Dansk Folkeparti - Til valg under en økonomisk krise
ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Standardforside til projekter og specialer Projekt- eller specialetitel: Dansk Folkeparti - til valg under en økonomisk krise Projektseminar/værkstedsseminar: Politik og administration Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.): Projektets art: Modul: Andreas Bang Møller, 51946 Fagmodulsprojekt PA-B1 Jonas Mortensen Tjelberg, 51972 Fagmodulsprojekt PA-B1 Simon Josefsen, 55841 Fagmodulsprojekt PA-B1 Vejleders navn: Flemming Juul Christansen Afleveringsdato: 27. maj 2015 Antal anslag inkl. mellemrum: 124.563 Tilladte antal anslag inkl. mellemrum jf. de udfyldende bestemmelser: 120.000 – 180.000 1 Indholdsfortegnelse Resume ................................................................................................................................................ 5 Abstract ............................................................................................................................................... 6 Motivation ........................................................................................................................................... 7 Indledning ........................................................................................................................................... 8 Problemfelt ....................................................................................................................................... 8 Problemformulering ....................................................................................................................... 10 Underspørgsmål ............................................................................................................................. 10 Erkendelsesskema .......................................................................................................................... 11 Visualisering af projektdesign ....................................................................................................... 12 Afgrænsning ................................................................................................................................... 13 Metode ............................................................................................................................................... 15 Introduktion .................................................................................................................................... 15 Kvalitativ metode ........................................................................................................................... 15 Anvendelse af kvalitativ metode i vores projekt:....................................................................... 15 Casestudiet ..................................................................................................................................... 16 Anvendelse af Casestudiet i vores projekt ................................................................................. 17 Styrker og svagheder ved disciplinen casestudie. ...................................................................... 18 Dokumentanalyse ........................................................................................................................... 18 Anvendelse af dokumentanalysen i vores projekt...................................................................... 19 Kvantitativ metode ......................................................................................................................... 20 Anvendelse af kvantitativ metode i projektet ............................................................................ 20 Forbehold for egen statistik........................................................................................................ 20 Samspil mellem den kvalitative og kvantitative metode. .............................................................. 21 Fravalg af metode: ......................................................................................................................... 21 Empiri ............................................................................................................................................... 23 Dansk Folkeparti ............................................................................................................................ 23 Historisk ..................................................................................................................................... 23 Dansk Folkepartis politiske standpunkt ..................................................................................... 24 Den økonomiske krise fra 2008 til 2011 ........................................................................................ 26 Den politiske debat under krisen ................................................................................................ 28 2 Valget i 2011 .................................................................................................................................. 28 Krisevalg - Økonomien og folketingsvalget 2011 ......................................................................... 30 Teori .................................................................................................................................................. 32 Fastsættelse af en politisk dagsorden ............................................................................................. 32 Politisk dagsordensfastsættelse: ................................................................................................. 32 Partiernes samspil ...................................................................................................................... 34 Relation til vores projekt ............................................................................................................ 35 Højrepartier under krisevalg .......................................................................................................... 35 Seymour Martin Lipset: Political Man....................................................................................... 36 Jackman & Volpert .................................................................................................................... 37 Pia Knigge .................................................................................................................................. 38 Opsamling .................................................................................................................................. 39 Relation til vores projekt ............................................................................................................ 40 Analysen ............................................................................................................................................ 41 Dokumentanalyse ........................................................................................................................... 41 Analyse........................................................................................................................................... 46 Hvilke emner var de dominerende under folketingsvalget i 2011, i forhold til tidligere folketingsvalg? ........................................................................................................................... 46 Hvor meget betød det for Dansk Folkeparti, at den politiske dagsorden under valget i 2011, var fokuseret på økonomien, og havde det indflydelse på deres politiske disposition? .................. 49 Hvordan påvirkede det faktum, at folketingsvalget i 2011 fandt sted under en økonomisk krise, valgresultatet for Dansk Folkeparti ved samme valg? ............................................................... 50 Kan Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse og betydningen af denne for et folketingsvalg, kritiseres med Dansk Folkepartis relativt lave tilbagegang, ved folketingsvalget i 2011, taget i betragtning? .............................................................................. 53 Diskussion ......................................................................................................................................... 56 Vurder og diskuter forklaringskraften af projektets teorivalg, i forhold til casen, omhandlende Dansk Folkeparti og deres folketingsvalg under den økonomiske krise i 2011?........................... 56 Konklusion ........................................................................................................................................ 59 Perspektivering................................................................................................................................. 61 Litteraturliste ................................................................................................................................... 62 Bilag ................................................................................................................................................... 64 3 Bilag 1. – Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra hhv. 2007 og 2011 .......................... 64 Bilag 2. – Cirkeldiagram over Dansk Folkepartis valgannoncer i henholdsvis 2007 og 2011 ...... 70 Bilag 3. – ”Åbent brev til Helle Thorning-Schimdt” ..................................................................... 71 4 Resume Dette projekt ønsker at undersøge hvilke forklaringer, der kan findes på Dansk Folkepartis valgresultat ved folketingsvalget i 2011. Projektet tager udgangspunkt i valget fra 2011, da der under afholdelsen af dette raserede en økonomisk krise i størstedelen af den vestelige verden. Netop denne økonomiske krise var derfor udgangspunktet for valgkampens overordnede emne, den økonomiske politik. Projektet ønsker med dette in mente at undersøge, hvad krisen har haft af betydning for Dansk Folkepartis valgresultat. Dette undersøges dels ved hjælp af Christoffer Green-Pedersens teoriapparat omhandlende dagsordensfastsættelse, men også ved hjælp af krisevalgsteorier af Seymour Martin Lipset, Robert W. Jackman og Karin Volpert samt Pia Knigge. Disse tilbyder, med deres teoretiske perspektiver, at svare på spørgsmålet om hvad en økonomisk krise har af betydning for yderliggående højrepartier. Projektet ønsker med overstående teorier at lave en dobbeltsidet vurdering af, hvorfor Dansk Folkeparti gik tilbage ved valget i 2011, men samtidig ønsker projektet også at skitsere, hvorfor tilbagegangen var så relativ lille, som den var. Det empiriske afsnit indeholder en redegørelse af Dansk Folkeparti som parti, samt en redegørelse af den økonomiske krise i 2011, og den politiske dagsorden op til og under valget. Opgavens analyse underbygges af en dokumentanalyse af Dansk Folkepartis valgannoncer fra henholdsvis folketingsvalget i 2007 og folketingsvalget i 2011. Diskussionen vil i forlængelse af analysen forsøge at afdække hvilke svagheder, som projektets teori kan have i forhold til at besvare vores problemformulering. Opgaven afrundes med en konklusion, samt en perspektivering, som perspektiverer til betydningen af det lederskifte, som er sket i Dansk Folkeparti. 5 Abstract This study wishes to examine the reasons behind the election result of the Danish Peoples Party in 2011. This paper takes set in the election of 2011, which was held during an economic crisis that ravaged in most of the Western world. Exactly this economic crisis was the basis of the elections overriding topic: the financial politics. The purpose of this project is to examine what impact the crisis has had on the Danish Peoples Party elections result. This is partly studied through Christoffer GreenPedersens theory about setting the agenda and furthermore by the election crisis theory of Seymour Martin Lipset, Robert W. Jackman & Karin Volpert and Pia Knigge. These theorists offer different theoretical perspectives in regards to answer what influence an economic crisis has on radical right parties. In collaboration with the above-mentioned theories, this study attempts to provide a doublesided evaluation of why the Danish Peoples Party experienced a decline in votes at the 2011 election and additionally to outline why the decline was relatively small. The project is constructed firstly of an empirical paragraph including an account of the specific type of party, the Danish Peoples Party is and an account for the economic crisis in 2011, which also explains the political agenda prior to and during the election. The analysis paragraph of the study is substantiated by a document analysis of the Danish Peoples Party respective election advertisements in 2007 and 2011. The discussion will in continuation of the analysis attempt to uncover and elaborate upon which weaknesses the study’s chosen theories can have in answering the stated problem formulation. Lastly, the study culminates with a conclusion as well as a perspective upon the significance of the leader shift in the Danish Peoples Party. 6 Motivation Interessen for at skrive et projekt om Dansk Folkeparti skyldes primært deres store fremgang i øjeblikkets meningsmålinger og udsigten til, at partiet potentielt kan besidde en central magtrolle efter et kommende folketingsvalg. Dansk Folkeparti er på mange måder et interessant parti, og kan med rette betragtes som det mest yderliggående højreparti i Folketinget i Danmark. Især hvis man vender opmærksomheden mod deres meget strikse politik på indvandrerområdet. Dansk Folkeparti viste senest ved Europaparlamentsvalget, at de har stor tilslutning. Vi finder det interessant, hvordan et parti som er forholdsvis nystartet, kan øge deres tilslutning hver gang de går til valg, og fandt det ydermere spændende hvilke faktorer, der i 2011 gjorde at partiet faldt i tilslutning. Desuden finder vi partiet meget aktuelt og spændende at følge frem mod det forestående folketingsvalg, hvor de måske skal høste frugterne af, det lederskifte de foretog tidligere, hvor partiets stifter Pia Kjærsgaard overgav stafetten til Kristian Thulesen Dahl. Interessen for at undersøge mekanismerne omkring et valg er noget der ligger os alle i gruppen på sinde. Vi blev derfor hurtigt interesseret i at finde teori, som kunne give os mulighed for at analysere på folketingsvalget i 2011, samt hvilke forhold der gjorde sig gældende set fra Dansk Folkepartis synspunkt. 7 Indledning Problemfelt Valget lurer lige om hjørnet, og valgkampen er allerede i fuld gang. Overalt i Danmark prøver partierne ved hjælp af bannere og slogans at få vælgernes opmærksomhed. For eksempel er nuværende Statsminister Helle Thorning-Smidt i front for en kampagne med sloganet, “Det Danmark du kender” og “Kommer du til Danmark skal du arbejde”. Venstres statsministerkandidat står ligeledes i spidsen for sit partis kampagne, med sloganet “Danmark for dem der kan og vil”. Det Konservativ Folkeparti, som fik et massivt slag i form af en tilbagegang ved seneste valg, er netop kommet på banen med deres kampagne “STOP Naziislamisme”, som er et led i deres “STOP-kampagne”. Fællesnævneren for de nævnte kampagner er, at de alle kredser om indvandrespørgsmålet. Dette emne tegner til at blive heftigt debatteret ved det kommende folketingsvalg og med de seneste mange meningsmålinger in mente, kan det i sidste ende være Dansk Folkeparti, som skummer fløden ved denne udvikling. Dansk Folkeparti er med partiets seneste kampagne kommet med deres modsvar med kampagnen “Du ved, hvad vi står for”. Dette henleder opmærksomheden på et parti, der siden dets stiftelse har haft stor opmærksomhed på indvandrerspørgsmålet, der må siges at være deres absolutte mærkesag. Partiet har allerede nu medvind i meningsmålingerne og kandiderer til titlen som Danmarks største parti, efter det forestående folketingsvalg. Tidligere valgkampe har haft varierende fokus, men de seneste i rækken har haft et øget fokus på netop indvandrerspørgsmålet, med undtagelse af sidste folketingsvalg i 2011. (Stubager, Hansen & Andersen, 2011, 26). Ved de tre foregående folketingsvalg, i henholdsvis 2001, 2005 og 2007, havde indvandrerpolitikken haft en forholdsvis stor rolle i valgkampene, men havde i 2011 slet ikke en så indflydelsesrig placering i vælgernes bevidsthed (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 24). Folketingsvalget i 2011 blev nemlig skelsættende i forhold til tidligere valg. Den primære grund til dette var den økonomiske krise, som raserede i store dele af den vestlige verden, hvilket dermed førte til, at valgkampen primært drejede sig om de økonomiske spørgsmål (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 17). Ændringen i 2011 skyldtes, at den siddende regering gennem de sidste 10 år havde lavet de stramninger de mente, at de kunne på området. Tilmed havde den røde koalition mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, indgået en aftale om, at de ikke ville røre ved de stramninger, 8 som den tidligere regering mellem Venstre og Konservative havde indgået sammen med Dansk Folkeparti (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 19). I stedet fremlagde de to blokke hver deres løsning på, hvordan Danmark skulle føres bedst igennem krisen, rød blok foreslog, at man skulle arbejde mere under sloganet “12 minutter mere”, mens blå blok advokerede for besparelser på velfærden (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 20). Valget havde særlig indflydelse på et bestemt parti, nemlig Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti var ved samtlige tidligere valg siden deres grundlæggelse i 1995 gået frem i antallet af mandater. Dette skyldtes i høj grad deres rolle som støtteparti, hvilket gav dem stor mediebevågenhed samt plads til at udbygge profilen omkring deres meget klare og hårde udlændingepolitik (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 17). Dette ændrede sig dog ved 2011 valget, hvor de måtte sande deres første tilbagegang. Dansk Folkeparti har aldrig brystet sig af en stærk økonomisk politik, nogle ville sågar mene, at de “ingen decideret selvstændig økonomisk politik” havde ført. (Ritzau, 2011, ¶ Værd at vide om Dansk Folkeparti - Udfordringer). Det kan derfor undre, hvordan Dansk Folkeparti overhovedet klarede sig igennem en valgkamp, hvor det absolutte hovedtema var økonomien. Projektet tager derfor udgangspunkt i, hvordan Dansk Folkeparti agerede i folketingsvalgkampen ved valget i 2011, og forsøger at afdække hvilke årsager der førte til, at de trods mangel på økonomisk politik klarede sig igennem et folketingsvalg, hvor dagsordenen var domineret af økonomien. Ydermere undersøges det, om andre faktorer kan have haft indflydelse på Dansk Folkepartis skelsættende 2011-valg. Til denne undersøgelse inddrages teori med baggrund i tidligere økonomiske kriser, omhandlende vælgeres tilflugt mod den yderste højrefløj i krisetider. 9 Problemformulering Hvordan kan Dansk Folkepartis tilbagegang ved folketingsvalget i 2011, som blev afholdt under en økonomisk krise, forklares med at økonomien dominerede den politiske dagsorden, fremfor indvandrerpolitikken, som er deres “stærkeste” emne? Underspørgsmål 1. Hvilke emner var de dominerende under folketingsvalget i 2011, i forhold til tidligere folketingsvalg? 2. Hvor meget betød det for Dansk Folkeparti, at den politiske dagsorden under valget i 2011 var fokuseret på økonomien, og havde det indflydelse på deres politiske disposition? 3. Hvordan påvirkede det faktum at folketingsvalget i 2011 fandt sted under en økonomisk krise, valgresultatet for Dansk Folkeparti ved samme valg? 4. Kan Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse og betydningen af denne for et folketingsvalg, kritiseres med Dansk Folkepartis relativt lave tilbagegang, ved folketingsvalget i 2011, taget i betragtning? 5. Vurder og diskuter forklaringskraften af projektets teorivalg, i forhold til casen, omhandlende Dansk Folkeparti og dennes folketingsvalg under den økonomiske krise i 2011? 10 Erkendelsesskema Underspørgsmål Erkendelsesopgaver Hvordan løses det? ”Fantom-svar/resultat” 1. Hvilke emner var de dominerende under folketingsvalget i 2011, i forhold til tidligere folketingsvalg? For at forstå hvordan den økonomiske krise påvirkede den politiske dagsorden under folketingsvalget 2011 I besvarelsen af dette spørgsmål inddrages Christoffer Green-Pedersen teori om dagsordensfastsættelse, samt statistik fra bogen “Krisevalg” Det gennemgående tema i valgkampen i 2011 var økonomien, hvilket betød at Dansk Folkeparti ikke fik lov til at diskutere indvandrerpolitik. 2. Hvor meget betød det for Dansk Folkeparti, at den politiske dagsorden under valget i 2011 var fokuseret på økonomien, og havde det indflydelse på deres politiske disposition? For at undersøge om Dansk Folkeparti gjorde nogle nye foranstaltninger for at tilpasse sig den ændrede dagsorden. I besvarelsen inddrages den udarbejdede dokumentanalyse af Dansk Folkepartis valgannoncer. Derudover inddrages statistik fra bogen “Krisevalg” og vores egen udarbejdede cirkeldiagram. Dansk Folkeparti havde øget fokus på økonomiske budskaber i deres kampagnemateriale under valget i 2011, mens de i valget 2007 havde størstedelen af deres fokus på indvandring. De ændrede altså deres hovedfokus i annonceringen op til valget. 3. Hvordan påvirkede det faktum at folketingsvalget i 2011 fandt sted under en økonomisk krise, valgresultatet for Dansk Folkeparti ved samme valg? For at få overblik over om folketingsvalget i 2011 kan drage paralleller til tidligere ekstreme partier, som har oplevet fremgang under krisetider. Til besvarelsen af dette spørgsmål inddrages teorier af Lipset, Jackman & Volpert og Knigge om krisevalg. Derudover inddrages der statistik fra folketingsvalget i 2011. Det påvirkede Dansk Folkeparti, at valgkampen i 2011 blev et spørgsmål om økonomisk stillingtagen fremfor en diskussion om indvandrerspørgsmålet. Krisens påvirkning var dog relativ anderledes end ved de foregående kriser 4. Kan Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse og betydningen af denne for et folketingsvalg, kritiseres med Dansk Folkepartis relativt lave tilbagegang, ved folketingsvalget i 2011, taget i betragtning? For at vurdere hvor i hvor høj grad Christoffer Green-Pedersens teori har forklaringskraft for vores projekt, og hvilke punkter af teorien der kan stilles spørgsmålstegn ved, i forhold til at forklare valgresultatet i 2011. I besvarelsen af dette spørgsmål inddrages Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse, samt det empiriske afsnit om resultatet af folketingsvalget. Christoffer Green-Pedersens teori kan ikke med sikkerhed afdække alle faktorer, der har haft påvirkning på folketingsvalgets resultat i 2011, og at der derfor kan eksistere en kritik af det teoretiske apparat som Christoffer GreenPedersen har udviklet til at forklare omstændighederne omkring et folketingsvalg, og hvordan fastsættelse af den politiske dagsorden, har en påvirkning på resultatet af denne. 5. Vurder og diskuter forklaringskraften af projektets teorivalg i forhold til casen, omhandlende Dansk Folkeparti og deres folketingsvalg under den økonomiske krise i 2011? For at få en diskussion om forklaringskraften af vores teorier, og argumentere for hvorfor vores inddragede teorier kan give et retmæssigt billede af casen. Hertil inddrages Christoffer Green-Pedersens teori om dagsordensfastsættelse, samt teorierne der omhandler valg i krisetider. Desuden inddrages, der i det diskuterende afsnit elementer fra vores analyse, som bliver brugt som bærende argumenter i denne diskussion. Vi forventer at diskutere os frem til, hvordan vores teoretiske apparater kan afdække vores case, samt hvilke huller vi eventuelt ikke har taget højde for i udvælgelsen af vores teorier. Desuden ses det, at teorierne har modsatrettede karakter, hvilket hjælper os til at få et mere præcist og nuanceret billede i vores konklusion. 11 Visualisering af projektdesign 12 Afgrænsning Når vi har valgt at skrive et projekt, der er udformet som et casestudie, er der en række faktorer, som vi er nødt til at afskære os fra i udarbejdelsen af vores empiriske område. Afsnittet her tjener til formål, at understrege vores bevidsthed om omkringliggende faktorer, som kan have indvirket på den case vi undersøger, nemlig Dansk Folkepartis valgresultat ved folketingsvalget i 2011. Fordi projektet er både tidsbegrænset og begrænset af omfang, har vi været i projektet valgt at tage afstand fra nogle emner, som potentielt kunne have påvirket vores analyse og dermed vores konklusion. Blandt andet har vi valgt at lave en tidsafgrænset periode for vores dataindsamling, da vi har valgt udelukkende at inddrage data fra perioden op til valget i 2007, indtil valget i 2011 som fandt sted den 15. september. Denne tidsbegrænsning afskærer os altså fra at kigge på Dansk Folkepartis nylige fremgang, der blev berørt i problemfeltet samt det lederskifte, som Dansk Folkeparti har foretaget siden, hvor man har skiftet Pia Kjærsgaard ud med Kristian Thulesen Dahl som partiformand. Dette er en faktor, der unægteligt kan have en påvirkning på den situation Dansk Folkeparti befinder sig i, i dag, fordi partiet muligvis er kommet til at fremstå med et andet image, end det gjorde med deres tidligere partiformand. Når vi arbejder med den politiske dagsordensfastsættelse, er det også relevant at overveje, hvilke parametre der spiller ind på at fastsætte dagsordenen, og hvor stor en rolle medierne i sig selv spiller i at sætte denne. Da vores case drejer sig om Dansk Folkepartis måde at udtrykke sig på, i medier og valgannoncer, har vi i projektet valgt at se bort fra den påvirkning, medierne kan have på emner på den politiske dagsorden, og udelukkende fokusere på hvordan Dansk Folkeparti, formår at navigere på denne. Ydermere bygger projektet på et argument om, at der i 2011 var økonomisk krise, hvilket påvirkede valget. Dette er et argument, som er velunderbygget i empiriske studier, og således også i vores empiri, og som er uddybet i vores deskriptive afsnit omhandlende netop den økonomiske krise. Forklaringen på den økonomiske krise finder vi altså valid nok til, at vi ikke selv har valgt at inddrage den, som en detaljeret redegørelse i vores projekt, men derimod arbejde med et teoretisk apparat, som beskriver vælgeradfærd under krisetider. For at vi kan arbejde med Dansk Folkeparti, deres fremgang og valgkamp under folketingsvalget i 2011, kunne det være interessant at undersøge deres rolle som støtteparti til regeringen i de 10 år forud for valget, og hvilken situation denne rolle har stillet partiet i. Vi har dog i projektet valgt at 13 tage afstand fra deres tidligere rolle, for derved at kunne kigge objektivt på deres ageren ved valget i henholdsvis 2007 og 2011, vi tager i projektet, derfor ikke hensyn til hvilken rolle partierne har haft op til valget, og kigger derfor heller ikke på de andres positioner som regering og opposition. Projektet vil altså ikke inddrage teori eller vurderinger, der forsøger at afdække, hvordan rollen som støtteparti har påvirket og i givet fald udviklet Dansk Folkeparti frem mod valget, da vi ikke finder det relevant for vores problemstilling at undersøge. I forhold til vores teoretiske valg har vi også lavet afgrænsninger, da det teoretiske apparat omkring krisetider, specielt funderet i krisen i 30’erne, er afdækket i en enorm mængde litteratur. Vi har derfor været nødsaget til at håndplukke de teoretiske perspektiver, som vi finder interessante for vores problemstilling, ud og tager dermed ikke udgangspunkt i hele litteraturen, der er skrevet om kriser generelt. Vi har dog alligevel valgt at drage paralleller i vores teoretiske perspektiv, mellem de fremherskende ekstremistiske partier i 30’erne, samt deres genopstand i 70’erne og Danmarks forholdsvis milde version af et ekstremistisk parti, nemlig Dansk Folkeparti. 14 Metode Introduktion Vi vil i det kommende afsnit redegøre for de forskellige metodiske overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med projektet. Der vil i dette afsnit indgå redegørelser for de forskellige metoder, herunder kvalitativ metode og kvantitativ metode, hvorunder dokumentanalyse, casestudiet og inddeling af kvantitative data vil være. Derudover vil vi redegøre for hvordan metoderne vil være i spil i vores projekt, samt argumentere for tilvalg og fravalg af metoder i projektet. De metodiske overvejelser vil ligeledes fremgå i denne del af projektet. Kvalitativ metode Den kvalitative metode står i opposition til den kvantitative metode, og man er i den kvalitative forskning mest optaget af at fortolke, beskrive, forstå og dekonstruere. Den kvantitative forskning ønsker omvendt at gøre faktorer talbare og undersøge, hvor meget der findes af noget. I den kvalitative forskning arbejder man eksempelvis med metoder som interview, feltarbejde og dokumentanalyse, og ikke med statistiske gennemsnit, som forsøger at generalisere ud fra indsamlet data. Man søger at forstå konkrete personer og sociale processer og på den baggrund lave en nuanceret og individuel behandling af det, der er blevet udvundet af metoden. Den kvalitative metode kan netop, i modsætning til den kvantitative metode, give individuelle og nuancerede data, og er god hvis man ikke ønsker generalisering. (Brinkmann & Tanggaard, 2013, 17-20). Den kvalitative metode er projektets primære metode tilgang, og inden for denne metode er hovedfokusset på casestudiet. Anvendelse af kvalitativ metode i vores projekt: Vi anvender den kvalitative metode ved at inddrage disciplinerne casestudie og dokumentanalyse. Vi arbejder deduktivt i og med, at vi forsøger ud fra nogle generelle teorier at sige noget om, hvordan virkeligheden forholder sig specifikt for Dansk Folkeparti. Casestudiet er Dansk Folkepartis folketingsvalgresultat i 2011, og hvordan partiet klarede sig under valgkampen, som var kendetegnet ved ikke specielt at tilskønne Dansk Folkepartis politiske mærkesager. Dokumentanalysen foretages på baggrund af Dansk Folkepartis valgannoncer fra valget i 2011 samt valgannoncer fra valget i 2007. 15 De sammenlignes for at påvise forskelligheder i den måde og de emner Dansk Folkeparti berører ved de to valg. En redegørelse for de to metodiske discipliner, samt anvendelsen af disse i dette projekt følger nedenfor. Casestudiet Vi har valgt at udarbejde vores projekt med hjælp fra et casestudie, da vi tager udgangspunkt i en helt konkret begivenhed, og undersøger omstændighederne heromkring. (Ramian, 2012, 16) Ydermere tager vi et meget afgrænset billede af netop denne begivenhed, da projektet udelukkende drejer sig om Dansk Folkeparti, og deres resultat ved folketingsvalget i 2011, som fandt sted under den økonomiske krise, der hærgede Vesten. Casestudiet er en fyldestgørende metode til en række vigtige forskningsopgaver i samfundsvidenskaberne, og det er samtidig en metode der spiller rigtig godt sammen med andre samfundsvidenskabelige metoder, herunder dokumentanalysen, som vi har valgt at inddrage i vores projekt (Flyvbjerg, 2010, 486). Casestudiet er en af mange måder at lave forskningsprojekter på. I udgangspunktet vil et casestudie altid tage udgangspunkt i en helt konkret begivenhed og dermed søge en sammenhæng mellem en begivenhed eller et fænomen og en teori. (Ramian, 2012, 16-17). Casestudiet er studiet af det enkeltstående og konkrete tilfælde midt i en kompleks verden. (Ramian, 2012, 9). Casestudier er i Bent Flyvbjergs optik videnskabelige undersøgelser af konkrete fænomener med det formål at opnå detaljeret viden om fænomenerne - det konkretes videnskab. (Ramian, 2012, 11). Først og fremmest skal det påpeges, at vores casestudie skal tage sig ud som et teoretisk casestudie, som skal forsøge at bidrage med viden, hvor andet teoretisk viden har mangler. Det er dermed ikke et praktisk casestudie, der forsøger at bidrage med viden, som skal være med til at løse et problem i en konkret kontekst. (Ramian, 2012, 38). Casestudiet har en særlig rolle at spille, når man skal underbygge eller svække bestemte teorier. (Ramian, 2012, 25). Vi forsøger mere konkret med casen at stille modsatrettede teorier om henholdsvis vælgervandringer mod ydrefløjene og politisk dagsordensfastsættelse op overfor hinanden, med henblik på at påpege svagheder ved de eksisterende teorier, såvel som at påpege, at der kan være behov for at nytænke teorierne om vælgervandringer i krisetider. 16 Anvendelse af Casestudiet i vores projekt Vi foretager et single-casestudie med henblik på at undersøge, hvad der havde indflydelse på Dansk Folkepartis valgresultat i 2011. Det er her afgørende at undersøge, hvordan de agerede op til og under folketingsvalgkampen. For at kunne undersøge dette, er vi nødsaget til at sammenligne med, hvad Dansk Folkeparti har gjort ved tidligere valg. Det er derfor oplagt at inddrage valgannoncerne fra folketingsvalget i 2007. Casestudiet udføres med henblik på at producere viden og data, som i høj grad skal bidrage til besvarelsen af analysen. Vi ønsker med casen at belyse, hvordan Dansk Folkeparti har tilpasset deres politiske fokus til valgkampen, så den passer til de emner, som netop er aktuelle i valgkampen. Casen afgrænses til Dansk Folkeparti, da vi mener, at der her findes et spændende perspektiv i og med, at valgkampen i 2011 ikke umiddelbart var en valgkamp, som ”passede til” Dansk Folkepartis mærkesager. Casen strækker sig tidsmæssigt fra valgkampens begyndelse i 2007 og til slutningen af valgkampen i 2011 hvilket også er nævnt i afgrænsningen ovenfor. Det er inden for denne periode, at vi har indsamlet politiske annoncer fra Dansk Folkepartis hjemmeside. Hvad der afgør et folketingsvalg er ikke en ensidig og let affære at afklare. Årsagerne og forklaringer herpå er mange og komplekse, og det er derfor svært at afgøre, hvad der præcis er de gældende faktorer for et valgresultat. Og netop dette fører til argumentet om, at der her er tale om et indlejret casestudie. Vi ønsker ikke at belyse alle aspekter ved folketingsvalget og omstændighederne herom i 2011, men ”kun” hvorfor og hvordan det gik som det gik for Dansk Folkeparti ved valget. Det vil sige, at vi med andre ord ønsker at beskæftige og med særlige fænomener, som er dele af casen. Formålet med dette casestudie er dermed et forsøg på at kunne forklare bestemte faktorer, der havde betydning for Dansk Folkepartis valgresultat i 2011.(Ramian, 2012, 84-86). Derudover er der tale om en opklarende case, da Green-Pedersens teori testes for relevans i netop denne sammenhæng (Ramian 2012, 87-88). I opinion til Green-Pedersens teori benytter vi os af flere forskellige teoretiske perspektiver, som forsøger at forklare vælgersøgningen mod den yderste højrefløj i en krisetid. Casestudiet medvirker til en beskrivelse af folketingsvalget i 2011, samt en udforskning af folketingsvalgresultatets årsagsforklaringer (Ramian 2012, 24-25). 17 Styrker og svagheder ved disciplinen casestudie. En af styrkerne ved casestudiet er muligheden for at gå dybdegående til værks. En anden styrke ved disciplinen casestudie er, at det afgrænser projektet fra at skulle tage stilling til en masse omkringliggende emner og temaer, og sikrer fokus på casen. Vi ønsker som sagt ikke at undersøge alle aspekter af folketingsvalget i 2011, men ønsker derimod at nå til bunds med, hvad der indvirkede på Dansk Folkepartis valgresultat. Derudover giver casestudiet mulighed for at arbejde både kvalitativt og kvantitativt, som det også er tilfældet for netop dette projekt. Vi inddrager, som nævnt ovenform, disciplinen dokumentanalyse og den kvantitative metode i form af statistik og figurer. (Flyvbjerg 2010: 485-486). En af de store kritikpunkter ved metoden har igennem tiden været, at den ofte er belastet af en stor mængde ukontrollable fejlkilder, som man i sin forskning skal være opmærksom på, og dermed ikke drage konklusioner længere end data og argumentation kan påvise. En anden kritik er den manglende mulighed for at generalisere, da det kan være svært at generalisere ud fra en konkret case, såvel som at det kan være svært at generalisere ud fra et enkelt eksperiment. (Ramian,2012, 27). Dog kan et casestudie være med til at bekræfte en generel teori, som kan viderebringes til andre casestudier. Dokumentanalyse I opgaven benytter vi os af den kvalitative metode i form af dokumentanalysen. Dokumentanalysen er en af samfundsvidenskabens mest anvendte metoder, og ses ofte, nøjagtig som i vores opgave, i samspil med andre undersøgelsesteknikker af kvalitativ art. Dokumentanalysen er god, hvis der eksempelvis ønskes at undersøge hvilke processer, som ligger bag fastlæggelsen af en politisk dagsorden og skitsere udviklingen i normer eller praksisser inden for et bestemt område over tid. Dokumentanalysen er dermed et godt værktøj til at have fokus på en udvikling over en tidsperiode. (Brinkmann & Tanggaard, 2013, 137). Når man foretager en dokumentanalyse er det vigtigt at kategorisere de dokumenter, som bruges i analysen. Dokumenterne som indgår i en dokumentanalyse kan indtage en af følgende tre typer af dokument. Et primært dokument, et sekundært dokument og et tertiært dokument. Et primært dokument vil oftest være svært at få adgang til. Det vil typisk være et dokument som cirkulerer blandt et begrænset antal aktører, som er tæt på den begivenhed, som dokumentet refererer 18 til. Et sådant dokument kunne være et privat brev, et forhandlingsoplæg eller en dagbog. (Brinkmann & Tanggaard, 2013,138). Et sekundært dokument er i princippet tilgængelig for alle, og kan for eksempel være lovtekster, avisartikler, hensigtserklæringer osv. Et tertiært dokument er ligesom et sekundært dokument tilgængeligt for alle, men er derudover kendetegnet ved at være produceret efter en begivenhed er foregået. Det kunne fx. være en baggrundsartikel, publicerede memoirer, akademiske bøger etc. (Brinkmann & Tanggaard, 2013, 139). Det er ikke nødvendigvis altid lige vigtigt at kunne skelne fuldstændigt mellem de tre typer dokumenter, men det er noget man bør holde sig for øje i forhold til, hvilken type dokument det vil være mest hensigtsmæssigt at kigge efter i forbindelse med sin opgave. (Brinkmann & Tanggaard, 2013, 139). Hvilke dokumenter som skal indsamles afhænger selvfølgelig af hvilken type underspørgsmål man ønsker at få besvaret ved hjælp af sin dokumentanalyse. I forbindelse med genereringen af dokumenterne til ens dokumentanalyse, bruger man sit moderdokument, som er det centrale dokument der også danner grundlag for genereringen af dokumentanalysens yderligere dokumenter og som fremkommer ved hjælp af sneboldsmetoden. (Brinkmann & Tanggard, 2013, 141-143). Anvendelse af dokumentanalysen i vores projekt. I projektet vil vi anvende dokumentanalysen for at illustrerer hvordan udvalgte valgannoncer fra Dansk Folkeparti skildre forskellige mærkesager, som alt efter hvilken politisk dagsorden der hersker, passer til denne. Opgavens empiri vil være føromtalte udvalgte valgannoncer, hvilke er udvalgt og fundet på Dansk Folkepartis egen hjemmeside. Og hvor vores moderdokument udgøres af annoncen fra folketingsvalget i 2011 “Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt” (Bilag 3.). Ud fra moderdokumentet har vi fundet resten af vores empiri til dokumentanalysen ved hjælp af sneboldmetoden. Dansk Folkepartis valgannoncer er sekundære dokumenter, da annoncerne er frit tilgængelige og indgår i det vores case handler om, nemlig folketingsvalget i 2011. De er skrevet før begivenheden folketingsvalget i 2011 og det udelukker derfor, at der her er tale om tertiære dokumenter. Der er der- 19 udover foretaget en dokumentanalyse af annoncerne, som danner grundlag for vores kvantitative materiale. Da annoncerne er inddelt i en forskellige temaer, har de været udsat for vores subjektive vurdering af, hvor de emnemæssigt hører til. Den konkrete inddeling forefindes i bilagene. Vores teorier og empiri har også været udsat for en dokumentanalyse, denne indgår dog som sådan ikke i vores afsnit om dokumentanalysen i analysen. Den foregår implicit i vurderingen af kilden, når man beslutter sig for at bruge netop denne. Kvantitativ metode Den kvantitative metode er en metode, som er fordelagtig, hvis man ønsker at danne sig et overblik over undersøgt data samtidig med, at den giver mulighed for at udlede nye informationer ud fra større datamængder. Ved den kvantitative metode er det således muligt at belyse udviklingen i et givent felt eller område og samtidig få en mere generel forståelse af det pågældende område. (Olsen og Pedersen, 2013, 226-227). Anvendelse af kvantitativ metode i projektet I projektet bruger vi dels kvantitativ metode i forbindelse med vores egen udarbejdede materiale omhandlende Dansk Folkepartis annoncer fra valgene i henholdsvis 2007 og 2011. Cirkeldiagrammet bruges til at give et overblik over den ændring i fokus, der har været i partiets annoncer fra valget i 2007 til valget i 2011. Vi bruger resultatet af Dansk Folkepartis folketingsvalg i 2011, som hjælp til at svare på vores problemformulering. Derudover inddrager projektet også statistik fra bogen “Krisevalg” af Rune Stubager, Kasper Møller Nielsen og Jørgen Goul Andersen, i hvilken det blandt andet fremgår hvilke emner der var de mest diskuterede under valgkampen i 2011 og hvordan dette skiller sig ud fra tidligere valg. Forbehold for egen statistik I forhold til vores udarbejde cirkeldiagrammer over Dansk Folkepartis valgannoncer fra henholdsvis 2007 og 2011, er det vigtigt at påpege, at disse er udarbejdet på grundlag af de annoncer, som har 20 været tilgængelige på tidspunktet for vores indsamling til statistikken. Sondringen mellem om annoncen skal placeres under økonomi eller en af de andre fire kategorier, er vores egen individuelle vurdering, men det fremgår af bilag, hvilken kategori de enkelte annoncer er sat ind under. Det har af naturlige årsager kun været muligt at inddrage de annoncer, som er fremgået af Dansk Folkepartis hjemmeside, så annoncer, som har været i avisen eller andre steder i valgkampen, men som af en eller anden grund ikke fremgår af hjemmesiden er ikke medtaget. Da vi her har med et forholdsvis lille antal annoncer af gøre hhv. 17 fra 2011 og 21 fra 2007, så vil annoncer som ikke er medtaget selvfølgelig udgøre en forskel hvis man kunne medregne disse. Dette er vigtige forbehold at have sig for øje, når man skal evaluere reliabiliteten og validiteten i forhold til diagrammerne. Samspil mellem den kvalitative og kvantitative metode. Undersøgelsen udgøres af både kvalitative og kvantitative data og empiri. Vi har forsøgt at integrere den kvalitative og kvantitative metode, dog udgør den kvalitative metode den største del. Den kvalitative undersøgelsesform indfanger det konkrete ved de undersøgte genstande og fænomener, mens den kvantitative undersøgelsesform er ideel til udforskning af fænomener, som er kontekstløse og generelle. (Brinkmann & Tanggaard, 2013, 428). Vi bruger den kvalitative og kvantitative metode i kombination med hinanden. Dette kaldes også “mixed methods”. Vi bruger kvantitative data, både intern (egen kvantitative del af dokumentanalysen) og ekstern (fra bogen Krisevalg og andre kilder) til at understrege pointer i den kvalitative del af undersøgelsen. Den kvalitative data udgøres af de valgte teorier, annoncer, artikler og bøger. Den kvantitative data indeholder meningsmålinger samt relevant statistik fra blandt andet bogen “Krisevalg”. Vi vil i projektet bruge begge metoder til at indsamle empiri til brug i casestudiet. Fravalg af metode: I forbindelse med vores valg af metode, vil selvfølgelig og helt uundgåeligt også betyde at man træffer nogle fravalg, som betyder at opgaven påvirkes i en vis retning. I opgave her har vi valgt at se bort fra en række som blandt indebærer: interview, survey, observationsstudie etc. Her er nogle eksempler på hvad andre metoder kunne have bidraget med. Det kunne have været interessant at interviewe de personer, som stod bag Dansk Folkepartis valgkampagne i 2011. Survey kunne have bidraget med viden om, hvis det var muligt, hvad eksempelvis Dansk Folkepartis vælgere ligger vægt på, når de 21 skal sætte deres kryds. Disse fravalg er vi bevidste om, men vi har selvfølgelig valgt den metode, som vi føler bedst kan bidrage til projektet og belyse dets problemstilling. 22 Empiri Det følgende afsnit tjener til at redegøre og afdække hele det empiriske område, som ligger til grund for projektet. Her vil blandt andet indgå nogle af de statistiske kilder vi har arbejdet med, samt historiske afsnit om Dansk Folkeparti og deres stiftelse. Det empiriske felt danner grund for de informationer der bliver analyseret og konkluderet på baggrund af. Ydermere er det i dette afsnit dokumentationen for den økonomiske krise vil blive fremført, som har dannet grundlaget for hele problematikken omkring folketingsvalget i 2011. Dansk Folkeparti Afsnittet her tjener til at beskrive og redegøre for Dansk Folkeparti og dets oprindelse i Dansk politik. Nedenstående vil blandt andet behandle deres stiftelse, samt give et historisk indblik i partiets historie og dets fremherskende mærkesager. Afsnittet vil samtidig bringe valgresultater fra tidligere folketingsvalg. Historisk Dansk Folkeparti blev stiftet den 6. oktober 1995 af daværende folketingsmedlemmer Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner, Poul Nødgaard og sidst men ikke mindst med Pia Kjærsgaard i spidsen. De fire personer var alle medlemmer af Fremskridtspartiet indtil denne dato, men valgte i forbindelse med partiets landsmøde at melde sig ud og i stedet stifte Dansk Folkeparti (Larsen, 2001, 117). Årsagen til bruddet med Fremskridtspartiet var interne stridigheder og splid, som kulminerede på deres landsmøde i 1995, der i medierne blev beskrevet som ”ragnarok” (Larsen, 2001, 116). Pia Kjærsgaard blev første gang valgt ind i folketinget i 1984, som stedfortræder for Mogens Glistrup, da han var blevet erklæret uværdig til at besidde posten for en fængselsstraf på baggrund af skattesnyd (Larsen, 2001, 118). Fremskridtspartiet var inde i en svær periode og fik ved valget i 1984 kun valgt seks personer ind. Herefter overtog hun i 1985 ledelsen af partiet, og fik ved valget i 1987 frem til 9 mandater, og året efter til 16 (Larsen, 2001, 119). Pia Kjærsgaard formåede altså således at løfte et parti, som i en meningsmåling blev spået til at samle 39% af stemmerne (Larsen, 2001, 119). 23 I 1991 lykkedes det hende at ekskludere partistifteren Mogens Glistrup. Dette betød dog ikke, at splittelsen i partiet blev mindre, og det kulminerede 1995, hvorfor de fire førnævnte altså stiftede Dansk Folkeparti. Ved partiets stiftelse blev de ikke spået mange chancer for overlevelse, og høstede ikke mange roser hos medlemmerne af Fremskridtpartiet, som afviste, at Dansk Folkeparti nogensinde ville få de 20.000 underskrifter, det kræver at blive opstillingsberettigede til et folketingsvalg. Partiet samlede dog underskrifterne, og var derfor opstillet første gang til byråds- og amtsrådsvalget i 1997, hvor det lykkedes det nystartede parti at få hele 6,8%, på landsplan, til trods for at de kun havde kandidater i 142 af de daværende 275 danske kommuner (Larsen, 2001, 120-122). Pia Kjærsgaard fik således også hård medfart i medierne, og blev blandt andet karikeret som en rotte, fortidsøgle og endda som ekskrement, i Jyllands-Posten blev hun endvidere tegnet i færd med at køre flygtninge ned i et fodgængerovergang (Larsen, 2001, 120-121). Pia Kjærsgaard er altså i Dansk Folkepartis tidligere år blevet genstand for en heksejagt i en bred vifte af de danske medier. (Larsen, 2001, 120-121). Det virkede dog ikke til at påvirke partiet negativt i en særlig grad og blot 4 måneder efter deres første valg i 1997, blev der udskrevet folketingsvalg, hvor Dansk Folkeparti fik 252.228 stemmer, og dermed 7,4% af stemmerne, som resulterede i 13 mandater i folketinget, mens hendes tidligere parti, Fremskridtspartiet, rodede rundt ved spærregrænsen med kun 2,4% af stemmerne (Larsen, 2001, 122). Ifølge en pressemeddelelse, som Dansk Folkeparti udsendte i forbindelse med deres 5 års fødselsdag i år 2000, var deres medlemstal oversteget 6.500 medlemmer (Larsen, 2001, 123). Dansk Folkepartis politiske standpunkt Det kan være svært at sætte ord på, hvad Dansk Folkeparti er for et parti. Dansk Folkeparti ville i dansk sammenhæng ikke karakteriseres som et ekstremt parti. Hvorimod andre lande ikke ville opfatte det, som værende forkert at karakterisere Dansk Folkeparti som et ekstremt parti. Det skyldes til dels at forskerne og litteraturen på området har forskellige definitioner af højreekstremismen, og at der findes forskellige partier på den yderste højrefløj. 24 Dansk Folkeparti har i Danmark en stor rolle at spille på indvandrerspørgsmålet, og det er ikke tilfældigt at det netop er Pia Kjærsgaard der bliver karikeret som føreren i bilen, med de to indvandrer i fodgængerovergangen der blev omtalt ovenfor. Dansk Folkeparti har nogle helt klare holdninger på indvandrerspørgsmålet, og er i udgangspunktet meget skeptisk overfor indvandre, hvilket også er den gængse opfattelse af partiet. Jens Rydgren, svensk professor i sociologi, skelner mellem to former for ydre højrepartier. Han skelner mellem radikale højrepartier og ekstreme højrepartier. De ekstreme højrepartier kendertegnes ved at være antisystemiske og uparlamentariske. De radikale højrepartier forsøger modsat de ekstreme at tilpasse sig og være en del af det parlamentariske demokrati (Rydgren, 2007, 243). Det radikale højre (eller ekstreme om man vil) baserer sig på en etnopluralistisk ideologi, som blev udviklet af den franske højrebevægelse Nouvelle Droite i slutningen af 60’erne og start 70’erne. Bevægelsen var et modsvar på den franske venstrefløjs intellektuelle og kulturelle dominans. Ideologien bygger på ideen om at kulturer og folkeslag skal holdes adskilt, og at den etniske befolkning har en særstatus i deres land (Rydgren, 2007, 243-244). Konsekvensen hedder multikulturalisme, og kan i yderste tilfælde betyde at de nationale kulturer uddør. Dette ideologiske udgangspunkt har medført, at de radikale højrepartiers overordnede problematik er immigration. Immigrationen ses som en trussel mod de europæiske etnonationale identiteter, og især de muslimske landes flygtninge udgør den største del af denne trussel. Ifølge Rydgren bruger de radikale højrepartier fire argumenter, som taler antiimmigrationens sag. 1. Immigranter begår mere kriminalitet, 2. De er en trussel mod beskæftigelsen, 3. De udnytter sociale ydelser, 4. De udgør en trussel mod de etnonationale identiteter. Af andre trusler mod de højreradikale partier kan nævnes EU, multinationale selskaber og den økonomiske globalisering, samt andre processor som fordrer universalisme og homogenisering (Rydgren, 2007, 244-245). 25 Dansk Folkeparti kan uden større undersøgelse karakteriseres som et radikalt højreparti, hvis man gør brug af Jens Rydgrens definition. Efter nærmere gennemlæsning af deres princip- og arbejdsprogram er der ikke noget der tyder på at partiet har antisystemiske eller uparlamentariske tendenser. Derimod er den etnopluralistiske ideologi skrevet tydeligt ind i indledningen af deres arbejdsprogram: ”Et identitetsløst, multikulturelt Europa vil ligge åbent for antidemokratiske og voldelige bevægelser. ” (Dansk Folkeparti, 2009, ¶ 1. Dansk folkepartis værdier - et endnu bedre Danmark) Dette citat er et tydeligt eksempel på den frygt Dansk Folkeparti har for et multikulturelt Europa. To af de fire argumenter for antiimmigration indgår ligeledes i deres finanspolitiske arbejdsprogram: ”Endnu er en stor gruppe af de indvandrere og efterkommere, der er kommet til landet over de sidste 30 år, ikke blevet integreret ordentligt i det danske samfund. En del af disse indvandrere og efterkommere lever af offentlig forsørgelse, er involveret i kriminelle aktiviteter eller har direkte afsmag for det danske samfunds værdier og tiltrækkes af islamistiske strømninger. ” (Dansk Folkeparti, 2009, ¶ 4. Finanspolitikken - rammen om samfundets udvikling) Hvad angår den økonomiske politik, er det ifølge Rydgren en tendens for de nyere (siden 90erne) radikale højrepartier at være stærke tilhængere af velfærdsstaten (Rydgren, 2007, 245). Det fremgår tydeligt af Dansk Folkepartis socialpolitiske arbejdsprogram, at de deler denne tendens (Dansk Folkeparti, 2009, ¶ 7. Socialpolitik). Dansk Folkeparti har yderligere tre markante mærkesager: De er modstandere af EU, de går ind for hårdere straffe, samt det at sætte fokus på dyrevelfærd. Den økonomiske krise fra 2008 til 2011 Den seneste økonomiske krise startede den 15. september 2008, hvor den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede. Krakket udløste en finansiel tsunami, der påvirkede alverdens regeringer til at iværksætte bankredninger og krisepakker for at forhindre en nedsmeltning af den internationale økonomi. Nedsmeltningen blev undgået, men verdenshandlen blev reduceret dramatisk de følgende år og USA og Europa blev kastet ud i en dyb økonomisk krise. En nedgang i eksporten ramte de fleste nordeuropæiske lande hårdt, men Danmark slap her nådigt. Til gengæld ramte en indenlandsk bolig- og kreditboble med dobbelt styrke, og Danmarks bruttonationalprodukt faldt i 2008 og 26 2009 med sammenlagt 6,4 %. Faldet i bruttonationalproduktet var det værste, der havde ramt landet i fredstid siden 1820, der var derfor ingen tvivl om, at krisen også historisk ville få en plads fremover. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 45-46). Som følge af krisen kom en stigning i arbejdsløsheden, som lå og svingede på 7-8 % af arbejdsstyrken. Tallene omkring ledigheden var dog et område, som hurtigt kunne være udsat for misforståelser, da tallene kan opgøres på forskellige måder og alt efter hvilke definitioner af arbejdsstyrken, man vælger at bruge. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 47-48). Der er bred enighed om, at den danske krise ikke blot kom udefra, men også skyldtes selvpåførte problemer. I dag bliver navnlig tre problemer fremhævet. Den konjunktur medløbende finanspolitik, forringet konkurrenceevne og sidst opbygningen af bolig og kreditboble med overdreven gældsætning i den private sektor. Hele finanssektoren var i 2008 presset af den økonomiske krise, og i Danmark, ligesom i de fleste andre ramte lande, gik staten ud og reddede bankerne. De danske banker var sårbare og derfor rykkede staten ud med en statsgaranti på 4.200 mia. kr. i Bankpakke I den 10. oktober. Senere fulgte flere andre bankpakker, som skulle sikre, at bankerne blev styrkede og overlevede den svære tid. Efter krisen i 2008-2009 fik bankerne travlt med at stramme kreditten, hvilket gav en kreditklemme, som gjorde, at det blev sværere for mindre virksomheder at låne penge til at udvide forretningen, hvilket satte en kæp i hjulet på væksten. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 48-49). Som tidligere nævnt var den danske del af finanskrisen både præget af udefrakommende faktorer, men også af indefra kommende faktorer. Indefra var det boligboblen. Fra 1995 til 2006 steg prisen på danske ejerlejligheder med ca. 300 procent, og også parcelhuse var præget af en ekstrem stigning på 200 procent. Den overdrevne stigning, som kun blev overgået i enkelte andre europæiske, skyldtes flere parametre, men nye låntyper fik den overordnede skyld. Da boligboblen bristede påvirkede det privatforbruget i Danmark i så høj en grad, at dette faldt med 3,2 procent, og da privatforbruget faldt så voldsomt, var det med en selvforstærkede effekt med til at trække krisen i langdrag, da en stigning i privatforbruget ville hjælpe med at få økonomien i gang igen. Det historisk store betalingsbalanceoverskud og et pænt opsparingsoverskud gjorde dog, at Danmark havde noget at stå imod med, i forhold til især de sydeuropæiske lande. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 49-51). 27 Den politiske debat under krisen I store perioder af krisen var den politiske debat om emnet fraværende. Dette kunne skyldes at den partipolitiske konflikt i relation til økonomien tilsyneladende var ikke eksisterende. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 55). VK-regeringens måde at italesætte krisen på var ved at nedtone krisens alvor. Om det var en strategi, eller om regeringen simpelthen ikke var klar over krisens omfang er uvist. I Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode blev økonomien i 2009 omtalt som grundlæggende sund og rask, men da Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten senere på året blev økonomien omtalt i langt mere pessimistiske vendinger. Samme år udspillede der sig en partipolitisk konflikt over krisepolitikken, hvor oppositionen krævede en krisepakke med store offentlige investeringer. Regeringen valgte dog en anden løsning med støtte fra Dansk Folkeparti. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 55). I maj 2010 lancerede Socialdemokraterne og SF deres efterhånden velkendte ”Fair løsning”, der også indeholdt en ”kick-start” af økonomien. Dette skete sideløbende med, at VK-regeringen forhandlede en genopretningspakke på plads med Dansk Folkeparti. Hovedelementerne var halveringen af dagpengeperioden til to år, en fordobling af genoptjeningskravet fra 26 til 52 uger, samt en besparelse på børnefamilieydelsen. Dette var en historisk stramning af dagpengesystemet, som modsat tidligere stramning blev foretaget i en krisetid. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 56). De ovenstående politiske forslag og økonomiske reformer, som “Fair-løsning”, genoptjeningspakken i forbindelse med dagpengereformen, tilbagetrækningsreformen, “kickstarts-pakken”, efterlønsforliget osv. er en del af, tegner tilsammen et billede af at den politiske debat op til valget i 2011 i høj grad var overskygget af debatten om det økonomiske spørgsmål. Valget i 2011 Den 26.august 2011 udskrev Venstres formand og Danmarks Statsminister Lars Løkke Rasmussen folketingsvalg. Lars Løkke Rasmussen var for lidt over to år forinden blevet Statsminister, da han tog over for Anders Fogh Rasmussen, som nu skulle overtage posten som NATO’s generalsekretær. Valgets store tema var den økonomiske politik, og de to oppositionspartier Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti var gået sammen i et tæt samarbejde om blandt andet den økonomiske politik. Dette 28 samarbejde virkede til at bære frugt, da stort set alle meningsmålinger før og under valgkampen pegede på, at det var ”rød blok”, som ville være størst efter valget. Meningsmålinger holdt stik, men viste sig at have overdrevet ”den røde bloks” flertal, som med de Nordatlantiske stemmer tilsammen blev til 92 mandater. Regeringsforhandlingerne efter valgets resultat betød, at Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, med Helle Thorning-Schmidt i spidsen dannede regering med Enhedslisten som parlamentarisk støtteparti. For socialdemokratiet blev valget på trods af det parlamentariske flertal og regeringsmagten et historisk dårligt valg. Partiet fik kun 24,8% af stemmerne, hvilket var det laveste siden 1903. Et andet parti som måtte indkassere en historisk tilbagegang var Dansk Folkeparti. Partiet havde en tilbagegang på 1,5% af stemmerne, hvilket kostede tre af partiets 25 mandater, og dermed partiets første tilbagegang siden stiftelsen i 1995. (Claus Kjersgaard Nielsen, 2014, ¶ FOLKETINGSVALGET 2011). I nedenstående fremgår hele valgets resultat. Tallene er fra Danmarks statistik. 29 Krisevalg - Økonomien og folketingsvalget 2011 Krisevalg er en bog skrevet af Rune Stubager, Kasper Møller Hansen og Jørgen Goul Andersen, omhandlende folketingsvalget og valgkampen i 2011. Bogen er udgivet som den 16. Valgundersøgelse foretaget af Det Danske Valgprojekt, som har ført videnskabelige spørgeskemaundersøgelser af vælgeradfærd ved samtlige folketingsvalg siden 1971. Denne udgivelse retter således fokus mod folketingsvalget i 2011, hvor en af de helt store påvirkningsfaktorer ifølge bogen var den økonomiske krise, hvilket også af samme grund er blevet genstand for hovedparten af fokusset i bogen. Bogen er inkluderet i projektet på baggrund af dens store mængde af statistiske materiale fra folketingsvalget i 2011, om alt fra hvilke emner der dominerede medierne, til hvad der havde størst betydning for vælgerne under folketingsvalget i 2011. Desuden bruger vi bogen til at redegøre for den økonomiske krise samt til både at dokumentere og argumentere for, at der overhovedet var økonomisk krise under folketingsvalget i 2011. Desuden bruger vi den store mængde af statistisk data flere steder i projektet, til at understrege og støtte argumentationer og pointer. En del af vores argumenter projektet igennem, er således bygget op på det statistiske materiale vi har fundet i bogen, fra de forskellige videnskabelige undersøgelser, der er lavet i forbindelse med denne. 30 Bogens overordnede konklusion er, at folketingsvalget i 2011 i høj grad var fokuseret på den økonomiske krise, hvilket også havde stor betydning for valgresultatet. Den konkluderer ydemere, at 2011 valget var det valg hvor økonomien havde fyldt mest hos både vælgere og medier siden folketingsvalget i 1979. 31 Teori Der vil i følgende afsnit blive redegjort for de forskellige teoretiske standpunkter vi inddrager i analysen af vores problemstilling. Der vil således blive redegjort for Christoffer Green-Pedersens teori om dagsordensfastsættelse i Danmark, som danner grund for vores forståelse af Dansk Folkepartis ageren under folketingsvalgkampen i 2011, og forståelse for hvorfor det økonomiske emne havde så stor indflydelse på resultatet af denne. Desuden vil afsnittet redegøre for tre forskellige perspektiver på valg under krisetider. Afsnittet handler derudover om, hvorfor højrepartier ifølge det teoretiske perspektiv burde gå frem, når folketingsvalg finder sted under krisetider. Slutteligt følger et opsamlende afsnit, hvis formål er at skabe overblik over de tre teoriers ligheder og forskelligheder. Fastsættelse af en politisk dagsorden Vores teoretiske udgangspunkt for projektet er fundet i en afhandling af Christoffer Green-Pedersen, der hedder “Partier i nye tider - den politiske dagsorden i Danmark”, hvor han beskriver udviklingen for fastsættelsen af den politiske dagsorden under et folketingsvalg, og hvilken indflydelse dette har på valgets resultat. Bogen skitserer det komplekse forhold mellem samfund og politik, og hvorfor nogle emner bliver styrende for den politiske dagsorden, mens andre emner forsvinder lige så hurtigt som de opstod. Svarene på dette er indviklede og Christoffer Green-Pedersens afhandling søger, ved hjælp af hans eget teoriapparat, at forklare dansk politik og dagsordensfastsættelse efter klassepolitikkens forsvinden (Green-Pedersen, 2011, 46-47). For at forstå Green-Pedersens teoriapparat omkring politisk dagsordensfastsættelse, er det vigtigt at få afklaret nogle af de gennemgående begreber, han arbejder med i udviklingen af hans teori. Han arbejder blandt andet med følgende hovedbegreber: Partipolitisk dagsorden, politisering, mulighedsbestemmelser, politiseringsanledninger, emnekarakteristika, koalitionskriterum, Højre-venstre dimensionen, det elektorale kriterium og emneejerskab. Nedenfor vil der blive redegjort for de forskellige begreber. Politisk dagsordensfastsættelse: Politisk dagsordensfastsættelse er et kernebegreb i opgaven, da det netop er dette vi undersøger med vores case, nemlig hvordan Dansk Folkeparti formår at slå sig igennem på nogle bestemte politiske dagsordener. Den politiske dagsordensfastsættelse er en kompleks størrelse, og består af en række 32 begreber som afsnittet herunder vil forsøge at gøre rede for og give indblik i, hvorfor det er interessant for vores projekt. Når en dagsorden skal fastsættelse i den politiske debat, er der udover nogle helt definerbare kriterier, en vis tilfældighed involveret i dagsordensfastsættelsen. Derfor fokuserer Green-Pedersens teoriapparat på, hvilke mulighedsbetingelser der skal være tilstede for, at emnerne kan komme frem på den partipolitiske dagsorden på trods af tilfældighedernes spil. Det følgende teoriapparat vil derfor kunne fortælle noget om, hvad der skal til for, at emner kan komme på dagsordenen og hvilke faktorer der kan bidrage til at dette sker. (Green-Pedersen, 2011, 40). Det første punkt, som vil kunne placere et emne på den politiske dagsorden, er hvis emnet får hjælp af en “begivenhed” eksempelvis en krig, en miljøkatastrofe etc. Hvis en sådan begivenhed indtræffer, opstår der en mulighed for at emner, som relaterer sig til begivenheden kan blive politiseret. At et emne bliver politiseret vil dermed sige, at dette har fået en væsentlig indflydelse på den partipolitiske dagsorden ved hjælp af en udefrakommende hændelse. Begivenheden vil da kunne benævnes som en politiseringsanledning, som ved “anledningen” i sig selv trækker politisk opmærksomhed over på et emne. En politiseringsanledning opstår ikke nødvendigvis kun i forbindelse med uforudsete begivenheder. En sådan anledning kan eksempelvis også være finanslovsforhandlingerne. Her opstår der en mulighed for, at et emne kan bringes på dagsordenen, en sådan mulighed kaldes, fordi den kan forudses for en institutionaliseret politiseringsanledning. (Green-Pedersen, 2011, 40-42). Ud fra en politiseringsanledning vil de politiske partier, i forsøget på at påvirke den politiske dagsorden, have en række forskellige metoder, som kan føre til at netop deres emne bliver sat på dagsordenen. Disse kaldes politiseringsemner, som videre kan opdeles i forskellige emnekarakteristika. Denne sondring mellem forskellige emner, bliver relevant i forhold til at forstå hvilken kategori et politiseret emne falder indenfor. Green-Pedersen arbejder med tre forskellige karakteristika, de sensationelle, prominente- og regeringsemner, hvoraf de sensationelle emner dækker over de emner, som er relevante for medierne at dække. Disse emner når ud til vælgerne gennem medierne, og bliver diskuteret heri. De prominente emner er emner, som vælgerne opfatter som personlige væsentlige, og som de samtidig bliver berørt af på daglig basis. Det kunne eksempelvis være arbejdsløshed. Regeringsemner er den sidste af de tre kategorier og dækker over emner, som befolkningen ikke har noget personligt 33 og nært forhold til, og derfor heller ikke har noget erfaringsgrundlag med. (Green-Pedersen, 2011, 35). I forhold til forskellige politiseringsemner, og hvordan partierne behandler dem, er det relevant at tale om emneejerskab. Emneejerskabet er en vigtig præmis for at forstå, hvilke emner partierne ønsker at bringe på den politiske dagsorden. At et parti har ejerskab over et emne betyder, at partiet i vælgernes øjne vil være mere kompetente til at løse problemstillinger indenfor netop dette emne end partiets modstandere. I den forbindelse vil det teoretisk være oplagt også at berøre det, Green-Pedersen kalder det elektorale kriterium. Det elektorale kriterium er et kriterium, der indebærer, at et parti eller en koalition, inden det sætter et emne på dagsordenen, har sikret sig, at de netop på dette emne har en fordel ved øget opmærksomhed, i forhold til partierne i den modsatte koalition. Det vil altså sige, at inden et parti eller en koalition vælger at politisere et emne er overbevist om, at der lige netop hér er opbakning fra størstedelen af vælgerne. (Green-Pedersen, 2011, 48-49). Partiernes samspil Et centralt element i næsten alle demokratiske systemer er samspillet mellem regeringen og oppositionen. I Danmark har denne debat ofte været båret af en højre- og venstrefløj. Green-Pedersen kalder dette modsætningsforhold for højre/venstredimensionen. Hver af dimensionerne udgør altså hver deres koalition. Hver af disse koalitioner består af en række partier, for hvilke det er vigtigt at fremstå som en enhed for befolkningen. Den ene i form af regeringen og den anden i form af oppositionen. Her bliver Green-Pedersens begreb koalitionskriteriet aktuelt. Dette dækker over, at en politisk dagsorden inden den skal fastsættes, skal opfylde et kriterium, som gør at hele koalitionen kan stå sammen om den dagsorden der forsøges fastsat, og dermed stå sammen mod modkoalitionen. Denne dimensionsopdeling indebærer dog også et par andre begreber man skal tage højde for, nemlig koalitionshensyn og koalitionskonsekvenser. Disse to dækker over, at der skal tages hensyn til den koalition man som parti tilhører, hvilket vil sige, at man internt i koalitionen skal nå til enighed for at bevare sin samlede styrke. Konsekvenserne hvis ikke dette lykkes kan være, at man i vælgernes optik vil fremstå internt uenige. (Green-Pedersen, 2011, 45-48). 34 Relation til vores projekt Vi har valgt at inddrage Christoffer Green-Pedersens teori i vores projekt, fordi vi fandt teori omkring dagsordensfastsættelse meget relevant for vores problemstilling. Da fastsættelsen af dagsordenen var anderledes i 2011, grundet den økonomiske krise, end den tidligere har været, kan man forestille sig, at nogle partier oplevede problemer i forhold til at slå sig fast på en politisk dagsorden, hvor økonomien var i højsædet. Dette kan have haft en stor indflydelse på særligt Dansk Folkeparti, fordi de som parti ikke i udgangspunktet fremstår særligt interesserede eller fremtrædende inden for økonomisk politik, og de havde derfor ikke de bedste forudsætninger for at tilpasse og påvirke dagsordenen under folketingsvalget i 2011. Vi vil bruge teorien og dens begreber til at indfange de forskellige processer og forholdsregler, der gælder, når et parti eller en samlet koalition forsøger at sætte en politisk dagsorden, og med disse begreber analysere Dansk Folkepartis ageren op til valget i 2011. Christoffer Green-Pedersens teoriapparat giver os nogle redskaber, som vi kan bruge når vi forsøger at forstå, hvordan Dansk Folkeparti har promoveret sig under valget, og samtidig giver det os en baggrund for at forstå hvilke mekanismer, der gør sig gældende når en politisk dagsorden skal fastsættes, samt hvilke faktorer der har indflydelse på hvilke emner, der finder indpas på den politiske dagsorden under et valg, og hvilke der ikke gør. Disse redskaber giver os mulighed for at analysere hvilke tiltag Dansk Folkeparti har gjort for at klare sig under valget i 2011, og hvordan de har forsøgt på trods af omstændighederne at tilkæmpe indvandrerdebatten en plads på dagsordenen under folketingsvalget. Ydermere giver Christoffer Green-Pedersen os nogle begreber som kan hjælpe til at lave klare definitioner af hvilke koalitioner der eksisterer i det danske folketing, og forklare hvordan disse koalitioner er afhængige af hinanden, og samtidig bruger hinanden i forhold til at dominere den politiske dagsorden. Højrepartier under krisevalg Dette afsnit vil modsat det foregående afsnit, om Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse, omhandle flere teoretiske perspektiver på spørgsmålet om, hvad en økonomisk 35 krise har af betydning for ekstreme partier. Dette spørgsmål har længe været genstand for massiv forskning, som på den eller anden måde forsøger at forklare, hvorfor nogle af disse partier får vind i sejlene. Forskningen på området har udviklet sig meget, og det er kutyme blandt forskerne at inddrage andres forskning og endda bygge videre på hinandens forskning. De forskellige perspektiver fungerer som en historisk teoretisk klarlæggelse af hvad der tidligere er sket med ekstreme partier under økonomiske krise tider. Vi vil i de kommende afsnit redegøre for tre forskellige syn på højreekstremismens fremgang i Europa. Seymour Martin Lipset: Political Man Seymour Martin Lipset (1922-2006) var en anerkendt amerikansk sociolog og politolog. Han forskede primært i social stratifikation, demokrati og sociale strukturer (Encyclopaedia Britannica. Encyclopaedia Britannica Online Academic Edition, 2015, ¶ Seymour Martin Lipset). Political Man er skrevet i 1960 og er et omfattende studie af vælgeradfærd i henholdsvis Europa og Nordamerika. Dette teoretiske afsnit tager sit udgangspunkt i bogens første del: “The conditions of the democratic order”. I dette afsnit redegør Lipset for hvilke faktorer, der er medvirkende til at folk søger mod yderfløjene, når de skal sætte deres kryds. Lipset finder en tydelig sammenhæng mellem fattigdom og vælgernes tilbøjelighed til at stemme på et ekstremt politisk parti. Fattigdom skaber dermed grobund for en sådan utilfredshed, at vælgere ikke ser andre udveje end at stemme på de ekstreme yderfløje (Lipset, 1960, 62-63) Lipset inddrager Marx, som siger, at det skyldes at fattige mennesker ikke har noget at miste (Lipset, 1960, 66). Ydermere mener Lipset at den nedre strata i befolkningen har tilbøjelighed til at se tingene ”sort hvid” grundet deres situation, og derfor finder sympati for ekstreme partier, som ofte tilbyder hurtige løsninger på sociale problemer og har en anden form for opfattelse af tingenes tilstand. Hvis der i befolkningen ikke er en almen forståelse for normer for tolerance er der større risiko for, at underklassen og middelklassen bliver autoritære og søger mod yderfløjene (Lipset, 1960, 100). Underklassen drages mod kommunismen, hvorimod fascismen tiltrækker middelklassen (Lipset, 1960, 114). Ifølge Lipset handler det om autoritære principper. Forskellige elementer kan medføre anlæg for det autoritære, som eksempelvis lav uddannelse, lav deltagelse i politik og samfundet, økonomisk usikkerhed og isolering fra samfundet. Den ringe deltagelse 36 i samfundet kan betyde, at man bliver intolerant og fremmedhadsk (Lipset, 1960, 111). Den økonomiske usikkerhed, som er særdeles vigtig for dette projekt, fordrer ideen om hurtige politiske løsninger, samt nogen at skyde skylden på (Lipset, 1960, 113). Nazi-Tyskland som eksempel Det klassiske eksempel på at dele af befolkningen søger mod yderfløjene under en økonomisk krise udspillede sig i Tyskland under 1930’ernes depression. Den føromtalte økonomiske usikkerhed gjorde sig netop gældende for middelklassen. Middelklassens økonomiske bekymring fordrede det Nationalsocialistiske partis fremgang. Grunden til at det netop var middelklassen, der støttede det Nationalsocialistiske parti, skyldtes at den nedre klasse ikke på daværende tidspunkt kunne overskue så langsigtede løsninger, som dem det Nationalsocialistiske parti havde som agenda (Lipset, 1960, 147-149). Da først stemmekvotienten steg til 18,3% i 1930, der desuden var udgjort af folk, der ikke tidligere havde stemt, var det Nationalsocialistiske parti ikke længere en lille bevægelse, og derfor fik de lavere samfundslag også øjnene op for partiet. Endvidere var det Nationalsocialistiske parti i 1933 ikke blot steget til 43,9%, de havde sågar medført en stigning i stemmeprocenten fra 81% til 89%. (Lipset, 1960, 151-152) Jackman & Volpert Robert W. Jackman og Karin Volpert foretog i 1996 et studie i, hvilke omstændigheder der favoriserer det ekstreme højre i Vesteuropa. Deres studie undersøger ekstreme højrepartier i vesteuropæiske velfungerende demokratier i perioden 1970 til 1990. Jackman & Volpert afviser tanken om at ideologier før eller siden dør, og betegner 70’ernes oliekrise som hovedårsag til, at der igen er pustet liv i det ekstreme højre (Jackman & Volpert, 1996, 501). Endvidere afviser de også argumentet om, at normer for tolerance er grunden til det ekstreme højres succes. Jackman og Volpert mener derimod, at den yderste højrefløjs store fokus på immigration og deres antisystemiske holdninger har bragt dem langt på den politiske scene i Vesteuropa (Jackman & Volpert, 1996, 502). Højreekstremisme er ikke et spontant følelsesmæssigt fænomen, men er opstået gennem det politiske systems opbygning og de økonomiske omstændigheder (Jackman & Volpert, 1996, 505). Arbejdsløshed, de proportionale valgmetoder og flerpartisystemer har ifølge Jackman & Volpert stor betydning for de ekstreme partier. Proportionalitet giver de små partier mulighed for at blive hørt og blive stemt på. Flerpartisystem gør 37 det politiske spektrum bredere. Jackman & Volpert har tilmed, som en af de eneste, fundet en positiv sammenhæng mellem det at stemme på ekstreme højrepartier og arbejdsløshed, og mener at netop den faktor var medvirkende til at højreekstremismen igen vandt terræn under krisen i 1970erne (Jackman & Volpert, 1996, 516-519). Pia Knigge Pia Knigge har hypotesetestet sammenhængen mellem højre ekstremepartier og tre forskellige forklaringsårsager i seks Vesteuropæiske lande, heriblandt Danmark. Disse tre årsagsforklaringer udgøres af økonomiske omstændigheder, immigration og politisk utilfredshed (Knigge, 1998, 249-250). Ifølge Knigge er der en fælles agenda for de ekstreme højrepartier, som består af modstand mod det multikulturelle samfund, samt politik der forhindrer indvandring og asylsøgende. Udover immigrationen er de for en stærk stat, som inkluderer politiovervågning og hårdere straffe til kriminelle (Knigge, 1998, 255). Knigge mener, at særligt to økonomiske forhold gør sig gældende for vælgerne, og det drejer sig om stabile priser og lav arbejdsløshed. Hvis disse to forhold ikke imødegås, kan det medvirke til at vælgeren sætter deres kryds hos et højreekstremt parti. Arbejdsløshed og inflation var fælles for både depressionen i 30’erne og oliekrisen i 70’erne, og af den grund mener Knigge, at det ikke nødvendigvis handler om krisens størrelse. Det handler for vælgerne i højere grad om jobsikkerhed og at sikre sig imod inflation (Knigge, 1998, 256-257). I økonomisk trængte tider er det ifølge Knigge ikke altid, at vælgerne straffer de partier, som har siddet på magten. Nogle finder en anden syndebuk at skyde skylden på. Her er valget oftest faldet på indvandrerne, som i forvejen er en sårbar og marginaliseret social gruppe. Det skyldes i høj grad, at de ekstreme højrepartier med stor dygtighed udnytter visse situationer til at beskylde indvandrer for nationale problemer som arbejdsløshed, kriminalitet og boligmangel (Knigge, 1998, 257-258). Den sidste årsagsforklaring om politisk utilfredshed, omhandler værdiskiftet hos de partier Knigge omtaler som ”mainstream partier” og tiltroen til selvsamme partier. Mainstream partierne er ofte de store stemmeslugere, og der befinder sig gerne en på hver side af venstre-højre skalaen. ”Mainstream partierne” har mistet tilliden hos nogle vælgere, som til dels skyldes en midtersøgning og politiske 38 skandaler. Den manglende tiltro kan skyldes, at vælgerne har fået nok af eksempelvis skandalesager eller, at vælgerne ikke føler at disse partier favner bredt nok i forhold til deres ønsker. Eksempler på disse ønsker kunne være grøn politik eller indvandrerpolitik. (Knigge, 1998, 258-259). Slutteligt konkluderer Pia Knigge på hendes resultater, og mest overraskende er det, at hun ikke finder nogen sammenhæng mellem fremgang for ekstreme højrepartier og hypotesen om de økonomiske omstændigheder. Dog kommer indvandrer fjendtligheden og den politiske utilfredshed de højreekstreme partier til gode. De vil stadig agere opholdssted for de ”politisk hjemløse”, og Knigge forudser heller ikke at indvandrerdebatten vil forstumme inden for en nær fremtid. (Knigge, 1998, 271-273). Opsamling Jens Rydgren, som også er forsker i højreekstreme partier, har i sin artikel ”The sociology of the radical right” forsøgt at samle og inddele den enorme forskning af højreekstremisme. Der er tre teser i det Rydgren kalder ”Demand-Side Factors”, man kan betegne dem som de tre mest anerkendte retninger inden for forskningen. Den første tese kaldes Anomi/socialt sammenbruds tese, men denne vil der ikke kommes nærmere ind på, da den empirisk er blevet forkastet af andre forskere (Rydgren, 2007, 247). Den næste tese har Rydgren døbt det relative tab/moderniseringens tabere, og denne retning falder både Lipset og Jackman & Volpert ind under. Dog tilhører de hver deres gren af denne retning. Lipset fokuserer på, at tab af status er essentielt for mennesker, der i forvejen befinder sig i den nedre strata i befolkningen. Hvorimod Jackman og Volpert er af den holdning, at de vælgere, som ikke kan følge med accelerationen i økonomien og i samfundet både socialt og kulturelt udgør moderniseringens tabere (Rydgren, 2007, 247-250). Pia Knigges forskning tilhører den tese Rydgren har valgt at kalde den etniske konkurrence, som siger, at indvandrespørgsmålet udgør den væsentligste del af de højreekstremes succes. Denne retning er af den mening, at der blandt nogle vælgere hersker en konsensus om, at det er populært at være fremmedhadsk og forsvare sin nationalitet, samt at den politiske utilfredshed af uforklarlige årsager bidrager til de højreekstremes succes (Rydgren, 2007, 250-252). Ydermere nævner Rydgren nogle supplerende faktorer til de førnævnte. Disse faktorer udgøres blandt andet af politiske opportunitetsstrukturer, valgsystemer og spærregrænser, medierne etc. (Rydgren, 2007, 252-257) 39 Det kan ikke understreges nok, at forskningen på området er enorm, og meningerne derom er endnu flere, og der vil derfor inden for ekstremismeforskningen aldrig være et entydigt svar på, hvorfor disse partier oplever fremgang, da det som postuleret ovenfor skyldes flere faktorer. Relation til vores projekt Vi har valgt at inddrage de ovenstående tre teoretiske perspektiver på højreekstreme partiers fremgang under kriser, fordi vi mener, at de kan bidrage til besvarelsen af problemformuleringen. Desuden står teorierne i opposition til Christoffer Green-Pedersens teori om dagsordenfastsættelse. Vores begrundelse for inddragelsen er, at det har været nødvendigt at få en indsigt i højreekstreme partiers fremkomst, samt hvilke faktorer der påvirker dem til at agere, som de gør under folketingsvalg i krisetider. Vi vil med teorierne forsøge at afdække, hvad der har været afgørende for Dansk Folkepartis valgresultat i 2011. Samt hjælpe til at analysere, om krisen overhovedet havde indflydelse på Dansk Folkepartis folketingsvalg samme år. Teorierne skal ligeledes inddrages i en diskussion på lige fod med Christoffer Green-Pedersens teori i et forsøg på at vurdere, om teorierne er fyldestgørende nok til at kunne forklare netop Dansk Folkepartis folketingsvalg i 2011. Der er generelt nogle forbehold i forhold til teorierne. Alle tre tager teoretiske standpunkter udgangspunkt i vesteuropæiske lande, og derfor vil alle dele af teorierne ikke passe fuldstændigt på Dansk Folkeparti. Derudover er der ingen af teorierne, der tager fat i den seneste økonomiske krise fra 2008, da de er skrevet inden den opstod, hvilket muligvis har betydning, fordi ikke alle kriser er ens. 40 Analysen I det kommende afsnit vil vores analyse blive præsenteret, først i form af en dokumentanalyse af Dansk Folkepartis valgannoncer fra folketingsvalget i 2011, og derefter en mere redegørende analyse som stiller skarpt på de underspørgsmål som er formuleret til problemformuleringen. I analyse afsnittet vil der blive inddraget de teoretiske begreber som er blevet redegjort ovenfor, og analysen vil dermed danne grund for den diskussion og senere konklusion som følger umiddelbart efter. Analysen er således delt op i to afsnit, nemlig dokumentanalysen og derefter en analyse af projektets underspørgsmål. Dokumentanalyse I dette analyseafsnit ønsker opgaven, med hjælp fra Christoffer Green-Pedersen teoriapparat at foretage en dokumentanalyse, som skal forklare, hvorfor Dansk Folkepartis valgannoncer blev udformet og så ud som de gjorde ved valget i 2011. Til at hjælpe med det vil der også være inddraget valgannoncer fra 2007 for sammenligningens skyld, samt selvfølgelig valgannoncer fra 2011. Annoncerne, der vil være genstand for dokumentanalysen, vil være følgende og kan ses i bilagene. ”Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt” (2011), ”Stop for rødt - Din ældrecheck forsvinder”(2011), ”Tolerance er dansk, fanatisme er det ikke. ”(2007). I 2011-valgkampen bragte Dansk Folkeparti en annonce, som i opgaven er vores moderdokument. Dokumentet er benævnt ”Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt” (Bilag 3.), og er publiceret lørdag d. 10 september. Annoncen handler om et af den daværende valgkamps vigtigste emne for vælgerne, den økonomiske politik, og viser dermed at Dansk Folkeparti alligevel forsøger at tilkæmpe sig ”taletid” på trods af partiets mangel på emneejerskab på netop emnet om økonomi. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 26). Dansk Folkeparti gør i det indledende afsnit klart, at der i annoncen “Åbent brev til Helle Thorning Schmidt” er tale om en annonce, der handler om den økonomiske politik. ”Vi vil skabe mere lighed og bekæmpe ulighed i det danske samfund. Vi ønsker at give et løft til de økonomisk mest trængte personer i Danmark. Vil du være med? ” Emnet økonomi var i høj grad politiseret ved valget i 2011, og det var derfor svært for Dansk Folkeparti ikke at berøre emnet, da emnet var så stor en del af den politiske dagsorden. Økonomien var en 41 bærende del af den politiske dagsorden i 2011, både i medierne og hos befolkningen, (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 22 & 26) da der på dette tidspunkt raserede den største økonomiske krise siden depressionen i 30’erne. (Thomas Hoffmann, 2009, ¶ Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne?). Som følge af den økonomiske krise, som var politiseringsanledningen, var emnet ”økonomi” dermed blevet politiseret ved valget i 2011, og på den måde fuldstændig uundgåeligt for Dansk Folkeparti. (Green-Pedersen, 2013, 40-42). At Dansk Folkepartis pressetjeneste var klar over dette ses tydeligt i opgørelsen over valgannoncer (Bilag 2.), som viser at annoncer omhandlende økonomi var steget markant fra valget i 2007 til 2011. I annoncen ”Åbent brev til Helle Thorning-Smidt”, prøver Dansk Folkeparti at finde en ”niche” i den økonomiske debat, hvor de mener, at de kan gøre sig gældende. De forsøger derfor med annoncen at foretage, hvad der ligner et indspark til den økonomiske debat, men som i virkelighed ligeså meget er henvendt og handler om et emne, som er et af partiets mærkesager, nemlig de ældre. Annoncen handler ikke om økonomi overordnet, men om den såkaldte satspulje, som efter Dansk Folkepartis mening skal opløses så pengene fra puljen kan bruges på fx ældre. I annoncen skriver partiet følgende. ”Vores plan er at fjerne den såkaldte satspulje. Puljen betaler godt nok sociale projekter rundt om i landet, men finansieres hvert år af 0,3 pct. af overførselsindkomsterne. Det betyder med andre ord, at fx folkepensionister, førtidspensionister og dagpengemodtagere har mistet mellem 6000 og 9000 kroner om året for at betale til disse projekter. (…) Organisationer som Ældresagen har i mange år kæmpet imod satspuljen med argumentation om, at det i længden er uholdbart, at indkomsten for betydelige grupper i samfundet, der i forvejen typisk har lave indkomster, systematisk bliver udhulet. ” - (Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt) Netop Dansk Folkepartis forsøg på at trække emner, hvor partiet traditionelt står stærkt, indover emnet økonomi, hvor partiet ikke står nær så stærkt, opleves også i andre annoncer fra samme valgkamp. Dette ses fx i annoncen ”Stop for rødt - Din ældrecheck forsvinder”, hvor DF igen vil varetage de ældres økonomiske interesser, da man ønsker at ”sikre” deres ældrecheck og rabat på buskort. Ældrechecken er en årlig ydelse, som tilgår de dårligst stillede folkepensionister, hvis disse opfylder nogle hertil opstillede betingelser. Beløbet udbetales ikke hvis folkepensionistens og dennes ægtefælle eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen på 81.500 kr. (Ældre Sagen, 2015, ¶ Ældrecheck) 42 “Hvis Helle Thorning-Schmidt får flertal efter valget på torsdag, kan ældre vinke farvel til ældrecheck og buskort med rabat. Det vil De Radikale nemlig insistere på for at indtræde i, eller bare støtte, en rød regering. (…) Over 200.000 ældre medborgere, der ellers ikke har noget som helst andet end deres folkepension, kan vinke farvel til den ældrecheck på 10.000 kroner, som Dansk Folkeparti har sikret dem. ” Ideen er igen den samme som i ovenstående eksempel. Dansk Folkeparti ved, at de ikke har emneejerskab over det økonomiske område, men da den politiske dagsorden som tidligere nævnt er fastsat tungt omkring økonomi, inddrager partiet emner, hvor partiet ved de har emneejerskab, og kombinerer dem med emnet økonomi, for på den måde at bidrage med politiske budskaber på det økonomiske område. (Green-Pedersen, 2011, 88-89). Et sidste eksempel på dette kan findes ved annoncen “Kjærsgaard - eller Kaos”. Annoncen er som udgangspunkt en annonce, som beskæftiger sig med de økonomiske spørgsmål under folketingsvalget i 2011, men som det fremgår af annoncens tekst, mener Dansk Folkeparti ikke, at man kan diskutere økonomi uden at inddrage indvandrerspørgsmålet. “Dansk økonomi, din velfærd og vores udlændingepolitik hænger ULØSELIGT sammen” Annoncen er dermed også et forsøg på at dreje det økonomiske spørgsmål over på, hvad der for Dansk Folkeparti, er et af partiets stærkeste emner, 43 indvandrerspørgsmålet. Ligesom i ovenstående eksempler er det muligt at argumentere for, at besparelser på indvandrerpolitikken ikke er det, der får Danmark ud af krisen, som Dansk Folkeparti argumenterer med i deres annonce, men annoncen kan i sig selv have til formål at forsøge at dreje debatten fra økonomidebatten over mod indvandreremnet. “Stram udlændingepolitik er forudsætningen for, at vi har råd til danskernes velfærd. ” Dansk Folkeparti sætter oveni købet lighedstegn mellem netop Danmarks økonomiske trængsler og det at stramme op på indvandringen til landet. Argumentet er, at pengene som bruges på indvandring, ved lavere indvandring, kan omplaceres og gøre sig til nytte andre steder, hvor denne ville hjælpe på de økonomiske trængsler. “De andre partier lader som om, man kan løse Danmarks økonomiske udfordringer for sig, uafhængigt af udlændingepolitik. Sådan er det ikke i virkeligheden. ” Derudover er Dansk Folkeparti mere konkrete i fremførelse af, hvad de ønsker i deres annoncer fra 2011-valget omkring økonomien, end de er om deres indvandrerpolitik i annoncerne fra 2007-valget, hvor langt de fleste annoncer består af ”valgslogans”. (Bilag 2). 2007 2011 44 De vælger at fokusere på, hvordan de økonomiske forhold for ældre kan forbedres i deres annoncer omhandlende økonomien fra 2011, mens deres annoncer om indvandrere fra valget i 2007, hvor udlændingespørgsmålet var væsentligt højere oppe på dagsordenen, vælger at tage ”ejerskab” over hele emnet udlændinge. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 22 & 26). Dette kan de tillade sig, da de har ejerskab over indvandreremnet. Dansk Folkeparti må føle, at netop de har et forspring overfor de andre partier i valgkampen på netop emnet om indvandrer, uanset hvilken ”del” af emnet, som den politiske dagsorden bevæger sig ind i. (Green-Pedersen, 2011,50). Omvendt kan den mere konkrete tilgang i valgannoncerne fra 2011 formentlig indikere, at partiet kun ønsker opmærksomhed på de specifikke områder, fx. ældrecheck og satspulje, inden for emnet økonomi, da partiet ikke har emneejerskab over hele emnet økonomi. Dog findes der også eksempler fra 2007-valget på annoncer, hvor Dansk Folkeparti bruger “valgslogans” om økonomiske spørgsmål. Der er dog væsentlig færre af dem i 2007 end i 2011, og de appellerer stadig til de områder, hvor Dansk Folkeparti traditionelt står stærkt. Nedenstående eksempel er et af de eneste eksempler fra 2007-valget, hvor Dansk Folkeparti beskæftiger sig med det økonomiske spørgsmål. Da emnet ved valget ikke er politiseret på samme måde, som det ses med indvandreremnet samme år, er dette dog ikke så mærkeligt. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 26). Nedenstående eksempel er noget af det tætteste Dansk Folkeparti kommer en økonomisk annonce fra valget i 2007. “En sikker hånd... ” skal her forstås, som en økonomisk sikkerhed, og efterfølgende nævnes det, at det er til “de ældre, svage og udsatte”, man ønsker at give denne økonomiske sikkerhed. Dansk Folkeparti er ikke i nærheden at være lige så konkrete omkring, hvor pengene til denne økonomiske sikkerhed skal komme fra, som de er det i annoncerne fra 2011. Her argumenteres det for, at pengene eksempelvis skal komme fra ”Satspuljen” i annoncen “Åbent brev til Helle ThorningSchmidt”. 45 Dansk Folkeparti accepterer ved valget i 2011, at partiet bliver nødsaget til at bringe mere økonomi på banen end ved valget i 2007. De bringer dermed flere annoncer omhandlende økonomi ved valget i 2011 end ved valget i 2007 (Bilag 2.). Dog forsøger de ved valget i 2011, ved hjælp af deres annoncer, at dreje den politiske debat i retning af emner, som partiet står stærkt i. Indgangen til den offentlige debat er dog ved hjælp af annoncer, som overordnet handler om økonomien, men hvor Dansk Folkepartis aftryk bliver at inddrage indvandrere og ældre i den økonomiske debat. Den mere konkrete fremlæggelse af partiets politiske målsætninger ved annoncerne i 2011 i forhold til annoncerne i 2007 sikrer, at Dansk Folkeparti bedre kan diktere dagsordenen inden for det økonomiske spørgsmål, hvor partiet står svagere i billedet, end inden for indvandrerspørgsmålet, hvor partiet gerne vil inddrages uanset, hvilken retningen debatten tager. Partiet kan omvendt have et ønske om at undgå at blive inddraget i debatten om den økonomiske politik i 2011, hvis ikke debatten holder sig inden for emnerne, som partiets annoncer skildrer. Analyse I denne del af analysen vil vi rejse en række spørgsmål, som kan hjælpe os med besvarelsen af vores overordnede problemformulering. I afsnittene vil vi med vores teoretiske begreber inkluderet forsøge at afdække hvilke faktorer der har betydning for svaret på spørgsmålet, blandt andet de dominerende emner under folketingsvalgkampen, Dansk Folkepartis disposition og krisens påvirkning. Desuden vil vi som afrunding på dette afsnit, og overgang til diskussionen rejse et spørgsmål som går på teorien om dagsordensfastsættelse, og i hvilken grad denne kan være beskrivende for det resultat som Dansk Folkeparti oplevede ved folketingsvalget i 2011. Hvilke emner var de dominerende under folketingsvalget i 2011, i forhold til tidligere folketingsvalg? Ved valget i 2011 var det ifølge vælgerne, vigtigst for politikerne at beskæftige sig med velfærd. Velfærd er et bredt dækkende begreb, som dækker over flere af undersøgelsens andre områder. “Økonomi i øvrigt” var det næstmest prioriterede emne hos vælgerne. Fremgangen her var markant, da den fra valget i 2007 var på indekstal 3 og til valget i 2011 var steget til et indekstal på 22. Også arbejdsløshed var ved valget i 2011 steget markant i forhold til valget i 2007. Vælgerne fandt ved 46 valget i 2007 problemet arbejdsløshed næsten helt irrelevant for politikerne at beskæftige sig med, mens man ved valget fire år senere fandt det så relevant, at det her var det tredje vigtigste emne. Arbejdsløshed som emne var også det emne, som på de fire år havde den procentvis største stigning i forhold til vælgernes prioritet af emnet. Omvendt var emnet omkring indvandring faldet væsentligt mellem de to valg. I 2007 indtog indvandring som emne en andenplads over de vigtigste emner i vælgernes øjne, mens emnet var faldet til en femteplads ved valget i 2011. Emnet har i øvrigt ikke været rangeret så lavt på vælgernes prioriteringsliste siden valget i 1998. (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 26). Som vi tidligere har været inde på, er der i vores empiriske afsnit redegjort for, at valget i 2011 var et noget anderledes valg end de foregående folketingsvalg. Dette var primært på grund af den økonomiske krise, som blev en markant politiserings anledning for den økonomiske politik (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 17). Den økonomiske krise var dermed et af de mest centrale emner for diskussionen op til og under valgkampen, og der blev derfor ikke levnet meget plads til at diskutere indvandrerspørgsmålet, som det havde været ved tidligere valg. Økonomien indgik således i ca. 72% af alle artikler, der blev bragt i de tre uger op til valget, kun overgået af socialpolitik, hvilket formentligt skyldes, at de økonomiske spørgsmål tit blev relateret til spørgsmål om velfærd, og derfor også blev socialpolitiske anliggender (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 23). Retter man derimod fokus på flygtninge- og indvandrerdebatten under valget i 2011, var dette et emne, som kun indgik i ca. 29% af alle artikler, der blev bragt i de tre uger op til valget. Dette indikerer tydeligt, at dette var et emne, som ikke fik så meget opmærksomhed, som det blandt andet fik ved valget i 2007. Ved de tre foregående folketingsvalg havde emnet om indvandrere ellers fået en placering i toppen af skalaen for “diskuterede emner”, men blev altså i 2011 overgået af økonomiske emner (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 24). Udover at valget var placeret under en økonomisk krise, var der også andre faktorer, der spillede ind i forhold til at holde indvandrerdebatten ude af medierne under valgkampen. I samarbejde med Socialdemokratiet indgik Socialistisk Folkeparti nemlig en aftale i deres koalition, om at indgå et forlig om de stramninger som VK-regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti havde indført på indvandrerområdet. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti aftalte således før valget, at de ikke havde intentioner om at røre ved disse stramninger efter valget (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 19). 47 Dette er formentligt et koalitionshensyn, som Socialistisk Folkeparti har været nødsaget til at tage for at holde sammen på deres koalition, og samtidig forhindre Dansk Folkeparti i at komme til orde på dette indvandrerspørgsmål under valgkampen. Dette hensyn kunne potentielt have skadet Socialistisk Folkeparti forud for folketingsvalget, men først da det under valgkampen blev tillagt større fokus, skabte det problemer hos deres bagland, da vælgerne mente, at det afveg fra partiets traditionelle venstreorienterede position (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 21). Denne aftale i modkoalitionen fik også betydning for Dansk Folkeparti, fordi de ikke havde nogen at diskutere indvandrerpolitik med. Venstre og Konservative havde i forvejen lavet de stramninger, de mente, der kunne være plads til, mens Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti accepterede stramningerne og erklærede, at de ikke ville røre ved dem, såfremt de fik regeringsmagten efter valget. Det er altså både omstændigheder i verdensøkonomien og et strategisk træk af deres politiske modstandere, der sætter Dansk Folkeparti i modvind under folketingsvalget i 2011, fordi de netop ikke får lov at diskutere emner, hvor de føler, at de har emneejerskab. Dette betyder også, at de ikke i samme grad som tidligere formår at slå sig fast på den politiske dagsorden, og derfor i ringere grad når ud til vælgerne. Jævnfør Christoffer Green-Pedersens teori omkring vælgeradfærd og dagsordensfastsættelse, kan dette altså være noget af forklaringen på, at Dansk Folkeparti under valget i 2011 ikke klarede sig så godt som de tidligere har gjort, fordi de emner som stod øverst i vælgernes bevidsthed ikke var emner, hvor Dansk Folkeparti havde en tilsvarende gennemslagskraft, som de eksempelvis har på indvandrerspørgsmålet. Christoffer Green-Pedersen skriver, at grunden til at et emne ikke opstår på den politiske dagsorden, er fordi det enten ikke overholder de to kriterier, som blev introduceret i vores teoriafsnit herom, netop koalitionskriteriet og det elektorale kriterium. Han argumenterer således for, at begge kriterier skal indfries for, at et politisk emne bliver genstand for politisering i medierne og dermed påvirker den politiske dagsordenen. Det kan diskuteres, om dette kan have haft indflydelse på, om indvandrerspørgsmålet ikke var på dagsordenen i samme grad, som det havde været ved folketingsvalgene forinden. Dette skyldes, at den “røde blok”, hvor Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er delagtiggjort havde indgået en aftale omkring indvandrerspørgsmålet. Dette kunne bryde med koalitionskriteriet, hvis nogle af de andre partier i denne koalition forsøgte at sætte emnet på dagsordenen. Samtidig vidste de godt, at emneejerskabet ville tilfalde Dansk Folkeparti, hvis de forsøgte at skabe debatten, og det elektorale kriterium var derfor heller ikke indfriet. 48 Hele valget taget i betragtning var det et svært valg for Dansk Folkeparti, fordi den primært drejede sig om den økonomiske krise, hvilket ikke er et emne Dansk Folkeparti har beskæftiget sig med, i en grad, så de ville blive genkendt hos vælgerne for deres økonomiske politik. Hvor meget betød det for Dansk Folkeparti, at den politiske dagsorden under valget i 2011, var fokuseret på økonomien, og havde det indflydelse på deres politiske disposition? For Dansk Folkeparti fik det stor betydning, at valget var fokuseret på økonomien. Traditionelt set er de et parti, som tillægges stor betydning for indvandrerdebatten, hvilket gav dem problemer under valgkampen. Emnet, hvor de må siges at have klart emneejerskab, blev således ikke sat på den politiske dagsorden, men blev overskygget af den økonomiske debat. Dette faktum kan være udslagsgivende i forhold til at forklare den tilbagegang, som partiet oplevede ved folketingsvalget i 2011, hvilket var første gang de nogensinde oplevede en tilbagegang ved et folketingsvalg i partiets historie. Partiet gik tilbage fra 12,3% til 10,7% hvilket betød at partiet mistede 3 af deres 25 mandater ved folketingsvalget i 2011 (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 27). Om valgkampens tema har fået partiet til at ændre dets disposition, har vi bearbejdet i dokumentanalysen, og desuden lavet vores eget kvantitative data på dette. Vi har udarbejdet et cirkeldiagram, som viser, hvordan Dansk Folkeparti ved valget i 2011 brugte flere af deres annoncer på at promovere økonomisk politik, end de tidligere har gjort, og samtidig prioriterede indvandrerdebatten lavere end ved tidligere folketingsvalg. Diagrammerne viser en opdeling af alle Dansk Folkepartis annoncer, ved folketingsvalget i henholdsvis 2007 og 2011. Diagrammerne er opdelt i fem kategorier: Økonomi, velfærd, indvandrere, EU og andet. (Bilag 2.) Diagrammerne understreger tydeligt, at Dansk Folkeparti i forhold til valget i 2007 har ændret deres politiske disposition, så deres annoncering peger i en mere økonomisk retning. Ses dette i lyset af, at valget fandt sted under en krisetid, var det den eneste rigtige disposition at lave, og har formentligt reddet dem fra et større valgnederlag. Fra Christoffer Green-Pedersens synspunkt vil hans teori pege på, at Dansk Folkeparti er sluppet nådigt fra folketingsvalget, i forhold til at den politiske dagsorden var fastsat på et emne, som Dansk Folkeparti ikke havde en decideret politik på. Denne relativt lave 49 tilbagegang forklares igennem vores dokumentanalyse ovenfor, da partiet ved hjælp af deres annoncering formåede at inkorporere diskussionen om ældre i den økonomiske politik, hvor de i nogen grad vil kunne opfylde det elektorale kriterium, da vælgerne forbinder Dansk Folkeparti med et parti med “stærke” værdier på ældreområdet. Man kan måske endda med rette sige, at Dansk Folkeparti har ejerskab på emnet. Det kan altså ses i Dansk Folkepartis annoncering under folketingsvalget i 2011, at de på trods af det ændrede fokus på den politiske dagsorden, forsøger at holde fast i nogle af de emner de allerede er etableret på, og hvor det kan siges, at det elektorale kriterium opfyldes. Man kan samtidig sige at de forsøger at forbedre mulighedsbetingelserne for at spørgsmålet om ældre kan få plads på den politiske dagsorden. Dette gør de ved at forklæde deres ønske om at rejse spørgsmålet om ældre, i en økonomisk kontekst - for derved at give emnet bedre muligheder for at vinde indpas på den allerede eksisterende politiske dagsorden, og samtidig dreje den over på deres egen mærkesag. Det samme kan man sige om deres udlændingepolitiske udspil under valgkampen. Som ovenstående dokumentanalyse også var inde på, er specielt annoncen “Kjærsgaard eller Kaos” et eksempel, hvor Dansk Folkeparti binder økonomi og velfærd direkte sammen med indvandrerpolitikken i et citate: “stram udlændingepolitik er forudsætningen for, at vi har råd til danskernes velfærd”. Igen prøver Dansk Folkeparti tydeligt at bringe deres emneejerskab i spil, i form af indvandrerdebatten, som samtidig kan forholde sig det det økonomiske spørgsmål, som dominerer dagsordenen. Hvordan påvirkede det faktum, at folketingsvalget i 2011 fandt sted under en økonomisk krise, valgresultatet for Dansk Folkeparti ved samme valg? Det er ikke til at komme uden om den økonomiske krise under folketingsvalget i 2011 hverken for de politiske partier eller for vælgerne. Den økonomiske krise var nummer to i rækken af de emneområder, der havde fået mest dækning i løbet af den 3 uger lange valgkamp (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 23). Uden at så tvivl om krisens betydning for valgkampen og selve folketingsvalget, så er spørgsmålet hvad den havde af betydning for Dansk Folkeparti? 50 I teoriafsnittet er der redegjort for to eksempler på tidligere økonomiske kriser. Den store depression, som 30’ernes økonomiske krise er blevet døbt, er skrækeksemplet på et højreekstremt partis fremkomst. Stigende arbejdsløshed og inflation, samt et fald i den industrielle produktion udgør de økonomiske omstændigheder i Tyskland i slutningen af 20’erne. Befolkningen er betydeligt presset, og hungrer efter en løsning på den økonomiske krise. Krisens grad af alvorlighed understreges ved ophævelsen af den demokratiske Weimarrepublik (Encyclopaedia Britannica. Encyclopaedia Britannica Online Academic Edition, 2015, ¶ Germany - The end of the republic). Modsat krisen i 30’erne foregår oliekrisen, der starter i 1973, under mildere omstændigheder. Stigende energipriser medfører nogle af de samme økonomiske konsekvenser, som også gjorde sig gældende i 30’erne, for flere Vesteuropæiske lande. Dobbeltcifret arbejdsløshedstal afløser den høje beskæftigelse, som har været gennemgående igennem “de glade” 60’ere. Til gengæld har den lange periode med gode økonomiske nøgletal inden den økonomiske krise betydet, at levestandarden for store dele af den vesteuropæiske befolkning er væsentligt bedre, end tilfældet var for den tyske befolkning i 30’erne (Knigge, 1998, 257-258). Visse paralleller kan drages mellem den seneste økonomiske krise fra 2008 og de to tidligere kriser. 30’ernes økonomiske krise er det ekstreme tilfælde, og der ikke mange sammenfald med krisen fra slutningen af 00’erne. Folketinget er ikke ved at bryde sammen, og levestandarden er væsentlig bedre end i 1930’erne. Uligheden i Tyskland dengang var væsentlig større end under 00’ernes økonomiske krise i Danmark, hvor folk var uden arbejde og måtte gå fra hjem og hus. Specielt arbejdsløsheden adskiller den seneste krise fra 30’ernes krise, hvor arbejdsløshedstallene var over fire gange så høje som de var i 2008 (Thomas Hoffmann, 2009, ¶ Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne?). Krisen i Danmark i 1970’erne minder væsentlig mere om den økonomiske krise fra 00’erne. Begge kriser kom i kølvandet på store økonomiske opsving, og på trods af flere sammenlignelige tilstande kan det konstateres, at der var forskelle på de to kriser. En nævneværdig forskel på de to føromtalte kriser var de økonomiske omstændigheder Danmark befandt sig i. Under oliekrisen i 1970’erne havde Danmark et stort underskud på betalingsbalancen, hvorimod man havde oparbejdet et stort overskud på betalingsbalancen ved den seneste krises begyndelse i 2008 (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 51). 51 Seymour Martin Lipset samt Robert W. Jackman & Karin Volpert deler formodningen om at økonomiske kriser påvirker de højreradikale partier i en positiv retning, med henblik på valgresultater. Lipset forsøger at forklare nazipartiets fremgang med, at de i høj grad appellerer til fattige mennesker, en tese som ganske vel gjorde sig gældende i Tyskland på dette tidspunkt, men som er svært sammenligneligt med det Danmark som eksisterede i 2008. Denne økonomiske usikkerhed, som dengang påvirkede det tyske folk i høj grad, kan ikke sammenlignes med Danmarks befolknings tiltro til økonomien i 2008. I 30’erne var levestandarden, som det tidligere er nævnt, lav, og bekymringerne omhandlede de mest basale behov. Disse bekymringer var ikke til stede hos det danske folk under den seneste krise, derimod bestod bekymringerne eksempelvis af, at miste friværdi i sin bolig (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 54). Set i lyset af dette var tyskerne i en langt mere økonomisk udfordrende situation, som udmundede i et desperat ønske om, at der fra politisk side blev handlet aktivt for at få kontrol over krisen, da dette på daværende tidspunkt ikke var tilfældet for Weimarrepublikken. Ifølge Jackman & Volpert skulle de bedste betingelser for de højreradikales valgsucces være til stede under denne krise, eftersom at Danmark både har et flerpartisystem og proportionalt valgsystem. Danmark har tilmed en forholdsvis lav spærregrænse (2%), sammenlignet med andre europæiske lande. Det udgør sammen med et højt antal af partier særdeles gode vilkår for de højreradikale partier. Arbejdsløsheden, som Jackman & Volpert mente havde betydning for de radikale højrepartiers succes, var derimod ikke på samme måde til stede under 2011 valget. Ganske vist steg arbejdsløsheden en smule, men det var egentlig kun den unge del af befolkningen der blev berørt (Stubager, Hansen og Andersen, 2013, 58). Jævnfør tabel 3.1 i krisevalg står Dansk Folkeparti ikke stærkt hos det unge segment, da de her kun ville opnå 9% af stemmerne. I opposition til de to ovenstående teorier har Pia Knigge en anden tilgang til højreekstreme partiers succes. Hendes modsvar er som bekendt det faktum at antiimmigration altid vil tiltrække nogle vælgere. Dette gælder også for Dansk Folkeparti, som tydeligt har gjort dette emne til deres hovedprioritet, dog var det ikke særligt nemt for partiet under krisevalget i 2011. Ifølge Knigges teori er yderfløjenes vælgere udgjort af personer, som ikke længere stoler på de store mainstream partier – i Danmarks tilfælde Venstre og Socialdemokratiet, samt de vælgere som har svært ved at finde et politisk ståsted. Det er muligt, at Knigges teori havde noget at sige i forhold til valgresultatet, da Dansk Folkepartis xenofobiske ageren medvirkede til, at valget ikke blev en større fiasko end forventet. 52 Der er visse indikationer på, at den økonomiske krise har påvirket Dansk Folkepartis valgkamp. Ikke mindst fordi undersøgelsen af Dansk Folkepartis valgkampagne fra 2011 er en indikation af, at de rettede ind i forhold til, at det var økonomien, der var valgets hovedtema. Det påvirkede Dansk Folkeparti, eftersom at de ikke længere kunne tale om de emner, som de politisk var stærkest i. Derudover gik partiet tilbage, det var en beskeden tilbagegang, men det var, som tidligere nævnt, første gang siden partiets stiftelse i 1995. Det er vigtigt at slå fast, at et folketingsvalg afgøres af mange faktorer, og at en økonomisk krise ikke kan afgøre valget alene. Krisen i 2008 var ganske vist af betydning, men det skal pointeres at Danmark og befolkningen var særdeles rustet til krisen, om end politikerne forsøgte at tale krisen op (Stubager, Hansen & Andersen, 2013, 58). Hvorvidt om danskerne gennemskuede dette inden de stod i stemmeboksene, eller om det skyldtes, at økonomien ikke var så afgørende igen er svært at sige. Det er også vigtigt at tilføje at folketingsvalget foregik under andre omstændigheder end under de tidligere krisevalg. Levestandarden er væsentlig forbedret siden 1930’erne og også siden 1970’erne. Der er siden de to tidligere kriser sket meget, blandt andet har teknologien udviklet sig markant, men i særdeleshed fremkomsten af velfærdsstaten og dens udvikling har haft en stor betydning for, hvor hårdt finansielle kriser rammer vestlige samfund. Danmark er i 2008 et moderne informationssamfund, og det er ikke udelukket, at vælgerne har været dygtige til at se igennem den økonomiske krise, eller alternativt ikke har foretaget deres valg ud fra et økonomisk synspunkt. Kan Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse og betydningen af denne for et folketingsvalg, kritiseres med Dansk Folkepartis relativt lave tilbagegang, ved folketingsvalget i 2011, taget i betragtning? Ifølge Christoffer Green-Pedersens teori om politisk dagsordensfastsættelse afgøres et folketingsvalg af det emne, som er det mest dominerende på den politiske dagsordenen under en valgkamp, og dermed er det sidste, som vælgerne har i hovedet, inden de sætter deres kryds på stemmesedlen. Følger man denne tanke helt til dørs, burde folketingsvalget ifølge hans teori altså have fået helt andre, og langt større mandatmæssige konsekvenser for Dansk Folkeparti, end den relativt lave mandat tilbagegang, som partiet oplevede på blot tre mandater. 53 I den forbindelse er det derfor relevant at undersøge hvilke mangler Christoffer Green-Pedersens teori kan lide under. Teorien arbejder med en forståelse af, at partierne med emneejerskab over de mest diskuterede emner under folketingsvalgkampen i 2011, også er de partier, som får det bedste resultat ved dette. Der kan dog rejses den kritik af teorien, at man aldrig kan få mulighed for at efterprøve teoriens holdbarhed. Undersøgelsen kan nemlig ikke gentages under ændrede vilkår, hvor krisen stadig er en faktor, men hvor for eksempel udlændinge- og indvandrerdebatten er det mest debatterede emne på dagsordenen. Med det in mente skal det yderligere påpeges, at det ved førstkommende valg efter tilblivelsen af Christoffer Green-Pedersens teoriapparat om dagsordenensfastsættelse på sin vis afkræfter hans teori i Dansk Folkepartis tilfælde. Der kan nemlig argumenteres for, at Dansk Folkepartis tilbagegang ved valget i 2011 er så relativ lille en tilbagegang, at man med kritiske briller på Christoffer Green-Pedersen teori kan argumentere for, at der kunne forventes en større tilbagegang hos Dansk Folkeparti under et “krisevalg”. Desuden kan Christoffer Green-Pedersen kritiseres for ikke at tage højde for vælgernes valg i forhold til hvilken koalition eller blok man stemmer på. Et eksempel herpå kan være at der sidder en ældre, som går ind for Dansk Folkepartis politik i forhold til ældrechecken, men fordi partiet er konstitueret i en koalition, som i fællesskab støtter Lars Løkke Rasmussen, kan dette afholde vælgeren fra at sætte sin stemme på et parti i denne koalition, for at undgå en stemme på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Christoffer Green-Pedersen bruger altså selv begrebet koalitioner og hensyn til disse, men tager ikke højde for, at disse såkaldte koalitioner principielt også kan afholde nogle fra at stemme på et givent parti. Dette skal ses i forbindelse med Dansk Folkepartis manglende økonomiske politik, hvorfor de så er nødsaget til i høj grad at læne sig op af deres koalitionsparters økonomiske politik. På trods af den ovenstående kritik af Christoffer Green-Pedersens teoriapparat, er der også en række gode elementer i hans teoretiske overvejelser om mekanismerne bag dagsordensfastsættelse under et folketingsvalg. Han indfører således mange interessante betragtninger og begreber, som kan hjælpe med behandlingen af analysen ved et folketingsvalg, samt hvilke emner der er genstand for diskussion under et folketingsvalg. Hans begreber har således været afgørende for vores forståelse af, hvordan partierne, og i særdeleshed Dansk Folkeparti, har promoveret sig frem mod og under valget i 2011, og givet os en forståelse af, hvorfor de har valgt den annoncering de har, hvilket har dannet grobund 54 for vores dokumentanalyse, samt vores statistiske overvejelser i forhold til opdelingen af annoncerne fra folketingsvalget i henholdsvis 2007 og 2011. Vi har tidligere i vores analyse gjort rede for, hvordan Dansk Folkeparti har brugt “nicher” af den økonomiske debat, til at belyse problemerne i henhold til de emner, hvor partiet selv har emneejerskab. Dette er en faktorer vi ikke var klar over, og ikke havde opdaget før vi påbegyndte vores analyse. Dette er nemlig ikke en faktor, der på nogen måde er nævnt i Christoffer Green-Pedersens teori om dagsordensfastsættelse og partiernes ageren i forbindelse med at påvirke denne dagsorden. Dette kunne i vores optik betragtes som en mangel i Christoffer Green-Pedersens teori. Havde han derimod valgt at inddrage dette perspektiv, som et teoretisk begreb i sin samlede teori, ville man ved hjælp af en sammenkobling af det elektorale kriterium, mulighedsbetingelser og emneejerskab, danne ramme om et nyt begreb, som kunne hjælpe til at afdække netop det Dansk Folkeparti i flere tilfælde har gjort under folketingsvalget i 2011, og dermed få endnu et perspektiv ind i en, i vores optik, forholdsvis dækkende teori. 55 Diskussion Vurder og diskuter forklaringskraften af projektets teorivalg, i forhold til casen, omhandlende Dansk Folkeparti og deres folketingsvalg under den økonomiske krise i 2011? Det følgende afsnit vil indeholde en diskussion af projektets teoriapparat, samt i hvor høj grad vores valgte teorier kan bruges til at forklare og afdække projektets case. Dette er vigtigt at afgøre, fordi vi ønsker at undersøge om vores valgte teori, besidder en fyldestgørende forklaringskraft af Dansk Folkepartis ageren før og under folketingsvalget i 2011. Vi vil derfor diskutere de forskellige teoretiske synspunkter i det nedenstående afsnit, og dermed vurdere om den teoretiske forskning på området, har mangler i forhold til at afdække den case, som projektet forsøger at undersøge. Diskussionen vil samtidig bringe et kritisk blik på vores teoretiske udgangspunkter og forsøge at udpege områder, hvor der mangler forskning i forhold til det teoretiske materiale. For bedst at kunne forholde vores teorier til hinanden, er det relevant at se på, hvordan de to teoretiske apparater er modsatrettede. Vores samlede teoriapparat indeholder nemlig fire teorier. På den ene side har vi Christoffer Green-Pedersens teori, som forholder sig til den politiske dagsordensfastsættelse, mens vi på den anden side har de tre teorier, som forholder sig til yderliggående højrepartier under valg i økonomiske krisetider. Disse to forskellige teoretiske tilgange, giver altså hvert deres bud på hvilke forventninger man kunne have til resultatet af folketingsvalget i 2011, og kan altså samtidig drages ind som teoretisk baggrund for netop vores case, da begge tilgange potentielt vil have indflydelse på casen. De kan altså i fællesskab give et kompetent bud på, hvorfor Dansk Folkeparti er gået tilbage, men samtidig også, hvorfor denne tilbagegang altså ikke er blevet større end de tre mandater, som de mistede ved folketingsvalget i 2011. For at kunne lave denne sondring, er det relevant at diskutere, hvilken af de to teoretiske tilgange der har størst betydning i forhold til at afgøre, hvordan udfaldet af et folketingsvalg under en krisetid bliver. Christoffer Green-Pedersens teoriapparat er ikke udelukkende forbeholdt valg der foregår under krisetider, hvorimod de andre teoretiske perspektiver, som er inddraget i projektet, alle refererer til valg, der foregår i krisetider. Disse to teoretiske tilgange kan med fordel supplere hinanden, når det kommer 56 til at forklare, hvordan projektets case er faldet ud, nemlig at Dansk Folkeparti har oplevet en tilbagegang under folketingsvalget i 2011. På den ene side er det muligt at argumentere for, at Dansk Folkeparti, ifølge Christoffer Green-Pedersens teori, burde have lidt et større valgnederlag end de gjorde. Forklaringen på tilbagegangen kan således findes i teorien, som peger på, at højreekstreme partier i udgangspunktet kan have en fremgang, når folketingsvalget finder sted under en krise, som det netop var tilfældet i 2011. Det vil altså sige, at de to teorier i en vis udstrækning tilsammen kan udgøre et grundlag for at vurdere og forstå, hvorfor Dansk Folkeparti gik tilbage, men også hvorfor de gik så relativt lidt tilbage. Til spørgsmålet om hvilken af vores teoretiske tilgange der har haft størst betydning for udfaldet af vores case, er der flere perspektiver man skal inddrage i diskussionen. Det kan være svært at skelne mellem, hvilken af de to teoretiske tilgange der har været mest afgørende for folketingsvalget i 2011’s udfald. Et klart argument er dog, at begge teorier har gjort sig gældende for denne case, i og med at man ud fra Christoffer Green-Pedersens teori kunne forvente en større tilbagegang for Dansk Folkeparti, mens man fra krisevalgsteoriens perspektiver kunne forvente en fremgang hos partiet. Da resultatet som bekendt blev, at Dansk Folkeparti oplevede en lille men beskeden tilbagegang, vil man umiddelbart kunne slutte, at Christoffer Green-Pedersens teori har været mest indflydelsesrig. Dette postulat har dog det forbehold, at en række andre faktorer kan have påvirket tilbagegangen. En af disse faktorer kan blandt andet være, at Dansk Folkeparti i forsøget på at dreje dagsordenen over på deres stærke emner italesætter den allerede eksisterende dagsorden, gennem emner hvorpå de selv har ejerskab. Dette opleves tydeligt ved flere af partiets annoncer ved folketingsvalget i 2011, hvor økonomien italesættes gennem indvandreremnet, hvilket også påvises i dokumentanalysen. Desuden kan man i forlængelse af Christoffer Green-Pedersens teori om koalitionshensyn i forhold til det enkelte parti, i samme vending argumenterer vi for, at der også bør eksistere et koalitionshensyn, som den enkelt vælger må tage stilling til. Dette koalitionshensyn kan indebære, at vælgeren lader overvejelser, omkring hvilken kandidat denne helst ønsker indtager statsministerembedet, påvirke beslutningen om hvor krydset sættes. Det vil altså med andre ord sige, at en vælger undlader at stemme på det parti som ellers umiddelbart appellerer bedst til vælgeren, da partiet ikke støtter den statsministerkandidat, som vælgeren helst ser som vinder. Dermed stemmes der ikke alene ud fra argumenterne i Christoffer Green-Pedersens teori. 57 I forhold til hvorfor vores kriseteori ikke har den forklaringskraft, som man kunne håbe, og hvorfor dens påvirkning ikke umiddelbart har været mest gennemtrængende i netop vores case, kan peges på at teorien i dens udformning dækker over så mange forskellige lande, og dermed også forskellige afskygninger af yderliggående højrepartier. Der kan her argumenteres for, at Dansk Folkeparti er et unikt parti af sin slags, fordi man i retorikken omkring højrepartierne i krisevalgsteorien ikke tager højde for, at de yderliggående partier også eksisterer i mere tolerante versioner, end ekstreme i teoriens klassiske forstand. Desuden har Dansk Folkeparti ikke de samme karakteristika, som klistres på partierne i andre dele af Vesteuropa. Det kan derfor siges, at selvom Dansk Folkeparti på nogle punkter er det mest yderliggående højreparti, vi herhjemme har i folketinget, står deres principper ikke til mål med de yderliggående højrepartier, som teorierne i særlig grad bygger på. Partiet kan altså ikke fuldstændigt sammenlignes med ekstreme partier som græske Xrysh Aygh [Gyldent Daggry] og franske Front National. Fraværet af et ekstremt yderliggående højreparti i Danmark kan i dette tilfælde trække paralleller mellem, hvor relativt hårdt krisen har ramt landet, og hvor yderliggående partiet placerer sig i det politiske landskab. Dette emne berører netop Seymour Martin Lipset i sin teori om normer for tolerance, nemlig at vælgerne er mere tilbøjelige til at trække længere til højere, jo hårdere de er ramt af krisen. Som derfor bliver et argument for, at teorierne har mangler, i forhold til at forklare Dansk Folkepartis tilbagegang. Ovenstående diskussion har forsøgt at forklare, hvor vores teoretiske apparater ikke kan lave en fuldkommen afdækning af den case, som vi satte os for at undersøge. De opnår derfor ikke fuld forklaringskraft, da begge teorier som det blev påpeget, har fejl og mangler i forhold til vores meget specifikke case. Desuden har vi i diskussionen forsøgt at finde frem til hvilken af de to teorier, der har haft størst indflydelse på det egentlige valgresultat, men er kommet frem til, at man ikke kan drage en sådan overordnet konklusion på hvorvidt Christoffer Green-Pedersens eller krisevalgsteorierne har haft størst indflydelse, eller så at sige mest “ret”, i forhold til at forklare forholdene i vores case. Dog kan vi helt klart argumentere for at begge de teoretiske tilgange vi har valgt at belyse vores case med, har givet os en bredere forståelse for, hvorfor Dansk Folkepartis folketingsvalg i 2011 gik, som det gjorde. 58 Konklusion Det står nu klart, at et folketingsvalg er en meget kompleks affære at forsøge at afdække med fuldstændig nøjagtighed. Der er således et hav af faktorer der spiller ind på, hvor vælgerne sætter deres stemme, og således hvordan et valg falder ud. Det må dog konkluderes, at det tydeligt fremgår af Dansk Folkepartis ageren under folketingsvalget i 2011, at partiet fordi valget bliver afholdt under en økonomisk krise agerer anderledes end partiet gjorde ved fx. valget i 2007. Ved valget i 2007 var der ingen økonomisk krise og dagsordenen var derfor ikke påvirket af de økonomiske emner, i samme grad som i 2011. At partiet agerer anderledes ved valget i 2011 kommer til udtryk ved, at annoncerne som vores statiske materiale også tydeligt indikerer, handler væsentligt mere om økonomi, end de gør ved valget i 2007. Dette må ses som udtryk for, at partiet under valget i 2011, bevidst har ændret deres politiske dispositioner i forhold til folketingsvalget i 2007. En sådan tilpasning som Dansk Folkeparti foretager i forhold til valget af emner i deres annoncering, bevidner om at partiet er opmærksomme på, at de bliver nødt til at tilkæmpe sig en plads på den politiske dagsorden, der hvor denne nu befinder sig. Dette er partiet nødsaget til at gøre, uanset om partiet ønsker at debattere det økonomiske område eller ej. Lige så rosende som man kan være over for Dansk Folkepartis politiske dispositioner med Christoffer Green-Pedersens teori in mente, lige så skeptiske bør man være, hvis man analyserer valget gennem projektets krisevalgsteorier. I dem fremgår det, at et yderliggående højreparti burde have de bedste forudsætninger for politisk fremgang under et valg, som bliver afholdt under en økonomisk krise. Dette er som bekendt ikke tilfældet med Dansk Folkeparti. Dog kan deres manglende fremgang i en eller anden grad også forklares med, at partiet ikke fuldstændigt kan sammenlignes med partierne, som fremgår i krisevalgsteorien. Vi kan konkludere, at begge vores teoretiske perspektiver har vist sig at være relevante for afdækningen af vores case, da de har givet os mulighed for at anskue casen nuanceret fra to forskellige positioner, i forhold til at forklare, hvordan Dansk Folkepartis resultat af folketingsvalget i 2011 var påvirket af omkringliggende omstændigheder. Ingen af vores valgte teoretiske perspektiver ville således have kunne afdække casen alene, da ingen af dem kan tilbyde den bredde, som er nødvendig for at kaste lys over så komplekst et fænomen, som casen må siges at være. 59 Vi kan altså konkludere, at det er lykkedes for partiet at vinde indpas på den aktuelle dagsorden, i og med at de har formået ikke at opleve en større tilbagegang end den relativt beskedne tilbagegang de oplevede ved folketingsvalget i 2011, hvilket man i en vis udstrækning må rose partiet for, da valget ikke umiddelbart stod til at være i deres favør. Dansk Folkeparti skal derfor roses for de strategiske overvejelser de har lagt i folketingsvalget i 2011, hvor partiet lykkedes med at begrænse nederlaget. 60 Perspektivering I forlængelse med dette projekt kunne det være interessant at arbejde videre med en undersøgelse af, hvad et lederskifte betyder for et partis tilslutning. Herunder kunne man undersøge, dels hvor meget en specifik partileder betyder for et partis vælgertilslutning, hvilket mere end nogensinde er aktuelt, med alle de politiske skandaler, som i disse år bliver bragt op i medierne. Dels kunne det mere konkret være spændende at undersøge hvor meget det har betydet for Dansk Folkeparti, at partiet har skiftet partileder fra Pia Kjærsgaard til Kristian Thulesen Dahl. Alle spåede, at partiet ville få det svært efter Pia Kjærsgaards afgang, men i virkeligheden har partiet vel klaret sig bedst af alle partierne i meningsmålingerne, der har skiftet partileder fornylig. Til et sådant projekt kunne det være interessant at stille nogle underspørgsmål, som for eksempel at undersøge om partiet har lagt linjen lidt om i forhold til den nye partileder, eller om det er den samme ”stil” som partiet fører. Dette kunne man undersøge blandt andet ved at analysere partiets annoncer før og efter Kristian Thulesen Dahls tiltrædelse, for eksempel ved at sammenligne hans tale ved partiets årsmøde, med Pia Kjærsgaards tidligere taler ved Dansk Folkepartis årsmøde og se på forskelle og ligheder i denne sammenhæng. Opgaven kunne med andre ord være med til at belyse en spændende problematik omkring, hvad et lederstifte gør for et partis tilslutning og profil. Det opleves eksempelvis tit i sportens verden, at der argumenteres for effekten ved et ”trænerskifte”. Vil man på samme måde kunne opnå en positiv effekt ved et skifte af en partileder, som har været i front for partiet i en årrække? Kan det ”friske blod” forandre noget? I den sammenhæng kunne man inddrage disciplinen interview og på den måde udvinde empiri ved at interviewe en ansat i partisekretariatet og/eller interviewe et medlem af folketingsgruppen. På den måde ville man kunne få et indblik i, hvordan arbejdsgangene kan have ændret sig og hvordan en partikollega har oplevet skiftet til en ny leder. 61 Litteraturliste Claus Kjersgaard Nielsen (2014): FOLKETINGSVALGET 2011, danmarkshistorien.dk, Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/folketingsvalget-2011/ Dansk Folkeparti (2009): 1. Dansk Folkepartis værdier Et endnu bedre Danmark, Dansk Folkeparti, Christiansborg. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://www.danskfolkeparti.dk/bEt_bedre_Danmark_b Dansk Folkeparti (2009): 4. Finanspolitikken - rammen om samfundets udvikling, Dansk Folkeparti, Christiansborg. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://www.danskfolkeparti.dk/Finanspolitikken Dansk Folkeparti (2009): 7. Socialpolitik, Dansk Folkeparti, Christiansborg. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://www.danskfolkeparti.dk/Socialpolitik_n_399 Encyclopaedia Britannica. Encyclopaedia Britannica Online Academic Edition (2015): Seymour Martin Lipset, Encyclopædia Britannica Inc. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://academic.eb.com/EBchecked/topic/342991/Seymour-Martin-Lipset. Encyclopaedia Britannica. Encyclopaedia Britannica Online Academic Edition (2015): Germany, Britannica Inc. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://academic.eb.com/EBchecked/topic/342991/Seymour-Martin-Lipset. Green-Pedersen, Christoffer (2011): Partier i nye tider - Den politiske dagsorden i Danmark. Aarhus Universitetsforlag, 1.udgave, Gylling. Larsen, Rune Engelbreth (2001): Det nye højre i Danmark. Clementstrykkeriet, 1. udgave, Århus. Lipset, Seymour Martin (1960): Political Man. Heinemann educational books, 1. udgave, London. 62 Ramian, Knud (2012) Casestudiet i praksis. Hans Reitzels Forlag, 2. udgave, Aarhus. Ritzau (2011): Værd at vide om Dansk Folkeparti, TV2.dk. Senest besøgt d. 21. maj 2015: Http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-43017054:værd-at-vide-om-dansk-folkepartidf.html Stubager, Rune og Hansen, Kasper Møller og Andersen, Jørgen Goul (2013): Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Tilst. Thomas Hoffmann (2009): Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne? Videnskab.dk. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-er-forskellen-pa-finanskrisen-nu-og-i-1930erne Ældre sagen (2015): Ældrecheck, Ældresagen. Videnskab.dk. Senest besøgt d. 21. maj 2015: http://www.aeldresagen.dk/faa-raad-og-stoette/vaerdatvide/social_pension/folkepension/aeldrecheck_supplerende_pensionsydelse_til_folkepensionister/sider/default.aspx 63 Bilag Bilag 1. – Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra hhv. 2007 og 2011 Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra 2011 Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra valget i 2011. Antallet af valgannoncer er på 17, men to af annoncerne indgår i to kategorier. Antallet af kategorier som annoncerne er inddelt i er fem og er følgende fem. ”Økonomi, Indvandring/udlændinge, EU, Velfærd og Andet”. Økonomi: 64 Indvandring/ Udlændinge: 65 EU: Velfærd (sundhed, infrastruktur): 66 Andet: 67 Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra 2007 Inddeling af Dansk Folkepartis valgannoncer fra valget i 2007. Antallet af valgannoncer er på 21. Antallet af kategorier som annoncerne er inddelt i er fem og er følgende fem. ”Økonomi, Indvandring/udlændinge, EU, Velfærd og Andet”. Økonomi: Indvandring/udlændinge: 68 EU: Velfærd: Andet: 69 Bilag 2. – Cirkeldiagram over Dansk Folkepartis valgannoncer i henholdsvis 2007 og 2011 DF's valgannoncer 2007 Andet 14% EU 5% Velfærd 24% Indvandrere og udlændinge 52% Økonomi 5% EU Indvandrere og udlændinge Økonomi Velfærd Andet DF's valgannoncer 2011 Andet 10% EU 16% Velfærd 16% Indvandrere og udlændinge 32% Økonomi 26% EU Indvandrere og udlændinge Økonomi Velfærd Andet 70 Bilag 3. – ”Åbent brev til Helle Thorning-Schimdt” 71
© Copyright 2024