April 2015 - Aalborg Kommune

Håndværkerkvarteret
debatoplæg
april 2015
Baggrunden for dette debatoplæg
Aktuel forespørgsel
Byen udvikler sig, og byomdannelsen nærmer sig Håndværkerkvarteret fra flere sider. Godsbanearealet vest for og Eternitten sydøst for Håndværkerkvarteret undergår i øjeblikket store forandringer.
Aalborg Kommune har fået en henvendelse fra en privat grundejer, som ønsker mulighed for at opføre boliger og erhverv på hjørnet af Sønderbro og Østre Alle. Det aktuelle projekt kan blive en katalysator for omdannelsen, i og med at projektet bringer
boligerne med ind i området.
Derfor rettes blikket nu mod den del af Håndværkerkvarteret, der ligger nord for
Østre Alle, som med sin placering tæt på midtbyen og med en kommende letbane
umiddelbart nord for området er attraktivt for både erhverv, boliger og publikumsrettede funktioner. Samtidigt indeholder området store rekreative muligheder i form
af Åparken og Kanalen.
Aalborg Kommune ønsker med dette oplæg at starte en dialog om områdets potentialer. Input fra dialogen vil indgå i den videre planlægning af området. Arbejdet forventes at strække sig over en længere periode, og det er ikke muligt på nuværende
tidspunkt at sige, hvornår arbejdet forventes afsluttet.
2
Spørgsmål til debat
Aalborg Kommune vil gerne planlægge området, så det både kan indeholde boliger
og erhverv, men også så planlægningen tager hensyn til de eksisterende virksomheder og funktioner. Vi vil meget gerne i dialog med grundejere, virksomheder, brugere
og borgere og høre om dine ideer og forslag m.v. til planlægningsarbejdet.
Aalborg Kommune vil meget gerne have din tilbagemelding på følgende:
• Hvad er dine kommentarer til de ændrede anvendelsesmuligheder?
• Er der særlige forhold, der bør tages hensyn til i den kommende planlægning?
• Særligt til eksisterende virksomheder: Hvad er forventningerne til fremtiden?
Vi vil meget gerne have din tilbagemelding
senest d. 13. maj 2015 på [email protected]
eller pr. brev til:
By- og Landskabsforvaltningen
Plan & Udvikling
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
Spørgsmål kan rettes til planlægger Karen Cudrio Andreasen på mail:
[email protected] eller tlf. 9931 2224.
Informationsmøde onsdag den 29. april kl. 17
Kom til informationsmøde onsdag den 29. april kl. 17 og hør nærmere om planlægningen. Mødet bliver holdt i kantinen hos Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen på
Sønderbro 12, 9000 Aalborg.
3
Attraktiv placering af boliger
Området er meget attraktivt for boliger af flere årsager. Boligerne vil have let adgang
til offentlig transport, med kort afstand til både busser, tog og en kommende letbane
ad Jyllandsgade. Boligerne vil ligge i gåafstand til midtbyen, og i umiddelbar tilknytning til grønne områder. Desuden vil der være gode stiforbindelser både ind mod byen og ud mod det åbne land.
Rekreative kvaliteter
Åparken ligger som et stort, grønt bælte ned gennem området. Tidligere blev området anvendt til godsbaneformål, og havde ikke nogen rekreativ funktion. Men med
arealets omdannelse til park, bliver det til en stor attraktion for hele området. Hvor
bebyggelserne tidligere vendte bagsiden ud mod arealet, og skærmede sig mod det
med hegn og beplantning, er der nu en mulighed for at åbne sig ud mod Åparken,
så de rekreative kvaliteter kan komme de omkringliggende bebyggelser til gavn –
og omvendt. Der vil være mulighed for, at et helt særligt liv og miljø kan opstå på
arealerne langs parken, fx med en blanding af boliger og små serveringssteder. På
den måde kan den tidligere bagside omdannes til forside, og få de nye, rekreative
muligheder i spil.
4
Forudsætninger for omdannelsen
5
Udviklingen i området
Sammensætningen af virksomheder i området er ændret de seneste år. Tidligere var
området domineret af mindre industri og produktionsvirksomheder, hvor virksomhederne i dag i højere grad er værksteder og service. Aalborg Kommune modtager
jævnligt konkrete forespørgsler på ejendomme i området til anvendelser, der trækker mere i retning af lettere erhverv, kulturelle formål og boliger. Den tendens vil vi
nu følge op på med en planlægning, der matcher de ønsker og muligheder, der findes
i området.
For at området kan udvikle sig til et blandet bolig- og erhversområde er det nødvendigt at sikre, at grænseværdierne for støj er overholdt. I dag er området et rent erhvervsområde, og alle virksomheder har lov til at ”støje” 60 dB(A) i området. Når boliger og erhverv blandes, er det nødvendigt at sænke støjniveauet for ikke at belaste
boligerne. Hvor meget og hvilke konsekvenser dette evt. har skal undersøges nærmere i forbindelse med den videre planproces.
Anbefalet afstand til boliger på baggrund af virksomhedernes miljøklasser. De konkrete miljøgener skal fastlægges ved en nærmere undersøgelse af den enkelte virksomhed.
6
Østerå og Kanalen
Visionen om at åbne Østerå gennem byen fra Gabriel til udløbet i Limfjorden er udviklet gennem de sidste 10 år. Åbning af åen drejer sig både om byudvikling og rekreative forbindelser, vandmiljø og klimatilpasning, og er strategisk vigtig for byens
omdannelse af de tidligere industriområder. Målet er at åen kan blive et identitetsskabende element – noget råt som skaber en kontrast til arkitekturen og understreger helheden i det større byfællesskab. I de enkelte områder, som åen løber
i-gennem, skal der skabes nære oplevelser af natur i byen hvor man kan komme
tæt på vandet og de grønne kanter, men karakteren af Østerå gennem henholdsvis
Musikkens Plads, Karolinelund, Godsbanearealet og Håndværkerkvarteret vil være
meget forskellig.
I dag forenes de tre vandløb Østerå, Østre- og Vestre Landgrøft i området ved Gabriel. Der er flere muligheder for, hvordan vandet skal løbe mellem Gabriel og Karolinelund fremover. En af mulighederne er at Østre Landgrøft løber i den eksisterende kanal gennem Håndværkerkvarteret, mens Østerå og Vestre Landgrøft føres
ind gennem Godsbanearealet. Det vil få stor betydning for udformning og udvikling
af det samlede område. I løbet af 2015 skal der gennemføres analyser og udarbejdes
beslutningsgrundlag for Østerås forløb, og der skal træffes en beslutning som forudsætning for den videre planlægning.
For Håndværkerkvarteret har det betydning for udformningen af Åparken og Kanalen. Der skal foretages konkrete undersøgelser og herefter en politisk beslutning om
vandets forløb. Dette arbejde vil foregå sideløbende med planlægningen af Håndværkerkvarteret.
7
Mål med byomdannelsen
Med den nye planlægning er det ønsket at skabe en form for selvgroet, mangfoldigt
miljø, forstået på den måde, at omdannelsen sker gradvist, og former sig efter virksomhedernes behov for mindre udvidelser og en løbende udskiftning af funktioner.
En forholdsvis lav bebyggelsesprocent i kernen af området skal sike, at den blanding
af virksomheder og anvendelser, som vi allerede ser en tendens til i dag, fortsætter
på samme måde fremover. Bygningernes nuværende proportioner understøtter en
anvendelse til mindre virksomheder og anvendelser med begrænset arealbehov. Det
betyder samtidig, at mangfoldigheden understøttes og fastholdes fremover.
Rundt om denne kerne af aktivitet placeres boligerne. Boligerne vil bl.a. betyde, at
der vil være liv i kvarteret døgnet rundt. Både beboere og kundestrømme er med til
at skabe aktivitet i området, og de nye anvendelsesmuligheder er med til at understøtte dette.
Langs de større veje placeres de større virksomheder, som har mulighed for at udnytte den synlige beliggenhed, og som samtidig med bygningskroppene kan være
med til at skærme de bagvedliggende arealer for trafikstøjen. Derfor er det hensigten, at de yderst beliggende erhvervsarealer kan bebygges i en højere grad end
de bagvedliggende, så bygningernes højde og volumen kan få den ønskede, afskærmende effekt. Desuden kan de øgede bygningshøjder være med til at tegne gaderummene mere markant.
8
Boliger og erhverv
Samtidigt med at der gives mulighed for boliger i dele af området, skal der skabes
nye anvendelsesmuligheder for erhverv. Det betyder, at bygningerne fremover skal
kunne bruges til en anden vifte af anvendelser end i dag. På samme måde skal de eksisterende virksomheders ønsker og behov tages i betragtning. I planlægningen skal
der tages højde for den potentielle konflikt, der kan opstå mellem boliger og virksomheder mht. støj, støv osv.
Formålet med en ny planlægning
De blandede byfunktioner er:
Boliger, hotel, klinikker, dyreklinikker, kontorer,
service, kulturelle formål, fritidsanlæg, undervisning, institutioner, rekreative formål, tekniske
anlæg, engroshandel, værksteder og mindre industri. Nord for Åparken: også mulighed for butikker.
I kraft af områdets udvikling og placering i byen er det hensigten at omdanne det fra
erhvervsområde til et blandet bolig- og erhvervsområde. Kommuneplanen skal derfor ændres, så den understøtter en omdannelse.
Formålet med den nye planlægning er at ændre mulighederne for anvendelse og udnyttelse af den enkelte ejendom. Kvarteret består af flere mindre zoner med forskellig karakter, afhængig af deres arkitektur, nærhed til rekreative områder, placering langs overordnede veje osv. Zonerne har hver især deres egne styrker, som skal
bygges videre på. Der skal være mulighed for nye, publikumsrettede fuktioner som
fx fritids- og kulturelle formål, og det skal være muligt at lave mindre udvidelser og
tilbygninger til de eksisterende ejendomme med respekt for den eksisterende bebyggelsesstruktur. Funktionerne skal placeres hensigtsmæssigt i de forskellige zoner. Det vil fx være oplagt at placere boliger tæt på rekreative arealer, og at placere
erhverv og blandede byfunktioner langs de større veje, hvor der er god synlighed, og
hvor bygningerne kan skærme for støjen, så de bagvedliggende arealer bliver mere
rolige. På samme måde vil bygningshøjder og udnyttelsesgrad variere alt efter hvilken zone, ejendommen befinder sig i.
9
Aalborg Kommune
By- og Landskabsforvaltningen
Stigsborg Brygge 5
9400 Nørresundby
www.aalborg.dk