Pressemeddelelse Første spadestik i Danmarks Multimodale Transport- og Logistikcenter (DMTC) ved Taulov. Med påbegyndelsen af det første byggeri i DMTC-arealet i Prinsessens Kvarter i Taulov er visionen om at realisere Danmarks multimodale transport- og logistikcenter i Fredericia et skridt nærmere. Fredag den 4. september kl. 11.00 – 12.00 tager ADP A/S første spadestik på opførelse af nyt domicil for virksomheden Otto Schachner ApS. Første spadestik markeres med deltagelse af Fredericias Borgmester Jacob Bjerregaard, Adm. direktør Nils Skeby fra ADP A/S, Adm. direktør Jan Lund fra Otto Schachner ApS og Divisionsdirektør Henrik Skaarup fra entreprenørvirksomheden Gråkjær A/S, som har totalentreprisen på byggeriet. Nyt domicil til Otto Schachner ApS I det byggemodnede erhvervsområde nord for motorvej E20 ved Taulov i Fredericia, hvor ADP A/S har erhvervet 200.000 m2 jord, opfører ADP 4.000 m² lager og 650 m² domicil i to etager med kontor, showroom og kantine for virksomheden Otto Schachner ApS. ”For os er beliggenheden i DMTC-området oplagt af flere årsager. Placeringen tæt på motorvejen giver os nogle muligheder for at optimere vores forretning og give os større synlighed. Derudover ligger der nogle meget spændende udviklingsperspektiver for hele DMTC-området, hvor der på sigt kan skabes synergi mellem virksomhederne i området”, siger adm. direktør Jan Lund fra Otto Schachner ApS. Synergien mellem Fredericia Havn og DMTC ”Vores beliggenhed centralt i Danmark forpligter, og med begrænsede arealer på Fredericia Havn og med udviklingen af DMTC står vi som virksomhed godt rustet til fremtidens transport- og logistikudfordringer. Nu når den første virksomhed er på plads i DMTC-arealet ved Taulov er jeg helt sikker på, at flere vil følge efter”, siger Nils Skeby, administrerende direktør i ADP A/S. Byggeriet af nyt domicil for Otto Schachner ApS forventes at stå færdigt i medio 2016. Otto Schachner, den 92 årige stifter af firmaet otto schachner, gave en hånd med, da det første spadestik skulle tages til firmaets nye domicil og lagerbygning i DMTC, der ejes af Accosiated Danish Ports A/S, her omgivet af bl.a. adm. direktør Nils Skeby ADP, direktør Jan Lund, otto schachner og borgmester Jacob Bjerregaard.
© Copyright 2024