1. No category

ENERGISTYRELSEN
ADRESSE
BÆREDYGTIGHED OG
CERTIFICERING AF BIOMASSE
TLF
FAX
WWW
COWI A/S
Parallelvej 2
2800 Kongens Lyngby
+45 56 40 00 00
+45 56 40 99 99
cowi.dk
INDHOLD
1
Indledning
2
2
Opsamling
2
3
3.1
Indledning
Stigende bekymring for træbrændsler
bæredygtighed
Hvad forstås ved træbrændslers bæredygtighed?
4
3.2
4
4.1
4.2
4.3
4.4
Certificering og regulering af træbrændslers
bæredygtighed
Internationale processer for bæredygtig skovdrift
Skovcertificeringssystemerne
Biomassecertificeringssystemerne
Nationale systemer
4
5
7
7
8
12
15
BILAG
Bilag A
Kilder og litteraturhenvisning
20
Bilag B
Tidslinje for forskellige initiativer med relevans
for træbrændslers bæredygtighed
27
Legalitets- og bæredygtighedskriterier –
Storbritannien
28
Bæredygtighedskrav – Nederlandene
30
Bilag C
Bilag D
UDGIVELSESDATO
Oktober 2015
UDARBEJDET
Inge Stupak, Asger Strange Olesen
2/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
1
Indledning
Formålet med dette notat er, at 1) forklare hvorfor ’træbrændslers bæredygtighed’
er blevet et centralt tema i den offentlige debat, både internationalt og nationalt, 2)
hvordan certificeringssystemerne har udviklet sig, 3) hvordan de og anden regulering definerer bæredygtighed i denne sammenhæng, og 4) hvordan man ved hjælp
af disse systemer og anden regulering kan dokumentere biomassens bæredygtighed.
Med regulering menes i denne sammenhæng hele komplekset af offentlige politikker, lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger, og retningslinjer, internationale konventioner og processer (eksempelvis Biodiversitetskonventionen eller Forest Europe processen for bæredygtig skovdrift), samt en række private reguleringsinitiativer, specielt skov- og biomassecertificering, men også eksempelvis handelsaftaler
og virksomhedspolitikker for indkøb af bæredygtig biomasse.
Specielt certificeringssystemerne operationaliserer deres forståelse af bæredygtighedsbegrebet i en hierarkisk struktur, der i sin fulde udgave indeholder såkaldte
principper, kriterier, indikatorer og verifikatorer. Almindeligvis forestås et princip
som en fundamental sandhed eller lov, der er udgangspunkt for yderligere tænkning eller handling (f.eks. bevarelse af økosystemets integritet). Et kriterium er en
standard, som princippet kan vurderes imod (f.eks. bevarelse af økosystemets processer eller biodiversitet), og en indikator er en variabel, som kan måles med det
formål at indikere status for et givent kriterium (f.eks. ændring i genotypiske hyppigheder). Endelig er en verifikator de data eller den information, som skal indsamles for fastslå værdien af en given indikator (f.eks. måledata, kort, planer, interviews, besigtigelse, lovgivning, eller certificering).
Anden international eller national regulering stiller lignende krav, men bruger ikke
nødvendigvis denne struktur. Lovgivning er eksempelvis struktureret i kapitler, paragraffer og stykker. I dette notat bruges begrebet ’bæredygtighedskriterier’ bredt
om alle former for reguleringskrav, der vedrøre træbrændslers bæredygtighed.
Notatets målgruppe er personer med en grundlæggende indsigt i brugen af fast
biomasse til energiformål i EU, inklusiv VE-direktivet fra 2009 om ”fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder” (EF Direktiv 2009/29/EC) og EUanbefalingerne fra 2010 om ”bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling” (KOM/2010/11) (se også
notat: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast biomasse). Desuden
er det en fordel at besidde en basal indsigt i, hvad certificering er. Notatet er udarbejdet med udgangspunkt i både offentliggjorte kilder og litteratur, manuskripter
indsendt til publicering, certificeringsstandarder og andre tekniske dokumenter,
samt relevant lovgivning medio maj 2015. Arbejdet er finansieret af Energistyrelsen.
2
Opsamling
Bæredygtige træbrændsler
›
Der er sket en øget anvendelse af træ til energi siden oliekrisen i 1970erne.
Fra år 2000 er importen af træpiller og flis øget betydeligt. Udviklingen drives
af energi- og klimapolitikken.
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
3/31
›
Intensiteten i biomassefjernelsen fra skov i Danmark er øget siden 1980erne,
og specielt energisektoren har øget anvendelsen. Flere NGO'er (WWF,
Greenpeace, Birdlife, osv.), både herhjemme og i udlandet, bekymrer sig om,
hvorvidt et øget pres på biomasseressourcerne vil lede til uønskede effekter
på eksempelvis økosystemernes kulstoflagrene og biodiversitet, eller endda
overudnyttelse og skovrydning.
›
Bæredygtighedsbegrebet har tre overordnede dimensioner: miljø, sociale forhold og økonomi. For alle tre dimensioner er der også her et fordelingsaspekt i
rum og tid. For træbrændsler ser man konkret på, hvordan deres produktion
og anvendelse direkte og indirekte påvirker en lang række miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer.
Certificering og regulering af træbrændslers bæredygtighed
›
Der findes en række internationale processer for bæredygtig skovdrift på regeringsniveau, som tilsammen dækker stort set alle lande i verden. Den paneuropæiske proces, også kaldet Forest Europe, er grundstenen i certificeringsordningen Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC),
mens Forest Stewardship Council (FSC) standarden ikke er direkte koblet til
disse processer. FSC er et internationalt skovcertificeringssystem, mens
PEFC er en paraplyorganisation, der godkender nationale skovcertificeringssystemer, hvis de opfylder de krav, der er udstukket i de internationale PEFC
dokumenter.
›
10,7% af verdens skove er certificerede efter enten FSC eller et PEFC system, med en andel på henholdsvis ca. 40% og 60% af det samlede certificerede skovareal. Det er den gængse opfattelse at FSC stiller strengere bæredygtighedskrav end PEFC, men forskellene er blevet mindre med årene, og
det er ikke velundersøgt, hvor store de nuværende forskelle er i forskellige
lande.
›
Flere af biomassecertificeringssystemerne støtter sig til skovcertificeringssystemerne, når det gælder bæredygtig skovdrift, men kan derudover indeholde
yderligere kriterier for drift og arealanvendelsesændringer. VE-direktivets krav
til flydende biobrændsler og EU's anbefalinger fra 2010 for fast og gasformige
biobrændsler vil være indeholdt.
›
Hverken skov- eller biomassecertificeringsordningerne indeholder krav om en
bestemt reduktion af drivhusgasemissionerne, men eksempelvis Sustainable
Biomass Partnership (SBP) foreskriver at energiselskaberne opgør drivhusgasemissioner, for dermed at dokumentere overholdelse af eventuelle nationale minimumskrav til emissionsreduktion. SBP har til formål at bygge bro
mellem EU medlemslandenes nationale krav.
›
Nationale systemer for bæredygtig biomasse findes i Danmark, Belgien, Nederlandene og Storbritannien i 2015. I Belgien, Nederlandene og Storbritannien er de fastlagt af regeringerne, mens de i Danmark er udarbejdet af branchen selv. Deres overholdelse er en forudsætning for, at der kan opnås forskellige former for statsstøtte til visse typer af biomassebaseret produktion af
varme og elektricitet.
›
De nationale systemer i Danmark, Nederlandene og Storbritannien støtter sig
op ad skovcertificeringssystemerne, når det gælder bæredygtig skovdrift. I
4/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Nederlandene ser det ud til at biomassen i praksis skal være certificeret af
FSC eller opfylde lignende krav, mens Danmark og Storbritannien accepterer
både FSC- og PEFC-certificeret biomasse. VE-direktivets krav til flydende
biobrændsler og EU's anbefalinger for faste og gasformige biobrændsler fra
2010 vil være indeholdt, og der stilles minimumskrav for reduktion af drivhusgasemissionerne, set i forhold til et fossilt referencebrændsel. Reduktionsmålene varierer i forhold til medlemsland, og for forskellige driftsenhedsstørrelser, og strammes evt. over tid.
3
Indledning
3.1
Stigende bekymring for træbrændsler
bæredygtighed
Træ har altid været en vigtig energikilde, men anvendelsen blev mindre i takt med,
at brugen af fossilt brændsel vandt frem for ca. 150 år siden. I Danmark nåede forbruget af træ til energi et minimum i begyndelsen af halvfjerdserne, umiddelbart før
oliekrisen satte ind. Herefter steg brugen igen, og anvendelsen til fjernvarme og
kraftvarmeproduktion er stadigt stigende (Energistyrelsen, 2014). Udover at indgå i
energipolitikken, som en vedvarende energikilde med høj forsyningssikkerhed, er
anvendelse af træbrændsler også blevet et centralt virkemiddel i klimapolitikken.
Generelt set har udviklingen medført, at intensiteten af biomassefjernelsen fra skoven er steget. I perioden fra anden verdenskrig til begyndelsen af firserne var det
mest almindeligt blot at høste stammerne til fremstilling af forskellige træprodukter
og papir. I begyndelsen af firserne startede man med at flise især heltræer fra tyndinger i nåletræsbevoksninger, samt hugstaffald fra renafdrifterne, for at bruge det
som brændsel i energiforsyningen (Energistyrelsen, 2014; Danmarks Statistik,
2013). I de senere år er det også blevet mere almindeligt at fjerne og anvende
hugstaffaldet i løvtræsbevoksninger (Stupak & Raulund-Rasmussen, 2015).
Indtil årtusindskiftet bestod det danske forbrug af træ i energisektoren således
overvejende af hjemligt produceret flis, men siden år 2000 er der sket en betydelig
stigning i importen af især træpiller og til dels også træflis (Energistyrelsen, 2014).
Importen sker især fra Østeuropa, Norden, Vesteuropa og Nordamerika, men i industrien er man også opmærksom på mulige potentialer i andre verdensdele (se
notat 5: ’Biomassepotentialer i Danmark, EU og globalt). Inden for EU importerer
specielt Storbritannien, Nederlandene og Belgien store mængder træpiller, overvejende fra Nordamerika, til el og varmeproduktion.
Den stigende internationale handel med især træpiller har pustet til debatten om,
hvorvidt træbiomassen er produceret på en bæredygtighed måde. Selvom man i
øjeblikket overvejende benytter affald fra træindustrien, samt hugstaffald og
lavkvalitetstræ fra skoven i træpilleproduktionen, så bekymrer både energiproducenterne og NGO'erne sig om, hvorvidt den stigende efterspørgsel på træpiller og
træflis vil lede til overudnyttelse eller skovrydning, især i områder, der mangler regulering eller er plaget af ulovlig hugst og anden manglende håndhævelse af lovgivningen.
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
5/31
Også i Nordamerika er biomassens bæredygtighed et følsomt emne. Både i Canada og USA er der bekymring for om naturskove vil blive konverteret til plantager
med lavere kulstof- og biodiversitetsindhold, hvis efterspørgslen på træ til træpilleproduktion stiger (Pinchot Institute, 2013). Bekymringerne omfatter eksempelvis
også udtag af hugstaffald og betydningen af den derved øgede næringsstofeksport
for jordens frugtbarhed. EU og den europæiske energiindustri følger situationen, og
specielt industrien har presset på for at få etableret lovgivning eller anden regulering, der kan sikre at den indkøbte biomasse accepteres som værende bæredygtig.
3.2
Hvad forstås ved træbrændslers bæredygtighed?
Bæredygtighedsbegrebet har mindst tre dimensioner: miljø, det sociale, og økonomi (Figur 1). Det har også en tidsmæssig dimension, i det anvendelse af ressourcerne ikke bør ske hurtigere, end de kan forny sig. Dette fremgår også Brundtlandsrapporten (United Nations, 1987), som indeholder en af de tidlige og mest
accepterede definitioner af bæredygtighed: ‘Bæredygtig udvikling er udvikling, som
opfylder den nuværende generations behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare’. Selvom begrebet er intuitivt let
at forstå, kan det kan være yderst komplekst at operationalisere og implementere i
praksis.
Figur 1. Illustration af bæredygtighedsbegrebets tre dimensioner.
Danske retningslinjer fra 1985 for høst af marginale træressourcer giver et fingerpeg om, at bæredygtighed konkret handler om bevarelse eller forbedring af skovens biogeokemiske processer (kulstof-, næringsstof, og vandkredsløb) samt bevarelse af alle de organismer, som lever i skoven og er afhængige af disse processer
(Skovstyrelsen, 1985; Billeschou & Klitgaard, 1985). De sociale og socioøkonomiske faktorer kan også være en stor udfordring i forbindelse med skovdriftens bæredygtighed, ikke mindst i udviklingslandene.
Ud over de nævnte faktorer har klimaproblematikken sat fokus på faktorer, der ligger uden for selve skoven. Drift af skovene kan påvirke det globale klima både positivt ved optag af CO2 fra atmosfæren og negativt ved nettoudledning af drivhusgasser (se notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO2-neutralitet). Eksempelvis
er skovrydning i troperne skyld i ca. 12% af de globale menneskeskabte, årlige
drivhusgasudledninger (van der Werf et al., 2009).
Drivhusgasemissioner sker ikke blot i forbindelse med skovdriften, men også i resten af forsyningskæden, fra dyrkning og høst i skoven, til transport og forarbejd-
6/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
ning samt i konverteringen til energi. I alle de involverede led kan der potentielt
være miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer, der bør overvejes, for at bioenergien kan betegnes som bæredygtig. Det er dog forskel på, hvor store de typiske miljømæssige, sociale og økonomiske påvirkninger er forskellige steder i forsyningskæden (Figur 2).
Figur 2. Generisk livscyklusvurdering af et teoretisk landbrugsbioenergiprodukt for forskellige bæredygtighedsaspekter i forsyningskædens forskellige led (Miller, 2010). Søjlens højde
indikerer påvirkningens relative størrelse. Areal- og gødskningsbehovet er stort i dyrkningsleddet, mens forbruget af vand også kan være betydeligt i forarbejdningsfasen. Hvad angår
drivhusgasemissioner sker der for det illustrerede produkt en nettofjernelse af CO2 fra atmosfæren i dyrkningsleddet, mens der sker en nettoemission i forarbejdnings- og konverteringsleddet. For træbrændsler vil kvælstofbelastningen typisk være meget lavt.
Generelt er der også stigende fokus på de indirekte effekter, både i forhold til indirekte arealanvendelsesændringer (Indirect Land Use Change, ILUC), og indirekte
effekter for fødevare- eller andre træprodukter baseret på samme råmateriale (Indirect Wood Use Change, IWUC og Indirect Fuel Use Change, IFUC) (se notat 4:
Livscyklusvurderinger og CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse).
I forhold til træbrændslers bæredygtighed kan det være nyttigt at inddele i primære,
sekundære og tertiære brændsler (Röser et al., 2008). De primære træbrændsler
omfatter biomasse, der kommer direkte fra skove eller plantager, mens sekundære
brændsler er affald fra træindustrien. Tertiære brændsler består af træ, der har udtjent sin anvendelse i et andet træprodukt, og for denne ressource vil det oftest
være vanskeligt eller umuligt at spore træbiomassens oprindelse tilbage til skoven
og dermed vurdere dens bæredygtighed. Generelt anses risikoen ved anvende
dette træ dog for at være lille i forhold til de miljø- og ressourcemæssige fordele
ved anvendelse og genanvendelse af træaffaldet. Dette er gælder også inden for
skovcertificeringssystemerne, hvor det tertiære affaldstræ (såkaldt ’post-consumer
material’) typisk kan indgå direkte under labels af typen ’mix’ eller ’recycled’.
Skov- og biomassecertificeringssystemer operationaliserer som sagt deres konkrete forståelse af bæredygtighedsbegrebet ved at formulere hierarkiske strukturer af
principper, kriterier, indikatorer og verifikatorer (FAO, 2010; Lattimore et al., 2009).
Oftest specificerer flere kriterier indholdet af et givet princip, og flere indikatorer
anvendes for at vurdere status af et givet kriterium. Definitionen af begreberne kan
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
7/31
variere mellem forskellige certificeringssystemer, og det er ikke altid, at alle niveauer i hierarkiet anvendes.
4
Certificering og regulering af træbrændslers
bæredygtighed
I dette kapitel gives et overblik over udviklingen og indholdet af følgende typer af
systemer med relevans for træbrændsler bæredygtighed:
1
De internationale processer for bæredygtig skovdrift, som har sammenhæng
med specielt de krav, som stilles i PEFC systemerne.
2
Skovcertificeringssystemerne, der ligesom de internationale processers standarder ikke er specifikke for slutanvendelsen til bioenergi. Skovcertifikatet
dækker i princippet alle skovens produkter og råmaterialer, eksempelvis træ,
flis, brænde og bær.
3
Biomassecertificeringssystemerne, som er udviklet med henblik på at dokumentere biomassens bæredygtighed, når den bruges til energi, men som i
nogle tilfælde også kan anvendes til forsyningskæder med andre slutanvendelser.
4
EU-medlemslandes nationale systemer for bæredygtig biomasse til energi i
Danmark, Storbritannien, Nederlandene og Belgien. Disse systemer baserer
sig evt. på krav fra de offentlige indkøbspolitikker for bæredygtigt træ.
4.1
Internationale processer for bæredygtig skovdrift
De grundlæggende, moderne principper for bæredygtig skovdrift, The Forest Principles, blev først formuleret på Rio-konferencen om Bæredygtig Udvikling i 1992.
Man nåede ikke til en bindende international aftale på området, og af samme årsag
fulgte en række andre initiativer, specielt de internationale processer for bæredygtig skovdrift, samt flere af de private skovcertificeringsordninger.
Der findes i alt ti internationale processer for bæredygtig skovdrift, som dækker
forskellige dele af verden (Castañeda, 2000). Den paneuropæiske proces, som nu
hedder Forest Europe, er, sammen med Montreal processen og International Tropical Timber Organisation (ITTO), de mest gennemarbejdede processer. Montreal
processen er arealmæssigt den største. Den omfatter ca. 83% af verdens tempererede og boreale skove, mens ITTO dækker vigtige tropiske skovområder i det meste af Sydøstasien. Rusland er medlem af både Forest Europe og Montreal processen.
Den paneuropæiske proces formulerede i 1993 en af de oftest citerede definitioner
på bæredygtig skovdrift: ’The stewardship and use of forests and forest lands in a
way, and at a rate, that maintains their biological diversity, productivity, regeneration capacity, vitality and their potential to fulfil, now and in the future, relevant ecological, economic, and social functions, at local, national and global levels, and that
does not cause damage on other ecosystems’ (Helsinki konferencen, Resolution
H1). I 1998 blev denne definition konkretiseret i seks kriterier for bæredygtig skov-
8/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
drift, sammen med en række af tilhørende kvantitative og kvalitative indikatorer, og
et sæt forklarende retningslinjer for skovplanlægning og skovdrift (Lissabon konferencen, Resolution L2).
EU og dets medlemslande har forpligtet sig til at implementere bæredygtig skovdrift, som formuleret i Forest Europe-processen. Med den brede konsensus, der
gennem årene er opnået omkring processens kriterier og indikatorer, er det logisk
at EU’s Ministerråd i rådskonklusioner om EU’s Skovstrategi slår fast, at processen
bør danne grundlag for et hvilket som helst nyt initiativ, der måtte ønske at analysere, anvende eller tilpasse kriterier og indikatorer for bæredygtig skovdrift til nye
situationer.
4.2
Skovcertificeringssystemerne
4.2.1 Udbredelse og historie
Stort set al certificeret skov i verden er certificeret under enten Forest Stewardship
Council (FSC) eller Programme for the Endorsement of Forest Certification
(PEFC). I 2014 var i alt 10,7% af verdens skovareal certificeret. Det svarer til i alt
433 mill. ha, hvoraf 2% er certificeret under både PEFC og FSC, 58% kun under
PEFC, og 40% kun under FSC (Fernholz et al., 2014). Der er stor forskel på, hvor
store dele af skovarealet, der er certificeret i de enkelte verdensdele og lande
(Figur 3). I Europa er 107 mill. ha eller 63% af skovarealet certificeret, og de tilsvarende tal for Nordamerika og CIS landene er på henholdsvis 221 mill. ha (36%) og
56 mill. ha (7%). I Afrika, Asien og Sydamerika er i alt 37 mill. ha skov certificeret,
eller 1,0-2,4%, med den mindste procentdel i Afrika. I alt 30% af verdens produktion af rundtræ er certificeret, ca. 14% henholdsvis fra Nordamerika og Europa, og
under 1% fra hver af de andre verdensdele (Fernholz et al., 2014).
Figur 3. Den relative andel af skovarealet, der er FSC og PEFC certificeret i forskellige lande
(UNEP, 2009), formodentlig i slutningen af 2000-tallet. Det er uklart om der er taget højde
for dobbeltcertificering. Bemærk f.eks. at et land som Canada har store arealer med urørt,
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
9/31
primær skov, som betyder at ca. 69% af de skove, som er under skovdrift, er certificerede
(Jessica Murray, University of Toronto, personlig kommunikation).
FSC-certificeringssystemet blev udviklet og lanceret omkring 1993 med World
Wildlife Fund (WWF) som den primære drivkraft. I industrien opfattedes FSC som
NGO-styret, og derfor valgte den amerikanske træindustri hurtigt at udvikle deres
eget skovcertificeringssystem, Sustainable Forestry Initiative (SFI). Med dannelsen
af et skovcertificeringssystem under Canadian Standards Association (CSA) i 1996
fik også Canada et alternativ til FSC. I 1999 dannede organisationer fra elleve lande i Europa paraplyorganisationen Pan European Forest Certification Council, nu
Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC). I år 2000 kunne
man således for første gang i Finland, Sverige, Norge, Tyskland og Østrig certificere ’bæredygtig skovdrift’ under nationale systemer godkendt af PEFC (se også bilag A for en tidslinje). I dag er 37 nationale skovcertificeringssystemer fra 36 lande
optaget under PEFC, inklusiv SFI og CSA. Alle kontinenter, undtaget Afrika, er repræsenterede med godkendte PEFC systemer.
4.2.2 Bæredygtighedskrav og dokumentation
Den internationale FSC standard for bæredygtig skovdrift fra 1996 indeholder ti
principper (Tabel 1) med i alt 56 kriterier defineret under disse principper. Indikatorer til at måle og evaluere kriterierne formuleres på nationalt niveau af de nationale
FSC organisationer. I nogle lande har man flere FSC standarder med samme principper og kriterier som i den internationale standard, men med forskellige indikatorer tilpasset subnationale forhold. Eksempelvis har Canada standarder for forskellige skovregioner, og i Columbia er der tre FSC standarder for henholdsvis naturskov, plantager og bambusskov. I lande, hvor der ikke findes en national FSC organisation, certificeres skov efter en såkaldt 'interim standard,' der også indeholder
de internationale FSC principper og kriterier. Det har hidtil været certificeringsfirmaet, som formulerede og tilpassede indikatorerne til nationale forhold med inddragelse af berørte nationale interessenter gennem høringer. Disse lande kan have forskellige 'interim standards', én for hvert certificeringsfirma, der opererer i landet.
Tabel 1. Principper henholdsvis kriterier for bæredygtig skovdrift i den internationale FSC standard og den internationale PEFC standard.
De 10 FSC principper:
De 7 PEFC kriterier:
1.
2.
1.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Overholdelse af love, aftaler og FSC principper
Skovenes ejendomsforhold, brugsrettigheder og
ansvar
Oprindelige folks rettigheder
De lokale samfund og skovarbejdernes arbejdsmæssige forhold og rettigheder
Skovens ydelser
Miljømæssige påvirkninger fra driften
Skovdriftsplaner
Overvågning og vurdering
Bevarelse af skove med særlig høj bevaringsværdi
Plantet skov og plantager
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Vedligeholdelse og forbedring af skovressourcernes og deres bidrag til de globale kulstofkredskøb
Vedligeholdelse af skovøkosystemernes sundhed
og vitalitet
Vedligeholdelse og tilskyndelse af skovenes produktive funktioner (træ og andre produkter)
Vedligeholdelse, bevaring og passende forbedring
af skovøkosystemernes biologiske diversitet
Vedligeholdelse, bevaring og passende forbedring
af skovenes beskyttende funktioner i skovdriften
(især jord og vand)
Vedligeholdelse af andre socioøkonomiske funktioner og forhold
Overholdelse af love
10/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Et arbejde med en omfattende revision af FSC standarden er ved at tage sin afslutning. En opdatereret standard med reviderede principper og kriterier er vedtaget, sammen med et sæt internationale generiske FSC indikatorer (FSC, 2015).
Disse dokumenter skal anvendes når overførsel til de nationale standarder er sket,
hvilket forventes at ske i efteråret 2015. De nye generiske indikatorer bliver obligatoriske for interimstandarderne og vil også danne basis for udarbejdelsen af de
nationale indikatorer. De nationale FSC organisationer er dog ikke forpligtigede til
at anvende dem slavisk, men kan tilpasse dem eller udlade dem, hvis de ikke er
relevante. Processen med at revidere den danske FSC standard startede i 2012,
og har afventet den internationale proces, som nu netop er afsluttet.
PEFC’s internationale standard for bæredygtig skovdrift blev revideret i 2010. De
seks første kriterier er stadig identiske med de seks kriterier fra Forest Europeprocessen (Tabel 1), men indikatorerne fra retningslinjerne for skovplanlægning og
skovdrift fra Forest Europe’s Lissabon-konference er omformuleret og udvidet med
en række nye indikatorer. Certificering under PEFC kan kun finde sted i de lande
med et nationalt PEFC organ og en godkendt PEFC certificeringsordning. Standarderne i de nationale PEFC-certificeringsordninger kan defineres og formuleres
mere frit end under FSC, men de skal respektere de relevant internationale processer for bæredygtig skovdrift (4.1), overholde et antal nøglekonventioner fra International Labour Organization (ILO), samt reflektere kravene i den internationale
PEFC-standard. I praksis foretages en grundig vurdering af overensstemmelsen
mellem kravene i de nationale standarder og i PEFC’s internationale standarder.
Mange af de nationale PEFC-standarder er også struktureret efter de seks kriterier
fra Forest Europe-processen, men ofte med andre med andre indikatorer (Stupak
et al., 2011). Enkelte er struktureret efter FSC standardernes principper og kriterier, og atter andre har en unik national struktur, hvilket gælder eksempelvis den
danske PEFC standard (PEFC Danmark, 2012).
Blandt mange er det opfattelsen, at FSCs krav til bæredygtig skovdrift er mere omfattende end PEFCs. Der har da også tidligere været betydelige forskelle i forhold
til eksempelvis biologiske, økologiske og sociale kriterier (Sample et al., 2003),
eksemplevis oprindelige folks rettigheder, sociale forhold, konvertering af skov,
brugen af eksotiske arter og genetisk modificeret materiale. Med den sidste revision af PEFC standarden er forskellene mellem de internationale standarder dog
blevet mindre, selvom der stadig kan være væsentlige forskelle mellem FSC og
PEFC på nationalt niveau. Det tager tid før de nationale standarder er opdaterede,
så de er i overensstemmelse med nye internationale standarder, og forskelle kan
opstå, idet både FSC og PEFC giver et vist rum for national fortolkning. I Storbritannien har man således valgt at have identiske krav i FSC og PEFC standarderne, mens kravene i andre lande kan afvige en del (Stupak et al., 2011).
En sammenligning, af hvor godt FSC og PEFC dækker de offentlige danske kriterier for indkøb af bæredygtigt træ, viser, at de to systemer stort set opfylder disse
kriterier lige godt (Nature Agency, 2014). De nye nationale systemer for bæredygtig biomasse (se afsnit 4.4) i Danmark og Storbritannien anerkender også både
FSC og PEFC certificeret biomasse, mens det Nederlandeneske system lægger op
til, at kun FSC certificeret materiale umiddelbart anses for at være bæredygtigt
(NEPCon, 2015).
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
11/31
Kontrollen med overholdelse af kriterierne i både FSC og PEFC systemerne sker
ved, at en uvildig, kompetent og akkrediteret, uafhængig tredje part forestår certificering og årlig kontrol og revision efter relevante internationale retningslinjer for
certificering vedtaget af The International Organization for Standardization (ISO). I
FSC ligger akkrediteringsanvaret hos Accreditation Services International (ASI),
som med jævne mellemrum kontrollerer, at certificeringsfirmaerne overholder
FSCs akkrediteringskrav. I PEFC ligger akkrediteringsanvaret hos nationale organisationer, hvilket åbner for en mere uensartet akkreditering.
En NGO undersøgelse fra USA viser, at der i FSC systemet bruges mere tid på
kontrollen af de certificerede skove end i det PEFC-godkendte SFI (ForestEthics,
2014). Andre undersøgelser indikerer, at SFI-indikatorerne gennemsnitligt er mere
operationelle, og at SFI-revisorerne er mere krævende i forhold til krav om, at
skovdriften løbende skal forbedres (UPM, 2005). Der findes dog ikke mange undersøgelser af kontrolprocessens kvalitet, og endnu færre af hvad eventuelle forskelle betyder for den reelle opnåelse af standardernes bæredygtighedsmål.
4.2.3 Drivhusgasbalancer
Enkelte nationale skovcertificeringsstandarder indeholder hensigtserklæringer og
frivillige anbefalinger om, at skovdriftsenheden bør bidrage til målene i Klimakonventionen og til forbedring af det globale kulstofkredsløb (Stupak et al., 2011).
Eventuelt foreslås det, at der udarbejdes et kulstofbudget for driftsenheden, eller at
der bakkes op om en beregning af kulstofbalancer for hele den træbaserede sektor. Ud over dette opmuntrer enkelte nationale standarder til, at der sker en kulstoflagring i bevoksninger og jord, eller at man producerer træbrændsler til substitution
af fossilt brændsel. Denne type anbefalinger er dog langt fra almindelige i skovcertificeringsstandarderne.
Ingen skovcertificeringssystemer kræver således, at der opgøres drivhusbalancer,
selvom PEFC har et samarbejde med Sustainable Biomass Partnership (SBP) (se
afsnit 4.3) om udviklingen af et opgørelsessystem. FSC engagerer sig istedet i klimaproblematikken ved at støtte op om og supplere andre initiativer, eksempelvis i
forhold til sikring af den sociale og miljømæssige bæredygtighed i kulstofprojekter
under WWFs Gold Standard, der genererer kulstofkreditter til kulstofmarkedet (se
notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO2 neutralitet). De engagerer sig også i
design og implementering af FNs programmer for reduktion af emissioner fra skovrydning (UN REDD+ programs) (FSC, 2012).
Både FSC og PEFC fremhæver således, at et skovcertifikat generelt betyder, at
skoven ikke konverteres til anden arealanvendelse (PEFC indikator 1.11, siden
2010, og FSC kriterium 6.10, siden 1994), og at der laves en driftsplan eller noget
tilsvarende (f.eks. PEFC indikator 1.1, 1.2 og 1.3, samt FSC princip 7 og 8), som
sigter mod at skovens økologiske processer og produktionskapacitet vedligeholdes
eller forbedres på langt sigt (PEFC kriterium 1 og indikator 1.9, FSC kriterium 5.6
og 6.3). Dette kan ses om en proxy for, at kulstoflageret i skoven ikke falder på
lang sigt, men det er ikke en garanti for dette. Driftsplanen skal også sikre en lang
række andre hensyn, der potentielt kan komme i konflikt med et ensidigt fokus på
størrelsen af skovens kulstoflager. I Danmark giver Skovloven eksempelvis mulighed for etablering af lysåbne arealer i skoven, såsom stævningsdrift og græsning
12/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
(§9, stk. 1) og andre åbne arealer (§10, stk. 4), der er levested for sjældne og truede arter med behov for både lys og læ.
Driftsplaner betyder heller ikke nødvendigvis, at biomasse kan høstes uden en såkaldt kulstofgæld (se notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO₂-neutralitet), eksempelvis hvis skoven har en skæv aldersfordeling i den betragtede periode. Det
bør dog også indgå i betragtningerne, at begrebet kulstofgæld kan være mindre
anvendeligt i situationer med stor usikkerhed omkring grundlæggende antagelser i
beregningen af gælden. Selv mindre ændringer i forudsætninger og antagelser kan
føre til store forskydninger i alternative scenariers tilsyneladende klimavenlighed
(Taeroe et al., 2015). Derfor bør sådanne beregningerne testes for deres følsomhed i forhold til de mest usikre antagelser, og i det hele taget anvendes med stor
omtanke.
4.3
Biomassecertificeringssystemerne
4.3.1 Udvikling og udbredelse
Siden begyndelsen af 2000-tallet er der opstået flere systemer, der certificerer eller
verificerer biomassens bæredygtighed (se Bilag A for en tidslinje). Da importen af
træpiller til Europa tog fart i begyndelsen af 2000-tallet, udviklede den europæiske
energiproducent Essent (nu RWE) i samarbejde med Skall International (nu Control Union Certifications) Green Gold Label (GGL) systemet. I Belgien udviklede
Electrabel/Laborelec (GDF SUEZ, nu engie) Laborlec Biomass Verification Procedure, og den britiske elproducent Drax fik deres egen bæredygtighedspolitik for
indkøb af biomasse til energi.
I Nederlandene nedsatte man i 2006 den såkaldte Cramer-kommission, som skulle
opstille bæredygtighedskriterier for faste, flydende og gasformige biobrændsler.
Kommissionen afrapporterede deres arbejde året efter (Cramer Commission,
2007), og på den baggrund blev der udarbejdet mere operationelle kriterier af en
arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for både virksomheder, regeringen og
NGO’er. Processen blev faciliteret af NEN, som svarer til Dansk Standard, og der
blev lavet en brancheaftale om at udvikle et certificeringssystem. Dette internationale certificeringssystem, NTA 8080, er i dag operationsdygtigt under NEN, og alle
væsentlige aktører i branchen i Nederlandene har tilsluttet sig. I alt 37 Nederlandeneske og 1 tysk virksomhed er NTA 8080 certificerede. De fleste af disse virksomheder producerer biogas, mens 9 af dem producerer træbrændsler (se også 4.4.3
for den nye Nederlandeneske aftale).
Parallelt med vedtagelsen af VE-direktivet nedsatte både European Committee for
Standardization (CEN/TC 383) og ISO (ISO/PC 248) tekniske komitéer, der skulle
udvikle standarder for bæredygtig bioenergi, inklusiv både flydende, fast og gasformige brændsler. Udvikling af både CEN og ISO standarder kræver konsensus,
hvilket er en styrke, når de først er vedtaget. Men det kan også betyde en lang udviklingsfase, og komitéerne har således endnu ikke i 2015 afsluttet deres arbejde.
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
13/31
Med vedtagelsen af VE-direktivet i 2009 forpligtigede EU Kommissionen sig på en
vurdering af et eventuelt behov for bæredygtighedskriterier for faste og gasformige
biobrændsler. I 2010 anbefalede EU Kommissionen i første omgang, at de enkelte
medlemslande skulle udforme deres egne nationale bæredygtighedskriterier og
verificeringssystemer for faste og gasformige biomassebrændsler, dog således at
de nationale kriterier er i overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne for
flydende biobrændsler i VE-direktivet. I Storbritannien, Belgien og Nederlandene er
der indført national lovgivning, mens man i Danmark har valgt at lave en frivillig
brancheaftale. I andre lande har man endnu ikke set et presserende behov for et
nationalt system. I et arbejdspapir fra 2014 (SWD/2014/259) vurderede EuropaKommissionen at risikoen, for at der opstår markedsforvridninger på grund forskellige systemer i de forskellige medlemslande, på kort sigt kan håndteres med de
nuværende redskaber. Kommissionen forventes dog snarest at påbegynde et arbejde, som skal danne grundlag for EU’s biomassepolitik for perioden efter 2020
og frem til 2030 (se notat 1: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast
biomasse).
Allerede før EU medlemslandene begyndte udviklingen af deres nationale systemer, fik fraværet af egentlige EU-kriterier for faste og gasformige biobrændsler de
største europæiske energiproducenter (RWE, Drax, e.on, DONG Energy, HOFOR,
Vattenfal, og engie) til at gå sammen i Initiative Wood Pellet Buyers (IWPB) for at
udarbejde en brancheaftale med fokus på træpillekvalitet, handelsbetingelser og
bæredygtighedskriterier. I 2013 blev Sustainable Biomass Partnership (SBP) dannet på baggrund af erfaringerne fra IWPB. SBP forsatte arbejdet ved at skabe et
certificeringssystem for træpillers bæredygtighed, som med tiden skal harmonisere
de enkelte energiselskabers individuelle verificeringssystemer og politikker.
4.3.2 Bæredygtighedskrav og dokumentation
Mens skovcertificeringsordningerne certificerer individuelle eller grupper af skovdriftsenheder, så certificerer GGL typisk træpilleproducenten, der også er ansvarlig
for overholdelse af kriterierne for bæredygtig skovdrift. SBP systemet er på vej med
de første certificeringer, og lægger op til, at det i princippet kan være hvilket som
helst led i forsyningskæden, der certificeres og dermed også tager ansvar for overholdelse af kriterierne for bæredygtig skovdrift.
Både GGL og SBP accepterer FSC og PEFC certifikater som dokumentation for
bæredygtig skovdrift (
Som noget nyt i forhold til FSC og PEFC, inkluderer SBP en risikobaseret tilgang til
dokumentation og verificering. I første omgang klassificeres biomassen til én af tre
kategorier: lav risiko, uspecificeret risiko og specificeret risiko. Næste skridt er en
verificeringsprocedure, der placerer biomasse med uspecificeret risiko i en af de
andre to kategorier. SBP accepterer herefter biomasse med lav risiko, mens biomasse, der ikke kan klassificeres til denne kategori afvises. Hverken FSC eller
PEFC bruger i øjeblikket en risikobaseret tilgang i skovcertificeringen, men FSC er
i gang med omfattende nationale vurderinger) i forhold til Controlled Wood (FSC
National Risk Assessments). Controlled Wood er det ucertificerede træ, som kan
indgå i certificerede træprodukter, der markedsføres under såkaldte mix-labels.
PEFC’s sporingssystem (chain-of-custody) indeholder også en risikobaseret procedure til verificering af træets legalitet, som det kræves under EU's tømmerfor-
14/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
ordning om ’fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i
omsætning’ (EU Forordning 995/2010). Potentielt kan en øget anvendelse af riskobaserede tilgange øge omkostningseffektiviteten, idet revisionsindsatsen koncentreres der, hvor risikoen og behovet er størst.
Tabel 2). I erkendelse af, at kun en lille del af verdens skovareal er certificeret, har
man også udarbejdet egne kriterier for bæredygtig skovdrift, der med tiden så vidt
muligt skal tilpasse sig PEFCs og FSCs standarder og processer (SBP, 2015).
Samtidig tilsigtes det, at SBPs bæredygtighedskriterier også omfatter samtlige EU
medlemslandes bæredygtighedskrav til fast biomasse, inklusiv EU anbefalingerne
fra 2010, der også omfatter VE-direktivets krav (se Tabel 2, og notat 1: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast biomasse).
Biomassecertificeringssystemerne indeholder ingen grænseværdier for reduktion
af drivhusgasemissionerne, men eksempelvis foreskriver SBP at energiselskaberne opgør drivhusgasbalancen for at overholdelse af varierende nationale emissionsreduktionskrav kan dokumenteres. NTA 8080’s beregningsmetode bygger på
VE-direktivet, EU anbefalingerne fra 2010, Biograce m.m., og GGL beregningsmetode henviser til VE-direktivet og NTA 8080 (se notat 4: Livscyklusvurderinger og
CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse). Da SBP’s mål er at udvikle et redskab, som gør det muligt at dokumentere overholdelse af alle nationale krav, vil
metodologien afhænge af de krav, som medlemslandene stiller til beregningerne.
Som noget nyt i forhold til FSC og PEFC, inkluderer SBP en risikobaseret tilgang til
dokumentation og verificering. I første omgang klassificeres biomassen til én af tre
kategorier: lav risiko, uspecificeret risiko og specificeret risiko. Næste skridt er en
verificeringsprocedure, der placerer biomasse med uspecificeret risiko i en af de
andre to kategorier. SBP accepterer herefter biomasse med lav risiko, mens biomasse, der ikke kan klassificeres til denne kategori afvises. Hverken FSC eller
PEFC bruger i øjeblikket en risikobaseret tilgang i skovcertificeringen, men FSC er
i gang med omfattende nationale vurderinger) i forhold til Controlled Wood (FSC
National Risk Assessments). Controlled Wood er det ucertificerede træ, som kan
indgå i certificerede træprodukter, der markedsføres under såkaldte mix-labels.
PEFC’s sporingssystem (chain-of-custody) indeholder også en risikobaseret procedure til verificering af træets legalitet, som det kræves under EU's tømmerforordning om ’fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i
omsætning’ (EU Forordning 995/2010). Potentielt kan en øget anvendelse af riskobaserede tilgange øge omkostningseffektiviteten, idet revisionsindsatsen koncentreres der, hvor risikoen og behovet er størst.
Tabel 2. Hovedtemaer for kriterier for bæredygtig biomasse i henholdsvis VE-direktivet og EU's
anbefalinger fra 2010, samt i forskellige certificeringsordninger. For en fuld forståelse af kriterierne bør de originale dokumenter læses. CPET: UK Central Point of Expertise on Timber.
EU's VE-direktiv (EU Direktiv 2009/28/EF) og EU anbefalinger fra 2010 (KOM/2010/11)
VE 17.2
VE 17.3
VE 17.4
VE 17.5
VE 17.6
Drivhusgasemissionsbesparelser (35-60%)
Råmateriale må ikke komme fra områder med høj biodiversitet, eller fra områder, der er konverteret til
anden arealanvendelse efter 1. januar 2008 og havde en høj biodiversitet
Råmateriale må ikke komme fra områder, der er konverteret til anden arealanvendelse efter 1. januar
2008 og havde et højt kulstoflager før konverteringen.
Råmateriale må heller ikke komme fra drænet tørvejord, der ikke var drænet tidligere.
EU Landbrugspolitikkens (CAP) kriterier for god landbrugsmæssig praksis
NTA 8080-1:2014 (bemærk at dette kun er et udkast)
Generelle krav og retningslinjer
5.1
Generelt
Bæredygtighed
6.1
Generelt
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
5.2
5.3
Beskrivelse af processer
Beskrivelse af tidsperiode
6.2
6.3
5.4
5.5
5.6
5.7
Data og information
Høring af berørte parter
Love and reguleringer
Overvågning, malinger, analyse,
evaluering og forsatte forbedringer
6.4
6.5
6.6
6.7
15/31
Drivhusgasemissioner (reduktioner, højt kulstoflager)
Konkurrence med fødevarer og lokal biomasseanvendelse
(lokale priser, effektiv materialebrug, lavrisiko iLUC,)
Biodiversitet (bevarelse, restaurering, styrkelse)
Miljø (jord, overfladevand, luft, affald)
Velstand
Velfærd (arbejdsforhold, kontakt med berørte parter og ansatte, ejendomsforhold og brugsrettigheder, lokalbefolkningens
velfærd, virksomhedens integritet)
Green Gold Label (GGL)
P1
P2
P3
P4
P5
P6
P7
P8
P9
P10
*
GGLS2 Landbrug
GGLS5 Skovdrift
GGLS7 Naturbevarelse ved arealanvendelsesændringer
Integreret langsigtet bæredygtig planlægning
Drift er baseret på arealanvendelsesplanlægning
Jordens bevarelse og rehabilitering
Sikring ferskvandsforsyning og
kvalitet.
Landbrugsdriften
Bæredygtig planteernæring til
forøgelse af fødevareproduktionen
Arealer med høj biodiversitet
(VE 17.3)
Arealer med højt kulstoflager
(VE 17.4)
Tørvejord (VE 17.5)
Råmateriale dyrket i EU skal
overholde CAP (VE 17.6)
Langsigtede brugsrettigheder
til skov og skovressourcer
Driftsplaner
Konverteret areal må ikke have høj
naturbevaringsværdi
Klare, nye, langsigtede naturbevaringsfordele
Parker, offentlige haver og grønne
områder
Miljøpåvirkninger
Overvågning og vurdering
Plantager
Andre ressourcer end naturskov og plantager (skov <5
ha, rabatter og parker).
Arealer med høj biodiversitet
(VE 17.3)
Arealer med højt kulstoflager
(VE 17.4)
Tørvejord (VE 17.5)
Sustainable Biomass Partnership (SBP)
Lovlig sourcing
Bæredygtig sourcing
P1.1
P1.2
P1.3
P1.4
P2.1.
P2.2
P2.3
P2.4
Bevaringsværdige skove eller arter (CPET S8c).
Skovøkosystemets funktioner (CPET S5 & 8b).
Vedvarende produktivitet (CPET S6)
Skovøkosystemets sundhed og vitalitet (CPET S7).
P2.5
P2.6
Oprindelige og lokale folks rettigheder (CPET S9).
Mekanisme til konfliktløsning (CPET S10).
P2.7
P2.8
P2.9
P2.10
Arbejdstagers rettigheder (CPET S11).
Arbejdsmiljø og sikkerhed (CPET S12).
Bevarelse af kulstoflageret på middel til lang sigt.
Genetisk modificerede træer anvendes ikke
P1.5
P1.6
4.4
Forsyningsbasen er defineret
Lovlig brugsret (CPET2 L1)
Overholdelse af love (CPET L2)
Betaling af licenser & afgifter
(CPET L3)
Overholde CITES (CPET L4)
Høst overtræder ikke traditionelle og borgerrettigheder
Nationale systemer
Blandt EU-landene har Danmark, Storbritannien, Nederlandene og Belgien indført
systemer med kriterier for både reduktion af drivhusgasemissionerne og bæredygtig skovdrift i forbindelse med anvendelse af træ til el og varme. Italien har desuden
indført kriterier for emissionsreduktion, og Ungarn for bæredygtig skovdrift, mens
Polen har vedtaget en politik om at rundtræ anvendt i energiproduktionen ikke kan
modtage statstilskud til vedvarende energi (SWD/2014/259).
4.4.1 Danmark
I Danmark har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme udarbejdet en brancheaftale
om bæredygtig flis og træpiller, som blev accepteret af den danske regering i 2014.
Aftalen skal være fuldt implementeret i 2019. Bæredygtighedskriterierne bygger på
CPET kriterierne fra den britiske indkøbspolitik for bæredygtigt træ (UK Governments Timber Procurement Policy (TPP)). I Danmark er man allerede bekendt med
CPET kriterierne, som siden 2013 også har dannet udgangspunkt for den danske
stats indkøbspolitik for bæredygtigt træ (Brack, 2014; Naturstyrelsen, 2015). I Stor-
16/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
britannien anvendes CPET kriterierne også som grundlag for tildeling af tilskud til
vedvarende energi (4.4.2). To store danske energiproducenter, DONG Energy og
HOFOR, er medlemmer af SBP og regner med at verificering af brancheaftalens
kriterier kommer til at foregår via dette nye certificeringssystem (DONG Energy,
2014), der også har taget udgangspunkt i CPET kriterierne (4.3).
4.4.2 Storbritannien
I Storbritannien blev krav til faste brændslers bæredygtighed introduceret i Renewable Energy Guarantees of Origin (REGO) i april 2009. Det krævedes, at elproducerende operatører under 1 MW for at opnå statsstøtte skulle indsende information til den britiske energimyndighed, OFGEM, om deres biobrændslers bæredygtighedsegenskaber. Fra april 2011 blev det påkrævet, at operatørerne skulle
indberette yderligere information om arealanvendelse og drivhusgasemissioner for
deres faste biobrændsler. Lovgivning på området blev vedtaget i 2013, med ikrafttræden fra den 5. februar 2015. Bæredygtighedskravene bliver lovpligtige fra 5.
oktober 2015. For at opnå statsstøtte til varme og elektricitetsproduktion under
henholdsvis Domestic og Non-Domestic Renewable Heat Incentive (RHI), og
REGO kræves der således fra 2015 dokumentation for kriteriernes overholdelse for
al fast biomasse, der anvendes på anlæg med en kapacitet på over 1MW for varmeværker og 1 MWh for kraftværker.
Under REGO er der defineret otte forskellige typer af biomasse, og der gælder ulige kriterier alt efter hvilken type af biomasse, der er tale om (Tabel 3). Kravene er
opdelt i tre grupper. Den første er kriterierne for besparelser på drivhusgasemissionerne og den anden arealanvendelseskriterierne fra VE-direktivet. I EU anbefalingerne fra 2010 angives arealanvendelseskriterierne som også værende relevante for biogas og anden fast biomasse end træ. Hvis biomassen er træ eller et træprodukt, gælder de samme kriterier for bæredygtig skovdrift, som gælder under
den britiske UK Government Timber Procurement Policy (TPP), de såkaldte CPET
kriterier. Kriterierne er også gengivet i Timber standard for heat and electricity (se
også Bilag C). De bygger på FSC og PEFC standardernes krav og er i overensstemmelse med EU’s tømmerforordning (EU Forordning 995/2010).
I Storbritannien skal sekundær biomasse overholde de samme krav som primær
biomasse, mens biologisk affald og tertiær biomasse er udtaget fra CPET reglerne.
Den skal dog stadig overholde krav om legalitet som beskrevet i EU's tømmerlovgivning. Energiafgrøder og biomasse anvendt til flydende biobrændsler er også
undtaget fra CPET reglerne. Disse vil blive godkendt som bæredygtige, hvis de
opfylder kravene i det såkaldte Energy Crops Scheme (ECS) eller andet som svarer til kravene i denne ordning. ECS kræver blandt andet en miljøvurdering og stiller forskellige miljømæssige minimumskrav.
Tabel 3. Brændselsklassifikation med tilhørende afrapporteringskrav for faste og gasformige biobrændsler under UK Renewable Energy Guarantees of Orgin (REGO) indtil 5. oktober 2015
(OFGEM, 2014). Herefter bliver kravene lovpligtige, gældende også for biomassebaseret energiproduktion, der modtager støtte under Renewables Heat Initiative (RHI).
Biomassekategori, dvs. produkter af:
Arealanvendelseskriterier (AK)
og bæredygtig skovdrift (TS)
Drivhusgasemissioner (GHG)
1
Affald
Undtaget
Undtaget
2
Biomasse fra affald
Undtaget
Undtaget
3
Forarbejdningsaffald
Ikke træ - undtaget fra AK
Kun emissioner fra forarbejdning og
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Træ - TS rapporteres
indsamling
17/31
4
Landbrugsaffald
AK og TS Rapporteres
Kun emissioner fra forarbejdning og
indsamling
5
Hugstaffald fra skovbrug
AK og TS Rapporteres
Kun emissioner fra forarbejdning og
indsamling
6
Affald fra parker og landskaber
Ikke træ - undtaget fra AK
Træ - TS rapporteres
Kun emissioner fra forarbejdning og
indsamling
7
Affald fra akvakultur og fiskeri
AK og TS Rapporteres
Kun emissioner fra forarbejdning og
indsamling
8
Produkter og sekundære produkter
AK og TS Rapporteres
Livscyklusemissioner
Den britiske verificeringsprocedure accepterer to former for dokumentation for kriterierne for bæredygtig skovdrift. Såkaldt ‘Kategori A’ dokumentation kræver at
træet er certificeret efter en af myndighederne godkendt certificeringsordning, typisk FSC eller PEFC. Såkaldt ’Kategori B’ dokumentation kræver, at overholdelse
af de samme bæredygtighedskriterier dokumenteres på en måde, der svarer til
certificering i Kategori A. Forskellige typer af dokumentation kan indgå, og myndighedernes vurdering af denne dokumentation sker fra sag til sag. Eksempelvis accepteres FLEGT licenser som dokumentation for krav om biomassens legalitet,
men ikke for krav om bæredygtighed (Timber standard for heat and electricity).
Storbritannien fastsatte allerede i 2011 nationale krav under RO, som kræver en
besparelse i drivhusgasemissionerne på mindst 60% for biomassebaseret elproduktion relativt til det relevante fossile brændsel. Beregningen laves ved hjælp af
The UK Solid and Gaseous Biomass and Biogas Carbon Calculator. Efter 2015 er
beregningen en forudsætning for at opnå REGO-certifikater (se notat 4: Livscyklusvurderinger og CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse).
Sammen med arealanvendelseskriteriernes ikrafttræden gælder det også, at biomassebaseret varmeproduktion, som opnår støtte under RHI, skal opfylde et krav
om reduktion af drivhusgasemissionerne på 34,8 g CO₂-ækvivalenter per MJ varme, eller en 60% reduktion i forhold til de gennemsnitlige emissioner fra fossil
energiproduktion i EU (som for REGO). Under RHI er der forskellige dokumentationskrav alt efter, om der er tale om biomasse indkøbt til varmeværker, privat opvarmning, eller om der anvendes egen biomasse. Generelt anbefales det at The
UK Solid and Gaseous Biomass and Biogas Carbon Calculator anvendes til beregningen af drivhusgasemissionerne (se notat 4: Livscyklusvurderinger og CO2beregningsværktøjer for fast træbiomasse). Installationer med en kapacitet mindre
end 1 MW vil også kunne bruge standardværdier fra EU befalingerne fra 2010, dog
undtaget biometan til nettet. Alle varmeproducenter, undtaget husstande, skal indberette overholdelse af bæredygtighedskriterier og drivhusgasbesparelser til
OFGEM på kvartalsbasis. Alternativt kan indberettes til den såkaldte Biomass
Suppliers List, som videregiver oplysningerne til OFGEM.
4.4.3 Nederlandene
Den 18. marts 2015 indgik den Nederlandske energisektor (Energy Netherlands)
og ledende NGO’er (Greenpeace, Nature & Environment, WWF og Friends of the
Earth) en aftale om bæredygtig biomasse, der indeholder tre komponenter: 1)
klassifikation og bæredygtighed, 2) en chain-of-custody, der kræver certificering af
biomassen, samt 3) en tidsplan for aftalens implementering. Den 30. marts blev
disse krav fastlagt ved lovgivning (WJZ/15024397, Netherlands Enterprise Agency,
2015).
18/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
De Nederlandske myndighederne har i en årrække udbetalt støtte til fremme af
vedvarende energi, herunder bioenergiprojekter, under den såkaldte SDE+ ordning. SDE+ efterfølger en række lignende ordninger siden 2003, og består i et tilskud, der kompenserer for prisforskellen mellem den fossile og den vedvarende
energi. Tilskuddet gives i 2, 8, 12 eller 15 år, afhængig af teknologien. I 2015 kan
man få tilskud til produktion af vedvarende elektricitet, gas, varme eller kraftvarme
fra en række specificerede biomassebaserede teknologier, hvoraf nogle skal opfylde de nye nationale kriterier for bæredygtig biomasse for at få tilskud. Det gælder
værker, hvor biomasse anvendes til termisk konvertering eller samfyring med kul i
kraftværker (Rijkdienst voor Ondernmend, 2015).
I forhold til vedvarende varmeproduktionen kan dokumentation for overholdelse af
kriterierne ske enten på regionalt niveau eller for den enkelte skovdriftsenhed. Verificering for driftsenheder, der er større en 1000 ha, kan dog kun ske ved certificering af den enkelte driftsenhed. Fra 2026 skal al dokumentation ske for de enkelte
driftsenheder, uanset deres størrelse. I forhold til vedvarende el- eller kraftvarmeproduktion skal dokumentationen ske for de enkelte skovdriftsenheder, hvis de er
på mere end 500 ha. Fra 2020 gælder dette krav uanset enhedens størrelse.
Lovgivningen definerer syv forskellige kategorier af biomasse, og der gælder forskellige bæredygtighedskriterier alt efter hvilken type af biomasse, der er tale om
(Tabel 4). Kravene er opdelt i tre grupper, som omhandler klima og energi, skovdrift og sporingsmekanismen (chain-of-custody), med i alt 16 principper for bæredygtighed (Bilag C). Disse er igen udmøntet i en række mere specifikke kriterier.
Alle syv biomassekategorier skal helt grundlæggende være legale, der skal være
en sporingsmekanisme (chain-of-custody) og krav til besparelser på drivhusgasemissionerne skal dokumenteres og overholdes. Kriterier for beregning af kulstofgæld og det fulde sæt af kriterier for bæredygtig skovdrift skal kun overholdes for
primær skovbiomasse fra såkaldte store og små skovdriftsenheder, mens hugstaffald fra multifunktionelle skove og landbrugsaffald, som eksempelvis halm, blot skal
overholde krav i forhold til vedligeholdelse af dyrkningsgrundlaget (jordkvalitet).
Sekundær og tertiær biomasse skal overholde krav om besparelser op drivhusgasemissionerne, men ikke andre bæredygtighedskriterier. Nederlandene har også
inkluderet kriterier for indirekte arealanvendelsesændringer (ILUC), men kun for
primær skovbiomasse fra store driftsenheder på mere en 500 ha. Endelig er EUanbefalingerne fra 2010 inkluderet i kravene.
I lovgivningen kræves en reduktion i drivhusgasemissionerne på 70% for elektricitet og 60% for varme (Bilag C). Formodentlig skal man anvende det beregningsredskab myndighederne udgav i 2011. Den bagvedliggende beregningsmetode er
kompatibel med og bygger på NTA 8080’s beregningsmetoder for drivhusgasbalancer (NL Agency, 2011), og NTA 8080 certificering kan derfor muligvis komme til
at fungere bredt som dokumentation for biomassens bæredygtighed i forbindelse
med udbetaling støtte under SDE+.
Tabel 4. Biomassekategorier med de tilhørende bæredygtighedskriterier (WJZ/15024397; Netherlands Enterprise Agency, 2015). Et X betyder, at kriterierne gælder for den pågældende kategori.
N/A betyder, at kriterierne ikke er relevante eller at risikoen er vurderet til at være lille, således at
kriteriet ikke gælder for denne kategori. SFM: Bæredygtig skovdrift. GHG: drivhusgasemissioner,
ILUC: indirekte arealanvendelsesændringer. De oprindelig dokumenter bør læses for en fuld forståelse af de enkelte kategorier.
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Biomassekategori
SFM
II.P2II.P7
GHG
I.P1 &
III.P4
Kulstofgæld
I.P2
iLUC
I.P4
1
Jordkvalitet
3
II.C3.1
19/31
Overholdelse
af love
Chain-ofCustody
II.P14
III.C3.1b
III.P1-III.P3
1
Træ fra store skovdriftsenheder
X
X
1
X
X
1,2
X
1
X
1
X
2
Træ fra små skovdriftsenheder
X
X
X
N/A
X
X
X
1
3
Hugstaffald fra multifunktionelle
skoves
N/A
X
N/A
N/A
X
X
X
4
Landbrugsaffald (halm osv.)
N/A
X
N/A
N/A
X
X
X
5
Affald fra fødevare- og træindustri
N/A
X
N/A
N/A
N/A
X
X
6
7
Biologisk affald
Affald fra natur og landskabspleje
N/A
N/A
X
X
N/A
N/A
N/A
N/A
N/A
N/A
X
X
X
X
1
Disse kriterier er en delmængde af det fulde sæt kriterier for bæredygtig skovdrift (SFM), se bilag B
Gælder kun for ny-kultiverede systemer i kort rotation, som decideret producerer biomasse til energi, se bilag B
C3.1a gælder for kategori 1 og 2, C3.1b gælder for kategori 3-7, Se bilag B
4
P1 (SFM) gælder for kategori 1 og 2, se bilag B
2
3
4.4.4 Belgien
I Belgien har der i over ti år været to systemer i anvendelse, som stiller visse simple krav for at en energioperatør skal kunne kalde sin biomassebaserede energiproduktion for bæredygtig og dermed opnå statsstøtte. Ud over disse systemer er
der en regionalt bestemt prisstraf (afgift), i form af reduceret tildeling af certifikater
for hver produceret KWh, der ikke ved certificering dokumenterer opfyldelsen af
visse bæredygtighedskrav.
I Wallonien reduceres antallet af tildelte certifikater alt efter hvor stor eller lille
emissionsbesparelsen er i forhold til et naturgasfyret kraftværk med en effektivitet
på 55% (Ryckmanns & André, 2010). Hvis C betegner CO₂-emissionen for en given ressource og E betegner energieffektiviteten, så beregnes reduktionen i antallet af certifikater som forholdet mellem Cbioenergi/Ebioenergi og Creference/Ereference. Hvis
energieffektiviteten for træpiller er 35%, bliver reduktionen (forsimplet) 30/35 delt
med 251/55, det vil sige 0,19 eller 19% (inputværdier fra Tabel 5). I Bruxelles regionen anvendes et lignende system.
Tabel 5. Referencespecifikke CO₂-emissioner i Wallonien (Ryckmanns & André, 2010).
Brændsel
Ikke fossil ressource
Vind/sol
Kornafgrøder
Træ
Træpiller af hugstaffald
Energipil
Rapsolie
Biodiesel
Fossil reference
Naturgas
Gasolie
Let fyringsolie
Fuelolie
Kul
Specifik CO₂-emission
kgCO₂/MWh primær energi
0
22
23
30
45
65
80
251
306
310
320
385
I Flanderen anvender man et andet system, hvor man reducerer antallet af certifikater, der kan opnås per kWh bioenergi, ud fra mængden af fossil energi, der
medgår til at producere biomassen. Dette system kræver ingen fossil reference.
Certifikaterne indgår også her i et kvotesystem, der sikrer, at de virksomheder, der
har certifikaterne, opnår prisfordele.
20/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Belgium har også kriterier for bæredygtig skovdrift, som for eksempel ikke tillader
at træ egnet til anden træindustri bruges til el-produktion (SWD/2014/259).
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Bilag A
21/31
Kilder og litteraturhenvisning
WJZ/15024397. Regeling van de Minister van Economische Zaken van 27 maart
2015, nr. WJZ / 15024397, houdende wijziging van de Algemene uitvoeringsregeling stimulering duurzame energieproductie en de Regeling aanwijzing categorieën
duurzame energieproductie 2015 in verband met de opname van de duurzaamheidscriteria voor het gebruik van vaste en gasvormige biomassa en enkele technische aanpassingen. Staatscourant, Nr. 9096, 30 maart 2015, The Netherlands,
20 s. https://zoek.officielebekendmakingen.nl/stcrt-2015-9096.html
Billeschou, A. E., Klitgaard, O., (1985). Økologisk forsvarlig udnyttelse af marginale
træressourcer - Skovstyrelsens retningslinjer for statsskovene. Skoven, 12:374375.
Biodiversitetskonventationen. Convention on Biological Diversity.
https://www.cbd.int/
Biomass Suppliers List (2015). http://biomass-suppliers-list.service.gov.uk/
Brack, D. (2014). Promoting Legal and Sustainable Timber: Using Public Procurement Policy. Energy, Environment and Resources. Research Paper. Chatham
House, The Royal Institute of International Affairs, London, The United Kingdom,
24 s.
http://www.chathamhouse.org/sites/files/chathamhouse/field/field_document/20140
908PromotingLegalSustainableTimberBrackFinal.pdf
Castañeda, F. (2000). Criteria and indicators for sustainable forest management:
international processes, current status and the way ahead. Unasylva 203(51):3440. ftp://ftp.fao.org/docrep/fao/x8080e/x8080e06.pdf
CEN/TC 383. Sustainably produced biomass for energy applications. European
Committee for Standardization.
http://standards.cen.eu/dyn/www/f?p=204:7:0::::FSP_ORG_ID:648007&cs=1982A
0D5C34BE492340A89EBA0E159CEE
COM(2013) 659 final. Meddelelse fra Kommissionen til Europa-parlamentet, Rådet
og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsrådet. En ny EUskovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor.
http://ec.europa.eu/agriculture/forest/strategy/index_en.htm
Council of the European Union (2015). New EU Forest strategy: conclusions
adopted by the Council. Presse 297.
http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/agricult/1426
85.pdf
Cramer Commission (2007). Testing framework for sustainable biomass, Final report from the project group "Sustainable production of biomass. Commissioned by
the Energy Transition's Interdepartmental Programme Management (IPM), The
Netherlands, 72 s. http://www.sustainablebiomass.org/dynamics/modules/SFIL0100/view.php?fil_Id=857
22/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Danmarks Statistik (2013). SKOV6: Hugsten i skove og plantager i Danmark efter
område, træsort og areal (1990-2013). http://www.statistikbanken.dk
Dansk Energi og Dansk Fjervarme (2014). Brancheaftale om sikring af bæredygtig
biomasse (træpiller og træflis). http://www.danskfjernvarme.dk/vimener/pressemeddelser/141204godt-bytte-baeredygtig-biomasse-frem-for-fossilebraendsler
Direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, http://eur-lex.europa.eu/legalcontent/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32009L0028&from=EN
Domestic Renewable Heat Incentive (RHI). Office of Gas and Electricity Markets
(OFGEM). https://www.ofgem.gov.uk/environmental-programmes/domesticrenewable-heat-incentive
DONG Energy (2014). DONG Energy Programme for Sustainable Biomass Sourcing. DONG Energy, Denmark
http://assets.dongenergy.com/DONGEnergyDocuments/com/Responsibility/Docum
ents/2014/DONG_Energys_Programme_for_Sustainable_Biomass_Sourcing_DA.
pdf?WT.mc_id=baeredygtig-biomasse-2015
Drax. Sustainability policy. http://www.drax.com/biomass/sustainability-policy/
Energistyrelsen (2014). Energistatistik 2013. Energistyrelsen, Klima-, Energi- og
Bygningsministeriet, København, Danmark, 60 s.
http://www.ens.dk/sites/ens.dk/files/info/tal-kort/statistik-noegletal/aarligenergistatistik/energistatistik2013.pdf
Energy Crops Scheme (ECS). Farming and food grants and payments – guidance.
Energy Crops Scheme: terms and conditions of your agreement. UK Government.
https://www.gov.uk/energy-crops-scheme-terms-and-conditions-of-your-agreement
FAO (2010). Criteria and indicators for sustainable woodfuels. Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO), Rome. FAO Forestry Paper 160,
103 s. http://www.fao.org/docrep/012/i1673e/i1673e00.htm
Fernholz, K., Ehnstrand, K., Kraxner, F., Novoselov, I., Tissari, J., Oliver, J. (2014).
Policies shaping forest products markets, 2013-2014. In: UNECE/FAO, 2014. Forest Products Annual Market Review 2013-2014. United Nations Economic Commission for Europe, Geneva, Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO), Rome. s. 11-21. http://www.unece.org/forests/fpamr2014.html
FLEGT (2015. EU FLEGT facility. http://www.euflegt.efi.int/home/
ForestEthics (2014). Peeling Back the Eco-Labels: A Comparison of FSC and SFI
Forest Certification Program Audits in Canada. Forest Ethics, 17 s.
Http://www.forestethics.org/sites/forestethics.huang.radicaldesigns.org/files/AuditC
omparisonReportv15%202015%201%209.pdf
Forest Europe (2015). Forest Europe. http://www.foresteurope.org/
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
23/31
Forordning (EU) Nr. 995/2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer
træ og træprodukter i omsætning, http://eur-lex.europa.eu/legalcontent/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32010R0995&from=DA
FSC. Forest Stewardship Council. http://www.fsc.org/
FSC National Risk Assessments (NRA). https://ic.fsc.org/controlled-wood-riskassessments.780.htm
FSC (1996). International Standard. FSC Principles and Criteria for Forest Stewardship. FSC-STD-01-001 (version 4-0) EN. Forest Stewardship Council.
https://ic.fsc.org/principles-and-criteria.34.htm
FSC (2012). Strategic Framework for an FSC Climate Change Engagement. Strategy Paper. Forest Stewardship Council, 24 s. https://ic.fsc.org/climate-changeengagement.127.htm
FSC (2014). International Standard. FSC Principles and Criteria for Forest Stewardship. FSC-STD-01-001 V5-1 EN. https://ic.fsc.org/principles-and-criteria.34.htm
FSC (2015). International Generic Indicators. FSC-STD-60-004 V1-0 EN. Forest
Stewardship Council, 85 s. http://igi.fsc.org/approved-documents.60.htm
GGL. Green Gold Label. http://www.greengoldcertified.org/
Helsinkikonferencen (1993). Forest Europe.
http://www.foresteurope.org/ministerial_conferences/helsinki1993
ISO/PC 248. Sustainability criteria for bioenergy. International Organization for
Standardization.
http://www.iso.org/iso/iso_technical_committee%3Fcommid%3D598379
ITTO. International Tropical Timber Organization. http://www.itto.int/
KOM/2010/11 om bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling. http://eur-lex.europa.eu/legalcontent/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52010DC0011&from=en
Laborelec. Biomass Verification Procedure. http://www.laborelec.be/ENG/biomassverification-procedure/
Lattimore, B., Smith, C.T., Titus, B.D., Stupak, I., Egnell, G. (2009) Environmental
factors in woodfuel production: Opportunities, risks, and criteria and indicators for
sustainable practices. Biomass and Bioenergy 33(10):1321-1342.
doi:10.1016/j.biombioe.2009.06.005
Lissabonkonferencen (1998). Forest Europe.
http://www.foresteurope.org/ministerial_conferences/lisbon1998
Michael Jacobsen, NEPCon pers. komm., telefonsamtale 31 August 2015.
24/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Miller, S. (2010). Minimizing Land Use and Nitrogen Intensity of Bioenergy. Environ. Sci. Technol. 44 (10):3932–3939. doi: 10.1021/es902405a
Montréalprocessen. The Montréal process. http://www.montrealprocess.org/
Nature Agency (2014). Criteria for assessment of certification schemes in the context of the Danish Government’s policy and guidelines on public procurement of
sustainable timber; and assessment results of FSC and PEFC. Annex 3. Danish
Ministry of the Environment, Nature Agency.
http://naturstyrelsen.dk/media/133964/bn-annex-3-rev2-8july2014.pdf
Naturstyrelsen (2015). Sikring af bæredygtigt træ i offentlige indkøb.
http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/skovbrug/koeb-produkter/offentligtindkoeb-af-trae/
NEPCon (2015). Dutch biomass deal provides green lane for FSC. NEPCon Newsletter, 22 June 2015. http://www.nepcon.net/newsroom/dutch-biomass-dealprovides-green-lane-fsc
Netherlands Enterprise Agency (2015). SDE+ sustainability requirements for cofiring and large scale heat production. Netherlands Enterprise Agency, 16 s.
http://english.rvo.nl/sites/default/files/2015/04/SDE%2B%20sustainability%20requir
ements%20for%20co-firing%20and%20large%20scale%20heat%20production.pdf
NL Agency (2011). Methodology CO2-tool for electicity, gas and heat from biomass. Ministry of Economic Affairs, Agriculture, and Innovation, 47 s.
http://www.rvo.nl/sites/default/files/bijlagen/Methodology%20CO2tool%20electricity%20%20gas%20and%20heat%20from%20biomass%20%20version%201.pdf
Non-Domestic Renewable Heat Incentive (RHI). Office of Gas and Electricity Markets (OFGEM). https://www.ofgem.gov.uk/environmental-programmes/nondomestic-renewable-heat-incentive-rhi
NTA 8080. NTA 8080 – Sustainably Produced Biomass. http://www.sustainablebiomass.org/
NTA 8080 (2014). Netherlands technical agreement Draft NTA 8080-1 (en). Sustainably produced biomass for bioenergy and biobased products — Part 1: Sustainability requirements. https://www.nen.nl/NEN-Shop/Vakgebieden/EnergieDistributie/Nieuwsberichten-Energie-Distributie/NTA-8080-for-comments.htm
OFGEM (2014). Renewables Obligation: Sustainability Criteria. Guidelines. Office
of Gas and Electricity Markets, The United Kingdom, 113 s.
https://www.ofgem.gov.uk/ofgempublications/87988/renewablesobligationsustainabilitycriteriaguidance.pdf
PEFC. Programme for the Endorsement of Forest Certification.
http://www.pefc.org/
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
25/31
PEFC. EU Timber Regulation (EUTR). http://www.pefc.org/certificationservices/eu-timber-regulation
PEFC (2010). Sustainable Forest Management (PEFC ST 1003:2010).
http://www.pefc.org/resources/technical-documentation/pefc-internationalstandards-2010/676-sustainable-forest-management-pefc-st-10032010
PEFC Danmark (2012). PEFC Danmark standard PEFC DK 001-3. PEFC Danmark Skovstandard. Revideret standard marts 2012, medtilføjelser oktober 2012
og november 2013. http://www.pefc.dk/dokumenter/standarder
Pinchot Institute (2013). The transatlantic trade in wood for energy: A Dialogue on
Sustainability Standards and Greenhouse Gas Emissions. Savannah, Georgia.
October 2013. Pinchot Institute for Conservation. http://www.pinchot.org/doc/468/
Renewable Energy Guarantees of Origin (REGO). Office of Gas and Electricity
Markets (OFGEM). https://www.ofgem.gov.uk/environmentalprogrammes/renewable-energy-guarantees-origin-rego
Rijkdienst voor Ondernmend (2015). SDE+ Zo vraagt u subsidie aan voor de productie van duurzame energie. Rijkdienst voor Ondernmend, The Netherlands, 31 s.
http://www.rvo.nl/sites/default/files/2015/02/Digitale%20Brochure%20SDE%2B%20
2015%20kleur.pdf
Röser, D., Asikainen, A., Stupak, I., Pasanen, K. (2008). Chapter 2. Forest energy
resources and potentials. In: Sustainable Use of Forest Biomass for Energy. In:
Röser, D., Asikainen, A., Raulund-Rasmussen, K., Stupak. I. (eds). A Synthesis
with Focus on the Baltic and Nordic Region. Springer, Managing Forest Ecosystems, 12: 9-28. doi: 10.1007/978-1-4020-5054-1_2
Ryckmanns, Y., André, N. (2010). Novel certification procedure for the sustainable
import of wood pellets to power plants in Belgium. Laborelec, Belgium, 4 s.
http://www.laborelec.com/ENG/wp-content/uploads/PDF/Biomass/RyckmansOC6%204-Marketsustainability.pdf
Sample, V.A., Price, W., Mater, C.M. (2003). Certification on Public and University
Lands: Evaluations of FSC and SFI by the Forest Managers. Journal of Forestry,
101(8): 21-25.
http://www.ingentaconnect.com/content/saf/jof/2003/00000101/00000008/art00007
SBP. Sustianable Biomass Partnership.
http://www.sustainablebiomasspartnership.org/
SBP (2015). SBP vision, objectives and strategy. Sustainable Biomass Partnership. http://www.sustainablebiomasspartnership.org/about-us/vision-objectivesstrategy
Skovloven. Bekendtgørelse af lov om skove. LBK nr 678 af 14/06/2013.
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=143280
26/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Skovstyrelsen (1985). Økologiske konsekvenser af øget biomasseudnyttelse i skovene. Rapport fra en arbejdsgruppe, 76 s. Miljøministeriet, Skovstyrelsen, København.
Stupak, I., Lattimore, B., Titus, B.D., Smith, C.T. (2011). Criteria and indicators for
sustainable forest fuel production and harvesting: A review of current standards for
sustainable forest management. Biomass and Bioenergy 35(8): 3287-3308.
doi:10.1016/j.biombioe.2010.11.032
Stupak, I., Raulund-Rasmussen, K. (2015). Approaches to ecological impacts of
intensive forest biomass harvesting in highly manipulated landscapes – the Danish
case. University of Copenhagen, Department of Geosciences and Natural Resource Management. Manuskript indsendt til publicering i WIRES Energy & Environment.
SWD/2014/259. State of play on the sustainability of solid and gaseous biomass
used for electricity, heating and cooling in the EU.
http://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/2014_biomass_state_of_play_.pdf
Taeroe, A., Mustapha, W., Stupak, I., Raulund-Rasmussen, K. (2015). How can
forest management best mitigate climate change: carbon storage in the forests or
fossil substitution? Manuskript indsendt til publicering i Global Change Biology Bioenergy.
The Forest Principles. Non-legally binding authoritative statement on principles for
a global consensus on the management, conservation and sustainable development of all types of forests. United Nations General Assembly.
http://www.un.org/documents/ga/conf151/aconf15126-3annex3.htm
The UK Solid and Gaseous Biomass Carbon Calculator. Office of Gas and Electricity Markets (OFGEM). https://www.ofgem.gov.uk/publications-and-updates/uksolid-and-gaseous-biomass-carbon-calculator
Timber Standard for Heat & Electricity: Woodfuel used under the Renewable Heat
Incentive and Renewables Obligation. UK Government. Department of Energy &
Climate Change (DECC), 17 s. https://www.gov.uk/government/publications/timberstandard-for-heat-electricity
UK Government Timber Procurement Policy (TPP) (2013). Sustainable for Timber
Procurement Fifth Edition. June 2013. Central Point of Expertise on Timber
(CPET), Department for Environment, Food and Rural Affairs (DEFRA).
https://www.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/3209
82/2013_05_08_-_CPET_Deft_Legal___Sustainable_5th_ed_-_Final.pdf
UNEP (2009) Vital Forest Graphics. United Nations Environment Programme.
http://www.unep.org/vitalforest/
United Nations (1987) Our Common Future. United Nations World Commission on
Environment and Development (WCED), 300 s. http://www.un-documents.net/ourcommon-future.pdf
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
27/31
UPM (2005) Parallel field testing of forest certification standards. A project to promote a global increase in the use of certified wood. UPM Kymmene, Forestry and
Wood Sourcing Environmental Forestry Affairs, 36 s.
http://standards.nsf.org/apps/group_public/download.php?document_id=10103
van der Werf, G.R., Morton, D.C., DeFries, R.S., Olivier, J.G.J., Kasibhatla, P.S.,
Jackson, R.B., Collatz, G.J., Randerson, J.T. (2009). CO2 emissions from forest
loss. Nature Geosicence, 2: 737-738. doi:10.1038/ngeo671
28/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Bilag B
Tidslinje for forskellige initiativer med relevans for træbrændslers bæredygtighed
Tidslinje for udvalgte internationale og nationale initiativer, aftaler, og private certificeringssystemer med relevans for bioenergi fra fast biomasse (tabel modificeret efter
Stupak et al., 2011).
År
1987
1990
1992
1993
1994
1996
1997
1999
2002
2003
2005
2009
2010
2011
2013
2014
2015
Internationale og nationale initiativer
Private certificeringssystemer
Initiativ
Fokus
Brundtland Rapporten om bæredygtig udvikling udgives
Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe
(MCPFE, paneuropæiske proces, nu Forest Europe)
Earth Summit i Rio de Janeiro
Convention on Biological Diversity (CBD)
Montrealprocessen
United Nations Framework Convention on Climate Change
Bæredygtig udvikling
Skovbrug
Kyoto Protokollen vedtaget
Klima
Bæredygtig udvikling
Biodiversitet
Skovbrug
Klima
Vejledning om offentligt indkøb af tropisk træ i Danmark (frivillig, accepterer FSC og MTCC)
Kyoto Protokollen træder I kraft
Kriterier for bæredygtighed i Belgien, (drivhusgasser og bæredygtig skovdrift)
EU VE-direktivet, 2009/28/EC (EU RED)
Arbejdsgruppe CEN TC 383
Arbejdsgruppe ISO TC 248
EC Report COM(2010)11
Nationale kriterier for bæredygtig skovdrift i Ungarn
Tropisk træ
Vejledning om offentligt indkøb af bæredygtigt træ i Danmark
(frivillig)
Global Bioenergy Partnership (GBEP) publicerer bæredygtighedskriterier for bioenergi
Lovkrav om reduktioner af drivhusgasemissioner i Italien
Vedtagelse af lovkrav om reduktioner af drivhusgasemissioner,
bæredygtig arealanvendelse og arealanvendelsesændringer i
Storbritannien
Alt slags træ
Cirkulære og vejledning om sikring af bæredygtigt træ i statens/offentlige aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder (obligatorisk for staten, frivillig for
kommuner og regioner, accepterer FSC og PEFC).
Handelsaftale om bæredygtig træflis og træpiler i Danmark
Vedtagelse og ikrafttræden af lovkrav om bæredygtig biomasse i Nederlandene
Ikrafttræden af lovkrav vedtaget i 2013 om minimum drivhusgasreduktioner, arealanvendelseskriterier og kriterier for landbrugsbiomasse i Storbritannien.
System
Fokus
Forest Stewardship Council (FSC)
Sustainable Forestry Initiative (SFI)
Canadian Standards Association (CSA)
Bæredygtig skovdrift
Bæredygtig skovdrift
Bæredygtig skovdrift
Programme for the Endorsement of Forest Certification Schemes (PEFC)
Green Gold Label (GGL)
Bæredygtig skovdrift
Biomasseverificeringsprocedure, Electrabel/Laborelec
Faste biobrændsler
Initiative Wood Pellet Buyers (IWPB, now SBP)
Fast biobrændsler til el-produktion
NTA 8080
Fast, flydende og gasformig biomasse
Faste biobrændsler
Klima
Fast biomasse
Flydende biobrændsler
Flydende og faste biobrændsler
Flydende og faste biobrændsler
Faste og gasformige biobrændsler
Skovbiomasse
Flydende og faste biobrændsler
Skovbiomasse
Faste og gasformige biobrændsler
Faste biobrændsler
Faste og gasformige biobrændsler
Faste og gasformige biobrændsler
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Bilag C
29/31
Legalitets- og bæredygtighedskriterier –
Storbritannien
For en fuld forståelse af kriterierne bør de originale dokumenter læses:
UK Government Timber Procurement Policy (TPP) (2013). Sustainable for Timber Procurement Fifth
Edition. June 2013. Central Point of Expertise on Timber (CPET), Department for Environment, Food
and Rural Affairs (DEFRA).
Timber Standard for Heat & Electricity: Woodfuel used under the Renewable Heat Incentive and Renewables Obligation. UK Government. Department of Energy & Climate Change (DECC).
Legal criteria of TPP, as in the EU Timber Regulation
L1
Rights to harvest timber within legally gazetted boundaries;
L2
Payments for harvest rights and timber including duties related to timber
Timber harvesting, including environmental and forest legislation including forest management
L3
and biodiversity conservation, where directly related to timber harvesting;
L4
Third parties’ legal rights concerning use and tenure that are affected by timber harvesting
L5
Trade and customs, in so far as the forest sector is concerned.
Sustainability criteria of TPP, Timber Standard for Heat and Electricity
The definition must be consistent with a widely accepted set of international principles and criteria
S1
defining sustainable or responsible forest management at the forest management unit level
The definition must be performance-based, meaning that measurable outputs must be included
S2
and cover all of the issues set out in S5 to S10.
The process of defining sustainable must seek to ensure balanced representation and input from
S3
the economic, environmental and social interest categories.
The process of defining sustainable must seek to ensure: a. no single interest can dominate the
S4
process for setting or changing the policy; and b. no decision on the contents of the policy can be
made in the absence of agreement from the majority of an interest category
S5. Management of the forest must ensure that harm to ecosystems is minimised. In order to do
S5
this the policy must include requirements for: a. appropriate assessment of impacts and planning
to minimise impacts; b. protection of soil, water and biodiversity; c. controlled and appropriate use
of chemicals and use of Integrated Pest Management wherever possible; and d. proper disposal
of wastes to minimise any negative impacts.
Management of the forest must ensure that productivity of the forest is maintained. In order to
S6
achieve this, the policy must include requirements for: a. management planning and implementation of management activities to avoid significant negative impacts on forest productivity, monitoring which is adequate to check compliance with all requirements, together with review and feedback into planning; c. operations and operational procedures which minimise impacts on the
range of forest resources and services; d. adequate training of all personnel, both employees and
contractors; and e. harvest levels that do not exceed the long-term production capacity of the
forest based on adequate inventory and growth and yield data.
Management of the forest must ensure that ecosystem health and vitality is maintained. In order
S7
to achieve this, the definition of sustainable must include requirements for: a. management planning which aims to maintain or increase the health and vitality of ecosystems; b. management of
natural processes, fires, pests and diseases; and c. adequate measures to protect the forest from
unauthorised activities such as illegal logging, mining and encroachment.
Management of the forest must ensure that biodiversity is maintained. In order to achieve this, the
S8
policy must include requirements for: a. implementation of safeguards to protect rare, threatened
and endangered species; b. the conservation/set-aside of key ecosystems or habitats in their
natural state; and c. the protection of features and species of outstanding or exceptional value.
The forest management organisation and any contractors must comply with local and national
S9
legal requirements relevant to: a. labour and welfare; and b. health and safety.
S10 Management of the forest must have full regard for: a. identification, documentation and respect
of legal, customary and traditional tenure and use rights related to the forest; b. mechanisms for
resolving grievances and disputes including those relating to tenure and use rights, to forest (or
land) management practices and to work conditions; and c. safeguarding the basic labour rights
and health and safety of forest workers.
30/31
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Land criteria
4.14 For biomass that is not wood or derived from wood, or exempt on the basis of fuel classification,
the operator must demonstrate compliance with the land criteria. These criteria are derived from
the RED and have been noted by the EC as being relevant for bioliquids, as well as solid biomass
and biogas (other than wood).
4.15 The land criteria sets out that biomass cannot be obtained from land that: at any time during or
after January 2008 was primary forest:

at any time during or after January 2008 was land designated for nature protection purposes (unless production of that biomaterial did not interfere with purposes for which this land
was designated)

at any time in January 2008 was peatland (unless the cultivation and harvesting of biomaterial did not involve the drainage of previously undrained soil)

at any time in January 2008 was a continuously forested area (unless that land is still a
continuously forested area)

at any time in January 2008 was a lightly forested area (unless that land is still a lightly
forested area, or unless the biomass meets the GHG emission criterion when the GHG
emissions from land use change are included using actual GHG values)

at any time in January 2008 was wetland (unless that land is still a wetland).
4.16 Where a land use change has occurred that is not permitted under the land criteria, the biomass
has not met the land criteria.
4.17 If a land-use change is permitted under the criteria (eg non-highly biodiverse grasslands to
cropland, or lightly forested area to cropland), then a carbon stock calculation resulting from the
land-use change will need to be performed. The associated GHG emissions will need to be calculated and added to the supply chain emissions. The relevant GHG threshold will still need to be
met for the fuel to be compliant with the GHG criteria – see Chapter 5 for further details.
Energy Crops
4.18 Energy crops, as defined in Article 2 of the Orders, which are not wood, are required to report
against the land criteria30. When used as solid biomass and biogas these will be deemed to meet
the land criteria where financial assistance has been paid under the Energy Crop Scheme, or
equivalent.31
4.19 The Energy Crop Scheme is managed by Natural England and offers grants to farmers in England for establishing miscanthus and short rotation coppice for their own energy use or to supply
power stations. The scheme closed to new applications on 31 August 2013.
4.20 During our stakeholder engagement sessions, it was noted that there may be equivalents to the
Energy Crop Scheme in other locations in the UK. Should an operator be making use of an energy crop which is supported under such a scheme, they will need to set out the case clearly making a comparison to the requirements of the scheme against the Energy Crop Scheme for consideration.
4.21 Please refer to paragraph 4.37 for further information on suitable evidence for demonstrating
compliance for energy crops.
GHG thresholds
5.9 …The relevant threshold will be determined by when the bioliquid was used to generate electricity. From now until January 2017, the threshold remains at 35 per cent. In 2017, the threshold that
will need to be met increases to a required 50 per cent saving.
5.10 …from 1 January 2018 onwards, the percentage saving required against the fossil fuel comparator will be determined by whether the bioliquid was produced in an installation that started bioliquid production before 1 January 2017. If the bioliquid production began before 1 January 2017,
the saving required against the fossil fuel comparator will be 50 per cent. However, if the bioliquid
production did not begin before 1 January 2017, then the saving required will be 60 per cent.
5.11 An operator of a generating station using solid biomass of biogas will need to report their GHG
emission value in grams of CO2 per MJ of electricity. For most operators the relevant GHG emission threshold is 79.2 g CO2eq/MJ electricity.
5.12 An operator of a generating station which meets the definition of ‘post-2013 dedicated biomass
station’ (as outlined below) will be required to report against the GHG emission threshold of 66.7
gCO2eq/MJ electricity.
BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE
Bilag D
31/31
Bæredygtighedskrav – Nederlandene
For en fuld forståelse af kriterierne bør de originale dokumenter læses:
SDE+ sustainability requirements for co-firing and large scale heat production. Netherlands Enterprise
Agency
WJZ/15024397. Regeling van de Minister van Economische Zaken van 27 maart 2015, nr. WJZ /
15024397, houdende wijziging van de Algemene uitvoeringsrege-ling stimulering duurzame energieproductie en de Regeling aanwijzing categorieën duurzame energieproductie 2015 in verband met de opname van de duurzaamheidscriteria voor het gebruik van vaste en gasvormige biomassa en enkele
technische aanpassingen. Staatscourant, Nr. 9096, 30 maart 2015.
Klima og bioenergi
The use of biomass leads to agreed reductions in greenhouse gas emissions, calculated across the
I.P1
entire chain (C1.1 The calculated maximum CO2eq emission is based on a 70% reduction (relative
to EU reference values) in GHG emissions for electricity (a maximum of 56 g CO2eq/MJ) and heat
(a maximum of 24 g CO2eq/MJ). This limit is an annual average. It is subject to the condition that no
individual consignment of biomass feedstock will exceed the emission value of 74 g CO2eq/MJ for
electricity and 32 g CO2eq/MJ for heat (equivalent to a 60% reduction in GHG emissions relative to
EU reference values).
Biomass production shall not lead to a significant risk of long-term carbon debt.
I.P2
Biomass sourced from new cultivation systems with short rotation periods dedicated to the production of biomass for bioenergy, and which were brought into use after 1 January 2015 must involve
only a ‘small risk of ILUC’. Small forest management units are exempt from this requirement.
Bæredygtig skovdrift
All applicable regional/local, national, and international laws and regulations shall be observed.
II.P1
I.P3
II.P2
Biodiversity shall be maintained and, where possible, enhanced.
II.P3
II.P4
The regulatory function, as well as the quality, health and vitality of the forest, shall be maintained
and, where possible, enhanced.
The production capacity of timber and other relevant non-timber forest products shall be maintained.
II.P5
Forest management contributes to the local economy and to employment.
II.P6
Sustainable forest management shall be realised through a management system.
In the case of group certification, forest management by a group or regional association should
involve safeguards for sustainable forest management. In such cases, the certification system sets
the following requirements.
Chain-of-custody (CoC)
III.P1 There must be a Chain of Custody, from the forest unit of origin to the bio-energy producer, that
provides a link between the material in the product or product line, and the original forest units.
III.P1b. For biomass residues that are not sourced from forests, the Chain of Custody begins at the
first collection point, i.e. the first legal owner of the material, from the moment that the residual flow
is disposed of.
III.P2 In cases of group certification of the CoC, the standard must prescribe that the group as a whole
needs to comply with the same requirements as those imposed on individual companies. In this
context, the system proposes the following requirements
III.P3 Logos and labels that belong to a certification system and that are placed on products and documents must have an unambiguous significance and must be used in accordance with the rules established by the certification system. In this context, the system imposes the following requirements(SFM)
III.P4 GHG emission data is available for each individual process step in the Chain of Custody.
II.P7
III.P5
III.P6
If a mass balance claim is used, then – in addition to C1.6 (III.P1) – the following requirements apply:
If, as defined in criterion C 1.4 (III.P1), material that complies with all the relevant criteria for sustainable forest management is mixed with other material, the following requirements apply: The 30%
(or 50%) share of other material must comply with the requirements in respect of carbon debt, ILUC
and a reduction in GHG emissions.