Grindsted kirke Alder og byggestil Den oprindelige kirke i Grindsted var en beskeden kvaderstenskirke i romansk rundbuestil fra 1100 tallet. Omkring år 1300 blev kirken udvidet første gang. Bortset fra en forlængelse af skibet og tilbygning af et våbenhus sidst i 1500-tallet var denne kirke fra tidlig middelalder menighedens samlingssted gennem mere end 800 år. I begyndelsen af det 20. årh. viste kirken sig at være for lille og blev i 1921- 23 stærkt udvidet til dens nuværende udseende. Den nye kirke fik med sine 6-700 siddepladser tilnavnet "Hedens Domkirke". En upopulær kirkeejer I 1790 kom Provst Christopher Sølling, kirkens ejer, i strid med sognet og præsten, da han udskiftede blytaget med tegl. Han blev så upopulær, at der opstod et sagn, ifølge hvilket han skulle have smeltet blytaget om til kugler, og skibet, der fragtede denne ugudelige last, gik efter sigende ned ud for Sjællands Odde. Kort tid herefter blev kirken slemt beskadiget af et lynnedslag! Hvad blev der tilbage? Ved ombygningen nedrev man vestenden af skibet, der nu omdannedes til kor. Kirkens gamle kor blev adskilt fra det øvrige rum ved tilmuring af korbuen og her indrettedes sakristi. Kirkehistorisk samling I kirkens tårn er opsat en udstilling af inventar fra kirken gennem tiderne. Her kan man følge kirkens liv gennem 900 år skildret gennem effekter, billeder og tekster. Klokkerne Den oprindelige kirke har aldrig haft et tårn, men klokken hang i en klokkestabel (et åbent træstativ med tag). Den 400 år gamle klokke fra den sidste klokkestabel blev sammen med en ny klokke ophængt i kirkens tårn i 1923. Den gamle klokke er støbt i Lübeck i 1613, og bærer Christian IV’s navnetræk, samt en latinsk indskrift af Rom. 8, 31: ”SI DEVS PRONOBIS QVIS CONTRA NOS” (Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os). Den nye klokke er støbt i 1923, og bærer indskriften: ”kommer og lader os synge for Herren med fryd”. dinkirkedinkultur.dk Et sakristi er et rum i kirken, hvor messeklæder, bøger, alterkar, lys og andet, som bruges ved gudstjenesten, opbevares. Her ifører præsten sig præstekjole og messehagel. Af samme grund kaldes sakristiet mange steder også for præsteværelset. Se kirkeklokker på Youtube Feks. Borup Kirkes klokker www.youtube.com/watch?v=5Muwy9v1tUo
© Copyright 2024