Standardforside til projekter og specialer
ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Standardforside til projekter og specialer Projekt- eller specialetitel: 30 ÅR, TO REVOLUTIONER; EN MULTI-DIMINTIONAL ANALYSE AF IRANS GRØNNE REVOLUTION 2009 Projektseminar/værkstedsseminar: Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.): Projektets art: ALLAN HASSANIYAN SPECIALE Modul: Vejleders navn: SUNE HAUGBØLLE Afleveringsdato: 23.1.2015 Antal anslag inkl. mellemrum: 191731 Tilladte antal anslag inkl. mellemrum jf. de udfyldende bestemmelser: 1 studerende: 144.000 – 192.000 anslag inkl. mellemrum svarende til 60-80 sider 30 ÅR, TO REVOLUTIONER; EN MULTIDIMINTIONAL ANALYSE AF IRANS GRØNNE REVOLUTION 2009 SPECIALE AF ALLAN HASSANIYAN SPECIALEVEJLEDER: SUNE HAUGBØLLE POLITIK OG ADMINISTRATION 2014-15 INISTITUT FOR SAMFUND OG GLOBALISERING, ROSKILDE UNIVERSITET The anonymous “Letter from Iran” “In the history books of the 21st century, the first chapter will be about us [Iranians]. In the introduction, they might write about 9/11 and war on Iraq and Afghanistan, but those events symbolized an outdated language of violence and tools of the previous century: airplanes, bombs and bullets. Then they will write that the first chapter is dedicated to us because we have been the true children of our time …. They will write that we were the social movement of which all of us were its leader and all of us were its organizer …. They may make a subsection to describe how a movement without the command center was acting so well-orchestrated. How its ideas, desires and slogans were suggested, criticized, and completed so well, and then one day they were expressed in such a harmony as if all these millions had practiced together for years…. In the same chapter they will write that we lived the last days of guns and bullets and we showed that the awareness, the information and channels of communication for human connection exist, bullets are pointless. They may put a picture of a single bullet that was ever pulled out of a magazine” Kilde1: 1 Mahdavi i Jahanbogloo 2012:79 Forside illustration: Fisher i Kamalipour 2010: 109-110 & Tunnelzaman 2014 Indholdsfortegnelse Abstract ......................................................................................................................................................... 1 Kapital 1: Problemfelt & litteraturreview .................................................................... 2 1.1 Introduktion & motivation ............................................................................................................... 2 1.2 Revolution eller bevægelse? .............................................................................................................. 2 1.3 Problemfelt ......................................................................................................................................... 4 1.4 Problemformulering .......................................................................................................................... 7 1.5 Arbejdsspørgsmål .............................................................................................................................. 9 1.6 Litteraturreview................................................................................................................................. 9 Kapitel 2: Teori & metode .......................................................................................... 12 Begrundelse for teorivalg ............................................................................................................................ 12 2.1 Teoretiske rammer .......................................................................................................................... 12 Tredje og fjerde generation af revolutionsteorier ........................................................................................ 13 Antropologiens tilgang til politiske revolutioner......................................................................................... 18 Social movement-teori................................................................................................................................. 19 Reformist-revolutionær: Refo-lutions ......................................................................................................... 20 2.2 Metode, videnskabsteori og vidensproduktion ............................................................................. 22 Analysens rammer ....................................................................................................................................... 22 Metodisk tilgang .......................................................................................................................................... 23 Videnskabsteori og vidensproduktion ......................................................................................................... 25 Dataindsamlingskriterier ............................................................................................................................. 26 Eksisterende forskning om Den Grønne Revolution ................................................................................... 27 Kapitel 3: analyse........................................................................................................ 28 3.1 Revolution efter revolution; Strukturernes rolle .......................................................................... 28 3.1.2 Post-1979s nye politiske dagsorden ............................................................................................. 32 Forsøg på reformering af regimets strukturer .............................................................................................. 33 Regimets faldende popularitet ..................................................................................................................... 35 Manglende kapacitet og institutionelle fejl ................................................................................................. 37 Den Grønne Revolution? ............................................................................................................................. 39 3.2 Aktørers kollektive handlinger og artikulationer ......................................................................... 40 3.2.1 30 års kollektive handlinger......................................................................................................... 42 Kvinders uafsluttede kamp .......................................................................................................................... 42 Religiøse intellektuelle og universitetsstuderende....................................................................................... 44 Unge og ungdomsbevægelser ...................................................................................................................... 46 Byboere og Teheran som den evige kampplads .......................................................................................... 47 3.2.2 Én begivenhed, flere diskurser .................................................................................................... 48 Ballademagere eller republikanere? ............................................................................................................ 49 De 10 minutter, der rystede Iran .................................................................................................................. 52 Værdier og symboler ................................................................................................................................... 53 Mardomsalari (Folkets herredømme) ......................................................................................................... 54 Īrānīyat og identitetsrelaterede artikulationer .............................................................................................. 56 3.3 Revolutionen i en globaliseret tidsalder ......................................................................................... 58 Irans cyberaktivisme .................................................................................................................................... 59 Den Grønne Revolution og cybersympati ................................................................................................... 61 Iranske intellektuelle og internationale fora ................................................................................................ 63 Menneskerettigheder – en global udfordring............................................................................................... 64 Kapitel 4: Diskussion & konklusion .......................................................................... 66 4.1 Diskussion ......................................................................................................................................... 66 4.2 Konklusion ....................................................................................................................................... 72 Litteraturliste .............................................................................................................. 74 Blogs, Netavis & Hjemmesider ................................................................................................................... 76 Appendiks .................................................................................................................... 80 Abstract The Iranian society has since the 1979 Revolution and establishment of the Islamic Republic experienced multiple socioeconomic and political turbulence and instability. The institutional power composition of the Islamic regime, based on two contradictory foundations for legitimacy of governance – electoral parliamentary and theocracy –, is the major challenge of the regime legitimacy. The resistance of the powerful Supreme Leader and conservative hardline groups to democracy and modernity is the biggest hindrance to conducting reform in the country. Iran’s masse uprising called ‘the Green Revolution/Movement’ came as reaction to the result of the 2009 presidential election and a general population discontent to the regime policy. Protesters have had by many ways challenged the Regime and its legitimacy. For instance, they demanded reelection, removal of Ahmadinejad and in some cases removal of the Supreme Leader Ali Khamenei. The Green Revolution and following period’s political tumults are the country’s biggest political event since the 1979 Revolution. This thesis stems from an interest in studying why and under what conditions the Iranian people just 30 years after the 1979 Revolution again has stormed the streets and required regime change. The thesis proposes the hypothesis that following three major factors: structural change, collective actions of agencies and the globalization’s multifarious effects on societies, are among the most dominated elements for generating the Green Revolution. The Islamic regime’s lack of conducting reform and neglecting Iranians demand for change; actors – among them students, young, women and intellectuals – collective actions; as well as the contribution of the internet, digital technologies and social medias providing the framework for the analytical section of the thesis. 1 Kapital 1: Problemfelt & litteraturreview 1.1 Introduktion & motivation For cirka 35 år siden i februar 19792 tog millioner af iranere varmt imod Ayatollah Ruhollah Khomeini, grundlæggeren af Irans Islamiske Republik og landets første åndelige leder, ved hans hjemkomst. De tog Khomeini og hans regime til sig. I en historisk kontekst er 30-35 år så kort tid, at personlige beretninger og reflektering over begivenhederne inden for perioden ikke er helt utænkelige. Det kan godt være, at for nogle iraneres vedkommende – mig selv inkluderet – er landets 1979-revolution ’the zero point of history’. Dog er der stadigvæk et bredt udsnit af landets befolkning, særligt den ældre generation, der har friske minder om revolutionen. De kan tydeligt huske tidens stemning og begivenhedernes omfang, hvorfor det virker opsigtsvækkende, at befolkningen så kort tid efter udfordrer revolutionen. Post-revolutionens tre årtier har været overskygget af mangeartede regime-befolkningsrelationer, dog toppede konflikterne i 2009 med den efterfølgende tids folkelige opstande og deres relaterede kæde(re)aktioner. Situationens revolutionslignende tilstand blev til et nyt vendepunkt i landets sociopolitiske udvikling og fik tilnavnene Enghelabe/Jonbeshe Sabz (da. Grøn revolution/bevægelse). Opståen af Den Grønne Revolution er sammenfaldende med 30årsdagen for 1979 revolutionen og etableringen af den Islamiske Republik. Interessen for spørgsmålet om; ”hvilken samfundsmæssig udvikling/hvilke former for statslig politik fik flertallet af den iranske befolkning til at udfordre regimet og dets legitimitetsgrundlag?”, er blandt nogle af de overvejelser, der har motiveret mig til at undersøge baggrunden for Den Grønne Revolution og landets seneste tre årtiers sociopolitiske udvikling. Specialeafhandlingen er kulminationen på fem års uddannelse og akademisk rejse og forhåbentlig anledningen til en ny rejse, der sigter mod en forskningskarriere. Afhandlingens indhold er frugten af fem måneders intens forskning (nov. 2014-jan. 2015). I denne anledning vil jeg takke min specialevejleder Sune Haugbølles positive og konstruktive bidrag og hans støtte til processen. 1.2 Revolution eller bevægelse? Irans udbredte og omfangsrige opstande i 2009, deres relaterede kæde(re)aktioner samt måden, de har udfordret regimet på, har mange lighedspunkter med den traditionelle forståelse af sociopolitiske revolutioner. Mange af de protesterende havde ønsket om regimeskift, dog på 2 Ti dage før den officielle sejrsdag for Revolutionen den 11. februar 1979. 2 grund af forskellige vilkår, herunder regimets omfattende brug af vold, blev opstandene afviklet og endte som en mislykket revolution. Grundet landets revolutionslignende tilstand gennem denne periode betegner og italesætter jeg i afhandlingen fænomenet for ’Den Grønne Revolution’. I Irans politiske litteratur er der to overordnede begrebsliggørelser af fænomenet; Enghelabe Sabz (Den Grønne Revolution) og Jonbeshe Sabz (Den Grønne Bevægelse). De to betegnelser afspejler forskelligheden af iranernes syn på fænomenet. Selvom Den Grønne Revolution ikke har ført til fundamentale strukturændringer, har den beriget landets modstandsbaserede politiske kultur, hvor nu kritiske grupper i offentlige fora – trods konsekvenserne – udfordrer regimets legitimitet. F.eks. hævder Dabashi, at Den Grønne Opstand er udfaldet af folkelige krav om borgerrettigheder og frihed og kan karakteriseres som en revolution af den ’ikke-klassiske type’. Revolutionen har været ikkevoldelig og ville blot gennem reformering af regimet erstatte Velayat-e Faqih3 med nutidige demokratiske styringsinstrumenter. Khosrokhavar tilføjer, at Den Grønne Revolution som et nutidigt fænomen for første gang i landets historie har gjort diskussionen om demokratisering til et folkeligt emne, og i realisering af dette valgte man at støtte sig til ikkevoldelige midler og metoder (Khosrokhavar 2012 & Dabashi 2013). Opstandene repræsenterede forskellige gruppers holdninger og hensigter. Mangfoldige intentioner blev synlige, da demonstranterne råbte Marg-bar Khamenei (død over Khamenei) og rev plakater med hans billeder over. I de efterfølgende perioder blev nye værdier artikulereret, udtrykt som mardom/mardomsalari (folket/folkets herredømme), hvilket blev en del af landets demokratiseringsdiskurs. Protesterne kan på grund af deres slagkraftighed og tidsmæssighed karakteriseres som ekstraordinære handlinger med stor betydning for retningen af landets post-2009 politiske udvikling. Kollektive handlinger af byboer, f.eks. gennem religiøse højtidligheder som Ashura og Muharram4, har skabt særlige øjeblikke med stor betydning for revolutionens udformning. Disse gav anledning til regimets overreaktion, især når dets eksistens var truet af protesterne. Regimets voldelige håndtering af hændelserne har afsløret dets overreaktionære og brutale 3 Konceptet Velayat-e Faqih er en (konservativ) islamisk doktrin, der danner den centrale akse for shiismens politiske tænkning. Khomeini betegnes som en af nutidens shiitiske ledere, der har kunnet både præge fortolkningen og også praktiseringen af Velayat-e Faqih som et politisk instrument i styringen af det iranske samfund efter 1979-revolution. Velayat-e Faqih er et kontroversielt kerneelement i Irans nutidige politiske system, og spørgsmålet om dens evne og legitimitet som et nutidigt politisk instrument har ført til masse debatter. 4 Ashura og Muharram er navnene på to måneder inden for den muslimske kalender, og i disse måneder mindes shiitterne hellige begivenheder som døden af Profetens barnebarn, Imam Hussain, og Slaget ved Karbala. 3 natur. Følelser for fælleskab blev dannet, og gennem anvendelsen af (grønne) symboler blev disse følelser forstærket. Fænomenet har på mange punkter været revolutionært, og derfor betegnes den som en revolution og ikke blot en bevægelse med tidsbegrænset effekt. 1.3 Problemfelt Siden begyndelsen af det 20. århundrede har Irans socioøkonomiske og politiske udfordringer været meget synlige. Landet har været genstand for mange interne konflikter og udefrakommende invasioner og trusler, herunder den russiske og britiske invasion. Forskellige former for strukturændringer og systemskift, f.eks. revolutioner, afskaffelse af monarkier og militærkup mod folkevalgte regeringer, er blandt de begivenheder, der har præget landets udvikling. Inden for det seneste århundrede har iranernes ringe adgang til sociopolitiske rettigheder og retten til at kunne frit praktisere civilsamfundsaktiviteter ført til, at Iran betegnes som et ’short-term society’ (Vahabzadeh 2012: 7). Enghelabe Mashrūteh (Konstitutionel Revolutionen 1905-1907), Reza Shah Pahlavis coup d’etat mod Qajar-dynastiet i 1925, militærkuppet mod premierminister Mossadeq i 1953 og 1979-revolutionen er blandt nogle af landets nævneværdige hændelser inden for mindre end et århundrede. Etablering af et suverænt, demokratisk, moderne og sekulært samfund har været blandt kerneelementerne for nogle af disse opstande og begivenheder. 1979-revolutionen – den mest markante af alle, der førte til en afslutning af mere end 50 år af Pahlavi-dynastiet og begyndelsen på en ny æra i iransk politik – var udfaldet af “the coincidence of societal structural change with class upheaval and the coincidence of political with social transformation” (Skocpol 1979: 4-5). Kampen mod landets dominerende klasse og en crony kapitalisme samt ønsket om at skabe et åbent og demokratisk politisk system var blandt kernekræfterne bag revolutionen; dog endte den blot med et skift fra autoritær og absolut monarki til islamisk teokrati baseret på Velagat-e Faqih. Konceptet Velagat-e Faqih – et Sharia-baseret styringsinstrument præget af Khomeinis syn på samfund og politik – har dannet rammerne for Irans post-1979 revolutions magtstrukturer. Modsat khomeinisterne, der beskriver revolutionen som et folkeligt ønske om etablering af en islamisk stat, var islamisk ideologi blot et element blandt mange andre. Det at mange individer gennem revolutionen har mistet deres liv, skal derfor ifølge Parsa (2011) ikke forstås som deres ønske om martyrium, tværtimod var deres deltagelse rettet mod at forbedre livsvilkår, og ”deres død var resultatet af politisk undertrykkelse og ikke ønsket om martyrium” (2011: 55). Uanset hvilke ideologier eller kampe, der bragte revolutionen til sejre, virker den 4 som ’the zero point of history’ for mange iranere og har medført omfattende forandringer i landet. Khomeinisme-ideologien og dens værdier blev til hovedarkitektur for landets udvikling. Den islamiske regimets primæropgave bestod af rekonstruering af iranernes identitet og historie og at skabe en islamisk Umma, der inkluderer hele den muslimske verden. Kort efter etablering af republikken ændrede islamisterne landets forfatning. En ny forfatning baseret på to modsigende tilgange: parlamentarisk demokrati og islamisk teokrati, baseret på Velayat-e Faqih, dannede grundlaget for landets politiske system. Velayat-e Faqih og dens tilhørende institutioner (Shora-ye Negahban (Vogternes Råd) og Majles-e Khobregan (Ekspertenernes Forsamling)) blev centrum i landets politiske magt og den største kilde til hindring af reformer og samfundsudvikling. Den nye politiske struktur – ikke-folkevalgte og magtfulde Velayat-e Faqih på den ene side og et præsidentielt og parlamentarisk system på den anden side – har betydet en dobbelthed og asymmetriske magtfordelinger i regimet (Banuazizi 1995). Banuazizis pointe er, at f.eks. den åndelige leders omstridte magt har betydet, at han ved at blokere for reformer – betragtet som modstridende med islamiske værdier – fratager og underkender den demokratiske magt, man har gennem forfatningen, som er tildelt landets folkevalgte institutioner. Efter revolutionen fandt sted med argumenter om implementering af islamiske love og bevarelse af revolutionens værdier, omfattende krænkelser af menneskerettighederne, voksede befolkningens utilfredshed mod regimets undertrykkende politik. Flere former for konflikter i regimets indercirkel, især efter Khomeinis død, kom til overfladen. Regimets faldende popularitet bidrog til genopståen af den nye ”politiske kultur af modstand” hos den iranske befolkning (Selbin 1997:132). For at forstå baggrundet for protesterne i 2009 er et indblik i landets overordnede postrevolutions udvikling nyttigt, her opdelt i fire faser. Irans postrevolutions udvikling i fire faser I den første fase med Khomeini som den åndelige leder og landets overhoved i 1979-1989 lykkedes det ham at skabe en nogenlunde grad af samhørighed i regimet trods konflikter, politisk uro og Iran-Irak-krigen. Den anden fase i 1989-1997 er samtidig med Ali Khameneis udnævnelse som Khomeinis efterfølger og republikkens overhoved. Hashemi Rafsanjani som landets præsident for denne periode og hans omfattende fokus på genoprejsning af landets økonomi og genetablering af udenrigspolitiske relationer førte til drastiske ændringer i regimets ideologiske grundlag. Gennem denne periode opstod forskellige konservative og moderate 5 fraktioner inde i regimet, hvor de offentligt kritiserede hinandens tilgange og forståelse af politisk islam og Velayat-e Faqih (Mir-Hosseini & Tapper 2006:15-21). Mohammad Khatamis første præsidentperiode i 1997 betegnes som begyndelsen på den tredje fase; Reform-fasen. Khatami, manden bag konceptet Jame’eh-ye madani (civilsamfundet), opnåede en jordskælvsejr over de konservatives kandidat Nategh-Nouri gennem appel til demokratiske diskurser som at fremme politisk tolerance, respekt for menneskerettigheder og decentralisering af magt og politiske beslutninger i sin valgkampagne (Namazi 2000: 1). Opståen af nye bølger af reformist- og intellektuelle grupper samt regimekritiske aviser med omfattende kritik af regimet er også kendetegnende for perioden. Grundet konservative kræfters modstand har kritikkernes aktiviteter dog ikke været omkostningsfrie. De såkaldte qatl-ha-ye zanjiri (Kædemorderne) og fængsling og henrettelse af oppositionspolitikker var nogle af konsekvenserne for disse aktiviteter. Mange journalister og systemkritikkere blev på brutal vis kidnappet og slået ihjel af regimets efterretningstjeneste. Argumentet for beskyttelse af nezam (systemet) har været grundlaget for de konservatives bekæmpelse af de nævnte gruppers ønske om reform. Mahmud Ahmadinejads første præsidentperiode i 2005 betegnes som den fjerde fase af landets politiske udvikling for perioden før Den Grønne Revolution. Ahmadinejad blev valgets sejrherre i 2005 med populistiske diskurser som social retfærdighed og sloganer som “bring the oil money to the tables of the people… ”. Gennem hans periode mødte et stort folkelige ønske om reformering af landets politiske og økonomiske struktur konservative institutioners modstand. De kvalte enhver form for systemkritiske stemmer og brugte brutale midler til at slå ned på intellektuelle og studenters aktiviteter. Sammenlignet med den forrige fase skabte periodens politiske udvikling oplevesen af et skridt frem og mange tilbage (Monshipouri & Assareh 2009: 31). Siden 1990’erne har forskellige grupper bestående af studerende og postislamisk intellektuelle spillet en vigtig rolle i at skabe diskurser, der afviser konceptet Velagate Faqih og sætter spørgsmålstegn ved regimets legitimitet. Regimets magtpolitiske landskab havde lang tid før opstanden udvist flere tegn på krise og manglende legitimitet, men postopstandsudviklingen og regimets manglende evne til at indgå kompromisser har direkte truet dets legitimitetsgrundlag. Forskellige perioders fejlslagne politik samt krænkelser af borgernes rettigheder fik mange fra regimets indercirkel til at trække deres støtte til regimet tilbage. 6 Med hensyn til Den Grønne Revolutions slagkraftighed og dens rolle i at udfordre regimet påpeger Niusha Boghrati (2010)5, at ”den Grønne revolution har uden tvivl været den største indenlandske udfordring landets herskende klasse gennem de sidste tre årtier har stået over for”. 2009-præsidentvalget blev et nyt omdrejningspunkt i landets politiske udvikling. To diskurser – en statslig konservatisme og en reformvenlig demokratisk diskurs – kom til at stå i skarp kontrast til hinanden. Post-præsidentvalgsperioden som et politisk og situationelt øjeblik har gjort det muligt, at utilfredshederne blev synlige gennem folkelige opstande. Forskellige faktorer og elementer har bidraget til revolutionens opståen. Organisering af masserne var resultatet af samspillet mellem menneskelige og instrumentale elementer. Tilstedeværelse af globale, digitale teknologier, der gør, at spredningen af nyheder og informationer sker på en hurtig og effektiv måde, er blandt nogle af de elementer, der har muliggjort forekomsten af Den Grønne Revolution. Menneskerettighederne som et globalt værdisæt og regimets krænkelse af disse gennem optøjerne har spillet to vigtige roller; på den ene side dannelsen af international sympati og støtte til reformisterne og på den anden side international fordømmelse af regimets brutalitet. Disse har betydet yderligere svækkelse af regimets legitimitet og synliggørelse af Den Grønne Revolution som et internationalt kendt fænomen. En dybtgående besvarelse af de faktorer og elementer, der blot 30 år efter 1979revolutionen motiverede befolkningen til at bringe landet i en revolutionslignende tilstand gennem kollektive og revolutionære handlinger, vil finde sted gennem følgende problemformulering; 1.4 Problemformulering Hvilke sociopolitiske og økonomiske samt aktør- og globaliseringsrelaterede elementer og aktiviteter i Irans post-1979 revolution har forårsaget opståen af landets Grønne bevægelse/revolution i 2009? Visse henvisninger f.eks. (Nikahang …), (Abdi …), (Seratnews …), osv., stammer fra blogs eller Facebooksider og er uden sidetal. I gennem specialet kommer man til at se lignende henvisninger, hvor der står kun årstal men ingen sidetal. Det er ikke fordi der er blevet glemt at referere til sidetal, det er blot fordi de er i HTML form. 5 7 Teoretiske såvel som empiriske data peger på en kombination af vidt forskellige sammenhængende kræfter og elementers effekt på opståen af politiske revolutioner eller revolutionære politiske bevægelser. Gennem en screening af nogle bestemte retninger for revolutionsteorier og empirisk litteratur angående forskellige faser for Irans sociopolitiske udvikling har jeg konstateret, at samspillet mellem mange forskellige faktorer og elementer har banet vejen for Den Grønne Revolutions forekomst. Herunder vil strukturændringer efter etablering af Den Islamiske Republik, udfordrende diskurser og kollektive handlinger fremført af forskellige aktører anses for faktorer, der har skabt institutionelle uoverensstemmelser og desynkronisering af værdier og omgivelser. Strukturændringer eller regimers ignorering af folkelige krav om forandringer kan motivere aktører til at mobilisere sig med hensyn til at udfordre politiske systemer til at reformere sig selv. Protester og symboler båret af aktørerne gennem kollektive handlinger er blandt nogle af måderne, hvor utilfredsheden udtrykkes på, og derfor spiller deres inddragelse i forståelse af revolutioner en vigtig rolle. En yderligere faktor ud over strukturer og aktørers rolle er de teknologiske instrumenter og institutioner, som aktørerne i organisering og udformning af masserne og udspredning af holdninger benytter sig af. F.eks. har cyberaktivisme og computerbaserede kommunikationsmidler spillet en stor rolle i måden, man interagerede og organiserede protesterne i før og efter præsidentvalget i 2009. For at finde svar på specialets problemformulering ville fokus som udgangspunkt ligge på tre overordnede faktorer; 1) strukturændringer i form af institutionelle forandringer, f.eks. etablering af Velayat-e Faqih, 2) kollektive handlinger af aktører som intellektuelle, meningsdannere og studerende samt 3) globaliseringens mangeartede effekter på forekomsten af Den Grønne Revolution. I det følgende vil analysen organiseres gennem tre arbejdsspørgsmål. 8 1.5 Arbejdsspørgsmål 1. Hvilke former for strukturændringer eller folkelige krav på reform og strukturændringer fik iranerne til at igangsætte og tilslutte sig til Den Grønne Revolution? 2. Gennem hvilke institutionelle elementer og kollektive handlinger har aktørerne udfordret det islamiske regimes legitimitetsgrundlag? Hvordan har diskurser og artikulationer – som en del af aktørernes handlinger – bidraget til eskalering af situationen? 3. Hvordan kan opståen af Den Grønne Revolution i en globaliseret kontekst forstås; med fokus på digitale kommunikationsmidler og effekten af globalt anerkendte normer og værdier som f.eks. menneskerettigheder? 1.6 Litteraturreview Følgende er et litteraturreview om Irans Grønne Revolution og årsagerne til dens forekomst. Formålet med reviewet er at informere og give et indblik i (Taylor 2014) den litteratur, der omhandler revolutioner, samt litteratur, der udpeger Irans socioøkonomiske og politiske udvikling/udfordringer for præ-1979 revolutionen og den seneste 35 årelange periode af Den Islamiske Republiks eksistens. Teoretisk litteratur om politiske revolutioner og empiriske kilder med relevans for Den Grønne Revolution er de to hovedgrupper af litteratur, der danner specialets grundlag. Med hensyn til at skabe mulighed for makro/mikroanalyse og med baggrund i påstanden om, at Den Grønne Revolutions forekomst ikke alene kan forklares ved teoretiske begreber fra enkelte tilgange, vil øvrige teoretiske retninger, herunder antropologien, refo-lution og social movement-tilgangen, blive anvendt. Inden for ’den tredje og fjerde generation af revolutionsteorier’ ligger fokus henholdsvis på; samfundsmæssige strukturændringer med drastisk indflydelse på befolkningens hverdag, rettigheder og stat-befolkningsrelationen samt aktørers (kollektive) handlinger og deres anvendte symbolske elementer og artikulationer gennem revolutioner. Skocpols værker (1979 & 1982) inden for denne retning betragtes som de mest anvendte teorier i analyse af 70-80’ernes revolutioner. Ifølge tilgangen skabes desynkronisering og social uro gennem omfattende topdown samfundsmæssige forandringer. Eric Selbin (1997) og Jeff Goodwin er to øvrige 9 teoretikere inden for denne retning, og har henholdsvis fokus på rollen af aktører og statbefolknings relationen i forekomst af revolutioner og sociopolitiske opstande. Antropologiens fokus på politiske revolutioner er en relativ ny tilgang til fænomenet. Med sine teoretiske begreber spiller den en supplerende rolle til traditionelle revolutionsteorier. Comaroff og Comaroff (1991 & 1997) betegnes som de førende videnskabsfolk, der i deres analyser af de udbredte regimeskifter i post-koldkrigstiden praktiserede tilgangen. ’Reale politiske begivenheder’, der inkluderer og indebærer bottom-up baserede samfundsforandringer og dens tilknyttede elementer, herunder masserne og deres funktion, er tilgangens kernebegreber (Thomassen 2012). Den nytænkte refo-lution-tilgang med Asef Bayat (2013) som ophavsmand blev udviklet i kølvandet på Den Grønne Revolution og Det Arabiske Forår. Bayat fremhæver, at disse opstande med deres revolutionære og ikkevoldelige tilgange har forsøgt at tvinge de etablerede regimer til at reformere sig selv. Social movement-teorien betoner, at verdenssamfundet på det seneste har været vidner til forskelligartede kollektive handlinger, hvis særlige kendetegn er modernitet og globalisering. I en globaliseret tidsalder har den teknologiske udvikling inden for sociale medier, f.eks. YouTube og Facebook, og andre computer-medierede digitale medier været rygraden i bevægelsernes udformning og forekomst (Buechler 2011). Laclau og Mouffes tilgang (2002) til diskursanalysen af politiske begivenheder samt Gadamers filosofisk-hermeneutiske tilgang til vidensproduktion/indsamling danner henholdsvis rammerne for afhandlingens metodiske og videnskabsteoretiske tilgange (Gadamer i Højberg 2009). En kombination af primær- og sekundærkilder danner rammerne for specialets empiriske litteraturer. Denne litteratur er formidlet gennem forskellige publikationsformer, som ud over bøger og videnskabelige artikler tæller dokumentarfilmer og videoer, weblogs og valgkalendere, sociale medier og netaviser (arkiver). Overordnet kan disse kilder opdeles i to underkategorier. Den ene kategori refererer direkte til Den Grønne Revolution og årsagerne til dens forekomst. Kilderne inden for denne kategori er produceret enten samtidig med begivenhederne eller reflekterer implicit over hændelserne. De har en tendens til at lægge vægt på aktørernes funktion og rolle. Informationerne er i høj grad formidlet gennem visualisering af begivenhederne, Facebook-konti og netaviser tilhørende lederne af revolutionen eller deres nærmeste allierede. Udvalgte blogindlæg og indlæg fra (net)aviser dækker over perioden en eller to måneder før og efter 2009-præsidentvalget. Formålet med at gennemgå disse kilder er at få indblik i de diskurser, der er blevet anvendt, og måden, de konkurrerende parter italesatte 10 og interagerede med/mod hinanden. Med hensyn til at repræsentere mangfoldige syn på udviklingen er indlæg fra forskellige iranske blogs fra ind- og udland også inddraget. Der bliver hyppigt refereret til indlæg fra f.eks. Vahid-online, Nikahang og Aresh Sigarchi. Forklaringen er, at disse personer havde markante holdninger til situationen, og at deres aktiviteter betød, at de enten kom i fængsel eller forlod landet af frygt for deres sikkerhed. Den anden gruppe af empiriske kilder inkluderer publikationer for både præ- og postopstanderne. Disse kilder reflekter over Irans historiske, socioøkonomiske og politiske udvikling gennem forskellige tidsperioder. Her kan fortolkes og udformes nye påstande og hypoteser. Bayat (2007 & 2013), Jahanbegloo (2012 & 2013), Dabashi (2011 & 2013) og Khosrokhavars (2004 & 2012) værker er blandt den mest anvendte litteratur inden for denne kategori. Trods disse forskeres tydelige sympati med protesterne har de alligevel velargumenterede og akademiske tilgang i deres analyse af fænomenet. Der er flere fællesnævnere for disse to underkategorier. For det første handler de begge om Irans historie, udvikling og udfordringer samt det islamiske regimes rekonstruering af befolkningens identitet og dets indflydelse på landets retning. For det andet er denne litteratur i høj grad produceret af forskere med iranske rødder, hvor de selv enten har været politisk aktive eller aktive deltagere under opstandene. I inddragelse af indlæg og avisartikler er der blevet reflekteret over konfliktparternes (regimet og oppositionens) syn på opstandene. En form for overvægt i Den Grønne Revolutions tilhængeres repræsentativitet er til at få øje på. Forklaringen er, at mens reformvenlige grupper har forskellige forklaringer på revolutionen, har regimet og dets talerør hidtil ikke anerkendt tilstedeværelsen af udfordringerne. Regimet har gennem stempling af demonstranterne som ballademagere og elementer af udenlandske sammensværgelser forsøgt at simplificere udfordringerne og ignorere de folkelige krav. Mens Seratnews & Kayhan News afspejler de konservative gruppers holdninger, er Kaleme, Rahesabz (Jaras) & Mardomsalari blandt de hjemmesider, der udtrykker De Grønnes ledere og reformvenlige gruppers holdninger. 11 Kapitel 2: Teori & metode Begrundelse for teorivalg I forhold til at forklare baggrunden for Den Grønne Revolutions forekomst anvendes der i specialet en kombination af forskellige teoretiske begreber og forklaringsmodeller inden for de fire følgende retninger; de tredje og fjerde generation af revolutionsteorier, den antropologiske tilgang til politiske revolutioner, refo-lutions- og Social movement-tilgangene. Hovedargumenterne for disse valg er, at det 21. århundredes stigende globalisering og udvikling inden for informationsteknologien har betydet omfattende forandringer i organisering af kollektive handlinger og interaktioner mellem aktører til hinanden, men også til deres stat og samfundsinstitutioner. Disse forandringer vanskeliggør dybdegående at kunne forklare revolutioner eller politisk-revolutionære bevægelser ved alene at støtte sig til én bestemt teoretisk retning. Bjørn Thomassen (2012) fremhæver, at “It is not possible to establish a general model that would enable us to explain and predict when and where, and under what exact conditions, revolutions have occurred and will occur” (2012: 702). For at finde svar på revolutioners forekomst, f.eks. af Den Grønne Revolutions art, er det derfor essentielt, at analysen baseres på kombinationen af forskellige teoretiske forklaringsmodeller. Yderligere er Mellemøstens seneste tids udvikling et meget kompliceret forhold, der ikke kan analyseres alene med støtte fra enten revolutions- eller social movement-teorier og forklaringsmodeller. I relation til Den Grønne Revolution har den mange karakteristikker fra traditionelle definitioner af revolutioner – på nær dens manglende regimeskift. I princippet kan den ikke betegnes som en fuldkommen revolution, men grundet sit omfang, effekt og konsekvenser har den været meget mere betydningsfuld end blot en social bevægelse, hvorfor de traditionelle revolutionsteorier må suppleres af andre forklaringers modeller, herunder refo-lution og social movement-tilgangene. 2.1 Teoretiske rammer Fællesnævneren for fænomener, der karakteriseres som politiske revolutioner, er, at revolutioner anses som hurtige, uforudsigelige og grundlæggende transformationer af et samfunds sociopolitiske strukturer, (delvist) gennemført af bottom-up-oprør (Skocpol 1979). Dog er udfordringen ved at afdække forklaringerne på nutidige revolutioner, at gennemgribende analyser af disse forudsætter 12 inddragelse af forskelligartede revolutionsteorier. Gennem de seneste årtier har man i studiet af sociopolitiske revolutioner eller revolutionære politiske begivenheder inddraget betydningen af historiske, kulturelle, institutionelle og udefrakommende faktorers effekt på et givent samfunds udvikling. På grund af processuelle og forklaringsrelaterede kompleksiteter knyttet til revolutioner kan singleelementer og -faktorer ikke forklare sådanne fænomeners forekomst. Derfor anvendes en kombination af forskellige teoretiske fokusser til i at undersøge den kausalitet, der har bidraget til opståen af Den Grønne Revolution. Tredje og fjerde generation af revolutionsteorier De såkaldte ’tredje og fjerde generation af revolutionsteorier’ kan som udgangspunkt være nyttig i reflekteringen over Irans 1979-revolution samt landets sociopolitiske og økonomiske udfordringer for perioden, hvor det islamiske regime har regeret landet. Ifølge Theda Skocpol (1979) er revolutioner af to grunde meget bemærkelsesværdige begivenheder. For det første er de af betydning for de nationer, der har været genstand for dem, men også for hele verdenshistorien. For det andet er der særligt karakteristiske kendetegn ved de samfundsmæssige forandringer, der affødes af disse bevægelser. Revolutioner er udfaldet af befolkningens reaktion på samfundsmæssige konflikter og transformerende processer. Taget store revolutioner i betragtning, f.eks. den franske, russiske og iranske revolution, har de hver på deres måde dannet grundlag for etablering af nye politiske systemer i deres hjemland, og udbredelsen af deres værdier bidrog til nye verdensordner. Dog er det vigtigt at understrege, at revolutioner – herunder Den Grønne Revolution – i nogle tilfælde er udfaldet af regimers modvillighed over for modernisering. I den Grønne revolutions eksempel er behovet for samfundsmodernisering, altså at erstatte landets teokratisk-politiske system med et politisk system baseret på anerkendte internationale normer, bl.a. forklaringen på dens opståen. Makrostrukturelle forandringer og historiske begivenheder, forstået som drastiske ændringer i levestandardsniveauet samt indenrigspolitiske begivenheder med stor historisk betydning, er vigtige elementer i forekomsten af revolutioner. Disse elementer afhænger af graden af befolkningens utilfredshed, eskalering af protester og magthavernes optræden og handlekraft, betegnet af Skocpol som ”aggregate-psychological” (Skocpol 1979: 10), og disse betragtes som afgørende elementer for revolutioners forekomst. En anden forklaring på revolutioners forekomst er ifølge Chalmers Johnson manglende tilstedeværelse af et såkaldt ’værdikoordineringssystem’, altså en funktion, der gør, at et givent samfund er i stand til at 13 tilpasse sig kritiske eller krisesituationer (Johnson i Skocpol 1979: 10). Dette kan f.eks. ses i Iran både i Pahlavi-tiden og under det islamiske styres opståen af landets seneste to revolutioner i 1979 og 2009 og kan fortolkes som et resultat af tilstedeværelsen af politiske systemer, hvor deres institutionelle værdier ikke repræsenterede flertallets normer og kerneværdier. I autoritære og teokratiske regimer som Iran under Pahlavi og Den Islamiske Republik danner folkelige ønske og værdier ikke grundlaget for politiske institutioners legitimitet, tværtimod ligger disse regimers legitimitetskilde enten hos Gud og helligheder eller monarkiet og ideologier. Sådanne regimer er overskygget af krisetilstande, og deres eksistens afføder social opstand: ”når samfundets etablerede institutioner kommer under pres, ville udfaldet være desynkronisering af værdier og omgivelser” (Johnson). Sådanne former for desynkronisering kan også forklares som resultatet af såvel ekstern som intern indtrængen af nye værdier, systemer eller teknologier. Johnson tilføjer, at ”ved opståen af desynkronisering, bliver befolkningen desorienteret og i søgen efter alternative værdier igangsættes revolutionære bevægelser” (Ibid.: 11-12). Desynkronisering eller misforhold bidrager til at skabe en stemning karakteriseret ved mistillid, og jo længere en sådan stemning varer, desto vanskeligere bliver det at finde en politisk løsning. Eskalering eller tilspidsning af dette misforhold betyder utilfredshed og social desorientering. Et ønske om strukturændringer (regimeskift) opstår, og med hensyn til at realisere dette vil kollektive mobiliseringer, der inkluderer forskellige samfundsklasser og interessegrupper finde sted. Der vil efterfølgende etableres målrettede ”massebaserede sammensmeltede bevægelser” med ideologiske rødder (Skocpol 1979: 15). F.eks. gennem 1979-revolutionen var islamiske, nationalistiske og marxistiske ideologier blandt de dominerende grupper, der samlede og organiserede den folkelige kampe mod Pahlaviregimet. Disse gruppers initiativer har gradvist udfordret monarkiets eksistens og resulterede i revolutionen. Ifølge Skocpols dybdegående forståelse af revolutioner kræver disse, at ”man skal finde problematikken”; dvs. at der skal identificeres objektive tilstande og komplekse sammenknytninger mellem forskellige gruppers handlinger og deres betydning for udformningen af sammenløbende processer til revolutioner. Hun tilføjer, at den historiske udvikling af de internationale strukturer” også skal tages i betragtning (ibid.: 18). Indenrigspolitisk og socioøkonomisk destabiliserede forhold har været blandt de oprindelige årsager til opstandene, dog i en globaliseret tidsalder, hvor afstandene bl.a. på grund af digitale kommunikationsmidlers bidrag er blevet kortere, og da der er sket en forøgelse i 14 informationstilgængeligheden, er Irans nutidige generation blevet mere bevidst om deres krav, ønsker og idealer. Globalisering har præget iranernes livstil og overbevisning. Forståelsen for ’the taste of individuel’ i en globaliseret æra har stor effekt på stat-befolkningsrelationen og de forestillinger, som individerne har om deres stat og politiske system. I nutidige samfund er der en bred forestilling om, at stater er subjekter eller produkter af individernes handlinger og forventninger. Når denne forestilling bliver afløst af det modsatte forhold, dvs. at individerne selv er blevet subjektet af den statslige politik, vil individerne blandt andet gennem protestbevægeler reagerer og protesterer imod statens funktion og identitet. Den Grønne Revolutions opståen kan derfor på mange måder forstås som udfaldet af protester imod sådanne misforhold. Således blev befolkningen utilfreds, da de opdagede, at deres samfund er markant anderledes og tilbagestående end verdenen omkring dem. Skocpol fremhæver, at nationale begivenheder og transnationale relationer som to grupper af hovedstrukturer er kilderne til forekomsten af sociopolitisk revolutionære tilstande, der fører til fundamentale strukturforandringer, herunder regimeskift (ibid.: 19). Som det ses af det ovenstående, lægges der i Skocpols analyse af sociopolitiske revolutioner bl.a. vægt på faktorer som (hastige) moderniseringsprocesser og gennemførsel af socioøkonomiske processer, dvs. ændringer, der kan medføre ujævn samfundsøkonomisk udvikling samt stigende ulighed og arbejdsløshed. Lignende problemstillinger kan udfordre statslegitimiteten: ”disses grundlæggende årsager skal findes i statslige organisationers strukturer og kapacitet, som er selv betinget af udviklingen af samfundsklasserne og landets økonomi samt udviklingen af det internationale samfund” (ibid.: 32). De seneste tiders mellemøstlige opstande, herunder Det Arabiske Forår, er i høj grad udfaldet af mellemøstlige regimers undertrykkende og fejlslagne socioøkonomiske og politiske strategier. Dog har eliten af disse regimers brud med magthaverne og deres støtte til oprørerne haft en vigtig rolle for disse opstandes succes. I nogle tilfælde, f.eks. i Libyen og Tunesien, har elitens alliance med oprørerne betydet svækkelse af regimerne i disse lande. Et grundlæggende element i dette brud omhandler legitimiteten af regimer som et vigtigt fundment for, at de kan fortsætte. I en globaliseret tidsalder, hvor ’global governance values’, herunder menneskerettigheder og befolkningens suverænitet, fungerer som anerkendte superstructures, vil regimer, der ikke overholder disse kerneværdier, betegnes som udemokratiske og hurtigt blive upopulære. Derfor kan denne slags regimer ved forekomst og eskalering af indenrigspolitiske kriser meget hurtigt blive genstand for kritik og forandring. 15 Skocpols strukturalistiske tilgang kritiseres for at overdrive betydningen af strukturændringer som hovedforklaring på revolutioners forekomst. Eric Selbin (1997) betoner, at da revolutioner er menneskeskabte fænomener, er det helt naturligt, at aktører samt deres handlinger og ideer kommer i betragtning i forklaringer af fænomenet: ”Symbolpolitik, kollektive hukommelse/handlinger, og den sociale kontekst af politik er blandt centrale elementer der skal inkluderes i udforskning af sociopolitiske revolutioner og revolutionære processer”(1997: 123). Selbin udpeger disses vigtighed ved at understrege, at ”interesser, livssyn eller ideologier af bestemte deltagende aktører i revolution og den lille rolle strukturalisterne har tillagt aktører og kultur bør udvides” (ibid.: 124). Selbins argumenter kan fortolkes som en efterlysning efter en supplering af den ensidige strukturalistiske tilgang med ’multi-class alliances’, hvor politiske, kulturelle og subjektive faktorer er lige så vigtigere som materielle og økonomisk relaterede forklaringer. Altså burde der i analyser af revolutioner tages i betragtning en kombination af ’mennesker og strukturer’ og rollen af ’reale mænd og kvinder’ i nævneværdige historiske situationer (ibid.: 134). Sættes disse teoretiske forklaringer i virkelighedens kontekst, viser historiske refleksioner over de store sociopolitiske revolutioner, f.eks. den russiske, kinesiske og iranske revolution, at strukturelle forandringer og menneskellige interaktioner er to overordnede og uadskillelige faktorer, der baner vejen for revolutioner. Det er ofte strukturændringer, herunder usammenhængende markedsliberalisering, undertrykkende politik og omfattende økonomisk korruption blandt magteliten, der forårsager folkelig utilfredshed. (Utilfredse) aktører træder ind i billedet, når de organiserer sig i protestaktioner, der fører til revolutioner og regimeskift. For at revolutionære processer skal kunne igangsættes, forudsættes det, at disse to variabler – struktur og aktør – er til stede, og derfor er det nødvendigt i dybdegående analyser af revolutioner, at ”aktører og den verden de skaber samt de kulturer de fremstiller inddrages”. Selbins påstand om, at ”sociopolitiske revolutioner udgør en uafbrudt proces” (1997: 126) giver stof til eftertanke, især hvis Irans 1979- og 2009-revolutioner sættes i samme kontekst. Der kan konstateres en form for kontinuitet i disse processer, da de højst sandsynligt begge er udfaldet af samme krav, ønsker og omstændigheder. En form for ’idea stream’, der inkluderer slagkraftige og gennemgribende værdier og idealer som retfærdighed, frihed, lighed og demokrati over tid og sted, er kendetegnet ved 1979-generationen, som synes at have været inspirationskilden for Irans nuværende generations handlinger. Meget tyder på, at det er den 16 samme ”politiske kultur for modstand og opposition” (ibid.: 129), der har været lokomotivet bag disse to begivenheder. Jeff Goodwins (1997) statist tilgang til revolutioner kommer i forlængelse af de forrige tilgange og understreger betydningen af ’kausale mekanismer’, herunder ”those processes whereby states (foreign as well as domestic) shape, enable, or constrain economic, associational, cultural, and even social-psycological phenomena” (1997: 11). Inden for denne tilgang vægtes betydningen af elementer som statslige økonomiske kapacitet, strukturer og den politiske elites ideologier og interesser; ”Når disse elementers hensigter og funktioner strider imod samfundets overordnede værdier og interesser, gives der anledning til udformning af kollektive handlinger der modarbejder statspolitikken” (ibid.). En svækket og kritisk statbefolkningsrelation danner grundlægget for opståelsen af kriser. Kriser bliver synlige og kommer til ovefladen ved ’political opportunities’. Statens sociopolitiske kapacitet bestemmer retningen for kriser; stater, der har svag sociopolitisk kapacitet til at håndtere kriser og protestopstande, benytter sig af undertrykkende og voldelige midler. Autoritære regimers manglende imødekommenhed resulterer i, at befolkningen i bestræbelserne på at opnå deres krav begår kollektive handlinger, der sigter mod regimeskift. Det Arabiske Forår fra 2011, som begyndte med folkelige krav og ønsker om reform og retfærdighed, er et nutidigt eksempel på, hvordan konfliktfyldte stat-befolkningsrelationer i tilfælde af indenrigspolitiske kriser kan udvikle sig til dramatiske og uforudsigelige situationer. Da disse samfunds statsdominerede institutioner i høj grad er afvisende over for dialog og indgåelse af kompromiser, opererer de på et meget usikkert grundlag, og der vil ved opståen af uoverensstemmelser ske et kontraktbrud og opståen af revolutioner. Baggrundstilstand og historik Inddragelse af ’baggrundstilstand/historik’, forstået som et givent lands udviklingsforløb, er en nøglefaktor i analysen af revolutioner. En del af Irans baggrundsforløb inkluderer elementer som statens upopulære socioøkonomiske politik, ekskludering af oppositionens politiske grupper fra deltagelse i sociopolitiske aktiviteter samt brug af tilfældig og vilkårlig vold mod borgerne. Disse elementer har fremprovokeret folkelige følelser og ført til diverse former for utilfredshed: ”utilfredshed kan politiseres og udtrykkes gennem politisk-kollektive handlinger, hvilket vil true og destabilisere samfundsforholdene og bidrage til svækkelse af samfundets strukturer og infrastrukturer” (Goodwin 1997: 16-18). Sådanne forløb kunne konstateres 17 gennem 1979-revolutionen, hvor olieindustriarbejdernes generalstrejke i 1978 betød faldende statsindtægter, forhøjelse af arbejdsløsheden og mangel på dagligvarer i revolutionsdagene. Dette forværrede landets økonomiske situation og bidrog til yderligere utilfredshed hos befolkningen (Manototv 2014c). Staters samfundsøkonomiske kapacitet spiller således en vigtig rolle for graden af sociopolitisk samhørighed. I samfund med en sund økonomisk politik, en (balanceret) fordelingspolitik og solide sociale og økonomiske institutioner, opleves revolutioner meget sjældent. Heroverfor er samfund, som gennem en lang årrække er blevet regeret af en elite og været udsat for statskorruption og nepotisme, herunder muslimske og mellemøstlige politiske systemer som Iran, Egypten og Syrien, meget tilbøjelige til at blive genstand for revolutioner. Blandt mange andre faktorer optræder økonomiske udfordringer som en baggrundstilstand i fremkaldelse af folkelig utilfredshed. Staters optræden og evnen til at imødekomme befolkningens ønsker er et andet element, der angiver retningen for opstande. Statslig overreaktion gennem protestaktioner og deres brug af voldelige midler for at kontrollere opstande kan ligeledes medføre og fremprovokere ændring af folkets hensigter fra ønsket om reform til kravet om regimeskift. Antropologiens tilgang til politiske revolutioner Antropologiens tilgang tillægger revolutioner stor betydning ud fra argumentet om, at revolutioner medfører drastiske forandringer for de berørte samfund: “Revolutions serve as the zero point of history, that dramatic moment of foundation, for the most diverse political systems around the globe, including Iran” (Thomassen 2012: 702). Sammenlignet med traditionelle revolutionsteorier er denne tilgang relativt ny og karakteriseres derfor som en post-kold krigsretning. Antropologiens begreber spiller en supplerende rolle i analyse af politiske revolutioner og gør det muligt, at man ved inddragelse af detaljerede elementer kan analysere revolutioner meget grundigt. Bjørn Thomassen (2012) fremhæver, at traditionelle revolutionsteorier lægger for meget vægt på struktur (-ændringer) i deres analyse af revolutioner. Han betoner, at antropologiens tilgang til politiske revolutioner er udfaldet af en efterlysning af et dybdegående syn på revolutioner. Tilgangen er ikke en kritik af eller opgør mod de såkaldte ’tredje og fjerde generation af revolutionsteorier’, men understreger blot, at ”revolutions involve something else [too]” (2012: 682-83), herunder fokus på ’reale politiske begivenheder’ med deltagelse fra marginaliserede samfundsgrupper og måden, de viser modstand og udfører politiske handlinger på. 18 Antropologer lægger stor vægt på ’historie’ og dens betydning for at forstå årsager for revolutioners forekomst, dvs. at forstå revolution i et givent samfund forudsætter kendskab til det pågældende samfunds historiske baggrund. Det er således essentielt at få indblik i landets historie f.eks. siden Konstitutionel Revolutionen for at forklare Den Grønne Revolutions forekomst. Denne tilgang er berigende i forhold til mange teoretiske begreber, dog anvendes i specialet blot begreber med relevans for analysen. De nøglebegreber, der anvendes gennem analysen, er bl.a. extraordinary, liminal moments, communitas, lived experience, hidden places, crowds og tricksters (ibid.). Konceptet ’ekstraordinær’ refererer til bemærkelsesværdige begivenheders omfang og tidspunkt og deres effekt på magthavernes reaktion på disse (ibid.: 684). Forekomsten af protesterne gennem 2009-præsidentvalget var således bemærkelsesværdige hændelser i ekstraordinært tidsrum. Deres ’liminalitet’ handler bl.a. om protesternes tidsmæssighed, omfang og udfald samt afsløring af regimets (over-) reaktionære natur og dets brutale brug af vold for at slå ned på protesterne. ’Lived experience’ er en kombination af samspillet mellem ’cognitive, affective and conative’ elementer, der danner grundlaget for individers tilslutning til revolutioner. Ønsket om en bedre tilværelse og livsvilkår sammenlignet med andre (samfund) ligger oftest til grund for individers tilslutning til kollektive handlinger. Masserne (crowds) er en tilstand, hvor individer får muligheden for at være en del af ’det enorme’ gennem følelsen af fælleskab, således at de ”befrier sig fra dagligdagens uligheder og bryder med afstand [mellem klasserne]” (ibid.: 688-92). Trickster er den karakter, der knyttes til opportunistiske ledere/personer, der stjæler rampelyset på en måde, hvor andre aktører bliver ekskluderet og postrevolutionsperioder kommer alene til at afspejle tricksterens verdenssyn, f.eks. kan Khomeinis rolle gennem og efter 1979-revolutionen på mange måder betegnes som en trickster. F.eks. i 1979-revolutionen har andre elementers rolle ud over begivenheder og deres gradvise betydning haft enorm betydning for revolutionens succes, herunder nævneværdige øjeblikke som daheye fajjr (de 10 dage fra Khomeinis hjemkomst til premierminister Bakhtiars fratrædelse) og million-demonstrationerne. Social movement-teori Ifølge Max Weber er revolutioner udfaldet af sammenkomsten af grupper af mennesker eller institutioner, der organiserer og orienterer sig mod en fælles ideologi og handler kollektivt for at fremme forandringer baseret på deres interaktion og fællestro. I Webers forklaring på revolutioners opståen understreger han betydningen af sociale kollektive aktioner samt 19 samspillet mellem ideer og interesser. Han hævder, at ”ideer kan ikke reduceres til materielle elementer, interesser eller psykologiske dispositioner, dog kan man heller ikke se bort fra disses betydning i ideernes udformning” (Weber i Buechler 2011: 26-28). Webers påstand vidner om, at revolutioner ikke kun kan analyseres ud fra enkelte parametre og forklaringsmodeller, f.eks. er det ikke nok til at forstå revolutioners baggrund blot at basere analysen på rollen af strukturer eller samfundsøkonomien som den eneste forklaring. Tværtimod er det ofte sammenkomsten af flere socioøkonomiske udfordringer og modstridende politiske identiteter og ideologier, der giver grund til kollektive handlinger med sigte mod at opnå fundamentale institutionelle og strukturforandringer. I folkevalgte politiske systemer, der har stærke legitimitetsgrundlag, forekommer politiske opstande meget sjælden. Tværtimod vil regimer – som Irans teokratiske republik og sekulær-autoritære regimer i Egypten og Tunesien, der i forvejen oplever legitimitetsvanskeligheder – meget hurtigt udfordres af kritiske røster, og sandsynligheden for, at de bliver genstand for revolutioner er meget høj (ibid.: 33-37). Inddragelse af social movements teoretiske tilgang sker med hensyn til dens brug af nye paradigmer som computer-medierede kommunikationer og virtualisering af menneskelige interaktioner i en globaliseret tidsalder. Buechler (2011) fremhæver, at cyberaktivismen har banet vejen for nye former for organisering af kollektive handlinger. Information og kommunikations tilgængelighed samt udveksling af ideer og holdninger på en prisbillig og effektiv måde er blandt sociale mediers og computerbaserede kommunikationsmidlers processuelle og elementære bidrag til realiseringen af revolutioner i krisetilstande (ibid.: 213220). Disse muligheder har man bl.a. anvendt i praksis ved præsidentvalget i USA anno 2000. Disse teknologiers bidrag som effektive kommunikationsmidler blev ganske synlig gennem Den Grønne Revolution og millionprotesterne i de egyptiske storbyer i 2011. Efterfølgende blev webs og digitale kommunikationsteknologier i internationale fora og forskningsverdenen omtalt som et af de hidtil mest effektive midler til koordinering og organisering af protester og andre former for kollektive handlinger (ibid.: 221). Reformist-revolutionær: Refo-lutions Nutidige opstande i Mellemøsten i perioden 2009-2011 betegnes som et vendepunkt i regionens kulturelle og sociopolitiske udvikling. Sammenligner man forudsætningerne for Irans 1979revolution med Den Grønne Revolution, har disse to revolutioner mange fællesnævnere, men der er også meget klare skillelinjer i deres mål og midler. Det mest markante spørgsmål er, 20 hvorfor iranerne igen kæmper så talstærkt for reform og forandring blot 30 år efter landets 1979revolution. Forståelse af den komplicerede udvikling stiller krav til gentænkning af begreberne ’Sociale bevægelser’ og ’Revolution’. Ifølge Asef Bayat (2013) er betegnelserne reformistrevolutionære og post-islamisk refo-lution – og en kombination af de to fornævnte begreber – behjælpelige i at analysere regionens og mange andre muslimske landes seneste udvikling. Bayat hævder, at den nuværende politiske forandring i regionen kan karakteres som refo-lution: altså en udvikling der kan medføre både begrænsninger men også åbne op for muligheder for fremtidens demokratisering af disse samfund. Post-Islamisme refo-lution er en form for indfødt politisk reform præget af en blanding af demokratiske idealer og religiøse følelser. Disse karakteristikker kan spores i politiske opstande som Irans Grønne bevægelse og det Arabiske Forår. (2013: 15) Bayat hævder, at revolutionære politiske bevægelser har til formål at tvinge autoritære og teokratiske regimer til at reformere sig selv på vegne af de reformvenlige grupper. Yderligere betoner han, at forståelse af regionens hændelser kræver, at man følger den historisk linje, der er relateret til relationen mellem islam og demokrati (ibid.: xix). Denne nødvendighed forekommer tydeligere ved at forklare årsagerne til Irans 1979- og Grønne Revolution og i det hele taget de sociopolitiske udfordringer, som det iranske samfund har oplevet i løbet af de seneste tre-fire årtier. To modstridende diskurser har domineret Irans demokratiseringsdiskurs. Den islamisk konservative betragter demokrati som ’vestlige og udenlandsk konstruerede’ værdier, der strider imod de islamiske værdier, hvorimod moderate muslimer anser demokrati som et iboende element i islam og påpeger, at ”Islamic rule is by nature democratic” (Bayat 2007: 4). En bølge af såkaldt ’post-islamisme’ har siden 1990’erne haft gennemgribende indflydelse på Irans samfundsudvikling. Post-islamismen repræsenterer en bestræbelse på at sammensmelte religion og rettigheder, tro og frihed og ikke mindst islam og demokrati (ibid.: 11). Kampen mellem de to førnævnte diskurser har været mere end fredelige diskussioner. Den har kostet mange intellektuelle og sekulæres liv, og episoden ’Kædemorderne’ i 1999 er et vigtigt eksempel på disse konsekvenser. Den er blevet til en kamp om magt og spørgsmålet om, ud fra hvilke værdier landet skal styres og repræsenteres. Yderligere har forekomsten af postislamismen betydet synlige interne konflikt mellem regimets elitegrupper, opdelt i konservative og moderate fløje. 21 Refo-lution bygger på en kombination af karakteristikkerne fra den traditionelle forståelse af revolutioner og sociale bevægelser. Inden for tilgangen spiller organiserede kollektive handlinger en stor rolle. Forekomsten af kollektive handlinger forudsætter tilstedeværelsen af ’political opportunity’, dvs. en situation, hvor kapaciteten af myndighedernes kontrolmekanisme er svækket bl.a. af politisk og økonomiske udfordringer, folkelige protester samt interne magtkampe hos de regerende (Bayat 2013: 10). F.eks. opstod Libanons Cedar Revolution i 2005 som reaktion på likvideringen af premierminister Rafiq Harriri. Begivenheden skabte en politisk og psykologisk mulighed for at udforme en stærk antisyrisk bevægelse, der resulterede i at tvinge de syriske tropper ud af landet. Muligheder kan også opstå, når f.eks. en reformvenlig gruppe får politisk magt, og som resultat gennemføres reformer, undertrykkelse formindskes, og der skabes rum for vedvarende mobilisering af kollektive handlinger. Præsident Khatamis periode og hans gennemførsel af sociopolitiske reformer i løbet af denne periode er et eksampel på den sidstnævnte form for ’political opportunity’, hvor muligheden for etablering af kollektive handlinger og en stigende civilsamfundsaktiviteter opstod. Street politics er et mødested for kollektive handlinger og et sted, hvor utilfredsheden kan udtrykkes: ”Gader og stræder fungerer som et medium, hvorigennem aktører kommunikerer med hinanden og stræber efter deres fællesinteresser” (Bayat 2013: 13). Gader er et effektivt sted, hvor identiteter udformes, solidariteten udbygges, og mangfoldigheden inkluderes. Street politics er mere tydelig i neoliberale byer med markedsbaserede værdier som f.eks. Kairo og Teheran. 2.2 Metode, videnskabsteori og vidensproduktion Analysens rammer Specialets problemformulering lægger op til den tese, at strukturer, aktørers (artikulationer/kollektive) handlinger og globaliseringens mangeartede effekter er blandt de overordnede faktorer, der på hver sin vis har bidraget til Den Grønne Revolution. Mens etablering af nye institutioner som Velayat-e Faqih og dens tilhørende institutioner, rekonstruering af iranernes identitet samt gennemførsel af upopulære økonomiske planer danner strukturelle rammer, inkluderer betegnelsen aktør kvinder, universitetsstuderende, intellektuelle og diverse aktivistgrupper og deres kollektive handlinger. Med afsæt i teoriernes 22 generelle vægt på disse elementers betydning for revolutioners forekomst er strukturen af specialets analyseafsnit bygget op i tre sammenhængende afsnit: 1) rollen af strukturer, 2) aktørers kollektive handlinger/diskurser og artikulationer samt 3) globaliserings effekt på revolutionens tilblivelse. Det første afsnit og underafsnit, ”Revolution efter revolution: Rollen af strukturer”, indeholder en kort refleksion over det seneste århundrede af Irans sociopolitiske udvikling og grundelementerne for 1979-revolutionens forekomst. I det næste underafsnit analyseres effekten af det islamiske regimes mange årtiers strukturelle ændringer og rekonstruering af nationale symboler og identitet på relationen til befolkningen og svækkelsen af legitimitetsgrundlaget. Afsnittet inkluderer besvarelse af specialets første arbejdsspørgsmål. Det andet afsnit orienterer sig mod rollen af en ’multi-class alliance’ af aktører og deres kollektive ønsker og handlinger og er opdelt i to underafsnit. Gennem det første underafsnit undersøges kollektive handlinger i form af kvinder og ungdomsbevægelser, studenterprotester og intellektuelle gruppers bestræbelse på at opnå et demokratisk sociopolitisk system, hvilket betegnes som de begivenheder, der på ekstraordinær vist har udfordret regimets legitimitet. Det andet underafsnit vedrører mærkværdige perioders artikulationer kort før og efter 2009 præsidentvalget som en vigtig del af aktørernes handlinger. Periodens diskurser betragtes og analyseres som retningsgivende og som kerneelementer i forekomsten af Den Grønne Revolution. Dette afsnits indhold afdækker besvarelsen af det andet arbejdsspørgsmål. Det sidste og tredje analyseafsnit omhandler globaliseringens utvivlsomme og omfattende effekt på den iranske samfundsudvikling. I afsnittet undersøges betydningen af følgende elementer; digitale og internetbaserede kommunikationsmidlers bidrag til udformningen og transmitteringen af begivenhederne gennem protestbevægelserne i 2009. Sluttelig vil der blive reflekteret over den iranske diasporas støtte til protesterne og regimets krænkelse af menneskerettighederne. Metodisk tilgang Diskursanalysen danner grundlaget for specialets metodiske tilgang i behandling af data og analyse af casen. Tilgangen rummer begreber og redskaber til at dekonstruere tekst/kontekst og få en forståelse af, hvordan aktørers handlinger og artikulationer skaber nye institutioner, værdier og meninger. Det følgende er et kort oprids af, hvad diskursanalysen indebærer, og hvordan den bidrager til specialets dataproduktion og analyseafsnit. 23 Som metodisk læsemåde bidrager diskursanalysen til analyse af forskellige menneskerelaterede aktiviteter og samfundsstrukturer f.eks. økonomisk og sociopolitiske systemer samt debatter og diskussioner. Helt konkret i relation til nærværende analyse er der inddraget forskellige former for kilder, herunder bøger, artikler og indlæg fra hjemmesider og weblogs, for både at forstå, hvad Den Grønne Revolution er, og hvordan og hvilke elementer har forårsaget dens forekomst. Til dette anvendes bl.a. begrebet ‘Major event’, som er et udtryk brugt i italesættelse og definering af bemærkelsesværdige begivenheder som f.eks. 9/11; ”talking about how to talk about 9/11” (Thomassen 2010: 42-48). Den Grønne Revolution er navnet på en event eller kædebegivenhed, efter at 2009-præsidentvalget i Iran blev begyndelsen på en ny æra for regime-befolkningsrelationen og har i kølvandet etableret en revolutionær trend, hvor revolutioner kan også være og forstås som andet end blot at omvælte regimer. For at kunne bruge udtrykket event kan man påstå, at Den Grønne Revolution er blevet til et klart eksempel på ’event og event-ness’ med omfattende og langsigtede effekter for udformningen af Irans (fremtidige) sociopolitiske udvikling. Metodisk anvendes i afhandlingen begrebet diskursteori med afsæt i Laclau og Mouffes (2002) definition af diskurser. En diskurs kan bl.a. forstås som et sæt af regler og betegnelser, der definerer og organiserer kommunikationer eller en bestemt proces, f.eks. demokratiseringsprocesser. Ud fra forskellige positioner og institutionelle kontekster vil enhver form for samtale være styret af et system af regler. Disse kontekster gør, at betydningerne ændrer sig i takt med positionerne. Inden for Laclau og Mouffes diskursteori er sproget et centralt element, og anvendeligheden af diskursteorien inkluderer alle sociale praksisser og relationer, dvs. verdener af relaterede objekter og praksisser, der former sociale aktørers identitet og udgør subjektpositioner, som sociale aktører kan identificere sig med. Inden for tilgangen er artikulatorisk praksis et kernebegreb, som inkluderer de processer, der skaber en diskursiv totalitet. Artikulatorisk praksis ud over sproglige fænomener er udfaldet af samspillet mellem mangfoldige institutioner, symboler og praksisformer. Subjekt-positioner og politisk subjektivitet henviser henholdsvis til positionering af subjektet inden for en diskursiv struktur og måden, hvorpå sociale aktører handler (2002: 56-58). Gennem Den Grønne Revolution har diskurser hånd i hånd med andre former for kollektive handlinger skabt nye politiske debatter med stor betydning for relationen mellem regimet og ’oppositionen’ – vel at mærke uden at omvælte regimet. Diskurser og artikulationer gennem revolutionen er blevet en del af Irans politiske litteratur, som hvert år genanvendes og reartikuleres gennem forskellige begivenheder 24 og mindemærker. Såvel regimet såsom oppositionen anvender i deres angreb på den anden part hinandens diskurser, men i forskellig kontekst og betydning. I dag, fem år efter de første bølger af demonstrationer, anvender også tilhængerne af Den Grønne Revolution regimets mest brugte begreb, fetneh (intrige), f.eks. ved at stille regimet følgende spørgsmål: ”Hvordan er det, at landets universitetsstuderende, intellektuelle, endda mange fra regimets elite, har tilsluttet sig fetneh sabz [den Grønne intrige]?” (Kaleme 2014). Den Grønne Revolutions vedholdenhed og overlevelse skyldes i høj grad befolkningens reartikulering af lignende diskurser konstrueret af regimet og reformisterne i opstandenes intensive faser. Videnskabsteori og vidensproduktion I specialets vidensproduktion og vidensformidling arbejder jeg ud fra den hermeneutisk videnskabelige tilgang. Hermeneutik er en videnskabsteoretisk retning, hvor man gennem fortolkning undersøger meninger og budskaber. Via indlevelse i tekstlige, personlige og kulturelle universer og oplevelser kan man udlægge forholdet mellem disse elementer og deres forfattere/skabere. Fortolkeren har til opgave at sætte sig ind i forfatterens psykologiske, politiske eller kulturelle position og på denne baggrund reproducere tekstens mening(er): ”det er fortolkernes opgave at forstå forfatteren bedre, end vedkommende forstod sig selv” (Højberg 2009: 313). Tilstedeværelse af en såkaldt hermeneutisk cirkel, der inkluderer forfatterens verden, fortolkeren og teksten, betyder, at helheden er en forudsætning for, at man kan forstå delelementernes betydning. Inden for den (filosofisk) hermeneutiske cirkel spiller fortolkerens begrebsverden og baggrundsviden en vigtig rolle i fortolkningsprocessen (Højberg 2009: 31113). Tekstanalyse kræver således, at man studerer de aktuelle tekster og fortolker de konstruerede mening(er) i teksten. Min rolle som vidensproducent bliver mere synlig ved produktion, behandling og analyse af specialets primærkilder – bestående af weblogs, politiske taler og debatindlæg på farsi. Her har min personlige oplevelse med at være dansk-iraner (identitetsrelateret), min forforståelse om emnet og mit relative kendskab til den iranske kultur og historie og til det persiske sprog bidraget til min kapacitet i fortolkning af teksterne og til at fremdrage kerneintentioner og meninger i aktørernes/forfatternes diskurser og tekster. Disse (for)forståelser af aktørernes baggrund og positioner har gjort det muligt for mig at observere deres handlinger og intentioner; ”motiver og intentioner er handlingens forklarende kraft og kan forstås rationelt. Derfor opererer Weber ligeledes med ’direkte’ og ’forklarende’ forståelse, hvis sigte er at kunne forklare motiverne bag aktørernes handlinger” (Højberg 2009: 25 317). Det vil sige, at ved at observere aktørernes handlinger får man mulighed for at opnå indsigt i årsagerne til deres handlinger. Gadamer argumenterer for, at fortolkning og forståelse er et essentielt element for menneskers eksistens, og at viden og forforståelse om et givent emne højner forståelseshorisonten (Gadamer i Højberg 2009: 317). Da der både i metodisk diskursteori og hermeneutik videnskabsteori lægges betydelig vægt på aktører, subjektivitet og sproget, antager jeg specialets metodiske og videnskabelige tilgange for at være relevante og for at supplere hinanden hen ad vejen. Dataindsamlingskriterier Specialets datagrundlag er baseret på en kvalitativ metode med fokus på ’bløde’ data. Gennem denne tilgang med at inddrage såvel primær- som sekundærkilder opnår man dybdegående viden om institutionerne, subjekterne og deres artikulationer og handlinger. Der er taget hensyn til de tre overordnede gyldighedskriterier for data- og empiriindsamling: repræsentativt, relevans og validitet (Bryman 2008: 391-392). Med hensyn til at leve op til disse førnævnte kriterier har jeg i løbet af data- og empiriindsamlingen screenet mere end 250 artikler, bøger, hjemmesider, blogs og debatindlæg og har udvalgt de kilder, der formodes at være de mest relevante for afhandlingen.6 Jf. litteraturreviewet er der inddraget data, der repræsenterer og reflekterer over de to overordnede parters (regimet og oppositionen) rolle i konflikten. Med hensyn til tidsmæssighed og relevans fordeles disse på to kategorier; en gruppe af empirien orienterer sig mod et bredt frekvensspektrum, der strækker sig over forskellige årtier. Den anden gruppe af data omhandler perioder, hvor udviklingen sker i høj fart, altså intense perioder for præ- og postpræsidentvalget i 2009. I løbet af disse perioder opstod en revolutionslignende tilstand, hvor gaderne blev fulde af mennesker, og samspil/modspil af forskellige grupper af aktører har skabt uforudsigelige situationer. Disse perioders betydning for Moussavis og tilhængerne af Den Grønne Revolution kan man få øje på i den måde, de mindes og italesætter perioden på, og hvor der f.eks. i Rozshomar-e Intekhabat Kordad-e 1388 (Valgkalender for juni 2009) reflekteres over begivenhederne. I organisering af persiske ord, vendinger og definitioner har jeg med hensyn til gyldigheden og ensartetheden af fortolkningen anvendt Vahman & Pedersen (1998) PersiskDansk Ordbog. Følgende er et eksampel på reference til persiske kilder og overskrifter gennem 6 Disse kilder har været relevante både mht. til at afdække Den Grønne Revolutions forløb og tidsmæssigheden af deres indhold. 26 analysen og i litteraturlisten; ”Fra Teheran til Kairo (Az Tehran ta Qahere), dansk oversat tekst (den oprindelige persiske vending/overskrift) ”. Eksisterende forskning om Den Grønne Revolution Den Grønne Revolution er på mange måder afdækket og analyseret gennem medier, bøger, videnskabelige artikler, debatindlæg og filmning af begivenhederne. Internationale forskere har siden revolutionens opståen produceret et hav af viden med mangfoldige vinkler på revolutionen. En stor gruppe af iranske diaspora-forskere har meget dygtigt og professionelt gennem seminarer og debatter samt bøger og artikler bidraget til afdækningen af revolutionen som et nutidigt folkeligt opgør mod landets islamisk-teokratiske regime. Denne viden har i høj grad orientereret sig mod, hvad Den Grønne Revolution har bragt med sig, hvordan den har bidraget til det iranske (civil-) samfund, og hvad dens fremtid er. De fleste af dem har fokus på postrevolutionens udvikling og begivenheder. Rollen af moderne digitale og internetbaserede midler, herunder forskellige former for sociale medier, under revolutionen er tydelig og gennemgående analyseret. Hvad der dog fra mit synspunkt er manglende og burde inkluderes yderligere i forskningen, er de sociopolitiske og historiske udviklingsbidrag til udformning af de faktorer, der forårsagede opstandene. Derfor er mit bidrag til emnet og casen, at jeg gennem en multidimensionel analyse, der inkluderer forskellige faktorer, bygger videre på forskningen om Den Grønne Revolution. Yderligere kan specialet betragtes som et (lille) bidrag til dansk forskning om det iranske samfund og Den Grønne Revolution. 27 Kapitel 3: analyse 3.1 Revolution efter revolution; Strukturernes rolle Dette kapitel omhandler henholdsvis baggrunden for 1979-revolutionen og effekterne af de makro- og mikrostrukturelle ændringer –gennem 30 års eksistens af Den Islamiske Republik – på opståen af Den Grønne Revolution. Generelt peges der i teoretisk såvel som empirisk litteratur om politiske revolutioner på forskellige former for struktur ændringer, herunder usammenhængende sociopolitiske, kulturelle og økonomiske struktur ændringer, som hovedkilderne til utilfredshed hos forskellige befolkningsgrupper. 1979-revolutionen er et nutidigt eksempel på revolutioner med struktur ændringer blandt hovedårsagerne til dens forekomst. Det er vigtigt, at rollen af strukturer i analyse af revolutioner og revolutionære politiske bevægelser tillægges mangfoldige betydninger. Sammenligningen mellem 1979revolutionen og Den Grønne Revolution viser, at strukturer har haft vidt forskellige roller for disses forekomst. 1979-revolutionen var bl.a. udfaldet af struktur ændringer karakteriseret som hastige, omfattende og ikke-inkluderende. Dog kan der argumenteres for, at to mere indviklede former for strukturer har spillet en rolle i Den Grønne Revolutions forekomst. Den ene handler om ændringer i magtfordelingssystemet og basering af republikken på Velayat-e Faqih som et ekskluderende politisk system samt samfundsmæssige strukturelle forandringer og misforhold med konsekvenser for samfundsøkonomien og den kulturelle og nationale identitet. Den anden handler om regimets manglende kapacitet og villighed til at gennemføre sociopolitiske reformer, der skulle føre til modernisering og demokratisering af samfundet. 3.1.1 1979-revolutionen Ifølge den antropologiske tilgang giver historiske refleksioner og baggrundsviden en bedre forståelse af nutidige hændelser. Marx hævder, at ”revolutions are the locomotives of history” (Marx i Skocpol 1979: 3), hvorfor etableringen af Irans Islamiske Republik i 1979 kan betegnes som begyndelsen på fire årtier af landets nyere historie. Revolutionen har medført omfattende omvæltning af samfundets socioøkonomiske og kulturelle grundstrukturer med stort præg på iranernes selvforståelse, hverdagsinteraktioner og verdenssyn. Med udgangspunkt i Bjørn Thomassens (2012) forståelse af revolutioners effekt på de samfund, der bliver genstand for dem, og som resultat af Irans islamiske regimes omfattende rekonstruering af landets historie 28 og identitet betegnes 1979-revolutionen, især for den unge generation, som ”the zero point of history” for nutidens Iran (ibid.: 702). Der er mange fællesnævnere mellem 1979-revolutionen og Den Grønne Revolution. At udfordre regimets legitimitet er det markante fællestræk for dem begge. 1979-revolutionens folkelige oprør mod landets monarki var udfaldet af en kombination af mere end tre årtiers indviklede og ujævne sociopolitiske, økonomiske og strukturelle forandringer i landet. Ifølge Skocpols (1982) strukturalistiske tilgang til revolutioner kan Mohammad Reza Shahs igangsættelse af 1950’ernes sociokulturelle og økonomiske moderniseringsprojekter forstås som ændringer af samfundets ”structural framework” (1982: 266). Problematisk var det dog, at disse moderniseringer fandt sted uden modernisering af landets politiske system. Altså en politisk modernisering, der skulle give plads til ytringsfrihed og frihed af politiske aktiviteter. Helt frem til 1979 var partiet Rastakhiz, som tilhørte monarkiet, f.eks. det eneste legitime og tilladte politiske parti i landet, og alle politiske aktiviteter uden for Rastakhiz blev nedkæmpet med hård hånd og brutalitet. Skocpol (1979) betoner, at usammenhængende makrostrukturelle forandringer, herunder ændringer af samfundets økonomiske strukturer, betegnes som forandringer med drastisk effekt på borgernes levestandard og dermed som et af de vigtigste elementer bag klasseoprør (1979: 10). Shahens usammenhængende og omfattende modernisering af økonomien skabte et crony kapitalistisk system, der kun gavnede en brøkdel af landets elite – den allerede velhavende klasse – og nåede aldrig ud til landets fjerne egne og lavindkomstklasseborgere (Manototv 2014a). Inden for strukturalismens tilgang til revolutioner peges der på en blanding af den ”historiske udvikling af de internationale strukturer” (Skocpol 1979:18) og indenrigspolitiske destabiliserede forhold og begivenheder som fremskyndende faktorer for forekomsten af revolutioner. Indenrigspolitisk uro samt udenrigspolitiske indblandinger fra f.eks. USA og Storbritannien og disses støtte til coup d’etaten mod premierminister Mossadeq og genindsættelse af Pahlavi-monarkiet i 1953, stigende urbanisering og stigende arbejdsløshed samt socioøkonomiske ulighed bidrog tilsammen til de politiske og socioøkonomiske ustabile strukturændringer i samfundet. Shahens såkaldte Enghelāb-e Sefid (Hvid Revolution) i begyndelsen af 1960’erne, med fokus på social og kønspolitik og reformering af landets feudale 29 landsystem, mødte shiitiske ulamas – med Khomeini i spidsen – ubestridelige ’Sort reaktion’7 (Panah 2002: 285). Selbin (1997) argumenter for, at igangsættelse af protestaktioner og kollektive handlinger af ’multi-class alliances’, tilhørende forskellige politiske, kulturelle og ideologiske grupperinger som reaktion på utilfredsstillende strukturændringer, kan føre til revolutioner i tilfælde af eskalering af opstande (1997: 134). Kollektive handlinger og symbolske begivenheder i de tidlige perioder af landets tumultagtige udvikling var bl.a. vigtige elementer i revolutionens forekomst. Utilfredse universitetsstuderende, bazzari8 og arbejdsløse organiseret i religiøse og politiske organisationer med ideologiske rødder i f.eks. islam eller marxisme var blandt de største deltagende grupper i revolutionen. Revolutionens første gnister antages at være de tre omkomne universitetsstuderende under 1953-optøjerne mod kupmagerne, præsident Nixons besøg af Iran i den pågældende periode samt de blodige protester i 1962-1963 og Khomeinis udsending til eksil (Manototv 2014f & SADIGroup 2010). Yderligere lægger Selbin stor vægt på betydningen af kombinationen af to overordnede og uadskillelige faktorer; ’mennesker og strukturers’ rolle i udformningen af revolutioner i følsomme situationer (1997: 134). I 1978 – mindre end et år før revolutionen – blev Iran af Carter betegnet som ”the island of stability in a troubled region”, og grundet landets årlige økonomiske vækst på 26 pct. blev det betegnet som ’Mellemøstens Japan’. På grund af kaos og uroligheder blev landet gennem revolutionen dog omdannet til det mest ustabile politiske system og centrum for politisk vold i regionen som følge af bl.a. olieindustriarbejdernes strejke og faldet i olieproduktionen fra 6 millioner tønder olie om dagen i 1978 til under 1 millioner tønder olie om dagen i 1979 ( Manototv 2014c). Dette resulterede i betydelige fald af olieindtægterne i et økonomisk system betegnet som rentier state (Skocpol 1982:244). Over hele landet, især i storbyen Teheran, oplevede man mangel på alle former for hverdagsvarer. Pahlavi-regimets optræden og håndtering af urolighederne var en anden forklaring på optrapning af situationen. I stedet for politistyrkerne stod Artesh (den nationale hær) i spidsen for at skabe ro og orden i byerne, selvom deres oprindelige opgave var at forsvare landet mod udefrakommende trusler. Dog ansås hærens talstærke optræden i gaderne med tungt militærisenkram og dens voldelige fremtræden som provokation og tegn på Shahens tyranisme og uvillighed mod at Udtrykket ’Sort reaktion’ blev anvendt af Shahen i hans beskrivelse af islamisternes modstand mod hans ’Hvide Revolution’. 8 Bazzar er traditionelle markedspladser, og i Irans kontekst inkluderer udtrykket Bazaari den iranske selvstændige erhvervsdrivende middelklasse og refererer til deres betydning for landets sociopolitiske udvikling og aktiviteter. 7 30 imødekomme befolkningens krav. Shahens overinvestering i udrustning af hæren betød tilsidesættelse af opbygning af politistyrkerne. Gummiknipler og vandkanoner blev afløst af kampvogne, maskinpistoler og soldater, der affyrede skarpe skud mod demonstranterne. Mishåndtering af urolighederne er blandt de overordnede kilder til eskalering af protesterne fra Teheran til udbredte og landsdækkende protester med kravet om regimeskift (Manototv 2014b & d). Ud over de nævnte elementer har andre uforudsete faktorer og begivenheder været med til at fremskynde 1979-revolutionen. Ligesom Thomassen (2012) siger: ”revolutions involve something else [too]” (682-83), hvorfor fokus også skal rettes mod reale politiske begivenheder og disses bidrag til forløbet. Iranske studerende i udlandet, internationale medier og liminale øjeblikke havde betydelig effekt på fremskyndelsen af revolutionen. I præ-revolutionsårerne var der omkring 50.000 iranske studerende i USA og Vesten. Et stort flertal af disse havde tilsluttet sig Khomeinis kamp mod Shahen og assisterede ham gennem revolutionen. Et af de liminale øjeblikke relateres til Khomeinis stigende popularitet over ganske kort tid. Gennem den sidste tid af hans eksil – fra Najaf til Neauphle-le-Château – og hans tre måneders korte, men turbulente ophold i Frankrig forvandledes Khomeini fra en ukendt Mullah til et internationalt kendt politisk ansigt (Manototv 2014a, c & d). Med rådgivning fra iranske studerende i udlandet og med adgang til verdenskendte medier satte han kursen for revolutionen. Amerikanske, franske og britiske mediers daglige interviews og reportager fra Khomeinis ophold gjorde det muligt for ham at komme ud med sine budskaber og opfordre iranerne til at strejke og gå protestmarcher. Khomeinis store grad af synlighed og adgang til internationale mediefolk i Frankrig, hvor digitale kommunikationsmidler ikke var en udbredt teknologi, gjorde disse medier til free of charge-tribuner for udbredelsen af hans budskaber. I løbet af sit tre måneders ophold optrådte han ca. 450 gange i overskrifter i internationale mediers tv- og avisnyheder. Khomeini blev bl.a. på grund af sit netværk, karisma, indflydelse på traditionelle grupper samt uenigheden mellem oppositionsgrupperne til revolutionens formelle repræsentant. Fra at være en person, der høfligt anmodede om Shahens hensyntagen til islamiske værdier, blev han omdannet til en kompromisløs person med ultimative krav om regimeskift og etablering af en islamisk republik, altså ”the trickster [was] not really interested in solving the liminal crisis: he simply pretends” (Thomassen 2012: 696). Ændringer i den internationale samfundsudvikling kan have stor betydning for retningen af indenrigspolitiske uroligheder (Skocpol 1979: 18). En yderligere forklaring på revolutionens forekomst er baseret på antagelsen om, at Shahens kamp for forhøjelse af oliepriserne i 70’erne betød, at hans allierede i USA og Storbritannien vendte ham ryggen, og på det tidspunkt var han derfor en statsleder med meget ringe støtte fra Vesten. 31 3.1.2 Post-1979s nye politiske dagsorden Forståelsen af, hvordan og under hvilke forudsætninger det iranske samfund og regimebefolkningsrelationerne i post-1979 revolutionsårene udviklede sig, kan baseres på Chalmers Johnson (1979) strukturalistiske tilgang til situationer, der kan føre til politiske revolutioner. Johnsons forklaringsmodeller orienterer sig mod samfundets generelt accepterede normer og værdier. Han hævder, at når magthaveren manipulerer og forsøger at rekonstruere et givent af samfunds normer og værdier, et såkaldt ”værdikoordineringssystem”, dvs. en funktion, der gør, at samfundet er i stand til at kunne tilpasse sig kritiske/krisesituationer, kommer til at forsvinde. Han tilføjer, at ”manglende tilstedeværelse af sådanne koordineringssystemer vil resultere i desynkronisering af værdier og omgivelser” (Johnson i Skocpol 1979: 10-12), og derfor vil befolkningen føle sig fremmed i deres relation til staten og institutionernes gøren og laden. Etableringen af Den Islamiske Republik og dens kernepolitiske institutioner og instrumenter – Sharia, Shiisme og Velayat-e Faqih – har medført vidtgående forandringer i det iranske samfund. Kort efter republikkens etablering viste det sig, at udfaldet af revolutionen blev stik modsat det, folket havde kæmpet for. Regimets værdier var i uoverensstemmelse med demokratiske værdier og førte samfundet i en paradoksal moderniserings retning (Khosrokhavar 2012: 42). Alle politiske aktiviteter uden for Hezbe Jomhuri-e Islami (Partiet Islamisk Republik) blev erklæret for ulovlige, der skete massehenrettelser af regimekritikere,9 og en omfattende rekonstrueringsproces af iranernes identitet og selvforståelse fandt sted, hvilket er blandt de hændelser og processer, der bidrog til mange iraneres skeptiske og kølige forhold til regimet. I forlængelse af en såkaldt ’kulturrevolution’ lukkede regimet universiteterne to år i træk for at reorganisere dem i overensstemmelse med dets islamiske værdier. Politiske og kulturelle koncepter gennemgik en omfattende gentænkningsproces. Nationale symboler, nationalsangen og flaget blev enten ændret eller rekonstrueret og afløst af noget, der harmonerede med den islamiske ånd og regimets internationaliseringsagenda, f.eks. etablering af en stor islamisk Umma (nation) (SADIGroup 2010). Radikal islamisme og ekskluderende forståelse af ’Selvet og Andre’ er kendetegnende for regimets hastige og topdown forandringsprocesser. Disse uigenkaldelige omstruktureringer har været baseret på en ideologisk læsning af islam som et komplet socialt, politisk, økonomisk og moralsk system med svar på alle menneskelige problemer, hvilket har opdelt individerne i grupper af ”ægte og uægte muslimske borgere” (Bayat 2007: 50-55). Regimets institutionelle, forfatnings- og 9 F.eks. massehenrettelse af 4.000-5.000 politiske fanger i sommeren 1988. 32 magtrelaterede strukturændringer samt rekonstruering af iranernes nationale identitet og symbolske værdier kan betegnes som en kombination af makro/mikro-strukturændringer med ”aggregate-psychological” (Skocpol 1979: 10) effekt på regime-befolkningsrelationen. Derfor kan rødderne til landets historiske begivenheder og hændelserne i post-revolutionsårene, herunder Den Grønne Revolution, i høj grad søges i betydningen af disse ændringer. Selvom islam og dens værdier er blevet en del af mange iraneres identitet, dog i kraft af regimets undertrykkende tilgang, er samfundets overordnede værdikoordineringssystem kommet under pres. Befolkningen identificerer sig ikke længere med regimets overordnede værdier, hvorfor afstanden mellem dem og regimet er blevet større. En envejskommunikation og -produktion af værdier har betydet, at regimet og dets tilhørende institutioner har været de eneste anerkendte tribuner for, at kultur og værdier produceres og kommunikeres i/til samfundet. Sådanne relationer har betydet, at regimets politik har fået vanskeligheder ved at opnå legitimitet og samfundsstøtte. Derfor har uoverensstemmelserne udviklet sig til dybdegående konflikter, og fordi det hidtil dominerende værdikoordineringssystem har mistet sin funktion, har regimet også mistet kapaciteten til at tilpasse sig nye situationer og genetablere orden og samhørighed gennem forhandlinger og indgåelse af kompromis. Ovenstående tilstand med udgangspunkt i Johnsons beskrivelse af lignende samfundsudviklinger kan betegnes som en form for samfundsmæssig desynkronisering, hvor resultatet af denne desynkronisering er, at den iranske befolkning er desorienteret og søger efter alternative værdier. Derfor har befolkningen igangsat forskellige regimekritiske initiativer, der udfordrer regimet og dets eksistens (Johnson i Skocpol 1979: 12). Forsøg på reformering af regimets strukturer Da iranerne kort efter 1979-revolutionens sejr gik til stemmeurnerne, gik de til valg på at stemme på en republik og ikke et teokratisk system baseret på Velayat-e Faqih. Konceptet Velaya-e Faqih som rammerne for regimets magtstruktur blev efter valget i 1980 tilført republikkens forfatning, underskrevet af Khomeini. Regimet har fra den tidlige begyndelse mistet sit legitimitetsgrundlag, og genetablering af legitimitet kan kun ske, hvis regimet vender tilbage til befolkningen og spørger dem, hvorvidt de støtter regimet og dets kerneislamiske værdier som helhed. Dette er endnu ikke sket, hvorfor man kan hævde, at regimets legitimitetsgrundlag er forældet (SADIGroup 2010). 33 I forsøget på at modernisere det konservative islamiske styre har intellektuelle og reformistgrupper i starten af 90’erne igangsat en demokratiserings- og diskursforandringsproces betegnet som ’post-islamisme’, der har medført utallige krav og modkrav og åbnede op for spørgsmålet om, hvorvidt islam er i forening med demokrati og modernisering. Bayat (2007) betegner post-islamismen som en bevægelse med fokus på islams legitimitet og dens kapacitet som et styringsinstrument i håndtering af nutidige sociopolitiske og kulturelle forhold samt baseret på et ønske om at overbevise teokratiske regimer i at overholde grundlæggende borgerrettigheder (2007: 10-11). Post-islamisme og rowshanfekrane dini- bevægelser (religiøse reformist-intellektuelle) bestående af islamiske teologer og sekulære intellektuelle var blandt de kritiske bølger, der på sin vis har udfordret legitimiteten af regimets kerneværdier. Disse intellektuelle bevægelser stræbte efter adskillelse af religion og politik og etablering af et politisk system, hvor individers rettigheder ikke indskrænkes af religiøse hensyn (Khosrokhavar 2004: 195). Ud fra et generelt mellemøstligt perspektiv10 og med støtte fra Bayats teoretiske synsvinkel på udviklingen kan opståen af Irans post-islamiske bevægelse betegnes som en ”udvikling, der både kan forårsage begrænsninger, men også åbne op for muligheder for fremtidens demokratisering af samfundet” (Bayat 2013: xi). Sammenlignet med andre mellemøstlige samfund har Irans post-islamiske bevægelses bestræbelser på at reformere landets teokratiske system ikke haft samme gennemslagskraft, hvilket bl.a. skyldes præstestyrets iboende modvillighed til modernisering og reform, censur og overvågning samt undertrykkelse af reformister. Post-islamisternes krav om reform ansås af regimet som en trussel mod dets eksistens, og derfor blev disses krav mødt af regimets reaktionære respons. I protest mod regimets overgreb på intellektuelle fandt kædeaktioner og kollektive handlinger sted. Forskellige former for studenteropstande i perioden 1998-2003, og etablering af protestdebatter er blandt de mærkbare kollektive handlinger inden for disse perioder. Blandt regimets reaktion på disse handlinger var blodige begivenheder som de såkaldte qatl-ha-ye zanjiri (Kædemorderne) med kidnapning og mord af regimekritiske intellektuelle, Faje-e kuye daneshgah (Campus/universitetsområdets katastrofe i Teheran 1999), regimets overfald på strejkende studerende, der protesterede mod disse myrderier, og lukning af aviser (SADIGroup 2010). Set ud fra Skocpols teoretiske forståelse kan man fremhæve, at disse hændelser har 10 Det er vigtigt, at rollen af post-islamisme i de forskellige mellemøstlige samfund analyseres med visse forbehold. F.eks. i relation til rollen af islam under Irans Islamiske Republik og Egypten under Hossni Mubaraks styre er det vigtigt, at man tillægger bevægelsen vidt forskellige betydninger og funktioner. 34 medført misforhold af regime-befolkningsrelationen og har bidraget til at skabe en stemning karakteriseret af mistillid. Jo længere en sådan stemning varer, desto vanskeligere bliver det at finde en politisk løsning på tilstanden (Skocpol 1979: 15). Mistilliden har betydet, at befolkningen forholder sig skepisk over for alt, hvad regimet siger og foretager sig. Forklaringen er, at landet regeres af en lille elite, der har haft magten i mere end 30 år, og opretholdelsen af magten har forudsat brug af mange upopulære midler, der har begrænset muligheden for fri medier og journalistik, som kan kun eksistere, hvis de alene tjener og fremmer regimets interesser og budskaber. Nik Ahang påpeger, at ”denne lille gruppe har gennem tre årtier udelukket folket fra alle former for frihed, derfor kan en sådan politisk struktur ikke skabe andet end mistillid og utryghed” (Ahang 2008). I nutidens Iran er der fremkommet et bredt ønske om strukturændringer i regimet, og med hensyn til at realisere dette ønske har inkluderende kollektive mobiliseringer fundet sted. Regimets faldende popularitet Den rigide natur af Irans islamiske regime betyder, at den har været kompromisløs og uegnet til at reformere sig. Kritikere betragtes som en trussel for dens eksistens, og regimets eneste håndtering af udfordringerne er tilintetgørelse af disse. Mishåndteringerne har resulteret i forskellige reaktionsformer, herunder at mange af regimets nære allierede som protest har vendt det ryggen. Skocpol (1979) fremhæver, at ”faldende regime-legitimitet i øjnene af sin egen elite er det mest synlige tegn på, at regimer oplever ustabilitet, og at deres legitimitetsgrundlag er lige ved at kollapse” (1979: 32). Ifølge Skocpols beskrivelse af forholdene er dette et meget konkret og synligt symptom ved Irans Islamiske Republik. Akbar Ganji (2014) hævder, at ”regimet skaber sin egen opposition” og refererer til Ayatollah Montazeris11 skæbne, der på grund af sin kritik af regimet og afsløringen af omfattende tortur og massehenrettelser af politiske fanger blev ekskluderet fra den politiske scene og kom under husarrast. Det islamiske autokrati har svigtet revolutionens oprindelige hensigter. Ved at støtte sig til følgende citat af Selbin ”sociopolitiske revolutioner udgør en uafbrudt proces” (1997: 126) kan man hævde, at 1979-revolutionen i mange iraneres øjne betragtes som en igangværende og ufuldkommen proces, hvor befolkningen stadigvæk søger at opnå dens mål. Tilstanden har betydet, at regimet befinder sig ved et vejkryds; det kan 11 Ayatollah Hussain Ali-Montazeri (1922-2009) er en af Khomeinis nærmeste allierede under revolutionen og medgrundlægger af Den Islamiske Republik. 35 enten anerkende befolkningens ret og krav – hvilket er lig med magttab – eller ved at underkende folkets krav om demokrati kan den give næring til yderligere frustration og konflikt. Dog peger alt på, at regimet følger den sidstnævnte mulighed og ”sår frøene til sin egen undergang” (Ognibene 2012: 5). Da de dybdegående strukturændringer har skabt omfattende utilfredshed i samfundet, påstår Ganji (2014), at ”det er efterhånden for sent og umuligt at tage landet tilbage til de tidlige dage af 1979-revolutionen” og dermed umuligt at genskabe tillid og samhørighed i samfundet (2014). Man kan tegne en linje mellem befolkningens utilfredshed og landets generelle socioøkonomiske og politiske udvikling under Den Islamiske Republik via inddragelse af Goodwins (1997) såkaldte ’kausale mekanisme og baggrundstilstand’, samspillet mellem de ovennævnte forhold og deres betydning for et givent samfunds udviklingsforløb, graden af stabilitet, økonomisk kapacitet/udfordringer og opståen af ”cultural and social-psycological phenomena” i præ- og post-revolutions perioder (1997: 11 & 18). Hændelser som IranIrakkrigen 1980-1988 og revolutionært kaos har ødelagt og desorganiseret landets økonomi. Rafsanjanis12 omfattende opbygningsprogrammer13 og baseret upopulære på post-Iran-Irakkrigs markedsliberaliseringsmekanismer økonomiske og drastisk nedskæring af offentlige budgetter medførte enorme socioøkonomiske og kulturelle konsekvenser i form af uregelmæssig inflation og prisstigninger samt stigende arbejdsløshed og fattigdom. Krigen, regimets undertrykkende politik og dets fejlslagne socioøkonomiske politik har påvirket iranernes bevidsthed og efterladt ridser i deres minder (Khosrokhavar 2012: 4446). Økonomiske aspekter, herunder statens mishåndtering af samfundets ressourcer, har spillet en kontroversiel rolle mht. regime-befolkningsinteraktionen. F.eks. har regimets selvskabte privilegerede ’ideologiske samfund’ og forsyningen af disse med offentlige midler medført kritik og utilfredshed. Regimet har fra sin begyndelse ført en ’økonomisk populistisk’ politik for at bevare magten, som har resulteret i skabelsen af et populistisk økonomisk system med en omfattende grad af nepotisme. Kort efter revolutionens sejr har mange iranere af frygt og i protest mod udviklingen forladt landet og efterladt deres ejendom. Efterladte aktiver blev konfiskeret af regimet og dets semi-politiske og -økonomiske institutioner, herunder Bonyad-e 12 Ali Akbar Hashemi Rafsanjani var republikkens præsident gennem to fireårs perioder mellem 1989-1997. Rafsanjanis otte års præsidentperioder betegnes som Dewrane Sazendegi-e 1 ve 2 (Genopbygningsperioden 1 og 2). 13 Under sloganet 8 sal dewrane sazendegi (8-års-perioden for genopbygning). 36 Mostaz’afin (de undertryktes fonde). Disse aktiver blev enten solgt under markedspriser eller foræret til regimets tætte tilhængere (Bayat 2013: 159-161). Tilstedeværelse af revolutionære institutioner og deres omfattende magt og adgang til offentlige midler har skabt en enorm grad af korruption og givet anledning til masseprotester og regimekritiske aktiviteter. Gennem Ahmadinejads præsidentperiode kulminerede magtmisbrugen: ”Omfanget af nepotisme og korruption i denne periode var helt uden fortilfælde. Ahmadinejads kabinet fremlagde aldrig et specificeret budget for at vise, hvordan midlerne blev anvendt…” (ibid.: 168). Ahmadinejads økonomiske politik har ført til massiv utilfredshed hos den almindelige befolkningsgruppe, men også i regimets egne rækker har flere fratrædelser og afskedigelser gjort det svært for ham at opretholde stabilitet og ro gennem sin regeringsperiode. Ahmadinejad vandt 2005-valget på populistiske diskurser som retfærdighed og økonomisk ansvarlighed samt løfter om at bringe olieindtægterne til folket og retfærdig fordeling af disse til de iranske familier. Dog stod han i realiseringen af sine valgløfter over for praktiske udfordringer som at ”omfordele rigdommen blandt alle iranske familier eller at gennemtvinge loven om national sygesikring og lavt forrentede lån” (Monshipouri & Assareh 2009: 28-31). Derfor kan det hævdes, at den populistiske kampagne, der bragte ham til magten, endte som en mislykket socioøkonomisk politik og snart også blev en hæmsko for hans bestræbelser på at overbevise befolkningen om at stemme på ham i 2009. Manglende kapacitet og institutionelle fejl Den Islamiske Republik og Irans politiske system lider af en konfliktfyldt og udemokratisk magtrotationskultur. Landet har et overfladisk stabilitetsgrundlag baseret på regimets falske påstande om tilstedeværelsen af stabilitet og tryghed. Goodwin (1997) hævder, at når samfundets konflikter har rødder i statslige organisationers natur og struktur, bliver de til vedvarende udfordringer med langsigtede effekter for landets udvikling, og i sidste ende er det statens institutionelle kapacitet, der bestemmer retningen for disse konflikter (1997: 11). Med henvisning til det iranske samfunds mangeartede udfordringer og med relation til Goodwins teoretiske beskrivelse hævder Abbas Abdi (2001, 2012), at det iranske samfund lider af mangeartede strukturelle kriser. I den iranske kontekst er f.eks. religion, familie, uddannelse og stat samfundets kerneinstitutioner, dog er disse institutioner blevet til dysfunktionelle elementer, hvorfor deres eksistens er truet. Taget familiens funktion i betragtning er dens rolle blevet svækket, udfordret og påvirket af de øvrige dysfunktionelle institutioner. Abdi pointerer 37 f.eks., at ”flere skilsmisser, forhøjet stofmisbrug, vold og familierelaterede mord” blot er nogle tegn på familiens svækkede strukturer og funktion (Abdi 2011 & 2012). Med udgangspunkt i Goodwins statist tilgang kan regimets ekskludering af sociale og (oppositions-) politiske grupper fra deltagelse i sociopolitiske aktiviteter samt dets brug af tilfældig og vilkårlig vold mod borgerne betegnes som en ’provokationspolitik’, der kan påvirke befolkningens følelser og føre til reaktioner (1997: 16-18). Interne magtkampe og konkurrerende diskurser i regimet har vanskeliggjort dialog og indgåelse af kompromisser. Udfordringer relateret til landets nukleare program og udenrigspolitiske relationer, forværrede økonomiske tilstande samt indenrigspolitiske uroligheder har tilsammen gjort det svært at forudsige regimets, men også landets fremtid. Landets seneste udvikling i forlængelse af Den Grønne Revolution og regimets håndering af protesterne kan fortolkes som et udtryk for regimets provokationspolitik. Når f.eks. reformisteren Moussavi kommer med ønsket om dialog og at finde en civiliseret løsning på udfordringerne, består regimets reaktion af sådanne udtalelser som: ”Moussavi har fortrudt sine handlinger, han har givet op og trukket sig fra intrigekampe” (Abdi 2009A). Regimets provokationspolitik udføres for at udfordre Moussavi og reformisterne til at gribe til voldelige handlinger. Dette har til formål at skade reformisternes gode ry og ødelægge den nationale og internationale sympati for deres kampe samt at bane vejen for at slå hårdere ned på dem og kvæle alle former for kritiske bevægelser. Ifølge Skocpol skal hovedårsagerne til samfundsmæssige konflikter, statslige organisationers misforhold og deres manglende kapacitet bl.a. søges i ”udviklingen af samfundsklasser og landets økonomi samt udviklingen af den internationale samfundsstruktur” (1979: 32). Klasser og deres økonomiske tilhørsforhold er to kriterier i definering af hovedaktørerne bag Den Grønne Revolution og hensigterne med disse mobiliseringer. Naftolieindtægternes rolle er af stor betydning for forståelsen af ’de grønne klasser’, altså de samfundsgrupper, der skal betragtes som hovedaktørerne bag opstandene. 1979-revolutionen svækkede på forskellig vis landets middel- og privat-kapitalistiske klasser. I løbet af de seneste to årtier har disse klasser dog nogenlunde genfundet deres position. På den anden side steg statens magtposition og råderum med stigningen af olieindtægterne. Regimet har med hensyn til at forstærke alliancen med sine ideologiske klasser benyttet statslige institutioner og økonomiske midler til at understøtte grupperne i (traditionelle) udkantsområder, f.eks. i Teherans slumkvarterer. Under dækket af bekæmpelse af økonomisk kriminalitet begrænsede regimet aktiviteterne af middel- og overklasserne og har skabt konfronterende 38 forhold til dem. Gennem Ahmadinejads første præsidentperiode blev disse klasser udsat for sociopolitiske og økonomiske eksklusioner. Derfor anså disse klasser det som den eneste udvej at stemme på reformisteren Moussavi og fjerne Ahmadinejad. Dog umuliggjorde regimets adgang til store økonomiske ressourcer og dets udformning og forsyning14 af sine ideologiske grupper disse klassers opnåelse af deres mål. Middelklassen og den kapitalistiske klasse med deres forskellige roller betegnes som grundlæggerne af Den Grønne Revolution. Revolutionen blev ledt af intellektuelle grupper og middelklassen, og den kapitalistiske klasse har gennem forsigtige manøvreringer spillet en understøttende og supplerende rolle (Abdi 2009B). Den Grønne Revolution? Nutidens Iran er fanget mellem kampen om at skabe modernitet og bevare traditionerne. Den Grønne Revolution er kulminationen på 30 års konflikt og uoverensstemmelser mellem på den ene side det islamiske regimes afskrækkende og udemokratiske handlinger og på den anden side befolkningens kamp og krav om frihed, demokrati og modernitet. Bayat hævder, at Den Grønne Revolution er udfaldet af artikulationer tilhørende Irans post-islamiske bevægelse og årtiers folkelige ønsker om et værdigt liv fri for overvågning, korruption og brug af vilkårlig magt og vold (2013: 170). Førnævnte konstateringer giver anledning til, at man kan hævde, at regimets konservative værdier og hensigterne med dem modstrider med samfundets og flertallets verdenssyn. Ud fra Goodwins beskrivelse af lignende stat-befolkningsrelationer, der påpeger, at når statslige institutioners værdier, hensigter og funktioner strider mod samfundets overordnede værdier og interesser, gives der anledning til udformning af kollektive handlinger, der udfordrer statspolitikken (1997: 11-12), kan det påstås, at Irans aktuelle samfundsmæssige udfordringer er frugten af en sådan udvikling. Paradoksalt i forhold til regimets religiøsideologiske dagsorden kan det konstateres, at samfundet er blevet mere moderne og retter sig mod vestlige og globalt anerkendte værdier. Denne modernitet ses i stigningen i antallet af moderne litteratur, stigende urbanindividualisering og et højt ønske om kvinders autonomi. Modsat mange forskere og videnskabsfolk, der betegner Den Grønne Revolution som enten en social bevægelse eller revolution, definerer Bayat (2013) den som en ”refo-lution; altså en udvikling, der er resultatet af en kombination af demokratiske idealer og religiøse følelser, med komplekse udfald” (2013: xi). 14 Rygter om Ahmadinejads udbetaling af kontanter til sine tilhængere især under valgperioden (Kaleme 2013b). 39 På baggrund af det ovennævnte kan man argumentere for, at Den Grønne Revolution ikke blot var en kulmination på 2009-præsidentvalget og dets udfald. Dens rødder skal også søges i rollen af ’mennesker og strukturer’, altså strukturelle ændringer som en upopulær økonomisk politik, institutionelle fejl, usammenhængende byudvikling, stigende ulighed og reaktionen fra utilfredse politiske aktører på disse udfordringer. Goodwin (1997) udtrykker lignende udvikling, hvor utilfredshed kan politiseres og udtrykkes gennem politisk-kollektive handlinger, der vil true og destabilisere samfundsforholdene og bidrage til svækkelse af samfundets politiske og økonomiske institutioner og infrastrukturer (1997: 16-18). I delanalysen er baggrunden for 1979-revolutionen og de institutionelle strukturelle ændringer, herunder etablering af Den Islamiske Republik baseret på Velayat-e Faqih og forværring af landets økonomiske tilstand og disses effekt på stat-befolkningsrelationen, blevet analyseret. Sharia-baseret lovgivning og Velayat-e Faqihs rigide struktur/natur har medført mislykkede civilsamfundsaktiviteters forsøg på reformering af regimet. Regimets fejlslagne politik har genereret omfattende samfundsutilfredshed og bidraget til formindskelse af dets popularitet. Omfattende og uigenkendelig rekonstruering af landet og befolkningens identitet og institutionelle fejl har resultereret i, at afstanden mellem regimet og flertallet af befolkningen bliver større dag for dag. Manglende befolkningsstøtte til regimets institutioner og magtstruktur har minimeret regimets kapacitet og evne til at løse udfordringer gennem ikkevoldelige (for)handlinger. Derfor virker regimet i mange iraneres øjne som et uønsket politisk system, hvis opretholdelse af magten har været forudsat af anvendelse af voldelige og undertrykkende metoder, og derfor har uoverensstemmelsen udviklet sig til oprør og opstand udformet gennem kollektive handlinger af samfundets mangeartede grupper. Kollektive handlinger, som er igangsat af forskellige grupper som kvinder, studerende og urbane græsrødder, er blandt andre forklaringer på Den Grønne Revolutions opståen: ”som handlingen af reale mænd og kvinder i bestræbelsen på at vise utilfredsheden til magthaverne og erklære deres tilstedeværelse i jagten på at forbedre livsvilkårene” (Selbin 1997: 134). Derfor vil det følgende afsnit analysere disse gruppers aktiviteter og handlinger – organiserede eller spontane – som har til formål at udfordre landets islamiske styre. 3.2 Aktørers kollektive handlinger og artikulationer Strukturændringer afføder aktørers (re)aktioner. Aktørernes handlinger skaber nye strukturer og tilværelser. Sammenhængende interaktion mellem disse to faktorer; ’menneske (aktør) og 40 struktur’ betegnes som to fundamentale forudsætninger for revolutioners forekomst. I vellykkede revolutioner fører interaktioner mellem disse til etablering af nye strukturer og værdier. Selvom samfundsmæssige strukturændringer er af fundamental betydning for revolutioners forekomst, betegnes aktører og deres handlinger som hjernen bag revolutioner. Ifølge Selbin (1997) forudsættes det for, at revolutionære processer kan sættes i gang, at disse to variabler – struktur og aktør – er til stede, og derfor er det nødvendigt i dybdegående analyser af revolutioner, at ” aktører og den verden, de skaber, samt den kultur, de fremstiller, inddrages” (1997: 126). Ud over strukturelle faktorer antages Den Grønne Revolution for at være udfaldet af aktørernes mangeartede (kollektive) handlinger og tilstedeværelsen af gensidig mistillid, der har domineret samfundets sociopolitiske institutioner. Derfor vil den følgende delanalyse omhandle rollen af aktører og deres handlinger samt de diskurser, der har bidraget til revolutionen. Thomassen (2012) betoner, at ekstraordinære begivenheders omfang og tidspunkt samt deres indvirkning på magthavernes reaktion og ikke mindst ’post-big events’ er med til at skabe nye samfundsmæssige tilstande (2012: 684). I løbet af de seneste tre årtier af Den Islamiske Republiks eksistens har forskellige aktørgrupper i samspil bidraget til nye former for statbefolkningsrelationer og bragt landet i en ekstraordinær tilstand fordelt på præ- og postrevolutionssituationer. Khosrokhavar (2012) argumenterer for, at før Den Grønne Revolution kæmpede Ahmadinejads regering med offentlig mistillid, men den åndelige leder var stadigvæk uden for farezonen, dog begyndte demonstranterne at kritisere og sætte spørgsmålstegn ved den åndelige leders magt og legitimitet under og efter protesterne mod Khameneis direkte støtte til Ahmadinejad (2012: 53). Forklaringen på lignende tilstande skal ifølge Weber findes i (graden af) statslegitimitet. Weber hævder, at i folkevalgte politiske systemer, der har stærke legitimitetsgrundlaf, forekommer politiske opstande meget sjælden, hvorimod regimer, der i forvejen oplever legitimitetsvanskeligheder, meget hurtigt vil blive udfordret af kritiske røster, og derfor er det sandsynligt, at de vil blive genstand for revolutioner (Weber i Buechler 2011: 33-37). I det islamiske regimes kontekst er aldrig før i den forstand blevet sat spørgsmålstegn ved legitimiteten af den åndelige leder, Velayat-e Faqih og dens kerneinstitutioner, Vogternes Råd (shora-ye Negahban) og Rådet for Beskyttelse af regimets Interesse (shora-ye hefze maslehete 41 nezam). Dog er højtråbende demonstranters krav om regimeskift gennem revolution blot et af tegnene på, at regimets legitimitetsgrundlag for alvor er udfordret. 3.2.1 30 års kollektive handlinger En ’multi-class alliance’ bestående af flere aktørgrupper har gennem deres handlinger været med til at udfordre det islamiske styre. Selbin (1997) understreger, at interesser, livssyn og ideologier af bestemte aktører – den verden, de skaber, samt den kultur, de fremstiller – spiller en afgørende rolle for udformningen, indholdet og retningen af revolutioner (1997: 123-126). Rollen af aktørernes kollektive handlinger i Irans sociopolitiske udvikling har strakt sig over forskellige perioder og kom oftest som reaktion på bestemte hændelser eller i form af støtte til andre protestaktioner mod regimets overordnede politik. I dette afsnit lægges der vægt på nogle aktørgruppers bevidste og målrettede udfordring af regimet og deres synlige bidrag til Den Grønne Revolution, herunder religiøse og sekulære intellektuelle, kvinder fra middel- og overklassen, universitetsstuderende og ungdomsbevægelser fra storbyer som Teheran. Kvinders uafsluttede kamp Det islamiske styres kassering af landets forfatning fra Pahlavi-tiden og udskiftning af denne med en islamisk forfatning er blandt regimets første gennemførte strukturændringer. Regimet har under henvisning til beskyttelse af islamiske værdier og gennem forfatningsændringer ”erstattet Shahens reformer med sin konservative fortolkning af islam” (Alimardani 2012: 21). Forfatningsændringerne berørte mange kvinders samfundsstatus. Iranske kvinders etablering og organisering af protestbevægelser mod regimets kønsdiskriminerende politik kan ifølge Thomassen (2012) betragtes som de ’reale politiske begivenheder’ med deltagelse fra marginaliserede samfundsgrupper (2012: 682-83). Gennem lovændringen blev kvinder tvunget til at bære hejab. Som reaktion demonstrerede tusindvis af kvinder og mænd mod loven den 8. marts 1979 og pressede Khomeini til at trække den tilbage. Dog er det alligevel lykkedes regimet på et senere tidspunkt at gennemføre loven om tvungen hejab. Sekulære kvinders reaktion på regimets undertrykkende syn på kvinder gav anledning til organisering af forskellige såkaldte ’class emancipation’-bevægelser. Disse protestbevægelser betegnes som begyndelsen på kvindernes kamp for lige sociokulturelle og politiske rettigheder. Gennem initiativer som ’The Campaign for One Million Signatures’ og ’The Impact of Laws on Womens Lives’ har de seneste tre årtiers kvindekamp haft stor effekt på menneskerettigheder og landets 42 sociopolitiske udvikling. Kvindernes aktive deltagelse i civilsamfundsaktiviteter efter etablering af republikken og forfatningsændringerne er blandt ”post-1979-revolutionens største begivenheder” (Thomassen 2012: 684) med ekstraordinær betydning for kampen om ligestilling og modernisering. Disse aktiviteter har været et vigtigt bidrag til fælleskampen om at presse regimet til at imødekomme befolkningens krav om demokrati og en moderat fortolkning af islam (Sadr 2012: 202-206). Paradoksalt i forhold til regimets kønsdiskriminerende politik er antallet af uddannede kvinder større end uddannede mænd i Iran. Denne udvikling har dog ikke ført til afskaffelse af diskrimination af kvinder. Tværtimod hævder Shirin Ebadi,15 at udviklingen blot har ført til ”a visceral consciousness of their oppression” (Alimardani 2012: 24), og at de uddannede kvinder ikke længere vil finde sig i at blive sendt tilbage til deres traditionelle roller. Med udgangspunkt i Thomassens (2012) antropologiske tilgang betragtes grundlaget for kvinders deltagelse og tilslutningen til opstandene og andre civilsamfundsaktiviteter som deres ’lived experience’ i bestræbelserne på at skabe bedre tilværelse og livsvilkår samt ønsket om at blive en del af masserne, hvor de får muligheden for at gennem følelsen af fælleskab og være en del af det enorme ”befrier sig fra dagligdagens uligheder” (2012: 688-92). Kvindernes stærke tro på kampen om ligestilling har betydet, at mange af dem under Den Grønne Revolution har tilsluttet sig oppositionskandidaterne Moussavi og Karroubi. Disse kvinder har på mange måder udfordret regimets kerneværdier, f.eks. siger Zehra Ashrafi:16 ”Spænd ikke ben for min frihed, og tving os ikke til at bære hejab. Det er kun vilkårene, der har gjort, at jeg bærer chador, ellers tror jeg ikke på den” (Seratnews 2011). Neda Agha Soltan, kvinden, der mistede livet under protesterne og fik tilnavnet Irans stemme, er blot en blandt mange iranske kvinder, der deltog og mistede livet under demonstrationerne. Zehra Rahnavard17 er meget offensiv i sine udtalelser, og hun har krævet ændring i regimets syn på kvinder og har efterspurgt behovet for en politik, der inkluderer kvinder og deres rolle. Rahnavards synlighed gennem 2009-præsidentvalget og den efterfølgende periode er helt nyt og provokerende fænomen for regimets konservative grupper – især når hun går hånd i hånd og står 15 En iransk advokat og menneskerettighedsaktivist, der i 2003 som den første iraner og den første muslimske kvinde blev tildelt Nobels fredspris. 16 En kendt kvindeforkæmper. En af reformisternes kendte ansigter, en aktiv aktør under Den Grønne Revolution, frontfigur i kvindekampen og Mir-Hussain Mousavis hustru. 17 43 skulder ved skulder med sin mand Moussavi. Hendes tilstedeværelse har fremkaldt forskellige reaktioner; på den ene side har den forårsaget forargelse og kritik i regimets konservative lejre, og på den side har hun virket som inspirationskilde for sine kvindelige tilhængere i deres kamp om rettigheder (Sadr 2012: 214-16). I en hyldest til 1979-revolutionen siger Rahnavard, at ”Vores revolution introducerede en helt ny forståelse – ikke marxistisk, ikke nationalistisk, men religiøs. Vi kan ikke gøre noget uden islam, for den er den eneste løsning på alle udfordringerne” (Girgis 1996). Dog næsten 30 år efter det islamiske styre konstateres en drastisk holdningsændring i hendes syn på revolutionen. Hun ærgrer sig over udviklingen og siger: ”at frigive politiske fanger var blandt vores sloganer gennem 1979-revolutionen, men jeg troede aldrig, at vi skulle have dette motto i nutiden” og tilføjer, at ”ved denne magt, man har givet til Velayat-e Faqih, fratages borgernes ret, derfor synes jeg, at sådan et system og magtstruktur er ugyldigt og uddateret.” (Rahesabz 2010c) Ovenstående er et generelt billede af befolkningens syn på regimet. Yderligere afspejler det iranernes skuffede forhold til revolutionen og en kølig relation til republikken, og at regimets værdier og dets syn på borgerne strider mod samfundets overordnede værdier og interesser. Derfor har disse også givet anledning til udformning af kollektive handlinger, der modarbejder statspolitikken (Selbin 1997: 11). Yderligere viser udviklingen, at regimet ikke kun har befolkningen, men også mange af sine tidligere støtter mod sig. Kvinderne har trods deres marginaliserede position været en betydelig del af landets reale politiske begivenheder, og de har med deres engagement i begivenhederne præget Irans politiske landskab. Religiøse intellektuelle og universitetsstuderende En anden aktørgruppe er post-islamisterne, der har opereret under betegnelserne rawshanfikran-i dini (religiøse intellektuelle), digar andishan (alternative tanker) og Republican Theology. Disse aktører har på hver deres vis og gennem forskellige kanaler forsøgt modernisering af regimet. Deres nyskabte demokratiseringsdiskurser gav stemme til kritiske bevægelser. Disse intellektuelle grupper blomstrede under Khatamis præsidentperiode og hans støtte til dem. Khatamis argument for behovet for tilstedeværelsen af disse intellektuelle var, at islam og revolutionære muslimer oplever mangel på samfundsteorier. Han betonede, at disse intellektuelle kan erstatte både religiøs fanatisme, det ensidige fokus på Gud og forsømmelse af mennesker, men også sekulære intellektuelle, der alene koncentrerer sig om mennesker og ignorerer Gud. Mange af disse intellektuelles syn på validiteten af Velayat-e Faqih var, at “De 44 tog skarp afstand fra Velayat-e Faqih og betegnede den som en udemokratisk og forældet styringsmodel” (Bayat 2007: 85-90). Yderligere tog de afstand fra forståelsen af Islam huwa al hal (Islam har løsningen på alt). Disse aktører og deres aktiviteter blev en del af de ’demokratiske og imod-demokratiske diskurser’. Ifølge Goodwin (1997) skaber udfaldet af lignende bevægelser og deres anvendte diskurser forskellige ’political opportunity’-tilstande for dannelsen af kollektive handlinger, der på langt sigt kan undergrave regimers legitimitet og danne grundlag for yderligere kritik og modstand til regimerne (199: 11). Post-islamismens studenterprotester var bl.a. de markante aktiviteter med stor national og international genklang og var orienteret mod kravet om etablering af et transparent og demokratisk system, der kunne begrænse og kontrollere den åndelige leders ubetingede magtbeføjelse. Ligesom de fleste nutidige opstande har iranske universitetsstuderende – både gennem 1979- og 2009 revolutionerne – som en stor gruppe af aktører spillet en mærkbar rolle i landets politiske udvikling. Universiteterne som slagkraftige institutioner har spillet en central rolle i organiseringen af begivenhederne og har produceret nye diskurser og ideer. ”Disse institutioner har ofte fungeret som mødested for intens socialisering og mobilisering af reformvenlige bevægelser” (Khosrokhavar 2012: 50). Studenterstrejken i juli 1999 – en protest mod lukning af avisen Salam – og Kædemordene og Studenteroprøret i Teheran i juli 2003 er blandt de mest omfangsrige af typen. Studerende fra middelklassen samt et mindretal studerende fra lavindkomstklasserne var hovedaktørerne i demonstrationerne. Disse aktørers ikkevoldelige kollektive handlinger har opbygget en vedvarende social og moral kapital, der kan betegnes som grundstenen til fremtiden for landets demokrati og inspirationskilde til demonstrationernes tilgang til Den Grønne Revolution. Ud fra Selbins (1997) grundforståelse af revolutioner som værende gentagelser af mønstre og videreførelse af roller sker det fra den ene tid til den anden som led i en ’idea stream’, der inkluderer slagkraftige og gennemgribende værdier og idealer. Disse og lignende værdier som retfærdighed, lighed og demokrati hævet over tid og geografi har været inspirationskilden for Irans nuværende genration. Meget tyder på, at det er den samme ”politiske kultur for modstand og opposition” (1997: 129), der har været lokomotivet bag disse to begivenheder. Det ser ud til, at det i høj grad er de samme værdier og tilgange som i 1979, der har gjort, at Den Grønne Revolution betegnes som en enestående og fænomenal begivenhed. Den Grønne Revolution har både skabt muligheden for at etablere sociale bevægelser og har også forstærket iranernes tro på, at realisering af ambitionerne fra 1979-revolutionen kan ske alene ved omfattende refo-lutionære kollektive 45 aktioner, der sigter mod at fortrænge landets islamiske styre. Flertallet af utilfredse iranere har – af mange grunde18 – trods vanskelighederne valgt at kæmpe for forandringer gennem reformering af landets politiske system frem for en revolution, der skulle afskaffe hele regimet. Unge og ungdomsbevægelser Unge iranere er blandt de største aktørgrupper med tydeligt præg på landets udvikling. Måderne, som ungdomsbevægelserne – både gennem 90’erne og Den Grønne Revolution – har organiseret og udformet sig på, kan ud fra Skocpols (1979) model for beskrivelse af revolutioners mellemliggende processer betegnes som ’massebaserede sammensmeltede bevægelser’ med (og uden) politisk-ideologiske rammer, der har til formål at udfordre regimets etablerede institutioner, normer og værdier (1979: 15). 90’ernes ungdomsbevægelser identificeret ved ’unge og ungdommelighed’ havde et kollektivt ønske om etablering af et politisk system, der respekterer menneskerettigheder og giver rum til individers ret til at kunne frit vælge. Lignende bevægelser og deres kollektive handlinger har trods regimets strenge sociale og politiske kontrol været med til udformning af en oprørsk generation, der har udfordret regimets legitimitet og skabt et billede – modsat regimets eget billede – af, hvordan en muslim bør tænke og (inter-) agere med andre (Bayat 2007: 59-65). De unge – både som protest mod regimets undertrykkelse og som udtryk for livsmod – tog mange nye adfærdsformer og trends til sig,19 og gennem dem overtrådte de regimets konservative normer og signalerede behovet for nye værdier og samfundsnormer. Denne adfærd har gradvist undergravet regimets moralske værdier og udfordret dets institutionelle kapacitet i at integrere de unge og deres følelser. Fysisk straf og undertrykkelse af de unge i konfrontation med regimets specialenheder, f.eks. Ansar-i Hizbullah og lebas-shakhsiha (de civilklædte), er bl.a. de konsekvenser, der mødte de unge. ’Retten til at leve lykkeligt’, ’latter er ikke synd’ og ’et deprimeret samfund kan ikke skabe solide og kærlige relationer’ er eksampler på de unges demokratiseringsskabte diskurser i deres kulturelle kamp mod regimets strengt konservative politik. Udviklingen vidner om, hvor langt væk befolknings syn og livsverden er fra regimets, og hvor meget de unge vil sætte på spil for at opnå denne livsstil og værdier (Bayat 2013: 21). Rødderne til eskalering af regimebefolkningskonflikten ligger i, at regimets konservative elite er kompromisløs og ikke anerkender udfordringernes omfang og tilstedeværelse. Frem for at imødekomme de folkelige 18 Uddybelse af disse begrundelser vil blive udfoldet i diskussionsafsnittet. F.eks. “Music blaring from speeding cars dismayed Islamist … the distance dating, Muslim girls and boys eyed one another from a distance, flirted, chatted, or expressed love through electronic waves” (Bayat 2007: 60). 19 46 ønsker gennem institutionelle forhandlinger har de hidtil støttet sig til anvendelse af voldelige magtmidler. Byboere og Teheran som den evige kampplads Storbyers offentlige steder kan fungere som kampplads for stridigheder og revolutionære aktiviteter. Fysiske institutioners rolle – f.eks. universiteter, islamiske centre og moskéer samt ’the street’ og ’street politics’ – som mødested for aktørerne og praktisering af deres kollektive handlinger har været meget synlige både gennem 1979-revolutionen og Den Grønne Revolution. Gaderne blev et sted, hvor folk viste og udtrykte deres utilfredshed og frustration. Thomassen (2012) forklarer, at disse institutioners kapacitet i at give plads til masserne (crowds) på et bestemt sted har gjort, at de er omdannet til kerneinstitutioner for aktørers udveksling af livsoplevelser og fællesskabsdannelse, men også er et gemmested, hvor individer forsvinder i masserne, og derfor bliver regimets identificering af disse individer vanskeliggjort (2012: 688-92). Gader og stræder især i storbyen Teheran var blandt de vigtigste steder for udformning af identiteter og solidaritet. Gadernes inkludering af de ukendte og uformelle grupper har fungeret som en institution, hvorigennem aktører udvekslede holdninger, kommunikerede med hinanden og stræbte efter deres fællesinteresser (Bayat 2013: 13). Teheran har på en ekstraordinær måde bidraget til etableringen af et politisk miljø med rødder i historisk uenighed og konflikt mellem magtfulde og dybtliggende traditioner og en vild modernitet. Tre årtier efter 1979-revolutionen har kampene mellem islamisering og modernitet omdannet byens hovedgader og stræder til en kampplads, hvor historiske begivenheder – som drabene af Mohsen Roohol Amini og Neda Agha Soltan samt at demonstranterne råbte Marg-bar diktaur/Khamenei og rev Khameneis plakater ned og trådte på dem – har gjort, at Teheran igen gennem Den Grønne Revolution oplevede minder fra revolutionsdagene i 1979; ”Stemningen i denne Kordad [juni 2009] kan på grund af præsidentvalgets uroligheder sammenlignes med stemningen for 1979-revolutionsdagene. Gaderne er proppet af demonstranter, politibiler med sirener, sikkerhedstyrker og regimets ”knippel i håndmotorcyklister” (Vahid-online 2009 b & SADIgroup 2010). Regimets argument om bekæmpelse af tahajom-e farhangi (kulturel invasion) ledte til undertrykkelse af reformbevægelserne. Regimet betegnede situationen som alarmerende og erklærede krig mod reformisterne. Ud fra lignende handlinger kan man hævde, at en meget 47 konkurrerende og modstridende værdikamp mellem regimet på den ene side og befolkningen på den anden side er kernen i konflikterne. Disse kampe har voldt så stor skade på det iranske samfund og relationen mellem parterne, at det er svært at genetablere og normalisere tilliden og relationen tilbage til tiden før konflikternes opståen. Sådanne tilstande har Nik Ahang betegnet som payane Jumhuriyet – republikkens ophør (2009c). 3.2.2 Én begivenhed, flere diskurser Dette afsnit orienterer sig mod diskurser og artikulationer af de overordnede konkurrerende positioner,20 som aktivister, bloggere og meningsdannere – både før og efter 2009præsidentvalget – har benyttet sig af. En konfliktfyldt relation især mellem Ahmadinejad og regimets konservative institutioner over for medier og Moussavi og hans reformvenlige alliance menes at være af enorm betydning for eskalering af situationen; fra uenigheder til revolutionskarakteriseret tilstand. Artikulationer og handlinger af reale mænd og kvinder gennem historiske situationer er med til at ændre status quo21 og skabe nye institutionelle tilstande, værdier og meninger. Gennem differentierede og konkurrerende diskurser og subjektspositioner kan aktørers identitet og (politiske) position identificeres (Laclau og Muoffes 2002). Periodemæssigt reflekteres i afsnittet over begivenheder og hændelser inden for nævneværdige øjeblikke og perioder; f.eks. ’De 10 minutter, der rystede Iran’ eller præ- og post- (Grønne) revolutionens fysiske og verbale overfald på reformisterne. Den Grønne Revolution italesættes af mange iranere som en kod jus (spontan opstand) uden defineret ledelse, også kaldet en post-karismatisk revolution; ”hvad man ser som revolutionens symboler er dens (almindelige) medlemmer, bestående af uskyldige og ikkevoldelige unge som Mohsen Roohol Amini eller Neda Agha Soltan, der kæmpede for respekt og demokrati” (Jahanbegloo i Boghrati 2010). I modsætning til befolkningens opfattelse betegner regimet opstandene som en del af Vestens tehajome ferhangi (kulturel invasion) og som en udenlandsk sammensværgelse (Vahid-online 2009c & d). Lignende definitioner af begivenhederne afspejler, at befolkningen og regimet har meget modstridende opfattelser af hinanden, og deres fortolkning af hændelserne er også lige så forskellig. Befolkningen ser udvikling som en folkelig og ikke-fjernstyret proces og produktet af en naturlig reaktion på 20 På den ene side Ahmadinejad og hans konservative tilhænger og på den anden side Moussavi og hans reformisttilhængere. Disse betegnes som konfliktens to overordnede parter. 21 Altså en tilstand baseret på en kølig og gensidig mistillidsrelation, men ikke tegn på omfattende fysisk protest og sammenstød. 48 regime-samfundsrelationen, der er præget af tvang, kølighed og mistillid. På den anden side forsøger regimet meget bevidst – ved at indblande udefrakommende magts rolle – at fremstille demonstranternes krav som illegitime og ikke-repræsentative. Med refleksion over Irans baggrundshistorie vil man opdage, at iranerne uanset politisk/ideologisk tilhørsforhold generelt er følsomme over for udenrigspolitisk indblanding i deres lands indenrigspolitiske forhold. Derfor sætter regimet for at retfærdiggøre og legitimere sine handlinger fingeren på befolkningens ømme punkt; altså truslen om at miste landets nationale suverænitet til USA og andre vestlige magter. Ballademagere eller republikanere? Den verden, menneskelige aktører skaber, den kultur, de fremstiller, samt en bølge af idea stream bestående af slagkraftige og gennemgribende værdier og idealer som retfærdighed, frihed og lighed ligger som et fundament og en inspirationskilde for aktørernes tilslutning og igangsættelse af revolutioner (Selbin 1997: 129). Den Grønne Revolution kan blandt andet fortolkes som udfaldet af forskellige gruppers ideer, interesser og handlinger samt en dominerende psykologisk tilstand udtrykt som et folkelige trauma, utilfredshed og skuffelse, der har skabt massedebatter og artikulationer. I kølvandet på 2009-uoverensstemmelserne og den efterfølgende periodes begivenheder blev nye diskurser og artikulationer føjet til Irans politiske litteratur. Regimets konservative elite og deres støtte til Ahmadinejad på den ene side og reformisterne og deres alliance med Moussavi på den anden side har udformet to rivaliserede lejrer. To meget forskellige slags sprogbrug kan konstateres i kommunikationen mellem disse to – regimet og oppositionen – positioner. Inden for Ahmadinejad-lejren er sproget truende, arrogant og populistisk, og de simplificerer problemerne ved at henvise til sikkerhedsmæssige problemstillinger som nezam der khater ast og bekæmpelse af tehajome khareji22. De viser muskler og husker befolkningen på, at ’hvis processerne ikke fungerer efter (deres) hensigt, ville Basiji og Pasdaran træde til’. De beskylder den modsatte lejr (de grønne) for at være agenter fra Vesten, USA og resterne af de forbudte oppositionspartier, Mojahedin-e Khalq, Tude og Seltanet talebha23, der arbejder for at afskaffe islam og Den Islamiske Republik. Khamenei kalder demonstrationerne for zor azmayi khiyabani (gade- magtdemonstration); en talemåde, der i iransk kontekst relateres til bøller og ballademageres 22 23 Det vil sige, at systemet er i fare for udefrakommende trusler og angreb. Irans kommunistparti, Monarkisterne 49 handlinger. ’Det rådne legeme’, ’intrigemagerne’ og seran-e fetne (intrigernes ledere) er blandt andre udtryk anvendt i de konservatives italesættelse af demonstranterne og deres ledere . Revolutionen betegnes som Kodeta-ye/Inqilab-e makhmali24, altså scenarioet for en coup d'état gennemtænkt og udarbejdet af Moussavis gorohek (en lille og ubetydelig gruppe) i forsøget på etablering af et Jumhuri-e Irani (Iransk republik) som alternativ til den nuværende Jumhuri-e Islami (Islamisk republik) (Seratnews 2013b & 2010). Ekhteshsgeran anvendes i italesættes af Den Grønne Revolutions ledere og demonstranterne (Kayhannews 2009a, b & c). Betegnelsen bruges i relation til kriminelle grupper og banders handlinger, som forstyrrer den offentlige ro og orden. Seratnews25 hævder, at revolutionen er bygget på eltehab-e sakhdegi (et falsk grundlag) og er sat i verden af Moussavi og hans allierede. De har på baggrund af falske påstande – ligesom mordet på Neda, beretninger om Kahrizak-arresthuset og brug af Allah u Akbar (Gud er stor) – forsøgt at opnå støtte og sympati. Dog har revolutionen meget hurtigt vist sin sande hensigt; at vælte regimet (2009a). Lignende udtalelser er udtryk for, at regimet ikke tager folket seriøst, og for at ignorere demonstranternes krav simplificerer og stempler de dem som kriminelle handlinger. Ahmadinejads fløj beskyldes for at samle stemmer gennem brug af offentlige midler og semistatslige institutioner kaldt bonyad. Rygter om Ahmadinejads uddeling af penge blandt sine tilhængere fik lederen af regimets Center for Interesse og Strategiudvikling til at udtrykke sin bekymring således: ”jeg hører, at disse dage findes der penge overalt; fra universiteter og kollegier til landsbyer og byer. Sådanne tilstande har jeg aldrig før oplevet, jeg håber, at dette ikke har med valghandlinger at gøre” (Kaleme 2013a & b). Det er tegn på, at De Grønne var meget effektive i deres kommunikation med befolkningen. De har konstant udpeget nye udfordringer og problematikker såsom socioøkonomiske udfordringer som resultat af nuklearprogram-sanktioner og har bebrejdet Ahmadinejads regering for dens ugennemsigtige, fejlslagne og stridige udenrigspolitik med Vesten og USA. De konservatives artikulationer kan betegnes som led i regimets populistiske diskurs med hensyn til manipulering af hændelserne. Forståelse af disse kræver, at man sætter situationen i en kontekst, der har tæt relation til Bayats beskrivelse af demokratiseringsforholdene i den muslimske verden. Bayat argumenterer for, at regimer i den muslimske verden – herunder Irans islamiske regime – betragter demokrati som vestlige og udenlandsk konstruerede værdier, der strider imod islamiske værdier og har til formål at svække og afskaffe islam. Så den nemmeste 24 Velvet coup d'éta, altså Mojahedine Khaleqs politisk-militære scenario for at vælte regimet i 1989. En af regimets konservative talerør med meget kritiske vendinger om Den Grønne Revolution og dens tilhængere. 25 50 måde at forhindre demokratiseringsbevægelserne på er at stemple dem som forræderiske handlinger, der er igangsat af udefrakommende magter og interesser (2007: 4). Den anden diskursgruppe ligger i forlængelse af landets tidlige demokratiseringsdiskurser og tilhører reformisterne. Reformisterne er velargumenterede, anvender intellektuelle henvisninger og fokuserer på kultur, borgerrettigheder og national prestige, og deres artikulationer kommer i forlængelse af landets demokratiseringsproces. Disse artikulationer kan afhængig af konteksten være både offensive og defensive. I udpegning af udfordringerne henviser reformisterne ofte til regimets fysiske og politiske pres på deres aktiviteter, men også viser, at deres værdier er langt fra regimets kerneværdier. Goodwin hævder, at når magthaverne og politisk dominerende klassers interesser og værdier strider imod samfundets overordnede værdier og interesser, udformes der kollektive handlinger, der modarbejder statspolitikken (1997: 11-12). Reformvenlige grupper fremfører, at regimets reaktion mod demonstranterne er illegitime og barbariske, og sammenligner disse med præ-islamiske araberes handlinger. Indenrigsministeriets kælder – på grund af dens funktion som fængsel for kritikere – sammenlignes med Guantánamo.26 Regimet beskyldes for at bruge stalinistiske metoder i behandlingen af befolkningen, og at den har glemt, at Den Grønne Revolution er resultatet af mange årtiers folkelige legitime kamp og krav om frihed og bedre livsvilkår. Yderligere beskyldes regimet for, at det har ”splittet samfund, og at landets ustabilitet skyldes, at den ikke tog folkets behov og krav om reform seriøst”. Moussavi siger, at protester er en borgerpligt, og der er kontinuerlige tegn på, at Iran har selameti mardomi27 (Rahesabz 2010a, b & f), og at samfundet har kapacitet til mobilisering af civiliserede sociopolitiske aktiviteter. Et samfund, hvis politiske system har et solidt legitimitetsgrundlag, oplever sjældent revolutioner, dog kan regimer, der i forvejen har oplevet legitimitetsvanskeligheder, meget hurtigt blive udfordret af kritiske røster og kan blive genstand for revolutioner (Buechler 2011: 33-37). Sådanne tilstande er gældende for Irans præstestyre, for omfattende oprør og for oppositionens og politiske aktivisters udfordrende diskurser og kollektive handlinger samt for regimets reaktionære håndtering af disse, hvilket blot er tegn på viderebringelsen af de samme legitimitetsrelaterede vanskeligheder, som regimet helt fra sin tidlige etablering oplevet. De er nu blevet til en seriøs udfordring for dets eksistens. Diskursive og fysiske sammenstød hånd i hånd med revolutionære hændelser inden for disse perioder har været inspirationskilde og lokomotivet bag den omfangsrige støtte til og deltagelse i demonstrationerne. 26 27 Kælderrummene i ministeriet er et hemmeligt sted for tortur af mange studerende. Et sundt og aktivt politisk samfund. 51 De 10 minutter, der rystede Iran Forekomsten af ekstraordinære begivenheder i politisk følsomme og kritiske øjeblikke har stor betydning for den efterfølgende periodes udvikling og måden, som magthaverne reagerer på (Thomassen 2012: 684). ”De 10 minutter, der rystede Iran” er blandt periodens nævneværdige begivenheder og refererer til tv-duellen mellem Moussavi og Ahmadinejad den 14. Kordad 1388.28 Begge lejre – især Moussavis tilhængere – tillægger de sidste 10 minutter af tv-duellen, hvor Moussavi førte ordet, forskellige symbolske, politiske og historiske betydninger og betragter den som noqhtey-e infejar (eksplosionens tidspunkt), både mht. parternes relation til hinanden, men også som en af de kausalmekanismer, der har tilskyndet udviklingen (Goodwin 1997: 11). Moussavi konfronterede direkte Ahmadinejad med hans fejlslagne politik og beskyldte ham for at lyve om landets relation til USA. Han hævdede, at Ahmadinejads regering fører en dyster og uigennemsigtig udenrigspolitik; ” din udenrigspolitik er baseret på løgn og eventyr”. For at underbygge og legitimere sine argumenter refererede Moussavi ofte til Khomeini og sin tætte relation til ham for at beskytte sig selv og sine tilhængere og for at udmanøvrere de konservatives enorme magtapparat. Seratnews forklarer tv-duellens effekt som følgende; ”Efter duellen kunne man mærke en høj grad af arrogance, vrede og uhøflighed hos demonstranterne. Duellen har skabt en opfattelse af, at udfordringerne skulle løses på gader og stræder, i stedet for at forholde sig til landets regler, lov og orden” (2009b). Tv-duellen var blandt de ’events’, der bidrog til Den Grønne Revolution; som en fænomenal og ikkeoplevet begivenhed i iransk kontekst. Regimets hensigt med ’åbne debatter’ i form af tv-dueller kan forstås således, at regimet også selv er blevet påvirket af globaliseringen og har forsøgt at signalere til omverdenen, at den lever op til de globale demokratiske værdier, at Iran styres gennem demokrati, hvor befolkningen har muligheden for frit at ytre sig, og at det i sidste ende er befolkningen, der vælger den leder, der er bedst til at regere landet. Det var blot regimets forsøg på at vise sig som et åbent og tolerant politisk system, men duellen havde en uforudset effekt, især når Moussavi beskyldte Ahmadinejads regering for korruption og nepotisme; ”I siger, at I tjener folket, men jeres industriministerium er i virkeligheden ministeriet for ’persar khaleha’29. Landets økonomiske situation er tæt på kollaps, og lukning af industrielle virksomheder har betydet høj arbejdsløshed”. Da Ahmadinejads holdninger repræsenterer de konservatives politik, er Moussavis angreb på ham en direkte udfordring af regimet. Hændelsen gav utilfredse iranere modet til at demonstrere og råbe udfordrende sloganer som Isteqlal Azadi, Jumhuri-e Irani og Marg-bar diktaur (Uafhængighed, frihed, Republikken af Iran og Død over diktatoren) (Kaleme 2012 & Rahesabz 2010e). 28 29 11. juni 2009. Fætrenes ministerium: henviser til korruption og nepotisme i Ahmadinejads præsidentperiode. 52 Værdier og symboler Selbin (1997) fremhæver betydningen af symbolske referencer og kollektive minder fra et samfunds tidlige historiske begivenheder i dannelsen af kollektive handlinger og fællesfront mod magthaverne. Han understreger, at disse skal være genkendelige som centrale elementer og skal kunne inkludere flertallets interesser (1997: 123-124). Begge fløje – reformisterne såvel som de konservative – henviser til 1979-revolutionens værdier og symboler. Den Grønne Revolutions lederes brug af samme værdier og symboler har skabt fortvivlelse og kritik. F.eks. var store dele af reformisterne fortvivlede i deres støtte til Moussavi, fordi formålet med opstandene i deres øjne var at gøre op med regimets værdier og ikke at forstærke dem gennem støtten til Moussavi. Universiteterne har spillet en synlig rolle i organiseringen af Moussavis og Karroubis valgkampagner ( Rahesabz 2010d). Unge og især studerende er meget vigtige målgrupper for Moussavi, og de blev ofte refereret til som landets fremtid. Man forsøger at skabe historiske sammenhænge mellem denne periode og begivenheder for landets tidlige perioder, f.eks. siger Khatami – en af Moussavis nære støtter – at ved at gentage historien kan vi skabe nye historier; ”22. Kordad skal gøre 2. Kordad mere frugtbar” – en henvisning til hans valgsejr i 1997. Dette kan fortolkes som, at Den Grønne Revolution og dens relaterede begivenheder sker i forlængelse af tidligere tiders udvikling i realiseringen af ønsket om reform og demokratisering af samfundet. Kampen om modernitet ligger centralt i Moussavis artikulationer, f.eks. siger han, at Iran skal bygges på logik, teknologi og frihed og ikke på Istekhareh (overtroiske ritualer). Moussavis udsagn kan fortolkes som hans afstandstagen til de teokratiske forståelser af politik, samfund og stat-befolkningsrelationen. Demonstranternes brug af grønne symboler var et (shiitisk) signal på deres fredelige hensigter og handlinger. Moussavis brug af nationale symboler f.eks. nationale helte som ’Sattar Khan og Baqher Khan’, to symboler for kampen for folkets frihed gennem Konstitutionel Revolutionen, var en del af iranernes nationale minder og idea streams overført fra landets tidligere kamp om modernitet. Disse symbolers tillagte betydning skulle signalere, at Moussavi som leder vil støtte patriotisme frem for religion, fordi han var overbevist om hensigterne og ambitionerne bag sine tilhængeres deltagelse i demonstrationerne. I iranernes øjne symboliserer Nedas død flere ting, herunder bestræbelsen på forandring og et folkeligt ønske om inklusion af kvinder frem for diskriminering. Den har afsløret regimets brutalitet og intolerante natur og vanskelighederne ved at kunne reformere systemet, og at fredelige protester ville medføre vidtgående konsekvenser for individerne, deres familier og samfundet. Yderligere viser den, at så længe der i Iran eksister sådanne politiske institutioner og magtstrukturer, vil opnåelse af forandring være vanskeligt. Ud fra disse begivenheder kan 53 man fremføre, at Irans sidste 20 års udvikling har skabt forestillingen om, at ’forandringer sker som et skridt frem og mange tilbage’ (SADIgroup 2010). Med udgangspunkt i Bayats (2013) refo-lutions-tilgang kan det hævdes, at De Grønnes handlinger og oprør har tiltrukket sympati og støtte fra store del af samfundet, endda fra regimets elite. Dette kan betragtes som en af regimets mangeartede udfordringer og tegn på interne stridigheder. Regimet bør overveje, i hvor grad den stadigvæk har legitimitet og er egnet til at styre landet. Befolkningens enorme deltagelse i 2009-præsidentvalget og de efterfølgende opstande kan fortolkes som en serie af ’political opportunity’, hvor de fik muligheden for at udtrykke deres frustration og utilfredshed med regimets undertrykkende politik, og på mange måder kan deres handlinger betragtes som forsøget på at reformere regimet frem for et fuldstændigt skift af landets eksisterende politiske system. Det vil sige, at befolkningen gennem valget af en reformist vil igangsætte en refo-lution, der bringer reform og forandring, og samtidig undgår revolutionens uforudsigelige omkostninger og konsekvenser (2013: 10). (Kaleme 2013c) Mardomsalari (Folkets herredømme) Sproglige identifikationer og skabelse af nye artikulationer – betegnet som artikulatorisk praksis – er et centralt element i at præge sociale praksisser, (stat-befolknings-) relationer samt politiske og kulturelle aktørers identitet (Laclau og Mouffe 2002: 56-58). Gennem Den Grønne Revolution har demokratiseringsdiskurser som Mardomsalari hånd i hånd med andre former for kollektive handlinger skabt nye politiske tilstande uden at omvælte regimet og er blevet til en magtfuld og anvendelig del af nutidens iranske politiske litteratur, som hvert år gennem forskellige begivenheder og mindemærker genanvendes og reartikuleres. Mardomsalari er et persisk udtryk for demokrati og folkets herredømme som led i landets demokratiseringsdiskurs og har 54 gennem de sidste årtier været et meget omtalt udtryk i det iranske samfund og fik en særlig plads inden for reformistmiljøer. Som det kan ses ud fra ovenstående billede, så har mardomsalari været en af de mest anvendte udtryk i Moussavis taler og udpegning af samfundsproblematikkerne. Moussavi kritiserer landets institutionelle og magtfordelingssystem for at være ”et forstyrret og forvirret politisk system, der ikke giver plads til retfærdighed og frihed, ikke behandler sine borgere ordentligt, og hvor individuel frihed ikke er til stede” (Mardomsalari 2009a). Han argumenterer for, at blandt forudsætningerne for at leve op til retfærdighed er, at landet har en solid og stabil økonomi, og at befolkningen (politisk og kulturelt) frit kan udvikle sig. Moussavi siger i sin afvisning af regimets undertrykkende politik, at ”folk kan ikke med tvang sendes til paradis”, giv folket valget og muligheden – mardomsalari – for selv at udvikle sig i overensstemmelse med deres præference og verdenssyn. Staten skal ikke pådutte alt, for sådanne samfund ville aldrig blive fuldt udviklede. Samfundet skal bygges på gensidig stat-befolkningstillid. Uden mardomsalari vil stat-samfundsrelationerne være meget tynde og uholdbare. Moussavi siger, at individet i interaktion med andre skal udvikle sig og bidrage til udviklingen af samfundet. Det at udelukke borgerne fra at tilslutte sig til den globale udvikling gør dem frustrerede og provokerede, og derfor vil folket i dette tilfælde kigge efter en mulighed for at vise deres utilfredshed. Når konflikter opstår, brydes den (hellige) sociale og politiske kontrakt mellem stat og samfundet, og som følge kollapser samfundets fundamentale institutioner ( Mardomsalari 2009c). Moussavis bestræbelse på at etablere andre styringsmekanismer end regimets for samfundets sociopolitiske og kulturelle udvikling kan fortolkes som havende rødder i udviklingen af de internationale strukturer, herunder udbredelsen og effekten af globale demokratiseringsprojekter (Skocpol 1979: 18). Victor Turners udtryk ’Lived experience’ refererer til aktørernes baggrund og livsoplevelse som grundlaget for deres tilslutning til revolutioner eller bevægelser, der sigter mod at forandre tilværelsen (Turner i Thomassen 2012: 688). Aktører herunder Moussavi og hans artikulationer og kulturelle baggrund har som en af revolutionens markante ansigter spillet en vigtig rolle i udviklingen af landets demokratiseringsproces. Ud over udtryk som mardomsalari var landets kulturelle udvikling blandt andre kerneområder, der blev hyppigt refereret til af Moussavi. Moussavis koncept ’den kulturelle stat og ikke statslige kultur’ refererer til, at kultur skal skabes af befolkningen og ikke dikteres af staten. Han hævder, at det at udforme og udvikle en kultur er et anliggende, der gøres i interaktionen mellem befolkningen og kulturelle folk som kunstnere, forfattere og skuespillere. Statens opgave er at bane vejen for denne udvikling. F.eks. etablerede statsapparatet efter Den Russiske Revolution i 1917 en firkantet statslig kulturpolitik, der resulterede i, at mange russiske intellektuelle forlod landet i frygt og protest mod denne politik. I nutidens Iran har regimet og dets institutioner etableret og fremmet en sådan statslig kulturpolitik. Den 55 har påvirket befolkningens verdenssyn og selvopfattelse. Moussavi siger, at min frygt er, ”at den på langt sigt vil medføre lignende konsekvenser som eksemplet fra Den Russiske Revolution. For at undgå dette skal staten holde sig fra på nogle måder; hverken hurtigt eller gradvist, at påvirke den kulturelle udviklingsproces”, fordi denne politik har været skadelig for landets stabilitet, udvikling, samhørighed og samlingskraft (Mardomsalari 2009b). Īrānīyat og identitetsrelaterede artikulationer Goodwin (1997) pointerer, at når statens identitet, værdier og interesser strider mod det brede udsnit af befolkningens værdier, svækkes stat-befolkningsrelationen, og grundlægget for sociopolitiske kriser dannes. Disse kriser bliver synlige og kommer til overfladen ved opståen af ’political opportunities’ (1997: 11-16). Med støtte fra Goodwins statist forståelse af prærevolutionskonflikter kan man påstå, at befolkningens enorme støtte til reformisterne og deres reaktion på offentliggørelse af valgresultaterne i virkeligheden ikke handler ret meget om deres støtte til Moussavi, det var blot opståen af en ’political opportunity’, der skabte albuerum for, at befolkningen kunne demonstrere mod regimet. Det er bl.a. søgen efter den oprindelige iranske historie og en identitet, der er mere genkendelige for iranerne. Ifølge Buechler (2011) vil sammenkomsten af flere socioøkonomiske udfordringer og modstridende politiske identiteter og ideologier give grund til etablering af kollektive handlinger med sigte på fundamentale institutionelle og strukturelle forandringer (2011: 33-37). Īrānīyat (det at være iraner) er blandt de mest anvendte post-1979-revolutionens identitetsrelaterede diskurser. Īrānīyat og iransk identitet har dybe rødder i den præ-islamiske iranske historie – tiden før islams invadering af Iran i det 7. århundrede. Moderne, sekulære og intellektuelle iranere relaterer deres historie og identitet til den tid, hvor Iran for 2.500-3.000 år siden var blandt verdens mest velfungerende civilisationer. Det islamiske regimes mere end 30 års ændring og rekonstruering af iranernes identitet og nationale selvforståelse er blandt de mest uforsonlige konfliktpunkter mellem regimet og befolkningen. Regimet har skabt en forvirret nation med mange modstridende identiteter. Iranerne støder på forskelligartede barrier i deres søgen efter den sande identitet, der gør det vanskeligt for dem at definere, hvem de egentlig er, og reaktionen på denne forvirring er frustration og oprør. Disse har bl.a. gjort, at befolkningen er utilfreds. Når og hvis utilfredsheden politiseres og udtrykkes gennem politisk kollektive handlinger, destabiliseres samfundsforholdene, og eskalering af konflikterne medfører revolutioner eller revolutionslignende tilstande (Goodwin 1997:16-18). 56 Regimets, herunder Ahmadinejads udenrigspolitik, fører i manges øjne en kontroversiel politik, der har splittet landets befolkning og skadet dets prestige og ry. Derfor vil folket ved at stemme på en reformist forhindre Ahmadinejad i at genvinde endnu en periode. Samtidig vil de signalere, at de er imod regimets ukendelige identitetsdiskurser om Īrānīyat. F.eks. udtrykker en ung iraner sin utilfredshed med regimets skabte ry om Iran således: ”jeg vil ikke gemme mig, når falder snakket på Iran, jeg vil bare være stolt igen” (Sigarchi 2009a). Blandt iranerne – både dem i landet og den iranske diaspora – har der været mange (online-) debatter og diskussioner om, hvorvidt man skulle stemme til 2009-præsidentvalget. Sigarchi siger, at selvom det er vanskeligt at forudsige resultaterne, er det vigtigt, at man tager udgangspunkt i de mennesker, der bor i landet, og deres situation, altså ”dem, der oplever beskyldninger om intriger og spionage, og de mennesker, der ikke længere på grund af landets økonomiske vanskeligheder kan sørge for deres familie. Derfor skal vi opfordre folket til at stemme på den, der er bedst som Ahmadinejads afløser” (Sigarchi 2009b). Som argument for at boykotte valget siger en anden blogger (Hasanagha), at en af forklaringerne på, at revolutionen i 1979 endte galt, var, at folket blev fanget af stemningen og kom under Khomeinis dominans. Det ser ud til, at mange igen er blevet fanget af stemningen og har mistet overblikket og derfor ikke spørger sig selv om, hvem de såkaldte reformister egentlig er. Er de ikke blot en fløj af regimet? At regimet efter 30 års mord, nedgørelser og plyndring af landets ressource stadigvæk kan få befolkningen til at stemme på det, betyder, at det har evnen til at styre gennem at manipulere, og at iranerne har indtil nu ikke opnået den nødvendige sociopolitiske og kulturelle udvikling, hvorfor de ikke er klar til et demokratisk politisk system (Hasanagha 2009). Reformbevægelserne, herunder rawshan fekran-e dinis (Religiøs Intellektuelle) aktiviteter, betragtes af mange iranere som et politisk skuespil igangsæt af regimet, og derfor bebrejder Nik Ahang befolkningen for deres naive syn på regimet: ”Der gik 30 år med håb, krig, godtroenhed, konflikt og naivisme. Den iranske (1979) revolution virker som et uønsket retarderet barn fra et dårligt parforhold og udfaldet af et folks forhastede beslutning og utålmodighed, der ikke kunne klare [shahens] gradvise modernitet” (Ahang 2009a). Meget modstridende holdninger om landets tilstand samt en svækket regimebefolkningsrelation vidner om en splittet og desorienteret nation, der har vanskeligt ved at enes om landets fremtid og er desperate i søgen efter alternative værdier og institutioner (Johnson i Skocpol: 11-12). Samtidig beretter disse om, at folket har mistet troen på regimet og ser på 57 præsidentvalget som et skuespil igangsat af regimet, der intet har med demokrati og landets fremtid at gøre. Nik Ahang opfordrer folket til ikke i blind tro at stemme på Moussavi, fordi han er en loyal Kate Imamik,30 der stadigvæk tror på regimets grundlæggende værdier. Gennem et flashback til landets kollektive hukommelse (Selbin 1997: 124), herunder 80’ernes blodige begivenheder, minder Ahang iranerne om Moussavis position i regimet; ”man skal ikke glemme 80’ernes politiske presse, tilfældige fængslinger og massehenrettelse af mellem 2.500-5.000 politiske modstandere. Disse foregik alle sammen, mens Moussavi var premierminister”(Nikahang 2009b), og så længe ledelsen af Den Grønne Revolution følger Khomeinis linje, er vi nødt til at være realistiske og forsigtige i vores håb og forventninger. Ahang hævder, at Ahmadinejads valgsejre var på bekostning af mange demonstranters liv, blodsudgydelser og henrettelse af kritikkerne. Dog har denne sejr ikke været helt omkostningsfri for regimet, da den har resulteret i ugyldigheden af regimets legitimitet; payane Jumhuriyet (Republikkens ophør) (2009c & d). Gennem denne delanalyse er af rollen af aktører, herunder universitetsstuderende, intellektuelle, politikkere, meningsdannere, aktivister, kvinder og unge iranere, og deres kollektive handlinger i form af politiske aktiviteter, protester og artikulationer blev analyseret. Disse aktiviteter har på mange forskellige måder udfordret regimets legitimitet og truet dets eksistens i en sådan grad, at regimet har måttet anvendt den yderste grad af undertrykkelse, vold og brutalitet for at opretholde sin magt og bevare sin eksistens. Landets seneste tiders begivenheder og den svækkede regime-befolkningsrelation har betydet det laveste niveau af tillid mellem disse siden regimets etablering. Indtil videre ser det ud til, at de mest dominerende elementer til grund for Den Grønne Revolution er rollen af aktørernes (kollektive) handlinger efterfulgt af forskellige former for strukturændringer eller regimets manglende evne til at reformere strukturerne. I den følgende delanalyse ville globaliseringens mangeartede effekter og dens bidrag til udviklingen af Irans sociopolitiske og kulturelle scene især under opståen af Den Grønne Revolution, og den efterfølgende tids opstande og politiske uro blive analyseret. 3.3 Revolutionen i en globaliseret tidsalder Samspillet mellem udviklingen af strukturerne af det internationale samfund, omfattende demokratiseringsprocesser og udbredelse af nutidige teknologier f.eks. digitale medier har bidraget til generering og fremskyndelse af nye former af sociopolitiske bevægelser og opstande 30 En, der følger Khomeinis linje. 58 mod mindre demokratiske og autoritære regimer (Buechler 2011: 26-28). På grund af følgende argumenter i denne delanalyse kan det hævdes, at Den Grønne Revolution på mange punkter er frugten af en sådan udvikling. Det, der særligt adskiller Den Grønne Revolution fra tidlige revolutioner – heriblandt 1979-revolutionen – er, at den kan på mange områder karakteriseres som et fænomen med informationstilgængelighed; omfattende ”den effekter globale fra globaliseringens informationsrevolution vil mangeartede resultere i demokratisering af mange udviklings- og underudviklede landes sociopolitiske og økonomiske områder” (Kamalipour 2010: xviii). Derfor forudsætter analysen af Den Grønne Revolution inddragelse af globaliseringens forskelligartede effekter på både iranernes hverdage, men også dens teknologiske bidrag til udformningen og organiseringen af selve revolutionen. Irans cyberaktivisme Buechler (2011) fremhæver, at computerbaserede kommunikationsmidler samt muligheden for virtualisering af menneskelige (inter-) aktioner og udveksling af store mængder af information i en globaliseret tidsalder har fremskyndet sociopolitiske revolutioner. ’Cyberaktivisme’ er blandt globaliseringens seneste bidrag til udviklingen. Den har banet vejen for nye former for organisering af kollektive handlinger (2011: 213-220). Moderne kommunikationsteknologier som f.eks. mobiltelefoner, satellit-tv, YouTube, Twitter og Facebook har haft enorm betydning for iranernes mulighed for at kommunikere med omverdenen. Konservative organers lukning af mere end 100 aviser og mediecentre samt fængsling af journalister – især gennem Khatamis præsidentperiode og efterfølgende perioder – tvang iranerne til at finde alternative kommunikationsmuligheder og nye forummer for udveksling af holdninger. Iranernes omfattende brug af internetbaserede medier, herunder massevis af weblogs, har gjort landet til et såkaldt Persian Weblogestan. (Micro)weblogs blev anvendt som et virtuelt middel for at protestere uden behovet for massiv fysisk tilstedeværelse. Iranske diaspora-bloggere blev også en vigtig og aktiv del af det ’online-fællesskab’ (Doostdar 2004). Buechler betegner informationstilgængeligheden samt muligheden for udveksling af ideer og holdninger som en prisbillig og effektiv måde for at være blandt nogle af de digitale teknologiers processuelle og elementære bidrag til realiseringen af revolutioner i krisetilstande (2011: 221). Cyberaktivismen har muliggjort nye former for organisering af kollektive aktioner. Efter de første bølger af protester efter offentliggørelsen af valgresultaterne forbød regimet internationale mediers tilstedeværelse, 59 hvilket vanskeliggjorde transmittering af begivenhederne, hvorfor BBC som den første internationale tv-station benyttede sig af amatørvideoklip og billeder optaget med demonstranternes mobiltelefoner. BBC’s visning af hændelserne blev i høj grad mulig takket være de unge iraneres bidrag via ’small digital media’, som amatørjournalister brugte, og internettets rolle gav mulighed for at skabe forbindelse til omverden. Internetbaserede medier som Facebook, blog og netaviser er blandt de største midler til informationsudveksling, koordinering af demonstrationerne og tydeliggørelse af landets begivenheder i 2009 (Kamalipour 2010: xix). Ifølge Esfandiari (2010): ”den 13. juni, dagen efter valget, da videoer af protesterne blev lagt på YouTube og delt på Facebook, steg antallet af demonstranter drastisk”. Digitale applikationer som Qik og direkte transmittering af begivenheder til YouTube og øvrige sociale medier var disse dages eneste kommunikationskanaler. Internettets betydning for revolutionen udtrykkes som følgende; ”Internettet var vores eneste instrument for at kunne ytre os (frit). Som et effektivt og billigt middel hjalp det os til at anskaffe og udveksle informationer og organisere protesterne” (Vahidonline 2010:a, b & 2009: e). Stigning i antallet af bloggere i disse perioder viser den vægt, aktivisterne lægger på mediets potentiale. Udviklingen rejste spørgsmålet om, ”hvorfor antallet af bloggere er større end læserne?”. Som tak til disse mediers bidrag til organisering af revolutionen har man med mottoer som ”længe leve Facebook, længe leve Twitter og længe leve FriendFeed” hyldet disse mediers tilstedeværelse. Disse midler har været af enorm betydning for anskaffelse af viden og en vigtig øjenåbner for, hvad der foregik inden og uden for Irans grænser. Denne betydning udtrykker Vahid som følgende: ”hvis online ikke var blevet en del af min verden, så var Kayhan31 grundlaget for hele min verdensforståelse og intellektuelle syn. Men takket være disse medier kan jeg følge med i begivenhederne. Jeg stemmer blot for at styrke denne mulighed, og at jeg vil stemme Grøn og er villig til at bære de risici, der er forbundet med mine aktiviteter som blogger” (Vahid-online 2009a & 2008). Disse citater beretter om nogle overordnede udviklinger. Det første handler om, at globaliseringen på mange måder – kulturelt, politiske og økonomisk – for alvor har påvirket landet. For det andet vidner udviklingen om, at iranerne i stor stil har taget teknologien til sig, og at de har med deres effektive brug af f.eks. en almindelig Facebook-konto omdanner den til et vigtigt og afgørende element i at fremme deres mål og værdier. Udviklingen betyder også, at iranerne – især den unge generation – er blevet mere informerede og påvirkede af, hvad der 31 Avisen/talerøret for regimets konservatives holdninger. 60 forgår uden for deres lands grænser. Som resultat heraf er de blevet mere søgende, vidende og bevidste om deres rettigheder. På den anden side har globaliseringen og regimets rekonstruering af identiteter som en defensiv handling mod bl.a. tahajom-e farhangi (kulturel invasion) og globale kulturelle værdier betydet, at mange iranere, især post-1979-revolutionsgenerationen, har oplevet en form for dilemma og forvirring i forhold til deres selvforståelse og definition af Īrānīyat. Ifølge Holliday kræver forståelsen af iransk identitet – defineret som Īrānīyat – i nutidens Iran en multidimensional tilgang. Soroush siger, at iransk identitet støder på tre modsigende kulturelle artikulationer; iransk, islamisk og vestlig kultur, og derfor har en blanding af disse tre forskellige kulturer og (mis)forholdet mellem dem gjort det vanskeligt at finde en klar definition af Īrānīyat. Dog har regimet gennem hele sin eksistens arbejdet for at konstruere en identitet baseret på islamiske værdier (Soroush i Holliday 2011: 1). Nutidens definering af Īrānīyat er præget af to meget konkurrerende – sekulære kontra religiøse – diskurser. For det store flertal af iranerne relateres nationalidentiteten til Īrānīyat og historiske begivenheder og symboler med rødder i Irans præ-islamiske kultur og civilisation. For den anden del af samfundet er Islāmīyat (islam og dens relaterede værdier) hovedkilden til definering af iransk nationalidentitet. Inden for denne kategori lægges der stor vægt på storheden af islamisk historie. Dog skal det understreges, at den nutidige konstruering af Irans nationalidentitet afspejler elementer fra begge disse to hovedkategorier (Holliday 2011: 1-4). Den Grønne Revolution og cybersympati Nye medier og social networking, betegnet som ’forandringsagenter’, har spillet en markant rolle i informationsanskaffelse under Irans turbulente politiske tilstand, herunder har de bidraget til transmittering af begivenhederne ud over landets grænser. Regimets kamp for at udelukke demonstranterne fra at komme i kontakt med omverdenen, udsende videoer/billeder af begivenhederne og tiltrække sympatisøer har skabt en anden dimension af krisen; ”krisen i Iran var ikke blot en konflikt mellem reformister og konservative institutioner, den repræsenterede også en informationskamp” (Al-Marashi i Kamalipour 2010: xviii). Selvom disse teknologiske dimensioner har spillet en afgørende rolle i nutidens sociopolitiske revolutioner, bør det understreges, at de blot var nogle elementer blandt mange andre, der har bidraget til opståen af Den Grønne Revolution. Trods midlernes positive bidrag til mobilisering af kollektive handlinger medfører deres tilgængelighed og kommercielle betydning for producenterne en form for ’lige muligheder’, hvor f.eks. reaktionære, 61 terrorbevægelser eller statslige kontrol/overvågningsinstanser såvel som aktivister kan benytte sig af dem (Buechler 2011: 221). Siden udspredning af disse teknologier har stater – det iranske regime inkluderet – investeret massivt i dem, både mht. kommunikation og overvågning af samfundsaktiviteter. Med hensyn til dobbeltheden ved disse teknologiers potentiale beretter Kamalipour, at; ”Vestlige firmaer, herunder finske Nokia, har forsynet Iran med kommunikationsteknologier, der både understøtter statslige overvågningsprojekter, men også har gjort transmittering af billeder og videoer af demonstrationerne til det globale publikum muligt” (2010: xiv-xviii). Jo mere omfattende globaliseringens omfang bliver, desto større bliver digitale teknologiers effekt på politik, kultur, handel og inden og uden for nationalstatslige relationer. Gennem 2009-præsidentvalget udviste internationale medier, herunder BBC, Al- Jazeera, CNN, ekstraordinær interesse for Irans sociopolitiske begivenheder. F.eks. inkluderede det canadiske nyhedsbureau Globe and Mails dækning af begivenhederne otte hovedtemaer, herunder menneskerettigheder, demokrati og cyberspace. Regimets krænkelse af menneskerettighederne i forsøget på at kvæle de folkelige opstande var blandt et af de mest mediedækkede områder. Disse mediers omfattende dækning af begivenhederne betød tiltrækning af verdenssamfundets sympati med demonstranterne og fordømmelse af regimets handlinger (Eid and Dakroury 2010: 16). Rundt om i verden og foran Irans ambassader forskellige steder indledte den iranske diaspora såvel som ikke-iranere støttedemonstrationer. En bølge af såkaldte ’Cybersympathizers’ med talstærk støtte fra den iranske diaspora har gennem forskellige aktiviteter og under initiativet ’Protesters Have Allies 2009’ støttet iranerne i kampen for demokrati (Ibid.: 29). Den Grønne Revolution betegnes på nogle punkter som en ’Cyberrevolution’ og udfaldet af omfattende international solidaritet og teknologisk understøttelse til landets politiske aktivister. ”Iran’s biggest mass protest since the 1979 Islamic Revolution has become a full-fledged global movement, fought on and fuelled by the World Wide Web” With the help of global initiatives, such as the efforts of researchers at the University of Toronto… ” (El Akkad i Eid and Dakroury 2010: 31). Under titlen ”Tweeting for Freedom” opfordrer Garton Ash demokratiske stater til at støtte den iranske befolknings kamp om demokrati som led i den globale demokratiseringsproces. Han efterlyser øget globale informationsinfrastruktur for at gøre det muligt for iranerne at holde kontakten med hinanden og finde ud af, hvad der virkelig sker i deres eget land (Ash i Eid and Dakroury 2010: 31). Som reaktion på regimets lukning af 62 tele/onlinekommunikationer har mange aktivister broadcastet begivenhederne via utraditionelle metoder som Twitter, Facebook og YouTube. Siden regimets lukning af ikke-statelige medier er videoklip lagt på YouTube og blev den mest gængse kanal for at sende informationer ud af Iran. Videoklippene blev genspillet på de sociale medier og iransk diaspora-hjemmesider som Iranian.com, Tehran Bureau og Gooya. Visualisering af demonstranternes kamp for deres rettigheder og regimets brutale overfald på dem har formået at fange verdens sympati til at støtte befolkningens krav om demokrati. Udefrakommende hjælp i form af teknisk support fra iransk diaspora og den amerikanske regeringens støtte gennem f.eks. VOA Farsi, Radio Farda gav iranske internetbrugere teknisk support og kodningshjælp til at komme uden om filtrene (Sabety 2010:119). Iranske intellektuelle og internationale fora Ingen iranere har siden Den Islamiske Republiks etablering kunnet både kritisere regimet og få lov til – uden store konsekvenser – at blive boende i landet. Men en begivenhed med global genklang i 2000 har i høj grad ændret på denne tilstand. Det handler om en stor gruppe af iranske intellektuelles deltagelse i ’Berlin Konferencen for Demokrati og Reform i Iran’ i april 2000. Sekulære og religiøse intellektuelles – herunder Soroush og Eshkevari – deltagelse i konferencen og deres promovering af demokratiseringsdiskurser som ’Reformist og Protestant Islam’ har betydet forstærkning af Irans sekulariseringsproces. På grund af regimets skarpe reaktion og mediepropaganda imod Konferencen betegnes den som en af de hidtil største udefrakommende politiske og diskursive trusler mod dets eksistens. De fleste af deltagerne mødte kort efter afslutningen af konferencen og deres hjemkomst til Iran forskellige former for straf og sanktioner. F.eks. betød Eshkevaris udtalelse: ”Islam kan ikke fungere som et politisk system” og hans angreb på regimets diskriminerende kønspolitik, at han efter sin hjemkomst fik dødsstraf med anklage om frafald, dog senere reduceret til fem års fængsling (Mir-Hosseini and Tapper 2006: 6-7). Basering af iransk identitet på ’præ-islamisk kultur’ og Irans oldtidshistorie frem for islamisk historie samt ønsket om mardomsalari var blandt de mest anvendte demokratiseringsdiskurser i konferencen og de efterfølgende perioders debatter i intellektuelle og politiske fora. Disse koncepter er i meget høj grad inspireret af globale governance-værdier (Holliday 2007: 58). Globaliseringen og dens skabte interaktioner kan betragtes som værende drivkraften bag det folkelige krav om regimets respekt af befolkningens 63 ønsker om reform og modernisering. Konferencen bidrog til at tydeliggøre både iranernes bestræbelse på modernitet og regimets skræk for den internationale sympati for disse ønsker. Menneskerettigheder – en global udfordring Det iranske samfund oplever etableringen af kritiske generationer, der stiller krav til realiseringen af 1979-revolutionens idealer. Det estimeres, at 60 pct. af landets befolkning er yngre end 25 år. Denne gruppe har ikke oplevet Pahlavis undertrykkelse, 1979-revolutionens strenghed og de ideologiske kampe, der fulgte den. De føler, at de er blevet ofre for landets nuværende tilstand og den undertrykkende politik, der har gennemsyret deres dagligdag. Globalisering af individernes syn og idealer, udbredelse af nye kommunikationsteknologier samt tilgængeligheden af informationer har bidraget til forøgelsen af den unge generations bevidsthed om deres sociopolitiske rettigheder. Regimets brutale politik er dog de unges største udfordring i deres kamp for forandring. Grundet forværring af menneskerettighederne, økonomiske dyk og forhøjet udvandring lider landet af sin histories største ’hjerneflugt’ (Ognibene 2012: 9). De nævnte forhold har ikke alene udfordret regimet til at finde en udvej, men også dette forholds varighed og regimets mishåndtering af dem kan blive til en truende sag for dets eksistens og legitimitetsgrundlag. I en globaliseret tidsalder, hvor demokratiske værdier hersker, vil regimer, der ikke lever op til disse standarder, får det vanskeligt i at opnå international anerkendelse32 og indenrigspolitisk stabilitet. Irans islamiske styre er blandt de regimer, som oplever hyppig kritik for sin krænkelse af menneskerettighederne. Regimets modvillighed i implementering af universale menneskerettigheder er blandt de markante områder, der har udfordret regimets legitimitet. FN’s Menneskerettighedsråd erfarer, at “Irans Islamiske regime har intensiveret krænkelser af menneskerettighederne, herunder bliver kvinderettighedsaktivister, journalister og regimets oppositionspolitikere udsat for uretfærdige retssager, fængslinger, tortur, vilkårlige tilbageholdelser og henrettelser” (UNHR 2013 & 2014: 3). Mens menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch understreger betydningen af værdier med sekulært indhold og respekt for individers ret, arbejder regimet målrettet for at producere og praktisere religiøse værdier med rødder i islamisk ideologi og etablering af et samfund baseret på konceptet islamisk Umma (Holliday 2007: 7632 Påstanden har altid givet anledning til debatter om, hvorvidt (manglende) respekt for global governance-værdier har påvirket nogle regimers anerkendelse og overlevelse, især når det handler om autoritære regimer i SaudiArabien eller mange andre lande i Den Arabiske Halvø. 64 77). Præstestyret er udfordret af befolkningens krav om forandringer baseret på universale menneskerettigheder. Regimet ser udbredelse og indtrængen af disse værdier i den islamiske kultur som den største trussel mod dens eksistensgrundlag, og derfor bruger den alle (voldelige) midler for at forhindre iranerne i at opnå disse værdier. Men trods ildevarslende voldshandlinger vil regimets orden ændre sig, for forandringer, der ønskes af landets flertal, kan ikke bremses for evigt af tvang og undertrykkelse, ligesom Akbar Ganji siger: “the genies are out of the bottles. And the bottles that once contained them are cracked” (Gangi i Takeyh 2003: 55). Forklaringen på, at regimet fortolker alt, der sker i landet, som intriger og udenrigspolitiske indblandinger, er, at det i høj grad er FN og vestlige magter, der presser Iran til at implementere universale værdier om menneskerettigheder. Når regimet betegner alt som Tehajome ferhangi (kulturel invasion) (Kayhan 2009b), skyldes det, at regimet er bevidst om, hvad krænkelsen af disse betyder for dets relation til befolkningen, og hvilke konsekvenser det har, når befolkningen ikke længere identificerer sig med regimets værdier. Irans integration i det globale økonomiske system har resulteret i nye, udfordrende sociopolitiske processer og strukturændringer i regimet, og derfor kan man argumentere for, at Irans Grønne Revolution er udfaldet af sammensmeltningen sådanne begivenheder og udfordringer. Den sidste delanalyse har orienteret sig mod spørgsmålet om, hvordan og under hvilke omstændigheder Den Grønne Revolution som et nyt globalt fænomen blev præget, inspireret og fremskyndet af globaliseringens mangeartede effekter. Analysen af rollen af digitale teknologier og indtrængen af universale menneskerettigheder har dannet de overordnede rammer for afsnittet. En af de trends, der er kendetegnet ved globalisering, er udbredelse og tilgængelighed af digitale teknologier, endda til lande med de mest konservative regimer, herunder Iran. For det første fungerer digitale teknologier både som et middel til at anskaffe viden og informationer og også som et kommunikationsmiddel i organisering af kollektive handlinger, og disse teknologier betragtes som havende spillet en afgørende rolle i udformningen af demonstrationerne og transmittering af begivenheder i de stunder, hvor regimet forsøgte at udelukke befolkningen fra at komme i kontakt med hinanden og med omverdenen. For det andet anses udbredelsen af universale menneskerettigheder og disses effekt på stat-befolkningsrelationer som et nyt instrument til at presse og udfordre udemokratiske regimer til at reformere sig. 65 Kapitel 4: Diskussion & konklusion 4.1 Diskussion På grund af Irans Islamiske Republiks indviklede natur og struktur har analysen af Den Grønne Revolution forudsat inddragelse af flere teoretiske tilgange og en dybdegående reflektering over landets historiske og nutidige begivenheder. For at imødekomme fænomenets kompleksitet er der i analysen blevet anvendt en multilevel teoretisk tilgang. Sammenlignet med de øvrige anvendte teoretiske retninger i specialet er der en tydelig overvægt i anvendelse af begreber og paradigmer fra den ’tredje og fjerde generation af revolutionsteorier’ og deres fokus på strukturer og aktørers rolle i opståen af revolutioner. ’Strukturerne’ har inkluderet statens rolle i velfærdsfordelingen samt politiserede, institutionelle og magtrelaterede strukturforandringer. Rollen af aktører har dækket over kollektive handlinger af grupper og individer, og det er blevet fremhævet, at disse gennem deres interaktioner og artikulationer har skabt og udformet nye momenter, værdier og situationer trods deres omstridte handlinger. Selvom den tredje og fjerde generation af revolutionsteorier og deres fokus på ’menneske og struktur’ kan betragtes som en traditionel forståelse af revolutioner, og at ingen af disse enten alene eller i kombination har kunnet give en fuld forklaring af Den Grønne Revolutions forekomst, er de trods alt nyttige og har potentiale til at forklare nutidige revolutioner. I relation til Irans islamiske regime har disse tilgange tegnet nogle mønstre for, hvordan og under hvilke institutionelle omstændigheder relationen mellem præstestyret og befolkningen har udviklet sig, og gennem hvilke handlinger aktørerne har reageret på udviklingen. De sidste tre årtier af det islamiske regimes politik, dens manglende evne til at gennemføre reformer samt regimets omdiskuterede magtpolitiske struktur og dets bidrag til skabelse af social desorientering kan i høj grad forklares gennem anvendelse af de traditionelle revolutionsteorier. Med reference til Abbas Abdis beskrivelse af Irans nuværende sociopolitiske og økonomiske tilstand er landets konfliktfyldte situation og regimets udemokratiske magtrotationskultur blandt konsekvenserne for måden, hvorpå landets magtpolitiske system er skruet sammen. Regimeudfordrende aktiviteter, herunder iranske intellektuelle, universitetsstuderende og kvinder og deres kollektive modstand til regimets mange årtiers undertrykkende politik, er blandt de aktørrelaterede handlinger, der har medført, at afstanden mellem regimet og befolkningen bliver større dag for dag. I analysen konstateres det, at tilstedeværelsen af sociopolitiske og økonomisk strukturelle misforhold er blandt nogle af de vigtigste faktorer, der 66 får aktører til at organisere sig og gøre oprør mod samfundets etablerede politiske system, hvorfor jeg hævder, at inddragelse af rollen af ’struktur og aktør’ i analyse af revolutioner til enhver tid vil være nyttig og nødvendig. De øvrige teoretiske tilgange – den antropologiske, social movement og refo-lution – har ud over deres supplerende rolle også gjort det muligt, at man ved inddragelse af detaljerede elementer kan analysere revolutioner grundigt og komme så tæt som muligt på detaljerede elementers bidrag til udformningen og organiseringen af f.eks. Den Grønne Revolution. Antropologiens vægt på (detaljerede) elementer, herunder ’afgørende og særlige begivenheder’ for opstanders omfang og retningen af revolutioner, har bl.a. betydet, at man kan inddrage og rette fokus mod nogle korte, men betydningsfulde øjeblikke for udviklingen af Irans folkelige opstande under Den Grønne Revolution. Tv-duellen mellem Ahmadinejad og Moussavi og de såkaldte ”10 minutter, der rystede Iran” er blandt nogle af de øjeblikke, som af mange forskere og politiske iagttagere er blevet betegnet som noqhtey-e infejar (eksplosionens tidspunkt), både mht. konfliktparternes relation til hinanden og som en af de kausale mekanismer, der har tilskyndet opstandene og gav utilfredse iranere modet til at demonstrere og råbe udfordrende sloganer mod regimet og dets overhoved Khamenei. Asef Bayats syn på Irans seneste tids sociopolitiske udvikling og hans fokus på de måder og midler, som relationen mellem landets præstestyre og befolkningen er baseret på, betyder, at han karakteriserer Den Grønne Revolution som en refolusionær handling. Inddragelse af ’refo-lutions-tilgangen’ i analyse af Den Grønne Revolution har betydet, at den skal forstås som en kombination af lokale og globale påvirkninger på det iranske samfunds udvikling. Yderligere har inddragelse af tilgangen betydet en forståelse for, at nutidens revolutioner er indviklede fænomener, og at de anvendte mål og midler til realisering af disse (revolutioner) på mange måder adskiller sig fra 80’erne og 90’ernes revolutioner. Social movement-teoriens stor vægt på opstande/revolutioner som et globalt fænomen og rollen af sociale medier og digitale teknologier i fremskyndelse og forekomsten af opstanderne under Den Grønne Revolution betyder, at nutidige revolutioner betegnes som komplekse fænomener påvirket af lokale, regionale og globale faktorer. Dog er jeg med hensyn til anvendeligheden af disse teorier nået frem til den konklusion, at ingen af disse teorier som enkelteori besidder de nødvendige begreber til at give en fuldkommen forståelse af Den Grønne Revolution. Derfor kræves der til analyse af revolution og lignende nutidige opstande enten gentænkning af revolutionsteorierne eller anvendelse af kombinationen af forskellige relevante og supplerende teoretiske tilgange. 67 Blandt styrkerne ved forskningen om Den Grønne Revolution kan nævnes, at der findes massevis af sekundærkilder og materiale om fænomenet, hvor hver af disse kilder på deres vis forklarer, analyserer og bidrager til helhedsforståelsen af fænomenet. Dog er der også en generel svaghed tilknyttet forskningen, hvor der kan konstateres en tydelig overvægt i forskernes fokus på internettet, sociale medier og digitale teknologiers betydning for revolutionens forekomst. Disse midler forstået som afgørende kommunikationsinstrumenter og udbredelsen af dem i kraft af globaliseringen er der i forskningslitteraturen blevet reflekteret meget over. Der er en bred enighed om disse midlers unægtelige rolle i udformningen af revolutionen. Dette er naturligvis helt på sin plads, hvis man hævder, at udformningen af protesterne ville have været anderledes, hvis disse midler ikke havde været til stede. Dog synes jeg, at der opleves et overfokus på disse elementers betydning for revolutionens opståen, hvilket har resulteret i et manglende blik for andre faktorer og begivenheders rolle. Selvom disse midler har bidraget til anskaffelse af informationer og muliggørelse af kommunikationen med omverdenen, har strukturelle elementer og aktørrelaterede aktiviteter spillet en lige så vigtig rolle i igangsættelsen af revolutionen. Blandt de elementer, der har gjort befolkningen frustrerede, er den indenrigspolitiske tilstand påvirket af en falleret økonomi ramt af sanktioner, omfattende og ukontrollerbare inflationer, rodfæstet statskorruption, undertrykkende statspolitik og tilfældig vold, en usikker fremtid, hånd i hånd med landets uklare og stridige udenrigs- og regionalpolitik. Internationale økonomiske sanktioner på baggrund af landets nuklearprogram, faldende levestandard hos flertallet af iranerne og mange andre traumatiserende hændelser samt regimets mishåndtering af udfordringerne har tilsammen bidraget til en frustreret nation. Økonomiske aspekter har haft stor betydning for udformningen af samfundets forskelligartede områder. Iran som en ’energisupermagt’ har enorme indtægter fra salget af olie og naturgas, men trods disse indtægter er levestandarden i Iran gennem de seneste treårtier faldet drastisk. Korruption og regimets fejlslagne brug af samfundsressourcerne har gjort, at Iran er blandt verdens mest korrupte lande, placeret som nr. 136 ud af 175 lande.33 For mange iranere virker de sidste årtiers forsøg på at modernisere regimet håbløst. Disse forhold blandt mange andre og ønsket om ændring af disse tilstande ligger som drivkraften bag de utilfredse aktørers handlinger. Emner som økonomisk ansvarlighed, sociopolitisk reform og mulighed for 33 Transparency 2014. 68 mardomsalari (folkets herredømme) har været blandt de mest anvendte demokratiseringsdiskurser af meningsdannere og oppositionen i deres kritik af regimet. Kort efter 1979-revolutionens sejr, etableringen af Den Islamiske Republik og regimets uigenkendelige identitetsrekonstrueringer konstaterede iranerne en bitter realitet, som indebar, at de var langt fra realiseringen af 1979-revolutionens ambitioner, hvorfor kampen for demokrati bør fortsætte flere årtier til. I denne anledning har utilfredse iranere, herunder intellektuelle og universitetsstuderende, gennem civilsamfundsaktiviteter, demonstrationer og strejker forsøgt at presse regimet til at reformere sig. Faje-e kuye daneshgah (Campus/universitetskatastrofen) og Qatl-ha-ye zanjiri (Kædemordene) er nogle af eksemplerne på regimets reaktion på lignende demokratiseringsrelaterede aktiviteter. Yderligere har regimet strammet grebet med yderligere undertrykkelse, lukning af regimekritiske aviser og streng overvågning af samfundet for at kontrollere enhver form for civilsamfundsaktiviteter og bevare sin magt. I et strengt overvåget samfund som det iranske har digitale teknologier og sociale medier spillet tre essentielle roller; anskaffe informationer, skabe rum for debatter og artikulationer samt muliggørelse af kommunikation og organisering af protester. Tilstedeværelsen af disse midler har betydet, at iranerne kunne sammenligne deres samfund og levestandard med andre samfund, og når utilfredshederne blussede op, tilskyndede disse midler til organisering af protesterne. To hovedkilder danner rammerne for legitimiteten af Irans Islamiske Republik. Den ene har rødder i islam og Velayat-e Faqih, og den anden er baseret på parlamentarisme. Disse institutioners konkurrerende relation til hinanden har skabt en dobbelthed og forskydning af magtfordelingen med de førstnævnte som de tungeste institutioner på vægtskålen. Velayat-e Faqihs altdominerende magt og dens stridige relation til modernitet har blokeret for alle forsøg på reformering af det iranske samfund og landets politiske system. Regimets magtfulde revolutionsgarde har gennem årtier kvalt enhver bevægelse, der af regimet blev anset som en trussel. Socialt, kulturelt og politisk er det iranske samfund splittet mellem to modstridende og konkurrerende diskurser; en demokratiserings- og en konservativ-populistisk diskurs. Mens regimets konservative institutioner anser alt, der er i uoverensstemmelse med deres værdier, for ikke-islamiske og som en trussel mod deres eksistens, betragter et bredt udsnit af befolkningen moderniteten som et vigtigt element for samfundets samhørighed, levedygtighed og inklusion af mangfoldige etniske, religiøse og politiske grupper. Sådanne modstridende syn på modernitet 69 har dannet rammerne for regime-befolkningsrelationen og har ligget som hovedforklaringen bag Irans forskelligartede konflikter gennem de seneste tre årtier. I en globaliseret æra, hvor værdier som demokrati og menneskerettigheder hersker, og folkets stemme danner grundlaget for systemlegitimitet, skaber konfliktprægerede regimebefolkningsrelationer hegemoniske og ’counter’-hegemoniske narrativer. Opståen af Den Grønne Revolution kan betegnes som et oprør mod præstestyrets dominerende værdier og udfaldet af regimets manglende evne til at finde løsninger på uoverensstemmelser og dets manglende kapacitet til at imødekomme befolkningens krav. Værdimæssigt føler flertallet af iranerne sig fremmedgjort af regimets strenge konservative islamiske værdier. Et af kerneelementerne i denne fremmedgørelse omhandler ’identitet og selvforståelse’. Selvom islam og islamiske værdier er blevet en del af mange iraneres identitet, så er den mest anerkendte identificeringskilde i høj grad Īrānīyat i sin præ-islamiske version. Altså denne form for Īrānīyat, der er blevet konstateret i den iranske diaspora, hos bloggere og andre meningsdanneres italesættelse og definering af iransk nationalidentitet. For mange utilfredse iranere er Den Grønne Revolution startskuddet på folkets afstandtagen til regimets skabte identitet om Iran og Īrānīyat. Folkets aktive deltagelse i protesterne udtrykkes som afslutning på 30 års social depression og en symbolsk afslutning på det, Nik Ahang betegner som Payane Jumhuriyet (Republikkens ophør). Demonstranternes tavshed om religion var blot et signal om, at religion er et privat anliggende, der bør adskilles fra politik. At demonstranterne råbte Allah u Akbar (Gud er stor), var for mange slet ikke en religiøs gestus, blot et fællesudråb for folk, der kom under pres. Med argumentet om valgsvindel skabte de mange utilfredse iranere muligheden for ikke alene at forsvare deres mindste demokratiske rettighed (retten til at stemme), men fik også muligheden for at lægge grundstenen til etablering af Irans fremtidige demokrati. Med støtte fra landets seneste tids udvikling påstår jeg, at trods mange iraneres tro på islam som trosretning har de alligevel mistet tiltroen til det islamiske regime og i det hele taget islam/sharia som samfundets styringsmekanisme. Ud fra de nævnte parametre hævder jeg, at flertallet af demonstranterne havde et ønske om, at opstandene skulle have udviklet sig til det punkt, der tvang regimet til at gå af, men det hele endte blot som en mislykket (failed) revolution. Hvorfor det ikke lykkedes demonstranterne at fuldføre revolutionen, er der mange forklaringer for. Følgende er blandt nogle af argumenterer for, hvorfor den mislykkedes. 70 Det første argument har rødder i de sikkerhedsmæssige risici, der er forbundet med politiske aktiviteter i nutidens Iran. Iran er blandt de førende lande, der gennemfører henrettelse af oppositionspolitikere, og er betegnet som journalisters største fængsel. Det er et land med 70 millioner indbyggere, hvor mere end fem millioner af dets befolkning af forskellige grunde – især af politiske årsager – har forladt landet og lever i eksil. Regimets håndtering af protesterne, de overlevende berørtes beretninger om deres fængsling og tortur under Den Grønne Revolution samt aktuelle massehenrettelser af politiske fanger er blandt nogle levende eksempler på regimets brutalitet og de konsekvenser, som protester og kritik af regimet kan medføre. For at afholde befolkningen fra at være politisk aktive samfundsborgere følger regimet Farhange Nokhbeh-koshi, en politisk kultur, der er baseret på mord og eliminering af samfundets intellektuelle og meningsdanner. Dabashi betegner regimets opførsel således: ”regimet har en mørk trang til at tyrannisere befolkningen” (2011: 83). Det andet argument vedrører den skepticisme, der kan konstateres i mange iraneres støtte til Den Grønne Revolutions ledere og frontfigurer, hvilket har betydet, at man har været usikker på udkommet af revolutionen. Dette viser f.eks. følgende udsagn af Nik Ahang med hensyn til den tvivlsomme støtte til Moussavi; ”man skal ikke glemme 80’ernes politiske pres, tilfældige fængslinger og massehenrettelse af ca. 5.000 politiske modstander. Disse foregik alle sammen, mens Moussavi var premierminister. Så længe ledelsen af Den Grønne Revolution følger Khomeinis linje, er vi nødt til at være realistiske i vores håb og forventninger” (2009b, c & d). Dette er et repræsentativt eksempel på skeptikernes syn på begivenhederne og disses udfald. Lignende udsagn kan også betragtes som en del af iranernes minder om, hvad de i 1979 kæmpede for, og hvad 1979-revolutionen bragte dem, hvorfor de i nutiden har været mere bevidste om revolutioners mørke bagside. Det tredje argument orienterer sig mod det, der betegnes som ’regimets oppositionsgrupper’. Iranerne generelt, men også politisk aktive grupper, herunder iranske diaspora, er meget splittet og fragmenteret trods deres enighed om modstand mod præstestyret. I princippet findes der ikke en stærk og samlet alliance, der inkluderer flertallet af oppositionspartierne, og som på en effektiv måde kan udfordre regimet. Iranerne er på mange måder både en frustrerede nation og en splittet nation i deres kamp mod landets islamiske styre. 71 4.2 Konklusion I dette speciale har jeg ved hjælp af kombinationen af forskellige revolutionsteorier undersøgt Irans 2009-opstande med henblik på at finde frem til de overordnede faktorer og elementer, der har forårsaget urolighederne i præ- og post-præsidentvalget i 2009. Jeg har analyseret Den Grønne Revolution som case for specialet og har fundet, at opståen af Den Grønne Revolution kan forklares ved at inddrage kombinationen af forskellige nutidige og historiske samt lokale, regionale og globaliseringsrelaterede hændelser, der har påvirket landets udvikling. I det følgende samles de overordnede årsager til opståen af Den Grønne Revolution. Revolutionen kan hovedsagligt betragtes som resultatet af de mange utilfredse og frustrerede iraneres kollektive reaktion på det islamiske regimes mange årtiers undertrykkende sociopolitiske og kulturelle dagsorden. Politiske mord og massehenrettelser af intellektuelle og fængslede oppositionspolitikker samt brutal kvælning af kritiske røster og negligering af de folkelige krav om reform har overskygget Irans post-1979-revolutionsperiode. Gennem republikkens tre lange årtiers styring af landet har regimet skabt mange oppositioner for sig selv, som ville benytte sig af enhver lejlighed til at demonstrere og udtrykke deres utilfredshed. De nævnte forhold har betydet, at samfundets kooperative og værdikoordineringsinstitutioner (med formålet etablering og genetablering af samfundsrelationer) er blevet sat ud af kraft, og en regime-befolkningsrelation karakteriseret af gensidig mistillid har domineret tilstanden. Samspillet mellem forskellige økonomiske udfordringer herunder en ugennemsigtig økonomisk politik, omfattende korruption og misbrug af samfundets økonomiske midler blandt regimets elite samt landets forværrede økonomiske tilstand og forringelse af levestandarden har bidraget til yderligere utilfredshed og den i forvejen svækkede regime-befolkningsrelation. Fordelt på to overordnede kategorier kan det konkluderes, at Den Grønne Revolution har været udfaldet af to generationer af utilfredse iraneres syn på landets post-1979-revolutionsudvikling. Den ene generation inkluderer de iranere, der har oplevet 1979-revolutionsdagene og har bestemte idealer og ambitioner om, hvad revolutionen skulle medføre. Den anden kategori indbefatter post-1979-generationens unge iranere, vokset op under Den Islamiske Republik. Den unge generation føler, at de er blevet ofre for måden, hvorpå landet i post-revolutionsårene har udviklet sig. Flertallet af disse unge er meget bevidste om deres borgerrettigheder og har klare idealer om de kriterier, der skal ligge til grund for stat-befolkningsrelationen. Fællesnævnerne for de to generationer er, at de begge er utilfredse, og deres værdier og 72 verdenssyn er langt fra de værdier, som regimet har påduttet dem. Den Grønne Revolution er hovedsagligt skabt i alliancen mellem de to generationer og deres tilhørende undergrupper. Karakteriseret som ’politiske muligheder’ har begivenhederne i 2009, påstanden om valgfusk og protesterne imod disse spillet en afgørende rolle i at samle de utilfredse iranere til at protestere og udfordre regimet. Dog er de seneste tre årtier af landets udvikling i høj grad præget af regimets syn på iransk identitet, politik og kultur og ligger som baggrund for et bredt udsnit af befolkningen, der føler sig fremmedgjort og frastødt af regimets institutionelle normer og værdier. Der er således mange tegn på, at regimet lider af en legitimitetskrise, bl.a. at mange af regimets tidligere elite, endda dets grundlæggere, har vendt det ryggen i protest. Præstestyrets efterhånden meget fragmenterede ideologiske struktur og de tydelige symptomer på interne magtopgør er yderligere tegn på regimets svækkede og smuldrende legitimitetsgrundlag. Derudover har globaliseringsrelaterede infrastrukturelle elementer, herunder internettet, de sociale medier og digitale teknologier, i samspillet med opståen af politiske muligheder fremskyndet forekomsten af opstandene under Den Grønne Revolution. Den post-Grøn revolutionsperiodes tilstand samt regimets mishåndtering af forløbets hændelser har betydet, at regimet gennemlever sin hidtil største legitimitetskrise, og landet gennemgår den mest destabiliserede udvikling siden 1979-revolutionen. Fortsætter udviklingen i samme retning og omfang, og finder regimet ikke en holdbar løsning på udfordringerne, vil landet om ikke lang tid havne i endnu en revolutionslignende tilstand. 73 Litteraturliste Alimardani, Mahsa (2012)Iranian Women’s Struggle for Empowerment in Contemporary Iran Alimardani, Mahsa et al. (edited 2012) ORIENT 2012 A Near and Middle Eastern Civilizations, University of Toronto Banuazizi, Ali (1995) Faltering Legitimacy: The Ruling Clerics and Civil Society in Contemporary Iran, International Journal of Politics, Culture and Society Bayat, Asef (2013) Life as politics: How ordinary people change the Middle East, Stanford University Press Bayat, Asef (2007) Making Islam Democratic, Social Movements and The Post-Islamist Turn, Stanford University Press Boghrati, Niusha (2010) Jahanbegloo on the Green Movement in Iran http://worldpress.org/Mideast/3540.cfm Bryman, Alan (2008) Social Research Methods. Oxford University Press Inc., New York. Buechler, Steven M. (2011) Understanding Social Movements; Theories from the Classical Era to the present, Paradigm Publishers Dabashi, Hamid (2013) what happened to the Green Movement in Iran? http://www.aljazeera.com/indepth/opinion/2013/05/201351661225981675.html Dabashi, Hamid (2011) The Green Movement in Iran, Edited with an introduction by Navid Nikzadfar, Transaction Publishers Doostdar, Alireza (2004) The Vulgar Spirit of Blogging; On Language, Culture, and Power in Persian Weblogestan. American Anthropologist Eid, Mahmoud & Dakroury, Aliaa (2010) The Canadian Media-Framing of the 2009 Iranian Presidential Election, i: Kamalipour, Yahya R. (Edited 2010) Media, Power, and Politics in the Digital Age The 2009 Presidential Election Uprising in Iran, Rowman & Littlefield Publishers Esfandiari, Golnaz (2010) The Myths and Realities of New Media in Iran's Green Movement http://www.rferl.org/content/Irans_Green_Movement_And_New_Media/2068714.html Fisher, Ali (2010) Bullets with Butterfly WingsTweets, Protest Networks, and the Iranian Election i; Kamalipour, Yahya R. (Edited 2010) Media, Power, and Politics in the Digital Age The 2009 Presidential Election Uprising in Iran, Rowman & Littlefield Publishers Ganji, Akbar (2014) Iran's Green Movement Five Years Later - 'Defeated' But Ultimately Victorious http://www.huffingtonpost.com/akbar-ganji/iran-green-movement-fiveyears_b_5470078.html Girgis, Monique (1996) Women in pre-revolutionary, revolutionary and post-revolutionary Iran, Iran Chamber Society http://www.iranchamber.com/society/articles/women_prepost_revolutionary_iran2.php#stha sh.6qq3tG6q.dpuf Goodwin, Jeff (1997) State-centered approaches to social revolutions, strengths and limitation of a theoretical tradition, selected pages from Foran, J (1997)"Theorizing Revolutions: New Approaches from Across the Disciplines” Holliday, Shabnam J. (2011) Defining Iran; Politics of Resistance, Ashgate Publishing 74 Holliday, Shabnam J. (2007) Discourses and Counter-discourses of Iranian National Identity during Khatami’s Presidency (1997-2005) Højberg, Henriette (2009) Hermeneutik; Forståelse og Fortolkning i Samfundsvidenskaberne i; Fuglsang, Lars & Bitsch Olsen, Poul (Red. 2009) Videnskabsteori på Tværs af Fagkulturer og Paradigmer i Samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitets Forlag Jahanbegloo, Ramin & Khatami, Nojang (2013) Acting under Tyranny: Hannah Arendt and the Foundations of Democracy in Iran Kamalipour, Yahya R. (Edited 2010) Media, Power, and Politics in the Digital Age The 2009 Presidential Election Uprising in Iran, Rowman & Littlefield Publishers, Inc Khosrokhavar, Farhad (2012) Green Movement in Iran: Democratization and Secularization from Below, i: Jahanbegloo, Ramin (edited 2012) Civil Society and Democracy in Iran. United Kingdom Lexington Khosrokhavar, Farhad (2004) The New Intellectuals in Iran, Social Compass Laclau, Ernesto & Mouffe Chantal(2002) Det radikale demokrati –diskursteorien politiske perspektiv, Roskilde Universitetsforlag Mahdavi, Mojtaba (2012) The Civil Society Approach to Democratization in Iran: The Case for Bringing it Back in, Carefully i; Jahanbegloo, Ramin (edited 2012) Civil Society and Democracy in Iran. United Kingdom Lexington Mir-Hosseini, Ziba & Tapper Richard (2006) Islam and Democracy in Iran Eshkevari and the Quest for Reform, I. B. Tauris & Co Ltd, London Monshipouri, Mahmood & Assareh, Ali (2009) The Islamic Republic and the “Green Movement”: Coming Full Circle Namazi, Baquer (2000) Civil Society Action for Good Association Law: The Case of Iran Ognibene, Alex (2012) Binary Opposition & Iran’s Ongoing Revolution, i; Alimardani, Mahsa m.fl.(2012) ORIENT 2012 A Near and Middle Eastern Civilizations, University of Toronto Panah, Maryam H. (2002) Social revolution: the elusive emergence of an agenda in International Relations, Review of International Studies, Copyright © British International Studies Association Parsa, Misagh (2011) Ideology and Political Action in the Iranian Revolution, Comparativ Studies of South Asia, Africa and the Middle East, Duke University Press Sabety, Setareh (2010) The Semiotics of a YouTube Uprising, i; Kamalipour, Yahya R. (Edited 2010) Media, Power, and Politics in the Digital Age The 2009 Presidential Election Uprising in Iran, Rowman & Littlefield Publishers, Inc. SADIGroup (2010) A Documentary about Iran + Green Movement,”30+1” https://www.youtube.com/watch?v=KgB330sLRYU Sadr, Shadi (2012) Women and the Womens’s Movement in Post-Elctions: Double Females, i; Jahanbegloo, Ramin (edited 2012) Civil Society and Democracy in Iran. United Kingdom Lexington Selbin, Erik (1997) Revolution in the real world; bringing agency back, selected pages from Foran, J (1997) "Theorizing Revolutions: New Approaches from Across the Disciplines” Skocpol, Theda (1982) Rentier state and Shi’a Islam in the Iranian Revolution, Department of Sociology, The University of Chicago Skocpol, Theda (1979) "States and social revolutions: a comparative analysis of France, Russia and China, Cambridge: Cambridge University Press, "Introduction" (pp. 3-40) Takeyh, Ray (2003) Iran at a crossroads, The Middle East Journal; ProQuest Central 75 Taylor, Dena (2014) The literature review: A few tips on conducting it, University of Toronto www.writing.utoronto.ca Thomassen, Bjørn (2012) Notes towards an Anthropology of Political Revolutions, Society and Globalization, Roskilde University Thomassen, Lasse (2010) Deconstruction as Method in Political Theory, Österreichische Zeitschrift für Politikwissenschaft (ÖZP), 39. Jg. (2010) H. 1, 41–53 Transparency (2014) Corruption Perceptions Index2014: Results http://www.transparency.org/cpi2014/results Tunnelzaman(2014) Billeder fra Tzaman opslag, Facebook https://www.facebook.com/tunnelzaman/photos/pcb.740734899325630/740734612658992/? type=1&theater UNHR (2014)Report of the Special Rapporteur on the situation of human rights in the Islamic Republic of Iran http://shaheedoniran.org/wp-content/uploads/2014/03/A-HRC-2561-updated.pdf UNHR (2013)Report of the Special Rapporteur on the situation of human rights in the Islamic Republic of Iran http://shaheedoniran.org/wpcontent/uploads/2013/10/N1350031.pdf Vahabzadeh Peyman(2012) Civil Society in Iran: The Story of a Century-Long Struggle, i Jahanbegloo, Ramin (edited 2012) Civil Society and Democracy in Iran. United Kingdom Lexington Vahman, Fereydon & Pedersen, Claus V. (1998) Persisk-Dansk Ordbog, Gyldendals Røde Ordbøger Blogs, Netavis & Hjemmesider Abdi Abbas Den tidlige præsident (Rais Jomhur-e Sabeqq ve Asbeq), (20102) http://www.ayande.ir/1391/06/post_1151.html Mulighederne forsvinder som skyer gøre (Forsatha chon aber mirewand) (2009A) http://www.ayande.ir/1388/10/post_804.html Samfundets sammenholdet er bevaret ved hjælp af limens styrke (Faqqet chasp qodrete jamea ra hefz kerde ast) (2011) http://www.ayande.ir/1390/06/post_952.html Samfundsklasserne og den Grønne bevægelse (Tebeqat-e ejtemai ve Jonbeshe Sabz) (2009B) http://www.ayande.ir/1388/07/post_789.html Hasanagha.org I Gods navn; I vælger, men jeg stemmer ikke på kriminelle (Besmella; shoma Intekab konid, haqir be jenayetkar rai nemidehem)(2009a) http://blog.hasanagha.org/?p=2617#comments Den stor bedrager/svindler (Faribe bozorg)(2009c) http://blog.hasanagha.org/?p=2625#comments Vi er fanget af stemningen (Jav gir shodeim) (2009b) http://blog.hasanagha.org/?p=2629#comments Kaleme Anvendte nøgleord ved pressekonferencer (Wajegan-e klidiye be kar rafte dar konference metboati), (2013c) http://www.kaleme.com/1392/02/01/klm-140654/ 76 Når politikker tvivler ikke (Angah ke siyasetmedar tardid nemikone), (2012) http://www.kaleme.com/1391/10/25/klm-129071/ Universitetets Grønne bane og Intrigen der inkluderer eliten og universitetsstuderende (Rahe Sabz ve fetnaei ke nokhbegan ve daneshgahiyan der an dekhilend), (2104) http://kaleme.com/1393/08/29/klm-203041/ Valgkalender, juni 2009 (Rozshomar-e Intekhabat Khordad-e 1388), (2013a) http://www.kaleme.com/1392/03/01/klm-144691/ Valgkalender juni 2009 (Rozsomar-e Intekabat 4. kordad 1388), (2013b) http://www.kaleme.com/1392/03/04/klm-145107/ Kayhan News Afsløringer beretter om at Mousavis trofaste støtter for være Bahai og terrorister (Mardane khodajoy-e Moussavi Behayi og terorist az ab deramedend), (2009c) http://kayhanarch.kayhan.ir/881015/index.htm I behandling af ballademagernes sager skal lovet overholdes (Residegi be parwende-y Ekhteshashgeran bayed motabeq-e ba qanoon bashed), (2009a) http://kayhanarch.kayhan.ir/880609/index.htm Moussavis ny erklæring, er inspireret af CIAs dokumenter (beyanname-y jadid-e Moussavi, ronevisi az noskhe-y CIA), (2009b) http://kayhanarch.kayhan.ir/880616/2.htm#other204 Manototv Den Iranske Revolution, 1. afsnit (Enghelāb-e Iran 57, Qesmete 1), (2014a) http://www.manototv.com/videos/51036/vid5642 Den Iranske Revolution, 2. afsnit (Enghelāb-e Iran 57, Qesmete 2), (2014b) http://www.manoto1.com/videos/51037/vid5647 Den Iranske Revolution, 3. afsnit (Enghelāb-e Iran 57, Qesmete 3), (2014c) http://www.manototv.com/videos/51038/vid5650 Den Iranske Revolution, 4. afsnit (Enghelāb-e Iran 57, Qesmete 4), (2014d) http://www.manototv.com/videos/51039/vid5655s Fra Teheran til Kario (Az Tehran ta Qahere) ,(2014f) http://www.manototv.com/videos/aztehrantaghahereh/vid2327 Mardomsalari Folk kan ikke med tving sendes til paradis (Kesi ra be zor nemitewan be behesht ferestad), (2009c) http://mardomsalari.com/Template1/News.aspx?NID=55300 Forklaringen for støtten til Mousavi, tilbagevenden til Revolutionens rationale kurs og hensigter (Dalil-e hemayet az Mousavi zarorate bazgasht-e manteqi be goftemane Inqilab ast), (2009a) http://mardomsalari.com/Template1/Home.aspx?EID=626 Kulturel stat og ikke statelig kultur (Dawlete farhengi ve farheng-e ghere dawleti), (2009b) http://mardomsalari.com/Template1/Home.aspx?EID=632 NikAhang Begå ikke fejl (Ishtebah nekonid), (2009d) http://nikahang.blogspot.dk/2009_07_01_archive.html Hvorfor alt hvad regimet siger vækker mistænksomheden? (Chera her che dawlat migoyed qabele shak hast?), (2008) http://nikahang.blogspot.dk/2008_02_01_archive.html 77 Jeg vandt, Republikkens ophør (Piroz Shodem, Payane Jomhuriyet), (2009c) http://nikahang.blogspot.dk/2009_06_01_archive.html Pas på ’den grønne øjenbinde’ (Chashem bande’sebz’mewazeb bashid), (2009b) http://nikahang.blogspot.dk/2009_05_01_archive.html Religion intellektuelles underholdning (bazi-e rawshanfekran-e dini), (2004) http://nikahang.blogspot.dk/2004_08_01_archive.html Weblogs leg om revolution, eller webloggisme om revolutionens leg (Bazi-e weblogi om Enqilab, ya weblognevisi om bazi-e Enqilab), (2009a) http://nikahang.blogspot.dk/2009_01_01_archive.html Rahesabz(Jaras) 80 økonomers kritik af resultaterne af den niende kabinet (Inteqade 80 iqtesaddan az amalkerde dawlete nohom), (2010f) http://www.rahesabz.net/story/16363/ De 10 minutter der rystede Iran (10 deqiqeyi ke Iran ra tekan dad), (2010e) http://www.rahesabz.net/story/16564/ Moussavi og Karroubi er ankommet (Moussavi ve Karroubi amadned), (2010d), http://www.rahesabz.net/story/15189/ Ingen blev slog ihjel i Kahrizak (Dar Kahrizek hich kesi koshte nashod), (2010a) http://www.rahesabz.net/story/22801/ Stalinistisk retssag for de Grønne i Teheran (Dadgahe stalini-e Sabzha der Tehran), (2010 b) http://www.rahesabz.net/story/21072/ Zehra Rahnewerd; Fænomenet den tiende præsidentvalg (Zehra Rahnavard; padide-e Intekhabate dehom), (2010c) http://www.rahesabz.net/story/15302/ Seratnews Fjern din Chador, Khatami har vundet (Chadoretra berdar Khatami barende shod), (2011) http://www.seratnews.ir/fa/news/90817/ Hvem er de grønnes ledere (Rahber-e Sabzha kist?), (2009a) http://www.seratnews.ir/fa/news/592/ Hvor er min stemme, er udgivet (Rai-e man ko? montasher shod), (2009b) http://www.seratnews.ir/fa/news/12499/ Moussavi er færdig med sin opgave, Vi styrer den Grønne bevægelses (Mamorriate Moussavi tamam shod, Rahberi-e jonbeshe sebz der dast mast), (2010) http://www.seratnews.ir/fa/pages/?cid=4387 Reformisterne kæmper i frontlinje for USA (Islahteleban khatemoqedem-e Amrika hastand), (2013b) http://www.seratnews.ir/fa/news/151205/ Sigarchi Aresh Jeg vil stemmer; Iranerne i USA (Man rai mideham; Iraniyan-e Amrika) (2009a) http://sigarchi.net/blog/?m=20090601 2. Kordad med forsinkelse (2. kordad ba taakhir)(2009b) http://sigarchi.net/blog/?m=200905&paged=4 Vahid-online Her er vores hjemmebane (In Arse, zamine bazi-e mast), (2009e) http://vahidonline.net/page/23/ 78 Hvem sammen med sociale medier går i hulen disse dage? (In rozha ba Shebekehay-e Ijtemai ki mire to ghar?), (2009b) http://vahid-online.net/page/15/ Hvordan er det at antallet af blogisterne mere end læserne? (chera tedade weblogha az khanendegan bishter shod?),( 2008) http://vahid-online.net/1387/09/10/blog-it/ Kampen imod folket er Basijis vigtigste opgave? (Mobareze ba merdoom mohemtarin maamoriate basij?), (2009d) http://vahid-online.net/1387/12/11/people-enemy/ Mulighed/forudsigelse for forskellige gruppers spontant demonstrationer i morgen på samme tid (Pishbiniy-e kud josiden aqshar-e mokhtelef-e mardum ferda rase saat), (2009c) http://vahid-online.net/1388/02/01/khodjoosh-farda/ Straffet for at være online (be jorme online boden), (2009a) http://vahidonline.net/1388/05/20/be-online/ Tilløbet til en farlig scene 17 juni 2009(20 Kordade 1388, Moqedemate sahne arayi-e khaternak), (2010b) http://vahid-online.net/1389/03/20/khordad88/ Vidner til en farlig scene 19 juni 2009(22 Khordade 1388, Shahede sahne arayi-e khaternak), (2010a) http://vahid-online.net/1389/03/22/22khordad88/ 79 Appendiks Begrebsfortegnelse: Farsi/Dansk Farsi/Arabisk Dansk Allah-u Akbar Ansar-e Hizbullah God er stor En konservative sikkerhedsstyrke Artesh Irans nationale hær Ashura Enghelabe Mashrūteh Enghelabe Sabez Enghelāb-e Sefid Navnet til en af månederne inden for den Muslimske kalender Semi-militær organisation Den Iranske selvstændig erhvervsdrivende middelklasse De undertrykkes fonde (En semi-statelig Fond/politisk og økonomiske organisation) Alternativ Tanker Kriminelle banders der forstyrrer offentlige ro og orden Konstitutionel Revolutionen (Den) Grønne Revolution Det Hvid Revolution Estekare Varselstagning ud fra tilfældige opslag i Koranen Faje-e kuye daneshgah Farhange Nokhbeh-koshi Campus/Universitetsområdes Katastrofen Mord og eliminering af samfundets eliter og meningsdanner Intrige, uro, opstand En lille (ubetydelig) gruppe Partiet Islamisk Republik Det at være Iraner Islam og dets relaterede kendetegne Civilsamfundet Iransk Republik Islamisk Republik En der følger Khomeinis politiske linje Velvet coup d'éta/revolution Navnet på den tredje måned på den Iranske skolekalender, svarende til juni måneden (med overlappelse til maj og juli) Spontant (opstand) De civilklædte Ekspertenernes Forsamling Folket Basiji Bazzari Bonyad-e Mostaz’afin Digar andishan Ekhteshsgeran Fetne Goruhak Hezbe Jomhuri-e Islami Īrānīyat Islāmīyat Jame’e-ye madani Jomhuri-e Irani Jomhuri-e Islami Kat-e Imami Kodeta-ye/Enqilab-e makhmali Kordad Kud jus Lebas-saksiha Majles-e Kobregan Mardom 80 Mardomsalari Marg-bar diktaur Marg-bar (Khamenei) Mojahedin-e Kalq Molla Muharram Nezam Nezam der kater ast Noqte-ye infejar Pasdaran Folkets suverænitet/herredømme Død over diktator Døde over (Khamenei) Et Islamisk/socialist Politisk Parti En Islamisk lærd som har studeret Koranen Navnet en af månederne inden for den Muslimske kalender System/Regime Systemet/regimet er i fare Eksplosionens tidspunkt Payan-e Jumhuriyet Irans Revolutionsgarde Republikkens ophør Persar kaleha Fætre Qatl-ha-ye zanjiri Rasta-kiz Kædemordere Genopstandelse, renæssance (Navnet Shahens politiske parti) Religiøs (reformist) Intellektuelle Grøn En Iransk Morgenavis Folkets kapacitet Rowsanfekrane dini Sabez Salam Selameti mardomi Seltanet talebha Seran-e fetne Sharia Shora-ye Negahban Tahajom-e farhangi Tehajome khareji Tude Ulama Umma Velagat-e faqih Zor azmayi khiyabani på Monarkisterne Intrigernes ledere Den Islamiske/religiøse lov Vogternes Råd (En af Velayat-e faqihs kerneinstitutioner) Kulturel Invasion Udefrakommende trussel og angreb Irans Kommunist Parti Religiøse retslærde, personer der beskæftiger sig med religionens retslige kilder En (samlet) Islamisk nation En islamisk (shiitisk) styringsmodel; grundelægget for legitimiteten af Iran Islamiske Rpublik Gade magtdemonstration 81
© Copyright 2024