MENIGHEDSRÅDSFORMAND LARS P. POULSEN-HANSENS ORIENTERING OM MENIGHEDSRÅDSARBEJDET 2014-2015, 22.11.15 VED KIRKEKAFFEN Præsentation af kirke og sogn: Kastelskirken er en af de 15 kirker i Holmens-Østerbro Provsti, hvor ingen kirker er blevet lukket. Kastels Sogn: 4.084 folkekirkemedlemmer (2014 – 4.165); 6.737 indbyggere (2014 – 6.883). Begge tal betegner altså en tilbagegang. Kastels Sogns nordre grænse er ændret ved aftale med Hans Egedes Sogn, således at den nu følger Jens Munks Gade og Mellembassinet, idet matr. 942 på Marmormolen dog forbliver i Kastels Sogn. Matr. 942 er, så vidt jeg kan se på diverse kort en smal kile, hvor der ikke er planlagt boligbyggeri. Ændringen var godkendt af Kirkeministeriet til ikrafttrædelse 1. maj 2014, men blev først indført på geodatastyrelsens kort i juni 2015. Kirketællingerne for 2014 for provstiet viser følgende for Kastels kirke og sogn: Med 6.038 (2013: 7.077) deltagere i gudstjenester ligger vi på ottendepladsen (2013: sjettepladsen) i provstiet efter Skt. Pauls, Sions og Garnisons Med 3.061 deltagere i vielser og velsignelser ligger vi på tredjepladsen i provstiet efter Holmens og Skt. Jakobs Med 3.242 (2013: 3.218) deltagere i møder, kor mv. ligger vi på tolvtepladsen (2013: fjortendepladsen) i provstiet Med 2.509 (2013: 3.030) tilhørere ved koncerter ligger vi på femtepladsen (2013: femtepladsen) i provstiet Med 17.171 (2013: 18.591) deltagere i alt i vores aktiviteter ligger vi på syvendepladsen (2013: syvendepladsen) i provstiet Kastelskirken er bemandet med 125 % præstestilling, idet Gyrite Madsen som kirkebogsførende sognepræst udgør de 100 % og hærprovst Thomas Hansen Beck de 25 %, da han er optaget 75 % af sin arbejdstid som hærprovst. Bl.a. på baggrund af ovenstående tal har vi derfor søgt biskoppen om en forøgelse af præstebetjeningen i sognet. Svaret (10.01.13) på det første brev af 05.06.12 var et afslag. Det næste brev af 13. august 2013 blev besvaret af biskoppen den 7. februar 2014 med udtalelse af provsten af 30. oktober 2013. I mit svar herpå af 27. august 2014 fremførte jeg endnu en gang vores forskellige begrundelser for en forøgelse af præstebetjeningen. Biskoppen svarede den 1. oktober 2014 med at fastholde sine hidtidige besvarelser af hhv. 10. januar 2013 og 7. februar 2014 af mine skrivelser, hvori han hhv. udskød afgørelsen og afslog at øge præstebetjeningen. Den 19. maj 2015 skrev jeg til biskoppen og fremhævede de argumenter i mit forrige brev, som jeg ikke mente at have fået svar på. Ydermere gjorde jeg ham opmærksom på, at han den 24. oktober 2014 udsendte en skrivelse med en omfattende vejledning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation med tilhørende anordning. Heraf fremgik det, at ”menighedsrådene er ansvarlige for, at alle børn på tredje eller fjerde klassetrin får et tilbud om deltagelse i børnekonfirmandundervisning … Ansvaret for undervisningen og tilsynet med den påhviler præsten.” Jeg understregede, at med etableringen af Skolen på Kastelsvej er dette pålæg i sig selv anledning nok til, at jeg ikke kunne anse sagen om opnormering af præstebetjeningen i Kastels Sogn for afsluttet, idet det ville kræve en øget præsteindsats, der foreløbig ville påhvile den i forvejen stærkt bebyrdede kirkebogsførende sognepræst. Den 2. juli 2015 besvarede biskoppen mit brev, idet han tilbageviste mine argumenter, herunder også min bemærkning om, at kirkelige handlinger for ansatte i Forsvaret og Hjemmeværnet ikke kan betegnes som ’militære særgudstjenester’, men er almindelige kirkelige handlinger, der for langt størstepartens vedkommende varetages af sognepræst Gyrite Madsen. Dette spørgsmål er stadig uafklaret, men vil blive søgt afklaret i forbindelse med ansættelse af ny sognepræst. I mit brev havde jeg efterlyst biskoppens og provstens stillingtagen til det kommende kirke-skole-samarbejde mellem Kastels Sogn og Skolen på Kastelsvej. Denne efterlysning besvarede biskoppen med en henvisning til en udtalelse af provsten i dennes brev af 7. december 2013 om eventuel ansættelse af en sognemedhjælper, hvilket jo ikke har noget som helst med sagen at gøre, idet kirke-skole-samarbejdet skulle ske i medfør af biskoppens skrivelse af 24. oktober 2014. Summa summarum: Biskoppen mente ikke desto mindre ikke, at der var fremkommet nye argumenter i sagen, hvorfor han fastholdt sine tidligere besvarelser. Her står sagen nu, og jeg finder det ikke formålstjenligt at gå videre med den. Den har nu stået på i over tre år, og jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at fremme vores interesser. I 2015 havde vi to konfirmandhold på i alt 19 konfirmander, der blev konfirmeret palmesøndag (29.3.15). Kirkebogsførende sognepræst Gyrite Madsen har sagt sin stilling op til udgangen af marts 2016. Biskoppen har bestemt, at stillingen opslås ledig den 17. november 2015 med udløb den 7. december 2015. Menighedsrådet er enedes om følgende formulering af dets del af opslaget: ”Sognet har to præster, en kirkebogsførende sognepræst, og hærprovsten, der er 20 % præst ved kirken. Kirken er en integreret del af fæstningen Kastellet og ejes af Forsvarsministeriet. Den er ikke alene sognekirke, men også kirke for ansatte ved Forsvaret. Der er følgelig mange kirkelige handlinger. Kirken har et rigt og levende musikliv af høj kvalitet, og der er i øvrigt et højt aktivitetsniveau med foredragsarrangementer, babyrytmik, musikalsk legestue samt flere kor. Der er et velfungerende menighedsråd. Oplysninger om sogn og kirke på www.kastelskirken.dk. Embedsboligen er en 6V lejlighed på 199 m2, beliggende i Kristianiagade (1. sal).” Mere om embedsboligen under afsnittet ’Økonomi’. Den 9. januar vil menighedsrådet beslutte, hvem det vil indkalde til prøveprædiken. Navnene forelægges på et møde med biskop og provst den 14. januar, hvorefter formodentlig fire kandidater indkaldes til prøveprædikener et par aftner i uge 4/2016 (over teksten til Søndag Septuagesima, 2. række, Matthæus 25, 14-30; det er den om de betroede talenter). Herefter er der indstillingsmøde med provsten den 28. januar, hvor den ny præst udpeges. Prøveprædikenerne er ikke offentligt tilgængelige. Det er planen at holde præsteindsættelse den 3. eller 10. april 2016. Ved samme lejlighed vil vi sige farvel til Gyrite, der har sin sidste gudstjeneste påskedag. Menighedsrådet består af ni medlemmer plus præsterne. Der er to stedfortrædere, da 3. stedfortræder Johan Christian Nord stoppede som sådan i foråret. Bygning og inventar: Kastelskirken ejes af Forsvaret, og en repræsentant for kirkens overtilsyn er fast tilknyttet menighedsrådet, nemlig oberst Eigil Schjønning, der fra 3. marts 2014 er chef for Totalforsvarsregion Sjælland (HJV). Forsvarets Bygnings- & Etablissementstjeneste (FBE) står for vedligeholdelse og indretning af kirken, og vi har en konstant dialog mellem MR’s bygnings- og inventarudvalg ved Ove Nordly og FBE’s Benjamin Behrendt om vedligeholdelse og indretning. I det forløbne år er der kun sket lidt på dette område: Der er opsat nye lysarmaturer under pulpituret, der bedre matcher de nye i kirkeskibet Følgende skulle foretages i år: Opsætning af håndgreb/støtte ved trin op til alter samt ved dør under pulpitur En række arbejder er ’lagt til nybehandling’ i 2016; det drejer sig om: Opsætning af inderruder/forsatsruder i resterende af kirkeskibets vinduer Opsætning af akustikloft i møderum på 1. sal ved anretterkøkken Nyindretning af forrum til toiletter/arbejdsrum/depotrum (rum 105) Et udestående og måske uløseligt problem er: Trappen til 1. sal (rum 107/207) Ved menighedsrådets foranstaltning er vores messehagel fra 1754 restaureret og ophængt i skab. Sportsarrangementer: På baggrund af de seneste års problemer med sportsarrangementer omkring Kastellet og heraf følgende problemer med adgangen til Kastellet og kirken skrev jeg på kirkens og kommandantens vegne den 2. december 2014 til bylivsrådgiver Helen Jensen, Københavns Erhvervsservice, Københavns Kommune, der har ansvaret for afviklingen af sportsarrangementer i byen, og beklagede mig over, at jeg ikke havde fået noget svar på mit brev til hende fra januar 2014, og at kommunen trods løfter herom ikke havde orienteret os om arrangementer i 2014, der ville have direkte betydning for adgangsforholdene til og fra Kastellet. Jeg gjorde endvidere opmærksom på, at Copenhagen Marathon, der skulle afvikles den 24. maj 2015, pinsedag, ville lukke for Kastellet, idet jeg understregede, at vores kirkegængere skulle kunne komme uhindret til og fra kirken til gudstjenesten kl. 10 – og det både til fods, på cykel og i bil. Biskoppen fulgte op med et brev til Helen Jensen, hvor han understregede nødvendigheden af frie adgangsveje til og fra Københavns kirker pinsedag. Helen Jensen svarede den 16. januar 2015 og undskyldte, at vi ikke var blevet orienteret, idet hun vedlagde en oversigt over de arrangementer, de havde kendskab til i januar, og i øvrigt henviste til Københavnerkortet på http://kbhkort.kk.dk, hvor man skulle kunne se oplysninger om større arrangementer og hvilke gader/veje der påvirkes. Den 27. februar havde jeg så et møde med bylivsrådgiver Sidse Wulff fra Københavns Kommune og løbschef fra Sparta Løb Lars Nissen om forholdene ved Kastellet i forbindelse med Copenhagen Marathon den 24. maj. Lars Nissen kom med et forslag, markeret på et luftfoto, til, hvordan biler kunne komme ind og ud af Kastellet, nemlig via Norgesporten. Cyklister og gående kunne komme over Langeliniebroen både før og efter gudstjenesten. Luftfotoet med ruten blev hængt op i kirken, lagt på kirkens hjemmeside og fordelt til alle, der havde brug for det. Det hele fungerede godt pinsedag. Ved mit første møde med den ny kommandant i Kastellet, Lasse Nelson, bad jeg ham om at tage sig af problemerne med adgangen til Kastellet i forbindelse med sportsarrangementer, hvilket han indvilligede i, og jeg har siden sendt ham de relevante oplysninger. Kirkens amatørkor: Vores ungdomskor, Kastelskoret, der startede op den 16.01.13 under ledelse af ildsjælen Katja Larsen, er stadigvæk i fin form. I maj deltog det ved en gudstjeneste i forbindelse med Danmarks befrielse. I juni afholdt det sommerkoncert. I oktober var det på korweekend i Jægerspris med kordirigenten Tóra Vestergaard som gæstekorleder. På Kastellets fødselsdag i oktober holdt det sammen med Kastelskirkens Børnekor og organist Lasse Ewerlöf koncert i kirken. Børnekoret blev oprettet i august og tæller 13-15 børn i alderen 6-10 år. I april oprettedes Kastelskirkens Folkekor, der tæller næsten 50 sangere og har 15-20 på venteliste. Alle tre kor ledes af Katja Larsen, der blev fastansat pr. 1. oktober som kor- og musikmedarbejder ved Kastelskirken. Den 6. december bidrager alle tre kor til ”De ni læsninger”, og den 19. december afholder Kastelskoret julekoncert sammen med organist Lasse Ewerlöf. Babysalmesang og musikalsk legestue ved Katja Larsen: Der er to hold med babysalmesang med hver 12 babyer. Der er to hold musikalsk legestue: på holdet for de 1-2-årige er der nu 6 børn med forældre, og på holdet for de 3-4-årige er der nu 10 børn med forældre. På hvert hold inddrager Katja 2-4 salmer pr. lektion. Kulturnatten (9.10.15): 630 besøgende, heraf 30 til aftensang kl. 19.00 og 250 gående ud og ind til natkoncerten kl. 21.30. Personale: To præster – den kirkebogsførende præst, Gyrite Madsen (100 %), og hærprovsten (25 %), Thomas Hansen Beck, samt ulønnet hjælpepræst professor, dr.theol. Kirsten Busch Nielsen, Københavns Universitet. Herudover træder pastor emeritus Carsten Barløse undertiden til og tager en gudstjeneste. Kordegn i fælles funktion med Garnisonskirken. En kirketjener samt vikarer. En organist, Lasse Ewerlöf, og seks kormedlemmer. Cassandra Lemoine har taget sin afsked og er pr. 1. november blevet afløst af amerikaneren Kate Curran, der ifølge Lasse Ewerlöf har en fin dansk udtale, når hun synger. Jane Bertelsen har haft orlov i perioden 15.8. til 15.10. Ansættelse og afskedigelse af kormedlemmer godkendes af MR. Lasses 25-års jubilæum 1.12.14 blev markeret 7. december 2014 med kort orgelkoncert og reception. Studietur til Rusland: Den 8.-14. april var otte medlemmer af menighedsrådet samt ægtefæller og bekendte til disse deltagere på en studietur med Akademisk Rejsebureau til Skt. Petersborg og Novgorod i den russisk-ortodokse påske. Rejseleder var dr.theol. Christian Gottlieb, adjungeret professor ved Københavns Universitet i den russiske ortodokse kirke, og medrejseleder var menighedsrådsformanden, der er magister i slavisk filologi og ruslandsekspert. Det blev en stor oplevelse for alle. Økonomi: Menighedsrådet har med provstiudvalgets godkendelse købt en lejlighed til den kommende sognepræst til overtagelse den 1. oktober. Lejligheden er beliggende Kristianiagade 22, 1.th., og er på i alt 199 m2, fordelt på seks værelser. Den kostede 7,8 mio. kr., hvoraf vi selv havde opsparet 5,5 mio. kr. Resten dækkes af et midlertidigt lån i provstiet på 2,5 mio. kr. Dette indebærer, at vi nu har 139.000 til istandsættelse af lejligheden. Desuden er der søgt om stiftslån. Den 30. oktober 2015 holdt provst Ejgil Bank Olesen synsforretning af tjenesteboligen med deltagelse af menighedsrådsformanden, næstformanden og kassereren Rovig Mastrup, tillidsmand for præsterne Claus Oldenburg og provstiarkitekt Niels Henrik Kirkegaard. I provstens notat peges på almindelig istandsættelse, og det bemærkes, at stillingtagen til en række indretningsspørgsmål afventer ny bruger, hvilket indebærer, at finansieringen af løsningen på disse spørgsmål også udskydes. Vi har nu sendt provstens notat videre til arkitekt Lars Jensen, der skal stå for istandsættelsen. Vi har vedtaget et budget for 2016 på godt tre mio. kr. med et underskud på 250.000 kr., der dækkes af kirkens frie midler. Vi har fået organiseret Mobile Pay. Vi fik tilbud om at få et Hornung & Møller-flygel gratis. Det kunne imidlertid ikke komme på plads i øvelokalet og blev derfor foræret videre til Esajaskirken. Vi har fået et klaver af min svigerinde Lene Jacobsen. Vi har anskaffet mobilt optageudstyr til indspilning af orgel m.m. Udvalgene: Aktivitetsudvalget: 24. januar: Dukketeater for de mindste ved Teatret Lampe med forestillingen ”Muldvarpen oghuset der kom og gik 14. marts: Power-point foredrag ved Niels Elsborg: Kastellet gennem 350 år 18. april: Foredrag af Tom Buk-Swienty om Kaptajn Dinesen Den 30. august sommerudflugt for menighedsråd og personale til Museet for Danmark under Den Første Verdenskrig på Mosede Fort med frokost og omvisning og efterfølgende besøg hos formanden i Greve 24. oktober: Foredrag af Martin Schwarz Lausten: Politikere og prædikanter 14. november: Foredrag af Henrik Jensen: Det ordentlige menneske Musikudvalget Søndagskoncerter i februar, marts og september, oktober En række onsdagskoncerter 25. april: Stor korkoncert med Skt. Annæ Pigekor og St. Stanislav’s Girls Choir fra Ljubljana I Slovenien CD-indspilning med Kammerkoret Euphonia. Det er stadig planen at udarbejde en folder om kirkens historie.
© Copyright 2024