området. »Det er ikke sikkert, vi finder noget i dag,« siger han. Udefra ligner holdet nogen, der forsøger at få kontakt til det ydre rum, men i virkeligheden er de i gang med at grave i fortiden. De arbejder for firmaet Damasec, der er specialiseret i at fjerne ammunition, og de er taget til Ørestad for at fjerne gamle granater, som de har gjort det så mange gange før. For i ukyndige hænder er granater farlige. Og i år har de allerede gravet 246 af Danmarks granater op. Store drenge og granater Siden Christian 4.’s tid har Ørestadsområdet været et militært øvelsesterræn, hvor danske soldater har sendt tusinder af granater afsted gennem luften. De sank langt ned i den sumpede jord, så snart de ramte overfladen, og der har de fået lov til at ligge uforstyrret indtil 1960’erne, hvor Forsvaret begyndte at grave efter dem. Det er nemlig altid dem, der har ansvaret for at fjerne de granater, man finder i dag. Derfor er det også dem, der assisterer politiet, når granater uventet dukker op rundt omkring i danske huse, på legepladser eller i strandklitterne. Men i Danmark ligger der mange granater i jorden, og Forsvaret har ikke ressourcer til at fjerne dem alle nu og her. Omvendt har byggeentreprenøren ikke tid til at vente på, at der bliver plads i Forsvarets kalender. Og det er her, Damasec tjener sine penge – de bliver både sendt på arbejde af utålmodige entreprenører og af Forsvaret, der har brug for en hjælpende hånd. Amagers nye bydel skal nemlig altid undersøges for gammel ammunition, før der kan bygges. Og det er netop, hvad dagens mission handler om. Omringet af tre sonder, der sidder fastspændt på den gul-sorte ramme, afsøger Kurt udgravningen, og ved den blå varevogn står den unge Nicklas Færch og registrerer sondernes data på et kort. Med kortet på plads sætter holdet slidte, røde plastikpløkker der, hvor der er grund til at lede. Holdets yngste mand, Christoffer Hansen, griber den røde spade, mens Kurt træder ud af rammen og på vej til den første røde pløk griber fat om metaldetektoren. Den bipper. »Grav lige her, Chrisser,« siger han og nikker til Christoffer, der stikker spaden i, men kun for at finde en sten. Mændene ryster på hovedet og griner højlydt, imens Kurt kaster stenen efter Nicklas. »Vi joker derude, men lige så snart vi er ved noget, der kan være farligt, så bliver vi seriøse igen. Vi kender hinanden så godt efterhånden, og det bliver jo kedeligt, hvis vi ikke må lave sjov. Vi er ikke andet end nogle store drenge,” siger Kurt. Men han har oplevet alvoren. For han har fjernet granater i både Irak, Bosnien og flere steder i Afrika, og der var der ikke meget plads til sjov. Ni plastikpløkker senere er der stadig kun dukket kedelige, grå sten op af jorden. “Det er jo lidt træls, hvis der kun er sten herude,” siger Jørgen, der har 25 års erfaring som ammunitionsrydder, først hos Forsvaret og nu hos Damasec. »Når vi finder noget, beviser det jo, at vi kan, og at udstyret virker. Det gør selvfølgelig også dagen lidt sjovere.« Pludselig giver metaldetektoren et højere udslag end tidligere. Christoffer går straks igang med at grave igen med hårde og kraftige tag, og desto tættere på han kommer, desto mere ivrig bliver metaldetektoren. Han smider jakken fra sig. »Det bliver et motherfucker hul, det her!« siger han. Alle fire mænd vender sig efter en af byggepladsens mange gravemaskiner, og med få nik bliver det afgjort, at den må gøre noget af arbejdet. “Er det dér, den er, Kurt?” Efter gravemaskinen har skrabet et stort lag jord af, stikker Christoffer spaden tilbage i jorden. Han hopper på den en, to, tre gange med de mudrede støvler. Med ét rammer spaden noget, der lyder rigtigt, og han stopper midt i et spadestik. »Uuuuha,« siger alle fire mænd, imens de smiler rundt til hinanden med udspilede øjne. Er det endnu en af de store magnetiske sten, der har drillet hele dagen? Er det måske bare metalskrald? Eller ligger der en granat gemt under jorden? Det handler om fornemmelsen. »Når man har stukket spaden nok gange i jorden, kan man mærke op gennem skaftet, om det er sten eller metal,« fortæller Jørgen. Og så er det et spørgsmål om trænede ører. Metal kradser mere end sten. »Er det dér, den er, Kurt?« siger Nicklas ivrigt med et drenget smil. Christoffer graver videre. Der bliver stille, kradse mod metal. og gennem blæsten kan man høre spaden Projektlederen for entreprenørfirmaet har fået færten af, at der sker noget ovre ved hullet, og med Iphonen sat klar til kamera, skynder han sig hen til holdet. »Hvad så? Jeg håber, I finder noget. Det kan ikke passe, at jeg er den eneste på kontoret, der ikke har en granat stående på skrivebordet,« siger han. Et våben lavet til krig Christoffer slipper spaden og begynder at feje jorden væk med de handskeklædte hænder. »Yes sir! Sådan!« udbryder Kurt, da en buet sort overflade titter frem under de rester af jord, spaden ikke helt har fået med. Den buede overflade er ryggen på den granat, der med ét forvandler rydderne fra bare at være mænd i neongult tøj, der sparker til sten i jorden, til at være byggepladsens helte. »Pissegodt gravet, Chrisser!« siger Nicklas, mens de to slår knytnæverne mod hinanden. Kurt lirker granaten fri fra jorden. Den ligner en patron, men er på størrelse med en stor underarm og vejer 12 kilo. Det er et våben lavet til krig, til at dræbe og til at ødelægge, og i det øjeblik, den rammer sit mål, er det, der var der før, uigenkaldeligt. Det er som om, den ikke hører hjemme, som den nu ligger der på en byggeplads på Vestamager, hvor moderne glasbygninger tager flere og flere kvadratmeter. Alligevel er de fire mænd ikke bange. For de finder ro i deres erfaring og viden, som gør, at der på trods af alvoren også er plads til sjov. De har nemlig gjort deres forarbejde og ved, hvilke granater der før er fundet under de moderne Ørestadsbygninger. Som tidligere soldater har de alle set en granat sprænge, de har kastet den, og de ved nøjagtigt, hvor langt man skal væk for at være uden for livsfare. For som soldat er man vant til, at »det buldrer og brager rundt om sig,« fortæller Jørgen. Men hvis man ikke kender til granater, kan det være svært at tro, at der ikke er noget at være bange for. Derfor er Christoffers familie heller ikke så glade for hans arbejde. »De forstår ikke rigtig, hvad jeg laver. De tror, jeg springer i luften hver anden dag, men det gør jeg jo ikke,« fortæller Christoffer. Og er der den mindste tvivl, tilkalder Damasecholdet Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. Men denne gang er der ikke grund til at være bange. For granatens brandrør, som er den detonator, der udløser eksplosionen, mangler. På dens plads sidder en blyprop, der viser, at granaten er en ufarlig øvelsesgranat, Forsvaret engang for mange år siden har skudt afsted over området, der »Det der, det er en 1875’er, plus minus 10 år, vil jeg tro,« siger Kurt, som var var øvelsesterræn han en arkæolog, museumssamlingen. i næsten der lige 300 år. havde fundet en ny del til Nicklas fjerner granaten fra jordbunden. »Jeg snupper lige El granados,« siger han og griner. Med ryggen let bøjet går han imod den blå varevogn i udkanten af byggepladsen. Inden Christoffer og Kurt har fjernet de røde plastikpløkker, spaden og den gule metaldetektor, har granaten allerede fundet plads på ladet af varevognen. Nu skal den hjem til Damasec i Ballerup og renses, registreres og lovliggøres, entreprenøren kan få den som trofæ til sit skrivebord. så Det er ikke sidste gang, de fire mænd i gule jakker må stille rumudstyret op på Ørestad. Under den bløde jord ligger der nemlig granater nok til de næste 100 år. Af Anna Hjortsø, Stina Ørregaard Andersen og Amalie Louise Larsen #09 FORSIDE FOKUS PANORAMA VORES VERDEN OM METIER REDAKTION TILMELD NYHEDSBREV Hjemvendt til et yndigt land Efter 20 år i Israel er Jonna Madmoni vendt hjem til Danmark. Og ja. Det er uden tvivl et yndigt land at vende hjem til, siger hun. Men det handler ligeså meget om Israel. Af Anna Hjortsø, [email protected] Like Sign Up to see what your friends like. »Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt,« lyder det i Oehlenschlägers Der er et yndigt land. Når man spørger 46-årige Jonna Madmoni, om Danmark er et yndigt land at vende hjem til, svarer hun med sikkerhed i stemmen »ja.« Men ens opfattelse af Danmark som hjemvendt udlandsdansker afhænger af, hvor man kommer tilbage fra, siger hun. Derfor er det med et slags dobbeltblik, hvor det handler lige så meget om Israel som om Danmark, at hun genoplever sit rødhvide fødeland. Leverpostej eller nærhed I 1993 flyttede Jonna Madmoni som 24-årig til Israel med sin israelske mand og nyfødte søn. »Da jeg rejste, syntes jeg, Danmark var middelmådigt. Jeg var ved at kvæles i leverpostej. Man kunne studere eller tage et job, og det hele var okay, men jeg følte egentlig ikke, der var nogen mening. Det var bare gråt,« fortæller Jonna Madmoni. Spiritualitet og en slags krydderi, der kunne sætte farver på tilværelsen, er ord, hun prøvende bruger for at nærme sig, hvad det var, hun dengang manglede. Men et er helt sikkert: »Jeg længtes efter, at man turde gå tættere på hinanden. Mere nærhed. Jeg mødte det til dels i København, men særligt når jeg var i udlandet,« fortæller Jonna Madmoni, der er født og opvokset i Vestjylland. I Israel, på en af sine rejser, mødte hun den mand, hun senere giftede sig med. Livet i Israel havde den spontanitet, nærhed og spiritualitet, hun havde længtes efter. »Jeg var solgt. Der var altid lige nogen, der åbnede en grill, tog et glas vin, og inden man vidste af det, havde man danset,« husker hun tilbage. Da hun havde født sin første søn i Danmark, besluttede hun sig for at flytte til Israel permanent med sin mand. converted by Web2PDFConvert.com Ud på isen igen For to år siden pakkede Jonna Madmoni 20 års liv i Israel ned i tre kufferter og 10 flyttekasser og flyttede tilbage til Danmark. Fire børn og to ægteskaber senere. Det føltes som, da hun var barn og gik ud på Ringkøbing Fjord om vinteren – hun vidste ikke, om det ville bære eller briste: »Jeg var bange,« siger hun. »Jeg havde levet i en traditionel kvinderolle, hvor jeg i bund og grund ikke havde forsørget mig selv med de job, jeg havde haft i løbet af årene. Og jeg skulle starte et nyt liv med kun en tusse på lommen.« Efter syv år i Israel, at Jonna Madmoni så småt begyndte at tænke på at vende hjem Danmark igen. » Jeg kunne se, at mine veninder i Danmark havde meget mere frihed, end jeg havde hjemme i Israel. Det begyndte jeg at savne. Jonna Madmoni »Min hjerne var ved at blive som en rosin, så jeg besluttede mig for at begynde på universitet,« siger hun. Når Jonna Madmoni fortæller om sit liv, bliver det fortalt uden omsvøb. Man fornemmer hurtigt, at hendes refleksioner afspejler stor livserfaring. Trangen til at stikke næsen i en bog og ønsket om at gå på universitetet har også altid været der: »Jeg kunne mærke, jeg længtes efter at snakke med folk om filosofiske spørgsmål, og det kan man ikke i de ortodokse religiøse kredse, for så bliver folk nervøse.« Hun blev indskrevet på Hebraisk som fjernstuderende på Københavns Universitet. Det betød, at hun pludselig skulle til Danmark hvert halve år til eksaminer, og hun mødtes med gamle bekendtskaber. Det medførte ikke kun muligheden for at udvide horisonten intellektuelt, men også en fornyet bevidsthed om hendes eget liv som kvinde i Israel. »Jeg kunne se, at mine veninder i Danmark havde meget mere frihed, end jeg havde hjemme i Israel. Det begyndte jeg at savne,« siger Jonna Madmoni og giver et eksempel på det noget anderledes mand-kvinde-forhold, der er i Israel: »Jeg blev mindet om, hvor befriende det for eksempel var at kunne være ven med en mand. Det kan man ikke i Israel, så ville der blive lagt noget seksuelt ind i det. Jeg levede et forholdsvist ortodoks liv og havde accepteret den kvinderolle, som hører med.« Men hun kunne ikke flytte tilbage til Danmark. Hun ville aldrig kunne få sin mand overtalt. Så planerne hjemkomst kunne først realiseres, da hun for tre år siden blev skilt. Ydmyghed og verdensmestre Den danske mentalitet er meget lig den, som var der for 20 år siden, fortæller hun. Det betyder, at hun oftest ved, hvordan hun skal gebærde sig. Men nogle gange kan hun godt mærke, at hun har boet i et andet land i lang tid. Hun begyndte at arbejde som vikar i hjemmeplejen, kort efter hun kom hjem og i frokostpausen spurgte, hvad de andre egentlig fik i løn. »Så kunne jeg med det samme godt se på mine kollegaers ansigtsudtryk, at det spørger man jo ikke om,« siger hun og en høj latter følger efter. Kollegaerne tog det dog pænt, men der er grundlæggende forskelle på danskere og israelere, bemærker hun. Den ydmyghed vi har i Danmark kan jeg faktisk godt converted by Web2PDFConvert.com » lide, selvom mange har noget imod den. Jonna Madmoni Ofte bliver vi danskere italesat som et lukket folkefærd af både os selv og andre. I Israel står naboerne foran dit hus med en kage i hånden en halv time efter, du er flyttet ind. De kommer næste dag. Og næste dag igen, fortæller hun. »Den åbenhed man har i Israel kunne selvfølgelig være for meget, men det er sundt at turde træde hen mod hinanden. Før jeg tog til Israel turde jeg ikke, men nu smiler jeg åbent til folk på gaden på en måde, som andre ikke gør. De synes, det er mærkeligt de første to sekunder, men folk tager rigtig godt imod det. Det synes jeg, vi danskere skal lære. Lad os nu være lidt mere sammen,« lyder opfordringen fra Jonna Madmoni. Til gengæld er israelerne verdensmestre i alt, griner Jonna. »Den ydmyghed vi har i Danmark kan jeg faktisk godt lide, selvom mange har noget imod den. I starten af min tid i Israel holdt jeg mig tilbage, for alle de andre lød som eksperter i det, de talte om.« I Danmark giver man mere plads til, at alle kan deltage i samtalen, mener hun. Og det karaktertræk finder hun charmerende og værdsætter højt. Et sikkert liv Freden værdsætter Jonna Madmoni højt. Efter attentatet på Krudttønden og synagogen på Krystalgade i februar gik politiet på usædvanlig manér rundt med maskingeværer over skulderen: »Nej, nej. Det skal jeg bare ikke have mere af,« tænkte Jonna Madmoni. I modsætning til størstedelen af danskere har hun i Israel oplevet krig som en del af sin dagligdag. Med sine fire børn boede hun i byen Ashkelon, der ligger nord for Gazastriben, hvor der blev bombet dag og nat: »Jo længere væk, jeg er kommet fra krig, jo oftere spørger jeg mig selv, hvordan jeg holdt ud at være i det,« siger hun. Når hun tog bussen i Israel, kunne hun godt være ængstelig, når en af de mange soldater, stod tæt på hende med skarpladte våben. Jonna Madmoni føler sig også langt mere sikker i Danmark, når det kommer til hendes økonomiske forhold. »Jeg er ikke bange for at blive sulten. Det har jeg været i Israel,« siger hun og understreger, at hun udmærket er klar over, at man sagtens kan risikere fattigdom i Danmark, hvis man fx kommer på kontanthjælp. Men det er nemmere at være enlig mor i Danmark, for hvis man kan arbejde, så kan man klare sig, da ens indkomst kan suppleres af de sociale ydelser som børnebidrag og boligsikring. Hun synes, det går godt for hende her to år efter sin ankomst. Hun læser nu til social- og sundhedsassistent og bor med sine to yngste børn på Amager i København. converted by Web2PDFConvert.com Et af de steder Jonna Madmoni ofte tager hen, efter hun er kommet hjem til Danmark, er Hundestrand på Amager. Havet har altid betydet meget for hende: ”Når jeg er ved havet, tænker jeg på, hvordan vandet forbinder hele verden. At det er det samme vand, der løber i Danmark som i Israel.” Foto : Anna Hjortsø Schmidt Tro For enden af halskæden om Jonna Madmonis hals hænger en jødestjerne i sølv. »Jeg har altid syntes syv forskellige ting, så religionen kunne på en eller anden måde – det siger psykologerne også – gøre, at jeg kunne se bort fra flimmeret.« » Hvis jeg bare nævner, jeg er troende, så bliver folk meget overraskede her. De siger det ikke direkte, men jeg kan fornemme, at de tænker ‘Dig? Det havde vi ikke troet.’ Jonna Madmoni Hun påpeger, at netop i jødedommen er der regler for alt. I de første år i Israel bevægede hun sig i ortodokse kredse, hvor hun ved at lære traditionerne, sproget og skriften efter næsten fem år konverterede til jødedommen. »Jeg er sådan bygget, at jeg tager den hele vejen,« siger hun. »Men mindre nu end dengang.« I Danmark lægger folk oftest ikke mærke til hendes jødestjerne: »Hvis jeg bare nævner, jeg er troende, så bliver folk meget overraskede her. De siger det ikke direkte, men jeg kan fornemme, at de tænker ‘Dig? Det havde vi ikke troet,’« siger hun. Selvom en stor procentdel af den danske befolkning enten tror på Gud eller et liv efter døden, så er tro i Danmark en privat sag. Der er en opfattelse af, at man som religiøs ikke er intelligent, men smånaiv, oplever hun. Jonna Madmoni tror ikke mindre på Gud nu, end hun gjorde, da hun boede i Israel, men troen lever mere i hendes tankeverden end i de jødiske ritualer. Grundtanken bag reglerne er, at mennesket i sin egen spiritualitet ikke kan huske, at Gud eksisterer, så »Jeg levede efter reglerne i mange år, men jeg har fået det sådan, at nu kan jeg godt huske dem. Jeg har ikke behov for at vise min tro udadtil. Jeg er hel i min tro, og hel i mig selv, jeg har lært ikke at flyde helt ud uden alle de regler,« siger hun. En ny måde at tro på, skyldes nok også hendes oplevelser med det religiøse retssystem. En kastet sko I Israel er der et sekulært og et religiøst retssystem. Sidstnævnte tager sig af familiesager, for eksempel ved skilsmisse. Da Jonna Madmoni skulle skilles, var det en opslidende proces, der varede tre år. »I det sekulære retssystem er det barnets tarv, der bliver varetaget ved en skilsmisse. Akkurat som i Danmark. I det religiøse vil jeg mene, det er mandens tarv, der bliver varetaget,« konstaterer hun. De religiøse love tager ikke hensyn til, at kvinder nu om dage lever et andet liv, end dengang kvinder gik derhjemme og fødte børn, fortæller hun videre. De har desuden et ritual, der bekræfter skilsmissen: Manden kaster en sko efter kvinden. converted by Web2PDFConvert.com Jonna Madmoni oplevede undervejs i retssagen at blive mistænkeliggjort af et patriarkalsk system. Hendes mands voksne søn påstod, at hun havde forsøgt at forføre ham. »Det var ikke sandt, men det resulterede alligevel i, at det var meget svært at få retten overbevidst om, at jeg skulle have børnepenge, som mine børn kunne leve af og kompensation for de udgifter, jeg havde haft i løbet af mit 13 år lange ægteskab,« siger hun. »Jeg mistede respekten for de her mænd og det regelsæt, jeg havde levet efter i mange år,« siger hun. Da Jonna Madmonis hjemrejse mentalt begyndte for 15 år siden, skyldtes det først en følelse af at gå glip af en frihed. Men hun følte i højere og højere grad, at hun blev direkte undertrykt. Hun synes, det er rart at være kvinde i Danmark, hvor man bliver respekteret på en helt anden måde end i Israel. »For første gang i mit liv, kan jeg sige, at jeg forsøger mig selv. Det er for fedt! Jeg skal ikke bede nogen andre end mig selv om noget,« udbryder hun og begge hænder ryger begejstret i vejret. © 2015 Metier, all rights reserved. converted by Web2PDFConvert.com Konstruktiv journalistik kan være svaret Anna Hjortsø, [email protected] stiske håndværk, mener de. Det må være op til den enkelte journalist at gøre op med sig selv, om det, personen laver, er journalistik. For det er klart, at der er nogle gråzoner, påpeger Karen Lumholt. »Men jeg mener godt, at journalistik kan være meget underholdende, konstruktiv og kritisk på én gang. Kriteriet for, at det er journalistik er, at det er undersøgende på et sagligt grundlag,« understreger hun. Politikere, medieforskere, erhvervsledere, ja, selv journalisterne, beklager sig over journaliststanden: Den er utroværdig. Den jager konflikt og negativitet. Og den har ikke tid til etik. Undersøgelser viser, at borgerne bedømmer journalisten til at ligge længst nede på listen i troværdighed – kun underhalet af bilforhandleren, politikeren og spindoktoren. Senest har kommunikationschef Mikkel Garver Nielsen provokerende efterspurgt en smiley-ordning for de danske medier og en ’Skravling-pris’ til året værste journalist. En debat om journalistisk kvalitet har rejst sig. Nyhedsdirektør på DR Ulrik Haagerup lancerede i en kronik i 2008 betegnelsen ’Konstruktiv journalistik’ som et bud på en ny selvforståelse hos journalister. Et godt spørgsmål Konstruktiv journalistik rejser dog nogle gode spørgsmål til journalistikken, mener Mark Ørsten. »Det er et godt spørgsmål, hvorvidt og hvordan nyhedskriterierne, særligt væsentlighedskriteriet, fungerer, som de skal i Danmark lige nu. Og det mener jeg sådan set ikke, at de gør. Der er en tendens til, at journalister fortæller de samme typer af historier igen og igen på tværs af medier og over tid,« mener han. I udgangspunktet er der en begrænsning på, hvilke typer af problemstillinger, journalister kan være med til at løse, mener Mark Ørsten. Nu-går-verden-under-journalistik Journalisterne Karen Lumholt og Lotte Rosdahl har for nylig dannet et forum for konstruktiv journalistik: Danmarks bedste nyheder. Lotte Rosdahl mener, at journalistikken i dag formidler håbløshed. »Vi journalister efterlader borgerne i et landskab af ruiner. Vi bruger ord som ’afgrundens rand’ og ’krise’. Vi afslører ’den og den minister’ i ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Vi er gode til at rive ned hele tiden,« siger hun. »Konstruktiv journalistik handler om at bygge samfundet op ved at pege på løsninger. At bygge mennesker op ved at skabe håb, tillid og forståelse. Når den enkelte samfundsborger får større personressourcer, får samfundet også større ressourcer,« mener Lotte Rosdahl. Konstruktiv journalistik er en fællesbetegnelse, der dækker over tre journalistiske undergenrer. Den konstruktive journalistik, der peger på løsninger, den problemløsende journalistik, der forfølger løsningerne og den positive journalistik, der viser, at verden består af andet end problemer. Den traditionelle journalistik skal ikke afløses af en form for fredsjournalistik, forklarer Karen Lumholt. At arbejde konstruktivt som journalist betyder derfor heller ikke, at man udelukkende bestræber sig på at skrive positive nyheder. »Vi skal ikke ud og tegne et glansbillede af samfundet, som man gjorde i Østeuropa. Vi skal også tage fat i det, der ikke fungerer, men ved at bygge op og pege fremad. Man kan godt være kritisk i konstruktiv journalistik i form af at være undersøgende. Det er ikke det samme som at vise mistillid,« siger Lotte Rosdahl. Ambitionen er heller ikke, at konstruktive nyheder skal erstatte det nuværende mediebillede, men fylde mere i det. »Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at postulere løsninger er med til at undertrykke de rigtige konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på et problem, for så havde man løst problemet« - Mark Ørsten, medieforsker Politisk korrekt Vækstfaktor Lotte Rosdahl og Karen Lumholt fremhæver tv-programmerne By på skrump, Luksusfælden og Vækstfaktor som eksempler på konstruktiv journalistik, fordi de aktivt søger at finde løsninger på samfundsproblemer. Medieforsker på Roskilde Universitet Mark Ørsten er uenig. Tv-programmerne er ikke journalistik, men derimod underholdning med en forholdsvis klar politisk dagsorden, mener han. Vækstfaktor er et program udarbejdet på baggrund af en markedsøkonomisk holdning om, at man ved at skabe økonomisk vækst i samfundet, kan arbejde sig ud af finanskrisen. Så simpelt kan problematikken dog ikke fremsættes, mener Mark Ørsten. Og det er netop risikoen, hvis journalister arbejder ud fra et mantra om at skulle være konstruktive. »Denne type nyheder bliver politisk korrekte nyheder, der understøtter det politiske flertal. Programmet Vækstfaktor er netop et eksempel på, hvordan journalister kommer til at agere politisk, når de antager, at der findes et fælles problem, som er defineret af nogen,« siger han. Denne holdning deler Lotte Rosdahl og Karen Lumholt ikke. De omtalte programmer gør i høj grad brug af det journali- Sektion 03 Vores Verden Journaliststuderende til undervisning på Roskilde Universitet. Bør fremtidens journalister lære at lave konstruktive nyheder? Foto: Anna Hjortsø Derfor er konstruktive nyheder ikke nødvendigvis det rigtige svar på den problemstilling, som journalistikken skal forholde sig til i dag. »Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at postulere løsninger er med til at undertrykke de rigtige konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på et problem, for så havde man løst problemet,« siger han. Når der er problemer i samfundet skyldes det ofte interessekonflikter. Et andet kritikpunkt man kan rejse i forhold til den konstruktive journalistik, er, at den ser bort fra, at samfundet faktisk består af samfundskonflikter. »Hver gang man løser et problem, så gør man det på bekostning af nogle menneskers ønsker om noget andet,« siger Mark Ørsten. De klassiske dyder At være konstruktiv indgår allerede i journalistfaget. »Den klassiske journalistik har altid fungeret på den måde, at man peger på nogle problemer og dermed også på løsninger. Det er en naturlig del af journalistikken,« fortæller Mark Ørsten. Det er netop den del af journalistikken, som journalisterne skal genfinde og dyrke mere, mener Lotte Rosdahl og Karen Lumholt. »En konstruktiv nyhed ser helt almindelig ud,« siger Karen Lumholt. »Du skal undersøge den kritisk på samme måde, som du undersøger en traditionel nyhed. Forskellen er, at du undersøger tingene mere nuanceret. Du skal ikke opstille en sort og hvid spiller, men tværtimod afslutte din artikel med en udgang, der peger på mulige løsninger og samarbejdspartnere,« siger hun. Der er mange eksempler på konstruktive nyheder i medierne i forvejen. Man ser dem i den ’bløde’ journalistik, som man finder i uge- og fagblade, hvor ikke kun det negative optager spalteplads, forklarer Lotte Rosdahl. Problemet er, at denne form for journalistik ikke har den samme status som mere ’hårde’ emner, såsom politik, erhverv og økonomi. Karen Lumholt ønsker, at den konstruktive tilgang skal fylde mere, når de såkaldt hårde emner behandles, og at den næste Cavlingpris går til en journalist, som har lavet konstruktive nyheder. Metier Issue No. 04 Forår 2013 Journalister er negative. De jager sensation og konflikt frem for at bygge samfundet op, lyder kritikken. Konstruktiv journalistik er et af budene på en ny selvforståelse og kan være svaret på branchens problemer. Men medieforsker er skeptisk 25 ”For mig handler det om, at der ikke er nogen, der skal behandles uretfærdigt, og uligheden er meget tydelig på Nørrebro” Når Enhedslistens Rosa Lund laver politik på Christiansborg, har hun Nørrebro med sig. For her er uligheden, som hun bekæmper, nem at få øje på. AF ANNA HJORTSØ FOTO: BRITT CHRISTENSEN 11 Rosa Lund Født i 1986 Børne-, undervisnings- og familieordfører for Enhedslisten Opvokset og bor i dag på Nørrebro Blev medlem af Enhedslisten i 2005 Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) 2006-07 Medlem af ledelsen i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) 2008-09 Talsmand for Kirkeasyl 2009 Statskundskab på Københavns Universitet 20094 år som pædagogmedhjælper i Murergården, daginstitution på Nørrebro Folketingsmedlem i Københavns Storkreds 2011 10 D et er ikke Nørrebro, man umiddelbart tænker på, som hun står der med sort kjole, opsat rødt hår og klikkende hæle på Christiansborgs sildebensparket under guldindfattede lamper. Her har den 26-årige Rosa Lund siden sidste folketingvalg haft kontor som børne-, undervisnings- og familieordfører for Enhedslisten. Men bydelen, hvor hun er født og opvokset, er med i hendes hjerte, når hun har sin daglige gang i det danske folkestyre. En Nørrebrosk retfærdighedssans Rosa har altid boet på Nørrebro. Undtagelsen var et halvt år i Nordvest, kun to kilometer væk, før hun flyttede tilbage. Den københavnske bydel har i høj grad været med til at forme hendes politiske holdninger. - For mig handler det om, at der ikke er nogen, der skal behandles uretfærdigt. Der er enormt stor ulighed, og det er i den grad på Nørrebro, man har mærket, hvordan mennesker som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen har fået lov at bestemme i det her land. Da Rosa som barn havde skolekammerater med hjem, var de fascinerede af, at hun og hendes lillebror havde hver deres værelse, mens de selv delte værelse i små lejligheder. Den sociale forskel oplevede hun også i fire år i jobbet som pædagogmedhjælper på Nørrebro, og erfaringerne herfra tager hun med i sine ordførerposter. - Det har lært mig, at der ikke er lighed i vores samfund i dag. Der er en kæmpestor ulighed i Danmark, og det er meget tydeligt på Nørrebro, hvor familier kommer fra så mange forskellige steder og lag. Der er alt fra speltmoren, der bor i en lækker ejerlejlighed ved Blågårds Plads og en mor på førtidspension, som bor i en meget lille lejelejlighed. Nogle børn får læst højt hver dag og andre slet ikke. Det kan man godt mærke på dem. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har gode daginstitutioner, så vi kan sikre, at børnene får lige forudsætninger. ” blå blok. Under valgkampen troede Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll for eksempel, at Rosa var handelsskoleelev. - Jeg kan godt have en oplevelse af, at der er nogen, der tænker, at ”Nu skal den der nye unge generation af kvinder ikke bare komme anstigende”. Jeg oplever tit, at det kan blive brugt imod mig, i stedet for at det handler om politiske argumenter. Når vi har debatter i Folketinget, så kan folk godt finde på at sige, at jeg ikke har nogen erhvervserfaring og ikke har prøvet den virkelige verden. Det kan godt være, jeg ikke er ret gammel, men jeg har ikke bare haft næsen nede i en bog. De teoritunge bøger fra studiet i Statskundskab, hvor hun begyndte i 2009, har Rosa midlertidigt lagt på hylden. I bokseringen med Bjarne Lige nu er Rosas største udfordring den politik, regeringen fører. Og den boksekamp som det kræver af hende og partifællerne. - Der er sindssygt mange penge at hente i samfundet. Tillykke til Bjarne Corydon for at have fået danskerne med på den løgn, at der ikke er nogen penge. At prioritere skattelettelser til erhvervslivet i en krisetid, det er da det dummeste, man kan gøre. Også fordi det er meget få arbejdspladser, der kommer ud af det. Venstrefløjen er skredet så meget til højre, at Socialdemokraterne og SF har accepteret alle borgerlige idéer. Det har rykket alle til højre – også den danske befolkning. Hvis Rosa vandt den politiske boksekamp, er hun udmærket klar over, hvad vinderpræmien skulle bruges til: Sikre praktikpladser til alle der starter på teknisk skole og mere undervisning på de videregående uddannelser, så vi kan få verdens bedste folkeskolelærere og pædagoger. - Det skal være muligt for alle at gennemføre en uddannelse, uanset hvor mange penge ens forældre tjener og uanset deres uddannelse. Rosa selv kommer fra en familie, hvor faren er maskinmester og moren cand.mag. I børnehaverne vil hun have en kvotient, der bestemmer, at der må være højst seks børn per voksen, så børnene får voksentid og pædagogerne gode arbejdsforhold. Der er ingen kvotient nu. Hendes største politiske sejr var, da hun fik et loft på 28 elever per klasse på ungdomsuddannelserne. - Det var det første, jeg fik igennem i Folketinget. Jeg har kæmpet for det, lige siden jeg startede i 1. g i 2003. I sidste års finanslov fik vi også lavet en Ungepakke sammen med regeringen for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Der er en kæmpestor ulighed i Danmark, og det er meget tydeligt på Nørrebro. Der er alt fra speltmoren, der bor i en lækker ejerlejlighed ved Blågårds Plads og en mor på førtidspension, som bor i en meget lille lejelejlighed Ung kvinde på Borgen Rosa er ikke meget for at kalde sit job som politiker for en karriere. Hun er til stadighed overvældet over, at hun får løn for det, hun brænder for. Hun havde slet ikke forventet at få sin daglige gang på Christiansborg, da hun stillede op som suppleant. Men folket var historisk gavmilde med stemmer til Enhedslisten i 2011, og hun fik derfor en af partiets 12 pladser. - Det har været meget overvældende, sjovt og spændende. Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver rigtig hverdag. Der er ikke to dage, der ligner hinanden. På samme tid er hun meget skuffet over, at det bliver brugt mod hende, at hun er ung kvinde. Ofte af politiske modstandere fra 12 Rødt DNA Politik er en del af Rosas DNA. Hun har været politisk aktiv, siden hun var 14 år gammel. I gymnasietiden var hun formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor hun konstant kæmpede mod regeringens planer om nedskæringer. Hun er bestemt ikke rosa i sine holdninger. De er knaldrøde som det krøllede hår. - Jeg er hos Enhedslisten, fordi jeg er socialist. Hvis vi skal have mere lighed, er vi nødt til at gøre op med nogle af de strukturer, der er i samfundet. Der er nogle ting, vi er nødt til at lave grundlæggende om. Det Socialdemokraterne gør lige nu, er, at de rykker nogle kommaer. Jeg synes, vi skal rykke meget mere end bare kommaer. Det er de rige i toppen af samfundet, der har skabt krisen, og derfor må de betale regningen, mener hun. - Det kan ikke være rigtigt, at det skal være de offentligt ansatte, kontanthjælpsmodtagere og de studerende, der skal betale. Lad ” Der er nogle ting, vi er nødt til at lave grundlæggende om. Det Socialdemokraterne gør lige nu, er, at de rykker nogle kommaer. Jeg synes, vi skal rykke meget mere end bare kommaer os lave en millionærskat! Lad os beskatte Nordsøolien! Lad os beskatte de multinationale selskaber hårdere! Og lad os rulle de skattelettelser tilbage, som den borgerlige regering lavede! Det rosa oprør Rosas politiske aktiviteter har ikke altid holdt sig inden for lovens rammer. Efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i 2007 var hun med til at besætte en grund i Nordvest og blev derfor anholdt af politiet. Kirkeasyl, som Rosa har været talsmand for, var et initiativ, der forsøgte at sikre asyl for afviste irakiske asylansøgere. Asylansøgerne havde i protest opholdt sig i Brorson Kirke på Nørrebro og blev til sidst fjernet af politiet. - Når der er mennesker, født og opvokset i Danmark, der skal smides ud af landet, og ” Christiansborg ikke vil lytte, så er man nødt til at gøre noget for at råbe dem op. Rosa har tidligere sagt om PFLP og Farc, begge på EU og USA’s liste over terrororganisationer, at de var »eksempler på solidaritet med en legitim og åbenlys frihedskamp«, selvom andre fra Enhedslisten har taget afstand fra dem. - Jeg støtter deres frihedskamp, men jeg støtter ikke deres metoder. Man kan godt adskille de to ting. Jeg støtter bestemt ikke voldelige metoder. Det må aldrig gøre skade på andre mennesker. Det står over alt andet. Rosa kunne ikke forestille sig at lave noget andet end politik. Hun er sikker på, at hun altid vil være politisk aktiv, hvis ikke i Enhedslisten, så i en interesseorganisation. Men hun vil i fremtiden gerne gøre sin bachelor færdig, derfor tager hun efter sommerferien et kursus i International Politik. Tillykke til Bjarne Corydon for at have fået danskerne med på den løgn, at der ikke er nogen penge. At prioritere skattelettelser til erhvervslivet i en krisetid, det er da det dummeste, man kan gøre - Jeg vil se, om det kan lade sig gøre at lave finanslov og læse samtidig. Måske kan det ikke lade sig gøre. Det ved jeg kun, hvis jeg prøver. 13 Café-kaffe til de hjemløse Af Anna Hjortsø (mailto:) 10. april 2013 ! " (http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-dehjemlose/&t=Café-kaffe til de hjemløse) (http://twitter.com/home?status=Café-kaffe til de hjemløse => http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-de-hjemlose/) + (https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-de-hjemlose/) $ (http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/cafekaffe-til-de-hjemlose/&title=Café-kaffe til de hjemløse&summary=&source=NetAvisen) ge%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Fcafe- % Du kan få stillet både den dårlige samvittighed og koffeintrangen, når du køber en kop kaffe. Starbucks har indført en "Suspended Coffee"-ordning, hvor du kan købe en ekstra kop kaffe til en hjemløs. I Danmark ser Baresso det som en mulighed, mens Riccos Kaffebar afviser det totalt (http://navisen.dk/wp-content/uploads/2013/04/Kaffenyeste.png) Hjemløse-kaffe: Riccos Kaffebar afviser konceptet “Suspended Coffee”, mens Baresso er åben for idéen. Foto: Nicoline Siebken Skandov Den internationale kaffekæde Starbucks har indført en såkaldt “Suspended Coffee”-ordning i deres kaffebar. Kunden kan vælge at betale for to kopper kaffe, drikke den ene og suspendere en gratis varm kop kaffe indtil en frysende hjemløs kommer forbi. I Danmark er Baresso åben for idéen, mens Riccos Kaffebar afviser. Ricco afviser totalt Riccos Kaffebar består af 12 barer over hele København. De vil på ingen måde indføre samme ordning hos dem, siger Ricco Sørensen, grundlæggeren af kaffekæden. – Det er ikke en vej, jeg har nogen som helst ambitioner om at gå. Det er et hult forsøg på social tilstedeværelse fra Starbucks side. Det er let at sige, fordi de lægger ansvaret over på deres kunder om at være socialt ansvarlige. Det ansvar kunne de tage på deres egne skuldre i stedet for at lægge det over på deres gæster, siger han. Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen uden reelt at gøre noget – Ricco Sørensen, grundlægger af Riccos Kaffebar Det er ikke, fordi Riccos Kaffebar ikke vil støtte op om at hjælpe de socialt udsatte grupper. – Vi laver en masse projekter med udsatte sociale grupper, og vi sponsorerer alt, hvad vi kan. Det er bare ikke noget, vi reklamerer med. Det er noget, vi gør, da det ligger i vores virksomheds genetik. For det andet skal det ikke være noget, en gæst pludselig skal påduttes. Jeg kan ikke se, at det skal gøre godt for andet end markedsføring, siger Ricco Sørensen. Baresso: Det er et sympatisk koncept Baresso har serveret kaffe for danskerne siden 1999. Hos dem er tiltaget en mulighed, selvom de ikke er langt i beslutningsprocessen. – Det er en mulighed hos os, da det er et sympatisk projekt. Vi er opmærksomme på konceptet, og vi evaluerer på det lige nu, da det skal tænkes godt igennem. Vi arbejder generelt med, hvordan man kan bruge kaffen på at gøre noget godt for hinanden, så det er i god tråd med resten af vores projekter, siger Sinne Fredslund Madsen, kommunikationsansvarlig hos Baresso. Læs også: Kommune har ingen planer om hjemløse-kontakt (http://navisen.dk/blog/kommune-har-ingen-planer-om-hjemlse-kontakt/) Klamt tiltag uden substans – Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen uden reelt at gøre noget, mener Ricco Sørensen. Vi er ikke en stor virksomhed som Starbucks, men når man er det, så bør man have et socialt engagement, som ligger meget dybere end “Suspended Coffee”. De kunne i stedet sige: “På alle de kaffebarer, vi har i verden, så er der 50 kopper kaffe gratis til hjemløse om dagen eller bygge 4 herberg i de storbyer, vi er i”. Det ville have en substans, siger han. Læs også: Udenlandske hjemløse overladt til nattefrost (http://navisen.dk/blog/udenlandske-hjemlse-overladt-til-nattefrost/) Baresso-kunder bakker op Baresso kan netop godt lide, at konceptet involverer kunden, og at kaffebaren er facilitator for den gode gerning. – Vi kan godt lide idéen om at involvere gæsten. Vi har projekter som foregår i både Afrika og Sydog mellemamerika. Så indtil videre har det været internationale projekter. Det er meget interessant med det lokale og nære i “Suspended Coffee”-idéen, siger Sinne Fredslund Madsen. Læs også: Hjemløse som byvandringsguider er et hit (http://navisen.dk/blog/hjemlsesom-byvandringsguider-er-et-hit/) Og Baresso har fået god respons, når de har luftet idéen for kaffedrikkerne, fortæller hun. – Rigtig mange af vores kunder på Facebook har gjort os opmærksom på konceptet. Der er mange, der har tilkendegivet, at de synes, det er et godt projekt, så der er opbakning hos kunderne indtil videre, siger hun. & Hjemløs (http://navisen.dk/blog/tag/hjemls/), kaffe (http://navisen.dk/blog/tag/kaffe/) Café-kaffe til de hjemløse added by Anna Hjortsø (http://navisen.dk/blog/author/anhjsc/) on 10. april 2013 View all posts by Anna Hjortsø → (http://navisen.dk/blog/author/anhjsc/) DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama Af Anna Hjortsø (mailto:) 21. marts 2013 ! " (http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serieer-et-trekantsdrama/&t=DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama) (http://twitter.com/home?status=DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama => http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serie-er-et-trekantsdrama/) (https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serie-er-ettrekantsdrama/) (http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/drs-nye$ store-tv-serie-er-et-trekantsdrama/&title=DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama&summary=&source=NetAvisen) + age%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Fdrs- % "1864" er titlen på DR's næste kæmpe tv-seriesatsning. Instruktør Ole Bornedal kalder tv-serien for en ménage à trois. Rollelisten tæller op til 130 skuespillere og over 6.000 statister (http://navisen.dk/wp-content/uploads/2013/03/Skuespilholdet-bag-1864.jpg) Skuespillerholdet bag “1864”. På 2. række yderst til højre ses Jens Frederik Sætter-Lassen. På 1. række fra højre er Jakob Oftebro nr. 2 ved siden af Sarah Sofie Boussnina og Maria Tourell Søderberg. Foto: Anna Hjortsø Selvom DR’s nye dramasatsning tager udgangspunkt i en af danmarkshistoriens vigtigste begivenheder, Slaget ved Dybbøl i 1864, så er den spædet op med masser af sex og eksplosioner. Det løftede DR sløret for på formiddagens pressemøde i Skuespilhuset. Den store dramasatsning, “1864”, bliver sendt i efteråret 2014. Tv-serien er en ménage à trois (trekantsdrama, red.), fortalte instruktør Ole Bornedal på pressemødet. Trekantsdrama på Sydfyn Brødrene Peter og Laust vokser op på Sydfyn i midten af 1800-tallet i et Danmark, der har vundet den 1. Slesvigske Krig. Og så er der Inge, den smukke og kloge proprietærdatter. Begge brødre bliver smaskforelsket i hende. Peter spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Jens Frederik SætterLassen. Den norske Jakob Oftebro spiller broderen Laust og den skønne Inge spilles af Marie Tourell Søderberg, som til sommer er at se i filmen “Spies & Glistrup”. Brødrene Peter og Laust vokser op på Sydfyn i midten af 1800-tallet i et Danmark, der har vundet den 1. Slesvigske Krig. Og så er der Inge, den smukke og kloge proprietærdatter. Begge brødre bliver smaskforelsket i hende. Peter spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Jens Frederik Sætter- Lassen. Den norske Jakob Oftebro spiller broderen Laust og den skønne Inge spilles af Marie Tourell Søderberg, som til sommer er at se i filmen “Spies & Glistrup”. Spirende seksualitet Tv-serien er frit baseret på Tom Buk-Swientys to populære bøger “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”. Læs også: Historisk drama vinder Berlingskes Bogpris (http://www.b.dk/kultur/historisk-drama-vinder-berlingskes-bogpris) – Verden er uskyldig, smuk, fuld af kærlighed, glæde og varm luft. Historien svinger mellem den spirende følelse af kærlighed og intensitet til de værste eksplosioner og krig, jern og ild – som Bismarck sagde, uddyber Ole Bornedal. Brødrene tager til Dybbøl for at kæmpe i den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig. En krig Danmark som bekendt tabte i 1864. Inge tager efterfølgende af sted for at fortælle dem noget. Hvad det er, må man endnu vente på, sagde Ole Bornedal smilende. – Det handler om den spirende seksualitet og om slangen i det her paradis, som vi ved sex er, sagde Ole Bornedal, hvilket affødte latter hos de tilstedeværende. Det handler om den spirende seksualitet og om slangen i det her paradis, som vi ved sex er – Instruktør Ole Bornedal Historien om de tre unge bliver fundet 150 år senere af den 17-årige Claudia i år 2014. Claudia spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Sarah Sofie Boussnina. Inge har heldigvis skrevet sin historie ned i en dagbog, som den anarkistiske Claudia finder på et gods, hvor hun arbejder for en gammelsur aristokratisk baron. Claudias storebror er død i krigen i Afghanistan, og der drages altså i tv-serien en parallel mellem de slesvigske krige i 1800-tallet og den danske krigsdeltagelse i dag. Læs også: 1864-krigen filmatiseres (http://www.b.dk/film/1864-krigen-filmatiseres) “Borgen”-gengangere Rollelisten tæller op til 130 skuespillere og over 6.000 statister. “Borgen”-skuespillere som Pilou Asbæk, Søren Malling og Sidse Babett-Knudsen at finde på rollelisten. Derudover vil skuespillere Zlatko Buric, Nicolas Bro, Waage Sandø, Henrik Prip og Rasmus Bjerg være at se i serien. Læs også: Her er de 12 skuespillere der dominerer dansk film (http://www.b.dk/kultur/her-er-de-12-skuespillere-der-dominerer-dansk-film) 173 millioner – “1864” er en af de største film- og tv-produktioner til dags dato, sagde producer Peter Bose begejstret. Serien er enhver producers drøm. Han er sammen med Miso-kollegaen Jonas Allen producer bag serien. – Det er en usædvanlig logistisk film, forklarede Ole Bornedal. Han glæder sig til, at det er overstået, og til at han kan fokusere på manuskript og skuespil. Bombeeksperter er tilkaldt og 14 millioner er lagt til side til CGI-effekter, dvs. computerlavede effekter. Kulturministeriet bevilligede ekstraordinært 100 mio. kr. til en historisk tv-dramaserie i 2010, som “1864” blev tildelt. Budgettet ligger endeligt på 173 millioner, og derfor er serien blevet forsinket i forhold til den oprindelige plan. Men nu er alle pengene samlet ind. Læs også: DR’s millionsatsning bliver ikke klar til jubilæum (http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1848333/drs-million-satsning-bliver-ikkeklar-til-jubilaeum/) Tv-serien bliver også til en spillefilm i starten af 2015. Optagelserne starter d. 8. april og finder sted hovedsageligt på Fyn, men også i Tjekkiet. TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet Af Nicoline Siebken Skandov (mailto:) 10. april 2013 ! " (http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flyttertil-udlandet/&t=TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet) (http://twitter.com/home?status=TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet => http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flytter-til-udlandet/) (https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flytter-tiludlandet/) (http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/tv$ industrijob-flytter-til-udlandet/&title=TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet&summary=&source=NetAvisen) + page%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Ftv- % Inden 2020 vil omkring 64.000 arbejdspladser i dansk industri være flyttet til udlandet. I virksomheden SMB er man heller ikke sikker på, at man kan bevare produktionen i Danmark Af: Anna Hjortsø & Nicoline Siebken Skandov Ulla Madsen har arbejdet i produktionen i SMB, Scandinavian Micro Biodevices, i snart fire år. På hendes forrige arbejdsplads blev hun fyret, da virksomheden flyttede hendes job til udlandet. Men nu er Ulla Madsens job igen i fare for at blive outsourcet. For SMB vokser stødt, og de 20 medarbejdere i Farum er snart for få til at holde trit med efterspørgslen. Derfor overvejer ledelsen at flytte produktionen til Tyskland eller Sverige, hvor bl.a. lønforholdene er mere fordelagtige, fortæller direktør Ole Kring. Men Ulla Madsen er ikke den eneste, hvis fremtid er usikker. Omkring 64.000 job, hvilket svarer til hver 5. arbejdsplads i industrien, vil være outsourcet til udlandet inden 2020. Det spår konsulenthuset Boston Consulting Group. Professor fra Copenhagen Business School Torben Pedersen bekræfter, at det er den vej udviklingen går. Vil man bringe dette tal ned, handler det for virksomhederne om at opkvalificere medarbejdere og finde ud af, hvor man bedst kan konkurrere med andre lande, mener Torben Pedersen. Der er nemlig fordele ved at holde produktion og udvikling tæt på hinanden, og i SMB satser Ole Kring på initiativer, der kan holde produktionen i Farum.
© Copyright 2024