5. maj 2015 Den Jyske Opera søger fuldtids teatertekniker til sceneteknik og turné Efter ca. 35 år har én af vores trofaste medarbejdere valgt at gå på efterløn, og vi leder nu efter en ny kollega som led i dette generationsskifte. Den Jyske Operas teknik er til daglig 8 fastansatte teknikere, og vi har værksteder, prøvelokaler og lagre i Aarhus. Den Jyske Opera har en flad struktur i de tekniske afdelinger, og vi forsøger selv at dække alle områder i en operaproduktion. Vi er utrolig stolte af vores arbejdsplads og den kvalitet, vi leverer. Du skal dele vores passion for opera/teater, og vi lægger vægt på kreativitet, ansvar, holdånd, initiativ, engagement, fleksibilitet og samarbejde. Vores nye tekniker vil i samarbejde med operaens andre tekniske afdelinger være ansvarlig for den scenetekniske opbygning, afvikling og vedligeholdelse af operaens produktioner. Når vi producerer nye forestillinger er der stor brug for tekniske løsninger, som er kreative, holdbare og turnévenlige. Det er også vigtigt at kunne samarbejde med designere og sangere med en international baggrund. Du skal derfor være i stand til at tale et forståeligt engelsk. Vi forventer, at du fagligt: Har relevant teknisk baggrund/uddannelse inden for teater eller lign. branche Erfaring med snoretræk, inddækning, podier, rig system etc. Er udpræget logisk tænkende og kan løse komplicerede logistiske opgaver Er teater-mekaniker som kan løse opgaver i træ, metal, stof etc. Har kørekort (min. B) Vi forventer, at du socialt og menneskeligt: Er en udpræget teamplayer og har en uformel samarbejdsform Er struktureret, har fokus på kvalitet og kan styre ”hands” på spillestederne Trives med at turnere ca. 2x2 måneder om året (ca. 50 overnatninger) Kan gå foran og sige ”nu gør vi sådan”, når situationen kræver det Har et godt humør og et stort gåpåmod, selv i stressede situationer Løn- og ansættelsesvilkår: Løn og arbejdsforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Teknisk Landsforbund (TL) og Den Jyske Opera. Tiltrædelse 1. august 2015 eller hurtigst muligt derefter. Stillingen er på 37 timer ugentligt. Samtaler vil blive afholdt i juni. Arbejde i aftentimer og weekender må påregnes i forbindelse med prøver, forestillinger og turné. For yderligere information kan teknisk chef Jens Pauli Halager-Dam kontaktes på telefon 20490362. Alle interesserede uanset baggrund opfordres til at søge stillingen. Ansøgning og cv sendes til [email protected], mrk. ”Tekniker” og skal være Den Jyske Opera i hænde senest den 1. juni 2015.
© Copyright 2024