BWSC Seniorklub Referat af besøg på Tegners Museum og Skulpturpark. (Arrangører: Søren Barkholdt og Erik Bundegård) Onsdag den 28. maj mødtes i alt 19 personer for at opleve Tegners Museum og Skulpturpark i Dronningmølle, nærmere betegnet Rusland, som det også kaldes. Vejret var let overskyet og blæsende men ikke egentlig koldt, men overtøj var nødvendigt når man gik i den spændende park og den flotte natur. Et udsnit af deltagerne foran en af de imponerende skulpturer. Udstyret med glimrende brochurer om museet var det nemt at finde rundt i parken, dog kunne man ønske sig, at skulpturerne var enten nummererede eller at titlen måske var skrevet på soklen. Titlen kunne man finde i brochuren, men det kan være sin sag at læse kort, der var jo ikke mange navigatører, men mange til at give deres besyv med. Vi kom dog rundt til alle skulpturerne på en times tid, hvorefter der var sørget for forfriskninger ved parkeringspladsen, velfortjent efter strabadserne og en absolut bedring i vejret. Derefter gik vi ind i museet, hvor vores meget effektive guide viste rundt og fortalte levende om Rudolf Tegners, hans liv og virke. Museet er en af de allerførste betonbygninger, der er opført i Danmark, og kun med ovenlys og uden varme. Derfor er museet også lukket om vinteren. Men spændende var det, selv om akustikken ikke var den bedste, men guiden gjorde sit bedste for at vi alle sammen fik at høre, hvad hun havde at fortælle. Referat af besøg på Tegners Museum BWSC Seniorklub Eksempel på gipsafstøbning af et de mange værker. Afstøbninger er ikke behandlet på nogen måde, hvorfor man ikke må berøre hverken statuer eller sokler. I øvrigt var der en aktuel udstilling ”Fra skitse til statue” og her blev der tid til at se, hvordan man laver disse afstøbninger. Meget interessant. Guiden modtog velfortjent applaus efter omvisningen, der varede en times tid. Herefter kørte vi til Cafe Ved Søen, hvor der hurtigt blev trakteret med velskænket øl fra Halsnæs Bryghus, lækre sild (3 slags), mørbradbøf og ost, efterfulgt af kaffe og en ualmindelig velsmagende chokolade. Formanden havde spenderbukserne på, og lod klubben betale den obligatoriske brændevin, Linje forstås. Ved 15 tiden var alle godt tilpas og skiltes med ønsket om en god sommer og på gensyn onsdag den 27 august til Roskilde Fjord Rundt Referat af besøg på Tegners Museum BWSC Seniorklub Referat af besøg på Tegners Museum
© Copyright 2024