Bekendtgørelse om tilskud fra dyrevelfærdspuljen

BEK nr 1158 af 05/10/2015 (Gældende)
Udskriftsdato: 11. oktober 2015
Ministerium:
Miljø- og Fødevareministeriet
Journalnummer: Miljø- og Fødevaremin.,
NaturErhvervstyrelsen, j.nr. 15-8630-000007
Senere ændringer til forskriften
Ingen
Bekendtgørelse om tilskud fra dyrevelfærdspuljen
I medfør af tekstanmærkning nr. 157 ad § 24.21.02. til finansloven for finansåret 2015 fastsættes efter
bemyndigelse i henhold til § 6 i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser:
Kapitel 1
Formål og anvendelse
§ 1. NaturErhvervstyrelsen kan give tilskud til projekter, hvor formålet er at forbedre dyrevelfærden i
Danmark.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan give tilskud til projekter vedrørende følgende:
1) Transport eller behandling af syge og tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
2) Drift af internater for tilskadekomne, herreløse eller vilde dyr.
3) Oplysningskampagner om dyrevelfærd.
Stk. 3. Til projekter, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, er der afsat en ramme på 95 pct. af dyrevelfærdspuljens midler,
og til projekter, jf. stk. 2, nr. 3, er der afsat en ramme på 5 pct. af dyrevelfærdspuljens midler.
Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen kan omfordele puljens midler i forhold til den procentmæssige rammefordeling, jf. stk. 3, hvis der skulle være ubrugte midler under de udmeldte rammer.
§ 2. Tilskud kan gives til foreninger og organisationer, der arbejder for dyrevelfærden i Danmark.
Stk. 2. Tilskud kan ikke gives til projekter, der vedrører produktionsdyr.
Kapitel 2
Definitioner
§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Drift af internater: Aktiviteter, der knytter sig direkte til dyrenes velfærd, navnlig i form af forbedringer af dyrenes forhold i internaterne samt udvidelse af internatets kapacitet.
2) Administrative driftsudgifter: Udgifter til kontorhold, husleje, el, varme, vand, alarmer, løn til internatledere og lignende.
Kapitel 3
Administration
Myndigheder og kontrol
§ 4. NaturErhvervstyrelsen træffer afgørelse efter denne bekendtgørelse.
§ 5. NaturErhvervstyrelsen forestår den fysiske og den administrative kontrol samt den efterfølgende
regnskabskontrol af projekter, der har modtaget tilskud efter denne bekendtgørelse.
1
Ansøgning om tilskud
§ 6. Ansøgning om tilskud indsendes via e-mail til NaturErhvervstyrelsen på et særligt skema, der tilgås
via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Ansøgning kan indgives fra den 7. oktober 2015 og skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen
senest den 26. oktober 2015.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kvitterer for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give
tilladelse til at iværksætte projektet for egen regning og risiko.
Stk. 4. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger og være vedlagt de bilag, som NaturErhvervstyrelsen forlanger til brug for sagsbehandlingen. Ansøgningen skal indeholde følgende:
1) Et ansøgningsskema, hvor de påkrævede oplysninger er afgivet.
2) En kopi af ansøgers vedtægter.
Prioritering og afgørelse
§ 7. NaturErhvervstyrelsen kan give afslag eller delvist afslag på ansøgninger, hvis NaturErhvervstyrelsen vurderer, at
1) de påkrævede oplysninger i ansøgningen ikke er afgivet,
2) effekten af det ansøgte projekt ikke i tilstrækkeligt omfang bidrager til at opfylde formålet med ordningen,
3) effekten af det ansøgte projekt ikke er tilstrækkelig set i forhold til projektets samlede udgifter, eller
4) de anslåede tilskudsberettigede udgifter ikke er rimelige.
Stk. 2. Hvis den bevillingsmæssige afsatte ramme ikke giver mulighed for at imødekomme alle tilskudsberettigede ansøgninger, foretager NaturErhvervstyrelsen en prioritering af ansøgningerne. Ved prioritering af ansøgningerne lægger NaturErhvervstyrelsen vægt på følgende:
1) Hvor veletableret foreningen eller organisationen er.
2) Hvorvidt ansøger selv tilvejebringer eller forsøger at tilvejebring en del af de nødvendige midler til
gennemførelse af projektet.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om afslag, hvis der som følge af prioriteringen ikke
er mulighed for at give fuldt tilskud til projektet, og NaturErhvervstyrelsen vurderer, at projektet som følge heraf ikke vil kunne gennemføres.
Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen kan fordele midlerne forholdsmæssigt blandt de tilskudsberettigede ansøgninger, hvis der som følge af prioriteringen, ikke er mulighed for at give fuldt tilskud til projektet.
Kapitel 4
Betingelser for tilskud
§ 8. Det er en betingelse for tilskud til et projekt, at
1) ansøgningen er vedlagt en kopi af ansøgers vedtægter,
2) projektet gennemføres i overensstemmelse med tilskudsbrevet,
3) projektet ikke gennemføres med det formål, at ansøger skal opnå et regnskabsmæssigt overskud,
4) ansøger i ansøgningen oplyser, om projektet eller dele heraf er omfattet af EU᾽s udbudsregler eller
tilbudslovens regler, samt erklærer, at disse vil blive overholdt,
5) ansøger afgiver de oplysninger, NaturErhvervstyrelsen anmoder om til brug for sagsbehandlingen,
6) ansøger afslutter og afrapporterer eventuelt tidligere projekter, der har modtaget tilskud efter bekendtgørelse nr. 267 af 15. marts 2013 om dyrevelfærdspuljen, inden NaturErhvervstyrelsen giver et
nyt tilskud,
7) projektet afsluttes på det tidspunkt, der er anført i ansøgningen, dog senest 8 måneder fra den dato,
hvor der gives tilskud, medmindre NaturErhvervstyrelsen i særlige tilfælde meddeler dispensation
herfra,
2
8)
9)
ansøger indsender accept af tilskudsbrevet rettidigt til NaturErhvervstyrelsen,
tilskudsmodtager indsender opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag og
slutrapport rettidigt til NaturErhvervstyrelsen,
10) tilskudsmodtager, hvis projektet eller dele heraf er omfattet af EU᾽s udbudsregler eller tilbudslovens
regler, holder dokumentation, som dokumenterer, at EU᾽s udbudsregler eller tilbudslovens regler er
overholdt, tilgængelig i mindst fem år fra datoen for udbetaling,
11) originale regnskabsbilag holdes tilgængelige i mindst fem år regnet fra datoen for udbetaling af tilskud, og
12) de samlede tilskudsberettigede udgifter beløber sig til mindst 30.000 kr.
Kapitel 5
Tilskudsberettigede udgifter og beregning af tilskud
§ 9. Der kan ydes tilskud til udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet, og som er direkte
relateret til gennemførelsen af projektet.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen skal godkende udgifterne som tilskudsberettigede. Det er en betingelse
for godkendelse, at NaturErhvervstyrelsen vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for at gennemføre projektet.
§ 10. De tilskudsberettigede udgifter kan ikke omfatte
1) administrative driftsudgifter,
2) udgifter til aktiviteter, som tilskudsmodtager er forpligtet til at gennemføre efter anden relevant lovgivning,
3) udgifter til aktiviteter, som allerede løses af offentlige myndigheder,
4) finansierings- og pengeinstitutomkostninger,
5) moms, med mindre denne endeligt bæres af tilskudsmodtager og
6) udgifter, som tilskudsmodtager har afholdt, inden NaturErhvervstyrelsen har givet tilladelse til at
iværksætte projektet, med mindre dette er præciseret i tilskudsbrevet.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 1, nr. 6.
§ 11. Tilskuddet kan udgøre op til 100 pct. af de tilskudsberettigede udgifter.
§ 12. Ydes der tilskud til et projekt fra andre myndigheder, institutioner, fonde eller private, nedsætter
NaturErhvervstyrelsen tilskuddet efter denne bekendtgørelse, således, at det samlede tilskud ikke overstiger 100 pct. af projektets samlede udgifter.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan nedsætte den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter til et
projekt, hvis styrelsen vurderer, at EU᾽s udbudsregler eller tilbudslovens regler ikke er overholdt. Tilskuddet vil blive nedsat ud fra en vurdering af art og grovhed af overtrædelsen samt ud fra en vurdering af
det økonomiske tab for Miljø- og Fødevareministeriet, der vurderes at være forbundet hermed.
Kapitel 6
Ændring af projektet
§ 13. Ændring af et projekt kan godkendes af NaturErhvervstyrelsen på betingelse af, at ændringen er i
overensstemmelse med projektets formål. Anmodning om ændring af et projekt skal indsendes via e-mail
på et særligt skema, der findes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til NaturErhvervstyrelsen. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af NaturErhvervstyrelsen, inden ændringen iværksættes.
Stk. 2. Tilskudsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.
3
Stk. 3. Ansøgning om ændring af et projekt skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde
meddele dispensation fra denne frist.
Kapitel 7
Udbetaling af tilskud og afrapportering af projektet
§ 14. Tilskuddet udbetales som et à conto beløb dækkende otte måneder fra udbetalingsdatoen. Udbetaling finder sted, når NaturErhvervstyrelsen har modtaget ansøgers accept af tilskudsbrevet.
Stk. 2. Blanket til accept af tilskudsbrevet sendes til ansøger sammen med tilskudsbrevet.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen skal have modtaget ansøgers accept af tilskuddet inden den dato, der er
angivet i tilskudsbrevet. Hvis NaturErhvervstyrelsen ikke modtager accepten rettidigt, bortfalder tilskuddet automatisk.
§ 15. NaturErhvervstyrelsen overfører tilskuddet til tilskudsmodtagers NemKonto.
§ 16. Opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag og slutrapport for projektet
skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal
være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist.
§ 17. Slutrapport for projektet skal indeholde en beskrivelse af, hvordan projektets aktiviteter er gennemført, herunder hvordan tilskuddet er blevet forbrugt.
Kapitel 8
Oplysningspligt
§ 18. Tilskudsmodtager skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal være opfyldt, på forlangende afgive en erklæring til NaturErhvervstyrelsen om, hvorvidt betingelserne for tilskud er opfyldte.
Stk. 2. Tilskudsmodtager skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal være opfyldt, underrette NaturErhvervstyrelsen, hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt.
Kapitel 9
Bortfald af tilskud og tilbagebetaling af tilskud
§ 19. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om bortfald af tilskud og tilbagebetaling af tilskud,
hvis
1) betingelserne for tilskud ikke er opfyldt, jf. § 8,
2) tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilskudsbrevet, eller
4) tilskudsmodtager ikke overholder sin oplysningspligt efter § 18 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde træffer NaturErhvervstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af tilskud. Ved opgørelse af tilbagebetalingskrav tillægges der renter. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet
for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den i lov om renter ved forsinket
betaling m.v. (Renteloven) fastsatte referencesats med tillæg. Rentetillægget udgør dog mindst 50 kr.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan NaturErhvervstyrelsen opretholde tilskuddet, selvom betingelserne i § 8, stk. 1,
nr. 10, ikke er opfyldt, hvis NaturErhvervstyrelsen vurderer, at den manglende opfyldelse af betingelsen
ikke er væsentlig.
Kapitel 10
Force majeure
§ 20. NaturErhvervstyrelsen anerkender følgende begivenheder som force majeure:
4
1) Ekspropriation, hvis en sådan ekspropriation ikke kunne forudses på tidspunktet for tilskudsmodtagers modtagelse af tilskudsbrevet.
2) En alvorlig naturkatastrofe, der i væsentlig grad har konsekvenser for projektets gennemførelse.
Stk. 2. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer opfyldelse af de forpligtelser, i forhold til hvilke der påberåbes force majeure, og at
den forpligtede ikke uden uforholdsmæssige opofrelser kunne have sikret sig herimod.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde anerkende andre begivenheder som force
majeure, end de der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Hvis tilskudsmodtager ønsker at påberåbe sig force majeure, skal dette meddeles NaturErhvervstyrelsen skriftligt senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilskudsmodtager er i stand til at gøre
det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale.
Kapitel 11
Ikrafttræden
§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. oktober 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 267 af 15. marts 2013 om dyrevelfærdspuljen ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for tilsagn, der er givet i medfør heraf.
NaturErhvervstyrelsen, den 5. oktober 2015
JETTE PETERSEN
/ Katrine Kaldahl
5