1. No category

Roskilde Universitet
Tegn inklusiv mellemrum: 169.560
Filosofi og Videnskabshistorie K1
FS15
Resumé
Dette projekt foretager en analytisk læsning af Judith Butlers Frames of War samt Peter Singers værker The
Expanding Circle og The Life You Can Save. Projektet undersøger Butlers begreber, som er centreret om liv
og frames, og inddrager en analyse af Peter Singers sociobiologiske tilgang til etik.
Projektet vil belyse og diskutere filosoffernes normative etik, samt hvilke videnskabsteoretiske tilgange de
har til denne. Afslutningsvist går projektet kritisk til værks i en metaetisk diskussion af hvilken rolle Butlers
og Singers videnskabsteoretiske fundament har for anvendelsen af deres etik, herunder deres opfattelse af
erkendelse, viden og sandhed. Projektet konkluderer en række fordele og ulemper ved filosoffernes etiske
fordringer. Hvor Singer støtter sig op af naturvidenskaben og konsekventialismen, og dermed fokuserer på
de handlinger der har de bedste udfald, kan Butler forstås ud fra en både poststrukturalistisk og deontologisk
tradition, hvor hun trækker på begge for at skabe en universel opfattelse af menneskeliv, der skal forstås ud
fra egalitære betingelser.
Abstract:
The main focus of this project is the reading of Judith Butler’s book Frames of War and Peter Singer’s books
The Expanding Circle and The Life You Can Save. This project examines the significance of Butler’s
terminology of life and frames, and analyses Peter Singer’s sociobiological approach to ethics. We will
focus and discuss both Singer’s and Butler’s normative ethics and their individual scientific perspectives.
Later in the paper there will be a critical metaethical discussion about the significance their scientific
foundation have had on their respective use of ethics, with particular attention on epistemology, truth and
knowledge. The conclusion will list a number of advantages and disadvantages from each of their ethical
claims. The project concludes that Singer employs science and consequentialism, and focuses on which
actions have the most ethical outcome. On the other hand Butler can be seen primarily from a poststructuralistic tradition and, to a lesser extent, from a deontological tradition as she uses a combination of
both to create an universal understanding of human life that should be grasped from egalitarian conditions.
2
Indholdsfortegnelse
Indledning .......................................................................................................................................................... 5
Problemfelt ........................................................................................................................................................ 7
Problemformulering .......................................................................................................................................... 8
Metode og afgrænsning ..................................................................................................................................... 9
Redegørelse ..................................................................................................................................................... 11
Introduktion til Judith Butler ....................................................................................................................... 11
Frames of War ............................................................................................................................................. 11
Judith Butler ................................................................................................................................................ 12
Liv og frames ............................................................................................................................................... 13
Den sociale ontologi ................................................................................................................................ 13
Precariousness og precarity ..................................................................................................................... 13
Frames ..................................................................................................................................................... 16
Framingen af den sociale ontologi........................................................................................................... 17
Recognizability, recognition, apprehension, intelligibility, personhood ................................................. 19
Subjekter .................................................................................................................................................. 21
Sanser og medier ..................................................................................................................................... 23
Grievability .................................................................................................................................................. 24
Vold og ikke-vold ........................................................................................................................................ 25
Normen om vold ...................................................................................................................................... 26
Ikke-vold som etisk claim........................................................................................................................ 27
Socialkritik og det normative claim......................................................................................................... 31
Delkonklusion.......................................................................................................................................... 33
Introduktion til Peter Singer ........................................................................................................................ 36
The Expanding Circle og The Life You Can Save ....................................................................................... 36
Metode og empiri ........................................................................................................................................ 37
Naturvidenskabens betydning for etik ......................................................................................................... 37
Altruismens oprindelse ............................................................................................................................ 38
Forskellige former for altruisme .............................................................................................................. 38
Etikkens biologiske udgangspunkter ....................................................................................................... 39
Den menneskelige etik og arternes selektion........................................................................................... 40
Videnskab og etik .................................................................................................................................... 41
Rationalitet .............................................................................................................................................. 42
Objektivt syn ........................................................................................................................................... 43
3
Følelser og fakta ...................................................................................................................................... 43
Singers normative projekt............................................................................................................................ 44
Hvorfor giver vi ikke mere? .................................................................................................................... 45
Hvor meget skal vi give? ......................................................................................................................... 46
Den konsekventialistiske fordeling af ansvar .......................................................................................... 47
Singers kritik af deontologi ..................................................................................................................... 47
Delkonklusion.......................................................................................................................................... 48
Diskussion ....................................................................................................................................................... 50
Diskussion med udgangspunkt i videnskabsteori ........................................................................................ 50
Metode og empiri hos Singer og Butler................................................................................................... 50
Videnskabsteoretiske udgangspunkter ........................................................................................................ 51
Epistemologi ............................................................................................................................................ 51
Videnskab og etik .................................................................................................................................... 53
Diskussion af de etiske projekter ................................................................................................................. 55
Det deskriptive og det normative ............................................................................................................. 55
Den normative fordring ........................................................................................................................... 56
Hvor skal ansvaret placeres? ................................................................................................................... 57
Precariousness ......................................................................................................................................... 59
Deontologi og konsekventialisme ............................................................................................................... 60
Butlers deontologi ................................................................................................................................... 60
Konsekventialisme og modificeret deontologi ........................................................................................ 61
Diskussion af teoriernes videnskabsteoretiske implikationer ...................................................................... 64
Poststrukturalisme som normativ praksis ................................................................................................ 64
Indefra strukturen .................................................................................................................................... 65
Charlie Hebdo og Baga ............................................................................................................................... 67
Konklusion ...................................................................................................................................................... 70
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 72
4
Indledning
Den 7. januar 2015 blev landsbyen Baga i det nordlige Nigeria udslettet af den islamistiske
terrororganisation Boko Haram, hvor 2000 mennesker blev slået ihjel. Samme dato var den franske
satiriske ugeavis Charlie Hebdo udsat for et terrorangreb, som al-Qaeda tog ansvar for. Angrebet
kostede 11 menneskeliv. Nyheds- og mediebureauer fra hele verden strømmede til Paris for at
dække tragedien. Angrebet på Charlie Hebdo fik sit eget globale hashtag, #JeSuisCharlie, og
verdens regeringsledere stod offentligt frem og udviste deres sympati med Paris; endnu en gang blev
Vesten rystet i sin grundvold, og demokratiet og ytringsfriheden kom under angreb.
Mindehøjtideligheder, fakkeloptog, lys og blomster blev brugt til at minde de døde, og verden lærte
deres navne at kende gennem både visuelle og skriftlige portrætter. Et sideløbende og markant
mindre tema har drejet sig om hvorfor de to katastrofer, henholdsvis angrebet i Nigeria og angrebet
på Charlie Hebdo, er blevet behandlet så forskelligt i medierne. Man kan undre sig over hvorfor
angrebet i Nigeria har fået så markant lidt spalteplads i forhold til det i Paris, da dette også var et
angreb på såkaldt vestlige, demokratiske frihedsidealer. Den islamistiske, militante terrorgruppe
Boko Harams mål er nemlig at indføre sharialovgivning i Nigeria, og gruppen arbejder på at fjerne
landets vestlige uddannelser, dets kirker og kristne nigerianere (web 1). Alligevel har angrebet i
Paris fyldt langt mere i medierne end det i Baga og ”Vi kender ikke navnene på de forældre, som
ofrede deres eget liv for deres børn, og heller ikke på de folk i landsbyerne som gav ly til familierne
på flugt” (web 2). Uanset hvor tragiske begge angreb forekommer, er det svært at argumentere imod
påstanden om at der er et ulige forhold i måden, hvorpå medierne har behandlet de to terrorangreb
og deres ofre. Et umiddelbart svar kunne lyde at vi som samfund har en tendens til at sørge
forskelligt over menneskeliv der går tabt i kulturer og nationer der ligger tæt på vores egen, og
menneskeliv der går tabt i samfund langt væk, hvor ofrene ikke har samme identifikationsværdi.
Spørgsmålet om hvad et værdigt liv er og hvem der er berettiget til det er ikke en ny diskussion. Vi
ser
gennem
historien
jødeforfølgelser,
religionskonflikter
og
er
hvordan
nutidens
slaver,
imperialisme,
demokratiseringsprojekter
kvindeundertrykkelse,
i
eksempler på eksklusionsprocesser
Mellemøsten
samt
fra verdenssamfundet
apartheid,
race-
og
gennem
retfærdiggjort og legitimeret vold. Siden efterkrigstiden har der i Europa samt resten af Vesten
været et fokus på fred, som især efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 har udviklet sig
til et fokus på udbredelsen af demokrati med udgangspunkt i den vestlige model – en udbredelse
som ikke har været udelukkende fredfyldt, men kostet konflikter mellem samfund, nationer og
5
ideologier.
I Frames of War tager den poststrukturalistiske filosof Judith Butler netop udgangspunkt i nogle af
disse konflikter. Hun fokuserer særligt på konflikten mellem Israel og Palæstina samt krigene i
Mellemøsten, der gennem en hegemoniseringsproces af vestlige diskurser og normer bliver framet
på en særlig måde i de vestlige medier.
Værket er interessant da det problematiserer måden hvorpå vi forstår og differentierer mellem liv,
der bliver slået ihjel i såkaldt retfærdiggjorte krigssammenhænge, og de der mistes under
eksempelvis islamistiske terroraktioner. Hos Butler er et liv komplekst, og det har brug for
genkendelse og anerkendelse for at blive opfattet som levende, og for at opnå egalitær status.
Utilitaristen Peter Singer og hans filosofiske udlægning af etik og hvordan denne bør anvendes kan
bidrage til en mere nuanceret diskussion af Butlers etiske projekt og endvidere konkretisere nogle af
Butlers pointer. Singers udgangspunkt for sit etikbegreb er spændende, fordi han bruger
sociobiologi til at forklare hvordan evolution og biologi er uadskillelige elementer i forståelsen af,
hvordan vi handler overfor vores medmennesker. Butler og Singer inddrages i en metaetisk
diskussion om deres normativt etiske projekter. Hvor Singers etik opbygges gennem
konsekventialisme og naturvidenskabelige fakta, vil vi i dette projekt undersøge om den
poststrukturalistiske filosof Butler bevæger sig over mod en mere deontologisk forståelse af
normativ etik i Frames of War.
6
Problemfelt
I dette projekt vil vi forsøge at besvare nedenstående normativt etiske og metaetiske spørgsmål. Det
gør vi fordi vi har en særlig interesse for den metaetiske diskussion man kan foretage mellem Butler
og Singer, og fordi en sådan diskussion nødvendiggør en dybdegående redegørelse for deres
normativt etiske projekter, da disse afspejler hvilke overvejelser de har gjort sig omkring hvordan
man begrunder etik, hvad etik egentlig vil sige, og hvad det moralske eller umoralske består i for
dem. Det er vigtigt at bemærke at der ikke nødvendigvis er et helt klart skel mellem metaetik og
normativ etik i opgaven, da især diskussionerne bevæger sig på kryds og tværs mellem flere
problemstillinger og interessante områder i deres etik.
Normativt etiske spørgsmål
Hvad er deres etik?
Her vil vi redegøre for deres etiske projekter med udgangspunkt i liv – det vil sige Judith Butlers
normative forskrift om at understøtte andres liv gennem praktisering af ikke-vold samt Peter Singers
påbud om at vi bør hjælpe alle, ikke blot dem vi kender.
Hvordan argumenterer de for deres etik
Her vil vi redegøre for Butlers baggrundsbegreber som for eksempel frames og precariousness, og
Singers begrundelse for anvendelsen af sociobiologi i etik.
Hvordan kan de anvendes i praksis?
Her vil vi diskutere hvordan deres etik praktisk kan udføres.
Metaetiske spørgsmål
Hvilken rolle spiller epistemologi i etik?
Her vil vi diskutere hvilken betydning det har for en etisk forskrift at have en bestemt
epistemologisk forankring – hvad betyder det for deres etik at de har forskellige forståelser af
erkendelse, viden og sandhed?
Hvad er fordelene og ulemperne ved deres etik?
Her vil vi diskutere hvilken betydning deres etiks konsekvenser har for teoriens anvendelighed, og
hvilken betydning anvendelighed helt generelt har for en etisk teori.
Hvilken etisk retning hører Butler under?
7
Her vil vi diskutere hvorvidt Butler kan siges at høre under en form for modificeret deontologi, og
om det står i modsætning til hendes poststrukturalistiske afsæt.
Hvordan
kan
man
diskutere
deres
normative
projekter
med
udgangspunkt
i
deres
videnskabsteoretiske og metaetiske afsæt?
Her vil vi diskutere hvordan Singers konsekventialisme samt anvendelse af naturvidenskab og
Butlers modificerede deontologi samt poststrukturalisme kan sættes over for hinanden.
Problemformulering
Hvad er Butlers og Singers etik, og hvilken betydning har deres videnskabsteoretiske
udgangspunkter for anvendelsen af deres etik?
8
Metode og afgrænsning
Dette afsnit har til formål at indføre læseren i de metodiske overvejelser vi har haft i forbindelse
med projektet. Vi vil her belyse vores refleksioner over valg af teori samt vores opbygning af
projektet. Herved vil vi forsøge at synliggøre den ramme projektets problemstilling er blevet
behandlet indenfor.
Vi har i projektet valgt at anvende den amerikanske filosof Judith Butlers værk Frames of War fra
2009. Vores idé til projektet udsprang af en læsning af bogen, ud fra interessen for Butlers filosofi.
Vi syntes bogen tog fat på nogle interessante problemstillinger, og vi fandt det især spændende
hvordan Butler problematiserer liv: hvornår et liv kan forstås som levende, som værd at sørge over,
og hvornår det derimod ikke er sorgværdigt og derfor ikke tæller som et mistet liv, når det
destrueres i krige og konflikter. Senere i læsningen fandt vi det interessant hvordan Butler med sine
begreber om frames, liv, vold og sorg former sit etiske projekt i en søgen efter en egalitær forståelse
af menneskeliv. Endeligt fandt vi det interessant at undersøge hvorvidt og hvordan hendes
videnskabsteoretiske ståsted har betydning for den etik hun søger at teoretisere. Vores projekt bærer
derfor præg af denne udvikling og en stor del af projektet vil dermed handle om læsningen og
forståelsen af Butlers værk.
Ud over Frames of War har vi valgt at inddrage den australske filosof Peter Singers bøger The
Expanding Circle og The Life You Can Save fra henholdsvis 1981 og 2009. Vi har valgt at inddrage
Singer, da vi fandt det interessant hvordan han med en anderledes videnskabsteoretisk tilgang
ligeledes har fokus på hvilke etiske forpligtelser vi har over for andre mennesker. Endvidere syntes
vi at det kunne være spændende at holde en mere klar og direkte udlægning af en etik op imod en
mere kompliceret og måske mindre gennemsigtig etik. Begge filosoffer er meget anerkendte inden
for deres respektive felter, og vi syntes derfor det kunne være spændende at sammenligne to så
forskellige, men anerkendte tilgange til etikken. Med Peter Singers etik kan vi diskutere og
konkretisere nogle af Butlers pointer. Det er dog vigtigt at pointere at Butler i Frames of War tager
udgangspunkt i menneskeliv i krigssammenhænge, hvorimod Singer i The Life You Can Save
centrerer sig om verdens fattigste mennesker, særligt børn. I The Expanding Circle søger Singer
derimod at udfolde den forståelse af etik han anvender i The Life You Can Save.
Butler og Singer har som tidligere nævnt hver deres videnskabsteoretiske tilgange. Vi har dog valgt
ikke at lave et redegørende afsnit for disse, men blot vedlagt redegørende bilag. Vi vil derfor
9
referere til vores bilag første gang hvor for eksempel deontologi har betydning. Dette har vi valgt
idet vi mener at vi er et sted i vores uddannelse hvor vi godt kan anvende begreber på en
selvstændig måde, som ikke behøver yderligere udredning. Samtidig synes vi at det giver et bedre
læseflow, da man ikke skal stoppe op og læse en længere redegørelse for begreberne; vi mener
endvidere at man kan forvente at læseren har et overordnet indblik i den poststrukturalistiske
tradition, samt indblik i de overordnede etiske retninger.
Vi har i projektet valgt først at lave en dybdegående redegørelse af Butler og Singers bøger,
hvorefter der kommer en mere dybdegående diskussion af deres normative projekter. Analysen
spreder sig dermed ud over både redegørelsen og diskussionen, og fungerer således ikke som en
klassisk analyse af de tre udvalgte bøger. Dette har vi valgt da vi har fundet det vigtigt at læseren får
et indblik i de forskellige normative projekter, men også fordi vi har fundet det nødvendigt at skabe
en ramme for forståelsen af deres værker. Dette gælder især Frames of War, da denne har krævet at
vi har skullet trække mening ud af den, og det har dermed også været uundgåeligt at fortolke
undervejs. Vores læsning af Butler og Singers normative projekter har ledt os ud i en metaetisk
diskussion, som vil starte med Butlers og Singers videnskabelige retninger, hvorefter vi vil gå ned i
en mere normativ diskussion om deres etiske projekter samt hvor ansvaret skal placeres. Vi vil
ligeledes se på Singers altruismebegreb overfor Butlers begreb om precariousness. Derefter vender
vi igen tilbage til en større metaetisk diskussion, hvor vi vil diskutere hvordan poststrukturalisme
kan føre til normative forskrifter og hvordan vi kan ændre strukturerne når vi er i dem. Vores
læsning af Butler og den proces vores forståelse af værket har gennemgået har derfor også haft
indflydelse på opbygningen og udviklingen af projektet.
10
Redegørelse
Introduktion til Judith Butler
Judith Butler er født i 1956. Hun er en amerikansk filosof der især er kendt for Gender Trouble,
hvori hun kritiserer feminismens grundlæggende antagelse om at der findes en kvindelig identitet
som er skabt gennem det biologiske køn. Butler er meget inspireret af Michel Foucault, og hun
anvender blandt andet hans kritik af magten til at kritisere det biologiske og sociale køn (web 3). I
2004 skrev hun Precarious Life som kan ses som en forgænger for undersøgelsen i Frames of War. I
Precarious Life tager hun første gang fat i den politiske situation efter 9/11, hvor hun blandt andet
kritiserer USA’s usynlige censur af potentielle modstandere til USA’s krig mod terror. Mange af de
begreber og emner som hun anvender i Precarious Life går igen i Frames of War, især i afsnittet
Violence, Mourning and Politics. Frames of War kan derfor ses som et efterfølgende og opfølgende
værk.
Frames of War
Da vi først begyndte på projektet var det på grund af en fælles interesse for at læse Judith Butlers
Frames of War, og sandt nok: det var virkelig spændende stof. Men bogen var selvsagt meget svær
at gå til, og derfor vil vi i dette afsnit gerne forberede læseren på sværhedsgraden af den følgende
redegørelse. Butler er notorisk kendt for at skrive kringlet og kompliceret, og Frames of War er
ingen undtagelse - desuden består bogen af fem essays, der på trods af deres fælles tema stikker i
mange forskellige retninger. Vores redegørelse bærer også præg af at have et svært forlæg, da vi for
eksempel bruger mange citater og flere af hendes egne engelske termer - simpelthen fordi det er
nødvendigt for både at kunne være tro mod hendes projekt og samtidig videreformidle det på en
tilstrækkeligt lettilgængelig facon.
For eksempel lader Butlers begreber om precariousness og precarity sig vanskeligt oversætte til
dansk. Der findes selvfølgelig det danske adjektiv “prekær”, men det fungerer ikke som substantiv,
og slet ikke som to forskellige substantiver. Man kunne i stedet have valgt et ord som “sårbarhed”
og lignende, men Butler bruger også ordene vulnerability og injurability, som også ville skulle
oversættes med “sårbarhed”. Den løsning var altså udelukket. Et ord som apprehension kunne man
kun oversætte til et bredere ord som “forståelse”, men det ville ikke indfange alle det engelske ords
konnotationer og anvendelsesmuligheder - hvilket gælder for langt de fleste af Butlers vigtigste
begreber, eksempelvis frames, personhood, grievability og claim. Derfor har vi besluttet at vi i
11
udgangspunktet vil bruge Butlers engelske begreber, selv når en dansk oversættelse kunne have
fungeret, som i tilfældet med recognition og recognizability (“genkendelse” og “genkendelighed”),
fordi det gør teksten mere ensrettet. Desuden har vi valgt at bruge nogle af disse ord, som verber på
en måde som blander dansk og engelsk, eksempelvis ved ikke at skrive “dette liv genkendes ved...”,
men i stedet “dette liv recognizes ved...”.
Et andet besværligt aspekt ved at læse Butler er at hun blander teoretikere fra øst og vest, hvilket vil
sige at der både optræder fænomenologer, antropologer, psykoanalytikere, tænkere som Foucault og
Hegel, samfundsvidenskabelige teorier, kulturteorier og meget mere i den lille 184-siders bog. Dette
er en klassisk metode for Butler: at trække på andre teoretikere for så, på baggrund af deres tanker,
at fremsætte sin egen teori. Det gør hende svær at læse hvis man ikke kender denne eller hin
teoretiker, men også hvis man som os skulle videreformidle hendes teori: hvor meget skulle vi
redegøre for udgangspunkterne for hendes teori? Kunne vi redegøre for det på en måde så vi slap for
at skrive Hegel eller Klein nogen steder? Vi har valgt primært at tage udgangspunkt i Butler alene,
men det har i enkelte tilfælde også været nødvendigt at inddrage de teoretikere hun benytter, som
for eksempel Talal Asad eller Walter Benjamin.
Læsningen af Frames of War var af alle disse grunde det der tog mest tid under projektperioden,
mens Peter Singers to bøger ikke gjorde samme krav på tid og koncentration. Vi startede med at
gennemlæse Frames of War, hvorefter vi besluttede at vi måtte lave et kronologisk referat af alle
kapitlerne for at være sikre på ikke at overse noget vigtigt og for at synkronisere vores forskellige
forståelser fra den første læsning. Bagefter forsøgte vi at inddele referaternes indhold efter emner,
og endte med at lave en begrebsinddeling som gennemgås i næste afsnit.
Judith Butler
Frames of War blev udgivet i 2009 og består af 5 essays, der blev skrevet mellem 2004 og 2008
(Butler 2009: Acknowledgements). Den består ikke af et enkelt argument, men er en større
undersøgelse af flere af de problemstillinger som globalisering og krig medfører (Butler 2009: ix).
Bogen er et både deskriptivt, normativt, kritisk og oppositionelt projekt med forskellige perspektiver
på krig, hvilket vores opdeling af redegørelsen også afspejler: først redegør vi for de konkrete
begreber som hun bruger til at beskrive og karakterisere krigen med, og så redegør vi for hvordan
disse begreber bruges i Butlers etiske, kritiske projekt. Bogen består især af en epistemologisk
undersøgelse af fænomenet framing og en ontologisk undersøgelse af liv: hvordan refererer vi til
væren, og hvordan er væren skabt gennem vores egne udvalgte betydninger (Butler 2009:1)?
12
I det følgende vil vi redegøre for Butlers mest centrale begreber, især i forhold til liv, sorg og vold,
for derefter at beskrive hendes normative claim, der tager udgangspunkt i disse. De begreber som
vedrører liv, grievability og vold er frames, precariousness og precarity, recognition og
recognizability, apprehension og intelligibility, subjekter og personhood, sanser og medier.
Til slut vil vi beskrive de problemstillinger som Butlers begreb om det ikke-voldelige claim
medfører, hvilket vil føre os videre til analysen og diskussionen i relation til Peter Singer.
Liv og frames
Et af de mest centrale begreber i Frames of War er som nævnt liv. Der findes, ifølge Butler, ikke
nogen universel ret til liv, og det handler derfor ikke om hvorvidt noget er levende eller ej, eller om
det levende har status som en person. Det handler snarere om de sociale forhold der gør sig
gældende for de/det levende - det vil sige den sociale ontologi (Butler 2009: 20), som vi vil beskrive
i det følgende.
Den sociale ontologi
Den sociale ontologi er et begreb Butler bruger til at definere hvordan vi som levende væsner fra
starten af livet er forpligtede og afhængige af andre mennesker og sociale institutioner, netop fordi
et isoleret liv ikke eksisterer - det har ikke mulighed for at eksistere. Erkendelsen af individers
afhængighed af hinanden gælder også ved et individs overlevelse. Individet kan ikke overleve
isoleret og enkeltstående. Dette er betingelsen både for fysisk og social overlevelse (Butler 2009:
54). Kroppen er afhængig af andre gennem materielle goder, kærtegn, sprog og relationer, som vi
ikke kan leve uden, hvilket medfører en risiko for at blive undertrykt og udnyttet, men også en
mulighed for forståelse, retfærdighed og kærlighed (Butler 2009: 61).
Precariousness og precarity
Precariousness er både følgen af Butlers livsbegreb og præmissen for hendes etiske projekt. For at
forstå hendes livsbegreb, især i forhold til den sociale ontologi, må vi altså beskrive precariousness,
og hvordan dette begreb har normative konsekvenser.
Precariousness er en fælles, generaliseret betingelse, som består i at alle menneskedyr (human
animals) er udsat for den anden (Butler 2009: xxv) - det er en usikker tilstand, hvori kroppen
13
afhænger af andre mennesker, samfundets normer og sociale/politiske organisationer (Butler 2009:
3). Det er et af grundelementerne i den sociale ontologi.
Precariousness består både af vulnerability og injurability. Injurability refererer til en fysisk
sårbarhed, det vil sige at den levende krop er noget der kan skades, såres, ødelægges. Kroppens
sårbarhed kan dog ikke reduceres til en fysisk sårbarhed. Kroppen er som udgangspunkt vulnerable,
da denne er social, og vulnerability hentyder derfor til en mere generel tilstand - kroppen kan såres,
skades, ødelægges, hvilket hænger sammen med kroppens “unwilled proximity to others” (Butler
2009: 34) - et andet aspekt ved den sociale ontologi. Fordi kroppen er et socialt fænomen er den
blottet for andre, og derfor som udgangspunkt sårbar, precarious. Kroppens modstandskraft er
afhængig af sociale og politiske omstændigheder, og det at ”være” er derfor afhængigt af hvad der
er uden for en selv (Butler 2009: 33). Butlers generalisering af precariousness afhænger altså af en
forståelse af at kroppen er afhængig af en selvregulerende verden, som både kan opretholde og
ødelægge den.
Precariousness er ikke noget der skabes med tiden, men er genkendt helt fra starten af livet, fra før
vi er født. Som Butler forklarer er en stor del af årsagen til at vi passer på og tager hånd om
hinanden at vi ville sørge hvis vi mistede hinanden. Ligesom vi fejrer et nyt liv fordi vi ved at vi
ville sørge hvis vi mistede det. Precariousness er forbundet med social beskyttelse, forpligtelse og
ansvarlighed mennesker iblandt, både lokalt og globalt. Måden hvorpå vi genkender et precarious
liv er imidlertid varierende, og der er ikke nogen fælles betingelser, der gør sig gældende (Butler
2009: 13).
Butler laver en skelnen mellem precariousness og precarity, altså noget der er usikkert og
usikkerhed generelt. Liv er som udgangspunkt precarious og er aldrig garanteret. Precariousness gør
sig gældende under flere forskellige forhold og differentierer befolkningsgrupper imellem, hvor
nogle grupper er mere udsatte for at leve i fattigdom og sult. Precariousness kan også komme til
udtryk gennem politiske forhold i nationer. Genkendelsen af en shared precariousness giver
normative forpligtelser, der handler om lighed og en mere universel forståelse af menneskets behov
(Butler 2009: 29).
Fordi vi gennem vores værens sociale ontologi er forbundne med hinanden, og dermed også
begrænsede i vores individuelle autonomi, skaber vi betingelserne for en shared precariousness.
Problematikken opstår for de befolkningsgrupper som ikke inkluderes i denne fælles forståelse af
14
livets precariousness, fordi deres liv er framet som tabte, lose-able, destructible og ungrievable. Det
er liv som vi sorgløst accepterer tabet af, netop fordi vi forstår nødvendigheden af at kunne beskytte
de liv som falder inden for rammen af grievability og precariousness (Butler 2009: 31).
Livet har brug for sociale forhold, som kan muliggøre det og gøre det livable og grievable. Et liv
skal have støtte og betingelser der gør det værd at leve. Ifølge Butler er det de sociale forhold der
gør at vi forstår og genkender et livs precariousness, hvilket burde give os en egalitaristisk forståelse
af retten til mad, tag over hovedet, arbejde, uddannelse, lægehjælp, beskyttelse fra skade og
undertrykkende instanser (Butler 2009: 22). Det er imidlertid tydeligt at det ikke forholder sig
sådan. Det ses eksempelvis i krigssituationer hvor disse basale rettigheder absolut ikke er en
mulighed for alle, hvilket viser at precariousness ikke er en lige ret blandt de levende. Således sker
der en opdeling i krigssammenhæng, hvor der på den ene side er værdifulde liv som er grievable, og
på den anden side værdiløse liv som er ungrievable (Butler 2009: 22).
Krig framer altså liv på en ulige måde, så selvom individernes vulnerability er lige, bliver den ikke
opfattet sådan. Et menneske eller en befolkningsgruppe i krig bliver ifølge Butler framet som et mål
der skal ødelægges, udryddes – ikke slås ihjel, for så skulle det liv allerede apprehendes som
levende. Derfor kan vi ikke på afstand fuldt ud apprehende den anden som levende, endsige
vulnerable på samme måde som os selv. Men denne fælles vulnerability gør alligevel noget ved
modtageren: ligesom et krigsbillede forsøger at få modtagerens samtykke til krigens handlinger sker
der, i det omfang at billederne viser precarity hos krigens mål, også en anden anmodning. En etisk
forpligtelse til at modstå den uretfærdige krig og til at bekræfte fælles precarious forhold for liv
(Butler 2009: xviii):
“Precariousness is not simply an existential condition of individuals, but rather a social condition
from which certain clear political demands and principles emerge.” (Butler 2009: xxv).
Hvis vi kan apprehende andres precariousness er vi ifølge Butler et skridt nærmere en egalitaristisk
forståelse af menneskeheden:
”The apprehension of the precarity of others – their exposure to violence, their socially induced
transience and dispensability – is, by implication, an apprehension of the precarity of any and all
living beings, implying a principle of equal vulnerability that governs all living beings.” (Butler
2009: xvi)
Fordi vi selv er levende vil en apprehension af andres precarity også samtidig være en apprehension
af vores egen, selvom vi ikke kan assimilere det ene liv til det andet på grund af livenes singulære
15
bestemthed. Det vil sige at hvert liv er særligt, men deler fælles betingelser med alle andre liv:
formelt set risikerer alt liv at blive ødelagt, men det medfører ikke en radical substitutionability,
hvor hvert liv er det samme - hvert liv har det samme værd og eksisterer under de samme
betingelser (Butler 2009: xvii).
Frames
Men hvad er frames, og hvordan kan de differentiere liv i krigssammenhæng? Butler bruger de tre
begreber om frame, framing og framework. Butler beskriver for det første hvordan ordet “frame”
bliver brugt i dagligdagssproget, eksempelvis således:
”One is framed, which means one is accused, but also judged in advance, without valid evidence and
without any obvious means of redress” (Butler 2009: 11).
Citatet beskriver hvad frame betyder i sætningen “to be framed”, altså når en uskyldig person bliver
beskyldt for noget på trods af vedkommendes uskyld. I denne situation er en frame dannet omkring
personen på en måde som bestemmer personens handlinger.
En anden måde at forstå frame på er som en fysisk ramme, hvis funktion er at indramme et billede.
Her er rammen en del af fortolkningen og forståelsen af billedet. Butler forklarer at for at rammen
overhovedet kan indramme noget, må der være noget som den har begrænset sig fra at indramme,
hvilket betyder at rammen indeholder noget genkendeligt (Butler 2009: 9). Her pointeres det at en
ramme kan bryde med sig selv, hvilket medfører en løsrivelse fra kontrol, som betyder at indholdet
af rammen varierer gennem rum og tid. Når eksempelvis et krigsbillede forandres i overleveringen
fra hånd til hånd, eller mellem digitale platforme, bryder det konstant med sin egen kontekst, hvilket
betyder, at der nødvendigvis må opstå en løsrivelse, hvor framen ”permits – even requires – this
breaking out” (Butler 2009: 11).
Framen strukturerer det visuelle felt, hvori alle subjektspositioner bliver mulige. Den både
orkestrerer disse positioner og begrænser det visuelle felts muligheder (Butler 2009: xii) - den
udstiller ikke bare virkeligheden, men deltager aktivt i at begrænse, beherske, selektivt producere og
gennemtrumfe det, der vil tælle som virkelighed; det vil sige at den instrumentaliserer visse
versioner af virkeligheden. En frame kan ikke altid beherske det den gør synligt eller tydeligt, og
den holder altid noget uden for sig selv gennem en derealiserings- og delegitimatiseringsproces af
forskellige virkelighedsversioner.
Butler forklarer at når en ramme bryder med sig selv skaber den samtidig opmærksomhed på den
virkelighed vi kender og som vi tager for givet. Fokus rettes mod den autoritære instans, der har
16
været i kontrol af rammen, og den hegemoni, der har været bestemmende for hvilke liv der opfattes
som genkendelige og hvilke der ikke gør (Butler 2009: 12). Her åbnes et mulighedsrum for vores
opfattelse af hvad der er levende, men som endnu ikke er apprehended og recognized som liv.
Det er framen der bestemmer: ”[...] whose life is a life, and whose life is effectively transformed into
an instrument, a target, or a number, or is effaced with only a trace remaining or none at all”
(Butler 2009: ix-x). Framens indhold cirkulerer i diskursive og visuelle felter, hvilket former både
krig, subjekter, deres liv, om vi kan sørge over dem og så videre. Et menneske i en krigsframe får
således skabt nogle positioner det kan indtage – for eksempel kan soldaten blive en udvidelse af sit
våben og en befolkning et krigsinstrument (”instruments, blockades, targets and shields” (Butler
2009: x)). Krigen har dermed stor diskursiv kraft, som konstitueres af framing.
Framingen af den sociale ontologi
Men krigen framer som sagt liv på en ulige måde, så selvom individernes vulnerability er lige,
bliver de ikke opfattet sådan. Hvis bestemte befolkninger ikke tæller som levende væsner, men som
krigsinstrumenter eller våben, har de intet liv, end ikke når de slås ihjel. Det er en racisme, forklarer
Butler, der på forhånd differentierer mellem hvem der tæller som liv og hvem der ikke gør. Når vi
med et generelt deontologisk princip siger: “du må ikke slå ihjel”, er vi allerede blinde for hvem og
hvad der er i live. Formuleringen glemmer at det ene liv ikke kan adskilles fra det andet. Ifølge
Butler er vi nemlig bundet til fremmede mennesker som vi aldrig har mødt eller valgt, gennem
precariousness - derfor ville det at dræbe den anden være at benægte ens eget liv: ikke bare det ene
liv, men betydningen af det ene liv som et uafvendeligt socialt liv, som en uundgåelig social
ontologi. At være bundet til hinanden på grund af precariousness er ifølge Butler ikke et socialt
bånd man indgår i gennem fri vilje og efter grundige overvejelser - det går forud for aftaler og
kontrakter (Butler 2009: xxvi).
Da individet er et socialt væsen er vores affekt også sammensat af de sociale, historiske, politiske og
kulturelle påvirkninger vi udsættes for (Butler 2009: 50). Medierne er medvirkende til at sætte
rammerne for hvilke liv vi opfatter som værdifulde; der er altså et dialektisk forhold mellem
medierne og den sociale affekt. Vores etiske holdninger vedrørende mennesker vil derfor ikke
automatisk forandres hvis framen ødelægges - det er også nødvendigt at udfordre de dominerende
medier for at fremprovokere et fokusskifte fra de værdifulde liv til de mindre værdifulde, så de
sidstnævnte bliver synlige og hermed begribeligt precarious (Butler 2009: 51). Framen skal altså
17
ikke alene ødelægges, den skal også genetableres i en ny form.
Butler kommer med et eksempel på hvordan en bestemt framing kan være med til at gøre
mennesker ikke-levende.
USA hævdede at de torturerede fanger i Camp Delta ikke var berettigede til beskyttelse under
Genève-konventionen, hvilket viser at fangerne blev betragtet som mindre menneskelige. De var
fjender af staten, men de tilhørte ikke de normer hvorved et menneske normalt bliver defineret.
Deres status som mindre menneskelige blev altså ikke kun forudsat af torturen, men også
understreget af den. Butler anvender Theodor Adornos syn på vold til at understrege denne pointe:
“[…] violence in the name of civilization reveals its own barbarism, even as it ”justifies” its own
violence by presuming the barbaric subhumanity of the other against whom that violence is waged ”
(Ardono i Butler 2009: 93).
Butler tager udgangspunkt i at ofrenes ansigter ikke bliver vist og at deres navne forbliver ukendte.
Dette gør det umiddelbart svært at rekonstruere ofrenes menneskelighed. Men Butler mener at de
tilslørede ansigter og fraværet af navne faktisk er medvirkende til at understrege deres
menneskelighed. Ofrene passer ikke ind i en visuel eller social genkendelig identitet, og det er ikke
herigennem vi genkender dem. Derimod er det gennem deres udviskelse, som også bliver det
vedvarende tegn på deres lidelse, og altså deres precariousness, at vi genkender dem, og det er også
herigennem vi genkender deres menneskelighed (Butler 2009: 94). Vi føler måske at vores normer
om menneskelighed kræver et navn og ansigt, men for Butler fungerer det slørede ansigt faktisk som
et tegn på menneskelighed netop fordi det er sløret. Pointen for Butler er ikke at erstatte et sæt
idealiserede normer til at forstå mennesket med et andet, men derimod at indfange de øjeblikke hvor
hensigten med normen ødelægges - når menneskeligt liv overskrider og modstår normen om
mennesket. Hvis vi kan begribe andres lidelse gennem et fotografi eller et digt, kan et menneskes
precariousness altså være med til at ødelægge selvsamme frame, der påfører det lidelse.
Et andet eksempel er hvordan tal, især tal over døde og sårede i krig, kan frames.
Ifølge Butler er krigens døde både krigsrepræsentationer og en del af selve krigsførelsen. Man kan
frame krigens tab gennem numre og tal, men hvordan tæller tallene og hvordan tæller et liv? Er det
civile liv eller soldaternes liv; er det de liv hvis navne og ansigter vi kender, eller er det kvinder og
børn, hvis liv tæller når vi skal gøre krigens regnskab op? Normer differentierer de livable og
grievable liv i krigens kontekst, og vi kan undersøge disse normer ved at se på hvordan dødstallene
18
frames fra forskellige kanter (Butler 2009: xx). Butler beskriver eksempelvis hvordan Israels presse,
efter “Operation Cast Lead”, gennem en kompliceret blanding af fornægtelse og rationalisering
framede de døde således at de ikke passede under kategorien “kvinder og børn”, mens de samtidig
fastholdt det forkastelige i at slå kvinder og børn ihjel. De kvinder og børn, der blev slået ihjel under
angrebet på Gaza blev framet som om de ikke kunne opfattes som kvinder og børn, som om de ikke
gjorde som kvinder og børn gør, og derfor skulle ses som noget helt andet end kvinder og børn
(Butler 2009: xxi). Antallet talte ikke, selvom de var offentligt kendt, fordi “the assaulted and
destroyed body” (Butler 2009: xxii) allerede blev opfattet som et krigsinstrument, et mål.
Recognizability, recognition, apprehension, intelligibility, personhood
Som nævnt blev fangerne i Camp Delta ikke umiddelbart forstået som menneskelige eller levende –
selvom Butler mener at billedet indeholder muligheder for genkendelse af deres menneskelighed
gennem deres precariousness. Hvad vil det imidlertid sige at genkende et menneske? Ifølge Butler
differentierer framen mellem de liv vi kan apprehende og de liv vi ikke kan. Der er subjekter som
ikke er genkendelige som subjekter, og liv som ikke er, og måske endda aldrig bliver, forståelige
inden for genkendelighedens ramme. Subjektet skabes på den måde gennem normer som ved hjælp
af gentagelser producerer termer som et subjekt apprehendes og recognizes igennem (Butler 2009:
4). Derfor introducerer Butler begreberne om apprehension, recognizability og recognition.
Man kan for det første skelne mellem henholdsvis at apprehende og at recognize et liv.
Apprehension er mere upræcist end recognition, da det både kan indbefatte halvbevidst ”marking,
registering, acknowledging” (Butler 2009: 5), især ved hjælp af sanserne. En del af det vi er i stand
til at apprehende faciliteres af normer inden for recognitionen, men vi kan også apprehende ting der
ikke kan recognizes – eller rettere: de ting der ikke kan recognizes er kun mulige at opdage gennem
apprehension, eksempelvis en apprehension af at vi ikke kan recognize bestemte liv som liv. Derfor
kan vi kritisere normer der er givet af recognition gennem apprehension.
Recognition er et udtryk for enkelte, diskrete normer, der styrer hvad vi har mulighed for at
genkende – for eksempel handlinger, praksisser og mindre begivenheder mellem subjekter. Her er
det imidlertid vigtigt at foretage en skelnen mellem recognition og recognizability.
Recognizability er en bredere betegnelse for mere generelle betingelser, som er historisk variable
”no matter how a priori their function as conditions of appearance.” (Butler 2009: 5). Det er
betingelser for hvordan et subjekt bliver formet til recognition:
19
”[…] the general terms, conventions, and norms ”act” in their own way, crafting a living
being into a recognizable subject, though not without errancy or, indeed, unanticipated
results.” (Butler 2009: 5)
Fordi mennesket skal være recognizable før det kan recognizes kommer recognizability altså før
recognition – og muliggør disse mere specifikke normer, fordi recognizability bestemmer de
generelle forhold der former subjektet til en recognition, som varierer og konstrueres af historien.
Men hvordan formes recognizability? Først og fremmest er det vigtigt at komme ind på begrebet
personhood. En bestemt begrebsliggørelse af personhood definerer recognizability og dens
rækkevidde. Personhood handler ikke om det enkelte menneske og er ikke en individualistisk idé,
fordi recognizability er et universelt potentiale for ”all persons as persons” (Butler 2009: 5). Dette
skal ses i relation til det normative ideal der fungerer som betingelse for personhood og
recognizability: normen om den menneskelige form, som traditionelt set har været
recognizabilityens norm – det vil sige personhood (Butler 2009: 6). Disse normer producerer
bestemte subjekter til recognizable personer, mens andre bliver unrecognizable – det betyder at
normerne differentierer mellem mennesker.
Apprehension er som sagt viden der endnu ikke er blevet til recognition, eller som slet ikke har
mulighed for at blive det. Her skal tilføjes et epistemologisk begreb: intelligibility. Det er generelle
historiske skemaer, som etablerer felterne for hvad vi kan vide (the knowable) (Bulter 2009: 6).
Dette kan forstås som en historisk a priori (se bilag 2). Ikke alle vidensformer kommer gennem
recognition, men al recognition kommer gennem viden: et liv skal være intelligible som et liv for at
være recognizable. Det skal underlægge sig bestemte normer:
”So just as norms of recognizability prepare the way for recognition, so schemas of intelligibility
condition and produce norms of recognizability.” (Butler 2009: 7).
Det ses altså tydeligt hvordan disse begreber er relaterede til hinanden på kryds og tværs:
intelligibility producerer recognizabilitens normer, altså begrebet om personhood, og disse normer
trækker på intelligibilitetens varierende og skiftende skemaer, således at vi eksempelvis får dannet
”histories of life and histories of death” (Butler 2009: 7). Dette udmønter sig blandt andet i debatter
om hvornår et liv er et liv i forhold til fostre, og hvornår død er død i forhold til juridisk eller
lægeligt erklæret død. Det betyder dog ikke, hvilket Butler påpeger, at død og liv kun findes i
diskurserne, men i stedet at død og liv konstant findes i relation til en eller anden frame der er med
20
til at bestemme vores forhold til død og liv – selv hvis det levende eller døde på en eller anden måde
findes uden for framen.
”If a life is produced according to the norms by which life is recognized, this implies neither that
everything about a life is produced according to such norms nor that we must reject the idea that
there is a remainder of ”life” – suspended and spectral – that limns and haunts every normative
instance of life.” (Butler 2009: 7).
Så selvom der er liv der ikke produceres inden for de hegemoniske frames, er der stadig en rest af
liv som hjemsøger resten af frameworket. Med dette menes der at selv det ikke-levende har
potentialet for recognizability. Når vi recognizer noget inden for en frame udelukker vi noget andet men det udelukkede hjemsøger stadig framen som noget der kan apprehendes som levende, men
aldrig fuldt erkendes som et liv. Det er et ikke-liv. Framen udelukker altid noget, og dette noget kan
halvt erkendes gennem en apprehension.
Subjekter
Butlers begreb om subjekt er komplekst. I ovenstående har vi beskrevet hvordan subjektetet
konstrueres gennem normer, som gentages og derigennem skaber de felter hvori subjekter kan blive
apprehended og recognized, hvilket ligeledes medfører at visse subjekter ikke er recognizable som
subjekter.
Personhood betegner dermed personer der bliver recognized og som derfor er betinget af en
grundlæggende differentiering af mennesker. Hvad fortæller dette os imidlertid om subjektbegrebet?
Hvornår er noget forstået som et menneske, en person, et liv, et subjekt? Det er ikke en simpel
udredning, men i det følgende vil vi forsøge at gøre rede for hvordan Butler bruger subjektsbegrebet
og hvorfor.
Butler forklarer at de subjekter som bliver forstået gennem henholdsvis liberale og multikulturelle
frameworks, identificeres ud fra forskellige kategorier som udgør deres kulturelle identitet. Disse
kategorier er eksempelvis klasse, race, religion, køn og seksualitet (Butler 2009: 138). Spørgsmål
der omhandler hvordan disse subjekter skal repræsenteres i en juridisk kontekst er normative
spørgsmål, og for at besvare dem må vi se på ontologien bag subjektet så vi kan indrette det
politiske samfund herefter.
Butler argumenterer for at det er gennem magten i samfundet at skelnen mellem subjekter foretages.
Det er således samfundets autoritære instanser der har magten til at differentiere mellem de
21
subjekter som er berettiget til recognition fra dem som ikke er. Butler refererer til sociologen Tariq
Modood, som mener at det at være borger ikke kun handler om at blive recognized, men om at
kunne deltage i debatten om recognitionens forudsætninger.
“In this perspective, the citizen is itself a coalitional exchange; in other words, there is no singly or
muliply determined subject, but a dynamic social process, a subject who is not only under way, but
constituted and reconstituted in the course of social exchange.“ (Butler 2009: 139-140)
Subjektet er altså aldrig fuldstændig determineret, men konstitueret og rekonstrueret i sociale
forhandlinger. Butler forklarer desuden at når subjektet indtræder i samfundet og dets
lovmæssigheder som borger, indgår det på samme tid i en dialogisk social ontologi, hvor den
lovmæssige recognition gør os alle til juridiske subjekter (ibid).
Når subjekter inviteres til at indgå i en normativ praksis hvor tolerance er et nøglebegreb, er det på
forhånd givet at subjekter er forskellige fra hinanden. Butler nævner et eksempel på en sådan
diskurs om tolerance, nemlig forholdet mellem muslimer og homoseksuelle som enten tolererer eller
ikke tolererer hinanden. Her bør vi ikke blot tage denne distinktion for givet, men spørge ind til
hvad det egentlig er der skal recognizes og tolereres: er det homoseksualiteten hos den
homoseksuelle? Er det religiøsiteten hos muslimen?
Butler refererer til sociologen Chetan Bhatt, som præsenterer ideen om et nyt, globalt subjekt, som
er dynamisk og kan indeholde både homoseksuel og muslimsk identitet, og dermed ikke blot er
begrænset til en ensidig identitet. Butler gør opmærksom på at Asad adresserer samme
problemstilling fra et andet perspektiv. Asad pointerer at det politiske, liberalistiske subjekts
moralske ansvarlighed er grebet ud af dets kulturelle sammenhæng, hvilket får politiske
konsekvenser på grund af dets snæversynethed (parochialism), som fungerer som universel
begrundelse (Butler 2009: 161).
De to positioner, som Bhatt og Asad præsenterer, er ifølge Butler årsager til ikke udelukkende at
beskæftige sig med en særlig form af subjektet, hvor det reduceres til en enkelt identitet som tages
for givet i det større, normative framework:
”If certain lives are deemed worth living, protecting and grieving and others not, then this way of
differentiating lives cannot be understood as a problem of identity or even of the subject. It is rather
a question of how power forms the field in which subjects become possible at all or, rather, how they
become impossible.” (Butler 2009: 163).
Butler opfordrer til en normativ forståelse, som forholder sig kritisk og sammenligneligt for ikke at
ende med at reproducere den dominerende forståelse af det eksisterende framework. Vi må derfor
22
nytænke subjektet for at åbne de såkaldte alliancer og gøre dem mobile over for nye
betydningssystemer. Det centrale for Butler er at få formidlet vigtigheden i at stille spørgsmål til et
etableret framework, som hidtil har forsøgt at neddysse spørgsmålet om hvem der tæller som hvem,
altså hvis liv der er grievable.
Sanser og medier
En af de grundlæggende pointer i Butlers projekt er forbindelsen mellem sanser og medier, hvilket
vi vil uddybe i det følgende afsnit.
En hovedpåstand hos Butler er at frames har en indvirkning på sanserne, især gennem medier via
tal, fotografier, digte og reportager, som alle påvirker vores sanser. Her skal det nævnes at også
precariousness har indflydelse på vores sanser, specielt gennem videreleverede sanseindtryk:
Guantánamo-digtene er et eksempel på hvordan mennesker der ikke anerkendes som liv har forsøgt
at vise deres precariousness gennem sanseindtryk, især gennem vejrtrækning, gråd og smerte:
digtene bliver sanselige ”appeals” ifølge Butler (Butler 2009: 59). Andre gange er det medierne selv
der henholdsvis formidler eller ignorerer precariousness. Dette vil vi gå i dybden med i det
følgende.
Butlers undersøgelser i Frames of War tager deres udgangspunkt i ”the field of the senses” (Butler
2009: x). Frameworks, diskurser og normer er processer der har deres udgangspunkt i sanserne, som
dermed er med til at påvirke selve opfattelsen af for eksempel krig og helt grundlæggende med til at
påvirke og fortolke hvis liv er et liv.
Ifølge Butler skal vi kunne registrere krig gennem sanserne på en måde som tillader os offentligt at
stille spørgsmålstegn ved om den form for destruktion kan retfærdiggøres, da vi ellers ikke vil
kunne opnå en normativ evaluering af krig (Butler 2009: xv). Butler mener at enhver krig er en
”war upon the senses” (Butler 2009: xvi). Det er imidlertid ikke kun sanserne der har en normativ
betydning – tanker og domme spiller også en rolle, men de eksisterer ikke uden sanserne. Sanserne
skal antage en social form for at vi kan tænke og dømme på en måde som kan reproduceres og
gentages over tid (Butler 2009: xvi). Ifølge Butler er sanserne det første mål når en krig påbegyndes,
ligesom det er framingen af en befolkning som krigsmål der er den første destruktive handling – det
er ikke en forberedelse eller et startsignal, men en begyndende ødelæggelsesproces (Butler 2009:
23
xvi). En framing er således direkte rettet mod sanserne, og dermed også de tanker og domme vi gør
os med udgangspunkt i sanserne.
Et eksempel på hvordan denne ”war upon the senses” virker er mediernes gengivelse af terror i de
lande som Vesten bekriger. Vestens reaktioner på den visuelle repræsentation af selvmordsbombere
er fyldt med horror, altså rædsel. Vores følelsesmæssige reaktioner har betydelig indflydelse på de
frameworks, som skabes og tages for givet af den vestlige og liberale verden (Butler 2009: 159).
Med Talal Asads horror-begreb spørger Butler ind til hvordan denne horror virker determinerende
for nogle situationer, hvor andre situationer, som ligeledes er præget af vold, bliver til noget andet
fordi følelsen af horror er fraværende:
”What are the social conditions and abiding interpretative frameworks that make horror possible in
the face of certain kinds of violence, and when and where is it ”ruled out” as an available affective
response in the face of other kinds?” (Butler 2009: 159)
Asad gør opmærksom på det paradoks der ligger bag den liberale vestlige verdens politik:
spændingen der er mellem liberalismens misbilligelse af den vold som praktiseres uden for lovens
rammer, og den kendsgerning at loven selv er skabt gennem tvingende vold. Hvad der ifølge Asad
holder subjektet sammen er en ureflekteret måde at skifte mellem de to kontrasterende principper:
respekt og ærbødighed for liv på den ene side, og legitimeret ødelæggelse af liv på den anden side
(Butler 2009: 160).
Grievability
Grievability er et af de centrale begreber i Butlers værk, hvilket blandt andet indikeres ved
undertitlen med spørgsmålet: When is life grievable? Butler pointerer således den skelnen der er
mellem liv som er grievable og liv som er ungrievable.
Butler forklarer at hvis ikke et liv forstås som grievable har det ikke mulighed for at forstås som et
liv mens det leves. I sin introduktion til værket formulerer Butler det således:
“Without grievability, there is no life, or, rather, there is something living that is other than life.
Instead, ”there is a life that will never have been lived”” (Butler 2009: 15).
Hvordan skelner vi imidlertid mellem liv som falder indenfor og udenfor grievabilitybegrebet, og er
der en form for fælles ret til livet? I det følgende vil vi gå i dybden med Butlers begreb om
grievability, vold og ikke-vold samt hendes udlægning af begrebet om normer og hvordan disse
virker.
24
Butler bruger især grievabilitybegrebet til at beskrive de liv der mistes i krigssammenhæng.
Ungrievable lives er de liv der ikke kan mistes eller ødelægges, fordi de allerede er en del af et tabt
og ødelagt felt. De er allerede ødelagt ontologisk, hvilket betyder at når visse liv ødelægges under
krig tæller de ikke som ødelagte liv. Frames forsøger således at forbyde sorg ved at påstå at:
”[...] there is no destruction, and there is no loss. Even as the frames are actively engaged in
redoubling the destruction of war, they are only polishing the surface of a melancholia whose rage
must be contained, and often cannot.” (Butler 2009: xiii).
I krig produceres og gentages en voldelig differentiering mellem levende og døde, og ligeledes
differentieres individernes precarity (Butler 2009: xix). Butlers pointe er at de visuelle og
konceptuelle frames konstruerer og ødelægger befolkninger som vidensobjekter og som krigsmål.
Disse frames er midler til at etablere og effektivisere sociale normer, men en frame skaber også en
anmodning om at vi bør modsætte os den regulering af sanserne der gør visse befolkningsgrupper
ungrievable; altså den differentielle grievability som krigen er afhængig af (Butler 2009: xix). Vi vil
gå i dybden med hvordan en modstand kan tage udgangspunkt i sanserne senere i redegørelsen.
Vold og ikke-vold
Vi vil her præsentere Butlers begreber om vold og ikke-vold. Butler argumenterer for at vold ikke er
fremmed for den, der ønsker ikke-vold – således er vold aldrig noget der står udenfor subjektet,
hvilket vi vil uddybe i det følgende.
Ifølge Butler er nationalisme og medier begge instanser der er med til at opretholde billedet, således
også framen, af den retfærdige krig, og dermed også den retfærdige destruktion af subjektet. Her
skal det bemærkes at Butler ikke mener at fred altid kan eller bør opretholdes, og hun er således
heller ikke imod det destruktive i sig selv. Butler accepterer at aggression er en del af livet samt det
politiske spil, men advokerer for at aggression skal tænkes som separat fra vold. Aggression kan
således fungere som et redskab i det demokratiske samfund, hvor det kan komme til udtryk gennem
demonstrationer, civil ulydighed og endda revolutioner. På denne måde kan menneskets destruktive
side anvendes konstruktivt (Butler 2009: 48).
Ved siden af begrebet om vold står begrebet om ikke-vold. Her forklarer Butler at det ikke er
subjektet der bestemmer ikke-vold; det er snarere ikke-vold der er bestemmende for subjektet, og
dermed giver subjektet særlige positioneringsmuligheder. Butler argumenterer for at vi derfor er
25
nødt til at stille os kritiske over for ikke-vold, over for hvem og hvad ikke-volden praktiseres mod,
samt hvilke frames der skaber kravet om ikke-vold (Butler 2009: 166). I stedet bør ikke-vold
betragtes som et claim, altså en fordring. Ligeledes må vi differentiere mellem hvem eller hvad
ikke-vold rettes imod, og være opmærksomme på at der er former for vold der har til hensigt at
stoppe andre former for vold. Butlers pointe er således at hvis vi ukritisk accepterer claimet om
ikke-vold, så er der større risiko for at vi accepterer vold som en social fakta der tages for givet.
Normen om vold
Butler inddrager filosoffen Catherine Mills i en diskussion af hvordan vold får indflydelse på
subjektet. Mills argumenterer for at de normer som former subjektet per definition er voldelige, og
at subjektet dermed formes gennem vold. Hun stiller dermed spørgsmålstegn ved hvorvidt Butler
kan fremstille dette “call for non-violence” (Butler 2009: 167). Butler giver Mills ret i at vi i et vist
omfang er formet af vold, eftersom vores køn og sociale kategori er givet uden vores egen vilje –
dette er kategorier som tillægges betydning gennem recognizability og intelligibility. Butler mener
at på trods af den uundgåelige vold må det imidlertid være muligt at finde et brud mellem den vold
der skaber os, og den vold som vi skaber gennem vores adfærd. At vi er født under et bestemt
magtsæt betyder ikke at vi må udføre denne slags magt i alle vores handlinger resten af vores liv.
Dermed er det givet at til trods for at vi er formet gennem vold kan vi godt undgå at være voldelige i
fremtidige handlinger, da gentagelsen ikke er tvingende. Dette har at gøre med normens virkemåder:
”Norms do not act only once” (Butler 2009: 167). En vigtig pointe hos Butler er at normer er
foranderlige. Hun beskriver hvordan den normative produktion af subjektet er iterable - altså en
proces der gentages. At subjektets proces gentages konstant er vigtigt for forståelsen af hvorfor
normer ikke fungerer på deterministisk vis (Butler 2009: 165). Med begrebet iterable refererer
Butler til Nietzsche, hvor subjektet beskrives som i en flydende proces. Her kan man således forstå
de normer der gives gennem historien som normer, der kan være med til at skabe nye processer. At
godtage at normer har deres rødder i vold betyder dermed ikke at disse normer nødvendigvis
gentager vold, eller kommer til udtryk på samme måde. ”Does the origin of the norm constrain all
future operations of the norm?” (Butler 2009: 169) spørger Butler. At påstå at en norm er i en
konstant proces af gentagelser er at afvise en strukturalistisk forståelse af normen, og i stedet se den
som en forlængelse af poststrukturalismen - som noget der hele tiden er i bevægelse: ”[…] as living
on, carrying on, carrying over, continuing” (Butler 2009: 169) og som ifølge Butler former
kroppens tidslighed (temporal tasks). Butler taler imidlertid imod en forestilling om at al
26
normativitet skulle udspringe af vold, men at der er regimer af magt som skaber bestemte måder at
være på betyder ikke at volden er essentiel for vores subjektsskabelse (ibid.).
Hvis mennesket formes gennem vold, og dermed gennem strukturer i vedkommendes private,
sociale eller civile liv, rejses etiske spørgsmål om hvordan vi skal leve med volden som en del af
vores formative historie; hvilket handlingsrum giver det os, når vi ved at normer er forandringer, og
at vi dermed kan handle ud fra en bevidsthed om volden?
Her er det Butlers pointe at mennesket skal gøre sig fri fra sine voldelige normer ved at se ind i sig
selv og stille følgende kritiske spørgsmål: Hvordan lever jeg med volden? Hvordan lever volden
inde mig? Hvordan bærer jeg volden, og hvordan går volden imod mig, selv når jeg bærer den?
Derefter kan mennesket undersøge om det er muligt at omvende volden og på den måde konkurrere
imod den (Butler 2009: 170). Pointen er at mennesket, der er formet af vold, skal gøre sig det klart
at det ikke frit kan bryde løs fra sin historiske formation, men bør være opmærksom på hvordan
volden kommer til udtryk. Mere konkret betyder det at mennesket må lære at mærke efter hvordan
aggressioner, der udspringer af vold, kontrolleres, for således at lære at praktisere ikke-vold.
Ikke-vold som etisk claim
I det følgende vil vi beskrive Butlers vigtigste etiske pointe, nemlig hvordan ikke-vold bliver til et
claim. Butler skriver at det ikke er:
”[…] a principle of non-violence, but a practice, fully fallible, of trying to attend to the
precariousness of life, checking the transmutation of life into non-life” (Butler 2009: 177).
Ikke vold er altså et claim, og dermed en blødere betegnelse for en moralsk handling man bør gøre,
men som kan ændre sig eller afviges i visse situationer i modsætningen til et princip. Butler bruger
altså ikke claimet om ikke-vold som et eviggyldigt princip, som man for eksempel gør i klassisk
deontologi (se bilag 3) - Butler er altså ikke umiddelbart deontolog. Butler betegner det i stedet som
en praksis, noget man gør afhængigt af konteksten; det vil sige at det er en situationel etisk forskrift.
Da kroppen som tidligere nævnt er et socialt fænomen må ansvar også, ifølge Butler, forstås i
forhold til de sociale forhold der gælder livet. Vores forståelse af ansvar afhænger derfor af den
måde det sociale liv opretholdes og fortolkes på. Ansvar kan ikke alene forstås på baggrund af en
opfattelse af hvad liv er i sig selv, men skal også ses i lyset af opretholdelsen af de sociale forhold,
og moralteori må derfor ifølge Butler blive til en socialkritik, hvis den skal kende sit formål og
handle derefter (Butler 2009: 35). Butler forstår ikke-vold som et etisk claim der stilles i kraft af den
27
eksisterende vold. Claimet handler om at det enkelte individ stilles til ansvar for sit liv, der forstår at
bruge den fejlbarlighed og transformation som ligger i det normative (Butler 2009: 171). De sociale
forhold for eksistens er ikke kun afhængige af os selv, men skabes også gennem nødvendige og
gensidige forhold til mennesker som vi ikke kender, og end aldrig har mødt, og som således har
indflydelse på vores mulighedsrum for handlen.
Butler forklarer at ikke alle ufrivillige følger har direkte voldelige konsekvenser, men mange af dem
kan have følger der på anden måde gør skade, eller provokerer til vrede, og det er det som Butler
kalder ”The dynamic bind or ”struggle” that is non-violence” (Butler 2009: 171). Kampen om ikkevold betyder altså ikke en total afskaffelse af vold fra det normative felt. Ikke-vold, argumenterer
Butler for, er dermed ikke et dydigt, universelt princip. ”The struggle against violence accepts that
violence is one’s own possibility” (ibid.). Det er altså kun i kraft af vold, at vi kan stille et etisk
claim om ikke-vold.
Butler argumenterer for at det subjekt der bærer sorg og vrede i sig har mulighed for at begrænse
vreden og denne skade mod sin omverden, gennem en kamp mod sine aggressioner. At acceptere
dette vilkår er, ifølge Butler, at acceptere menneskets urenhed og dermed også at der er en ufrivillig
dimension af de sociale forhold. Beslutningen om at udøve eller ikke udøve vold er en beslutning
der tilfalder alle, ikke kun de privilegerede, pointerer Butler. Hvis man bliver angrebet er det derfor
op til den enkelte at beslutte hvilken reaktion angrebet afstedkommer - skal reaktionen være
voldelig eller ikke-voldelig?
Butler foreslår at muligheden for ikke-vold sker gennem recognition af precariousness i alle
mennesker, og en samtidig forståelse af ens egne voldelige handlinger i relation til de liv som man
nødvendigvis deler et socialt bånd med. Accepteres claimet om ikke-vold fremstiller det individet i
mindre grad som et ego og i højere grad som et individ, der er forbundet til andre individer - her
inkluderes dem vi ikke har mødt og aldrig vil møde gennem precariousness og gensidig
afhængighed (Butler 2009: 179). Ifølge Butler er den nuværende måde at forstå ikke-vold på
gennem en differentiering af dem som vold ikke bør udøves imod, og dem som simpelthen ikke er
dækket ind af påbuddet om ikke-vold. Butler mener, at denne differentiering bør overkommes:
“For the injunction to non-violence to make sense, it is first necessary to overcome the presumption
of this very differential – a schematic and non-theorized inegalitarianism – that operates throughout
perceptual life. If the injunction on non-violence is to avoid becoming meaningless, it must be allied
28
with a critical intervention apropos the norms that differentiate between those lives that count as
livable and grievable and those that do not” (Butler 2009: 180).
Det betyder altså at hvis ikke-vold skal være en meningsfuld norm, må den ikke differentiere
mellem liv som værende henholdsvis grievable og ungrievable. Ikke-vold bør have en egalitær form
– således fremstår kaldet om ikke-vold umiddelbart som et kald, der har interesse i ligestilling
blandt mennesker:
”A certain apprehension of equality thus follows from this invariably shared condition, one that is
most difficult to hold fast in thought: non-violence is derived from the apprehension of equality in
the midst of precariousness” (Butler 2009: 181).
Butler skriver at vi må forstå liv gennem repræsentationer som netop giver liv en ret til at blive hørt
og set, og argumenterer dermed også for, at mediernes måde at repræsentere på er stærkt forbundet
med vores etiske handlen og forståelse af liv i en global kontekst. Etik er altså:
“[...] less a calculation than something that follows from being adressed and adressable in
sustainable ways, which means, at a global level, there can be no ethics without a sustained
practice of translation - between languages, but also between forms of media.” (Butler 2009:
181).
Det virker altså til at Butler afviser den utilitaristiske udregning af konsekvensernes fordele og
ulemper, og i stedet advokerer for at etik udspringer af kommunikation: man skal tiltales, og det
skal være muligt at blive tiltalt, hvilket igen hænger sammen med at kunne blive recognized og
være recognizable.
Det etiske spørgsmål om at udøve vold eller ej er udelukkende afhængigt af det forhold ”jeg” har til
”dig”. Butler skriver således: ”[…] if there is no ”you” or the ”you” cannot be heard or seen, then
there is no ethical relation” (Butler 2009: 181). Butler pointerer at hvis vi skal modtage og gensvare
andres fordring om ikke-vold er det gennem sanserne, som stimuleres af medier. Vi har tidligere i
redegørelsen været inde på den vigtige sammenhæng mellem medier og sanser i forhold til frames
og precariousness. I slutningen af bogen tager Butler igen fat i denne sammenhæng i forbindelse
med frames og ikke-vold. Fordi den sociale organisering af lyd og stemmer, billeder og tekst, samt
berøringer og lugte påvirker vores evne til at svare igen med ikke-vold, som er afhængig af den
frame hvorigennem verden er givet og afgrænset for os, bliver ikke-vold også en kamp om at kunne
være dominerende over for menneskets sanser (Butler 2009: 180). I praksis betyder dette at
29
organisere medierne på en sådan måde at de kan stoppe differentieringen af grievability, og at de
kan videreformidle liv som værd at leve og dermed som levende. At stille spørgsmålstegn ved
denne frame, hvorigennem injurability er givet gennem falske og ufuldkomne fremstillinger, er
netop at stille spørgsmålstegn ved nutidens krige i Irak, Afghanistan og i Mellemøsten (Butler 2009:
182).
”In this sense, non-violence is not a peaceful state, but a social and political struggle to make
rage articulate and effective – the carefully crafted ”fuck you”” (ibid.).
Claimet om ikke-vold fungerer således kun på betingelse af at det modtages under omstændigheder
hvor det kan høres og registreres, hvilket samtidig betyder at vrede og had også finder en måde at
artikulere dette krav på, således at det bliver hørt af andre. Konsekvensen bliver at måden ikke-vold
praktiseres på godt kan indeholde voldelige elementer.
For at praktisere ikke-vold skal man altså være oppe imod vold, men denne vold kommer ikke kun
udefra. Aggression og raseri kan ophæve den anden, men hvis “who we “are” is precisely a shared
precariousness” (Butler 2009: 182), risikerer vi at ophæve os selv ved at ophæve den anden gennem
vores aggression og raseri. Vi består af en gentagen kamp mellem afhængighed og adskillelse, og vi
er dermed konstitueret af de bånd der skaber vores precariousness: vi er precariousness. Ontologisk
set går disse bånd forud for subjektet og udgør de sociale og affektive betingelser for subjektivitet.
Vi defineres således også af selve vores kamp mod at være afhængige af andre, kampen mod
precariousness, og dermed er vi som mennesker både defineret af vores precariousness og vores
kamp mod den.
”It is not just ”one’s own” struggle or the apparent struggle of ”another”, but precisely the
dehiscence at the basis of the ”we”, the condition under which we are passionately bound together:
ragefully, desirously, murderously, lovingly” (Butler 2009: 183).
Hvis man skal fokusere på en løsning af de konflikter, som de nævnte bånd medfører, skal man
være opmærksom på fremgangsmåden. Butler forklarer i denne sammenhæng at beslutningen om
ikke-vold ikke er direkte forkert, men at den ikke kan være grobund for kampen for ikke-vold.
Beslutningen forstærker det beslutsomme ”jeg”, nogle gange på bekostning af den relationalitet som
“jeg”’-et befinder sig i. Derfor er pointen ikke hvordan subjektet skal handle, men snarere hvordan
en afvisning af en handling bliver når den skabes ud fra vores apprehension af den generaliserede
betingelse om precariousness, og dermed grievabilityens egalitære karakter. Problemet med
beslutningen er altså at den medfører en nedprioritering af den sociale betingelse som
30
precariousness er, hvilket netop ikke er hensigten med ikke-vold. Butler mener at man i stedet bør
blokere de gentagende handlinger, der reproducerer krigens følger, på andre måder - ved enten at
stoppe gentagelsen eller dirigere den i en anden retning der går imod krigens formål. Gentagelsen
kan imidlertid fortsætte i fremskridtets navn, hvilket giver Butler anledning til at inddrage Walter
Benjamins analogi om at revolution ikke er andet end mennesker i et tog af fremskridt, der rækker
ud efter nødbremsen. Det at række efter nødbremsen er en handling der forsøger at komme de
ubønhørligt gentagende handlinger, historiens motor, i forkøbet. Men måske er handlingen
overvurderet:
“[...] it loses sight of the iterable process in which a critical intervention is needed, and it can
become the very means by which the “subject” is produced at the expense of a relational social
ontology” (Butler 2009: 184).
Ovenstående skal forstås som et eksempel på en beslutning, hvor handlingen sker på bekostning af
selve den fælles sociale ontologi. Den sociale ontologi skal forstås som en etablering af et nyt
framework, der indeholder det politiske felts følelser: “fear and rage, desire and loss, love and
hatred” (Butler 2009: 184). Med det mener Butler at det kan være kompliceret at reagere på den
andens egalitære fordring om “shelter,[...] conditions of livability and grievability” (Butler 2009:
184) når man selv lider eller er såret. Det er dog netop i dette felt at det bliver en nødvendig struggle
at være lydhør over for ligestillingens tilskikkelser.
Som en afsluttende kommentar til sit værk beskriver Butler hvordan handlinger reproducerer
subjektet på bekostning af en anden. Dermed bliver ikke-handlen til en måde at bryde med
refleksivitetens lukkede cirkler, en måde at afgive de bånd der binder os, en måde at registrere og
kræve equality rent affektivt. Ikke at handle kan således være at handle. Det kan endda være en
tilstand der indebærer modstand, understreger Butler: ”especially when it refuses and breaks the
frames by which war is wrought time and again” (Butler 2009: 184).
Socialkritik og det normative claim
Ifølge Butler er det vigtigt at vi lærer at blive opmærksomme på framen, som bestemmer hvad vi
kan se. Da dette ikke er en let opgave er det også præcis derfor at den kritiske rolle er at tematisere
den tvingende frame, som medvirker til den dehumaniserende norm, og som begrænser hvad der er
”perceivable” - og hvad der kan blive det.
31
For at understrege det kritiske elements nødvendighed tager Butler udgangspunkt i udviklingen og
moderniteten i de vestlige lande. Hun mener at særlige narrativer om udvikling har ekskluderende
normer, for eksempel i tilfældet med konflikten mellem islam og de vestlige lande “lige nu” (Butler
2009: 123). Det er altså ikke det at landene har gennemgået forskellige udviklinger eller indeholder
kulturforskelle, der skaber en konflikt, men derimod de vestlige landes identiteter, da de skal bruge
en uciviliseret modpol for at producere fortællingen om den moderne, frihedssøgende stat. For at
konstruere disse narrativer må staterne indføre forskellige normer og lovgivninger, der ekskluderer
det uciviliserede liv:
“[...] culture in such instances can only produce a monstrous specter of what lies outside its own
framework of temporal thinkability” (Butler 2009: 124).
Butlers modsvar til den euro-amerikanske opfattelse af civilisation og modernitet over for primitiv
præmodernitet er forslaget om at etablere en politik, der modsætter sig statstvang (state coercion) og
at bygge frames, hvori vi kan se at den vold der bruges til at bevare en særlig modernitet (samt den
indbildning at der findes kulturel homogenitet) er de største trusler mod frihed. Der er selvfølgelig
flere begreber om frihed på spil, men friheden til at blive beskyttet fra tvang og vold er et af de
begreber om frihed der er forsvundet ud af syne, og som vi ifølge Butler bør genindføre (Butler
2009: 132). Det samme bør muligheden for at tænke tiden uden for den teleologi der installerer sig
selv, på voldelig vis, som både oprindelse og ende for det kulturelt tænkelige.
Muligheden for et politisk framework der lovliggør kritisk anfægtelse af vores kulturelle normer i en
global frame er en af de måder hvorpå man kan skabe en politik, der igen allierer seksuel frihed med
kampen mod racisme, nationalisme og forfølgelse af religiøse minoriteter (Butler 2009: 133). Dette
skal ikke være ét forenet framework; tværtimod er det vigtigt at frameworket skabes ud fra to
bevægelser: resisting og refusing:
“[...] resisting both unified frameworks that would distill the antagonisms in question into equivalent
rights claims, but also refusing those developmental narratives that would determine in advance
what a just view of human flourishing consists in” (Butler 2009: 133).
Ved at adskille “the time of the now” (Butler 2009: 134) fra modernitetsfordringerne kan man
undergrave det temporale framework, der ukritisk støtter statsmagten, dens legitimerende effekt og
dens tvangsinstrumenter (Butler 2009: 134). Hvis man ikke kritiserer statens vold og dens
konstruktioner af kulturelt forskellige subjekter, kan frihedsfordringerne approprieres af staten på
uhensigtsmæssige måder - det er kun gennem en kritik af statens vold at vi kan finde og anerkende
de eksisterende alliancer mellem minoriteter. Ved at anerkende disse kan vi overveje hvordan
32
tvangen adskiller minoriteterne, og på den måde undgå kritik af volden og tvangen selv. Ifølge
Butler skal vi acceptere de epistemiske skift mellem kritiske perspektiver, uanset om de er sekulære
eller religiøse, før vi kan opdage tiden og stedet politik opererer i. Bulter håber at disse skift i frames
kan gøre os i stand til at gentænke frihed (især frihed fra tvang) som en betingelse for solidaritet
mellem minoriteter (Butler 2009: 135).
Ifølge Butler kan man godt lave et generelt og universelt princip imod nedslagtningen af civile liv.
Problemet med dette princip er dog at det kun kan anvendes på en effektiv måde hvis vi er villige til
at kalde børn, der slås ihjel midt i legen i skolegården, for ofre for en nedslagtning; hvis vi altså er i
stand til at apprehende de befolkninger, der er mål for angreb, som levende (Butler 2009: xxix).
Som tidligere nævnt undersøger Butler hvordan man kan bruge tal til at frame de døde. Hun
undersøger hvordan det er muligt at komme ud over den generelle frame ved at tilbyde en ny måde
at tælle de døde på som ikke er en del af den generelle krigsframe. Hun skriver at dette har
udgangspunkt i det normative princip:
“[...] that the radical inequality that characterizes the difference between grievable and ungrievable
lives is something that we must all struggle to overcome in the name of an interdependent world and
within the terms of a more radical and effective form of egalitarianism” (Butler 2009: xxii).
Det er altså helt centralt for Butler at sætte sig udover framen, så alle liv bliver ligestillet i forhold til
grievability. Butler framer selvfølgelig også tallene når hun fremlægger dem, men hun påpeger at
denne framing foregår uden for krigen og giver den modstand.
Butler mener at der mangler nogle fundamentale krav i den normative debat. Hun lægger vægt på at
det er vigtigt at opnå forståelse frem for argumentation og forklaring for at udfordre den vestlige,
dominerende diskurs om et givent fænomen. På denne måde kan vi udfordre vores begreber om
hvad normalitet er og dermed bidrage til den normative teori (Butler 2009: 151). Butler mener at når
eksempelvis definitionen af fænomenet terrorisme bliver uadskilleligt med begrebet ”ondskab” er
dommen om fænomenet allerede indbygget i definitionen af det, og dermed sløres grænsen mellem
det deskriptive og det normative: ”We judge a world we refuse to know, and our judgment becomes
one means of refusing to know that world” (Butler 2009: 56). Butler opfordrer dermed til at vi
skaber et kendskab til denne anden verden og med de fænomener vi ellers umiddelbart tror vi
kender, for som hun skriver er fænomenet terrorisme: ”[…] defined in ways that are vague and
overly inclusive” (ibid).
Delkonklusion
33
Nu hvor vi har redegjort for Butlers værk Frames of War vil vi kort opsummere Butlers vigtigste
pointer.
Ifølge Butler er alle mennesker precarious liv, fordi vi kan såres og dræbes. Men begrebet
precariousness indeholder også at vi er afhængige af andre mennesker. Samlet set er det hvad hun
kalder for menneskets sociale ontologi og vi burde derfor alle have et egalitært udgangspunkt. Dette
er dog ikke tilfældet: Det er ikke alle mennesker der kan apprehendes eller recognizes som liv.
Denne differentiering af liv sker gennem en framing. Frames retter sig primært mod sanserne, da
Butler ikke mener at tanker og domme eksisterer uden sanserne. Det betyder i korte træk at blandt
andet medierne er med til at bestemme eller påvirke hvem vi kan recognize og sørge over - det er en
særlig egenskab at være recognizable, som vi får tildelt ved at være intelligible som netop
menneskelige eller levende. Men for at kunne være intelligible skal vi frames på en bestemt måde.
Frames er medvirkende til at etablere og gøre sociale normer effektive, men frames skaber dog også
en mulighed for at modsætte os den regulering der gør nogle befolkningsgrupper ungrievable.
Butlers etiske projekt går ud på at gøre alle mennesker lige ved at udvide det felt hvori vi kan
apprehendes og recognizes, altså det intelligible felt. Dette gøres ved at bryde med framen ved at
kritisere den eller lede efter det den ekskluderer, og især også ved helt generelt at blive gjort
opmærksom på framen og det framework vi er en del af. Mere konkret er dette hendes claim om
ikke-vold, som går ud på at alle individer bør modsætte sig vold, en vold som er en unægtelig del af
os som mennesker, og derigennem understøtte andres liv.
Vi har fundet læsningen af Butler rigtig spændende, men det rejser dog også en række spørgsmål og
problematikker. For det første er der de mere videnskabsteoretiske problematikker, som Butlers
politiske ønske om at anerkende den fælles precariousness ved hjælp af ikke-vold og ændringen af
normer: er det et realistisk eller utopisk ønske? Det er videnskabsteoretisk, fordi det er afgørende
hvad målet for en etik er: ønsker man idealet eller realiteten? Så er der spørgsmålet om hvorvidt
man kan lave en egalitaristisk forståelse af liv der undgår differentiering, hvis man ikke vil forpligte
sig på at der er en universel ret til liv? Er det ikke blot et poststrukturalistisk forsøg på at undgå
absolutte termer, som alligevel ender med at være et absolut begreb?
Man kan også spørge ind til hvilken metode Butler egentlig benytter til at lave sit normative claim hvad mener hun etik skal baseres på? Det eneste sted i Frames of War hvor vi nærmer os et svar på
dette spørgsmål er da hun afviser at etik kan baseres på kalkulation - men kunne en teori skabt ved
34
hjælp af kalkulation i virkeligheden være med til at udbygge eller understøtte Butlers teori? Butlers
formuleringer har tendens til at være vage, for eksempel i forhold til ikke-vold: hvor meget er vi
egentlig dominerede af vold, og hvad vil det egentlig, rent praktisk, sige at være ikke-voldelig?
Burde man måske i virkeligheden fokusere mere på udfaldet af handlinger end indstillingen til dem,
særligt når det handler om så livsafgørende handlinger som de voldelige?
Butler er også abstrakt når hun taler om individets ansvar og hvordan et individ kan bryde med
normerne. Hvilket individ er der her tale om, og hvordan brydes med normer præcist? Når det
kommer til krig, har det enkelte menneske virkelig så meget med den vold og destruktion at gøre?
Er det snarere en kamp mod at retfærdiggøre de destruktioner som tilskuer til krigen, eller er der en
mere direkte handlemåde? Her savner man som læser en form for konkret instruktion: hvordan skal
denne ikke-vold se ud i det daglige virke? Har jeg som enkeltperson nogen indflydelse på
gentagelsen af normer, eller er det en utopisk forestilling om en samlet modstand?
Ovenstående spørgsmål og problemstillinger er nogen vi har fundet interessante og relevante at
diskutere. For at kunne konkretisere og få en mere dybdegående diskussion af disse problematikker
har vi valgt at inddrage Peter Singers syn på etik og nødhjælp, hvilket vil blive redegjort nedenfor.
35
Introduktion til Peter Singer
Peter Singer er født 1946. Han er en australsk filosof der især er kendt for sit arbejde inden for
bioetik, dyrerettigheder, sine holdninger til aktiv dødshjælp og nødhjælp (Web 5). Han er utilitarist,
hvilket er en af de mest kendte grene af konsekventialisme. Utilitarisme er en etik der går ud på at
skabe så meget nydelse og så lidt smerte som muligt. Singer benytter sig af tværfaglige videnskaber
i sin undersøgelse af etiske problemstillinger, hvilket det også vil fremgå af følgende redegørelse.
The Expanding Circle og The Life You Can Save
Sammenlignet med Butler er Peter Singer let at gå til. For det første er han let at placere som etiker,
nemlig under utilitarismen, og for det andet gør han en dyd ud af at formulere sig enkelt og
overskueligt. Derfor vil vi ikke gøre så meget ud af at forberede læseren på den følgende
redegørelse, men i stedet blot præsentere de to bøger vi tager udgangspunkt i.
Bøgerne The Expanding Circle og The Life You Can Save er meget forskellige, men har alligevel
Singers overordnede normative projekt til fælles, som det vil fremgå af redegørelsen.
The Expanding Circle går i korte træk ud på at etablere naturvidenskab, særligt sociobiologi, som en
væsentlig del af en godt begrundet etik. Peter Singer prøver dermed at vise hvordan man som etiker
bør trække på forskellige videnskabelige resultater, og hvordan særligt sociobiologien kan forklare
menneskets handlemønstre. Det normative projekt er ikke bogens vigtigste fokus, men han
formulerer dog sit etiske princip om at vi bør udvide vores moralske cirkel, det vil sige være
altruistiske og gøre godt for mange flere end vi gør nu – faktisk for alle væsner der kan føle nydelse
og smerte.
I The Life You Can Save skriver Singer om et af verdens største moralske problemer: fattigdom.
Singer tager udgangspunkt i, hvad det vil sige at leve etisk. Han understreger at han ikke henvender
sig til en befolkning, en stat eller en gruppe af mennesker. Derimod henvender han sig til det enkelte
menneske: ”Mit mål er at overbevise dig, den enkelte læser, om at du kan og burde gøre meget
mere for at hjælpe de fattige” (Singer 2009: 42). Dette er altså en bog der fokuserer mere på det
normative projekt og meget mindre på den videnskabsteoretiske baggrund for at lave etik.
Den følgende redegørelse starter med en gennemgang af Peter Singers metodologiske grundlag i
henholdsvis The Expanding Circle og The Life You Can Save. Dernæst følger selve redegørelsen,
der lægger ud med en gennemgang af brugen af naturvidenskab og begrundelsen herfor, iblandet
Singers syn på menneskets biologiske disposition for etik. Denne del tager følgelig mest
36
udgangspunkt i The Expanding Circle, men udpluk fra The Life You Can Save er også med. Dernæst
følger gennemgangen af selve hans etiske projekt og baggrunden for dette.
Metode og empiri
I The Expanding Circle har Singer ikke inddraget egen empiri – til gengæld tager han udgangspunkt
i sociobiologer og andre naturvidenskabsfolk, som han bruger til at påvise relevansen af
naturvidenskab i etik. Han nævner også andre etiske filosoffer, eksempelvis Rousseau, Rawls og
Kant, men det er først og fremmest for at kunne kritisere deres etiske projekter. Han gør brug af
mange konkrete eksempler, blandt andet omhandlende aber og andre sociale dyr, men også
hypotetiske eksempler som man tit ser i den etiske filosofi. Hans sprog er letlæseligt, og han gør
meget ud af at formidle sig på en letforståelig måde. Hans filosofi er generelt baseret på common
sense.
Generelt for Singers argumentation i The Life You Can Save gælder det at han taler til vores sunde
fornuft. Det gør han ved at fremstille overskuelige eksempler som virker umiddelbart
ukomplicerede og nemme at relatere til. Derudover bruger Singer statistik for at give et tydeligt
overblik over de problemstillinger han berører. I denne bog gør han altså mere ud af at benytte
videnskabelig empiri som udgangspunkt for sin etik.
I The Life You Can Save’s tredje kapitel fremlægger Singer både tal og grafer over beløb som
vestlige lande giver i velgørenhed – både i form af penge og frivilligt arbejde. I eksempelvis USA
blev der i 2007 blev givet 306 milliarder dollars til velgørenhed, hvoraf tre fjerdedele af beløbet
stammede direkte fra enkeltpersoner (Singer 2009: 37). Bag ”disse opmuntrende tal” (ibid.) skal det
dog påpeges at en tredjedel går til religiøse, amerikanske organisationer. Dernæst går velgørenhed
til uddannelsesinstitutioner, og tilbage står således kategorien med donationer til internationale
nødhjælpsorganisationer med kun 4,3% af de penge, som amerikanerne donerede til velgørenhed i
2007. Tallene fortæller os dermed at den amerikanske befolkning er et eksempel på mennesker i
Vesten der er mere tilbøjelige til at hjælpe mennesker fra samme samfund og kultur som dem selv.
Singers empiri stammer derudover også fra kvalitative undersøgelser han selv har foretaget.
Naturvidenskabens betydning for etik
I dette afsnit vil vi gennemgå nogle af Singers væsentligste pointer i forhold til naturvidenskab og
specielt sociobiologi.
37
Altruismens oprindelse
Et af Peter Singers vigtigste udgangspunkter i The Expanding Circle er at mennesket er et socialt
dyr. I modsætning til Rousseau mener Singer at vi var sociale før den sociale kontrakt blev
etableret; og da vi var sociale før samfundet blev grundlagt må ideen om at oprindelsen af etikken
blev til med samfundets opståen derfor også afvises. Vi ved i dag at mennesket har levet i grupper
længe før vi blev rationelle mennesker. Da socialt liv kræver en form for beherskelse ved vi derfor
også at vi har behersket vores opførsel over for vores medmennesker før vi blev rationelle væsner
(Singer 1981: 4). Hvornår et beherskelsesmønster mod andre medlemmer af en gruppe bliver til en
social etik er dog svært at svare på, men Singer mener at etik sandsynligvis begyndte i de førmenneskelige opførselsmønstre, frem for som bevidste valg af rationelle væsner. Ifølge Singer
havde Rousseau meget lidt information omkring den sociale opførsel af non-human (ikke-humane)
dyr og selv efter Darwin blev der ikke forsket meget i det; først for nylig er studiet af vilde dyr og
menneskelig evolution blevet så grundig at vi med en vis sikkerhed kan sige at vide noget om os
selv og vores forfædre (Singer 1981: 4).
Forskellige former for altruisme
Singer tager udgangspunkt i Edward O. Wilsons bog Sociobiology: The New Synthesis, hvor Wilson
definerer sociobiologi som: ”The systematic study of the biological basis of all social behaviour”
(Singer 1981: 5). Singer mener at fordi etik kan defineres som en form for social opførsel, bør etik
høre under sociobiologi. Da etikkens oprindelse er at finde i fortiden, som vi deler med mange ”nonhuman animals”, må evolutionsteorier og observationer af ikke-menneskelige dyr have en vis
indflydelse på ”the nature of ethics” (Singer 1981: 5). Sociobiologi kan ses som en form for
deskriptiv etik på grund af det den siger om altruismens udvikling. Singer mener at baggrunden for
selektion er genet: hvis et gen leder individer til at have bestemte særpræg, der øger deres chance for
overlevelse og reproduktion, så vil denne type gen selv overleve og blive overleveret til den næste
generation (Singer 1981: 9). Spørgsmålet for Singer er hvordan generne for selvopofrende opførsel
bliver etableret. Hvorfor bliver den altruistiske opførsel ikke elimineret? Til at forklare dette tager
Singer udgangspunkt i tre former for altruisme der kan blive forklaret inden for termerne af naturlig
selektion; kin altruism, reciprocal altruism og group altruism.
Udgangspunktet for kin altruism er den genetisk baserede tendens til at hjælpe ens slægtninge.
Singer beskriver evolution som en konkurrence om geners overlevelse, men gener kan i denne
38
forstand leve for evigt, da en bid DNA fra en generation kan videreleveres til den næste via
reproduktion (Singer 1981: 12). Hvis en mor risikerer sit liv for sine børn vil det derfor højne
chancen for genernes overlevelse, fordi moderens gener dermed kan føres videre gennem børnene.
Det kan altså forklare hvorfor moderen er villig til at risikere sit liv for sine børn, da denne
selvopofrende opførsel vil højne chancen for at hendes gener overlever.
Ikke alle altruistiske handlinger handler om at hjælpe slægtninge. Singer anvender et hypotetisk
eksempel om en druknende person: hvis en person hopper i vandet for at redde den druknende er der
5% chance for at personen selv drukner, og hvis personen ikke hjælper er der en 50% chance for at
den fremmede drukner. Singer mener at dette kan ses i forhold til personens egne fremtidige behov
for hjælp. Det er i personens interesse at redde den fremmede på trods af den lille risiko på 5%, da
personen hermed også øger sine chancer for selv at blive hjulpet (Singer 1981: 16). Dette kaldes
reciprocal altruism. Singer mener at det er nødvendigt at tillade at group altruism spiller en
begrænset rolle for at forklare hvordan reciprocal altruism bliver etableret, men da dette ikke har
nogen videre relevans for vores projekt har vi undladt at gennemgå det (Singer 1981: 18-19).
Også i The Life You Can Save bruger Singer et eksempel med en druknende, denne gang et barn.
Singer mener at de fleste af os ikke ville tøve med at redde barnet, heller ikke selvom det ville koste
os vores dyre sko, som ville gå i stykker under redningsaktionen (Singer 2009: 25). Dermed kan der
stilles spørgsmålstegn ved om vi handler forkert når vi bruger vores penge på nyt tøj og andre
materielle “overflødige” ting i stedet for at sende dem til fattige mennesker, når vi ved at vi kan
redde liv for det samme beløb. Således taler Singer til vores sunde fornuft når han argumenterer sin
vej frem i The Life You Can Save og fremlægger løbende eksempler, hvor det står tydeligt for
læseren at vi i akutte situationer, som opstår lige foran os, vælger at hjælpe andre mennesker, men:
“vi ser eller læser alle sammen anmodningerne om at hjælpe dem der lever i ekstrem
fattigdom i verdens fattigste lande. Og alligevel afviser de fleste af os kravet om at ”gøre mod
andre”” (Singer 2009: 36).
Etikkens biologiske udgangspunkter
Singer mener at etik løber dybt i vores arts årer og er fælles for mennesker overalt (Singer 1981:
27). Der er dog stadig mange der benægter at etik har en biologisk basis. Singer forklarer at grunden
til denne benægtelse skyldes at vi gerne vil tænke at vores egne handlinger er radikalt forskellige fra
dyrenes: dyr handler instinktivt og mennesker er rationelle, selvbevidste væsener, som kan
39
reflektere over det rigtige eller forkerte i vores handlinger og dermed følge moralske regler. Men
ifølge Singer er denne opfattelse forkert (Singer 1981: 28). Singer mener at det er fejlagtigt at tro at
alle dyr handler blindt på instinkter, og han mener at både mennesker og dyr har en medfødt tendens
til at opføre sig på bestemte måder. En anden grund til at ideen om at etikken har en biologisk basis
bliver benægtet skyldes at etik bliver set som et kulturelt fænomen, som varierer i forskellige
samfund. Singer forklarer at selvom der unægtelig er en diversitet i etik, så er der fælles elementer
bag diversiteten. Endvidere er nogle af disse fælles elementer:
”[…] so closely parallel to the forms of altruism observable in other social animals that they
render implausible attempts to deny human ethics has its origin in evolved patterns of
behavior among social animals” (Singer 1981: 28).
Den menneskelige etik og arternes selektion
Først kommer kin, så reciprocal og til sidst group altruism. Vi tænker altså først på vores familie, så
vores venner, naboer, og mere fjerne slægtninge, derefter vores medborgere og til sidst dem vi intet
har til fælles med, andet end at vi er mennesker. Singer mener dog at vores velstand forpligter os til
at gøre meget mere end vi gør nu for at hjælpe folk der er i nød (Singer 1981: 32). Singer forklarer
at det populære svar på hvorfor vi ikke gør mere er, at vi er nødt til at tage os af vores egne fattige
først. Præferencen for ”vores egne” er forståelig i termer af vores evolutionære historie og Singer
argumenterer for at det er en del af den kin altruism vi har observeret hos andre dyr. Dette er ikke
ensbetydende med at et samfund skal opmuntre dets medlemmer til at handle i overensstemmelse
med denne (Singer 1981: 32).
På trods af at ”kinship” er det mest udbredte bånd mellem mennesker er båndet af reciprocity
næsten lige så universel. Reciprocal altruism medvirker til at mennesket kan skelne mellem de, der
gengælder handlinger, og de, som snyder. Singer mener at udviklingen af reciprocal altruism på et
tidspunkt også må have medført en udvikling af et begreb om retfærdighed. Hvis reciprocal
altruisme spiller en rolle i den menneskelige evolution vil afsky for at blive snydt være en fordel.
Fordi vi kan sætte os i andres sted og fordi vi kan formulere generelle regler for hvad der skal ske
med de der snyder, vil den personlige afsky smelte sammen med en menneskelig solidaritet,
hvormed der bliver skabt socialt acceptable standarder for hvad der er den rimelige gengældelse af
en handling. Singer mener at gengældelse er specielt vigtig inden for grupper af væsener der kan
kommunikere og ræsonnere. Fordi mennesket kan tale kan det dermed også fortælle andre hvis en
person ikke gengælder en handling og de vil måske ikke være villige til at hjælpe vedkommende i
40
fremtiden (Singer 1981: 44). Sociobiologi kan forklare eksistensen af oprigtig altruistisk motivation,
da det er blevet påvist at vi er mere villige til at handle altruistisk mod de som vi anser for oprigtige,
end overfor de som vi tror har skjulte motiver bag deres handlinger. Endvidere har eksperimenter
vist at vi anser oprigtig altruisme som en attraktiv egenskab. Det vil her have en evolutionær fordel
at bekymre sig om andre da man med større sandsynlighed vil blive valgt som partner og dermed får
mulighed for at reproducere.
Singer mener det er vigtigt at indse at kulturelle og biologiske faktorer interagerer når man
diskuterer den biologiske basis af etik (Singer 1981: 52).
Videnskab og etik
Singer tager udgangspunkt i Edward Wilsons påstand om at sociobiologi har stor betydning for
menneskelig etik. Der er især tre pointer hvorved Wilson mener at videnskabelige fakta er relevante
for etik:
1. videnskab kan producere ny viden omhandlende konsekvenserne af vores handlinger.
2. videnskab kan underminere eksisterende etiske holdninger.
3. videnskab kan bidrage med et nyt sæt af etiske præmisser eller en omfortolkning af gamle
etiske præmisser.
Ifølge Singer er den første pointe mest ligefrem. Hvilke konsekvenser vores handlinger vil have er
et spørgsmål om fakta. Singer argumenterer for at sociobiologiens mulighed for at give fakta ikke
vil true den traditionelle skelnen mellem videnskab og etik, da vigtige filosofiske spørgsmål såsom
”hvad er godt” er nødt til at blive besvaret før vi kan bruge informationen om konsekvenserne af
vores handlinger, fordi de ikke fortæller os hvilke konsekvenser vi burde give værdi, kun hvilke
handlinger der vil bringe de konsekvenser vi ser som værdifulde (Singer 1981: 63-64). Utilitarismen
giver et godt eksempel på en etisk teori som inkorporerer den nye information om vores handlinger.
Utilitarisme siger intet om hvorvidt krig er bedre end fred eller om vi bør lyve eller ej, da den blot
vil kigge på konsekvenserne. Ny viden kan kun påvirke utilitarismen hvis denne viden vil
maksimere lykke, men den nye viden kan ikke skabe tvivl om princippet om utilitarismen.
Ny viden kan således betyde at en etisk teori som tager hensyn til konsekvenserne kan ændre
holdning til handlingerne. På den anden side mener Singer at en teori der ikke tager hensyn til
konsekvenser ikke vil blive påvirket. Dog kan ny viden om konsekvenserne af en given handling
være medvirkende til at gøre denne teori mindre plausibel for dem som ikke allerede er tilhængere
af teorien. Singers eget perspektiv, som afspejler hans konsekventialistiske position i etik, er at alle
41
som tænker over etiske problemstillinger burde drage deres konklusioner på baggrund af den bedste
tilgængelige information. At ignorere biologi er at ignorere en mulig kilde til viden som er relevant
for etiske beslutninger (Singer 1981: 68).
Singer mener at det er nemt at se hvordan biologi kan bruges som et værktøj til kritik af etiske
antagelser, fordi videnskaben er uden for etikken. I sig selv kan videnskab ikke tvinge os til at
opgive et princip, men koblet sammen med rationalitet kan det give modstand mod selvevidente
etiske sandheder. Singer mener at det er en fejl at gå fra fakta til værdier. Fakta i sig selv giver os
ikke grund til at handle, men man har dog brug for fakta til at træffe rationelle beslutninger. Vi er
nødt til at vælge vores egne etiske præmisser, men for at det ikke resulterer i dyb moralsk
subjektivisme skal rationalitet spille en rolle i udvælgelsen af etiske præmisser (Singer 1981: 86).
Rationalitet
Ifølge Singer er det grundet den evolutionære kamp, at vi mennesker er i stand til at ræsonnere
(Singer 1981: 90). Vi blev i stand til at kommunikere og reflektere, og dermed kunne vi også tage
valg baseret på vores refleksion. Alt dette gav os fordele i den evolutionære kamp for overlevelse,
men det bragte noget med sig som ikke er set i noget ikke-menneskeligt samfund før:
transformationen fra genetisk udviklede sociale praksisser til et system af regler og en guidning af
vores adfærd. Herfra udviklede vi et system af etik (Singer 1981: 92). Mediummet mellem dyrenes
altruisme og moderne etik er et system af sociale skikke. Rationalitetens natur gør det dog også
muligt at stille spørgsmålstegn ved normer. Spørgsmålet er så hvordan vi kommer videre fra de
nuværende normer (Singer 1981: 100).
Singer spørger hvorfor fornuften skulle kræve andet end interesse for dem inden for ens gruppe?
Gruppen vil bære bedre frugt af at ignorere medlemmer af andre grupper og en offentlig
retfærdiggørelse behøver ikke mere end dette argument. Singer mener at ideen om et ”disinterested
defense” af ens adfærd opstår på grund af menneskets sociale natur, men når vi taler om rationelle
mennesker former det sin egen logik, hvilket leder til en udvidelse som rækker ud over gruppens
grænser (Singer 1981: 114). At ræsonnere etisk gør at individet kan se sine egen interesse som én
blandt mange og som en interesse som ikke er vigtigere end andres.
Singer mener at det i mange etiske systemer bliver anerkendt at der er specielle forpligtelser over for
ens art og naboer, men de gør det inden for et framework af upartiskhed, hvilket gør individet i
stand til ikke at se sine forpligtelser til sin art og sine naboer som vigtigere end andre menneskers
forpligtelser til deres art og naboer (Singer 1981: 118). Når individet først har indset at dets
42
interesser ikke er vigtigere end de andres indenfor samfundet, er næste skridt at spørge hvorfor
interesserne inden for individets samfund er vigtigere end andre samfund. Hvis det eneste svar er at
det er fordi det er mit samfund, vil det etiske ræsonnement afvise dette. Etiske ræsonnementer
skubber altså til vores begrænsede etiske horisont og leder til et mere universelt synspunkt. Men
hvor stopper denne proces? Singer mener at det eneste stoppested for udvidelsen af altruismen man
kan retfærdiggøre er det stop hvor alle er inkluderet. Dette er alle væsner der har kapaciteten til at
føle glæde og smerte (Singer 1981: 120). Den moralske cirkel bør derfor blive udvidet til også at
gælde de fleste dyr.
Objektivt syn
Singer mener altså at mennesker er i stand til at ræsonnere, men at vi også er et produkt af ”selective
pressure on genes” (Singer 1981: 125). Singer spørger hvorfor evolutionen ikke har elimineret
”genuine non-reciprocal altruism” mod fremmede? (Singer 1981: 139). Vi kan svare på dette
spørgsmål hvis vi siger at udvidelsen af altruismens sfære er resultatet af menneskets evne til at
ræsonnere, for evnen til at ræsonnere er ikke noget evolutionen vil eliminere, da denne giver en
fordel over andre væsner til at finde mad og undgå farer. Evnen til at se at ens egne interesser som
blot en af mange betyder ikke at man handler i overensstemmelse med dette syn. Singer mener at
det faktisk er sjældent at mennesker handler i overensstemmelse med det objektive synspunkt
(Singer 1981: 141). Grunden til at mange handler som om ræsonnementet ikke findes skyldes at
fornuft/ræsonnement alene ikke kan give grund til handling. Der må være en form for ønske eller
afsky som kobles til handlingen.
I et etisk ræsonnement begynder vi med at ræsonnere upartisk for at retfærdiggøre vores handlinger
for andre for derefter at finde ud af at vi foretrækker at handle i overensstemmelse med det upartiske
ræsonnement. Om hvorvidt mennesker, med evnen til at tage det objektive synspunkt, tager det
objektive synspunkt med i deres handlinger afhænger af styrken af deres ønske om at undgå
uoverensstemmelse mellem den måde de ræsonnerer offentligt og den måde de handler på (Singer
1981: 144). Singer mener ikke at ønsket om at undgå uoverensstemmelser er tilstrækkelig til at
modvirke selvcentrerede ønsker.
Følelser og fakta
Ifølge Singer er etik ikke noget universelt og absolut som bliver dikteret ovenfra. Singer mener at
kløften mellem værdier og fakta eksisterer fordi vi selv vælger hvordan vi lever vores liv. Dog er
43
dette valg ikke fuldstændig subjektivt - hvis det var, ville kløften mellem værdier og fakta være
endnu større (Singer 1981: 150). Kløften mellem værdier og fakta vil snævres ind hvis vi omfavner
det rationelle element i de etiske valg. Rationel kritik af etiske valg bliver mulig, og fakta kan være
relevant for den rationelle proces. Dette betyder dog ikke at vi kan udskille etiske principper fra
biologien, men biologiske forklaringer kan lede os til at sætte spørgsmålstegn ved en accept af det
som vi anser for selvevidente moralske regler.
Når vi spørger hvad den etiske kode for et samfund skal være, har vi ikke kun at gøre med egne
handlinger, men med menneskers handlinger generelt (Singer 1891: 154). Selvom synspunktet om
at en upartisk tilskuer er det ultimative kriterium for hvad der er rigtigt, mener Singer ikke at dette
er muligt, da den menneskelige natur ikke er fuldkommen fri, og det er derfor begrænset hvor meget
mennesket kan ændre handlemønstre (Singer 1981: 156). En etik må derfor tage udgangspunkt i
hvordan mennesket er eller i de muligheder mennesket har for at ændre sig (Singer 1981: 157).
Målet for at maksimere velfærden for alle kan derved bedre opnås ved en etik som accepterer vores
tilbøjeligheder så systemet i helhed virker til alles fordel (Singer 1981: 157). Der er konflikter og
forvirring indbygget i etik, i opdelingen mellem vores natur som biologiske organismer og vores
evne til at ræsonnere, samt mellem individuelle og sociale synspunkter og i at opretholde etiske
regler (Singer 1981: 168). En forståelse af disse problemer er første skridt mod at løse dem. Viden
alene løser ikke de problemer der er indbygget i etikken, men viden kan løse den forvirring som
omgiver etikken så vi kan se vejen fremad (Singer 1981: 168).
”Evolutionen har ikke nogen moralsk retning” (Singer 2009: 74) skriver Singer, hvilket er en vigtig
pointe når det kommer til individets handlingsmuligheder. Vi kan således ikke udelukkende kigge
på vores forfædre for at forstå vores moralske kodeks og prøve at leve efter dem som etiske
forskrifter. Singer forklarer at:
”En evolutionær forståelse af den menneskelige natur kan forklare de forskellige følelser vi
har, når vi står over for et individ frem for en menneskemængde, eller over for mennesker der
er tæt på os, frem for dem der er langt borte, men det retfærdiggør ikke de følelser ” (Singer
2009: 74).
Singers normative projekt
Singers normative forskrifter handler ikke blot om at vi bør hjælpe, men snarere at vi er forpligtede
til at hjælpe, ikke blot i vores lokalsamfund, men også på et globalt plan. Ikke mindst er vi
forpligtede fordi vi i den vestlige del af verden har været med til at forårsage den fattigdom som
44
mange mennesker i udviklingslande lever i, blandt andet ved at være forbrugere af varer hvis
råstoffer kommer fra udviklingslande og som er handlet på uetisk vis, eller ved at være nogle af de
største syndere i den globale opvarmning og dermed bære en stor del af ansvaret for de
klimakatastrofer vi ser i tredje verdenslande, såsom oversvømmelse og tørke (Singer 2009: 43).
Derfor kritiserer Singer det liberale frihedsprincip, som lyder ”Hvis du lader mig være i fred, lader
jeg dig være i fred” (Singer 2009: 47). Sådan et princip er, ifølge Singer, ikke muligt som verden
ser ud i dag. Singer problematiserer forholdet mellem hvordan mennesker er, og hvad mennesker
bør gøre, altså det deskriptive og det normative. Singer spørger til hvorfor vi bruger vores penge
som vi gør når vi kender til de forfærdelige forhold, som er en realitet for mange mennesker der
lever i fattige dele af verden. Her mener Singer at der muligvis kan være en forklaring på vores
handlinger, men at denne forklaring ikke kan retfærdiggøres ud fra en etisk opfattelse. Singer søger
dermed forklaringer på hvorfor vi ikke giver mere end vi gør, for at se på hvad der kunne få os til at
give mere (Singer 2009: 60).
Hvorfor giver vi ikke mere?
Singer opstiller følgende psykologiske faktorer der fungerer som indvendinger mod at give: det
identificerbare offer, snæversyn, meningsløshed, spredning af ansvar, retfærdighedssans, penge
samt psykologi, evolution og etik. Vi vil gå i dybden med de indvendinger som vi mener giver
mening i forhold til projektets overordnede formål.
Det identificerbare offer: Handler om hvordan vi er mere motiverede til at donere penge når vi ved
konkret hvem pengene går til. Singer henviser til en undersøgelse, hvor pigen Rokia fra Malawi
blev brugt som eksempel. De forsøgspersoner som blev vist et billede af Rokia og blev givet
konkrete oplysninger var mere villige til at donere penge, end dem der kun havde modtaget
generelle oplysninger. Eksperimentet blev udvidet ved at man tilføjede endnu et barn, udover Rokia,
hvilket ligeledes medførte at folk trak sig og at gennemsnitsbidraget faldt: ”Forsøgspersonerne
sagde, at de fik stærkere følelser da de hørte om kun et barn, end da de hørte om to” (Singer 2009:
61). Undersøgelsen fortæller at vi er villige til at bruge flere penge på et offer vi kan identificere,
end et vi aldrig har set og kun kender gennem statistik. Ligeledes har vi svært ved at relatere til og
blive følelsesmæssigt engagerede når vi ser på en masse af mennesker. Når vi derimod ser ét
menneske i nød aktiveres vores følelsessystem, og vi får en naturlig lyst til at handle. På den måde
skelnes der mellem henholdsvis vores følelses- og fornuftsbaserede viden, hvor den førstnævnte har
stor indflydelse på om vi skal hjælpe mennesker i nød (Singer 2009: 63).
45
Kategorien om Snæversyn kan forstås i forlængelse med ovenstående. Her er det centrale at vi ofte
er villige til at donere langt flere penge til katastrofer i vores eget hjemland end til lande der ligger
fjernt fra os. Singer henviser til jordskælvet i Kina i 2008, der dræbte 70.000 mennesker og gjorde
næsten fem millioner hjemløse. Her donerede omverdenen store økonomiske bidrag, men slet ikke i
nærheden af de donationer der blev givet under orkanen Katrina i 2005, der til sammenligning
dræbte 1600 mennesker. Singer forklarer at:
”[…] vores bekymring for andres velfærd begrænser sig til vores egen slægt og til dem vi har
samarbejdsrelationer med, og måske til medlemmerne af vores egen lille stammegruppe”
(Singer 2009: 63).
Meningsløshed beskriver hvordan vi som mennesker kan få en følelse af at det vi donerer er så lidt,
at det i den større sammenhæng ikke gør nogen forskel. At det er ”en dråbe i havet” (Singer 2009:
67).
Spredning af ansvar beskriver at vi er mindre tilbøjelige til at hjælpe som enkeltpersoner når vi er i
en større gruppe. Vi har ikke samme stærke ansvarsfølelse som enkeltperson, når vi står ved siden af
mange andre der lige så godt kunne hjælpe.
Retfærdighedssans viser at mennesket er drevet af en retfærdighedssans som er så stærk at vi er
villige til at give os selv mindre for at undgå at andre får mere end hvad vi mener de har ret til.
Psykologi, evolution og etik: under dette punkt samler og diskuterer Singer de ovenstående
indvendinger. Han udfordrer den moralske vurdering og retfærdiggørelse af at vi som mennesker
har større tilbøjelighed til at hjælpe identificerbare ofre. Her appelleres igen til læserens fornuft.
Singer opstiller et eksempel: hvis man er ude at sejle og ser to kæntrede både foran sig, hvor der i
den ene båd befinder sig en mand, som man kan identificere med navn og udseende, og der i den
anden båd er fem mennesker, hvis navne imidlertid er ukendte for en. Singers overbevisning er her
at man vil redde det største antal personer (Singer 2009: 73). Dermed konkluderer Singer at vi ikke
nødvendigvis har større tendens til at hjælpe identificerbare ofre, og at vi med vores fornuft i så fald
kan påvirke denne tendens.
Hvor meget skal vi give?
Singer opstiller forskellige bud på hvordan en velgørenhedsmodel kunne se ud. Ifølge Richard
Miller, som er filosof i global retfærdighed, bør vi donere penge til fattigdom indtil vi løber en
betydelig risiko for at forværre vores eget liv. Her er der stadig plads til eksempelvis kulturelle
oplevelser og nyt tøj en sjælden gang imellem, hvis vi føler at det er en vigtig del af vores
46
personlige udtryk (Singer 2009: 162). Singer mener derimod ikke at de materielle og
oplevelsesmæssige elementer må prioriteres højere end mennesker i nød. Hvis vi prioriterer en
musikoplevelse, så prioriteter vi nydelsen af at lytte til musik højere end et menneskeliv, og dette er
ifølge Singer uetisk og ”en hån mod enhver påstand om, at man tror på at alle menneskeliv har lige
meget værdi” (Singer 2009: 164). Singers realistiske forslag til hvad man bør donere er 5% af
indkomsten for de økonomisk godt stillede, og en højere procentdel for samfundets rige mennesker.
Hvis man starter med at forlange mere end dette kan det virke voldsomt og afskrækkende for nogle
mennesker.
Den konsekventialistiske fordeling af ansvar
At bekæmpe fattigdom, således at alle mennesker lever over fattigdomsgrænsen, ville koste 124
milliarder dollars om året, forklarer Singer (Singer 2009: 156). Det betyder at et menneske der
tjener 50.000 dollars om året skulle give lidt over 300 dollars. Singer understreger værdien af dette
beløb med en sammenligning af hvad amerikanerne betalte for deres alkoholforbrug i 1999, netop
116 mia. dollars (Singer 2009: 157). Til spørgsmålet hvornår skal vi stoppe med at hjælpe er
Singers svar, at vi skal blive ved med at hjælpe så længe vi har ressourcer til det. På den måde kan
man ikke sige at det er nogen andres tur til at handle, fordi man nu har taget sin del af ansvaret:
”De børn, hvis liv er i fare, er ikke skyld i, at der er andre mennesker som kunne hjælpe med
at redde dem, men nægter at gøre deres del” (Singer 2009: 160).
At have et princip om at man ikke vil give mere end hvad man vurderer som ens del finder Singer
stærkt kritisabelt. I denne forbindelse henviser han til den deontologiske tilgang til principper, og
mener således at hvis man laver sådanne principper gør man retfærdighed til en fetich. Det svarer til
at have et princip om aldrig at lyve, også selvom en løgn vil kunne redde liv.
Singers kritik af deontologi
Singer differentierer mellem hvad den enkelte bør give, og hvilke moralske kodekser og principper
han anbefaler at man går efter. I et eksempel understreger Singer således konsekventialismen som
grundlæggende for sine filosofiske argumentationer: som udgangspunkt mener Singer at tortur er
forkert og uetisk. Hvis tortur af en terrorist imidlertid kunne afværge at en atombombe sprang i
centrum af New York, så ville den rigtige handling være at torturere terroristen. På den måde afvises
deontologien igen, og Singer kritiserer Kants og Rawls moralfilosofi ved at argumentere for at ved
at følge sådanne almengyldige regler overses den kendsgerning, at:
47
”hvis moralregler skal blive almindeligt udbredte og noget man handler ud fra, sådan som vi
ønsker, må de afstemmes med vores udviklede menneskelige natur, inklusive alle dens
ejendommelige levn fra tidligere tiders stammetilværelse” (Singer 2009: 169)
Det ligger i menneskets natur at søge et formål med livet. Singer spørger om kedsomhed, sammen
med intet andet mål i livet end at tilfredsstille egen lyst, er resultatet af en forsømmelse af dette
aspekt i vores natur (Singer 1981: 146). Hvis dette er rigtigt vil det upartiske standpunkt i etik have
en fordel ved at drage os væk fra vores egne interesser til et større formål, hvorved vi også kan finde
et dybere og mere meningsfuldt liv (Singer 1981: 146).
Hvis vi donerer minimum 5% af vores indkomst til nødhjælp er der flere positive følger. Udover at
redde liv bliver vi gladere mennesker af at være en del af et fællesskab som hjælper verden fattigste,
fordi det giver os mening og tilfredsstillelse (Singer 2009: 186). Dermed mener Singer altså at ens
eget motiv for velgørenhed godt må fylde – det gør ikke donationen mindre at vi er stolte eller føler
selvtilfredshed ved at give. At udbyttet af det at give er tilfredsstillelse og lykke i sig selv ses ikke
kun ved økonomiske donationer, men også når vi frivilligt donerer blod – uden økonomisk interesse
og uden at vi sikres som førsteprioriteter, hvis vi selv mangler blod en dag.
Delkonklusion
I det ovenstående har vi redegjort for Singers værker The Life You Can Save og The Expanding
Circle. I The Expanding Circle anvender Singer sociobiologien, herunder dennes begreb om
altruisme, til at forklare hvordan etikken har en biologisk basis. Med brug af altruismebegrebet
forklarer Singer at det ligger i vores natur at hjælpe vores nærmeste. For at overleve har mennesket
dog haft brug for at det ikke kun udviklede egoistiske træk og gennem evolutionen har vi derfor
skilt os af med de som ikke havde denne egenskab til at gengælde tjenester. Singer mener at etik
starter med denne basis i altruismen, men at det er gennem en udvikling af menneskets hjerne og
herunder menneskets evne til at ræsonnere at vi har udviklet de sociale praksisser til et system af
regler og love. Mennesket er derfor også et mellemprodukt af rationalitet og gener. En etik må for
Singer derfor tage højde for menneskets biologiske natur, som accepterer menneskets tilbøjeligheder
så den virker til alles fordel. Hvor Singer i The Expanding Circle anvender meget af
naturvidenskaben til at forklare oprindelsen af etik er han i The Life You Can Save mere konkret og
kommer med direkte løsningsforslag. Han forklarer at årsagen til at vi ikke giver skyldes en række
psykologiske faktorer. Disse faktorer hænger sammen med hans forståelse af mennesket som
værende begrænset etisk af naturen. Han mener dog at vi bør sætte os ud over de psykologiske
48
faktorer og derfor være villige til at donere 5% af vores indkomst til verdens fattige. Dette kan
muligvis løse den eksistentielle meningsløshed da det at donere ville kunne give mennesker et andet
formål i livet end blot egne interesser.
49
Diskussion
Som det fremgår af vores problemfelt vil vi belyse projektets problemstillinger ved dels at diskutere
de to filosoffers etiske teorier og dels forholde os til dem på et metaetisk niveau.
Først vil vi diskutere teoriernes videnskabsteoretiske udgangspunkter på et metaetisk niveau.
Derefter vil vi dykke ned i Butlers og Singers normative projekter og se på hvilke begreber de hver
især bruger for at bygge deres etiske argumenter op. Vi vil således diskutere filosoffernes begreber
over for hinanden for at finde ligheder og forskelle i deres teorier. Herefter forholder vi os igen
metaetisk og diskuterer om man på baggrund af diskussionen af filosoffernes etiske projekter kan
placere Butler i en deontologisk ramme, og hvad konsekvenserne af deres etiske teorier betyder i
praksis. Vi diskuterer også teoriernes anvendelsesmuligheder og poststrukturalismens forhold til
etik.
Vi vil til slut komme ind på den konkrete hændelse vi startede med at præsentere i projektet, netop
angrebet på henholdsvis Baga og Charlie Hebdo. Det vil vi gøre for at vise hvordan teorierne kan
anvendes i praksis.
Diskussion med udgangspunkt i videnskabsteori
I dette kapitel vil vi diskutere Butler og Singers videnskabsteoretiske udgangspunkter. Først vil vi
kort diskutere deres forskellige empiriske og metodologiske fremgangsmåder: Hvad baserer de
deres etik på? Dernæst vil vi diskutere deres epistemologiske grundlag: Hvad er viden for Butler og
Singer? Hvad mener de vi kan erkende? Og hvilken sandhedsværdi har moralske domme og
vurderinger for dem? Til slut vil vi diskutere hvordan de helt konkret bruger henholdsvis
naturvidenskab og poststrukturalisme i deres normative projekter.
Metode og empiri hos Singer og Butler
I Frames of War inddrager Butler både sociologer, antropologer, psykoanalytikere og forskellige
teoretikere inden for filosofien. Ligeledes refererer hun til konkrete krigseksempler, såsom i sin
redegørelse af Israel-Palæstina-konflikten hvor hun udformer talmæssige redegørelser over
dødsantallet, for at illustrere hvordan dette er i uoverensstemmelse med mediernes og den vestlige
forståelse af konfliktens menneskelige tab. Hun inddrager Guantánamo-digtene for at illustrere sin
pointe om sanser, og fotografier fra Abu Ghraib for at diskutere framen der konstrueres gennem
kameraet. Butler beskriver hvordan muslimer i Holland bliver bedt om at tage stilling til
50
homoseksualitet for at kritisere Vestens selvforståelse og forudindtagede opfattelse af
homoseksualitet og islam som to kontrasterende poler. Således vil vi argumentere for at hun gør
brug af en humanistisk metode på et samfundsvidenskabeligt emne.
I The Expanding Circle er Singer naturvidenskabelig i sin argumentation for sammenhængen
mellem menneskers etik og biologi. Han refererer især til naturvidenskabelige forskere for at give
tyngde til sin forklaring om den sociobiologiske forståelse af etik. Generelt taler Singer til læserens
sunde fornuft gennem blandt andet inddragelsen af hypotetiske situationer, som er eksempler på
etiske handlemåder, og gør brug af overskuelige statistiske redegørelser. Der er således forskel på de
to filosoffers metodiske tilgang til deres argumentation. Butlers diskuterer sin egen teori med
indblanding fra forskellige teoretikere, og giver sine egne analyser af specifikke krigssituationer,
hvor Singer taler til læserens sunde fornuft, gennem relaterbare og letforståelige eksempler samt
statistiske overblik, der ikke er specielt krævende at sætte sig ind i. Brugen af empiri og metode i de
tre værker kan måske forstås i forlængelse af hvilke formål henholdsvis Butler og Singer har. Er det
budskaber der skal nå ud til læseren for at få vedkommende til at handle, eller er det snarere som
bidrag til en epistemologisk og ontologisk diskussion af komplekse emner, som kræver en
dybdegående filosofisk forståelse? Dette vil vi vende tilbage til senere i rapporten, hvor vi vil
diskutere forskelle og ligheder i filosoffernes videnskabsteoretiske udgangspunkt samt deres
normative projekter.
Videnskabsteoretiske udgangspunkter
Epistemologi
Hverken Butler eller Singer beskriver direkte i de anvendte værker hvad deres forhold til sandhed
og viden er, men vi kan alligevel udlede en del af deres forskellige former for etik og den
tværfaglighed de begge gør brug af.
I redegørelsen gennemgik vi Butlers begreber om normer og frames, ligesom vi har nævnt den
historiske a priori (se bilag 2).
Fælles for alle disse er en afvisning af det absolutte: alle værdier er dynamiske og foranderlige, og
konstitueres især af diskurser, normer og frames. Dette begrænser til en vis grad vores
erkendelsesmuligheder. Her skal man først og fremmest bemærke begreberne om intelligibility, the
knowable og det historiske a priori, som alle sætter en grænse for hvad vi kan vide. Dernæst
kommer apprehension og recognition, der på baggrund af intelligibility er den form vores
51
erkendelse tager. Etik, viden og erkendelse er altså flydende og historisk bestemte.
Heller ikke Singer mener at etik er noget universelt og absolut. Men i modsætning til Butler
kommer de etiske holdninger ikke fra en kulturelt og historisk gentagende proces af normer, men i
stedet fra vores natur som sociale og ræsonnerende væsner. Sociobiologi kan ifølge Singer
understøtte etik med fakta på forskellige måder, hvormed den moralske dom bliver mere begrundet.
I dette ligger implicit en fremskridtstanke: videnskaben udvikler sig og vi får mere og mere
pålidelig viden om forskellige elementer af blandt andet det menneskelige liv. Derfor kan for
eksempel sociobiologi være med til at producere viden som kan bruges i etikken, da vi gennem
menneskets sociale handlemønstre kan tale om hvad mennesker gør - og hvad de burde gøre.
Her kan man altså se et radikalt skel mellem Butler og Singers erkendelsesforståelse: Butler mener
at viden er flydende, ligeså etik, hvorfor begge er dele af en større kritik og diskussion der konstant
skal udfordres og udbygges. Der er intet endemål for denne proces, ingen sand viden eller
erkendelse der venter for enden af anstrengelserne - blot den vedvarende kritiske proces. Singer
fæster derimod sin lid til det naturvidenskabelige fremskridt, som kan producere så sand viden at
humanvidenskaberne også bør blive påvirkede heraf.
Som beskrevet i redegørelsen mener Butler at der mangler nogle fundamentale krav i den normative
debat: i stedet for at forklare bør vi forsøge at forstå, netop for at bryde med dominerende diskurser,
normer og frames. Dette fører hende frem til sine etiske formuleringer om den struggle som det
enkelte menneske bør tage på sig for at forandre de differentierende normer om liv. Fælles for
begreberne om frames, diskurser og normer er nemlig at de kan ændres ved aktiv modstand. De er
ikke determinerende, hverken for subjektet, recognizabilityen eller intelligibilityen - de er med til at
skabe disse, men de er ikke fastlagte processer der ikke kan afviges. De er derimod dynamiske og
bliver konstant brudt. Udfordringen er at gøre bruddet vedvarende.
Singer har et ganske andet forhold til hvordan man kan formulere en moralsk retningslinje for
handling. Hvor Butler er meget abstrakt i sin beskrivelse af hvordan vi bør modsætte os de
nuværende frames, er Singer i The Life You Can Save imponerende konkret: de som er økonomisk
godt stillet bør donere 5% af indkomsten, og de som er rigere bør donere mere. Han er altså ikke
bare konkret, han er også realistisk: det er ikke et idealistisk princip, men et praktisk forslag som
han mener de fleste bør kunne leve efter. Hans begrundelse for dette er at vi bør udvide vores etiske
forpligtelse til at gælde for alle der føler glæde eller smerte, altså også flere slags dyr.
52
Det kan i denne sammenhæng være et forsøg værd at undersøge, hvordan Butler og Singer forholder
sig til kognitivisme og non-kognitivisme, da det er en ret enkel og lettilgængelig model for, hvordan
etik forholder sig til viden og sandhed. Først gennemgår vi betegnelserne ganske kort, og så vil vi
forsøge at placere Butler og Singer under dem.
Kognitivister mener at en moralsk vurdering kan besidde objektiv gyldighed, eller i hvert fald at den
kan begrundes tilstrækkeligt til at kunne opfattes som sand. Non-kognitivister mener ikke at
moralske vurderinger kan være sande eller objektive, da de udtrykker følelser, holdninger eller
anbefalinger, og altså i hvert fald delvist eller hovedsageligt er subjektive (Web 6).
På baggrund af de før oplistede forskelle og sammenfald mellem Butler og Singer kan vi se at
Butler til dels er non-kognitivist, altså at hun ikke tror på muligheden for en sand moralsk dom,
hvorimod Singer kan opfattes som kognitivist, da han tror, at etik på et tidspunkt vil kunne
begrundes tilstrækkeligt med videnskabelig fakta til at den vil være sand, eller i hvert fald mere
stabil eller sikker end rent subjektive domme. Men Butlers udgave af non-kognitivisme er dog
anderledes end den klassiske, da hun ikke mener at moralske domme blot er holdninger, eller at de
er subjektive - de er bare strukturelle og historisk betingede.
Videnskab og etik
I dette afsnit vil vi sætte sociobiologien mere direkte over for poststrukturalismer, særligt i forhold
til hvad disse betyder for etik.
Poststrukturalismer er antifundamentalistiske (se bilag 1), forstået på den måde, at de ikke tror på en
absolut sandhed. Dette kommer især til udtryk ved det særlige fokus på sproget som en meningsskabende aktivitet. Sand viden er for poststrukturalismer et resultat af en hegemoniseringsproces det vil sige at det der regnes for viden egentlig har mere at gøre med vindende diskurser og normer
end egentlig viden i den klassiske forstand. Poststrukturalismernes fremmeste opgave er derfor at
levere kritik af vedtagne sandheder og derigennem afsløre det selvfølgeliges u-selvfølgelighed. På
samme måde er virkeligheden som den fremtræder for os også skabt af normer og diskurser. Den er
ikke fast, men derimod flydende og foranderlig.
Singers brug af sociobiologi er meget forskellig herfor, særligt hans tro på at etik har en biologisk
basis. Som beskrevet i redegørelsen mener han at de der benægter etikkens biologiske basis er de
som tillægger mennesket særlige rationelle evner, der adskiller sig fra dyrenes.
53
Butler ville bestemt ikke tilslutte sig at etik er en biologisk egenskab, men ikke ud fra en forestilling
om rationalitet - hun ville snarere bruge for eksempel sproget som eksempel på hvordan mennesket
skaber mening, til forskel fra dyrene der ikke har et sprog der er udviklet i samme grad. Ifølge
Butler er sproget, normerne og diskurserne med til at skabe virkeligheden og de regler der findes
deri. Biologien som en naturlig forklaring på etikken ville hun muligvis kritisere som en vedtagen
sandhed, som en diskurs der er dannet omkring naturvidenskabens troværdigheds- og
sandhedsmonopol. Singers argument om at menneskers grundlæggende etik ikke er forskellig fra
samfund til samfund ville Butler også sætte spørgsmålstegn ved - ikke fordi etik nødvendigvis er
forskellig eller ens, men fordi en sådan enshed kunne forklares med hendes begreb om den sociale
ontologi: vi er afhængige af hinanden, og derfor vil en apprehension af andres precariousness
medføre en vis appel.
Ifølge Singer kan videnskab producere ny viden som kan vise konsekvenserne af vores handlinger,
da vores handlingers konsekvenser er et spørgsmål om fakta. Eksempelvis kan biologiske
forklaringer af etik få os til at være mere kritiske over for vores moralske intuitioner, som vi tager
for selvevidente moralske sandheder.
Butler og Singer kan her være enige om én ting: kritikken af de selvevidente sandheder er i høj grad
en nødvendighed inden for etik. Men de benytter sig af forskellige former for kritik: Butler forsøger
at kritisere det givne ved at vise hvad det udelukker: det skjulte, hengemte, affejede levende, der
ikke kan recognizes som liv, mens Singer vil benytte sig af den naturvidenskab, som Butler ville
beskrive som en hegemoniseret sandhedsproducent.
54
Diskussion af de etiske projekter
I følgende afsnit vil vi diskutere Butlers og Singers etiske projekter, og denne del af diskussionen vil
derfor ikke forholde sig på det metaetiske niveau, men derimod forsøge at forstå deres etiske teorier
for at kunne diskutere hvordan de argumenterer for dem, og hvordan de kan forstås i praksis. Vi vil
se på hvordan de skelner mellem det deskriptive og det normative og komme ind på hvordan Singer
benytter sig af empiri og fornuft i sin argumentation overfor Butlers dybdegående begreber om især
ikke-vold og precariousness. Vi vil ligeledes diskutere hvor Singer og Butler placerer ansvaret, og
hvem deres normative fordringer henvender sig til. Vi vil diskutere hvordan de begge har en idé om
mennesket som et socialt væsen, som må forstå sig selv ud fra sin henholdsvis historiske og
biologiske formation, og hvordan precariousness kan forstås som noget fundamentalt for en filosof
som Butler, der har dybe rødder i den poststrukturalistiske videnstradition.
Det deskriptive og det normative
Butler beskriver hvordan der sker en sløring af grænsen mellem det deskriptive og det normative.
Det gør hun i sin kritik af hvordan forklaringer og repræsentationer, som udgiver sig for at være
deskriptive i teorien, bliver normative i praksis. Et eksempel på dette er mediernes måde at
repræsentere liv gennem frameworks, der differentierer mellem liv og giver dem forskellig værdi.
Mediernes måde at udvælge nyheder på samt at beskrive disse, er altså ikke blot en afspejling af
verdens konflikter, men underlagt en systematisk udvælgelsesproces som påvirker modtagerens
etiske forståelse og videre handlen. Vi har tidligere nævnt eksemplet med muslimer der i Holland
skal vise deres accept af homoseksualitet ved at kigge på mænd der kysser hinanden, for at kunne få
statsborgerskab. At installere sådanne prøvelser for at teste muslimers tolerance er at foreslå at islam
og homoseksualitet er fundamentalt forskellige fra hinanden. I sådan en aktivitet vil Butler altså
mene at normative regelsæt maskeres og på den måde accepteres som neutraliserede vilkår.
Butlers kritik af det normative understreges desuden ved at hun belyser sit eget claim om ikke-vold
gennem inddragelse af filosofiske og samfundsvidenskabelige teoretikere. Hun forsøger således selv
at være forsigtig i sin måde at præsentere sit eget normative projekt for ikke blot at blive en del af
det framework eller den diskurs hun kritiserer. Derfor handler en stor del af hendes normative ideer
ligeledes om at sætte fokus på at vi må være opmærksomme på volden, der er i os, ligesom vi må
være opmærksomme på de frameworks vi er en del af. Hvordan vi skal forholde os til vold og ikkevold virker umiddelbart komplekst. Dette vender vi tilbage til senere i diskussionen.
55
Singer normative projekt virker mere udtalt og direkte end Butlers. I overensstemmelse med
konsekventialismen er Singer optaget af at vi handler ud fra hvilke udfald der har de bedste
konsekvenser, og ikke opstiller universelle og evigtgyldige maksimer. Måden hvorpå Singer taler til
vores sunde fornuft fremstår deskriptiv. Han benytter sig af empiri og opstillede eksempler for at
bygge sin argumentation op. Hvor Butler gør opmærksom på at et liv skal forstås ud fra præmissen
om en fælles precariousness, samt recognizability som forudsætter en anerkendelse for vulnerability
og dermed gør liv grievable, er Singer mere konkret i sit normative forskrift. Han mener at
eksempelvis uddannelse er et vigtigt redskab for at løse problemer som fattigdom og sult på længere
sigt, men i The Life You Can Save fokuserer han på hvad vi kan gøre nu og her i form af nødhjælp
til verdens fattigste mennesker. Hans forslag, som handler om at vi bør donere 5% af vores
indkomst, er dermed et meget konkret, normativt forslag, og vi vil argumentere for at det på mange
måder kan opfattes mere lettilgængeligt og forståeligt end Butlers mere dybdegående normative
claim, som ikke er ligeså resultatorienteret som Singers. At besvare de to teoretikeres etiske og
normative fordringer kræver derfor forskellige tilgange. Hos Singer er det endda så ligetil at den
enkelte kan gå ind på hjemmesiden www.thelifeyoucansave.org og melde sig ind i et
donationsfællesskab, som går på tværs af verdens nationer og landegrænser.
Med et Butlersk perspektiv vil vi diskutere om Singer er for overfladisk og ikke går kritisk nok til
værks i sin måde at være normativ på. Det kan her diskuteres om der er risiko for at vi synes vi har
gjort vores gode gerning ved at donere et bestemt økonomisk beløb hver måned og på den måde
aldrig får en dybere forbindelse til eller forståelse for de liv vi er med til at understøtte. Således får
vi ikke en kritisk indstilling til hvordan medierne framer konflikter i verden, og differentieringen af
liv eksisterer uden vi bliver opmærksomme på den. I Butlers egen terminologi betyder det at vi ikke
lærer at apprehende visse liv som levende, og dermed heller ikke bliver specielt påvirkede når de
mistes i krigsrelaterede sammenhænge – hvis nyheden overhovedet når frem til os.
Den normative fordring
For begge filosoffer gælder det at mennesket må tage udgangspunkt i sig selv for at blive gjort
bevidst om sin etiske handlen, og de stiller dermed begge krav til det enkelte individ.
Hos Singer er vi alle etiske væsner, hvilket forklares gennem sociobiologiske argumentationer. Vi
har en biologisk basis for etik som kun indbefatter vores nærmeste, hvilket beskrives med hans
begreb om artsaltruisme. Han er imidlertid positiv overfor at denne grundbasis for etik kan
ekspanderes og blive universel, deraf også titlen på værket: The Expanding Circle.
56
Butler ønsker også en universel tilgang til etisk handlen, men har ikke helt samme opfattelse af
mennesket som et grundlæggende etisk væsen der er styret af de handlinger som giver de mest
rigtige, mest etiske udfald. Vi argumenterer for at der hos Butler kan spores et dialektisk forhold
imellem den vold som mennesker er bærere af, og den ikke-vold som Butler fordrer at mennesket
praktiserer. Det er gennem et indadvendt projekt at individet skal blive opmærksom på sin egen vold
og hvordan denne kommer til udtryk samt lære at dirigere volden og lade den komme til udtryk som
ikke-vold. Dette er netop muligt, fordi normer er foranderlige.
Hos Singer kan vi derimod tale om at der findes en indre, etisk kerne. Denne skal ikke, men
udbredes som norm. Singer bruger de psykologiske faktorer som argument for at vi er
tilbageholdende eller begrænsede i vores donationer til verdens fattige. Det handler, som beskrevet i
analysen, om at vi har svært ved at relatere til mennesker i nød som vi kun kender gennem
mediernes billeder, at vi føler os magtesløse og dermed at vores donationer ikke har nogen
betydning, at vi er mere tilbøjelige til at give til folk, der bor tæt på os og så videre.
Hos Butler er der mange forskellige årsager til at vi er begrænsede i vores medfølelse. En af de
afgørende faktorer er det framework vi er en del af, og som vi må lære at blive opmærksomme på,
for at ændre det ikke-egalitære udgangspunkt. Man kan imidlertid undre sig over hvordan Butler
alligevel inddrager subjektet og dets indre til at forklare sit normative claim. Som bekendt er Butlers
videnskabsteoretiske afsæt forankret i den poststrukturalistiske tradition, hvor subjektet ikke har
nogen indre, fast kerne, men er et produkt af betingelser, der stammer udefra, som eksempelvis
magt og diskurser og – særligt relevant i dette projekts sammenhæng – de frameworks,
som subjektet er en del af. Alligevel refererer Butler både til vores sanser og til den vold der
uundgåeligt er en del af os, når hun beskriver vores måde at handle etisk eller uetisk på. Her vil vi
foreslå at grænsen mellem denne indre vold og vores sanser ligger tæt op af en forståelse af at der
skulle eksistere indre, psykologiske faktorer, der er gyldige. Det forekommer derfor selvmodsigende
at hun konsekvent går udenom de psykologiske termer, og man kan forholde sig kritisk til om Butler
i virkeligheden berører disse, men i stedet bruger begreber som følelser og sanser.
Hvor skal ansvaret placeres?
Generelt for begge filosoffer gælder det at der skal bringes opmærksomhed til menneskets kontekst,
og ligeledes bør vi lære os selv og vores etiske formation at kende. For begge er det dog
gennemgående at individet afhænger af andre mennesker, og at etik dermed praktiseres i
57
menneskelig sameksistens. Hos Butler er dette ikke et umuligt projekt, men vi skal gøre os det klart
at frameworks, diskurser og magt er skabende for hvordan, og med hvem, etikken praktiseres. For
Singer handler det om at komme ud over den etik vi udøver med vores nærmeste, og dermed lade
den blive almengyldig. For begge filosoffer gælder det imidlertid at vi skal lære vores henholdsvis
biologiske og historiske formation at kende for at kunne bruge den på den mest hensigtsmæssige og
etiske måde.
Det er således nemt at identificere individets ansvar i udvidelsen af de etiske opfattelser
af menneskers liv som lige meget værd. Derimod er det svært at gennemskue hvilket ansvar der
placeres på samfundets øvrige instanser. Singer gør det klart at han taler til den enkelte læser og
holder sig dermed på individplan. Butler inddrager derimod flere eksempler hvor statens rolle er
afgørende. Som vi har været inde på i analysen forklarer hun eksempelvis USA's måde at bruge
Genève-konventionen til at retfærdiggøre hvorfor fangerne i Camp Delta ikke var berettiget til
beskyttelse. Dette leder Butler frem til pointen om at disse fanger blev betragtet som mindre
menneskelige. Desuden beskrives USA's fejlagtige håndtering af skandalen om de torturerede
fangere i Abu Ghraib og den ulige repræsentation af de menneskeliv der er gået tabt i IsraelPalæstina-konflikten. USA bliver imidlertid ikke pålagt normative forskrifter for hvordan en
alternativ politisk dagsorden kunne se ud. Alligevel fylder samfund og stat meget i Butlers
filosofiske udredning af den sociale ontologi, idet at når:
”…subjektet indtræder i samfundet og dets lovmæssigheder som borger, indgår det på samme
tid i en dialogisk social ontologi, hvor den lovmæssige genkendelse gør os alle til juridiske
subjekter” (vores analyse s. 21).
Som vi tidligere har beskrevet i analysen skal samfundet indrettes efter subjektets ontologi. Det
betyder altså at spørgsmålet om hvordan disse subjekter skal repræsenteres i en juridisk kontekst
afhænger af normative forhold, som vi besvarer ved at se på ontologien bag subjektet for så at
indrette det politiske samfund herefter. Det er gennem magten i samfundet at skelnen mellem
subjekter foretages, forklarer Butler. Det er således samfundets autoritære instanser der har magten
til at differentiere mellem de subjekter som er berettiget til genkendelsen, fra dem som ikke er.
Ligeledes lægger Butler vægt på mediernes betydning, eftersom enhver krig kan forstås som en
”war upon the senses” (Butler 2009: xvi), og disse sanser i høj grad reguleres gennem medierne.
Med støtte fra Asad kritiseres liberalismen og vestens reaktioner for hvordan eksempelvis terror
58
bliver vist med horror, hvor andre krigslignende tilstande ikke præsenteres så de får den samme
affekt hos modtageren. Hvis medierne har en så stærk indflydelse på vores følelsesmæssige
reaktioner ved at konstruere frameworks, hvor ødelæggelsen af liv retfærdiggøres, hvorfor gør
Butler det så ikke mere klart hvilken rolle medierne bør have i en destruktion af etablerede frames,
og dermed en reetablering af nye frames hvor alle menneskeliv frames som grievable, precarious,
med ”respekt og ærbødighed” (vores analyse s. 23).
Her kan man med Singer kritisere Butler for endnu en gang at være for vag eller for ukonkret i
forhold til hvad der bør gøres, og hvem der bør gøre det. I et Butlersk perspektiv vil vi foreslå at hun
netop gør opmærksom på hvor ansvaret ligger, og at hun opfordrer individet til en form for
selvransagelse som ikke har sit udgangspunkt i dogmatiske og normative regelsæt. Hvis Butler
derimod var konkret og direkte i sine løsningsforslag, ville der være en risiko for at hele hendes
kritik af det normative, og vores måde at tage frameworks for givet på, ville falde til jorden – og hun
ville ende med at blive en del af sin egen kritik. Vi mener altså at det at gøre opmærksom på forhold
vi normalt tager for givet kan have stor virkning, da det kan ændre vores forståelse og dermed også
vores handlingsmønstre.
Precariousness
På trods af at Butler mener at genkendelsen af en fælles precariousness omhandler hvordan denne
bliver framet, mener hun ikke at precariousness er et socialt bånd som man rationelt og frit indgår i;
derimod går det forud for aftaler og kontrakter (Butler 2009: xxvi). Dette finder vi interessant: Skal
man forstå precariousness som en slags grundbetingelse, i og med den går forud for kontrakter og
aftaler, eller skal begrebet forstås som værende en del af det historiske a priori? Vores undren
omkring dette udspringer især af Butlers videnskabsteoretiske afsæt. Butlers videnskabsteori er
inspireret af Foucault (se bilag 2), herunder også hans syn på det historiske a priori. Foucault mener
ikke at der er noget der er statisk; derimod vil verden og viden hele tiden ændre sig i takt med at
historien ændrer sig, og der vil ikke kunne eksistere en oprindelighed før menneskets kultur
indtræffer. Butlers anvender begrebet om precariousness inden for feltet af den sociale ontologi og
man kan derfor argumentere for at precariousness ikke skal ses som en oprindelighed der eksisterer
før menneskets kultur. Men samtidig er det en generel betingelse som er fælles for alle mennesker:
“Precariousness er ikke noget der skabes med tiden, men er genkendt helt fra starten af livet,
fra før vi er født” (vores analyse s. 23).
59
Betyder dette at begrebet ikke ændrer sig i takt med historien? Hvis precariousness skal forstås som
værende konstant kan det ses som en modsætning til den poststrukturalistiske videnskabsteori. Det
er i denne sammenhæng interessant hvordan Butler senere i værket anvender den forståelse
poststrukturalismen har af foranderlighed når hun for eksempel beskriver begrebet iterable. Her
forklarer Butler hvordan normer er foranderlige og hvordan den normative produktion af subjektet
skal forstås som en proces der hele tiden gentages. Således kan man undre sig over hvordan hendes
brug af precariousness skal forstås og om begrebet er foreneligt med subjektets foranderlighed.
Spørgsmålet er om betydningen precariousness skal forstås som noget fundamentalt og dermed i
uoverensstemmelse med poststrukturalismens antifundamentalistiske elementer, eller om den
faktisk er forenelig med denne forståelse? Vi vil derfor rejse spørgsmålet om hvorvidt Butler med
sit begreb om precariousness laver en afvigelse fra den poststrukturalistiske tradition, som hun ellers
ville indskrives i. Dette spørgsmål vil vi vende tilbage til senere i diskussionen.
Singer argumenterer også, ligesom Butler, for at mennesket er et socialt væsen. Singer mener at der
findes nogle grundbetingelser som går forud for etableringen af samfundets sociale kontrakter. Som
tidligere beskrevet tager Singer udgangspunkt i forskellige former for altruisme til at forklare
etikkens oprindelse. For Singer har etik en biologisk basis som tager udgangspunkt i altruismen,
hvor den sociale ontologi hos Butler tager udgangspunkt i precariousness. Singers brug af altruisme
kan ses i modsætning til poststrukturalismens forståelse af viden som noget foranderligt og som
noget der er præget af magtkampe og værdier. Singer og Butler har altså to forskellige tilgange til
hvor udgangspunktet af etikken skal starte. Poststrukturalismen afviser altså videnskaben som et
solidt fundament for en etik, men det kan dog diskuteres om Butler med sit begreb om
precariousness og sin brug af ikke-vold som claim selv kan ses i modstrid med poststrukturalismen.
Deontologi og konsekventialisme
Butlers deontologi
Som vi skrev tidligere er Butler ikke umiddelbart deontologisk i sin etik, da hun afviser brugen af
principper - og desuden virker det ikke til at den poststrukturalistiske modstand mod det faste og
evigtgyldige er kompatibel med deontologi. Eller hvad?
Selvom Butler ikke benytter sig af et princip, laver hun et claim der kunne minde om en vagere,
men mere dynamisk form for princip. Det er en opfordring til handling og modstand der udspringer
af etiske overvejelser omkring liv og vold. Vi læser det som en mere relativ opfattelse af hvilke
former for moralske handlinger man bør udføre, som er dynamisk i den forstand at den kan ændre
60
sig eller afviges fra ud fra konteksten, i modsætningen til et deontologisk princip. Men er det ikke
alligevel en modificeret tilgang til deontologi? Hvis deontologi er læren om det fornødne, kan
Butlers claim måske betragtes som en anden form for pligt der alligevel pålægger individet at gøre
det fornødne. I klassisk deontologi er princippet statisk, uforanderligt og ufravigeligt, men hos
Butler bliver det et foranderligt og kontekstafhængigt claim, som har rødder i det historiske a priori:
det er stabilt, men kun midlertidigt, og efterhånden som konteksten ændrer sig vil claimet også gøre
det. Pligten er stadig det afgørende, da Butler ikke fokuserer på handlingens konsekvenser intentionen har intrinsisk værdi og moralsk relevans. Butler afviser også den utilitaristiske
udregning af konsekvenserne med det udgangspunkt at disse udregninger kan overse visse former
for liv, hvis de ikke er struktureret som et dig, et subjekt som jeg’et er nødt til at forholde sig til
etisk.
Man kan således se Butlers claim som en blanding mellem handlings-deontologi, der ser på de
enkelte situationer eller kontekster, og regel-deontologi, der opfordrer snarere end tvinger en
bestemt handling frem i individet (se bilag 3). Denne handling tager sit udgangspunkt i den ikkevoldelige modstand, hvilket har sine rødder i de værdier hun tillægger liv - livet har en iboende
værdi, der ikke blot handler om at fremme nydelse og nedsætte smerte. Det er værd at beskytte og
drage omsorg for på grund af den gensidige afhængighed mellem mennesker.
Konsekventialisme og modificeret deontologi
Det er slet ikke nødvendigt at diskutere hvorvidt Singer er utilitarist – det erklærer han selv. Deraf
følger det også at han er konsekventialist, og som tidligere beskrevet udpræget kritisk over for
deontologi. Derfor vil vi forsøge at se hvad argumenterne for og imod henholdsvis Singers
utilitaristiske konsekventialisme og Butlers modificerede deontologi går ud på.
Man kan opdele Singers kritik af deontologi i 4 punkter ud fra den tidligere redegørelse:
For det første mener Singer at en etisk teori bør tage sit afsæt i fakta, hvilket han ikke mener at en
deontologisk teori vil kunne, da den i så fald enten vil ændres eller udfordres, i modsætning til en
konsekventialistisk teori. For det andet mener han at deontologiske principper gør retfærdighed til
en fetich, da den ser mere på indstillingen til en handling end på handlingens udfald. For det tredje
mener Singer at deontologien ville afvise visse egoistiske følelser som grundlag for en moralsk
handling – for en deontolog ville en handling som kun gøres af lyst ikke være moralsk, selvom den
ifølge Singer burde være det, som i eksemplet med lykkefølelser afledt fra nødhjælpsdonationer. For
61
det fjerde overser deontologiske teorier at moralske regler skal afstemmes med for eksempel
biologiske fakta for at kunne udbredes, og at deontologiske principper således har et ringe grundlag
for at kunne blive alment anvendelige – hvilket fjerner selve teoriens grundlag.
Den første indvending mod deontologi kan ikke gælde Butlers modificerede udgave, da den i
udgangspunktet er dynamisk og således ændrer sig med forudsætningerne. Den tager selvfølgelig
ikke direkte udgangspunkt i fakta, i hvert fald ikke sådan som Singer ville definere fakta, men den
tager udgangspunkt i konteksten, ændrede diskurser og så videre. Den anden indvending holder
heller ikke fuldstændig når det kommer til Butler, da hun, selvom hun fokuserer på intentionen,
alligevel også har et dynamisk retfærdighedsbegreb, der således ikke udelukker fravigelser fra
reglen i særlige kontekster. Den tredje indvending er svær at besvare ud fra den modificerede
deontologi, da egoisme og lykkefølelser ikke spiller en rolle i Butlers projekt. Hun ville formentlig
ikke mene at egoisme ville kvalificere til en opfyldelse af det normative claim, ligesom den enkeltes
lykkefølelse ikke har noget at gøre med hvorvidt handlingen er etisk eller ej, men det er ikke
nødvendigvis problematisk i den sammenhæng. Men Butlers teori er ikke fuldbyrdet deontologisk,
så man kan heller ikke forvente at den kan indgå i den klassiske diskussion om lykkefølelser som
endemål. Pointen i Butlers projekt er jo at alle bør have ret til et værdigt liv, og på den måde spiller
glæde og en grundlæggende tilfredshed (mæthed, tryghed og så videre) selvfølgelig en rolle, men
som moralsk incitament? Næppe.
Den fjerde indvending rammer til gengæld Butlers teori hårdt. Ikke i forhold til afstemningen med
biologiske fakta – det er en helt anden diskussion om hvilken videnskabsteoretisk tradition man
kommer fra – men i forhold til udbredelsen af det etiske claim. Kan Butlers claim blive alment
anvendelig? Det virker ikke til at Butler i særligt høj grad forsøger at udbrede sin teori, og det
afføder en del problemer. Man kan for eksempel diskutere hvad relevansen af hendes etik er hvis
den ikke kan anvendes eller bliver anvendt i virkeligheden? Et af Singers stærkeste fortrin er at hans
etik er så anvendelig og let at udbrede. Dette skyldes både hans lettilgængelige stil og hans
konsekventialisme. Fordi hans teori tager udgangspunkt i empiri og desuden altid fokuserer på hvad
der ville have en moralsk god konsekvens, virker den umiddelbart god og virksom. Men bør vi gøre
det der har de bedste resultater, eller er der faktisk noget andet man bør tage med i en etisk
overvejelse?
62
Styrken ved Butlers projekt er ikke anvendelighed, og den virker heller ikke umiddelbart virksom.
Men måske ligger der en styrke i hendes kritik af det bestående. Singer kritiserer også det bestående,
særligt nogle af de moralske sætninger, der bliver taget for selvindlysende – men han tager også
meget for givet, for eksempel at biologi er pålidelig viden, som ikke har monopol på viden eller
magt. Butlers kritik forsøger at bryde med større områder af det bestående, særligt i forhold til hvad
vi mener at vide, og selvom man kan diskutere om det projekt kan lykkes er det alligevel et godt
udgangspunkt – især når det kommer til det der er uretfærdigt, hvad man må sige at
differentieringen af liv virker til at være. Hvis man skal kritisere uretfærdige forhold kan man måske
ikke nøjes med at se på konsekvenserne, selvom det umiddelbart også virker til at være en moralsk
relevant faktor. Måske bør man også stille sig kritisk over for hvor meget man egentlig kan se fra en
privilegeret position, og måske er der en slags princip der kan lette den proces eller bane vejen for
yderligere kritik. Man kan for eksempel diskutere hvorvidt Singer overser nogle af de liv han
egentlig gerne vil redde. Ifølge Butler kan vi ikke se hvem der ikke er levende, bortset fra hvis vi
gør noget aktivt for at apprehende dem – og der går Singer noget af vejen med for eksempel hans
ønske om at udvide den allerede eksisterende cirkel af mennesker vi bør hjælpe, men han kan måske
ikke se alle dem han gerne vil hjælpe; han kan ikke apprehende dem, hvis han ikke er opmærksom
på at der mangler nogen. Dette hænger også sammen med Butlers afvisning af den utilitaristiske
udregning af konsekvenser, der risikerer ikke at kunne tage forbehold for hvad den overser.
Dette kan føres over på diskussionen om hvilken betydning anvendelighed har for en etisk teori, da
man kan argumentere for at en etik der ikke kan anvendes mangler eksistensberettigelse: bør en etik
kunne anvendes for at give mening? Men det omvendte kan måske også gøre sig gældende: måske
er det problematisk hvis en teori er så umiddelbart anvendelig at man ikke stiller spørgsmål til dens
baggrund, som for eksempel Singers teori. Common sense-etik risikerer nemt at overse sin egen
rolle i frameworket, hvormed den måske uagtsomt kommer til at skade de, den egentlig vil hjælpe.
Det er derfor nødvendigt at finde en balancegang mellem det komplicerede og det enkle i
udformningen af en etisk teori.
63
Diskussion af teoriernes videnskabsteoretiske implikationer
I denne diskussion vil vi undersøge hvorvidt poststrukturalisme egentlig er foreneligt med at lave
normative forskrifter – og hvorvidt man kan forene poststrukturalisme med konsekventialisme, nu
hvor vi har argumenteret for at Butler har forsøgt sig med en variant af deontologi. Dernæst vil vi
diskutere om vi kan ændre de strukturer vi er underlagt. Er det muligt at lave normative forskrifter
som ikke selv indgår i strukturerne?
Poststrukturalisme som normativ praksis
Først og fremmest kan man fremhæve Butlers etik hvori den delte precariousness fører til et
normativ claim – som tidligere nævnt kan det diskuteres om precariousness er en grundbetingelse
der går forud for strukturerne. Afviger hun så fra poststrukturalismen? På en måde, men man kan
også diskutere hvad hun mener med grundbetingelse. Vigtigst er det dog at hendes metode er meget
typisk for poststrukturalisme, idet den tager udgangspunkt i kritik; det er gennem kritik af normer,
diskurser, eksisterende systemer, hegemoniseringssystemer og magt- eller vidensmonopoler Butler
finder frem til problemerne, som hun så forsøger at finde løsningsforslag til. En logisk følge af en
sådan kritik kan altså sagtens være en normativ fordring, og da poststrukturalismen ikke er en
videnskabsteori med klare regler eller videnskabelige forskrifter er det altså fuldt ud muligt at lave
den slags afvigelser uden af den grund at bryde med poststrukturalismen.
Men spørgsmålet er så hvilke muligheder der opstår inden for poststrukturalismen – er det muligt at
lave alle former for etik med udgangspunkt heri? Vi har set, hvordan Butler kan lave en modificeret
deontologisk etik ud fra poststrukturalismen, men kunne det samme gælde for eksempelvis Singers
konsekventialisme – og ville det løse problemet med hvorvidt han kan begribe alle de liv han gerne
vil redde?
Konsekventialismens påbud om at moralske handlinger vurderes efter konsekvenserne medfører
automatisk at konsekventialister, for eksempel Peter Singer, skal lave en vurdering af hvad der er
godt, dårligt, rigtigt og forkert. Utilitarister som Peter Singer vurderer dette efter om handlinger
medfører mere nydelse og/eller mindre smerte, hvorfor han er kommet frem til at det er bedre at vi
donerer penge til at redde liv end bruger dem på eksempelvis tøj, da det første skaber nydelse og
nedsætter smerte, mens det sidste kun har en minimal effekt. Han begrunder det selvsagt med at det
er muligt empirisk at måle hvorvidt en handlings konsekvenser har den ønskede effekt eller ej. Man
kunne derfor mene at der var visse ting, der talte for at poststrukturalismen godt kunne benytte sig af
64
konsekventialisme, men at den i et vist omfang måtte modificeres på samme måde som Butlers
deontologi.
For det første kan man mene at selve påbuddet om at fokusere på konsekvenserne ikke i
udgangspunktet står i modsætningsforhold til poststrukturalismen – der kunne sagtens være en
poststrukturalistisk etik der fokuserede på om en given handling, for eksempel en handling der
skulle nedbryde en bestemt norm, havde de rette konsekvenser.
For det andet er det problematisk for en poststrukturalistisk etik at skulle sætte sin lid til
naturvidenskabelige undersøgelser og deslige, da flere poststrukturalister mener at de fleste
videnskaber er udtryk for magtmonopoler og vellykkede hegemoniseringsprocesser frem for
egentlig viden. Hvis Singers utilitarisme skulle tilpasses poststrukturalismen skulle den derfor
indføre en bestemt type kritik, som sikrede at for eksempel sociobiologien ikke fik uindskrænket ret
til at definere sandheden.
For det tredje er det svært at sige om poststrukturalisme ville kunne fokusere på nydelse og smerte
som de eneste intrinsisk værdifulde enheder. Det står ikke nødvendigvis i direkte modsætning til
poststrukturalismen, men det er heller ikke direkte foreneligt, da man kunne argumentere for at et
sådant fokus ville medføre en fastsættelse af visse absolutte værdier – en poststrukturalistisk
utilitarisme ville måske ikke kunne være dynamisk, hvilket ville være stærkt problematisk for en
poststrukturalistisk etik.
Derfor kan man måske sige, at poststrukturalisme godt kunne forenes med en eller anden udgave af
konsekventialismen, hvor man forsøger at gå uden om absolutte værdier om rigtigt og forkert, men
ikke med en utilitarisme som Singers, da den simpelthen er for fastlåst.
Indefra strukturen
Hvordan kan vi ændre strukturer når vi er i dem? Der vil altid være en frame, en norm, en diskurs
som vi er underlagt – så hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at ændre dem?
Et klassisk svar på det spørgsmål ville være poststrukturalistisk kritik og bevidstliggørelse.
Kritikken og tanken gør det muligt for os at se og pege på de problematiske strukturer og
derigennem måske påvirke gentagelsen; enten ved at ændre den eller helt stoppe den. Men det er
meget abstrakt og ikke helt ligetil at sige hvordan sådan en proces skulle starte, endsige hvad den
skulle bestå i. Butlers normative claim er nødt til at tage sit udgangspunkt i et blik udefra
strukturerne, men kan dette blik overhovedet lade sig gøre? Kan vi træde ud af strukturerne eller
ligger det simpelthen uden for den menneskelige erkendelses muligheder?
65
Butler mener netop at den sociale ontologi går forud for kontrakter og aftaler, hvilket kan tolkes
som at den kommer før normen eller diskursen. Måske er det nødvendigt for Butler at lave den form
for fast størrelse for at kunne have et etisk udgangspunkt – hvis alle normer er flydende, eller hvis vi
ikke kan se udover strukturerne, bliver det svært at lave en normativ forskrift. Eller måske er Butlers
sociale ontologi ikke på den måde fast – måske tager den sit udgangspunkt i det historiske, det, vi
ikke kan ændre. Således vil vi foreslå at historien, den sociale ontologi og vores normer, som skabes
gennem samfundets aftaler og kontrakter – diskurser og frameworks - kan opfattes ud fra et tredelt
niveau, hvor den historiske formation går forud fra den sociale ontologi. Den sociale ontologi er på
den måde forankret i den historiske kontekst, og dermed den historiske a priori. Hvis vi kan forstå
Butlers fundamentalistiske tilgang til begrebet om precariousness, som jo netop skal forstås gennem
den sociale ontologi, så kan man måske stadigvæk mene at Butler holder sig indenfor sin
poststrukturalistiske ramme – historien kommer før den social ontologi, og den sociale ontologi går
forud for aftaler og kontrakter.
Men hvis vi således har fundet ud af hvordan man skal lave en bæredygtig kritik, og deraf en
normativ etik – hvem skal så lave den kritik? Kan alle lave en sådan kritik? Spørgsmålet er om det
kun er de privilegerede positioner der kan lave en effektiv ændring af de eksisterende
subjektspositioner, men da det er herfra de marginaliserede subjektspositioner usynliggøres, følger
også problemstillingen om de privilegerede positioner kan begribe normaliseringsprocessen og
dermed kæmpe imod den. Og hvad med de marginaliserede subjektspositioner: vil de nogensinde
kunne kæmpe imod på en effektiv måde? Butler mener i hvert fald at de bør prøve, men det er svært
at sige om det vil kunne ændre noget. Dette kan på sin vis være med til at retfærdiggøre Butlers valg
af at skrive en filosofisk udredning i stedet for en håndbog, da hendes bog måske netop henvender
sig til de privilegerede positioner – de, som kunne gøre en forskel.
66
Charlie Hebdo og Baga
Afslutningsvist vil vi vende tilbage til den problemstilling vi indledte projektet med, som omhandler
angrebene på den nigerianske landsby Baga og den franske satireavis Charlie Hebdo. Vi vil her
prøve at belyse diskussionen gennem Butlers filosofi om sanser, frameworks, det normative, ikkevold og shared precariousness. Til slut vil vi prøve at forstå problemstillingen gennem en
utilitaristisk samt deontologisk perspektivering.
Vi synes at det er det interessant at bemærke hvordan begivenhederne og deres reaktioner passer på
Asads begreb om horror, sådan som Butler anvender det. Efter angrebet på Charlie Hebdo reagerede
Vesten med horror, mens angrebet på Baga ikke affødte en sådan affektiv reaktion. Ifølge Butler
handler dette om hvordan medierne påvirker vores sanser; enten ser vi volden, ser, hvordan
kroppene ødelægges, lugter det, hører det, og andre gange får vi end ikke muligheden for at begribe
og sørge over det voldelige tab.
Ligeledes kan vi bruge Butlers skelnen mellem det deskriptive og det normative i forhold til
definitionen af begge angreb som netop terrorangreb.
Vi mener imidlertid at det kan diskuteres hvorvidt angrebet på Charlie Hebdo hører under
kategorien ”terror”. I virkeligheden handler det om handlingens intention: var det en hævnakt, et
attentatforsøg, en politisk motiveret voldshandling – eller blev den begået med det formål at
afskrække, altså skabe terror? Angrebet på Baga blev begået med det formål at skabe frygt for så at
kunne tvinge, da Boko Haram vil indføre sharialovgivning gennem tvang baseret på frygt og
underkastelse, og derfor kan dette kategoriseres som et terrorangreb.
I forbindelse med dette vil vi med Butlers forståelse af det deskriptive og det normative foreslå at
man kan se en sløring i måden hvorpå dette begreb anvendes. Når vi først definerer noget som terror
er det ikke blot en definition af hændelsen, men der knytter sig normer og diskurser til begrebet, og
det bliver således en del af et naturliggjort framework. Det er eksempelvis i skrivende stund netop
blevet offentliggjort at angrebet der fandt sted blot en måneds tid senere i København ikke kan
klassificeres som et terrorangreb. Man kan diskutere om angrebet var blevet en del af en anden
frame, havde hændelsen fra start fået en anden betegnelse end terror. Dette fortæller os noget om at
vores måde at betegne hændelser og situationer, samt mennesker og fællesskaber, på, ikke blot
forklarer hvordan tingene forholder sig, men bliver angivende for hvad der er rigtigt og forkert.
Man
kan
også
diskutere
hvorfor
angrebet
på
Charlie
Hebdo
medførte
så
mange
solidaritetserklæringer – og hvad de betød, ikke mindst. Nogle af sympatierklæringerne gik på at
67
støtte ofrene og deres pårørende, andre støttede ytringsfriheden, og andre igen demokratiets
”fredelige fremgangsmåder”. Med Butlers kritik af den gængse brug af ikke-vold, kan det diskuteres
hvor fredelige disse fremgangsmåder egentlig var. I den sammenhæng er det vigtigt at minde om
Butlers forklaring af det hjemsøgte framework. Hvis vi skal forstå Charlie Hebdo og angrebet i
Baga ud fra dette, vil vi argumentere for at Charlie Hebdo, og alle de diskurser og normer det
angreb førte med sig, er indeholdt i en genkendelig frame som naturaliseres og bliver en
selvfølgelighed. Ofrene fra Baga er derimod det der er uden for framen - de menneskeliv der her
blev ødelagt er således ikke forsvundet, men de er noget andet. Noget som er ugenkendeligt,
uforstået og ungrievable, og det er disse liv framen hjemsøges af. ”We judge a world we refuse to
know, and our judgment becomes one means of refusing to know that world” skriver Butler. Vi vil
mene at man kan sige at netop dette hurtigt bliver tilfældet når angrebet på Hebdo konstrueres i et
framework, hvori angrebet bliver ækvivalent med et angreb på demokratiet, på ytringsfrihed og
derfor per automatik en kontrast til islam og fundamentalisme. I forhold til Baga vil vi med en
Butlersk terminologi foreslå at der i disse naturliggjorte frameworks ikke er plads til en
apprehension der går forud for recognizability, som skaber fundamentet for idealet om shared
precariousness.
Afslutningsvis kan vi spørge ind til hvordan henholdsvis utilitarismen og deontologien ville anskue
problemstillingen mellem angrebet i Baga og angrebet i Paris. For utilitaristen ville det handle om
hvilken situation der affødte mindst nytte, eller mindst lykke i sidste instans. Det betyder altså at
hvis angrebet i Paris medførte mest ulykke på længere sigt, ville dette angreb være det man burde
give mest moralsk opmærksomhed. Dette kunne eksempelvis være fordi angrebet kunne ses som en
trussel for demokratiet og ytringsfriheden, og drabene som havende symbolsk betydning. Det er
således en mulighed at utilitaristen ville mene at de 11 menneskeliv Frankrig i sidste ende ville
forårsage mere ulykke end de 2000 i Nigeria og derfor også være mere værd. Det mener vi
imidlertid er et komplekst regnestykke, og et eksempel på hvorfor konsekventialismen i sådanne
situationer er nødsaget til at overse de menneskeliv der ifølge Butler falder udenfor
genkendelighedens ramme.
Butlers deontologiske og universelle tilgang til mennesket betyder derimod at vi forstår menneskets
liv som havende intrinsisk værdi. Ved at begribe mennesket ud fra en sådan egalitær opfattelse
sikrer vi at vi ikke differentierer mellem menneskeliv i en sådan grad, at de som stemmer overens
med såkaldte vestlige værdier, og dermed er beskyttet gennem et hegemoniseret framework, som
68
udgangspunkt er mere værd end de som ikke tæller med i det store regnskab, når vi skal gøre op
hvilke liv der kan bidrage til mest nytte.
69
Konklusion
Hvad er Butlers og Singers etik og hvilken betydning har deres videnskabsteoretiske
udgangspunkter for anvendelsen af deres etik?
Vi har i denne rapport besvaret problemstillingerne fra problemfeltet gennem en redegørelse af
henholdsvis Butler og Singers etiske udgangspunkter og forskrifter, som dernæst er blevet diskuteret
med udgangspunkt i videnskabsteori og metaetik.
Først har vi redegjort for baggrunden for de etiske projekter, som for Butler består af hendes
begreber om eksempelvis frames, precariousness, den sociale ontologi, grievability og intelligibility,
og for Singer består af især hans brug af sociobiologi i etik, hans altruismebegreb og hans syn på
menneskets rationalitet og fornuft.
Dette førte os frem til deres egentlige etik, som for Butler består af hendes claim om ikke-vold.
Ikke-vold er betinget af vold, og mennesket må derfor se indad for at ændre destruktivitetens
retning. Ligesom Singer er Butler optaget af den etik, der tager sit udgangspunkt i et værdigt liv.
Forskellen består i at Butler tillægger det værdige liv en intrinsisk værdi, mens Singer argumenter
for understøttelsen af andres liv med det formål at maksimere lykke og minimere smerte. De mener
begge at vi har moralsk ansvar over for de der bor langt fra os, men med forskellige baggrunde og
forskelligt formål.
Singers etik er let at forstå, da den består af en enkel forskrift: donér 5% af din indkomst. Butlers er
mere vag, og vi har diskuteret hvordan det helt konkret skal gøres i praksis.
Vi har konkluderet at der er en klar fordel ved Singers etik, nemlig dens lettilgængelighed. Han
beskriver sin enkle teori i et let sprog, som er nem at gå til i middelklassen eller overklassens
hverdag. Vi har også vist at Butler har en fordel i sin kompleksitet; fordi hun favner
problemstillingen så bredt at hun sørger for at gøre sin etik næsten universel, idet den tager højde for
de liv vi ikke kan apprehende. Singers ulemper følger naturligt heraf: han har ikke gjort sig det klart
at han kunne overse nogen. Vi har vist hvordan Butlers ulemper følger direkte af hendes fordel, da
hendes kompleksitet umuliggør en enkel og letforståelig etik.
Vi har påvist at Singer er kognitivist på grund af hans tro på videnskaben som kilde til pålidelig
viden, hvilket kan begrunde etik, og at Butler er non-kognitivist da hun ikke tror på en absolut sand
viden - viden kan dog være stabil i en periode, grundet den historiske a priori. Vi har desuden fundet
ud af at de begge kritiserer selv-evidente sandheder, men i to forskellige felter: Singer kritiserer kun
70
moralske domme, mens Butler søger at kritisere alt der ses som grundlæggende og fundamentalt.
Dette påvirker tydeligvis deres etik, da for eksempel Butlers kritiske tilgang til viden naturligvis er
med til at bestemme hvordan en etisk sætning skal udformes og hvordan den kan begrundes. Singers
tiltro til naturvidenskaben påvirker selvsagt hans empirisk funderede etik, og fungerer desuden som
en kritik af andre etiske udgangspunkter end de konsekventialistiske.
Vi har konkluderet at Butler kan betragtes som modificeret deontolog, idet hendes etik er udformet
som en slags princip, et claim, der i modsætning til den klassiske deontologis principper er
foranderligt, dynamisk og kontekstafhængigt. Derfor kan hendes claim forene poststrukturalisme
med deontologi, blandt andet på grund af det historiske a priori, som fint beskriver hvordan noget
kan være stabilt og alligevel foranderligt over tid.
Vi har diskuteret Butler og Singers normative projekter i forhold til videnskabsteori og metaetik,
hvormed vi har sat poststrukturalisme og sociobiologi samt deontologi og konsekventialisme over
for hinanden. Vi kan konkludere at Butlers modificerede deontologi kun blev ramt af én af Singers
indvendinger mod deontologi, nemlig den om udbredelsen af etik. Til gengæld rammer Butlers
kritik af frameworks Singer, da han ikke selv er opmærksom på hvilke frames han er en del af - og
hvem disse lukker ude.
Vi kan altså konkludere at Butler og Singers videnskabsteoretiske udgangspunkter har stor
betydning for deres etiks anvendelses- og udbredelsesmuligheder. Normalt er man vant til at etik
blot er etik, hvormed man glemmer at også etik kommer af en bestemt videnskabsteoretisk tradition
som påvirker etikkens område og udformning. Peter Singers fokus på empiri og Butlers fokus på
kritik kan altså betragtes som en måde at kontekstualisere etikken på og derigennem udvikle den.
Gennem Butlers frame kan vi blive opmærksomme på de liv vi normalt ikke regner med, og som
den traditionelle etik muligvis overser. På den måde giver hendes værk en nuanceret forståelse af
hvordan vi kan erkende liv og den vold, der begås mod liv. Denne kritik er vigtig i forhold til det der
kan opfattes som deskriptivt, men som i virkeligheden er normativt. Mange af de etiske domme vi
gør os fungerer indenfor et normativt framework som maskerer sig som deskriptive
selvfølgeligheder.
Vi vil ud fra dette projekt konkludere at en etisk teori aldrig kan løsrives fra verden, vores daglige
praksis og vores erkendelse. I stedet kan den forstås som en del af en historisk og videnskabelig
udvikling, hvorigennem den etiske frame konstitueres.
71
Litteraturliste
Bøger:

Butler, Judith: Frames of War. When is life grievable? Verso, først udgivet 2009. Paperback
edition fra 2010.

Heede, Dag: Det tomme menneske - introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums
Forlag. Københavns Universitet. 2010

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise: Diskursanalyse som teori og metode.
Roskilde Universitetsforlag. 1. udgave 1999, 7. oplag 2010

Lübcke, Poul (red.): Politikens Filosofileksikon. Politikens Forlag, først udgivet 1983. 1.
udgave, 15. oplag 2001.

Singer, Peter: The Expanding Circle. Ethics and sociobiology. Oxford University Press,
først udgivet 1981.

Singer, Peter: Det Liv Du Kan Redde. Grib ind og stands verdens fattigdom. Kristeligt
dagblad. 2009.
Internetkilder:

Web 1
http://jyllandsposten.dk/international/Afrika/ECE7355569/Derfor+var+alle+%22Charlie%22,+mens+ingen+talte+
om+massakren+i+Nigeria/

Web 2
http://videnskab.dk/kultur-samfund/er-charlie-hebdo-vigtigere-end-terror-i-nigeria

Web 3
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Kvindelitteratur/Judith_Butler
72

Web 4
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Almen_etik/etik

Web 5
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900t./Peter_Singer

Web 6
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/affekt
Forelæsninger:

Forelæsning i Erkendelsesteori & Metafysik v. Klaus Frovin
Torsdag den 26. marts 2015
Kursuslitteratur: Ordene og Tingene af Michel Foucault
73