Studiefremdriftsreformens betydning for studerende på Fredericia Maskinmesterskole fra august 2015 Baggrund Regeringen har de senere år haft stor fokus på uddannelsessystemet. Der fokuseres både på kvaliteten af uddannelserne, på om vi tilbyder de rigtige uddannelser, og ikke mindst på at få studerende hurtigere igennem. Universiteterne er pålagt krav om at de frem mod 2020 skal reducere studietiden, f.eks. skal Aarhus Universitet skære 4,6 måneder af den gennemsnitlige studietid. Maskinmesterskolerne har generelt ikke problemer med studerende, som forlænger deres studie unødigt. Vi har derfor ikke fået konkrete mål for studietiden. Alligevel kommer de samme regler til at gælde for FMS. Det prøver vi i denne folder at konkretisere for dig. I nedenstående er teksten i kursiv vores ”oversættelse” at den betydning reglerne har for universiteterne. Tilmelding til fag og fagelementer Du skal som studerende fremover tilmeldes nye 30 ECTS på uddannelsens relevante studietrin hvert semester. Det betyder, at du skal tilmeldes fag og fagelementer, som tilsammen giver minimum 30 ECTS på det semester, som du er nået til jf. din indskrivning. Dette betyder også, at du kun i usædvanlige tilfælde kan anmode om at gå et semester om. I praksis er alle tilmeldt undervisning svarende til 30 ECTS, du skal derfor ikke gøre noget selv. Eksamen følger ikke nødvendigvis 30 ECTS pr semester, men det er uden betydning. Det der er vigtigt, er at du er fuldtidsstuderende. Dispensationer til at gå om gives i særlige tilfælde f.eks.: Hvis du eller nær familie har været syg i længere tid. Hvis du har handicaps/funktionsnedsættelser, f.eks. dysleksi Graviditet eller barsel Borgerligt ombud Det er ikke et særligt tilfælde, hvis du er ”studietræt” eller ikke er studieegnet. De 30 ECTS skal være nye ECTS, dvs. du skal tilmeldes fag og fagelementer, som du ikke tidligere har været tilmeldt. Fag eller fagelementer, som du ikke har bestået ved en eksamen/reeksamen kan dermed ikke indgå i de 30 ECTS, som du skal tilmeldes hvert semester. Tilmeldingen skal dermed ske, uanset om du mangler at bestå fag eller fagelementer fra foregående semestre. Skal du læse op til fag, som du ikke har bestået, skal dette ske sideløbende med, at du følger de nye 30 ECTS. Det betyder at du kommer lidt på overarbejde, hvis du ikke består alle eksaminer. Når du først er tilmeldt et fag eller fagelement, så kan du ikke afmelde dig det igen. Dette gør sig gældende for både obligatoriske fag og valgfag. Det betyder, at når du først har foretaget et undervisningsvalg, så kan du ikke lave om på dette, med mindre der foreligger et usædvanligt forhold. Du skal derfor være meget omhyggelig når du foretager et undervisningsvalg. På FMS skal du kun træffe et enkelt valg undervejs, nemlig hvilken valgfagslinje du gerne vil have. Du skal naturligvis stadig overveje nøje hvad du gerne vil, og være særligt opmærksom at der til maritime valgfag og offshore linjen stilles helbredskrav. Tilmelding til eksamen og reeksamen Den obligatoriske tilmelding til undervisning medfører, at du automatisk er tilmeldt alle eksamener på et semester og du har ikke længere lov til at afmelde dig en eksamen. Dette kan kun lade sig gøre, såfremt der foreligger et usædvanligt forhold. Dumper du den ordinære eksamen vil du automatisk blive tilmeldt reeksamen i samme eksamenstermin. Du kan ligesom ved den ordinære eksamen ikke afmelde dig reeksamen. Reeksamen placeres først i det følgende semester, og der ydes vejledning inden reeksamen. Selvom det kan lyde barskt, så giver det faktisk bedre muligheder for at vejlede dig forud for reeksamen. Tidligere lå reeksamen allerførst i semesteret for at afklare om du bestod eller skulle gå om. Da du ikke længere kan gå om, kan vi placere reeksamen ca. 3 uger inde i det følgende semester. Det giver dig tid til at søge vejledning hos underviserne inden reeksamen. Hidtidig har det været sådan, at du kun kunne deltage i reeksamen, såfremt du havde deltaget i den ordinære eksamen, eller hvis du havde været syg ved denne. Dette ændrer fremdriftsreformen på, da du nu, uanset hvad, vil blive tilmeldt reeksamen. Det er med andre ord irrelevant om du dumper, er syg eller udebliver fra den ordinære eksamen, du vil blive tilmeldt reeksamen i samme eksamenstermin. Husk i den forbindelse, at det stadig er lovligt at være syg til en eksamen. Sygdom kræver en lægeerklæring, og i disse tilfælde bruger du ikke et eksamensforsøg. Skulle du ikke bestå eksamen ved det 2. eksamensforsøg, skal du tage det 3. og sidste eksamensforsøg ved næste eksamenstermin. Her er den afgørende forskel. Hvis du efter en reeksamen stadig ikke er bestået et fag, bliver det hårdt arbejde. Du skal stadig følge det næste semester på fuld tid, samtidig skal du følge et ”gammelt” fag. Du er desuden presset af at du er på vej mod dit sidste og afgørende eksamensforsøg. For at give dig selv de bedste forudsætninger for at gennemføre studiet, er det derfor vigtigt at du har ro i dit liv til at være studerende. Pas på med for meget fritidsarbejde, og andre forstyrrende faktorer. Husk at man lærer bedst i samarbejde med andre, så gruppearbejder er vigtige. Lad dig ikke skræmme af reglerne. Alle kan gennemføre uddannelsen hvis de vil! Vi ønsker dig held og lykke med studierne. Med venlig hilsen Rektor Torben Dahl og Uddannelsesleder Karsten Jepsen.
© Copyright 2024