Operation for morbus Morton

Patientinformation
Ortopædkirurgi
Operation for morbus Morton
Nerveknude i foden
Er du i medicinsk behandling?
Hvis du er i blodfortyndende behandling med Marcoumar eller Marevan, skal du holde pause med
behandlingen fra 5 dage før og til 1 dag efter operationen evt. i samråd med den læge, der kontrollerer din
behandling. Ved behandling med Hjertemagnyl/børnemagnyl skal du holde pause i 3 dage før til 1 dag efter
operationen. Ved behandling med Persantin og Plavix aftales pause individuelt.
Hvis du i øvrigt dagligt er i behandling med medicin, skal denne tages som vanligt, med mindre andet er aftalt.
Tandlæge
Undgå tandbehandling (inkl. tandrensning) en uge før og en uge efter indgrebet.
Personlig hygiejne
På operationsdagen vaskes området, hvor operationen skal foretages, grundigt i forbindelse med bad om
morgenen.
Undlad at smøre creme på huden i området, da det vil mindske effekten af den sterile afvaskning, der
foretages forud for operationen.
Hvis du bliver syg op til operationen, eller får sår, bumser, rifter i operationsområdet, bedes du venligst
kontakte os, da det kan have betydning for din operation.
Beklædning
Af hensyn til evt. forbinding/bandage er det en god idé at overveje beklædningen på operationsdagen – du bør
fx undgå stramtsiddende benklæder.
Risiko
Ved enhver operation er der risiko for kar-/nerveskade, efterfølgende arvævsdannelse, blodprop, infektion, og
der kan ikke garanteres smertefrihed.
Bedøvelse
Operationen foregår i lokal bedøvelse, og du bedes spise og drikke almindeligt før indgrebet.
Ved indgreb i lokal bedøvelse kan du mærke, at der foregår noget i operationsområdet, men du mærker det
ikke som smerte.
Bedøvelsen varer ca. 4-6 timer.
Operationen
Selve operationen varer 15-30 minutter. Vi forventer, at dit samlede ophold hos os kommer til at varer ca. 1
time. Du skal dog være opmærksom på, at der kan forekomme ventetid af hensyn til det øvrige
operationsprogram.
Hjemtransport
Du må på operationsdagen ikke selv køre bil herfra, hvilket vil sige, at du skal sørge for hjemtransport og helst
sidde på bagsædet med benet oppe.
1
Udarbejdet 10-2014/CTA/JRO
Revideres 10-2017
Patientinformation
Ortopædkirurgi
Efterforløb
Du kan gå på benet, men der er mulighed for at låne krykker på hospitalet.
De første 3 døgn kan du gå forsigtigt rundt, men for at undgå hævelse skal du mest muligt sidde/ligge med
benet oppe, men vippe med fodleddet hyppigt (flere gange i timen).
Forbinding/kontrol
Forbindingen skal holdes ren og tør. Sker der gennemblødning af forbindingen, bedes du kontakte os.
Forbindingen fjernes 3 dage efter operationen eller skiftes på klinikken (aftales på operationsdagen).
Trådene fjernes hos os efter 10-12 dage.
Smertestillende
Efter operationen kan det ikke undgås, at du har smerter. Du skal selv før operationen have indkøbt
smertestillende håndkøbsmedicin fx Panodil. Såfremt det skønnes nødvendigt, vil du på operationsdagen få
udleveret smertestillende medicin som supplement til håndkøbsmedicinen.
Sygemelding
Du skal forvente at være sygemeldt 2-4 uger afhængigt af dit erhverv.
Motorkøretøj
Man skal være i besiddelse af sin fulde førlighed for at måtte føre motorkøretøj. Du må ikke køre med
forbinding.
Evt. komplikationer
Hvis der kommer stærke smerter, infektionstegn i form af hævelse, varme eller rødme i operationsområdet
eller feber, bedes du kontakte os på klinikken.
Yderligere spørgsmål
Har du yderligere spørgsmål i forbindelse med din behandling, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte
os.
Telefon Hellerup: 39 77 70 70
Telefon Odense: 65 48 70 70
Med venlig hilsen
CFR Hospitaler
2
Udarbejdet 10-2014/CTA/JRO
Revideres 10-2017